2

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 2 03/10/12 13.22

DeNNis Drejer

D A LT O NVi VAr jO ALDrig heLT æDru DeNgANg

en backstage-krønike om og med

LArs LiLhOLT,jOhNNy mADseNOg ALLAN OLseN

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 3 03/10/12 13.22

7

» forordEn god historie behøver ikke altid være sand,

bare den er god

Min bog om Dalton-trioen er et stykke rockhistorie og en backstage-krønike om og med Johnny Madsen, Lars Lil-holt og Allan Olsen, der mødtes for første gang for om-kring 30 år siden. Dybest set er den berygtede trio en man-deklub. Drengerøve, der mødes, som vi andre gør det med gamle skolekammerater, tidligere kolleger eller foldbold-gutterne – og i de kredse handler det for de fleste af os ud over det gode gamle selskab også om druk og skørlevned.

Gennem en fortælling om de tres fælles småforbrænd-te Dalton-barn afdækker jeg forholdet mellem tre af det danske musikmiljøs mest ærekære mænd, der sammen har været tvunget til at få guitaren til at stemme. De er nogle af den danske musikbranches mest markante per-sonligheder de sidste fire årtier og en af de mest markante danske stjernebesætninger siden Four Jacks fra 1956-1958

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 7 03/10/12 13.22

8

med John Mogensen, Otto Brandenburg, Bent Werther og Poul Rudi. Ofte er de blevet sammenlignet med Traveling Wilburys, selv om Dalton blev dannet før den amerikan-ske kvintet med Bob Dylan, Tom Petty, Jeff Lynne, George Harrison og Roy Orbison, der eksisterede fra 1988 til 1991.

Dalton. Vi var jo aldrig helt ædru dengang er også et ind-blik i en verden befolket med store egoer og særprægede venskabelige og kollegiale relationer. Et kig ind i et rock-stjerneliv, der er noget surreelt for os almindelige menne-sker. Det er lig med masser af anekdoter og muligheden for at svælge i et stykke musikhistorie med tre despera-doer og deres forhold, hvor summen bliver mere end tre.

De, der har set DR’s Dalton-portræt og/eller den DVD, der fulgte med en specialudgave af deres Tyve-Ti-album fra 2009, har nok bemærket, at Dalton-brødrene er ærlige om kontroverser og uenigheder. Dem vil man stifte be-kendtskab med mange flere af i denne bog. Sådan må og skal det være for at blive en sandfærdig fortælling – histo-rien om Dalton er ikke et glansbillede.

Som journalist på Berlingske Tidende og B.T. 1995-2007 mødte jeg Dalton-brødrene, skrev om dem og blev fasci-neret af deres musikalske univers og vidt forskellige tem-peramenter og karaktertræk. I 2007 fik jeg derfor idéen til en bog om dem sammen, og jeg fik deres ja til at med-virke, inden jeg blev overhalet indenom af de uforudsige-lige herrer selv, da de i 2008 besluttede sig for at genforene Dalton.

Det har været afgørende for mig, at hovedpersonerne selv deltager i bogen. Jeg er ikke den type forfatter, der har lyst til at skrive biografier om folk, som ikke selv vil med-virke – jeg synes, at det bliver for upersonligt, perifert og

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 8 03/10/12 13.22

9

spekulativt. Samtidig skal jeg dog understrege, at bogen ikke er blevet »autoriseret« af Madsen, Lilholt, Olsen, de-res managere eller pladeselskab. De har hverken læst el-ler blåstemplet bogen i sin fulde ordlyd, så alt står for min regning.

Bogen er derudover skrevet på baggrund af research, in-terviews og reportage. Indholdet er gravet frem i medie-arkiver, biografier og hos Madsens, Olsens og Lilholts pla-deselskab. Jeg har talt med cirka tyve nøglepersoner, der er en del af deres arbejds- og privatliv, og som har forstand på dem hver for sig. Så til trods for at alle tre er velbeskrev-ne, blandt andet i bøger, er jeg kommet frem til ukendte sider og nye historier.

Jeg har fulgt Dalton til støttekoncert i 2005, været med på turné til seks jobs i 2010, mødt dem på soloturnéer og haft dem på tomandshånd. Interviewene på tomands-hånd var særligt vigtige, for Madsen, Lilholt og Olsen sammen er ofte fjollede, ironiske, drillende og decideret løgnagtige. »En god historie behøver ikke altid være sand, bare den er god,« som Lilholt siger – og han fortsætter om deres evindelige stikken til hinanden: »Jeg holder ikke altid af det ... Men det er ikke sådan, når vi er alene. Det kommer, når der er publikum på. Eller bare når du er her, og hvis de to andre også var her.«

Engang imellem har det også været nødvendigt at navi-gere mellem tre forskellige versioner af samme historie. Og som det altid er tilfældet, er der kilder, der kun vil sige visse ting, hvis det ikke er til citat. Der er dem, som først går rigtigt til biddet, når diktafonen er slukket og blokken lagt væk – det kan dreje sig om kontroversielle oplysnin-ger. Og der er dem, der mener, at Daltons samarbejde mest er for pengenes skyld, eller at deres berygtede uenigheder

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 9 03/10/12 13.22

10

i nogen grad skyldes arrogance og overkompensation for et lille ego. Men trioen selv var ikke bange for at lade mig komme helt tæt på. De har lukket mig ind til samtaler om deres venskab, økonomi, druk, kunst, kolleger, familier og livet i offentligheden. De har fortalt deres meninger om hinanden, reflekteret over en fælles fortid og over at være hinandens nærmeste, når det gælder. Der har været masser af spas, skænderier og ikke mindst drikkegilder, som er en del af Daltons sjæl. Festen backstage, de løsslup-ne diskussioner, skænderierne ud på de små timer – det hele er nødvendigt, det giver energi.

Dalton begyndte som uforpligtende sjov, fem år før den brede offentlighed fik kendskab til trioen, da tre relativt ukendte musikere drog ud på landevejen – bare de tre, kun i Jylland, og kun på de mindste spillesteder. Trioen blev første gang landskendt med et album i 1992 og en efterfølgende turné. Men klimakset udadtil blev forfald indadtil. Det skulle være så hyggeligt, men blev så skidt, da tre sangeres hobbysamarbejde med tre guitarer og masser af røverhistorier skulle afprøves under mere se-riøse former i et arbejdsfællesskab med kontrakter, mana-gere, band og crew.

Den storsælgende succes kom rigtignok, men samar-bejdet kørte af sporet allerede i studiet. De skulle skrive sange sammen. Der opstod forventninger. PR-arbejde. Kæmpe turné. Et stort kommercielt apparat med en mas-se ansatte. Da Dalton skulle være en programmeret suc-ces, gik det galt, og enkelte gange udviklede det sig endda korporligt. Det var ikke længere bare tre venner på tour et par dage i ny og næ. Det var ikke så sjovt, som det skulle have været. Hyggetrioen voksede sig selv over hovedet og

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 10 03/10/12 13.22

11

endte med overhovedet ikke at være hyggelig. Modstri-dende samarbejdsformer og forskelligheder sled kraftigt på deres indbyrdes relationer som musikerkolleger, på venskabet og sågar på privatlivet – »det kostede to ud af tre ægteskaber,« som Allan Olsen siger.

De næste 15 år sås de stort set ikke.Siden talte Olsen, Lilholt og Madsen jævnligt om – el-

ler måske rettere: de blev bedt om at tale om – en genfor-ening af Dalton. Det ene øjeblik var de enige om, at det kunne være en god idé. Det næste, at det var den dårlig-ste idé i hele verden. Således var de inden det nye album og turnéen i 2009-2010 kun på scenen sammen to gange i forbindelse med godgørenhed.

Uanset dybe indre uoverensstemmelser og konfrontatio-ner – spørgsmål om respekt og forskellige måder at se på sangskrivning, koncerter, turné- og familieliv på – har tre af Danmarks mest ærlige musikere en fælles brændende passion for sangskrivning. Og de lægger vægt på den store betydning, de har haft for hinanden – kunstnerisk som menneskeligt. En del af dynamikken i deres fællesskab, både som venner og som kunstnere, er deres særheder, skænderier og indbyrdes mere eller mindre godmodige provokationer.

De har deres helt egen måde at have en fælles karriere og et venskab på. Et venskab på trods, kan man næsten sige. De er tre gamle venner, tre jyder med meget stort og selvbevidst J, der råhygger sig i hinandens selskab og har en fælles baggrund. Madsen taler ligefrem om, at de elsker hinanden. Men kun i afmålte tidsrum. De kan sjældent være sammen ret lang tid ad gangen uden at komme op at skændes. Man kan roligt tale om had/kærlighed. Den

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 11 03/10/12 13.22

12

beskrivelse ligger lige for for mange kilder, og til dels også lige under tungebåndet på trioen selv.

*

Stor tak skal lyde til Johnny Madsen, Lars Lilholt og Al-lan Olsen for hjælpen, tilliden, åbenheden og modet til at lukke mig ind. Tak til Henrik Laurvig, Knud Møller, Billy Cross, Jan Vinther, Lasse Jørgensen, Mogens Nørgaard, Jens Ove Friis, Henrik »Røde« Jensen, Ole Hust, Nils Torp, Poul Krebs, Steffen Jungersen, Alex Nyborg Madsen, Mik Schack, Smukfest, Martin Dam Kristensen, Jakob Kvist og Truels Præstegaard Sørensen. Tak til forfatterne til al-lerede udgivne biografier om mine tre hovedpersoner – Bertill Nordahl (Lilholt. Bogen om Lars Lilholt Band), Troels Frøkjær (Bogen om Allan Olsen), Anders Houmøller Thom-sen (Særling fra verdens ende. Samtaler om og med Johnny Madsen) og Pia Elers (Nattegn. Et portræt af Johnny Madsen) samt til Henrik Marstal for Alt hvad musikken kan, Jens Lar-sen for Sangskriver, Lars Lilholt for Drømme og dæmoner og RecArt og Danmarks Radio for dokumentaren Dalton – tre krukker i én gryde. Tak for skriveophold til Ry Højskole, Svanegården, Nikolaj, forældre og svigerforældre. Og til mit forlag og min skønne, elskede familie: Mange tak for tålmodigheden – der kom blandt andet lige et par andre bøger, der hastede, ligesom det har krævet tid at få tre travle herrers kalendere til at gå op.

Dennis Drejer, oktober 2012

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 12 03/10/12 13.22

13

» kapitel 1Grunden til at folk hidser sig sådan op, er jo, at de får os så sjældent. Det er ligesom sex

i et ægteskab.

»Det var helt rørende. Helt magisk. Jeg synes, vi skal gøre det igen. Vi kan noget særligt sammen. 1 + 1 + 1 giver 10 i vores tilfælde. På et halvt minut lavede vi den kæmpe-mæssige scene om til en dagligstue.«

»Modtagelsen var fantastisk, og jeg synes også, at det swingede godt – selv om de to andre var med.«

»Grunden til, at folk hidser sig sådan op, er jo, at de får os så sjældent. Det er ligesom sex i et ægteskab.«

Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen sad i et tilrøget lokale bag scenen i Arena Nord i Frederikshavn. Denne februaraften i 2005 var der våde varer og høj sø omkring bordet i baglokalet, hvor de tre gamle guitargøg-lere lige var gået af scenen som Dalton. Der var gået 12 år, siden de sluttede deres hidtil eneste fælles turné, og gen-foreningen var gået bedre, end de selv havde forventet.

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 13 03/10/12 13.22

14

Trioen var nærmest overstadig og rørstrømsk. Og selv-følgelig sarkastisk og distanceret – det hører med. Men grundfølelsen af, at de kan noget særligt sammen, var der. Publikum var ellevilde, og deres gamle venner Poul Krebs og Henning Stærk havde lige givet godt-gået-klap på skul-deren.

Det startede i 1985, sådan cirka. Første gang under navnet Hår Lokvox og Det Hvide Gennemsnit, og siden turnere-de de tre et par gange med deres tegneserienavn, inden de i 1992 indspillede albummet Dalton og året efter gav om-kring 70 koncerter.

De to år sled voldsomt på sammenholdet, gav sig ud-slag i tænders gnidsel og regulære slåskampe, og de tre fik nok af hinanden for mange år frem. Siden kom idéen om en gendannelse ofte på bordet, men Allan Olsen var al-tid imod. Så der skulle katastrofer til. Første gang trioen blev genforenet, var den 18. april 1999 i Cirkusbygningen i København til Danmarks Radios og TV2’s støtteshow »Hjælp Balkan« til fordel for Balkan-krigens ofre. Anden gang var her i Arena Nord, onsdag den 23. februar 2005, til »Støt Asien Koncert« for ofrene for den op til 30 meter høje tsunami efter det undersøiske jordskælv i Det Indi-ske Ocean 2. juledag 2004.

»Én ulykke kommer sjældent alene,« som Johnny Madsen sagde om Daltons genopstandelse.

Det var Henrik »Røde« Jensen, der stod bag koncerten – og genforeningen. Han blev dybt rørt over naturkatastro-fen, som kostede omkring 230.000 mennesker livet i 11 lande, særligt Indonesien og Thailand, og han følte, at han måtte gøre noget. Allerede den 27. december holdt han et møde med Frederikshavns borgmester, kulturchef og tu-

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 14 03/10/12 13.22

15

ristchef samt et par erhvervsspidser og nordjyske medier, og han fik opbakning og støtte til en velgørenhedskon-cert. Næste skridt var at samle musikere, der ville spille og synge for betalt transport, kost og logi.

»Der skulle noget ekstraordinært til. Det var vigtigt med et trækplaster både for at sælge billetter og over for andre musikere for at få dem med. Så jeg startede med Dal-ton,« fortæller »Røde«, som siden slutningen af 1980’erne har arrangeret koncerter med alle tre, været tourmanager for Madsen og Olsen og arrangeret foredrag med Bill Clin-ton, Al Gore og Mikhail Gorbatjov.

»Røde« vidste, at det ville blive svært. Olsen havde utal-lige gange i mange år sagt nej til igen at gå sammen med Lilholt og Madsen. De håndgangne scenearbejdere fra turnéen i 1993 anså det for så usandsynligt, at de havde talt om at prøve at få Poul Krebs, Steffen Brandt eller Povl Dissing med i Dalton i stedet for Allan Olsen. Men »Røde« troede på, at tsunamien var sagen, der kunne overbevise Olsen, og han brugte list, da han ringede til ham og sagde, at de to andre allerede havde sagt ja.

»Det kunne jeg gøre, fordi de to andre har spurgt mig i ny og næ, om jeg ikke kunne overtale Olsen til en gendan-nelse. De sagde, at jeg var den, der kunne og skulle overbe-vise ham. Olsen havde flere gange sagt nej, fordi han nok mente, at hans karriere var på vej op ad stigen, og de to andre var på vej ned. Han sagde også først nej, da jeg rin-gede, men jeg sagde: ’Du skal gøre det for at hjælpe dem i Asien!’ Så ville han have noget for det, og jeg lovede, at jeg gennem min storebror, som er fisker, kunne levere ham hummerhaler. Så gik han med til det – ’men kun denne ene gang!’.«

»Rødes« taktik med at bruge Dalton som trækpapir vir-

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 15 03/10/12 13.22

16

I Frederikshavn var Dalton tilbage i den altid faste koncertopstilling med Lars Lilholt til venstre set fra publikum, Allan Olsen i midten og Johnny Madsen til højre. (Foto: Top Event)

kede. Når arrangøren fortalte de andre kunstnere, at han havde samlet Dalton, tvivlede de ikke på støtteprojektets succes og var også med. Efter en uge var der 14 navne på plakaten. Den 5. januar afholdtes et lokalt pressemøde, hvor Olsen udtalte: »Vi tør godt garantere, at det bliver første, eneste og sidste gang, publikum igen kan opleve Dalton live på scenen.« Derfra tog det kun tre dage at få

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 16 03/10/12 13.22

17

udsolgt de 4.500 billetter, og selv om B.T. var det eneste landsdækkende medie, der skrev om koncerten, blev der solgt billetter i hele landet – »30 procent uden for Nord-jylland. Det er usædvanligt til en koncert kun med dan-ske navne så højt oppe i nord. Og selvfølgelig havde vi mange gode navne – Poul Krebs, Henning Stærk, Povl Dis-sing, Randi Laubek, Ester Brohus, PS12, Sussi & Leo – men de fleste kom vist mest for at høre Dalton. De var absolut stjernenavnet. Uden dem havde det været noget sværere at sælge så mange billetter,« mener »Røde«.

»Det er vel os, de er kommet for at se,« skrev Lilholt i en mail til de andre to den 25. januar 2005. »Jeg glæder mig. Det er hyggeligt at sidde her og genhøre pladen. Den er sgu meget god.«

Det var samme dag, som der blev offentliggjort et over-skud på 1.883.290 kroner fra en TV2-transmitteret støtte-koncert i K.B. Hallen med blandt andre Mikael Simpson, Thomas Helmig, Jens Unmack, Rasmus Nøhr, Nephew, Kashmir, Saybia, D-A-D, Swan Lee og Bikstok Røgsystem. Hverken Madsen, Lilholt eller Olsen blev inviteret med, ligesom de heller ikke blev det til støttesangen »Hvor små vi er«.

»De er sangskrivere, som folket kan lide,« mener Jan Vinther, der var tourmanager for Dalton i både 1993 og 2010, og som desuden er tourmanager for Olsen og har været manager for Lilholt. »Men de kommer aldrig i nær-heden af et ridderkors og det officielle Danmark, og de har intet med København at gøre.«

Men i Frederikshavn er Dalton store. Op til tsunami-koncerten var der afsat tid til to øvesessioner i Badmin-tonhallen, hvor de den 18. marts 1993 foran 1.200 pub-

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 17 03/10/12 13.22

18

likummer satte rekord med den hidtil største indendørs koncert i Frederikshavns historie. Øveren henlagdes til et kontor i Badmintonhallen, der nu fungerer som anneks til den nybyggede Arena Nord, der var så ny, at koncerten var hallens indvielse.

Olsen ændrede koncertplaner for at være med, og før-ste dag øvede ham og Madsen alene med orkestret, fordi Lilholt afholdt premiere på sin live-DVD De Lyse Nætters Orkester i biografen Øst for Paradis i Aarhus. Næste dag, dagen før koncerten, kiggede TV2 Nord forbi for at vise seerne billeder af »nogle af Danmarks ypperste sangskri-vere, spillemænd og samfundsrevsere«, som de kaldte Dalton.

»Vi laver stort set de samme fejl som for 13 år siden,« afslørede Madsen.

»Det er meget én akkord og så ligeud. Det er ikke sær-lig indviklet. Vi har aldrig lavet indviklet musik i den her trio. Det er der mange, der gerne vil skrive under på,« sup-plerede Olsen, inden Madsen dog forsikrede, at »det bli-ver en fremragende aften. Vi kan altid vores ting,« hvortil Olsen svarede: »Husk nu, billetterne er solgt.«

»Så vi behøver ikke at lyve,« sluttede Lilholt tørt.

Hele koncerten havde et gennemgående band under le-delse af kapelmester Knud Møller, og de havde øvet på forhånd, så den ene fælles øvesession var nok til at få tre-kløveret i Dalton-form.

»Det gik godt og gnidningsfrit, og alle syntes, det var rart at ses igen. Det var som at få en gammel, kær over-frakke på. Jeg havde en rigtig god fornemmelse,« fortæl-ler Knud Møller, der også er Daltons og Olsens gamle og Madsens nuværende guitarist.

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 18 03/10/12 13.22

19

Den gode fornemmelse udløstes, da d’herrer mod slut-ningen af støttekoncerten trak i triotøjet i den gamle op-stilling med Lilholt til venstre, Olsen i midten og Madsen til højre, set fra salen. Publikum gik amok i gensynsglæ-de. Klappen, trampen, råben og skrigen. En bølge af sym-pati – og forventninger, der blev indfriet. Med sangtek-sterne foran sig på gulvet med store typer gav Dalton seks af deres største hits: »Under rimelige grænser«, »Lilly fra Løkken«, »Dalton«, »Selskabsmadonna«, »Bliv derude« og »Hollywood«. Som sædvanlig skiftedes de til at være i front, og de smilede og grinte, fortalte røverhistorier og svinede hinanden til på kærlig facon. Efter ekstranumme-ret, Madsens omskrivning af Traveling Wilburys’ »Hand-le with care« – »En at bli’ som« – samledes de til hyldest med armene om hinanden, og scenen invaderedes af en god håndfuld fotografer og kameramænd.

I salen var også alle tres pladeselskabsdirektør gennem mange år, Jens Ove Friis, kaldet »JOF«. Han udgav album-met Dalton i 1992 og var der i embeds medfør for at se, om det i hans hoved kunne blive til noget mere med Dalton igen. Og gensynet overvældede ham og gav ham tårer i øjnene, indrømmer han: »Folk var helt utrolig vilde. Selv for de tre, som er vant til god respons, var det imponeren-de. Og jeg fik bekræftet, at det kunne være godt at få dem på scenen igen. Myten var stadig stærk,« som han siger.

Også aftenens lydmand, Mogens Nørgaard, der havde samme job på Dalton-turnéen i 1993, blev rørt: »Da de gik på scenen, var det fra stilhed til storm fra publikum. Jeg fik gåsehud over det hele og tænkte: Det her, det er fand-me stort! Nogle gange bliver de større samlet end hver for sig, og det var de dér. Den aften kunne alt lade sig gøre.«

Koncertens produktionsmanager, Madsens tourmana-

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 19 03/10/12 13.22

20

ger Henrik Laurvig, lod sig også bevæge. »Jeg havde kun hørt alle de gamle historier om den forfærdelige 1993-tur-né, hvor deres tourmanager løb skrigende bort, så jeg var skeptisk. Men der var magi, da de stod der. Det var en fremragende koncert. En magisk ting.«

Ud over skulderklap for koncerten så Poul Krebs også et større perspektiv: »Vigtigheden af at gøre noget godt for mennesker i nød overskyggede, om det var strategisk smart for dem at samles igen. Og så opdagede de jo, at de havde noget kørende.«

Fem-seks år senere ser Dalton selv tilbage på en skæb-nesvanger aften.

LILhoLt: »Jeg har altid gerne villet få Dalton i gang igen. For mig er det sjovt at have og kunne gøre engang imellem. Og det var noget helt specielt den aften, for det var en voldsom katastrofe. Jeg kan da tydeligt huske, da man sad der i julen 2004 og tænkte: Hvad fanden er det, de siger? Og der var jo danskere, der gik til, og der var mange danskere, der var i Thailand, så det ville jeg gerne være med til at samle penge ind til. Jeg kan ikke rigtig huske selve koncerten, andet end at folk elskede det. Jeg syntes, det var sjovt, og jeg var glad for, at det kunne lade sig gøre. Men hvis jeg sagde, at 1+1+1 giver 10 i vores tilfælde, må jeg have været halvfuld.«

MaDsEn: »Lars og mig har altid sagt, at vi gerne ville Dalton, så det var en stor ting, og ingen tvivl om, at det var os, der solgte de billetter. De andre, der spillede, så lidt op til Dalton. Selv om det også var pæne navne, lå der helt klart en autoritet i det, at Dalton kunne gendannes. Og vi kom ind i den gamle rolle, vi havde, og det var sjovt.«

oLsEn: »Der var lige nogle tilstoppede nervebaner, som skulle have nogle piberensere igennem og noget af-

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 20 03/10/12 13.22

21

løbsrens. Det vil sige, at sangene lå i baghovedet et eller andet sted, men vi kunne ikke huske en skid af det hele, indtil vi kom i gang. Men så kom det til gengæld meget hurtigt tilbage. Plus at vi vidste, at det var ikke så meget et spørgsmål om, hvad vi kunne, men mere historien i, at

Backstage efter Støt Asien-koncerten, hvor summen af Allan Olsen, Lars Lilholt og Johnny Madsen gav mere end tre og en stemning i trioen, der dannede grundlag for den senere store genforening. (Foto: Thomas Skjold)

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 21 03/10/12 13.22

22

vi var gendannet. Vi var godt klar over, at det var det, vi kunne levere – at vi kunne trække en masse mennesker. Og så bar det næsten sig selv. Vi kunne have sunget sort snak.«

Koncerten blev også en succes på bundlinjen. »Røde« havde håbet på en halv million kroner til tsunamiofrene og tilskriver først og fremmest Dalton den store interesse, der trods afholdelse en onsdag betød, at der blev drukket 11.200 fadøl og 1.040 Bacardi Breezers – i alt blev der solgt for 350.000 kroner i boderne, hvilket gav 845.000 kroner til deling mellem Dansk Røde Kors og Red Barnet.

I baglokalet holdt Olsen dog igen på euforien og gentog sit »aldrig mere Dalton«. Godt to måneder før havde han til B.T. sagt, at han ikke fandt det »kunstnerisk set særlig spændende« at samarbejde med to »egnsdigtere og dia-lektsangere« som Madsen og Lilholt.

»Det så jeg godt, at han kaldte os. Hvad har han gang i?« spurgte Madsen backstage, mens Lilholt prøvede at (bort)forklare: »Når Olsen begynder at tale, så stopper han jo aldrig.«

oLsEn: »Da det stod i B.T., havde vi ikke hørt noget til hinanden længe, men det kom vi til, for der skal jeg love for, at både Johnny og Lars kom helt op at køre. Jeg var sådan set ligeglad med, hvad de mente, for jeg havde jo aldrig troet, at vi skulle lave noget sammen igen – jeg var kun interesseret i at profilere mig selv. Men da vi mødtes før koncerten, følte jeg lige først, at der stadig var en lille misstemning, som måske kan have haft noget med det at gøre.«

MaDsEn: »Jo, der sagde han noget, der ramte lidt hårdt. At vi var egnssangere og sådan nogen med folke-

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 22 03/10/12 13.22

23

dragt på. Men jeg betragtede det dog også som atter en gang underholdning fra Olsens side.«

LILhoLt: »Olsen er sgu nok den største egnsdigter af os tre – og dialektsanger. Jeg synger jo på nyjysk, midt mellem aalborgensisk og nydansk. Olsen er meget mere dialektsanger.«

Den uforlignelige trio gik efter koncerten på Restaurant Gråanden og derfra på baren John Bull, begge etablisse-menter beliggende på det lokale Hotel Jutlandia, hvor de også skulle overnatte. Stemningen var god, rigtig god. Også for mere genforening. Men så ikke alligevel. For som altid kom de op at skændes.

oLsEn: »Det var en god fest. Jeg tror, vi raserede det meste af restauranten oppe på toppen af hotellet, hvor Johnny slog ud med armene og gav store vine. Og ja, un-der påvirkning af folks smiger – og spiritus – var vi be-stemt oppe at køre: Nu skulle vi lave noget igen! Det blev ud på de sene timer, da vi sad ude i foyeren ind til baren, og Johnny var ved at lægge de store planer for os og fortæl-le os, hvordan vi skulle gøre, og hvordan det skulle køres. Han var nået til det stade, som han når til som regel – der hvor han lige vil sætte tingene på plads ved at præsente-re det store forkromede overblik, og som han gør, rejste han sig og sagde: ’Hør nu her, venner!’ Og lige dér kom en journalist, som vi kender fra P4 Syd, gående, og så i stedet for at høre på, hvad Johnny sagde, kaldte Lars på ham for at spørge, om han var blevet muslim for at få noget ne-gerfisse, og det, syntes jeg, var meget interessant at høre om. Men så blev Johnny rasende, fordi opmærksomheden blev brudt, og han ville aldrig nogensinde spille med Dal-ton igen, for den børnehave gad han ikke. Det var meget

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 23 03/10/12 13.22

24

underholdende. Men jo-jo, den aften såede et frø, og der var lidt opringninger og følere imellem os, om vi skulle gå videre, men det fes hurtigt ud igen. Det var nok mig, der holdt igen af forskellige grunde, som altid har været der og stadig er der.«

LILhoLt: »Det var en fremragende fest bagefter på hotellet. Både med højt humør, og hvor vi sad og klogede den, og det gik i kage med et skænderi til sidst. Madsen har sikkert villet belære Olsen om et eller andet, men jeg kan ikke huske, hvad det var, for jeg var simpelthen så hø-nefuld, at jeg dårligt kunne finde elevatoren op til mit ho-telværelse. Og næste dag på vej hjem fik min hustru lok-ket mig til, at vi skulle have hund. Det havde jeg ellers nægtet kategorisk i ti år.«

MaDsEn: »Jeg kan ikke huske, hvad der bliver sagt i sådan en brandert, og jeg kan ikke genkende Allans histo-rie, men jeg husker, at der var en i Dalton, og det var ikke Lilholt, som sagde noget, jeg syntes var mærkeligt. Vi sad ved et bord, som vi plejer, og så kom Nello, min bassist, ind og sagde noget om, hvad han syntes, vi skulle gøre, og Olsen svarede, at når musikere blander sig med stjernerne … det gad han slet ikke. Men altså, der var lagt i kakkelov-nen til mere Dalton. Der var en stemning af, at det var et spørgsmål om tid, før det skulle blive til noget mere.«

Den aften i Frederikshavn udstillede essensen af histori-en om Dalton – på trods. Alt ved det gamle, de hyggede og morede sig, men jo længere tid sammen, jo mere alkohol, jo mere oppe at køre, des mere skænderi. Men til syvende og sidst kunne de alligevel ikke undvære hinanden, og det vigtigste udbytte af denne dag med vinterens eneste snestorm var, at et frø blev sået.

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 24 03/10/12 13.22

25

»Det var en slags point of no return, som viste sig at pege fremad,« siger Knud Møller. »Allerede samme aften var den tanke mig ikke fjern, for det blev så godt, der var så-dan en varm stemning, og i særdeleshed var publikum vilde.«

Jens Ove Friis husker: »De havde en større lyst til at være sammen, end da de spillede til Balkan-koncerten seks år tidligere, og de kunne godt finde ud af at feste sammen, hvilket er en vigtig forudsætning. Men det der skænderi til sidst var det, der gjorde, at jeg ventede et stykke tid med at foreslå en mere fast genforening.«

dennis_drejer_dalton_Materie_CS6.indd 25 03/10/12 13.22