Causa Mortis af Elias Palm

0869287887719

ISBN 978-87-710-8692-8

20,5 mm 140 mm140 mm

21

5 m

m

0877347887719

ISBN 9788771087734

EL

IAS

PA

LM

ELIAS PALMHvordan afgør man præcis, hvordan et menneske døde?

Corpus Delicti (af latin corpus ’krop’, delicti ’forbrydelse’) er den

første krimi i serien om retsmedicineren Ella Andersson, der har et

særligt talent for at finde svarene i de små detaljer.

Da Ella var seks år gammel mistede hun sin far og sit barndoms-

hjem i en voldsom brand.

Nu, 30 år senere, bliver der i en have fundet et lig, som har lig-

get så længe i jorden, at der er vokset rødder op gennem kraniet.

Da Ella køber et antikt ur, opdager hun, at det er identisk med et,

der stod i barndomshjemmet. Uret burde altså være forsvundet i

flammerne, så Ella indleder, parallelt med sit professionelle arbej-

de som retsmediciner, en privat undersøgelse af sin fortid.

Snart tvinges hun til at indse, at der er nogle sammenhænge

mellem branden, hvor hendes far omkom, og liget i haven, der ikke

kan være tilfældige.

Samtidig opdager Ella, at nogen forfølger hende.

Den anden bog i serien om Ella Andersson, Causa Mortis, udkom-

mer i marts 2012.

ELIAS PALM (f.1976) bor i Malmø og arbejder som retsmedi-

ciner i Lund. Til hverdag udfører han obduktioner, laver un-

dersøgelser for politi og anklagere, assisterer kriminaltek-

nikere på gerningssteder og er sagkyndigt vidne i retssager.

Så han ved, hvad han taler om, når han siger, at hemmelighe-

den altid ligger i detaljen.

“en excellent intrige, der føres igennem uden logiske brister

og for mange uvedkommende omsvøb. Elias Palm har skabt

en heltinde, som man meget gerne vil hilse på igen.”

Weekendavisen

K R I M I

“Et miks af realisme og spænding, der

hænger flot sammen med en velopbygget

overraskende finale.”

Politiken

BT

EL

IAS

PA

LM

ELIAS PALM

“ CAUSAmortiSC

AU

SA

mo

rt

iS

En international organisation, der jager krigsforbrydere,

kontakter uventet og på mystisk vis retsmedicineren Ella Anders-

son. De har brug for en second opinion omkring en sag om to æl-

dre mænds dødsfald i New York. Sagen har tråde helt tilbage til

koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig, og det viser sig,

at den også har forbindelser til Ellas egen fars historie.

Efterhånden som sagen udvikler sig, må Ella indse, at hen-

des anonyme tilværelse ved obduktionsbordet er ovre, idet nogen

overvåger hvert eneste skridt, hun tager. Og de er villige til at gå

meget langt for at nå deres mål …

I Causa Mortis flettes begivenheder i nutidens Sverige, krigs-

tidens Tyskland, Ellas egen familiehistorie og hendes fars forsvin-

den sammen. Det tvinger Ella til at stille spørgsmål, der ryster

hele hendes tilværelse. Hvem er hun selv? Hvem er hendes far?

Og hvad skete der med Ellas mormor, den iskolde kvinde, under

krigen?

Causa Mortis er den latinske betegnelse for dødsårsag.

”Lad det være sagt straks: Jeg læser gerne

opfølgeren til denne bog, så god er den.”

Politiken (om bind 1, Corpus Delicti)

B.T.

Netop som hun havde en fornemmelse af,

at hun var begyndt at forstå, hvad det var,

der foregik omkring hende, var det, som

om jorden under hende begyndte at skæl-

ve. Hun havde allerede foretaget sig ting,

som hun aldrig havde troet sig i stand til,

men som dagen havde udviklet sig, havde

hun indset, at hun ville blive nødt til at gå

meget, meget længere. Alternativet var

at give op eller at bukke under, og hvor-

dan hun end vendte og drejede tingene,

kom hun frem til samme konklusion. Alt

begyndte og endte med Frederick – det

var ham, der havde svarene. Det var ham,

hun var nødt til at finde.

Læs også Corpus Delicti – 1. bind i serien

om retsmediciner Ella Andersson.

ELiAS PALm (f.1976) bor i Malmø og

arbejder som retsmediciner i Lund. Til

hverdag udfører han obduktioner, laver

undersøgelser for politi og anklagere,

assisterer kriminalteknikere på gernings-

steder og er sagkyndigt vidne i retssager.

Så han ved, hvad han taler om, når han

siger, at hemmeligheden altid ligger i

detaljen, og det er dette, der har inspi-

reret ham til at skrive sin krimiserie om

retsmedicineren Ella Andersson.

Causa Mortis er andet bind i serien.

28,5MM 141mm CMYK+PANTONE 805C 90mm141mm90mm

21

5m

m

K R I M I

Causa Mortis.indd 2 09/03/12 12.01

Elias Palm

Causa MortisKrimi

På dansk vedJulie Top-Nørgaard

People’sPress



Til Jocke og Juni – min familie.Og til mor på fødselsdagen.



7

Kapitel 1

Langsomt trak musklerne omkring det højre øje sig sammen, så det furede ansigt så ud, som om det missede. Det var ikke no-gen markant grimasse, men alligevel kraftigere end dem, de døde sædvanligvis gjorde.

Kvinden i den blå overall noterede hurtigt noget på sin blok og fandt så et spejlreflekskamera med en stor blitz frem og tog et par hurtige billeder af den døde. Glimtet fra blitzen oplyste et kort øjeblik det forvredne ansigtsudtryk. Først derefter slog strømmen fra, og ansigtet sank igen hen i afslappet udtryksløshed.

Politiassistent Heinz Eskilsson stirrede forbavset på kvinden, der var ankommet til stedet mindre end et kvarter tidligere. Heinz og hans kollega havde været den patrulje, der befandt sig nærmest huset, da alarmmeldingen kom. Tre minutter over otte havde alarmcentralen kaldt dem over radioen.

“61-1120, kan I undersøge en villa på Eskilsgatan 15? Et par deroppe har ikke set noget til nabodamen de sidste par dage.”

Der blev stille et øjeblik, før den rolige stemme fortsatte: “Jeg vender tilbage pr. telefon.”

De to kolleger havde set på hinanden, begges puls var steget. Alene det faktum, at alarmcentralen ville vende tilbage pr. tele-fon, var en klar indikation om, at dette kunne være mere og an-det end bare et rutinebesøg. Få sekunder efter ringede telefonen. Heinz svarede og blev igen mødt af den rolige stemme.

“Jeg stiller dig videre til den vagthavende med det samme,” sagde hun, netop som Heinz skulle til at præsentere sig.

“Okay,” stammede han, før der blev stille. Sekundet efter hør-tes en hæs kvindestemme.

“Manden, der ringede, siger, at han har fundet sin nabo, en gammel dame, myrdet i sin seng.” Den vagthavendes stemme lød, som om den tilhørte et menneske, der havde røget siden barnsben. Visse stavelser druknede næsten i en hvæsen. I korte


8

vendinger forklarede den vagthavende, hvem naboerne var, og opgav deres telefonnummer. Hun gav også ordre til, at de unge betjente skulle kontakte hende igen, så snart de havde fundet den gamle.

De burde kunne være ved huset på under tre minutter. Det her kunne være præcis det, de begge havde længtes efter. Et rigtigt mord. En chance for at bevise, hvad de var værd.

Gerningsstedet lå i et af byens ældre kvarterer, hvor husene va rie rede i både størrelse og stil, og hvor der lå alt fra gedigne murermestervillaer fra 1920’erne til moderne, modulbyggede huse, og nummer femten tilhørte den første kategori. Bortset fra manden og kvinden, der stod på trappen op til huset med den hvidpudsede facade, var området helt stille. Ingen, der var ude at gå aftentur. Ingen hunde, der gøede. De to på trappen var alt for letpåklædte til den tidlige efterårsaften, og begge klaprede tænder, da Heinz og hans kollega nåede hen til dem. Rystende af kulde forklarede manden, at de ikke havde set den gamle enke i to dage. Enkefru Lind kaldte de hende.

Da det bekymrede par havde kontrolleret postkassen, havde de konstateret, at naboen ikke havde tømt den. Nabokonen, der var omkring de halvtreds, indskød, at enken havde været et ud-præget vanemenneske. Hver tirsdag og fredag drak hun kaffe inde i byen, mens onsdagene var viet til bridge. Så da onsdagen lakkede mod enden, og de stadig ikke havde set hende, havde de her til aften bestemt sig for at se efter, om alt var, som det skulle være hos naboen. Deres besøg havde imidlertid bekræftet det absolut modsatte.

Efter at Heinz forsigtigt var gået ind i huset og havde fundet soveværelset i stueetagen, var alt gået betydelig hurtigere, end han havde regnet med. Med billederne af det blodige lig i frisk erindring og med hamrende hjerte havde han rapporteret tilbage til den vagthavende. Rimeligvis måtte denne allerede før deres samtale have talt med den vagthavende hos amtskriminalpoli-tiet, der havde sendt en kriminaltekniker til stedet, for kun tyve minutter efter kørte den blå varevogn op ad indkørslen. Heinz


9

vidste, at de betjente, der ankom til stedet i blå overalls, var vant til denne type situationer. Det samme kunne han ikke sige om sig selv. Han betragtede med store øjne kvinden, der nu stod bøjet ind over den blodige gamle dame. Heinz havde hørt, at kri-minalteknikerne ringede efter retsmedicineren, men den kvinde, der dukkede op, så ikke ud, som han havde forventet.

I filmens verden var retsmedicinerne ofte aparte figurer, som enten havde butterfly på, mens de obducerede, eller som stod og støttede sig til en stok på gerningsstedet. Den mørkhårede kvinde i den mærkelige påklædning mindede ikke om nogen af disse stereotype karakterer. Hun var ikke mere end en meter og tres høj og havde desuden udpræget kvindelige former. Oven i det hele var hun dukket op klædt i en sort aftenkjole med bar ryg. En matchende håndtaske havde hun dog ikke. I stedet bar hun med lethed på en stor metaltaske, ud af hvilken hun tryllede det ene underlige instrument efter det andet. Hendes højhælede sko lå smidt i entreen, og hun var nu iført en af kriminaltekniker-nes engangsoveralls, hvilket havde været det første, hun havde bedt om, da hun ankom til gerningsstedet. Hun havde sparket skoene af, trukket den alt for store overall på og sat det udslåede hår op. Efter kort at have konfereret med kriminalteknikerne, som hun så ud til at kende godt, havde hun forsigtigt nærmet sig liget. Vejen hen til den døde kvinde var dækket af metalpla-der, som forhindrede hende i at ødelægge eventuelle fodspor. Forsigtigt havde kvinden lagt sine bare håndled mod den gamle dames underarm – armene var det eneste, der ikke var dækket af blod eller stof. Den døde så så skrøbelig ud, som hun lå der i den smalle seng i sit blodplettede nattøj. Blodet var især koncentreret omkring brystet, hvor Heinz med det samme havde set såret. Et enkelt stik – midt i brystet.

Kroppen var stadig varm, konstaterede Ella. Men kriminaltekni-kerne havde sagt, at naboerne ikke havde set den gamle dame i to dage. Ella tog termometeret frem. Det var specialbygget og blev hvert år indleveret til kalibrering. I Ellas fag var der ikke plads til unødvendige fejlkilder. Termometeret var forsynet med en lang, smal metalstav, hvis spids udgjorde målepunktet. Hun


10

målte først temperaturen i det store soveværelse. Ud over sengen var rummet sparsomt møbleret. Garderobeskabenes hvide låger havde et bueformet bånd af røde prikker fra den ene side til den anden, hvilket vidnede om den voldsomme scene, der havde udspillet sig i værelset. På skrivebordet ved vinduet stod et vip-pespejl med en skuffe under, og foran denne lå en hårbørste. Ella anslog spejlet til at være fra slutningen af attenhundredtallet, men hendes interesse for antikke spejle måtte vente – situatio-nen indbød ikke til at undersøge sagen nærmere.

Ella koncentrerede sig i stedet om den døde kvinde, der lå foran hende. Hun havde hurtigt konstateret, at der ikke var no-gen afværgeskader på kvindens underarme, men det var egentlig mindre væsentligt, i hvert fald i første omgang. Kvindens skader ville hun få god tid til at studere senere. Lige nu rettede hun al sin opmærksomhed mod det, der ville gå tabt, hvis man ikke be-skæftigede sig med det her og nu. Ella noterede sig, at de blårøde ligpletter kun til dels var udviklet. Desuden kunne hun med let-hed presse den blårøde nuance i huden væk, hvilket ville have været umuligt, hvis kvinden havde været død siden i tirsdags. Den gamle dame havde ikke været død længe, det kunne hun sige med sikkerhed. Spørgsmålet var imidlertid, hvor præcist hun ville være i stand til at angive dødstidspunktet.

At retsmedicineren ville lede efter ligpletter, kontrollere døds-stivheden og måle kropstemperaturen, var Heinz helt på det rene med. Det havde han allerede lært på politiskolen. Med forun-dring havde han imidlertid fulgt hver eneste af hendes bevæ-gelser, mens hun fandt en lille sort kasse frem. Det var en slags måleinstrument med en strømafbryder, et greb og to ledninger. De korte ledninger endte i grove nåle, som så bekymrende spidse ud. Dette instrument var der ikke nogen, der havde undervist i på politiskolen. Efter omhyggeligt at have undersøgt den døde kvindes øjne, stak retsmedicineren pludselig nålene ind på hver side af kvindens højre øje. Da hun sluttede strømmen til, for Heinz sammen. Han kunne smage sin aftensmad. Han måtte have lidt frisk luft. Nu.


11

Ella løsnede elektroderne fra kvindens øje og satte dem i stedet fast ved hendes mund. Da hun tændte for strømmen igen, sner-pede den døde tydeligt munden sammen, som smagte hun på noget surt. Reaktionen var temmelig kraftig, og Ella dokumente-rede den med sit kamera. Hun kastede samtidig et irriteret blik på sine fødder. De højhælede sko havde hun måttet stille i entreen, nu stod hun kun iført politiets skobeskyttere, hvis mønstrede underside var påtrykt ordet Politi spejlvendt. Beskyttelsesdragten dækkede hendes sorte kjole, som hun nu havde måttet smøge op over livet. Det var ikke sådan her, hun havde haft planer om, at aftenen skulle ende.

Den elektriske stimulering af den døde kvindes ansigtsmu-skulatur hørte ikke just til de gængse undersøgelsesmetoder. Det var en metode, som kun få retsmedicinere benyttede sig af, selv om teknikken var veldokumentet. Afhængig af, hvor kraftig en reaktion der opnåedes i den elektriske strøm, kunne man regne sig frem til, hvor længe personen havde været død. Metoden byggede på muskelcellernes opbygning. Cellerne i en muskel var nemlig sammenkoblet i serier. På den måde var det nok, at en elektrisk impuls fra hjernen nåede frem til én muskelcelle. Derefter forplantede impulsen sig til hele musklen, fra celle til celle, sådan at den trak sig sammen. Selv om cellenedbrydnin-gen begyndte allerede, når blodcirkulationen stoppede, fortsatte seriekoblingerne mellem muskelcellerne med at fungere de før-ste timer, efter at døden indtræffer. I denne periode kunne man derfor få musklerne til at trække sig sammen ved at fingere en elektrisk impuls fra hjernen.

Reaktionen havde i den gamle kvindes tilfælde været så kraf-tig, at Ella gættede på, at hun højst havde været død seks-otte timer – mere præcis var metoden ikke. I hvert fald ikke, hvis den stod alene. Ella så sig om i værelset. Blodstænkene på værelsets fjerneste væg og på skabsdørene fangede hendes blik. De røde prikker dannede en lang række, der begyndte nede ved gulvet for derefter at stige svagt op mod loftet i en antydning af en parabel. Det lignede en udskrift af morsealfabetet med større og mindre afstand mellem prikkerne. Ella var langtfra nogen specia-list i at tyde blodstænk. Men hun vidste nok til at kunne afgøre,


12

at blodstænkene på væggen skulle kategoriseres som projiceret blod, altså blod, der stammede fra en genstand i bevægelse, for eksempel en kniv, der med høj hastighed blev trukket ud af et sår. En arm, der hævedes for at hente ny kraft. Ella lagde hovedet på skrå og så igen ned på kvindens bryst. Et sår. Et enkelt sår i den spinkle brystkasse.

“Mærkeligt, ikke?” Det var kriminaltekniker Jonny Duda, der havde listet sig ind bag hende.

“Jeg ville have forventet at finde mere end et sår,” sagde Ella lavmælt. Der var alt for mange ører i værelset til, at Ella havde lyst til at drøfte sine overvejelser mere højlydt.

“Du tænker på det projicerede blod,” hviskede Jonny. Ella nik-kede.

Mens hun havde undersøgt liget, havde kriminalteknikerne langsomt arbejdet sig frem til sengen. Meter for meter var par-ketgulvet blevet undersøgt. Ved hjælp af statisk elektricitet fandt de fodaftryk, der var usynlige for det blotte øje. Ud fra mønste-ret af støvpartikler, som fæstnede sig på den specialfremstillede film, kunne man i bedste fald få et unikt fodaftryk frem. I værste fald var det bare en meget langsommelig måde at støvsuge et gulv på.

Ella og Jonny kunne nu bevæge sig frit rundt om liget. “Hvorfor kun et enkelt stik?” Jonny talte lavmælt for sig selv,

mens han bevægede sig hen mod skabene, satte sig på hug og så ud til at studere blodpletterne, der var løbet ned ad lågerne.

Ella gik ud fra, at Jonny ligesom hun selv havde tolket blod-stænkene som et tegn på, at kniven var blevet trukket ud af såret med høj hastighed. Blodstænkene antydede, at kniven var blevet hævet igen efter det første hug, men gerningsmanden havde af en eller anden grund afbrudt bevægelsen. Der var noget, der ikke stemte.

“Noget fik ham måske til at fortryde,” sagde Ella tvivlende. Hun havde set alt for mange mord til at tro, at samvittigheds-nag var noget, der ramte gerningsmanden allerede under over-faldet. Mange gange var knivskaderne så omfattende, at man ikke med sikkerhed kunne afgøre, hvor mange stik der var tale om.


13

“Eller nogen,” mumlede Jonny. Han havde sat sig på hug igen, denne gang lige ved siden af sengen, hvor han så ud til at studere det dybrøde tæppe indgående.

“Sluk lyset!” Jonnys før så forsigtige stemme var som forvand-let. Han lød barsk og ivrig på samme tid. Hans kolleger fra tek-nisk afdeling gjorde hurtigt, som han sagde, og der blev mørkt i værelset. I samme øjeblik, som lyset blev slukket, tændte en af kriminalteknikerne en kraftig lommelygte med et særpræget udseende. Den kastede et svagt blåligt lys, og et utal af små tråde glødede pludselig overalt i værelset. Det var en såkaldt crime-lite – en lampe, hvis bølgelængder var indstillet til at understøtte ar-bejdet med at finde spor. Selv om de fleste kropsvæsker reflekte-rede det for menneskeøjne næsten usynlige lys, kunne man ved at vælge forskellige bølgelængder koncentrere sig om forskellige typer spor. Afhængig af, hvilken bølgelængde man lyste med, brugte man briller i forskellige farvetoner, for at sporene skulle fremtræde endnu tydeligere.

Jonny tog lommelygten, som kollegaen rakte ham, og lyste direkte ned på den håndknyttede struktur til venstre for sengen. I den nye verden af synsindtryk, som lampen skabte, trådte nu et utydeligt rundt område frem i det røde mønster. Pletten var imidlertid ikke fluorescerende – den var nærmest sort. Til forskel fra de fleste andre kropsvæsker blev blod nemlig ikke fluoresce-rende i ultraviolet lys. I stedet absorberede blodpletterne lyset fra lampen og fremstod tydeligere. Uden at tage blikket fra pletten, der havde fanget hans opmærksomhed, slukkede Jonny lampen og tændte en anden med samme udseende. Den nye lommelygte var imidlertid betydeligt stærkere og kastede et skarpt hvidt lys fra sig. At blodet var blevet suget op af tæppet, gjorde det selv-følgelig vanskeligere at bedømme, hvorfra væsken var kommet, men det var mærkeligt, at den gamle dames blod skulle være havnet på venstre side af sengen, når de øvrige blodstænk var på den modsatte side. Med lidt held ville Statens kriminaltekniske laboratorium kunne trække dna ud til en analyse. Jonny måtte anstrenge sig for at skjule sin ophidselse.

“Vi får brug for en større bevispose.” Hans stemme var rolig og afslørede ikke den følelse af triumf, som fyldte ham.


14

Ella fortsatte sin systematiske undersøgelse af liget og note-rede løbende ned i sin blok. Fuldt udviklet dødsstivhed. Rek tal-temperatur 32 grader. Svagt udviklede ligpletter, som endnu ikke sidder fast. Ellas håndskrift var, ligesom de fleste af hendes kolle-gers, forvansket af de år, hun havde brugt på at gå til forelæsnin-ger. Tempoet havde været højt, og det havde virket utrolig vigtigt at nå at få skrevet alt det ned, som forelæseren havde haft at sige. Resultatet af fem et halvt års studier var derfor en håndskrift, som kun var læselig for hende selv og så lejlighedsvis en apoteker, der var tvunget til at tyde de medicinske hieroglyffer. Den tid, som Jonny og hans kolleger fra teknisk afdeling viede til at undersøge det store tæppe, brugte Ella på at forsøge at sammenfatte sine fund. Hvis hendes bestemmelse af dødstidspunktet skulle være til nogen nytte i mordefterforskningen, måtte hun på stående fod kunne foretage en vurdering af, hvornår kvinden var død. Desværre var dødstidspunktsbestemmelser mere komplicerede, end mange troede. Der var uendelig mange faktorer, som kunne påvirke de parametre, hun netop havde undersøgt. Med denne viden var det oplagt at give forundersøgelseslederen et ret stort tidsvindue for kvindens død, hvilket ikke ville være til megen hjælp i efterforskningen. En alt for snæver marginal kunne på den anden side lede efterforskningen på vildspor, hvilket tidligt i arbejdet kunne være altødelæggende.

“Hun har ikke været død i mere end tolv timer.” Ellas stemme var rolig og sikker.

Jonny så op, han sad stadig på hug. “Interessant,” sagde han og førte en vatpind hen over området på tæppet, som i det ultra-violette lys havde været sort som kul, men som nu, i den hvide lyskegle, knap var til at ane.

En af de andre kriminalteknikere fugtede spidsen med en drå-be af to forskellige væsker. Vatspidsen blev straks grøn, og Jonny nikkede eftertænksomt.

“Blod,” sagde han lavmælt og mødte Ellas blik. “En test med leukomalakitgrønt er ganske vist ikke 100 procent sikker, men jeg er ret overbevist om, at det her er blod.” Jonny rejste sig op og rettede ryggen. Selv om han næsten lige var fyldt 35, plejede han at beklage sig over, at han blev stivere og stivere i kroppen


for hvert år, der gik. Han gruede allerede for, hvordan det ville blive at kravle rundt på gerningsstederne om ti år.

“Der er ingen, der har set noget til kvinden i to dage,” sag-de han med dæmpet stemme til Ella. “Hun har hverken hen-tet avisen eller posten siden tirsdag morgen.” Med et sammen-bidt ansigtsudtryk fortsatte han lavmælt: “Ifølge naboen var fru Lindgren en dame med rutiner.”

Ella nikkede. “Men jeg er faktisk sikker på, at hun ikke har væ-ret død mere end ti timer. Formodentlig endnu kortere.”

Jonny så usikker ud. Han havde aldrig betvivlet Ellas kompe-tence og fandt heller ikke denne gang grund til at tro, at hun tog fejl. Han stod ubevægelig midt i værelset og flyttede blikket mellem den døde kvinde i sengen, blodpletterne på væggen og pletten på det dybrøde tæppe.

Hans hjerne arbejdede på højtryk. Det var øjeblikke som det-te, der gjorde, at han elskede sit arbejde.


16

Kapitel 2

Efter at have overvåget den gamle dame i to dage var det gået op for ham, at hendes liv var så tilrettelagt, som et liv kunne være. Fra de vildtvoksende haver havde han kunnet se lige ind i både hendes stue og soveværelse. Ganske vist havde de fleste af træ-erne tabt bladene, men i stedet var efterårsmørket kommet ham til undsætning. Når den gamle lavede mad, kunne han have stået lige foran hende ved siden af huset uden at blive opdaget. Men han havde selvfølgelig været mere forsigtig end som så. Han vidste udmærket, hvor opmærksomme naboer kunne være. De kunne gemme sig alle mulige steder i de omkringliggende huse. Planen krævede, at der ikke blev vakt nogen form for mistanke. Politiet skulle ikke involveres. Alt skulle se fredeligt og roligt ud.

Til forskel fra mange andre vidste han, at hemmeligheden ved at slippe godt fra et mord ikke lå så meget i, hvordan man slår ihjel, men snarere i, hvem man slår ihjel. Det var meget få, der kunne slippe fra at slå et andet menneske ihjel, hvis død vakte om givelsernes opmærksomhed eller mistænksomhed. Dette uan-set, hvor gennemtænkt fremgangsmåden var. Det omvendte gjor-de sig imidlertid gældende for den, der ønskede at tage livet af et menneske, hvis dage af den ene eller den anden grund kunne betragtes som talte, og hvis død var mere eller mindre ventet. Han havde dermed forstået, at det vigtigste parameter for at have held til at begå et mord ofte var at vælge et offer, der havde en syg dom eller en anden form for svaghed, som ville kunne forklare dødsfaldet. I så fald ville det snarere blive et spørgsmål om ikke at gøre mordet alt for åbenlyst. Et knivstik i brystet med blod stænk på væggene var med andre ord ikke nogen god begyndelse.

Erindringen om blodet på væggen gav ham kuldegysninger. Kniven havde ikke været en del af planen. Alt havde været gen-nemtænkt, men det var gået helt ad helvede til. Han havde set for sig, hvordan han ubemærket ville smutte ud ad yderdøren og


17

ud i natten, når planen var vel gennemført. I stedet havde han tilbragt næsten to døgn i det lille hus. Tanken om den sterile og intetsigende indretning gav ham kvalme. To døgn. Så var hans tålmodighed brugt op. Han havde stadig svært ved at overskue konsekvenserne af det, han havde gjort. Han vidste godt, at tiden var knap, men han var nødt til at samle sig. Han havde brug for tid til at fordøje det, der var sket. Han havde brug for åndsnær-værelse, hvis han skulle afslutte det, han havde påbegyndt. En åndsnærværelse, som ikke ville indfinde sig, så længe tankerne blev ved med at vende tilbage til hændelsen i den gamle villa. Da hans tålmodighed løb ud, mistede han koncentrationen, og han dolkede sin mor.

Mikael vidste, at det ikke hjalp at ringe til hende. Hun ville give lyd fra sig, når hun havde tid og mulighed. Det vidste han.

Ella Andersson, tænkte han for sig selv. Han smilede og rystede på hovedet. Efter skilsmissen for næsten fem år siden havde han ikke haft noget fast forhold. Det var ganske vist ham, der havde taget initiativet til bruddet, men det havde alligevel taget over et år, før han igen havde vovet at tage kontakt til en ny kvinde. Han havde siden set en del kvinder, men enten havde de ikke ladet høre fra sig efter den første famlende middag, eller også var hans egen interesse hurtigt falmet. Den frihedsfølelse, som han havde håbet ville indfinde sig efter skilsmissen, havde glimret ved sit fravær. I stedet havde han mere eller mindre mistet troen på, at nogen kvinde igen skulle vække de følelser, som en gang havde ført ham op til alteret, og han stillede sig mere og mere skeptisk over for, om kærligheden overhovedet fandtes efter de 50.

Men så var Ella dukket op.Hun udfordrede ham på en måde, ingen kvinde tidligere hav-

de gjort. I hvert fald ikke nogen, han havde været tiltrukket af. Uden at tøve kunne hun sætte spørgsmålstegn ved en konklu-sion, han drog, eller en teori, han fremlagde, næsten uanset hvad det handlede om. Hun var formentlig ikke mere almendannet end alle mulige andre, men hendes analytiske evner var enestå-ende, og det tiltalte ham uendelig meget.

Mikael så ned på den lille sorte kuverthåndtaske, han holdt i


18

sin grove hånd. Man kunne sige meget om Ella Andersson, tænk-te han og smilede igen, men hun var ikke ligefrem godt selskab til et cocktailparty.

To timer tidligere havde hun efterladt ham alene til festen. De havde ikke engang nået at hilse på værten for den eksklusive indvielse, før Ellas mobil havde ringet.

“Hemmeligt nummer,” havde hun hvisket og var diskret smut-tet hen i et tomt hjørne af det store lokale. Det var en bilforret-ning, hvor byens rige og fine nu gled ud og ind mellem hinan-den og de opstillede, nypudsede sportsvogne. Hverken Mikael eller Ella tilhørte egentlig denne gruppe mennesker, men de var alligevel blevet inviteret med. I hvert fald Mikael. Han var arki-tekt og havde tegnet bygningen. Når han så ud over lokalet, gik det op for ham, at værdien af den blev fordoblet i det øjeblik, det elegante dusin biler var blevet kørt derind.

Da Ella efterfølgende var dukket op igen bag den vældige vin-deltrappe, der ledte op til kontordelen, havde hun set koncen-treret ud. Selv om den sorte kjole, som skinnede i den dæmpede belysning, var den samme som før, havde hun ikke længere lig-net den kvinde, han var ankommet sammen med få minutter tidligere, som havde udstrålet en kvindelig selvsikkerhed, der havde fået Mikael til at fyldes med stolthed.

Den Ella, der kom hen mod ham efter telefonsamtalen, hav-de snarere set utilpas ud i festtøjet – ansigtet var alvorligt. Han havde genkendt det blik, hun sendte ham. Det havde talt sit eget tydelige sprog: “Lad være med at spørge.”

Han havde set det blik før. Hver gang deres samtale nærmede sig hendes arbejde, plejede hun at tie. I begyndelsen havde hun i meget generelle vendinger beskrevet, hvad hendes arbejdsdag gik med. Med tiden havde Mikael forstået, at Ella i årene som retsmediciner havde anvendt denne strategi, for at folk i hendes omgivelser ikke skulle blive skræmt af hende og væmmes ved de undersøgelser, hun lavede, af frygt for, at de ville forveksle hen-des objektive syn på menneskekroppen med mangel på empati. Ella var faktisk hverken skræmmende eller følelseskold, det var i hvert fald ikke det indtryk, Mikael havde fået af hende.


19

Det var nu halvandet år siden, han for første gang mødte den kvinde, som han nu forsøgte at tilbringe så meget tid som muligt sammen med. Egentlig var de mødtes længe inden, men med tanke på Ellas alder dengang undgik han helst at tænke på det. Mikaels far havde i 1970’erne arbejdet som havemand hos en velbjerget familie i et af byens dyreste villakvarterer. Mikael kunne stadig huske den dag, hvor han havde været med sin far på arbejde. Han havde hjulpet faderen med at klippe hækken rundt om en rustik villa. I haven havde en mørkhåret pige sid-det og gynget. Pigen havde været omkring seks år gammel, og hun havde set nysgerrigt på ham, mens hun gyngede højere og højere. Pigen var ingen andre end Eleonor Liedenburg-Rossing – barnebarn af Rossing-koncernens grundlægger og dermed født ind i en familie med enorme økonomiske aktiver, noget, som Mikael kun havde været vagt bevidst om, da han iagttog pigen med den lange fletning. Kun et par uger efter Mikaels kortvarige arbejdsindsats med beskærersaksen var den store villa brændt ned, og pigen havde mistet både sit hjem og sin far i flammerne.

Det kom til at vare over 30 år, før Mikael igen så hende. Hun havde da kontaktet ham i sin egenskab af retsmediciner. Allerede i telefonen havde hun sagt, at hun var i gang med at undersøge omstændighederne omkring det fund, som Mikael for nylig hav-de gjort i sin afdøde fars have. Det havde drejet sig om et men-neskeskelet – et nedgravet og fuldstændig formuldet lig.

Da de havde mødtes ansigt til ansigt, havde retsmedicineren til Mikaels store overraskelse været mere interesseret i et gam-melt bordur, som han havde solgt på en auktion efter faderens død. Liget havde åbenbart været af mindre betydning. Men hen-des spørgsmål havde vækket Mikaels interesse. Den ikke så høje retsmediciner med de runde former havde ikke præsenteret sig som Eleonor, men som Ella. Ella Andersson. Hende intellekt og ligefremme facon kunne måske have virket afskrækkende ved et første møde, men der havde været noget udefinerbart, char-merende ved hende, der havde gjort Mikael tilstrækkelig inter-esseret til at give ham lyst til at lære hende nærmere at kende. Hun havde, sin selvsikre facon til trods, været mærkelig klodset, når det gjaldt om at håndtere kvindeting som håndtasker, kjoler


20

og læbestift. Det var, som om det var første gang, hun brugte dem.

Da Ella kom tilbage fra sin telefonsamtale, havde Mikael forsøgt sig med et smil, men hun havde bare rystet på hovedet.

“Beklager,” havde hun sagt dæmpet, samtidig med at hun led-te i Mikaels frakkelomme og fiskede bilnøglerne op.

“Jeg tager en taxi,” havde han svaret og gjort sig umage for ikke at lyde alt for skuffet, men hun havde bare nikket kort.

Med et opgivende suk havde han stået der alene med den lille håndtaske og set, hvordan Ella forsvandt i den skumrende aften.

Adam Lehrman havde haft det held at være blevet født, da ver-den var et trygt sted at være. Ingen krig eller epidemier havde truet i horisonten. Og ingen satte spørgsmålstegn ved hans eksi-stensberettigelse.

Hans barndom havde været harmonisk med gode skoler og sunde fritidsinteresser. Han havde aldrig prøvet at være sulten eller bange. For hans mormor, Sara, havde situationen imidlertid været en anden, og på trods af de prøvelser, hun havde gennem-gået, måtte hun anses for heldig. Hun havde overlevet.

Adam havde kun haft en uklar fornemmelse af, hvad der egentlig var hændt mormoderen i 1940’ernes Tyskland. Hun havde valgt ikke at tale om fortiden overhovedet. Det eneste, han vidste, var, at mormoderen blev flyttet fra den ene koncen-trationslejr til den anden og mirakuløst var sluppet for gaskamre-ne. Hun havde giftet sig efter krigen, og datteren Ruth var blevet født i 1952, syv år efter befrielsen.

I skolen havde Adam læst om nazisternes fremfærd i Europa og om, hvordan de havde forsøgt at udrydde den jødiske be-folkning for at gøre bedre plads til de racerene tyskere. Trods sin jødiske arv havde han svært ved at fatte, at de grusomheder, han læste om, faktisk var gået ud over hans egen familie. De udmagrede ansigter på de billeder, han havde set fra koncentra-tionslejrene og udrydelseslejrene, kunne han ikke relatere til sin mormors.

Sara Lehrman havde tidligt besluttet sig for, at hun ikke ville


21

betragtes som offer – hun var en overlever. Hun havde rejst sig og var gået videre. For altid mærket, men med livet i behold. Trods gentagne og insisterende opfordringer fra diverse internationale organisationer og retslige sammenslutninger havde hun ikke vil-let diskutere sine oplevelser under krigen. Hun havde ikke del-taget i konferencer eller højtidelige indvielser af mindesmærker, og var det ikke for en ambitiøs volontør, så kunne mormoderens beretning lige så godt være fulgt med hende i graven. At der var dem, der hævdede, at holocaust ikke havde fundet sted, havde hun længe vidst, ligeså, at den nazistiske tankegang endnu en gang var ved at vokse sig stærk; alligevel havde hun valgt tavs-heden. Til den unge kvinde, der havde taget kontakt, havde den gamle jødiske kvinde sagt, at hun en gang for længe siden havde bestemt sig for aldrig at tænke på det, der var sket – af frygt for, at minderne skulle blive alt for lyslevende for hende og komme til at dominere hendes liv. Men efter næsten 70 år i frihed var hun nu parat til at løbe risikoen og bryde tavsheden. Hun havde nøgternt konstateret, at hun formentlig ikke havde mange år til-bage at ødelægge.

Den organisation, der havde kontaktet hende, var et såkaldt dokumentationscenter på vestkysten, hvis målsætning var, at de sidste øjenvidneberetninger ikke skulle gå tabt. De ville sørge for, at disse beretninger stadig fandtes, længe efter at de, der havde oplevet dem, selv havde forladt jordelivet. Måske var det ikke bare døden, som nærmede sig, der havde fået den gamle dame til for første gang at beslutte sig for, om end bare i tankerne, at genopleve de år af sit liv, som hun havde fortrængt i mere end et halvt århundrede.

De ansatte på dokumentationscenteret havde sagt, at de var vant til at tackle ældre mennesker og deres svigtende hukom-melser. Men det havde vist sig, at den gamle kvinde havde en enestående hukommelse, da det kom til detaljer omkring det, hun havde været vidne til som ung. Som hos så mange andre mennesker på hendes alder var korttidshukommelsen svækket, men billederne fra fortiden stod stadig knivskarpe. På en måde syntes hendes konsekvente tavshed igennem alle årene at have bidraget til at bevare minderne intakte og at have forhindret


22

dem i at blive enten forvrængede eller uklare. De lå velbevaret i hendes indre.

Sammenlagt havde hun leveret en fortælling, der varede fjor-ten timer, optaget over tre ugers tid. Almindeligvis lavede man optagelserne på centeret, men Saras høje alder og uvilje mod at rejse fik organisationen til at sende dokumentationsholdet østpå. Bøvlet med at flytte optageudstyret havde på den anden side vist sig at være besværet værd. Til sin egen overraskelse havde hun kunnet opgive navne – om end hovedsagelig kæle- og øgenavne – på både fangevogtere og medfanger. Hun havde endda i visse tilfælde kunnet gengive dele af konversationer, der havde fundet sted for næsten 70 år siden. Nogle dage havde hun talt uafbrudt i flere timer foran kameraet, mens hun andre dage havde måt-tet opgive efter få minutter. At gengive det, der var sket, vakte åbenbart følelser, som var så overvældende, at de forplumrede alt andet.

Sådanne dage var hun i stedet for gået over i parken. I timevis havde hun siddet og betragtet sine omgivelser, forundret over, hvordan et og samme menneske havde kunnet opleve så vidt forskellige verdener.

Det var sådan en dag, Adam var stødt ind i hende. Hun havde siddet på en bænk og set ud over søen midt i parken. Hendes lange grå hår og blomstrede kappe havde været umulig at overse. Uden at sige noget havde han sat sig ned ved siden af hende. Efter nogle minutter havde hun taget hans hånd, men ikke sagt et ord. De havde siddet der tavse, side om side, i næsten en time. På trods af tavsheden var det første gang, Adam havde følt sig så tæt på sin mormor. Han havde mærket både hendes sårbarhed og hendes styrke. Han havde endda oplevet, at han var fuldstæn-dig nærværende i øjeblikket – noget, han ikke havde oplevet me-get længe.

Årene efter hans økonomieksamen var suset af sted. Han hav-de arbejdet i fem år i en stor schweizisk bank, fra tidlig morgen til sen aften, inden han var blevet tilbudt et attraktivt job i sta-ten. Familiemiddagene og de religiøse højtider havde han set sig tvunget til at nedprioritere – ingenting skulle stå i vejen for hans karriere.


23

Eftermiddagen i parken blev på sin vis enden på det liv, han havde levet. Det var første skridt ud på en rejse, der skulle kom-me til at give hans liv en helt ny mening. En rejse, der skulle føre ham gennem både tid og sted og ud på fremmed farvand.

Mikaels mobil summede i frakkelommen. Beskeden var fra Ella. “ER NØDT TIL AT KØRE IND PÅ ARBEJDE OG LÅSE. SOVER I BYEN I NAT. SKAL MØDE TIDLIGT, RINGER I MORGEN. KYS E”

Ella var som sædvanlig kryptisk, når det kom til hendes ar-bejde.

Mikaels havde imidlertid lært at forstå betydningen af visse udtryk. “Låse” betød simpelthen, at Ella skulle møde politibilen på retsmedicinsk afdeling og der sørge for, at liget blev låst inde i et separat rum. Han havde hørt Ella tale om begrebet chain of custody, noget, som Mikael opfattede sådan, at det indebar ansvaret for bevismaterialet. En forsigtighedsforanstaltning, der skulle garantere, at ingen uvedkommende skulle kunne komme i nærheden af liget i nattens løb. Sædvanligvis lod man lig, der var ankommet efter almindelig åbningstid, stå i det såkaldte natrum: Et stort kølerum, som de store begravelsesfirmaer havde adgang til. Selvfølgelig blev det registreret hver gang, natrummet blev åbnet, men når det gjaldt mord, vurderede retsmedicinerne, at dette ikke var tilstrækkeligt. Man ville være sikker på, at liget en-ten havde været under opsyn eller var bag lås og slå, fra det blev indleveret til afdelingen, og indtil obduktionen og den eventu-elle sporsikring skulle gennemføres.

Mikael kunne se Ella for sig, stående midt i natrummet i sort aftenkjole. Han havde egentlig ikke nogen anelse om, hvordan kølerummet så ud, men i hans fantasi var det et dunkelt belyst rum med fliser på væggene og rustfrie borde på hjul. Han rystede tanken af sig og så igen ned på sms’en. Han sukkede. I løbet af det sidste halve år havde de ikke tilbragt mange nætter hver for sig, og han så ikke frem til at skulle sove alene. De dage, Ella havde været i USA, havde været svære nok at komme igennem. Selv om han havde boet alene i over fire år efter skilsmissen, havde han hurtigt vænnet sig til at have hende ved sin side, når han vågnede. Ellas korte besked efterlod desværre ikke plads til


24

fortolkning af, hvordan hun havde tænkt sig at tilbringe natten: alene. Modvilligt havde Mikael set, hvordan Ella havde forandret sig de sidste par uger. Allerede fra begyndelsen havde det nær-mest moret ham at konstatere, at Ella var en kvinde, der aldrig ville føje en mand. Hun vidste, hvad hun ville, og hun ville ikke lade sig nøje med mindre end det. Men det, der var sket i den sid-ste tid, var noget helt andet. Hun var begyndt at trække sig væk fra ham. Opførte sig mere og mere besynderligt og havde iagtta-get sine omgivelser, som om farer lurede om ethvert gadehjørne. Han vidste, at hun havde hemmeligheder, men han kunne ikke holde ud ikke at være tæt på hende. Selv om hun faktisk lige for nylig havde forsøgt at forklare ham, hvad det var, der tyngede hende, hang følelsen af, at hun skjulte noget for ham, ved. Noget ubestemt og skræmmende.

Tankerne snurrede i hans champagnebeduggede hjerne, mens han ringede efter en taxi. Stemningen i bilhallen var høj nu. Opdragsgiveren til bygningen havde rost Mikael og udbragt en skål for ham i sin tale, og nu fortrød Mikael bittert hver eneste dråbe vin, han havde slubret i sig. Han tog sin jakke, forlod det polerede lokale og trådte ud i den kolde oktoberaften. Kulden gjorde ham mere ædru, og han var taknemmelig over at slippe for festens larm. Den sorte taxi gled op foran bygningen, Mikael hoppede ind, og noget modvilligt opgav han adressen.

Efter at Ella havde genoptaget renoveringen af den lejlighed, hun havde købt året forinden, havde de tilbragt de fleste næt-ter i Mikaels hus ude ved vandet. På sin vis havde husprojektet været en af årsagerne til, at hans ægteskab var gået i stykker. Ikke kun fordi han havde lagt uendelige mængder tid i at skitsere og spekulere over, hvordan huset skulle se ud, men også, fordi han i løbet af processen havde indset, at han ingen steder havde taget sin kone med i beregningerne. Han havde ganske enkelt ikke kunnet se en fremtid for sig sammen med hende, noget, der mærkelig nok først kom til udtryk på skitsebordet. Det var på de store ark, han havde målt op til et andet liv – et liv uden sin hustru.

Han elskede selvfølgelig huset, men fandt pludselig ingen glæ-de i at køre derud. Ikke uden Ella.


25

For at klare tankerne havde Ella vanen tro fyldt badekarret op. Det var ganske vist kun et siddebadekar, men det opfyldte sit formål. Ella havde fundet ud af, at varme bade var en udmærket måde at slappe af på og lade hjernen hvile. Det nye badeværelse havde stået færdigt længe nu, men i stearinlysets skær var reno-veringen faktisk ikke så påfaldende. Anderledes forholdt det sig med køkkenet. Selv om Ella ikke var den huslige type, kunne hun godt nyde at lave mad en gang imellem. Dette under for-udsætning af, at køkkenet ikke lignede Jerusalems ødelæggelse. Desværre var det præcis den stand, køkkenet befandt sig i, da hun flyttede ind halvandet år tidligere. Hun havde til sidst be-sluttet sig for et klassisk køkken med sort- og hvidternet sten-gulv og en bordplade i lys marmor og med køkkenlåger i rustfrit stål. Trods det kompakte format ledte indretningen automatisk tankerne hen på et gammelt restaurationskøkken, især på grund af Ellas knivsamling, der hang på en lang metalliste hen over arbejdsbordet.

Ella stak en fod ned i vandet og konstaterede irriteret, at det var svært at opnå den rigtige badevandstemperatur i det gamle hus – nogle gange kom der næsten ikke noget varmt vand over-hovedet, og nu var det alt for varmt. Hun havde som sædvanlig ladet badeværelsesdøren stå åben og kunne derfor se ud i en-treen fra sin plads på kanten af badekarret. Den varme damp fra badekarret bevægede sig ud mod entreen, og for enden af denne kunne hun skimte den røde, blinkende lampe ved siden af yderdøren. Den mindede hende om ting, som hun havde haft til hensigt at fortrænge med det varme bad. Tanker, der ikke lod hen de i ro.

Med den ene fod forsigtigt nedsænket i det varme vand slog det hende, hvor begrænset hendes liv var blevet. Ella kunne mærke, at hun var ved at blive offer for sine egne paranoide tan-ker, og hun indså, at hun gradvist havde ændret på sit liv for at minimere risiciene.

Selv om hun for sig selv forsøgte rationelt at forklare, at hver eneste sikkerhedsforanstaltning, hun havde iværksat, havde væ-ret nødvendig, kunne hun nu mærke, hvordan de var blevet et fængsel. Problemet var, at hun ikke kunne se nogen vej ud af den


26

situation, hun befandt sig i. Hun måtte enten flygte eller kæmpe, og hun var endnu ikke klar til at give op.

Ella blev revet ud af sine tanker af et dæmpet signal fra sove-værelset, der lå i direkte forbindelse med badeværelset og entre-en. To korte signaler. Derefter fuldstændig stilhed. Det var første gang, hun hørte alarmen, siden hun havde fået den installeret tidligere på ugen.

Hun sad som paralyseret på kanten af badekarret i yderligere nogle sekunder, før det gik rigtigt op for hende, hvad alarmen be-tød. Den røde lampe ved yderdøren blinkede ikke længere. Den lyste konstant. Nogen var ved at bryde ind i hendes lejlighed.

Til forskel fra de fleste andre lejlighedsalarmer var formålet med alarmen ikke at afskrække folk fra at bryde ind. Dens primi-tive funktion var at advare hende.

Eftersom lejligheden bestod af to separate dele, havde Ella vil-let forvisse sig om, at ingen ubemærket kunne liste sig ind, mens hun var i den store stue. Lejligheden var faktisk en udstykket del af en større herskabslejlighed og bestod af en del, som før i tiden havde fungeret som tjenestebolig, og så en del, der pralede om lejlighedens tidligere pragt. Døren mellem de to dele var mere eller mindre skjult fra entreen. I den grandiose spisestue med de enorme vinduer og de glimtende lysekroner var døren indfæl-det i panelet, mens døren fra den anden side skjultes af et tykt tæppe. Alarmen ved yderdøren var trådløst forbundet med en sender i spisestuen og en i soveværelset. Det dæmpede signal var tilpasset, så det ikke kunne høres ude på opgangen.

Da Ella tidligere havde overvejet, hvordan hun skulle reagere, hvis alarmen mod forventning skulle blive aktiveret, var hun gået ud fra, at hun ville være mere eller mindre påklædt. Hun havde aldrig overvejet, at hun kunne sidde nøgen på kanten af badekarret med den ene fod nede i vandet. Hun forkastede den første paniske tanke om at flygte ind i spisestuen. Selv om døråb-ningen var dækket af fløjlsgardinet, ville hun ikke have en chan-ce, hvis en ubuden gæst alligevel kom derind. I stedet bevægede hun sig lydløst ud i entreen og ind i soveværelset. På vejen sluk-kede hun lyset i gangen. Hendes højre fod efterlod fugtige spor på det nyslebne parketgulv. Hun kunne høre en metallisk lyd


27

fra yderdøren. Hendes ellers så ferme hænder rystede, mens hun tastede koden til sit pengeskab, der var gemt i garderobeskabet. Pulsen hamrede derudad.

Mens hun fumlede med låsen, hørte hun, hvordan døren ind til lejligheden forsigtigt gled op. Hun stivnede og rejste sig så langsomt. Hun var nødt til at bevare roen, sagde hun til sig selv, men selv om hun i løbet af de sidste par uger var blevet hærdet betydeligt, når det gjaldt adrenalinfremkaldende situationer, var den viden, at nogen her og nu forsøgte at bryde ind i hendes lejlighed, svær at kapere.

Ganske vist havde Ella og hendes tidligere samlever oplevet en serie af indbrud knap to år tidligere, men det her var noget helt andet. Hverken Ella eller Markus havde været hjemme ved indbruddene, og ingen var kommet til skade. Denne gang var situationen imidlertid en helt anden. Men også Ella havde foran-dret sig – hun var forberedt.

Hun forsøgte at bremse impulsen til at holde vejret og koncen-trerede sig i stedet om at trække vejret roligt og lydløst. Trinene nærmede sig.

Tanken var egentlig opstået ved et tilfælde. Adam Lehrman hav-de ligget på sofaen efter en lang arbejdsdag. Fødderne havde vær-ket, og hovedet havde været fuldt af sanseindtryk. Han havde åbnet en øl og tændt for fjernsynet. Adspredt havde han zappet rundt mellem kanalerne. Der var noget nærmest meditativt ved at springe rundt mellem programmerne. Formentlig ville hans mentale sundhed have haft bedre af rigtig meditation end af denne moderne pendant, som snarere indebar en gennemskyl-ning af sanseindtryk – alle sammen så intetsigende, at hjernen nærmest betragtede dem som baggrundsstøj. Men midt i denne strøm lykkedes det hans overophedede hjerne at samle enkelte sætninger op. Sætninger, som skulle forandre hans syn på sit ar-bejde. En verbal katalysator, som fremprovokerede nye tanker. Tanker, der krævede handling.

Siden Adam var begyndt at interessere sig for de ting, der før og under Anden Verdenskrig ledte frem til det, som eftertiden siden skulle kalde holocaust, havde hans hverdag forandret sig


28

drastisk. For at kunne forsørge sig selv beholdt han sit arbejde i staten, og ligesom før mødte han tidligt om morgenen, men til forskel fra tidligere var han begyndt at gå hjem efter sine otte timer. Måske ville hans ændrede opførsel få betydning for hans karrieremuligheder, men det bekymrede ham ikke længere. Det liv havde han lagt bag sig.

Efter at have spurgt sig for havde Adam fundet ud af, at der fandtes utallige arkiver med det fælles formål at dokumentere og bevare vidneudsagn fra holocaust. De fandtes over hele verden – nogle med begrænsede ressourcer, andre havde forbindelse til enorme organisationer med store bevillinger. Det arkiv, der lå tæt test på ham, havde vist sig at ligge i nærheden af hovedba-nen, og der havde Adam tilbragt eftermiddagene og aftenerne. Han havde forsøgt at sætte sig ind i det enorme materiale, der skulle arkiveres for eftertiden. Arkiveres, så man aldrig risikerede at glemme – så beretningernes skarphed og detaljerigdom aldrig ville blive ødelagt af tidens tand.

Tit var han blevet, indtil de lukkede, og hans øjne var trætte af al den læsning. I begyndelsen havde han læst de nedskrevne vidneberetninger. Uudholdelige udsagn viderebragt af dem, der havde overlevet de rædselsfulde år. Skildringer, som trods deres mangel på sentimentalitet havde brændt sig ind i hans sjæl, og selv om han efter nogle uger havde læst utallige beretninger, hav-de han lidt mere og mere for hvert ord, han havde læst. Aldrig før havde han følt en større samhørighed med sin slægt og med sin jødiske baggrund, end han gjorde i de uger på arkivet. Han fortrød bittert alle de højtider, han havde brugt på at arbejde i stedet for at være sammen med sin familie. Uden at tænke sig om havde han ladet sin mor og mormor vente forgæves på sig. Tanken plagede ham.

Selv om Ella efter godt ti år som retsmediciner unægtelig havde erfaring med håndvåben, føltes våbnet i hendes hånd uvant. Pistolen var trods sin ringe størrelse relativt tung, den var lavet helt i stål og var med sine 700 gram tungere end militærets tje-ne stevåben. Men det var denne Crevena Zastava, som havde væ-ret nemmest at få fat i, da hun i al hast havde set sig nødsaget


til at købe et våben. Ella havde i årenes løb set de ødelæggende konsekvenser, skydevåben kunne have. Hun havde set mordene, selvmordene og vådeskuddene. Haglgevær, jagtgevær og pistoler – hver våbentype havde sin egen specifikke måde at gøre skade på. I bund og grund handlede det om energioverførsel: hvor me-get energi der forlod våbnet, og hvordan den energi blev fordelt i målet. Hun havde taget kurser, havde arbejdet i politiet og fået lov til at prøveskyde diverse våben på militærets skydebaner.

Men hvis nogen havde spurgt hende bare en måned tidligere, ville hun have sagt, at hun aldrig ville komme til at eje et hånd-våben. Alligevel stod hun nu her. Nøgen, med en 7,65 mm pi-stol i højre hånd. En hånd, der rystede let, mens hun hørte de forsigtige skridt, der nærmede sig i gangen. Ella så hurtigt ned på gulvet uden for badeværelset. Hendes fugtige fodaftryk glim-tede i det svage lys fra stearinlysene ude på badeværelset. Ved-kommende derude vidste, hvor hun var.


Documents

Causa Mortis af Elias Palm