Café Paraplyens Årsrapport 2012

Café ParaplyenÅrsrapport 2012

Else Lassen blev blind en nat i 1982, hun sidder i kørestol og fik i 2012 sat venstre ben af.

side 6

Lau Lyngbak har været med fra begyndelsen, da Koppen og Igenbrug åbnede i 2012.

side 9

En uskyldig arbejdsulykke satte Flemmings liv helt på stop.

side 12

Hvis frivillige og brugere på Café Paraplyen ikke kommer på biblioteket, så må biblioteket komme til dem.

side 16

2 | Café Paraplyen

I 2011 blev Steen Dyrvig Kærskov medlem af bestyrelsen for Café Paraplyens støtteforening. I dag er han stadig aktiv – også selv om den hårdeste krise er overstået. Her fortæller han, hvorfor:

Af Steen Dyrvig Kærskov

Der er et ord der bruges meget i større virksomheder, nemlig »CSR«. Det står for Corporate Social Responsibility – oversat betyder det virksomhedens sociale ansvar, og jeg tror, det er noget, der ligger de fleste mennesker under huden.For mig gør det i hvert fald. Jeg har altid som så mange andre brugt tid på det frivil-lige arbejde i foreninger, på friskolen eller ved private, som har ramt en mur af problemer og skulle have en hjælpende hånd.

Det kan være på forskellige områder, man hjælper. Måske er det et løft med penge, min faglige viden eller på god gammeldags manér at smøge ærmerne op og hjælpe med at få tingene gjort.

For nogle år siden var der, en familie, der altid var der når der skulle laves noget på friskolen. Derhjemme havde de bygget et nyt hus, og på gårdspladsen var de så i gang med at lægge belægning.

Det var en opgave, der havde stået på i flere år. Så vi gik sammen cirka 10 mand,

lavede en hemmelig alliance med maskiner og arbejdskraft og et par madmødre, og så mødtes vi alle en lørdag mor-gen klokken 7 og tog fat på at fuldende værket.

Det er sådan nogle ting, der gør en forskel for, om man kan komme ovenpå igen. Og det er CSR i en lille målestok. Det bliver man høj af. Og det er samtidig belønningen for at deltage

Jeg synes, Café Paraplyen er uundværlig for Varde. De tager hånd om dem, som bystyret taber på gulvet. For der er love og regler i det kommunale regi, der står i vejen for, at de kan gå ind i sådant et arbejde, hvor man er nødt til at bøje reglerne lidt for at lykkes.

Da vi blev stiftet for to år siden, var det jo netop som en overlevelsesforening, der

skulle holde liv i Paraplyen. Men det er jo lidt som at blive forældre – for man kommer jo til at holde af ungen!

Jeg er klart af den opfattelse, at de også holder af os, når vi ind imellem kommer på besøg og får en kop kaffe.

Efter at kommunen igen er begyndt at støtte Café Pa-raplyen til fuld drift, er vores opgave nok udlevet. Men jeg har talt med de andre, og vi er enige om, at vi ikke nedlægger os selv de første par år. I stedet træder vi ind med lidt hjælp her og der.

Jeg synes, at genbrugs- butikken er en oplagt mulig-hed for, at brugere og borgere i byen kan komme tættere på hinanden. Dermed også sagt, at jeg håber, de kan køre det videre, når forsøget slutter om et par år.

Man kommer jo til at holde af ungen!

Når der er møder i bestyrelsen, eller Rita Christensen skal have vendt et par småting, foregår det altid via Skype. Styregruppens mest aktive medlem bor nemlig over 5000 kilometer fra Varde. Steen Dyrvig Kærskov bor og arbejder i Dubai.

Årsrapport 2012 | 3

SJÆLESORG: Morten Thaysen er sognepræst ved Sct. Jacobi Kirke i Varde. Men ud over at stå på prædikestolen hver søndag og tage sig af de kendte kirkelige opgaver, kigger han også ned på Café Paraplyen.

»Jeg sætter mig ned og får en kop kaffe. Det samme gjorde mine kollegaer, og det er en slags sjælesorg,« forklarer præsten.

Løst eller fastAlle er velkomne til at få en snak med præsten. Det vigtig-ste er, at man kan være sikker på, at det, man fortæller til Morten Thaysen, ikke kommer videre.

»Det kan være løst eller fast. De fleste véd, at jeg kommer ned på Café Paraplyen. Hvis det er alvorligt, kan det også være, at vi aftaler at man kan

komme herover i præstegår-den og snakke,« siger Morten Thaysen.

Nogle har brug for at tale om sygdom eller børn, nogle er bekymrede og har brug for at få lettet hjertet. For Morten Thay-sen er alt lige vigtigt, og han er overbevist om, at bare det, at nogen lytter, kan have en stor effekt.

Lige pludseligt – bom!»Nogle gange er det rart at få andre ører til at lytte. Det kan være første skridt videre, at man får lov til at sige det, der går én på. Uden at det kommer videre. Når folk skal have lettet hjertet, så kommer det ofte sådan lige pludselig – bom!« beskriver Morten

Thaysen.Morten

Thaysen besøger Café Paraplyen fast hver anden tirsdag efter-middag.

De véd, at det ikke kommer videre

»Når folk skal have lettet hjertet, så kommer det ofte sådan lige pludselig – bom!«Morten thaysen, sognepræst i Varde Ved sct. Jacobi KirKe

paraplyens værdier:

• Paraplyen,Nørregade5 i Varde har siden 1995 fungeret som socialt værested. paraplyen drives af KFUMs sociale arbejde i danmark som har en samarbejdsaftale med Varde kommune.

paraplyens formål er:

•atskabeetalkoholfritmiljø, der er åbent for alle

•athjælpeogstøttemennesker med problemer gennem hjælp til selvhjælp

•attilbydeforebyggende, oplysende og opsøgende arbejde til personer, der er truet af alkoholmisbrug eller andre former for misbrug

•atåbnemulighedfor at inddrage mennesker i et aktivt fællesskab – også arbejdsfællesskab. Formålet opfyldes ved på den danske Folkekirkes grund at yde en social og diakonal indsats, der kan bidrage til at skabe værdige kår for mennesker.

4 | Café Paraplyen

I dag kan Doris holde sig ædru i flere måneder. Løs-ningen lå et helt andet sted, end hun havde troet, da hun første gang satte sig i stolen hos projekt BASEN på Café Paraplyens første sal.

Doris Christensen tog imod et tilbud om at få NADA øre-akupunktur.

sov i to døgn»Det troede jeg ellers ikke på, men det har jeg ændret holdning til. Det virkede første gang. Jeg sov i to døgn!« fortæller Doris, som indtil da havde haft rigtig svært ved at sove om natten.

Det skyldtes måske også et stort alkoholforbrug. Doris drak derhjemme i løbet af aftenen – oftest var det Irish Coffee, og kaffen gjorde sin virkning på søvnen.

brug for hjælp»Da jeg kom videre i behand-ling i BASEN, valgte jeg selv antabus. Jeg syntes, jeg drak for meget. Det var ikke det liv, jeg gerne ville have,« siger Doris.

»Du erkendte, at du havde brug for hjælp,« tilføjer psyko-terapeut Bodil Nielsen.

De to sidder i stolene på kontoret i Café Paraplyen. De har sat sig der, hvor de plejer at mødes og fortæller åbent og ærligt om Doris’ møde med terapien og om tiden før terapi.

reservemor»Jeg har tre børn på 36, 33 og 23 år. To er skizofrene og én har skizotopi, som er forsta-

diet til skizofreni. Jeg har haft svært ved at sige fra, hvis de ringede efter hjælp, og der har Bodil virkelig hjulpet mig,« fortæller Doris, som også har været en reservemor for sin bror, der blev skizofren som 21-årig.

»Når jeg har det dårligt, kan jeg ikke overskue tingene. Jeg føler mig ensom og enormt presset. Så drikker jeg,« fort-sætter hun.

nye regler»Du tager mere ansvar, end hvad der er dit. Når du tager

det, og ikke kan overskue det, så drikker du,« følger Bodil Nielsen op.

Doris nikker. Sammen med Bodil har hun sat nogle regler op, også overfor børnene. Reglerne hjælper hende til at styre sit eget ansvar.

barsk barndomSammen med Bodil Nielsen er hun kommet frem til en lang række erkendelser. De har været på en lang og barsk rejse tilbage til Doris’ barndom. En barndom, som hun nu for første gang har fortalt om.

I dag er Doris begyndt at rulle gardinerne fraDa Doris i maj 2012 første gang mødte BASEN på Café Paraplyen havde hun et spinkelt håb om, at hun måske kunne komme til at drikke mindre. Hun havde ikke forventet, at hun kunne undgå alkoholen helt i flere måneder.

bodil nielsen finder mønstre:

• BodilNielseneransat i basen i Varde og uddannet dynamisk integreret psykoterapeut.

• Detbetyder,athuner trænet i at finde de mønstre, som vi alle danner mens vi er børn. det er mønstre man danner for at tilpasse sig sin familie, som man jo er afhængig af i barndommen.

• Hvismønstreneikkeer gode, skal man først finde dem for derefter at kunne ændre på dem

• BodilNielsenhjælperførst mennesker med sammen at finde mønstre og dernæst at ændre på dem.


De to mødes hos BASEN en gang om ugen i en til halvan-den time. Doris fortæller, og Bodil spørger ind, hvis der er noget, skal snakkes om. Bodil giver Doris nogle værktøjer, så hun kan trække grænser og nå sine mål.

sorg, svigt, vold og incest»Jeg lukker mig ikke så meget inde derhjemme mere. Jeg er begyndt at rulle gardinerne fra, og jeg er kommet ud af isolationen,«fortæller Doris.

»Jeg har altid har fået at vide, at jeg skulle holde min mund. Jeg har manglet kær-lighed i min barndom. Jeg har ikke haft nogen selvtillid og selvværd. Og jeg har haft det sådan, at jeg er flov over at sige noget. Jeg har været bange for at sige noget forkert,« uddyber Doris, som gennem terapien har fået snakket alt det hårde

igennem. Sorg, svigt, vold og incest. Bodil er den første, som Doris har fortalt tingene til.

ikke undvære bodilDoris holder øjenkontakten og nikker til Bodil, da Bodil afbryder for at sikre sig, om Doris virkelig ønsker at fortæl-le åbent om barndommen.

»Det har været forfærdeligt. Man kan ikke få et ordentligt

liv. Man kommer til at hade sig selv. Bodil har været så stor en hjælp. Tænk, at der ikke skulle mere til end en dygtig terapeut... Bodil har fået mig til at se de ting, og få mig ned i dybden. Vi kan simpelt hen ikke undvære Bodil herinde,« understreger Doris, som med terapien er begyndt at føle sig mere positiv.

børn tror, det er deres skyld»Mine børn kan også mærke det. De siger, at jeg er blevet meget gladere. Jeg har fået mere energi og kan flere ting derhjemme. Jeg er begyndt at gå til fitness tre gange om ugen sammen med min datter,« smiler Doris.

»Som barn tror man, at det er ens egen skyld, når man er udsat for svigt, vold eller incest. Man undskylder foræl-drene og siger til sig selv, at det er mig, der er noget galt med.« Bodil Nielsen peger med fing-rene ind mod sig selv.

du er god nok»Du vokser op og tror, at du ikke er et godt nok menneske. Men når vi snakker her, kan du pludselig se det: Gud! Det var ham, der var forkert, og mig, der var den rigtige. Så vender perspektivet, og du begynder at tro, at du er god nok,« forklarer Bodil, som dog peger på, at det er noget, man skal arbejde med længe endnu.

Livslangt arbejde»Du vil altid møde situationer, hvor du bliver trigget på det gamle sår fra barndommen. Så skal man hjælpes op igen,« siger hun.

»Ja.« Doris nikker.I dag er Doris blomstret op.

Hun er kommet med i strikke-klubben og en selvhjælpsgrup-pe for kvinder i frivillighuset.

»Det er et livslangt arbejde at komme ud af de mønstre. Doris skal håndtere dem igen og igen. Men det bliver nem-mere og nemmere med tiden,« runder Bodil Nielsen af.

projekt basen

• BASENeretprojekt,der styres af sydgården i haderslev og varer i 4 år.

• Projektperiodenudløber den 30. juni 2013, hvorefter basen lukker.

• Overdefireårharbasen hjulpet 100 borgere med terapi.

• 4udaf10deltagere har misbrugsproblemer. 3 ud af 10 er vokset op med misbrugsproblemer i familien og har nu selv problemer med misbrug.

KiLde: bodiL nieLsen, proJeKt basen.

basen tilbyder:

• individuelle,kognitive, terapeutiske samtaler.

• Smertelindrendeakupunktur og nada-øreakupunktur.

»Mange af de mennesker, som vokser op som pårørende til en alkoholiker, klarer sig godt. De er vokset op med at passe for eksempel en forælder og gemme tingene væk. De har lært at ingen må opdage noget, og sætter andre før sig selv.« bodiL nieLsen, psyKoterapeUt i proJeKt basen.

6 | Café Paraplyen

Else Lassen blev blind en nat i 1982, hun sidder i kørestol og fik i 2012 sat venstre ben af. Hun lider af Marvans syndrom.

»Skide med det, jeg er her jo!« siger hun med en nærmest overjordisk tro på alt det gode i livet.

»Jeg kan da ikke byde mit barnebarn Katrine at være en gammelsur bitter bedstemor,«

ridser Else Lassen op. Else har netop rundet de 60 år, men det mærker man ikke når man sætter sig for at høre mere om

hendes syn på livet på Café Paraplyen.

Faktisk er hun så overbe-visende, at man heller ikke bemærker, at hun er blind, sidder i kørestol og i øvrigt fik sat et ben af for nyligt.

her er jeg else»Jeg kan ikke lide at sige, at jeg er handikappet. Jeg synes også, det er sjovt at lade være med at fortælle, at jeg er blind. Det er jeg jo heller ikke. Jeg er ikke hende den blinde i kørestol. Jeg er jo Else. Her er jeg Else, og folk på Paraplyen ser mig som mig,« fortæller hun om vennerne og de frivillige på Café Para-plyen.

Hun elsker at komme forbi. Første gang, hun tog ind på Café Paraplyen, var for et par år siden, fordi hun kunne få akupunktur i BASEN.

Kan ikke undvære paraplyen»Jeg synes, Café Paraplyen er et fantastisk sted. Her er mennesker, som kun har Café Paraplyen som deres sociale netværk. De frivillige gør sat’me en stor indsats for andre mennesker. de kærer

sig om hinanden. Jeg er selv et positivt menneske, men det gør mig endnu mere glad og i godt humør at komme her. Jeg har mødt nogle mennesker, som jeg ellers aldrig ville have mødt. Dem kan jeg slet ikke undvære. Jeg skal herned!« understreger Else, som egent-lig helst ville have været frivil-lig for at give lidt tilbage igen. Dog føler hun, at hun ved at lytte og være positiv kan give folk lidt mere mod på livet:

Læseklub»Det er vigtigt at få folk til at trække det positive frem.

Jeg er god til at få folk til at forstå, at hvis de kun tænker nega-tive tanker, så kommer de ikke videre. Selv om man er blind, kan man jo godt se, hvad folk

indeholder,« forklarer hun.Else har tidligere været be-

søgsven hos Røde Kors og al-tid interesseret sig for frivilligt arbejde, så i dag kommer hun fast hver tirsdag og torsdag. Hun deltager i læseklubben og spiser sin frokost, og så får hun en sludder med gutterne.

Livet på godt og ondt»Jeg kan bedst lide at tale med mænd. Ikke alt det tøsepjat. Jeg snakker og får en kop kaf-fe. Jeg synes, det er spændende at være sammen med andre mennesker, som har haft et liv,« siger hun med tryk på »liv«.

Netop livet kender hun selv alt til. På godt og ondt.

»Det er vigtigt at få nogle positive ting ind i hovedet

»Jeg blev blind natten mellem den 27. og 28. oktober 1982. Det sidste jeg så var en fodboldkamp mellem Danmark og Ungarn, som Ungarn vandt 3 – 1 over Danmark. Dagen efter var jeg blind,« husker Else Lassen

Det bliver forår hvert år

»Selv om man er blind, kan man jo godt se, hvad folk indeholder.«eLse Lassen

»I det hele taget synes jeg, vi er gode til at lave frivilligt socialt arbejde i Varde. Tænk, hvor mange der ville være tabt, hvis vi ikke havde steder som Café Paraplyen og Bøgely.«eLse Lassen oM det FriViLLige sociaLe arbeJde i Varde KoMMUne.

12. Januar: Start på sundhedsuddannelsen. 2 frivillige medarbejdere.2. Februar: Foredrag med Lis Ingemann – »Luksusvagabonden fra Fyn«9. Februar: Vi maler billeder13. Februar: Læsegruppen starter, med læsning hver anden onsdag.16. Februar: Foredrag med Frede Bräuner – »Kost – livsstil og trivsel«23. Februar: Rundvisning Varde museum.1. Marts: Latterkursus8. Marts: Motion, spil og leg med Conny Grøn1. Marts: Foredrag med John Engelbrecht – Humor og livsmod22. Marts: Vi laver glassmykker med Astrid29. Marts: Aftenarrangement i Matas12. April: Foredrag m. Marie Aagaard – »At gøre drøm til virkelighed«19. April: Motion, spil og leg med Conny Grøn26. April: Vi laver cremer og andet godt til huden3. Maj: Blomsterbinding9. Maj: Fernisering10. Maj: Foredrag med Karsten Holm – »Historien og Giro 413«22. Maj: Krolf i Arnbjerg24. Maj: Motion, spil og leg med Conny Grøn31. Maj: Ketty Emborg – Mind-coping7. Juni: En tur i bio – vi skal se en af de aktuelle film 14. Juni: Motion, spil og leg med Conny Grøn21. Juni: Bowling28. Juni: Udflugt til Kviesø28. August: Foredrag med kunstneren Carsten Frank6. September: Foredrag med Lasse Helner (Fra Lasse & Mathilde)13. September: Blomsterbinding ved Henriette Frandsen20. September: Efterårsfest på Smedeværkstedet27. September: Glasværksted med Astrid4. Oktober: Kreativ eftermiddag med Inger 11. Oktober: Blomsterbinding med Henriette15. Oktober: Efterårsferie for børnefamilier i Bisseruplejeren25. Oktober: Foredrag ved Poul Dal: Udstødt som jehovas vidne30. Oktober: 3 dags kursus på Diakonhøjskolen for frivillige medarbejdere1. November: Kreativ eftermiddag med Inger.8. November: Blomsterbinding med Henriette15. November: Biograftur: Den skaldede frisør22. November: Foredrag med Niels Ole Frederiksen: er der en vilje, er der en vej26. November: Udflugt til »Den gamle by« i Århus29. November: Kreativ eftermiddag med Inger6. December: Julen synges ind14. December: Julefrokost24. December: Juleaften

på mennesker. Og når der sker noget i dit liv, så skal du gøre noget ved det. Det er for eksempel ikke en skam at være misbruger, men det er en skam ikke at gøre noget ved det,« lyder rådet fra Else Lassen.

sej kælling!Hun kalder gerne sig selv for en »dygtig blind« og en »sej kælling«.

»Hvis ikke jeg var det, ville jeg slet ikke kunne klare mit liv. Der er ikke noget, der kan slå mig af pinden. Jeg kan se det gode i det værste,« siger hun.

Hun roser det frivillige sociale arbejde – ikke bare på Café Paraplyen – men i hele Varde Kommune.

»I det hele taget synes jeg, vi er gode til at lave frivilligt socialt arbejde i Varde. Tænk, hvor mange der ville være tabt, hvis vi ikke havde steder som Café Paraplyen og Bøgely,« vurderer Else Lassen.


8 | Café Paraplyen

Janni Thomsen og Anette Svendsen er begge ansat i Igenbrug. Janni er i fleksjob, mens Anette er i jobtræning og begyndte med 9 timer om ugen.

»I dag er jeg oppe på 16 ti-mer om ugen, og jeg skal have den så højt op som muligt. Jeg håber på at komme op på 20 timer,« fortæller Anette som fandt frem til jobtræningen i Varde via Café Paraplyen i Esbjerg.

arbejdsnarkoman»Jeg skal ikke have mere end fire timer om dagen. Jeg er arbejdsnarkoman. Jeg kan godt lide at lave om på ting.

For eksempel lave en udstil-ling om eller flytte rundt på møblerne,« siger Janni, som har en fem minutters cykeltur på arbejde hver dag.

nye jakkesæt»Ja. Du skal være glad for, at du bor i en lille lejlighed,« prikker Anette til Janni.

De to står oppe i afdelingen med jakkesæt og viser et par stykker frem, som Igenbrug har fået foræret fra en af byens ’rigtige’ tøjbutikker.

»Vi sorterer isenkram, flytter rundt og ekspederer. Noget smider vi ud, og andet kører vi på lager,« siger Janni, og Anette tager over:

Uddannet i kaffe» Vi er også reserver til Kop-pen. Vi er uddannet i kaffe! Så vi tager også nogle timer derned, hvis de mangler en hånd,« forklarer Anette.»Jeg synes, der er hyggeligt hernede. Her er afslappende, og så er det rart, de kan tåle noget gas,« siger Anette.

»Men andre gange har vi også travlt,« nævner Janni før de to går ned til kassen.Her er det Hadzera Osmanvic, der ekspederer. Men det er ikke en travl dag i butikkerne, så der er god tid til at få taget et billede af de tre ansatte i Igenbrug.

Travlhed og hyggeJanuar sætter nok ikke omsætningsrekord i Igenbrug, men så er der i stedet tid til at hygge sig lidt og få flyttet rundt på udstillingerne. Janni og Anette fortæller fra deres hverdag i butikken.


Lau Lyngbak har været med fra begyndelsen, da Koppen og Igenbrug åbnede i 2012.Han er 41 år og har tidligere arbejdet som kok på café og restaurant, før han blev ansat som barista i Koppen. Barista er et italiensk ord for den eks-pert den tilbereder kaffen.

danmarks bedste»Jeg var den eneste, der havde erfaring i espresso, så jeg var med til at starte det op. Vi har Danmarks bedste kaffe,« rekla-merer Lau.

Det er rig-tigt nok. Ud over at lave en formidabel kaffe fortæller Lau også, at leverandøren af Koppens ristede bønner vandt førsteplads i DM for kaffe i 2011. Lau Lyngbak viser en pose etio-pisk hel-bøn-nekaffe frem. Han tager fat bag den skinnende store espres-somaskine for at tilberede en Café Latte – med perfekt stemplet kaffe og skummende mælk.

tyskerne vilde med kaffe»Du må ikke varme mælken mere end præcis 65 grader. Ellers får den dén dér risen-grøds-agtige smag, og det går ud over kaffens smag.« siger Lau Lyngbak, som selv har et termometer stående for at sik-re, at mælken holder reglerne i Koppen.

Forretningen går dog lidt stille her på en vinterdag i slutningen januar.

»Man kan godt mærke, at tyskerne ikke er her. Vi har kunder hver dag, men der er stor forskel på, når tyskerne kommer. De kan lide genbrug og kaffe. Det kan de, slår Lau Lyngbak fast.

godt konceptHan og et par andre ansatte passer Koppen. Lau selv mø-der tirsdag, onsdag, torsdag

og fredag fire timer hver dag. Men han kigger stadig forbi, selv om han har fri:

»Jeg er her i skånejob 16 timer. Men jeg er her uanset hvad. Jeg vil gerne gøre noget fornuftigt. Koppen er et dejligt sted, jeg har nogle

gode kollegaer, og så er det et godt koncept. De penge,

som vi tjener ind her, bliver brugt på socialt arbejde her i området. Ikke i København, men her i området. Det kan jeg godt lide. Så kan man se, at det gør en forskel, i stedet for, at pengene bliver sendt et helt andet sted hen. Det kommer tættere på,« understreger Lau Lyngbak.

Danmarks bedste kaffe

»Du må ikke varme mælken mere end præcis 65 grader. Ellers får den dén dér risengrøds-agtige smag og det går ud over kaffens smag.«LaU LyngbaK, barista, Koppen

• Dukankøbe250gram kaffe i alle stadier hos Koppen.

˚ Koppens medarbejdere maler gerne en pose bønner til dig.

• Grovmaletertilstempelkaffe.

• Mellemmaletertilfilterkaffe.

• Finmaletertilespresso.

• Dukanselvfølgeligogså købe bønner med hjem og så male dem selv.

• Prisenfor250gramfra Kaffe Mekka er 50,- kr.

10 | Café Paraplyen

24. februar 2013 fejrede Koppen og Igenbrug 1 års fødselsdag som Vardes første to socialøkonomiske virksom-heder. Altså virksomheder, der skal drives med ekstra øje for socialt arbejde, tjene penge og samtidigt bruge overskuddet på at skabe endnu mere socialt arbejde i Varde.

»Det var noget af en opstart, med mange ting, der skulle falde i hak. Havde vi råd til det hele? Hvor fik vi møbler og reoler fra? Men vi fik en fantastisk opbakning fra byens borgere og forretningsliv,« fortæller Peter Lübbert, som er daglig leder af de to forret-ninger.

nye jakkesætI dag tænker han nærmere, om det kan blive ved med at gå så godt. Genbrugsforretnin-gen Igenbrug er fyldt helt op, endda så meget, at Peter har været ude for at skaffe ekstra lagerplads til butikkens mange donationer.

»Det er intet problem at få ting ind. Vi har endda haft tøjforretninger, som har givet os helt ubrugte jakkesæt fra en gammel kollektion,« fortæller han.

20 frivilligeMedarbejderne er alle frivil-lige. det vil Peter helst kalde alle. Nogle har set det lille skilt i vinduet eller har læst i

avisen, at butikkerne mangle-de frivillige. Andre er kommet ind via jobcentret og skal afklares i forhold til arbejde eller uddannelse.

»Vi har en vagtplan med 20 navne, og nogle er også i vores kreative værksted,« beretter Peter Lübbert.

penge bliver i VardeDet kreative værksted er endnu et plus ved butikkerne. I vindfanget til Koppen har værkstedet udstillet deres produkter, som igen sælges til fordel for det sociale arbejde, Café Paraplyen laver.Peter Lübbert forklarer, hvad en socialøkonomisk virksom-hed egentlig er:

»Vi er en kristen organisati-on baseret på næstekærlighed og ordentlighed. Vi er en butik, der sælger til hr. og fru Jensen og så skal vi have en snert af lyst med i det hele. Målet er at tjene penge. Penge, der går direkte til endnu mere socialt arbejde her i Varde Kommune. Det kan være at lave mad til folk juleaften eller hjælpe endnu flere ud i uddan-nelse og arbejde.«

Kigger efter rigtige jobsI bund og grund skal han forsøge at skabe overskud. Desuden er han formidlings-konsulent, så han har også til

opgave at finde ud af, hvad folk kan og ikke kan.

»Man kan vise her i for-retningen, at man er klar til mere. Så begynder jeg at kigge efter et rigtigt job. Ellers finder vi ud af, at én måske mangler et kursus for at lære nogle nye ting, før man kan komme i en praktik. Det kan være et langt forløb. For nogle er det svært bare at træde her ind i Koppen eller Igenbrug aller-første gang,« beskriver Peter Lübbert.

endnu flere i arbejdeHan lægger vægt på at have en god og positiv ånd, hvor

Første år med fantastisk opbakningKoppen og Igenbrug har nu fejret 1-års dag som en central del af bybilledet i Varde. Byens første socialøkonomiske virksomheder har mærket stærk opbakning – især fra erhvervslivet.


Peter Lübbert er manden, som styrer Koppen og iGenbrug med både fast og kærlig hånd.

Da Rita Christensen og Café Paraplyen i 2011 med projekt Indsats i Udkanten fik mulig-hed for at etablere socialøko-nomiske virksomheder som de første i Varde Kommune, stod hun og manglede en leder med både praktisk håndelag og bløde værdier.

Valget faldt på Peter Lüb-bert, og han er – om nogen – også manden, der kunne sætte to butikker i gang og få skabt vaskeægte socialøkomiske virksomheder på rekordtid.

norge og grønlandPeter Lübbert blev ansat i efteråret 2011 og allerede den 24. februar 2012 slog han og Café Paraplyen dørene op for to helt nye butikker i centrum: Koppen og iGenbrug.

Han er uddannet tømrer fra Varde. Født i 1954 og efter sin uddannelse tog han først til Norge og arbejdede på olieboreplatforme, dernæst til Grønland, hvor han har været formand for et tømrersjak i fire år.

tømrer = pedel»Planen med at blive tømrer var jo, at så kunne man blive pedel, når man blev gammel,« smiler Peter Lübbert, som efter rejserne rent faktisk søgte et job som pedel tilbage i Varde.

Han fik jobbet som pedel på daghøjskolen i Varde. Men

han blev ikke blot pedel. Han blev også bedt om at undervi-se i sløjd, boldspil, samfunds-fag og friluftsliv.

»Jeg skaffede også job til elever og arrangerede ture for kursisterne,« husker Peter Lübbert, som blev i jobbet i 12½ år.

har arbejdet med mennesker i 21 årHerefter kom han til REVA (revaliderings) Center Esbjerg hvor han stod for projekter. Blandt andet da tidligere misbrugere skilte en fiskekut-ter helt ad og byggede den op igen.

»De sidste 21 år har mit arbejdsliv handlet om menne-sker. Og det er nogle fantastisk dejlige mennesker, jeg arbej-der sammen med her i dag,« slår Peter Lübbert fast.

Portræt:

Den sociale tømrer

man taler pænt til hinan-den og bakker hinanden op. Koppen og Igenbrug er med i et projekt, som beskæftigel-sesministeriet støtter. Planen er, at projektet på fire år skal hjælpe 38 personer i arbejde eller uddannelse, involvere 13 frivillige og etablere 5 social-økonomiske arbejdspladser.

hygge og humorFlemming, som er frivillig i Igenbrug, træder ind på Peters kontor:

»Har vi styr på det?« spør-ger Peter friskt.

»Ja. Vi har styr på det!« Flemming fortrækker ikke en mine.

»Det går faktisk godt, når du sidder her på kontoret,« kommer det tørt.

Den fanger Peter. Hyggen og humoren fejler ikke noget mellem de frivillige i Igenbrug. Peter fremhæver Flemming som eksempel på socialøko-nomi.

sætter møbler i stand»Flemming er tidligere tømrer. Vi har talt om at sætte værkstedet i stand, sådan at vi fremover kan lave småre-parationer på møbler, som vi i dag ville smide ud. Nogle skal måske lige slibes og have ny lak. På den måde kan vi måske etablere endnu en so-cialøkonomisk arbejdsplads,« forklarer Peter.

Hans plan er at skabe mere fællesskab blandt de frivillige.

Lære hinanden at kende»Det er et frisk pust med de frivillige. Samværet med man-ge forskellige mennesker er fantastisk og det vil jeg gerne styrke. Frivillige har jo også forskellig baggrund. Vi tager til KFUM Koppen (fælles-arrangement i Kolding) og sommerfesten sammen, så vi kan lære hinanden at kende på en anden måde,« siger Peter Lübbert.


Flemming er 52 år og tømrer. Han har altid knoklet og ofte ude i verden. Først i 7 år i Nor-ge og senere 3 år i Grønland. Fra 2000 til 2003 arbejdede han i København. Vendte hjem til Varde og en kæreste. Men da de slog, op tog han igen afsted – denne gang til Esbjerg.

I 2009 slog han hul i benet ved en arbejdsulykke, og det blev starten på enden for Flemmings liv som det hidtil var:

Mit liv var ovre»Jeg gik med det i tre uger, hvor jeg bare ignorerede skaden. Der gik betændelse

i det. Helt ind til knoglen. Så skulle jeg have en transplanta-tion og blev indlagt i ti dage. Jeg kunne ikke arbejde. Blev sygemeldt. Pludselig siger de, at jeg skal førtidspensioneres, og det bliver jeg. Lige pludselig var mit liv ovre,« husker Flem-ming som mere eller mindre isolerede sig derhjemme i et halvt år.

der må ske noget»Det havde jeg aldrig forestil-let mig. Jeg følte slet ikke, at det var ovre med at arbejde. Jeg havde rejst så meget, at det var meget begrænset, hvad jeg havde af socialt liv ved siden af, når jeg kom hjem til Var-de,« fortæller Flemming.

»Jeg blev en sortseer. Jeg fik vel en depression, og så isolerede jeg mig endnu mere. Til sidst blev det for meget. Så jeg begyndte at komme mere ud. Jeg tænkte, at nu måtte der simpelt hen ske noget. Jeg følte, jeg var nødt til at komme ud af mine vante rammer,« forklarer Flemming.

Lillebitte opslag i vindueHan opsøgte fagforeningen og Jobcentret. Han kiggede efter opslag, og en dag fik han øje på en lillebitte seddel i vinduet på en butik i gågaden:

»Det var i Koppens vindue. Jeg gik ind. Mødte Helle, som jeg stod og snakkede med. Jeg følte, vi var på bølgelængde, og hun fortalte om Koppen og Igenbrug. 14 dage senere mødtes jeg så med Peter Lüb-bert, og jeg følte virkelig, at de havde brug for mig dernede,« siger Flemming om mødet med Igenbrugs leder.

nyt værkstedPeter Lübbert havde nogle idéer om at lave et værksted og indrette lager. Flemming gik i gang, fik værktøj og plud-selig var planen klar. Med et værksted kan Igenbrug sætte møbler i stand og undgå at smide ødelagte ting ud:

»Vi kan pudse træ, give det lidt lak eller en skrue, der mangler. Så kan de tjene en skilling mere. Det, der trak i mig, var, at jeg kan se, hvad pengene går til.«

Fællesskab en kliché»Nogle mennesker kan gå ind og få et billigt måltid mad på Café Paraplyen, få en snak eller et spil SkipBo. Pengene bliver i Varde. Jeg kan se, at det, jeg laver, er med til at

gøre en forskel.« fortsætter Flemming.

»En anden ting er, når man bliver en del af et fællesskab. Det lød som en kliché for mig tidligere. Men i det øjeblik, man føler det, så forsvinder klichéen. Jeg føler mig som en del af det, og det nyder jeg selv godt af. Jeg havde brug for at komme i gang igen,« slår Flemming fast.

Han føler også en forskel mellem at være på arbejds-markedet og så arbejde som frivillig i det fællesskab, der eksisterer hos Igenbrug«

intet pres»På arbejdsmarkedet er der et pres på dig hele tiden. Der er forventninger til den tid, du tager om tingene og et ansvar for det, du laver. Her kan jeg bare være Flemming, og jeg skal ikke yde hele tiden. Peter er for eksempel god til at se én. Han kommer nogle gange hen og siger: »Gå lige hen og ryg en smøg og snup en kop kaffe.« Her er det ikke pengemaskinen, men det sociale, der er vigtigt,« mener Flemming.

En uskyldig arbejdsulykke satte Flemmings liv helt på stop. Han skulle pludselig se sig selv som Flemming i Varde og begynde at tænke på fremtiden uden arbejde.

Fra betonbisse ude i verden til fællesskab hjemme i Varde

»Det, der trækker ved at være frivillig er, at jeg kan se, hvad pengene går til, og at det jeg laver, er med til at gøre en forskel.«FLeMMing soM er FriViLLig i igenbrUg.


Inde ved siden af kontoret i Igenbrug finder man trappen op på førstesalen. På vej op forstærkes lydene af kreativ syslen, og i det store fællesrum sidder fem kvinder og nørkler i Igenbrugs kreative værksted.Rigmor Madvig Sørensen er tovholder og fortæller lidt om værkstedet:

»Tirsdag syr vi på maski-ner, og torsdag har vi kreativ formiddag,« fortæller hun ivrigt, mens de fire kvinder om bordet arbejder koncentre-ret videre.

Rigmor er pensionist og frivillig. Nu har hun udvidet sin frivillige indsats til også at gælde de to formiddage fra klokken ti til tolv i Igenbrug.

Chantel er i praktik i genbrugsforretningen, Anne Marie er frivillig og på fleksydelse, mens Britta er ansat i fleksjob i Koppen.

Men når der er kreativt værksted mødes de for at sy puder og skabe små smuk-ke vidundere til at sælge i butikken.

Kreativt værksted


De fleste, som har brændeovn kender udtrykket: »Det giver varmen to gange!« Hvis du hø-rer til dem med fjernvarme og ikke selv har hugget brænde, så kommer forklaringen her:Brænde giver varmen når man fyrer med det i pejsen, men det varmer også gevaldigt for ham eller hende, som hugger

brændet op og slæber det hjem.

Fællesskab giver livThyge Nielsen, som sidder i Varde byråd, bruger også udtrykket, når han taler om frivilligt arbejde. Han tager en frivillig – Flemming, som er i Igenbrug – som eksempel:

»En frivillig som Flemming er med til at sikre, at der er et fællesskab. Det er fælles-skab, der skal til for at give det sociale liv, som menne-sker i flexjob og jobtræning har brug for. Det smarte er, at Igenbrug og Koppen drives af frivillige, og at de samtidig skaber plads til dem, der har svært ved at komme ind på arbejdsmar-kedet,« mener Thyge Nielsen. Gruppen, han taler om, kaldes også matchgruppe 2 og er bor-gere, som har andre problemer end ledighed.

2000 job væk»Specielt lige nu, hvor der er trængsel på arbejdsmarkedet. Før 2008 og krisen kunne man måske liste folk ind på det or-dinære jobmarked. Men Varde Kommune har mistet 2000 job på 4 år. Der er 23.500 ordinæ-re job ud af en befolkning på 50.000 borgere.

Lommerne knappet tilI kommunen er vi meget bar-ske med at yde tilskud. Jeg har lommerne knappet til, for el-lers stikker Rita en ansøgning i dem, hver gang vi mødes,« smiler Thyge Nielsen.

»Steder som her gør en enorm forskel. Her er rum til dem, der ellers havde svært ved at komme ind på

arbejdsmarkedet. Desuden gør Igenbrug samfundet en

tjeneste ved at genbruge,« siger han.

dødsbo»Jeg har selv brugt dem til et dødsbo. Det er meget bedre, at de kommer og henter møb-lerne, sælger dem og tjener penge til so-cialt arbejde i Varde, end alt det bøvl

jeg selv ville have med at køre det på lossepladsen,« beskriver Thyge Nielsen og går straks videre til pointen:

se hvad penge går til»Men man kan også gå ind og se, hvad pengene bliver brugt til. For eksempel nede på Café Paraplyen. Café Paraplyen er et fund for Varde. Den skaber liv og har dem, der ellers er udsatte. Her er et sted at gå hen ,« understreger Thyge Nielsen.

Her kan man se, hvad pengene bliver brugt tilThyge Nielsen er formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget i Varde Kommune. Han har selv været aktiv frivillig, siden han var ung, og mener at »frivillighed giver varmen to gange«.

»Vi skal blive bedre til at forstå, at man godt kan hjælpe andre uden at ville have noget for det.« thyge nieLsen, ForMand For Varde KoMMUnes UdVaLg For arbeJdsMarKed og integration.


• ThygeNielsenerfra Årre og tidligere landmand. han er er i dag politiker for partiet Venstre.

• ValgtindiVardebyråd i 2007

• Formandforarbejdsmarkeds- og integrationsudvalget

• Medlemafsocial-ogsundhedsudvalget

• Valgtindiregionsrådet for region syddanmark i 2007

• Formandforakut-ogøudvalget

• Medlemafdanske regioners sundhedsudvalg


Siden foråret 2012 har Varde bibliotek sammen med Café Paraplyen stået for et helt nyt initiativ for brugere og frivil-lige på Café Paraplyen. Det er en læsegruppe, hvor alle, der har lyst, mødes for at læse den samme bog.

Kongens hunde»Vi lagde ud med Martin Jensens bog, Kongens Hunde. Det er en historisk roman, der

minder lidt om Jordens Søjler. Det er en dansk forfatter, og så er det en overkommelig bog,« fortæller bibliotekar Kirsten Hansen Rahbek, som har været en af de to biblio-tekarer tilknyttet Bibliotekets læsegruppe.

Læser højt»Vi er startet igen her i 2013, hvor vi er 3 - 4 stykker og os fra biblioteket. Sidst læste vi

højt sammen, og så havde man ’lektier’ for. Denne gang læser vi bare op. Vi læser noveller, for vi fandt frem til, at noveller er bedre. En roman er sværere, og så bliver det en lukket klub, hvis man ikke er med fra star-ten. Nu kan vi have flere med, og man behøver ikke være med hver gang,« forklarer Kirsten Hansen Rahbek.

Kaffe og tulipanerI bibliotekets læsegruppe er der både folk, som har læst før, og andre, som ikke er så vant til at læse. Bibliotekarerne sør-ger for, at gruppen er for alle, og Kirsten Hansen Rahbek er godt tilfreds med deltagelsen:

»Det bedste for mig er mod-tagelsen. De glæder sig til, vi kommer. Der står kaffe og tulipaner på bordet, når vi går i gang, og her i anden sæson er der nogle med fra sidste år,« fortæller Kirsten Hansen Rahbek med et smil.

Vil gerne gøre noget for paraplyenIdéen kom fra Varde Bibliotek og vicechef Norman Gylden-berg. Tanken bag læsegruppen er at flere lærer biblioteket at kende.

»Biblioteket er for alle. Også dem, der ikke véd, vi er her. Vi har ikke en bestemt målgruppe med projektet,

Stille! Der læses...Hvis frivillige og brugere på Café Paraplyen ikke kommer på biblioteket, så må biblioteket komme til dem. Biblioteket har startet en lille læseklub på Café Paraplyen.

Kirsten Simonsen har boet i Varde i 5 år og kendte Rita fra tidligere. Derfor gik der ikke lang tid, før Kirsten lag-de vejen forbi Café Paraply-en og tilbød sin hjælp med frivilligt arbejde.

»Hvis man vil have frivilligt arbejde, så må man holde sig til,« siger Kirsten Simonsen, mens hun skub-ber endnu en serviet i den lille pose.

Kanyler i 1½ årHun har pakket kanyler i 1½ år. Hver pose indeholder en ampul med steriliseret vand, en sprøjte, en kanyle og to desinficerende servietter, et bæger og en klump vat. Desuden lægger Kirsten en rød seddel, der advarer mod HIV og leverbetændelse, i pakken. »Brug kun til dig selv,« lyder budskabet.

Kirsten Simonsen pakker omtrent 20 pakker om ugen.

Professionel frivilligCafé Paraplyen har fået til opgave at sørge for anonyme pakker med grej til narkomaner, så misbrugere undgår risikoen for leverbetændelse. Hver uge møder sygeplejerske Kirsten Simonsen og pakker sirligt de små poser til de udsatte.


men Paraplyen er et godt sted, som vi gerne ville samarbejde med. Vi vil gerne gøre noget for nogen,« fortsætter Kirsten Hansen Rahbek.

Læste selv alt af Martin JensenDer er flere læsekredse i Varde, men læsegruppen på Paraplyen er den første, hvor biblioteket selv er taget ud og har sat gruppen i gang. Biblioteket vil gerne have flere lånere, og med læsegruppen kan Kirsten Hansen Rahbek fortælle, hvad man kan bruge biblioteket til:

»Der var én, som efter første sæson selv havde læst alle Martin Jensen romaner. Vi snakker undervejs og har gode diskussioner. Det er jo dét, man får ud af gruppen. Man lærer, at man selv kan læse bøger, og folk kommer i gang med at bruge biblioteket,« vur-derer Kirsten Hansen Rahbek.

For hende selv har gruppen også været en øjenåbner.

»Det er jo lidt som Claus Meyer i fængslet. Første gang var jeg virkelig spændt på, hvad deres holdning til at læse og biblioteket var. Men jeg blev overrasket over, hvor gla-de og imødekommende de er.

Bibliotekets læsegruppe er for alle – også selv om du ikke kommer dagligt på Café Paraplyen. Du kan være med ved at møde op 13.00 – 14.30 hver anden tirsdag.

De præcise datoer kan du få på Café Paraplyen.


Bettina Krammer er socialråd-giver ved Kriminalforsorgen. For at være mere præcis ved det, der hedder kriminalfor-sorgen i frihed (KIF).

Det er hende, der tager over, når mennesker, som har en dom, kommer på fri fod. Altså enten folk med behandlings-domme, folk som er prøve-løsladte eller borgere, der er idømt samfundstjeneste.

tæt påHun og kriminalforsorgen er glade for at bruge Café Para-plyen til at løse en masse af de opgaver, som hendes klienter har behov for.

»Vi er tre socialrådgivere, der dækker Varde. Først og fremmest er det en fordel, at vi kan møde klienterne – for eksempel de prøveløsladte – her i Varde frem for, at de skal tage offentlig transport til og fra Esbjerg,« fortæller Bettina Krammer, som til daglig ar-bejder på kriminalforsorgens lokalkontor i Esbjerg.

antabusDesuden kan mennesker, der er idømt behandling, tage deres antabus under kontrolle-

rede forhold hos Rita og Britta på Café Paraplyen.

Forsorgen bruger også Café Paraplyen til at placere dømte i samfundstjeneste, og det har vist sig at være en god løsning:

samfundstjeneste med indhold»Nogle af vores klienter er sårbare. Her på Café Paraply-en er der hjerterum, så det er tydeligt for mig, at de føler sig velkomne på caféen. Vi har næsten altid én i gang her på Café Paraplyen. For eksempel er der ofte brug for hjælp til at stå for fællesspisningen tirs-dag aften. Samfundstjenesten er en succes, når den giver mening for begge parter. Når der er indhold i arbejdet, og klienten føler, at man sætter pris på det, de gør,« forklarer hun.

et varmt stedBettina Krammer lægger også vægt på, at Café Paraplyen er et ’varmt sted’.

»Her er ingen fordomme, og det er kun personalet, der ved, hvad du er dømt for. Der er ikke nogen nysgerrige, der spørger om det, hvis du ikke

selv fortæller det,« fortsætter Bettina Krammer.

Samfundstjeneste kan være alt fra 30 til 240 timer fordelt med 2½ time hver uge. Bettina Krammer kommer forbi og tjekker op på forløbet en gang om måneden. Medarbejderne

Forsorgen nyder omsorgen

samfundstjeneste på café paraplyen:

• Samfundstjenesteeren straf, som man kan blive idømt ved en domstol.

• Samfundstjenestekan vare fra 30 til 240 timer. en samfundstjeneste på 30 timer vil typisk afvikles over 2½ måned med 3 timer om ugen.

• Engangommåneden møder kriminalforsorgen op for at følge op på, om arbejdet forløber som aftalt.

• Kriminalforsorgenbruger både café paraplyen og basen

• Foratundgårejsetid til esbjerg for klienterne har kriminalforsorgen i stedet fået lov at benytte café paraplyens lokaler til samtaler for klienter i Varde.

• Desudenskerdet,at kriminalforsorgen henviser nogle af de klienter, der er på antabus, til projekt basen. Med basen kan café paraplyen være med til at løsne op for de problemer, der ligger bag et stof- eller alkoholmisbrug.

Kriminalforsorgen bruger Café Paraplyen til møder, terapi og samfundstjeneste. Det er socialrådgiver Bettina Krammer rigtig glad for.


MedarbeJdere: Medarbejdergruppen består af 1 administrativ, perso-nalemæssig og faglig leder og 1 faglig assistent plus to opsøgende støtte- og kontaktpersoner med tilsammen 25 timer. I køkkenet er ansat 2 personer i flexjob. Desuden er der 25-30 frivillige, ulønnede medarbejdere. Både lønnede og frivillige medarbejdere deltager i kurser afholdt af KFUM’s Sociale Arbejde i Danmark. Paraplyen har aftale med Falck om psykologisk krisehjælp for lønnede og ulønnede medarbejdere. Desuden har Koppen og Igen-brug 4 lønnede medarbejdere samt 20 frivillige.

daglig leder og misbrugskonsulent:Rita Christensen, tlf. 30 73 83 21E-mail: [email protected]

Faglig assistent:Britta AndreassenE-mail: [email protected]

daglig leder, igenbrug og Koppen:Peter Lübbert, tlf. 29 34 63 02E-mail: [email protected]

støtte og kontaktperson (sKp):Ib Andreasen, tlf. 40 40 72 38

støtte og kontaktperson (sKp):Malene Thyssen, tlf. 61 42 71 15

caFÉ-KontaKt:Adresse: Nørregade 5, tlf. 75 22 57 45

Koppen og igenbrUgAdresse: Vestergade 16, tlf. 75 22 22 62

hJeMMeside:www.paraplyen-varde.dk

Bliv venner med Café Paraplyen, Koppen og Igenbrug på facebook.

Åbningstider:Koppen:Tirsdag – fredag fra kl. 10:00-17:00

igenbrug:Tirsdag – fredag fra kl. 10:00 - 17:00

café paraplyen:Hverdage fra kl. 9.00-16.00 Tirsdag til kl. 20.00Lørdag fra kl.9.00-13.00Desuden holdes der filmaften, foredrag og andet efter behov.

styregrUppen:

• Paraplyenledesaf en styregruppe under ansvar overfor hovedbestyrelsen for KFUMs sociale arbejde i danmark.

• Styregruppenbeståraf seks medlemmer. heraf udpeges fem af KFUMs sociale arbejde i samråd med styregruppen. desuden har Varde Kommune et medlem med i styregruppen.

• StyregruppenforCaféparaplyen har i 2012 været sammensat således:

ove hansen hvid

ane Katrine bøgh baun

ragnhild Kallestrup

Morten thaysen

ann-christina dahlgaard

samt en tilforordnet fra Varde Kommune

er også gode til at snakke med klienterne og mærke, hvordan de har det.

basen hjælper misbrugere»Det kan være én som skal tage sin antabus. Her snakker de med vedkommende, og det sker, at vi henviser klienter til Bodil og BASEN. Ofte er anta-bussen blot en stopklods, men Bodil er dygtig til at snakke med folk og finde ind til, hvad baggrunden er for deres misbrug. Nogle fortsætter i BASEN selv efter samfunds-tjenesten er slut,« siger Bettina Krammer.

Hun er dog ked af, at BASEN står til at lukke ned til juni. Af samme grund holder hun lidt igen med at benytte tilbuddet til sin klienter, for når først de er i gang, skal det helst følges helt til dørs.

Vender tilbage»Her er meget personligt. Vi kender hinanden rigtig godt. Når jeg kommer, ser Jan mig gennem ruden, åbner døren for mig og så står der som regel en kop kaffe klar. Café Paraplyen er et trygt sted at være med et fast, stabilt per-sonale. Jeg føler også, at Café Paraplyen tager os seriøst som samarbejdspartner, og at vores arbejde bliver anerkendt her-nede,« roser Bettina Krammer.Hun oplever endda, at folk, der har udtjent deres sam-fundstjeneste, vender tilbage på Café Paraplyen for at blive frivillige eller blot drikke en kop kaffe i hyggeligt selskab.

»Det betyder jo, at de også er glade for det,« slår Bettina Krammer fast.

rita christensenDaglig leder og misbrugskonsulent


I gamle dage – og det var slet ikke så længe siden endda – stod der en telefonboks på hvert et hjørne i enhver dansk by med respekt for sig selv.

De fleste er vist væk, men grunden var, at man ikke hav-de mobiltelefoner dengang og i stedet opstillede staten de her mandshøje bokse, hvori der var en telefon. Lige der, hvor man løftede røret af, var der en revne til at skubbe mønter ind

i. På den måde betalte man først og ringede bagefter.

Café Paraplyen har Vardes ældste og eneste eksisterende mønttelefon. Den er dog ikke så avanceret som gamle dages bokse. I stedet er det en lille ramponeret kasse, hvorpå or-det ’telefon’ er skrevet med ty-delige bogstaver. Skal du ringe er det dit eget ansvar at huske at lægge en mønt eller to.

»Vi plejer at sige, at hvis du skal ringe til kommunen eller en institution, så koster det ingenting. Men hvis du ringer privat i flere timer, så må du gerne lægge nogle kroner,« fortæller Britta Andreassen og smiler skævt.

For en støvet og tom kasse vidner om, at ingen har ringet privat i rigtig lang tid.

Nina Wolff er journalist på Ugeavisen Varde. Hun har fle-re gange skrevet artikler fra og om Café Paraplyen, Koppen og iGenbrug.

»Vi tænker meget i, om en historie er en god historie. Alt-så om det er en historie, hvor man får lyst til at læse mere,« forklarer journalisten.

LivsbekræftendeHun synes, at netop historier-ne om Koppen og iGenbrug, der er socialøkonomiske virk-somheder, er gode, fordi de er livsbekræftende.

»For eksempel hende den unge, som har været beskæfti-

get i tre måneder i iGenbrug. Her har hun solgt møbler og arbejdet på fleksjob, og det har gjort hende sikker på, at hun gerne vil være maler,« husker Nina Wolff.

genkender fra sit eget liv»Hun fandt ud af, at hun kunne noget. Det er en god historie. Den slags historier vil folk gerne læse,« fortsætter hun og nævner, at historien har det, journalister kalder ’identifikation’, hvor læseren kan genkende den historie, der bliver fortalt, fra sit eget liv.

trætte af negative nyheder»Det er en historie om en pige, som ikke kan finde vej. Men som finder en vej alligevel. Nogle bliver glade fordi det lykkes. Andre laver måske en antispejling og tænker: Godt det ikke er mig!« siger Nina Wolff.

Ugeavisen Varde skriver også om byrådsvalg og ny sko-lestruktur, men især handler historierne om mennesker, som bor i Varde Kommune.

»Mange læsere bliver trætte af de negative nyheder. Men nyheder kommer ikke i avisen, fordi folk presser på. De kommer kun i avisen, hvis det er en god historie,« understre-ger Nina Wolff fra Ugeavisen Varde.

Telefonboks anno 2013

Café Paraplyen er gode historierCafé Paraplyen har været mere omtalt i lokale og regionale medier end nogensinde før. Nina Wolff fra Ugeavisen Varde giver her et bud på, hvorfor Café Paraplyen, Koppen og iGenbrug er gode historier.

»Andre laver måske en antispejling og tænker: Godt det ikke er mig!« nina WoLFF, JoUrnaList, UgeaVisen Varde

Produceret af: CHIB Pressebureau / Chresten Ibsen · w

ww

.chib.dk

Documents

Café Paraplyens Årsrapport 2012