At skabe tid til relationen - projekt UDENFORudenfor.dk/wp-content/uploads/2016/08/At_skabe_tid_til_relationen.pdf · 1 At skabe tid til relationen -en rapport om socialt arbejde

1

At skabe tid til relationen

- en rapport om socialt arbejde med hjemløse

Aalborg Universitet København Projekt udarbejdet af:

Kandidat i Socialt Arbejde Louise Malou Overby : 20151983

Vejleder: Pelle Korsbæk Sørensen Signe B. Schmidt : 20152004

8. semester 2016 Pernille Lorange Juul : 20151970

Anslag: 174.274 Tanja Witt Petersen : 20131553

Louise Gade Ellekrog : 20151936

2

Abstract

This is a paper about social work, in a private organisation in Denmark, Projekt Locker Room,

with focus on homeless people, and their situation. Furthermore the paper involves a related

project from USA, The Chicago Youth Storage Initiative.

The paper has a hermeneutic starting point and the empirical data is collected using qualitative

methods, interviews and document analysis. In this study we mainly involve the following

theories; Mintzberg's organizational theory, Vibeke Lehmann Nielsen & Micheal Lipsky’s Street

Level Bureaucracy, Søren Juul & Peter Høilund’s Anerkendelse og dømmekraft, Preben Brandt

and Torben Pilely’s Posefolket, and Axel Honneth’s Recognition theory.

The theories are used to show and reflect on how the social work is developed and performed on

daily basis in the organisation Projekt UDENFOR.

This study shows that there are several terms and conditions that apply for how social work is

carried out in an organization like Projekt UDENFOR, and describes and analyses the

advantages and disadvantages of this type of social work,

3

Indledning .......................................................................................................................................................... 5

Problemfelt ........................................................................................................................................................ 7

Problemformulering ........................................................................................................................................ 12

Afgrænsning og begrebsafklaring .................................................................................................................... 13

Projekt Locker Rooms målgruppe ............................................................................................................... 13

Afgrænsning ................................................................................................................................................ 13

Begrebsafklaring .......................................................................................................................................... 13

Projektdesign ................................................................................................................................................... 15

Metodeafsnit ................................................................................................................................................... 16

Informantinterviewet .................................................................................................................................. 16

Fokusgruppeinterview ................................................................................................................................. 16

Observationer under og efter fokusgruppeinterviewet .............................................................................. 17

Præsentation af informanter ....................................................................................................................... 18

Transskriberingsmetode .............................................................................................................................. 19

Kodning ........................................................................................................................................................ 19

Dokumentanalyse ........................................................................................................................................ 19

Det delvist strukturerede interview ............................................................................................................ 20

Etiske refleksioner ....................................................................................................................................... 21

Casen som metode ...................................................................................................................................... 22

Videnskabsteori ............................................................................................................................................... 22

Videnskabsteoretisk erkendelsesinteresse ................................................................................................. 23

Ontologi ....................................................................................................................................................... 24

Epistemologi ................................................................................................................................................ 24

Abduktiv tilgang til feltet ............................................................................................................................. 25

Hermeneutisk tilgang .................................................................................................................................. 25

Kritisk teori .................................................................................................................................................. 26

Axel Honneth ............................................................................................................................................... 27

Det normative ideal ..................................................................................................................................... 28

Kritik af anvendt videnskabsteori ................................................................................................................ 28

Teori ................................................................................................................................................................. 29

Organisationsformer ................................................................................................................................... 29

Street Level Bureaucracy ............................................................................................................................. 30

4

Bottom up og Top down styring ................................................................................................................. 33

Hvad er godt socialt arbejde? ...................................................................................................................... 34

Axel Honneth ............................................................................................................................................... 39

Analyse strategi ............................................................................................................................................... 41

Analysedel 1 – Organisation ............................................................................................................................ 42

Mintzbergs Organisationsanalyse af Projekt UDENFOR .............................................................................. 42

Street Level Bureaucracy ............................................................................................................................. 44

Top down eller bottom up ........................................................................................................................... 48

Delkonklusion .............................................................................................................................................. 50

Analysedel 2 – Det gode sociale arbejde ......................................................................................................... 50

Delkonklusion .............................................................................................................................................. 55

Analyse del 3 – Anerkendelse .......................................................................................................................... 56

Delkonklusion .............................................................................................................................................. 62

Diskussion ........................................................................................................................................................ 62

Konklusion ....................................................................................................................................................... 73

Tre anbefalinger .......................................................................................................................................... 76

Litteraturliste ................................................................................................................................................... 78

Bøger ........................................................................................................................................................... 78

Artikler ......................................................................................................................................................... 80

Publikation ................................................................................................................................................... 81

Beretninger .................................................................................................................................................. 81

Web ............................................................................................................................................................. 81

Bilag 1: Interviewguide .................................................................................................................................... 84

Bilag 2: Samtykkeerklæring ............................................................................................................................. 86

5

Indledning

Det der drev vores erkendelsesinteresse i dette projekt har været at se på den professionelles

handlerum i det sociale arbejde. Organisatorisk har vi allerede et kendskab til den valgte

organisation, Projekt UDENFOR, da vi anvendte denne som empirisk grundlag for vores

foregående projekt. De har været yderst samarbejdsvillige og har også vægtet at vi måtte

bruge alt deres materiale og ønsker også at denne rapport efterfølgende offentliggøres og

bruges videre frem.

Projekt UDENFOR startede i 1996 som privat organisation og er i dag selvejende med

finansiering fra fonde samt via finansloven siden ca. 2005. ”Organisationen er etableret med

baggrund i en europæisk-humanistisk pligttradition for uegennyttigt og betingelsesløst at yde

hjælp til det enkelte menneske, der af den ene eller den anden grund ikke selv kan tage vare

på egne fornødenheder”( http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/idegrundlag/). De ser det som

deres opgave både at tage vare på de humanistiske værdier i samfundet for de allermest

udsatte samt sætte disse problematikker på den politiske dagsorden og skabe ny viden og

debat om hjælpen til disse mennesker. Dette gør Projekt UDENFOR via opsøgende

gadeplansarbejde, Den Mobile Café, Projekt Locker Room, Ungeprojekt mv. Endvidere er

deres opgave at sikre viden fra projekterne bredes ud både nationalt såvel som internationalt.

Deres tilgang har et stærkt altruistisk islæt og er for dem en fordring at medvirke til, at

påberåbe, hvis der sker krænkelser for udsatte borgere. De insisterer på dialogen og

relationen, og arbejder i høj grad på borgernes betingelser og tidsrammer og gør brug af

indfølingsevne og det, at turde gå ind i denne relation. Projekt UDENFOR er indstillet på, at

projekter afsluttes og videregives til andre instanser ved afslutning og deres opfattelse af deres

opgave er netop også, at skabe nye vinkler og afprøve andre tiltag i samarbejde med brugeren

(GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Det socialpolitiske felt er over de sidste år blevet præget af strategier om at ”Alle skal med”,

som der står i den forrige regerings 2020 plan. Dette gøres overvejende ved at gøre folk

uafhængige af velfærdsydelser og herre over eget liv. ”Antallet af hjemløse i Danmark

reduceres med mindst 25 procent. Det svarer til et niveau på højst 4000 personer”

(http://www.altinget.dk/artikel/her-er-regeringens-sociale-2020-maal) ”I Danmark sætter vi

6

en ære i at behandle de mest udsatte og sårbare mennesker med respekt og omsorg”.

(Regeringen, 2013: 1) De ønsker at lære af best practise og erfaringer fra praksis (Regeringen,

2013: 8). Det er regeringen der sætter rammen for det kommunale udførende sociale arbejde.

Disse betingelser skal Projekt UDENFOR som organisation også forholde sig til og et hul i

2020 planen er netop, at de hjemløse illegale migranter ikke er indbefattet af rettigheder og

mulighed for hjælp, hvis de ikke er registrerede og har et cpr.nr eller midlertidig

arbejdstilladelse.

De samfundsmæssige og socialpolitiske betingelser for det sociale arbejde

Vi finder det interessant at undersøge en privat organisation hvis opmærksomhed er rettet

mod de allermest udsatte. Netop da vi oplever, at den danske velfærdsmodel som en universel

velfærdsstat synes at ændre sig særligt i disse år, fra et sigte mod i høj grad at sikre borgerens

rettigheder som medborger. Her har den britiske sociolog T.H. Marshall beskrevet civile,

sociale og politiske rettigheder som et normativt ideal for det at være medborger (Hornemann

& Elm Larsen 2011: 37- 42, 171-181. Siim, 2011: 171-181). Altså rettigheder til, at have en

identitet, et råderum til autonomi økonomisk, socialt og politisk. Det står for os i stor kontrast

til de muligheder, brugerne af Projekt UDENFOR er i besiddelse af samt de hensigter, der

ligger i at have en universel velfærdsstat, som den danske. Det handler ikke længere kun om

at kompensere for funktionsnedsættelser for de, der havde behov herfor, men i stigende grad

et fokus på øgede krav om det selvansvarlige menneske, der mødes af systemet med øgede

krav om beskæftigelse og selvforsørgelse. Denne ændrede type af styring af sociale problemer

mod i højere grad at vurdere arbejdsparathed, kontrolinstanser ved manglende kravopfyldelse

udviser jo netop ikke respekt af medborgeren i mødet med de sociale politikkers udførelse i

praksis.

Dette er også interessant at se nærmere på, hvordan den professionelles handlerum således

udspiller sig i forhold til det spændingsfelt der kan være i mødet mellem de organisatoriske og

socialpolitiske rammer og borgeren. Hvad kan den professionelle i Projekt Locker Room

udsige om denne handlen og dennes mulighed for at udføre socialt arbejde på en

anerkendende måde, afhængigt af typen af organisationsramme? Det vores informanter vil

kunne sige om, hvad godt socialt arbejde er i deres regi, vil det kunne overføres og kunne

anbefales til andre områder eller hvad vil problemerne være i dette? Det vil vi gerne se

7

nærmere på og dette gør vi ved at dykke ned i et af Projekt UDENFORs ad hoc projekter,

Projekt Locker Room.

Problemfelt

Siden 2007 har der været hjemløsetællinger i uge 6 foretaget af Social forsknings Instituttet

(SFI). I 2015 blev tallet opgjort til 6138 optalte hjemløse i Danmark. (Benjaminsen &

Lauritzen, 2015: 46). Af disse var der 609 gadesovere på landsplan og 232 gadesovere i

København. (Benjaminsen & Lauritzen, 2015: 190). Det er netop de Københavnske

gadesovere der er målgruppen for Projekt Locker Room.

Projekt Locker room:

”Projektet har til formål, at dække et basalt behov for sikker opbevaring af ejendele for en

udsat gruppe af de hjemløse. Erfaringer fra gadeplansarbejdet viser, at de hjemløse, der

sover udendørs ofte mister deres ejendele”…”det skaber nogle uheldige situationer, hvor det

enkelte menneske mangler sine ejendele og skal bruge energi på at få det erstattet.”

(udenfor.dk/wp-content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf).

Målgruppen for Projekt Locker Room er hjemløse, der sover udendørs og er mest udsatte og i

risikogruppen for yderligere udstødelse. Der er tilknyttet en socialfaglig

gadeplansmedarbejder til projektet, herudover er der to øvrige gadeplansmedarbejdere fra

andre af Projekt UDENFORs projekter, der bruger Projekt Locker Room ad hoc, dette da

projektet skal fungere som en integreret del af gadeplansarbejdet. Tildelingen af et skab skal

fungere som et redskab i relationsarbejdet, på lige fod med mad eller tøj og derudover også

søge at skabe en relation med de hjemløse brugere (udenfor.dk/wp-

content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf). Mange af de brugere, der anvender Projekt

Locker Room har vist sig at være uregistrerede og illegale brugere, uden cpr.nr og faktiske

juridiske rettigheder her i landet: ”Størstedelen af brugerne er fra øst- og sydeuropa...Med

meget få undtagelser er alle brugerne af projektet de særlig sårbare hjemløse, der udover

hjemløshed, også har andre psykiske og sociale problemer.” (Kvartalsrapport, 2015c: 1).

Baggrunden for Projekt Locker Rooms opståen

8

For at lave en indsats for at nedbringe hjemløsheden i Danmark blev Hjemløsestrategien

etableret i 2009 som et treårigt projekt. Som en af efterveerne på Hjemløsestrategien fra

2009-2012 viste der sig et helt lavpraktisk hul i behovsdækningen af de mest udsatte

hjemløses opbevaring af deres ejendele. Som det at være en deltagende medborger med

muligheder for at udøve de rettigheder og pligter der følger heraf, har det vist sig afgørende,

at de hjemløse kan opbevare f.eks. deres pas, nem id, personlige ejendele mv. uden risiko for

at blive overfaldet og bestjålet ved overnatning i nattelivet. Tanken om at tilbyde opbevaring

til de hjemløse har i 2014 også været præsenteret af Dansk Design Center i samarbejde med

Københavns Kommune Socialforvaltningen. Samarbejdet skulle skabe retning for

kommunens indsats på socialområdet samt pege på konkrete indsatsområder for hjemløse og

misbrugere, med velfærdsteknologi som omdrejningspunkt (DCC, 2014: 2).

Projekt UDENFOR udformede i 2014 et projektdesign for at etablere opbevaringsskabe –

locker rooms – til de mest udsatte hjemløse i København. Udvælgelsen skulle ske via

gadeplansarbejdet og den viden, der allerede var opsamlet gennem Projekt UDENFORs

opsøgende arbejde. Herfra skulle gadeplansmedarbejderen visitere brugeren til, at få et skab

til sine ejendele. I august 2014 startede Projekt UDENFOR, ’Projekt Locker Room’, et to årig

projekt der er finansieret gennem en privat fond.

Idéen bag Projekt Locker Room blev til, da en gadeplansmedarbejder var i Budapest:

”… og på et tidspunkt var vi i Budapest og se på nogle forskellige ting. Blandt andet et

værested for ældre alkoholiserede hjemløse, som aldrig ville komme i rigtig bolig”..… ”så gik

jeg derind og så var der en masse bokse, så snakkede jeg med ham der havde det og ideen var

sådan set bare, at man skulle komme og aflevere sin boks, lægge sine ting i de her bokse”

(GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Projekt UDENFORs tilgang til deres arbejde med brugerne og hele deres organisatoriske

ramme for udførelsen af arbejdet afviger også fra andet socialt arbejde som f.eks. myndigheds

sagsbehandler eller socialarbejder på et bosted. Projekt UDENFOR har som profil af privat

organisations struktur sponsoreret af fonde samt af finansloven med en agenda at i fungere

som ændrings aktør for det sociale arbejde og lave projekt arbejde med nye metoder, der kan

afprøves og videregives til det offentlige systems forvaltninger videre arbejde. Der var stor

politisk bevågenhed på hjemløseområdet i vinter, måske i højere grad dette år, pga. den

9

stigende flygtningestrøm til landet. Dette skabte i endnu højere grad nødvendigheden af, hvad

der skal til for at alle har en bolig her i landet.

I Projekt Locker Room fokuseres der på mikrosituationer, hvor det handler om at forstå den

anden. Den enkeltes erfaringer betones og borgeren har sin egen magt til at vælge og brugeren

og den professionelle er i en proces sammen.

Der er en fast tilknyttet gadeplansmedarbejder der sidder i et lokale med 70 skabe i Projekt

Locker Room dette gør, at vi er blevet nysgerrige på, hvad det kan gøre ift. socialt arbejde,

trods de omkringliggende strukturer og politiske vinde. Dette har gjort at vi ønsker at

undersøge, hvad de professionelle gør sig af tanker om, hvad godt socialt arbejde er i Projekt

Locker Room og hvordan kan vi finde spor af det i den indhentede empiri vi har foretaget i


Hvad er det der sker i den relation, i det rum, med de skabe, der er godt socialt arbejde og

hvordan adskiller det sig fra andre typer af socialt arbejdes betingelser? Løser det et reelt

praktisk problem for den hjemløse eller skabes der noget tredje via dette møde, der kan

generere at der opstår en relation eller den hjemløse mødes anerkendende om ikke andet et

kort øjeblik?

Hjemløshedens historiske udvikling

For at forstå, hvordan hjemløse arbejdet er i dag vil vi sætte det i perspektiv ift. at se på

hjemløshed, som begreb over tid. Fra starten af 1800 tallet var der tale om voksne mænd, der

flyttede fra landet for at søge dagarbejde på fabrikkerne. Dette liv førte ofte til misbrug af

alkohol og øget kriminalitet. Der fandtes fattighjælp, men man mistede f.eks. sin stemmeret

hvis man modtog dette. Således var det som oftest et kirkeligt anliggende, at tilbyde noget

mad og lignende til byens hjemløse. I 1930’erne kom der den store økonomiske krise med

dertil førende arbejdsløshed, der førte til hjemløshed. Til forskel fra tidligere var det her mere

uforskyldt og ikke pga. druk og psykisk sygdom at man var hjemløs. Der skete altså en

holdningsændring og nogle steder som Mændenes Hjem fik også hæderlige bygninger til at

huse de hjemløse i slutningen af 1940’érne. I 1960érne kommer hjemløshed og sociale

problemer på finansloven og fokus er nu på resocialisering. Billedet af de hjemløse ændrer sig

videre i 1970érne hvor narkotika for alvor vinder indpas i gaderne og derfra og frem til i dag

er der et stigende antal hjemløse udlændinge i gadebilledet. Endeligt lukker de store

10

totalinstitutioner i slutningen af 1970érne og psykiatrien flytter ud af hospitalerne og ind på

bostederne i slutningen af 1980érne. Behovet for indsatsen bliver mere kompleks og der

opstår frivillige private organisationer som Projekt UDENFOR brugernes egen

interesseorganisation SAND i 1990érne og Hus Forbi har i år været solgt i 20 år med stor

succes. Således er de hjemløse på en anden måde blevet synlige på den positive måde, som en

der bidrager til egen indtægt ved at sælge blade. Forståelsen for at hjemløse som andre

mennesker har forskellige behov og indsatsen må øges ses i 00érne og med

Hjemløsestrategien i 2009. Mange tiltag får fondsmidler til at forsøge med nye tiltag for at

afhjælpe hjemløsheden, der siden registreringerne startede hvert andet år i

2007(Maendeneshjem.dk/historie). Så styringen af hjemløshed som socialt problem er i dag

båret af socialfaglige teorier og i mindre grad af det altruistiske. Dog ses dette ideal stadig hos

Projekt Locker Room, der placerer socialarbejderen midt mellem borgeren som ressource i

eget liv og det omkringliggende samfunds normer og styringspardigmer. Disse har ligesom

begrebet hjemløshed ændret sig over tid (Maendeneshjem.dk/historie).

Overvejelser om rapportens mulige fund:

Vi forventer ikke at det gode sociale arbejde kan sættes på formel. Men den valgte

organisation og empiri har naturligvis betydning for den teoretiske linse, vi anvender til at

anskue det sociale arbejde ud fra forskellige teoretiske vinkler og hvad Projekt Locker Room

forsøger at gøre med deres sociale arbejde. Projekt UDENFOR er en organisation, som går

ind og fungerer som stemme for de udsatte borgere og arbejder med, at sikre alle deres

grundlæggende rettigheder som borger – og på den måde anerkender dem som medborgere og

som aktiv aktør, i relationen med den professionelle. Vi vil dog gerne notere, at vi har

opmærksomhed på, at netop denne meget udsatte gruppe af hjemløse, har meget basale behov

der skal dækkes og at de ikke bliver mindre hjemløse af, at have et skab i en periode eller

mindre sultne elle psykisk syge af, at blive anerkendt og set som ligeværdige i relationen.

Endvidere blev vi inspireret af hvad der påvirker det sociale arbejde og de organisatoriske

betingelser for, hvordan dette udføres. Her vil vi se på Projekt Locker Rooms frontlinje vha.

Street Level Bureaucracy (herefter SLB) tilgangen, ift. at frontlinjemedarbejderen her netop er

et bindeled mellem flere aktører, både brugeren, omgivelserne og systemet. Det kan også

være en af forklaringerne på, hvorfor det er så vanskeligt at indkredse, hvad godt socialt

11

arbejde er, da det foregår på betingelser i et spændingsfelt mellem samfundets politikker og

styringsmekanismer og ideologien med, at borgeren er i centrum og selv skal sætte ord og

handling over eget liv.

Med inspiration fra Axel Honneths anerkendelsesbegreb ønsker vi at nærme os et normativt

syn på det sociale arbejde, med forståelse for, at dette er afgrænset til denne konkrete

empiriske undersøgelse. I dette projekt vil vi have et konfliktteoretisk blik på de neoliberale

ideologier, der har været fremherskende de seneste år. Her tænkes på, hvordan man som

individ har et ansvar for eget liv og selvforsørgelse kontra de samfundsstrukturer og

patologier, der skaber fejludvikling, som det fremgår af Peter Høilund & Søren Juuls bog

’Anerkendelse og dømmekraft’.

Øvelsen for både Projekt Locker Room og for os i denne rapport, handler om, at udforske det

normative ideal for hvordan socialt arbejde BØR udføres og også hvordan de faktisk GØR

konkret i Projekt Locker Room. Dette skaber ikke generaliserbarhed i forhold til, hvordan

man sætter socialt arbejde på formel, men det er tanken, at det kan øge validiteten i forhold til

netop dette nedslag her, i højere grad end vi forventer, at kunne have en høj grad af

overførbarhed til det sociale arbejde med en bred pensel. En mindre pensel er dog interessant

at kigge på ift. Projekt Locker Rooms overførbarhed.

Vi har i denne rapport valgt, at inddrage et tilsvarende projekt fra USA: ”The Chicago Youth

Storage Initiative”, i vores diskussion. Projektet fandt vi via søgning i videnskabelige

databaser, bl.a. Google Scholar. The Chicago Youth Storage Initiative, søger at forbedre livet

for hjemløse LGBT (homo-, bi- og transseksuelle), i form af fysiske opbevarings muligheder.

The Chicago Youth Storage Initiative råder over 67 skabe og blev opstartet i 2014. The

Chicago Youth Storage Initiative er understøttet at fondsmidler fra ”The Piece Family

Foundation”(www.piercefamilyfoundation.org). Projektets ramme er meget lig den ramme,

vi ser i Projekt Locker Room. Målgruppen er derimod meget forskellig, men begge er stærkt

udsatte hjemløse mennesker. Målet for begge projekter er det samme; de ønsker at videreføre

projekterne og at de kan skabe et vidensgrundlag for andre organisationer og tiltag.

Manageren udtaler i et interview; “The hope is that the program becomes a model for other

cities.” (www.windycitymediagroup.com).

http://www.piercefamilyfoundation.org/

12

At lave et nedslag i Projekt Locker Room som ekstrem case i forhold til, at der ikke findes

andre erfaringer med lignende projekter i Danmark, der dækker på samme vis som dette

projekt (Slutevaluering, 2016: 4), og derved se på, hvilke betingelser det organisatoriske i

Projekt UDENFOR skaber for, at udfolde det sociale arbejde og dets dømmekraft og skøn,

som i høj grad er dominerende i det professionelle arbejde.

Konkret har Projekt UDENFOR ved deres overordnede leder og stifter overlæge Preben

Brandt allerede i slutningen af 1990érne lavet en bog, ud fra et treårigt projekt, der beskriver

nogle praksis metoder som deres ideal for hvordan deres sociale arbejde skal udføres. Disse

tager vi afsæt i og er beskrevet i ”Posefolket’. Dette projekt havde indsatsen rettet mod de

allermest udsatte borgere:

”…en lille, men særlig synlig gruppe af hjemløse mennesker, der alle er præget af at have en

psykotisk lidelse, af ikke at have noget misbrug af betydning, af at de lever på gaden døgnet

og året rundt og af som regel at medbringe alle deres ejendele i poser, tasker, indkøbs- eller

barnevogne.” (Pilely & Brandt, 1998:13).

Vi har på denne baggrund valgt at udforme følgende problemformulering.

Problemformulering

Arbejdsspørgsmål:

Hvilken betydning har organisationsstrukturen for implementeringen af det sociale arbejde?

Hvad er godt socialt arbejde i følge Projekt Locker Room?

Hvordan kommer Honneths anerkendelsesbegreb til udtryk i Projekt Locker Rooms arbejde

med brugerne?

13

Afgrænsning og begrebsafklaring

Projekt Locker Rooms målgruppe

”Målgruppen for projektet er hjemløse, der sover ude, og derfor er særligt sårbare og har

brug for et sikkert opbevaringssted og en socialfaglig indsats. I projektet bliver der ikke skelet

til nationalitet og man vil til enhver tid søge at nå de hjemløse, der er mest udsatte og i

risikogruppe for ydereligere udstødelse” (http://udenfor.dk/wp-

content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf).

Derudover ved vi fra vores informantinterview, at der næsten ingen danske brugere er af

tilbuddet og at der ca. er plads til 40 personer (da de fleste har mere en et skab), heraf er der

ca. tre kvinder. Alderen ligger imellem 35 til 60 år.

Udover at man skal være hjemløs gadesover og ikke kunne fungere i de tilbud, som er i form

af herberger og natcafeer, har de typisk også problemer med misbrug og/eller psykiske

lidelser. Til slut skal det gavne ens situation at komme i Locker Room projektet (GM1,

København, informantinterview 18/3 16).

Afgrænsning

Helt overordnet i rapporten har vi valgt at have et fokus rettet på det gode sociale arbejde,

gennemgåede er perspektivet på dette set ud fra den professionelles vinkel. Da Projekt

UDENFOR gerne vil skærme deres brugere, har vi ikke haft adgang til brugerne. Derfor er deres

syn og betragtninger ikke repræsenteret i rapporten. Derudover har vi også haft en

opmærksomhed rettet mod, at det sociale arbejde altid befinder sig i en kontekst, hvor det her i

høj grad er placeret i en organisatorisk ramme.

Begrebsafklaring

Vi anvender i rapporten er række begreber som vi her vil præcisere:

Anerkendelse; Når vi i rapporten bruger begrebet anerkendelse refererer vi i

udgangspunktet til Honneth forståelse af dette, med mindre andet er angivet

14

Borgere; Når vi i rapporten skriver borger refererer vi til brugere af div. tilbud rettet

mod (hjemløse), men som ikke nødvendigvis er brugere af Projekt UDENFOR

Brugere; Når vi i rapporten skriver bruger refererer vi til Projekt UDENFORs brugere,

herunder også Projekt Locker Rooms brugere som de er specificeret i

målgruppebeskrivelsen.

Professionelle; Her menes de aktuelle medarbejdere i Projekt Locker Room, samt

generelt fagligt personale som arbejder med målgruppen enten i kommunalt eller privat

regi og som er i direkte kontakt med brugeren.

Hjemløse; Når vi i rapporten skriver hjemløse, er det ud fra følgende definitition:

o ”Personer der bor på gaden, samt personer, som ikke disponerer over egen

(ejet eller lejet) bolig eller værelse, men som er henvist til midlertidige bo

alternativer, eller som bor midlertidigt og uden kontrakt hos familie, venner

eller bekendte. Som hjemløse regnes også personer uden et opholdssted den

kommende nat.” (Benjaminsen & Lauritzen 2013: 19).

15

Projektdesign

16

Metodeafsnit

Vi vil i dette metodeafsnittet beskrive de forskellige metoder vi har brugt til at indsamle vores

empiri, hvordan vi har gjort det, samt særlige etiske refleksioner i forhold til vores empiri og

hvordan vi bruger den.

Informantinterviewet

Vi startede vores empiri indsamling med et informantinterview med leder af Projekt Locker

Room. Informantinterviewet er nyttigt i starten af et projekt, da man kan være usikker på

hvilke spørgsmål man skal stille, for at få bedst mulige empiri senere hen (Andersen, 2008:

168). Informantinterviewet er kendetegnet ved at informanten har førstehåndskendskab til

feltet, og kan ses som en erstatningsobservatør (Andersen, 2008: 168). Interviewformen var

ustruktureret og eksplorativt, og havde kun en temaramme (Andersen, 2008: 168). Interviewet

blev brugt til at danne ramme for resten af vores empiriindsamling. Alle gruppens deltagere

var med til interviewet, så vi alle bedst muligt få kendskab til feltet, samt se de fysiske

omgivelser projektet befinder sig i.

Fokusgruppeinterview

Kendetegne ved et fokusgruppeinterview, fandt vi brugbare til at skabe vores empiri. Efter

vores informantinterview med projektlederen og gadeplansmedarbejder i projektet, erfarede vi

at, der var mange usagte ting, som skabene var medskabende til i relationen mellem

gadeplansmedarbejderen og brugerne. Vi håbede at disse usagte ting ville dukke op i

fokusgruppeinterviewet med de tre gadeplansmedarbejdere.

Vi arrangerede derfor et fokusgruppeinterview, med tre gadeplansmedarbejdere fra Projekt

UDENFOR, herunder projektlederen, som også er i projektet på daglig basis. Samt to andre

medarbejdere, som har en mere sporadisk tilknytning til projektet, da de ikke opholder sig der,

men er med til at visitere hjemløse til skabene, samt lukker folk ind efter aftale uden for

åbningstiden. Derudover var det den ene medarbejder, som i sin tid fik ideen til Projekt

17

Locker Room. Ved at have alle tre gadeplansmedarbejdere med, fik vi fuldt vidensgrundlag

om projektet.

Som udgangspunkt besluttede vi i vores projektgruppe, at to gruppemedlemmer skulle deltage

i interviewet, da det ellers kunne virke overvældende, når selve interviewet indeholdt tre

gadeplansmedarbejdere tilknyttet Projekt Locker Room. Interviewet blev afholdt i Projekt

Locker Rooms lokaler i en afslappet atmosfære. Lokalet var under interviewet lukket for

brugere.

Fokusgruppeinterview vandt indpas på det sociologiske felt omkring 80’erne og beskrives

ved: ”fokusgrupper kan således forstås som en forskningsmetode, hvor data produceres

igennem gruppeinteraktionen omkring et emne som forskeren har bestemt. Det er altså

kombinationen af gruppeinteraktionen og forsker bestemt emnefokus som fokusgruppens

kendetegn” (Halkier, 2002: 11-12).

Fokusgrupper kan bruges til at få personernes holdninger, beretninger, forforståelse frem i

gruppeinteraktionen, samt der sker en form forhandling og fortolkning i gruppen, dette fører

til den data vi vil bruge som empiri i rapporten (Halkier, 2002: 12-13). En anden fordel ved

dette interview at den virker mere kontrollerende overfor usande tilsagn i forhold til andre

interviewformer (Andersen, 2008: 169). Metoden er ikke egnet til hvis der er et

afhængighedsforhold mellem de interviewet, fx chef over for medarbejdere (Andersen, 2008:

170), derfor var det en fordel for os, at medarbejderne var ligeværdige.

Inden interviewets start, havde vi udformet en interviewguide (bilag 1), med tre overordnet

spørgsmål/temaer, som vi gerne ville have udfoldet under interviewet. Få spørgsmål og lille

indblanding fra moderators side, er et af kendetegnende ved denne interviewform. Dog er det

moderatorens opgave, at man holder sig inden for spørgsmålsrammen (Andersen, 2008: 169).

Observationer under og efter fokusgruppeinterviewet

Som tidligere nævnt deltog tre gadeplansmedarbejdere i Projekt UDENFOR, med tilknytning

til Projekt Locker Room i interviewet. Projekt UDENFOR vægter deres informationsdeling

og vidensdeling meget højt og vi observerede derfor, at de tre deltagende

gadeplansmedarbejdere virkede meget vante med at svare på spørgsmål i denne type kontekst.

18

Observationer under interviewet

Under selve interviewet var to ud af tre medarbejdere meget på banen i modsætning til den

sidste medarbejder som ikke havde så meget at tilføje yderligere. Vi observerede, at der er

forskel på hvor meget og hvordan de bruger rummet. En informant talte mere end de to

øvrige.

Observationer efter interviewet

Så snart mikrofonen blev slukket, rettede informanterne straks deres opmærksomhed mod

deres brugere igen. Der havde samlet sig en del brugere uden for døren, som straks blev

lukket ind da interviewet sluttede. Dette da vi brugte mange af deres ressourcer i og med at vi

interviewede tre på en gang, hvilket også er årsagen til at interviewet blev afholdt på en time,

efter deres ønske.

Præsentation af informanter

Informanterne er anonymiseret og er tildelt følgende navne;

Gadeplansmedarbejder 1 kaldes herefter GM1. Er uddannet socialrådgiver, ansat i Projekt

UDENFOR som gadeplansmedarbejder og projektleder af Projekt Locker Room.

Gadeplansmedarbejder 2 kaldes herefter GM2. Er udannet pædagog, ansat i Projekt

UDENFOR, som gadeplansmedarbejder. Er særligt tilknyttet til Den Mobile Cafe (en bil som

kører ud med mad til de hjemløse).

Gadeplansmedarbejder 3 kaldes herefter GM3. Er uddannet pædagog, har været ansat hos

Projekt UDENFOR i 10 år som gadeplansmedarbejder. De sidste 6 år, med særligt fokus på

de udenlandske hjemløse. GM3 sidder i FEANTSA1 og fik bl.a. herigennem ideen til Locker

Room projektet.

1 European Federation of National Organisations Working with the Homeless (FEANTSA)

19

Transskriberingsmetode

Fokusgruppeinterview og det delvist strukturerede interview er foretaget med lydoptagelse og

efterfølgende transskriberet med følgende struktur. Valget af metode til transskribering, er

faldet på en metode hvor alt det sagte er nedskrevet i flydende format. Informantinterviewet

udfærdiget som feltnoter.

Steinar Kvale beskriver to metoder til transskribering af interviews: én metode hvorved

indholdet i interviewet transskriberes ordret, og skrives som talesprog, med (Kvale, 1997:

129) tøven, ufærdige sætninger, tænkepauser etc., og en anden metode, hvorved indholdet i

højere grad skrives med skriftsprog, med mere sammenhængende og læservenlig tekst. Vi har

valgt at benytte den sidstnævnte metode, men har så vidt muligt fremstillet teksten som det

sagte i interviewet. Vi har valgt at fjerne bandeord, da dette er irrelevant.

Moderatorer som er repræsenteret af to fra vores fem mands projektgruppe er repræsenteret

med deres rigtige navne. Alle navne, er i transskriberingen markeret med fed så der er muligt

at skelne mellem de svar og spørgsmål, der er fra de forskellige informanter og moderatorer.

Præsentationen af de forskellige medarbejdere som foregår allerførst i interviewet er udeladt

på grund af anonymiteten. Alle deltagende informanter har skrevet under på en

samtykkeerklæring, og er gjort opmærksom på, at sporingsgraden er høj, da projektet er det

eneste af sin slags (bilag 2).

Kodning

Efter transskriberingen af fokusgruppeinterviewet har vi kodet det med henblik på, at det

senere skal indgå i en analyse. Vi har meningsfortolket og udvalgt citater som er relevante for

vores arbejdsspørgsmål hvori interviewet vil blive inddraget. Overordnet har vi haft vores blik

rettet ud fra rapportens teoretiske ramme, for derved senere at kunne sætte vores

analyseresultater ind i en diskussion (Kvale & Brinkmann, 2015: 268-272).

Dokumentanalyse

Vi har valgt at benytte metoden dokumentanalyse, som supplement til vores anden empiri. Vi

har af Projekt Locker Room fået adgang til deres fire kvartalsrapporter,

20

opbevaringsbetingelserne, samt slutevalueringen. Disse dokumenter betragtes som primære

dokumenter, da vi har fået dem direkte fra den ansvarlige ”aktør”/forfatter (Lynggaard, 2010:

137). Dokumenterne som vi benytter til analysen er ikke offentliggjort fra Projekt

UDENFOR’s side endnu. Vi har fået tilladelse til at benytte alt materiale i vores rapport.

Vi har været opmærksomme på, at gå kildekritisk til værks, da de fleste dokumenter er præget

af deres ophavsmand, da forfattere er påvirket af deres historiske og kulturelle ramme.

(Duedahl & Jacobsen, 2010: 32).

” Derfor er det vigtigt at holde øje med de interesser, en forfatter har, og de kategorier

forfatteren anvender, ligesom det er væsentlig for den, der anvender dokumenterne at sørge

ind til, hvorfor forfatteren har valgt netop den pågældende problemstilling og har sorteret og

sammensat sine kilder på netop den måde i en ofte uendelig mængde af mulige kilder,

kombinationsmuligheder og fortolkningsmåder” (Duedahl & Jacobsen, 2010: 34).

Indenfor dokumentanalyse er der flere analysestrategier. Vi vil benytte os af tekst- og

indholdsanalyse. En sådan analyse handler ikke kun om, at gengive tekstens indhold, men

også at finde budskaber, argumenter og nøglebegreber i teksten (Duedahl & Jacobsen, 2010:

80).

Det delvist strukturerede interview

Denne interviewform er kendetegnet ved at vi ofte har en teoretisk og praktisk viden om feltet

(Andersen, 2008: 169). Hvilket stemmer overens med det var vores sidste empiriindsamling

og vi allerede havde data om projektet igennem diverse dokumenter fra Projekt UDENFOR,

samt informantinterviewet og fokusgruppeinterviewet. Vi lavede dette interview med

manageren fra The Chicago Youth Storage Initiative, for at få mere viden om hvordan

skabene som udgangspunkt er medvirkende til, at udføre godt socialt arbejde, og muligheden

for at kunne lave en diskussion senere i rapporten. Til dette interview, har vi også udarbejdet

en interviewguide, hvor ligheden er stor med den vi brugte til fokusgruppeinterviewet. Brugen

af interviewguiden sker ikke slavisk og der er plads til nye åbninger i interviewet, men er god

hjælp til, at huske, hvilke emner man skal berøre igennem interviewet (Andersen, 2008: 69).

Interviewet blev udført over Skype, da projektet er beliggende i Chicago, USA. Interviewet er

optaget som lydfil og er efterfølgende blevet transskriberet.

21

Etiske refleksioner

I rapportens start havde vi forhåbninger om, at lave empiri med målgruppen for Projekt

Locker Room, og høre dem om, hvad skabet betød for deres livskvalitet. Dette kunne dog

ikke lade sig gøre, jf. Projekt UDENFORs egen etik om, at skærme deres brugere. Kvale og

Brinkmann beskriver etiske spørgsmål i syv forskningsfaser. Bl.a. skriver de under fasen

interviewsituationen: ” der skal tages hensyn til interviewsamspillets personlige konsekvenser

for interviewpersonerne, for eksempel stress under interviewet og ændringer i

livsopfattelsen” (Kvale & Brinkmann, 2015: 107). Derudover er det forskerens etiske ansvar

at den data man producerer er så verificeret som muligt (Kvale & Brinkmann, 2015: 107),

hvilket kan være svært med netop denne sårbare målgruppe

I forhold til interviewene er der en del etiske refleksioner. Inden alle interviews er der givet

informeret samtykke i form af et mundtlig oplæg omhandlende rapportens overordnede

rammer og derudover er på forhånd sendt en samtykkeerklæring til informanterne, så de også

kunne se det på skrift, og havde tid til at tænke sig om inden. Til slut blev

samtykkeerklæringen underskrevet, dog kan deltagerne til en hver tid trække sin deltagelse

tilbage (Kvale & Brinkmann, 2015: 116). Vi har i vores samtykkeerklæring gjort

informanterne hos Projekt UDENFOR opmærksomme på, at der er høj sporbarhed, da det er

et lille projekt og Projekt UDENFOR er en kendt organisation, med få medarbejdere. Da det

er vigtigt for Projekt UDENFOR, at vidensdele i mange tilfælde (herunder til uddannelser,

professionelle og medier), har de været utrolig åbne i forhold til at få information.

Gadeplansmedarbejderene i Projekt Locker Room, betragtede ikke den høje sporbarhed som

en hæmsko. Som tidligere beskrevet er gadeplansmedarbejderene vante med interview

situationer og lign. de ser dermed ikke den høje sporbarhed som en problematik, nærmere

som en fordel og ønsker rapporten publicereret på deres hjemmeside Vi har dog valgt at

anonymisere alle personer, der optræder i denne rapport.

Vi skal som forskere vurderer de konsekvenser der er for, når opgaven bliver publiceret.

Konsekvenserne for at skade nogle af medarbejderne og deres arbejde skal være lig nul, hvis

projektet skal offentliggøres (Kvale & Brinkmann, 2015: 118). Vi har lavet en aftale med

Projekt Locker Room om, at de får adgang til rapporten, og kan bruge denne, som de finder

hensigtsmæssigt.

22

Casen som metode

I forhold til vores valg af casen Projekt Locker Room og parallel casen fra The Chicago Youth

Storage Initiative, har vi ladet os inspirere af Bent Flyvbjergs tekst om casestudier. En

misforståelse er f.eks. at teoretisk viden er mere værd end praktisk viden og at man ikke kan

generalisere fra enkelttilstand og ikke bidrage til udvikling via casestudiet. Flyvbjerg mener

netop at vel udførte cases har gennemslagskraft til især kontekstafhængig viden og hypoteser.

Flyvbjerg skriver, at ”kun gennem erfaring med enkeltstudier kan man bevæge sig fra enkelt til

ekspert viden”. Kritikken i casestudier går på, at cases er uden kontrol videnskabeligt set og

ikke kan sige noget normativt. Omvendt - at viden ikke kan generaliseres betyder det så, at det

ikke kan videns- akkumulere på et socialt felt? For at øge generaliserbarheden i casen har vi

valgt en strategisk udvælgelse af en ekstrem case, der i følge Flyvbjerg, vil kunne øge validiteten

netop i forhold til at opnå dybde og ikke bredde i forhold til hvad skabene kan gøre i det gode

sociale arbejde. Vi anvender casen i forhold til netop at kunne falsificere vores teser mere end

verificere, da casen tvinger os til at justere vores antagelser af vores hypoteser. I forhold til at

casen skulle virke til at verificere vores arbejdsspørgsmål er mindre sandsynligt, da vi netop ved

at påvirke casen skaber bias som forskere i forhold til, at casen kan bekræfte de forforståelser vi

kunne have inden rapportens udarbejdelse (Flyvbjerg, 2015: 497-521).

Dette var årsagen til at vi valgte casestudiet, da det er en ekstrem case og der kan være et

videnshul ift. hvordan det sociale arbejde er/bør være inden for dette felt. Netop for at arbejde i

dybden zoomer vi ind på Projekt Locker Room og The Chicago Youth Storage Initiative, hvilket

ifg. Flyvbjerg, vil kunne øge validiteten på denne rapport og denne konkrete case.

Videnskabsteori

Her kortlægges vores videnskabsteoretiske forløb, med en gennemgang af den anvendte

videnskabsteoretiske retning – kritisk teori – og dets anvendelse i rapporten, samt vores

videnskabsteoretiske erkendelsesinteresse. Endvidere vil vi kort kritisere den inddragede

videnskabsteori.

23

Videnskabsteoretisk erkendelsesinteresse

Efter valget af Projekt UDENFORs ad hoc projekt, Projekt Locker Room, tog vi på et

eksplorativt første besøg. På dette tidlige tidspunkt, blev vi umiddelbart optaget af skabet,

som et redskab i det sociale arbejde, en stærk aktør, som vi havde en tese om, at de

professionelle endnu ikke havde set styrken af. Projekt UDENFOR har som organisation, den

holdning, til dokumentation og formidling, at:

”generelt har vi et mål om, at vores organisation skal være åben og inkluderende. Derfor

forsøger vi, så vidt det er muligt, at holde døren åben for alle interesserede lige fra

journalister og studerende, der ønsker interviews om hjemløshed og udstødelse, til

privatpersoner, organisationer og samarbejdspartnere, der efterspørger et indblik i Projekt

UDENFOR.” (http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/idegrundlag/).

På baggrund af de mange henvendelser Projekt UDENFOR får, qua deres åbenhed, lader de

som beskrevet, sig gerne selv interviewe, men skærmer deres brugere. Efter det eksplorative

besøg hos Projekt Locker Room, var vi optaget af hvordan Projekt Locker Room, med en

enkelt primært tilknyttet gadeplansmedarbejder, tilsyneladende var i stand til at lave godt

socialt arbejde, for de hjemløse. Anerkendelse, tillid og ærlighed synes ved første besøg, at

gennemsyre kulturen og holdningen til hvad det gode sociale arbejde er i Projekt Locker

Room, set ud fra de professionelles perspektiv. Hermed blev interessen for Axel Honneth og

hans normative anerkendelsesideal og denne kritisk teoretiske tilgang til spørgsmålet om

”hvordan det gode sociale arbejde udmønter sig”.

Vores erkendelsesinteresse er emancipatorisk og eksplorativ. Emancipatorisk i den forstand,

at se nærmere på, hvordan gadeplansmedarbejderen hos Projekt Locker Room reflekterer

over, hvordan deres tilgang til deres arbejde, med de hjemløse brugere, giver brugeren et

mandat og et frigørende element. Eksplorativt i den forstand at vi ønsker ud fra kritisk

teoretisk ståsted at forsøge at undersøge, hvordan det sociale arbejde italesættes konkret i

Projekt Locker Room og hvilke spor, vi kan finde af metoder i godt socialt arbejde. I forhold

til den viden og videns erkendelse, som vi kan få via rapporten, bliver vores indledende

antagelser centrale, da de skaber fundamentet for rapportens problemstillinger. (Juul &

Pedersen, 2012: 110, 137)

24

Ontologi

Det er videnskabsteoriens opgave i den kritiske teori, at blotlægge og eventuelt kritisere

fakticiteten, af det gode sociale arbejde i Projekt Locker Room, set i lyset af Honneths

anerkendelsesideal. Vi vil her vise virkeligheden, som den er i Projekt Locker Room, og

dermed se, om den strider mod det normative ideal om, hvordan det burde være (Juul &

Pedersen, 2012: 410). Der er altså her i høj grad tale om en fortolkningsopgave af Projekt

Locker Room, hvor det kritiske perspektiv fungerer som den normative standard for vores

kritiske analyser set i lyset af Honneths anerkendelsesideal. (Juul & Pedersen, 2012: 410).

Det ontologiske spørgsmål vedrører overordnet set antagelser om virkeligheden og dens

beskaffenhed om det værende, om tingenes væsen (Juul & Pedersen, 2012: 14). Vi ønsker den

type viden, der eksisterer mellem bruger og den professionelle, da vi ønsker viden om det

gode sociale arbejde i Projekt Locker Room.

Den kritisk teoretiske ontologi sætter ikke spørgsmålstegn ved, at der er en virkelighed

’derude’, da ontologien her er realistisk og opererer med en faktisk eksisterende verden, men

det er imidlertid umuligt at erkende sandheden om den. Vi vil ud fra idealet om anerkendelse,

stille os kritisk over for det sociale arbejde i Projekt Locker Room, og de

anerkendelsesmuligheder, der er i relationen mellem gadeplansmedarbejderen og brugeren i

forhold til det gode sociale arbejde. De udtalelser vi vil frembringe i empirien er ikke i sig

selv den objektive reelle virkelighedsstatus, men kan sige noget om betingelserne for den

gadeplansmedarbejder i det sociale arbejde med hjemløse i Projekt Locker Room.

Epistemologi

Det epistemologiske spørgsmål vedrører overordnet set antagelser om erkendelsens væsen,

hvad viden er, hvad vi kan opnå viden om, og hvordan man bør gå frem i videnskaben for at

opnå viden. Vi har her søgt, at finde ud af, hvordan vi kan finde den viden vi søger omkring

det gode sociale arbejde i Projekt Locker Room. Kritisk teoris epistemologiske udgangspunkt

er, at samfundsvidenskaben har et frigørende sigte. Den skal ikke blot beskrive og forklare

samfundet, men ønsker også at forandre samfundet (Juul & Pedersen, 2012: 14).

Vi forestiller os at kunne erhverve os en vis erkendelse, så er det med forbehold for, at

erkendelsen i denne rapport gøres på baggrund af et teoretisk grundlag og det empirisk

materiale vi har fundet i Projekt Locker Room og The Chicago Youth Storage Initiative. Vi

25

mener alligevel, at kunne komme til en erkendelse af viden om anerkendelsesforholdene

inden for socialt arbejde.

Abduktiv tilgang til feltet

Mødet med feltet er allerede en abduktiv proces ift. at vi startede med at gå åbent til Projekt

Locker Room med en sund nysgerrighed på, hvad de kunne. Dernæst fandt vi et teoretisk

afsæt til at møde feltet igen ved et fokusgruppeinterview. Den videre analytiske proces vil

fortsætte med abduktivt at arbejde mod nye erkendelser i spændingsfeltet mellem det

teoretiske udgangspunkt som fortolkningsramme og tilbage til at forstå empirien bedre ud fra

det teoretiske og omvendt. Denne tilgang anvendes, da vi erkender, at selvom vi går efter et

normativt ideal ift. det sociale arbejde og gadeplansmedarbejderenes beskrivelser af dette som

aktør i feltet. Der findes ikke ét svar på hvad socialt arbejde er, men vi finder måske snarere et

”hvordan det bør være” i netop denne kontekst i Projekt Locker Room.

Hermeneutisk tilgang

Vores forforståelse (de meninger, vi havde dannet os på forhånd) og interesse for

problemstillingen tager primært udgangspunkt i, at vi har en forforståelse om, at det er

vanskeligt at indkredse, hvordan det sociale arbejde konkret udspiller sig og vi forestiller os

endvidere, at det i høj grad vil afhænge af den kontekst det sociale arbejde befinder sig i. For

os har det været vigtigt at være opmærksomme på denne forforståelse, når vi lavede vores

empiri. Samtidig mener vi ikke, at det er muligt helt at sætte denne forforståelse i parentes.

Den har påvirket vores valg af og optik på projektets fokus og udformning.

Vi gør derved brug af en hermeneutisk tilgang til i forhold til, at fortolke og forstå det

empiriske materiale og problemstilling. Vi gør som skrevet brug af den abduktive tilgang ift.

at opnå ”en slutning til bedste forklaring” (Hviid Jacobsen et al, 2015: 86). Herved arbejder vi

med den cirkulære vekselvirkning den hermeneutiske cirkel består af ift. at se på helheden for

at forstå enkeltdelene og omvendt, se på delene for at forstå helheden. Vores

forståelseshorisont er åben og påvirkes altså i interaktion med de nye erkendelser vi gør os

gennem projektets forløb i vores stræben efter at opnå horisontsammensmeltning. Det handler

om at opnå en forståelse, der stemmer overens med intentionen bag udsagnet hos vores

informanter og derved komme nærmere deres sandhed via dialogen og forståelsen.

26

Efterfølgende får informanterne i Projekt Locker Room og The Chicago Youth Storage

Initiative også projektet og vi vil påtage os at mediere en kontaktmulighed mellem projektet i

The Chicago Youth Storage Initiative og Projekt Locker Room i forhold til yderligere

horisontsammensmeltning og mulighed for at udvikle arbejdet videre frem ud fra nye

perspektiver.

Vi ønsker at teste vores forforståelser og medtage dem i vores teoretiske tilgang og gøre dem

til skue ift. at opnå ny erkendelse. (Søren Juul i Juul & Pedersen, 2012: 145). I den kritiske

hermeneutik er der netop en afhængighed mellem det normative kritiske ideal og den sociale

virkelighed.

Kritisk teori

Der er mange forskellige opfattelser af, hvad videnskabelig viden er og bør være, og også

deraf hvordan den bedst frembringes. Derfor hører det med til vores videnskabelige arbejde,

at eksplicere den kritiske teori som videnskabsteoretisk orientering, som denne rapport tager

afsæt i. Vi bekender os ikke til denne retning en gang for alle, men vores refleksioner over,

den fortolkningsviden vi ønsker frembragt, samt at vi ønsker at anvende Axel Honneths teori

om anerkendelse, afføder et automatisk tilvalg af den kritisk teoretiske videnskab, som

Honneth er repræsentant for.

Kritisk teori startede som en kritik af den traditionelle positivistiske videnskabstradition.

Kritikken gik på at de samfundsmæssige og historiske kontekstuelle forhold ikke medtænkes.

Endvidere ønskede kritisk teoretikere at tage del i en kamp for et samfund med frigjorte

undertrykte borgere grundet de stigende materielle betingelser i samfundet. Her er der visse

magtforhold der står i vejen for menneskets udvikling. Kritisk teori vil udover, at være en

sand videnskab ift. det politiske, juridiske, psykologiske niveau, også at påvise de sociale

patologier der forefindes i samfundet, der hindre et retfærdigt samfund (Hviid Jacobsen et al,

2015: 273). Kritisk teori vægter, at kritikken må forankres i et begrundet normativt ideal,

dette i forhold til at skabe en sand viden om feltet. Kritisk teori lægger sig tæt op ad kritisk

realisme i forhold til at de er enige om, at virkeligheden objektivt er derude og at videnskaben

er til for at kritisere den og teste den ift. at finde frem til en sand viden. Derimod tager kritisk

teori afstand fra kritisk rationalisme, i forhold til at denne tilgang kun medtager objektiv viden

27

som sand videnskab og overser kulturelle og samfundsmæssige sproglige udsagn og

betingelser i deres videnskabsteoretiske tilgang. (Juul, 2012: 366).

Kritisk teori spørger om, hvordan man identificere fejludviklinger i samfundet uden et

normativt begreb om, hvad der er godt og retfærdigt. Hermed bryder kritisk teori med den

skarpe sondring mellem ’er’ og ’bør’ og med det dogme om værdifrihed, som har præget

blandt andet den positivistiske videnskabstradition (Juul & Pedersen, 2012: 410).

Axel Honneth

Honneths socialfilosofiske fortolkning af kritisk teori i hans anerkendelsesideal tilhører den

tredje generation af Frankfurterskolen, der kritiserer tidligere teoretikere for ikke at medtage

erfaringer om følelser og moral. Honneth bygger videre på Habermas kommunikationsteori

med sit anerkendelsesbegreb som ideal og med inspiration fra både Hegels

anerkendelsesbegreb og Winnicotts psykoanalytiske begreb holding. Honneths reformulering

af Habermas kommunikative paradigme er på baggrund af, at Habermas teori ikke i

tilstrækkelig grad er forankret i konkret menneskelig erfaring.

Honneth skriver, at man først er autonom som individ når man har oplevet gensidig

anerkendelse. Menneskelig udvikling hænger hos Honneth sammen med muligheden for at

udvikle en autonomi og derved en vellykket identitet, hvilket forudsætter et samfund der har

et normativt ideal ift. hvad der skal til for, at skabe en sådan udvikling. Han kritiserer

decomodifikationen, altså afvareliggørelsen, og fremmedgørelsen i samfundet, som en af

samtidsdiagnoserne på et ikke fornuftigt samfund. (Hviid Jacobsen et al, 2015: 280-285).

Denne patologi viser sig på forskellige niveauer og mennesker krænkes herved ift. deres

værdi og rettighed som borger.

Honneth som kritisk hermeneutiker mener, at fortolkningsprocessen er et normativt ideal for

den kritiske videnskabelige analyse. Honneths ontologiske ståsted er, at der findes en faktisk

verden, der eksisterer og videnskabens opgave er at vise, at virkeligheden strider med hvordan

den burde være. Altså er kritiske teoretikere optaget af, hvad der bør være og ikke blot af

hvad der faktisk er.

De niveauer Honneth arbejder med er tre anerkendelsesforhold: den private, den solidariske

og retslige. Den private findes i de tætte familiære relationer og Honneth benævner det

kærlighed. Denne er uafhængig af historisk kontekst og er en kerneværdi for menneskelig

28

opblomstring. Derimod er både den juridiske og solidariske anerkendelses forhold bundet af

den historiske kontekst og er med til at give vise individet social anerkendelse som

medborger. Alle tre anerkendelsesforhold er gensidigt afhængige af hinanden i forhold til, at

være autonom som individ. Honneths anerkendelsesbegreb er ønskeværdige tilstande om et

normativt ideal. Honneth beskriver krænkelseserfaringer, der udspringer af mangel på

anerkendelse og at disse erfaringer skal ses ift. de samfundsmæssige anerkendelsesbetingelser

og barrierer, der kan være i samfundsstrukturerne, der kan fremme en usynliggørelse og

krænkelseserfaring hos individet (Andersen & Kaspersen, 2015: 406-416). Her vil vi netop se

på hvordan Projekt Locker Room benytter en elementær anerkendelse som metode i deres

arbejde med de hjemløse gadesovere (Andersen & Kaspersen, 2015: 406-416), (Hviid

Jacobsen et al, 2015: 273-285).

Det normative ideal

Vi opstiller et normativt ideal gennem Honneth, som anskuer, hvorledes social værdsættelse

eller som Honneth også benævner det solidaritet, der rummer udviklingspotentiale (Høilund

& Juul, 2015: 28) skal varetage anerkendelsen af det enkelte individ i Projekt Locker Room

og dermed gøre det ud for godt socialt arbejde. Vi tager udgangspunkt i et normativt ideal,

ift. hvad godt socialt arbejde er og hvilke præmisser, der skal være til stede, for at det kan lade

sig gøre. Den viden vi ønsker at frembringe, beror derved ikke på at den skal være objektiv,

forstået som værdifri, for at være valid og sand. For den kritiske teoretiske forskning handler

det om, at fremdrage viden, der kan medføre øget lighed og bedre livsbetingelserne for de

svagt stillede i samfundet. Vores ambition er, ved hjælp af teoretisk tænkning og empirisk

forskning, at identificere forhold, der kan vise et normativt ideal ift., hvordan socialt arbejde

med hjemløse borgere kan udføres særlig godt på grund af tilbuddet om et skab til den

hjemløse.

Kritik af anvendt videnskabsteori

I kritisk teori kan man ikke sige, at der er tale om en løsningsorienteret videnskabsteori, idet

identifikationen af en fejludvikling ses som et mål i sig selv. Kritisk teori søger at finde frem

til fejludviklinger i samfundet, ved at holde dets normative ideal op som et spejl til

virkeligheden og derved finde frem til forskellene. Målet er at inspirere til forandring, når

forskellene er blevet bragt frem i dagens lys. Kritisk teori har dermed stor fokus på, hvordan

29

verden ideelt set ’bør’ være. Positivisterne derimod, opstiller en skarp sondring mellem ’er’

og ’bør’ og mener at den enkelte forsker skal fremstille virkeligheden så præcist som muligt,

uden ’bør’. Dette hænger sammen med ideen om, at påstande skal understøttes med beviser

eller være logiske. Forskere skal ikke arbejde med normative idealer, de skal arbejde mod en

forbedring af den tilgængelige viden og forståelse af verden (Juul & Pedersen, 2012: 31f). De

filosofiske hermeneutikere kritiserer ligeledes den kritiske teori. De siger, at mennesket aldrig

kan sætte sig ud over dets ”væren i verden” og indtræde i en upartisk diskurs (Juul &

Pedersen, 2012: 140). De kritiske hermeneutikere er også skeptiske over for den kritiske teori,

og mener menneskets emancipatoriske interesser er bundet i dets historiske erfaringer, og at

kritiske normer udtænkes, som modmagt til eksisterende magtformer, der fordrer

undertrykkelse eller ufrihed (Juul & Pedersen, 2012: 141). I både Søren Juul og Peter

Højlunds artikel og Honneths ”Kamp om anerkendelse” og ”Behovet for anerkendelse” er den

teoretiske linse netop kritisk hermeneutisk: ”at stabiliteten i anerkendelsesrelationen er under

pres trods historiske ændringer” (Willig, 2015: 15). Kritik af samfundet bunder derfor i

vores egne fordomme, forankret i en bestemt historisk situation og vores bestemte erfaringer,

der danner vores normative udgangspunkt. Grundet dette udgangspunkt kan der ikke opstilles

et normativt kritikgrundlag, da normativiteten er afhængig af det enkelte individ, siger de

kritiske hermeneutikere. (Juul & Pedersen, 2012: 297).

Teori

Vi vil i det følgende præsentere den teori, som er inddraget i rapporten i de tre

arbejdsspørgsmål. Vi vil kort introducere teoriernes centrale pointer samt hvordan de vil

fungere i de respektive analyser. Vi vil starte med at præsentere de teorier, der knytter sig til

arbejdsspørgsmål 1. Der omhandler organisationsformen og strukturen i Projekt UDENFOR.

Organisationsformer

Henry Mintzberg operer med seks organisationsformer, hver af disse former har forskellige

kendetegn. De seks organisationsformer er:

30

Den simple struktur

Maskinbureaukratiet

Fag bureaukratiet

Den divisionaliserede form

Ide-organisationen

Adhocratiet (Sørensen, 2000: 13).

De to organisationsformer vi yderligere vil beskrive er Ide-organisationen og Adhocratiet.

Ideorganisationer er oftest politiske partier, religiøse organisationer og NGO’er. Alle i

organisationen er samlet om en fælles ideologi som er grundlaget for medarbejdernes arbejde

(Sørensen, 2000: 155). Alle medarbejdere i organisationen har samme målsætning og

værdisæt, derfor gør det arbejdet lettere. ”Det der holder Ide-organisationen sammen og som

bidrager til dens interne koordination af arbejde og aktiviteter, er standardisering af normer

og en fælles ideologi for organisationens medlemmer” (Sørensen, 2000: 154).

Ide-organisationens andet kendetegn er en minimum opdeling af personalet, herunder

forskellige faggrupper og mellem stab og ledelse. Derudover får nyankommet personale en

grundig indoktrinering af organisationen værdigrundlag, men efterfølgende høj frihed til at

træffe beslutninger og handle på organisationens vegne (Sørensen, 2000: 154).

Mintzbergs Adhocrati kendetegnes ved, at det er en form for organisation, der vil skabe

innovation, medarbejderne er specialister inden for området og vil være nyskabende. Det er

ofte projekter, som bliver sat i verden for at løse usædvanlige opgaver ”adhocratitet er

effektivt til at løse specialiseret opgaver, men ineffektiv til at løse standard opgaver” og

projekterne vil ofte være af kortere tidsperiode (Sørensen, 2000: 151).

Street Level Bureaucracy

I denne rapport anvender vi SLB, eller oversat til dansk frontlinjemedarbejder teori. SLB

teorien giver mange bud på, hvordan forskellige individer agerer inden for de givne

institutionelle, økonomiske, samfundsmæssige og personlige rammer de er underlagt. Vi

anvender SLB tilgangen til at beskrive hvilke forhold gadeplansmedarbejderne i Projekt

31

Locker Room er underlagt, og hvilke ulemper og fordele der kan være ved deres type

organisation(Nielsen, 2011: 335)

Det centrale i SLB tilgangen, er at der findes forskellige typer og karakteristika som gør sig

gældende for frontliniemedarbejderen. Vibeke Lehmann Nielsen beskriver flere forskellige

forhold for frontlinjemedarbejderne. Hun beskriver blandt andet hvordan de er med til at

udfordre implementeringen af politiske processer. Herunder beskrives en række forhold der

gør sig gældende for frontlinjemedarbejdere blandt andet deres grad af myndighedsudøvelse i

kerneopgaver, deres institutionelle forhold, og ikke mindst deres skønsmæssige

råderum(Nielsen, 2011: 335). Da der ikke er formuleret en færdig manuel med retningslinjer

for deres arbejde, bliver det op til den enkelte medarbejder at vurdere og fortolke, hvordan der

skal handles i en given situation. Skønnet skal her forstås som the power of free decision, og

her er det væsentligt, også have blik for at det kan være varierende hvor stort et skøn, den

enkelte frontlinjemedarbejder har (Nielsen, 2011: 344). Ifølge Lipsky, er disse frontlinje

medarbejdere de ”virkelige” beslutningstagere, herunder mener Lipsky især at den offentlige

politik personliggøres gennem skøn(Nielsen, 2011: 322). Variationsmæssigt kan der være tale

om forskelle i både job karakteristika, organisatoriske/institutionelle forhold, samt

individuelle forskelle. Samlet set befinder frontlinjemedarbejderen sig altså i en situation,

hvor vedkommende i varierende omfang skal udføre et skøn, som kan være præget af

usikkerhed, da der ikke er formuleret nogen endegyldige retningslinjer.

Endvidere kan der være mange holdninger til hvordan dette skøn skal udføres og forstås, her

kan frontlinjemedarbejderen på den anden side også kan vælge at udvise en adfærd som

afviger fra de politiske beslutningstageres hensigter (Nielsen, 2011: 347). Lehman Nielsen

knytter forskellige karakteristika til at beskrive frontlinjemedarbejdernes både individuelle, og

institutionelle forhold. Dette vil vi kort skitsere for senere at kunne koble det til Projekt

Locker Room. Karakteristikaene er følgende:

1.Genstandsfeltet er ikke detailreguleret, hvilket medfører den konsekvens at

frontlinjemedarbejdere skal udøve et skøn. Dvs. Udfylde et ikke reguleret adfærdsrum.

2.Deres arbejde er led i en joint action – konsekvensen bliver her at deres adfærd skabes i

samspil med andre relevante aktører/ herunder brugerne målgruppen.

32

3.Adfærden er vanskelig og praktisk umuligt at monitorere – konsekvensen er her at

frontlinjemedarbejderne kan udvise en adfærd som afviger fra det ønskede.

4.Der er sjældent sikker viden og fuldstændig konsensus om metoder og prioriteringer, der er

ikke uanede ressourcer til rådighed – frontlinjemedarbejderne oplever derfor et krydspres og

at der fra forskellige sider og fra forskellige værdikriterier sættes spørgsmålstegn ved deres

handlinger.

5.Der er embedsmænd (agenter) ansat til, at handle på vegne af det politiske principaler.

Deres generelle adfærd og specifikke beslutninger har konsekvens for andre. Dette medfører

at de forvalter og står til ansvar for at forvalte en opgave hvis indhold og præmisser de ikke

selv har fuld frihed til at fastsætte (Nielsen, 2011: 344)

Desuden skelnes der mellem frontlinjemedarbejdernes kerneopgaver, som også synes at have

en relevant betydning for deres adfærd og deres handlingsmæssige skøn, her skelner Lehman

Nielsen mellem tre dimensioner af kerneopgaver;

1.Graden af myndighedsarbejde vedrørende tilkendelse af velfærdssanktioner

2.Graden af myndigheden vedrørende tildeling af velfærdsydelser

3.Graden af leverance af service

Lehmann Nielsen forsøger at skabe en forståelse af frontlinjemedarbejder adfærd i en dansk

kontekst, i modsætning til andre forskere som f.eks. Michael Lipsky (Nielsen, 2011: 336).

Lipsky er en politolog, som var en af de første til at sætte ord på SLB tilgangen. Lipsky har

fokus på de udfordringer og dilemmaer der kan opstå i forbindelse med

frontlinjemedarbejdernes arbejdsbetingelser. Lipsky er især fokuseret på det skøn, som

frontlinjemedarbejderne udøver i deres daglige arbejde, endvidere beskriver Lipsky de forhold

der gør sig gældende når frontlinjemedarbejderen skal implementere en politik, og videreføre

den til borgerne har frontlinjemedarbejderne mulighed for at vælge hvordan de vil forstå den

første politik. Lipsky er blevet kritiseret for ikke at se variationen i frontlinjemedarbejdernes

arbejdsbetingelser og individuelle forhold. Derfor har vi som tidligere beskrevet valgt at

anvende Lipsky i en kombination med Lehmann Nielsens forståelse af

frontlinjemedarbejderens ageren i en dansk kontekst. Lipsky har endvidere et øget fokus på

amerikanske forhold, men vi finder alligevel at kunne anvende dele af hans teori i vores

kontekst (Nielsen, 2011: 322).

33

Endvidere er der forskel på frontlinjemedarbejdernes institutionelle rammer, hvilket her også

bliver relevant når vi senere i afsnittet skal kigge på hvordan Projekt udenfor er organiseret.

Disse institutionelle rammer er ligeledes med til at påvirke frontlinjemedarbejder adfærden.

Her er det vigtig at gøre opmærksom på at inden for samme grad af frontlinjemedarbejder

adfærd, kan der også være varierende forskelle på den måde skønnet udøves på, fordi

medarbejderne er påvirket af de institutionelle værdier og rammer der praktiseres i

organisationen (Nielsen, 2011).Der beskrives blandt andet forskelle på følgende områder,

lovgivningsgrundlag, policy design, politiske omgivelser, ledelsesstil og redskaber,

Organisationskultur (herunder graden af fælles mål graden af fælles viden, graden af åbne

grænser for omverdenen) Ressourcer, opgaveområdets omgivelser her under målgruppens

karakteristika (Nielsen, 2011).

Udover disse karakteristika har den enkelte frontlinjemedarbejders individuelle forhold

følgeligt også en betydning for de beslutninger og de handlinger de foretager, der er er to

individuelle faktorer der spiller ind, frontlinjemedarbejderens kognitive kapacitet, samt

interesser, herunder beskrevet som vilje til at træffe forskellige beslutninger (Nielsen, 2011)

Bottom up og Top down styring

Vi anvender bottom up og top down perspektivet. Dette ligger forud for analysedelen

omhandlende, hvordan Projekt UDENFOR i sin helhed arbejder med elementer af bottom up

og top down styring, både i forhold til egne projekter og til de politiske tiltag indenfor

socialsektoren som konstant udvikler sig.

Den klassiske top - down er historisk set det første perspektiv, det handler om en hierarkisk

opdeling, og ser netop fejl i implementeringen af politik som et problem (Nielsen, 2011: 324-

327). Top - down forskere vil have deres fokus på hvorvidt politikkernes vedtagne reformer

og målene hertil er opnået, som de kan læses ud af lovgivningsdokumenter f.eks. Deres

evalueringsgrundlag ville derfor være på resultat baseret viden, omkring hvorvidt tiltagene er

blevet implementeret i praksis som det står i lovgivningen (Nielsen, 2011: 324-327)

Bottom up perspektivet har to grene, der udtrykkes som klassisk bottom up og moderne

bottom up (Nielsen, 2011: 324-327). Klassisk bottom up, opstod som en modsætning til top

down perspektivet, som blev kritiseret for en øget fare om at fokusere for meget på

34

målopfyldelse i stedet for løsningsevner. Desuden blev den kritiseret fordi denne type

forskning ikke tog højde for at frontlinjemedarbejdere ofte har en helt andre interesser og

problemforståelser end politikere. Bottom – up forskningens formål er igennem studier af

frontlinjemedarbejderes interesser at komme med input til hvordan politik og den

institutionelle implementering bør se ud hvis den skal være i stand til at løse problemer i

implementeringsfasen. Bottom up perspektivet opererer altså med faste og eksogene

definerede parametre for succes, men at succesen er noget der skabes i samarbejde med de

forskellige frontlinjemedarbejdere i de forskellige institutioner. En bottom – up analyse om

implementering af en bestemt politik kan altså derfor ende med både at have været en succes

og en fiasko på samme tid. En succes fordi den har bidraget til at løse nogle problemer som

f.eks. frontlinjemedarbejderne så, men samtidigt havde været en fiasko fordi den ikke har

afhjulpet nogle af de generelle sociale problemer det var hensigten den skulle løse (Nielsen,

2011: 324-327 ). I bottom up forskning har man endvidere udarbejdet en ny form for bottom

up perspektiv, den moderne bottom up forskning. Denne type bottom up er opstået i

kølvandet på kritikken af det klassiske bottom up perspektiv. I modsætning til den klassiske

bottom up, opererer den moderne bottom up, med netværk. Her tages der udgangspunkt i at

problemforståelse og derved implementeringsmål konstrueres og forhandles i netværk. Disse

netværk består af implementeringsaktører, der her forstås som frontlinjemedarbejdere fra

forskellige myndigheder, administrative medarbejdere, brugere, samt eventuelle private

aktører der kunne have interesse i problemløsningen. Her er succeskriteriet altså at

forhandlingerne ender med fælles enighed, hvortil man ser sammenbrud i forhandlingerne

som fiasko (Nielsen, 2011: 324-327).

Hvad er godt socialt arbejde?

Skal vi indkredse hvad godt socialt arbejde er, afhænger det af synsvinklen og

forståelseslinsen. Den globale definition fra International Federation of Social Workers lyder:

“Socialt arbejde er en praksisbaseret profession og en akademisk disciplin, der anerkender,

at forbundne historiske, socio-økonomiske, kulturelle, kontekstuelle, politiske og personlige

faktorer tjener som muligheder og/eller hindringer for menneskers velbefindende og

udvikling” (cdn.ifsw.org/assets/ifsw_24108-5.pdf).

35

Det kan lyde som en helgardering, og måske det netop også er symptomatisk for, hvor bredt

og vanskeligt det er at definerer og indkredse og sætte socialt arbejde på formel. Gunn Strand

Hutchinson og Siv Oltedal beskriver i tråd med den globale definition på socialt arbejde, som

et fag der ligger mellem individ og samfund. (Hutchinson & Oltedal, 2006: 16). De beskriver

i deres bog Modeller i Socialt Arbejde, fem forskellige perspektiver på, eller modeller af,

socialt arbejde. Her vil der f.eks. i en konfliktteoretisk analyse af individ og samfundsniveauet

i socialt arbejde blive fokuseret på, at ” det berørte ikke nedværdiges eller krænkes”.

(Hutchinson & Oltedal, 2006: 215) og begribe de magtpositioner, der skaber krænkelsen.

”Socialt arbejde er et fag, som især psykologien og sociologien har øvet indflydelse på. Mens

vi lidt forenklet kan sige, at sociologien er optaget af samfundet og psykologien af mennesket,

er socialt arbejde optaget af mennesket i samfundet” (Hutchinson og Oltedal, 2006: 16-17).

Det arbejde, som de professionelle udfører, skal være medvirkende til en forbedring af den

enkelte brugers livssituation eller hindre en forværring af denne, samt forbygge at bestemte

situationer opstår igen. Den professionelle griber således ind over for brugeren på en målrettet

og planlagt måde i stedet for at lade tingene ske af sig selv. Det sociale arbejde bliver således

organiseret og udført på en bestemt måde.

Skal vi prøve at indkredse hvordan der arbejdes med det sociale arbejde og se ud over det

relationelle har Peter Høilund i sin artikel ”Faglighed og etik i videnskabsteori” skrevet, at det

at handle er vigtigt i pædagogiske fag, men at det fjerner teori og praksis fra hinanden. Det

sociale arbejde består af blandede fagdiscipliner og traditioner. At finde en metode til at

arbejde sammen om det sociale arbejde vil dog ikke i sig selv løse sociale problemer. At have

en objektiv kundskab som ide, overser at fakta og teorier heller ikke er objektive eller neutrale

skriver Peter Høilund (Høilund, 2000: 7-13).

Projekt UDENFORs grundlægger og leder Preben Brandt beskriver i sin bog ’Socialpsykiatri

på et humanistisk grundlag’ de sociale arbejdsformer med udsatte brugere, som bestående af

kontaktgivende tilbud om aftaler efter visitation fra gaden, og at der arbejdes via tålmodighed

og respekt ”med fagligt og menneskeligt ansvar for den anden”. (Brandt, 2004: 127- 128). De

professionelle er ofte på udebane og møder brugeren på gaden, hvilket kræver etiske

overvejelser, da brugerne ikke altid selv opsøger tilbuddet på gaden. Dette står i kontrast til

de offentlige tilbud i mere bureaukratiske rammer. Arbejdet er tilpasset brugernes behov og

den professionelle skal være synlig som en del af kontakten (Brandt, 2004: 131).

36

(Idealet for) det gode sociale arbejde i praksis

Vi anvender her to tekster; henholdsvis Peter Høilund og Søren Juul Research Paper fra RUC:

’Udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde’ (Høilund & Juul, 2002) samt projekt

UDENFORs leder Preben Brandt og Torben Pilelys rapport ’Posefolket’ (Pilely & Brandt,

1998). Begrundelsen for dette valg af tekster, set i forhold til spørgsmålet om, ’hvad er godt

socialt arbejde?’ er flere. For det første repræsenterer teksterne hver sit ståsted, i forhold til

den videnskabelige anskuelse af, hvad og hvordan viden generes; Høilund & Juul teksten

repræsenterer et kritisk teoretisk og ideelt ’bør’ og Brandt & Pilelys tekst repræsenterer et

’er’. For det andet er teksterne valgt, da Høilund & Juuls tekst er teori, og Pilely & Brandts

tekst er empiri fra Projekt UDENFOR, der her bliver omsat til teori. Og netop dette, at Pilely

& Brandts tekst går fra empiri til teori er væsentligt, da teorien er informeret af feltet. Vi

analyserer dermed vores felt, med baggrund i feltet, og sætter dermed de ovenstående to

teorier sammen på en anderledes fortolkende måde. Her følger en præsentation af Høilund &

Juuls udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde, og dernæst Pilely & Brandts

Posefolket.

”Udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde”

Høilund og Juul har med denne artikel haft til formål, at udvikle en normativ teori, der kan

fungere som en kritisk standard og en normativ referenceramme, for et godt praktisk socialt

arbejde, der understøtter menneskelig opblomstring (Høilund & Juul, 2002: 7). Vores

udgangspunkt for dette projekt er, at det gode sociale arbejde, er et arbejde, der sigter på at

give alle mennesker mulighed for, at leve et godt liv. Vi har i dette projekt ganske i tråd med

Høilund og Juul, valgt at lade målet for det gode sociale arbejde være ’at understøtte

menneskelig opblomstring’ (Høilund & Juul, 2015: 13). Dette, da vi i projektet her, er

inspirerede af Axel Honneth, der med sin anerkendelsesteori har bidraget med den beskrevne

3. generation, til den kritiske teori, der netop peger på behovet for menneskelig opblomstring

og identitetsdannelse. Honneth siger, at mennesket der møder de tre former for anerkendelse,

blomstrer op og udvikler et handledueligt jeg. Når mennesket derimod møder disrespekt, kan

konsekvensen være identitetstab, skade og lidelse. Anerkendelse er for Honneth et universelt

menneskeligt behov (Høilund, Juul & Højslet Madsen, 2003: 3). Dermed finder vi Høilund og

Juuls artikel yderst relevant, da denne ligeledes betragter anerkendelsestanken, som en

nødvendig socialfilosofisk forudsætning for, at socialt arbejde kan understøtte menneskelig

37

opblomstring (Høilund & Juul, 2002: 9). Social dømmekraft er et af de helt centrale

omdrejningspunkter Høilund og Juuls udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde.

De siger, at; ”De diskursive anerkendelsesprocedurer må integreres i en social dømmekraft,

der kan være retningsvisende for, hvorledes institutionerne møder borgerne” (Høilund &

Juul, 2002: 31). Social dømmekraft skal her forstås som, dét at handle i en konkret situation,

ikke er et rent intellektuelt anliggende, men at dette må bygge på en sans eller en viden om det

almene, der baserer sig på dannelse, ideal og æstetisk smag (Høilund og Juul, 2002: 31).

Høilund og Juul påpeger, at alle mennesker udøver dømmekraft i forbindelse med

dagligdagens handlinger og beslutninger, men denne dagligdags dømmekraft ændres

imidlertid, når vi indgår i institutionelle sammenhænge (Høilund & Juul, 2002: 32).

Idealmodellen indeholder to typer af kampe; en kærlighedskamp samt en anerkendelseskamp.

Kærlighedskampen er en kamp om et minimalt fællesskab mellem socialarbejderen og bruger,

som fundament for det gode sociale arbejde. Dette minimale fællesskab er en forudsætning

for, at brugeren kan komme til orde i sin egen sag og fortælle, hvad det gode, opblomstrende

liv er for netop ham eller hende. Anerkendelseskampen forudsætter et fællesskab og angår

anerkendelse i det konkrete sociale arbejde af brugeren som både etisk og retlig person

(Høilund og Juul, 2002: 37).

Den sociale dømmekraft sammenfattes af Høilund og Juul i nogle handlingsvejledninger for

mødet mellem socialarbejder og bruger. Handlingsvejledningerne inddeles i fire punkter, som

alle må være til stede, som en del af en praktisk professionsfornuft – eller som en del af

socialarbejderens professionelle beredskab for at modvirke at brugeren socialt ekskluderes

(disrespekt) og for, at man kan tale om social retfærdighed for brugeren og hvis det sociale

arbejde skal kunne betegnes som godt:

I sit møde med borgeren bør socialarbejderen ikke udelukkende agere som fagperson,

men også som menneske.

Socialarbejderen bør stille sine faglige våben til rådighed for borgeren. Borgeren skal

opleve sig selv som en del af et retligt fællesskab, hvor han eller hun i samarbejde

med socialarbejderen har reel mulighed for at være medforfatter til lovgivningens

praktiske udmøntning.

Socialarbejderen indestår på institutionens vegne for, at det materiale, der indgår i

sagen, dels er tilstrækkeligt og dels er korrekt.

38

På den ene side må socialarbejderen være loyal over for institutionen. På den anden

side bør hun kæmpe imod en praksis, der opfattes som socialt uretfærdig (Høilund &

Juul, 2002: 38 – 39).

De af Høilund og Juul formulerede retningslinjer kan ikke fortælle socialarbejderen, hvad

vedkommende konkret skal gøre i konkrete situationer. Der er netop ikke tale om en metode,

men om et ideal for en social dømmekraft, som på et mere overordnet plan kan være

retningsgivende for socialarbejderens møde med borgeren, men ikke fratager ham eller hende

forpligtelsen til at vurdere, hvad det i hvert enkelt tilfælde vil sige at anerkende borgeren

(Høilund, Juul & Højslet Madsen, 2003: 11).

Posefolket

Vi har haft overvejelser om, hvorvidt beskrivelsen af Posefolket og deres beskrevne praksis

tilgang, til det sociale arbejde i Projekt UDENFOR, skulle beskrives under teori eller

analyseafsnit. Der er jo ikke tale om en teori i gængs forstand, men mere en praksismetode

der har taget sine logikker fra både psykologien, pædagogikken og det nogle vil kalde almen

sund fornuft. Men da der netop i empirien beskrives, hvordan de stadig næsten 20 år efter det

er beskrevet første gang, fortsat lægger sig op ad denne tilgang, vil vi anvende den i forhold til

vores empiri og beskrive den nærmere nedenfor her.

Posefolket har sin berettigelse i spørgsmålet om det gode sociale arbejde i praksis, da

gadeplansmedarbejder fra Projekt UDENFOR fortæller; ”Vi har haft sådan en bog, som Preben

Brandt har skrevet, for mange år siden, som hedder ’Posefolket’, der er nogle forskellige faser,

som han bruger og nogle forskellige begreber, blandt andet ”De 7 T’er” hvor tillid og

tålmodighed og det, er redskaber vi stadigvæk bruger…selve grundbegreberne i det, det er

sådan vi arbejder.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

Pilely og Brandt beskriver, at det at hjælpe, drejer sig om, at sætte en proces i gang hos

brugeren og som socialarbejder deltage i denne proces på en måde, så det både indeholder et

personligt engagement, en personlig holdning og et fagligt grundlag. De mener ikke at

socialarbejderen kan forblive uberørt. Endvidere påpeger Pilely og Brandt, at arbejdet kræver

menneskelig følsomhed, men at teknikker ikke kan undværes. Dermed har de delt kontakten

med brugerne ind i fem faser. Disse fem faser vil ikke blive gennemgået i dybden, men for at

få en forståelse af hvad der er, det gode sociale arbejde, hos Projekt UDENFOR, anses det

39

som væsentligt, at lave en kort gennemgang. Det strækker sig fra kontaktfasen til afklaring,

over integration og støttefasen og endeligt afslutningsfasen. I disse faser der kan vare over

flere år nogle gange, bygges der langsomt en relation op ved at nærme sig brugeren langsomt

og på dennes betingelser. Dette gøres ved hjælp af det Pilely og Brandt har samlet under

overskriften ”De 7 T’er”. De 7 T’er fungerer både som praktiske værktøjer, men også som

temaer, der jævnligt diskuteres i Projekt UDENFOR. De 7 T’er er som følger; Tid,

tålmodighed, tillid, troværdighed, timing, turde og en Torben (står for indlevelse og

engagement) (Pilely & Brandt, 1998: 40 - 42). Vi vil her gennemgå indholdet i de tre ud af de

7 T’er, som vi har fundet relevante i forhold til at besvare vores arbejdsspørgsmål, ud fra de

udsagn vi har fundet i empirien;

Tid: At glemme egen tidsfornemmelse. Den tidsfornemmelse socialarbejderen får i rationelle

systemer, med mødetider der bliver aftalt og overholdt, skal der ses bort fra her.

Socialarbejderen skal her overgive sig til den tid, som brugeren kræver.

Tillid: Tillid skal bygges op. Socialarbejderen skal sætte sig selv i anden række, bruge tid og

tålmodighed på at lytte, ikke være fordømmende og ikke presse krav og forventninger ned

over hovedet på brugeren. Har socialarbejderen tid og tålmodighed, så kommer tilliden af sig

selv.

Timing: ’Det rigtige tidspunkt’ er essentielt i arbejdet med de hjemløse. Det rigtige tidspunkt

for kontakt er når brugeren ønsker det. Socialarbejderen må time sin støtte og hjælp efter

hvornår brugeren er parat (Pilely & Brandt, 1998: 40 - 42).

Axel Honneth

Vi har tidligere introduceret Honneths anerkendelses teori, vi vil derfor her kort uddybe de af

hans begreber vi anvender i analysen, samt hvordan vi anvender disse. Som beskrevet er

Honneths teori en normativ samfundsteori om, hvordan der kæmpes om anerkendelse, som han

betragter som kampe, om gensidige anerkendelsesrelationer, hvor formålet med teorien er at

blive i stand til at begrunde sin samfundskritik (Willig, 2006: 7). Honneth betragter anerkendelse

som et alment menneskeligt behov, hvori individet udvikler personlig identitet. Uden

anerkendelse kan individet ikke udvikle personlig identitet, ligesom at anerkendelsen er

40

nødvendig, for at individet kan komme overens med sit eget indre (Willig, 2006: 8). Honneth

interesse er ikke i det specifikke kontekstuelle indhold i det gode liv, men de forudsætninger som

nødvendigvis må stilles til rådighed for individets selvrealisering (Willig, 2006: 9).

Anerkendelsesteorien er som nævnt tidligere uddifferentieret i tre sfære 1) den private (eller

kærlighed). 2) den retlige og sidst 3) den solidariske. Hver af de tre anerkendelsesformer følges

af tre former for forhold til sig selv. Disse forhold vil vi nu kort beskrive. Anerkendelse i den

privates sfære betragtes af Honneth, som forudsætningen for individets fundamentale selvtillid.

Individet erfarer at anerkendelsebehovet i privatsfæren dækkes igennem den ”konkrete anden”.

Honneth ser dette som kærlighedsforholdet mellem forældre og barn. Disse udgør symmetriske

relationer hvor individet kan etablerer en fortrolighed med sine ressourcer, indstillinger og

værdier og se dem modtaget og anerkendt (Willig, 2006: 11). Denne emotionelle anerkendelse

sætter ifølge Honneth individet i stand til, at udtrykke sig og respektere sig selv, som en der kan

deltage i såvel nære fællesskaber som samfundsmæssige forhold (Willig, 2006: 11-12).

Anerkendelse i den retlige sfære er givet i form af universelle rettigheder som sætter individet i

stand til at betragte sig selv som et ligeværdigt medlem af samfundet. Her taler Honneth om

lovsikrede rettigheder, som individet har positiv adgang til, som sikrer individet de

grundlæggende muligheder for at realisere sin autonomi (Willig, 2006: 12). Den tredje og sidste

form for anerkendelse udløses i relationen til gruppen, fællesskabet eller samfundet, igennem

denne anerkendelses form udvikler individet selvværdsættelse, en værdsættelse af sig selv som

medlem af et solidarisk fællesskab. Individet indgår her i gruppens eller samfundets solidaritet,

og herved også en positiv bidragsyder til gruppens, fællesskabets og samfundets organisering

(Willig, 2006: 12). Solidarisk anerkendelse er således der, hvor fælles værdier og normer deles

og danner et grundlæggende selvværd hos individet(Willig, 2006: 11). Honneth peger på, at de

tre anerkendelsesformer dels fungere som integrationskomponenter og er hhv. forudsætningen

for hinanden ligeså vel som de også er forudsætningen for et fuldt integreret samfund.

Hertil skal det nævnes at der til hver af de tre anerkendelsessfære ligeledes følger en form for

ringeagt og krænkelser. Brugerne i Projekt Locker Room må siges at være krænkede i Honneths

optik, men da vi i nærværende rapport har fokus på de professionelle, er vi ikke gået nærmere

ind i hverken krænkelser eller ringe agt. Honneth taler om anerkendelses indenfor hver af de tre

sfærer, står det umiddelbart ikke helt klart hvad anerkendelse egentlig er og hvilke handlinger

der egentlig er anerkendende. Til at begribe hvad en anerkendende handling er, opererer Honneth

41

med begrebet synlighed, som er forudsætningen for et reelt anerkendelsesforhold, dette vil blive

nærmere uddybet i analysen hvor Honneth er inddraget.

Analyse strategi

Vi ønsker at se på det sociale arbejde i Projekt Locker Rooms konkrete kontekst ved hjælp af

både et empirisk og teoretisk ståsted som udgangspunkt for vores analyse. Måden vi gik til

vores fokusgruppeinterview på var eksplorativt og ikke styrende, men vi kan ikke se bort fra,

at vi kommer med en forforståelse også teoretisk, ift. hvad vi ønsker at undersøge hos

gadeplansmedarbejderene i Projekt Locker Room. Med en vinkel på det sociale arbejde ud fra

Honneths anerkendelsesideal og Søren Juul og Peter Høilunds normative beskrivelse af det

sociale arbejde, ønsker vi med vores casestudie analyse med empirisk afsæt og en åben

kodning af interviews at indkredse, hvad det normative ideal er i Projekt Locker Room og

hvad det kan udsige ift. mulig overførbarhed til andre typer organisationer og andre typer

socialt arbejde.

Vores empiriske materiale vil kunne udsige noget bestemt ift. vores arbejdsspørgsmål og det

samme kan dokumentanalysen af Projekt Locker Rooms opgivende dokumenter. Vi er i den

forbindelse opmærksomme på, at informanterne her kan have valgt at positionere sig så

positivt som muligt, for at fremstå bedre.

Vi har skrevet os ind i en kritisk hermeneutisk positionering, er det afgørende for os at

medtænke konteksten. Den viden vi søger at opnå gennem den abduktive syntese af empiri og

teori er vi klar over, og mener ej heller er muligt, at opnå én universel sand viden. Den viden

vi opnår, er ikke hel uden netop vores kontekstuelle og fortolkende blik for udsagnene. I

denne sammenhæng vil det være det situationelle og de tidsmæssige betingelser, der er

afgørende for det sociale arbejdes udførsel.

Ser vi på realibiliteten af det analytiske niveau, forventer vi ikke nødvendigvis et

generaliserbart resultat gennem undersøgelser og fortolkninger af vores empiri og teori. Vi

har arbejdet kvalitativt og med den givne maksimale population af informanter, der er i

Projekt Locker Room, samt anvendt deres dokumenter som analyseredskab. De resultater vi

frembringer ved den kvalitative fremgangsmåde er unik, ligesom casen, og vi forventer ikke

at der vil kunne gennemføres præcise gentagelser. Vi udleder derimod et karaktertræk ved

42

fænomenet, som vi derimod mener, kan opnås igen ved samme slags undersøgelser. Med en

kritisk hermeneutisk forståelsesramme anser vi fænomenet, vi undersøger som foranderligt.

Det kan altså ændre sig afhængigt af tiden og den samfundsmæssige kontekst. Projektets

reliabilitet søges herved øget ved at fremlægge de anvendte interviewteknikker og øvrige

metodiske overvejelser i metodeafsnittet, så der ikke hersker nogen tvivl om

fremgangsmåden.

Den givne kontekst gør også at de frembragte analytiske svar ville se anderledes ud i et andet

felt af det sociale arbejde. Men selve tænkemåden ift. hvordan opgaven socialt arbejde forstås,

anses her som et normativt ideal på tværs af kontekster i det sociale arbejde (Kvale &

Brinkmann, 2015: 267-278), (Andersen, 2008: 185-191,210-215).

Analysedel 1 – Organisation

Mintzbergs Organisationsanalyse af Projekt UDENFOR

Vi ønsker nu at analysere arbejdsspørgsmål 1: Hvilken betydning har organisationsstrukturen

for implementeringen af det sociale arbejde? Dette gøres via en organisationsanalyse af

Projekt UDENFOR. For at få klarhed over dennes rammer og den måde medarbejderne kan

udfører deres arbejde på, vil det senere blive koblet sammen med afsnittet om SLB. Til at få

denne klarhed, vil vi anvende to ud af seks af Mintzbergs organisationsformer. Ingen

organisationer passer 100 % ind i en organisationsform og vi skal tage højde for

organisationer kan ændre sig med tiden og størrelsen.

Vi mener at Projekt UDENFOR lægger sig mest op ad den organisationsform Mintzberg

kalder Ide-organisationen.

I Projekt UDENFOR arbejder alle medarbejderne for at forbedre udsattes livssituation og de

har fælles mål og værdier, hvilket kendetegner Ide-organisationen. I Projekt UDENFORs

vedtægter står deres mål således beskrevet: Fondens formål er at arbejde for at forbedre

forholdene for samfundets absolut udstødte ved

At afdække og dokumentere udstødende faktorer i samfundet for derigennem om muligt at

forhindre yderligere udstødelse.

43

At formidle viden om udstødende faktorer, om måder at forhindre udstødelse og måder til at

forbedre forholdene for de allerede udstødte.

Gennem praktisk arbejde direkte at søge at forbedre forholdene for de personer, der allerede

er udstødte. (http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/vedtaegter/)

Grunden til at vi tænker at alle medarbejderne må have fælles mål og værdier ses bl.a. i dette

citat:

”Vi har en fuldtidsmedarbejder ansat som informationsmedarbejder så meget prioriterer vi har

en dame ansat til kun at tage sig af uddannelse og det er ligeså meget uddannelse ud af huset det

vil sige alle mulige former for institutioner der har brug for vores uddannelse eller hjælp til at

uddanne nogen. Vi tror meget på det og det er andet spørgsmål det var det her brobygning der

er jo nogen der siger ude i byen at vi ligesom er livet mellem de forskellige ting så man ikke

falder igennem” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Ifølge gadeplansmedarbejderens udtalelse, kan mans se en fælles kultur. Der er en stærk

anerkendelse af at alles arbejde er lige værdifuldt, og at de alle bidrager til deres fælles mål.

Mintzberg peger på, at uden denne samhørighed i organisationen, ville den ikke kunne

fungerer. Derfor er beslutningskompetencen også decentral – da den skal være i

overensstemmelse med Projekt UDENFOR’s værdier. Vi er opmærksomme på at Projekt

UDENFOR har en bestyrelse, bestyrelsesformand og en daglig leder. Men Mintzberg

argumenterer for at der i denne type organisationer ikke er en klar adskillelse mellem ledelse

og stab.

Derudover ved vi fra vores informantinterview med GM1, som er leder af Projekt Locker

Room, at GM1 fik helt frie hænder til at styre projektet, uden at nogle fra Projekt UDENFOR

blandede sig i arbejdet. Hvilket fører os frem til at man også kan inddrage en af Mintzbergs

andre organisationsformer, adhocratiet (Sørensen, 2000: 151).

Vi fandt også spor af adhocratitet hos projekt UDENFOR, hvilket skyldes deres ad hoc

projekter som fx Ungeprojektet og Projekt Locker Room. I det næste citat fra Projekt

UDENFOR ses det hvordan adhocratitet også ses hos dem:

”I projekt UDENFOR arbejder vi hele tiden aktivt og bevidst med at gå foran og

eksperimentere med nye initiativer, som forhåbentlig på sigt overtages af andre aktører.

44

Derfor er eksperimenterende ad-hoc projekter helt centrale i projekt UDENFORs daglige

arbejde, både hvad angår formidlings- og gadeplansarbejdet” (http://udenfor.dk/ad-hoc-

projekter/).

Street Level Bureaucracy

Vi benytter SLB til, at forklare og forstå, hvordan Projekt Locker Rooms

frontliniemedarbejdere agerer i den organisatoriske kontekst de er i, samt til at beskrive den

generelle organisering i Projekt UDENFOR .

I en dansk kontekst kan man tale om SLB, som en frontlinjemedarbejder teori, kombineret

med implementeringsteori. Meget af det materiale der på nuværende tidspunkt er tilgængeligt

omkring SLB henvender sig til det sociale arbejde i den offentlige forvaltning og den

offentlige forvaltnings medarbejdere som frontlinjemedarbejdere.

Som beskrevet tidligere er Projekt UDENFOR ikke en offentlig forvaltning, men en

selvejende organisation som er finansieret via fondsmidler og midler fra satspuljen. Vi mener

dog alligevel, at kunne overføre begreber og tankegange fra SLB til Projekt UDENFOR og

ikke mindst Projekt Locker Rooms gadeplansmedarbejdere, og den organisationskultur de er

underlagt. Vi vil derfor i det følgende inddrage nogle af Lehman Nielsen og Lipskys begreber

til at belyse dette.

Lehman Nielsen & Lipsky

Inden vi starter vil vi kort bemærke at det er Lehman Nielsens fortolkninger af Lipsky der i

det følgende vil blive sat i spil. Når Frontlinjemedarbejder adfærd er diskuteret og relevant

skyldes det typisk at de kan påvirke implementeringsprocesser i forskellige retninger.

Hvordan frontlinjemedarbejdere agerer, har altså stor betydning for hvordan det sociale

arbejde udføres. Fælles for alle der går under betegnelsen frontlinjemedarbejder er at de er i

direkte kontakt med de berørte borgere/brugere, samt at de har et relativt stort skøn i deres

arbejde (Nielsen, 2011: 342).

45

I Projekt Locker Room er der officielt kun ansat en medarbejder, men enkelte af de øvrige

gadeplansmedarbejdere i Projekt UDENFOR også er tilknyttet projektet i varierende grad. På

baggrund af ovenstående teori vil vi nu se nærmere på hvordan gadeplansmedarbejderne i

Projekt Locker Room arbejder med et forholdsvis stort skøn. Det fremgår af

fokusgruppeinterviewet at medarbejderne i Projekt Locker Room står over for et relativt stort

skøn når de skal udvælges hvilke borgere der har størst udbytte og behov for et af projektets

skabe. GM2 fortæller:

”…har vi jo også en tro på at man ligesom det skal kunne gavne din situation og komme i

Loocker Room og have den relation og have det skab men der synes jeg da nogle gange det

har været vanskeligt at skære den knivskarpt. Det er fordi alle mennesker er forskellige og

alle historier er forskellige”(fokusgruppeinterview, 2016: 8).

I og med, at man i Projekt Locker Room arbejder direkte med målgruppen, som er de svageste

udsatte hjemløse, kan de betegnes som frontlinjemedarbejder, endvidere kan man sige at de i

Projekt Locker Room, ikke har fuld frihed til at fastsætte og forvalte deres opgaver, da de er

underlagt nogle metoder og nogle overordnede principper som Projekt UDENFOR har.

Det fremgår blandt andet af kvartalsrapporten fra aug-nov fra Projekt Loocker Room, at det er

en bestemt type hjemløse der kan benytte projektet, et vilkår der på forhånd er fastsat, fordi

det netop fremgår som et af Projekt UDENFOR overordnede kerneområder, dog skal det

hertil siges at medarbejderne i Projekt Locker Room, specielt projektlederen har været med til

at forme Locker Room projektet, hvorfor de derfor ikke er så fastlåste, som medarbejdere i

den offentlige forvaltning kan være, som ikke selv visitere deres borgere og dels ikke selv er

med til at forme deres tilbud.

Dog er det afgørende at påpege at gadeplansmedarbejderne er underlagt de værdier og

principper som hovedorganisationen Projekt UDENFOR efterlever. I kvartalsrapporten fra

Locker Room projektet fremgår det at målgruppen er bredt formuleret:

” projekt UDENFORs målgruppe er de særligt sårbare hjemløse og de brugere, der får tildelt

et Locker Room vil også falde inden for denne målgruppe. Det er alle hjemløse, der sover

ude, oftest på gaden eller i parker, og det er mennesker, der har andre sociale problemer end

hjemløshed oftest misbrug, psykiske lidelser eller begge dele. Da projekt UDENFOR netop

46

har søsat et projekt henvendt til unge hjemløse, er disse også en del af målgruppen for

projektet” (Kvartalsrapport, 2014a: 1)

Dette leder ligeledes til et skøn i den professionelles daglige arbejde, og man kan således

konkludere, at det ikke er et detailreguleret genstandsfelt – hvilket betyder at medarbejderne i

Projekt Locker Room, må og skal udøve et skøn og derved er en del af et ikke- adfærds

reguleret felt. Det bliver altså op til gadeplansmedarbejderen at vurdere hvor udsat og hvor

stort et behov den hjemløse kan have for et skab til sine ejendele, eller hvorvidt den hjemløse

har ressourcer til at opsøge andre lignende hjælpeforanstaltninger (jf. citatet herunder). Her er

det ligeledes relevant at se på det faktum at det er en forholdsvis bred målgruppe, hvor der

som regel altid lægger andre forhold til grund for deres hjemløshed. Dette bliver endvidere

beskrevet i interviewet af GM1 i Projekt Locker Room:

”Vi har nogle eksempler på nogen vi har taget ind en måned og sagt okay du må få det en måned

også for at ligesom afklare nå men er det egentlig nogen vi synes skal være en del af målgruppen

eller har de egentlig ressourcer til at kunne opsøge et selfstorage et eller andet sted. Så er det

edderbukme svært at få folk ud igen de lader jo bare være med at dukke op og hvis man så finder

dem på gaden og siger ”hey hvad så” så kan de jo hurtig lige snakke om udenom eller ”jaja jeg

kommer lige om lidt også lade være” (GM1, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

Her beskriver GM1 netop, at det kan være svært at vurdere hvor stort behovet er, og at det kan

være svært at få folk ud igen, når de først er inde. Dette er endnu en faktor der kan være

afgørende for det skøn medarbejderne i Projekt Locker Room udøver. I Projekt Locker Room

kan man tage udgangspunkt i at Projekt UDENFOR, ikke har nogen myndighedsfunktion, så

man derfor kan sige det er lettere for dem at lave socialt arbejde der ikke er så fastsat. Men

såfremt brugerne ønsker hjælp er de afhængige af samarbejdet med andre aktører, som f.eks.

de myndighedsudøvende sagsbehandlere ved Københavns Kommune eller andre

organisationer som udfører samme type arbejde og har kontakt til deres brugere. Dette

beskrives endvidere i fokusgruppeinterviewet, og vil blive tydeligere beskrevet senere i denne

analyse. GM1 fortæller:

”…og det er også sådan lidt fordi meget af det her arbejde det er sådan hvis man skal hjælpe

nogle af de her mennesker så kræver det at man har et godt fagligt netværk blandt de andre

aktører på hjemløse området så derfor er der også en del bytte-bytte-købmand frem og tilbage så

det kan nogle gange være meget dilemma fyldt hvis nogen ber om noget og man så skal afvise

47

dem, fordi hvad så når man selv har brug for et eller andet en anden gang…” (GM1,

København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Vender vi tilbage til Lipsky, kan han ligeledes forklare hvilket skøn frontlinjemedarbejdere

sidder med. I en dansk kontekst kan frontlinjemedarbejdere variere helt fra at have en

funktion som iværksætter af en foranstaltning til at have den nære kontakt til borgeren. Det er

derfor relevant at være opmærksom på at der kan være stor forskel på i hvor høj grad

socialarbejderen har kontakt med borgeren. Lipsky beskriver frontlinjemedarbejderne som de

faktiske beslutningstagere, han bruger begrebet ”de facto policy makers” hvilket betyder at

det er frontlinjemedarbejderen der i sidste ende har beslutningsretten i forhold til borgeren.

Det er frontlinjemedarbejderen der afslutningsvis afgør hvorvidt en borger har et behov for

støtte, og i hvilken støtte borgeren har brug for. Dette perspektiv kan kobles til vores Projekt

Locker Room i og med at det er medarbejderne i Projekt Locker Room projektet der udøver et

skøn og vurderer hvem der har behov for hjælp og i hvilket omfang. (Nielsen, 2011: 322)

Typisk er det offentlige forvaltninginger som kobles til Lipskys teorier. Vi mener dog

alligevel at Lipsky perspektiv om ”de facto policy makers” kan benyttes i forhold til Projekt

Locker Room. Dette da Projekt Locker Rooms medarbejdere, som før vist udøver skøn, som

følger de retningslinjer og idealer som hovedorganisationen Projekt UDENFOR har. Det

gælder især det faktum at Projekt UDENFOR hjælper de mest udsatte, altså de borgere som er

udenfor det offentlige system. Derfor udøver gadeplansmedarbejderne i Projekt Locker Room

dagligt et skøn, der beror sig på at udvælge og beslutte hvem der synes at have størst behov

for at have et skab og være en del af projektet. Dette beskrives her ved at GM1 fortæller:

”Og vores særkende er jo så at prøve at skabe langvarige relationer med de meget udsatte og

sky. Så det er jo altså løbende en vurdering om hvor vidt folk hører til målgruppen og vi har

gjort det sådan meget klart at altså du skal være hjemløs og det betyder at du skal sove på gaden

altså det meste af tiden eller hele tiden. Hvis du har ressourcerne til at fungerer i en natcafe eller

på et værested, eller ikke på et værested.” (GM1, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Lipsky ser dette som et komplekst og udfordringsfyldt arbejdsområde, da borgerne typisk har

individuelle og tvetydige problemstillinger, og derved kan svært, at støtte yderligere. I Projekt

Locker Room er man til gengæld ikke så styret af lovgivningen, da gadeplansmedarbejderne

ikke har en myndighedsfunktion og derved ikke har et behov for at skulle kombinere skønnet

med lovgivningsmæssige bestemmelser. Udfordringen her kan være at Projekt Locker Room

48

derved kun kan yde hjælp til et vidst punkt, så snart brugeren kommer ind i systemet er

Projekt Locker Rooms gadeplansmedarbejdere afhængige af, at kunne kombinere deres

arbejde med forvaltningens arbejde. Herved kan der opstå udfordringer i arbejdet og nogle

krydspres i arbejdet i forhold til brugerens ønsker og det aktuelle niveau der kan hjælpes og

støttes på. Dette er endvidere noget vi tidligere i afsnittet har haft fokus på. GM1 fortæller:

”..også er det netop det der med hvis man har nogle borgere som virkelig har et formuleret

ønske om at komme i bolig eller altså komme indendørs så hvis man vurderer hvis herberger

ligesom ikke lige er sagen så er vi jo ligeså handlingslammet som alle mulige andre ikke og der

gad jeg da godt nogle gange at vi rådede over nogle boliger som kunne være til dem som ikke

har en normal chance på det almindelige boligmarkedet” (GM1, København,

Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Frontlinjemedarbejdernes skøn i det sociale arbejde, synes både være en fordel og ulempe i

det sociale arbejde, skønnet kan endvidere også være konfliktfyldt i selvejende organisationer

og dermed ikke udelukkende knyttes til offentlige forvaltninger. Teorier om skøn kan således

også benyttes meningsfuldt i forskellige kontekster. Vi har nu set på hvilken type af

frontlinjemedarbejder der er tale om i Projekt Locker Room, vi vil derfor gå videre og se på

hvordan de arbejder med styring i Projekt UDENFOR, her vil vi inddrage

implementeringsteori.

Top down eller bottom up

I det følgende vil vi kaste et blik på, om der er tale om en top down eller en bottom up tilgang

som strategi og hvad det egentlig betyder at være top down eller bottom up styret i Projekt

UDENFOR. Hertil er det væsentligt at nævne, at både top down og Bottom up perspektiverne

er perspektiver, der kommer fra implementeringsteori og forskning. Disse to perspektiver er

særligt relevante, når implementeringen af f.eks. nye processer eller reformer slår fejl og ikke

bliver benyttet og udarbejdet i praksis, som det var tiltænkt af beslutningstagerne. En central

pointe er her at, Projekt UDENFORs opståen, er et resultat af at socialpolitikken ikke har

fungeret optimalt eller har vist sig mangelfuld. Perspektiverne kan de følgeligt benyttes til, at

analysere hvilke styringsformer Projekt UDENFOR benytter sig af.

49

Hvis man kobler de i teoriafsnittet gennemgåede begreber på Projekt Locker Room, kan man se

på det på følgende måde; Projekt Locker Room og Projekt UDENFOR opstår i første gang, fordi

der har været nogle top down politikker som ikke har virket til problemløsningen for netop denne

gruppe af udsatte. Det offentlige system er ikke i stand til, at nå ud til denne gruppe, og derved

opstår behovet for private aktører i samfundet: ” Vi har ønsket at skabe et projekt, der er

meningsfuldt for de hjemløse, der skal gøre brug af projektet, men det er også vores ønske, at

projektet opleves som et meningsfyldt supplement til andre hjemløsetilbud i byen” (

Kvartalsrapport, 2014a: 1). Projekt UDENFOR arbejder ud fra en moderne bottom up tilgang,

da en af deres vigtigste opgaver er at vidensdele livshistorier, for at skabe fokus på

løsningsforslag fra brugerne, sammen med aktørne omkring dem. Projekt UDENFOR ønsker

som organisation, med deres formidling og vidensdeling, at kunne påvirke og sætte fokus på

vigtige elementer og relevante tiltag for målgruppen:

”Vi har lige så mange medarbejdere på kontoret, som vi har på gaden og det er helt bevidst det

er fordi, vi tror ikke på at pædagog XX knuser nogle på gaden. Og så er der ikke nogen der

hører om det for så hjælper vi ikke nogen. Det står også i vores kontrakter at vi skal øh være

med til at undervise og vi skal lave informationsmøder og vi er sådan rimelige offensive om det

er politielever, socialrådgiverstuderende, folkeskoleelever osv vi har en hjemside hvor vi gør

meget ud af at skrive og vi stiller altid op på tv vi har en stor forpligtelse fordi vi synes det er

vigtig at dele vores viden øhm vi prøver altid at dele vores viden” (GM3, København,


Det bliver altså tydeligt her, at nogle projekter opstår i kølvandet på en top down styret tilgang

i samfundet, eller en klassisk bottom up, hvor ses at problemerne ikke kan blive løst af den

offentlige og at der derved opstår private aktører som gennem en moderne bottom up tilgang

forsøger at ændre forhold, og give ideer til hvordan man så løser problemer i dette tilfælde

med udsatte hjemløse både nationalt og internationalt. Hvilket GM3 også beskriver i

fokusgruppeinterviewet;

”Kort kan vi ikke gøre det, jeg kan starte sådan at vi jo i Projekt UDENFOR skal lave

eksperimenterende arbejde og jeg sidder i sådan en migrationsgruppe i noget der hedder

FEANTSA nede i Bruxelles og vi rejser rundt i Europa og kigger på ting der fungerer og ting der

ikke fungerer, også skal vi komme med nogle gode ideer til EU – parlamentet … ikke andet end

altså at jeg vil bare sige at selvom Locker Room er en succes så er det jo ikke altafgørende for os

50

at vores projekter de fortsætter faktisk vil vi hellere have at der nogle andre der overtager det for

så kan vi lave noget nyt også har det været en succes og det er jo sådan vi tænker ikke” (GM3,

København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

Afslutningsvis kan vi derfor se spor af moderne bottom up, i og med at Projekt Locker Room

er opstået på den baggrund, at der ikke er fundet løsninger på hjemløseproblematikken.

Hvorimod Projekt UDENFOR arbejder bottom up, i og med at de forsøger via vidensdeling

og formidling at påvirke og forhandle med politikere og kommunale institutioner.

Delkonklusion

Det kan konkluderes, at der er flere forhold der har betydning for, hvordan en

frontlinjemedarbejder agerer og tænker i en institutionel sammenhæng. Der er forskelle på

hvor stor en variation af skøn, man kan have i sit arbejde. Vi kan overordnet set konkludere,

at Projekt Locker Room er en af de steder, hvor skønnet er stort, fordi der ikke nødvendigvis

er så mange regler, retningslinjer og krav til gadeplansmedarbejderen. Afslutningsvis kan vi

konkludere, at organisationsformen har betydning for hvordan det sociale arbejde udføres.

Ide-organisationen fungerer godt, da denne er optimal i forhold til Projekt UDENFOR og

deres moderne bottom up arbejde.

Analysedel 2 – Det gode sociale arbejde

Vi vil her lave en analyse af de to, i teoriafsnittet fremsatte teorier, der hver især kommer med

deres bud på, hvad det gode sociale arbejde bør være og er. Dette for at besvare

arbejdsspørgsmål 2: Hvad er godt socialt arbejde i forhold til Projekt Locker Room?

Pilely & Brandt fremsætter her, et umiddelbart ’er’, i og med de ser de 7 T’er som værende en

dagligdags guideline, men spørgsmålet der her kan rejses er, om der her ikke også kan være

tale om et ’bør’. Dette da de 7 T’er kan ses fremsat mere som et normativt ideal for

socialarbejderen i Projekt UDENFOR, altså et ’bør’, frem for et ’er’. Høilund & Juul

præsenterer os her for fire handlingsvejledninger, der alle må være til stede, hvis det gode

sociale arbejde skal betegnes, som værende godt. Pilely & Brandt præsenterer os for de 7

51

T’er, der skal fungere som praktiske værktøjer for, at lave godt socialt arbejde. Hos begge

parter er der altså tale om, nogle bestemte handlinger der skal være til stede, for at vi kan tale

om et godt stykke socialt arbejde.

Vi vil her inddrage vores fokusgruppeinterview i vid udstrækning, da dette vil være

medvirkende til, at fortælle os om, hvordan det gode sociale arbejde kommer til udtryk i

praksis, i Projekt Locker Room, holdt op imod de to ovenstående teoretiske bud på, hvad det

gode sociale arbejde er.

Ser vi først på hvordan gadeplansmedarbejderene i Projekt Locker Room definerer det gode

sociale arbejde eksplicit, synes omdrejningspunktet for dem, at være det relationelle. Om det

gode sociale arbejde udtaler GM 3:

”…jeg synes godt socialt arbejde, det er noget der virker, altså det behøves ikke at være så sjovt.

Og det her med at vi har jo heller ikke nogen køreplan for alle vores borgere eller

hjemløse…Som mennesker er vi jo afhængige af andre mennesker, der er nogen der har brug for

rigtig meget og nogen der har brug for rigtig lidt. Der er nogen der har brug for berøring, der er

nogen der har brug for samtaler, der er nogen der har brug for at få lov til at skælde ud nogle

steder.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

GM 1 fortsætter og fortæller, at ser det gode arbejde som

”..Godt socialt arbejde, altså godt, det er jo sådan et meget normativt begreb, altså jeg tænker

umiddelbart at man bliver nødt til at se hvad der er godt socialt arbejde i forhold til dels de

rammer vi har og dels den målgruppe vi henvender os til. Og hvis vi starter der, så er det jo en

målgruppe som er udenfor, derfor hedder det jo også projekt UDENFOR sjovt nok ikke, altså de

er udenfor systemet”. (GM1, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

GM 2 supplerer og udtaler om det gode sociale arbejde: ”…at møde folk på deres præmisser, jeg

tror hvis man skal hjælpe den her målgruppe, så bliver det meget svært at hjælpe dem, hvis du

skal sætte alle mulige rammer og regler op for dem.” (GM2, København, Fokusgruppeinterview,

13/4 16). Her ser vi hvor svært det er for gadeplansmedarbejderne samstemmende at præcisere,

hvad godt socialt arbejde er for dem, dette set i lyset af, at Projekt UDENFOR har en skarp profil

på det sociale arbejde de udfører og at de 7 T’er giver et forholdsvis klart svar herpå. Men

ganske som vi så i indledningen til denne analyse del, er det gode sociale arbejde svært

definerbart, da det afhænger af optikken det ses igennem. Men på trods af, at Projekt Locker

52

Rooms optik synes, at være klart beskrevet, får vi her tre divergerende bud på, hvad godt socialt

arbejde er. Først er det gode sociale arbejde defineret ved, at tage hensyn til forskellige behov,

dernæst bliver det gode sociale arbejde fremstillet, som noget der er afhængigt af rammer og

målgruppe, og sidst men ikke mindst bliver det gode sociale arbejde beskrevet, som at møde

brugeren, på deres præmisser, uden rammer og regler. Her er altså et spændingsfelt mellem to af

gadeplansmedarbejderne. Det interessante er, at disse to gadeplansmedarbejdere under

fokusgruppeinterviewet ikke ser sig selv som værende uenige, på trods af, at de siger noget

diametralt modsat omkring behovet for rammer i det gode sociale arbejde. Her er altså et

diskussionspunkt i Projekt Locker Room, i forhold til, hvorvidt rammer er ideelle eller ej. Det er

det Høilund og Juul peger på i deres artikel, når de siger, at den sociale dømmekraft der vedrører

spørgsmålet om, hvordan en socialarbejder tænker og handler i mødet med brugeren og foretager

sig en faglig og personlig gendigtning af dét brugeren fortæller. Hvordan den dømmekraft blandt

socialarbejderne tilfører det sociale arbejde i Projekt Locker Room et dynamisk og fremadrettet

perspektiv. Dynamikken synes blot her at ophøre, i og med at den konkrete udøvelse af

dømmekraften er så forskellig. Og dette ganske uden at gadeplansmedarbejderne indbyrdes er

opmærksomme på dette og får dette sat i spil i forhold til den udøvende del af det gode sociale

arbejde.

Tillid skal bygges op af tid og tålmodighed, siger Pilely & Brandt. Projekt Locker Rooms

gadeplansmedarbejdere skal kunne sætte sig selv i anden række, og bruge tid og tålmodighed på

at lytte, ikke være fordømmende og ikke presse krav og forventninger ned over hovedet på

brugeren. Om tid, tålmodighed og tillid, taler GM 1 om følgende: ” …der er nogen vi kun

arbejder med i et halvt år eller et år. Men der er også nogen vi arbejder med i ti år, og der er

også nogen vi aldrig bliver færdige med at arbejde med.” (GM1, København,

Fokusgruppeinterview, 13/4 16). Der bliver altså brugt den fornødne tid, på brugerne, hvilket

efter Pilely og Brandt må udspringe af tillidserklæringer fra brugerne. GM1 fortæller: ”Ja jeg

tror jeg er dybt begravet i sådan et længere forløb med en hjemløs kvinde…” (GM3, København,

Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

og GM 3 supplerer og fortsætter:

”Altså det er virkelig en voldsom sag men samtidigt også en fantastisk sag, at hun har så meget

tillid til dig, ikke for hun er alvorlig syg og hun har ikke været behandlet endnu og måske

behøves hun det ikke, men hun er jo blevet sviget på alle måder, samtidigt med, at hun er

53

paranoid og alt muligt, ikke, der har relationsarbejdet og medmenneskeligheden gjort, at hun

har sagt; ’Jamen XX hvis der er en så er det dig’ ikke.”(GM3, København,


Her ser vi også Høilund og Juuls ideal om kærlighedskampen repræsenteret, hvor brugeren og

gadeplansmedarbejderen anerkender hinanden som ligeværdige samtaleparter. Det er en kamp

om et minimalt fællesskab mellem gadeplansmedarbejder og bruger i Projekt Locker Room,

der her bliver brugt, som et fundament for det gode sociale arbejde. Dette minimale

fællesskab mener Høilund og Juul er en forudsætning for, at brugeren kan komme til orde i

sin egen sag og fortælle, hvad det gode, opblomstrende liv er for netop ham eller hende.

Spørgsmålet er her blot, om kærlighedskampen bliver så personlig, at

gadeplansmedarbejderen formår at bevare sin faglighed. Noget Høilund og Juul værdsætter

højt i det gode sociale arbejde, men omvendt også noget, som de 7 T’er ikke vægter højt.

Kritikken kunne her være, at gadeplansmedarbejderen dømmekraft, kan blive til hverdags

ureflekterede handlinger, i og med fagligheden ikke prioriteres så højt som de 7 T’er gør i

Projekt Locker Room. I tillæg til kritikken må der dog tilføjes, at social betinget smag der

fortolker arbejdet, ikke kan erstattes af ren faglighed alene, som også Høilund skriver.

Dermed sagt, at det ene ikke udelukker det andet. I fokusgruppeinterviewet er den ene

gadeplansmedarbejder ej heller bekymret for, ikke udelukkende agere som professionel, men

også som menneske:

”..det er sådan livet er, det kan godt være deres udsving er større end vores andres, men vi har

også udsving altså, eh det kan godt være fordi, at det alt det jeg har fået med i bagagen og alle

de erfaringer jeg har gjort så er mine udsving måske ikke så store, men jeg tror hvis i spørger

mine kone eller min ekskone, så vil mine udsving også være rimelig store bare på en anden

måde.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

Projekt Locker Room taler også om timing, altså at møde brugeren, på det rette tidspunkt.

Projekt Locker Room er opmærksomme på, at der kun er én der ved, hvornår dette tidspunkt

indtræffer, og det er når brugeren selv melder klar. Hvordan ved de i Projekt Locker Room, at en

bruger er klar, når dette ikke kan sættes på formel, men er individuelt betinget. Der kan her være

tale om et skøn, som igen bringer den sociale dømmekraft ud af kurs. Troværdighed og det at

turde er endnu to af grundpillerne hos Pilely & Brandts 7 T’er. GM 1 udtaler om troværdigheden

at: ” …så møder man dem bedst uden en klar målsætning fra starten, det er sådan en

54

grundlæggende værdi, at der ikke skal være nogen skjult dagsorden” (GM1, København,

Fokusgruppeinterview, 13/4 16) Det er altså væsentligt i Projekt Locker Room, at der er

gennemsigtighed for brugerne. Dette kendetegner efter Høilund & Juul et ideal for handling i det

sociale arbejde, hvor gadeplansmedarbejderen bør stille sine faglige våben til rådighed for

brugeren. Her er der tale om både en fortsat kærlighedskamp for et socialt fællesskab med

brugeren, og en anerkendelseskamp for brugeren som etisk og juridisk person. Tingene er som

de er, og al viden er tilgængelig for brugeren. I forlængelse af dette, må vi kigge på det at turde.

Et ord der også kan omskrives til mod. At turde viser sig i fokusgruppeinterviewet på en ganske

særlig vis, for udover at turde bryde med personlige grænser og det at turde nærme sig en bruger,

eller det at turde tage kontakt igen efter en afvisning er én ting. I Projekt Locker Room og

Projekt UDENFOR har de en holdning til det at turde, det rækker udover den brugerorienterede

vinkel, for de har mod til, at dele deres erfaringer med omverdenen, åbent og ærligt:

”…der er også en eller andet misforståethed om, at hvis man er god til noget så skal man holde

på sin viden, altså eh, det kan vi slet ikke forstå hvis man ved noget der virker, så lad os da

sprede det så vidt så muligt, så der er så mange så muligt der får gavn af det.” (GM1,


Dette står som noget ganske unikt for Projekt UDENFOR og dermed også for Projekt Locker

Room. De har truffet et etisk valg om, at skærme deres brugere, men at alt øvrigt materiale de

fremstiller, er offentligt tilgængeligt. Vi har i dette projekt, som beskrevet haft adgang til alt

det skriftlige materiale, som Projekt Locker Room har. Særligt kvartals rapporterne og Projekt

Locker Rooms slutevaluering finder vi interessante at inddrage her, for

gadeplansmedarbejdernes tilgang er påvirket af de solidaritets idealer, der har ændret sig i det

omkringliggende samfund og pligt etikken ser ud til, at være erstattet af nytte etikken. Det er

et solidaritetsmål at skabe menneskelig opblomstring ud fra et anerkendelsesideal, og hvis vi

ser på socialt arbejde med et kritisk hermeneutisk blik. For eksempel nævner

gadeplansmedarbejderne, at de for at imødekomme brugerne:

”startede med at holde åbent tre dage fast, men fandt ud af at langt størstedelen af brugerne

kom uden for dette tidsrum. Derfor ændrede vi i foråret 2015 åbningstiderne til at være mere

fleksible, idet vi søgte at møde brugerne ud fra deres livsbetingelser, hvor et kaotisk liv ofte

gør det vanskeligt at møde op indenfor meget bestemte tidsintervaller” (Slutevaluering, 2016:

4).

55

Anerkendelsen kan i følge den kritiske teoris tankesæt ikke sættes på formel og det sociale

arbejde bliver besmittet af styrings mekanismer og dominerende magt sprog, der sætter

dagsordenen. Projekt Locker Room forsøger her, at imødekomme, at alle der har behov for

deres hjælp føler sig anerkendt også via sproget:

”Vi udarbejde brugerbetingelser, som blev oversat til en række forskellige sprog, hvilket har

vist sig at være et godt redskab. Ikke blot fordi sprogbarriererne på den måde blev nemmere

at overkomme, men også fordi brugerne blev overraskede og glade over, at blive mødt på

deres eget modersmål” (Slutevaluering, 2016: 2).

I følge Juul & Høilund har der aldrig været enighed om, hvad det gode sociale arbejde er om

hvorvidt de er emancipatoriske eller kravstillende og disse tilgange styres videre af de sociale

teknologier der er blevet mere dominerende i forhold til, at bedre og lette det sociale arbejde

(Juul, 2010: 349-394).

”men vi har erfaret at Projekt Locker Room er andet og mere end blot 70 skabe; ”Men

projektet er mere end skabspladsen alene. En erfaring i Projekt UDENFOR er, at man er

nødsaget til at kombinere den konkrete opbevaring med andre socialfaglige tiltag hvis man

ønsker at hjælpe netop den målgruppe som projektet henvender sig til” (Slutevaluering, 2016:

1).

Ser vi på det sociale arbejdes udførsel gennem Lars Uggerhøjs perspektiv vil Projekt Locker

Room kunne profilere sig anderledes, i forhold til, at de ikke i samme omfang skal opnå noget

konkret med nogle brugere, men i højere grad finder sin berettigelse, som de udsattes talerør

og som forandringsagent i det sociale arbejde.

”Vi har nået nogle af de mest udsatte hjemløse og vi har haft mulighed for at skræddersy

forløb, til det menneske vi har ønsket at hjælpe - helt uden krav og i et tempo der har passet

den enkelte. Skabspladsen i Projekt Locker Room har vist sig at være et nyttigt

arbejdsredskab i det relationsarbejde vi mener, er afgørende i forhold til at kunne hjælpe

meget udsatte mennesker” (Slutevaluering, 2016: 4).

Delkonklusion

56

Vi blev i vores empiri indsamling gjort bekendt med Pilely & Brandts rapport Posefolket,

hvor i de 7 T’er blev præsenteret. Vi har brugt empirien og gjort den til en del af vores teori,

for at anskueliggøre hvad det gode sociale arbejde er, med udgangspunkt i vores case, Projekt

Locker Room. Denne er holdt op imod Høilund og Juuls normative teori for godt socialt

arbejde. Dette for at skabe samspil mellem teori og empiri.

De 7 T’er er bredt repræsenteret i Projekt Locker Rooms forståelse af det gode sociale

arbejde. GM3 fortalte os, at disse 7 T’er er grundbegreberne for, hvordan de arbejder i

henholdsvis Projekt UDENFOR og Projekt Locker Room. Det samme gør sig gældende i

vores empirisk funderede analyse. Et af Projekt Locker Rooms bærende elementer i det gode

sociale arbejde er tillid. Denne tillid der er oparbejdet af tid og tålmodighed overfor brugeren.

Ovenstående analyse har vist os, at de 7 T’er oprigtigt er et er. De afspejler virkeligheden og

det praksisnære gode sociale arbejde, som Projekt Locker Room stræber efter. Af de fire

handlingsvejledninger hos Høilund og Juul vægtes der i særlig grad i Projekt Locker Room, at

balancere mellem det professionelle og det personlige engagement, uden at blive privat.

Ydelsen er skabet og relationen. Det står i klar modpol til de offentlige styringslogikker og

rationaler, der i høj grad i dag er optaget af at øge autonomien i forhold til at man er

selvhjulpen og kan forsørge sig selv. Selvom arbejdet skal indrettes efter hensyn af den

enkeltes behov og ressourcer, udfordre rammen for udførelsen dette skøn i højere grad i for

eksempel offentlige forvaltninger end i den private organisation Projekt UDENFOR, der er

styret af andre logikker.

Analyse del 3 – Anerkendelse

Indtil nu har vi i projektet været interesseret i det hvad det gode sociale arbejde, samt hvilke

organisatoriske betingelser der er til stede for det gode sociale arbejde. I dette afsnit vil vi gerne

se nærmere på arbejdsspørgsmål tre: Hvordan kommer Honneths anerkendelsesbegreb til udtryk

i Projekt Locker Rooms arbejde med brugerne? Dette i forhold til, at belyse det konkrete forhold

de professionelle har til brugerne. Vi har ikke fundet nogen nævneværdige spor af det Honneth

betegner som retlig anerkendelse i Projekt Locker Room, hvorfor denne sfære ikke er inddraget i

denne analyse, men først vil figurere i diskussionen.

57

Helt generelt ser vi at Honneths anekendelsesbegreb kommer til udtryk på forskellig vis i Projekt

Locker Rooms arbejde med brugerne. Blandt andet i den måde de praktiserer og vægter relations

arbejde på. Relationen til brugerne tillægges betydelig vægt og fungere både som et mål i sig

selv, men det er også igennem relationen at medarbejderne arbejderne med brugerne. Yderligere

er omdrejningspunktet i Projekt Locker Room, at arbejde hen i mod at etablerer et værdigt liv for

brugerne.

Axel Honneths anerkendelses teori er en normativ teori om det gode liv (Willig, 2003: 19).

Honneth formulerer en række formelle betingelser for menneskets selvrealisering, således er

Honneth ikke optaget af det specifikke kontekstuelle indhold i det gode liv, men derimod de

formelle forudsætninger, som nødvendigvis må stilles til rådighed for individets selvrealisering

(Willig, 2006: 9).

I Projekt Locker Room er dette element genkendeligt i forhold til den måde de betragter

målsætningen om et værdigt liv for brugeren, GM3 fortæller eksempelvis

”Hvis de går i bare tæer vil vi gerne have de får sko på, hvis de kun spiser en gang om ugen vil

vi gerne have at de spiser to gange om ugen og den vej prøver vi hele tiden at støtte dem i at få et

værdigt liv, altså vi måler meget mere på værdigt liv end hvad vi måler på job og ikke misbrug,

og sådan nogle ting, og værdigt liv der kan jo være meget forskelligt, for nogen kan et værdigt

liv være at sove i telt på Amagerfælled, fordi man hører til der” (GM3, København,


Der er altså i denne optik ikke nogen endelig definition af hvad et værdigt liv indeholder, det

afhænger af hvad der er meningsfuldt for den enkelte bruger. En anden medarbejder fortæller

yderligere at, godt socialt arbejde er når gadeplansmedarbejderen kan hjælpe brugerne med noget

de selv ønsker hjælp til, og selv har formuleret (GM1, København, Fokusgruppeinterview, 13/4

16). Igen bliver udgangspunktet for det værdige liv, det som brugeren finder meningsfuldt.

Helt grundlæggende hævder Honneth at menneskets evne til at fungere som socialt vellykket

individ er afhængigt af anerkendelse som bekræftelse af autonomi og individualitet (Høilund &

Juul, 2005: 25). At anerkende et menneske er i Honneths optik mere end blot at se et menneske

rent fysisk, det kræver at mennesket bliver synligt, som individ med en unik personlighed. For at

58

kunne begribe dette forhold af mere end ren fysisk karakter opererer Honneth med begreberne

anerkende og synlig (Høilund & Juul, 2005: 29) At være synlig i en forstand der rækker udover

det visuelle betragtes i følge Honneth som en helt elementær form for anerkendelse, ved at

individet så tillægges social anseelse (Høilund & Juul, 2005: 29). Anerkendelse kræver

ekspressive kropsudtryk hvorigennem mennesker gensidigt tilkendegiver anerkendelse,

kropsudtryk kan derfor signalere at vi føler os gensidigt forpligtede til, at forholde os velvilligt

og respektfuldt overfor den anden. Med andre ord viser kropsudtrykket hvilke former for

handlinger vi kan forvente (Høilund & Juul, 2005: 29).

Honneth sammenligner anerkendelseshandlingen med den sociale interaktion mellem forældre

og spædbarn(Honneth, 2003: 108), og hævder således at dette også gør sig gældende i

interaktionsforholdene mellem voksne.

”Også voksne personer giver i kraft af en mangfoldighed af fint nuancerede udtryk almindeligvis

til kende i deres kommunikationer, at de er velkommende og imødekommende med særlig

opmærksomhed… Som erstatning for, eller supplement til eller uafhængigt af talehandlingerne

skal de give offentligt tilkende overfor den overforstående, at denne i den samfundsmæssigt

typiserede rolle (ven, rengøringskone, medrejsende) bliver bifaldet socialt eller nyder anseelse”

(Honneth, 2003: 108).

Der er altså først tale om reel anerkendelse når selve handlingen rummer mere end blot visuel

tilstedeværelse for hverandre, men også ledsages af venlig og imødekommende mimik og eller

gestik. GM3 fortæller:

”Det her med at vi opsøger folk altså vi tror jo på at alle mennesker har brug for en

relation…Som mennesker er vi jo afhængige af andre mennesker, der er nogen der har brug for

rigtig meget og nogen der har brug for rigtig lidt. Der er nogen der har brug for berøring, der er

nogen der har brug for samtaler, der er nogen der har brug for, at få lov til at skælde ud nogle

steder.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Det opsøgende arbejde, forstået ved at medarbejderen opsøger brugerne på gaden med ønske om

at indgå en relation, kan betragtes ud fra Honneths begreb om synlighed, og dermed ønsket om at

indgå i et egentligt anerkendelsesforhold med brugerne, da man må formode at, ønsket om at

indgå relation med brugerne følges op af eksempelvis imødekommenhed.

Et andet eksempel på hvordan Honneths begreb synlighed kommer til udtryk i Projekt Locker

Rooms arbejde med brugerne er GM3, der beskriver hvordan opbyggelse af en relation, med en

bruger kunne forløbe:

59

”Og på den lange bane synes jeg succesen har været at nogen af dem vi har kunne finde i byen

som har været utrolig sky og har været svære at snakke med og har dem er vi kommet meget

tættere på og vi har prøvet så ofte så muligt at have en til en så når der er kommet en mand

hernede med langt skæg som har skulle flytte rundt på nogle af de ting der har haft værdi for

ham men ikke har det for os andre så har vi faktisk haft tid sammen og til starte med har det

måske bare været at kigge på ham eller åbne døren for ham eller vise ham hvor toilettet er og

ligeså stille er der bygget op at der også er kommet noget samtale og noget relation”(GM3,

København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Gadeplansmedarbejdernes ønske om relation med brugerne via det opsøgende arbejde, som er en

grundlæggende værdi i Projekt UDENFORS arbejde, kan altså betragtes i Honneths optik som

en måde hvorpå medarbejderne forsøger at skabe de mulighedsbetingelser for brugerne, der skal

til for, at de kan indgå i et reelt anerkendelsesforhold.

Vi så i forrige afsnit at tid, tålmodighed og timing fungerede som praksisnære redskaber i det

gode sociale arbejde. Tid og tålmodighed kan således i Honneth optik forstås som anerkendende

handlinger overfor brugeren, der dels bidrager til, at gøre brugerne synlige i relationen bruger og

gadeplansmedarbejder imellem og derved til, at der opstå et reelt anerkendelsesforhold bruger og

gadeplansmedarbejder imellem, dette ses ved at gadeplansmedarbejderen i citatet ovenfor

tillægger tid betydning ift. relationen med brugeren, og samtidig implicit udviser den nødvendige

tålmodighed og timing, for at relationen kan udvikle sig.

GM3 fortæller yderligere, hvordan vedholdenhed i kontakten med brugerne, og det at signalere

overfor brugerne at gadeplansmedarbejderene er der uanset hvad der sker, tillægges væsentlig

betydning i deres arbejde.

”vi går ikke ind i noget halvt altså hvis vi gør det, så gør vi det ordentligt også selvom

vedkommende har brændt os af ti gange så kommer vi når vi har aftalt at mødes øh fordi det er

bare en måde at teste os af på og sig selv og alt muligt andet så hvis vi gør det så gør vi det

ordentligt.” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16) og,

”det eneste vi gerne vil vise er at vi er der hele tiden både når det går godt og når det går

dårligt både når de afholder deres aftaler eller når de ikke gør og der er ikke nogen præmier for

den ene eller straf for den anden” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

60

Som sagt differentierer Honneths sit anerkendelsesbegreb i tre sfære, eller former for

anerkendelse om man vil. Den private(kærlighed), den retlige og den solidariske. Han peger på,

at individet skal opnå anerkendelse indenfor alle tre sfærer, for at udvikle et positiv selvforhold.

Anerkendelse indenfor den private sfære er af emotionel karakter, og erfares i de nære relationer,

som individet deler med hhv. familie og venner og gennem denne form anerkendelse udvikles en

fundamental selvtillid, som sætter individet i stand til at udtrykke sig og deltage i nære

fællesskaber og samfundsmæssige forhold (Willig, 2003: 14). Individet erfarer hvorledes

anerkendelsesbehovet dækkes igennem eksistensen af den ”konkrete anden” (Willig, 2006:

11).

Der synes at der kunne argumenteres forsigtigt for, at gadeplansmedarbejderne yder en hel

fundamental form for anerkendelse af emotionel karakter, eksempelvis beskriver GM3:

”Som mennesker er vi jo afhængige af andre mennesker, der er nogen der har brug for rigtig

meget og nogen der har brug for rigtig lidt. Der er nogen der har brug for berøring, der er

nogen der har brug for samtaler, der er nogen der har brug for at få lov til at skælde ud nogle

steder” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Ligeledes fortæller GM2:

”Jeg tror hvis man skal hjælpe den her målgruppe, så bliver det meget svært at hjælpe dem, hvis

du skal sætte alle mulige rammer og regler op for dem ik og når vi møder folk på gaden, så har

vi ikke nogen krav til hvordan folk de opfører sig. Folk må godt være fulde og være psykisk syge,

men ja det bliver meget svært at hjælpe målgruppen, hvis man sætter en masse krav op til at

starte med” (GM2, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16).

Gadeplansmedarbejderne møder altså brugerne med fuld accept af hvem de ”er”, og relationen

og anerkendelsen er således ikke betinget af brugernes særlige evner eller præstationer, men

alene af deres eksistens. Gadeplansmedarbejderne i Projekt Locker Room vægter ligeledes én til

én kontakt. GM3 beskriver ligeledes hvordan gadeplansmedarbejderene er de eneste brugerne

har, og hvorfor det derfor også er så vigtigt, at de altid er der og at brugerne kan regne med dem

(GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16). Her bliver tillid centralt og kommer til at

fungere som en anerkendende handling overfor brugerne.

Mere nærliggende synes det dog at være at Projekts Locker Rooms arbejde befinder sig i det

Honneth betegner som solidariske sfære. I den solidariske sfære sker anerkendelse ifølge

Honneth igennem relation til gruppen, fællesskabet eller samfundet, hvor individets positive

61

engagement bliver anerkendt, dette udløser socialværdsættelse som medlem af et solidarisk

fællesskab(Willig, 2006: 12).

Det er igennem fællesskabet med andre at individet kan genkende sig selv og bliver anerkendt

for sine specielle evner, særlige kvaliteter og bidrag (Willig, 2003: 16). Igennem denne

anerkendelses form udvikler individet selvværdsættelse, denne kan f.eks. have baggrund i

individets særlige livsforløb, præstationer, funktioner eller handlinger (Willig, 2003: 16-17)

Solidaritet har både emotionel og fornuftmæssig karakter. I følge Honneth har mennesket behov

for socialværdsættelse, hvor det får mulighed for at forholde sig positivt, til sine konkrete

egenskaber og muligheder (Honneth, 2006: 163).

”Sådanne relationer må kaldes »solidariske«, fordi de ikke kun fremkalder passiv tolerance, men

også følelsesmæssig deltagelse for det individuelle særegne ved den anden person. For

kun hvis jeg aktivt drager omsorg for udfoldelsen af den andens, for mig at se fremmede

egenskaber, kan vores fælles mål realiseres.” (Honneth, 2006: 173).

Honneth peger endvidere på at solidariske relationer er når man betragter hinanden i lyset af

værdier, der lader de andres egenskaber og muligheder fremtræde som betydningsfulde for den

fællespraksis (Honneth, 2006: 173).

En gadeplansmedarbejder fortæller: GM 3: ”…og det er ligesom det vi prøver at se og vi prøver,

at se muligheder og det kan godt være, at de er udsatte og de ikke har et sted at sove, at de

drikker for meget eller hører for mange stemmer, men udover det er der jo masser af muligheder

i dem og det er jo ligesom det vi prøver at holde fast i…”(GM3, København,

Fokusgruppeinterview, 13/4 16). GM1 supplerer og fortæller, at livet på gaden gør at de ”…får

nogle ressourcer eller har opadarbejdet nogle ressourcer og noget du bliver dygtig til” (GM1,


Her tillægges de særlige evner, færdigheder og præstationer som brugerne via deres livssituation

rent faktisk besidder og har opnået. De anerkendes som betydningsfulde. Honneth hævder, at

individet kun kan føle sig værdifuldt, når det føler sig anerkendt ift. til dets præstationer det ikke

forskelsløst deler med andre(Honneth, 2006: 168) Her forsøger medarbejderne netop at få øje på

de særlige præstationer og evner, som brugerne har og har oparbejdet i deres livssituation.

I Projekt Locker Room, er det særlige at der stilles et skab til rådighed for brugeren, hvori de kan

opbevare deres ejendele. Skabet i sig selv er ikke umiddelbart meningsfuldt, at betragte ud fra

Honneth anerkendelses perspektiv. Derimod den måde gadeplansmedarbejderne bruger skabet i

relationen til brugerne synes, at være interessant, at kaste et kort blik på. GM1 fortæller:

62

” og der er det også igen det er jo ikke skabet i sig selv men det er jo også det arbejde der ligger

inden de putter deres ting i skabe ikke det forløbet oftest sådan at de bliver tilbudt ikk altså du

har jo lige haft et eksempel på en der synes det var virkelig en dårlig ide det kan så godt være

han kommer om to måneder og alligevel gerne vil ikk” (GM1, København,

Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

Endvidere fortæller GM3:

”Men for os var det endnu vigtigere at vi kunne bruge tingene til at tale sammen ikk nå det nu er

at man har en taske som er helt tom bortset fra et billede af den kone man ikke har set i tyve år

som man skal ligge frem og vise til XX at det er det jeg gerne vil have i skabet. Helt exceptionelt

god mulighed til at tale sammen” (GM3, København, Fokusgruppeinterview, 13/4 16)

Her tillægges kontakten med brugeren der går forud for skabet værdien, og egentlig ikke skabet i

sig selv. Det beskrives samtidig at både skabet og de foranstaltninger der knytter sig til det at

have skab bliver redskaber ift. relationsarbejdet. Igen bliver tid afgørende, da den tid

medarbejder og bruger har sammen i forhold til brugerens ærinde med skabet.

Delkonklusion

Vi har nu set hvordan Honneths Anerkendelsesbegreb kommer til udtryk på forskellig vis i

gadeplansmedarbejdernes arbejde med brugerne i Projekt Locker Room vi har set hvordan bl.a.

tid, tålmodighed og tillid, fungerer som anerkendende handlinger overfor brugerne. Dog synes

det klart, at den anerkendelse der her kommer til udtryk må være at betragte, som minimum af

anerkendelse, og befinder sig helt nede i bunden af anerkendelses

hierarkiet. Gadeplansmedarbejderne gør brugerne synlige i relationen og er dermed med til at

skabe et reelt anerkendelsesforhold, men som må være at betragte, som helt elementær

anerkendelse. Det ikke at stile krav, kommer her til at være det gode sociale arbejde.

Diskussion

Vi har indtil videre holdt en tredeling af vores rapport, nu er vi nået til diskussionen og her vil vi

gerne bringe alle tre dele i spil. Vi vil gerne diskutere de tre arbejdsspørgsmåls individuelle

63

relation, til hinanden. SLB, Det gode Sociale Arbejde og Honneth, skal så at sige diskuteres

indbyrdes. Vi har nu haft fokus på den tidslige dimension, vi vil nu også have fokus på den

rumlige dimension. Det er netop her vores delvist strukturerede interview med The Chicago

Youth Storage Initiative bliver interessant, fordi rummet er det samme.

Skabene i forhold til The Chicago Youth Storage Initiativ

Hos The Chicago Youth Storage Initiative, ser de en problematik i, at deres 65 skabe er placeret

selvstændigt og ikke i sammenhæng med andre tilbud, om dette udtaler manageren fra The

Chicago Youth Storage Initiative; “I think they are challenged because the space does not have

any programs during the day so it’s almost like you need to go there because you want the

storage program there, it’s not like a dropping center or access to classes or computer lap. So I

will think that will be interesting just from an outreach perspective”. (Delvist struktureret

interview, Chicago, 5/5 16).

I The Chicago Youth Storage Initiative har de en øget opmærksomhed på, hvordan de får deres

brugere, til at bruge tilbuddet, dette med særlig opmærksomhed på betydningen af, at projektet

ikke er i sammenhæng med andre tilbud. Her ses en forskel fra Projekt Locker Room, i og med

The Chicago Youth Storage Initiative påpeger, at det kan besværliggøre det gode sociale arbejde,

hvis tilbuddet om et skab ikke hæfter sig på andet socialt arbejde. The Chicago Youth Storage

Initiative påpeger, altså, at det vil være en fordel, hvis der er andet end blot skabene, som

brugerne kan gå efter. Projekt Loker Room synes ikke, at være optaget af denne problematik,

men årsagen til dette, kan måske findes i, at Projekt Locker Room som beskrevet er nabo til

suppekøkkenet, ’Den sorte Gryde’, som tidligere beskrevet. Dette kan måske netop være grunden

til, at Projekt Locker Room ikke påpeger denne problematik, de har ganske simpelt ikke set

problematikken, for den har aldrig eksisteret hos dem. En anden forklaring kunne også ligge i det

opsøgende gadeplansarbejde i Projekt UDENFOR, som fra starten har understøttet Prokekt

Locker Rooms indsats. Noget kunne her tyde på, at denne placering af de 70 skabe, har meget at

sige, i forhold til skabenes funktion i det gode sociale arbejde. Dette kan måske forklares ved

hjælp af udsagn fra The Chicago Youth Storage Initiative, dette da de er meget opmærksom på,

at The Chicago Youth Storage Initiative kan præcis det modsatte af et suppekøkken:

“It’s a different kind of service transaction it’s not a soup kitchen it’s not some other services

that have a lot of stigma connected to it that um people are very grateful that you are protecting

and storing their things so they are more likely to give you the government name their birthday

64

like that information that could benefit and be used to help people with uh for example there is a

medical service being able to find someone in the hospital or if they are being picked up by the

cop being able to find them” (Delvist struktureret interview, Chicago, 5/5 16).

Skabene er altså i følge The Chicago Youth Storage Initiative noget ganske andet end et

suppekøkken. Taknemligheden og åbenheden fra brugerne er større, hvilket gør arbejdet med de

hjemløse, med skabet som ramme, mere tilgængeligt og mere handlingsorienteret, ganske som

Høilund og Juul påpeger i deres handlingsvejledninger. Omvendt må vi kunne forvente mere

socialt fællesskab i et suppekøkken.

Hvad skal det sociale arbejde i Projekt Locker Room og Projekt UDENFOR

Som et led i Hjemløsestrategien fra 2009 blev der etableret det der kaldes Housing First

tilgangen, hvor målet er indflytning i egen bolig. Grundprincippet i Housing First tilgangen er

etablering af en permanent boligløsning tidligt i indsatsen, kombineret med en individuel og

fleksibel social støtte. Man mener således, at en fast og permanent bolig er en forudsætning for,

at borgeren kan arbejde med sine andre problemer, som fx sindslidelse og misbrug (Benjaminsen

& Lauritzen 2013: 144-145). Endelig er den opsøgende indsats på gadeplan ligeledes en del af

strategien.

Disse tiltag vil dog for mange af Projekt Locker Rooms brugere ikke være dækkende, da de som

illegale immigranter opholder sig i landet uden tilladelse og for manges tilfælde ej heller har et

cpr-nr. Dette betyder blandt andet at de ikke tælles med i hjemløsetællingen. De rettigheder der

er lavet i forhold til serviceloven er ikke gældende for disse udsatte brugere. Dog findes der

herberger og væresteder, der ikke registrerer brugerne og også natherberger i vinterhalvåret for

særligt immigranter. Projekt UDENFOR fortæller også at de i vid udstrækning fungerer som

kompas og bindeled mellem gaden og det offentlige system ift. enten at hjælpe brugeren ind i

systemet eller ind i tilbuddet den gode hjemsendelse, Transitprogrammet, de samarbejder med

Københavns Kommune om. ”Projekt UDENFOR sætter ind der, hvor det offentlige sociale

sikkerhedsnet ikke er finmasket nok”( http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/).

I slutevalueringen skriver Projekt Locker Room;

”Et skab i Locker Room har i mange tilfælde været et redskab i den stabiliseringsproces, der er

nødvendig inden en hjemrejse. Det betyder konkret, at de brugere der er blevet hjulpet hjem har

haft mulighed for, at opbevare deres ejendele i Locker Room imens vi har arbejdet motiverende,

65

har ydet omsorg og ordnet de praktiske udfordringer, der er forbundet med en hjemrejse der ofte

kan være både skræmmende og sårbar for den enkelte hjemløse” (Slutevaluering, 2016: 4).

De 7 T’er i forhold til The Chicago Youth Storage Initiative

Af Pilely og Brandts 7 T’er, er der bemærkelsesværdigt få, der går igen i The Chicago Youth

Storage Initiative. Her er der fokus på mere konkrete fordele og ulemper; “Benefits: This has all

of the benefits of Storage Programs Integrated into Existing Basic Needs Services & Programs.

Considerations: Cost of additional space and staffing. Requires, at a minimum, two staff at all

times to operate. Ensure satellite is located in proximity to a drop-in center with a long-term

lease and/or permanent location.” (Brooks, Gaiter, Slater & Williams, 2015: 46)

På trods af, at The Chicago Youth Initiative synes mere målorienteret, end procesorienteret er det

T, der skinner igennem i The Chicago Youth Storage Initiative Tillid. Dette illustreret i følgende

citat: ”I am a big believer in consisting staffing so I want to see this thing in person every day or

every other day and at soup kitchen I think that’s kind of hard, you never know who is going to

be working and um, and so and, yeah I think um yeah there is something about yeah literally

seeing someone the same youth worker or the same social worker every single day they check in

for the storage.” (Delvist struktureret interview, Chicago, 5/5 16).

The Chicago Youth Storage Initiative er altså, til forskel fra Projekt Locker Room meget

beskrivende på den praktiske del af skabenes funktion for de hjemløse. De har I deres rapport

lavet en liste over deres ‘keyfindings’, der blandt andet indeholder : ”Storage programs youth

can trust is of upmost importance. It can be unsafe for young people to carry their belongings

with them. Constant worry impacts mental health, productivity, and goal completion. Lack of

storage means taking steps back, even when you are trying to move forward.” (Brooks, Gaiter,

Slater & Williams, 2015: 10)

To projekter, der umiddelbart ligner hinanden i opsætningen, har altså vidt forskellige

udgangspunkter, for skabets rolle. I Projekt Locker Room, kan skabene skabe rum til det gode,

anerkendende sociale arbejde. I The Chicago Youth Storage Initiative, er skabene mere end

nødvendighed i forhold til, at opnå målet om skadesreduktion:

” For young people experiencing homelessness and housing instability, access to safe and

secure storage options for personal belongings—such as clothing, school books, keepsakes, and

legal documents—is a daily, often hourly, stressor. In the absence of stable housing, these

66

possessions—including those necessary for housing, employment, and educational

opportunities—are in constant danger of being lost, stolen, discarded, or damaged. Left with

unreliable or infrequent options, young people hide their personal belongings in alleys,

dumpsters, yards, under porches, in abandoned buildings, and bushes.” (Brooks, Gaiter, Slater

& Williams, 2015, s. 10).

Anerkendelse som ideal

Det er interessant at diskutere Honneths anerkendelsesteori, som et udgangspunkt for godt socialt

arbejde. Man kan diskutere hvorvidt det, at blive set og hørt og anerkendt af en anden rent

faktisk afhjælper et socialt problem. Det er tydeligt, at man med en anerkendende tilgang, åbner

op for nogle forhold der kan være med til at ændre et individs situation og skaber mulighed for

handling. Men det er at blive anerkendt i sig selv, kan ikke afhjælpe alle de problemer, man

måtte have, når man lever som hjemløs.

I forhold til den retlige anerkendelse som Honneth peger på, som en nødvendighed for, at

individet kan udvikle et positivt selvforhold, er Projekt Locker Rooms brugere helt nede i

bunden af anerkendelsesmodellen, som illustreret nedenfor. Dette da de er udenlandske, og

dermed ikke omfattet af lovsikrede rettigheder her i landet. De er omfattet af helt grundlæggende

menneskerettigheder.

67

Om de øvrige hjemløse i Projekt Locker Room, kan man ligeledes diskutere om de ikke også

ligger i bunden af ovenstående model, og de udenlandske hjemløse så at sige, ligger udenfor

modellen.

Projekt Locker Room som noget særligt?

I dag omhandler det sociale arbejde i høj grad fremme af autonomi og hjælp til selvhjælp som

credoer for tilgangen til arbejdet. Det vægtes at tilgangen er ikke-undertrykkende og i

ligeværdigt samspil med borgeren. Der tages udgangspunkt i individet og her og nu

problematikker, og der graves ikke i borgerens historie for at finde vej til fremtiden.

Således er præmissen særligt gældende, når det sociale arbejde udøves i en organisationstype,

som Projekt UDENFOR, der har fokus på brugerinteresser og forandring af de sociale

omstændigheder. I forhold til aftaler der indgås med brugerne af skabene, ses der også et praksis

skøn i forhold til, at opveje kontrollen af hvad der er i skabet, som de har indgået aftale om og

samtidig udøve den tillid, der er så afgørende for deres relationsarbejde og med det medførte

handlerum der så bliver nødvendigt i mødet med brugeren. Her sætter lovgivning sig ikke

igennem, som den er udformet, men her fortolkes i praksis ledet: ”Brugeren af et Locker Room

skal være indforstået med at alt der ønskes opbevaret skal godkendes af en medarbejder inden

68

det placeres i skabene” (Opbevaringsbetingelser, 2014). Men trods denne ”kontrakt” om

opbevaringsvilkårerne er det tydeligt, at det er dømmekraften og det skønsmæssige handlerum,

der er i spil, netop da ”relationsarbejdet er omdrejningspunktet”, (Slutevaluering, 2016: 4).

Projekt UDENFOR og Projekt Locker Room er opstået, som en opfattet nødvendighed, for at

tilbyde en anden aktør og indgangsport i det sociale arbejde, med de mest udsatte brugere. De

arbejder interaktionistisk i forhold til, at relationen er den styrende og altafgørende. Ud fra et

kritisk perspektiv vil denne type socialt arbejde også være præget af, at medtænke de strukturelle

barrierer for anerkendelse, disse udsatte aktører har, både privat, retsligt og som brugere.

Gennem vores empiri ser vi sociale patologier, som hindrende for de mest udsatte brugeres

betingelser, for at opnå anerkendelse, hvilket i dette perspektiv betragtes som grundbetingelsen

for et godt liv og det gode sociale arbejde.

En del af Projekt Locker Rooms brugere viste sig, som beskrevet, undervejs i projektet, at være

migranter, der netop stod endnu mere på kanten af muligheden, for at blive anerkendt i alle tre

sfærer. Her har Projekt Locker Room kunne bruge sin organisatoriske struktur til, at navigere

mere frit i forhold til, at agere bindeled mellem offentlige instanser. Herunder også at indfri deres

primære formål i Projekt Locker Room; en praktisk foranstaltning.

Organisatoriske overvejelser i forhod til det sociale arbejde, set i et samfundsperspektiv

Den organisatoriske styring er nu via metoder ensrettet via redskaber til at styre praksis mod

uafhængighedsidealet. Hvad ville det f.eks. betyde, hvis man i andre organisatoriske

sammenhænge havde et større handlerum i forhold til visitation af borgere? Ville det skabe øget

tryghed, arbejdsglæde, tilfredshed hos både bruger og professionel eller ville det føre til øgede

magtudøvelser mod en i forvejen udsat gruppe af mennesker?

Der er netop modsatrettede krav til disse professioner i form af, både at opnå viden på et

specifikt fagområde men med vægt på at have indsigt i helhedssynet på borgerens samlede

situation. Samtidig kræves der at borgeren tilbydes den samme behandling, både ift. De juridiske

aspekter og det relationelle. Det er her det faglige skøn kommer ind som en praksis navigeren

mellem den konkrete praksis faglighed, de lovgivningsmæssige rammer og de

hverdagserfaringer, socialarbejderen gør sig i sit konkrete arbejde. En indsigelse er også, at det a

priori er en asymmetrisk relation, hvor projektmedarbejderen kan vurdere, hvorvidt brugeren på

69

gaden er ”udsat nok” til at få visiteret et forløb i Projekt Locker Room. Her viser det sig jo netop,

at anerkendelsen af den enkeltes selvrealisering sker i forhold til den enkelte socialarbejders

dømmekraft i forhold til, hvem der passer til målgruppen. Projekt UDENFOR skriver:

”projekt UDENFOR skal ikke varetage opgaver, som kan udføres af og er indarbejdet i det

offentlige hjælpesystem. Derimod giver projekt UDENFOR de tilbud til den enkelte og udfører

det arbejde, som det offentlige eller andre sociale organisationer ikke kan eller vil yde”

(http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/idegrundlag/).

GM3 supplerer dette:

”Det er vores opgaver at finde ud af de her løsninger, vi tror at hvis vi kan lave den her løsning,

eller det er ikke engang noget vi bare tror det lyder så religiøst, men vi også af erfaring, og af de

ting vi laver, at når relationen først er der, så kan man faktisk hjælpe folk rigtig langt og hvis

den ikke er der så er det umuligt at hjælpe folk”. (GM3, Fokusgruppeinterview, København 13/4

2016: 3).

Projekt Locker Room fremadrettet

Et af ønskerne for Projekt Room fremadrettet er at kunne ansætte brugere. ”Han rummer dog

også en række ressourcer og vi vurderer, at vi kan hjælpe ham ved at gøre ham til en del af et

almindeligt arbejdsfællesskab, samtidig med at han får en lille indkomst”. (Slutevaluering, 2016:

4) På trods af at vi gennem hele projektet har set, at der arbejdes uden faste krav til brugeren, der

står i modstrid med de samfunds diskurser der findes i dag. Alligevel ser de også i Projekt

Locker Rooms organisation det i hvert fald implicit som et positivt mål, at også den mest udsatte

kommer i et almindeligt arbejde. Så på trods af at Projekt Locker Room har særlige betingelser i

udførelsen af det sociale arbejde kontra f.eks. et jobcenter eller socialpsykiatrien der er mere

styrede af konkrete mål og effekter og styringsmetoder, indvirker det instrumentelle også udefra

og ind i organisationen, også på det professionelle aktør niveau. Så er den neoliberale diskurs

med øget uafhængighed og det gode liv rummer selvforsørgelse og autonomi så alligevel haft sin

indvirkning også det det unikke sociale arbejde der foretages med de mest udsatte brugere i


Socialforvaltningens pejlemærker fokuserer på mere vidensbaseret socialpolitik med fokus på

forebyggelse. Brugernes egen organisation SAND har deres fokus på boliger; flere og billiger og

http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/idegrundlag/

70

mere fleksibel tildeling og svaret på løsningen for marginaliserede er overvejende aktivering.

Der er dog barrierer for denne realisering af aktivering hos de hjemløse brugere. Der er talrige

regler, der besværliggører kontakten til det offentlige system. Man skal have en nem ID for at

modtage breve fra det offentlige, en adresse, hvilket er store barrierer for de hjemløse ift. at passe

dem ind i løsningen væk fra gaden via aktivering (https://www.kk.dk/files/socialudvalgets-

grundlagspapirpdf/download, http://www.sandudvalg.dk/side/sand-mener).

Der er meget misbrug og utryghed i hjemløsemiljøet og daglige krænkelseserfaringer i mødet

med gaden og systemet og det at være usynlig synlig bruger i det store samfund udenfor Projekt

Locker Room.

Kan Projekt Locker Room videreføres?

Vi så hvordan Honneths anerkendelsesperspektiv kom til udtryk flere steder i deres arbejde ift. at

Projekt Locker Room, som tidligere nævnt i dette afsnit, har ambitioner om at få andre aktører til

at overtage deres projekter er det jo således i denne optik væsentligt at den aktør der skal

overtage har en organisationsstruktur som muliggør at mødet mellem bruger og

gadeplansmedarbejder er præget af en gensidighed i relationen, måske særligt ift. tid, timing og

tålmodighed som er relevante for denne her brugergruppe synes svært, at overføre til det

offentlige, hvis gadeplansmedarbejdere måske i høj grad er udfordret på tid, og som konsekvens

af dette dermed også tålmodighed.

Et af de centrale spændingsfelter, som vi ser i Projekt UDENFORS ad hoc projekter, er netop

forskellen på deres organisationsstruktur og f.eks. det offentliges struktur. Man ønsker i Projekt

udenfor at lave ad hoc projekter, i form af eksperimenterende socialt arbejde i den forstand at det

overføres til andre aktører efter en periode. Gadeplansmedarbejderne i Projekt Locker Room,

specificerer en ide om at overføre projektet til en offentlig forvaltning eksempelvis Københavns

Kommune. Dette ser vi som et spændingsfelt, da Københavns Kommune ikke har de samme

betingelser for at udføre socialt arbejde.

”ikke andet end altså at jeg vil bare sige at selvom Locker Room er en succes så er det jo ikke

altafgørende for os at vores projekter de fortsætter faktisk vil vi hellere have at der nogle andre

der overtager det for så kan vi lave noget nyt også har det været en succes” (GM3, København,


https://www.kk.dk/files/socialudvalgets-grundlagspapirpdf/download


71

Den offentlige forvaltning er præget af mangel på ressourcer og tid

(http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE3208045/de-offentligt-ansatte-sidder-ikke-og-surmuler-ove-kaj-

pedersen/). Deres betingelser er anderledes i og med, at det offentlige er forpligtet til at hjælpe

alle samfundsborgere, hvorimod Projekt UDENFOR og Projekt Locker Room selv beslutter hvor

mange de vil hjælpe og hvem de vil hjælpe, dette besværliggør et ønske om at overføre projektet

til offentligt regi. Endvidere arbejder Projekt Locker Room ud fra en tilgang om, at netop tid,

tålmodighed og tillid er nøgleord for at det fungerer optimalt og efterleve idealer, som læner sig

op af Honneths anerkendelsesteori. Disse betingelser er svære at overføre til offentlige regi, da

offentlige ansatte har andre betingelser for deres arbejde som kræver den tid de ville skulle bruge

på relationsskabelsen. Der er i offentlig regi, andre krav til blandt andet dokumentation og

journalføring. Endvidere kan man problematisere hele tilgangen omkring ligeværdigt forhold

mellem bruger og medarbejder. Frontlinjemedarbejderne i den offentlige forvaltning har helt

andre krav til deres arbejde og skal sætte mere specifikke krav om mål til brugerne, samt til

dokumentation, hvilket kan medføre et uligeværdigt forhold mellem bruger og medarbejder, et

magtforhold kan f.eks. opstå her som kan besværliggør en ”god” relation (Høilund & Juul, 2005:

151). Hvis Projekt Locker Room skal overføres til et anden aktør sin velfungerende form, kræver

det at den kommende aktør har en organisationsstruktur, der muliggør udførelsen af relevante

dele af de 7’ter. Dette ser vi ikke muligt i en offentlig kontekst.

Vi oplever et andet spændingsfelt ift. kommunens eventuelle videreførelse af projektet. Nogle af

Projekt Locker Rooms brugere er på kontanthjælp, andre er udenfor systemet, i den forstand, at

de ikke har cpr.nr. og reelt set ikke eksisterer i systemet. Derfor ville netop denne målgruppe

ikke være mulig at indfange i en kommunal sammenhæng.

Vil Projekt Locker Room kunne bruge deres ideal om tid, tillid og timing og overfører disse til

større og mere vedvarende indsatser eller andre typer organisationer? I forhold til

organisationsstrukturen vil det have betydning for hvilket handlerum socialarbejderen har.

Projekt Locker Room udløber i august 2016 og Projekt UDENFOR har ikke selv midler til, at

finansiere en eventuel fortsættelse af Projekt Locker Room, hvilket ej heller er deres opstillede

mål for ad hoc projekter som Projekt Locker Room: ” I Projekt UDENFOR arbejder vi hele

tiden aktivt og bevidst med at gå foran og eksperimentere med nye initiativer, som forhåbentlig

på sigt overtages af andre aktører.” (http://udenfor.dk/ad-hoc-projekter/). En anden aktør, som

Projekt UDENFOR her henviser til, vil ofte være kommunen. I dette tilfælde, som nævnt,

http://udenfor.dk/ad-hoc-projekter/

72

Københavns Kommune. Kommunernes opsøgende gadeplansarbejde er beskrevet i § 99 i Lov

om Social Service (SEL) hvor: ”Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til

personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med

særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig.”

(https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=175036#idd8eb6a7f-bd95-480d-9a3b-

67d8a32895c7). Kommunen kan altså frit fortolke, hvordan tilbud til hjemløse kan

tilrettelægges. EG Kommuneinformation har dog lavet en såkaldt ’lovassistent’ på SEL § 99,

heri står der, at indholdet i SEL § 99 er, at kommunerne skal arbejde på, at opbygge og skabe

kontakt til de mest socialt udsatte og isolerede sindslidende, misbrugere og hjemløse, som ikke

selv magter at kontakte de etablerede tilbud. Når der er skabt kontakt og tillid, vil støtte- og

kontaktpersonens funktion i det videre arbejde være at bygge bro til omverdenen, fx de

kommunale myndigheder, væresteder, behandlingssystemet, sundhedsvæsenet etc.

(http://nis.egki.dk/Laartservicelovp99?Instance=14910672). Her bliver det problematisk, at

overføre Projekt Locker Room til kommunalt regi. Den kommunale støtte- og kontaktperson kan

have svært ved, at arbejde ud fra de 7 T’er, da vedkommende er underlagt

Kommuneinformations retningslinier. Der skal bygges bro til det kommunale system. Herved

synes særligt ’tid’ at være en udfordring efter SEL § 99, men hertil skriver EG

Kommuneinformation: ” Der kan ikke fastsættes tidsmæssige rammer for, hvor lang tid det tager

at etablere en kontakt, og hvornår støtte- og kontaktforholdet kan afsluttes.”

(http://nis.egki.dk/Laartservicelovp99?Instance=14910672). Men hertil må det igen påpeges, at

den hyppigste indtægtskilde blandt de hjemløse borgere er kontanthjælp, hvilket der samlet set er

70 pct. af de hjemløse der modtager, jf. SFIs ’Nationale Kortlægning af Hjemløshed’ i 2015 viste

(Benjaminsen & Lauritzen, 2015: 52) og endvidere at: ”Du har som kontanthjælpsmodtager

pligt til at stå til rådighed for arbejde og beskæftigelsesfremmende tilbud som fx løntilskud,

virksomhedspraktik m.v.” (https://www.borger.dk/Sider/Kontanthjaelp-30-eller-derover.aspx).

SEL § 99 opsøgende gadeplansmedarbejder har altså helt andre betingelser for at arbejde med

hjemløshed, og helt konkret en helt anden ramme for at videreføre Projekt Locker Room, som

projektet står i dag, som et stykke godt socialt arbejde, uden krav. Da de netop skal aktivere

brugeren. Denne ulighed i magtforholdet viser sig også hos Høilund og Juul: ”Skæve

magtforhold er især åbenlyse i de dele af det sociale arbejde hvor hjælp og myndighedsudøvelse

er sammenblandet…den ressourcestærke socialarbejder kan nægte at yde borgeren økonomisk

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=175036

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=175036

http://nis.egki.dk/Laartservicelovp99?Instance=14910672


https://www.borger.dk/Sider/Kontanthjaelp-30-eller-derover.aspx

73

og praktisk hjælp og kan med loven på sin side foretage alvorlige indgreb i borgerens liv.”

(Høilund & Juul, 2005: 152).

Konklusion

De organisatoriske betingelser

Afhængigt af den organisatoriske forudsætning for arbejdet vil det farve det sociale arbejde

og fokus i det daglige. Det ses også i forhold til Projekt Locker Room, hvor der lægges

afstand til omgivelsernes politikker og fokus er i stedet på relationen. De sætter som nævnt i

de 7 Tér deres egen ekspertrolle i baggrunden og nærmer sig brugeren på deres præmisser.

Tillid og ligeværdighed i mødet er afgørende for Projekt Locker Room og de distancerer sig

fra den bureaukratiske myndighedsfunktion, hvilket er en del af deres selvforståelse i forhold

til udførelsen af socialt arbejde. Gadeplansmedarbejderen gør aktivt brug af at kunne

samarbejde på tværs og med andre instanser afhængigt af brugerens behov. De er hele tiden

styret af brugerens behov og succesen ligger i relationsskabelsen. De skal i modsætning til

andre tilbud og i forvaltningsregi ikke præstere noget bestemt for at opnå en bestemt ydelse.

Det belyses i rapporten her, at der er flere forhold der har betydning for hvordan en

gadeplansmedarbejder agerer og tænker i en institutionel sammenhæng. Der er forskelle på,

hvor stort en variation af skøn man kan have i sit arbejde, det ses at der er stort skøn i det

arbejde socialarbejderne i Projekt UDENFOR udfører, da deres rammebetingelser er meget

løse.

Det professionelle skøn

Projekt Locker Room er en af de steder hvor skønnet er nødvendigt, fordi der ikke er så

mange regler, retningslinjer og krav til hverken de udsatte brugere eller de professionelle. Det

handler om at møde mennesker der hvor de er, og vurdere hvorvidt de har behov for støtte og

kontakt. Det er her det faglige skøn kommer ind som en praksis navigeren mellem den

konkrete praksis, de lovgivningsmæssige rammer og de hverdagserfaringer,

gadeplansmedarbejderen gør sig, i sit konkrete arbejde i Projekt Locker Room.

I praksisteorierne som Preben Brandts de 7 T’er ift. godt relationsarbejde er der tale om en

praksisteori, der er opstået af praksis og anvendes i praksis som et teoretisk fundament for den

74

faglige tilgang til arbejdet i Projekt Locker Room. Det at arbejde med det hele menneske

skaber netop plads til skønnet, som nødvendigt redskab. For uden plads til at skønne hvornår

tid, tålmodighed og timing er nødvendigt for brugeren, så er den anerkendende relation og det

gode sociale arbejde gået tabt.

Det normative ideal for socialt arbejde.

For at kunne sætte sig igennem kræver den solidariske dømmekraft noget andet, end de

velfærdsidealer der ses i dag. Som professionel socialiseres man ind i meningskontekster som

ens organisationsform og praksis er styret af. Idealer og mål bliver man også indoktrineret i,

hvilket også ses som et kendetegn ved Ide-organisationen som Projekt UDENFOR

repræsenterer. Dømmekraften beskrives som den konkrete handlen og den refleksive

forholden sig til, i det konkrete arbejde i institutionerne. Dette gør gadeplansmedarbejderne i

høj grad brug af i deres praksis ift. at møde brugerne, som de er, som er Projekt UDENFORs

ideal.

Projekt Locker Rooms gadeplansmedarbejdere tager det for givet, at brugerne er kapable og

møder dem trods deres minimale muligheder ligeværdigt og er fleksible med den tidsramme,

de sætter for mødet. Endvidere er der andre rationaler end f.eks. det sociale

myndighedsarbejde i forhold til tidsbegrebet og lave aftaler med brugeren. Endeligt betragtes

det i Projekt UDENFOR, som en succes i sig selv at opnå kontakten med brugeren.

Socialarbejderen har ingen egen agenda med brugeren, da tilliden ellers kan forsvinde, hvis de

stiller krav til deres brugere. Det er et smukt ideal og har vist sig muligt i denne kontekst, men

skulle vi præsentere dette ideal for en anden professionel, i en anden kontekst, ville det være

et paradoks og lav overførbarhed, set i lyset af de anderledes arbejdsbetingelser og rammer.

Anerkendelse og synlighed

Vi så også hvordan tillid, timing og tålmodighed bliver udtryk for anerkendende handlinger

overfor brugerne. Brugeren krænkes via usynlighed ift. Honneths anerkendelsesbegreb og

omvendt vises der anerkendelse, når brugeren bliver synlig f.eks. i relationen med

gadeplansmedearbejderen. Dette vægtes i høj grad i Locker Room ift. at mødet i høj grad

foregår på borgerens betingelser. I det opsøgende arbejde, der udføres i Projekt Locker

Room, kan ønsket om, at indgå relation med brugeren være med til at gøre brugeren synlig og

75

dermed etablere et reelt anerkendelsesforhold medarbejder og bruger imellem. Projekt

Locker Room opfatter det som en succes, når brugeren selv ytrer ønske om noget.

Med en kritisk teoretisk vinkel vil den normative kritik konfronterer virkeligheden med en

spænding mellem er og bør. Der findes et bør hos Honneth, der kan genfindes i Projekt

Locker Room i deres anerkendende tilgang til brugerne, der er godt for brugerne ift, at

udvikle et individ med stærkt selvtillid og autonomi.

Det omkringliggende samfund

I dag ses uafhængighed som ideal, hvilket står i kontrast til det helhedssyn og individ rettede

fokus på linje med solidaritets idealet, der ses i praksis, også på de sociale professions

uddannelser. Der er netop modsatrettede krav til disse professioner i form af, både at opnå

viden på et specifikt fagområde, men med vægt på, at have indsigt i helhedssynet på

brugerens samlede situation. Samtidig kræves der at borgeren tilbydes den samme

behandling, både ift. de juridiske aspekter og det relationelle.

Øget autonomi hos den enkelte, der principielt er målet, socialpolitisk set, for alle – ”alle skal

med”. Den måde Projekt Locker Room møde deres brugere på, er at se dem som værende

autonome og autonomi bliver på sin vis da, lig med anerkendelse, men selve hjemløsheden

som socialt problem forsvinder ikke trods anerkendelse.

Den gamle velfærdstanke om, at være værdigt trængende og uværdigt trængende, er igen

gældende, ift. at man skal bidrage til samfundet på en positiv måde, for at være værdig til

hjælp, hvis det bliver nødvendigt. De pressede ressourcer udfordrer den universelle danske

velfærdsstat, hvor alle har lige ret til ydelser og hjælp. Den øgede globalisering og

markedsliggørelse presser velfærdsstaten i forhold til konkurrenceevnen med en nedsat

solidaritet og sammenhængskraft til følge. Det særlige ved en velfærdsstat er jo netop, at

borgerne har de sociale rettigheder uden at miste civile eller politiske rettigheder, som f.eks. at

have valgret.

Det sociale arbejde og muligheder, der viste sig gennem rapporten

Projekt Locker Room er mere end skabspladsen alene. En erfaring i Projekt Locker Room,

som også ses i The Chicago Youth Storage Initiative er, at man er nødsaget til at kombinere

76

den konkrete opbevaring med andre socialfaglige tiltag hvis man ønsker at hjælpe netop den

målgruppe som projektet henvender sig til.

Der ses som en fordel, at Projekt Locker Room og Den Sorte Gryde, ligger i to forskellige

rum, viser vores empiri. Da suppekøkkenet kræver mere social kontakt, med de professionelle

og andre brugere, end når man kommer ind i Projekt Locker Room, hvor man ikke er

forpligtet til at opholde sig i længere tid.

Måden at arbejde med implementeringen af projektet arbejde The Chicago Youth Storage

Initiative og Projekt Locker Room er forskelligt ift. f.eks. opstilling af fordele, ulemper og

målorientering mod harm reduction, som vi fandt i The Chicago Youth Storage Initiative, har

vi ikke set så udførligt hos Projekt Locker Room. Men dette kan måske være det element, som

Projekt Locker Room mangler i forhold til deres ønske om at videregive projektet til en anden

aktør.

Hos The Chicago Youth Storage Intitative bliver skabene helt konkret redskab i forhold til

harm reduction, for at få brugerne tilbage i egen bolig. Dette er et mål, der nok er ønskværdigt

for nogle i Projekt Locker Room, men ikke desto mindre ikke et mål, der er fokus på. I

Projekt Locker Room er det personlig opblomstring qua Søren Juul, som er

omdrejningspunktet. I The Chicago Youth Storage Initiative er der ikke direkte fokus på den

individuelle opblomstring, men på at nedbringe perioden for hjemløshed. I The Chicago

Youth Storage Initiative er ønsket med skabenes eksistens, at nedbringe volden, at forbedre

brugernes fysiske tilstand ved hjælp af rent og tørt tøj. Endvidere har de fokus på muligheden

for at gå til jobsamtale, uden at skulle have alle deres ting med.

Særligt for Projekt Locker Room set ift. UDENFORs andre indsatser er netop det kravløse i

relationsdannelsen. Målet og også midlet er relationen, der skabes via tid, tillid og timing, fra

de 7 Térs praksistilgang. Det sociale arbejde er gået fra harm reduction til målet om

autonomi og selvrealisering. I Projekt Locker Room benytter de skabet som minimal

fornødenhed som basis til udvikling af brugerens potentialer og skabe relationen mellem

brugerne og socialarbejderen.

Tre anbefalinger

Projekt Locker Rooms målsætning er, at en anden aktør skal overtage projektet. Vi har derfor tre

anbefalinger til de som måtte overtage;

77

• At kombinere den konkrete opbevaring med andre socialfaglige tiltag

• Opmærksomhed på den organisatoriske kontekst, i forhold til muligheden for overførbarhed

• Mere timet tid i det sociale arbejde

78

Litteraturliste

Bøger

Andersen, H. & Kaspersen LB. (2015). Klassisk og moderne samfundsteori. (5. udgave).

København: forfatterne og Hans Reitzels forlag

Andersen, I. (2008). Den skinbarlige virkelighed: Vidensproduktion inden for samfunds-

videnskaberne. (4. udgave). Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur

Berg-Sørensen A., Howard C.G. & Hansen, H.F. (2011). Organiseringen af den offentlige sektor:

grundbog i offentlig forvaltning. (1. udgave). København: forfatterne og Hans Reitzels forlag

Brandt, P. (2004). Socialpsykiatri: psykiatri på et humanistisk grundlag. (1. udgave). København:

Gyldendals Bogklubber

Duedahl, P. & Jacobsen, M.H. (2010). Introduktion til dokument analyse: metodeserie for social-

og sundhedsvidenskaberne-. (1. udgave). Odensen: Syddansk Universitetsforlag

Flyvbjerg, B. (2015). Fem misforståelser om casestudiet. I S. Brinkmann & L. Vanggaard (Red),

Kvalitative metoder: en grundbog. (s. 464-487). København: Hans Reitzels Forlag,

Halkier, B. (2002). Fokusgrupper. (1. udgave). Frederiksberg: Samfundslitteratur og Roskilde

Universitetsforlag

Honneth, A. (2003). Behovet for anerkendelse. (1. udgave). København: Hans Reitzels Forlag

Honneth, A. (2006). Kamp om anerkendelse. (1. udgave). København: Hans Reitzels Forlag

Hornemann Møller, I. & Elm Larsen, J. (2011). Socialpolitik. (3. udgave). København: Hans

Reitzels Forlag, .

Hutchinson, G. S. & Oltedal, S. (2006). Modeller i socialt arbejde. (2. udgave). København: Hans

Reitzels Forlag

Hviid Jacobsen, M Lippert-Rasmussen K. & Nedergaard, P. (2015). Videnskabsteori i

statskundskab, sociologi og forvaltning. (3. udgave). København: Hans Reitzels Forlag

Høilund, P (2011). Socialpolitik og etik. I I. Hornemann Møller & J. Elm Larsen (Red),

Socialpolitik. (s. 509-518). København: forfatterne og Hans Reitzels Forlag

79

Høilund, P. & Juul, S. (2005). Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. (2. udgave).

København: Hans Reitzels Forlag,

Høilund, P. & Juul. (2015). Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. (1. udgave). København:

Hans Reitzels Forlag,

Juul, S. & Pedersen, K.B. (2012). Samfundsvidenskabernes videnskabsteori. En indføring. (1.

udgave). København: Hans Reitzels Forlag

Juul, S. (2010). Solidaritet, anerkendelse, retfærdighed og god dømmekraft. (1. udgave).

København: Hans Reitzels Forlag

Kvale, S. (1997). Interview: det kvalitative forskningsinterview som håndværk. (1. udgave).

København: Hans Reitzels Forlag

Kvale, S. & Brinkmann, S. (2015). Interview: det kvalitative forskningsinterview som håndværk (3.

udgave). København: Hans Reitzels Forlag

Lynggaard, K. (2010). Dokumentanalyse. I S. Brinkmann & L. Tanggaard (Red), Kvalitative

metoder: en grundbog. (137-152). København: Hans Reitzels Forlag,

Nielsen, VL. (2011). Implemteringsteori. I A. Berg-Sørensen, C.G. Howard & H.F. Hansen (Red.),

Organiseringen af den offentlige sektor: grundbog i offentlig forvaltning. (s. 319-356) København:

forfatterne og Hans Reitzels forlag

Piley, T. & Brandt, P. (1998). Posefolket. København: Projekt UDENFOR

Siim, B. (2011). Medborgerskab og diversitet. I I. Hornemann Møller & J. Elm Larsen (Red.),

Socialpolitik. (s. 167-188). København: forfatterne og Hans Reitzels Forlag

Sørensen, N.B. (2000). Organisationers form og funktion: Om Mintzbergs teori i en dansk

sammenhæng. (4. udgave). København: Samfundslitteratur,

Uggerhøj, L. (2002). Menneskelighed i mødet mellem socialarbejder og klient – ideal eller realitet. I

J. Elm-Larsen, M. Järvinen & N. Mortsensen (Red), Det magtfulde møde mellem system og klient.

(s. 81-106). Århus: Århus Universitetsforlag

Willig, R. (2003). Indledning. I A. Honneth, Behovet for anerkendelse. (s. 7-23). København: Hans

Reitzels Forlag

80

Willig, R. (2006). Indledning. I A. Honneth, Kamp om anerkendelse. (s. 7-18). København: Hans

Reitzels Forlag

Willig, R. (2015). Kamp om anerkendelse. (s. 7-18). København: Hans Reitzels Forlag

Artikler

Høilund, P. (2000). Faglighed og etik i praktisk socialt arbejde. Udenfor nummer. Nr. 1. s. 7-14

Høilund, P. & Juul, S. (2002). Udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde. Department of

social sciences. Nr. 10/02

Høilund, P., Juul, S. & Højslet Madsen, S. (2003). Godt og skidt socialt arbejde. Udenfor nummer.

Vol. 4, Nr. 6. S. 30-41

Rapporter

Benjaminsen, L. & Lauritzen, H. H. (2015). Hjemløshed i Danmark: National kortlægning.

København: SFI

Brooks, L., Gaiter, K.S.G. & Williams, D. (2015).The Chicago Youth Storage: Initattive: needs,

assesments and recmmedations. Chicago: The Chicago Youth Storage Initiative

Projekt UDENFOR (2014). Kvartalsrapport Locker room aug-nov 2014(a). København: Projekt

UDENFOR

Projekt UDENFOR (2014). Kvartalsrapport Locker room dec-feb 2014 (b). København: Projekt

UDENFOR

Projekt UDENFOR (2015). Kvartalsrapport Locker room mar-maj 2015 (c). København: Projekt

UDENFOR

Projekt UDENFOR (2015). Kvartalsrapport Locker room jun-sep 2015 (d). København: Projekt

UDENFOR

Projekt UDENFOR (2016). Slutevaluering af Projekt Locker room. København: Projekt

UDENFOR

Projekt UDENFOR (2014). Opbevaringsbetingelserne. København: Projekt UDENFOR

81

Publikation

Dansk Design Center (DCC) (2014). Change-work: Velfærdsteknologi til hjemløse og misbrugere.

København: DCC

Regeringen (2013). Alle skal med: Målsætninger for de mest udsatte frem mod 2020. København:

Regeringen

Beretninger

Rigsrevisionen (2014). Beretning til Statsrevisorerne om indsatsen overfor hjemløse. København:

Statsrevisorerne

Web

Altinget (12/9-2013). Her er regeringens 2020mål. Lokaliseret d..10/5-2016 på:

http://www.altinget.dk/artikel/her-er-regeringens-sociale-2020-maal

Borger (u.å). Kontanthjælp hvis du er 30 år eller derover. Lokaliseret d. 15/5-2016 på:


Harm reduction coalition (u.å.). Principles of Harm Reduction. Lokaliseret d. 15/5-2016 på:

http://harmreduction.org/about-us/principles-of-harm-reduction/

Ifsw (u.å). Global definition af socialt arbejde. Lokaliseret d. 18/4-2016 på:

cdn.ifsw.org/assets/ifsw_24108-5.pdf,

Københavns Kommune (u.å). Socialpolitiske pejlemærker for København. Lokaliseret d. 11/5-2016

på: https://www.kk.dk/files/socialudvalgets-grundlagspapirpdf/download

Mændens Hjem (u.å.). HISTORIEN. Lokaliseret d. 27/4-2016 på: www.maendeneshjem.dk/historie


http://harmreduction.org/about-us/principles-of-harm-reduction/


http://www.maendeneshjem.dk/historie

82

NIS lovinformation og regelsamling. LA Servicelov (§99) Støtte- og kontaktperson. Lokaliseret d.

16/5-2016 på: http://nis.egki.dk/Laartservicelovp99?Instance=14910672

Pierce Family Foundation (u.å.). Chicago Youth Storage Initiative. Lokaliseret d. 26/42016 på:

http://www.piercefamilyfoundation.org/capacity-building/youth-storage-initiative

Politikken (17/5-2016). De offentligt ansatte sidder ikke og surmuler, Ove Kaj Pedersen!

Lokaliseret d. 27/5-2016 på: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE3208045/de-offentligt-ansatte-

sidder-ikke-og-surmuler-ove-kaj-pedersen/

Projekt UDENFOR (u.å.). Ad hoc. Lokaliseret d. 13/4-2016 på: http://udenfor.dk/ad-hoc-projekter/,

den 17/5 2016

Projekt UDENFOR (u.å.). Dokumentation og formidling. Lokaliseret d. 16/4-2016 på:

www.udenfor.dk/dokumentation-formidling/

Projekt UDENFOR (u.å.). Idegrundlag. Lokaliseret d. 14/4-2016 på: http://udenfor.dk/om-projekt-

udenfor/idegrundlag/).

Projekt UDENFOR (u.å.). Locker Room. Lokaliseret d. 13/4-2016 på: http://udenfor.dk/wp-

content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf .

Projekt UDENFOR (u.å.) Om Projekt UDENFOR. Lokaliseret d. 13/4-2016 på:

http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/

Projekt UDENFOR (u.å.). Vedtægter. Lokaliseret d. 13/4-2016 på: (http://udenfor.dk/om-projekt-

udenfor/vedtaegter/)

Regeringen (2013). Alle skal med: Målsætninger for ud mest udsatte frem mod 2020. Lokaliseret d.

4/5-2016 på: sim.dk/media/945114/6_alle_skal_med.pdf, den 12/5 2016

Retsinformation (17/11/2015). Serviceloven. Lokaliseret d. 12/4-2016 på:

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=175036#idd8eb6a7f-bd95-480d-9a3b-

67d8a32895c7

SAND (u.å). SAND mener. Lokaliseret d. 20/5-2015 på: http://www.sandudvalg.dk/side/sand-

mener


http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE3208045/de-offentligt-ansatte-sidder-ikke-og-surmuler-ove-kaj-pedersen/

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE3208045/de-offentligt-ansatte-sidder-ikke-og-surmuler-ove-kaj-pedersen/

http://udenfor.dk/ad-hoc-projekter/



http://udenfor.dk/wp-content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf

http://udenfor.dk/wp-content/uploads/2015/10/Locker-room.pdf

http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/

http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/vedtaegter/

http://udenfor.dk/om-projekt-udenfor/vedtaegter/

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=175036#idd8eb6a7f-bd95-480d-9a3b-67d8a32895c7

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=175036#idd8eb6a7f-bd95-480d-9a3b-67d8a32895c7

http://www.sandudvalg.dk/side/sand-mener

http://www.sandudvalg.dk/side/sand-mener

83

Windy City Times 1/12-2015) Lockers key to survival for youth experiencing homelessness.

Lokaliseret d. 26/4-2016 på: http://www.windycitymediagroup.com/lgbt/Lockers-key-to-survival-

for-youth-experiencing-homelessness/53546.html

http://www.windycitymediagroup.com/lgbt/Lockers-key-to-survival-for-youth-experiencing-homelessness/53546.html

http://www.windycitymediagroup.com/lgbt/Lockers-key-to-survival-for-youth-experiencing-homelessness/53546.html

84

Bilag 1: Interviewguide

Præsentation af os og vores projekt

Hvilke temaer vil der være i interviewet

Tidsramme for interviewet

Anonymitet

Ønsker I projektet tilsendt når det er færdigt

præsentation af jer

Hvad er for jer godt socialt arbejde?

-Hvordan vil du/I beskrive godt socialt arbejde, hvordan kan du/I mærke eller vide at det er godt

socialt arbejde?

-Er der nogle særlige metoder som du/I gør brug af, for at det sociale arbejde kan lykkedes?

Vil du/I fortælle om jeres erfaringer med Locker Room projektet?

-Hvis det fungerer godt, hvorfor tror du/I så ikke at der findes noget lignende i Danmark?

-Hvorfor og hvordan ser du/I projektet(Locker room) som unikt?

-Hvilke konfliktflader oplever du/I?

-Hvordan oplever du/I magtforholdet ml. jer og brugerne(i det sociale arbejde)?

-Hvilke metoder sætter du/I i spil i jeres arbejde?

-Prøv at beskrive hvilken rolle skabene spiller i jeres tilgang og arbejde med brugerne?

-Hvad fortæller brugerne omkring det at have et skab, hvilken forskel gør det for dem og hvordan er

det anderledes end andre tilbud?

Vil I beskrive hvordan du/I arbejder i Projekt Udenfor?

- På hvilken måde arbejder du/I med informationsarbejde?

- Hvordan oplever du/I at være bindeleddet mellem det ”systemet” og brugeren?

- Hvilken betydning har det for dit/jeres sociale arbejde at være ansat som frontlinjemedarbejder i

en organisation som Projekt UDENFOR?

85

-Hvad kan Projekt UDENFORs tilbud som andre tilbud ikke kan?

Afrunding

- Er der noget du/I tænker det er vigtigt at få med her til slut?

86

Bilag 2: Samtykkeerklæring

Erklæring om samtykke

Jeg erklærer hermed, at jeg giver mit samtykke til at deltage i et fokusgruppe interview i forbindelse

med Louise Malou Hardø Overby, Pernille Lorange Juul, Louise Gade Ellekrog, Signe Berthelsen

Schmidt og Tanja Witt Petersens semesterprojekt på kandidat uddannelsen i socialt arbejde ved

AAU-CPH, der omhandler projekt Locker room, med udgangspunkt i problemstillingen; ”Hvordan

kan 70 skabe i projekt Locker room, for hjemløse brugere, være godt socialt arbejde?”

Jeg er informeret om og indforstået med:

1. At jeg til enhver tid kan trække mit samtykke tilbage og udgå af undersøgelsen.

2. Hvis jeg ønsker det er interviewet anonymt, det betyder at jeg ikke nævnes ved navn eller på

anden

måde kan genkendes i interviewet eller projektet. Jeg er dog indforstået med at sporingsgraden er

høj, grundet Projekt Locker rooms størrelse og særegenhed.

3. At alle oplysninger jeg måtte give, som enten kan føre til genkendelse af mig eller andre personer

kan anonymiseres og således ikke vil kunne genkendes i projektet.

4. At alt materiale udover selve projektet og transskriberinger brugt som bilag, destrueres efter

anvendelse.

Jeg har modtaget både skriftlig og mundtlig information om undersøgelsen

Dato:

Underskrift:

Documents

At skabe tid til relationen - projekt UDENFORudenfor.dk/wp-content/uploads/2016/08/At_skabe_tid_til_relationen.pdf · 1 At skabe tid til relationen -en rapport om socialt arbejde