www.angstforeningen.dk Angstforeningens nyhedsbrev. November 2001

En ny forening Af Kamma Kaspersen Redaktør Den 7. juni 2001 blev Angstforeningen en realitet efter stiftende generalforsamling i Valby Medborgerhus.

Flere af os der blev valgt ind i bestyrelsen var kort forinden blevet valgt ind i Depressionsforeningen besty-relse for at samarbejde. Men da det viste sig umuligt at ændre navn til Angst- og Depressionsforeningen eller Depressions- og Angstforeningen besluttede ’vi angste’ på kort tid - og efter et par hektiske møder - at danne vores egen forening.

Efter sigende lider 200.000 mennesker i dette land af angst, så behovet for en forening der udelukkende tilgo-deser angstes behov er i allerhøjeste grad tilstede.

Bestyrelsen består således af en gruppe af angstramte og en faggruppe. Fælles for gruppen af angstramte er, at de har truffet hinanden i en selvhjælpsgruppe på Diako-nissestiftelsen der især efter et stormøde i januar på Rigs-hospitalet om angst, fik mange nye medlemmer. Så man-ge at der måtte dannes en ny selvhjælpsgruppe på Mat-thæusgades Skole kort tid efter.

Da flere af os der startede selvhjælpsgrupperne havde gået i en kombination af terapi og medicinsk behandling på Rigshospitalets angstklinik, faldt det os naturligt at pege på nogle af faggruppens medlemmer derfra.

Vi fandt det også nødvendigt at faggruppen repræ-senterer progressivitet, således at den nyeste forskning indenfor effektiv angstbehandling kan komme angste til gode, hvorfor vi gerne ville have fagfolk med, der har fingeren på pulsen.

Især den kognitive behandling synes at være effektiv i behandlingen både kombineret med de nye SSRI-produkter eller med anden form for psykoterapi.

Dernæst var det vigtigt at vi i faggruppen fik repræ-senteret både psykologer og psykiatere. Den årelange strid imellem disse to faggrupper må ophøre, da den ikke gavner de angstlidende. Vi må i stedet lede efter de bedste behandlingsmuligheder for den enkelte, hvor disse end måtte befinde sig fagligt.

Næsten øjeblikkeligt efter udsendelsen af pressemed-delelsen om foreningens dannelse fik Angstforeningen stor medie-omtale:

En ny forening ........................................................................ 1 Kognitiv terapi ........................................................................ 2 Angsten – mit fængsel............................................................ 3 ICD-10 og angstdiagnoserne ................................................ 5 Kan angst forstås af andre…!? ............................................. 9 Turde ikke se folk i øjnene.................................................. 10 Tanker om at være en del af en selvhjælpsgruppe........... 11 Forskningsnyt........................................................................ 12

Undersøgelse af benzodiazepin-brugeres påstand om at medicinen forårsager psykiatrisk eller fysisk sygelighed ...... 12 Skyldes den større hyppighed af depression blandt kvinder i virkeligheden, at de oftere end mænd rammes af angsttilstande? ........................................................................... 13 Stress-hormoner ødelægger hukommelsen ........................... 13 Socialt undertrykte menneskeaber har mindre serotonin i hjernen ....................................................................................... 14 Flere børn end tidligere får en angstdiagnose....................... 14

Tema: Hos lægen .................................................................. 14 De privatpraktiserende læger .................................................. 14 De spildte år hos lægen............................................................ 17 Starten på angsten..................................................................... 18

Bogreolen............................................................................... 19 Boye Larsen: Mit liv som neurotiker – en selvbiografisk skildring...................................................................................... 19 Edward Shorter: Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac .. 20

Dårlige behandlingsmuligheder til angstlidende .............. 22 Socialmedicinske tiltag som supplement til angstbehandling .................................................................... 23 AngstTelefonen – vores samtalelinje................................. 25 WWW..................................................................................... 28

Psyknet.dk ................................................................................. 28 Arrangementer ...................................................................... 30 Aktiv i Angstforeningen?..................................................... 30

Webmaster søges ...................................................................... 31 Vores formand Hannah Bagger Sidenius og professor Tom Bolwig var 8.6.01 i TV2 ”Lorry”. Og Hannah var få dage senere i ”19 direkte”.

9.6. fik vi omtale i BT og Jyllands Posten, 10.6. i Po-litiken, 16.6. i Søndagsavisen og 27.7. i Kristeligt Dagblad.

Angst-Avisen. November 2001 Side 2 af 32

Derudover har der været en længere artikel i Alt for Damerne nr. 28 samt Ugebladet Søndag nr. 33.

Efter denne massive presse-dækning fik foreningen et hav af nye medlemmer. Via vores hjem-meside www.angstforeningen.dk kom der indmeldelser og/eller ønsker om at være med i selv-hjælpsgrupper fra hele landet.

Der kom personlige breve fra angste, livshistorier m.m., tilbud fra alternative behandlere osv. Natur-ligvis var det en glæde for os, men samtidig tog det os i nogen grad på sengen. Det hele foregik i ferieperi-oden, hvor vi arbejdede på halv kraft og det var vanskeligt at få fat i de mennesker vi skulle spørge om lokaler o.l. til nye grupper. Da vi også er frivillige og har arbejde og familie ved siden af, var det simpelt hen umuligt at følge med.

Resultatet er, at vi har fået ca. 300 betalende medlemmer på 3 mdr. Vi har snart 5 selvhjælpsgrup-per i København samt grupper i Næstved, Odense og Århus.

Vores mobiltelefon har ikke uden grund den symbolske røde farve og benævnes ”the hot line” blandt os der skiftes til at passe den. Vi er desværre ikke i stand til at hjælpe alle der ringer: mange har et langt liv og en trist historie bag sig de gerne vil af med, og i det omfang tiden tillader det lytter vi gerne, men ellers er hensigten at få angste i gang med en proces der i sidste instans forhåbentlig kan føre dem over i kategorien ”tidligere angstramte”.

Angstforeningen arbejder i øjeblikket på at kunne tilbyde sine ældre medlemmer en form for ’træfpunkts-ordning’ hvor en grup-pe slutter sig sammen i et telefon-møde eller mødes lokalt, hvor en

frivillig kan følge dem frem og tilbage. Dette bliver specielt et tilbud til de der lider af panikangst og/eller agorafobi. Denne gruppe er særdeles hårdt ramt af isolation og ensomhed, da de har svært ved at forlade hjemmet.

Vi håber også at selvhjælps-grupperne er på vej ud i landets købstæder. Ved at mødes med ligesindede udvides den enkeltes horisont, hvilket igen åbner op for bedre behandlingsmuligheder. Ale-ne det at kunne tale med andre om sin angst er et skridt i den rigtige retning.

Foreningen vil også tage hul på det offentliges behandling af ang-ste, i første omgang med selvople-vede historier som vi i dette num-mer af Angst-Avisen lægger ud med.

Der er mange eksempler på at angste ikke møder forståelse og får den hjælp der kan give dem et til-fredsstillende liv, men lades i stik-ken med kontanthjælp og førtids-pension, hvor man med en tidlig indsats kunne spare samfundet for mange penge og give den enkelte et bedre liv. Som forening vil vi sam-let kunne gøre en forskel på dette området som den enkelte ofte må give op overfor.

En anden stor opgave der ven-ter på at blive løst er, at undersøge hvordan angste bliver modtaget i behandlersystemet. Det er alt for ofte helt tilfældigt hvilken behand-ler man havner hos. Og kvaliteten af behandlingen synes desværre ligeså tilfældig.

Vi må have skilt bukkene fra fårene, og få oplyst de praktiseren-de læger bedre om angst. Mange har desværre slet ikke den fornødne viden. Vi vil også som ’føljeton’ her i bladet bringe indslag fra angstes møde med egen læge.

Ligeledes vil vi have en længere artikelserie om socialpolitik og sociallovgivning. Systemet overtræ-der de sociale love igen og igen. Det betyder i praksis, at man som klient ofte er uden retssikkerhed i forhold til det sociale system. Som forening er det vores håb at vi sam-let kan gøre vores indflydelse gæl-dende, der hvor den enkelte må give op, og i fællesskab kan stille krav til en retfærdig behandling.

Vores hensigt er at lave et Ny-hedsbrev spækket med informatio-ner om og henvisninger til stof der er relevant for angste. Både med dybdeborende artikler og ’petit’-stof sakset fra diverse udenlandske og danske tidsskrifter.

Vi har også en plan om at se lidt nærmere på hvordan man be-handler angste i andre lande og starter i næste nummer med at se på vores naboland Sverige.

Vi mener selv at viden er med til at skabe en åbning ud af lidelsen og på længere sigt forhåbentligt fører frem til at angsten forsvinder - eller i det mindste får den til at fylde meget mindre.

___________________________

Kognitiv terapi Af Nicole K. Rosenberg, chefpsykolog Århus hospital Kognitiv terapi er en psykoterapeu-tisk retning, der startede blandt psykiatere og psykologer i USA. Det er en behandling, der tager udgangspunkt i tænkningen og evnen til at erkende.

Et grundlæggende princip er at søge at forandre tænkningen, så den bliver mindre begrænsende, selvundertrykkende, angstfremkal-dende og mere selvunderstøttende, nuanceret og fornuftsbetonet.

Angst-Avisen. November 2001 Side 3 af 32 Hvordan gør man så det?

Terapeut og patient finder i fællesskab nogle situationer, som plejer at medføre angst, ængstelse eller tristhed. Situationerne gen-nemgås grundigt, således at det bliver klart hvilke forhold i situati-onen, der især medfører de bela-stende følelser. Herefter undersø-ges det, hvilke tanker, der opstår i den pågældende situation. Der vil ofte være tale om såkaldt negative, automatiske tanker. Dvs. tanker der opstår hurtigt, og uden at man selv er bevidst om dem. Disse tanker kan f.eks. være: Dette her klarer jeg aldrig. Hvis jeg bliver her, får jeg et kæmpe angstanfald, besvimer, bliver dårlig. Jeg må skynde mig væk, jeg er ikke stærk nok til at være her. Alle mennesker kan se, hvor bange jeg er.

Det er sådanne tanker, der er med til at frembringe og fastholde angst og depression.

Næste skridt i terapien er at øve sig i at danne såkaldt alternati-ve tanker. Dvs. tanker, der er mere realistiske og i højere grad støtter og opmuntrer en selv, og som medvirker til, at man kan se mere nuanceret på sig selv, andre og situationen som helhed. Det er forskelligt fra person til person, hvad de alternative tanker rummer. Det kan f.eks. være: Hvis jeg bliver stående lidt længere og trækker vejret roligt, vil angsten dale. Der er ingen, der kan se, hvordan jeg har det inden i – og hvis de kan, vil de ikke synes mindre om mig af den grund. Jeg kender symptomer-ne, de varer nogle minutter, og så begynder jeg at blive mig selv igen. Lad mig se mig om. Der er bestemt nogle ting her, der kan gøre mig tryg. De andre mennesker her kender sikkert også til angst fra sig selv. Det er jo venlige mennesker, og de er bestemt ikke ude på at genere mig.

Når man er i stand til at tænke sådanne alternative tanker, vil ang-

sten dale og situationer, der ellers opleves truende, vil opleves som mere neutrale. Man vil blive mere sikker, og forventningsangsten vil mindskes. Hermed får man mere mod på at udsætte sig for de situa-tioner, der plejer at volde angst. Hermed er vi inde på en anden grundmetode i terapien, nemlig eksponering, dvs. at udsætte sig for de situationer, der volder angst. Der udarbejdes sammen med tera-peuten en plan for, hvordan man gradvist kan udsætte sig for sværere og sværere situationer, og hvilke metoder, man kan anvende til at dæmpe sin angst i disse situationer. En af metoderne er alternativ tænkning, der er omtalt ovenfor. Hertil kommer vejrtrækningsmeto-der og andre fysiske øvelser, som indøves sammen. Der findes en række andre metoder, som indøves sammen med psykologen. Det gælder f.eks. distraktion. Dvs. at man i angstvoldende situationer forsøger at tænke noget eller gøre noget, der fjerner opmærksomhe-den fra det, der plejer at medføre angst.

Angstbehandling ud fra den kognitive metode indebærer, at patienten hver uge gør et hjemme-arbejde. Patient og terapeut udar-bejder sammen nogle øvelser, der oftest vil indebære at registrere sin egen tænkning, søge at ændre den-ne og at udsætte sig for noget, der volder en vis mængde angst. Det er meget vigtigt for behandlingens effekt, at patienten søger at gen-nemføre sit hjemmearbejde.

Patienten er imidlertid meget velkommen til at diskutere hjem-mearbejdets art med terapeuten, således at øvelserne hverken er for lette eller for svære, men indebærer en udvikling i den rigtige retning.

I kognitiv terapi søger terapeu-ten at forklare metoderne så godt for patienten, at han/hun forstår idéen bag disse og i stigende grad bliver i stand til at give sig selv relevante opgaver.

Fobidagskolen Ny Adelgade 5 .3 . th . 1104 København K.

33 11 22 84

Fobiskolen

Classensgade 36 2100 København Ø

35 42 30 08

Fobiskolen

Østergade 11A 8900 Randers 86 41 14 16

FobiskoleAften Wilhe lm Marstrandsgade 20

2100 København Ø 35 38 88 71

Jysk Fobiskole Søndergade 70 8000 Århus C.

86 12 11 91

Vokseværket Brydehusve j 12B

2750 Bal lerup 44 77 31 71

___________________________

Angsten – mit fængsel Af Anne Olsen Så længe jeg kan huske har jeg rea-geret med en altdominerende angst. Min første bevidste hukommelse er fra 3 års-alderen, hvor jeg blev overvældet af angst. Jeg gik ind på mit værelse og satte mig med ho-vedet ind mod væggen, og så mær-

Angst-Avisen. November 2001 Side 4 af 32 kede jeg, hvordan angsten sivede ud af mig igen.

I skolen begyndte angsten at tage form, som noget der var rela-teret til specielle situationer: udflug-ter, arrangementer, noget nyt.

Hjemme kom angsten når vi fik gæster, skulle på besøg, rejse osv. Min angst kom som lyn fra en klar himmel. Jeg rystede som et espeløv, fik ondt i maven og syntes det vi skulle var forfærdeligt, og at det var enden på alt - at der ikke var noget efter det arrangement.

Jeg havde flere gange mindre angstanfald, når jeg skulle sove. Jeg turde ikke lægge mig ned og sove. Jeg havde angst omkring mine forældre. Det kunne være når de hviskede sammen. Jeg frygtede, at de snakkede om noget forfærdeligt der skulle ske, og at det var noget der ville ødelægge min verden. Jeg kunne få angst over om mine for-ældre ville blive syge, dø eller om de forandrede sig til noget dårligt.

I slutningen af teenageårene gik det som jeg altid havde frygtet, at jeg ville kaste op af angst. Bagefter følte jeg en form for afslappethed. Det jeg havde frygtet var sket. Se-nere blev min anspændthed afløst af skam. Jeg var angst i samvær med mænd, under ferier og højti-der i familien.

Jeg så frem til at flytte hjemme-fra så jeg kunne styre det hele lidt bedre. Jeg blev mere udadvendt: jeg rejste, tog til fodboldkampe, festi-valer, til stranden og til fester.

Jeg husker stadig den dag, det gik galt. Jeg stod i mit køkken og så ud. Pludselig begyndte jeg at græde mere end nogensinde. Jeg rystede og mit liv syntes tomt. Jeg var frygtelig bange.

Efterfølgende sagde jeg mit job op, flyttede og lagde mange planer, for jeg ville ikke føle smerten igen.

Efter et år på det nye sted skulle jeg bare væk, for nu kom tomheden tilbage. Jeg følte at hvis jeg skubbe-de angsten foran mig hele tiden, og hver dag beviste, at jeg kunne klare det - at jeg var normal og levede et normalt liv - ville angsten vise sig ubegrundet.

Jeg fik etableret mig i en anden landsdel. Men angsten flyttede med. Kampen mod angsten be-gyndte at tære på kræfterne.

Før var jeg glad for at rejse med tog, men nu blev det et mare-ridt at skulle over til min familie, at overnatte. Jeg har sovet for åbne vinduer om natten i frostgrader, så jeg ville være bedøvet af forkølelse når jeg skulle hjem (så var fokus væk fra angsten). Jeg skrev små sedler og lavede timeplaner for hvornår jeg skulle læse et blad og spise en mad.

Jeg gentog rim og remser gang på gang. Af bare forventningsangst havde jeg ikke sovet særlig meget 4 - 5 døgn før jeg skulle på besøg, kursus, personale weekend e.l. Det tappede mig for kræfter og oveni angsten fik jeg depressioner.

Jeg måtte opgive at konfronte-re angsten. Jeg havde mistet troen på det og helbredet til det. Det var en evig indre kamp, og den frygte-lige uvane med at kaste op var tilta-gende, og jeg var så uendelig flov og ked af det.

Desuden var jeg begyndt at få panikangst, og flygtede flere gange. Angsten føltes mere ukontrollabel end før. Den havde magten over mig.

Jeg gik til min læge på et tids-punkt hvor jeg havde det nogen-lunde og fortalte hende, at jeg men-te jeg led af depressioner og angst. Lægen fortalte, at jeg led af lette til middelsvære depressioner, men angsten kom vi ikke rigtig ind på.

Et par år efter gik jeg igen til lægen med min angst, fordi jeg var begyndt at isolere mig.

Jeg blev behandlet medicinsk for en depression. Der skulle yder-ligere konsultationer til, før min læge konstaterede, at jeg led af behandlings-krævende angst. Min læge sagde at jeg skjulte min invali-derende angst godt.

Min familie sagde også at de slet ikke vidste, at jeg led af angst. Jeg troede ellers de havde gættet det for mange år siden, men nej.

Måske skulle jeg ikke have skjult min angst, for hvad nytte har det været til? Udadtil har jeg haft et almindeligt liv, men det har ikke hjulpet mig til at få det bedre ind-adtil. Jeg har altid haft svært ved at forklare det, og omgivelserne har haft svært ved at tro det.

Angsten kan komme som lyn fra en klar himmel, jeg ryster og fryser og sveder samtidigt. Jeg har uvirkelighedsfornemmelse og flugt-trang. Angsten kommer altid efter jeg har spist aftensmad. Den kan komme som forventningsangst. Så tænker jeg katastrofetanker: Noget går galt (i toget, i bussen, til møde). De kan blive så livagtige, at jeg kan dufte og mærke det, der sker. Der kan være kvalme og stivhed i krop-pen. Er det mildt strammer jeg bare i mine kæber og knytter mine hænder. Den lettere og mere kon-trollable angst kommer under: - offentlige transport - møder - mindre arrangementer på arbejde - telefonsamtaler - dagskurser

Angsten er dagligt tilstede. Fx

når jeg skal ringe, så lader jeg enten være, eller skriver alt ned jeg skal sige. Den type angst der kommer i denne situation omfatter kraftig

Angst-Avisen. November 2001 Side 5 af 32 hjertebanken, sveden, rysten. Jeg kan ikke koncentrere mig og min stemme ryster.

Jeg er bange for at fare vild på nye steder. Selvom jeg har kort med, mister jeg orienteringsevnen, fordi jeg går i panik. Jeg tør ikke spørge om vej. Med offentlige transportmidler følger jeg intenst med i alt, får stikkende smerter og går i panik, hvis vi kører for tæt på andre. Jeg har oplevet at få panik-anfald når jeg skal sove. Jeg tænker, at jeg aldrig vågner igen.

Angsten medfører en forringet livskvalitet fordi jeg ikke magter: - at være sammen med min familie, social samvær, besøg, fester og at rejse. - at have nære venner eller en kære-ste. - arbejdsmæssige arrangementer: lejrture, kurser, personaleweeken-der.

Angsten har styret mine valg. Mange ting har jeg måttet vælge fra. Jeg har følt jeg skulle beskytte mig selv. Jeg er gået så langt, at jeg har løjet overfor dem, jeg holdt af.

Jeg har ikke fejret fødselsdage, jul, nytår eller andre festdage med andre i ca. 10 år.

Jeg ved ikke hvad der er værst: at være angst, flov og skamfuld over at have angst, at føle mig som en svag person eller udmattelsen. Lidt efter lidt har jeg givet op og mangler tillid til, at jeg magter livet og at det har noget godt til mig. Angsten begrænser og bestemmer over mit liv. Jeg har prøvet rationelt at komme af med angsten. Men der er ingen logik i angsten.

Jeg er nu i medicinsk behand-ling, og skal i kognitiv terapi hos en speciallæge i psykiatri. Jeg har læst et utal af bøger og jeg har været åben omkring min angstlidelse. Jeg føler mig som alkoholikeren der

endelig har erkendt sit misbrug, hvor han før skjulte sig bag und-skyldninger og løgne. Jeg har er-kendt mit angstproblem, som jeg ikke selv kan løse.

Jeg er klar over, at stress er en vigtig faktor mht. at angsten bliver ukontrollabel. Jeg har brug for ro og regelmæssighed. Så trives jeg bedst. Jeg har brugt et råd fra en, der skriver på Netdoktor Depressi-on (en hjemmeside på Internettet, red.). Hun siger, at man skal udfor-dre angsten. Det er fint i små over-skuelige sammenhænge. Jeg siger til min angst: ”Ja du tror du er noget, kom bare an, jeg er overhovedet ikke bange for dig”. Det lyder fjol-let, men det hjælper i de små ting. Jeg skriver også når noget rumste-rer oppe i mit hoved. Det er med til at gøre det lidt lettere at bære.

Jeg føler jeg har fået flere res-sourcer til at klare hverdagen og en meget større viden om angst og det, der udløser den. Jeg føler jeg kan have et godt liv. Jeg kan lide at være hjemme, og har et godt arbej-de på 6. år samt et godt netværk og spændende fritidsinteresser. Min hverdag er blevet bedre, men det er langt fra det liv, jeg altid har drømt om.

Det værste ved angsten er nok skyldfølelsen, skammen og det, at angsten går ind og afskærer mig fra min familie. Det gør så utroligt ondt indeni.

___________________________

ICD-10 og angst-diagnoserne Af Liza Overgaard Den 1. januar 1994 indførte man i Danmark nogle helt nye kriterier for diagnosticering af psykiatriske sygdomme. Det nye diagnosesy-

stem, kaldet ICD-10, blev udviklet af Verdenssundhedsorganisationen WHO tilbage i 1989. Bogstaverne ICD er en forkortelse for Internati-onal Classification of Diseases – altså international klassifikation af syg-domme. WHO reviderer kataloget over sygdomme hvert 10. år, og ’89-udgaven var den 10. opdatering – heraf navnet ICD-10.

Det nye diagnosesystem brød med tidligere tiders diagnosticering på to meget væsentlige punkter. For det første ønskede man at ska-be et internationalt eller universelt ”sprog”, således at en psykiatrisk diagnose blev uafhængig af fx kul-turelle forskelle. De nye diagnoser skulle kunne accepteres i alle lande. Inden de nye diagnoser blev ende-ligt vedtaget og taget i brug, testede man systemets universalitet og objektivitet ved at efterprøve, om de samme patienter fik den samme diagnose, uanset hvor i verden deres symptomer blev vurderet.

For det andet inddrog man det forhold, at der ganske enkelt ikke er nogen, der ved, hvad årsagen til psykisk sygdom er – med mindre lidelsen skyldes, at hjernen direkte har været udsat for fysiske skader.

I stedet findes en række teorier vedrørende årsagsforholdene, og førhen var det sådanne teorier, der dannede basis for diagnosticerin-gen. Med det nye system blev diag-noserne gjort ”teori-frie”, idet de alene defineres ud fra de sympto-mer, som optræder, samt sympto-mernes varighed og forløb.

Diagnoser eller begreber såsom neurose og hysteri findes ikke i ICD-10, fordi de bygger på psyko-logiske teorier om, at sådanne til-stande skyldes fx indestængt vrede, sorg eller seksualitet, uløste konflik-ter med andre – i reglen forældrene – eller følelsesmæssige traumer.

Angst-Avisen. November 2001 Side 6 af 32 Hvad er en diagnose, og hvad skal den bruges til? En diagnose er en betegnelse for nogle symptomer, som optræder samtidigt, og som således danner et samlet sygdomsbillede. I stedet for at skulle bruge en masse beskrivel-ser, begreber og betegnelser for at sætte en anden person (i reglen en anden læge eller psykiater) ind i en patients lidelse bruges en diagnose.

Diagnoserne er altså opfundet primært af hensyn til den indbyrdes kommunikation blandt læger og andre fagfolk fx på det sociale og sundhedsmæssige område. Men der er nok mange af os, som selv har en angstlidelse, der egentlig er glade for, at det mærkværdige og uforstå-elige noget, som vi har døjet og kæmpet alene med måske i årevis, endelig får et navn, at lidelsen er veldefineret, beskrevet., anerkendt og bliver taget alvorligt af eksper-terne. ”Det findes virkelig!”, som julemanden siger til M&M-pastillerne i en tv-reklame, inden han besvimer af bar overraskelse.

For angstpatienten kan en di-agnose således bane vej for en hårdt tiltrængt afklaring og accept af lidelsen – ikke kun hos patienten selv, men så sandelig også hos den-nes familie og venner. Væk er de evindelige fordømmelser, kritik og placering af skyld. Angsten skyldes ikke nødvendigvis en dårlig barn-dom eller ”kiksede” forældre – forældre som, hvis de er ”kiksede”, måske selv har haft en opvækst præget af fx fysisk afstraffelse, hårdt arbejde, kadaverdisciplin og dogmatiske, religiøse forestillinger, uden at have fået en angstlidelse.

Omvendt begynder omgivel-serne at forstå, at man heller ikke selv kan gøre for, at man har det ”sådan”. At det ikke er noget, man bare gør for at være på tværs, fordi

man er doven, kedelig, arrogant, har en svag karakter, vil gøre sig ”interessant”, vil flygte fra livets ansvar og forpligtelser, eller fordi man gerne vil have opmærksomhed eller medlidenhed.

Det allersidste man modtager fra andre som angstlidende er i øvrigt medlidenhed. Hvis det er det, man er ude efter, vil det strate-gisk set være langt mere hensigts-mæssigt at sørge for at brække en arm eller to! Så nej, nej og atter nej! Der ligger ingen manipulatoriske motiver bag angstsymptomerne, og det er en sygdom blottet for fordele eller ”billige”, følelsesmæssige fryn-segoder for den angstramte! En angstlidelse har kun negative effek-ter.

Diagnoserne er som nævnt ik-ke udviklet med patienter og pårø-rende in mente. Deres funktion er at danne udgangspunkt for lægelig behandling. Men også de sociale myndigheder bruger diagnoser, når de afgør om en person skal tildeles sociale ydelser som fx revalidering eller førtidspension. Fra diagnose til behandling Selvom diagnosen ikke er stillet ud fra en teori om lidelsens eller syg-dommens årsag, så er selve behand-lingen umulig at skille fra sådanne teorier. Hvis man ikke har en eller

anden idé om, hvad der har med-ført den pågældende diagnose, hvordan skal man så afgøre, hvad behandlingen skal bestå af? Formå-let med behandlingen er selvfølge-lig at få lidelsen til at forsvinde, eller i det mindste at reducere symptomerne. Er svaret medicin, kognitiv adfærdsterapi, samtalete-rapi med udredning af barndoms-oplevelser, og forholdet til foræl-drene e

Tabel 1

F0 Organiske psykiske lidelser, dvs. lidelser eller tilstande, der skyldes beskadigelse eller sygdom, der påvirker hjernens funktion

F1 Misbrugsbetingede psykiske lidelser og tilstande

F2 Skizofreni, skizotypisk sindslidelse, paranoide sindslidelser, akutte og forbigående psykotiske tilstande samt skizo-affektive sindslidelser

F3 Affektive sindslidelser (mani – depression)

F4 Nervøse og stress-relaterede lidelser eller tilstande

Kilde: A. Bertelsen og P. Munk-Jørgensen: ”De psykiatriske diagnoser”. PsykiatriFondens Forlag. 1998. Side 9.

ller noget helt fjerde eller fem

kom

og som forening i det hele get.

te? Det er et meget stort spørgs-

mål, som ICD-10 ikke tager op, og som derfor ligger udenfor temaet for denne artikel. Men hvad angår angstlidelser, så findes der efter-hånden en del undersøgelser, som viser, at den mest effektive behand-ling er medicin og kognitiv terapi. Psykiatere anbefaler derfor i dag en af disse behandlingsformer evt. i

bination med hinanden. Du kan læse om den kognitive

terapi andet steds i nyhedsbrevet, og behandlingsformer er selvfølge-lig et emne, som vi vil beskæftige os meget med både her i nyheds-brevetta Diagnosesystemets opbygning De mange psykiatriske diagnoser er inddelt i 10 hovedgrupper., hvis rækkefølge langt fra er tilfældig.

Angst-Avisen. November 2001 Side 7 af 32 Systemet er opbygget sådan, at de enkelte diagnoser ikke overlapper and

r, F5 –

syge, eller at de er ved at blive det. og hører, at de taler om ham eller

lucinationerne kan forekom-me

kan opdeles i vran

k træk ved

re diagnoser. Angst hører i mange tilfælde

også med til sygdomsbilledet hos mennesker med organiske lidelser, misbrug, skizofreni og depression - altså diagnoser fra hovedgruppe F0 til F3. For at kunne stille en angst-diagnose, må man således først udelukke diagnoserne fra hver af de foregående hovedgrupper. Derfor er angstlidelserne placeret efter disse sygdomme i hovedgruppe F4. Omvendt når man ikke længere ned i ICD-10s talrække end til 4, når der stilles en angstdiagnose. Derfor er de efterfølgende gruppe

F9, ikke medtaget i Tabel 1. ICD-10 siger altså faktisk di-

rekte, at mennesker med en angst-diagnose ikke er sindssyge. Det er en vigtig pointe, da mange med især ubehandlet angst føler, at de er sinds

Sindssyg? Frygten for sindssyge kan i stort omfang hænge sammen med mang-lende viden om, hvad sindssyge er for noget. Derfor skal vi nu gøre et kort ophold ved F2-gruppen, hvor de forskellige former for skizofreni er samlet. Det er de skizofrene lidelser, som af mange opfattes som værende de egentlige sinds-sygdomme.

Man taler om symptomer, der er særligt karakteristiske, og som derfor kaldes skizofrene første-rangs-symptomer. Disse omfatter tankeforstyrrelser, hallucinationer og vrangforestillinger. Ved tankefor-styrrelser kan patienten opleve, at han eller hun får påført andres tanker. Eller at andre – fx naboerne - kan læse eller stjæle tankerne gen-nem væggene eller over store af-stande. Tankeforstyrrelser kan også give sig udtryk i, at den skizofrene mener at kunne høre andres tanker

hende. Halpå alle sanser, men hørehalluci-

nationer er de hyppigste. Hørehal-lucinationer indebærer, at patienten hører kommenterende eller disku-terende stemmer, der taler om pati-enten i 3. person. Stemmerne kommer oftest udefra, men kan også fornemmes som noget, der kommer fra maven eller kun fore-går inde i hovedet. Nogle oplever, at de får påført udefra kommende følelser eller handlinger, eller at de bliver fysisk påvirket af elektrisk strøm eller stråler.

Vrangforestillingergfortolkninger af almindelige

sanseindtryk og i ”bizarre” vrang-forestillinger. Ved vrangfortolknin-ger kan patienten fx pludselig få en åbenbaringslignende erkendelse af at være særlig udvalgt til at frelse verden – man kommer umiddelbart til at tænke på ledere af sekteriske, religiøse bevægelser. Sådanne er-kendelser kan fx være opstået, fordi man har set en klart lysende stjerne på himmelen. Ved de ”bizarre” vrangforestillinger oplever den skizofrene sanseindtryk, som er ekstremt usandsynlige og urealisti-ske, og som ingen andre oplever – fx at rummænd fra fjerne galakser sender patienten tanker, som ved-kommende bliver styret af.

Et fælles karakteristis

Kilde: A. BeSide 61.

de forskellige skizofreni-diagnoser er, at patienten ikke har nogen sygdomserkendelse. Den skizofrene mener ikke, at det er ham eller hende, der er noget galt med, og vedkommende mener derfor heller ikke, at have behov for behandling. Den manglende sygdomserkendelse er noget af det sværeste at forholde sig til for fami-lie og omgivelser og gør det vanskeligt, undertiden umuligt, at

Tabel 2. F4: Nervøse og stress-relaterede tilstande

Fobisk angsttilstand F40.0 Agorafobi F40.1 Socialfobi F40.2 Enkelfobi Andre a ngsttilstande F41.0 Panikangst F41.1 Generaliseret angst

F42 Obsessiv-kompulsiv tilstand

Reaktioner på svær belastning og tilpasningsreakt ner io F43.0 Akut belastningsreaktion F43.1 Posttraumatisk belastningsreaktion F43.2 Tilpasningsreaktioner

F44 Dissociative tilstande eller forstyrrelser

F45 Somatoforme tilstande

Andre nervøse tilstande

rtelsen og P. Munk-Jørgensen: ”De psykiatriske diagnoser”. PsykiatriFondens Forlag. 1998.

F40

F41

F43

F48 F48.0 Neurasteni (kronisk træthedstilstand)

Angst-Avisen. November 2001 Side 8 af 32 skeligt, undertiden umuligt, at hjæl-pe patienten.

F4-gruppen Hver hovedgruppe er underinddelt i en række mere specifikke lidelser. Men da det dels vil føre alt for vidt, dels vil være uinteressant at gen-nemgå alle grupperne i detaljer her, vil artiklen fokusere på F4-gruppen, da det er i denne gruppe, de ”rene” angstdiagnoser findes.

Et blik på F4-gruppen (tabel 2) viser imidlertid, at der til trods for ovennævnte ”udskillelsesproces”, stadig er tale om en temmelig blan-det landhandel af ”nervøse og stress-relaterede tilstande”. Fx in-kluderer gruppen tilstande, som vel egentlig ikke kan siges at være syge-lige, nemlig F43.

Uden på nogen måde at for-klejne alvoren af belastnings- og tilpasningsreaktionerne, må det siges at være normalt at reagere voldsomt på begivenheder som fx voldtægt, krigsoplevelser, tortur, en nærtstående persons død, tab af arbejde eller skilsmisse. Man kan hævde, at det ville være mere sygt – eller i hvert tilfælde langt mere mærkværdigt - hvis man ikke reage-rede på sådanne voldsomme ople-

velser. F43-undergruppen adskiller sig

fra de andre diagnoser ved, at man let kan udpege årsagen til reaktio-nerne. Men flere af symptomerne ligner symptomerne i de andre undergrupper: angst, fortvivlelse, håbløshed, magtesløshed, uro og søvnforstyrrelser. Det skal også nævnes, at belastnings- og tilpas-ningsreaktionerne kan udvikle sig til en permanent angst- eller de-pressionstilstand.

F40.0 – F41.1 Angstforeningen er stiftet af og for mennesker med fobiske angsttil-stande samt panikangst og generali-seret angst, altså diagnoserne i F40 og F41. Med undtagelse af de so-matoforme tilstande, vil de andre diagnoser i F4-gruppen derfor ikke blive berørt her.

Da de her nævnte angstdiagno-ser kan have en udpræget fysisk slagside i form af mere eller mindre konstante influenza-lignende smer-ter i kroppen, trykken eller vakuum i hovedet, kvalme, knugen for bry-stet mv., er det langt fra ualminde-ligt, at mennesker med angst ofte frygter, at de lider af alvorlige fysi-ske sygdomme. Måske er der noget galt med hjertet. Måske er man

blevet ramt af meningitis, sukkersy-ge, epilepsi eller kræft. De fysiske symptomer kan endvidere medføre en voldsom frygt for at være blevet forgiftet af bakterier fra maden, såsom listeria, borelia, salmonella, campylobacter eller BSE.

Ved angst kan der således op-træde elementer fra gruppen af somatoforme tilstande (F45) – i folkemunde kaldet hypokondri. Disse tilstande er netop karakterise-ret ved, at patienten er meget opta-get af kropslige symptomer og er angst for alvorlig fysisk sygdom. Patienten bliver undersøgt af læ-gerne for både det ene og det an-det, men får hver gang at vide, at han eller hun kropsligt set er sund og rask. Symptomerne Med de her nævnte fysiske udslag af angsttilstandene, er vi ovre i diagnosesystemets centrale om-drejningspunkt. Som før nævnt, så bygger ICD-10-diagnoserne alene på patienternes symptomer og ikke på teorier om, hvad symptomerne skyldes.

Symptomerne er opdelt i seks kategorier. 1) Autonome sympto-mer. 2) Symptomer fra bryst og

Tabel 3: Angstsymptomer

Autonome symptomer Symptomer fra bryst og mave Psykiske symptomer

Hjertebanken

Sveden

Rysten

Mundtørhed

Åndedrætsbesvær

Kvælningsfornemmelse

Smerter eller trykken i brystet

Kvalme eller maveuro

Svimmelhed

Uvikelighedsfølelse

Frygt for at miste selvkontrollen

Dødsangst

Almene symptomer Spændingssymptomer Uspecifikke symptomer

Kuldegysninger eller hedeture

Dødhedsfølelse eller snurren

Muskelspænding- eller smerte

Rastløshed, kan ikke slappe af

Psykisk spændingsfølelse

Følelse af synkebesvær

Tendens til sammenfaren

Koncentrationsbesvær

Irritabilitet

Indsovningsbesvær

Angst-Avisen. November 2001 Side 9 af 32 mave. 3) Psykiske symptomer. 4) Almene symptomer. 5) Spændings-symptomer. 6) Uspecifikke symp-tomer. Bortset fra at symptomerne ikke må ”stamme fra” nogen af diagnoserne i hovedgruppe F0 – F3, skal man nærmest være mate-matikprofessor for at kunne afkode de forskellige diagnosers krav til symptomerne. Til hver enkelt angstdiagnose hører der nemlig flere symptomer fra flere af de seks kategorier. Symptomerne skal end-videre have stået på i en hvis tid, de må ikke skyldes reel fare eller fysisk belastning og symptomernes om-fang og intensitet skal være af en sådan karakter, at de griber forstyr-rende ind i patientens liv.

For at man fx kan stille diagno-sen panikangst, skal patienten have mindst fire panikanfald pr. måned, mindst et af de autonome sympto-mer, plus mindst tre af sympto-merne fra en eller flere af de andre fem kategorier. Man har kun gene-raliseret angst, hvis man i mindst seks måneder har døjet med an-spændthed, ængstelse og bekym-ring, har mindst et af de autonome symptomer, plus tre eller flere fra de øvrige kategorier.

Der kan sagtens optræde man-ge andre symptomer end dem, der er nævnt i diagnosesystemets ”symptom-oversigt”. Ofte har den samme patient symptomer fra flere af angstdiagnoserne, og oplever endvidere depressive episoder af kortere eller længere varighed, så det kan være svært at afgrænse diagnosen til én bestemt. For andre skifter angsten ”kulør” gennem livet. Det starter måske med social-fobi, men udvikler sig senere til fx generaliseret angst. Komorbiditet, som det kaldes, når man har mere end én diagnose, er også meget udbredt blandt angstpatienter. Fx

er det mere reglen end undtagelsen, at panikangst går hånd i hånd med agorafobi (skræk for menneske-mængder, busser, tog, at færdes ude osv.). Angst og angst Selvom det altså kan være svært at stille den rigtige diagnose – også for lægerne – så vil én af diagnoserne ofte være ”stærkere” eller mere dominerende. Samtidig er det vig-tigt at forstå, at der er forskel på de enkelte angsttyper. For de af os, som selv lider af angst, er forskelle-ne endog ret markante, og vi kan desværre være mindst lige så ufor-stående og intolerante overfor an-dres angst, som ikke-angste i reglen er det.

Folk med forskellige typer angst, kan derfor have meget svært ved at snakke sammen og respekte-re hinandens angstlidelser som værende lige så alvorlige og invali-derende, som den angst man selv lever med i dagligdagen. Hvor ikke-angste måske siger ”tag dig sam-men”, siger socialfobikeren måske til agorafobikeren ”jamen, din angst må da være nemmere at leve med”. De to er sikkert enige om, at det er umuligt at gå til fest, mens den der lider af dødsangst synes, at det er noget pjat, for man kan jo ikke dø af at gå til fest!

Den rigtige diagnose kan såle-des være vigtig for én selv. Det er vigtigt at få sat de rette ord på de pinsler, som er så voldsomme, at de trodser enhver beskrivelse. Hertil kommer, at en diagnose er grundla-get for behandlingen. Hvis vi taler om medicinsk behandling kan di-agnosen især være vigtig i tilfælde, hvor det har vist sig at være særligt vanskeligt at finde frem til det rette præparat i den rette dosis. Taler vi om kognitiv adfærdsterapi og

gruppeterapi er det naturligvis vig-tigt, at behandlingen er afpasset den angsttype, man har, at man føler sig forstået af de andre i gruppen, og at man kan genkende de oplevelser, tanker og følelser, som de andre deltagere beskriver.

Det allervigtigste er imidlertid, at angstlidelserne tages alvorligt, som de stærkt invaliderende til-stande de reelt er, og at man for-står, at det ikke er noget ”pjat”, man selv kan eller må klare. Der skal professionel hjælp til. Mange mener på trods af dette fortsat ikke, at angst er en sygdom. Det er ikke kun et spørgsmål om ord og defini-tioner, men nok så meget et spørgsmål om afstigmatisering og om at forstå, at der ikke er tale om eksistentielle livskriser, overreakti-oner eller om noget, der i mere eller mindre ubevidst grad er underlagt viljens kontrol. Med ICD-10 har WHO taget et stort og vigtigt skridt i retning mod en sådan forståel-sesmæssig udvikling.

Kan angst forstås af andre…!? Af David Nielsen I efteråret 1994 skulle jeg starte på en Fobiskole, som dengang lå på Østerbro. De indledende ”øvelser” bestod imidlertid af, at besvare en række psykologiske tests. Jeg sad ved frokostbordet og udfyldte disse papirer, da der kom en pige, som gik direkte ind på et lille kontor. En brøkdel af et sekund efter kom hun farende ud igen helt panikslagen og forklarede en af psykologerne, at hun ikke ville ind på det lille kon-tor. Hun insisterede på, at samtalen

Angst-Avisen. November 2001 Side 10 af 32 skulle foregå i et større kontor, hvilket hun så fik lov til.

Straks tænkte jeg: ”Det var da underligt. Hun har da roterende fis i kasketten. Hun skulle jo bare sidde med en psykolog og snakke. Skulle der ske noget var det? Det er jo trods alt sammen med en psyko-log, der burde kunne hjælpe hende, hvis hun bliver for angst. I øvrigt kunne hun jo ”bare” åbne et vin-due eller lade døren stå på klem. Der var da i hvert fald ingen grund til at gå i panik over at sidde og snakke med en psykolog på et lille kontor”.

Alt dette strøg gennem mine tanker, mens jeg sad og fumlede med lister over alle mine egne fobi-er (som dog ikke inkluderer små kontorer).

Få sekunder efter tænkte jeg på, hvordan i alverden jeg kunne tænke sådan, når jeg netop sad og udfyldte skemaer omkring min angst og alle mine fobier for dit og dat. Lige pludselig forstod jeg de ikke-angstes manglende forståelse og indlevelsesevne.

Bagefter var jeg faktisk lidt skræmt over, at jeg havde tænkt sådan, idet jeg med alle mine ”mærkelige” fobier burde være den første til at forstå hendes angst for det lille kontor.

Kort efter kunne jeg godt sætte mig ind i hendes problem, netop fordi jeg selv led af angst og fobier, selvom jeg ikke havde oplevet lige dén fobi.

Siden hen har jeg opdaget, at andre former for angst, som jeg ikke har prøvet på egen krop, kan være svære at forstå, sært nok.

Det har siden givet mig bedre mulighed for at forstå, at det er umuligt for ikke-angste at forstå, hvor lidelsesfuldt det kan være, at

lide af en angst og/eller depressi-onssygdom.

Vi angste har dog et stort be-hov for og ønske om at blive ac-cepteret med vores angst. Mange af os kræver ikke særbehandling, vi kan være ligeså gode og dygtige medarbejdere på arbejdsmarkedet (mange tør ikke at fortælle deres arbejdsgiver om deres angst, og slet ikke ved en jobsamtale pga. for-domme og uvidenheden).

Udover vores overdrevne og uforståe-lige angst for dit og dat, er vi hamrende normale.

Mange af os oplever, at mange personer indenfor social- og sund-hedsvæsnet mangler indsigt i ”lette-re angstforstyrelser”, hvilket inde-bærer en alvorlig risiko for ikke at få den korrekte diagnose og be-handling.

Ydermere kunne vi også tænke os at der bliver sat mere fokus på angst, da der efter sigende er ca. 200.000 i Danmark, som lider af behandlingskrævende angst, men det virker som om, at politikerne lukker øjnene for disse problemer – det er dyrt for samfundet !!

Nu har jeg for længst opgivet at få ikke-angste til at forstå min angst. Jeg vil blot være tilfreds med at blive accepteret som et menne-ske med angst og i øvrigt blive betragtet som et ”almindeligt men-neske”.

Turde ikke se folk i øjnene Af Tinne Buchholz Hansen Journaliststuderende Eva lider af social angst. I dag er hun takket være psykoterapi og medicin blevet i stand til at be-væge sig ud blandt andre uden

at føle ubehag. Men det har ta-get hende 25 år. »Jeg plejede at kigge på næsen i stedet for øjnene, når jeg førte en samtale«, siger Eva, »så kunne jeg undgå øjenkontakt«.

Vi sidder på kajen ved Christi-ansborg, hvor sommersolen bager. Familier fortærer isvafler, kæreste-par kurrer som duerne, der spadse-rer rundt foran os, teenagere mun-trer sig med hinanden og deres medbragte øl.

Lutter hyggelige sommerfor-teelser. Men situationer som disse kunne Eva ikke nyde for bare få år siden på grund af den sociale angst, der sammenlagt har forfulgt hende de sidste 25 år.

Det hele startede med, at hun som 21-årig var i Bruxelles, hvor hun arbejdede som maskinskriver i den daværende EF-administration. Hun havde et kærlighedsforhold, der sluttede brat, da hun skulle hjem til Danmark. Selv mener hun, at det var denne følelsesmæssige rutsjetur, der udløste hendes første angstanfald. 14 år på Stesolider »Jeg sad på en restaurant i lufthav-nen og følte pludselig, at alle kigge-de på mig. Min krop føltes spændt som en flitsbue, og jeg måtte bare ud, væk. Det var meget skræm-mende.«

Eva kontaktede sin læge, der udskrev Stesolid til hende. Der blev ikke stillet nogen ordentlig diagno-se, og hun blev ved med at tage Stesoliderne, som hun måtte få ”så mange af som muligt”. De næste 14 år var Eva på Stesolid.

»Det var jo ikke noget rigtigt liv. Jeg blev dødafhængig af det og sejlede rundt i en evig døs. Det

Angst-Avisen. November 2001 Side 11 af 32 lukkede af for alt – glæder og sor-ger – alting blev ligesom…uldent«. Men Eva fortsatte med at tage pillerne, fordi en tilværelse præget af følelsesmæssig middelmådighed trods alt var bedre end den angst, der gjorde sig gældende, når hun ind i mellem forsøgte at trappe ud. »Jeg kunne stå i køen i supermar-kedet og blive fuldstændig skræk-slagen, hvis der dukkede en be-kendt op, som jeg ikke kendte så godt. Når vedkommende så talte til mig, var jeg ved at gå helt i panik over at skulle finde på noget at sige. Så spændte jeg i hele kroppen og syntes, at den gav sådan nogle un-derlige ryk, som alle måtte kunne se. Jeg kørte faktisk flere gange til nabobyen for at handle for ikke at møde nogen bekendte!« Gemte sig på universitet Eva har ikke været væk fra ar-bejdsmarkedet på grund af sin angst. Hun indrettede det i stedet sådan, at hun tog et natarbejde, hvor hun arbejdede fem nætter og havde fri i ti dage.

»Det var jeg nødt til. Jeg arbej-dede også kun sammen med en enkelt person – det gjorde det lidt nemmere.«

Senere tog Eva HF – en perio-de hun betegner som utrolig van-skelig at komme igennem på grund af klasseundervisningen og det intense sociale miljø. Efter dette startede hun på universitetet. Det er med slet skjult ironi, at hun fort-sætter:

»Det var jo helt perfekt for mig. Universitetet er sådan et dej-ligt stort sted, hvor man rigtig kan gemme sig. Jeg kunne lave mine opgaver, få min SU og ellers være rigtig meget hjemme.«

Da Eva havde fået sin specia-lekarakter, tog hun en beslutning.

Hun havde tidligere set en TV-udsendelse, hvor en overlæge fra Rigshospitalets Angstklinik blev interviewet om de behandlingsme-toder, som man anvender på stedet, og tog kontakt til ham.

Hun kom på et tre måneders ophold på klinikken.

»Jeg tænkte, at hvis jeg nogen-sinde skulle få en chance for at få det bedre, så var det nu eller al-drig.«

Opholdet hjalp Eva. Hun tager nu medicin, i en ganske lille dosis, af den nye type SSRI, der ikke slø-ver og har ikke haft angstanfald i et års tid.

Hun havde 5 år tidligere inve-steret i et 4-måneders kursus på en Fobiskole og fået nogle kognitive redskaber til at tackle de situatio-ner, hvor angsten typisk viste sig. Samtidig gik hun til psykolog i et år finansieret af hende selv. Det var et skridt i den rigtige retning men ikke nær nok.

»Man kan jo sige, at det er spild af mit liv, at jeg har måttet flygte så meget. Jeg håber en dag at kunne slippe helt af med min angst – men om det sker, kan jeg ikke sige. Den har jo haft en del år at bide sig fast i«. Navnet Eva er opdigtet, men journalisten er bekendt med det rigtige navn.

Tanker om at væ-re en del af en selvhjælpsgruppe Anonym kvinde, 34 år. Forfatteren er kendt af redaktionen. Med dette lille indlæg håber jeg at kunne sprede lys og håb for andre

angstramte, der savner et forum for erfaringsudveksling med andre i samme situation og et sted hvor der kan søges trøst, opmuntring og støtte til at leve med angsten i dag-ligdagen.

Jeg tog selv initiativ til at starte i en selvhjælpsgruppe for socialfobi for snart to måneder siden på et tidspunkt i mit liv, hvor angsten gjorde ekstra ondt på grund af et parforhold, der sled alt for meget på mit følelsesliv og min psykiske tilstand. Jeg havde en måneds tid tidligere fået kendskab til Angstfor-eningen og var fast besluttet på, at jeg efter mange år med angst og den erfaring på godt og ondt, jeg havde opnået herigennem, ville tilbyde min hjælp til denne forening ved f.eks. at yde rådgivning til an-dre angstramte eller deltage i udar-bejdelsen af pjecer og andet oply-sende materiale. Derfor tog jeg telefonisk kontakt til foreningen og fik på denne måde oplyst, at der var etableret selvhjælpsgrupper for de forskellige typer af angstlidelser.

Jeg har som sagt lidt ”usynligt” af angst i mange år, - mere præcist siden mine tidlige teenageår, i dag er jeg 34 år. Når jeg bruger udtryk-ket ”usynligt” i denne sammen-hæng, er det fordi jeg har levet med angsten i det skjulte gennem alle disse år overfor familie, venner, studiekammerater og kolleger. Jeg er på overfladen aktiv, udadvendt, livsglad og socialt anlagt, har gen-nemført en uddannelse og altid haft fast arbejde bortset fra en kort periode for mange år siden, hvor jeg var sygemeldt på grund af ang-sten. Jeg har i dag et attraktivt job med faglige og personlige udfor-dringer, men lever alligevel dagligt med angsten, selv om denne ikke er synlig for kollegerne eller min om-gangskreds i øvrigt. Først for nylig

Angst-Avisen. November 2001 Side 12 af 32 har jeg betroet mig til et par gode veninder om hvad jeg også gemmer på, og det i sig selv har været en utrolig lettelse – som at få fjernet en tung byrde fra mine skuldre. Ingen af dem har, som jeg havde frygtet, reageret hverken med af-standstagen, medlidenhed eller fordomme, men har tværtimod været usædvanlig forstående og imødekomne.

Jeg har en stor viden om min egen psykologiske historie, har siden slutningen af 80’erne været igennem hele møllen med psykia-ter, gruppeterapi på Stolpegården samt samtaleterapi hos psykologi-studerende og uddannet psykolog. For et år siden deltog jeg desuden i et gruppeforløb over et halvt år på en af Københavns fobiskoler. Her behandles der med kognitiv ad-færdsterapi, dvs at der arbejdes med de tanker og følelser, der sty-rer vores angst. Kort fortalt forsø-ger du sammen med terapeuten at omprogrammere negative katastro-fetanker til mere realistiske og selv-støttende tanker. Denne form for terapi er absolut anbefalelsesværdig og har givet mig et skub i den rigti-ge retning, så jeg i det daglige ud-sætter mig selv for angstprovoke-rende situationer, mens jeg forsøger at håndtere disse ved hjælp af for-skellige teknikker, jeg har lært på fobiskolen.

Selvhjælpsgruppen, som jeg nu med mødes med én gang ugentligt, er den lille ekstra støtte i mit liv netop nu, hvor angsten har fyldt mere end den plejer. Vi er ca. 15 personer i denne gruppe med en rigtig god aldersfordeling. Ved at lytte til hinandens oplevelser, glæ-der og sorger i løbet af ugen og måske bidrage med et kærligt råd, giver vi hinanden støtte, opmærk-somhed og omsorg. Vigtigst af alt

forstår vi hinanden så godt, fordi vi alle lider af den samme type angst, selv om den kan vise sig med for-skellige ansigter. I gruppen finder vi denne helt særlige accept og forstå-else, som vi oftest ikke finder hos familien, kæresten eller vennerne, netop fordi de jo ikke har mærket angsten på deres egne kroppe og derfor forståeligt nok aldrig helt vil vide, hvordan det er at leve med angsten hver dag. I gruppen træner vi også forskellige situationer, der kan være angstprovokerende for den enkelte; f.eks. holder én fore-drag for os andre om et vilkårligt emne eller en anden læser højt, mens vi andre lytter. På denne måde kan vi træne de ”farlige” dagligdagssituationer i trygge ram-mer, inden vi kastes ud i det virke-lige liv. De fleste i gruppen har ikke deltaget i et fobiskolekursus, men kan så få gode råd fra de af os, der har været igennem et sådant forløb. For mit eget vedkommende er særlig spisesituationer i kantinen på jobbet eller ved særlige selskabelige lejligheder angstfremkaldende, og dette kan jeg så træne ved f.eks. at spise suppe sammen med gruppen, vel vidende at jeg bliver iagttaget. En sidste altafgørende faktor, der gør det befriende og rart at være i denne gruppe er, at vi kan grine af os selv og af hinanden på en kærlig måde. Humoren er et af de vigtig-ste værn mod angsten, og den ska-ber samtidig en tiltrængt og sund kontrast til alvoren.

Jeg kan varmt anbefale delta-gelse i en selvhjælpsgruppe – her kan du få al den støtte, forståelse og accept, som du måske savner blandt dine nærmeste. Du kan også være med til at give andre angst-ramte et skub i den rigtige retning ved at bidrage med dine egne per-

sonlige erfaringer ved et liv med angsten.

Forskningsnyt Af Kamma Kaspersen Undersøgelse af benzodiaze-pin-brugeres påstand om at medicinen forårsager psykia-trisk eller fysisk sygelighed En svensk undersøgelse ser på 32 tilfælde af brugere af Oxazepam, Diazepam og andre benzodiazepi-ner i en periode fra 1985-92. Gen-nemsnitsalderen på patienterne på undersøgelsestidspunktet var 47 år.

I 28 ud af 32 tilfælde havde en psykiatrisk diagnose dannet grund-lag for ordinering af medicinen. I de fleste tilfælde en angstdiagnose, dog også i et par tilfælde borderline samt mildere depressive lidelser.

De 32 brugere har alle lagt sag an imod Konsortiet för Läkeme-delsförsäkring, da de mener at have fået varige skader efter medicinen.

To uafhængige psykiatere lave-de undersøgelsen, der blev god-kendt af Karolinska Instituts etiske Råd.

De fleste sagsøgere opdagede først deres symptomer efter ophør med medicinen, og symptomerne er meget forskellige. I 11 tilfælde var de fysiske symptomer dog alle-rede tilstede inden den psykiatriske diagnose blev stillet. 25% havde et alkoholproblem og 31% havde et overforbrug af andre stimulanser. Kun 16% havde ikke modtaget anden medicinsk behandling i peri-oden end benzodiazepinerne.

Angst-Avisen. November 2001 Side 13 af 32

Flere kvinder end mænd er brugere af denne type medicin og 2/3 af alle brugere i Sverige i dag er over 60 år.

Det amt i Sverige der har haft det mindste salg af denne type medicin inden for en 20-årig perio-de (1971-90) er Jämtland, hvor 28% af alle de mænd og 45% af alle de kvinder, som optræder i amtets recept-register, har indkøbt ben-zoiazepin. Det betyder at mindst 3 mio. svenskere på et eller andet tidspunkt har været i kontakt med medicinen. Det tyder på, at psykia-trisk sygelighed, hvis det overhove-det findes, er ekstremt sjælden.

1/3 af gruppen påstod at de var blevet afhængige. Kriteriet for afhængighed af denne type medicin er, at forbruget øges. Diazepam er det lægemiddel der skulle give den største afhængighed i forhold til de andre typer, men der ses ikke en større stigning i forbruget af dette produkt.

I 1960’erne og –70’erne blev medicinen dog ofte udskrevet til personer, man i dag ikke ville give den type medicin, fx. personer med en borderline-diagnose eller per-sonlighedsforstyrrelser. Mennesker med disse diagnoser har større sandsynlighed for at udvikle afhæn-gighed end angste.

Så udover disse specielle situa-tioner må sygdom efter brug af benzodiazepin anses for at være relativt sjælden.

Det må dog bemærkes at den-ne undersøgelse ikke går ind i selve spørgsmålet om bivirkningerne af ovennævnte medicintype. Dog anføres det, at bl.a. svimmelhed, muskelslaphed/kramper, træthed, hovedpine, manglende koncentra-tionsevne og abstinenser optræder.

Kilde: Marja Mattila-Evenden, Ulf Bergman, Johan Franck: A study of benzodiazepine users claiming druginducted psychiatric morbidity. Nord J Psychiatry . Vol 55 . no 4 . 2001;55:271-278. Oslo.

Skyldes den større hyppighed af depression blandt kvinder i virkeligheden, at de oftere end mænd rammes af angst-tilstande? Af Kamma Kaspersen Undersøgelser fra 10 forskellige lande beretter om en højere livs-tidsrisiko for, at kvinder får depres-sion. Dette kan ikke betvivles, hvad enten begrundelsen tager afsæt i biologiske eller psykologiske årsa-ger.

En ny undersøgelse af ca. 8000 nordamerikanere mellem 15 og 54 år viser, at 19,3% af denne gruppe har en længerevarende angstdiag-nose. Risikoen for at få en angstli-delse ligger på 23,4% for kvinders vedkommende og på 15,2% for mænds.

Men noget tyder på, at mange depressioner opstår efter mindst 2 år med angst, og at det er angsten frem for kønnet, der giver en større risiko for at få depression, især hvis man under depression medtager dystymi (vedvarende tristhed, in-dadvendthed og melankoli).

Angst synes især at være en ri-sikofaktor i en tidligt debuterende depression (under 25 år). Den kønsmæssige forskel ser således ud til at ligge i, at flere kvinder får angst og som følge deraf udvikler depression.

Kilde: Parker G, Hadzi-Pavlovic D. Is any female preponderance in depression secondary to a primary female preponderance in anxiety disorders? Acta Psychiatr scand 2001: 103: 252-256. Munksgaard 2001. Spørgsmålet er så, hvad vi kan bruge undersøgelsen til? Det er åbenlyst, at det er vigtig at komme i behandling for sin angst, inden der udvikles depressive træk, men så længe vi har så få og så ringe be-handlingsmuligheder for at diagno-sticere og behandle angsten inden for 2 år, kan vi kun blive nærmest ”dystymiske” (hvis dette ord fin-des) af at erfare, at efter dette angsthelvede står depressio-nen/mismodet og banker på.

Stress-hormoner ødelægger hukommelsen Af Kamma Kaspersen Langvarigt forøget produktion af stress-hormonet cortisol synes at svække immunsystemet, men corti-sol kan også påvirke hjernen så man bliver føelsesmæssig mere uligevægtig, hvilket igen kan for-styrre søvnen og stofskiftet.

Ydermere ser det ud til at cor-tisol ødelægger nerveceller i den del af hjernen, som vi husker med, den såkaldte hippocampus (den lille sø-hest, red.).

Den amerikanske forsker Ro-bert Sapolsky har set på en gruppe der lider af langvarigt stress: nemlig personer med PTSD (post-traumatisk-stress-forstyrrelse) der har været udsat for krig eller natur-katastrofer. Hos disse fandt man et vist hjernesvind i hippocampus og en varigt nedsat hukommelsesevne. Hjernesvindet - der er målt ved scanning - svarer nøje til hukom-melsessvækkelsen så forbindelsen

Angst-Avisen. November 2001 Side 14 af 32 mellem stress og dårlig hukommel-se synes bekræftet. Kilde: Forsknings-nyt fra psykologien, juni 2001 10(3) s. 8-10. .

Socialt undertrykte men-neskeaber har mindre seroto-nin i hjernen Af Kamma Kaspersen Fra dyreforsøg ved man, at seroto-nin kan bruges til at dæmpe følel-sesmæssig ophidselse. De aber der fra naturens side har et lavt seroto-nin-indhold i hjernen, reagerer også mest følelsesmæssigt, fx med angst eller aggression i en ubehagelig situation. Men også aber der under-trykkes i det sociale hierarki får mindre serotonin herefter.

Amerikanske forskere fra Uni-versitetet i Pittsburgh har under-søgt 270 voksne fra alle samfunds-lag og fandt, at der var en sam-menhæng mellem deres oplevelse af angst og vrede og deres seroto-nin-indhold i hjernen. Men der var også en sammenhæng mellem deres sociale status og serotonin-indholdet sammenlignet med de, der havde store stillinger og høje lønninger.

Også de lavtstillede der ikke var plaget af angst og depression havde et gennemsnitligt lavere serotonin-indhold i hjernen. Kon-klusionen er at de individer, der undertrykkes i det sociale hierarki, får et lavere serotonin-indhold i hjernen. Kilde: Matthews, K.A., Flory, J.d., Muldoon, M.F.,&Manuck, S.B. (2000). Does Socio-economic Status Relate to Central Serotoner-gic Responsivity in Healthy Adults?

Flere børn end tidligere får en angstdiagnose Af Kamma Kaspersen Flere børn mellem 9 og 17 får stil-let en angstdiagnose end førhen. Om det er fordi vi er blevet mere opmærksomme på problemet eller om der virkelig er sket en øgning siden 1950'erne er uafklaret, men i Journal of Personality and Social Psycho-logy findes en undersøgelse af 170 unge fra 1952-1993, der viser, at der i 1980'erne var flere psykiatri-ske tilfælde end i 1950'erne. Stig-ningen skyldes en mindre grad af socialt sammenhold og flere trusler fra omgivelserne, skilsmisser og sygdomme som AIDS, mener Jean Twenge der er psykologisk forsker på Case Western Reserve Universi-ty, samt at kurven ikke er stigende i øjeblikket pga. mindre kriminalitet og trussel om atomkrig. Det skal dog i den sammenhæng understre-ges at undersøgelsen er fra før den 11. september 2001. Kilde: Psychology Today, Juni 2001.

Tema: Hos lægen De privatpraktiserende læger Af Liza Overgaard Man skal naturligvis altid vare sig for generaliseringer. Mange læger er – især i de forgangne ca. 10 år med SSRIerne (redaktionen bruger me-get nødigt pop-udtrykket ”lykkepil-ler”) – blevet bedre til at håndtere angstramte, når de møder op hos lægen for at få hjælp. Forbedringen

skyldes med andre ord, at de al-ment praktiserende læger i højere grad ”tør se” angsten hos deres patienter, fordi der er kommet en behandling af lidelsen.

Den manglende interesse for lidelser som angst fra lægefagligt hold skyldes også, at der har været en mangeårig tradition for at be-tragte angstforstyrrelser som lette, mere ”godartede” lidelser, der ikke var af fysiologisk oprindelse – i modsætning til de ”rigtige” psyki-ske tilstande som skizofreni og maniodepressivitet. Tanken om at behandle neuroser, som det hed dengang, medicinsk var absurd. Angst hørte derfor ind under psy-kologiens og ikke lægevidenskabens domæne.

I de seneste to til tre årtier har der imidlertid været ændringer i denne opfattelse på vej. Hold-ningsændringerne er affødt af flere forhold: Man har konstateret at angsttilstan-de med godt resultat kan behandles medicinsk. Der er udviklet bedre og mere pålidelige kriterier for diagnosticering. Den teknologiske udvikling med billeddannende tek-niker såsom MR-, PET- og SPECT-skanning har givet forsker-ne langt bedre muligheder for, at undersøge hjernens struktur og dens biokemiske og fysiologiske mekanismer – ikke kun på dyr, men på levende mennesker. Forskning indenfor genetik skal også nævnes, da man efterhånden har fået lokali-seret nogle af de gener, som kan disponere for forskellige psykiske forstyrrelser. I Politiken den 29. august 2001, kunne man fx læse, at svaret på fobier, angstanfald og irrationel angst, skulle findes på kromosom 15. Informationsni-veauet vedrørende psykiske lidelser og behandling er steget. Der er

Angst-Avisen. November 2001 Side 15 af 32 kommet en øget forståelse for angstlidelsernes alvor og omfang – både med hensyn til lidelsens ud-bredelse i befolkningen, hvor bela-stende og invaliderende lidelsen er for dem, som den rammer, og en-delig med hensyn til hvor kolossalt dyr lidelsen er i almindelig ussel mammon.

Men også for læger kan det væ-re svært at følge med i udviklingen, og de er ikke uddannede til at diag-nosticere og behandle psykiske lidelser. De er uddannet til at tage sig af legemlige sygdomme, og med mindre de enkelte læger har interes-se for det psykiatriske område og har taget nogle efteruddannelses-kurser vedrørende diagnosticering og behandling, så ved de ikke stort mere om lidelserne end købman-den henne om hjørnet.

Psykiske lidelser bliver så et mere eller mindre irriterende emne, som lægen må forsøge at forholde sig til, når der dukker et eller andet ”hysterisk” (kvinde)menneske op i konsultationen for 117. gang med sine ”mærkværdige” og ubegribeli-ge fysiske og psykiske klager.

Som angstramt siger det sig selv, at man er særdeles dårligt hjulpet med sådanne ”konservati-ve” læger. Det er et stort problem, fordi mange angstramte – naturligt nok - i første omgang opsøger egen læge, og de alment praktiserende læger står da også for op imod 90% af behandlingen med antidepressi-va. Lægen kan henvise til en af landets ca. 110 psykiatere, men for det første er ventetiden meget lang – et halvt til et helt år er ikke ual-mindeligt - for det andet er en psy-kiater ikke nogen garanti for, at man så får den rigtige diagnose og behandling.

Obligatorisk efteruddannelse Set i lyset af de ovenfor skitserede landvindinger indenfor forsknin-gen, kan det i høj grad undre, at det ikke er lykkedes at indføre obligato-risk efteruddannelse af de alment praktiserende læger.

I marts 1999 var 11 eksperter samlet i København til en såkaldt konsensuskonference om depressi-on, hvor bl.a. prof. Tom G. Bolwig fra Rigshospitalet og prof. Per Kragh-Sørensen fra Odense Uni-versitetshospital deltog. Ved konfe-rencen blev bl.a. spørgsmålet om obligatorisk efteruddannelse taget op, men man kunne ikke enes om et sådant forslag. I stedet enedes man om at anbefale, at amterne lokalt kan (ikke skal) iværksætte en målrettet efteruddannelsesindsats.

På konferencen blev de alment praktiserende læger kritiseret for ikke at bruge diagnosesystemet ICD-10, hvilket medfører en risiko for, at lægerne overser eller fejlbe-handler depressionspatienterne. I stedet bruger lægerne deres egne, individuelle definitioner på, hvor-når der er tale om en depression.

Prof. Per Kragh-Sørensen ud-trykker problemet således (Dagens Medicin nr. 5/99 og LPDavisen, nr. 35):

”Det er nedslående, at interna-tionale undersøgelser i almen prak-sis de sidste 25 år har vist, at anti-depressiva anvendes i for små do-ser, igangsættes for sent og sepone-res for tidligt. Denne fejlbehandling øger risikoen for udvikling af kro-nisk depressiv tilstand, unødvendig høj frekvens af tilbagefald og en øget selvmordsrisiko.” Depressioner stadig overset – angst stadig usynlig Hvorfor al den snak om depression her i Angstforeningens nyheds-

brev? Fordi eksperter og presse altid har beskæftiget sig langt mere med depression end med angst. Derfor bliver kritikken af de prakti-serende lægers manglende kvalifika-tioner mht. diagnose og behandling knyttet til depressionssygdommen.

Omtalte konsensuskonference fandt altså sted for mere end 2½ år siden, men at diskussionen bestemt ikke er forældet, kan fx ses af over-skriften ”Læger overser depressi-on” i Berlingske Tidende fra den 29. august 2001.

Avisen tager emnet op i for-bindelse med en ny vejledning fra Sundhedsstyrelsen til de praktise-rende læger, som skal hjælpe dem med at identificere depression hos patienterne. Baggrunden for vej-ledningen er, at lægerne forsat overser depression, fordi de ikke forstår, hvad patienternes mange fysiske klager i virkeligheden hand-ler om. Samtidig udgav Psykiatri-fonden sin egen vejledning til pati-enter og pårørende, og begge vej-ledninger blev fremlagt på en kon-ference på Christiansborg om kvali-tet i depressionsbehandlingen.

Praktiserende læge og medfor-fatter til Sundhedsstyrelsens vejled-ning, Martin Holm, udtaler til Ber-lingske Tidende:

”Disse patienter kommer ofte igen og igen med forskellige fysiske symptomer. Kan lægen ikke finde nogen god legemlig forklaring, bør han overveje, om der måske er tale om en depression”.

Det er jo alt sammen fint nok for de depressionsramte. Men som angstramt kan man frygte, at disse vejledninger i et vist omfang kan give bagslag, fordi mange med angst risikerer at få en depressions-diagnose i stedet for en specifik angstdiagnose, såfremt lægerne kun opfordres til at tænke i depressi-

Angst-Avisen. November 2001 Side 16 af 32 onsdiagnoser, når de får besøg af de samme ”somatiserende” patien-ter igen og igen.

Der vil selvfølgelig være tale om en positiv udvikling fra ”hypo-konder/somatiserins/tag-dig-sammen-teorien”, og selvom be-handlingen med antidepressiva er den samme, så vil der fortsat være tale om en udbredt fejldiagnostice-ring.

Selvom depressionens tunge, sorte åg ikke er ukendt for angstli-dende, så er det alligevel krænkende og irriterende, at få at vide at man er et eller andet, som man ikke er – om det så er hypokonder, neurotisk eller depressiv gør ikke den store forskel. Det opleves stort set på samme måde, som når andre staver eller udtaler ens navn forkert.

Hvad mere er, er at en forkert diagnose hæmmer patientens mu-ligheder for at sætte sig ind i, hvad det er han/hun lider af. Psykoedu-kation – at lære om, hvad ens lidel-se indebærer – betones kraftigt af både psykiatere og kognitive ad-færdsterapeuter som et vigtigt tera-peutisk element i behandlingen.

Sundhedsstyrelsens vejledning til lægerne om diagnosticering og behandling af depression med SSRI, SNRI og TCA fylder 15 si-der, mens der kun levnes ca. 1 ¼ side til angstdiagnoserne og angst-behandlingen i kapitel syv, som har titlen ”Andre indikationer for ordi-nation af antidepressiva”.

Sundhedsstyrelsen slipper såle-des meget billigt om ved vejlednin-gen til lægerne om angsttilstandene, hvilket må siges at være særdeles utilfredsstillende.

Vejledningens værdi i forhold til at hjælpe lægerne og dermed også angstpatienterne, må derfor siges at være lig 0.

Vejledningen får dog fortalt, at lægen kan behandle socialfobi med paroxetin (handelsnavn: Seroxat). At panikangst kan behandles med citalopram (Cipramil, Ciprex) eller paroxetin. At man mod generalise-ret angst kan anvende venlafaxin (Efexor). Blandt disse ”andre indi-kationer” nævner vejledningen også OCD og nervøs spisevægring.

Denne fremstilling af de medi-cinske behandlingsmuligheder er så forenklet og overfladisk, at den faktisk er ukorrekt.

Ifølge min egen psykiater, Kir-sten Behnke, som jeg netop har lavet et interview med om medi-cinsk angstbehandling, kan de for-skellige angstlidelser behandles med alle typer SSRI, SNRI og MAO-hæmmere. Ingen af SSRI’erne er specielt ”beregnet” til eller er bedre mod bestemte angsttyper. Blandt TCA’erne holder Kirsten Behnke sig dog i reglen til præparatet Anafranil. Endelig skal nævnes, at angst også kan behandles med betablokkere og med benzodiaze-piner – her er Tafil og Rivotril langt at foretrække frem for fx Stesolid eller Valium.

En grundigere gennemgang af den medicinske behandling må vente til en senere artikel, men forhåbentlig har afsnittet her an-skueliggjort de mange mangler ved Sundhedsstyrelsens vejledning om antidepressiva og angstbehandling. Anti-hvad? Betegnelsen ”antidepressiva” er i forvejen med til at forvirre billedet af, hvad det er der er galt med en, når man har en angstlidelse – og betegnelsen forvirrer tilsyneladende også både læger og Sundhedsstyrel-se. For os ville det derfor være positivt, hvis man helt gik bort fra denne betegnelse, og i stedet holdt

sig til betegnelserne SSRI og SNRI, således at den depressive kompo-nent helt forsvandt. Disse navne er selvfølgelig ikke særligt ”folkelige”, men internt blandt læger, psykiate-re, psykologer, styrelser og patien-ter burde korrekthed gå forud for ”folkelighed”.

I begyndelsen af 1960’erne på-viste man, at angstlidelser kunne afhjælpes med imipramin – et tri-cyklisk antidepressiva. At angstfor-styrrelser kan behandles med anti-depressiva er således en rigtig gammel nyhed. Når man dengang talte om antidepressiva kan det kun skyldes, at depression blev studeret og anerkendt som psykiatrisk lidel-se, længe inden angstforstyrrelserne blev det.

Man kan så undre sig over, hvorfor. Det kan dårligt skyldes, at depression var mere udbredt end angstforstyrrelserne, da de, ifølge forskellige befolkningsundersøgel-ser, er mindst lige så udbredte. Måske sad datidens psykoanalytike-re med deres teorier om penismis-undelse og neuroser tungere på forskere og psykiatere, når det gjaldt angst, end når det handlede om depression.

Men havde det været omvendt, havde ordet angst givetvis indgået i den medicinske betegnelse, og imipramin kunne fx således have været et ”tricyklisk anxiolytika” eller et ”tricyklisk antinervosicum” (eller hvad man nu kunne have ladet sig inspirere af fra latin og græsk).

Humlen i dette er, at det fore-kommer komplet ulogisk og forvir-rende, at man fortsat kalder SSRI’erne og SNRI’erne for anti-depressiva, når man nu i ca. 30 år før disse præparater blev opfundet og taget i brug vidste, at stofferne også var effektive overfor angstforstyr-

Angst-Avisen. November 2001 Side 17 af 32 relser. Nogen må have sovet godt og grundigt i timen! Og i dette tilfælde har det ikke været de pri-vatpraktiserende læger.

Depression har altså historisk set fået større opmærksomhed end angstforstyrrelserne fra både for-skere og medier – en uretmæssig ”førerposition”, som vi angstramte åbenbart stadig må finde os i den dag i dag, lige som vi må forsøge at ”æde den”, når man i aviser og tidsskrifter mm. læser sætninger som, ”at antidepressiv medicin også udskrives til patienter med andre lidelser”. ”Uha-da-da,” tænker Hr. og Fru Jensen sikkert uvægerligt. ”Ja, folk misbruger altså også de lykkepiller til alt muligt, og folk, som slet ikke skulle have pillerne, fordi de ikke har depressioner, får dem bare alligevel!”.

Derfor hedder vores medicin stadig antidepressiva og ikke anti-nervosica – eller anxiolytica (som er forbeholdt gruppen af benzodiaze-piner), også selvom Sundhedssty-relsen nu, trods alt, har godkendt præparater som Seroxat, Cipramil og Efexor til behandling af angsttil-stande.

De spildte år hos lægen Af Bente Hvidberg I 1988 havde jeg i ca. et årstid haft det dårligt. Svimmelhed osv. Stress måske? Min læge gav mig nogle beroligende piller, som ikke hjalp.

Jeg gik så hos en privatprakti-serende psykolog, betalt for egne penge, da min læge “ikke kendte nogle gode psykologer eller psykia-tere”. Psykologen var vældig rar, men ubehagsfølelsen var der stadig. Efter et enormt angstanfald i 1989 på Roskilde Station – dengang

vidste jeg ikke, at det var angst - gik jeg til lægen næste dag.

Jeg havde haft samme læge i ca. 14 år. Mest fordi han var rigtig god til børn. Han fik lynhurtigt stillet diagnosen med 3 overvældende sætninger på én gang: “Du har en angstneurose! Det kommer du aldrig over! Vil du indlægges?”

Mens jeg sad og var ved at fal-de ned af stolen af svimmelhed og for første gang i mit liv hørte ordet angstneurose, fik jeg dog sagt, at indlægges ville jeg ikke. Filmen ”Gøgereden” truede. Så sagde han, som dog havde læst lidt om emnet, at jeg bare skulle kaste mig ud i udfordringerne.

Nogle få dage efter, da jeg følte mig lidt bedre, gik jeg med min mand på restaurant. Udfordringen blev et mareridt og et meget langt måltid. Nu var nederlaget fuldendt. Jeg sygemeldte mig.

Da der ikke dengang var nogen litteratur om emnet på dansk, købte jeg en bog på engelsk og så også et tv-interview om angstneuroser. Nu vidste jeg da endelig lidt om, hvad det var jeg fejlede.

Blandt andet var der noget med vejrtrækningen: Hyperventila-tion. Da jeg nævnede det for lægen, sagde han “Jamen, det troede jeg da, du vidste. Du er jo et veluddan-net menneske.” Jeg havde gået i næsten 2 år og trukket vejret for-kert uden at vide det!

Tilfældigt fandt jeg frem til Daghøjskolen (nu Fobiskolen), og efter 2 måneder dér fik jeg det bed-re og begyndte at arbejde igen. Jeg havde set på tv, at de såkaldte “lykkepiller” kunne hjælpe på angst også. Min læge ville absolut ikke give mig sådan nogle. Jeg husker ikke begrundelsen. Til gengæld

måtte jeg godt få valium, som jeg så klarede mig igennem årene på. En dag fik jeg et enormt svimmel-hedsanfald i en bus. Derefter tog jeg ikke bussen mere. Lægen var kun interesseret i, om jeg var i ar-bejde, og så udskrev han endnu en recept på valium.

Da jeg i 1995 fik anbefalet en psykiater af en bekendt, prøvede jeg så det. Efter halvandet år opda-gede jeg endelig, at det var det vær-ste, jeg kunne udsætte sig selv for. Jeg oplevede at blive mødt med en utrolig grad af mistro til, hvad jeg sagde. Vi skændtes som aldrende, forstenede ægtefolk: “Det har jeg aldrig sagt!” sagde vi begge, og så videre. Han gav mig nogle piller, hvor den eneste virkning var, at jeg tabte en del kilo på grund af diarré. Psykiateren hævdede naturligvis, at pillerne havde hjulpet på angsten, og så kunne vi skændes lidt om det. Efter første runde fik jeg - trods min praktiserende læges åbenbare mistro til alt, hvad der hed psyko-loger og psykiatere - bevilget endnu en runde. Jeg bad om at få min journal at se hos psykiateren, hvad jeg aldrig havde gjort før. Her fandt jeg mange faktuelle fejl og andre sære ting. Jeg tog endnu et par konsultationer, hvor han fik mig til at føle mig endnu mindre, og så gjorde jeg det bedste, jeg kunne gøre: Jeg sagde farvel og tak!

Derefter kom depressionen til for alvor. Jeg gik til min læge. Han diagnosticerede depressionen med et eneste spørgsmål: “Er du da aldrig glad?” Jamen, engang imel-lem kunne jeg da godt grine af en god vittighed eller en sjov film. Så jeg var altså ikke deprimeret i hans definition. “Du er bare ked af det”, sagde han!

Virkeligheden var en helt an-den. Brugte alle mine kræfter på

Angst-Avisen. November 2001 Side 18 af 32 arbejdet, sad og græd i weekenden. I de næste 4 år var min tilværelse: Blive kørt til/fra arbejde - engang imellem besøg af nogle venner eller hos dem - derudover intet andet. Lægen udskrev stadig valium, så jeg turde ikke skifte til en anden.

I foråret 1999 så jeg på tekst-tv, at Rigshospitalet ville til at star-te en angstklinik. Behandlingen bestod af 3 ting: medicin, gruppete-rapi og individuel samtaleterapi med en psykolog eller psykiater. Jeg ringede straks til min læge. Han kunne virkelig ikke gøre noget, før han fik officiel besked om det! Jeg kontaktede Rigshospitalet, hvor jeg blev skrevet på ventelisten med det samme. Efter ca. et halvt år stod jeg stadig på ventelisten.

Så fandt jeg noget på netdok-tor.dk, hvor der var en debatgruppe omkring angst. Der var ét bestemt præparat mod både angst og de-pression, som gik igen med hensyn til folks bedring (Seroxat). En af de såkaldte ”lykkepiller”. Jeg under-søgte det endnu mere og fandt ud af, at jeg nok havde haft ret i be-gyndelsen af halvfemserne, at “det-te kan hjælpe mig”!

Da jeg i november 1999 stadig ikke havde hørt fra Riget, gik jeg med min mand op til lægen og forlangte, at nu skulle der gøres noget. Jeg bad om Seroxat. Lægen var meget tøvende og stillede kun 2-3 spørgsmål med henblik på di-agnosticering af en depression. Så begyndte han på et kvarters fore-drag om et andet præparats vidun-derligheder, for det kendte han mest til! Nu blev jeg virkelig vred, og endelig fik jeg recepten på Sero-xat, en pille daglig. Han sagde ikke, og jeg tænkte ikke på, at jeg skulle selvfølgelig nedtrappe valium’erne gradvist og ikke stoppe øjeblikke-ligt, så der kom et par meget ube-

hagelige dage, før jeg selv fandt ud af det.

Efter en måned med kvalme, mavebesvær og andre forholdsvist ubehagelige ting, begyndte jeg at føle mig lidt bedre, også med hu-møret. Jeg var næsten holdt op med valium’erne. Da jeg sagde, at jeg var blevet lidt mere stabil i hu-møret, sagde lægen: “Ja, du virkede også lidt pirrelig sidst”! Så blev jeg meget, meget vred, og så fik han hele min mening om, hvordan jeg syntes, han havde svigtet mig igen-nem de sidste 10 år. Hans svar: “Jeg kan godt tåle det”!

Jeg havde stadig et møde om måneden med lægen, og han holdt stadig på 1 pille om dagen, selvom jeg havde læst på medicinpaknin-gen, at den normale begynderdosis var 2-3 gange så mange. Han næg-tede også, at pillerne kunne give mavebesvær. Det viste sig, at hans medicinhåndbog var totalt forældet, men så fik vi da også skændtes lidt om det. Efter ca. 2 måneder med pillerne var depressionen nærmest væk! Angsten havde pillerne dog ikke hjulpet på.

Den 5. april 2000 begyndte jeg på Rigshospitalets Angstklinik, hvor dosis blev sat op til 2 piller daglig. Det var åbenbart den rette dosis, som i samarbejde med grup-peterapien og samtalerne hos psy-kologen gjorde, at jeg fik det rigtig godt igen, men det er jo en helt anden historie. Det er vel ikke nødvendigt at tilfø-je, at jeg skiftede læge sidste år.

Starten på angsten Anonym, personlig beretning. Forfatteren er dog kendt af redaktionen. Det hele startede med at jeg udvik-lede en socialfobi i en alder af 16 år.

Jeg var i gang med at læse højt i en klub - hvilket aldrig har generet mig - mens jeg læste kom en pige ind som jeg var lidt forelsket i. Så begyndte min stemme at ryste, så det lød som om, jeg skulle græde. Da jeg endelig var færdig med at læse op, tog jeg min kop, men ry-stede så meget, at halvdelen af min te spildtes ud over det hele.

Hele episoden tænkte jeg utrolig meget over, og det betød at jeg ikke læste op mere i den klub.

På dette tidspunkt gik jeg på handelsskole, og da vi skulle vælge fag skulle vi være sammen med elever fra andre klasser, og det gjorde mig nervøs. Det betød, at jeg var dødnervøs for at komme op til tavlen og for at læse op.

Desuden begyndte jeg at blive angst for at ryste på hænderne og stemmen, og det spredte sig til andre sammenhænge. Så når jeg skulle til fest begyndte jeg at drikke mig mod til først.

Efter handelsskolen skulle jeg ind til militæret, og nu var jeg ble-vet angst når jeg skulle i banken for at underskrive et dokument i an-dres påsyn. Det var utrolig bela-stende, og forventningsangsten blev også større og større.

Så jeg kunne i dagevis gå og være nervøs inden jeg skulle noget, hvor jeg vidste, at jeg måske ville komme til at ryste på hænderne osv.

Engang jeg skulle have køre-penge udbetalt, lod jeg som om, jeg havde glemt det - selv om det var en pæn sum penge - alene pga.

Angst-Avisen. November 2001 Side 19 af 32 angsten for, at jeg skulle ryste på hænderne i andres påsyn.

Jeg anede jo ikke hvad det var for noget - jeg havde jo aldrig hørt om noget med det "psykiske" - kun om dem fra Sct. Hans, som da i mine øjne var nogle mærkelige ”sindssyge”, der i værste fald var farlige.

Til sidst brød jeg sammen i gråd derhjemme, og min mor måtte ringe til lægen og bestille tid.

Lægen kunne egentlig ikke hjælpe mig, udover at han gav mig nogle betablokkere, men det hjalp ikke, og slet ikke på min usikkerhed og angst. Så kort tid efter fik jeg nogle milde benzodiazepiner - og det er trods alt ikke en behandling for en knægt på 17 år. I øvrigt var de så milde at de slet ikke hjalp, og havde de hjulpet, var min grundlig-gende angst og usikkerhed jo ikke forsvundet.

Et års tid efter blev jeg endda sendt til neurolog, for at få under-søgt om der skulle være noget fy-sisk i vejen, hvad der selvfølgelig ikke var.

I mellemtiden tog det fart med festerne, som det jo gør i den alder, og jeg drak inden jeg skulle til fest, som oftest sammen med mine venner, og tit blev jeg alt for fuld, og det var jo ikke min hensigt - jeg ville bare slippe for den forbandede angst.

Det var dejligt at komme på skole og læse HF, mens jeg var konstabel, for der var tonen helt anderledes, selvom vi kun var kon-stabler i vores klasse.

Tonen i militæret var modby-delig, og enkelte blev mobbet enten ud af militæret eller begyndte at drikke og/eller tage piller.

På HF måtte jeg hurtig fravæl-ge sprogfag fordi jeg ikke turde læse højt for andre af angst for, at

de skulle høre, at jeg rystede på stemmen, selvom jeg ikke brugte denne begrundelse.

Jeg undskyldte mig med, at det var for kedeligt, selvom jeg vitterlig godt kunne lide at lære noget.

Da kasernen skulle lukke blev vi fritstillede, og jeg fik en elevplads i kommunen, for så slap jeg for at tage HF, som jeg alligevel ikke kunne gennemføre, fordi jeg grun-det socialfobien måtte pjække og fravælge flere og flere fag, selvom vi fik tilbudt ansættelse på en anden kaserne, hvorved jeg kunne have fuldført den. At jeg ikke fuldførte den har jeg siden været smadder ked af. At være elev i en kommune var dødkedeligt.

I mellemtiden var jeg flere gan-ge hos min praktiserende læge, som blot udskrev mindre doser medicin, og talte om at sende mig til psykia-ter for at finde ud af, om han kun-ne hjælpe. En kombination af at jeg ikke selv havde nogen idé om, hvad der var galt, udover at jeg var bange for visse situationer i sociale sammen-hænge, sammenholdt med min læges uvidenhed om psykiske lidel-ser - i hvert fald når man taler om angstneuroser, som det hed den-gang - gjorde, at angsten fik lov at udvikle sig og blive mere indgroet i mig.

Bogreolen Af Kamma Kaspersen Boye Larsen: Mit liv som neurotiker – en selvbiografisk skildring Facet 2000. En meget ærlig og hudløs skildring af en barndom og et voksenliv overskygget af angst. Helt fra barn-dommen var skyldfølelse, ensom-hed, livs- og dødsangst hverdag for den følsomme Boye, der vokser op med en psykisk syg far og en in-dremissionsk mor. Denne barndom giver grobund for en tilværelse hvor han konstant frygter faderens voldsomme raserianfald og mode-rens dommedagsprofetier og for-kvaklede syn på sex.

I et forsøg på at klare sig igen-nem barndommen udvikler Boye perfektionisme, der måske skaber grobund for tvangshandlinger og berøringsangst, som i puberteten endelig udmønter sig i en voldsom social fobi, som forfølger ham indtil sendt op i voksenalderen.

Bogen slutter da Boye er en ung mand omkring 25 år og har måttet opgive studier både på Uni-versitetet og på Landbohøjskolen grundet sin sociale angst.

Efter at have vendt det sidste blad kunne man ønske sig straks at gå i gang med en fortsættelse for at få svar på, hvordan det dog er gået ham siden hen. Måske burde forlaget have kaldt bogen: "Mit liv med social angst" eller "Mit liv med angst", da beteg-nelsen neurotiker ikke bruges læn-gere, men det kan måske overvejes i fortsættelsen. Bogen kan absolut anbefales til alle tidligere neurotike-re og nuværende angste.

Angst-Avisen. November 2001 Side 20 af 32 Edward Shorter: Psykiatriens historie - fra asyl til Prozac Psykiatrisk Bibliotek red. af Poul Munk-Jørgensen og Tom G. Bolwig. Munksgaard, København 2001 En interessant og velskrevet bog der sætter Freud stolen for døren og giver et indblik i hvordan sandhederne om psykisk syg-dom har været lige så mangfol-dige og fantasifulde, som var de en del af plottet i en spændings-roman. Skønt psykiske sygdomme er lige så gamle som menneskeheden selv, har psykiatrien kun eksisteret i godt 200 år og psykologien i 100 år. Tankevækkende, og spørgsmålet om, hvordan man levede med psy-kisk sygdom før i tiden melder sig omgående.

Vi får serveret en smagsprøve fra Irland i 1817, der er ingen ro-mantik i skildringen af et liv i landsbyer hvor mennesker, der ikke levede op til normer for tidens tætte fællesskaber blev behandlet brutalt og smidt på porten. Enten kunne de henslæbe en tilværelse som omvandrende landsbytosser eller blive begravet i et 5 fod dybt hul i familiens hjem, fodret og el-lers få lagt ”låg på” i form af et møbel som både virkede lydisole-rende og som fængsel. Den syge var familiens "problem"

Dog havde der siden middelal-deren eksisteret klostre, der tog sig af nogle få sindssyge, ligesom Louis XIV oprettede forvaringsanstalter, men begge dele var ren opbevaring for ganske få procent af de sindssy-ge

I oplysningstiden herskede en videnskabelig optimisme og selv om vi måske ikke finder åreladning

og lavement særligt videnskabeligt, introduceredes for første gang i historien et forsøg på at kurere og observere patienter på psykiatriske asyler både i USA og Europa.

Det var især Pinels lærebog om psykiatri fra 1801, der skabte ideen om et terapeutisk fællesskab mel-lem patient og læge. Man havde også observeret at patienterne tri-vedes bedre uden for hjemmet. I 1808 blev den nye disciplin kaldt for "Psyhiaterie"..

Asylernes udbredelse voksede støt op gennem 1800-tallet, men hvor psykiaterne i begyndelsen havde høje humanistiske ambitio-ner om at bedre patienternes til-stand og brugte meget tid på læge-patient-forholdet, endte asylerne desværre som overfyldte ”fængs-ler”, efter at presset fra patient-mængden havde kuldkastet de gode intentioner.

En psykiater havde nu ansvaret for 300-400 patienter. Familierne, der før beholdt de demente og psykisk syge hjemme, sendte dem nu på asyl.

Neurosyfilis var i stigning. Syg-dommen dukkede først op omkring 1775 og antallet af syge steg heref-ter voldsomt. Shorter mener, at kunne se en betydelig øgning af skizofreni i 1800-tallet. Med et øget pres på asylet, mistede lægerne videnskabelighed og status. Asyl-psykiatrien var igen endt som op-bevaring.

Diagnosen "degeneration" blev anvendt ukritisk og ofte, og afspej-lede en tro på, at psykiske syg-domme nedarves i lige linie og forværres for hver generation. "Degeneration" var udtryk for et totalt fejlskud! I det hele taget var diagnosticeringen mangelfuld og misvisende. Først med Kraepelins interesse for at følge patienternes

fulde sygdomsforløb blev der i 1893 via kartotekskort lavet en guide til læger og patienter af et sygdomsforløb.

Men patienterne og især de på-rørende var ikke interesseret i bio-logiske diagnoser. Det var pinligt og grufuldt og signalerede afsind og vanvid, og så var det ikke salgbart i en familie med giftefærdige døtre.

Nerver var derimod mere ac-ceptabelt. Den lidt nervøse bybo kunne fx. lide af en nervøs éréthisme, en slags spleen, der igen var et mil-dere udtryk end melankoli. Det signalerede sinds- og periodestem-ning mere end sygdom og blev også hurtigt populært hos psykia-terne, der åbnede privatklinikker for "nervøse patienter". Neurasteni kunne ofte afhjælpes med hvile og opmærksomhed fra den autoritære læge.

Forvandlingen fra sygdom til ”ondt i livet” flyttede hen på de kurbadeanstalter i Mellemeuropa, der havde hårdt brug for nyt klien-tel, efter at deres popularitet var dalet. Den helbredende vandkur var datidens placebo og den druk-nede i succes pga. industrialiserin-gens stigende indkomster

Neurologer var oprindeligt ikke specialister i ”nerver” trods navne-ligheden. Men når patienterne ikke ville vedkendes psykiatrien og psy-kiaterne, der ofte - og ikke uden grund - blev forbundet med de overbelagte asyler, tyede de til neu-rologernes private praksis. Freud var oprindeligt uddannet neurolog.

Flere læger og hypnotisører havde længe kendt til ”indbild-ningskraftens” betydning i forhold til psykoneuroser og der fandtes flere tilfælde hvor den gode samtale havde vist sig lige så effektiv som kurbade og mælkekure. Herved blev psykoterapien - en moderne

Angst-Avisen. November 2001 Side 21 af 32 behandling af især middelklassen, der havde råd til at betale for følel-sesmæssig sympati - opfundet.

Shorter anser Freuds psyko-analyse for en historisk pause i den biologiske tilgang til hjernen, selv-om man skal frem til 1960'erne før universiteterne åbner dørene for de, der ikke har en lægelig uddan-nelse, og lader dem studere psyko-terapi. Hvilket set i bakspejlet kan undre, når man - som Shorter siger - ikke krævede mere medicinsk uddannelse end astrologi for at blive analytiker. Men det affødte store spørgsmål: Hvordan kunne det være sandt, at ens problemer både skyldtes problemer med mo-derbrystet og seroteninmangel? Et spørgsmål mange patienter/klienter stiller den dag i dag!

Psykoanalysen var i begyndel-sen domineret af sex. Freud mente at neurotiske symptomer skyldtes en konflikt mellem de aggressive og seksuelle drifter på den ene side og virkelighedens krav på den anden. En konflikt, der var opstået i barn-dommen.

I 1920 tilføjede Freud to nye drifter til seksualdriften: livslysten og dødsdriften, som i lyset af 1. verdenskrig var kommet op til overfladen. Men med nazismens indtog i Centraleuropa forsvandt Freud og psykoanalytikerne, for siden at dukke op i USA

I USA indførte man psykoana-lyse i grunduddannelsen i psykiatri før 2. verdenskrig. Analytikere fra Europa blev budt mere end vel-kommen og dannede en kreds om-kring Freud

1960'erne var psykoanalysens ”guldalder” i USA. Den flettede sig ind i psykiatrien således, at psykiatri i 1965 hos befolkningen var ensbe-tydende med psykoanalyse.

Periodens fjendtlighed mod au-toriteter satte psykiatrien stolen for døren og Ken Keseys "Gøgereden" (1962), der blev filmatiseret i 1975 af Milos Forman, gav verden ind-tryk af, at psykiatriske patienter ikke var syge, men afvigere.

Årsagerne til mange alvorlige diagnoser som skizofreni, mani, depression og psykoser skulle fin-des i barndomstraumer, hvorved generationer af amerikanske mødre fik betegnelsen: "Skizofrenogene mødre", fordi årsagen lå i moder-bryst-perioden, og Kraepelins diag-nosesystem blev sat ud af funktion. Symptomer fandtes ikke, der var kun problemer, og alle kunne være mere eller mindre syge i perioder. På en måde mindede det om de amerikanske asyler, hvor patienter også kun forlod stedet, hvis de blev spontant helbredte.

Penicillinens effekt på neurosy-filis helbredte sygdommen i 1944. Og alvorlig depression kunne be-handles med elektrochock-terapi hvilket dog mødte modstand i psy-koanalytiske kredse, da denne hjer-nebiologi ikke kunne føres tilbage til psykoanalytisk metode og derfor sås som en trussel.

Skizofreni kunne man afhjælpe med insulinkoma og i 1940'erne opererede man hjernen med lobo-tomi, som igen forsvandt i 1950'erne. Men i løbet af de 10 år, gav behandlingen anledning til alvorlig bekymring for psykiatrien.

Chlorpromazin blev indført i USA i 1953 med en forbløffende god effekt på skizofreni, men stof-fet var ikke uden bivirkninger.

I 1958 kom det første medi-kament til at behandle depression: Imipramin. 1970'erne bragte Lithium mod manio-depressivitet, og i 1980'erne kom seroteninhypo-tesen.

I 1970'erne fik den biologiske psykiatri et gennembrud. Der var fundet beviser på, at hjernen var sæde for psykiatrisk sygdom af forskere som Alois Alzheimer. Ved hjælp af tvillingeundersøgelser blev der fundet arvelighedsmønstre i skizofreni.

Ifølge Shorter er vi i dag ved at vende psykoanalysen ryggen. En retssag fra USA har tilkendt en patient 250.000 dollars i erstatning fordi han i 7 måneder vegeterede på en psykoterapeutisk klinik uden at få det bedre. Efter 3 mdr. med medicinsk behandling blev han rask.

Psykoanalysen er stadig mo-derne blandt intellektuelle og har fundet vej til kunstens og litteratu-rens verden som en glimrende metode til at analysere værker med.

I dag står vi et sted, hvor man mener, at kombinationen af sero-toninhæmmere (SSRI, lykkepiller, red.) og psykoterapi er den rette kur. Man diskuterer den kognitive (indlærte) desorientering, man som angst eller depressiv har opøvet igennem sin sygdomsperiode.

Set i lyset af psykiatriens histo-rie kan man med rette spørge: Hvornår afløses denne ”sandhed” af en anden? Samtidig er der også et fortrøstningsfuldt håb. For bort-set fra enkelte tilbageskridt under-vejs er der trods alt sket en næsten ufattelig forbedring af behand-lingsmulighederne for psykisk syg-dom på 200 år.

Det kan virke overraskende, at noget så moderne som gruppetera-pi allerede foregik i England i 1939, i en social klub, hvor mødets leder var en patient. Det viste sig overra-skende, at denne atmosfære af gen-sidig støtte havde en terapeutisk effekt, da mange var lettede over ikke at være alene med problemer-

Angst-Avisen. November 2001 Side 22 af 32 ne. Også gruppeterapi anbefales sammen med SSRI og enkekonsul-tation. i dag. Så ikke alle metoder er havnet i historiens skraldespand.

Det er interessant læsestof, og den historiske baggrund sætter nutiden i perspektiv. Bogen er vel-skrevet og kan anbefales til alle: angste som fagpersoner.

Dårlige behand-lingsmuligheder til angstlidende Af Tinne Buchholz Hansen Journaliststuderende 100.000 danskere vil på et tids-punkt i deres liv udvikle angst-symptomer, der er så alvorlige, at de kræver behandling. I Danmark er behandlingstilbud-dene til denne gruppe dog langt fra optimale. »Det er angst, der er så hæmmende i dagligdagen og pådrager den en-kelte så mange gener, at den må betegnes som en decideret lidelse. Ikke angst som de fleste af os ken-der den før en eksamen eller en anden stresset situation«.

Sådan definerer lektor i klinisk psykologi og forsker i behandling af angsttilstande Esben Hougaard den angst, som en femtedel af vi danskere kommer til at møde på et eller andet tidspunkt, viser statistik-kerne.

Ifølge en amerikansk befolk-ningsundersøgelse er risikoen for i løbet af livet at udvikle en angsttil-stand 25 procent. » For cirka 100.000 danskeres ved-kommende vil det udvikle sig til en decideret lidelse, der kan have al-

vorlige konsekvenser, hvis ikke den behandles. Og i Danmark er vi alt for dårligt rustede til at klare den opgave,« udtaler Esben Hougaard. Han nævner socialfobi - angsten for social kontakt med andre men-nesker - og agorafobi - angst for åbne pladser og andre offentlige steder - som to af de angstformer, der er mest invaliderende.

»For begge lidelser gælder det, at man i mange tilfælde for så vidt muligt murer sig inde inden for hjemmets fire vægge. Socialfobike-re frygter andres vurdering af dem, og agorafobikere frygter at få et egentligt angstanfald ved at bevæge sig udenfor. Angstanfald er kende-tegnet ved blandt andet voldsom hjertebanken, sveden, ondt i bry-stet, svimmelhed og koncentrati-onsbesvær,« forklarer Esben Hou-gaard. Angst er et stadig tabu

Hannah Sidenius lider af de to former for angst, og fordi hun følte, at sygdommen var et tabu, startede hun den 8. juni i år Angst-foreningen. Det er en forening for alle med angst, som blandt andet vil forsøge at oprette flere selvhjælpe-grupper rundt om i landet.

»Angst er et utroligt stort tabu – det er stadigvæk ikke et forstået fænomen, at man har ondt i psy-ken, og derfor forsøger vi i Angst-foreningen at skabe et forum, hvor det er naturligt at tale om sin angst«, siger hun.

Siden Angstforeningen åbnede, har den fået mere end 250 henven-delser fra folk.

Succesraten for behandling af angstfobikere er høj – cirka 80 procent – og netop derfor finder lektor Esben Hougård det beklage-ligt, at der ikke er bedre behand-lingsmuligheder i landet. Det syns-punkt tilslutter Marianne Geoffroy

sig. Hun er psykiater og har specia-liseret sig i behandling af angst.

»Den bedste metode til at be-handle angst er kognitiv adfærdste-rapi. Her forsøger man at ændre på klientens tankemønstre og designer små opgaver, der gradvist udsætter klienten for situationer, som pro-vokerer angsten frem for på den måde at opnå en tilvænning, siger hun.

Det er ikke hendes indtryk, at der findes mange psykiatere i Danmark med den fornødne kom-petence til at behandle angstlidende med denne form for terapi.

»Der gives sammenlagt seks timers obligatorisk uddannelse i kognitiv adfærdsterapi på psykia-teruddannelsen – og det er jo nær-mest ingenting«, mener Marianne Geoffroy. Hun har selv taget en 1-årig tillægsuddannelse i kognitiv adfærdsterapi.

Ifølge Ib Andersen, uddannel-seskonsulent i Dansk Psykologfor-ening indgår der heller ikke i psyko-loguddannelsen nødvendigvis un-dervisning i kognitiv adfærdsterapi – det må man tilegne sig senere. Ikke planer om angstklinik På Rigshospitalet i København er der etableret en såkaldt angstklinik. Et ambulant tilbud, der kombinerer medicin og psykoterapi og varer tre måneder. På Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Århus findes der også to angstgrupper, der behandler med kognitiv adfærdsterapi, men i ingen af de øvrige amter er der taget initi-ativer til noget lignende. Vejle Amt har dog fået bevilliget penge til at oprette tre nye voksenpsykiatriske afdelinger til lettere sindslidende, men vil ikke fokusere specielt på angst, og et lignende ambulant tilbud gives pt i Frederiksborg Amt.

Angst-Avisen. November 2001 Side 23 af 32 I Århus, Randers og København er der i alt fire såkaldte Fobiskoler, hvor man kan tage selvbetalte eller finansierede kurser – alt afhængig af angstens invalideringsgrad.

Merete Nordentoft, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, fin-der dog langt fra, at dette samlet set er en løsning, der er acceptabel på landsplan.

»Man burde i stedet opdyrke en ekspertfunktion i hvert amt, der kunne lære fra sig og rådgive det øvrige personale i at tackle og be-handle angst«, mener hun.

»Der har de senere år været meget fokus på, at man skulle gøre noget for den ”tunge ende” af psy-kiatrien, og derfor har man neglige-ret de angstramte og andre ”lettere” psykiske lidelser«. Merete Norden-toft mener, angsten er ”hjemløs”:

»Angsten har længe befundet sig et sted svævende mellem de praktiserende læger og psykologer-ne. Lægerne er tit tilbøjelige til at slå det hen som et medicinsk pro-blem, og det er ikke optimalt. Nok hjælper medicin på det konkrete angstanfald, men der er brug for forebyggende behandling i stedet for. Psykologerne er tit ikke godt nok uddannede til at tackle denne lidelse, og det samme er tilfældet for psykiaternes vedkommende,« siger Merete Nordentoft og påpe-ger yderligere, at det er dyrt at gå til psykolog, da der ikke gives tilskud fra sygesikringen til angstramte herhjemme ligesom tilfældet er i vores nabolande Norge og Sverige. Et prioriteringsspørgsmål

Ester Larsen (V), der er for-mand for sygehusudvalget i Fyns Amt mener ikke, at problemet er alarmerende.

»Vi har jo ikke et samfund, der kan løse alle menneskelige proble-mer, og spørgsmålet er, om vi skal

have det«, er hendes umiddelbare reaktion på ideen om en angstklinik i hvert amt.

»Vi kan jo meget let komme derhen, hvor halvdelen af befolk-ningen er beskæftigede med at beskæftige den anden halvdel«, mener hun. Hun vil ikke helt afvise ideen om et ambulant tilbud til de angstlidende, men er skeptisk med hensyn til at etablere en ny institution i det of-fentlige.

»Jeg har ti klinikker stående på amtets ønskeseddel, og hvis der skulle etableres en angstklinik må den først ind i prioriteringskonkur-rencen med de andre, og der må tages stilling til det ad den vej«, siger hun.

Lektor i samfundsøkonomi ved Aalborg Universitet Mogens Ove Madsen mener i høj grad, at be-handlingen af angstlidelser er et problem, der er værd at prioritere, hvis man anskuer problematikken fra et samfundsøkonomisk syns-punkt.

»Hvis man antager, at 100.000 danskere på et eller andet tidspunkt kommer på overførselsindkomst på grund af en svær angst, er det ikke svært at regne ud, at det kan blive

en yderst bekostelig affære for samfundet. Man er så oppe i et milliardbeløb, og disse penge ville utvivlsomt kunne anvendes mere fornuftigt på at forebygge og be-handle lidelserne«, siger Mogens Ove Madsen.

Fakta Risikoen for at udvikle en angsttilstand i løbet af livet Agorafobi (Angst for åbne pladser og andre offentlige steder)…………………………………….

5%

Socialfobi (Angst for at være sammen med andre mennesker)……………………………………..

13%

Enkelfobi (Angst for enkelte ting, fx højder eller dyr)…………………………………………….

11%

Panikangst (Pludselig, uventet angstanfald)………………………………………………...

4%

Generaliseret angst (Vedvarende angst)………………………………………....

5%

Total risiko for angstsygdom……………………………………………….

25%

Kilde: Kessler m. fl.: National Comorbidity Survey, 1994, Archieves of General Society, 51, side 8-9.

Socialmedicinske1

tiltag som sup-plement til angstbehandling Af David Nielsen Artiklen fokuserer først og frem-mest på de muligheder for at hjælpe angstramte tilbage på arbejdsmar-kedet eller ind i uddannelsessyste-met i form af revalidering eller lignende, som er udstukket i social-lovgivningen. Dog skal det indled-

1 Socialmedicin er den del af medici-nen, der beskæftiger sig med menne-sket og dets forhold til miljøet. Social-medicin omfatter studiet af sociale faktorer, som påvirker helbredstilstan-den samt socialterapeutiske hjælpemid-ler (fx (for)revalidering, pension, fleksjob, skånejob, økonomisk hjælp mm).

Angst-Avisen. November 2001 Side 24 af 32 ningsvis understreges, at jeg ikke er uddannet socialrådgiver eller lig-nende. Min viden bygger stort set alene på egne oplevelser.

Denne artikel har to formål: Det ene formål er, at jeg finder det utrolig vigtigt at være opmærksom på, at der udover medicinske og psykoterapeutiske behandlingsmu-ligheder, også gives en mulighed for at få en tilknytning til arbejds-markedet eller uddannelsessystemet eller til andre sociale tilbud. Sådan-ne tilbud kan give en større grad af livskvalitet, hvilket efter min opfat-telse og erfaring har bidraget til både større livskvalitet og mindre angst. Derfor finder jeg det vigtigt med en synliggørelse af de mulig-heder, som eksisterer, men også af de forhindringer, som mange stø-der på indenfor det socialmedicin-ske område.

Med det kendskab jeg har til behandlingssystemet, kan jeg godt få det indtryk, at både psykiatere og psykologer overser den mulighed, som socialmedicinsk opfølgning i bedste fald kan bidrage med i det samlede behandlingstilbud – i hvert fald i forbindelse med angst, som er det, jeg kender til.

Dette skal dog ikke opfattes som en generalisering.

Det andet formål er, at udveksle nogle synspunkter – både med behandlere og repræsentanter på socialområdet samt med personer der har været igennem et revalide-ringsforløb eller andre socialmedi-cinske tiltag, og derved skabe en erfaringsudveksling eller en debat indenfor dette område. Kort om de sociale love. Jeg vil kun komme kort ind på de områder, hvor jeg mener at de sociale love kan hjælpe angste, der ikke har et afklaret forhold til deres

fremtid med hensyn til uddannelse og arbejde. I midten af 1998 blev bl.a. bi-standsloven og den kommunale lov om social aktivering erstattet med 3 nye love, der benævnes de sociale love, som er:

• Lov om aktiv socialpolitik • Lov om social service • Lov om retssikkerhed og

administration på det soci-ale område.

Formålet med loven om aktiv

socialpolitik er, at forebygge at personer der har eller kan få van-skeligheder ved at fastholde et ar-bejde, får behov for hjælp til for-sørgelse.

At skabe et økonomisk sikker-hedsnet for dem, som ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig selv og sin familie.

Formålet med at give hjælp til forsørgelse er at sætte modtageren i stand til at klare sig selv.

Det er en betingelse for at få hjælp,

• At ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold – fx i form af syg-dom, arbejdsløshed eller samlivsophør.

• At ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mu-lighed for at skaffe sig det nødvendige til sig selv og/eller sin familie.

Da formålet med at give hjælp

til forsørgelse er at sætte modtage-ren i stand til at klare sig selv, skal modtageren af hjælp og dennes eventuelle ægtefælle derfor efter evne udnytte og udvikle sin arbejdsevne – bl.a. ved at tage imod tilbud om arbejde eller aktivering. I forhold til

den tidligere bistandslov, betoner loven om aktiv socialpolitik tydeli-gere princippet om hjælp til selvhjælp.

Dette kan ske via revalidering, som er en erhvervsrettet aktive-ringsform, og via økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes på eller kommer ind på arbejdsmarkedet. Kommunen til-rettelægger revalideringen i samar-bejde med revalidenden (den, der skal revalideres) således, at tilbud-det tilpasses den enkeltes forudsæt-ninger. Revalideringen kan fx bestå af arbejdsprøvning, uddannelse, optræning hos private eller offent-lige arbejdsgivere.

Hvis der gives tilbud om reva-lidering, skal der udarbejdes en erhvervsplan, som er en aftale mellem revalidenden og socialforvaltningen om revalideringens forløb og ind-hold.

I maj 1997 vedtog Folketinget enstemmigt en ny lov om fleksjob, der trådte i kraft fra 1998.

Loven om fleksjob indebærer, at kommunerne skal sørge for at personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der ikke får førtids- eller folkepension, og som ikke kan opnå eller fastholde varig beskæfti-gelse på normale vilkår på arbejds-markedet, får mulighed for at blive ansat i fleksjob hos private eller offentlige arbejdsgivere. Mulighe-der for revalidering skal være ud-tømte, før der kan tilbydes et fleksjob. Revalidering skal altså gå forud for fleksjob.

Formålet med lov om social service er:

• At tilbyde gratis rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer.

• At tilbyde en række almene serviceydelser, der også

Angst-Avisen. November 2001 Side 25 af 32

kan have et forebyggende sigte.

• At tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk og psy-kisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Formålet med loven om retssik-kerhed og administration på det sociale område er bl.a.

• At sikre borgernes rettig-heder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager.

• At fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig hel-hedsorienteret hjælp.

• At forebygge, at personer der har eller kan få vanske-ligheder ved at fastholde arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse.

Efter de ny regler kan afgørelser, som kommuner og amter træffer efter den sociale lovgivning, ind-bringes for Det Sociale Nævn. Hvert amt har et socialt nævn. De sociale nævns afgørelser er normalt endelige. I principielle sager kan deres afgørelser dog indbringes for Den Social Ankestyrelse.

Det lyder meget godt, men virkeligheden er, at der stadig mangler forståelse for angstlidelserne og deres betydning for den angstes muligheder, når der fx ansøges om revalidering. Mange (ikke alle) socialrådgivere, sags-behandlere og lægekonsulenter forstår ikke helt vigtigheden af, at personer med angstproblematikker kommer på ”rette hylde” hvad angår erhverv og/eller uddannelse.

Det er jo lettere at forholde sig til et ødelagt knæ end angstlidelser.

Jeg måtte igennem en lang sej klagesag, som førte til afslag. Men jeg opnåede at få en ny sagsbe-handler, som modsat den første sagsbehandler, forstod at angst kan være invaliderende, og at der kan være tale om nedsat stresstolerance.

Desuden skal man i dag ikke være ret mange år ude af arbejds-markedet, før det nærmest er en umulighed at komme tilbage igen. I mit tilfælde krævede det en kombi-nation af teoretisk opdatering og et praktikforløb hos en arbejdsgiver.

AngstTelefonen – vores samtalelinje Af Kamma Kaspersen Angstforeningen har to telefon-numre. Det ene er til foreningen og beregnet til ¹praktiske¹ gøremål, såsom spørgsmål vedr. presse, ar-rangementer eller om foreningens virke generelt. Denne kalder vi Angstforeningens telefon og den har åbent hverdage i dagtimerne og bliver hovedsageligt betjent af be-styrelsesmedlemmer.

Derudover har vi "Samtalelini-en" onsdag fra 19-22 og søndag fra 16-19 som er beregnet til de mere personlige samtaler med angste og pårørende. I øjeblikket er vi 8 ang-ste eller tidligere angste der svarer på denne linie.

Vi har valgt at kalde det en samtalelinie og gå udenom ordet ”rådgivning”. Ikke fordi vi holder os tilbage med gode råd og forslag, men for at understrege at vi ikke er fagpersoner. Vi henviser altid til fagfolk, hvis vi skønner det er nød-vendigt: det vi kan tilbyde er, at dele egne erfaringer og viden med den person der ringer op. Samt

forsøger at møde vedkommende der hvor han/hun befinder sig lige nu i sit angstforløb.

Nedenstående er et fiktivt ud-snit af de samtaler jeg personligt har haft igennem de 8 mdr. jeg har været tilknyttet linien. Fiktivt for-stået på den måde at situationerne tager sit udgangspunkt i reelle sam-taler spredt over en længere perio-de, hvor jeg plukker nogle ud og samler dem i EN samtalelinie, samt ændrer navn, alder og andre per-sonlige data omkring personerne, så ingen kan føle sig genkendt.

Jeg har samtidig forsøgt at ud-vælge 3/4 typiske samtaler samt 1/4 atypiske samtaler, hvilket sva-rer meget godt til gennemsnittet.

Lad os vælge den æstetiske da-to 10.10.01 som i skrivende stund netop er blevet vendt på kalender-blokken: Kl.19.01-19.12: En 22-årig ung mand ringer fra mobiltelefon på Strøget, ønsker at være anonym. Læser på universite-tet, men har igennem de sidste mdr. haft svært ved at være sam-men med sine medstuderende. Mener selv det skyldes at han er flyttet til Kbh. fra Jylland og føler sig udenfor fællesskabet. Jeg spør-ger om han ikke tror det er almin-delig generthed og om han har haft problemer med generthed før. Det mener han i virkeligheden ikke og i hvert fald ikke som det føles nu, hvor han kan gå helt i sort når han skal tale i en gruppe eller fremlægge noget for andre, hvilket er opstået i forbindelse med et følelsesmæssigt savn efter et brud med en kæreste. Han er begyndt at blive væk fra undervisningen og har problemer med sit selvværd.

Jeg fortæller ham at det lyder som social fobi og nævner nogle af

Angst-Avisen. November 2001 Side 26 af 32 kendetegnene: Han genkender dem alle. Jeg fortæller ham om mulig-hederne for at få hjælp, at der fin-des medicin som han straks afslår og at der findes flere fobiskoler i Kbh. hvor han kan få hjælp til at træne sig ud af problemerne. Sidst-nævnte er han meget interesseret i og han får adresserne og slutter hurtigt af inden jeg får spurgt om han har lyst til at være medlem i foreningen.

Kl. 19.13-19.38: En pårørende (datter) ringer vedrø-rende sin 55-årige mor, der efter en skilsmisse er blevet konstant nega-tiv. Hun har afbrudt alle venskaber, er kun i kontakt med datteren og sønnen, som føler sig ansvarlige for moderen. Jeg spørger om moderen har været i behandling og får at vide, at hun en kort overgang fik Cipramil af sin læge, men stoppede da hun begyndte hos en psykotera-peut, der ikke mente hun skulle tage medicin. I øvrigt var moderen i forvejen meget modstander af medicin. Vil hellere have det dår-ligt. Datteren mente ikke at det var en god psykoterapeut moderen havde gået hos og ville høre, om vi kendte en god behandler (helst psykolog) på Sydfyn.

Desværre har foreningen end-nu ikke mulighed for at henvise til ”gode” behandlere, hvilket også er en svær opgave, da mennesker er lige så forskellige som behandlere. Men jeg foreslog datteren at ringe til "Netværkskontakten" i Odense, der måske kunne hjælpe. I virkeligheden lyder det mere som en depression end angst, og jeg henviste derfor til Depressionsfor-eningen, der måske har en selv-hjælpsgruppe på Fyn, moderen kunne komme i.

Angst debuterer sjældent efter 40-års-alderen, så det peger mest på en krise i forbindelse med skilsmis-sen, hvorfor en dygtig psykolog måske kunne hjælpe.

Selvom det var meget lidt jeg kunne hjælpe med, er datteren meget taknemmelig og glad for at have talt med nogen om problemet.

KElepgtbhkkmaka

athhd

plefhr

mo

samtidig kunne trække på erfarin-gerne fra min egen angst.

Kl. 19.55-20.25: 64-årig Inger fra brokvartererne ringer. Jeg kan se fra de andres papirer, at hun har ringet flere gan-ge før. Men da det jo er en samtale-linie er det i orden. Hun har panik-angst og agorafobi, og kommer sjældent uden for en dør. Klarer dog selv de daglige indkøb, men kan også få varer bragt op.

Hendes nærmeste kontakt er en søster, der ikke forstår hendes angst og konstant bebrejder hende: "Tag dig nu sammen" er en af sø-sterens gentagne bemærkninger,

AngstTelefonen haråben hver onsdag fra19 – 22 og hver søn-dag fra 16 – 19. Telefonnummeret er

70 27 92 94

l. 19.40-19.55: n 38-årig offentligt ansat med en deruddannelse har længe haft roblemer med at tale i forsamlin-er samt skrive, når han bliver be-ragtet. Det er blevet værre i for-indelse med lederstillingen, hvor an før bedre kunne gemme sig på ontoret. Føler dog stadig at han an klare jobbet, men bruger en asse energi på sin præstations-

ngst. Kan ikke forstå, hvordan det an være sådan og vil høre om ndre kender til noget lignende.

Jeg fortæller om min egen soci-l fobi, hvordan jeg har haft det i ilsvarende og andre situationer, og an genkender det meste og bliver elt oplivet ved tanken om, at an-re har det ligesådan.

Da han lyder som en stærk erson, der på trods af angsten ver et ”normalt” liv, taler vi om

obiskoler, især aftenfobiskolen har ans interesse, og han får numme-et og adressen dertil.

Denne samtale føler jeg selv eget berigende med bevidstheden

m at kunne gøre noget konkret og

ligesom hun har svært ved at forstå at Inger nogle dage kan klare mere end andre dage. Udover søsteren har hun lidt familie i Jylland, hvortil hun bliver hentet og bragt et par gange om året. Hun bekymrer sig meget over at være til besvær og går i detaljer med forskellige episo-der. Jeg fornemmer hurtigt at ”go-de” råd preller af, måske har hun prøvet det hele og har opgivet, så jeg lytter mest og bekræfter hende i at mennesker kan være frygtelig besværlige at have med at gøre, hvilket ikke falder mig svært.

Hun er sød og venlig, men opgivet af læger og psykiatere kan jeg forstå, og der er desværre heller ikke så meget jeg kan gøre for hende, andet end at lytte til hende, hvilket også er samtaleliniens funk-tion.

Dog kunne jeg godt ønske mig at man kunne lave et ”træfpunkt” for damer som Inger, så de kunne kontakte jævnaldrende og ligesin-dede i en telefonkæde, hvor de kunne bruge hinanden. Måske var det en ide at kontakte ÆldreSagen og TeleDanmark og høre om der

Angst-Avisen. November 2001 Side 27 af 32 kunne sponsoreres en sådan tele-fonkæde. Kl. 20.30-20.38: Lene på 33 år ringer fra Jylland. Hun starter med at fortælle, at hun har været indlagt på psykiatrisk afd., har fået Removar og Nozinan. SSRI virker ikke på hende. Hun er ikke klar over sin diagnose, men mener det er noget med angst, og ringer mest for at fortælle at hun har været til hypnotisør i dag, og vil gerne høre min mening og erfaring med virkningen. Hun har betalt 900 kr. for 20 minutter.

Dette er en meget vanskelig opgave. Dels ved jeg ikke om hun har angst. Det forekommer mig at hun kunne have en ”tungere” diag-nose og dels kender jeg ikke Re-movar, mit kendskab til medicin er ret begrænset, da jeg jo ikke er en fagperson.

Personligt har jeg ikke den sto-re fidus til det alternative marked og synes måske nok at 900 kr. for 20 min. er lidt i overkanten, hvor-for jeg har meget svært ved at dele hendes begejstring. Jeg fortæller hende som det er, at jeg absolut intet kendskab har til det alternative behandlersystem og derfor desvær-re ikke kan sige andet end at jeg personligt har en skeptisk indstil-ling, men heller ikke kan afvise en virkning.

Da andre på samtalelinien har en anden indstilling til alternativ terapi, forklarer jeg hende, og siger at vi er forskellige mennesker med forskellige oplevelser og erfaringer. Det godtager hun, men er lidt skuf-fet over ikke at kunne få ren be-sked. Da jeg spørger om hun har lyst til at melde sig ind i foreningen, ringer hun hurtigt af.

Kl. 20.43-21.19 Kirsten på 43 fra Tåstrup ringer. Hun er netop blevet skilt efter mange års ægteskab og har en teen-agedatter. Hun har fået en angstdiagnose hos sin egen læge (kunne tyde på generaliseret angst) og får flere forskellige slags medicin: sovepiller, SSRI og Reme-ron. Hun er dog stadig konstant angst og bekymret, fordi hun skal forlade sin ejerlejlighed, og ikke har fundet en anden bolig. Hun har husdyr og er bekymret for, om de måske skal aflives, desuden er hun bekymret over, at datteren måske skal skifte skole og kammerater, hvis kommunen ikke kan finde en bolig til hende.

Manden har altid klaret det praktiske, og hun kan ikke finde ud af ”alle de papirer”. Har sygemeldt sig fra sit arbejde, og ved slet ikke hvordan, hun skal kunne klare et arbejde samtidig med alle de pro-blemer hun har. Hun har klaret sig godt tidligere med sit arbejde i sundhedssektoren, som hun har haft i mange år.

Hun er meget appellerende, og det er samtidig nemt at forstå, hvordan hun kan have det svært i den situation. Selv om hun har angst synes hele hendes livssitua-tion så akut, at det kunne være, at angsten ville forbedres, når hun får afklaret boligforhold o.l.

Jeg anbefaler hende derfor at ringe til en socialrådgiver, vi har nummeret til og som vi har fået lov til at benytte os af.

Og så gør jeg noget, som jeg absolut ikke burde. Jeg tilbyder hende at ringe til en bekendt, der bor i hendes område, og som har en udlejningsejendom, men siger samtidig at hun endelig ikke må regne med noget, da jeg intet aner

om, hvor mange lejligheder der er lejet ud.

Jeg giver hende ikke mit pri-vatnummer, hvilket jeg aldrig gør, men lover at kontakte hende inden-for en uge.

Det viser sig så, at der ikke var nogle ledige lejligheder i øjeblikket, og at der er en venteliste. Samtidig lover jeg mig selv, ikke at gøre noget lignende en anden gang. Da jeg ringer til hende igen har hun talt med socialrådgiveren, og kommu-nen har lovet hende en lejlighed hurtigst muligt.

Kl. 21.32-21.57 51-årige Johannes fra Thisted rin-ger. Han er meget forsigtig og har svært ved at komme frem til pro-blemet. Det viser sig, at han har noget dødsangst og hypokondri, og at han er meget flov over det.

Samtidig færdes han i et in-dremissionsk miljø og ingen i hans nærmeste familie eller omgangs-kreds ved noget, heller ikke hans kone. Han mener at de alle vil sy-nes at. "det var da noget sært no-get".

Da jeg selv har lidt af hypo-kondri og dødsangst og bearbejdet det ved at gå ind i dødsangsten ved at grave i livets forgængelighed på alle mulige måder (som kunsten i øvrigt ofte gør) samt læst Irwin Yaloms: "Eksistentiel psykoterapi", anbefaler jeg ham at gøre noget lignende. At konfrontere sig med dødsangsten ved at studere døden, så den ikke længere virker så truen-de.

Han virker meget glad for at have mødt en ”lidelsesfælle”, og jeg kan samtidig forstå, hver eneste bekymring han har, selv om vi kommer fra vidt forskellige lands-dele og livsforhold.

Angst-Avisen. November 2001 Side 28 af 32

Da han også har noget genera-liseret angst foreslår jeg ham at komme i en selvhjælsgruppe, hvor han har mulighed for at tale med andre uden for sin omgangskreds om problemerne. Det vil han me-get gerne, og han bliver skrevet op til en gruppe i sit område.

Av min arm! Således sluttede denne aftens sam-talelinie. Selv om venstre arm er ved at falde af, har jeg det fint.

Dels synes jeg selv, man får meget ud af at forsøge at hjælpe angste videre i livet, dels er det en stor tilfredsstillelse at kunne dele sine erfaringer og oplevelser med andre. Så har de 26 år med angst da ikke været helt forgæves.

WWW Af Liza Overgaard Det er redaktionens tanke, at www skal være en fast rubrik her i Angst-Avisen. I denne rubrik vil du kunne læse om udvalgte hjemmesider på Internettet. Hvis du ikke selv har adgang til webben, så kan du sik-kert låne en pc med Internetadgang på biblioteket.

Psyknet.dk Psyknet.dk er en imponerende stor hjemmeside med beskrivelser af så godt som alle sider af psykisk syg-dom, lidelse og forstyrrelse. Sitens spændvidde er så stor, at den kan beskrives som et leksikon over de mange forskelligartede lidelser, som kan ramme sindet og – for den sags skyld - personligheden.

I Danmark har holdningen til psykiske lidelser udviklet sig parallelt med udvik-lingen i det øvrige Europa. Der blev ind-rettet anstalter til de, som ikke kunne klare sig i samfundet, fx i 1650'erne et hospital i København til afsindige, pest-syge og andre syge. Det blev kaldt Sankt Hans Hospital. I 1770 viste en opgørelse, at der var over 200 beboere, herunder 14 som lå i dårekister, 28 som var i indeluk-ningskamre og 64 som var vanvittige, men ikke behøvede at være spærret inde. Derudover var der en del på grund af alderdom og skrøbelighed.

Psyknet.dk

Bag Psyknet står Søren Blin-kenberg og Per B. Vendsborg, og det havde været rart også at vide lidt mere om, hvem disse to herrer er, men de er højst sandsynligt psykiatere.

Artiklerne spænder over de tre væsentligste tilgange til sindslidelser og deres behandling: 1) Den medi-cinske/psykiatriske. 2) Den psyko-logiske og 3) Den social-psykologiske.

Det kan være svært at yde så omfattende en hjemmeside retfær-dighed. Men du kan bl.a. læse om psykoterapi, misbrug og afhængig-hed, distriktspsykiatriske tilbud, elektrochock, medicinsk behand-ling og medicinoverholdelse, akt-indsigt, psykoedukation, narcissis-me, fødselspsykose, børn af psykisk syge forældre, neurasteni, seksuelle problemer, stress, krise og udvik-ling, posttraumatisk stress syn-drom, fobier, incest, søvnløshed, dyssocial personlighedsforstyrrelse, Aspergers syndrom, autisme, jalou-si, hypokondri, spiseforstyrrelser, panikalder, kognitiv terapi, spilleli-denskab og personlighedsstruktur.

Skulle du være en af dem, der har ligget søvnløs og spekuleret over, hvad folie á deux er for no-get, så find svaret på psyknet.dk. Fra åreladning til SNRI Blandt artiklerne finder man desu-den en ret spændende beskrivelse af psykiatriens historie fra forhisto-

risk tid over den første spæde læge-videnskab og dens lære om de fire kropsvæsker (blodet, slimen samt sort og gul galde), middelalderens heksejagter og djævleuddrivelse og frem til i dag, hvor distriktspsykia-trien og den medicinske behandling har medført et drastisk fald i insti-tutionaliseringen af sindslidende.

Men der fokuseres absolut ik-ke kun på lidelse og sygdom. Man-ge med psykiske problemer mister tilknytningen til arbejdsmarkedet, men da netop arbejde i reglen er en vigtig kilde til dækning af bl.a. soci-ale behov, risikerer man derfor at havne i isolation og ensomhed. Udstødning fra samfundslivet er bestemt ikke gavnligt for ens psyki-ske tilstand.

Ofte bryder sindslidelser ud i så ung en alder, at mange endnu ikke har nået at færdiggøre en ud-dannelse. Dermed kan det blive endnu sværere at komme ind på arbejdsmarkedet for dem, som trods sindslidelse, godt kan påtage sig et arbejde.

På Psyknet.dk kan man finde adskillige artikler om, hvordan man lever med en sindslidelse, ideer til hvordan man kan indrette sin dag-ligdag på lidelsens betingelser og

Angst-Avisen. November 2001 Side 29 af 32 præmisser og om uddannelse og arbejde. Antidepressiva og graviditet Et vigtigt tema, som naturligt nok især optager unge kvinder, som endnu ikke har fået børn, er spørgsmålet om antidepressiva og graviditet.

Misdannelser hos fostret fore-kommer spontant – dvs. også hos kvinder, som hverken ryger, drikker alkohol, tager medicin eller gør andre ting, som man ved, kan skade barnet.

Når man undersøger om et medikament kan være skadeligt for fostret, er man derfor nødt til at tage alle mulige andre forhold i betragtning, såsom alder, rygning, alkoholforbrug, livsstil og meget, meget mere, før man med nogen-lunde sikkerhed kan sige noget om, hvilken eller hvilke faktorer, der er skadelige. Hertil kommer, at der sagtens kan være flere endnu uopda-gede ting i vores omgivelser og miljø, som kan skade fostret.

Derfor er det faktisk meget svært rent videnskabeligt at finde frem til effekten af én bestemt faktor. Det kræver mange meget omfattende undersøgelser.

Psyknet.dk henviser til en så-dan meget stor og omfattende svensk undersøgelse, som påviser, at der ikke er nogen sikker forøgel-se af misdannelser hos børn født af kvinder, som tager antidepressiva. Børnene er lidt tungere, når mode-ren har indtaget de nye antidepres-siva, og så viser undersøgelsen, at der er en tendens til, at børnene bliver født lidt for tidligt. Barnet bliver dog ikke født så meget for tidligt, at det har nogen som helst betydning for dets levedygtighed.

Da der altid vil være et usik-kerhedsmoment, tilrådes det imid-

lertid stadig, at man så vidt muligt undgår medikamenter under gravi-diteten. Men er behandling med antidepressiva nødvendig, så er der ikke noget, der tyder på, at der er nogen risiko forbundet med hver-ken SSRI, SNRI eller TCA – det samme kan man ikke sige om alko-hol og tobak.

Det kunne i denne forbindelse have været utroligt interessant, hvis psyknet.dk havde medtaget omtale af nogle af de undersøgelser, man har foretaget for at finde ud af, hvilken effekt ubehandlet angst eller depression har på det ufødte barn. Man kan sagtens forestille sig, at galopperende angst, stress eller depression er langt mere skadeligt for det ufødte barn, end moderne medicinsk behandling. Medicin Psyknet.dk’s sektion om medicinsk behandling er opdelt i en generel del og i artikler specielt om bestem-te medicintyper.

Diskussionen om hvorvidt medicin sygeliggør mennesker og om, hvorvidt medicin er en flugt fra livets smerte og udfordringer nævnes, men tages egentlig ikke op. Det er psyknet.dk’s holdning, at medicin mod sindslidelse kan være nødvendig. Men det gælder dog om, at få så lidt medicin som mu-ligt. Det er også vigtigt, at opfatte medicinen som en del af en samlet behandlingsindsats, der også gerne skal omfatte sociale og psykologi-ske tiltag.

Ingen medicin kan helbrede sygdom, bortset fra antibiotika og medikamenter, som slår kræftceller ihjel. Folk med sukkersyge eller forhøjet blodtryk er derfor nødt til at tage medicin resten af livet. Me-dicin mod angst og depression skal

tages så længe, som lidelsen er ak-tiv, ellers bliver man syg igen.

Psyknet.dk kommer desværre ikke ind på behandling af kronisk angst/depression, selvom også disse lidelser kan tage et kronisk forløb.

Det giver mig så anledning til at fortælle, at skulle man have spørgsmål, så har psyknet.dk (selv-følgelig) også en brevkasse, hvor man kan få svar på sine spørgsmål og læse svarene på det, som andre har spurgt om. Pårørende De pårørende glemmes i reglen, når man beskæftiger sig med psykiske lidelser – hvad enten det er på In-ternettet eller på anden måde. Men sådan er det naturligvis ikke på psyknet.dk.

Her finder man en endog me-get stor og særdeles informativ sektion omhandlende pårørende til sindslidende.

Det er heller ikke let at være på-rørende, når psykisk lidelse ram-mer, rammer det hele familien. Når ”sjælen brækker” bliver vi utrygge, for det er langt sværere at forholde sig til psykiske problemer end til fysiske sygdomme eller et brækket ben.

Noget af det bedste, de pårø-rende kan gøre er, at sætte sig ind i, hvad det er for en lidelse, deres pårørende er ramt af. Psyknet.dk betoner derfor vigtigheden af psy-koedukation – undervisning og viden - også mht. de pårørende.

Oplysning danner baggrund for, at de pårørende kan medvirke til løsning af mange af de proble-mer, som psykisk lidelse i familien medfører. Det er også vigtigt, at man som pårørende samarbejder med behandlerne.

Angst-Avisen. November 2001 Side 30 af 32

En anden vigtig ting er, at man ikke hele tiden fokuserer på den psykiske lidelse, men også dyrker fælles interesser, hvilket er medvir-kende til at styrke den sindslidendes sunde sider og sunde identitet.

Pårørende-sektionen gør meget ud af at skelne imellem, om den pårørende er en ægtefælle, en for-ælder, et barn, en søsken eller en nær ven – eller for den sags skyld en kollega eller en nabo. Medlemssider på vores hjemme-side På Angstforeningens hjemmeside kan du downloade hele psyknet.dk’s pårørende-sektion som en pdf-fil Hent den og giv den til din familie og venner.

Der er nu oprettet en med-lemssektion. Du finder den som et nyt menupunkt, og derefter skal du logge ind på medlemssiderne med følgende brugernavn og adgangs-kode

Brugernavn: medlem Adgangskode: 7juni2001

(Husk at alle bogstaver skal skrives med småt).

Lige for øjeblikket finder du denne Angst-Avis og psyknet.dk’s artikler til de pårørende, men med tiden vil du kunne hente pjecer og andet informationsmateriale.

Vores webadresse er www.angstforeningen.dk. Og psyknet.dk finder du på adressen www.psyknet.dk

Arrangementer Foredragsaften om Social fobi - den skjulte lidelse Psykiater Marianne Breds Geoffroy fortæller om denne hyppige lidelse, angsten for at være sammen med

andre, som gør det svært at få en uddannelse/passe et arbejde og få et normalt socialt liv. Kamma Ka-spersen som selv har kæmpet med Social angst i 26 år vil fortælle om sin oplevelse af det at lide af social fobi, og hvad der har hjulpet hen-de. Arrangør: Angstforeningen Sted: Valby Medborgerhus, Tofte-gårds Plads, 2500 Valby. Tid: Den 30. november kl. 19.30 Entre: Medlemmer 10 kroner, ikke-medlemmer 25 kroner. Tilmelding: Kamma Kaspersen, kk@angstforeningen.dk ___________________________ Andre arrangementer:

Nye perspektiver i angstbehand-lingen. Hvor står psykoanaly-sen?

Foredragsholder er Martin Lotz, overlæge ved psykiatrisk afd. på Bispebjerg Hospital, træningsanaly-tiker i Dansk Psykoanalytisk Sel-skab og kendt fra sine mange enga-gerede bidrag til debatten omkring psykiatri, psykoterapi og psykoana-lyse. foredraget tager udgangspunkt i hans seneste bog Udvikling og Ana-lyse (Hans Reitzel, 2000), hvor han søger at sammentænke psykoanaly-se, empirisk forskning og neurofy-siologisk forskning. Arrangør: Psykoanalytisk Debat. Tid: Den 2. november kl. 16-17.30 Sted: Aud. 1 i Hovedbygningen på Vor frue Plads. Entre: Medlemmer gratis, ikke-medlemmer 50,- kr. Yderligere oplysninger kan fås hos Friederikke Unger, tlf. 45 41 10 20.

Aktiv i Angstfor-eningen? Af Liza Overgaard Har du tid, lyst og overskud til at deltage i Angstforeningens arbejde som frivillig?

Vi er en patientforening – og vi har derfor også selv angst. Men hvis du har lyst til at deltage, så kræver foreningsarbejdet, at din angst er nogenlunde velbehandlet og under kontrol. Vi har mange opgaver, som gerne skulle løses, så arbejdet kræver en vis indsats, an-svarsfølelse og vedholdenhed

En af de ting, som vi faktisk bruger en del tid på – og som man ikke lige tænker på, også kræver en indsats – er at holde kontakten ved lige til foreningens øvrige frivillige og til bestyrelsesmedlemmerne. Vi ringer sammen og skriver et hav af emails, både for at udveksle infor-mationer og erfaringer, men også for at lære hinanden at kende.

Den indbyrdes kontakt er sær-deles vigtig, for vi er meget afhæn-gige af hinanden. Desuden er det absolut ikke meningen, at nogen skal sidde og føle dig alene med spørgsmål, problemer og/eller arbejdsopgaver. Angstforeningen er et fælles projekt!

Bestyrelsesmøderne er meget ”forretningsorienterede” – her er der ikke plads til de store sociale og personlige udfoldelser. Bestyrelsen er foreningens overordnede ar-bejdsgruppe, hvor vi bl.a. er nødt til at holde os rimelig strengt til dags-ordenen for at nå det hele igennem, og hvor der er et vist hierarki. Vi har nogle titelposter: formand, næstformand, kasserer og sekretær, og ved bestyrelsesmøderne (men kun dér) må medlemmerne med titelposter tage ”kasketterne” på.

Angst-Avisen. November 2001 Side 31 af 32

Bestyrelsen nedsætter nogle ar-bejdsgrupper eller udvalg, hvor vi har brug for nogle friske og initia-tivrige frivillige. Måske har du lyst til at være med i et udvalg, der fx arbejder med:

- Arrangementer - Informationsmateriale - At tage ud på skoler, gym-

nasier, læreranstalter mm. og holde foredrag om at leve med angst

- Presse og medier - Samarbejde med andre

foreninger og organisatio-ner

- Frivillige Måske har du lyst til at tage en vagt på AngstTelefonen en gang om måneden, eller starte en selvhjælps-gruppe op, eller lave tegninger og illustrationer eller noget helt andet. Måske har du forslag eller ideer til emner, som du synes, vi skal tage op i fremtidige numre af Angst-Avisen.

På sigt vil vi meget gerne have oprettet en café – et mødested for angste i hyggelige og rare omgivel-ser, hvor man fx kan komme og spise, spille billard eller bare sidde og flade ud foran akvariefiskene.

Til den tid får vi også brug for frivillige til at sørge for stedet – og en dygtig kok til at lave noget læk-ker mad til os!

Den 26. november afholder foreningen ekstraordinær general-forsamling – det var en af de be-slutninger, som bestyrelsen traf ved vort seneste møde den 11. oktober. Afgørelsen blev truffet, primært fordi vi trænger til nye, friske kræf-ter i bestyrelsen. Vi mister bl.a. vores formand, Hannah Bagger Sidenius fordi hun er gravid og går på barselsorlov.

Den 26. november skal der vælges tre nye bestyrelsesmedlem-mer samt tre til fire nye supplean-ter. Hidtil har vi kun haft én sup-pleant, men i bagklogskabens ulide-ligt klare lys, som det jo hedder nu om dage, har vi kunnet se, at én suppleant er for lidt. Fra bestyrel-sens side har vi nogle ”emner” til den nye bestyrelse på hånden, som vil blive opstillet ved generalfor-samlingen.

Vi er selvfølgelig en fuldt ud demokratisk forening, så alle, der er registreret som medlem minimum en måned før generalforsamlingen, har ret til at opstille til bestyrelsen. Hvorvidt man kommer ind i besty-relsen eller ej afhænger derefter af en skriftlig afstemning blandt de fremmødte.

Skulle der sidde et bestyrelses-medlem i maven på læseren, så skal du blot være klar over, at for-eningsarbejdet i så fald kræver mere af dig end arbejdet som ”alminde-lig” frivillig. Der er opgaver, som ikke altid er lige morsomme eller som kommer på tværs af ens øvrige liv, men som skal varetages allige-vel, hvis foreningen skal ”køre”.

Som Kamma skriver i lederen, så betjenes foreningens telefon af bestyrelsesmedlemmer. Der er ingen regel om, at man skal tage telefonvagter hverken på forenings-telefonen eller på Angst-Telefonen. Men det er en rigtigt god idé at tage nogle telefonvagter fra tid til anden, fordi det giver indsigt i og føling med, hvad det er, der foregår ”der-ude”, hvad det er for behov, andre angstramte har, hvilke erfaringer de har med både det etablerede og det alternative behandlersystem, med offentlige myndigheder og med det sociale system. Endelig giver tele-fonvagterne føling med, hvilke

forventninger og ideer medlem-merne har til foreningen.

Man lærer med andre ord utro-ligt meget af telefonvagterne, så har man hånden på telefonen, har man også fingeren på pulsen!

Ærlig talt, så indebærer besty-relsesarbejdet en del surt slid. Men samtidig er det spændende, man møder nye mennesker, lærer en masse – bl.a. om sig selv og om samfundets indretning – og så er det selvfølgelig dybt meningsfyldt at være med til at ændre og forbed-re forholdene for andre med angst-forstyrrelser.

Den samme oplevelse af læring og mening kan opnås som ”almin-delig aktiv” i foreningen, men uden det sure slid. Samtidig har man nemmere ved at trække sig fra op-gaverne igen, end hvis man først sidder i bestyrelsen.

Har du lyst til at være med, så kontakt:

Kamma Kaspersen, kk@angstforeningen.dk eller

Liza Overgaard, lo@angstforeningen.dk

Aktiv eller ej, så håber vi at se dig ved generalforsamlingen, hvor du er med til at bestemme foreningens fremtidige ledelse.

Webmaster søges Har du lyst til at stå for opdatering af og ideer til vores hjemmeside? Jobbet består bl.a. i at lægge nye artikler ind på siten, at finde gode, spændende hjemmesider om angst til link-siden. Da der findes mange gode sites om angst på engelsk, skal du kunne læse og forstå engelsk. Du skal her ud over have så megen viden om angst og angstbehand-ling, at du kan skelne skidt fra ka-nel.

Angst-Avisen. November 2001 Side 32 af 32

Vi har talt om, at vi gerne ville have et webforum på et tidspunkt, når vi er nok til at sørge for, at alle får minimum et svar på deres ind-læg (webmasteren skal ikke nød-vendigvis være med til at varetage denne opgave).

Til hjemmesiden hører endvi-dere to områder, som kræver ind-logning via htaccess. Det ene om-råde er for foreningens medlem-mer, mens det andet område inde-holder diverse interne ”papirer”. Så hjemmesiden er lidt større, end den umiddelbart ser ud. Men den er ikke videre tidskrævende – dog skal du naturligvis være ”på pletten” med opdateringerne, når de kom-mer.

Som webmaster vil du nok komme til at bruge mest tid på at surfe for at finde kvalitets-sites, som du derefter skal oprette links til. Vi håber snart at få et kontor med ADSL-forbindelse, hvor du så

vil kunne surfe gratis, alt det du vil. Kontoret kommer til at ligge i Kø-benhavn, så hvad dette punkt an-går, vil ansøgere fra Københavns-området blive foretrukket. Samtidig vil vi jo gerne have mulighed for at møde dig og lære dig at kende.

Jobbet omfatter endvidere skrivning af artikler om selvvalgte hjemmesider til Angst-Avisen, så du skal være god til at formulere dig skriftligt.

Selvom der er tale om frivilligt, ulønnet arbejde, så stiller vi, udover de allerede nævnte sproglige kvali-fikationer, nogle krav til dig af både personlig og ”teknisk/faglig” karakter:

De personlige krav går først og fremmest på, at du er engageret, samvittighedsfuld og grundig i det, du laver.

Hvad angår din tekniske kun-nen, så skal du være hjemme i HTML og CSS. Da vi har formula-

rer på hjemmesiden, som p.t. behandles af CGI-scripts, skal du kunne programmere i enten CGI eller i PHP4. Vi forestiller os p.t., at webforummet laves i PHP4 med en MySql-database som ”backbone”, men hvis du har en CGI-løsning er det også helt fint. Webforummet kan imidlertid ikke laves i ASP, da vores webhotel ikke giver adgang til afvikling af ASP. Det er ikke et krav, at du selv skriver program-merne helt fra bunden af, såfremt du kan konfigurere og evt. fordan-ske færdige scripts, men ”remotely hosted scripts” går ikke.

Så er der kun tilbage at sige, at vi glæder os meget til at høre fra dig.

Send din ansøgning til Liza Overgaard på: web@angstforeningen.dk

Næste nummer af Angst-Avisen udkommer t i l mar ts

Foreningens nummer: 70 27 13 20

AngstTelefonen (samtalelinje)

70 27 92 94 Åben alle onsdage kl. 19 – 22

og alle søndage kl. 16 – 19

Hjemmeside: www.angstforeningen.dk Log ind: Brugernavn: medlem adgangskode:

7juni2001

Kamma Kaspersen, redaktør. Email:

David Nielsen. Email: dn@angstfore

Liza Overgaard. Email: lo@angstfore

Indkal

Ekstraordinær gMandag den 26. no

Valby MedboToftegå

2500

Dagsorden udForslag til dagsorden

senest den 5. på angst@ang

delse til: eneralforsamling vember 2001 kl. 19.00 i rgerhus, 1. sal rds Plads Valby sendes senere. sendes til formanden

november 2001 stforeningen.dk

kk@angstforeningen.dk

ningen.dk

ningen.dk