Akkorden december 2014

AKKORDEN DECEMBER 2014 1

HENRIK FYLDER ÅR

OLLERUP EFTERSKOLE SANG & MUSIK - DECEMBER 2014

2 AKKORDEN DECEMBER 2014

REDAKTION Asta Stidsen Gustav Busk Fenger Laura Have Emma Skriver Møller Anna Rude Jensen Ida Glambæk REDAKTØR Birthe Andersen

OLLERUP EFTERSKOLE Svendborgvej 10 5762 Vester Skerninge Tlf.: 6224 2419 www.ollemus.dk [email protected]

FORSIDEFOTO Asta Emilia Andersen og Sif Reese med deres præmier for skolens flotteste juleværelse Fotograf: Maja Lise Pyndt Jonsén

3 Når sindene bringes i kog

4 Livscyklus...

7 Forskel

8 Weekender på efterskolen

9 Nye elever på skolen

10 En anderledes jul

12 OE’s flotteste juleværelse


Af Jesper

Vognsgaard,

Forstander

For tiden er vi mange, der følger med i Tidsrejsen, DR´s julekalender. Der er tale om en underfundig histo-rie, hvor tiderne flettes sammen. Fortid, nutid og fremtid hænger sam-men på en måde, som vi ellers kun kan forestille os i fantasien. Vi dra-ges af at kende det ukendte, til frem-tiden og fortiden – for at kunne for-stå nutiden. Årets julekalender rejser nogle inte-ressante spørgsmål: Lader det sig gøre at rejse i tid? Lader det sig gø-re at påvirke sin egen historie eller sin egen forhistorie? Spørgsmålene i årets julekalender er på mange må-der en analogi til tidens naturfysiske søgen/gøren og laden, hvor forskere ”leger” med menneskenes gener – for at forbedre os eller for at kunne lave ”originale reservedele” i form af organer skabt af stamceller. Samme fascination gælder når talen falder på historie med stort H. Vores forfædres ageren og magthavernes beslutninger er interessant læsning. Senest har TV serien 1864 fortalt en stærk og personlig beretning om den smerte, som krigen i 1864 pådrog danskerne og givet et indblik i det spændte forhold mellem magteliten og ”almindelige” danskere. 1864 er på mange måder en tidsrejse tilbage i tiden – tilbage til et markant neder-lag, hvorefter det danske rige æn-drede fuldstændig karakter og selv-værdsfølelsen fik et knæk. Efter 1864 skulle kongeriget Danmark genrejses. Man kan forestille sig mange kontra-faktiske udlægninger af, hvad der ville være sket, hvis krigen i 1864 ikke havde fundet sted, eller hvis

Danmark havde overgivet sig til overmagten eller hvis begæret efter at ville være stor, større eller størst havde været knapt så markant. De fleste danskere har en holdning til, hvad det ægte danske dækker over. Nogle mener, at det er fint at være med – mens andre mener, at vi skal gå efter en sejr – for en hver pris. Ved det just afholdte europamester-skab i håndbold spillede de danske piger ind imellem uden målmand – men til gengæld med 7 markspillere i angrebet. Yderst chancebetonet håndbold. Når det gik godt, var det helt ok, helt forståeligt – ja måske næsten genialt. Men kritikken var stor, når modstanderne scorede i det tomme mål. Hvo som intet vover – intet vinder. Det er synligt for enhver, at den kunstneriske frihed er under pres

Tv filmen 1864 har bragt stærke fø-lelser i spil – og sindene i kog. Hvad kan en instruktør tillade sig? Findes der en objektiv historisk sandhed? Var der (for mange) faktuelle fejl? Kan man se en gammel krig gen-nem unge øjne? Kritikkerne har væ-ret nådesløse i deres udfald. Kritik-ken har taget overhånd. Kritikken har i mange tilfælde mere taget form af politisk censur end en egentlig diskussion af et kunstværk. Debat-ten om 1864 har under tiden fundet sted på et niveau, der er så lavt, at dørtrinnene skal fjernes for at kriti-kerne kan slæbe sig ind over trinnet. Kunstnerisk frihed eller politisk censur?

Jo, film, det 20. århundredes kunst-art, kan bringe vores følelser i kog. Film kan noget, som ingen anden kunstform kan præstere. Vi kan op-leve at blive suget ind i en historie som en malmstrøm, hvorfra vi ikke kan slippe ud fra. Vi er fanget – i historien og i filmen. Der er noget fascinerende over, at lysstråler på lærredet, med en pas-sende lyd tilføjet, kan få os til at glemme både tid og sted. Illusionen er total. 24 billeder i sekundet kan skabe en næsten magisk effekt. Vo-res hjerne får de 24 enkeltbilleder pr.

sekund til at hænge sammen og til at give en helhed. Vores hjerne til-lægger enkeltbillederne en mervær-di, der bringer vores følelser i spil og på spil. Når filmmediet virker bedst, er der tale om et stort og kraftfuldt udtryk, der er greater than life. Un-der tiden bliver film mere virkelig end virkeligheden – eller den forestillede virkelighed. Med 1864 er der tale instruktørens forestillede virkelighed. Ole Bornedal bygger på en beret-ning og mange kilder. Ole Bornedal bearbejder de mange input til et per-sonligt statement og sætter krigen i 1864 ind i en universel ramme, hvor livets store spørgsmål søges – ikke nødvendigvis besvares – men re-flekteres. Den skingre debat har gået på, om filmen nu var helt faktuelt korrekt, om man nu sang de sange eller ud-talte ordene sådan i 1864. Debatten om filmen har, på det nærmeste, været hysterisk. Blot er der at kon-statere, at der ikke er tale om en dokumentarfilm – men om en gen-digtning, der skal få os alle til at re-flektere over den danske historie, vores egne følelser, og stille store spørgsmål som: hvor langt vil jeg gå? Eller hvad er jeg villig til at risi-kere? På samme måde med julekalende-ren, Tidsrejsen, der stiller store og eksistentielle spørgsmål om tid og sted. I Danmark bryster vi os af kunstne-risk frihed. Kunstnerne er til at for frit at inspirere og provokere. Kunsten kan i bedste fald give livet både me-ning og retning. Lad os unde os selv at drømme og se det umulige ske, eller rejse frem/tilbage i tiden eller give os i kast i følelsernes magt bå-ret af historiens vingesus. Lad os nyde livet og huske at værd-sætte det. Der må gerne være højt til loftet, lidt ramasjang, lidt fantasi, lidt improvisation. Ingen har patent på vores liv, vores meninger eller holdninger. Men hvor er det dog dej-ligt at mærke, at vi lever.


Af Gustav Busk Fenger I november blev det tid for årets Musik-teater 2014 . Eleverne plejer den første dag at blive præsenteret for et tema, de skal arbejde med - det har tidligere væ-ret ”Fødsel og Fordærv”, ”Gadeplan”, ”Infoenza” og ”Nabo”. I år fik eleverne i

stedet titlen ”Henrik fylder år” - og blev bundet til en form for livsforløb og en række benspænd. Hvem er så Henrik? Det var spørgsmålet, man skulle stille sig selv, når man så stykket ”Henrik fylder år”. Vi så i stykket 8 scener fra Henriks liv, før 0, efter 0, før 30, efter 30, før 60, efter 60, før 90 og efter 90. Men, vi så aldrig Henrik. Her kommer et kort resumé af hand-lingen. Scene 1: I stykkets første Scene møder vi Henriks forældre. Vi ser deres akavede første gang og følger Henriks mors graviditet. Scene 2: Sporløs, Henriks trillingesøskende, har lige fundet ud af at de har en ukendt trillingebror, og har besluttet sig for at finde ham, de har derfor kontaktet Sporløs for at få hjælp til at finde deres bror. Vi følger deres rejse fra Danmark til Norge, tilbage til Danmark igen, indtil de endelig finder Henrik i Japan. Henriks liv går, og han er nu midt i tyverne. Scene 3: Henrik har været med i en trafikulykke og ser ikke for godt ud. Henrik er samtidig hverken dukket op til kol-lektivets arbejdsdag eller familie-komsammen. Folk er ved at være godt trætte af, at Henrik aldrig rigtig duk-ker op til noget. Familien får et opkald fra hospitalet om, at Henrik er død, men det er i virkeligheden slet ikke Henrik, der er sket en fejl, og Henrik er bare aldrig dukket op.

”Livet skal leves forlæns men forstås baglæns”. Søren Kierkegaard, 1837


Interview

Af Emma Skriver

Møller

I år mødte der både

elever og publikum

en helt ny sceneop-

sætning til musikteat-

ret i Symfonien. Scenen blev denne

gang placeret på den smalle led i

den sydlige ende af salen, og der

blev bygget en høj tribune til publi-

kum under ved indgangen fra Orke-

stergraven. Al teknik blev placeret

på Balkonen. Idéen til dette kom fra

bl.a. instruktør Marco Grimnitz.

Marco, hvad fik dig til at ændre

scenen i år?

Jeg bliver bare dødhamrende util-

pas, når rammerne ikke rykker sig.

Det er mit tredje år med musiktea-

ter, men allerede efter den første

omgang begyndte tankerne om den

nye scene at løbe løbsk. Jeg havde

en oplevelse af, at man som publi-

kum ikke var en del af hele forestil-

lingen. Dengang arbejdede vi på

langs i rummet, og det gav en mas-

se praktiske muligheder, men ud-

fordrede også den del af publikum,

som havde fået pladserne bagerst i

hjørnerne. De missede dele af fore-

stillingen fordi den foregik i den helt

anden ende af salen.

En anden og væsentlig faktor var

musikteateret visuelle æstetik. Den

gamle scene gjorde det muligt, at

alle kunne være på scenen. Ideen

var, at musikkerne fik en central

placering og blev integreret mere.

Førhen var musikken gemt væk

bag sorte gardiner eller placeret i

siderne uden kontakt til aktørerne

på scenen. Jeg havde en oplevelse

af, at det blev noget rod. Lys og

rum var aldrig helt "clean". Der var

altid en bassist som fumlede sig op

på scenen, eller som ikke kunne

stå stille. For en arrig teatermand,

var det enormt distraherende. Jeg

ønskede ikke at fjerne musikken

men at give den et rum for sig på

scenen. Musikken skulle have sit

eget lys og plads. Som elev i mu-

sikteateret skal man blive opmærk-

som på, at man på scenen - ikke

bare som trommeslager, men at

man er performer. Når du indspiller

i studiet eller er i "øveren", så er

Scene 4: Henriks bryllup, det er det scene fire udspiller sig med. Henrik er blevet gift, vi befinder os til festen efter viel-sen, der er dog et problem, Henrik er ikke dukket op, bruden beslutter sig for at sende gæsterne hjem. Da gæ-sterne er gået og bruden sørgmodigt går rundt og rydder lidt op, banker det på døren. Det er Henriks søn, eller det siger han i hvert fald, bruden kender nemlig ikke noget til at Henrik har en søn. De beslutter sig sammen for at sige stop, de vil ikke mere, for de har et fælles problem, Henrik er der aldrig. Scene 5: Henrik har fået en åbenbaring og er blevet munk i et klo-ster. Han følger dog ikke helt de regler, de lever efter i klosteret. Munkene samles for at diskutere Henriks frem-tid, nonnerne deltager også og er ikke enige i, at Henrik har syndet, og at han bør smides ud. Det ender med, at Henrik smides ud af klosteret. Scene 6: Afskedsmiddag for Fritz som er ven af Henrik og hans kone Lone. Henrik er væk, og Lone har fået et glas for meget. Lone er forelsket i Fritz og prøver hele tiden at fortælle ham det, men i virkeligheden er Fritz ikke forel-

sket i Lone men i Henrik, og fortæller det til sidst også til Lone. Scene 7: Henrik er syg, hans nyre svigter. Men han har ingen på-rørende til at donere en nyre. Lægerne fryder sig over at Henrik ikke har noget pårørende til at donere en nyre til ham, og at han nu skal dø, fordi de så har en mindre at passe og pleje. Pludselig får de et opkald, det er Henriks søn der ringer og siger, at han gerne vil donere sin nyre. Scene 8: Henrik er død, vi er til hans begravelse. Præsten holder prædiken om Henriks liv, og hvordan man skal leve li-vet.


Af Emma Skriver

Møller ”De fem benspænd”

er en dansk film fra

2003 af Jørgen Leth

og Lars von Trier, der

tager udgangspunkt i Jørgen Leths

kortfilm ”Det perfekte menneske” fra

1967. Lars von Trier finder på, at Jør-

gen Leth endnu engang skal indspille

filmen, men denne gang med nogle

regler som vennen opstiller. Jørgen

Leth skal indspille filmen i alt fem gan-

ge, og for hver gang skal han skrive et

digt og vil få udstukket nogle nye reg-

ler, han skal forholde sig til.

udtrykket ligegyldigt. Når du er en del af en fortælling, og

alligevel har brugt timevis på et stykke musik, som skal

udtrykke og underbygge en fysisk performance, så er

man nødt til at smelte sammen med den. Ellers skaber

man en usikkerhed hos publikum. Skal jeg kigge på og

lytte til musikken, eller skal jeg følge dramaet på sce-

nen? Publikum skal helst ikke vælge men have en total

oplevelse.

Det kunne den gamle scene ikke. Der var ingen mulig-

hed for, at vi kunne styre publikums fokus. Det var en

stor åben scene, hvor alt kunne ses og høres. Der var ét

rum. Nu har vi en scene, som kan køre et par år. Den

kan skabe flere scener og ændre oplevelsen for publi-

kum hele tiden. Intime scener kan rykke helt tæt på, og

de store udstyrsscener kan arbejde og transformeres

foran publikums øjne uden, at de er klar over det. Samti-

dig er musikken ikke blevet gemt væk men har fået en

vigtig placering og frit spil i alle nye scenerum.

Hvilke udfordringer var der med den nye opstilling?

- Materialet til gardinerne var ikke så nemt at arbejde

med, og selvom vi endte med at være ret tilfredse med

helheden, så var det en hård fødsel. Der var jo ingen

opskrift på konceptet, så vi måtte prøve os frem. Det var

også en udfordring at få pladser nok til 140 publikum, og

jeg er lykkelig for at magien på scenen, opslugte publi-

kum i en sådan grad, at komforten for en tid blev glemt.

Hvad var så det bedste?

- Jeg synes, at det gav noget helt unikt og til musikteat-

ret. Muligheden for at hæve og sænke flere scenetæp-

per gav plads til at leje med rummet gjorde scenerum-

met bevægeligt. Jeg havde en drøm om at skabe dybde

i scenen. skabe linjer og fokus, og det synes jeg vi kom

langt med. Samarbejdet med projektorer og lys var ikke

med i ambitionerne, men var et smukt og effektivt bidrag

til stemning og miljøer i scenerne. Til sidst vil jeg tilføje

at scenen jo ikke er færdig. Det er vigtigt at udfordre sine

rammer. Som jeg sagde til jer alle sammen: Det fedeste

er når man har givet sig 100%, og stadig har lysten til at

gøre det federe bedre og vildere.

Det er vigtigt at udfordre

sine rammer. ”

http://da.wikipedia.org/wiki/2003

http://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%B8rgen_Leth

http://da.wikipedia.org/wiki/Lars_von_Trier

http://da.wikipedia.org/wiki/Kortfilm

http://da.wikipedia.org/wiki/Det_perfekte_menneske


Af Joëlle Bloch Adjovi

Gæsteskribent

Forskel er et sjovt ord. Det er et ord, der deler

ting op i forskellige kategorier. Men hvad bety-

der forskel egentligt for os som mennesker, og hvordan kan

det være, at der er så stor forskel på os alle sammen? Har det

noget at gøre med, hvor vi kommer fra, hvor vi bor, hvem vi

er sammen med eller nogle helt andre ting?

Der er meget stor forskel på mennesker i forskellige verdens-

dele. Nogle er fattige, nogle er rige, nogle er glade, nogle er

triste, nogle er mørke og nogle er lyse. Vi har jo som menne-

sker ikke selv bestemt, hvor vi bliver født og hvilken familie

vi ender op i. Om vi havner i et rigt land hos en forfærdelig

familie eller et fattigt hjem hos en god familie eller noget helt

tredje.

Jeg føler selv, at jeg havnede et rigtigt godt sted, nemlig i

Danmark hos min mor og far. Man tror måske nogle gange,

at der ikke er så stor forskel på én selv og ens forældre, men

de er jo også vokset op et helt andet sted end man selv er. Jeg

kan huske, da jeg en sen aften sad og spiste aftensmad sam-

men med min far. Da vi var færdige med at spise, var min fars

tallerken næsten helt tom, udover nogle ben der lå i den ene

side af tallerkenen. På min tallerken lå der et bjerg af afskårne

fedtrester. Jeg kiggede op på min far og spurgte ”Hvordan

kan du dog spise alt fedtet? Jeg synes, det er lidt for klamt”

han kiggede bare tilbage på mig og sagde ”Der hvor jeg er

vokset op, måtte man spise hvad man kunne få” Der blev helt

stille, og jeg blev helt pinlig berørt og vidste slet ikke hvad jeg

skulle svare. Det gik lige pludselig op for mig hvor stor for-

skel, der på nogle punkter var på os. Han har oplevet helt

andre ting, end jeg har og er vokset op med nogle helt andre

normer, traditioner, mennesker og har slet ikke haft de sam-

me muligheder som jeg har haft. Men det er jo helt tilfældigt,

hvor man vokser op, og har jeg så bare været heldig fordi jeg

har det godt?

Mange på min alder er vokser op i helt forfærdelige kår, og

mange på min alder lever helt anderledes end jeg gør. Vi er

helt forskellige. Nogle gange kan jeg godt sidde og tænke på,

hvordan jeg mon var blevet hvis jeg f.eks. havde haft de sam-

me forældre, men var vokset op et andet sted eller omvendt.

Gad vide om jeg så havde været en anden slags person, eller

om der måske kun ville være små forskelle? Men forskelle

handler ikke altid kun om personlighed, det kan også være

hvordan man agere i forhold til andre mennesker. Der er nog-

le, der er mere følsomme end andre og nogle der lettere bliver

irriteret, og sådan er vi så forskellige.

Der er mange, der gør forskellige ting, i forhold til hvem de er

sammen med. Det gør jeg i hvert fald. Når jeg er hjemme ved

min far spiser jeg altid med fingrene, hvorimod jeg hos min

mor altid spiser med kniv og gaffel. Når jeg er sammen med

mine meget tætte veninder, kan jeg snakke om intime ting, og

når jeg er sammen med mine mindre tætte veninder, snakker

jeg om fælles interesser. Så tit og ofte har vi også forskellig

adfærd omkring forskellige mennesker.

Nogle gange kan man godt have svært ved at være sammen

med nogle personer, fordi man er for forskellige, men hvis

man alle sammen var helt ens, ville verden jo være rigtig kede-

lig. Hvorfor tage til Afrika, hvis alle mindede om dem i Dan-

mark?

Men at vi alle er forskellige er jo slet ikke noget negativt,

tværtimod er det jo helt fantastisk, at vi ikke er ens, men at vi

kan lære forskellige ting af hinanden og blive inspireret af

hinanden. Jeg elsker ordet forskel. Forskelle kan undre og

fascinere og gøre én meget klogere på mange ting og menne-

sker. Og tit mødes forskelligheder jo også, så måske skal vi

bare være bedre til at opsøge forskelligheder og ikke være

bange for det. For forskellighederne er jo også det, der hver

især gør os helt unikke.

Det helt tilfældigt, hvor man

vokser op, og har jeg så bare været

heldig, fordi jeg har det godt?

”


Af Ida Glambæk

De normale uger på

OE er godt fyldt op

med obligatoriske

arrangementer, som

den ugentlige normale undervis-

ning, tematime og indimellem en

koncert eller måske en caféaften.

Når det bliver fredag og de stres-

sende skolehverdage er ovre, står

den på weekend - og hvad mon der

egentligt sker på efterskolen efter

fredag kl. 16?

Der er både de obligatoriske week-

ender, hvor alle elever er på sko-

len, og så er der de såkaldt almin-

delige weekender med muligheden

for at tage hjem eller at blive på

skolen.

I de almindelige weekender på OE

er der mulighed for at slappe af

efter en hård uge. Typisk sover

eleverne længe, spiser mokost

kl.10, eller måske tager de en tur til

Svendborg og køber pynt og slik

med hjem til værelset.

Det er der, hvor der er tid til at løbe

en tur eller se en god film.

De elever, der bliver på skolen, er

også med til weekendens obligato-

riske arrangement.

I de almindelige weekender har vi

både haft en uhyggelig zombi

weekend, en afslappende wellness

weekend, en underholdende week-

end med høvdingeboldturnering og

senest en kreativ juleweekend.

Af Anna Rude

Jensen

Korweekend

At synge fra morgen til

aften det er noget ele-

verne, på Ollerup kender til. For

hvis det berygtede/berømte? fæl-

leskor skulle nå at blive klar til årets

første koncert torsdag den 4. de-

cember på Gymnastikhøjskolen i

Ollerup og nytårskoncerterne i ja-

nuar, skal der øves. Derfor bliver

nogle weekender afsat til øvning.

Den slags weekender bliver Symfo-

nien og spisesalen lavet om til kor-

øvelokaler for henholdsvis piger og

drenge. Der bliver sunget uden

pause indtil det endelig er tid til en

tår vand, før øvningen går i gang

igen. Sådan forløber en hel dag på

OE, før hele skolen til sidst samles

og forener stemmerne i OE’s fæl-

leskor. Hvis du kunne tænke dig at

opleve fælleskoret live, så besøg

vores hjemmeside www.ollemus.dk

Musikteater weekend

Efter 14 dages intens arbejde var

eleverne på OE nået til de to sidste

opførelser af dette års musikteater-

stykke: ”Henrik fylder år”. Forældre

var kommet langvejs fra for at ople-

ve, hvad deres børn selv have

skabt fra bunden. På grund af det

store fremmøde var forældre og

søskende blevet delt ud på en ef-

termiddags- og en aftenforestilling.

Stemningen var på sit højeste, og

det blev et brag af en forestilling,

der afsluttede årets musikteater. Til

Sidst blev alle eleverne samlet i

Symfonien til en sidste evaluering,

før der blev sagt farvel og hele sko-

len tog på en velfortjent weekend.

Efterskolernes dag og Gammel

elevdag:

På trods af at gammel elevdag ikke

er en blive-weekend, vælger stør-

stedelen af OE’s nuværende elever

at blive på skolen for at opleve de

gamle elever indtage, hvad for bå-

de gamle og nuværende elever

føles som deres hjem. Weekenden

starter med, at sidste års elever

kommer for at holde cafeaften og

overnatte i Symfonien. Næste dag

bliver skolen proppet til randen, når

både 5, 10 og 15 års jubilarer be-

søger skolen for at mødes og snak-

ke om både gamle dage, og hvad

der er sket siden sidst. De nuvæ-

rende elever bliver her tildelt en

”slaverolle” for at få arrangementet

til at løbe rundt :-)

http://www.ollemus.dk


Af Asta Stidsen

Hvert år begynder der

på OE nogle elever,

som efter noget tid

stopper igen. Det kan

skyldes hjemvé, mang-

lende alenetid, eller at

det bare ikke var den rigtige efterskole.

Det åbner en mulighed for at nye elever

kan komme til. Men der kan selvfølgelig

være nogle udfordringer ved at starte

på en efterskole flere måneder efter de

andre. Det har vi snakket med tre nye

elever om. .

Hvad fik dig til at skifte skole?

Sidse: - Jeg synes, der manglede et

fællesskab. Jeg ville rigtig gerne opleve

et fællesskab, og derfor valgte jeg, at

starte på OE. Jeg følte ikke, jeg havde

nok til fælles med mine klassekamme-

rater. Jeg synes, jeg har mere til fælles

med eleverne på OE.

Chili: - Det var ikke mine typer, der gik

der. Jeg savnede at spille musik og at

være sammen med andre der spiller

musik.

Gustav: - Jeg kunne ikke så godt lide

kulturen og værdigrundlaget på den

gamle skole. Jeg fandt også ud af, at

jeg brændte mere for musikken. Jeg

ville gerne gå på en mere kreativ og

flippet efterskole, med et bedre forhold

mellem eleverne og lærerne.

Har det været svært at falde til?

Sidse: - Den første måned har været

svær. Det var sværere, end da jeg star-

tede i 10. klasse. Alle havde allerede

knyttet et bånd til hinanden, men efter

elevfesten synes jeg, at jeg kom rigtigt

ind i fællesskabet.

Chili: - Ja, det var meget svært for alle

var blevet venner og havde lært hinan-

den godt at kende, men nu går det rig-

tig godt.

Gustav: - Det har ikke været så svært.

Allerede efter tre dage følte jeg, at jeg

kunne huske mange navne.

Synes du eleverne har været gode til at

tage imod dig?

Sidse: - Rigtig gode. De har været go-

de til at spørge ind til, hvor jeg kommer

fra, hvad jeg spiller og hvem jeg er. Det

var meget overvældende den første

aften lige efter efterårsferien, da jeg

startede. Men alle på OE har været

virkelig gode til at tage imod mig.

Chili: - Ja, de har været gode. Folk har

været meget gode til at spørge ind til,

hvordan jeg har det.

Gustav: - Ja, jeg valgte OE, fordi alle

virkede imødekommende og sociale,

da jeg besøgte skolen.

Hvad er det sværeste ved at starte på

en efterskole senere end alle andre?

Sidse: - At alle kender hinanden i for-

vejen og allerede har et fællesskab.

Chili: - Det er svært at komme ind, når

alle kender hinanden, og man ved ikke,

hvem man skal være venner med, og

hvordan det hele fungerer.

Gustav: - At blende ind i det sociale.

Jeg har ikke haft så svært ved det, men

det er da en udfordring. Der er også en

del af pensum, jeg mangler, men det

gør mig ikke så meget.

Hvad er det bedste ved at starte sene-

re?

Sidse: - Jeg har fundet ud af, hvad jeg

gerne vil med det her år, og at jeg har

prøvet begge dele. Jeg er rigtig glad for

at gå her.

AKKORDEN DECEMBER 2014 10 10

Helene Eva Kløvgaard Stavenuiter:

Sinterklass og Swarte Piet

Helene Eva er fra Holland og holder derfor hollandsk jul. I Holland hol-

der man jul den 5. december og i dagene op til december, altså i slut-

ningen af november, sætter man en sko ved pejsen. I Holland hedder

julemanden Sinterklaas, og hans hjælpere hedder Zwarte Piet. Zwarte

Piet er sorte og med farverigt tøj på. Den 5. december kommer Sin-

terklaas sejlende ind fra Spanien med sin hest. Sinterklaas hopper fra

tag til tag på sin hest og kommer ned gennem skorstenen, hvor man

har stillet en skål vand og en gulerod frem til hesten. Når man har sat

skålen og guleroden frem, forventer man ikke, at Sinterklaas kommer om natten, der kan nem-

lig gå flere dage, før han kommer, og nogle år kommer han slet ikke. Nogle gange kommer

han også flere gange.

Den 5. december synger man Sinterklaas sange, og der er mange, så det tager omkring en

time at synge dem alle. På et tidspunkt kommer der en sort hånd ind ad døren, som så er en

Zwarte Piet, den kaster med pebernødder og hollandsk slik, dette gentager sig et par gange,

og når de så er gået, går man ud og åbner døren, hvor der står en sæk med gaver. Når man

tager gaverne, er der et digt på hver gave, hvor man skriver om personen, og hvorfor perso-

nen skulle have lige præcis denne gave. Den 24. december spiser man mad og går til mid-

natsmesse, hvis man er katolik, men man får ingen gaver her. Man har ingen juletræ i Holland.

Chili: - Følelsen af at selvom man kom-

mer senere, bliver man hurtigt en del af

efterskolen.

Gustav: - Jeg nåede at lære dem fra

min gamle skole at kende. Jeg har jo

lært dobbelt så mange mennesker at

kende. Jeg har prøvet begge dele, og

har kunne se alle fordelene og ulem-

perne. Men jeg er sikker på, at OE er

det rigtige valg.

Har OE levet op til dine forventninger?

Sidse: - Ja, det har det. Det er hårde-

re ,end jeg havde troet. Jeg var meget

træt den første uge. Man skal hele ti-

den være på og lærer nye mennesker

at kende og forholde sig til så mange

nye ting.

Chili: - Ja. Jeg var lidt i tvivl om, hvad

jeg gik ind til, men jeg er blevet rigtig

glad for, at jeg valgte OE.

Gustav: - Ja, det vil jeg sige. Jeg troe-

de, der var flere musikfag, men det gør

ikke så meget, da jeg har flere fritids-

bands.

Gode råd?

Sidse: - Jeg vil anbefale at gå på efter-

skole, men det er jo forskelligt fra per-

son til person. Jeg var ikke særlig soci-

al inden jeg startede på OE, men det er

jeg blevet af at gå her.

Chili: - Man skal passe på med at lukke

sin vennekreds for hurtigt. Bliv ved med

at snakke med nye mennesker og få

nye venner.

Gustav: - Se så mange efterskoler som

muligt, og ikke forelske dig i den første

du ser. Man skal have mod til at turde

ombestemme sig, hvis man ikke har

lyst til at gå på den skole man har valgt.

Husk at være åben. Man skal passe på

at binde sig til en gruppe alt for hurtigt.

Af Laura Have

Mange mennesker holder jul på en anden måde end den traditionnel danske med and, flæskesteg

og mandelgave den 24. december. På skolen er der også flere elever fra forskellige dele af verden,

som kender til jul på andre måder.


Amalie Mimoune:

De tretten desserter

Amalies far er fra Frankrig, og nogen gange holder

hendes familie jul der. I Frankrig holder man jul på

en lidt anderledes måde. Man går meget op i, at det

er julemanden, som giver gaverne, som man i øvrigt

får den 25. december om morgenen. I Frankrig er

mange katolikker, så man går til midnatsmesse, og

man spiser først julemiddagen, når messen er forbi.

Som katolik har man også de 13 desserter, som

typisk kan være tørrede frugter, nødder, nougat eller

konfekt. Amalies familie er dog ikke katolikker, men

der er alligevel tradition for overalt i Frankrig at spise

sent. I Frankrig spiser man ikke brun sovs og flæ-

skesteg, som man gør i Danmark, men det er fin

mad, man spiser. Middagen består for det meste af

en forret, evt. østers eller kammuslinger, en eller to

hovedretter som f.eks. kunne være steg eller/og

andet og desserter, som typisk vil være et ostefad,

is, papilliote - nogle små chokolader med et lille ord-

sprog eller citat i -, kandiseret frugt, kastanjer og en

kage kaldet “Buche de noel”, som er en slags cho-

kolade roulade. Børnene ser ikke juletræet blive

tændt, men de er med til at pynte det. I Frankrig

synger og danser man heller om juletræet, som man

gør i Danmark. Noget som også er meget anderle-

des i forhold til den danske jul er varmen og lyset. I

Frankrig er der ikke lige så koldt som i Danmark om

vinteren, og det bliver først mørkt senere på afte-

nen, hvilket virker meget mærkeligt,

når vi forbinder julen med mørke og

kulde udenfor.

Emily Jones:

En muffin foran kaminen

Emilys far er fra England, og når hun holder jul hos ham,

er det lidt anderledes, end det vi normalt gør, men der er

dog også ligheder. I England har de også et juletræ, hvor

de også lægger deres pakker under. Til gengæld holder

de først julen den 25. december om morgenen. Aftenen

inden jul, altså den 24. december, spiser de skinke, roast

potatoes og brun sovs. Når de så vågner om morgenen,

tænder de for noget julemusik og hygger sig med noget

apple pie, i mens åbner de deres gaver.

Hvis man er barn og tror på julemanden, er der tradition

for, at man sætter en muffin foran sin kamin om aftenen

den 24. december, og næste morgen er den så spist.

Lisbeth Schrøder: Dobbelt Jul

Lisbeths forældre er skilt og har været det,

siden hun var seks år. Hun har siden da

holdt jul skiftevis hos sin mor og far, men jo

ældre hun er blevet, jo mere har hun også

selv fået lov til at bestemme, og i år har hun

selv måtte bestemme, hvem hun ville holde

jul hos. Det kan dog også være en svær

beslutning at tage, fordi man ikke vil gøre den anden for-

ælder ked af det. Lisbeth bestemmer også selv, hvor hun

vil holde julefrokost, men julen bliver nemt presset, hvis

hun skal nå, alt det hun vil.

I år skal hun holde jul med sin mor den 23. december,

hvor de så spiser julemad og får gaver, og alt hvad der

hører til, og så holder hun jul med sin far den 24. decem-

ber. Man skal dog også købe dobbelt så mange julega-

ver, når man skal holde julen to gange, men man får og-

så lov til at pynte juletræet

to gange, og man får selv

dobbelt så mange gaver.

AKKORDEN DECEMBER 2014

Af Laura Have

I december måned pyntes hele skolen op,

og også eleverne gør ofte rigtig meget ud

af julepynten på deres værelser. Den 10.

december var Akkorden rundt og kigge

juleværelser. Vi havde nemlig lavet en

konkurrence, hvor vi ville bedømme dem og finde en

vinder. Vi var rundt på rigtig mange flotte julepyntede

værelser, og der var mange, der havde gjort rigtig meget

ud af det. Da vi havde set alle værelser, satte vi os

sammen og blev enige om, at vinderne skulle være Asta

og Sif på V16 med et super flot juleværelse, hvor de bl.a.

havde et lille juletræ, så man rigtig kom i julestemning

(se forsidefoto). 2. pladsen gik til Piccoloen V14 (det

store foto), hvor Esther, Mira, Ida, Anna og Katinka bor,

og 3. pladsen gik til V6 - Stefan, Esben, Andreas og Atle.

Fotos: Maja Lise Pyndt Jonsén

Documents

Akkorden december 2014