agapenytNummer 2 2012

den tomme rede

Når børnene flytter hjemmefra

Tosomhed på godt og ondt

Hjælp, vores børn er flyttet hjemmefra

Voksenfællesskab med sine børn

Eventyret om prinsesse Miajaana

2

bladet

AgapeNyt udgives af Foreningen Agape og udkommer fem gange årligt. Næste gang medio juni 2012.Næste AgapeTema udkommer til alle medlemmer og handler om “Frihed kontra fællesskab”. Forventes at udkomme i maj 2012.

Redaktion:Landsleder Torben Jensen (ansv.)Martin Skipper

Layout:Informationsmedarbejder Martin Skipperskipper@agape.dk

Tryk:Lavpristrykkeriet, Aarhuslavpristrykkeriet.dkOplag: 3700 stk.ISSN: 2245-1366

telefonrådgivning

Psyktro-linjen er åben hver dag 19-22 på tlf. 2480 3022Læs mere på psyktro.dk

parrådgivning

Hjælp til alle parforhold på parvis.dk.

agape på nettet

Hjemmeside: www.agape.dk

Facebook: www.facebook.com/agapedk

Forsidefoto: Fotomanipulation af fotos fra www.sxc.hu

agape

Agape ønsker på folkekirkelig grund at hjælpe mennesker, som oplever livet problematisk og at inspirere menigheder og fællesskaber til diakoni i praksis. Dette sker ved at samle og servicere frivillige grupper samt via terapi, foredrag, kurser, rådgivning og sjælesorg.Agape har navn efter det græske ord for kærlighed, og diakoni er det græske ord for tjeneste. Der er seks ansatte og ca 100 frivillige beskæftiget i Agape. Se alt om Agape på agape.dk

Medlemskontingent:Enkeltmedlemmer........................225 kr.Par...............................................350 kr.Studerende/unge under 22..........175 kr.

sekretariat

Agapes sekretariat tager imod alle henvendelser og kan henvise til en autoriseret psykolog, psykoterapeut eller en psykiater ved spørgsmål om terapi og behandling.

Foreningen AgapeBredhøjsvinget 18600 Silkeborg

T 8680 6022 / sekretariat@agape.dkTelefontider: mandag - torsdag: 9-15, fredag: 10-14CVR nummer: 18191288Bankkonto: 6190 0003562409Girokorttype: 73 Kreditornummer 82415653

ansatte

Landsleder Torben Jensentorben.agape@gmail.com T 2814 2806

Sekretær Signe Lavdalsekretariat@agape.dkT 8680 6022

Informationsmedarbejder Martin Skipperskipper@agape.dkT 8680 6022 / 6160 4418

Psykolog, aut. Ole Rabjergole@agape.dkT 8680 6022Træffetid: Man - tors: 8 - 8.30

Psykolog Aida Hougaard Andersenaida@agape.dkT 8680 6022Træffetid: Tirs - tors: 13 - 13.30

Psykoterapeut Steen PalmqvistFritidsansatpalmqvists@gmail.comT 8649 4525 / 2616 8090

selvstændig i agapehuset

Speciallæge i psykiatri Inge Munk MøllerTidsbestilling mandag til torsdag 8-16 på tlf 8680 6022.Telefontid onsdag og torsdag 8.30-9 på tlf 8680 6022.E-mail: imm.psyk@gmail.com

bestyrelse

Se oplysninger om bestyrelsen på agape.dkFormand Steen Møller Laursen / familiekonsulent / VidebækNæstformand Poul Helgesen / afdelingschef / Lindved Kasserer Niels L Eriksen / økonom / Aarhus Sekretær Ellen Brokhøj / lærer / Holstebro Heine Holmgaard / sognepræst / LøgumklosterHerdis Mikkelsen / sygeplejerske / AarhusTorben Hørlück Manø / diakon / RandersMette Højvig / psykolog / Odense

Torben Jensenlandsleder

I dette blad er der sat fokus på forældrenes og parfor-holdets situation, når børnene er flyttet væk. Mange vigtige omdrejningspunkter i livet ændrer sig meget, når de ikke er der mere. I en børnefamilie er der fyldt af vækst, og man oplever, at mennesker er på vej opad i mange betydninger. I et hjem med kun mor og far til-bage, er det, man umiddelbart ser, et par mennesker, der på mange områder er på vej ned. Men, som de fire forældrepar fortæller her i AgapeNyt, er der meget an-det end nedgang at berette om, når det gælder ”livet efter børnefamilien”.

Vi mennesker lever med en viden om den ultimative løsrivelse fra alt, nemlig døden. Her brydes de tætteste relationer mellem familiemedlemmer, ægtefæller og venner. Måske er det en dybtliggende bevidsthed om denne adskillelse, der gør os bange for alle de små løs-rivelser igennem livet. Et menneskeliv kan ikke rigtig forstås uden at inddrage døden. Bibelen beskriver det i fortællingen om, hvordan de første mennesker ville løsrive sig fra deres skaber, og hvordan de derfor blev adskilt fra Paradiset og måtte leve med dødens over-herredømme. Det må vi også leve med, sådan er de grundlæggende vilkår for mennesker.Men så blev det påske.

Løsrivelse betyder frihed og selvstændighed. Sønner og døtre, familier og menigheder, ja endda hele folkeslag oplever det. En ny start med friske kræfter og energi til at leve og virke begyndte med netop løsrivelse. Men løsrivelse betyder også tomrum og savn, bånd, der ri-ves over.

Børnene oplever det lidt efter lidt. De skal starte i bør-nehave og skole. Måske flytte til en anden skole og give slip på barndomsvenner, forlade mor for at komme på efterskole og - næsten endnu værre – forlade efter-skolen igen for at komme hjem. Og endelig give helt slip på barndomshjemmet og bo for sig selv. Forældre oplever det fra en helt anden vinkel. Ønsker måske at bremse processen lidt. Vil gerne beskærme børnene mod den barske løsrivelse. De ser et tab af fællesskab, mens barnet oplever at indgå i nye. Andre steder i livet er det soldatertjeneste, afskedigelse fra en god arbejds-plads eller en skilsmisse, der nedbryder relationer og fællesskaber.

I et hjem med en enlig mor eller far er overgangen fra børnefamilie den tomme rede i mange tilfælde en eks-tra barsk omgang. Løsrivelse er sundt og naturligt, og samtidig indeholder det dog et element af tab og tom-hed. Det er meget grundlæggende for mennesker at tilhøre et fællesskab. For meget adskillelse er ikke godt for nogen.

Løsrivelse

3

leder

Torben Jensenlandsleder

Parvis.dk øger indsatsenAgape har ansat Anders Engrob som leder for arbejdsgrenen parvis.dk. Han er bachelor og tæt på kandidatgraden i Global Studies fra Roskilde Universitet og har stor erfaring i kommunikation, også via hjemmesider. Blandt andet for apostelkirken.dk. Anders starter i jobbet 1. juni. Han er 27 år, gift med Therese og har en lille datter. De er bosat i København. Vi har spurgt ham:

Hvorfor søgte du stillingen i parvis.dk?Stillingen passer til min personlige passion og min fag–lige kunnen. Jeg kendte på forhånd parvis.dk og har glædet mig over, at det her er let at få støtte til ægte–skabet. Visionen om en hjemmeside, som vil hjælpe alle danske parforhold, synes jeg er viis. Det gav derfor et lille sug i mig, da jeg læste, at parvis.dk søgte en daglig leder, som kunne håndtere kommunikation,

redigering og markedsføring. Det var jo noget for mig.

Hvordan kan parvis.dk hjælpe mennesker i Dan-mark?Ved at vove at møde danskere, hvor vi er. Det er ikke noget, jeg har fundet på, men er ifølge Søren Kierke-gaard (verdensberømt dansk teolog og filosof fra 1800-tallet, red.) hemmeligheden i al hjælpekunst. Han siger: Enhver, der ikke kan det, han er selv en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en anden. For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstå mere end han, men dog først og fremmest forstå det, han forstår. Arbejdet går nu på at gøre parvis.dk til en flottere og mere indholdsrig hjemmeside, hvor vi let kan navi-gere rundt og finde tilbud, der dækker vores behov. Hjemmesiden skal være smuk og opryddet, ligesom et dejligt hjem, så vi har lyst til at blive der eller komme tilbage.

Husk Agapes årsmøde Lørdag 3. november på Diakonhøjskolen, AarhusTema: Ovenlys på mørke dage v/Leif Andersen

4

for deres egne handlinger. Vi går ikke ind og betaler dem ud af en selvforskyldt gæld, men prøver at hjælpe dem til at finde en fornuftig ordning, så de kan komme videre, hjælpe dem med at finde det næste træk, og hvem de skal snakke med i banken, eller hvor det nu er.

Det er vigtigt at skille tingene ad, så vi ikke føler, at de unges opførsel er eksamen på vores evne til at opdrage. Naturligvis er det sjovest at fortælle om børn, det går godt i livet, og vi vil gerne prale at vore børn. Men det er vigtigt at prøve at lægge afstand til en sådan eksamensfølelse og så lade børn være sig selv.

En ny frihedNår børnene er fløjet fra reden, er vi som ægtefolk pludselig i en helt ny situation, hvor vi for første gang i mange år er alene.

Tema: Den tomme rede

Når børnene flytter hjemmefra

Inden tiden, hvor børnene får ægtefælle og børn, er der en ofte meget svær periode i ægteskabet, nemlig den periode, hvor de sidste trævler af navlestrengen skal klippes over. Nogle gange sker det i forbindelse med, at børnene tager på efterskole, mens det andre gange sker lidt senere. Vi tror, at det er sundt, at det sker på et forholdsvis tidligt tidspunkt, netop for at børnene kan få lov til at finde sig selv, og den måde, de vil leve livet på. Så længe de stadig er hjemme hos mor, er de ikke helt frie til at prøve livet af og finde sig selv.Ungdomstiden er ofte en tid med mange konflikter, netop fordi de unge skal finde deres eget liv. Kommer konflikterne ikke, kan det være fordi, de unge pakker konflikterne ind, men dermed kan det blive en hæmsko for dem livet igennem.Det er meget svært at være forælder, når de unge skejer ud, hvad enten det er alkohol, der skal prøves af, eller det er kærester, der ikke lige helt falder inden for vore almindelige rammer, måske en kæreste af sammen køn.

Forberedelse til adskillelsenVi er kommet frem til, at uanset hvordan de opfører sig, er de vores børn og altid velkommen hjemme. Vi forsøger at sende det signal til dem, at vi holder af dem, som de er, men på den anden side prøver vi også at betragte dem som voksne og selvstændige mennesker, der må stå til ansvar

Af Gunhild og Mads Madsen

Det har vi ikke været siden, vi var forholdsvis nygifte. For mange er det en voldsom oplevelse, for det, der fyldte i tilværelsen og tog al vores tid, om end det her til sidst kun var som taxa, er der pludselig ikke længere.

Vi har forsøgt at finde den første kærlighed frem igen, forsøgt at finde forelskelsen igen, og det er lykkedes, om end det er i en mere moden form. Vi bruger den frihed, vi har fået, på hinanden og på os selv, tillader os ting, vi ikke har kunnet længe, dels på grund af manglende tid, men også fordi økonomien var trang. Vi er overbevist om, at det er vigtigt at være opmærksom på hinanden især i denne periode, fordi der er omskiftning i tilværelsen, og man lige her nemt kan glide fra hinanden. Vi har prøvet at se muligheder og at glæde os over friheden til at kunne gøre ting sammen igen uden at have dårlig samvittighed i forhold til vores børn og bare nyde hinanden.

Naturligvis er det sjovest at fortælle om børn, det går godt i livet, og vi vil gerne prale at vore børn. Men det er vigtigt at prøve at lægge afstand til en sådan eksamensfølelse og så lade børn være sig selv.

”

”

Gunhild og Mads Madsen, Bram-ming. Gunhild (59) er psykotera-peut og Mads (59) er efterskolelær-er på Sydvestjyllands Efterskole.

5

Personlig UdviklingVed at kigge nærmere på vore følelser og de tanker og konlusioner, der knytter sig hertil, har vi mulighed for at få redigeret i dem og dermed at ændre ikke kun på vores adfærd, men også på vores forståelse af os selv. Det styrker vores selvvære og gør os i stand til at udvikle os personligt.Kurset afholdes i Nordvestkirken i København fra september 2012 - februar 2013.Underviser: Aut. psykolog Suh Bjerg Jacobsen

Læs mere om økonomi, indhold og tilskud på agape.dk.

kurser • inspiration

Sjælesorg og FamilieRådgivning (SFR)Kurset giver pædagogiske og psykologiske redskaber til at udøve sjælesorg i menighed og samfund samt mulighed for personlig udvikling og udvidet indsigt i eget liv. - øget kendskab til eget liv og ægteskab og frimodighed til at bruge sig selv. - redskaber til bedre at tage hånd om ægteskabs- og familielivet.Kurserne afvikles i Videbæk og i Hillerød.Juni/juli 2012 - maj 2013. Kursusledere er Heidi Jacobsen (Jylland) og Lise Berggren Smidt (Sjælland).

Kvinder midt i livetAt være i spændingsfeltet som datter og mor. - Et stort privilegium, - en mega udfordring, - en givende og bæredygtig relation.Kurset henvender sig til kvinder fra ca. 45 år.Underviser er Solveig Rosenkvist, sygeplejerske og psykoterapeut.Fredag 9. november 2012 kl. 10 til ca. kl. 17.30 i Agapes kursuslokaler, Bredhøjsvinget 1, Silkeborg.Pris: 525 kr. incl. undervisning og forplejning. Tilmeldingsfrist: 22. oktober 2012.

MandekonferenceTid: 29. september 2012 kl. 00-00Sted: Bilernes Hus, SilkeborgKonferencen arrangeres i samarbejde med andre kirkelige organisationer.Læs mere på www.mandekonference.dk

Retræte, ”TimeOut” Tilbagetrækning. En mulighed for at skifte fokus. Rette opmærksomheden mod det åndelige. Lade Gud komme til. Nogle dage i stilhed, læsning, bøn og meditation. Retræteledere: Carsten Dalsgaard, Ingolf Henoch Petersen og Ellen Jensen (Maribo). • 13.-14. april: Retræte, Sankt Birgitta Kloster, Maribo • 24.-27. maj: Pinseretræte, Ådalen v/Randers • 30. aug.-2. sept.: Sensommerretræte, Hellig Kors Kloster, Vestjylland • 29. nov.-2. dec.: Adventsretræte, Ådalen v/Randers

Årskursus i Sorg og KriseSorgkurset henvender sig til personer, som gennem deres arbejde kommer i berøring med mennesker i sorg, og som gerne vil have større indsigt i sorgens mange ansigter. Udbytte af uddannelsen er afklaring, vækst og udvikling på det personlige plan. Du vil være i stand til at lede en sorggruppe og gennemføre samtaler med sorgramte. Du vil kunne virke som inspirator for andre, der privat eller arbejdsmæssigt møder sorgramte personer.Kurset afholdes november 2012 - september/oktober 2013 på Løgumkloster Refugium.Pris: 22.500 kr.

6

vi bare er os to. Vi har også haft mere tid til hyggeture – bare os to. Og det har været rart. Jeg oplever, at vi har fået mere ro i huset og mere tid til tosomhed på godt og ondt. Også mere tid til at mærke efter, hvordan den anden har det.

Gudrun: Da sidste barn flyttede, blev der mere tid til noget af det, vi havde forsømt. Jeg følte meget, da børnene var hjemme, at jeg skulle stjæle mig tid til for eksempel at læse en bog, og hvad jeg ellers gerne ville for mig selv. Det gik meget på børnenes præmisser. Det var en stor forskel, at man nu kunne sætte sig i ro og mag med en bog. Men også, at der blev tid til at tage på kurser, som vi gjorde, da vi tog Agapes Sjælesorgskursus (SFR). Det var rigtig givtigt. Jeg tror, det var et rigtig godt tidspunkt for os at komme på kursus dér, hvor vi skulle til at finde ud af, hvordan vi nu ville gøre det. - Hvordan ville vi værdsætte hinanden? - Hvordan ville vi se hinanden? Det følte jeg nogle gange, kunne være lidt svært. Hvad skulle være det primære i vores fællesskab nu, hvor børnene ikke var der?

Tosomhed på godt og ondt

Hvordan oplevede I det, da ungerne fløj fra reden?Gudrun: Det, at børnene flytter, er en naturlig ting, hvor man glæder sig til, at de skal ud og opleve verden. Men når der har været svære ting eller store opgaver i børnenes liv, har jeg nemt kunne mærke det i maven. Det følger med. Jeg kan mærke børnene rigtig meget inde i mig selv. Nogle gange kan jeg næsten fornemme, hvis der er noget, der er skidt.

Ernst: Jeg tænker ikke mindre på børnene, efter de er taget af sted, og det gælder jo også svigerbørnene og de børnebørn, der er kommet. De er alle sammen rigtig meget i tankerne.

Gudrun: Jeg syntes, det var spændende og jeg tænkte ofte på, hvordan vil livet forme sig for dem. Jeg skulle vænne mig til, at vi pludselig kun var to. Der skulle laves mindre mad, og værelserne på loftet var tomme. Det var lidt underligt. Men det var en blanding af glæde og tomhed. En følelse af, at der manglede noget. Jeg blev mødt af tomheden ret ofte, hvor jeg følte, jeg gik i stå. Det varede ikke så længe, men den kom ret jævnligt. Hvor jeg før skulle køre med børn eller snakke eller til møder, så var der nu masser af tid.

Ernst: Jeg oplevede, at det blev lettere at slå til i de daglige forpligtelser. Men nu er vi også lidt mere forpligtet på hinanden, når

Martin Skipper interviewer sine forældre om, hvordan de oplevede det, da ungerne fløj fra reden for cirka seks år siden.

Samtaleemnerne blev helt anderledes, fordi vi nu ikke skulle tage så meget hensyn til børnene. Men også fordi det nu drejede sig om os selv.

Ernst: Der var mere luft. Vi tænkte på, hvad vi kunne bruge det til for at få mere kvalitetstid sammen. For vi havde vidt forskellige interesser langt hen ad vejen. Kurset var en af de ting, der interesserede os begge to.

Gudrun: Jeg tror, at den bonus, vi fik ved at tage på det kursus, var at vi fik øje for hinanden – på en anden måde, end da børnene var her.

Ernst: Jeg synes nu, jeg havde fået øje for dig forinden, men nogle af de behov vi har, dem bliver vi mere bevidste om, når der bliver sat ord på, og så har man i større grad mulighed for at imødekomme hinandens interesser og vise hinanden nærvær.

Hvad var svært eller kom bag på jer, ved bare at være jer to?Gudrun: Jeg ved ikke, om noget kom bag på mig. Men tomheden, som jeg nævnte før, var nok det, der var svært ved det.

Ernst: Jeg har som sådan ikke oplevet noget, som i den forbindelse har været svært i hverdagen, fordi vi fortsat har fulgt børnene i tankerne og har en god kontakt. Men noget af det, der har fyldt i tankerne, er hvad jeg har forsømt mens tid var, da børnene var mindre. Jeg kunne godt tænke mig, at der havde været mere tid og flere oplevelser sammen. Men de ting er ikke blevet til så meget som ønsket.

Der skulle laves mindre mad, og værelserne på loftet var tomme. Det var lidt underligt. Men det var en blanding af glæde og tomhed.

Tema: Den tomme rede

””

7

Og så er der en anden ting, som kan være lidt svært. Man kan ikke på samme måde være der ved siden af, hvis der er noget i livet, der gør ondt.

Hvad var svært eller overraskende i jeres relation?Gudrun: Jeg synes, noget af den tomhed blev fyldt ud med arbejde. Vi var gode til at tage fat i noget udenom os selv for at holde tomheden ud inde i os selv. Sådan oplevede jeg det også i vores forhold. Du, Ernst, var hurtig til at finde noget arbejde. SFR-kurset var rigtig godt, for dér skulle vi af sted. Ellers tror jeg nemt, at vi også kunne fylde den tid ud med arbejde. Der har været en periode, hvor vi skulle forholde os til, hvad vil vi med vores tid?

Ernst: Vi er stadig på en opgave – i en proces, hvor vi skal lære at få mere kvalitetstid sammen. Jeg tror, det er en livslang proces. Så vi altid kan føle os hjemme og godt tilpas i hinandens selskab.

Hvordan oplevede I at gense hinanden, efter børnene var fløjet fra reden?Gudrun: Den måde, man taler til hinanden på, bliver anderledes, fordi man ikke skal tage hensyn til, at der er nogle, der sidder der.

Og for os kan det være en fare, at det bliver meget arbejdsrelateret snak, vi får, frem for, hvordan vi har det. Det er rigtig godt, hvis man får taget fat i at få lyttet ind til hinanden. Vi kan godt have rigtig mange fine teorier om, hvordan det burde være. Men det er ikke altid sådan, det er. Jeg synes nogle gange, at tiden og arbejdet rykker rigtig meget i én. Så man ikke helt får mærket efter, hvordan man egentlig har det.

Ernst: Det er rart at glæde sig til at få fri og komme ind og være sammen. Og det er klart, at jo bedre vi har det med hinanden, jo mere trækker det den vej.

Oplevede I, at der var tab af mening, da familien blev splittet op?Gudrun: Jeg synes egentlig, vi får meget. Det liv, børnene nu lever, får vi jo med som en gevinst. Jeg synes bestemt ikke bare, det er

et tab. Det er også en rigdom. Jeg synes også, det er en proces, hvor man stadig kan tage imod læring fra hinanden. Det er et andet forhold, man får til hinanden. – Et voksenliv, man deler med hinanden, som er anderledes, end da de var børn.

Ernst: Jeg oplever det også som en berigelse at være med i de ting, der foregår omkring dem. At kunne dele nogle af de store ting. Livet er ikke blevet fattigere, ved at børnene er flyttet hjemmefra – tværtimod. Det er bare en ny fase, - en ny udfordring. Jeg tror, det er vigtigt at være åben overfor, hvad livet giver i stedet for, hvad mister jeg. Hvis man i sit baghoved tænker på, at det hele ikke er en selvfølge, så kan et benspænd heller ikke så let få det hele til at vælte. Det er stort, at vi som kristne har en Gud, der kender os og er med os hele vejen, der hvor vi skal hen. Sådan er det også overfor ens børn. Det stærkeste og største, man kan gøre for hinanden, er at gå i forbøn for hinanden. Så skal Gud nok selv minde om, hvis der er noget, du selv skal bidrage til, for at det kan gå i opfyldelse.

Gudrun (58) og Ernst Skipper (63) har fire børn mellem 24 og 36 år. Derudover er der to plejebørn på 24 og 25 år, som har været tilknyttet familien det meste af deres liv.Ægteparret arbejder til dagligt som leder-par på Sdr. Lundgård, et undervisnings- og aktivitets–center for unge med indlæringsvan-skeligheder. Gården har dannet ramme for familiens hjem siden 1982.

Jeg synes egentlig, vi får meget. Det liv, børnene nu lever, får vi jo med som en gevinst.”

”

Kis og Bernt Kruse, SkjernKis er pædagog og Bernt er lærer

på Frøstruphave Efterskole.

8

Det kan godt opleves som en følelsesmæssig rutchebanetur, at se sine børn flytte hjemmefra, og den blev ikke mindre af, at vi skulle til at finde ud af, hvad vi som ægtepar havde sammen udover børnene. Pludselig var der tid til at tale sammen, gå i biografen, ud at spise, og vi skulle ikke tage hensyn til børnene, når vi planlagde aftner eller weekends med venner. Også vores seksuelle samliv fik pludselig friere udfoldelsesmuligheder. Der var ingen børn, der lige havde brug for os til et eller andet.

ForventningerneFør børnene flyttede hjemmefra, kunne tanken om den fysiske tomhed, der ville blive i vores hjem godt skræmme os, men vi har oplevet, at vi begge faktisk nyder roen og stilheden. Dette skyldes måske, at vi er blevet ældre, og det er heldigvis så viseligt indrettet, at jo ældre vore børn bliver, jo ældre bliver vi selv, og dermed bliver vores behov også anderledes. I begyndelsen havde jeg nok lidt for store forventninger til vores liv sammen uden børn. Jeg troede, at nu skulle vi dele alt med hinanden. Vi skulle gøre alting sammen, lave mad, gøre rent, gå ture, holde i hånd, når vi så

af Kis Kruse

fjernsyn, snakke med hinanden om vore følelser, og hvad vi oplevede, når vi ikke var sammen.Blev det så sådan? Nej. Og det var faktisk svært. Vi fik vores første barn kun 10 måneder efter vielsen, så vi har faktisk næsten aldrig levet sammen uden børn. Vi skulle til at genfinde hinanden på en ny måde. Heldigvis har vi altid begge villet vores ægteskab og hinanden, så vi gav ikke sådan lige op. Først skulle vi lige lære, at det er okay at være forskellige og have forskellige interesser. Vi havde jo nærmest været defineret

som mor og far med meget traditionelle roller knyttet dertil. Først måtte vi finde ud af, hvad vi hver især interesserede os for, og om vi kunne opbygge nogle fælles interesser. I begyndelsen kunne jeg godt blive træt af min mands prioriteringer, men det skyldtes hovedsageligt, at jeg stadig befandt mig for meget i min ”mor rolle”. Jeg troede stadig, at al min tid skulle gå med madlavning, vask, rengøring og med at hjælpe andre. Men efterhånden fandt jeg ud af, at mine interesser også er ok, selv om de ikke indebærer fysisk arbejde, på samme måde som hus og have. Jeg er rigtig glad for at læse, også krimier, løse kryds og tværs, strikke og se fjernsyn, og ikke mindst Bernt har lært mig, at disse interesser er lige så gode og berigende for mig, som hans er for ham.

Nye mulighederOgså venskaber er der blevet mere tid til at fordybe sig i. Vi kan sidde sammen med venner en hel aften og tale sammen om alt mellem himmel og jord, uden at der er børn, der afbryder os. Det giver mulighed for at åbne sig mere for hinanden, for vi kan lade samtalen løbe, til den er færdig.

Vi kan sidde sam men med venner en hel aften og tale sam-men om alt mellem him-mel og jord, uden at der er børn, der afbryder os. Det giver mulighed for at åbne sig mere for hin-anden, for vi kan lade samtalen løbe, til den er færdig.

Hjælpvores børn er flyttet hjemmefra

Tema: Den tomme rede

”

”

9

At gå ud og spise eller i biografen har vi fundet ud af, ikke er så meget os. Vi nyder hellere en god middag med et glas vin til herhjemme og en god film set fra sofaen. Og så holder vi i hånd. Også debatprogrammer nyder vi at se sammen, og det medfører ofte lidt snak om aktuelle samfundsproblemer.Efterhånden er vi også blevet bedre til at give hinanden små kys og knus i hverdagen, hvilket har haft en positiv indvirkning på vores seksualliv. Det skal ikke længere planlægges, men der er plads til spontanitet, hvilket gør, at der er kommet mere leg og latter ind i det. Det må godt tage tid og være sjovt at elske.Vores hverdag rummer stadig mange følelser og uenigheder, selv om børnene er flyttet hjemmefra, men det er lettere at løse uenighederne, fordi vi ikke bliver afbrudt hele tiden, og kan snakke tingene igennem og prøve at se dem fra hinandens synsvinkel. Følelser snakker vi ikke så meget om, vi lever dem mere ud. Og efter 33 års ægteskab har vi fundet ud af, at der er noget godt i at være stille sammen. Vi har kæmpet så meget sammen, at vi ved, at vi elsker hinanden, selvom vi

ikke snakker hele tiden, når vi er sammen.

De er der endnuLivet er godt - også efter, at børnene er flyttet hjemmefra - vi kan glæde os over, at de har det godt i deres liv. Alligevel dukker angsten og bekymringerne for dem op engang imellem. Far og mor er man hele livet, og det er naturligt, at vi af og til føler bekymring for dem, vi elsker højt. Også børnebørn og svigersønner elsker vi højt, og vi kan også opleve bekymringer for dem, men sådan er livet. Og livet må vi modtage hver dag af Guds hånd og lære at elske os selv med alle de følelser og bekymringer, vi bærer på, som ægtefæller, forældre, svigerforældre og bedsteforældre.Vore børn vil altid være vore børn, men nu er de voksne med egne familier, og det betyder, at vi er mor og far på en helt ny og dejlig måde. Vi møder dem som voksne mennesker, vi respekterer deres valg og måder at leve livet på. Vi har det utrolig godt sammen med vores børn, svigerbørn og børnebørn. Vi kan diskutere alt lige fra politik og samfund til kirke, menighed og familieliv, men vi gør det med respekt for hinanden. I dag oplever vi også,

at vi kan søge hjælp hos børnene. På mange områder er de bedre rustet end os. De ved mere om computere og har uddannelser på områder, som vi ikke kender så meget til. Åndeligt kan vi også berige hinanden, da vi kan dele bøn og andagter med hinanden. Og så forsøger vi at opbygge fælles traditioner, så vi alle er sammen engang imellem.

Da døtrene forlod hjemmet I dag er vores børn henholdsvis 33, 32, 30, 27 og 18 år. De fire ældste er piger, som alle er gift og har børn, mens vores søn bor herhjemme og går på gymnasiet.At give slip på børnene har ikke skabt de samme følelser i os hver gang. Det var svært at sende vores ældste datter til USA som 17 årig. Vi følte sorg over ikke at skulle se hende et helt år. Jeg var ked af ikke at kunne være der for hende, hvis hun var træt, blev ked af det eller ikke kunne overskue tingene. Datter nummer to flyttede til København for at arbejde. Selvfølgelig dukkede angsten op engang imellem, når vi tænkte på, at hun cyklede igennem hovedstaden sent om aftenen. Men, som hun selv sagde, da vi gav udtryk for vores bekymring og angst: ”hvis jeg skulle tænke på det, kom jeg aldrig nogen steder”.At give slip på vores datter nummer tre var det allersværeste. Hun løb ind i problemer overalt. Kunne ikke holde på et job og kom hjem som 19 årig og var gravid. Det fyldte os med vrede, at hun ikke havde styr på sit liv, og angsten for, hvordan hun skulle klare at være mor var meget stor. Jeg græd uendelig meget i den periode. Heldigvis trådte professionelle til og hjalp hende. Det viste sig, at hun havde et usynligt handicap, som gjorde at hun ikke kunne ”finde ud af livet”. Med uendelig meget hjælp kom hun videre, fik uddannelse og flexjob og med tiden egen lejlighed.

Alle disse følelser, bekymring, angst, vrede og sorg var vores følgesvend, da vores børn flyttede hjemmefra. Og de forsvandt ikke fra den ene dag til den anden, for vi følte stadig et ansvar for dem. Men efterhånden som vi erfarede, at de godt kunne takle livet hjemmefra, trives og klare sig, tog glæden over. Men de vil altid være vore børn, uanset hvor gamle de bliver.

10

Voksenfællesskab med sine børnaf Jens Hede

foredragPsykologOle RabjergVrede, sorg, stress, skyld.» Silkeborg

Psyko- og familieterapeutSteen PalmqvistParforhold, sex, konflikt, krise, familie.» Randers

Krops- og psykoterapeutLise Berggren SmidtÆgteskab og sex, den livslange glæde, forholdet mellem psyke, opvækst og tro, bøn på Bibelens grundlag.» Tersløse, Vestsjælland

PsykologAida H. AndersenStress, familieliv, sorg, selvværd, relationer mv.» Herning

Psyko- og familieterapeutHeidi JacobsenRelationer, selvbillede, parforhold, krise, udbrændthed.» Randers

LandslederTorben JensenTjenesten/diakoniens centrale plads i kristendommen, etik/politik og kristendom, lykken, lidelsen.» Aarhus

PsykologSuh JacobsenAdam og Eva - den lille forskel, den gode samtale, kvinde - hvad er du værd, styrk dit selvværd, teenagere og sex.» Tune, v. Roskilde

PsykiaterInge Munk MøllerDepression - årsager, symptomer og behandling, hvordan tackle stress i hverdagen, kristen og psykisk syg, hvordan håndtere det at blive ældre mv.» Hinge, Midtjylland

Tema: Den tomme rede

Hvordan ville det blive, den dag vores to piger flyttede hjemmefra? Ville det ikke blive et meget stort savn og et gabende hul – ville hverdagen ikke blive frygtelig TOM?Jeg synes det faktisk ikke. Det har været en glidende overgang, fordi pigerne har været på efterskole et par år, sådan at vi langsomt blev vænnet til, at de ikke var her i hverdagen. Vores hus er ikke så stort, så det har også været en lettelse i hverdagen, at vi nu har mere plads. Vi har også nydt den frihed, det giver i hverdagen – vi er ikke længere så bundet af praktiske pligter, som man jo er i småbørnsfamilier.Desuden synes jeg, at voksenfæl-lesskabet med vore børn klart har

opvejet savnet af at have dem som børn og teenagere nær ved os. Det nye fællesskab kan give mange gode oplevelser, men man skal være opmærksom på, at det er et ændret fællesskab, man bygger op sammen. Man vil dog grumme gerne vide, hvad ens børn går og laver – også efter at de er flyttet hjemmefra. Man kan jo ikke lade være med at bekymre sig og interessere sig for deres ve og vel. Her er det vigtigt, at man forstår at holde en god balance mellem for lidt og for megen interesse for deres gøremål og færden. Det er utrolig vigtigt, at man lever sit eget liv – og ikke forsøger at leve livet gennem sine børn. Det er så vigtigt, at man er aktiv med egne oplevelser og inter-

esser. På den måde bliver sam-spillet med ens børn meget mere ligeværdigt og balanceret.

Så er der jo det med børnebørnene. Karen siger, at børnebørn er livets dessert. Og det kan hun have ret i. Det er næsten mere ’sødt’, end da ens egne børn var små. Og så er der jo det med dessert, at man ikke skal have for meget af det søde. Det er total pragtfuldt, når de små kommer – men også godt, når de tager af sted igen. Det er som om, at man ikke har samme kadence, som da ens egne børn var små. Så det er vel så viseligt indrettet.

Karen Broe og Jens Hede, Aarhus

11

I et fjernt land langt herfra var der engang en prinsesse. Hun var så smuk, som kun en prinsesse kan være. Hendes moder sad bedrøvet tilbage, for prinsessen var rejst. Bort til en anden del af skoven, som omkransede det prægtige kongeslot. Prinsessen ville nu bo hos prinsesse Nastascha, og det kunne hun, for de var nu de bedste venner. Dronningen tog da pen og papir for at samle de mange tanker, der optog hende. Hofkureren ville da bringe den yndige prinsesse Miajaana dette brev. Der stod at læse: Prinsesse min, min egen Miajaana. Du har sagt mig, at skoven er forandret. Den har nu en anden duft, og farverne er ej heller mere de samme. I dag på min ridetur gik det op for mig, også jeg ser det. Dette nye skræmmer dig og fry-der dig. Du kan godt lide de grønne farver, som du kender, dog er de gyldne og røde dig endnu prægtigere. Jeg husker, at du som lille følte angst, når vi skulle over en bro, og det skønt du kunne se den anden bred. Nu er du selv redet over, med mod er du nu i den anden del af skoven. Bedrøvet er jeg og dog glad. Jeg husker, da du ved vintertide sad i det kolde tårnværelse, der vender mod nord. Du sad der uden at spinde og væve. Du virkede fjern, bedrøvet. Du ville ikke ride i skoven mere. Prinsesse min, angsten er en del af livet. Du vil opleve angsten og sårbarheden, når du møder noget nyt. Når vi åbner os for andre, føler vi os svage. Skat, lykken findes ikke i det kolde, sikre tårnværelse, hvor du kan lukke af for alt, der kan såre dig. Murer du de andre ude, så murer du dig selv inde. Fællesskabet isner ind til ensomhed. Derfor glæder det mig såre, at du forlod det sikre værelse og vovede dig ud i skoven. Derude er der risiko for at blive såret og for at snuble, men også liv og vækst. Vi må være villige til at føle os sårbare, ellers mærker vi ikke livet. Vær modig, mit barn. Du fortalte sidst, at du har set mange dyr i skoven, som du aldrig før har set. Flotte, fremmede dyr. Jeg vidste godt, de var her, jeg så dem selv for mange år siden, havde næsten glemt dem.Nu er du flyttet over til Prinsesse Nastascha. I har det skønt sammen. Her hos os findes savnet og glæden, når du kommer ridende hertil på din brune ganger. Sorgen kender vi, når du rider bort uden at se dig tilbage. I går var du her. Vi havde tændt op i den store kamin i festsalen. Sølvkandelaberne var pudsede, far hentede selv den bedste rødvin frem fra kælderen. Kokken

serverede alle dine hofretter, og jeg bagte selv dessertkagen. Du fortalte, at du var lykkelig over at bo hos prinsesse Nastascha. I taler godt sam-men, hun forstår og taler dit nye sprog. Jeg har dog nu taget ekstratimer hos slotsprofessoren, for jeg vil lære at forstå dit nye sprog, det svære, som du mestrer nu.Din lillesøster, Prinsesse Leanneja, sidder med den guldbold, som I så ofte har leget med. Stille ligger den i hendes skød. Hun siger, at den føler sig ensom. Hun er ikke rigtig glad mere. Dine fine tylskørter både det kongeblå og sølvskørtet hænger i skabet. Hvorfor bærer du dem ikke mere? Der er rubiner på den blå. Du siger, at du hellere vil have Only-bukser og sorte støvler. Jeg forstår det ikke. Meget af tøjet skal være sort, men håret har du farvet rødt. Prinsesse min, kan du selv lide det? Eller er det Prinsesse Nastascha og komtesse Mirja, der kan? Til Grevinde Juli-anes fest forventer jeg, at du bærer noget mere kongeligt, hvorfor ikke den juvelbesatte skind-kåbe? Den er nydelig. I hvert fald skal det matche med din guldkrone.

Min Miajaana. Tak for det kærlige brev, du sendte med hofkureren i dag. Det gjorde dagen smukkere. Det mindede mig om den vintermor-gen, jeg så en rose springe ud. Helt uventet og helt vidunderligt. Da takkede jeg endnu engang Gud for rosen og for dig. Du er jo altid i Papas og mine tanker. Vi glæder os over dig. Du siger, at jeg ikke må bekymre mig så meget om dig og dit nye sprog, men det er svært at give slip og holde fast. fra Leanneja, Papa og Mama.

Eventyretom prinsesse MiajaanaAf Karen Broe

Næste “AgapeNyt” udkommer medio juni 2012

Fore

nin

gen

Aga

pe, B

redh

øjsv

inge

t 1,

860

0 S

ilkeb

org

nårlivetgørondt