Abstract - media.mentoreurope.eumedia.mentoreurope.eu/static/SRP2015/Apartheid.pdf · Abstract This assignment examines the causes and events that led to the creation of the apartheid

Jeppe Damkjær Hybschmann 3.m 27-10-2015

Studieretningsprojekt

1

Abstract

This assignment examines the causes and events that led to the creation of the apartheid system in

South Africa. Afterwards the assignment makes an analysis and interpretation of Andre Brinks

novel “A Dry White Season” with particular reference to the development of the main character and

his relationship to the South African society and its values and norms. Further more a valuation of

the causes of the mentioned conflicts in South African society is examined.

In my assignment I have used the classical critic view on historical data. Further more I have used

the methods from English according to my analysis and interpretation of “A Dry White Season”.

During my effort in the assignment I have used several history books on both Danish and English

and of cause the novel “ A Dry White Season”.

The apartheid system was founded as an outcome of the Dutch settlement in the 17th century, and a

mentality created in the mind of the Boers. As an outcome of several conflicts between the British

and the Boers, the South African Union were established in 1910, and slowly the Boers took over

the Union. Through their ideas about the master/servant relationship, apartheid where established.

The novel “A Dry White Season” describes the apartheid system and its effect on society in a very

realistic way. The main character, Ben Du Toit, develops a lot during the novel, and through a lot of

experiences and new acquaintances he realises what a brutal and wicked system apartheid really is.

The following results show that apartheid is an organism ruled by a system of fear and reaction.

Apart from conflicts in between the English and the Boers, there are major conflicts between the

whites and the suppressed majority of non-whites. When not really interfering with the non-white

part of the population becomes a norm for the whites, they become an accepting part of the system.



2

Indholdsfortegnelse

Side 3…………………………………………………………………………………….. Indledning

Side 4………………………………………………………………………… Problemformulering

Side 5-6…………………………………………………………Europæisk ekspansion og handel

Side 7-8………………………………………………………………………………...Det store trek

Side 8-9………………………………………………………………………………….Boerkrigene

Side 9-10………………………………………………Oprettelsen af Den Sydafrikanske Union

Side 10-11………………………………………………..Vejen til apartheidpolitikken bliver lagt

Side 12………………Analyse og fortolkning af ”A Dry White Season” – af André Brink, 1979

Side 12-14………………………………………...Opbygning af romanen samt fortællerens rolle

Side 14-17………………………………………………………Ben Du Toits personlige udvikling

Side 17………………………………………………………………………….De sorte og de hvide

Side 17-19………………………………………………………………”The dry white season”

Side 20...………………………………………………..”Den sorte fare” – frygten for forandring

Side 20-22……………………………………….Kulturhistorie, religion og national bevidsthed

Side 22-24……………………………………………………………………….....Social bevidsthed

Side 24…………………………………………………………………………..………..Konklusion

Side 25…………………………………………………………………………………Litteraturliste



3

Indledning

Hvordan kunne et system bygget på adskillelse af sorte og hvide overleve helt til 1994 – langt op i

vores levetid? Det er et spørgsmål, man nødvendigvis må stille sig selv, når man hører ordet

apartheid. Og det er det spørgsmål samt mange andre, som denne opgave prøver at give et bud på.

Mit mål med opgaven er, at finde en sammenhæng mellem det apartheidstyre der dominerer

Sydafrika fra 1948-1994 og den lange historie der er gået forud for segregationspolitikken.

I opgaven vil jeg tage udgangspunkt dels i det historiske forløb op til indførelsen af apartheid og

dels i romanen ”A Dry White Season” (1979) af André Brink, der beskriver det sydafrikanske

samfund under apartheid i 70’erne. Romanen tager udgangspunkt i hovedpersonens liv og følger

denne gennem hans desperate kamp for at finde sandheden og retfærdigheden. Men hvor findes

sandhed og retfærdighed i et styre hvor 1/10 af landets indbyggere lever på bekostning af de sidste

90 %?

”A Dry White Season” giver et godt indblik i hvordan apartheid påvirker de enkelte menneskers liv

og hverdag. Desuden er bogens tematik essentiel for opgaven, og dens indhold er spækket med

referencer til historie, kultur og sociologi, der er temaer der vil gå igen i opgaven.

Mit historiske materiale er både dansk og engelsk, og desuden har jeg en masse kilder fra det

historiske forløb fra 1600-tallet og op igennem det 20. århundrede. Jeg vil her dels tage

udgangspunkt i bøgerne ”Sydafrika – Kamp eller dialog?” af Christopher Bo Bramsen og

”Sydafrikas Historie” af Gorm Gunnarsen, endvidere vil jeg inddrage den sydafrikanske historiker

Allister Sparks værk ”The Mind Of South Africa”. Udover de nævnte titler har jeg, før opgavens

begyndelse læst meget materiale for at få den nødvendige baggrundsviden om emnet, titler vil

fremgå af litteraturlisten.

Min opgave vil være delt op i først en historisk redegørelse af begivenhederne op til indførelsen af

apartheid i Sydafrika, dernæst følger en grundig analyse og fortolkning af romanen ”A Dry White

Season”, og til sidst, før min endelige konklusion, enkelte diskussionsafsnit hvor det historiske

materiale for alvor bliver sammenholdt med romanens væsentligste pointer. Mit endelige mål vil

dog være at give et bud på ovenstående spørgsmål: Hvordan kunne apartheid realiseres og holde så

langt op i vores levetid?



4

Problemformulering

Der ønskes en kortfattet redegørelse for nogle centrale forhold, der ledte frem til oprettelsen af

apartheidsystemet i Sydafrika.

Ligeledes ønskes en analyse og fortolkning af André Brinks roman ”A Dry White Season” med

særligt henblik på den udvikling, hovedpersonen gennemgår, herunder hans forhold til det

sydafrikanske samfund, dets værdier og normer.

I forlængelse heraf og med inddragelse af vedlagte tekst (Gorm Gunnarsen: ”Sydafrikas Historie”,

Gyldendal Undervisning, 1998, tekst 54, ss. 94-95: ”Frygt – en bestemmende faktor i sydafrikansk

politik”, udgivet under pseudonymet ”Frank Talk” i SASO’s blad, 1971) ønskes en vurdering af

baggrunden for de nævnte centrale konflikter i det sydafrikanske apartheidsamfund.

Ud over romanen skal benyttes andet engelsksproget materiale i besvarelsen af opgaven.

Besvarelsens omfang forventes at være 15-20 sider.



5

Europæisk ekspansion og handel

Den Europæiske interesse i Sydafrika begyndte første i 14-1500-tallet, hvor fortrinsvis portugisiske

søfarere betragtede Sydafrika som et fjendtligt område – en forhindring på vejen til det Indiske

Oceans handelscentre.

I 1600-tallet, hvor det var hollænderne der dominerede handlen med fjernøsten1, besluttede Det

Hollandsk-ostindiske Kompagni at oprette en permanent handelsstation på halvvejen til Indien. Man

fandt det ideelle sted tæt på Kap det Gode Håb, et frugtbart område med en naturlig havn, liggende

ved Taffelbjerget. Oprettelsen af forsyningsstationen skete for at øge profitten på de store

handelsrejser, ved at mindske tabet af mandskab. Ombord på de fleste skibe udbrød der skørbug og

andre sygdomme på grund af underernæring, og dette mente man kunne reduceres ved at oprette

forsyningsstationen ved Kap det Gode Håb, hvor skibe så kunne få friske forsyninger ombord til

den lange rejse mod Indien.

Om ovenstående begivenhedsforløb kan man høre i en anonym kilde fra den britiske Sir James

Lancasters Ostindiske ekspedition 1601-1603:

”…på dette tidspunkt var mange af folkene blevet syge af skørbug, og de kunne knap

arbejde med sejlene. Den niende september ankom vi til Taffelbugten(…) Så gik han

selv (generalen) i land for at finde forsyninger til vores syge og svagelige mænd, der

mødte han visse af landets folk og gav dem forskellige småting så som knive og stykker

af gammelt jern og gjorde tegn til dem om at bringe os får og okser.(…) Medens vi

tilbragte tiden i bugten, havde vi fået så kongelige forsyninger, at alle mændene

genvandt deres sundhed, undtagen 4 eller 5. Men før vi gik i land havde vi på skibene

mistet 105 mand. (…) Over bugten står et meget højt bjerg, som er fladt som et bord og

kaldet Taffel(…) Søndag den 1. november om morgenen rundede vi Kap det Gode

Håb.”2

Det er ikke til at vide om de nøjagtigt angivne tal og datoer i kilden er rigtige, men det er nu heller

ikke det væsentlige; beretningen lægger ikke skjul på den elendighed der har hersket ombord på

skibene under de lange handelsrejser og hvorfor det var nødvendigt med oprettelsen af

handelsstationen på Afrikas sydspids.

Den 6. april 1652 nåede Det Hollandsk-ostindiske Kompagnis mand, Jan van Riebeck, frem til

bugten ved Taffelbjerg med 3 skibe og 125 mand 3, der havde forpligtet sig til at arbejde for

kompagniets forsyningsstation. Man begyndte hurtigt at importere slaver fra Angola og senere

1 ”Sydafrikas Historie”, s. 7, samt ”Sydafrika – kamp eller dialog?”, s. 23 2 ”Sydafrikas Historie”, s. 64-65 ”1. Anonym beretning om Sir James Lancasters Ostindiens ekspedition 1601-1603. 3 ”Sydafrikas Historie” nævner 125 mand, imens ”Sydafrika – kamp eller dialog?” hævder det kun var 90 mand.



6

Madagaskar og Java. I 1657 blev de første 9 bosættere løst fra deres kontrakt med Det Hollandsk-

ostindiske Kompagni og kunne som frie borgere etablere sig i landbrug inde i landet.4

I 1689 blev antallet af bosættere fordoblet, da kompagniets skibe ankom med 1805 franske

huguenotter, der, på grund af religiøs forfølgelse, var flygtet fra Europa. Sydafrika blev altså

gradvist koloniseret, og man må sige, at en i hvert fald delvist liberal holdning prægede doktrinen

omkring de mange bosættelser under Det Hollandsk-ostindiske Kompagni. Et andet pudsigt

eksempel på den liberale tendens, er enkelte søfareres holdning over for de indfødte6:

”Andre ville sige, at de indfødte er brutale og kannibaler, fra hvilke intet godt kan

ventes,(…) Men dette er blot en skipper-skrøne som her vil blive tilbagebevist. (…) og det

er i særdeles hed rigtigt, at nogle sømænd og soldater er blevet dræbt af dem. Årsagen til

dette er imidlertid altid fortiet af vores folk for at undskylde, at de har været årsag til

dette. Vi er fast overbeviste om, at hollandske bønder, hvis deres kvæg blev skudt og

fjernet uden betaling – og hvis de ikke havde loven at frygte, ikke ville vise sig det

mindste bedre end disse indfødte. (…) hvis den planlagte forsyningsstation bliver forsynet

med en god øverstbefalende, som behandler de indfødte med venlighed, og som betaler

passende for alt, hvad der sjakres med dem, (…) så er det ikke nødvendigt at frygte noget

som helst.”7

Den holdning, der ovenfor bliver givet udtryk for, lader bestemt ikke til at have været særligt

udbredt i europæisk ekspansion i 1600-tallet. Alligevel præger den de hollandske bosættelser i

starten af koloniseringen, men det kan måske også skyldes faktummet, at de indfødte flytter deres

kvægbestande længere ind i landet i takt med bosætternes fremmarch.

I løbet af 1700-tallet voksede bosættelserne til flere tusinde, og det var ikke længere kun

hollændere, også tyskere, franskmænd og et fåtal af skandinaver udgjorde bosætterne.

De mange nybyggere opdyrkede landet og trængte ind i landet fra syd i nordøstlig retning med en

hast og effektivitet der kan sammenlignes med koloniseringen af Amerika, blot i mindre format. Det

delvist tolerante syn på den lokale befolkning var nu også nærmest lagt på hylden, da bosætterne nu

var så mange, at de indfødte ikke længere udgjorde en reel trussel. Et eksempel på bosættelsernes

vokseværk stammer fra 1721 hvor der var 2’480 slaver i Kap området og 2’100 hvide. I 1790 var

tallene tidoblet til 25’000 slaver og 21’000 hvide.8

4 ”Sydafrikas Historie”, s. 7, samt ”Sydafrika – kamp eller dialog?”, s. 30-31 5 ”Sydafrikas Historie” nævner 180 huguenotter, imens ”Sydafrika – kamp eller dialog?” hævder det kun var 164. 6 I hvert fald i starten af bosætterperioden, hvilket vil sige op til begyndelsen af 1700-tallet. 7 ”Sydafrikas Historie”, s. 66 ” 7. Brev underskrevet af søofficererne L. Jansen og M. Proot rettet til Ostindisk

Kompagni om fordelene ved at kolonisere Kaplandet, 1649” 8 ”Sydafrika – kamp eller dialog?”, s. 33



7

Det store trek

Boer stammer fra ”trekboer” der på hollandsk betyder vandrende bonde. Trekboer var betegnelsen

for de mange bosættere der, under Det Hollandsk-ostindiske Kompagni, opdyrkede og inddrog store

landområder i det nordøstlige Sydafrika, i dag bliver de blot kaldt boere. Boernes sprog, Afrikaans,

ligger stadig i dag tættest på Hollandsk iblandet en masse europæiske dialekter og låneord.

Efter Napoleonskrigene i 1815 havde Storbritannien overtaget det før delte europæiske herredømme

over verdenshavenes handelsruter. Derfor var det nu også briterne der administrerede den før

hollandske Kapkoloni. Først accepterede boerne briternes styre, hvilket nok skyldtes det i starten

ikke havde den store indflydelse på det indre Sydafrika, boerne havde jo på dette tidspunkt haft

herredømmet over sig selv i over 150 år. Den nye kolonimagt begyndte dog, fra 1820, at sende

engelske bosættere til Kapkolonien. I begyndelsen bosatte de ”nye nybyggere” sig i selve

Kapkolonien, men efterhånden begyndte de at rykke ind over Kapkoloniens østgrænse, hvorfra de

faktisk var på boernes landområde.

Boerne var langtfra tilfredse med englændernes tilstedeværelse, da engelske nybyggere inddrog de

græsningsarealer, boerne brugte, til agerbrug. Desuden var den britiske guvernør i Kapkolonien

meget venligt stemt over for de britiske nybyggeres ekspansion9, så boerne var overladt til sig selv.

Handelen med slaver blev i 1807 standset, hvilket betød stor mangel på arbejdskraft i Kapkolonien.

Boerne afhjalp arbejdskraftmanglen ved at indføre Hottentot-loven10 fra 1809, hvori der stod, at alle

frie sorte skulle have et pas der angav bopæl og arbejdssted, hvis en fri sort ikke var i besiddelse af

et sådant pas, kunne han tvinges til at arbejde for en lokal hvid farmer. I London arbejde man dog

på et mere liberalt og humant system. I 1828 med den britiske ”forordning 50” fik alle farvede og

sorte juridisk ligestilling med de hvide, samme år fik Kapkolonien pressefrihed og en ny britisk

strafferet, der var mere lempelig end den forhenværende romersk-hollandske strafferet. I 1833

besluttede man i England at afskaffe slaveriet i alle besiddelser, hvilket blev for meget for boerne.

Boerne havde gennem 180 år baseret deres samfund på et ”herre/tjener” forhold, hvilket forordning

50 og den nye strafferet umuliggjorde. Der var kun en mulighed: Boerne måtte forlade Kapkolonien

til fordel for et nyt og bedre sted. I et manifest fra 2. februar 1837 skriver den 57-årige boerleder

Piet Retief om boernes bevæggrunde for ”det store trek”:

9 ”Sydafrikas Historie”, s. 10-11 10 ”Sydafrika – kamp eller dialog?”, s. 47-48



8

”Vi forlader denne koloni i den overbevisning, at den engelske regering ikke kræver mere fra os, og

for fremtiden vil tillade os at styre os selv uden at blande sig heri. (…) Vi drager nu til et vildt og

farligt område; men vi rejser med en fast tro på en retfærdig og barmhjertig Gud, som vi er

besluttede på at lytte til og på at adlyde i ydmyghed.”11

I citatet kan man se hvordan boerne nærmest føler sig knyttet til deres land af Guds nåde, hvilket

Christopher Bo Bramsen også kommenterer i ”Sydafrika – kamp eller dialog?”:

”Som i biblen måtte Gud føre det udvalgte folk til det lovede land”12

Denne tro på Guds retfærdighed og legitimering, har en hel del at gøre med den måde boernes

samfund tegner sig på over 100 år senere.

Boerkrigene

”Det store trek” blev et opbrud for boerne. De forlod Kapkolonien og drog til tre store områder, der

senere skulle blive til provinser i Den Sydafrikanske Union; Natal, Transvaal og Oranje Fristaten

(også kendt som Orange free county)

I de næste årtier kæmpede briterne mange blodige slag med zuluerne, som vi ikke skal komme ind

på her. Zuluerne havde dog også interne magtkampe, og boerne valgte at støtte den ene part. Da

zuluerne blev endeligt slået i juli 1879, kunne Storbritannien føre sine imperieplaner ud i livet.

Fra omkring 1885 begyndte man at finde diamanter og guld I store mængder i områder omkring

Transvaal og Oranje Fristaten, hvilket ikke ligefrem dulmede briternes ønske om at få del i

områderne. Man havde planer om et handelsimperium der skulle strække sig fra Cairo til

Kapstaden. Briterne ønskede derfor en styrket Sydafrikansk federation og annekterede Transvaal i

1877, der gik 3 år med forhandlinger i London boere og briter imellem. Den britiske

premierminister, Gladstone, afviste enhver uafhængighed og så kom det til krig. Boerne stod i

begyndelsen af krigen meget stærkt, men da briternes forstærkninger ankom måtte de trække sig

tilbage. Desværre for briterne stod boernes nationalfølelse stærkere efter krigen, briterne havde

håbet på at knække boernes vilje i et hug, men det var langtfra det der skete. Som Allister Sparks

skriver i ”The mind Of South Africa”:

”Though the war had smashed the Afrikaner world, it had left its mind and will intact, indeed

strengthened, (…) the Afrikaners were enormously strengthened in their national pride by the

knowledge that they had fought against the odds and given good account themselves…”13

11 ”Sydafrika – kamp eller dialog?”, s. 48-49 12 ”Sydafrika – kamp eller dialog?”, s. 48



9

Efter briternes enorme forstærkninger ankom gennem krigen, kunne Storbritannien annektere

Transvaal og Oranje Fristaten som kronkolonier.

Rent officielt var boerne nu slået og indlemmet i det Britiske Imperium, men mange boere nægtede

at overgive sig, sikkert på grund af samme stolthed der er beskrevet ovenfor. De indledte en

guerilla-krig med stor effektivitet, dette forlængede krigen med endnu 1 ½ år og kostede briterne

ufatteligt store tab i mænd og materiel.14

Denne uventede reaktion fra boernes side tvang briterne til at vælge en ny strategi. De angreb

boernes gårde, brændte dem ned og internerede kvinder og børn i koncentrationslejre. Det blev for

meget for boernes guerillakrigere, og de måtte nedlægge våbnene.

Den fredsaftale der blev indgået, bar præg af ønsket om et fremtidigt samarbejde i den hvide

befolkning.

Oprettelsen af Den Sydafrikanske Union

Efter Boerkrigen indsatte Storbritannien en højkommissær for Sydafrika, Alfred Milner. Milner

nedsatte i 1903 Lagden-kommissionen, der skulle se på hvordan den sydafrikanske union kunne

oprettes. Fra Lagden-kommissionens rapport af 1905 lyder det bl.a.:

”Kommissionen er næsten enstemmigt nået til den konklusion, at det er nødvendigt, at beskytte det,

der opfattes som europæernes interesse i dette land, (…) …at visse restriktioner på indfødtes

erhvervelse af jord er nødvendige og anbefaler

a) at erhvervelse i fremtiden skal begrænses til bestemte områder, som fastlægges gennem lov

b) at erhvervelse af jord, som kunne lede til stamme-, fælles- eller kollektiv besiddelse ikke bør

tillades. ”15

I ovenstående uddrag fra rapporten kan man allerede se, hvordan de indfødte (de sorte) bliver

begrænset og understillet den hvide, europæiske interesse før Den Sydafrikanske Unions oprettelse.

Omkring 1905 var der allerede visse sorte farmere, der konkurrerede på lige fod med de hvide på

det kapitalistiske frie marked16, for at stoppe denne tendens anbefalede Lagden-kommissionen

13 ”The Mind Of South Africa”, s. 125-126 14 ”Sydafrika – kamp eller dialog?”, s. 61 15 ”Sydafrikas Historie”, s. 75 16 ”Sydafrikas Historie”, s. 16-17



10

segregation. Begrebet var hentet fra de amerikanske sydstater, hvor de sorte og hvide levede adskilt,

og de sorte ikke havde de samme rettigheder eller privilegier som de hvide.

I 1909 samledes det første store møde for fremstående, indfødte afrikanere fra hele Sydafrika.

Mødets formål var at vise afstand til segregationspolitikken og at formulere krav om, at alle mænd,

såvel som i de britiske kolonier som i boer-republikkerne, skulle have ens politiske rettigheder.

Disse krav blev overhørt ved oprettelsen af Den Sydafrikanske Union i 1910. I Kapprovinsen havde

de sorte visse rettigheder, men i de andre provinser samarbejdede ”selvstændige” briter og boer

farmere om at udelukke de sorte fra så mange rettigheder som muligt. 17

Vejen til apartheidpolitikken bliver lagt.

De første statsministre i Unionen var tidligere boergeneraler, hvilket symboliserede, at ledelsen af

unionen var lagt i boernes hænder.18 Ved de senere udførte frie valg, var det da også snart boerne

der styrede det meste, eftersom de var talstærkt repræsenteret.

I 1924 vandt nationalistpartiet valget og derfra blev stien til Apartheid lagt.

Under 1930’ernes verdenskrise oplevede det hvide Sydafrika en kulturrevolution. Om det var den

kulturelle stolthed fra gamle tider der sad fast i boerne, er ikke til at vide, men 30’erne blev

begyndelsen til enden på den britiske dominans af økonomien. Afrikaanerne organiserede sig uden

om briterne i et famøst netværk af vennetjenester, politik og generel godgørenhed19, hvilket kom til

at betyde, at afrikaanerne havde langt bedre chancer for at klare sig, end briterne havde. Desuden

organiserede boerne sig i helt nye religiøse vækkelser, den calvinistiske, hollandske kirke forlod

ideen om, at alle kristne var under samme menighed for Gud. Derimod troede man nu, at de

nationale forskelle var skabt af Gud. Dette gav ikke bare boerne en endnu større nationalistisk

selvforståelse, det retfærdiggjorde også segregationspolitikken for den enkelte boer og byggede

videre på de religiøse ideer man havde haft gennem de sidste 200 år20.

Da Storbritannien i september 1939 erklærede Tyskland krig, måtte Sydafrika tage stilling. Med få

stemmers vedtægt besluttede man i parlamentet, at støtte de allieredes krig. Men de mere radikale

boer nationalister valgte at gå under jorden og støtte det nationalsocialistiske Tyskland, som man

følte sig forbundet med.21

17 ”Sydafrikas Historie”, s. 17 18 ”Sydafrika – kamp eller dialog?”, s. 64 19 ”Sydafrikas Historie”, s. 20 20 ”Sydafrikas Historie”, s. 20 21 ”Sydafrikas Historie”, s. 20-21



11

Ved valget i 1948 vandt nationalistpartiet meget overbevisende med 48 % af stemmerne, hvilket

gjorde dem til det absolut største parti i det Sydafrikanske parlament. Visionen bag valgsejren var

apartheid, som, via et skræmmebillede med ”den sorte fare”, blev erklæret som den eneste løsning,

hvis de hvide skulle bevare magten.

Man kan groft dele apartheidsystemet op i 4 dele:

1) Raceregistrering: Med registreringsloven af 1950, skal alle, når de er fyldt 16 år, registreres

ud fra race. Der var 4 muligheder: Afrikaner, farvet, asiat eller europæer. I mange

tvivlstilfælde blev raceregistreringen foretaget ud fra et skøn, fx hårets krusning.

2) Fysisk raceadskillelse: Hvide og ikke hvide, måtte ikke dele de samme offentlige faciliteter,

ikke giftes og ikke indgå i almene, frivillige sociale fællesskaber. Her gælder bl.a. loven om

adskilte faciliteter af 1953.

3) Kontrol med socialt fremskridt: Love der bevidst hindrede sociale fremskridt for ikke-hvide,

fx uddannelsesmaksimum.

4) Politisk undertrykkelse: Loven om undertrykkelse af kommunisme af 1950 var begyndelsen

til fjernelse af ytrings- og forsamlingsfrihed. Og i 1960 tilføjedes yderligere love, der

fjernede politiets retsansvar, hvilket bl.a. skulle forhindre ANC, som man anså for en terror-

organisation, i at lave for meget røre i den sorte befolkning.



12

Analyse og fortolkning af ”A Dry White Season” – af André Brink, 1979

Romanen ”A Dry White Season” er skrevet af den sydafrikanske forfatter Andrew Brink og udgivet

i 1979 i USA, da bogen blev forbudt under Apartheid i Sydafrika.

Afrikaaneren Ben Du Toit er lærer på en skole, hvor den sorte Gordon Ngubene pludseligt dør

under politiets varetægt. Trods venner og families modstand vælger Ben Du Toit at efterforske

Gordon Ngubenes død, hvilket vender op og ned på hele Bens tilværelse og billede af det samfund,

som han troede at kende.

”A Dry White Season” er en samtidsskildring af et regime, hvis ideologi var at adskille hvide og

sorte så meget som muligt i et herre/tjener forhold. André Brink, der selv er hvid Afrikaaner, retter i

romanen en skarp kritik mod Apartheidstyret og giver med romanen et bud på, hvad et sådant

samfund gør ved mennesker.

Opbygning af romanen samt fortællerens rolle

Romanen ”A Dry White Season” er bygget op af en prolog, 4 hoveddele hver inddelt i mindre

kapitler samt en epilog. Romanen er fortalt i datid af en 1. persons jeg-fortæller, der dog optræder

som en form for alvidende fortæller i hovedafsnittene, eftersom han kender handlingen på forhånd.

Fortælleren optræder med sine egne holdninger og bemærkninger i forordet og epilogen. Romanen

indeholder også kapitler, hvor fortællingen foregår i form af uddrag fra hovedpersonens, Ben Du

Toits, dagbøger og personlige optegnelser, hvor man har adgang til hans inderste tanker og følelser.

Fortælleren er i sig selv interessant. Han er Bens gamle værelseskammerat fra universitetet, og har

derfor et andet billede af personen Ben Du Toit end det billede der bliver tegnet og udvikles i løbet

af historien. Fortælleren bliver først inddraget i den historie romanen omtaler på de sidste sider af

denne, og er derfor ikke særligt relevant for handlingen, men udgør snarere en ramme om

fortællingen, og giver den liv i kraft af den personlige udvikling der sker med Ben fra fortællerens

første beskrivelser af ham til hans død.

Fortælleren tegner i forordet et billede af Ben, som han var i studentertiden og som yngre

familiefader. Desuden foregår handlingen et godt stykke tid efter, at fortælleren kender Ben, og da

han endeligt bliver involveret, har de ikke talt sammen i mange år.

Under læsning af romanen opdager man hurtigt, at Ben ikke bare udvikler sig, men også indeholder

nogle personlige lag man ikke var bevidst om, og som fortælleren helt sikkert heller ikke var

bevidst om. Dette kommer der allerede et eksempel på i starten af forordet, hvor fortælleren

beskriver Ben Du Toit:



13

”He always had a nose for such things, even though he himself never bothered to try his hand at

writing. Lack of interest? Or, as Susan suggested that evening, lack of ambition? Or had we all

missed the point?” 22

Det er åbenlyst, at hverken fortælleren, selvom han lægger lidt op til det, eller Susan ved, at Ben

ofte skriver noter om sin hverdag og sit liv, samt fører pertentlige betegnelser over hændelser i

dagbogsform. Ben er en passioneret skriver, han skriver dog kun til sig selv i sit lille kontor i huset,

der er hans domæne.

Et andet eksempel hvor fortælleren tager lodret fejl er i hans beskrivelse af Susan, hvor hun, på

grund af Bens manglende evne til stillingtagen, må tage ansvaret i de vigtigere beslutninger:

”Susan knew how to handle him: how to let him have his way when he got one of his

crazy notions; how to prod him when he had to do something constructive. (…) Caught

between a father with great ambition but not enough talent to really reach the top, and

a husband with enough talent but no ambition, she made up her mind very early as to

who was going to make the important decisions.”23

For det første virker det overhovedet ikke sådan, at Susan tager de vigtigste beslutninger i hjemmet,

hun er nærmere beskrevet som en slidt personlighed, der bliver mere og mere ulykkelig og psykisk

nedkørt efterhånden som Ben går videre med sin efterforskning af Gordon og sønnen Jonathan

Ngubenes mystiske død, der får store konsekvenser for Bens familie, omgangskreds og ham selv.

Så det er nok igen et eksempel på den udvikling der er sket siden fortælleren kendte Ben og hans

familie. For det andet virker det slet ikke som om, at Ben mangler ambitioner. Denne påstand kan

roligt affejes, da han stort set ene mand tager kampen op mod hele Apartheid-systemet. Men

påstanden viser to ting, dels viser det, at fortælleren ikke længere kender Ben, da det ikke er den

samme Ben han gik på universitetet med, og dels at Ben har udviklet sig utroligt meget siden sine

yngre år, før indsigten i Apartheid-systemets virkelige konsekvenser. Dette ses bl.a. i forordet, hvor

Ben udtaler: ”One soon finds out there’s no point in trying to reform the world.”24 Hvilket man jo

ved, er et standpunkt han har revurderet efter at have set den ”grimme side” af

segregationssystemet.

22 ”A Dry White Season” s. 10 23 ”A Dry White Season”, s. 20-21 24 ”A Dry White Season”, s. 28



14

Jeg mener ikke, at fortælleren er direkte upålidelig i selve historien, det er nærmere i forordet hvor

historiens baggrund og aktører bliver præsenteret, at læseren skal være på vagt over for fortællerens

vinkling. Desuden kommer det til udtryk, at fortælleren har haft et forhold til Bens kone, Susan, og

at han også er den biologiske far til Bens søn og tro støtte Johan. Hvilket i sig selv er en sær pointe,

da Ben på s. 29, henvendt til fortælleren, nævner sit ønske om en søn, der vil gøre det lettere for

ham at forsone sig med sin fortid. Sønnen Johan viser sig da også senere, at være Bens eneste støtte

indenfor familien under hans kritiske efterforskning af Apartheid-systemet.

Ben Du Toits personlige udvikling.

Som det før er nævnt, gennemgår Ben Du Toit en stor udvikling gennem romanen. I prologen, hvor

fortælleren beretter om Bens personlighed i sine yngre dage, får man indtrykket, at Ben er en flittig

enspænder uden tætte venner, der ikke kræver meget opmærksomhed, accepterer det meste og

glider med strømmen. I beretningen om den unge Ben kan man dog se hans vilje til retfærdighed.

På s. 18 er det beskrevet hvordan Ben på universitetet ikke vil give sig i en sag om en omstridt

lærer, der behandler eleverne uretfærdigt. Selvom det er fortælleren det originalt gik ud over, tager

Ben diskussionen gennem systemet til toppen, og ender med at blive bortvist resten af semestret.

Således ofrer han sig for resten af holdet, uden at de dog udviser den store taknemmelighed. Man

kan se denne kamp for retfærdighed som en forgænger til hans senere desperate kamp imod

Apartheidsystemet, til hvilket han heller ikke får meget opbakning fra familie eller originale

omgangskreds.

Ben udvikler sin personlighed og horisont igennem hele romanen. Et eksempel herpå er samtalerne

med Melanies far, Phil Bruwer. Bruwer har en meget mere afslappet holdning til livet og regimet

end Ben har, dette kan skyldes Phil Bruwers lange liv og erfaring. Ben gengiver af og til Phil

Bruwers citater i sine dagbogspassager, lang tid efter de er blevet sagt. Hvilket betyder, at deres, af

og til filosofiske, diskussioner med tiden bundfælder sig i Ben. Et eksempel herpå er en

dagbogspassage på s. 304 hvor Ben diskuterer sin desperate situation med sig selv.

Endnu vigtigere er dog Phil Bruwers datter, Melanie Bruwer. Melanie spiller en meget vigtig rolle i

romanen, da hun er en opmuntrende faktor for Ben. Hende, Phil Bruwer og Stanley er nye

mennesker Ben møder gennem sin efterforskning, og man kan argumentere for, at Ben ikke bare

forpligter sig til retfærdighed, men også forpligter sig over for sig selv med hensyn til at få et andet



15

liv. Selvom Ben ikke tænker meget på fremtiden. Enkelte gange i romanen afslører han sig dog. Et

eksempel er på bjergturen, hvor han kommer til at nævne børn og hus for Melanie.

På side 272 gengiver Ben citater sagt af Melanie, hvilket betyder, at deres samtaler og diskussioner

har præget og forandret ham – har udvidet hans perspektiv.

Som læser har man, selvom man ved, at romanen ender med Bens død, en skjult forventning om, at

der kommer mere ud af forholdet mellem Ben og Melanie. De elsker hinanden, men er fanget i den

forkerte tid i den forkerte verden:

”Because I know only too well – and I knew it then too, in that incongruous light where

the lamp was trying so bravely to hold its own against the unmerciful glare of the day –

that we love one another, but that neither of us can redeem the other. And that through

the love of our bodies we have been drawn into history. We are no longer outside it, but

involved in all that is definable, calculable in terms of months or years, manoeuvrable,

shockable, destructible. And in that sadness more profound than I had ever known, I

went away at last.”25

Den sørgelige kendsgerning, at Ben og Melanie – to ensomme sjæle, ikke kan få hinanden, sætter

Apartheid systemet i perspektiv og helt ned på jorden for læseren; det er et system der har

konsekvenser i alle aspekter af livet, for dem der ikke kan leve med det.

På s. 156 i romanen sker der et vendepunkt i historien, Ben er igen på politistationen, men denne

gang bliver han virkelig vred; Ben projicerer al sin vrede og foragt over for apartheidsystemet over

på en mand, hvis personlighed og virke repræsenterer hele systemet: Kaptajn Stolz:

”All the others were there too, a room filled with eyes, but they were irrelevant. He and

Stolz were isolated from them. For that was the moment in which he suddenly knew, very

quietly very surely: it was no longer a case of “them”, a vague assortment of people, or

something as abstract as a “system”: it was this man. (…)

Now I know you. And don’t think you can silence me just like that. I’m not Gordon

Ngubene.”26

I resten af romanen foregår en intensiv, psykologisk magtkamp mellem Ben og Kaptajn Stolz.

Politiet gør livet så surt som muligt for Ben, frarøver ham familie, venner og arbejde, og Ben prøver

at holde ud uden at bukke under for den psykiske terror.

Kaptajn Stolz er karakteriseret som den stereotype, onde politimand:

”It hits you in the solar plexus. (…) And you start wondering, your neck itching, about

the thin man in the checkered jacket behind your back. You cannot restrain yourself from

turning to look. He is still standing in the doorway, leaning against the frame, (…) his

25 ”A Dry White Season” s. 274 26 ”A Dry White Season” s. 156



16

eyes cool and frank, as if he hasn’t looked away for a second. Strangely dark eyes for

such a pale face. The thin white line of a scar on his cheek. And all of a sudden you know.

You’d better memorize the name. Captain Stolz. He has a role to play; and you will see

him again. You know.”27

Allerede her på side 60, begynder ben at ane, at det bliver en kamp mellem ham og Stolz – det er en

personlig konflikt.

I en dagbogspassage på s. 237, ser man hvordan Ben opgiver den personlige kamp mod Stolz – han

har tabt. Det går op for ham, at det ikke er en kamp mand mod mand, men en kamp mellem ham og

en organisme – Apartheidorganismen.

Et andet eksempel på Bens udvikling ser man, i en samtale han har med præsten Dominee, lige efter

domsafsigelsen i sagen om Gordon Ngubenes ”selvmord”. Ben og Dominee er også private venner.

På side 144-145 har Ben en diskussion med Dominee om, hvad han skal gøre ved hele situationen.

Dominee råder ham blot til at bede for landets ledere. Hvis man sætter sig op imod landets styre,

lever man ikke efter de kristne regulativer, og sætter sig således også op imod Gud. Her kan man

igen se, hvordan boerne retfærdiggør deres segregationssystem ved hjælp af kirken. Selv Dominee,

som ellers ikke virker særligt glad over retssagens udfald, bruger Gud som alibi for styret. Han

kommenterer i øvrigt at det sikkert ville have været værre hvis det var foregået i fx Rusland eller

Kina, hvilket er en reference til de kommunistiske lande, som Apartheid hele tiden måler sig i

forhold til.

Ben tillægger sig dog visse kristne værdier, hvilket bl.a. kan ses på side 282, hvor Ben lige har haft

et ubehageligt besøg af politiet:

”What amazed Ben was the discovery that there was no anger against the man28left in him. He

almost momentarily felt sorry for him. You are a prisoner just like me. The only difference is that

you don’t know it.”29

I det ovenstående citat ynker Ben Stolz, og han har derfor alligevel taget noget kristent til sig under

forløbet, eftersom han før har vist både angst og især aggression efter konfrontationer med Stolz, fx

på side 60 og side 156.

27 ”A Dry White Season” s. 60 28 * Kaptajn Stolz 29 ”A Dry White Season” s. 282



17

Præsten, Dominee, udvikler sig ikke, men han lader til at acceptere Bens valg, da de har en samtale

igen på side 298. Ben lader præsten forstå, at han intet fortryder, og at det ud fra hans synspunkt er

det vigtigste at have en ren samvittighed over for Gud, i stedet for at lægge det hele i hans hænder,

hvilket er Dominees holdning. I samme samtale lader det også til, at Ben slår sig til tåls med, at han

givetvis ikke overlever sagen. Eftersom han siger, at han er klar, lige meget om han har ret eller

uret. Man kan tolke det som om, at han er klar til at stå overfor Gud, og forsone sig med sin skæbne,

eftersom Ben er meget religiøs, på trods af at hans tolkning af kristendommens værdier ikke

stemmer overens med Apartheidstyrets normer eller tolkning af kristendommens værdier.

De sorte og de hvide

Igennem hele romanen optræder skakspillet meget symbolsk. Ben nyder derhjemme at udføre

skakspil, spillet af de store mestre fra hans skakbøger. Da Ben første gang er hjemme hos Melanie,

får man følgende beskrivelse af skakspillet i hendes stue:

”He lingered beside the chess-table, lovingly touching the delicately carved pieces,

executing a few moves in the classical, satisfying harmony conceived by Ruy Lopez –

white, black; white, black – and feeling, for the first time, the pang of envy: to play

with a set like this after handling the soiled, worn wooden pieces of his own; to live in

daily contact with it…” 30

Man kan her tydeligt se, hvordan Ben, med en passioneret interesse, iagttager skakspillet I Melanies

dagligstue. Hvordan hvid og sort er to modstandere, men lige i enhver forstand. Udfaldet af kampen

kommer an på hvordan man spiller sine brikker. Skak står derfor i en tydelig kontrast til den

”kamp” der udspiller sig mellem sorte og hvide under Apartheid i datidens Sydafrika, og den kamp

der udspiller sig mellem Ben og systemet. Skakspillet danner kontrasten igennem hele romanen, i

det det optræder en masse steder i bogen fx på siderne 16, 141, 219 og 296.

”The dry white season”

Titlen ”A Dry White Season” er meget symbolsk, og gennem romanen optræder der en del hints til

denne. På s. 30-31 i forordet hører man om Bens barndom, og om hvordan et år med ekstrem tørke

for hans farmerfamilie til at gå fallit. Ben må, sammen med sin far, dræbe deres små lam, mens

gribbe cirkulerer over deres hoveder – en oplevelse der har sat sig fast i ham. Det er den tørre årstid:

”Even in your sleep you are exposed. (…) ”This day this hour is still granted me –

becomes an experience so intensely marvellous that you learn to praise the lord in a

30 ”A Dry White Season”, s. 126



18

new way. Is this the way a leper feels as he takes leave on his limbs one by one? (…)

Oh it is a dry season. But infinitely precious in its own way.”31

I det ovenstående citat er det tydeligt hvordan Ben, i sin dagbog, refererer til oplevelsen fra

barndommen, ”the dry season”, da han omtaler følelsen af at blive overvåget og jaget af det

hemmelige sydafrikanske politi, der kan sammenlignes med de cirkulerende gribbe fra

barndomsmindet.

Et andet sted, hvor jeg også mener, at der refereres til titlen er i følgende citat:

”How dare I presume to say: He is my friend, or even more cautiously, I think I know him? At the

very most we are like two strangers meeting in the white wintry veld and sitting down together for a

while to smoke a pipe before proceeding on their separate ways. No more.” 32

Citatet stammer fra en passage i Bens dagbog, hvor han fortvivlet funderer over, om de nye

bekendtskaber han har gjort, og til hvilke han føler sig stærkt knyttet, overhovedet betyder noget.

Forumet hvor individer mødes omtaler Ben som ”the white wintry veld”, hvilket kan perspektiveres

til titlen. Hvis man kombinerer ovenstående citat med citatet fra s. 223 og ser det i forhold til Bens

oplevelser i barndommen, får man ”a dry white season”, som er den tilstand Ben føler sig i.

På s. 162, endnu en dagbogspassage, funderer Ben over det at ”gå imod sine egne” altså

Afrikaanerne, som han, på trods af Apartheid regimet, føler sig som en del af, hvilket bl.a. kan ses

på s. 181 hvor Julius kalder Ben for ”a white liberal” til hvilket Ben svarer:

”I am not a bloody liberal”, (…) “I am an Afrikaner!”33

I det ovenstående citat er det åbenlyst, at Ben føler sig stærkt knyttet af nationale bånd til

afrikanerne – historien og kulturen, der er vigtige værdier for afrikanerne i Apartheidsamfundet.

Ben er meget stolt af dette tilhørsforhold. At blive forvekslet med en englænder er en direkte

fornærmelse mod ham.

Lige efter Bens eksistentielle overvejelser på side 162, refererer han igen til ”the dry white season”

fra barndommen:

”What had happened before that drought has never been particularly vivid or significant to me:

that was were I first discovered myself and the world. And it seems to me I’m finding myself on the

edge of another dry white season, perhaps worse that the one I knew as a child. What now?”34

31 ”A Dry White Season”, s. 223 32 ”A Dry White Season”, s. 305 33 ”A Dry White Season”, s. 181



19

I det ovenstående citat er det helt klart, at ”the dry white season” er den sindstilstand, Ben befinder

sig i. Lige siden barndommens tørkeperiode, hvor familien mistede alt, har han ikke syntes noget

var vigtigt, han har levet i en luftlomme. Nu, når der går hul på isen, og han ser det ægte billede, går

det op for ham, at han har en mission - han bliver nødt til at gøre noget.

”The dry white season” er altså en periode i Bens liv, men det er også et godt synonym for

Apartheid-regimet. Man kunne kalde det Sydafrikas daværende tilstand; en tørkeperiode, en årstid,

hvor folk mister alt, forsaget af segregationssystemet.




20

“Den sorte fare” – frygten for forandring

Tekst 54., “Frygt – en bestemmende faktor i sydafrikansk politik, udgivet under pseudonymet

”Frank Talk” i SASO’s blad, 1971” (jf. bilag 1), nævner nogle meget centrale konflikter i det

sydafrikanske apartheidsamfund. Med hensyn til den hvide befolkning er der dels den hvide angst

over for ”den sorte fare”, og dels de store muligheder for profit ved at udnytte og fortsat

undertrykke den sorte befolkning. Teksten nævner ”…det hvide samfunds dybt indgroede frygt for

den sorte mand.” Der bunder i århundreders undertrykkelse og udnyttelse af de indfødte

sydafrikanere, der bl.a. tæller Bantuer, zuluer og hottentotter.

Tekst 54s væsentligst pointe er, at der er en vekselvirkning mellem frygt og reaktion i samfundet,

der holder en ond cirkel kørende. Den onde cirkel mangedobler i sidste ende den frygt og reaktion

der sker. Et eksempel herpå, er den hvide mands tvivlende sindstilstand; på samme tid frygter han

og undertrykker den sorte mand. Denne mangedobling af frygt og reaktion resulterer i, at ethvert

meningsfuldt samarbejde mellem sorte og hvide, der ikke baserer sig på det før omtalte herre/tjener-

forhold, er umulige. Af samme grund fungerer de hvide konstant som en gruppe, hvoraf

størstedelen af gruppens medlemmer aldrig er i reel kontakt med den sorte befolkning, jf. loven om

adskilte faciliteter af 1953.

Tekst 54. går så i dybden med den sorte befolkning, der er skyldige i at tillade situationens

eksistens. Størstedelen af den sorte befolkning, der ikke indlader sig med de hvide, er kontrolleret af

magtesløshed: ”Magtesløshed fremavler en race af tiggere, som smiler til fjenden og bander over

ham under toiletbesøgets fred.” Her hævder teksten også, at frygt er kernen i adfærden.

Til sidst nævner teksten ”det tredelte system af frygt”: ”- hvide der frygter sorte, sorte der frygter

hvide og staten, der frygter sorte og ønsker at dulme frygten blandt hvide – besværliggør enighed

mellem de to lag i samfundet.” Groft sagt er der altså tale om to overordnede befolkningsgrupper:

de hvide og de ”andre”, hvoraf de sorte udgør langt den største del. Selvom de hvide kun udgør ca.

1/10 af den samlede befolkning, har de magten over sig selv og resten af samfundet, da staten tager

vare om dem og beskytter deres interesser.

Kulturhistorie, religion og national bevidsthed

Som det tidligere er beskrevet i den historiske gennemgang af Sydafrika og Kapkolonien, ligger der

mange og store nationale følelser bag apartheidsystemet.

I tekst 54. nævnes det hvordan de hvide rent sociologisk handler som en gruppe i samfundet, da de

reelt ikke har noget valg. Desuden lader det til, at der ligger store nationale følelser bag ved



21

boerkulturen og apartheidsamfundet som institution. Hvis vi for et kort øjeblik vender tilbage til

Andre Brinks roman ”A Dry White Season”, kan man her finde mange eksempler på de normer og

værdier der præger samfundet i sammenhæng med den kulturhistoriske og nationale bevidsthed.

Et eksempel, der allerede er nævnt, er Bens reaktion over at blive betragtet som ”a liberal” altså en

englænder set med apartheidsystemets øjne. Selvom Ben åbenlyst er meget utilfreds med regimet,

bliver hans nationalfølelse såret over ”beskyldningen” om at være engelsk. Tendensen med de store

forskelle på englændere og boere, kan generaliseres til hele befolkningen, selvom mange

englændere må have været medløbere med stemmelægning til boernes nationalistparti og den deraf

fortsatte videreførelse af apartheidsystemet. En tendens som tekst 54 også peger på:

”Nationalistpartiet har sikkert mange flere engelske stemmer end man forestiller sig.”35

Selvom de fleste englændere nødvendigvis er tvunget til at indgå under gruppen ”de hvide” i

apartheidsamfundet bl.a. på grund af ”det tredelte system af frygt” fra tekst 54, er der en tendens, i

hvert fald blandt boerne, til at tro, at englænderne er mere liberale, og at de ønsker at underminere

det samfund, som boerne så nidkært har bygget op igennem århundreder. Denne tendens kan

utvivlsom også forklares rent historisk. Der er tidligere gjort rede for briternes kolonisering af

Sydafrika og de deraf følgende tiltag, der svækkede boernes interesser. Her kan bl.a. nævnes

slavehandlens afskaffelse i 1807, forordning 50 af 1828, der undergravede segregationstanken i

boernes Hottentot-love fra 1809. Da boerne endeligt blev tvunget til at foretage ”det store trek”, kan

man også klart aflæse frustrationen og vreden i boerlederen Piet Retiefs Manifest fra d. 2. februar

1837 36.

Den sydafrikanske historiker Allister Sparks peger også på, at der store barrierer i det hvide

samfund:

”The influence of Apartheid has gone beyond the separation of white and black to create

divisions in the white community as well. In separate English and Afrikaner schools the

children play in different sport leagues. Once, while addressing a group of three hundred

pupils at an English-speaking high school in Johannesburg, I asked how many knew an

Afrikaner child of roughly their own age of whom they would closely describe as a friend.

Five put up their hands”37

Ovenstående citat fra værket “The Mind Of South Africa” viser en general tendens i hele det

sydafrikanske samfund.

35 Tekst 54. Frygt – en bestemmende faktor i sydafrikansk politik. 36 Jf. afsnittet ”det store trek” under historisk gennemgang. 37 ”The Mind Of South Africa”, s. 217



22

Desuden er der, med hensyn til boerne, det legitimerende aspekt. Hvordan kan en regering tillade

sig, at basere et helt samfund på et herre/tjener forhold hvide og sorte imellem, i en tid hvor

kolonier selvstændiggøres og vesten for længst har lagt fortolkningen af undermennesker og

overmennesker på hylden?

Der er så vidt jeg kan se to helt essentielle ting: Den ene grund er århundreders lange kamp for

endegyldig selvstændighed, altså den historiske baggrund, for hvilken der er redegjort rigeligt. Og

så er der den religiøse baggrund. Her er 1930’ernes kulturrevolution værd at nævne. Boerne

betragter sig som Guds udvalgte folk, hvilket værket ”Sydafrika – kamp eller dialog?” også peger

på. Her skriver Christoffer Bo Bramsen, at boerne hele tiden har haft biblen med i baglommen, og

de under ”det store trek”, med rødder i det gamle testamente, betragter sig selv som jøderne der

rejser fra Egypten til det forjættede land.38

Men en ting er hvordan landets ledere, især Nationalistpartiet, der var dominerende i politik fra

valget i 1948 stort set til apartheids undergang i 1994, valgte at legitimere deres styre. En anden ting

er, hvordan en hel befolkning har kunnet leve med apartheidsystemet, alt imens vesten nedlagde

embargoer mod deres land?

Social bevidsthed

På s. 186 i ”A Dry White Season” har Ben og Phil Bruwer en interessant filosofisk diskussion om

apartheidsystemets indvirkning på folk. Phil Bruwer taler om ”the great abstraction”, at apartheid

er en abstrakt ideologi, som folk tror på. Det er en utopisk dystopi, hvis man kan sige det sådan.

Apartheidsamfundet er en orden der tiltrækker boerne på grund af dets, rent historisk set, utopiske

funktioner. Det bliver dog en dystopi, da samfundet helt åbenlyst ikke fungerer på folkets

præmisser. I hvert fald ikke hvis folket (og her menes den hvide befolkning) ønsker oplysning.

Længselen efter det store abstrakte samfund gør, at folk ikke anerkender de virkelige problemer. Og

når samfundet har eksisteret længe nok, og det opfostrer nye individer, bliver det unormalt at sætte

spørgsmålstegn ved samfundsstrukturen.

Allister Sparks skriver bl.a.:

”…people of different race and language groups have no real contact with one another

or any sense of what is on the other’s heart and mind.

White South Africans like to tell you that they know the black African, that they have lived

with him for three and a half centuries and know his foibles, knows his ways, knows his

mind. Yet they have never met him outside the master/servant relationship.”39

38 ”Sydafrika – Kamp eller dialog”, s. 47-48 39 ”The Mind Of South Africa”, s. 214



23

Det bliver altså en norm blandt de hvide sydafrikanere ikke at omgås med de sorte i andre

sammenhænge end det før omtalte herre/tjener forhold. Normen bliver efterhånden så indgroet i

samfundet, at de hvide ikke længere er bevidste om hvordan de sortes forhold egentligt er. For at

finde ud af det, er man tvunget til at sætte sig ind i forholdende ligesom karakteren Ben Du Toit.

Ovenstående kan også meget vel forklare offentlighedens reaktioner på fx Soweto opstanden. Når

den hvide gruppe ikke reelt ved hvordan de sortes forhold er, vil de sorte nødvendigvis blive

betragtet som ballademagere, (det er de sortes ”black mood” som Stanley omtaler på s. 288 i

romanen) hvis eneste intention er at omformulere de gældende samfundsnormer og værdier, de

hvide vil altså se det som en konflikt i samfundsregi, som de sorte skaber, hvorfor de sorte som

gruppe vil blive pålagt sanktioner.

De hvides ”blindhed” er der også mange eksempler på i ”A dry white Season”. På side 96 går det op

for Ben, at han har levet i en ”drømmeverden”, hvordan kunne han være så blind? Måske kommer

svaret på side 203, hvor vi får at vide hvordan ben har boet 20 år i Johannesburg, men aldrig har

været i en township, som Johannesburg jo er omgivet af på alle sider.

På side 130 taler Melanie netop om ”social consciousness”. Hendes eksempel er en stuepige som

familien Bruwer havde haft i flere årtier. De havde altid ment at behandle hende godt, men en dag

da hun er syg tager Melanie for første gang hjem og besøger hende i den township hvor hun bor. Og

først der ser hun hvor forfærdelige forhold stuepigen har i det lille blikskur, hvor hele familien bor.

De fleste hvide Sydafrikanere læser avisen, men de egentlige problemer kender de ikke. Og selv

hvis man satte den hvide gruppe over for hele sandheden ville den jo heller ikke være rar, hvilket

nok også har en del med ”blindheden” at gøre. Den avis de hvide læser, er jo også styret af

regeringen jf. loven om bekæmpelse af kommunisme af 1950. Det hører vi også om på side 233 i

romanen, hvor den afrikanske presse er lammet på grund af truslen om kommunisme. Der er ingen

tvivl om, at den sydafrikanske regering har brugt bekæmpelsen af kommunisme som et alibi for

undertrykkelsen af befolkningen, og som legitimering over for vesten med USA i spidsen. Hvis den

kolde krig havde varet kortere, havde apartheidsystemets levetid måske også været tilsvarende

kortere?

Hele pointen med romanen ”A Dry White Season” er netop den før omtalte blindhed. Som det står

på sidste side i epilogen:

”So that it will not be possible for any man ever to say again: I knew nothing about it.”40




24

Romanens hovedtematik er altså den manglende sociale bevidsthed; det største problem i

Sydafrika under apartheid var, at folk rent faktisk ikke kendte den fulde sandhed.

Konklusion

Af centrale forhold der ledte frem til oprettelsen af apartheidsystemet i Sydafrika er værd at nævne

Det Hollandsk-ostindiske Kompagnis anlagte handelsstation i det der senere blev til Kapkolonien.

I 1915, hvor Storbritannien dominerer verdenshavenes handelsruter, overtager en britisk guvernør

administrationen i Kapkolonien, hvilket, sammen med slaveriets afskaffelse og forordning 50 af

1828, forsager boernes meget omtalte ”store trek” i nordøstlig retning. Dette lagde grunden for et

udtalt fjendskab mellem boere og briter, der kulminerede i den store boerkrig hvor boerne rent

militært tabte, men vandt den store mentale sejr. Boerne var efter boerkrigen medlemmer af den

Sydafrikanske union, hvor de hurtigt fik kontrollen. Det var dog stadig briterne der fik det største

udbytte rent økonomisk, eftersom de administrerede de mange miner i det nordøstlige Sydafrika.

Under den økonomiske verdenskrise i 1930’erne overtog boerne, ved hjælp af stærke nationale bånd

og netværk, langsomt den britisk dominerede økonomi, samtidig med at de blev et endnu mere

sammentømret folkefærd. I 1948 vandt boernes nationalistparti en jordskredssejr i det

Sydafrikanske parlament. Herfra videreførtes doktrinen total raceadskillelse og sort underdanighed i

et herre/tjener forhold med de hvide. Doktrinen hed apartheid = adskillelse.

Romanen ”A Dry White Season” afspejler det sydafrikanske apartheidsamfund ganske godt, men

det er også en historie om kærlighed, menneskers indbyrdes forhold og et enkelt menneskes kamp

imod et altomfattende samfundssystem. Hovedpersonen Ben Du Toit gennemgår en stor udvikling.

Gennem hele romanen bliver hans sind mere oplyst og gennem nye bekendtskaber og situationer,

bliver hans øjne åbnet overfor det system, han hele sit liv har stolet så blindt på.

Romanens hovedpointe er, at apartheidsystemet overlever udelukkende fordi den hvide befolkning i

Sydafrika enten ikke kan, vil eller gider sætte sig ind i hvordan den ikke-hvide befolkning rent

faktisk bliver behandlet. Tekst 54 ”Frygt – en bestemmende faktor i sydafrikansk politik”, lægger

vægt på ”Det tredelte system af frygt” og vekselvirkningen mellem reaktion og frygt, der i sidste

ende mangedobler konsekvenserne for både den hvide og den ikke-hvide befolkning under

apartheidsystemets Sydafrika. Vekselvirkningen mellem reaktion og frygt, samt boernes

kulturhistorie, nationalisme og religion går ud over deres sociale bevidsthed, og er dermed årsag til

apartheidsystemets fortsatte virkning, og den ikke-hvide befolknings fortsatte undertrykkelse til

fordel for den hvide befolkning, der som sagt kun udgjorde 1/10 af det samlede samfund under

apartheids tid i Sydafrika.



25

Litteraturliste

- Bramsen, Christopher Bo: ”Sydafrika – Kamp eller dialog?”, 1989, Dansk Udenrigspolitisk

Institut Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 1989

- Brink, André: ”A Dry White Season”, 1979, Penguin Books, 1984

- Gunnarsen, Gorm: “Sydafrikas Historie”, 1995, Gyldendal Undervisning, 1995

- Larsen, Bjarke: ”Apartheid”, 1997, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1997

- Lütken, Bo: ”Det Engelske Imperium”, 1997, Munksgaard, 1997

- Magubane, Bernard M.: ”The Making Of A Racist State”, 1996, Africa World Press inc.,

1996

- Roberts, Martin: “South Africa 1948-94”, 1996, Lomgman, 1997

- Sparks, Allister: “The Mind Of South Africa”, 1990, Mandarin, 1991

- Sparks, Allister: “I morgen er et andet land”, 1996, Tiderne Skifter, 1996

- Thompson, Leonard: ”A History of South Africa”, 1995, Yale University Press, 1995

Bilag

1. Gorm Gunnarsen: ”Sydafrikas Historie”, Gyldendal Undervisning, 1998, tekst 54, ss. 94-95:

”Frygt – en bestemmende faktor i sydafrikansk politik”, udgivet under pseudonymet ”Frank

Talk” i SASO’s blad, 1971

Documents

Abstract - media.mentoreurope.eumedia.mentoreurope.eu/static/SRP2015/Apartheid.pdf · Abstract This assignment examines the causes and events that led to the creation of the apartheid