RingkøbingBevaringsforening

50 år for bygningskulturen

Ringkøbing B

evaringsforening - 50 år for bygningskulturen

RingkøbingBevaringsforening

50 år for bygningskulturen

2 RingkøbingBevaringsforening

50 år for bygningskulturenCopyright: Ringkøbing Bevaringsforening www.bevaringsforeningen.dk

Foto: Søren Damgaard Jensen, undtagen portrætter og hvor andet er angivet.

Bogen er udgivet med støtte fra Vestjysk Landboforening og en række lokale annoncører, se side 84.

Produktion og tryk: A. Rasmussens Bogtrykkeri, Ringkøbing.

4 Ringkøbing Bevaringsforening 50 år for bygningskulturen

6 Borgmester Iver Enevoldsen Et autentisk og hyggeligt Ringkøbing

8 Kulturminister Marianne Jelved Giv fortiden en fremtid

10 Jens Aarup Jensen, tidligere museumsleder Ejvind Draiby og Bevaringsforeningen

12 Ringkøbing Bevaringsforening Bevaringsprisen og byggeskikken

28 Chefredaktør Søren Christensen Ringkøbing er værd at bevare – det kan ikke gøres op i penge

30 Købstadschef Ole T. Bøndergaard, Ringkøbing Handelsforening Kulturarven som grundlag for fremtiden

32 Mikael Bramsen, formand for By og Land i Ulfborg Vemb Området Ringkøbings fine traditioner forfalder

34 Henrik B. Hoffmeyer, Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Holstebro og Omegn Hvem er egentlig vandalerne?

36 Jens Aarup Jensen, tidligere museumsleder Historisk baggrund og byggeskik

42 Christian Ringskou, museumsinspektør ved Ringkøbing-Skjern Museum En byvandring i Jesper Malers fodspor

50 Kunsthistoriker Victoria Holst Eriksen Ulrik Plesner i Ringkøbing – og landet over

56 Ringkøbing Bevaringsforening Bygningsbevaring - hvorfor, hvad og hvordan

60 Arkitekt Claus Josefsen, arkitekt i tidligere Ringkøbing Kommune Bevaringsarbejdets start og udvikling

64 Journalist Poul Osmundsen Huse med sjæl

72 Arkitekt Ditlev Palm at bo i og leve med – et bevaringsværdigt Hus

78 Ringkøbing K Naturen og nye boligtyper bliver trækplastre i Ringkøbing K

82 Medlemsarrangementer - viden og oplevelser

84 Annoncører

86 Vedtægter og bestyrelse

Indhold

4

- Naturligvis skal vi bevare den enestående vestjyske bygningskultur og Ringkøbings smukke bymidte!

Ringkøbing Bevaringsforening har eksisteret i 50 år, og ind-læggene i dette jubilæumsskrift taler deres tydelige sprog: politikere, handlende, håndværkere, ja alle er enige om, at vi skal passe på vores velbevarede bygningsarv. For turismens, for handelens, for bosætningens, men ikke mindst for vores egen skyld.

Sådan har det ikke altid været. Da arkitekt Ejvind Draiby for over 50 år siden kom til byen og så, hvorhen det bar med ønsker om gadegennembrud, nye moderne eternittage, store termoruder og allerhelst helt nye huse, kunne han med tilflyt-terens øjne se, at noget enestående var i fare for at forsvinde, og han begyndte et utrætteligt arbejde for at bevare Ringkø-bings og egnens særlige byggeskik. Et arbejde der efterhån-den vandt tilslutning og gjorde bevaring til en selvfølge.

- Naturligvis skal vi bevare, men... Når bygningsbevaring bevæger sig fra de smukke hensigter til konkrete projekter er det, at de mange forskellige holdninger og tilgange til beva-ringsarbejdet kommer frem. Behøver man lige kitte og male vinduerne, når man nu kan få aluminiumsvinduer, der ligner? Er det ikke et smukt syn, når solpaneler på taget får måleren til at løbe baglæns? Og er det ikke ok at rive et historisk, men misligholdt hus ned og erstatte det med et, der ligner?

Bygningsbevaring er et vidtspændende emne, og vi vil gerne takke de mange bidragsydere til dette jubilæumsskrift. Til-sammen viser de emnets mange sider og synsvinkler. I det historiens perspektiv fra Ringkøbings opståen som planlagt handels- og havneby til helt ny byudvikling som Ringkøbing K. I det politisk perspektiv fra vores borgmester til kulturmini-steren på Christiansborg. I kunsthistorikerens overordnede og handelslivets, håndværkerens og beboerens lokale perspek-tiv. Også i det kritiske perspektiv, der minder om, at det kan gå galt. Men tilsammen udtrykker de den glæde ved smukke og velbevarede bygninger, der er bevaringsarbejdets drivkraft.

- Naturligvis skal vi bevare, men... For Ringkøbing Bevarings-forening er der ikke så mange men’er! Vi skal passe på vores enestående by og egn, for det er ikke alene vores historiske rødder, det er også en væsentlig forudsætning for vores frem-tid.

Vi håber bogen giver indsigt, pirrer nysgerrigheden og væk ker til eftertanke - god fornøjelse med læsningen!

50 år for bygningskulturen

Af Søren Damgaard Jensen formand for Ringkøbing Bevaringsforening

Øster Strandgade

6

For mig vil Ringkøbing altid være forbundet med røde tage, unikke bygninger og den helt særlige, autentiske og gedigne stemning, der hviler over byen.

Ringkøbing er en smuk by, særligt til højtider. Og det er bestemt ikke for at forklejne byen særpræg alle 365 dage om året. Men til årets højtider går det hele op i en højere enhed. Det kan være påsken, eller julen på torvet med de mange lys og duften af brændte mandler.

Indbyggerne i Ringkøbing kan være stolte af den arv og histo-rie, der er nærværende i byens udtryk.

Det er den følelse og den stemning, der møder byens gæster. Hvad enten man kommer for at besøge familie eller venner, som turist eller i arbejdsmæssig sammenhæng: Ringkøbing gør indtryk.

I Ringkøbing er det lykkedes at kombinere bevarelsen af værdifuld historie med udviklingen af væsentlig og moderne nutid. Det er ikke sket uden sværdslag, og det kommer heller ikke til at ske i fremtiden. For der vil altid være modsatrettede interesser. Det kan være helt grundlæggende krav om moder-ne komfort i gamle bygninger og nye regler om energioptime-ring. Det kan være politisk valgte lokalplaner eller generelle udviklingsmuligheder. Og det kan helt enkelt være ønsket om noget nyt, der hvor andre gerne vil bevare, og hvor vejen frem er et kompromis.

Bevaringsforeningens rolle er i den sammenhæng vigtig, og det er en rolle, der er blevet varetaget flot og samvittigheds-fuldt lige siden dens stiftelse i 1964. Udgangspunktet har altid

været respekten for den enkelte del, den enkelte bygning, og altid set i den større sammenhæng; I byens samlede ramme.

Det er en konstruktiv tilgang, og det er – tror jeg – grunden til, at Ringkøbing fremstår, som den gør i dag. Her er smukt, hyggeligt og stemningsfyldt. Byen holder fast i det gedigne håndværk og i det nære og skaber rammen for, at man har det godt sammen i Ringkøbing, borgere såvel som gæster.

Ringkøbing-Skjern Kommune er under udvikling, og det sam-me gælder derfor helt naturligt for Ringkøbing. Turismen har et større omfang end for bare få år siden og hjælper med at fylde byen med liv, butikker og cafeeer. Nye virksomheder kommer til. Byudviklingsprojekter opstår og nye bydele får liv.

Når I læser denne jubilæumsbog, så er det mit håb, at I vil lægge mærke til, hvordan Ringkøbing har udviklet sig, og hvordan byen har taget det nye til sig uden at miste sit sær-præg.

Bevaring skal aldrig ses som en værdi i sig selv. Bevaring skal ses som en investering i og et fundament for fremtiden. Det kan være den direkte værdi i form af øget turisme, og det kan være i form af vigtig kulturarv: Byens egen håndgribelige historie til dens fremtidige generationer.

Jeg vil gerne ønske Ringkøbing Bevaringsforening et stort til-lykke med jubilæet.

Et autentisk og hyggeligt

Ringkøbing

Af borgmesterIver Enevoldsen

Øster Strandgade

8

At bo og færdes et sted, hvor man føler sig hjemme, har stor betydning for de fleste af os. Det gælder uanset, om man bor i byen eller på landet. En tydelig og velbevaret kulturarv er derfor med til at skabe identitet for os men-nesker og øger forståelsen for, hvordan vores byer og omgivelser har udviklet sig.

Det har været et væsentligt udgangspunkt for mig i arbejdet med en ny national arkitekturpolitik. I foråret 2013 inviterede jeg bredt ministerier og forskellige aktører til at bidrage til en ny arkitekturpolitik. Det har givet et solidt og inspirerende fun-dament for arbejdet, der nu har resulteret i, at regeringen i februar 2014 udsender en ny national arkitekturpolitik.

Det er en arkitekturpolitik, der sætter mennesker i centrum. Arkitekturen i Danmark berører os alle. Den sætter rammer for vores liv, og præger os med sine idealer og værdier.

Det er også en arkitekturpolitik, der har fokus på kvalitet, bæredygtighed, klimaudfordringer og vækst. Men vigtigst for mig har det været, at når vi planlægger og bygger nyt, skal det være med udgangspunkt i, at vi bygger for mennesker.

Analyser af befolkningens holdning til kulturarven viser, at netop kulturarven i form af fredede og bevaringsværdige byg-ninger, bymiljøer og andre bevaringsværdige helheder er med til at gøre et område mere attraktivt og tiltrækkende.

Derfor er kulturarven ikke bare en væsentlig del af en arki-tekturpolitik, men også en forudsætning for at kunne udvikle en autentisk og skræddersyet arkitekturpolitik. Ved at tage udgangspunkt i den lokale historie og identitet er der større chance for at skabe nye kvaliteter på dét grundlag. I mod-sat fald risikerer man i stedet at få en kedelig efterligning af andres ideer, og som måske slet ikke passer til stedet.

Det kræver dog ofte viden at identificere bygningsmæssige eller kulturhistoriske værdier. Derfor er det vigtigt at få over-blik over disse, når der skal ske ændringer. Værdierne er ikke altid oplagte eller iøjnefaldende – det kan være forfaldent, synes utidssvarende eller uinteressant. Men der kan ligge spændende historier i, hvorfor tingene ser ud, som de gør, eller ligger, hvor de gør. Og det kan være bestemmende for, om man vil vælge at renovere og vedligeholde, genanvende

Giv fortiden en fremtid

8

Strandgaarden, Husby Klit

og omdanne eller transformere til andre formål. ”Giv fortiden en fremtid” kunne være et motto.

Kommunerne har stor betydning for arkitekturudviklingen i Danmark, både som plan- og byggemyndighed og som en væsentlig offentlig bygherre. Jeg ser derfor gerne, at endnu flere kommuner udarbejder en kommunal arkitekturpolitik. Den behøver ikke nødvendigvis at blive kaldt for en arkitek-turpolitik. Den kan også have form af en vejledning eller en handlingsplan for kvalitet i by og landskab. Ringkøbing-Skjern Kommunes hæfte med inspiration til bevaring og forbedring af sommerhuse på Holmsland Klit er et godt eksempel (”Som-merhuse på Klitten”).

Det afgørende er, at kommunerne – i dialog med borgerne - sætter arkitektonisk og landskabsarkitektonisk retning på sin aktivitet som bygherre og som planlægger. For mange byer og landområder vil det have stor værdi at sætte kulturarven på dagsordenen. Ikke kun for lokalbefolkningen, men også for erhvervslivet og for turismen.

At sætte kulturarven på dagsordenen kan både være de vel-

bevarede og levende bykerner, det kan være enkeltbygnin-ger, og det kan være samlede kulturmiljøer. Det kan også være helt andre kvaliteter, der udgør bevaringsværdierne. For områder, der står over for fornyelse eller omdannelse, kan det være afgørende at danne sig et overblik over eventuelle beva-ringsværdier. Vurdér værdierne og de fortællinger, de repræ-senterer. Vurdér, hvordan det gamle, det nuværende og det nye kan spille sammen på en kreativ og begavet måde.

Det lokale engagement er et meget væsentligt bidrag til at få en spændende og autentisk lokal arkitekturpolitik. Borgerne – og her tænker jeg også på børnene og de unge – og de lokale foreninger skal inviteres med i processen sammen med specialisterne.

Den store og engagerede indsats - som Ringkøbing Beva-ringsforening yder i form af at informere og inspirere - er der-for en yderst vigtig del af et sådant arbejde. Jeg håber, I vil få succes med at give fortiden en fremtid.

Til lykke med jubilæet.

Af kulturminister Marianne Jelved

Øster Strandgade

10

I 1950erne begyndte Ringkøbing at blive stærkt skæm-met af nye byggematerialer anvendt på de gamle huse. Tegltage blev udskiftet med eternit, hvidmalede spros-sevinduer erstattet med store ruder i brune rammer, facader malet over med plasticmaling, og sådan kunne der fortsættes.

Arkitekten Ejvind Draiby græmmede sig over forarmelsen af byen, som han havde fulgt gennem en halv snes år. I december 1963 indledte han kampen for at bevare Ringkø-bings bykerne med dens særlige arkitektoniske værdier og helhedspræg. Det skete gennem udgivelse af et lille hefte, der indeholder konkrete forslag til en sikring af bykernen. Indledningen slutter med dette slogan: ”BYENS BORGERE OG BYSTYRE BØR BEVARE BYKÆRNEN.” På samme måde slutter heftet med de manende ord: ”Lige så vigtigt det er at bygge moderne på dertil egnede arealer LIGE SÅ VIGTIGT ER DET AT VÆRNE OM ET KULTURMINDE, ALT FOR MEGET ER ALLEREDE GÅET TABT!” - det er ord, vi i Bevaringsforeningen fortsat kan støtte op om.

Draiby fik flere ledende borgere med på ideen. Den 17. april 1964 forelagdes forslag til dannelse af en bevaringsforening ved et møde på det gamle rådhus, hvor flere byrådsmedlem-mer deltog. Ti dage senere kunne der holdes stiftende gene-ralforsamling. Derpå gik Draiby i gang med at få udarbejdet en registrant, der, med forslag til bevaring, sikring samt tinglys-ning på et større antal huse, blev forelagt for byrådet i marts 1965, dog uden at blive vedtaget. Et nyt forsøg i 1968 med et udvidet forslag kom til at mangle en enkelt stemme i vedta-

gelse. Derefter fulgte nogle år med propaganda og oplysning om bevaringssagen gennem byvandringer, foredrag, udstillin-ger og trykning af mærkater.

Draiby var selv gået i spidsen med restaureringer af egne huse. Den megen opmærksomhed medførte, at byrådet efter kommunalreformen 1970 blev meget positivt stemt. I 1971 gik det selv foran med et godt eksempel ved at gennemføre en stor forskønnelse af Øster Strandgade gennem fjernelse af lysmaster og en omlægning af gadens brolægning. Endelig vedtog byrådet i 1972 at lade bygningsvedtægtens § 17 ting-lyse på alle matrikelnumre i bykernen. Alt dette gjorde Draiby status over i et nyt hefte, han udgav i 1974.

Gennem positiv interesse gjorde byrådet og teknisk forvalt-ning i de følgende år en indsats, for at reglerne i bevarings-klausulen blev efterlevet. Trods lejlighedsvise trakasserier med uforstående husejere og forretningsindehavere udvik-lede bevaringssagen sig efterhånden til et stort aktiv. Det blev et væsentligt og landskendt brand for Ringkøbing.

Af Jens Aarup Jensen, tidligere musumsleder

Ejvind Draiby og bevaringssagen

Arkitekt Ejvind Draiby, 1910-96, stifter af og formand for Ringkøbing Bevaringsforening 1964-83, medstifter af og

i bestyrelsen for Bygnings Frednings Foreningen 1978-82, medlem af Det særlige Bygningssyn 1980-83. Billedet er taget

i anledning af Ejvind Draibys 75-års fødselsdag, og huset i baggrunden er Grønnegade 16, hvor han boede en årrække.

Foto: Jørgen Kirk, Ringkjøbing Amts Dagblad.

12

I marts 1982 uddelte Bevaringsforeningens formand, arkitekt Ejvind Draiby, en buket blomster, en flaske Gam-mel Dansk og to mursten – det var starten på en god tra-dition, der foreløbigt har varet i 33 år, nemlig den årlige uddeling af en pris for godt bevaringsarbejde i Ringkø-bing og omegn.

Murstenene var præget med teksten ”Bevaringspris 1981”, og blev overrakt til snedkermester Orla Albæk, der sammen med sønnen Ole Albæk ejede ejendommen Østergade 16, der havde været gennem en omfattende og meget vellykket restaurering. Blomsterne gik til murermester Emil Hansen og

hans hustru Inger, for genopførelsen af ejendommen på hjør-net af Søndergade og Smedegade. Og flasken med Gammel Dansk? Den vandt Signe Christensen, Vellingvej, efter lod-trækning blandt forslagsstillerne.

I årenes løb er der blevet uddelt mange bevaringspriser, dog er de prægede mursten blevet erstattet af et messingskilt, og i en periode blev der yderligere uddelt et lille skilt med en buket roser som tegn på rosende omtale. På de følgende sider vil vi omtale et udpluk af de præmierede bygninger, der tilsammen giver et indtryk af Ringkøbingegnens byggeskik.

Bevaringsprisen

Østergade 16Ejendommen i Østergade kan stadig tjene som et skole-eksempel på en god restaurering, der forandrer en del-vist molestreret byejendom til en smuk og harmonisk del af gadebilledet.

Før restaureringen havde bygningen været indrettet til blandt andet købmandsforretning og senest dyrehandel, og butiks-facaden var, i lighed med mange andre ejendomme, blevet forsynet med store vinduer, der skar huset over vandret i en tung, traditionel overetage, der svævede oven på en åben, moderne underetage. Det ønskede bygherren at ændre, og da

man ikke havde gamle tegninger eller fotografier at gå ud fra, valgte man at mure underetagen om og placere nye vinduer i samme mål under de gamle vinduer på 1. sal, og da der efter restaureringen dukkede et gammelt fotografi op, viste det sig at være stort set som den oprindelige udformning.

Murstenene, der blev brugt ved restaureringen, skulle gerne svare til de gamle i størrelse og farve, og de var ikke sådan at skaffe, men det viste sig, at murermester Emil Hansen havde et parti fra en nedrevet gård stående i Stauning, og de pas-sede perfekt til de gamle.

Det var fuldt fortjent, at huset fik den første bevaringspris, og huset fremtræder nu så autentisk, at det blev brugt som kulis-se i tv-serien Krøniken, der gik over skærmen i 2004-2007. Serien starter med, at den unge pige Ida Nørregaard flytter fra Ringkøbing til København i 1949, og i flere scener optræder Østergade 16 som hendes barndomshjem. Det er lidt tanke-vækkende, at hvis kulissen skulle have været helt autentisk, ville det indebære, at de fine, småsprossede vinduer skulle tilbageføres til store, grimme ruder fra en tid, hvor man ikke tog hensyn til smukke, bevaringsværdige facader…

Beviset på den første bevaringspris er præget i mursten, men efterfølgende er teksten blevet graveret i en messingplade.

Bevaringsprisen

14

Bevaringsprisen for 1989 blev overrakt til Grethe og Thorkild Møller for deres utrættelige indsats for at reno-vere Hotel Ringkøbing, og meget passende blev prisen overrakt i borgerstuen på hotellet, hvor Bevaringsfor-eningen blev stiftet og holdt sine første mange general-forsamlinger.

Bygningen er fra ca. 1600, og oprindeligt var den opført helt i bindingsværk, men omkring 1760 blev gavlen og underetagen omsat i grundmur. Bygningen var oprindeligt byens største købmandsgård med bygninger op ad Vestergade, hvor Den gamle Borgmestergård nu ligger, og op til 1805 var den ejet af skiftende amtsforvaltere, der havde store kornmagasiner i gården – korn der var opkrævet i skat af egnens bønder og skulle videre til de danske militærforlægninger i Holsten og Norge.

Siden 1833 har der været hotel i bygningen, og i årenes løb er gæsterne til mange af byens begivenheder og fester gået for-bi de mere end 200-årige lindetræer foran hotellets indgang.

Middelalder og renæssanceHotel Ringkøbing er byens eneste renæssancebygning og

samtidigt den ældste borgerlige bygning, idet kun kirken er ældre. De to bygninger er ene om at repræsentere byens arkitektur og byggeskik frem til slutningen af 1700-tallet, hvor byggeriet af grundmurede huse for alvor tog fart.

Kirken repræsenterer middelalderens to karakteristiske stilar-ter, den romanske og den gotiske. Kirken blev bygget i første halvdel af 1400-tallet, og stræbepillerne langs syd- og nord-facaden, de store vinduer og kirkerummets hvælv er typiske for den himmelstræbende, gotiske arkitektur, der afløste den romanske stil, der præger de fleste af egnens smukke mid-delalderkirker i kvadersten med små, rundbuede vinduer og flade trælofter.

Renæssancen opstod i Italien i 1400-tallet som en reaktion mod middelalderens kunst og arkitektur, og inspirationen var de antikke græske og romerske bygningers regelmæssige, symmetriske og rene arkitektur. I Danmark dækker betegnel-sen perioden fra reformationen i 1536 til enevælden i 1660 og forbindes ofte med Christian 4., der opførte mange bygninger i den særlige nederlandske renæssance, som han hentede inspirationen til i Holland.

Der er langt fra Hotel Ringkøbing til Rom og Athen, men de udskårne spærender, gesimsens profilering og den regel-mæssige, symmetriske facade er træk, der fortæller om byg-ningens arkitektoniske historie.

Hotel Ringkjøbing

Ringkøbing Kirke er byens ældste bygning og den eneste, der er ældre end Hotel Ringkøbing. Kirken er opført i gotisk stil med indbyggede kvadersten fra en tidligere romansk kirke.

Bevaringsprisen

16

Bevaringsprisen på landet gik i 1988 til Peter Sand Pedersen for den fredede klitgård på Husby Klitvej 33, der ligger ensomt i læ af klitterne med en storslået udsigt mod øst ind over engarealerne nord for Vest Sta-dil Fjord.

Ejendommen udgør et kompleks af bygninger, der ud over den firlængede gård også består af en karakteristisk, sort træ-bygning ud mod vejen og ”æ Bette Hus” mod vest.

Klitgårdene langs den jyske vestkyst fra Nymindegab i syd til Fjand i nord er en unik dansk bygningskulturarv, som Ringkø-bing-Skjern Kommune har en særlig forpligtelse til at værne om. Flere af gårdene er fredede, og en del er omfattet af de særlige lokalplaner, der blev vedtaget i et samarbejde mellem Ringkøbing og Holmsland Kommuner i 2005, men mange af gårdene er desværre ikke beskyttet mod tankeløs nedrivning og ombygning.

De vestjyske klitgårdeKlitgårdene repræsenterer en særlig lokal bygningstradition, der er tilpasset de materialemæssige, klimatiske og landska-

belige forhold på klitten, og på mange måder udtrykker de helt moderne tanker om økologisk og bæredygtigt byggeri.

Klitgårdenes store, halvvalmede stråtage, mørkrøde eller rødgule mursten, regelmæssige vinduer og hvide murdeko-rationer giver klitlandskaberne karakter. Hovedparten af klit-gårdene er opført i perioden 1830-1880, men de ældste er fra slutningen af 1700-tallet, hvor byggestilen kom fra Frisland og bredte sig til klittangerne langs de vestjyske fjorde. Her fandt den sit eget udtryk, der var tilpasset den barske natur.

Klitgårdene består af lave, solide længer, der lukker sig om en gårdsplads med pikstensbelægning af kantstillede strand-sten, og arkitekturen er tydeligt præget af klassicismen, der blev den fremherskende stil i byerne fra omkring midten af 1700-tallet. Klassicismen var inspireret af antikkens arkitektur i Grækenland og Rom, og man stræbte efter harmoniske byg-ninger i enkle, rene former med rolige, symmetriske facader ofte med en frontispice, et fremhævet midterparti inspireret af tempelgavle med søjler og trekantgavl.

I klitgårdenes arkitekturens finder man idealerne i den stram-me symmetri, der ofte præger facaderne. Døre og vinduer er centreret om midten, og der er sjove eksempler på, at man har malet en ekstra dør direkte på muren eller opsat en ekstra skorsten i træ for at få symmetrien til at gå op.

Bevidst arkitektonisk stil havde tidligere været forbeholdt slotte, herregårde og de finere borgerhuse i byerne, men med klitgårdene udviklede de vestjyske selvejerbønder en arkitek-tur, der i sjælden grad er i harmoni med landskabet, og stadig præger området.

Husby Klitvej 33

Velling Præstegård fra 1832, der fik bevaringsprisen i 2004, har mange træk fælles med klitgårdene.

Bevaringsprisen

18

Bevaringspriserne for 1999 blev tidelt restauratør Marco Conte fra Restaurant Italia for istandsættelsen af ejen-dommen Algade 11, der blandt mange ringkøbingensere stadig omtales Hotel Hindø.

Bygningen er opført i 1856. Med sit røde afvalmede tegltag og de mørkerøde facadesten, der står i flot kontrast til den sorte sokkel og de hvide vinduer, gesimser og pudsede bånd, er den en typisk repræsentant for den byggeskik, der præger Ringkøbings gamle bykerne. Selv om den skiller sig ud fra de fleste bygninger fra den tid ved at være i to etager og samti-digt har et usædvanligt hjørne, der er afsluttet skråt for at lette trafikken til og fra Østergade, er den alligevel et umiskendeligt ringkøbinghus.

Det typiske RingkøbinghusOp til slutningen af 1700-tallet var husene i Ringkøbing opført

i bindingsværk med stråtag, men da grundmurede huse begyndte at afløse bindingsværken lige som på klitgårde-ne og stråtage blev forbudt i byen på grund af brandfaren, ændredes byggeskikken markant.

De gamle huse i Ringkøbings gader har mange fællestræk, men på trods af lighederne afspejler de også forskellige perio-ders fremtrædende arkitektoniske stilarter, der med en vis for-sinkelse er nået frem til Vestjylland i en mere afdæmpet form, der er tilpasset de lokale forhold. Det er ofte små træk, der afslører stilen og dermed byggetidspunktet, men det er med til at give husene deres individuelle særpræg.

Det typiske ringkøbinghus er et forholdsvis lavt hus med et højt, afvalmet tegltag, der er et vestjysk træk tilpasset vesten-vinden. Huset er opmuret i mørkerøde teglsten, der ofte er fremstillet lokalt, og facaderne er afsluttet med kraftige, hvide gesimser, der giver en markant kontrast, der ofte understre-ges af sorttjærede sokler.

På mange huse er der hvide dør- og vinduesindfatninger, der sammen med liséner (lodrette, hvide pudsfelter) og vandrette, pudsede bånd afspejler den klassisistiske påvirkning, der også er kendetegnende for klitgårdene, og som var den frem-herskende arkitekturretning op til slutningen af 1800-tallet.

Algade 11

Ø. Strandgade 12, der fik rosende omtale i 1988, er et typisk Ringkøbing-hus i rødt tegl med afvalmet gavl og hvide gesimser.

Bevaringsprisen

20

Den ene af bevaringspriserne for 2006 gik til et af Ring-købings mest iøjnefaldende huse, der markerer sig stærkt i en fantasifuld nyrenæssance, men alligevel fal-der forbavsende godt ind i helheden, nemlig Torvegade 4, også kaldet Lille Rosenborg, som blev opført til bolig i 1904 af konsul J.P. Laursen.

Huset er sat i stand og indrettet til butik af Jeanne og Chri-stian Hinge, og det er et godt eksempel på, at en gammel bygning kan være en inspirerende og spændende ramme for en moderne tøjforretning og samtidigt være med til at berige bybilledet.

Blandt de indsendte begrundelser for at foreslå huset blev det fremhævet, at ”Efter en omfattende restaurering er husets sjæl bevaret, og man har lavet butik i bygningen uden at øde-lægge den indvendigt. Man føler, man går ind i en bygning som stadig er gammel og alligevel moderne.”

HistoricismenHistoricismen udsprang af den stigende interesse for histori-ske stilarter i midten af 1800-tallet, hvor nye byggematerialer

som støbejern og cement gjorde det langt nemmere at efter-ligne tidligere tiders arkitektur. Ofte blandede man stilarter-ne, og eftertiden har da også givet perioden den rammende betegnelse »stilforvirringen«.

Historicismen var delt i to hovedretninger, en »europæisk« ret-ning med dekorerede facader inspireret af arkitekturen nede i Europa, og en »dansk« retning hvor traditionelle danske mate-rialer som tegl, træ og granit blev sat i højsædet.

»Rosenborgstilen« som Torvegade 4 repræsenterer, er inspi-reret af nederlansk renæssance, som kendes fra Christian 4.s bygninger, blandt andre Rosenborg og Frederiksborg Slot.

Ringkøbing Station fra 1875 er også en historicistisk bygning, men i nordisk-italiensk rundbuestil med en hel anderledes karakter på grund af det massive murværk, de lave skifertage og de markante buer over vinduer og døre.

De historicistiske huse har ofte mange detaljer. Husene kan have karnapper, tårne og spir, og murværket er ofte meget varieret med fremspring og tilbagetrukne felter, lige som der kan optræde mønstre i kontrastfarve eller borter opbygget af færdigkøbte elementer.

Man har i perioder set ned på de historicistiske bygninger, der ikke altid har de store arkitektoniske kvaliteter, men husene er med til at berige bybilledet med deres fantasifulde detaljer, og i dag vil vi nødigt undvære dem i bybilledet.

Torvegade 4

Banegården er et eksempel på en mere afdæmpet murstensarkitektur, der kan ses som en forløber for historicismens nationale retning.

Bevaringsprisen

22

Bevaringsprisen for 2005 blev overrakt til Ringkjøbing Banks direktør Preben Knudsgaard for den flotte reno-vering af Ulrik Plesners imposante bygning i Østergade, som banken havde overtaget.

Den markante rødstensbygning blev bygget i 1913 af Ring-kjøbing og Omegns Spare- og Laanekasse, men banken havde faktisk haft kontor på adressen i mange år, idet den oprindelige bygning ejedes af J.P. Harpøth, der var direktør i Ringkjøbing Bank – samtidigt med at han var bogholder i Sparekassen! Der var fælles indgang fra gaden, og skulle man i Banken, gik man til venstre i forstuen, men skulle man i Spa-rekassen, gik man til højre.

I 1911 købte Sparekassen hele ejendommen, der var opført i 1790 som Søren Harpøths købmandsgård, og nedrev den sydlige del, hvor Plesners bygning nu blev opført. Den nord-lige del blev bevaret, og er stadig et smukt eksempel på de ældste, grundmurede huse i byen.

Ulrik Plesner og hans efterfølgereViktoria Holst Eriksen peger i sin artikel om Ulrik Plesner på, hvordan hans nyfortolkning af den vestjyske byggeskik har givet Ringkøbing en usædvanlig homogen bykerne, og et

af de bedste eksempler på hans lokale inspiration er netop Ringkjøbing og Omegns Spare- og Laanekasse i Østergade.

Østergade er forholdsvis smal med huse i en eller to etager, og Plesners bygning sprænger, ved nærmere eftersyn, alle rammer. Men sådan oplever man den ikke i gadebilledet, for arkitektonisk er bygningen under fuld kontrol og viser, hvor-dan arkitekten beherskede sine virkemidler.

Underetagen er tegnet i en massiv nybarok, der gav Spare-kassen den nødvendige pondus som et solidt pengeinstitut, og viderefører gadens facaderække, men samtidigt er over-etagen trukket tilbage i begge sider, så kun midterdelen mar-kerer sig i facadelinjen, og det giver så meget luft, at den mas-sive bygning ikke virker dominerende i gaden. Plesner gør så det greb, at han udfører overetagen som en nyfortolket kopi af det fremspringende gavlparti på Harpøths Gård, og derved opstår der en på samme tid simpel, men raffineret arkitekto-nisk samhørrighed med det 120 år ældre hus og Ringkøbings byggeskik i øvrigt.

Plesners bygninger i Ringkøbing er ofte bygget med den 22 år yngre arkitekt Kristian Jensen som medhjælper og konduktør, og med tiden oprettede Jensen sin egen tegnestue i Holste-bro. Han var meget påvirket af Plesners streg, og mange af de markante ”plesnerbygninger” i Ringkøbing er tegnet af Kri-stian Jensen. Samtidigt med opførelsen af Østergade 9 teg-nede han St. Blichersvej 5-7, Ringkjøbing-Skjern Dagblad og redaktørboligen, der fik bevaringspriserne i henholdsvis 2005 og 2008, og begge bygninger har umiskendelige lighedstræk med Plesners.

Andre arkitekter lod sig også inspirere, og de håndværksme-stre, der udførte bygningerne, videreførte ofte mange af de markante træk som gesimsernes udformning og de karak-teristiske snirkler over vinduerne, og en arkitektonisk DNA-analyse af egnens smukke bygninger fra starten af 1900-tallet vil ofte pege tilbage på Plesner.

Østergade 9, Plesnerhus

St. Blichersvej 5-7, Ringkøbing-Skjern Dagblad og redaktørboligen, blev opført i 1913 efter tegninger af Kristian Jensen og fik bevarings-prisen i henholdsvis 2005 og 2008.

Bevaringsprisen

24

Bevaringsprisen på landet for 2003 tilfaldt Karen Buie og Steen Jørgensen for restaureringen af en af egnens smukkeste gårde. Den er opført i 1919 efter tegninger af arkitekten Bertel Hansen med tydelig inspiration fra Landsforeningen Bedre Byggeskik.

Der er en harmonisk helhed over de velproportionerede byg-ninger, der føjer sig smukt ind i landskabet. Gården har mange smukke detaljer, og over hoveddøren er der indmuret en sten-plade, hvor man kan læse denne formanende tekst:

Huse bygge - Riger samleLykken altid dog den gamlethi mens Tiden hastigt farerKun et ærligt Arbejd varer

- Indskriften er fra 1919, men den sidste linie kunne være et motto for al bevaringsarbejde: Kun et ærligt Arbejd varer.

Bedre ByggeskikI 1915 blev Landsforeningen Bedre Byggeskik stiftet, og frem til 1947 var foreningens idealer med til at præge byg-geriet i Danmark. Historicismen eller „stilforvirringen”, der var fremherskende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af

1900-tallet, skabte hos mange et ønske om en ny arkitektur, der tog udgangspunkt i den hjemlige byggeskik.

Blandt dem, der var med til at starte og inspirere Bedre Byg-geskik, var de to præstesønner Martin Nyrup fra Kloster og Ulrik Plesner fra Vedersø, men også mange andre kulturper-soner som Emma Gad og Johan Skjoldborg.

Foreningen virkede gennem kurser for bygmestre, udgivelse af typetegninger og en tegnehjælp, der hjalp håndværksme-stre med at tilrettet tegninger efter foreningens idealer, og den havde stor indflydelse på byggeriet i Danmark op til slutnin-gen af 30-erne, og i Ringkøbing har det især præget murer-mestervillaerne i de gader, der ligger umiddelbart op til den gamle bymidte.

Bedre Byggeskiks modvilje mod historicismen viste sig i tanken om, at bygningerne skulle være „enkle, hjemlige og smukke som de gamle huse”. Man søgte en arkitektur, der i modsætning til „stilforvirringen” var uden unødig og fordy-rende pynt, og husene har en enkel og kompakt hovedform i traditionelle materialer som tegl og træ.

Det typiske Bedre Byggeskik-hus i Ringkøbing har afvalmet tag med markante gesimser og en flot hoveddør midt for gav-len eller under en markant gavlkvist på facaden. Husene er opført i rødt murværk og med røde tage, og facaderne er vel-proportionerede med en harmonisk og ofte symmetrisk pla-cering af vinduer og døre. Husenes præg af godt håndværk, gode materialer og en fornuftig indretning betyder, at husene stadig er blandt de mest eftertragtede.

Adelvej 10, Højmark, Degnboel

Østertoften 12, der er et fint lille Bedre Byggeskik-inspireret hus, fik bevaringsprisen i 2009. Huset holder sig ikke strengt til idealerne, men måske netop derfor har det sin egen frimodige charme.

Bevaringsprisen

26

Bevaringsprisen

2013 Ingen bevaringspris uddelt

2012 Byen Tangsvej 29, »Solhjem« Birthe Pedersen og Ditlev Palm

2011 Byen Nørredige 9, »Pakhuset« Per Green Andersen

2010 Byen Reberbanen 16 Marie Fjordside og Orla Madsen Landet ”No gamle station” Vinni og Bo Sunesen

2009 Byen Østertoften 12 Gitte og Christian Kjer

2008 Byen St. Blichers Vej 7 Claus Borgensgaard Landet Bredgade 98, Lem Trine og Jesper Lyhne Pedersen

2007 Byen Nørredige, Elværket Ringkøbing Forsyning A/S

2006 Byen Torvegade, »Hinges Hus« Hinge

2005 Byen Østergade, »Plesnerhus« Ringkjøbing Bank Byen Fjord Alle 1 Anni Faurholdt Lauridsen og Henrik Sander Nielsen

Landet Muldbjerg Byvej 12, ”Ågård” Ingrid og Peder Haubjerg

2004 Byen St. Blichersvej 5 Dagbladet Ringkøbing-Skjern Landet Velling Præstegård Velling Menighedsråd

2003 Byen V. Strandgade, «Bojsens Gård» Lene Astrup, formand Byen St. Blichersvej 12 Jette Østergaard og Chr. Mønsted Landet Adelvej, Højmark, «Degnboel» Karen Buie og Steen Jørgensen Specialpris Herningvej, «Kreditforeningen», Nykredit

2002 Byen Nygade 36 Rita og Kurt Pedersen Landet Møllebyvej 11, Stadil Jytte og Arnt Høj Landet Velling Kirkeby 22 Ingrid Thomsen og Jørgen Vestergaard Jensen

2001 Landet Muldbjerg station Rosende omtale Fjordalle 3 Poul Høj Møller Rosende omtale Fjordalle 5 Søren Jensen Rosende omtale Fjordalle 9 Per Green Andersen Rosende omtale Fjordalle 13, «Slesvig» Jørn Rene Vindum Martinsen

2000 Byen V. Strandsbjerg 3 Per Green Andersen Landet Lambækvej 1 Jette og Bjarne Sandager Nielsen Rosende omtale St. Blichersvej, «Stiftelsen» Håndværkerforeningen Rosende omtale Tim Gamle Forsamlingshus Birtha og Anders Nielsen

1999 Byen Algade, «Italia» Marco Conte Landet Nørregårdsvej 3, Muldbjerg Trine Østergaard og Tommy Andersen Rosende omtale Mylius Erichsens Vej, «Bullerkok» Arne Andersen Rosende omtale Ø. Strandgade 1 Mie og Bjarne Nielsen

1998 Byen Ø. Strandgade 20 Else Paabøl Byen Torvegade 14 Ludvig Nielsen

Landet Velling, «Røde Kro» Rosende omtale Novej 30, «Skovgård» Ulla og Lars Chr. Rejkjær

Bevaringsprisen fra 1981 til 2013

1997 Rosende omtale Vester Strandsbjerg 12 Preben Susgaard Rosende omtale Østerbyvej 10, Tim Familien Jerverud

1996 Byen, «V. Strandgades Bageri» Susanne og Bendt Jørgensen Landet «Vedersø Gamle Skole» Knud Tarpgaard Rosende omtale Nygade Per Pape

1995 Byen Algade, «Matas» Else Marie og Peter Bruun-Larsen Landet Mejlbyvej 5, Stadil Agnas Halkjær Nielsen og Knud Olsen Rosende omtale V. Strandsbjerg, «Den Gamle Toldbod» Bente Merrild Rosende omtale ”Vedersø Gamle Skole” Knud Tarpgaard Rosende omtale Bioslippen Ringkøbing Kommune

1994 Byen V. Strandsbjerg 7 Anna og Ib Laurbjerg Landet Hovervej 60, Hee, «Sandalgaard» Jette Lindholm og Niels Kristian Nielsen Rosende omtale Kirkegade 10, Lem Jette Astrup og Per Pilgaard Rosende omtale Nørregade 7-9, «Rasmussens Bogtrykkeri» Svend Aage Rasmussen

1993 Byen V. Strandgade 15 Søren Sørensen Landet Holstebrovej, «Bollerupgaard» Niels Kanneworff Rosende omtale Thorsted Præstegaard Thorsted-Hover Menighedsråd Rosende omtale Mylius Erichsens Vej 15 Benny Rasmussen

1992 Byen Nørredige, Stationen DSB Byen Østergade 10-14, ”Albækgården” Ringkjøbing Boligforening Landet Hvingelvej 10, Hee Kirstine og Mogens Hansen Landet Nørbyvej 20, Højmark Lis og Bent Kjær Rosende omtale Torvet og V. Strandgade, ”Bixen” og ”Bøffen” Alfred og Hanne Bøjen Rosende omtale Tim Dyreklinik Mette og Jannik Deleuran

1991 Byen V. Strandgade 24 Else og Gunnar Rasmussen Landet Hovervej 91, Hover, «Kirkegård» Valborg og Gunnar Kirkegaard

Rosende omtale Nygade 11 Peter Busted Rosende omtale Nobjergvej 5 Familien Bjerg

1990 Ingen bevaringspriser uddelt

1989 Byen Torvet, «Hotel Ringkøbing» Grethe og Thorkild Splidsboel Møller Landet Hovervej 60, Hee, «Hover Gamle Skole» Johannes Mikkelsen Rosende omtale Herningvej, «Kreditforeningen» Nykredit Rosende omtale Holstebrovej 80, «Flytkjær» Trine Andersen og Jan Jessen

1988 Landet Husby Klitvej 33 Peter Sand Pedersen Rosende omtale Ø. Strandgade 12 Lene og Hans Wiese Rosende omtale Ø. Strandgade 4 Else Marie og Peter Bruun-Larsen

1986 Rosende omtale Tangsvej 18

1985 Byen Grønnegade, «Marens Maw» Jysk Telefon

1983 Byen Mellemgade 2-4 Inger Braae Pedersen og Peder Tordrup

1982 Byen Vestergade, «Priorgården» Ringkjøbing Landbobank

1981 Byen Østergade 16 Ole og Orla Albæk

28

Der er al mulig grund til at hædre de borgere, der gør noget ekstra ud af deres huse.

Og al mulig grund til at rose Ringkøbing Bevaringsforenings arbejde for at sikre, at vi fortsat har en bygningskultur, både i købstaden og på landet, som vi kan være stolte af.

Ringkøbings bygninger er en smuk gave, som vi har fået i arv af tidligere generationer.

Derfor er det også godt, at Bevaringsforeningen blandt andet hvert år uddeler sin bevaringspris som udtryk for anerkendel-se af dem, der gør en særlig indsats.

»Det er sådan en hyggelig by!«

Hvor tit har vi ikke hørt gæster ude fra opsummere deres ind-tryk af Ringkøbing med disse ord.

Byens udseende er altså noget, folk lægger mærke til.

Det er ikke sikkert, at de ser alle de lækre detaljer, som begej-strer folk fra bevaringsforeningen eller andre »feinschmeke-re«, men helhedsindtrykket - at Ringkøbing er en by fyldt med smukke, velholdte huse og gadepartier - opfatter alle!

Det betyder meget. Og det gør det lettere at få tilflyttere til at slå sig ned her.

Det gør byen til at trækplaster for turister. Og ganske skønt at tænke på, at vi også kan byde på hyggelig, dansk købstads-miljø til turisterne, når det lunefulde danske sommervejr driller turisternes planer om en tur til stranden.

Og nej. Det er ikke nogen selvfølge, at det er sådan.

Dårlige konjunkturer, finanskrise, centralisering og udkants-Danmarks-problematikken generelt lægger pres på de gamle hæderkronede købstæder.

Spørg i Lemvig. I Ribe. Eller i min fødeby, Tønder.

En smuk gammel by på størrelse med Ringkøbing. Med en fantastisk og rig historie. En by fyldt med flotte huse og histo-riske gader, der fortæller historien om en storslået fortid som hovedstad for handel i det sønderjyske. Historisk set har marskbyen Tønder altid været en rigere by end Ringkøbing.

Men I dag er Tønder hårdt ramt af finanskrisen. Tomme butiksruder,

Ringkøbing er værd at bevare - det kan ikke gøres op i penge

28

Øster Strandgade

Ringkøbing er værd at bevare

lukkede virksomheder, men værst af alt også et begyndende forfald af flotte huse.

Det er tydeligt, at ejerne ikke længere har pengene eller kræf-terne til at vedligeholde dem. Min gamle fødeby står for fald. Det gør ondt at se.

Sådan noget ser vi heldigvis ikke i Ringkøbing.

Men det er ikke nogen given ting, at det forbliver sådan. Ring-købing ligger også i udkantsDanmark, som Christiansborg-politikerne til tider synes helt at have opgivet. Ingen på Borgen synes at have forståelse for behovet for offentlige investering vest for Valby Bakke. Vi udsultes, og der gøres i hovedstaden grin med for eksempel udbygning af infrastrukturen i det vest-jyske. En frygtelig tendens.

Men som sagt. Heldigvis klarer Ringkøbing sig flot. Og bedre end for eksempel Tønder.

Ressourcerne - også de økonomiske - synes mere udtalte her end længere mod syd. Kan man tale om den slags uden at nævne forretningsmanden Per Green, der har hjertet på rette sted, og også pengene til at føre sine idéer ud i livet? Det gamle Pakhus ved banegården er et eksempel.

Generelt er det vigtigt at vi - med eller uden en Per Green - har fokus på at forvalte bygningsarven på bedste vis. Men det er også nødvendigt at være konstant på vagt.

Især i krisetider. Som man kan se i Tønder, så kan nedturen gå hurtigt.

Det er derfor også en bevaringsforenings opgave at være det »irriterende« led - og et sagligt indlæg i debatten - når der skal bygges nyt og rives ned. Det er der også mange gode eksempler på i Ringkøbing.

Gennem årene det er lykkedes at opbygge en bevaringskultur i Ringkøbing, der ikke kan opgøres i penge.

Desto større grund er der til at anerkende de borgere, der gør en indsats.

Ikke bare til egnen, men til vort fælles bedste. Således at også kommende generationer kan nyde det smukke, gamle Ring-købing, og det historiske vingesus, som jeg altid mærkes af, når jeg går en tur i byen.

Af chefredaktør Søren Christensen,

Dagbladet Ringkøbing-Skjern

Gammel Sogn Kirke

30

Ringkøbing er en gammel købstad. Hvor gammel ved vi faktisk ikke, men byen fik købstadsrettighederne gen-bekræftet i 1443, og den historiske tradition for handel sætter sit præg på byen den dag i dag, hvor bymidten stadig præges af de mange butikker og de mange velbe-varede bygninger, som vi er utroligt stolte over.

Et kendetegn for det gamle Ringkøbing er de fine røde tegl-tage, som giver byen et helt specielt præg. De kommer sær-ligt til udtryk, hvis man kommer til Ringkøbing fra vandsiden. Her kan byen tage sig utrolig flot ud, når solen sender sine stråler ind over byen. Det første man ser, når man lægger til kaj i Ringkøbing, er ”Indianerlejren” og havnens røde træhus, som er tegnet af Ulrik Plesner, og lidt længere oppe ser man den gamle Toldbod.

Fra havnen går Vester Strandgade op til Torvet, og det er en hyggelig gade med butikker og gallerier. Faktisk var det værtshusgaden i gamle dage, hvor der var over 30 forskellige beværtninger. Desværre er det en af de ting, der er forsvundet i byen, men måske kommer der nogle engang igen.

Vi oplever i dag, at de gamle huse er med til at trække turister til området, hvad enten de kommer på weekend-ophold på et af byens hoteller, eller de bor i feriehus på kysten. Når vi spørger turisterne, hvorfor de kommer og besøger Ringkø-bing, så svarer rigtig mange af dem, at de holder utrolig meget af at gå en tur i de små krogede gader med de gamle huse og brostensbelægningen.

Jeg er overbevist om, at vi ikke ville se de mange turister, hvis vi ikke havde bevaret de gamle huse, og det vil vi gerne takke Bevaringsforeningen for.

Ringkøbing er i dag en rigtig livlig handelsby, og vi kan træk-ke kunder til fra et stort opland, og desuden kommer mange sommerhusejere også forbi for at handle ind til opholdet.

Vi ser i dag mange butikker i de gamle huse, hvor man næn-somt har restaureret bygningen. En af de ældste bygninger, der stadig rummer en butik, er Matas i Algade, ja den har fak-tisk været materialist og købmandsbutik i over 100 år og var indtil for nyligt i familiens eje.

De mange små gamle ejendomme i Algade og Nygade dan-ner rammen om de små specialbutikker, som byen er kendt for, og vi vil rigtig gerne gøre meget for at bevare disse små butikker, så vi ikke bliver en kedelig by kun med store kæde-butikker. For vi kender det jo fra os selv: det er meget mere hyggeligt at gå på opdagelse i de små butikker, hvor vi kan finde mange specielle varer.

En af de andre butikker, der gør Ringkøbing kendt i det gan-ske land, er Hinges Hus, som er en yderst velasorteret spe-cialbutik med herre- og dametøj, som er indrettet i en gam-mel herskabsvilla, der tidligere også var kendt under navnet Lille Rosenborg. Og som man kan læse andetsteds, er det for ejerne af stor betydning, at butikken holder til i en smuk, gammel bygning.

Vi håber, at vi også i fremtiden sammen med Bevaringsfor-eningen, museet og andre samarbejdspartnere kan være med til at bevare det gamle Ringkøbing, så turister stadig finder det hyggeligt og interessant at besøge byen.

Kulturarven som grundlag for fremtiden

Af Købstadschef Ole T. Bøndergaard,

Ringkøbing Handelsforening

32

Nedrivning af gamle huse truer bybevaringen og byens gamle status som perlen i vestjysk arkitektur.

Tænk, at jeg i 2013 skulle nå at opleve nedrivning af et Ulrik Plesner-hus i Ringkøbing. Skolen fra 1911 med den høje nati-onale bevaringsværdi bygget af den navnkundige arkitekt, der har sat et uforglemmeligt og monumentalt præg på den gamle amtshovedstad.

Ringkøbing har hele mit liv været Vestjyllands perle, og længe før mig havde den været hovedsæde for amt, politi og dom-stol, hvorfra øvrigheden kom kørende ud til Fjand og Bjerg-huse, når der var strandinger. Til Ringkøbing tog vi hen for at vise vore udenlandske feriegæster den bedst bevarede køb-stad i hele Vestjylland.

Fra Ringkøbing udgik trådene til hele amtet, og ude fra æ haw med den hårde kamp for tilværelsen var en dagstur til byen bag fjorden et kort, kontrastrigt ophold i en idyl med stokroser og brosten.

Når Ringkøbing kunne have en bevaringsforening for byg-nings- og landskabskultur, når Holstebro kunne, hvorfor skulle vi så stå tilbage for disse fine byer ude i Ulfborg-Vemb Kommune. Vi lavede vores egen forening i 2001 med første generalforsamling to år efter. Meget snart ramte vi en lokal stolthed, der var blandet med en vis vemod over nedlægning af gårde og ungdommens fraflytning.

Overalt hvor vi kom frem med vores årlige bygningspris, mød-te vi glæden over den påskønnelse, som husejere fik for deres

livslange pasning af en gammel bygning. Det har været alt fra klitgårde til små sommerhuse i havbjergene, fra et lille hånd-værkerhus ved landsbyens torv til stuehuset på en hovedgård med 300 års historie.

Fra vores forenings første, famlende begyndelse, lå dette citat mig på sinde:

”Det er vist ved at gå med bykernen og gadebillederne, som det går med forholdet til en kær ven eller slægtning: man betragter det som noget selvfølgeligt, at det er der, og først når det er for sent, angrer man, at man ikke har erkendt vær-dien og plejet det, medens det var der.”

Citatet er fra en lille bog, som mine forældre havde ståen-de hjemme i Holte ved København, og som jeg læste i som teenager, når jeg længtes efter Vestjylland. Den var af Ejvind Draiby. Og han får sin egen artikel i dette jubilæumsskrift, men jeg gengiver hans betragtning, fordi den er universel i al sin enkelthed.

Hos os ved Nissum Fjord hed det tit, at et hus ikke var særlig gammelt, men til det sagde vi, at hvis man river det ned, så bliver det i hvert fald ikke ældre.

Og nu skal jeg se, at kommunen i Ringkøbing er begyndt at lade hånt om alt det, der var inspirerende for os, det som vi beundrede fra mine unge år: Ringkøbings bevaring.

Hører jeg rigtigt? At menighedsrådet vil rive musikskolen ned ved kirkepladsen? Er det sandt, at etageejendomme truer bykernen?

Ringkøbings fine traditioner forfalder

Af Mikael Bramsen, Fjand.Formand for BY og LAND i

Ulfborg Vemb Området

Er det sandt, at kommunens bevaringsråd ikke længere bru-ges til at anlægge en skånsom bygningspolitik?

Skal jeg gætte på årsagen? Er det fordi kommunesammen-lægningen i 2007 med Skjern, Egvad, Holmsland og Videbæk har bragt nye politikere i byrådet, som aldrig har tænkt på bygningskultur. Er det det, der gør, at Ringkøbings fine tradi-tioner forfalder?

På vores egn hersker den glade liberalisme, der helst er fri for regulering og i hvert fald er imod indblanding på egen ejen-dom. Men så meget stærkere skal det siges, at enhver kun er midlertidig ejer af et hus. Et gammelt hus, en bykerne har du kun til låns. Med et gammelt, bevaringsværdigt hus er du bestyrer af et stykke danmarkshistorie.

Der er penge i at investere i kulturmiljøet. Det mener Holstebro Kommune, som samarbejder med BY og LAND i Holstebro og Omegn og BY og LAND i Ulfborg Vemb Området. Mange af de huse, vi peger på, kommer med i kommuneplanen som beva-ringsværdige. Vi går i diskussion om vindmølleplacering med politikerne. Vi går sammen for at hindre planlagt, kommunal vandalisme, som er fremragende beskrevet andet sted i dette jubilæumsskrift.

Vi har brug for et stadigt stærkere samarbejde mellem BY og LAND-foreningerne i Vestjylland. Vi er nødt sig at sige det igen og igen: Der er penge i kulturmiljøer, for alle vil gerne se på noget smukt, der fortæller historie.

Tiden går, men fremtiden kommer. Den er vi ansvarlige for.

Den tidligere Borger- og Realskole i Vestergade som senest har været musikskole

34

Graffiti-smøreri på en velholdt facade. Knækkede træer i gå gaderne. Det er vandalisme.

Husejere, kommuner og gågadeforeninger bliver vrede og frustrerede over de unges hærgen. Skønne, spildte kræfter, siger vi, og når det sker for syttende gang, er vi næsten ved at give op. De gode argumenter hjælper ikke. Hvad er årsagen til vandalismen? Er det en forfejlet byplanpolitik, der har reser-veret bykernerne i weekendernes nætter til ”feststemte” men-nesker og få beboere? Måske. Men det forklarer ikke det hele. Nogen må have lært de unge, at i byerne kan man bare skalte og valte med efter forgodtbefindende. De ser med egne øjne bykernerne i vores gamle købstæder blive udsat for andet og værre end deres egen hærgen, både om dagen og underti-den ved nattetid: Nedrivning af smukke, gamle huse. Det er vandalisme. Ødelæggelse af helheder, manglende respekt for kvalitet, æstetik og skønhed. Vandalisme! For ikke at tale om manglende forståelse for den tryghed, som købstædernes beboere føler, når de lever i kendte og elskede omgivelser. ”Min by” skal behandles ordentligt. Nyt skal med respekt og kvalitet tilpasses det eksisterende. Overdængning af facader med tant og pjat, gaderummene med flagguirlander og pran-gende skilte; det er også vandalisme, selv om det heldigvis kan fjernes igen.

Den manglende respekt for værdierne i byerne er ikke et fænomen, der er startet hos ungdommen. Den har bare lært det af de ældre generationer, af politikere, embedsfolk, forret-ningsfolk, af alle, der ikke i deres handling viser, at de elsker deres by og dens bygningskultur.

Eksempler på kvalitetsløsninger er der heldigvis mange af, men der er så sandelig også mange elendige løsninger. Byer, hvor det gik helt galt.

Odenses 60’er planlægning gav genlyd over hele landet, da man bragede Thomas B. Thriges Gade midt gennem byen.

Dog uden at ramme H.C. Andersens Hus. Privatbilismens indtog i byerne fra midten af 1900-tallet pressede byernes infrastruktur, der i det store og hele stammer fra middelalde-ren. Resultatet i Odense fik heldigvis mange byer til at tænke anderledes, så det dårlige eksempel fik trods alt en positiv effekt andre steder.

Min egen by, Holstebro, lod sig dog ikke kyse, så her fortsatte knæfaldet for bilismen. I 1976 var der kun 3 fredede bygninger i Holstebro: Byens gamle rådhus, et bomhus og Nyboes Gård i Østergade. Den omfattende byplanlægning fra 1960’erne krævede nu, at størstedelen af Nyboes Gård skulle nedrives til fordel for en 6-sporet vej. Det var store forhold! Så startede vi en BY&LAND-forening og reddede 5-6 fag af Nyboes Gård. Den 6-sporede vej blev i øvrigt aldrig til noget, for staten, der havde givet 85 % støtte til kommunernes vejprojekter, smæk-kede pengekassen i. Det sænkede pludselig behovet for kom-munale vejbyggerier!

Nye forretningscentre er i disse år den store trussel mod køb-stæderne og deres bygningskultur. De ofte smukke og velfun-gerende gågader, der er skabt i løbet af de sidste 50 år, bliver tømt for forretninger og sygner hen, mens handelen flyttes

Hvem er egentlig

34

Ringkøbing Skole

få meter til anmassende, grimme kæmpekasser. Store centre kræver store p-anlæg og store vejsystemer. Det er ødelæg-gende for de bykerner, der har århundreder på bagen, og som fungerer.

Igen kan jeg tage Holstebro som eksempel: Velfungerende og af både byens og oplandets borgere og af turister roste byrum trues nu af planer om et megacenter midt i byen. Byrå-det gik på halen, da folk fra Ålborg sagde, at de ville investere 500 millioner i byen. Alle planer og al fornuft gik fløjten. Byg-ningskultur, bykultur, helheder, forståelse for byens egenart ligeså. Man ville ikke se det umulige i at proppe mange flere biler ind i bymidten ad veje, der slet ikke kan klare presset og uden mulighed for at skaffe p-pladser, for slet ikke at tale om de snesevis af lastbiler, der hver morgen skal læsse varer af. Alt er ligegyldigt – og planløst. Der er ellers mange dårlige eksempler at lære af, byer, hvor storcentrene har drænet de eksisterende gågader og skabt forfald i de værdifulde byker-ner.

Frederikssund, Sønderborg, Hjørring… Eksemplerne er desværre mange, og alle steder er de enestående, mange århundreder gamle bykerner i farezonen. Derfor dette opråb:

Støt de positive kræfter i politik og administration, så de står fast, når kong Mammon udsender sine lokketoner.

Odense har lært lektien: I år lukkes Thomas B. Thriges Gade for biler, og hele området vil i 2020 være gendannet som by. Så kan man i fred og ro gå fra H.C. Andersens Hus til Odense Slot.

Ringkøbing var i mange år det store forbillede. Byen vi andre beundrede som et skoleeksempel på bygningskulturel påpas-selighed. Kun et mindre gadegennembrud på torvet havde skæmmet. Ellers passede og plejede borgere og politikere, håndværkere og arkitekter byens huse. Og dukkede der van-daler op, blev de nedkæmpet af den altid vågne Bevaringsfor-ening, der også stod fadder til Ringkøbings bevaringsplaner.

Men hvad sker der nu? Har lægfolk og kirkefolk fået kuller? Jeg håber det ikke, for Ringkøbing har stadig en bygningskul-turel kapital, som giver et afkast, som selv byens veldrevne banker ikke kan slå. Plus den stadig vågne bevaringsforening, der gør sit yderste for at hindre vandalernes hærgen.

vandalerne?

Af Henrik B. Hoffmeyer, Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i

Holstebro og Omegn

Den tidligere Borger- og Realskole set fra Kirkepladsen

36

Byens opståenRingkøbing er en af landets gamle købstæder fra mid-delalderen. Den hører dog ikke blandt den store grup-pe på 60 købstæder bevaret fra valdemarstiden 1157-1241, men er lidt yngre. Det ældste bevarede doku-

ment med byens navn bevaret på skrift er fra midten af 1300-tallet. Dengang Bevaringsforeningen blev stiftet i 1964, var der stadig tvivl om, hvor gammel byen rent faktisk kunne være. Trods megen søgen var man nem-lig endnu aldrig stødt på arkæologiske levn fra middel-alderen i bykernen.Ringkøbing fejrer sine købstadsjubilæer efter Christof-fer af Bayerns privilegier udstedt 1443. De omtales heri som en bekræftelse af tidligere købstadprivilegier udstedt af ”kong Waldemar”. Men hvem var denne kong Valdemar? Det fortælles der ikke noget om, og der er hele fire at vælge imellem i perioden fra Valde-mar d. Stores tiltræden 1157 til Valdemar Atterdags død 1375. Pilen peger dog efterhånden nok mest på

Historisk baggrund og byggeskik

Tage med hvidtede forskellinger. En skik, der desværre er forsvundet i Ringkøbing, men sta-dig kendes fra Skagen. I baggrunden ses møllen på Kongevejen

Foto: Ringkøbing Museum

Valdemar III, der under Gerhard III’s formynderskab (bedre kendt som grev Gert) var dansk konge 1326-30.Bl.a. gennem målrettede udgravninger foretaget af Ringkøbing Museum siden 1978 er byens opståen dog efterhånden blevet indkredset til slutningen af 1200-tallet. Det skyldes ikke mindst nogle små møn-ter fundet ved udgravningen Dyekjærs Have i 1982-83. Den ældste er udmøntet kort efter 1250, de fleste er borgerkrigsmønter fra de urolige tider omkring år 1300, mens den yngste er fra 1330. Før den tid var der plø-jemarker, hvor byen ligger. Ringkøbing blev med andre ord nyanlagt på kystnær landbrugsjord. Men hvorfor skulle der ligge en ny købstad lige her? Det må skyl-des de ændrede betingelser for sejladsen langs Vest-kysten mod Norge og Øresund, efter at Limfjordens udløb mod vest lukkede til efter vikingetiden. Nord for Horns Rev fik skibene dermed ikke andre muligheder for at søge havn end at gå ind i Ringkøbing Fjord gen-nem udløbet Nymindegab, der dengang lå over for Skjern Å’s udmunding. Og hvor der er en anløbsplads, er der betingelser for handel og håndværk.

Byplanen

Et synligt minde fra middelalderen er naturligvis kirken fra først i 1400-tallet, der muligvis har haft en forgæn-ger. Til daglig tænker vi imidlertid ikke over, at vi har

et lige så synligt og vigtigt minde i bykernens layout, det regelmæssige gadenet med de næsten lige gader. Der synes at ligge planlægning bag, og dermed menes, at byen ikke er selvgroet på mere eller mindre tilfæl-dig vis, men bevidst anlagt. Det stemmer fint overens med andre yngre købstæder fra samme tid. Den bed-ste parallel i Danmark er Køge, der menes grundlagt omkring 1280.I al sin enkelhed ser Ringkøbings grundplan sådan ud: En ældgammel kongevej løber på en lav morænehøj-ning langs kysten frem til byen. Fra den tidligere Øster-port til Torvet har den navnet Algade. Denne krydses af fire gader vinkelret på kystlinjen. I andre byer fører gaderne Østergade, Vestergade, Nørregade og Søn-dergade ud af byen, men her i Ringkøbing indrammer de mærkværdigvis bykernen. De to gadeforløb mellem Østergade og Vestergade hed, ja gæt engang, mel-lemgader, nemlig Øster Mellemgade - Øster Mellem Strandgade og Vester Mellemgade - Vester Mellem Strandgade. Af praktiske grunde fik mellemgaderne navneforandring i slutningen af 1800-tallet. Til daglig har man i gamle dage næppe brugt gadenavnene ret meget, de har mest været til forvaltningsbrug. Da byen i begyndelsen af 1900-tallet begyndte at vokse mod øst ud på bymarken, fulgte man den gamle struktur ved at anlægge nye gader vinkelret på kystlinjen, vel simpelthen fordi de gamle smalle agre og skellene for-løb parallelt i samme retning.

Af Jens Aarup Jensen tidligere museumsleder

38

SøhandelsbyFra begyndelsen har Ringkøbing fungeret som en søfartsby med import- og eksporthavn og som oplags-plads for transithandel. Indtil tiden omkring reformatio-nen 1536 er det dog småt med skriftlige kilder, og det bliver der såmænd ved med at være frem mod enevæl-dens indførelse 1660. De fåtallige kilder skyldes nok, at der ingen kongelig borg har været i nærheden, hel-ler ingen klostre, og at byen altid har været så lille, at den aldrig har rummet mere end én kirke. Ringkøbing har derfor altid primært været en handels- og hånd-værksby og siden slutningen af 1600-tallet også admi-nistrationsby.

Så længe Limfjorden indtil stormfloden 1825 forblev lukket, har Ringkøbing haft et stort, men tyndt befol-ket opland i hele Nordvestjylland med fangarme, der undertiden kunne strække sig helt til Viborg og også omfattede de gamle købstæder i det vestlige Lim-fjordsområde. I ældre tider har Ringkøbing haft nogen studeeksport, men også alle andre slags landbrugs-produkter blev eksporteret herfra ad søvejen. Det gælder ikke mindst korn, ”kongelig majestæts skat-tekorn”, der i 1700-tallet blev opkrævet af skiftende amtsforvaltere. Korneksporten gik nordpå til Norge og sydpå til hertugdømmerne. Byens købmænd havde samtidig nære forbindelser til handelshusene i Ham-burg-Altona og Amsterdam. Herfra importeredes alle slags varer, kaffe, tobak, rosiner, gravsten, farvestoffer, listen er alenlang.

Der var et stort behov for byggematerialer ikke mindst tømmer, for der groede ingen træer i Vestjylland i gamle dage. Skulle man hente tømmer indenlands, var eneste mulighed en dyr vogntransport ad sandede hjulspor til Silkeborgegnens skove. Derfor blev tømmer primært hentet søværts fra Norge. Lejlighedsvis hente-des lidt kul og jern fra England. Fra 1800-tallet ved man desuden, at byens største skib en gang om året blev sendt til Riga efter hamp, hør og råtobak. Søfarten til og fra Ringkøbing foregik med små fladbundede skibe af vadehavstypen, og man kan med rimelighed godt

kalde Ringkøbing for den nordligste havn i den gamle vadehavsfart.Danske Atlas 1769 benævner Ringkøbing som ”en liden Søstad”. Generelt for landet havde første del af 1700-tallet budt på stagnation og tilbagegang. Det ændrede sig mod århundredets slutning til en opgangstid med landboreformer og en opblomstring af handelen, ikke mindst på grund af Napoleonskrige-nes hærgen med prisstigninger på varer og fragtrater til følge. Den florissante periode kaldes tiden, og den blev udnyttet godt af Ringkøbings købmænd. Flere af dem var bondesønner, der tjente sig formuer, som gav dem råd til også at erhverve herregårde på egnen. Bedst kendt blandt dem er nok Peder Tang, som købte Nørre Vosborg. Gennem giftermål m.v. var der i det hele taget et tæt netværk mellem købmændene i de gamle vestjy-ske købstæder og Vestjyllands store gårde.Det var nu ikke uden problemer at opretholde søhan-delen på Ringkøbing. Under den såkaldte lille istid, der først ebbede ud i midten af 1800-tallet, indtraf der ændringer af Vesterhavskysten. Store stormfloder i 1500- og 1600-tallet satte ekstra gang i materialevan-dringen og kysterosionen, hvilket medførte en begyn-dende tilsanding af det gamle åbne udløb ved Skod-bjerge. Nymindegab begyndte at vandre sydpå. Der dannedes større barrer og grunde indenfor gabet, og skibene kunne risikere at skulle vente i ugevis på at kunne sejle igennem til Ringkøbing. I 1733 organise-redes et bådførerlaug for ejerne af føringsbådene. Det var sejlførende småfartøjer, der fragtede varerne til og fra Nymindegab, hvor omladning fandt sted, når ski-bene ikke kunne komme ind eller ud af fjorden.Den største stormflod indtraf i 1825, hvor havet brød igennem flere steder og den sydlige del af Holmsland Klit blev overskyllet, så store mængder sand blev aflejret i fjorden, og tilstanden forværredes. Trods de stadigt vanskeligere besejlingsforhold fortsatte Ring-købing dog med at være søhandelsby lige indtil 1875, hvor jernbanen åbnede og bragte nemmere, hurtigere og billigere forbindelser til omverdenen.

Vester Strandgade set fra Toldboden.I baggrunden ses kirketårnet, der var

kalket hvid i en lang periode frem til en omfattende restaurering i 1934-35.

Bebyggelsen Det første nøjagtige kort over Ringkøbing er opmålt i 1820 og opbevares på Rigsarkivet i en kopi fra 1825. Her ses, hvordan de store fire- eller flerlængede køb-mandsgårde dominerer bebyggelsen både på Torvet og i Algade (benævnt Store Adel Gade) og til dels også i Østergade. Der er vel omkring femten i alt. Gennem Nørreport for enden af Østergade kom trafikken fra det store opland mod nord ind i byen. Fra gårdene drev købmændene deres handel med import og eksport, og før sparekasser og bankers tid var det også køb-mændene, der lånte penge ud. De havde oplagsrum i udlængerne, og der var ”bønderkamre” til overnat-tende folk, der var kommet til købstaden for at handle. Man havde kreaturer og heste på stald og andet dyre-hold, for gårdene var også rigtige landbrug med jord ude på bymarken ligesom i enhver anden gammel køb-stad.Skruer vi tiden to hundrede år tilbage, ville vi nok for-bløffes over, hvor meget Ringkøbing dengang må have lignet en stor landsby. Alle huse og gårde var nemlig

kun i en etage med det nuværende Hotel Ringkøbing som eneste undtagelse. Måske ville vi have kigget langt efter butikker, for selv om der også var en kram-bod i købmandsgårdene, har disse ikke synet af meget i gadebilledet. Bagved gårdene lå der flere steder ube-byggede tofter. Småhuse beboet af folk i beskedne kår fandtes bl.a. nede ved fjorden og i mellemgaderne. Der gik lang tid endnu før bykernen var fuldt bebygget. I midten af 1800-tallet fik Ringkøbing endelig flere markante bygninger i to etager: Toldboden ved hav-nen 1843, på Torvet Rådhuset 1849 og Vestjysk Banks bygning 1857. På Algades nordside ejendommene nr. 7 - 13 i årene 1845 - 1863. De efterfulgte nogle af de tidli-gere købmandsgårde. Omkring 1850 blev de nuværen-de hovedveje 15 Herningvej og 16 Holstebrovej anlagt og ført ind til byen. Med næringsfrihedsloven 1857 og opfølgende love fremmes butikshandelen. Helheds-præget i forhusenes facader på de gamle købmands-gårde begynder at forsvinde, fordi ejendommene nu deles op og ændres til butikker.På et kort i Trap Danmark III fra 1902 ses, hvordan byen omsider er begyndt at vokse, især ned mod banegår-den og ud langs Herningvej. I bykernen har mellemga-

40

derne fået deres nuværende navne. Vester Mellemga-de, hvor den nye hovedvej fra Holstebro blev ført ind, er døbt om til Nygade og blevet forretningsgade.Trods jernbanens komme og industrialismen fik Ring-købing ikke nogen voldsom vækst i slutningen af 1800-tallet. Af nye virksomheder dengang må nævnes Joh. P. Andresens orgelfabrik og også den i dag glem-te Bildts vognfabrik, begge oprettet af dygtige tilflyt-tede håndværkere. Nye bygninger fra denne periode er meget tidstypisk præget stilmæssigt af historicismen. Byens mulighed for ekspansion var arealmæssigt ret begrænset indtil de store afvandinger efter 2. verdens-krig. I 1950erne var engene vest for byen blevet afvan-det til gavn for et nyt industrikvarter. Det skabte sam-tidig mulighed for gennemførelsen af et gadegennem-brud fra Torvet direkte ud til Vonåbroen til stor lettelse for den voksende biltrafik mod Søndervig. Desværre kom det til at gå ud over Torvet, idet ejendommene ved hjørnerne af Grønnegade og Vester Strandgade blev revet ned, så trafikken kunne passere uden at blive hindret af gamle snævre passager. Torvepladsen blev mere forblæst og dens helstøbte karakter af en sam-menhængende, ret lukket plads blev skamferet. Planer om yderligere nedrivninger blev heldigvis aldrig reali-seret.

Byggeskik Det var de hovedrige købmænd, der i 1780erne begyndte at ændre husenes ydre til det, vi i dag kal-der den vestjyske byggeskik, nemlig huse i grundmur opført af røde mursten og med røde tegltage samt hvidkalkede gesimser og tagrygge. Murstenene var uregelmæssigt brændt i små, såkaldte bondeteglovne og har derfor et farvespil, der svinger fra klinkbrændt brunviolet over mørkerødt til lysere gulligt. Selv om man siden tidlig middelalder havde kendt tegl i form af munkesten anvendt til kirker, klostre, slotte og her-regårde, var almindelige huse og gårde som regel i bindingsværk. Med bondeteglovnenes fremkomst fik

man i Vestjylland adgang til et nemmere tilgængeligt og økonomisk mere overkommeligt byggemateriale. Denne måde at producere mursten på var et nyt bier-hverv, der langs Vestkysten havde bredt sig nordpå fra Friesland. Nord for Kongeåen er det først efter 1750, de små bondeteglovne begynder at dukke op.Vi må forestille os, at langt de fleste gårde og huse i Ringkøbing indtil slutningen af 1700-tallet har været af bindingsværk med stråtag. Stråtagene blev senere forbudt på grund af brandfaren. Da købmændene i sin tid tog den nye byggeskik til sig, skete det ofte sådan, at man først og fremmest udskiftede facaderne mod gaden og lod resten af husene blive stående. Det kan man eksempelvis konstatere ved ombygninger og restaureringer. I nogle få portåbninger findes stadig rester af det oprindelige bindingsværk. Det var ikke bare i købstaden, men også i det åbne landskab, den vestjyske byggeskik satte sit præg. De ældste eksem-pler er den gamle studestald på Nr. Vosborg fra 1788 og Stauning præstegård fra 1789, men tænk også på de flotte klitgårde.

Kort over Ringkøbings middelalderlige gadenet opmålt i 1820. Her gengivet i en

moderne omtegning af E. Heldgaard.

Kortet er den første nøjagtige plan af byen, og det fremgår tydeligt, at bebyggelsen er

domineret af de store købmandsgårde ved Torvet og de to hovedgader, Østergade og

Algade (Stor Adel Gade). Kirkegården er på dette tidspunkt udflyttet.

Originalkortet opbevares i Rigsarkivet, og blev udarbejdet af Toldvæsenet til brug for

opkrævning af grundskatter.

42

Formidling og bevaring

At der er interessefællesskab mellem Ringkøbing Beva-ringsforening og Ringkøbing-Skjern Museum er til at få øje på.1 Begge arbejder med den vigtige opgave at brin-ge fortiden med ind i fremtiden. Bevaring er et centralt begreb i den lovgivning, der udstikker rammerne for museernes virke.

Museernes bevaringsbegreb er imidlertid knyttet tæt sammen med fire andre arbejdsfelter, indsamling, registrering, forsk-ning og formidling. Heri ligger skarpe afgrænsninger, men sammenknytningen med det øvrige museumsarbejde giver også muligheder.

Når vi ser bort fra arkæologien, er museernes konkrete beva-ringsarbejde først og fremmest knyttet til samlingerne af genstande. Hvad angår bevaring af kulturmiljøer, bygninger og sammenhænge i landskabet er det andre instanser, der udstikker rammerne for museernes muligheder, og de ram-mer er ofte snævre. Ringkøbing-Skjern Museum følger med i nedrivninger og andre ændringer i de fysiske kulturmiljøer i kommunen, men når først forsamlingshuset i Torsted eller det gamle mejeri i Rækker Mølle er indstillet til nedrivning, er der ikke meget museet kan gøre. Egentlige fredninger kommer kun på tale i ganske særlige tilfælde, og med 14 besøgsste-der allerede kan museet vanskeligt påtage sig udgifter til drift og bevaring af flere historiske bygninger. Ringkøbing-Skjern Museums muligheder for at arbejde konstruktivt for beva-ringssagen ligger et helt andet sted:

Gamle huse står ude. Også når det stormer, regner og sner. Derfor er der ganske kort vej til forfald og nedrivning, når et bygningsmiljø mister sin værdi for de mennesker, der ejer det, og for dem, der skulle have lyst til at købe det. Men før det kommer så vidt, har Ringkøbing-Skjern Museum chan-cen for at påvirke udviklingen. Et miljøs kulturelle værdi er ikke altid åbenlys. Den særlige historie, der knytter til stedet, virker måske banal for dem, der altid har kendt den. Men i den stedspecifikke sammenhæng: rum, historie, landskab og mennesker ligger der altid noget værdifuldt og noget, der kan fortjene at leve videre – måske ikke som en fredning og fastfrysning, men som en bevaret dynamik og sammenhæng. Her kommer to af museumsarbejdets andre overskrifter ind i billedet, nemlig forskning og især formidling. Ringkøbing-Skjern Museum har i det seneste tiår arbejdet med kulturmil-jøredegørelser, først og fremmest i en række af kommunens landsbyer.2 I undersøgelserne går vi ikke ind i en bevarings-diskussion på bygningsniveau. I stedet zoomer vi ud og spør-ger overordnet: Hvad er karakteristisk her? Hvad har formet netop denne landsby? Hvad adskiller den fra andre landsby-er? Hvad er dens identitet? Hvordan kommer det til udtryk i det fysiske rum? Og vigtigst: I hvilke former kan det stedspe-cifikke og karakteristiske bevares?

Ringkøbing-Skjern Museum betragter først en kulturmiljøre-degørelse som godt i vej, når vi har præsenteret vores svar på spørgsmålene på tryk, i foredrag og i dialog med miljøets virkelige eksperter og interessenter: Beboere og ejere. Ofte kan vi ikke fortælle dem ret meget, de ikke allerede ved, men vi kan give det til dem i en perspektiveret form, og undervejs i processen tilskriver vi kulturmiljøet en værdi, der forhåbentlig bliver lagt med i vægtskålene, når de hårde realiteter melder

En byvandring i Jesper Malers fodspor- og et argument om historieformidling og bevaring

Tekst: Christian Ringskou, museumsinspektør ved

Ringkøbing-Skjern Museum

En byvandring i Jesper Malers fodspor- og et argument om historieformidling og bevaring

Fra udstillingen på Dommerkontoret

44

sig: Når et gammelt hus enten skal istandsættes eller rives ned. Når næste generation enten skal investere i et nyt ræk-kehus i Århus eller en gammel villa i Vestjylland.

Argumentationen gælder ikke kun for kommunens landsbyer og ikke kun i Ringkøbing-Skjern Museums kulturmiljøredegø-relser. Også museets øvrige formidling fra børneaktiviteter og historisk dyrskue til årbog og naturvejledning har det som et integreret mål at skabe rum for refleksion over stedspecifik kulturel værdi. Købstadsudstillingen ”Vestjyllands lille hoved-stad” på Dommerkontoret, Ringkøbing Museum er et godt eksempel, fordi vi her lige som i kulturmiljøredegørelserne har bygningsmiljøer for øje.

Jesper Malers Ringkøbing

Ringkøbing-Skjern Museums samling af byprospekter teg-net af Jesper Kierkegaard (Jesper Maler) i årene 1808-1847 er omdrejningspunktet i formidlingen af købstadens historie. Heri ligger en række bevidste fravalg. Vi snyder gæsterne for byens grundlæggelse i middelalderen. Kirken bliver usynlig, og det samme gør amtets rolle i byens historie. Men vi får noget andet, der er nok så meget værd. Jesper Malers pro-spekter gengivet som storformater er en hel byvandring i det gamle Ringkøbing – mellem bygninger, hvoraf de fleste er væk, men nogle er bevarede.

Baggrunden for valget af Jesper Malers tegninger som omdrejningspunkt er ikke kun den fine kvalitet men også, at

de falder helt rigtigt i tid. Jesper Malers første og bedste pro-spekter er fra årene omkring 1810. Andre er fra 1847, men deres motiver ligger i forlængelse af de tidlige. Ringkøbings historie er på mange måder en historie om begrænsninger: Dårlige besejlingsforhold i fjorden og gabet begrænsede søfarten. Lange afstande og dårlige veje begrænsede hande-len, og senere begrænsede konkurrencen fra havnen i Esbjerg og handelslivet i de nye stationsbyer industrialiseringen. Men netop i årene omkring 1800 oplevede Ringkøbing et opsving. Befolkningen steg fra 465 i 1787 til 1150 i 1831.3 Byens han-delsflåde satte rekord med 21 hjemmehørende skibe i 1807.4

De første fabrikker (lak, tobak og læder) kom til.5 Gammelt faldefærdigt bindingsværk blev erstattet med grundmurede huse, hvoraf ikke så få er bevaret i dag.6 Samtidig er tiden omkring 1800 den tidligste, der for alvor tegner sig i kød og blod. Der går sagn om tidens købmænd, historiske undersø-gelser dokumenterer deres gøren og laden, og i Ringkøbing-Skjern Museums samlinger har vi dem på periodens typiske silhuetklip.

Ved at fokusere på Ringkøbing i det tidlige 1800-tal fokuserer vi med andre ord på et punkt i tid, der mere end mange andre tegner konturerne af Ringkøbing i historie, kulturmiljø, beva-ringsværdige bygninger og identitet. Heldigvis er de gamle huse i det centrale Ringkøbing ikke nedrivningstruede, sådan som mange bygninger i landdistrikterne er, men pointen er den samme her som i kulturmiljøredegørelserne. Ringkøbing-Skjern Museum formidler stedspecifikke og karakteristi-ske kulturmiljøer med henblik på at skabe og vedligeholde bevidsthed om bevaringsværdige bygninger og sammen-hænge.

1 Denne artikel er en bearbejdet version af Ringskou og Mehlsen ”Med fotografen i Jesper Malers fodspor.

– En byvandring i det gamle Ringkøbing” i Opdatering – årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2011.

2 Per Lunde Lauridsen: Landsbyernes kulturmiljø som resurse, Skjern-Egvad Museum 2006, Lasse Justesen, Kim Clausen, Peter Carstensen & Christian Ringskou: ”Bork Havn” i Opdater-ing – årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2010, Kim Clausen og Christian Ringskou: Her-borg – hedebøndernes kirkeby og stationsbyen, der næsten kom for sent til toget i Opdatering – årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2011. Artiklernes begreber om dynamiske kulturmiljøer baserer sig på de svenske etnologer

Mia Andersson & Monica Mossbergs overvejelser i Profilering – en framtid för Västmanland Länsstyrelsen i Västmanlands län Rapport 2000:07.

3 Carl Lindberg Nielsen: Ringkjøbing Købstads Historie Ringkjøbing Byråd (u.å.) s. 102, I.C. Hald: Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oeconomisk Henseende – Ottende Stykke, Ringkjøbing Amt Reprografisk genudgivelse ved Historisk Samfund for Ringkøbing Amt 1985 (1833) s. 172.

4 Peter Nicolai Frost: Beskrivelse over Kjøbstaden Ringkjøbing Amtsprovst Krarups Forlag 1817 s. 51.

5 Nielsen s. 121-23.

6 Jens Aarup Jensen: Jesper Malers Ringkøbing 1808-1847 Ring-kjøbing Museum s. 56.

Med fotografen i Jesper Malers fodsporFotograf Chalotte C.K. Mehlsen har været en tur rundt i det moderne Ringkøbing for at se, hvordan Jesper Malers gamle by ser ud et par århundreder senere. Det fremgår, at nok ville den, der var stedkendt for 200 år siden, kunne finde rundt, men genkende meget ville han ikke.

Lad os starte med at ankomme fra søsiden. Ikke så almindeligt i dag, men som det fremgår, var Ringkøbing engang en rigtig søfartsby. Forskellene på de to billeder er flere end lighederne. Havnen blev først anlagt i 1905, så på Jesper Malers tid lå handels-skibene på red, og varerne blev transporteret til og fra stranden i små føringsbåde.

46

Vi går i land. Fra havnen går vi ind i byen gennem Vester Strandgade, hvor Jesper Maler har været forbi med tegneblokken. Den-gang var det nok rebslager Fischer, der betalte. I hvert fald optræder både han selv, hans familie, hans gæster og hans besætning på billedet. I dag er hestevognen blevet til en Peugeot 306, og de gamle bindingsværkshuse er væk, afløst af bygninger fra årtierne omkring 1900. Men for enden af gaden genkender vi Hotel Ringkøbing på begge billeder.

Turen fortsætter op til Torvet, hvor vi når til et af de Jesper Maler-motiver, der er sværest at placere i dag. Konsul A.C. Husteds statelige gård på Torvets sydvestlige hjørne er væk. Grunden blev ryddet i bilens guldalder, da der skulle gives plads for en udvi-delse af vejen mod Søndervig.

Vi har endnu et billede af Torvet i Jesper Malers streg, nemlig Berthel Kolbyes store grundmurede købmandsgård på hjørnet af Grønnegade. Som på Torvets sydvestlige hjørne er også denne bygning på det sydøstlige væk. Jesper Maler snyder lidt. På hans billeder ligner Ringkøbings centrum en hel renæssancestad med brede gader. Sandheden var en anden, og da bilerne skulle frem i 1950’erne, måtte den gamle købmandsgård væk. Igen er det kun takket være Hotel Ringkøbing, vi kan se, at vi er på samme sted.

Fra Torvet går vi op i den nordlige udkant af det gamle Ringkøbing. På hjørnet af Østergade og Nørregade finder vi det eneste af Jesper Malers motiver, der til forveksling ligner sig selv. På Jesper Malers tid tilhørte denne købmandsgård konsul Chr. Husted. I dag kender rigtige ringkøbingensere den som ’Den gamle købmandsgård’ eller, hvis de er endnu mere rigtige ringkøbingensere, som ’Morten Madsen’ efter den sidste købmand i ejendommen, der drev forretning indtil 1994.

48

Konsul Chr. Husted må have været begejstret for Jesper Malers streg. I hvert fald er også dette og det næste billede gengivelser af ’Den gamle købmandsgård’ først fra gårdspladsen og dernæst fra nordsiden. Og sikken et leben Jesper Maler giver os. Ingen tvivl om, at Husteds forretning skulle tage sig travl ud. I dag er alt forandret. Ikke bare er hestevognene væk, også bindingsværklængen er forsvundet, og der er blevet plads til biler og cykler.

Chr. Husteds købmandsgård lå i byens udkant, så han kunne græsse sine kreaturer umiddelbart bag gården. Så let var det ikke for alle borgere. Vi må forestille os et helt optog hver morgen, når byens kvæg blev gennet ud på bymarken og et tilsvarende, når det skulle ind igen. I dag er der selvfølgelig ikke længere fredelige køer på græs bag den gamle købmandsgård. Den ligger jo midt inde i byen.

Vi slutter vores lille byvandring på hjørnet af Østergade og Algade, hvor Johan Leonhard Broager havde fået bygget første sal på sit apotek og bestilte Jesper Maler til at tegne ejendommen. Men alt, hvad der er nyt, bliver gammelt, og i 1863 blev apoteket nyopført.

Fra det gamle apotek er der få meter til Ring-købing Museum. Den nysgerrige læser finder selv vej til udstillingen ’Vestjyllands lille hoved-stad – Jesper Malers Ringkøbing’.

50

Ulrik Plesner (1861-1933) voksede op som præstesøn i Vedersø, men til Ringkøbing for at bygge kom Ulrik Ple-sner først efter, at han i 1890’erne havde etableret sig som en højt respekteret arkitekt i København. Her blev han, på baggrund af, at han have tegnet og opført flere originale og kunstnerisk begavede etageboliger og vil-laer, betragtet som en markant fornyer af boligarkitek-turen i Danmark.

Kollegaer og ikke mindst tidens unge arkitektstuderende fandt hans eksempler dybt inspirerende og opfattede ham i den periode som den, der kunne vise vejen for en ny og tidssvarende arkitektur, som man anså for hårdt tiltrængt. Plesners bygninger repræsenterede et helt nyt formsprog i byen – og så alligevel ikke, for han sørgede som oftest for, at arkitekturen forholdt sig til den lokale sammenhæng og optog karakteristiske træk fra det ældre københavnske byg-geri. Hans signatur var den helt enkle, røde teglstensmur, den stærke komposition, karnapper og gavlmotiver og en stor grad af arkitektonisk frihed på trods af, at historiske referen-cer stadig spillede en rolle.

I forbindelse med Ringkøbing er Ulrik Plesner i endnu høje-

re grad kendt for at videreføre den stedlige byggeskik: Den skarptskårne bygningsform, det smukt brogede murværk, de kraftige hvidkalkede gesimser, samt de specifikke detal-jemotiver, som han hentede lokalt. Samtidig tilførte han dette udgangspunkt indslag af noget andet – først og fremmest præg af engelsk arkitektur, der ganske fra udgangspunktet var en af hans store inspirationskilder. Selvom det måske ikke er umiddelbart tydeligt, går hverken Borgmesterboligen (Kon-gevejen 10, 1905) eller Nørre Omme Banens Driftbestyrerbolig (I. C. Chr. Allé 5, 1911) fri af denne påvirkning. Men hvad der måske fra et dogmatisk klassicistisk synspunkt må anses for mærkværdigheder ved Ulrik Plesners bygninger, kan generelt opfattes som et udslag af den engelske inspiration – f.eks. asymmetri eller den frie vinduesdisponering, som ses i forbin-delse med flere af Ulrik Plesners huse i Ringkøbing.

Selve stationsbygningerne for Nørre Omme Banen (1911) - No, Lervang, Muldbjerg, Spjald, Grønbjerg og Ørnhøj - er ikke placerede i Ringkøbing by, men er absolut relaterede hertil og hører blandt kendere af dansk arkitektur til blandt Ulrik Ple-sners virkelig afholdte værker. Stationerne, hvoraf Ørnhøj jo desværre ikke eksisterer mere, er da vitterlig også små kraft-fulde mesterværker og måske et af de allerbedste eksempler

Ulrik Plesner i Ringkøbing - og landet over

Ulrik Plesner i Ringkøbing - og landet over

Kunsthistoriker Victoria Holst Eriksen

Ringkøbing-Skjern Museum har dette herlige fotografi af Ulrik Plesner og Kristian Jensen, hans assistent gennem mange år. Billedet er taget til bladet »Vore Damer« foran Brøndums Hotel i Skagen, og det er lavet som et postkort. På bagsiden har Kristian Jensen skrevet:

»Kære Hjærtekone! Hermed ser Du et Billede der blev taget af Plesner og Jeg igaar det skal i »Vore Damer« det er et Par kønne Planter at faa der synes Du ikke? Jeg tegner paa en ny Bank hertil; men saa forfærdelig længe antager jeg ikke det varer inden jeg kommer hjem. Tusind kærlige Hilsener & Kys sendes eder begge to af jeres egen Far! Jeg skal hilse fra Brøndums, Fru Ancher og Fru Holst.«

Kortet er fra omkring 1918, hvor Skagens Bank blev bygget med Ulrik Plesner (tv) som arkitekt og Kristian Jensen som hans assistent.

52

på Ulrik Plesners demokratiske tilgang til arkitektur. For det er bemærkelsesværdigt: En lille landstation opført i de bedste materialer og med omhyggelig detaljering - en drøm af kva-litet, skønhed, charme og værdighed midt ude på ”pløjemar-ken”. Det er én af de ting, der udmærker Plesner som arkitekt: Høj som lav, bonde som borger - alle fortjente tilsyneladende det bedste. Altid demonstrerede Plesner værdien af omhyg-geligt materialevalg, stærke profiler, gode proportioner og skønne detaljer. Han satte barren højt og gav øvrige arkitekter og bygmestre noget at leve op til.

Ringkøbing har en god håndfuld Plesner-bygninger og det er

et privilegium. Hans værker er arkitektoniske højdepunkter i byen og Ulrik Plesner er stadigvæk en arkitekt, der nyder stor anerkendelse og betragtes som en af dansk arkitekturhisto-ries betydningsfulde skikkelser. Det skyldes, ud over bygnin-gernes indlysende kvaliteter, blandt andet, at han synes at være sin tids mest indflydelsesrige arkitekt, hvad angår den direkte annektering af typer og motiver. Ikke bare i Køben-havn, Skagen og Ringkøbing, de tre byer, som fik særlig glæ-de af hans arbejder, men også i mange andre danske byer ses utallige bygninger, der lægger sig nært op ad bygningstyper, han har introduceret og som gør brug af arkitektoniske moti-ver, han har skabt. Ulrik Plesner har således indirekte sat sit

Tidligere kontor og bolig for Ringkøbing-Ørnhøj Banen på hjørnet af J.C. Christensens Alle og Nørredige. 1911.

Priorgården i Vestergade. Bygget for Købmand Birkedal i 1913.

5454

aftryk på bygninger overalt i landet og han har måske præ-get Danmarks bygningsmasse mere end nogen anden enkelt navnkundig arkitekt.

Samtidig udbredte han også træk af den vestjyske bygge-skik til resten af landet, idet denne i stigende grad kom til at præge hans arkitektoniske virke. På den baggrund kom den vestjyske byggeskik, gennem Ulrik Plesners eksempel og ind-flydelse, til at udgøre et væsentligt grundlag for Nybarokkens (ca. 1900-1920), stærke massiver generelt og for den såkaldte murermestervilla i særdeleshed. Den vestjyske byggeskik

harmonerede nemlig, med sin enkle, afklarede form og vid-underlige, rige teglstensmure perfekt med datidens aktuelle formidealer, som gik i retning af det kompakte og sluttede, og desuden også med tidens store fokus på materialevirk-ninger og håndværk, samt ønsket om et nationalt og folkeligt udgangspunkt for arkitekturen.

Ulrik Plesner formidlede således værdien af den helstøbte vestjyske byggeskik til hele landet – men formidlede han måske ikke også samtidig værdien til Ringkøbing selv? Via sine værker medvirkede Ulrik Plesner til at fremhæve og for-

Aldershvile ved Kongevejen. 1907.

midle den vestjyske byggeskiks kvaliteter. Her var noget, der var værd at bemærke, påskønne og videreføre. Ulrik Plesner gav Ringkøbing en ny byggeskik til det nye århundrede og idet han arbejdede i forlængelse af traditionen, sikrede han samtidig kontinuiteten. Med Ulrik Plesner kom moderne byg-ningstyper og nye impulser til Ringkøbing, uden at helheden led overlast. Og hvem ved, hvordan synet på denne folkelige byggeskik havde set ud i dag uden denne gestus fra en bega-vet kunstner. Hvem kan sige, hvordan Ringkøbing i dag havde taget sig ud uden Ulrik Plesners mellemkomst. Billedet af Ringkøbings historiske bykerne står så stærkt, fordi det ikke

alene er en smuk bykerne, men også en usædvanlig homogen bykerne.

Sidste års triste begivenhed, hvor en frapperende mangel på forståelse for den kulturelle værdi, Ulrik Plesners bygninger repræsenterer, medførte, at Ringkøbing Skole fra 1911 blev revet ned, minder os i uhyggelig grad om, hvor vigtigt det er at holde kampen for bygningskulturarven i live. At sikre Ring-købings unikke kvaliteter og egenart er en opgave, der aldrig kan betragtes som afsluttet.

Den nu nedrevne Ringkøbing Skole fra 1911.

56

Hvorfor skal vi bevare?

Spørgsmålet burde være overflødigt, for de fleste er enige om, at vi skal passe på bymidten og de bevaringsværdige huse på egnen. Men det er alligevel relevant, for når beva-ringsarbejdet bliver konkret, viser det sig, at der ikke altid er enighed om, hvor langt man skal gå i bestræbelserne på at bevare bygningernes originalitet frem for at benytte moderne materialer og arbejdsmetoder. Eller måske ligefrem nedrive og erstatte huset med en højisoleret og vedligeholdelsesfri kopi – for det er vel vigtigt at nedsætte energiforbruget, både for pengepungen og for miljøets skyld?

Men desværre er ingen bygninger vedligeholdelsesfrie, hel-ler ikke nye bygninger, og med en nænsom energirenovering kan man nedsætte energiforbruget væsentligt. En energire-novering uden hensyn til bevaringsværdier er kun lidt bedre, og en nyopført kopi vil være generationer om at genoprette CO2-balancen.

Vi ønsker at bevare de historiske bygninger, fordi de har en værdi for nutiden og fremtiden. Bygningerne repræsenterer en økonomisk værdi, men også nogle mere uhåndgribelige, bløde værdier, og det er primært dem, der er interessante i bevaringssammenhæng. Nogle af dem kan de fleste blive enige om, men der er også værdier, man måske først bliver opmærksom på, når man interesserer sig mere indgående for bygningsbevaring.

Der er ingen tvivl om at kulturarven er en stærk ressource,

der har afgørende betydning for en positiv udvikling af både bosættelse, turisme og erhvervsliv. Kulturarven er med til at gøre vores fælles historie nærværende, og de fleste af os oplever det som en kvalitet i sig selv at være omgivet af den i det daglige. Sikkert fordi kulturarven både er identitetsska-bende, vedkommende og fuld af gode historier.

Det er rart og hyggeligt at færdes i en smuk gammel by med velbevarede huse, og bymiljøet er uden tvivl et stort aktiv for Ringkøbing. Det er afgørende for byens fremtid, at vi bevarer og udvikler vores styrkesider, og en af de største er uden tvivl den velbevarede bymidte.

Hvis man sammenligner Ringkøbing med mange andre byer, er det tydeligt, at de gamle huse giver bybilledet en ekstra dimension: Man fornemmer, at byen har en historie, og at vi er en del af et langt forløb.

Hvad er det, der skal bevares?

Det er vigtigt at undersøge nærmere hvilke værdier, de beva-ringsværdige huse repræsenterer. For når man først har gjort sig klart, hvorfor en bygning eller et gademiljø er bevarings-værdigt, er det nemmere at forholde sig til, hvordan man sik-rer bevaringsværdien ved renovering eller om- og nybyggeri.

De værdier, vi værdsætter ved de bevaringsværdige bygnin-ger, kan knyttes til forskellige egenskaber ved bygningerne, og for at tydeliggøre, hvad man skal være opmærksom på ved

– hvorfor, hvad og hvordan?

Bygningsbevaring

bevaringsarbejdet, kan man sammenfatte værdierne under tre overskrifter:

- Værdier knyttet til den originale bygning eller bygningsdel - Værdier knyttet til bygningens arkitektur og materialevalg - Værdier knyttet til alderens spor

Værdier knyttet til den originale bygning eller bygningsdelMange af de værdier vi tillægger bygninger hænger uløseligt sammen med netop den enkelte, originale bygning eller byg-

ningsdel. Når man står over for et gammelt hus og kan aflæse det liv, huset har været rammen om gennem tiderne, kan man pludseligt mærke historiens vingesus. Huset en håndgribelig del af den historie, vi selv er en del af og giver videre til efter-tiden.

Et stykke gammelt glas i et vindue vidner ved sin uregel-mæssige brydning af lyset om en anden fremstillingsteknik og giver et autentisk indtryk af et gammelt vindue. Gennem glasset ser vi omgivelserne som man gjorde, da huset var nyt.

På samme måde kan sporene efter tømrerens bredbil i et

Gammelt vinduesglas med uregelmæssige spejlinger.Det store stik over vinduet afslører Toldbodens gamle port til lagerrummet.

58

stykke håndhugget tømmer fortælle om tidligere tiders bear-bejdning af træet. Vi ser sporene efter netop den tømrer, der huggede træet til på vore tipoldeforældres tid, og hvis det udskiftes med et stykke savskåret tømmer, er de historiske spor væk.

Værdier knyttet til bygningens arkitektur og materialevalgLige som en bygning kan være autentisk ved at man har beva-ret de originale bygningsdele, kan den være autentisk i sin ide, der afspejler sig i arkitekturen og konstruktionen. Et hus kan have kulturhistorisk værdi som udtryk for samfundsud-viklingen og tidens håndværksmæssige formåen, og det kan fortælle om det liv og den brug, det har været rammen om. Arkitekturen udtrykker de ideologiske og kunstneriske idealer og fortæller om samtidens opfattelse af det smukke og hen-sigtsmæssige.

De lave huse i de hyggelige gader, der udgør den middelal-derlige byplan, er helstøbte eksempler på den vestjyske byg-geskik i 1800-tallet, lige som mange af gaderne umiddelbart uden for bykernen er meget fine eksempler på Landsforenin-gen Bedre Byggeskiks indflydelse i begyndelsen af 1900-tal-let.

De smukke gadeforløb er præget af de få og gennemprøvede byggematerialer, der kendetegner datidens byggeskik, og de har en høj miljøværdi.

Værdier knyttet til alderens spor Med årene ældes et gammelt velholdt hus med den værdig-hed, der ligger i høj materialekvalitet og omhyggelig vedlige-holdelse. Alderens spor opleves umiddelbart og er en stor del af en gammel bys charme.

De gamle brosten i Ringkøbings gader er glatte og afrundede af mange års slid. I modsætning til nye brosten med en skarp og kantet overflade, er de med til at give gaderne atmosfære. De gamle brosten har opnået en kvalitet, som de nye først vil få efter mange år.

På samme måde giver sporene af mange lag maling på et gammelt, velholdt vindue eller et kobbertags irgrønne farve en umiddelbar oplevelse af byens lange historie.

Hvordan?Som hovedregel bør man forsøge at bevare de originale byg-ningsdele og reparere frem for at udskifte, og hvis det er nød-vendigt at udskifte bygningsdele, bør det ske med samme materialer og udførelse som de oprindelige. En fortløbende vedligeholdelse, der respekterer og tager hensyn til husets oprindelige byggeskik vil efterhånden resultere i en udskift-ning af dele af huset, men ægtheden vil forblive intakt. De originale materialer patinerer harmonisk i forhold til hinanden, og helheden vil blive opretholdt.

58

Sløjfede gravsten anvendt som trappe til Toldboden. Stenenes motiver er udvisket efter mange års slid af træskosåler.

Snydegesims af træ. Uden cement og jern kunne man ikke få murværket til at rage ud over det afskårne hjørne.

Alt for ofte ser man uheldige udskiftninger eller ændringer af væsentlige bygningsdele, især tagmaterialer, vinduer eller pudsning af murværk, så husets oprindelige karakter går tabt. Modene materialer, som foretrækkes på grund af pris eller mindre vedligeholdelse, vil ofte have et helt forkert udseende eller overfladekarakter og bryde helheden i huset.

Ved gennemgribende restaureringer og ved til- og ombygnin-ger, er der ikke mere tale om en løbende vedligeholdelse, og det vil i større eller mindre grad være nødvendigt og naturligt at inddrage nutidens arkitektursyn og byggeteknik.

Ved en restaurering kan det være nødvendigt at rekonstruere dele af bygningen, og hvis man ikke har gamle tegninger eller fotos at støtte sig til, vil der være tale om en gendigtning, som tager udgangspunkt i bygningens oprindelige karakter. Men der kan også være tale om om- eller tilbygninger, som udføres med nutidige løsninger, der er et naturligt led i bygningens fortsatte historie, og som bliver af værdi for helheden, hvis de udføres ud fra en kvalificeret arkitektonisk vurdering.

Hvis der skal bygges nyt i en bevaringsværdig sammenhæng, er det en misforståelse at kopiere gamle huse. Det har altid været praksis at bygge efter tidens byggeskik og tidens byg-getekniske muligheder, og først i de senere år er det blevet almindeligt at bygge huse, der imiterer en svunden tids byg-geskik. Tidligere har man ganske vist ladet sig inspirere af den klassiske arkitektur, men altid i et samtidigt formsprog, der videreudviklede de klassiske principper.

Når Ringkøbings bymidte og de ældre kvarterer, der omgi-ver den, virker så harmoniske, er det fordi byggeskikken har udviklet sig lidt efter lidt, så der er et slægtskab mellem de forskellige huses arkitektur. Byen og egnen afspejler en gradvis udvikling fra den vestjyske byggeskik med røde mur-sten og hvide detaljer via Plesners nyfortolkning til de solide murermesterhuse. Det er den arkitektoniske sammenhæng, Bevaringsforeningen ønsker at sikre for eftertiden - gennem en nænsom bevaring af de gamle huse, og en videreudvikling af den vestjyske arkitektur i en nutidig fortolkning.

Hvor kan man søge praktiske råd? Hvis man skal til at renove-ring af et bevaringsværdigt hus, er man altid velkommen til at henvende sig til Bevaringsforeningen. Vi giver gerne medlem-merne gode råd, så de kan komme ordentligt i gang med pro-cessen, og på vores hjemmeside bevaringsforeningen.dk er der links til organisationer, myndigheder, vejledningen o.s.v. Det kan være uoverskueligt at søge på internettet, men vi har samlet en række relevante links.

Det vil også altid være en god ide at henvende sig til Ring-købing-Skjern Kommune, der kan vejlede om de regler, der gælder for ens ejendom samt om eventuelle støttemulighe-der, og på kommunens hjemmeside kan man finde lokalpla-ner, vejledninger, stilblade og andre relevante oplysninger der omhandler bevaringsværdige bygninger.

Toldboden har en markant arkitektur og mange detaljer, der fortæller om bygningens historie.

Bedre Byggeskik. De harmoniske facader og de originale materialer er afgørende for det smukke gadebillede.

60

I 1973 blev Bevaringsdeklarationen for de centrale dele af Ringkøbing bymidte tinglyst på de enkelte ejendom-me. Hermed var det formelle grundlag for bevaringsar-bejdet tilvejebragt.

Et modigt og fremsynet Byråd fik sat et ønsket filter ind for at afbøde den uheldige påvirkning på bymiljøet fra den stigende bilisme, fremkomsten af nye materialer på byggemarkedet, nedbrydning af traditioner samt aggressiv reklame- og lys-skiltning på butiksfacader m.m. Forhold der ellers truede med at ødelægge Ringkøbing bymidtes helstøbte og karakteristi-ske bymiljø. Udviklingen i andre provinsbyer og købstæder var skræmmende.

Den første tidImidlertid var indsigten i og erfaringerne med administration af deklarationen i begyndelsen få og mangelfulde – og række-vidden af deklarationens formuleringer ukendte. Vurdering af ansøgninger i forhold til arkitektoniske hensyn i byggesags-

behandlingen manglede den fornødne arkitektfaglige viden i forvaltningen.

Indtil 1976 blev administrationen af bevaringsdeklarationen varetaget af et tidligere såkaldt § 17 udvalg, der sendte udta-lelser om byggeansøgninger vedrørende om- og tilbygning, reparation og istandsættelse m.m. af bygninger til Ejendoms-udvalget, der afgjorde sager i sidste ende. Denne sagsgang var imidlertid besværlig og langsommelig og gav anledning til utilfredshed hos borgere og håndværkere.

Pionerarbejdet og etableringen af en administrationspraksisMed ansættelsen af arkitekt m.a.a. Kristian Geertsen blev der tilvejebragt arkitektfaglig viden i forvaltningen, der kunne give råd og vejledning overfor lodsejere og håndværkere. Nok så afgørende var det dog, at der nu kunne udarbejdes indi-viduelle skitser og løsningsforslag, der rettede sig mod den enkelte lodsejers eller butiksindehavers ansøgningsønsker.

Bevaringsarbejdets start og udvikling set fra en kommunal embedsmands synspunkt

60

Havnen i Ringkøbing

Herved blev det arkitektoniske hensyn samtidigt varetaget i sagsbehandlingen. Denne ”pædagogik” foregik i tæt dialog med lodsejere, butiksindehavere og håndværkere ”ude på stedet”. Der blev prioriteret megen tid på at komme rundt i byen og på opfølgning af sagerne - med fuld opbakning fra Ejendomsudvalget.

Oprettelsen af en særlig økonomisk støtte til visse typer repa-rations- og vedligeholdelsesarbejder og udskiftning af sær-lige bygningsdele på de enkelte ejendomme var til stor hjælp for ”pædagogikken” – og de gode resultater.

Forvaltningen oplevede, at der begyndte at opstå forståelse, anerkendelse og respekt blandt byens borgere og handlende for bevaringsdeklarationens sigte og resultater – og den måde administrationen af deklarationen blev forvaltet på.

Også kommunen bidrog til forskønnelsen af helstøbte gade-billeder i bymidten, gennem omlægning af en række gader og pladser med brosten, bordursten og piksten – helt frem til starten af 00érne.

Konsolidering af administrationspraksis, nye muligheder og redskaberI 1985 overtog arkitekt m.a.a. Claus Josefsen arbejdet og konsoliderede den administrationspraksis, der var udviklet i forvaltningen.

Den generelle interesse for bevaring og genskabelse af de historiske bymidter voksede, og der fremkom nye muligheder og redskaber, som blev afgørende for en yderligere kvalifice-ring af bevaringsarbejdet og administration af deklarationen.

De 4 vigtigste elementer var:

1) byfornyelsesloven med den bevarende byfornyelse gen-nem spredt byfornyelse der muliggjorde en mere individu-aliseret form for byfornyelse rettet mod enkeltejendomme

– specielt i Ringkøbing bymidte men også andre steder i kommunen. I Ringkøbing bymidte blev det til 19 store og små bygninger, der alle medvirker til at opretholde struk-turen i bymidten, og fastholde de særlige karakteristika der kendetegner bymidten. Byfornyelsen har haft den ønskede afsmitning på den private renovering og vedlige-holdelse og har sikret et velbevaret bymiljø.

2) udarbejdelsen af Kommuneatlas i 1993 et stort samar-bejde mellem Miljøministeriets Skov- og Naturstyrelse, interessenter fra Handelsforeningen, Bevaringsforenin-gen, Lokalhistorisk arkiv, Ringkøbing museum og repræ-sentanter for samtlige sogne i kommunen, samt fra Tek-nisk forvaltning. Med registreringen af bevaringsværdige sammenhænge i by og på land og en registrering og fast-læggelse af bevaringsværdier for alle bygninger opført før 1940 har atlasset været et afgørende dokument for admi-nistrationen og for Byrådet/udvalget i bevaringsbestræ-belserne.

3) udarbejdelsen af Vejledning om Bymiljø, facader og skilte fra 1998 i 25-året for tinglysning af bevaringsdeklaratio-nen. Vejledningen var et meget konkret samarbejde mel-lem forvaltningen og Bevaringsforeningen. Vejledningen

Af Claus Josefsen, ark. m.a.a. - tidligere afdelingsarkitekt i

Ringkøbing Kommune og faglig koordinator i

Ringkøbing-Skjern Kommune

Med hjælp fra Kristian Geertsen ark. m.a.a.,

Bent Grimstrup og Bente Juncker

Grønnegade

62

giver ved hjælp af gode eksempler i byen anvisninger og hovedretningslinjer for administrationspraksis overfor lodsejere, rådgivere og håndværkere.

4) optagelse af generelle retningslinjer for bevaring i Kom-muneplanen og indarbejdelse af potentielle nye beva-ringsområder. Udover at pege på konkrete potentielle bevaringsområder blev der også optaget generelle bestemmelser for bevaringshensynet overalt i kommu-nen.

Dertil kommer, at der gennem tiden blev udgivet en lang ræk-ke vejledninger og publikationer med information og anvisnin-ger om bevaring.

Samarbejdet mellem Bevaringsforeningen og forvaltningen var blandt andet et udtryk for samklangen mellem bevarings-bestræbelserne i forvaltningens arbejde og i Bevaringsfor-eningen.

Udfordring af deklarationen og administrationspraksisSelv om der var en stigende interesse og forståelse for beva-ringsarbejdet, oplevede forvaltningen også nye tendenser.

Aftaler og afgørelser i byggesagsbehandlingen og om butiks-skiltning blev i stigende grad udfordret af spørgsmål til den juridiske rækkevidde af bevaringsdeklarationens ordlyd og administrationspraksis, og i en del tilfælde blev kommunens afgørelser påklaget til klagesystemet/Naturklagenævnet. Imidlertid var både Bevaringsdeklarationens rækkevidde stor og den udviklede administrationspraksis fyldestgørende og konsekvent. Kommunens afgørelser blev aldrig underkendt af klagesystemet/Naturklagenævnet!

Forvaltningen undgik ikke negativ omtale af enkelte sager i dagspressen. Ikke mindst skiltepolitikken gav anledning til store overskrifter i den lokale dagspresse. Afgørende var

imidlertid, at ingen blev favoriseret, uanset om man hed Net-to, Ringkøbing Amtskommune, McDonald, store bilkoncer-ner eller de små handlende. Der var respekt om, at alle blev behandlet på et ensartet grundlag, store som små, private som offentlige virksomheder.

I den sammenhæng er det vigtigt at fremhæve, at forvaltnin-gen i sin administrationspraksis altid fik stor opbakning fra udvalg og Byråd – og at denne opbakning var og er afgørende nødvendig i bevaringsarbejdet.

For at modvirke negativ omtale, forbedre kommunikationen og udvide forståelsen for bevaringsarbejdet udadtil blev der etableret en tættere dialog og samarbejde med Bevaringsfor-eningen, Håndværker- og industriforeningen og ejendoms-mæglerne. Med afholdelse af halvårlige møder m.m. blev bevaringsarbejdet yderligere kvalificeret.

Alle parter i bevaringsprocessen var enige i, at tiden var inde til en større synliggørelse af de gode eksempler på rigtige løsninger ved reparation, vedligeholdelse og udskiftning af bygningsdele. Det var vigtigt, at få nedfældet retningslinjer og anbefalinger til lodsejere, bygherrer og håndværkere m. fl. sammen med fortsat brug af dialog, samarbejde og løsnings-skitser, der rettede sig mod den enkelte bygning ud fra dens historie, udseende og byggestil.

Byrådets fremsynethed, fastholdelse af administrationsprak-sis og de gode og synlige resultater har betydet, at Ringkø-bing by gennem tiderne har fået rigtig mange besøg og givet inspiration til andre kommuner og andre interesserede i beva-ringsarbejdet.

Efter 2000 og frem til kommune- sammenlægningen Efter forskellige ændringer i Byfornyelsesloven blev der oprettet et Bygningsforbedringsudvalg, der kunne give udvi-

62

Vester Strandsbjerg.

det økonomisk støtte til bygninger, der har en bevaringsværdi på 1 - 4 efter værdifastsættelsen i kommuneatlasset. Beva-ringsforeningen har haft sæde i Bygningsforbedringsudvalget lige siden. Støtten til mange bygninger har haft stor betydning for bevarelsen af den bygningsmæssige kulturarv både i by og på land.

To store og væsentlige planlægningsarbejder i perioden er vigtige at fremhæve:

Den bevarende lokalplan for de vestjyske klitgårde langs vest-kysten

Lokalplanen med bevarende bestemmelser for det store område øst for bymidten omhandlende blandt andet del af Herningvej og Vellingvej, Tangsvej og Fjord Allé m. fl.

Endelig har forvaltningen været aktiv deltager i mange net-værk omkring kommunernes bevaringsarbejde, kulturarv m.m.

Efter kommunesammenlægningenEfter kommunesammenlægningen blev hele bevaringsind-satsen, de administrative retningslinjer i Vejledningen og administrationspraksis atter udfordret. Det nye Teknik- og Miljøudvalg ønskede, at undersøge mulighederne for en lem-peligere administrationspraksis, der skulle kunne åbne op for godkendelse af andre materialer indenfor bevaringsområdet end de gængse materialer, der har hørt til husenes originale byggetradition.

Der blev nedsat et Bevaringsråd, bestående af repræsentan-ter for Handelsforeningen, håndværkerne, de tekniske rådgi-vere, Bevaringsforeningen, kommunens byggesagsafdeling og planafdelingen.

Bevaringsrådets arbejde resulterede i tillæg og rettelsesblade til Vejledningen, samt mere differentierede retningslinjer for materialer og bygningsdele i forhold til bygningernes beva-

ringsværdi, historie og byggestil. Samtidig er materialet gjort tilgængelig på kommunens hjemmeside.

Effekten af den lempeligere administrationspraksis er endnu svær at aflæse fuldt ud i bevaringsområdet.

Slutkommentar:Det må konstateres, at tiden efter kommunesammenlægnin-gen desværre har været præget af:

- fraværet af arkitektfaglig viden i byggesagsbehand-lingen

- fraværet af tilstrækkelig prioriteret tid til at give råd, vejledning, og konkrete skitseløsningsforslag i dialog med bygherrer, rådgivere og håndværkere

- manglende opfølgning på ikke tilladte udskiftninger af bygningsdele og skilte, m.m.

Samtidig er den arkitektoniske kvalitet i det godkendte nybyg-geri dalende, og der er på det seneste truffet politiske beslut-ninger om nedrivning af væsentlige og markante bygninger i Ringkøbing, der repræsenterer karakteristisk bygningskul-turarv og sammenhæng i bymidten. Man kan frygte, at disse beslutninger kan give præcedens, der resulterer i en indirekte underminering af bevaringsdeklarationen.

Det synes i skrivende stund, som om bevaringsarbejdet er skudt mange år tilbage.

Man må håbe, at kravet om retningslinjer for kulturarven og kulturmiljøer i kommuneplanlægningen kan være med til at gentænke bevaringsarbejdet ind som grundlaget for en tiltrængt by- og arkitekturpolitik og dermed genrejse beva-ringsdeklarationens betydning for Ringkøbing bymidte, byen, byens borgere og handlende og kommunen.

Banegården.

64

Huse med sjæl

Et venligt husBiografdirektør Jørgen Hansen glæder sig dagligt, når han færdes i Ringkøbing Bio, der er indrettet i den smukt renoverede ”Borgen”.

”Det er en venlig bygning,” fastslår han.

Det er han ikke ene om at synes.

”Vi får utroligt mange positive kommentarer fra folk, der kom-mer i biografen, både frivillige og publikum; de føler sig også godt tilpas,” siger han.

Da Ringkøbing Bio i 2011 flyttede ind i det, der i tidens løb har været håndværkerforening, missionshus og børneinstitution, fik bio helt anderledes gode forhold end tidligere. Men noget fra det gamle hus skulle med:

”Vi kom jo fra en gammel bygning med en særlig atmosfære, og vi var enige om, at den ånd ville vi have med; det lykke-des,” siger Jørgen Hansen.

”Vi var glade for, at vi ikke skulle væk fra den historiske byker-ne, hvor vi altid har været. Men det var en helt anden for-nemmelse at flytte ind i ”Borgen”. I den gamle biograf var der ingen vinduer, og den var en del af en karre. I den nye er der masser af vinduer, og det er jo også noget særligt, at vi her har en flot, statelig, næsten pompøs bygning inde i bymidten, og så kan man gå hele vejen rundt om den.”

Jørgen Hansen viser engang imellem biografforeninger fra andre dele af landet rundt i Ringkøbing Bio, og de er begej-strede, siger han. Ringkøbing Bio er noget unikt, også når det gælder de bygningsmæssige rammer.

Direktøren kan egentlig ikke komme i tanke om nogen ulem-per ved, at biografen holder til i en gammel bygning. Forhol-dene er førsteklasses.

”Og så har huset sjæl”, fastslår han.Huse m

ed sjæl

Nygade 30. Bygningen er nu biograf, men blev opført i 1888 for Ringkjøbing Haandværker-

forening efter tegninger af arkitekt Cl. Wiinholt. Bygningen har senest været børneinstitution,

men før den tid var den i en årrække missions-hus, deraf navnet »Borgen«

Af journalist Poul Osmundsen,

Dagbladet Ringkøbing-Skjern

66

Det er ikke altid problemfrit at leve sammen med et gammelt, renoveret hus; det kan Jeanne og Christian Hinge skrive under på.

Men i sidste ende handler det om en meget afgørende ting, understreger Christian Hinge:

”Kærlighed”, fastslår den karismatiske modetøjsforhandler, der i 2004 erhvervede ”Lille Rosenborg” i Torvegade, en af Ringkøbings mest særprægede bygninger.

Huset er opført i den såkaldte historicistiske stil, der var meget udbredt i tiårene før og efter 1900, og tilnavnet fik det på grund af ligheden med Christian IV’s byggestil og neder-landsk renæssance.

Da han overtog huset, trængte ”Lille Rosenborg” i den grad til en kærlig hånd, og det fik den!

I 2005 blev huset renoveret fra top til bund. Så flot blev resul-tatet, at Hinges Hus året efter fik Bevaringsprisen.

Men hvorfor ofre så meget på et gammelt hus? Oven i købet et hus der, der hele tiden kræver en kærlig hånd.

  ”Det har som sagt noget med ægte kærlighed at gøre. Vi kunne ikke have fået et hus med samme sjæl, hvis vi havde bygget nyt,” siger Christian Hinge.

Jeanne og han og deres ansatte glæder sig hver dag over den atmosfære, der gennemstrømmer huset. Det føles simpelthen rart at arbejde her.

De er ikke de eneste; utallige kunder kommenterer dets sær-lige sjæl, og hele tiden dumper der uopfordret billeder ind i forretningens mailboks, som turister har taget af bygningen. Det er nærmest blevet butikkens varemærke!

”Mange går op i det, som var det deres eget hus,” siger Chri-stian Hinge.

”Men det handler ikke bare om, at vi føler os godt tilpas ved at arbejde her. Vi lever jo af at sælge kvalitetstøj, og modever-denen lever af kontraster; for at tøjet kan tage sig bedst ud, må rammen – det vil sige huset - også udstråle kvalitet. Det har man i stigende grad fået øjnene op for i modeverdenen, hvor mange firmaer gerne vil have et gammelt domicil, netop fordi det har sjæl.”

Det har Hinges Hus masser af. Men det kræver også konstant en kærlig hånd. Der kræves hele tiden små og større repara-tioner. Næste projekt er således at få repareret frontispicen, husets karakteristiske prydgavl, hvor der skal mures om.

”Men huset er alle pengene værd, og så tager vi besværet med,” fastslår Christian Hinge.

Huse m

ed sjæl

”Det handler om kærlighed”

»Lille Rosenborg« i Torvegade blev opført til bolig for konsul J.P. Laursen i

1904. Mange stationsbyer har en »Lille Rosenborg«, som har fået tilnavnet

efter stilen, der er stærkt inspireret af Christian 4.s smukke slot i nederlandsk

renæssance-stil

68

Per Greens store lidenskab er gamle huse.

Det er heldigt for Ringkøbing!

Takket være Per Greens »hobby« er en lang række af byens gamle bygninger - heraf nogle meget markante - blevet istandsat med store respekt for deres særlige karakter og deres plads i det samlede bybillede.

To gange er Per Greens restaureringsprojekter blevet beløn-net med Bevaringsprisen;  Vester Strandsbjerg 3 i 2000, og Pakhuset i 2012.

Pakhuset er i særdeleshed et stykke kærlighedsarbejde for ham. Det blev gennemført fra top til bund og med fokus på alle detaljer, selv de mindste. Det tog tid, det kostede masser af penge, men Per Green er tilfreds med resultatet.

»Jeg må indrømme, at jeg engang imellem tager derned helt alene, sætter noget musik på, og sætter mig på en stol midt i rummet for at nyde det,« siger han.

»Det jeg kan lide ved gamle huse som Pakhuset, er den sær-lige sjæl, der er. Kvaliteten i håndværket. Proportionerne,« fastslår Per Green.

Han tilføjer, at ligesom det koster noget at istandsætte et gam-melt hus, stiller det også ejeren over for nogle krav fremover.

»Der vil altid være større vedligeholdelsesomkostninger,« siger han.

Per Green er født og opvokset i Ringkøbing, og har derfor særlig blik for byens arkitektoniske værdier.

Som udgangspunkt vil han helst bevare, hvor det kan lade sig gøre. Nogle gange er det dog nødvendigt med nænsomme fornyelser, siger han.

»I de tilfælde er det afgørende, at proportionerne passer. Sæt-ter vi for eksempel andre vinduer i gamle bygninger, skal de passe sammen med resten af huset, så husets sjæl bevares.«

Gradvise ændringer i bybilledet kan heller ikke undgås, siger han.

»For eksempel efterspørger folk ikke længere gårdhaver med græs; de vil have terrasser, der ikke kræver pasning. Men det er ikke noget nyt. Ser man på gamle postkort af Ringkøbing, kan man også se, at der hele tiden sker forandringer.«

Hvis det ikke kan lade sig gøre at forny et gammelt hus, for eksempel fordi det er i meget dårlig stand, skal den bygning, der erstatter det leve op til nogle krav, mener han.

»Det er vigtigt at bevare Ringkøbings kvaliteter; når der bygges nyt, skal det passe ind i det samlede bybillede,« siger Per Green.

Huse m

ed sjæl

Gamle huse er Per Greens hobby

Det fredede pakhus på Nørredige er opført i forbindelse med stationsbyggeriet i 1875,

og det er tegnet af arkitekt N.P.C. Holsøe, der tegnede stort set alle statsbanernes bygninger frem til 1892. Den smukt restaurerede bygning

fik bevaringsprisen i 2011

70

Få har arbejdet så meget med Ringkøbings gamle byg-ninger som murermester Steen Graversgaard.

Det er et arbejde, han har en særlig forkærlighed for.

”Ved større renoveringsarbejder er både arkitekt og alle hånd-værksfag ofte med; så hjælper alle til med at finde de bedste løsninger, tonen er altid god, og vittighederne mange,” siger han.

Set i bakspejlet undrer han sig ikke over, at arkitekt Draiby i sin tid mødte modstand, da han gik til kamp for bevarelse af den gamle bykerne.

”På det tidspunkt kunne næsten ingen – og det gælder også håndværkerne – se fornuften i ikke at vælte det gamle skidt. Heldigvis var der ikke penge til hverken det eller til de store gadegennembrud, og nu elsker folk de gamle gader med de gamle huse, hvoraf langt de fleste er blevet og bliver sat i stand med respekt for det oprindelige udseende,” siger Steen Graversgaard, og tilføjer:

”Og jo, ejerne forlanger, det skal laves ordentligt, hvilket håndværkerne også helst vil! I øvrigt handles huse i den indre by til høje priser for området; derfor er ejerne også indstillet på at bruge penge på renovering og vedligeholdelse.”

Steen Graversgaard mener, at der godt kan stilles krav til materialer og udseende på nybyggeri i den indre by.

”Prisen på det færdige byggeri vil næsten altid være stort set den samme,” siger han.

”Vil man fra kommunal side ikke stille krav, kan en venlig vejledning måske være på sin plads; en del vestjyder vil nok mene, at ”jeg skal nok selv bestemme, hvordan det skal se ud”, tilføjer Steen Graversgaard.

Fremtiden kan dog godt bekymre ham lidt.

”På håndværkerskoler og i de fleste lærepladser bruger man ikke meget tid, og lærer ikke meget om renovering af gamle bygninger. Det meste renovering består nemlig i at rette op på arbejde, der er lavet inden for de sidste 50 år,” siger han.

”Det skal der laves om på i mit fag i årene fremover; om 10 år er murerfaget nemlig stort set ude af nybyggeri, måske endda før,” spår han.

Selv glæder han sig dog over, at der stadig er masser af udfor-dringer i Ringkøbing for en håndværker, der elsker gamle huse.

Huse m

ed sjæl

Stil bare krav til byggeriet

Den gamle Toldbod er bygget i 1843 og Højskolehotellet blev ombygget og udvidet i 1906

med Ulrik Plesner som arkitekt. Det smukt vedlige-holdte murværk i hårdtbrændte, røde sten med bre-

de, gullige fuger giver begge bygninger karakter

72

at bo i og leve med – et bevaringsværdigt Hus

72

1910

Huset – blev som et af de første på Tangsvej opført i 1909 for Amtsraadssekretær cand. jur. Carl Gustav Schaarup

Carl Gustav Schaarup havde været ved Ringkøbing Amt siden sin embedseksamen i 1900. I 1904 giftede han sig med Olga ElisabethFamilien Schaarup boede først på Rindom Kjærgaard, hvor de fik 2 døtre. I 1910 kom den yngste søn til, på Tangsvej Carl Gustav Schaarup døde i 1910 – efterlod sig enke – 3 børn og nybygget villa

I 1903 var der i Ringkøbing en Grundtvigsk KredsFremmede præster prædikede i kirken – og fra 1905 holdtes regelmæssigt aftensgudstjenester I 1914 fandt Kredsen grundlag for at ansætte egen præst og dannede en Valgmenighed

I 1914 påtog pastor Nicolai Clausen–Bagge sig præstekaldet og skrev i sine erindringer

... ”..Glæden var stor, men formørkedes af, at mine For-ældre var afgjort imod.

De syntes vel ikke om den i Begyndelsen lille og usikre Stilling; men det glædede dem, at vi fik en dejlig Præ-stebolig i Ringkjøbing...”...

... ”..Man havde skaffet en præstebolig nemt og hurtigt, idet enkefru amtsfuldmægtig Schaarup skulle flytte til Næstved og tilbød sin ny, smukke Villa.

Købet blev ordnet på lempelig maade gennem Kredit-foreningsdirektør Troensegaard..”...

Huset blev ramme om et aktivt menighedsliv – først i Ring-købing Valgmenighed og fra 1918 i Ringkøbing Frimenighed

I 1917 fik Valgmenigheden skænket nabogrunden, Tangsvej 25, af Grosserer Leonhard Tang – med henblik på at opføre egen kirke

Nicolai Clausen–Bagge virkede i Ringkøbing indtil 1938 og fraflyttede – ...”..den store sollyse Ringkøbing–Villa, – som min Kone(Marie Clausen–Bagge) – med Rette havde givet Navnet – ”Solhjem”..”...

Fra 1939 til 1952 var pastor Elith J. O. Helmig Valgmenigheds-præst og boede i Huset »Solhjem«

Fra 1952 til 1997 blev Huset ”Solhjem” – ejet af Carl Jensen – og hustru Inger Jensen

Huset ”Solhjem” – ejes for nuværende af læge Birte Velling Pedersen og arkitekt MAA Ditlev Palm

”Solhjem” – står højt på en plint – ved hjørnet af et tidsty-pisk villavejskvarter fra århundredeskiftet – dengang udkant af købstaden Ringkøbings indre by – med Kærlighedssti – jernbanens tracé fra 1875 – og udsigt til Rindum Kirke mod Nord–Øst

Den 21. august 1997 – i en eftermiddags solstrejf på vej over Alperne – begyndte det for os – beslutning om fælles Hjem og papir underskrevet og postet – det føltes rigtigt

Ejendommen – en regulær 1137m2 grund på 2 matrikelnumre af Ringkøbing Markjorder – 230m2 i 2 etager – skråvægge – spidsloft – 40m2 kælder – udhus og garage

at bo i og leve med – et bevaringsværdigt Hus

Arkitekt Ditlev Palm

74

Byggestilen – er tidlig ”Bedre Byggeskik” i den ”Plesnerske Ånd” – med afsæt i Vestkystens klitgårde – halvvalmet tag og blankmur i røde tegl – gesimsbånd og fordakninger hvidma-lede – uprætentiøst – hverken særlig smukt – eller synderlig velproportioneret

Byggematerialerne – solide – indretningen funktionel – uden at være prangende – på den gode side af præsentabel bor-gerlighed

Husets originale tegninger – 2 sæt fyldningsfløjdøre – et par skimlede fodboldstøvler og en kaffesæk fra Colombia – blev fundet i loftrummets massive rod og omegnens fygejord

Dén – uanseelige lyserøde plet på kortet i Kommuneatlas Ringkøbing fra 1993 – markerede Huset som bevaringsvær-digt – hvilket skulle vise sig at få stor betydning

Det blev et mål – at skære dybt ind til benet – tilbageføre – oprette og istand-sætte så tæt på oprindeligt – og tilføje så lidt – som muligt

Forfald er et Grundvilkår – ligesom frihed for vedligehold er en absurditet – et Hus er en levende proces Livet sætter Spor – af Mennesker og Tid

Der må vælges – materialer og metoder med nidkær omhu – og på Husets præmisser – forfaldet kan blive en smuk kvalitet – og en del af charmen ved at bo i et Hus – med Sjæl

Med grundigt afsæt i bygningsregistrering og opmåling – et nyt sæt tegninger – en bygningsdels– og arbejdsbeskrivelse – blev alle forhold afdækket og prioriteret – i et par elastiske 5–årsplaner

– man tager et stort koben

– revnen i taget på karnappen – og 20 års vandskade bag plader med muntert tapet og en hårdnakket tømmersvamp – havde kun efterladt malingen på fyldningspaneler og lidt af en gulvkonstruktion – af med det hele – og op med gulvet – finde ”nye” gamle gulv-brædder – nyt tag – pudse murværk – nye vinduespartier – og bag efter så det ikke ud af noget særligt

– og afløbet under det indmurede badekar på 1. etagen – håbefuldt men fatalt stukket i en gulvrist – væk og ud med det hele – klinker og rester af bjælkelaget – skovle børevis indskudsler og svide svamp med ild – lofter

og skråvægge udsigt til tagsten – et par sejt sømmede bræd-devægge gik med

– i den første tid var alt uden for gravet op – ingen vand – ingen strøm – ingen ting – og primus på en ølkasse

Det første rum – til den yngste Den ældste – campede heroisk på madras i et hjørne – samtlige rum beboet – og indtaget – kvadratcentimeter for kvadratcentimeter

Skrubbe kalk af lofter – mejsle 8 lag tapet af – vaske limfarve af vægge – pariserblå – cinnober – florentiner – dodenkopf – umbra og siennaNedbanke skruk puds – den forbandede løbesod – og måne-der med et filtsebræt – aldrig aldrig mere tapet – kun male linolie direkte på puds

Skrabe træværk og male – fodlister – gerigter – indfatninger – skære 400 meter profil på gamle jern – paneler – perlestaff – fernis af gulve – beslag og hængsler – ligekærvede skruer – dørgreb af ibenholt og horn – og kontakter med det rigtige pling!Hårfine revner og farvens chancering på malet puds – bliver kun smukkere – og mærker af Cuba–cigarer – kaminer – børn – og Tiden– det slides og blankes – og mærkes – man er ikke de første – eller sidste

– det er Dét som er Meningen

De gode rum og den klare plan – var der ingen grund til at ændre væsentligt ved – kun en misforstået ”værnemagerbue” – og trappens ballu-stre af stål med håndliste som fra en storebæltsfærge – et helt nedslidt køkken og 70’ernes deprimerende oliekriselofter – som gemte på smukt hvælvede friser

De 100-årige vinduespartier – Dannebrog med enkeltglas – som absolut næsten intet fejlede – måtte for enhver pris bevares – det kræver mandetid – afrense og skrabe forsigtigt – luse ud for råd – trukket glas i linoliekit – rustbørste beslag – blymønje – grafit i tonkinlak og krystalfernis af bedste kvalitet – mindst 3 eller 5 lag – og et let strøg olie hvert 3. år – og måske male hvert 7.

1997

2014

2010

76

Huset stiller betingelser – og kræver noget – af det Liv der skal leves – der er altid arbejde – det holder aldrig op

Brunkul og koks i kaminer – oliefyret centralvarme fra 50’erne med støbejernsradiatorer ved skorstenene – giver omvendt konvektion og støvet lægger sig anderledes langsomt

Og selv med fjernvarmen og de 3 meter og 17 til loft – lader en svensk kakelugn os uberørte i uldtrøjen på bidvinterdage

Det indvendige – varede – vel godt en 15 års tid – med et liv på en byggeplads – i moget tøj og stift hår – de udvendige arbejder – tog et dygtigt sjak – en lang støvet sommer

Murværket overhalet med 1000 sten skiftet og indfarvede fuger i mørtel – ny sålbænke – pudsflader rettet op og malet – sokkel tjæret– taget lagt om i rød vingetegl på pap og fast undertag – tag-vinduer af støbejern – 2 nysatte skorstenspiber – render og nedløb i zinkVinduespartier kalfatret med beget værk og fæhår i mørtel – facadedøre fra snedkeri – og trappesten af Blå Rønne

Har man mod – til at gå til stålet – med alt hvad dét indebærer – af besvær ydmyghed og omkostning – og har interesse – og lyst til at lære sig og forstå – dét man ikke forstår eller kan – så spring!Det kan jo være – at dét som ser ud til at være uden værdi – ikke er det – og dét som ser værdifuldt ud – ikke er det

En renovering kan gribes an på så mange måder – det er en temperamentssag

Vi valgte at bo i Huset – imens – godt at være del af dén proces – intet spildt – Kærlighed og Arbejde

1910

78

Klyngehuse, rækkehuse, dobbelthuse og enkelthuse. Mange af dem med udsigt til Ringkøbing Fjord og alle med direkte adgang til naturen. En ny bydel med nye, attraktive boligtyper af høj kvalitet vil over de kommende 30 år blive udviklet i et attraktivt område på 84 hektar ud til fjorden i den sydøstlige kant af Ringkøbing. Et sam-menhængende naturprojekt for hele området bringer naturen helt ind mellem husene lige fra starten.

Naturen ligger lige uden for hoveddøren. Mellem husene vok-ser træer, buske og blomster. I fælles nyttehaver dyrkes der grøntsager og et rekreativt natur- og vådområde indbyder til

Søren Adersen,Ringkøbing K

bliver trækplastre i Ringkøbing K

Naturen

boligtyper og nye

80

leg, bevægelse og fiskeri. Ved fjorden er det muligt at surfe, sætte sin kajak i vandet eller låne udstyr i en grejbank. På overdrevet græsser kødkvæg, som ejes af et lokalt kvæglaug, og har man lyst, kan man deltage i udviklingen af nye aktivi-teter og fællesskaber.

Ringkøbings nye bydel Ringkøbing K, hvor K’et står for kyst, kant og kvalitet, bliver meget mere end en attraktiv boligbe-byggelse. Det bliver et sted med en unik kobling til naturen, og med en række attraktioner med fokus på naturoplevelser, livs-kvalitet, sundhed, bevægelse og det rekreative potentiale, der allerede i dag er en særlig kvalitet for landskaberne omkring Ringkøbing Fjord. Den nye bydel ligger i cykelafstand fra Ringkøbing, hvis uspolerede, historiske købstadsmiljø føjer sig naturligt til kæden af attraktioner langs fjordkysten.

Ringkøbing K tilbyder dermed noget nyt, samtidig med at byudviklingen bygger videre på Ringkøbings samlede by- og bosætningsmæssige kvaliteter. Ringkøbing fremstår ikke kun som en af Jyllands bedst bevarede historiske købstæder, den udgør også et bæredygtigt regionalt centrum med et bredt udbud af kultur-, fritids-, erhvervs-, og uddannelsestilbud. Byen rummer en spirende iværksætterkultur, stærke fælles-skaber på tværs af generationer og stor grad af frivillighed, som har stor betydning for udviklingen af Ringkøbing K.

Det er Ringkøbing-Skjern Kommune og Realdania By, der er gået sammen om udviklingen af Ringkøbing K. Partnernes fælles ambition er at vise, hvordan man - med afsæt i Ring-købings potentialer og med respekt for de naturskønne og naturbeskyttede kystnære omgivelser - kan skabe en inno-vativ og bæredygtig byudvikling, der kan bidrage til udvikling og vækst.

Natur før huse I foråret 2013 gav tre hold af arkitekter, ingeniører m.v. hvert sit bud på en udviklingsplan for den nye bydel. Ét af holdene præsenterede et overbevisende forslag til, hvordan et sam-menhængende naturprojekt for hele projektområdet kan brin-ge naturen helt ind mellem husene og blive en attraktion lige fra starten. Dette greb arbejder Ringkøbing K nu videre med i sit eget forslag til en udviklingsplan.

”I de fleste byudviklingsprojekter starter man med at tegne huse og veje, mens alt det grønne mellem husene kommer i anden række. Men vi tror på, at nærheden til naturen og Ring-købing Fjord er en attraktion, der kan bidrage til at trække beboere til Ringkøbing K. Ringkøbing K skal være en bydel, hvor naturens elementer giver rum til fordybelse og mulighed

for at tanke op”, siger projektdirektør Søren Adsersen og fort-sætter:

”Naturprojektet gør det også muligt at etablere en række nye aktiviteter i bydelen, som f.eks. fælles nyttehaver og prydha-ver, en naturlegeplads, fiskerhuse, et fælleshus, et fugletårn og stisystemer til løb, cykling og gåture. Aktiviteterne skal koble Ringkøbing K sammen med de mennesker, foreninger og andre organisationer, der allerede findes i Ringkøbing og de omkringliggende byer og områder, og bidrage til at skabe værdi for hele Ringkøbing-Skjern Kommune«.

Tæt bebyggelse Ringkøbing K vil både rumme fritliggende huse og tilbyde nye, attraktive boligtyper, som f.eks. klyngehuse, rækkehuse, dob-belthuse og lejligheder i op til 3½ etagers højde. Et såkaldt kvalitetsprogram, som de enkelte bygherrer skal forholde sig til, vil rumme Ringkøbing K’s ønsker til bl.a. arkitektur, faca-debeklædning, udsigtsforhold, lys og læ og parkering, som både skal sikre variation og ”en råd tråd” i hele området.

”Kommende bygherrer og beboere i Ringkøbing K kan få en høj grad af medindflydelse på de boliger, der opføres i den nye bydel. Det gælder både boligtypen, arkitekturen og ind-retningen af husene, men også organisering af køb og salg og selve opførelsen af byggeriet, hvor vi vil eksperimentere med nye samarbejdsformer”, siger Søren Adsersen.

Hensigten med de nye, tætte bebyggelsesformer er at skabe steder, hvor mennesker kan mødes på tværs af generatio-ner. Men det er helt op til de kommende beboere at beslutte, om man vil nyde privatheden i det naturskønne område eller om man ønsker at deltage i forskellige typer fællesskaber og bidrage til udviklingen af nye aktiviteter i området.

Ringkøbing K vil blive en bydel med sin egen identitet og med kvaliteter, der rækker ind i fremtiden i et dynamisk samspil med den historiske bykerne.

Indflytningsklar i 2016 Ringkøbing K offentliggør sit forslag til en udviklingsplan i andet kvartal 2014, som herefter bliver genstand for dialog med borgere og interessenter. Den samlede planlægning af området forventes afsluttet i slutningen af 2014. På den bag-grund kan Ringkøbing K tage hul på salget af byggeretter og byggemodning af området. Går alt efter planen, kan de første beboere flytte ind i 2016. I alt vil den nye bydel kunne rumme ca. 1.100 boliger, som opføres etapevis over de kommende 30 år.

82

En Rolls-Royce Corniche IV Convertible vejer knap 2,5 tons er udstyret med en 6,75 liters V8-motor, og dørene lukker med nogenlunde samme lyd som et svært pengeskab. Modsat blikdørene på en orangerød Citroën 2CV, der smækker som klappen på en postkasse, får lærredstaget til at blafre op og efterlader køretøjet svagt gyngende. To biler, to verdener, men samme kærlighed til velholdte køretøjer med sjæl.

Ringkøbing Bevaringsforening afholder jævnligt arrangemen-ter for medlemmer og andre interesserede, og vi kommer vidt omkring. Fra regndryppende paraplyer i Amtmandens Lund til høj sol og frisk vestenvind på Klitten. Fra herregårde til skure. Foredrag, byvandringer, film, udflugter, håndmadder og jazz-musik.

Medlemsarrangementerne afspejler bevaringsarbejdets posi-tive side. Det handler nemlig ikke altid om protester, indsigel-

ser og ærgrelser, som ellers er en væsentlig del af foreningens tvedelte rolle som vagthund og formidler. Det handler heldig-vis også om at dele glæden ved Ringkøbingegnens smukke, interessante og velbevarede huse med sjæl. Fra store, flotte bygninger som klitgårdene og Plesners arkitektoniske mester-værker til de beskedne boliger i Ringkøbings gamle gader. Til-sammen udgør de en helhed, og hvert hus, beskedent eller fornemt, er uundværlig for det helstøbte bymiljø.

Medlemsarrangementer

- viden og oplevelser

Udflugt til Holmsland Klit og Stadil med Kongelig Dansk

Automobil Klub Classic

82

Nyt liv i gamle huse med Jazzmusik på

spillestedet Generator i det tidligere elværk

Besøg på Rindumgård og Amtmandens Lund. Foto: Poul Nielsen

Herregårdstur til Nørre Vosborg

Sommerhusvandring i Søndervig med stop ved Lillebo, der er bygget af gamle margarinekasser. Foto: Karen Damgaard Jensen

8484

Vi støtter god

vestjysk byggeskik

H. Lindquistarkitekter

www.h-lindquist.dk Nygade 266950 RingkøbingTlf. 97320211

TømrermesterJan Galsgaard

Rydbjergvej 19 . Velling6950 Ringkøbing

mail: jan-galsgaard@mail.dk

Tlf. 21 49 24 01

Thomas Olsen & Mads Bjørn Christiansen Arkitekter M.A.A. Vester Strandsbjerg 4a · 6950 Ringkøbing Tlf. 9732 2100 · www.nbtegnestuen.dk

Ryevad & henRiksen a/s

vvs & blikHerningvej 76 . DK-6950 Ringkøbing - Tlf. 9732 0985

Arne Ryevad 2325 9295 • arne@rhvvs.dk

Udlejning af boliger/erhverv9732 4077

www.greenejendomme.dk

vestjyskbank.dk/ringkoebing

Vi støtter de lokale fightere. Gør du?Få 500 kr. til klubkassen. Og måske mere til dig selv...Tag en snak med din lokale vestjyskBANK. Det kan der være penge i. Ikke kun for dig. Men også for din klub. Lige nu skyder vi nemlig 500 kr. i klubkassen, hvis du skifter bank til os, og flytter alle dine banksager med. Hvilken klub støtter du?

Velkommen i vestjyskBANK.

Ringkjøbing Håndværker- & Industriforening

86

§ 1 Foreningens navn er Ringkøbing Bevaringsforening.

§ 2 Foreningen er hjemmehørende i Ringkøbing

§ 3 Foreningens virkeområde er Ringkøbing og omegn.

§ 4 Foreningens formål er at fremme forståelsen for bygningskultur og bevaring af væsentlige bygningskulturelle værdier i by og på land.

Et væsentligt fokusområde for foreningens arbejde er sikring af Ring-købings gamle bykerne med dets oprindelige næsten 800 år gamle gadenet med dets helstøbte bymiljø.

Foreningen vil arbejde for at fremme forståelsen for de værdier der ligger i bevaring af bygningers originalitet, samtidig med at bygnin-gerne stadig kan anvendes funktionelt og hensigtsmæssigt.

§ 5 Foreningen vil bl.a. fremme sit formål gennem: oplysende og rådgivende virksomhed. samarbejde med politikere, forvaltning, organisationer og foreninger. uddeling af pris for godt bevaringsarbejde.

§ 6 Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges på den årlige gene-ralforsamling for 2 år ad gangen, således at der i lige år vælges 3 medlemmer og i ulige år 4 medlemmer.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær.

§ 7 Bestyrelsen mødes efter behov eller såfremt 2 bestyrelsesmedlem-mer ønsker det.

Formandens/næstformandens indkaldelse til bestyrelsesmøder sker så vidt muligt med 1 uges varsel med angivelse af dagsorden for mødet.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når halvdelen af bestyrelsesmed-lemmerne er mødt.

Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Der føres protokol for bestyrelsens møder.

§ 8 Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet revideres af 1 på generalforsamlingen valgt revisor.

§ 9 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden den 1.marts. Indkaldelse med angivelse af dagsorden sker med 3 ugers varsel ved

udsendelse af brev/mail til medlemmerne eller ved annoncering i den lokale presse.

Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlin-gen, skal være bestyrelsen i hænde 14 dage før generalforsamlingen.

Beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlem-mer. (For vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning gælder reglerne i §§ 11 og 12).

§ 10 Ordinær generalforsamling har følgende dagsorden: 1. Valg af dirigent 2. Beretning 3. Godkendelse af årsregnskabet 4. Fastsættelse af kontingent 5. Behandling af indkomne forslag 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer 7. Valg af revisor 8. Evt.

§ 11 Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen eller mindst ¼ af medlemmerne skriftligt anmoder herom med angivelse af dagsordenpunkt.

§ 12 Generalforsamlingens beslutning om ændring af vedtægterne forud-sætter, at mindst ¾ af de fremmødte medlemmer stemmer for beslut-ningen.

Såfremt kvalificeret flertal for vedtægtsændringen ikke opnås, kræves det, at vedtægtsændringen vedtages med simpelt flertal på en efter-følgende generalforsamling.

§ 13 Generalforsamlingens beslutning om foreningens opløsning kræver, at mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede og at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

Såfremt disse betingelser ikke er opfyldt, kan foreningens opløsning først besluttes, efter at det er vedtaget med simpelt flertal på en efter-følgende ekstraordinær generalforsamling, som bestyrelsen skal ind-kalde til inden 6 uger.

§ 14 Såfremt foreningen opløses skal foreningens formue efter generalfor-samlingens beslutning anvendes til et bygningskulturelt formål inden-for foreningens formålsbestemmelse.

Vedtægterne er vedtaget på generalforsamlingen den 9. februar 2010

Vedtægter For Ringkøbing Bevaringsforening

Bevaringsforeningens bestyrelse 2014

Formand: Søren Damgaard Jensen Kongshøjvej 15 6950 Ringkøbing Tlf. 21 39 53 05 post@bevaringsforeningen.dk

Næstformand: Knud Hammer Kongevejen 14 6950 Ringkøbing

Kasserer: Charles Gam Kaj Munks Vej 17 6950 Ringkøbing

Sekretær: Jens Aarup Jensen Kongevejen 45 6950 Ringkøbing

Ditlev Palm Tangsvej 29 6950 Ringkøbing

Søren Ole Madsen Smedegade 14 6950 Ringkøbing

Jacob Frimor Grønsiskenvej 26 6950 Ringkøbing

RingkøbingBevaringsforening

88

www.bevaringsforeningen.dk

9 788785 092410

forlagetaras.dk