YDERNE & NYDERNE Det er slut med store rødvinsfester. Det danske velfærdssamfund er i krise. Enten skal nogle

betale mindre. Eller også skal nogle betale mere. Opgøret mellem velhavende og fattige, gamle og

unge og fortid og fremtiden skærpes. Christiansborg forhandler reformer. En ny standard for

ydere og nydere skal sættes.

Her er Berlingskes artikelsamling om yderne og nyderne. Det handler om velfærdsstatens fremtid.

●●●

April 2012

B.DK/PLUS

2

01 Danskerne er blevet mere liberale 02 Debuttanterne 03 Ledigheden blandt unge deler Danmark 04 Køge skovler unge i arbejde 05 Midaldrende betaler prisen for Velfærdsdanmark 06 Skafferne 07 De ældre bliver rigere og rigere 08 De begunstigede 09 Hvor er velfærdsstaten på vej hen? 10 Hvad bliver det næste? 11 Flere skal yde til velfærdsstaten 12 Svagheden for de svageste 13 Yuppie på en brændende platform 14 Velfærdsstatens illusioner 15 Velfærdsstatens dilemmaer 16 De ældre bliver rigere og rigere 18 De begunstigede 22 Hvor er velfærdsstaten på vej hen? 26 Kronik: Hvad bliver det næste? 28 Kronik: Svagheden for de svageste 29 Kronik: Yuppie på en brændende platform 32 Kronik: Velfærdsstatens illusioner 35 Kronik: Velfærdsstatens dilemmaer

B.DK/PLUS

3

Danskerne er blevet mere liberale

Opbrud. Liberale mærkesager får markant opbakning i ny Gallup-måling. Forskere er overraskede. af Mads Kastrup, Rikke Gredsted Seidenfaden og Jens Beck Nielsen Kirsten Olsen er 27 år, færdiguddannet som cand. merc. og netop ansat hos IBM i København. Martin Christensen er 25, uden job og flyttet hjem til sin mor i Snertinge uden for Kalundborg. De befinder sig i hver deres livssituation, men tilhører begge gruppen af unge danskere, der kan se frem til at skulle yde mere og nyde mindre for at redde et Velfærdsdanmark i krise. Udsigten til en hårdere fremtid tegner sig samtidig med, at politikerne står midt i omfattende reformer af velfærdsstaten, og danskerne er ikke i tvivl om, i hvilken retning vi skal: Mere økonomisk frihed for den enkelte. Mindre omklamring fra staten. Det er ønskerne fra et flertal af danskerne i en ny meningsmåling, som Gallup har lavet for Berlingske. 78 procent af adspurgte er enige i, at ingen skal betale mere end halvdelen af det, de tjener i skat. Udsagnet er den første af de ti liberale teser, som Søren Pind og andre Venstre-folk fremsatte i 2003. Og som blev slået hårdt ned af Anders Fogh Rasmussen og partiets øvrige ledelse. Samtidig mener 62 procent af de adspurgte, at staten har for stor indflydelse på danskernes liv. »Samlet set tegner undersøgelsen et overraskende liberalt billede af danskerne,« siger Robert Klemmensen, valgforsker ved Syddansk Universitet: »Man har længe været stemplet som liberalist af hårdeste skuffe, hvis man havde den frækhed ikke at ville betale over halvdelen til fællesskabet. Det synspunkt har 78 procent af danskerne i dag.« Rune Stubager, valgforsker ved Aarhus Universitet, siger: »Undersøgelsen tegner et mere liberalt billede af danskernes, end vi er vant til at se. Men det er nemt at mene, at ingen skal betale mere end halvdelen i skat. Det svære er at sige, hvor der skal spares.«

Blandt forskernes forklaringer på det nye liberale danmarkskort er den økonomiske smalhals, der har givet den største ungdomsarbejdsløshed siden 1980erne. Og det behov for at beskære velfærdsstaten, som SRSF-regeringen har døbt et helt »reformår«. Senest har regeringen lanceret forslag til reform af førtidspension og fleksjob. Snart kommer en reform af uddannelsesstøtten. Carina-sagen er ifølge Rune Stubager én af de episoder, der har forstærket holdningsskiftet. SFs Özlem Cekic fremhævede under en fattigdomsdebat den enlige mor Carina som fattig. Carina havde med kontanthjælp et rådighedsbeløb på 5.000 kr. om måneden. Eksemplet er formentlig de sidste ti års største politiske selvmål, mener Stubager.

B.DK/PLUS

4

Debutanterne

Ansvaret for velfærdssamfundet er snart deres.

Men de 20-30-årige danskere har fået ændret

deres vilkår. De skal yde mere og nyde mindre.

Fremtiden har set bedre ud for nutidens unge.

af Mads Kastrup, Jens Beck Nielsen og Rikke

Gredsted Seidenfaden.

Martin er træt. Fysisk træt. Han genkender ikke sig selv, bryder sig ikke om det. Når han sidder i bussen mellem hjemmet i Snertinge og jobcentret i Kalundborg, sker det automatisk. Han falder i søvn. Martin døser hen i udsigten til mørke marker, forbikørende læhegn og nøgne træer. »Man bliver lad. Også selv om man ikke ønsker det,« siger han. 25-årige Martin Christensen tilhører en stærkt stigende befolkningsgruppe i Danmark: unge, arbejdsløse mænd. »Jeg kender en masse, der leder efter arbejde. Det er umuligt at finde noget. Nogle sidder også bare hjemme og krydrer røv,« siger han. For tre år siden fik han en rygskade i fodbold og måtte springe fra en kokkeuddannelse. Han kom sig. Tog en uddannelse som vagt. Martin fik derpå for tre måneder siden en knæskade så voldsom, at underbenet dinglede løst. Han måtte opgive vagtvejen. Nu genoptræner han, er på kontanthjælp og kører hver dag 24 kilometer fra Snertinge ind til Kalundborg for at sidde mellem kl. 9 og 11 om formiddagen og søge arbejde og derefter tilbage til udgangspunktet. »Spild af tid,« siger han. Martin Christensen har tidligere boet og arbejdet i Roskilde. Han har været i militæret, på McDonalds, på et asfalthold, har spillet badminton, håndbold og fodbold samt trænet flere hold i sidstnævnte i sin fritid. Nu gør han ingen af delene. Han er flyttet hjem til sin mor. Han sover på sofaen. »Det var ikke lige det, man regnede med,« siger Martin.

FOR MINDRE END ET ÅRTI SIDEN, hed det, at unge, der i dag er mellem 20 og 30 år, ville gå en gylden fremtid i møde. De ville kunne vælge og vrage. Danmarkshistoriens største generationer, årgangene fra 1940'erne, hvor mellem 90 og knap 100.000 blev født om året, ville gå på golfbanen og arbejde på handicappet. Yngre generationer, eksempelvis årgangene fra firserne, hvor blot 55 til 65.000 blev født om året, kunne få de job, de ønskede. De skulle blot være indstillet på at knokle. De ville blive både ydere og nydere, være i stand til både at realisere sig selv og fremtidens velfærd. I år 2012 er en væsentlig ting ændret: Løftet om en gylden fremtid. En aldrende generation i Danmark og hele Vesten er stillet mere i udsigt, end der kan ydes uden dramatisk at ødelægge mulighederne for de fremtidige generationer. Åbenbaringen om, at blot den unge var redebon, kom kvikt gennem uddannelsen eller stillede sig parat på byggepladsen, så ville diverse fløjdøre og hele porte åbne sig, er samtidig bristet. Kulingen fra krisen har givet gennemtræk i hele vestlige verden. Ældrebyrden er bare ikke blæst omkuld. International Herald Tribune har kaldt det for »Den nye form for klassekamp om knappe ressourcer«. »DE UNGE I DAG bliver stukket i ryggen. Man har presset dem til at komme ud i job, som ikke findes. Samtidig skærer man i dagpenge og fjerner ydelser. Der er blevet lavet noget af et nummer på den nye generation,« siger Sofie Rye. Alle kender Ældresagen. Sofie Rye er 24 år, universitetsstuderende og formand for Yngresagen. Den blev skabt i 2007 som en kæk kommentar til Ældresagen. Et opråb fra unge, om man vil, om at dansk politik var blevet for reaktionær, for konserverende og med for meget snak om efterløn, ældrecheck og hjemmehjælp. Ingen talte om den nye generation og dens fremtid. »Jeg kan sagtens huske tiden op til 2008, hvor vi blev opdraget med, at der var mangel på både kolde og varme hænder. Lige efter gymnasiet blev jeg tilbudt et job i et grafisk firma, hvor jeg

B.DK/PLUS

5

kunne få 30.000 kr. om måneden som totalt uuddannet. Jeg ville ønske, at man kunne give folk et øjebliksbillede af, hvor vanvittigt det var, fordi det er som om, at det allerede er glemt. Jeg synes, det er så modbydeligt, når unge i dag stemples som forkælede, fordi drømmene er brast for så mange af dem. Selv om de har knoklet i gymnasiet, på universitetet og med både arbejde og frivilligt arbejde,« siger Sofie Rye. Hun vil gerne gøre opmærksom på, at nogle ældre generationer, ikke mindst den bredt benævnte 68' er generation, ikke bare sidder på flæsket, men tilmed skummer fløden. 60+'erne sidder på skattekisten i Danmark. De ejer de fleste af de knap 1.000 milliarder kroner i friværdi i Danmark og kan bryste sig af de største ressourcer og en udsigt fra toppen af nationen. »De har opbygget en velfærdsstat og trukket en masse penge ud af den. Og så begynder de at afvikle den, når de ikke længere selv har brug for den,« siger Yngresagens formand med henvisning til de aktuelle forhandlinger om velfærdsreformer på Christiansborg: »Der er helt afgjort en generation af unge, som lider under finanskrisen. Mange skynder sig gennem uddannelse og ud på arbejdsmarked, som ikke har plads til dem, og de ender derfor på dagpenge eller kontanthjælp.« »Flere 68ere har sagt til mig, hvorfor gør I ikke oprør imod os? Jeg siger omvendt: Hvorfor gør I det ikke selv? Hvorfor skal I have unge til at gøre det for jer?« siger Sofie Rye og sender opfordringen videre. NOEMI KATZNELSON er centerleder ved Center for Ungdomsforskning under Aarhus Universitet. Forskerens udlægning af dansk ungdom er, at den ikke blot er i »en ny klassekamp« med ældre generationer. I det indeværende årti står ungdommen midt i en voldsom både ydre og indre konkurrence. »Vi er inde i en tid, som er domineret af konkurrencestaten. Vi er i konkurrence med hele verden om, at vores velfærdsstat skal overleve. Uddannelserne er i konkurrence med hinanden. De unge er i den grad i konkurrence med hinanden, og det hele forplanter sig i deres liv.

Der er et enormt fokus på at udpege vindere og tabere, elite og restgruppe. Sorteringen smitter af på den unge. Se på den kulturelle scene med alle de fjernsynsprogrammer, der er centreret omkring, at folk bliver udvalgt som vindere eller taber,« siger Noemi Katzenelson. Kampen synes mere end nogensinde kultur- og karakterdefinerende for den næste generation. Den ungdom, der helst skulle opretholde den danske velfærdsstat snarere end læne sig op ad den. Ifølge Katzenelson oplever en stor andel af unge, at de med egne ord faktisk »ikke er noget værd«. »Det vidner om en ekstrem polarisering fra vinderne til dem, der oplever at være tabere. Når vi i undersøgelser får de sidste i tale, viser det sig, at de oplever at være hægtet af i en meget ung alder. Unge helt ned til 17 år synes, at de ingenting kan, der kan bruges til noget. De føler, de er med i en stoleleg, hvor der ikke er pladser nok til alle.« RASKE SKRIDT, fast håndtryk, hurtig talestrøm. Hun ligner en vinder. 27-årige Kirsten Ingemann Olsen viser sin blot to uger gamle arbejdsplads, IBM på Østerbro, frem. »Det første, man spørger folk om, er, hvor de arbejder. Jeg er stolt over at kunne sige, at jeg arbejder hos IBM, men også over at jeg har et arbejde. Det betyder meget for ens selvopfattelse,« siger Kirsten Ingemann Olsen. Hun har ganske vist prøvet at være arbejdsløs. Hvilket muligvis end ikke giver udslag i statistikken. I en måned efter hun blev færdiguddannet cand. merc. ved Copenhagen Business School, var ingen ansøgninger gået igennem. Efter to måneder blev hun ansat hos Loréal. Efter tre skiftede hun til IBM, hvor hun nu er teknisk konsulent. »Jeg har ikke mærket, at der er arbejdsløshed. På den måde føler jeg mig privilegeret. De sidste måneder, før jeg blev færdig, forberedte jeg mig på, at der ikke ville være noget at lave. Jeg har været heldig,« siger hun. Kirsten Ingemann Olsen har venner og bekendte, der mere end noget ønsker sig, hvad hun nu har.

B.DK/PLUS

6

Et job. For selv om Kirsten ikke er en del af den, kender hun også til ungdomsarbejdsløsheden. »Jeg tror virkelig ikke, at folk er arbejdsløse af deres gode vilje. Jeg vil gerne betale min skat, hvis den bliver administreret godt og kan hjælpe med at få folk i arbejde,« siger hun. Kirsten Ingemann Olsen er endda optimistisk på mere end egne vegne. Hun er det med hensyn til sin generation. Det er et spørgsmål om, hvor man gerne vil hen. Hvis man gerne vil have en karriere, er man nødt til at knokle. En evne hun tiltror sine jævnaldrende. »Vi skal sgu nok komme igennem. Jeg tror ikke på, at denne her generation bliver tabt. Der skal nok være nogen, der bliver tabt og nogle efterdønninger. Men det andet er for pessimistisk at tro,« siger hun. Efter tre år, da Finanskrisen begyndte at trække ind over Danmark som en rumlen fra vest, indså Kirsten, ifølge sig selv, at hun ikke alene kunne vælge uddannelse efter, hvad hun fandt spændende, men også styre efter, »hvad der ville være klogt at vælge«. Kirsten synes gjort af det stof, nationen skal klæde sig selv på med i de nærmeste årtier. Kirsten Olsen på 27 har arbejde hos IBM. Foto: Søren Bidstrup

FIRSERNE I DANMARK fik tilnavnet »fattigfirserne«. Det var ikke fede tider. De nyeste tal viser nu, at ungdomsarbejdsløsheden i 2012 har nået niveauet fra 1980'erne. Ungdomsarbejdsløsheden er på over 12 procent i Danmark. Mere end dobbelt så meget som i 2008, da finanskrisen ramte. Det regnes af mange som værende et af landets største problemer. Ikke mindst fagbevægelsen, men også økonomer er begyndt at advare højlydt om konsekvenserne. »Det er vigtigt at gøre noget ved det her, fordi ungdomsarbejdsløsheden trækker spor senere i livet,« udtalte Per Kongshøj Madsen, formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og økonomiprofessor ved Aalborg Universitet, forleden. Anledningen var de nyeste europæiske tal fra Eurostat for ungdomsarbejdsløshed. Står Danmark med et voksende problem, står andre EU-lande med en katastrofe. I Spanien er over 50 pct. af de arbejdsdygtige under 25 år uden arbejde. Med seneste opgørelse overhaler Spanien Grækenland. I alt anslås unge europæeres arbejdsløshed samlet at koste mere end 1.000 milliarder kroner om året. I slutningen af april er der EU-konference på beskæftigelsesministerplan i København på baggrund af tallene.

SPØRGER MAN DANSKERNE selv, tegner ønsket om en bestemt løsning sig tilsyneladende. Velfærdsstatens problem med at holde sig oven vande i fremtiden skyldes, ifølge et flertal af borgere, at den er for tungt lastet. Snarere end at motoren må udbygges eller vandet udskiftes. En Gallup-undersøgelse for Berlingske viser, at danskerne hellere ser en mindre offentlig sektor end en større. I løbet af nullerne og med krisen som ballast ind i det ny årti, styrer

B.DK/PLUS

7

nationen mod det liberale frem for mere velfærdsstat. Robert Klemmensen, lektor og valgforsker ved Syddansk Universitet, kalder undersøgelsen »overraskende«. »Det er ikke særlig længe siden, vi har haft et valg, og tallene er markante. Især er jeg overrasket over, at 78 procent svarer, at skatten ikke skal være over 50 procent. Man har længe været stemplet som liberalist af værste skuffe, hvis man havde den frækhed ikke at ville betale over halvdelen til fællesskabet,« siger valgforskeren. Robert Klemmensen finder det også overraskende, at mange danskere finder, at staten fylder for meget. Heri kan meget vel ligge et ønske om et opgør med de ordninger, som vil udgøre en ubærlig byrde for nye generationer. »Samlet set tegner undersøgelsen et overraskende liberalt billede af danskerne,« siger Robert Klemmesen. MARTIN CHRISTENSEN RYGER. Helst rød Cecil. For tiden må han nøjes med billigmærker. Han får 7.800 kroner udbetalt i kontanthjælp om måneden. Efter husleje og mad, penge til sin mor samt afbetaling på lån, er der ikke meget tilbage. Martin er stærkt motiveret for at arbejde. »Men enten skal man være under 18 år, så man er billig arbejdskraft, eller også skal man have en masse erfaring.« De seneste to år er ungdomsarbejdsløsheden mere end fordoblet i Kalundborg Kommune. Martin søger arbejde på hele Sjælland, når han sidder foran de stationære Pc’er i jobcentret inde i Kalundborg. Når han går ud og tager en rygepause, har han udsigt til en plakat oppe ved et whiteboard. »Den første betingelse for at få succes er at beslutte sig for at få det,« står der. »Mange af dem, jeg gik i skole med, røg ud i noget. Misbrug og andet. Det sker tit ude i de mindre byer. I hvert fald for drengene,« siger han. Martin Christensen har aldrig været misbruger. Han kunne bare godt tænke sig at holde op med at ryge, siger han.

Skal han »være helt ærlig«, kunne han også godt tænke sig at blive pædagog. Han henter ofte sine søskendes børn i børnehaven. Søsteren bor også hjemme hos moren. Det samme gør lillebroren og storebroren. Martin har besluttet sig: Det er midlertidigt.

Martin Christensen fra den lille by Snertinge. Martin på 25 er på kontanthjælp og bor pt hjemme hos sin mor. Foto: Søren Bidstrup Her er de 20-29-årige Der er født 663.665 personer i årene 1982-1992, der dermed er mellem 20 og 29 år. De nyeste tal viser, at ungdomsarbejdsløsheden er på 12 procent. Omkring 65 procent af aldersgruppen er i beskæftigelse. Ca. 250.000 er på SU. 117.477 modtager overførselsindkomster fra staten. 64 % af aldersgruppen 20-29 år har en uddannelse, der er højere end grundskolen. Gruppen betaler mindst i skat. De skattepligtige i aldersgruppen betalte i 2010 gennemsnit ca. 57.000 kroner i skat pr. år. Til sammenligning betalte de 40-49-årige ca. 125.000 kroner i skat årligt. Også de 60-69-årige betalte mere i skat - de betalte i gennemsnit ca. 83.000 kroner i skat.

B.DK/PLUS

8

Ledigheden blandt unge deler Danmark

Onde cirkler. Antallet af unge ledige danskere er ikke blot fordoblet under krisen. En kortlægning viser også, hvordan landet er delt i rig og fattig. af Mads Kastrup, Jens Beck Nielsen og Rikke G. Seidenfaden Det er et kort over ungdomsarbejdsløsheden. Men det ligner et kort over, hvor danskerne er rige, og ungdommen har en lys fremtid - og hvor fattige unge uden valg og med knap så gode fremtidsudsigter bor. Ungdomsarbejdsløsheden i Danmark er mere end fordoblet siden 2007. En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der bag stigningen gemmer sig store regionale forskelle. Mens ungdomsarbejdsløsheden på Lolland og Bornholm er henholdsvis 18,7 og 17,9 procent, er den i nordsjællandske Allerød og Hørsholm på 6,9 procent. Altså næsten kun en tredjedel af Lollands. »Vores helt store problem er, at der simpelthen ikke er arbejdspladser. Vi gør rigtig meget for, at de unge skal have en uddannelse. Vi har mange unge, der kommer igennem et grundforløb. Problemet kommer, når de skal ud og have praktikpladser. For de eksisterer ikke,« siger viceborgmester i Lolland Kommune, Torben Hansen (SF). Det er ingen overraskelse, at flere udkantskommuner har høj arbejdsløshed. Ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Karsten Albæk, følger ungdomsarbejdsløsheden den generelle arbejdsløshed. Og den ligger normalt og en smule højere. »Men stigningen i ungdomsarbejdsløsheden er voldsom lige nu. Og selv om tallene for Bornholm, Nordjylland og Lolland spejler den almindelige udvikling, så er de altså overordentlig høje,« siger Karsten Albæk.

»80er-fejlen« lurer Forskeren hæfter sig dog ikke blot ved de i dag 25 bundkommuner med over 8,1 procent i ungdomsarbejdsløshed, men også ved mønsterbryderne. Ikke mindst de vestjyske kommuner, hvor arbejdsmarkedet trods store fyringsrunder på industrivirksomheder som eksempelvis Vestas, har vist sig robust og dynamisk. Ifølge senioranalytiker i Arbejdernes Erhvervsråd, Erik Bjørsted, skal en af hovedgrundene til den eksplosive ungdomsarbejdsløshed findes i de fede tider før krisen. »Unge tog ufaglærte job, der var nemme at få i stedet for at uddanne sig. Nu kommer så straffen for at have fravalgt skolebænken,« siger Erik Bjørsted med henvisning til andre undersøgelser. I Odense er arbejdsløsheden blandt unge også høj, og her er man enig. Rådmand for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Odense Kommune, Peter Raahbek Juel, (S) taler om at undgå »80er-fejlen« - opkaldt efter det årti, hvor ledigheden ramte unge med voldsom kraft. »Vi skal ikke lave 80er-fejlen igen, hvor mange af dem, der var unge og ledige, aldrig fik ordentligt fodfæste på arbejdsmarkedet og endte på førtidspension. Derfor er det klogt at bruge tiden til at uddanne folk, så der er brug for dem, når der igen er job,« siger rådmanden. Ishøj kommune hører også til i den tunge ende af ungdomsarbejdsløsheden. Her har man netop oplevet en pludselig stigning, fordi kommunerne har mange ufaglærte unge, ifølge borgmester Ole Bjørstorp (S). »Den var der ikke på samme måde i 2008, da krisen begyndte. Målet er at få halveret den store ungdomsarbejdsløshed her i Ishøj. Vi er hårdt ramt,« siger borgmesteren.

B.DK/PLUS

9

Det sorte huls forbandelse Arbejdsmarkedsforsker Karsten Albæk vurderer, at den høje ungdomsarbejdsløshed kan bide sig fast, hvis den fortsætter i flere år. Hvilket er den store fare. I så fald vil man ikke kunne undgå en »80er-fejl«. De mørke kommuner vil forblive mørke, og kun Nordsjælland se lyset. »Så vi må håbe på vækst og arbejde og dermed et snarligt dyk i tallene,« siger han.

I Lolland Kommune er ungdomsarbejdsløsheden blevet en del af »en ond cirkel,« ifølge viceborgmester Torben Hansen (SF). »Mange tænker, at Lolland er et sort hul, og hvorfor skulle man så starte en virksomhed her? Pengeinstitutterne hører postnummeret og gider heller ikke støtte virksomheden finansielt. Og når de unge ikke har noget at lave på Lolland, så søger de væk. Det er selvforstærkende,« siger viceborgmesteren.

B.DK/PLUS

10

Køge skovler unge i arbejde

Lynaktion. Køge Kommune har fået knækket

kurven, så ungdomsarbejdsløsheden falder.

Midlet er hurtig aktivering og bekæmpelse af

skrankepaveri.

af Mads Kastrup Rikke Gredsted Seidenfaden og

Jens Beck Nielsen

Arbejdsløshed blev et kort bekendtskab for Jeannie Rothmann. Den 19-årige HG-studerende blev i vinter opsagt fra en elevstilling i Netto, hvor der ikke var råd til hende. Det sendte hende på Ungecentret i Køge og 14 dage senere videre i virksomhedspraktik i Matas. Farten på det forløb tilskriver hun et solidt skub fra centret og rådet herfra om, at en jobansøger aldrig må virke slap. Køge Kommune har også gode erfaringer med den pisk over for unge arbejdsløse, som regeringen snart svinger kraftigere i hele landet. I 2009 stod 563 unge køgegensere under 30 år uden arbejde. Det seneste tal er 463. Forklaringen er ifølge kommunen, at unge arbejdsløse håndteres uden »skrankepaveri«, som Flemming Udbjørg, lederen af Ungecentret, udtrykker det. Inden for en uge aktiveres den unge ledige på kommunens Ungecenter gennem den såkaldte Straks-aktivering. Det sker først med et 14 dages-forløb med lovpligtige samtaler og planer. Derefter kommer de ud i f. eks. virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud. Kontanthjælpen skal der arbejdes for. Kommunens Ungepatrulje luger ukrudt på kommunens grunde. De fælder træer og saver dem på kommunens savværk om til bænke på områdets udkigsstier. Langs åen reparerer de gydekasser for Naturfredningsforeningen. Og når det varmere vejr kommer, indsættes Ungepatruljen på stranden, hvor de skal fjerne affald. Fat skovlen eller tag en uddannelse »Borgerne ser, at de unge laver noget for kontanthjælpen. Samtidig ser de unge, at det er værd at lave noget for kommunen. Der er gensidig respekt i det

her,« siger Flemming Udbjørg, lederen af Ungecentret: »Nogle synes, det er under deres værdighed at arbejde med en skovl. Men det er intet større problem, for de kan bare vælge at tage en uddannelse eller finde sig et godt job. De fleste bliver også stolte, når børn henter et juletræ, de har fældet.« Andre kommuner arbejder også med Straks-aktivering. Men i Køge håndteres ordningen af medarbejdere, der primært har baggrund i det private erhvervsliv. Selv var Flemming Udbjørg 35 år i forsikringsbranchen, bl. a. som underdirektør. Efter en nyresygdom var han nødt til at omlægge et krævende arbejdsliv. »Jeg påstår ikke, at vi har fundet de vises sten i Køge, men vi har fundet noget, der virker. I første omgang handler det om medarbejderne. Hovedparten her er ikke socialrådgivere eller kommunalt uddannede, men kommer fra det private erhvervsliv,« forklarer centerlederen: »Jeg er ikke ude efter socialrådgiverne. Men vi har en anden tilgang, fordi vi kommer direkte fra arbejdspladserne og stadig har kontakter derude. Vi tager den arbejdsløse under armen og direkte ud til smeden eller autoværkstedet. Den, der kun har siddet bag skrivebordet, har aldrig fået snavs på fingrene. For Jeannie Rothmann virkede det i hvert fald. »Jeg var meget ked af at blive arbejdsløs. Det er surt at skulle stå på kommunen og nærmest tigge om penge. Uden Ungecentret havde jeg nok bare siddet herhjemme og sendt ansøgninger ud. Og var næppe kommet meget videre,« siger hun.

Foto: Niels Ahlmann Olesen

B.DK/PLUS

11

Midaldrende betaler prisen for velfærds-

danmak

Underskud. Velfærdsdanmark trækker større og

større veksler på de 40-50-årige. De arbejder

meget, sover for lidt og har svært ved at holde

fri.

af Mads Kastrup, Rikke Gredsted Seidenfaden og

Jens Beck Nielsen

Hver dag er tidsplanen stram for Jens Alsbirk. Ellers hænger arbejds- og familielivet ikke sammen for den 42-årige lobbyist fra Holte. Skatteindbetalingerne har været stabile siden den efterårsdag i 1996, da han både afleverede speciale på Københavns Universitet og blev ringet op med et jobtilbud. Han klynker ikke, men skjuler heller ikke følelsen af at være et af de skaffedyr, som arbejder hurtigt for, at velfærdsstaten hænger sammen. Jens Alsbirk tilhører den aldersgruppe af danskere, økonomer beskriver som frontkæmperne på arbejdsmarkedet. Eksperternes udlægning bekræftes af 40-50-årige i en undersøgelse i Berlingskes Mediepanel blandt 338 adspurgte. Her svarer to ud af tre i aldersgruppen, at vedkommende arbejder mere end 38 timer om ugen. Samtidig svarer hver tredje, at vedkommende ikke får tilstrækkelig søvn i hverdagen, mens fire ud af ti føler, det er svært at holde fri fra jobbet. »Rigtig mange i den aldersgruppe er hårdtarbejdende og arbejder længere end gennemsnittet. Mange af dem sover også mindre end gennemsnittet, og de har svært ved at holde fri. Og så leverer de i den grad skattekroner,« siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen: »Men det er ikke en offerhistorie, for de har selv valgt det. I de år springer mange opad og kulminerer, hvad angår karriere, løn og anerkendelse. Så betaler de i skat og arbejdstid.« Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistiks Arbejdskraftundersøgelse med 89.000

medvirkende, arbejder flest 45-54-årige over 37,5 time om ugen. Økonomiprofessor Michael Svarer forsker netop i, hvor meget aldersgrupperne arbejder og yder. Uanset om man debuterede under lavpunkter som oliekrisen i 1973 eller kartoffelkuren i 1986, topper danskerne gennemsnitligt i slutningen af 40erne, fastslår han. Michael Svarer advarer om en stigende økonomisk ubalance mellem generationerne i takt med et stigende antal ældre: »De 40-50-årige er velfærdsstatens væsentligste

bidragsydere, men de udgør i løbet af de næste

30-40 år en mindre del af befolkningen. Det

betyder, at presset på den aldersgruppe vokser

yderligere.«

B.DK/PLUS

12

Skafferne

Danskere mellem 40 og 50 år er samfundets

hovedforsørgere. Velfærdssamfundet hviler på

deres indsats. Problemet er, at der bliver færre

af dem i fremtiden. En ny klassekamp mellem

generationerne er på vej.

af Mads Kastrup, Jens Beck Nielsen og Rikke

Gredsted Seidenfaden

Det kan ikke blive meget bedre. Men kan det blive ved? Det er spørgsmålet i Jens Alsbirks tilværelse. Første sætning er Alsbirk betragtet ude fra: Succes, godt job, forbilledlig kernefamilie, villa i Holte. Overflade, om man vil. Anden sætning er hans egen pletvise tvivl om sin rolle i det danske samfund. Tvivl, der kan opstå, når man eksempelvis står og barberer sig klokken seks om morgenen for at nå et fly til Bruxelles og kommer til at se sig selv og sit liv i spejlet. Er der balance i alt det her? Ikke bare i familien Alsbirk. Eller i jobbet. Eller i valget af bopæl nord for København. Men er der livsbalance mellem at yde og nyde? 42-årige Jens Alsbirks svar er nej. »Jeg synes, det har taget overhånd. Jeg synes, at det arbejdende folk betaler for meget til dem, som ikke arbejder. Den erkendelse, oplever jeg, at jeg deler med rigtig mange danskere. Det er en bølge, der skyller ind over os,« siger han med henvisning til blandt andet Carinasagen om kontanthjælpsmodtageren, der fik for meget hjælp til at udgøre et offer. Jens Alsbirk er uddannet fra Københavns Universitet, lobbyist for Vestas, gift med Hanne, har børnene Clara og Daniel på 11 og 13 år, har boet og arbejdet som handelsrådgiver i Vietnam, som generalkonsul i det sydlige Kina og oplevet at have kok, hjælp ansat og levet et liv af den slags, der forekommer oversøisk og fjernt i velfærdsstaten Danmark, hvor Alsbirk er klar over, at »folk ikke gider at høre om, at jeg savner min kok.« »Men det ændrer ikke ved, at for folk på min alder er Danmark et af de hårdeste steder

at leve. Alle andre steder har folk med en udmærket indkomst råd til at købe hjælp. Jeg kommer meget i Bruxelles, og selvfølgelig har arbejdende folk her hjælp og råd til mere end, at der kommer en rengøringskone hver 14. dag. Det har man ikke råd til i Danmark på grund af skattesystemet med den meget, meget voldsomme udligning, som gør, at der ikke er ret stor forskel på højt og lavere lønnede job. Det er den pris, man betaler,« siger han. Jens Alsbirk synes, der er »utrolig mange gode ting ved et samfund, der er mere lige end for eksempel det amerikanske eller kinesiske«. Men det har som sagt »taget overhånd«.

Jens Alsbirk arbejder for Vestas som lobbyist i Bruxelles. Han barberer sig kl 6:15 så han kan nå sit fly kl 8:15. Foto: Søren Bidstrup VIL MAN DEFINERE de største ydere i Danmark, så er de aldersmæssigt i 40erne. »De 40-50-årige - plus minus - er velfærdsstatens største bidragsydere,« fastslår Michael Svarer, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet. Det danske velfærdssamfund er i krise. Enten skal nogle modtage mindre. Eller også skal nogle betale mere. Opgøret mellem velhavende og fattige, gamle og unge og fortid og fremtiden skærpes. Christiansborg forhandler reformer. En ny standard for ydere og nydere skal sættes. Svarer er i gang med et forskningsprojekt om, hvor meget de forskellige aldersgrupper i Danmark yder på arbejdsmarkedet: »Danskere i

B.DK/PLUS

13

slutningen af 40erne er klart den gruppe, som har højst beskæftigelsesfrekvens. Det er meget præcist at kalde dem skafferne.« Økonomiprofessoren påpeger, at der er tale om et egentligt generationsmønster. Lige nu taler man om, at de generationer, der er på vej ud på arbejdsmarkedet, bliver fremtidens tabte generationer på grund af krisen. Der henvises til den såkaldt tabte generation fra 1980erne. Men det stemmer ikke, mener Svarer. Han ser ikke nogen »tabt generation«. »Ser man på data, er der en meget, meget høj beskæftigelsesandel, når folk når slutningen af 40erne, og det er uanset, om man kom ind på arbejdsmarkedet lige efter oliekrisen i 1973 eller kartoffelkuren i 1986. Når folk når slutningen af 40erne, er beskæftigelsen størst. Som ung er man meget afhængig af konjunkturerne. Som gammel er man afhængig af overgangsordninger, efterløn og andre velfærdsordninger. Når man når slutningen af 40erne, topper folks lønninger og dermed også deres skat,« siger professoren. Folk i 40erne arbejder for de andre generationer i særdeleshed og velfærdsstaten i almindelighed. Deres børn får gratis uddannelse. Deres forældre kommer på plejehjem. Selv er de ikke modtagere af særlig mange velfærdsydelser. Før de selv når op i 60erne. Men ifølge økonomiprofessoren er der et stigende problem heri: Økonomisk ubalance mellem generationerne. »I løbet af de næste 30-40 år udgør danskere i 40erne en mindre og mindre del af befolkningen. Presset tager til på dem, fordi de virkelig er forsørgerne. Velfærdsmodellen er sådan set fin nok, men problemet er, at generationerne ikke er lige store. Der bliver især flere i 60erne og 70erne de næste 30-40 år, som skal forsørges af dem, som er 40-50 år. Det skaber en grundlæggende ubalance,« siger Michael Svarer. I 1970ERNE MENTE NOGLE, at »fritidssamfundet« var lige om hjørnet. Et automatiseret samfund, hvor der skulle arbejdes minimalt, joggingtøjet blev nationaldragt, og tid ville omforme sig til et underholdende fordriv.

Hvad blev der af dette »fritidssamfund«? »I stedet for at blive fritidsborgere, blev danskerne forbrugere,« siger Ole Thyssen, professor ved Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School. Ifølge Thyssen har der først og fremmest været tale om et livsvalg. Vel at mærke et valg, der præger samfundet mere, end man aner. Med forbruget som omdrejningspunkt for livet er der opstået en konkurrencekultur. »Uanset hvad folk i dag så bruger fritiden til, er den jo blevet et udstyrsstykke. Hvis man vil løbe, skal man have særligt løbeudstyr. Vil man cykle, skal man have avanceret cykeludstyr osv. Det er således blevet nødvendigt at have en del penge for at afholde sin fritid. Hvilket ironisk nok betyder, at man så må arbejde mere og stille sig til tåls med mindre fritid. Hvis vi kalder de 40-50-årige skafferne, så må man sige, at netop de synes stærkt optaget af deres karriere, af at stå godt i konkurrencen: Hvor god er jeg, hvor dygtig er jeg, hvor langt kan jeg komme,« siger Ole Thyssen. Karriere og forbrug har længe været danskernes tilvalg, ifølge professoren. Ole Thyssen mener, man skal være varsom med at fremstille det, som om folk midt i livet ikke har andet valg end at have to indtægter i et ægteskab for at få det hele til at løbe rundt. »Det er jo ikke sandt. Ligesom det ikke nødvendigvis er rigtigt altid at stræbe efter et højere og bedre betalt job. Jeg så et interview, hvor en håndboldtræner sagde: »Jeg vil helst være nummer to«. Altså var der her en, der ikke ønskede den øverste post, ligesom man sagtens kunne sige, at man blot ønsker at være viceborgmester eller menig medarbejder og ikke chef. Simpelthen fordi man prioriterer andet i sit liv end forbrug. Der kommer så fritidstænkningen tilbage. Men det skal jo vælges til,« siger Thyssen. »VI SKAL LIGE UD TIL KØERNE,« siger hun. Hvorefter vi kører videre ud på øen og ser til køerne. Tilbage til den lille gård og ser til hønsene. Samt ind og se hullet i huset ned til kælderen samt det op til loftet, hvor en trappe skal sættes op.

B.DK/PLUS

14

Det ser måske ikke sådan ud ved første møde med de rutiner og mangler, der er i hendes liv. Men Gitte Stilling Stensballe er stået af. Hun har taget valget. Arbejdsmarkedet i traditionel forstand har hun ikke lyst til mere, selv om den 56-årige kvinde har et forrygende CV, hvormed hun kunne fortsætte en karriere. Hun og manden, der er konsulent, vil hellere bo på Agersø. En lille ø ud for Skælskør. »Jeg sidder jo her på øen og er lykkelig med udsigten og luften. Og så kan jeg følge med på TV og tænke, at de er syge i hovedet og bindegale i København. Hver gang en enkeltsag er fremme i pressen, så er det staten eller det offentlige, der tager sig af den enkelte. I Danmark synes jeg, at der politisk mangler den der helt klare diskussion af, hvad det offentlige skal klare, og hvad den enkelte skal klare,« siger Gitte Stensballe. Hun blev chef i en ung alder. Efter tysk og psykologi på universitetet, underviste hun, blev ansat i beskæftigelsesministeriet, derpå arbejdsformidlingschef, derpå konsulentarbejde i Østeuropa. Litauen ved siden af et chefjob i Nykøbing Falster, derpå med sin mand og fem børn til Tanzania, senere Afghanistan og to år i Nepal som rådgiver for udviklingsprojekter. »Vi kom hjem og havde en idé om, at vi gerne vil tage ansvar for os selv og velfærden i vores familie og nærområde. Vi er nok superliberalister på den måde, at vi tager et ansvar for os selv,

vores helbred, vores børn og nærmiljø. Jeg har den ambition, at jeg gerne vil være selvforsynende. Det begyndte jeg på i villaen i Næstved. Men jeg havde jo bare ikke jord nok,« siger Gitte. Gitte Stilling Stensballe har arbejdet 60 timer om ugen i mange år. Og da hun i 40erne begyndte at overveje, hvordan hun ønskede at tilbringe resten af sit liv, var mere arbejde ikke specielt højt på listen. Hun har overvejet at tage ti år mere, men kunne ikke se meningen. »Det kan godt være, at jeg skulle have ventet til, jeg var 67 år. Men jeg føler mig enormt heldig. Jeg havde økonomisk mulighed for at træffe det her valg, hvis jeg turde. Jeg har arbejdet vildt meget. Jeg forstår godt, at folk kan gå ned med stress. Alle chefer har stress. Sådan er det. Men jeg har været opmærksom på, at folk ikke skal have ret til at køre mig ned. For jeg havde ansvar for mine børn og for en familie. Jeg kunne da ikke tillade mig at gå ned med stress. Jeg vil påstå, at du har et valg. Jeg mener, at stress og psykisk sårbarhed er følgevirkning af, at vi ikke har opdraget vores befolkning og børn til at tage ansvar til eget liv.« Ifølge Gitte Stensballe har velfærdssamfundet Danmarks overførselsindkomster »udviklet sig til det helt store elendighedsteater«. »Vi har et elendighedsteater. Med alle de mennesker der ikke tager ansvar for deres eget liv. De ligger skylden over på forældrene, samfundet, skolen,

arbejdsgiverne. Elendigheden skal have et navn. Jeg tager ansvar for mit eget liv. Jeg gider ikke spilde mit liv på at missionere for, at andre tager ansvar for deres. Det må de rode med. Men jeg kan godt tænke, at de er bindegale,« siger hun. Gitte Stilling Stensballe er stoppet med at arbejde og er flyttet til Agersø på et lille nedlagt landbrug. Her fodrer hun sine høns. Foto: Søren Bidstrup

B.DK/PLUS

15

EN VEN I ISRAEL tog engang filosof og professor Ole Thyssen med på besøg hos druserne. En mellemøstlig folkestamme. I en landsby mødte Thyssen den lokale borgmester. »Borgmesteren sagde, at vi har tre livsaldre. Der er de unge. De skal lære moral, de skal eksperimentere, de skal finde deres kerne, og de skal have lov til at skifte lidt rundt. Så er der den modne alder, hvor de får familie og arbejde. Der skal de tage ansvar, der er de forsørgere. Så kommer den tredje alder. Det er 60 år og opefter, så overlader man det til den næste generation at beslutte og bestemme. Og hvad er så den røde tråd? Ifølge borgmesteren var det en synd, at unge var begyndt at tro, de var ældre, og de modne var begyndt at tro, de var unge, og at de gamle var begyndt at tro, at de stadig skulle bestemme,« refererer professoren. Ole Thyssen mener ikke blot, der er gået kludder i livsaldrende i Danmark. Der er »en begyndende klassekamp«, fremhæver han. Mellem de, der finansierer velfærden og bruger mindst af den og de, der bidrager mindst og bruger mest af den. »Det bliver et projekt for de sidstnævnte at levere beviser på, at de ikke kan. At de ikke kan stå op, ikke kan arbejde og så videre. De skal dokumentere deres uegnethed. Således fastholder stat og offer hinanden i uhensigtsmæssige roller. Mens yderne har en oplevelse af, at blev den ubehjælpsomme sat ned på den russiske tundra med en militærration, en kniv og noget sejlgarn, så kunne han måske lige pludselig en masse, fordi det så handler om overlevelse,« siger Thyssen. Professor Thyssen har hørt Socialdemokraternes melding om reformer. Men han mener ikke, det nødvendigvis vil medføre en grundlæggende forandring. »Reformer ja, og de siger så også - blandt andet socialminister Karen Hækkerup og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen - at vi på grund af den tidligere regerings forsømmelse skal til at se på pligter og ikke kun på rettigheder. Men man kan jo ikke kræve, at folk føler pligt. Man kan kræve rettigheder opretholdt, ja, men ikke pligter.

Den nødvendighed, hvormed man ikke længere kan hjælpe borgere, der ikke kan komme op om morgenen eller hjælpe med en psykolog, hvis borgere har modgang i livet, den melding skal nok have en lidt mere åben overskrift end, at vi er nødt til at rydde op efter den forrige regering, før det flytter noget afgørende,« siger Ole Thyssen. JENS ALSBIRK OG FAMILIEN købte huset i Holte i april 2009. 140 kvadratmeter murermestervilla plus kælder. Godt tidspunkt, god pris. Alligevel har det været en økonomisk udfordring at komme hjem fra udlandet. »Jeg oplever grundlæggende, at alt er dyrt i Danmark. Vi er så heldige, at boligrenten er lav, så tak for det. Men alt er dyrt. Det er dyrt at købe bil, køre den og reparere den. Det er dyrt, når der er et eller andet med huset. Forsikringer er dyre. Mad er dyr. Børnenes fritidsinteresser, tøj, fornøjelser er dyre. Jeg ved ikke, om du kan, men jeg har aldrig fattet, at folk kan få et almindeligt dansk forbrug til at balancere,« siger den 42-årige lobbyist. På en normal dag ringer vækkeuret klokken syv. Hvis ikke han skal i lufthavnen og til Bruxelles. Bad, tøj på, morgenmad med familien. Børnene cykler selv til skole. Hustruen Hanne har egen smykkevirksomhed, og hun tager bilen. Jens Alsbirk cykler til toget og møder mellem klokken otte og ni. Hvis han ikke skal til Bruxelles. Ved 17-17.30-tiden begynder han at sidde uroligt i sin kontorstol, fordi han skal hjem og lave mad. Spise, rydde op, andre praktiske opgaver, måske hjælpe børnene med lektier. Klokken 22 går han ofte på arbejde igen med den bærbare. »Høvler mails af,« som han siger. Jens løber, men har fravalgt andre fritidsaktiviteter. Herunder skak, selv om han er tidligere danmarksmester. »Jeg synes generelt, der er mange fordele ved velfærdsstaten og er glad for at bo i et samfund, hvor det offentlige træder til med en hjælpende hånd, hvis folk bliver ramt af sygdom, personlig krise eller mister deres job. Men vi er altså på vej mod to tredjedelsamfundet, hvor to tredjedele er på en eller anden form for overførselsindkomst,

B.DK/PLUS

16

og det lægger et betydeligt pres på den arbejdende tredjedel. Jeg er meget villig til at betale min skat, hvis den går til fornuftige ting. Men de høje skatter betyder, at jeg skal bruge meget af min tid på ting, jeg ikke er god til. Hvis man køber én til at male sit hus, koster det rask væk en månedsløn. I stedet gør man det selv. Jeg tror ikke, at nogen vælger arbejdsløshed. Men hvis man som jeg har arbejdet hele mit liv, så er det et dårligt regnskab. Det er et faktum,« siger Jens Alsbirk. Han løber meget. Er i god form til at klare det, understreger han. Og børnene bliver jo også større: »Da børnene var små... Op klokken 6.30 og i seng klokken 23 efter Deadline. Spændet derimellem var bare: Vraaauuuuummmm!«

FAKTA: De 40-50 årige

Der er født 814.775 personer i årene mellem 1962-1972.

I 2030 forventer man, at gruppen af 40-49-årige vil være faldet til 665.122 personer.

82 procent af gruppen er i beskæftigelse.

77 procent af aldersgruppen har en uddannelse, der er højere end grundskolen.

Det er den gruppe, der betaler mest i skat.

I gennemsnit betaler hver person 124.932 kroner i skat. Det er over dobbelt så meget, som aldersgruppen 20-29 år betaler i skat.

169.235 i aldersgruppen er på overførselsindkomster.

B.DK/PLUS

17

De ældre bliver rigere og rigere

Skævvridning. De over 60-årige ejer 75 pct. af

værdierne, mens de erhvervsaktives formue

falder, viser ny analyse. Udviklingen afspejler en

stille revolution af velfærdsstaten.

af Mads Kastrup, Rikke Seidenfaden og Jens Beck

Nielsen

Mens formuerne svinder ind hos erhvervsaktive danskere, råder de ældre over markant flere penge. I 1997 havde danskere over 60 år knap 60 pct. af den samlede nettoformue, der består af penge i banken, bolig og andre værdier. I dag ligger 75 pct. af værdierne hos danskere over 60 år. Det fremgår af en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE. »De ældre er tidligere blevet betragtet som en lidt svag gruppe. Det er overhovedet ikke tilfældet i dag,« siger Jonas Schytz Juul, chefanalytiker i AE. »De har haft den højeste indkomstfremgang over de sidste 15 år. Og de har de allerstørste formuer. Især de 60-69-årige er samlet set en meget stærk gruppe.« De 60-69-årige danskere har 37,5 procent af en samlet nettoformue på omkring 1.500 mia. kr., mens de 40-49-årige kun har 7,6 pct. Og de erhvervsaktive danskere under 60 år, som skal oppebære en velfærdsstat med stadig flere ældre, har oplevet et decideret fald i nettoformuerne. Hovedforklaringen er ifølge AE de faldende boligpriser og aktiekurser siden 2007. Det har især ramt yngre, som købte bolig til de højeste priser og belånte til grænsen. Mange ældre har købt før og afbetalt mere. Preben Etwil, økonom og kontorchef i Danmarks Statistik, DST, kalder AEs analyse »meget velunderbygget«. Den flugter også med Statistisk Tiårsoversigt 2011 fra DST, som viser, at de 65-74-årige indhentede de erhvervsaktives rådighedsbeløb i årene 2000-2008. Udviklingen dækker ifølge Etwil over »en stille revolution af velfærdsstaten« i og med, at

folkepensionen udgør en stadig mindre del af de ældres indkomst. De har især fået langt bedre pensionsordninger: »De 60-69-årige er en generation, som i den grad har reddet på velfærdsbølgen og formået at sikre sig selv. Mange har haft job, gode pensionsopsparinger og selv folk fra arbejderklassen har kunnet købe eget hus. Det giver dem i dag betydelige formuer,« siger Preben Etwil. AE-analysen bygger på indkomstoplysninger fra 2010. Den inkluderer ikke pensionsopsparinger. Var disse også medregnet, ville de ældres formuer være endnu højere. Generationsopgør eller ej, så har 66-årige Jens

Vestergaard valgt at trække sig tilbage efter et

langt arbejdsliv som økonom med ofte 60 timers

arbejde om ugen. Berlingske har besøgt ham ved

den franske riviera.

B.DK/PLUS

18

De begunstigede Danmarks nuværende 60-70-årige er den bedst stillede generation hvad angår forholdet mellem at yde og nyde i velfærdsstaten.

af Mads Kastrup, Rikke Gredsted Seidenfaden og

Jens Beck Nielsen

Han er dårligt integreret, siger han. Ligesom indvandrerne i Danmark, er Jens Vestergaards egen udlægning. Rosévinen på caféen bestiller han dog på fransk. Og med sin lyse blazer, stribede lyse skjorte og solbrune teint samt den logrende gravhund, Mini, i Louis Vuitton halsbånd, virker Vestergaard, som om han begår sig udmærket i det sydlige Frankrig. »Jeg ved ikke, hvor gammel jeg skal være, før jeg flytter hjem,« siger han: »Men der kommer til at gå lang tid, om fysikken vil.« Livet som dansker med pension i Cannes er privilegeret. Jens Vestergaard ved det. Ligesom han ved, at hans egne sønner både skal spare langt mere op selv og trække sig tilbage i en markant senere alder, end han selv, hvis de skal gøre sig håb om at sidde i simrende velvære samt lyden af palmer, der svajer i brisen. »Jeg er helt sikker på, at de unge kommer til at arbejde fem år ekstra. Når de kommer op i den her alder, så er jeg overbevist om, at pensionsalderen i hvert fald er 70 år,« siger han. Jens Vestergaard mener imidlertid at kunne se på sine egne sønner, der stadig bor i Danmark, at de også vil være friskere til den tid. »Da jeg arbejdede i Danmark, arbejdede jeg aldrig under 60 timer. Så jeg har ikke ondt af, at de skal arbejde lidt længere. Og heller ikke af, at de skal arbejde i flere år. Folk har det fysisk meget bedre end for tyve, tredive år siden,« siger han. Jens Vestergaard har boet i Sydfrankrig i ti år. Han flyttede herned med sin hustru, da han var 56 år. Hun døde sidste år af kræft. Jens har arbejdet som økonom i blandt andet Codan og Grundfos samt været medejer af et brillefirma.

»Min skatteindbetaling i alle de mange år er ikke spildt. For jeg har stadig mulighed for at flytte tilbage til Danmark,« siger han. DANMARKS NYESTE pensionister udgør en generation, der muligvis er den mest begunstigede nogensinde, når det gælder forholdet mellem at yde og nyde i velfærdsstaten. »Tidligere ville en typisk dansker være pensionist i de sidste 20 procent af sit liv. Lige nu ryger vi helt op i 30 procent. Men sikkert er det også, at det igen vil falde til 20 procent af livet,« siger Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand. Professoren bifalder, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en tilbagetrækningsreform og nu vil lukke huller i finansieringen af velfærden med flere reformer. Men det er kun som »bedre sent end aldrig«-ros. Stramningerne falder, efter de store generationer nu pensioneres. »Det har en stor bundlinjeeffekt, når så stor en gruppe går fri. Og så må andre jo tage sig af problemet. Der er en generation her, som har været begunstiget af, at levealderen har været stigende, men deres mulighed for at træde tidligt tilbage har samtidig været fastholdt,« siger Torben M. Andersen. Den tidligere økonomiske overvismand finder det ærgerligt, at velfærdsstaten ikke tidligere kom i gang med en tilpasning. Han selv og diverse andre økonomer advarede op gennem forrige årti den borgerlige regering og folketinget mod udviklingen og påpegede, at der skulle alvorlige ændringer til. »Det er ærgerligt, at man ikke kom i gang. Det ville have gjort det hele meget nemmere. Det ville også have givet en lidt kønnere fordelingsprofil generationerne i mellem. Den generation, der nu høster store bidrag, ville i så fald også retfærdigvis være kommet til at betale lidt mere,« siger Torben M. Andersen. Jens Vestergaard sidder i Club Danois. En forening for danskere i Sydfrankrig, hvor han er kasserer og i bestyrelsen.

B.DK/PLUS

19

En klub, hvis medlemstal voksede fra 450 til 1.150 fra 2002 til 2007. Siden finanskrisen er det stabiliseret på omkring 1.000 medlemmer. I går havde de møde næsten hele dagen. Klubben tilrettelægger arrangementer for danskere. »I går, da vi mødtes, var der én, som sagde: ' Det er et problem med alle de pensionister. De fiser og farer rundt.' Mange går på golfbanen hele tiden. Det har jeg ikke rigtig lyst til,« siger han. Vi sætter os ned ved promenaden. I 23 graders varme på blå stole. Turister, motionister og forretningsfolk passerer. Bjerge og store skibe ses til begge sider. Kun afbrudt af Cannes Festivalpalæ, der som en stor hvid legoklods bryder billedet. Ligeud vand så langt horisonten rækker. Det brede fortov langs kysten bliver vasket hver dag. Jens Vestergaards stamsted er en hjørnecafe med udsigt over havet. »Voilier« hedder den og er nabo til Ralph Lauren-, Boss- og Escade-butikkerne.

Jens Vestergaard har trukket sig tilbage i Cannes. Foto: Malte Kristiansen

»Jeg brugte syv måneder sidste år på, at min kone døde. Der var lige et gråt hul der efter 45 års ægteskab. Det var hårdt. Både fysisk og psykisk. Det var heldigvis hernede, vi var. Alting fungerede,« siger Jens Vestergaard. Han betaler skat af sin folkepension i Danmark. Men han bruger ikke det danske system. Vestergaard har tegnet en supplerende sygeforsikring. Den koster 7.000 kroner om året. Og den dækker i de fleste tilfælde. »I Danmark har det været mere og mere, der skulle være betalt af det offentlige. Hernede fungerer det bare: Man betaler lidt mere selv. Den danske velfærdsstat er i hvert fald ikke blevet billigere. Det er fordi, at der ikke er vilje til det. Halvdelen af dem, der skal stemme, er ansat der. Dem går man ikke hen og driller. Det var jo lige meget med de ti år, vi havde med blå regering. Der skete jo ikke det store,« siger Jens Vestergaard. Da vinen er drukket op, kører vi i hans lille Cabriolet Mini til hans hjem, som ligger tre kilometer fra Cannes' centrum. YNGRE GENERATIONER har oplevet, at man ikke må kalde dem »Det grå guld«. Eller »Rødvinsgenerationen«. Det afstedkommer et fornærmet drag om munden. Og vil man virkelig have, at blodårerne skal træde frem i hals og tindinger hos visse af dem, skal man sige »ældrebyrde«. Disse repræsentanter for Danmarks velerhvervede pensionister vil i så fald komme med et foredrag om, hvordan årtiers slid og slæb på arbejdsmarkedet negligeres af et nedladende udtryk. Men det er, hvad de i stigende grad vil være i fremtiden. Netop de to ting: Ældre samt en byrde. Vi taler om de i dag 60-årige og opefter. En stor del af velfærdsrapporter de seneste ti år har handlet om det. Drejet sig om fænomenet i forskellige former og farver, som en karrusels figurer drejer om sin midte. For det er hovedproblemet i det danske velfærdssamfund de kommende 20-30 år. Danmarkshistoriens største årgange fra efterkrigsårene har netop nået pensionsalderen. Imens må yngre generationer, eksempelvis årgangene fra starten af firserne, hvor blot

B.DK/PLUS

20

omkring 55.000 blev født pr. årgang, arbejde mere. De skal løbe endnu stærkere for at finansiere efterløn og pension. Og fænomenet vil i de kommende år blive værre. Og værre. HVAD GIK DER GALT? Det tænker 64-årige Edward Reinholdt-Jensen ofte, når han med udsigt til by, land og stiplede linjer bevæger sig gennem Sjælland. Jobbet som Falck-redder giver tid til at tænke over tingene. Det overgår hans forstand, hvordan Danmark blev et »tagselvbord«. Et samfund, hvor alt for mange velfærdsydelser er gratis for alt for mange. Selv har han arbejdet, siden han gik ud af skolen som 16-årig i Hareskov By. I hans barndomshjem var det ikke en mulighed at læse videre. Edward gik direkte i lære i en radio-og TV-butik. Han var brandmand i 36 år. Hvorefter han blev Falck-redder. Han fravalgte som 60-årig at gå på efterløn og fortsætter som 64-årig på ubestemt tid i sit nuværende job. Mest for egen skyld, men også for andres. »Vi skal yde lidt alle sammen,« siger han. Edward Reinholdt-Jensen mener, Danmark er blevet et bedre sted at bo gennem hans levetid. Og de, som ikke kan klare sig selv, skal selvfølgelig have hjælp. »Men det offentlige pakker folk ind i vat. Som det kører i øjeblikket, går det bare ned ad bakke. Der er for mange danskere, som mener, at de har krav på, at andre skal tage sig af dem. Jeg har betalt skat siden, jeg var dreng, men jeg synes ikke, at pengene altid bliver brugt lige fornuftigt,« siger han. Tidligere ville Edward Reinholdt-Jensen erklære sig selv for en god socialdemokrat. I dag er Socialdemokraterne i hans øjne fjerne og elitære. Aldersmæssigt står han på grænsen til aldersgruppen af danskere på 65 år eller derover. De sidste ti år er ældres rådighedsbeløb og forbrug vokset mere end andre gruppers. De bruger færre penge på medicin og flere på ferie og fritid. Edward Reinholdt-Jensen vil ikke have ordet ældre siddende på sig. Han lever et aktivt liv sammen med sin hustru, Anne Wolsing, som er 50 år og fodterapeut. I 1995 mødte de hinanden

til en 1960er-fest i Nykøbing og blev gift året efter. Begge har to børn fra tidligere ægteskaber. I dag er de medlemmer af den lokale roklub i Præstø ved Vordingborg. De spiser sundt og økologisk - i nogen grad af hensyn til miljøet, men mest af hensyn til egen sundhed. I ferierne står de helst på ski i Østrig eller Frankrig. Slalom, understreger de. I 2000 flyttede parret ind i det røde murstenshus. De har indrettet sig enkelt med lyse træmøbler. Tilsvarende enkel er haven med perlegrus i indkørslen samt græsplæne og flagstang i baghaven. »Vi holder mest have af hensyn til naboerne,« siger Anne Wolsing. EN UBEMÆRKET REVOLUTION af den danske velfærdsstat har fundet sted. Det mener Preben Etwil, økonom og kontorchef i Danmarks Statistik, hvor han står bag Statistisk Tiårsoversigt 2011. Han påpeger, at de ældre har øget deres rådighedsbeløb betydeligt de senere år. »Hele vores pensionssystem blev ændret i løbet af 1980erne og 1990erne, og størstedelen af de ældres indkomst kommer ikke længere fra offentlig indkomst, men fra egne pensionsopsparinger. Det er en stille revolution af velfærdsstaten, som kun nogle få har bemærket,« siger Preben Etwil. De 60-69-årige har en større formue end andre aldersgrupper. De er en generation, der har reddet på velfærdsbølgen. De har haft god beskæftigelse, gode pensionsopsparinger, og selv folk fra arbejderklassen har kunnet købe eget hus. Det giver dem i dag betydelige formuer, lyder forklaringen. »Der er kommet en ny generation af ældre, som er langt mere velpolstrede. Problemet bliver om 10-15 år, at den tredje del af arbejdsstyrken, som ikke har været fuldt tilknyttet arbejdsmarkedet, får nogle elendige pensionsforhold. Der opstår givetvis tillige et ældreproletariat i løbet af de kommende år. Derfor bliver det også politisk farligt at fjerne folkepensionen, fordi mange ikke har sparet op selv. Omvendt vil det virke anstødeligt at give folkepension til folk, der har en million kroner på kistebunden.

B.DK/PLUS

21

Det må regeringen forsøge at løse. For om 20 år er der dobbelt så mange 80-årige som i dag,« siger økonom Preben Etwil. »JA. HER ER DEJLIGT,« siger Jens Vestergaard. Vi går ned ad trapperne til lejlighedskomplekset. Vi tager elevatoren fra 4. sal og ned til stuen, hvor han bor. Med have, friske blomster i bedene og udsigt ud over bjergene og Middelhavet, hvor et skib sejler sløvt forbi. Tennisbanen, hvor han spiller med sin søn, når denne er på besøg, ligger en etage længere nede og er tom. »Vil I have et glas cremant? Nu nåede vi jo ikke et ekstra glas ved vandet,« siger han og hælder op i høje glas. Lejligheden er 200 kvadratmeter. Sofaerne er orange, meget af kunsten er hentet på nogle af de 30 ferier i Thailand. Han åbner en cremant. Grisinnierne har han selv bagt. »Velfærdsstaten har forandret sig på to måder. Mine børn har fået mange flere velfærdsydelser, end vi gjorde i samme alder. De har vænnet sig til, at de skal have, og at de ikke skal aflevere. De ældre er vant til selv at klare sig. Der er nogle af de unge - de kommer sgu aldrig til at tjene penge. De er gået fra en arbejdsløshedsperiode, så har de været i aktivering og er blevet arbejdsløse igen. Det er sgu et problem. Også for dem selv,« siger Jens Vestergaard. På vej tilbage til centrum af Cannes skifter vi bilen ud. Audi A8 er køretøjet i stedet for Minien. Den syv år gamle A8er trækker godt. Og Jens Vestergaard fortæller, at han kan lide at være i Danmark. Men han glæder sig »altid til at komme hjem igen«.

FAKTA Her er de 60-70-årige

Der er født 690.718 personer i årene mellem 1942 og 1952.

I 2030 forventer man, at gruppen af 60-70-årige vil være steget til 742.356 personer.

37 procent af aldersgruppen er i beskæftigelse.

63 procent af aldersgruppen har en uddannelse, der er højere end grundskolen.

Det er den befolkningsgruppe, der betaler næstmest i skat.

I gennemsnit betaler de 60-69-årige 83.556 kroner i skat.

214.448 personer i gruppen er på overførselsindkomst, hvilket er den største gruppe.

B.DK/PLUS

22

Hvor er velfærdsstaten på vej hen?

af Rikke G. Seidenfaden, Jens Beck Nielsen Mads Kastrup Flere ældre, færre erhvervsaktive. Det er den korte, nedslående udsigt for den danske velfærdsstat. Om 20 år vil der ifølge befolkningsfremskrivninger være dobbelt så mange 80-årige danskere som i dag. Til gengæld fødte danske kvinder i 2011 i gennemsnit 1,76 barn. Det laveste fødselstal siden 1988. Berlingske har den seneste tid beskrevet tre generationers aktuelle forhold til velfærdsstaten: De 20-30-årige, 40-50-årige og 60-70-årige. Men hvad kræver det, hvis de nuværende 0-10-årige - som omkring 2032 træder ud på arbejdsmarkedet - skal bære velfærdsstaten videre? I alle hjørner af Socialdemokraterne grubler man over spørgsmålet. Det sker med en medlemsdebat, der har fået navnet »Danmark herfra til 2032«. Debatten munder til september ud i en vedtagelse på partiets kongres. Berlingske har spurgt tre eksperter, hvad de ser som de største udfordringer for velfærdsstaten anno 2032. Carsten Beck Forskningschef på arbejdsmarkedsområdet ved Center for Fremtidsforskning. Justering af velfærdsstaten: »Der ligger en forventning fra befolkningen om, at tingene skal blive bedre i fremtiden. Derfor bliver reform-behovet også større. Folk tænker ikke, at kloakkerne bare kan flyde over, at sundhedsvæsnet kan stå stille, eller at toget til Nordjylland ikke behøver at køre. Det er en politisk vurdering, om der skal laves reformer. Men det er klart, at noget skal justeres. Hvis vi ikke laver reformerne selv, så gør markedet det for os, som det er sket i Grækenland. Jeg siger selvfølgelig ikke, at vi ender som Grækenland. Men der er ikke rigtig nogen vej uden om reformerne.«

Arbejdsmarkedet: Arbejdspladserne flytter ud lige nu. Finanskrisen hjælper ikke på det. Udflytning af arbejdspladser sker på grund af omkostninger. Men jeg tror, at mange af arbejdspladserne, der er forsvundet, vil vende tilbage. Lige nu overvejer masser af virksomheder, om det virkelig er fornuftigt at flytte arbejdspladser ud. Løngabet må heller ikke blive større i fremtiden, så får vi problemer i Danmark. For det andet må dansk lønkonkurrenceevne ikke svækkes i forhold til andre lande. Dansker og dansker imellem: »Jeg tror, at det individuelle element er blevet større. For eksempel vil vi se mere brugerbetaling og flere skræddersyede løsninger. Folk vil stadig betale skat, og staten vil også stadig spille en hovedrolle i velfærdssamfundet, men man vil i højere grad se på, hvad den enkelte har behov for. Samfundet er begyndt at diskutere de helt grundlæggende præmisser: Om vi skal have lige adgang til statens ydelser. Det gør det rigtig svært at sige, hvor vi er om tyve år. Det afhænger af, hvad den her velfærdsdiskussion ender med.« Jørn Henrik Petersen Professor og leder af Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet. Justering af velfærdsstaten: »En af de store udfordringer bliver - både af økonomiske og menneskelige årsager - at få en del af de mennesker uden for arbejdsmarkedet til at blive en del af det. Det er ikke en spareøvelse, men de mange mennesker, som er holdt fast på et sidespor, skal tilbage til en normaliseret hverdag. Skal vi se i krystalkuglen, så tror jeg, det er vigtigt, at vi får gearet samfundet til det forhold, at folk bliver ældre og ældre. Arbejdsmarkedet skal ændres fundamentalt.« Arbejdsmarkedet:

B.DK/PLUS

23

»Vi har flere år til disposition over et livsforløb, hvor man kan have forskellige tilknytninger til arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne væk fra tanken om, at man skal gå på folkepension, når man er 65 år. Der skal være plads til, at unge kan træffe andre uddannelsesvalg og måske kan få to uddannelser eller supplere og dreje sin uddannelse i en ny retning. Hvis vi ser for os, at væksten fortsætter, kunne man så forestille sig et system, hvor der er plads til at hoppe ud og ind af arbejdsmarkedet uanset alder? Diskussionen kalder på, at arbejdsmarkedet skal skrues sammen på en helt anden måde.« Dansker og dansker imellem: »Hvis vi siger, at tendensen er, som den er nu, så vil vi nok se en demontering af velfærdsstaten. Men jeg tror godt, at det kan vende, og der kan komme en opfattelse af, at vi - gamle som unge - lever i et afhængighedsforhold, der kalder på en forpligtelse over for hinanden. Tilværelsens fundamentale grundvilkår er jo, at vi er dybt afhængige af hinanden igennem hele livet.« Michael Svarer Professor i nationaløkonomi ved Institut for Økonomi, Aarhus Universitet. Har siddet med i Arbejdsmarkedskommissionen. Justering af velfærdsstaten: »Der skal skaffes noget finansiering. Hvis bidraget fra hver aldersgruppe er uændret, vil samfundsgoderne være for svære at opretholde, fordi udgifterne vil være for store i forhold til indtægterne. Lykkes det ikke at lave reformer, og budgetunderskuddet bliver større, så kan der komme en generationskamp om, hvem der skal have de knappe midler. Det kan selvfølgelig godt ryste grundlaget under velfærdsstaten. Til gengæld tror jeg, at problemerne vil kunne løses uden det store pres. Der er trods alt en relativt stor reformvillighed.« Arbejdsmarkedet:

»Man skal have øget antallet af folk i beskæftigelse. Øger man skattetrykket, kan det gå ud over beskæftigelsen og virksomhedernes konkurrenceevne. En skat er ikke bare noget, man opkræver - det har også nogle konsekvenser. Det kan også betyde mindre velstand, hvis man vælger at gå den vej og kræve mere skat.« Dansker og dansker imellem: »De unge skal gide at betale for de ældre i fremtiden. Den sammenhængskraft skal være der, for at velfærdssamfundet kan bestå. Det er en del af kontrakten, at når man er ung, får man fra dem, der er ældre og arbejder. Og når man selv bliver voksen, betaler man til både unge og gamle. Derfor bliver presset også ekstra hårdt, når små generationer skal yde mere for at kunne finansiere flere. Det er vigtigt at se på, hvordan de andre grupper kan hjælpe med til at finansiere det.«

B.DK/PLUS

24

Kronik: Hvad bliver det næste?

Velfærd. Er vi kommet dertil, at vi også uden for

debatten om førtidspension, fleksjob og

kontanthjælp definerer fællesskabet som et

sted, hvor der tjenes penge eller opnås

færdigheder, som gør, at man kan tjene penge,

spørger forfatter Charlotte Strandgaard.

af CHARLOTTE STRANDGAARD, FORFATTER

Flere skal inkluderes i fællesskabet. Hvem vil ikke gerne være en del af det? Regeringen fremlægger en stor reform af loven om førtidspension, fleksjob og kontanthjælp. Ifølge forslaget må ingen under 40 år tilkendes førtidspension. De fleste blå og røde politikere mener, at især dem under 40 år ikke skal have livsvarig økonomisk tryghed. Det er i de sidste år blevet en falsk sikkerhed. Så længe de er under 40 år, vil de ifølge reformforslaget slet ikke få tilkendt førtidspension. For alle ved, at der i 1980erne var mange, som bare fik førtidspension og stadig lever af den. Dengang blev de omtalt som »sociale pensioner«. En del unge mennesker droppede ud af skolen som 14-årige og fik tilkendt en pension. Men ofte var det ikke så enkelt. En kom fra et voldeligt og alkoholiseret hjem og var dybt præget af det. Pensionister talte ikke med i statistikken som arbejdsløse. Det var ikke en god måde for samfundet og slet ikke for dem at løse det på. I det følgende vil jeg fortælle, hvorfor dele af sprogbrugen om reformpakken forekommer mig uheldig og misvisende. I løbet af 1980erne tog invalidepension navneforandring til førtidspension. »Førtid« lyder ikke så definitivt. Da det social-psykiatriske område er enormt, har jeg valgt at beskrive mennesker under 40 år fra to grupper. Jeg håber at nå frem til nogle af årsagerne til deres, deres pårørende og min frygt for, hvor det hele ender. Jeg var voksen i 1980erne, hvor vi også havde en økonomisk krise.

Dengang ventede jeg på forskellige offentlige kontorer sammen med en af dem under 40 år. Han kæmpede for at holde sammen på sig selv. Det er svært at leve, når de ydre fornuftige stemmer blander sig med de indre dæmoner, der i værste fald forlanger et selvmord. Langt om længe fik han det, der endnu hed invalidepension. Han var lige blevet 30. Og nej, det gjorde ham ikke rask. Men ja, han følte sig tryggere. I 2011 udspandt næsten samme historie sig for en anden under de »magiske« 40 år - med mig som hjælper og vidne på de forskellige offentlige kontorer. Gudskelov fik vedkommende også langt om længe førtidspension. Det er i de sidste årtier blevet næsten umuligt at få førtidspension og tager lang tid. De bliver angste og meget forvirrede, når de hører, at de med den rette støtte kan komme tilbage på arbejdsmarkedet og blive inkluderet i det såkaldte fællesskab. De lever stadig et liv tynget af problemer, som nu skal kaldes udfordringer. Det lyder nærmest spændende. De to mennesker tilhører en gruppe, som lider af skizofreni. Den ene - en mand nær de 50 år. Den anden - en kvinde på 30. Angstens indre stemmer jager rundt med dem, når f. eks. en bus ændrer rute og nummer. For ikke at tale om rudekuverter, som forbliver uåbnede, fordi de ser truende ud. Svært at forstå, men uendelig svært at leve med. Hvis og når reformen bliver vedtaget, vil de begge i 2012 blive mødt af et rehabiliteringsteam. Det lyder lettere end revalidering, som forbindes med begrebet invalid. Ifølge regeringens forslag skulle der kun være en kontaktperson pr. borger. Det lyder rigtig godt. Jeg har forklaret de to, at der ikke bliver rørt ved deres førtidspension. Alligevel bliver de bange, når reformforslaget diskuteres. De er ikke de eneste med en usynlig sygdom. Den anden gruppe er de børn, som i flere omgange er blevet udsat for besparelser, der italesættes som pædagogiske nyvindinger. I 1980ernes krise skulle børn med psykiske handicap ud i folkeskolen, dvs. integration. Det

B.DK/PLUS

25

var ikke vellykket. Nu i en værre økonomisk krise skal de samme børn igen ud i folkeskolerne, dvs. inklusion. Børn med brug for eksperthjælp samt deres forældre venter og venter. Når man langt om længe kommer til, får sit barns diagnose - altså, hvad dets særlige udfordring er - begynder næste alenlange kampe for at få plads på en egnet særskole. Den kamp bliver på sigt ikke længere nødvendig, for ligesom vi i 1980erne integrerede disse børn i en overbelastet folkeskole, skal flere og flere af dem nu »inkluderes«. Bekymringen for deres fremtid, når de ikke kommer i en særskole, er stor hos deres forældre og andre pårørende. Man ved en del om, hvor galt det kan gå børn med f. eks. autisme, ADHD og aspergers, når de udsættes for bl.a. mange andre mennesker og alt for mange uventede hændelser i deres dagligdag. Nogle af dem kan trods høj intelligens ende i alvorligt misbrug og den dermed følgende kriminalitet. At inkludere dem i en folkeskole giver dem ikke bedre mulighed for at komme ind i det menneskelige fællesskab. De andre børn i en overbelastet folkeskole fatter ikke, hvorfor deres kammerater pludselig slår, bare fordi de kommer for tæt på. De bliver hurtigt irriterede, når en klassekammerat med asperger taler i timevis om sin særinteresse. Hvem gider høre på et alenlangt, monotont foredrag om et emne, der måske kunne være meget sjovt, men rigeligt at lytte til i fem minutter? Hvorfor kan hun/han da ikke høre efter, hvad andre siger? Det skyldes nogle gange, at de har et handikap. Jeg er sikker på, at folkeskolelærerne gør deres bedste, men med kun én lærer pr. klasse, hvor nogle har de udfordringer, kan det være håbløst at skabe ro og undgå udelukkelse af disse børn. Begge grupper skal nu inkluderes i fællesskabet. Den ene - de voksne unge på under 40 år - ved at få det bedre og derfor ikke få førtidspension. Den anden ved, at man erklærer dens medlemmer for raske. Ikke officielt, men ved, at man på sigt sparer udgifter til særskoler og sætter dem i folkeskolen. Hvad den børnegruppe kan risikere at betale i menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger er uoverskueligt.

Det er mit håb, at mine betænkeligheder ved reformforslaget ikke bliver en realitet. Det ville være dejligt, hvis et enkelt menneske i spidsen for et tværfagligt team kunne hjælpe unge med psykisk sårbarhed, som nogle af de unge under 40 langt mindre misvisende bliver kaldt. Der er forhåbentlig mange, som kan blive hjulpet på den måde. Og hurra for det! Hvis det kun handlede om, at unge under 40 år skulle få det bedre, kunne man f. eks. spare udgifterne på mere eller mindre vanvittige aktiveringstilbud og sætte ind med den før omtalte faste hjælper. Men det er der tilsyneladende ikke råd til. Så sig det ligeud: »Vi skal spare en uoverskuelig mængde penge, og vi prøver at gøre det, så det ikke går ud over for mange. Har I nogle gode ideer til, hvordan det skal gøres?« »Vi har i det lange løb ikke råd til særskoler. Hvad gør vi så?« Hvis det blev diskuteret så klart, er jeg overbevist om, at frygten ville blive mindre, og mange fra de to grupper og deres pårørende ville tænke med i besparelserne og måske finde nye og spændende løsninger! Det virker som om, vi nu kun ser fællesskabet som lig med arbejdsmarkedet eller folkeskolen. Er vi kommet dertil, at vi også uden for debatten om reformforslaget udelukkende definerer fællesskabet som et sted, hvor der tjenes penge, eller hvor der kan opnås beviselige færdigheder, som på længere sigt gør, at man kan tjene penge? I så fald er det foruroligende. For mig er fællesskab noget, som sker mellem mennesker. Når vi skal inkludere mennesker fra de to grupper i fællesskabet, er dette for mig ikke arbejdsmarkedet, men noget mellem mennesker uanset alder, køn, hudfarve, religion eller psykiatriske diagnoser. Jeg er bange for, at mennesker på tværs af alder og køn med et psykisk handikap eller sygdom - nå nej, udfordringer - kan blive de nye syndebukke. Ingen siger det ligeud endnu, men jeg er meget bekymret for, at det næste bliver: »Hvorfor tager de sig ikke bare sammen?«. Jeg er bange for, at mennesker på tværs af aldre

og køn med et psykisk handikap eller sygdom - nå

nej, udfordringer - kan blive de nye syndebukke.

B.DK/PLUS

26

Kronik: Flere skal yde til fællesskabet

Selvforsørgelse. De Konservative fremlægger et

udspil til en kontanthjælpsreform, som i højere

grad skal sikre, at det kan betale sig at arbejde.

Forskellen til kontanthjælp skal være mindst

2.000 kr.

af LARS BARFOED PARTIFORMAND, DET

KONSERVATIVE FOLKEPARTI

Flere skal være uafhængige af offentlige kontantydelser, vi skal målrette ydelserne til de udsatte og det skal altid kunne betale sig at arbejde og spare op. Det må være målsætningerne for reformer, der grundlæggende styrker borgernes personlige frihed og ansvar og skaber bedre vilkår for det private initiativ. »I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie.« Sådan sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt til danskerne i sin nytårstale. Hun henviste til regeringens tanker om reformer af en række offentlige ydelser. I modsætning til statsministeren, mener jeg ikke, at beslutningerne er særligt svære - og så langtfra kan de måle sig med de sværeste i vores historie. Opgaven ligger ganske enkelt i at sikre, at det i højere grad kan betale sig at arbejde, og at vi målretter ydelserne til de udsatte i samfundet. Det vil gøre flere borgere uafhængige af offentlige ydelser. I dag er ca. 850.000 danskere i den arbejdsdygtige alder forsørget af det offentlige, og mange flere modtager offentlige overførselsindkomster i betydelig grad. Der er efterhånden bred politisk enighed om behovet for reformer af en række offentlige ydelser. Jeg mener, at vi langt mere vidtrækkende skal reformere hele den måde, vi har indrettet vores velfærdsydelser på. Ikke på blot grund af økonomien og ikke blot på grund af demografien. Nej, vi skal reformere vores samfund, fordi flere skal klare sig selv og yde til fællesskabet.

Jeg tror på et bedre og mere stabilt samfund i balance, hvis flere i »Familien Danmark« yder, hvis færre passivt kigger på fra sidelinjen. Jeg tror på et stærkere fællesskab, en bedre familie, hvis så mange som muligt bidrager. Jeg deler den holdning, at der i øjeblikket er et økonomisk behov for reformer på arbejdsmarkedet. Vi skal ganske enkelt være flere, der kan klare sig selv og yder til Danmarks økonomi, færre der passivt nyder. Ellers skaber vi ubalance og gæld til vores børn og børnebørn. Men om så olien sprang op fra Nordsøen, eller vi finder guld under Kronborg, vil jeg fortsat mene, at flere i det danske samfund skal yde, færre skal nyde. Et stærkt fællesskab og en fælles bevidsthed opstår, når man yder og bidrager til noget større end en selv. For mig er det først og fremmest et spørgsmål om værdipolitik. Nogle af mine politiske venner vil være uenige i denne værdipolitiske tilgang. For dem er Danmark A/S simpelthen en virksomhed, der skal sikre overskud. Nu kan de læse i regnskabet, at for mange medarbejdere ikke yder til virksomhedens drift. Det er deres eneste bevæggrunde for reformer, men for mig er det først og fremmest et spørgsmål om værdier og moral. For Det Konservative Folkeparti er Danmark ikke blot en virksomhed, der har til opgave at sikre overskud. Vi ser vores nation som en familie, hvor vi med hver sit bidrag kan yde til familiens bedste. Derfor har vi ikke blot behov for, at flere yder til familiens husholdningskasse. Vi har behov for, at flere yder til familiens fællesskab. For vi kan ikke måle et samfunds værdi på statens budgetter. Vi skal måle vores samfund på, hvad vi gør for hinanden. Der er derfor mange måder at bidrage på, mange måder man kan yde til fællesskabet. Det handler ikke kun om at betale sin skat. Det handler om at tage ansvar for sig selv og for hinanden. »Familien Danmark« er din og min. Vi er væsentlige dele af hinandens tilværelser, og vi deler historie, kultur og værdier. Vi har glæde og

B.DK/PLUS

27

gavn af hinanden, og vi mærker fællesskabets styrker, når vi tager ansvar for mere end os selv og vores familie. Et lokalsamfund har gavn af den frivillige fodboldtræners mange timer på sidelinjen. Pårørende har gavn af de sorggrupper, der støtter og tager hånd om efterladte. Og folkeskoleelever, der har brug for støtte, har gavn af unge studerende, der hjælper på lektiecaféer. Men fodboldtræneren har tilsvarende glæde ved at træne byens miniputter - også når det regner og blæser. De frivillige i sorggrupperne har glæde af den omsorg, de giver efterladte i sorg - også når det er hårdt. Og de ældre studerende på lektiecaféerne oplever glæde ved at have lært folkeskoleeleven at jonglere med tabeller og danske gloser. Vi må derfor ikke have en ensidig økonomisk tilgang til debatten om ydere og nydere. Det Konservative Folkeparti har en vision om et samfund, hvor det i højere grad kan betale sig at arbejde og hvor vi målretter ydelserne til de udsatte i samfundet. Vi fremlægger derfor et udspil til en kontanthjælpsreform, hvor vi i højere grad sikrer, at det kan betale sig at arbejde, og hvor ydelserne bliver målrettet til de udsatte. Med vores forslag vil der til hver en tid være en forskel i rådighedsbeløbet på mindst 2.000 kroner om måneden ved at tage et arbejde frem for at være på kontanthjælp. D et duer ikke, når det ikke kan betale sig at arbejde. En enlig mor på kontanthjælp får i dag mindre end en 50er for at tage et arbejde frem for at forblive på kontanthjælp. Arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere skal derfor have muligheden og et økonomisk incitament til at tage et job frem for at være på offentlig forsørgelse. Kontanthjælp er og skal være et midlertidigt sikkerhedsnet og ikke en levevej. Vi mener samtidig, at vi skal målrette hjælpen bedre til de borgere, der har behov. Derfor vil vi bruge en væsentlig del af besparelsen på at sikre bedre hjælp til kontanthjælpsmodtagere, der er langt væk fra arbejdsmarkedet. Her er nogle medlemmer af vores familie, der har brug for

ekstra hjælp, og dem vil vi hjælpe bedre end i dag. Sådan målretter vi de offentlige ydelser, sådan sikrer vi, at flere bliver selvforsørgende. Og netop mere selvforsørgelse er et centralt politisk mål for Det Konservative Folkeparti. I selvforsørgelse ligger for os friheden og tilfredsstillelsen ved at tage ansvar for sin egen tilværelse. Vores forslag indeholder derfor de incitamenter, der skal hjælpe flere til at blive selvforsørgende, men det indeholder også det perspektiv, at staten skal gå et skridt videre over for nogle borgere, og give dem yderligere hjælp for at få dem tættere på arbejdsmarkedet. De, der kan klare sig selv, skal også gøre det. Selvforsørgelsen skal fremmes i samfundet, for det styrker menneskers tilfredshed med tilværelsen - og det er vigtigere end den økonomiske bundlinje. Derfor var Det Konservative Folkeparti modstandere af efterlønnen, da den blev indført, og vi arbejdede lige siden på dens afskaffelse. Andre partier kunne først se nødvendigheden, da balancen i bogholderiet var skredet. For dem var det ikke et problem, at raske og rørige mennesker lod sig forsørge af samfundet, mens de kiggede på i passivitet. Blot der var penge nok. Når Det Konservative Folkeparti lige nu forhandler reform af førtidspensionssystemet, er det også de enkelte mennesker i systemet og disses mulighed for at komme tilbage på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende frem for provenuets størrelse af reformen, der er det vigtigste for os. Som jeg indledte, henviste statsministeren til, at de kommende reformer kan måle sig med de sværeste beslutninger i vores historie. Jeg anerkender, at reformer kan være besværlige for en socialdemokratisk statsminister, som helst vil beskæftige sig med at dele ud af velfærdens goder og øge de offentlige udgifter. Men det kan ikke måle sig med beslutninger, der påvirker børns udvikling, beskytter danske værdier eller sender danske soldater i krig -i hvert fald ikke for en konservativ. Kontanthjælp er og skal være et midlertidigt

sikkerhedsnet og ikke en levevej.

B.DK/PLUS

28

Kronik: Svagheden for de svageste

Velfærd. Venstre måtte fra 2001 skrue op for velfærden uden at turde sige det, og Socialdemokratiet skruer nu ned for velfærden, igen uden at turde sige det. De dækker sig ind bag sparehensyn. Her ligger en tabt sag.

af OLE THYSSEN OG HENRIK DAHL PROFESSOR, DR. PHIL. OG SOCIOLOG, FORFATTER

Krigeren, borgeren og taberen (' KBT') fremsatte for seks år siden to teser. Dels at der er forskellige måder at håndtere livets sejre og nederlag på, dels at velfærdssamfundet er ved at segne under vægten af sin egen succes. Begge teser har fået større relevans i dag end dengang. Det skyldes ikke alene sagen om den fattige Carina, men også det skift i forholdet mellem ret og pligt, som er indeholdt i regeringens forsøg på at reformere velfærdsstaten. At bogen på nogle punkter blev misforstået, har vi selv en del af æren for. Men det ændrede klima spiller også en rolle. Derfor tillader vi os et update. Men først et par ord om bogens tilblivelse. Fristelsen til at skrive 'KBT' opstod under et kursus, vi sammen havde udbudt på CBS. Det handlede om anerkendelse, som dengang var et centralt tema både i filosofi og sociologi. I løbet af kurset opdagede vi, at temaet ofte blev behandlet med en skjult dagsorden, som gik ud på, at anerkendelse er godt og mere anerkendelse bedre. Og videre: at ethvert krav om anerkendelse er berettiget. Man skulle hverken kritisere eller afvise den slags krav, men efter bedste evne imødekomme dem. Hermed havde vi fundet det problem, som drev bogen: er det rigtigt, at alle krav om anerkendelse skal anerkendes? Altså, for eksempel: Carinas krav om anerkendelse af sin status som fattig. Eller SUSofies tilsvarende krav, nogle måneder senere. Eller alle psykisk syges krav om at blive anerkendt som uarbejdsdygtige. Eller børns krav om at få ros for alt, hvad de gør. Vi opstillede en

modtese: at det under visse omstændigheder er berettiget at afvise krav om anerkendelse. Mange har i årenes løb fortalt os, at vi ikke burde inddele mennesker i krigere, borgere og tabere. Det gør vi heller ikke. Vi siger, at ethvert menneske har et valg mellem krigerens, borgerens og taberens moral. Krigerens moral har sit udspring i en aristokratisk tankemåde: at anerkendelsens kilde er, at man lever op til standens ære. Da adelen siden er afgået ved døden, handler det ikke mere om blodet. Æren ligger i at påtage sig kampen for en sag eller et princip og gøre det med flair, talent og overbevisning. Om det gør ondt eller ej, og om man tjener penge på det, er ikke det vigtigste. Der er masser af mennesker, som uden at være aristokrater ser æren som det fagreste træ i skoven. For borgeren er anerkendelsens kilde ikke hvad han er, men hvad han kan og hvad han tjener. Mens aristokraten ser på æren, ser borgeren på nytten og pengepungen. Derfor er borgeren ikke helhjertet. Han ser ikke kun på sagen, men også på sagens omkostninger. Han er flittig og dygtig og slås for at balancere arbejdet og familiens hensyn. Inde i hjertet af det borgerlige samfund opstod velfærdssamfundet. Det skulle afhjælpe den elendighed, som opstod, når mennesker ikke kunne klare sig - arbejde - uden at de selv var skyld i miseren. Gradvis blev ideen om velfærd udvidet, så den til sidst dækkede enhver ubalance i hverdagen. Princippet om de »værdigt trængende« blev langsomt skubbet i baggrunden. I velfærdssamfundet er kilden til anerkendelse ikke, at man kan, men, sært som det kan lyde, at man ikke kan. Og det handler ikke blot om arbejde, men også om at passe sin familie eller sige nej til livsfarlige fristelser. Kan man bevise, at man ikke kan klare sin hverdag, går det store velfærdsmaskineri i gang. Det giver en anerkendelse, som er af en anden art end ærens og karrierens. Man anerkendes som svag eller som offer. Da velfærd ydes som en ret, opstår der, desværre, en nærliggende

B.DK/PLUS

29

fristelse til at opnå systemets »ros« ved at søge at bevise, at man ikke kan. Vi kan tale om refleksiv velfærd. En central pointe i 'KBT' er derfor, at man kan og bør spørge sig selv fra hvilken kilde, man vil hente anerkendelse. Leve op til sin rolle med størst mulig flair og overbevisning? Høste anerkendelse ved karriere og penge? Eller søge anerkendelse gennem den bedst mulige påvisning af egen hjælpeløshed, selvfølgelig garneret med stadige beviser på, at man gerne vil, men ikke kan? Svaret er ikke, at man skal vælge én form og fravælge de to andre. Hvad vi skildrer er ikke tre mennesker, men tre idealtyper - tre moralske profiler for, hvordan livets sejre og nederlag kan håndteres. Vi er alle krigere, borgere og tabere. Et andet tema, som vi kunne have gjort mere ud af, er velfærdsstatens selvstændige interesse i at skaffe kunder i butikken. Hvorfor nu det? Fordi den danske stat spiller en meget stor rolle. Den lovgiver, uddanner, helbreder, straffer, forsørger, sagsbehandler og mange andre ting. På alle områder opstiller den standarder for, hvad der skal anerkendes - hvad der skal gøres gældende og hvad hver enkelt borger har ret til at forvente. Her peger vi på, at staten bør være varsom med at give rettigheder, den ikke kan garantere. Selv om ideen om »mennesket« er kilde til ideen om »menneskerettigheder«, så er garanten for en rettighed typisk en stat. Tvivler man på det, kan man rejse til en mislykket stat og forsøge at gøre sine rettigheder gældende. Staten både kan og bør sikre retten til frihed, privatliv, ejendom samt lov og orden. Og de rettigheder er ikke blot ønskelige. Staten kan faktisk garantere dem - uden dog at kunne garantere, at de ikke krænkes. Men hvad med retten til succes? Eller til respekt? Eller kærlighed? Eller til ros og anerkendelse i bred almindelighed? Ifølge deres natur kan disse rettigheder ikke tildeles. Derimod er der - med delvis undtagelse af kærligheden - tale om en anerkendelse, man skal gøre sig fortjent til. Og måske har man ikke fortjent at blive anerkendt. »Jeg forlanger respekt!« siger den utilpassede indvandrer. »Tja«, bliver man nødt til at svare. »Er du respektabel?« Et sted i sin uforlignelige bog Den herskende klasse (1973) peger Jørgen S.

Dich på det underlige i, at et hospital altid har fuld belægning. Det gør han selvfølgelig for at påvise, at det også er i lægernes egeninteresse at sengene er fyldt op. På samme måde med alverdens andre »tilbud« om velfærd: skaber man udbuddet, opstår hurtigt - ud af intet, tilsyneladende - efterspørgslen. Svagheden for de svage ender paradoksalt nok med at skabe endnu flere svage. Her burde vi have været mere præcise. Når mennesker søger anerkendelse efter velfærdsstatens principper ( »jeg kan ikke« ), er det ikke blot et individuelt anliggende. Miseren ligger i velfærdsstatens udbud og hos de mennesker, der har deres udkomme ved at yde omsorg. Eller, for at være helt konkrete: det mest interessante ved »Carina« er ikke et moralsk svigt hos dette enkelte menneske. Hendes situation er skabt af et system, der allerede da hun var omkring 16 år gammel anbragte hende på livsvarig, passiv forsørgelse - og støttede hende i opbygningen af den selvforståelse, at hun var fattig og ikke ved egen indsats kunne hive sig op af suppedasen. Det betyder ikke, at den enkeltes moralske holdning er ligegyldig. Men den indgår i en sammenhæng. Vi har brugt en indisk metafor. Juggernaut-hjulet er et stort hjul, der kværner af sted, tilsyneladende ved egen kraft. Men dets fremdrift er intet mirakel. Det skubbes af mange hænder, som blot ikke oplever, at netop deres indsats er afgørende. Velfærdssystemet er et sådant hjul. Mange ser deres fordel i at kræve mere velfærd: politikere, behandlere, massemedier - og så almindelige brugere, der gerne vil have mere af alting, selvfølgelig betalt over skattebilletten. I det lys er mediernes endeløse beretninger om de svage og om statens svigt lette at forstå. De er en svagt maskeret reklame for en velfærd, der ikke må reklameres med. Politisk er velfærden en varm kartoffel og en hellig ko. Venstre måtte fra 2001 skrue op for velfærden uden at turde sige det, og Socialdemokratiet skruer nu nedfor velfærden, igen uden at turde sige det. De dækker sig ind bag sparehensyn. Her ligger en tabt sag.

B.DK/PLUS

30

Socialdemokratiet kunne have vundet en fornem platform ved at tage et åbent opgør med den velfærdsstat, som partiet mere end noget andet har stået som garant for. Politisk er velfærden en varm kartoffel og en

hellig ko.

Kronik: Yuppie på en brændende

platform

Det føles uretfærdigt og klaustrofobisk at være

en 40-50-årig erhvervsdrivende - en såkaldt yder

- i dagens Danmark. Allermest fordi det

demokratiske kredsløb er så udpræget

blodfattigt. Hvis politikerne var lige så LEAN- og

omstillingsparate som vi andre, ville det ellers

være overskueligt at regulere balancen mellem

ydere og nydere.

Af Pernille Weiss Terkildsen, Direktør, ArchiMed

»Hvad tænker sådan en erhvervsdrivende som

dig egentlig om dem, der yder (altså dig) og dem,

der nyder? Dit perspektiv og din analyse er da

interessant?« Jovist. Øh, tænkte jeg, da en ven

gjorde mig opmærksom på Berlingskes serie

Yderne og nyderne. Dertil kunne jeg jo passende

lægge, at jeg befinder mig i den

generationsgruppe, der over en bred kam betaler

det såkaldte velfærdsgilde, vores forældre

startede i deres naive forestilling om at kunne

stille alle tilfreds - dem selv inklusive og især. Et

velfærdsgilde, som for længst burde være blevet

lukket af de modige, begavede og forudseende

politikere, som vi desværre kun har et fåtal af.

Som det betalende mindretal lægger jeg mig ud

med både mine børn og mine forældre, hvis jeg

slår næven i bordet og siger stop. Ingen politikere

tør i virkeligheden hjælpe mig og generationerne

omkring mig vil håne det egoistiske synspunkt

med reference til min yuppiskadede ungdom,

hvor vi troede, at enhver burde være sin egen

lykkes smed. Javel. Det er vist åbenbart, at netop

jeg og mine jævnaldrende befinder os på en

brændende platform, hvis vi forsøger at svare

ærligt på spørgsmålet om forholdet mellem ydere

og nydere.

Før vi ser nærmere på platformens råderum for

handling, skal det tørt indrømmes, at min

umiddelbare reaktion på ovenstående var noget i

retning af: Dét har jeg simpelthen ikke tid til at

forholde mig til, for jeg har travlt med at sikre

min iværksættervirksomhed fodfæste på et

stadigt mere turbulent marked. Det må andre

tage sig af. Men det er for nemt. Og man siger jo

gerne, at man skal gå til travle folk, hvis man vil

have noget gjort. Så det provokerende spørgsmål

om, hvad jeg som en del af skaffer-generationen

mener om Yderne og nyderne blev hængende og

insisterede på at blive besvaret.

Min skæbnefælle, Jens Alsbirk, har ret i, at vi er

flere og flere, der mener, at det hele har taget

overhånd. Hans ærlighed er prisværdig i artiklen i

Berlingske 25/3. Men også foruroligende i den

forstand at han - og det er ikke en personlig kritik

af ham - indrammer sin generations

handlingslammelse med konstateringen af, at han

»er meget villig til at betale sin skat, hvis den går

til fornuftige ting«, hvorefter han pointerer, at

det høje skatte- og afgiftstryk fratager ham et

rimeligt økonomisk råderum og muligheden for at

købe sig mere tid til ikke at have så susende travlt

hele tiden. Synspunkter, det er svært at være

uenig i. Logikken er dog ikke indlysende ved

eftertanke: Der er jo ikke råd til, at der skal være

fordele til alle hele tiden. Går man bag om ordene

og ned i substansen, udtrykkes også en

foruroligende mangel på fornemmelse for de

grundlæggende økonomiske strukturer og de

egentlige håndtag i snitfladen mellem

fællesskabets forpligtelser og den enkeltes

ansvar. Det er ikke Jens Alsbirks skyld og mangler.

Hertil er hans udtalelser formentlig for

repræsentative.

B.DK/PLUS

31

Men de fortæller noget essentielt om os, der er

mellem 40 og 50 år. Vi er nemlig opvokset og

opdraget i et velfærdssamfund uden grænser i

hverken indhold eller omfang. Og vi har fået

banket ind med batikfarvende bleer, at det ikke

er godt at ville klare sig selv og forvente det af

andre. At klare sig selv og sine egne har for vores

generation altid været forbundet med et asocialt

og egoistisk - og hermed umenneskeligt sindelag.

Derfor har vi det svært med at pege på konkrete

dele og ydelser i velfærdsmaskinen, som kunne

lukkes ned med henblik på at gøre maskinen

mindre - og det personlige råde- og ansvarsrum

større. Derfor fokuserer vi på at holde os adrætte

i ydernes hamsterhjul, så vi ikke mister fart, fokus

eller får grimme egoistiske tanker. Sådan tænkte

vi en kort overgang i et pubertært oprør mod

vores forældre. Men det gik hurtigt over i takt

med, at vi fik børnepenge, billige

institutionspladser, udvidet hjemmepleje til

bedstemor, SU som hjemmeboende, i hundredvis

af kringlede tilskudsmuligheder, mere asfalt i

Nordjylland og busruter uden mennesker på

sæderne osv. Hurtigt blev vi alle modtagere af

overførselsindkomster i alle afskygninger, og

lysten til at sætte spørgsmålstegn ved det dalede

lige så hurtigt som engagementet omkring et

klassisk Mikado-spil. Og det manglede bare - et

(for) højt skattetryk skal da modsvares af

returydelser, hvis der skal være nogen som helst

logik i det. På den måde undgås konflikten ved at

skulle sige stop eller nej - eller at pege fingre og

sige: Du kan godt selv!

At vi nu er på vej til at dele os i grupper af ydere

og nydere må siges at være skæbnens ironi og

udtryk for markedskræfternes universale

gyldighed. Alle, der har argumenteret for det

modsatte synspunkt - og dem har der været en

del af gennem tiderne - må være forundret over

denne naturlov, der pointerer, at fordelingspolitik

er en svær øvelse, og at jo mere man blander

ydere og nydere sammen i én pærevælling, desto

farligere bliver det for dem, der er svagest og for

muligheden for at pille det hele fra hinanden og

starte forfra. Konflikterne er uundgåelige og en

løsning er påtrængende.

Vender vi os væk fra generationskonflikterne og

opsplitningen mellem ydere og nydere i en søgen

efter nogen eller noget, som kan udjævne

ubalancen og forene mennesker i frugtbar

harmoni mellem forskellige ressourcepotentialer,

ja, så er det oplagt at vende sig til politikerne. Det

er jo dem, der laver lovene og regulerer på

håndtagene i velfærdssystemet. Og de taler jo om

det. At der ikke er råd til det hele mere. Der må

reformer til. Og reformernes indhold er vist

faktisk det mindste. Uenigheden om, hvad der

kan og skal gøres, er relativ overskuelig og med

de klassiske forskelle mellem borgerlige og

socialister.

Der, hvor skoen i virkeligheden trykker, er på

spørgsmålet om, hvorvidt politikerne kan blive

enige om at gøre alvor af snakken og træffe

beslutninger, der vil virke. Svaret er: Næppe.

Fordi politikerne også er mellem 40 og 50 år og

derfor opdraget til ikke at udtrykke sig firkantet

eller konsekvent med risiko for at støde vigtige

genvalgsstemmer fra sig i deres

karrierehamsterhjulagtige vrangbillede af, at

politik er det eneste, de kan finde ud af eller vil

med deres liv. Og fordi alt for mange politikere er

mellem 60 og 70 år og derfor ikke behersker det

selvkritiske gennemsyn af deres eget værk.

Politikere, som har levet et uforstyrret

partipolitisk liv fyldt med intetsigende floskler, og

som langsomt er blevet tømt for politisk mod til

at gøre det, der kræves af dem for at få den

fælles økonomi til at hænge sammen.

I ambitionen om at svare på min vens

provokerende spørgsmål om, hvordan det føles

at være en 40-50 årig erhvervsdrivende yder, er

mit bud, at det føles uretfærdigt og

B.DK/PLUS

32

klaustrofobisk allermest fordi det demokratiske

kredsløb mellem vælgere og politikere er så

udpræget blodfattigt og reelt indholdsløst. Sådan

har det været længe, og derfor tror politikerne, at

vi vælgere - på tværs af alder og stand - ikke kan

forstå og/eller bidrage til at løse de udfordringer,

der altid vil være i det dynamiske, foranderlige

kompleks, et samfund er. Det gør os travle

erhvervsdrivende (for nej, det job er ikke nemt i

det danske system) stressede på grænsen til det

opgivende, at det politiske miljø ikke er mere

modigt og begavet. At være adræt i

tilpasningsdygtighed og LEAN i

beslutningsprocesserne er simple

overlevelsesregler i erhvervslivet. Den mikstur

ville det klæde politikerne at indtage. På den

medicin burde det være muligt at regulere

balancen mellem ydere og nydere på en måde,

der tillader en tilpas mængde gulerødder til dem,

der kan, vil og skal selv, uden at åbne en social

massegrav. Men ligesom politikere har det svært

med at følge egne love og regler for bl.a.

rygekabiner og pensionsalder, skal det nok vise

sig, at modet til at sætte eget genvalg på højkant

for en tiltrængt oprydning i velfærdsgoderne

svigter. Derfor er det afgørende, at politikere

genskaber respekten for den måde, de passer

deres tømmer omkring det danske

velfærdssystem - så skal vi ydere nok levere de

arbejdspladser, der skal til, så der igen kan blive

flere ydere end nydere.

Kronik: Velfærdsstatens illusioner

Velfærdsstaten promoverer en livsform, der på ingen måde opildner den enkelte til at sørge for sig selv og sine nærmeste. Ja, man kan sige, at den fremmer uansvarlighed fordi man, uanset adfærd, har ret til ydelser.

Af Søren Hviid Pedersen Cand.scient.pol. og ph.d.

Den amerikanske økonom og politiske teoretiker Murray N. Rothbard skrev for efterhånden nogle år siden en fantastisk bog, The Ethics of Liberty, på dansk Frihedens etik. Dette værk beskriver hudløst ærligt, hvorledes vi kan tænke et fuldstændigt frit samfund. Der er ingen tvivl om, at det er et lettere utopisk værk, men derfor kan det jo godt inspirere og provokere til intellektuelle overvejelser.

Det der vækker en relevant interesse er Rothbards insisteren på, at der er to måder, hvorpå man kan relatere sig til hinanden. Den ene er, at man respekterer sine medmennesker ved at relatere sig til disse på en måde, som de kan acceptere. Det vil sige, at så snart vi indgår i relationer med andre mennesker, så skal det ske gennem frivillighed og respekt for den andens liv, frihed og ejendom.

I vores daglige omgang med mennesker respekterer vi hinanden, vi indgår i frivillige sammenslutninger i civilsamfundet med alle dens forskellige foreninger, klubber og fællesskaber. Alt sammen udmøntes ad frivillighedens vej. Et andet eksempel er markedet. Markedet, og de relationer der er indeholdt i markedet, er ligeledes et godt eksempel på frivillighed og dermed respekt for ens medmenneske. Markedstransaktioner er frivillige og produktive. En anden, og alternativ, måde er, at man er aggressiv og undertvinger sine medmennesker. Her udnytter man andre, røver eller stjæler fra dem eller i værste fald tager deres liv. Man bruger således tvang til at gennemtvinge sin vilje, og dermed gør man andre mennesker til rene midler for sit magtbegær og vilje.

B.DK/PLUS

33

Det politiske system og staten er baseret på tvang. Det er tvang i den udstrækning, at det er flertallet, der definerer, hvad mindretallet skal gøre eller bidrage med. Sådan er det jo i et demokrati. Det er flertallets ønsker, eller præferencer, der tilgodeses og så må mindretallet bøje sig og lade sig undertvinge af flertallet. Enhver borgerlig vil selvfølgelig anerkende vigtigheden af, at man kan træffe flertalsbeslutninger, men samtidig er man også overbevist om, at man skal minimere tvangen i samfundet, man skal med andre ord minimere aggression og undertrykkelsen af det enkelte menneske. Den eneste måde man kan skabe et borgerligt samfund, er et samfund med mindst mulig intervention i forhold til det enkelte menneske.

Vi skal med andre ord opretholde en respekt for det enkelte menneskes ret til liv, frihed og ejendom. At være borgerlig er basalt set, at man skal skabe rammerne for, at det enkelte menneske gennem sine anstrengelser kan være nyttig og produktiv, en yder, en der producerer velstand. Et borgerligt samfund vil hylde den, der yder som den gode borger, den der er noget for andre og respekterer andre. Et borgerligt samfund hvis virke baseres på, at vedkommende arbejder og respekterer andres ret til liv, frihed og ejendom. Men den danske virkelighed er noget andet. I dag er idealet i velfærdsstaten ikke yderen, men nyderen, velfærdsklienten.

Vi er alle tvunget til at betale skat til en stat, der er kontrolleret af en uhellig velfærdskoalition, hvis eneste politiske motivation er stadig stigende offentlige udgifter og intervention i forhold til det enkelte menneske. Hermed har vi en velfærdskoalition, der maksimerer tvang og krænkelse af det enkelte menneskes frihed. En velfærdskoalition, der med en umenneskelig lethed altid bifalder en politik, der gør sine medborgere til rene instrumenter for flertallets ønsker.

I stedet for at opildne borgerne til at sørge for sig selv, og få løn som forskyldt, bestikker man hinanden med diverse offentlige tilskud, subsidier eller ydelser. Hermed tilskynder man jo til at man kan forlade sig på andre menneskers produktive adfærd således, at de skal forsørge en eller finansiere en bestemt ydelse, man ikke selv vil betale for. Hermed forrykkes hele samfundets fokus fra det at være en yder, en der producerer velstand, til en nyder, en der lever af andre menneskers arbejde. Det er grundlæggende et moralsk problem. For spørgsmålet er selvfølgelig, hvorledes vi ønsker at se os selv.

Ønsker vi et samfund, der baseres på frie menneskers frivillige transaktioner i civilsamfundet og på markedet, eller ønsker vi et samfund der er baseret på, at man anvender tvang til at finansiere andre menneskers forbrug og ønsker? Enhver borgerlig vil selvfølgelig mene det første, enhver socialist vil selvfølgelig mene det sidste. For dem er intet helligt, individets liv, frihed og ejendom er sociale produkter, noget fælleseje, man som samfund frit kan disponere over.

Borgerlige ønsker at minimere tvang og aggression, socialister vil maksimere. Borgerlige ønsker, at det moralske forbillede skal være yderen, den produktive, der indgår i frivillige transaktioner med andre mennesker. Hvorimod socialister vil forkaste det til fordel for at vi alle skal røve fra hinanden gennem skatten og velfærdsstaten.

Hvad kan man gøre som borgerlig og fremtidssikre det danske samfund mod socialisme? Det er nemlig svært at gøre noget ved velfærdsstatens afhængighedsskabende effekter. Velfærdsstaten skaber nemlig en illusion om, at dens ydelser er gratis eller omkostningsfri fordi den reelle omkostning ved velfærdsydelser skjules bag skatteindbetalinger og subsidier. Der er således ingen direkte forbindelse mellem finansiering og ydelse.

B.DK/PLUS

34

Noget kan dog gøres. For det første er det nødvendigt, at borgerlige skal formulere kritiske spørgsmål til velfærdsstatens ideologiske grundlag. I den forstand må det være en eksplicit strategi at intervenere i den offentlige debat og påpege det uholdbare i velfærdsstatens grundlæggende værdier og ikke mindst dens meget uheldige konsekvenser.

Velfærdsstaten promoverer en livsform, der på ingen måde opildner den enkelte til at sørge for sig selv og sine nærmeste.

Ja, man kan sige, at den fremmer uansvarlighed fordi man, uanset adfærd, har ret til velfærdsydelser, der, parentes bemærket, jo er finansieret af andre medborgere.

Det leder os over i den anden strategi, nemlig en radikal ændring af den måde finansierer de offentlige udgifter. Som det er i dag, finansieres det gennem skattebilletten, hvor alle betaler til alle. Alternativet er at offentlige ydelser er noget, der hovedsagelig finansieres gennem arbejdsmarkedsaftaler, private forsikringer og civilsamfundets forskellige aktører, eksempelvis familien, foreninger og sammenslutninger.

Vi skal væk fra ideen om universelle velfærdsrettigheder, der på ingen måde sammenkædes med individuelle anstrengelser og personligt ansvar. Velfærd er noget, man skal tjene op til. For det tredje må strategien være at indføre nogle restriktioner på demokratiets indflydelsessfærer. Det drejer sig primært om at man skal sikre at det politiske system, staten, omkranses af nogle konstitutionelle bindinger. Et eksempel, som dog ikke er konstitutionelt bindende for landene udenfor euroen, er den nyligt tiltrådte europæiske finanspagt, der lægger restriktioner på, hvor megen gæld de forskellige landes økonomier kan opretholde.

I tråd hermed må man som borgerlig ligeledes påpege, at vi rent faktisk skal respektere Grundlovens bestemmelser, specielt med henblik på beskyttelsen af den private ejendomsret.

Grundlovens bestemmelser skal anvendes til at lægge restriktioner og bindinger på statens indflydelsessfære. Med andre ord skal denne tredelte strategi sikre, at vi stadfæster en livsform, der betoner, at man skal yde for at man kan nyde. Den helt overordnede politiske målsætning for enhver sund borgerlighed må således være at minimere tvang i forhold til det enkelte menneske.

Det er grundlæggende et moralsk spørgsmål, hvorvidt vi fortsat ønsker at honorere, eller i det mindste gøre det muligt, at leve et liv som nyder, hvor andre betaler.

Her må vi bare erkende, at et demokrati, der er vildledt af tiltagende velfærdsnarkomani, er et system, der undertrykker det enkelte menneskes ret til liv, frihed og ejendom.

B.DK/PLUS

35

Kronik: Velfærdsstatens dilemmaer

Den aktuelle velfærdsdiskussion trækker skygger langt tilbage i historien, og regeringen kan ikke forsvare sin aktuelle gøren og laden uden at erkende en arv fra de borgerlige velfærdsstatskritikere.

Af Jørn Henrik Petersen, professor, dr.phil. & lic.oecon.

Velfærdsstaten er et samfund, hvor der

omfordeles fra sunde til syge, fra beskæftigede til

arbejdsløse, fra erhvervsaktive til gamle, fra

barnløse til børnerige, fra heldige til uheldige, fra

raske til handicappede, fra rige til fattige osv. Det

er et samfund, der forudsætter, at det i dag er dig

og i morgen mig, som rammes af dette eller hint,

at vi lever i et risikofællesskab, og at vi bytter

roller. Snart er jeg i den gruppe, som betaler,

snart i den, der modtager.

Hvis det imidlertid er de samme, der dag ind og

dag ud hænger fast på indkomstoverførsler, og

hvis det er dem, som fornemmer, at andre ikke i

rimeligt omfang bidrager til systemet, er tanken

om rolleombytning - velfærdsstatens fundament -

på vej til at krakelere.

Hvis »de andre« bliver upersonlige, uden ansigt,

anonyme, ser man ikke sig selv i samspil med

andre, men med »systemet«: »Jeg har betalt min

skat, og derfor har jeg ret til«; »Det må det

offentlige tage sig af«; »Min nabo fik, så skal jeg

også have«. Det forflygtiger ansvaret.

Hvis vi ikke hver især med større eller mindre

begejstring yder vort til det fælles og undlader at

rage til os, hver gang muligheden byder sig,

bryder systemet sammen. Det skaber en

spænding mellem velfærdsstatens fordringer og

de privatøkonomiske, rationelle tilskyndelser, vi

drikker ind med modermælken. En velfungerende

velfærdsstat kræver, at vi opfører os

privatøkonomisk tosset.

Velfærdsstaten har således sine dilemmaer, og

det var dem, vi mødte, da SFs folketingsmedlem,

Özlem Cekic, faldt i disput med Joachim B. Olsen.

På én gang underholdende og pinligt.

Carinas herostratiske berømmelse kaldte

socialminister Karen Hækkerup af stald. Til

Jyllands-Posten sagde hun: »Hvis

velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for

et opgør med krævementaliteten og mere fokus

på den enkeltes pligter og ansvar ... Vi har brug

for en debat om det normskred, som jeg på nogle

stræk kan se i Danmark, hvor vi i alt for lang tid

har været fokuseret på, hvad vi kan få, og for lidt

fokuseret på vores eget ansvar for at bidrage til

fællesskabet ... Det er jo gammel

socialdemokratisk kernepolitik, at man skal gøre

sin pligt og kræve sin ret. Men de to ting hænger

sammen, og det er ret vigtigt, at de gør det, for

hvis folk kun kræver deres ret, men ikke gør deres

pligt, er der ikke noget velfærdssamfund.«

Nogle dage senere tilføjede hun i Politiken, at

debatten »handler om dem, som kan, men ikke

vil (arbejde)«.

Det var stærke ord, fordi de i høj grad førte os

tilbage til den debat om velfærdsstaten, der blev

ført i 1950erne. Socialdemokraterne satte sig på

begrebet, uden at de for alvor havde held til at

bestemme indholdet. De borgerlige partiers kritik

var nok så eksplicit. Borgerlige aviser var ved at

svømme over i en påstand om, at velfærdsstaten

ville udvikle en »krævementalitet« og nedtone de

individuelle forpligtelser. Et risikobeskyttet liv

svækkede individernes karakter og tenderede

mod et samfund på nedtur, sagde man. Huxleys

»Fagre nye verden« og Orwells »1984« blev brugt

som mareridtsagtige billeder på velfærdsstaten.

Den fremtrædende økonom og politiker,

B.DK/PLUS

36

professor Thorkil Kristensen, formulerede det

sådan: »Jeg kræver, de andre betaler«. Det var

just en påstand om, at den privatøkonomiske

tankegang ville slå velfærdsstaten af banen. Den

betyder jo lige præcis, at man søger at få det,

man kan få, og at bidrage i en så beskeden grad

som muligt. Hellere vil man være nyder end yder.

Nu synges samme sang af en socialdemokratisk

socialminister - krævementalitet og normskred.

Tankevækkende!

Ministeren ved godt, at krævementalitet ikke er

et begreb, der er groet i den socialdemokratiske

køkkenhave. Derfor kvæder hun samtidig sangen

om »pligt og ret«. Den er bare historisk forkert.

Formuleringen »Gør din pligt og kræv din ret«

kendes fra de røde faner, men den stammer fra

de statutter for Den Internationale

Arbejderassociation, der blev vedtaget i

september 1871: Den Internationale

Arbejderassociation erklærer, at den »ikke

anerkender pligter uden rettigheder, rettigheder

uden pligter«. Kravet var vendt mod overklassens

privilegier. Overklassen havde rettigheder uden

pligter - og derfor forlangte arbejderne

»ophævelse af alle ubegrundede Forrettigheder,

saaledes at Enhver i Henseende til social og

politisk Lighed og Frihed stilles lige uden Hensyn

til Stand og Formue«. Det var et kampslogan for

nye rettigheder, og det var vendt mod

overklassens privilegier eller fravær af pligter.

Dette slogan kan under ingen omstændigheder

bringes i spil i en drøftelse af velfærdsstatens

problemer, og det så meget mindre, fordi

velfærdsstaten i dens klassiske version netop

byggede på en afkobling af pligt og ret. Det var

netop det, de borgerlige kritikere kastede sig

over. Regeringen kan ikke forsvare sin gøren og

laden uden at erkende en arv fra de borgerlige

velfærdsstatskritikere.

I virkeligheden går arven endnu længere tilbage.

Det ses markant, når socialministeren udtaler, at

debatten skal handle om dem, som kan, men ikke

vil arbejde. Hvor er det nu lige, man har hørt det

før? Ja, vi skal såmænd også her mere end 100 år

tilbage - nemlig til den i slutningen af 1800-tallet

blomstrende filantropi. Dens tanker blev fornemt

foldet ud og opsummeret af præsten og

filantropen N.C. Dalhoff - drivende kraft i

etablering af foreningen »Arbejde Adler« - i hans

arbejde »Gak du hen og gør ligesaa!«

Diakonien skulle bygge på en klar skelnen mellem

dem, der ikke kunne arbejde, og dem, der kunne.

Den sidste gruppe skulle sættes på sådanne

prøver, at man kunne skelne mellem dem, som

ville, og dem, der ikke ville arbejde. De første

skulle skaffes arbejde, hvis det var muligt, mens

»de sidste bør føle Dovenskabens naturlige Følge,

nemlig Sult, og den skal saa enten drive dem til

selv at søge Arbejde, eller hvis det Offenlige faar

dem at føde, maa det ogsaa faa dem til at give

Vederlag for Føden ved tvungent Arbejde« - både

for samfundets skyld og for de trængendes egen

skyld.

De, som kunne, men ikke ville arbejde, skulle med

andre ord i vore dages sprogbrug gives

incitamenter, der drev dem selv til at søge

arbejde, eller de skulle gøre noget til gengæld for

føden (kontanthjælpen). Det er princippet om

»noget for noget« - velfærdsstatens modstykke.

Bag hele den tankegang sporer man 1800-tallets

drøftelse af forholdet mellem de »værdigt« og de

»ikke værdigt« trængende.

I 1950erne stod, kan man vist godt sige, to

menneskesyn over for hinanden. Det ene

fokuserede på det gode menneske, der betalte sit

og ikke søgte unødige gevinster på fællesskabets

bekostning. Det andet mere kyniske syn gik på

mennesket som et væsen, der gerne solgte

trepattede køer i Jesu navn, dvs. et menneske,

B.DK/PLUS

37

der søgte at krige sig til den størst mulige gevinst

for den mindst mulige indsats. Det

»velfærdsstatslige menneske« kontra »homo

oeconomicus« - det rationelle,

markedsorienterede menneske. Noget kunne

tyde på, at den socialdemokratisk ledede regering

har nået det synspunkt, at der er flere af de sidste

end af den første slags.

Og det er jo nok en diskussion værd; men også

der bliver socialdemokraterne hurtigt lidt bange

for deres egen skygge. Så det nyeste skud på den

stamme, der søger at lægge en socialdemokratisk

fernis over en dybest set »noget for noget«-

politik er mantraet om, at det ikke drejer sig om

velfærdsstaten, men om velfærdssamfundet. Jeg

forstår så sandelig godt pointen, men i mit

univers er det nu de samme mennesker, der

befolker staten og samfundet - og de opfører sig

såmænd nok også på samme måde. Det er ikke

let at reformere.

.