11

Hjemvejen

Jeg fortæller det til dig i farver.

Det havde blæst. Så meget, at selv skiltet, der fortalte, advarede om man vil, om områdets anvendelse, var væltet.

Nu kunne en lykkeligt uvidende bevæge sig ind på området uden på nogen måde at have mulighed for at tage sig de mest nødvendige forholdsregler. Det ville først være, vidste jeg, efter-som jeg havde cyklet gennem området i mange år, på vej derud og på vej hjem igen, når den lykkeligt uvidende nåede et godt stykke videre, at denne, måske, ville ane uråd, hvis han eller hun altså fik øje på de forskellige træningsredskaber, der brød det flade, ubebyggede areal.

Hvis det var på den tid af dagen, hvor de var i fuld gang, så ville den uvidende måske tidligere ane uråd ved synet af rækkerne af stationcars med åbne bagsmække, der afslørede de stærke gitre, der adskilte og lod temperamenterne indespær-ret.

25

Klaverstemmeren

De plejede altid at åbne med det samme. Nu havde jeg ringet på tre gange. Jeg havde skyndt mig herhen. Været hurtigere end de fleste evnede. Endelig. Jeg kunne ane hurtige, travle skridt. Jeg kunne høre en, der kom mod døren. Jeg trak vejret dybt.

Jeg har altid godt kunnet lide lyden af et stemt klaver. Et rent anslag. Jeg har aldrig improviseret. Altid efter bladet. Det hand-ler om præcision. Der er ikke nogen grund til andet. Det hand-ler om at gentage gentagelsen. Jeg dvæler ved det. Jeg tager mig den tid, det skal tage. Jeg haster ikke videre. Hastværk er lastværk er mit yndlingscitat. Det er mit motto. Jeg kommer altid for sent til mine private aftaler. De få jeg har. Når jeg møder op. Af samme grund har jeg ikke mange venner eller bekendte. Det vigtigste for mig er akkuratessen. At klaveret stemmer. Jeg lever alene. Jeg har ikke brug for at konversere eller omgås andre mennesker i vanlige sociale sammenhænge. Det er sådan jeg har valgt det.

Noget af det værste jeg ved er middelmådighed. Folk, der nøjes.

33

Huler

»Kan du huske dengang, vi byggede huler? Kan du huske det? Hva’? Vi benyttede hver en ledig stund til at gøre vores hule stærkere, mere sikker og camouflere den endnu mere, så den kunne forblive hemmelig og blive ved med kun at være vores.

Vi løb derud i hvert frikvarter. Nogle gange også i det korte. Vi løb som regel en omvej, og vi løb altid hver for sig, så ingen fattede mistanke og fulgte efter. En dag var der pludselig en og vi så det først, da det var alt for sent. Kan du huske det? Kan du? Hva’? Vi snakkede aldrig om det bagefter. Jeg kunne godt tænke mig at snakke med dig om det. Jeg ku’.«

Alt det jeg ikke kan huske, står i denne linje.

Ofte kom vi først tilbage fra frikvarteret fem minutter inde i den næste time. Vi kom ikke for sent. Vi havde ikke mistet vores fornemmelse for tiden. Tværtimod. Vi gjorde det med fuldt

41

Generalprøver

Det var ikke af nogen afgørende betydning. Vi havde prøvet det mange gange før. Faktisk et utal af gange. Det var blevet en natur-lig del af vores hverdag, en gængs tankebane, en overvejelse, der ofte stod til fals, en bekymring, som efterhånden ikke kunne betragtes som en sådan, da den var så gennemtænkt og gennem-gransket, at det mest imponerende ved den var, at den til stadig-hed kunne vække undren og tiltrække sig opmærksomhed.

Jeg taler om følelsen af at skulle afholde generalprøve. Visheden om, at en premiere altså var lige om hjørnet. Noget

de fleste i vores fag, branche, og hvis vi tager favntag om det højtravende og selvhøjtidelige, metier, behandler med aller- største ærefrygt og nervøsitet, ledsaget af en lang række af ritualer af forskellig art, indeholdende diverse nærmest tvangsrelaterede handlinger, herunder eksempelvis indtag af et bredt udvalg af helsekostprodukter, piller og medikamenter og ej at forglemme et ikke håndterbart antal rusmidler i form af drikkelse, røg og endnu stærkere og mere krasbørstige sager, hvis det kom så langt ud og havde en så skræmmende og nervepirrende indvirkning

53

Kasse

»Kan du ikke lige ringe med klokken?«»Jo,« svarede hun. Det kunne hun godt. Hun ringede med klokken. Køen voksede sig større for hver

gang, hun kiggede op. Hun lod varerne passere i en udtalt auto-matik. Registrerede ikke, hvad det var. Hun ville ikke opdage, hvis det var et menneske, hun skubbede videre. Hun ville ikke mærke, at det rørte på sig, bevægede sig, ikke føle varmen fra dets krop, ånden fra munden, det ville ikke trænge ind i hendes fingre. Hun ville kun, og det er ikke engang sikkert, mangle det elektroniske bip, der fortæller hende, at stregkoden er genkendt, varen registreret, har en plads i deres sortiment, er en vare man kan tage ned fra hylderne, betale for, tage med hjem og eje. Noget man har købt.

De købte meget i dag. Igen i dag. Hvordan kunne de, tænkte hun, mens hun sad der og lod passere, blive ved med at have plads til alle de ting, de tog med hjem og kaldte deres egne?

Butikken lå i et af de kvarterer, hvor man bestemt ikke brød

61

Gerningsstedet

Jeg er her ikke. Det er ikke mig, du kan høre. Det er ikke mit åndedræt. Jeg er ikke her. Hvor meget du så end ønsker, at det er mig, så er det ikke. Jeg er her ikke. Nu ved du det. Husk det. Husk det nu.

…

Er der noget at fortælle om den normale mand? Og allerede som sætningen er sluppet, og midt i ordenes bul-

drende torden, iscenesat af de oprejste og stolte typer, der stejlt troner selvsikkert frem, det er altså ikke kursiv det her, melder spørgsmålet og tvivlen sig og tvinger blikket væk fra skriften. Der kan næppe være noget at fortælle om den jævne mand. Noget spændende, noget hårrejsende, noget, der bidrager til for-andring, en ny forståelse, en helt ny måde at anskue tingene på. Den jævne mand.

En sådan mand er jeg. Jeg er vel det, man kan betegne som ordinær. Almindelig. Jævn.

73

Adresserne

En dag vil jeg skrive om alle de ting, ingen andre skriver om.

Nogle gange er det den bløde, forsigtige sommerregn, der lydløst faldende kalder mig tilbage. Først efter noget tid tager den til i styrke og lader husets vinduer som bilruder på en langsom lan-devej. Drivende, sløret. Jeg kan ikke se noget, når jeg kigger ud, og på en eller anden forunderlig vis får det mig til at kigge ind.

…

Hvis man ikke vidste bedre skulle man tro, at det var violiner, der blev stemt, og at tonerne strakte og vred sig for at vende til-bage til udgangspunktet og begynde forfra igen. Hvis det var første gang, man gik her, kunne man med lethed fare vild i den tillokkende, men ret usandsynlige tro, at det var blokfløjter, der tabte og vandt luft skiftevis med tonerne lave som høje, ud og ind, ind og ud og forfra igen. Men det var ikke tilfældet.

87

Slagsmål

Med tiden forstod jeg det. Jeg forstod, at også han var en god far.

»Dengang, sagde han, dengang var det noget andet. Den-gang, gentog han med smældende stemme, var det redeligt. Det var ikke fejt. Dengang kaldte vi det nævekamp. Det var det, det var. Ikke mere. Der var ikke nogen, der pludselig trak en kniv. Der var ikke nogen, der fik et spark. Der var ikke nogen, der blev tævet på, når de først lå ned. Det var en del af aftalen. Den stiltiende aftale som alle kendte og ingen brød. Vi stod sgu’ ikke bare og slog i ren vildskab! Uterligt! Vi var ordentlige. Det var ikke så tit, vi delte øretæver ud. Kun når det var absolut nødvendigt. Vi prøvede først at ordne det uden. Det havde vi lært hjemmefra. Det var god opførsel, mente man. Selvfølgelig kunne det komme til yderligere, som man sagde, og man kunne, om man så må sige, blive nødt til det. Som en sidste udvej. Men så skete det som regel også kun den ene gang. Så var det ordnet.«

99

Tilløb

Nutid kræver færre ord end datid. Et langt mindre antal forklaringer og frem for alt ikke en

masse erindringer, man skal få til at passe ind i en given sam-menhæng, forklare og forsvare. Et utal af mellemregninger, til-løb og frafald. Flere fravalg end tilvalg. Alle disse fravalg, der spøger og larmer i kulissen og stiller sig an og er på tværs, kon-trære som uduelige og dovne teenagere, der ikke kan over-komme at udføre selv det mest basale såsom oprydning og hygi-ejne. Alt dette vil jeg for alt i verden gerne undgå. Det skal være en slet og ret nøgtern beskrivelse uden utidig og uanstændig, æselørefoldet indblanding. Det stopper her. Slut. Jeg vil fatte mig i korthed og fortælle i nutid. Præsens. Indledninger. Det, der sker lige nu.

Jeg kan godt lide debuter. Den første. Første gang. Første oplag. Tvivlen fra forlaget om, hvorvidt det vil slå an. Premieren. Måske endda nærmere generalprøven. Det første møde. Den første gang sangen synges uden den færdige tekst. Det umid-

115

Rygere

Det er ikke mange, der ryger i deres bil mere. Hun gjorde. Det holdt hun fast ved. Insisterede ligefrem på det. Indædt. Der var alligevel ikke andre, der skulle køre i hendes bil. Det vidste hun.

Hun var blevet medlem af en klub. En slags i hvert fald. De havde et Mødested. Det var hemmeligt. Det var kun dem, der kendte til det. Medlemmerne. Hver aften kørte hun derud. Til et afsides sted, hvor de kunne sidde i smug og ryge. I fred. I fred og ro.

Så sad de i hver deres bil og røg. Og nikkede. De første gange hun var der, kiggede hun knap nok op. Hun passede sig selv og sin medbragte last. Men nu var hun blevet tryg ved de andre. Hun vidste, at de alle var i samme båd. Diskretion frem for alt, som de bekræftede hinanden i, når de nødtørftigt og undtagel-sesvis snød sig til nogle få sætninger mellem dem. Det var ikke jævnfør reglementet. Det var ikke en hobby, man skiltede med. Det var ikke noget, man fortalte om over frokosten i middags-pausen på arbejdet. Det var ikke, som når andre fortalte om deres seneste løbetur eller en forestående spinning-time. Det her det holdt man for sig selv.