Vestens negative diskurs om Kinas engagement i Afrika. · Kaptajn Allan Jydemand Mortensen Vestens negative diskurs om Kinas engagement i Afrika 3 Diskursmodel. Overordnet konkluderes

FORSVARSAKADEMIET

Institut for Strategi

Stabskursus, hold 2013-2014

Kaptajn Allan Jydemand Mortensen

Vestens negative diskurs om Kinas engagement i

Afrika.

- En diskursteoretisk dekonstruktion af Vestens negative diskurs om Kina i Afrika.

Vejleder:

Thomas Mandrup, Adjunkt, ph.d. - Institut for Strategi, Forsvarsakademiet.

Antal ord: 14897, eksklusiv abstract, resumé, titelsider, indholdsfortegnelse, litteraturliste

og bilag.

ABSTRACT

This master thesis seeks to deconstruct and explain the West’s negative discourse on

China’s involvement in Africa.

The discourse is analysed through the articulations of Western news media, scholars and

politicians in order to establish a solid empirical foundation.

It is concluded that the discourse is divided into three sub discourses:

1. China is in Africa to exploit the area.

2. China undermines the human rights- and democratisation efforts of the West.

3. China’s approach inhibits African development.

Furthermore the following roles are established:

- China as an emerging giant, that cynically and asymmetrically exploits Africa for

China’s own benefit and at the expense of democratisation, human rights, fair trade

and the environment.

- The West as the righteous world leader who through liberal democratic principles

has the blueprint for a just and sustainable African development.

- Africa as a victim who is not capable of looking out for its own interests and future

development.

Finally it is concluded that a competitive relationship exists between China and the West.

But also that the trends in interaction are positive and that China is adapting to parts of the

Western discourse.

Kaptajn Allan Jydemand Mortensen Vestens negative diskurs om Kinas engagement i Afrika

2

RESUMÉ

Formålet med specialet er, at belyse hvordan og hvorfor, Vestens meningsdannere

udlægger Kinas engagement i Afrika som negativ. Yderligere belyses Vestens syn på

forholdet mellem Kina og Vesten.

Probelmformulering:

Hvordan er Vestens negative diskurs om Kinas engagement i Afrika konstrueret?

- Og hvad kan den sige om Vestens syn på relationen mellem Kina og Vesten?

Den metodiske vinkel er diskursteori som beskrevet af Marianne Winther Jørgensen og

Louise Phillips i bogen ”Diskursanalyse som teori og metode”.

Med udgangspunkt i Vestlige mediers, politikeres og fagfolks artikulationer dekonstruerer

specialet den negative Vestlige diskurs.

Diskursteorien er operationaliseret således, at meningsdannernes artikulationer

analyseres for mønstre af betegnere og ækvivalenskæder. Dermed beskrives og

afdækkes modstillinger, konfliktlinjer, diskurshierarki og roller.

Dekonstruktionens udfald er repræsenteret i nedenstående diskursordenstabel og diskurs

model:

Diskursiv orden under: Vestens negativ diskurs om Kina i Afrika.

Ækvivalensbegreber og betegnere

Modsætninger

Kina er kun i Afrika for at udnytte området.

Merkantilisme Ny-Kolonisme Dårligt arbejdsmiljø Miljøsvineri Køber International støtte Autoritær Kapitalisme Gældsfælde Konkurrenceforvridende

Udnytter/gør godt Fordækt/gennemsigtigt menneskerettigheder Bæredygtighed P Støtte/IP modstandere Liberal Kapitalisme

Kina undergraver Vestens menneskerettigheds- og demokratiseringsindsats.

God regeringsførelse Frie valg Långivningsnormer Korruption Støtter Autoritære styrer Ikke indblanding

Retfærdighed/Uretfærdighed Frihed/ undertrykkelse

Kinas tilgang hæmmer Afrikansk udvikling.

Rogue aid konkurrenceforvridende Långivningsnormer Kapitalisme Bæredygtig udvikling God regeringsførelse

Udemokratisk/Demokratisk Ureguleret og ugennemsigtigt/ Reguleret og kontrolleret. Eksport og import. Udemokratisk Ikke indblanding

Diskursordenstabel.


3

Diskursmodel.

Overordnet konkluderes det at:

Den overordnede negative vestlige diskurs, konstitueres igennem tre underdiskurser, med

hver deres ækvivalenskæder af begreber og betegnere. De tre underdiskurser har en del

begreber til fælles, der anvendes på tværs af meningsdannergrupperne, hvor de også

underbygger hinanden alt efter perspektiv.

De tre underdiskurser er:

1. Kina er kun i Afrika for at udnytte området.

2. Kina undergraver Vestens menneskerettigheds- og

demokratiseringsindsats.

3. Kinas tilgang hæmmer Afrikansk udvikling.

Den negative diskurs forsøger at sætte de tre subjekter (Kina, Vesten og Afrika) i hver

deres rolle:

- Kina som voksende gigant, der kynisk og asymmetrisk udnytter Afrika til egen

vinding, på bekostning af udvikling, demokratiproces, menneskerettigheder, fair

konkurrence og miljøet.


4

- Vesten som den retskafne verdensborger og verdensleder, der har lært af

fortidens fejl. Og som gennem principper for demokrati, menneskerettigheder og

god regeringsførelse, har opskriften på hvordan udviklingen i Afrika kan sikres

på en bæredygtig og retfærdig måde.

- Afrika som offer, der ikke selv er i stand til at tage vare på egne interesser og

fremtid, og hvis artikulationer derfor marginaliseres i betydningen.

Den Vestlige diskurs relaterer Kina og Vesten som økonomiske, politiske og ideologiske

konkurrenter. Samtidig etableres åbninger for samarbejde inden for enkelte domæner som

f.eks. sikkerhedspolitik. Desuden observeres en stigende positiv trend i de sociale

interaktioner imellem Vesten og Kina. Det tyder på, at Kina gradvist tilpasser sig den

Vestlige diskurs, hvilket resulterer i, at den Vestlige diskurs i samme takt bliver mindre

Kinakritisk.

Konsekvensen, af at Vesten indtager en bedrevidende rolle og isolerer Afrika til et offer,

kan blive, at Kinas tilgang bliver endnu mere attraktiv, ikke blot for pariastater, men for

flertallet af afrikanske stater.


5

INDHOLDSFORTEGNELSE.

ABSTRACT .......................................................................................................................... 1

RESUMÉ ............................................................................................................................. 2

INDHOLDSFORTEGNELSE. ............................................................................................... 5

1. KAPITEL, INDLEDNING. ................................................................................................. 7

1.2. Motivation. ................................................................................................................ 7

1.3. Problemstilling. ........................................................................................................ 8

1.4. Relevans. .................................................................................................................. 9

1.4. Problemformulering. ............................................................................................. 10

2. KAPITEL, METODE. ...................................................................................................... 11

2.1. Afgrænsning. ......................................................................................................... 11

2.1.1. Aktører og vinkel. .............................................................................................. 11

2.1.2. Meningsdannere. .............................................................................................. 12

2.1.3. Diskurser........................................................................................................... 14

2.2. Skrivemetode og procesmodel. ........................................................................... 14

2.3. Empiri. .................................................................................................................... 15

2.4. Teoridiskussion. .................................................................................................... 16

2.5. Redegørelse for diskursanalyse som teori. ........................................................ 17

2.5.1. Teoriens historie. .............................................................................................. 18

2.5.2. Diskursive begreber .......................................................................................... 19

2.5.3. Konsekvens af teorivalg. ................................................................................... 21

3. KAPITEL OPERATIONALISERING. .............................................................................. 22

3.1. Indsnævring af undersøgelsesområde. ............................................................... 22

3.2. Operationalisering af teorien. ............................................................................... 23

3.2.1. Analysen af den Vestlige diskurs. ..................................................................... 23

4. KAPITEL, DEKONSTRUKTION AF DEN NEGATIVE VESTLIGE DISKURS OM KINA I

AFRIKA. ............................................................................................................................. 25

4.1. Dekonstruktion af diskurser afspejlet i mediebilledet. ....................................... 26

4.1.1. Kina er kun i Afrika for at udnytte området. ....................................................... 26

4.1.2. Kina undergraver Vestens menneskerettigheds- og demokratiseringsindsats. 28

4.1.3. Kinas tilgang hæmmer afrikansk udvikling. ....................................................... 29

4.1.4. Sammenfatning og generelt indtryk af mediernes diskurs. ............................... 31

4.2. Dekonstruktion af diskurser afspejlet i det politiske rum. ................................. 32


6




4.2.4. Sammenfatning af diskurser afspejlet i det politiske rum. ................................. 39

4.3. Dekonstruktion af diskurser afspejlet i fagempiri. ............................................. 40




4.3.4. Sammenfatning af diskurser afspejlet i fagempiri. .......................................... 45

4.4. Kvalificering og sammenfatning af dekonstruktionen. ...................................... 45

4.4.1. Nuancering og kvalificering via eksempler og moddiskurser. ........................... 45

4.4.2. Den negative diskurs’ konstruktion. .................................................................. 47

5. KAPITEL, SYNTESE, KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING. .................................. 52

5.1. Syntese. .................................................................................................................. 52

5.1.1. Hvad siger diskursen om Vestens syn på relationen mellem Kina og Vesten?. 52

5.1.2. Hvilke Konsekvenser kan den negative diskurs have for relationen? ............... 52

5.2. Konklusion. ............................................................................................................ 53

5.3. Perspektivering. ..................................................................................................... 54

Bilag 1, Litteraturliste. .......................................................................................................... 1

Bilag 2, Struktur og procesmodel i visualiseret form. ........................................................... 1

Bilag 3, Diskursmodeller og diskursordenstabel i stort format. ............................................ 1


7

1. KAPITEL, INDLEDNING.

1.2. Motivation.

Hypotese:

”Vesten”, forstået som vestlige medier, beslutningstagere og fagfolk1, har generelt en

mistro til Kina som kommende supermagt, konkurrent og eventuelt fjende. Derfor tolker og

fremstiller Vesten Kinas handlinger og kommunikation med en negativ vinkel2.

Hypotesen udspringer af min interesse for nationalstaters relationer og opfattelse af

hinanden, samt hvorledes de påvirkes af forskellige diskurser og ideologier, og endelig det

handlingsrum der herved skabes for disse staters interaktion.

Yderligere finder jeg det interessant, hvordan meningsdannere ud fra deres forskellige

platforme medvirker til at skabe en tilsyneladende fælles overliggende generaliseret

national eller endda overnational diskurs. Som eksempel kan drages den amerikanske

diskurs, der trækker på liberalt demokrati, frihed og enhver er sin egen lykkes smed mv.

eller den overnationale EU diskurs, som trækker på demokrati, fællesskab, økonomi, fred,

fælles historie osv. Det interessante er hvordan disse diskurser og deres moddiskurser

kæmper om at sætte dagsordenen og dermed præger hele vores socialt konstruerede

virkelighedsopfattelse.

Jeg har valgt at fokusere på Kina i Afrika, fordi Kinas gøren og laden i Afrika er blevet

markant kritiseret fra vestlig side. Dette kan undre en del, da Kina netop lægger mange

ressourcer i investeringer og støtte til fattige afrikanske stater. Dette kunne udlægges som

positivt for Afrikas udvikling og som værende i tråd med Vestens egen politik om at løfte

udviklingslandende. Men det bliver det tilsyneladende ikke, hvis man læser overskrifterne i

de vestlige medier. Samtidigt lader der ikke til at være samme kritiske fremstilling af

Vestens engagementer i den Vestlige diskurs. Det er derfor relevant at undersøge,

hvordan dette Kinakritiske narrativ hænger sammen. Yderligere vil det være relevant at

relatere det i forhold til Vestens engagement i Afrika og undersøge, om hvordan Vestens

og Kinas indbyrdes forhold påvirkes.

Afrika er ydermere et aktuelt område i stor udvikling og med mange naturressourcer, hvor

stormagterne forsøger at sætte dagsordenen, og hvor ingen af dem har et naturligt

geografisk territorielt krav. De Vestlige stater, som tidligere var kolonimagter har haft et

forspring, men spørgsmålet er om de stadig har et. Vil Vesten overhovedet have et

forspring i fremtiden set ud fra den nuværende udvikling? Afrika, kan således betragtes

som et område, hvor Kina og Vestens ideologiske og politiske agendaer mødes og

1 Her forstået som skribenter inden for strategi, økonomi, kultur, historie mv, der behandler emnefeltet inden

for deres særlige diskurs. 2 Eksempler på dette, kan findes i denne blog post (O’Reilly, 2012).


8

interagerer; både igennem handlinger og via de udmeldinger de hver især fremsætter om

hinanden.

1.3. Problemstilling.

Kina er en ny stormagt, især økonomisk, men også i stigende grad militært og

diplomatisk3. Det giver derfor en modpol til USA’s og Vestens dominans på globalt plan.

Kina er desuden det førende af de fremstormende BRICS-lande bestående af Brasilien,

Rusland, Indien, Kina og Syd Afrika.

Kina har især over det seneste årti i stingende grad udvidet sin agenda og involvering i

Afrika4. Dette ses med et øget antal investeringer især i energi- og råstofudvinding samt

øget samhandel og udviklingsstøtte. Desuden er Kinas diplomatiske bestræbelser i

området eksemplificeret med Forum for China-Africa Cooperation5 (FOCAC), ”China's

African Policy” white paper (Chinese Governement Policy, 2006), white paper on China-

Africa economic and trade co-operation (The Chinese government, 2013) og Kinas

bevidste udviklingsstrategi herunder China-Africa Development fund.

Kina tilbyder et alternativ til Vesten med sin tilgang til verden og særegne samfundsmodel.

Kinas tilgang til Afrika har fokus på handel og ikke på indblanding i intrastatslige affærer.

Dette udfordrer den vestlige demokratiske og liberale tilgang ved at stille et alternativt

succeskriterium og en alternativ samarbejdsparter. Før Kinas og andre BRIC-landes

stigende engagement i Afrika, var det stort set kun de vestlige stater, der opererede på

kontinentet, og de nød derfor en slags monopol på adgangen til ressourcer mv. Kampen

mellem disse modeller og deres fortalere kæmpes på mange niveauer, herunder en

diskursiv kamp, hvor vestlige meningsdannere i stigende grad har kritiseret Kina for at

have selviske motiver og skadelig tilgang i deres relationer til udviklingslandene i Afrika.

De vestlige meningsdanneres6 udlægning af Kinas ageren i Afrika er iøjnefaldende negativ

og har ofte overskrifter, der tegner et billede af Kina som kolonistisk, ny imperialistisk eller

aggressiv.

“Western opinion leaders, ….., often characterize China’s role in Africa as “colonialist,”

“neo-imperialist” or “predatory.” (Barry Sautman, 2008)

Der er på trods af den negative tilgang delte meninger, om hvorfor Kina er i Afrika, og

hvorvidt de gør mere skade end gavn.7 Der er dog ingen tvivl om, at Kina som stat,

ligesom USA og europæiske stater, er interesseret i Afrika for dets omfattende

3 Se f.eks. indledning i (Alden, China in Africa, 2005).

4 Ibid.

5 Første topmøde i oktober 2000. (Forum on China Africa Cooperation, 2000)

6 Især USA’s, men også de Europæiske meningsdannere, herunder medier, politikere og fagfolk.

7 Især de seneste 5-6 år, er der kommet værker, der forsøger at give et mere nuanceret billede af Kinas

tilgang. Blandt andet kan nævnes fagfolkene Lucy Corkin og Deborah Brautigam.


9

naturressourcer og mulighederne for afsætning af egne varer. Det er vigtigt at

understrege, at også Kina udviser ønsker om at hjælpe udviklingen i de Afrikanske stater.

(Chinese Governement Policy, 2006)8 Det er også evident, at Kina ser positivt på dé

afrikanske lande, der accepterer og støtter Kina i politikken om ”One-China Principle”

(Chinese Governement Policy, 2006)9 og dermed støtter Kina diplomatisk i forhandlinger

ved de internationale organisationer.

Er der belæg for denne tilsyneladende negative fremstilling af Kinas engagement i Afrika?

Er den fremherskende vestlige holdning, der præsenteres, begrundet, eller er der tale om

propaganda, hvor betydninger bliver anvendt selektivt til at styrke egen position? Altså kan

der være tale om en kamp eller konflikt, hvor det vestlige domæne forsøger at fastholde et

hegemoni, således at den kinesiske position økonomisk, videnskabelig, kulturelt og

militært begrænses?

1.4. Relevans.

Det er relevant at undersøge om de vestlige meningsdannere har et skævvredet billede af

Kina, eller om der er belæg for den negative fremstilling og tilhørende bekymringer som

tilsyneladende fremsættes. De narrative fremstillinger, der skabes af politikere, fagfolk og

medier, er stærkt medvirkende til at påvirke nationalstaters billede af hinanden og kan

dermed få afgørende betydning for staternes interaktion, deres opfattelse af hinandens

motiver og deres tolkning af hinandens handlinger. Derfor kan ordets magt så at sige

konstruere et fordrejet og misvisende billede af Kinas ageren. Det er vigtigt at afklare

eventuelle fordrejninger i såvel negativ som positiv retning, således at debatten bliver

mere nuanceret. Kun derved kan relationerne mellem Kina og Vesten udvikle sig på et

tilnærmelsesvis retvisende grundlag. Dette vil i sidste ende kunne medvirke til at udgå

konflikter og skabe et udgangspunkt for samarbejde og venskab nationerne imellem frem

for mistro og fjendskab.10

Ved at undersøge Vestens negative narrativ, og om de vestlige meningsdannere har en

slagside i deres perception, kan specialet medvirke til en afklaring og forståelse af

forholdet mellem Kina, Vesten og til dels Afrika og danne fundament for yderligere

undersøgelser. Bunder den eventuelle slagside eksempelvis i mistolkninger, eller kan det

være en grundlæggende mistro til Kinas intentioner, som ligger til grund for en ”som

8 s. 4, (1) Cooperation in human resources development and education, (8) Debt reduction and relief, (9)

Economic assistance.

9 s. 2 Part III. “development of China's relations with African countries and regional organizations. The

Chinese Government appreciates the fact that the overwhelming majority of African countries abide by the one-China principle, refuse to have official relations and contacts with Taiwan and support China's great cause of reunification. 10 Det er dog ikke diskursteoretisk deterministisk at en mindre hegemonisk diskursorden vil lede til fred og

venskab. Øget mulighed for konstruktiv interaktion kunne dog anskues som øget sandsynlighed for

forståelse og dermed mindre risiko for negative fejltolkninger.

http://english.peopledaily.com.cn/data/province/taiwan.html


10

fanden læser biblen"-tolkning af deres ageren. Kan fremstillingen af et negativt billede af

Kina være en bevidst strategi for at bekæmpe eller begrænse denne kommende

supermagts plads i verdensordenen? Og endeligt hvilke konsekvenser kan det få, hvis

denne diskurs bliver internaliseret som ”Common sense”?

1.4. Problemformulering.

Nedenstående problemformulering er opstillet på baggrund af min undren og ønske om at

undersøge den overordnede vestlige diskurs om Kina i Afrika.

Hvordan er Vestens negative diskurs om Kinas engagement i Afrika konstrueret?

- Og hvad kan den sige om Vestens syn på relationen mellem Kina og Vesten?

På baggrund af konklusionen og specialets fokus, er følgende titel og undertitel forfattet:

Vestens negative diskurs om Kinas engagement i Afrika.

- En diskursteoretisk dekonstruktion af Vestens negative diskurs om Kina i Afrika.


11

2. KAPITEL, METODE.

2.1. Afgrænsning.

2.1.1. Aktører og vinkel.

Specialet fokuserer på at undersøge Kinas negative image set fra Vestens perspektiv og

at kvalificere hvorvidt den kritik der rettes er begrundet. Man kunne samtidig undersøge

Vestens image, med kinesiske øjne. Dette undlades dog, som analysefelt, og anvendes

kun i den grad det giver betydning til det Vestlige perspektiv.

Yderligere begrænses specialet til kun, at bruge Vestlige engagementer i Afrika som

eksempler, for at graduere og kvalificere validiteten af de vestlige kritikpunkter af Kina.

Dette ud fra en ide om at Vesten ikke bør kritisere Kina, hvis Vesten har samme, værre

eller lignende tilgange. Altså et konstruktivistisk moralsk argument bundet i ordsproget

”Man skal feje for egen dør, før man fejer for andres”.

Den vestlige diskurs synes at dække Kinas ageren i Afrika generelt. Der vil dog nok kunne

findes stor variation i Kinas ageren, da Afrika ikke bør anskues som en enhedsaktør i

normal forstand. Afrika er ikke en enhedsaktør i international politik, da kontinentet består

af 55 vidt forskellige stater med stor variation i kultur, etnicitet, religion samt

samfundsopbygning, økonomi og ressourcer mm. Det ved Kina godt, og derfor ville der

uden tvivl, kunne findes forskellige tilgange alt efter hvilken afrikansk stat der er tale om.

Det er derfor ikke normalt, muligt eller ønskeligt, at skære Afrika over en kam, og det ville

analysemæssigt være en fejl, at betragte Afrika som et samlet hele, hvis Afrika var i fokus.

Det er Afrika ikke, og specialet vil derfor udelukkende undersøge Vestens diskurs om Kina

i Afrika, og derved anskues Afrika som en enhedsaktør inden for denne diskurs. Det er et

analytisk greb når specialet herfra arbejder med Vesten, Kina og Afrika som diskursive

subjekter. Dette fordi diskurser netop generaliserer og forsøger at skabe entydighed, for

ikke at forplumre eller svække diskursens klare og entydige budskab. (Phillips &

Jørgensen, 1999, s. 38-39)

Diskursniveauet er overordnet på stats og folkeslagsniveau. Forstået på den måde, at det

er de grundlæggende modstillinger imellem Vestlig og kinesisk tilgang der kommer til

udtryk i Vestens forsøg på at fastholde eller skabe en hegemonisk diskurs. Netop den, at

den vestlige tilgang er den eneste rigtige og Kinas er forkert og underforstået farlig for

Afrikas udvikling. Det er således, den demokratiske liberalistiske, vestlige diskurs om Kina,

der vil blive analyseret, med henblik på at afdække dens argumenter og grundlæggende

konstruktion.

Tidsmæssigt afgrænses opgaven til, at undersøge perioden efter det første topmøde i

FOCAC (oktober 2000), som signalerede en ny æra for Kina-Afrika engagement. (Alden,

China in Africa, 2005, s. 1-2). Kinesisk engagement i den efterfølgende periode, er

kendetegnet ved en markant øget aktivitet i Afrika inden for både handel, udviklingsstøtte,

diplomati og fredsstøttende indsats. (Cheru & Obi, 2011, s. 1)


12

2.1.2. Meningsdannere.

Da opgavens centrale problemfelt handler om social kommunikation og meningsskabelse

mellem meningsdannere, er det relevant at forklare hvordan disse anskues i denne

opgave og hvordan de bør repræsenteres i det empiriske materiale.

Vesten ses i dette speciale geografisk afgrænset til Nordamerika og EU, hvorfor det er

derfra forklaringskraften primært skal findes. Det betyder at den primære empiri vil hentes

fra meningsdannere fra disse lande.

Jævnfør teorien dannes diskurser mellem subjekter der indtager eller tildeles deres roller

og derfor er alle med til at danne diskurser. (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 54-55). Nogle

roller giver dog en særlig position eller vægt, hvorfor de i opgaven anvendes som

repræsentanter og skabere af den overordnede diskursretning. Der er valgt tre

overordnede kategorier af meningsdannere til opgaven: Politikere, medier og akademiske

fagfolk.

Befolkningen inddrages ikke direkte, men anskues som en vigtig central aktør, som de

andre skal påvirke, og som også i stigende grad er aktivt medvirkende i formningen af

diskurser. Der kunne inddrages andre aktører, såsom virksomheder og

interesseorganisationer mv., men disse undlades og anskues i analysen repræsenteret

igennem deres påvirkning af de valgte meningsdannere og indgår på lige fod med

befolkningen. Desuden er det væsentligt at pointere, at i Vestlige åbne globaliserede

stater indgår internationale aktører på næsten lige linje med nationale i formningen af de

overnationale diskurser. Årsagen kan eksemplificeres med antallet af udenlandske

nyhedskanaler på TV/internet(CNN effekt) og virale medier som Twitter og Facebook.

Yderligere kan nationale mediers fælles referencer til nyheder fra internationale

nyhedsbureauer som Reuters11 og United Press International12 eller endda fra andre

nyhedsmedier som CNN eller Al Jazeera bidrage til etablering af fælles overnationale

diskurser.

Figur 1 Illustrerer den sociale interaktion mellem rollerne som tilsammen skaber fælles

nationale og overnationale diskurser. Til og fravalg af rollerne til analytisk formål diskuteres

efterfølgende.

11

London. 12

New York.


13

Figur 1. Meningsdannernes interaktion og position i Vestlige stater.

Opgaven anskuer politikere i vestlige demokratier, som indtagende en repræsentativ vægt

og kommunikativ position, der gør dem i stand til i særlig grad at påvirke diskurser (magt).

Netop fordi de har legitimitet fra befolkningen igennem folkestyret og samtidig har rollen

som staters officielle kommunikatorer til andre stater, er det væsentligt at de medtages.

Medierne, ofte kaldt den 4. statsmagt (Gyldendal, 2013), har en naturlig fremtrædende

rolle i demokratier med ytringsfrihed og fri presse. Medierne har en særlig position som

dominerende kommunikator, der kan vinkle hændelser og forme visse sociale

kommunikative interaktionsrum13. Samtidig har de evnen til stor penetration i både tid og

rum og anses derfor som en væsentlig bidragsyder til diskurser.

Fagfolk har en magtbase i viden14 og nyder desuden en særlig position som redelige på

grund af ekspertviden og anvendelse af videnskabelige metoder med tilhørende grundige

referencer. De fremstår ofte som relativt objektive15 i deres kommunikation og lader

argumenterne og empiri tale, hvilket giver legitimitet og dermed vægt(magt) til deres

udsagn og konklusioner. 1 Det er dog, jævnfør teorien, umuligt at være helt objektiv, da

subjekter ikke kan undgå at være påvirket af egne diskurser. Samtidigt er det umuligt at

skrive objektivt og uden at påvirke diskursen. Som nedenstående citat beskriver ganske

enkelt, vil man altid påvirke diskursformningen med sine artikulationer eller mangel på

samme, om man vil det eller ej.

“One Cannot Not Communicate.”

13

F.eks. så er det kun udvalgte nyheder man som bruger af Danmarks Radio, kan give kommentarer til på DRs hjemmeside. 14

Jævnfør teorien hænger magt til diskursformning og viden sammen (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 49-50).


14

(Bateson, 1972).

2.1.3. Diskurser.

Den overordnede negative diskurs forventes at bestå af en række underdiskurser. Disse

findes ved bred gennemlæsning af empirien. Underdiskurserne analyseres derefter ud fra

artikulationer fra de tre meningsdannergrupper, for på den måde, at afdække diskursens

væsentligste elementer og begreber. De tre tempi er illustreret på figur 2.

Figur 2. Illustreret diskursanalyse metode.

2.2. Skrivemetode og procesmodel.

På baggrund af ovenstående er en empiribaseret diskursanalyse med anvendelse af den

kvalitative metode valgt. Specialet er skrevet i den deskriptive metodes tradition.

Analyseafsnittene vil derfor integrere en fortløbende skriveproces, hvor redegørelser og

analyse indgår i samme afsnit og udmunder i delsammenfatninger. Metoden er valgt for at

skabe et naturligt flow og en læsevenlig fremstilling.


15

Nedenstående figur er en illustrativ fremstilling af specialets struktur og procesmodel.

Figur 3. Struktur og procesmodel.

2.3. Empiri.

Til at finde den vestlige overordnende kritiske diskurs er der taget udgangspunkt i tidligere

analyser af fagpersoner, herunder Peter Kragelund, Deborah Brautigam og Chris Alden

m.fl. Dette for at finde de trends der er blevet observeret af professionelle forskere. Deres

observationer og henvisninger til avisartikler, udtalelse med videre, har dannet grundlag

for at søge efter yderligere kilder, fra medier og politikere, som også har været inddraget i

diskursanalysen i 4. kapitel. Dette for at balancerer fagpersonernes perceptions filtre og få

en bred platform af forskellige meningsdannende input at analysere. Den overordnede

diskurs opstår netop i den samlede sociale interaktion imellem meningsdannerne.

Samtidigt tages fagfolkene til indtægt for en saglig tilgang til kildekritik, som gør at

specialet kan stå på ryggen af deres kilder og kildevalg.

De politiske udmeldinger er hentet i EU’s og USA’s officielle papirer og taler. EU ses som

et kompromis af de nationale EU medlemmer og anses derfor som et godt udgangspunkt

for en generealisering i forhold til Europas politiske del af diskurstilblivelsen.

Officielle statslige eller overstatslige kilder, anvendes som staternes egne formuleringer.

Disse dokumenter vil i nogen grad afspejle statens diskurs. De kan dog være modererede

i forhold til staternes egentlige strategi og ønske om position på grund af eksempelvis

indenrigsforhold.


16

Mediernes artikulationer er repræsenteret i aviser og internetmedier. De kan være af

svingende karakter, da de skal fange læseren og derfor ofte fokusere på antagonistiske

forhold.

Statistik, nøgletal mv. er primært trukket fra officielle kilder og anses som værende

forholdsvis neutrale, selvom de i litteraturen kan være fortolket med en særlig diskurs

fokus og derved fremstå som partiske.

Der er primært anvendt kilder på dansk og engelsk, hvilket i sig selv kan danne en

empirisk slagside. Der er dog medtaget oversatte kilder fra andre sprog16, men de er

kvantitativt underrepræsenteret. Dette er et mindre problem i dekonstruktionen af den

Vestlige Diskurs, men kan være hæmmende for det brede perspektiv i analysen af

underdiskursen.

Den ovenstående empiri og kritik af samme er således grundlaget for specialets analyser

og tages til indtægt for en vis form for redelighed, men eventuelle fejl eller fejlfortolkninger

er helt og holdent mine egne.

2.4. Teoridiskussion.

Problemfeltet er international politik og en undersøgelse af de artikulationer, der danner de

dominerende dagsordner. Der søges således viden om, hvordan Vestens diskurs er

konstrueret i sine enkeltdele. Desuden ønskes det at belyse, hvad denne diskurs kan

fortælle om Vestens syn på forholdet mellem Kina og Vesten generelt.

Det derfor logisk at vælge en retning, der anerkender, at sociale enheder er at betragte

som konstruktioner af aktørenes perceptioner og ageren. Derfor er et konstruktivistisk

grundsyn egnet til denne opgave. Dette grundsyn skal dog yderligere indsnævres, således

den valgte teori har forklaringskraft om diskurser og diskursive kampe. Derfor er det

naturligt at se i retning af diskursteorierne, da de beskæftiger sig med udsagn, tendenser

og hovedstrømme. Diskursteori kan både hjælpe med at svare på hypotesen, der ligger til

grund for specialet og kan samtidig bidrage med de analytiske værktøjer der kan skille

meningsskabelserne ad.

Diskursteoretisk er det væsentligt at såvel kognitive artikulationer såvel som fysiske

udtrykte artikulationer17 kan anskues, da opgaven skal undersøge og vurdere begge dele.

Derfor vælges ”diskursteori” som beskrevet i bogen ”Diskursanalyse som teori og metode”

(Phillips & Jørgensen, 1999). Bogen skitserer og diskuterer tre forskellige tilgange,18 der

kan sammensættes efter en konkret opgaves kontekst og formål. Denne mulighed for at

udvælge redskaber, uden de konflikter med hinanden, vil blive genstand for nærmere

16

Kinesisk, Tysk og Fransk. 17

I nogle teoriretninger er det kun det talte og skrevne der kan analyseres og ikke alle sociale praksisser. 18

Diskursteori, Kritisk Diskursanalyse og diskurspsykologi.


17

diskussion i forbindelse med metodeafsnittet, hvor metoden skal tilpasse

problemformulering.

Fravalget af den kritiske diskursanalyse skal findes i det faktum, at den de facto afgrænser

diskursanalyse til udelukkende at bestå af lingvistiske elementer og derfor kun behandler

tekst og tale. Der er så at sige behov for at tilføre en anden teori om de sociale praksisser

(Phillips & Jørgensen, 1999, s. 98), i dette tilfælde en IP teori som f.eks. Den Engelske

Skole. I relation til opgavens omfang og perspektiv ville dette reducere den analytiske

dybde væsentligt.

Fravalget af diskurspsykologi skyldes, at den især har en styrke i samtale, interview og

individ analyse, hvilket undersøgelsesfeltet ikke lægger op til.

Diskursteorien, der inkludere såvel tale, skrift og fysiske handlinger (Phillips & Jørgensen,

1999, s. 46-47), gør at både de negative vestlige tale og skrift artikulationer repræsenteret

i empiren samt fysiske artikulationer i relation til Afrika, kan sættes ind i samme diskursive

analytiske felt. Teorien giver således mulighed for, at dekonstruere de Vestlige

meningsdanneres indflydelse på diskursen. Dermed kan der svares på, hvordan Kinas

ageren ”bliver anskuet”19 og ”kunne blive anskuet”20 inden for denne mere eller mindre

aflejrede21 diskurs. Dette vil give en god sammenhæng mellem analysen af Vestens

diskurs og belysning af relationen mellem aktørene.

Med denne tilgang skal jeg være opmærksom på, at jeg som forfatter kan være påvirket af den diskurs der repræsenteres i kilderne. Altså kan jeg blive påvirket af at læse de argumenter der fremsættes samt være forudindtaget på grund af mit vestlige ophav. Jeg må så at sige ”sætte parentes om mig selv” (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 31) og min egen viden og selvfølgeligheder for på den måde at minimere en forudindtaget analyse. Dette kan ikke helt undgås i konstruktivistisk forstand, da forfatteren er en del af den diskursive konstruktion af verden og ikke kan sige sig frigjort fra den (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 31). Det er så at sige en filosofisk præmis som skal accepteres, når man arbejder ud fra socialkonstruktionismen. Mit håb er dog at jeg på trods af mit vestlige ophav, har skabt et balanceret ståsted via hypotesen om at den vestlige diskurs er for hård, Yderligere gør min indledende undren over diskursens udtryk, at jeg netop har indgangsvinkel til analysen, der er kritisk af natur. Desuden er det min intention med en stringent metode og teorioperationalisering, at legitimere mine konklusioner.

2.5. Redegørelse for diskursanalyse som teori.

Teorigennemgangen vil fokusere på diskursteori som den valgte hovedretning. Yderligere

tilgange er beskrevet i den refererede bog af Phillips og Jørgensen. Desuden vil

hovedvægten være på de værktøjer, i form af diskursive begreber, som er anvendt i

specialet for at beskrive den forståelse af begreberne som specialet bygger på.

19

Kaldt Momenter jævnfør teorien. 20

Kaldt Elementer jævnfør teorien. 21

Med aflejrede forstås en diskurs der er blevet naturlig og etableret i et domæne og dermed har stor kraft fordi den ikke udfordres væsentligt.


18

Som tidligere beskrevet forekommer diskursanalyse og teorier om diskurs i forskellige

variationer. Disse variationer hviler dog på fælles socialkonstruktionistiske præmisser.

Disse præmisser giver i deres kerne og grundform friheden til, at operationalisere en given

analyse og metode, ved at sammensætte begreber og variabler i teorien, således de

argumenteret passer til det der ønskes belyst (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 14). Det

betyder, at der ikke er én rigtig måde, men mange mulige måder at kæde analysen

sammen på.

2.5.1. Teoriens historie.

Historisk er diskursteorien forholdsvis ung og udspringer af Michel Foucaults arbejde med,

at afdække hvilke udsagn, der var meningsfulde i historiske epoker og med begreberne

om diskursive magt og viden (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 21-22). Diskursteori, som

anvendes i specialet, er en variation heraf hvor Phillips og Jørgensen har operationaliseret

de politiske teoretikere Ernesto Laclaus og Chantal Mouffes hovedværk ”Hegemony and

Socialist Strategy” (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 34-44).

Jævnfør Jørgensen og Phillips er følgende fire præmisser generelt gældende for

diskursteorierne og således også for specialets vinkel:

- En kritisk indstilling overfor selvfølgelig viden”

- ”Historisk og kulturel specificitet”

- ”Sammenhæng mellem viden og sociale processer”

- ”Sammenhæng mellem viden og social handling” (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 13-

14).

Samlet betyder dette, at der ikke kan defineres en objektiv sandhed. Vores

virkelighedsopfattelse er således en repræsentation af vores måde at forstå verden på og

et produkt af de sociale interaktioner, vi har været igennem. Det er altså et

antieksistentialistisk syn, hvor intet er givet på forhånd og alt kunne havde været

anderledes. Sociale relationer, identitet og viden skabes således igennem den diskursive

handlen.

Vi er altså regulerede og handler efter vores verdensbilleder, men disse er i evig kamp om

sandheden og skabes og opretholdes igennem sociale processer. Den ene sandhed gør

ting mulige, som en anden ville anskue som umulige og derfor får vores diskurser også

konkrete sociale konsekvenser. (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 12-14)

Trods den fælles baggrund er der forskelle på de diskursteoretiske retninger. Laclau og

Mouffe’s teori som anvendes her, tager afsæt i, at diskursen er konstituerende for det

sociale. Det betyder, at alt der indgår i sociale relationer, er en del af diskurser og derfor

kan forstås gennem diskursanalyse. (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 29 og 47) Som

eksempel betyder dette, at den vestlige medicinske diskurs ikke kun kan aflæses i sproget,

men også i måden sygehusvæsnet er opbygget på og den måde sygehuse indrettes på

http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ernesto_Laclau&action=edit&redlink=1

http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Chantal_Mouffe&action=edit&redlink=1


19

med videre. På den måde dækker denne version af teorien både sprog og sociale

konstruktioner samt praksisser og de fysiske elementer, der indgår inden for domænet.

2.5.2. Diskursive begreber

Definitioner og beskrivelser tager alle udgangspunkt i kapitel 2. (Phillips & Jørgensen,

1999, s. 34-71).

”En diskurs er en bestemt måde at om og forstå Verden (eller et udsnit af verden) på”

(Phillips & Jørgensen, 1999, s. 9).

En diskurs kan forstås, som ”en fastlæggelse af betydning inden for et bestemt domæne”

(Phillips & Jørgensen, 1999, s. 36).

Diskurser relaterer sig til andre diskurser og der opstår derfor et net af diskurser der

gensidigt påvirker hinanden og som analytisk kan anskues som en diskursorden med

forskellige eller konkurrerende diskurser.

Teorien arbejder med en række begreber, der beskriver hvordan diskurser er opbygget, og

hvordan de kan analyseres. Disse begreber er både med til at give en struktur, og er de

variabler, der skal ledes efter i teksterne. Begreberne har sammenhæng og former

tilsammen diskursen. Alle tegn på en specifik diskurs kaldes ”momenter”, og deres

betydning er holdt fast ved, at de er forskellige fra hinanden på bestemte måder.

Diskursen udkrystalliseres omkring ”nodalpunkter” som giver de andre tegn deres

betydning. For eksempel kan ”krop” betyde mange ting, alt efter hvilken diskurs ordet

indgår i, såsom i medicinsk diskurs og i vinsmagningsdiskurs. Herunder gennemgås de,

for specialet mest centrale begreber. (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 34-39)

Antagonismer og hegemoni (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 60-62)

Konflikter analysers inden for den diskursive ramme ved hjælp af modsætninger. Diskurser

definerer sig selv ud fra, hvad de ikke er og er i forhold til andre. I en konflikt vil to

diskurser være i antagonistisk forhold og hver forsøge at definere sandheden og dermed

reglerne for social handlen. Antagonismer finder man derfor, hvor diskurser støder

sammen. Som f.eks. økonomisk diskurs mellem Det Nazistiske Fører system og de

Vestlige demokratiske styreformer i 30’erne. Men det kan også være et tegn på, at

subjekterne er i konkurrence med hinanden om noget i andre domæner og derfor

anvender denne diskurs som led i en højere rangerende og vigtigere diskursiv kamp

(f.eks. Ideologisk eller sikkerhedspolitisk diskurs).

Hegemoni er når én diskurs er dominerende inden for et tidligere konfliktfelt og dermed har

opløst antagonismen.

Elementer, momenter og nodalpunkter

Elementer er de tegn (nøgleord og begreber), der kæmpes om at definere på en bestemt

måde – De er så at sige ikke fikseret endnu.


20

De kan opfattes forskelligt inden for forskellige domæner, således kan det samme ord have forskellig betydning i to forskellige diskurser enten i kamp med hinanden i samme domæne (som Krop i naturmedicin og moderne medicin) Eller kan være uafhængige og derved ikke i kamp med hinanden (som i Krop i medicinsk domænet og krop i vinsmagnings-domænet). Momenter er elementer, der har fundet deres betydning og plads i diskursen og derfor giver styrke til nodalpunktet og har udelukket alle andre betydninger af ordet og mulige positioner til andre ord i diskursen. (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 36-40)

”En diskurs forsøger at gøre elementerne til momenter ved at reducere deres flertydighed

til entydighed” (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 38).

Nodalpunkter er centrale ord eller begreber i empirien som har særlig vægt og fungere

som omdrejningspunkter og modsætninger i de enkelte diskurser. Nodalpunkter beskrives

også som privilegerede tegn (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 36-37,40, 63)

Nodalpunkter er ikke positivistiske sandheder, og kan være forskellig alt efter hvilket perspektiv, man lægger på empirien. Det vil sige at problemformulering og undersøgelsesfelt har betydning for, hvad der i de enkelte tekster eller begivenheder er relevante at etablere som nodalpunkter. Nodalpunkter er ikke nødvendigvis åbenlyse, men kan være implicitte og konstrueret på baggrund af de andre elementers orden.

Ækvivalensbegreber og ækvivalenskæder og flydende betegnere

Ækvivalensbegreber er vigtige ord og tegn, der støtter op om nodalpunktet og som er med til at italesætte det på en særlig måde. Disse underbyggende begreber former sammen ækvivalenskæder. Der vil ofte være en kæde, der støtter op om nodalpunktet og ligeledes en antagonistisk kæde der støtter op om det antagonistiske nodalpunkt. Flydende betegnere er begreber eller tegn der anvendes i ækvivalenskæden, som er

indlysende gode. Det er så at sige ”gratis” begreber som f.eks. ”retfærdighed”, som der

ikke kan være forskellige holdninger til, og som der ofte vil blive trukket på i begge sider af

antagonistiske diskurser. (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 38-39)

Artikulation Er enhver praksis, fysisk som social, der etablerer en relation mellem elementerne,

således, der dannes en ny forståelse.

Diskursorden og diskursivt felt og lukning (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 37-38, 146-148)

Diskursiv orden anvendes til at betegne et antal diskurser, der kæmper i samme domæne, hvor diskursivt felt er det der er uden for diskursen og udelukket fra betydningsdannelse eller uden indflydelse på denne diskurs i forhold til en diskursiv lukning. Diskursiv Lukning er et teoretisk tidsmæssigt ”snapshot” af en diskurs, hvor betydningerne er fastlåst, hvilket de ellers ikke er reelt, da diskursen altid er udsat for påvirkning fra det ydre diskursive felt. ”Diskursen stræber imod at fjerne alle flertydigheder ved at gøre elementerne til momenter gennem en lukning” (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 39)


21

Subjekter, subjektpositioner og interpellation og identitet Subjekter er betegnelsen for aktører, personer eller grupper, der kan tage eller gives

positioner (roller) i diskursen. For eksempel ”Tyran” og ”Undersåt” eller patient og læge.

Subjekt positioner er således relateret til identitet. Hvad er det for roller aktøren kan sættes

i af diskursen og dermed også automatisk forsøger at sætte Antagonisten i?

Interpellation er, når et subjekt bliver sat i en bestemt position af en social interaktion.

Identitet er således noget man til dels påtager sig og til dels forhandler i diskursive

processer. (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 55)

Jævnfør teorien, er subjekter altid overdeterminerede og har derfor flere modstridende

positioner at tage af (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 54). Dette sammenholdt med at

subjekter i antagonistisk situationer vil positionere sig i diagonalt i forhold til

modsætningsforholdet, og derfor vil der for hvert diskursivt knudetegn være et eksplicit

eller implicit modpunkt.

Magt objektivitet og Dekonstruktion (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 22-23, 48-50 og 60-

62.)

Magt i diskursivteori, er den kraft der og de processer der skaber den sociale verden.

Maget er ikke noget nogen er i besiddelse af, men som det der producere det sociale og

understrege det evige foranderlige i diskurser.

Objektivitet er aflejret magt, hvor det foranderlige er blevet ”glemt”. Altså er elementer blev

så indforståede at de tages for givet og ikke er i spil til at ændre betydning. Et eksempel

kunne være, nationalstatens ukrænkelighed som enhedsaktør i Vestlig diskurs.

Dekonstruktion, som begreb anvendes på to måder i teorien. Som resultatet af en

Hegemonisk Intervention eller som begreb for den diskursanalytiske praksis. Det er denne

sidste betydning, der trækkes på i problemformuleringen.

2.5.3. Konsekvens af teorivalg.

Ved at have valgt diskursteori, kan man foranlediges til at vælge en forholdsvis detaljeret

lingvistisk metode, hvor alle små nuancer af kildernes sprogbrug, sammensætning,

grammatik og så videre gøres til genstand for analyse. Den tilgang lægger op til meget få

kilder fra samme eller antagonistiske subjektpositioner, fordi analysen af en enkelt kilde

bliver både meget dyb, bred og omfattende. Dette gør til gengæld at bredden i det

diskursive felt og forskellige meningsdannere ikke bliver inddraget, og det er i modstrid

med interessen og valget om at se bredt blandt meningsdannerne i Vesten. Derfor

afskrives en sådan tilgang, da den dekonstruerende diskursanalyse af Vestens kinakritiske

diskurs ville blive for empirisk indsnævret deraf. I stedet vil en række empiriske kilder fra

de tre meningsdannende grupperinger analyseres, med henblik på at sikre, at flere

forskellige diskurser bliver fundet og relateret til hinanden.


22

3. KAPITEL OPERATIONALISERING.

3.1. Indsnævring af undersøgelsesområde.

Afsnittet indsnævrer undersøgelsesområdet således, at problemformulering og

analyseapparat kan sammenkobles, på en hensigtsmæssig måde i det efterfølgende

operationaliseringsafsnit.

Da opgaven tager udgangspunkt i den generelle kritiske retorik og fremstilling af Kina i den

vestlige verden, vil der foretages en analyse af udvalgte kritiske tekster. Disse vil være

repræsenteret af diskurser inden for forskellige domæner af kinesisk engagement, f.eks.

handel, olie, miljøbeskyttelse mv. Da subjekter jævnfør teorien (Phillips & Jørgensen,

1999, s. 53-54) kan indtræde i flere roller i forskellige domæner, og dermed ofte er

fragmenterede, giver det mening at betragte Kina i andre sammenhænge end bare et

domæne som f.eks. IP domænet.

Kinas rolle fremstilles bevidst igennem øjnene på den Vestlige diskurs og bliver således en

konsekvens af den Vestlige diskurs, identitet og det social rum22 der er i spil (Phillips &

Jørgensen, 1999, s. 63). Dette betyder at der ikke gennemføres en analyse med

udgangspunkt i Kinas kommunikation.

Afgrænsningen af den diskurs der undersøges, er således en teoretisk niveau

afgrænsning, hvor nodalpunkterne er Vestens og Kinas henholdsvis ”gode og dårlige”

indflydelse i Afrika. under den overordnede diskurs, vil der være en myriade af underlagte

diskurser, som hierarkisk set er med til at forme den overordnede diskurs.

I analysen af empirien til afdækning af kritikpunkter, handler det altså om, at identificere de

konfliktliner, der træder frem i empirien og finde de diskurser og virkelighedsopfattelser der

er på spil set fra Vestlig side. De mest kritiske af disse, vurderes at kunne give mest

forklaringskraft når det er den overordnede negative diskurs der er i fokus.

I modsætning til den indledende diskursanalyse i rammen af de tre

meningsdannergrupper, inddrages der i sammenfatningen, kilder uden for den Vestlige

diskurs, herunder kinesiske og afrikanske. Dette med henblik på at sikre nuancering.

På baggrund af ovenstående og problemformuleringen er specialet fokuseret igennem

nedenstående:

Igennem en diskursanalyse af vestlige meningsdanneres kritiske fremstilling af Kinas

engagement i Afrika, dekonstrueres den negative del af den vestlige diskurs. Dette med

henblik på, at belyse hvordan det negative vestlige narrativ om Kina er konstrueret samt

afdække hvad diskursen kan sige om forholdet mellem Vesten og Kina.

22

Afrika


23

Følgende arbejdsspørgsmål er udformet med formål at styre læsningen af empirien og

give fokus i analysearbejdet:

Arbejdsspørgsmål til 4. kapitel (Dekonstruktion af den Vestlige diskurs): Hvilke underdiskurser er repræsenteret? Hvordan kommer underdiskurserne til udtryk? Hvilke diskursive domæner dækker de? Hvordan er diskurserne indbyrdes forbundet? Hvilke positioner og roller er repræsenteret i diskurserne? Arbejdsspørgsmål til Syntesen:

Hvad siger diskurserne om Vestens syn på relationen mellem Kina og Vesten?

Hvilke konsekvenser kan diskurs have for relationen?

3.2. Operationalisering af teorien.

Her bindes de ovenstående arbejdsspørgsmål og teori sammen, således der skabes de

analyseværktøjer der skal til for at besvare problemformuleringen.

En diskursanalyse af kommunikative begivenheder som den valgte empiri er jævnfør

teorien en forudsætning for afdækning af de i problemformuleringen stillede spørgsmål.

Ifølge Phillips og Jørgensens operationalisering af Laclaus og Mouffes teori kan en sådan

analyse indbefatte følgende diskursive begreber som anvendes i analysen (Phillips &

Jørgensen, 1999, s. 63-64):

- Nodalpunkter og ækvivalensbegreber, som samlet kaldes knudetegn i den

diskursive organisering,

- Begrebet for indholdsudfyldning af knudetegn: Ækvivalenskæder,

- Begreber vedrørende identitet: identitet og repræsentation, og

- Begreber for konfliktanalyse: Flydende betegnere, antagonisme og hegemoni.

Desuden tilføjes begrebet ”diskursorden” (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 69-71) fra hovedretningen Kritisk Diskursanalyse (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 72-105), med henblik på at rangere diskurser i forhold til hinandens betydning. Samtidigt betragtes diskurser som mere eller mindre forbundne, også med diskurser ude for det specifikke domæne. Det betyder samtidigt at der vil være et hierarki i diskurserne, hvor nogle diskurser er mere betydende end andre.

3.2.1. Analysen af den Vestlige diskurs.

Teorien vil blive anvendt til, at dekonstruere den Vestlige diskurs om Kina ved at finde

mønstre af betegnere og ækvivalenskæder i empirien og dermed beskrive og klarlægge

modsætninger og konfliktlinjer imellem nodalpunkterne. Disse former tilsammen en række

af kritikpunker repræsenteret i kritiske underdiskurser, som konstitueres som

undersøgelsesområder i analysen.


24

Illustrativt vil den overordnede diskurs og de underordnede diskurser præsenteres således

(se figur 4 herunder som er et eksempel på ”tyske nazisters opfattelse

af førersystemets fordele overfor demokratiet):

Figur 4. Eksempelvis diskursmodel.

Med baggrund i problemformuleringen, operationaliseringen og de tilhørende

arbejdsspørgsmål er nedenstående diskursive begreber og undersøgelsesfelter derfor

fundet relevante for tekstanalysen.

Tekstanalyserne vil derfor koncentrere sig om at finde følgende lingvistiks og diskursive

begreber i teksterne med henblik på, at finde deres relation og samlede

betydningsdannelse:

- Antagonismer og modstillinger,

- Logikker og ækvivalens sammenhæng,

- Ordvalg og metaforer,

- Diskursorden, hegemoni og dominans,

- Ideologi og indlejrede objektivitet, (Phillips & Jørgensen, 1999, s. 34-67)


25

4. KAPITEL, DEKONSTRUKTION AF DEN NEGATIVE VESTLIGE DISKURS OM KINA I

AFRIKA.

Formålet med dekonstruktionen er, at undersøge hvilke argumenter og betydninger, der

lægges vægt på i kritikken af Kina. Hvordan disse giver hinanden betydning, og hvorledes

de forstærker hinanden og udelukker alternative betydninger.

De tre valgte meningsdannergruppers artikulationer analyseres med henblik på at

dechifrere underdiskurserne og de væsentligste kritikpunkter.

Overskrifterne under meningsdannerafsnittene repræsenterer de dominerende

underdiskurser fundet under gennemlæsning af empirien og strukturer således analysen i

de tre grupper af meningsdannere.

Analysen vil inddrage konkrete citater fra empirien, der har en væsentlig betydning og som

kan ses som dækkende for flere kilders udsagn. Det er diskursteoretisk vigtigt, at det er

artikulationerne og ikke intentionerne der analyseres på. Citaterne er derfor valgt, som

repræsentative for de betydninger der er fundet, ved den bredere empirigennemgang, der

ligger til grund for speciale.

Meningsdannernes samlede udfyldelse af den negative diskurs om Kina i Afrika, er

fokuseret om følgende underliggende diskursordner. Se tabel 1 kolonne 1:



Modsætninger










Tabel 1. Diskursorden.


26

Kolonne 2 og 3 i tabellen er udfyldt retrospektivt, og tabellen vil således ikke gentages i

sammenfatningen af kapitlet, hvor der vil være en illustration af den overordnede negative

diskurs.23

4.1. Dekonstruktion af diskurser afspejlet i mediebilledet.

4.1.1. Kina er kun i Afrika for at udnytte området.

Fordækte metoder – merkantile og politiske motiver

I nedenstående citat anvendes et retorisk spørgsmål til at afgrænse

handlingsmulighederne inden for diskursen. Bagtanken med Kinas aktiviteter inden for

støtte og lånevirksomhed gøres derved implicit til fordækte i en årsags sammenhængs

kæde. Det, at Kinas aktiviteter karakteriseres som pludseligt opstået, forstærker denne

betydning. At der i det hele taget er tale om at stater bør ”gøre godt”, med deres

støttemidler og andre aktiviteter tilbageføres til spørgsmålet om ”What’s behind?”, som

således udelukker andre valide årsager til at være engageret, end det at ”gøre godt”. Det

giver deslige betydningen, at hvis Kina ikke ”gør godt”, så udnytter de.

What’s behind this sudden Chinese drive to do good around the world? The three short

answers are money, international politics and access to raw materials. China’s

central bank has the world’s largest foreign exchange reserves, totaling $1.06 trillion.

Beijing is increasingly leveraging this cash to ensure its access to raw materials and to

advance China’s growing global influence. What better than a generous foreign-aid

program to ensure the good will of a petro-power like Nigeria? (The New York Times,

2007b)

Dette giver vægt til forfatterens “tre korte svar”, således deres betydning bliver, at Kina gør

noget forkert. Således er det diskursivt fastlåst, at Kina er der for at udnytte området

økonomisk og politisk. Dette implicitte argument om merkantilisme, understøttes af

metaforer som ”Appetit” for råvarer, ”ugly” partnership og ”oversvømmelse” med billige

varer (The New York Times, 2007). Ord der tillægges en særlig negativ klang ud fra de

diskurser, de trækker på, som eksempel ”oversvømmelse” fra en naturkatastrofediskurs.

Ny-kolonistisk, og dårligt arbejdsmiljø

Nedenstående citat, trækker på diskursen om Vestens tidligere udnyttelse af Afrika og

applikerer de tidligere kolonimagters formål over på Kina. Beskrivelserne i artiklen om,

hvordan Kina etablerer infrastruktur til udskibningshavne og sender råvarer hjem til Kina

de samme steder, som fortidens kolonimagter udskibede slaver, er med til at tegne et

meget negativt billede. Metaforisk bruges begreber som ”Irruption”, ”Unequal marriage” og

”whiff of colonialism” til, at skildre den kinesiske tilstedeværelse som uønsket, uindbudt og

ny-kolonistisk.

23

Tabellen er gengivet i stort format i bilag 3.


27

"History is repeating itself," says Shaba, the journalist and cultural activist. "In the past,

ivory and slaves were exported through Bagamayo. Today, it's natural resources." (Der

Spigel, 2013).

Der knytter sig også et begreb om udnyttelse af lokalbefolkningen, igennem lav løn og

dårligt arbejdsmiljø; ikke bare i de autoritære stater, men i hele Afrika (The New York

Times, 2007) (The Economist, 2011). På den måde udvides perceptionen om Kinas fejl til

at omfatte ikke bare samarbejde med et par paria stater, men alle deres aktiviteter.

With Chinese economic dominance, the West's political influence is gradually being

eroded. In authoritarian countries like Ethiopia, Rwanda and Uganda, the model of the

Chinese development dictatorship, which prioritizes growth over freedom, has long

been a welcome alternative to liberal democracy. (Der Spigel, 2013)

Den tredje årsag, International Politik (IP), fremhæves især i forbindelse med spørgsmålet

om Taiwans status. Den aflæses i, at Kina primært interagerer med de stater i Afrika der

støtter deres ”One China Principle” og ignorer dem24, der støtter Taiwan som selvstændig

stat. Denne forskel i støtte, investeringer og politiske besøg tillægges derfor betydningen

at Kina ønsker Afrikanske staters stemmer på deres side i f.eks. FN og at de får dem

igennem økonomisk kompensation. (Der Spigel, 2013)

Figur 5. Diskursmodel af diskursanalysens udfald:

Figur 5.

24

Burnika Faso, Sao Tome and Principe, Swaziland.


28

4.1.2. Kina undergraver Vestens menneskerettigheds- og demokratiseringsindsats.

God regeringsførelse og retfærdighed eller udemokratisk støtte til autoritære styrer

Lederen i New York times (The New York Times, 2007) sammenkobler betydningen af

Kinesiske investeringer uden krav til god regeringsførelse25 med betydningen af, at Kina

støtter autoritære styrer og er med til at holde befolkningerne undertrykt. Derved siger

diskursen, at Vestens politik om gennemsigtighed og god regeringsførelse undergraves,

når Kina engagerer sig i de lande som Vesten forsøger at presse til reform.

If you run an African country and have some natural resources to put in long-term hock,

you’ve got a friend in Beijing ready to write big checks with no embarrassing questions.

That’s nice for governments, but not so nice for their misgoverned people. (The New

York Times, 2007)

Implicit siges der, at Vesten forsøger at skabe retfærdighed, men at det forhindres når

Kina går ind og subsidierer uden at stille krav til anvendelse eller til magthavernes ageren.

Derfor bliver den flydende betegner ”retfærdighed” associeret med Vesten og gør derfor

Kinas tilgang uretfærdig i forhold til menneskerettigheder og demokratiseringsindsatsen.

Another favorite is Zimbabwe’s president-for-life, Robert Mugabe. That is bad news for

Zimbabweans hoping for free elections, sane economic policies or merely a peaceful

transition once the octogenarian finally departs.

(The New York Times, 2007)

Diskursen forsøger således at fastlægge normbilledet af, at interaktioner bør følge den

Vestlige tilgang. Denne betydning forstærkes med omtalen af samarbejdet med Sudans og

Zimbabwes præsidenter som ”favoritter”. Der tillægges herved en betydning om, at Kina

ligefrem foretrækker samarbejde med særligt autoritære og korrupte statsledere. I samme

ombæring kritiseres Kina for ikke at følge de Vestlige lånenormer i forhold til kontrol og

gennemsigtighed.

“Chinese expatriates in Africa come from a rough-and-tumble, anything-goes business

culture that cares little about rules and regulations. Local sensitivities are routinely

ignored at home, and so abroad.” (The Economist, 2011)

Yderligere betegnes korruption som et tegn på den dårlige indflydelse Kina har I Afrika.

Kina eksporterer sin hjemlige forretningskultur til Afrika, hvilket betegnes med ”Anything-

goes business” og som værende uden for lov og ret. Denne diskursive kobling til lovløshed

forstærkes med metaforen ”Gold Rush Mentality” (Der Spigel, 2013), som trækker på den

notorisk lovløse guldfeber i 1800 tallets USA.

25

Her som repræsentant for og oversættelse af ”good Governance” princippet der hviler på liberalistiske og demokratiske værdier.


29

Ved at betegne Kinas tilgang som udemokratisk, korrupt og undertrykkende etableres

roller, hvor Vesten påtager sig en belærende rolle og Kina derfor bør lade sig belære og

følge de ”common sense” normer som Vesten har sat op (The New York Times, 2007b)

(Dayly monitor, 2013).


Figur 6.

4.1.3. Kinas tilgang hæmmer afrikansk udvikling.

Rogue aid

Citatet fra New York Times artikel ”Help Not Wanted” henviser til betydningen, at Kina ikke

er demokratisk og tillægger deres indflydelse den effekt, at den underminerer Vestens

demokratisk funderede udviklingsstrategi.

“In recent years, wealthy nondemocratic regimes have begun to undermine

development policy through their own activist aid programs. Call it rogue aid. It is

development assistance that is nondemocratic in origin and nontransparent in practice,

and its effect is typically to stifle real progress while hurting ordinary citizens.” (The

New York Times, 2007b)

Det, at Kina metaforisk sammenlignes med noget fordækt og tyvagtigt (”rogue aid”), er

med til at distancere Kina fra Vesten og skabe et antagonistisk billede, hvor Kina er af det

onde og Vesten det gode. Dette forstærkes af brugen af den flydende betegner ”aktivist”,

som sammen med det ”tyvagtige” og henleder til, at det er de ”almindlige mennesker” der

lider. Derigennem fastholdes betydningen, at det må være den ”ikke almindelige” elite der

får fordele. Således etableres der en forståelse, der siger, at Kina hæmmer ”rigtig

udvikling” igennem deres tilgang.


30

“A flood of cheap Chinese manufactured goods has pushed some of the poorest and

most marginal workers deeper into poverty and unemployment.” (The New York

Times, 2007)

“Beijing's money comes with its own strings: it must be spent on Chinese goods or

Chinese-built infrastructure. And Chinese firms often source their supplies and workers

back home.” (Reuters, 2013)

Konkurrenceforvridning og gældsfælde

Senere i New York Times henvises til samme problem i forhold til Import, hvor billige

kinesiske varer sammenkobles med arbejdsløshed for de lokale, da de lokale

virksomheder ikke kan matche de kinesiske priser. Dermed etableres også et diskursivt

positionsforhold mellem Kina og Afrika, hvor Afrika er den svage hjælpeløse og Kina er

den aggressive kapitalist, der har kontrollen. Det at ordet kapitalist bliver brugt i en negativ

diskurs om Kina er bevis på, at diskursen er stærk, da dette begreb ellers stammer fra den

Vestlige liberale diskurs. Kapitalist som flydende betegner anvendes så at sige gratis til at

betegne Kinas hensigter som fokuseret på bundlinjen frem for alt. Kina er således

kapitalistisk, men i betydning af profit for enhver pris (The New York Times, 2007).

“But in many countries, China's demand for ore, timber and oil is forcing African states to

specialise at the bottom of the value chain in areas with low productivity gains.”

(Reuters, 2013)

“..Risk of 'Dutch Disease'26 whereby demand for raw materials inflates a currency,

making other sectors uncompetitive against foreign competition.” (Reuters, 2013)

Råstoffer som primæreksport til Kina betegnes som undergravende for udviklingen, ved

italesættelsen om fastholdelse af arbejdspladser i den laveste del af værdikæden.

Samtidig kobles salget af disse råstoffer med øget inflation, hvilket gør de andre lokal

virksomheder mindre konkurrencedygtige. Dette giver forståelsen af at Kinas handel

fastlåser Afrika i afhængighed af råstofeksport, som samtidigt hæmmer vækst ind for

resterende industri. Den øgede inflation og afhængigheden af råstoffer og dermed af de

fremadrettede lån, som Kina giver til at sikre aftagerrettighederne, kobles til en risiko for en

gældsfælde og kobler sig derved til begrebet om gode långivningsnormer.

26

Begrebet blev introduceret i 1977 af The Economist til at beskrive den store nedgangen i produktionsindustrien i Holland efter fundet af et stort naturgasfelt i 1959. (The Economist, 1977).

http://en.wikipedia.org/wiki/The_Economist


31


Figur 7.

4.1.4. Sammenfatning og generelt indtryk af mediernes diskurs.

Dekonstruktionen, ud fra medieempirien, har etableret tre underordnede negative

diskurser som anført i tabel 127. med ækvivalensbegreber og betegnere som illustreret i

figur 5-7.

Afdækningen har blandt andet vist at Vestens diskurs indtager en belærende rolle i forhold

til Kina og Afrika, hvilket kunne være et tegn på at den vestlige diskurs gennem magt

forsøger at tiltvinge sig dominans over en alternativ kinesisk eller afrikansk forståelse. Når

Vesten ikke mener Kinas fremfærd i Afrika inden for et domæne som udviklingsstøtte er

acceptabel, er det så kun fordi, den ikke er inden for Vestens diskurs for udviklingsstøtte

eller ligger der noget mere bag?

Overskrifterne i medierne repræsenterer oftest den negative vinkel. Selvom der også

præsenteres positive moddiskurser i artiklernes brødtekst, er de ofte underrepræsenteret i

en grad så de er reduceret til stråmænd for de negative artikulationer. Metaforer og

betoning af nøglebegreber i overskrifter er vigtige, fordi de sætter rammen for læsernes

forståelse. Dermed etablerer de diskursrummet og sætter spillereglerne for brødtekstens

mulige betydninger. Er årsagen til denne antagonistiske overskriftstrend, funderet i

mediernes forståelse af den overordnede Vestlige diskurs, eller udspringer den af en

generel liberal kapitalistisk mediediskurs, hvor konflikthistorier sælger bedst? Det er svært

at give et bud på, da analysen og dermed empiriindhentningen netop har fokuseret på at

finde den negative diskurs og derfor kan have fundet en overvægt af Kinakritiske

overskrifter.

27

Se bilag 3 eller afsnit 4.


32

Det er nu interessant, at se om de samme eller andre momenter og ækvivalenskæder gør

sig gældende inden for de politiske artikulationer. Det vil ofte være i disse sociale rum, at

påvirkningerne mellem fokussubjekterne vil opstå. Dette undersøges i det kommende

afsnit.

4.2. Dekonstruktion af diskurser afspejlet i det politiske rum.


Merkantil, autoritær kapitalist der køber internationale stemmer

Det nedenstående citat fra en lækket transmission mellem to amerikanske ambassader,

artikulerer en meget kraftig afstandtagen til Kinas tilgang i Afrika. Kinas overordnede

engagement kobles med selviske motiver(”not altruistic reasons”). Igennem

begreberne ”agressiv”, ”skadelig”, og ”uden moral” trækkes en meget fjendtlig og

konfliktorienteret linje op. Kinas økonomiske engagement betegnes som ”kapitalistisk, men

sættes i modsætning til den ”gode” liberale/demokratiske kapitalisme, ved at sætte

”autoritære” foran. På den måde anvendes en af Vestens egen ideologiske markører til at

kritisere Kina og udelukke en positiv betydning af Kinas kapitalistiske fremfærd.

“ China is a very aggressive and pernicious economic competitor with no morals.

China is not in Africa for altruistic reasons. China is in Africa for China primarily. A

secondary reason for China's presence is to secure votes in the United Nations from

African countries. ….The United States will continue to push democracy and capitalism

while Chinese authoritarian capitalism is politically challenging. The Chinese are

dealing with the Mugabe's and Bashir's of the world, which is a contrarian political

mode.”(US assistant secretary for African Affairs Johnnie Carson).

(US/Embassy/Yaounde, 2010)

Citatet, er ligeledes i tråd med diskursen knyttet til ”køb af IP støtte” (”secure votes”). Dette

syntes at være indlejret, som en selvfølgelighed i både mediernes og den politiske kritik,

men mest som en synergieffekt og underordnet diskurshierarkisk i forhold til de andre

årsager. Denne diskurs eksisterer også i Europa-Parlamentet jævnfør nedenstående citat.

”Henviser til at Kina på effektiv vis sammenkæder strategien "støtte-for-olie" med

udenrigspolitiske instrumenter” (Europa-Paralamentet Betænkning, 2008, s. y).

Diskursteknisk udtrykkes en indirekte kritik af Kinas egen italesatte tilgangen, ved at

Europa-Parlamentet indikerer at der eksisterer en anden bagvedliggende årsag end støtte

for olie. Således indikeres der, på en pæn måde, at Kina køber sine stemmer igennem

låne- og hjælpeprogrammer.

Ny-kolonistisk miljøsvineri og fordækt handel

I et mere officielt frigivet eksempel end Carsons, udtaler Hillary Clinton sig meget direkte

og kritisk i forhold til Kinas model. Hun understreger det med at ”hverken nu eller i


33

fremtiden” vil det være en anvendelig model. Derved kritiserer hun hele Kinas model og

kalder den ny-kolonisme ved at sige, vi har set hvad det skete i ”kolonitiden”. Altså en ny-

kolonisme der af merkantile årsager, der udnytter Afrika.

“Hillary Clinton was asked whether she believed China is a model for governance?”

“She responded: “In the long-run, medium-run, even short-run, no I don’t.” She added:

“We saw that during colonial times, it is easy to come in, take out natural resources,

pay off leaders and leave.” (International Policy Digest, 2011)

Det er svært at tage en sådan udtalelse tilbage, og det er selvfølgelige en meget

antagonistisk artikulation. Den er dog heller ikke blevet gentaget, og i flere omgange efter

denne udtalelse er der sat fokus på samarbejdet med Kina og ønsket om at finde fælles

løsninger i Afrika (International Policy Digest, 2011). Dette kunne opfattes, som et udtryk

for at Hillary Clinton talte over sig eller overrepræsenterede en modsætning, men det kan

igen også være et reelt udtryk for USA’s perception af Kina.

Miljøbeskyttelse og dårligt arbejdsmiljø28 for arbejderne er også på dagsordenen i det

politiske rum.

”Hvad angår miljøindvirkningen, fortsætter Kina med at importere ulovligt tømmer og

elfenben fra afrikanske lande, og kinesiske projekter forårsager alvorlige miljøskader,

f.eks. Merowe-dæmningen i Sudan.” (Europa-Paralamentet Betænkning, 2008, s.

Begrundelse)

Ud over miljøødelæggelser, kobles handel med ulovlige varer fra beskyttet fauna og flora,

og dermed italesættes Kinas tilgang ikke bare som forkert men også som kriminel og

fordækt. Det er dog interessant, at dæmningen nævnes, da et fransk og et tysk firma også

deltog i opførelsen, uden dette tilsyneladende har haft en nuancerende eller dæmpende

effekt på kritikken.

28 Se citat (Europa-Paralamentet Betænkning, 2008, s. Begrundelse) under afsnit 4.2.3. Kinas tilgang

hæmmer afrikansk udvikling.


34


Figur 8.


God regeringsførelse, retfærdighed og frihed mod rovdyrets appetit

"I'll put it bluntly - America doesn't want to spend money on people who steal the

money from the people," Bush said“. (The New york Times, 2008)

Her sætter præsident Bush den diskursive kamp op. USA vil ikke støtte korrupte regimer,

men andre vil - implicit Kina og andre stater, der ikke kræver god regeringsførelse. Derved

indtager USA rollen som den retfærdige, der kræver reel udvikling og ikke kun strategiske

fordele. Dette følges op af en stor infrastrukturhjælpepakke til Tanzania igennem

Millennium Challenge Fund, hvis formål er rettet mod at støtte lande, der demonstrere god

regeringsførelse. Yderligere valgte Bush at besøge yderligere fire lande, der viste gode

takter29 og undgik de store naturressourcerige autoritære stater30 (The New york Times,

2008). Derved artikulerede USA, at demokratiseringstiltag er vigtigere for den Vestlige

diskurs end naturressourcer. Dette kan ses som et forsøg på, at etablere de liberale

værdier frihed og demokrati som vigtigere momenter end adgangen til ressourcer og

derved implicit stille sig antagonistisk til Kinas manglende krav til de autoritære stater.

29 Benin, Ghana, and Liberia, all of which are small democracies, and post-genocide Rwanda, which

although not democratic, has established a reputation for clean, effective government. (The New york Times, 2008) 30

The symbolism was strengthened by the fact that none of Bush's stops are in Africa's emerging natural

resource powerhouses: important yet highly corrupt places like Nigeria, Angola and Congo, to name three of

the biggest, which either lack democracy altogether, or have recently suffered erosion in their democratic

credentials. (The New york Times, 2008)


35

Dette gentages mere implicit senere af Obama på følgende måde:

“What we have going for us, though, is our values, our approach to development, our

approach to democracy…..On the other hand, they31 recognize that China’s primary

interest is being able to obtain access for natural resources in Africa to feed the

manufacturers in export-driven policies of the Chinese economy (Obama 28.6.2013).

(The White House press release, 2013)

Her får Obama koblet Kinas tilgang som modsatrettet USA’s og anvender metaforen ”feed”

fra dyreverdenen og trækker derpå på den ”rovdyrs” terminologi som Kina ofte associeres

med. Metaforer som Drage32, Tiger33 og ”Rovdyr34 bliver brugt på tværs af de diskursive

domæner og meningsdannere.

Folkets beskyttere eller regimernes støtte

"We like dealing with honest people and compassionate people," he added. "We want

our money to go to help the human condition and to live human lives (Bush 2008)."

(The New york Times, 2008)

Det ovenstående citat fra præsident Bush, betegner, at USA finder folkets velfærd

vigtigere end regimernes, og derved etableres endnu et implicit modsætningsforhold, hvor

USA kobler sig til de implicitte flydende betegner ”folkets bedste og frihed” og Kina igen

kobles til de korrupte og undertrykkende regimer.

I Præsident Obamas forord til USA’s ”Strategy Toward Sub-Saharan Africa”, artikulere han følgende:

“Our message to those who would derail the democratic process is clear and

unequivocal: the United States will not stand idly by when actors threaten legitimately

elected governments or manipulate the fairness and integrity of democratic

processes, and we will stand in steady partnership with those who are committed to the

principles of equality, justice, and the rule of law.” (The White House, 2012)

Her specificere Obama ikke subjekter, men Kina kunne være et, der her forsøges sat i

rollen som ”manipulerende afsporer” af demokratiprocessen. Denne subtile tilgang, hvor

Kina ikke nævnes, men implicit adresseres som værende udemokratisk og bruge

ugennemsigtige metoder, går igen i andre amerikanske udmeldinger i Obamas

præsidentperiode. Det er en mindre konfronterende tilgang uden dog helt at afstå fra at

kritisere. En tilgang der kunne give bedre muligheder for positiv social interaktion med

Kina.

31

Afrikanerne. 32

(Alden, Leveraging the Dragon: Toward 'An Africa That Can Say No', 2005). 33

Crouching Tiger, Hidden Dragon? (Kweku & Amitava , 2008). 34

China in Africa: A Predator or a Partner? (Center for China-US Cooporation, 2013).


36

De europæiske politikere har samme fokus på værdier i forhold til Afrika, herunder

illustreret med tre ud af fem overskrifter i EU-African Roadmap 2014-2017;

“- Democracy, Good Governance and Human Rights, - Human development, -

Sustainable inclusive development and growth and continental integration” (Fourth EU-

AFRICA Summit, 2014, s. 2, pkt. 2,3,4.)

Den Vestlige diskurs er således forholdsvis sammenfaldende på tværs af Atlanten.


Figur 9.


Långivningsnormer, bæredygtighed eller gældsfælde

Både i USA og i EU er der blevet utrykt bekymring over Kinas tilgang til långivning.

”Assistant Secretary of State for African Affairs Jendayi Frazer(2008) ”expressed concern

about China’s lending practices in Africa as possibly undermining efforts to insure that

Africa does not “reaccumulate” unsustainable debt.” (International Policy Digest, 2011)

”der henviser til, at Kina i stedet for udviklingshjælp yder lån med risiko for store

gældsbyrder for afrikanske lande.” (Europa-Paralamentet Betænkning, 2008, s. DD)

Begge citater handler om risikoen ved at give Afrikanske lande lån. Lån, der gives uden

den rette kontrol eller lån maskeret som udviklingsstøtte (rogue aid) italesættes som farlige

og potentielle gældsfælder. På den måde bliver al hjælp eller lånevirksomhed, som Kina


37

fortager bilateralt uden om de international instanser35, artikuleret som underminerende og

en trussel mod de afrikanske lande. Her tildeler diskursen de afrikanske lande rollen som

uvidende låntagere, der ikke kan gennemskue konsekvenserne ved de tilbud de får.

Samtidig udstilles Kina igen som den samvittighedsløse stormagt, der køber sig

rettigheder og indflydelse.

Kritikken fra Vesten kan læses i det næste citat, hvor rollerne som ”lærer – elev” igen

trækkes op. USA ønsker at påvirke Kina til en forståelse af, at Vestens (det brede

internationale samfund) initiativer er den rette tilgang. Altså et forsøg på at binde

begreberne demokratisering og menneskerettigheder i en ækvivalenskæde med

bæredygtig udvikling. På den måde udelukkes Kinas ”ikke indblandings politik” diskursivt

som et flydende begreb og låses som element i den negative diskurs. ”Ikke indblanding”

bliver i andre diskurser opfattet positivt, som f.eks. i FN charteret (UN, 2011) 36, hvor det er

et fundamentalt suverænitetsprincip, at andre ikke blander sig i staters interne

anliggender.

”The U.S. government would like to engage the Chinese on how their economic policies

in Africa can help produce better results for sustainable economic development if they

conform to the international community's broader initiatives for Africa. We remain

steadfast in our belief that strong democratic institutions and protection of fundamental

human rights are the foundations for sustainable economic growth.” (Senate Foreign

Relations Comittee, 2008) Se også Secretary Clinton kommentar (U.S. Department of

State, 2011).

Konkurrenceforvridning og god regeringsførelse

Europa-Parlamentets ”betænkning om Kinas Politik og dens indvirkning i Afrika” er fyldt

med kritisk stillingtagen til Kinas tilgang inden for blandt andet handel og udviklingsstøtte.

(Europa-Parlamentet)”Der henviser til, at Kinas position som endnu en alternativ

pengedonor er en trussel for EU’s fremgangsmåde, der går ud på at lægge pres på de

afrikanske regeringer ved at gøre støtte afhængig af politiske reformer.” (Europa-

Paralamentet Betænkning, 2008, s. Bæredygtig udvikling, pkt.k)

EU mener Kina undergraver Vestens krav om politiske reformer ved at give lån til de stater

som EU lægger pres på. Derved artikulerer EU, at Kina er undergravende for en

demokratisk udvikling og sætter Kina i en skurkerolle.

Yderligere kritiseres Kina for uretfærdig konkurrenceforvridning, via systematisk statsstøtte

og kunstige handelsbarrierer. Ækvivalenskæden indeholder både ”systematisk”,

35

F.eks. The World Bank eller International Monetary Fund. 36

Article 2 (7) states that the United Nations has no authority to intervene in matters which are within the domestic

jurisdiction of any State (etc). .


38

”diskriminerende” og ”uretfærdige forhold”, der således trækker på ”offer og udnytter

diskursen” og derved stiller Kina i den kapitalistiske skammekrog.

”stiller sig kritisk over for Kinas bundne støtte i form af bløde lån og den systematiske

subventionering af dens statsejede byggeselskaber i den internationale konkurrence;

understreger, at Kina modsat beskytter sit hjemmemarked gennem et diskriminerende

kvalifikationssystem.” (Europa-Paralamentet Betænkning, 2008, s. Til

Udviklingsudvalget pkt. 29)

Kina gives rollen som ”uretfærdig” kapitalist igennem en ækvivalenskæde med deres

lavtlønnede arbejdskraft og billige varer som karakteriseres som konkurrenceforvridende.

Desuden tilføjes miljø ødelæggende og social dumping. Den samlede effekt betegnes

”Tekstiltsunamien”, som igen trækker på naturkatastrofemetaforerne, og er med til at

umenneskeliggøre Kina som subjekt i diskursen. Når diskursen giver Kinas negative effekt

karakter af en ødelæggende naturkræft, udelukkes andre diskurser om, hvorfor Kina har

succes inden for import/eksportområdet, og elementerne i den normale liberale

konkurrence diskurs bruges mod dem.

Billige kinesiske varer er ved at vinde indpas på de afrikanske markeder, hvilket giver

afrikanerne mulighed for at gøre brug af nye teknologier (f.eks. mobiltelefoner) og spare på

basale udgifter (f.eks. tøj), men de er også til skade for de afrikanske

industrivirksomheder, der er underlagt en uretfærdig konkurrence baseret på

miljømæssig og social dumping, hvilket resulterer i konkursramte fabrikker og således

en forværring af arbejdsløsheden, navnlig i tekstilsektoren (den såkaldte kinesiske

"tekstiltsunami"). (Europa-Paralamentet Betænkning, 2008, s. Begrundelse).

Rogue aid og gældsfæld

Citatet fra Europa-Parlamentets betænkning, gør brug af begrebet ”opreklameret” til at

nedgøre effekten af Kinas udviklingsfond. Ved på den måde at anvende en

forbrugerdiskurs siges der, at fonden ikke holder hvad den lover. Her udelukkes Kinas

forståelse af udviklingshjælp fra diskursen. Kina etableres som et subjekt, der bruger

fordækt ”varedeklaration” i bestræbelserne på, at skjule den statsstøtte som sikre egne

virksomheder adgang til Afrika.

Den kinesiske bistand i form af støtte og investeringer vil ofte ikke blive betragtet som

støtte i henhold til DAC-kriterierne37. Den meget opreklamerede Kina-Afrika

udviklingsfond, hvori Kina har indskudt 5 mia. amerikanske dollars, har rent faktisk

overvejende til formål at støtte kinesiske virksomheder og deres projekter i Afrika. Der

er ofte knyttet betingelser til Kinas støtte og investeringer, og disse indebærer ofte

ansættelsen af kinesiske arbejdere. Kinesiske lån, der forpurrer forsøg på at gøre

støtten betinget af respekten for menneskerettighederne, demokrati og god

37

Development Assistance Comittee under OECD for the purpose of; to improve future aid policy, programmes and projects through feedback of lessons learned and to provide a basis for accountability, including the provision of information to the public. (OECD, 1991).


39

regeringsførelse, kan også skabe problemer for de afrikanske regeringer ved at binde

ressourcer på lang sigt og mindske deres muligheder for IFI38-lån. (Europa-

Paralamentet Betænkning, 2008, s. Begrundelse)

Her sammenkobler EU risikoen for gældsfælden, som tidligere identificeret i diskursen,

med kravene til, hvad der kan kaldes ”rigtig” udviklingshjælp. Implicit siges det, at hjælp

der ikke overholder DAC kriterierne, er ”rogue aid”. Denne diskurs knytter sig også til ”god

regeringsførelse” diskursen, da den beskrives som ødelæggede for Vestens politik om at

gøre støtte afhængig af betingelser.


Figur 10.

4.2.4. Sammenfatning af diskurser afspejlet i det politiske rum.

Selvom der er en kritisk diskurs over for Kinas tilgang, så fremstår den ikke så ensidig eller

direkte, i den politiske verden, som i medieverdenen. Politikerne har i nogen grad set

positivt på Kinas indflydelse på udviklingen i Afrika. De områder hvor kritikken er størst, er

omkring manglende krav til god regeringsførelses og det konkurrenceforvridende i Kinas

udviklingshjælp og handelstilgang. Når Politikerne tilsyneladende tolker Kinas handlinger

mindre negativt end medierne gør, kan det være et udtryk for det komplekse forhold

mellem Vesten har med Kina. Hvorfor især USA måske ikke ønsker, at trække en ensidig

antagonistisk linje op, men ønsker at vedblive, som Præsident Bush udtrykte det, ”i en

åben og ærlig dialog om de uenigheder de har”. (CNN, 2008). Denne samarbejdsdiskurs

forhindrer således kritikken og uenigheder i at blive styrende for den overordnede politiske

diskurs om Kina i Afrika.

38

International Financial Institutions. (Mayer & Mourmourras, 2002)


40

Der sås dermed tvivl, i forhold til hypotesen, om en primært negativ diskurs om Kina i

Afrika. Den er ikke entydig dominerende i det politiske landskab. Der er en sideordnet,

delvist positiv, forståelse af Kinas særegne tilgang. Politikerne forsøger dermed også at

påvirke Kina rolletagning, gennem interaktionen med Kinas politikere og gennem de

positive udtaleser de giver i det offentlige rum.

”It is important to look at U.S.-China interaction in Africa from the optic of statements by

senior U.S. officials. These statements began in 2005 and generally reflect a desire to

engage with China in Africa in a positive way.” (International Policy Digest, 2011)

WIKILEAKS lækkede rapporter (BBC NEWS, 2010) (US/Embassy/Yaounde, 2010) med

videre, viser måske at USA alligevel har et skeptisk forhold til Kinas tilgang, som ikke

repræsenteres i den offentlige artikulation. Dette forstærker argumentet om, at der kan

være vigtigere diskurser, som dominerer i den politiske interaktion mellem Vesten og Kina.

Resultatet kan være, at de mest negative artikulationer udelukkes fra debatten i det

politiske domæne og kan dermed give være med til at forklare den forskel der er til

medierne position.

4.3. Dekonstruktion af diskurser afspejlet i fagempiri.


Konkurrenceforvridning, råstofsikring og autoritær kapitalisme

Kina kritiseres for at underbyde vestlige firmaer og foretage investeringer der er urentable

og udbydes under markedsprisen. Dette for igennem ”good will” at sikre Kina strategiske

rettigheder til olie. (Dennis M. Tull, 2006, s. 468,469 ) og (Carmondy & Owusu, 2007, s.

509).

“Strictly speaking, many of these projects are not commercial. Some are financed

through ‘tied’ Chinese aid. Others are not profitable because Chinese tend to set costs

below market rates.” (Dennis M. Tull, 2006)

Set ud fra diskursen om liberal markedsøkonomi, er det konkurrenceforvridning, da Kina

som stat på den måde indirekte støtter de seminationale virksomheders evne til at vinde

kontrakter og få adgang olie og råstoffer under markedspris (Carmondy & Owusu, 2007, s.

507). Det er med denne diskurs, at Kinas engagement kritiseres. Moddiskursen kunne

være, at Kina ser samlet profit på lang sigt, og også anser dette som inden for rammen af

kapitalisme - bare set i en stats kontekst. Nedenstående citat indeholder en mere ladet

ækvivalens kæde af aggressive forholdsord, men har samme pointe der kobler statens og

industriens aktiviteter som samordnede med henblik på at sikre ressourcer og international

støtte.


41

”The new emphasis is on an aggressive pursuit of its geoeconomic and geopolitical

interests on the continent, marked by an acquisitive impulse for Africa’s natural

resources and a concerted effort to offer political support to its allies in Africa to secure

those resources.” (Mensah, 2010, s. 96)

China’s insatiable drive for resources to power its economic engine as it emerges as a

new global economic powerhouse, has led the country to pursue an aggressive foreign

policy engagement on the African continent. (Mensah, 2010, s. 96)

Med ord som ”aggressiv jagt” og ”umættelig” forsøger diskursen at fastlåse Kinas

samordnede indsats som et udtryk for varetagelse af egeninteresser på bekostning af

Afrika. Samtidigt anvendes ”motor” og ”powerhouse” til at skildre Kina som en form for

trussel, der kan opfattes som umenneskelig eller ustoppelig. Kritikken af den samordnede

indsats kan også sættes i tråd med den autoritære kapitalisme, som blev identificeret

tidligere, da den Vestlige kapitalisme bygger på princippet om økonomisk konkurrence på

substats niveau uden brug af statsstøtte.

Korruption og manglende socialt ansvarstagen

Nedenstående citat udviser en vis nedgraduering af kritikken af Kinas manglende sociale

ansvar. Der er tale om en usikkerhed og ordvalget tyder på, at der foregår en interpellation

af Kina til rollen som en ansvarlig verdensaktør i mere Vestlig forstand. Det er denne rolle

som tvivlen drejer sig om. Det er i tråd med den tidligere identificerede trend, hvor Kina

står mindre fast på sine principper om ren kapitalisme og ikke indblanding. De artikulerede

kritikpunkter er dog i tråd med de tidligere identificerede.

“It is not clear that the Chinese are responding adequately to concerns about

labour practices, the displacement or stifling of domestic entrepreneurs by Chinese

firms, issues related to corporate social responsibility (child labour, environmental

sustainability and corruption), and integration of their resource expansionism into the

broader national or regional economies of Africa.” (Mensah, 2010, s. 106)


42


Figur 11.


Usikre økonomiske konsekvenser og ødelæggende politiske konsekvenser

Nedenstående citat anvender tvivlen, om hvilke økonomiske konsekvenser, Kinas tilgang

har for Afrika. Denne tvivl anvendes til, at give kraft til at de politiske konsekvenser vil

være meget store. På den måde rangeres betydningen af de politiske konsekvenser, som

både værst og vigtigst i forhold til de økonomiske konsekvenser. Denne kritik vil således

lukke for modargumentet om at Vesten kun er kritisk på grund af økonomiske konkurrence

mellem Vesten og Kina i Afrika. På den måde ledes diskurskampen over på ideologi og

god regeringsførelsesdiskursen. Hvor Vesten kan positionerer sig som demokratisk,

retfærdig og godtgørende - i modsætning til Kinas støtte til autoritære, udemokratisk og

undertrykkende regimer.

”However, a generally asymmetrical relationship differing little from previous African-

Western patterns, alongside support of authoritarian governments at the expense of

human rights, make the economic consequences of increased Chinese involvement in

Africa mixed at best, while the political consequences are bound to prove

deleterious.”(Dennis M. Tull, 2006)

Her retters, faktisk en kritik af Vesten, men den anvendes til at fremstille et Vesten der har

ændret praksis og lært af de tidligere fejl, som Kina nu gentager. På den måde lukkes for

en eventuel moddiskurs med betydningen, ”at andre har lov til at udvikle sig igennem

samme tilgange, som Vesten har gjort”. En diskursiv strategi som ellers er blevet brugt i


43

forhold til klimadebatten, hvor udviklingslandenedes argument er, at de må udlede mere

CO2, således de kan udvikle sig, lige som den industrialiserede del af verden har gjort.

God regeringsførelse eller ikke indblanding

Kritikken af Kinas ”going out39” strategi og ”ikke indblandings” tilgangen skal ses i forhold til

Vestens tilgang udtrykt i god regeringsførelse og menneskerettigheder. Nedenstående

citat artikulerer, at Kinas diskurs er under stort pres fra Vestens diskurs, og bliver kritiseret

for at være forenklet og unuanceret. Ved at anvende ”dogmebegrebet” fastlåses Kinas

tilgang som ufleksibel og generaliserende og samtidigt etableres Vestens tilgang som

fleksibel og nuanceret.

”An important appeal stems from the fact that China stubbornly sticks to the dogma of

national sovereignty. It fiercely repudiates the increasingly powerful notion of outside

interference into the domestic affairs can be legitimate”. (Dennis M. Tull, 2006)

Kritikken af tilgangen forstærkes med de økonomiske tilgange og får yderligere tilføjet et

lag som undergravende for demokratiseringsindsatsen og den økonomiske udvikling. Det

nyere nedenstående citat artikulerer dog, at det ikke er en bevidst anti-vestlig strategi, men

at det er en afledt effekt af Kinas tilgang.

“Many assess that the increase of China’s trade, investment, and developmental

assistance from 2000-10 as a means to secure an economic and political advantage

in Africa. While Beijing’s economic statecraft may undermine US efforts to reform

African governance and economics, these effects are incidental”. (Winton, 2013-2014

, s. 100)

Denne fremstilling af en afledt effekt er i god overensstemmelse med det, som er illustreret

igennem de politiske udtalelser. Ledere som Bush, Obama og EU talsmænd, har udtalt at

de ikke ser Kina som en trussel i Afrika, eller betragter mødet som et 0-sumsspil, men ser

Kina som en værdifuld partner, der dog skal påvirkes til at ændre sin tilgang i retning af

den Vestlige.

39

Introduceret i Kinas tiende fem årsplan 2001-2005 (Winton, 2013-2014 , s. 100).


44


Figur 12.


”Rogue aid” og urentable lån giver adgang til råvarer

I nedenstående citat, anvendes en analogi der kobler kolonismens historie i Afrika til Kinas

infrastrukturhjælp og investeringer, der giver Kina adgangen til ressourcer. En gentagelse

af fortidens synder så at sige. Denne kobling af diskursen, forsøger at binde Kina som

subjekt i udnytter og ny-kolonisme rollen og derved som en aktør, der ikke har lært af

historien.

In many ways, therefore, China’s aid and investment in Africa is reminiscent of earlier

colonial investments to ensure access to raw materials.” (Carmondy & Owusu, 2007, s.

507)

Suspekt långivning og investering samt accelereret råstofseksport og undergravende

import

Støtte, investeringsstrategier og eksport af råvare, kædes sammen med dårlig kvalitet

gennem relation til tvivlsom kvalitet i infrastrukturprojekter. På den måde undgår diskursen

at tage stilling til de fordele, som disse strategier har for de afrikanske stater. Der kobles

ikke til de bløde liberale værdier men nøgternt på de kapitalistiske principper, hvilket er

giver betydningen, at Kinas tilgang er skadelig på sigt.

The nature of Chinese aid and investment, dubious quality of infrastructure projects,

accelerated extraction of resources, and undercutting of emerging manufacturing

create a long-term risk for African nations that will likely outweigh the current benefits.

(Winton, 2013-2014 , s. 106)


45

En ækvivalenskæde bestående af ulige bytteforhold og ulige konkurrenceevne inden for

alle fire områder sættes i et tidsperspektiv hvor trenden er stigende. Dette argument låser

Kina som en dårlig indflydelse der undergraver Vestens årelange udviklingsindsats. Den

vestlige diskurs kan således dække sig ind, ved at koble Kinas engagement til den

eventuelle manglede udvikling i de stater, hvor de har overtaget fra Vesten.


Figur 13.

4.3.4. Sammenfatning af diskurser afspejlet i fagempiri.

Artikulationerne igennem fagempirien er også kritiske, men holder samtidig Vesten og

andre aktører op på samme eller lignende fejl, og nuancerer derved billedet. Således

anlægges der ikke samme skarpe antagonistiske linje som fra medier eller politikere.

Den mere forsonende linje, bliver tydelig især i nyere tekster. Dette kan hænge sammen

med at Kina har medvirket til løsning af Dafur problematikken (Mensah, 2010, s. 103) og

har vist andre tegn på delvist at gå på kompromis med ikke indblanding politikken40 og

derved nærme sig Vestens diskurs. På trods af disse positive takter, findes de samme

negative diskursive elementer i fagempirien. De er dog ofte sprogligt modererede og

fremstår derfor mindre bastante og konfronterende.

4.4. Kvalificering og sammenfatning af dekonstruktionen.

4.4.1. Nuancering og kvalificering via eksempler og moddiskurser.

Med den ovenstående dekonstruktion i mente, fremdrages herunder moddiskurser og

eksempler, der kan nuancere og kvalificere afdækningerne.

40

Som f.eks. Kinas valg om at tilslutte sig UN resolution 1970 (26 FEB 2011) om sanktioner mm. mod Libyen. Kinas valg om at afstå fra at stemme(som de facto gav vedtagelse) vedrørende UN resolution 1973 (17 MAR 2011) om militær intervention i Libyen.


46

Diskrepans i Vestens Institutionelle tilgang – en militærpolitisk artikulation

Det gør ikke den Vestlige diskurs mere entydig at United States African Command har

ansvaret for mere end bare militære operationer i Afrika (US AFRICOM, 2007, s. mission

statement). USA applikerer en neorealistisk tilgang, når de med AFRICOM som middel,

militariserer den udenrigspolitiske tilgang. Dette går ikke i spænd med de liberale mål og

midler, som ellers fremlægges i diskursen om demokratiserings- og udviklingsindsatsen.

Tidspunktet for oprettelsen af AFRICOM den 1. oktober 2007 (US AFRICOM, 2007) falder

sammen med den øgede Kinesiske aktivitet i Afrika. Men det betyder ikke at Kina er den

væsentligste årsag, da terrorisme-bekæmpelse og ønsket om øget diversitet i

energisikkerhed italesættes som fremherskende årsager (Nsia-Pepra, 2014, s. 51).

AFRICOMS Placeringen uden for Afrika41, siger ikke så meget om Kina, men måske mere

om USA’s forhold til Afrika. Yderligere udelukker nedenstående citat af Præsident Bush

Kina som en militær konkurrent i Afrika.

“I don't view Africa as zero-sum for China and the United States. I mean, I think we

can pursue agendas that -- without creating a great sense of competition. I mean,

inherent in your question is that I view China as a fierce competitor on the continent of

Africa -- no, I don't” (US AFRICOM public Affairs, 2008)

I forhold til USA’s militærinstitutionelle tilgang er Kinas og EU's tilgange fokuseret på

handel. Der er stor forskel på signalværdien af en institution som USA’s Africa Command,

EU’s Joint African-EU Strategy(JAES) (EU Africa Summit, 2014) og Kinas China-Africa

Forum eller China-Africa Development Fund (Brautigam, Global Journal of Emerging

Market Economics, 2010, s. 184). Der er således diskrepans i etableringen af Vestens

diskurs mellem USA og EU. EU som subjekt italesætter ikke et militært domæne men en

tilgang bygget på liberale værdier især handel. Der er dog EU enkeltstater, f.eks. Frankrig,

som er meget aktive militært, herunder som forgangsland i Libyen konflikten og senest i

Mali, hvor også Danmark deltager.

Disse artikulationer viser, at Vestens negative diskurs ikke er fastlåst. Den har ikke

etableret hegemoni betydningensdannelsen af hverken Kinas, eller for den sags skyld

Vestens, engagement i Afrika.

Eksempel på Kinas politiske opbakning fra Afrika

Nedenstående eksempel giver vægt til, at det er lykkedes Kina at få politisk opbakning fra

det Afrikanske Kontinent. Det viser også, at Taiwanspørgsmålet ikke er den eneste grund

til at Kina ønsker at sikre international opbakning til deres diskurser i den internationale

interaktion.

”At the December 2012 International Telecommunication Union’s (ITU) World Conference in Dubai, China and Russia opposed American and European proposals to maintain the

41

U.S. Africa Command is located at Kelley Barracks in Stuttgart-Moehringen, Germany. (US AFRICOM, 2007, s. Location). AFRICOM har dog over 2000 mand, plus U.S. Special Operations Command Africa i Combined Joint Task Force - Horn of Africa i Camp Lemonnier i Djibouti.


47

Internet as a global common with mostly unrestricted access.42 Of the thirty-five African nations attending, only three (Gambia, Kenya, and Malawi) voted with the

United States and EU, resulting in an 89 to 55 defeat for the US and European interest” (Winton, 2013-2014 s. 106).

Med Kinas stigende engagement i Internationale organisationer vil denne årsag sandsynligvis vedblive at være en vigtig faktor for Kina. Eksempel på rollefordeling og brug af analogier mellem Kina og Vesten.

Hvor Vesten trækker på begreber som udviklet, moralsk og demokratisk i en form for "City

on a Hill" diskurs. Trækker Kina på at være i samme båd som Afrika som et U-land med en

lang historie som koloniseret og fattigt land. Nedenstående citat fra World trade Report

2013 fortæller dog, at Kina nu de facto kan betragtes som et I-land.

Despite the fact that China and the Republic of Korea are designated as developing economies, they are

actually more similar in structure to developed economies, since they have succeeded in industrializing,

while many poorer and resource-rich developing economies have not. (WTO, 2013)

Denne forskel, imellem Kina og Afrikas roller i verdensordenen, bakkes op af den

kinesiske forfatter Jian Junbao, der betegner Kina, ” not a colonialist, but a successful

capitalist in Africa” (Junbao, 2007).

Metaforer og analogier

De metaforer og analogier som substituerer Kina og Kinas tilgang, især i mediernes og

fagfolkenes artikulationer, kan i nogen grad misforstås alt efter subjekternes forståelse af

deres betydning. For eksempel er en ”drage” i Europæisk eventyrs og kulturtradition

grådig, farlig og ond. Hvor ”drage” (Lóng) i den Kinesiske kultur er en beskytter og et

symbol på held og et af fire menneskekærlige åndedyr (Song, 2009). Det er derfor vigtigt

at begge aktører i en interaktion, har forståelse for hinandens kulturelle diskursunivers.

Ellers kan brugen af metaforer og lignende risikere, at skabe misforståelser og eventuelt

lede til uønskede påvirkninger i diskurskampen. Dette kan være en af årsagerne til, at der

indledningsvis i diskursudviklingen var en skarpere konfliktlinje end nu.

4.4.2. Den negative diskurs’ konstruktion.

Den negative diskurs som er dekonstrueret igennem kapitlet, skal netop opfattes, som den

negative del af meningsdannernes artikulationer, og er udkrystalliseret i den kontekst.

En mulig positiv diskurs, kunne givetvis argumentere for en anden vinkel. Begge er lige

væsentlige, men for dette speciale er det den nedenstående negative, der er relevant.


48

Jævnfør kapitlet, indeholder den overordnede negative vestlige diskurs, således tre

underdiskurser, med hver deres ækvivalenskæder af begreber og betegnere. De tre

diskurser har dog en del begreber til fælles og anvendes på tværs af de tre undersøgte

meningsdannergrupper, hvor de også underbygger hinanden. Den samlede negative

diskurs er illustreret i nedenstående diskursmodel:

Figur 14.

Den samlede overordnede diskurs har vist at bestå af en række underordnede diskurser

der alle i igennem deres forskellige domæner er medvirkende til den overordnede negative

diskurs.

Underdiskurserne adskiller sig ved at handle om Kinas motiv, Kinas indvirkning på

Vestens indsats og Kinas indvirkning på Afrikas udvikling. Det er muligt, at udkrystallisere

andre temaer som selvstændige diskurser. Specialet forsøger således ikke at påstå at

disse er de eneste mulige. Man kunne f.eks. opdele ”Kina er kun i Afrika for at udnytte

området” diskursen i to. Den økonomiske og ønsket om at etablere international politisk

støtte til Kinas politikker. De tre beskrevne diskurser, skal derfor ses som et udfald af den

vinkel og den proces som specialet har etableret til belysning af den overordnede negative

diskurs.

De tre underdiskurser er konstrueret således:

1. ”Kina er kun i Afrika for at udnytte området.”

Denne diskurs har fokus på Kinas perciperede motiver. Diskursen trækker primært

på domænerne international politik og liberal kapitalisme.


49

De væsentligste momenter i form ækvivalensbegreber og flydende betegnere er illustreret

i nedenstående diskursmodel:

Figur 15.

2. ”Kina undergraver Vestens menneskerettigheds- og demokratiseringsindsats.”

Denne diskurs har fokus på Kinas engagements negative effekt på Vestens indsats

i Afrika. Diskursen trækker blandt andet på domænerne Liberalt demokrati og

sætter menneskerettigheder over staters suverænitet.



Figur 16.


50

3. ”Kinas tilgang hæmmer Afrikansk udvikling.”

Denne diskurs har fokus på Kinas engagements negative effekt på mulighederne

for Afrikansk økonomisk og social udvikling. Diskursen trækker primært på

domænerne bæredygtig udvikling, liberalt demokrati og långivningsnormer som

modpol til konkurrenceforvridning, rogue aid og gældsfælde.



Figur 17.

Roller og indlejrede sandheder

Betydningen, at Vestens engagement støtter Afrikansk udvikling og fremmer demokratiet i

Afrika, syntes indlejret som en objektiv sandhed der ikke er til diskussion. Det kan derfor

siges at den negative Vestlige diskurs har en dominerende position som begrænser de

betydninger for meningsdannelser der er åbne i forholdt til Kina. Derfor indtager Vesten

rollen som den retfærdige repræsentant for liberalt demokrati og god regeringsførelse.


deres rolle;

Kina som voksende gigant, der kynisk og asymmetrisk udnytter Afrika til egen



Vesten som den retskafne verdensborger og verdensleder, der har lært af fortidens

fejl. Og som gennem principper for demokrati, menneskerettigheder og god

regeringsførelse, har opskriften på hvordan udviklingen i Afrika kan sikres på en

bæredygtig og retfærdig måde.

Afrika som offer, der ikke selv er i stand til at tage vare på egne interesser og



51

Ved den tredeling af rollerne har diskursen isoleret Afrika og afrikanske artikulationer til en

underordnet position. Derved fratager den noget af de afrikanske artikulationers evne til at

påvirke den Vestlige diskurs. Det kan sammenlignes med, når voksne giver mindre vægt til

bøns argumenter end deres egne. Dermed reduceres Afrika til, at være et passivt subjekt i

diskurskampen. Kampen står således mellem giganterne Vesten og Kina. Og som et

Afrikansk ordsprog siger:

When elephants fight, the grass gets trampled (African proverb).

De negative dele af den Vestlige diskurs, trækker således et konkurrenceforhold op

mellem Kina og Vesten. Den etablerer sig inden for ideologi, international politik og

økonomi. Sikkerhedspolitisk syntes der at være en åbning for samarbejde.

Samtidigt er der tegn, i de kinesiske artikulationer, på at de strategisk, bevæger sig i en

mere vestlig retning og dermed tilpasser sig den Vestlige diskurs. Dette kan skyldes ren

profitberegning, men det tyder dog på, at det bunder i et ønske om at blive opfattet som,

og indtage rollen som, ”ansvarlig verdensaktør” i Vestlig forståelse.


52

5. KAPITEL, SYNTESE, KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING.

5.1. Syntese.

I syntesen, sammenholdes og vægtes analysekapitlets forskellige afdækninger for, at lede

frem til konklusioner om Vestens syn på relationen mellem Kina og Vesten, samt fingerpeg

om mulige konsekvenser af diskursen.

5.1.1. Hvad siger diskursen om Vestens syn på relationen mellem Kina og Vesten?

Kritikken af Kina tog til i takt med, at Kina blev mere synlig og mere aktiv i Afrika. Det kan

indikere, at det ikke kun er deres tilgang, men også opfattelsen at Kina og Vesten er

modstandere eller konkurrenter, der har påvirket diskursen. Andre tegn fra analysen peger

på, en gradvis reducering i kritikken og et skift mod en mere nuanceret tilgang til Kina. Det

er i medierne konfliktlinjerne trækkes hårdest op. Politikere og fagfolk betragter i stigende

grad Kina som et muligt gode for Afrika. Det udtrykkes igennem en samarbejdes tilgang,

hvor artikulationerne især omhandler Kinas tilnærmelse til Vestens diskurs igennem øget

ansvarstageles i internationale institutioner som FN og WTO. Den negative diskurs har

derfor ikke hegemoni i diskursiv forstand, men har domineret i en periode, hvor der skete

store ændringer i Kinas engagement i Afrika. I den overgang har de sociale interaktioner

tilsyneladende var præget af uvished og usikkerhed om, hvilke roller subjekterne ville

indtage i forhold til hinanden. Denne usikkerhed, kan havde influeret artikulationerne i en

mere negativ retning, hvilket kan have bidraget til at skabe en perception af konflikt. Dette

er ikke længere dominerende.

Samlet set vurderes det derfor, at den Vestlige diskurs ikke relaterer Kina og Vesten, som

venner eller fjender men som økonomiske, politiske og ideologiske konkurrenter. Samtidig

etableres åbninger for samarbejde inden for enkelte domæner som f.eks.

sikkerhedspolitik. Desuden observeres en stigende positiv trend i de sociale interaktioner

imellem Vesten og Kina. Det tyder på, at Kina gradvist tilpasser sig den Vestlige diskurs,

hvilket resulterer i, at den Vestlige diskurs i samme takt bliver mindre Kinakritisk.

5.1.2. Hvilke Konsekvenser kan den negative diskurs have for relationen?

Der er en risiko ved at gentagelser af den samme artikulation kan lede til indlejrede diskurs elementer, som kan fastholde subjekterne i de nuværende roller. Hvis det sker, kan subjekterne blive fastholdt i det relativt negative beskrevne diskursmønster. Det modsatte kan dog også være tilfældet. Stadigt stigende positive Interaktioner, kan medvirke til at nedbryde de eksisterende identiteter og transformere de sociale strukturer (Wendt, 1992, s. 411-412).

Risikoen ved at diskursen etablerer Vesten som ”bedrevidende” og isolerer Afrika som et

offer, er at Vesten distancerer sig både fra det afrikanske folk og de afrikanske ledere.

Konsekvensen kan blive, at Kinas tilgang bliver endnu mere attraktiv, ikke kun for

pariastater, men for flertallet.


53

Den udbredte brug af metaforer og analogier kan medvirke til at distancere subjekterne fra

hinanden med negativ sociale konsekvenser til følge. Brugen af disse kan

umenneskeliggøre modparten og dermed reduceres subjekternes empatiske evne til at

anerkende hinandens forskellige præmisser og ståsteder.

5.2. Konklusion.

På trods af diskursteoriens præmis om at objektive sandheder ikke er mulige, præsenteres

herunder de svar som er fremkommet i analysen af den Vestlige negative diskurs om

Kinas engagement i Afrika.

Om konstruktionen af den negative Vestlige diskurs

Den overordnede negative vestlige diskurs konstitueres igennem tre underdiskurser med

hver deres ækvivalenskæder af begreber og betegnere. De tre underdiskurser har en del

begreber til fælles der anvendes på tværs af meningsdannergrupperne, hvor de også

underbygger hinanden alt efter perspektiv.

Om de tre underdiskursers konstruktion og domæner

4. Kina er kun i Afrika for at udnytte området.

Diskursen har fokus på Kinas perciperede motiver. Diskursen trækker primært på

domænerne international politik og liberal kapitalisme.

5. Kina undergraver Vestens menneskerettigheds- og demokratiseringsindsats.

Diskursen har fokus på Kinas engagements negative effekt på Vestens indsats i Afrika.

Diskursen trækker primært på domænerne Liberalt demokrati og sætter

menneskerettigheder over staters suverænitet.

6. Kinas tilgang hæmmer Afrikansk udvikling.

Diskursen har fokus på Kinas engagements negative effekt på mulighederne for

Afrikansk økonomisk og social udvikling. Diskursen trækker primært på domænerne

bæredygtig udvikling, liberalt demokrati og långivningsnormer som modpol til

konkurrenceforvridning, rogue aid og gældsfælde.

Om roller og positioner


deres rolle;

Kina som voksende gigant, der kynisk og asymmetrisk udnytter Afrika til egen



Vesten som den retskafne verdensborger og verdensleder, der har lært af fortidens

fejl. Og som gennem principper for demokrati, menneskerettigheder og god


54

regeringsførelse, har opskriften på hvordan udviklingen i Afrika kan sikres på en

bæredygtig og retfærdig måde.

Afrika som offer, der ikke selv er i stand til at tage vare på egne interesser og


Ved den tredeling af rollerne har diskursen isoleret Afrika og afrikanske artikulationer til en

underordnet position. Derved fratager den noget af de afrikanske artikulationers evne til at

påvirke den Vestlige diskurs. diskurskampen står således mellem giganterne Vesten og

Kina.

Om Vestens syn på relationen mellem Kina og Vesten

Den Vestlige diskurs relaterer ikke Kina og Vesten, som venner eller fjender men som

økonomiske, politiske og ideologiske konkurrenter. Samtidig etableres åbninger for

samarbejde inden for enkelte domæner som f.eks. sikkerhedspolitik. Desuden observeres

en stigende positiv trend i de sociale interaktioner imellem Vesten og Kina. Det tyder på, at

Kina gradvist tilpasser sig den Vestlige diskurs, hvilket resulterer i, at den Vestlige diskurs i

samme takt bliver mindre Kinakritisk.

Om Konsekvenser af den negative diskurs

Konsekvensen, af at Vesten indtager en bedrevidende rolle og isolerer Afrika til et offer,

kan blive, at Kinas tilgang bliver endnu mere attraktiv, ikke blot for pariastater, men for

flertallet af afrikanske stater.

Den udbredte brug af metaforer og analogier kan medvirke til at distancere subjekterne fra

hinanden med negativ sociale konsekvenser til følge. Brugen af disse kan

umenneskeliggøre modparten og dermed reduceres subjekternes empatiske evne til at

anerkende hinandens forskellige præmisser og ståsteder.

5.3. Perspektivering.

Har Kina sat Vesten skak igennem adoption af nogle af Vestens paradigmer?

En anden mulig årsag til Vestens kritik af Kinas tilgang kan være, at Vesten anser eller

frygter, at Kina på mange områder er mere konkurrencedygtig end Vesten. Kritikken i

diskurskampen tager ofte udgangspunkt i, at Kina forvrænger de Vestlige værdier og

principper og giver dem ny betydning. For eksempel anvender Kina selv

suverænitetsprincippet og princippet om frihandel som argument for, at de faktisk følger de

spilleregler, som Vesten har sat op igennem de internationale institutioner. Vesten

modargumenterer med ”ja de giver udviklingshjælp, men det er rogue aid” eller med ”ja de

er kapitalistiske, men det er autoritær kapitalisme”. Kan det være tilfældet, at Kinas har

ændret betydningen af begreber som eksempelvis suverænitet, frihandel, liberal

industrialisering og har skabt en diskurs, der kan ryste Vestens nærmest indlejrede

verdenslederposition? Kina har kombineret langtidsplanlægning og holistisk stats og


55

industrisyn, med den Vestlige effektive og konkurrence prægede udviklingsmodel, Er

denne kombination Vestens model overlegen?

Konstruktivistens optimisme

Afrika har historisk set været domineret af de vestlige magter tilbage fra kolonitiden og

frem til nu. Den dominans er nu udfordret af Syd-Syd42 samarbejdet, og netop dét er

måske med til at skabe en negativ diskurs – altså frygten for at Vesten mister kontrollen

med dette lukrative område? Er dette starten på en ”kold krig” i Afrika udkæmpet med

dollars og yuan? Ikke nødvendigvis; noget tyder på, at de kommende interaktioner kan

bringe forståelse og samarbejde frem for konflikt. Paradoksalt nok kan det være militære

interaktioner der føre til positive takter danner fundament for en større forståelse og mere

gensidig respekt. Kinas øgede engagement i FNs styrker til lands og til vands skaber en

positiv interaktion i en kontekst med fælles mål. Det kunne være en analogi til samarbejdet

mellem sovjetiske og vestlige våbenkontrollører i 1980’erne, som var medvirkende til at

ændre kursen for sovjetisk udenrigspolitik. Dermed medvirkende de til starten på

slutningen af den kolde krig (Friedberg, 2005).

Perspektiv på processen og fremtidige betydninger

Storm P sagde engang ”Det er svær at spå… Især om fremtiden.” Det er i tråd med

diskursteoriens præmis, som tager afstand fra teorier, der mener at kunne give en objektiv

sandhed eller et entydigt svar. Derfor har specialet heller ikke sikret entydige svar. Det,

som er opnået, er igennem en undersøgende tilgang, at give et bud på hvilke betydning

”Kinas rolle i Afrika” har i den dominerende vestlige diskurs. Det var ikke opgavens formål

at klarlægge alle eventuelle bagvedliggende årsager til diskursen, men den afdækker en

række mulige årsager, som forhåbentligt kan skabe nysgerrighed til ydereligerer studier af

fænomenet.

I forhold til mit oprindelige indtryk af den Vestlige diskurs, som meget negativ, må jeg sige,

at jeg i den diskursteoretiske forståelse havde bygget min perception på få enkelstående

mediebegivenheder samt fagfolks beskrivelser af denne diskurs udbredelse. Specialets

undersøgelser har dog åbnet mine øjne for, at denne diskursbeskrivelse kun er en del af

den samlede diskurs. Den samlede diskurs lader til at være under forandring i retning af

en mere nuanceret og konstruktiv betydning af rolleforholdet mellem Vesten og Kina i

Afrika. Der er dog intet, der tyder på, at hverken Kina eller Vesten er i Afrika for Afrikas

skyld. Derfor bør de afrikanske stater selv tage ansvar og vriste sig ud af offerrollen i den

vestlige diskurs, hvis de vil have indflydelse på fremtidens diskurs. Som også Deborah

Brautigam nævner, kan øget engagement i Afrika være et aktiv for kontinentet, da det

åbner op for mange muligheder. Men det er op til de afrikanske stater at sikre deres egne

interesser (Brautigam, The Dragon's Gift, 2009, s. 311).

Det bliver derfor interessant at følge udviklingen i Vestens, Kinas og Afrikas indbyrdes

forhold.

42

In 1978, the United Nations established the Unit for South–South Cooperation to promote South–South trade and collaboration within its agencies. (United Nations office for South-South Cooperation, 1978)

http://en.wikipedia.org/wiki/United_Nations

Bilag 1, Litteraturliste.

Alden, C. (Autumn 2005). China in Africa. Survival vol. 47 no. 3 , s. 147-164.

Alden, C. (1. 3. 2005). Leveraging the Dragon: Toward 'An Africa That Can Say No'.

eAfrica.

Alden, C. (2006a). China in Africa. Survival, Global Politics and Strategy.

Barry Sautman, Y. H. (marts 2008). The Forest for the Trees: Trade, Investment and the

China-in-Africa Discourse. Pacific Affairs.

Bateson, G. (1972). Steps to an Ecology of Mind. Chicago: University of Chicago Press.

BBC NEWS. (9. 12. 2010). Wikileaks: US monitors 'aggressive' China in Africa. Wikileaks:

US monitors 'aggressive' China in Africa.

Brautigam, D. (2009). The Dragon's Gift. Oxford: Oxford University Press.

Brautigam, D. (26. 5. 2010). Global Journal of Emerging Market Economics, s. 173-188.

Brautigam, D. (2011b). Testimony on China’s Growing Role in Africa before the United

States Senate Committee on Foreign.

Carmondy, P. R., & Owusu, F. Y. (2007). Competing hegemons? Chinese versus

American geo-economic strategies in Africa. Politica Geography 26, s. 504-524.

Center for China-US Cooporation. (2013). China in Africa. Atlanta: University of Denver.

Cheru, F., & Obi, C. (9. 2011). De-coding China-Africa Relations. The World Financial

Review, s. 72-75.

Chinese Governement Policy. (2006). China's African Policy. Beijing: The Chinese

Governement.

CNN. (7. 8. 2008). Bush Chides China over Human Righs. Hentede 10. 4 2014 fra

http://edition.cnn.com/2008/POLITICS/08/06/bush.china.olympics/index.html?eref=

edition

Dayly monitor. (2. 5. 2013). China can do more for Africa. Daily Monitor, s. Editorial.

Dennis M. Tull. (2006). China's engagement in Africa: Scope, Signifigance and

Consequences. Journal of Modern African Studies, Cambridge University Press, s.

459-479.

Der Spigel. (18. 11. 2013). Billions From Beijing. Der Spigel.

EU Africa Summit. (2014). Fourth EU-AFRICA Summit Declaration. Brussels: EU-AFRICA

Summit.

Europa-Paralamentet Betænkning. (28. 3. 2008). Europa-Paralamentet Betænkning om

Kinas Politik og dens indvirkning i Afrika. Hentede 5. 3. 2014 fra

http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-

//EP//TEXT+REPORT+A6-2008-0080+0+DOC+XML+V0//DA#title3

Forum on China Africa Cooperation. (10. 10. 2000). www.focac.org. Hentede 4.. 2. 2014

fra Forum on China Africa Cooperation:

http://www.focac.org/eng/ltda/dyjbzjhy/CI12009/t157577.htm

Fourth EU-AFRICA Summit. (2014). ROADMAP 2014-2017. Brussels: EU.

http://edition.cnn.com/2008/POLITICS/08/06/bush.china.olympics/index.html?eref=edition

http://edition.cnn.com/2008/POLITICS/08/06/bush.china.olympics/index.html?eref=edition

http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+REPORT+A6-2008-0080+0+DOC+XML+V0//DA#title3

http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+REPORT+A6-2008-0080+0+DOC+XML+V0//DA#title3

http://www.focac.org/eng/ltda/dyjbzjhy/CI12009/t157577.htm


2

Friedberg, A. L. (2005). The Future of U.S.-China Relations. International Security , Vol.

30, No. 2 , s. 7–45.

Gyldendal. (26. 11 2013). Den store Danske. Hentede 2014 fra

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grun

dvilk%C3%A5r/magt?highlight=medierne%20den%20fjerde%20statsmagt

International Policy Digest. (14. 11. 2011). United States and China in Africa: Advancing

the Diplomatic Agenda. International Policy Digest.

Junbao, J. (8. 2. 2007). China’s Role in Africa. Beijing Review.

Kweku, A., & Amitava , A. (2008). Chrouching tiger, hidden Dragon? Scottsville: South

Africa.

Mayer, W., & Mourmourras, A. (2002). Vested interests in a Positive Theory of IFI

Conditionality. International Monetary Fund Working Paper.

Mensah, C. (3. 2010). China's Foray into Africa - Ideational underpinnings and

geoeconomic interests. African Journal of Political Science and International

Relations, s. 96-108.

Nsia-Pepra, K. (1-2. 2014). Militaraization of U.S. Foreign Policy in Africa. Military Reveiw,

s. 50-59.

O’Reilly, B. P. (12. 9. 2012). CHINA’S WINNING STRATEGY IN AFRICA. Hentede 24. 1

2014 fra Geopolitical Analysis and Monitoring:

http://geopoliticsrst.blogspot.dk/2012/09/chinas-winning-strategy-in-africa.html

OECD. (1991). Principles for evaluation of development assistance. DAC. Paris, France:

OECD.

Phillips, & Jørgensen. (1999). Diskursanalyse som Teori og Metode. Frederiksberg:

Roskilde universitetsforlag.

Reuters. (21. 6. 2013). China Brings goods and roads, now Africa wants jobs. Reuters.

Rios, X. (2008). China and the United Nations peace missions. Madrid: FRIDE.

Senate Foreign Relations Comittee. (4. 6. 2008). United States African Command.

Hentede 2.. 2. 2014 fra http://www.africom.mil/Newsroom/Transcript/6213/policy-

statement-china-in-africa-implications-for-

Song, M. (8. 2009). Cognitive Analysis of Chinese-English Metaphors of Animal and

Human Body Parts Words. Hentede 15. 4 2014 fra International Education Studies:

www.ccsenet.org

The Chinese government. (2013). China-Africa Economic and Trade Cooperation. Beijing:

Information Office of the State Council, The People's Republic of China.

The Economist. (26. 11. 1977). "The Dutch Disease". The Economist, s. 82-83.

The Economist. (20. 4. 2011). The Chinese in Afrika. The Economist.

The New York Times. (19. 2. 2007). Patron of African Government. The New York Times.

The New York Times. (15. 2 2007b). Help not Wanted. The New York Times.

The New york Times. (21. 2. 2008). How Bush's African visit trumps Chian's foray. The

New york Times.

The White House. (14. 6. 2012). U.S. Strategy toward Sub-Saharan Africa. Washington,

DC, USA: The White House.

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/magt?highlight=medierne%20den%20fjerde%20statsmagt

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Menneskets_grundvilk%C3%A5r/magt?highlight=medierne%20den%20fjerde%20statsmagt

http://geopoliticsrst.blogspot.dk/2012/09/chinas-winning-strategy-in-africa.html

http://www.africom.mil/Newsroom/Transcript/6213/policy-statement-china-in-africa-implications-for-

http://www.africom.mil/Newsroom/Transcript/6213/policy-statement-china-in-africa-implications-for-


3

The White House press release. (28. 6. 2013). Press Briefing by Obama En Route to

Johannesburg. Press Briefing by Obama En Route to Johannesburg. Air Force

One, En Route Johannesburg, SA: The White House.

U.S. Department of State. (10. 6. 2011). Remarks by Secretary Clinton, Zambian

President Banda. Remarks. Lusaka, Zambia: Office of the Spokesperson.

UN. (2011). Article 2 (7) - Non-intervention in domestic affairs by the United Nations.

Hentede 14. 4 2014 fra UN Purpose and principels of the United Nations:

http://www.un.org/en/sc/repertoire/principles.shtml

United Nations office for South-South Cooperation. (1978). United Nations office for South-

South Cooperation. Hentede 20. 4 2014 fra United Nations office for South-South

Cooperation: http://ssc.undp.org/content/ssc.html

US AFRICOM. (1.. 10. 2007). United States African Command. Hentede 5. 2. 2014 fra

http://www.africom.mil/about-the-command

US AFRICOM public Affairs. (20. 2. 2008). United States African Command. Hentede 25.

2. 2014 fra Transcript: President Bush Stresses No AFRICOM Bases, No 'Zero-

Sum' With China: http://www.africom.mil/NEWSROOM/Article/6112/transcript-

president-bush-stresses-no-africom-base

US/Embassy/Yaounde. (23. 2. 2010). ASSISTANT SECRETARY CARSON MEETS OIL

COMPANIES IN LAGOS. US Embassy Cabels. Yaounde, Cameroon: Wikileaks,

Classified US Cabel posted in Theguardian.com 8 DEC 2010.

Wendt, A. (Spring, 1992). Anarchy is what states make of it. International Organization,

Vol. 46, No. 2. (MIT press), s. 391-425.

Wendt, A. (1999). Social Theory of International Politics. Cambridge University Press.

Winton, D. W. (2013-2014 ). Economic Statecraft: China in Africa. Parameters, US Army

War College Quarterly Vol. 43, s. 99-111.

WTO. (2013). World Trade Report 2013. Geneva: World Trade Organisation.

http://www.un.org/en/sc/repertoire/principles.shtml

http://ssc.undp.org/content/ssc.html

http://www.africom.mil/about-the-command

http://www.africom.mil/NEWSROOM/Article/6112/transcript-president-bush-stresses-no-africom-base

http://www.africom.mil/NEWSROOM/Article/6112/transcript-president-bush-stresses-no-africom-base

Bilag 2, Struktur og procesmodel i visualiseret form.

Bilag 3, Diskursmodeller og diskursordenstabel i stort format.

Tabel 1. Diskursorden.



Modsætninger











2



3



4



5



6



7



8



9



10



11



12

Figur 14. Diskursmodel af den samlede negative Vestlige diskurs udfald:

Documents

Vestens negative diskurs om Kinas engagement i Afrika. · Kaptajn Allan Jydemand Mortensen Vestens negative diskurs om Kinas engagement i Afrika 3 Diskursmodel. Overordnet konkluderes