Utopiens plads i den urbane tidsalder

UTOPIENS PLADS I DEN URBANE TIDSALDER

KANDIDATSPECIALE AF PETER LIBONATI BROCK

kø b e n h av n s u n i ve r s i t e td e t h u m a n i s t i s k e fa k u lt e t

1

KANDIDATSPECIALE af PETER LIBONATI BROCK Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier – Københavns Universitet Antal tegn (med mellemrum): 147.028 Vejleder: Rasmus Christian Elling

Censor: Jakub Christensen Medonos

Forsidefoto: ReGen Villages ©

2

I. UTOPIENS PLADS I DEN URBANE TIDSALDER 3 ANALYSESTRATEGI 5 EMNEAFGRÆNSNING 6 MATERIALE OG EMPIRI 8 DET TVÆRKULTURELLE PERSPEKTIV 9

I. TEORETISK TANKESÆT 10 KRITISK URBAN TEORI 10 BÆREDYGTIGHED 11 URBANITET 13 UTOPIER OG UTOPISK URBANISME 15

II. BYEN VOKSER OG ALTERNATIVERNE GROR FREM 18 URBANE UTOPIER OG DERES MODSTANDERE 20 EBENEZER HOWARDS HAVEBYER – HORISONTALE IDEALER 21 LE CORBUSIER – VERTIKALE IDEALER 24 JANE JACOBS’ URBANE LANDSBY – FÆLLESSKABETS IDEALER 26 SITUATIONISTERNES UNITARISKE URBANISME – ANTIARKITEKTONISKE IDEALER 27 ERKENDELSER 30

III. UTOPIENS DØD OG DEN POSTMODERNE TILSTAND 33 DEN ØKONOMISKE KRISE OG ENDEN PÅ HISTORIEN 33 DEN PARALYSEREDE FORESTILLINGSEVNE 35 DEN KAPITALISTISKE REALISME 37 DEN PROCESSUELLE UTOPI 39

IIII. BÆREDYGTIG OMSTILLING I DEN ANTROPOCÆNE TIDSALDER 43 MASDAR CITY – VERDENS MÅSKE FØRSTE EMISSIONSFRIE FATAMORGANA 46 REGEN VILLAGE – DRØMMEN OM AT GENOPRETTE 50 ERKENDELSER 53

KONKLUSION 55

ABSTRACT 58

LITTERATURLISTE 59 BILAG A 70

3

I. UTOPIENS PLADS I DEN URBANE TIDSALDER

The future of most humanity now lies, for the first time in

history, fundamentally in urbanizing areas. The qualities of

urban living in the twenty-first century will define the qualities

of civilization itself.

David Harveyi

There is a widespread feeling that utopian urban projects belong

to a previous age, as remnants of hopeful but naive thought, as

depleted husks unable to respond to current demands.

David Pinderii

Skal man tro David Harvey, kritisk urbanist og professor i geografi ved City University

of New York, hviler menneskehedens fremtid for første gang i historien i hænderne på

alverdens byer og følgelig i hænderne på de mennesker, der er med til at forme dem.

Byens livskvaliteter vil afspejle selveste civilisationens kvaliteter, skriver han.

Kloden står over for massive sociale, økonomiske- og klimamæssigeudfordringer i en

tidsepoke, der er blevet døbt både det urbane århundrede og den antropocæne tidsalder.1

Det urbane århundrede, fordi FN i 2008 kunne berette, at halvdelen af jordens

befolkning nu var bosat i urbaniserede områder, og at denne tendens kun forventes at

fortsætte (UNFPA 2008). Denne urbaniseringsproces foregår over hele kloden, men er

i sær markant i Asien og Afrika, hvor den stigende koncentration af mennesker og en

voksende middelklasse kommer til at medføre enorme sociale, økonomiske og

miljømæssige transformationer.

Den antropocæne tidsalder, fordi klodens tilstand tilsyneladende endegyldigt er

defineret af menneskets handlinger. Den kritikløse forbrugerisme tærer på naturens

begrænsede ressourcedepoter og medfører større miljøbelastning af en i forvejen

presset klode. I et globalt perspektiv tegner byer sig for 60-80% af det samlede

1 Begrebet ’det antropocæne’ er omdiskuteret. For overblik og diskussion af dets anvendelse se da Ploug et al. (2016)

4

energiforbrug og er enorme forbrugscentre. Konsekvenserne viser sig eksempelvis i

klimaforandringer. Kraftige skybrud, stigende vandstande og højere temperaturer, der

påvirker infrastrukturen og stiller nye krav til byers fysiske indretning (IPCC WGII

2014). Derfor er fremtidens byer tvunget til at indtage en ledende rolle i ovenstående

udfordrende ligning og nødvendiggjorte omstilling, hvilket nutidens eksplosive

fremkomst af urbane bæredygtighedsdiskurser demonstrerer med al tydelighed (se

Bayulken et al. 2015; Al-Saleh et al. 2015; De Jong et al. 2015; Hodson et al. 2010;

Lee et al. 2012; Zalasiewicz et al. 2008).

Men skal alle mennesker været presset sammen i fremtidens storbyer, når vi runder

midten af det enogtyvende århundrede eller bliver det nødvendigt at tænke i radikalt

alternative løsninger, hvis en klimakatastrofe skal undgås? Gennem historien har

indretningen af byer være drevet af forestillinger om utopier. Særligt i slutningen af det

nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor Ebenezer Howard

(1850-1928) og Le Corbusier (1887-1965) fremlagde deres modernistiske utopiske

byplaner. I dag hersker der imidlertid en udbredt negativ holdning til utopier. Det

indledende citat af urban- og kulturgeograf David Pinder lader fortælle, at Howard og

Le Corbusiers utopiske urbane programmer er fortidige repræsentationer af håbefulde,

men naive samfundsforestillinger, der ikke evner at overkomme nutidens udfordringer.

Der er forskellige forklaringer på utopiens sammenbrud som begreb. I sit essay fra 1989

erklærer Francis Fukuyama historien for død og understregede dette i sin bogudgivelse

”The End of History and The Last Man” fra 1992 med ordene ”we cannot picture to

ourselves a world that is essentially different from the present one, and at the same time

better” (Fukuyama 1992, 46). Fukuyama kæder på denne måde fraværet af

forestillinger om grundforskellige samfund sammen med den ideologiske liberalisme

sejr over kommunismen i øst i Den Kolde Krig og efterfølgende konsolidering af

kapitalismen som dominerende global samfundsmodel. I samme tråd hævder

postmodernisten Fredric Jameson, at det lader til, at det i dag er nemmere at forestille

sig en gennemgribende nedbrydning af naturen og jorden, end det er at forestille sig

kapitalismens sammenbrud. Måske det skyldes en svaghed i vores forestillingsevne,

spørger han (Jameson 1994, xii).

Menneskeheden befinder sig i erkendelse af ovenstående betragtninger tilsyneladende

i en antiutopisk og historieløs tid, hvor klodens sammenbrud er nemmere at forestille

5

sig end en radikal forandring af samfundet. I en tid der på den ene side er karakteriseret

af ekstreme miljømæssige og demografiske forandringer og på den anden side er

karakteriseret af en manglende evne til at forestille sig grundlæggende systemiske og

kvalitative ændringer, finder jeg det meningsfuldt at undersøge, hvordan utopien kan

blive vækket til live og anvendt som analytisk redskab i relation til en bæredygtig

omstilling af fremtidens byer. Dette vil jeg gøre ud fra følgende spørgsmål:

Hvordan kan utopiens sammenbrud forklares og hvordan kan den forstås på ny i den

bæredygtige omstilling af nutidens byer?

Mit hovedspørgsmål bliver efterfulgt af følgende forskningsspørgsmål:

- Hvad er en urban utopi?

- Hvad konstituerede en utopi i det nittende og tyvende århundrede?

- Hvordan kan utopien forstås i relation til den bæredygtige omstilling?

- Hvilke utopier konstituerer Masdar City og Regen Village?

Jeg argumenterer for, at alle urbane former og utopier er bundet til en politisk tid og et

politisk rum, og derfor må betragtes i sin egen historiske specifikke kontekst for at

kunne forstås til fulde. Utopien har mistet sin betydning på grund af en række historiske

begivenheder som tager sin begyndelse i efterkrigstidens Europa og accelererer med

den finansielle krise i 1970’erne, der fører til et politisk og kulturelt klima, hvor idéer

om alternative samfunds- og kulturformer bliver en inkorporeret diskursiv praksis

inden for et kapitalistisk system, men blot som repræsentationer af et alternativ.

Gennem en række postmoderne observatører argumenterer jeg for, at i et politisk klima,

hvor intet kan ske, kan små brud i virkelighedsopfattelser være med til at drive

alternativer frem. Jeg argumenterer derefter for, at utopien spiller en væsentlig rolle i

den bæredygtige omstilling af fremtidens byer, den kommer blot til udtryk som en

inkrementel proces til forskel for Ebenezer Howard og Le Corbusier mere radikale

forståelse af utopien.

Analysestrategi

Hensigten med dette kapitel er først og fremmest at skabe en oversigt over specialets

struktur. Dernæst er det at redegøre for specialets metodiske overvejelser samt at skabe

6

et overblik over de enkelte kapitlers fokuspunkter og dermed også om valg og fravalg

af materiale, empiri og teori.

Emneafgrænsning

Jeg har valgt at dele specialet op i fire dele, som om et kort øjeblik vil blive redegjort

for en for en, men inden da, er det nødvendigt med en overordnet kommentar til dette

speciales opbygning. Da det behandler den lange periode fra 1898 og frem til i dag, har

det været nødvendigt at foretage relativt spredte nedslag i historien. Det er ambitionen

at fremhæve essentielle diskussioner og centrale stridigheder i forsøget på at forstå den

utopiske urbanismes udvikling fra at være dagsordensættende til at være et parentetisk

fænomen. Det er imidlertid mit håb, at dette speciale kaster lys over en særligt

interessevækkende afkrog af historien om periodens og fremtidens urbane utopier.

I. Teoretisk tankesæt

Første del fungerer som opgavens historiske og teoretiske baggrundskapitel. Specialets

teoretiske fundament er den kritiske urbane teori, der arbejder ud fra en grundlæggende

forestilling om, at byer og samfund har potentiale til at blive mere demokratiske, socialt

retfærdige og bæredygtige steder, selv om sådanne idealer i et givent øjeblik bliver

undertrykket af dominerende institutionelle ordninger, ideologier og praksisser

(Brenner 2009). Derefter bliver bæredygtighedsbegrebet defineret fra da det opstod i

FN-regi og frem til dets nutidige forståelse i forbindelse med byplanlægning. Til sidst

bliver begreberne utopi og urbanisme defineret, hvorefter de bliver koblet sammen.

II. Byen vokser og alternativerne gror frem

Koblingen mellem utopier og byer kan spores helt tilbage til antikken, men jeg foretager

mit temporale nedslag i den industrialiserede by som ifølge Dansk Center for Byhistorie

vokser frem omkring år 1840. Fælles for alle utopier er, at de opstår af en grund, og ser

sig selv som løsningen på et problem. Dette kapitel vil derfor indledningsvist svare på

spørgsmålet: hvad konstituerede en utopi dengang?

Utopier har haft stor indflydelse på transformationer af urbane landskaber over hele

verden (se Pinder 2002). Mit speciale tager dog sit geografiske udgangspunkt i de

primært europæiske, men til dels også nordamerikanske strømninger, der har sat deres

aftryk på byplanlægningsdisciplinen. Da den geografiske afgrænsning stadig efterlader

et stort udvalg, er det nødvendigt at beslutte sig for en række eksempler (for oversigt se

7

Hall 2015, 2). Jeg har valgt at fokusere på Ebenezer Howards Garden Cities fra 1898

og Le Corbusiers modernistiske principper, der fremkommer omtrent to årtier senere.

De er klassiske eksempler på utopiske byplaner og to dominerende byforståelser på

deres tid. Deres løsningsmodeller var forskellige, men de var udformet efter samme

samfundsdiagnostik af forholdende i den industrialiserede by. I modsætning til andre

utopier, som eksempelvis Thomas Moores litterære udgave, gik de også skridtet videre

fra at forestille sig et alternativ til faktisk at forsøge at virkeliggøre det. Formålet med

afsnittet er at demonstrere, hvordan storstilede og relativt urealistiske

planlægningsprojekter – set i forhold til deres historiske kontekst og tidens gængse

planlægningspraksis – alligevel lod sig muliggøre i større eller mindre grad. I et

idémæssigt perspektiv bliver de også demonstrationseksempler på brud i

virkelighedsopfattelser.

Herefter følger to former for kritik af modernismens storstilede planlægningsprojekter.

Først formuleret af den urbane aktivist Jane Jacobs (1916-2006) kritik af Robert Moses

(1888-1981) planer om funktionalistiske omdannelser af 1950ernes New York, og

derefter demonstreret af Situationistisk Internationales antiarkitektoniske teknikker og

mere kunstneriske kritik fra 1957-1972. Situationistisk Internationales formulerede

kritik af kapitalismens magtposition anvendes afslutningsvis som overgang til det

efterfølgende afsnit om enden på historien og postmodernismens kapitalisme kritik.

III. Utopiens død og den postmoderne tilstand

Som citatet af Pinder i indledningen illustrerer, bliver utopien anset som et

utidssvarende fænomen. Dette kapitel undersøger ved hjælp af Fredric Jamesons begreb

om postmodernitet og Mark Fishers begreb om kapitalistisk realisme – og deres fælles

kulturkritik – de strukturelle årsager til denne orientering væk fra utopien. Den

ideologiske kapitalisme og økonomiens neoliberale udfoldelse spiller en væsentlig rolle

i afsnittet, hvor Fukuyamas forudsigelser om enden på historien inddrages. Kapitlet

afslutter med at diskutere, hvordan utopien kan blive genetableret dels som begreb og

dels som redskab til at fremme større social, økonomisk og miljømæssig retfærdighed.

IIII. Bæredygtig omstilling i den antropocæne tidsalder

I dette fjerde kapitel ser jeg nærmere på de udfordringer nutidens samfund og byer står

over for i den såkaldte antropocæne tidsalder, der i samme forbindelse bliver defineret

8

som begreb. Kapitlet vil fokusere på byens fremtrædende rolle i løsningen på verdens

kriser og svare på spørgsmålet: hvad ville konstituere en utopi i dag?

Gennem to nutidige bud på en bæredygtig by, Masdar City i Abu Dhabi og Regen

Village i Holland, undersøger jeg hvordan deres modeller kan ses i relation til utopien.

Analyserne er bygget sådan op, at projekterne bliver præsenteret fortrinsvist gennem

deres egen selvbeskrivelse og løbende underlagt en kritisk refleksion. Regen Village

adskiller sig imidlertid fundamentalt fra både de modernistiske utopier og Masdar City.

Den er forsat på tegnebrættet, det første spadestik er ikke taget endnu, og den kan derfor

ikke analyseres ud fra sine historiske optegnelser. I stedet kommer den til at fremstå

som den seneste udvikling inden for den urbane bæredygtighedsdiskurs.

Materiale og empiri

Utopistudier og tendenser inden for byplanlægningshistorie er ivrigt nedfældet, hvorfor

adskillige værker har bidraget til forståelsen af emnet (se Cordua 2012; Fishman 1982;

Hall 2014; Kjærsdam 2006; Pinder 2012). Jeg konsulterer dem alle i forskellig grad,

men i det omfang, det har været muligt, anvendes primære kilder. Ebenezer Howards

værk To-morrow. A Peaceful Path to Real Reform fra 1898 har været tilgængelig i en

elektronisk udgave og har fungeret som en direkte indføring i hans planlægningstanker

og samfundsidealer, og har desuden bidraget til skildringen af vilkårene i den moderne

europæiske by eksemplificeret gennem London. Mere klassiske historiebøger danner

dog grundlag for denne skildring (Robers 1997; Darwin 2007). Med hensyn til afsnittet

om Le Corbusier har det straks været mere besværligt at anvende primære kilder på

grund af sproglige begrænsninger. Her er anvendt en engelsk oversættelse af hans

franske essaysamling Vers une architecture fra 1929, hvor han reflekterer over

potentialet ved moderne arkitektur, og Le Corbusier Fondens fremragende hjemmeside

og udvalg af oversættelser (Etchells 2014; Fondation Le Corbusier u.å.). Behandlingen

af Jane Jacobs, Robert Moses og Situationistisk Internationale er foretaget gennem

førnævnte generelle byplanlægningshistoriske værker og gennem The Death and Life

of Great American Cities, og fortællingen om Situationistisk Internationale baserer sig

tilmed på den franske teoretiker Ivan Chtcheglovs essay ”Formulary for New

Urbanism” fra 1953, da den i høj grad har præget situationisternes tænkemåde og giver

en fremragende arkitekturkritik (Chtcheglov 1953).

9

Afsnittet om utopiens død og genoplivelse og den postmoderne tilstand baserer sig

primært på de anvendte tænkeres egne værker, hvilket altså betyder Mark Fishers bog

Capitalist Realism. Is there no alternative? fra 2009, et blandet udvalg af både artikler

og værker af Fredric Jamesons, Francis Fukuyamas ”The End of History and The Last

Man” fra 1992 og derudover David Pinders artikel ”In defense of utopian urbanism:

imagining cities after the ’end of utopia’” fra 2002.

Analyserne af Masdar City og Regen Village baserer sig dels på artikler fra både danske

og internationale dagblade, onlinemagasiner, kommentarer, klummer, billeder,

debatfora og sågar tv-indslag og dels på egne hjemmesidebeskrivelser, renderinger og

marketingmateriale. En sag er projekternes egen selvforståelse og en anden sag er

modtagelsen og opfattelsen hos indbyggere og modtagelsen hos fagfolk.

Det tværkulturelle perspektiv

Hensigten med dette afsnit er at eksplicitere specialets tværkulturelle perspektiv, da

dets hovedformål er opnå omfattende viden om en problemstilling, hvor det

tværkulturelle perspektiv relateres til en regional kontekst.

Det urbane forskningsfelt er et immanent globalt og tværkulturelt fænomen. I en

globaliseret verden er byer smeltedigler for etniske, sociale, kulturelle og økonomiske

transformationer, udvekslinger, dannelse af nye fællesskaber, polariseringer og

segregeringer. Det stigende menneskelige pres på storbyer og den øgede forbundenhed

og afhængighed mellem verdens fjerne steder viser sig desuden i miljømæssige

konsekvenser mere end nogensinde før. Kampene for miljøet og hen i mod en

bæredygtig tilgang i konstruktionen af fremtidens byer stiller byer, nationer og regioner

i et skæbnelignende relation, hvor det enkelte steds CO2-udledning kan være afgørende

for et andets levedygtighed. Jeg anvender David Harveys klassiske definition af

globaliseringen, som den her er gengivet af Hansen et al. (2001: 854):

The most commonly invoked image of globalization is the shrinking

world in which transportation and communication costs fall as time-

space compression bring places closer (se Harvey, 1989): what Marx

called the annihilation of space by time.

10

Citatet tjener til at billedliggøre, hvordan fundamentale dikotomier som nærhed og

afstand som global og lokal er under hastig forandring. Det demonstrerer også fjerne

steders gensidige afhængighed på trods af enorme geografiske afstande, og en udvidet

bevidsthed om verdens tilstand selv på ukendte øer på grund af øgede medie- og

informationsmuligheder. I et mere bynært perspektiv indtræffer temaer som magt,

hierarki, politik og socioøkonomisk segregering. Urbanisering indeholder nemlig

væsensforskellige muligheder. Dels giver den mulighed for personlig rigdom og

forhøjet levestandard og samtidig er byer sted for en høj koncentration af fattigdom. Af

alle steder er uligheden størst i byer, hvor velhavende befolkningsgrupper lever side

om side med, og afskærmet fra slum og uformelle bebyggelser. I gennemgangen af den

kritiske urban teori bliver det tydeligt, hvordan byer i et neoliberalistisk og kapitalistisk

planlægningsparadigme begunstiger nogle befolkningsgrupper frem for andre.

Omstillingen til et bæredygtigt samfund rejser også spørgsmål om, hvem der skal

påvirke udviklingen i en mere stabil retning, og desuden hvem, der kan gøre det.

I. Teoretisk tankesæt I indledningen har jeg refereret til det urbane og det utopiske som to let identificerbare

fænomener, men som det vil fremgå i nedenstående diskussioner er de mere

komplicerede end som så. De berører begge en række videnskabelige discipliner inden

for både humaniora og samfundsvidenskab, hvorfor feltet har en tværdisciplinær

karakter. Før det urbane og utopierne kommer under behandling, vil jeg kort redegøre

for specialets teoretiske kontur, der bliver tegnet af kritisk urban teori.

Kritisk urban teori

Den kritiske urbane teori opererer ud fra en grundlæggende tese om, at samfundet og

det urbane, har potentiale til at blive mere humane, inkluderende og retfærdige steder.

Teorien involverer en kritik af ideologi og ser, at en mere demokratisk, socialt retfærdig

og bæredygtig form for urbanisering er mulig, til trods for at disse muligheder i

øjeblikket undertrykkes af dominerende institutioner, praksisser og ideologier (Brenner

2009). I tilgangen indgår der derfor en kritik af magten, uligheden og udnyttelsen, der

både finder sted i og mellem byer. I stedet for at foretage krisestyring i forhold til

eksempelvis den aktuelle globale økologiske krise, er det snarere hensigten at skabe

radikale forandringer, der direkte modulerer og forbedrer eksempelvis vante

11

forbrugsmønstre, bygningsreglementer eller transportformer. I sin søgen efter at skabe

forandring er et væsentligt element ved den kritiske urbane teori imidlertid, at dens

udfoldelse ikke kan løsrive sig sin historiske kontekst, men i stedet er betinget af den,

og er derfor konstant underlagt det skiftende økonomiske og politiske landskab

(Brenner 2009, 204). Dette medfører altså, at den må være selvrefleksiv og konstant

tilpasse sig sin konteksts strukturelle rammer, der i dag er karakteriseret af en udbredt

global neoliberalisme, hvis fremmeste mål er at skabe økonomisk vækst og overskud

gennem øget konkurrence, deregulering og fri kapitalbevægelse samt en mindre rolle

til staten gennem stramme offentlige budgetter og privatiseringer (ibid., 199; Nielsen

2016). I stedet for at betragte eksisterende strukturelle rammer om social organisering,

bureaukratisk rationalitet og økonomisk effektivitet som et produkt af akkumulerede

historiske love, anskuer den kritiske teori dem som et produkt af historisk specifikke

sociale magtrelationer. Det urbane rum er derfor et formbart og evigt foranderligt

produkt af sociale magtrelationer (Brenner 2009, 199; Lefebvre 1991)

Bæredygtighed

Bæredygtighedsbegrebet er essentielt i denne opgave. I dette afsnit bliver det defineret

fra da det kom på den verdenspolitiske dagsorden og frem til den nutidige forståelse i

relation til byplanlægning.

I starten af 1980erne steg verdens opmærksomhed på overforbruger af jordens

ressourcer og den igangværende nedbrydning af miljøet. Det resulterede i Brundtland-

rapporten med titlen ”Vor Fælles Fremtid” (FN 1987). I rapporten lød det dengang, at

en bæredygtig udvikling var en udvikling, som opfyldte de daværende behov, uden at

bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.

Bæredygtigheden udviklede sig hurtigt til at blive en rettesnor for den fremtidige politik

inden for blandt andet industri, byggeri og energi, da den med Rio-erklæringen i 1992

blev opdelt i tre ligevægtige dele; miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed

(Friberg 2014, 5).

I november 2014 udkom så den seneste rapport fra FN’s Klimapanel IPCC (2014, 538),

der udstedte en dyster prognose for livet i fremtidens urbane områder, hvis der ikke

bliver tyet til mere gennemgribende handling:

12

Urban climate change-related risks are increasing (including rising sea

levels and storm surges, heat stress, extreme precipitation, inland and

coastal flooding, landslides, drought, increased aridity, water scarcity,

and air pollution) with widespread negative impacts on people (and their

health, livelihoods, and assets) and on local and national economies and

ecosystems.

De urbane områder er de mest udsatte områder for den globale opvarmnings

katastrofale konsekvenser og samtidig er størstedelen af udledningen af drivhusgasser

relateret til urbane aktiviteter (ibid.). Den globale opvarmning er et faktum og et øget

fokus på bæredygtighedsproblematikken skal være med til at løse de sociale og

klimamæssige samfundsproblemer, som eksisterer i dag, og som forudsigelserne viser,

der kommer flere af. De urbane områders engagement i denne kamp er derfor enormt

betydningsfuld, og bæredygtighedsbegreber inden for byplanlægningsdiskursen

florerer da også i utallige varianter. Forsøg med nye former for produktion og

reproduktion er afgørende i anstrengelserne efter at finde mere bæredygtige former for

urbanisering. Jong et al. (2014) har lavet en systematisk bibliometrisk gennemgang og

efterfølgende definition af samtlige varianter, og der er efterhånden mange af slagsen;

’sustainable cities’; ’green cities’; ’digital cities’; ’smart cities’; ’intelligent cities’;

’information cities’; ’knowledge cities’; ’resilient cities’; ’eco cities’; ’low carbon

cities’; ’liveable cities’, og derudover talrige kombinationer på kryds og tværs (Jong et

al. 2015, 26). Der er naturligvis konceptuelle sammenfald. De promoverer alle en

bæredygtig urbanisering med fokus på opgradering af infrastruktur og service samt at

skabe bedre sociale, økonomiske og miljømæssige forhold. Den egentlige kvalitet af de

urbane områder er ikke begrænset til menneskelige behov, men handler også om at

opretholde hele det livssystem, som vi til syvende og sidst er afhængige af. Desuden

fokuserer koncepterne også at fremme byers tiltrækningskraft og konkurrenceevne. Og

netop tiltrækningskraften og konkurrenceevne er en essentiel dimension at have med i

sin forståelse af feltet. Bæredygtighed er nemlig blevet en attraktiv salgsvare, og er

derfor blevet et strategisk indsatsområde i mange brancher på grund af områdets

vækstpotentialer. Begrebets branding- og markedsværdi giver virksomheder et

økonomisk incitament til at investere og forske i eksempelvis grøn energi, men samtidig

er det vigtigt at forstå, at kapitalisme af natur er i opposition til en hver form for

bæredygtighed (Fisher 2009, 18-19). Derfor er der naturligvis en risiko ved at

13

bæredygtighed er blevet en salgskategori. Den diskussion udfolder jeg i analysen af

Masdar City. Den egentlige

I analysen af Masdar City og ReGen Village vil det også fremgå, at der er forskellige

måder at forvalte bæredygtighedsbegrebet på med en anseelig diskrepans mellem det

udtrykte og det udførte.

Således introduceret til den kritiske urbane teori og bæredygtighedsbegrebet, vil næste

afsnit give en mere udførlig karakteristik og definition af det urbane som det har givet

sig til kende tidligere i historien og som det giver sig til kende i det enogtyvende

århundrede.

Urbanitet

Interessen for det urbane forskningsfelt er stigende i den såkaldte urbane tidsalder, men

der eksisterer ingen entydig eller konsekvent definition af det urbanes spatiale

afgrænsninger, hvis man spørger Neil Brenner og Christian Schmid (2014).

De stiller i deres artikel ”The ’urban age’ in question” spørgsmålstegn ved, om man

overhovedet kan tale om en urban tidsalder, når man ikke kan foretage en empirisk

afgrænsning af selve det urbane forskningsfelt. De mener ikke, det er muligt at fastfryse

et sociospatialt begreb til statistisk sammenligning eller analytisk anvendelse, når det

kontinuerligt siden urbaniseringen i det nittende århundrede har forandret morfologi,

ændret skala og udvidet grænser (Brenner & Schmid 2014, 735). Dette afholder

imidlertid ikke forskningsmiljøet og den offentlige debat fra at kæde klimaets og

biosfærens fremtidige skæbne sammen med urbaniseringen (se Brenner et al. for

oversigt men også; Hodson et al. 2010; Mouritsen 2015; Nielsen 2013; Pedersen 2014;

UNFPA 2008). De urbane miljøer er med deres sociomaterielle infrastruktur enorme

bidragsydere til klodens atmosfæriske og klimatiske forandringer. Hvordan skal man

forstå det urbane i en nutidig sammenhæng?

I det nittende og tyvende århundrede var den historiske by klarere geografisk afgrænset

og placeret i en dikotomisk modstilling mellem land og by. Byernes kendetegn var på

denne tid en stor befolkningsstørrelse, høj befolkningsdensitet og demografisk

heterogenitet set i forhold til den landlige del af befolkningen. Dette billede er ikke

14

længere fyldestgørende, da der er sket en spredning som Brenner forklarer gennem et

citat af den marxinspirerede urbane teoretiker Andy Merrifield:

The urbanization of the world is a kind of exteriorization of the inside as well

as interiorization of the outside: the urban unfolds into the countryside just as

the countryside folds back into the city … Yet the fault-lines between these two

worlds aren’t defined by any simple urban-rural divide, nor by anything North-

South; instead, centers and peripheries are immanent within the accumulation

of capital itself … Absorbed and obliterated by vaster units, rural places have

become an integral part of post-industrial production and financial speculation,

swallowed up by an ’urban fabric’ continually extending its borders, ceaselessly

corroding the residue of agrarian life, gobbling up everything and everywhere

in order to increase surplus value and accumulate capital (2013, 743).

Det essentielle i ovenstående er, at det urbane ikke længere forstås som en fast

geografisk afgrænsning, men snarere som en dynamisk mekanisme, der i skikkelse af

hvad Henri Lefebvre kalder ”the urban fabric”, følger kapitalens investeringsmønstre

og bevæger sig de steder hen, der giver mulighed for økonomisk merværdi, og hvor den

materialiserer sig i bebyggelser (Lefebvre 2003 [1970]). Et af Lefebvres centrale

argumenter er ligeledes, at den forhenværende tydelige distinktion mellem by og land

nu i stedet er blevet til sammenblandede porøse steder, der er styret af førnævnte

neoliberale mekanismer, der fører ulige geografisk udvikling med sig (ibid.; Harvey

2008).

Der er altså en tydelig kobling mellem det urbane som en proces og kapitalens

udfoldelse. Dette har ifølge Brenner været tilfældet siden industrialiseringen og

kapitalismens fremkomst, som gennem kreativ destruktion (Schumpeter 1942) radikalt

forandrer infrastrukturen for kapitalbevægelser, statslig regulering, sociopolitiske

kampe, sociale og miljømæssige landskaber og dermed den urbane geografi (Brenner

2013). Forandringerne i den urbane geografi løsriver sig som påvist ikke fra den

gældende økonomiske og politiske praksisser og strategier, der i nutidens globaliserede

verden er yderligere forbundet med, bliver påvirket af og reagerer på globale

strukturelle tendenser. Det urbane er intensiveret og udvidet til alle rumlige skalaer på

15

tværs af hele planeten, hvorfor Brenner kommer op med begrebet planetary

urbanisation (Brenner 2009, 205; Brenner et al.; 2011; Hall 2014, 6).

Peter Hall stemmer i Schmid og Brenners betragtninger, men betegner i mindre

polemiske vendinger urbanisme og byplanlægning for værende elastiske begreber, der,

siden Patrick Geddes i 1909 introducerede begrebet om regionalitet, også inkluderer et

givent steds omkringliggende regioner.

Ovenstående logikker er fundamentet for urbane projekter i det urbane århundrede og

den antroprocæne tidsalder. Forbrugssamfundet har sat et enormt økologisk fodaftryk,

der giver sig til udtryk i ressourceknaphed, klimaforandringer og generel miljømæssig

sårbarhed, der påvirker det fremtidige engagement med det urbane forskningsfelt, og

kalder på alternative bæredygtige boformer. Det er i denne arena, at kampen om

mennesket og jordens fremtid skal udkæmpes (Brenner 2009; 2013).

Da hensigten med dette speciale er at koble den nuværende urbane tilstand sammen

med utopiens forandringspotentiale, vil næste afsnit give en kort introduktion til

utopien og dens relation til byen.

Utopier og utopisk urbanisme

Nobody owns anything but everyone is rich – for what greater wealth

can there be than cheerfulness, peace of mind, and freedom from

anxiety?

Thomas Moore

Den utopiske tankegang kan spores helt tilbage til Platon og antikken, og blev

genoplivet i renæssancen, hvor den især tog form af en drøm om geometrisk perfektion

og placerede mennesket i centrum af verdensopfattelsen. Det er dog først i 1516, at den

engelske statsmand Thomas Moore (1478-1535) opfinder ordet i en litterær version i

sin roman Utopia. Han dannede ordet ud fra de to græske ord ”outopia”, der kan

oversættes til ”ingensteds”, og ”eutopia”, der kan oversættes til ”et godt sted”, altså; et

godt sted, som ikke findes (Hall 2014). Moore beskrev en alternativ samfundsmodel til

16

tidens renæssancesamfund. Han forestillede sig blandt andet et komplekst, selvstændigt

øsamfund, hvor alle grupper delte samme kultur og livsførelse med fokus på familien,

og hvor privat ejendomsret og pengeøkonomi ikke eksisterede. Den ondskab, det

problem, som Moore i sit Utopia ønskede at komme til livs var grådighed og rigdom.

Hvis grådigheden kunne undertrykkes kunne samfundet ankomme til et bedre sted, var

ræsonnementet (Sargent 2010, 22). Utopien retter sig mod en fremtid, som er

anderledes end her og nu, og på denne måde bliver den abstrakt. Men på samme tid er

utopien konkret i sine beskrivelser af det udtænkte, af drømmen. Utopier kan også

beskrives som perfekte steder, hinsides det nuværende sted, man stræber efter ved hjælp

af forskellige metoder. Det er ikke sikkert, at Moores forestilling om en utopi ville

appellere til særlig mange i nutiden, men nogen vil den nok appellere til. Det illustrerer

netop to karaktertræk ved utopien. Det første er, at utopien er bundet til et bestemt

økonomisk, politisk rum og en økonomisk og politisk tid. Moores utopi var altså en

utopi på hans tid, en kritisk afspejling af hans samtid. Det betyder altså at utopier

konstant udvikler sig i takt med at samfundet og teknologien udvikler sig. Teknologien

indtager nemlig en stor rolle i udformningen af en utopi, fordi teknologien symboliserer

en given tids muligheder. Det andet karaktertræk er, at utopien ingen substantiel entydig

definition har, men i stedet er et flerdimensionelt fænomen. Derfor kan en utopi

produceres ud fra enhver tænkelig position; socialistisk, kapitalistisk, anarkistisk,

økologisk, feministisk, patriarkalsk, hierarkisk, racistisk eller reformistisk (Sargent

2010, 21). En regeringsform og en samfundsform kan aldrig blive alles utopi. Af samme

grunde som de ovennævnte kan utopien ikke realiseres, og også fordi den er perfekt, og

det perfekte kan ikke opnås. Alle utopier eksisterer derfor også med præfikset anti-

foran sig. Fastholdelse af nogen i sin egen utopi kan kun ske gennem tyranni (ibid.;

Pinder 2012, 6; Baeten 2002).

Kultursociologen Karl Mannheim definerer utopien som et sammenhængende socialt

handlingsprogram, hvis formål er at transcendere de etablerede samfundsrammer,

institutioner og dominerende ideologier (Fishman 1982, x). Spørger man Fredric

Jameson er utopien også en metode til at differentiere politiske holdninger mellem

venstre og højre (ibid.). Hos den politiske venstrefløj er utopien blevet kodeord for

socialisme eller kommunisme, mens samme utopi hos højrefløjen er blevet synonym

med totalitarisme. Disse to anvendelser synes at overlappe hinanden og synes desuden

at indebære, at en politik, der ønsker en fundamental systemisk forandring vil blive

17

benævnt utopisk af to forskellige grunde – enten fordi det er idealet eller fordi det er

urealistisk og totalitært. En utopisk samfundsforestilling kan på den måde af sine

modstandere klandres for at være urealistisk, fordi den ikke er mulig at virkeliggøre

uden brug af voldelige midler. Hos tilhængere af neoliberalismen er der eksempelvis

en undertone af, at det frie marked er en del af den menneskelige natur, og at ethvert

forsøg på at forandre det, vil være voldelig, og at det kun vil kunne lade sig opretholde

et alternativ gennem hårdhændet diktatur (Jameson 2004). Utopier har altså også været

en drivkraft i forhold til promovere eller forkaste politiske ideologier, særligt i det

nittende og tyvende århundrede.

Utopierne er traditionelt set opstået i relation til det urbane, og dermed i et dynamisk

spændingsfelt mellem by og land, mellem urbanitet og natur (jf. definitionen af

urbanitet). Et af utopiens grundtræk har været at skabe en sundere balance mellem de

to ovennævnte modstillinger og fremelske en mere intelligent brug af teknologi. De

urbane utopier i det nittende og tyvende århundrede opstod på grund af en utilfredshed

med vilkårene i den industrialiserede by, og løsningen hertil var lade en ny by opføre

efter nye idealer. Det kan virke paradoksalt, at en løsning på tidens urbane onder skulle

findes i urbaniteten selv, men det skyldes, at byer på en og samme tid er arnested for

bundforskellige principper. De fremmer på den ene side fremmedgørelse, fortvivlelse,

håbløshed og apokalyptiske mareridt, og indgyder på den anden side håb om frihed og

indfrielse af drømme. Det var derfor ikke planen at tilintetgøre byerne, men derimod at

forskønne dem og skabe dem i andet billede gennem rumlige justeringer. Det ideale

rum og det urbane rum er derfor naturlig beslægtede (Pinder 2012, 6; Baeten 2002).

Utopien kan af samme grund betragtes som et kritisk diagnostisk redskab, der

observerer og identificerer nogle fejl eller mangler ved en given tilstand, og dernæst

forsøge at forbedre den i modsætning hertil. De urbane utopier fra det nittende og

tyvende århundrede var lægelig instrumenter, der undersøgte de industrialiserede byer

for sygdomme og skavanker, og stillede en diagnose. Formålet med næste kapitel er at

give et historisk oprids af de strukturelle forandringer industrialiseringen og

urbaniseringen førte med sig, og dernæst at svare på spørgsmålet: hvad konstituerede

de urbane utopier i det nittende og tyvende århundredes Europa?

18

II. Byen vokser og alternativerne gror frem Århundreder før urbanitetsbegrebet blev omdiskuteret, gennemgik de europæiske stater

en fundamental samfundstransformation. Landbrugssamfundene blev opløst af

industrialiseringen og frem voksede industribyen og med den kapitalismen. Det er svært

præcist at tidssætte fremvæksten af den moderne by, og det varierer da også alt efter

geografi, men der hersker en bred enighed om, at udviklingen tager sin begyndelse

omkring 1840, hvor de europæiske lande oplevede hastige teknologiske fremskidt og

undergik massive demografiske transitioner (Darwin, 2007; Roberts, 1997).

Urbaniseringen drev bønderne fra landet til byerne, og København oplevede

eksempelvis en indbyggervækst på nærved 280.000 mellem 1855-1906. Til

sammenligning havde der i århundredets første halvdel kun være en vækst på cirka

30.000 mennesker. Det var med andre ord en historisk stor bevægelse af mennesker,

som daværende byer og systemer ikke var forberedte på (Danmarks Statistisk 2012).

Byerne udviklede sig under industrialiseringen til et selvstændigt produktionscenter,

der efterhånden udviklede sig til samfundets bærende produktion. Det industrielle

produktionsapparat førte til dannelsen af en stor fattig arbejderklasse, der var en

uundværlig del af byens produktionsapparat. Arbejderne havde hårde vilkår med lange

arbejdsdage på fabrikkerne, streng disciplin og lav løn, hvilket ledte til social uro og

utilfredshed. Utilfredsheden manifesterede sig ved, at arbejderne mobiliserede og

organiserede sig politisk, stiftede fagforeninger og demonstrerede for bedre vilkår. Den

intellektuelle og politiske samfundskritiske socialisme og dens varianter voksede frem

i afsky over industriapparatets arbejdsmetoder. Det var markedets udbytning af

arbejderklassen, som nogen så som den naturlige og uundgåelige konsekvens af det

kapitalistiske system. For andre ventede et socialistisk samfund baseret på lighed og

mere rationelle og retfærdige måder at dele den industrielle verdens rigdomme på den

anden side af kapitalismens sammenbrud. Byerne var altså hjemsted for både rigdom

og fattigdom, socialt onde og social velstand, politisk dominans og latent politisk

opstand. Det var et opdelt klassesamfund præget af stor ulighed (Roberts 1997, 350).

Befolkningsvæksten pressede middelalderbyernes voldanlæg og deres snørklede

bycentre var ikke længere store nok til at huse den tilvandrende arbejderbefolkning. De

historiske demarkationslinjer blev nedlagt og byerne voksede over sine bredder. For

bedre at kunne regulere vilkår, der havde betydning for byernes indbyggere iværksatte

19

offentlige myndigheder etableringen af bestemte samfundsinstitutioner, der var

afgørende for at få skik på den igangværende strukturelle urbanisering. I eksempelvis

København blev de kommunale stadsingeniører og stadsarkitekter institutionaliseret

som et vigtigt offentligt styringsinstrument i byplanlægningen med det formål at skabe

orden i udviklingen af bysamfundet i stedet for den hidtidige laissez-faire-tilgang til

den tidlige byvækst. Byplanlæggernes opgave blev at løse trafikale, hygiejniske og

sociale problemer, og sikre arbejderklassens overlevelse (DCFB u.å.). Dette førte til

etableringen af nye yderkvarterer der alt efter geografi tog udgangspunkt i enten den

radiocentriske by, hvor gaderne udgik fra et midtpunkt eller gridbyen med rektangulære

gadesystemer og ensartede blokke. De københavnske arbejderkvarterer er eksempler

på udlæggelsen af rektangulære gadesystemer (Thelle et al. 2011). Et af de mest

klassiske eksempler på at løse problemerne i den gamle middelalderby, er den franske

byplanlægger Eugène Haussmanns ”boulevardisering” af Paris i midten af det nittende

århundrede. Den regelmæssige planlægning var et ideal for den effektive industriby

(Pløger 2008, 4; Kjærsdam 2006, 53).

Den industrielle revolution, urbaniseringen, deres socioøkonomiske og kulturelle

konfigurationer, og de politiske og sociale former for modstand, forandringerne

fremprovokerede, affødte en ny planlægningsdiskurs præget af et kritisk blik på byer

og urbaniseringsprocesser, og især indbyggerne og arbejderklassens dårlige vilkår

(Cordua 2012; Pinder 2012, 7). Der skulle radikale midler til at komme byens

sygdomme til livs.

Le Corbusier og Ebenezer Howard stillede den samme samfundsdiagnose:

industrialiseringens metropoler var usunde, uhygiejniske, kaotiske, uretfærdige og

overbefolkede. Det var disse forhold som konstituerede deres utopier. Gennem nye

planlagte byer undertvunget et stramt, rationelt og geometrisk design skulle en sundere,

ordenligt og mere harmonisk livsførelse vokse frem. Idealet bliver at opføre ”a city of

salvation” og deres planer for morgendagens byer blev også kaldt ”utopias of

reconstruction” og ”restorative utopias” (Hall 2014; Fishman 1982; Pinder 2002, 233;

2012, 21; Roberts 1997).

20

Urbane utopier og deres modstandere

Det var den sociale orden og retfærdighed, der skulle rekonstrueres gennem byplaner

og arkitektur. I hjertet af deres planlægningsforestillinger lå en kontrast mellem den

døende gamle by og den nye by. De gamle byer anså de som selvopædende kræftceller,

fordi de var forfaldet til menneskelig udbytning, og deres økonomiske system havde

overladt kontrollen over byernes miljø til profitsøgende spekulanter og jordejere, der

kun var drevet af kortsigtede og ukoordinerede beslutninger. Byerne blev bygget af

grådighed, profit og de økonomiske kræfters førerløse betjening (Fishman 1982, 265).

Disse forhold kombineret med de seneste teknologiske landvindingers tilsyneladende

uendelige muligheder, satte et revolutionært præg på deres modernistiske og utopiske

planlægning. Industrisamfundets sociale opdeling blev et symbol på, at der lå et stort

forandringspotentiale. Menneskelig rationalitet skulle overtage planlægningsopgaven

og sikre samfundets fælles goder for alle dens indbyggere. De nye byer skulle placeres

i naturen væk fra den beskidte industriby og planlægges ud fra modernistiske principper

om rummelig orden og harmoni. Howard og Le Corbusier anlagde en holistisk vinkel

og betragtede det urbane problem i sin helhed, og gennem designede byer i en stor skala

ville den sociale stabilisering indtræffe. Byplanerne afspejlede derfor ikke blot

æstetiske idealer, men snarere et sæt regler, der, skåret ud i det urbane landskab, skulle

transformere den sociale virkelighed.

Lys, luft, grønne områder og en forestilling om en præindustriel harmoni mellem

mennesker og natur var et fælles tankegods for Howard og Le Corbusier. Naturens

centrale position var ikke ensbetydende med, at utopierne var antiurbane. Der var

snarere tale om et fornyet samspil mellem land og by, hvor de urbane utopier skulle

opføres på bar mark efter funktionalistiske principper, som blev fortolket åbenlyst

forskelligt. Howard svor eksempelvis til lave bebyggelser og varieret arkitektur i en

horisontal skala, mens Le Corbusier orienterede sig i en vertikal skala og foretrak

ensartet arkitektur (Fishman 1982; Mumford 1959; Pinder 2012, 32). Deres

løsningsmodeller vil nu blive redegjort for.

21

Ebenezer Howards havebyer – horisontale idealer

I will undertake, then, to show how in ”Town-country” equal, nay better,

opportunities of social intercourse may be enjoyed in any crowded city,

while yet the beauties of nature may encompass and enfold each dweller

therein; how higher wages are compatible with reduced rents and rates;

how abundant opportunities for employment and bright prospects of

advancement may be secured for all; how capital may be attracted and

wealth created; how the most admirable sanitary conditions may be

ensured; how excessive rainfall, the despair of the farmer, may be used

to generate electric light and to propel machinery; how the air may be

kept clear of smoke; how beautiful homes and gardens may be seen, on

every hand; how the bounds of freedom may be widened, and yet all the

best results of concert and co-operation gathered in by a happy people.

Ebenezer Howardiii

Det er umuligt at komme uden om Ebenezer Howard, når snakken falder på utopiske

byplaner. Ovenstående citat stammer fra Howards værk Tomorrow; a Peaceful Path to

Real Reform fra 1898, som fire år efter blevet genudgivet under det mere velkendte

navn Garden Cities of To-morrow, og illustrerer med al tydelighed hans holistiske og

reformistiske greb på tidens ukontrollerede industriby. Titlen giver samtidig

antydninger af tidens sociale og politiske spændinger, da den betoner forslagets

fredelige format, og ydermere fremhæver, at forandringerne skal finde sted i morgen.

Ikke om lidt, ikke om et par år, men øjeblikkeligt. Decentraliserede havebyer var nøglen

til en ny samfundsorden. De skulle forene storbyens fordele – arbejdspladser,

institutioner og socialt liv – med landets sunde og smukke omgivelser og lave boliger

omgivet af haver og grønne arealer. Havebyerne var løsningen på industribyernes

boligproblematik, trafikbelastning, helbredsproblemer og arbejdsmarkedsproblemer

(Howard 2010, 5; Aarhus Universitet 2013).

For Howard var utopien en essentiel drivkraft for social og urban forandring, og

i udviklingen af sin vision indtog det fysiske rum en central position. Den sociale

forandring ville være resultatet af en rumlig forandring. Ifølge Hall voksede idéen om

22

havebyer ud af samtidens anarkistiske miljøer, fordi Howard ikke blot plæderede for

en alternativ boform, men også for en alternativ samfundsform, der hverken var

kapitalistisk eller bureaukratisk-socialistisk, men derimod baseret på frivillige

kooperativer mellem mænd og kvinder i små selvstyrende rigsfællesskaber (Hall 2014,

3). Howard ville opløse ejendoms- og kapitalspekulationer ved at forene arbejderne og

bringe dem tættere sammen med kapital- og jordejerne og derved skabe en bred front

for forandring. Han havde ingen tiltro til det parlamentariske system, som han kaldte

en god ven af kapitalinteresser (Howard 2010, 16). På samme måde mente han, at

udformningen af de enkelte huse og bygninger skulle være op til arkitekterne og

beboerne selv at bestemme. Han insisterede på, at mennesket skulle have plads til at

udfolde sig på i en mental såvel som fysisk henseende. Traditionen om, at store

organisationer private såvel som offentlige byggede huse til mennesker, skulle

forkastes til fordel for at mennesker skulle bygge for dem selv (ibid., 17). Havebyen

var manifestationen af hans idealer.

Howard mente, at der herskede et forstokket syn på tilværelsen, som man var nødt til

at gøre op med. Den generelle holdning var, at man enten boede på landet og ernærede

sig ved at dyrke jorden, eller også var man bosat og arbejdede i industribyen. Dette var

for Howard en fejlslutning, der ignorerede mulighederne for at tænke i andre

alternativer end i de forhåndenværende. For ham kunne den unaturlige adskillelse

mellem land og by ikke vedvare. I stedet skulle de parres, hvilket ville bringe håb om

et nyt liv og en ny civilisation med sig (Howard 2010, 10) Havebyerne tog de bedste

attraktioner fra land og by og forenede dem til et bedre alternativ. Han illustrerede sin

tanker ved hjælp af modellen ”The Three Magnets”, der bestod af tre magneter; ”town”,

”country” og ”town-country”. Steder var magneter og mennesker var små nåle, der blev

tiltrukket af disse steders attraktioner. Havebyen – ’Town-country’ – eliminerede byens

negative karaktertræk og landets ditto. I diagrammet opremser Howard de forskellige

steders positive og negativer sider. Ifølge Howard var byen symbol på samfundet og et

fællesskab bestående af venskab, moderskab, faderskab, søsterskab, videnskab, kultur,

kunst og religion, imens landet var symbol på Guds kærlighed og omsorg for mennesket

(ibid., 17-18)

I forhold til havebyens fysiske indretning, skulle den føres op efter nøje

geometriske forskrifter. Der skulle eksempelvis være fem gange så meget

landbrugsjord som byareal og byerne måtte ikke huse flere end 32.000 indbyggere. Hvis

23

byerne blev fyldt op, skulle der udbygges med satellitbyer, så man undgik

overbefolkning. Vel havde byerne strenge retningslinjer, men enhver ny haveby skulle

formes efter sit terræn med respekt for steders geografiske særegenhed. Derudover

opererede Howard med funktionelle zoneringer, der adskilte kommercielle og

industrielle distrikter fra beboelsesarealer og offentlige områder (Ibid.). Ud fra byens

centrum, udgjort af en smuk fælleshave, skulle man anlægge seks boulevarder, der delte

byen op i seks lige store sektioner. Centrummet var byens kulturelle og officielle

epicenter. Rådhus, museer, hospitaler, biblioteker, teater og koncertsal lå alle her. Et

trin længere ude lå den centrale park som et rekreativt grønt bælte omkransende byens

centrum. Derefter lå Crystal Palace, en bred glasarkade, hvor indbyggerne i tilfælde af

dårligt vejr kunne søge ly for regnen, mens de fornøjede sig med at shoppe. Derefter

kom boliger og skoler og et jernbanespor som omkransede byen og gav adgang til

omverdenen. Hele byen var slutteligt omgivet af et enormt landbrugs- og naturareal.

Havebyerne er et eksempel på en planlægning, der lagde vægt på fællesskabet og

hverdagslivets behov frem for individualisme og cirkulation af varer:

Order and beauty rather than chaos and ugliness: the needs of the whole people

rather than the supposed interests of a few will be the governing elements in

determining the ground plan of the city.iv

Howard argumenterede for at ejerskabet til jorden skulle fordeles mellem byernes

indbygger. Huslejerne skulle strømme tilbage til lokalsamfundet og hjælpe til at

finansiere den offentlige service. Fællesskabet var vigtigere end den private udlejer,

hvis rolle med tiden skulle nedlægges. Byerne skulle legemliggøre værdier om en mere

lige og retfærdig social orden, og i sidste ende føre en social transformation med sig,

som skulle udrydde kapitalismens klassekonflikt.

24

Le Corbusier – vertikale idealer

It is a question of building which is at the root of social unrest of today:

architecture or revolution.

Le Corbusierv

Arkitektur eller revolution. Så enkelt kunne det stilles op. I sin holdning til

byplanlægningens betydning gjorde Le Corbusier brug af samme retorik som Howard

gjorde det knap tre årtier forinden. De sociale og politiske spændinger var stadig en

realitet og de sociale forhold skulle stadig tilpasses gennem arkitektoniske indgreb, men

ikke af hvem som helst. Byernes udformning var for Le Corbusier en så vigtig og

ansvarsfuld opgave, at man ikke kunne overlade den til indbyggere eller myndigheder.

Det var en professionel og videnskabelig disciplin, der i stedet skulle overlades til

kompetente fagfolk, hvilket han reflekterede over i The City of To-morrow and Its

Planning fra 1929:

Can you imagine people engaging in a battle without knowing their

objectives? Yet that is exactly what is happening. The authorities are

compelled to do something, so they give the police white sleeves or set

them on horseback, they invent sound signals and light signals, they

propose to put bridges over streets or moving pavements under the

streets; (…) And these decisions are reached in a sort of frantic haste in

order, as it were, to hold a wild beast at bay. That beast is the great city.

It is infinitely more powerful than all these devices.

Myndighedernes midler til at overkomme byens onder var intet mindre end kortsigtede

og direkte utilstrækkelige. Le Corbusier foreslog i stedet et andet mere holistisk og

radikalt greb. Idealet var at opføre byer af tårne. De skulle opføres fra bunden efter en

stram og rationel geometrisk symmetri. Han så maskinen som et ideal, fordi den var

praktisk, målrettet og effektiv. Samme egenskaber skulle gøre sig gældende for det

moderne menneskes bolig, som han derfor omtalte en ’bomaskine’ (DAC 2014). Han

foretog en kausal kobling mellem tidens sociale spændinger og fraværet af rationelle

boliger, og hævdede, at hvis man evnede at overføre arbejdspladsens rationalitet til

25

hjemmelivet og fritiden, ville spændingerne ophøre og resultere i et bedre samfund

(Lassen 1999). Le Corbusier forbinder på samme måde som Howard altså en rumlig og

social forandring. Et af de problemer, han iagttog ved datidens byer var, at de

udelukkende kunne udvide deres densitet horisontalt og på bekostning af åbne grønne

pladser, som han betragtede som byens lunger. Fordelen ved at bygge i højden var

derfor, at det kun ville kræve et lille stykke jord samtidig med, at det ville frigive plads

til grønne arealer, åbne pladser og effektiv trafikcirkulation, hvilket var tvingende

nødvendigt i en moderne teknologisk by. Skyskraberne gav lys og luft og det store frie

udsyn til grønne arealer, som Le Corbusier mente det moderne menneske havde behov

for. Trods opførelsen af højhuse og anlæggelsen af brede veje betragtede han sin by

som en park, der blev kontrolleret og holdt i skak af geometrien. Han udfoldede sine

planlægningsprincipper tydeligst i løbet af 1920erne gennem planerne for La Ville

Contemporaine, La Ville Radieuse og Plan Voisin (Etchells 2014; Hall 2014, 241).

I sin plan Ville contemporaine de trois millions d'habitants fra 1922 gav Le

Corbusier sit første systematiske og centralistiske forsøg på at formulere et komplet

bymiljø, der genforenede mennesket med naturen og maskinen (Fishman 1982, 188; Le

Corbusier 1922). Den rummelige orden udtrykte han gennem rene former, hvilket

denne byplan til tre millioner indbyggere demonstrerer. Den er et perfekt symmetrisk

gitter, hvor nord-syd og øst-vest motorveje overlapper hinanden nøjagtigt i midten af

byen og udgør byens hovedåre. Rundt om byens centrum skulle placeres fireogtyve

identiske og symmetriske skyskrabere, der på gadeniveau var omgivet af haver og

parker, som var fyldt med restauranter, cafeer, luksusbutikker, teatre og andre lignende

tilbud. Skyskraberne husede erhverv og forretninger. Ligesom hos Howard spredte Le

Corbusier byens funktioner i forskellige zoner, der efterfølgende blev forbundet så

effektivt, som muligt. Transportsystemet i alle dens teknologiske afskygninger var en

fundamental del af byen, og fart og effektivitet var to af hans hovedprincipper, fordi de

for ham symboliserede menneskelig frihed. Frihed til bevægelse, frihed til udveksling

og frihed til handel. Byen der opnår fart, opnår succes, skrev han (Fisher 1982, 191;

Etchells 121). Geometrisk organisering, rationalisering og effektivisering skabte

rammerne for Le Corbusiers idealsamfund.

En dominerende kritisk røst har lydt i retning af, at Howard og Le Corbusiers metoder

var for topstyrede, og baserede sig på abstrakte og autoritære principper, der ignorerede

diversiteten i den urbane virkelighed på gadeplan og skabte monokulturelle miljøer. I

26

The Death and Life of Great American Cities fra 1961 lancerer aktivisten Jane Jacobs

(1916-2006) et angreb mod modernistiske planlægningsprocesser og

byfornyelsesprojekter.

Jane Jacobs’ urbane landsby – fællesskabets idealer

Jacobs bliver ofte fremhævet som en hovedfigur i kampen mod den modernistiske

byplanlægning. I 1940erne og 1950ernes New York udkæmpede hun kamp mod Robert

Moses (1888-1981) om byens gader. Moses ville rive store dele af byens tætbebyggede

områder ned i samme stil som Hausmann i sin tid gjorde det i Paris, og i stedet anlægge

flersporede motortrafikveje og opføre skyskrabere. Moses betragtede det som sin

opgave at redde byen fra decentralisering, forældelse og forfald. Hans enorme

byggeprogram sigtede efter at modernisere den urbane infrastruktur, udrydde

tætbyggede slumkvarterer, udvide det offentlige rum med omfattende rekreative arealer

og generelt gøre byen mere beboelig for middelklassen (Ballon et al. 2007). Jacobs

(1961, 9) foreslog en diametralt anderledes tilgang til planlægningen, som i stedet

skulle tage udgangspunkt i nære observationer af byen:

…please look closely at real cities. While you are looking, you might as

well also listen, linger, and think about what you see.

Byerne kunne ikke planlægges fra et skrivebord uden direkte observation af og berøring

med de enkelte lokale miljøer. Et områdes lokale beboere skulle tages med på råd, fordi

de havde en følelsesmæssig tilknytning til stedet. De lokale besad de emiske

perspektiver og kendte de sociale mekanismer og rutiner, som alle bidrog til en dannelse

af et ejerskab og særligt fællesskab i den såkaldte urbane landsby, hvor diversitet var

en ideal. Jacobs introducerede den demokratiske, stedsbundne og organiske tilgang til

byplanlægning, som de seneste år har vundet indpas i planlægningsprocesser.2 Kampen

mellem Moses og Jacobs var kampen mellem topstyret planlægning og organisk

urbanisme.

Jacobs planlægningsprincipper er på nogle måder en hyldest til den form for

planlægning, Le Corbusier og Howard reagerede i mod. Harvey (2000, 164) rejser en

2 For dansk eksempel se Jan Gehls Livet mellem husene (1971). Borgerinddragelsesprocesser er i en dansk kontekst et uundgåeligt skridt på vejen til at opføre nye byområder.

27

kritik af Jacobs og argumenterer for, at hendes egne principper var mindst lige så

utopiske som dem, hun kritiserede:

…she in effect set up her own preferred version of spatial play by appeal

to a nostalgic conception of an intimate and diverse ethnic employment

and interactive face-to-face forms of social relating predominated.

Jacobs was in her own way every bit as utopian as the utopianism she

attacked. She proposed to play with the space in a different and more

intimate (scaled-down) way in order to achieve a different kind of moral

purpose. Her version of spatial play contained its own authoritarianism

hidden within the organic notion of neighborhood and community as a

basis for social life.

Og imens hun understregede vigtigheden af social diversitet, var det ifølge Harvey kun

en særlig form for kontrolleret diversitet, der passede ind i den lykkelige måde, hun

påtænkte. På samme måde kan Jacobs idealer derfor let retfærdiggøre den voksende

fremkomst af designede ”gated communities” og ekskluderende beboelsesområder

(ibid.).

Jacobs kritik og Harveys modkritik demonstrerer med al tydelighed utopiers varierende

format. Utilfredsheden med de modernistiske og funktionalistiske planlægningsidealer

blev også formuleret i andre af samfundets sfærer. Mellem 1957-1972 praktiserede den

avantgardistiske bevægelse Situationistisk Internationale, som var opstået ud af Lettrist

International, en kritik igennem deres antiarkitektoniske praksisser (Bolt 2005, 8).

Situationisternes unitariske urbanisme – antiarkitektoniske idealer

Bevægelsen bestod af aktivister, artister og forfattere fra hele Vesteuropa. I gennem

deres levetid var gruppens ideer under konstant udvikling og forandring, men jeg har

uddraget en række begreber, som hjælper til at forstå perioden i forhold til den utopiske

urbanisme. Gruppen var stærkt inspireret af marxismen og de udøvede en revolutionær

kritik af efterkrigstidens kapitalistiske samfund gennem interventioner i hverdagslivet.

Til forskel fra de andre urbane utopier præsenterede de ikke en plan for

omstrukturering af de urbane miljøer, da det netop var 1950ernes og 1960ernes

funktionelle rationalitet, de kritiserede. De stræbte derimod efter en unitarisk

28

urbanisme, en forestilling om et grænseløst menneskeligt miljø, hvor modernismens

funktionelle og rummelige opdelinger og diktion af menneskers bevægelsesmønstre

skulle opløses. Den funktionalistiske arkitektur og byplanlægning og rationaliteten

tjente kapitalismen og skabte optimale rammer for massekonsumption, argumenterede

de (Bolt 2005, 12). Gennem forskellige teknikker og såkaldte psykogeografiske

praksisser, forsøgte de at forvandle arkitekturen, og i en bredere forstand det urbane

rum. Om en af disse teknikker, dériven, skriver kunsthistoriker Mikkel Bolt:

Med dériven var det således på ingen måde intentionen at skabe noget,

der overhovedet mindede om et kunstværk: der var intet af kontemplere,

ingen var beskuer og alle var potentielt aktive deltagere i en

lidenskabelig bevægelse gennem byen. Denne skulle ikke blot benyttes

som rum for afmålte, arbejds- og konsumrelaterede aktiviteter, den

skulle være scene for en kreativ og legende bevægelse, den skulle være

én stor revolutionær forlystelsespark eller labyrint, hvor alt var muligt

og tilladt, og hvori man kunne forsvinde fra de disciplinerende

institutioners blik.

Når situationisterne flakkede omkring i byens gader, modarbejdede de den passivitet

og isolation, som det kapitalistiske samfund håndhævede, mente de. I den franske

teoretiker Ivan Chtcheglovs essay ”Formulary for New Urbanism”, hvis idéverden i høj

grad dannede grundlag for situationisternes tænkemåde, formulerede han en kritik i

mod det kapitalistiske forbrugssamfunds bedøvende virkning (1953, 2). De materielle

goder som indledningsvist skulle hæve menneskets levestandard, havde udviklet sig til

en mental barriere:

A mental disease has swept the planet: banalization. Everyone is

hypnotized by production and conveniences — sewage systems,

elevators, bathrooms, washing machines. This state of affairs, arising

out of a struggle against poverty, has overshot its ultimate goal — the

liberation of humanity from material cares — and become an

omnipresent obsessive image. Presented with the alternative of love or

a garbage disposal unit, young people of all countries have chosen the

garbage disposal unit.

29

Tiden efter Anden Verdenskrig havde åbnet op for en omorganisering af byen, og i

stedet gjort klar til en ny form for besættelse, hvor reklamer, køkkenkværne, biler og

populærkultur indtog det befriede Europa (Bolt 2005, 12). Denne udvikling havde

paralyseret menneskets sensibilitet og empati og i stedet promoveret en livsstil, hvor

materielle goder, der tilmed kunne virke effektive eller funktionelle, blev foretrukket

over for kærlighed. Det satte skub i en kultur, hvor hurtighed blev foretrukket frem for

kvalitet. Efter krigen skulle de europæiske staters økonomier nemlig genstartes, og

mange steder foregik det gennem statssponserede bygninger og gigantiske

genopbygningsprojekter. Bolt gør brug af Paris til at beskrive denne udvikling. Byens

arbejdere og immigranter blev spredt i forstædernes nye boligblokke – en halv million

strømlinede, masseproducerede og profitable lejligheder (ibid.). Ifølge situationisterne

havde funktionalistiske arkitekter, som Le Corbusier, i løbet af deres karriere givet

afkald på deres tidligere revolutionære idealer, som var en iboende del af Le Corbusiers

tidligere arbejder, og i stedet indfundet sig som tjener for kapitalen (ibid.). I sit essay

forklarer Chtcheglov det således:

We will leave Monsieur Le Corbusier’s style to him, a style suitable for

factories and hospitals, and no doubt eventually for prisons. … A Le

Corbusier model is the only image that arouses in me the idea of

immediate suicide. He is destroying the last remnants of joy. And of

love, passion, freedom.

Situationisterne betragtede udviklingen som en indre kolonisering eller fængsling, hvor

kapitalen med placeringen af billeder og repræsentationer i byens rum beslaglagde

menneskets bevidsthed og ansporede til forbrug gennem rationelle planlægninger. Den

konstante tilstedeværelse af det Bolt kalder emotionsmaskiner som tv og radio,

invaderede hidtil uudnyttede områder af det menneskelige liv med reklamer, slogans

og logoer (ibid.). Senkapitalismen havde en totaliserende evne på mennesket, der blev

reduceret til handlingslammede arbejds-, spise-, og sovemaskiner (ibid.). En af

gruppens fremtrædende medlemmer Guy Debord (1931-1994) indkapslede

ovenstående karakteristik i La société du spectacle (på dansk Skuespilsamfundet) fra

1967. Samfundet var forvandlet til et skuespilsamfund, hvor det urbane rum, var fyldt

med repræsentationer. Repræsentationer af det gode liv, men ikke det gode liv selv.

30

Repræsentationer af alternativer, men ikke de alternativerne selv. Repræsentationer af

bæredygtige byer, men ikke de bæredygtige byer selv.

Erkendelser

Le Corbusier og Howard drømte og formulerede deres visioner i det forrige århundrede.

De stræbte efter at lægge industrisamfundets sociale og økonomiske skævvridninger

bag sig, stoppe den uorganiserede vækst og skabe en social revolution gennem holistisk

planlægning og arkitektonisk intervention. Håbet var, at menneskets stigende

medbestemmelse og øgede velvære ville akkumulere og forbedre samfundet, hvis

strukturelle rammer skulle overskrides og erstattes af mere retfærdige systemer. Deres

utopiske planer havde velmenende og gode ambitioner, men det er illustreret gennem

Jane Jacobs og Situationisk Internationale mødte deres planer masser kritisk modstand,

men er det ensbetydende med de var en fiasko, en fejlslagen utopi?

Peter Hall favoriserer i sit værk ”Cities of Tomorrow” fra 2014 utilsløret Howards

havebyer og gør Le Corbusier til eksponent for en autoritær, centralistisk og fejlslagen

tradition, alt imens nogen mener, det samme om Howard, og andre mener, at begge

traditioner havde tilhørsforhold til den radikale venstrefløjs moral, fordi de troede på

økonomisk redistribuering og social intervention (De Backer 2012, 1). Holdningerne

til deres politiske position placerer sig altså i begge ender af spektret, som utopiens

natur fordrer, mens holdningen til, om deres visioner var en succes ligeledes er varieret.

Spørgsmålet er for det første, om det overhovedet er muligt at måle en utopi, fordi er

en ”realiseret utopi” ikke et paradoks? Fordi, hvis den bliver realiseret, afholder den

med at være en utopi, og bliver i stedet en realitet, og da en utopi er flerdimensionel,

kan den aldrig blive normativ. Den er altid i opposition til noget. I stedet kan man

undersøge hvorfor projekterne ikke blev efter planen, og hvilke bevægelser de satte i

gang.

Det er veldokumenteret, at deres utopier ikke formåede at iværksætte den store sociale

revolution de begge så som udkommet af deres byer, hvilket både Hall (2014, 3) og

Robert Fishman giver statsbureaukratiet, som både Howard og Le Corbusier så som en

hindring til gennemførelsen af deres idealer, en del af skylden for:

31

When, however, the time at last came for their ideals to be translated

into bricks and mortar, the irony was that – more often than not – this

happened through the agency or state bureaucracies, which they would

have hated.

Målet om at skabe et bedre samfund gennem et bedre fysisk miljø, der var to

uadskillelige dele for Howard, blev separeret af hans efterkomne tilhængere. De mente

at planlægningsfaget skulle være politisk neutralt, hvilket repræsenterer et andet ideal

(Fishman 1982, 80). Havebybevægelsen mistede derfor gradvist sit engagement med

social forandring og udviklede sig til en byplanlægningsbevægelse i en snæver forstand

(ibid.). Dette har fået flere til at konkludere, at det er umuligt at skabe sociale

forandringer gennem store urbane rumlige forandringer (Pinder 2002). Harvey angriber

denne antagelse og foreslår, ligesom i citatet, at de fejlslagene utopier ligeså vel kan

tilskrives de aktører og sociale processer, der blev mobiliseret til at materialisere dem

(Harvey 2000, 173). Fishman betegner denne udvikling som havebyens historiske

tragedie. Havebyen blev i stigende grad associeret med en planlægningsform, der

opererede inden for de eksisterende kapitalistiske relationer, snarere end som et redskab

målrettet social forandring, der netop skulle transcendere de eksisterende relationer.

Disse aktører er i et kritisk teoretisk perspektiv de herskende institutioner og ideologier,

altså i dette tilfælde staten og de profitsøgende kapitalistiske markedsmekanismer, og

dem som afstedkom spredningen af ”the urban fabric” (ibid.; Lefebvre 2003 [1970]). I

stedet for dens løfte om en samfundstransformation banede havebyen i stedet vejen for

en eksplosiv formation af forstæder, som bragte sin egne sociale slagsider med sig,

lyder kritikken (ibid.; Hall 2014, 7-8; Pinder 2012).

Det er veldokumenteret, at Howard og Le Corbusiers utopier har sat et solidt aftryk på

arkitekt- og planlægningsfaget lige siden deres idéer først kom til verden (Pinder 2012,

57). I dag er havebyen og Le Corbusiers idealer virkeliggjort i en eller anden form i

store dele af den vestlige verden. I Danmark i form af forstædernes parcelhuskvarterer,

hvor man kunne bo tæt på naturen i rolige grønne omgivelser, i ordentlig arkitektur og

med plads til at udfolde sig. Brøndby Strand fra 1970’erne er eksempelvis opført efter

tydelig inspiration af Le Corbusiers funktionalistiske, og vertikale, formsprog og ud fra

hans visioner om at skabe sunde rammer omkring et godt liv for sine borgere. Man kan

diskutere de enkelte steders kvaliteter, hvilket altid være en subjektiv vurdering, men

32

man kan ikke diskutere deres idémæssige oprindelse og deres utopiske hensigter.

Derudover satte de skub i en ny forståelse af forholdet mellem den afgrænsede by og

den omkransende natur, hvilket har sat urbanitetsbegrebets morfologi i bevægelse.

Naturen skulle folde sig ind i byen og byen skulle folde sig ud i naturen (Brenner 2013,

743). Femfingerplanen i København fra 1947 er et godt eksempel på dette.

Efterkrigstidens voksende bil- og cykeltrafik blev planlagt langs en række

hovedfærdselsåre, der skulle være omgivet af grønne arealer fri for byggeri og med

plads til landbrug, udflugtsveje og fritidsaktiviteter (DAC 2014a).

Le Corbusier og Ebenezer Howards utopiske byplaner kom ikke til at fremstå eller

fungere, som de havde drømt om, men deres idealer og deres nye måder at tænke byen

på, som før havde været låst i en forestilling om modsætningen mellem land og by, har

sat deres præg på eftertidens tilgange til planlægningsfaget. I dette lys har deres planer

ud fra et kritisk udgangspunkt undersøgt sprækker og brud i virkelighedsopfattelser,

som ikke resulterede i en radikal afvigelse fra normen, men i stedet medførte

inkrementel forandring.

Ikke desto mindre har utopiens funktion i byplanlægningen lidt gevaldigt nederlag, og

i anden halvdel af det tyvende århundrede afmonterede man helt dens funktion og fratog

den en konstruktiv plads i planlægningsprocessen. Næste afsnit opstiller

indledningsvist en række forklaringsmodeller til at beskrive årsagerne bag denne

udvikling og til slut bliver Pinders modificerede utopibegreb introduceret, som en

konstruktiv vej ud af den drømmemæssige stilstand og ind i bestræbelserne efter en

bæredygtig omstilling af byerne.

33

III. UTOPIENS DØD OG DEN POSTMODERNE TILSTAND I sin artikel ”In defence of utopian urbanism: imagining cities after the ’end of utopia’”

fra 2002, begrunder Pinder begrebets historiske nedgang med, at det bliver forbundet

med autoritære idealer og totalitarisme, som har præget store dele af det tyvende

århundredes politiske landskab (230), hvilket Harvey ligeledes peger på:

No one believes any more that we can build that city on a hill, that

gleaming edifice that has fascinated every Utopian thinker since Plato

and St Augustine. Utopian visions have far too often turned sour for that

sort of thinking to go far. Gloom and pessimism are more common

(Harvey 1993 i Cordua 2012, 14).

Utopien ikke blot har fået et blakket omdømme, men er omgærdet af pessimisme og

mistro, og det er der flere forklaringer på.

Den økonomiske krise og enden på historien

I 1960’erne oplevede Europa ellers en ny bølge af fantasifuld utopisk arkitektur, hvor

Archigram markerer sig som en af tidens mest fremtrædende gruppe med deres berømte

Plug-In City (for oversigt se Spatial Agency). Men som John Gold, professor i

urbanhistorisk geografi observerede, forstummede fortalere for alternative urbane

visioner i 1970’erne, og der indtrådte i stedet en krise i byudviklings- og

planlægningskredse:

Within the last fifteen years matters have changed drastically. The

advocacy of alternative urban visions has all but ceased and, indeed,

there is little active debate about the future city other than the projection

of current doubts and anxieties into the near future (Pinder 2002, 232).

Harvey ser denne udvikling som en direkte konsekvens af 1970’ernes økonomiske

krise, der medfører fremvæksten af det neoliberale regime (ibid.). Margaret Thatchers

berømte slogan ”There is no alternative” bliver relevant i denne sammenhæng, fordi

det referer til en tyrkertro på at neoliberalismen er det eneste rigtige: der er intet

alternativ. Det indfanger samtidig en problematisk position for planlægningsfaget, fordi

34

den radikale praktisering af neoliberalismen er kritisk over for den form for politisk

rationalisme, der lader staten organisere samfundet, og som planlægningsfaget derved

repræsenterer. I stedet skal det frie marked og de private interesser råde. Et paradigme,

Howard og Le Corbusier tidligere forsøgte at undslippe. I sin diskussion af byer i

avancerede kapitalistiske lande, argumenterer Harvey for, at en af de mest rystende

elementer ved den nye tilstand er modviljen mod at forestille sig en radikal urban

forandring. Magthaverne har afholdt sig fra at engagere sig i det urbane spørgsmål og i

stedet koncentreret sig om, hvordan de rige og magtfulde kan blive isoleret fra den

såkaldte underklasse eller den urbane ”anden” gennem selektive byfornyelsesprojekter

og nye former for segregering, frem for at koncentrere sig om, hvordan

urbaniseringsprocesser kan bringe social retfærdighed og progressive politiske

projekter med sig. I stedet bliver der tyet til kortvarige løsning i forsøget på at komme

urbane dårligdomme til livs (Pinder 2002, 231).

En yderligere bevægelse væk fra at forestille sig radikale afvigelser fra normen bliver

forstærket med afslutningen på den kolde krig og kapitalismen som ideologisk

sejrsherre. Francis Fukuyama erklærede i 1989 i ”The End of History” historien for

død. Fascismens fallit og kommunismens deroute betød, at der ikke længere var

ideologiske alternativer til det liberale demokrati, der dermed fremstod som ideologisk

triumfator. Menneskets ideologiske evolution havde nået sin ende, de store

fortællingers tid hørte til fortiden, og den post-ideologiske epoke i verdenshistorien var

ankommet. Ifølge Fukuyama ville enden på historien være et tragisk øjeblik, hvor

jagten på anerkendelse og offervillighed til at forfølge abstrakte mål, og den

verdensomspændende ideologiske kamp, der producerede idealistiske forestillinger,

blive erstattet af økonomiske udregninger, endeløse forsøg på at løse tekniske

problemer, miljømæssige bekymringer og tilfredsstillelse af sofistikerede

forbrugerkrav (Fukuyama 1989). Afslutningen på den ideologiske kamp afliver derfor

århundreders tro på, at en radikalt anderledes samfundsmodel end den kapitalistiske

kan realiseres. Ingen indflydelsesrige globale politiske bevægelser eller offentlige

intellektuelle har siden kunne tilbyde et samfund bygget på andre principper end det

liberale demokrati. Kommunismen var under den kolde krig et egentlig og

forhåndenværende systemisk alternativ, der i Vesten forstrede debatter og spørgsmål

om USA og Vesten skulle og kunne blive til Maos Kina. Det var en krig mellem to

konkurrerende værdisystemer. Begge systemer påstod, at deres realisering ville

35

resultere i et harmonisk samfund med rigdom, lighed og retfærdighed for alle

mennesker, men de moralske værdier var fokuseret på væsensforskellige modeller og

eksistentielle filosofier, der affødte diskussioner om det gode liv, og om hvordan det

gode samfund skulle indrettes. Hvordan indretter vi os forskelligt fra hinanden?

Hvorfor har vi valgt denne model og ikke den anden? Hvad er fordelene ved hver

enkelt? Hvilken model er den bedste? Spørgsmål som disse åbnede op for alternativer

og naturligvis også mellempositioner. I de vestlige regeringers diskurs var kapitalismen

god og kommunismen var ond og vice versa. Så enkelt kunne det tegnes op, men deres

sameksistens opretholdte forestillinger om diametrale alternativer og muliggjorde

vidtspændende drømmescenarier. Drømmebillederne opløser hinanden med

afslutningen af den kolde krig. I dag er der en bredere konsensus om verdens systemer,

hvor globalisering, teknologi og kapitalisme definerer tiden (Róin 2016).

Den paralyserede forestillingsevne

Hvordan kan vi forestille os radikale alternativer, når de store spørgsmål ikke bliver

stillet længere og historien er slut? Ifølge den postmoderne kulturkritiker og

marxinspirerede politiske teoretiker, Fredric Jameson, har fraværet af diskussionen om

det gode liv ført til en tomhed og meningsløshed i tilværelsen. Og det er svært ikke at

se ovenstående diskussion i relation til Jamesons berømte mantra (1994, xii, egen

fremhævning), der i mange gengivelser bliver fortalt uden sætningens afsluttende, men

essentielle, del:

It seems easier for us today to imagine the thoroughgoing deterioration

of the earth and of nature than the breakdown of late capitalism; and

perhaps that is due to some weakness in our imaginations.

Han tilskriver ligesom andre iagttagere også kapitalismens triumf som kilden til den

fraværende forestillingsevne. Det er nemmere at forestille sig jordens undergang end at

forestille sig et alternativ til kapitalismen. I lyset af ovenstående citat er det

kapitalistiske systems disintegration kun en mulighed i forbindelse med jordens

undergang. Det er en noget apokalyptisk prognose, der ikke levner meget plads til en

bæredygtig omstilling, som er så tvingende nødvendig. Jameson åbner imidlertid op for

en anden forklaringsmodel efter semikolonet i sætningens afsluttende del, der ofte

36

bliver udeladt i akademiske gengivelser; måske skyldes fraværet af drømme om et

bundforskelligt værdisystem et brist i menneskets forestillingsevne, som er forårsaget

af kapitalismens totale globale dominans. Hvis man vil skabe et alternativ til

kapitalismen, er man derfor nødt til at ændre forestillingsevnen. Han hævder, at den

manglende evne skyldes, at postmodernismens populærkultur er uløseligt forbundet

med kapitalismens økonomiske system. De er uadskillelige. Dette skal forstås ud fra en

forståelse om, at kultur er en uløselig del af hverdagslivet, og er den mennesket

orienterer sig ud fra. Jameson følger den marxistiske tradition, der binder kultur

sammen med et samfunds politiske og økonomiske tilstand (Jameson 1994). Han

kritiserer derfor kulturen for ikke at evne at se ud over sig selv, og derfor heller ikke

fremad. Dette skaber et historisk vakuum, hvor nutid og fremtid fusionerer. Det

resulterer ifølge Jameson i en kulturel stemning, der er kendetegnet ved oplevelsen af

et evigt nu. Den manglende evne til at forestille sig og dvæle tilskriver han specifikt

nutidens kapitalistiske kultur. Hvor alt via teknologiens hjælp forekommer muligt,

drukner individet i indtryk, udtryk og aftryk. Mennesket bliver så opslugt af en konstant

strøm af billeder og information, at det mister evnen til at orientere sig, og i stedet giver

sig til at forbruge. Jameson hævder, at mennesket eksistentielt set har mistet sin

forankring i tilværelsen i det postmoderne. En vej ud af denne tilstand er ifølge Jameson

at blive ved med at skrive kritiske tekster om problemet (Jameson 2003; Rose 2009,

67).

Fra 1970’erne udvikler der sig en særlig følsomhed inden for kulturproduktion og også

inden for arkitektur. Man låner, gengiver og indarbejder formelle træk fra forskellige

kulturer og historiske perioder. I 80’erne bliver modernismen trængt i defensiven af en

nyrationalistisk strømning, men i 90’erne bliver det moderne igen det vigtigste tema,

dog i et anderledes format end den, der opstod i begyndelsen af det nittende århundrede,

den Howard og Le Corbusier er repræsentanter for. Den nye modernisme,

postmodernismen, forlader den gamle modernismes utopiske og opdragende

ambitioner til fordel for en mere iscenesættende og æstetiserende arkitekturbrug

(Nygaard 2002, 47). Jameson opstiller begreberne pastiche og parodi til at forklare

dette. Parodi baserer sig almindeligvis på imitationen af en normativ genstand. Men til

forskel fra eksempelvis satiren så inkorporerer parodien noget af originalen i sit udtryk.

Hermed antydes en ambivalens over for det parodierede objekt: man latterliggør det,

men med et kærligt blink i øjet. I det postmoderne, erklærer Jameson, er normsættet

37

imidlertid blevet undermineret i en sådan grad, at der ikke længere er nogle

grundlæggende værdier at parodiere. Og hvor parodien – modernismen – var motiveret

af et ønske om at kritisere det bestående, der imiterer pastichen – postmodernismen –

blot for imitationens skyld. Brugen af pastiche svarer til at tale et dødt sprog, siger han.

Det er som drænet for betydning, for liv, for humor og for kritisk distance (Rose 2009,

68). Jamesons forståelse lægger sig tæt op af situationisternes beskrivelse af

skuespilsamfundets repræsentationer.

Den kapitalistiske realisme

I sin udgivelse Capitalist Realism. Is there no alternative? fra 2009 beskriver den

britiske kulturteoretiker Mark Fisher den aktuelle globale politiske situation. Han

foretrækker begrebet kapitalistisk realisme frem for Jamesons postmodernisme. Fisher

argumenterer for, at da Jameson i 1980’erne foreslog sin tese om postmodernismen var

der stadig fungerende ideologiske alternativer til kapitalismen. Det mener Fisher ikke

længere er tilfældet, men hævder, at der snarere eksisterer en dybere, langt mere udbredt

følelse af udmattelse og kulturel og politisk sterilitet. Kapitalismen er ikke blot det

eneste levedygtige politiske og økonomiske system; det er umuligt at forestille sig et

sammenhængende alternativ (Fisher 2009, 7). Det underbygger han videre ved at pege

på, at det er en hel generation siden Berlinmurens fald, hvorfor et ideologisk alternativ

for Nordamerikas og Europas befolkning under tyve år næsten ikke er en mulighed,

men i stedet befinder sig i den yderste periferi af bevidstheden. Han beskriver

kapitalismens dominans således:

Capitalism seamlessly occupies the horizons of the thinkable. Jameson

used to report in horror about the ways that capitalism had seeped into

the very unconscious; now, the fact that capitalism has colonized the

dreaming life of the population is so taken for granted that it is no longer

worthy of comment (2009, 8).

Den kapitalistiske kultur har koloniseret menneskets drømmeverden, som Jameson og

Situationistisk Internationale også siger, og endda inkorporeret forestillingen om

alternativer. Han nævner de definerede kulturelle genrer som ’alternative’ og

’independent’ som vækker mindelser om oprør og revolution, men som nu er en

fasttømret del af mainstream- og populærkulturen, altså en pastiche.

38

Fisher knytter videre en kommentar til byernes kommende udfordringer med

urbanisering og øgede økologiske belastning i et kapitalistisk system. Forholdet mellem

kapitalisme og den økologiske katastrofe, der er under opsejling, og som i høj grad er

igangværende, er hverken opstået ved et tilfælde eller et uheld. Kapitalens indlejrede

vækstfetichisme, som han kalder den, vil altid forsøge at udvide markedet, hvilket

betyder, at kapitalisme af natur er i opposition til en hver form for bæredygtighed

(Fisher 2009, 18-19). Intet er mere irrationelt for kapitalismen end rationering af varer

og resurser. Bæredygtighedsbegrebet er i det lys et eksempel på et alternativ, der

tilsyneladende står uden for kapitalismens ramme, men i virkeligheden er blevet

inkorporeret i kapitalismens sprog som et ”alternativ”, men det bliver blot en

repræsentation, en pastiche. Ligegyldigt hvad er en eller anden form for rationering

uundgåelig, hvis man ønsker at overkomme klimakrisen, skriver Fisher (Ibid.).

Spørgsmålet er snarere, om problemet bliver håndteret kollektivt eller om det er

nødvendigt at tage autoritære midler i brug. Hvilken form den kollektive tilgang skulle

være, er et åbent spørgsmål, som Fisher kun mener kan blive afgjort gennem praktiske

og eksperimentelle foranstaltninger (Ibid., 80). I slutningen af bogen opfordrer han til

at se historiens død som et kæmpe potentiale, fordi han mener, at den kapitaliske

realismes totale dominans betyder, at selv det mindste glimt af reelle alternative

politiske og økonomiske muligheder, kan have en kæmpe effekt. I en situation hvor

intet kan ske, er alt pludseligt muligt igen (Ibid.).

I lyset af ovenstående erkendelser er en kombination af flere faktorer med til at

besværliggøre en bæredygtig omstilling. Dels forstummer 1970’ernes økonomiske

krise og den efterfølgende ensporede neoliberalistiske agenda igangsatte en udvikling,

hvor den urbane planlægning er styret af kapitalistiske mekanismer. Afslutningen på

Den kolde krig og kapitalismens sejr, har sat sine spor i den kulturelle sfære, hvor ideen

om alternativer er blevet inkorporeret i kulturbegrebet og i sit ambition om oprør, blot

bliver en repræsentation af en oprør. Fukuyama antog, at enden på historien ville være

et tragisk øjeblik, hvor offervilligheden til at forfølge abstrakte mål bliver erstattet af

endeløse forsøg på at løse tekniske problemer. Disse faktorer medvirker til at

karakterisere klimaet for at tænke i systemiske alternativer. Den er begrænset af en

svaghed i menneskets forestillingsevne, der har svært ved at løsrive sig kapitalismens

greb. Alligevel er der optimisme at spore midt i al pessimismen hos flere af kritikerne.

39

Jameson foreslår, at et kontinuerligt engagement med at skrive om den nuværende

tilstand, kan hjælpe til at bryde ud af den. Fisher er overbevist om, at i en situation med

absolut stilstand, vil den mindste destabilisering kunne have en kæmpe effekt.

Pinder indgyder ligeledes til optimisme og advokerer for, at man ikke bør udelukke

utopisk tænkning i visioner om den gode by, selv om der er en udbredt forståelse om,

at flere dele af utopisk tænkning har vist sig at være ukonstruktive. Han foreslår derfor

en ny forståelse af utopien, der tager hensyn til tidligere problematikker, og

genindsætter utopien som vigtig funktion i byplanlægningen (2002, 237).

Den processuelle utopi

For Pinder repræsenterer utopien en essentiel kritisk indstilling til samfundet, der er

uundværlig, og ikke må gå tabt på grund af sin historiske fejltrin eller på grund af

afslutningen på historien. Det er vigtigt hele tiden at stille spørgsmål til samfundets

indretning og forsøge at planlægge den ideelle by. Fordi utopien i kraft af ovenstående

kritik er kollapset og erstattet af en banal tilgang til byudvikling, og udvikling af

samfundet generelt, hvor man tager til takke med en middelmådig by (ibid.). Pinder

vender sig bort fra Le Corbusier og Howards færdigtegnede modeller, og konstruerer

utopien efter et nyt billede. Den skal ikke forfølge en determineret endemål:

Rather than the classic, closed, fixed form or blueprint to be realised, it

becomes ‘an approach toward, a movement beyond set limits into the

realm of the not-yet-set’ (2002: 238)

Man bør ikke forstå en utopi som et bestemt sted, man arbejder målrettet henimod

gennem byplanlægningen, men i stedet skal man se utopien som et vigtigt

analyseredskab til at skabe det gode urbane liv. Ikke efter en model, men gennem en

inkrementel proces. Utopien bliver på den måde en kritisk metode til at undersøge

åbninger i vores virkelighed og virkelighedsopfattelser for at afsøge og afprøve

forestillinger om anderledes og bedre organiseringer af samfundet. Selv inden for

samfundets institutionelle og ideologiske rammer. Drivkraften skal være et begær om

at skabe forandring. Det sætter utopien som middel i stedet for den traditionelle

opfattelse af den som et konkret mål. Han appellerer til, at utopien bliver anvendt som

40

en åben og kollektiv demokratisk proces, så dan ikke forfalder til en autoritær praksis.

Ambitionen er, at utopien frem for at forfølge en plantegning, et på forhånd

kategoriseret eller beskrevet endemål, bliver en processuel tilgang hen imod noget, en

bevægelser der gennem små kontinuerlige brud, transcenderer aktuelle begrænsninger,

og når til et sted, der i sagens natur ikke beskrives (ibid.). Utopien er for Pinder absolut

nødvendig at genetablere, fordi den konstant skal adressere muligheder for anderledes

og mere retfærdige urbaniseringsprocesser, der går i mod, og forsøger at kritisere de

institutionelle rammer og antagelser om naturtilstande i samfundet:

If a turn to questions of utopian urbanism is to be critical rather than

compensatory, and to avoid simply providing consoling figures to revive

spirits wearied by contemporary political cynicism, then its potentially

disruptive and transgressive qualities need to be emphasised. Such a

spirit can return us to the provocative power of the field. It can help to

raise urgent issues about the taken-for-granted world, and to open up

perspectives and actions on a vital question raised earlier: ’What sort of

city for what sort of society?’ (ibid., 239)

Den skal konstant tilvejebringe brud i virkelighedsopfattelser og rejse spørgsmål

hvilken by man ønsker og for hvilken type samfund. Det er altså de små brud i systemets

panser, der skal genaktivere forestillingsevnen.

Et par år forinden byder Harvey ind med refleksioner mage til Pinders. Det er essentielt

for dem begge, at alle former for sociale og politiske bevægelser hævder deres ret til

byen, og deres ret til at genskabe byen i et andet billede. Denne proces vil være

konfliktfuld, men bør hilses velkommen, da der ikke er noget værre end en passiv,

frygtsom enstemmighed om at bevare status quo, hvilket ligeledes er aldeles

ubæredygtigt i en miljømæssig såvel som social henseende (Harvey 2014). Det er

nødvendigt at befolkningen er en integreret og oplyst del af beslutningsprocesserne

vedrørende eksempelvis den bæredygtige omstilling af byerne. De skal uddannes til at

forstå mekanismerne bag (ibid.) Pinder og Harvey hævder at konfliktfulde processer

som denne skaber brud i virkelighedsopfattelser og dermed nye tilgange til udviklingen

af byen, som er løsrevet fra dominerende strukturer og ideologier. Disse brud kan

udvikle sig til ny arkitektur, eksperimentelle måder at tænke byplanlægning og til

41

visioner for hvordan bylivet kan være, og på den måde iværksætte en bevægelse ud af

faste rammer og nå nye højder, og dermed blive implementeret i det eksisterende

system. Nye er betydningsfulde for byens udvikling, og idéerne skal afprøves for at

udforske nye sociale forhold, og nye relationer mellem mennesker, natur og teknologi.

Der er behov for at promovere gode eksempler på metoder eller steder, hvor det er

lykkedes med en form for bæredygtigt omstilling, og hvor det ikke har en synderlig

negativ effekt på befolkningens livskvalitet. Abell et al. (2015) betragter nemlig dette

element som en barriere i den bæredygtige omstilling. Der mangler en grad af

risikovillighed og forestillingsevne dels hos myndighederne, men i den grad også hos

den enkelte borger, der frygter forringelse af livskvalitet, og er tilfreds med status quo.

Erfaringerne fra brudfladerne skal derfor kaste ny erkendelse med sig, som udvider

bevidstheden og bringer forestillingsevnen i spil igen:

Det største problem er at overvinde vores egen snæversynethed og få skabt et

nyt syn på byen; som en organisme, en helhed af aktualiteter, som kan

omdannes i et helt nyt billede, ud fra hvad der er vigtigt i dag. Vi har skabt byer,

vi er tvunget til at leve i, og i skabelsen af disse byer, har vi genskabt os selv.

Spørgsmålet om hvilken by vi ønsker, kan ikke adskilles fra hvilken slags

mennesker vi ønsker at være (Harvey 2014).

Harvey og Pinder forsøger altså at genetablere utopien fra at være blevet en perifer

skikkelse til igen at blive en central figur i planlægningen af byer. I stedet for

modernisternes storstilede radikale masterplaner skal utopien styres af en lyst og et

begær til forandring gennem processuelle iterative processer, hvor endemålet ikke på

forhånd er defineret, men hvor motivationen er at skabe et bedre og mere retfærdigt

samfund i kontrast til den igangværende urbaniseringsproces ulige udvikling. Stabile

strukturelle forhold er svære at forandre, men gennem konstante forsøg på at ændre

forståelser er en gradvis forandring af det eksisterende muligt. På samme måde kan det

også rykke ved den generelle indstilling og forestilling om en bæredygtig omstilling

(ibid.; Pinder 2002, 239).

Der er dog stadig en udfordring i utopiens forhold til en rumlig materialisering, fordi vi

er mennesker, og vi bygger og bor, vil vi i sidste ende uanset tilgange, skulle organisere

os. Selv om Harvey ligeledes distancerer sig selv fra modernisternes utopiske modeller,

42

fordi han erkender det problematiske i at fastlåse den sociale orden i fikseret rum, rejser

han alligevel spørgsmålet, om utopien nogensinde kan blive materialiseret, hvis den

rumlige organisering kategorisk bliver afvist. Han argumenterer derfor for, at en rumlig

organisering er nødvendig, dog uden at tilbyde en løsning på denne teoretiske konflikt

(ibid.). Uden en fysisk form er Pinder og Harveys utopiforståelse en konstant følelse af

uopfyldt længsel og begær. Men måske skal det netop være utopiens last, at den er en

evig længselsfuld stræben efter et ukendt endemål, og dermed også dens egne konstante

drivkraft. Den rumlige dimension må derfor altid være midlertidig, et omskifteligt

fænomen, der aldrig må blive fikseret eller absolutistisk.

I næste kapitel bliver tiden skruet frem til det enogtyvende århundrede, der både bliver

kaldt den urbane og antropocæne tidsalder. Denne periode har været genstand for

mange fantasifulde forestillinger gennem tiden og i takt med, at betingelserne for at

forestille sig en lysere fremtid bliver sværere, har disse fantasier ofte taget en dystopisk

form. Nu er det tid til at undersøge perioden empirisk. Kapitlet undersøger, hvad der

ville konstituere en utopi i dag – ligesom Le Corbusier og Howard i sin tid gjorde det

– og kaster dernæst et analytisk blik på to urbane bæredygtigheds-løsningsforslag;

verdens eftersigende første emissionsfrie by Masdar City og et af de nyeste skud på

stammen inden for den urbane bæredygtighedsdiskurs, Regen Village.

43

IIII. BÆREDYGTIG OMSTILLING I DEN ANTROPOCÆNE

TIDSALDER

For many to talk of the city of the twenty-first century is to conjure up a

dystopian nightmare in which all that is judged worst in the fatally

flawed character of humanity collects together in some hell-hole of

despair.

David Harveyvi

Da en håndfuld avancerede og intelligente androide replikanter af typen Nexus 6 flygter

fra en arbejdslejr og under flugten slår en stor gruppe mennesker ihjel, får eksstrømeren

Rick Deckard til opgave at uskadeliggøre dem. Dramaet udspiller sig i 2019 i den dystre

og deprimerede metropol, Los Angeles, der er i voldsomt fysisk og moralsk forfald.

Ridley Scott tegner i sin klassiske science-fiction thriller Blade Runner fra 1982 et

dystopisk billede af det enogtyvende århundrede, og det er han ikke ene om

(Monggaard 2007). Dette tilsyneladende dystopiske århundrede har gennem tiden

været genstand for utallige litterære og filmiske apokalyptiske skildringer, der

sammenblander krise- og katastrofescenarier med teknologiske opfindelser og med

menneskets mørkeste karaktertræk, som Harvey ligeledes bemærker. Nu er århundredet

ankommet. Kloden er ikke gået under og robotterne har endnu heller ikke overtaget

verden, men hvilke udfordringer og kompleksiteter står kloden ansigt til ansigt med i

dag?

I år 2000 introducerede videnskabsfolkene Eugene Stoermer og Paul Crutzen begrebet

det antropocæne, der kort fortalt betyder, at klimaforandringerne er menneskeskabte

(Hodson et al, 2010; Pedersen 2014; Zalasiewicz et al. 2009). Siden den industrielle

revolution har kloden bevæget sig ind i en ny geologisk epoke, hvor overforbrug af

naturens ressourcer, forureningen og kulstofudledningen er menneskeforskyldt og har

påført kloden så voldsom skade, at samme forskere taler om terracide – altså mord på

kloden. Klimaet er i krise og bæredygtighed har været et varmt emne siden 1980’erne,

hvor det også kom på den politiske dagsorden med Brundtland-rapporten fra 1987.

44

I bogen Den store omstilling, fra systemkrise til grøn økonomi argumenterer forfatteren

Jørgen Steen Nielsen for, at vi ikke står over for en traditionel og forbigående krise,

men en fundamental systemkrise, hvor finansiel krise, klimakrise, olie- og råstofkrise

samt fødevarekrise spiller selvforstærkende sammen og alle afspejler, at den globale

økonomi er i færd med at overskride sine grænser (2014). Selv Den Internationale

Valutafond (IMF), neoliberalismens højborg, udsendte tidligere på året en rapport med

konklusioner om, at dele af den neoliberale dagsorden har ført til øget social og

økonomisk ulighed, som har været med til at undergrave den økonomiske vækst (Ostry

et al. 2016). Når så centrale organer udtrykker bekymring for dels deres egen

forretningsideologi men også for en global struktur, burde det vække opmærksomhed

og bekymring. Løsningen på kriserne er ifølge Nielsen en paradigmatisk transformation

lignende tidligere spring i civilisationens historie, som eksempelvis overgangen fra

jæger-samler-kultur til landbrugssamfund. Verden bevæger sig imidlertid tættere og

tættere mod et højteknologiske postindustrielt informations- og videnssamfund præget

af kapitalisme og globalisering, og nu hvor over halvdelen af verdens befolkning lever

i byerne, er det indlysende, at der ikke kan gennemføres nogen løsninger på

miljømæssige, sociale eller økonomiske problemer uden en større transformation af

livet i byerne. Forbrugssamfundet har sat et enormt økologisk fodaftryk, der giver sig

til udtryk i ressourceknaphed, klimaforandringer og generel miljømæssig sårbarhed, der

påvirker det fremtidige engagement med det urbane forskningsfelt, og kalder på

alternative bæredygtige boformer.

Den bekymrende situation har da også medført en stigende global opmærksomhed på

bæredygtighed i byplanlægningen og fået forskere, arkitekter, byplanlæggere,

virksomheder og beslutningstagere fra hele verden til at lede efter holistiske

løsningsmodeller til at mindske de sociale og økonomiske og miljømæssige virkninger

for at holde økosystemet i live. Byerne bliver markedsført under et væld af betegnelser

med både ligheder, men også forskelle på, hvor deres hovedfokus ligger.3 Yigitcanlar

et al. (2013) anvender paraplybegrebet smart eco-city til at definere de mange

forekomster målrettet at skabe bæredygtig urban udvikling:

3 Eksempelvis carbon-neutral, low-carbon, smart-eco, smart-city, sustainable, ubiquitous-eco, zero-carbon etc., hvor carbon-neutral fx fokuser på at skabe et ressourcesparrende og miljøvenligt energisystemer, mens ubiquitous-eco byer fokuserer på at tilbyde højteknologiske computerløsninger med sensorer og kommunikationselementer indbygget i objekter i byen for at forøge livskvaliteten samtidig med at miljøaftryk mindskes.

45

A smart eco-city is, in a broad sense, described as an ecologically

healthy city using advanced technologies and having economically

productive and ecologically efficient industries, a systematically

responsible and socially harmonious culture, and a physically aesthetic

and functionally vivid landscape. These cities claim to contain a healthy

human ecological process leading to sustainable development within the

carrying capacity of local ecosystems through changes in the production

mode, consumption behaviour and decision instruments based on

ecological economics and systems engineering.

Definitionen dækker altså over et urbant økosystem der ved hjælp af forskellige

avancerede teknologier sikrer en økologieffektiv industri, funktionalitet og harmoniske

sociale forhold. Den egentlige kvalitet af de urbane områder er ikke begrænset til

menneskelige behov, men handler også om at opretholde hele det livssystem, som vi til

syvende og sidst er afhængige af. Modellerne deler antagelsen om, at social, økonomisk

og økologisk udvikling upåvirket kan gå hånd i hånd (Caprotti 2013; Hodson et al.

2010; Jong et al. 2015; Yigitcanlar et al. 2013). I FN’s klimapanels seneste rapport

observerer man også potentialet:

Urban [climate] adaptation provides opportunities for incremental and

transformative adjustments to development trajectories toward

resilience and sustainable development via effective multilevel urban

risk governance, alignment of policies and incentives, strengthened

local government and community adaptation capacity, synergies with

the private sector, and appropriate financing and institutional

development. Opportunities to do so are high in many rapidly growing

cities where institutions and infrastructure are being developed (IPCC

2014, 538).

Mulighederne for den bæredygtige tilpasning og transformation er altså til stede og i

særdeleshed til stede, hvor institutioner bliver udviklet af viljestærke lokale

myndigheder, der indgår partnerskaber med private virksomheder med en solid

46

egenfinansiering og solid finansiering i ryggen. Masdar City i De Forenede Arabiske

Emirater lever op til ovenstående karakteristik.

Masdar City – verdens måske første emissionsfrie fatamorgana

Ørkenstaten Abu Dhabi præsenterede i 2006 under stor bevågenhed sit prestigefyldte

bæredygtighedsprojekt Masdar City, den første emissionsfrie by på jorden. Målet var

klart: den olierige emirat skulle fremover udvinde sin energi fra massive solcelleanlæg,

blæses igennem af vindtårnenes afkølede ørkenvind og etablere sig som global hub og

levende laboratorium for hele verdens grønne teknologi-industrier. Byen skulle

kombinere forskellige state-of-the-art teknologier inden for bæredygtig

energigenerering og energibesparelse inden for bygninger og byplanlægning. Den er et

blandt fire initiativer under moderselskabet Masdar, der fungerer som et holdingselskab

kontrolleret af den statsejede kapitalfund Mubadala, der har skudt 15 mia. dollars ind i

selskabet.4 Masdar skriver følgende om projektet på deres egen hjemmeside:

In 2008, Masdar City broke ground and embarked on a daring journey

to develop the world’s most sustainable eco-city. Through smart

investments, Masdar City is successfully pioneering a “greenprint” for

how cities can accommodate rapid urbanisation and dramatically reduce

energy, water and waste … With a few thousand people living and

working in Masdar City, it is on its way to realising its vision. But this

is only the beginning. Masdar City continues to add new businesses,

schools, restaurants, apartments and much more, creating the diversity

of any major, modern city (Masdar, u.å.).

Projektet blev søsat med klare ambitioner om at skabe en mangfoldig metropol mage

til enhver anden moderne by blot med nul-emissions klimamålet som sin tydeligste

DNA. Som det fremgår i citatet var drømmen at blive verdens mest bæredygtige by.

Det britiske arkitektfirma Foster and Partners fik til opgave at tegne den seks

kvadratkilometer store bydel tæt op ad byens internationale lufthavn. Konstrueret efter

en klassisk arabisk bystruktur med lave tætbyggede huse i snævre stræder hævet på en

4 De øvrige er Masdar Institute, Masdar Energy og Masdar Capital. For yderligere beskrivelse se www.masdar.ae .

47

platform, skulle byens 45.000 indbyggere og 65.000 pendlere transporteres rundt under

byen i små selvkørende køretøjer, der med hyppige stoppesteder skulle sørge for, at

indbyggerne ikke behøvede at bevæge sig mere end 200 meter i varmen, med mindre

de valgte at transportere sig med en af cyklerne fra deres delecykelordning. I byens

centrum har den tyske industrivirksomhed Siemens placeret sit regionale hovedkvarter

ved siden af et femogfyrre meter højt vindtårn, der afkøler den tørre ørkenvind og

dirigerer den ned ad en overskygget sidegader med supermarkeder, bank, postkontor,

kantine og cafeer, som i form af en arkade skulle danne ramme om et sprudlende byliv,

hvilket arkitektrenderingerne også vidner om (se bilag A for renderinger; Masdar, u.å.;

Goldenberg 2016). Men hvordan ser det ud ti år efter?

Selv om byen var planlagt som verdens første færdigsyede højteknologiske ørken-

ecotopia, er den revolutionære vision ikke blevet forløst (Vidal 2008). Byen skulle have

stået færdig i 2016, men i dag er kun 5% procent af det projekterede anlagt og byen

ventes først at stå færdig mellem 2020-2030. De selvkørende køretøjer står stille og den

anlagte cykeldelestation er ubrugelig, da den er placeret ti kilometer uden for byen, og

fordi der endnu ikke er anlagt cykelstier gennem byen (Goldenberg 2016). Ørkenbyens

ambitiøse klimamål er langt fra opfyldt, og kommer heller ikke til at blive det på

længere sigt, har myndighederne og bygherrerene i Masdar indrømmet. I dag udleder

byen dog halvt så meget CO2 som et normalt byområde af samme størrelse, hvilket

stadig må betragtes som en innovation. Indbyggertallet er ej heller levet op til

ambitionerne. Masdars blot tusinde indbyggere er enten studerende ved Masdar

Institute of Science and Technology eller medarbejdere hos Siemens. Med andre ord,

har de altså sandsynligvis bosat sig der i forbindelse med deres arbejde. Store dele af

kontorbygningerne står derfor halvtomme, gaderne er øde og store områder af

uudviklede byggegrunde ligger hen. Goldenberg betegner Masdar som et forladt

drømmelandskab, der ikke har formået at leve op til sine løfter om en bæredygtig og

pulserende metropol. I sin artikel fra 2013 om årsagerne bag byens udvikling, lancerer

Federico Cugurullo følgende kritik:

....the Masdar City project [there] is a much bigger project aimed at

capital accumulation, and little attention is paid to what is unrelated to

the business plan. At the core of Masdar City lies a powerful mechanism

fueled by technology-driven capital flows … solidifying into the built

48

environment and sustaining Abu Dhabi’s economy. In this process …

there is little space for the social aspects of sustainable development and

for the basic social dimension of the city. Unless it can help profit

maximization, the “social,” whatever form it may take, is not part of the

agenda (36).

En hård kritik af Masdar Citys anvendelse af bæredygtighedsbegrebet, fordi det

primære formål synes at være at understøtte Abu Dhabis økonomi og status som globalt

teknologisk centrum – ikke at fremelske en socialt bæredygtig dimension. Byen er

derfor tættere på det Harvey kalder ”developers utopia”, hvor markedsmekanismerne

råder (2000, 168). Men man kan ikke kritisere dem for at have konstrueret en by ud fra

et andet billede end ens eget, det bliver en tom kritik. Det man kan kritisere Masdar for,

at have skabt en anden by end den, de havde markedsført sig med. Deres diskursive

praksis har skjult projektets økonomiske dominans og i stedet skabt et billede af en

utopi ud fra anerkendte symboler fra den urbane bæredygtighedsdiskurs og skabt en

repræsentation af en smart-eco-city, men ikke en smart-eco-city selv. Byen er derfor på

sin vis blot et forretningsdistrikt, der udleder lidt mindre CO2 end normalen. Masdar

har altså ikke formået at føre social, økologisk og økonomisk udvikling med sig

(Caprotti 2013; Hodson et al. 2010; Jong et al. 2015; Yigitcanlar et al. 2013).

I sin egen selvbeskrivelser præsenterede Masdar sig som en drøm om en nul-

emissions moderne ørkenmetropol med et rigt byliv og en mangfoldig

indbyggersammensætning. Ambitionen var altså – ligesom hos Howard og Le

Corbusier – at skabe den ideale by, hvor den sociale dimension ville følge med. Dette

var i hvert fald den diskursive fremstilling og i sådan en henseende, er Masdar City en

forfejlet by. I stedet har dens hovedfokus været det økonomiske aspekt, men betyder

det partout at den diskvalificerer sig fra at have bidraget til en miljømæssig mere

bæredygtig udvikling? Som Fisher anfører i sin samfundskritik, er kapitalisme af natur

i opposition til en hver form for bæredygtighed, men kunne man diskutere, om

kapitalismen i kortere og gunstige perioder for den selv rent faktisk var et enormt bidrag

til en bæredygtig omstilling? Masdar er en forretningsby, som er opstået på grund af

den store globale efterspørgsel på grønne state-of-the-art teknologier.

Bæredygtighedsbegrebet er blevet en salgsvare. Dens branding- og markedsværdi giver

virksomheder et økonomisk incitament til at investere og forske i eksempelvis grøn

49

energi. Det betyder, at markedsmekanismerne, og dermed det kapitalistiske system

selv, ville understøtte den bæredygtige omstilling og muligvis endda sætte skub den

yderligere på vej, fordi de involverede virksomheder begynder at konkurrere om

markedet og altså begynder at konkurrere på udvikling af grøn teknologi. Man kunne

på den måde argumentere for, at et umiddelbart mislykket projekt som Masdar City

bidrager meget positivt i retningen af en bæredygtig omstilling. Det problematiske ved

at stole på markedsmekanismerne er dog, som Harvey siger: ”capital never solves its

crisis tendencies, it merely moves them around” (Harvey 2010). Markedet har sendt

kapitalstrømme med ørkenvinden i håbet om profit, men glæden har tilsyneladende

varet kort. Hvis markedets vinde pludselig skifter retning følger kapitalstrømmene

netop med, spørgsmålet er derfor om man ønsker dens assistance i et mere kontinuerligt

perspektiv, eller om den bliver en for ustabil og upålidelig en faktor, der vender ryggen

til ved næste vækststagnation. De økonomiske incitamenter og markedets principper

vil i sidste ende altid prioritere sig selv foran de bæredygtige, som Fisher ligeledes

berører i sin kapitalismekritik. Og måske er det i virkeligheden det, der har været kilden

til Masdars situation. Måske har Masdar været offer for sin egen ideologi, en stopklods

for sin egen udvikling. Året efter det første spadestik blevet taget i 2006 ramte den

globale finansielle krise. Samme år blev deres ambitiøse plan dels indskrænket til at

gælde en mindre areal og dels udskudt fra at stå færdig i 2016 til at stå færdig mellem

2020-2030 (Walsh 2011). Da bygningsarbejdet igen skulle påbegyndes, var den

teknologiske udvikling allerede kvantespring længere fremme. Forældelsen indtræffer

hurtigt i dette branche. Et eksempel på dette er Masdars transportsystem, små

magnetiske selvkørende pods, der virkede futuristisk, da de blev lanceret, men i dag

virker komplet forældet i forhold til Tesla Motors.

Et grundlæggende træk ved utopien er, at den er bundet til en bestemt tid og et bestemt

rum, som den historiske gennemgang har demonstreret. Sådan et perspektiv kaster en

række erkendelser med sig. I 2006 var den bæredygtige omstilling ikke på dagsordenen

i lige så høj grad som tilfældet er i dag. På sin tid var Masdar City et nybrud med sin

egen tids traditionelle forståelse af en byer og deres funktioner, fordi den er skabt som

en reaktion på en global krisetilstand, som den i sin essens ville forsøge at tackle. Selv

om dette med alt tydelighed er sket ud fra et motiv om at skabe profit, og som sådan

ikke har været en kritisk indstilling til samfundet, har den stadigvæk haft potentiale til

at skubbe til nogle virkelighedsopfattelser. Den har indsat sig selv som levende

50

laboratorium for grøn teknologi, og har i kraft af sin historie også bidraget til at skabe

viden om udvikling af byer, byggerier og energiproduktion, som man ikke kendte til

før (Goldenberg 2016; Lau u.å.). Den normale vej i De Forenede Arabiske Emirater

ville have været at basere sit energiforbrug på olie, som er regionens varemærke. De

Forenede Arabiske Emirater er ikke renommerede for deres årelange fokus på grøn

energi, men tværtimod for at bygge ikoniske skyskrabere og anlægge øer af sand, der

forestiller palmetræer og lande. I denne optik forekommer Masdar City nærmest som

et kvantespring. Ud fra Pinders processuelle utopiforståelse har Masdar City taget et

inkrementelt skridt hen i mod en bæredygtig omstilling.

Fra den tørre ørken til det nordvesteuropæisk klima og 8 år længere fremme i

udviklingen af den bæredygtige planlægningspraksis. I Almere i Holland skal ReGen

fra 2016-2018 nemlig opføres på bar mark. Den er eksponent for et nyt paradigme i

bæredygtighedsdiskursen med endnu større ambitioner. Målet er her ikke blot at passe

på og bevare miljøet, men derimod at genoprette og regenerere det (Jong et al. 2015).

Flere af metodens tilhængere advokerer for, at den har mulighed for at overvinde de

problematiske afvejninger mellem miljømæssige, sociale og økonomiske forhold som

tidligere urbane bæredygtighedsprojekter, som fx Masdar City, ikke har kunne forløse.

ReGen Village er altså et trin længere fremme i den teknologiske udvikling. Byen er

altså ikke opført endnu, hvorfor dens kvaliteter i praksis logisk ikke kan vurderes, men

det er stadigvæk meningsfuldt at se nærmere på dens bagvedliggende vision.

ReGen Village – drømmen om at genoprette

ReGen Villages adds not only environmental and financial value, but

also social value, by creating a framework for empowering families and

developing a sense of community, where people become part of a shared

local eco-system: reconnecting people with nature and consumption

with production (Effekt 2016, mine fremhævninger)

Og det er lige netop på det sociale parameter at ReGen Villages vil levere, fortæller den

danske tegnestue Effekt om et af tidens nyeste eksempler på en bæredygtig by. De

fremhæver den sociale dimension, som noget, der gennem delte økologiske

51

fællesskaber skal fremelskes. Mennesket skal smelte sammen med naturen og forbruget

sammen med produktionen. Idéen til byen kommer oprindeligt fra Silicon Valley og

James Ehrlich, som er specialist i økologi og lukkede højintensive fødevaresystemer.

Han tog fat i tegnestuen for at virkeliggøre sin vision om en moderne økologisk

landsby. Siden tegnestuen i juni 2016 lancerede deres projekt har det vækket interesse

fra hele verden: over 6000 henvendelser fordelt på hundredevis af grundejere og

developere, der gerne vil indgå partnerskaber, og derudover 14 nationale regeringer fra

Myanmar til Peru og 37 kommuner (Effekt 2016a). Her til kommer henvendelser fra

familier, som er interesserede i at bo i landsbyen. Indtil videre er der dog kun en landsby

på tegnebrættet. Regen Village er endnu et bar mark projekter, der skal opføres på

15.500m2 lidt uden for byen Almere i Holland, hvor den bliver hjem for femogtyve

familier til at starte med. Byernes randområder er optimale steder ifølge visionen, fordi

folk kan bo i nærheden af byen og samtidig i et selvforsynende lokalsamfund.

ReGen Villages er et grønt højteknologiske fællesskab, hvor friske fødevarer

fremstilles på stedet, og vand, elektricitet og affald indgår i et lukket økologisk

kredsløb. Den teknologi landsbyen gør brug af er allerede udviklet og bliver en

integreret del af livet i landsbyen:

…with the integration of such technologies, ReGen Villages holds a

potential in changing some of the challenges of a growing population,

increasing urbanization, scarcity of resources, the growing global food

crisis as well as reducing the global CO2 emission and reducing the

burdens on municipal and national governments in dynamically

changing planetary and economic times (Effekt 2016)

Der er flere væsentlige pointer at uddrage fra citatet. ReGen Villages angriber nogle af

de fundamentale kriser, som klodens står ansigt til ansigt med. Den igangværende

urbanisering sætter det økologiske system gevaldigt under pres, hvorfor det er

nødvendigt at tænke i nogle baner, der lukker sig om sig selv, og derfor undgår at

påvirke systemet. Dernæst er ambitionen med landsbyen at afkoble sig fra kommunale

og statslige systemer og i stedet basere sig udelukkende på sit eget netværk. Hele

landsbyen er nemlig ’off-grid’, det betyder, at der ikke bliver gravet ud til kloakker,

52

vandrør, elforsyning eller fjernvarme, og på den måde undgår at belaste de store

pressede fællessystemer, og samtidig er fri for eksempelvis stigninger i olieprisen,

fødevarekriser eller lignende udefrakommende udfordringer (Saitz 2016). Den anden

er, at ReGen Village ikke skal ideudvikle i forhold til teknologisk innovation. I

modsætning til da Masdar opstod, anvender ReGen Village allerede eksisterende

teknologi, og implementerer det blot i en totalløsning.

ReGen Village er placeret midt i naturen og består af femogtyve boliger i otte

forskellige typologier der varierer i størrelse. De er placeret i en cirkelform rundt om

en midte bestående dels af store drivhuse, hvor fødevarerne bliver produceret og dels

af fællesarealer så som legepladser, dyrefolde og højbede. Landsbyens grøntsager skal

dyrkes ved hjælp af de såkaldte aquaponics, der er en kombination af en fiskefarm og

en grønsagsproduktion. Fiskefarmen er nederste led i konstellationen, hvor planterne

bliver gødet af fiskenes affald. En produktionsmetode der bruger en tiendedel af det

vand man bruger i konventionelt landbrug og producerer den samme mængde fødevarer

på en tiendedel af arealet (Nordisk Film TV, 2016)

ReGen Village bliver et virvar af et økosystem med mange forskellige slags

cirkulationer af energi og affald. Den grundlæggende tanke er, at en funktions affald,

kan blive en anden funktions næring. Regnvand og sol samles op på byens tage, vandet

bliver brugt til fødevareproduktion og til vanding. Madaffald bliver brugt som mad til

dyrene, som bagefter skaber gødning til planter. Både dyr og planter kan spises.

Samtlige af byens boliger er placeret i drivhuse og er på den måde også kilde til

fødevare. Klimaet i drivhusene betyder at de varme sæsoner strejker sig markant

længere end normalt og dermed giver plads til at dyrke eksotiske frugter og grøntsager

i sin forhave flere måneder om året. Byerne er udstyret med parkeringspladser, der

samtidig er batteribanker, hvor indbyggerne kan lade deres eldrevne køretøjer op med

overskudsenergi.

ReGen Village fremstår altså som et isoleret selvforsynende økologisk system

uafhængig af konventionelle fødevare- og energikilder. I sin arkitektoniske udformning

og i sin generelle livsfilosofi er landsbyen et nytænkende formtag på den bæredygtige

omstilling. Det er et holistisk forsøg på at transcendere eksisterende strukturerer og

skabe et helt afkoblet og integreret system. Landsbyens udformning udfordrer

53

traditionelle byggerier ved at foretage en justering af hverdagspraksissen. En

forudsætning for at flytte ind, er at man er indstillet på at blive en del af et

selvforsynende fællesskab (Abell. et. al. 2015). Den er blevet altomfavnende, har

indtaget alle livets sfære.

Et af de spørgsmål, det trænger sig på, er om det bliver endnu et ”gated community”

for de få velhavende dele af befolkningen eller om det er tænkt i en større sammenhæng

(Hodson et al.). Erhlich giver et direkte svar i et interview til Politiken (Saitz 2016).

Både han og arkitekterne fra Effekt er bevidste om, at projektet i sin nuværende form

og prisleje egner sig bedst til et velstående vestligt land, men ideen er, at man skal

kunne bygge dem i udviklingslande hvor den store urbanisering foregår, hvorfor

tegnestuens langsigtede mål er at få udviklet billigere modeller som er lette at flytte ind

i. Det er essentielt at få budskabet så bredt ud som muligt eller får det store

konsekvenser:

Hvis middelklassen i Asien og Afrika flytter ind i villakvarterer som

dem, vi kender fra de amerikanske forstæder, så dør planeten. Vi er nødt

til at vise dem, at det nye statussymbol er ReGen-livsstilen (ibid.).

Det er nødvendigt at få modellen bredt ud til så store dele af verden som muligt ellers

dør planeten, siger Ehrlich nøgternt. ReGen Village er endnu et færdigsyet bud på en

nytænkning af en by. Den opererer fortsat i en meget lille skala, men efterspørgslen er

altså til stede fra hele verden, hvilket beviser, at der er et øget fokus på den bæredygtige

omstilling. Flere og flere ser alvoren og forstår, at der må handles. Den trinvise

innovation inden for den grønne teknologi har muliggjort at tænke i løsninger som

ReGen Village.

Erkendelser

Forandringens vinde blæser. Det er ikke gennem radikale og storstilede masterplaner,

men der florerer miljørigtige ideer og bevægelser som arbejder for at indrette samfundet

på en anden måde. De rigtige idéer er ikke noget, der kommer frem og bliver integreret

med det samme, men de skal justeres, forstås og normaliseres. Et eksempel her på er,

at ReGen Village kun arbejder med at implementere allerede udviklet teknologi. Det

54

peger på en trinvis udvikling af den nødvendigt teknologi. Som Jameson sagde, er det

nemmere for menneskeheden at forestille sig jordens undergang end at forestille sig et

andet system end kapitalismen. Måske skyldtes det en svaghed i menneskets

forestillingsevne, foreslog han. Hans fremstillede som løsning, at man skulle blive ved

med at skrive om problemstillingen, fordi det kunne opretholde en forestilling om et

alternativ. Det samme gælder i konstruktionen af fremtidens byer. Hvis nogen bliver

ved med at gå i mod de gængse praksisser, kan det også bidrage til opretholdelsen af et

alternativ. Med Masdar City blev det også tydeligt at de kapitalistiske mekanismer kan

medvirke til at fremme bæredygtigheden, hvilket forekommer absurd, da de som

udgangspunkt er i opposition til alle former for rationering. Ikke desto mindre er

teknologien en essentiel faktor i den bæredygtige omstilling, og markedskræfterne

regerer her i en konkurrencepræget udvikling, hvor både profit og bæredygtighed

indgår i en symbiose. Faren her er netop som Masdar er et demonstrationseksempel på,

at kapitalen forsvinder i nedgangsperioder.

Om hundrede år kan det være, at nogen kigger tilbage på Masdar City og Regen Village

og tænker, at de var nogle uambitiøse utopier. Det er en taknemmelig opgave at se på

andre menneskers visioner retrospektiv og derefter fælde en dom over dem. I innovative

tider er det nødvendigt at tillade en produktiv fejlkultur, der tillader at afprøve idéer.

Vejen til innovation og bæredygtig omstilling kræver at man tager risiko, og kræver at

man giver ting mulighed for at vokse og udvikle sig henover tid. Tid er en faktor man

ikke kan planlægge, og det er et essentielt element i at skabe den gode by. De urbane

bæredygtighedsdiskurser ser en bæredygtig omstilling som muliggjort gennem en

symbiotisk udvikling af miljømæssige, sociale og økonomiske forhold. I Masdar har

det ikke vist sig at være tilfældet, men i ReGen Village er det fortsat ambitionen. Måske

bliver det lettere at forestille sig en forretningsmodel der tager højde for alle de forhold,

og måske er det muliggjort på grund af tidligere forsøgs fejltagelser. Utopien er i live

og skal holdes i live. Selv om den opererer inden for markedets rammer, er den fortsat

med til at rykke forestillinger og opfattelser for hvad der er muligt. For tyve år siden

var det ikke urealistisk at tale om at bo i drivhuse i små selvproducerende og

selvforsynende enklaver. Utopien er et abstrakt fænomen. På den ene side kan den ikke

lade sig materialisere, men på den anden side er utopien konkret i sine beskrivelser af

det udtænkte, af drømmen.

55

KONKLUSION Fremtiden lægger for første gang i historien i hænderne på alverdens byer og følgelig i

hænderne på de mennesker, der er med til at forme dem. Byens livskvaliteter vil afspejle

selveste civilisationens kvaliteter, sagde Harvey.

I slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende århundrede mente

man også, at byens kvaliteter afspejlede selveste civilisationens kvaliteter. Ebenezer

Howard og Le Corbusier drømte på denne tid om at forandre samfundet gennem deres

eget utopiske billede. Utopier peger mod en fremtid, som er anderledes og bedre end

den nuværende. Den er en kritisk refleksion af sin samtid, og derfor er utopien også

bundet til et bestemt økonomisk og politisk rum og en økonomisk og politisk tid. Deres

utopier blev konstitueret af de vilkår urbaniseringen og industrialiseringen bragte med

sig i de europæiske byer i det attende og nittende århundrede. Byerne fremstod kaotisk,

ukontrollerede og overbefolkede, og de udviklede sig under industrialiseringen til et

selvstændigt produktionscenter, der efterhånden udviklede sig til samfundets bærende

produktion. Produktionsapparatet førte til dannelsen af en stor fattig arbejderklasse, der

var en uundværlig del af byens produktionsapparat. Arbejderne havde hårde vilkår med

lange arbejdsdage på fabrikkerne, streng disciplin og lav løn, hvilket ledte til social uro

og utilfredshed. Utilfredsheden manifesterede sig ved, at arbejderne mobiliserede og

organiserede sig politisk, stiftede fagforeninger og demonstrerede for bedre vilkår. Den

intellektuelle og politiske samfundskritiske socialisme og dens varianter voksede frem

i afsky over industriapparatets arbejdsmetoder. Det var disse usunde og ustabile

forhold, der konstituerede Howard og Le Corbusier utopier. De forkastede

kapitalismens laisses-faire-metodik i forhold til byplanlægning, og betragtede i stedet

arkitekturen og en velplanlagt rationel by som et middel til at skabe sociale velstand;

hvis man boede i rare og sunde miljøer ville en social forbedring følge med. De forsøgte

altså at forløse deres utopi i en rumlig form. Deres planer for morgendagens byer var

kendetegnet ved en tilbagevenden til naturen. Mennesket skulle genforenes med

naturen og by og land skulle smelte sammen til et perfekt samfund. Howard og Le

Corbusier mødte stor kritik af deres planer. Le Corbusiers modernistiske og rationelle

idealer blev taget op af Robert Moses i hans genoprettelse af New York i 1950’erne, og

her blev han angrebet af Jane Jacobs, som mente, at de rationelle rumlige inddelinger

af byen var autoritære indgreb, der overså livet og forskelligheden på gadeniveau. I

56

samme årtier voksede den avantgardistiske gruppe Situationistisk Internationale frem,

og de kritiserede gennem deres antiarkitektoniske teknikker ligeledes modernisternes

funktionelle rationalitet, fordi den tjente kapitalismen og skabte optimale rammer for

massekonsumption. Denne konfliktfulde proces mellem de modernistiske arkitekter og

deres modstandere fik utopiske forestillinger til at leve i bedste velgående, og i

1960’erne oplever Europa en ny bølge af fantasifuld utopiske arkitektur, men siden da

er utopierne og deres samfundskritik forstummet. Det skyldes en kombination af flere

faktorer. Dels medførte 1970’ernes økonomiske krise at den ensporede

neoliberalistiske agenda igangsatte en udvikling, hvor den urbane planlægning blev

styret af kapitalistiske mekanismer. På samme tid udvikler der sig en særlig følsomhed

inden for kulturproduktion og også inden for arkitektur. Man låner, gengiver og

indarbejder formelle træk fra forskellige kulturer og historiske perioder. I 80’erne bliver

modernismen trængt i defensiven af en nyrationalistisk strømning, men i 90’erne bliver

det moderne igen det vigtigste tema, dog i et anderledes format end den, der opstod i

begyndelsen af det nittende århundrede. Den nye modernisme, postmodernismen,

forlader den gamle modernismes utopiske og opdragende ambitioner til fordel for en

mere iscenesættende og æstetiserende arkitekturbrug (Nygaard 2002, 47). Jameson

anvender begrebet pastiche til at forklare, hvordan den modernistiske arkitektur, der før

besad et revolutionært præg, var henfaldet til kun at skabe repræsentationer af

revolutionen. Frederic Jameson anvender begrebet pastiche til at forklare fænomenet.

Afslutningen på Den kolde krig og kapitalismens sejr satte også sine spor. Fukuyama

antog, at enden på historien ville være et tragisk øjeblik, hvor endeløse forsøg på at løse

tekniske problemer ville erstatte offervilligheden til at forfølge abstrakte mål. Jameson

spørger, om det skyldes en svaghed i menneskets forestillingsevne, hvilket på sin vis

åbner for, at menneskets forestillingsevne kan vækkes til live. Han foreslår et

vedholdende engagement med at skrive om tilstanden. Fisher proklamerer, at i en tid,

hvor ingenting kan ske, vil selv den mindste destabilisering have en stor effekt.

I denne henseende foreslår David Pinder og David Harvey en ny anvendelse af utopien,

der gør den til en kritisk metode til at undersøge åbninger i vores virkelighed og

virkelighedsopfattelser for afprøve forestillinger om anderledes måder at indrette sig

på. I gennem brud, sprækker og åbninger i samfundets institutionelle og ideologiske

rammer. De undersøgte muligheder repræsenterer små skridt i den rigtige retning. Det

er altså en inkrementel proces, der ikke ligesom Howard og Le Corbusiers forståelse

forsøget at forløse en plantegning.

57

Masdar City og ReGen Village utopier bliver konstitueret af en klimakrise, en olie- og

råstofkrise samt en fødevarekrise. Tiden er derfor præget af utallige urbane diskurser

om bæredygtig omstilling, hvor smart-eco-cities bliver anvendt som paraplybegreb på

at beskriver alle forekomsterne. Definitionen dækker over et urbant økosystem der ved

hjælp af forskellige avancerede teknologier sikrer en økologieffektiv industri,

funktionalitet og harmoniske sociale forhold. Modellerne deler antagelsen om, at social,

økonomisk og økologisk udvikling upåvirket kan gå hånd i hånd. Projektet i Masdar,

der blev påbegyndt i 2006, glimter ved kun at have bebygget 5% af det påtænkte areal,

og ikke at have opfyldt sin klimamål om at skabe en CO2-neutral by, men især også på

grund af dets fravær af den især sociale dimension. ReGen Village bliver opført mellem

2016-2018 og kan derfor ikke vurderes empirisk, men blot ud fra sin selvbeskrivelse.

Byen hævder at kunne inkorporere alle ovenstående forhold i deres naturomkransede

selvforsynende drivhus- og regenerative landsbyform. De to byer er tænkt og drømt

med ti års mellemrum og på den måde, kommer de til at vise, den hastighed teknologien

udvikler sig med. Selv om de tilbyder færdigtegnede byer, tilbyder de jo ikke de

perfekte byer, fordi det er en praktisk umulighed. I Pinder og Harvey utopiforståelse

repræsenterer de imidlertid brud med traditionelle forestillinger om det gode liv og den

rette indretning for både i et menneskelig og i et miljømæssigt perspektiv.

Forandringens vinde blæser. Spørgsmålet bliver om vindstyrken er kraftig nok til at

skabe den påkrævede bæredygtige omstilling eller om Ridley Scott-lignende scenarier

alligevel bliver virkelighed i det enogtyvende århundrede.

58

ABSTRACT In 2008 the United Nations declared that the world is undergoing the largest wave of

urban growth in history. With the majority of people now living in cities the humankind

finds itself amidst the urban age in the Anthropocene posed with great climatic, social,

economic and urban challenges calling for drastic change in the organization of future

cities in order to sustain human living. Through a historical review the causes for the

emerging radical spatial urban utopias of modernist planners Ebenezer Howard and Le

Corbusier are examined in order to grasp the extent of their visions. I will argue that all

urban forms and utopias are bound to their own political and economic time and space

and therefore has to be considered in their own specific historical context to be fully

grasped.

The role of utopia in urban planning has lost its significance due to several historical

events which takes off in the post-war period in Europe and accelerates with the

financial crisis in the 1970’s. This further leads to a political and cultural climate where

notions about alternative society and cultural forms becomes an imitative practice

incorporated in the capitalist system. This is furthermore enhanced by Fukuyamas

notion of the end of history which leads to some kind of imaginative standstill in

imagining how cities could be dreamt and organized.

I argue that David Pinder’s and David Harvey’s revitalization of utopia as an

incremental process instead of a radical method plays an important role in the

transformation to more sustainable cities exemplified through the development in

technology and discourse of Masdar City in Abu Dhabi and ReGen Village in Almere

Holland.

59

LITTERATURLISTE Aarhus Universitet (2013) ”Havebyer og Haveforstæder”

(http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/havebyer-og-

haveforstaeder/?no_cache=1 – benyttet den 08/07-2016)

Abell, S., Parker, A., Borggaard, M.F., Mikkelsen, J.H. (2015) Det bæredygtige

byggeris utopi. ENSPAC. Roskilde Universitetscenter.

Albino, V., Berardi., U., Dangelico, R.M (2015) ”Smart Cities: Definitions,

Dimensions, Performance and Initiatives” i Journal of Urban Technology, 22(1): 3-21.

Al-Saleh, Y., Mahroum, S., (2015) ”A critical review of the interplay between policy

instruments and business models: greening the built environment a case in point” i

Journal of Cleaner Production, 109: 260-270.

Angelidou, M., (2014) ”Smart city policies: A spatial approach” i Cities, 41: 3-11.

Ballon, H., Jackson, K.T. (2007) Robert Moses and the modern city : the transformation

of New York. New York: W.W. Norton & Co.

Bayulken, B., Huisingh, D., (2015) ”A literature review of historical trends and

emerging theoretical approaches for developing sustainable cities (part 1)” i Journal of

Cleaner Production, 109: 11-24.

Bayulken, B., Huisingh, D., (2015) ”Are lessons from eco-towns helping planners make

more effective progress in transforming cities into sustainable urban systems: a

literature review (part 2 of 2)” i Journal of Cleaner Production, 109: 152-165.

Broomhill, R. (2001) ”Neoliberal globalism and the local state: A regulation approach”

i Journal of Australian Political Economy.

60

Brenner, N. (2009) ”What is critical urban theory?” i City, 13(2-3). Routledge Taylor

and Francis Group.

Brenner, N., Theodore, N. (2002) ”Cities and the Geographies of ’Actually Existing

Neoliberalism’” i Antipode. Blackwell Publishers.

Brenner, N., Theodore, N. (2010) ”Neoliberalism and the urban condition” i City, 9(1):

101-107.

Brenner, N., Schmid, C. (2011) ”Planetary Urbanisation” i Urban Constellations: 10-

14.

Brenner, N., Schmid, C. (2014) ”The ’Urban Age’ in Question” i International Journal

of Urban and Regional Research, 38(3): 731-755.

Bobbio, N. (1989) ”The Upturned Utopia” i New Left Review, I(177).

Bolt, M. (2005) ”Situationisterne, efterkrigstidens by og lidenskabelig arkitektur” i

Nordisk Arkitekturforlag, 2.

Bullis, K. (2009) ”A zero-emissions city in the desert oil-rich Abu Dhabi is building a

green metropolis. Should the rest of the world care?” i Technology Review.

Carlsen, L. H. (2014) The Location of Privacy – A Case Study of Copenhagens

Connecting’s Smart City. Afdeling for Kommunikation, Business og

Informationsteknologi: Roskilde Universitetscenter.

Caprotti, F. (2013) ”Critical research on eco-cities? A walk through the Sino-Singapore

Tianjin Eco-City, China” i Cities (36): 10-17.

Cordua, C. H. (2012) Manifestoes and Transformations in the Early Modernist City.

Ashgate.

61

Cugurullo, F. (2013) “How to build a Sandcastle: An analysis of the Genesis and

Development of Masdar City” i Journal of Urban Technology, 20(1): 23-37.

Dansk Arkitektur Center (2014) “Le Corbusier” (http://www.dac.dk/da/dac-

learning/netundervisning/arksite-1/temaer-1/arkitekter-1/baggrund-1/le-corbusier-1/ –

benyttet den 09/07-2016)

Dansk Arkitektur Center (2014) “Fingerplanen” (http://www.dac.dk/da/dac-

learning/netundervisning/arksite-kanon/vaerker/fingerplanen/ – benyttet den 29/07-

2016)

Dansk Arkitektur Center (2015) “Modernisme” (http://www.dac.dk/da/dac-

learning/netundervisning/arksite-kanon/om-arkitektur/stil-og-perioder/modernisme/ –


Danmarks Statistik (2012) Folketal Efter Hovedlandsdele

(http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1280 – benyttet den 10/06-

2016)

Dansk Center For Byhistorie (u.å.) ”Den moderne by 1840-2009”

(http://www.byhistorie.dk/den-moderne-by/ – benyttet den 01/07-2016)

Darwin, J. (2007) After Tamerlane. The Rise & Fall of Global Empires, 1400-2000.

Penguin Group.

De Backer, M. (2012) “In search of a present-day utopia. The heritage of the

modernists” (http://www.polismaster.eu/uncategorized/in-search-of-a-present-day-

utopia-the-heritage-of-the-modernists/ – benyttet den 10/07-2016)

De Jong, M., Joss, S., Schraven, D., Zhan, C., Weijnen, M. (2015) ”Sustainable – smart

– resilient – low carbon – eco – knowledge cities; making sense of a multitude of

concepts promoting sustainable urbanization” i Journal of Cleaner Production, 109:

25-38.

62

Dragsbo, P. (2012) ”Hvor blev de rigtige havebyer af?” (http://arkfo.dk/da/blog/hvor-

blev-de-rigtige-havebyer-af – benyttet den 09/06-2016)

Eagleton, T. (2000) ”Defending Utopia” i New Left Review, 4.

Effekt (2016) ”Project description” (http://www.effekt.dk/regenvillages/ – benyttet

den 29/07-2016)

Effekt (2016a) ”News blog” (http://www.effekt.dk/newsblog/ – benyttet den 29/07-

2016)

Etchells, F. (2014) Towards a new architecture, Dover Publications, Inc. New York.

Fisher, M. (2009) Capitalist Realism. Is there no alternative?. O Books.

Fishman, R. (1982) Urban Utopias In The Twentieth Century. The MIT Press.

FN (1987) Report of the World Commission on Environment and Development: Our

Common Future (http://www.un-documents.net/our-common-future.pdf – benyttet

den 26/07-2016)

Fondation Le Corbusier (2016) www.fondationlecorbusier.fr

Foster and Partners (2007) “World’s first zero carbon, zero waste city in Abu Dhabi”

(www.fosterandpartners.com/news/archive/2007/05/worlds-first-zero-carbon-zero-

waste-city-in-abu-dhabi/+&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk – benyttet den 27/07-2016)

Friberg, L. (2014) Udviklingen af bæredygtighed i byggeriet – et diskursivt

institutionelt perspektiv. Aalborg Universitet.

Fukuyama, F. (1989) ”The End of History?” i The National Interest.

Goldenberg, S. (2016) ”Masdar’s zero-carbon dream could become world’s first green

ghost town” i The Guardian

63

(https://www.theguardian.com/environment/2016/feb/16/masdars-zero-carbon-dream-

could-become-worlds-first-green-ghost-town – benyttet den 27/07-2016)

Hall, P. (2014) Cities of Tomorrow. An intellectual History of Urban Planning and

Design Since 1880. Wiley Blackwell.

Hansen, A. L., Andersen, H. T., Clark, E. (2001) ”Creative Copenhagen: Globalization,

Urban Governance and Social Change” i European Planning Studies, 9(7): 851-869.

Harvey, D. (1996) ”Cities or urbanization?” i City, 1(1-2): 36-61.

Harvey, D. (2000) Spaces of Hope. Edinburgh University Press.

Harvey, D. (2005) A brief history of neoliberalism. Oxford New York.

Harvey, D. (2008) “The Right to the City” i New Left Review, 53.

Harvey, D. (2010) “The Enigma of Capital and the Crisis this Time”

(http://davidharvey.org/2010/08/the-enigma-of-capital-and-the-crisis-this-time/ –


Harvey, D. (2014) “David Harvey: Retten til Byen” (http://www.dac.dk/da/dac-

cities/baeredygtige-byer/eksperter/david-harvey-retten-til-byen/ – benyttet 28/07-

2016)

Hodson, M., Marvin, S. (2010) ”Urbanism in the anthropocene. Ecological urbanism

or premium ecological enclaves?” i City, 14(3).

Howard, E. (2010) To-morrow. A Peaceful Path to Real Reform. Cambridge University

Press. (http://dx.doi.org.ep.fjernadgang.kb.dk/10.1017/CBO9780511706257) –


Højrup, M. (2001) ”Se selv” (https://www.information.dk/debat/2001/12/se – benyttet

den 11/07-2016)

64

IPCC WGII (2014) Climate Change 2014: Impacts, Adaptation, and Vulnerability.

SUMMARY FOR POLICYMAKERS (https://ipcc-wg2.gov/AR5/report/full-report/ –


Jacobs, J. (2001 [1961]) The Death and Life of Great American Cities. New York:

Modern Library.

Jameson, F. (1991) Postmodernism, or, The Cultural Logic of Late Capitalism. Duke

University Press.

Jameson, F. (1994) The seeds of time. Columbia University Press.

Jameson, F. (2003) ”Future City” i New Left Review, 21.

Jarlner, M. (2016) ”IMF har fået kolde fødder: Den rå kapitalisme har spillet fallit”

(http://politiken.dk/debat/klummer/jarlner/premium/ECE3231243/imf-har-faaet-

kolde-foedder-den-raa-kapitalisme-har-spillet-fallit/ – benyttet den 16/06-2016)

Jespersen, J. (2016) ”Neoliberalismens bannerfører er kommet til fornuft”

(https://www.information.dk/debat/2016/05/neoliberalismens-bannerfoerer-kommet-

fornuft – benyttet den 16/06-2016)

Jespersen, M. B. (2011) Utopien mellem tekstuel form og historisk potentiale. Litteratur

og utopi i Den engelske og Den amerikanske revolution. Aarhus Universitet.

Jong, M.D., Joss, S., Schraven, D., Zhan, C., Weijnen, M. (2015) ”Sustainable – smart

– resilient – low carbon – eco – knowledge cities; making sense of a multitude of

concepts promoting sustainable urbanization” i Journal of Cleaner Production 109, 25-

38.

Khanna, P. (2016) ”Megacities, not nations, are the worlds most dominant, enduring

social structures” (http://qz.com/666153/megacities-not-nations-are-the-worlds-most-

65

dominant-enduring-social-structures-adapted-from-connectography/ – benyttet den

10/06-2016)

Kjærsdam, F. (2006) Byplanlægningens historie. Aalborg Universitetsforlag.

Lassen, M. (1999) ”Steder uden ånd” i Information

(https://www.information.dk/debat/1999/08/steder-uden-aand – benytte den 24/07-

2016)

Lau, A. (u.å.) ”Masdar City: A model of urban environmental sustainability” i Social

Sciences, Stanford University (http://web.stanford.edu/group/journal/cgi-

bin/wordpress/wp-content/uploads/2012/09/Lau_SocSci_2012.pdf – benyttet den

29/07-2016)

Lee, J. H., Phaal, R.., Lee, S. H. (2012) ”An integrated service-device-technology

roadmap for smart city development” i Technological Forecasting & Social Change,

80: 286-306.

Lee, J. H., Hancock, M. G.., Hu, M.C. (2013) ”Towards an effective framework for

building smart cities: Lessons from Seoul and San Francisco” i Technological

Forecasting & Social Change, 89: 80-99.

Le Corbusier (1922) ”Ville contemporaine de trois millions d’habitants, Sans lieu,

1922” (www.fondationlecorbusier.fr/ – benyttet den 24/07-2016)

Le Corbusier (1929) ”A Contemporary City” i The City of To-morrow and Its Planning.

(http://macaulay.cuny.edu/eportfolios/milsteinspring2013sandbox/files/2013/03/Le-

Corbusier-from-The-City-of-Tomorrow-and-Its-Planning.pdf – benyttet den 09/07-

2016)

Lefebvre, H. (2003 [1970]) The Urban Revolution. Minneapolis: University of

Minnesota Press.

66

Lefebvre, H. (1991) ”The Production of Space” i The People, Place and Space Reader

(2014) Gieseking, J.J., Mangold, W. (red.) New York and London, Routledge.

Lind, O. (1996) Bag hækken. Det danske parcelhus i lyst og nød. Arkitektens Forlag.

Skive: Bogtrykkeriet.

Masdar (u.å.) ”About Masdar City” (http://www.masdar.ae/en/masdar-city/detail/one-

of-the-worlds-most-sustainable-communities-masdar-city-is-an-emerging-g – benyttet

den 27/07-2016)

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (2014) Fremtidens byer er digitale og

menneskelige – fra idé til handling med Smart City-metoder.

Monggaard, C. (2007) ”Blade Runner i final cut” i Information

(https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2007/12/blade-runner-final-cut –


Mouritsen, P.J. (2015) ”Verdens storbyer er de grønne frontløbere” i MandagMorgen

(https://www.mm.dk/verdens-storbyer-er-groenne-frontloebere/ – benyttet den 28/06-

2016)

Mumford, Lewis (1959) The story of Utopias. Gloucester, Mass.

Neirotti, P., De Marco, A., Cagliano, A. C., Mangano, G., Scorrano, F. (2014) ”Current

trends in Smart City initiatives: Some stylised facts” i Cities, 38: 25-36.

Nielsen, J. S. (2013) Den store omstilling, fra systemkrise til grøn økonomi, kort fortalt.

Information, København.

Nielsen, J.S. (2016) ”Neoliberalismen er døende” i Information

(https://www.information.dk/debat/leder/2016/06/neoliberalismen-doeende – benyttet

den 21/07-2016)

Nordisk Film TV (2016, 14. juni) Go’ morgen Danmark. København: TV2.

67

Nygaard, E. (2002) ”Arkitekturteorien – mellem manifester og videnskaber” i Nordisk

Arkitekturforlag, 3: 39-48.

OECD (2012), OECD Environmental Outlook to 2050. OECD Publishing.

Olazabal, M., Pascual, U. (2014) ”Urban low-carbon transitions: cognitive barriers and

opportunities”i Journal of Cleaner Production, 109: 336-346. University of

Cambridge.

Ostry, J.D., Loungani, P., Furceri, D. (2016) ”Neoliberalism: Oversold?” i Finance and

Development, 53 (2). IMF.

Pedersen, M. K. (2014) ”Den planetløse generation” i Information

(https://www.information.dk/debat/2014/10/planetloese-generation – benyttet den

09/06-2016)

Pinder, D. (2002) ”In defense of utopian urbanism: imagining cities after the ’end of

utopia’” i Geogr. Ann., 84 B (3-4): 229-241.

Pinder, D. (2012) Visions of the city. Edinburg University Press.

Ploug, A.C., Mau, S. (2016) ”Den antropocæne ideologi” i Information

(https://www.information.dk/moti/2016/03/antropocaene-ideologi – benyttet den

21/07-2016)

Pløger, J. (2008) ”Byrum og byudvikling – nogle perspektiver” i Byens rum som

udviklingsstrategi.

Roberts, J.M (1997) A Short History of The World. Oxford University Press.

Saitz, D. (2016) ”Danskere designer grøn landsby – i Holland” i Politiken

(http://politiken.dk/oekonomi/2050/groen_omstilling/ECE3233267/danskere-

designer-groen-landsby--i-holland/ – benyttet den 06/07-2016)

68

Robins, K. (1991) ”Prisoners of the city: whatever could a post-modern city be? New

formation, 15: 1-22.

Rose, G., Christiansen, H.C. (red.) (2009) Analyse af billedmedier – en introduktion.

Samfundslitteratur.

Róin, P. (2016) ”Hvordan kan du uddanne dig til et job, der først eksisterer om 10-

20år?” (https://www.information.dk/moti/2016/07/hvordan-kan-uddanne-job-foerst-

eksisterer-10-20-aar? – benyttet den 11/07-2016)

Sandercock, L. (1998) Towards Cosmopolis: Planning for Multicultural Cities.

Chichester: John Wiley.

Sargent, L. T. (2010) Utopianism. A Very Short Introduction. Oxford University Press.

Shelton, T., Zook, M., Wiig, A. (2015) ”The ’actually existing smart city’” i Cambridge

Journal of Regions, Economy and Society 2015, 8: 13-25.

Spatial Agency (2016) ”The 1960s Utopian Groups”

(http://www.spatialagency.net/database/1960s.utopian.groups – benyttet den 10/06-

2016)

Spatial Agency (2016a) ”Collections of Alternative Approaches”

(http://www.spatialagency.net/database/collections.of.alternative.approaches –


Spatial Agency (2016b) ”Self-organisation”

(http://www.spatialagency.net/database/self-organisation – benyttet den 10/06-2016)

Sørensen, M. W., Strarup, M. (2015) Bysociologi. Systime.

69

The Economist (2013) ”Starting from scratch”

(http://www.economist.com/news/briefing/21585003-building-city-future-costly-and-

hard-starting-scratch – benyttet den 27/07-2016)

Thelle, M., Parby, J. I. (2011, 1. juni) ”Hvad er en by?” i Weekendavisen, Ideer: 10.

UNFPA (2008) Unleashing the Potential of Urban Growth.

(http://www.unfpa.org/publications/state-world-population-2007 – benyttet den 20/06-

2016)

Vidal, J. (2008) ”Reaching new heights” i The Guardian

(https://www.theguardian.com/environment/2008/jan/30/carbonemissions.climatecha

nge – benyttet den 27/07-2016)

Vojnovic, I. (2014) ”Urban sustainability: Research, politics, policy and practice” i

Cities, 41: 30-44.

Yigitcanlar, T., Lee, S. H. (2013) ”Korean ubiquitous-eco-city: A smart-sustainable

urban form or a branding hoax?” i Technological Forecasting & Social Change, 89:

100-114.

Zalasiewicz, J., Williams, M., Smith, A., et al. (2008) ”Are we now living in the

Anthropocene” i GSA Today 18(2).

Zhang, X., Skitmore, M., De Jong, M., Huisingh, D., Gray, M., (2015) ”Regenerative

sustainability for the built environment – from vision to reality: an introductory

chapter” i Journal of Cleaner Production, 109: 1-10.

Walsh, B. (2011) "Masdar City: The World's Greenest City?", Time.

World Economic Forum (2015) Top Ten Urban Innovations. Global Agenda Council

on the Future of Cities (red.).

70

Bilag A

Masdar City i en arkitektrendering og i en sandstormvii

71

i Harvey 1996, 38. ii Ibid., 12. iii Howard 2010, 10. iv Howard i Pinder 2012, 37. v Le Corbusier 2014. vi Harvey 2000, 404. vii Masdar fotocredit: Foster+Partners og http://www.etiennemalapert.com/

Documents

Utopiens plads i den urbane tidsalder