Tabu. Når mor ikke er den bedste i verden. Side 3

Bøger

�����������������������������������������

STORT UDVALG AF GODE ROMANER

Tilbuddet gælder kun på riidr.dk

FORTSÆTTES SIDE 2

Aktuelt. Virginia Woolfs knitrende veloplagte noveller – for første gang på dansk – er et wake-up call til en tid, hvor vi har realiseret den frihed, hun skriver om.

Tungen er blot en skralde

Essay. Niels Lyngsø om forbilledet Michel Houellebecq. Side 8-9

Gå. Nietzsche, Rousseau og Kierke-gaard – alle vandrede de. Side 5

Krigskender. Ny bog af og interview med Antony Beevor. Side 11 og 12

# 28 10. juli 2015Weekendavisen

LAYOUT: SARA EFAZAT KORREKTUR: FLEMMING GERTZ

FORTSAT FRA FORSIDEN

Af LISELOTTE WIEMER

Virginia Woolf: Sammen og hver for sig – og andre noveller. Oversat og med forord af Annette David. 206 sider. 299,95 kr. Forlaget Rosenkilde

I andet bind af »Min kamp« skriver Karl Ove Knausgård om sine kvababbelser – ikke med blevask, men med fiktion

og virkelighed: »De sidste par år havde jeg mistet mere og mere tro på litteraturen. Jeg læste og tænkte, det er noget nogen har fundet på. Måske var det fordi vi var fuld­stændig invaderet af fiktion (…) uanset hvor man så hen var der fiktion overalt (…) jeg kunne ikke skrive i det, det var umuligt (…). Alene tanken om fiktion, alene tanken om en opdigtet figur i en opdigtet handling gav mig kvalme.«

Den replik og hele værket skulle udløse en litterær tsunami og et helt nyt begreb med flere udgange: »fiktionalitet«, »friktionsfri fiktion« eller »performativ biografisme«. Og selv om tungen blot er en skralde (for nu at citere dagens forfat­ter Virginia Woolf), og genren i grunden altid har eksisteret, blev det af litterære fagfolk beskrevet som en gennemgribende tendens i tiden, et udtryk for en helt ny »hunger efter virkelighed«.

På afgørende punkter åbner den engelske forfatter Virginia Woolf – der er født i Londons kulturelle overklasse i 1882, blev den førende kvindelige modernist i sidste århundrede og i 1941 druknede sig i en flod – døren ind til det hus, der knap hundrede år senere skulle give Knausgård kvalme.

Modsat sin norske kollega ser Woolf nemlig fiktionen som det eneste troværdige holdepunkt. Det eneste sted eller ikke­sted at befinde sig efter en verdenskrig, hvor millioner af soldater døde i skytte­gravene, og hvor ideen om mening og sammenhæng burde kastes i tidens skraldespand (for at bruge et andet Woolf­udtryk).

Tomheden råbte på fiktion. En flydende, værdineutral, fri og flad struktur mellem tid og sted, status og position, køn og genre.

Kun ved at neutralisere men­nesket, og dermed også forfatteren, til en iagttagende eksistens, fri af enhver konvention, en form i kon­stant og tilfældig bevægelse, kunne det genoprettes som et ligeværdigt, demokratisk individ.

Fiktionen blev med andre ord frihedens sted. Her var ingen hunger efter virkelighed, men en hunger efter en ny position, der ikke endte i kanonkugler og død.

Og det er den forestilling om

fiktion som frihed, om liv som en endeløs række af spejlinger og transformerende muligheder, der har sejret (ad helvede til, kunne man sige!) langt ind i vores postmoder­nistiske tid. Aldrig har der været så flydende overgange, så diffuse græn­sebomme mellem det reelle og det imaginære rum.

Derfor er det ikke bare en forun­derlig kunstnerisk karruseltur, men tidsmæssigt brandaktuelt at læse de i alt 19 noveller, hovedsagelig fra årene 1917­1941 (med en enkelt fra 1906), der i samlingen Sammen og hver for sig – og andre noveller for første gang er oversat til dansk, samt udvalgt og udstyret med et glim­rende forord af Annette David.

Novellerne blev oprindelig betragtet som en slags pausemusik for forfatteren, som kladder og meditationer skrevet under arbej­det med de større værker og siden gemt væk i skufferne. De flettede sig anarkistisk ud og ind af »mo­derværket«, så de kom til at stå som kommentarer, syrede sidespring eller skæve perspektiveringer til en række af forfatterskabets kendte romaner. Også en del af hovedpersonerne går igen. Som da Woolf i novellen Mrs. Dalloway i Bond Street muntert pa­rafraserer over sin store roman Mrs. Dalloway (1925) med et for kendere og elskere drilsk twist i den ind­

ledende replik. Denne uortodokse form får teksterne til at sprælle af liv. Og de er samtidig et helt ene­stående blik ind i forfatterskabets sproglige laboratorium og hele den særlige woolfske tilgang til litteratur. Koncentrerede indkog og eksplo­sioner, der burde være pensum i enhver gymnasieklasse.

Tag for eksempel novellerne Mærket på væggen og den ultrakorte Søens fascination. I den første ser vi, hvordan et lillebitte mærke på en væg kan forvandles til dansende tankerækker under iagttagerens frit associerende blik. Her er det ikke skriften på væggen, der bliver et tegn, men tegnet på væggen der bliver skrift. Mærket kan være alt fra et gammelt søm til en lille snegl. Det er ikke det væsentlige. Det væsentlige er alt det, det prik­ker til og folder ud i den distante iagttager. Med afsæt i intet, så at sige.

Samme alting og intet finder vi i Søens fascination. Her er det ikke hullet, men et vandspejl der iagttages. I spøg har nogen fæstnet en salgsplakat fra en stor gård på en træstub ved søbredden, således at det jordegods, der skal sælges: arbejdsheste, landbrugsmaskiner, unge kvier, spejler sig i vandover­fladen og udgør et gennemskinne­ligt lag af bølgende røde bogstaver.

Nedenunder, men skjult for andet end forestillingsevnen, er historien, de mennesker, der er gået forbi netop denne sø, måske og mærke­ligt forudskuende en ung pige, der druknede sig. Skriften går hen over det hele, ubestandig, vrangvendt og dog virkeligere end alt. Men hvem skriver den.

En fjern plakatmaler, den fanta­serende hjerne?

Sådan er de skrivende i disse noveller altid henvist til en position »sammen og hver for sig« – fjerne, distræte og isolerede fra de ting og de mennesker, de interagerer med.

Woolfs ideal er en forfatter, der forsvinder i fortællingen. Og frem­deles bliver man også som læser konstant udfordret på sin identitet. For hvor er jeg uden et (forfatter)du. Hvor er verden uden et fast punkt på væggen?

Formen er siden duplikeret til bevidstløshed. Men det kan godt give en let knausgårdsk kvalme, når nu den tid, vi trækker vejret i, har så rigeligt af spejle og spejlin­ger, at fordoblingen ikke længere er et frihedsskabende potentiale, men en gyngende realitet.

Virginia Woolf anno 2015 bør derfor indtages i små doser. En udsøgt novelle ad gangen. Mens man funderer over, om fiktionen mon stadig er frihedens sted.

Tungen er blot en skralde

Af LOUISE WINDFELD-HØEBERG

Romain Puértolas: Den lille pige der havde slugt en sky så stor som Eiffeltårnet. Oversat fra fransk efter »La petite fille qui avait avalé un nuage grand comme la tour Eiffel« af Agnete Dorph Stjernfelt. 252 sider. 249,95 kr. Forlaget Rosinante.

Det er en på en gang vidunderlig og vanvittig historie, som Leo Bims, en smuk og stærk mand fra Antillerne med afrohår, af

dybtfølte årsager og med stor anger skal det senere vise sig, fortæller sin frisør, mens lok­kerne falder.

Det er historien om Providence, et 35­årigt og gudindesmukt postbud, hvis største ambition i livet indtil nu har været at prøve at forbedre slægtsopskriften på mayonnaise. Men en akut blindtarmsbetændelse under et ferieophold i Marrakesh sender hende på det lokale hospital, hvor hun møder pigen Zahera.

Zahera har cystisk fibrose. Det føles, som om hun har slugt en masse skyer, der nu er i gang med at kvæle hende. Det er derfor der altid er godt vejr i Marokko. Alle skyerne er i Zaheras lunger.

Providence, der ikke selv kan få børn, beslutter sig efterfølgende, hjemme i Frankrig, for at adoptere den lille syge pige. Der er et særligt bånd mellem dem, måske er det, fordi

de begge har en ekstra tå på den ene fod. Men Providences fly tilbage til Marokko, hvor hun skal hente Zahera, bliver aflyst på grund af en askesky over Island. Heldigvis møder hun en kinesisk pirat, der lover løsning på alt, fra diarre til Harry Potter afhængighed. Han tilbyder at lære hende at flyve med samme selvfølgelighed, som hvis han havde tilbudt et stykke tyggegummi.

Flyveundervisningen eller rettere det ultra­intensive meditationskursus i et autoriseret tibetansk tempel, forestås af Strikkemunkenes Ydmyge Broderskab,

der netop har omlagt produktionen fra Ferrari­biler til tøj lavet af ost, for eksempel overtræksdragter af roquefort til det franske olympiadehold i kirsebærstenkastning.

Men munkene kan altså også lære postbude at flyve. Så iført blomstret bikini og med ny, kort frisure (hvert et gram tæller, det gælder om at være så let som muligt) letter Providence, som en lidt klodset kylling, baskende med armene, fra Orly lufthavnen i Paris.

Hun flyver sydpå gennem skyerne, som man faktisk kan drikke og som dufter af paradis. Alverdens statsledere stopper i deres

fly på vejen, for at tildele hende ordner, lige bortset fra kansler Merkel, der er mere interesseret i, om den blomstrede bikini kan fås i en stor størrelse.

Imens viser Hjerte­O­metret, en patenteret opfindelse, der gør det muligt at måle af­standen mellem to hjerter, der elsker hinanden, at Providence og Zahera, nærmer sig hinanden. Desværre styrter Providence ned i ørkenen, da der kun er 15 kilometer tilbage til hospitalet.

Det får historien til at tage yderligere fart, hvordan skal selvfølgelig ikke afsløres her, bort­set fra at Leo Bims’ frisør ikke er tilfreds med afslutningen, og derfor digter en ny version.

Den lille pige der havde slugt en sky så stor som Eiffeltårnet er en rablende vanvittig og forunderlig fortælling. Et fantastisk eventyr, skabt fordi livets barske realiteter og en konstant skyldfølelse kan være for tunge at bære i usminket form.

Forfatteren Romain Puértolas, der selv har en farverig fortid som tolk, tryllekunstner, politimand og steward, skriver fabulerende morsomt og opfindsomt. Romanen er god hængekøje­litteratur til sommerferien, på en gang besnærende, befriende og fuldkommen crazy.

Puértolas debut, den lige så morsomme og vanvittige Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab, der udkom på dansk sidste år, er nu ved at blive f ilmatiseret.

Forunderlig fortælling. Som en klodset kylling, men iført blomstret bikini, letter postbuddet Providence fra Paris og flyver til Marokko, for at redde en pige fra at blive kvalt af de skyer, hun har slugt.

Bare bask med armene og flyv

Romain Puértolas med skyer.

Bøger2 # 28 10. juli 2015 Weekendavisen

LAYOUT: SARA EFAZAT KORREKTUR: FLEMMING GERTZ