TRYGHED I PLEJEN

DEMENSKOORDINATOR–HOLD NR.1 HOLMEGÅRDSPARKEN DECEMBER 2007 UDARBEJDET AF: VEJLEDERE: LIZZIE JENSEN BIRGITTE VØLUND HELLE SØRENSEN METTE SØNDERGAARD GITTE FYNØ

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 Baggrund side 1 Overvejelser side 2 Afgrænsning side 2 Problemformulering side 3 Metodebeskrivelse side 3 Målgruppe side 3

Kapitel 2 Demenssygdomme og deres årsagsforhold side 4 Altzheimerssygdom side 4 Vaskulærdemensygdom side 5 Frontallapsdemens side 5 Lewy body demens side 6 Andre demenssygdomme side 6 Adfærd for personer der er ramt af demens side 7 Adfærd hos personer med frontallapsdemens side 7 Demenskultur side 8 Kontaktøer side 9 Aktiviteter side 9 Verbal og nonverbal kommunikation side 10 Validering side 12 Mestring side 12 Samtale side 13 Refleksionscirkel side 13 Refleksion og log side 14 Kitwoods demensmodel side 14 Plejeklinik side 15 Jeg og du side 15 Personlighedens betydning side 16 Identitet og tryghed side 16 Omgivelserne side 17 Handlinger udfra socialpædagogik side 18 Handleplaner side 18 At fremme velbefindende side 19 Livshistorie side 20 Interview med pårørende side 21 Spørgeskemaer side 21

Kapitel 3 Diskussion side 22

Kapitel 4 Konklusion side 25

KAPITEL 1.

BAGGRUND Vi er en gruppe bestående af tre personer under demenskoordinatoruddannelsen. Vi arbejder på samme plejehjem. Det er vores oplevelse at der hersker stor utryghed blandt mennesker med demens. Dette giver sig udslag på forskellige måder ofte angst og uro. Hvordan kan vi blive ”klædt bedre på” til at skabe en tryg hverdag for disse mennesker. Vores arbejdsplads er Holmegårdsparken, det er en selvejende institution med i alt 145 mennesker inkl. 1 aflastningsplads. Det er et somatisk plejehjem med i alt 6 afdelinger. Vi har ingen specialafdelinger, beboere med demens bor sammen med beboere uden demens. Da vores udgangspunkter i vagterne er forskellige og dermed også vores oplevelse af problemet, har vi valgt at præsentere os og vores problemoplevelse hver især. Helle er sosu-assistent, arbejder som ansvarshavende nattevagt. Helle kommer ofte i forbindelse med beboere som er psykisk urolige om natten, det er et problem der fylder meget hos det faste natpersonale på afdelingerne. De står alene og magtesløse og har ofte svært ved at løse problemet. Eksempler:

• BB der ikke kan finde ro. Vandrer hvileløst omkring, vil forlade plejehjemmet, Skal på arbejde eller hjem hos sine forældre. BB er forpint af udmattelse som ses at BB er rødmosset og svedig, går foroverbøjet, så der er risiko for fald.

• BB råber i perioder hjælp, banker med jævne mellemrum genstande i natbordet, Sidder på sengekanten med lukkede øjne, kan ikke nås med personale kontakt. BB observeres som meget ulykkelig, og kan ikke finde ro, får ikke sin nattesøvn, får derfor lavet om på døgnrytmen.

• BB står ofte op om natten, er forvirret kan ikke huske hvor hun er, går uroligt søgende efter personalet, BB er i en forpint tilstand, det observeres at beboer siger en brummende lyd, som bliver forstærket ved utryghed stiller de samme spørgsmål igen og igen: Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her? Er jeg blevet tosset?

Lizzie er sygehjælper og arbejder i dagvagt, Lizzie oplever dagligt problemet med de gentagne spørgsmål. Hvor er jeg, hvor skal jeg hen, hvor er min mor og far, er jeg blevet tosset. Der bliver spurgt både til personale og til de andre beboere, personalet er forstående for tilstanden men hos de andre beboere skaber det både angst og uro, for ikke at tale om den angst der forårsager spørgsmålene hos vedkommende. Hun oplever ligeledes en beboer med meget råbende adfærd. I dette tilfælde er det helt tydeligt at adfærden både er opstået af angst og i sig selv er angstfremkaldende, igen er det et problem for de andre beboere der reagerer med angst, uro, flugt og vrede

Gitte er uddannet So- su assistent og arbejder som aftenvagt. Hun mærker problemerne med råbende adfærd. Den ene BB er kørestolsbruger og har en råbende adfærd, hun har et stort behov for andre menneskers nærvær og i situationer hvor hun sidder alene er hun som regel meget råbende. I aftentimerne er denne adfærd tydelig og næsten konstant. En anden BB er meget dørsøgende i aftentimerne, han er konstant vandrende, går ind hos de andre beboere, spiser hvad han kan finde af søde sager, til de andre beboeres store skuffelse. Når han er dørsøgende, han finder hurtigt ud af låsemekanismer, det gør at beboeren forlader hjemmet og kan ikke finde tilbage, eksempelvis forsvandt han en aften i frostvejr, og blev efter flere timers søgen fundet under en bænk i en park.

OVERVEJELSER Da vi skulle finde frem til et problem vi alle tre havde erfaring med i vores forskellige vagter, kom vi frem til den utryghed, der til tider præger et menneske med demens. Vi bruger ordet uro set ud fra beboerens egen synsvinkel og til tider ud fra medbeboerens. Uro har efter vores erfaring, en evne til at brede sig som en ubehagelig tilstand til de andre beboere. Emnet har relevans for os da vi tit står i en situation hvor vi føler os magtesløse. Vi vil gerne skabe nogle trygge rammer som kan give en indholdsrig hverdag for den enkelte beboer, med de ressourcer de har til deres rådighed. Der er mange forhold at tage højde for og indfaldsvinkler at arbejde med. Ledelse og organisation, kultur og miljø, Økonomi og tværfagligt samarbejde, personalets faglige viden og menneskesyn, magtbegreber, vi kunne blive ved.

Afgrænsning Det bliver alt for omfattende at belyse alle ovenstående aspekter. Vi har valgt at tage udgangspunkt i en anonym beboer med diagnosen Alzheimers, som har en urolig adfærd hele døgnet igennem. Vi har valgt at koncentrere os om enkelte vinkler f.eks. livshistorie og personlighed og præmorbiditet. Ud fra disse vil vi prøve at finde nogle redskaber som personalet kan bruge til at blive klædt bedre på til mødet med den demente. Den demenslidende har mange forskellige behov der skal tages højde for, behovet for nærhed, for stimulation og for aktivitet. Alt dette stiller store krav til medarbejderen.

• Sygdomsbeskrivelse et billede af sygdom og adfærd • Pædagogisk indgangsvinkel/ sociale samspil

Indsigt i og forståelse for den dementes adfærd Og handlemuligheder. -personalets adfærd og handlemuligheder

Ud fra dette har vi fundet frem til en problemformulering der lyder som følger:

Problemformulering Hvordan kan vi skabe trygge rammer for mennesker med demens, så vi kan blive bedre til at mestre vanskelige situationer.

Metodebeskrivelse Vi vil se på de teoretiske tanker der kan bruges som løsning på vores problem og ud fra disse, finde frem til nogle handlemæssige værktøjer Vi vil gøre brug af spørgeskema til plejepersonalet for at få et indblik i vores kollegers behov for faglig viden, således at det ikke kun er vores eget behov vi dækker. Interview af pårørende for at uddybe spørgsmålene til livshistorien. Vi vil gøre brug af litteratursøgning på bibliotek og internet (se litteraturlisten). Vi vil gøre brug af livshistorier og sygdomsudvikling for at belyse personens adfærd.

Målgruppe Mennesker med demens har forskellige behov, hvilket stiller store krav til medarbejderen og dennes kompetence både fagligt, socialt og menneskeligt. Derfor vil vi henvende vores projekt til alle medarbejdere, der arbejder i primær sektor / ældreplejen

Kapitel 2

Demenssygdomme og deres årsagsforhold Demenssygdomme har meget forskelligt årsagsforhold, men fælles for dem alle er, at Det drejer sig om sygdomme, som ødelæggerhjernevæv. For mennesker med demens Betyder det en udvikling, som indebærer gradvis tab af evnen til at klare sig selv og en tilsvarende afhængighed af pårørende og professionelle omsorgsgivere. Der findes mange forskellige demenssygdomme, hvoraf nogle er meget sjældent forekommende. Her er nogle af nogle af de hyppigst forekommende demenssygdomme: Alzheimers sygdom 60 % Vaskulær Demenssygdom 20 % Frontallapsdemens 20 % Lewy body demens 10-20 %

Alzheimers sygdom ( kilde: 4) Det er den tyske professor Alois Alzheimer, der har lagt navn til sygdommen. Han beskrev den for første gang ved et foredrag i 1906 Alzheimers er en langsom fremadskridende sygdom som medfører svigtende hjernefunktion, det viser sig ved dårlig hukommelse og nedsat evne til at fungere i hverdagen, og efter 7-9 år ender med døden. I Danmark er der ca. 50.000 mennesker, over 60 år der har Alzheimers sygdom, som er den hyppigste form for demens, og antallet vokser voldsomt. Det er ikke på grund af ændringer i miljø eller sygdommens karter, men alene fordi vi lever længere.. Sygdommen skyldes aflejring af to forskellige proteiner i hjernen. De to proteiner hedder: beta-amyloid og tau. Beta-amyloid lægger sig mellem nervecellerne, hvor det danner såkaldte placques. Tau lægger sig inden i nogle nerveceller, hvor det danner såkaldte tangles .Begge slags proteinaflejringer kan ses ved andre demenssygdomme, så det er kombinationen og fordelingen i hjernen, der er speciel for Alzheimers sygdom. Ved Alzheimers sygdom rammes i første omgang normalt de områder i tindingelappen, der styrer hukommelsen. Derfor rammes specielt hukommelsen. Man ved at alderen er en risikofaktor for at få Alzheimers, man ikke hvilke forandringer I hjernen der gør den mere udsat. Man ved at hvis hjernen bliver udsat for skadelig påvirkning. Som fx: manglende vitamin og ilt, forgiftninger. Sygdomme har også en indvirkning fx: sukkersyge, forhøjet blodtryk og åreforkalkning. Hjernen prøver at mindske skaderne ved at genbygge nervecellerne, med alderen er dens evne til at reparere blevet mindre, derfor mere modtagelig for demenssygdommen. Det ser ud, som om arvelige faktorer spiller en vis rolle, men der er megen uenighed om, hvor stor denne rolle er.

Vaskulær demenssygdom (kilde: 4)

Det er en sygdom i hjernens blodkar. Demens opstår som følge af, at der sker en påvirkning af blodforsyningen til hjernen. Den hyppigste årsag er følgerne efter en eller flere blodpropper. De sygelige forandringer i de små blodkar består af i en fortykkelse af karvæggene, som betyder, at den plads, blodet har til at passere, indsnævres. Herved kan det ske, at den fri passage så at sige helt ophører, eller at der kan dannes små blodpropper, som hindrer blodet i at nå ud til nervecellerne med iltforsyning. Det kan cellerne ikke klare gennem længere tid uden at gå til grunde, og der opstår et tab af hjernevæv. Det er baggrunden for den vaskulære demensudvikling.

Blodkar sygdommen kan konstateres enten ved en hjernescanning, eller ved slagtilfælde med halvsidige lammelser og taleforstyrrelser etc., eller der kan ved små propper dybt i hjernen, være tale om næsten usynlige forværringer i tilstanden, som først med tiden bliver synlige. Lammelser behøver ikke at være tilstede. Risikofaktorer og arvelighed er forhøjet blodtryk, hjernekransåresygdom og sukkersyge, som kan være med til at udvikler vaskulær demens. Selve sygdommen er ikke arvelig, men derimod kan flere af risikofaktorerne være arvelige.

Frontallapsdemens (kilde: 1) Denne sygdom har navn efter det sted i hjernen, som især angribes af sygdomsprocessen, nemlig frontallapperne, som sidder forrest i hjernen lige bag pandebenet. Sygdommen rammer især yngre mennesker 40-65 årige Denne form for demens kan opstå af forskellige grunde f. eks ved stor indtagelse af alkohol, hvor risikoen for fald og slag i hovedet er stor (hjerneblødning), eller en blodprop. Den kan også udvikle sig som følge af en sygdom i hjernen f. eks svulst. Pandelapsdemens er typisk ændringer i adfærd og interesser. Det er pandelapperne der sørger for at vi kan fungere socialt i samspillet med andre mennesker. Det ses ved at de ændre karakter, bliver grænseoverskridende og følelsesflade. Fronto-temporal demens er derfor karakteriseret ved en åbenlys ændring i personlighed og væremåde, som gør dem uegnede til at tage vare på sig selv eller deres økonomi. De bliver tiltagende ligeglade med sig selv (den personlige hygiejne) og omgivelserne. Selv om den basale sprogfunktion er velbevaret, anvendes sproget med tiden sparsomt, de gentager de samme sætninger igen og igen. De er imidlertid svært hæmmede i deres evne til spontant at give information, til at organisere og til at være mentalt fleksible.

Lewy body demens ( Kilde: 14) F.H. Lewy beskrev i 1912 for første gang de legemer, der senere kom til at bære hans navn. Lewy body demens er en sygdom, der optræder efter 60-års alderen. Den opstår relativt akut og er oftest hastigt fremadskridende. Kvinder rammes ca. fem gange så hyppigt som mænd. Varigheden angives til 3-8 år, hvilket er kortere end både Alzheimers og Parkinsons sygdomme. Kliniske kriterier, at der er - i begyndelsen let - demens med fremadskridende tab af intellektuelle funktioner. Desuden er kernesymptomerne:

• Spontane bevægelsesforstyrrelser, som ved Parkinsons sygdom, der optræder tidligt i forløbet.

• Et forløb med udpræget variation i opmærksomhed og bevidsthed • Tilbagevendende speciel syns-hallucinationer, som typisk er rige på detaljer. Ud over

demensen skal mindst to af disse kernesymptomer være til stede

Diagnosen støttes yderligere af gentagne fald, synkope, tvangstanker og andre hallucinationer end synshallucinationer samt en særdeles stor tendens til at få bivirkninger af neuroleptika (medicin mod sindslidelser).

Andre demenssygdomme (kilde: 4) Blandt de sjældne demenssygdomme skal kort nævnes Huntington Cores, som er En arvelig demenssygdom, der ligesom Parkinsom sygdom har iøjefaldende bevægeforstyrrelser som hovedsymptom. Det er de såkaldte choreatiske bevægelser, Dvs. rykvis baskende eller dansende bevægelser, man hører udtrykket ”dansesyge” Eller ”Sct. Veits Dans” Huntingtons Chorea medfører altid en egentlig demensudvikling. Man kan godt udvikle en demenstilstand uden at have en af de ovenfor beskrevne demenssygdomme. Demens kan også opstå som følge af mange skader på hjernen. Det kan være ernæringsskader og – måske hyppigst af alle alkoholskader. Disse tilstande adskiller sig imidlertid afgørende fra de demenstilstande, der skyldes demenssygdomme, derved at de ikke er fremadskridende. Demensudviklingen stopper, når den skadevoldende påvirkning stopper, og der er ikke som ved demenssygdommene nogen speciel sammenhæng med alder..

Adfærd hos personer der er ramt af demens (Kilde: 14) Nogle mennesker med en demenssygdom får i sygdomsforløbet perioder med psykiatriske symptomer og forandringer i adfærd. Det kan for eksempel være:

• Vrangforestillinger f.eks. forestillingen om at ens hjem ikke er ens hjem, at ens ægtefælle er en anden person, eller at man bliver bestjålet.

• Hallucinationer f.eks. at se syner, f.eks. at man ser mennesker, som ikke er tilstede i virkeligheden.

• Depression. • Urolig adfærd f.eks. vandren omkring, bortgang fra hjemmet eller råben. • Aggressiv adfærd. • Forstyrrelser i døgnrytmen • Grådlabil

I redegørelse fra sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe defineres demensadfærd:

• Let demens: arbejdsevne eller sociale aktiviteter er tydeligt nedsat med evnen til selvstændig levevis med tilstrækkelig personlig hygiejne er bevaret

• Middelsvær demens: Selvstændig levevis er risikofyldt, og en vis grad af tilsyn er nødvendig med hjælp til daglige gøremål som madlavning, indkøb og rengøring.

• Svær demens: Patienten er nu totalt afhængig af andres omsorg og behøver hjælp til daglige rutiner, herunder spisning og personligt toilette. Døgnovervågning er nødvendig.

Adfærd hos personer med frontallapsdemens

• Manglende sygdomsindsigt • Mangel på hæmninger • Mangel på dømmekraft • Forandret seksuel adfærd • Følelsesmæssig affladning • Manglende evne til planlægning • Apati • Rastløshed og uro • Uhæmmet grov verbalt og nonverbalt • Stereotypi • Aggressiv adfærd

Ifølge Neuropsykolog Jette Stokholm & Gundhild Waldemar, ugeskrift for læger 2003 beskrives adfærd hos frontotemporaldemens således: Svigt i evnen til at begå sig socialt kendetegner patienter med FDT i tidlig fase. De Handler impulsivt, udviser ringe dømmekraft og manglende respekt for sociale normer.

De foretager sig meget lidt på eget initiativ, har svært ved at gennemføre målrettede handlinger og bliver ligeglade med personlig hygiejne og påklædning. Interessen for andre mennesker svækkes, og de synes følelsesmæssigt upåvirkede af selv ganske alvorlige begivenheder. Adfærden domineres af rutineprægede, stereotype gentagelsesmønstre, ligesom udpræget stimulusbunden adfærd ofte forekommer. Uhæmmet fødeindtagelse og/eller udvikling af forkærlighed for søde sager beskrives ofte.

Demens Kultur (Kilde:2) I disse år opstår der en ny kultur inden for demensplejen. En kultur, som bygger på respekt for den demente som person. 'Den ny Demenskultur' er et begreb, som er udviklet af The Bradford University Dementia Group, som er en enhed ledet af den nu afdøde psykolog Tom Kitwood . Hans centrale pointe er, at man først og fremmest skal møde den demente som den person, han eller hun er. Hans pointe er også, at vi på grund af kultur og tradition i for høj grad først og fremmest har set demenssygdommen.

I den gamle kultur forstår man først og fremmest demens som en progredierende hjerneskade. Tankegangen fører frem til, at demente kan opfattes som tomme skaller. Konsekvensen af denne forståelse er, at omsorg primært kommer til handle om at imødekomme basale behov og om kompetent fysisk pleje, og at omsorgsgiveren skal kunne tilsidesætte sine følelser i omsorgsprocessen.

En forståelse af specielt personens kognitive svækkelse prioriteres højt. Læger og hjerneforskere betragtes som dem, der besidder kundskab om demens, og der lægges vægt på mere biomedicinsk forskning, så der kan findes frem til en medicinsk behandling.

I den nye kultur forstås demens først og fremmest som handicapformer, og omsorg handler om at bevare og forstærke personligheden. At imødekomme de basale behov er kun en del af omsorgen for personen.

I omsorgsprocessen skal omsorgsgiveren være i kontakt med sine følelser og omdanne dem til positive ressourcer i arbejdet. En god forståelse af den enkelte persons evner, smag, interesser og værdier prioriteres højt. Erfarne og indsigtsfulde praktikere betragtes som dem, der besidder kundskab om demens, og der lægges vægt på forskning i at udvide menneskelig indsigt og dygtighed.

Synet på demens er fundamentalt forskelligt i de to kulturer. I den gamle kultur benægtes eksistensen af psykologiske behov hos mennesker med demens, mens den nye kultur fokuserer på det enkelte menneske som unikt, betragter følelser som kilden til velvære og menneskets eksistens som essentielt social.

En blandt flere konsekvenser af denne inspiration er en anderledes vægtning af indsatsområder for demente: Det understreger behovet for at vægte det praktiske arbejde med demente og pårørende og for en praksisforskning, hvis mål er at forbedre dementes velvære i livet her og nu.

Kontaktøer (kilde: 3) Et andet pædagogisk begreb er en ’kontakt-ø’. Udtrykket er opfundet af pædagoger, som arbejder med udviklingshæmmede voksne mennesker. Kontaktøer kan mindske den manglende orienteringsevne, angst og uro, som kan pine mennesker med demens, og som omsorgspersonerne har svært ved at håndtere. En kontakt-ø er et pædagogisk begrundet, koncentreret, fastlagt og målrettet samvær en eller flere gange dagligt mellem en bestemt omsorgsperson og én beboer / borger, som trækker sig tilbage i ro for at koncentrere sig om det, de er sammen om. Kontaktøen udføres med en begyndelse, som markeres med et bestemt ritual, et bestemt forløb med en konkret aktivitet, fx at sidde med et fotoalbum og med en afslutning, som varsler beboeren om, at forløbet er ved at slutte. Kontaktøen bliver beskrevet i en handleplan, hvorved indsatsen respekteres i gruppen som en faglig begrundet handling.

Aktiviteter (Kilde 11)

Aktiviteter er en meningsfuld beskæftigelse hører til de grundlæggende psykologiske behov hos mennesker med demens. For at kunne fortsætte sit liv med demens, er det vigtigt at vide, hvad der har været betydningsfulde aktiviteter for den demente person, og finde ud af hvad de har brugt deres liv på, hvad slags aktiviteter de har valgt førhen og at finde den fællesnævner eller røde tråd, der har været i aktiviteterne. Er man glad for sociale aktiviteter, vedligeholdende, udviklende eller andet?

Dernæst gælder det om at opretholde aktivitet, måske prioritere hvilke ting, der skal fastholdes.. Hvis det ikke kan lade sig gøre i helt samme omfang som før, kan man måske justere i forhold til udførelsen, i forhold til formålet eller man kan finde nye aktiviteter.

I Pilehuset tages udgangspunkt i Tom Kitwoods blomst, de bruger den som metafor. Personalet sammenlignedes med gartnere, der arbejder på at få blomsterne (de demenslidende) til at blomstre. Nogle blomster foretrækker skygge og andre sol, men ingen blomster kan tåle tørke og mørke, og alle skal have næring.

En dygtig gartner blev beskrevet som tålmodig, iscenesættende og også som detektiv: iagttagende, nysgerrig, udforskende og i stand til at samle enkelte dele til en helhed.

Pilehuset inviterer personalet de demenslidende til aktivitet, enten direkte ved brug af sig selv eller ved brug af genstande. Man tilpasser omgivelserne ved at guide, forenkle og bruge hjælpemidler (bordkort, brillesnor, rollator). Også planlagte aktiviteter i såkaldte ”kontakt-øer” bruges, fordi man har erfaring for, at fem minutter eller et kvarter med skræddersyet een-til-een kontakt, kan få hele resten af dagen til at gå godt.

Verbal og nonverbal kommunikation (kilde: 9) Ordet kommunikation kommer fra det latinske communis, der betyder ”fælles”. At kommunikere betyder altså at skabe fælles forståelse. Kommunikation består grundlæggende af tre elementer: budskab, afsender og modtager. Ser man i nu dansk ordbog under kommunikation står der: ”Overførsel af betydning mellem mennesker, ved hjælp af forskellige typer meddelelsesmidler.” (Nu Dansk ordbog 1999.) Den verbale kommunikation foregår gennem samtale. Men ord er ikke entydige. Sproget er knyttet til sociale normer og kultur. Det er slet ikke sikkert, at afsender og modtager forstår ordene ens. Vores måde at tolke ord på er baseret på forståelse, viden og erfaring. For at mindske misforståelser er det derfor nødvendigt at udtrykke sig klart og tydeligt, afpasse sprogets sværhedsgrad, men også at vide, hvordan samtalepartneren tolker et givent ord. Kommunikationen mellem to mennesker består ikke blot i udveksling af ord. Ved nonverbal kommunikation formidler vi budskabet gennem intonation, betoning, mimik, pauser og kropsholdning - vores kropssprog. Heriblandt respekten for den andens fysiske personlige rum.

Alt dette udgør en vigtig meningsdannende del af kommunikationen mellem mennesker, og er med til at forme omgivelsernes billede af os selv og til at definere forholdet til de personer, som vi er i kontakt med. Den nonverbale kommunikation er med til at understøtte den verbale kommunikation, så afsender kan blive forstået korrekt. Men kropssproget er i høj grad også med til at sige noget om vores sindstilstand, og hvad vi oprigtigt mener. Mennesker med demens benytter i høj grad kropssproget som meningsdannende i den indbyrdes kommunikation.

Når mennesker med demens flytter på plejehjem, flytter de ikke derfra igen, og de er undergivet de ansatte i deres daglige kontakt med andre. Det stiller nogle krav til de ansatte.

For mennesker der ikke har et verbalt sprog og samtidig har begrænsede fysiske udtryksmuligheder er kommunikationen med andre ekstra svær. For hvordan får jeg udtrykt det jeg gerne vil? Hvem kan forstå mig?

At støtte disse menneskers kommunikation er en faglig udfordring, fordi det kræver at støttepersonerne selv forstår personens kommunikation.

Kommunikation er normalt baseret på en vis ligevægt mellem parterne. Men sproget kan også give status eller udgøre en magtfaktor for en person, der er velformuleret og har ordet i sin magt. Når den ene part er dement, stilles der større krav til den professionelles færdigheder i kommunikationen. Den professionelle må tage ansvar for at forstå den dementes baggrund og sætte den demente i fokus. Den professionelle må være opmærksom på, at den demente kan have glæde af et enklere sprogbrug og flere gentagelser, og at samtalen kan foregå uforstyrret eller uden at andre lytter med. Den demente må føle sig tryg i situationen for at kunne udtrykke sig bedst muligt.

Den pårørende kan være i krise, være belastet af praktiske opgaver eller optaget af at løse problemerne i forbindelse med sin omsorgsrolle. Den professionelle bør i første omgang være opmærksom på at lytte meget. For begge parter er forudsætningen for at opnå en god kommunikation derfor at forstå, være empatisk og sætte sig i den andens situation.

Hvis beboere med demens skal opleve livsglæde og blive forstået i nuet, er det nødvendigt at hjælperne kan anvende grundelementerne i kommunikationen, så samspillet bliver så positivt som muligt, nogle hjælpere er naturtalenter og har nemt ved at få et godt samarbejde med beboerne. Det, der kan være svært er, at fortælle kollegaer, hvad de gør i situationen, så den også kan blive positiv for andre. Der skal altid to til et samspil, derfor er det væsentligt, at når der opstår kommunikation, at se bag om beboernes handlinger, se beboerne intention, så man kan se, hvad det er for en støtte, der er nødvendigt for et positivt samspil. Lider vedkommende af impressiv eller ekspressiv afasi må man tage højde for dette. Her må man lytte specielt meget til hele sproget. Dernæst må man tænke på personens alder og måske undlade et moderne sprogbrug, ligesom man skal indtænke alderen når man lytter og søger at forstå. Man skal sørge for at der er overensstemmelse mellem det talte ord og kropssproget, da meddelelsen ellers vil være højst forvirrende. Kommunikation er en dynamisk proces mellem to (eller flere) personer, der begge har rollen som afsender og modtager. Der er også et tredje element, nemlig det der bliver talt om. (Mette Søndergaard)

Validering (Kilde 7) Validering er en kommunikations og terapiform, der er udviklet af den amerikanske socialarbejder Naomi Feil. Det er et arbejdsredskab med specifikke teknikker til at udrede, forstå og bearbejde gamle, dementes menneskers verbale og nonverbale kommunikation. Validering går ud på at den professionelle anerkender værdien og gyldigheden af den dementes oplevelse, med det formål at opnå en bedre kontakt og et mere frugtbart samarbejde med den demente. Validering hjælper den demente til at bevare og genskabe deres selvfølelse og værdighed, gennem anerkendelse og respekt for deres følelser. Validering i gruppe efter Naomi Feils teorier går ud på at man giver hver enkelt beboer en rolle, der styrker identiteten. F.eks. en person som tidligere har været glad for at synge, bliver forsanger når der er fællessang, eller en tidligere husmor, får til opgave at byde saft rundt og så videre. For hver

enkelt person kan der sættes specifikke, individuelle mål f. eks. mindske gråd – øge verbal kommunikation – skabe kontakt til andre beboere – lindre følelsen af ensomhed m.m. Gruppen skal ikke være for stor og der skal sættes tid af, ca. 1 time. Alle der deltager i gruppen inden start vurderes, som de kan profeteres af deltagelsen. Når der valideres i gruppen, er det ideelt at skrive referater og føre de enkelte beboere ind i skemaer efter hvert møde.

Mestring

(Kilde 12)

Hermed menes at hamle op med, at magte, at klare sig. Mestrings strategier er de bevidste og ubevidste handle og tankemønstre, som et menneske har udviklet gennem årene, så man er i stand til at håndtere belastede situationer.

Når en person forsøger at mestre en konkret situation, tager han udgangspunkt i sin egen vurdering af den aktuelle situation og ud fra egen evne til at lære, kan man bearbejde erfaringer og udvikle sig som menneske

Problemorienteret mestring har til hensigt at løse problemer og øge personens handle-muligheder

Ved at analysere årsagerne til problemet, og ved at foretage en objektiv vurdering af situationen.

Vælge en handling og afprøver den i tankerne, og bearbejde situationen følelsesmæssigt. Søge information, viden og vejledning og støtte, foretage en revurdering af situationen ud fra ny viden og forståelse, så tage initiativ til at forandre situationen eller forhindre at den skal genopstå

Samtale

Per Lauvås og Gunnar Handal (kilde10) beskriver, at samtalen kollegaer imellem styrker fællesskabet, men det er også vigtigt at kunne delagtiggøre involverede parter i de frustrationer og konflikter, man som omsorgsgiver og menneske kommer ud for i hverdagen sammen med demente. Udtryk dig på en måde, der skaber nærhed og som motiverer andre til, frivilligt og med glæde, at imødekomme dig. I samtalen er der god mulighed for at høre om ens egen håndtering af konflikten svarer til det, andre kollegaer gør. Derigennem udveksles gode ideer og ”tips”.

Hvis vi skal nå frem til holdbare løsninger på konflikter, må de basere sig på en empatisk kontakt, hvor alle parter oplever sig set og hørt

(Girafsprog)

Refleksionscirkel

Refleksion er en proces, hvor den enkelte beskriver sine erfaringer med egne ord i forhold til egen forståelse. Dette indebærer, at man kan beskrive, analysere og vurdere praksissituationer og omsætte sin nye indsigt i konkrete handlinger. Dette kan illustreres ved nedenstående figur

(Kilde:16)

Refleksion og log

At reflektere og skrive logbog

Du ved ikke, hvad du mener, før du siger eller skriver, hvad du tænker!

Når du lærer noget nyt, er det vigtigt for dig, at reflekterer over hvad du laver. Det styrker din læring.

At reflektere betyder at afspejle, at overveje, at meditere over

• Refleksion skaber nysgerrighed, forundring, behov for ny viden • Refleksion giver perspektiv og motivation i din læring • I en refleksionsproces har alt samme værdi og validitet – individet ejer sine egne tanker

KITWOODS DEMENSMODEL Kitwood har et begreb der hedder ”challenging behaviour”, det defineres som ”enhver adfærd i forbindelse med demenssygdommen, som forårsager lidelse eller fare for patienten og/eller andre”. Her er der ikke kun fokus på adfærden rent objektivt set, men om adfærden belaster den demenslidende eller andre i dens omgivelser. Kitwood mener at adfærden kan give os en opfattelse af hvad det er den demente subjektivt oplever. Kitwood har udarbejdet en demensmodel for at systematisere og klarlægge de forskellige tilgange for forståelse af den dement ramte person. KITWOODS DEMENSMODEL D=P+B+H+NI+SP D Står for demens (som tilstanden fremtræder, dvs. både Primære demenssymptomer) P Står for den præmorbide personlighed B Er det enkelte menneskes biografi eller livshistorie H Står for fysisk helbred (somatisk status, sygdomme, Virkninger og bivirkninger af given medicin) NI Viser hen til neuropatologi SP Står for socialpsykologi, dvs. miljøforhold og Samspillet mellem den demente person og plejepersonale/ Pårørende. ( Kilde 18) Alle faktorer er vigtige at have kendskab til. P, B og NI er dog ikke faktorer der kan påvirkes, det kan derimod H og SP.

PLEJEKLINIK Med grundlag i den ovenbeskrevne demensligning, er der opstået et arbejdsredskab der bliver kaldt ”plejeklinik”. Den refererede udformning, er fra en hospitalsafdeling med gerontopsykiatriske patienter. Den foregår således at der hver 6. uge bliver afholdt et tre timers langt møde hvori plejepersonalet er bredt repræsenteret, der deltager personale fra hele døgnets vagter. Ofte er det demente patienter med adfærdssymptomer der taget op på plejeklinikken. Afdelingssygeplejersken udvælger patienten efter dennes behov. Alle oplysninger om patienten får her plads til at blive fremlagt og alle kan bidrage og blive lyttet til. Der bliver brugt 14 dages forberedelsestid før hvert enkelt møde, og der arbejdes direkte ud fra demensligningen. Målet er at forbedre patientens tilstand gennem at opstille eller forbedre principperne i plejen. Der er i plejeklinikken plads til relevant undervisning, og tillige giver det en øget faglig stolthed og øget arbejdsglæde. (Kilde 15)

Jeg / Du Filosoffen Martin Buber skriver i hans bog ”Jeg og Du”, at man kun møder mennesket rigtigt, hvis man møder det som et Du. Med at møde mennesket som et Du, mener han at man åbner op for et forhold, uden forudfattede holdninger, uden at vide hvor det vil bære hen og med en parathed til at give af sit eget jeg. Et jeg / du forhold indebærer at man ikke erfarer, det vil sige at man møder mennesket som det centrale ikke dets hårfarve, hud, sygdom eller fysiske omfang osv. I et jeg/du møde er der umiddelbarhed og der opstår nærvær. Man møder den anden med hele sit væsen, Buber siger at her finder mødet sted. Dette står i kontrast til et ”jeg / det” forhold. Jeg / det forholdet er køligt og uengageret, man relaterer sig ikke til mennesket i den anden. Det er afstand og distance der kendetegner forholdet i Jeg / Det. Buber skriver at man sagtens kan være et sansende og erfarende menneske uden af den grund at have et du at forholde sig til. Et Jeg / Det forhold omtaler Buber som et mismøde. Buber siger endvidere at man kan træde bort fra Du forholdet og ind i Det forholdet. Han sammenligner Det forholdet med en pubbe og Duéts med en sommerfugl, dog ikke ment som tilstande der afløser hinanden, men som sammensatte og til tider forvirrende forløb. Endvidere mener han at jeg/du forholdet opstår i tre sfærer: den førsproglige, den verbale og den åndelige. Baggrunden for Bubers tanker om nærvær bliver fortalt i forordet til bogen. Hans forældre blev skilt da han kun var tre år gammel. Efter dette boede han hos bedsteforældrene under opsyn af en barnepige. Der blev aldrig talt om hans moder, men en dag da han stod ved et rækværk sammen med barnepigen, sagde hun pludseligt ”nej, hun kommer aldrig tilbage. Buber var sig helt bevidst at denne udtalelse var sandheden. Oplevelsen satte sig fast og som tiden gik, fornemmede han at der for alle mennesker lå meget forholdet med hinanden. (Kilde 19)

PERSONLIGHEDENS BETYDNING Der er gjort mange forsøg på definition af personligheden, den kan defineres som følger: ” et sæt af bredt generaliserede dispositioner for at handle på bestemte måder” eller individets lager af tillærte ressourcer for handling”(begge kitwood 2006). En person kan ses som et enestående væsen i sig selv og som en person der fundamentalt er afhængig af andre. Personligheden viser sig i den måde du vælger at være i verden på eks. i den sociale sammenhæng gennem reaktioner med og mod omgivelserne. Den spiller ind i forhold til de roller individet påtager sig og de roller der det tillagt af omgivelserne. Goethe skrev i et digt følgende strofe: ”Højeste lykke for jordens børn, er alene personligheden” (Goethe)

Mange hændelser igennem udviklingen især i barndommen, er med til i positiv eller negativ forstand at udvikle personligheden og vores stærke eller svage sider vil derfor være stærkt nuancerede. Personligheden bliver som regel henregnet som et åndeligt begreb og kroppen som materie. Kitwood slår bro mellem disse, ved gennem en opstillet ligning at udlede at ”enhver psykologisk begivenhed eller tilstand også er en hjernebegivenhed eller tilstand, der bæres af hjernen, hvis struktur har været determineret af såvel udviklingsmæssige som patologiske faktorer”. Dermed understreger han at alt hvad man gør i menneskelig og i plejemæssig forstand også påvirker kroppen, og at vi skal tænke i begge veje for at nå tæt ind til den personlige identitet.

Identitet og tryghed I dette projekt henregner vi personligheden som den dybeste del af det jeg vi udtaler. Personligheden er den du er blevet ud fra den du er født som og den kultur og det miljø du har levet i. Den er det du er blevet ud af de oplevelser og hændelser du er kommet ud for og din måde at forholde dig til dem på. Personligheden kan kun ejes af dig selv, efterligner du andres personlighed bliver det til det man kalder en falsk personlighed, denne kan synke i grus ved både mindre og større rystelser. Identiteten er de roller du har påtaget dig og der er blevet pålagt dig livet igennem i samspil med dit omgivende miljø og din personlighed. Personligheden er det du bygger på når du livet igennem skaber og omskaber din identitet. Identiteten og opretholdelsen af denne er en væsentlig faktor i forsøget på at skabe tryghed for den demensramte, da den fastholder en linie til fortidens og nutidens roller, det vil sige subjektivt set ”til den jeg altid har været”. Mennesker med demens har et umådeligt stor behov for kærlighed, ”tilgivende og betingelsesløs accept, en helhjertet emotionel given”.(Kitwood ) Dette leder igen tankerne hen på Buber og Jeg / du forhold. Identitetfølelse er et af de 5 essentielle psykologiske behov, som baner vejen mod en oplevelse af kærlighed (denne sammenhæng omtales senere). Identiteten kan bl.a. opretholdes via livshistorie, der med eller uden plejepersonalets/omgivelsernes hjælp, fastholder denne livline til fortiden. Reminiscens arbejde kan hjælpe erindringer frem hos den demensramte og kan give et mere subjektivt billede af livshistorien. Der er også en stor tryghed i at kunne genkalde sig en følelse af at erindringerne er en del af mig. Skal man hjælpe demensramte mennesker med at bibeholde en følelse af identitet, kan man gøre meget gennem de daglige omgivelser

Omgivelserne Omgivelser kan rumme både muligheder og umuligheder, de kan invitere og motivere ligesom de kan skabe forvirring og give en følelse af fremmedgjorthed. Adfærdsforstyrrelser kan bero på interaktionsfaktorer som i dette tilfælde vil sige reaktioner på boligindretning (Kilde 6).

Helt moderne omgivelser vil næppe sige de ældre noget udover upersonlighed. Hvis man medtænker kultur og tid og indretter omgivelserne efter de mennesker der skal bebo dem, vil det have mulighed for at give genkendelighed og tryghed. Gennem omgivelserne kan man overordnet set kalde på hverdagaktiviteter, interesser og på det sociale liv. Aktivitet har jo præget dagligdagen for de fleste og selve aktiviteten kan også skabe genkendelse og tryghed. Det kan eks. være et opslået strygebræt, et synligt syskrin, en værktøjskasse, en høvlebænk o.s.v. På udendørsarealer kan blomster eks. både invitere til at betragte, dufte eller plukke. Dyr kan ligeledes betragtes, røres ved eller invitere til leg. Stier og veje kan følges, bænk eller træstamme bruges som et sted for fordybelse eller samtale. Der er utallige muligheder alt afhængigt af personen der oplever. Rum kan også invitere til samtale og gæster. Det kan invitere til sociale gøremål eksempelvis gennem et synligt kortspil eller andet. ( Kilde 5)

HANDLINGER UDFRA SOCIALPÆDAGOGIK I socialpædagogikken i forhold til demenslidende mennesker, arbejder man med at finde muligheder og lyspunkter. Man arbejder udfra at de handlinger man foretager sig skal kunne være acceptable for alle i ens omgivelser inkluderende en selv i samme situation. Man arbejder udfra at mennesket fundamentalt er et socialt væsen, og at udvikling eller mestring sker i samspillet eller relationen med andre. Handlingerne bliver opdelt i 12 tyngdepunkter:

1. Den sociale integration. Denne kræver ressourcerne identitet, solidaritet og mening. 2. Menneskesynet. At man ser mennesket som et hovedsageligt socialt, positivt og ansvarligt

individ. 3. Det usikre og det åbne. At turde være tilstede og nærværende uden egentlige gøremål. 4. Kulturen og rummet. At udforme de fysiske rammer i forhold til beboernes kultur. At

skabe plads til at involvere og invitere til aktivitet og relation. 5. Anerkendelse. Bekræftelse og værdsættelse af individet. Øge selvværdsfølelsen. 6. Definitionsmagten. Åbenhed overfor forskellige opfattelser af situationer. 7. Opmærksomhed. Gennem nærvær at registrere både fysiske, psykiske og sociale tilstand.

Have øje for ressourcer muligheder og reaktioner. 8. Respekten for relationen. De muligheder eller ressourcer der opstår i relationen såvel

positive som negative, og at respektere og handle udfra disse. 9. Kommunikation. At være bevist om kommunikationens betydning situationerne og at have

en overensstemmelse mellem mimik, ord, tonation og kropssprog. 10. Den personlige involvering. Erkendelsen af at vi altid bærer vores personlighed med os, at

dette kan være en styrke og at dette kan give opmærksomhed og anerkendelse. 11. Det fælles tredje. Det vi foretager os sammen. 12. Læreprocessen. Erkendelsen af at vi lærer livet igennem og bevidstheden om og accepten

af, at læreprocessen består af både frem og tilbageskridt.

Som det kan ses af ovenstående 12 tyngepunkter, forudsætter brugen af socialpædagogikken at plejeudøveren er villig til at arbejde med og bevidstgøre egne holdninger. ( Kilde 3)

HANDLEPLANER Socialpædagogikken arbejder bla. med handleplaner, det gør de på basis af en analysemodel der er tilpasset mennesker med demens. I denne opstilles og gennemgås enkelte beboers ressourcer og færdigheder. De omsorgsarbejdere der er på afdelingen i alle vagter og i særdeleshed de der er tættest på beboeren, samles for at belyse beboerens adfærd og reaktioner. Disse skal beskrives tydeligt og ærligt. Personalets egne følelser for beboerens adfærd og reaktioner er ligeledes vigtige, da modellen forudsætter personalets villighed til at arbejde med sig selv. Derefter bliver analyseskemaet udfyldt af de medarbejdere der er tættest på beboeren. Selve analyseskemaet (se bilag 1) består af 13 punkter. De første 6 punkter, drejer sig om kortlægning af problem og ressourcer, de næste består af handlingsplaner, ønskede mål, evalueringstidspunkter m.m. Der udarbejdes evalueringsskemaer til alle de enkelte punkter i handlingsplanen og der bruges en skala fra 1 – 10 til at vurdere effekten. Der besluttes endvidere tidspunkter til udfyldelse af evalueringsskemaerne.

AT FREMME VELBEFINDENDE For at skabe tryghed for personer med demens, kan man se på behovsdækkelse. Ifølge Kitwood er der 5 grundlæggende behov at opfylde for at kunne nå ind til tilstanden kærlighed. Han illustrerer det på følgende måde:

Behovene er groft opdelt og overlapper hinanden. Kitwood siger at det er behov vi alle har tilfælles, selvom de ikke hele tiden er mærkbare. I situationer der er pressede eller under stærkt sårbare perioder grundet andre ting, vil behovene dog være mærkbare. Dementslidende mennesker er en meget sårbar gruppe og behovene kan være overvældende, de synes at stige i takt med den kognitive svækkelse.

TRØST Et menneske med demens har ofte en reel følelse af sorg og tab. At trøste ved nærvær kan mindske eller lindre denne følelse. Trøsten giver en følelse af tryghed og kan ruste mennesket til igen at kunne håndtere den verden der er omkring og i det.

TILKNYTNING Usikkerheden og utrygheden eksempelvis ved de roller der er tabt, eller ved de nye situationer der følger med demenssygdommen efterhånden som den skrider frem, kan lindres ved følelsen af at være tilknyttet mennesker eller steder.

INKLUSION At have en plads i en fælles sammenhæng, er et basalt behov hos alle mennesker. Mennesker med demens kan nemt blive meget ene når evnen til at omgås socialt forringes, dette skaber stor utryghed.

BESKÆFTIGELSE Den demenslidende får værdifølelse ved at beskæftige sig med noget, hvad enten det foregår alene eller i sammenhæng med andre og det bevarer de evner og ressourcer der er tilstede.

IDENTITET Vigtigheden af at have identitet er allerede omtalt tidligere. (Kilde 2)

LIVSHISTORIE (Kilde: 13) Mennesker med demens, har svært ved at udtrykke sig verbalt, der kan livshistorie være en metode til at finde frem til borgerens ønsker og præferencer. Livshistorie er en metode til at få indføling med og forståelse for personen og få en klar karakteristik af personlighed. At få oplysninger som personen selv ville have fortalt, hvis personen kunne om meninger, drømme, holdninger, tanker, fortid, forhold til andre mennesker, sygdomsforløb etc. Effekten af omgivelsernes kendskab til

livshistorien er at personen i langt højere grad kan inddrages i det sociale fællesskab, fordi personalet kan relatere til livshistorien. Man når frem til at den demente bliver mere end blot et (overflødigt) møbel, men i stedet får en plads i fællesskabet med sin personlighed. Personalet får langt større mulighed for at støtte brugeren i valg. ”vi er hvad vi erindrer” den demente kommer i kontakt med sig selv, får mulighed for at spejle sig i andre, når livshistorien inddrages. Afhængig af den enkeltes mulighed for selv at fortælle sin historie, enten ved fri fortælling, brug af struktureret interview eller spørgeguide, kan også pårørendes viden indhentes. Ofte har de andre historier om personen, der giver flere perspektiver. Og andres fortællinger om os gør, at vi kommer i forbindelse med os selv. Livshistorien er et levende materiale, hvor der hele tiden kan tilføjes eller ændres ting. Livshistorien er ikke kun fortiden, det er også nutiden. Den skal skrives i respekt for den demente menneske. Der er stor forskel på de skemaer der bliver brugt til at spørge ind til livshistorien, (se bilag 2) hvis der overhovedet forefindes et spørgeskema. Bliver der spurgt subjektivt til livshistorien (er det personen selv der bliver spurgt), eller er det de pårørende der bliver spurgt? På nogle skemaer til livshistorie, er der uddybende spørgsmål og plads til besvarelse, på andre gives kun lidt rum. På nogle plejehjem er livshistorierne let tilgængelige f.eks. liggende i kardex, på andre er de synlige men afsides.

INTERWIEV AF PÅRØRENDE I dette projekt har vi besluttet os til at stille nogle uddybende spørgsmål til de allerede på afdelingerne eksisterende skemaer omkring livshistorien. Vi har i dette tilfælde besluttet os til kun at spørge de pårørende da det for omhandlende person kun ville skabe forvirring at deltage. Uddybningen omhandler personligheden og mestringen af kriser tidligere i livet. (se bilag 3) Vi sendte interview spørgsmålene ud godt en uge før det skulle finde sted. Vi bød i den anledning på god kaffe og kage. Vi lavede lidt hyggelige rammer med stearinlys og vi havde ingen tidsramme. Under interviewet fik vi rigtigt mange brugbare oplysninger, og vores forståelse for hendes personlighed er vokset. Vi kan nu bedre skille sygdomsadfærd fra personlighed. De pårørende vi interviewede udtrykte både taknemmelige og lettelse. Samtalen havde givet dem en meget større forståelse for A´s sygdom og adfærd. Det viste sig at de næsten ingen indsigt havde haft i sygdommen og havde skyldfølelser i forbindelse med hendes adfærd. De oplysninger vi igennem denne samtale har fået, bliver selvfølgelig tilføjet det eksisterende livshistorieskema.

SPØRGESKEMAER Vi uddelte 46 spørgeskemaer og fik 45 besvarede retur. Vi uddelte dem på 3 afdelinger til dagvagterne og på alle 6 afdelinger til aften og nattevagterne, på den måde fik vi fordelt spørgeskemaer ligeligt i alle vagter. Vi gav vores kollegaer højst 1 døgn til udfyldelsen, da vi regnede med det ville give flest svar. Alle har været meget imødekommende og villige til udfyldelsen.

(bilag 4)

Kapitel 3

DISKUSSION Vi startede vores søgen efter at finde værktøjer til at skabe tryghed for vores demenslidende med den helt basale viden. Vi sammenfattede vores egne behov med besvarelserne på spørgeskemaerne. Udfra vores spørgeskema undersøgelse blandt kolleger, fandt vi ud af at der mangler viden omkring demenssygdomme. Vi fandt i samme undersøgelse at der er en sammenhæng mellem graden af uddannelse og ønsket om viden, sådan at forstå at jo mindre uddannelse des mindre ønske. Vi har hentet en hel del viden til brug i vores projekt for at dække dels vores eget behov og vores kollegers. Antallet af demente stiger og det sætter fokus på at udbrede viden om selve sygdommen. Ønsket om læring er stort blandt vore kolleger, det viser antallet af afkrydsninger under dette spørgsmål. Demenskulturen har ændret sig meget de sidste år delvis grundet Kitwoods personorienterede teorier. Forskellen mellem de to kulturer er kolossal, førhen blev et demenslidende menneske ikke regnet for en person der kunne have behov, andet end på det helt basalt fysiske niveau. Det har overrasket os at en af årsager til det nuværende omfang af demenslidende er den stigende alder i befolkningen. Vi havde en formodning om at det i højere grad var livstilssygdomme der forårsagede det øgede antal. At mestre vanskelige situationer var en del af vores problemformulering, at det til tider er en vanskelig opgave, blev bekræftet af svarene i vores spørgeskema Adfærden spiller en stor rolle i omsorgen for de demenslidende. At det til tider kan være en vanskelig opgave, blev bekræftet af svarene i spørgeskemaet. At tackle vanskelige situationer var en del af vores problemformulering, dette hænger for os sammen det at skabe en tryg tilværelse for de demenslidende. Vi er blevet mere opmærksomme på at adfærden ofte bliver beskrevet ud fra omgivelsernes opfattelse, men også på den negative feed back de demenslidende ofte får af denne årsag. En råbende adfærd, isolerer tit et menneske. Hvis omgivelserne er i stand til at fjerne sig, hvis de ikke er, vil de ofte skælde ud for at beskytte sig selv og prøve at stoppe problemet. Den råbende er tit uvidende overfor egen adfærd og uforstående overfor reaktionerne. Et andet resultat kan være at det sociale samvær går i opløsning for resten af beboerne. Kitwood har understreget at det er personer vi har med at gøre, og både personlighed og identitetsfølelse er vigtige at bibeholde for at skabe en trygheds følelse hos den demenslidende. Det er gået op for os at identiteten konstant bliver nedbrudt/opbygget under livsforløbet.

Et af disse værktøjer er kommunikationen både den verbale og den non verbale. Skal dette fungere kræver det en høj bevidsthed og er et konstant arbejde for omsorgsmedarbejderen. Mange af de bemærkninger der var tilføjet på vores spørgeskema, handler om samtale og kommunikation, og en søgen efter hjælp til dette. Til kommunikationen er livshistorien vigtig, vi vil gerne her sætte spørgsmålstegn ved værdien af de skemaer til livshistorier der ikke er uddybende, og hvor pladsen til udfyldelse er meget lille. Vi har gennem vores projekt fundet skemaer der giver plads til beskrivelse og stiller mere indgående spørgsmål. Udover skemaerne bør man også tænke på tid og sted til interview, hvornår skal det foregå, hvor og hvilke rammer skal man skabe omkring mødet. Vores interview var meget givende for alle parter. I plejeklinikken, hvis grundlag er at alle observationer og alle følelser ligeværdige og tilladt, kommer refleksionscirklen på banen. Den kan bruges både individuelt og i gruppe, er et lærerigt redskab. Og kan være med til at medarbejderen anerkender og respekterer sine egne følelser og sin egen identitet. Vores forestilling om begrebet aktivitet har udvidet sig til ikke alene at være produktiv beskæftigelse, men også eks. at omfatte det at være stille sammen, hverdagens gøremål såsom strygning, syning opvask osv. Vi vil i diskussionen prøve vores projekt af på to forskellige demenstyper. Udfra viden om de forskellige demenssygdomme kan vi få et indblik i årsagen til adfærden, hvordan den så end er. Vi får også et begreb om hvordan vi kan få hold på de vanskelige situationer i forhold til den enkelte person. Vi vil give det første eksempel: En beboer A har boet på plejehjem i 2 år, hun er 87 år gammel og mobil. Er urolig og vandrer meget rundt i alle døgnets timer. Har mistet fornemmelsen for tid og sted, spørger næsten uophørligt: Hvor bor jeg? Hvad sker der med mig? Hvornår skal jeg hjem til min mor og far? Hun spørger alle, både personale, beboere og de pårørende der finder vej forbi. Hun får sjældent besøg. Hun er under behandling for depression, og der er for nuværende ingen symptomer på dette. Hun kan dog til tider være grådlabil om natten. Kan ind imellem blive vredladen. Hun brummer næsten hele tiden, styrken varierer dog afhængig af hendes følelsesmæssige tilstand. Stort set alle symptomer er tilknyttet altzheimer sygdommen. I A´s tilfælde er vi nødt til at validere og aflede ved mange af hendes spørgsmål, da det ellers vil skabe større forvirring og sorg. Validering er jo et kommunikationsværktøj. Ved kommunikationen med A er det grundlæggende vigtigt at vise fuld accept og gennem kærlig kontakt styrke hendes identitet. Til A er det vigtigt at bruge de 9 kommunikationsråd (se bilag). Vi interviewede A´s pårørende på trods af at de allerede ved hendes indflytning havde skrevet hendes livshistorie. Vi fik så meget at vide om hendes personlighed og tidligere aktiviteter at vi efter dette projekt har meget vi skal gennemprøve. Ser vi på A´s tilfælde udfra Kitwoods demensmodel, vælger vi nu at se på vor egen del af samspillet med A. Det er meget vigtigt for A at medarbejderen er nærværende og bekræftende, det er tydeligt at se at hun ved sådan en holdning bliver tryg.

A har brug for trygge og genkenkendelige omgivelser, på udflugter bliver hun forvirret og panisk angst. Den ene aktivitet hun ar tryg ved og glad for er sang, hvilket hun gør meget både alene og sammen med andre. Ser man på behovsdækkelse af de 5 grundlæggende behov Kitwood illustrerer gennem sin blomst, beder hun gennem sine spørgsmål om opfyldelse af dem alle. Et andet eksempel er en frontallapskadet kvinde på 81, hun er mobil, ryger og har været på plejehjem i flere år. Hun lider desuden af diabetes. Vi kalder hende F. Hendes adfærd er kompulsiv og seksuelt udfordrende. Hun er meget grænseoverskridende overfor medbeboere og personale. I spisesituationer skabes der mange konflikter på grund af hendes adfærd da hun tager alle andres mad. Da hun som mange andre der lider af frontallapsdemens har en følelsesmæssig affladning, bliver hun ikke krænket af den respons hun får. Alt hvad der er inden for rækkevidde af spiseligt, eller rygeligt, tager hun til sig som sit eget. Hendes seksuelle adfærd er provokerende for hendes medbeboere. Hun udstiller sin seksualitet med kraftige opfordringer til de mænd der bor på afdelingen. Til tider skader hun sig selv, med en efterfølgende direkte appel til personalet om pleje. I sociale sammenhænge er hendes sprogbrug meget groft, jo flere mennesker – jo værre sprogbrug. Adfærden præges som helhed af rutineprægede stereotype mønstre. Da hendes følelser som omtalt er affladigede, er faglige tiltag oftest rettet mod hendes medbeboere. Der kan være en tilbøjelighed til ikke at se personen bag adfærden. Kommunikationen med F. adskiller sig fra kommunikationen med A. F. er helt orienteret i tid og sted, man kan lave aftaler med hende. Kommunikationsrådene både når man er lyttende og kommunikere, gælder her som andre steder Al adfærd er kommunikation, det har vi lært af Kitwood, vores opgave er at finde ud af hvad det er hun kommunikerer. Hendes destruktive adfærd kunne måske stoppes før hun skader sig selv, ved at være opmærksom på hendes signaler. Måske beder hun om kontakt, at blive set som et menneske. Man kunne bruge kommunikation i bred forstand, nærvær og kontaktøer og aktivitet det fungerer dog bedst når det er én til én. Hendes grove sprogbrug kunne måske signalere at situationen er mere end hun kan rumme, måske er hendes grovhed et forsvar. Med hensyn til hendes seksuelle adfærd kan man bruge Rolf Bang Olsen råd om værdig grænsesætning, afledning og opmærksomhed på både kropssprog og beklædning. Når vi ser dette i lyset af Kitwoods demensmodel har vi været omkring det vi kan få oplyst om hende. Vi mener det vil være oplagt gennem plejeklinik at lave en handleplan, som hele personalet udarbejder og arbejder videre på.

Kapitel 4

KONKLUSION Viden om selve demenssygdommene og udviklingen af disse, er vigtige for at man også i hverdagen kan genkende forskellen i adfærden, det er også vigtigt i forhold til plejen og omgangen med demente. Vi har gennem Kitwood fået understreget at behovsopfyldelse er et vigtigt element i at skabe tryghed, derfor bragte vi socialpædagogikken på banen. Gennem den har vi fået taget hul på noget der for os virker som en uendelig række af værktøjer. At kunne mestre kommunikationen, at være bevidst om hvad vi selv udsender, til hvem og om hvad. At have overensstemmelse mellem non verbalt og verbalt sprog Beboeren med den stille adfærd skal der også skabes tryghed og livskvalitet for og redskabet ”plejeklinik” kan også være med til at sikre dette. for os at se er det et rum der kan indeholde og bære de andre redskaber, den kan bruges til at udarbejde handleplaner og sikre at ingen beboere bliver ”glemt”. For at undgå at de vanskelige situationer opstår, for bedre at mestre dem der gør og til at skabe tryghed for vores beboere, mener vi at forståelsen for den demenslidende og alle de teorier og Redskaber vi har været inde omkring i vores projekt kan gøre en forskel. Samtidig er vi blevet mere bevidst om vores egen rolle i samspillet og at vi selv er de største redskaber i det tryghedsskabende forhold. Plejeklinikkens fordele i konklusion. Sammenhængen mellem livskvalitet, identitetsfølelse, nærhed, trøst, inklusion, aktivitet m.m. er uadskillelige. Vi var overraskede over nogle af besvarelserne af spørgeskemaundersøgelsen. Vi fandt ud af at der er en sammenhæng mellem motivation til øget viden og graden af uddannelse. Vi har undret os over at der ikke var flere der følte sig alene med problemerne, især om natten i lyset af at du der i bogstavelig forstand er alene på afdelingen, medmindre den ansvarshavende er i nærheden. Vi har en formodning om at det var vor egen spørgeteknik der haltede., vi var ikke præcise nok i vores formulering. Vores fokus på livshistorierne er øget, vi har fundet ud af hvor central en rolle de spiller i det at skabe trygge rammer for den demenslidende, og til at kunne mestre de vanskelige situationer.