1

Tor Ulven

2

Jeg forsøgte at lave en dummy til tidsskriftet Modvægt. Meningen er,

at der i hvert nummer skal være en "månedens digter". Mit

umiddelbare valg var Tor Ulven, da jeg i forvejen havde en række af

hans digte liggende på computeren. Da jeg begyndte at læse dem,

tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne dele dem med jer øjeblikkeligt.

Tor Ulven blev født i 1953 i Norge og døde i 1995. Disse digte er fra

hans debutdigtsamling Skyggen av Urfuglen fra 1977. Digtene er

oversat til dansk af mig selv i april 2010. Digtsamlingen er temmelig

surrealistisk og virkelig fantastisk! Til sidst er der nogle digte fra

slutningen af Samlede Dikt.

God læsning,

Christian de Groot-Poulsen

15. juni 2012 kl. 19:55

”Kunsten er og blir lokkemat i et ekornhjul. Den kan aldri

tilfredsstille et umettelig begjær, men det kan ikke livet heller. (…)

Kanskje ligger noe av kunstens hemmelighet i at den, uden at vi riktig

vet det, minner oss om det umulige i å tilfredsstille et uendelig behov,

og at det i selve denne umuligheten murrer en bitter glede: vi er skilt

fra alt det vi kunne hatt eller vært, men vi kan tenke på det. Vi vet at

vi ikke kan gå inn i det vakre landskapsmaleriet og bli der.”

- Tor Ulven

3

Pandæmonium for åben dør

De døgngamle helte fra fjerne planeters kampe

kommer roende ind i fjorden i små både lavet af kæmpens øjenlåg

for en sidste gang at sove

under den udbrændte ekstases forvredne træer

På molen hvor gudernes slagsmål begyndte

står den fremmede hvis hoved er en spilledåse

prydet med skelettet af en lille danserinde

som danser og danser

helt lukket inde i sine dunkle forestillinger om livet

Mandens frakkekrave flagrer i havbrisen som kæmpestore

kastanjeblade

mens hans fødder vokser og forgrener sig

som søjler under broen

Og spilledåsens melodi spreder en efterårs stemning

før den lægger sig til at sove

Til sidst høres bare lyden af regnen der falder

til ingen nytte

Da sengetøjet blev fjernet

var den forulykkede stiv af latter

Brændende løv dalede ned over den lille procession

som gik baglæns over kirkegården

De deltagendes fingre var flakkende vokslys

Kun de sodplettede skyer

røbede hvilken vej de tog

I baggrunden løber som altid

lægen og løven om kap

for at komme først

til den lammende angsts jagtslot

oppe i fjeldene.

4

Høstakkens Terminus

På midnatsbordet brænder glassene ned

Rygraden falder med et blødt dunk mod den hvide dug

Lirekassen sover grundet sin kedelige melodi

Urets tik-tak løber med korte skridt

gennem rum for rum

indtil alt er stille

Nede på vejen går et par knirkende sko

Observation af solformørkelsen

Trommehvirvler

som gir genlyd

i mure af støv og vind

Hoveder som blir liggende på de matte glorier

efter den psykiske pest

Hoveder som blir kupler af glas

og knuses

i en styrtregn af vorter

Fremtidens barn som fødes med pisk i hånden

Grønne hjerner som modnes

under januarsolen

De velbrugte knive

med skaft af størknet jalousi

Mund og næse stoppet til med vat

Træer som flyver væk

med jord dryssende fra sine rødder

Konsertflygler begravet i en skov af noter

sammen med virtuose dødninge

Væddeløbsheste kastet i det galopperende hav

med sine trofaste jockeyer i sadlen

Tidens hårvækst

5

som lidt efter lidt tvinger dig i knæ

Og med dit svækkede livsinstinkt

er du dømt til

at brække nakken

6

Piruettbobler

Der er et lille dyr med skarpe tænder

som spiser sig mæt

på dine seksuelle fantasier.

Dette dyr kaldes

Tålmodighed

Morfologi

nøgen brændende kakkelovn

går langsomt i opløsning

ligesom køkkenbordets sprængende revne

sneen falder på gulvet

ellers er rummet tomt

men et løsrevet blik

vandrer fra væg til væg

et fjernt himmellegeme brænder i natten

det går langsomt i opløsning

nordlysets øje

vinternat vinternat

syng for mig

7

Nattens Entomologi

En urfisk med vandskræk

svæver under tordenskyerne

Det regner knappenåle

over sletten af rød beton

når en forlygte hurtigt fanger

din sammenkrøbet skikkelse

Forstenet Regndråbe

Hinsides vådt og tørt

i universets embryonale periode

før opfindelsen af sten

var det store eddiketræ bare en knokkel i moders liv

Og på pulten som er lavet af dette træ

sidder du med genskabte øjenlåg

og lytter til regnen som falder på taget og i skolegården

mens du kender strømmen af koldt luft

fra lærerens mund

8

Digt på 23 linjer, Èn af dem usynlig

Denne lykke som får os til at le

er en timeindstillet nadversgæst skrælning

minut for minut

Disse store gråfugle

med næbene løftede

for at knuse illusionernes udstillingsvindue

samler på fiskebenshjerter og lystige budbringere

Siden er den natlige spadseretur under fjerklædt himmel

Kykloper som kaster sig i afgrunden

med parasitiske svaner på ryggen

Symfoniorkestre af gips begravet i kaktusblomster

og tilhørernes indviklede øre

som hviler tungt på deres skuldre som papegøjer på sørøverens

Lad os puste i takt med de panikslagne

For deres åndedræt er dug på det røde æble

som går i bane rundt om det kosmiske træ

lad os blive vand i ensomhedens fontæner

i eftertankens blegrøde ørkentime

For dine hænder er skurken og helten i samme skuespil

Der er tre dagsrejser mellem hver af molerne

på kindens blege hav

Der er fire hus i byen

når børnenes fem tykke engle stenes

Jeg gør kort proces med livet

Jeg er træt som en muskel

i et ansigts med st. veitsdans

Jeg besynger friheden

9

Dit ansigt

I vasken en pirana

I garderoben en museumsvagt

En myg stor nok

til at dække hele ruden med vinger

af sejlkviste og flagrende tyl

En stol som lægger gådefulde æg af fløjl

Et bord dækket af skovbunden

Flygelet som hviler i sin musikalske forrådnelse

på bunden af et tern

Ovnen når de brændende dukker op

og de uopdragne rækker tunge til hinanden

En velkendt mumie

som pludselig begynder at puste

Det må skyldes forårsluften

10

Eventyrdalen

Stenene faldt nynnende ned foran den sovende smed

De udtrådte sko sang vandreviser

om vejenes og stiernes lette lette svimmelhed

Skoven lærte sine dyr at synge gurglevandssange

Men på den øverste fjeldtop

stod en rødmosset hornblæser

med en kind bulende af lydløshed

Det var en næsten udbrændt ...

Det var en næsten udbrændt barberbladsvulkan

og en blinkende signallampe

indbyrdes forbundet ved et net spundet af forventningens tråde

Det var sorttroens blik

fikseret på dine hænder gennemboret af strikkepinde

Det var en udhulet hånd som greb rundt om en mosbegroet

spadserestok

i færd med at gennembore jord ved en andedam

En sprængt hest som styrter i den første sne

Den bløder røde handsker bevokset med pubeshår

Det er disse handsker jeg nægter at tage af mig

11

Hverken digt eller digt

I den kølige efterårsaften

fylder de forfrosne tigre biblioteket til trængsel

De løfter den monumentale stenbygning op af jorden

med paniske vingeslag

akkurat som en sværm intelligente insekter

på flugt fra forårsblomsten inde i kraniet på en mand som læser

De løfter hele hovedet af hans skuldre

og fører det med sig ind i en gribende roman

hvor den sindssyge helt går på hænder

rundt om et champagnespringvand i en månebelyst borggård

mens lyden af tusind ustemte violiner

gør den store bøgeskov ubeboelig

Og uglen som midlertidigt har slået sig ned på

den afsavede gren

som er heltens venstre ben

begynder pludseligt at tænke

over sin opgave som budbringer fra dødsriget

12

En digter

Han har for længst holdt op med at bruge pen og papir. I stedet slipper

han myriader af små sorte myrer ned på en hvid marmorplade, og

sådan

opstår et helt nyt sprog næsten for sig selv. Det gælder bare om at hælde

flydende glas over skriftbillede i det rette øjeblik.

Afgåede Måner

Himmelen er et gisp af ligegyldighed

Glædens torturinstrumenter gør hverdagen udholdelig

Fiskene går på vandet fordi de er trætte af at svømme

Grantræerne slår rod i skidtet under neglene

sådan slår sproget rod i mundens sump

Foden er bare et neutralt forbindelsesled

mellem sparket og det kvæstede ansigt

den herreløse fod som halter af sted

til mødet med rastløsheden

Feberfantasiens musikere spiller på virkelighedens instrumenter

på dine utallige næsers smægtende violiner

Men musik fører til misdannelser i ørene

og onde mennesker har vinger

13

Rejse i anatomien

Et firbenet skabning formet som en hofteskål

slæber en lunge fyldt med afskårne fingre

over det frosne dam

som er dit eneste øje

Træerne er ikke fakler

Tyngdens ånd svæver over brønden

som de hypnotiserede skuespillere stiger op af

ligesom statuer fra havets bund

I spejlbilledet på vandfladen

viser dine læber sig som to langstrakte sletter

med udtørrede jordmunde

når selv fluer er ude af stand til at korsfæste hinanden

Kun en hest af grove brødskorper flygter

fra sin eksplosive træthed

fra ormene som gennemborer asteroiden

fra urskoven af stålmider og langsommere planeter

viklet ind i muskler og sener

hvor ulvene fortsat hyler mod sine hjerter

mens de fine tråd af dit spyt

størkner til et spindelvæv jeg ikke kommer løs fra

14

Knivlandskab

En sten af fortvivlelse i stilhedens sø

Horisonten skjult af oldingenes rindende øjne

Med sejl af tåge og regn

min båd hvis navn er Den Myrdede Pave

En rovfuglklo stor som en trækrone

river mig i håret sænker frugterne på mine gren-arme

Istykkerrevet hænger jeg nede i vandet

og et bølgende spejlbillede af et velkendt ansigt viser sig

Idet jeg tager huden af bliver mit ansigt en bæk

og mine hænder til forveksling ligesom de fladslebne sten

Stille bliver min båd til vand

Snart er alt idyllisk

15

Alle bløde og hårde genstande

Med gennemtrængende fløjtelyde

angriber urfuglene dig

De trænger ind i stenskredene og de græsbevoksede hoveder

og til de sovende kæmperotter

Din hund er en ambolt

på larvefødder. Jeg løfter hammeren og gnisten

antænder kornmarkerne i et andet århundrede

En damesko fyldt til randen med fugleblod

Et uvejr af hvirvlende aske nærmer sig over det hvide hav

mælken du drikker om natten

Skjulestedet

Krystallinsk gennemsigtig

drikker jeg vinterens sorte blod,

det synker i mig, forgrenes, reflekteres og vokser

til det bliver et fuldt udviklet nervesystem.

To små edderkopper af is

kaster sig ud af dine øjne,

min udstrakte tunge er en lufthavn

hvorfra flyet letter

på vej mod en skov af kunstige lemmer og behårede træer

som kaster lange skygger indover dette månelandskab

uden andre træer

end dine skrig

16

En verdensomsejling i blodomløbet

De fire kompasretninger i brand og natten

gennemsigtig som vandets rødder

Mandlige og kvindelige træer vokser sammen

som årstider

Jomfruer stiger op af myretuernes middelalder bad

forhekset af hinandens blik som af gløderne i et bål

som alle katteslægtens dyr

Skikkelser af lys giver sig viljeløst over

til mørkets hænder

Ekko af et digt

Bilens skilte læber

En smaragdgrøn dværg

som med den ene klo griber

rundt om skaftet på en gaffel stukket ind i madrassen

og med den anden rundt om en skrækslagen 12-årig piges

endnu uudviklede bryst

To egetræer slås med hinanden og vinden

græder

17

Kvarts

Nogen gange med kroppen i strimler

Til tider med en rovfugls sejrrige hoved

Èn finger på hver hånd

Et øje på hvert af tårnets takker

Hårdt Såret

Havet har for længst oversvømmet godstogene

på deres vej til intetsted

Et visnet blad flyder i bægeret

den dirrende hånd holder løftet

for altid

Den udmattede jæger

knuger læger fra sin tidligste barndom

Han trækker indvoldene ud på sovedukker

og skyder pistolskud mod pukkelryggede skygger

En skyfri himmel smuldrer bort

18

side 384

Først udbasuneres

dit navn, fossende

af røg og latter og

hopsasamusik,

så bliver det

svagere, kun

lyden af en nød

som knækkes:

tom. Rådden.

side 385

En stille dag, kun spurvene

hvirvler op

rødlig støv

fra grusgangene.

De hvide sten-

engles øjenlåg

rører sig ikke

engang som kastanjetræernes

blade. Hun har samlet alle

bevægelser, også fra

strittende buske

og aber,

derfor

19

står hun rolig. Hånden

er åben.

Ikke mod dig.

20

Dine øjne åbner sig

inde i mig. Jeg ser

dit mørke

med dem.