I N D H O L D : Svejsejern ............................................. 3Stakater & moneter.................................... 7Et besøg ...................................................... 9Hvorfor alt det roderi ................................. 10Rejseindtryk fra Østrig .............................. 12Fart.............................................................. 14Med smedene i Nakskov........................... 16Flammeskæring.......................................... 18Et mellempladevalseværk.......................... 20Sådan er det gået til... ................................ 24Den menneskelige faktor ved ulykkes-

tilfælde .............................................. 26Fra afdelingerne ......................................... 30Bedriftslægens beretning........................... 31Mit barn lyver .......................................... 31§ 6 ...................................................... 33Sporten ....................................................... 34Skak............................................................ 34Funktionærernes hjælpefond .................... 35

F O R S I D E : V I C T O R B R O C HD O R F

Fo t o s : Po u l H a n s e n . T e g n i n g e r : Q v i s t .

T r y k : K a y H a n s e n s b o g t r y k k e r i .

I bestræbelsernefor at opnå denstørste sikkerhedpå vor arbejds-plads er der op-rettet en stillingsom sikkerheds-og organisationsingeniør. Ingeniørensopgaver skal bl. a. være at overvåge,at maskiner og arrangementer i virk-somheden til stadighed er i overens-stemmelse med lovens krav. Tilligeskal han i nært samarbejde med sikker-hedsudvalget og afdelingerne arbejdefor størst mulige sikkerhed ved arbej-dets udøvelse.

Stillingen er 1. september d. å. besatmed ingeniør Carl Ebbesen Lang, somtidligere har været tilknyttet sikkerheds-tjenesten indenfor S.A.S. og således hargode erfaringer på området.

Idet vi ønsker ingeniør Lang vel-kommen, er der sikkert almindeligenighed om at tilsige ham den bedstestøtte i hans arbejde for sikkerhedensfremme — en sag som i så høj gradvedrører os alle. KN

Som det fremgår af referatet i Stål-båndet nr. 3 1955 fra samarbejds-udvalgsmødet den 24. juni, blev detbesluttet at påbyde brug af sikkerheds-hjælme for alt arbejde i gruben og vednedbrydningen af ovne. Dette påbuder ved et møde afholdt lørdag den1. oktober, hvor også sikkerhedsud-valgets medlemmer var til stede, blevetudvidet til at omfatte alt arbejde påskrotplads, vestkaj samt i ovnhal ogved nedbrydning af ovne.

PERSONALEBLAD u d g i v e t af

DET D AN SK E S TA AL V AL SE VÆ RK

A /S

F REDE RI KS VÆ RK

RedaktørK N U D N I E L S E N

2

Inspektøren fra »Vendiske Hansa«.

Caprani Winkel

JÆLDENT FÅR MAN lov til nærmere atstifte bekendtskab med middelalde-

rens jernprodukter. Historikere hæger somoftest sådan om deres fund, at de ikketillader ingeniøren at undersøge dem. Atbore spåner af historiske jerngenstandeeller dreje prøver ud af dem anses normaltfor helligbrøde. Derfor ved vi forbløffendelidt om egenskaberne af det jern, der dan-nede grundlaget for den senere jernalder iNordeuropa. Alle fund betragtes mere sommuseumsgenstande end som prøver af ma-terialer, der har holdt til tidernes påvirk-ninger, og derfor har særlig stor interesse.

Skal vi se på „gammelt jern", skal detselvfølgelig være skibsbygningsmateriale.Vi er så heldige at være i besiddelse afnogle få prøver stammende fra kong Hans'tid (det er vel unødigt at nævne, at kongHans regerede fra 1481—1513). Og hvader det så for materiale, under hvis certi-fikat inspektøren fra „Vendiske Hansa" forover 400 år siden har hængt sit segl?

Styrken: ca. 30 kg/mm2 er i hvert faldsærdeles beskeden sammenlignet med voreskibsståls 41—50 kg/mm2, men analysen erså sandelig også usædvanlig. Der er hver-ken mangan, silicium eller svovl — voreforgængere kunne skam nok lave rene ma-terialer. Eksempelvis er den kendte blytavlefra Valdemar den Førstes murede kiste iRingsted lavet af fantastisk rent bly —langt renere end handelskvaliteten af idag.Nu er det lave svovl her en følge af,at jernet er udvundet af malmen med træ-kul som tidligere beskrevet. Trækul ernemlig svovlfrie i modsætning til højovns-koks. Nu fremstiller vi alt jern og stålmed højovnen som mellemled, og dervedsamles en række mærkelige forureningersammen, som man slet ikke kendte medprimitiv teknik.

Der fandtes altså hverken metalliskmangan eller silicium. Formodentlig enfølge af at disse stoffer ikke fandtes imalmen. I hvert fald for siliciummets ved-kommende har det slet ikke været muligti de små ovne at få temperaturen høj noktil at udvinde det af sure malme. Ogsåfosforet er lavt og stort set svarende til,hvad vi plejer at have i vort eget stål:Sjældent får man lov.

3

0,018 %. Igen en følge af et rent udgangs- materiale, og her har vi altså et punkt, hvor kvaliteten af dansk stål ikke har ændret sig gennem 500 år.

Kulstoffet er også så nogenlunde det samme, som vi nu bruger til Lloyd's svæ- rere rundjern: 0,21 % ; men man har ikke forstået kunsten at fordele kullet jævnt gennem hele strukturen. Vor prøve består af fibre med højt kulstof blandet med fibrer af helt rent jern. Og imellem disse fibrer ligger så beviset for, at jernet er fremstillet ved en helt anden proces end stålet af i dag. Jernet blev ikke smeltet, men udvundet som en dejgagtig, svampet masse gennemtrukket med slagger, som man ikke var i stand til at fjerne 100%. Den gang kendte man ikke til reklamationer over sandårer i stål, for alt jern var fyldt ja ligefrem holdt sammen af slaggesener — mange hundrede pr. mm2 — fra en af disse sener stammer nedenstående billede - det springende fabeldyr fra år 1500.

derfor forbløffet mig meget at finde, at dette stål faktisk har haft den ringeste styrke af de syv til otte hundrede stål, hvis slagstyrke vi hidtil har bestemt. Med hensyn til slagsejgheden er kong Hans' stål ringere end det ringeste amerikanske libertystål, så for datidens skibsbyggere har det været en fordel, at der skulle gå 400 år, før man begyndte at skrive artikler om skøre brud.

Det var jernet fra osmundovnen. Den simple kasseformede ovn: blot en tømmer- ramme stampet op med ildfast ler, et par blæsebælge og et slaggehul i siden. Tem- peraturen var for ringe til at det dannede jern kunne smelte og optage kulstof, og derfor brændte det sammen i bunden af ovnen til en kage, en luppe. Efter at ov- nen var slukket, blev luppen raget frem og smedet ud til en tenformet klump jern på nogle få kg. Så primitivt fremstillede man den tidlige middelalders vigtigste han- delsvare, osmundjernet, og produktionen var meget beskeden.

Steg temperaturen i ovnen tilfældigt for meget, blev resultatet i stedet støbejern med dets store kulstofindhold. Efter at man var blevet fortrolige med støbejernets specielle egenskaber, og man havde lært, hvordan det skulle anvendes, medførte det en deling af jernfremstillingen i en frem- stilling af råjern af malm og derefter en fremstilling af smedeligt jern af råjerns- barrerne ved omsmeltning og raffinering. Derved fik man en større ydelse og end- videre et bedre og renere materiale, og da osmundovnen tillige krævede fantastiske mængder trækul, var man interesseret i at drage nye skovområder ind i produktionen af smedeligt jern.

Dermed er vi så kommet til lancashire- jernet og puddeljernet — eller med en fællesbetegnelse, svejsejernet. Uddøende jerntyper idag, men altdominerende, når vi blot går tilbage til tiden før århundrede-

Det er god latin at sige, at disse slagge-sener er kraftigt medvirkende til at øgematerialets styrke i længderetningen påsamme måde, som en betonarmering øgerbetonnens styrke overfor træk. Det har

4

Den gamle hyttemester.

skiftet. Fællesnavnet kommer af den endnu i dag betydende egenskab, at det er fan- tastisk let at svejse selv under de mest primitive forhold.

Opgaven, man var stillet overfor, bestod i at overføre det højtkulstofholdige råjern, pigjernet til blødt, sejgt og smedeligt jern. Det er ensbetydende med en bortbrænding af det overskydende kulstof, og i praksis klarede man sig med en omsmeltning un- der en kraftigt iltende slagge. Råjernet smeltedes på en herd af ildfaste sten dæk- ket med glødeskaller og gammel slagge, og en kraftig luftstrøm fra nogle vindpiber gav ilt til forbrænding af de trækul, der lå mellem slagge og råjern.

Kunsten ligger her i at finde det rig- tige råjern. Uden kendskab til analyser og metalmikroskopi, som man var, kunne rå- jernet kun bedømmes efter brududseendet. Det er imidlertid en uhyre effektiv me- tode, idet indholdet af silicium og man- gan umiddelbart genspejler sig i bruddet, der kan veksle fra grovkrystallinsk sort over mat fløjelsagtigt til helt hvidt og næsten stenagtigt.

Den gamle hyttemester valgte sit jern med omhu, og når det så smeltede og som glødende dråber gled ned mellem trækul- lene, dækkedes de af en slaggehinde, der var i stand til at forhindre reaktioner mel- lem jern og trækul. Rigeligt med slagger af glødeskaller og hammerskæl var derfor en nødvendighed, og denne iltende slag- ge brændte alt silicium bort fra råjernet. Til rest blev en kage på herdbunden, og med jernspyd og brækstænger brød man den op for at gentage processen endnu en gang. Anden nedsmeltning var hovedsage- lig indstillet på at brænde kulstoffet væk, og i et kuliltekog omdannedes råjernet til blødt jern. Da det resulterende meget lave kulstofindhold hæver smeltepunktet, blev der tilbage på herden kun en svam- pet kage af jern gennemtrængt med årer

af slagge. Slaggen må fjernes, og hertil klarede man sig med en kraftig gennem- smedning, der pressede slaggen ud af jer- net, ligesom man kan presse vand ud af en svamp.

Resultatet af denne proces er et jern med meget lavt kulstofindhold. Strukturen er senet og gennemtrukket med slaggeårer. I dag anvender vi næsten ikke dette jern mere. Ofte finder vi det endnu i gamle smedejernsarbejder, og så kan man se, at generationers slid hovedsageligt har kastet sig over det bløde jern, medens slaggerne har fået lov til at stå tilbage og derved give jernet en usædvanlig ru overflade. Teknisk bedømt er svejsejern uhyre veleg- net til hammersvejsning i esse, fordi ind- holdet af slagge virker som flussmiddel og derigennem sikrer en god sammenbin- ding, når de forskellige stykker bankes sammen ved hvidglødhede.

Set fra et metallurgisk synspunkt er det uheldigt, at råjernet er i direkte kontakt med de trækul, der skal levere varmen til smeltningen. Trækul er imidlertid et så rent materiale, at denne fare ikke betyder stort. Men med den kraftige udtynding i skovene, blev det sværere og sværere at

5

skaffe trækul, og især i England var det et alvorligt problem.

I historiebøgerne finder man under års- tallet 1784 intet om englænderen Henry Cort. Og dog fortjener han at nævnes fremfor mange andre, for han havde som den første held med at bygge en stenkuls- fyret jernovn, således at det skovfattige England fik mulighed for at blive selvfor- synende med jern. Karakteristisk for lan- cashireovnen — det er den lige beskrevne ovntype — er, at slaggen beskytter jernet mod trækullene og samtidig brænder rå- jernets kulstof bort. Slaggen kan imidlertid desværre ikke beskytte mod optagelse af svovl fra kullene. Derfor kan stenkul ikke bruges direkte, for de er mange gange urenere end trækul. Det var nu Corts ge- niale idé at holde kul og jern adskilte, så opvarmningen foregik gennem røggassen fra et stenkulfyr udenfor herden. Kontak- ten jern/varm røggas er ikke nær så farlig som den mere direkte kontrakt jern/glø- dende kul.

Ellers er processen stort set den samme. Et par hundrede kg råjern behandles pr. gang ved at smeltes på en herd dækket med glødeskaller og gammel slagge.

Den iltende slagge begynder straks at brænde kullet og siliciummet ud af rå- jernet, og man nøjedes her med en enkelt raffinering. Med brækstænger røres der rundt i jernet, der koger med kulilteud- vikling. Medens kullet brænder bort, be- gynder der at udskille sig krystaller af næsten rent jern, fordi varmen i ovnen ikke er nok til at holde dem smeltede. Med brækstænger arbejdes massen igennem, og de rene jernkrystaller æltes sammen til store blomkålsagtige klumper. Efter denne arbejdsproces' engelske navn kalder vi ov- nen puddelovn og jernet puddeljern.

Ligesom ved trækulsfriskningen bliver slutresultatet nogle store svampede slag- gefyldte klumper, som medens de endnu

er glødende smedes ud under damphamre til stænger. Stængerne samles senere til bundter, der glødes og svejses sammen under hammeren. Denne proces kan gen- tages flere gange inden den endelige facon- valsning — jo oftere desto bedre kvalitet der ønskes. Jernet er blødt og meget sejgt og fibret i bruddet. Den meget udprægede fiberstruktur giver ligesom ved træ van- skeligheder med påvirkninger, når de kom- mer til at virke på tværs af fiberretningen, hvor styrken er meget ringe.

De ældste former for jernudvinding ar- bejdede med en produktion på omkring 10—15 kg/time. Den trækulfyrede herd- ovn kom op på lidt over 100 kg/time og den stenkulfyrede puddelovn kunne leve- re ca. 250 kg/time. Når man tænker på industriens behov for jern, er disse tal mikroskopiske. Til kæmpeskibet „Great Eastern", der blev bygget i slutningen af forrige århundrede, medgik der således i tusindvis af svejsejernsplader af kun 6— 800 kg størrelse. Udviklingen af de pro- cesser, hvor stålet kom flydende fra ovnen, og den muskelmæssige indsats var meget formindsket, medførte derfor også, at pro- duktionen af puddeljern gradvis holdt op. Er svejsejern bedre end vort bløde stål af idag? Til enkelte formål værdsætter man endnu den fordel, som det på grund af det lave kulstofindhold har i sin ekstra sejghed, og det påstås også, at svejse- jernet i visse tilfælde ruster mindre end martinstål.

Bedre eller ikke bedre — der er i hvert fald den dag i dag i Amerika et behov for svejsejern specielt til kedelrør. Man har derfor fundet på en fiks måde til i stor stil at fremstille det. Svejsejern er blødt jern iblandet slagge, og det er et slidsomt arbejde at opnå. Derfor gik man den mod- satte vej og blandede jern i slagge. Det er Astonprocessen. Her smelter man i kupol- ovne råjern, der bagefter blæses til stål i

6

minder derved også i struktur om svejse- jernet.

Kun denne form for svejsejern fremstil- les idag i Amerika, hvor den sidste pud- delovn blev sat ud af drift engang mel- lem de to verdenskrige. Endnu laves der i Sverige svejsejern med trækulfriskning — også her specielt med henblik på stærkt deformerede kedelrør, kedelstagbolte og lignende anvendelser, hvor sejgheden spil- ler en altdominerende rolle for anvendel- sen. Den svenske produktion er dog i ton- nage ganske ubetydelig.

en konvertor. For at lave det til svejse- jern støber man stålet ud i store skeer med flydende jernilterig sur slagge. Slag- gen forbrænder de sidste rester af kulstof i stålet, og analysen kommer derved til at svare så nogenlunde til det ægte svejse- jern.

I skeen samler jernet sig som ved de andre processer til en slaggefyldt klump. Men hvor der oprindeligt var tale om nog- le hundrede kg, kan her laves jernklumper på 3 til 5 tons pr. gang. Overskydende slagge presses ud, og det resulterende jern

Å DET GAMLE kobbervalseværk vedKrudtværkskanalen glædede arbejder-

ne sig, hver gang der fra den kongeligemønt i København kom en lukket og for-seglet transportvogn med slidte og kasse-rede kobbermønter, som skulle i smelte-ovnen.

Mønterne blev skovlet sammen i storebunker og derefter puttet i diglerne.

Naturligvis var det strengt forbudt attilegne sig disse kasserede kobbermønter.Men der er råd for alt — eller så godtsom.

De dage, hvor man var beskæftiget medsmeltning af kobberpenge, mødte folkenemed vide halvstøvler på, og under arbej-det skete det jævnligt, at de „kom til" at

smide en skovlfuld mønter hen over be-nene på en kammerat, som så fik støvlernefulde. Lidt efter gjorde kollegaen selv-følgelig gengæld — og efter fyraften, nårde kom hjem, tømte de støvlerne for ind-holdet. Det var ganske vist kun kobber-penge, men man var glad for lidt . . .

* * *

Ak ja, skejser, gysser, bommelommer,stakater og moneter — kært barn har man-ge navne.

7

Hvordan den slags betegnelser for pen- ge er opstået, bliver vel aldrig helt opkla- ret. I alle lande og blandt alle folk har man kælenavne til pengene, og skikken er ældgammel. Spartanerkongen, der beklage- de sig over, at han og hans hær var ble- vet jaget på flugt ved hjælp af 30.000 bueskytter, tænkte ikke på rigtige bueskyt- ter. Han hentydede til, at der havde været bestikkelse med i spillet. Den græske mønt dareiken havde på den ene side et billede af en bueskytte og blev i daglig tale aldrig kaldt andet en „en bueskytte".

Vi har det samme herhjemme: Mønten men kongekronen på kom til at hedde „en krone", og 500 kr.-sedlen blev til „en plov- mand" — efter billedet på den.

Fra bibelen kender man talenten, der ganske simpelt betyder „vægt". Navnet på marken i Tyskland og Danmark stammer fra mærket, der blev sat på mønten som garanti for, at den var af godt sølv. En daler er opkaldt efter det første sted, den slags penge blev lavet: Joachimstal i Boh- men, og florinen minder om Florens eller, som nogle mener, om den blomst (flora), der var præget i den.

De gamle engelske guineas blev kaldt sådan, fordi guldet, de var lavet af, kom fra Guinea, og den østrigske heller tog navn af byen Hallein. Hollændernes dub- beltje blev på tysk til deut — og her i landet sagde man: „Han har ikke en døjt!" På samme måde kom udtrykket „til sidste hvid" efter den lille danske sølvmønt, der hed en hvid.

* * *

Kejser Karl den Store, som døde i året 814, delte et pund sølv — der på latin hedder Libra — i 20 skilling (Solidi), som hver gjaldt for 12 penge (denarer, pfennige, pfenninge). Den inddeling blev overført til England, og der har de den endnu — til stort besvær for udlændinge,

som er vant til, at deres møntenheder er delelige med 100. Det kendte engelske tegn for sterling, det store L med stregen over midten (£), er det gamle tegn for „Libra", sølv. Et pund sterling deles den dag i dag i 20 shillings (sh), som hver gælder for 12 pence. Tegnet for pence er et d, som betyder denar.

Selve navnet sterling kommer af det engelske ord for stjerne (star). En af de første mønter, der kom til England, var de nordtyske Hansestæders denar, som var prydet med en stjerne. Man sagde så og så mange stjerner, på samme måde som grækerne sagde bueskytter. En anden for- klaring går ud på, at sterlingnavnet stam- mer fra det gamle ord „Easterling", der betyder „penge fra østen". De første en- gelske møntmestre skal være indvandret fra Holland og Tyskland, som jo ligger øst for England.

Den romerske mønt, altså værkstedet, hvor Romerrigets penge blev lavet, lå ved Juno-templet, men da gudinden Juno også blev kaldt Moneta, fik møntværkstedet samme navn, og siden er Moneta i mange lande blevet betegnelsen for en mønt, et pengestykke. Deraf kommer tydeligt nok moneter og portemonnæ, mappen eller pungen, man har sine moneter i.

Straffen for at efterlave penge er streng overalt. Her i landet fik falskmøntere tid- ligere højre hånd hugget af, og det er ikke så forfærdeligt mange år siden, at der på de svenske pengesedler stod: „Den, som denne seddel efterapar eller forfalskar, skall warda hängt".

Trods alt har der dog været tilfælde, hvor en mand har taget chancen — og svikmøllen har gået en tid. I årene om- kring 1885 fabrikerede en københavner, der hed Rimenschneider, en mængde 100 kr.-sedler, som cirkulerede længe, inden man opdagede det. De var så udmærket

8

For ca. 15 år siden forekom nogle små- tilfælde af falskmønteri. I et par af dem drejede det sig om falske tikronesedler, men de var så dårligt lavet — den ene af dem endda med almindelige farveblyanter på smørrebrødspapir — at virksomheden blev stoppet i starten.

Nu om stunder har alle landes seddel- banker taget så mange forsigtighedsregler mod efterligninger, at forfalskninger er så godt som umuliggjort. Det er da også kun fuskere, som ikke selv kan bedømme, hvor svær, for ikke at sige umulig, opgaven er, der prøver . . ., og det er stadig dyrt at gøre forsøget!

eftergjort — ad litografisk vej — at selv kyndige bankmænd ikke kunne se på dem, at de var falske. Opdagelsen skyldtes da også et rent „teknisk uheld". Rimenschnei- der skulle en dag indfri en veksel i en bank, og selvfølgelig agtede han selv at lave pengene også til dette formål. Han kom imidlertid så sent i gang med arbej- det, at han måtte løbe i banken med sed- lerne, inden de var blevet rigtig tørre — og så sprang bomben.

Hele denne affære gav forfatteren Peter Nansen ideen til en roman, „Brødrene Menthe", som var meget omtalt, da den udkom.

har lyst. — Nå, ja! Materiale tør jeg ikkelove Dem, men tal med salgsafdelingen.

I Stålbåndet nr. 2 1952 beskrev vi etlille motorskib M/s »Majlith« bygget hosA/s H. C. Christensens Staalskibsværft af1949 i Marstal og af materiale fra DDS.

Skibet har vist sig særdeles godt egnet tilindenrigsfart, og »Majlith« er siden efterfulgtaf 9 skibe af samme type. Det seneste byg-gede M/g »Stellarask« af Vejle var forledenpå besøg i vor havn på sin jomfrurejse, ogog vor fotograf var selvfølgelig straks påpletten. Det er så sjældent, at han har lej-lighed til at tage billeder af vort materialeformet så smukt som dette lækre skib.

Skibet føres af sin ejer, skipper S. P. Chri-stensen, Vejle. Det er på 245 tons dw oghar en dieselmotor på 240 hk og er iøvrigtudstyret tip-top moderne.

Prisen er ca. kr. 550.000,—, så hvis De

9

kamrene var for små og ikke kunne optage de slaggemængder, som samlede sig i ovn- rejsens løb, så ovnen kvaltes, bogstavelig talt. For at kunne lave slaggekamrene større var vi nødt til, at fjerne to af de søjler, som bærer hele ovnen og erstatte dem med et søjlepar i hvert hjørne af de nye slaggekamre og 2 par kæmpedragere, som spænder over hele kammerlængden.

Samtidig benyttede vi lejligheden til at erstatte alle silica hvælvinger med plane, ba- siske dæk, hvor hver sten hænger i en jern- krog. Endvidere blev der lavet lidt om på kammervæggenes ophæng, således at praktisk talt alle indskrænkninger for temperaturfor- holdene i ovnen bortfalder. Det vil sige, at denne ombygning giver os følgende fordele: 1) Der er rigelig plads i slaggekamrene, så-

ledes at ovnen ikke bliver »kvalt« af slaggen.

2) Idet vi kan køre med højere temperatur, vil ovnens timeydelse stige.

3) Fordi alt silica murværk er fjernet, kan ovnen opvarmes betydelig hurtigere efter hoved- og mellemreparationer, hvorved dens produktion pr. år forøges.

4) Endvidere får vi i stedet for de to kam- merdøre med en dårlig beliggenhed en stor dør, som ligger rigtigt.

Og så giver ovnen i sin nye skikkelse os en behagelig fornemmelse. Nu har vi nemlig igen en ovn, som er blandt de mest moderne i Europa. Så må vi bare håbe, at den, både hvad holdbarhed og hvad ydelse angår, opfylder vore forventninger, og hvis dette er tilfældet, så begynder den lille hi- storie forfra med ombygning af ovn 3 og — roderi.

Billedet viser på venstre side ovn 4's gamle slaggekammer og på højre side slaggekam- merets udseende efter ombygningen. For at man skal kunne danne sig et indtryk af størrelsesforholdene, er der indtegnet et men- neske.

K. Schermer.

Der er formentlig mange mennesker herpå værket, som har stillet sig selv dettespørgsmål i de uger ovn 4 har været un-der ombygning, og der har været roderi,det skal jeg love for.

Det kan måske have en vis berettigelse atstille dette spørgsmål, hvis man tager i be-tragtning, at ovn 3 og 4, som er blevetbygget i 1951 inden den tid har været underombygning 2 gange hver.

Hovedgrunden til disse hyppige ombyg-ninger og det dermed forbundne roderi erden, at udviklingen i Martinovnenes kon-struktion har været særlig kraftig og hurtigi årene efter den anden verdenskrig, såledesat en konstruktion, som er blevet anvendtfor to år siden og regnedes for meget moderne,idag, lidt overdreven, kaldes gammeldags.

Som et lille eksempel har vi ovn 2, somblev bygget i 1952 og dengang var denmest moderne ovn i Europa. Idag findesallerede adskillige ovne i den samme kon-struktion og i størrelser op til 220 tons, ogder er ikke noget stort ved toeren mere,bortset fra den ret væsentlige sag, at det eren udmærket ovn.

Men så har vi ovn 4, og derved er viinde på det egentlige emne for denne lilleartikel:

Hvad har vi gjort ved denne ovn, oghvorfor har vi gjort det?

Ovn 4 er oprindelig bygget som 75 tonsovn og har, da vi begyndte at køre 100 tonscharger i den, lidt meget under, at slagge-

10

11

Overlæge Jens Gram

som jeg besøgte, og jeg blev modtaget pådet elskværdigste og fik alle de oplysninger,jeg kunne ønske mig, dels fra direk-tionen og dels fra øverste bedriftslæge.

Langt interessantest var stålværket iLinz, der har 6 store forskellige afdelin-ger og ligger i periferien af Linz og haren arbejderstab på ca. 10.000 mennesker.

Det er forsåvidt umuligt at drage sam-menligning mellem stålværket der og stål-værket her, idet der dernede på stålværketville gå altfor lang arbejdstid til spilde,hvis arbejderne skulle tage ind til byen ogkonsultere deres egen læge, og derfor havdeman ved stålværket ansat en kirurg, en ar-bejdsmediciner, en praktiserende læge ogen tandlæge, hver med deres assistenter,samt en arbejdsterapeut. Når en arbejderbliver syg, kan han altså henvende sig til

ET ER DEJLIGT at have ferie og kom-me ud at opleve noget nyt, men gå

og dase bliver i længden noget kedeligt,og for en kirurg er det af stor betydning,at man kommer ud at besøge andre hospi-taler for at se deres behandlingsmetoder,og samtidig ved diskussioner får udvidetsin egen horisont. Dette skete for mit ved-kommende under en rejse til Østrig i junimåned. — Da jeg samtidig var stærkt in-teresseret i ulykkestilfældene på stålvær-kerne i Østrig, havde jeg gennem direktørØstergaard fået introduktion til to storestålværker i Østrig, nemlig:

Vereinigte Österreichische Eisen-und Stahlwerke Aktiengesellschaft,Linz/Donau, ogÖsterreichisch-Alpine Montangesellschaft,Donawitz/Leoben.

12

var mig imidlertid ikke muligt at få at vide, hvor mange af stålværkets arbejdere, der blev stærkt invaliderede i løbet af et år, kun kan jeg meddele, at efter bedrifts- lægens oplysninger, var der blandt de 1o.ooo arbejdere ca. 1.ooo, der var inva- liderede med en invaliditetsgrad på 30— 50 %. Disse var selvsagt ikke alle arbej- dere, der var kommet til skade på stålvær- ket, men var for en stor del invalider fra krigens tid, som stålværket altså ansatte og oplærte til dette arbejde. Jeg kan såle- des nævne, at der på stålværket var 139 arbejdere, der havde fået det ene ben am- puteret på låret, 1 amputeret på underbenet og 3 havde fået amputeret en arm.

Med hensyn til de alvorlige skader var årsagerne vel næsten de samme som her, dog havde jeg indtryk af, at der ikke var så mange forbrændingsulykker, men der- imod en del kulilteforgiftninger, som straks fik påbegyndt behandling, og derfra om- gående overflyttedes til sygehuset. Dette Unfallkrankenhaus, der var bygget af forsik- ringsselskaberne, lå midt i centrum af Linz og modtog samtlige skader fra Linz og omegn medregnet stålværket og de andre fabrikker i byen. Det var bygget for 2—3 år siden og modtog kun skader, derimod ikke patienter med almindelige sygdomme. Der var ansat 17 læger, hvilket absolut ikke var for meget, idet de havde ca. 50 ulykkestilfælde daglig, væsentligst på grund af trafikulykker, især motorcykleulykker. Hospitalet var tip-top moderne og meget hensigtsmæssigt indrettet. Behandlingen af skaderne foregik fuldstændig som i Dan- mark. Jeg var mest interesseret i behand- ling af forbrændinger, og her havde de i Linz indført en ny (forsåvidt gammel) behandlingsmetode, idet man efter rens- ning af de forbrændte steder, behandle- de sårene åbne kun dækket af et sterilt stykke. Herved dannede der sig i løbet af 3—4 dage en fast sårskorpe, der tillod

en af de omtalte læger, og al behandling foregår på stålværket, idet man der kan få både massage, diatermi, o. s. v. Dette var nødvendigt dels af hensyn til stålværkets størrelse og dels af hensyn til værkets be- liggenhed. Men det der interesserede mest var selvfølgelig, hvorledes lægerne dernede undersøgte arbejderne, og hvad der blev gjort af profylaktiske undersøgelser og be- handlinger. Ved ansættelsen blev samtlige arbejdere undersøgt fra A—Z. Der blev taget blodprøver med typebestemmelse, og der blev vaccineret mod stivkrampe. Dette sidste var dog frivilligt, og bedrifts- lægen var meget stolt over, at det blev gennemført og mente, at det var det eneste sted, hvor vaccination mod stivkrampe fandt sted, hvilket jeg altså kunne oplyse ham om, var en fejltagelse, idet denne jo også blev foretaget på stålvalseværket her. Een gang årlig var alle arbejderne til tuber- kulosekontrol, og hvor der på de forskel- lige afdelinger var tale om silicose, var der ligeledes årlig røntgenkontrol. Endelig var der på stålværket i Linz ret stor mulighed for kviksløvsforgiftning (på Vergüteriet), hvorfor samtlige arbejdere her ligeledes blev kontrolleret een gang om året.

Hvad ulykkestilfælde angik, var der som omtalt ansat en kirurg, der tog sig af disse. Antallene af ulykkestilfælde var jo langt større og absolut ikke mindre end her. Alle skaderamte blev i værkets ambu- lancer bragt til skadestuen og eventuelt be- handlet her. Hvad hyppigheden angik, viste statistikken, at der var mellem 25—300 skader om måneden. Af disse behandledes de 90 % på skadestuen og resten blev overført til sygehuset for ulykkestilfælde (Unfall- krankenhaus) i Linz. De 90 % fordelte sig med ca. 45 % lettere og 45 % middel- svære skader, der krævede en arbejdsstands- ning på fra 4—45 dage. Hvad invaliditet angik, blev arbejderne, hvor der var mu- lighed for det, genansat på stålværket. Det

13

helingen at foregå herunder, uden større gene for patienten. Man har tidligere, både her og i udlandet, brugt den samme be- handlingsmetode, men gik bort fra den, da man dengang ikke havde de fornødne mid- ler til chokbehandling, og dette er af stor vigtighed navnlig ved behandling af store forbrændinger. At denne behandlingsmeto- de — tørbehandling — af brandsårene er en betydelig lettelse for patienterne, som derved undgår forbindingsskiftning, siger sig selv. Risikoen her, som ved alle andre behandlingsmetoder, er faren for infektion, men lægerne oplyste, at den var mindre end ved den tidligere anvendte metode og hævdede, at den nu også var ind- ført i England på de store forbrændings- afdelinger.

På Österreichisch-Alpine værket blev jeg ligeledes modtaget på det elskværdigste af bedriftslægen. Denne virksomhed er imid- lertid mere gammeldags end den i Linz,

og selv om de lægelige forhold søgtes gen- nemført efter samme metoder, var forhol- dene her dog ikke nær så gode.

De havde deres eget hospital til be- handling af småskader, men samtidig også til behandling af almindelige sygdomme. Alle de større skader blev overført til sy- gehuset i Leoben. Der var ansat 2 bedrifts- læger på virksomheden, således at der var fast vagt døgnet rundt, men ellers fandt jeg intet nyt.

Skal jeg endelige drage en sammenlig- ning mellem beskyttelsesforholdene og de lægelige forhold på disse stålværker og på stålværket her, er det min absolutte over- bevisning, at beskyttelsesforholdene her på værket snarest er bedre end i Østrig, at de lægelige afværgende beskyttelsesforan- staltninger fuldtud står på højde med Østrigs, og at antallet af ulykkestilfælde i Østrig snarest er større end her.

Forleden stod der i avisen: »3 menneskerdræbt på grund af overhaling med 100 km'sfart«. Nogle dage før: »2 småpiger dræbt,fordi føreren mistede herredømmet over bi-len, der kørte med 100 km's fart.

Det er åbenbart dyrt at køre hurtigt, bådei menneskeliv og materiel, og det kunnemåske derfor være på sin plads at standse opog se lidt nærmere på, hvad den store fartegentlig betyder i tid. Jeg har derfor udreg-net, hvor lang tid det varer at gennemkøreeen km (i sekunder) ved forskellige hastig-heder og tegnet en kurve derover. Hastig-

heden i km/time er afsat ud ad den vandrettestreg og sek./km op ad den lodrette. Kurvenfår da det højst tankevækkende udseende,som vist hosstående.

14

Som De ser, tager det temmelig lang tidat gennemkøre 1 km med 10 km's fart —hele 360 sek. ved 20 km's fart kun 180 sek.— Forskellen er 180 sek. Ved f. eks. 40 km'sfart varer turen på 1 km 90 sek. og ved50 km's fart 72 sek. Jamen, hvad er det?Her er forskellen ved en hastighedsforøgelsepå 10 km/time kun 18 sek. Vi prøver atse på 100 og 110 km/time — her er tal-lene henholdsvis 36 og 32,73 sek. og for-skellen kun 3,27 sek. Det viser sig altså, atman sparer mindre og mindre tid, jo højerehastigheden bliver. Besparelsen for hver in-terval på 10 km/times hastighedsforøgelseer anført ved kurven.

Jamen, hvad så, hvordan skal man så køre?Ja, det må man jo selv om, når færdsels-

lovens bestemmelser overholdes, men ved etoverblik over kurveforløbet kan man let se,at en hastighed mellem 60 og 80 km/timeer såre passende. Det betaler sig ikke at kørehurtigere.

Hvordan — passer alt dette så i praksis?Ikke helt! Forholdet er endnu grellere. Deter klart, at man ved 100 km's fart har langtflere opbremsninger, end hvis man kører 60.En af vore kørere fortalte forleden, at hankontrolmæssigt prøvede at køre strækningentværsover Fyn, først med en 100 km's fart— når han kunne — og derefter med 60km's fart. Forskellen i tid var kun 7 minut-ter. Desuden går de mange opbremsninger

og accellerationer ved de høje hastighederi høj grad ud over materiellet. Mange siger:»Ja, men det er ikke for at spare tid, vi kørerhurtigt, det er for at nyde farten«. Ja, ja,men så tag hellere i biografen og se enspeedway-film, det er lige så spændende ogmindre farligt både for Dem selv og andre.

Konklusion: Hellere 7 minutter senere end7 måneder på hospitalet.

PH(Seas Personale-Avis)

Jeg sa' ellers: »Hænderne op«! — men la' gå.

15

På slaget elleve rullede vi op ved NakskovSkibsværfts indgangsport. Her blev vi budtvelkommen af værkets repræsentanter, bl. a.af den mand som tålmodigt fulgte os heledagen, utrættelig var han, og hjertelig, detvar viceborgmesteren og tillidsmand Eliasen.

Inden vi beså værftet, var vi i det koope-rative marketenderi, hvor der blev servereten fin kop kaffe med nogle enorme basser til.

Herefter beså vi omklædnings- vaske- ogbaderum. Med undtagelse af baderummene,som var ganske dejlige, var det andet ialtfald ikke bedre end vort, måske nok renere.Men alligevel var der et par ting, der varværd at lægge mærke til. Det var for detførste, at arbejderne udmærket kunne ladeet klædningsstykke hænge uden for skabet,uden at resikere at det var væk til fyraften.Det lader sig ikke gøre her.

Den anden ting var, at man havde ind-

ED VÆRKETS VELVILJE og gode bistandforetog en del af medlemmerne fra

klub 5 og 6 (ca. 40 mand ialt) en udflugttil Nakskov Skibsværft.

Der startedes fra torvet lørdag den 17.september kl. 615 (uforskammet tidligt).

Humøret var højt, vejret var højt, ogsmørrebrødet fra vor mor var, hvad dersenere viste sig, også højt. Turen gik overFrederikssund-Roskilde-Køge-Vordingborg.Frokosten blev indtaget på restaurant »Stor-strømsbroen«, sikkert den plet på Sjælland,der i sjælden grad forener natur og teknik påskønneste måde, ingen vil vel benægte, at Stor-strømsbroen er en skønhedsåbenbaring, menden kan jo kun tage sig ud i disse omgivelser.

På restaurant »Storstrømsbroen« stødte me-ster Poulsen med familie til, og vi havde denglæde at være sammen med dem så godtsom hele dagen.

16

tryk af, at der blev sparet en del vand i vaskerummene, fordi vandet er færdigblandet og kun kommer ud af een hane, denne hane er ydermere forsynet med en spareforanstalt- ning. I betragtning af de anker vi har med vandspild, ville disse foranstaltninger sikkert også gøre deres nytte hos os.

Nu gik turen ud på værftet, 2 hold hver sin vej med fremmedfører. Vi var først i den dejlige store lyse svejse- og skibsbyg- gerhal. Den er virkelig imponerende med alle de tekniske hjælpemidler, og der her- skede en fin orden.

Siden var vi i maskinværksted, klein- og rørsmedie og grovsmedie. Ingen af disse af- delinger tålte sammenligning med skibsbyg- gerhallen, men man kan jo heller ikke lave det hele om på een gang.

Så slog vi et slag over til byggebiddin- gerne, hvor øjet straks fanger den nye bed- ding med dokport, hvorfra vandet, når skibet skal af stabelen, lukkes ind. Så vidt vi for- stod byggede man beddingen på denne måde for at spare skibsskrogets forpart, for det chock det får, når det rammer vandet under stabel- afløbningen.

Efter at have set flydedokken besøgte vi riggerværkstedet, det vil sige, det var nu mest Jens (Rigger) Olsen samt Stoffer, der gjorde det. Jens åd det hele med øjnene, og kunne han have haft det hele i lommerne, ja så havde stålværket været nød til at ud- vide riggerskuret idag.

Ved siden af riggerskuret lå Monberg og Thorsens tegnestuer m. m. Monberg og Thor- sen udfører i øjeblikket et imponerende stykke ingeniørarbejde dernede, en stor tørdok 240 m lang, ca. 18 m dyb. Dokken er forbundet med en meget lang tunnel og skal kunne tage skibe ind på op til 22.000 tons. Disse tal vil jeg ikke helt garantere for, men jeg vil garantere for, at der er fire af vore gutter, som kender alt, hvad der er værd at vide om denne dok, især bundforholdene blev de

grundigt sat ind i. Det gjorde fodtøjet også, men man kan roligt sige, at foruden Mon- berg og Thorsen har en dygtig entreprenør- stab, har de sandelig også nogle dygtige sko- pudsere. Hatten af for dem.

Da riggerskur og dok var set, var besøget på værftet overstået, og der blev budt på et par forfriskninger i marketenderiet og takket for rundturen.

Indtil kl. 1600, hvor vi skulle træffes på »Børsen« til middagsmad var Eliasen fremmed- fører for os i Nakskov by. Man kan kun få det indtryk, at det er en by med fremdrift og gode forhold for borgerne. Man tænker her på den dejlige svømmehal, hvor både børn og voksne kan boltre sig af hjertens lyst. Man tænker også på de smukke for- hold for de gamle, og sender samtidig en vemodig tanke frem i tiden, når man selv bliver gammel, om så vor lille by ved fjor- den vil have lige så gode forhold for de gamle som hernede, man tvivler, for til- syneladende har man vanskelighed med at svare på de spørgsmål, der er stillet ved- rørende denne sag forlænge siden.

Kl. 16 var vi alle, eller omtrent alle sam- lede på »Børsen« og spillet gik, — om hakke- bøfferne samt blomme- og stikkelsbærgrød, maden var god, og der var nok af den, og der blev spist bravt, men søluften tærer jo, som man siger. Efter forskellige taler slut- tede mester Poulsen med at takke sine man- ner for en dejlig dag med mange gode op- levelser.

Kl. 1815 tog vi afsked med vore værtsfolk, takkede dem for deres tjenstvillighed og ud- talte håbet om et gensyn ad åre.

Hjemturen gik stille og roligt, man lagde sig tilbage i hynderne og døsede hen i be- vistheden om en dejlig tur sammen med gode og flinke Nakskovitter, og vi undlader ikke at takke værket for den dejlige tur, som de gav os. Det var en oplevelse.

— en der deltog.

17

15x10= 6000 1 gas eller ca. 6 m3 gas på en gasflaske.

Da vi nu ved, der er vædske på flasken, må vi selvfølgelig ikke lade flasken ligge ned, medens vi svejser, da acetonen derved løber ud i reduktionsventilen, og acetone i flammen nedsætter varmegraden.

Tømning af gasflasken. Da det tager en vis tid at påfylde gas

på en gasflaske, er der selvfølgelig en grænse for, hvor hurtigt man må tappe gassen af igen, og man regner med, til en flaske med et rumindhold på ca. 5 m3

og ved almindelig rumtemperatur vil en brænderstørrelse på 1000 1 være maksi- mum. På ca. 7 m3 kan som max. en brænderstørrelse på 1600 1 anvendes.

Men er forholdene sådanne, at man skal bruge en større brænder, må man koble to eller flere flasker sammen for at få en større kapacitet.

Faren ved gasflasken. Som regel kan det ske ved, at der er

sket et tilbageslag i brænderen, som giver anledning til en slangeeksplosion, og hvis slangen går i stykker i nærheden af fla- sken, vil flammen fra slangen opvarme flasken et eller andet sted, som bevirker, at gassen begynder at spalte. Samtidig vil acetylengassen frigøre sig fra acetonen, hvorved der sker en trykstigning, desuden opstår der varme og med denne yderligere stigende tryk.

Er spaltningen først kommet i gang, er det meget vanskeligt at standse den, og resultatet vil blive en flaskeeksplosion.

Men så vidt skulle det ikke gerne kom- me, derfor: hvis der er sket et tilbageslag og slangen er sprunget, er det eneste, man har at gøre, at lukke for flaskeventilen straks, derved har man slukket ilden. Bli- ver man derimod tilkaldt til et sådant til- fælde, hvor manden er blevet bange og er

(Fortsat).

Acetylengas på almindelige beholdere.Acetylengas må ikke opbevares under

tryk på over 1 atm. på en almindelig be-holder, da der ved det mindste stød ellerslag vil ske en spaltning af gassen (derbestår af 2 dele brint og 2 dele kulstof),som fremkalder en temperaturstigning ogdermed et øget tryk, som gradvis vil stige,hvilket kan forårsage, at beholderen eks-ploderer.

Gasaccumulatorer.For at kunne transportere gassen under

tryk, må man derfor anvende de såkaldtegasaccumulatorer, som er beholdere påfyldten fyldemasse. Men kræver af denne fyl-demasse, at den skal være porøs og varme-isolerende.

Af fyldemassen kan nævnes f. eks. ka-pok (Chr. Nielsen), pimpsten, knust ogrenset til en ganske lille størrelse (JydskIlt) eller en blanding af trækul, asbest,kiselgur og cement (AGA). Denne fylde-masse er i stand til at forhindre, at enspaltning kommer i gang, selvom flaskenbliver udsat for stød og slag.

Foruden denne fyldemasse er der ogsåen vædske på flasken, denne vædske eracetone, som har den egenskab at kunneabsorbere acetylengas ca. 25 gange sit egetrumfang ved 1 atm. og stigende propor-tionalt med trykket.

Man fylder nu så meget acetone på, atden ved 15 atm. tryk kan absorbere 10gange flaskens rumfang, d. v. s. hvis fla-skens rumfang er 40 l, vil der være 40x

18

løbet sin vej, må man først have at vide, hvor længe det har brændt, da der nor- malt ikke sker nogen eksplosion de første 5 minutter, og er det inden for dette tids- rum, skal man lukke flaskeventilen, så flammen slukkes, og derefter åbne den igen, så trykket kan gå ud, efterhånden som det udvikles, da man navnlig må reg- ne med, at spaltningen er begyndt, hvis flasken er over håndvarm.

Denne fremgangsmåde foreskriver Jydsk Ilt, hvorimod AGA foreskriver, at indtræf- fer et sådant tilfælde, skal man lukke fla- skeventilen, hvorefter fyldemassen selv stopper spaltningen, og flasken anbringes i det fri og afkøles.

Sørg altid for, at nøglen sidder på fla- sken, når denne bliver benyttet, og at der er en nøgle til hver flaske, og sørg altid for, at flaskerne er anbragt således, at man kan komme til at lukke for dem.

Skal en slange repareres, kan man i han- delen få samlingsstykker til gas- og ilt- slanger. Brug aldrig til en gasslange kob- ber- eller messingrør, da disse i forbindel- se med acetylengas og en passende fugtig- hed kan danne en eksplosiv forbindelse. (Legeringer med mere end 70 % kobber er det ikke tilladt at anvende).

Skærebrænderen. Skærebrænderen består af injektor, blan-

dingskammer, blandingsrør og skærehoved, hvori varmedysen er påskruet; denne har forholdsvis stort hul, dernæst består den af en ilttilslutning, en skæreventil og et iltrør og ender i en skæredyse. Denne skæ- redyse centrerer i varmedysen, således at der fremkommer en ringformet åbning uden om skæredysen. (Denne form for skærebrænder hedder „ringskærebrænder" og kan skære i alle retninger). Til en skæ- reindsats hører forskellige størrelser af var- me- og skæredyser, som kan udskiftes, alt efter hvad tykkelse plade, man skal skære

i. Varmedyser og skæredyser er mærkede med den pladetykkelse, hvortil de er eg- nede, f. eks. 3—12 mm ved 2—3 atm. ilt og 12—25 mm ved 3—4 atm. ilt. (Leve- res til 300 mm skæring). Virkemåde.

Igennem injektor og blandingskammer kommer gas og ilt og bliver reguleret gen- nem de to ventiler på håndtaget på samme måde som ved en svejseindsats, flammen, som brænder i den ringformede åbning, hedder varmeflammen. Ilten, som kommer gennem studsen på håndtaget, og som kom- mer direkte fra iltrøret på håndtaget, hed- der skæreilten.

Skærehjul. Ved fastspænding af skærehjul skal man

iagttage, at afstanden fra materiale til skæ- remundstykke ikke er under 6 mm ved ind- til 50 mm materialetykkelse.

Tænding af skærebrænder. Vælg den varme- og skæredyse, der pas-

ser til materialetykkelsen, der skal skæres. Monter den i brænderen og se efter, om varmedysen og skæredysen er lige lange; skæredysen må absolut ikke være kortere end varmedysen, da dette kan give årsag til tilbageslag i slangen. Iltventilen på brændergrebet lukkes helt og gasventilen åbnes.

Derefter lukkes reduktionsventilerne; dette gøres ved at skrue stilleskruen løs (altså venstre om), afspærringsventilerne åbnes helt, og der åbnes for flaskerne. Gas- flasken ved at dreje 2—3 omgange på ven- tilen. Iltflasken drejes 1—2 omgange, men husk langsom åbning for iltflasken, hvilket gøres ved at bruge begge hænder. Lad være at stå lige foran reduktionsventilen, når der åbnes for flasken. Der åbnes derefter for reduktionsventilen for ilt, ved at skrue stilleskruen ind til det arbejdstryk, man skal bruge, er nået. (Dette bestemmes af ma- terialetykkelsen) .

19

Derefter åbnes for gasreduktionsventilen ved at skrue stilleskruen ind, til der er gennemstrømning i brænderen, og der tæn- des for gassen. Gasmængden må ikke være større end at flammen brænder klart ved mundstykket. (Er trykket for stort, brænder flammen i nogen afstand fra mundstyk- ket). Derefter åbnes for varmeilten.

Ved regulering af varmeflammen på brænderen skal der først være en lang flamme af gas (ca. 75—100 mm længde), denne reguleres tilbage, således at man har spidsen af den lange flamme til at møde den afgrænsede varmeflamme. Derefter åb- nes skæreventilen. Trækker denne nu noget mere gas ud, reguleres dette tilbage til normal flamme, hvorpå skæreventilen igen lukkes. Skærebrænderen slukkes ved først at lukke for gassen på håndtaget, og der- efter for ilten.

Hvad man bør varetage i værkstedet. Sluk altid Deres skærebrænder, når De

forlader Deres svejseplads, og luk for flaskerne.

Hav altid Deres opmærksomhed hen- vendt på, hvor De har Deres tændte bræn- der.

Tag aldrig slangerne om halsen eller om livet.

Placer gasflasken således, at dens slange- studs ikke peger over imod iltflasken.

V. Schäfer.

PLADEVALSEVÆRKET fremkommer en delmindre afklip, som i og for sig er bru-

geligt, men på grund af dimensionerne ikkeså lette at sælge, hvorfor det ofte måsendes i skrotbunken til omsmeltning. Atdette ikke er særlig økonomisk, siger sigselv. Man har derfor i længere tid tumletmed den tanke at udnytte en del af afklip-pet som emner for viderevalsning til tynd-og mellemplader, hvilke der er stort be-hov for på markedet.

Vort nuværende pladeværk er ikke eg-net til at valse tyndere plader end 5 mm,og vil man længere ned er det altså nød-vendigt at anskaffe et andet valseværk.

For få måneder siden fremkom oplys-ninger fra værkets tillidsmand i U.S.A., atder hos et firma: Reeves Steel and Ma-nufacturing Company, Dover, Ohio, var etbrugt valseværk til salg, og da det af deforeløbige oplysninger fremgik, at værketsyntes egnet for vort formål, blev der sendten ingeniør fra DDS til U.S.A. for atbesigtige værkets mekaniske tilstand. Daværket i alle måder fandtes i forsvarligstand, blev købet besluttet, og mester Chri-stensen fra pladeværket er i øjeblikket der-ovre for at pakke delene ind til forsendel-sen. Da det drejer sig om ca. 350 tonsgods, der først skal sendes med bane ogderefter sejles til Danmark, vil man for-stå, at det ikke er et lille arbejde, der erpålagt mester Christensen.

20

Tegn

inge

n vi

ser t

riost

olen

med

tils

lutte

de b

orde

.M

an se

r, at

kun

bor

det t

il ve

nstre

er u

dfør

t som

vip

pebo

rd, m

eden

s det

til h

øjre

er f

ast.

For t

rans

port

af v

alse

emne

rne

er b

orde

ne fo

rsyn

et m

ed tr

ansp

ortk

æde

r.

21

det er ikke tanken foreløbig at gå under 2 mm. Evt. vil en del af de 5 mm tykke plader, der nu udvalses i vort store plade- værk, kunne udvalses i det nye værk, og herved aflaste det store værk for uønskede store påvirkninger, og samtidig øge pro- duktionen af tykkere plader, idet udvals- ningen af forholdsvis tynde plader jo giver mindre tonnage end ved tykkere.

Til opvarmning af emnerne før vals- ningen skal der bygges en oliefyret ovn ca. 25—30 meter lang. Emnerne føres gennem oven af en kædetranspotør bestående af 2 sideløbende kæder. Da disse ikke kan tåle den store temperatur i selve ovnrummet løber de i et par kanaler på langs af ov- nen under herden, som kun er gennem- brudt af 2 ganske smalle riller, hvori der løber tætsiddende fingerarme fastgjorte på kæderne og stikkende et stykke op over herden. Valseemnerne hviler på disse fin- gerarme under transpoten gennem oven. Armene er udført af højvarmebestandigt materiale. For yderligere at beskytte kæ- derne føres en del af forbrændingsluften til ovnen gennem de nævnte kanaler. Den- ne luft strømmer selvfølgelig efterhånden op gennem rillerne for fingerarmene og virker som secundærluft til forbrændingen af olien.

Man kan spørge, om det er fornuftigt at købe et brugt valseværk, som så åben- bart er kasseret af amerikanerne. Dertil kan siges, at værket faktisk slet ikke er så gammelt. Det er bygget i 1937 — og det er holdt i god stand, hvortil kommer, at der medleveres nye reservedele, bl. a. et ca. 4 meter diam. stort gearhjul til hoved- gearet.

Når amerikanerne udskifter værket, er det ikke, fordi det ikke kunne arbejde mere, men fordi typen af værket ikke imødekommer de krav til storproduktion, som stilles i U.S.A. i dag. Men forholdet er et helt andet hos os, idet vi, hvad pro-

Delene, vi har købt, består i hovedtræk- kene af en triostol, en duostol, 2 stk. vip- peborde til hver stol, et hovedgear og en bremse, hvortil kommer lejer, aksler, pris- mer m. m.

Top og bundvalsernes diameter bliver ca. 800 mm og ballelængden 1650 mm.

Hovedmotoren var også til salg, men da man i Amerika anvender 60 perioder vek- selstrøm i stedet for som hos os 50 perio- der og en anden spænding, var denne mo- tor ikke særligt egnet, hvorfor værket til sin tid vil blive forsynet med en motor af dansk fabrikat på 1500 hk og 300 omdr./ min. Valseværket er af den såkaldte jump- mill type, hvilket vil sige, at kun stolenes bundvalser er drevne. Overvalsens lejer er ikke ved en afbalancering holdt op mod storskruerne, men valsen hviler — når der ikke er materiale mellem valserne — på undervalsen eller for trioens vedkommende på mellemvalsen. Når der stikkes materiale mellem valserne farer topvalsens lejer op mod hovedskruerne, og det giver et jump eller knald i værket — deraf formodent- lig navnet „jump mill". Det vil forstås, at der er grænse for, hvor tykke emner man kan anvende i en „jump mill", idet kraftpåvirkningerne på storskruerne, valse- lejer m. m. vokser med emnetykkelse, da „jumpet" jo er afhængig af denne. Hertil kommer, at de før stikket tæt sammen- liggende valser kun kan gribe forholdsvis tynde emner. Den største tykkelse for vort værk er ca. 20 mm. Vil man anvende tyk- kere emner skal den ene stol ombygges, således at topvalsen følger med storskru- erne op, og stolen skal også have dreven overvalse. Man vil da kunne anvende en emnetykkelse op til 40 mm. Vi har fra U.S.A. liggende tegninger for en sådan ombygning, som er ret simpel at foretage, hvis det skønnes nødvendigt.

De købte valseværker kan anvendes for nedvalsning til ganske tynde plader, men

22

Tegn

inge

n vi

ser d

uost

olen

med

tils

lutte

de v

ippe

bord

e.D

en e

ne v

ej g

år v

alse

emne

t mel

lem

de

2 va

lser

og

den

ande

n ve

j før

es d

et o

ver t

opva

lsen

fra

bord

til b

ord.

Bor

dene

er f

orsy

net m

ed tr

ansp

ortk

æde

r.

23

der på 2, 3 og 4 mm og samtidig ved be- nyttelse af materiale, der ikke er særlig an- vendeligt, øge økonomien i det eksiste- rende værk. Det er den vej, vi skal.

KN

duktion angår, er afhængig bl. a. af den skrotmængde, der står til rådighed her i landet, og så selvfølgelig af afsætningsmu- lighederne.

Det købte valseværk vil kunne dække et længe følt hjemligt behov for tyndere pla-

Ved lønudbetalingen kort før og omkring den1. oktober modtog samtlige arbej dere og funk-tionærer en brevpresser lavet af og til erindringom den charge, som blev tappet hin mindevær-dige 4. maj, da produktionen rundede den førstemillion tons.

Som det vil huskes, var det ovn 3, der var denheldige, og som omkring kl. 10.00 kunne tappesi 2 skeer, der fik chargenumrene 1706 og 1707,begge til blødt stål i kvalitet 00.12. En del af1706 blev valset til 100 mm 0, hvoraf de ud-leverede brevpressere er fremstillet.

Da der muligvis kan herske nogen uklarhedom fremstillingsmåden, er det på sin pladsganske kort at fortælle om fabrikationen på dettested.

Det rå materiale er skåret i 11—12 mm tykkeskiver, som i smedevarm tilstand er anbragt påen sænkes underste halvdel. Derefter er sænkensoverpart „sænket" og har ramt emnet med denhastighed, som et 500 kg tungt legeme nu en-gang får ved at falde frit fra en højde på ca.1 meter. Undersænken er formet med en fordyb-ning, hvori den beskyttende filtskive senere eranbragt, medens oversænken er præget med brev-presserens pålynde i negativ skrift. Ved smed-ningen præges emnet med andre ord på samme

måde, som man præger et laksegl ved at presseet signet ned i den endnu bløde lak f. eks. påbagsiden af et vigtigt brev. Ved smedningen afbrevpresseren var det nødvendigt at lade ham-meren falde 5—6 gange, inden det fulde prægvar opnået.

Samtidig med at emnet præges af oversænkenfår det en tykkelsesformindskelse. Det oversky-dende materiale undviger ud til siden og læggersig som et „skæg" rundt om emnet. Ved at slibeet V-formet hak i sænkens underpart, fremkom-mer der ganske af sig selv en slags styr, vedhjælp af hvilket man holder emnerne i nøjagtigsamme stilling under samtlige slag.

Efter smedningen er skægget fjernet ved stands-ning og afdrejning, hvorefter en gang sandblæs-ning har fjernet den uundgåelige glødeskal.

Sidste operation er foregået hos maleren, derhar givet emnerne en gang celluloselak for atforhindre den sandblæste overflade i at ruste.Samtidigt er den tidligere nævnte filtskive blevetlimet på til beskyttelse af det skrivebord eller detmøbel, hvorpå de fleste brevpressere antageligtender deres dage til minde om begivenheden.

Og den næste million har vi vist i løbet afgodt 5 år — skal vi vædde en million.

JB

24

En

kunstudstilling

I marketenderiet har kunstma-leren Carlo Rosberg en lille ud-stilling af malerier med motiverfra Stålvalseværket og andet sted.

Carlo Rosbergs opfattelse afmotiverne afviger vel noget fraden almindelige, men malerierneliver faktisk godt op i marketen-deriet ved deres smukke og velaf-stemte farver.

Carlo Rosberg er velkendt frade store udstillinger i Københavnog har bl. a. udført udsmyknin-gen i Hotel Richmond og HotelEuropa, samt udført et meget stortvægbillede på Hvidovre rådhus.

Nyt værksted

I sidebygningen til finværket,hvor tidligere trådvalseværkets kø-lebedding var placeret, er nu ind-rettet montageværksted for valserog lejer til mellem-, fin- og tråd-valseværkerne. Arbejdet med dissedele kræver stor omhyggelighedog rene omgivelser, hvorfor dethar været nødvendigt at udskilledette arbejde fra det øvrige repa-rations- og montagearbejde.

Værkstedet er praktisk indret-tet, og velvalgte farver på væggeog maskiner gør sit til, at det kanblive en god arbejdsplads.

25

AF D I R E K TØ R

E R I K D R E Y E R ARBEJDSTILSYNET

Den menneskelige faktor og som bør fjernes. Hvor ofte sker det da ikke, at man enten af arbejdsgiveren eller af arbejderen får at vide — direkte eller indirekte — at det har de såmænd meget mere forstand på end tilsynet. De har om- gåedes den maskine eller stået ved den arbejdsproces igennem så lang tid — må- ske igennem mange år — og derfor kan tilsynet, hævder de, ikke komme og lære dem noget om, hvilken risiko maskinen eller arbejdsprocessen rummer. En sådan mentalitet er det ganske svært at arbejde i — man opnår sjældent så forfærdelig meget, medmindre man da vil give sin indsats udtryk i et egentligt påbud, som indføres i tilsynsbogen. Det er en udvej, som man naturligvis kan blive tvunget til at gribe til, men en udvej, som først skal benyttes, hvis man ikke gennem argumen- ternes vægt har kunnet overbevise arbejds- giveren eller arbejderen om det rigtige i fabriktilsynets ræsonnementer og resulta- ter. Når en ulykke er indtruffet, vil en sådan mentalitet ofte være forandret, i hvert fald i den første tid efter ulykken, og også af den grund er det af betydning, at fabriktilsynet får undersøgt et ulykkes- tilfælde så snart som muligt, efter at det er sket. Der er kommet ligesom en anden mentalitet på virksomheden — man kan se, at ulykker kan indtræde, at de kan ram- me arbejdskammerater og måske en dag ramme arbejderen selv. Arbejdsgiveren ser, at hans virksomhed måske ikke er så be- trygget for hans medhjælpere, som den gerne skulle være, og enhver arbejdsgiver vil meget nødigt se ulykker indtræde på

THVERT VELORGANISERET fabriktilsynvil naturligvis interessere sig for de

arbejdsulykker, der indtræffer i de virksom-heder, som er under tilsyn. Ikke alene hvadangår antallet af sådanne ulykkestilfælde,men også deres årsag. En undersøgelse afårsagerne til de ulykkestilfælde, som ind-træffer på virksomhederne, indgår derforsom et naturligt led i fabrikstilsynets ar-bejde. Dette gælder her i landet som i defleste andre lande, hvor der er indrettetet fabriktilsyn. — Formålet med at under-søge ulykkestilfældene og disses årsagerer for det første at blive klar over, om debestemmelser, der er fastsat om ufarliggø-relse af maskineri eller arbejdsprocesser,er opfyldt på virksomheden.

For det andet at blive klar over, om debeskyttelsesforanstaltninger, der er krævetfra fabriktilsynets side over for vedkom-mende art af maskiner eller arbejdsproces-ser, er tilstrækkelige, eller om de bør sup-pleres eller muligvis ændres i en elleranden henseende.

Og endelig for det tredie, at udnytte denmentalitet, der er skabt på virksomhedenhos dennes indehaver, hos hans repræsen-tanter — værkførere, formænd o. s. v. —og hos virksomhedens arbejdere ved denbeklagelige hændelse, som resulterede iet ulykkestilfælde. Desværre er forholdetjo nemlig det, at fabriktilsynet under al-mindelige forhold ofte taler for døve øren— og det gælder såmænd både hos arbejds-giveren og hos arbejderne —, når tilsynetgør opmærksom på en risiko, som forelig-ger ved en maskine eller en arbejdsproces,

26

ved ulykkestilfældesin virksomhed. — Kort og godt, der erefter ulykken en mentalitet til stede, somfabriktilsynet med nytte vil kunne virkeunder til fremme af sikkerheden i virk-somheden.

Det er i årets løb et betydeligt antalulykkestilfælde, som undersøges af fabrik-tilsynets personale, der igennem indberet-ning om disse ulykkestilfælde skaffer di-rektoratet et materiale, ikke blot om antal-let af ulykkestilfælde, men også om deresårsag. Dette materiale må naturligvis be-arbejdes, og et led heri er det, at ulykkes-årsagerne søges inddelt i grupper, hvorvedman kan få overblik over de forhold, deroptræder som årsager til eller forudsæt-ninger for et ulykkestilfælde.

Rent umiddelbart vil man vel nok reg-ne med, at årsagerne til de fleste arbejds-ulykker hidrører fra maskineriet eller an-det materiel, som der arbejdes med, og kunfor et mindretals vedkommende er at søgei subjektive forhold. Dette er imidlertidså langt fra tilfældet. Jeg tror, at mankan sige, at enhver offentliggjort ulykkes-statistik viser, at de såkaldte subjektiveforhold er en meget mere omfattende ulyk-kesårsag end de materielle.

På det skema, som fabrikstilsynet brugertil indberetning fra fabrikinspektørerne omindtrufne ulykkestilfælde, sondrer manimellem følgende grupper af årsager:

I. Materielle årsager. Herved tænker manpå fejl ved eller overbelastning af mate-riellet, fejl ved installation, opstilling el.lign. Endvidere på manglende, fjernet, de-fekt eller utilstrækkelig beskyttelsesforan-

staltning eller anordning. Endelig på uor-dentlig bedrift (manglende belysnnig, ven-tilation o. lign.).

II. Subjektive årsager, der kan henførestil arbejdsgiverens forhold. Herved sigtesder til hasarderede arbejdsmetoder, som erkrævet af arbejdsgiveren, og på utilstræk-kelig instruktion af arbejderne eller tilsynmed disse.

III. Subjektive årsager, der kan henførestil arbejderens forhold. Der tænkes hervedsærligt på følgende forhold: Arbejdsiver,distration, ubetænksomhed, sygdom, træt-hed, overanstrengelse eller lignende. End-videre på uforsigtighed eller uagtsomhed,på uhensigtsmæssige arbejdsklæder og en-delig på årsager, der kan tilskrives forholdhos arbejdskammerater eller andre på ar-bejdsstedet tilstedeværende personer (ufor-sigtighed fra disses side, distraktion o.s.v.).

Fabrikinspektøren skal da efter at haveskaffet sig underretning om de forhold,hvorunder ulykken foregik, søge at ind-rubricere denne i en af de forannævnte„skuffer", så at direktoratet kan få en over-sigt over, hvilke foihold det er, der i sær-lig grad danner forudsætninger for ulyk-kestilfælde. Vi har brugt denne inddeling afulykkesårsagerne igennem en række år, ogvi har et par gange søgt at gøre ulykkes-årsagerne og andre forhold i forbindelsemed ulykkerne op. Sidste gang skete det

27

for femåret 1941—45 gennem en lille pjece, som fabriktilsynet udgav i 1949.

I denne vil man finde følgende tabel over den procentvise fordeling af ulyk- kerne efter årsager, henholdsvis for per- soner under og over 18 år:

hvis der kan være tale om, at enten den til- skadekomne selv eller en af arbejdskam- meraterne på en eller anden måde har for- sømt noget, som kan have været medvir- kende til ulykkens indtræden. Endelig vil undersøgelsen af årsagerne til en arbejds-

under 18 år over 18 år Ialt Årsager m. kv. m. kv.

Materielle ………………………………….. 5,7 9,7 5,6 7,3 5,9 Subjekt, årsager, der tilskrives arbejdsgiver . 11,5 9,0 2,9 3,9 3,6 Subjektive årsager, der tilskrives arbejder … 33,5 35,9 28,4 34,2 29,5 Hændelige og uoplyste .................................. 49,3 45,4 63,1 54,6 61,o loo,o loo,o loo,o loo,o loo,o

ulykke ofte tager megen tid for den tilsyns- førende, og der er naturligvis en grænse for, hvor megen tid han kan ofre på at undersøge de enkelte ulykkers årsager, hvis det da ikke skal gå for meget ud over hans øvrige arbejde, der er mindst lige så vigtigt.

Må man således erkende, at denne tabel ikke er videre flatterende for tilsynets un- dersøgelse af ulykkesårsagerne, kommer man på den anden side ikke uden om den slutning, at de subjektive årsager i hvert fald repræsenterer en meget større pro- cent end de materielle årsager. Man kom- mer heller ikke uden om, at inden for de subjektive årsager vejer de forhold, der må tilskrives arbejderen, meget stærkere til som ulykkesårsager end subjektive for- hold, der står i forbindelse med arbejds- giveren.

Det er ikke kun her i landet, at for- holdet mellem de såkaldte materielle og de såkaldte subjektive eller personlige år- sager ved ulykkestilfælde ligger som an- tydet i omstående tabel. I USA regner man med, at de ulykkestilfælde, hvor person- lige forhold spiller ind og medvirker som årsag til ulykkestilfælde, repræsenterer mel- lem 80 og 90 pct. af samtlige ulykkestil-

Ser man nu på denne tabel, vil man se, at for begge grupper af arbejdere — altså dem under 18 og dem over 18 år — udgør de materielle ulykkesårsager tilsammen knap 6 pct., medens de subjektive årsager tilsammen udgør 33 pct., hvoraf de knap 4 pct. må tilskrives arbejdsgiverens for- hold og de knap 3 pct. må tilskrives ar- bejderens forhold. Endelig finder man et antal af 61 pct. ulykker karakteriseret som hændelige og uoplyste. Det sidste er selv- følgelig et alt for stort tal. Det giver uvil- kårligt indtryk af, at tilsynet ikke har evnet at komme tilstrækkeligt dybt ned i årsags- forholdene og derved ikke har formået at henføre vedkommende ulykke til en af de andre grupper. Det er en selvfølge, at et så stort antal ulykker — altså 3/5 af alle ulykker — ikke bør karakteriseres som hændelige og uoplyste.

Nu skal det straks siges, at det ofte er ganske svært at få en ulykkes årsager til- strækkeligt oplyst. For det første er det tit stærkt begrænset, hvor meget den til- skadekomne selv kan oplyse om årsagen til ulykken. For det andet kan det sommetider være ganske vanskeligt at få tilstrækkeligt eksakte oplysninger ud af hans arbejds- kammerater eller af hans foresatte, specielt,

28

gørelsen af ulykkesårsagerne finder ikke- materielle eller subjektive årsager — hvil- ket navn man nu vil give dem — som meget mere dominerende i det samlede årsagsbillede end de materielle årsager. Med et andet udtryk kaldes disse subjek- tive årsager „den menneskelige faktor", og her er vi altså ved det, som overskriften på denne artikel antyder, at den skulle handle om, nemlig „den menneskelige fak- tor” indflydelse på ulykkestilfældene.

Nu vil jeg straks sige, at når man be- handler det af tilsynet indsamlede materia- le og forsøger at drage sine slutninger af det, må man være opmærksom på, at den foran gengivne tabel indeholder en over- ordentlig grov inddeling, som næppe til- strækkeligt svarer til virkeligheden, hvis man da formår at trænge dybt nok ind i årsagsforholdene eller de forudsætninger, som forelå forud for en ulykkes indtræ- den.

Når jeg gør opmærksom på dette, skyl- des det for det første, at man sjældent vil træffe en arbejdsulykke, som oplagt kan siges udelukkende at skyldes en enkelt år- sag af materiel eller subjektiv karakter. Jeg tror, man regner med, at der, for at en togulykke skal indtræffe, skal foreligge 3 forskellige, sammenfaldende årsagsfor- hold. På samme måde må man regne med, at der ved arbejdsulykker i almindelighed ikke kun vil foreligge en enkelt årsag, men at ulykkens indtræden i al almindelig- hed vil skyldes sammenfald af flere for- skellige årsagsforhold, af flere forskellige forudsætninger for ulykken.

(Fra „Arbejdersamariten”).

(Sluttes i næste nr.)

fælde, således at der altså tilbage som ma- terielle ulykkesårsager kun bliver fra 10 til 20 pct. af samtlige ulykkestilfælde.

Da jeg under en rejse i USA i 1951 hørte om disse meget høje tal på person- lige årsager til ulykkestilfælde, studsede jeg og spurgte mig selv — og iøvrigt også andre — om årsagen hertil ikke kunne være den, at undersøgelsen af ulykkesårsa- gerne i USA normalt foretages af den værkfører, formand eller anden repræsen- tant for arbejdsgiveren, som har ledelsen af den afdeling, i hvilken ulykkestilfældet er indtruffet. Jeg gik ud fra, at han vel sagtens måtte være interesseret i, at ulyk- ken ikke skulle stå i forbindelse med de forhold, for hvilke han var direkte ansvar- lig, hvorved jeg tænkte på maskineriet og dettes ufarliggørelse gennem skærme, stæn- ger o. s. v. Blev det nemlig oplyst, at år- sagen til ulykkestilfældet lå her, var det jo nærliggende, at der blev rettet bebrej- delser imod ham for ikke at have opfyldt sin pligt. Kunne ulykken derimod tilskri- ves forhold af subjektiv karakter hos ar- bejderen, gik jeg ud fra, at der ikke i sam- me omfang var en risiko for, at der ville blive rettet bebrejdelser imod funktionæ- ren. Hvis mine forudsætninger var rigtige, var det da menneskeligt forståeligt, om funktionæren under sin undersøgelse af ulykkesårsagerne i særlig grad havde blik- ket åbent for de årsager, der ikke havde noget at gøre med det, som han selv havde direkte ansvar for. Jeg véd ikke, om mit ræsonnement er rigtigt — jeg talte for ikke længe siden med en „safety-man" fra Amerika, som sagde, at funktionæren net- op havde direkte ansvar over for de for- hold af mere personlig karakter fra arbej- derens side, som jeg regnede med, at man i højere grad overlod til arbejderen selv. Hvad enten jeg nu har ret eller ej, er for- holdet altså det, at man også i USA — og iøvrigt i alle andre lande — ved op-

29

Finværk.Ferien blev holdt sammen med grovværket.Finværket blev gennemgået og diverse

maskiner repareret, men der var ikke repa-rationer af større art.

I forbindelse med trådkølebane blev instal-leret et arrangement for aftagning af ringene.Dette har vist sig at virke udmærket. Repa-rationsværkstedet er næsten færdigt, og erefter alles mening blevet pænt og ideelt.

Produktionen har været uden særlig storesvingninger.

Produktionen i 3. kvartal:

S T Å L V Æ R K E TMartiningeniør Carlo Poulsen.

I årets 3. kvartal har samtlige ovne væretsat ud til henholdsvis mellem- og hoved-reparation, hvorunder ovn 4 har fået vissetekniske forbedringer, hvilket er nærmerebeskrevet andet sted i bladet.

Iøvrigt har produktionen været ca. 45.850tons hvilket er ca. 5.400 tons mere endsidste års kvartal. Vi har nu i årets 3 førstekvartaler nået ca. 144.000 tons, og man harlov at gætte på slutresultatet.

Af øvrigt nyt kan nævnes, at vi har prøve-startet vort bonussystem, som efter at for-skellige børnesygdomme er overstået nokskal bestå til gavn for alle parter.

P R O F I L V Æ R K E TValseværksingeniør P. W. Mortensen.Grovværk.

Der blev holdt ferie i tiden 18/7—8/8

I ferien blev værket gennemgået og re-pareret. Foruden de normale eftersyn blevder foretaget en del udskiftninger af opslidtemaskindele.

Ved blokovnen blev installeret en ny re-kuperator, som virker godt. Vi kan nu opnåen lufttemperatur på ca. 350° C imod tid-ligere 150° C. I samme forbindelse blev in-stalleret sugetrækblæser.

Blokovnens sidevægge blev ophængt efterDietrick systemet. På de 4 forreste ruller påvippebord 1 F blev monteret specielle lang-somtgående motorer, således at gearkassernemellem motor og rulle falder væk. Dissemotorer viser sig at gå tilfredsstillende.

Strækbænken blev forlænget en smule,således at vi skulle kunne undgå savning afenderne på fladjernet.

1954 1955Grovjern ….. 5.875 tons 6.812 tonsKnipler …… 10.452 » 12.800 »Finjern .......... 6.980 » 8.656 »

P L A D E V Æ R K E TValseværksingeniør J. Skov.

Ferien sluttede den 17. juli, men repara-tionerne ved hovedgearet og lænkeleddenetil mellemvalsens bevægelse var så omfattende,at pladeværket først kom i gang 10 dagesenere — den 27. En af dagene blev ud-nyttet til en fin-fin tur til Höganäs, hvoren underjordisk kulmine blev besøgt ogbagefter H 55 — udstillingen i Helsingborg.

Det var en varm sommer, hvilket ogsådybovnskranens motor for kørevognen måttesande, idet den brændte sammen grundet deca. 70-80° C oppe under mellemhallens tag.Først da sommeren var forbi, kørtes her medstørre sikkerhed. Medens vi er ved dybovns-kranen, kan meddeles, at den nye dybovnskransandsynligvis er i drift straks i det nye år.

I den senere tid er der knækket et par mel-lemvalser. For at finde årsagen til sådannebrud, er det nødvendigt, at alle tre valser i sto-len ligger parallelle, og at der holdes mindstmuligt slør i lejesider og omkring mellem-valsens tappe. Sker der da stadigt brud, måårsagen findes andre steder.

For at forbedre stålkvaliteten støbes destore blokke nu med 3 og 4 indløb. Ind-

30

F or da mer n e : løbene — »rumperne« — bliver hængendeved blokkene under aftagningen af støbe-bordene og giver dybovnskranen et stortarbejde med at fjerne dem bagefter. Dereksperimenteres derfor med at finde en lem-peligere måde at få dem af blokkene på.

Produktionen i 3. kvartal var jævn god.14.365 tons i år mod 11.110 tons i sammekvartal sidste år. Fra årets begyndelse: 53.000tons mod 47.615 tons eller 5.385 tons bedresvarende til 11,3 %.

Bedriftslægens beretning

Arbejdet på klinikken er i juli kvartal fore-gået som sædvanligt og frembyder intet nyt.

Den 27. september havde værket besøg af20 skandinaviske embedslæger, som efter et2 måneders kursus i Göteborg foranstaltet afWHO — Verdens Sundheds Organisation —var på en 3-dages studierejse her i landetfor at se danske virksomheder, der havdeinteresse i tilknytning til kursets program.Lægerne, som blev ledet af professor Bonne-vie, var i nogen grad imponeret af DDS ogover, at et ikke »iron — minded« folk, harkunnet bygge en så udmærket virksomhed op.

En del af min sommerferie blev benyttettil et besøg på Hollands største jernværk iIjmuiden, hvor 9.000 arbejdere er beskæftiget.Forholdene på dette sted afviger imidlertidi så høj grad fra vore danske, at en direktesammenligning er ret nytteløs.

Fra Frederiksværk sygehus er kommet føl-gende meddelelse: Folk, der har været ud-sat for et ulykkestilfælde på DDS, må ikkehenvises til sygehuset, hvis der er gået over24 timer, efter at ulykken er indtruffet. Deskal i så tilfælde henvises til deres egen læge,som derefter kan lade sygehuset overtage denvidere behandling, hvis dette skønnes nød-vendigt. Erik Steenberger.

NHVER FAR OG MOR vil engang føreller senere komme til at erkende, at

deres barn lyver, enten for forældrene, overfor kammerater, i skolen, eller hvor nubørn færdes. Og de fleste forældre bliverforfærdede, når det står dem klart, at deresbarn ikke holder sig til sandheden, og me-ner måske, at her kan ligge en spire tilnoget langt værre. I et sådant øjeblik erdet klogt at gøre sig klart, at der dels ermange forskellige arter for løgn, ligesåvelsom baggrunden for den udtalte løgn kanvære meget varierende.

Hos et barn er grænserne mellem fan-tasi, ønske og virkelighed meget lidt skarptoptrukne. Et mindre barn har måske i eneventyrbog et billede af en løve, man harfortalt det om løvernes liv, og at et sådantvilddyr kan ses i Zoologisk have. Derveder opstået et ønske hos barnet om et besøgi denne have, især for at se bemeldte løve.Besøget bliver måske ikke til noget, menhele „løveproblemet" ligger latent i barnet

31

for pludseligt en dag at komme op i det, da det på gaden ser en stor og busket hund. Og meget ofte vil en mor da komme til at stå over for en lang beretning om barnets møde med løven. Og det vil være meget vanskeligt at forklare barnet, at det er „usandhed", at der vandrede en løve rundt i Frederiksværks gader. Barnets ønske og fantasi har blandet sig og har overskredet virkelighedens grænser. Ens barn gør det, som psykologer kalder at fabulere.

Usandheder kan også opstå i det øjeblik, en mor uden at tænke på det stiller krav til et barn, som dette ikke kan honorere. Jeg kendte en dreng på 6 år, der skulle til fastelavnsfest hos en kammerat. Da han gik, sagde moderen: „Slå nu rigtigt flinkt til tønden, at du kan blive kattekonge." Nogle timer efter kom drengen tilbage og berettede stolt om, hvorledes han med et vældigt slag havde splintret tønden, var blevet kattekonge, havde udvalgt en katte- dronning o.s.v. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke havde sin „krone" med hjem, kom omgående en forklaring om, at den havde Peters mor gemt til næste år, hvor han selv igen skulle til fastelavnsfest. Drengens mor betvivlede ikke et øjeblik referatet, og kun en ren tilfældighed bragte hende nogen tid efter på sporet af, at drengen havde talt usandhed. Men i dette og lignende tilfælde er det klogt at hefte sig mere ved, hvorfor løj mit barn end ved selve det, at det løj.

Vaneløgne er en ganske bestemt form for upålidelighed, som næsten forekommer i ethvert barns opvækst, og hvor forældrene også må tage deres part af skylden. Hvor ofte spørger en mor ikke ganske tankeløst: „Har du vasket hænder", „har du ryddet op", „Er din cykel stillet på plads" o.s.v. Svarer barnet med sandheden — som jo næsten altid vil være, at disse ting ikke er gjort — ved det, at det så vil blive sat til at ordne et eller andet, som det afgjort ikke har lyst til, men da barnet har en vis erfa-

Løveproblemet ligger latent i barnet.

ring for, at moderen ikke undersøger sagen nærmere, så prøver det på stedet at klare sig med et usandfærdigt „Ja". En mor bur- de altid foretage visse stikprøver, når den slags spørgsmål er afgivne, — noget der nemt vil give barnet en langt bedre ind- stilling til begrebet pligt.

Når man bedømmer sandhedsgraden især af det, et mindre barn siger, må man aldrig glemme, at ord ofte ikke har samme værdi for voksne som for et barn. Børn forveksler ofte ord og meninger, som for dem kun har en svag lighed, men absolut ingen faste grænser. F. eks. blandes farver meget ofte sammen, og den lille pige, der fastholder, at kammeraten har fået en ny blå kjole, som den voksne ved er grøn, lyver faktisk ikke, men udtaler sig blot ud fra sin bestemte, men til gengæld ikke udviklede mening om farver. Børns tidsangivelse giver også me- get ofte anledning til, at voksne korrigerer dem. Man vil ikke have, at barnet fortæller noget om, hvad der hændte „igår", når det i virkeligheden er en begivenhed, der ligger en måned eller mere tilbage i tiden. Men noget sådant må ikke bebrejdes barnet som usandhed, men derimod blot være under-

32

næse, og heller ikke højlydt publicere, at mor også synes, at farmors nye hat er ræd- som, noget som afgjort er sandt, uden at det dog bør siges, hvilket kan være svært at forklare, når man en anden dag nødsages til at bebrejde det en vaneløgn.

Eksemplets magt er af uhyre opdragende virkning, og det bør stå alle forældre klart, hvor meget det senere betyder for barnet, at det i sit hjem har lært at færdes sand- hedskærligt og kærligt i denne sandhed.

Man har uanede chancer for at forhindre et barns uærlighed, når det føler sig tryg i hjemmet, og dettes atmosfære er så god og tillidsvækkende, at det i virkeligheden er ganske unødvendigt for barnet at lyve. Det gælder om, at der er et gensidigt tryg- hedsforhold forældre og børn imellem.

givet moderens iagttagelse om barnets vi- dere udvikling af tidsbegrebet.

Ved udspørgen kan voksne meget ofte lede barnet ind på et forkert spor, som dette så hårdnakket vil forfølge, selvom det fjer- ner sig mere og mere fra sandheden. Barnet har i starten ment at forstå, at udspørgeren nærede ønske om, at svarene gik i denne retning, og ubevidst honorerer det så dette ønske uden forståelse af, at det faktisk lyver.

Meget ofte vil der hos et barn ligge frygt for en straf, som det søger at undslippe ved at lyve sig fra forseelsen. Også en vis util- fredsstillet kærlighedstrang kan få et barn til at fortælle usandfærdige historier, der kalder på en mors medlidenhed, lige så vel som en trang til position blandt kammera- ter kan friste et barn til praleløgne.

På et bestemt punkt står en mor eller far næsten altid med ansvaret for et barns løgn, og det er de gange, hvor man selv løj af „praktiske" grunde. Det passede ikke en travlt optaget mor at tale med en veninde, der telefonerede, og uden at overtænke føl- gerne beder hun sin 10-årige datter om at sige, at hun ikke kan komme til telefonen, da hun lige er ved at vaske hår, uden små- lig hensyn til, at det vitterlig er en fore- stående kagebagning, der er tale om. Og den far, der lige er ved at falde i søvn på sofaen, beder måske en 12-årig dreng sige til en arbejdskammerat, der har ringet på døren, at hans „far er ikke hjemme". Men den dag, da de samme børn bekræftende svarer, at de er igang med lektierne, medens sandheden er den, at de begge har en mor- skabsbog fremme, vil de usvigelig sikkert af forældrene blive beskyldt for at lyve.

Vejen frem til et barns absolutte sand- hedskærlighed er lang og fuld af mange biveje. Det drejer sig jo også om at op- drage barnet til at være kærlig i sin sand- hed. Man må lære det, at det ikke må sige lige ud til onkel Peter, at han har en grim

Stk. 1. Arbejderne skal medvirke til, at deforanstaltninger, der er truffet for at sikredem mod skadelige påvirkninger eller ulyk-ker, virker efter deres bestemmelse, og deskal i det hele iagttage forsigtighed og or-den på arbejdsstedet.

Stk 2. Arbejderen skal have sin opmærk-somhed henvendt på, om værktøj, redskaber,apparater og maskinelle indretninger er i or-den, og han skal, såfremt dette ikke er til-fældet og han ikke selv kan rette manglen,straks meddele det til sin foresatte, eventueltgennem tillidsmanden eller sikkerhedsrepræ-sentanten.

(fra Lov om almindelig arbejderbeskyttelse).

33

Den dag klubben er så stærk, at den kanspille mod virkelig dygtigere modstandere,vil det trække mange mennesker ud til vortdejlige stadion, og de vil skæppe mange rarepenge i den slunkne klubkasse, og samtidigskabe endnu mere interesse for sporten heri byen. Når den dag er nået, vil man ikkebehøve nogen støtte, men kan klare sig selv.

Men indtil da gode DDS og DFJ behøveridrætten deres allerhøjeste interesse ikke alenefor det menneskelige materiale, men også fordet økonomiske.

Dette var ordene.En entusiast.

Foruden at »Stålbåndet« omhandler mangeaktuelle ting, omhandler det også sporten.De aktuelle ting både faglige og historiskeskal selvfølgelig have førstepladsen, men og-så sporten, synes jeg, fortjener lidt omtale.Det behøver ikke at fylde meget, blot noktil at værket kan forstå denne lille artikel.

Som det sikkert er alle bekendt, viser detsig, at i de byer hvor man har den storeindustri, har man også de dygtige idræts-mænd (og kvinder med for den sags skyld).

Hvordan kan det nu være. Simpelthenfordi virksomhederne i disse byer støtteridrætten på mange måder og først og frem-mest økonomisk.

Og hvorfor gør man det. Fordi man her-igennem søger at beholde ungdommen i byenog skabe dem en interesse, der er sundere endværtshusbesøg m. m. nemlig den sunde oggode idræt, det være sig fodbold, atletik,roning og alle de andre grene inden foridrætten, som er med til at skabe en sundungdom.

For at nå så vidt, som at skabe endnumere interesse for idrætten her i Frederiks-værk, må man søge at få de idrætsfolk, vihar nu frem i første plan.

Vi har en fodboldklub, som i øjeblikketligger som nr. 1 både i mellemrækken, a-rækken og b-rækken. Også juniorene liggeri toppen, dette er et bevis for, at der ermateriale nok at arbejde med.

Det eneste der mangler er en træner —en dygtig træner, der kan skabe noget virke-ligt godt ud af dette materiale. Men en dyg-tig træner koster penge, og det er dem, detkniber med.

PRÆMIE-OPGAVE :

Hvid trækker og gør mat i 2 træk.

Løsningen bedes afleveret til Carl Rasmusseninden 1. december og først udtrukne rigtige løs-ning vil blive honoreret med et skakspil.

* * *S K A K

Ja, så går vi ind til 4. runde i turneringen, ogvi kan nu se, at der er en førergruppe inden foralle grupper. Vi har to mand i hver gruppe, somikke har tabt point. I første gruppe er det KarlAndersen, færdiglageret, og Aksel Johansen, ov-nene, i anden gruppe Tage Madsen, grovværketog Sejer, ovnene, i tredie gruppe Gunner Hansen,pladsen og Hans Olsen, finværket.

Der vil nu blive lagt an til det store spil i dissetre kampe i fjerde runde, for de, der vinder her,har jo en stor chance for at vinde deres grupper.

34

I den gode sommer med sol har der ikke været mange, der har benyttet sig af vores tirsdag aften, men vi håber nu, når vinteren kommer, at der vil blive stor tilslutning til disse aftner. Så der- for: vel mødt hver tirsdag i marketenderiet,

CR

V E D T Æ G T E R for

HJÆLPEFOND FOR FUNKTIONÆRER ved

DET DANSKE STAALVALSEVÆRK A/S

Stiftet den 4. maj 1955 i anledning af udstøbning af den første million

tons stål siden igangsætningen af værket.

§ 1.

Fonden er en selvejende institution, stiftet med en af Det Danske Staalvalseværk A/S doteret kapital af kr. 25.000,—.

§ 2. Fondens bestyrelse udgøres af formanden for

selskabets bestyrelse, den adm. direktør samt en funktionær, valgt for en 3-årig periode af sel- skabets funktionærstab.

§ 3. Af fondens kapital båndlægges kr. 20.000,—

i en urørlig grundfond, anbragt efter fondsbe- styrelsens skøn. — Tilføres fonden yderligere ka- pital, indgår mindst halvdelen af denne kapital i grundfonden.

§ 4. Renterne af grundfonden samt fondens øvrige

disponible midler anvendes efter fondsbestyrelsens bestemmelse til understøttelse af funktionærer, der er eller har været ansat i selskabet, eller disses efterladte, som hjælp ved sygdom, følger af u- lykkestilfælde og andre uforskyldte forhold og i særlige tilfælde som supplement til alders-, enke- og børnepension.

§ 5. Understøttelserne, hvorom der kan ansøges,

kan ydes dels som hjælp een gang for alle, dels som periodiske ydelser. — Der skal ikke alene tages hensyn til ansøgerens trang, men også til den kortere eller længere tid vedkommende funk- tionær har været ansat i selskabet.

§ 6. Fondens regnskab og kasseforretninger udføres

af en af fondsbestyrelsen udpeget betroet funktio- nær, og regnskabet revideres hvert år af selskabets revisor.

§ 7. I tilfælde af ophævelse af selskabets virksomhed

eller sammenslutning med et andet selskab over- går hjælpefondens midler til et legat, hvis første bestyrelse vælges af selskabets bestyrelse. — Lega- tets midler skal kun kunne anvendes efter foran- stående regler.

§ 8. Ændringer af fondens vedtægter kan kun fore-

tages efter enstemmig beslutning af fondens be- styrelse og opnået godkendelse af bestyrelsen for Det Danske Staalvalseværk A/S.

To orgler af gammelt jern. For fire år siden satte nu pensioneret skole-

inspektør Georg Jensen, Skørping, sig for at skaffe sin skole et orgel til musikledsagelse af den dag- lige morgensang. Kommunen havde ingen penge til formålet, men sammen med eleverne iværk- satte han en indsamling af gammelt jern. Denne indsamling er nu sluttet, og den har givet så mange penge, at der ikke alene blev et orgel til skolen i Skørping, men også et til skolen i nabobyen. Ros til stålværket.

30 stålværksfolk fra Frankrig, Belgien og Saar- området har besøgt Danmark og set på bl. a. Staalvalseværket i Frederiksværk, som ved sin moderne og praktiske indretning har fyldt dem med beundring.

Rejsen er arrangeret af Österreichische Ameri- kanische Magnesit A/S og foretages hvert år til forskellige lande. I år gik turen til Sverige, som er kendt for sine stålværker, og på tilbagevejen gennem Danmark aflage man som nævnt besøg i Frederiksværk. De udenlandske gæster udtalte sig i meget rosende vendinger om den fremskred- ne teknik, man her i landet benytter sig af, når man tager i betragtning, at Danmark er forholds- vis ny på området.

Ved værkets millionfest den 4. maj i år gav— som det vil erindres — direktøren meddelelseom, at værket havde oprettet et hjælpefond forfunktionærerne.

Vedstående findes de nu udarbejdede vedtæg-ter for fondet. Vedtægterne vil iøvrigt blive ud-sendt som en særlig tryksag til hver enkelt funk-tionær tillige med en stemmeseddel for valg affunktionærernes repræsentant i fondets bestyrelse.

Enhver funktionær opfordres til at vise sageninteresse ved at afgive sin stemme.

35

50 ÅR

16. november. Jens Olger Hansen, Brederød pr. Frederiksværk. Stålværket.

16. november. Thorvald Sørensen, Enghave- vej 5, Frederiksværk. Reserveholdet.

20. november. Henry Hansen, Støberled pr. Liseleje. Reservehold.

13. december. Johannes Schou, Granhøj, Frederiksværk. Reparationsafdeling.

1. januar. Svend Eriksen, Karlsgave pr. Fre- deriksværk. Pladeværket.

8. januar. Svend Olsen, Søndergade 12, Ly- næs pr. Hundested. Pladeværket.

13. januar. Helge Nielsen, »Søglimt«, Thors- bakke pr. Kregme. Stålværket.

21. januar. Svend Olsen, Falkesti 2, st. tv., Frederiksværk. Elektrikerværkstedet.

22. januar. Erik Petersen, Borupsvej, Skæ- vinge. Lager og ekspedition.

Fødse lsdage:

7 0 ÅR

2. december. Carl Olsen, Strandvejen 78, st.th.,Frederiksværk. Bygningsafdelingen.

65 ÅR

3. december. Ole Petersen, »Skovbo«, Vin-derød skov 17 pr. Frederiksværk. Lagerog ekspedition.

60 ÅR

18. december. Tolver Rasmussen, Bjørne-hoved pr. Frederiksværk. Lager og eksped.

Udlært :Dødsfald.

Niels Søren Larsen, som døde onsdag den14. september, havde været på Staalvalse-værket fra den allerførste begyndelse, idethan som arbejdsmand var med til opbyg-ningen. Da produktionen begyndte, fik hanansættelse på plads og havn, hvor han ar-bejdede siden.

Niels Larsen, som blev 66 år gammel, varen solid og rask arbejder og god kammerat,som altid tog efter den tunge ende af byrden.Han var hæderligheden selv, den til hvemalle havde den største tillid, og med sit godehumør og altid glade gemytlige smil varhan særdeles godt lidt af alle, som kendte ham.

Æret være hans minde.Karl Svendsen.

Knud Erik Nielsenblev udlært som maskinarbejder

den 4. oktober 1955.