32 Rejser Rusland SØNDAG DEN 24. APRIL 2016

Bovanenkovo!« Truckeren slår enskraldlatter op, så hans store mavekommer i bevægelse og er ved at flåselerne ud af hans træningsbukser.

»Det kan du ligeså godt glemme,vejen stopper om 200 kilometer,«siger han, men giver alligevel min

cykel et anerkende blik og ender da også med atskulle hen og mærke på de brede dæk.

Jeg befinder på Jamalhalvøen i det nordvestligeSibirien – et gigantisk tundraområde nord forpolarcirklen, som er to gange større end Dan-mark. I umindelige tider har rensdyrnomaderkørt rundt på deres slæder heroppe og drevetverdens største rensdyrhold med omkring enhalv million rensdyr. I de senere år har noma-derne dog fået en nabo, som også interesserer sigfor naturressourcer, men af en helt anden slags:

Det russisk olie- og gasselskab Gazprom.Jamalhalvøens undergrund indeholder mere

end en femtedel af verdens naturgasreserver, såderfor har Rusland lige siden 1980’erne – medskiftende intensitet – forsøgt at udvikle borefel-ter og infrastruktur i dette område, som fra natu-rens side giver så mange udfordringer, at andrefor længst ville have opgivet. En syv månederlang vinter med bidende snestorme og tempera-

Fuld gas langs verdensnordligste jernbane Tag med Jyllands-Posten på en ensom cykeltur nord for polarcirklen langs Gazproms 573kilometer lange jernbane i Sibirien. Her passer det russiske olie- og gasselskab godt på Putinsgulvkalv – naturgassen – mens de lokale nomader fortsat driver rundt med deres rensdyr, som de har gjort i århundreder. TEKST & FOTO: GERNER THOMSEN | Jyllands-Postens udsendte medarbejder | rejseredaktionen@jp.dk

SØNDAG DEN 24. APRIL 2016 Rusland Rejser 33

turer ned til minus 50 grader, og en sommer medvand overalt og myg i hobetal gør ikke livet letfor de russiske entreprenører. Alligevel er detunder disse umulige forhold lykkedes Gazpromat få bygget en 573 kilometer lang, ensporet jern-bane fra Obskaja i syd til gasfeltet Bovanenkovo inord. Det er denne jernbane – verdens nordligste– som jeg nu forsøger at følge på min cykel.

De første 250 kilometer er jeg godt hjulpet af

en gammel anlægsvej langs jernbanen, men her-efter vil jeg være afhængig af cyklens evne til atkøre offroad. Min cykel er en fatbike fra Surlymed det noget ambitiøse navn Moonlander – ogden ligner unægteligt også noget, der kunne kørerundt på månen. Dækkene er ligeså brede som påen motorcykel og gør det muligt at forcere uvej-somt terræn i en helt anden kategori end på enalmindelig mountainbike. Især når terrænet bli-

ver blødt, træder fatbiken i karakter og får cyklentil at "flyde" ovenpå med sine brede dæk. Jeg harstore forventninger til, at jeg på denne mådemåske kan forcere den sumpede tundrabund, nårvejen engang stopper.

Fornemt besøg fra GazpromEfter et par overnatninger i telt for foden af Ural-bjergene ankommer jeg til Pajuta – den første

På vej over verdenslængste bro nord forpolarcirklen – den 3,9kilometer lange togbroover Juribej-floden.

FORFATTEREN

Gerner Thomsen harrejst både sommer ogvinter på Jamalhalvøen– til fods, på ski og nuogså på cykel.

Den 11. maj udgiver hanbogen Ved Verdens Endepå Trykværket, som om-handler hans mange be-søg og ophold hos lokalerensdyrnomader i områ-det.

Læs mere på: www.gernerthomsen.dk

Jamalhalv-øens un-dergrund

indeholder me-re end en fem-tedel af ver-dens naturgas-reserver, såderfor har Rus-land lige siden1980’erne –med skiftendeintensitet –forsøgt at ud-vikle borefelterog infrastruk-tur i dette om-råde, som franaturens sidegiver så mangeudfordringer,at andre forlængst villehave opgivet.

Fortsættes E

34 Rejser Rusland SØNDAG DEN 24. APRIL 2016

større beboelse, siden jeg forlod Obskaja. Herarbejder omkring et halvt hundrede folk medvedligehold af jernbanen og andet forefaldendearbejde. Min cykel får lange blikke, da jeg træk-ker den over mod en aflang træbygning, som, jegfår at vide, er Gazproms hotel. Døren er låst ogvidner om, at hotellet formentlig er gabendetomt for gæster, men hotelmutter kommer ilendetil, hidkaldt af den megen opmærksomhed mincykel har vakt.

»Der er intet, jeg hellere ville, men jeg tørikke,« siger hun, da jeg spørger, om jeg kan få lovtil at overnatte.

Det viser sig, at der lige er landet en helikoptermed chefer fra Gazprom, som formentlig skalovernatte på hotellet, og så går det jo ikke, at derogså befinder sig en ubuden turist, som hotel-mutter forklarer.

»Jeg vil ellers gerne betale for opholdet,« sigerjeg og finder samtidig min særlige tilladelse fremfra FSB (tidligere KGB), som viser, at jeg har lovtil at befinde mig på Jamalhalvøen. Men lige lidthjælper det.

»Jeg bliver fyret, hvis jeg lukker dig ind,« sigerden ældre dame og forsvinder ligeså hurtigt, somhun kom.

Jeg accepterer min skæbne og slår teltet op iudkanten af Pajuta – tæt nok til, at jeg nemt kanbesøge den lokale kantine og få tanket depoterneop. Jeg har allerede måttet sande, at med 50 kilo icykeltaskerne er det ikke gjort med et par ekstraenergitabletter i drikkedunken, hvis jeg skal nåhelt til Bovanenkovo. Den flinke kantinedame,Oksana, ser ud til at have forstået min mission.Hun disker op med kartoffelsuppe, koteletter ogblinis i store mængder og fortæller åbenhjertigt,hvordan hun har forladt sin familie i Kasakhstan ifire måneder for at arbejde i Gazproms tjeneste.Efter russiske forhold tjener man gode pengeheroppe – en månedsløn på 6.000-7.000 kroner førskat er ikke uhørt, og med en flad indkomstskatpå 13 procent rækker det ganske langt i et land,hvor man har mange års erfaring i at overleve påen sten, og måske tilmed får pengene i en brunkuvert udenom skattevæsnet.

Der kommer – måske – togDagen oprinder, hvor vejen, som jeg har fulgt deførste 250 kilometer, definitivt stopper.

Helt håbløst ser det nu ikke ud, for der er sta-dig en form for et meget smalt anlægsspor, somjeg kan følge. Selv om sporet ind imellem heltforsvinder, går det i det store hele fint på fatbi-

ken, der er som skabt til disse udfordringer.Stationsforstanderen er ved at tabe både næse

og mund, da jeg triller ind på perronen efter athave haft Juribej-stationens radiotårn som pejle-mærke de sidste 20 kilometer. At kalde det enperron er en anelse overdrevet, men der er dalagt et par betonplader ud mellem sandbunkerneog stationshuset. Følelsen af at have ramt nogetciviliseret bliver forstærket, da jeg finder kanti-nen mellem de mange blå skurvogne. De to but-tede kokkedamer spørger interesseret til minrejse, men understreger, at de aldrig nogensindeselv kunne finde på at bevæge sig ud på tundraen.

»Er du slet ikke bange for at overnatte alene itelt?« spørger de.

»Næ, det er jeg egentlig ikke,« svarer jeg ogforklarer, hvordan jeg aldrig har mødt andet endgæstfrie nomader og venligsindede rensdyrunder mine rejser på Jamalhalvøen. De to damerser langt fra overbeviste ud og tilbyder gratisovernatning i én af de mange skurvogne.

Da jeg næste dag triller videre nordpå, står detpludselig klart, hvorfor Juribej er endt med atblive én af de største stationer på jernbanen. Lidt

udenfor skurvognsbyen dukker den 3,9 kilometerlange togbro over Juribej-floden op – en milepælaf de helt store under anlæggelsen af jernbanenog i dag verdens længste bro nord for polarcir-klen. Med en totalvægt på 30.000 tons og 110 bro-piller, der er gravet 40 meter ned i permafrosten,er det en bedrift af de helt store, som må havetrukket tænder ud på de russiske bygningsarbej-dere. Floden er væsentlig længere, end den erbred, men når isen og sneen smelter i det seneforår, oversvømmes et meget stort område, fordiafdræningen blokeres af permafrosten.

Én ting er at trække en cykel over en togbro afen længde på et par hundrede meter, som jegallerede har gjort mange gange på nuværendetidspunkt. Men 3,9 kilometer er trods alt en slat,og jeg overvejer, om det nu vil være klogt. Mensjeg står og samler mod til mig, dukker der plud-selig en sporarbejder op iført orange vest.

»Du kan roligt krydse broen, det gør vi allesammen,« siger han og smiler venligt.

»Og i øvrigt, jeg tror ikke, der kommer noget

Der overnattes i et med-bragt telt, der slås oplangs Gazproms jernbane.

Det visersig, at derlige er lan-

det en helikop-ter med cheferfra Gazprom,som forment-lig skal over-natte på hotel-let, og så gårdet jo ikke, at der også befinder sig enubuden turist,som hotelmut-ter forklarer.

Fortsættes E

En forbipasserende truc-ker stopper op på vejenfor kigge nærmere påden mærkværdige cykel– en såkaldt fatbike.

E

3RÅD TIL REJSENDer kræves visum tilRusland og derudover ensærlig tilladelse fra FSBfor at rejse på Jamal-halvøen. Begge delehjælper Nord Rail med,hvis man bestiller rejsenigennem dem.

Husk myggeolie om som-meren og varmt tøj omvinteren. Det kan blivened til minus 50 grader ijanuar måned.

Lær det russiske alfabet– eller endnu bedre spro-get. Det vil komme tilgavn på enhver rejse iRusland.

36 Rejser Rusland SØNDAG DEN 24. APRIL 2016

tog før i morgen,« fortsætter han og fisker enhåndfuld bolsjer op ad lommen som en lille gave– dem mener han tydeligvis, jeg vil få brug for påmin videre rejse.

Hoppende cykeltur i sløjt tempoVel ovre på den anden side må jeg konstatere, atdet primitive anlægsspor, som jeg har fulgt fremtil Juribej, nu er fuldstændigt forsvundet. Tilbageer der kun at køre på jernbanevolden, hvilketikke altid er lige nemt. Ofte er den så smal, at jegikke kan balancere og derfor rutsjer ned adskrænten. Men så er der jo heldigvis selve sporet– altså pladsen mellem skinnerne – som viser sigat være den bedste vej af alle, når svellerne erdækket af fine sten. Det er de desværre langt fraaltid, og så er cyklen som en ren hoppegynge atsidde på. Men fremad går det, om end langt fra ilyntempo. På en god dag får jeg således tilbage-lagt blot 50 kilometer.

En dag bliver jeg stoppet af en mindre trafik-prop på sporet. Det er dog ikke tog, men rensdyrsom står i vejen, og jeg bliver klar over, at ennomadegruppe på otte familier er ved at krydsesporet med deres slæder og store renflok. De vin-ker og udveksler et par ord med mig, men erellers travlt optaget af at drive renerne over spo-ret. Ligesom de fleste andre af Jamalhalvøensrensdyrnomader er familierne på denne årstid påvej nordpå mod havet, inden de i august venderom og drager sydpå mod skovene. Sådan har delevet i århundreder herude på tundraen, hvadenten det var zaren, Stalin eller Putin, der rege-

rede Rusland, og Gazproms tilstedekomst serheller ikke ud til at stoppe dem.

Ved 525-kilometerskiltet dukker et stationshusop med navnet Bovanenkovo. Det er sidst påaftenen, men midnatssolen står stadig højt påhimlen, så jeg giver mig god tid, da jeg bliverinviteret indenfor på det, som er den oprindeligeendestation på jernbanen. De tre vagter byder påte, svampestuvning og brasede kartofler, som jegindtager med udsigt til et indrammet billede afPutin på væggen.

»Drikker du vodka?« spørger den ene af vag-terne, en lille tæt mand, der højst går mig til bry-stet. »Jo tak, lidt kan jeg da godt klare,« svarer jegog lyser op ved tanken om den velvære lidt spiri-tus vil gøre i min trætte krop.

»Fint, men du fortæller det ikke til nogen,«siger manden, mens han finder en sodavandsfla-ske frem fra køleskabet med de dyrebare dråberog hælder op. Han forklarer, at Gazprom har ind-ført totalforbud mod alkohol på alle deres statio-ner og borefelter.

»Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre?Det er jo Rusland, det her,« siger manden, hvor-efter de alle tre skriger af grin.

Allerede tidligt næste dag nærmer jeg migBovanenkovo – det største gasfelt på Jamalhalv-øen og nervecentret i Ruslands gasindustri. Gas-sen har kun været i produktion siden 2012, mennår stedet i 2017 efter planen er i fulde omdrej-ninger og på niveau med sin planlagte kapacitet,vil Bovanenkovo producere cirka en femtedel afal den naturgas, som Rusland udvinder.

Jeg er klar over, at Bovanenkovo nok bliver minendestation, for ikke så langt herfra slutter jern-banen, og på trods af fatbikens brede dæk må jegerkende, at det ikke er muligt at cykle på tun-draen. Jeg har allerede gjort flere forsøg, og hvergang er det endt med at cyklen er sunket så dybtned i den bløde tundrabund, at selv en LanceArmstrong på toppen af sin dopingkarriere ikkeville have kunnet drive den fremad.

Kurs mod hjertet af GazpromDe sidste 15 kilometer har jeg fornøjelsen af at

cykle på brede betonveje, der løber på kryds ogtværs i området. Det er helt underligt igen athave stabilt underlag og kunne holde en normalgennemsnitsfart, mens jeg cykler igennem etstort hav med mange småøer af boreplatformlig-nende landsbyer med rør på kryds og tværs. Jeghar besluttet, at jeg vil helt ind i hjertet af Gaz-prom og sætter kursen mod en gul bygning, somnogen har fortalt mig er Gazproms hotel og over-natningssted for en del af de cirka 3.000 russere,som arbejder på stedet. På vejen passerer jeg etstort område indhegnet med pigtråd og bevogtetaf vagter med Kalasjnikov. Jeg får at vide, at deter Gazproms hovedkvarter, der her passes på,som var det kronjuvelerne. Mændene med gevæ-rerne tilhører Gazproms eget sikkerhedskorps.Det er nok bedst at beholde kameraet i tasken,tænker jeg, selv om det kribler i fingrene for at fålov at tage et billede – en mand har fortalt mig, atdet er strengt forbudt at fotografere i hele områ-det.

De lokale rensdyrnomaderflytter lejr på slæder truk-ket af rensdyr. I baggrun-den ses ét af Gazpromsmange boretårne fra gasfeltet Bovanenkovo.

E

SØNDAG DEN 24. APRIL 2016 Rusland Rejser 37

Bedst som jeg parkerer cyklen uden for hotel-let, vælter det ind med folk i små busser, derkommer tilbage fra arbejde. Alle som én skal dehen og se på cyklen og høre, hvorfra jeg kommer.Indenfor må jeg forklare mig overfor vagterne,der dog virker flinke og forsøger at få kontakt tilnogen, der kan godkende en overnatning. Efteren times venten bliver jeg endelig vist ind til enkvinde, der allernådigst har fået lov til at ind-skrive mig for én nat.

»Du skal være ude senest klokken 12 i morgen,og prisen er er 500 kroner,« siger hun.

»Ok, men så får jeg vel også mit egetværelse?«, spørger jeg.

»Nej, det gør du ikke – sådan noget eksistererikke her,« svarer kvinden uden at fortrække enmine.

Togtur returMin værelsesmakker hedder Konstantin og kom-mer fra Moskva. Han er ingeniør og skal blotvære her et par dage på en mindre opgave. Hanvirker flink, og vi får en hyggelig aften, mens jegsamtidig får et tiltrængt bad og vasket mit tøj i enrigtig vaskemaskine.

Ved spisetid besøger jeg kantinen og går bagef-ter på indkøb i hotellets købmandsbutik. Pengenehæver jeg i kontantautomaten, som selvfølgeligejes af Gazproms egen bank. Oveni alle dissebekvemmeligheder, finder man også et fitness-center, en fjernsynsstue og wifi.

Alt i alt har jeg lidt samme fornemmelse, somlangturssejlere må have, når de anløber en stor

havn efter at have sejlet rundt på havet i ugevis.Efter en nat i baronens seng er det tid til at

køre tilbage til stationen for at opklare, om jegkan få en billet tilbage sydpå med Gazproms pas-sagertog, som afgår et par gange om ugen. Togeter et arbejdstog, så de almindelige spillereglermed at købe en billet, hvis der er plads, gælderikke her. Det skal da også vise sig at blive sværereend som så. Til sidst lykkes det dog alligevel. Etfirma, som arbejder i området, viser sig at holdeet antal billetter til toget og sætter mit navn påén af dem. Det er det nemme ved at rejse i Rus-land. Selv ting, som synes umulige, ender somregel alligevel med at kunne lade sig gøre, hvisbare man betaler prisen. I mit tilfælde var prisen2.000 kroner.

Tilbage i byen Salekhard ringer jeg til min kon-takt, som har hjulpet mig med at skaffe tilladel-sen til at rejse på Jamal.

»Det er godt, at du ringer! FSB har kontaktetmig for at høre, hvad det er, du laver. De vil gernesnakke med dig,« fortæller Jurij.

Kort tid efter befinder jeg mig hos chefen forden lokale FSB-afdeling. Til min store lettelse serhan ikke alt for bister ud, og min timelange afhø-ring ender så godt, at chefen smiler og fortæller,at jeg altid er velkommen på Jamal en andengang. Jeg takker og giver hånd, inden jeg igenbegiver mig udenfor i byen for at finde en café,hvor jeg kan fejre, at mit lille cykeleventyr ind ihjertet af Gazprom ikke endte med anklager omspionage og et bekendtskab med det russiskefængselsvæsen. N

REJSEN DERTIL

Den nemmeste vej til Jamal går via Moskva. Herfrakan man flyve videre med Yamal Airlines til byen Sa-lekhard (ca. 3.000 kr. t/r), som ligger for foden afhalvøen.

Videre transport fra Salekhard foregår med helikop-ter eller med arbejdstoget ad Gazproms jernbane.Billetter sælges dog kun i særlige tilfælde til turister(se nedenfor).

Nord Rail sælger togture for turister ad Gazpromsjernbane med mange afgange i 2016.

Se mere på: www.nordrail.com

Selv ting,som synesumulige,

ender som re-gel alligevelmed at kunnelade sig gøre,hvis bare manbetaler prisen.I mit tilfældevar prisen2.000 kroner.

På besøg hos en afGazproms små statio-ner langs jernbanen.Vagterne her er gæst-frie og byder indenfortil mad og te.

RUSLAND

Moskva

JP-kort

JAMALHALVØEN

SIBIRIENJAMALHALVØEN

Bovanenkovo

Obskaya Grafik: GERT GRAM

Gasfeltet Bovanenkovo ligger cirka 600 kilometer nord for polarcirklen.Cirka én gang i døgnet passerer et tog forbi på vej mod gasfelterne nordpå.