Skrig om stilhed

I sommeren 1968 flytter tre hippier ind i et gammelt bindingsværkshus i den lille tyske landsby Klein-Roda og påbegynder deres egen »Summer of Love«. Men den lokale befolkning bryder sig ikke om den fri kær-lighed og møder de unge med fjendtlighed.

Fyrre år senere flytter bestsellerforfatteren Sophie Winter ind i det samme hus i den samme landsby. Hun har skrevet en bestsel-ler om den gamle historie. Nu skal bogen filmatiseres, og samtidig begynder fortidens hændelser at hjemsøge landsbyen igen.

Dengang forsvandt en ung kvinde. Nu er en 12-årig dreng forsvundet. Landsby boerne betragter mistænksomt den mystiske for-fatter i det gamle hus. Hvad foregår der egentlig i huset, hvad skete der i det den-gang, hvem er Sophie Winter, og hvad har hun at gøre med den forsvundne dreng?

Den tidligere reklamemand Paul Bremer, som har trukket sig tilbage til et roligt liv i Klein-Roda, og som vi har mødt før i Anne Chaplets bøger, bliver endnu en gang in-volveret i en sag, hvor fortiden indhenter nutiden og ripper op i gamle begivenheder, som alle helst ville glemme.

Anne Chaplet er en af Tysklands mest populære kriminalforfattere. Hun bor i Frankfurt am Main og Sydfrankrig og er under sit rigtige navn, Cora Stephan, kendt som historiker og forfatter til en række bøger om politik og videnskab. Hendes kriminalromaner er blevet beløn-net med den tyske krimipris 2001, Radio-Bremens krimipris 2003 og den tyske krimipris 2004. Med sine spændende intriger, sit farverige persongalleri og sine realistiske kulisser giver Anne Chaplets bøger et nuanceret og stemningsfuldt bil-lede af det moderne Tyskland.

Læs også:

Caruso synger ikke mere

»Velkrydret med flere gåder … man er konstant godt underholdt« – Politiken

»Anne Chaplets roman er et lykketræf for den tyske kriminallitteratur« – Der spiegel

intet andet end sandheden

Vinder af den tyske krimipris 2001

»Anne Chaplet er en blændende fortæller … intelligente intriger og sprællevende persongalleri«

– Berlingske Tidende

»Underholdende … velskrevet og fuld af tankevæk-kende sidespring.« – Weekendavisen

Liget i sneen


»Anne Chaplet er med denne tredje krimi på dansk blevet et kært bekendtskab« – Weekendavisen

»en helstøbt og næsten perfekt krimi« – HHHHH Jyllands-Posten

en ren død

»En fin, stemningsfyldt krimi, der giver lyst til mere.« – Ekstra Bladet

»Anne Chaplet kan både plotte og opbygge atmosfære.« – HHHH Jyllands-Posten

ANNE CHAPLET

ANNE CHAPLET SKRIG OM STILHED

SKRIG OMSTILHED

SOHN | KRIMISOHN | KRIMI SOHNSOHN SOHN

KRIMI

ISBN 978-87-7122-039-1

w w w . S o h N . d k

Foto

© H

ans

sche

rhau

fer

C-format 14 x 21,5 cm • Flap: 12 cm blank kachering partiel lakering: mat kachering bund:_________ motiv:__________ RYG: 20,2 mm

SKRIG OM STILHED.indd 1 1/25/2012 11:27:50 AM

1

Skrig om stilhed

Skrig om stilhed - rettet 2.indd 1 13-02-2012 12:02:06

2

Anne ChAplet

Skrig om stilhed

Kriminalroman

på danSk ved Steen Sohn

Sohn

af samme forfatter:

Caruso synger ikke mere, 2008Intet andet end sandheden, 2009

Liget i sneen, 2010en ren død, 2011


3

Anne ChAplet

Skrig om stilhed

Kriminalroman

på danSk ved Steen Sohn

Sohn

af samme forfatter:

Caruso synger ikke mere, 2008Intet andet end sandheden, 2009

Liget i sneen, 2010en ren død, 2011


4

Skrig om stilhedaf anne Chaplet

oversat fra tysk af Steen Sohnoriginalens titel: Schrei nach Stille

© Ullstein Buchverlage Gmbh, Berlin 2008/List verlagdansk udgave © Forlaget Sohn 2012

omslag: Lars Bech-Jessen, bogmager.dkGrafisk tilrettelægning: Støvring Bogfremstilling

published by Forlaget Sohn, Christiansdal 64, dk-2610 Rødovre, denmark

Bogen er sat med optima af ansats@provinsen og trykt hos narayana press, Gylling

ISBn 978-87-7122-039-1

1. udgave, 1. oplag 2012

www.sohn.dk


5

When the truth is found to be lies

Jefferson AirplAne, 1966

At glemme er på samme tid både en fare og en nåde

theodor heuss


6


7

x

efter stormen


8


9

Huset. Det lever. Det forandrer sig fra dag til dag. Det rummer husspøgelser. Trolde. Oprørske nisser, der ikke rydder op om natten, men som stiller alt på hovedet. Flytter rundt på møbler-ne og gemmer genstande: brillerne, pungen, hoveddørsnøglen. Skaber uorden på skrivebordet, skaffer bøger af vejen, lader blyanter forsvinde, plyndrer spisekammeret, stjæler småpenge fra kaffedåsen, gemmer beskeden til rengøringsdamen.

Huset er blevet gammelt og gnavent. Træerne har stjålet lyset og taget vejret fra det. De er blevet for store. De rager op over tagskægget. De har kvalt alt, hvad der skulle blomstre under dem.

Hoveddøren kan ikke lukkes rigtigt længere. Det trækker ind gennem vinduerne i havestuen. Dørene i klædeskabet åbner sig af sig selv om natten. Som om huset bøjede sig.

Det dukker sig. Det krummer sig sammen. Det begynder at opsluge sig selv.


10


11

1

det varede lidt, før den første vanddråbe besluttede at fjerne sig fra de andres strøm, som forlod taget i retning af tag-

renden, og i stedet sivede gennem en revne mellem to tagsten. dér hang den lidt på kanten af det mørnede tegl og slap først, da den næste dråbe sluttede sig til. de to dråber faldt ikke dybt og landede blødt på en rottes pels. pelsen havde løsnet sig fra dens oppustede krop og lå som et springlagen på den slimede vandoverflade i den grå zinkbalje. om sommeren, når det ikke havde regnet længe, var baljen tom. nu var den næsten fuld.

Flere dråber fulgte efter den første, først langsomt, så stadig hurtigere, nu da vejen var banet. deres nedslag fik rottepelsen til at skælve, og den begyndte langsomt at drive med vandet i baljen. Baljen fyldtes, indtil vandoverfladen hvælvede sig og endnu en pioner blandt vanddråberne vovede springet ud i det ukendte, fra baljens kant og ned på gulvets støvede brædder. Støvet sugede den begærligt op, også den næste og den næste og alle andre, indtil det var mættet og tillod dråberne at finde vej til et andet sted. Først samlede de sig i et knasthul, så strøm-mede de videre, nedad, forbi en mægtig skibskuffert, der stod i vejen med åbnet låg, og hvori det glimtede og glinsede. de styrede uden om en støvet lænestol og et bord, der var dækket af svalelort, og nærmede sig til sidst en revne mellem bræd-derne. de fugtede støvet mellem plankerne og sivede dybere ned, gennem træspåner og støv, gennem ler og mørtel, gennem de gange, som musene havde anlagt, og deres reder af hø og fjer og plastikstumper, trængte igennem og faldt igen på træ,


12

denne gang glattere og hvidlakeret. de fulgte en blød runding, hurtigere nu, da de ikke mødte nogen modstand. Snart kom de til endnu en revne mellem to gulvbrædder.

dråberne havde orden i rækkerne. den første faldt ned i det uvisse, tøvende fulgte den næste. den fulgtes af andre, sta-dig hurtigere, som lemminger, der styrer mod afgrunden. de sprang, de faldt, de dryppede ned, de forenede sig i en skæl-vende pyt og gennembrød derpå som en beslutsom strøm den sidste barriere.

I kælderen blev de til et lille vandløb og tog kurs mod nogle ikke længere helt hvide hælkapper på et par lyseblå Converse Chucks.


13

2

dryp.hun fór op. der var mørkt i værelset, kun i den anden

ende af rummet kunne man se vinduets lyse firkant glimte gen-nem gardinerne.

dryp.hun lukkede øjnene og forsøgte at stedfæste lyden.dryp.I et rædselsøjeblik bildte hun sig ind, at den opstod inde i

hendes hoved, at den udvidede sig, trængte ud, sprængte hen-des kranium.

drypdryp.hurtigere nu. efterfulgt af en slags fugtig smasken.Sophie Winter lod sig synke tilbage i puderne. vanddråber,

over hende. over hendes hoved, over træloftet, der var malet lysegråt, på loftsværelset. og derover et atlantisk lavtryk.

Stormen, der syntes at have luret, jog med en dyb orgeltone forbi i en pludselig kastevind, ruskede i vinduet, fejede gennem de knagende trækroner i haven.

træerne, tænkte hun. de vælter ned over taget. Fejer tagste-nene væk. River et hul i min hule og lader elementerne komme ind. Bjælker og tegl og mørtel og mursten og vand.

oven over hende trommede dråberne på træloftet.Sophie forsøgte at drømme sig derhen, hvor der var stille:

hestestalde, biblioteker, havehytter, Stillehavet, høstakke. Men i dag lykkedes det hende ikke at dykke ned i det beskyttende


14

indre rige, stormens lyde overdøvede alt. Undtagen de lyde, huset gav fra sig ved hvert eneste vindstød.

du skulle ikke være kommet, hviskede det.nu dryppede det ikke kun over hende, men også ved siden

af hende. vandet var trængt gennem soveværelsesloftet, drå-berne plaskede stadig hurtigere mod gulvbrædderne ved siden af hendes seng. hvis du ikke stiller noget under den læk, vil du være våd i morgen, tænkte hun og gik i tankerne ned ad trap-pen for at hente en gulvspand.

hun hørte dråberne på gulvet, hurtigere, stadig hurtigere. hun hørte sit eget åndedrag, underligt presset. hun hørte puls-slagene i ørerne. hun hørte det hviske.

en spand. omgående.en spand mod syndfloden? hun trak sengetæppet op om

ørerne og vendte sig om på siden.katten sprang op på sengen og gned sig spindende ind mod

hende. Stormen tog af. der kom færre dråber. endelig faldt hun i søvn.

hun vågnede først, da det allerede var lyst. et øjeblik vidste hun ikke, hvor hun var, og hvor den lyd, der havde vækket hende, kom fra. til sidst satte hun sig op i sengen, svingede benene ud over kanten og skreg sagte, da hun satte fødderne i det våde. en pyt. hvorfor var der vådt i hendes soveværelse? en skygge sprang ned fra sengen og bevægede sig hen mod døren. hvad var det?

Sophie rystede forvirret på hovedet. ved soveværelsesdøren ventede katten og løb stille mjavende foran, ned ad trappen. hun fulgte efter dyret.

og så hørte hun den igen, lyden. en energisk banken, som om nogen ville ind. Men lyden kom ikke nedefra, fra hoved-døren. den kom oppefra. Fra loftet. nej: fra taget. Sofie løb ovenpå igen på bare ben, fandt jeans og t-shirt på en stol i soveværelset, tog tøjet på og gik nedenunder igen.


15

hoveddøren var lukket, låst. og nøglen. hvor var den for-bandede nøgle? katten gav en spørgende lyd fra sig, den stod i gangen med højt hævet hale, foran en låst dør og så opfor-drende på Sophie. Sophie lavede lokkende lyde, mens hun gik over og åbnede døren til køkkenet. katten. Så hvid som sne.

I ét spring landede dyret på køkkenbordet og bukkede sig over en lille skål med tørfoder. Sophie lyttede til den stille knasen, der lød, når den bed de mørke stykker over. pludselig mærkede hun sin egen sult. og tørst. tørst efter kaffe.

hun fyldte vand på maskinen og skovlede et par skefulde kaffebønner i filteret. Så vendte hun sig og åbnede brødkassen. krummer. en tom papirspose. det var alt. og i køleskabet? på vejen derhen blev hun stående. hun havde købt brød i går. helt sikkert. Fuldkornsbrød med spelt, et halvt brød. „det sæd-vanlige?“ havde nicole i Jürgen’s Minimarked spurgt, mens hun allerede holdt brødet i hånden og uden at afvente hendes svar puttede det i en pose.

hvis der ikke er noget brød, så har du heller ikke købt et, skældte hun sig selv ud og skrev „Brød!“ på en seddel på køk-kenbordet, hvor der i forvejen stod „husholdningsfilm!!!“.

Udenfor tog vinden til og buldrede gennem træerne. dér var den igen, lyden – ikke længe en banken, snarere en dump hamren og skraben. ved hvert slag syntes huset at sitre, som om det var bange.

nej, tænkte Sophie. Som om det ville lukke dem ind, natur-kræfterne. Som om det gav efter.

hun skyndte sig fra køkkenet ud i gangen. hoveddørsnøg-len lå, hvor den altid lå, hvor den havde ligget næsten et år, så længe hun havde boet her, i en skål på buffeten. hvor skulle den ellers være? hun låste op, åbnede døren og trådte udenfor. Grantræerne i forhaven svajede og stønnede, når vindstødene rev i dem.

„vil de i det mindste ikke lade nogle af træerne fælde? der er så dystert hos dem,“ havde naboen spurgt i sommer, kort tid


16

efter at Sophie var flyttet ind. hun havde bare rystet på hove-det. hvad skulle hun egentlig have sagt? træerne er tabu?

Slyngrosen ved siden af huset havde løsnet sig fra espalieret, dens lange skud viftede gennem luften som piske, en af dem strejfede hendes hår og havde nær sat sig fast. Sophie trådte et skridt tilbage og missede op mod de blå pletter mellem de viftende trækroner, hvorover lammeskyerne drev hurtigt forbi. her foran så alt ud, som det plejede, der lå kun nogle kviste uden blade på jorden. og laurbærbusken i den store skål med de små løvehoveder, der stod ved siden af havelågen, var væl-tet. Gør ikke noget, tænkte hun. det er jo kun plastik.

For bare et par år siden havde hun anset en kunststofskål i terrakottastil som et utilgiveligt stilbrud. Men dengang havde hun jo også en stabil ryg. hun lod skålen ligge, den ville jo al-ligevel vælte, hvis vinden ikke tog af. Så gik hun om bagved, til haven bag huset.

en kastevind ramte hende, da hun kom rundt om hjørnet. I samme øjeblik borede noget spidst sig op i hendes fod, med en bidende, ond smerte. hun så ned ad sig selv. hendes fødder var bare. hun havde ikke taget sko på.

det er ikke noget, hviskede en stemme i hende. du koncen-trerer dig aldrig, tænker altid på mindst tre ting på én gang. du hører heller ikke til de yngste længere.

hun balancerede på ét ben, mens hun trak glasskåret ud af fodsålen. og så hævede hun blikket.

to graner med revnede stammer var væltet ned over det ba-geste hegn, formentlig spærrede de vejen. hun måtte ringe til nogen – men hvem? det frivillige brandkorps? Byrådets repræ-sentant i lokalsamfundet?

Sophie strøg det våde hår væk fra panden. hun havde ikke set sig i spejlet i dag, håret var ikke redt, og tænderne var ikke blevet børstet. Forhåbentlig var der ingen, der så hende sådan. og så vandrede hendes blik fra de væltede graner opad, mod bagsiden af huset. Birketræet. også det havde engang været et


17

lille træ. Men i mellemtiden var det vokset op til tagskægget. og nu havde det bøjet sig ind over huset, trykkede mod taget og gned sig mod tagrenden.

„vi fælder også træer,“ havde manden sagt dér, hvor hun havde bestilt træ til vinteren, den gamle otto, der boede et par gader længere henne, og som havde afleveret de sirligt flæk-kede bøgekævler i sin Bulldog. han ville også have stablet dem for hende, hvis hun havde bedt ham om det. „det er da ikke et arbejde for en ung kvinde!“ Gammelmandscharme. Men han havde ramt et ømt punkt. tit savnede hun – en mand.

en som Conrad, som havde hugget brændet til kaminen. en man kunne drikke vin med, en man kunne elske. Mange gange kunne hun ikke længere helt præcis huske, hvorfor de egentlig var blevet skilt. det havde været godt sammen med ham, i de par år. hun så hans profil for sig, den smalle, noget vindskæve næse, hun havde betragtet i dæmringen i klipperummet, hvor de havde siddet ved siden af hinanden i dage og nætter. det havde altid været et magisk øjeblik, når filmmaterialet blev sat på, spole for spole. de havde gjort det til et ritual at åbne en god flaske vin og skåle for værket og dem selv, mens de første billeder løb hen over skærmen, og Conrad havde tændt sig en cigarillo.

Forbi. og det var bedst sådan. Ingen mand, heller ikke han, ville nogensinde have fået lov til at flytte ind her. Ikke i dette hus. desuden kan man også godt drikke en god flaske vin ale-ne.

Sophie rystede fortumlet på hovedet. drøm nu ikke. Frem for alt ikke om fortiden.

Igen bevægede birken sig på grund af et vindstød. hun tråd-te et par skridt nærmere. det var ikke birken, der var knækket, med derimod en af granerne, der var væltet ind mod birken. derefter havde træet bøjet sig, og det flade rodnet havde hævet sig som en tallerken, mens kronen lå over taget. Igen hørte hun det skrabe og banke. og som i trance gik hun derover, tog fat


18

i træstammen, ville få den til at bevæge sig. et latterligt forsøg. hun lod hjælpeløst armene synke ned.

vinden syntes at holde vejret. hun hørte en piben, der lang-somt blev højere. og så blev tonen dybere. hun lyttede efter lyden, den rørte ved et eller andet i hende, hun fornemmede vidde og ensomhed. tonen kom nærmere. Luften vibrerede. en-delig fattede hun det. Løb, nåede hun at tænke. Men straks var vindstødet over hende og pressede hende mod birkestammen. hun forsøgte at trække vejret og stemme mod det enorme tryk. hendes t-shirt fyldtes af luft og blafrede. over hende knirkede kviste, grene splintredes. I dette øjeblik bevægede birkestam-men sig. Granen fulgte efter. hun hørte det knage og revne. Sophie faldt. og så sænkede en sky af våde grangrene sig over hende og omsluttede hende.

da hun igen kom til sig selv og slog øjnene op, kunne hun intet se. Men der duftede af harpiks og fugtig jord. hun kunne smage blod og lod tungen glide over underlæben, der føltes bedøvet og var begyndt at svulme op. over hende susede og hviskede det, noget nærmede sig, et dyr? hun forsøgte at råbe, forsøgte at bevæge sig, benene, armene, hovedet. træet havde begravet hende under sig. hun ville fryse ihjel.

noget hviskede. noget ville hen til hende. trængte sig gen-nem grenene. Ikke, nåede hun at tænke. Så døsede hun væk.

Så hvid som sne, så rød som blod. Sikke en smuk fugl. Under enebærtræet.


19

3

hørte du det?“ Ulla abel stillede strygejernet fra sig, gik hen til vinduet og kikkede ud.

„hvad skulle jeg have hørt?“ peter abel åbnede avisen, fol-dede siderne bagud med et kraftigt ryk og foldede den sammen igen. hun hadede den lyd, han lavede, når han bladrede i avi-sen. hun havde hadet den i årevis.

„derovre. hos Winter. Jeg hørte, at det klirrede.“„og hvad så?“„og før det – det må have været et af træerne, der væltede.“„det er godt. Bare væk med det. og så bliver det jo også

lysere.“ peter hadede derimod, når han blev forstyrret i sin avis-læsning om morgenen. de var et vidunderligt par. og havde været det i årevis.

„Skal jeg gå derover?“peter brummede. „hun kan godt klare sig selv. Sørg du hel-

lere for, at du bliver færdig med mine skjorter først.“ han tog en slurk kaffe, slubrende som altid.

Ulla lagde den strøgne skjorte sammen og til side og bredte den næste ud over strygebrættet. Sådan en storm havde hun ikke oplevet i lang tid. hun havde ligget vågen den halve nat. Men peter havde bare snorket. Som altid.

„og hvad så, hvis der er sket noget med hende?“„er du bange for det?“Ja, tænkte Ulla. nej. Men kvinden var alene. og hvis der nu

virkelig var sket noget …„hun er vores nabo, peter.“

„







Læs også:









Liget i sneen




en ren død



ANNE CHAPLET


SKRIG OMSTILHED


KRIMI

ISBN 978-87-7122-039-1


Foto

© H

ans

sche

rhau

fer








Læs også:









Liget i sneen




en ren død



ANNE CHAPLET


SKRIG OMSTILHED


KRIMI

ISBN 978-87-7122-039-1


Foto

© H

ans

sche

rhau

fer








Læs også:









Liget i sneen




en ren død



ANNE CHAPLET


SKRIG OMSTILHED


KRIMI

ISBN 978-87-7122-039-1


Foto

© H

ans

sche

rhau

fer



Documents

Skrig om stilhed