Skov&Folk nr. 2 juni 2010 1

Mellem skovfældning og kristen mission

Mennesker er også en del af naturen

Udvikling eller indvikling

Verdens bedste dæmning

Medlemsblad for NEPENTHES 27. årgang - 2 / 2010

Temanummer: Oprindelige folk

Global kamp for kollektive rettigheder

2 Skov&Folk nr. 2 juni 2010 Skov&Folk nr. 2 juni 2010 3

Nepenthes' status som udviklingsorganisation – og ikke bare miljøorganisation med fokus på skov, som mange ellers forbinder os med – blev understreget med Danida-programaftalen fra 2009. Aftalen, som har et samlet budget på 43 mio. kr. de første tre år, danner nye rammer for Nepenthes' udviklingsarbejde og er koncentreret om Honduras, Nicaragua og Bolivia. Pengene skal sikre bæredygtig skovforvaltning med henblik på at sætte en stopper for den nuværende intensive rydning af unik regnskov. I det arbejde er et helt centralt element og et af Nepenthes' største og vigtigste indsatsområder at sikre oprindelige folk i de pågældende skovområder ret-tigheder og indtægter.

Med indeværende temanummer forsøger vi at tage pulsen på oprindelige folk i Latiname-rika. Fokus er på det enorme pres fra den moderne verden, hvor især tømmer- og palmeolie-industrien er med til fuldstændig at forandre levevilkårene for regnskovsindianerne. Blandt artiklerne indgår også beretninger fra penanerne i Borneos regnskove – beretninger, som kan ses som et skræmmende spejl på, hvor galt det kan gå for de oprindelige folk, når rettighederne fratages dem, og markedskræfterne får frit spil.

www.statsministeren.net

Statsministeren, af Carsten Graabæk

Mellem skovfældning og kristen mission4

8 Udvikling eller indvikling

Traktoren bakket ud af miljøministerietFORSIDEFOTOFoto: Henrik Egede Lassen

REDAKTIONSUDVALG I DETTE NUMMERErik Højerslev (ansv. redaktør), Kristian Jørgensen, og Cebrina Rasmussen

LAYOUTCebrina Rasmussen

TRYKFrederiksberg Bogtrykkeri A/S

FLYTTER DU? Så HUSK at give Nepenthes din nye adresse.Ring på tlf. 86 13 52 32 eller send et „flyttekort“.

ADRESSERHovedkontor, generel information:Odensegade 4B, Postboks 5102, 8100 Århus CTlf. 86 13 52 32 · Fax. 86 12 51 49E-mail: info@nepenthes.dk · www.nepenthes.dkKontortid: Mandag til fredag kl. 10.00–14.00

Lokalkontorer: Nepenthes KøbenhavnØkologihusetBlegdamsvej 4B, 2200 København NTlf.: 35 37 36 36 · E-mail: kbh@nepenthes.dk

Lokal afdeling:Nepenthes MønSkolegade 6, 4780 StegeTlf. 55 82 62 84E-mail: info@tvaersam.dk · www.tvaersam.dk

PBS-STØTTEMEDLEMSKAB50 kr. 100 kr. 150 kr. om månedenBeløbet er frit – mindstebeløb dog 25 kr.

BASIS-MEDLEMSKABAlm. medlemskab kr. 300,- Studenter og pensionister kr. 300,- Institutioner kr. 370,- Abonnement kr. 195,- Indbetales på giro 1 37 32 18

OPLAG2.000. Tilsendes alle medlemmer og abonnenter.ISSN 1396-2043

Skov&Folk er støttet af Undervisningsministeriets tips/lottomidler.

SKOV&FOLK PÅ NETTETVil du gerne have artikler fra Nepenthes’ medlemsblad

Skov&Folk, har du mulighed for at downloade dem fra www.nepenthes.dk > Pressecenter

Bevarelse af regnskovStøtte til indfødte folkEn indsats for naturskov i DanmarkFSC-miljømærkning af træFormidling og oplysning

- ansvarlig indsats for verdens skove

Global kamp for kollektive rettigheder12

10 Verdens bedste dæmning

Mennesker er også en del af naturen6

Så blev traktoren bakket ud af Miljøministeriet. Den nu for-henværende miljøminister Troels Lund Poulsen – eller Trak-tor-Troels, som hans forgænger på posten Connie Hedegaard døbte ham – har i perioden fra 2007 til 2010 været regeringens miljøpolitiske kransekagefigur. Vi har i denne periode lagt øre til potent politisk retorik med brug af store ord såsom karakteristik-ken af Danmark som „ambitiøs, historisk og foregangsland“, men har samtidig været vidner til impotent handling. Mens Connie Hedegaard trods sin regeringsfæller nok forsøgte at bringe miljøet tilbage til fode, var der med Troels Lund Poulsen ved roret arbejdsro for landbrugs-rødderne i det politiske bagland.

Ny minister på posten blev Karen Ellemann, og i hendes første tid har hun vist sig som værende grøn. Desværre grøn på den helt forkerte måde. Arven fra hendes forgænger må bestemt ikke være nem for en ny minister, hvilket bl.a. kommer til udtryk i „tabersagen“ om det nationale testcenter for vindmøller i Thy. El-lemanns videre håndtering af sagen har på ingen måde løst knu-derne, og hendes egen politiske troværdighed har allerede ramt bunden hjulpet godt på vej af en statsminister, der i et krapagtig forsøg på at vise lederskab påtvang en „grøn“ miljøminister et standpunkt, der ikke kan forsvares. Vi kan måske trøste os med, at det i fremtiden kun kan blive bedre.

Netop sagen om vindmøllerne i Thy har haft stor mediebe-vågenhed, og Nepenthes har i flere omgange bidraget til den offentlige debat. Personer med lokalkendskab vil vide, at Østerild Plantage, der udgør det geografiske omdrejningspunktet for hele debatten, på ingen måde er et ideal for danske skove. Hertil har flere sat spørgsmålstegn ved, hvorfor Nepenthes kæmper for et område, der primært består af indførte arter som sitkagran og bjergfyr, når det er dette skovbillede, vi normalt kæmper imod. Svaret herpå er af principiel karakter: Hvis vi i Nepenthes skal kæmpe for fremtidens, og ikke mindst den uforstyrrede, natur, så nytter det for os at se ikke bare at se på, hvad der de facto findes af natur på Østerild. Intet andet sted er der så langt mellem be-byggelser, og intet andet sted er der så god sammenhæng mellem

store naturområder. Østerild bør derfor betragtes som et udtryk for fremtidens vildmark, og her skal vi ikke have store industrian-læg. Ej heller vindmøller. De må ud på markerne.

Frihedsminister

Det var ikke kun på miljøområdet, Danmark fik ny minister. Sø-ren Pind, der ellers tidligere blev betragtet som liberal i en sådan

grad, at det kunne gå ud over Venstres vælgertilslut-ningen, har nu fået taburet-ten som udviklingsminister. Eller med Pinds egne ord frihedsminister, som han således har opgraderet sig selv til.

Det gode ved Søren Pind er, at han siger, hvad han me-ner. Derfor er det heller ikke kommet som en overraskelse, at der er gået liberal ideologi i udviklingsbistanden. Ud-meldingerne om at trække gulvtæppet væk under dansk bistand til Latinamerika rammer Nepenthes direkte. Vi undrer os over, at Pind & co. ikke kigger på nogle af

de fantastiske resultater, danske organisationer har opnået i netop Latinamerika og ikke mindst på udviklingspotentialet i dette om-råde, inden man, i foragt over den politiske venstredrejning i regio-nen, melder sig ud. Friheden til at være politisk uenig med Søren Pind synes at være helt og aldeles fraværende i frihedsministeriet.

En frihedsorganisation

Udviklingsarbejde handler om mennesker, uanset hvad de stem-mer til deres respektive valg. Det er en blandt mange vigtige pointer i indeværende temanummer, hvor vi med forskellige ind-gangsvinkler forsøger at tydeliggøre vigtigheden af Nepenthes’ arbejde med at sikre rettigheder til oprindelige folk i de områder, vi opererer i. Dermed er Nepenthes foruden at være en miljø- og udviklingsorganisation opgraderet til en frihedsorganisation – i hvert fald i den Pind’ske udlægning.

« » FORMANDEN HAR ORDET

Kristian Jørgensen Formand for Nepenthes

Temanummer: Oprindelige folk

Foto

: Ton

je E

liass

on

„Skoven, der danner rammen for penan-ernes fysiske overlevelse og kosmologi, er så ødelagt, at det ikke længere er muligt at forsætte deres traditionelle jæger-samler-tilværelse. Penanerne har formentlig valgt kristendommen til, fordi deres førkristne religion, med troen på skovens ånder, varselsfugle og magi, ikke længere giver mening for dem, nu hvor skoven ikke er som den var.„Læs mere om omfattende skov-rydning og borneoindianernes kamp for rettigheder og kulturel overlevelse på side 4-5

Traktor-Troels

Illustration: Peter Smidt

4 Skov&Folk nr. 2 juni 2010 Skov&Folk nr. 2 juni 2010 5

Vi er på vej gennem regnskoven på en gammel tilgroet tømmervej, da Lucas Selapan lægger sit pusterør til munden og sigter mod trækronen tyve meter over os i træet. Han fylder sine kinder med luft og lader i en lille lydløs eksplosion en pil glide gennem hovedet på en fugl, der dumper ned på jorden foran os. Han sam-ler fuglen op og fortæller med et skævt smil, at dette er en juhit amen. Fra mine studier af penanernes religion ved jeg, at en juhit amen er en varselsfugl. I pena-

nernes traditionelle religion var de mel-lemledet mellem menneskene og ånderne, og fra deres kald eller flugt over him-len kunne penanerne navigere i skoven mellem onde ånder og andre farer. Jeg troede varselfuglene var tabuerede og spørger derfor med åbenlys undren, om man må skyde disse fugle. Lucas smiler anerkendende, ty-deligvis glad for at jeg kender til hans kultur og svarer: „I gamle dage måtte vi ikke

skyde dem, men nu er vi kristne. Nu

skyder vi det hele.“Denne hændelse er

siden blevet et billede på penanernes situation for

mig. De seneste års massive skovhugst og kristen mission har

ændret penanernes kultur markant, og meget lidt er, som før bulldozerne

lavede vejen gennem skoven for om-kring tyve år siden. Dengang vandrede penanerne stadig som nomader i Borneos regnskov og ernærede sig som jæger-sam-lere. Som nogle af de sidste opgav Lucas og resten af hans gruppe for fire år siden livet som nomader på Borneo. De kunne ikke længere finde de nødvendige ressour-cer i skoven for at overleve.

Ingen ret til skoven

Det vurderes, at kun 3 procent af den op-rindelige primærskov på den malaysiske del af Borneo er tilbage. I stedet spreder oliepalmeplantager sig i lange lige ræk-ker fra kysten og ind i landet. Bag denne overudnyttelse af Borneos naturressour-cer står regeringen, der har erklæret, at den vil gøre Malaysia til iland på rekord-

tid. For at nå dette mål har man siden 1970’erne tilsidesat de indfødtes rettighe-der og approprieret det ene stykke skov efter det andet til industriel udnyttelse.

De største tabere i denne udvikling er penanerne. Ifølge malaysisk lovgivning kan de indfødte folk kun gøre krav på et område af skoven, hvis de kan dokumen-tere, at de har dyrket jorden siden 1959. Men på grund af deres nomadiske tilvæ-relse efterlader penanerne nærmest ingen aftryk. Det er umuligt for dem at doku-mentere deres ret til de leveområder, de har beboet gennem utallige generationer.

Tømmerfirmaerne og den kristne mission

Da naturfotograf og gammel Nepenthes-mand, Henrik Egede Lassen, besøgte Lucas og resten af hans gruppe i Ba Puak for tre år siden, var deres største ønske et langhus, hvor de kunne starte deres nye liv som fastboende. Idet de hverken havde vi-den om eller råd til at bygge et hus, ville de bede tømmerfirmaerne om hjælp. Denne praksis er ikke ualmindelig på Borneo. Når tømmerfirmaerne hugger de ind-fødtes skov, bygger de ofte et langhus til dem som en slags kompensation. Penan-gruppens afhængighed af tømmerfirmaet bekymrede imidlertid Henrik. Derfor satte han sig for at skaffe penge til et langhus, der ikke skulle gives i bytte for skov, og som penanerne selv kunne være med til at bygge. Projektet blev en realitet da Søren Rasmussen, direktør for Albatros Travel, takkede ja til at støtte projektet. Det første hus stod færdigt i februar i år, og der er yderligere to på vej til sommer.

Penanernes ønske om et langhus er formentlig et resultat af stærk påvirkning udefra, nok i særlig høj grad fra kristne missionærer. Missionærerne har gjort en ihærdig indsats for at få penanerne til at opgive deres liv som jæger-samlere til for-del for et „civiliseret liv“ som fastboende, med hvad der dertil hører af jordbrug, sko-legang og bibellæsning. Denne udvikling giver umiddelbart anledning til forfærdelse hos antropologer og andre, der ønsker at bibeholde den unikke jæger-samlerkultur isoleret fra udefrakommende påvirkninger såsom kristendom og kapitalisme. Det var derfor ikke uden en god portion ambiva-lens, jeg forlod Ba Puak efter at have ledet opførelsen af det første langhus. Penanerne var glade for deres nye hus, og jeg var glad på deres vegne. Men som antropolog var det vemodig at se nogle af verdens sidste regnskovsnomader flytte ind i et langhus. Jeg havde som tovholder på projektet bi-draget til det, de kristne missionærer ville kalde en civiliseringsproces. Tvivlen na-gede mig pludselig. Hvad skulle gruppen egentlig med et langhus? Hvad var der i vejen med deres små familiehytter mellem træerne af rafter og presenning? Hvilke konsekvenser ville vores opfyldelse af deres ønske om et langhus få for deres kultur?

Umulig redningsaktion

Desværre er erkendelsen nok den, at ødelæggelsen af skoven har haft en så indgribende og omfattende indvirkning på penanernes traditionelle kultur, at det ikke giver mening at forsøge at bevare eller genoprette den. Skoven, der danner rammen for penanernes fysiske overlevelse

og kosmologi, er så ødelagt, at det ikke længere er muligt at forsætte deres tradi-tionelle jæger-samler-tilværelse. Penanerne har formentlig valgt kristendommen til, fordi deres førkristne religion, med troen på skovens ånder, varselsfugle og magi, ikke længere giver mening for dem, nu hvor skoven ikke er, som den var. Pena-nernes ønske om et langhus kan jeg kun se som et led i denne udvikling. Det er et tegn på, at de aktivt forsøger at omstille sig til at møde den verden, der presser sig på udefra. Og netop fordi penanerne selv har truffet dette valg, bør vi støtte dem i det, uafhængigt af muligheden for at valget er truffet som et resultat af missionærernes påvirkning.

Kulturer er altid dynamiske og i udvik-ling, og derfor behøver vi ikke nødvendig-vis begræde de ændringer, der sker. Det synes dog klart, at det udefrakommende pres på penanernes kultur har været alt for stort, og at udviklingen går for hurtigt. Vi har uden held forsøgt at købe Ba Puak- gruppens del af regnskoven for at give penanerne et stykke skov, de kunne råde over. Således synes det umuligt at bremse skovfældningen for at sænke tempoet på udviklingen. Hvad vi kan gøre, er dog at støtte penanerne i selv at være aktører i de-res kulturs udvikling. Som udgangspunkt har penanerne ikke de økonomiske og vi-densmæssige forudsætninger for at tilpasse sig udviklingen. Men med vores økono-miske støtte kan vi skabe rammerne for, at penanerne kan være med til at forme sig en fremtid uafhængigt af tømmerfirmaerne, der ellers ville være den nærmeste „hjælp“.

Mellem skovfældning og kristen mission

Lucas Selepan skyder en varselsfugl. For bare ti år siden var denne fugl budbringer fra ånderne i skoven. Kristne missio-nærers effektive indsats har ændret dette.

Resen Yu forklarer penanerne i Ba Puak hvordan man bruger et målebånd. Med tiden skal gruppen selv kunne bygge et langhus.

Det er vanskeligt at finde tømmer til langhuset. Tømmerselskaberne har allerede flere gange taget de store træer.

I Sarawak på det nordlige Borneo lever det lille jæger-samlerfolk penan hårdt presset af skovfældningen og oliepalmeplantagernes fremmarch. Kristne missionærer har længe forsøgt at "civilisere" penanerne, og nu synes det at lykkes. Delvis med hjælp fra undertegnede.

Af Carsten Toftrup Callesen toftrup@gmail.com Fotos Tonje Eliasson

Skov&Folk nr. 2 juni 2010 7

Der skal immervæk noget til at få forskningslederen for The Nature Conservancy, en af verdens største naturfredningsorgani-sationer, til offentligt at stille spørgsmålstegn ved en af grundpil-lerne i den internationale naturfredningsbevægelse. Men det er lige præcis, hvad han gjorde sidste år, da han begik, hvad han selv betegnede som „kætteri“ på organisationens hjemmeside med spørgsmålet: „Skal vi være stolte af de 18,8 millioner km2 beskyt-tede områder, som de internationale naturfredningsorganisationer har været med til at skabe?“

Forskningslederen havde netop læst Mark Dowie’s nye bog „Conservation Refugees“ om skyggesiden af naturfredningsbevæ-gelsens historie. Bogen indeholder veldokumenterede og hårrej-sende eksempler på, hvordan tilblivelsen af fredede områder verden over gennem de sidste hundrede år har forvist oprindelige folk fra deres hjemlande. Resultatet er, at mange oprindelige folk i dag ser naturfredningsorganisationer som nye imperialister, der bruger penge og indflydelse fra de rige lande til at fravriste dem deres jord.

Bogen har skabt en del debat i naturfredningsorganisationer. Ikke mindst fordi strategien med fredede områder har været udfordret på en række andre områder. Kritikken går dels på, at mange fredninger mest fungerer på papiret, dels at der kun er meget begrænsede områder tilbage med høj biodiversitet, og dels at det er åbenlyst, at klimaforandringerne kræver meget mere drastisk handling. Ønsket om at tænke nyt i naturfredningsbevæ-gelsen er taget til i de seneste år.

Da jeg fanger Dowie på telefonen, har han netop lagt røret på til Berlin, hvor han holdt telefonmøde med en tysk miljøorgani-sation, som også lige havde læst hans bog. „Det er vigtigt at kigge tilbage på historien, fordi den viser os, hvad naturfredningsorga-nisationerne bevæger sig væk fra i dag. Strategien med at skabe nationalparker, hvor man forviser de oprindelige beboere, har vist sig at være en kæmpe fejltagelse. Jeg tror, de fleste i dag er enige i, at ’exclusionary conservation’ er den forkerte vej at gå. Men samtidig kræver det jo tid at ændre kursen. De store naturfredningsforenin-ger har i dag udviklet sig til kæmpe foretagender, der ikke er særlig adrætte, og det at skabe forandringer i dem er lidt ligesom at skulle vende et hangarskib,“ siger Mark Dowie.

Forvist fra naturbilledet

Omkring 12 procent af jordens landoverflade er i dag under naturbeskyttelse. Det kan umiddelbart tolkes som et ubetinget fremskridt skabt ved altruisme. Men fremskridtet virker imidler-tid mindre overbevisende, når man tænker på, at omtrent halv-delen af jordområderne før fredningerne enten var beboede eller brugt regelmæssigt af indfødte folk, som ofte bliver forvist, når fredningerne træder i kraft.

Helt fra starten af naturfredningsbevægelsens historie har der været konflikter mellem oprindelige folk og dem, der gerne ville gøre de områder, de bor i, til nationalparker. Verdens første na-tionalparker blev skabt i USA i det 19. århundrede. Dowie viser, hvordan forfædrene til den moderne naturfredningsbevægelse bevidst præsenterede områderne som uberørt natur, selv om de mødtes og havde omgang med de indianere, der boede i skovene. I sin bog beskriver Dowie blandt andet, hvordan den berømte ame-rikanske fotograf Ansel Adams sørgede for at udelukke alle tegn på indianske bosteder i hans talrige billeder af Yosemite-området. Hans billeder gjorde Yosemite landskendt og var medvirkende til, at det blev lavet til en nationalpark, og at indianerstammerne blev forvist fra området. Men billederne og kampagnen for at “be-vare“ Yorsemite var også med til at støtte op om ideen om, at den amerikanske natur, som europæerne fandt, var uberørt. Sandheden var, at Yosemite faktisk i århundreder havde været en „produktiv, skiftende have dyrket af generationer af indianske stammer,“ som der står i bogen.

Oprindelige folks rolle i skovbevaring

Ifølge Dowie slås miljøbevægelsen den dag i dag med arven fra de første naturfredningsfolks natursyn, der ser mennesker som en modsætning til naturen. Det er først inden for de senere år, at der er ved at brede sig anerkendelse af, at mennesker faktisk er en del af naturen, og at mange indfødte folk har spillet – og fortsat spil-ler – en afgørende rolle i at bevare netop den biodiversitet, som naturfredningsorganisationerne har til formål at beskytte.

Bogen følger naturfredningsbevægelsen op i gennem det 20. århundrede, hvor arbejdet breder sig til alle verdens kontinenter.

Det er en misforståelse at tro, at man skal fjerne de folk, der bor i en skov, for at beskytte den. Den tilgang har haft tragiske konsekvenser verden over. Sådan skriver den prisbelønnede amerikanske journalist og forfatter, Mark Dowie, der sidste år udgav en bog om naturfredningsbevægelsens konfliktfyldte forhold til oprindelige folk. Bogen har skabt enorm debat langt ind i de internationale naturfredningsorganisationer såvel som blandt deres støtter. Skov & Folk har interviewet forfatteren.

Af Tim Whyte, Kommunikationsmedarbejder i Nepenthes, tim@nepenthes.dk Foto: Andreas Pinstrup Jørgensen

6 Skov&Folk nr. 2 juni 2010

På verdensplan anslår man, at mellem 5 og 10 millioner mennesker er blevet forvist for at skabe beskyttede om-råder. Langt størstedelen af dem er oprindelige folk, der i dag lever kummerlige forhold på udkanten af de områder, de engang rådede over.

„Men selv hvis du er ligeglad med de menneskelige konsekvenser af strategien med at skabe beskyttede områ-der, så er det slående, at strategien også har slået fejl som bevaringsinstrument i sig selv,“ siger Mark Dowie, og påpeger flere grunde til, at strategien ikke virker. Blandt andet ender de forviste oprindelige folk ofte som en trus-sel mod de områder, de tidligere har beboet og beskyttet. „Hvis du tager en gruppe mennesker, der er afhængige af junglen for at overleve, og forviser dem til områderne umiddelbart uden for et beskyttet område, så gør du dem med sikkerhed til krybskytter uden det ansvar, de tidligere havde. Der er ikke noget mere ødelæggende for et økosy-stem end at være omringet af en gruppe fattige og sultne menneske.“

På et mere grundlæggende plan er problemet, at der simpelthen ikke er mange områder med høj biodiversi-tet tilbage på jorden, og at en stor del af de områder, der er tilbage, er beboet af oprindelige folk. Hvis man tager et verdenskort og markerer de biologisk rige områder og lægger det over et kort, der viser, hvor indfødte folk bor i dag, vil man se, at det næsten er de samme områder, der står frem. Spørgsmålet er, om naturfredningsbevægelsen vil forvise de mennesker for at beskytte naturen? Eller om de vil se på, mens regeringer gør det?

De fleste naturfredningsorganisationer har anerkendt oprindelige folks rolle i naturfredning, men ifølge Dowie er der stadig lang vej igen, før de oprindelige folk bliver set som ligeværdige partnere og ikke bare som interessen-ter, på lige fod med virksomheder og andre med inte-resser i områderne. „Vi skal tilbage og se på de 108.000 beskyttede områder, vi har allerede har skabt og spørge, hvem der er blevet forvist, og om de skal have deres jord tilbage,“ siger den amerikanske forfatter, som mener, at det burde være en del af at genoverveje fredningsarbejdets rolle og mål i en tid med voldsomme klimaforandringer.

Hele verden som et beskyttet område

Naturfredningsbevægelsen skal ifølge den amerikanske forfatter væk fra den tankegang, der går op i beskyttede områder alene for at redde truede fugle og blomster og store pattedyr. Klimaforandringerne betyder, at det ikke længere giver mening at fokusere på at skabe enkelte „øer af vild æstetik“ for deres egen skyld. I stedet kræver tiden af os, at vi ser på, hvordan de enkelte områder bidrager til det globale økosystem. I den forbindelse kan der må-ske være nye muligheder for at anerkende den rolle, som oprindelige folk kan spille i forhold til de udfordringer menneskeheden står over. Dowie får det sidste ord: „Vi har brug for en global strategi, der ser på hele verden som et beskyttet område. Der er en ny generation af frednings-folk på vej op nu, der er begyndt at tage det perspektiv. Det er det, der er nødvendigt nu. Den globale naturfred-ningsbevægelse har ikke været global nok i sin tankegang.“

Mennesker er også en del af naturen!

8 Skov&Folk nr. 2 juni 2010 Skov&Folk nr. 2 juni 2010 9

I den øde nicaraguanske provins RAAN er tid og sted som sat ud af kraft. En flydende mængde af stråtækte træhuse, grønne træer og uendelige støvede jordveje gør det let at miste orienteringen. Kun enkelte store skilte insisterer hårdnakket på at nagle de små spredte tropelandsbyer

til en geografisk placering. Nødhjælps-skilte, som stod som små monumenter på nødhjælpsprojekternes ’tilstedeværelse’. En tilstedeværelse, som i værste fald bedst kunne beskrives som de stjålne skriblerier på bagsiden af toiletbåse: ’Danida was here’, ’USAID 2007’ osv. Sikkert er det i

hvert fald, at Nicaragua som det næst-fattigste land i Mellemamerika har haft en nærmest mytisk tiltrækningskraft på udviklingsdonorer.

Om Klondike og en bro

Rosita. En gammel mineby i det nord-østlige hjørne af Nicaragua og et ægte klondike, hvor lykkejægere sætter ud for at besætte de øde skovområder mod nord. Områderne omkring Rosita er hjemsted for de indfødte grupper Miskito og Sumo-Mayangna, som Nepenthes i længere tid har arbejdet sammen med. Jeg var på tur til landsbyerne Dibahil og Fruta de Pan med den lokale indianske organisation IPADE, en af Nepenthes’ samarbejds-partnere. Vi skulle besøge en frøbank, et lille træhus, hvor man fra år til år kunne gemme frø sikret mod mus og fugt. Om-rådet var kort for inden blevet ramt af or-kanen Ida, og så godt som alt havde været under vand.

Dibahil ligger med sin gudeskønne beliggenhed på et højdedrag afskåret fra oplandet af en flod, som otte dage tidligere var vokset til tidobbelt størrelse og havde opslugt adskillige afgrøder og husdyr i sin hærgen. En stålhængebro, som forbandt Di-bahil med den anden bred, var kraftigt be-skadiget og knap gangbar. Dele af rækvær-ket var revet i stykker, og enkelte gangbræd-der knækkede. Et fald fra den 15 meter høje bro ville utvivlsomt være dødbringende. Da

I november 2009 besøgte jeg flere af Nepenthes’ udviklingsprojekter i Nicaragua. Her fik jeg mulighed for at tale med oprindelige folk i de pågældende områder og gøre sporadiske erfaringer om Nepen-thes’ og andre organisationers udviklingprojekter. En på én og samme gang berigende og nedslående oplevelse.

Af Andreas Pindstrup, førstesuppleant for Nepenthes' bestyrelse, adipinstrup@gmail.comFotos: Andreas Pinstrup Jørgensen

jeg undrende spurgte min guide, hvorfor in-gen havde forsøgt at reparere broen, kikkede han nærmest uforstående på mig. Hvorfor skulle nogen dog gøre det?

Det viste sig, at udviklingsorganisatio-nen, som havde bygget broen, ikke havde involveret Dibahils befolkning i, hvordan en bro skulle vedligeholdes eller repareres. På samme måde følte ingen tilsyneladende rigtig ejerskab over broen, som så plud-seligt var kommet. Og som kunne få lov til at forsvinde lige så pludseligt. I mine øjne kunne et godt reb og lidt fingersnilde udmærket sikre uheldige indianerbørn mod det uhyggelige fald. Men mine øjne og mit syn var på mange måder forskelligt fra befolkningens og blindt for udvik-lingsarbejdets logik. Det skulle vise sig, at omstændighederne vedrørende broen var karakteristisk for meget af udviklingsar-bejdet i området.

Gavementalitet

I Divahil mødtes vi med Ismail, en al-vorlig og sjovt udseende mand, som var ansvarshavende for frøbanken. Da vi spurgte til frøbanken, lyste han op i et smil og begyndte at fortælle om projektets kvaliteter. Han sluttede af med at sige: „Vi er nogle, som stadig ønsker at arbejde, og projektet hjælper os til at arbejde“. Et interessant udsagn, som skulle vise sig at dække over den måde, hvorpå mange ud-viklingsprojekter endnu fungerede i områ-

det. En karikeret udlægning heraf kunne lyde som følger: (1) En rig vesterlandsk organisation træder ind på scenen med en stor bunke penge. (2) Så foræres befolk-ningen en skole, en bro eller en ko, uagtet hvad befolkningen selv mener, de har brug for. (3) Projektet afsluttes forhastet, mens den berørte gruppe står tilbage uden ejer-skabsfornemmelse og incitament til selv at gøre en indsats. Ifølge Ismail og IPADE er netop det en skitse til et typisk forløb, som utilsigtet bidrager til at gøre folk apatiske og uvillige til at deltage i de mere ’seriøse’ projekter, som i langt højere grad evner at inddrage befolkningen i projekterne.

Golde kakaoplanter og beskidt vand

Vi fulgte Ismail på en tur til hans land-brug i skoven. En overflod af plantain, bananer, yucca, kokosnødder og citrus-fruger voksede side om side med et utal af kakaotræer. Ismail beklagede sig dog over aldrig at kunne høste kakaofrugter. Planterne havde han fået af en østrigsk udviklingsorganisation, som gerne ville forbedre levestandarden, hvilket skulle ske gennem salg af kakaobønner på markedet. Min ’guide’ var agronom og forklarede lakonisk, at for at få så meget som én eks-porterbar kakaobønne skal det ene af to skud (moderen) på kakaoplanten afskæres i det andet leveår. Ellers vil ’moderens’ magt betyde, at det andet skud ’sønnen’ aldrig bar frugt. Det havde ingen fortalt

Ismail, og nu han stod tilbage med golde kakaoplanter.

På vej tilbage fra marken med en tyde-ligt resignerende Ismail kom vi forbi en massiv betonkonstruktion. En brønd do-neret og bygget af endnu en udviklingsor-ganisation for at sikre rent vand til lands-byen. Nu var vandet forurenet og mudret. Ingen var tilsyneladende blevet gjort an-svarlige for projektet eller vidste, hvordan en brønd skulle vedligeholdes. Jeg vendte lettere nedslået tilbage til Rosita.

Mobilisering og aktivering

I de følgende dage fik jeg kun bekræftet mine oplevelser fra Dibahil. Området flød af projekter, som aldrig rigtig var ført til dørs, og som befolkningen aldrig havde været interesseret i eller som lod hånt om de lokale forhold. En ting stak dog ud. IPADE og Nepenthes’ projekter synes at mobilisere og aktivere befolkningen på egne præmisser. Folk var overraskende glade for ’støtten’, som de kaldte det, og stolte over selv små fremskridt. Ismail var ikke alene med sin opfattelse, og flere gav udtryk for, at de følte sig myndiggjorte og nu selv kunne tage affære. Det betød dog ikke, at alle Nepenthes’ projekter var ube-tingede succeser. Meget kan gå galt – og gør det. Men Nepenthes synes at have fun-det en god kombination af inddragelse af civilsamfund, lydhørhed og vedholdenhed, som giver frugtbare forhold til spiring.

Udvikling eller indvikling ?

10 Skov&Folk nr. 2 juni 2010 Skov&Folk nr. 2 juni 2010 11

Belo Monte-dæmningen vil blive den tredjestørste i verden, og projektet svarer størrelsesmæssigt nogenlunde til Panamakanalen. Inddæmningen vil skabe reservoirer på i alt 8.000 km2 med en samlet pris beregnet til ca. 10 milliarder dollars. Det påvirkede område Para i det sydøstlige Amazonas, er karakteriseret ved en blanding af kvægopdræt, agroforestry og områder med relativt uberørt skov. Beliggenheden for opførelsen af dæmningen er ikke tilfældig. Den ligger langs et stykke af Xingu-bifloden, hvor der er et fald på næsten 90 meter, hvilket skaber den nødvendige hastighed for at kunne producere energi. Af samme grund blev ideen om at opføre et vandkraftværk netop her luftet tilbage i 1980’erne. Her blev projektet lagt på hylden på grund af mod-stand, særligt fra de mange i lokalområdet, som projektet ville influere på.

Inden for de seneste år er forslaget imidlertid blevet taget ned fra hylden igen, selv om problematikkerne og protesterne er de samme. Et af argumenterne for projektet er, at de negative sociale effek-ter vil være begrænsede på grund af den lave befolkningstæthed i området. Det egentlige argument for opførelsen af dæmningen er nok snarere, at man således vil kunne levere energi til områder, hvis nuværende energikapacitet allerede er i fuldt brug. Oversat handler det om at sikre fremtidig økonomisk vækst til Brasilien, som er Sydamerikas økonomiske lokomotiv såvel som et af de lande i ver-den med størst økonomisk vækst. Hydroelektrisk energi er vigtigt, idet den udgør omkring 15 procent af landets energiforsyning, og den store mængde vandenergi har medvirket til at gøre Brasilien selvforsynende med energi. Derudover er konstruktionen af dæm-ninger også en del af en større omformning af flodsystemet, hvor et

net af såkaldte hidrovias skal dannes med henblik på at smidiggøre transporten via floderne af blandt andet sojabønner til havnene. Det vil betyde yderlige dæmninger på strækninger, hvor transport er besværliggjort på grund af vandfald.

En dårlig forretning

Ifølge Celio Bermann, som er professor ved Institut for Energi og Elektroteknik på Brasiliens førende universitet, USP, og som har rådgivet Lula-regeringen angående dæmningen, er Belo Monte-projektet problematisk på flere punkter. Han peger på, at projek-tet er dårligt udtænkt, idet det i sin nuværende størrelse vil kræve yderligere tre turbiner for at stabilisere mængden af vand til at producere elektricitet. En mindre dæmning vil ifølge Bermann ikke kræve dette og vil også reducere de miljømæssige omkostnin-ger. Han mener derfor ikke, at løfterne om, at der ikke vil blive konstrueret flere dæmninger, er realistiske.

Et andet spørgsmål er, hvorvidt projektet overhovedet hæn-ger sammen økonomisk. I en grundig undersøgelse er NGO'en Conservation Strategy Fund (CSF) kommet frem til, at selv under det mest optimistiske scenario er der kun 40 procent chance for, at dæmningen er profitabel. Det er derfor sandsynligt, at flere reser-voirer vil blive bygget længere oppe ad floden for at kunne levere vand i de perioder med lavtvandsniveau. Derved vil man kunne løse problemet med de store sæsonmæssige variationer i vandni-veauet, så dæmningens kapacitet bliver udnyttet i højere grad. CSF vurderer derfor, at det vil blive nødvendigt at konstruere mindst en dæmning mere ved Babaquara, som vil oversvømme et område 30 gange større end Belo Monte! Det vil i så fald betyde, at store dele

Verdensbedste dæmning„Belo Monte er verdens bedste dæmning!“ Sådan sagde administrerende direktør for Electronorte, som er ansvarlig for opførelsen af den massive dæmning, der skal ligge langs Xingu-bifloden i den brasilian-ske stat Para i det sydøstlige Amazonas. Der er imidlertid 10 indianske territorier i området, som især vil blive berørt. Ifølge Survivor International vil konstruktionen af dæmningen føre til at 20.000 beboere bliver fordrevet, primært Kayapo og andre indianere, mens 200.000 arbejdere vil komme til regionen. Så ikke alle deler direktørens optimisme, og protesterne har været omfattende.

Af John Geary, jbg8250@yahoo.com

af fem af de indianske territorier bliver oversvømmet, som det også vil ske for dele af Xingu Nationale Skov. Hertil er der en indirekte økonomisk slagside, idet der er betydelige offeromkostninger i form af tab af mulige indtægter fra salg af CO2-kvoter. CSF kommer også frem til, at de samfundsmæssige tab løber op i omegnen af 200 millioner dollars årligt i form af tab af biodiversitet.

Også på miljøsiden er der er sandsynlig slagside. Tidligere dæm-ningsprojekter i Brasilien har haft betydelige miljømæssige konse-kvenser. Således førte Tucurui-dæmningen til at bestande af maller og rejer blev formindsket længere nede af flodens løb, idet intet blev gjort for at beskyttende migrerende arter. Andre problemer har væ-ret betydelige tab af tømmer, udledning af gasser, negative påvirk-ninger af vandets kvalitet, en stor stigning i antallet af insekter og forflyttelse af stammer bosiddende i de oversvømmede områder.

Ingen rettigheder

Det brasilianske agentur FUNAI, som arbejder med oprindelige folk, har indrømmet, at byggeriet vil medføre fordrivelser, men har alligevel godkendt projektet. Der er imidlertid en vis usik-kerhed om, hvor mange der vil blive påvirket. Således kommer CSF frem til, at kun 1.400 personer vil blive direkte påvirket. Det anerkendes dog, at flere kan blive indirekte påvirket igennem ændringer i fiskebestande eller reduktion i byttedyr. Hertil frem-hæver Celio Bergmann en trist tendens fra tidligere opførelser af dæmninger, nemlig at traditionelle befolkningsgrupper både indfødte folk og såkaldte caboclos er fuldstændigt udelukket fra processen og hverken bliver hørt eller taget hensyn til i forhold til de effekter, dæmningen vil have på deres liv.

Den seneste udvikling i sagen om Belo Monte-dæmningen er en række af anklager, som er blevet præsenteret for FN på vegne af mere end 100 forskellige fagforeninger, sociale grupper og andre NGO’er. Anklagen går på de overtrædelser af menneskeret-tigheder, som dæmningen vil medføre. Der er også en kritik af det politiske pres, der er lagt med henblik på at få projektet til at gå igennem, hvilket også har ført til trusler og intidimeringer af dem, der har sat spørgsmålstegn ved projektet. Således har blandt andre Antonia Mela, som er en af lederne af paraplyorganisatio-nen Movimento Xingu Vivo Para Siempre, modtaget dødstrus-ler, hvilket også er sket for ærkebiskoppen af Xingu. Derudover hæfter klagen sig også ved, at det brasilianske miljøagentur ikke konsulterede sig med oprindelige folk og gennemførte en meget mangelfuld miljøvurdering.

Slaget om Belo Monte

Indtil videre er påbegyndelsen af byggeriet udsat efter de-monstrationer fra indianere i området såvel som protester fra internationale NGO’er. Repræsentanter fra de berørte stam-mer har afleveret et brev til Lula-regeringen, hvor man truer med krig, hvis regeringen prøver at gennemføre projektet. Den brasilianske forfatning garanterer, at indfødte folk skal konsulteres omkring hver eneste økonomisk aktivitet på deres jord. Imidlertid viser erfaringerne fra bl.a. Waimiri-Atroari, som ikke blev konsulteret før opførelsen af den store Balbina-dæmning på deres land, at forfatningen ikke i sig selv udgør nogen garanti. Meget tyder altså på, at slaget om Belo Monte først lige er begyndt.

Panamas parlament skal stemme om et lovforslag om oprindelige folks rettighe-der i Panama. Tilløbet til begivenheden begynder dog mange år forinden. Panamas oprindelige folk lever for 90 procents ved-kommende under FN’s fattigdomsgrænse på 2 dollars om dagen og er pressede i deres territorium af nybyggere, tømmersel-skaber, minedrift, narkotrafik og guerilla med dertil hørende vold og mord. 4 af de 7 oprindelige folk i Panama havde med støtte fra Nepenthes udviklet et nationalt lovforslag om anerkendelse og respekt for deres territorium. Efter mange års kamp blev alle de oprindelige folks lovforslag afvist og sendt i udvalg af regeringen for at omdefinere de indianske folks lovfor-slag uden deltagelse af de indianske folks repræsentanter selv.

Da det skete, stod det klart for de oprindelige folk, at de ikke vil opnå ter-ritorium eller rettigheder hver for sig, men derimod var nødt til at forene kræfterne for lægge pres på regeringen. Denne er-kendelse førte til udviklingen af et fælles lovforslag til anerkendelsen af oprindelige folks territorium og dannelsen af en al-liance mellem de syv folks øverste ledere i form af den koordinerende nationale orga-nisation for oprindelige folk, COONAPIP. Resten er historie, og 2. december er blevet helligdag for de 30.000 tusinde menne-sker, som fik anerkendt deres territorium på denne dato.

Loven fra 2. december er først og frem-mest en kæmpe politisk sejr for alle op-rindelige folk i Panama, fordi det er deres fælles rettigheder som folk, de forsvarer.

Dernæst er loven en manifestation af de oprindelige folks styrke til at sætte en na-tional dagsorden. Også selvom de tilhører den absolut fattigste del af befolkningen og kun tæller godt 300.000 mennesker eller ca. 10 procent af landets befolkning. Historien i Panama er dog langt fra enestå-ende. Tværtimod omhandler den samme problemer og kampe, som langt de fleste kulturer i verden oplever hver eneste dag.

Verdens kulturer

Der findes ca. 370 millioner mennesker i verden, som kalder sig oprindelige eller oprindelige folk. Det er cirka 4 procent af verdens befolkning, og de lever i mere end 70 forskellige lande. De er fordelt på omkring 4.000 grupper med hvert sit sprog og sin kultur. Selvom de oprindelige

2. december 2008 strømmer flere end tusinde repræsentanter for oprindelige folk til Panamas parlamentsbygning. Tilskuerpladserne i parlamentssalen fyldes til sidste plads, og mængden foran bygningen vokser time for time. Kampen for rettigheder er gået ind i sin afsluttende fase– en kamp, oprindelige folk verden over oplever hver eneste dag.

Af Nikolaj Bro Moseholm, Projektkoordinator, nikolajbro@yahoo.dk Foto: Thomas Trojel

Deklarationen om oprindelige folks rettigheder Et af de vigtigste politiske mål for oprindelige folk er vedtagelsen af Deklarationen om oprindelige Folks Rettigheder. Erklæringen fremhæver, at rettighederne nævnt i den udgør minimumstandarder for overlevelsen af og velværet for verdens oprindelige folk.

Deklarationen består af 46 artikler, som kan inddeles i 9 hovedkomponenter:

Del 1: Retten til selvbestemmelse, deltagelse i det offentlige liv, nationalitet og frihed fra diskrimination Del 2: Trusler mod oprindelige folks overlevelse som særskilte folk Del 3: Kulturel, religiøs, åndelig og sproglig identitet af oprindelige folk Del 4: Uddannelses-, informations- og arbejdsrettigheder Del 5: Rettigheder til deltagelse, udvikling og andre sociale og økonomiske rettigheder Del 6: Jord- og ressourcerettigheder Del 7: Udøvelsen af selvbestemmelse samt oprindelige institutioner Del 8 og 9: Den effektive implementering af deklarationen og generelle konkluderende forholdsregler Læs FN’s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder i sin fulde længde på: http://www2.ohchr.org/english/issues/indigenous/declaration.htm

ILO Konvention 169Den Internationale Arbejdsorganisationen, ILO, godkendte i 1989 Konventionen nr. 169 vedrørende oprindelige folk og stam-mefolk i selvstændige stater. Konventionen er et vigtigt instrument, som beskytter og forsvarer de oprindelige folk i forhold til lokale, regionale, nationale og internationale instanser i deres territorium. Retten til at blive konsulteret og informeret, inden der gennemføres nye foranstaltninger, som vedrører oprindelige folk, er et fundamentalt krav.

Artikel 6 understreger at:1. Ved gennemførelserne af bestemmelsen i denne konvention, skal regeringerne:

a) Konsultere de pågældende folk, gennem passende procedurer og særlig gennem deres repræsentative institutioner, når man overvejer lovgivningsmæssige eller administrative foranstaltninger, der kan berøre dem direkte.

b) Gennemføre foranstaltninger, der sikrer, at disse folk frit kan deltage - i mindst samme omfang som andre sektorer i befolkningen - på alle niveauer i beslutningsprocessen i administrative, folkevalgte og andre organer, der er ansvarlige for politikker og programmer, der vedrører dem.

Regeringer, som har underskrevet har underskrevet konventionen 169, har pligt til at garantere disse processer. Konventionen suppleres af FN's Deklaration om Oprindelige Folks rettigheder.

folk er minoriteter, udgør de dermed ikke mindre end 90 procent af verdens kultu-relle diversitet. Fælles for dem er, at de har nogle særlige rettigheder som folk.

Hvis et ikke kontaktet folk blev spurgt, ville de formodentligt fremhæve retten til ikke at blive kontaktet. En shaman kunne fremhæve retten til ikke at få traditio-nelle og religiøse planter patenteret af udenlandske firmaer eller privatpersoner. Børnene ville måske fokusere på retten til en skole, hvor der undervises på et sprog, som de forstår, og med udgangspunkt i deres egen virkelighed. Stort set alle ville fremhæve retten til territorium og advoka-ten i hovedstaden ville typisk fokusere på det juridiske arbejde med at få indarbejdet oprindelige folks rettigheder i landets na-tionale love, også kaldet ratificering af op-rindelige folks rettigheder, eller rejse sager ved domstolene for overtrædelse af sit eget eller andre oprindelige folks rettigheder.

Oprindelige folk allierer sig

Listen over de overtrædelser, som de op-rindelige folk har været ofre for, er lang. Hvad enten det skyldes kolonimagter, nationalstaterne, missionærerne eller store økonomiske interesser, som trænger sig på i deres territorium såsom olieselskaber, tømmerselskaber, mineselskaber og medi-

cinalfirmaer. I dag sker der overtrædelser af oprindelige folks menneskerettigheder over hele verden. På trods af, at nationale love og konstitutioner forbyder racediskri-mination, diskrimineres oprindelige folk stadig for deres racemæssige baggrund og kulturelle såvel som sociale forskelle. Flere og flere sprog udryddes. Hele kulturer og folk forsvinder. For at forsvare sig har oprindelige folk hårdt brug for nogle sær-

lige rettigheder som respekteres. Særlige former for undertrykkelse kræver særlige former for rettigheder som modgift.

Men oprindelige folk er ikke blot be-tragtes i en offerrolle. De har organiseret sig for at få anerkendt deres rettigheder, og i flere og flere lande indgår de lokale oprindelige organisationer i nationale og regionale netværk, som igen deltager i politiske rum på internationalt niveau. Organisationerne har opnået store resul-tater. Mange steder har de fået skøder på deres jordområder eller særlige uddan-nelsesprogrammer med udgangspunkt i deres egen kultur. Nationalstater har modificeret deres nationale lovgivninger, og de internationale organisationer har indført en række mekanismer, som skal støtte de oprindelige folk. En af de største landvindinger er Den Internationale Ar-bejdsorganisationen ILO's Konventionen nr. 169 og FN's erklæring fra 2007 om Oprindelige Folks Rettigheder.

Nepenthes støtter oprindelige folk i Panama med udgangspunkt i deres inter-nationale rettigheder i et nyt og direkte samarbejde med COONAPIP. Panama er et af de sidste lande i Latinamerika, som ikke har underskrevet ILO Konvention 169 om oprindelige folks rettigheder. Og dette er COONAPIPs næste store mål.

Global kamp for kollektive rettigheder

Skov&Folk nr. 2 juni 2010 1312 Skov&Folk nr. 2 juni 2010

Skov&Folk nr. 3 september 2009 15

Køb dine afbestillings gennem Nepenthes Nature Tours og få 10 % rabat ved køb af afbestillings- og/eller rejseforsikringer *)

8. maj afholdtes forårsgeneralforsamlingen i Ibis' lokalerpå Nørrebrogade. Omkring 25 mødte op tilgeneralforsamlingen, hvor der - foruden gennemgang af demange sager fra året, der gik - var spændende oplæg ogdiskussioner vedrørende foreningens omstruktureringer.

Her var der blandt andet fokus på, hvordan vi i kommendeår kan øge tilgangen af frivillige til Nepenthes NatureTours' projekter. Der var også fokus på, hvordan vi kanstyrke Nepenthes' eksterne kommunikation med henblik på atøge omsætningen og tiltrække nye medlemmer. I denforbindelse blev det besluttet at igangsætte en proces,hvor et udvalg i samspil med ansatte, frivillige m.fl. -kritikere såvel som fortalere - skal udarbejde forslag tilnyt navn, logo, slogan og profil i øvrigt. Forslagetsendes til afstemning på kommende generalforsamling ogvedtages i tilfælde af 2/3 fletal.

Efter programmet sørgede Lasse, formand forkøbenhavnerafdelingen, for en guidet tur i Søndermarken,

Valby. Efter indlevende og udbytteri gennemgang af natureni den gamle have, blandt andet med fokus på natursyn,biodiversitet og naturpædagogik, returnerede selskabet tilIbis' lokaler, og generalforsamlingen blev affrundet medmad, hygge og snak i mere uformelle rammer.Vi samarbejder med Rejseselskabet Jesper & Co, som vi selv bruger, når vi rejser. Book gennem os,

og få personlig og professionel service til en god pris, samtidig med at du støtter Nepenthes Nature Tours’ arbejde. Nepenthes Nature Tours kan også hjælpe dig med bestilling af din flybillet.

Medlemstilbud:

*) Tilbuddet gælder for alle, der har været registeret medlem i minimum 12 måneder.

Vil du ud at rejse med Nepenthes Nature Tours? Støt foreningen, og gå sommeren

i møde iklædt Nepenthesspritnye T-shirt.

Sommerklar for 150 kr!

BLIV FRIVILLIGKontakt Kristian Jørgensen på kj@nepenthes.dk

i Nepenthes - og gør en forskel !

Har du en kommentar, et debatoplæg,

en satirisk tegning eller andet stof til

Skov & Folk, er du altid velkommen til

at sende dit læserbidrag til redaktøren

på e-mail eh@nepenthes.dk

Ideer til redaktionen?

Nyt fra forårets generalforsamling:

Der er følgende informationsmøder på vores to kontorer:Århus, lørdag den 17. aprilKøbenhavn, lørdag den 15. majÅrhus, lørdag den 5. juniMøderne starter kl. 12 og varer 2-4 timer afhængig af interesse og spørgelyst.

Tilmelding er nødvendig! Ring til os på 86 13 52 32 eller skriv til naturetours@nepenthes.dk. Vi vil gerne have dit telefonnummer, så vi kan ringe til dig, hvis det bliver nødvendigt. Husk også at meddele, hvor mange I kommer til mødet. Læs mere på www.naturetours.dk

Så mød op til et af vores informationsmøder og hør om vores rejse-koncept med projekter og sprogskoler i Mellem- og Sydamerika. Måske er Nepenthes Nature Tours noget for dig?

NEPENTHES

Odensegade 4bPostboks 5102, 8100 Århus C

ID-Nr.: 47979

Træk dit bidrag fra i skatAlle bidrag mellem 500 og 14.500 kr. kan trækkes fra i skat, minus et bundfradrag på 500 kr. Husk at gemme din kvittering! Støtter du flere, kan det

samlede beløb minus 500 kr. trækkes fra. Hvis du ønsker at benytte fradraget, skal du angive dit CPR-nr. i feltet „Meddelelse til modtager.“ Så indberetter vi dit bidrag til Skat.

Nepenthes er en miljø- og udvik-lingsorganisation, der arbejder for bæredygtig brug af verdens skove – både regnskovene og de danske skove. Vores mål er at skabe bedre vilkår for både natur og mennesker. Vi udfører derfor altid vore projektarbejder i tæt samarbejde med både indfødte folk, lokal befolkning og andre miljø organisationer.

Store dele af vores arbejde ud-fører vi frivilligt, og vi baserer derfor meget af vores aktivisme på gratis arbejdskraft fra vores omkring 70 aktive medlemmer. Du kan hjælpe os med at gøre vores arbejde endnu bedre. Et bidrag til Nepenthes er et bidrag til miljøet.

Tak for hjælpen!

Støttebidrag

Hen

rik E

gede

Las

sen