SIKKERHEDSADMINISTRATION I SAHEL - FAK · 2019). Siden 2013 har Frankrig været tonesættende. Med Operation Serval intervenerede Frankrig unilateralt i Mali uden om NATO og FN, men

SIKKERHEDSADMINISTRATION I SAHEL MOD ET PERMANENT STADIE AF GRÅZONE INTERVENTION?

Af Løjtnant Mads Kristian Fabricius Krarup MA-nr: 334190, Født 12/11/1983

Kadet Hærens Officersskole, Forsvarsakademiet

Vejleder: Troels Burchall Henningsen, Institut for Strategi Antal anslag: 100.610

10. OKTOBER 2019

Hærens officersskole LT Mads Kristian Fabricius Krarup 10/10/19

Side 1 af 46

Abstract The states of the north are facing a new security-development nexus in the south, with a

security-complex of migration, terrorism, political and social instability across the Sub-

Saharan Africa and the Middle East. Post Afghanistan and Iraq the security agenda of the

international society has undergone some fundamental transformations in military

intervention, in which the French operations in Sahel have been pivotal. The purpose of

this paper is to introduce security administration as a concept and strategic, in order to

construe a fundamental transformation of military intervention in European security policy

and how it translates into a particular set of conditions for a Danish strategy in Sahel.

Security administration is the state executive’s organization of risk and affiliated

consequences for national security into strategic goals in order to balance these risks with

military force. The thesis’s theoretical basis lies in security and conflict studies, as well as

theories of strategy and doctrinal evolution from the 1990’s up until present

counterterrorism and stability operations in Sahel. From at strategic analysis of French

military intervention with Operation Sahel in Mali onto counter terrorism Operation

Barkhane and UN MINUSMA the thesis seeks to display empirical evidence of the

aforesaid transformation in how the north states intervene in the south. The results

suggest that under the guise of counter terrorism and stabilization operations France has

pushed the international society towards a justification of a permanent military presence,

with a carte blanche to pursue and neutralize theorist threats. In the light of French

militarism and aggressive counterterrorism, Denmark faces some strategic dilemmas in its

pursuance of a comprehensive approach to stabilization missions. Herein counter

terrorism in corporation with incumbent governments in the Sahel states goes against long

term stabilization goals of democratic legitimacy and accountability. Another dilemma lies

in the choice of capabilities and capacity in the Danish military. A partnership with France

such as within the new E2I framework, might push Denmark towards more specialized

entities, such as special forces, QRF, Intelligence, Surveillance and Reconnaissance units.

However the capabilities of these units may be different from those needed in peace and

stability operations, such as security forces and blue-helmet monitors. This calls for a

rebalancing of Danish strategic priorities. The paper finds that as a construct security

administration provides a possible answer to many of the research questions put forward

from conflict and security studies over the course of the past decades such as the future of

international cooperation, state sovereignty, developments in military intervention, risk,

technology and fragile states.


Side 2 af 46

Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING ................................................................................................................ 3

1.1. PROBLEMSTILLING .................................................................................................... 6

1.2. PROBLEMFORMULERING ........................................................................................... 6

1.3. HYPOTESE ............................................................................................................... 6

1.4. AFGRÆNSNING ........................................................................................................ 7

1.5. OPBYGNING ............................................................................................................. 7

2. METODE ....................................................................................................................... 7

2.1. VIDENSKABSTEORI ................................................................................................... 7

2.2. METODE .................................................................................................................. 8

2.3. OPERATIONALISERING .............................................................................................. 8

2.4. PRÆSENTATION AF EMPIRI ........................................................................................ 8

3. TEORI ........................................................................................................................... 9

3.1. SIKKERHEDSADMINISTRATION SOM STRATEGI ............................................................. 9

3.2. IDEER I GRÅZONE INTERVENTION ............................................................................. 11

3.3. REDSKABER I GRÅZONE INTERVENTION .................................................................... 15

4. ANALYSE ................................................................................................................... 20

4.1. CASE: FRANSK INTERVENTION I MALI OG SAHEL ....................................................... 20

4.2. STRATEGISK ANALYSE AF FRANSK SIKKERHEDSADMINISTRATION ................................ 25

4.3. STRATEGISK ANALYSE AF DANMARK I SAHEL ............................................................ 30

5. DISKUSSION .............................................................................................................. 35

6. KONKLUSION ............................................................................................................ 39

7. PERSPEKTIVERING .................................................................................................. 40

8. REFERENCER ........................................................................................................... 42


Side 3 af 46

1. Indledning Efter afslutningen af den kolde krigs proxy krige påtog vesten sig en rolle som den liberale

verdensordens beskytter gennem fredsopbyggende missioner. Udgangspunktet herfor var

det internationale system baseret på staters suverænitet og forskellige institutionelle

mekanismer såsom NATO og FN til at regulere systemet gennem militær intervention

(Keohane og Nye 1977). Det liberale projekt anført af USA som hegemon (Waltz 1979)

synes dog at have løbet panden mod en mur og den tilhørende liberale verdensorden er

på retræte (Walt 2016). Efter ’Krigen mod terror’s langstrakte engagement i Irak og

Afghanistan samt de politiske efterdønninger af den globale finanskrise er det

internationale samfunds appetit på helheldsorienterede fredsopbyggende missioner

svundet ind. I stedet forfølges en international stabiliseringsagenda for opretholdelse af

status quo gennem stabiliseringsmissioner og terrorbekæmpelse (Karlsrud 2019). Det

liberale verdenssamfunds krig mod terror har forandret sig til risiko samfundets globale

sikkerhedsadministration (Beck 2002). Hvis symmetrisk krigsførelse mellem stater i teori

og praksis tilhører den moderne tid, kan vi måske ane begyndelsen på en ny postmoderne

udvikling med irregulære interventionsmetoder, hvor mange af tidens sikkerhedsproblemer

eksisterer i en gråzone mellem krig og fred og uden for systemet af suveræne stater

(Ehrhart 2017). Det globale nord har store vanskeligheder ved at samordne sikkerheds- og

udviklingspolitikken mod syd. For de nordlige stater omfatter ’syddagsordenen’ et samlet

problemkompleks i Nordafrika og Mellemøsten med uregulerede migrationsstrømme,

international terrorisme samt den politisk og social ustabilitet der plager mange af de

svage stater (Breitenbauch, Byrjalsen, og Schousboe 2018).

Hvordan kan vi forstå Danmarks strategi som sikkerhedsadministrator i denne gråzone?

Hidtil har dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik fulgt i fodsporene på USA. Da USA efter

terrorangrebene 11. september forsvarede den liberale verdensorden med krigen mod

terror, beslog Danmark det liberale projekt mod terrorismen og deltog i både krigen i

Afghanistan 7. oktober 2001 og krigen i Irak 20 marts 2003. Sidstnævnte endda uden FN-

mandat. Det markerede et paradigmeskifte i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik fra en

passiv tilpasningspolitik under fodnoteperioden til en hidtil uset militær aktivisme (Wivel

2013; Pedersen og Ringsmose 2017). Denne aktivisme er internationaliseret idet danske

interesser i større grad tolkes ind i en europæisk og global kontekst (Pedersen 2012), og

den er militariseret, idet de værdipolitiske agendaer legitimt forfølges med militære midler

(Rasmussen 2005). Som liberalt demokrati og strategisk aktør indgår Danmark som


Side 4 af 46

småstat i verdenspolitikken hvor grundvilkårene for den internationale

stabiliseringsdagsorden formes af sammenfletningen af vestlig militær doktrin, navnligt

USA’s, og FN’s programmer for fred (Branner 2015). Derfor har den institutionelle

aktivisme der for Danmark som strategisk aktør hører sammen med den militære

aktivisme, også hidtil været rettet mod USA og NATO (Breitenbauch 2015:29). Heri har

Danmark i parløb med USA ført en aktiv kamp mod terrorister og slyngelstater (Rynning

2006). Danmarks militære udbud har fulgt den amerikanske efterspørgsel (Mariager og

Wivel 2019), og Danmark har solgt sig på en stor risikovillighed i sine bidrag (Ringsmose

og Rynning 2008). Nu har USA og NATO dog trådt et skridt tilbage. I stedet søger nye

Europæiske forsvarsinitiativer så som E2I og PESCO at styrke det europæiske

forsvarssamarbejde og løse problemkomplekset mod syd (Cramer-Larsen og Crone

2019). Siden 2013 har Frankrig været tonesættende. Med Operation Serval intervenerede

Frankrig unilateralt i Mali uden om NATO og FN, men med partnerstøtte fra blandt andet

Danmark. Herefter fulgte multilaterale samarbejder I G5 Sahel og Operation Barkhane,

samt den fredsbevarende FN-mission MINUSMA. Fremtiden peger altså på mulige nye

veje for hvem Danmark skal samarbejde med, men også hvad Danmark skal samarbejde

om, er på samme tid under forandring.

Det internationale samfunds sikkerhedspolitiske hovedmålsætninger og strategier , i.e.

doktrin, for stabilisering og terrorbekæmpelse er under revision i politiske

beslutningskredse og forskningsmiljøet. På trods af det massive engagement fra vestlige

koalitioner i Irak og Afghanistan er sikkerhedssituationen i de to lande her snart to årtier

efter yderst kompleks og ustabil, med et højt trusselsniveau i begge. Supermagten USA’s

direkte militære tilstedeværelse over et årti med op til 160.000 soldater i Irak og 100.000 i

Afghanistan samt hele dets militærteknologiske arsenal er ganske simpelt kommet til kort.

Tilbage står et slående misforhold mellem militærets omkostninger og resultater. De

akkumulerede fejlberegninger har affødt en gennemgående granskning af USA’s forsvar

og anvendelse af militæret til politiske mål, og den vestlige verden har fulgt trop.

Idegrundlaget tilbage ved invasionen af Irak var den amerikanske administrations (navnligt

vicepræsident Cheney og forsvarsminister Rumsfeld) ønske om rene militære operationer

med et teknocentrisk fokus på militærets effektivitet, kaldet Revolution in Military Affairs

(RMA). Dette fokus overlod urealistisk statsopbygning til civile organisationer, uden

militærets tilstedeværelse til at sikre den nødvendige stabilitet (Crane og Terrill 2003). Da

den ukontrollerede sikkerhedssituation i Irak blev åbenlys fulgte flere menneskecentriske


Side 5 af 46

initiativer til at sikre stabilisering, så som Stabilization, Security, Transition og

Reconstruction Operations (SSTR), Counter-Insurgency manualen (COIN), og Irregular

Warfare (IW).

I de politiske efterdønninger af krigene i Irak og Afghanistan rejstes også et krav om

ressourcebesparelse både økonomisk og menneskeligt. Derfor fulgte også en nytænkning

hen mod begrænsede operationer, kaldet small eller light-footprint. Herunder også

indirekte interventionstilgange, hvor partnerlandes styrker udrustes, trænes og rådgives til

selv at sikre deres egen fred. Som et kost-effektiv alternativ gør staterne mod nord i stedet

i stigende grad brug af specialstyrker som strategisk supplement. Ikke mindst i anti-

terroroperationer. Endvidere bruges strategiske luftangreb og efterretningsmidler til

målrettede operationer. Med inkorporeringen af disse nye tilgange har krigen mod terror

skiftet karakter til et semipermanent stadie af lavintensitets krigsførelse. Landene i nord

søger igennem forskellige stabiliseringsindsatser og terrorbekæmpelsesoperationer i

landende mod syd at inddæmme og nedjustere konfliktzonernes risiko for national

sikkerhed. Her fremstår den franske intervention i Sahel som en milepæl. Den traditionelle

faseopdeling af en mission i før, under og efter, er afløst af et vedvarende militært

engagement hvor formålet er opretholdelse af status quo. Denne ændring i tidshorisont

betyder også at den militærstrategiske rolle af de militær-civile partnerskaber burde være

fortløbende, med et skifte fra militær intervention i isolation til samtænkning hvor

forskellige organisation både militære og civile arbejde mod et fælles mål (Binnendijk og

Petersen 2007). Netop sådan samtænkning er en dansk mærkesag, som vi har søgt at

fremme i den internationale dagsorden. Men hvordan hænger opretholdelse af status quo

sammen med civil-militær samtænkning og hvordan koordineres det i fremtidens

intervention?

Hvis Danmark som småstat skal have en reel indvirkning på sikkerhedssituation i Sahel, er

vi afhængige af partnerskaber. Såfremt Danmark vil og bør fortsætte sin militære

aktivisme, har det betydning at den globale sikkerhedspolitik er i forandring og dens

partnerskabsrammer lige så. De store missioner er afløst af et kontinuerligt bidrag til

forskelligartede stabiliseringsindsatser. Partnerrammerne er ikke længere USA, NATO og

FN, men multilateralt forhandlede kludetæpper af civile-militære indsatser. Frankrigs

militære intervention i Mali med Operation Serval og Operation Barkhane står som en

milepæl i Europas sikkerhedspolitiske orientering mod syd. Heri synes den militære

strategi forvandlet. De ideer der former den kortsigtede stabilisering og terrorbekæmpelse i


Side 6 af 46

regionen og de militære redskabers anvendelse i en gråzone mellem krig og fred peger på

en administration af truslers og konsekvenser, frem for en bekæmpelse af deres

eksistensgrundlag. Denne strategiske reorientering fra staterne mod nord har affødt en

nær ved permanent militær intervention, hvor kampen mod terror militariserer FN’s

fredsopbyggende agenda, hvorfor fredsopbygning og samtænkning trækkes i baggrunden.

1.1. Problemstilling Der er en uklarhed mellem vores ideer omkring krig, krigens politiske natur og hvilke

strategier der bør forbinde de to dele. Det komplekse operationsmiljø i Sahel og fortidens

fejltagelser har affødt en revurdering af teorier omkring militær intervention fra

oprørsbekæmpelse i 00’erne frem til hybride trusler og gråzone operationer. Den nye

terminologi kan hjælpe i vores forståelse af konflikt og intervention, men bagved ligger en

mere dybdegående forandring af vores forståelse for krig og politik (Ucko og Marks 2018).

Danmark har sikkerhedsudfordringer mod nord og øst, men de dyrekøbte operative

erfaringer fra Irak og Afghanistan finder bedst anvendelse i operationsmiljøet mod syd.

Hvis Danmark skal opfylde sin ambitioner for Sahel om en langsigtet bæredygtig udvikling

som beskrevet i den danske Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske strategi kræver det et

massivt engagement i regionen. Det står i kontrast til den franske prioritering af

terrorbekæmpelse i regionen. Danmarks mulige partnerskab med Frankrig fremstiller

derfor en problemstilling der kræver en afvejning af Danmarks strategiske prioriteringer.

Her er det nødvendigt med en forståelse hvilken indflydelse de nye vinde i den

europæiske sikkerhedspolitik har på en dansk strategi for Sahel og de mulige danske

bidrag.

1.2. Problemformulering Med udgangspunkt i en teoretisk præsentation af begrebet sikkerhedsadministration i

sammenhæng med militær intervention i en gråzone vil denne opgave gennemføre en

strategisk analyse af Frankrigs intervention i Sahel samt rammebetingelserne for en dansk

strategi, for at undersøge en mulig nyudvikling i de nordlige staters militær intervention og

dens konsekvenser for fremtidens danske forsvar.

1.3. Hypotese Frankrigs intervention i Sahel kan karakteriseres som en strategi der har

sikkerhedsadministration som mål, hvis grundlæggende ideer peger på en udvikling væk

fra liberal fredsopbygning hen mod en semipermanent militær tilstedeværelse i Sahel-


Side 7 af 46

regionen i gråzonen mellem krig og fred under påskud af terrorbekæmpelse og

stabilisering, og hvor redskaberne i større grad er irregulære så som målrettede angreb

med luftangreb og specialoperationsstyrker, informationsaktiviteter, og indirekte tilgange.

1.4. Afgrænsning Udgangspunktet for denne opgave er en anerkendelse af den komplekse

sikkerhedssituation i Sahel, og den brede vifte af problemstillinger der former den

europæiske syddagsorden. Opgaven sætter fokus på én dimension nemlig staters militære

intervention, fremfor de mange andre dynamikker i konflikten såsom de underliggende

socioøkonomiske forhold, politiske magtspil, kriminalitet og udviklingsarbejde. Det er

hensigten at denne smalle afgrænsning kan belyse den militære intervention og dens

udvikling i regionen i er et bredt perspektiv.

1.5. Opbygning Først præsenteres opgavens metode. Herefter er logikken i denne opgave i et teoriafsnit

at introducere teori om strategi og sikkerhedsadministration som et strategisk mål. Så

beskrives udviklinger i ideer om doktrin og intervention i en gråzone mellem krig og fred,

og sidst beskrives denne gråzones redskaber. Dernæst søges der igennem en strategisk

analyse af Frankrigs indledningsvise intervention i Mali og videreførelse af interventionen

på tværs af Sahel med Barkhane og MINUSMA at beskrive nogle karakteristika for netop

disse interventioner med sikkerhedsadministration som mål. På baggrund af den franske

intervention gennemføres en strategisk analyse af den danske udenrigs- og

sikkerhedspolitiske strategi i Sahel. Herefter sammenfattes opgavens præsenterede teori

og analyse i et diskussionsafsnit om sikkerhedsadministration og gråzone intervention

med henblik på i konklusionen at forme nogle strategiske pejlemærker for fremtidens

danske bidrag og mulige konsekvenser af strategiske prioriteringer. Afslutningsvist søger

opgaven at perspektivere sikkerhedsadministration i forhold til udviklinger i militær strategi

i viden og praksis.

2. Metode

2.1. Videnskabsteori Denne opgave er et refleksivt strategisk studie, og er teoretisk i sit forsøg at forstå en ny

tendens i militær intervention ved at sammenstille begreber om risiko og doktrinstudier af

interventionsformer i rammen af sikkerhedsadministration og gråzone intervention. Ved


Side 8 af 46

anvendelsen af Frankrigs intervention i Mali søges at begrunde den teoretiske tese med

en kobling til en empirisk virkelighed. Opgavens videnskabsteoretiske ståsted er et

konstruktivistisk videnssyn, da opgaven i sin anvendelse af teorier om militær intervention

anlægger det idealistiske virkelighedssyn at vores viden og ideer om strategi er formative

for den militære praksis. Her i forstås at de i teoriafsnittet beskrevne begreber og

interventionsformer bliver determinerende for opgavens fremlægning af de historiske

begivenheder.

2.2. Metode Opgavens metode er induktiv, hvor der fra et single case studie med udgangspunkt i

Frankrigs intervention i Mali, søges at konkludere på en generel tendens i de nordlige

staters intervention. På baggrund af en litteraturgennemgang af udvalgt empiri søges en

kvalitativ vurdering af konsekvenserne for Danmarks mulige militære bidrag i fremtiden.

Valget af et single-case studie i nogen grad begrænser analysens resultater da de i

mindre grad kan generaliseres.

2.3. Operationalisering Jeg vil på baggrund af Art Lykke’s model for strategi, præsentere sikkerhedsadministration

som begreb og et strategisk mål. På baggrund af den beskrevne teori om ideer og

redskaber i gråzoner vil jeg opstille tre indikatorer for sikkerhedsadministration. Herudfra

vil jeg gennemføre en strategisk analyse af min empiri om den franske intervention i Mali

og Sahel og Danmarks strategi og bidrag i regionen, og i diskussionen vende tilbage til

disse tre indikatorer. Indikatorernes opfyldelse vil antyde om vi kan forstå den franske

intervention som sikkerhedsadministration hvoraf der følger nogle rammebetingelser for en

vurdering af Danmarks fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Disse

rammebetingelser vil ligge til grund for min konklusion og perspektivering.

2.4. Præsentation af empiri Materialet for denne opgave er eksisterende litteratur, så som rapporter, akademiske

analyser, journalistik samt myndighedsdokumenter. Denne litteratur er valgt som illustrativ

for opgavens tese. Valget af den franske intervention i Mali og Sahel som case er grundet

interventionens toneangivende karakteristika for europæisk sikkerhedspolitik. Casen er

derved eksemplarisk for en skelsættende forandring i de nordlige staters militære

intervention.


Side 9 af 46

3. Teori 3.1. Sikkerhedsadministration som strategi Denne opgave præsenterer begrebet sikkerhedsadministration som dækkende over den

tendens hvor de nordlige stater i et semi-permanent stadie anvender gråzone

interventionstilgange i et forsøg på at balancere national risiko. Dette står i modsætning til

den konventionelle krigsførelse tidsafgrænsede missioner og mål om fred og

genopbygning som et end-state konfliktlandene. Sikkerhedsadministration er derfor i tråd

med Center for Militære Studiers rapport om vilkårene for dansk forsvarspolitik fra 2012,

der ser den ”internationale forsvarsplanlægning… karakteriseret ved en funktionel

udvidelse – fra et snævert fokus på skarpe militære missioner til også at inkludere en

bredere sikkerhedsadministration, der bygger på et mere holistisk udsyn inklusive konflikt-

forebyggelse, krisestyring og stabilisering af områder efter konflikter.” (Larsen m.fl. 2012).

Men i modsætning til rapporten ser denne opgave ikke sikkerhedsadministration som et

holistisk mål om et end-state i missionsområdet, men en nødsaget afbalancering af

national risiko. Sikkerhedsadministration ses således ikke som en før, under og efter

indsats, men som en semi-permanent påvirkning af denne balance, til last for den civil-

militær samtænkning. Sikkerhedsadministration er altså væsensforskellig fra stabilisering

og terrorbekæmpelse, men stadig med et sammenfald af ideer og redskaber.

Nedenfor vil jeg indledningsvist præsentere en teori om strategi. Hernæst gives en kort

gennemgang af udviklingen i ideerne bag moderne krigsførelse. Hernæst præsenteres

nogle militære redskaber der typisk finder anvendelse i den gråzone intervention der

karakteriserer sikkerhedsadministration. Disse redskaber inkluderer målrettede

operationer, luftangreb, beredskaber, indirekte tilgange, specialoperationsstyrkemissioner

og ISR midler.

Hvad er strategi? Strategi er statens forsøg på at kontrollere og undgå krigen, og fungerer som er

bindeleddet mellem politik og militæret (Kristensen 2013). Heri er indeholdt den klassiske

krigsteorietiker Clausewitz’s teorier om krigens væsen og det politiske systems forsøg på

rationalitet (Clausewitz 2010). Statens strategiske praksis strækker sig fra de højeste

politiske niveauer i sin sikring af egen overlevelse og velstand, ned til det civile og militære

bidrags reelle udførsel.


Side 10 af 46

Strategi handler også om at vinde. Dette har den amerikanske militærtænker Art Lykke

kogt ned til en målrationel trebenet skammel. Selve sædet er strategien som hviler på tre

ben bestående af mål, ideer og redskaber (Yarger 2006). Målet beskrives som en ønsket

sluttilstand. Ideerne er forestillinger eller koncepter om hvorledes anvendelse af redskaber

bidrager til opnåelse af målet, som f.eks. Feltreglement 1 eller COIN. Redskaberne er de

militære (f.eks. transportfly) eller diplomatiske (udviklingsbistand) midler. Skamlen, dvs.

strategien, er ude af balance hvis benene, mål, ideer og redskaber, ikke er afstemt i

forhold til hinanden, og herved øges risikoen for at strategien slår fejl.

Sikkerhedsadministration Det globale risikosamfund betegner måden hvorpå det moderne samfund organiserer

vores respons på risici, og at disse risici har sammenhænge i en globalt netværket verden

hvorfor de i højere grad er præget af uforudsigelighed (Beck 2006). Risici fra

miljøkatastrofer, klimaforandringer, finanskriser, masseødelæggelsesvåben og terrorisme

kan ikke afgrænses territorielt, men er transnationale. Dette afføder globale risiko-

fællesskaber og dermed det globale risikosamfund. Hvor statens eksisten i den

globaliserede verdens grænseløse samfund har været omdiskuteret (Fukuyama 1992), har

staten genfundet sin rolle i opretholdelse af national sikkerhed og det påkrævede

transnationale samarbejde. Herved styrkes statens rolle i samfundet (Hörnqvist 2010). En

anden karakteristik er at disse risici ikke er enkeltvist afgrænsede men systemiske, hvilket

medfører at deres omkostninger er svære at udregne og fastlægge. Hvad er for eksempel

omkostningerne ved et terrorangreb- menneskeligt, for erhvervslivet, i udbetaling af

forsikringer osv.? Denne vurdering bliver igen en statslig opgave. Det gør

retfærdiggørelsen af global intervention med militær magt i forsvar af national sikkerhed

også. Her er samfundets organisering af risici essentiel. Det er ikke katastrofen, men

forventning om en katastrofe der organiseres som risici. Risici skal legitimeres ved

gennemgang af statens myndigheder. Her er intervention i en humanitær katastrofe måske

ret direkte, men intervention for at begrænse en risiko er anderledes uhåndgribelig. Nogle

retninger i strategiske studier ser et nyfortolkning af Clausewitz hvor statens rolle

fragmenteres ud i markedskræfter og ikke-statslige aktører og at krigens effektivitet derved

svækkes (Dimitriu 2018). Her ser denne opgave med statens organisering af risici en

forstærkelse af Clausewitz’ treenighed om krigen hvori staten rationelt kalkulerer og

begrunder krig overfor usikkerhed og sandsynlighed. I den globale anvendelse af militære

magt afkobles statens voldsmonopol fra tidligere tiders liberale verdensordens agenda og


Side 11 af 46

de fredsbevarende operationer. I stedet intervenerer stater overfor nye transnationale risici

og modstandere (Beck 2002). En tese er her at det globale nord udadtil profilerer sig på

stabiliseringsoperationer og terrorbekæmpelse, men primært fokuserer på risiko og

konsekvensadministration (Coker 2009). Det er en afledt tendens af at interventioner i det

globale risikosamfund har en større grad af problemkompleksitet med tilhørende mulige

effekter og sidevirkninger. Interventionsformer tilpasses derfor en forandret social og

global kontekst. Det globale nord forsvarer deres sikkerhedsinteresser igennem udvidet

militær indgriben hvori konceptuel, teknologisk og doktrinær innovation i krigsførelse slører

grænsen mellem krig og fred. Denne militarisme står i modsætning til at selvsamme stater

søger at forhindre og begrænse krig og dens risici spredning.

Definition: sikkerhedsadministration er statsadministrationens organisering af risici og

afledte konsekvenser for den nationale sikkerhed i strategiske mål med henblik på at

balancere disse med militær magt.

3.2. Ideer i gråzone intervention Samtidigt med denne strategisk reorientering omkring risici for den nationale sikkerhed er

de militære ideer også i forandring. Militær magtanvendelse anvendes i større grad

asymmetrisk mod ikke-statslige og irregulære aktører (Schuurman 2011). Fra

konventionel, symmetrisk krig i den moderne tid, er krig i teori og praksis gået ind i en

postmoderne udviklingsfase hvor krigsførelsens karakter er flertydig. Postmoderne krig

manøvrerer i gråzonen mellem krig og fred, og slører hvad der kan karakteriseres som

militær magtanvendelse og fuldbyrdet krig. I denne gråzone spiller information, netværk,

indirekte og skjulte tilgange samt nye teknologier er større rolle. På denne måde er

postmoderne krigsførelse det der er irregulært fra vanlig praksis (Ehrhart 2017). I gråzone

intervention anvender aktører alle tilgængelige ressourcer både militære, økonomiske,

sociale, og politiske til at påvirke modstanderen i en trinvis tilgang mod et langsigtet mål

(Wirtz 2017). Intervention er en manifestation af international autoritet overfor staters

suverænitet, men gråzonen udfordrer vores forståelse af staters suverænitet og dets

internationale begrænsninger (Weber 1992).

Oprørsbekæmpelse (COIN) Udgangspunktet for moderne militære stabiliseringsindsatser er den amerikanske

feltmanual for oprørsbekæmpelse, COIN-manualen, udgivet af US Army og Marine Corps i

2006 (US Army 2006). COIN-manualen var et svar på det dødvande USA befandt sig i i


Side 12 af 46

Irak efter invasionsfasen, hvor sikkerhedssituationen i efteråret forværredes og pegede på

et behov for en langvarig amerikansk tilstedeværelse. Der var en afgørende diskrepans

mellem det indledningsvise militære hovedfokus på kampopgaver og det senere civile

fokus på statsopbygning der skulle afløse det (US Army 2006). COIN så fra start en kamp

om politisk indflydelse og magt hvor i der anvendes forskellige metoder for at nå et end-

state, både politiske, militære, økonomiske, sociale, informations og infrastrukturelle. Disse

kombineres i en sammentænkningstilgang med henblik på at opnå synergi på tværs af

samarbejdsniveauer, inklusive internationale organisationer og NGO’er. Centralt i COIN er

en faseinddeling med tre primære fase, clear-hold-build. Clear er primært offensiv, hold

defensivt, og i build er fokus på stabilitet. COIN blev benchmark for

oprørsbekæmpelseskampagner for USA, Storbritannien og NATO. Det skal ikke

underkendes at den amerikanske hær efter successen i Golfkrigen og Operation Desert

Shield, havde et fokus på effektivisering af store kampoperationer, en tendens kaldet

Revolution in Military Affairs (RMA) eller Rumsfeld Doktrinen. RMA forstærkede den

traditionelle tilgang hvor militæret bekæmper modstanderen, sikrer freden og derefter

overdrager ansvaret til civile instanser. I følgeskabet på angrebene 11. september

anvendtes i samme ånd en hammer og søm logik på et problem der viste sig langt mere

kompleks. Det afledte et paradigmeskifte i det amerikanske forsvar. Som doktrin i

oprørsbekæmpelse var COIN radikalt anderledes i at der ikke som traditionelt var tale om

to parter der kæmper mod hinandens kampvilje, men flere parter der kæmper om

befolkningens velvilje. I denne kamp anvendes ikke alene “kinetiske” virkemidler til at

dræbe fjender. Altså er det militære instrument kun et blandt flere, hvor civile myndigheder

i en politisk proces opbygger de samfundsinstitutioner der understøtter den langsigtede

sikkerhed. Der var stadig tale om en direkte og på mange måder konventionel

interventionstilgang hvor massivt deployerede hærenheder skabte sikkerhed for

værtsnationens befolkning og udførte specifikke militære samt civile operationer. Ved

udgivelsen af COIN var der 140.000 amerikanske soldater i Irak, og 100.000 i Afghanistan.

Så på trods af nybruddet bar COIN-manualen præg af den amerikanske vendettas

hammer og søm logik, og den forudsatte simpelthen tilstedeværelsen af effektive og

egnede civile samarbejdspartnere, en vital strategisk ressource. Det efterlod en afgørende

diskrepans mellem det militære hovedfokus på kampopgaver og det civile fokus på

statsopbygning. Denne mangel sammenholdt med de påløbne omkostninger og

manglende resultater, i Irak og Afghanistan startede en løbende revision af COIN-

modellen i politiske beslutningskredse og forskningsmiljøet der er fortsat til i dag. Så


Side 13 af 46

selvom COIN i dag har følgeskab af nye ideer om militære intervention, ligger den med

sine operationserfaringer fra Irak og Afghanistan på godt og ondt bag senere doktrinære

udviklinger.

Samtænkning I forlængelse af COIN opstod samtænkning som et centralt begreb i stabiliseringsindsatser

med idealet om en bredt integreret tilgang hvor civile og militære myndigheder med deres

virkemidler går udover blot koordination til et fælles arbejde mod en overordnet hensigt

(Petersen og Binnendijk 2007). Som sagt er det militære kun ét værktøj i en samlet kasse.

Civil-militær samtænkning har været et centralt begreb i dansk forsvarspolitik siden

forsvarsforliget i 2004 (Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet 2004), med en forsvars-

og sikkerhedspolitisk hensigt om at forbedre forsvarets evne til at deltage i internationale

missioner, og koncentrere den danske humanitære indsats hvor det danske militære

styrkebidrag indsættes (Breitenbauch 2015). I Danmark lanceredes et

samtænkningsinitiativ i forbindelse med forsvarsforliget i 2004. Initiativets ambition om

øget koordination mødtes indledningsvist med en del modstand både civilt og militært

(Veicherts 2006). Til planlægning og koordination blev der etableret en stående

embedsmandsgrupper med ansvar for samtænkning. Gruppen havde repræsentanter fra

Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen og med Rigspolitiet og

Udenrigsministeriets repræsentant som formand. Der skulle samtidigt oprettes en

styringsenhed i operationsområdet med ansvar for koordinering, informationsudveksling

og generel effektivisering. Modellen overgik til stabiliseringsenheden i forsvarsforliget

2009. Nu består samtænkningsinitiativet af en samtænkningsstyregruppe der

administrerer midler fra Freds- og stabiliseringsfonden (Den interministerielle

Samtænkningsstyregruppe 2018), samt en civil partnerramme koordineret gennem Freds-

og Stabiliseringsberedskabet (FSB). Siden begyndelsen af samtænkningsinitiativet har

Danmark også forsøgt at fremme samtænkning i den internationale dagsorden, ikke

mindst i NATO (Fischer og Christensen 2005). Hvor der i fuld-spektrum operationer søges

koordination af militære og civile midler, udvides betydningen af civile midler i gråzone

strategiens anvendelse af irregulær intervention. Informationsmiljøet bliver en integreret

del af operationer (Department of the Army 2017), og de civile-militære relationer anskues

som et netværk der former instrumenter, midler og metoder (Ehrhart 2017). Midler så som

politisk og moralsk støtte til en regering eller naboregering til en konflikt-zone, uddannelse

af militæret, udviklingsbistand har alle informationskomponenter. Samtænkningsindsatser


Side 14 af 46

bliver derfor et mål for strategisk kommunikation, og derved et eksempel på sløringen af

grænsen mellem krig og fred i gråzonen (Rivera 2014).

Begrænset intervention Et bærende element har været en opskrift på hvordan Vesten kan intervenere og sikre

sine sikkerhedspolitiske interesser samtidigt med at den politiske vilje til store

landoperationer er forsvindende lille. Med andre ord eksisterer et behov for at kunne

udrette mere med mindre, og afstemme strategiske mål med anvendte ressourcer.

Indledningsvist var en fællesnævner for det nye tankegods ønsket om at reducere

omkostninger ved at begrænse graden af intervention, populært kaldet small-footprint

operationer. Med tiden mødtes small-footprint operationer dog med en kritik og diskussion

af deres effektivitet. Her møder det militære det politiske, for hvad udgør et lille fodaftryk

og hvordan stemmer indsatsen overens med opnåede mål? Hvor den konventionelle

fuldskala intervention, inklusive COIN, traditionelt har løsningen af en konflikt som mål, har

small-foot print operationer mindre mål for øje, så som en minimering af ustabilitet og dets

følgevirkninger. På det militærstrategiske plan bevæger vi os på en skala mellem fuld

intervention og valget om ingen intervention, med forskelligt udformede

interventionstilgange herimellem. På det politiske plan normaliseres en inkorporering af

politiske midler i den militære logik, hvad vi kan kalde COIN-politik (Charbonneau 2019).

Dette står i forlængelse af militærteoretikeren Galula’s advarsel om at COIN er 80% politik

og kun 20% militær (Galula 1964). På trods af denne politiske essens diskuteres og tilgås

COIN oftest som en primær militær bedrift (Ucko 2017).

Watts et al opstiller tre former for begrænset intervention på det militære plan (Watts m.fl.

2017). De første to er direkte tilgange til at reducere eller eliminere sikkerhedstrusler. De

søger begge at begrænse omkostninger og risiko, men er målrettede angreb mod en

modstander. Begrænset stabilisering er militære operationer i mindre størrelsesorden,

typisk hvor landstyrker med luftstøtte er tungen på vægtskålen i afslutningen af en konflikt.

Målrettede angreb anvender luftangreb typisk via ubemandede systemer (droner)

suppleret med raids fra specialoperationsstyrker med henblik på at svække militante

organisationer. Udover de direkte tilgange opstilles forskellige former for indirekte tilgange

der alle søger en form for skadeskontrol. De går efter bolden og ikke manden. I indirekte

tilgange kan målene være at begrænse en konflikt til et enkelt land, afbryde militante

gruppers forsyninger af indtjening, materiel og mandskab, opretholdelse af no-fly zones

eller sikkerhedszoner for civilbefolkninger. Her er en pointe at de tre former for begrænset


Side 15 af 46

militær intervention ikke gensidigt udelukkende, men kan bruges i kombination.

Ucko og Engell opstiller på samme vis tre alternativer til COIN (Ucko og Egnell 2014).

Libyen-modellen efter NATOs intervention i Libyen 2011 der uden deployering af

landtropper kombinerede luftangreb i koordination med oprørsgruppen NTC.

Omstændighederne for Libyen er dog ikke nødvendigvis overfør bare. En

beredskabsmodel, hvor quick-reaction forces (QRF) assisterer i en eksisterende

fredsoperation eller i beskyttelse ved en opstået krise, eksempelvis den Franske operation

Artemis i det østlige Demokratiske Republik Congo i 2003. Beredskabsmodellen kræver

dog et forudgående partnerskab, og effektiviteten af den militære intervention kræver op

følgende initiativer. Opbygning af værtsnationen kræver træning og udrustning af lokale

styrker samt civil-militære relationer. Derfor kræves mange af de samme evner som de

indirekte tilgange. Det tredje alternativ er indirekte tilgange, som vi kan udvide til en fælles

betegnelse for de interventionstilgange der af strategiske, politiske og finansielle

bevæggrunde søger at opnå resultater “indirekte” ved af bero sig på værtsnationerne egne

institutioner og evner. De indirekte tilgange kan variere i sammensætning af teknologi,

ekspertise, information, størrelse af styrkebidrag, grundlaget for partnerskabsaftaler og

graden af civil-militær sammentænkning. Rationalet er at forbedre en lokal allierets evne til

selv at løse de sikkerhedspolitiske opgaver. Det reducerer behovet for at egne styrkers

indsættelse i kampsituationer, og placerer ansvaret ved de institutioner der skal sikre den

langsigtede stabilitet når styrker forlader landet. Fordele inkluderer mindre økonomiske

omkostninger ved et let-fodaftryk, udnyttelse af værtsnationens kulturelle kendskab,

mindre politisk stigma som udenlandsk undertrykker, reducerede politiske omkostninger

for den lokale regering ved anvendelse af egne styrker frem for eksterne, og særligt

placering af ansvaret hos den lokale regering. Disse fordele belyser nogle klassiske

begrænsninger for en fremmed intervenerende stat, hvor en lokal partner muligvis har et

bedre udgangspunkt. Centralt i begrænset intervention er at vide hvornår man skal og

hvornår man ikke skal intervenere. En dårlig strategi kan underminere det civil-militært

samarbejde, rådgivningsevner og opbyggede militære kapaciteter (Ucko og Egnell 2014).

3.3. Redskaber i gråzone intervention

Kapacitetsopbygning En central del af indirekte tilgange er sikkerhedsstyrke assistance (SFA) eller militær

kapacitetsopbygning (MCB). Sådanne bidrag består i at træne, udruste og rådgive


Side 16 af 46

partneres militær. Rådgivning undgår dog ikke kompleksiteten ved oprørsbekæmpelse, og

kræver særlige evner og kapaciteter. At operere sammen med lokale styrker kræver lang

forberedelse med både sprogtræning og kulturel opmærksomhed.

Specialeoperationsstyrker er særligt egnede til sådanne operationsmiljøer, men er

samtidigt også en knap ressource der sætter begrænsninger på størrelsen af

træningsbidraget. Det kræver et længerevarende engagement at træne en professionel

hær. Herudover kræves også supervision af sikkerhedsstyrkerne både med hensyn til

korrekt indlæring samt magtanvendelse i tråd med målene for missionen. Denne

supervision strækker sig ud til den skarpe ende, hvor rådgiverne udgør særlig lønnende

mål. Derfor er sikkerhedsstyrke assistance ikke er uden risiko for rådgiverne. Successen

med indirekte tilgange er i høj grad afhængig af de lokale partnere. Sikkerhedsstyrker er

en forlængelse af regeringen, og hvor der er oprør og ustabilitet lider partnerregningen

ofte af mangel på legitimitet. Det belyser betydningen af det politiske niveau.

Partneraftalerne lider ofte af principal-agent problemer med et stort agent tab for

interventionslandet til følge (Biddle, Macdonald, og Baker 2018). PA teori er originalt

udviklet af økonomer til at forklare aktørers opførsel i kontraktforhold, og anvendes som

forklaringsmodel for den situation hvor en aktør (en principal) delegerer autoritet til en

anden (agent) til at udføre opgaver på sine vegne (Laffont & Martimont 2002) . De

forskellige beslutninger for en principal styres af et ønske om at minimere omkostninger

ved at få agenten til at udføre opgaven. Agenten har sin egen dagsorden og ønsker størst

mulig betaling for så minimal indsats som muligt. Der er altså interesse asymmetri.

Principalen kan minimere denne ved at opstille betingelser for belønning og monitorere

arbejdsprocessen. Det kræver dog information, og da agenten ved mere om sin egen

indsats er her endnu et tilfælde af asymmetri. At mindske informations asymmetrien har

omkostninger for principalen, og derfor falder det originalt tilsigtede udbytte af kontrakten.

Forholdet i mellem principalen og agenten skal balanceres. Hvis der er for stort

engagement fra principalen opfordres agenten til at pjække fra sine forpligtelser. Ved for

lidt engagement svinder agentens tro på mulig betaling hvilket medfører et fald i agentens

engagement. Begge dele højner den moralske risiko (moral hazard). Principalen vil gerne

have den dygtigste og mest pligtopfyldende agent, mens det oftest er den agent der har

svært ved at finde andre job der er mest afhængig af jobbet, altså er udvalget ofte

ugunstigt (adverse selection). Interesse og informations asymmetri, moral hazard og

adverse selection bidrager til risikoen for muligt agent tab. Interventionslandet kan designe

indtrængende og betingede aftaler men de er ofte vanskelige at afstemme med


Side 17 af 46

partnerlandes politiske interesser. Derfor understøtter det bagvedliggende politiske

landskab også udbyttet af P-A partnerskabet. Agent tab er et systematisk problem. Kup-

sikring hvor siddende regeringer erstatter nøglepersonel trænet af partnerstager med

loyalister er velkendt Interventionslandet kan designe indtrængende og betingede aftaler

men de er ofte vanskelige at afstemme med partnerlandes politiske interesser (Biddle og

Zirkle 1996). De siddende regimer fokuserer ofte på interne trusler, frem for eksterne så

som nabostater eller regionale terroristgrupper (Boutton 2014). Sådanne udfordringer med

interesse asymmetri kræver strategier for monitorering og håndhævelse, men det er ikke i

tråd med den indirekte tilgangs mål om reduktion af omkostninger. En central pointe fra

principal-agent teori er at belyse hvordan forskellige faldgruber ved partnerskabet og

aktørernes handlemuligheder sætter en kvalitativ målestok for at vurdere effektiviteten af

de indirekte tilgange (Biddle 2017). Hvor et sikrings og bevogtningsbidrag slår fejl, kan

man fra perspektivet af teorier om kapacitetsopbygning se en for lille investering, i.e. altså

øgede ressourcer til mere og bedre træning. Fra perspektivet af PA-teori vil

tilbageholdelse af midler betinget af agentens udførsel af opgaveløsningen øge

effektiviteten. Altså to modsatrettede handlemuligheder. Hvorfor anvendes den indirekte

tilgang med SFA, når agent tab er allestedsnærværende? Her kommer krigens

kompleksitet i spil. Indirekte tilgange er billigere en fuldskala operationer, og kan

simpelthen være det mindst dårlige alternativ. Hvis opsvinget i teorier om indirekte

metoder skal bevæge sig ud over det banale rationale i den indirekte metode, i.e. at få

konfliktlandede til selv af løse deres problemer, kræves en vurdering af om de indirekte

tilgange virker efter hensigten. Det politisk-strategiske beslutningsgrundlag har behov for

en tilnærmelsesvis systematisk måling af effektiviteten af diverse handlemuligheder.

Informationsaktiviteter og efterretningstjeneste Informationsoperationer og propaganda er et andet eksempel på en menneskecentrisk

tilgang der søger at udøve indflydelse på kamppladsen (Joint Chiefs of Staff 2014).

Informationsoperationer står i forlængelse af kampen for ”hearts and minds” i COIN, men

har nye vilkår gennem teknologier i informationssamfundet. Informationsoperationer søger

både at påvirke operationsmiljøet men også at sikre opbakning ved egen befolkning samt

samarbejdspartnere. Ikke-voldelige midler så som undergravende virksomhed,

propaganda, forhandlinger og incitamenter kan øge effekten af voldelige midler, kaldet

politisk krigsførelse (Kennan 1948). Militære operationer støttes her af civil-militært

samarbejde (Cusumano og Corbe 2018), cyberoperationer samt militær vildledning.


Side 18 af 46

Grundet antallet og udbredelsen af informationskanaler er det svært at undgå deres

påvirkning, og informationsoperationer er svære at kontrollere. Alligevel er det en central

del af intervention i gråzonen.

Specialoperationsstyrker og hemmelige operationer Specialoperationsstyrkers anvendelse i oprørsbekæmpelse er doktrinært at skabe

forudsætning for værtsnationens eller en alliances overordnede målsætning, og ikke at

opnå denne målsætning selvstændigt (Mouritsen 2009). Alligevel nærmer

specialoperationsstyrkerne sig i gråzonen en indsættelsesrolle som selvstændigt

strategisk instrument. For eksempel er ’capture or kill’ blevet en kerneopgave for

specialoperationsstyrker i terrorbekæmpelse. Som strategisk instrument giver

specialoperationsstyrkerne god økonomi med kræfterne, samt en udvidelse af

interventionsformer i forhold til konventionelle styrker. Derfor er de blevet en

sikkerhedspolitisk ”let knap at trykke på”, særligt i samvirke med indirekte tilgange (Burgos

2018). Anvendelse af specialoperationsstyrker er dog altid en balance for et liberalt

demokrati. Letheden i brugen af specialoperationsstyrker underminerer deres politiske

legitimitet som et ultimativt nødredskab, og hemmeligholdelsen i deres operationer

gennemsigtighed i anvendelse af militær magt. Specialoperationsstyrker er derfor en

særlig politisk anvendelse af magt (Blechman og Kaplan 1978), hvor gradsforskellen i

gråzonen ligger ved terrorbekæmpelsens agenda om at neutralisere modstanderen, frem

for en langsigtet svækkelse af kampvilje. En udpræget brug af likvideringer, kan skabe

politisk uro blandt konfliktlandets lokalbefolkning, særligt hvor konfliktzonens grænser er

slørede. Hvor nutidens informations og kommunikationsteknologier giver en stor grad af

overvågenhed i militære interventioner kan hemmelige operationer skabe større strategisk

frihed. Ikke mindst i regeringers mulighed for at benægte intervention. Hemmeligholdelse

hvis succesfyldt kan således potentielt mindske den negative modreaktion blandt

civilbefolkningen. Specialoperationsstyrker kan således bruges som tungen på

vægtskålen, for eksempel ved at hemmelige operationer kan stå i forlængelse af lokale

sikkerhedsstyrker på grænsen af proxy-krigsførelse. I yderste grad kan anvendes

ukonventionelt krigsførelse anvendes i støtte til oprørsstyrker eller stedfortræderstyrker.

Eksempler inkluderer Rusland i Ukraine eller USA i Libyen, men i lande med flere

stridende parter kan støtte til nogle grupper også presse en siddende regeringer i en

ønsket retning.

Tabel 1. – Oversigt over ideer og redskaber i gråzone intervention


Side 19 af 46

Oprørsbekæmpelse (COIN) Civil-militær støtte til en partnerregerings kamp mod oprørsgrupper

Stabiliseringsoperationer (SO) Efter eller under en konflikt i svage-stater med henblik på at genoprette statens orden, så civile midler kan genopbygge samfundet.

Sikkerhedsstyrke assistance (SFA) eller kapacitetsopbygning (MCB)

Træne, udruste og advisere en partnerstat til forsvar og overvindelse af sikkerhedstrusler. Indgår i COIN og SO.

Ukonventionel krigsførelse (UW) Støtte til oprørere eller stedfortræderstyrker

Terrorbekæmpelse (CT) Operationer mod terrorister og netværk

Hybridkrig (HW) Blanding af konventionel og ukonventionel krig

Politisk krig (PW) Ikke militære midler gennem informationsprogrammer.

* Skemaet er udformet på bagrund af beskrivelsen i (Ehrhart 2017).

Opsamling af teoriafsnit Efter denne teoretiske gennemgang kan vi opstille en oversigt med doktriner og

instrumenter anvendt i gråzone intervention (Tabel 1.). I det ovenstående afsnit beskrives

nogle karakteristika den moderne krigsførelse strategi. Hvor det strategiske mål er

sikkerhedsadministration er ideerne nye irregulære interventionstilgange hvori mange af

de anvendte redskaber eksisterer i en gråzone mellem krig og fred. Med baggrund i den

ovenstående teoriafsnit samt en præsentation af sikkerhedsadministration som begreb,

kan vi opstille tre teser for den nedenstående analyse af sikkerhedsadministration,

1. I sikkerhedsadministration vil den militære intervention først forekomme når der

igennem statens organisering af risiko vurderes en reel risiko for national sikkerhed.

2. I sikkerhedsadministration vil den militære intervention vil være målrettet trusler for den

nationale sikkerhed.

3. Sikkerhedsadministrationens redskaber finder i større grad sted i gråzone intervention

imellem krig og fred


Side 20 af 46

4. Analyse

4.1. Case: Fransk intervention i Mali og Sahel Den franske intervention i Mali står som et skelsættende punkt i moderne intervention. På

overfladen er Operation Serval et eksempel på hurtig, effektiv intervention med relativt

lave omkostninger, og derfor et læringspunkt for fremtidig strategi. Graver man dybere ned

i en strategisk analyse rejser der sig dog nogle spørgsmål omkring den politiske

målsætning bag interventionen og den langsigtede sikkerhedssituation i Sahel.

Krisen i Mali Den malesiske krise i 2012 var en strategisk overraskelse. Siden 1990’erne var Mali anset

som en af de mest stabile demokratier i Vestafrika, et fyrtårn for udvikling i regionen, med

finansiering og udviklingsprojekter til følge. Det sidste militærkup tilbage 1991 var atypisk.

Militær officeren Touré vandt magten fra den tidlige diktator Traoré, og overdrog herefter

landet til demokratiske valg og returnerede til sin position i militæret. Senere startede

Traoré en politisk karriere og blev valgt til præsident i to perioder. Således stod Mali i

skarp kontrast til de omkringliggende lande, med borgerkrig i Algeriet, Gadaffi-regimet i

Libyen og nylige kup i Nigeria og Mauretanien. Derfor havde Mali også placeret sig som et

stabilt land i regionen. I bagklogskabens klare lys var der nogle blinkende

advarselslamper. For det første var der mangel på opposition til Touré’s regering. Bamako

regeringen havde tråde til sydlige elites kriminelle aktiviteter og smuglernetværk.

Styreformen bar præg af klientelisme med fordeling af international udviklingsstøtte til

gengæld for politisk støtte. Statens ansvar for levering af basale ydelser blev i stedet

udfyldt af NGO’er, hvilket undergravede statens legitimitet og autoritet (Mann 2015). Mod

nord følte flere grupperinger sig marginaliserede, økonomisk undertrykte og undertrykt af

det malesiske militær (Sidibé 2012). Heriblandt var en uløst etnisk konflikt med Tuareg

stammerne. I de øde egne mod nord var der stort set manøvrefrihed for den jihadistiske

gruppe AQIM og der var talrige kidnapninger af vesterlændinge hvor løsepenge

finansierede terrorgrupper (Callimachi 2014). Terrornetværk lukrerede sig på og var ofte

sammenfaldende med organiseret kriminalitet, med en tradition for smuglerruter mellem

Algeriet og Libyen (Lacher 2012). En ny rute for kokainsmugling fra Sydamerika til

Guineabugten har bragt et nyt niveau af finansiering til kriminelle og terrorister, hvor

bestikkelsespenge har undermineret den Malesiske stat og retsvæsenet (Traub 2010).


Side 21 af 46

I januar 2012 gjorde Tuareg grupper fra Mouvement de libération de L’Azawad (MNLA)

oprør mod Bamako regeringen med ambitionen om et selvstændigt Azawad. Med støtte

fra tre jihadistiske grupperinger Al Qaeda i det islamiske Maghreb (AQIM), Movement for

Unity and Jihad (MUJAO) og Ansar Dine lykkedes det at drive den Malesiske hær på flugt i

det nordlige Mali, og den 6 april proklamerede MLNA et uafhængigt Azawad. Det var det

fjerde Tuareg oprør siden uafhængighed fra Frankrig i 1960, men med en hidtil uset

succes. En hovedfaktor var NATO operationen mod Gaddafi i Libyen. Gaddafi havde hyret

mange Tuareg kæmpere som en del af sin panarabiske paramilitære styrke, den Islamiske

Legion. Da Gaddafi’s styre faldt, stod Tuareg styrkerne uden ansættelse men udrustede

med militært isenkram. Som følge af det malesiske styres manglende evne til at slå

oprøret ned gennemførte Kaptajn Sanogo fra de grønne baretter som amerikanske

specialoperationsstyrker havde trænet (Mann 2012) den 22 marts et militærkup og staten

kollapsede. Amerikanske specialoperationsstyrker trænede dele af den malesiske hær der

senere blev oprørere der gennemførte et militærkup. Kuppet fremviste en intern dissonans

mellem de normale militære styrker, de grønne baretter, og elitestyrkerne, de røde

baretter, der også modtog træning fra vestlige specialoperationsstyrker og som fungerede

som præsidentens sikkerhedskorps. På denne måde var det et opgør fra laverestående

militærfolk mod en elite der omkransede præsidenten (Boeke og Schuurman 2015).

Efter en periode med henrettelser og plyndringer blev Tuareg separatisterne i juni vendt

ryggen af deres tre jihadistiske partnere og fordrevet fra de nordlige byer Gao, Timbuktu

og Kidal. Gennem militær magt og rekruttering af Tuareg styrker med finansielle og

ideologiske tilbud fik grupperne kontrol med hver sin del af nordterritoriet og installerede

en Sharia-baseret islamisk stat. Det blev hurtigt et tilflugtssted for jihadister, hvor

fremmedkrigere og sympatisører, blandt andet fra Boko Haram, rejste til træningslejre og

hvor lokal rekruttering steg kraftigt (Roggio 2012; Blair 2013). Efter en periode med

lovløshed under MNLA, modtog jihadisterne indledningsvist støtte gennem en para-statslig

levering af statslige serviceydelser så som vand og strøm. Senere avlede en streng

håndhævelsen af sharia-lovgivningen dog en stigende modstand mod jihadisterne. I over

seks måneder regeredes to tredjedele af landet af hvad det internationale samfund

anskuede som terroristorganisationer (Boeke og Schuurman 2015).

Den nyvalgte franske præsident Hollande tilgik sit embede for et land der kæmpede med

finanskrisen eftervirkninger samt en aversion imod langtrukne stabiliseringsmissioner efter

Afghanistan. Derfor havde præsidenten netop fremskyndet tilbagetrækningen af de


Side 22 af 46

franske styrker fra Afghanistan et år til december 2012, og regeringen erklærede gentagne

gange at Frankrig ikke ville intervenere i Mali (Tertrais 2013). Frem for en unilateral tilgang

arbejdede det franske diplomati på højtryk for at overbevise det internationale samfund om

nødvendigheden af intervention, men det internationale samfund forholdt sig tøvende. I

løbet af 2012 forsøgte den franske Præsident Hollande forgæves at overbevise FN’s

sikkerhedsråd om at sikkerhedssituation i Mali havde nået et kritisk niveau. Særligt opstod

en debat mellem USA og Frankrig omkring krisens karakter som henholdsvis en ren civil

konflikt, en terrorbekæmpelseskrise eller et demokratisk og statsligt kollaps. USA

argumenterede for at krisen skyldtes manglende demokratiske institutioner og så

regeringen som kernen til problemerne (Chivvis 2016).

Først i løbet af efteråret da Frankrig rammesatte Mali som et centrum for en terrortruslen

mod regionen og Europa opbyggedes international opmærksomhed (Wing 2013). EU

havde i 2011 lanceret en sikkerhedsstrategi for Sahel, men udsigten til et bidrag med

militær kapacitetsopbygning blev forhalet af institutionelle procedurer. I oktober 2012

besluttede EU’s ministerråd af fremskynde træningsmissionen EUTM med 4-500

europæiske trænere til at forberede det malesiske forsvar til et modangreb, men styrken

ville først være klar sommeren 2013. (European Council 2012). Fra fransk side var der

stor utilfredshed med EU’s indsats. I Malis nabolande var der større villighed øjeblikkelig

indgriben. Efter kuppet i 2012 suspenderede Economic Community of West African States

(ECOWAS) Malis medlemskab og indførte sanktioner mod militærstyret. Herefter

forhandledes en aftale hvor militærstyret trådte tilbage til fordel for Dioncounda Traoré som

midlertidig præsident. Herefter lanceredes planer om at ombygge en stabiliseringsstyrke

MICEMA. Efter indledningsvise uoverensstemmelser blev autorisationen overdraget til

FN’s sikkerhedsråd hvor Frankrig med sin permanente plads fremskyndte processen og

finansiering blev stillet til rådighed igennem den Afrikanske Union (AU). Den første

sikkerhedsresolution (2056) om Mali blev adopteret den 5 juli 2012 med støtte til

ECOWAS, AU og det transnationale samarbejde. Herefter fulgte Resolution 2071 i oktober

med en erklæring om støtte med internationale væbnede styrker til at tilbagevinde

nordterritoriet. Den 5 december blev MUJAO tilføjet som terrororganisation på al’Qaeda

sanktionslisten ved Resolution 1267, og den 20 december blev African-led International

Support Mission to Mali (AFISMA) vedtaget med Resolution 2085. Disse styrker sås dog

først klar i sommeren 2013. I januar 2013 kom jihadisterne det malesiske forsvar i forkøbet


Side 23 af 46

med et overraskelsesangreb på det sydlige Mali mod flyvepladsen i Sévaré og

hovedstaden Bamako.

Operation Serval Jihadisternes angreb i syd blev tungen på vægtskålen i den franske modoffensiv. Indtil da

havde Frankrig officielt hårdnakket fastholdt af de ikke ville intervenere, og at en

afrikanskledet intervention var den eneste mulighed. På trods heraf havde Præsident

Hollande i oktober i alt hemmelighed givet ordrer om planlægning af en militær operation

(Boeke 2016). Herunder forberedte den franske efterretningstjeneste mållister til

jihadistiske kommandokontorer og logistikcentraler, og specialoperationsstyrker blev

deployerede i opklaringsmissioner. Den 11. januar 2013 begyndte den franske

modoffensiv Operation Serval med angreb fra det franske luftvåben mod en jihadistisk

konvoj på rute til Bamako Malis hovedstad. Ved luftangreb fra franske Rafale og Mirage

jagerfly i kombination med specialoperationsstyrker bragte Serval den jihadistiske

fremrykning til standsning, og forhindrede et muligt kollaps af den Malesiske

overgangsregering i Bamako. Hernæst fulgte et mere traditionel militær kampagne for

generobring af nordterritoriet, hvor jihadisterne blev slået i deres endelige forsvar i

bjergkæden Adrar de Ifoghas i slutningen af marts. Frankrig fik støtte fra flere partnere i

det globale nord. Den primære støtte af C-17 og Hercules transportfly, her i blandt danske.

USA var i begyndelse tøvende med at støtte operationen, men gav vital støtte med

kapaciteter til lufttankning der markant øgede rækkeviden på de franske jagerfly. Alle de

allierede partneres bidrag var dog af ikke-kamp karakter (Boeke og Schuurman 2015).

Efter det indledende angreb udvidedes operation fra den franske udenrigsminister til at

genoprette Malis territorie. Herfra overgik operationen fra en målrettet ”small-footprint”

operation med brug af luftangreb og specialoperationsstyrker til en fuldskala landoperation

med det malesiske militær og styrkebidrag fra AFISMA. AFISMA bidraget var planlagt til

sommeren 2013, men blev deployeret øjeblikkeligt, med Niger, Nigeria og Burkina Faso

blandt de første med styrkebidrag. Frankrig foretrak dog af holde både de malesiske og

AFISMA styrkerne ude af kampen efter det indledningsvise forsvar. 2000 ’elite’

ørkenstyrker fra Tchad var dog en undtagelse, de spillede en hovedrolle i at rydde de

jihadistisk tilflugtssteder i Adrar des Ifoghas bjergene

I april var hovedkampen afsluttet med seks døde franske soldater, og 700 estimerede

døde jihadister fordelt på de tre grupper. Omkring 450 fanger, heriblandt fremmedkrigere

og børnesoldater blev overdraget til de malesiske myndigheder (Boeke og Tisseron 2014).


Side 24 af 46

Med det Malisiske territorie genetableret var den militære fase succesfuldt overstået. Der

blev afholdt demokratiske valg i juli og august 2013, efterfulgt af parlamentsvalg. EU

deployerede en træningsmission EUTM til den malesiske hær, og FN afløste i april den

afrikansk-ledede stabiliseringsstyrke med en international fredsbevarende mission i

MINUSMA (Multidimensional Integrated Stabilisation Mission in Mali). Alligevel

forværredes sikkerhedssituation, og Frankrig og det internationale samfund synes mødt

med den snart klassiske problemstilling fra COIN operationerne i Mellemøsten.

Operation Barkhane og MINUSMA Den militære intervention med Operation Serval svarede succesfuldt på et presserende

problem, den forstærkede jihadisme der truer sikkerhedssituationen lokalt og

internationalt. Efterfulgt af den militære intervention stod dog kompleksiteten og

udfordringerne med den langvarige opbygning af sikkerhedssituationen tilbage. De

internationale fredsbevarende styrker blev mål for vedvarende voldshandlinger fra

oprørere, kriminelle og jihadister. Indledningsvis var begrundelsen for intervention med

Operation Serval terrorbekæmpelse og beskyttelse af Mali. Senere med mandat fra FN

omstruktureredes interventionen til en regional kamp mod jihadistisk terrorisme i Vest-

Sahel. Hvor operation Serval isoleret kan ses som en effektiv mission fra fransk side med

partnerbidrag, blev der i denne større intervention lagt vægt på nødvendigheden af globale

støtte strukturer og allierede. Frankrig ønskede ikke at pådrage sig en langvarig og

omkostningsfuld stabiliseringsindsats. Vi kan derfor anskue den nuværende intervention i

Mali som en sammenkobling af franskledet terrorbekæmpelse og FN fredsbevarelse

(Charbonneau 2019). Med den franske operation Serval ændredes verdenssamfundets

opfattelse. Mali og det vestlige Sahel blev opfattet som en ny rede for islamisk terrorisme.

FN skabte en ny fredsbevarende mission United Nations Multidimensional Integrated

Stabilization Mission in Mali (MINUMSA) i 2013, til at afløse AFISSMA. Herudover blev en

ny regional organisation G5 Sahel (Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauritanien og Nigeria)

blev skabt, og Operation Serval smeltede sammen med Operation Épervier i Chad til den

regionale Operation Barkhane i 2014. Det franske teater strækker sig nu over hele den

fransktalende Sahel. Der oprettedes et fælles hovedkvarter og nye

terrorbekæmpelsesopgaver til de 3.000 allerede tilstedeværende styrker. Hertil kom særlig

efterretningstjeneste og luftangrebskapaciteter. Selvom den politiske diskurs bag

Operation Barkhane er et partnerskab og støtte til de afrikanske styrker har de væbnede

styrker i G5-Sahel begrænset evne til at intervenere udenfor deres eget territorie. På dette


Side 25 af 46

plan supplerer Frankrig MINUSMAS indirekte intervention med kapacitetsopbygning med

direkte intervention i form af terrorbekæmpelse.

Allerede ved sommeren i 2015 havde MINUSMA det højeste antal ofre for nogen FN

fredsbevarende mission, og tabstallene er stød steget siden. MINUSMA markerer den

første gang en multilateral fredsbevarende mission er opereret i et teater med stadig

igangværende terrorbekæmpelses operationer. Styrkerne blev deployeret i en

igangværende konflikt, og er blevet angrebet af forskellige væbnede grupperinger og

terroristgrupper, inklusiv AQIM, Ansar Dine og al-Mourabitoun. Mandatet strækker sig til at

stabilisere centrale befolkningsområder, specielt i det nordlige Mali og afværge trusler og

forhindre returneringen af armerede grupperinger i området med magt hvor nødvendigt

(FN Sikkerhedsråd 2013). Hvor FN missionerne i Libanon og i Golan Højderne i Syrien

også blev deployeret i teatre med terrorister, var der her tale om opretholdelse af

våbenhviler. I MINUSMA var der tale om aktiv støtte i at forlænge de eksisterende staters

autoritet til områder kontrolleret af voldelige ekstremister og terrorgrupper, hvorfor FN

styrker blev en aktør i konflikten (Karlsrud 2017). Som en del af det internationale

samfunds redskaber til at skabe fred og sikkerhed har FN med MINUSMA taget et skridt

mod terrorbekæmpelses operationer.

4.2. Strategisk analyse af fransk sikkerhedsadministration Det fransk-afrikanske tilhørsforhold er en gavnlig case for studiet af den internationale

politik i militære interventioner, ikke mindst fordi forholdet demonstrerer den begrænsede

forklaringsevne af eksisterende taksonomi om liberal/ ikke-liberalt og vestlig/ ikke-vestlig

(Charbonneau 2019). Frankrig har med sin arv fra kolonitiden en tradition for en unilateral

tilgang til Afrika op til 1990erne, men har siden søgt en multilateral tilgang med USA,

Storbritannien, FN og EU (Chafer 2018). Frankrigs militære intervention formes af det

internationale samfunds normer, forudsætninger og praksis for intervention, derfor kan vi

fra fransk irregulær krigsførelse drage paralleller til en bredere vestlig tendens (Chafer

2018). Frankrig har også en tradition for permanent militær infrastruktur og gentagen

intervention i konflikter i regionen. Den strategiske kultur i Frankrig er præget af en høj

accept af tab og risiko blandt den franske befolkning, med en tilknyttet kultur for

magtanvendelse af præsidenten (Burgess 2018). Derfor kan vi tale både tale om en

kolonial arv for en accept af fransk intervention i det fransk-afrikanske region, samt en

fransk strategisk kultur for intervention. Selvom Frankrig søsatte 37 større militære

intervention i det fransk-afrikanske sub-Sahara mellem 1960 og 2006, har der i Mali


Side 26 af 46

hverken været franske baser eller synlig fransk intervention (Griffin 2007). Mali er altså et

særligt tilfælde. Fra fransk side havde Operation Serval et begrænset strategisk mål om at

forhindre et malesisk statskollaps og begrænse terroristgruppernes udbredelse. De

bagvedliggende årsager bag konflikten såsom den Malesiske regerings manglende

legitimitet og de etniske konflikter, samt en løsning på den langvarige fredsopbyggende

indsats var i bedste tilfælde sekundært. Frankrigs primære national interesser i Mali er

økonomiske og sikkerhedsrelaterede. Malis nabo Nigeria er verdens fjerde største

eksportør af uran, og supplerer 20 procent af brændstoffet til Frankrigs 58 atomkraftværker

der generer 75 procent af landets elektricitet (Albert 2013). Frankrigs sikkerhedsinteresse i

minerne illustreres af deres beskyttelse af indsatsstyrker i en nærved liggende

hemmeligholdt location og af at de den 23 maj 2013 blev angrebet af terroristgrupper fra

MUJAO og AQIM (Boeke og Schuurman 2015). Frankrig har siden 1990erne været mål for

terrorangreb fra Nordvestafrika, med angreb på ambassader og kidnapninger af

franskmænd i området. Med kontrollen mod nord i Mali voksede terroristgrupperne i

størrelse, og bekymringen steg for et terrorist tilflugtssted, og ukontrolleret rekruttering.

Truslen om terrorangreb og mod energisikkerheden udgjorde begge nationale risici der

kan forklare Operation Serval som sikkerhedsadministration.

Frankrigs strategiske kultur var hidtil forebyggelse og projektering med beredskabsstyrker

og et udbygget efterretningsvæsen i Sahelregionen med henblik på kalkulering af risiko og

imødegåelse af større tab. Hvor risikovurderingen havde et middelniveau som Mali i 2012

anvendtes indirekte metoder. Først med den forøgede risikovurdering for hjemlige trusler i

form af energisikkerhed og terrorangreb med det jihadistiske angreb mod syd i Mali 2013

skiftede Frankrig kurs til direkte intervention (Burgess 2018). Operation Serval var ikke

ment som en længevarende fredsopbyggende intervention, men en genetablering af

orden. Først med genopretning af Malis territoriale integritet, og senere med demokratiske

valg i 2013. Med Operation Barkhane videreførtes det udvidede mandat i Operation Serval

til bekæmpelse af terrorgrupperne mod nord i Mali, til en regional terrorbekæmpelse ledt af

Frankrig. Frankrigs opnåede autoritet som koordinater for terrorbekæmpelsen og

legitimitet i magtanvendelse hvor det på overfladen er en G5 Sahel indsats udfordrer den

klassiske skelnen mellem krig og fred samt intervention og stabilisering.

Malikrisen sammenblander fredsbevarelse, COIN, terrorbekæmpelse og statsopbygning

og har udviklet sig til et begyndende nyt normalstadie af permanent militær intervention

(Charbonneau 2017).


Side 27 af 46

Informationsaktiviteter og efterretningstjeneste Det kan diskuteres hvorvidt hovedstaden Bamako med et indbyggertal over en million og

militære styrker reelt var truet af nogle få tusind jihadistiske kæmpere (Boeke 2016). Ikke

desto mindre havde missionen et klart strategisk narrativ i modangrebet (Freedman 2006).

På det politiske plan søgte Frankrig aktivt at opbygge international støtte for en

intervention med en ekstern diskursiv referenceramme om fredsbevarelse, beskyttelse af

civilbefolkningen og regeringen i Mali. Dette skete i EU med EUTM træningsmissionen og

regionalt igennem FN med AFISMA (Théroux-Bénoni 2014). Ikke mindst søgte franske

delegater i New York at skabe tilslutning til en mere kraftfuld militær intervention, blandt

andet med resolutionsudkast og koordinationsarbejde i FN’s sikkerhedsråd. I 2012 gav

UNSC ved resolution 2056 støtte til den økonomiske samarbejdsunion i Vestafrika

ECOWAS, den Afrikanske Union og transnationale myndigheder med henblik på at

genoprette Malis territoriale integritet med AFISMA (FN Sikkerhedsråd 2012). AFISMA

mødte dog skarp kritik fra USA, ikke mindst på grund af den Malesiske regerings

manglende legitimitet (Lynch 2012). Resolution 2085 godkendte ikke Operation Serval,

men det skabte en international konsensus omkring intervention i sikkerhedssituationen i

Mali. Sideløbende med dette politiske arbejde forberedte det franske forsvarsministerie

beredskabsplaner for en intervention i Mali, med udpegede mål for et luftangreb og

mobilisering af specialoperationsstyrker i Sévaré før den officielle beslutning om

intervention. Da det kom til stykket, intervenerede Frankrig unilateralt, men med støtte fra

både lokale, regionale og oversøiske partnere. Beredskabsplaner udviklet af det franske

forsvarsministerium var medvirkende til en hurtig militær reaktion til jihadistiske

overraskelsesangreb i det sydlige Mali. Frankrig udnyttede hurtig mobilisering gennem

beredskabssystemet Guepard der havde en fransk brigade på standby i perioder op til

seks måneder. Den 13. januar mobiliseredes brigaden og ti dage efter var et

brigadehovedkvarter oprettet i Bamako, og styrkerne sluttede sig til

specialoperationsstyrkerne. 800 franske styrker udstationeret i Senegal, Elfenbenskysten,

Burkina Faso og Tchad deltog også i modangrebet, og ved højden af de militære

operationer var 5.000 franske styrker deployeret i Mali.

Hemmelige operationer Begrænset nyhedsdækning af de militære operationer gav Frankrig bevægelsesfrihed.

Operation Serval blev kaldt krig uden billeder, og mødte kritik for en strategisk kontrol af

adgangen til information idet journalister blev nægtet adgang in 100km radius fra


Side 28 af 46

kamppladsen (Reporters without borders 2013). Kombination af dette, få lidte tab og

begrænset kollateral skade, begrænsede kritikken fra den internationale presse (Boeke og

Schuurman 2015). Den franske benægtelse af intervention i Mali, og hemmeligholdelsen

af operationer fungerede også som vildledning overfor jihadisterne. Gennem

informationsaktiviteter lykkedes det at opsnappe beskeder fra jihadisterne, hvori det

udledtes af de ikke regnede med en fransk offensiv i deres angreb mod syd.

Sikkerhedsstyrkeassistance Den malesiske hær fungerede alene som sikkerhedsstyrker i grænsebyerne i det

indledende jihadistiske angreb. I modangrebet mod nord og mod oprørspositioner i

bjergene bevidst kørt ud på et sidespor af militære og politiske grunde. De militære var

deres manglende træning og udstyr, samt interne opgør mellem rød og grønbaretter der

førte til ildkamp og tab. De politiske var frygt for repressalier fra tuareg oprørere og

jihadister (Harding 2013). Mens det officielt var malesiske sikkerhedsstyrker i samarbejde

med franske styrker og AFISMA styrker der skulle befri nordterritoriet blev kampen

hovedsageligt ført af Frankrig. De ca. 6.000 AFISMA styrker havde en lille rolle i denne

fase. I stedet brugte Frankrig 2.000 elitestyrker fra Tchad i de hårde kampe i bjergene. I

rammen af MINUSMA fik Tchad styrker igen en central rolle, hvorfor det autokratiske

regime har opnået en grad af blåstempling. Frankrig måtte også se sig nødsaget til at

acceptere støtte fra selvsamme Tuareg-kæmpere der var skyld i det malesiske oprørs

start. MNLA greb chancen for hævn og bidrog til kampene samt videregav efterretninger til

de franske styrker. I flere tilfælde tilfangetog Tuareg-kæmpere jihadister og overdrog dem

til de franske styrker. Alliancen med Tuareg gik stik imod målet om at genoprette den

malesiske regerings autoritet i nord territoriet. Tuareg-kæmperne udnyttede det efterladte

magtvakuum mod nord og erobrede senere Kidal. Denne tilsidesættelse af de nationale

styrker og alliancer med Tuareg-stammer komplicerede den efterfølgende fredsproces. I

forhold til Principal-agent problematikken kan vi sige at Frankrig har en interesse

asymmetri med det maliske styre der et mere bekymret om oprørsbekæmpelse en

terrorbekæmpelse. I valg af partnere vil Frankrig gerne have veltrænede styrker fra liberale

demokratier, men må grundet udbuddet betro sig til de agenter der får noget særligt ud af

partnerskabet, så som en opsparet politisk velvilje fransk side med tilhørende

udviklingsmidler, eller udrustning med våben etc. Disse partnerskaber indeholder en

betydelig moral hazard, da Frankrig ikke reelt kan fremsætte betingelser i forhold til for

eksempel terrorbekæmpelsesstyrkernes brud på menneskerettigheder eller Tchad


Side 29 af 46

regimets overgreb på oppositionen. I forhold til MINUSMA bidraget er styrkeforholdet til en

reel opretholdelse af sikkerhed i regionen for lille i forhold til opgave. Det manglende

internationale engagement giver hvert partnerland et incitament til at skulke på

opgaveløsningen.

Franske specialoperationsstyrker Frankrig gjorde udpræget brug af specialoperationsstyrker i Operation Serval.

Specialoperationsstyrker havde i en årrække været udstationerede i Burkina Faso i

beredskab mod kidnapninger. Før modangrebet blev de fløjet til frontlinjen ved Sévaré.

Efter det indledningsvise modangreb blev de nordlige byer Gao, Timbuktu og Kidal frigjort i

primært ved brug af 1000 specialoperationsstyrker og eliteenheder. I Kidal fik de franske

styrker støtte fra tchadiske specialoperationsstyrker og Tuareg-kæmpere. Sideløbende

med Operation Barkhane har Frankrig indsat en Task Force Sabre med 400

specialoperationsstyrker med henblik på efterretningsindhentning.

Samtænkning FN’s fredsbevarende mission MINUSMA afløste per 1 juli 2013 AFISMA med Resolution

2100. Samtidigt arbejdedes der for at formalisere Operation Serval som en parallelstyrke

med FN-mandat til at intervenere med alle nødvendige midler. FN søgte en skarp opdeling

mellem stabiliseringsmissionen fra FN’s side og den franske terrorbekæmpelse i Operation

Serval. I praksis har opdelingen vist sig svær, især i skelnen mellem legitime kombattanter

i det forsatte Tuareg oprør mod Bamako regeringen og terrorister (Razza 2018). Anser

Dine er for eksempel en afstikker af en elite Tuareg stamme der søger indflydelse og

kontrol igennem jihadisme. Både Tuaregoprørere og de jihadistiske grupper har

forbindelser til kriminelle netværk. Operation Barkhanes mandat i FN til terrorbekæmpelse

i hele regionen er transnationalt og ’eksternt’ i forhold til Mali, men kan samtidigt

tilsidesætte landets suverænitet. På denne måde sammenblandes fredsbevarelse, COIN,

terrorbekæmpelse og statsopbygning i Mali (Charbonneau 2017). Herved baner

terrorbekæmpelse som konceptuel ramme i Sahel vejen for en ikke statsbaseret

intervention, hvor den samtænkte genopbygning af staten er sekundært og den militære

tilstedeværelse permanent. MINUSMA belyser en begyndende praksis for at etablere

støtte fra FN til fredsbevarelsesoperationer i asymmetriske konfliktområder, hvor der ikke

er nogen fred at holde (Cold-Ravnkilde, Albrecht, og Haugegaard 2017). Samtidigt er der

en strukturel ubalance hvor de aggressive operationer hvor de europæiske styrker har

træning og udrustning der langt overgår de afrikanske partnere. De fredsbevarende styrker


Side 30 af 46

står overfor hidtil usete trusler og terrorangreb (Théroux-Bénoni 2014), og tabstallene er

de højeste i FN’s historie. Især operationerne i Mali har haft store omkostninger.

På overfladen var det en prioritet i både Operation Serval og i MINUSMA at sikre

overgangen til en ny legitim regering i Mali. Frie og demokratiske valg var en præmis for at

de nordlige staters donere igen kunne sende udviklingsstøtte og finansiering til en ny

regering. Her pressede Frankrig på for afholdelse af valg på de planlagte datoer, på trods

af bekymringer omkring sikkerhedssituationen. Motivation fra fransk side var at overdrage

ansvaret for stabiliseringsindsatsen til internationale partnere. Hvor mange donorlande på

mikro-niveau hævder en samtænkt indsats, fremstår der på makro-niveau en slående

mangel på en international koordineret tilgang (Helly m.fl. 2015).

Opsummering af Frankrigs sikkerhedsadministration Frankrig har ved at rammesætte terrortruslen dekontekstualiseret den oprindelige

intervention og retfærdiggjort en militarisering af regionen med flere militære baser (Wing

2013). Denne militarisering kan sløre de ikke-militære aspekter af de problemer der er

årsag til ustabiliteten i Sahel (Shurkin 2014). Den allerede tilstedeværende militære

intervention kan underminere det internationale samfunds proces med moralsk

legitimering af intervention over humanitære kriser, og stiltiende acceptere et vidst niveau

af uretfærdigheder (Dunford og Neu 2019). Den franske intervention er blevet til et udvidet

internationalt engagement med en transformeret regional sikkerhedsadministration hvor et

nyt militært apparat i Barkhane-G5 Sahel, autoriseret af FN’s sikkerhedsråd, med

finansieringsmidler fra EU og Saudi Arabien, og militær støtte fra USA (Charbonneau

2019). Mali er altså blevet rationale og retfærdiggørelse for en forandring af regional

ledelse og udvidelse af institutionelle strukturer. FN’s mission i Mali understøtter den

postmoderne krigs tendens væk fra liberal fredsopbygning hen mod nedskalerede

ambitioner gennem stabilisering og terrorbekæmpelse (Karlsrud 2017).

4.3. Strategisk analyse af Danmark i Sahel I det følgende afsnit søges Danmarks strategi for Sahel belyst i rammen af

sikkerhedsadministration som strategi og med anvendelser af ideer og redskaber i

gråzonen.

Danmarks militære bidrag i Sahel Danmark har haft militære bidrag i Sahel regionen siden 2012, sammen med en række

udviklingsprogrammer i Niger, Burkina Faso og Mali. I 2013 bidrog Danmark med C-130J-


Side 31 af 46

transportfly til Operation Serval. Siden 2014 har Danmark bidraget til FN’s mission

MINUSMA. Bidrag inkluderer C-130J-transportfly med mandskab. Et

specialoperationsbidrag på 30 personer i samarbejde med en nederlandsk enhed i 2016,

med opgaver i patruljeaktiviteter, overvågning og områdeanalyser. Fra marts 2015 til

december 2016 var den nyudnævnte chef for forsvarskommandoen Generalmajor

Lollesgaard styrkechef for MINUSMA. Herudover ydes stabsbidrag og finansiel støtte. Fra

udgangen af 2019 og 12 måneder frem bidrager Danmark til Operation Barkhane med to

transporthelikoptere og 70 personer. De militære bidrag suppleres af midler fra Freds- og

Stabiliseringsfonden der finansierer forsvarsengagementer i Sahel-programmet, samt

Reservepuljen for internationale operationer. Hertil hører et langsigtet

udviklingssamarbejde i Mali, Burkina Faso og Niger på 550 mio. kr. om året, og

humanitære indsatser i et bilateralt landeprogram fra 2017-2022 på 760 mio. kr.

(Forsvarsministeriet 2019; 2017)

Figur 1. Danmarks militære indsatser i Sahel 2013-2023 (Jacobsen og Engen 2019)

Sikkerhedssituationen i Sahel og dens konsekvenser for dansk og europæisk sikkerhed

indgår i regeringens seneste Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske strategi 2019-2020

(Regeringen 2018). Herudover har Freds- og Stabiliseringsfondens et særligt Sahel

program (Freds- og Stabiliseringsfondens Samtænkningssekretariatet 2018).

Målende for den danske strategi i Sahel bærer præg af helhedsorienteret samtænkning:

”Derfor vil regeringen i de kommende år bruge flere kræfter og ressourcer på langsigtede

indsatser, der adresserer de grundlæggende årsager til irregulær migration og bidrager til

bæredygtig udvikling. Det gælder navnlig i fattige og skrøbelige lande i Afrika med særligt


Side 32 af 46

fokus på Sahel-regionen og Afrikas Horn. Det handler ikke kun om at skabe bedre

økonomiske muligheder, men også om politiske og sociale muligheder og rettigheder. Det

kan opnås gennem støtte til uddannelse, stabilisering, reduceret sårbarhed over for

klimaforandringer og ved at sikre retssikkerhed, korruptionsbekæmpelse, ligestilling og

kvinders ret til at bestemme over egen krop.” (Regeringen 2018).

Det står i skarp kontrast til Danmarks samarbejde med Frankrig og Operation Barkhane

der primært har terrorbekæmpelse som mål. På samme måde som Frankrig har Danmark

gjort brug af specialoperationsstyrker i MINUSMA, for at opnå stor strategisk effekt med et

begrænset fodaftryk. I dansk sammenhæng er den hemmeligholdelse der præger

specialoperationstyrkernes operationer dog ikke uden juridiske og politiske

betænkeligheder (Shack og Winther 2017). Danmark kan med fordel udvide

specialoperationsstyrkernes kapaciteter, men skal samtidigt også finde en model for

offentlig indsigt og menneskeretslig eftersyn hvis den danske demokratiske tradition skal

videreføres. Specialoperationsstyrker har en bred strategisk appel, både direkte i kamp

mod terrorister og indirekte i træningsbidrag med henblik på militær kapacitetsopbygning.

Samtidigt er specialoperationsstyrker som strategisk instrument også en knap ressource,

hvis bedste udnyttelse kræver en kvalificeret strategisk prioritering.

Danmark på vej mod sikkerhedsadministration? Den danske analyse af antiterror indsatsen i Sahel gennem Center for Militære Studiers

myndighedsbehandling konkluderer at Frankrig med Operation Barkhane har for få

militære ressourcer og mangel på politisk vilje til et langvarigt militært engagement

(Jacobsen og Engen 2019). Heri vurderes det at Danmark ved at deltage i Operation

Barkhane risikerer at bliver associeret med en ’hårdtslående fransk tilgang til

terrorbekæmpelse’, der er mindre gennemsigtighed og offentlighed omkring (Rault 2010).

Center for Militære Studiers analyse af Syrien-krisen viser i samme tråd nye trends hvor

fremtidens landmilitære kampplads er væsensforskellig for vestlige styrker i forhold til

intervention i tidligere konflikter (Engen og Kjellund 2018).

Danmarks valg af partnerskabsramme Danmark står ved en strategisk skillevej. Som udtrykt i det seneste Forsvarsforlig 2018-

2023 (Forsvarsministeriet 2018), er NATO stadig en hjørnesten i dansk forsvars- og

sikkerhedspolitik, men det udfyldes primært som en forsikringspolice hvor betalingen er

opfyldelsen er en 2% procent af BNP målsætning. Det tidligere parløb med USA er afløst


Side 33 af 46

af en ny kombineret portefølje af militære bidrag. Usikkerheden om USA udenrigspolitiske

strategi har skabt grobund for en udvidelse af europæisk forsvarssamarbejde. European

Intervention Initaitive (E2I) er et fransk initieret forsvarsinitiativ, der går uden om de

klassiske liberale institutioner NATO og EU. E2I har den fordel for Danmark at det omgår

det danske forsvarsforbehold. Formålet er at skabe en fælles strategisk kultur med et

pragmatisk og operativt samarbejde. Danmark og Frankrig indgik i 2014 en

samarbejdsaftale men med E2I er grobunden lagt for et fast kriseberedskab udenfor FN,

NATO, EU og OSCE. E2I skal producere træningsmanualer, doktriner og procedurer, så

hvis den franske intervention i Mali er besked om en ny form for intervention er E2I

kanalen for dens udbredelse. Danmark er derfor gået et skridt nærmere Frankrig som ny

aktivistisk militær stormagt i Europa. I EU-regi er der også oprettet et forsvarsinitiativ i

Permanent Structured Cooperation (PESCO), hvor Danmark altså grundet sit

forsvarsforbehold ikke er med. E2I giver derimod Danmark mulighed for at fortsætte sin

militære aktivisme, trods forsvarsforbeholdet (Cramer-Larsen og Crone 2019). I Sahel lider

antallet af interventionsaktører og bidrag under en mangel på overordnede strategisk

koordination og derved manglende samtænkning (Shurkin, Pezard, og Zimmerman 2017).

Frankrig og Operation Barkane er den eneste partner der direkte understøtter de danske

ambitioner i Sahel som beskrevet i Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Strategi 2019-2020

(Jacobsen og Engen 2019). Derfor er Mali blevet et muligt pejlemærke for Danmarks

indgåelse i ad hoc fællesskaber om operationer (Krog 2019).

Mulige danske militære bidrag i Sahel? I deres analyse af den internationale antiterror-indsats i Sahel opstiller Jacobsen og Engen

nogle mulige danske militære bidrag (redskaber) sammen med en afvejning af deres risici

(Jacobsen og Engen 2019). Bidragene opstilles her med henblik på efterfølgende

diskussion. Bidragene opdeles i direkte, indirekte og passive tilgange.

Direkte tilgange. Udsendelse af lette opklaringsenheder til MINUSMA med henblik på

indhentning af efterretning, monitorering og patruljering af ansvarsområdet. Bidraget kan

bestå af en opklaringseskadron med lette køretøjer. Et opklaringsbidrag vil kræve en del

logistiske støtte, men vil også give både politisk synlighed og effekt i forhold til den

Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske strategi samt støtte til FN. I denne sammenhæng kunne

Danmark anmode FN om at besætte stabschefsposten i MINUSMA. Et andet bidrag kunne

være en fortsættelse af helikopterbidraget i Barkhane til taktisk transport og et lignende

bidrag til MINUSMA. Et helikopterbidrag styrker forholdet til Frankrig og understøtter den


Side 34 af 46

Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske strategi. Et sidste direkte bidrag kunne være kapaciteter

til beskyttelse mod og rydning af vejsidebomber. Her råder Danmark ikke over store

kapaciteter, men det er en efterspurgt kapacitet blandt lokale regeringer der både vil styrke

Danmark i MINUSMA samt bilateralt overfor lokale regeringer.

Indirekte tilgange. Danmark kan opstille og indsætte træningsbidrag målrettet mod træning

af lokale sikkerhedsstyrker i terrorbekæmpelse. Her har Danmark solid erfaring, også med

specialoperationsstyrker. Det styrker forholdet til Frankrig og MINUSMA, men har også

risici i forhold til opretholdelse af menneskerettigheder. Alternativt kan Danmark bidrage

med auditører til uddannelse af lokale auditører både bilateralt i Mali samt i rammen af

MINUSMA. Det vil imødegå kritikken af de menneskeretslige problematikker i G5-Sahels

intervention.

Passive tilgange. Danmark kan bidrage med udstyr til at imødegå vejsidebomber samt

overvågningsmateriel. Det kræver instruktørstøtte og teknisk assistance.

Overvågningsudstyret kan understøtte antiterror-operationer men kan også anvendes

utilsigtet. Donation af udstyr kan styrke det langvarige bilaterale samarbejde. Danmark kan

også øge de økonomiske midler, blandt andet til G5-Sahel. Økonomisk støtte er i tråd med

den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske strategi og kan styrke samarbejdet med Frankrig og

G5-Sahel. Donationsbidragene har dog iboende PA-problemer som beskrevet ovenfor.

Sidstnævnt kan Forsvarets Computer Network Operations (CNO) kapacitet bidrage til

antiterror indsatsen på tværs af regionen, og den kan anvendes fra Danmark. CNO finder

bred anvendelse på tværs af regionen og partnerrammer, men giver mindre synlighed.

Alle ovenstående bidrag kræver bevidste valg af partnerskabsramme, og står som mindre

og selektivt bidrag i en større ramme. De er selvfølgelig fremstillede som bidrag målrettede

mod terrorbekæmpelse, men argumentet her skal være at meget mere omfattende bidrag

fra dansk side lader vente på sig. Det kræver et politisk strategisk arbejde at løfte disse

enkelte bidrag op til et niveau for indsatsen i Sahel koordineres og samtænkes. Her kan

det franske E2I være en sådan ramme for et mere integreret bidrag, men det bringer

dansk strategi tættere på franske målsætninger. De danske kapaciteter vil således også

formes efter det franske ønske om at opbygge en beredskabsstyrke, der formentlig vil tage

form efter Operation Serval’s effektivitet hvis anskuet som en militær operation i isolation.

Her kan man diskutere om et betydeligt dansk engagement i Sahel ikke er ude af trit med

de sikkerhedspolitiske realiteter, og at Europa med fremtidsperspektiverne for


Side 35 af 46

syddagsordenen med forkerte prioriteringer ender i en endnu mere ustabil og usikker

situation (Breitenbauch, Byrjalsen, og Schousboe 2018). Som nævnt ovenfor er

operationsmiljøet i Sahel yderst komplekst med begrænset gennemsigtighed. Dansk

militær magtanvendelse i partnerskab med G5 Sahel, med hemmelige operationer og et

væld af aktører på kamppladsen kan utilsigtet skabe politisk modvilje i lokalbefolkningen

(Cold-Ravnkilde 2019). Stabilisering og udvikling er her centralt for en langsigtet udvikling i

regionen. Her kan den danske tradition for samtænkning være vejen frem. Derfor er det

også centralt at der overlevering af viden samt strategisk koordinering mellem

samtænkningsstyregruppen, de politiske beslutningstagere og den operative militære stab.

5. Diskussion Opgavens analyse af den franske intervention i Sahel med Operation Serval og Operation

Barkhane peger på nogle skelsættende forandringer i de nordlige staters intervention i

Sahel-regionen. Her i diskussionsafsnittet kan vi returnere til de opstillede teser omkring

Frankrigs intervention i Sahel som sikkerhedsadministration.

1. I sikkerhedsadministration vil den militære intervention først forekomme når der

igennem statens organisering af risiko vurderes en reel risiko for national sikkerhed.

Der forstås at Frankrig ikke ønskede en militær intervention, men en international indsats.

Først da der fra fransk side henover sommeren 2012 sås nogle klare risici i mod de

nationale sikkerhedsinteresser blev der i oktober planlagt en militær intervention. Disse

risici var betydningen af uranminer for den nationale energiforsyning, samt en øget

terrortrussel overfor Frankrig og franske statsborgere i form af det opståede jihadistiske

frirum i Malis nordterritorie. Den franske vildledning omkring sin vilje til intervention peger

på terrorbekæmpelse som mål. En hensigts erklæring om at forsvare befolkningen i syd

kunne skabe sikkerhed omkring processen mod en ny Bamako regering, men med

vildledningen lykkes det at lokke de jihadistiske grupper ud af deres skjul i bjergene mod

nord. Den reelle trussel i den jihadistiske fremrykning mod Bamako kan diskuteres, med

det gav et ’window of opportunity’ for en fransk operation der allerede var planlagt.

2. I sikkerhedsadministration vil den militære intervention vil være målrettet trusler for den

nationale sikkerhed.

I Operation Serval voksede det franske mandat hurtigt til at inkludere en bekæmpelse af

jihadister mod nord, og med Operation Barkhane blev den franske terrorbekæmpelses


Side 36 af 46

indsats blåstemplet med et vidtrækkende FN-mandat. Frankrig fik således cementeret sin

militære tilstedeværelse i regionen med en netværk af militære baser, og en styrkeramme

på op til 13.289 militærpersonel og 1,920 politipersonel til sin disposition igennem

MINUSMA der understøtter den franske terrorbekæmpelse. Frankrig har konsekvent

arbejdet for at den langsigtede stabiliseringsindsat og fredsopbygning løses i en

international ramme, ikke af Frankrig.

3. Sikkerhedsadministrationens redskaber finder i større grad sted i gråzone intervention

imellem krig og fred.

FN’s fredsbevarende mission i MINUSMA er den første der i denne grad relaterer til

terrorbekæmpelse, og FN’s upartiskhed kan kritiseres. Tilbage står at Frankrig fra sin

unilaterale intervention i Sahel har søsat en større omvæltning af europæisk

sikkerhedspolitik. Frankrig fik med Operation Serval ændret den internationale opfattelse

af intervention i Sahel, og fik med sin fremstilling af Mali som en ny terroristrede, hvorefter

sikkerhedseksperter og den akademiske forskning hurtigt tilsluttede sig nødvendigheden

af militær intervention. Endvidere fremstår Frankrig med sin strategiske kultur for høj

accept af risiko som foregangsland for en ny aggressiv terrorbekæmpelse. Dette

viderebringes i Frankrigs initiativer for at fremme et nyt projekt for europæisk sikkerhed og

søsættelsen af nye initiativer som E2I og EPF.

Opfyldelsen af disse karakteristika for den franske intervention i Sahel som

sikkerhedsadministration bekræfter opgavens hypotese om en nyudvikling i

sikkerhedsstrategi, hvorfor Danmark bør revidere sin intervention i regionen.

Danmark: På vej mod sikkerhedsadministration og gråzone intervention? Danmark tager aktivt del i denne nye terrorbekæmpelse med styrkebidrag til Serval,

MINUSMA og Barkhane, samt medlemskab af E2I. Denne opgave ser en diskrepans

mellem ambitionerne i Danmarks Udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, og tilslutningen

til Frankrigs aggressive terrorbekæmpelse. Danmark står derfor ved en skillevej i forhold til

vores internationale forsvar for samtænkning. Det kræver en stor politisk indsats at få

inkorporeret danske værdier for stabiliseringsindsatser og udviklingsbistand ind i rammen

af partnerskabet med Frankrig. Her har Danmark dog en mulighed i bidrage til

overholdelse af menneskerettigheder igennem efterretningsarbejde samt auditørbidrag til

MINUSMA.


Side 37 af 46

Mali blev rationale og retfærdiggørelse af en forandret regional sammenslutning samt en

udvidelse af de institutionelle strukturer. Heri overskygger krigen mod terror de

underlæggende årsager til konflikt. Der er vage politiske påkald af samtænkning og

sammenhængen mellem sikkerhed og udvikling men de inkorporeres i logikken af

terrorbekæmpelse som politik, og bliver derfor udvaskede. Det komplekse nexus af militær

intervention i nye partnerskabsstrukturer og en dertilhørende normalisering af permanent

militær magtanvendelse finder denne opgave bedst forklaret i rammen af

sikkerhedsadministration som mål. Sikkerhedsadministration er karakteriseret ved en

militarisering hvor tidligere ideer om langsigtet fredsopbygning og COIN er erstattet

intervention i en gråzone med henblik på administration og bekæmpelse af ustabilitet og

dens følgevirkninger for de intervenerende landes nationale sikkerhedssituation. Gråzone

intervention gør brug af begrænset intervention og indirekte intervention, og redskaberne

er luftangreb, efterretningstjeneste, information, sikkerhedsstyrkebidrag og hemmelige

operationer med udpræget brug af specialoperationsstyrker.

Hvordan tilpasser Danmark sig de franske ambitioner i E2I? En mulighed er at sigte mod

specialisering både i kapaciteter men også i forhold til opgave, for eksempel med

terrorbekæmpelse. Her er en udvidelse af specialoperationsstyrkernes særlige evner og

erfaring i Mali en mulighed. En anden af en udvidelse af stabsbidrag hvor Danmark også

har en tradition i MINUSMA. En tredje mulighed kunne være efterretningstjenesten. Her er

der dog den krølle at hvor danske bidrag til Barkhane ikke kan reelt kan ses at understøtte

MINUSMA, kan bidrag i rammen af MINUSMA bidrage til Frankrigs Operation Barkhane.

Hvis vi som i denne opgave ser dansk deltagelse i rammen af den franske

sikkerhedsadministration i Sahel som udtryk for en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk

strategi for dansk intervention i regionen, hvilke risici afleder det? En risiko er et trade-off

mellem den franske sikkerhedsadministration opretholdelse af status quo og den danske

samtænkningsindsats. Opretholdelse af status quo indebærer samarbejde med de

eksisterende regimer der lider af det demokratisk underskud. Den kritik istemmes som

beskrevet ovenfor af USA. Den danske samtænkningstradition som håndhævet af

Samtænkningsstyregruppen fremstiller den danske intervention som en samlet pakke med

både militære og civile midler i koordination, f.eks. med en udpeget Sahel-koordinator og

en skøbelighedskoordinator. Det står i kontrast til partnerskabet med Frankrig det

medfølgende aggressive fokus på terrorbekæmpelse. Danmark kan bidrage til at fastholde

Sahel landene i en pseudo kolonitid med en afhængighed af fransk militær magt.


Side 38 af 46

En anden risiko i forlængelse af samtænkning i operationsområdet er manglende

prioriteringer i dansk udenrigspolitik og forsvar i lyset af den brydningstid Danmark

befinder sig i. Det blev velkendt argumenteret i den udenrigspolitiske udredning ’Taksøe-

Rapporten’ (Taksøe-Jensen 2016). Uden klare prioriteringer kan Danmark ikke effektivt

ruste sig til fremtidens udfordringer. Kravet om prioriteringer gælder også i forsvarets

opgaver og tilhørende ressourcer. I Forsvarsforliget ligger der et ønske om at det danske

forsvar ”skal kunne deltage i det fulde spektrum af militære operationer, herunder kollektiv

afskrækkelse, genforsikringstiltag, terrorbekæmpelse, stabiliserings- og

forebyggelsesindsatser samt øget tilstedeværelse i Arktis.”(Forsvarsministeriet 2018). Om

end der er afsat flere ressourcer i det nye forsvarsforlig til både til opstillingen af en

brigade specialoperationsstyrker, en let infanteribataljoner der hurtigt kan indsættes, og en

forstærkelse af specialoperationsstyrkerne, nye fly, strike kapaciteter samt

efterretningstjeneste, er de stadig under opbygning. De reelle kapaciteter i det danske

forsvar kræver prioritering. Her skal de forholdsvis store omkostninger ved en dansk

deltagelse i Sahel sammenholdes med den reelle sikkerhedstrussel mod Danmark fra

regionen. Her må risikoen for terrorangreb fra Sahel, og ikke mindst en større risiko i form

af fremskrivning i migration eller en reel trussel om militær magtanvendelse vurderes til at

være begrænset i den nuværende udsigt. Her kunne en prioriteret strategi ligge i valget

mellem to hovedtilgange til syddagsordenen, engagement i Sahel eller afskærmning i form

af et grænsesamarbejde i Sydeuropa (Breitenbauch, Byrjalsen, og Schousboe 2018).

Sikkerhedsadministration som strategisk mål er ikke som i Lykkes strategi model en

egentlig sluttilstand. Hvor sikkerhedsadministration som i Frankrigs tilfælde afføder en

permanent militær intervention kan teorien om strategi som statens forsøg på at undgå

krig diskuteres. Selvfølgelig kan intervention ses som en undgåelse af krig i eget territorie,

men den passer ikke på den asymmetriske modstander i terroristen. Krigen mod terrors

accept af krig uagtet af national sikkerhedsagenda er videreført af Frankrig i Sahel, og

Danmark er hoppet med. De nye ideer om hvad der udgør krig er sammenfaldende med

den øgede militarisering af FN’s fredsbevarende mission. Det synes at krigens væsen har

indhentet den politiske styring af krigen og dens redskaber. Her fanger

sikkerhedsadministration som teoretisk koncept de nye trends i de nordlige landes militære

intervention i Sahal, heriblandt en forandret politik for militær magtanvendelse.


Side 39 af 46

6. Konklusion Den franske intervention i Sahel står som en milepæl i en grundlæggende forandring i

militær intervention i konfliktområder. Den franske videreførelse af den militære

intervention i Mali over til en terrorbekæmpelsespolitik igennem G5-Sahel fremstår som et

nybrud fra stabiliseringsoperationernes fredsopbyggende ophav. Om end Frankrig

selvfølgelig gerne så en fredelig udvikling i hele Sahel-regionen, hvor liberale demokratier

gennemgår en socialøkonomisk udvikling til et niveau hvor sikkerhedssituationen

stabiliseres, så er det ikke det umiddelbare mål med den franske intervention. Frankrig

ønsker at afbalancere den risiko mod terrorgrupperne udgør mod den nationale sikkerhed.

Derfor har Frankrig udbygget sit mandat til en permanent tilstedeværelse i regionen med

en målrettet indsats mod terrorister som de definerer. Denne strategi fremstår i rammen af

denne opgave som sikkerhedsadministration, i kontrast til tidligere tiders fredsopbygning.

Opgavens tese om at den franske strategi for Sahel har sikkerhedsadministration som

mål, nye ideer om militære intervention, og brug af redskaber i gråzonen finder derfor

anvendelse, så langt som det skaber en nye konceptuel ramme for vores forståelse af

intervention. Om det er sikkerhedsadministration som strategi der drager indflydelse på

ideer og redskaber eller omvendt er et andet studie. Her kan blot konkluderes at såfremt

mål, midler og metoder er gensidigt konstitutive, som de burde være hvor der er tale om

en sammenhængende strategi, så kan Danmark ikke deltage på et af krigens niveauer

uden at det får indflydelse på de andre (Department of the Army 2017). Altså skal der

politisk arbejdes for en afbalancering, for at undgå unødig risiko i den danske strategi og i

forsvarets operationer. Anbefalingen i denne opgave er at Danmark kraftigt skal overveje

vores militære tilstedeværelse i Sahel, og den bagvedliggende strategi. Udgør Sahel en

reel sikkerhedsrisiko for Danmark, og hvis ja, hvordan udformer den sig konkret? Denne

konkretisering er mindre tydelig i den franske intervention i rammen af G5 Sahel. En sådan

konkretisering er nødvendig for at forme vores militære intervention og kapaciteter

derefter. Særligt hvis Danmark med Frankrig er på vej mod en permanent intervention

med gråzone redskaber. Det er potentielt en omstilling på højde med Afghanistan og Irak

for det danske forsvar. Hvis målet i Sahel er fredsopbygning til støtte for de afrikanske

stater, er den franske militariserede tilgang en usikker vej dertil. Hvis Danmark ikke skaber

balance i sin strategi i rammen af den Franske sikkerhedsadministration øges risici, som

forholdet til FN, NATO, USA, EU og Afrika, mulighed for nye terrortrusler med modvilje fra

lokale i Sahel, et misforhold mellem de danske militære kapaciteter og komplekse opgaver

med tabstal, sårede og psykiske efterdønninger til følge.


Side 40 af 46

Opgavens vurdering af Frankrigs intervention i Sahel som sikkerhedsadministration er

begrænset af være en subjektiv vurdering af de strategiske tværsnit af operationernes

udvikling som gengivet gennem eksisterende litteratur. Resultaternes generalisering af en

nye tendens med strategisk betydning for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik er

derfor begrænsede af den induktive metode. Det taler for opgavens værdi i rammen af

refleksive strategiske studier at den står som et forsøg på at sammenstille nogle

nyudviklinger i strategiske studier med sikkerhedsadministration som forståelsesramme.

7. Perspektivering Sikkerhedsadministration som strategisk mål er om ikke andet brugbart som svar på

mange af de spørgsmål strategiske studier har diskutere siden 1990’erne. For eksempel

om NATO burde opløses, og fremtiden for den internationale system. Interessen for en

udviskning af rollen af suveræne stater i det liberale verdenssamfunds komplekse

interdependens (Keohane og Nye 2001), har fået et modsvar i staten som

sikkerhedsaktør, samt en sløret grænse for staters suverænitet i kampen mod terror i

Sahel. Globaliseringens udfordringer hvor trusler forstærkes via teknologiske landvinger

og grænser sløres gennem netværksstrukturer præger også Sahel. Her kan tales om den

individuelle krig, hvor terrorister relativt få i antal og med begrænsede ressourcer kan

udrette proportionelt stor skade (Beck 2002).

Såfremt sikkerhedsadministration er et strategisk mål i sig selv, har det betydning for vores

anskuelse af staters sikkerhedspolitik. Hvis Frankrigs semipermanente tilstedeværelse i

Sahel er udtryk for en generel tendens er Danmark så på vej mod en tilstand af uendelig

krig? (Breitenbauch 2015). Staters strategi vil i højere grad være pragmatisk, med adhoc

operationer og ’venue shopping’ som politisk strategi (Pralle 2003). Fleksibiliteten i

sådanne samarbejder kan være en mulighed for Danmark som småstat. Danmarks

engagement i E2I fremstiller en række dilemmaer i Danmarks valg af partnerramme der

har konsekvens for fremtidens forsvar. USA har efterlyst et større europæisk ansvar for

egen sikkerhed, men det kan også være startskuddet på en amerikansk nedjustering af

NATO alliancen. Alligevel er Europa afhængig af USA's militære kapaciteter, ikke mindst

efterretning. Det kan også få konsekvenser for det fælles nordiske samarbejde med

Sverige, Norge, Finland og Island i rammen af NORDEFCO. Dette samarbejde kan have

en betydning for Danmarks sikkerhedspolitiske dagsorden mod nord og øst. Sahel er

tvetydig i forhold til relationen til FN. På den ene side kan Danmark vise støtte til FN


Side 41 af 46

igennem MINUSMA, men på den anden side tilslutningen til FN’s skift mod

terrorbekæmpelse give bagslag på den lange bane. Der er dog den mulighed at Danmark

et bidrag til MINUSMA kan understøtte sit kandidatur til FN’s sikkerhedsråd. På den måde

kan Danmark søge indflydelse for den samtænkte indsats vi har tradition for. I forhold til

EU er Danmark jo med sit forsvarsforbehold allerede ude i kulden, hvorfor E2I giver

mulighed for dybere partnerskaber med de andre EU lande. Det synes tydeligt at

konturerne i den europæiske udenrigspolitik er under forandring. I EU blev der i 2016

udformet en global strategi for forsvar og sikkered (EUGS), og i 2018 foreslog den franske

præsident Macron et European Peace Facility for EU men udenfor budgettet

(Breitenbauch og Kristensen 2017). EPF skal erstatte African Peace Facility og belyser på

den måde en fortsættelse af den franske intervention i Afrika i rammen af det europæiske

forsvarssamarbejde. Tiden vil vise hvorvidt den læring der ligger i det danske samarbejde

med Frankrig i ideer og værktøjer bliver på bekostning af samtænkningsdagsordenen.

I tesen om statens sikkerhedsadministration i et globalt risiko samfund ligger også en

kritisk refleksion. For hvis staten i sin organisering af risiko retfærdiggør anvendelse af

militær magt hvor staten som bekendt har det eneste legitime voldsmonopol, så styrker

staten sin egen magtposition. Statens prioritering af militære bidrag til Sahel og

retfærdiggørelse her af kan altså ses som en politisk kamp, for eksempel

interessekonflikter mellem politiske programmer og organisationer, frem for en pragmatisk

kalkule af hvor meget sikkerhed Danmark reelt får pr. støvle på jorden ved intervention i

Sahel.


Side 42 af 46

8. Referencer Albert, Jacob. 2013. “When it comes to energy, the Sahel could be to France what Iraq

was to the US”. Quartz, 30. januar 2013. Beck, Ulrich. 2002. “The Terrorist Threat: World Risk Society Revisited”. Theory, Culture &

Society 19 (4): 39–55. ———. 2006. “Living in the World Risk Society: A Hobhouse Memorial Public Lecture

given on Wednesday 15 February 2006 at the London School of Economics”. Economy and Society 35 (3): 329–45.

Biddle, Stephen, Julia Macdonald, og Ryan Baker. 2018. “Small Footprint, Small Payoff: The Military Effectiveness of Security Force Assistance”. Journal of Strategic Studies 41 (1–2): 89–142.

Biddle, Stephen, og Robert Zirkle. 1996. “Technology, civil-military relations, and warfare in the developing world”. Journal of Strategic Studies 19 (2): 171–212.

Binnendijk, Hans, og Friis Petersen. 2007. “The Comprehensive Approach Initiative: Future Options for NATO”. Defense Horizons 58 (september): 1–5.

Blair, David. 2013. “Timbuktu: Al-Qaeda’s Terrorist Training Academy in the Mali Desert”. The Daily Telegraph, 11. februar 2013. https://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/africaandindianocean/mali/9860822/Timbuktu-al-Qaedas-terrorist-training-academy-in-the-Mali-desert.html.

Blechman, Barry M., og Stephen S. Kaplan. 1978. Force without war: U.S. armed forces as a political instrument. Washington, D.C.: The Brookings Institution.

Boeke, Sergei. 2016. “Transitioning from military interventions to long-term counter-terrorism policy: The Case of Mali (2013–2016)”. Terrorism and Counter-Terrorism Studies, april.

Boeke, Sergei, og Bart Schuurman. 2015. “Operation ‘Serval’: A Strategic Analysis of the French Intervention in Mali, 2013-2014”. Journal of Strategic Studies 38 (6): 801–825.

Boeke, Sergei, og Antonin Tisseron. 2014. “Mali’s Long Road Ahead”. The RUSI Journal 159 (5): 32–40.

Boutton, Andrew. 2014. “US foreign aid, interstate rivalry, and incentives for counterterrorism cooperation”. Journal of Peace Research 51 (6): 741–54.

Branner, Hans. 2015. Global politik : grundbog til international politik. 3. udg. København: Columbus.

Breitenbauch, Henrik Ø. 2015. Uendelig krig?: Danmark, samtænkning og stabilisering af globale konflikter. Studier i global politik og sikkerhed, 10. København: Jurist- og Økonomforbundet.

Breitenbauch, Henrik Ø., Niels Byrjalsen, og Laura Hollænder Schousboe. 2018. “Engagement og afskærmning - Strategiske pejlemærker for Europas syddagsorden”. København: Center for Militære Studier Københavns Universitet.

Breitenbauch, Henrik Ø., og Kristian Søby Kristensen. 2017. “Rørte vande - Europæisk sikkerhed og dansk forsvar i en opbrudstid”. København: Center for Militære Studier Københavns Universitet.

Burgess, Stephen. 2018. “Military Intervention in Africa: French and US Approaches Compared”. ASPJ Africa & Francophone 2nd Quarter: 21.

Burgos, Russell A. 2018. “Pushing the easy button: special operations forces, international security, and the use of force”. Special Operations Journal 4 (2): 109–28.

Callimachi, Rukmini. 2014. “Paying Ransoms, Europe Bankrolls Qaeda Terror”. The New York Times, 29. juli 2014. https://www.nytimes.com/2014/07/30/world/africa/ransoming-citizens-europe-becomes-al-qaedas-patron.html.


Side 43 af 46

Chafer, Tony. 2018. “Françafrique - the state of relations between France and Africa”. I Africa South of the Sahara, 47th Edition. Europa Publications. New York: Routledge.

Charbonneau, Bruno. 2017. “Intervention in Mali: building peace between peacekeeping and counterterrorism”. Journal of Contemporary African Studies 35 (4): 415–31.

———. 2019. “Intervention as Counter-Insurgency Politics”. Conflict, Security & Development 19 (3): 309–14.

Chivvis, Christopher S. 2016. “The French War on Al Qa’ida in Africa”. 2016. https://www.rand.org/pubs/commercial_books/CB540.html.

Clausewitz, Carl von. 2010. Om krig. Århus: Aarhus Universitetsforlag. Coker, Christopher. 2009. War in an age of risk. Cambridge: Polity Press. Cold-Ravnkilde, Signe. 2019. “Providing Security in the Sahel: A ‘Traffic Jam’ of Military

Interventions”. Italian Institute for International Political Studies. https://www.ispionline.it/en/pubblicazione/providing-security-sahel-traffic-jam-military-interventions-23852.

Cold-Ravnkilde, Signe, Peter Albrecht, og Rikke Haugegaard. 2017. “Friction and Inequality among Peacekeepers in Mali”. The RUSI Journal 162 (2): 34–42.

Cramer-Larsen, Lars, og Manni Crone. 2019. “Nybrud i europæisk forsvarssamarbejde: Muligheder og dilemmaer for Danmark”. Policy Brief. København: Danish Institute for International Studies.

Crane, Conrad C., og W. A. Terrill. 2003. “Reconstructing Iraq: Insights, Challenges, and Missions for Military Forces in a Post-Conflict Scenario”: Fort Belvoir, VA: Defense Technical Information Center.

Cusumano, Eugenio, og Marian Corbe. 2018. A civil-military response to hybrid threats. Cham, Switzerland: Palgrave Macmillan.

Den interministerielle Samtænkningsstyregruppe. 2018. “Danmarks Samtænkte Freds- og Stabiliseringsindsatser 2018”. Årsrapport. https://www.fmn.dk/nyheder/Pages/aarsrapport-for-Freds-og-Stabiliseringsfonden-2018.aspx.

Department of the Army. 2017. “Operations FM 3-0”. https://fas.org/irp/doddir/army/fm3-0.pdf.

Dimitriu, George. 2018. “Clausewitz and the politics of war: A contemporary theory”. Journal of Strategic Studies, oktober, 1–41.

Dunford, Robin, og Michael Neu. 2019. “The Responsibility to Protect in a world of already existing intervention”. European Journal of International Relations 25 (4): 1080–1102.

Ehrhart, Hans-Georg. 2017. “Postmodern Warfare and the Blurred Boundaries between War and Peace”. Defense & Security Analysis 33 (3): 263–75.

Engen, Torben Toftgaard, og Jon Kjellund. 2018. “Nye militære trends i den syriske borgerkrig”. København: Center for Militære Studier Københavns Universitet.

European Council. 2012. “European Council 18/19 October 2012 Conclusions”. https://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_Data/docs/pressdata/en/ec/133004.pdf.

Fischer, Kristian, og Jan Top Christensen. 2005. “Improving civil-military cooperation the Danish way”. NATO Review Summer. https://www.nato.int/docu/review/2005/Peace-Building/civil-military-cooperation-Danish/EN/index.htm.

FN Sikkerhedsråd. 2012. Resolution 2085. ———. 2013. Resolution 2100.


Side 44 af 46

Forsvarsministeriet. 2017. “760 millioner kroner og transportfly til Mali”, maj 2017. https://www.fmn.dk/nyheder/Pages/760-millioner-kroner-og-transportfly-til-mali.aspx.

———. 2018. “Aftale på Forsvarsområdet 2018-2023”, januar. ———. 2019. “Regeringen vil styrke indsatsen mod terrorisme i Sahel-regionen”, 28.

februar 2019. https://fmn.dk/nyheder/Pages/Regeringen-vil-styrke-indsatsen-mod-terrorisme-i-Sahel-regionen.aspx.

Freds- og Stabiliseringsfondens Samtænkningssekretariatet. 2018. “Sahelprogram II”. Freedman, Lawrence. 2006. The transformation of strategic affairs. Adelphi paper, 379.

Oxon: Routledge. Fukuyama, Francis. 1992. The end of history and the last man. 1. New York: Free Press. Galula, David. 1964. Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice. New York:

Frederick A. Praeger. Griffin, Christopher. 2007. “French military intervention in Africa: Realism vs. Ideology in

French Defense Policy and Grand Strategy”. Paper præsenteret ved The International Studies Association 2007 Annual Convention, Chicago: IL, februar 28.

Harding, Andrew. 2013. “Mali’s road ahead: Reprisal fears and desert warfare”. BBC, 26. januar 2013. https://www.bbc.com/news/world-africa-21200668.

Helly, Damien, Lori-Anne Théroux-Bénoni, Greta Galeazzi, Ibrahim Maiga, og Fatimata Ouedraogo. 2015. “Sahel strategies: why coordination is imperative”. Institute for Security Studies Policy Brief (76).

Hörnqvist, Magnus. 2010. Risk, power, and the state after Foucault. A GlassHouse book. Milton Park, Abingdon, Oxon, England: Routledge.

Jacobsen, Katja Lindskov, og Torben Toftgaard Engen. 2019. “International antiterror-indsats i Sahel: Danmarks militære muligheder og risici i regionen”. København: Center for Militære Studier Københavns Universitet.

Joint Chiefs of Staff. 2014. “Information operations”. Joint Pulication 3-13. https://www.jcs.mil/Portals/36/Documents/Doctrine/pubs/jp3_13.pdf.

Karlsrud, John. 2017. “Towards UN counter-terrorism operations?” Third World Quarterly 38 (6): 1215–31.

———. 2019. “From Liberal Peacebuilding to Stabilization and Counterterrorism”. International Peacekeeping 26 (1): 1–21.

Kennan, George F. 1948. “The Inauguration of Organized Political Warfare”. History and Public Policy Program Digital Archive, april 30. https://digitalarchive.wilsoncenter.org/document/114320.pdf?v=941dc9ee5c6e51333ea9ebbbc9104e8c.

Keohane, Robert O., og Joseph S. Nye. 1977. Power and Interdependence: World Politics in Transition. Boston: MA: Little, Brown & Company.

———. 2001. Power and Interdependence. 3.udg. New York: Longman. Kristensen, Kristian Søby. 2013. Danmark i krig: demokrati, politik og strategi i den

militære aktivisme. Studier i global politik og sikkerhed, 05. København: Jurist- og Økonomiforbundets Forlag.

Krog, Anders. 2019. “Mali kan blive det nye Afghanistan”. Altinget.dk. 8. april 2019. https://www.altinget.dk/forsvar/artikel/mali-kan-blive-det-nye-afghanistan.

Lacher, Wolfram. 2012. “Organized Crime and Conflict in the Sahel-Sahara Region”. German Institute for International and Security Affairs, september. https://carnegieendowment.org/2012/09/13/organized-crime-and-conflict-in-sahel-sahara-region-pub-49360.

Larsen, Esben Salling, Flemming Pradhan-Blach, Mikkel Vedby Rasmussen, og Lars Bangert Struwe. 2012. “En analyse af vilkår for dansk forsvarspolitik - Strategiske valg 2012”. Center for Militære Studier Københavns Universitet.


Side 45 af 46

Lynch, Colum. 2012. “Rice: French Plan for Mali Intervention Is ‘Crap’”. Foreign Policy (blog). 2012. https://foreignpolicy.com/2012/12/11/rice-french-plan-for-mali-intervention-is-crap/.

Mann, Gregory. 2012. “The Mess in Mali”. Foreign Policy (blog). 2012. https://foreignpolicy.com/2012/04/05/the-mess-in-mali/.

———. 2015. From Empires to NGOs in the West African Sahel: The Road to Nongovernmentality. Cambridge: Cambridge University Press.

Mariager, Rasmus, og Anders Wivel. 2019. “Uvildig udredning af Danmarks militære engagement”. www.krigsudredning.ku.dk. 2019.

Mouritsen, Lars. 2009. “Specialoperationsstyrker som oprørsbekæmper i ramme af den operative kampagne”. Militært tidsskrift, Counter-insurgency, 138 (2): 185–97.

Pedersen, Rasmus Brun. 2012. “Fra aktiv internationalisme til international aktivisme: Udvikling og tendenser i dansk udenrigspolitisk aktivisme”. Politica 44 (1): 111–30.

Pedersen, Rasmus Brun, og Jens Ringsmose. 2017. “Aktivisme i dansk udenrigspolitik: Norden, FN, NATO og EU”. Politica 49 (4): 339–57.

Petersen, Friis, og Hans Binnendijk. 2007. “The Comprehensive Approach Initiative: Future Options for NATO”. Defense Horizons 58.

Pralle, Sarah B. 2003. “Venue Shopping, Political Strategy, and Policy Change: The Internationalization of Canadian Forest Advocacy”. Journal of Public Policy 23 (3): 233–60.

Rasmussen, Mikkel Vedby. 2005. “‘What’s the Use of It?’: Danish Strategic Culture and the Utility of Armed Force”. Cooperation and Conflict 40 (1): 67–89.

Rault, Charles. 2010. “The French Approach to Counterterrorism”. CTC Sentinel 3 (1). Razza, Namie di. 2018. “Protecting Civilians in the Context of Violent Extremism: The

Dilemmas of UN Peacekeeping in Mali”. International Peace Institute. https://www.ipinst.org/2018/10/protecting-civilians-in-the-context-of-violent-extremism-the-dilemmas-of-un-peacekeeping-in-mali.

Regeringen. 2018. “Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Strategi 2019-2020”. Reporters without borders. 2013. “French military intervention achieves ‘zero image of the

war front’ media objective”, 15. februar 2013. https://rsf.org/en/news/french-military-intervention-achieves-zero-image-war-front-media-objective.

Ringsmose, Jens, og Sten Rynning. 2008. “The impeccable ally? : Denmark, NATO, and the uncertain future of top tier membership”. Danish foreign policy yearbook, 11, 55–84.

Rivera, Jason. 2014. “Understanding and Countering Nation-State Use of Protracted Unconventional Warfare”. Small Wars Journal 10 (12).

Roggio, Bill. 2012. “Foreign jihadists continue to pour into Mali”. Threat Matrix: A blog of the Long War Journal, 27. oktober 2012. https://www.longwarjournal.org/archives/2012/10/foreign_jihadists_continue_to.php.

Rynning, Sten. 2006. “Den ufuldendte strategiske aktør: Danmark og sikkerhedspolitikken siden 2001”. Militært tidsskrift, Danmark som strategisk aktør, 135 (2): 186–95.

Schuurman, Bart. 2011. “Trinitarian troubles: governmental, military, and societal explanations for post-1945 Western failures in asymmetric conflicts”. Small Wars & Insurgencies 22 (1): 32–54. https://doi.org/10.1080/09592318.2010.518849.

Shack, Marc, og Mark Winther. 2017. “Specialoperationer og international terrorisme: Anvendelsesmuligheder og implikationer”. Center for Militære Studier Københavns Universitet.

Shurkin, Michael. 2014. France’s War in Mali : Lessons for an Expeditionary Army. CA: USA: Rand Corporation.


Side 46 af 46

Shurkin, Michael, Stephanie Pezard, og S. Rebecca Zimmerman. 2017. Mali’s Next Battle : Improving Counterterrorism Capabilities. Research Report; Ser. Santa Monica: RAND Corporation, The.

Sidibé, Kalilou. 2012. “Security Management in Northern Mali: Criminal Networks and Conflict Resolution Mechanisms”. IDS Research Reports 2012 (august).

Taksøe-Jensen, Peter. 2016. “Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid: Vejen frem for Danmarks interesser og værdier mod 2030”. Den udenrigspolitiske udredning. Udenrigsministeriet.

Tenenbaum, Élie. 2017. “French Exception or Western Variation? A Historical Look at the French Irregular Way of War”. Journal of Strategic Studies 40 (4): 554–76.

Tertrais, Bruno. 2013. “Leading on the Cheap? French Security Policy in Austerity”. Washington Quarterly 36 (3).

Théroux-Bénoni, Lori-Anne. 2014. “The long path to Minusma: Assessing the International Response to the crisis in Mali”. I Peacekeeping in Africa: The evolving security architecture, Wyss, 171–89. New York: Routledge.

Traub, James. 2010. “Africa’s Drug Problem”. New York Times, 9. april 2010. https://www.nytimes.com/2010/04/11/magazine/11Trade-t.html.

Ucko, David H. 2017. “Counterinsurgency as Armed Reform: The Political History of the Malayan Emergency”. Journal of Strategic Studies 42 (3–4): 448–79.

Ucko, David H., og Robert C. Egnell. 2014. “Options for Avoiding Counterinsurgencies.” Parameters: U.S. Army War College 44 (1): 11–22.

Ucko, David H., og Thomas A. Marks. 2018. “Violence in Context: Mapping the Strategies and Operational Art of Irregular Warfare”. Contemporary Security Policy 39 (2): 206–33.

Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet. 2004. “Samtænkning af civil og militær indsats i internationale operationer”. Bilag til Forsvarsforliget 2005-2009.

US Army. 2006. Field Manual 3-24: Counter-Insurgency. Washington: Department of the Army.

Veicherts, Nicolas T. 2006. “Samtænkning - modstand og muligheder”. 5. DIIS Report. Copenhagen: Danish Institute for International Studies.

Walt, Stephen M. 2016. “The Collapse of the Liberal World Order”. Foreign Policy. 2016. https://foreignpolicy.com/2016/06/26/the-collapse-of-the-liberal-world-order-european-union-brexit-donald-trump/.

Waltz, Kenneth Neal. 1979. Theory of International Politics. McGraw-Hill. Watts, Stephen, Patrick Johnston, Jennifer Kavanagh, Sean Zeigler, Bryan Frederick,

Trevor Johnston, Karl Mueller, m.fl. 2017. Limited Intervention: Evaluating the Effectiveness of Limited Stabilization, Limited Strike, and Containment Operations. San Francisco: RAND Corporation.

Weber, Cynthia. 1992. “Reconsidering Statehood: Examining the Sovereignty/Intervention Boundary”. Review of International Studies 18 (3): 199–216.

Wing, Susanna D. 2013. “Mali: Politics of a crisis”. African Affairs 112 (448): 476–85. Wirtz, James J. 2017. “Life in the ‘Gray Zone’: Observations for Contemporary Strategists”.

Defense & Security Analysis 33 (2): 106–14. Wivel, Anders. 2013. “Danmarks militære aktivisme”. I Danmark i Krig: Demokrati, politik

og strategi i den militære aktivisme, 27–52. Studier i global politik og sikkerhed, 5. København: Jurist- og Økonomforbundet.

Yarger, Harry R. 2006. “Toward a Theory of Strategy: Art Lykke and the Army War College Strategy Model”. I Guide to National Security Policy and Strategy, 2nd edition, Chapter 8:107–13. Carlisle, PA: U.S. Army War College.