BRUGSFORENINGS~ BLADET 9. AARGANG NR. 20 2 9. SEPTEMBER 193 6

Den danske Dynamolygte „Stitinder" Model 1936 - 6 Volt

Katalog Nr. 107 f.

Bedre Dynamolygte

kan ikke fremstilles.

Faas kun i

B rugsforen ingen.

Kr. 12

Præcisionsarbejde.

Meget elegant.

6 Volts Dynamo.

Pære 6/oss Amp.

Forsølvet Reflektor.

Lovbefalet, riflet Glas.

Forebromet og sortlakeret.

Lydløst og let Løb.

Driftssikker.

CODAN Gummistøvler

Støtter Svangen letter Gangen

HOLD PAA DET DANSKE

BRUGSFORENINGS ''BLADET 9. AARGANG NR. 20 2 9. SEPTEMBER 1936

DETTE NUMMER INDEHOLDER:

Forsidebillede: Den gamle Vandmølle — Brugsforeningen og Haandværkerne. Af Kristian Jørgensen 455 Fra Fronten 456 Fra Arbejdet hjemme og ude 458 Flaget er hejst 459 Sommerens Gæster — 460 En kort Bemærkning 461

De gamle Møller. Af August F. Schmidt 462 Smaa Anmeldelser 464 Fritidsgartneren 465 Blomsterberg. Af Harriet Vendelhaven 466 Hjemmets Opgaver 468 Lille Feter Brugs 469 Søren Vims 470

Brugsforeningen og Haandværkerne. TT"omnier man lidt i Forbindelse med

Brugsforeninger forskellige Steder, kan man ikke undgaa at lægge Mærke til, at der hist og her synes at være en vis Spænding mellem Haandværkerstanden og Brugsforeningen. Haandværkeren kan nok se det rigtige og fordelagtige i det Princip for Varefordeling, som Brugsfor-eningen praktiserer, og han er i Regelen ogsaa Medlem, men alligevel er der jævn-lig noget, der faar ham til at stille sig i Opposition, og det er dette, at adskillige af de Ting, han og hans Kolleger laver, ogsaa fabrikeres paa F. D. B.s Fabrikker og forhandles i Brugsforeningen, hvor-ved Haandværkeren paaføres en vis Kon-kurrence og trues af Arbejdsløshed.

I større Stationsbyer og i Købstæderne er Modsætningsforholdet vel nok størst, idet Haandværkerstanden her af flere Grunde ofte føler sig solidarisk med Han-delsstanden og i afgjort Opposition mod Brugsforeningstanken.

Det er hændt mig nogle Gange, naar jeg har været ude i en Brugsforening for at fortælle om F. D. B. og vise Lysbilleder fra F. D. B.s Virksomheder, at man paa Forhaand har gjort mig opmærksom paa, at der nok vilde være nogle Haandvær-kere til Stede, som man gerne vilde bede mig om ikke direkte at støde. Jeg har med god Samvittighed kunnet love at tage dette Hensyn, ligesom jeg altid har ment, det ikke var vor Opgave at støde Haand-værkeren bort, men netop at vinde ham, at overbevise ham om, at han naturligt hører hjemme i Brugsforeningen.

Linien i Produktionens Udvikling er jo gaaet fra Haandværket til Storindustri-en, saa Haandværkeren til Dels har set sit Erhverv forsvinde og har maattet søge Arbejde i Fabrikkerne. Det lader sig no-genlunde gøre op, hvad der herved er vundet i Masse og billig Produktion, men derimod lader det sig ikke saa let gøre oj), hvad Storproduktionen har kostet af rent menneskelige og samfundsmæssige Værdier, derved at den tidligere selvstæn-dige Haandværker er gjort til et lille Hjul i Fabrikkernes store Maskineri. Det er aabenbart, at Industriens Goder er betalt dyrt, og der har da ogsaa af og til været gjort Forsøg paa at flytte Fabriksarbej-deren tilbage til Hjemmets Værksted igen paa en Maade, saa Fordelene ved Indu¬

strien blev bevaret. Disse Forsøg er dog ikke hidtil lykkedes, men har blot været et Udtryk for Ønskeligheden af at vinde noget tabt værdifuldt tilbage igen.

Den industrielle Udvikling har Brugs-foreningerne eller Fællesforeningen imid-lertid ikke Ansvaret for, og den vilde sik-kert være naaet lige langt uden disse. Al-drig er der af Fællesforeningen rejst en Fabrik imod Haandværkeren eller for at overtage hans Arbejde. Men hvor der val-en Storindustri, der ved Sammenslutnin-ger eller Prisaftaler udnyttede Forbruger-ne for stærkt, dér rejste F. D. B. en Fa-brik til Værn for Forbrugerens Interesse, og det blev Haandværkerens lige saa vel som andre Forbrugeres Interesse, der her-ved blev varetaget.

Det gælder Fabrikationen af Marga-rine, Chokolade, Mel og Gryn, Kaffe, To-bak og Cigarer m. m., alt sammen noget, der ikke fremstilles haandværksmæssigt mere. Men F. D. B. fremstiller i Konkur-rence med Storindustrien enkelte Varer, som ogsaa finder haandværksmæssig Fremstilling, og det er her, Tampen bræn-der. Jeg skal nævne et bestemt Eksempel og nøjes dermed, selv om der kunde anfø-res flere.

Vi tilskynder vo-re Medlemmer til at købe deres Manufak-turvarer i Brugsfor-eningen eller i F. D. B.s Udsalg, fordi vi ved, at vi der faar den rigtige Vare til den rigtige Pris. Men hvis vi alle købte vort Tøj færdigsyet der, vilde det gaa Landsbyskrædderen, som det er gaaet Væ-veren, Skomageren og mange flere: han bliver overflødig og maa forsvinde, og det er hverken han eller vi tjent med.

For Bevægelsens Trivsel er det uvæ-sentligt, om F. D. B.

har nogle Hundrede Syersker mere eller mindre paa Systuerne, men for Samfun-det har det sin Værdi, at de selvstændige Haandværkerhjem i Landsbyen bliver be-varet, og for den enkelte af os har det sin Værdi at have sin Skrædder i Nærheden, som man kan gaa til og faa rettet lidt ved Tøjet, hvis det ikke passer, faa det pres-set op, repareret o. 1.

Vi tjener sikkert alle Parter bedst paa dette Omraade ved at købe Stoffet i F.D.B. og lade den stedlige Skrædder sy Tøjet.

F. D. B.s Manufaktursalg har vel næp-pe endnu faaet sin endelige Form, og det er ikke usandsynligt, at Medlemmernes Forsyning i sin Helhed først naas, naar Metervarerne kommer ud i Brugsforenin-gerne, saa Medlemmerne kan købe dem der og lade dem sy af stedlige Folk.

Ved en saadan Ordning vil Brugsfor-eningen kunne vinde Skrædderen som in-teresseret Medlem, og et lignende Hensyn staar man sig ved at vise paa andre Om-raader ogsaa.

Enhver, der har en Smule Forstaaelse af Brugsforeningernes Betydning, er selv-følgelig interesseret i at styrke Fællesfor-

Den gamle Landsby-Uaandværker —

2 EDB. Cigarer

Først er der AVANTI.gden velsmagende,

drøje Hverdagscigar er saadan en

Cigar, man bliver gade Venner med

Trods den udsøgte

kun 18 Øre Stk.

50 Stk 9 Kr. »

litet koster den

Halvkasse med

har den!

%uar er om Cigarer-

Saa er der CAL >AS, den lidt finere

F. D B. Cigar; df i er haandrullet og

fremstillet af fin, uc ;øgt Tobak CALDAS

er Cigaren, naar pian under sig selv og

sine Gæster nogefj særlig godt. Prisen

er 25 Øre Stk. —% i Halvkasse med 50

Stk. 12.50 Kr »Braigsen« har den!

1936 BRUGSFORENINGS-BLADET 457

eningen mest muligt ved at købe dens Produkter og tilskynde andre dertil. Men dette kan udmærket forenes med et Hen-syn som foran nævnt. Thi det, Fællesfor-eningen vil tabe i Omsætning ved, at Brugsforeningsmedlemmer lader haand-værksmæssige Ting fremstille af Egnens Haandværkere, kommer mangedobbelt igen, naar Haandværkerne derved vindes for Brugsforeningen og køber deres øv-rige Forbrug der.

Og et Arbejde paa at bevare de selv-stændige Haandværlcerhjem ud over Lan-det skulde vel nok være paa lige Linie med det, der har været og er Formaalet med alt Brugsforeningsvirke.

Det er selvfølgelig en Forudsætning, at Haandværkerne leverer gode Varer til en rimelig Pris, og til Sikkerhed herfor •er det ingen Skade til, at F. D. B. ogsaa har Varen at tilbyde. Lidt Konkurrence kan være til Gavn for alle Parter.

Kristian Jørgensen. *

Et Par Bemærkninger til foranstaaende.

T'vet er givet, at Lærer Kr. Jørgensen i foranstaaende Artikel er inde paa

et Spørgsmaal, der spiller en ret betydelig Rolle i Brugsforeningsarbejdet. Det er derfor af Værdi at faa det fremdraget, saa meget mere som man fra Brugsforenin-gernes Modstandere ynder at give det Ud-seende af, at dette Haandværkerspørgs-maal er noget uhyre spændende, som An-delsfolk og specielt Brugsforeningsfolk gaar i en lang Bue uden om. Der skulde efter vore Modstanderes Opfattelse være Sprængstof deri, saa man ligefrem ikke turde omtale det.

Heldigvis gaar det dog med dette som med meget andet af, hvad der føres i Marken, at det, naar man blot tager fat paa det til nærmere Betragtning og Om-tanke, viser sig, at der intetsomhelst kan findes paa, som skulde give Anledning til Brugsforeningsforskrækkelse ell. lign.

I Hovedsagen giver Kr. Jørgensen jo ogsaa Udtryk herfor, og navnlig er der overfor hele det meget vigtige Spørgsmaal, hvorledes det under den industrielle Ud-vikling skal gaa med Haandværkerne, Grund til at understrege, at Brugsfor-eningsbevægelsen og F. D. B. selvsagt ikke har nogen speciel Andel i Tidens Udvik-ling paa dette Punkt. Det er, som ogsaa Kr. Jørgensen berører, ikke Haandvær-kerne eller deres Eksistens, der tages Sigte paa gennem Brugsforeningsbevægelsen, men derimod Udvæksterne paa netop den industrielle Udvikling. Hvor F. D. B. i sin Produktionsvirksomhed stilles i Modsæt-ningsforhold til de private Erhverv, har det saaledes i de fleste Tilfælde været paa Baggrund af, at der paa en eller anden Maade er gaaet Forbrugernes Interesse for nær, navnlig i adskillige Tilfælde som Udslag af industrielle Storvirksomheder.

Tilfældet med Landsbyskrædderen, som fremdrages i foranstaaende Artikel, er forsaavidt saare oplysende, som det paa dette Omraade netop ikke er Udøverne af Skrædderhaandværket, der er F. D. B.s

Konkurrenter, men derimod de forskel-lige Konfektionsforretninger o. lign., hvis Virksomheder bl. a. er baseret paa fa-brikmæssig Fremstilling af Beklædnings-varer. Det er oven i Købet saaledes, at F. D. B.s Manufaktur-Afdeling absolut intet har at indvende mod den fremtidige Be-staaen og Udvikling af Skrædderhaand-værket. Tværtimod har man ogsaa for ganske nylig givet det allerstærkeste Ud-tryk for, at man gerne knytter Forbin-delsen med Skrædderne. Der er nemlig for en Ugestid siden udsendt en Henven-delse til Brugsforeninger i Landets for-skellige Egne, hvis Medlemmer opfordres til at købe Klædnings-Stoffer, som saa de

Fra Fronten — U

nder smigrende Opmærksomhed indenfor

Købmandsstanden og i dennes Presse

har Aarhus Handelsforening for nylig begyndt

en Fælles-Reklamering for sine Medlemmer.

Til Ophængning i Butiksvinduerne er udfær-

diget et Skilt med Indskriften »Den rigtige

Købmand« — og det kan jo maaske være

meget fornuftigt bl. a. for at afværge

Misforstaaelse!

Endvidere er der lavet forskellige An-

noncer, der skal tjene som en fælles Hen-

vendelse til det købende Publikum. Med store

Bogstaver begynder den første af disse saa-

ledes: »Fornuftige Folk gaar til Købmanden«

og derefter følger saa forskellige Lov-

prisninger af ham, der kaldes »den rigtige

Købmand«.

Det være langt fra os at ville gaa i Rette

med den aarhusianske Købmandsstand, fordi

den saaledes forsøger sig ad Samarbejdets

Vej, selv om vi ikke, med Erfaring fra for-

skellige tidligere Tilfælde, tør sætte vor Lid

til, at Fællesskabet rækker ret langt. Det

eneste, som Handelsstanden hidtil har været

enige om ret længe ad Gangen, er jo at

rakke ned paa Brugsforeningerne og Fælles-

foreningen og alt, hvad deres er.

Men for at vende tilbage til Fælles-

annoncerne man vil jo nok synes, at det

smager lidt af Selvforherligelse netop at slaa

paa dette med »de fornuftige Folk« og »den

rigtige Købmand«. Navnlig naar man saa

senere bliver bekendt med, hvad man fra

Købmændenes Side vil lægge ind i disse Ud-

tryk. Den aarhusianske Forenings Formand

har nemlig over for Pressen kendetegnet »den

rigtige Købmand« bl. a. saaledes: »V i o g

vore har en solid og grundig køb-

mandsmæssig Uddanneis e.« —

Ja, undskyld, men her bliver man jo lidt

forstemt, naar man netop samtidig med denne

Selvforherligelse i en Opgo relse fra »Kredi-

torforeningen af 1905« erfarer, at ku n 5 0

p C t. af de Kobmænd, der etablerede sig i

1935, h^vde kobmandsmæssig Uddannelse!

Som tidligere Opgørelser af denne Art viser,

er de andre 50 pCt. en yderst broget Skare.

Og hvis f. Eks. »den rigtige Købmand« vil

stille sig op mod Uddeleren i Brugsforenin-

gerne og hans Personale, da er der, saaledes

som Forholdene har udviklet sig, vist ingen,

paagældende skulde lade sy hos stedlige Skræddere. Forholdet er det, at Klæde-kollektionen, hvorom Henvendelsen drejer sig, foruden et Par andre af »Den tavse Sælger«s Kollektioner kan købes særskilt, naturligvis i det Omfang, som Opnaaelsen af den Valuta, der er nødvendig, tilla-der det.

Vi kan iøvrigt tilføje, at vi allerede forud for Fremkomsten af Kr. Jørgensens Artikel havde paatænkt, at Haandværker-spørgsmaalet og det dermed ret nært for-bundne Spørgsmaal om Mellemstandens Stilling i det hele taget skulde behandles i den nærmeste Fremtid her i Bladet.

Red.

der er i Tvivl om Resultatet. I vore Brugs-

foreningsvinduer behøves der ingen Ophæng-

ning om, hvor »rigtig« Manden er, der

leder Butikken. Han e r blot rigtig.

*

Man er lige ved at tænke paa H. C. Ander-

sens Historie om den ene Fjer, der blev

til fem Høns, naar man for nylig saa, hvor-

ledes forskellige Blade udtrykte den dybeste

Indignation i Anledning af, at der i Køben-

havn er stiftet et Selskab til Drift af en Fjer-

fabrik foruden den allerede bestaaende »Nor-

disk Fjerfabrik«. Ikke mindst Dagbladet

»Børsen« udtrykte sin Forargelse over, at

der saaledes kunde tænkes paa en n y Virk-

somhed, eftersom »Nordisk Fjerfabrik« efter

Bladets Opfattelse paa dette Omraade har

været fuldt ud tilstrækkelig.

Hvad er nu det for noget? Her gik

vi og betragtede »Børsen« som Hoforgan for

Erhvervsfrihed og fri Konkurrence og alt det

der, i en saadan Grad, at Bladet endogsaa

til Tider har villet paadutte Andelsbevægel-

sen monopolistiske Tendenser i Modsætning

til f. Eks. »den frie Handelsstand«. Og saa

optræder Bladet pludselig som Modstander af

nye Virksomheders Oprettelse vel at mær¬

ke af Hensyn til en ganske enkelt Virksom-

hed, som, saa vidt vi kan skønne, har været

eneraadende og heller ikke har lagt Skjul

herpaa.

Ganske vist har det været fremstillet i

Pressen saaledes, at den paatænkte nye Fjer-

fabrik skulde være et Andelsselskab, vist nok

forøvrigt ikke rigtigt, da der næppe i Selska-

bets Organisation er Tale om Praktisering af

de virkelige Andelsprincipper og hverken

Fjerkræavlerforeningerne eller Andels-Fjer-

kræslagterierne er direkte medinteresserede i

Selskabet. Men altsaa skulde det virkelig

være Lugten af »Menneskekød«, i dette Til-

fælde »Andel«, der har faaet »Børsen« til at

fornægte sine Frihedsbegreber? Eller er der

andre Grunde for den pludselige Signal-

ændring? Nu er det iøvrigt oplyst, at det nye Sel-

skab har faaet Afslag paa sin Ansøgning hos

Valutakontoret om at faa »Bestalling« som

Ny-Importør. Ogsaa dette forekommer lidt

ejendommeligt under Hensyn til den forelig-

gende Situation, og Afgørelsen burde dog

maaske ikke betragtes eller ønskes som det

sidste Ord i denne Sag.

458 BRUGSFORENINGS-BLAD E T 1938

ARBEJDET Ogsaa den svenske-. Radio udelukker Brugs-

foreningsbevægelsen.

Indenfor den svenske Brugsforenings-bevægelse, der omfatter ca. 570.000

Husholdninger eller godt en Trediedel af den svenske Befolkning, har det vakt pin-lig Opmærksomhed, at der fra den svenske Radiotjeneste er vist Bevægelsen »en kold Skulder« — vi kan jo desværre sige lige-som paa denne Side af Øresund. For-anledningen til det indtraadte spændte Forhold er den, at den svenske Radio har planlagt et Program for den kommende Vinter, hvori der bl. a. er fastlagt en Se-rie Foredrag om vor Tids folkelige Bevæ-gelser, som skal skildre de religiøse Be-vægelser, Afholdsbevægelsen, Idræt, Kvin-debevægelsen, Folkeoplysningen og Ar-bejderbevægelsen. At Brugsforeningsbe-vægelsen, ikke mindst paa Baggrund af dens Udvikling og Plads i Sverige, vilde høre hjemme i denne Serie turde være indlysende, og man har da ^ ogsaa fra Radiotjenestens Side aabenbart haft en øm

HJEMME OO DDE

Samvittighed, eftersom det i Programmet forklares, at Grunden til Kooperationens Udelukkelse er, at dens Udvikling i Sve-rige hovedsagelig har fundet Sted efter 1900, og man i den omtalte Serie særlig vil fremdrage, hvad der ligger forud for dette Tidspunkt. Unægtelig forekommer denne Motivering noget søgt, og med Rette fremdrager »Konsumentbladet« hvorledes adskillige navnkundige Mænds Virksom-hed for Bevægelsen og en rig Udvikling for denne ligger langt tilbage i Tiden, saa-ledes at den ogsaa hører hjemme i det 19. Aarhundrede.

Som Bladet giver Udtryk for, er For-anledningen til det skete da ogsaa sikkert at søge hos de private Købmænd, hvis Organisation allerede i et enkelt Tilfælde har protesteret højlydt og yderst indig-neret mod, at Brugsforeningsbevægelsen blev nævnt i Radioen. Det skete nemlig i Anledning af, at en højtstaaende svensk Embedsmand, Chefen for Medicinalstyrel-sen, Generaldirektør Axel Højer, ved en Diskussion fornylig om aandelig og le-gemlig Folkesundhed bl. a. udtalte, at og-saa Forbrugerkooperationen fremmede denne ved at sikre billige og gode Livs¬

Nr. 1—3 fra Linde Brugsforening. Nr. 3 viser det pyntede Pakhus, hvor Jubila*umsfestligheden

fandt Sted. Nr. i: Knarreborg Brugsforening i Festdragt med

Bestyrelse og Uddelerfamilien foran. 5: Flintinge Brugsforening med Bestyrelse og Uddelerfamilie foran. Siddende Nr. 3 og 4 fra højre Formanden P. Leth og Uddeler O. J. Petersen. 6: 26 unge vordende Husholdningslærerinder fra »Ankerhus« i Sorø besøgte sammen med Lærer Folmer Dam fornylig F. I). B.’s Fabriksanlæg i

København. 7 og 8: Henholdsvis det københavnske og aar-

husianske F. D. B.-Fodboldhold.

fornødenheder. Konstateringen af dette ubestridelige Faktum var imidlertid Køb-mændene for meget, og deres ledende Mænd fremførte deres Protest til Radio-tjenesten.

Bladet slutter med at bemærke, at in-gen vil forbavses over, at Radiofoniens Ledelse undlader »i unødigt Omfang at udsætte sig for Anmærkninger og Vrøvl. Men det er vel sandsynligt, at Radiotjene-sten i Længden vilde vinde ved at tage lidt mindre Hensyn til Smaaklikers snæ-versynede Synspunkter og Krav. Radioen maa sætte sig over Grønkøbings Horizont, selv om Købmændene ikke vil forstaa dette.«

For en Ordens Skyld minder vi endnu engang om, at det er i Sverige, dette er skrevet — og ikke i Danmark!

*

Hvordan gaar det i Tyskland?

PNette Spørgsmaal er der vel nok en og anden, der nu og da stiller sig med

Hensyn til de Vanskeligheder, som Brugs-foreningsbevægelsen under det national-socialistiske Styre i Tyskland kom ud for. Øjensynligt lever Spørgsmaalet ogsaa in-denfor de paagældende Kredse i Tysk-land, saaledes som det gives Udtryk i en . Artikel i det store populære Brugsfor-eningsblad »Genossenschaftsfamilie« for-nylig. Bladet gør gældende, at Formaalet under den nutidige Udvikling maa være, i Overensstemmelse med den almindelige økonomiske Opfattelse, at søge tilbage til de oprindelige Grundsætninger for An-delsbevægelsen, altsaa alene at fæstne Op-mærksomheden paa Forsyningen med Husholdningsvarer. Bladet siger, at selv om Rigets aktive Erhvervspolitik vil kun-ne bringe en væsentlig Formindskelse i Arbejdsløsheden, vil der i Almindelighed ikke kunne gennemføres en Lønstigning, for ikke derved at forstyrre den alminde-lige Erhvervs-Konsolidering, og Brugsfor-eningerne har derfor deres yderst vigtige Opgave i at søge at gøre den Købekraft, som kan tillægges den tilmaalte Løn, saa effektiv som muligt.

Det store Vendepunkt i Brugsforenin-gernes Stilling knytter sig til en Lov af Maj 1935, ifølge hvilken adskillige For-eninger maatte likvidere. Herom udtaler »Genossenschaftsfamilie«, at en Del usun-de Foreninger er udgaaet, medens der for de øvrige er konstateret en væsentlig For-bedring i Rentabilitet og Likviditet. »Gan-ske vist er,« hedder det, »de Forholdsreg-ler, som blev trufne, blevet gennemført med Haardhed og Eftertrykkelighed, men de viser dog, at der ved en strengere og

1936 BRUGSFORENINGS-BLADET 459

mere ansvarlig Ledelse af de enkelt Brugs-foreninger helt igennem er muliggjort en vidtgaaende Forbedring af deres Stilling«.

Antallet af Brugsforeninger beløber sig nu til 1113, og deres Medlemstal til 2.150.000.

Ogsaa Omsætningen udviser en pro-centvis Stigning, og det brændende Punkt i hele Diskussionen om Brugsforeninger-ne, nemlig disses Likviditet overfor de indskudte Sparemidler, bar efter Bladets Opfattelse udviklet sig gunstigt i den se-neste Tid. Hvad der dog endnu betegner et mørkt Punkt er, at de omfattende Byg-ningsanlæg m. m., som er til Raadighed, kræver en fortsat Stigning i Omsætningen, for at den ønskede Rentabilitet kan op-

naas. Bladet slutter sine Bemærkninger med

at fremhæve, at der til Gennemførelse af denne Udvikling maa ønskes og kræves et roligt og sagligt Arbejde for Foreningernes Ledelse og deres Medlemmer. Der henvises til, at Brugsforeningerne ved Loven af 1935 har faaet deres Plads indenfor Erhvervslivet under det nuværende Styre, og at de udtryk-keligt er draget ud af den erhvervs-politiske Diskussion.

*

Der bygges Andelsskoler.

'W'ed den norske Fællesforening, Norges kooperative Landsfor-

enings Kongres i Sommer fore-lagde Sekretæren, Redaktør lian-dolf Arnesen, paa Repræsentatio-nens Vegne et Forslag om Opret-telse af en Andelsskole. Han hen-viste i sin Forelæggelse bl. a. til de værdifulde Resultater, som man al-lerede nu har set fra de bestaaende Andelsskoler i Sverige og Danmark, og desuden til, at man allerede for adskillige Aar siden har haft Kur-sus og andre Oplysningssammen-komster ogsaa i Norge, men at det nu vilde betegne et afgørende Skridt fremad, hvis man fik en Virksomhed af denne Art samlet paa en Skole, hvor til-lige navnlig Uddannelse af Medhjælpere og andet Personale kunde foregaa.

Ved en saa godt som enstemmig Be-slutning paa Delegeretmødet blev det der-efter vedtaget at oprette en Andelsskole. Dens Beliggenhed bliver antagelig i Nær-heden af Oslo, bl. a. af Hensyn til Lærer-kræfter og i det hele taget Forbindelsen med Landsforeningens Hovedkontor.

Ogsaa i andre Lande beskæftiger man sig med Skolespørgsmaalet. Saaledes ved-tog Bestyrelsen for den saakaldte Koope-rative Liga i De forenede Stater paa For-slag af Ligaens Præsident, Dr. Warbasse, hvis Farfar forøvrigt var udvandret Dan-sker, naturligvis fra Vorbasse — at god-kende en Plan til en permanent Andels-skole, der sandsynligvis vil faa Hjemsted i New York. Man regner med, at Skolen kan aabnes om et Aars Tid, og den vil bl. a. afholde 6 Maaneders Kursus, der skal efterfølges af 3 Maaneders praktisk

Arbejde indenfor en eller anden Andels-forretning. Ikke uden Interesse, f. Eks. for os her i Danmark, er det at erfare, at disse Kursus og Skolens Virksomhed i det hele taget allerede nu har været Genstand for Drøftelser og Beslutninger indenfor en Kreds af Professorer ved New Yorks Universitet. #

Anvendelse af Vragfrugten til Mostlavning.

r>rugsforeningerne i 3. Kreds (Vejle-^ egnen) havde den 14. Septbr. paa

Vejle Højskolehjem Kursus i Vragfrugtens Anvendelse med Husholdningskonsulent Frøken K. Andersen, Vejen, som Leder.

I et instruktivt Foredrag gav hun en Del praktiske Vink angaaende Syltning, Henkogning og Tørring af Æbler. Der-efter blev der gjort Rede for Mostfrem-stilling, og det blev vist, hvorledes man bærer sig ad, idet et Parti Æbler for-vandledes til Most, der tilsidst serveredes for Deltagerne til disses udelte Tilfredshed.

Det viste sig at være overordentlig let og billigt at fremstille Most. Men det kan desværre ikke gøres med de bare Hæn-der. Der maa en Maskine til at rive og presse Æblerne. En saadan, som anvend-tes ved Demonstrationen, koster ca. 125 Kr. Det er for meget for den enkelte Hus-holdning, og der blev da ogsaa paa Mø-det givet Udtryk for Ønskeligheden af, at Brugsforeningerne i de Egne, hvor der er Frugt til Most, anskaffer en Maskine, som for en lille Betaling kan lejes ud.

Paa en saadan lille Maskine kan let behandles 200 kg Frugt pr. Dag. 100 kg Frugt giver 60 Liter Most.

Der skal en lille Kapital til Flasker og Propper, men det er ogsaa omtrent alle Udgifterne, og Mosten er overordentlig værdifuld.

I Forbindelse med Kursus’et var der af Fællesforeningen udstillet en Del Hen-kogningsapparater, Glas m. m. Kr. J.

* Et Mindesmærke for Peter Hansen, Lind.

UNen 2. Oktober er det et Aar siden, at ^ Andelsbankens Formand, Gaardejer

P. Hansen, Lind, afgik ved Døden. Paa Dødsdagen vil der Kl. 11%

om Formiddagen blive afsløret en Mindesten, som Andelsbanken har rejst paa Peter Hansens Mark i Lind paa Møen.

Møen ligger ganske vist ikke paa alfar Vej; men af de mange, der stod ham nær i Samarbejde og Ven-skab, vil sikkert en Del komme til Stede.

Jydske og københavnske F. D. B.’ers Fodboldkamp.

D en 23. August spillede F. D. B.s Idrætsforening, København, en

Fodboldkamp mod den tilsvarende Idrætsforening ved F. D. B. i Aar-hus. Kampen udspilledes ovre hos Jyderne og gav til Resultat, at Kø-benhavnerne vandt med 1—0. De to F. D. B.-Hold bringer vi Fotogra-fier af blandt vore Billeder.

*

Lampesæsonen er inde.

i sidder paa Hug ved en Bakke ’ og ser over Marker, der strækker

sig aftenforvandlet i Morket mod Landevejstræernes Rækker, den solnedgangslysende Luft.

Det er ikke Lys eller Merke, det er ikke Dag eller Aften, uvirkeligt virker det hele, underligt dæmpes selv Kraften i Koernes kaldende Brol.

Vi sidder stilfærdigt og tavse, der skinner en Stjerne højt oppe, Skyerne driver paa Himlen, det suser i Træernes Toppe, hvor Maanen begynder at ses.

Vi sidder naturligt ved Jorden, hvor Muldvarpen graver og nusler, det lyser hen over en Kornmark, Markmusen piber og pusler i Skjul mellem Tuer og Straa.

Vi sidder som Tudser i Morket, vi glaner i Stilhed paa Maanen, mens Uglerne flagrer og skriger i Natmorkets sortladne Blaanen og den næsten ujordiske Ro.

Harald Herdal.

M£ ed de lange Aftener vaagner vor Interesse paany for den gode

Belysning. I denne Anledning har F.D.B.s Isenkramafdeling udsendt et større, smukt Katalog over alle mulige Ting, som har med Belysning at gøre. Der er først og fremmest et righoldigt Udvalg af Lyse-kroner, endvidere Standerlamper, Læse-lamper, Bordlamper o. s. v., foruden elek-trisk Materiel og Reservedele af forskellig Art. Endelig er der ogsaa Petroleumslam-per for dem, der endnu sværger til disse, og til sidst Glødelamper fra »Luma«fa-frikken.

flabet £4- Ue{st - I Forbindelse med sin aarlige General-

forsamling fejrede Linde og Omegns Brugsforening (Vestjylland) sit 50-Aars Jubilæum den 19. August ved en Sammen-komst for Medlemmerne i Foreningens Pakhus, der, som vort Billede andetsteds viser, var forvandlet til en smuk og rum-melig Festsal.

Formanden, Søren Chr. Pedersen, bød Velkommen og fortalte om Foreningens Historie. Det første Lokale var en lejet Vognport, hvor man en Gang ugentlig ud-delte Varer, som var-indkøbt hos forskel-

460 B R U (i S F O R E N I N G S - B L A D E T 1936

lige Købmænd i Holstebro. Senere fik For-eningen sin egen Bygning, og forskellige Udvidelser er foretaget gennem Aarene.

Uddeler .4. Søndergaard, der har be-klædt denne Plads siden 1908, gav en Oversigt over Omsætningen, der f. Eks. i 1895 var paa knap 19.000 Kr., men nu sidste Aar beløl) sig til 295.000 Kr.

En Række Talere havde derefter Or-det, saaledes Kredsrevisor Cecilius Peder-sen, Gimsing, Kredsrepræsentanten, Gdr. Jens Nielsen, Godballe, Forretningsfører-ne N. Nielsen og Stenkjær, Skive, samt endvidere Formanden for »Jydsk Andel« P. S. Pedersen, Nr. Borup, Kr. Danielsen, Asp, P. Skadhede og Lærer Jensen. Efter Kaffebordet forevistes en F. D. B.-Film, og Pastor Kristensen afsluttede med en An-dagt.

Den følgende Dag var Medlemmernes Børn indbudt til en Sammenkomst om Eftermiddagen, og de Unge om Aftenen.

* TV"narreborg Brugsforening (Fyn) fejre-

de den 23. Juli sin 40-Aars Jubilæ-umsfest med Tilslutning af ca. 300 Med-lemmer. Ved 6-Tiden havde den store For-samling taget Plads, og Formanden, Hus-ejer Ove Rasmussen, Stenlynge, bød Vel-kommen og omtalte Træk af Foreningens Historie. Han mindedes særlig de Mænd, som for 40 Aar siden oprettede Brugsfor-eningen.

Repræsentant for 13. Kreds, Lærer Jensen, Harritslev, talte om Fællesforenin-gens Betydning og om Sammenholdet i Brugsforeningerne. Forretningsfører Si-mon Jørgensen, Odense, bragte en Hilsen fra F. D. B. Direktør Holst, Andelsban-ken, takkede for godt Samarbejde med Brugsforeningen. Endvidere talte Gdr. Ebbesen, Langebjerg, fhv. Uddeler Han-sen og Holger Bruntze, Skovstrup.

Ind mellem Talerne blev der musiceret og sunget, og Festen sluttede med en Svingom. O—n.

*

Under særdeles festlige Former fejrede Flintinge Brugsforening, Lolland, 25-

Aars Jubilæum den 24. August. Som »Hus-rum« for Festens Afholdelse var rejst to Telte, og her mødte, om Aftenen Kl. 7, Brugsforeningens Medlemmer og indbud-te Gæster i saa stort et Antal, som Teltene kunde rumme.

Formanden, Gdr. P. Leth, og Næstfor-manden, Gdr. Chr. Marquardsen, bød Vel-kommen, hvorefter Regnskabsføreren, Gdr. Anton Andersen omtalte Omsætnin-gen og den økonomiske Stilling gennem Aarene. Omsætningen var i det første Aar 37.000 Kr., sidste Aar 116.000 Kr. Gennem alle Aarene androg den 2V> Mili. Kr., og i Dividende var udbetalt 250.000 Kr.

Uddeler Petersen gav Oplysninger om Varemængde og Omsætning, der havde været i stadig Fremgang, saa han udtalte Haabet om, at en Udvidelse af Lokalerne ikke laa alt for langt ud i Fremtiden. Slut-telig bragte han Medlemmerne en Tak for udvist Tdlid og Velvilje gennem Aarene.

Gdr. P. Leth, der har været Formand i samfulde 25 Aar, fik som Erindring over-rakt en smuk Gave.

Lærer Olsen talte for Sammenholdet indenfor Foreningen, og Kredsrepræsen-tant, Gdr. Holger Lund bragte Lykønsk-ning fra F. D. B. og udbragte et Leve for Formanden. Bestyrelsesmedlem i F. D. B. Gdr. Hjalmar Jensen talte om Trofasthed indenfor Andelsbevægelsen, med særlig Henblik paa de Unge.

Forretningsfører Rasmussen, F. D. B., talte om dennes Virksomheder, og Gdr. A. Topp motiverede et Leve for Uddeler Petersen og Familie.

Flere af Deltagerne havde Ordet, før Kaffebordet sluttede, og Dansen tog sin Begyndelse. Af. /?.

*

Til venstre: Et fornøjeligt Firkløver paa en nordsjællandsk Bon-degaard: U. S. A. tilsmiler Danmark. — / Cirklen: Professorerne Koo og Ho fra Kina besøger F. I). B.s Byggeplads i Njalsgade. — Forneden: Englands tidligere Vice-Finansminister, Pethick Law-rence, der fornylig besøgte Fællesforeningen og Andelsudvalget.

Hvorfor er De rejst de mange Mil for at

besøge det lille Danmark? spørger vi

den typiske Yankee, der har taget Plads over

for os i et af Brugsforenings-Bladets Kontorer.

— Hvad, kan De ikke tænke Dem det?

Horer jeg maaske til de første af alle mine

mange Landsmænd, der absolut m a a over

»Dammen« for at se og opleve det koopera-

tive Norden?

— Aah nej, indrømmer vi, for saa vidt

kender vi Svaret paa Forhaand, saadan som

det er givet nogle Hundrede Gange før i

de foregaaende Maaneder — og til Bekræf-

telse heraf skubber vi Bladets Fremmedbog

hen foran Manden. Vil De se her! Siden

den 22. Juni og til nu har vi fyldt 6 7

Foliosider med tæt sammenskrevne Navne,

og læg Mærke til Nationaliteterne. Ikke

sandt, næsten udelukkende Gæster fra U.S.A.

— Ja, det kan vi takke den japanske

Fører Kagawa for. Han har i Foraaret

gennemtrawlet Amerika fra Vest til Øst og

bogstaveligt talt rejst en Orkan af Interesse,

for ikke at sige Begejstring, for Andelsbe-

vægelsen hos de mange Hundredetusinder,

der har samlet sig omkring hans Talerstole.

H. B. Martin, vor amerikanske Gæst,

fortsætter: — Vi kan ikke længere klare

os alene med vor individualistiske Indstilling,

vi maa have et Samarbejde i Stand, og her

er det saa, at vi har faaet Troen paa, at

Andelsbevægelsen ligesom Tilfældet var her

i Deres Land, kan blive den Løftestang, der

kan klare os frelst gennem den forhaanden-

værende Krise.

Og nu fortæller Martin, hvorledes Folk

af alle Klasser derovre i det store Vesten er

blevet tilskyndet til at studere andre Landes

Metoder for andelsmæssigt Samarbejde: For-

retningsmænd, Skolefolk, Præster og m. fl.

— Jeg er selv Oliemine-Ejer fra Okla-

homa, siger han, og havde indtil for et Par

Aar siden ingen Anelse om, at der over-

hovedet var noget, der hed Andelsbevægelse.

For min Kones Helbreds Skyld maatte vi

imidlertid foretage en Rejse 1 500 miles Vest

paa til Arizona. Her lærte jeg for første

Gang Andelsbevægelsen at kende.

Den var af forholdsvis ny Dato, idet

Depressionen i 1921 medførte Oprettelsen af

de første Andelsforetagender, bl. a. et Par

Mejerier, nogle Brugsforeninger og en Sam-

menslutning af Bomuldsdyrkere. Da De-

pressionen paany indtraf i 1934, gik alle

tre Grupper nedenom og hjem, og jeg fik

da den Tanke, at jeg kunde hjælpe lidt til

med mine Penge. Jeg fik sammenkaldt en

Række interesserede Farmere og tilbød dem

under visse Forudsætninger 260.000 Dollars,

altsaa i danske Penge en god Million, som

rentefrit Laan i syv Aar.

Tilbudet blev modtaget, og vi fik star-

tet nogle Brugsforeninger i Landdistrik-

tet og en Fællesforening i Hovedstaden

P h o e n i x, hvor jeg har mit Hjem. Nu er

vi 3500 Farmere, der har sluttet op om For-

eningen, der foruden Gasoline og Olie til

vore Biler og Traktorer, og hvori vi for Re-

sten omsætter 250.000 Gallons pr. Maaned,

kan levere 500 forskellige Slags Ting inden-

for Isenkrambranchen samt nogle af de vig-

tigste Kolonialvarer. Af Automobildæk sæl-

ger vi 1000 Stk. pr. Maaned. I de to Aar,

der nu er gaaet, har denne Fællesforening,

der beskæftiger 25 Mand, ikke blot været i

Stand til at betale mig den aftalte Del af

Laanet tilbage, men har sænket Prisen f. Eks.

paa Gasoline fra 26 Cent til 15 Cent pr.

Gallon, hvad der med vort store Forbrug

af denne Vare betyder en meget væsentlig

Besparelse.

Mærkeligt nok findes der i Arizona-Sta-

ten en Lov, der forbyder andre end netop

SOMMERENS GÆSTER —

1930 BRUGSFORENINGS-BLADET 461

Landbrugere at deltage i en Andelssammen-

slutning, et Forhold, som det forhaabentlig

lykkes os at faa ændret ad Lovgivningens

Vej en Gang til Foraaret, saa vi ogsaa kan

faa Byernes Befolkning med og derved faa

en Forbindelse i Stand mellem Producent

og Forbruger. For Resten er vor Stat, der,

selv om den er syv Gange større end hele

Danmark, kun har 400.000 Indbyggere, et

udpræget Landbrugsomraade med meget

store Gaarde paa 1, 2 og 3000 Tønder Land,

hvor der hovedsagelig dyrkes Appelsiner,

Citroner, Hvede, Havre og Majs. At der

imidlertid er et stort uopdyrket Omraade i

dobbelt Forstand ovre hos os, vil De forstaa,

naar jeg fortæller Dem, at vi maa indføre

60 pCt. af vort Smørforbrug fra de tilstø-

dende Stater. Vi arbejder imidlertid haardt

for at vinde frem, og Tilslutningen til For-

eningerne er i stadig stærk Stigning. Man

er da ogsaa nu begyndt i de andre Pro-

vinser at faa Kig paa de opnaaede Resul-

tater af vort Arbejde. Lad mig blot nævne,

at vor Sammenslutning, der ogsaa virker

som Salgsforening for Medlemmernes Pro-

dukter, f. Eks. har faaet hævet Prisen paa

Hø fra 5 til 13,50 Dollars pr. Tons.

Mr. Martin, af hvis Kaliber der vel næppe

findes mange, og allermindst i Onkel

Sams Land, hvor Interessen jo mest gaar ud

paa at »lave Dollars«, taler med Begejstring

om de store Kornsiloer, man nu om nogle faa

Maaneder gaar i Gang med at opføre, og om

de mange Penge, der er bleven samlet i et

Oplysningsfond til det kommende store Frem-

stod for en Udvidelse af Andelsbevægelsen

ogsaa til de andre Provinser i Arizona. —

*

Paa dette Tidspunkt i Samtalen dukker en

ny Gæst frem i Døraabningen. Manden

er Redaktør Mil ton fra Byen Chatta-

nooga i Staten Tennessee.

Stor og bred og med et jovialt Smil,

for Resten ikke saa lidt mindende om den

tidligere Præsident Hoover, præsenterer han

sig som Udgiver og Redaktør af et demo-

kratisk Dagblad.

I Samtalens Løb faar vi Vished for, at

han ikke blot er kommen den lange Vej for

at kunne skrive et Par Kroniker i sit Blad

om Salgs- og Fordelingssystemet indenfor

dansk Andelsbevægelse, men at det er en

Slags halvofficiel Mission, der har ført ham

til disse Breddegrader. Som et meget be-

nyttet Medlem af forskellige Regeringskom-

missioner og -Udvalg, og desuden knyttet

med Venskabsbaand til Præsident Roosevelt,

var han egentlig udset som Deltager i den-

nes Andels-Kommission, der for et Par Maa-

neder siden gæstede Danmark. Mr. Milton

foretrak imidlertid at gøre Turen paa egen

Haand som Privatmand og at følge Kommis-

sionen i dens Spor gennem Europas Andels-

foretagender og dér gøre sine egne uafhæn-

gige Iagttagelser, vel ogsaa ligesom Kommis-

sionen til Brug for en Beretning til »højere

Steder«.

Paa vort Spørgsmaal om Præsident Roose-

velt da ikke kunde føle sig tryg ved den

officielle Kommission, svarede han loyalt, at

det gjorde han naturligvis, men at det var

et karakteristisk Træk hos Præsidenten, at

han ved en Lejlighed som denne havde flere

»Rejsende« ude paa Sporet for af de for-

skellige Mænds Materiale at kunne danne

sig saa fyldigt et Billede som muligt af den

paagældende Ting. — — —

Mr. Milton er sikkert ikke U. S. A.

nogen daarlig Opdagelsesrejsende, hvad vi fik

et godt Indtryk af den følgende Dag, da vi

tog ham og Mr. Martin ud paa en lille Pro-

vinstourné, hvor han med den erfarne Jour-

nalists psykologiske Sans for Tilrettelæg-

ning af Spørgsmaalene fik det hele med, hvor

vi kom, hvad enten det var paa Mejeri, Slag-

teri eller Brugsforening eller i de Gaardbrug,

der naturligvis vakte de to U. S. A.’ers le-

vende Interesse og Bifald.

At vore amerikanske Gæster ikke var

blottet for Humor, viser nedenstaaende mor-

somme Optagelse fra en Gaard paa Ølstyk-

ke-Egnen, hvor Gaardens Døtre er trukket

i Tipoldemors smukke Søndagsklæder, og

Mr. Martin paa venstre Fløj omsorgsfuldt

tager sig af Baby’en i den guldindvirkede

Daabskjole fra det 1 7. Aarhundrede, medens

den uforlignelige Redaktør Milton har ladet

sig overtale til at iføre sig Tipoldefars uop-

slidelige Hørlærreds-N a tskjorte !

*

Naar vi lige undtager Prins Otto af Habs-

burg og hans Søsters Navne i vor Frem-

medbog, findes vel ikke finere Autograf end

Pethick La wr en ces, der var Vice-Fi-

nansminister i Mac Donalds andet Kabinet.

Den 64-aarige Politiker, der som Med-

lem af det engelske Underhus nu repræsen-

terer Øst-Edinburg, ofrede en Uge af sin

Ferie paa at studere dansk Bonde- og Ar-

bejder-Andelsbevægelse. Paa en lille Udflugt

Nord paa, hvor vi fremviste nogle Produk-

tionssteder for det lovpriste danske Smør og

Bacon samt en Land-Brugsforening, fortalte

den kendte Politiker med stor Begejstring om

den Position, den engelske Forbrugerbevæ-

gelse nu har opnaaet, og hvor meget baade

Englændere og Danske endnu kan lære af

hinanden paa dette Omraade. Mr. Lawrence,

der er meget berejst og bl. a. har besøgt

alle de engelske Dominions Verden over,

fortalte om den moderne Arbejderbevægel-

ses Gennembrud i England og om Suffragette-

Bevægelsen, som han selv tillige med Mrs.

Pankhurst var med til at starte. Det

gik varmt til i Aarene forud for Verdenskri-

gen, da Kvindebevægelsens Kamp mod Lov-

givningsmagten var paa Kulminationspunk-

tet, og dens Ledere — ogsaa Mr. Pethick

Lawrence maatte vandre inden for Fængs¬

lets Mure i nogle Uger, hvad der dog ikke

kølnede hans Interesse. Han udgav bl. a.

et større Kvindeblad, og ved talrige Fore-

dragsrejser rundt i Landet arbejdede han

energisk for den Opgave, der først i 1918

ved Kvindernes Ligeberettigelse blev gennem-

ført. — — —

*

Sommerens store »Træk« af udenlandske

Gæster er nu hørt op. I alt Fald behøver

vi ikke længere at lukke Gæsterne ind i

Hold. Men Sommeren har paa ny bekræftet,

at vi her i vort lille Fædreland har noget,

der paakalder Interesse og vækker Beundring

derude, selv hos de store Nationer. J. L.

En kort Bemærkning. Hr. Redaktør!

Det er da baade til at le og græde over, at De samvirkende danske Køb-

mandsforeninger har tilstillet Undervis-ningsministeriet en Klage over, at Elever-ne i Kistrup Skole har maattet skrive en Stil om et Besøg i Løvel Brugsforening og i Forbindelse dermed om Andelsbe-vægelsen. Jeg vilde ikke tro mine egne Øjne, da jeg læste det i Brugsforenings-Bladet. Jeg læste det højt for min Mand. og da vi kom til dette Punkt i Klagen, hvor det hedder: »I det hele taget maa vi anse det som et groft Misbrug af det offentlige Undervisningsvæsen, at der af en Skole arrangeres Besøg i en Brugs-forening«, ja, da lo min Mand, saa han fik Taarer i Øjnene. »Det maa være en Kvinde, der har skrevet den Klage,« sagde han med den for Mænd sædvanlige Over-legenhed. Men det er det naturligvis ikke.

Skønt Kvinde synes jeg i hvert Fald, at det er overmaade fornuftigt at lære Børnene noget om Andelsbevægelsen som Helhed og Brugsforeningerne i Særdeles-hed. Det samme synes de fleste Pæda-goger. I Tidsskriftet »Faglig Læsning for Skole og Hjem« læste jeg netop for nylig en Afhandling af den kendte og ansete Skolemand S. Degerbøl om An-delsbevægelsen. Afhandlingen havde til Overskrift Andelslandet Danmark, og der fortaltes udførligt om Brugsforeninger, om F. D. B., om Andelsvirksomhed i det hele taget. Og der fortaltes om den første Brugsforening i Danmark, der aab-nedes i Thisted 1866. Og der sluttedes med følgende Ord: »Andelsvirksomhed er ensbetydende med Samarbejde, og jo bedre dette er inden for et Lands Befolkning, desto bedre staar dette Folk rustet til at løse de Opgaver, som Tiden kræver, og overvinde de Vanskeligheder, som Forholdene kan føre med sig. Den danske Andelsbevægelse har vist, at den kunde dette; den har lært Folket, at in-gen maa svigte Samarbejdet for en øje-blikkelig Fordel. Andelsbevægelsen har forstaaet at finde de geniale Ledere og drage dygtige Folk ind i det daglige Ar-bejde, og der er al Grund til at tro, at dette ogsaa vil være Tilfældet i Frem-tiden«.

Disse Ord tyder ikke paa, at man in-den for Skoleverdenen, saaledes som i Købmandsforeningerne, anser det »som et groft Misbrug af det offentlige Under-visningsvæsen« at lade Børnene lære no-get om Brugsforeningerne. Tværtimod. Jeg har netop hørt, at Skolen i vore Dage lægger stor Vægt paa, at Børnene lærer saa meget som muligt om alle vore store Foretagender inden for Handel, Industri, Søfart, Haandværk o. s. v. Og man tør vel antyde, at Andelsbevægelsen hører med her. Derfor tror jeg ikke, de Herrer vil faa Held med deres Klage til Under-visningsministeriet. Den vil maaslce nok blive forelagt i et Ministermøde, thi Un-dervisningsministeren vil maaske nok unde sine Kolleger at faa den Morskab med at se paa Klagen. Ja, jeg synes saa-mænd, at den skulde helt op i Statsraa-det! Men del er maaske for meget forlangt.

Det er nu alligevel underligt at tænke sig, at Købmandsstanden ikke er blevet klogere siden 1866. Nu som den Gang gør den, hvad den kan, for at bekæmpe Brugs-foreningerne. Med det Resultat, at disse gaar rivende frem.

Naa, hver Mand sin Lyst. Naar det morer dem at slaas mod Vejrmøller, saa skal de vel have Lov til det. Og de tror jo selv, de er saa kloge — de Herrer Mænd.

Med Tak for Optagelsen Fru L. Hansen.

BRUGSFORENINGS-BLADET 1930 402

/jbcvmlk tSltø&e/u- Noget af det, der forsvinder. — Møllere og andre Mennesker.

Af August F. Schmidt.

Forneden fra venstre: Den idyllisk beliggende Mølle i Kastellet i København

En bornholmsk Vandmølle. Fot. Aar 1000. Bech’s Stubmølle ved Svaneke (fra 1634).

Furer i Stenen for at føre Kornet

frem. De ældste Kværne var selv-

sagt ikke ret store; der drejedes

med Haandsving. De større Kvær-

ne kunde drejes ved en Stang.

Trækdyr eller flere Personer

(Trælle, Kvinder) blev spændt

for Kværnen. Det var et strængt

og ensformigt Arbejde saadan at

trælle i Kværnhuset.

En stor Lettelse var det, da

Mange Aaer er blevet ført under Aaget vel

omtrent samtidig. Der findes gamle Vand-

møller ved navnkundige Fundpladser, f.

Eks. V i n g s t e d ved Vejle, ved en be-

kendt Masseofferplads fra Folkevandrings-

tiden; Tin gstedholm ved Skanderborg,

ved en gammel Tingplads; O v s t ved Ran-

ders; Most ved Viborg; Rusted ved Ru-

sted Møllebæk i Salling; S e e s t Mølleaa

ikke saa langt fra Odins Helligdom i Von-

sild (den Aa har sikkert i Oldtiden været

en hellig Strøm viet Odin), og mange flere.

Det er altsaa fra gammel Tid, vi ken-

der Vandmøller i Danmark. Til at tjene

Formaalet at drive et Møllehjul rundt ved

at lade Vandet styrte ned i aabne Behol-

dere, der er anbragt uden paa Hjulet, og

som ved Omdrejningen atter tømmer sig,

har man i vort Land, hvor der saa godt

som ingen naturlige Vandfald findes, skabt

kunstige Fald ved at opstemme rin-

dende Vand, der saa ved sin Vandfalds-

kraft faar Møllehjulet til at drive Kværnen,

som det staar i Forbindelse med.

I Oldtiden brugte man at male Kornet ved

med en passende stor og nærmest kugle-

formet Haandsten at knuse Kærnerne, der

var anbragt i en Fordybning paa en større

fastliggende Sten. Denne primitive Kværn

udvikledes efterhaanden til en Kværn af føl-

gende Konstruktion: to runde Sten blev an-

bragt med Bredsiderne mod hinanden; den

overste Sten drejede rundt,

medens den nederste laa fast.

Man lærte tidlig at indhugge

man lærte at udnytte Vandets

Kraft

i Kornmalingens Tjeneste. Dette

Kulturfremskridt er kommet her

til Landet antagelig i det 4.—5.

Aarhundrede e. Kr. Germaner-ne har lært

den Opfindelse at lade Vandet drive Kværne

af Romerne.

Der er nu den Mærkelighed i Jylland,

at der er en fast Forbindelse mellem Vand-

møllerne og Bygder, hvis Stednavne ender

paa -lev, -sted og -torp. Grundlæggerne

af disse var ikke bare Foregangsmænd i Tidens

mest fremskredne Landbrug; de ønskede og-

saa selv at male det Korn, de havde avlet.

Saa lærte de Jyderne at spænde Studene og

Trællene fra Kværnen og Aaerne for. Der-

ved kom der anderledes Skred i Mølleriet.

Mølleriet blev et Privilegium.

Kongerne, deriblandt især Valdemar At-

terdag, var fra gammel Tid interesserede i

Mølleriet og befalede Vandmøller oprettede

til Gavn for Landets Husholdning. Da Møl-

leriet var et særdeles nødvendigt Erhverv,

fandtes det fornødent at værne om det ved

Lovbestemmelser, der gjorde det til et Pri-

vilegium. Et saadant

Mølleprivilegium var

ofte knyttet til Klostre

eller Slotte (jfr. Nav-

nene Kloster Mølle,

1936 BRUGSFORENINGS-BLADET 403

Slotsmolle). Danske Lov ( 1 683) anfører i saa

Henseende Bestemmelser om, at Kongens Tje-

nere skal søge de Kongens Møller, som de »af

Alders Tid« plejer, og til den Ende skulde

Amtmændene have god Indseende, at Møllen

vel ved Magt holdes, og at Maalen og Møllers

Toldkar tilbørligen omgaaes, »saa Bøn-

derne ikke have billig Aarsag til Klage«.

Endvidere: »Ej heller maa nogen Bonde,

som haver Hus og Gaard, nogen Vejer-

eller Hestemølle af nye lade opbygge paa

nogen Sted, hvor Landgjældsmøller Mal-

ningen bekvemmelig kunde forestaa«. Dog

maatte Sædegaardsejere nok bygge Vejr-

møller ved deres Sædegaarde for derpaa at

male til eget Behov, og Bønderne maatte

have Haandkværne; disse sidste var endog

temmelig almindelige og spillede under de

gamle fattige Forhold paa en Maade samme

Rolle for Hjemmeforbruget som Husmøl-

lerne gør nu.

Mange Steder var der Mølletvang, det

vil sige, at Bønderne skulde lade male ved en

bestemt Mølle. Det gjaldt f. Eks. Fæsterne

paa de kongelige Godser; de skulde natur-

ligvis lade male paa de Kongen tilhørende

Møller, selvom de — hvad let kunde hænde

— havde nærmere til andre Møller.

Det var særlig de gamle Vandmøller, der

nød godt af dette lovbestemte Privilegium.

Eksempelvis skal af gamle priviligerede

Vandmøller blot nævnes Rolles Mølle og

D r a b æ k s Mølle ved Kolding Aa’s syd-

lige Gren (Skanderup Sogn). Disse to me-

get smukt beliggende Møller eksisterer endnu,

naturligvis omdannede efter Tidens Krav. Et

stort Opland Syd for Kolding Aa

skulde køre til Mølle ved de

to nævnte Molier.

Paa Grund af Privilegiet blev

mange af de gamle Mølleejere

særdeles velhavende, som nu Møl-

leren i Trevad, Jens Fel-

dingbjerg, der købte det

meste af T r e v a d og hele V r i d-

s t e d By.

Vandmøllerne i de

skønne Omgivelser.

Til den økonomiske

Velstand, som Mølle-

privilegiet (op-

hævet 1852) for

lenede Mølle-

ejeren med,

kan føjes, at

Mollefolkene

saa at sige altid boede — og bor — i særlig

skønne landskabelige Omgivelser: Aaen,

Dammen, Engene, Bakkerne langs Dalsider-

ne, Vandets Rislen og Faldets Brusen, Fugle-,

Fiske- og Dyrelivet o. s. fr. er Aarsag i, at

vore Vandmøller hører til enhver Egns Be-

søgssteder for Turister og for Mennesker,

der sværmer for den landskabelige Idyl.

Et storartet Indtryk af en gammel Køb-

stadvandmølle faar man ved at besøge det

herlige Købstadmuseum »Den gamle By« i

Aarhus; thi her finder man opført Aar-

hus gamle Mølle, baade Møllehuset (med

Kværn, Poser o. s. fr.) og selve Møllens sto-

re og smukke Hovedbygning.

Vindmøller eller Vejrmøller

kom til Danmark fra Holland i det 1 5. Aar-

hundrede. Den ældste Form er Stub-

møllen, der staar paa en Fod af svære

Planker. Vindmøllen udvikledes til stor Fuld-

kommenhed i Slutningen af det 19. Aar-

hundrede. En saadan Mølle, der kunde op-

føres omtrent hvor som helst, var en al-

vorlig Konkurrent til de gamle Vandmøller,

medens der ikke var stor Fare for Anlæg

af nye saadanne.

1 en moderne Vindmølle er Gangen støt

og ensartet, og Møllen drejes mekanisk ef-

ter Vinden. Vindmøllerne, der er en stor

Pryd i det danske Landskab, er nu i høj

Grad paa Retur. Selv Vind motorerne,

som navnlig i Vestjylland findes ved mange

Gaarde, er ved at gaa over i Historien. Den

elektriske Kraft erstatter Vindens Styrke.

Den første Dampmølle byggedes her i

Landet i 1 830 i Køben-

havn og fik hurtig Ef-

terfølgere.

Vi skal nu i det føl-

gende hore et og andet

vedrørende

Aar var slaaet Bom for nye Møllers Op-

rettelse.

Et Par Meddelelser til Evald Tang

Kristensen fortæller herom: Medens

Søren Munk var hjemme i S o 1 b j æ r g

Øst for Skanderborg, var der ikke mange

Møller der omkring, og hen imod Jul var

det næsten umuligt at faa noget malet.

»Saadan var det et Aar, vor Karl blev sendt

til Mølle lidt for Jul med et Læs Korn, og

saa kørte han først til E d s 1 e v Mølle, men

de kunde ikke male det for ham, de havde

allerede mere, end de kunde overkomme.

Saa drog han til Røde Mølle, men det var

lige nær der, saa maatte han til Kloster

Mølle og endelig til R y Mølle, for han fik

malet. Min Fader var nær ved at tro, at han

havde romt af Landet med Heste og m. m.,

men han var ogsaa henne i 14 Dage.« ——

Tilsynet med Mollerne.

Priviligerede Virksomheder plejer at væ-

re under en vis Kontrol fra Statens Side, og

saaledes var det ogsaa med Møllerne. Ind-

skrænkningerne og Forpligtelserne var dog

kun faa. Betalingen for Malingen (Molletol-

den) var fastsat. Den var i Byerne 10 Skil-

ling for en Tønde Hvede eller Rug og 4

Skilling for en Tønde Malt. Paa Landet be-

taltes in natura, en Pot af hver Skæppe;

men enhver Kunde havde Ret til at betale

med Penge i Stedet for at lade Møllerne

tage Told af Kornet.

For enhver Kværn i Møllen skulde ha-

ves et stemplet Kobbertoldkar (Kop), og i

hver Mølle skulde findes en 14 Lispunds

Bismer eller Balancevægt. Øvrigheden skul-

de fore Tilsyn med, at disse Ting altid var

i Orden, og navnlig, at Toldkarret var saa-

ledes indrettet, at det kunde »stryges«,

d. v. s., at det skulde være forsynet med

Skaft. At dette ikke altid har været der,

fremgaar af den gamle Paastand, at det ene-

ste ærlige paa Mølleren er hans Tommel-

finger (som han holder i Koppen, naar han

tolder).

Historier og Udtryk om Møller-Moral.

Almuen har fra gamle Dage haft særlig

Kik paa Møllerne. I Ordsprog og Anekdo-

ter kommer Mølleren altid, moralsk set, til

kort. Misforholdet mellem Møllerens Fedme

og Bøndernes Fattigdom fremelskede ret na-

det gamle Mollebrug og

de Personer, der var

knyttet til dette.

Mange Steder kunde

der være Molle-

^ trang, hvilket er

letforstaaeligt,

|| naar man betæn-

H ker, at der i 150

' m.

Fra venstre: Det gamle Haand-værk; Mølleren paa Stenbjerg

Mølle ved Tom-merup paa Fyn hugger sin Kværn.

Lydinge Mølle. —

Mølleren i Moes-gaard ved

Aarhus.

464 BRUGSFORENINGS-BLADET 1036

turligt Bondens Mistillid til Mollerens Ær-

lighed. Han sagdes at tolde saa stærkt, at

Bonden maatte være glad, om han fik Sæk-

ken med tilbage. Om hans Toldkop (der

rummede '/is Skæppe) har Blicher et

Par snertende Linier, lagt i Per Syvsprings

Mund:

»Wo Møller håller a hans Kop,

vender do dæ, så for en en Topi«

Han maatte jo kun fylde den strø-

get. 1 Vestjylland sagde man: »Det fejler

ikke,« sagde Mølleren, han toldede med

Dejgtruget; og »saa fuld er Mølleren al-

drig, at han glemmer at tolde.« Og spør-

ger man: »Naar er Mølleren mest retfærdig

i hans eget Hus« faar man Svaret: »Naar

han rækker sine Tyvenæver ud af Vinduet.«

Det er umuligt i hele Verden at skaffe

Hundrede ærlige Møllere. Derfor finder

Mølleren ikke Ro i Graven; thi

»Mølleren med sin melede Hætte

han går i Helvede og stryger Skæppe«,

og vender af og til tilbage til de kendte

Steder og kyser Folk som Genfærd; ja, der

fortælles endogsaa i et Eventyr, at Fanden

i sin Knibe tilbyder at give alle Mollere i

Helvede fri, om han selv maa slippe. —

H o 1 b e r g siger i »Den ellevte Juni«: »En

Vært med Samvittighed er lige saa sjælden

som en rig Soldat, en ærlig Moller og en fred-

sommelig Prokurator.« Et hollandsk Ordsprog

oplyser, at 100 Møllere, 100 Bagere og 100

Skræddere er det samme som 300 Tyve.

Vi kan anføre endnu flere hjemlige Ud-

talelser: »Det bliver haardere for dig end

for mig,« sagde Molleren, han havde kun to

Mand at male for, for han toldede godt.

»Nu kniber det,« sagde Molleren, han skul-

de lære det syvende Bud. »Kan I ikke lade

den tolde, som tolde skal,« sa' Mølleren, da

han toldede; Konen, Svenden og Drengen

havde toldet forud. »Tag to,« sagde Møl-

leren til sin Kat, som skulde fiske for Møl-

lergæsten, mens Karlen toldede, Karlen tog

to, Katten ingen. »Jeg vil gerne ha', at

Folk skal ha’, hvad de skal ha', og knap

det!« sagde Molleren, da han toldede. »Ret

og Skel,« sagde Mølleren, han toldede med

Skæppen. Storkene byggede ikke paa en Mølle,

de var bange for, at Mølleren skulde stjæle

deres Æg. Det blev ogsaa betragtet som hel-

digt, at Møllerens Sække ikke kunde tale. —

Der spurgtes Nyt ved Mollen.

1 de gamle Landsbyer, hvor alt var saa

stille, og hvorfra en ganske kort Rejse var

en hel Begivenhed, var det altid rart at tale

med Folk, der havde været til Molle — især

hvis denne laa et Stykke Vej borte, hvad vi

af det foran udviklede har erfaret let kunde

hænde ——- thi de kunde gerne fortælle et

og andet nyt. Ved Møllen samledes jo al-

tid Folk, tit fra andre Byer, og saa kunde

der blive Lejlighed til at høre om Begiven-

heder, der havde fundet Sted andetsteds,

eller de* kunde læres en Vise eller høres et

Eventyr. Mollerne var nemlig ogsaa Kultur-

spredere, ligesaavelsom Smedier, Kroer,

Markedspladser og andre Steder, hvor Folk

samledes, var det. Naar vi i Nutiden vil for-

staa de gamle Møllers Plads i Kulturhisto-

rien, maa denne Side af deres Betydning

ikke glemmes

Gyldendals Bogsamling. — 12 Bøger af berømte nordiske Forfattere.

M ed den forestaaende Læsetid for Øje har Gyldendal fornylig udsendt en

hel Bogsamling, bestaaende af 12 Bind berømte Værker af nordiske Forfattere. Hver især kalder de paa deres særlige Læseinteresse og vil finde deres særlige Dyrkere blandt Familiens forskellige Med-lemmer. Der er Indehaveren af den dan-ske Oplagsrekord (117.000) Vilh. Bergsøes »Fra Piazza del Popolo«, der er Johs. Buchholtz med »Clara von Haags Mirak-ler« og Harald Kiddes Hovedværk »Hel-ten«. Fra Norge og Sverige findes Knut Hamsun: »Markens Grøde« og Selma La-gerløfs udødelige »Gosta Berlings Saga«.

I en Tid, hvor det kniber med at hol-de Forbindelsen vedlige ogsaa paa Litte-raturens Omraade med de store Navne og de store Tider, fortjener det Paaskønnelse, at et Forlag tænker lidt i denne Retning med gode almene Udgaver. r.

¥

Verden igaar — Verden idag. Hæfte 9—20. (Gyldendal).

M ed 20. Hæfte af Gyldendals store Ver-denshistorie under ovennævnte Titel

er 4. Bind afsluttet. I den forløbne Del af Aaret er i Hæfte 9—20 dels omhand-let den nyeste Historie, nemlig Efter-krigstiden med dens stærke, politiske og økonomiske Foreteelser, og dels Perioden 1830—90 med Skildring af de forskellige Retninger, der optog denne Tid baade paa kulturelle og økonomiske Omraader. Der bringes mange interessante Oplysninger, bl. a. Personskildringer af de store Navne, som allerede nu ligger saa fjernt.

»Verden igaar — Verden idag« kan give den historisk interesserede Læser Lejlighed til Opfriskelse eller Tilegnelse af det, der danner Baggrunden for den Udvikling, vi endnu staar i.

¥

Gyrithe Lemche: De Fyrslenberg Bønder. (Gyldendal).

Ved Gyrithes Lemches 70-Aars Fødsels-dag i Foraaret udsendte Gyldendal i

ny Udgave hendes Bog »De Fyrstenberg Bønder«, der vel ikke har naaet »Edwards-gave« i Popularitet, men dog vil være kendt af mange. Skildringen omfatter »De F’yrstenberg Bønder« fra deres Frigivelse i Slutningen af det 18. Aarhundrede og op til vore Dage og knytter sig til en Række typiske Skikkelser fra denne Ud-vikling. Der er baade Menneskelighed og Historie over Bønderne i Fru Lemches Skildring.

¥

Marcus Lauesen: Det tyske Oprør. (Has-selbalch).

IV Iarcus Lauesen fortsætter her den Skil-Dl dring af Luther, som han for to Aar siden indledede med »Kætteren fra Eis-leben«. Handlingen begynder med Rigs-dagen i Worms og slutter ved Luthers Ægteskab, og skildrer altsaa de Aar, da den evangeliske Bevægelse baade har sin vældige Vækst og skyder sine grumme Vildskud. Bogen er interessant, rig paa dramatiske Enkeltheder og rummer ikke mindst i Wartburg-Afsnittet en dybtgaa-ende psykologisk Behandling af Luther-skikkelsen, der langt fra at være sat op som en Idealfigur fremtræder med Træk, der er ligesaa menneskelige, som de sik-kert er sanddru. Bogen vil i dette den danske Reformations Mindeaar have en

1JLDELSER særlig Interesse, fordi den skildrer Bag-grunden for det, der skete hos os i det samme Tidehverv. p.

¥

Europa-Bøgerne. Arne Sørensen: Det moderne Menneske. (Forlaget: Europa-Bøgerne).

M ed denne Bog indledes Udgivelsen af en Serie om vor Tids vigtigste Kul-

turspørgsmaal: Arbejdet og Samfundet, Kunsten, Moralen, Videnskaben og Skolen o. fl. — Med Udtrykket »Det moderne Menneske« mener Forfatteren den Livs-anskuelse og de Livsformer, der præger de kulturangivende Folk af i Dag. og hvis Forudsætninger begynder med Renæssan-cen. De forløbne Aarhundrcder har ført den hvide Race ind i en ensidig, intellek-tuel Udvikling, bort fra en Helheds-Livs-anskuelse, en bærende Gudstro. Men da Mennesket ikke lever af det materielle al-ene, er vi paa Grænsen -— aandelig talt — af »den moderne Verdens Sammen-brud«, og der maa komme en ny Tid og et nytv Livsideal, hvor vi vender os fra Bykulturen og Forstandsdyrkelsen til et naturligere og mere hjerteligt Liv. Arne Sørensen, der i tre Aar har været Lærer ved den nordiske Højskole i Genéve, har læst meget og oplevet en Del, vil os noget med denne Bog i en Tid, hvor saa meget af aandelige og kulturelle Værdier er i Smeltediglen. P. F.

¥ Viva Liitken: »En fiks Idé«.. (Jespersen og

Pios Forlag).

Evas Mor holdt saa meget af Evas Far, at hun saa at sige gjorde sig til Slave

af ham. Paa Dødslejet beder hun sin tolv-aarige Datter føje Faderen i et og alt, hvad der resulterer i, at Eva foruden at passe Skolen gør en voksen Kvindes Ar-bejde i Hjemmet med de to yngre Brødre. Faderen forstaar ikke at værdsadte hver-ken hendes Arbejde eller Eva selv som Datter, og paa den Maade opstaar Barnets »fikse Idé«, at Faderen ikke bryder sig hende, og at Mænd er noget, man helst skal undgaa. Men Eva faar en fornuftig Stedmor og paa en Rejse til Rom træffer hun Per Møller, den ene af Tvillingerne fra Præmiebogen »Den vide, vide Ver-den«. E. S.

¥ Budyard Kipling: Værker i Udvalg. Bind

IV—IX. (Gyldendal). A lierede før Englands store Søn Rud-

yard Kipling døde, var Udgivelsen af hans udvalgte Værker paabegyndte af Gyldendal. Noget af det bedste i hans om-fattende Produktion findes i den udkom-ne Serie, ligefra Bind IV med »Engelsk-mænd i Indien« over Kostskolehistorierne i »Stilk & Co.« eller »Junglebogen« eller Soldaterhistorierne til »Havets Helte« og hans uforlignelige Historier fra Samlin-gen »Mange Krogveje«, som Bind IX in-deholder.

¥ 11 enning llaslund-Christensen: Lajagan.

(Gyldendal).

Det er jo desværre ikke enhver beskaa-ret at kunne drage ud til alle de fjer-

ne Egne, hvor Eventyret vinker. Men saa kan der pludselig komme et Pust udefra — med Bud om eventyrlige Oplevelser og mærkelige Folkeslag.

Et saadan Pust bringer Sven Hedins unge Medarbejder, Danskeren Henning Haslund-Christensen, med sin sidste Bog: Lajagan. Ordet Lajagan betyder: Rejse-lykke, og Bogen er en Beretning om Lyk-ken ved at drage ad lange, ukendte Veje

1936 15 R U G S F O R E N I N G S - BL A D E T »65

mod fjerne Maal, at følge Mongolfolkets Historie, skildre det i Fest og Glæde, i Fortid og Nutid.

Naar Ordenes Fortryllelse er veget, naar vi atter sidder i Stuen, saa taler Bo-gens glimrende Fotografier og levendegør endnu engang den store, fortryllende Ver-densdel for vore Øjne.

Lajagan er Bogen om den sande Lykke paa Rejsen. E. S. P.

*

Vore Haver. (Gyldendal). '"Tidsskriftet »Vore Haver« er nu langt

fremme paa sin 2. Aargang og brin-ger foruden smukke og oplysende Billeder en Række Oversigter og Specialartikler med gode Raad til Havedyrkeren, saavel ham, der interesserer sig jævnt for det hele, som Specialisten, der har en eller anden lille særlig Passion. En Kreds af dygtige Medarbejdere lader til Stadighed høre fra sig paa hver sit Omraade.

*

Munch-Steensgaard: »Den brune Jæger«. (Jespersen og Pios Forlag).

Munch-Steensgaard kender den danske Landsby, dens Mennesker og særlig

dens Ungdom, men hans Fortælleevne kommer ubetinget bedst til sin Ret i hans

historiske Skildringer af Vedeman, »By-ens Vovehals« og »Roskilderidderen«, et Par af de bedste danske Børnebøger. »Den brune Jæger« er en Nulids-Landsbyfor-tælling om en gammel sær Skytte, der for-færder Byen ved at paatage sig et Spøgel-ses Skikkelse dels for at beskytte Grevens Skove mod Vildttyve, dels for at værne Borgens kostbare Samlinger af Vaaben og Smykker mod en uforstaaende Ejer.

E. S. *

Jørgen Vibe: »Hr. Povls Ordonnans«. (Jespersen og Pios Forlag).

H vor mange er mon fortrolig med Born-holms omtumlede Skæbne og Beboer-

nes Lidelser, da Svenske og Danske laa i Strid med hinanden i det syttende Aar-hundrede? I »Hr. Povls Ordonnans« giver Jørgen Vibe Ungdommen et Indtryk af Bornholmern.es Trofasthed mod den dan-ske Konge, da de indtog Hammershus og jog Svenskerne paa Porten i 1658. Ole Høg er den femtenaarige Hovedperson og som Palle i »Gøngehøvdingen« Drivkraften i Oprøret. Han udfører alle de farlige og svære Ting i Præsten, Hr. Povls Tjeneste. Uden ham havde Bornholm maaske været svensk den Dag i Dag, hvem ved?

E. S.

Efteraars-Travlheden melder sig.

T T vis man skal naa at faa udrettet noget i Haven paa denne Aarstid, hvor det

bliver tidlig mørkt om Aftenen, maa man staa oi) om Morgenen og tage en Tørn Havearbejde, inden man gaar til sin dag-lige Dont. Der er sikkert heller ikke no-get særligt Besvær med at staa op og komme ud i den friske Oktobermorgen og faa fat i sit Haveværktøj. For Fritids-gartneren er der jo mange Opgaver, der skal løses. F. Eks. er der Stauderabatten, hvor Sommer- og Efteraarsstauderne skal plantes om, hvis de trænger til det, hvil-ket nemt ses af, om Planterne staar for højt eller har opnaaet en Frodighed, saa Sidekammeraterne ikke kan trække Vej-ret, eller — sidst, men ikke mindst, — hvis de er svage i Væksten og sandsynlig-vis trænger til ny Jord.

Det er en Regel, at Stauder plantes om hvert Iredie Aar. Der er dog Undtagelser, hvortil hører Pæoner, som helst ikke skal røres i en længere Aarrække. Alligevel er det ikke nødvendigt at forsømme dem, men man kan give dem gode Kaar ved en Gang om Aaret at stikke Bladjord og Gødning ned om dem, saa skal Planterne nok blive smukke, baade i Vadist og Blom-string. De øvrige Stauder graves op og deles stærkt, og kan det ske med Haan-den ved al brække dem fra hinanden, er det det bedste.

Saa er der de svage Planter. ForPhlox’s Vedkommende sker.det ofte, at de, efter at de i tidligere Aar har staael frodigt og blomstret villigt, pludselig sygner hen. Stængler og Blade bliver gule længe før Tiden, og Blomstringen er saa som saa. Ser man nøjere efter, vil man opdage, at Roden er helt svampet. Her hjælper hver¬

ken Gødning, god Jord eller Vanding. Er he-le Planten an-grebet maa den

fjernes helt, er der derimod kun Antyd-ning af Sygdommen, maa de angrebne De-le fjernes omhyggeligt, og Phloxen plantes i sund Jord, f. Eks. Markjord. Angrebel kan forplante sig fra den ene Phlox til den anden. Man maa derfor , være paa Vagt.

Af andre Sysler, som skal udføres i Blomsterhaven i denne Tid, er Optagning af Georgineknolde, som, naar de er taget op, tørres lidt i det fri, inden de hænges op paa et tørt Sted nede i Kælderen. Og-saa Montbresia-, Begonia- og Gladiolus-knolde maa tages op. De maa ligeledes, inden de lægges ind for Vinteren, tørres i Solen. De Grupper, der har været plantet til med Sommerblomster, graves op, og Jorden gennemgraves og maa være saa grundigt behandlet, at man med Nemhed kan trykke Fingrene i den. Naar Jorden er saadan behandlet, er den Ijenlig til at lægge Tulipanløg i.

Hyazintløg, Paaske- og Pinseliljer bør ogsaa omlægges engang imellem. Det vil derfor være fornuftigt nu at tage dem op, dele dem, og at grave og gøde med gam-mel Gødning eller Kompostjord dér, hvor de skal lægges igen.

Og saa er der Frugthaven. Her maa Nedtagning af Vinterfrugt foretages med absolut Omhu. Det er slet ikke saa lige til at plukke Frugt og ikke gjort med at slæbe en Masse Kasser og Kurve ud til Træet og saa plukke ned for Fode. Skal Frugten kunne holde sig, maa den pløk-kes, efterhaanden som den modnes. Mod-ningsgraden mærkes let ved en lille Drej-ning. Løsner Frugten let, saa Stilken føl-ger med, er den tjenlig til Nedtagning. De Frugter, der ikke vil følge med ved denne Bevægelse, maa man finde sig i

at lade hænge, til de naar den ønskede Modningsgrad.

Et Led i Bekæmpelsen af Frugttræer-nes Skadedyr er Paasætningen af Larve-limbælter paa Stammen af Frugttræerne. Bæltet, der er formet som en Manchet, bindes om Stammen med Aabningen ned-ad. Hulningen imellem Bællet og Træel lilproppes med gammell Vat, saa Frost-maalerhunnerne ikke skal smutte op i Træet ad denne Vej, men tvinges til at søge ind i Bæltet, der er besmurt med Lim.

Midt i Oktober begynder Plantesko-lerne saa smaat at aabne for Salg af løv-fældende Træer og Buske, og det gælder da for Fritidsgartneren at forsyne sig i Tide. Det er jo bekendt, at den, der kom-mer først til Mølle, faar først malet, og ligeledes faar man det bedste Træ, naar man kommer først i Planteskolen.

Efteraarstiden er jo den bedste for Plantning af Frugttræer. Ved Valg af et Frugttræ maa følgende Krav stilles: Træet maa være ret i Stammen, helst ikke have under 4 veludviklede Grene, hvoraf den ene danner Træets Midterakse, og de øv-rige maa være jævnt fordelt, og deres Stilling som Hanken paa en Kaffekande. Grenen maa hverken sidde for tæt ind til Stammen eller hænge for meget bag-over. Roden maa være dannet af nogle korte tykke Rødder, hvorpaa der igen er dannet mange fine Rødder. Det gælder altsaa ikke om at faa et Træ med meter-lange Rødder, da Roden naturligvis af denne Grund maa skæres meget stærkt tilbage. Inden Plantningen maa de beska-digede Rødder renskæres. De vildstam-mede Træer plantes i samme Dybde, som de har staaet i Planteskolen. Det kan nemt ses paa Barken, da den er lysere paa dette Sted. Dværgtræer plantes med Podestedet under Jorden, og Beskæring af Træerne foretages ikke det første Aar undtagen for Stenfrugttræer, som skæres tilbage paa de % af Grenene umiddelbart efter Plantningen. /?. J.

4 fif) BRUGSFORENINGS-liLADET 193G

Selvfølgelig hed han ikke Blomster-

b e r g — blot slet og ret B e r g. Men

Børnene i Kvarteret kaldte ham saadan,

fordi han altid gik i sin store Have og puslede

med de Blomster og Planter, der som et le-

vende Under groede og trivedes omkring ham.

For mange Aar siden, da han lejede Jorden

af Kommunen og anlagde Haven, laa denne

langt uden for Byen. Rundt om var Gaarde

og Marker og et Par Gartnerier. Men den

store Bys Huskaserner anedes kun som en

mørk Silhuet i det fjerne.

Det var dengang Anna levede, Solpigen,

som han kaldte hende, fordi hun var saa ung

og lys, og fordi hun smilede som en Sol, der

brød gennem Skyerne. Om Vinteren boede

de inde i Byen, hvor han havde sit Arbejde.

1 nogle Aar havde de gaaet derinde og ventet

paa Barnet, — Børnene, som de havde

drømt om. Men de fik ingen, og under¬

tiden kunde der være lidt langt til Solpigens

Smil.

Saa var det, at han kom i Tanker om at

leje et Stykke Jord udenfor Byen og anlægge

en Have. For baade han og Anna var fra

Landet, og begge elskede de Jorden og Ar-

bejdet i Jorden. Og den Have blev efter-

haanden deres eet og alt. Hver Øre, de

kunde spare, blev lagt tilside til nyt Blomster-

frø og nye Planter. De undværede med Glæde

Paalæg til Maden og Aftenkaffen for at kunne

købe sjældne Planter og mærkeligt Blom-

sterfrø, som ingen andre havde Magen til.

Side om Side arbejdede de Aften efter Aften

Fortælling af

f/'/ai'rief c27ende/haven

c(oegning af Sfund.

og hele Sønda-

gen. Og Smilet

vendte tilbage

paa Solpigens

Kinder, og Øj-

nene fik atter

Glans. De fik

ogsaa rejst et

Hus, et stort

Lysthus med

Stue og Kam-

mer og Køk-

ken. Der boede

de hele Sommeren, flyttede ud, saa snart

Foraarssolen meldte sig.

Haven optog alle deres Tanker. Det kunde

hænde, at Anna vækkede ham midt om Nat-

ten, fordi hun ikke kunde sove af Bekym-

ring for en eller anden Plante, der stod i

Stampe. »Tror du ikke, at den staar i

for haard Jord?« kunde hun spørge,

»den hænger saa sært med Hovedet. Skal

vi ikke forsøge at flytte den over paa den

anden Side?« Og saa snakkede de lidt

sammen om Tingene — og sov ind igen,

og næste Morgen tog de fat med Hakke og

Spade og flyttede og vandede og løsnede om

Planterne.

Saa kom Krigens Aar! De sansede det

knap derude i deres lille Eden. Men efter

Krigen kom den spanske Syge. Og den tog

Anna med sig, Solpigen.

Det var helt ufatteligt for ham, at netop

hans lille Pige skulde dø saa ung. For

ham var hun jo lige saa ung nu, som den

Dag han første Gang saa hende. Og han

forstod knap, da han skulde anmelde hendes

Død, at hun var bleven otte og fyrretyve Aar.

Hans lille Solpige.

Men nu laa hun derude paa Kirkegaarden,

og han sled alene i Haven, mere ivrigt end

nogensinde. Og skønnere og skønnere trive-

des Blomsterne. Hver enkelt kælede han for,

gav dem af hele sit varme, ensomme Hjertes

Kærlighed, og de smukkeste af dem blev be¬

standig bragt ud til Solpigens Grav. Og i alt,

hvad han foretog sig, havde han hende med sig.

Hver ny Plante snakkede han

med hende om og spurgte hende til

Raads om, hvor hun syntes den

skulde staa. Og altid følte han hen-

des Svar i sit Indre.

Men naar han saadan gik og

smaasnakkede, saa sagde Børnene,

der gerne hang over Stakittet:

»Saa, nu snakker Blomsterberg igen

med sig selv.« For de vidste jo

ikke, at det var Solpigen, han talte

med.

Men den store Bys Huskaserner

rykkede umærkeligt nærmere og

nærmere. Omkring hans Have

taarnede den ene Huskarré sig op

ved Siden af den anden. Og plud-

selig opdagede han, at alle de aabne

Marker var forsvundne. Byen

havde taget dem. Og kun hans

Have, hans store, dejlige Have, laa

som en Oase i Stenørkenen.

Og saa en Dag, da han gik i

sine egne Tanker og gravede og

smaasnakkede med Solpigen, kom

en hel Forsamling af fremmede Mennesker

ind paa hans fredede Plet og begyndte at

snakke med ham om Ekspropriation af Jor-

den, — Kommunen skulde bruge den til en

stor Huskarré.

Uforstaaende og forvirret saa han paa

dem, forstod knap, hvad de sagde. Men For-

manden eller Inspektøren, der saa hans

raadløse Sorg, tilbød ham som et lille Plaster

paa Saaret Stillingen som Vicevært for Ejen-

dommen. Saa kunde han i det mindste blive

paa Stedet.

Den Nat sov Blomsterberg ikke.

Hvileløs kastede han sig frem og tilbage i

Sengen. Omsider stod han atter op, men

Tankerne kredsede stadig om det samme.

Hans Have! — Ja men hvorledes

kunde fremmede Mennesker, selv om

det nu kaldtes Kommunen hvordan kunde

de komme og stjæle hans Have? For det

var jo næsten rent og skært Tyveri. Og

hvad vilde Solpigen sige til det?

Med rystende Hænder tog han hendes

Billede, og gennem Nattens Stilhed syntes han

næsten at høre hendes Stemme gentage stadig

det samme: »Gaa ind og se paa Planen over

Bygningen, der skal staa paa vor Grund. Du

fik jo et Rids med hjem.«

Han gik ind i Spisestuen og foldede Pa-

pirerne ud over Bordet. — Jo her var

det godt nok, Omridset af den Karré, der

skulde ødelægge hans Have. Med Øjnene

fulgte han Tegningens Linjer mod Nord og

Øst og Vest. Karreen var trefløjet men

imellem Fløjene laa en aaben Plads

— med Lys og Sol fra Syd.

Længe sad han og stirrede paa de løst

optrukne Linjer. Tankerne kom og gik, og

Hænderne, der holdt Papiret, dirrede. — Ja,

— men der, der hvor Sydsolen vældede

ind, — der kunde jo dog noget af Haven

blive staaende, alle Roserne og de

sjældne Stauder.

Og han h a v d e jo faaet Tilbud om Plad-

sen- som Vicevært! Hvis han i Morgen talte

med den Inspektør, forklarede ham sin Plan

om en Have midt i Karreen, — en Have, som

1930 BRUGSFORENINGS-BLADET 407

han selv kunde passe, saa blev jo hver¬

ken han eller Solpigen helt hjemløse alligevel.

Næste Dag stod han i Inspektørens

Kontor! Han blev budt Plads, — blev spurgt

om sit Ærinde. Og lidt efter lidt kom det,

— i Begyndelsen stammende og forlegent,

men efterhaanden som Ideen tog ham, og

han mærkede Inspektørens Interesse, udma-

lede han i straalende Farver, hvorledes han

vilde ordne og passe saadan en Have, saa den

skulde blive en Pryd for Kvarteret.

Og da han gik, fik han Haandslag paa,

at saa og saa mange Kvadratmeter af Haven

skulde skaanes og staa under hans specielle

Opsigt og Pleje.

Arbejdet begyndte næsten med

det samme. En Flok fremmede Mennesker

brasede ind over hans skønne, fredede Plet.

Hvert af deres Fodtrin var for Blomsterberg

en Voldshandling mod ham selv, som

traadte de paa hans Hjerte og knuste alt det,

han gennem et langt Liv havde hæget og

værnet om. Og han saa dem, eet for eet,

fælde alle hans Livs Minder. Lysthuset med

Syrenbuskene, de Buske han og Solpigen

havde plantet paa deres Femaars-Bryllupsdag.

Og Frugttræerne, som de havde købt hjem

for deres smaa Spareskillinger. Og Planterne,

de kostbare, udenlandske Blomsterfrø, som

under hans kyndige Hænder var spiret og

vokset op til straalende, mærkelige Vækster!

En skønne Dag kom Gravemaskinen, et

snurrende, brølende graadigt Uhyre, der

pløjede Jorden op og kastede den fra sig igen

i mægtige Dynger. — Han hadede den Ma-

skine, og alligevel drog den ham som en

Magnet. Det var en sviende Pine i Hjertet

at se dens hensynsløse, gigantiske Arbejden

sig dybt ind i den Jord, der var hans. Ordløs

og med Hænderne haardt knyttede i Lom-

merne stod han og følte, hvor han blev ond,

hvor alt det bedste i ham visnede i Had og

Vrede mod Overmagten. Og det allerværste

for ham var, at Solpigen efterhaanden ligesom

svandt bort.

Undertiden sad han derhjemme og saa

paa hendes Billede i Haab om at kunne kalde

hende tilbage. Men Billedet smilede ikke mere

til ham. Det smilede maaske nok, men Øjnene

var saa sært fremmede og alvorlige, ligesom

hun ikke mere vilde kendes ved ham.

Men ude paa hans Jord voksede en

stor Karré op med mange, mange Lejlighe-

der. Og der flyttede fremmede Mennesker

ind i Lejlighederne, Mennesker, der var ham

saa uendelig ligegyldige, ja, som han nær¬

mest hadede, fordi de bredte sig paa den Plet

Jord, der havde set hans Lykke gro og

dø. Hans før saa venlige Smil var borte, Øj-

nene saa mistænksomt og uvenligt til alle,

der kom ham nær, og hans Svar var bestan-

dig mutte og frastødende. Som Vicevært

for Ejendommen kunde han jo ikke undgaa

at komme i stadig Berøring med Beboerne,

men hans Væsen var saadant, at ogsaa de

viste deres mest usympatiske Ansigt mod

ham. Nu var der saa sandelig ingen, der

mere kaldte ham Blomsterberg. Nej! Nu havde

han faaet et helt andet Navn. Hvem der

først havde givet ham det, vidste ingen. Men

en skønne Dag kaldte alle og enhver ham for

Bjørnen. Ved et rent Tilfælde hørte han

det selv en Dag. Han gik inde i sit Have-

stykke, som han lidt efter lidt havde faaet

Skik paa, og som i Foraars- og Sommertiden

blomstrede og duftede under hans kyndige

Hænder. En lille Dreng fra Ejendommen var

krøbet op paa Stakittet, som omgav Haven,

medens han med sine smaa, buttede Hænder

halede en Blomst til sig. Blomsterberg fik

Øje paa ham og fo’r med et Vredesraab imod

ham, saa Stumpen tumlede ned fra Stakittet

med et Bump og derpaa i Rædsel stavrede af-

sted mod den skærmende Dør, skraalende af

fuld Hals: »Mor! Mor! Bjørnen vil slaa mig!«

— Der var noget inden i Blomsterberg,

der rejste sig til Raseri ved dette Navn. Han

fo’r i ubesindig Vrede mod Drengen og ru-

skede ham. Og pludselig var Vinduerne fyldte

med vrede Mennesker, der væltede al deres

indestængte Forbitrelse ned over ham.

Et Øjeblik stod han tavs og følte de frem-

mede Menneskers onde Ord og Øjne som en

Bølge af Skam. Saa gik han op til sig selv og

lukkede sin Dør. Længe sad han sammen-

falden paa Stolen. Han vidste, at nu var han

en slagen Mand. Og inden han gik i Seng,

havde han skrevet til Inspektøren og opsagt

sin Plads som Vicevært. Bægeret var fuldt nu.

Han taalte ikke længere at bo paa dette Sted.

Men den Nat drømte han for første Gang

i lange Tider igen om Solpigen. Hun tog

hans Haand og saa paa ham, og hendes Smil

var ægte og ømt som før. Og han hørte hen-

des Stemme, — den formede sig i klare Ord,

saa han maatte lytte:

»Du har gjort vor Have til din Gud,«

sagde hun, »og du passede den, saa den

lignede selve Paradisets Have. Du sansede

intet andet end den, fordi den gemte og be-

varede Minderne om dig og mig sammen.

Og saa kom de og tog din Have fra dig,

og du hadede dem for det. Og nu har du

gaaet og levet dig ind i dit Had. Men

kan du ikke se, at i Stedet for alle de Blom-

ster fra vor Have vokser der nu Hundreder

af Menneskeblomster op omkring

dig. Nogle af dem staar for meget i Skyggen,

andre vantrives, fordi Jorden, de lever i, er

for ringe, og atter andre visner, fordi de faar

for lidt Væde, for lidt venlige og kærlige

Ord. — Bliv, hvor du er, paa den Plet, hvor

du har levet et langt Liv. Og pas og plej alle

de Menneskeblomster, der gror omkringdig.«

Næste Morgen vaagnede han med Følelsen

af, at en tung Byrde var taget fra ham, og

han rev Brevet méd Opsigelsen i Stykker.

Den samme lille Fyr, der i Gaar havde

bragt ham til Raseri, gik dernede og smaa-

snakkede med sig selv og legede en af disse

indviklede Lege, som voksne slet ikke for-

staar. Blomsterberg fik pludselig travlt. Han

maatte ned til den Dreng. Han bøjede

sig ned og strøg kærtegnende over Barnets

Floved. »Naa, min lille Ven! Skal vi to saa

være gode Venner?«

Drengen saa op paa ham, et Øjeblik

forskræmt ved Tanken om i Gaar og de voks-

nes onde Ord om den fæle Bjørn. Men noget

i Blomsterbergs Smil beroligede ham, saa han

tillidsfuldt lagde sin lille varme Næve i hans.

Og Blomsterberg kom til at tænke paa de

to halvgamle Søstre, der boede sammen i den

lille Lejlighed mod Nord, en af de billigste

Lejligheder i Karreen. Den ene af Søstrene

laa stadig til Sengs. Han havde ikke skæn-

ket dem ret mange Tanker før. Nu be-

gyndte han at skære Roser af, — en stor

Buket røde Roser, der kunde lyse op i et trist

Sygeværelse. Og han gik op og ringede paa.

Den syges Søster lukkede op og saa først

forskræmt paa Viceværten, som hun frygtede

for hans barske Væsen. Men han rakte Blom-

sterne frem imod hende og sagde med et for-

legent Smil: »Jeg tænkte, at Deres Søster

maaske vilde blive glad for et Par Blomster.«

Hun fik i en Fart Kæden fra Døren, og hendes

Ansigt fik et helt andet Udtryk. -— »Aa, men

vil De ikke hellere selv give hende dem, —

det vilde hun blive glad for.« Og Blomster-

berg kom ind i Sygeværelset, hvor to feber-

hede Øjne straalede op ved Synet af Blom-

sterne, og en mager, hvid Haand blev rakt ud

imod ham i overvældende Taknemmelighed.

Det mørke Sygeværelse fik ham til at

tænke paa sine egne to solfyldte Stuer mod

Syd, og Saa spurgte han: »Vilde De ikke

hellere ligge i en Stue mod Syd? Det vilde

gøre Dem godt.«

Den syge fik lidt rødt i Kinderne, og hun

rejste sig op paa Albuerne. »Aa, ja! Sol!

Men de Lejligheder er for dyre. Det kan

vi ikke betale.« x

»Der staar en Lejlighed ledig nedenunder

min,« sagde Blomsterberg roligt, — »den kan

De faa straks. Og De skal ikke tænke paa

Forskellen i Prisen. Det skal jeg nok ordne.«

Da han kom ned, saa han den unge ar-

bejdsløse Mand fra en af de smaa Lejligheder.

Han stod saa sært selvopgivende og hang opad

Muren og stirrede sløvt ud i den klare Dag.

Alle Dage var ens, ørkesløse og tomme. Ti-

den sneglede sig afsted, forfærdende lang.

Blomsterberg gik hen til ham. »Naa,

her staar De og slikker Solskin,« sagde han

venligt, »ja, det er ogsaa et dejligt Vejr

at leve i, — alting trives saa godt.«

Den unge Mand saa hastigt og mistroisk

paa ham. — »Ja, men det er forbandet at

se alting trives, naar man selv vantrives.«

»Jeg k ommer i Tanker om,« sagde Blom-

sterberg, »at her efterhaanden er blevet lidt

rigeligt for mig selv at bestille. Jeg er jo ikke

saa ung længere, og jeg har faaet Tilladelse

af Inspektøren til at tage nogen Hjælp.

Vilde De ikke gaa mig tilhaande med lidt af

hvert, saadan for almindelig Timebetaling ? «

Der kom Liv i den unges Ansigt. — »Er

det Deres Mening? Har De Arbejde til mig?«

spurgte han ivrigt.

»Ja — kom op til mig i Aften, saa kan

vi snakke nærmere om det,« svarede Blom-

sterberg. Og det var med et lunt Smil, han

lidt efter saa en fløjtende ung Mand, der i

fuldt Firspring tog Trappen op til Lejligheden

for at forkynde den glædelige Nyhed.

Og Dagene gik! Hver Dag bragte

nye Menneskeblomster paa Blomsterbergs Vej.

Sure, trætte Mennesker, der livede op ved

hans venlige Smaapassiar, sløve, haabløse

Mennesker, der fik lidt Farve i Kinderne og

Glans i Øjnene, naar han stod ved deres Dør

med en Buket af Havens Blomster. Livet havde

igen faaet Interesse for ham, og Ryggen var

(Sluttes Side 472.)

BRUGSF0REN1N ti S-B LADET 193« 4«8

Ny Brødskærer Nr. 16 S ^\/Q^) med

forcroinet Stilleskrue til

Tykkelses-indstilling.

Kornhøsten er lille og maa udnyttes bedst muligt.

Den fulde Udnyttelse af Svine-

foderet opnaas kun, naar der

til hver 100 kg Korn tilsættes

21|akg Fosforsalt E.V. A. Faas i Brugsforeningen

Forlang

HVALROS

Mikkelsdag. T"Aen ny Rug er grøn og dækker Jorden med sit frodige

Tæppe, i hvis Luv den lette Nattefrost op ad Dagen bliver til Vandperler, som meddeler Ageren et Skær af Sommerens Friskhed og Glans. Den ny Hvede er ogsaa kommen op. Den er næppe saa fremskreden som Rugen, men den skjuler dog Mulden, omtrent som et Slør skjuler og forskønner et Ansigt, der ikke længere er ungt. Baade Rugen og Hveden gror. Begge bevidner, at det ny Kredsløb er begyndt.

Gennem de sidste Stubmarker trækker Pløjekarlen sin Fure. Sort og fugtig skinner den mod en graagul Grund. I Følge Zoologien og Almanakken skulde det være en fuglefattig og tavs Tid, men over Pløjemarken er der hverken tomt eller tavst. Flokke af Maager kredser i den blaa Luft og blander deres Røst med Plovmandens Raab, medens de følger Furen, som Kølvandet følger sin Skude. Det er maaske nok en anden Musik end den, Somme-rens Sangere satte ind i Naturens Hørebilleder, men Maagernes Optræden passer nu godt nok til det Skuespil, de medvir-ker i.

Agerhønsene, som er ved at føle sig fredløse, svirrer op med en Skogren, medens en »Mis«, der føler sig i relativ Sikkerhed mellem Runkiernes Toppe, overhovedet intet siger, men nøjes'med at vifte med sine lange Løfler, som det i Jægersproget hedder.

Fra Skovbrynet letter en Flok Krager med Brask og Bram for at slaa sig ned og forsøge at gaa Maagerne i Næringen.

Der er Liv nok og Lyd nok endnu over de danske Marker. I Haverne har Nattefrosten hilst paa Georginerne. De har

ikke taalt det saa godt. Uden Persons og Farvers Anseelse hænger de med Hovedet. Røde, gule, violette og spraglede Georginer er sorte som den Jord, de er runden af. For Frosten er de alle lige.

Og Løvet er ved at faa Flyvenykker. Det gamle Pæretræ melder sig her som Numer et. Det har kastet et Kuld brun-sorte, blanke Blade fra sig paa Græsplænen, hvor de tager sig ud som en Flok Graaspurve eller Solsorter.

Men Vildvinen ved Lysthuset »sortner« ikke som Geor-ginerne og Pæretræets Løv. Den bukker under med Manér og reagerer mod Frosten ved at flamme som Guld og Skar-lagen og Purpur. Som alle Naturens øvrige Foreteelser erken-der den det, man fra ældgammel Tid har vidst, at Mikkelsdag er Skæringspunktet mellem Sommeren og Efteraaret.

Ved Mikkelsdag havde de gamle bjerget Sommerens Af-grøde. Da var de mere end ellers betalingsdygtige, saa den, der var klog, lagde sine væsentligste Udgifter hen til Mik-kelsdag. Prakkeren, som ikke magtede at betale kontant, hvad han i Aarets Løb havde anskaffet sig, eller som var kommet til at skylde Penge væk, begærede Kredit til samme Termin, da det ikke alene var Kornet, der skæppede, men ogsaa Kar-tofler, Æbler, Hør og Uld.

Og ved samme Lag beskikkede Kvinderne deres Hus inden Vinteren.

Faarevask og Klipning tilendebragt kastede man sig over de mange Ting, som det var praktisk at faa gjort, medens der endnu var lidt Dag, Ting, der trængte til at blive gjort efter de travle Sommerdage, hvor Huset ofte var blevet passet.

1936 B R U G S F O R E N I M G S - B L A D E T 469

som det bedst kunde, og ikke som det skulde: man gned Fluepletter af Tintøj, Kobberkedler og Messingstager. Man luftede Vadmelsklæder og Bindtøj. Man solede sine Fjersække og fyldte Dun og Fjer i nye Vaar til Dyner. Og saa kalkede man Køkken og Kælder, fordi det gjorde Rummene lysere nu, da Dagene blev kortere.

Vi Husmodre af i Dag tager ikke saa meget Hensyn til Aarstidernes Skiften, og vi er beller ikke saa afhængige deraf. Vi gør endogsaa det tilsyneladende selvmodsigende, at vi hæn-ger mørke Gardiner op, naar Dagslyset bliver sparsomt. Vi har jo faaet den elektriske Glød som Erstatning for Solens Flamme, derfor kan vi tillade os at »lune« for Vinduerne med en dunkel, »varm« Farve. Vi er heller ikke særlig hæsblæ-sende med at faa alting gjort inden en bestemt Frist. Vore Hjælpemidler giver os Raad til at tage det »lidt over lang«, hvilket er godt det samme.

Derved kan vi faa Lejlighed til al gaa ud for at nyde Mik-kelsdags-Atmosfærens særegne Charme. Vi han give os Tid til en Dag baade at se paa den grønne, dugvædede Rug og til at høre paa Lyden i Luften.

Vil De, kære Medsøster, gerne ud, men trænger De til at dulme Deres Samvittighed med et Paaskud, saa har jeg hele to at give Dem.

De kan søge efter Nødder i Hasselkrattet, eller De kan væbne Dem med en Spand til at plukke Brombær i. Jeg tør ikke love, at De faar Spanden fuld; men saa har De forhaa-bentlig Hyld hjemme i Hegnet. Nødderne har maaske Bysens Børn hugget, før De kom; men i saa Tilfælde maa De købe Deres Nødder i Brugsen, hvad De vist for Resten plejer at gøre.

Hovedsagen er, at De kommer ud i Landet, hvor Naturen bereder Dem en af de store Glæder, som intet koster, og faar Dem til at tænke Tanker, som De ellers næppe vilde faa tænkt.

Søsler.

L ce r e b c cj il

l-Aavs Barnets første Uvaner. T en tidligere Artikel behandledes Spædbarnets første Uvaner. 1 I denne skal jeg belyse nogle let iøjnefaldende, som 1-Aars

Barnet kan fremvise. Jeg tager først Barnet, der opvokser paa Landet.

Paa Gaardspladsens mest lune og solfyldte Plet er Barnet anbragt i sit Legebord. Rundt omkring pusler det med Høns, Duer, Ænder — maaske ogsaa med Kyllinger og Ællinger. Bar-net har Legetøj paa Bordet, ogsaa en Kage eller et Stykke Brød. Legetøjet bliver smidt »udenbords«, og Barnet bøjer sig frem-efter for at kontrollere, hvor det »blev a’«. Derved opdager det, at Pladsens levende Væsener, Kyllingerne og Ællingerne især, straks kommer farende, naar der viser sig noget uventet for dem, som de kan »hakke i«.

Da alt Legetøjet er kastet ned, og Kravlet har undersøgt det, tager Barnet fat paa at spise Kagen eller Brødet. Dets vagt-somme Øje skelner hurtigt, at tabes der Krummer, bliver der ekstra Halløj blandt de smaa fjedrede Venner, ogsaa blandt de større. Saa smider det Maden ned til dem. Det ler og hujer henrykt ved at se den »Panik«, der bliver for at komme til at »spise med«. Da det hujer og raaber af Glæde, farer alle vingede Skabninger forfærdede bort. Det ser ogsaa sjovt ud. Saa snart de tror, at der ikke er Fare mere, vender de til-bage og hakker videre i Krummerne. Barnet hujer igen og fægter med Armene, og dets Blik følger nu vagtsomt og be-vidst Uroen blandt Kravlet. Seenen gentager sig flere Gange.

For Fremtiden vil Barnet hver Dag smide Legetøjet »uden-bords«, gøre det samme ved Maden, det faar. Det har opdaget, at Dyrene reagerer paa dets Handlinger, og det morer Barnet. Men — en Dag ser man en lille Unge fare om i Hønsegaarden og jage Kyllingemor og Kyllinger næsten til Døde. Saa gæl-der det for den fornuftige Mor al forstaa Situationen. Hun

(Sluttes Side 472.)

Besøg vore Detail-Udsalg med Rekvisition, eller lad Deres

Brugsforening skaffe Skoene

F. D. B.s Skotøjsfabrik

470 BRUGSFORENINGS-BLADET 1936

BURNUS NAP y i Forening den ideelle Uaskernetode

56 Øre for */, kg

29 Øre for ‘/2 kg

NETTOVÆGT HAVREGRYN

iIftM-"

vælger den erfarne Husmoder

NAP og BURNUS som Hjælpere

i Vaskerummet. Hun ved, at

BURNUS' enzymholdige Indhold

opløser det meste Snavs, og at det i Forening med NAP Sæbe*

spaaner giver en virkelig ren og

meget skaansom Vask.

BURNUS i Pakker koster 50 og

9C) Øre.

NAP Sæbespaaner lli kg 32 Øra,

1/2 kg 62 Øre.

Lille Peter Brugs’s store Oplevelser.

Peter falder for Fristelsen — og slaar sig.

Peter: I skulde skamme jer, Drenge, at stjæle andre Folks Æbler! Hvis I ikke forsvinder, inden jeg tæller til tre, skal I faa med mig at be-stille !

Peter: Det er dog Synd og Skam, at det dejlige Æble skal lig-ge her og flyde paa alfar Vej — og ta’r jeg det ikke og spiser det, er der bare en an-den, der gør det!

Peter: Sikken et dejligt Æble, der hæn-ger deroppe! Men en-ten er der nogle Tyve-knægte, der napper det, eller ogsaa falder det maaske ned og rammer en gammel Dame i Hovedet !

Æbletræets Ejer: Der har vi den fræk-ke Laban, der stjæler vore gode Æbler! Ef-ter ham, Pussy!

Peter: Lille, rare Vovse — jeg er ikke noget Æble og slet ikke til at bide i! Og vil du endelig bide, saa vent, til jeg har været hjemme og ta-get et Par gamle Bukser paa!

Ja, saadan gaar det altsaa en Mand, der præker Moral for an-dre, men glemmer at foregaa dem med et godt Eksempel....

1936 BRUGSFORENINGS-BLADET 471

Søten cH7ims skt iver kiern.

Brugsen, 25. ds.

Kære Moder!

Energi i den Retning

Nikker hjerteligst for sidste Brev, men kan endnu ikke glæde dig med nogen

Meddelelse om, at Forlovelsen mellem tyk-ke Napoleon og trinde Mette er gaaet over Styr, hvilket dog ikke er førstnævntes Skyld, idet han har udvist en efter sit Rum- og Omfang ganske imponerende

— uden dog at have faaet noget ud af det. Som jeg allerede har betroet dig, slog han sig paa Vand- og Svømmesporten, fordi hans officielle Kæreste, som han plejer at benævne hende, for at udtrykke, at der ikke er noget med Kær-lighed med i Spillet, nærmest maa siges at lide af Vandskræk, men hun vragede ham altsaa ikke af den Grund. Han har endda ladet hende forstaa, at han agtede at blive Viking, hvad der vil sige, at man friluftsbader hele Aaret, selv om der er Is paa Vandet. En Dag, da han var ude paa Gaarden og fik Øje paa en Hakke, spurgte han »Kæresten«, om han maatte faa den, og da hun skulde have at vide, hvad han vilde bruge den til, erklærede han flot, at han jo maatte have noget til at hugge Hul paa Isen med, naar han som gæv Viking skulde have sit Morgenbad i Vintren klam og kold. Men tænk — saa blev hun saa begejstret, at hun stillede hele to Hakker til hans Disposition i nævnte Øjemed — ene og alene fordi hun mente, at naar han gav sig til at dyrke en her paa Egnen saa ukendt Sport, kom han maaske i Avisen. Det var et blaat Øje for vor tykke Ven, for det var jo unægtelig ikke Me-ningen, at Mette skulde blive begejstret for hans tossede Ideer, og han maatte derfor se at finde paa en ny og værre. Og saa be-sluttede han sig til at gaa i Søvne, idet han gik ud fra, at hans Tilkommende vilde betakke sig for en Kæreste, der ikke blev i sin gode Seng om Natten, men i Stedet føjtede rundt paa Tagryggene og andre upassende Steder, og han forberedte med stor Omhygge-lighed Virkeliggørelsen af den efter hans egen Mening geniale Idé. Naar han kom paa Besøg ude paa Gaarden, sad han og »hængte« og faldt i Søvn i Tide og Utide, hvilket dog ikke kan have kostet ham større Anstrengelser, da han altid har haft det med at sidde ganske stille og slumre ind, naar han ikke havde andet at be-stille end sidde. Mette stiklede selvfølgelig til ham paa Grund af hans Dvaskhed og Søvnighed, hvilket jo ogsaa var Meningen —‘og i Lørdags besluttede han saa at slaa »det store Slag«. Han vidste nemlig, at Fru Jokumsen, der fører Hus for Mettes Enkemands-fader, den Aften skulde paa Kaffeslabberads hos Bagerens, der bor ved Siden af hans Principal, Skomageren — og fra sit Gavl-vindue holdt han Øje med, hvornaar Opbruddet fandt Sted. Da han hørte Fru Jokumsen og en anden Dame forlade Bagerens med det sædvanlige: »Tak for i Aften og hav det godt og hils hjemme« og alt det der, svang ban sig let og graciøs ud ad Vinduet, iført en i Dagens — eller rettere: i Nattens Anledning — anskaffet Pyjamas, skønt han ellers er Skjortemand, og ned paa Udhustaget.

Fra dette spankule-rede han med søvn-gængeragtige Bevæ-gelser, stive Øjne og fremstrakte Arme videre hen paa Kan-ten af Plankeværket, der dog paa Gaard-siden vender ind til et Cykle- og et Værk-tøjsskur, hvis Tag han kunde støtte sig til med det ene Ben. Han har sikkert væ-ret et stolt Syn, og det gjorde da ogsaa saa stærkt Indtryk paa de to Damer, at de med alle Tegn paa Rædsel styrtede væk. Men Fru Jokumsen lod selvfølgelig om-

gaaende Sensationen gaa videre til Mette, og da hun den næste Dag gik Napoleon skarpt paa Klingen, tilstod han med alle Tegn paa Sorg og Sønderknuselse, at han havde det med at gaa i Søvne, og at det var Grunden til, al han havde saa svært ved at holde sig vaagen om Dagen og om Aftenen. Og nu kommer det forfærdelige! Mette blev ikke saa meget som den mindste Smule ked af det — nej, hun erklærede tværtimod, at Napoleons Søvngængeri tydede paa, at han ikke var nogen almindelig jordbunden og prosaisk Skomager, men en romantisk og fantasifuld Natur — og det var lige hendes Type! Og der sad Napoleon, og han er ikke kommen over det endnu, men ellers staar det godt til herovre i alle Maader, og jeg vil derfor slutte af for denne Gang med en kærlig Hilsen fra din hengivne Søn Søren.

Deres Brugsforening skaffe

Skoene.

F.D.B.s Skotøjsfabrik

472 BRUGSFORENINGS-BLADET 1936

Blomsterberg. (Sluttet fra Side 467.)

knap saa bojet som for. Hans Havestykke

krævede jo ikke saa stort et Arbejde som i

gamle Dage.

Da Efteraaret kom, tog Doden den ene af

de to Sostre. Trods Blomster og Sol tæredes

hun hen af den snigende Sygdom.

»Men hun var lykkelig lige til det sidste,«

sagde Søsteren, »hun var lykkelig for hver

Blomst og hver Solstraale, der kom til hende

til Slut.«

Og da Kisten stod paa Rustvognen, lyste

det over den i Efteraarets farvemættede Blom-

sterskær.

»Det er alle Blomsterbergs Blomster,«

sagde den lille Dreng.

Men Blomsterberg selv stod ved Siden af

Vognen med Hatten i Haanden. Han folte sig

saa varm om Hjertet. Nu hed han altsaa

Blomsterberg igen! Nu var det godt altsam-

men. Livet var trods alt skønt at leve.

»HJEMMETS OPGAVER«

l-Aars Barnets første Uvaner. (Sluttet fra Side 469.) maa ikke nøjes med blot at klapse Barnet i Bagdelen, ruske det, skænde højt og vredt paa det og hale det ud af Hønse-gaarden. Nej, hun maa give sig Tid til at forklare sin Unge lidt om de andre smaa Unger. Hun maa erindre sig det Syn, hun havde fra sit Køkkenvindue: Barnet i Legebordet, der smed Kagekrummer ni. m. til de vingede Venner, hujede ad dem, fik dem til at »lege med«. Nu er det ikke Ondskab eller Lyst til Dyrplageri hos Barnet, at det plager de samme Dyr med Legen. Det gælder om at forklare det, at det ikke maa »lege« mere. Gør det kær-ligt, gør det roligt og fornuftigt. Fortæl om Kyllingmor som »Mor« og Kyllingerne som »Børn«. Og Kontakten mellem Dyr og Barn er begyndt.

Saa et Par Raad, der gælder lige godt for Landbobarnet som for Bybarnet.

1-Aars-Barnet er begyndt at »gaa alene«. Det rejser sig ved alle Stole og Bordben. Men endnu vandrer det forsig-tigt om, og møder det uventede Hindrin-ger eller aner en Risiko for at blive »slaaet igen«, skriger det himmelhøjt.

En Mor skal aldrig overhøre eller und-lade at tage Hensyn til sit lille Barns An-skrig. Men gør det ikke paa den Maade, at De selv kommer farende som en løbsk Fodbold ind ad Døren, talende med høj Stemme og paa alle mulige Maader visende Barnet, at De er irriteret eller opskræmt af dets Anskrig.

Kom hurtigt, men stilfærdigt ind til det. Tal roligt og jævnt om, at »det gør slet ikke noget, lille Ven« o. s. v., og vis Barnet paa en rolig Maade, at det ikke var i Fare. Lad det »dumpe« lidt, saa det mærker, at dets Bagdel ikke tager Skade

af den Slags. Lad det gøre et Par Øvelser om igen, vandre fra Stol til Stol o. s. v.

Saadan lærer Barnet ikke at skabe en hysterisk Ængstelse og Frygtsomhed hos sig selv, ej heller hos Moderen. Der er nemlig ikke ret langt fra dets Kendskab til, hvad det kan skabe hos sig selv, og hvad det kan foraarsage hos Mor. Og Smaabørn kan mærkelig nok lide at op-skræmme deres Mødre ...

Opdragelsens Kunst — dette at være Forældre — er ikke let at klare. Maaske er det for Tiden gjort lidt for vanskeligt. Man skræmmes af de mange Psykoana-lyser og Beregninger af det menneskelige Sinds — ikke mindst Barnets -— uendelig nuancerede Paavirkningsmuligheder, af Talen om »Arv og Race« o. s. v. —

Alt dette bør ikke skræmme, men tjene til at forklare for enhver Mor og Far, at de i Ro, Kærlighed og Alvor maa studere Barnet nøje og vagtsomt og tage fat paa at dyrke enhver Spire til en sund Karak-terudfoldelse og »rykke op med Rod« en-hver Spire til at gøre bevidst — eller instinktmæssigt — ondt.

Begynd allerede i Barnets første Leve-aar at lære det: »Du skal elske din Næste som dig selv ...«. og lad denne »Næste« være dets Legetøj, Husdyrene, Menne-skene, Blomsterne, Naturen ... og det vil indleve sig systematisk i Samhørighed med Omgivelserne. C—e.

*

Lidt Jagt-Mad. 'C'fteraarstiden byder os ny Variationer

paa Spiseseddelen: Haresteg, Fasan

ni. ni. For Vildtkød som for andet meget bin-

devævsholdigt Kød gælder det, at det maa hænge en Tid, for at Bindevævet, ved Mælkesyrebakteriernes Virksomhed, kan opløses, og Kødet blive »skørt«.

Hvor lang Tid Kød skal hænge, kan ikke forudsiges med Bestemthed, da det meget afhænger af Luftens Temperatur, Fugtighcdsgrad m. m.; men enhver Hus-moder maa være omhyggelig og ansvarlig her som paa alle Omraader indenfor Hus-førelsen. Hænger Kødet for længe, saa det faar »en Tanke«, er det uanvendeligt til Menneskeføde.

Haresteg. Haren flaas, Bugen skæres op, og Indvoldene tages ud, hvorefter den vaskes i flere Hold Vand.

Bovene skæres fra, Ribbenene hugges over og skæres af, Rygraden knækkes med passende Mellemrum ved Hjælp af en Økse. Dette letter Forskæringen, og Haren kan derved ogsaa bedre ligge i Panden; den er ellers tilbøjelig til at krumme sam-men. Med en skarp, spids Kniv flaar man Hinderne af Kodet. Derefter spækkes Ha-ren med ganske tynde Flæskestrimler; hertil benytter man en Spækkenaal. Bo-vene skal ogsaa flaas, spækkes og steges med.

Ved Stegning af Kød gælder det, at der hurtigst muligt dannes en brun Skor-pe, for at Kødsaften ikke langsomt skal sive ud, og Kødet blive tørt og smagløst. Den rengjorte og spækkede Hare skal man ikke sætte ind i Ovnen uden først at brune den smukt i Margarine eller Fedt over god Ild. Dertil kan benyttes Stege- eller Bradepande. Den brunede Hare bestrøs med Salt, overhældes med lidt kogende Vand og steges i en varm Ovn ca. 1 Time. Afbag en almindelig hvid Mælkesovs, til-sæt Kulør og Salt, bred denne Sovs ud over Haren, dryp af og til Skyen op over Stegen. Saaledes behandlet bliver Stegen meget lækker.

Skyen sies fra i en Gryde, jævnes og tilsættes ca. 2 dl syrlig Fløde, Kulør, Ribs-géle eller Ribssaft og Salt efter Smag.

Haren anrettes gennemskaaren, men igen sammenlagt paa Fad, garneres med brunede Kartofler og halve kogte Æbler med Ribsgéle.

Fasan: Fuglen flaas, udtages og vaskes omhyggeligt, opsættes og ombindes med en tynd Skive Flæsk. Smør brunes; heri lægges Fuglen med Brystet nedad, brunes derefter paa alle Sider. Salt drysses over, og kogende Vand hældes ved. Den steges mør under Laag ca. 1 Time. Serveres med brunede Kartofler. Skyen sies, jæv-nes, tilsættes lidt Fløde, Tomatpuré, Ku-lør, lidt Sukker og Salt efter Smag.

For at mildne den ramme Smag ved Fuglevildt kan man fylde den med raa Kartofler, som fjernes ved Anretningen.

Levneretter af Vildtkød. Macaronirand med Vildtragout: 4 Æg

piskes med 4 Spsk. Mælk, lidt Salt, hæl-des i en smurt, med Rasp bestrøet Rand-form; koges i Vandbad.

Har man en Levning af Vildtsteg, pil-les Kødet omhyggeligt fra Benene, skæres i smaa Stykker. Margarine og Mel brunes, spædes med Afkog fra Stegebenene eller med Sky, hvis man har det. Sovsen til-sættes Fløde, Kulør, Gelé, Salt. Vil man gøre Sovsen særlig pikant, tilsætter man et lille Glas Oliven. Man skræller i Spiral Olivenkødet fra Stenen; det vil da lukke sig sammen og faa den naturlige Form igen. Benytter man Oliven, skal man være varsom med at tilsætte Salt, før disse er kogt i Sovsen. Kødet faar et Opkog i Sov-sen og serveres inden i Macaroniranden paa Fad.

Aubin (udtales: Obæng): Vt kg Fransk-brød lægges i % 1 kold Mælk, afbages sammen med 50 gr Margarine, afkøles, irøres 4 Æggeblommer, det grofthakkede Kød, Salt og de piskede Hvider; hældes i et smurt Gratin fad, bestrøes med Rasp, lidt Margarine lægges paa. Bages i varm Ovn ca. 1 V-2 Time. Hertil Serveres en kraf-tig brun Sovs.

Ingeborg B.

Udgivet af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Redaktør: cand. polit. A. Axelsen Drejer. — Redaktion og Ekspedition: Njalsgade 15, København S.

Det Hoffensbergske Etabi.

Sy selv Deres Tøj!

Det er morsomt at sy sit eget eller Børnenes Tøj, og foruden den Glæde, De har ved dette Arbejde, sparer De mange Penge i Syløn.

En moderne Symaskine er næslen uundværlig for en Husmoder, derlor skal De gaa hen i Brugsfor-eningen, hvor De kan se et Katalog med en Række forske lige Modeller i moderne Haand- og Træde-symaskiner, ogsaa den praktiske Maskine, der kan slaas ned og anvendes som Bord.

DESS: 7703

DESS:770?

Air. 7703. Haand-Symaskine med Langskytte.

Med poleret Kasse Kr. 122.00 Uden Kasse ,, 105.00

Nr. 7704. Haand-Symaskine med Svingskytte. Kan sy

frem og tilbage — Den iderl'e Maskine til Hjemmebrug. Med poleret Kasse . . Kr. 152.00. Uden Kasse. . Kr. 131 .CO

Nr. 773 5. Forsænknings-Træde-Symaskine med Svingskytte. — Egetræs Træstativ. Kan sy frem og tilbage Kr. 237.00

-køb det i BRUGSFORENINGEN

BC5T“ VARMEOVN

NU Se Kataloget

IIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIM

Den svenske LU31 A=Fabrik er siden sin Start blevet studeret af ca. 63.000 imponerede Besøgende, deriblandt ogsaa af mange Danske.

hvorfor LUMA

er saa god ...

»Jeg har faaet Lov til at se, hvorledes

LUMA*Lamperne bliver til — set hvor*

ledes uformeligt Raamateriale efterhaan*

den bliver til haarfine Smaadele, beundret

Præcision og Dygtighed hos raske Hæn*

der, blevet imponeret af de storslaaede

Laboratorieanlæg og forbavset over den

uendelige Række af fint udtænkte Kon*

trolprøver — at en eneste Lampe lyk*

keligt kan gennemgaa dem er et Under

— at saa yderst faa Lamper kasseres maa

absolut betyde, at LUMA er en Lampe

af højeste Klasse».

Forlang

Sanagran i Deres Brugsforening

til Afsvampning af Vintersæden.

Det danske Gødnings-Kompagni Å/s

Decrottes“-Sah en Kgl. dansk Patent af 25. Oktober 11)04 iØJif

Saften „DECROTTES“ er fremstillet af danske Naturprodukter. • Tilkendt Diplom med højeste Udmærkelse og lErespris. •

Faas i Deres Brugsforening.

F. D. B. Efteraar — Nu har vi alle Efteraarets smukke Modeller parat til Dem — et

stort Udvalg, der som sædvanlig er præget af Kvalitet, skønt

det sælges billigt.

Blandt dette store Udvalg kan De vælge det, De synes aller=

bedst om, for Efteraarets Mode er saa afvekslende, at der er

noget tor enhver Smag.

AFDELINGER FINDES I FØLGENDE BYER:

Konfektions=Afdelingen Njalsgade 23 Kjøbenhavn Manufakrur=Afdelingen Søndergade 74 Aarhus

Nørregade 79 Odense Konfektions=AfdeIingen . .Torver 22 Horsens

— Torvegade 9 Skive PaakIædnings=Magasinet Lanqgade 17 Nykjøbing F

— Ringsfedgade 20 Næstved — Ahlgade 11 Holbæk — Nørregade 35 Vejle — Kirkegade 1 Randers — Springvandspladsen 6 -7. . Hjørring — Kræmmergade 8 Varde

.Jernbanegade 11 Kolding Husk Rekvisition !

F. D. B. KONFEKTION