^ruøøforrøings flabet 7. AAR«. - 20. MARTS 1 »34 — NR. «

Funkis- Cyltlelygl en „NIBI lil Je mørke Landeveje.

Nyhed! • Patentanmeldt! • Mønsterbeskyttet!

66

Model III Pris komplet Kr. 6,50.

Arbejder med Hellesens „IBIS" Element, Type VII Nr. 80, elektrisk Kraft 3 Volt og Osram Pære 2,5

Volt, 0,15 Amp. Nyttevirkning 20 å 25 Timer.

Reserveelement 70 Øre.

Model IV Pris komplet Kr. 7.00.

Virker med Hellesens „POMID" Element, Type VII Nr. 2, elektrisk Kraft 3 Volt og Osram Pære 2,5

Volt, 0,15 Amp. Nyttevirkning 35 å 40 Timer.

Reserveelement 70 Øre.

[)e nye „Nibi” Modeller, Nr. III og IV, kaster Lyset

med stor Kraft ud ad en mørk Landevej, samtidig med, at

de oplyser en normal Vej i dens fulde Bredde. Her er

endelig de ideelle Cyklelygter til de mørke Landeveje.

Sammenlign Priserne paa „Nibi" Lygterne, Model III

og IV, til Landevejsbrug, med Dynamolygternes, og De vil

se, at to saadanne „Nibi" Lygter koster mindre end een

Dynamolygfe.

„Nibi" hemmer ikke Farten; den slider hverken paa

Kræfterne eller paa Dækket. Den arbejder lydløst, renligt

ag uden Stænkskærm og giver et ensartet, stærkt Lys —

ingen uensartet, urolig og blafrende Flamme. Model III i naturlig

Størrelse.

Forlang Lygterne demonstreret i Deres Brugsforening.

Klip A p annoncen u J?

DETTE NUMMER INDEHOLDER: Forsidebillede:

I*:iaskeæggene pyntes. Smør og Margarine H9 Tørre Tal ug Fra Arbejdet hjemme og ude 121 B. Bs Billed dde 12,‘{ Flaget er hejst 124 Husmodersag og Andelssag 125

Fra Bogmarkedet 125 Det bayerske Jerusalem. Af Ad. Bussmann 12« „Plante-Patenter14 128 Vore Læsere har Ordet 129 En Vaar gik over Lande. Af K. Pltfvg.iard 180 Hjemmels Opgaver 182 Lille P. Brugs 184 Søivns Vims skriver hjem 135

TT ed flere Lejligheder har det i * den senere Tid været drøftet,

Smør og Margarine hvorledes der paa en fornuftig og ® ®

forsvarlig Maade kunde gøres noget til

Støtte for dansk Mejeribrug under de

Vanskeligheder, som de stadig formind-

skede Muligheder for en lønnende Ud-

førsel har medført. Man har i saa Hen-

seende særlig rettet Opmærksomheden

paa Betydningen af et øget Forbrug af Smør paa Hjemmemarkedet, og uden at

vi skal komme ind paa Enkeltheder i de

trufne Foranstaltninger med dette for Øje, finder vi Anledning til at berøre et

Forhold, der ikke saa sjældent har væ-

ret fremdraget i Forbindelse hermed, men

som hist og her synes at have medført lidt

Misforstaaelser og lidt forkert Indstilling.

Hvad vi hermed tænker paa er, at der

nu og da høres Bebrejdelser mod Brugs-foreningerne og ganske særlig mod F. D.

B., fordi denne trods sin Tilknytning til

en væsentlig Del af Landbrugets Kredse

opretholder og viser Interesse for Pro-

duktion af Margarine. Det vil være be-

kendt, at F. D. B.’s Margarinefabrik i

Viby netop i den seneste Tid er under-

gaaet en gennemgribende Modernisering og delvis Udvidelse. Hertil siges der nu

altsaa, at denne Fællesforeningens Virk-

somhed er stridende imod, hvad i hvert Fald Landbruget og dermed en stor Del

af Brugsforeningernes Medlemskreds maa

betragte som sin velforstaaede Interesse,

nemlig et udvidet Forbrug af Smør.

Der kan være Grund til i Behandlin-

gen af denne Opfattelse først at slaa fast,

at vi i denne Forbindelse ser bort fra den

Modstand mod F. D. B.’s Margarine-

Fremstilling, som naturligvis kommer til

Orde fra Konkurrenternes Side, altsaa den

private Margarineindustri og dem, der

direkte eller indirekte er interesserede i

denne — som Aktionærer, som Forhandlere

deraf (Købmændene) o. s. v. Gode Raad

fra disses Side til Fællesforeningen, om

Indskrænkning i eller maaske endogsaa

fuldstændig Opgivelse af sin Margarine-

Produktion, har det jo nemlig aldrig

manglet paa.

Men foruden Angreb af denne Art har

man som sagt Indtrykket af, at ogsaa Folk,

som iøvrigt er forstaaende og interesse-

rede i Brugsforeningsarbejdet, mener, at

der er noget forkert i, at Fællesforenin-

gen i disse Tider selv laver og forhandler

Margarine.

Der er overfor dette at sige, at vi na-

turligvis i dette Spørgsmaals Behandling

befinder os paa et Omraade, hvor Inter-

esserne henholdsvis som Producent og

som Forbruger træder i en meget nær og

direkte Berøring med hinanden, og helt

at klare dem ud fra hinanden er ikke al-

tid lige let. Det dobbeltsidede Forhold

kommer jo særlig stærkt frem hos Land-

manden, der er interesseret baade som

Producent (af Smør) og som Forbruger (af Smør eller Margarine). Men iøvrigt

lader det rent faktiske Spørgsmaal om

Fællesforeningens og Brugsforeningernes Stilling som Producent og Forhandler af

deres egne Margarinemærker sig antagelig

tydeligst og kortest besvare ved, at man

tænkte sig, at Fællesforeningen ophørte

dermed — vel at Mærke uden at dette samtidig gjaldt de private Margarine-

fabrikker og disses Forhandlere.

Hvad vilde der opnaas ved et saadant

Skridt? Vilde der fornuftigvis derved

foregaa en Forandring til Fremme af de

Interesser, som vi her taler om, nemlig et

forøget Salg og Forbrug af dansk Smør

paa Hjemmemarkedet?

For det første maa det erindres, at

Fællesforeningens Produktion af Marga-

rine og Forbruget deraf er bygget paa en

frivillig Tilslutning fra Brugsforeningerne

og deres Medlemmer. Og dette gælder da ikke mindst, naar man hefter Opmærk-

somheden ved, hvorledes Fællesforenin-

gens Margarine har indarbejdet sig i Ste-

det for de private Margarinemærker, i

Kraft af sin Kvalitet og Pris og paa Trods

af en umaadelig Reklamering fra Privat-industrien og andre Propaganda-Midler,

som sluger enorme Summer til Fordyrelse af den private Margarine. Ogsaa dette

maa man betænke, og det kan i denne For-bindelse tillige være af Interesse at minde

om, at Fællesforeningen i sit Forhold til

den private Margarine-Industri og

•i— dens til Tider utvetydige Tendens

til Koncentration ganske afgjort

har modvirket, at en saadan bliver gen-

nemført. Og naar vi da blot med disse Par En-

keltheder som Baggrund skal give det ene-

ste mulige Svar paa Spørgsmaalene oven-

for, da maa det i alt Korthed og Jævnhed

gaa ud paa, at en Standsning — eller blot

en Indskrænkning — i Fællesforeningens

Produktion af Margarine og Brugsforenin-

gernes Salg af denne kun vilde medføre,

at den private Margarine-Industri og dens

stærkt opreklamerede Mærker i samme Øjeblik vilde klemme sig ind paa den ledige

Plads i Forbruget. Mere er der egentlig

ikke at sige til den Ting. Og derfor maa

man ogsaa gaa ud fra, at en anden Me-

ning herom, hvis den gives Udtryk, maa skyldes, at man ikke rigtig har tænkt Sa-

gen igenem, eller at man regner med an-

dre Forudsætninger end dem, som der er

Grundlag og Mulighed for at tage i Be-

tragtning.

Hvad der saa iøvrigt foretages som almindelig Foranstaltning til Fremme af

det indenlandske Smørsalg er naturligvis en anden Sag, som jo nok kan være af

Interesse ogsaa for Brugsforeningerne, men som ikke berører dem til Forskil fra

de private Virksomheder. Derfor skal det-

te heller ikke behandles i denne Forbin-

delse. A-r.

Tørre Tal. A ntallet af Medlemmer i de 1760 Brugs-

foreninger, der ved Begyndelsen af 1933 var med i F. D. B., beløb sig ifølge Brugsforenings-Statistikken til 319000.

Det var en Fremgang fra det foregaa-ende Aar paa ikke mindre end 15000.

Naar vi tager i Betragtning, at de fleste af de 319000 Medlemmer hver især repræsenterer en Husstand, som gennem-snitlig her i Landet er paa omkring 4 Personer, betyder det, at ca. 1.250.000 Mennesker eller godt en Trediedel af Danmarks samlede Befolkning er med i Brugsforeningerne og faar en større eller mindre Del af deres Forsyning med Varer derigennem.

Nu er det snart Paaske — F. D. B.s Chokoladefabrik har iaar fremstillet mange

forskellige Slags Paaskeæg, morsomme Chokoladefigu-

rer og andre lækre Ting. Et rigeligt og omfattende

Udvalg findes i alle Brugsforeninger.

Forlang i Brugsforeningen F. D. B.s Paaskehæfte, hvori

De kan se en hel Del af det, F. D. B. fremstiller.

THIige indeholder det et morsomt Spil: »Hvem kom-

mer først til Paaskeægget?«

f p g CHOKOLADE

1934 BRUGSFORENINGS-BLADET 121

En ny Maade at holde General-forsamling paa.

U' n af vore Meddelere ude i Landet skri-ver til os om, at de gammeldags, ofte

ret kedelige Brugsforenings-Generalfor-samlinger er ved at forsvinde. Man sam-ledes tidligere en 10—20 Mænd, fik Regn-skabet oplæst og foretog de nødvendige Valg. Og dermed var man færdig. Nu er Generalforsamlingen de fleste Steder ved at blive en festlig og udbytterig Sammen-komst for Brugsforeningsfolk, noget, man iøvrigt ser hen til med Forventning og Glæde. Den byder ikke alene paa tørre Tal, men nyttige Oplysninger om mangt og meget vedrørende Brugsforeningerne, Foredrag, Lysbilleder m. m. Og man sam-les i hyggeligt Samvær om Kaffebordene under Taler og Sang. Herved har vi faaet Kvinderne med. Og de større Møder er et Vidnesbyrd om, at Medlemmerne omfatter den nye Form med Interesse.

At denne Bedømmelse af Forholdenes Udvikling er rigtig, bekræfter sig gen-nem de talrige Meddelelser om Brugsfor-enings-Generalforsamlinger, som forelig-ger fra Dagblade og paa anden Maade. Maaske er det i denne Forbindelse værd at henlede Opmærksomheden paa, at der jo er forskellige Fremgangsmaader at benytte, naar man ønsker Foredrag, Lys-bille ler eller lign. Vi har her i Bladet meddelt Foredragslister, og i Reglen vil en Henvendelse til den stedlige Kreds-repræsentant eller Fællesforeningens Af-deling resultere i, at man kan faa for-nødne Oplysninger i saa Henseende.

Der er ved Siden heraf forskellige Steder, hvor man i den forløbne Vinter har tilrettelagt en Række Foredragsaft-ner i Brugsforeningerne, hvorved der muliggøres en samlet Ordning med Fore-dragsholder og Lysbilleder m. m. Dette har været Tilfældet i Vejle-Egnen, hvor Lærer Kr. Jørgensen, Mølvang, har holdt Foredrag og forevist Lysbilleder fra F. D. B.’s Produktions-Virksomheder i en hel Del Brugsforeninger, og desuden i Korsør-Slagelse-Egnen, hvor Lærer P. Frank, har holdt Foredrag med Lysbille-der. Efter hvad vi erfarer, forberedes noget lignende i Syd-Sjælland.

Endelig vil vi nævne, at der paa Fyn er en særdeles livlig Udvikling i Brugs-foreningernes Foredragsvirksomhed. Saa-ledes har Lærer J. P. Jensen, Harritslev, holdt Foredrag med Lysbilleder i en Række Foreninger, og desuden har der været afholdt nogle større Møder paa Andelsskolen, i Odense og i Ringe, hvor Tilslutningen har været meget livlig. Vi

H4E90IE m

* OG UDE venter i næste Nummer at bringe en nærmere Omtale af disse Møder.

*

En Forening til »Værn« mod Andelsbevægelsen.

T Aalborg har nogle Købmænd og Haand--* værkere følt sig saa trængte i Konkur-rencen fra de bestaaende Andelsforeta-gender, at de fornylig har stiftet en sær-lig Forening med det stort klingende Navn »Frie Erhvervs Værn« og med det Formaal at optage en Kampagne mod Andelsbevægelsen og da ganske særlig Brugsforeningerne. Der er Grund til at lykønske Nordjyderne til, at deres vel-kendte Interesse for og livlige Tilslutning til Brugsforeninger og andre Andelsfor-eninger har givet sig dette rent praktiske Udslag, og vi tvivler ikke om, at det vil vise sig virksomt til yderligere Fremgang for Bevægelsen og Gennemførelse af sta-dig nye Fremstød.

Den nystiftede Forening betegner sig som en Lands-Organisation, idet det aabenbart er Meningen at søge oprettet lokale Foreninger ogsaa andre Steder. Forøvrigt maa det jo for de bestaaende Købmandsforeninger være en bedsk Mundfuld at sluge, idet det nye Fore-tagende kun kan opfattes som et utve-tydigt Mistillidsvotum til disse, der jo allerede gør sig hæderlige Anstrengelser for at bekæmpe Andelsforeningerne. Men rent bortset herfra synes de Arbejdsme-toder, som det nye »Værn« benytter, da ogsaa at være ret »skrappe« — i dette Ords rummeligste Betydning. Særlig sy-nes man at ville benytte Boycotning, f. Eks. overfor Brugsforeningerne. Saale-des søger man at modarbejde Salg til Brugsforeningerne af Engros-Varer. Et i Sandhed virkningsfuldt Middel — vel at mærke til Styrkelse af Brugsforenin-gernes Fælles-Indkøb hos F. D. B. og an-dre Andelsselskaber! Det er naturligt, at denne Undsigelse er lettest at føre igen-nem hos de Firmaer, som hidtil ikke har haft Forretning med Brugsforeningerne eller F. D. B. Dog ogsaa enkelte andre skal være bragt ind paa Boycotningen, saaledes med Hensyn til Salg af visse Firmaers Cigarer, ligesom et stedligt Vin-firma, der har en vis Forbindelse med Brugsforeningerne, skal have nægtet at fortsætte denne, hvorimod det stiller sig velvilligt overfor Salg til Uddelerne. Lo-gikken heri virker jo ret overraskende!

Men ogsaa andre Former for Boycot-ning tages i Anvendelse — og af knap saa uskyldig Art. Saaledes prøver man at genere private Firmaers Funktionæ-rer o. 1., som er Medlemmer af en Brugs-forening. Man stiller som Betingelse for

fortsat Forbindelse, at f. Eks. de, der ud-bringer Varerne, ikke maa være Medlem-mer af en Brugsforening. Hvad mener man om følgende lille Episode, der i denne Tid fortælles om paa Aalborg-kanten:

Skuepladsen er en større Restaurant i Aalborg, hvor et Par Medlemmer eller i hvert Fald et Par Tilhængere af »Vær-net« indfinder sig og tager Plads ved el Bord. Tjeneren nærmer sig for at mod-tage sin Bestilling. »Først et Spørgs-maal,« siger de til ham. »Er De Medlem af Brugsforeningen?« Tjeneren svarer ja. — »Tak«, siger de, »saa flytter vi til et andet Bord.« Scenen gentager sig — med samme Resultat. Endelig finder de to Mænd af »Værnet« en Tjener, som kan afgive fornøden Erklæring om, at han ikke er Brugsforeningsmedlem — hvorefter Kaffen kan serveres.

Ikke sandt — en værdig Virkemaade! Vi skal iøvrigt paa nærværende Tids-

punkt afholde os fra yderligere Kommen-tarer, som jo aabenbart det virkelige Liv er saa godt i Gang med at skrive.

*

Medhjælper Gunnar Olsens Død. t^Tore Læsere vil gennem Dagbladene

have erfaret den sørgelige Begiven-hed i Vipperød Brugsforening, hvor den unge Medhjælper Gunnar Olsen under et Forsøg paa at indfange en natlig Ind-

brudstyv blev til-føjet et dybt Stiksaar af denne og efter nogle Dages svære Lidelser afgik ved Døden. Vi bringer den unge Mands Bil-lede i Forbindelse med disse Linier og vil gerne bidrage til at sætte ham et smukt Minde i den danske Brugsf ore- ningsbevægelse.

Ved sin Uforfær-dethed ogNidkærhed

for det Arbejde, som han var Deltager i, tilkendegav han Egenskaber, som for-tjener at paaskønnes ogsaa udenfor den Kreds, hvor han virkede. I hans modige Optræden, der kom til at forvolde hans Død, tør vi se et Udtryk for en Interesse og Samfølelse for Brugsforeningens Virk-somhed og et lysende Eksempel for hans Værkfæller og hans Samtid.

*

Ansvar og Kontrol. "Y^ed en mindre Komsammen af Brugs-

foreningsledere drøftede man blandt andet det gamle Spørgsmaal, om det er heldigt, at Uddeleren tillige er Regnskabs-fører. De fleste mente nej, ikke mindst af Hensyn til Uddeleren selv. Naar han er ene om at ordne Foreningens daglige Forhold og den eneste, der ved Besked bliver der let fri Bane for al mulig Mis-tænksomhed og Mistillid, og det kan Ud-

Gunnar Olsen.

122 B R U G S F O R E N I N G S - B L A D E T 1934

deleren slet ikke være tjent med. Men en gammel Formand protesterede og talte djærvt for Uddeleren som Regnskabs-fører. »Det er Ansvaret, der dygtiggør Manden, og derfor vil jeg ikke være med til at tage Ansvaret fra Uddeleren.«

Efter denne Udtalelse blev der en lille Pavse. Saa lyder det stilfærdigt fra en Mand, der ikke før havde taget Del i Diskussionen: »Ja, saa er der vel ikke mere at sige om den Ting. Men -— for at snakke om noget andet, Laust: Naar man nu finder en Fejl i Kontrabogen? Det kan jo være Smaating, og det er ke le-ligt at gaa til Uddeleren. Men saadan noget ser du vel ikke efter.«

»Jo, det gør jeg da rigtignok, og selv-følgelig skal man gaa til Uddeleren, en-ten det er smaat eller stort. Saavel en Fejlpostering som en Fejltælling kan jo hænde for den bedste.«

»Nej, hør nu, Laust. Naar ikke engang du tør lade Uddeleren være ene om An-svaret for en Kontrabog, hvor lan kan du saa mene, vi skal lade ham være ene om Ansvaret for hele Brugsforeningen!«

Og dermed var Spørgsmaalet uddebat-teret. # J.

Kendt finsk Andelsmand afgaaet ved Døden.

lpv en 27. Februar døde Formanden for Bestyrelsen i den finske Fællesfor-

ening »Centrallaget for Handelslagen i Finland«, Mikko Metsola i en Alder af 63 Aar. Den afdøde var Folkeskolelærer, og

som adskillige af sine Standsfæller deltog han i en læn-gere Aarrække i den finske Andelsbevæ-gelses forskellige Foretagender inden-for Landbefolknin-gen. Paa mange Maader indgik den økonomiske Udvik-ling jo som Led i den nationale og po-litiske. Mikko Met-sola virkede særlig i den sydvestlige

Del af Finland, hvor han deltog i Ledelsen af Andelsmejerier, Andelskas-ser og fra 1915 ogsaa i Brugsforenings-bevægelsen. Han indvalgtes i sidstnævnte Aar i Bestyrelsen for »Centrallaget«, hvis Foreninger særlig har Tilknytning paa Landet, og blev i 1927 Bestyrelsens Formand. I denne sin Egenskab var han bl. a. Medlem af Nordisk Andelsforbunds Bestyrelse og har ved adskillige Lejlig-heder gæstet Danmark, f. Eks. ved F. D. B.’s Generalforsamlinger.

Bladet »Samarbete« skriver ved hans Død, at hele hans Virksomhed var gen-nemtrængt af et hengivent og offervilligt Sin lelag, som bundede i en klippefast Overbevisning om Andelsbevægelsens store Opgave og en stærk Tro paa dens lykkelige Udvikling.

*

En kooperativ Husmoderforening i Holbæk.

Den 1. Februar afholdtes stiftende Ge-neralforsamling i Holbæk koopera-

tive Husmoderforening. Formanden for Holbæk Brugsforening, Forvaller Kr. Rasmussen, bød Velkommen til de ca. 60 Damer, der var kommen til Stede, og gav en Oversigt over Grunden til ogFor-maalet med Oprettelse af Foreningen.

Fru Typograf S. Petersen redegjorde for det nedsatte Udvalgs Arbejde og gen-nemgik Udkast til Love, som vedtoges uden Ændringer.

Til Formand valgtes med Akklama-tion Fru Typograf Petersen og som Kas-serer Fru Officiant P. K. Jensen. Som Bestyrelsesmedlemmer Fru Murer Niels Jensen, Fru Forretningsfører C. V. Jensen og Fru Overporlør Nielsen, til Revisor Fru Maskinsnedker Sørensen og Fru Eleklriker Olsen.

Etter Generalforsamlingen var der fælles Kaffebord, ved hvilket der ind-meldte sig 50 Medlemmer i Foreningen.

Den nystiftede Forening afholdt sin førs'e Sammenkomst paa Holbæk Hus-holdningsskole den 22. Februar, ved hvil-ken Lejlighed Lærerinde Frk. Tange de-monstrerede Dessert-Tillavning. Ved et efterfølgende Kaffebord talte Forstander-inde Frk. Petersen, medens Foreningens Formand, Fru Petersen, takkede for Gæstfriheden.

*

Paaske og Paaskeæg. tj'or de Voksne er Paasken bl. a. et Tegn 1 paa det kommende Foraar, da Solen

atter begynder at sende sine varmen le Straaler ned over Mark og Skov, og man gribes af Længsel efter at tage sin Stok i Haanden og vandre ud i den vaagnende Natur. Dette tænker Børnene ikke saa meget paa, deres Tanker drejer sig mere om alle de dejlige Paaskeæg og andet Paaskeknas, som traditiorsmæssig viser sig i Butiksvinduerne. Hvorfra denne Tra-dition egentlig stammer, er de saa fornuf-tige ikke at bryde deres smaa Hjerner med. Hovedsagen er, at Paaskeæggene faktisk eksisterer. Det vilde forøvrigt hel-ler ikke nytte stort, om de gav sig til at spekulere over Afstamningen, thi hvem ved i Grunden noget helt bestemt herom?

Paaskeæggenes Oprindelse gaar i al’e Tilfælde meget langt tilbage i Historien. Blandt andet fortælles det, at allerede de gamle Romere ved Foraarsti l under Bu-ske og nedgravet i Jorden kunde finde Hønseæg, der adskilte sig fra alle andre Æg derved, at de aabenbart var blevet lagt i haardkogt Tilstand, og i Persien havde disse Æg oven i Købet straalende Farver og originale Ornamenter. Det blev almindeligt at antage, at Hanerne lagde disse mærkværdige Æg, og først i det at-tende Aarhundrede blev man i Tyskland opmærksom paa, at det i Virkeligheden var Paaskeharen, der drev sit Spil paa denne Maade. Den, der fandt Paaskeha-rens Æg, kunde prise sig lykkelig, for de var det virksomste Middel imod Hek-se og Troldtøj, de sikrede endvidere Fin-deren imod Sygdom og stod ham bi ved Spillebordet.

Naar Paaskeharen har kunnet bevare sin Popularitet til vore Dage, skyldes det

sikkert dens stærkt udviklede Aktualitets-sans. Efterhaanden som Hekse og Trold-tøj bukkede under for Krisen i Spøgel-sernes Verden, og efterhaanden som Læ-gekunsten steg, blev der stadig mindre Efterspørgsel efter haardkogte Æg, selv om de var farvede, og derfor gik Paa-skeharen resolut over til at fremstille sine Æg af mere tidssvarende Materialer som Chokolade og Marcipan.

En hel Del af de Paaskeæg, som nu til Dags spises her i Landet, fremstilles paa F. D. B.’s store, moderne Chokolade-fabrik i Kolding, hvor der forøvrigt, som Læserne ved, laves mange andre lækre Ting i Chokola le. For at give Brugsfor-eningsmedlemmer og deres Børn et lille Indblik i den Mangfoldighed af herlige Sager, som deres egen Choko’adefabrik producerer, ikke mindst med Paasken for Øje, har F. D. B. ladet fremstille en lille flerfarvet Tryksag, som paa Forlangende udleveres i alle Brugsforeninger. Denne Tryksag indeholder tillige et morsomt Spil: »Hvem kommer først til Paaskeæg-get .. ?« Har De ikke allerede faaet den, saa bed om et gratis Eksemplar i Brugs-foreningen. ck.

*

Foraarets Varer i Brugs-foreningerne.

A/Ted Foraarets Komme melder der sig . -* altid forskellige Varer, som natur-

ligvis ogsaa Brugsforeningerne gør sit til at kunne levere Medlemmerne efter de-res Ønske.

Fra F. D. B.’s Cykle-Afdeling er saa-ledes for nylig udsendt et meget omfat-tende og indholdsrigt Katalog over Cyk-ler og Cykledele, foruden hvad der el-lers kan blive Brug for i Forbindelse med Cykler. Ligeledes er der i Hoved-kataloget og et særskilt mindre Katalog Oplysning om Tilbehør til Motorcykler og Automobiler.

Fra Manufaktur-Afdelingen er der ud-sendt en fiks lille Brochure, der hen-leder Opmærksomheden paa forskellige Slags Beklædningsgenstande, baade for Damer, Herrer og Børn. Tillige findes der Priser paa Senge og Sengeudstyr. Det er ikke for ingenting, at der ved Bil-ledet af en Dame paa Brochurens For-side er anført den meget træffende Tekst: Jeg har egentlig Brug for det hele! —

*

Paa Billedsiden findes denne Gang foruden forskellige Jubilæumsbilleder et Fotografi fra en tysk Brugsforening, der tilkendegiver, hvorledes Bevægelsens nære Tilknytning til Nazismen ogsaa præger de alminde-lige Forenings-Sammenkomster.

Ligeledes bringer vi paa Billedsiden et Par Fotografier fra Oslo, der viser det Ydre og det Indre af et stort moderne Bageri, som ejes af Oslo Samvirkelag (Brugsforening), og er sat i Gang for kort Tid siden.

*

En Formands forening i F. D. B.’s 5. Kreds.

C't mindre Udvalg af Formænd for ^ Brugsforeningerne i 5. Kreds søgte i Sommeren 1933 at danne en Sammen-slutning for at drøfte de til enhver Tid aktuelle Spørgsmaal og drage Nytte af hinandens Erfaringer.

^Fortsættes Side 124.)

Mikko Metsola.

1934 B R U G S F O R E N I N G S - B L A D E T 123

Fra Hunseby Brugsforening. Nr. 3: Foreningens Formand, Fr. Sørensen. Nr. 4: Regnskabsfører N. I*. Nr. 5: Uddeler Vana-Petersen.

Hansen. Nr. 1—5;

Nr. 12: Paa denne komplicerede »Rugema-skine« i Fællesforenin-gens Fabrik i Kolding, bliver de lækre Choko-ladeæg til, der nu til Paaske i Tusindvis ændes ud over det gan-

ske Land.

Nr. l't: Fra et tysk Brugsforeningsmøde. Nr. 13 og 15: Fra Oslo Samvirkelags Bageri.

r. 6—10: Billeder fra den nylig ombyggede Balle Brugsforening. Nr. 8: Formanden, Gdr. Kr. Bjerggaard.

Nr. 0: Kasserer for Indlaansafdelingen Gdr. M. P. Pedersen. Nr. 10: Uddeler Peter H. Petersen.

V r. Højmark Brugsforening el ter Ombygningen.

124 BRUGSFORENINGS-BLADET 1934

Fra Arbejdet hjemme og ude. (Fortsat fra Side 122.)

Sagen blev imidlertid først gennem-ført i Forbindelse med Kredsmødet i De-cember, hvor der saa startedes med 23 Medlemmer. Til Formand valgtes N. Nielsen, Thorsgaard, Hostruphuse Brugs-forening, og til Bestyrelse Chr. Jørgen-sen, Væth, Jebjerg Brugsforening, Chr. Andersen, Læsten Brugsforening, Jiiuhl, Hørning Brugsforening, og II. Krogh, Askildrup Brugsforening. Til Revisor valgtes Kredsrevisor M. Welling, Ran-ders.

Foreningen indbød til Møde paa Høj-skolehotellet i Randers den 17. Februar, hvor der efter Formandens Beretning førtes en Diskussion om Afskaffelsen af det solidariske Ansvar. Herunder fast-sloges, at det solidariske Ansvar næppe kunde forlades af andre end ældre vel-konsoliderede Foreninger.

Chr. Jørgensen, Væth, indledede der-næst om: Hvad bør der kræves af en Brugsforeningsformand, hans Pligter og Rettigheder? Under Diskussionen frem-droges flere aktuelle Spørgsmaal, bl. a.: Skal Uddeleren eller Formanden ansætte Priser? Bør Formanden tillige være Regnskabsfører for at faa det bedst mu-lige Indblik i Forretningsgangen? og en-delig det stadig tilbagevendende Spørgs-maal — Kreditten.

Ved et paafølgende fælles Kaffebord drøftedes Betimeligheden af at lade af-holde Kursus specielt for Regnskabsfø-rere og Revisorer.

B. K.

KLAGET

er neisf-

H unseby Brugsforening (Lolland), som er stiftet i 1884, fejrede den 17. Fe-

bruar sit 50-Aars Jubilæum ved en lille »Komsammen.« i Forsamlingshuset, hvor 270 Medlemmer med Damer deltog. For-manden, Fr. Sørensen, bød Velkommen og rettede en varm Tak særlig til de to ældste Medlemmer, Chr. Back og Fr. Nielsen, der er de eneste nulevende af de 52, som i 1884 stiftede Foreningen. Han gav derefter et lille Rids af For-eningens Historie og omtalte, at man i de første 20 Aar havde haft til Huse i Knud Nielsens Ejendom, hvorefter For-eningen i 1904 blev flyttet til Hunseby og havde bygget sin egen Ejendom. Ef-ter at der i 1910 var foretaget en Tilbvg-ning, som klarede Begreberne indtil 1932, foretoges i dette Aar en ret betydelig Udvidelse, hvorved der blev mere Plads til Lager, Bagbutik, foruden at selve Bu-tikken udvidedes. Formanden sluttede med et Leve for Foreningen.

Regnskabsføreren P. Hansen omtalte Foreningens Udvikling og nævnte, at man ikke har Regnskaber for de første tyve Aar, men at Omsætningen fra 1905 til Januar 1934 har udgjort godt 3,2 Mili. Kr-, medens der i Dividende er udbetalt ca. 320.000 Kr., og tilvejebragt en Egen-kapital paa ca. 52000 Kr. Denne vellyk-kede Udvikling manede til fortsat Sam-menhold om Foreningen og om F. D. B.

Der blev senere talt bl. a. af Forret-ningsførerne Hasmiissen og Mikkelsen, F. 1). B., Nykøbing F., af Kredsrepræ-sentanten, Gaardejer II. Lund, Østofte,

endvidere af Snedker Jørgensen og Læ-rer Eriksen. Sidstnævnte talte for Ud-deler Vang Petersen, der har været Ud-deler siden 1918.

Efter Kaffebordet gik Dansen i nogle Timer. N—n.

*

T Hørby Brugsforening (i Holbækegnen) -* fejredes 35-Aarsdagen for Foreningens Oprettelse den 1. Marts. Samtidig her-med havde Foreningens Regnskabsfører, Lærer M. Attrup, beklædt denne Tillids-post ogsaa i 35 Aar.

Efter Afholdelse af Generalforsam-ling samledes man ved Kaffebordene, hvor Formanden, Parcellist H. V. An-dersen, bød Velkommen og derefter over-rakte Lærer Attrup en Adresse og en smuk Gave fra Medlemmerne.

Repræsentanten i 20. Kreds, Gdr. Niels Larsen, Høve, talte om Fællesforeningen og Brugsforeningsbevægelsens Udvikling.

Efter Foredraget gav den jubilerende Regnskabsfører, Lærer Attrup, en Over-sigt over Brugsforeningens Historie. Han omtalte, at man var begyndt med 21 Medlemmer og en Gæld paa 10000 Kr., hvorimod man nu havde 200 Medlemmer og en Formue paa 38000 Kr. Som med-virkende til denne heldige Udvikling fremhævede Taleren afdøde Uddeler Sø-ren Nielsens og den nuværende Uddeler Ottesens Arbejde.

Efter at Fællesforeningens Kolding-Film var forevist, fik man et Par Timers Dans.

*

Tj'or nogen Tid siden omtalte vi, at Lin-* nernp Sogns Brugsforening kunde fejre 25-Aars Jubilæum, og vi bragte i denne Forbindelse Billedet af nogle Le-dere indenfor Foreningen. Det omtalte Jubilæum fejredes den 22. Februar i For-bindelse med den ordinære Generalfor-samling. Formanden, Gdr. Niels Frand-sen, bød Velkommen ved Kaffebordene, hvorefter Regnskabsføreren, Amtsraads-medlcm P. Pedersen, gjorde Rede for de økonomiske Forhold, der viser, at For-eningen er vel funderet. Foreningens første Formand, Sognefoged Jørgen Mar-kussen. omtalte Foreningens Oprettelse og rettede en særlig Tak til den mange-aarige Regnskabsfører.

Forud for Sammenkomsten og i Til-knytning til den afholdte Generalforsam-ling talte Direktør Haugbjerg om Andels-bevægelsen, og ved Kaffebordet under-holdt han Selskabet med jydsk Oplæs-ning.

Festen sluttede med Dans. *

T Anledning af en foretagen Ombygning afholdt Balle Brugsforening (ved Vej-

le) for nogen Tid siden en Festlighed for Foreningens Medlemmer med Hus-stand. i Forbindelse med den aarlige Ge-neralforsamling. Efter at de nye Byg-ninger var beset og havde været Gen-stnnd for megen Ros og Anerkendelse, ikke mindst til F. D. B.’s Arkitekt-Kon-tor, som har givet Tegningen, samledes man om Kaffebordene, hvor Formanden Kr. Bjeraaaard gjorde Rede for Bygge-foretagendet. Derefter holdt Kredsrevi-sor, Uddeler Øsleraaard, Jelling, Fore-drag om det ønskelige i, at Brugsforenin-gerne mere kom ind paa Selvfinancie-ring.

Balle Brugsforening er iøvrigt en af de ældste i Landet, idet den under Nav-net Vejle Vesteregns Arbejderforening oprettedes den 20. November 1808. Fol-det første Aar viser Forhandlingsproto-kollen, at Udgiften har været 2147 Rigs-daler 4 Mark 12 Sk. Indtægten var be-tydelig større grundet paa, at Forenin¬

gen var oprettet paa Aktier, og disse var ført som Indtægt. Foreningen udvide-des meget hurtigt til at foretage Udlaan til Medlemmerne, og det skønnes, at Ud-laansvirksomheden har haft stor Betyd-ning for Medlemmerne, da den aldrig er bleven drevet som Bankvirksomhed, men som Udlaan til en meget lav Rente. De første Aaringer boede Foreningen til Leje, men i 1872 vedtoges at bygge eget Hus, der hvor nu den nye Bygning er op-ført. De gamle Bygninger kostede 1005 Rigsdaler.

Foreningen blev for nogle Aar siden indmeldt i F. I). B. Om det end var sent dette skete, er den vel nu en af dens trofaste Medlemmer. Omsætningen er nu 157,677 Kr., og Medlemmernes Indskud i Indlaansafdelingen er 289,149 Kr.

P—n. *

H øjmark Brugsforening (ved Ringkø-bing) afholdt den 27.—28. Febr. en

2-Dages Fest. Første Dag for de ældre, hvori ca. 240 Medlemmer med Damer deltog — saa mange, som Forsamlings-huset kunde rumme. Andendagen Kl. 2 for Børnene, og om Aftenen mødte de unge — alt for fuldt Hus.

Anledningen til Festen var en i Som-mer foretagen Udvidelse og gennemgri-bende Omforandring af Foreningens Byg-ning, der var opført i 1903 og saaledes altsaa kunde fejre 30-Aars Jubilæum. F. D. B-s Arkitektkontor har udarbejdet Plan og Tegninger, hvorefter Arbejdet er udført, og dette har ialt kostet 20000 Kr. Indretningen saavel af Butik, Lagerrum og Kælder som Lejlighed er bekvem og praktisk med gode Pladsforhold, saa Brugsforeningen fremtræder i en i en-hver Henseende tidssvarende Skikkelse. I Bygningen er indrettet Lokaler til An-delskassen.

Efter at de festligt dækkede Borde var fyldt til sidste Plads, bød Forman-den, Rentier .1. Toft, Velkommen og ret-tede en Tak til Haandværkerne og alle, der havde medvirket til det gode Re-sultat.

Efter at en i Dagens Anledning for-fattet munter Sang var afsunget, talte Foreningens Regnskabsfører, Gdr. V. P. Christensen, og fremdrog en Del af Byg-ningens Historie gennem 30 Aar, ligesom han mindedes de afdøde Bestyrelsesmed-lemmer fra Foreningens første Tid. Der-efter holdt Forfatteren Jørg. Bukdahl et stærkt personlig præget Foredrag om Aanden i Andelssagen. Senere fortalte Kredsens Repræsentant, Jens Nielsen, Godballe, om F. D. B. og dens Virksom-heder.

Endvidere kan nævnes, at Rentier Toft kunde holde 25-Aars Jubilæum, da han i 1908 afløste Mejeribestyrer Fr. Jep-pesen som Formand, ligesom Gdr. V. P. Christensen har været Foreningens Regn-skabsfører fra 1903, da den opførte sit eget Hus.

Den helt igennem vellykkede Fest sluttede med et Par Timers Dans.

V—n.

iiiiiiiiiiiiiiiiiiiiliiiMiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiniiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiMiiiiiiii

Dette Nummer af Bladet er leverel

paa Posthuset d. 20. Marts.

Redaktionen sluttet d. 10. Marts.

lllllllllllllllimilllllllllllllllllllllllllllllllllmilllllllllllllllllllllMIIIMIIIMIIIIIIIIllllllllllllll

1934 BRUGSFORENINGS-BLADET 125

Husmodersag »Det er ofte med Rette fremhæ-

vet, at den kooperative Bevægelse i første Række er afhængig af, ikke Mændenes Drøftelser af Andelstan-kernes Nytte og Gavn, men af Hus-mødrenes Vilje til at købe i de koo-perative Butikker/«

(Efter det svenske kooperative Studieblad.)

T | usmoderens Stilling er altid vanskelig A og anstrængende — særlig i økono-

misk trange Tider, hvor det jo altid først hedder, at man skal spare paa Hushol 1-ningen! Hele Hjemmets Økonomi med Familiens Kost, Vask, Paaklædning og Boligens Udstyr, mulig Selskabelighed, Fornøjelser, Rejser med alle de deraf følgende praktiske og pengelige Krav er overvejende lagt paa Husmoderens Skuldre. — Hun alene i det hele Sam-fund har i de fleste Hjem ikke nogen begrænset Arbejdsdag. Er der tillige Smaabørn at pusle om, bliver Arbejdet dobbelt. — Fortravlet er et Udtryk, der passer paa Tusinder af Husmødre i By som paa Land, hvor de som oftest har noget af Bedriftens Arbejde at skulle udføre ved Si len af det krævende Husvæsen. Naa, i Byen kan hun ligeledes have et Hjemmearbejde til Hjælp for Familiens linderhold. Hvem agter egentlig fuldt ud Mødrenes og Husmødrenes store Arbejde og Indsats i Hjemmenes og Samfundets Velfærd og økonomi? Taler Presse, Ra-dio og offentlige Forsamlinger højt og anerkendende om den »hjembundne« Kvindes Indsats? — Nej, saare lidt, hvor-imod den selvstændige, selverhvervende, oftest ugifte Kvinde omtales og beundres paa Kontorstol, Scene og Stadion. — Al Respekt for den omtalte Kvindegruppe og dens Indsats paa mange Omraa ler som Skole og Hospital og i Erhvervsliv, saa er det dog den store Husmodergruppe, der trækker langt det tungeste Læs, præ-sterer den betydeligste baade aandelige og legemlige Arbejdsindsats, uden at denne hi Tindtil til fulde er blevet værd-sat. Taler man om »Kvindesag«, er det oftest den mindre Gruppe, der konkur-rerer med Mændene paa Arbejdsmarke-det, der menes, ikke de, der fører den egentlige og evige Kvindesag — hjemme!

I dette Forhol 1 er der rigtignok ir.d-traadt nogen Forandring ved den Ind-sats, de særlig i Købstæderne medlems-talrige Husmoderforeninger allerede har gjort. Men i det Forenings- og Organi-sationsarbejde, Mæn 1 har udført til folke-lig og økonomisk Gavn, har man kun i ringe Grad herhjemme anset det nød-vendigt at faa Kvinden fra Hjemmet med. — At dette sikkert er en Mangel, ogsaa i vor Andelsbevægelse, tør vi vel se af Forskellen i den Fremgang, som f. Eks. Brugsforeningsbevægelsen har haft i England og Sverige i den sidste Men-neskealder, i Forhol 1 til vor. I Styrelser, Studiekredse, »Kvindegilder« og Husmo-

og Andelssag. derforeninger af kooperativ Art er et meget stort Tal af Husmødre i disse og andre af vore Nabolande med til at give de nye Impulser og den friske, fornyende Indsats, som en saadan bety lelig demo-kratisk Bevægelse stadig har fornøden.

Thi hvor er der et Felt, hvor vore Husmødre, der aarlig administrerer 7— 800 Millioner Kroner, med mere Sag-kundskab kan tale med end i Drøftelsen af Varer, Handel, Butikker, Produktion, Ekspedition og Hygiejne — og ikke mindst om Priser og Avancer! Naar der sidder saa ganske faa Kvinder i Styrel-sen for vore Brugsforeninger — slet in-gen i de højere Raad — mon det saa ikke burder i Mændenes Ængstelse for den sagkyndige Kritik? Hjemme ved Strikkestrømpen og Kaffebordet maa hun nok kritisere, men det var ved General-forsamlingen og i Styrelsesmødet, hen les Ord kunde faa nogen Vægt — Særlig om der var et større Tal af hendes Med-søstre som Tilhørere. Der kan egentlig intet reelt indvendes mod, at alle Hus-mødre i Medlemskredsen fik Stemmeret, dels er de Mennesker og Medborgere som vi andre, og dels køber et Ægtepar mindst dobbelt saa mange Varer som en enlig.

Der er fornylig vedtaget Oprettelse af et Husholdningsdepartement, der skal tage sig af vore Husholdningsvarers Brugsværdi og Hygiejne. Og dette er meget godt, men det var at ønske, at alle de jævne Hjems Kvinder ved deres Køb og Interessein 'sats gennem Brugsforenin-gen kunde hjælpe os til at skabe en Maalestok til Fastsættelse af de rime-ligste Priser og Avancer paa de hundre-de Ting, Hjemmet behøver af Varer og Udstyr. — Overfor Husmødrene har de fleste Brugsforeninger forsømt et Oplys-ningsarbejde om Vigtigheden af ikke alene trofast at handle i egen Butik og købe vore egne Virksomheders Varer, men ogsaa Betydningen af at fremsætte paa rette Sted en Kritik af Varer og Handel, der kan forbe Ire disse Ting og Forhold. Saa havde vi ikke haft Behov nu at dadle, at Kvinderne i mange Til-fælde gaar til private Handlende, hvor de tror sig bedre betjent, fordi disse maaske hurtigere indstiller sig efter Kvindernes Krav. Det er ogsaa en stor Opgave for Forbrugerbevægelsen at be-lære Kvin lerne om, at en kooperativ Vare udmærket kan være første Klasses, selv om den ikke koster saa meget eller er saa smart indpakket som det private Firmas!

Kom Husmødre først paa det rene med, at Brugsforeningens Sag er en Del af deres egne Hjems Sag, vilde de møde fuldtalligt, ikke mindst i en Tid som denne, hvor hundrede Tusinder Hushold-ningers »Indenrigs-Budget« er ude for Vanskeligheder større end tidligere i dette Aarhundrede. Overfor Købmanden

eller Fabrikanten formaar den enkelte Husmoder kun lidt, men tilsammen i en velorganiseret Forbrugerbevægelse med flere Tusinde Butikker, en velordnet Im-portvirksomhed, et Tal af moderne Fa-brikker vil en halv Million Husmødre være en Magt, som det hele Erhvervsliv, Rigsdag og Regering maa høre paa og tage Hensyn til.

Der er meget at reformere indenfor vore Døre. Kanske det først bliver efter Kvindens virkelig aktive Indtrædelse i vor Brugsforeningsverden, at Mændene bliver færdige med at skrive og srakke om, at det dog er for galt, at Mælk og Kød koster tre Gange saa meget, som Landmanden faar for disse Fødemidler — og i lige Maade med Brødet, der købes i Butik. Kunde Husmødrene gøre noget for, at vi fik Andelsbagerier, Kød- og Mælkefordeling in lenfor Brugsforenin-gens Rammer, havde de bevirket en Ind-sats af økonomisk Rang — som først og fremmer,t kom dem selv til Gode. Naar Kooperatører i vore Nabolande i en Aar-række har haft Forhandling af disse Va-rer, der er saa vigtige for Husholdningen, hvorfor skulde vi saa ikke ogsaa kunne realisere Fordelifigen af dem kooperativt? vil Kvinderne ræsonnere. De plejer jo ikke at have saa langt fra Tanke til Hand-ling som Mæn !ene. — Spørgsmaalet om den rette Salgsmaade for Manufaktur og Udstyr (Varehuse) finder sikkert ogsaa først sin Løsning, naar Kvinderne sætter ind her. Der er Opgaver nok. Og her kan der til Slut peges paa, at den i For-aaret indenfor den store Hovedstadens Brugsforening dannede »kooperative Hus-moderforening« i det forløbne Aar har haft en Tilslutning af uanet Omfang, har dannet flere Kre Ise og virket ved Møder, Kursus og Demonstrationer, der nok skal sætte Fart i Brugsforeningsbevægelsen paa Asfalten. — Maaske kunde noget Eg-nende startes paa andre Kanter af Lan-det. Men i hvert Fald opfordrer Tiden I il større aktiv Interesse blandt Kvinderne!

P. F.

Fra Bogmarkedet. Lorenz Smiths Bog om Læ- og Hegns-

plantning. C'n Kreds af kendte Mænd inden for

Land- og Skovbrug har tilstillet os en Henvendelse med Opfordring til at frem-me Salget af den Bog om Læ-, Hegns- og Smaaplantning, som Skovrider ved Hede-selskabet Lorenz Smith med Landbrugs-ministeriets Tilskud udgav kort før sin Død.

I Henvendelsen hedder det, at Bogen er værdifuld for alle, der har med La;-plantning at gøre og egner sig fortrinligt til at vække Kærlighed til og Forstaaelse af Trævækstens Kaar i dansk Natur og-saa paa udsatte Steder.

Den kan til nedsat Pris faas bl. a. paa Dansk Skovforenings Kontor, Brogade 3, København.

*

120 BH UGSFORENINGSBLADET 1934

$a$fton$føiUene t Dberammergnu, bcr fejret 300 9(ar§ jubilæum

t Sommer.

^aa langt sydpaa, at det næsten ikke er Tyskland niere, lig-^ ger den lille bayerske Bjergby Oberammergau, hvor de verdenskendte Passions-Spil har deres Hjemsted. Med 10 Aars Mellemrum opfører man hernede de ejendommelige religiøse Skuespil, og Alverdens Turister har valfartet til Byen for at se den levende Kristus.

Til Sommer er det 300 Aar, siden Passions-Spillene i Ober-ammergau opførtes for første Gang. Der vil i den Anledning ske Brud paa den aarhundredgamle Tradition, idet der kun er gaaet 4 Aar, siden Opførelsen sidst fandt Sted.

Forberedelserne til Sommerens store Jubilæumsfestlig-heder, der varer fra Slutningen af Maj til midt i September, tog deres Begyndelse allerede i Efteraaret; lang Tid i For-vejen udleveres Rollerne, saa de Optrædende kan faa god Tid til at indstille deres ydre og indre Personlighed paa Spil-

let. Ammergauerne sætter en Ære i at undgaa forlorne Effek-ter.

Det er heller ikke de sceni-ske Præstationer, der har givet Passionsspillene deres Værdi. Den Slags finder man bedre an-dre Steder. Derimod den tro-værdige Maade, nvorpaa disse jævne Mennesker i Slægt efter

Øverst: Akvarel af Oberammergau.

Foroven t. h.: Et hyggeligt Hjørne af den liilt smukke Bjergby med Rokoko-Kirken til venstre i Billedet.

Ueroven over: Alois Lang, Kristus-Fremstilleren.

Til højre: Det morsomme lians og Grethe-llus i Oberammergau. — Bemærk de mange deko-rative Billeder fra Eventyret af samme Navn.

31 f 31b. SSuffiiuimt

\

1-

1934 B R (J G S F O R E N I N G S - B L A D E T 127

Øverst: Her ses nogle Folketyper fra Ober- aniiiiergau, hvis udpræget kunstneriske Befolkning hovedsagelig bestaar af Billcd-ska*rere.

I Midten: Anni Rutz, som skal udføre Jomfru Marias Rolle ved Jubilæums-Passionsspil-let 1 Aar.

Forneden: Akvarel af den mægtige Scene, livor de berømte Passionsspil finder Sted.

Andagt? Vil det virkelig være muligt at gribes af dette Spil, der er blottet for alle Midler til at gøre Effekt og gennemspiller hele den grufulde Lang-fredag Nat for skarpt Sol-lys og for aabent Tæppe?

Saa forskellige som Menneskene er, maa Sva-rene blive. Nogle føler sig opbyggede, medens andre er skuffede. Man begaar imidlertid Uret mod Ober-ammergauerne ved at tro, at de alene for Indtægtens Skyld holder Passionsspil-lene i Live. Lærer man den flittige Haandværker-befolkning at kende paa nærmere Hold, vil dette Indtryk hurtigt tabe sig. Og har man oplevet Bjerg-naturen, der omslutter denne lille Landsby, for-

staar man bedre deres Tro, deres Kunst, deres Fromhed, thi i en saadan Egn maa Sjælene blive stærke og ska-bende.

Da man spurgte den nuværende Kri-stusfremstiller Alois Lang om hans Rolle, svarede han, at det vel nok er Verdens sværeste. Den kræver ikke alene en overmaade stor aandelig Ind-sats, men ogsaa næsten overmenneske-lige Anstrengelser. Men, tilføjede han, Æren ved at fremstille Frelseren er saa stor, at man uden Betænkning er rede til alt.

Traditionen byder, at de Optræden-

Slægt har fremstillet Frelserens Lidelseshistorie. — Passions-spillene har deres Oprindelse under Trediveaars-Krigen, da Pesten hærgede Bayern. Den frygtede Sygdom naaede og-saa op til det endda ret afsides liggende Oberammergau; en af Byens egne havde bragt den med sig, og i Løbet af tre Uger var 84 Mennesker bukket under for Soten. I deres Nød anraabte Oberammergauerne Gud om Hjælp og lovede foran Kirkens Alter, at hvis han vilde tage Pesten fra dem, vilde de til Gengæld, saa længe Byen bestod, fremstille Jesu Li-delseshistorie i et Passionsspil som Tak for Landeplagens Ophør samt for at vende Menneskenes Øjne mod Korset fra Golgata.

Pesten forsvandt, og Oberammergauerne forblev tro imod Fædrenes Løfte. Passionsspillet opførtes første Gang i 1634, og fra 1680 har det uden Afbrydelse været gentaget hvert 10. Aar op til vore Dage. Oberammergauerne var oprinde-lig ikke de eneste, som opførte saadanne religiøse Skuespil. De hellige Mysterier spillede en stor Rolle for den strengt katolske Befolkning, og mange Steder har man i hine Dage haft lignende Spil, men disse tilhører nu Historien.

Passionsspillene i Oberammergau er de eneste, som har overlevet Tidens Omskiftelser og Menneskenes Anskuelser; de udgør en sidste Rest af Mid-delalderens Teater og er, som det ses, fremdeles i Stand til at fængsle deres Tilskuere. 1860 blev Passionsspillet omarbej-det i sin nuværende Form af Byens Skolemester. Lidelses-historien gengives efter en fast opbygget Plan, og Opførelsen strækker sig over det meste af Dagen — fra 8 Morgen til langt hen paa Efter-middagen, kun afbrudt af et Par Timers Pause.

Ufatteligt, har man sagt, at en Befolkning midt i vor nøgterne Tid med Ærbødighed og i dybeste Alvor tør frem-stille Jesu Lidelseshisto-rie paa en Scene. Er det-te virkelig muligt uden at fremkalde Forargelse? Kunde et saadant Skue-spil ikke netop paa os gøre den modsatte Virk-ning end den tilsigtede, den at stemme Sindet til

128 BRUGSFORENlNGS-llLADKT 1934

des personlige Moral og Livsførelse skal have afgørende Betydning for deres Del-tagelse i Spillet. Det er en hellig Forplig-telse, man paatager sig, og den maa i no-gen Grad danne Rettesnor for den enkel-tes Ord og Handlinger, ogsaa i det dag-ligdags. Man opøver sig ikke blot i Skue-spillet. Man opbygger samtidig sin Ka-rakter. For man spiller, som man er, uden Maske og uden Sminke.

Alle Ansigter i denne Landsby er ægte og hviler i sig selv, mange af dem saa skønne, at det er helt ufatteligt. Man fø-ler, at man her staar overfor noget gan-ske usædvanligt. — Betragt engang disse Mennesker ret nøje, den Ro, der er over dem, og den medfø 1te Værdighed i Hold-ning. Rene Apostelskikkelser! Et frem-trædende Karaktertræk hos denne sær-prægede Befolkning er dens enestaaende Sirlighed. Man møder det overalt i Ober-ammergau; selv den fattigste blandt Be-boerne sætter en Ære i, at alt er rent og pynteligt baade Søgn og Helligdag.

Desværre har mange Turister dannet sig et helt fejlagtigt Bille le af disse Men-nesker, fordi man glemte at tage de sær-lige Forhold i Betragtning, som nødven-digvis maa gøre sig gældende, hvor en lille Landsby paa et Par Tusinde Indbyg-gere skal modtage Fremmede i Tusind-tal. Paa mange har en udstrakt Handel med Krucifikser eller Billeder af de Rol-lehavende i Passionsspillet maaske gjort et nedslaaende Indtryk. Men hvor findes vel overhovedet i vore Dage en Begiven-hed af Rang, som ikke giver Anledning til den Slags Reklame?

Karakteristisk for det lille Oberam-mergau er de maleriske Dekorationer paa Husenes Facader. Dog er kun en ringe Del af disse Freskomalerier bevarede. De stammer fra Midten af det 18. Aarhun-drede, men Farverne er den Dag i Dag saa klare som for 160 Aar siden; og den Besøgende, der første Gang faar Øje paa

det ejendommelige »Pilatus-Hus«, tvinges til at standse i stille Beundring.

Midt i Byen ligger Sognekirken, et Klenodie i Rokoko. Kun faa Steder finder man en mere velholdt og idyllisk lille Kirkegaard end her. I Byen møder man Gade op og Gade ned alle de kendte Navne. Ved den klukkende Mølleaa har Guido Maijr sit Hus, Judas-Fremstilleren fra Passionsspillene i 1922 og 1930. Den nuværende Indehaver af Marias Rolle, Anni Rutz, bor hos Faderen, der har Smedie ved Byens Raadhus. Gemt mel-lem høje Trægrupper, paa Vejen til Kri-stus-Fremstilleren Alois Langs smukke Villa, ligger Byens berømte Træskærer-skole. Noget længere afsides, i Spille-Le-deren Georg Langs Hus, findes den kunst-færdige Oberammergauer-Krybbe, som ved Juletid besøges af hele Dalen. Kryb-ben udfylder et stort Rum og bestaar af 200 Figurer, der alle er modelleret efter Typer fra Pacsionsspillet. Dette betyde-lige Træskærerarbejde er nok et Besøg vær 1.

Selve Passionsteatret gør Krav paa at være Byens største Seværdighed. I dets nuværende Skikkelse med alle moderne tekniske Hjælpemidler udskiller det sig dog meget fra sine Omgivelser. Det over-byggede Tilskuerrum har Plads til 4000 Personer og hæver sig amfiteatralsk fra den store Friluftsscene, hvor Bjergland-skabet danner en naturlig og malerisk Baggrund.

Højt over Byens Tage hæver Kofel-bierget sin 1400 Meter høje Tinde. Øverst skimter man Omri Isene af en monumen-tal Korsgruppe, som Kong Ludvig den Anden af Bayern i sin Tid skænkede Oberammergauerne. Her hænger Kristus i naturlig Størrel'e omgivet af Maria og Johannes. Og Ordene fra Johannes Evan-gelium staar der: »Moder, se din Søn! — Søn, se din Moder!«

Ad. Bussinann.

„PLANTE-PATENTER" En Retssag mod F. D. B. om Beskyttelse af bestemte Stammenavne.

Dl er en kendt Sag, at en Opfinder kan »faa Patent« paa sin Opfindelse,

næsten uden Hensyn til, om den er af større eller mindre Værdi for Samfun-det, naar blot den. er »ny«. — Patentret-tigheden er jo i sig selv en Beskyttelse, der ydes den Paagældende og giver Ene-ret til Udnyttelse af Opfindelsen — her tænkes i Almindelighed paa Industripa-tenter. — Desuden er der bl. a. ogsaa indført Lovbestemmelser f. Eks. om For-fatterretten, der forhindrer Udnyttelsen af andres Aandsfrembringelser. Disse Forhold finder de fleste sikkert baade rimelige og retfærdige.

Naar der derimod er Tale om nye Plantearter — eller Variationer — ligger Sagen ganske anderledes, og det kan ha-ve sine store Vanskeligheder for den, der f. Eks. har frembragt en ny yderig Kornsort eller en særlig smuk Blomster-art, en mod Sygdom særlig modstands-dygtig Roe el. lign., at faa blot en ringe Del af de Værdier, der derigennem kan blive tilført Samfundet.

Rent umiddelbart synes det, som om her gør sig en vis Uretfærdighed gæl-dende. — Om der opfindes en ny Bly-antsspidsemaskine eller Strømpeholder, hvoraf der maaske findes i Hundredvis

i Forvejen, er selvsagt af mindre Betyd-ning, end hvis der f. Eks. frembringes en ny Byg- eller Kløverstamme, der giver for Tusinder eller Millioner af Kroner større Udbytte, end de hidtil kendte. Endvidere kan det anføres, at Frembrin-gelsen og Opformeringen af saadanne nye Stammer som Regel tager mange Aar, almindelig 10—20 Aar.

Hvis man iøvrigt mener det naturligt, at en Opfinder faar Beskyttelse for sin Frembringelse, forekommer det ulogisk, at Beskyttelsen ikke er ens for alle, og et »Plante-Patent« synes i saa Fald lige saa rimeligt som et »Industri-Patent«.

Sagen er imidlertid ikke saa lige til, og Grunden er maaske den, at der hidtil ikke er indført nogen væsentlig og ens-artet Beskyttelse for Frembringelse af nye Plantevarieteter. — Det vil have sine Vanskeligheder at udarbejde en Pa-tentbeskrivelse for Planter, saaledes som det forlanges ved Industri-Patenter, saa-led.es at andre, der iøvrigt er kendt med den paagældende Sag, kan efterlave Op-findelsen, thi Planter er jo levende Væ-sener, og Naturen er jo som bekendt mangesidet, men ikke regelret. Hertil kommer saa ogsaa den Omstændighed, at en »forædlet« Plante kan degenerere,

hvis ikke de opelskede Egenskaber sta-dig vedligeholdes.

Hvis det overhovedet er muligt at yde »Plantebeskyttelse« i Form af Pa-tent, hvad der vistnok kan tvivles om, skal det sikkert være af en ganske sær-lig Art, men der kunde maaske ogsaa paa anden Vis ydes en vis Beskyttelse. I enkelte Lande er Sagen taget op, men helt ideelt er den ikke ordnet. — Her-hjemme har der i den sidste Tid ogsaa været en Del Interesse for Spørgsmaalet, og bl. a. har »Dansk Forening for indu-striel Retsbeskyttelse« nylig haft Sagen til Behandling, idet Formanden, Højeste-retssagfører Alb. V. Jørgensen, har be-handlet Spørgsmaalet baade i en Artikel og i Foredrag.

Som det vil være Læserne bekendt, driver F. D. B. i Forbindelse med Dan-ske Landboforeningers Frøforsyning en meget omfattende Forædlingsvirksom-hed, og derfor har Sagen megen Inter-esse for disse Foreninger og derigennem jo for alle Brugsforeningsmedlemmer — ja, alle Jordbrugere.

Denne Virksomhed, der er den stør-ste i sin Art herhjemme, har i Aarenes Løb frembragt et betydeligt Antal sær-deles yderige Stammer, hvis Værdi er blevet fastslaaet bl. a. ved Prøvning ved Statens Forsøgsvirksomhed i Plantekul-tur.

Det er med stigende Utilfredshed, bl. a. hos F. D. B., at det er bemærket, at de af ovennævnte Forædlingsvirksomhed frembragte nye Stammer ofte uden vi-dere af andre er efteravlet paa Brugsfrø og videresolgt under de oprindelige Stammenavne uden Angivelse af, at det er Efteravl. Det er givet, at noget An-svar for, at saadant Frø svarer til For-ventningerne, kan F. D. B. i hvert Fald ikke paatage sig.

Som et Led i Bestræbelserne for at faa indført bedre og mere regulære For-hold paa det nævnte Omraade har F. D. B. — som det iøvrigt fremgaar af F. D. B.s Frøbestillingsseddel — sidste Aar fauet indregistreret forskellige Stamme-navne, bl. a. »Øtofte« og »Morsø Øtofte« Sidstnævnte i Særdeleshed for den nu i denne Sæson for første Gang udsendte nye Hvidkløverstamme.

Indenfor en Kreds af F. D. B.s na-turlige Modstandere — nemlig de private Frøhandlere — har Sagen vakt ikke rin-ge Opsigt og er efter en Del Forhand-linger bl. a. resulteret i en Retssag mod F. D. B., idet Eneretten til at anvende Stammenavnet »Øtofte« bestrides — en Ret, som Varemærkedirektoratet ved Ind-registreringen af dette Navn officielt har tilkendt F. D. B.

Sagen er til Behandling i denne Tid, og det imødeses med Interesse, hvilken Stilling Dommerne — muligvis indenfor de forskellige Retsinstanser — vil tage, og i Særdeleshed har den principielle Side af Sagen megen Betydning.

B. .4.

1934 BRUGSFORENINGS-BLADET 129

Brugsforeningernes Indmeldelse i Revisionsafdelingen.

Med kortere eller længere Mellemrum dukker ovenstaaende Spørgsmaal

frem i Brugsforenings-Bladets Spalter. For Aar og Dag siden blev det i en »Spids« udtalt, at Foreninger, som holdt s:g tilbage fra at gaa med, ikke var uden Skyld i de Sammenbrud, som — til Skade for hele Brugsforeningsbevægelsen — indtraf saa her cg saa der.

Skønt uenig med Forfatteren i dette, undlod jeg dengang at tage til Genmæle, idet der i Indlæget ikke — og sikkert af gode Grunde — var ført Bevis for Rig-tigheden af den fremsatte Paastand.

I Bladets Nr. 1 for i Aar var Kreds-revisor Christensen fremme med et Ind-læg tagende Sigte paa at faa de endnu resterende 30 pCt. af Brugsforeningerne til at indmelde sig i Revisionsafdelin-gen, og i Bladets Nr. 4 stiller Regnskabs-fører S. Petersen Spørgsmaalet: »Hvor-dan naas de 100 pCt. i F. 1). B.’s Konsu-lent- cg Revisions-Virksomhed?«

Naar jeg Gang paa Gang møder den-ne Opfordring til Indmeldelse, stiger al-tid det Spørgsmaal op i mine Tanker: »Hvad er det, man vil opnaa?« — Er det blot et Talresultat — 100 pCt. — eller er det Umuliggørelsen af Sammen-brud, man søger at fremme?

Nogle vil svare, at det selvfølgelig er Opnaaelsen af det sidste, man tilstræber, og at de 100 pCt.s Tilmelding er Midlet hertil. Mon de samme tør paastaa, at den Dag samtlige Brugsforeninger er til-meldt Revisionsafdelingen, er man gar-deret mod Sammenbrud? — Næppe! — Det skulde synes indlysende rigtigt, at Maalet er lige nær, eller, om man vil, lige fjernt, enten de Brugsforeninger, der har Orden i Sagerne, indmelder sig eller ej! Det er jo ikke blandt tlisse, Sammenbruddene finder Sted. — Nej, det er ikke her, Tampen brænder, men helt andre Steder.

Hr. S. Petersen tør ikke udtale sig om, hvorvidt Grunden til, at man ikke melder sig, er manglende Interesse, gam-meldags Regnskabsføring o. s. v.; men han ved, at Grunden for nogle maa sø-ges i, at Foreningen har en fuldt kvali-ficeret Regnskabsfører, eller i at man vil spare den med Indmeldelsen for-bundne Udgift.

Naar Hr. S. P. alligevel — saaledes har jeg forstaaet Artiklen — kunde øn-ske at naa de 100 pCt., saa spørger jeg: »Hvorfor?« — Er 90 eller 95 pCt. ikke lige saa pænt et Tal som 100 pCt., naar de resterende 10 eller 5 pCt. har deres Sager i Orden? — Er det ikke, dybest set, den i vor Tid saa uhyggelige Hang til Ensrettethed, der her giver sig Ud-slag; den, der kvæler al personlig Fri-hed og Ansvarsfølelse, noget som Hr. S. P. for Frihedens Vedkommende tager med Sindsro, men som jeg i begge Hen-seender er imod under alle Forhold, hvor Maalet kan naaes den foruden. — Og selv om det maaske kan være »far-ligt« at anføre som Grund Hensynet til det økonomiske, vil jeg dog finde, at en saadan Grund har fuld Gyldighed til

alle Tider og ikke mindst i en Krisetid. Paa en Henvendelse om Indmeldelse

indtog herværende Bestyrelse følgende Standpunkt: Vort Regnskab er ført og opstillet paa en overskuelig Maade, saa vi kan forstaa det; i sin Opstilling kontrol-lerer det sig selv, og vi har ,Ted Opgø-relsen (halvaarlig) og ved Revisionen konstateret, at de Værdier, Tallene dæk-ker over — Varer eller Kontanter — er til Stede! Hvorfor saa indmelde os? Det eneste, vi med Sikkerhed opnaar, er, at vi bliver de Penge ledige, som Indmel-delsen koster!

Jeg mener, at i Tider som disse maa og bør det økonomiske spille en Rolle, ikke alene i dette Forhold, men i mange andre inden for Brugsforeningsbevægel-sen. Og gennemfører vi ikke Sparsom-melighed i de smaa Forhold i Brugsfor-eningerne, kan vi ikke med Vægt — og med Udsigt til at naa det — forlange det gennemført i de store Forhold, i F. D. B. — Lad mig sige det straks, at heri ligger ikke nogen skjult Insinua-tion; men som et enkelt Punkt kan an-føres den saare bekostelige og lidet til-fredsstillende Form, hvorunder den or-dinære aarlige Generalforsamling holdes, den, der i Andelsbladet af en meget kendt Mand indenfor Andelsbevægelsen blev betegnet som »noget saa udlevet, dumt, kostbart og utidssvarende.«

Til Slut anfører Hr. S. P., at der kun er to Veje, der fører til Opnaaelsen af de 100 pCt., nemlig enten at man ved-tager, at alle Brugsforeninger skal be-nytte Revisionskontoret, eller — hvad Hr. S. P. mener er den bedste Vej — at man lader F. D. B. afholde Udgifter-ne! — Mon det sidste skulde fremme Til-meldingen; jeg tror det ikke! Jeg vil gerne protestere mod begge de angivne Veje. Det er jo Tvang først og Tvang sidst! Enten skal man tvinges til at melde sig, eller ogsaa skal man tvinges til at betale Udgifterne ved Revisionen af andres — os uvedkommende — Sager. — Hvilken af de to Veje der er mest til-talende? — Jeg finder dem begge meget utiltalende!

Lad de Brugsforeninger, der kvier sig ved at faa Revisionens Søgelys ind over deres Forhold, og som maaske ikke engang fremsender det ønskede Eksem-plar af deres Regnskab til Brug ved Statistikken, eller som er saa uinteres-serede. at de ikke kan bekvemme sig til Indmeldelse, lad saadanne Foreninger i Tilfælde af, at der sker Sammenbrud, betale Omkostningerne selv.

Vil man ikke erkende, at man træn-ger til Hiælp, og nægter man at modtage tilbudt Hiælp. saa maa man selv tage Følgen; det Ansvar, tror jeg, man skal være varsom med at tage bort enten paa den ene eller den anden Maade.

Lad os hver især i vor snævre Kreds udvise Troskab, Orden og Soarsomme-lighed i smaa som stdrre Forhold, det baader i det lange Løb ikke blot vor Andelsbevægelse bedst, men ogsaa vort Land og Folk. — Lad os blive paa Fri-villighedens Grund,

»thi Frihed er den bedste Ting i hele Verdens vide Ring for den, som kan den bære; og hvis du dig selv er tro og huld, da elske du Frihed mere end Guld, thi Frihed følger Ære!«

Gjelballe Skole pr. Lunderskov. Thorv. Madsen. Regnskabsfører.

*

Høns og Frugttræer.

Der har gentagne Gange været skre-vet i Brugsforenings-Bladet om Høns

i Frugthaven — eller maaske rettere

Frugttræer i Hønsegaarden. Jordbunds-forholdene spiller her en stor Rolle, og det kan vist godt slaas fast, at paa svær eller fed Jord vil det kun berede stor Skuffelse at plante Æble- og Pæretræer og lade Høns have Adgang til disse, da Jorden bliver sur og alt for kvælstof-holdig. Derimod vil man kunne faa mere Glæde af at plante Blomme- og Kirse-bærtræer, da disse taaler ret stærkt med Gødning, og Fasttrampen af Jorden om-kring Træerne ikke synes at have saa skadelig Indvirkning. Paa meget let Jord kan man nok plante Æble- og Pære-træer, men dog kun Sorter, der ikke er alt for modtagelige for Kræft og Skurv. Man maa i begge Tilfælde dog altid plante Træer med mindst 1 m Stamme-højde. løvrigt vil jeg gerne af egen Er-faring understrege Overgartner Chr. P. Christiansens Ord: Frugtavl for sig og Hønsehold for sig, det vil i det lange Løb give det bedste Udbytte og kun faa —- eller ingen Ærgrelser.

Ryskov, Aarup. Marias Jørgensen.

Frugtavler.

*

Brugsforenings-Arbejdet i Hovedstaden.

T Bladet Nr. 4 af 20. Februar staar en -* Artikel: »Lidt Haandkraft skal der til.« Denne Mand er den rigtige Brugs-foreningsmand, men der skal ogsaa mere Fart i Propagandaen herinde i Hoved-staden. Først en klarere Oversigt over Indmeldelsen (1 Kr.), derefter paa Re-klamerne en Oversigt indeholdende f. Eks.: Indkøb 1000 Kr., heraf Dividende 5 pCt. — giver 50 Kr. Andelskonti 10 Kr. + Rente <— kontant 40 Kr. til Jule-ugen; endvidere Oplysning om det en-kelte Medlems personlige Ansvar, samt alle Fordele ved at handle i Brugsen.

Denne Propaganda skulde gennemfø-res en Gang aarlig til samtlige Husstande (distriktsvis), efterfulgt af mundtlig Agi-tation. Derefter Agitation ved Fagfor-eningernes Møder og paa vore store Spi-sestuer samt Besøg paa F. D. B.’s store Fabriksvirksomheder, Tuborg, Carlsberg, Mælkerierne etc. Daglig agiterer jeg for Brugsen, og stadig møder jeg dette: for slort Ansvar, eller for dyre Varer, eller lang Vej til Brugsen o. s. v. Men naar jeg saa har forklaret Forholdene, viser det sig, at det, der holder Københavner-ne tilbage, kun er manglende klare Op-lysninger om selve Grundtanken — om Fordelene ved at være Medlem, eller gamle Synder fra den første Start.

Derfor mere Reklame, mere Agitation, mere Oplysning!

Indbyd Husmødre til Besdg paa vore Virksomheder, tag Krydsordsopgaver i Brugsforenings-Bladet. Prøv denne Pro-paganda i et enkelt Distrikt.

Brugsens 100 Butikker — flotte, rene, med dygtigt Personale, gode og billige Varer — kan blive mere end 100, hvis der bliver sat mere ind med Agitation. Uddel Brugsforenings-Bladet gratis som et spe-cielt Agitationsnummer i dette Distrikt, By, Sogn, Forening o. s. v. Hovedstadens Brugsforening og F. D. B. vil da blive den største Leverandør til hele Dan-marks Befolkning til Gavn for denne, saaledes at vor Krise og Arbeidsløshed kan mildnes med den bedste Udnyttelse af de Penge, vi raader over, enten disse er store eller smaa ved:

bedste og billige Varer, billigste Fordelingsomkostninger og en rimelig Dividende.

Mimersgade 11, København. E. S. Nielsen.

130 BRUGSFORENINGS-BLADET 1934

Historisk Fortælling fra Klostrenes sidste Dage

Karen Plovgaard.

Tegninger af Ri la Lund.

Vinteren var faret haardt frem. Den havde været lang og trang. Endnu

i Slutningen af Marts laa Isen paa Mos Sø som en sammenhængende Skorpe, hvis Overflade var hvidgraa og livløs som størknet Fedt. — Bakkerne paa det ryddede Land var brogede af Sneklatter, og Skovene, som kransede største Delen af Søen, stod mørke uden Tegn til at ville vaagne af Vinterdvalen.

Sjælden lod Solen sig se, endda man skulde synes, at det var dens Pligt ifølge Almanakken. En Em af Tø havde i mange Dage fyldt Luften, ellers var de Vaartegn, Naturen lod sig mærke med, kun for Hørelsen, ikke for Synet.

Af og til kvidrede en Lærke højt oppe bag Taagerne. Og Bækken, som befordrede den smeltende Sne fra Høj-derne ned til de oversvømmede Enge og derfra videre ud over Isen, klukkede ly-steligt, idet den snoede sig bag om Klo-sterhavens Mur. Baade Bækken og Lær-ken var paa det rene med, at der var Vaar i Vente, selv om det kunde knibe lidt for Menneskene at forstaa det.

Midt i det graa Landskab laa Øm Klo-ster som en tung, rød Masse, hvis Mure i den uvirkelige Belysning syntes at knejse mere end sædvanligt. Næsten knugende og som en Trusel om Magt og Haardhed virkede de paa Beskueren, endda Gud og Hvermand vidste, at intet ondt truede Menneskeheden fra den Kant. Tværtimod: saare megen kærlig Hjælp udgik fra dette Sted. Lægekyndige Brødre af Cisterciensernes hellige Orden bar helsebringende Midler til gamle og syge. Agerdyrkerne og Urtegaardsmæn-dene iblandt dem stod Egnens Bønder bi med Raad og Daad. Og slog Fiskeriet fejl for de Folk, som boede i Hytterne ved Søen, saa var der altid Mad i Klo-

»Skam sig, Zette! Ved han endnu ej at skelne velkommen Gæst fra den ilde sete? — Er det jer, Junker Rudolph?«

»Guds Fred! Ja, det er mig, Hendrik Dak-bjerg!« sagde den unge. Hans Stemme var blød og melodisk, men dens Udtale havde Klang som af et fremmed Sprog. »Jeg bringer jer her en Styrkedrik, som snart skal faa jer paa Benene igen og gøre jer til en Kraftkarl, saadan som I tilforn har været.«

Junkeren tog Proppen af Dunken og snuste til Drikken. En krydret Duft bredte sig i Stuen. »Ah! Den er brygget ef-ter salig Henrik Harpe-strengs Opskrift. Den er kapabel til at drive alle Slags Uaander ud, kan

I tro!« Smaasnakkende havde Junkeren der ellers vilde have nærmet sig Sengen i Stuens Baggrund.

* sultet. Han famlede efter den syges Haand og fandt den.

»Gud velsigne jer!« mumlede Hendrik Dakbierg og tog imod Dunken, »men det er ikke saa vel, at jeres og Henrik Har-pestrengs Kunster kan gøre mig til en Kraftkarl mere i dette Liv. — Det fik ogsaa være det samme — var det ikkun for to Aarsagers Skyld.«

»I skal ej slippe Haabet! Det er det sidste, et Menneske maa gøre. Drik nu — saa længe, I kan svælge! Siden kan I fortælle mig om de to Aarsager.«

stod paa svage Fødder, hvad Magt ogi , ^ Hendrik Dakbjerg tog nogle Slurke af Herredom angik. Rygter svirredé. .Dunken. Sære Omvæltninger var i Færd med »Den er krabat! Den gør sin Bryg-at ske. mester Ære. Dgn lindrer, og den var-

En Munk i Sachsenland havde sat Pa- .nier. Men jeg .glemmer, at I vel ej hol-der saa meget af Slørket som jeg. -— Der er Fyrrepinde ved Ovnen, om I vil have Lys.«

Junkeren havde faaet raget Tørveglø-dgrne til Side og faaet tændt en Spaan, som han blev siddende med i Haanden, medens han gjorde sig det bekvemt paa en trebenet Stol ved Fodenden af Al-koven.

»Hvad er det saa for Aarsager, I vilde

dem, have

strets Gryder til der ellers vilde sultet.

Nej, ingen omboende havde skellig Grund til at sige andet, end hvad godt var, om Klosteret og dets fromme Brødre, og det gjorde man da

heller ej. Naar der i disse Senvinters Dage Mand og Mand imellem taltes i Hvisketone om Munkene i Øm Kloster, saa var Talen en Ymten om, at saavel Klosteret som den hellige romerske Kirke overhovedet nok

ven Stolen for Døren. Det gamle Kirke-vælde vaklede i sin Grundvold. Noget nyt var ved at fuldbyrdes. I Rygternes Kølvand kom Uroen. Hertug Christian, som sagdes at være den nye Lære hen-given, fo’r frem i Jylland med Ild og Sværd. Tiderne var usikre. Krigsfolk holdt til i Skovene og oversvømmede det ganske Land. Godtfolk vidste sig knap sikre paa Liv og Lemmer. -

Det var i Skumringen en taøget Vaar- tale om?« . • 1 . TT A ^ 1K9J T/lz-v dag i det Herrens Aar 1534, at Øm Klo-

sters Port peb paa sine Hæ„ngsler og smak i med et Smæld. .En slank, ung Mand kom ud og begav sig med raske Skridt ad Stien ned mod Søen. Han bar ikke Klosterbrødrenes Ordensdragt, men var iført en tætsluttende, mørk Klædes-dragt, over hvilken han bar en koyt Skulderkappe. Inde under Kappen holdt han en Dunk, hvis Indhold var saa hedt, at Varmen føltes igennem Dunkens Ler-vægge. Skønt den unge Mand Jod til at have Hast, omgikkes han sin Byrde .med Varsomhed. Han fulgte Stien langs Søen

»Først er der Erngaard.—« Hendrik Dakbjerg gjorde en Pavse, som om han ledte efter Ord.

»Ja, Erngaard,« sagde Junkeren tø-vende, »hvor er eders Datter i Aften?«

Hendrik Dakbjerg overhørte Spørgs-maalet. Ikke heller syntes ban at lægge Mærke til den Rødme, som med eet skød op i Junkerens Kinder, endda Lys-skæret faldt - lige paa Ansigtet, der med et spændt Udtryk var vendt om imod Sengen.

»Jo,« gentog ban, »først er der Ern-gaard, som vil staa ene og hjælpeløs, om

og øgede stadig sin Fart, I Skovbrynet,, jeg skulde gaa bort nu. Ingen, liar hun næsten skjult af et Stendige, laa en lav Hytte med Tag af Siv og Rør over de lerklinede Vægge. Mod denne Hytte sty-rede Ynglingen sin Gang.’. V?

Der var ikke tændt Lys derinde, 6g man kunde godt have. troet, at Hu$et var ubeboet, hvis ikke ep Del velholdte Fiskeredskaber: Medetøj; Lyster og Net! med sirlig Orden havdé været anbragt paa dets Gavl. *>

Den unge Mand tog medy sin Jrie Haand et Tag i Dørklinken.* Med * del samme besvaredes den lette Støj af en ilter Hundegøen, og inde fra Mørket lød en dyb Mandsstemme, som søgte at be-rolige Hunden:

at forlade sig paa, medmindre jeg- faar udsonet mig med min eneste Broder. .Fjendskabet med min Broder er den anden Aarsag, hvorfor jeg ej kan dø rolig.«

!J»Har I en Broder, Hendrik Dakbjerg?« »Ja, han bor: hinsides Søen, Han er

Fiskér som jeg. Da vi var Drenge — og unge, fulgtes vi ad i Baad og paa Isen. Vi fangede Fisk, som vor Fader havde lært os det.-Altid var visammen. Ingen kunde være bedre Venner, end vi to var. Saa traf vi en Pige, som vi begge to vil-de have. Hun foretrak mig. -— Den Dag, hun drog ind i Huset‘her som min Kone, da drog min Broder ud. Hvad der var

1!)34 BRUGSFORENINGS-BLADET 131

af Ejendom efter vor Fader, delte jeg med ham. Han fik de bedste Redskaber, jeg beholdt Hytten. — Siden, da har vi aldrig set hinanden eller taltes ved. Fi-skerne derovrefra og vi her fra vor Side træffer vel af og til sammen — paa Isen om Vinteren eller raaber til hverandre fra Baadene om Sommeren —, men min Broder og jeg har stadig undgaaet hin-anden —«

Hendrik tav. Hans Blik blev fjernt. Saa fortsatte han:

»Men nu, hvor jeg er naaet saa langt, at jeg kan se til Ende paa det hele, kan jeg nok tilstaa det: Ret Sydvest herfor — paa den anden Side af Vandet — lig-ger hans Hus. Aftenstjernen staar lige derover i de klare Frostaftener. Aldrig har jeg set den Stjerne for mine Øjne, uden at jeg har tænkt paa ham «

Junker Rudolph bøjer sig frem og ser opmærksomt paa den syge. Hendriks Blik er roligt og klart. Der er ej mind-ste Tegn til Feber.

Junkeren rønnner sig. »Men I talte om Erngaard —« be-

gynder han. »Ja!« Hendrik ser lige paa sin Gæst.

Det er, som sanker han med Magt sine Tanker hjem fra fjerne Steder. »Ja! kun-de jeg blive forligt med min Broder nu, da tænker jeg, at han vilde tage sig af Erngaard. Hun kunde komme i hans Hus og være ham til Nytte. Der vilde hun finde Tilflugt, naar jeg er borte.«

Paa Junkerens Læber brænder et Ord. Noget dybt indefra hans Sind vil

frem. Men da han endelig faar Mæle, er det noget andet, han siger:

»Har I da sendt Bud til Eders Bro-dér?«

»Erngaard er draget af Sted for at hente ham.«

Junker Rudolph farer brat fra sit Sæde. Hans Bevægelse er saa voldsom, at Fyrrepinden truer med at falde ud af hans Hænder. »Erngaard!« skriger han. »Har I sendt Erngaard den lange Vej udenom Søen? Gennem Skoven, hvor Landsknægte og Alverdens Pak huserer?«

»Nej, ej gennem Skoven!« Hendriks Røst er rolig, som om det er en daglig-dags Ting, han beretter. »Tidligt i Mor-ges gik hun over Isen. Endnu i Aften venter jeg hende tilbage — sammen med min Broder —«

»Over Isen!« Junkeren raaber del ud. »Over Isen i denne Taage, og det er til-med Tø! Isen kan bryde op naar som helst. Ved I, hvad I har gjort ved at sende en ung Kvinde ud paa Mos Sø i et Vejr og et Føre som dette?«

Hendriks Blik hviler paa Junkerens ophidsede Ansigt. Han følger den unges iltre Bevægelser. Saa siger han med stærk Stemme:

»Der kan lure større Farer paa en ung Kvinde end dem, Taagen og Isen gemmer. I, der vel en Gang skal af-lægge Munkeløfte, véd dog, at ogsaa der-ude, i Taagen og paa Isen, raader Gud og Sankt Søren.«

Junker Rudolph stræber at beherske sig. Atter indtager han sin Plads ved

Alkoven. Hans Stemme er rolig, da han vender sig om mod Hendrik Dakberg.

»Det er nu ej saa sikkert, at jeg nogen Sinde kommer til at aflægge noget Munkeløfte. Min Hu stod alle Dage mere til Læ-gekunst end til Bodsøvelser og til Kirkegang. Det var ej for at blive Munk, at jeg drog hid. Øm Klosters navnkundige Urte-gaard og Beretningen om hin store Lægekunstens Mester fra de gamle Dage drog mig fra /min Hjemstavn. -— Naar jeg

, -har lært nok af de gamle Skrifter og nemmet Dyrk-

ningen og Brugen af de sjældne Urter, drager jeg tilbage til min fædrene Ejendom i Holsten. Min Fader er gammel. Han vil hilse min Hjemkomst med Glæde.«

»Hvad vil I med Lægekunst, naar l skal være Borgherre

som eders Fa-der?«

»Ogsaa her-hjemme findes syge, som kan have Lægedom behov. — Men der er eet, som ligger mig mere paa Sinde end alt andet, Hend-rik Dakberg, og dette vil jeg be-tro Jer nu: Hvis I vil give Ern-gaard i min Va-

retægt baade nu og naar I ikke er mere, da, skal jeg aldrig forlan-ge bedre.«

»I er en lærd Mand,

Junker Rudolph, men I er ung. Endnu forstaar I ej, at lige Børn : «

Hendrik Dakbjerg faar ikke talt ud. Zette farer frem under Ovnen med en hidsig Gøen, der overdøver de sidste af hans Ord.

Den unge Mand springer op. Udefra lyder en hul Dundren. Den

stiger i Styrke og ender som et Brøl. Et Udtryk af Rædsel viser sig i Hendrik Dakbjergs. Ansigt. Han løfter det graa Hoved og, pytter.

«> Men-Junk’eréh slænger Fyrstikken fra sig paa Ovnen og styrter mod Døren. Hans Røst skærer som en Kniv, da han raaber:

»Det eP n£k Djævelen og ikke Vor-herres Helgener, sonvyraadcr paa Isen i Nat!« Han slaar de skrøbelige Halvdøre i é'fter sig ified et Brag, der ryster Hyt-ten. En kold Luftning stryger ind i Stuen, hvor Hendrik Dakbjerg ligger ene tilbage, i Mørket. Udefra lyder stadig de dumpe Brag af Isen, der brister.

—

Erngaard naaede velbeholden Mos Søens søndre Bred. Isen havde været ru og: sprød at gaa paa, saa Vandringen var ikke faldet hende synderlig træt-tende’ Des mere kedsommelig havde den været, saaspm hun ikke havde kunnet se en .Haand for sig. Det var godt og vel Middagstide, da hun satte Foden paa Land. Hun fandt hurtigt den Hytte, som hun mente maatte være hendes Farbro-ders. Men da hun tog i Døren, var del-ingen, <J|r svarede. Stuen, hun traadte ind i, var tom, og det saa ud til, at den allerede i nogen Tid havde været ube-brijgh, Og' i 'Sneen, som laa (æt ind, til

'nyttens “Væg, var der ingen Fodtrin at spore. _

Erngaard besluttede at gaa op til Landsbyen for at faa noget at vide om Farbroderens Skæbne. Hun var imidler-tid kun naaet et lille Stykke opad Skov-stien, da hun hørte noget rasle inde mel-lem Buskene. Hun drejede Hovedet efter Lyden og saa en krumrygget Kvinde staa og samle nedfaldne Grene sammen til et Knippe. Erngaard standsede og sagde Guds Fred. Den gamle dreiede Hovedet ved Lyden og besvarede Hilsenen. Saa kom hun nærmere.

»Hvor kommer du fra?« sagde hun og fæstede et Par rødrandede Øjne paa den unge Pige.

»Ovre fra Øm. Jeg er Hendrik Dak-bjergs Datter og skulde gæste min Far-broder. Jeg kom til hans Hus, men fandt det tomt. I kender vel Hans Dakbjerg? Maaske kan I sige mig, hvor jeg kan fin-de ham?«

»Paa Kirkegaarden, Gud bedre det, min Pige. — Det er noget silde, hans Slægt kommer ham til Hjælp. Ak ja! Ved Kyndelmisse blev han syg. I Dag er det Ugedagen, siden han blev jordet. — Del-er ej lang Sorg over den, som ene er, ak nej!«

En dyb Sørgmodighed greb Erngaard. Hendes Vandring havde altsaa været til ingen Nytte. Hun skulde ikke kunde brin-ge sin Fader den Trøst, at han fik sin Broder at se; den Fred, han havde haa-bet at finde, vilde han aldrig naa i dette Liv. Og Farbroderen var død, uden at en kærlig Haand havde lukket hans Øjne.

»Jeg vil gaa og tilse hans Grav!« sagde Erngaard stille og vilde fjerne sig.

»Det tror jeg, Hun skulde lade være! Huse og Hytter er fulde af Hertug Chri-stians Folk. Og Krigskarle er ikke de bedste, en ung Kvinde med hendes An-sigt kan møde. Maa jeg give Hende et Raad, saa gak tilbage den Vej, Hun er kommen, — det forteste, som ske kan!«

(Sluttes Side 136.)

132 1934 BRUGSFORENINGS-BLADET

Pike MEPPESrø i moderne Facons.

Art. 2149. Brun Box.

Art. 2145. Brun Boxcalf.

Sorte Herresko til lignende Priser.

Prima, Prima

Fodboldstøvler i Nr. 34 til 45

150 Nr. 40 til 45 Kr.

.

14'

CO

KØB SKOTØJ r

Paaske. Der piøjes til en ny Afgrøde.

j\ t se »Storken flyvende, Ploven drivende, Føllet komme til sig og Frøen syringe fra sign. skal i Følge gammel

Tale være gode Foraars varsler, og de skal virke lige saa befordrende paa Menneskets Flid og Foretagsomhed, som Nydelsen af Skærtorsdagskaalen med de ni Slags Grønt skal virke paa Sundheden.

Nu kan det maaske knibe for de fleste af os at faa Kig paa den flyvende Stork. Dens Forekomst er sørgelig sjæl-den paa vore Breddegrader, saasom Landbrug og andre Brug ugæstfrit kultiverer de Moser og Enge, hvor den skulde søge sit Udkomme. Men Pløjemanden, som Ager op og Ager ned sindigt lægger Fure ved Fure af fugtigt skinnende Muld bag sig, kan man i disse Dage nok have Held til at møde paa sin Vandring. —

Manden ved Ploven, ledsaget af et muntert Føl, omflagret af en Flok hvide Maager med Solskin i Vingerne. Manden, der pløjer til den ny Afgrøde, — er han ikke saa smukt et Symbol paa ufortrødent Haab til den kommende Sommer, som noget dansk Hjerte kan ønske sig? Opmuntrer Synet af ham ikke selv den trægeste af os til at tage fat og lade Mismod og Sortsyn fare?

Manden, som pløjer, har vel ikke Brev paa, at hans Ar-bejde skal indbringe han) hundrede Fold eller gøre ham til Millionær. Hans Erfaringer fra de senere Tider har snarere belært ham om noget helt andet. — Endda drager han trø-stigt sin Fure. Endda faar han Raad til en Sang ved sit Arbejde, og stadig er han det sikreste Foraarstegn, ja, jeg kunde have Lyst til at sige: det skønneste Paaskesymbol i det danske Landskab.

Det er ved Paasketide, han dukker op. Det er ved Paaske-tide, han med sin Færd belærer os om, at uden et trofast og tillidsfuldt Forarbejde naar vi ikke et Resultat, vi kan være tjent med.

Han er af de første, der ude i Naturen demonstrerer sin Tro paa, at der efter Vinterens tilsyneladende Udslettelse af Grønhed og Liv skal komme en ny Oprejsningens Tid for alt levende.

Selve Paaskens Stemning er over hans Billede: Vi min-des om den dybe Alvor, der viger for Opstandelsens Glæde.

Som man ser ham, midt i det danske Land paa en Bag-grund af Bakker og Dale og Sletter, hvor Solen flimrer over Byer og Gaarde og hvide Kirketaarne, og hvor den blaa Himmel spænder om det hele med et Hvælv, der gaar vi-dere, end Synet rækker, bliver Pløjemanden et Paaskebillede, som falder sammen med dansk Livsopfattelse og dansk Er-faring.

Om faa Uger vil Ploven have underlagt sig Landet. Jor-den vil være beredt, Sæden være lagt i Mulde, og med For-trøstning venter Manden ved Ploven, at det skal spire og gro i hans Fodspor. Han véd, at hans Udholdenhed i nogen Maade vil blive belønnet. Helt er han ikke Herre over, hvor-ledes Resultatet vil blive, men eet véd han: det vil komme til at staa i et vist — og rimeligt — Forhold til den Grundighed, til den Troskab, til den Alvor og til den redelige Vilje, hvor-med hans Indsats er gjort. — Endnu er der aldrig hø-stet rent Korn, hvor der ea

1934 BRUGSFORENINGS-BLADET 133

klin blev saact Tidsler. — Det samme vidste de første Men-nesker, som drog ud for at opdyrke Menneskenes Sind og udsaa Kristendommens Tanker. Paaskens Offer var deres Forbillede. Paaskens Sejr var det, de stræbte imod. Deres Aktiv var alle Dage Troen, Forvisningen om deres Bestræ-belsers Berettigelse. Deres Indsats blev i mange Tilfælde Martyriet. Men de og deres Efterfølgere underlagde sig sta-dig større og større Dele af Jorden.

Det Billede, som kan anvendes paa de højeste Ting, kan ogsaa bruges overfor de ganske dagligdagse.

Ethvert Værk, som man paa egen Haand eller sammen med andre skal oparbejde, kræver en Indsats — af Tro, af Vilje, af Oplagthed, af Flid. En maalbevidst Forberedelse er Forudsætning for, at en Virksomhed skal trives. Pløjning kommer ingen af os uden om, hvis vort Arbejde skal have Art.

Og da vi her i dette Blad staar indenfor en bestemt Virk-somhed, er Medarbejdere i det samme Værk og er Forkyn-dere af en Idé, hvis gode Virkninger vi er forvissede om og har set uomstødelige Beviser paa, saa kan jeg ikke und-gaa i disse Pløjemands- og Paaskebetragtninger at strejfe vort Brugsforeningsarbejde.

Her er der — baade af Folk, hvis Navne har Klang, og af ukendte Tusinder gjort Forarbejder, hvis Resultater vi nu nyder godt af. — Der er ryddet nyt Land, nye Felter er opdyrkede, og det har givet gode Fold.

Men stadig skal der piøjes til ny Afgrøde. Endnu er der nyt Land at vinde ind. — Og i dette Arbejde bør vi alle — hver paa sit Omraade — være med. Vi Husmødre ikke und-tagne.

Idet jeg haaber, at det kommende Foraar ogsaa vil give Dem fornyet Arbejdsmod, Fortrøstning til Fremtiden og rig Arbejdsglæde, ønsker jeg Dem, kære Medsøstre, en god Paaske! Søster.

*

Børn og Søvn. T mindre Lejligheder, hvor Børn og Voksne skal være sam-

men altid, kan det ofte knibe med, at Smaabørnene kan faa den tilstrækkelige Aftensøvn. De bliver lagt i Seng i god Tid, men har hele Aftenen igennem Lyset fra Lampen, og Uroen fra de i Stuen værende Mennesker lige omkring sig.

At det kan virke meget skadeligt paa Børnene, er lige til at forstaa. De bliver nervøse, vaagner op for den mindste Lyd, er sære og gnavne og har ikke Appetit om Dagen; alt-sammen fordi deres Nerver er forsli 1te af den hjemlige Uro. — Det samme kan siges om de større Børn, der ogsaa maa holde sig oppe, til den øvrige Familie gaar til Ro.

Det er ikke saa ligetil at skaffe mere Boligplads end to Værelser, ofte endda ikke det. Hvad der alligevel kan afbøde adskillige af de føromtalte Ulemper er følgende Hjælpe-mi Her:

Indret Køjesenge til Børnene! Den ene over den anden, de mindstes nederst. Lav et flcrfløjet Skærmbrædt, der nemt kan slaas sammen og rulles ud. Lad det staa foran Børnenes Køjesenge, saa snart de er i Seng, saa det tager af for Lyset og det værste af den Uro, som andres Færden i Stuerne maa give. Sørg for, at alle Voksne tager tilbørligt Hensyn til, at der skal sove Børn i Lejligheden; de har ikke Ret til at ryge Snese af Cigarer og Cigaretter i Stuerne. Det er stor Synd mod Børnene. Selv Mennesker, som paa andre Omraader er meget fornuftige og forstaar Betydningen af Hygiejne, er paa Tobakkens Omraade ganske umulige.

Store Sødskende, Gæster og »Far selv« — ja, man maa næsten tage »Mor« med, da mange Kvinder er blevet meget store Rygere, bør føle deres store Ansvar overfor de mindre-aarige, som skal hente sig Sundhed og Kraft gennem Søvnen; for deres Skyld er det en selvfølgelig Pligt, at der ikke ryges i tykke Skyer i de smaa Stuer. C-e.

Sxtra Lys (uibMjzstilal Slags/afariruj mdsimVand

ENORM SLIDSTÆRK

ifr015

QlAN/fUlD HOLDBAR

LVf

TIM£R_s gulviak

GUsaa:

fuioles owrthowdeb\ ikke Tuyqet bedr?,

Sbriana den iMnigsen!

Art. 2677. Mørkbeige Boxcalf

med imit. Strudsskind.

Art. 1641. Brun Boxcalf med

lysere Indsats. Randsyet.

Se Kataloget i

Brugsforeningen,

der findes mange andre smukke

Damesko til mindre Priser.

134 1934 BRUGSFORENINGS-BLADET

F.D.B

Hold tænderne

straalende hvide og rene

med F. D. B.s nye Tand-

pasta REGINA. — Den

renser Tænderne grun-

digt uden at ridse og for-

frisker Mund og Svælg.

Stor Tube .. .. 100 Øre.

Lille - .. .. 60 -

Vælger De et at nedenstaaende Fer-nis-Mærker garan-terer F. D. B. for et fint Resultat:

Sterling. . . . fineste Copal-Lakfernis.

Helios fin Kvalitet.

Rosenborg . . . lys og holdbar.

Lille Peter Brugs’s store Oplevelser. Peter spiller Kort og kommer tilkort.

Palle: Du paastaar jo, at du er en Me-ster i Kortspil, Peter. I)u skulde gaa hen paa Kroen og spille med et Par Gutter, der bor der for Tiden — Kalle Hansen og en anden. Det er Bonde-fangere, og de fortje-ner at blive blan-ket af!

Peter: Jeg skal lam-me dem. Snyder de, snyder jeg ogsaa. Jeg er jo Specialist i Kort-kunster, og jeg har et Spil Kort af samme Slags, de bruger paa Kroen.

Uddeleren: Det ene-ste jeg kender til Kort, er, at der er 4 af hver.

Uddeleren (sent paa Aftenen): Naa, er De kommen hjem, Peter? Palle og jeg var jo spændt paa at børe, hvordan Pokeren gik.

Peter (i Telefonen): Jeg lammede dem komplet — navnlig ham, Kalle Hansen. Sidste Spil var højst interessant....

Peter (i Telefonen): Jeg opdagede snart, at de snød, men saa gjorde jeg det sam-me, og i sidste Spil laa der tre -Esser i Bunken, Kalle havde tre paa Haanden; hans Kammerat et, men jeg havde hele fire, som jeg havde haft gemt i Ærmet.

Peter (i Telefonen): Men saa siger Kalle: »Det vilde ikke have forbavset mig v4dere, at De havde fire Es-ser paa Haanden, hvis jeg ikke tilfældig vid-ste, at det var Smaa-kort, jeg gav Dem.« — Og saa jeg: »De kan ellers godt faa et Es til, saa bliver der 13.«

Palle (der er smut-tet hjem til Peter imens) : Men hvor har du saa det blaa Øje fra?

Peter: Jo, det viste sig faktisk, at 13 er et uheldigt Tal, for Kalle blev gal, saa jeg tror næsten, jeg vil holde mig fra Kortspil for Fremtiden!

1934 BRUGSFORENINGS-BLADET 135

Søren clZJz7ns skriver kiern:

Brugsen, 15. ds.

Kære Moder!

Her har du mig igen i rette Tid og paa rette Sted med Tak for dit sidste, kære Brev, og du kan i Fremtiden være sik¬

ker paa aldrig at komme til at vente en Dag eller to paa mine smaa Beretninger om dagligt Liv i Lillemose, for Fru Ellen skal nok vide at minde mig om, at »i Dag er det nok Skrive-hjem-til-Mor-Dag, Pjevs!« Del er altsaa ogsaa en Gevinst for dig, at del-er kommen en Kone, for ikke at sige Frue, her i Huset, og et mægtigt Plus for Brugsen er det ogsaa, for der er jo adskillige Omraader, hvor et kvindeligt Væsen langt bedre kan klare Para-grafferne end tre Mandfolk tilsammen. Det meste, der sker her-ovre for Tiden, er iøvrigl Bryllupper — jeg tror, det bliver et Gifteaar i Aar, hvilket jo er godt for Husværter og Møbel-snedkere. — Jeg var til hele to Bryllupper i Søndags otte Dage, jeg kunde nemlig ikke undslaa mig noget af Stederne, hvad der jo ogsaa er Synd, naar Folk nu gerne vil have en med, fordi man tilfældigvis har arvet et nogenlunde behageligt Væsen og en smidig Tunge. Det ene Bryllup fejredes med Middag i Hjemmet Klokken 5 og det andet med det samme paa »Afholdshotellet« Kl. 7, men det lykkedes mig at klare dem begge, og jeg røg lige fra Desserten i Hjemmet til Suppen paa Hotellet, hvad der jo nok maa have virket lidt forvirrende paa Fordøjelsesorganerne. Det interessanteste Bryllup fandt imidlertid Sted nu i Søndags, men det har jeg ikke Tømmermænd efter, for jeg var nemlig ikke inviteret med. Det var lille Pjevs’s store Bror, den berømmelige »Ormen hin lange«, der blev smedet sammen med sin tidligere omtalte Ringforlovede, den lille Frøken Kærminde Jensen, med hvem han faktisk ikke er snydt. Gennem Pjevs er det sivet ud, at Broderen egentlig havde besluttet at holde Bryllup samtidig med Uddeleren — du husker jo nok, at han egentlig havde sat Næsen op efter Fru Ellen, der jo den Gang var Frøken Flllen og hans Halvkusine, men at lian blev slaaet ud af Olsen ved en Smule Assistance fra min Side. Anskaffelsen af et Sæt flotte nye Tænder havde imidlertid forsinket Giftermaalet —- og først nu følte han sig altsaa rede til at foretage det vovelige Skridt. Det viste sig imidlertid, at han alligevel havde været Optimist i noget for høj Grad, for i Lørdags opdagede han til sin Rædsel, at enten var hans Mund eller ogsaa Tandsættet gaaet ud af Facon, for de passede i al Fald ikke rigtig til hinanden mere. Lørdag Nat maatte Tandmanden saa stille om paa Bisserne, og først Søndag Morgen tidlig kunde deres rette Ejermand afhente dem. Nu skulde Brylluppet selvfølgelig staa i Frøken Kærmindes Hjem — og da Togforbindelsen ad Nibe til ikke passer tidlig paa Dagen, maatte lille Pjevs gøre Rejsen alene Lørdag Aften og forberede de in-teresserede Parter paa, at Brudgommen først vilde arrivere den

næste Formiddag, for-di der var blæst nogle Tagsten ned paa Gaar-den, hvad der ikke var i særlig Overensstem-melse med Sandheden. Søndag Morgen tøffede saa »Ormen hin lange« da af Sted i en Lille-bil, der skulde kunne gøre Turen paa smaa tre Timer — men da man var en halv Snes Kilometer fra Bestem-melsesstedet, var Mo-toren hensynsløs nok til at brænde sammen, paa Heden omtrent og

turde ikke engang skære Tænder af Frygt for at tabe dem, hvad der næsten var Synd for ham. Der var ikke noget med at tilkalde Zone-Redningskorpset eller anden Hjælp, for der var ingen af de smaa spredte Huse, der havde Telefon, saa det var umuligt at komme i Forbindelse med Omverdenen — og en god Time senere skulde han staa Brudgom! Det har ikke været nogen helt hyggelig Situation for en giftelysten Ungkarl i Marts — men lian fik dog med megen Møje og Besvær laant en Cykle i et Udflytterhus, og saa maatte han til at køre noget i Retning af Seksdagesløb i høj Hat, Jaket og stribede Benklæder foruden Blomsterbuket og nye Tænder. Hvem der havde været i Nærheden med et Fotografi-apparat — der kunde være blevet en god Forside til Brugsfor-enings-Bladet, for Cyklen var en af F. D. B.’s. Naa, han naaedc da at komme lige tidsnok til at blive gift, og Bryllupsfesten var der ikke noget ufordelagtigt at sige om, erklærer Pjevs, og der-med være du kærligst hilset fra din ustandselig hengivne Søn

Søren.

KØB IIIIIIHIIH

„Stjernen“s Øl °s Mineralvande!

Denne nye herlige Ølsort og alle „Stierne«ié4s andre Ølsorter og Mineralvande hor fores i enhver Brugsforening. — Hvis De ønsker velsmagende Øl og forfriskende Mineral'and, saa husk at sige i Brugsforeningen, at diet skal være fra

„STJERNEN«

13C BRUGSFORENINGS-BLADET 1934

m

En Vaar gik over Lande —

(Sluttet fra Side 131.) »Ja, det er vel det bedste,« mumlede

den unge Pige og gjorde Mine til at gaa. Den gamles Blik havde hvilet for-

skende paa Erngaard: »Herregud! Hvor Hun ser ud!« sagde

hun med eet. »Jeg kan vide, det har været en haard Tur herover, og ilde er det at vende tilbage med uforrettet Sag — uden at have faaet hverken vaadt el-ler tørt. —- Hun kan følge mig hjem. — Jeg bor hist nede ved Stranden. Én Taar Mælk giver min Ko dog endnu, trods Kulden. Hun kan hvile sig. medens jeg varmer Mælken. Det kan Hun vist til-trænge —«

Konen havde faaet sit Knippe paa Nakken og gik i Forvejen. Eriigaard fulgte efter med vaklende Skridt. Det var først nu, at Trætheden meldte sig.

Taagen var bleven tættere. Dér hang Vanddraaber paa Træernes Grene,' og Skovbunden dampede af Væde, da Ern-gaard atter traadte ud paa Isen. Hun gik rask til. Naar hun skyndte sig, vilde hun nok kunne naa hjem, forinden det blev mørkt. Af Retningen kunde hun ikke tage fejl. Men Taagen, der til alle Sider omgav hende, fyldte hendes Sind med Uhygge. Og den tvang hende til at være forsigtig. Efterhaanden maatte hun føle sig for — Skridt for Skridt. Den gamle Kone havde advaret hende for Vaagerne, som skulde findes her paa denne Kant af Søen. Endnu havde hun lykkeligt undgaaet dem.

Medens Erngaard gik, syslede hendes Tanker med Faderen, som paa det sidste havde tumlet saa meget med Tanken om sit Fjendskab med denne Broder. Mon nu Budskabet om Broderens Død vilde gaa ham saa nær, at han blev ringere? Hun frygtede det. Hendes Fader havde haft Kæmpekræfter, og den unge Junker fra Klosteret var saa flittig til at kurere paa ham. De Styrkedrikke, Junkeren bragte, gjorde næsten Underværker. Fa-deren kunde ligge hen, elendig og kraft-løs, men naar Junker Rudolph havde faaet hældt en Dunk af sit varme Bryg i ham, da kunde Hendrik Dakbjerg blive næsten som i gamle Dage. Han kunde rejse sig fra Lejet, give sig til at tumle med sine Fiskegrejer og sværge paa, at han en skønne Dag vilde paa Isen igen ligesom de andre Fiskere. — Jo, den Junker var en Troldmand, men en skøn Troldmand, og god, som Dagen var lang.

Erngaard gav sig pludselig til at nynne. Der var slet ikke trist længere her ude paa Isen. Skønne, gode Tanker kom i Flok og Følge og gjorde hende Sel-skab. Junker Rudolph havde hvisket saa liflige Ord i hendes Øre sidst, de havde mødtes i Skovbrynet udenfor Diget.

Erngaards rappe Fødder standsede med et Ryk. Med vidtaabne Øjne stir-rede hun ind i Taagen. En Lyd, der fik hendes Blod til at isne, naaede hendes Øren. Et Drøn rystede Luften. Erngaard vidste, hvad det betød: Søen var ved at bryde op. Som et Lyn gjorde hun om-kring. Skulde hun redde sig, maatte hun tilbage til Land. I vild Fart løb hun i den Retning, hvor hun troede, .at den frelsende Kyst laa.

Sanseløs var Junker Rudolph styrtet ud i Taagen.

Det tog ham ikke lang Tid at naa Søen. Lyden af Isen var sagtnet noget og mødte nu hans Øre som en jævn

Brummen. Efter denne Lyd tog han Ret-ning. Han ænsede ikke, at Væden trængte ind i hans Støvler, eller at han intet kunde se. Stadig arbejdede han sig frem-ad. Af og til satte han Hænderne for Munden og kaldte af sine Lungers fulde Kraft. Derpaa lyttede han.

Ingen svarede paa hans Raab. Endnu befandt han sig paa fast Is. Et

svagt Haab arbejdede sig op i hans Sind. Maaske var Isbruddet foregaact saa langt østerpaa, at Erngaard og hendes Farbro-der, dersom de var undervejs, endnu færdedes sikkert. Der var da ogsaa den Mulighed, at de havde hørt Braget i Tide og var vendt om. —

Men det var en forfærdelig Tanke, at et Menneske kunde sende sin Datter ud saa at sige i Dødens Gab. Den gamle maatte være vild og gal! — Ja, men var han, Junker Rudolph, ikke selv vild og gal, at han gik her, uden Plan, uden Hjælpemidler?

Hvor længe Junker Rudolph havde flakket om, vidste han ikke. Hans Lem-mer var stive. Hans Tanker forvirredes. Og stadig var der denne oversvømmede Is, og ingen anden Lyd end en fjern Murren af raslende Isstykker.

Pludselig saa han et rødt Lysskær. Det ramte ham lige i Øjnene. Han hørte Stemmer, der raabte. Underligt, men det forekom ham, at det var Hendrik Dak-bjergs, der lød over alle de andres. Men nu fik han et Dunk i Baghovedet, og derefter hverken saa eller hørte han mere.

Da Junker Rudolph var faret ud i Natten, laa Hendrik Dakbjerg nogle Øje-blikke ganske stille.

Zette, som bjæffende havde fulgt Gæ-sten til Dørs, kom pibende hen over Gulvet, ventende paa at blive trøstet. Men Hendrik ænsede ikke Dyret. Med et Spring satte den op over Sengekanten og lagde sig til Rette ved sin Herres Fød-der.

»Hvad kan den tossede Dreng vel fin-de paa?« mumlede den gamle. »Skulde han kunne gøre noget, maatte han have søgt Hjælp i Klosteret og faaet nogle Brødre med ud —- med Reb og Stiger og saadant. — Kender jeg ham ret, er han faret alene.«

Atter var der stille i Stuen. »En krabat Drik!« Hendrik sagde det

halvhøjt. »Ens Lemmer bliver som i Ungdommens Aar, naar man har faaet den i sig.«

Pludselig satte han sig op med et Ryk, saa Zette vaagnede.

»Dette her er galt — galt!« Med en Ynglings Bevægelser var

Hendrik ude paa Gulvet. Rapt fandt han sine Klæder og fik dem paa. Han snap-pede den tykke Stormhue fra Knagen paa Loftsbjælken og fløjtede ad Hunden:

»Vi maa til Klosteret og faa dem af Gaarde med Mandskab og Blus!«

Og Hendriks Kæmpeskikkelse dukke-de ud under den lave Dørkarm og skred henad Stien til Klosteret.

Bred og myndig førte Hendrik Dak-bjerg an i den Kæde af Mænd, der fandt Junker Rudolph. Den unge Mand svajede som et Siv i Blæst, og just som Lygtens Skær faldt paa ham, styrtede han om lige for Øjnene af Redningsfolkene.

I samme Stund var det, at Taagen let-tede. I Stjernernes Skin saas forude et bredt, blaat Vand, som skilte Isen i to Dele, der fjernede sig mere og mere fra hinanden.

Medens Klosterbrødrene tog sig af den unge Junker, stod Hendrik Dakbjerg og stirrede ud over det fraadende Vand:

»Gud og Sankt Søren hjælpe mit arme Barn og min Broder, hvor de end færdes i Nat! Længe vil det næppe vare, før vi ses!«

Ingen af Munkene gav Agt paa ham, som han stod der. Ingen havde set, at Feberen atter var blusset op i den gamle Kæmpes Blik. Ingen saa, at hans Lem-mer dirrede, og at hans Aasyn blev vildt. —

»Men jeg skal fravriste dig dit Bytte! Som saa ofte før!« skreg han med for-færdelig Røst og fo’r ud imod Iskanten.

Da først blev Brødrene va’r, at der var noget usædvanligt paa Færde. Men de, der vilde redde Hendrik Dakbjerg, kom for sent.

Det var i Dagningen, før de fik bjer-get hans Lig.

Da laa Junker Rudolph allerede un-der kyndig Pleje hjemme i sin Celle. Den Styrkedrik, han var saa ferm til at bryg-ge, havde han nu selv haardt Brug for, thi Feberen sled hans Legeme efter Stra-badserne paa Isen.

Opløst i Graad stod Erngaard ved sin Faders Leje, da Morgenen kom. Hele Natten havde hun vandret. Velbeholden var hun naaet i Land ved Møllen paa Søens vestlige Bred. Hun havde fulgt Strandkanten, var gaaet over Enge og gennem Krat. Sine Sko havde hun slidt op. Sine Klæder havde hun revet i Søn-der. Hjem til Hytlen naaede hun i den Stund, da Klosterbrødrene kom bærende med Hendrik Dakbjergs Lig. —

Det var blevet Vaar. I Klosterhaven florerede Liljer og Crocus. De spæde Spirer af Salvie og Rosmarin strakte sig op imod Solen, som lod sit overdaadige Smil se. —

Men kan hænde, at Sankt Søren, Klo-sterets og Egnens Værnehelgen, just i Dag tilhyllede sit Aasyn. Intet Under, om han gjorde saa. Thi i Kirken oppe paa Bakken tvang Adelens Mænd med Sværd i Haand Rigens Raad til at hylde Kætteren, Hertug Christian, til Rigets Drot.

Stort Opbud af Krigere flokkedes i den ganske Egn. Klosterbrødrene, de, som endnu ej var flygtede, men som sta-dig befandt sig ved boglig Syssel og stille Andagt indenfor Øm Klosters ærværdige Mure, sukkede: Én ny Tid var ved at oprinde. Men det var ingen god Tid. Verden var Kaos. Verden laa i det onde. Kan hænde, de havde det tryggest, der ligervis som Sankt Søren og andre hel-lige Mænd var gaaet ind til det evige Foraar.

Men Sønden for Mos Sø, ad den gamle Kongevej, der fører ind over Hederne til Ribe og længere mod Sønder, rider en Svend med sin Jomfru.

Sandt at sige bekymrer de sig lidet om Hertug Christians Mellemværende med Sankt Søren, ejheller synes de, at Verden er saa helt slem. Tværtimod: De Blikke, som Erngaard og Junker Ru-dolph tilkaster hinanden, fortæller, .af de begge lover sig selv og hinanden en Del vidunderlige Ting af denne ilde om-talte Verden.

De to har en lang Rejse foran sig. Men heller ej dette ængster dem. Hvor-for skulde det ogsaa det? Vorherres lyse Vaardage og det unge Menneskesind har det jo ens: De synes, at der er uendelig langt til Aften og til Sommerens Ende.

Udgivet af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger. Redaktør: caiul. polit. A. Axelsen Drejer — Redaktion og Ekspedition: Njalsgade 15, København S.

Det Iloffensbergske Etubl. *¥***¥**#¥

C D D MAN U FAKTUR BTT wLJr * [ty • aarhus • K 0 B E N HAVN * odense

SUGER BEDST

FÆLLESFORENINGEN FOR DANMARKS BRUGSFORENINGER

Afsvamp al Udsæd — Sæd som Frø — med Sanagran!

Lige anvendeligt til Tør- og Vaadafsvampning.

Dansk Fabrikat • Højeste Kviksølvindhold Største Virkning

Sanagran har ikke fulgt andre Varer i Pris-stigningen, men noteres endnu til gammel Pris indgiv derfor Deres Ordre nu.

DET GØDNINGS*

DANSKE SSaÆa*** KOMPAGNI

Qg%>tittajltm DECROTTES " hjælper straks. <#<&><&

En Læge skriver: Kgl. dansk Patent »Jeg skal tilføje, at ved et Par Tilfælde af sær-

deles haardnakket Bronchitis, der hos et Par Børn — som saa ofte — afløste en heftig Kighoste, har det været paafaldende, at »Decrottes havde en bedre Virkning naa Bronchitis end de forud al-mindelig anvendte Midler til Ekspektoration og Lindring af Halssymptomerne.

S. O. Brøndsted, Læge, Aarhus.« Talrige Læger har anbefalet det udmærkede

Naturprodukt. Faas i Deres Brugsforening. Fabr. Decrottes, Kbhvn Tlf.2613.

De tager aldrig Fejl, naar De overbeviser Dem om, at de Transportspande, De køber,

paa Brystet bærer enten Navnet

PERFECT eller REFORM samt vort F M Varemærke, der er

Garanti for, at De faar Spande som ikke er svejsede, men pressede af

fineste Kvalitet Staalplade og tre-dobbelt fortinnede i reneste Tin.

A/S FREDERIKSBERG METALVAREFABRIK — KØBENHAVN F -

OG

REFORM

Men det forhindrer ikke, at man kan være fiks og

net paaklædt under Arbejdet i Huset. Se f. Eks. denne

smukke Husholdningskittel, Dessin 5403, den er baade

praktisk og klædelig. — Føres i Størrelser 40—50.

Pris Kr. 5,40

Til Herrerne har vi en Sports- og Arbejdsskjorte,

Dessin 311/487, Størrelser 33—43, i en praktisk Farve.

Det er en stærk Kvalitet og en bekvem Facon, man

kan røre sig i. Pris Kr. 3,75

Man skal ligne sit Arbejde. —

BJ 1% wp M A N U FA K T U R. H* 8#. AARHUS- KJØBENHAVN ODENSE