RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 1 af 25 1. Forord Med indførelsen af DS/EN ISO/IEC 17025:2000 er der sket en uddybning af kravene vedrørende dokumen-tation af metoder, herunder metodevalg og validering af metoder. Omfanget af den dokumentation, som DANAK kræver på området for kemisk prøvning afhænger fortsat af om der er tale om - standardmetoder, modificerede metoder eller egne metoder. Da der i enhver standard er mulighed for fortolkning, har det længe været et ønske fra flere sider, at få udar-bejdet et uddybende dokument for at sikre en mere ensartet fortolkning af kravene til validering. Et sådant arbejde blev påbegyndt før indførelsen af ISO 17025 og endeligt genoptaget i perioden december 2002 - juni 2003, hvor dette dokument blev færdiggjort på grundlag af tidligere udarbejdede udkast. Dokumentet er udarbejdet af en arbejdsgruppe, nedsat af DANAK og bestående af en repræsentant fra DA-NAK samt af repræsentanter fra laboratorierne oprindelig udpeget via repræsentanter fra sektorudvalgene for hhv. miljø-området og fødevare-området. Der har ikke været deltagelse af repræsentanter fra sundhedsom-rådet. Der har i projektets forløb vist sig behov for ikke blot at fortolke standardens krav overfor laboratorierne på området; men også at vejlede i bedømmelse af laboratorier. Det færdige dokument skal generelt opfattes som en retningslinie for kemisk analytiske laboratorier; men indeholder desuden enkelte afsnit, som alene er rettet mod DANAK’s assessorer på området (Intern Vejledning). Hvor afsnit alene henvender sig til DANAK’s as-sessorer fremgår det af teksten. Desuden indeholder dokumentet instruktion og eksempler på, hvordan meto-devalidering kan gennemføres. Det er en vigtig forudsætning for at kunne indføre fleksibelt akkrediteringsområde (også kaldet ”flexible scope”) i kemiområdet at retningslinierne i dette dokument følges. Indholdsfortegnelse

1 Forord............................................................................................................................................... side 1

2 Formål og gyldighedsområde........................................................................................................... side 1

3 Referencer ........................................................................................................................................ side 2

4 Definitioner ...................................................................................................................................... side 4

5 Omfang af en metodevalidering....................................................................................................... side 9

6 Gennemgang af de karakteristiske parametre for en analysemetode ............................................. side 14

7 Opfølgning på metodevalidering.................................................................................................... side 24

8 Laboratoriets kompetance .............................................................................................................. side 24

9 Laboratoriets dokumentation ......................................................................................................... side 25

10 Ikrafttræden.................................................................................................................................... side 25

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 2 af 25 2. Formål og gyldighedsområde DANAK’s retningslinier omhandler DANAK’s tolkning af relevante paragraffer i akkrediteringskriterierne, udarbejdet med henblik på at sikre en ensartet sagsbehandling og bedømmelse af ansøgende og akkrediterede laboratorier samt for at ligestille behandlingen af danske laboratorier med laboratorier i andre lande. Denne retningslinie fastlægger DANAK’s fortolkning af pkt. 5.4 og specielt pkt. 5.4.5 i DS/EN ISO/IEC 17025:2000 for kemisk analytiske laboratorier, vedrørende metodedokumentering – herunder især laborato-riernes stillingtagen til nødvendig validering af anvendte analysemetoder, samt til vurdering af resultaterne af et sådant valideringsarbejde. Retningslinien er udarbejdet med udgangspunkt i gældende internationale stan-darder og guidelines på området jfr. referencerne anført i pkt. 3. DANAK’s tolkning af akkrediteringskrave-ne er i denne retningslinie formuleret som krav til laboratorierne; men disse kan dog fraviges, hvis et labora-torium opnår DANAK’s skriftlige accept af en alternativ tolkning af kravene i ISO 17025. Måleusikkerhed (usikkerhedsbudgetter), som bør være en del af metodevalideringen er ikke uddybende be-handlet i dette dokument. Der henvises her til hhv. GUM dokumentet [17] samt Eurachem, CITAC – doku-mentet [18]. Retningslinien dækker i denne udgave udelukkende kvantitative, analytiske metoder; men dækker ikke prø-veudtagning i forbindelse med gennemførelse af disse metoder. I de tilfælde, hvor der er specifikke krav fastsat af myndigheder (i bekendtgørelser, m.m.), skal disse krav følges uanset, at der kan være afvigelser i forhold til denne retningslinie. Enkelte afsnit beskriver alene vejledning til DANAK’s assessorer (5.5 pind 6 og 5.7) og dokumentet beteg-nes derfor også Intern Vejledning. Desuden indeholder dokumentet vejledning og eksempler på, hvordan me-todevalidering kan gennemføres (afsnit 6). Retningslinien kan dog ikke som sådan betragtes som en håndbog i metodevalidering i forbindelse med laboratoriernes efterlevelse af kravene i ISO 17025. Retningslinien er gældende for alle kemisk analytiske laboratorier, som er, eller ansøger om at blive, akkre-diteret til prøvning. 3. Referencer [ 1] McNaught & Wilkinson: Compendium of Chemical Terminology, 2nd ed., IUPAC,1997 (ISBN 0-

86542-684-8). BEMÆRKNINGER: Kendt som IUPAC’s “Gold Book”. Tilgængelig på internet-adressen: www.iupac.org/publications/compendium/index.html [ 2] DS 2344: Metrologi. Terminologi. Grundlæggende og generelle begreber. 2. udgave, Dansk Stan-

dard, 1995. BEMÆRKNING: Dansk oversættelse af: International vocubulary of basic and general terms in metrology (VIM) (BIPM, IEC, IFCC, ISO,

IUPAC, IUPAP, OIML, 2nd ed., 1993)

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 3 af 25 [ 3] DS/EN ISO/IEC 17025: Generelle krav til prøvnings- og kalibreringslaboratoriers kompetence, 1. ud-

gave, Dansk Standard, april 2000. [ 4] CITAC/Eurachem Guide: Guide to Quality in Analytical Chemistry. An Aid to Accreditation. Prepared

jointly by CITAC (The Cooperation on International Traceability in Analytical Chemistry) and Eurachem (A Focus for Analytical Chemistry in Europe), 2002.

BEMÆRKNINGER: 1. Guiden er baseret på de tidligere dokumenter ‘CITAC Guide 1’ og ‘Eurachem Guidance Document No. 1/WELAC Gui-

dance Document No. WGD 2’, idet der er taget højde for skiftet fra EN 45001 til ISO/IEC 17025 som akkrediteringsstandard. 2. Guiden baserer sig især på CITAC-dokumentet, idet der er foretaget relativt få ændringer og tilføjelser bl.a. vedr. omfanget af en metodevalidering. 3. Det tidligere dokument er ophævet som officielt EA-dokument (tidl. EA-4/05); dette dokument har (foreløbig) ikke fået tilsvarende status.

[ 5] IUPAC: Harmonized guidelines for single-laboratory validation of methods of analysis (IUPAC

Technical report). Resulting from the Symposium on Harmonization of Quality Assurance Systems for Analytical Laboratories, Budapest, Hungary, 4-5 November 1999, held under the sponsorship of IUPAC, ISO & AOAC INTERNATIONAL. Prepared for publication by Michael Thompson, Stephen L.R. Ellison and Roger Wood. Published in Pure Appl. Chem, Vol. 74, No.5, 2002 (s. 835 – 855).

[ 6] IUPAC: Harmonized guidelines for the use of recovery information in analytical measurement (Tech-

nical report). Resulting from the symposium on harmonization of internal quality assurance systems for analytical laboratories, Orlando DC, USA, 4-5 September 1996, held under the sponsorship of IU-PAC, ISO & AOAC INTERNATIONAL.

[ 7] Miljøstyrelsens referencelaboratorium: Håndbog i Metodevalidering for Miljølaboratorier, VKI sag nr.

404444/910, Sept. 1994. [ 8] NMKL-procedyre Nr. 4: Validering av kjemiske analysemetoder, Nordisk Metodikkomite for næ-

ringsmidler, 2. utgave (2002) (Draft). [ 9] Eurachem Guide: The Fitness for Purpose of Analytical Methods. A Laboratory Guide to Method Vali-

dation and Related Topics, 1st edition, Eurachem, Dec. 1998. [10] DS/EN ISO 9000: Kvalitetsstyringssystemer – Grundprincipper og ordliste. 1. udgave, Dansk Stan-

dard, december 2000. [11] Youden, W.J. & Steiner, E.H.: Statistical Manual of the AOAC, Association of Official Analytical

Chemists, 1975. [12] DS/ISO 5725-1: Nøjagtighed (korrekthed og præcision) af målemetoder og resultater. Del 1:Ge-

nerelle principper og definitioner, Dansk Standard, 1995. BEMÆRKNING: Standarden findes på dansk i et uofficielt ”udkast til oversættelse” fra oktober 1998 [13] ISO 3534-1:1993: Statistics – Vocabulary and symbols. Part 1: Probability and general statistical

terms, ISO, 1993. BEMÆRKNING: Den foregående udgave af ISO 3534 fra 1977 findes i en dansk oversættelse som DS 2163, Statistik. Terminologi og symbo-

ler, Dansk Standard, Oktober 1980. Denne udgave af ISO 3534-1 findes ikke i dansk oversættelse.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 4 af 25 [14] ISO Guide 30:1992, Terms and definitions used in connection with reference materials, ISO 1992. [15] ISO Guide 43-1:1997: Proficiency testing by interlaboratory comparisons. Part 1: Development and

operation of proficiency testing schemes. [16] ISO Guide 43-2:1997: Proficiency testing by interlaboratory comparisons. Part 2: Selection and use

of proficiency testing schemes by laboratory accreditation bodies. [17] BIPM, IEC, IFCC, ISO, IUPAC, IUPAP, OIML: Guide to the expression of uncertainty in measure-

ment, ISO, Geneva, 1993. BEMÆRKNING: Dokumentet omtales ofte som “GUM”. Tolket på det kemisk, analytiske område i form af dokumentet Quantifying Uncer-

tainty in Analytical Measurement [18]. [18] Eurachem, CITAC: Quantifying Uncertainty in Analytical Measurement, 2. edition, 2000 BEMÆRKNINGER: Dokumentet betegnes af Eurachem og CITAC som QUAM:2000. P1. EA refererer til dokumentet som en officiel fortolkning af akkrediteringskravene. [19] Poulsen, Holst & Molin Christensen: Metodeevaluering og kvalitetsstyring af kemiske måleprocesser,

Arbejdsmiljøinstituttet, København 1993. (ISBN 87-7534-440-8). [20] Funk, Dammann & Donnevert: Quality Assurance in Analytical Chemistry, VCH Verlagsgesellschaft

mbH, Weinheim, Tyskland, 1995 (ISBN 3-527-28668). [21] IUPAC: Nomenclature in evaluation of analytical methods including detection and quantification ca-

pabilities. Recommendations. 1995. Published in Pure Appl. Chem. Vol 67 (1995) p. 1699 – 1723. 4. Definitioner og beskrivelse af begreber Her defineres de begreber, der anvendes i denne retningslinie for at sikre en klar og entydig forståelse af be-greberne. Så vidt muligt er der taget udgangspunkt i internationalt anerkendte definitioner, men der er tilfæl-de, hvor disse ikke er entydige, og der er derfor valgt en ”egen definition” gældende for denne retningslinie. Mange af begreberne kan også have andre - mere eller mindre branchespecifikke - benævnelser, hvilket er acceptabelt, hvis laboratoriet har gjort sig betydningen klar i valideringsmæssig sammenhæng. Som eksem-pel kan nævnes, at man i denne retningslinie har valgt at anvende udtrykket ”analyseparameter” (til forskel fra ”karakteristisk parameter” – jf. definition i punkt 4.9) for den størrelse eller egenskab, der analyseres for (jf. definition i punkt 4.2). Andre benævnelser kunne her være komponent, målestørrelse, analyt, species el-ler andet. Bemærk, at der i videst muligt omfang er medtaget de noter, der er knyttet til definitionen i den anførte refe-rence (NOTE(R)). I enkelte tilfælde er der endvidere tilføjet nogle bemærkninger af betydning for forståelsen af den pågældende definition i relation til denne retningslinie (BEMÆRKNING(ER)). 4.1 Analysemetode [egen definition] Forskrift, der detaljeret beskriver et kemisk analytisk forløb med henblik på at bestemme/identificere en eller flere analyseparametre.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 5 af 25

BEMÆRKNING: 1. ”Analysemetode” er det almindeligt anerkendte og anvendte begreb i laboratorierne, men der findes ikke nogen officiel de-finition af begrebet. I definitionsstandarden, DS 2344 [2] defineres begreberne: 2. ”Målemetode” = logisk sekvens af operationer, generisk beskrevet, anvendt ved udførelsen af målinger. - ”Måleprocedure” = sæt af operationer, detaljeret beskrevet, anvendt ved udførelsen af bestemte målinger i overensstemmel-se med en given målemetode.

4.2 Analyseparameter [egen definition] Det grundstof, den kemiske forbindelse eller den egenskab, der ønskes detekteret og kvantificeret ved gen-nemførelse af en analysemetode.

BEMÆRKNING: I denne retningslinie anvendes begrebet ”analyseparameter” ikke kun for rent kemiske stoffer og forbindelser, men også for størrelser som f.eks. tørstof, pH, ledningsevne, diverse samleparametre m.v.

4.3 Bias [12] (eng.: Bias) Forskel mellem den forventede middelværdi af måleresultatet og en accepteret referenceværdi. NOTE: Bias er den totale systematiske fejl i modsætning til den tilfældige fejl. Der kan være én eller flere systematiske fejlkompo-

nenter, der bidrager til bias. En stor systematisk afvigelse fra den accepterede referenceværdi giver sig udtryk i en stor bias. 4.4 Blindværdi [egen definition] En blindværdi fås som resultat af analyse af en prøve, der så vidt muligt er uden indhold af de(n) aktuelle analyseparameter(tre) - og ved gennemførelse af hele analysemetoden.

BEMÆRKNINGER: 1. Den anførte type af blindværdi, kaldes også for ”prøveblind”, og er den størrelse, der refereres til i resten af denne ret-ningslinie. 2. Til forskel fra ”prøveblind” opereres der i visse sammenhænge også med ”reagensblind”.

4.5 Detektionsgrænse [egen definition] (eng.: Limit of Detection) Der findes mindst to forskellige opfattelser i relation til definitionen af begrebet ”detektionsgrænse”: (1) Detektionsgrænsen defineret ud fra ønsket om at undgå, at en prøve uden indhold af analyseparameter fejlagtigt tilskrives en koncentration (falsk positiv), og samtidig at undgå at en prøve som indeholder analy-separameteren fejlagtigt rapporteres som ”ikke detekteret” (falsk negativ). Definitionen af detektionsgrænse bliver da: Det laveste indhold af en analyseparameter, som kan detekteres med en nærmere defineret grad af konfidens (f.eks. 95, 99 eller 99,7%) ved anvendelse af en given analysemetode. (2) Detektionsgrænsen defineret ud fra ønsket om en vis maksimal usikkerhed på resultatet. Definitionen af detektionsgrænse bliver da: Det mindste indhold, som kan måles med en rimelig statistisk sikkerhed [9].

BEMÆRKNINGER: 1. Udtrykt i statistiske termer kan definition (1) også formuleres som ”Resultatet af en måling udført med en given målepro-cedure, for hvilket sandsynligheden for et analytisk falsk negativt resultat er β, givet at sandsynligheden for et analytisk falsk positivt resultat er α”. IUPAC anbefaler at α og β som udgangspunkt tillægges værdien 0,05. 2. Hvis en måling giver en værdi under detektionsgrænsen, kan resultatet opgives som ”nul eller mindre end detektionsgræn-sen” - IKKE som ”nul”.

4.6 Frihedsgrader [egen definition] (eng.: Degrees of Freedom) Antal uafhængige bestemmelser (estimationer) af en given statistisk størrelse (f.eks. gennemsnit eller stan-dardafvigelse), der kan gennemføres på baggrund af et givet datasæt. BEMÆRKNING: Jo større antal frihedsgrader, jo bedre er det statistiske grundlag for bestemmelsen af den pågældende størrelse.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 6 af 25 4.7 Følsomhed [2 + 9] (eng.: Sensitivity) Ændringen i respons på et måleinstrument divideret med den tilsvarende ændring i stimulus. NOTE: Stimulus kan f.eks. være mængden af tilstedeværende analyt. Følsomheden kan afhænge af værdien for den pågældende sti-

mulus. Selv om denne definition tydeligvis vedrører måleinstrumenter, så kan den også anvendes i forbindelse med analy-semetoder som helhed, idet der også tages hensyn til andre faktorer som prøveforberedelse m.v.

BEMÆRKNING: Følsomheden kan ofte udtrykkes ved hældningen af den lineære kalibreringskurve. 4.8 Genfinding [egen definition] (eng.: Recovery) Påvisning af en kendt mængde af en analyseparameter, der er tilsat en prøve og medtaget gennem hele analy-semetoden. Efter at have fratrukket eventuelt påvist indhold af den pågældende analyseparameter i den op-rindelige prøve uden tilsætning kan genfindingsprocenten beregnes som procent af den tilsatte mængde. BEMÆRKNINGER: 1. Tilsætningen skal tilstræbes at være på et niveau i forhold til prøvens indhold, så der ikke skal udføres forskellige fortyn-

dinger, men samtidig også være så stort, at differencen mellem prøvens indhold og prøve plus tilsat analyseparameter kan be-stemmes med en usikkerhed ikke større end ved bestemmelse af prøvens indhold.

2. Genfindingsforsøg anvendes blandt andet til at følge ekstraktions-, oprensnings- og inddampningstab, men kan ikke an-vendes alene til vurdering af f.eks. ekstraktionseffektiviteten.

3. Genfindingsforsøg anvendes til at fjerne bias. 4.9 Karakteristisk parameter [egen definition] (eng.: Performance Parameter / Characteristic) Karakteristika for en analysemetode, der fastlægger dens muligheder og begrænsninger (måleområde, speci-ficitet, præcision m.v.) BEMÆRKNING: Blev tidligere kaldt ”ydeevneparameter”. 4.10 Korrekthed [12] (eng.: Trueness) Grad af overensstemmelse mellem middelværdien for en population af måleresultater og den accepterede re-ferenceværdi.

NOTER: 1. Korrekthed udtrykkes normalt som metodens bias. 2. Korrekthed har været betegnet som ”nøjagtighed af middelværdien”. Denne sprogbrug bør undgås.

4.11 Kvantifikationsgrænse [egen definition] (eng.: Limit of Quantitation) Den laveste koncentration som kan bestemmes med en acceptabel laboratoriereproducerbarhed og korrekt-hed. BEMÆRKNINGER: 1. Kvantifikationsgrænsen udgør den nedre grænse for måleområdet. 2. I tidligere definitioner af begrebet ses ofte refereret til repeterbarhed i stedet for laboratoriereproducerbarhed. 4.12 Laboratoriereproducerbarhed [egen definition] Præcision under reproducerbarhedsbetingelser, idet disse i dette tilfælde ikke omfatter udførelse i forskellige laboratorier. BEMÆRKNING: Kaldes også ”Intermediær præcision”, ”Intern reproducerbarhed” m.m. 4.13 Linearitet [egen definition] (eng.: Linearity) Evnen til at frembringe et signal (respons), som er ligefrem proportionalt med koncentrationen af den givne analyseparameter.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 7 af 25 BEMÆRKNINGER: 1. Fastlæggelse af linearitet anvendes blandt andet i forbindelse med udarbejdelse af en kalibreringskurve. 2. Ved fastlæggelse af kalibreringskurver kan ikke-linearitet forekomme 4.14 Lineært område [1, egen oversættelse] Koncentrationsområde inden for hvilket, intensiteten af det opnåede signal er direkte proportionalt med kon-centrationen af analyseparameteren, der frembringer signalet. BEMÆRKNING:

I originalteksten [1] er anvendt det lidt specielle udtryk ”species”, for det, der her er oversat til ”analyseparametre”. 4.15 Matrice [1, egen oversættelse] (eng.: Matrix) Alle komponenter i prøven, med undtagelse af de(n) aktuelle analyseparameter(tre). 4.16 Måleområde [7] (eng.: Measuring Range) Det koncentrationsområde, inden for hvilket den aktuelle analyseparameter kan bestemmes med en nærmere fastlagt korrekthed og præcision. NOTER: 1. Måleområdet kan godt indeholde et bredere koncentrationsområde end et lineært område, idet sammenhæng mellem re-

spons og koncentration ikke i alle tilfælde skal betragtes som værende lineære. 2. Måleområdet skal defineres i forhold til analyt, matrice og relevant anvendelsesområde. 3. Korrekthed og præcision skal være acceptable i hele det validerede måleområdet. 4. Undertiden kan det forekomme, at målemetodens totale måleområde ikke er kendt og dokumenteret. 4.17 Måleusikkerhed [2] (eng.: Measurement Uncertainty) En parameter knyttet til måleresultatet og som karakteriserer de værdiers spredning, som med rimelighed kan tillægges målestørrelsen. NOTER: 1. Denne parameter kan fx være en standardafvigelse (eller et givent multiplum af denne) eller den halve bredde af et inter-

val, som har et angivet konfidensniveau. 2. Måleusikkerhed omfatter i almindelighed mange komponenter. Nogle af disse kan evalueres på basis af den statistiske for-

deling af resultaterne af måleserier og kan karakteriseres ved eksperimentelle standardafvigelser. Andre komponenter, som også karakteriseres ved standardafvigelser, er evalueret på grundlag af antagne sandsynlighedsfordelinger baseret på erfaring eller på anden information.

3. Det skal forstås, at måleresultatet er det bedste estimat af målestørrelsens værdi og at alle usikkerhedskomponenter, inklu-sive dem som stammer fra systematiske effekter (fx komponenter knyttet til korrektioner og referencenormaler), bidrager til spredningen.

[Denne definition er den samme som i ”Guide to the expression of uncertainty in measurement” [17] i hvilken den logiske begrundelse er detaljeret (især i afsnit 2.2.4 og anneks D)].

4.18 Nøjagtighed [12] (eng.: Accuracy) Grad af overensstemmelse mellem et måleresultat og den accepterede referenceværdi NOTE: Anvendt i forbindelse med en række måleresultater omfatter udtrykket nøjagtighed en kombination af tilfældige komponenter

og en fælles systematisk fejl eller biaskomponent

BEMÆRKNING: I GUM’en [17] udtrykkes definitionen i relation til ”sand værdi af målestørrelsen” i stedet for ”..den accepterede reference-

værdi”. 4.19 Præcision [12] (eng.: Precision) Grad af overensstemmelse mellem uafhængige måleresultater, som er opnået under fastlagte betingelser.

NOTER: 1. Præcision afhænger kun af fordelingen af de tilfældige fejl, og har ingen relation til en sand værdi, en konventionel sand værdi eller en accepteret referenceværdi.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 8 af 25

2. Præcision udtrykkes ofte som ”mangel på præcision” og beregnes som spredningen af måleresultaterne. Mindre præcision svarer til større spredning. 3. Udsagnet ”uafhængige måleresultater” betyder, at resultaterne er opnået på en måde, så de ikke er påvirket af nogen tidli-gere resultater for det samme eller lignende måleobjekter. Kvantitative mål for præcision afhænger kritisk af de fastlagte må-lebetingelser. Repeterbarheds- og reproducerbarhedsbetingelser er yderpunkter for fastlagte målebetingelser.

4.20 Repeterbarhed [12] (eng.: Repeatability) Præcision under repeterbarhedsbetingelser. 4.21 Repeterbarhedsbetingelser [12] (eng.: Repeatability Conditions) Betingelser, hvor uafhængige måleresultater opnås med samme metode på identiske prøver i samme labora-torium, af samme operatør, med samme udstyr og inden for korte tidsintervaller. 4.22 Repeterbarhedsstandardafvigelse [12] (eng.: Repeatability Standard Deviation) Spredning i fordelingen af måleresultater opnået under repeterbarhedsbetingelser. NOTER: 1. Repeterbarhedsstandardafvigelsen er et udtryk for variationen i fordelingen af måleresultater under repeterbarhedsbetingel-

ser. 2. Tilsvarende kunne ”repeterbarhedsvarians” og ”repeterbarhedsvariationskoefficient’’ defineres og anvendes som et udtryk

for variationen af måleresultater under repeterbarhedsbetingelser. 4.23 Reproducerbarhed [12] (eng.: Reproducibility) Præcision under reproducerbarhedsbetingelser. 4.24 Reproducerbarhedsbetingelser [12] (eng.: Reproducibility Conditions) Betingelser, hvor uafhængige måleresultater opnås med samme metode på identiske prøver i forskellige la-boratorier af forskellige operatører med forskelligt udstyr. 4.25 Reproducerbarhedsstandardafvigelse [12] (eng.: Reproducibility Standard Deviation) Spredningen i fordelingen af måleresultater opnået under reproducerbarhedsbetingelser. NOTER: 1. Reproducerbarhedsstandardafvigelsen er et udtryk for variationen i fordelingen af måleresultater under reproducerbarheds-

betingelser. 2. Tilsvarende kunne ”reproducerbarhedsvarians” og ”reproducerbarhedsvariationskoefficient’’ defineres som udtryk for va-

riationen i fordelingen af måleresultater under reproducerbarhedsbetingelser. 4.26 Robusthed [8 + egen definition] (eng.: Robustness/Ruggedness) Analysemetodens grad af uafhængighed af mindre afvigelser i analysemetodens eksperimentelle betingelser. 4.27 Selektivitet [4, egen oversættelse] (eng.: Selectivity) Selektiviteten af en analysemetode refererer til i hvilken grad analysemetoden er anvendelig til at bestemme tilstedeværelsen af specifikke analyseparametre i en kompleks blanding (matrice) uden interferenser fra an-dre analyseparametre i blandingen. BEMÆRKNINGER: 1. En analysemetodes evne til kun at måle, hvad den er tiltænkt at måle (metodens ”specificitet”). 2. Manglende selektivitet af en analysemetode kommer bl.a. til udryk ved de interferenser, der kan genere bestemmelsen af

den søgte analyseparameter. 3. Selektiviteten skal ses i forhold til den aktuelle analyseparameter - hvad enten denne er et enkelt stof eller en stofgruppe. 4.28 Validering [10] (eng.: Validation) Bekræftelse af - ved tilvejebringelse af objektivt vidnesbyrd* - at kravene til en specifik tilsigtet brug eller anvendelse er blevet opfyldt.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 9 af 25 NOTER:

1. Udtrykket ”valideret” anvendes til at betegne den tilsvarende status. 2. Ved validering kan brugs-/anvendelsesforholdene være virkelige eller simulerede. [* Objektivt vidnesbyrd defineres i [10]: Data, der underbygger tilstedeværelsen af eller sandheden om noget (NOTE: Ob-jektivt vidnesbyrd kan opnås ved observation, måling, prøvning eller på andre måder)]

BEMÆRKNING: - Forskellen på begreberne ”validering” og ”verificering” mht. den praktiske håndtering heraf diskuteres nærmere i afsnit 5 i denne retningslinie.

4.29 Verificering [10] (eng.: Verification) Bekræftelse af - ved tilvejebringelse af objektivt vidnesbyrd - at specificerede krav er blevet opfyldt. NOTER:

1. Termen ”verificeret” benyttes til at betegne den tilsvarende status. 2. Bekræftelse kan omfatte aktiviteter som fx: - gennemførelse af alternative beregninger - sammenligning af en ny produktspecifikation med en lignende gennemprøvet produktspecifikation - udførelse af prøvninger og demonstrationer - gennemgang af dokumenter inden udstedelse.

BEMÆRKNINGER: 1. Forskellen på begreberne ”validering” og ”verificering” mht. den praktiske håndtering heraf diskuteres nærmere i afsnit 5 i denne retningslinie. 2. Verificering vil i denne retningslinie blive opfattet som en eftervisning af de fundne værdier for karakteristiske parametre, der tidligere er fundet ved metodevalidering - enten af laboratoriet selv eller i forbindelse med udgivelse og dokumentation af en udgivet og anerkendt metode.

5. Omfang af en metodevalidering

Laboratoriet skal i forbindelse med enhver prøvning inden for akkrediteringsområdet have foretaget en be-vidst vurdering af den anvendte analysemetodes egnethed i forhold til formålet med den givne prøvning. Egnetheden skal være afstemt med rekvirentens behov og være dokumenteret gennem en hensigtsmæssig va-lidering, idet der for hver prøvetype (matrice), analysemetoden tænkes anvendt på, skal være opstillet og gennemført et passende valideringsprogram (en protokol). Der eksisterer en række generelle, overordnede krav til, hvor omfattende et sådant valideringsprogram skal være (bl.a. i DS/EN/ISO/IEC 17025). Heraf fremgår det imidlertid også at omfanget af et valideringsprogram som helhed, såvel som omfanget af vurderingen af den enkelte karakteristiske parameter skal fastlægges i re-lation til den konkrete situation . Dette afsnit i retningslinien gennemgår en række væsentlige aspekter vedrørende fastlæggelse af det relevan-te omfang af en metodevalidering. De enkelte karakteristiske parametre og deres betydning i forbindelse med en metodevalidering bliver gennemgået i afsnit 6 i denne retningslinie. 5.1 Validering / verificering Begreberne validering og verificering bliver ofte knyttet sammen i forbindelse med omtalen af det nødvendi-ge omfang af en metodevalidering, idet verificering ofte bliver omfattet som en proces, der er mindre omfat-tende (og dermed mindre arbejdskrævende) end en validering. Det er vigtigt, at laboratoriet har foretaget en behovsvurdering af den konkrete opgave og på baggrund heraf har fastlagt et valideringsprogram (en protokol), med udgangspunkt i 1) opgavens karakter – herunder rekvirentens krav hertil

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 10 af 25 2) den aktuelle analysemetode og dokumentationen heraf i forhold til en opgave af den karakter Er der i situationen ikke stillet nye krav til analysemetoden og har alle relevante, karakteristiske parametre været fuldt dokumenterede i forbindelse med en tidligere validering, kan laboratoriet have valgt at verificere én eller flere (evt. alle) karakteristiske parametre. Herved skal laboratoriet have dokumenteret, at man under udførelse af analysemetoden i den givne situation overholder specifikationerne, som de er fastlagt i forbin-delse med et tidligere valideringsarbejde. Dette tidligere valideringsarbejde kan være udført af laboratoriet selv eller stamme fra udgivelse og dokumentation af en anerkendt metode. Afhængig af situationen kan et valideringsarbejde altså komme til at bestå af alt mellem fuld validering af al-le karakteristiske parametre (dvs. ingen verificeringer) og lutter verificeringer af alle relevante karakteristiske parametre (se oversigten i afsnit 5.3). I de tilfælde, hvor laboratoriet kan ”nøjes” med en verificering af en tidligere valideret karakteristisk parame-ter, kan denne bestå i f.eks. • eftervisning af lineært område ved måling på færre niveauer end ved den oprindelige validering • sammenligning af resultater fra metode før og efter modifikation • eftervisning af præcision med færre antal gentagelser end ved den oprindelige validering • ….. Laboratoriet kan også have argumenteret for, at alle karakteristiske parametre for en analysemetode er verifi-ceret under ét gennem deltagelse i et præstationsprøvningsprogram, forudsat at det prøvede materiale har væ-ret repræsentativt for den aktuelle anvendelse af metoden mht. matrice, analyseparametre, koncentrationsni-veau(er) m.v. Omfanget af verificeringen skal have stået i et rimeligt forhold til de aktuelle krav til laboratoriets udførelse af metoden. Enhver anvendelse af verificering som en del af et valideringsarbejde skal være velbegrundet - specielt når laboratoriet har en akkreditering med ”flexible scope”, idet der her lægges vægt på laboratoriets kompetence og rutine på det pågældende område. 5.2 Generelle krav til omfang af metodevalidering Valideringen skal være så omfattende, som det er nødvendigt for at imødekomme behovene i forbindelse med den givne anvendelse – eller det givne anvendelsesområde. En validering bør (som minimum) omfatte: 1) en specifikation af rekvirentens behov i forbindelse med den pågældende prøvning; 2) fastlæggelse af analysemetodens karakteristiske parametre i forhold til det aktuelle behov; 3) en undersøgelse af om de aktuelle behov kan imødekommes ved anvendelse af analysemetoden med de

fastlagte karakteristiske parametre; 4) udarbejdelse af en erklæring vedrørende analysemetodens validitet. I den resulterende erklæring, skal der også være en bevidst stillingtagen til, hvorfor visse af analysemetodens karakteristiske parametre evt. ikke er fundet relevante i forbindelse med den pågældende validering. Det kunne f.eks. være en udeladelse af validering af detektionsgrænsen, hvis metoden udelukkende skal anven-des ved høje koncentrationer. Findes der branchespecifikke krav mht. form og omfang af en metodevalidering, må det accepteres, at labo-ratoriet følger disse krav.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 11 af 25 5.3 Omfang af metodevalidering afhængigt af type analysemetode Omfanget af metodevalidering skal vurderes konkret i det enkelte tilfælde, idet det er afgørende hvilken type analysemetode, der skal anvendes i den aktuelle situation. I akkrediteringsstandarden, DS/EN/ISO/IEC 17025 fastslås det i pkt. 5.4.2, at: ”Laboratoriet skal anvende prøvnings- og/eller kalibreringsmetoder, herunder metoder til prøveudtag-

ning, der opfylder rekvirentens behov, og som er relevante for de prøvninger og/eller kalibreringer, la-boratoriet påtager sig. Der skal fortrinsvis anvendes metoder, der er udgivet i form af internationale, re-gionale eller nationale standarder”

og videre: ”Hvis rekvirenten ikke specificerer metoden, der skal anvendes, skal laboratoriet vælge egnede metoder,

der enten er udgivet i internationale, regionale eller nationale standarder eller af anerkendte tekniske or-ganisationer eller i relevante videnskabelige publikationer eller er specificeret af fabrikanten af udstyret. Selv-udviklede metoder eller metoder indført af andre laboratorier kan også anvendes, hvis de er egnede til det givne formål, og hvis de er validerede. Rekvirenten skal oplyses om den valgte metode.

Laboratoriet skal dokumentere, at det kan anvende standardmetoder korrekt, inden det indfører prøv-nings- eller kalibreringsmetoderne. Hvis standardmetoden ændres, skal valideringen gentages”

Standardiserede analysemetoder udgives af standardiseringsorganer (f.eks. DS, CEN, ISO) og anerkendte tekniske organisationer (f.eks. NMKL, AOAC m.fl.), m.v., men dokumentationen for den standardiserede analysemetode varierer. I visse tilfælde findes der ingen valideringsrapport som basis for analysemetoden, el-ler de karakteristiske parametre er ikke - eller kun delvist – valideret. Er dette tilfældet, er en verificering af laboratoriets evne til at anvende analysemetoden ikke umiddelbart mulig, og en validering er nødvendig. I denne retningslinie anvendes i øvrigt flere steder udtrykket ”anerkendt analysemetode” for analysemetoder af ovennævnte karakter, idet der dermed altså ikke er nogen sikkerhed for hvor godt en sådan analysemetode er dokumenteret. 5.4 Situationsafhængige krav til omfang af metodevalidering Nedenfor er givet nogle eksempler, som kan anvendes som udgangspunkt for vurderingen i forskellige situa-tioner. Generelt skal det nævnes, at kvantifikationsgrænse kun behøver at være medtaget, såfremt det er kræ-vet for det specifikke prøvningsområde.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 12 af 25 Eksempler på omfang af metodevalidering/-verificering i en række forskellige situationer: Situation Forventet omfang af laboratoriets metodevalidering/-verificering 1. Analysemetoden er udviklet

internt. Herunder anvendelse af en standardiseret analyse-metode på en matrice, som ikke er beskrevet i metoden

Fuld intern validering: Laboratoriet skal tage stilling til samtlige karakte-ristiske parametre (se afsnit 6), og gennemføre en passende validering heraf. I tilfælde af udeladelse af enkelte karakteristiske parametre i vali-deringsarbejdet, skal laboratoriet redegøre for udeladelsen.

2. 2a Analysemetoden er publiceret

i videnskabelig litteratur, men mangler vigtige karakteristi-ske parametre

Fuld intern validering som angivet under punkt 1.

2b Analysemetoden er publiceret i videnskabelig litteratur og specificerer vigtige karakteri-stiske parametre

Laboratoriet skal verificere sin evne til at anvende analysemetoden mht. de specificerede karakteristiske parametre. Laboratoriet skal vurdere be-hovet for validering af eventuelle manglende karakteristiske parametre.

3. 3a Analysemetoden er standardi-

seret eller er i øvrigt veletab-leret, men data fra ekstern va-lidering er ikke tilgængelige

Laboratoriet skal vurdere behovet for validering af de karakteristiske pa-rametre, som er kritiske for analysemetoden. Laboratoriet skal som mi-nimum dokumentere sin evne til at anvende analysemetoden med en kvalitet, som opfylder kundens behov.

3b Analysemetoden er publiceret af en af standardiserings-organisationerne, f.eks. DS, CEN, AOAC, NMKL, ISO m.fl.. Analysemetoden er eks-ternt valideret

Laboratoriet skal have verificeret sin evne til at leve op til de specificere-de karakteristiske parametre for analysemetoden. Selektivitet og robust-hed kan med rimelighed forventes undersøgt i forbindelse med standardi-seringsprocessen.

4. Analysemetoden er veletable-ret inden for prøvningsområ-det (jf. pkt. 2b ell. 3b) men anvendes med modifikation

Laboratoriet skal foretage en begrundet vurdering af hvilke mulige på-virkninger en modifikation af analysemetoden kan have på de enkelte ka-rakteristiske parametre. I de tilfælde, hvor der er tale om en relevant påvirkning, skal den pågæl-dende karakteristiske parameter valideres. Laboratoriet skal verificere den modificerede metode i forhold til specifi-kationerne for karakteristiske parametre i den oprindelige metode.

5. Skift af analysemetode Omfanget er principielt det samme, som anført under punkt 2 og 3. Så-fremt laboratoriets eksisterende analysemetode ved validering/-verificering viser sig at være fri for kendte systematiske fejl kan frem-gangsmåden ved undersøgelse af korrekthed være en sammenligning af resultaterne opnået med den ny og den gamle analysemetode. Mulighe-den for undersøgelse af korrekthed bliver dermed forbedret, da enhver naturlig prøve kan inddrages i arbejdet.

6. Udvidelse af en allerede ind-kørt og valideret analyseme-todes måleområde

Korrekthed og præcision skal undersøges for det ny måleområde, f.eks. ved undersøgelse af homogene kontrolmaterialer (punkt 5.6) eller delta-gelse i interlaboratorieundersøgelser.

7. Udskiftning af apparatur til nyt apparatur men med sam-me måleprincip

Måleområde, linearitet, detektionsgrænse, korrekthed og præcision skal være sammenlignet med data fra det gamle apparatur ved hjælp af homo-gene kontrolmaterialer (verificering) (se afsn. 5.6).

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 13 af 25 5.5 Omfang af metodevalidering i forbindelse med multimetoder Da multimetoder (dvs. analysemetoder, som i samme analysegang bestemmer to eller flere analyseparametre, f.eks. de fleste chromatografiske analyser) finder større og større anvendelse, samt løbende bliver mere og mere omfattende i deres anvendelsesområde, udgør de en speciel problemstilling mht. fastlæggelse af et re-levant og tilstrækkeligt valideringsomfang. Validering skal som minimum omfatte analyseparametre som beskrevet herefter. • Omfanget af validering eller verificering for de valgte analyseparametre afhænger af det konkrete til-

fælde. Det anførte under punkt 1 til 7 ovenfor kan anvendes som udgangspunkt ved fastlæggelsen heraf. • For alle analyseparametre skal laboratoriet have undersøgt instrumentel specificitet (f.eks. spektral eller

chromatografisk adskillelse) og detektionsgrænse. • Analyseparametre kan herefter være opdelt i grupper, hvor hver gruppe omfatter analyseparametre, der

er kemisk/fysisk beslægtede (f.eks. mht. kogepunkt, polaritet, funktionelle og strukturelle ligheder m.v.), og som kan forventes at opføre sig ens under analysegangen.

• Laboratoriet skal have dokumenteret begrundelsen for opdelingen i grupper. Inden for hver gruppe skal der være foretaget validering af et relevant antal analyseparametre i gruppen, dog mindst to, i-det der fortrinsvis bør være valgt analyseparametre, der repræsenterer yderpunkterne i den pågældende gruppe. Valget af analyseparametre skal være begrundet.

• For analyseparametre, som herefter ikke er selvstændigt validerede/verificerede for alle karakteristiske parametre, skal analysemetoden indeholde særlige krav til bestemmelse af relevante karakteristiske pa-rametre, første gang analyseparameteren detekteres i den pågældende matrice. Disse karakteristiske pa-rametre kan f.eks. være specificitet, detektionsgrænse, korrekthed og præcision.

• Assessoren bør sikre sig, at denne supplerende validering er gennemført ved at gennemgå et passende antal analyserapporter med henblik på at afdække, om der har været behov for opstilling og validering af særlige krav.

• Som opfølgning på valideringen af multimetoder bør laboratoriet i den interne kontrol på metoderne medtage et relevant antal analyseparametre, ud over dem, der blev udvalgt til den oprindelige valide-ring. Kontrollen bør være gennemført på mindst 2 niveauer, og altid på lavt niveau.

5.6 Anvendelse af homogene kontrolmaterialer I denne retningslinie refereres der gentagne gange til anvendelsen af ”homogene kontrolmaterialer” som ud-gangspunkt for fastlæggelse af analysemetodens korrekthed, præcision m.v. Afhængig af om der i den giv-ne fase af valideringsarbejdet skal dokumenteres sporbarhed, kan laboratoriet i princippet vælge mellem flere typer (niveauer) af kontrolmaterialer. Ved bestemmelse af korrekthed, skal højeste grad af sporbarhed af det anvendte kontrolmateriale altid være tilstræbt. De homogene kontrolmaterialer har traditionelt været beskrevet som følger (stigende grad af sporbarhed): I Kontrolmateriale på brugerniveau – dvs. erfaringsmæssigt et stabilt og homogent prøvemateriale (ikke

nødvendigvis kontrolleret systematisk for stabilitet og homogenitet) med en eller flere egenskaber, som har en tilstrækkelig veldefineret sammensætning, der svarer til prøvens. Kontrolmaterialer er egnede til den løbende kontrol af apparatur eller analysemetodens karakteristiske parametre til sikring og doku-mentation af, at fastlagte kvalitetskrav overholdes.

Anvendes alene til bestemmelse af repeterbarhed og reproducerbarhed og ikke til kalibrering. II Kommercielt tilgængeligt kontrolmateriale, som er kontrolleret for homogenitet og stabilitet evt. med

opgivet tillagt værdi, som dog ikke er bestemt ved en procedure, som berettiger til betegnelsen ’referen-cemateriale’. Sådanne materialer kan benyttes i den interne kvalitetskontrol i stedet for materialerne be-skrevet under I, endvidere kan forskellige laboratorier sammenligne analyseresultater på disse materia-ler, dvs. sammenlignende prøvninger mellem laboratorier, men uden sporbarhed.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 14 af 25 Sådanne materialer betegnes ofte referencematerialer, hvilket i henhold til internationale standarder ikke

er korrekt, se under III. III Referencematerialer er stabile og homogene materialer med en eller flere egenskaber, som er tilstrække-

ligt veldefinerede til at kunne anvendes til kalibrering af et apparatur, vurdering af en analysemetode el-ler sikring af sporbarhed på kontrolmaterialer.

IV Certificerede referencematerialer er referencematerialer med en eller flere egenskaber, hvis værdier er bestemt ved hjælp af teknisk gyldige måleprocedurer, og som er ledsaget af - eller er sporbart til - et certifikat eller anden dokumentation udgivet af en anerkendt, certificerende organisation.

Disse certificerede referencematerialer kan anvendes til kalibrering af udstyr, til kontrol af analyseme-toder, til kontrol af laboratoriepersonalets kompetence eller når to eller flere analysemetoder skal sam-menlignes.

(Definitionerne af III og IV er i overensstemmelse med de officielle definitioner i ISO Guide 30 [14]. For-muleringen under I og II, stammer hovedsageligt fra Handlingsplan for det metrologiske hovedområde: Ke-mi fra 1992) Laboratoriet bør have gjort sig overvejelser omkring anvendelse af homogene kontrolmaterialer på et rele-vant niveau i forbindelse med deres valideringsarbejde, idet der i videst muligt omfang er taget højde for be-hov for at anvende et kontrolmateriale med relevant matrice samt krav til sporbarhed. 5.7 Vurdering af omfang

DANAK’s assessorer skal

• vurdere, om laboratoriet fyldestgørende har afdækket krav til analysemetoden (f.eks. myndighedskrav eller andre almindeligt gældende krav i forbindelse med rutineanalyser; er der tale om nye eller revide-rede analysemetoder i forbindelse med udvidelse af akkrediteringen under et såkaldt ”flexible scope”, skal laboratoriet kunne dokumentere en tæt dialog med rekvirenten med henblik på afdækning af det ak-tuelle behov (gælder også for andre metoder);

• vurdere, om det opstillede valideringsprogram (protokol) og det udførte eksperimentelle arbejde kan an-ses for tilstrækkeligt til at dokumentere overholdelse af de opstillede krav og behov;

• vurdere, om resultatet af valideringen har vist, at de opstillede krav og behov er blevet opfyldt. Hvis DANAK’s assessorer herefter skønner, at der må stilles krav om yderligere dokumentation for den på-gældende analysemetode (dvs. gives som en afvigelse), bør et sådant krav underbygges med en begrundelse fra den ledende eller den tekniske assessor. Begrundelsen skal fremgå af besøgsrapporten.

6. Gennemgang af de karakteristiske parametre for en analysemetode

I det følgende gennemgås de parametre, som karakteriserer en analysemetode, og som således skal gøres til genstand for en vurdering af analysemetodens egnethed i en given prøvningssituation. Det drejer sig om følgende karakteristiske parametre: selektivitet, måleområde, linearitet, følsomhed, detek-tionsgrænse, kvantifikationsgrænse, robusthed, korrekthed (udtrykt ved bias), præcision, måleusikkerhed og nøjagtighed.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 15 af 25 6.1 Selektivitet 6.1.1 Definition Se punkt 4.27 (inkl. omtalen af begrebet ”specificitet”) 6.1.2 Indhold Valideringsprogrammet for selektivitet/specificitet bør omfatte undersøgelse af mulige interferenser. Disse bør som minimum omfatte: • undersøgelse af den rene (aktuelle) matrice eller en naturlig prøve med et så lavt indhold som muligt; • undersøgelse af en opløsning af de relevante analyseparametre i et simpelt medium; • undersøgelse af matrice spiket med rene analyseparametre. BEMÆRKNING: Evt. kendskab til potentielle interferenser afdækkes ved spikning med de pågældende interferensstoffer. 6.1.3 Omfang 1) I tilfælde af en anerkendt analysemetode (jf. afsnit 5.3), hvor specifikke interferensproblemer er omtalt, og hvor der ikke er begrundet mistanke om yderligere interferenser, skal der ikke være foretaget noget fra labo-ratoriets side (heller ingen verificering). I de tilfælde, hvor det drejer sig om anvendelse af laboratoriets egen-udviklede analysemetode, skal forvente-lige interferensproblemer være undersøgt og dokumenteret, jvf. beskrivelsen under indhold ovenfor. 2) Kunne en konkret anvendelsessituation give anledning til mistanke om yderligere interferensproblemer, skal disse være afklaret ved supplerende validering, inden analysemetoden er taget i anvendelse. 3) I laboratoriets erklæring vedrørende det valgte omfang af validering for den pågældende analysemetode, skal indgå overvejelser vedr. mulige interferenser - f.eks. • kemiske • spektrale • chromatografiske • detektionsmæssige • ekstraktionsmæssige • destillationsmæssige • m.fl. interferenser, idet disse er vurderet i forhold til (så vidt muligt) specifikt beskrevne prøvematricer, og (om re-levant) ved lave koncentrationer af de(n) aktuelle analyseparameter(tre). 6.2 Måleområde 6.2.1 Definition Se pkt. 4.16 6.2.2 Indhold Til fastlæggelse af måleområdet bestemmes korrekthed og præcision med prøver, hvis koncentrationer re-præsenterer det ønskede måleområde. En analysemetodes måleområde inkluderer evt. fortyndings-trin. 6.2.3 Omfang Laboratoriet skal have opstillet et valideringsprogram (protokol) med angivelse af, hvordan validering af analysemetodens måleområde kan fastlægges. Dette omfatter dokumentation af linearitet, korrekthed og præcision, jf. punkterne 6.3 (Linearitet), 6.8 (Korrekthed) og 6.9 (Præcision).

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 16 af 25 Korrekthed og præcision skal som minimum være dokumenteret ved måleområdets laveste og højeste kon-centrationsniveau. Ofte vil det være relevant, at laboratoriet også har foretaget supplerende bestemmelser ved et antal niveauer inden for måleområdet. Anvender laboratoriet analysemetoden på matricer, hvis indhold af analyseparameter ligger over måleområ-det, og som laboratoriet som følge deraf ønsker at fortynde, skal der foretages yderligere valide-ring/verificering. Alternativt kan laboratoriet undtagelsesvist rapportere resultatet som “over øvre grænse for valideret måleområde”. 6.3 Linearitet / ikke-linearitet 6.3.1 Definition Se pkt. 4.13 og 4.14 6.3.2 Indhold Evaluering af linearitet kan ske på forskellige trin af en analysemetode: Linearitet kan undersøges for kali-breringsfunktionen og dermed alene dække den instrumentelle måling, eller lineariteten kan undersøges for metoden som helhed og dermed være en undersøgelse af korrekthed som funktion af prøvens koncentration. De her beskrevne undersøgelser er rettede mod fastlæggelse af kalibreringsfunktionens forløb. Principperne kan dog i vid udstrækning også anvendes ved vurdering af linearitet for metoden som helhed Det grafiske forløb af kalibreringskurver (linearitet/ikke-linearitet) fastlægges ved at analysere en række ka-libreringsstandarder, som dækker hele det ønskede, instrumentelle måleområde. Kalibreringsstandarder kan være referencematerialer, som indeholder de aktuelle analyseparametre i det rette koncentrationsområde i re-levante matricer. Oftest anvendes ‘in-house’ kalibreringsstandarder i det ønskede koncentrationsniveau, helst bestående af den rette matrice. I tilfælde af at der anvendes ‘rene’ opløsninger som kalibreringsstandarder, er der risiko for, at der er matrice effekter, som der ikke tages højde for. I dette tilfælde skal der ofres særlig omhu ved bestemmelse af meto-dens korrekthed. 6.3.3 Omfang Kalibreringsfunktionen er grundlaget for alle efterfølgende kvantitative bestemmelser, og laboratoriet må derfor have udvist særlig omhu ved validering af forløbet. Erfaringerne viser, at ukendskab til kalibrerings-kurvens præcise forløb er en udbredt kilde til fejlagtige resultater ved den efterfølgende rutinemæssige an-vendelse af analysemetoden. Det er vigtigt, at linearitetsundersøgelsen er gennemført med kalibreringsstandarder af samme type, som se-nere anvendes ved rutineanalyse. Der eksisterer mange metoder til kalibrering og vurdering af linearitet, til dels dikteret af de forskellige ana-lyseteknikker og deres konkrete anvendelse. Denne retningslinie udstikker derfor ikke generelt gældende, de-taljerede retningslinier, som det vil være relevant at kræve i alle tilfælde.Alle laboratorier skal dog have gjort sig detaljerede overvejelser over, hvordan validiteten af den anvendte kalibreringsfunktion og dennes grafi-ske forløb undersøges og dokumenteres. Som minimum bør disse overvejelser være baseret på følgende fremgangsmåde: 1. Måling på minimum 6 kalibreringsstandarder jævnt fordelt over måleområdet. Målingerne bør så

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 17 af 25

vidt muligt være foretaget i én serie med minimum dobbelt-bestemmelser (evt. triple-) på hvert koncen-trationsniveau og i tilfældig orden. Skal analysemetoden især anvendes ved lave koncentrationer, bør målingerne yderligere omfatte supplerende koncentrationsniveauer i dette område.

2. Grafisk afbildning af respons som funktion af koncentration - både for enkeltværdier og for gen-nemsnit.

3. Vurdering af om der er (rimelig) varianshomogenitet over hele måleområdet (ud fra spredning på en-keltpunkter)

4. Gennemførelse af lineær regression. Regressionsberegningen bør være vægtet, hvis vurderingen af varianshomogeniteten under pkt. 3., peger på relevansen heraf.

5. Plotning af residualværdier i forhold til regressionslinien. 6. Vurdering af evt. outliere. Efter evt. forkastelse eller erstatning af ét eller flere datapunkter, skal pkt.

4. – 6. være gentaget. (Bemærk at forkastelse normalt kun bør have fundet sted, hvis laboratoriet har kunnet påvise en årsag til den ekstreme værdi, og hvis det i øvrigt efterlader tilstrækkeligt med punkter til gennemførelse af denne fremgangsmåde jf. pkt. 1.)

7. Vurdering af linearitet (ud fra plot af gennemsnit jvf. pkt. 2) samt residualplot) 8. Hvis en lineær sammenhæng ikke kan underbygges, kan laboratoriet have valgt én af flere frem-

gangsmåder: a. Indskrænkning af det anvendte måleområde og efterfølgende dokumentation af linearitet jf. pkt. 1.

– 7. b. Beskrivelse af en stykkevis lineær sammenhæng, idet forskellen i hældningskoefficienter vurderes. c. Fastlæggelse af en polynomie-funktion af 2. eller 3. grad (OBS: kræver normalt min. hhv. 9 eller

12 datapunkter; 4.-grads polynomier og derover vil normalt være urealistiske) - og efterfølgende vurdering af residualer

Da mange laboratorier erfaringsmæssigt vurderer graden af lineær sammenhæng udelukkende ved at se på korrelations- (r) eller determinations-koefficienten (r2) for det aktuelle datasæt, skal det understreges, at det ikke er tilstrækkelig dokumentation af linearitet. Laboratoriet skal som minimum også have foretaget en vi-suel vurdering af plots jf. ovennævnte fremgangsmåde, men derudover kan r eller r2 godt være anvendt som en supplerende parameter i vurderingerne . En “goodness of fit-“ eller “lack of fit” –test kan underbygge den visuelle vurdering. De af laboratoriet anvendte kalibreringsstandarder skal være af samme type, som efterfølgende anvendes ved rutine analyse. For visse metodetyper kan laboratoriet hensigtsmæssigt have vurderet metodens kalibreringsfunktion ved at studere en grafisk afbildning af responsfaktorer på forskellige niveauer. Ved responsfaktor forstås i denne sammenhæng forholdet mellem respons for en given analyseparameter og det reelle indhold af analysepara-meteren (f.eks. indhold i certificeret referencemateriale eller spiket indhold i naturlige prøver). Hvis laboratoriet har anvendt f.eks. instrument-integreret software til automatisk beregning af regression, bør man som minimum have sikret sig, at diverse plots egner sig for en visuel vurdering, og at anvendte algorit-mer i øvrigt er i overensstemmelse med ovenstående principper. De gennemførte undersøgelser (jf. det ovenstående) dokumenterer kalibreringsfunktionens kurveform, men ikke nødvendigvis at kalibreringen fører til et korrekt resultat. Dette vil først fremgå ved undersøgelse af me-todens korrekthed (se afsnit 6.8). Har laboratoriet på baggrund af ovenstående dokumenteret og beskrevet en lineær sammenhæng indenfor måleområdet, kan den efterfølgende rutinemæssige kalibrering af udstyr ofte være enklere (f.eks. 2-punkts kalibrering), idet laboratoriet dog skal have taget hensyn til evt. manglende varianshomogenitet i måleområ-

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 18 af 25 det. Undersøgelser til validering af metoden skal hereefter være udført med den kalibreringsprocedure, der er valgt til rutinebrug. 6.4 Følsomhed 6.4.1 Definition Se pkt. 4.7 6.4.2 Indhold Følsomheden beregnes ved hjælp af hældningen på kalibreringskurven under bestemmelse af det lineære om-råde. Følsomheden vil være afhængig af apparaturet og dets optimering. 6.4.3 Omfang I det omfang følsomheden har indflydelse på én eller flere af de andre karakteristiske parametre, skal den være fastlagt med tilhørende acceptgrænse. Det skal være dokumenteret i hvor høj grad følsomheden har indflydelse på andre karakteristiske parametre. 6.5 Detektionsgrænse 6.5.1 Definition Se pkt. 4.5 Laboratoriet skal følge den definition, der er almindeligt gældende på det pågældende prøvningsområde. 6.5.2 Indhold Detektionsgrænsen baseres primært på standardafvigelsen for naturlige prøver uden - eller med et meget lavt - indhold af analyseparameteren. Alternativt kan anvendes blindprøver eller naturlige prøver eller homoge-ne kontrolmaterialer med et meget lavt indhold af analyseparameteren, hvor der med lavt indhold menes et indhold, der er så tæt som muligt på den forventede detektionsgrænse. Disse kan dog give lavere værdier for detektionsgrænsen. Ved bestemmelse af detektionsgrænsen skal hver prøve have gennemgået hele analysemetoden. Anvendes en definition af detektionsgrænse baseret på ønsket om at undgå falsk positive eller falsk negative resultater skal den anvendte standardafvigelse være baseret på metodens repeterbarhed. Anvendes en definition af detektionsgrænse baseret på ønsket om at begrænse usikkerheden på målingen bør standardafvigelsen være baseret på metodens laboratoriereproducerbarhed, det vil sige en standardafvigelse, som indeholder både variation indenfor en dag og dag-til-dag variation. Inden for visse prøvningsområder er der imidlertid en tradition for eller ligefrem et krav om at anvende repeterbarhedsstandardafvigelsen i stedet for den totale standardafvigelse. Valget af mål for variation må derfor afstemmes efter hvad der er gængs standard eller krævet for prøvningsområdet. Laboratoriet skal begrunde valget af definition af detektionsgrænse og valget af mål for variation til bereg-ning heraf. Bestemmelse af standardafvigelse foretages på samme måde, som beskrevet i afsnit 6.9, Præcision. Hvis detektionsgrænsen (DL) er baseret på ønsket om at undgå falsk positive eller falsk negative resul-

tater, så bør beregningen være foretaget således:

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 19 af 25

rsftDL ⋅⋅= − )(2 1 α hvor 2 skyldes ønsket om at have en risiko for falsk negative resultater på α. Dette (α) er tillige risikoen for

falsk positive resultater ved en koncentration lig med rsft ⋅⋅ − )(1 1 α . Ved en koncentration lig med de-tektionsgrænsen er risikoen for falsk positive resultater mindst 10 gange mindre end α.

t1-α tabelværdien i Student’s t-fordeling med accepteret risiko α for falsk negative resultater og f friheds-grader

f antallet af frihedsgrader ved bestemmelsen af sr, sr, repeterbarhedsstandardafvigelsen for naturlig prøve uden indhold eller prøve med indhold af analyse-

parameteren så tæt som muligt på forventet detektionsgrænse Hvis der i beregning af analyseresultatet fratrækkes en blindværdi bør følgende udtryk være anvendt til be-regning:

nssftDL blindrr 11)(2 2,

21 +⋅+⋅⋅= −α ,

hvor: sr,blind repeterbarhedsstandardafvigelsen for en blindprøve, og n antallet af blindprøver i en serie ved rutineanalyse.

Hvis detektionsgrænsen (DL) er baseret på ønsket om at begrænse usikkerheden på målingen, så bør be-regningen være foretaget således:

hvor k en faktor som ganges på standardafvigelsen for at beregne usikkerheden. Traditionelt anvendes i denne

sammenhæng 3. s standardafvigelse for naturlig prøve uden indhold, for prøve med meget lavt indhold af analyse-

parameteren eller for blindprøve. Standardafvigelsen bør være laboratoriereproducerbarheden med mindre laboratoriet med faglig begrundelse har argumenteret for anvendelse af repeterbarhedsstandar-dafvigelsen.

I de fleste tilfælde trækkes blindværdien fra måleresultatet inden endelig beregning af analyseresultatet. Er dette tilfældet kan den også fratrækkes detektionsgrænsen, som derved alene bliver k . s. Laboratoriet bør være opmærksom på branchespecifikke krav for bestemmelse af detektionsgrænse. 6.5.3 Omfang Laboratoriet skal have valideret/verificeret detektionsgrænsen i alle tilfælde, hvor en analysemetode anven-des ved lave koncentrationer, hvorved i denne sammenhæng forstås koncentrationer mindre end 5 gange den forventede detektionsgrænse. Standardafvigelsen, som lægges til grund for beregning af en detektionsgrænse skal være bestemt med mindst 6 frihedsgrader. Det kan f.eks. være sket ved gennemførelse af 7 bestemmelser i én analyseserie eller ved dobbeltbestemmelser i hver af 6 analyseserier.

skenblindværdiDL ⋅+=

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 20 af 25 6.6 Kvantifikationsgrænse 6.6.1 Definition Se pkt. 4.11 6.6.2 Indhold Kvantifikationsgrænsen bør så vidt muligt baseres på laboratoriereproducerbarheden for naturlige prøver uden indhold af analyseparameteren, blindprøver eller naturlige prøver eller homogene kontrolmaterialer med et meget lavt indhold af analyseparameteren, hvilket vil sige de samme prøver, som anvendes ved be-stemmelse af detektionsgrænsen. Standardafvigelsen bestemmes som beskrevet i afsnit 6.9 Præcision. Kvantifikationsgrænsen beregnes traditionelt som blindværdien plus 10 gange repeterbarhedsstandard-afvigelsen, eller i nogle sammenhænge anvendes 3 gange detektionsgrænsen, hvilket giver stort set samme tal. Andre faktorer kan anvendes inden for visse prøvningsområder og laboratoriet må i så tilfælde referere til den faktor, som er gængs indenfor det aktuelle prøvningsområde. I de fleste tilfælde trækkes blindværdien fra måleresultatet inden endelig beregning af analyseresultatet. Er dette tilfældet kan den også fratrækkes kvantifikationsgrænsen, som derved alene bliver en faktor gange s. 6.6.3 Omfang Mange prøvningsområder opererer ikke med kvantifikationsgrænsen. Kvantifikationsgrænsen skal derfor alene indgå i validering såfremt det er krævet for det aktuelle prøvningsområde. 6.7 Robusthed 6.7.1 Definition Se pkt. 4.26 6.7.2 Indhold Ændringer i de eksperimentelle betingelser for en analysemetode, som f.eks. kilde og alder af reagenser, pH, prøvens sammensætning og temperatur m.v., kan evt. have indflydelse på metodens resultater. Specielt vil disse betingelser måske ændres, hvis andre laboratorier anvender samme analysemetode. Det er muligt systematisk at undersøge om små ændringer i proceduren giver signifikante ændringer i analy-seresultatet ved en robusthedstest. Herved undersøges effekterne på den analytiske metode, når der sker små ændringer i enten omgivelser og/eller i metodeproceduren - i forhold til præcision og/eller nøjagtighed. For en nærmere beskrivelse af en forsøgsopstilling til robusthedstest henvises der til “Statistical Manual of the AOAC” [11] 6.7.3 Omfang De betingelser, som kan have en signifikant effekt på analysemetodens resultater, skal være identificeret. Der skal være foretaget forsøg ved hjælp af blindprøver, (certificerede) reference materiale, prøver med kendt sammensætning m.m., hvor man har foretaget en til flere ændringer i proceduren og vurderet effekten på analyseresultatet. I tilfælde af en anerkendt analysemetode, hvor specifikke robusthedsproblemer er om-talt, og hvor der ikke er begrundet mistanke om andre problemer, anses robusthedstest for tilstrækkelige.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 21 af 25 6.8 Korrekthed / Bias 6.8.1 Definition Se pkt. 4.3 og 4.10 6.8.2 Indhold Beskrivelse af analysemetodens korrekthed kan synliggøres ved at bestemme metodens bias ved mindst 2 af følgende fremgangsmåder: • anvendelse af certificeret referencemateriale; • sammenligning af metoden med en primær metode eller en referencemetode med lille eller ingen bias; • anvendelse af sporbart, kommercielt tilgængeligt referencemateriale eller internt kontrolmateriale med

tildelt værdi; • anvendelse af spiked prøve, baseret på blind- eller positive prøver; • deltagelse i et præstationsprøvningsprogram, hvor fastsættelse af referenceværdierne opfylder kvalitets-

kriterierne nævnt i ISO Guide 43 [15,16]. Hvis det er muligt skal flere af ovennævnte procedurer inddrages i bestemmelsen af analysemetodens bias. Hvis bias bestemmes over et koncentrationsinterval, vil det være muligt at opdele en evt. systematisk fejl i en nulpunktsfejl og en proportionalfejl. 6.8.3 Omfang For at tage højde for en evt. variation mellem kørsler skal bias være bestemt over flere dage og helst i hele måleområdet ved anvendelse af en passende kombination af forskellige prøver. Da det ikke kan forventes at analysemetoden har samme bias i hele måleområdet (fx ved ikke-lineære kalibreringskurver), skal der være inddraget flere koncentrationsniveauer i bestemmelsen af bias (mindst én bestemmelse på hhv. højt og lavt niveau). I modsat fald skal laboratoriet kunne dokumentere, at den anvendte analysemetode har samme kor-rekthed over hele måleområdet. Bias kan være beregnet som den relative afvigelse fra en referenceværdi, målt som et gennemsnit bestemt med mindst 6 frihedsgrader. Bias skal være testet med en t-test eller ved vurdering af den observerede vær-dis konfidensinterval (beregnet ud fra laboratoriereproducerbarhedsstandardafvigelsen) i forhold til referen-ceværdien og dennes usikkerhedsangivelse. Har laboratoriet anvendt spikningsforsøg i forbindelse med dokumentation af analysemetodens korrekthed, skal laboratoriet kunne dokumentere, at man har gjort sig nogle relevante overvejelser vedrørende de pro-blemstillinger, der er forbundet med spikning og genfinding af ren analyseparameter i relation til tilstedevæ-relsen af naturligt forekommende analyseparameter. 6.9 Præcision 6.9.1. Definition Se pkt. 4.19 + 4.12, 4.20, 4.21, 4,22, 4,23, 4,24 og 4.25 6.9.2 Indhold Repeterbarhed: Repeterbarhedsstandardafvigelsen, sr, bestemmes som standardafvigelsen for et passende antal bestemmelser målt under repeterbarhedsbetingelser.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 22 af 25 Reproducerbarhed: Reproducerbarhedsstandardafvigelsen, sR, bestemmes som standardafvigelsen af et passende antal bestem-melser på identiske prøver analyseret over flere dage med mindst 2 forskellige kalibreringsstandarder. Desu-den bør analyserne så vidt muligt foretages af flere kompetente personer. Hvis analysemetoden skal anven-des på mere end et udstyr (f.eks. flere GC’er), skal der til fastlæggelse af sR anvendes det relevante måleud-styr. 6.9.3 Omfang Repeterbarhedstandardafvigelsen skal være bestemt med mindst 6 frihedsgrader. Dette kan være opnået fx ved at analysere 7 gange i serier med én prøve (f=6), 4 gange i serier med 2 prøver (f=6), 3 gange i serier med 3 prøver (f=6) etc. For sr gælder det således, at denne kan være bestemt som standardafvigelsen på flere prøver kørt i samme se-rie eller som den poolede standardafvigelse af et antal fler-dobbeltbestemmelser kørt over flere serier. Det opnåede antal frihedsgrader ved forskellige kombinationer af antal serier og antal prøver i hver serie fremgår af nedenstående skema:

Antal prøver pr. serie

Antal serier Frihedsgrader for repeter-barhedsstandardafvigelse

Frihedsgrader for laborato-riereproducerbarheds-

standardafvigelse 7 1 6 Bestemmes ikke 4 2 6 7 3 3 6 8 2 6 6 11 N M (n-1)*m n*m – 1

Da repeterbarhed og reproducerbarhed typisk vil variere inden for en analysemetodes måleområde, bør disse være bestemt på flere koncentrationsniveauer (min. 3) hvoraf det ene niveau bør ligge tæt på den nedre værdi for måleområdet. Specielt i forbindelse med variationer inden for den aktuelle matrice, vil det være relevant med bestemmelse på flere niveauer. Alle analysemetodens matricer (eller grupper heraf) bør være en del af laboratoriets overvejelser mht. valide-ringen af metodens præcision. 6.10 Måleusikkerhed Emnet er ikke egentlig behandlet i denne retningslinie, men dokumentation af måleusikkerhed bør være en integreret del af en metodevalidering. Det vil være naturligt for laboratoriet at kombinere et metodevalide-ringsstudium med udarbejdelsen af et usikkerhedsbudget, ikke mindst på grund af at data fra det eksperimen-telle arbejde vil danne basis for udarbejdelsen af et usikkerhedsbudget. 6.10.1 Definition Se pkt. 4.17. 6.10.2 Indhold Som det fremgår af definitionen (4.17) er måleusikkerhed en egenskab ved et måleresultat. En analysemeto-de kan derfor ikke tillægges nogen måleusikkerhed, men udgør en usikkerhedskilde, der sædvanligvis karak-teriseres ved sin repeterbarhed/reproducerbarhed (jf. ISO 5725 [12]). Analysemetodens bidrag til analysere-

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 23 af 25 sultatets usikkerhed afhænger af mange andre ting, således som det f.eks. fremgår af vejledningen i GUM – dokumentet [17] samt EURACHEM-dokumentet [18]. Bestemmelse af måleusikkerhed består af følgende trin: 1. Identifikation af alle usikkerhedskilder; 2. Kvantificering af usikkerhedskomponenter; 3. Beregning af den kombinerede måleusikkerhed for analysemetoden. Fremgangsmåden for bestemmelse af måleusikkerhed i forbindelse med kemiske analysemetoder bør i videst muligt omfang følge retningslinierne i Eurachem/CITAC guiden: Quantifying Uncertainty in Analytical Measurement [18] 6.10.3 Omfang Efter identifikation af samtlige usikkerhedskilder, skal det vurderes om enkelte komponenter optræder flere gange, om bidraget fra flere komponenter evt. kan grupperes og om usikkerhedskomponenter og grupper heraf kan kvantificeres ud fra allerede tilgængelige data – herunder data fra en metodevalidering. Fx kan be-stemmelse af laboratoriereproducerbarheden dække usikkerhedsbidrag fra delprøvetagning, volumetrisk ud-styr og vægte brugt i prøveforberedelsen (men ikke i fremstillingen af kalibreringsstandarderne), bidrag fra tilfældig støj i detektionen, kontaminering/tab af analyseparameter, genfinding, estimering af kalibrerings-kurve og blindkorrektion. Efter at have simplificeret bestemmelsen af måleusikkerheden, skal de tilbageblevne komponenter være kvantificeret. Endelig skal der være taget stilling til efter hvilken model bidragene er kombineret. Ved rapportering af måleusikkerhed skal der anvendes den såkaldte ”ekspanderede måleusikkerhed”. Denne beregnes ved at gange den kombinerede standardusikkerhed med en dækningsfaktor, k, normalt 2 (jf. DA-NAKs retningslinie RL 11). 6.11 Nøjagtighed OBS! Nøjagtighed er (som måleusikkerheden) en egenskab ved et måleresultat, og indgår derfor ikke som sådan i selve metodevalideringen. 6.11.1 Definition Se pkt. 4.18 Sammenhængen mellem begreberne præcision, korrekthed og nøjagtighed kan bl.a. illustreres ved følgende figur:

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 24 af 25

6.11.2 Indhold Nøjagtighed kan beskrives ud fra analysemetodens bias (korrekthed) og præcision. 6.11.3 Omfang Fastlæggelse af nøjagtighed kræver ikke ekstra valideringsarbejde. 7. Opfølgning på metodevalidering Laboratoriet skal efterfølgende løbende kontrollere, at en aktuel analysemetode til stadighed lever op til vær-dierne for de karakteristiske parametre, som de er dokumenteret ved validering. Laboratoriet skal have etableret og implementeret en procedure for intern kontrol i relation til relevante ka-rakteristiske parametre for metoden. I denne forbindelse skal det understreges, at kalibreringsstandarder og kontrolprøver skal have forskellig oprindelse. I øvrigt henvises til bemærkninger om udvælgelse af kontrolparametre for multimetoder i afsnit 5.5. 8. Laboratoriets kompetence Laboratoriet skal have udpeget personer (metodeansvarlige), der kan påtage sig ansvaret for gennemførelse af et valideringsarbejde på baggrund af dokumenteret viden og erfaring, herunder; • fagligt (teoretisk og praktisk) kendskab til det pågældende analyseområde og analyseparameter; • indsigt i analysemetodens påtænkte anvendelse – bl.a. gennem kontakt til rekvirenter; • kendskab til analysemetoders validitet. Udarbejdelse af erklæring om en analysemetodes validitet er alene den metodeansvarliges ansvar, ligesom denne også har det overordnede ansvar for hele valideringsforløbet. Det praktiske arbejde med udførelse af selve valideringsarbejdet kan uddelegeres til andre kompetente medarbejdere i laboratoriet. Den metodeansvarlige kan evt. være den samme person, som akkrediteringsmæssigt gøres til underskriftsbe-rettiget for analysemetoden.

RETNINGSLINIE (OG INTERN VEJLEDNING) Metodevalidering i kemisk analytiske laboratorier Nr. : RL 1 Kvantitative analysemetoder Dato : 2003.08.18 Side : 25 af 25 9. Laboratoriets dokumentation 9.1 Procedure(r) Laboratoriet skal have en eller flere procedure(r), der fastlægger laboratoriets fremgangsmåde i forbindelse med gennemførelse af et valideringsarbejde. Sådanne procedurer skal som minimum indeholde laboratoriets retningslinier for: • udpegning af ansvarlig for metodevalideringsarbejdet (metodeansvarlig); • specifikation af rekvirentens/laboratoriets krav til den pågældende prøvning; • retningslinier for fastlæggelse af valideringsomfang med henblik på bestemmelse af analysemetodens

karakteristiske parametre i forhold til de aktuelle krav; • udarbejdelse af en protokol, der beskriver valideringsarbejdet; • undersøgelse af om rekvirentens/laboratoriets krav kan imødekommes med analysemetoden efter at de

karakteristiske parametre er fastlagt; • udarbejdelse af en erklæring vedrørende analysemetodens validitet og godkendelse. Det kan være nødvendigt/hensigtsmæssigt med forskellige valideringsprocedurer for forskellige prøvnings-områder. 9.2 Rapportering Laboratoriet skal for hvert valideringsarbejde have udarbejdet en valideringsrapport, der som minimum skal indeholde: • en erklæring om det besluttede valideringsomfang; • en protokol for det pågældende valideringsarbejdet (eller en henvisning hertil); • resultater af valideringsarbejde (eller henvisning hertil); • en afsluttende vurdering af disse resultater; • en erklæring vedrørende analysemetodens validitet med en evt. frigivelse af metoden (godkendelse). Rapporten skal være underskrevet af den metodeansvarlige (jf. punkt 8), og skal findes opbevaret i laborato-riet som en del af metodedokumentationen for den pågældende analysemetode.

10. Ikrafttrædelse Retningslinien træder i kraft den 1. september 2003. DANAK, den 18. august 2003. Jesper Høy, direktør ______________________________ Allan Munck, kvalitetschef