REGIONALE KONSEKVENSER AF IRAK-KRIGEN. Den ......1 Resume. Amerikanernes forsøg på demokratisering af Irak indvarsler en ny fase i Mellemøstens historie, hvad enten processen bliver

UKLASSIFICERET

FORSVARSAKADEMIET Februar 2004 VUT II/L 2003-2004 KL F. Jeppesen

REGIONALE KONSEKVENSER AF IRAK-KRIGEN.

Den irakiske demokratiseringsproces. Med udgangspunkt i den irakiske demokratiseringsproces gennemføres en redegørelse og analyse af de væsentligste faktorers og aktørers indflydelse på forudsætninger, vilkår, problemstillinger og succeskriterier for gennemførelsen af en demokratisering af Irak. Spe-cialet munder ud i en konklusion indeholdende en vurdering af fremtidsperspektiverne for demokratiseringen af Irak.

Speciale

UKLASSIFICERET

INDHOLDSFORTEGNELSE.

1 Resume ........................................................................................................................4

1.1 Formål ...................................................................................................................5 2 Indledning .....................................................................................................................6

2.1 Lakmusprøven:......................................................................................................7 2.2 Problem .................................................................................................................8

2.2.1 Afgrænsninger:...............................................................................................9 2.2.2 Indhentning af kilder: ....................................................................................10

2.3 Valg af teori: ........................................................................................................11 2.3.1 Demokratiseringsteorier: ..............................................................................12 2.3.2 Irak og demokratiseringsteorier. ...................................................................13 2.3.3 Metode .........................................................................................................16

3 Demokratisk politisk kultur: .........................................................................................17 3.1 Arabisk liberalisering ...........................................................................................21 3.2 Analyse:...............................................................................................................21

4 Antidemokratisk intervention:......................................................................................25 4.1 Saudi-Arabien:.....................................................................................................25 4.2 Iran: .....................................................................................................................26 4.3 Syrien: .................................................................................................................28 4.4 Tyrkiet:.................................................................................................................29 4.5 Analyse:...............................................................................................................31

4.5.1 Saudi-Arabien:..............................................................................................31 4.5.2 Iran: ..............................................................................................................32 4.5.3 Syrien: ..........................................................................................................33 4.5.4 Tyrkiet: .........................................................................................................34 4.5.5 Sammenfatning: ...........................................................................................34

5 Økonomisk kultur: .......................................................................................................35 5.1 Mellemøsten og globaliseringen: .........................................................................36 5.2 Den amerikanske udfordring: ..............................................................................37 5.3 Det Irakiske potentiale: ........................................................................................38 5.4 Irakisk genopbygning:..........................................................................................39 5.5 Analyse:...............................................................................................................40

6 Stridende subkulturer:.................................................................................................44 6.1 Iraks afgørende etniske og religiøse grupperinger: .............................................45

6.1.1 Kurderne:......................................................................................................45 6.1.2 Shiitterne: .....................................................................................................46 6.1.3 Sunnierne: ....................................................................................................47

6.2 Analyse................................................................................................................47 7 Loyalt magtapparat: ....................................................................................................50

7.1 Spørgsmålet om sikkerhed: .................................................................................51 7.2 En styrket rolle til FN: ..........................................................................................53 7.3 Analyse................................................................................................................53

8 Samlet analyse: ..........................................................................................................55

2

9 Konklusion: .................................................................................................................60 10 Bilag: .......................................................................................................................63

10.1 Bilag 1. ................................................................................................................63 10.2 Bilag 2. ................................................................................................................65 10.3 Bilag 3 .................................................................................................................68

3

1 Resume. Amerikanernes forsøg på demokratisering af Irak indvarsler en ny fase i Mellemøstens historie, hvad enten processen bliver en succes eller ej. Denne nye fase falder tidsmæs-sigt sammen med en periode, hvor Mellemøsten er under stigende pres på grund af fal-dende olieindtægter, behov for nye investeringer og en befolkningseksplosion som mere end fordobler regionens befolkning fra 1975 til 2015, med et voldsomt økonomisk og res-sourcemæssigt pres til følge. Regionen vil derfor stå over for store forandringer i de kom-mende år, som de nuværende autokratiske styrer næppe er i stand til at levere løsninger på. Demokratiseringen af Irak kan ikke undgå, at få stor betydning fordi den vil bidrage til den indenrigspolitiske splittelse som allerede opleves i det centrale Mellemøsten i dag. Udvik-lingen kan resultere i såvel reformeringer og demokratiseringer af de eksisterende struktu-rer, men kan også resultere i en styrkelse af områdets mere radikale religiøse kræfter. På sigt vil fundamentalismen imidlertid næppe kunne løse regionens problemer, hvorfor der ikke synes anden udvej end en liberalisering af økonomien og en reforme-ring/demokratisering, af de politiske systemer. Vejen til en demokratisering af Irak og regionen er lang og trang, grundet manglende erfa-ringer med demokrati i vestlig forstand og fordi strukturer i islam med et sammenhold af stat og religion i mange araberes øjne overflødiggør demokratiet og lovgivende forsamlin-ger. Yderligere har mange års totalitært styre stort set forhindret opbyggelsen af de institu-tioner som nødvendigvis skal være en bærende konstruktion i et demokratisk Irak. Amerikanerne synes, at gøre de rette ting i Irak, for at demokratisere landet. De oprettede det midlertidige rådgivende råd med repræsentanter fra samtlige væsentlige grupperinger og gør en stor indsats for at opbygge strukturer, informere og uddanne befolkningen til demokrati. Samtidig gøres der en stor indsats for gennem en liberalisering, at tilvejebringe det økonomiske fundament for en genopbygning af Irak. USA er også opmærksom på, at stridende subkulturer kan få processen til at løbe af spo-ret. De væsentligste befolkningsgrupper i Irak tilgodeses derfor når det kommer til statens fremtidige sammensætning, idet et nyt Irak sandsynligvis i en eller anden udstrækning vil have et føderalistisk præg. USA prøver at etablere et loyalt magtapparat til støtte for det nye Irak, samtidig med at alle er meget opmærksom på den manglende sikkerhed som relaterer sig til alle aspekter af demokratiseringsprocessen og som truer med at få projektet til at kuldsejle, hvis ikke det i nogen udstrækning bliver løst. Uanset bestræbelserne vil Irak næppe blive et demokrati i vestlig forstand de første mange år, måske aldrig. Men der vil, alt andet lige, være tale om en forbedring i forhold til tiden under Saddam Hussein. Der skal dog i en overskuelig fremtid være et internationalt enga-gement i Irak samt en væbnet slagkraftig styrke til at sikre udviklingen fremadrettet, således at demokrati i Irak på et kontinuum fra intet demokrati til absolut demokrati i frem-tiden vil have en chance for at befinde sig på den bedre banehalvdel.

4

1.1 Formål. Formålet med dette speciale er at udbygge evnen hos den enkelte studerende til akademisk, systematisk og analytisk at behandle et større komplekst emne på et højt fagligt niveau, herunder:

• Dokumentere færdighed i at udvælge og anvende relevante teorier og metoder. • Strukturere fremstillingen og præsentere stoffet i en sproglig og indholdsmæssigt

klart og disponeret form. • Udbygge evnen hos den enkelte til at indgå i og fungere i grupperegi i et

længerevarende problemorienteret projektarbejde, idet specialeskrivningen afsluttes i rammen af 3-mandsgrupper med udarbejdelse af en artikel.

Yderligere er formålet, at give den studerende lejlighed til at fordybe sig i et afgrænset emneområde som grundlag for et større skriftligt arbejde.

5

2 Indledning. Efter afslutningen på den kolde krig og konsolideringen af en stabil udvikling i det tidligere Sovjetunionen samt Østeuropa, synes Mellemøsten at være det mest presserende uden-rigs- og sikkerhedspolitiske problem for USA. Situationen er ikke bare et spørgsmål om håndtering og løsning af det Isra-elsk/Palæstinensiske problem, men i høj grad også spørgsmålet om det nye trusselsbil-lede som udfordrer amerikanerne. Et trusselsbillede som først og fremmest har sit ud-spring og arnested i Mellemøsten i form af islamistisk fundamentalistisk baseret terro-risme. Denne terrorisme demonstrerede sin handle- og slagkraft i f. m. 11. september 2001. Krigen var ført fra fjerne, mere eller mindre veldefinerede, slagmarker til hjertet af New York, hvor selve symbolet på den amerikanske kapitalisme blev lagt i ruiner. Det amerikanske svar på ovenstående var først og fremmest krigen i Afghanistan, hvor Taleban der angiveligt husede den formodede bagmand Osama Bin Laden blev fordrevet og erstattet med et venligtsindet styre. Snart efter, den i militært henseende, vellykkede afghanske kampagne, rettede amerikanerne blikket mod Irak og Saddam Hussein som i årevis havde leget kispus med de internationale våbeninspektører. Med udgangspunkt i argumenter om irakisk besiddelse af Weapons of Mass Destruction (WMD) og forbindelser til international terrorisme forsøgte amerikanerne først via FN, at få støtte til en krig mod Irak. Da det stod klart, at FN´s sikkerhedsråd ikke ville følge op på Sikkerhedsrådets Resolution 1441 og bemyndige USA og koalitionspartnerne til at indlede krig mod Saddam Husseins regime begrundet i, at Irak hverken førte bevis for at have de-strueret sine formodede arsenaler af WMD eller arbejdede tilstrækkeligt sammen med FN´s våbenkontrollører, forbeholdt USA sig retten til at handle uden om FN. Resultatet blev som bekendt, at USA gennemførte krigen med en ”coallition of the willing” og afsatte Hussein. Indtil skrivende stund primo 2004, har det som bekendt været umuligt, at fremdrage bevi-ser på irakisk besiddelse af WMD, og et meget vigtigt argument for hele krigen synes således at smuldre. Spørgsmålet om Irak krigen er næppe heller kun et spørgsmål om regimet stadig besad eller ikke besad WMD. Det interessante er, at nykonservative ideolo-ger centralt placeret i den amerikanske administration binder spørgsmålet om national sik-kerhed sammen med et nyt Mellemøsten, herunder en demokratisering af regionen. Richard Perle, som er en indflydelsesrig strateg med tætte bånd til Bush administrationen1 har udtalt, at ”Saddams erstatning med et respektabelt irakisk styre vil åbne vejen for en langt mere stabil og fredelig region”. Tidligere direktør for CIA James Woolsey har ligele-des sagt at ”Dette kan være en gylden mulighed for at påbegynde en forandring af den arabiske verden”.2

1 Jyllands-Posten, mandag 23. februar 2004, ”Tanker der har magt” artikel af Klaus Justsen. Richard Perle er tidligere viceforsvarsminister under Reagan, og har I en årrække været forsker I American Enterprise Institute, (AEI) som er en konservativ tænketank, som blandt sine 50 forskere tæller et stort antal medlemmer fra den nykonservative fløj i amerikansk politik. 2 Citater fra James Fallows, ”The Fifty-first State? The Inevitable Aftermath of Victory in Iraq” Atlantic Monthly, November 2002, pp. 53-64. Perle er citeret på side 55 og Woolsey på side 64.

6

En sådan udvikling ses altså af nogen som garanten for stabilitet i Mellemøsten med deraf afledt sikkerhed for USA. Således har viceforsvarsminister Paul Wolfowitz sammen med Richard Perle længe argumenteret for, at spændingen i Golfen var den direkte årsag til, at de globale terrornetværk som al Qaida kunne rekruttere folk til deres aktiviteter, og at den bedste måde at eliminere denne spænding på var ved at fjerne Saddam Hussein, idet selve spændingerne var et resultat af Irak-problemet. Man forestillede sig endvidere, at en demokratisering af Irak ville inspirere oppositionelle kræfter i nabolande som Syrien, Iran og Saudi-Arabien til at kræve en lignende udvikling.3 Implicit i udtalelserne ligger altså forestillingen om en dominoeffekt som på sigt vil demo-kratisere det centrale Mellemøsten. Dermed undsiges ikke bare de totalitære regimer i Mellemøsten som amerikanerne igennem mange år har haft et anstrengt forhold til, men også de feudale konge- og fyrstedømmer i Golfen som amerikanerne traditionelt har haft tætte bånd til, først og fremmest Saudi-Arabien. Dette ligger meget godt i tråd med ameri-kanernes syn på Saudi-Arabien efter den 11. september 2001, hvor USA i stigende grad ser Saudi-Arabien som en del af problemet i stedet for en del af løsningen på problemet vedrørende islamistisk terrorisme. 4

2.1 Lakmusprøven. Man kan vælge, at betragte de nuværende bestræbelser på at gennemtvinge en demokra-tisering af Irak, som ”lakmusprøven” på om det idet hele taget kan lykkes at demokratisere et årtusinde gammelt stammesamfund med utallige grupperinger og interesser og uden nogen som helst reel form for erfaringer med demokrati. Spørgsmålet er om den amerikanske/vestlige virkelighedsopfattelse ikke i næsten uover-skuelig grad vil kollidere med en arabisk virkelighed og identitet? Og hvad vil en sådan uoverensstemmelse få af betydning for gennemførelsen af en vellykket demokratiserings-proces? Meningerne er mange og debatten livlig, og debattørerne er ofte langt fra hinanden. På den ene fløj har vi en amerikansk administration som synes overbevist om, at det er muligt at indføre et demokrati efter vestligt forbillede som garanterer alle irakeres sikkerhed og demokratiske rettigheder. Præsident George W. Bush har således udtalt, at ”all Iraqis must have a voice in the new government, and all citizens must have their rights protected”.5 På den anden yderfløj finder vi eksperter som stiller store spørgsmålstegn ved om det overhovedet kan lade sig gøre, ikke mindst set i relation til en uønsket amerikansk tilste-deværelse i regionen, og hvad mange opfatter som amerikansk arrogance og uvidenhed

3 Lars Erslev Andersen & Peter Seeberg ”Et nyt Mellemøsten”? Side 320-321. Sammenkædningen mellem amerikansk sikkerhed og en demokratisering af regionen er i øvrigt også behandlet i ”Foreign Affairs volume 82 No.5 i en artikel af Marc Lynch ”Taking Arabs Seriously”. 4 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Side 103. 5 George W. Bush, udtalelse til “The American Enterprise Institute, Washington, D.C., 27 februar 2003, tilgængelig på http://www.foreignpolicy.org.

7

http://www.foreignpolicy.org/

om Mellemøstlige og især arabiske forhold.6 Michael Irving Jensen er af den opfattelse at der intet er, hverken historisk eller i den nuværende situation, som peger på, at det på kort sigt kan lade sig gøre at skabe et demokrati i Irak.7 Den nye amerikanske Mellemøsten politik er derfor særdeles interessant og vigtig, fordi forskellen på succes og fiasko kan forudses, at vil få drastiske konsekvenser for Mellem-østens udvikling i mange år frem og dermed regionens stabilitet. I forhold til den almindelige politiske, journalistiske og folkelige debat kan det være van-skeligt at orientere sig og danne et overblik over, hvor forankrede og velunderbyggede de forskellige indslag i debatten er, ligesom det kun sjældent fremgår i hvilken udstrækning meningstilkendegivelserne er funderet i en teoretisk sammenhæng. Dette speciale skal med udgangspunkt i demokratiseringsteorier søge, at sætte trenden af debattens argumenter ind i en struktureret forståelsesramme. Specialets analyse og konklusioner vil være en besvarelse af hovedspørgsmålet samt afledte teoridrevne spørgsmål.

2.2 Problem. Specialet vil således være bygget op omkring det centrale spørgsmål ”Er det overhovedet sandsynligt, at USA kan gennemføre en demokratisering af Irak”? Og hvis hypotesen er, at det kan lade sig gøre, hvordan gennemføres en sådan demokratisering af Irak så i praksis, og hvad vil det betyde for regionen? Hvad er forudsætninger/betingelser, vilkår og succes-kriterier? Og hvilke instrumenter har USA til gennemførelse af denne proces? Problemet er altså jf. ovenstående, at sikre en vellykket demokratisering af Irak som kan bruges som inspiration evt. initiere en generel demokratisering af Mellemøsten. Selve demokratiseringsforståelsen og demokratiseringsbegrebet er således helt centrale spørgsmål, som kan være nok så svære at afklare idet demokratiseringsforståelsen selv-sagt afhænger af hvilken demokratiforståelse der lægges til grund, ligesom demokrati ikke er et spørgsmål om enten eller, men et spørgsmål om mere eller mindre demokrati. Hvad der gør det endnu vanskeligere er den kendsgerning, at reelt demokrati i vestlig for-stand aldrig tidligere har været forsøgt implementeret i en nutidig arabisk mellemøstlig kontekst. Mellemøsten er således overhovedet ikke nævnt i Huntingtons 3 demokratise-ringsbølger i moderne tid. 8

6 Marc Lynch ”Taking Arabs Seriously”. Foreign Affairs volume 82 No.5. 7 Michael Irving Jensen er forsker ved IIS og forfatter til bogen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Noten henviser til denne bog side 104. 8 Uffe Jakobsen og Morten Kelstrup ”Demokrati og demokratisering: Begreber og teorier” side 151- 153.

8

2.2.1 Afgrænsninger. Opgaven tager udgangspunkt i den nuværende demokratiseringsproces i Irak, og beskæf-tiger sig således ikke med årsagen til, og forløbet af Irak-krigen. Specialet forholder sig til det overordnede spørgsmål ”Kan Irak Demokratiseres”? Og søger med baggrund i en de-mokratiseringsteori at afdække hvilke forudsætninger der betinger en succesfuld imple-mentering af demokrati i Irak, og i hvilken udstrækning disse forudsætninger er til stede eller kan skabes. Implicit i en amerikansk opfattelse af demokrati efter vestligt forbillede som garanterer alle irakeres sikkerhed og demokratiske rettigheder jf. Præsident George W. Bush udtalelse om, at ”all Iraqis must have a voice in the new government, and all citizens must have their rights protected” ligger en sammenkædning af den igangværende demokratiseringsproces med respekt og overholdelse af menneskerettighederne. Spørgsmålet om menneskeret-tigheder i f. m. den irakiske demokratiseringsproces vil således ikke blive selvstændigt behandlet i specialet. Jeg er opmærksom på, at den Israelsk-palæstinensiske konflikt fylder meget i den mel-lemøstlige politiske kontekst, og at næsten alle regionens problemstillinger kan medind-drage denne konflikt eller i en eller anden udstrækning relateres til denne. Der er således næppe heller nogen tvivl om, at amerikanernes nuværende engagement i Irak vil få betyd-ning for den Israelsk-palæstinensiske konflikt. En reel forbedring af såvel de amerikansk-muslimske som israelsk-palæstinensiske relationer, kan næppe ske uden oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det betyder igen, at en samlet pakkeløsning i Mellemøsten involverer mange parametre, men en palæstinensisk stat er ikke p.t. oprettet og det er vel stadig et åbent spørgsmål hvornår det sker. Den irakiske demokratiseringsproces er derimod i fuld gang. Specialets fokus er således på Irak og det centrale Mellemøsten, som i den forbindelse defineres som Irak, Iran, Saudi-Arabien, Syrien og Tyrkiet, fordi jeg vurderer at det først og fremmest er disse stater som bliver berørt af den irakiske demokratiseringsproces. Jeg ønsker således at rette fokus mod regionens centrale muslimske verden, fordi selve demokratiserings-spørgsmålet vurderes, at blive en af de største udfordringer som det muslimske Mellemøsten vil komme til, at stå overfor i de kommende år, og regionens indgangsvinkel til reformer og demokrati kan ikke undgå, at blive meget påvirket af processen i Irak. Det er således min vurdering at den valgte problemstilling i dette speciale kan stå alene uden den sædvanlige kobling til det Israelsk-arabiske spørgsmål. Jeg er opmærksom på, at såvel Jordan som Kuwait er nabolande til Irak, men har alligevel valgt, at prioritere de tidligere nævnte lande, fordi jeg vurderer at disse er de væsentligste muslimske statslige aktører i området. Jeg er yderligere opmærksom på, at der er en række aktører som traditionelt har været agerende i Irak og regionen og som fortsat må forudses at søge indflydelse på udviklingen, heriblandt EU og herunder måske især Frankrig. Det er imidlertid p.t. amerikanerne som er den helt dominerende aktør i f. m. demokratiseringsprocessen dog med det store spørgsmål om FN´s evt. rolle i f. m. dels en genopbygning af Irak og dels en demokratiseringsproces i landet i mente. Jeg har derfor

9

valgt, at fokusere på de helt centrale aktører defineret ved ”det centrale Mellemøsten” USA og FN. Andre aktører vil således kun perifert blive berørt. Specialet berører altså kun ganske perifert hvilken betydning en demokratisering af Irak vil have på den Israelsk-palæstinensiske konflikt, Egypten og et ”Greater Middle East”, lige-som specialet ikke vil indeholde noget selvstændigt afsnit med redegørelse eller analyse af forhold relaterende til international islamistisk terrorisme. Dette spørgsmål bliver dog behandlet i specialegruppen i forbindelse med KN K.H. Petersens speciale som netop ta-ger udgangspunkt i islamistisk terrorisme. Det sidste medlem af specialegruppe 17, KN K.B. Jensen, skriver om iransk sikkerhedspolitik, ”Forsoning eller isolation”. I Irak udgør de tre store befolkningsgrupper, shiitterne, sunnierne og kurderne samlet set mindst 95 % af befolkningen. 9 Jeg er opmærksom på, at der findes mindretal af Assyrer og Turkmenere, men de har så begrænset et antal, at de ikke vil blive behandlet i specia-let, idet de i f. m. demokratiseringsprocessen ikke vil spille en afgørende rolle. I henhold til formalia, må dette speciale udgøre 136 500 tegn uden mellemrum og eksklusiv noteapparat, bilag og kildeoversigt.10

Afgrænsningen kan synes omfattende, men er nødvendig henset til specialets meget begrænsede omfang.

2.2.2 Indhentning af kilder. Selve emnet ”demokratisering af Irak” er højaktuelt, hvilket har betydet en forholdsvis nem tilgang til en mængde opdaterede kilder. Det betyder imidlertid samtidig, at mange af kil-derne er indsamlet i internationale tidsskrifter og på Internettet. Dette betyder også, at egentlig litteratur, hvor emnet har haft tid til at bundfælle sig og blive behandlet i et histo-risk perspektiv ikke har været tilgængeligt. Med hensyn til besvarelsen af teoridrevne spørgsmål, har der været stor forskel på ad-gangen til kilder. Kilder relaterende sig til økonomiske spørgsmål har således været let tilgængelige, hvorimod f.eks. kilder relaterende sig til spørgsmålet om opbygning af et loy-alt magtapparat har været endog meget sparsomme. Samtidig er det klart, at emnets ak-tualitet og den hastighed, hvormed tingene p.t. udvikler sig i Irak risikerer at overhale dette speciales mere specifikke analyser og konklusioner indenom, hvorfor jeg har forsøgt, at trække grænsen for kildeindhentning så langt som muligt, set i relation til afleveringstids-punktet 10. marts 2004. Den overordnede kildeindhentning er således afsluttet medio februar 2004. Med hensyn til bibliografi, kilder og kildekritik, henvises til bilag 3.

9 Henrik Jespersen og Gorm Rye Olsen, ”Mellemøsten – Fornyelse og Kontinuitet” side 92. 10 Dette speciale indeholder 135 438 tegn, eksklusiv indholdsfortegnelse, noteapparat og bilag.

10

2.3 Valg af teori. I f. m. valg af teori er demokratibegrebets abstraktion et problem. Grundlæggende kan det imidlertid hævdes, at ordet ”demokrati” i dag næsten udelukkende bruges i f. m. positive konnotationer, således at ”demokrati” og ”demokratisk” bruges om vidt forskellige typer af systemer, processer og aktører. Det interessante udgangspunkt i forhold til en demokratiseringsproces i Irak er således, hvilke fælles dimensioner som anno 2004 kan siges at være på tværs af forskellige demokratiopfattelser. Robert A. Dahl har opstillet 7 institutioner der skal være til stede for at en styreform kan karakteriseres som et ”demokrati”. 1. Valgte beslutningstagere. ”Control over government decisions about policy is constitu-tionally vested in elected officials”. 2. Afholdelse af frie og fair valg. ”Elected officials are chosen in frequent and fairly con-ducted elections…” At de skal være frie betyder også, at borgerne kan gå til valg uden frygt for repressalier.11

3 & 4. Almindelig valgret, både stemmeret og valgbarhed. ”Practically all adults have the right to vote in the elections of officials [and] the right to run for offices in the govern-ment…” 5. Ytringsfrihed. ”Citizens have a right to express themselves without the danger of severe punishment on political matters broadly defined, including critism of officials, the govern-ment, the regime, the socioeconomic order, and the prevailing ideology”. 6. Adgang til alternativ information.” Citizens have a right to seek out alternative sources of information. Moreover, alternative sources of information exists, and are protected by laws”. 7. Organisationsret.”…citizens also have a right to form relatively independent associa-tions or organizations, including independent political parties and interest groups”. 12 Disse 7 institutioner har Diamond, Linz og Lipset sammenfattet i 3 overordnede dimensio-ner. 1. Politisk konkurrence, 2. Politisk deltagelse og 3. politiske rettigheder. 13

Der er i dag almindelig enighed om, at Diamond, Linz og Lipsets 3 dimensioner er den mest udbredte og generelt accepterede formulering som udgangspunkt for studiet af demokratisering og således opfattes som alment gyldige som fælles dimensioner i demo-kratibegrebet. 14

11 Robert A. Dahl ”Om demokrati” side 77. 12 Ibid. Side 68-70 & Uffe Jakobsen og Morten Kelstrup ”Demokrati og demokratisering: Begreber og teorier” side 175- 176. 13 Uffe Jakobsen og Morten Kelstrup ”Demokrati og demokratisering: Begreber og teorier” side 176-177. 14 Ibid. side 177.

11

2.3.1 Demokratiseringsteorier. Demokratiseringsteorier kan med fordel inddeles i 2 hovedgrupper. Dels en gruppe af teorier der lægger vægt på strukturelle forhold som sociale, økonomiske, kulturelle eller politiske. Dels en gruppe af teorier som lægger vægt på aktører, dvs. bevidste valg i kon-krete situationer eller mere omfattende udarbejdede strategier som grundlag for den førte politik.15

De strukturorienterede, også kaldet moderniseringsteorierne, ser altså en relation mellem det socioøkonomiske udviklingsniveau og demokrati. Ud fra denne teori vil de socio-økonomiske variable være forudsætningsskabende og initierende for en demokratise-ringsproces. Fra et moderniseringsteoretisk synspunkt vil det således være svært at fore-stille sig, at f.eks. Kina med fortsat stor socioøkonomisk fremgang og modernisering vil være upåvirket af demokratiseringstendenser. Moderniseringsteorierne har imidlertid været udsat for kritik og en undersøgelse, af bl.a. Preworski, omfattende 135 lande og deres politiske udvikling i årene 1950-1990 konklude-rede, at modernisering ikke nødvendigvis generede demokrati. 16

En nyere undersøgelse underbygger imidlertid moderniseringsteorierne og konkluderede, at demokratisering er mere sandsynlig i lande med højt bruttonationalprodukt, lille ind-komstulighed og højt uddannelsesniveau. Konklusionen var, at med tilstrækkelig vækst, bliver ikke-demokratiske lande næsten altid demokratiske. Denne undersøgelse gjorde imidlertid også en anden opdagelse som ellers spiller en stor rolle i aktør-orienterede teo-rier om demokratisering nemlig, at ”en demokratiseringsproces er mere sandsynlig i et ikke-demokratisk land med en demokratisk forhistorie end i et land uden nogen egentlig demokratisk arv”. 17 Tilhængerne af de aktørorienterede teorier er altså kritiske over for moderniseringsteoreti-kernes relation mellem et lands socioøkonomiske niveau og demokrati, idet de ikke mener, at der kan sættes lighedstegn mellem socioøkonomiske variabler og demokratiets fremkomst. De aktørorienterede teoretikere fremfører således argumentet, at det ikke be-høver at være de samme faktorer der fører til demokratiets fremkomst på forskellige tids-punkter og forskellige steder. De aktørorienterede teoretikere mener som ovenfor anført, at demokratisering skal forkla-res ud fra politiske faktorer og ikke økonomiske, sociale eller andre. Demokratisering skal altså forklares ud fra konkrete politiske handlinger i specifikke situationer, ud fra konkrete strategier under specifikke forhold, og ud fra konkrete valg foretaget af bestemte politiske aktører, der i mange tilfælde har befundet sig i specifikke dilemmaer. I f. m. de aktørorienterede teoretikeres tilgang til demokratisering skelner Rustow mellem et antal faser i processens forløb: først skal en vigtig baggrundsfaktor være opnået, nemlig 15 Uffe Jakobsen og Morten Kelstrup ”Demokrati og demokratisering: Begreber og teorier” side 178-184. 16 Ibid. Side 181. 17 Ibid. Side 182.

12

den ”nationale enhed”, dernæst kan den ”forberedende fase påbegyndes”, hvor det gamle regime bryder sammen, herefter en ”beslutningsfase”, hvor aktørerne beslutter sig for demokrati og begynder at etablere det, og så endelig en konsolideringsfase.18

Tilbage står spørgsmålet hvilken type teori forklarer hvilken type proces bedst? For at besvare dette spørgsmål er det formålstjenligt, at skelne mellem ”klassiske demokratise-ringsprocesser” og ”redemokratiseringsprocesser”. De ”klassiske” demokratiseringspro-cesser har det til fælles, at de knytter sig til ”førstegangsdemokratier” og at overgangen fra en eller anden form for autoritært styre til demokrati sker på baggrund af en længereva-rende moderniseringsproces. Et sådant samfund vil ofte være kendetegnet ved en positiv økonomisk udvikling, en vis industrialiseringsgrad, en differentieret erhvervsstruktur, en høj urbaniseringsgrad, et højt uddannelsesniveau, ligesom de ofte vil være kendetegnet ved et relativ veludviklet civilsamfund med tradition for organisationer og foreninger af forskellige slags. Den type af demokratiseringsteori der bedst forklarer demokratiseringsprocesser i sådanne samfund er den strukturbaserede teori som netop ser en sammenhæng mellem udviklingen af det mo-derne, dynamiske og pluralistiske samfund og udviklingen af demokratiske styreformer. Over for dette kan der argumenteres for, at aktørorienterede teorier er bedst til at forklare redemokratiseringsprocesser. Det væsentligste argument herfor bygger på, at en stor del af den aktørorienterede demokratiseringsteori er udviklet på baggrund af især den tredje demokratiseringsbølge fra midten af halvfjerdserne og frem, som netop indeholder demo-kratiseringsprocesser af typen ”redemokratisering”. 19

2.3.2 Irak og demokratiseringsteorier. Problemet med Irak og valg af demokratiseringsteori er, at der her ganske vist er tale om et ”førstegangsdemokrati”, men der er ikke tale om en naturlig modningsproces med en positiv økonomisk udvikling som base for de socioøkonomiske variable der normalt er udgangspunktet for en forklaring ved hjælp af en strukturorienteret teori, idet landet siden krigen mod Iran blev indledt i 1980 og til skrivende stund er blevet stadig dårligere stillet økonomisk. Samtidig må det anføres i f. m. ovenstående, at siden Faisal i 1921 blev indsat som konge af Irak, har alle irakiske magthavere ihærdigt forsøgt, at etablere en fælles identitet for irakerne. Dette har altid været vigtigt fordi irakerne som udgangspunkt først og fremmest har knyttet deres loyalitet og identitet til deres familie, klan, region, etnicitet eller religion.20

Dette ønske om at etablere en fælles irakisk identitet er således i overensstemmelse med de aktørorienterede teoretikeres faseinddeling repræsenteret ved Rustow. Til fordel for anvendelsen af strukturorienterede teorier kan imidlertid anføres, at Irak i 1940érne og 50érne oplevede en modernisering som bevirkede, at ideologiske partier 18 Uffe Jakobsen og Morten Kelstrup: Ibid. Side 183. 19 Ibid. Side 190-193. 20 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Side 21.

13

skød op, og massepolitik blev en del af det politiske liv, om end der ikke var tale om noget demokrati. Irakerne oplevede øget uddannelse og en stadigt stigende urbanisering. I Irak var der i 1920 blot 2000 elever i folkeskolen og 800 i, hvad der svarer til gymnasieskolen. Ved udgangen af 1950érne var der 74.000 elever på gymnasieskoleniveau og 3500 stu-derende ved de højere læreanstalter.21

Denne positive udvikling fortsatte op igennem 1970érne hvor den irakiske olie bevirkede, at det var muligt for Baath regimet, at etablere en veludbygget infrastruktur, samtidig med at regimet brugte store ressourcer på uddannelses-, sundheds- og velfærdsområdet. Den irakiske stat var således i stand til, at opbygge et velfærdssamfund som på mange måder lignede vestlige velfærdssamfund. Hospitalssektoren blev kraftigt udbygget og al sund-hedsforsorg var gratis. I 1974 blev al uddannelse gratis- fra folkeskole til universitetsni-veau. Den offentlige sektor blev voldsomt udbygget og fra 1972 – 1978 blev antallet af offentlige ansatte øget fra knap 400.000 til ca. 660.000.22 Endnu i 1990, efter 8 års udmarvende krig med Iran, havde Irak Mellemøstens næsthøjeste BNP på ca. 20.000$ kun overgået af Kuwait. Den stigende urbanisering betyder, at Iraks bybefolkning i dag udgør 75 % af befolkningen. Slutteligt skal det anføres, at den irakiske industri på trods af den hårde sanktionspolitik stadig er den største enkeltstående bidragsyder til det irakiske BNP med 42 %.23

Ved en betragtning af de 2 kategorier af teorier findes der i begge lejre overbevisende og vægtige argumenter og grundantagelser som gør valg af en teori frem for en anden van-skelig, ligesom selve den irakiske situation måske ikke lige har været i fokus i f. m. udarbejdelsen af demokratiseringsteorier. Jeg mener således spørgsmålet om den nationale enhed, som anført af de aktøroriente-rede teoretikere er vigtig i en irakisk kontekst, men samtidig mener jeg, at man alt i alt kan tale om en irakisk modnings- og moderniseringsproces der understøtter valget af de strukturorienterede demokratiteorier som udgangspunkt for specialets analyse, desuagtet demokratiseringen af Irak som udgangspunkt har været betinget af den amerikanske invasion og ikke af et indenrigspolitisk pres. Ligeledes mener jeg ved en betragtning af de bedst fungerende demokratier i dag, at der kan argumenteres for, at vigtige forudsætninger næppe kan undgå at relatere sig til socio-økonomiske spørgsmål. Som i en ”Maslowsk behovspyramide” vil jeg altså argumentere for, at visse socioøkonomiske variable må være forudsætningsskabende for et velfunde-ret/velfungerende demokrati. Jeg hælder således til den overbevisning, at en aktøroriente-ret indgangsvinkel er for snæver og for simplificeret, om end jeg anerkender de enkelte aktørers store betydning for en vellykket proces.

21 Michael Irving Jensen Ibid. Side 23. 22 Ibid. Side 33. 23 Lademanns Leksikon: Landefakta Irak. Befolkning & Erhverv.

14

Grundlæggende betingelser: Robert A. Dahl opstiller (herunder listede i vilkårlig rækkefølge) 5 grundlæggende betin-gelser som begunstiger demokrati.

1. Demokratiske anskuelser og politisk kultur.

Udsigterne for et stabilt demokrati i et land bliver forbedrede, hvis dets borgere og ledere ihærdigt støtter demokratiske ideer, værdier og praksis.

2. Ingen stærk fremmed kontrol, der er fjendtlig over for demokrati.

Det er mindre sandsynligt, at der udvikles demokratiske institutioner i et land, der er genstand for intervention fra et andet land, der er fjendtligt indstillet over for et demokratisk styre i dette land.

3. Moderne markedsøkonomi og samfund.

Dahl konkluderer, at en markedskapitalistisk økonomi og det samfund, som den frembringer samt den økonomiske vækst, som den typisk afføder, alle udgør sær-deles gunstige betingelser for udvikling og bevarelse af demokratiske, politiske institutioner.

4. Svag subkulturel pluralisme.

Det er mere sandsynligt, at demokratiske politiske institutioner etableres og opret-holdes i et land, der kulturelt set er ret homogent, og det er mindre sandsynligt i et land med skarpt differentierede og stridende subkulturer.24

5. Kontrol over militær og politi gennem valgte øvrighedspersoner.

Medmindre militæret og politiet er under fuld kontrol af demokratisk valgte øvrig-hedspersoner, er det efter Dahls opfattelse ikke sandsynligt, at demokratiske politi-ske institutioner kan udvikles eller bestå.

Dahl tager således i høj grad udgangspunkt i strukturelle forhold som økonomiske, kultu-relle og politiske, men under pkt. 5 medinddrages spørgsmålet om det helt specielle pro-blem kulturelle konflikter udgør for demokratiet og hermed for en fælles national identitet. På baggrund af ovenstående vil specialets analyse tage udgangspunkt en strukturoriente-ret demokratiseringsteori, hvor Dahls 5 grundlæggende betingelser danner baggrund for metode og de teoridrevne spørgsmål.

24 Robert A. Dahl ”Om demokrati” side 114-124. Spørgsmålet om kulturelle konflikter er det mest beskrevne delområde af Dahls 5 punkter, og omfatter således side 117-122.

15

2.3.3 Metode. Idet Dahls 5 grundlæggende betingelser er valgt som de teoridrevne spørgsmål i forbindelse med demokratiseringsprocessen, er det også disse betingelser som fastlægger metodevalget, som således vil være bygget op omkring en redegørelse og analyse af spørgsmålene ledende til en konklusion. Med udgangspunkt i Dahls 5 grundlæggende betingelser, og i øvrigt under iagttagelse af Diamond, Linz og Lipset 3 dimensioner: 1. Politisk konkurrence, 2. Politisk deltagelse og 3. Politiske rettigheder kan der opstilles følgende succeskriterier i vilkårlig rækkefølge for en vellykket implementering af demokrati i Irak.

1. Demokratisk politisk kultur: Hvordan sikrer USA sig, at Irakerne antager demo-kratiske ideer, værdier og praksis i et sådant omfang, at et irakisk demokrati kan etableres, fungere og konsolideres?

2. Antidemokratisk intervention: Hvordan sikres Irak, specielt under transitionsfasen,

mod intervention fra antidemokratiske lande og organisationer?

3. Økonomisk kultur: Hvordan liberaliseres og transformeres den stærkt centralise-rede og statsstyrede irakiske økonomi til en moderne markedsøkonomi?

4. Stridende subkulturer: Hvordan konstrueres et demokratisk Irak således, at samt-

lige afgørende indenrigspolitiske grupperinger og aktører tilgodeses i et sådant omfang, at et demokratisk Irak samlet set fremstår som det bedste alternativ?

5. Loyalt magtapparat: Hvordan sikrer USA sig, at et fremtidigt irakisk magtapparat

af offentlige institutioner, herunder politi og militær er underlagt demokratisk kon-trol samt at såvel politi som militær er loyale mod en til enhver tid siddende lovligt valgt regering?

Besvarelsen af hvordan disse succeskriterier opfyldes udgør således specialets teori-drevne spørgsmål, struktur og metode.

16

3 Demokratisk politisk kultur. Generelt kan det siges om politisk kultur i islamiske lande, at p.t. er Tyrkiet det eneste af de 56 medlemmer af Den Islamiske Konferenceorganisation (IOC), der regelmæssigt af-holder frie valg, hvor det siddende styre risikerer at lide nederlag og som følge heraf må afgive sin magt.25 Dette betyder ikke, at der ikke afholdes valg i nogen af regionens lande, for valg er nu engang dels en moderne stats klædedragt, dels er gennemførelse af valg under en eller anden form ofte nødvendig for kvalificering til modtagelse af international hjælp og bistand. Ovenstående understreger imidlertid, at landene i IOC ikke deler forkærligheden for demokratiet i vestlig forstand som den vestlige verden, med deraf manglende erfaringer. En meget vigtig kilde til forståelsen af demokratiets trange vilkår i de islamiske lande skal søges i mange muslimers opfattelse af islam som værende religion og stat på én gang, modsat de sekulariserede vestlige demokratier. For mange islamister, ikke mindst dem som tilhører det muslimske broderskab, som er aktiv i store dele af den arabiske verden, er og forbliver islam og demokrati helt nede på det definitionsmæssige plan uforeneligt. Selve den tanke, at alle borgere er lige, siges at stride mod islam grundtanke, eftersom der til evig tid vil være uoverstigelige skel mellem troende og ikke-troende, mellem rige og fat-tige, mellem mand og hustru(er) og mellem de retslærde og menigheden. Der er heller ikke noget behov for en lovgivende forsamling, da islam ikke har nogen fejl eller mangler.26

Samtidig kan der argumenteres for, at der findes en række andre forhold i mellemøstlige samfund, som kan virke hæmmende for en demokratisk udvikling. Der mangler således en grundlæggende accept af forskellighed og af det potentielt værdifulde i forskellige hold-ninger og i eksistensen af forskellige kulturelle og religiøse grupperinger i et samfund,27 hvilket mere end antyder, at der er langt til et konsolideret demokrati. Omvendt er der imidlertid tegn på forandringer i flere arabiske lande, hvor vestlige ideer om menneskerettigheder og politisk deltagelse oftere bliver diskuteret, således anes forsigtige skridt i retning af demokrati i lande som Jordan, Egypten og Tunesien. 28

En af de forandringer der også er set i regionen siden 1970érne er f.eks. i Syrien med ”Syrien først princippet”, et princip som har bredt sig til mange andre steder i den moderne arabiske verden. Princippet dækker over en generel accept af de nationalstater som den arabiske verden er blevet delt op i, og dette markerer en afslutning på en fase, hvor der var diskussion af nationalstatens legitimitet. Den arabiske nationalstat er uomtvisteligt et kolonialt arvestykke, men er alligevel ganske langsomt blevet anerkendt.29

25 Bernard Lewis: ”Identiteter i Mellemøsten” side 168. 26 Ingmar Karlsson: Islam og Europa” side 60-61. 27 Henrik Jespersen og Gorm Rye Olsen, ”Mellemøsten – Fornyelse og Kontinuitet” side 35. 28 Bernard Lewis: ”Identiteter i Mellemøsten” side 172. 29 Jørgen Bæk Simonsen “Fra far til søn: Tilfældet Syrien” side 152. Artikel i Et nyt Mellemøsten? Redigeret af Lars Erslev Andersen og Peter Seeberg.

17

Irak har ikke været igennem den politiske reformations opblødning, idet Baath regimet si-den 1968, og siden 1979 med Saddam Hussein i spidsen, har regeret Irak egenhændigt i et system som nogen karakteriserer som nationalsocialistisk. 30 Siden 1980 har der i Irak eksisteret en nationalforsamling med 250 medlemmer og et kur-disk lovgivende råd med 50 medlemmer. I 1989 blev der offentliggjort en ny forfatning som gav tilladelse til oprettelse af politiske partier.31 Ovenstående kunne give indtryk af demokratiske institutioner og tilstande, men i realiteten var al magt samlet hos præsident Saddam Hussein som har gennemført en udbredt og systematisk undertrykkelse der har fjernet enhver form for intern opposition i landet. Af samme grund har civilsamfundet haft meget trange vilkår i Irak. Dette betyder ikke, at der ikke har været en opposition til det regerende Baath parti. Fak-tisk er Irak kendetegnet ved at have en stor og mangfoldig opposition. Størstedelen har imidlertid været placeret uden for Iraks grænser eller i den irakiske del af Kurdistan.32

På baggrund af de mange år under Saddam, er der således blandt mange irakere nok et ønske om indflydelse og indførelse af demokratiske tilstande. Problemet synes at være, at det er USA der står som forløseren og garanten for et demokratisk Irak. For mange ara-bere har amerikansk Mellemøsten politik igennem mange år været præget af hykleri og USA har derfor ikke megen troværdighed i den arabiske del af regionen. Samtidig synes mange arabere, at USA demonstrerer en ringe forståelse for arabisk identitet og kultur. Skabelsen af en demokratisk politisk kultur i et samfund som mangler de centrale offent-lige institutioner og som samtidig har været kendetegnet ved en mangel på et reelt civil-samfund er efter enhver målestok en kæmpeudfordring. Amerikanerne er imidlertid meget opmærksomme på betydningen af stærke institutioner i det irakiske samfund som grund-laget og forudsætningen for opbygningen af et dueligt demokrati. Første overordnede skridt på vejen var etableringen af det midlertidige irakiske regeringsråd i juli 2003, hvortil der blev udpeget 25 medlemmer repræsenterende de væsentligste befolkningsmæssige grupperinger i Irak.33 Næste skridt har været udarbejdelsen af et lovkompleks, til fælles godkendelse af ”The Coalition Provisional Authority” (CPA) og det midlertidige irakiske regeringsråd med udgangen af februar 2004, indeholdende grundlæggende principper om åbenhed og gennemsigtighed som formelt sætter rammerne for og strukturen for det suveræne Iraks administration under transitionsfasen til demokrati. Loven indeholder detaljerede retningsliner for valg af personer til offentlige instanser og inkluderer samtidig basale rettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed, lige rettigheder for alle irakere samt uafhængige retsinstanser. Lovkomplekset indeholder samtidig retningslinerne og tidshorisonten for udarbejdelsen af en ny forfatning.34 30 Bernard Lewis: ”Identiteter i Mellemøsten” side 165. 31 Henrik Jespersen og Gorm Rye Olsen: ”Mellemøsten – Fornyelse og Kontinuitet” side 98. 32 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Side 116. For et overblik over Iraks væsentligste politiske partier se bilag 2. 33 Se bilag 2, som giver en kort oversigt over politiske partier og bevægelser, og deres repræsentation i det midlertidige rådgivende råd. Bilaget er udarbejdet på baggrund af Michael Irving Jensens oversigt i ”Fra Diktatur til Demokrati”?. 34 Iraq Interim Strategy Note of The World Bank Group.p.23.

18

Samtidig blev der 15. november 2003 indgået en aftale mellem CPA og det midlertidige irakiske regeringsråd, som arbejder med en tidsramme for indirekte valg til en irakisk over-gangsregering i juni måned 2004 og med 1. juli 2004 som overdragelsestidspunkt til en overgangsregering. Overgangsregeringen skal afholde frie, åbne og direkte valg ultimo 2005.35

Tidsrammen er efter irakisk pres rykket betydeligt frem idet amerikanerne indledningsvis arbejdede med en noget længere tidshorisont. Noget af det første den amerikanske administrator Paul Bremer meddelte efter sin tiltrædelse var, at tiden ikke var inde til en overgangsregering og at de demokratiske valg landet var stillet i udsigt tidligst kunne komme på tale om to år. 36

Irakernes tilsyneladende manglende forståelse for hvor komplekse og tidskrævende forbe-redelserne og opbygningen af faciliteter og institutioner til afholdelse af valg er, understre-ges af kravene fra shiitternes religiøse leder Storayatollah Ali al-Sistani om direkte valg allerede i første omgang. Kravet blev bakket op af store shia muslimske demonstrationer i Irak 15. januar 2004, som satte amerikanerne under yderligere pres. Denne forcering af begivenhederne bekymrer amerikanerne som har allieret sig med FN General Sekretær Annan som har indikeret overfor den irakiske befolkning at direkte valg på nuværende tidspunkt ikke er den bedste vej frem. 37

Amerikanerne er da også opmærksomme på, at det ikke er nok, at der overordnet gøres en indsats for skabelsen af rammerne for en demokratisering, indsatsen gælder alle niveauer i det irakiske samfund. Således har CPA og USAID lanceret et program ”The Local Governance Program (LGP) som engagerer lokale myndigheder og aktører i gen-nemsigtige lokale beslutningsprocesser som retablerer basale servicefunktioner og udbygger civile samfundsorganisationers antal og kapaciteter. Programmet er nu udbredt til 17 af Iraks 18 provinser repræsenterende mere end 19 af Iraks ca. 24 millioner indbyg-gere. 38

Yderligere arbejder USAID´s ”Office of Transitions Initiatives” sammen med CPA i etable-ringen af 20 områdecentre, hvis opgave er at uddanne og informere offentligheden om den igangværende transformation til demokrati.39 På det helt grundlæggende niveau hæmmes processen af, at USA ikke er elsket i brede kredse i hverken Irak eller Mellemøsten generelt. Samtidig med, at der således er tiltag til uddannelse og informering af den irakiske befolkning vedr. demokrati hævder artiklen ”Taking Arabs Seriously”, at en stor del af amerikanernes problem i Irak relaterer sig til Bush administrationens fejlagtige grundlæggende antagelser om den arabiske verden, og artiklen efterlyser et opgør med disse antagelser.40

35 www.cpa-iraq.org/transcrips/clarifications.html 36 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Side 93. 37 www.cpa-iraq.org/transcrips/clarifications.html 38 http:www.usaid.gov/iraq/accomplishments/locgov.html 39 http://usinfo.state.gov/regional/nea/newiraq/governance.htm 40 Marc Lynch ”Taking Arabs Seriously”. Foreign Affairs volume 82. No.5

19

Som eksempler på sådanne grundantagelser nævnes opfattelsen af, at arabere respek-terer magt og foragter almindelig fornuftsrelaterede argumenter som et tegn på svaghed. Som konsekvens heraf forsøger amerikanerne at imponere araberne ved at tvinge dem til underkastelse. En anden opfattelse er, at vreden mod USA kan og skal ignoreres fordi den er et element i den arabiske og muslimske kultur og repræsenterer den svage og fejlslagne parts misun-delse mod den succesrige, eller vreden holdes simpelthen i kog af arabiske ledere for at aflede opmærksomheden fra egen inkompetence. Endnu en almindelig amerikansk opfattelse skulle være, at den amerikanske politik ganske enkelt bliver misforstået og bare skal kommunikeres bedre til målgruppen.

20

3.1 Arabisk liberalisering. Et eksempel på begyndende arabisk liberalisering er fremkomsten af mere eller mindre uafhængige arabisk TV stationer som det uafhængige Qatar baserede satellit tv al Ja-zeere, som allerede fra begyndelsen i 1996 havde dækningen af politiske emner som før-ste prioritet. Gennem kritiske tv-programmer har al Jazeera været i clinch med stort set alle arabiske regimer. Stationen tager ofte udgangspunkt i provokerende oplæg som for nyligt i et talk show, hvor de stillede spørgsmålet ”Er de eksisterende arabiske regimer blevet værre end kolonialismen”? TV værten, en af gæsterne og 76 % af seerne som indtelefonerede deres meninger sagde ja! Man kan argumentere for, at en sådan frustreret meningstilkendegi-velse over tingenes tilstand sender er signal om åbninger for progressive forandringer. 41 Ydermere er det først og fremmest den arabiske middelklasse som adresseres gennem de nye TV stationer, og man kan argumentere for, at fokus flyttes fra gaderne og paladserne til middelklassens stuer når det gælder tilgangen til den offentlige arabiske opinion. Ifølge lektor Birthe Hansen står det imidlertid sløjt til med omfanget af en arabisk middelklasse.42

Al Jazeera har dækket al Qaeda positivt og været negativ over for amerikansk politik i Af-ghanistan og Irak og har af samme grund påkaldt sig Bush administrationens vrede. Ad-ministrationens forsøg på, at presse al Jazeera til, at censurere Bin Ladens bånd kompro-mitterer i mange araberes øjne amerikanernes retorik vedr. ytringsfriheden. Konklusionen på artiklen ”Taking Arabs Seriously” er, at hvis amerikanerne ønsker arabisk støtte til et demokratisk Mellemøsten og forståelse for en besættelse af Irak samt støtte i kampen mod terror, så skal der ægte dialog til, hvor arabisk intellektuelle, journalister og politikere engageres i stedet for, hvad der p.t. opfattes som en strategisk, og let gennemskuelige manipulation.43

3.2 Analyse. Netop den kendsgerning, at Tyrkiet er det eneste af de 56 medlemmer af IOC der har et demokrati i vestlig forstand, sætter meget godt amerikanernes enorme opgave i Irak i re-lief. Manglen på demokratiske traditioner i den muslimske verden udgør således formo-dentlig et af de største problemer i relation til en vellykket implementering af demokrati i Irak. For at det kan lykkes skal der være en vilje til det. Man kan som bekendt trække he-sten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, selv om det kan forudses, at det internationale samfund i fremtiden i højere grad end tidligere vil sammenkæde tildeling af international hjælp og bistand med viljen til reformer og demokratiseringstiltag. Den isla- 41 Marc Lynch ”Taking Arabs Seriously”. Foreign Affairs volume 82. No.5 42 Lektor Birthe Hansen holdt 20. februar 2004 foredrag på Forsvarsakademiet om Mellemøsten, hvor hun bl.a. omtalte den beskedne middelklasse. Gengivet med Birthe Hansens tilladelse. 43 Marc Lynch ”Taking Arabs Seriously”. Foreign Affairs volume 82. No.5

21

miske verden vil således næppe kunne undgå, at føle et støt stigende internationalt pres for reformer. CPA er selvfølgelig meget opmærksom på, at de overordnede institutioner, strukturer og rammer som er en forudsætning for en demokratiseringsproces skal være på plads så hurtigt som muligt. Samtidig viser redegørelsen, at indsatsen tager sigte på alle niveauer i det irakiske samfund, for hvad hjælper overordnede strukturer hvis ikke der kan skabes folkelig opbakning bag projektet? Redegørelsen afslører imidlertid nogle mindre optimistiske forestillinger om mellemøstlige samfund og deres tilgang til og accept af forskelligheder såvel kulturelle som religiøse, ligesom mange muslimers opfattelse af islam som ufejlbarlig og dermed overflødiggørende en lovgivende forsamling virkelig sætter spørgsmålet om en demokratisering af Mellem-østen i relief. Samtidig redegøres der imidlertid for, at der anes forsigtige skridt i retning af demokrati og reformer i nogle af regionens lande. Ovenstående afslører grundlæggende uoverensstemmelser i den islamiske verden med hensyn til opfattelse af samfundets indretning. Dette peger i retning af intern splittelse i landene, og samtidig sættes der spørgsmålstegn ved om grobunden for reformer i over-ensstemmelse med strukturorienterede demokratiseringsteorier stikker dybere end blot at være et spørgsmål om en forsinket modningsproces. I den forbindelse er den begyndende accept af den arabiske nationalstat overordentlig in-teressant. Denne som regel kunstige statsdannelse, med grænser ofte trukket efter en lineal, er efter ”Syrien først princippet” altså tilsyneladende ved at blive den ramme som de arabiske befolkninger accepterer at agere i og måske i stigende grad at identificere sig med. Efter ca. 80 år begynder disse stater og befolkninger måske, at opleve sig selv i en nationalstatslig ramme. Hvis det er sandt, så betyder det også, at der kan implementeres nye institutioner og tiltag i den arabiske verden, og at modningsprocessen er i gang, men ting tager tid, hvilket andre landes demokratiseringsprocesser i øvrigt også til overflod kan dokumentere. Det interessante spørgsmål er således, om regionens arabiske befolkninger, og herunder specielt den irakiske, er nået til et stadie i modningsprocessen, hvor der kan skabes den fornødne opbakning til demokratiseringsprocessen, på trods af en udbredt opfattelse af demokratiet som værende overflødigt. Moderniteten og dens begreber, herunder demokrati, hænger selvfølgelig sammen med den høje urbaniseringsgrad som netop teoretisk sammenkædes med moderniseringspro-cessen, hvilket taler til Iraks fordel som jo har en høj urbaniseringsgrad. Risikoen er selvfølgelig, at der i brede arabiske kredse, især landlige og mere tilbagestående, ikke kan skabes en opbakning om demokratiseringer, samt at det grundlæggende ses som et nyimperialistisk moderne tiltag som nu presses ned over hovedet på dem, dybest set for at sikre at Mellemøsten i fremtiden er mere medgørlig. Her skal det dog fremhæves, at tanken om en nationalforsamling jo ikke er ny og på trods af, at nationalforsamlingen under Saddam ikke havde noget med en lovgivende forsamling i vestlig forstand at gøre, så eksisterede institutionen og selv om det under Saddam kun

22

var på papiret så tillader forfatningen af 1989 oprettelsen af politiske partier. Dette er vig-tigt i forbindelse med retablering, udbygning og skabelsen af stærke institutioner, som kan understøtte det irakiske samfund, og det er vigtigt i en erkendelse af, at institutionerne i en eller anden udstrækning har været der i mange år, og ikke bliver introduceret med ameri-kanerne, men at det der bliver introduceret er en ny måde at bruge institutionerne på. Samtidig så er der en mangfoldighed af politiske partier og bevægelser, hvoraf de p.t. stærkeste, i hvert fald officielt, bekender sig til demokratiet jf. bilag 2. Dette betyder igen, at der er et fundament at bygge et demokratisk valg på, og dermed også et fundament der dels allerede underbygger Robert A. Dahls 7 institutioner der skal være til stede for at en styreform kan karakteriseres som et ”demokrati”, men som også kan bruges som afsæt for en nødvendig yderligere styrkelse af Dahls institutioner. Bilag 2 afslører samtidig, at amerikanerne i deres sammensætning af det midlertidige rådgivende råd, i overvejende grad reelt har skelet til repræsentanter for den irakiske befolkning, og ikke kun irakere positive over for den amerikanske administration og tilstedeværelse. Der er jo jf. redegørelsen ved at ske en liberalisering i Mellemøsten. Oven i købet en libe-ralisering, som regimerne dårligt kan kontrollere. De kan selvfølgelig lukke de uafhængige TV stationer, men de kan i princippet sende hvor som helst fra, og de er formodentlig kommet for at blive. Lige præcis denne liberalisering af det vigtigste af alle massemedier tilgodeser og inspirerer i den grad de overordnede dimensioner for demokrati jf. Diamond , Linz og Lipsets Politiske konkurrence, politiske deltagelse og politiske rettigheder. Der kan derfor argumenteres for, at denne begyndende liberalisering af massemedierne er et meget vigtigt skridt på vejen, fordi den kan ses, som ikke bare en TV station, men som en utilfredshed og erkendelse/bevidsthed som nu manifesterer sig. Dette at araberne kan se meninger brydes i debatter som ofte er meget kritiske over for de bestående forhold vil helt naturligt afføde en bevidsthed om såvel politiske rettigheder som politisk konkurrence, hvilket på sigt måske vil anspore araberne til forstærket politisk engagement og deltagelse. Yderligere er det væsentligt, at det netop er den arabiske middelklasse som er målgrup-pen for liberaliserede arabiske massemedier, fordi en udbygget arabisk middelklasse som udgangspunkt må være en vigtig del af det fundament, der skal bære en eventuel demo-kratisering af Mellemøsten igennem. Netop skismaet med demokrati som et vesterligt påhit over for liberaliseringen af visse af de arabiske medier og dermed en forøget arabisk bevidsthed, kan næppe undgå at stille krav til den amerikanske ageren i en mellemøstlig kontekst. De amerikanske budskaber risikerer meget vel, at drukne i en arabisk bevidsthed når det er alment kendt, at USA samtidig med efterspørgelse af ytringsfrihed lægger pres på uafhængige TV stationer for at afstå fra f.eks. at bringe lydbånd fra Osama Bin Laden. I det hele taget kan der argumenteres for, at USA er nødt til at sikre sig at deres repræ-sentanter og politik i Mellemøsten er sig bevidste om muslimske kulturelle værdier og op-fattelser, og ikke forfalder til stereotype forestillinger som i bedste fald graver grøfter, men som i værste fald får debatten til at forstumme. En ideologisk præget indgangsvinkel med

23

yderst kortfattede og hårdtslående argumenter og udsagn stillet op over for en ægte dialog byggende på gensidig respekt synes at være en del af udfordringen i forbindelse med skabelsen af en demokratisk forståelse. Bottom Line er, at selv om amerikanerne skal sluge nogle kameler så kan der argumen-teres for, at en ægte respektfuld dialog grundlæggende er vejen frem, og den vil næppe kunne undgå, at virke modererende på araberne og dermed være med til, at bane vejen for den demokratisering og liberalisering af Mellemøsten som er amerikanernes officielle mål. Hvis Marc Lynch har ret vedrørende mange amerikanske grundantagelser om ara-berne er der flere end én part der skal arbejde med selvopfattelser. Der er næppe tvivl om, at parterne har vidt forskellige udgangspunkter og ”landkort” over virkeligheden, og det kan virke banalt og trivielt, men en tilnærmelse af udgangspunkter, hvor svært det end måtte være, de mange grupperinger taget i betragtning, er formodentlig en forudsætning for et konstruktivt samarbejde og dermed for en vellykket demokratise-ringsproces. Hermed er der lagt op til en særdeles kompliceret proces der har en endog meget lang tidshorisont. Netop dialogen er jo central i amerikanernes etablering af programmer som tager sigte på uddannelse til og informering om demokrati. Uddannelsen og modningsprocessen til de-mokrati er som sagt erfaringsmæssigt tidskrævende, hvilket indikerer at der er tale om en proces der er nødt til at være vedvarende og vedholdende i en lang årrække frem. For en begyndende demokratiforståelse taler ikke blot etableringen af de uafhængige ara-biske TV stationer, men det som tilsyneladende er tydeligt og dermed meget vigtigt er den frustration som får lov til at fremkomme i forbindelse med debatprogrammerne. Denne fru-stration og utilfredshed afslører en skuffelse over regionens magthavere og deres mang-lende evne til at tage hånd om aktuelle problemstillinger. Dette vil medvirke til at øge det indenrigspolitiske pres på magthaverne yderligere. Med denne udvikling er det muligt, at stadig flere arabere vil se demokratiet som et reelt alternativ til de kriseramte autokratier. Vigtigheden af processen i Irak, og hvor meget der i grunden afhænger af den, synes ind-lysende. Etableringen af centre og uddannelse samt informering af den irakiske befolkning er derfor overordentlig vigtig, og der bør allokeres omfattende ressourcer til dette arbejde. Det er også meget vigtigt, at FN og andre internationale organisationer med integriteten i behold er synlige i Irak. Det betyder givetvis meget, at en mand som General Sekretær Annan arbejder med, for at legitimere hele den proces der er i gang. Måske har Annan den tro-værdighed som amerikanerne tilsyneladende mangler, måske kan han og FN generelt bi-drage mere positivt end som så. FN´s modererende rolle i f. m. shiamuslimernes krav om direkte valg allerede i første omgang kan næppe heller undervurderes. Der synes at ligge en betydelig fare i, at demokratiseringsprocessen forceres med direkte valg allerede i første omgang, uden hen-syntagen til om de nødvendige institutioner er etableret og er funktionsdygtige.

24

4 Antidemokratisk intervention. Det er klart, at den irakiske demokratiseringsproces følges med stor interesse fra nabo-staterne, først og fremmest de lande som i dette speciale er defineret som det centrale Mellemøsten og som sådan grænser op til Irak. Det drejer sig således om Syrien, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Iran. For alle disse fire stater, vil konsekvenserne af den Irakiske demokratiseringsproces være signifikante, hvad enten processen bliver en succes eller ej. Selve demokratiserings-spørgsmålet vil i sig selv udgøre en væsentlig udfordring for især Syrien, Saudi-Arabien og Iran.

4.1 Saudi-Arabien. I Saudi-Arabien finder en magtkamp sted mellem Kronprins Abdullah som reelt er rege-ringsleder og prins Nayef som er indenrigsminister og kontrollerer de saudiske sikkerheds-styrker. Kronprins Abdullah associerer sig selv med ”Tagarub” doktrinen som kort fortalt promoverer en fredelig sameksistens mellem muslimer og ikke muslimer. Samtidig aner-kendes et forholdsvis bredt politisk spektrum med plads til bl.a. Shiiter, sekularister og fe-minister. Kronprinsen er fortaler for forsigtige politiske reformer.44 Prins Nayef beskrives som anti amerikansk og har opfordret til Jihad. Prinsen sympatiserer med al Qaeda og har i et offentliggjort interview i Saudi-Arabien hævdet at 11. september ikke blev begået af al Qaeda men i stedet var et Israelsk plot, som skulle miskreditere muslimer generelt. Den skjulte besked var tilsyneladende, at det saudiske hemmelige politi ikke så nogen grund til, at forfølge al Qaeda på baggrund af begivenhederne 11. septem-ber.45

Prins Nayefs holdninger skal ses på baggrund af en sunni muslimsk radikalisme, den så-kaldte ”neo-Wahhabisme” som generelt ser sunni muslimerne som offer for et gigantisk plot som omfatter såvel Israel, amerikanerne som shiiter. De radikale sunni muslimer ser således shiiter som jøder, fordi en sunni myte siger, at det var en omvendt jøde Abdullah bin Saba, som grundlagde den shiitiske gren af islam.46

Saudi-Arabiens radikale sunnier er tilsyneladende meget bekymrede for, at amerikanerne og de irakiske shiamuslimer skal tvinge Riyadh til at gennemføre omfattende reformer og medinddrage de saudiske shiitter i det politiske liv. En frygt som de deler med al Qaeda.47

Det sunni muslimske præsteskab i Saudi-Arabien går så vidt som til at true landets shia-muslimske mindretal med folkemord hvis de går for vidt med krav om politiske reformer. En fremtrædende sunni præst Nasir al-Umar opfordrer regeringen til at fyre alle shiiter i væsentlige offentlige stillinger, samtidig med at han advokerer for en hurtig løsning på den 44 Foreign affairs. January/february 2004. ”The Saudi Paradox” side 39. 45 Ibid. Side 39. 46 Ibid. Side 48. 47 Ibid. Side 50.

25

shiitiske dominans i det østlige Saudi-Arabien, en opfordring som kun kan tolkes som op-fordring til etnisk udrensning.48

Oven i dette har det amerikanske engagement i Irak i høj grad svækket Saudi-Arabiens stilling i regionen. Amerikanerne har ganske enkelt ikke brug for Saudi-Arabien længere i samme grad som tidligere, hvorfor der er åbnet op for et markant hårdere pres for politiske reformer fra amerikansk side. USA har således erklæret, at de ønsker at nedlægge de amerikanske baser i landet som længe har været en torn i øjet på islamistiske kredse, og dette kan derfor tolkes som et klogt træk fra amerikanernes side. Det centrale er imidlertid, at saudierne ikke længere har den strategiske betydning for USA som landet havde tidligere. Dels har amerikanerne militære aftaler med flere af de små golfstater, herunder Kuwait og Bahrain, dels har amerikanerne i en overskuelig fremtid kontrol med den Irakiske olie. 49

4.2 Iran. Siden den reformvenlige Muhammad Khatami vandt en jordskredssejr ved det iranske præsidentvalg i 1997, har Iran været præget af interne magtkampe. Khatemi vandt med mere end 70 % af stemmerne og det var mest kvinderne og de unge som stemte for hans mere liberale og pluralistiske politiske linie. Irak krigen har i første omgang styrket de konservative kræfter i Iran, på bekostning af de dialogsøgende, men det indenrigspolitiske pres er fortsat voldsomt stort og medio januar 2004 demonstrerede ca. 80 parlamentarikere i Iran således mod udelukkelse af kandidater til det næste Iranske parlamentsvalg, fordi de af det magtfulde ”Vogternes Råd” er fundet for moderate til valgbarhed til det Iranske parlament. Blandt de demonstrerende og ude-lukkede er præsident Khatamis bror Mohammad Reza Khatami, krigshelt og gift med Khomeinis barnebarn, og dermed ikke en hr. hvem som helst.50

Set i relation til Irak er det væsentligt, at fremhæve den religiøse sammensætning i Iran, hvor ikke mindre end ca. 91 % af befolkningen er shia-muslimer og kun ca. 8 % er sunni-muslimer. 51 Der er derfor næppe tvivl om, at det for Iran er vigtigt, at Shia-muslimerne i Irak får den politiske indflydelse som deres antal berettiger til. Allerhelst så konservative kræfter i Iran en islamisk republik indført i Irak efter iransk forbillede, noget som Forsvars-minister Donald Rumsfeld har advaret meget kraftigt imod. Han har således understreget, at såfremt Iran nærer ønsker i den retning, vil dette være ensbetydende med et militært svar fra amerikansk side. 52

Iran er ikke ukendt med revolutionær indblanding i regionens øvrige stater. Iranerne har således svunget den revolutionære islamiske fane og har ydet højlydt verbal, og formo-

48 Foreign affairs. ibid side 49. 49 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Side 103. 50 Information, mandag 16. februar 2004 side 4. Artiklen ”Lillebror står på spring” af Leif Kongsgaard som er antropolog. 51 Henrik Jespersen og Gorm Rye Olsen, ”Mellemøsten – Fornyelse og Kontinuitet” side 118. 52 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Side 102.

26

dentlig også økonomisk, støtte til palæstinenserne, ligesom Teheran efter sigende støttede en lang række fundamentalistiske grupper, der arbejdede på at omstyrte de verdslige magter i lande som Egypten, Algeriet og muligvis også i golfstaterne.53 Af samme årsag har Iran haft et ganske anstrengt forhold til langt de fleste af sine arabiske naboer. Iranerne frygter nu, at blive syndebukke for evt. uroligheder blandt shiitterne og problemer med sikkerheden i Irak. Iran beskyldes således for at bruge ”The supreme Council for Is-lamic Revolution in Iraq (SCIRI) væbnede Badr brigade som spydspids i Irak. Iran har selv bevæbnet og trænet brigaden. Det er derfor måske ikke helt ubegrundet, at Iran frygter hvad amerikanerne vil iværksætte af evt. sanktioner over for et land som de har udnævnt til, at være ”on the axis of evil”, så-fremt der kan påvises en forbindelse mellem uroligheder i Irak og Iransk indblanding. Det politiske billede i Iran er dog langtfra entydigt, idet der som allerede nævnt foregår en intern magtkamp i Iran mellem konservative mullaher og mere reformvenlige kræfter. Fak-tisk har Iran siden Khatamis sejr i 1997, været engageret i en kritisk dialog med EU, hvilket har resulteret i en politik kendetegnet som ”konstruktiv engagement”. Dette konstruktive engagement har medført forhandlinger mellem EU og Iran om handels- og samarbejdsaftaler, afhængig af visse Iranske modifikationer på det politiske område, som f.eks. en tillægsprotokol til ”ikke spredningsaftalen”, som vil tillade ad hoc inspektioner af Irans nukleare faciliteter, for at sikre at disse fortsat kun forfølger civile og ikke militære formål. 54 Amerikanerne har indtil videre ikke ønsket en sådan dialog med Iran, men ifølge den ame-rikanske Iran-ekspert professor Mahmood Monshipouri så er en normalisering af forholdet mellem USA og Iran ikke et spørgsmål om hvorfor og hvordan, men hvornår. Ifølge Monshipouri så behøver USA Iran, fordi Iran er en nøgleaktør i Mellemøsten både i forhold til shiitterne i Irak, men også i forhold til ekstremistiske grupper som Hamas og Islamisk Jihad. Monshipouri mener yderligere at uanset om det er konservative eller måske i frem-tiden mere moderate kræfter som er ved magten i Teheran, så vil de være interesserede i en normalisering i forholdet til USA. Ifølge Mohammed Sayed Said, som er vicedirektør for tænketanken Al Ahram Center for Political and Strategic Studies i Kairo i Egypten, så prøver Iran ikke længere at eksportere sin revolution til de arabiske golfstater, og Iran behøver endvidere en håndgribelig forbed-ring af økonomien.55

53 Henrik Jespersen og Gorm Rye Olsen, ”Mellemøsten – Fornyelse og Kontinuitet” side 117-118. 54 The World Today, Volume 59 Number 7 July 2003. Article “Bemused and Worried”. 55 Politiken havde søndag 8. februar en 15 sider tema om Iran. Professor Mahmood Monshipouris udtalelser stammer fra artiklen ”USA og Iran bejler til hinanden af Poul Husted, og Mohammed Sayed Saids udtalelser stammer fra artiklen ”Fra fjende til ven - måske” af Adam Hannested.

27

4.3 Syrien. Syrien er i løbet af det seneste årti blevet mere og mere isoleret i Mellemøsten (regionalt niveau) og i forholdet til USA (globalt niveau). Relationerne mellem Syrien og de omkring-liggende lande er generelt meget dårlige og USA betragter som bekendt Syrien som et af landene i den såkaldte ”Axis of evil”.56

Syriens strategiske kapacitet målt på ressourcer, befolkning, økonomi og militære styrker er stærkt begrænset og generelt destabiliserende. Syriens politiske og økonomiske system er ineffektivt og utidssvarende, hvorfor der er behov for gennemgribende politiske og øko-nomiske reformer.57 Syrien står over for en markant vækst i befolkningen som i 2000 blev vurderet til 16,19 mio. og som i 2010 forventes at være vokset til 20 mio. 58

I juli 2000 blev Bashar al-Assad valgt som Syriens nye præsident efter sin far Hafez al-As-sad. I f. m. sin overtagelse af embedet holdt den nye præsident en tale, hvori han, fremhævede de reformer og justeringer af det økonomiske og politiske system som er nødvendige, hvis Syrien skal klare fremtidens mange udfordringer.59 Han dvælede også ved nødvendigheden af at udvikle demokratiet og acceptere grundlæggende demokratiske principper, men fastholdt også, at Syrien ikke kan overtage andres demokratiske traditio-ner, men er nødt til at se demokrati i deres egen historiske og kulturelle kontekst.60 Der er imidlertid mange og stærke kræfter i Syrien som ikke er nær så forandringsberedte som den nye præsident tilsyneladende er, så vejen frem bliver hård og stenet ikke mindst i den unge præsidents evt. forsøg på at reformere samtidig med at han skal sikre sin egen magtbase under processen.61

Indsættelsen af den nye præsident har ikke umiddelbart ændret på amerikanernes syn på Syrien. Allerede inden Irak-krigen betragtede amerikanerne Syrien som en slyngelstat, først og fremmest fordi landet menes at støtte terrorisme. Damaskus huser således de palæstinensiske bevægelser Hamas og Islamisk Jihad, og har gode relationer til Hizbollah og Iran.62 Af samme grund har den syriske regering været udsat for et omfattende pres siden Irak krigen for, at lukke de ovennævnte organisationers kontorer i Damaskus, hvilket nu synes at være gjort.63 De amerikanske trusler var også ganske signifikante og blev opsummeret

56 Orlogskaptajn J. Andersen, kaptajn M. Rose og kaptajn H. Støjko: Strategisk områdestudie ”Den Syriske Arabiske Republik” oktober 2002. Side 4. 57 Ibid. 58 Ibid side 13. (UNDP Human Development Report 2001. Statistical Annex pp. 143-144). 59 Jørgen Bæk Simonsen “Fra far til søn: Tilfældet Syrien” side 145. Artikel i Et nyt Mellemøsten? Redigeret af Lars Erslev Andersen og Peter Seeberg. 60 Ibid, side 146. 61 Orlogskaptajn J. Andersen, kaptajn M. Rose og kaptajn H. Støjko: Strategisk områdestudie ”Den Syriske Arabiske Republik” oktober 2002. Side 4. 62 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Side 100. 63 Ibid. Side 101.

28

af Viceforsvarsminister Paul Wolfowitz i et interview med Washington Post 8. april 2003, hvori han blev citeret for følgende: ”Jeg tror en række stater – herunder Syrien – efterhånden vil forstå beskeden fra denne Irak-krig, nemlig at det er langt bedre at komme fredeligt overens med det inter-nationale samfund og ikke opbygge masseødelæggelsesvåben og ikke benytte terrorisme som et instrument for national politik”.64 Syrien har traditionelt haft et anstrengt forhold til Irak, fordi begge lande gerne har villet se sig selv som den arabiske verdens leder. Det er derfor ikke overraskende at Syrien, på trods af at 90 % af Syriens befolkning er sunni muslimer, støttede Iran under den 8 år lange krig mellem Irak og Iran, og i perioden 1980 til 1998 var der ingen officiel kontakt mellem de to lande.65 I f. m. lempelserne i det såkaldte olie-for-mad-program genetablerede Syrien imidlertid økonomiske forbindelser til regimet i Bagdad, og der har i en årrække været et irakisk handelskontor i Damaskus.66

Inden Irak-krigen havde Syrien møder med andre af Iraks naboer, og disse møder havde kun et punkt på dagsordenen, og det var ønsket om at opretholde Iraks nationale integri-tet. Dette ønske er blevet gentaget ved møder efter at regimet i Bagdad er faldet, og det tjener som et eksempel på, at tanken om nationalstaten som ramme for det politiske liv i ikke bare Syrien men regionen generelt har sejret.67

4.4 Tyrkiet. Tyrkiet har lige siden grundlæggelsen af den moderne tyrkiske stat under Kemal Atatürk i 1923 overvejende været orienteret mod vesten og har med sekularismen samt en tyrkisk nationalisme som hjørnestene ført en meget provestlig Mellemøsten politik. 68 Amerika-nerne har således traditionelt haft stor indflydelse i Tyrkiet, både økonomisk men også på grund af overvejende fælles interesser i området, bl.a. i kraft af NATO medlemskab. Valget 3. november 2002 syntes umiddelbart at indvarsle nye tider. Retfærd- og Udvik-lingspartiet (AK) opnåede knap 2/3 af pladserne i parlamentet og Recep Tayyip Erdogan blev premierminister. Partiet kan betegnes som et moderat islamistisk parti, som fortsat bekender sig til en sekulariseret orden og stadig overordnet prioriterer EU-medlemskab og økonomisk stabilitet. Det er imidlertid en kendsgerning, at det tyrkiske parlament i marts 2003 afviste et ameri-kansk ønske om at kunne indsætte amerikanske tropper i Irak via Tyrkiet. Nogle Kom-

64 Viceforsvarsminister Paul Wolfovitz til Washington Post, 8. april 2003. 65 Henrik Jespersen og Gorm Rye Olsen, ”Mellemøsten - Fornyelse og Kontinuitet” side 224. 66 Jørgen Bæk Simonsen “Fra far til søn: Tilfældet Syrien” side 149. Artikel i Et nyt Mellemøsten? Redigeret af Lars Erslev Andersen og Peter Seeberg. 67 Jørgen Bæk Simonsen “Fra far til søn: Ibid. side 149. 68 Dietrich Jung “Muslimsk bror eller trojansk hest?” side 229-230. Artikel i Et nyt Mellemøsten? Redigeret af Lars Erslev Andersen og Peter Seeberg.

29

mentatorer mener, at Tyrkiet dermed dolkede sin gamle amerikanske allierede i ryggen, og at der således måske var lagt op til forandringer i det tyrkisk - amerikansk forhold.69

På en briefing 29. januar 2004 fremhævede Viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, at Tyrki-ets tilbud om at stille styrker til rådighed i Irak havde været et vigtigt og positivt signal. Wolfowitz fremhævede yderligere, at der var en fælles amerikansk – tyrkisk opfattelse med hensyn til Iraks fremtid som ét land med en national regering i spidsen for udenrigspolitik-ken, i spidsen for hæren og udøvende kontrol med grænserne.70 Tyrkiet er selvfølgelig først og fremmest interessant i forhold til Irak på grund af tyrkernes anstrengte forhold til kurderne generelt. Tyrkiet har igennem mange år bekæmpet deres eget kurdiske mindretal og har tidligere sendt tropper i tusindvis ind over grænsen til Irak for at bekæmpe tyrkiske kurdere når de søgte tilflugt blandt ligesindede i den kurdiske del af Irak.71 Wolfowitz mente dog at en vis form for federalisme eller føderation var uundgåelig, men beskeden til kurderne var klar, at kurdernes fremtid ikke ligger i en adskillelse fra det øv-rige Irak, men at fremtiden lå i at hjælpe amerikanerne med at sikre et fremtidigt Irak som et frit og demokratisk land. 72 Tyrkiet har således en umiddelbar interesse i, at de irakiske kurdere ikke får deres egen selvstændige stat og, at en form for autonomi ikke på sigt leder til en egentlig stat. Yderli-gere ønsker Tyrkiet formodentlig de irakiske kurdere så svage eller begrænsede i deres manøvrerum, at de ikke kan/vil støtte de tyrkiske kurdere i deres bestræbelser på opnå-else af autonomi. Den seneste udvikling kan således tyde på, at der er nogenlunde fælles trav i Washington og Ankara, og at amerikanerne dels kan udnytte deres traditionelle indflydelse i Tyrkiet til at hindre utidig indblanding i Irak mod til gengæld at sikre, at kurderne respektere Tyrkiets bekymringer og derfor ikke tirrer Tyrkiet unødigt. Muligheden synes således at være til stede for at Tyrkiet og kurderne kan opnå et afbalanceret forhold uden væbnede konflik-ter.73

69 Ibid. Side 236. 70 http://www.cpa-iraq.org/cgi-bin/prfriendly.cgi? 71 Daniel Byman, Constructing a Democratic Iraq, side 66. 72 Ibid. Side 66. 73 Ibid. Side 75, hvor denne tese underbygges af Byman.

30

4.5 Analyse.

4.5.1 Saudi-Arabien. Umiddelbart kan det konstateres, at såvel Tyrkiet, Iran, Saudi-Arabien som Syrien har store interesser i Irak. Alle fire lande har også interesser i forhold til et stabilt Irak som ikke længere udgør en trussel mod nabostaterne, men herfra er det et åbent spørgsmål, hvor langt sammenfaldet af interesser rækker. Det er klart, at et demokratisk Irak domineret af shiitter for væsentlige og stærke sunni muslimske kræfter i Saudi-Arabien repræsenterer et dobbelthovedet uhyre og dermed et potentielt stort problem. Spørgsmålet er imidlertid om problemet er så stort, at Saudi-Arabien aktivt vil modarbejde processen gennem støtte til militante sunnimuslimske kræfter i Irak, eller om kronprins Ab-dullahs mere pragmatiske linie får lov til at sejre. Med andre ord er Saudi-Arabiens fremtidige holdning i høj grad afhængig af den igangvæ-rende magtkamp personificeret ved kronprinsen og hans halvbror prins Nayef. På den ene side er der det traditionelle modsætningsforhold mellem ortodokse sunnimuslimer og shi-itter, på den anden side hele spørgsmålet om demokratisering som truer den saudiske kongefamilies enevældige magt. Der er således givetvis kræfter i Saudi-Arabien som foretrækker, at se demokratiserings-processen i Irak køre af sporet, for siden at bruge dette som argument mod en demokrati-sering af Saudi-Arabien. På den anden side er der kræfter som anerkender at der er be-hov for reformer og som givetvis kan bruge en vellykket demokratisering af Irak som for-billede for en begyndende demokratisering af Saudi-Arabien. Ikke fordi de nødvendigvis af hjertet er tilhænger af en sådan demokratisering, men fordi de kan se at uden en liberali-sering og demokratisering vil kongehusets dage måske alligevel være talte, ikke mindst efter amerikanerne mere eller mindre har undsagt sig Saudi-Arabien i sin nuværende au-tokratiske form. Spændingerne i Saudi-Arabien synes at være ganske store, hvilket i sig selv kan føre til en destabilisering af det nuværende styre, hvor limen til sidst kun er kongefamiliens ønske om en fortsættelse af monarkiet og en uindskrænket magtbase. Et fuldstændigt destabiliseret Irak på grænsen til Saudi-Arabien er næppe nogen drøm-meposition for nogen saudiere, men der vil formodentlig være et indenrigspolitisk pres i Saudi-Arabien for at sikre sunnierne i Irak så gode betingelser som overhovedet muligt. En ting tror jeg imidlertid de forskellige fraktioner i Saudi-Arabien formodentlig kan blive enige om, nemlig at det vil være i Saudi-Arabiens interesse, at et fremtidigt Irak bliver så svagt, at det ikke længere vil være i stand til at spille en militær rolle i Mellemøsten og så-ledes heller ikke vil være i stand til at true sine naboer.

31

I en Saudiarabisk kontekst kan der således argumenteres for, at saudierne nok hellere ser en føderal irakisk stat med en sunnimuslimsk enklave der er så autonom som muligt, frem for en stærk shiamuslimsk domineret nabo med iranske sympatier. På den anden side kan der argumenteres for, at Saudi-Arabien deler syrernes standpunkt om opretholdelse af Iraks nationale integritet og enhed, fordi de på sigt kan frygte for deres egen nationale in-tegritet på grund af shiitterne i det østlige Saudi-Arabien. Saudi-Arabien fremstår umiddelbart som stærkt svækket og presset i den nuværende situ-ation, og dermed også som det land der risikerer mest i f. m. demokratiseringen af Irak.

4.5.2 Iran. Det kan synes som om den iranske revolutionære begejstring er ved at have lagt sig, i hvert fald oplever præstestyret stigende krav til reformer i selve Iran fra prominente og po-pulære oppositionspolitikere. Samtidig har præstestyret ligesom langt de fleste af regio-nens øvrige magthavere tilsyneladende svært ved at levere de økonomiske resultater, som er en forudsætning for at håndtere de fremtidige udfordringer. Dette kombineret med en erkendelse af, at Iran har brug for sine arabiske naboer kan selvfølgelig være en del af forklaringen på, at Iran ikke længere er så optaget af at eksportere sin revolution til nabo-staterne. I et worst case scenario kan det naturligvis ikke udelukkes, at en stadig mere desperat indenrigspolitisk situation i Iran kunne føre til en konfrontationspolitik med amerikanerne i Irak ført gennem de irakiske shia-muslimer, ud fra tesen om, at en fælles ydre fjende vil samle landet indadtil. På den anden side ser det jo netop ud til, at iranerne i disse år nedtoner konfrontationspolitikken, anlægger en mere pragmatisk holdning og anerkender, at Iran i et eller andet omfang har brug for omverdenen ikke mindst for at få gang i sin økonomi. Netop den økonomiske situation kan således være nøglen til det iranske præsteskab, som indirekte kan være med til at stabilisere situationen i Irak. Det kan imidlertid ikke udeluk-kes, at sårene mellem USA og Iran, herunder den seneste uforsonlige retorik fra amerika-nerne med talen om ”The axis of evil” har fastlåst situationen en anelse, men det betyder jo ikke at der ikke er andre strenge at spille på. Netop det relativt gode forhold mellem EU og Iran med den kritiske dialog kunne være amerikanernes indgangsvinkel til en optøning af forholdet. Dialogen og indgåelse af han-delsaftaler til gengæld for indrømmelser viser, at Iran ikke er ufølsom for pres, og måske slet ikke set i perspektivet af et massivt indenrigspolitisk pres. Der er vel heller ingen grund til at tro, at iranerne ikke tager amerikanernes trusler alvorligt angående militære svar på iransk indblanding i Irak, selv om det i øjeblikket ser ud til at amerikanerne har hænderne fulde. Men man kan vel argumentere for at situationen er, at iranerne er en vigtig aktør i kraft af det shiamuslimske flertal i Irak og således sagtens kan gøre livet surt for amerikanerne, også uden direkte indblanding. Der kan således være ganske meget rigtigt i professor Monshipouris udtalelse om, at USA behøver Iran som medspiller for, at sikre en succes i Irak.

32

Rigtigt og pragmatisk grebet an kan der altså meget vel være lagt op til en vind – vind situ-ation i forholdet mellem Iran og USA. Iran får igen en billet ind i varmen som en respekta-bel og ansvarsbevidst medspiller i verdenssamfundet samtidig med, at de økonomiske forhold forbedres og presset på præstestyret, i hvert fald for en tid aftager. Samtidig får de optimalt set en venligtsindet stabil nabo, hvor shiamuslimerne alt andet lige kommer til at spille en afgørende rolle. Amerikanernes gevinst bliver at Iran påvirker de irakiske shiamuslimer til en fortsat no-genlunde pragmatisk og overvejende ikke voldelig indgangsvinkel til demokratiseringspro-cessen i Irak. Dette scenario synes langt at foretrække frem for det først opstillede.

4.5.3 Syrien. Syrien fremstår som et land der er under et meget stort pres for at klare fremtidens udfor-dringer, specielt befolkningstilvæksten set i lyset af en begrænset økonomisk kapacitet. Landets situation og isolation er således meget begrænsende for Syriens politiske og øko-nomiske manøvrerum. Uden en politisk og økonomisk reformering og investeringer i Syrien er det vanskeligt at se hvordan Syrien skal skabe basis for imødegåelse af fremtidige problemstillinger. Samtidig er et Syrien som amerikanerne har udråbt til at være et medlem af ”Axis of evil” under mindst lige så udtalt et amerikansk pres som Saudi-Arabien og Iran, og man kan argu-mentere for, at den officielle lukning af palæstinensiske bevægelsers kontorer i Damaskus er et signal om, at syrerne tager de amerikanske trusler alvorligt og ikke er indstillet på en konfrontation. Den Syriske situation generelt betragtet gør det vanskeligt, at se en løsning uden en Sy-risk tilnærmelse til USA. Der kan således argumenteres for, at Syrien har en umiddelbar interesse i ikke at blande sig i den Irakiske proces fordi det i hvert fald ikke gavner den Syriske situation, hvorimod en tilnærmelse med garantier for et samarbejde med amerika-nerne og et nyt Irak om inddæmning af sikkerhedsrisikoen umiddelbart vil være et godt udgangspunkt for hjælp til Syrien på lidt længere sigt. Samtidig ser det ud til, at Syrien først og fremmest har en interesse i, at et fremtidigt Irak vil være en stabil og forudsigelig nabostat som har sin nationale integritet intakt. Umiddel-bart kan der argumenteres for, at Syriens nye præsident Assad måske i virkeligheden gerne ser en vellykket reformering af det Irakiske samfund fordi det vil styrke hans egne muligheder for at gennemføre de hårdt tiltrængte økonomiske og politiske reformer i Sy-rien. Præsidenten synes dog at være oppe imod stærke reaktionære kræfter og man kan selv-følgelig ikke udelukke, at antidemokratiske kræfter i Syrien vil fiske i ”rørte vande” i Irak med henblik på ødelæggelse af processen, med henblik på at sikre egne politiske magt-bastioner i Syrien.

33

Der er således igen både muligheder og begrænsninger for amerikanerne set i forhold til Syrien, og spørgsmålet kan gå hen og blive hvor pragmatisk man vælger at gribe si-tuationen an. Umiddelbart synes der at være mest der taler for, at det officielle Syrien kan bringes til, at indtage en konstruktiv indgangsvinkel til et nyt reformeret Irak, og således vil afstå fra en antidemokratisk intervention i landet.

4.5.4 Tyrkiet. Tyrkiets overvejende orientering mod vesten gennem 80 år har nærmest uundgåeligt sat sine spor i forholdet til Mellemøstens øvrige aktører. Den fortsatte prioritering af et fremti-digt EU medlemskab viser da også, at Tyrkiet vel reelt ikke anser tættere bånd til Mellem-østen som et troværdigt alternativ til EU. EU medlemskabet er dog ikke en realitet endnu, og der kan derfor argumenteres for, at Tyrkiet ud fra et realpolitisk udgangspunkt reelt heller ikke har råd til, at være i opposition til USA. Ved at spille på en imødekommelse af det tyrkiske synspunkt i f. m. det kurdiske spørgsmål vil USA formodentlig have sikret sig en maksimal tyrkisk opbakning til demokratiseringsprocessen i Irak. Dette betyder igen, at under forudsætning af en rimelig fornuftig kurdisk ageren, vil der være en reel mulighed for fredelig sameksistens mellem et mere eller mindre autonomt, men velfungerende, kurdisk område i det nordlige Irak. En mere eller mindre stiltiende aftale mellem Tyrkiet og kurderne som tilgodeser begges interesser vil således optimalt set, kunne bringe en stabilitet til området som begge parter vil profitere af.

4.5.5 Sammenfatning. Samlet set kan der argumenteres for, at alle fire stater vil være overordentlig forsigtige med at afspore en irakisk demokratiseringsproces gennem indblanding. På trods af, at der er identificeret kræfter i hvert fald i Saudi-Arabien, Syrien og måske også i Iran som gerne så en mislykket demokratiseringsproces, så er der i de samme lande, tilsyneladende stærke kræfter som ønsker, at nationalstaten Irak fortsat består, ganske enkelt fordi det vil give en stabilitet som området ud fra enhver fornuftig betragtning har brug for. Magtha-verne i Saudi-Arabien, Syrien og Iran har imidlertid meget, at miste i f. m. demokrati-seringsprocessen i Irak og muligheden for, at radikale kræfter vil forsøge at forpurre processen er til stede. En mislykket irakisk demokratiseringsproces vil imidlertid næsten med sikkerhed betyde en endnu længere tilstedeværelse i Irak af først og fremmest amerikanske styrker, rent bortset fra at et ustabilt Irak i worst case scenariet risikerer at falde fra hinanden og blive en form for failed state. Rent bortset fra Tyrkiet er det som udgangspunkt svært, at fore-

34

stille sig at nogen af de behandlede stater vil være indifferente til en massiv amerikansk militær tilstedeværelse i Irak på ubestemt tid. Slutteligt er der næppe tvivl om, at selve demokratiseringsprojektet i Irak er et prestige-projekt som USA dårligt har råd til mislykkes. Det betyder, at der også fremadrettet vil være et massivt pres på de fire lande for ikke at blande sig i, eller opfordre til, konflikter i selve Irak, tværtimod vil der sandsynligvis fra amerikansk side være en forventning om en vis imødekommenhed fra de fire aktører, hvilket betyder at presset på Saudi-Arabien, Syrien og Iran formodentlig vil øges med tiden.

5 Økonomisk kultur. Mellemøsten er præget af produktion og eksport af olie, hvilket for de olieproducerende lande har betydet en tilstrømning af omfattende pengeressourcer. Alligevel er de Mellem-østlige økonomier i krise, og selv om regionen har brug for omfattende investeringer for at kunne tackle de udfordringer som prisfaldet på olien har medført, så ligger det tungt med en liberalisering af den traditionelt centralistisk statsstyrede økonomi. De økonomiske vanskeligheder viser sig bl.a. ved, at andelen af eksport og import i BNP i perioden 1990-1999 er faldet for stort set alle lande i regionen. De eneste undtagelser er Israel, Marokko, Tyrkiet og Yemen. Mens den internationale økonomi generelt oplever en globalisering, synes denne udvikling at forbigå Mellemøsten. For nogle lande er der tale om en direkte de-globalisering.74

Det forsørgersamfund som de rige oliestater har opbygget har de således ikke længere råd til at opretholde. Samtidig har ophøret af en bipolar verdensorden med et Sovjetunio-nen som afbalancerede USA, og som tilbød araberne et alternativ, samlet set betydet et Mellemøsten som er mere udsat for amerikansk og vestligt pres, herunder de vestligt dominerede internationale finansinstitutioner og FN. Et andet stort problem som kræver økonomiske reformer er befolkningseksplosionen, som sætter hele regionens økonomiske og ressourcemæssige system under voldsomt pres. Således blev regionens befolkning i 1975 opgjort til 214 mio. og dette tal forventes at stige til 534 mio. i år 2015. I dag er 46 % af den irakiske befolkning under 15 år. 75

Den sidste faktor som skal nævnes nu, er den investeringsbølge som hele regionen har brug for til renovering og vedligeholdelse af den infrastruktur som blev udbygget under den første investeringsbølge fra 1950érne og til 1970érne.76 At der er brug for investeringer er altså uomtvisteligt. Desværre er den generelle investe-ringsmæssige tillid til regionen ikke særlig stor. I en markedsvurdering foretaget af Eco-nomist Intelligence Unit placeres de ledende økonomier i Mellemøsten i bunden af listen over lande, der er interessante for udenlandske virksomheder at samarbejde med.

74 Martin Hvidt: Mellemøsten: Globalisering på trods. Side 201. 75 Lademanns Leksikon: Landefakta Irak. Befolkning & Erhverv. 76 Martin Hvidt: Mellemøsten: Globalisering på trods. Side 204.

35

Verdensbanken vurderer, at regionen er mindre integreret i verdensøkonomien end ulandene i Asien og Latinamerika.77 Araberne selv foretrækker også, at investere andetsteds end i deres egen region. Det an-slås at den samlede arabiske investering i vesten udgør omkring 500 mia. US $ og det vurderes, at for hver 100 $ som oliestaterne får ind i fortjeneste på olien bruges 40 $ på våbenkøb og endnu 40 $ på investeringer i vestlige banker og aktiemarkeder. 78

Også private arabiske investorer undlader at investere i regionen grundet manglende tillid til de enkelte nationale regeringers økonomiske og skattemæssige politik. Det vurderes, at hvis disse penge skal vende tilbage til Mellemøsten, må der gennemføres økonomiske, lovgivningsmæssige og politiske reformer.79

5.1 Mellemøsten og globaliseringen. Selve problemet med økonomiske reformer og en globaliseret økonomi er særligt vanske-ligt for den arabiske verden at forholde sig til, og mange arabere ser en globaliseret øko-nomi som en trussel og som en form for vesterlandsk nyimperialisme, samtidig med at mange magthavere I Mellemøsten ser globaliseringen som en trussel mod deres centrali-serede greb om de økonomiske midler.80 Af samme årsag er der en udbredt skeptisk hold-ning til begrebet ”Washington Consensus”, som grundlæggende indeholder en række strukturtilpasningspolitikker og krav om frie markedskræfter. Opfyldelse af disse principper bliver i stigende grad brugt af internationale finansinstitutioner som krav for ydelser af lån.81

Det er en almindelig opfattelse, at hvis principperne i ”Washington Consensus” følges så vil det bl.a. betyde såvel gennemsigtighed som ansvarlighed baseret på et juridisk bin-dende regelsæt. Sådanne fornuftige incitamenter, vil kunne tiltrække private investeringer. Hvis man vil tiltrække investorer gælder det altså om, at få vist disse, at landene holder fast i reglerne i det internationale finansielle system. Dette gøres bl.a. ved at applikere IMF´s, Verdensbankens og Verdenshandelsorganisationens (WTO´s) politikker og hand-lingsanvisninger. Et medlemskab af WTO er således en garanti for, at landet følger inter-nationale standarder for investeringer og handel, og at evt. handelstvister bliver afgjort i WTO-regi og ikke i en Saudi-Arabisk eller Irakisk retssal. Endvidere udgør både IMF´s årlige overvågen af de enkelte medlemslande og Verdens-bankens ”policy dialogue” en evaluering af hvordan det enkelte lands økonomi udvikler sig, samt i hvor høj grad landet efterlever indgåede aftaler med disse finansinstitutioner. Det

77 Martin Hvidt: Mellemøsten: Ibid. Side 202. 78 Ibid. Side 206 (Dodge og Higgott (2002). 79 Henrik Jespersen og Gorm Rye Olsen, ”Mellemøsten - Fornyelse og Kontinuitet” side 32. 80 Martin Hvidt: Mellemøsten: Globalisering på trods. Side 208. (Henry og Springborg 2001, side 6). 81 For en mere udførlig beskrivelse af indholdet i ”Washington Consensus” se www.worldbank.org/research/journals, som indeholder en artikel af den oprindelige arkitekt af begrebet ”Washington Consensus” John Williamson.

36

http://www.worldbank.org/research/journals

siger sig selv, at disse rapporter har stor indflydelse på et tredjeverdenslands evne til at tiltrække sig investeringer.82

Der er et både internt og eksternt pres på regionen for, at skabe økonomisk vækst. Dette skyldes som allerede nævnt primært tre grunde: Stagnerende olieindtægter, en befolk-ningseksplosion og det massive investeringsbehov ”den anden investeringsbølge”. Det eksterne pres fra IMF og Verdensbanken og statslige långivere vil også vokse efterhånden som landenes økonomiske situation må forudses at blive ringere, og deres manøvrerum i forhold til disse institutioner og deres krav bliver mindre og mindre. 83

Det bliver således svært for Mellemøstens herskende elite, at sidde kravet om reelle øko-nomiske reformer overhørigt og siden årtusindeskiftet er både Oman og Jordan blevet medlemmer af WTO, og bl.a. Saudi-Arabien og Iran har taget de indledende skridt til medlemskab, men endnu har Irak og Syrien holdt sig tilbage.84

Irakerne er imidlertid ikke helt ukendte med økonomiske reformer og liberaliseringer. Såle-des tvang sammenfaldet mellem den kostbare krig mellem Irak og Iran og faldende oliepri-ser i begyndelsen af 1980érne irakerne til at forsøge en omstrukturering af den irakiske økonomi. Man opmuntrede til vækst i den lille private sektor samtidig med, at man refor-merede statssektoren, uden dog at lade den centrale kontrol glide sig af hænde. Irak var meget interesseret i vestlig avanceret teknologi og samtidig med en stor import fra de vestlige lande var det vestlige firmaer som fik de lukrative kontrakter i forbindelse med opbygning af industrien og udbygningen af den irakiske infrastruktur. I 1983 lettede irakerne den statslige kontrol med private investeringer samtidig med en ophævelse af såvel afgifter på import som restriktioner på eksport fra den private sektor. Yderligere tillod myndighederne senere, at en række statsejede virksomheder samt flere af de store statslige landbrug blev privatiseret.85

5.2 Den amerikanske udfordring. For amerikanerne er udfordringerne altså, at åbne den irakiske økonomi og transformere den fra en centralistisk kommandoøkonomi til en økonomi på frie markedsvilkår. Mange i Bush administrationen ser direkte Irak som lakmusprøven på, om USA gennem en serie af neoliberale økonomiske reformer, er i stand til at introducere en amerikansk inspireret kapitalistisk markedsøkonomi i den arabiske verden. Amerikanerne håber ganske enkelt, at en kombination af politiske reformer og økonomisk udvikling vil imødegå regionens pro-blemer med f.eks. ungdomsarbejdsløshed som Washington ser som en af de væsentligste årsager til terrorisme.86

82 Martin Hvidt: Mellemøsten: Globalisering på trods. Side 207. (Todaro (2000) side. 570). 83 Ibid. Side 216. 84 Ibid. Side 217. 85 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Side 41. 86 Robert Looney: The Middle East Journal Volume 57. Number 4 – Autumn 2003, side 568.

37

Den amerikanske strategi er nedfældet i USAID/US Treasury document, ”Moving the Iraqi Economy From Recovery to Sustainable Growth”87, som bl.a. indeholder følgende overordnede elementer: Privatisering af Iraks industri: Med udgangspunkt i erfaringerne i 1980érne vedrørende privatisering i Irak vil amerikanerne forsøge, at skabe opbakning bag en privatisering af den statslige industri. Det helt store spørgsmål i den forbindelse bliver selvfølgelig en pri-vatisering af den irakiske olieindustri. Skabelsen af det lovmæssige grundlag for privat ejerskab, produktion og distribu-tion: Skabelsen af et nyt legalt system som skal beskytte den private ejendomsret og aftaleret samt understøtte den infrastruktur som er nødvendig for en moderne markeds-økonomi. Et nyt skatte- og afgiftssystem: Skabelsen af et nyt og omfattende indkomstskattesy-stem. Det vurderes at afgiftssystemet vil være meget beskedent i begyndelsen, muligvis med en pause uden afgifter på omkring 6 måneder som forberedelse for en frihandelsaf-tale med USA og et evt. medlemskab af WTO. Der er imidlertid andre som mener, at de neoliberale reformer er en ekstrem løsning på Iraks problemer, og de peger på, at modellen har gjort det dårligt i en række Latinameri-kanske lande i 80érne og 90érne. Disse problemer har bl.a. været øget velstand til de rigeste, øget arbejdsløshed og stagnerende lønninger for dem som var i arbejde, mistet indflydelse til fagforeninger og stigende kriminalitet grundet økonomisk marginalisering. Ud over dette flere hjemløse og tiggere, en erodering af civile rettigheder, krise for småbønder som har mistet deres eksistensgrundlag. Endnu mere alarmerende er forekomsten af væbnede konflikter med kulturelle minoriteter, undergravning af det politiske system og den demokratiske debat og en alarmerende forringelse af social solidaritet.88

5.3 Det Irakiske potentiale. Irak besidder imidlertid et betydeligt økonomisk potentiale, som dels kan udgøre grundla-get for den amerikanske strategi dels grundlaget for en alternativ indgangsvinkel til en libe-ralisering af den Irakiske økonomi. Der er ganske enkelt noget at arbejde med. Før Irak krigen producerede landet 2,5 mio. tønder olie om dagen, men med en udbygning af den irakiske olie infrastruktur vil det være muligt, at producere mere end 6 mio. tønder om dagen.89 Den 22. maj 2003 fik USA og Storbritannien en resolution igennem i FN, som garanterer dem kontrol over Iraks olieindustri og olieindtægter til en permanent repræsen-tativ Irakisk regering er på plads.90 Ud over olien er Irak i den gunstige position, set i rela-

87 Ibid. 88 Robert Looney: The Middle East Journal Volume 57. Number 4 – Autumn 2003, side 585. Ud over de nævnte punkter indeholder USAID/US. Treasury dokument punkter vedrørende modernisering af den irakiske børs, reformering af centralbanken og indførelsen af en ny mønt. 89 www.eia.doe.gov/emeu/cabs/iraq.html 90 Tempus 45, 6-12. november 2003, side 18, artikel af Jefferson Morley/The Washington Post.

38

tion til de fleste andre lande i regionen, at landet råder over en stor landbrugssektor, som kan levere råvarer til forbrugsvareindustrien.91

På den aktuelle negative side er en voldsom udenlandsgæld primært opbygget gennem 1980érne og krigen med Iran. Martin Hvidt anslår den samlede gæld oparbejdet under Saddam Hussein til, at være omkring 200 mia. US $.92 Tidligere US Udenrigs- og Finansminister James Baker har besøgt Iraks vigtigste kredito-rer med henblik på drøftelser af gældseftergivelse, og umiddelbart synes der, at være en anerkendelse af Iraks behov for gældseftergivelse.93 Paris-klubben94 har meddelt, at de ikke forventer nogen tilbagebetaling af gæld før ultimo 2004, og inden denne tid har medlemmer af klubben lovet, at gøre hvad de kan for at omstrukturere gælden.95

Som nedenstående afsnit viser, bliver genopbygningen af Irak bekostelig og på trods af den amerikanske økonomiske formåen er der næppe tvivl om, at gældseftergivelsen bliver afgørende for Iraks økonomiske fremtidsudsigter. I den forbindelse bliver Frankrig en vigtig aktør. Først og fremmest fordi Frankrig er en af de tungeste kreditorer, der er nævnt tal på op til 40 mia. US $96, men yderligere er Frankrig formand for Paris-klubben, der er en helt central instans i forbindelse med gælden. Ulla Holm deler opfattelsen af en pragmatisk fransk holdning til gældsspørgsmålet, idet hun påpeger, at Frankrig har et realpolitisk ønske om igen, at spille en aktiv rolle i forhold til såvel USA som Mellemøsten og herunder Irak. Frankrig kan på sigt ikke tåle en så mar-ginaliseret rolle som tilfældet er lige nu. Netop ved at anlægge en pragmatisk holdning til gældseftergivelsen kan Frankrig igen komme ”ind i varmen”, ligesom en proaktiv fransk indgangsvinkel muligvis kan sikre Frankrig del i kontrakterne om genopbygningen i Irak.97

5.4 Irakisk genopbygning. I bestræbelserne på, at genopbygge Irak etablerede CPA 17. juli 2003 ”The Trade Bank of Iraq” (TBI), som en uafhængig regeringsenhed med det formål at forestå genopbygningen af Irak gennem handelsfinansielle ordninger som andre irakiske finansielle institutioner på nuværende tidspunkt er ude af stand til at tilbyde. I den forbindelse har ”The Export-Import Bank of the United States” (Ex-Im Bank) godkendt en 500 mio. US $ kortfristet forsikrings ordning til støtte for amerikansk eksport til Irak finansieret af TBI. På det regionale niveau ledes initiativet vedr. deltagelse og investeringer i den irakiske genopbygning, af den amerikanske handelsminister Donald Evans. Handelsministeriet 91 Henrik Jespersen og Gorm Rye Olsen, ”Mellemøsten - Fornyelse og Kontinuitet” side 26. 92 Martin Hvidt: Mellemøstinformation, Center for Mellemøststudier – Syddansk Universitet Odense – 21 årgang, nr. 01 2004 side 15. 93 www.imf.org/imfsurvey . 94 Se bilag 1, begrebsafklaring. 95 Iraq Interim Strategy Note of The World Bank Group, side 5. 96 Martin Hvidt: Mellemøstinformation, Center for Mellemøststudier – Syddansk Universitet Odense – 21 årgang, nr. 01 2004 side 15-16. 97 Ulla Holm holdt foredrag på Forsvarsakademiet 21. januar 2004, hvor jeg havde en samtale med hende om demokratiseringen af Irak. Samtalens indhold er gengivet med Ulla Holms tilladelse.

39

http://www.imf.org/imfsurvey

afholder video konferencer og seminarer i regionen, for at informere lokale entreprenører om mulighederne for erhvervelse af kontrakter i f. m. genopbygningen. USA spiller rollen som ”matchmaker” mellem irakiske myndigheder og firmaer og deres kollegaer i regionen. På et pressemøde i Kuwait 8. december 2003 understregede den amerikanske Vicemini-ster for handel William Lash, at set i relation til opgavens størrelse vil der i f. m. genopbygningen være en rolle at spille for alle koalitionspartnere og partnere i Mellem-østen. Han understregede endvidere, at hele licitationen vil være præget af gennemsigtig-hed og gå til de billigste og bedst kvalificerede bydere. 98 Der er ingen tvivl om, at interessen for at deltage i genopbygningen af Irak er stor. Den 19. januar 2004 åbnede messen ”Genopbyg Irak” i Kuwait, og i udbudsmaterialet blev der stillet kontrakter til en samlet værdi af 50 mia. US $ i udsigt til firmaerne. 99

Verdensbanken anslog i en rapport i oktober 2003, at det finansielle behov i f. m. en genopbygning ligger på omkring 50-70 mia. US $, mere pessimistiske observatører anslår, at udgiften snarere kommer til at ligge i nærheden af 100 mia. US $. Bush regeringen har fået en bevilling på 20 mia. US $ godkendt i den amerikanske kongres fordelt på 10 mia. US $ i direkte hjælp og 10 mia. US $ i billige lån. Samtidig blev der på den store donorkonference i Madrid 23-24. oktober 2003 givet tilsagn om støttebeløb på i alt 33 mia. US $ inklusiv det amerikanske bidrag. Det ser således umiddelbart ud til, at selv ud fra en optimistisk indgangsvinkel er der fortsat et gab mellem det aktuelle behov for penge og faktiske midler til rådighed.

5.5 Analyse. Det ser umiddelbart ud til, at den økonomiske faktor betyder meget i amerikanernes for-håbninger for demokrati i Irak, og det ser således ud til, at amerikanerne deler Dahl´s opfattelse af, at en liberalisering af de økonomiske forhold sammenholdt med en betydelig økonomisk vækst næsten ikke kan undgå at være positivt fremmende for generering af demokrati. Redegørelsen har da også vist, at i forhold til så mange andre lande som måtte være på vej med demokratiseringsprocesser, så står Irak som udgangspunkt ganske stærkt. For det første har de, formodentlig til mange andre landes misundelse, i øjeblikket verdens-samfundets udelte opmærksomhed, og selv om donorkonferencen i Madrid ikke helt for-måede at indsamle de midler der anslås at skulle bruges, så viste konferencen alligevel, at verden generelt er opmærksom på vigtigheden af en succes i Irak. Der er således som udgangspunkt ingen i den vestlige verden som kan have nogen som helst interesse i at demokratiseringsprocessen i Irak skal blive en fiasko. Tværtimod vil

98 www.usinfo. State. Gov/xarchives/display.html?p=washfile-english&y=2003&m=Dece Lash understregede endvidere, at alle kontrakter og aftaler vil ske under iagttagelse af “US transparency rules, US rule of law og US anti-corruption rules” med en”zero tolerance policy for corruption in procurement”. 99 Martin Hvidt: Mellemøstinformation, Center for Mellemøststudier – Syddansk Universitet Odense – 21 årgang, nr. 01 2004 side 14.

40

http://www.usinfo/

vesten, og i den forbindelse specielt USA, miste enhver legitimitet og troværdighed i ikke bare Mellemøsten, men formodentlig også globalt, om ikke arbejdet blev gjort færdigt med en rimelig grad af succes. Dette taler samtidig for, at de midler som blev lovet på Madrid konferencen rent faktisk også vil finde vej til Irak. Vesten vil da også som udgangspunkt være særdeles interesseret i at genoptage sam-handlen med Irak. Gamle kontakter kan således genoptages og nye kan etableres. Den arabiske verdens økonomi og herunder den irakiske synes i høj grad at være et para-doks. På den ene side har olieindtægterne i høj grad muliggjort en relativ høj levestandard, og i nogle af de rigeste oliestater en overordentlig god levestandard, med en veludbygget infrastruktur, sociale forbedringer og udviklingen af gode uddannelses- og sundhedssy-stemer. på den anden side har den centralistisk styrede økonomi ikke formået at leve op til morgendagens udfordringer i form af faldende olieindtægter og en befolkningseksplosion som truer med, at destabilisere hele regionen. En liberalisering af Mellemøstens økono-mier vil dårligt kunne undgå at adressere disse strukturelle problemer. Sammenkædningen mellem en centralistisk stagneret økonomi som ikke gerne forholder sig til globaliseringens udfordringer, en befolkningseksplosion som allerede i dag betyder voldsomt store ungdomsårgange, og terrorisme bundet i frustrationer og bristede fremtids-udsigter ligger lige for, og det ser således ud til, at økonomien i dag er mere afgørende for sikkerhedspolitikken end nogensinde før i Mellemøsten. En liberaliseret økonomi medfø-rende store vækstrater ser således ud til, at kunne være afmonteringen af befolknings-bomben, og dermed elimineringen af den måske største udfordring Mellemøsten står overfor i dag. Muslimernes tilsyneladende frygt for en globaliseret økonomi risikerer at gøre den isolation som de mellemøstlige økonomier allerede i dag oplever i forhold til verdenssamfundet til et sort hul, som det kan vise sig overordentlig svært at komme ud af igen. Det synes som om, en liberalisering af regionens økonomier hænger uløseligt sammen med globaliserin-gen, og på sigt ser det ud til, at hvis ikke magthaverne af sig selv påbegynder denne libe-ralisering så vil den blive påtvungen af det internationale samfund i f. m. den långivning der må forudses, at være nødvendig i f. m. de fremtidige udfordringer for regionen, primært igen i form af befolkningseksplosionen. Ovenstående sammenholdt med behovet for reinvesteringer i infrastrukturen for fortsat at have et funktionsdygtigt samfund er forhold som hele regionen er nødt til at forholde sig til. Hvis ikke der bliver gjort noget vil det selvfølgelig destabilisere den irakiske demokratise-ringsproces, men spørgsmålet i forhold til regionen er jo, om ikke regimerne på sigt ville miste den sidste rest af legitimitet med det ragnarok af uforudsigelige hændelser dette kunne tænke at føre med sig, hvis ikke problemerne løses med en vis succes. På den baggrund er det klart, at såvel områdets egne som udenlandske investorer tøver med, at investere i regionen. I forhold til Irak er der næppe tvivl om, at et medlemskab af WTO samt en efterlevelse af juridisk bindende regelsæt, således investorer er garanteret rettigheder efter internationale standarder vil virke fremmende for investeringer.

41

Disse overordnede forhold adresseres da også i den amerikanske plan nedfældet i USAID/US Treasury document. Nemlig skabelsen af et nyt legalt system som dels beskytter den private ejendomsret og aftaleret og dels understøtter infrastrukturen som er nødvendig i en ny markedsorienteret økonomi. Håbet er således, at når områdets regerin-ger og investorer ser, at udenlandske investorer faktisk tror på regionens potentiale, som jo unægtelig er til stede ikke mindst i forhold til Irak, så vil de selv hoppe med på en inve-steringsbølge. Der er derfor også god fornuft i den amerikanske strategi der søger at involvere penge-stærke forretningsmænd fra de rige golfstater. Denne ”Matchmaking” kan vise sig overor-dentlig vigtig, også med hensyn til golfstaternes incitament til at bakke op omkring hele privatiseringen, reformationen og dermed demokratiseringen af det irakiske samfund. Til fordel for en vellykket privatisering af den irakiske industri og liberalisering af økono-mien taler de erfaringer som irakerne selv gjorde sig i f. m. privatiseringerne i 1980érne. Det er formodentlig overordentlig vigtigt, at kontrakterne i f. m. genopbygningen af Irak ikke udelukkende går til amerikanske og andre vestlige firmaer, idet dette uundgåeligt vil kunne udlægges som imperialistisk udnyttelse af regionen. Det vil således være sund politik, at opstille krav til licitationsvindere om involvering af regionale firmaer som underleverandører af såvel ekspertise, assistance som arbejdskraft. Advarslerne i forhold til de neoliberale reformer skal således tages meget alvorligt. Hvis Irak i forbindelse med en økonomisk omstilling oplever de samme problemer med øget arbejdsløshed, stagnerende lønninger og økonomisk marginalisering som tilfældet var i Latinamerika i 80érne og 90érne så vil demokratiseringen køre af sporet. Der er imidler-tid meget som taler for, at dette ikke behøver at blive tilfældet. For det første vil en næsten hvilken som helst situation være en forbedring i Irak i forhold til de sidste år under Sad-dam. Selve det faktum at landet ikke længere er underlagt sanktionspolitik vil bedre forhol-dene. Samtidig er der, under forudsætning af, at det internationale samfund overholder deres tilsagn, tale om tilførelse af så store økonomiske midler, at dette i sig selv vil virke som en gigantisk saltvandsindsprøjtning. Denne massive tilførelse af penge skulle gerne virke som en kickstarter på den irakiske økonomi. Det bliver i den forbindelse særdeles vigtigt, at den irakiske olieindustri hurtigt udbygges således, at landet i en genopbygningsfase selv er i stand til at sikre så solidt et indtægts-grundlag som muligt. Den irakiske økonomi skulle gerne være bæredygtig når donorpengene ikke længere er der til at understøtte økonomien. Det er klart, at olieindustrien er den væsentligste faktor i denne sammenhæng, og selvfølgelig i den for-bindelse privatiseringen af den irakiske olieindustri. Det er således helt afgørende at olie-industrien kommer den samlede irakiske befolkning til gode, idet olien udgør chancen og muligheden for på sigt at generere et økonomisk fundament for den fremtidige stat. En ambition om, at øge den irakiske olieproduktion vil imidlertid kræve omfattende investe-ringer, hvilket taler for tilførelse af private midler og investeringer i stor stil, og dermed også kan tale for en privatisering.

42

Olien er således afgørende, men i f. m. et Irak som skal bringes til at spille på alle strenge vil det også være nødvendigt, at modernisere og genopbygge den irakiske landbrugssektor som også indeholder et stort potentiale. Amerikanernes kontrol med den irakiske olie kan indledningsvis sikre, at provenuet bliver brugt i overensstemmelse med de mest presserende behov til benefice for den samlede irakiske befolkning. Vigtigheden af dette kan næppe undervurderes, fordi anerkendelse og loyalitet over for staten vil være nært sammenhængende med den retfærdige stat, som sikrer sine borgere bedst muligt uden skelen til etnicitet eller religion. En gensidig loyali-tetsfølelse er således grundlæggende nødvendig for indførelse af et nyt og velfungerende indkomstskattesystem. Der skal med andre ord etableres en kontrakt mellem befolkningen og staten med hensyn til skattebetaling. Det er i den forbindelse også helt afgørende, at en økonomisk liberalisering inden for en overskuelig fremtid resulterer i opbygningen af en irakisk middelklasse, som reelt kan og vil, udgøre grundlaget for et velfungerende indkomstskattesystem. Uden disse fremtidige skatteydere vil udviklingen atter stagnere. Afgørende for om hjulene i den irakiske økonomi igen kan komme til at rulle er dog spørgsmålet om den enorme irakiske udenlandsgæld. Derfor må amerikanerne, FN, EU, IMF, verdensbanken og andre centrale aktører som f.eks. Frankrig som formand for Paris-klubben og selv en af de største kreditorer, arbejde sammen om en gældssanering, der kan bryde den spændetrøje som den irakiske gæld ellers vil udgøre. I f. m. minimering af potentielle investorers risiko vedrørende forretninger i Irak er Ex-Im Bank´s forsikringsordning af stor betydning. Beløbet afsat til forsikringsordningen er også vigtig, fordi sikkerheden og signalværdien gerne skulle medføre risikovillig investe-ringskapital til Irak. Det er dog ikke nok at en sådan ordning kun omfatter amerikansk eks-port til Irak, hvorfor lignende ordninger bør søges etableret for andre potentielle eksportø-rer. Det bedste ville være hvis en sådan ordning kunne etableres i et internationalt forum, kan dette ikke lade sig gøre må sådanne ordninger om nødvendigt forsøges etableret på nationalt niveau.

43

6 Stridende subkulturer. En iraker kan klassificere sig selv efter region, Mosul, Bagdad og Basra, de 3 gamle osmanniske vilayetter som udgør staten Irak, og som stadig har gamle særegne lokale traditioner. Han kan klassificere sig som etnisk, som araber eller kurder – den sidste med rødder tilbage til præ-islamisk tid, den førstnævnte med følelsesmæssige bånd til andre arabiske lande – eller han kan klassificere sig som religiøs som muslim (sunni eller shia) eller kristen (nestorianer eller uniat). 100

Ud over ovenstående er der et udbredt mønster af familie/klan-, stamme-, fraktions- eller lokale loyaliteter. Den eneste kollektive identitet der på noget tidspunkt har kunnet favne regionen var islamiseringen. Det er derfor naturligt og historisk betinget, at arabere i dag drages af islam når de søger noget større og mere ”ædelt” end de etablerede statslige størrelser. 101 Det fragmenterede irakiske samfund er ifølge Gorm Rye Olsen et afgørende forhold i for-ståelsen af Irak. Gorm Rye Olsen går så vidt, som til at sige, at han ikke tror på et demo-kratisk Irak, og hans hovedargument er netop funderet i det irakiske klan samfund, hvor loyaliteten først og fremmest er rettet mod den etniske/religiøse gruppe som har valgt den pågældende repræsentant, og som derfor skal tilgodeses med en belønning. Magten bli-ver identisk med adgang til ressourcer, som primært skal bruges til eget forbrug og til at finansiere politiske netværk og politiske venner. Der er ifølge Gorm Rye Olsen endvidere en delvis social accept af denne form for magtudøvelse, hvilket gør det meget vanskeligt at blive en sådan praksis kvit. Dette betyder altså, at de valgte repræsentanter i en Irakisk regering og lovgivende for-samling først og fremmest repræsenterer deres klan og fraktion før de repræsenterer den samlede Irakiske stats interesser. I den forbindelse peger Gorm Rye Olsen på risikoen for, at etniske/religiøse grupper vil føle sig forfordelt, hvilket vil være en særdeles destabilise-rende faktor. 102 Mange vil således fastholde, at nationalstaten er et importeret begreb i den arabiske ver-den, og derfor ikke har rod i regionens historiske traditioner. Men faktisk kan nationalstaten i regionen tilskrives sejre indenfor såvel sundheds- som uddannelsesområdet, samt hele den udbygning som har fundet sted inden for infrastrukturen. 103 Dette dokumenterer, at det faktisk er muligt at introducere nye institutioner i den arabiske verden og ikke nok med det, men disse institutioner har også været i stand til at indfri de forventninger som var knyttet til deres eksistens. Til fordel for irakisk enhed taler befolkningens loyalitet over for staten, som den blev demonstreret under Irak – Iran krigen 1980 – 1988, hvor de irakiske shia-muslimer mod-

100 Bernard Lewis: ”Identiteter i Mellemøsten” side 97. 101 Ibid. Side 164. 102 Gorm Rye Olsen holdt 8. januar 2004 foredrag på Forsvarsakademiet, hvor Gorm Rye Olsen påpegede de omtalte forhold. Indholdet er gengivet med Gorm Rye Olsens tilladelse. 103 Jørgen Bæk Simonsen “Fra far til søn: Tilfældet Syrien” side 142. Artikel i Et nyt Mellemøsten? Redigeret af Lars Erslev Andersen og Peter Seeberg.

44

stod fristelsen til, at afgive deres sekteriske loyalitet og troskab over for deres eget land og styre. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende for de iranske arabere.104

Samtidig trækker eksemplet fra borgerkrigen i Libanon stadig tilstrækkelig dybe spor i Mellemøsten til, at mange er opmærksomme på, hvad en fragmenteret og ustabil stat vil kunne medføre af ubehageligheder. Henset til Iraks subkulturer bliver spørgsmålet om, hvilken form for stat Irak fremover skal være af stor interesse og betydning. Valget synes at stå mellem føderal eller enhedsstat, hvor visse mindre geografiske enheder - stater, provinser, regioner - i føderale systemer er garanteret en varig ordning og en betydelig magt, hvorimod deres magt og eksistens i enhedsstater vil afhænge af beslutninger truffet af det nationale styre.

6.1 Iraks afgørende etniske og religiøse grupperinger.

6.1.1 Kurderne. Kurdernes område i nord har de sidste 12 år nydt godt af den såkaldte no-fly zone som i praksis har garanteret kurdisk autonomi. Området fremstår i dag som politisk velordnet og områdets to prominente figurer Jalal Talabani og Massoud Barzani samarbejder, og ikke bare med hinanden, men hvad der er lige så vigtigt, med shiiterne i det centrale og sydlige Irak. De største sammenstød har kurderne med sunnierne, og specielt i Mosul hvor to tredjedele af befolkningen er sunnier mens kurderne udgør den sidste tredjedel. Det store spørgsmål for kurderne er, graden af føderalisme. Kurderne erklærer sig umid-delbart tilfredse med en autonom region inden for et decentralt føderalistisk Irak,105 hvilket er i tråd med amerikanernes modstand mod en selvstændig kurdisk stat.106

Spørgsmålet om graden af føderalisme og autonomi er imidlertid mere kompleks end som så, fordi det er en balancegang, hvor hensynet til en ny national autoritet i et nyt skrøbeligt Irak næsten ikke kan andet end kollidere med kurdernes nuværende situation, hvor kur-derne de facto har deres egen stat i det nordlige Irak. Det betyder at et hvilket som helst initiativ til styrkelse af en centraladministration sandsynligvis vil blive set af kurderne som et forsøg på underminering af kurdisk autonomi.107 Samlet anslås det at Kurderne i midten af halvfemserne havde ca. 60 000 mand under våben.108

104 Bernard Lewis: ”Identiteter i Mellemøsten” side 129. 105 Tempus 50, 11-17. december 2003. Side 16. Artiklen er et Tempus/The Economist produkt. 106 Tempus 45, 6-12. november 2003, side 18, artikel af Jefferson Morley/The Washington Post. 107 The World Today. July 2003 side 8. 108 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Politiske og religiøse grupperinger i Irak. Se bilag 2.

45

6.1.2 Shiitterne. Iraks store befolkningsgruppe shiiterne, har flere forskellige mere eller mindre prominente og respekterede ledere, heriblandt Pentagons favorit Ahmad Chalabi.109 Den helt centrale figur er imidlertid storayatolla Sistani, som er af den opfattelse, at de længe undertrykte shiiter nu må kontrollere magten i Irak. Han tænker sig et pluralistisk føderalt demokrati, hvor alle grupper er repræsenteret i en bred regering. Forfatningen skal formodentlig stadfæste, at den Irakiske stat har en muslimsk karakter eller identitet, med erkendte ret-tigheder for ikke muslimer og ikke shiiter. Tilbage står dog, at shiiterne skal have det sidste ord. Her begynder vandene at skilles, og i det midlertidige regeringsråd er der allerede ikke-shiitiske ledere som protesterer mod hvad de opfatter som Sistanis vetoret, og de hævder bl.a. at Sistani ikke er ægte Iraker, og taler med stærk persisk accent. Der er næppe heller tvivl om, at der er nære bånd mellem mange shiiter og Iran, og at mange Irakere gerne så et Irak etableret som en islamistisk stat efter Iransk forbillede. En af de store udfordringer for amerikanerne i forhold til shiiterne vurderes at blive den såkaldte ”Sadr-bevægelse” som netop ønsker en islamisk stat efter Iransk forbillede, og som samtidig må betegnes som en militant bevægelse. Det er tilsyneladende kommet som en overraskelse for amerikanerne, at shiiterne især i landområderne er blevet stadig mere radikaliserede i det sidste årti under Saddam, og selv om de militante religiøse grupperin-ger ifølge vurderingerne ”kun” omfatter ca. en tredjedel af alle shiiterne så er de bevæb-nede, velorganiserede og det må forudses, at i Irak hvor 60-65 % af befolkningen udgøres af shiiterne vil Sadr-bevægelsen blive en alvorlig udfordring for et demokratisk Irak. Ikke mindst fordi opbakningen til Sadr bevægelsen er stor blandt de 2 mio. shiiter som bor i det fattige øst Bagdad.110 Shiitterne er således langtfra en homogen enhed og består af såvel sekularister som ”hardliner” islamister, militante grupperinger som ikke militante, og selv om storayatollah Sistani er populær i vide kredse er der også ganske mange shiitter som frygter, at Sistani er en ny Khomeini og en ulv i fåreklæder. Sistanis tilhængere i det midlertidige rådgivende råd har allerede forsøgt, at erstatte nuværende praksis som giver kvinder udbredte rettigheder i tilfælde af skilsmisse med islamistisk familielovgivning. Alligevel siger en CPA repræsentant som ofte har mødt Sistani, at storayatollahen ønsker religion og politik adskilt, og Sistani skulle ifølge denne kilde have udtalt, at ”lige meget hvem I opstiller så vær sikker på han ikke bærer en turban”.111

SCIRI som er en paraplyorganisation for en række islamiske - overvejende shiitiske – modstandsbevægelser, kontrollerer al-Badr brigaden som ifølge SCIRIS London kontor tæller ca. 10 000 mand under våben.112

109 Se Iøvrigt bilag xx over irakiske oppositionsgrupper, hvor Ahmad Chalabi beskrives yderligere. 110 Juan Cole: The Middle East Journal Volume 57. Number 4 – Autumn 2003, side 543-545. 111 The Economist January 24th 2004, side 14-15 og 35. 112 Michael Irving Jensen ”Fra Diktatur til Demokrati”? Politiske og religiøse grupperinger i Irak. Se bilag 2.

46

6.1.3 Sunnierne. Sunnierne udgør ca. 90 % af alle verdens muslimer og de er samtidig de mest ortodokse. Der er kun 3 lande, hvor sunnierne ikke udgør flertallet og det er Iran, Irak og Bahrain, hvor shiitterne udgør flertallet. I Irak og Bahrain har sunnierne dog traditionelt udgjort den herskende klasse, og det betyder også, at langt de fleste højerestående embedsmænd og bureaukrater i Irak var sunnier. Det er derfor ikke underligt, at det som tegner sig som det største problem i skrivende stund er sunnierne, for selv om der ifølge Gorm Rye Olsen også er rivalisering mellem disse, er det dog denne befolkningsgruppe taget under et, som profiterede mest af Saddam regimet. Det er dermed også dem som føler de har mest i klemme i forbindelse med konstruktionen af et nyt Irak.113

Dette skal ikke kun ses i relation til tabet af magt og økonomiske fordele, men også i f. m. spørgsmålet om sikkerhed. Mange sunnier var således involveret i Saddams blodige undertrykkelse af andre grupper, og de frygter i dag med rette for deres fremtid i et Irak hvor sunnierne har mistet magten. 114

Et af problemerne med sunnierne er, at de savner en stærk samlende leder. Denne le-delse blev før varetaget af Saddam Hussein og der er tilsyneladende ingen oplagte arvta-gere. Der er 11 sunnier i det rådgivende råd, men ingen har nogen afgørende indfly-delse.115 Selv om sunnierne kun udgør 17-20 % af den irakiske befolkning er de en vigtig brik i fremtidens Irak. For det første er det fra denne gruppe den største modstand mod demo-kratiseringen foregår og for det andet er det i overvejende grad denne tidligere elite som sidder inde med den viden og de færdigheder der skal til, for at få et irakisk magtapparat til at hænge sammen og fungere.

6.2 Analyse. Den irakiske klankultur synes at være en afgørende problemstilling i f. m. etableringen af demokrati i Irak. Faren er at individuel loyalitet mod konkrete personer, klaner eller andre fællesskaber udelukker etableringen af et demokrati, fordi der ikke kan skabes loyalitet over for staten, og fordi der således ikke bliver noget de forskellige befolkningsgrupper kan være fælles om. Yderligere er det interne magtspil mellem de tre væsentligste grupperinger i Irak i fuld gang. Kurderne frygter for, at deres de facto stat og dermed den frihed og autonomi de allerede har nydt i 12 år, vil blive reduceret i f. m. etableringen af en ny centralregering i Bagdad. Shiamuslimerne frygter, at de ikke får den indflydelse som deres flertal i den irakiske befolkning berettiger dem til og sunnierne frygter slet og ret fremtiden, og en evt. hævn for de sidste mange års undertrykkelse af de øvrige befolkningsgrupper. 113 Gorm Rye Olsen holdt 8. januar 2004 foredrag på Forsvarsakademiet, hvor Gorm Rye Olsen påpegede de omtalte forhold. Indholdet er gengivet med Gorm Rye Olsens tilladelse. 114 Daniel Byman, Constructing a Democratic Iraq, side 68. 115 Tempus 50, 11-17. december 2003. Side 17. Artiklen er et Tempus/The Economist produkt.

47

Spørgsmålet om føderalisme og hvor udstrakt grad af selvstyre og autonomi de forskellige føderale stater i givet fald skal have kan ikke undgå, at blive et af de allerstørste, hvilket også adresseres af Wolfowitz. På den ene side vil et føderalistisk system tilgodese de forskellige befolkningsgruppers ønske om selvbestemmelse, hvilket som udgangspunkt kan være med til at skabe opbak-ning om en fremtidig demokratisering af Irak. På den anden side ligger der en fare for, at staten Irak de facto vil falde fra hinanden, hvilket igen sender et uheldigt signal til regio-nens andre autokratiske stater som USA ønsker, at presse til reformer. Samtidig vil et Irak som falder fra hinanden indeholde en markant risiko for destabilisering af hele regionen. Imod dette taler den arabiske nationalstat som andre mener de kan se er ved at opstå. Hvis der på trods af klankulturen og de modstridende befolkningsgrupper rent faktisk er ved at opstå en irakisk identitet, kan dette være med til at holde sammen på staten på trods af en føderal ordning. Den irakiske befolknings loyalitet over for staten under Irak – Iran krigen, kan være et tegn på en begyndende samlende irakisk identitet, men det kan selvfølgelig også være udtryk for, at befolkningen var mere bange for Saddam og hvad han kunne finde på af repressalier end de var bange for iranerne. En føderal stat, eller en stat med stor grad af selvstyre eller autonomi til forskellige områ-der af Irak, vil sandsynligvis ikke blive en stærk stat, idet centralmagten og dens magtin-strumenter vil blive så svage, at denne ikke kan true nogen af føderationens medlemmer. Det betyder på den anden side, at centralmagten ikke vil være den bærende kraft der kan inddæmme og løse uoverensstemmelser. Omvendt vil en stærk centralregering styret af f.eks. Shiamuslimerne, formodentlig være uacceptabel for både kurdere og sunniere og dermed ligger risikoen for væbnet kamp der kan eskalere til reel borgerkrig lige for. Denne risiko bliver ikke mindre af de allerede eksi-sterende militser med adskillige tusinde mand under våben. Ovenstående vil således tale for, at det bliver en overordentlig svær balancegang mellem autonomi og nationalstaten Irak. Det bliver således nødvendigt, at indgå et kompromis som alle de toneangivende parter kan leve med. Et kompromis som samtidig sikrer irakisk integritet og tilfredsstiller de forskellige befolkningsgruppers behov og ønske for selvbe-stemmelse og sikkerhed. Amerikanerne kan måske nok overtale kurderne til, at sluge nogle kameler mod løfte om sikkerhedsgarantier. Det er også muligt, at Sistani kan moderere shiitterne, selv om Sadr bevægelsen er et åbent spørgsmål, til at gå med til repræsentative indirekte valg i første omgang. Det er imidlertid også stadig et åbent spørgsmål hvordan sunnierne overtales til, at indgå i et konstruktivt samarbejde om fremtidens Irak, samtidig med at de ganske enkelt er svære at undvære i en centraladministration, men samtidig næppe må være belastede af relationer til det tidligere regime. Ud over dette er det jo tilsyneladende svært, at finde en ny samlende leder for sunnierne som har den fornødne gennemslagskraft.

48

Et andet vigtigt spørgsmål er, hvem de direkte valg senere vil sætte i spidsen for en irakisk stat. Selv om Sistani således skulle have udtalt sig imod et præstestyre er der ingen garanti for, at Irak ikke vil udvikle sig til en islamisk republik efter iransk forbillede. Det er klart at amerikanerne vil kæmpe imod en sådan udvikling, men de vil i nogen grad være fanget af deres egen retorik, hvis irakerne gennem frie direkte valg skulle vælge et sådant styre, vil amerikanerne ikke kunne underkende dette uden helt uoverskuelige konsekven-ser. Konsekvenserne kunne yderligere være en borgerkrig mellem sunniere, shiitter og kur-dere, og netop disse udsigter kan være med til at moderere parterne og få dem til at finde hinanden. Sporerne efter Libanon skræmmer således stadig, ligesom Iran-Irak krigen, Golfkrigen og Irak krigen formodentlig har efterladt en irakisk befolkning som, ud fra en rationel betragtning, i brede kredse må sukke efter en smule fred og fremgang. Håbet må ligge i, at stærke og toneangivende kræfter kan indse, at et hvilket som helst alternativ til samarbejde og kompromiser er værre end udsigten til en demokratisering som i videst muligt omfang faktisk kunne komme til, at tilgodese de fleste på en måde som mange kun kunne drømme om for ganske kort tid siden. Der kan således umiddelbart peges på to mulige scenarier med hensyn til etableringen af en irakisk stat under hensyntagen til de stridende subkulturer. Det første er en føderal statsdannelse med udstrakt selvstyre til kurderne og formodentlig også sunnierne, med den svækkelse af centralregeringen dette måtte medføre. Dette kræver således en imøde-kommelse fra shiamuslimerne som umiddelbart har mest at vinde ved en fortsættelse af Irak som en enhedsstat med en stærk centralregering. Et velfungerende føderalt Irak vil selvfølgelig implicit, alt andet lige, føre til en hurtigere tilbagetrækning af såvel amerikanske som koalitionens øvrige styrker. Risikoen ved et føderalt Irak er naturligvis, at staten på sigt falder fra hinanden fordi de føderale enheder har nok i deres egne forhold og der ikke er nogen centrale emner og forhold som kan binde landet sammen. dette kan selvfølgelig også føre til væbnede sammenstød, borger-krig og destabilisering af hele regionen. Det andet scenario er fortsættelsen af Irak som en enhedsstat uden føderale eller auto-nome enheder, men derimod kendetegnet ved en stærk centralregering formodentlig under shiamuslimsk kontrol. Dette vil som allerede anført, sandsynligvis være helt uaccep-tabelt for både kurderne og sunnierne og vil sandsynligvis føre til sekterisk vold mellem de forskellige grupper. Dette må være skrækscenariet som i yderste konsekvens kan lede til en regulær borgerkrig, som således kun kan holdes i ave ved en massiv international til-stedeværelse

49

7 Loyalt magtapparat. Ulla Holm mener, at en af de første og største fejltagelser den amerikanske administration i Irak gjorde, var at opløse den irakiske hær og hjemsende i titusindvis af frustrerede bevæbnede arbejdsløse. Hermed spillede amerikanerne sig et kort af hænde som kunne have været brugt til, at stabilisere forholdene i landet, men det modsatte blev tilfældet. 116 Husseins opløste hær på ca. 400 000 mand vurderes således, sammen med de mellem 20 000 – 40 000 Baath partimedlemmer som gik under jorden, at udgøre en god rekrutte-ringsbase for den væbnede modstand mod koalitionen. 117

Ifølge CPA er der ultimo februar 2004 ca. 170 000 Irakere som arbejder som en del af de Irakiske sikkerhedsstyrker. Det fremhæves at mere end 1000 soldater fra den nye Irakiske hær allerede er i tjeneste og tusinde flere er enten i træning eller venter på at komme det. Yderligere nævnes det, at Irakere tjener deres land i Irakisk politi, grænsepolitiet, det Iraki-ske civilforsvar og en tjeneste til beskyttelse af faciliteter.118 Opbygningen af den nye hær sker med hjælp af ca. 800 officerer fra den gamle militære elite.119

Ifølge Rumsfeld arbejdede man endnu i oktober 2003 på udformningen af en Irakisk for-svarsstyrke på 56 000 mand. 120

Et loyalt magtapparat, hvor hæren udgør en afgørende stabiliserende faktor har ikke de bedste udsigter, specielt ikke i et føderalistisk Irak, hvor det må forudses, at der vil være en interesse i at centralmagtens militære apparat er så svagt, at den ikke kan bruges som middel til undertrykkelse af de forskellige grupperinger f.eks. kurderne. Eksemplet fra Libanon viser, at frygten for dannelsen af en stærk national hær på sigt betød, at det ikke var muligt at forhindre dannelsen af lokale militser.121

Dannelsen af lokale militser, som i realiteten allerede er dannet i Irak, hænger nøje sam-men med det afgørende spørgsmål om skabelsen af sikkerhed. Hvis statens magtapparat er så svagt, at det ikke kan eller vil garantere de enkelte befolkningsgruppers sikkerhed er der kun de lokale militser tilbage til at gøre det. Traditionelt set har hverken shiitter eller kurdere haft noget godt at vente fra den Irakiske hær, så som udgangspunkt skal der først oparbejdes et tillidsforhold mellem en ny hær og det irakiske samfunds forskellige grupperinger. Det er muligt, at et loyalt magtapparat bestående af politi og militær kan erhverves gen-nem attraktive lønninger, uddannelse og selektiv udvælgelse i f. m. oprettelsen af disse instanser. Bestræbelserne på at skabe et statsligt loyalt magtapparat må imidlertid, primært grundet klan og stamme kulturen, igen forventes at tage ganske lang tid.

116 Ulla Holm holdt foredrag på FAK 21. januar 2004, hvor jeg havde en samtale med hende om demokratiseringen af Irak. Samtalens indhold er gengivet med Ulla Holms tilladelse. 117 Tempus 50. 11-17. december 2003 side 15. 118 www.cpa-iraq.org/security/public_safety.html 119 Tempus 50. 11-17. december 2003 side 15. 120 Tempus 41. 11-17. december 2003 121 Daniel Byman, Constructing a Democratic Iraq, side 56-57.

50

Meget taler således umiddelbart for, at det loyale magtapparat i den nærmeste fremtid, skal baseres på koalitionens tilstedeværelse, som en modererende faktor.

7.1 Spørgsmålet om sikkerhed. Spørgsmålet om sikkerhed relaterer sig til i hvert fald tre niveauer i Irak. For det første er der spørgsmålet om den regionale sikkerhed adresseret under punktet om antidemokratisk intervention og den risiko et ukonsolideret demokratisk Irak på længere sigt kunne tænkes at udgøre i forhold til sine naboer.122 For det andet er der spørgsmålet i relation til den interne sikkerhed i forbindelse med såvel kurdiske som shiitiske militser, og den potentielle risiko store bevæbnede militser måtte udgøre for det nye Irak. Til det tredje niveau knytter sig det p.t. mest presserende, og dermed også på kort sigt vigtigste spørgsmål om sikker-hed, nemlig den daglige mangel på lov og orden med hyppige terrorangreb. I hele redegørelsen skinner det således igennem, at et af de afgørende spørgsmål i f. m. etableringen af et levedygtigt demokrati i Irak relaterer sig til spørgsmålet om sikkerhed, hvilket står klinkende klart for såvel de som ønsker, at projektet skal lykkes og de som ønsker at se det fejle. Det siger sig selv, at det er vanskeligt at opbygge Irak såvel økonomisk som politisk før situationen har stabiliseret sig og ro og orden er betydeligt forbedret. Amerikanernes svar på de fortsatte angreb har været ”Operation Jernhammer” og ”Operation Cyklon”, som indvarslede en mere aggressiv amerikansk indgangsvinkel til problemet. Selv om novem-ber var den hidtil blodigste måned siden krigens officielle afslutning, så hævder de militære ledere primo januar 2004, at antallet af guerilla angreb, var halveret siden midten af november, hvor de to ovennævnte operationer blev indledt. 123

Samtidig tegner der sig ikke overraskende et billede af, at modstanden især er koncentre-ret i det der kaldes ”Sunnitrekanten”, som hovedsageligt bebos af sunniaraberne, ifølge general Richard Myers, chef for ”US Joint Chiefs of Staff” foregår 90 % af episoderne i sunnitrekanten.124 Som allerede redegjort for var sunnierne stærkt overrepræsenterede i den elite som omgav Saddam Hussein og var hans støtter, såvel i administrationen, hæren og politiet samt inden for økonomien. Det er således også sunnierne som har mest i klemme i forbindelse med regimeskiftet, og det er således ikke tilfældigt, at hovedparten af modstanden mod CPA og koalitionen synes, at komme fra denne gruppe.125 Terroren er imidlertid ikke hørt op. Terrorbombninger som det i Argil mod kurderne 1. februar med op imod 100 dræbte og 10. februar i Iskandaria 40 km fra Bagdad med mere end 50 dræbte i en kø foran den lokale politistation, er i skrivende stund de sidste uhyrlig-heder. Bombningerne synes således kun at have et formål, nemlig at få de forskellige

122 Nikolaj Petersen og Mette Skak: Teorier om international Politik. Side 25. Edward D. Mansfield og Jack Snyders hypåoteser om, at det konsoliderede demokrati I realiteten har potentialet til mindst lige så krigerisk adfærd som diktaturer. 123 Tempus 50. 11-17. december 2003 side 15. 124 The World Today, October 2003, p 5. 125 Tempus 50, 11-17. december 2003. ”Er Irak et dødsdømt projekt eller en realistisk mulighed”?

51

grupperinger til at ophøre samarbejdet med koalitionen og om muligt til at miste besindel-sen og gribe til våben mod hinanden med omfattende sekterisk vold til følge. Netop dette skrækscenarium vil kunne afspore den Irakiske demokratiseringsproces. Torben Gettermann som er chef for det danske genopbygningskontor i Bagdad udtaler således i f. m. den manglende sikkerhed ”Vi har ingen krystalkugle at kigge i. Risikoen for borgerkrig er der selvfølgelig”. 126

Spørgsmålet om sikkerhed er også afgørende i forhold til internationale organisationers engagement i Irak. FN så sig således nødsaget til, at trække sig ud af Irak efter bomnin-gen 19. august som kostede 23 personer livet herunder FN´s særlige udsending til Irak brasilianeren Sergio Vieira de Mello.127 Jørgen Poulsen General sekretær for Dansk Røde Kors henviser til den samme mangel på sikkerhed, når talen falder på Røde Kors engagement i Irak. Ifølge Jørgen Poulsen bli-ver der ikke nogen væsentlig Røde Kors indsats i Irak før den overordnede sikkerhed er på plads, idet det er forbundet med al for stor risiko at arbejde i landet under de nuvæ-rende forhold. 128

Koalitionen deler de væbnede modstandere op i to kategorier, loyale over for det tidligere regime og jihad krigere, hvoraf en del formodentlig kommer fra andre lande i regionen,· og der har været forlydender om, at også al Qaeda er aktiv i Irak. En al Qaeda talsmand Abu Abd al-Rahman al-Najdi opfordrede i begyndelsen af oktober 2003 alle mujahediner i Irak til at dræbe alle, sunnier som shiitter der samarbejder med amerikanerne.129 Irak har så sent som 15. februar 2004 på et regionalt udenrigsministermøde i Kuwait bedt Syrien, Iran, Jordan, Tyrkiet og Saudi-Arabien om, at stramme grænsekontrollen for at for-hindre terroristgrupper i at snige sig ind i Irak.130 Tilsagnet var dog ikke overvældende og i topmødeerklæringen henvises der kun til behovet for at ”støtte Iraks bestræbelser på at skabe sikkerhed og stabilitet”, men til gengæld var der enighed om tildeling af en central rolle i Irak til FN som samtidig ”baner vejen for, at besættelsesstyrkerne bliver trukket til-bage så hurtigt som muligt”.131

126 Politiken 16. februar 2004, artikel ”Irak beder sine naboer om hjælp” af Nis Olsen, Bagdad og Adam Hannestad, Kairo. 127 The World Today: October 2003, p 5. 128 Jørgen Poulsen holdt 4. februar 2004 foredrag på Forsvarsakademiet. Udtalelse er gengivet med Jørgen Poulsens tilladelse. 129 Foreign Affairs. Volume 83 No.1. Side 50. 130 Politiken 16. februar 2004, artikel ”Irak beder sine naboer om hjælp” af Nis Olsen, Bagdad og Adam Hannestad, Kairo. 131 Information mandag 16. februar 2004, side 5. udland°information.dk

52

7.2 En styrket rolle til FN. Det er imidlertid vigtigt at FN får en rolle i Irak på længere sigt, ikke bare i forbindelse med opbygningen, men også i forbindelse med etableringen af den ro som er forudsætningen for, at demokratiseringsprocessen bliver en succes. Dette er blevet mere og mere klart for amerikanerne og ambassadør Paul Bremer og ambassadør Jeremy Greenstock132 holdt 19. januar 2004 møde med General sekretær Koffi Annan om FN´s fremtidige rolle i Irak. Begge ambassadører talte om vigtigheden af et stort FN engagement i Irak ikke mindst i relation til perioden efter 1. juli 2004, hvor ira-kerne skal overtage styret af Irak. Samtidig var der et stort ønske om, at FN kommer til, at spille rollen som den upartiske, objektive og overvågende instans for hele transitionspro-cessen i løbet af 2005. Koffi Annan understregede at FN meget gerne påtager sig denne rolle og har etableret et fremskudt brohoved på Cypern, hvorfra FN repræsentanter kan arbejde i Irak. Herefter blev spørgsmålet om sikkerhed umiddelbart adresseret idet CPA repræsentanterne understregede, at de sammen med det midlertidige råd vil gøre alt hvad de kan for at sikre FN´s personel. Ifølge Paul Bremer vil der i f. m. overdragelsen af magten til irakerne 1. juli 2004 ikke være tale om overdragelse af magt til FN, og det vil være et åbent spørgsmål, hvad FN´s rolle vil være i forbindelse med en ny suveræn irakisk regering.133

I den forbindelse bliver det interessant, at se hvad FN´s rolle bliver, ligesom det bliver inte-ressant at se hvem der rent fysisk skal stå for sikkerheden i f. m. et fremtidigt Irak og et større FN ansvar i Irak. Det afgørende bliver imidlertid, at amerikanernes rolle nedtones i forhold til dels FN, men også i forhold til andre potentielle bidragsydere. Umiddelbart kan det se ud som om, at den eneste militære organisation som p.t. er i stand til at løfte opga-ven er NATO, som samtidig med et sådant engagement vil tilføje hele processen noget større legitimitet end den nuværende amerikansk-britiske ledede operation. 134

7.3 Analyse. På baggrund af den hidtidige redegørelse og analyse kan der argumenteres for, at der tilsyneladende er et ønske i det centrale Mellemøsten om, at bevare staten Iraks integritet og samtidig få en fredelig nabo, som ikke længere vil true andre muslimske lande i regio-nen. Dette er dog ikke det mest presserende spørgsmål, og slet ikke så længe der er en international militær tilstedeværelse i Irak og en ny irakisk stat er under opbyggelse. Men at det ukonsoliderede demokrati er en risiko er selvfølgelig nødt til på længere sigt at være et fokusområde. Spørgsmålet om militserne og den potentielle risiko fra disse er mere presserende. I den forbindelse er det afgørende, at det lykkes amerikanerne at få parterne til at besinde sig, 132 Ambassadør Greenstock er ”Speciel Envoy to Iraq for the United Kingdom”. 133 Hele pressekonferencen efterfølgende mødet 19. januar er tilgængelig på http://www.cpa-iraq.org/cgi-bin/prfriendly.cgi?http:www.cpa-iraq.org/transcripts/Po... 134 The World Today: October 2003 p. 8.

53

hvilket en fortsat markant amerikansk militær tilstedeværelse vil være med til at sikre. På lidt længere sigt er det selvfølgelig et spørgsmål, hvad der skal ske med militserne, men det er givet vis et område hvor der skal fares med lempe og krav om afvæbning og opløs-ning af militserne på nuværende tidspunkt kunne meget vel tænkes, at være en yderligere destabiliserende faktor ligesom det kan tænkes, at militserne med våben vil modsætte sig sådanne krav. Det mest fornuftige synes således, at være en forhandlingsløsning på lidt længere sigt, når et fremtidigt Irak tegner sig, hvor sikkerhedsgarantier til de forskellige befolkningsgrupper, kan være med til at nedtone militsernes betydning, og dermed bane vejen for en opløsning eller omstrukturering af militserne i en national ramme. Afgørende for processen her og nu er imidlertid den daglige lov og orden og de fortsatte terrorangreb. Der er næppe tvivl om, at amerikanerne og koalitionspartnere gør alt hvad de kan for, at imødegå denne destabiliserende faktor, og denne kamp skal vindes før der for alvor kommer gang i det internationale samfunds tilbagevenden til Irak, herunder at de hårdt tiltrængte udenlandske investeringer kommer til landet. Dette peger på en fortsat, og formodentlig langvarig, fremmed militær tilstedeværelse i Irak, da det formodentlig er en kende for optimistisk, at forestille sig at en nyetableret ira-kisk hær og politistyrker skal kunne tilvejebringe den sikkerhed som således efterlyses af de internationale organisationer og som er forudsætningen for, at det irakiske demokrati bliver levedygtigt. P.t. er det således kun koalitionen som kan tilvejebringe denne sikker-hed. En sådan militær tilstedeværelse tilvejebringes altså i første omgang af den nuværende koalition, men på sigt er der næppe tvivl om, at det vil være hensigtsmæssigt at amerika-nernes rolle nedtones i forhold til andre bidragsydere, hvilket kan pege på en styrket rolle til FN og måske NATO styrker i en FN ramme med et stærkt mandat til at håndtere bekym-ringen for sikkerhed i det fragmenterede irakiske samfund. Vigtigheden af FN´s fremtidige rolle kan næppe undervurderes. For det første er regionens lande enige om, og udtrykker et ønske om et større FN engagement, for det andet er ame-rikanerne klar over at den legitimitet og troværdighed de selv mangler i forhold til regionen kan tilvejebringes gennem FN. Sikkerheden er således akilleshælen i forhold til hele processen, herunder såvel politiske forhold som økonomiske investeringer i landet og irakernes tro på, at demokratiet reelt har noget at tilbyde. Der kan således umiddelbart peges på to mulige scenarier med hensyn til udviklingen i sikkerheden. Det ene er, at den vold som p.t. hovedsageligt er vendt mod amerikanerne og samarbejdende irakere, i fremtiden også vil være vendt mod de forskellige grupper medførende omfattende sekterisk vold. Dette må være skrækscenariet som i yderste konsekvens kan lede til en regulær borgerkrig. I den forbindelse må det være en afgørende faktor, at USA og samarbejdspartnere ikke ryster på hånden og ender med, at smide håndklædet i ringen og overlade det alene til f.eks. FN at løse en umulig situation. Det andet scenario er, at det lykkes at skabe et nyt irakisk lederskab med samarbejdende ansvarlige ledere som stærkt støttet af det internationale samfund, primært FN, amerika-

54

nerne og andre centrale aktører er i stand til at skabe ro og sikkerhed i Irak, og ret hurtigt er i stand til også at fremvise resultater og løsninger på de mange forskellige problemstil-linger som venter irakerne de kommende måneder og år.

8 Samlet analyse. Der er næppe tvivl om, at Mellemøsten med den amerikanske besættelse af Irak og den påbegyndte demokratiseringsproces har påbegyndt en ny fase i regionens historie. Begi-venhederne som finder sted i disse måneder er ganske enkelt skelsættende, hvad enten demokratiseringsprocessen bliver en succes eller en fiasko. Delanalyserne viser, at det bliver en meget vanskelig opgave at implementere et demokrati efter vestligt forbillede i Irak, og den islamisk betingede modvilje mod demokrati samt den manglende erfaring med demokratiske processer i det centrale Mellemøsten er her et helt afgørende punkt. På den anden side ser vi liberaliseringen i regionen begynde at gribe om sig. Det er utrolig vigtigt at de uafhængige TV stationer stiller spørgsmålstegn ved tingenes tilstand, og det demonstrerer at lige meget hvor lukket et samfund er så vil moderniteten presse sig på og den ultimative kontrol er en illusion. Uddannelsen, dialogen, den konstante påvirkning og motivering af Mellemøsten og dens befolkninger er vigtig. Mellemøsten har brug for at komme videre, og det anerkendes utvivlsomt af mange i regionen, men det er samtidig klart, at udviklingen er nødt til at tage højde for og respektere områdets kultur og egenart. Det er derfor ikke sikkert at vi nogensinde ser et demokrati i Irak eller andre steder i det centrale Mellemøsten som efter vestens definitioner vil leve helt op til vores forestillinger, hvilket regionen i så fald vil have til fælles med det meste af resten af verdenen, og såle-des altså ikke kun begrænser sig til Mellemøsten. Men vi taler dog om systemer som i langt højere grad end i dag tilgodeser de enkelte borgeres frihed, rettigheder og almene livssituation. Ud over dette er det jo muligt, at demokratier i Mellemøsten måske oven i købet på sigt kan udvikle sig og finde former som også vestlige demokratier kan lære af. Det er vigtigt at få med i betragtningerne og argumenterne over for de pågældende lande, at en liberalisering og demokratisering af området ikke skal ske for USA og Vesteuropas skyld, men for regionens og befolkningernes skyld. Det er således også meget vigtigt, at hæfte sig ved de positive skridt mod reformer og demokrati der finder sted i nogle islamiske lande fordi det indikerer en udvikling som på sigt næppe vil kunne undgå, at brede sig. Det er en bastant udmelding, men den skal ses i lyset af de meget store udfordringer Mellemøsten står overfor de kommende år. Der er brug for massive investeringer i området og det vil indebære krav om liberalisering af øko-nomiske forhold, fordi det er det eneste troværdige bud på en løsning, yderligere vil det kræve stabilitet, sikkerhed og retsregler som sikrer investorerne. Alligevel vil det næppe være nok, at der bliver tale om udenlandske investorer men det bliver også særdeles vigtigt, at områdets egne penge- og forretningsmænd får et incita-ment for at påbegynde investeringer i området. De amerikanske bestræbelser på at til-trække og matche lokale forretningsfolk synes således, at være særdeles fornuftige. Det er helt centralt i forbindelse med løsningen af de store udfordringer ikke mindst befolknings-eksplosionen. Der skal skabes i hundredtusindvis af nye arbejdspladser i regionen til de

55

meget store ungdomsårgange, og hvis ikke det sker, vil de eksisterende regimer alligevel være særdeles truede af sociale uroligheder. En liberalisering af økonomien kan på sigt næppe resultere i andet end politiske reformer ligesom, det er svært at forestille sig det ene uden det andet. I modsætning til så mange andre steder i verden så har Mellemøsten et potentiale og olien er og bliver overordentlig vigtig. Imod liberaliseringen kunne tale, at den radikale islamisme bliver stadig mere domine-rende i det politiske landskab i regionen, ikke mindst i lyset af en skuffet ungdom, som kræver fornuftige fremtidsudsigter. Sagen er bare at fundamentalisme med yderligere iso-lering og afsondrethed fra verdenssamfundet, ikke vil indeholde svaret og løsningen på problemerne. Dette har præstestyret i Iran allerede demonstreret med sine manglende resultater. Hvis Iran havde klaret sig bedre ville det måske have været i stand til, at eks-portere sin revolution. Virkeligheden ser imidlertid anderledes ud, og forsøgene synes at være stoppet. Det er derfor svært, at se anden vej for Mellemøsten end at koble sig på globaliseringen og få det bedst mulige ud af situationen. Delanalyserne peger på, at der vil være kræfter som vil være for og nogle imod, og en demokratisering af Irak og regionen bliver således i allerhøjeste grad et spørgsmål om interne stridigheder i Mellemøsten mellem konservative religiøse kræfter og mere mode-rate og sekulære kredse. Disse interne spændinger indeholder potentialet til, at destabili-sere hele området i uoverskuelig grad. Disse interne magtkampe i Mellemøsten får således stor betydning for en liberalisering af økonomien, demokratiseringen af Irak og er også tæt knyttet til sikkerhedsspørgsmålet fordi udfaldet af magtkampene i høj grad relaterer sig til spørgsmålet om anti demokratisk intervention i Irak. Umiddelbart ser det ud til, at de tre væsentligste statslige aktører i for-bindelse med en evt. intervention (Iran, Saudi-Arabien og Syrien), har hænderne fulde uden yderligere behov for at påkalde sig amerikanernes vrede, og samtidig ser det ud til, at være et spørgsmål om valg mellem pest og kolera for magthaverne i de omkringlig-gende lande. Hvis de spiller med for at øge sikkerheden i Irak vil det betyde meget for en positiv udvikling i demokratiserings-processen, fordi det kan være med til at moderere såvel sunniere som shiamuslimerne. Problemet er selvfølgelig, at en positiv udvikling i Irak vil sætte de pågældende regimer under endnu mere pres for at påbegynde gennemførelsen af reformer og demokratisering. På den anden side, vil et destabiliseret Irak kunne lede til kaos, hvilket risikerer at destabi-lisere deres egne regimer, igen med uoverskuelige konsekvenser for dem selv. Man kan derfor argumentere for, at en evt. intervention og indblanding ikke vil komme fra officielt hold, endsige kunne spores til officielt hold i de tre lande. Fra uofficielt hold, fra radikale og ultra religiøse kredse i nabolandene kan man derimod slet ikke udelukke støtte til, og initie-ring af, uroligheder i Irak. Regimerne i Syrien, Iran og måske især Saudi-Arabien, ser ud til at blive taberne i den fase Mellemøsten nu er gået ind i. Regimerne savner i forvejen legitimitet, og næsten uan-set udviklingen i Irak vil det destabilisere regimerne yderligere, samtidig med at proble-merne, ikke mindst de økonomiske, næsten ikke kan undgå andet end at blive stadigt større. Det er således svært at se hvordan regimerne vil overleve i deres nuværende form på lidt længere sigt.

56

Dermed ikke sagt, at der pr. definition vil bliver taget tiltag til demokratiske reformer, det modsatte kan lige så godt være tilfældet med endnu mere intern kontrol og undertrykkelse, men til syvende og sidst vil regimerne næppe bestå. Det betyder, at flere scenarioer kan tænkes. For det første kan sammenbrud i Saudi-Arabien, Syrien og Iran føre til helt uover-skuelige kaotiske forhold i hele Mellemøsten, men det kan også tænkes at være startsig-nalet til demokratiske reformer. Mellem disse to yderpunkter ligger det kontinuum af scenarier Mellemøsten kan tænkes at gennemgå i de kommende år. Sikkerhedsspørgsmålet relaterer sig til alle aspekter af reformerne i Irak. Der er slet ingen tvivl om, at vi taler om en lang tidshorisont, og det er formodentlig begrænset hvor længe optimismen vedr. demokratiseringsprocessen kan holde, med næsten daglige bombean-greb, dødsfald og terror. På kort sigt synes tiden således at arbejde for de kræfter som ønsker at sabotere processen, mens tiden på lang sigt kan arbejde for de demokratiske kræfter, forudsat at der bliver arbejdsro. Så længe sikkerhedssituationen forbliver den samme som nu vil man ikke kunne tale om et demokratisk Irak, befolkningen vil ikke engang kunne stemme uden fare for liv og lemmer. Der vil således ikke være tale om reelt frie valg før sikkerhedssituationen er stærkt forbedret. Ting tager tid, og det vil tage lang tid, at opbygge de institutioner der skal til for at under-støtte et demokratisk Irak. Selv om der, i hvert fald af navn har eksisteret de statslige in-stitutioner og strukturer i Irak og også i nabolandene som er nødvendige for demokratise-ringen, borger det som bekendt ikke så meget for kvaliteten af disse institutioner. Der er således tale om et meget stort behov for opbygningen af institutioner og civilsamfund i Mellemøsten og de amerikanske bestræbelser synes at være meget opmærksomme på dette punkt. Sikkerhedsspørgsmålet er også et spørgsmål om tillid til staten, hvilket bliver af afgørende vigtighed i f. m. etableringen af det økonomiske fundament for det nye Irak. Det er meget vigtigt med såvel udenlandske som regionale og lokale investeringer og tilførelse af store pengestrømme specielt i den indledende fase, men på lidt længere sigt er det lige så vigtigt, at der bliver etableret en fornuftig indkomstskattepolitik. Ligesom det på baggrund af liberaliseringen er nødvendigt at fremelske en loyalt skattebetalende middelklasse som rent faktisk er i stand til at udgøre et reelt beskatningsgrundlag for regionen. En sådan middelklasse er overordentlig vigtig for demokratiseringen af regionen endsige løsning på regionens problemer. Skabelsen af en fornuftig indkomstskattepolitik hænger således sammen med statens duelighed til at skabe ro og orden samtidig med, at dette er fundamentet og forudsætningen for, at yderligere liberaliseringer, bl.a. de planlagte privatiseringer, får den ønskede virkning. Al erfaring viser, at demokratiseringsprocesser tager lang tid, og det vil ikke tage kortere tid i Mellemøsten end det har gjort i Europa. Det betyder ikke at vi nødvendigvis taler om århundreder, men det betyder formodentlig nok at vi i bedste fald taler om årtier før vi kan forvente at regionen er demokratiseret og fungerer som sådan i en både regional og global kontekst.

57

Det betyder igen ikke, at der er tale om et specielt negativt syn på processen i Irak og Mellemøsten generelt, men bare at vi er nødt til, at anlægge realistiske perspektiver. Vi taler således om behovet for en vedholdende og Langsigtet indsats for at kunne gen-nemføre visionerne om et Mellemøsten i udvikling såvel økonomisk som demokratisk. En udvikling hvor det internationale samfund ikke må ryste på hænderne men gøre alt hvad det kan. Løsningen på problemet må ske på bekostning af andre verdensdele med næsten lige så store problemer som Mellemøsten, men det er nødvendigt hvis en demokratisering af området skal lykkes. Derfor giver det heller ingen umiddelbar mening at tale om, hvor-vidt processen lykkes eller ej, og det giver heller ingen mening at tale om et demokratisk Irak i vestlig forstand på kort sigt, fordi vi taler om et meget langt tidsperspektiv og det bli-ver næppe Præsident G. W. Bush som kommer til at evaluere om processen lykkes eller ej, men måske har hans børn en chance for at se frugterne. Mange, både europæere, arabere og amerikanere stiller spørgsmålstegn ved om det vil lykkes, at demokratisere Irak, og når amerikanerne forestiller sig et demokrati efter vestlig model kan det give anledning til, at spørge sig selv om amerikanerne har taget højde for den situation de befinder sig i på nuværende tidspunkt. Jeg mener der kan argumenteres for, at den amerikanske administration måske snarere har set demokrati og demokratise-ring i Irak og Mellemøsten som det kontinuum som det reelt er, hvilket igen fra et ameri-kansk perspektiv betyder at alt andet end Saddam Hussein er at foretrække. Lige meget hvor fokuserede idealer man kan tænkes at akkreditere Bush administrationen, så er der næppe tale om inkompetente mennesker, men erfarne politikere og bureaukrater som har haft en rimelig ide om, hvad de foretog sig. Det betyder igen at den nye fase i Mellemøsten, påtvunget som den er udefra, uanset hvad vil vende op og ned på hele områdets eksisterende strukturer og sætte regionens magthavere under et massivt pres, såvel udenrigspolitisk som indenrigspolitisk. Dette kan måske i sig selv have været målet. Delanalyserne viser, at den amerikanske tilstedeværelse i regionen nødvendigvis vil blive langvarig. For det første kan en irakisk overgangsregering fra 1. juli 2004 ikke nå at op-bygge et loyalt magtapparat som det kan støtte sig til, og det kan heller ikke garantere den sikkerhed, lov og orden som bliver helt essentiel hvis området skal have gang i hjulene igen. Set i bakspejlet var det sandsynligvis en fejl, at opløse den irakiske hær, fordi den formodentlig til en passende løn kunne have været med til, at udgøre en stabiliserende faktor, og formodentlig endte med at blive det modsatte, men tilbage står at det er nød-vendigt så hurtigt som muligt, at skabe et loyalt militær og politi til understøttelse af intern ro og orden i Irak. I den forbindelse skal spørgsmålet om militserne og deres fremtidige rolle finde en holdbar løsning. Ingen forretningsmænd og investorer med bare en antydning af fornuft vil turde vove påbegyndelse af storstilede reelle investeringer uden sikkerhedsspørgsmålet overordnet set først er løst. I den forbindelse ser det ud til, at USA og det internationale samfund må demonstrere udholdenhed og determination til støtte for processen. Analysen peger på, at den største sikkerhedsmæssige trussel på kort sigt, sandsynligvis vil komme fra irakiske grupperinger, mere eller mindre støttet af eksterne radikale kræfter, som enten ikke føler at de er blevet tilgodeset eller ganske enkelt er antidemokratiske, og ikke mindst antiame-

58

rikanske. Ud over dette kan det selvfølgelig ikke udelukkes at eksterne terrorgrupper som f.eks. al-Qaeda vil fortsætte deres terror simpelthen fordi en vellykket demokratiserings-proces i deres optik er det værste regionen kan komme ud for. Igen er en stor international opbakning til de demokratiske kræfter i området særdeles vig-tig, og FN må nødvendigvis spille en stor rolle. FN vil bedre end nogen andre kunne legi-timere processen i Irak, og FN vil formodentlig være det fora som flest stater og organisa-tioner internationalt vil anerkende og støtte som garanten for udviklingen og demokratise-ringen i Irak. Det bliver således helt nødvendigt for amerikanerne snarest muligt og i stor udstrækning at få FN til at forpligte sig i en irakisk sammenhæng. Et af de afgørende spørgsmål bliver arten af den stat der fremover skal udgøre Irak. Umiddelbart tyder meget på, at en eller anden form for føderal stat næppe kan undgås. Kun en føderal stat vil kunne tilgodese kurdernes behov for autonomi. En tilstand som de allerede har nydt i mange år, og derfor kun vanskeligt kan forestilles at ville opgive. Samti-dig kan det se ud til, at netop en føderal ordning måske også kunne sikre sunnierne i en sådan udstrækning, at frygten og dermed modstanden mod de nye tider og strukturer kunne aftage. Delanalyserne viser, at valget mellem en enhedsstat med en stærk centralregering og en føderation er et valg mellem pest og kolera. En stærk centralregering vil være uacceptabel for kurderne og sandsynligvis også sunnierne fordi den vil være domineret af shiitterne, og man kan ikke udelukke en borgerkrig på sigt. Det kan man imidlertid heller ikke med et føderalt Irak, hvor staten Irak på sigt de facto vil risikere opløsning, fordi parterne vil for-følge selvstændige mål. Der vil således ikke være noget Irak at være fælles om, med den uoverskuelige situation det på sigt vil medføre for regionen. Dette peger igen på en fortsat stor international tilstedeværelse i Irak, og med et internationalt, og ikke mindst ameri-kansk, tilsagn om intervention hvis tingene kører af sporet.

59

9 Konklusion. Amerikanerne har stukket hovedet i et hvepsebo i Irak, men der er ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op og fortsætte arbejdet og amerikanerne får brug for al den hjælp de kan få fra det internationale samfund, ikke mindst fra FN. Analysen viser, at der umiddelbart er meget der taler imod, at det vil lykkes for amerika-nerne, at indføre demokrati i Irak efter vestligt forbillede. De grundlæggende betingelser synes at være de værst tænkelige, med en mellemøstlig kultur som generelt undsiger demokratiet og som reelt aldrig har fået nogen erfaringer med demokrati. Analysen viser, at amerikanerne gør de rigtige ting. Sammensætningen af det midlertidige råd med repræsentanter fra samtlige de væsentligste grupperinger er med til, at legitimere demokratiseringsprocessen. Medinddragelse af kritiske muslimer i den politiske proces vil socialisere og moderere dem, hvilket i første omgang kan være fundamentet for etablerin-gen af det irakiske demokrati. Demokratiet kan komme til, at fungere hvis amerikanernes og det internationale samfund fortsat støtter processen massivt, og motiveringen og uddannelsen af irakerne fortsætter på ubestemt tid. For yderligere at styrke processen skal det allerede på kort sigt lykkes at skabe synlige beviser for irakerne. Det bliver således afgørende, at irakerne kan se at demokratiet kan levere den vare som diktaturet og den statsstyrede økonomi ikke kunne. Demokratiet kan konsolideres hvis det lykkes at gennemføre de økonomiske liberaliserin-ger som der er lagt op til, samtidig med at en forøget velstand genererer en ny irakisk mid-delklasse som kan og vil associere sig med staten og dermed på sigt udgøre den middel-klasse som skal være en central pille i det nye Irak. Irak sikres bedst mod intervention gennem international tilstedeværelse i landet, og hvad enten irakerne og Mellemøsten i øvrigt vil bryde sig om det, så skal der være en amerikansk tilstedeværelse. Kun denne tilstedeværelse vil kunne garantere de nye magt-havere et sikkerhedssystem og et værn mod antidemokratisk intervention fra især de for-skellige grupper og organisationer, som på sigt kan resultere i en borgerkrig. Det er langt bedre, at alle parter frygter amerikanerne og deres militære magt mere, end grupperne internt frygter hinanden. Ovenstående gælder også for Iran, Saudi-Arabien og Syrien som på den måde kan tvin-ges til de facto at indgå i en uformel og uudtalt sikkerhedsstruktur i det centrale Mellem-østen, hvor USA holder alle parter i ave. USA vil således kunne holde grupperne i skak og skabe den højest mulige grad af den sikkerhed som er så afgørende for om dette projekt reelt har en fremtid eller ej. Sikkerhedsspørgsmålet knytter sig som bekendt til alle aspek-ter af processen, og amerikanerne må gøre alt hvad de kan for at få situationen så nogenlunde under kontrol. Den irakiske økonomi skal liberaliseres og de centralistiske strukturer skal brydes. Irak skal være medlem af WTO og den irakiske industri skal privatiseres således, at såvel udenlandske som regionale investeringer kan tiltrækkes til et sundt og imødekommende

60

investeringsmiljø baseret på et internationalt juridisk bindende regelsæt. Den Irakiske olieindustri skal hurtigst muligt genetableres, så statens fremtidige økonomiske fundament er til stede. Landbrugssektoren skal retableres og udbygges. Det store internationale tilsagn om økonomisk støtte skal investeres i irakiske institutioner, industri og infrastruktur. Store summer skal kanaliseres ud i samfundet og sammen med en imødeset økonomisk vækst skabe grundlaget for etableringen af en ny og stærk irakisk middelklasse, som i fremtiden kan danne grundlag for statens indtjening. Udenlandsgælden skal forhandles ned til et minimum som tilbagebetales på så lempelige vilkår som overhovedet muligt. Irak bliver nødt til, at være en stat med et autonomt eller føderalt islæt. De forskellige grupper, specielt kurderne, vil formodentlig ikke kunne holdes i ave, hvis ikke de får deres ønske om udbredt selvstyre opfyldt. Den amerikanske og internationale tilstedeværelse skal sikre at staten Irak ikke falder fra hinanden. En ny nationalforsamling valgt gennem frie og fair valg skal skabe den politiske ventil som gør, at grupperne ikke griber til våben mod hinanden for at løse deres indbyrdes problemer. Et stadigt vedholdende pres på det centrale Mellemøsten skal være med til at sikre at de irakiske befolkningsgrupper foretrækker samarbejdet frem for en libanesisk ”løsningsmo-del” med borgerkrig til følge. Det internationale samfund med FN i spidsen, godt bakket op af amerikansk militær tilstedeværelse, skal være mæglerne som er med til, at kreere ram-merne for et demokratisk miljø, hvor en irakisk politisk dialog fredeligt kan udfolde sig. For både FN og amerikanerne samt andre aktører i området bliver det en balancegang hele tiden at sikre sig, at de forskellige grupperinger ikke føler sig forfordelt. Befolknings-grupperne skal, godt hjulpet på vej af det internationale samfund, indgå i en ”bargaining” der i så vid udstrækning som overhovedet muligt sikrer alle parter gevinster. Det bliver imidlertid en stor og kompleks opgave at sikre sig, at de forskellige befolkningsgrupper ikke på sigt provokeres til, at gribe til våben mod hinanden. Amerikanerne skal som sagt udgøre sikkerheden i Irak på ubestemt tid. Det er muligt at FN, NATO og evt. andre bidragsydere kan supplere i et eller andet omfang, men det vig-tigste er at de kan være med til at legitimere demokratiseringen og samtidig demonstrere den vedholdenhed som bliver nødvendig. Opbygningen af et loyalt magtapparat, militær og politi skal fortsættes og på sigt, men for-modentlig meget lang sigt, en dag erstatte det internationale engagement. Hæren og poli-tiet skal modtage en løn de kan leve af genererende et ønske om, at vedligeholde og udbygge stabiliteten i det irakiske samfund. Den sidste bombe er næppe sprunget i Irak endnu, men det er afgørende, at det internati-onale samfund og amerikanerne ikke ryster på hånden og smider håndklædet i ringen, men gør det arbejde færdigt som er påbegyndt. Der er meget der taler for, at processen ikke vil lykkes, men omvendt er der også ting som taler for. Under alle omstændigheder har Irak krigen bevirket, at hele regionen nu bevæger sig ind i en ny fase. Mellemøsten vil ikke blive det samme igen uanset om processen lyk-kes eller ej, er det i hvert fald lykkes amerikanerne at ryste fundamentet så kraftigt, at der vil ske en udvikling i området. Det er langt fra sikkert, at den udvikling i første omgang,

61

eller på mellemlang sigt vil være positiv, stabil og fredelig, men forandringer vil følge i køl-vandet. Magthaverne i det centrale Mellemøsten vil således være sat under et meget stort pres, og udviklingen kan gå i flere retninger. Det er således muligt, at reaktionen i første omgang fører til endnu hårdere regimer, men spørgsmålet er hvor længe regimerne vil overleve dette, samtidig med at Iran, Saudi-Arabien og Syrien i stadig højere grad får svært ved at levere løsninger på områdets store problemer. Situationen er på lidt længere sigt uholdbar, og uanset at omvæltninger i første omgang vil kunne medføre mere radikale fundamentali-stiske regimer, så vil disse næppe kunne løse problemerne og dermed på sigt også miste deres legitimitet. Liberaliseringer og reformer synes således på mange måder at være løs-ningen, hvis ikke Mellemøsten skal sakke længere og længere bagud og havne i en mere og mere uoverskuelig situation. Meget afhænger af hvordan situationen i Irak kommer til, at udvikle sig. Det kommer til at tage lang tid og det bliver op af bakke meget af tiden. Det bliver en kamp præget af store forskelle på traditioner, religioner og kulturer og det varer længe før der er etableret et demokrati i Irak som minder om demokratierne i den vestlige verden, hvis nogensinde. Det er imidlertid heller ikke afgørende om det bliver et sådant demokrati, idet vi jo bevæger os på et kontinuum mellem mere eller mindre demokrati, og i den forbindelse vil der alt andet lige være tale om en demokratisering i forhold til hvad irakerne og regionen har væ-ret vant til. Demokratiseringen af Irak bliver sandsynligvis lakmusprøven og hvis den kan bringes til at holde bare nogenlunde er det muligt at de andre befolkninger i området vil fristes til at tage chancen, men oddsene er ikke de bedste, og mangt og meget kan som sagt gå galt. USA har bare ikke råd til en total fiasko, fordi det moralsk vil binde dem på hænder og fødder i årene fremover og risikere at efterlade regionen i kaos, hvilket vil influere på den globale økonomi. Alt taler således for, at amerikanerne vil gøre alt hvad de kan for, at sikre en rimelig grad af succes. Lad os for Mellemøstens og den irakiske befolknings skyld håbe det lykkes.

62

10 Bilag.

10.1 Bilag 1. Begrebsafklaring. Globalisering: Defineres som ”Økonomisk fænomen karakteriseret af stigende international interdependens inden for handel og investeringer samt en reduktion af informationsbarrierer, dvs. transaktionsomkostninger”.135 Hizbollah (Hizballah): Shiitisk organisation oprettet på baggrund af iranske revolutionsgardisters ankomst til Libanon i begyndelsen af 1980érne med det formål at bekæmpe den vestlige indflydelse i Mellemøsten, specielt staten Israel og dennes invasion af Libanon. Hizbollah udfører socialt arbejde, optræder som politisk parti og er stærkt engageret i guerillakamp ved den Israelsk-libanesiske grænse.136

Islamisk Jihad: Harakat al-Jihad al Islami al Filastina, blev oprettet i 1979-80 af palæstinensiske studerede i Egypten. Islamisk Jihad er, er kamporganisation, der med islamisk udgangspunkt kæmper mod staten Israel og for oprettelsen af en islamisk palæstinensisk republik.137

Paris-klubben: En uformel sammenslutning af regeringer i OECD-lande, som arbejder sammen om at etablere aftaler med låntagere i den fattige del af verden. De faste medlemmer udgøres af 19 velstående lande, bl.a. USA, Rusland, England, Tyskland og Frankrig.138

Washington Consensus: Økonomiske principper om liberalisering, første gang lanceret af FN- og Verdensbanksøkonomen John Williamson i 1990. Principperne bygger på stram finanspolitik, kombineret med overvejelser om indkomstfordeling, frihandel, privatisering mv.139

WTO: World Trade Organization, siden 1995 (som afløser for GATT, General Agreements on Tariffs and Trade) den organisation, som arbejder med liberalisering af verdenshandelen. Har (i april 2003) 146 medlemmer verden over.140

Hamas: Fra arabisk, Harakat al-Muqawamah al-Islamiya, den islamiske modstandsbevægelse. Islamisk organisation, der især er aktiv i Gaza og på Vestbredden.141

135 Martin Hvidt: Mellemøsten: Globalisering på trods. Side 202. (Wilson 2002, side 188). 136 Lars Erslev Andersen: Muslimske fundamentalister, side 95 og 100-101. 137 Lars Erslev Andersen og Peter Seeberg: Et nyt Mellemøsten? Side 332. 138 Ibid. Side 334. 139 Ibid. Side 335. 140 Ibid. Side 335.

63

Al-qaida: Oprettet af Usama bin Laden som organisering af militante arabere i slutningen af 1980érne med henblik på at deltage i kampen mod den sovjetiske besættelse af Afghanistan. I løbet af 90érne udviklet til international terrororganisation ed det formål at etablere et verdensomspændende kalifat.142

Shiaislam: Ca. 10% af verdens muslimer er shiamuslimer. Næsten hele befolkningen i Iran, ca. 55 % af Irakerne og måske 40 % af den libanesiske befolkning. At være shiamuslim betyder egentlig at følge Ali, profetens Muhammads svigersøn og fætter.143

Det Muslimske Broderskab: Etableret i 1928 i Egypten. Målet er indførelse af islamisk styre i Egypten. Bevægelsen er meget involveret i socialt arbejde, fagforeninger m.m. Primært støttet af private sympatisører samt via overførelsesindkomster fra gæstearbejdere i Golflandene.144

Sunniislam: 90 % af alle muslimer er sunnimuslimer. Sunnisme er den dominerende trosretning inden for islam, der hævder at være den korrekte efterlevelse af profetens idealer, bl.a. nedfældet i profetens sunna, overleveringer (hadith) om profetens liv. Den centrale sunnitiske institution er Al-Azhar i Cairo.145

141 Ibid. Side 331. 142 Ibid. Side330. 143 Lars Erslev Andersen og Peter Seeberg: Et nyt Mellemøsten? Side 334. Gorm Rye Olsen opgiver i ”Mellemøsten Fornyelse og Kontinuitet” den shiamuslimernes andel til at være mindst 55 % af den irakiske befolkning. 144 Lars Erslev Andersen: Muslimske fundamentalister, side 100-101. 145 Lars Erslev Andersen og Peter Seeberg: Ibid. Side 334.

64

10.2 Bilag 2. Vigtige politiske partier og bevægelser i Irak: Baath-socialistiske parti: Dannet I 1941 I det Vichy kontrollerede Syrien for at mobilisere støtte til Rashid Alis pro-aksemagtregime i Irak efter tysk og italiensk forbillede vedr. ideen om enkeltpartisystemet. Endelig magtovertagelse i 1968 I Irak. Kendetegnet ved personificering af lederen som indbegrebet af staten, og troskab over for ham er den yderste definition på tilhørsforholdet til samfundet.146

Joint Action Committee of the Iraqi Opposition (JACIO): JACIO var en Damaskus-baseret coalition bestående af 17 partier som alle var skarpe modstandere af Baath-regimet i Baghdad. JACIO blev etableret umiddelbart efter Iraks invasion af Kuwait i 1990 og talte både islamister, demokrater, kommunister, dissidenter, ateister, uafhængige nationalister og de forskellige kurdiske partier og bevægelser. De væsentligste medlemmer var: Det Øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak (SCIRI), og de 2 store kurdiske partier KDP og PUK. Efter at oprørerne i Nordirak og Sydirak blev nedkæmpet i foråret 1991 led initiativet skibbrud. JACIO lagde grunden til den Irakiske Nationalkongres (INC), som blev etableret i 1992.147

Den Irakiske Nationalkongres (Iraqi National Congress (INC); al-mutamar al-watani al-iraqi): INC blev stiftet i 1992 af nogle af JACIOs medlemmer. Bevægelsens mål var at fjerne Saddam Hussein fra magten og etablere et demokratisk politisk system i Irak. Ahmad Chalabi er INCs hovedtalsmand og leder af eksekutivkomiteen. Organisationen har tæt kontakt til USA som har støttet organisationen økonomisk. Især Pentagon og vice-præsident Dick Cheney er varme tilhængere af INC og Ahmad Chalabi. CIA og det amerikanske og britiske udenrigsministerium er mere skeptiske over for bevægelsen og især Ahmad Chalabi som in absentia er idømt 22 års fængsel i Jordan for banksvindel.148

Det Øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak (Supreme Council for Islamic Revolution in Iraq, SCIRI): Bevægelsen blev stiftet i 1982 og er en paraplyorganisation for en række islamiske - overvejende shiitiske - modstandsbevægelser. Bevægelsen bliver støttet af Iran, hvor den indtil Irak-krigen i 2003 også havde sit hovedkvarter. Flere kilder hævder, at bevægelsens mål er at etablere en islamisk stat i Irak efter iransk model, men det afviser de selv. Det fremgår af bevægelsens eget materiale, at de ønsker at skabe en konstitutionel, parlamentarisk koalitionsregering i Irak, efter afholdelse af et demokratisk valg superviseret af FN. Organisationen kontrollerer al-Badr brigaden som ifølge SCIRIS London kontor tæller ca. 10 000 mand. SCIRI lagde sig før krigen fast på en støtte til amerikanerne, men har dog argumenteret for, at amerikanerne skulle ud dagen efter Saddams fald. Den amerikanske tilstedeværelse møder således modstand fra SCIRI. SCIRI er dog repræsenteret i det midlertidige regeringsråd ved Abdel Aziz al-Hakim149 146 Bernard Lewis: Identiteter i Mellemøsten. Side 128. 147 Michael Irving Jensen: Fra Diktatur til Demokrati? Appendiks B, side 116. 148 Ibid. Side 116. 149 Ibid. Side 119.

65

som er en yngre bror til SCIRIS daværende leder Ayatollah Seyyed Muhammad Baqr al-Hakim som i slutningen af august 2003 blev dræbt sammen med ca. 100 andre uden for Imam Ali moskeen i Najaf. 150 Den irakiske Enhed (Iraqi National Accord (INA), Harakat al-Wifaq al-watani al-Iraqi): Stiftet i 1990 på initiativ af en saudisk prins samt den britiske og jordanske efterretningstjeneste. INA består primært af tidligere irakiske officerer og dissidenter fra Baath-partiet. INA er sammen med SCIRI og de to kurdiske partier KDP og PUK en del af det, som er blevet kendt under betegnelsen ”Group of four”, der ud over INC udgjorde den vigtigste opposition til Saddam Husseins regime. INAs leder Iyad Allawi blev udpeget til det midlertidige råd i juli 2003.151

Det Irakiske Kommunistparti (Iraqi Communist Party, Al-Hizb al-Shuuí al-Iraqi): Fra 1980 allierede kommunistpartiet sig med blandt andet Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) og målet var at vælte Saddam Hussein. Kommunisterne har fra 1980 kæmpet en væbnet kamp mod Baath regimet sammen med kurderne i Nordirak. Partiet har ca. 1000 guerilla-krigere som næsten alle er kurdere. Kommunistpartiet fik en plads i det midlertidige råd i juli 2003.152

Den Demokratiske Center-tendens (Democratic Centrist Tendency, DCT): En politisk bevægelse der ledes af Iraks tidligere udenrigsminister (frem til kuppet i 1968) Adnan Pachachi, som bliver betragtet som en liberal sekulær arabisk nationalist. Dele af den amerikanske regering - men ikke Pentagon - har et venligt øje til ham, og han blev af den amerikanske administrator indsat i det midlertidige regeringsråd i juli 2003. Pachachi gjorde det ellers klart kort før krigsudbruddet at han ikke ønskede at samarbejde med en amerikansk administration i Irak.153

Vigtige religiøse oppositionspartier og bevægelser: Islams kald (The Call of Islam, Al-Da´wa al-islamiya): Shia-islamisk bevægelse, hvis mål er at skabe en islamisk stat gennem revolution. En af bevægelsens tidlige ledere og chefideolog var Baqir al-Sadr som var en stor islamisk tænker og filosof. Mistede fra midten af 80érne efterhånden støtte fra Iran, som begyndte at støtte SCIRI i stedet. Organisationen er især stærk i og omkring byen Nasiriyya i det sydlige Irak.Al-Da´wa er repræsenteret i det midlertidige regeringsråd.154

Sadr II bevægelsen (The Sadr II Movement, Jamaat al-Sqdr al-thani): En shia-islamisk bevægelse, der opstod i april 2003. Bevægelsen synes allerede at have stor indflydelse og har overtaget den reelle kontrol i mange bydele. Bevægelsen står ikke mindst stærkt i den store shiitiske bydel i Baghdad. Bevægelsen ledes af Muqtada al-Sadr og er i familie med den afdøde Baqir al-Sadr fra Al-Da´wa bevægelsen. Muqtada al-Sadr er stærkt kritisk over for stort set hele den tidligere eksilopposition som f.eks. SCIRI og

150 The world today, October 2003 p. 5. 151 Michael Irving Jensen: Fra Diktatur til Demokrati? Appendiks B, side 119. 152 Ibid. Side 120-121. 153 Ibid. Side 121. 154 Ibid. Appendiks B, side 122-123.

66

INC. Han er endvidere skeptisk over for mere moderate ledere som Ayatollah Sistani. Bevægelsen er meget kritisk over for den fortsatte amerikanske tilstedeværelse i landet. 155

Vigtige kurdiske oppositionspartier og bevægelser: Kurdistans Demokratiske Parti (Kurdistan Democratic Party, KDP): Stiftet i 1946 på initiativ af Mustafa Barzani. Partiet ledes fra 1987 af en søn Masoud Barzani. Under Iran-Irak krigen stod partiet på iranernes side. Partiet havde i 1996, ifølge Janes Defence Weekly, 30 000 mand under våben. Fik 50 % af stemmerne ved det kurdiske valg i 1992. Arbejder for oprettelsen af en føderal stat i Irak. Barzani er repræsenteret i det midlertidige regeringsråd.156

Kurdistans Patriotiske Union (Patriotic Union af Kurdistan (PUK)): Opstod som resultat af splittelse i KDP i 1960érne. Spænder over store ideologiske forskelle. Arbejder lige som KDP for et føderalt Irak. Fik knap 50 % af stemmerne ved det kurdiske valg i 1992. Det hævdes at PUK er tæt allieret med Syrien og i mindre grad med Iran. I midten af 1990érne havde PUK 30 000 mand under våben. PUKs ledelse var tilhængere af den amerikanske krig mod Irak og den militære sejr blev modtaget med jubel. Talabani repræsenterer PUK i det midlertidige regeringsråd.157

155 Ibid. Side 123. 156 Ibid. Side 125. 157 Ibid. Side126-127.

67

10.3 Bilag 3. Bibliografi. Kilder: Jeg har bestræbt mig på, at bruge anerkendte autoritative kilder, hvad enten det gælder bøger, tidsskrifter eller web sites. Jeg er opmærksom på, at brugen af avisartikler i forbindelse med specialeskrivning ikke er optimal. Jeg har imidlertid haft behov for, i nogen udstrækning, at følge op på dagsaktuelle hændelser og har i den forbindelse været nødsaget til, at ty til materiale fra aviserne. Avisartiklerne har dog kun været supplerende kilder. Jeg mener kildematerialets omfang spænder vidt og indeholder kilder ganske positive over for udsigterne til et demokratiseret Irak til kilder som er noget mere forbeholdne. Alt i alt har jeg således bestræbt mig på, at kildematerialet afbalancerer hinanden. Primære kilder: Demokrati og demokratisering: Begreber og teorier. Redigeret af Uffe Jakobsen og Morten Kelstrup og udkommet 1999 på Forlaget Politiske Studier. Bogen er en antologi, hvor hovedvægten er lagt på analyser af centrale problemer inden for moderne demokratiteori. Bogen anerkender som udgangspunkt, at forfatterne i forbindelse med relevante demokratiteoretiske problemstillinger har med et problemfelt at gøre, som har dybe og omfattende idéhistoriske dimensioner og samtidig angår udviklingen af faktiske, historiske politiske systemer og institutioner. Problemfeltet vedrører desuden forhold af central og aktuel politisk betydning i de højtudviklede moderne samfund og samtidig rummer værdibundne, modsætningsfyldte og ofte politiserende syn på, hvilke styreformer der bør foretrækkes. Bogen forholder sig objektiv til demokratiseringsteorierne og hævder selv at indeholde ”bidrag til afklaring af problemerne vedrørende demokrati og demokratisering, ikke mere”. Bogen refererer ofte til Robert A. Dahl ”Om Demokrati” udgivet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck år 2000. Jeg har også brugt denne bog som kilde til understøttelse af ”Demokrati og demokratisering” og har ikke erfaret nogen diskrepans mellem de to bøger. ”Om Demokrati” Forfattet af Robert A. Dahl og udgivet på Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck år 2000. Robert A. Dahl har i en menneskealder været professor i statsvidenskab på Yale University. Robert A. Dahl er bredt anerkendt som en betydelig bidragsyder til belysning af teorier og problemområder i forbindelse med demokratiseringsprocesser, hvilket også underbygges af de mange referencer og henvisninger til Dahl bl.a. i ”Demokrati og demokratisering: Begreber og teorier”, men også i Daniel Byman´s ”Constructing a Democratic Iraq”. ”Fra Diktatur til Demokrati”? Forfattet af Michael Irving Jensen født 1964, ph.d. i mellemøststudier og ansat ved Institut for Internationale Studier. Han har skrevet og redigeret adskillige værker om Palæstina-Israel konflikten, islam og den arabiske verden.

68

Michael Irving Jensen er med denne bog den første danske forsker som har skrevet en egentlig bog om Iraks vej fra diktatur til demokrati. Bogen udkom sommeren 2003. Bogen forholder sig sagligt kritisk til forventningerne om indførelse af demokrati i Irak, især på kort sigt. ”Mellemøsten Fornyelse og Kontinuitet” Forfattet af Henrik Jespersen og Gorm Rye Olsen og udgivet med støtte fra Danida og Mellemfolkeligt Samvirke i1999. Bogen beskriver landene i Mellemøsten og medinddrager den historiske faktor, den fysisk-geografiske faktor, den socioøkonomiske faktor, den politiske faktor og den militære faktor. Bogens sigte er at danne baggrund for en større viden om regionens og ikke mindst befolkningens specielle vilkår samt give en dybere indsigt i de enkelte lande. Bogen er beskrivende og adresserer de faktiske forhold i regionen objektivt og sagligt. ”Et nyt Mellemøsten”? Redigeret af Lars Erslev Andersen & Peter Seeberg, udkommet på Syddansk Universitetsforlag 2003. I bogen har en række anerkendte forskere og eksperter i mellemøstlige forhold bidraget med artikler. Jeg har særligt gjort brug af lektor, ph.d. Martin Hvidts artikel ”Mellemøsten: Globalisering på trods” og direktør, dr.phil., Jørgen Bæk Simonsens artikel ”Fra far til søn: Tilfældet Syrien. Republikansk monarki eller monarkistisk republik”? Flere af bogens forfattere er jævnligt gæsteforelæsere på Forsvarsakademiet. Sekundære kilder:

”Identiteter i Mellemøsten” Forfattet af Bernard Lewis, udgivet på Gyldendal 1999. Professor Lewis har med sin bog anskueliggjort kompleksiteten i de mange forskellige identiteter som er til stede i Mellemøsten, og det er til at underbygge denne kompleksitet jeg overordnet har brugt bogen. Samtidig har professor Lewis tanker omkring demokrati og Mellemøsten, som bliver underbygget og er i tråd med øvrige kilder. ”Islam og Europa” Forfattet af Ingmar Karlsson, udgivet på DET lille FORLAG 1996. Ingmar Karlsson er svensk diplomat med en bred økonomisk, statsvidenskabelig og idéhistorisk baggrund og adresserer i sin bog de politiske og kulturelle spændinger der er mellem islam og Europa. Direktør, dr.phil., Jørgen Bæk Simonsen er medforfatter på et indlæg i bogen om ”De islamiske samfund i Europa” hvor han skriver om forholdene i Danmark. ”Constructing a Democratic Iraq” Forfattet af Daniel Byman som er ”Assistent professor in the Security Studies Program at Georgetown University and a non-resident Senior Fellow at the Saban Center for Middle East Policy at the Brookings Institution”. Artiklen omhandler de udfordringer og muligheder som Byman ser I relation til opbygningen af et demokratisk Irak. Artiklen synes velunderbygget med mange og detaljerede henvisninger til anerkendte kilder.

69

Mellemøstinformation, Center for Mellemøststudier – Syddansk Universitet Odense, 21 årgang, nr. 01 2004 artikel af lektor, ph.d. Martin Hvidt. Iraq Interim Strategy Note of the World Bank Group: 14. januar 2004. Rapport No. 27602. Middle East Department. Foreign affairs. Anerkendt tidsskrift som adresserer politiske emner, og ofte har artikler af højtstående politikere, eksperter og forskere. Mach Lynch ”Taking Arabs Seriously”. Foreign Affairs volume 82, er ”Assistant Professor of Political Science at Williams College”. www.Foreignaffairs.org Tempus: Er et uafhængigt tidsskrift som grundklages i 1980. Tidsskriftet er uafhængigt af organisationer og partier. Tempus har samarbejdsaftaler med Baltimore Sun, Der Spiegel, The Economist, Finansiel Times, The Guardian, International Herald Tribune, Los Angeles Times, Neue Zürcher Zeitung, Newsweek, New York Times og Washington Post. www.tempus.se The World Today: Grundlagt i 1945. Udgives af “The Royal Institute of International Affairs”. www.theworldtoday.org The Economist: www.economist.com The Middle East Journal: Robert Looney, forfatter til “The Neoliberal Model´s Planned Role in Iraq’s Economic Transition. “Professor of National Security Affairs, and Associate Chairman of Instruction, Department of National Security Affairs at the Naval Postgraduate School, Monteray, CA. Juan Cole, forfatter til “The United States and Shiíte Religious Factions in Post-Ba´thist Iraq. “Professor of modern Middle Eastern and South Asian History at the University of Michigan. Web sites: www.worldbank.org/research/journals, som indeholder en artikel af den oprindelige arkitekt af begrebet ”Washington Consensus” John Williamson. http://www.foreignpolicy.org. George W. Bush, udtalelse til “The American Enterprise Institute, Washington, D.C., 27 februar 2003. www.cpa-iraq.orgwww.cpa-iraq.org/security/public_safety.html www.imf.org/imfsurvey International Monetary Fund www.usinfo. State. Gov/xarchives/display.html?p=washfile-english&y=2003&m=Dece

70

http://www.foreignaffairs.org/

http://www.tempus.se/

http://www.theworldtoday.org/

http://www.economist.com/

http://www.worldbank.org/research/journals

http://www.foreignpolicy.org/

http://www.cpa-iraq.org/

http://www.imf.org/imfsurvey

http://www.usinfo/

Avisartikler: Jyllands-Posten, mandag 23. februar 2004, ”Tanker der har magt” artikel af Klaus Justsen. Information, mandag 16. februar 2004 side 4. Artiklen ”Lillebror står på spring” af Leif Kongsgaard som er antropolog. Information, mandag 16. februar 2004, side 5. udland°information.dk Politiken havde søndag 8. februar en 15 sider tema om Iran. Professor Mahmood Monshipouris udtalelser stammer fra artiklen ”USA og Iran bejler til hinanden af Poul Husted, og Mohammed Sayed Saids udtalelser stammer fra artiklen ”Fra fjende til ven - måske” af Adam Hannested. Politiken, 16. februar 2004, artikel ”Irak beder sine naboer om hjælp” af Nis Olsen, Bagdad og Adam Hannestad, Kairo. Foredrag: Gorm Rye Olsen holdt 8. januar 2004 foredrag på Forsvarsakademiet. Indholdet er gengivet med Gorm Rye Olsens tilladelse. Ulla Holm Seniorforsker, ph.d., Institut for Internationale Studier, holdt foredrag på Forsvarsakademiet 21. januar 2004, hvor jeg havde en samtale med hende om demokratiseringen af Irak. Samtalens indhold er gengivet med Ulla Holms tilladelse. Generalsekretær Jørgen Poulsen, Dansk Røde Kors, holdt 4. februar 2004 foredrag på Forsvarsakademiet. Udtalelse er gengivet med Jørgen Poulsens tilladelse. Lektor Birthe Hansen holdt 20. februar 2004 foredrag på Forsvarsakademiet om Mellemøsten. Indholdet gengivet med Birthe Hansens tilladelse. Andre kilder: Lademanns Leksikon: Landefakta Irak. Befolkning & Erhverv.

71

Documents

REGIONALE KONSEKVENSER AF IRAK-KRIGEN. Den ......1 Resume. Amerikanernes forsøg på demokratisering af Irak indvarsler en ny fase i Mellemøstens historie, hvad enten processen bliver