Regines gåde

Historien om Kierkegaards forlovede

og Schlegels hustru

Joakim Garff

Regines Gaade.indd 2 13/03/13 11.43

Joakim Garff

Historien om Kierkegaards forlovede

og Schlegels hustru

GADS FORLAG



9

Forord

Gik man ud ad Nørrebro, laa dér et Hus, paa hvis første Sal man var velkommen (...). Husets Herre var en slank og stil-le Mand, der altid tog sig ud og altid var værdig; han hav-de beklædt en høj Embedsstilling med Ære. Fruen havde i sin Ungdom været meget indtagende, var endnu som ganske ung bleven hvidhaaret, og var nu smuk med snehvide Lok-ker til det friske Ansigt. Hun var for mig som usynligt mær-ket; thi hun havde som pur ung været elsket af en stor Mand. Hun viste sand Velvilje, hjertelig Imødekommen. Men Ud-byttet ved at kende hende var ikke stort; dertil var hun alt-for selskabeligt urolig. Naar Huset havde Modtagelsesaften, blev hun ikke længe nok staaende ved nogen Gruppe til or-dentlig at opfatte, hvorom der blev talt. Efter et Minuts For-løb ilte hun hen i Salens andet Hjørne, sagde dér et Par Ord, hørte med et halvt Øre Samtalens Genstand, og gik videre med at sørge for Theen.

Således skriver Georg Brandes i et tilbageblik på nogle uforglemme-lige sammenkomster hos ægteparret Schlegel i deres hjem på Nørre-brogade 8. Brandes var dengang bare 25, men havde alle dage øjne-ne med sig og har da også hin aften i de schlegelske stuer indfanget nogle karakteristiske træk ved værtsparret – set udefra. Johan Fre-derik Schlegel er den diskrete, afdæmpede og korrekte vært, der be-varer overblikket, roen. Hans hustru, Regine Schlegel, er anderledes tvetydig, der er ligesom noget sfinksagtigt over hende, men tillige noget dragende og fristende, for hun har været genstand for Kierke-


10

gaards kærlighed og er derfor, hvad Brandes kalder usynligt mær-ket.

Formuleringen, usynligt mærket, er velvalgt, men angiver også i al sin modsætningsfyldthed, at Brandes havde ventet at møde Kier-ke gaards yndige ungdomskæreste, men i stedet blev modtaget af Schlegels lovformelige hustru, der med snehvide lokker gik bele-vent omkring og skænkede te. Som så mange før og siden har Bran-des sikkert håbet, at Regine ville åbne en dør bare lidt på klem ind til sin spektakulære fortid, så Brandes derigennem kunne komme den røde tråd i den kierkegaardske labyrint noget nærmere. Men han skuffes, Brandes, mærkbart endda, fordi den kvinde, som ligger inde med uvurderlig viden om mennesket bag geniet, minsandten selv er en gåde, en flygtig og uindfangelig figur, der ikke under sig den fornødne ro til at lytte eller samtale, men uden videre varsel bry-der ud af sin gruppe, fordi hun åbenbart har travlt med at være alle mulige andre steder end lige netop dér, hvor Brandes står og tripper med sine brændende spørgsmål.

Hvad den videbegærlige Brandes bragte med sig hjem fra sam-menkomsterne i hjørnehuset derude på Nørrebro, ved vi ikke; hel-ler ikke ved vi, om han har betroet Regine, at han i længere tid hav-de beskæftiget sig indgående med Kierkegaards skrifter og gik med planer om at forfatte en biografi om manden og derved umuligt kunne undgå at komme ind på det højspændte drama, som deres passion for hinanden ikke bare udviklede sig til, men ret beset ved-blev at være.

Hvor unge Brandes forgæves forsøgte at fange fru Schlegels op-mærksomhed, kom jeg for alvor i berøring med Regine som følge af en række tildragelser, der var så lykkelige, at nemesis formentlig før eller siden begynder at røre på sig: En sensommeraften i 1996 befandt jeg mig i den lille lollandske by Søllested, hvor jeg havde holdt foredrag om Kierkegaard for højskolens elever og de interes-serede i lokalområdet. Ved det efterfølgende kaffebord blev jeg an-bragt over for et velbevaret ældre ægtepar, hun med en sirligt arran-geret frisure, der indrammede et par livfulde øjne, han stilfærdigt


11

smilende og ulasteligt iført butterfly og en dybblå, nypresset bla-zer med blanke messingknapper. Kvinden viste sig at være et barne-barn af Regines storesøster Cornelia og fremsatte uden videre varsel et tilbud, der fik mig til at forstumme og mærke en slags ildtunger ved tindingerne: Hvis det kunne have min interesse, var jeg mere end velkommen til at læse de mere end hundrede breve, som Regi-ne havde vekslet med Cornelia under sit ophold i Dansk Vestindien, hvor hendes mand havde beklædt stillingen som guvernør i en fem-årig periode. Om jeg var interesseret?

En uges tid senere havde manden med butterfly og blå blazer været forbi mit kontor og på skrivebordet anbragt en prunkløs pap-kasse, hvori der engang havde været varer, som ifølge de mørke-grønne typer på kassens låg burde opbevares ved minus 18 grader, men nu rummede de breve, som Regine havde siddet og skrevet til sin yndlingssøster i sitrende tropevarme på den anden side af klo-den. Papkassen bekræftede således på det snurrigste den mistanke, som Kierkegaard forelægger sin læser i forordet til Enten–Eller: At det indvortes ikke altid er det udvortes og det udvortes derfor heller ikke altid det indvortes.

I kassen befandt sig en mængde nyere C5-kuverter forsynet med årstalsangivelser, der strakte sig fra 1855 til 1878. Nede i kuverterne gemte sig nogle små konvolutter, som med sirlig hånd var stilet til »Regina Schlegel. Sankt Croix«. De frimærker, der skulle bringe bre-vene vidt ud i verden, var alle blevet klippet bort, formentlig af en lidt for entusiastisk filatelist. I de fleste tilfælde manglede dog også konvolutterne, hvorfor brevene blot var holdt sammen af et stykke kvadreret, træholdigt papir, som man kender det fra skoletidens bil-lige kollegiehæfter. Brevene var skrevet på det tyndeste tynde papir, gerne gråligt eller let blåligt, og bar tydelige spor af at være foldet et par gange, før det af de skrivetrætte fingre var blevet fiflet ned i konvolutten.

Efterhånden som jeg fik stunder til at sysle med de skrøbelige dokumenter, der i de ledige aftentimer ét for ét kom op af kassen, be-gyndte Regine og Cornelia at genopstå fra brevenes tyste rige sam-men med de mennesker og miljøer, der omgav dem. Regine efter-


12

lod sig ingen dagbog, så ville man vide, hvem hun var, har man enten måttet forlade sig på Kierkegaards karakteristikker eller for-søge at sammenstykke et portræt på baggrund af de bemærkninger, som hun fremsatte efter sin ægtefælles bortgang i 1896, hvor hun alias »Geheimeraadinde Schlegel« udtalte sig et par gange om sin for lovelse med Kierkegaard, men diplomatisk indskrænkede sig til at repetere den officielle version af historien. Mellem den purunge Regine Olsen og den aldrende »Geheimeraadinde Schlegel« ligger rundt regnet seks årtier. Det var dem, disse ukendte årtier, jeg nu havde fået adgang til.

Den verden, som Regine trak med sig ind på mit skrivebord, var i flere henseender fremmedartet, måske ikke mindst geografisk. Dansk Vestindien var for mig et terra incognita, et ukendt land, som jeg betrådte med eventyrerens uforbederlige nysgerrighed, men ab-solut også med den periodiske svimmelhed, som fornemmelsen af tabt orientering og gyngende grund under fødderne kan afstedkom-me.

De tre små øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, der var i dansk besiddelse frem til 1917, indgår i en lige så dramatisk som problematisk kolonihistorie, hvor slavehandel, pirateri, korruption, giftmord og dødelige sygdomme som gul feber og kolera hørte til dagens uorden. At øerne alt dette til trods kaldes for noget så uskyl-digt som Jomfruøerne, kan virke ironisk, men skyldes først og frem-mest deres paradisiske uberørthed, som også fortryllede Regine, når hun fra en kridhvid strand badede i en lille bugt eller fra en hesteryg beundrede øens eruptive frodighed i de medgørlige morgentimer, før tropevarmen for alvor satte ind, eller et uvejr pludselig lod sig ane i det fjerne ude over den azurblå flade.

Regines møde med den vestindiske virkelighed blev lige dele naturchok og kulturchok, men nok især det sidste, fordi hun skul-le optræde i rollen som koloniernes førstedame og reelt rangerede lige under Danmarks dronning med de materielle velsignelser og selskabelige forbandelser, det nu engang indebar. Ikke mindre kom-pliceret var den daglighed, der ventede guvernør Johan Frederik Schlegel, som ikke bare overtog Peter von Scholtens imposante palæ,


13

men også ansvaret for den vestindiske administration, der efter von Scholtens proklamation af slavernes frihed i 1848 var mere kompli-ceret end nogensinde tidligere, mærket som den var af økonomisk krise og reformer inden for retspleje, fattigkasse og skolevæsen.

Hovedpersonen i denne bog er lige så meget den pige, der et års tid var forlovet med Søren Kierkegaard, som det er den kvinde, der i mere end en menneskealder var gift med Johan Frederik Schlegel. Bogen handler derfor – også – om det liv, der ventede Regine på den anden side af Kierkegaard, den følger hendes gøren og laden, ind-kredser stemninger og tilstande og fortæller derigennem hverdags-historier fra en svunden tid. Som det tit er i en scene fra dagligdagen, at et menneskes livssyn manifesterer sig, således aftegner individets karakter sig undertiden tydeligst i relationen til andre. Regines ver-den er en sådan relationel verden, fyldt med venner og bekendte og elskede og savnede og ilde lidte. Men først og sidst er det en verden, der opretholdes af forholdet til familien, søstrene og brødrene og disses ægtefæller, som Regine på det livligste korresponderer med, og var denne bog en roman, hvad den ingenlunde er, kunne man måske lige frem overveje at kalde den for en slægtsroman.

Stillet over for et så righoldigt materiale nødsages man naturligvis til at være selektiv, hvad jeg føler mig overbevist om, at Regine vil-le have bifaldet. Ikke alt i et brev kan være lige interessant, og jeg har ladet det i mine øjne mindre vedkommende ligge. Efter bedste evne har jeg forsøgt at repræsentere Regine og altså bestræbt mig på at finde og fremstille så mange sider af hendes væsen som muligt, så hun ikke bare – nok en gang – bliver en dekorativ porcelænsfigur uden noget indeni, men den kvinde af kød og blod og meninger og begæringer, som hun var i virkeligheden. Jeg er mig fuldt bevidst, at det er mig, der i adskil lige sammenhænge fungerer som scenograf, og som fra tid til anden har anbragt kulisserne, så Regine kan agere og begribes på en meningsgivende baggrund, men en sufflør, der til-hviskede hende alternative replikker, har jeg ikke været. Jeg har med andre ord aldrig digtet hen over kendsgerningerne, endsige imod


14

dem, men respekteret, at det foreliggende materiale nu engang var, som det var, at det talte, når det talte, men også tav, når det tav.

Regine skriver med det, man i fagkredse kalder ‘latinsk hånd’, hvil-ket vil sige, at hendes håndskrift minder meget om vores og derfor er relativt let at læse. Befordrende for læsbarheden er det også, at brevene rummer påfaldende få rettelser, tilskrivninger eller udblæk-kede linjer. Kun i særlige tilfælde har jeg indsat et manglende ord el-ler et tegn for at lette læsningen, ligesom jeg enkelte steder har bragt en forklarende kommentar til dette eller hint. Tilføjelser af den art figurerer inden for en skarp parentes og er med tegnet ɔ: markeret. Understregninger i brevene er gengivet ved kursiv. Jeg har bevaret den enkelte brevskrivers bogstavering og tegnsætning og kun i helt evidente tilfælde foretaget stiltiende rettelser.

Cornelias håndskrift er anderledes vanskelig end Regines, ikke blot fordi den er gotisk eller det, vi kalder ‘krøllet’, men blækket er desuden visse steder så bleget, at ordene nærmest er blevet borte og derved konfronterer eftertidens læsere med regulære betydnings-huller i teksten. Af helt uvurderlig betydning var det derfor, at cand.phil. og ph.d. Anne Mette Hansen tilbød at transskribere Cornelias breve, hvad hun ikke bare har gjort kyndigt og samvittighedsfuldt, men også med en indlevelse, der animerede mig til at fortsætte det i perioder noget uoverskuelige arbejde.

Det er næppe nødvendigt at nævne, at jeg ikke på nogen måde er ekspert i vestindiske forhold og derfor står i stor og dyb gæld til den litteratur, der i tidens løb er skrevet om øerne. At jeg selv fik mulig-hed for at besøge de gamle kolonier, skyldes en velvillig bevilling fra Gads Fond, hvad jeg gerne her på det hjerteligste vil takke fon-den for. Besøgets ekstraordinære vellykkethed skyldtes navnlig for-fatteren Nina York, der ikke bare veloplagt viste mig rundt på Sankt Croix og generøst delagtiggjorde mig i sin vidtstrakte viden om øer-nes historie, men også introducerede mig til en række personer, hvis faglige kompetencer på forskellig vis er kommet bogen til gode. Jeg vil således gerne takke historikeren Michael Sheen og hans hustru


15

Jane, der åbnede deres hjem for mig og viste mig deres enestående samling af stereoskopiske billeder eller stereographs, hvoraf flere bli-ver gengivet i det følgende. Tak skylder jeg også historikeren George Tyson og hans danske hustru Camilla, der en mild majdag modtog mig i deres hus i Cane Garden, hvor de dels gav mig indblik i deres registrant af de sortes historie, dels fik udvirket, at jeg kunne kom-me indenfor i Schlegels imposante sommerresidens, der i dag ejes af Richard H. Jenrette, hvis imødekommenhed jeg sent skal glemme. Tilsvarende uforglemmeligt blev besøget hos Arnold R. Highfield og hans hustru Shirley, der over en frokost besvarede en række af mine spørgsmål. Tak til Myron Jackson og Ronald Lockhart på Sankt Tho-mas og til David Knight og Eleanor Gibney på Sankt Jan. Hver især og sammen har de bekræftet, at den legendariske vestindiske gæst-frihed lever i bedste velgående.

Jeg vil endvidere gerne rette en hjertelig tak til Agnete og Torben Tryde, ægteparret fra Søllested, fordi de dengang så suverænt til-lidsfuldt betroede mig brevvekslingen mellem Regine og Cornelia. Efter ægteparrets død har jeg bevaret forbindelsen til deres døtre, Ingeborg Tryde og Eva Toussieng Tryde, der med interesse og vel-gørende langmodighed har fulgt bogens tilblivelse. Tak til Poul Erik Olsen, chefkonsulent ved Rigsarkivet, og til Anne Walbom, formand for Dansk Vestindisk Selskab, for deres kritiske og kompetente gen-nemlæsning af manuskriptet. Tak til cand.mag. Signe Haubroe Fly-gare for hjælp med arkivstudier. Flere af mine venner og bekendte og andre kompetente, der i tidens løb har gennemlæst større eller min-dre partier af manuskriptet, vil jeg gerne takke for værdifulde råd og vink. Jeg vil blot nævne dem ved deres navn, idet vi så sjældent benytter vores akademiske titler, når vi mødes: Peter Alberg Jensen, Jesper Brandt Andersen, Håkon Harket, Thor Arvid Dyrerud, Steen Tullberg og Ulrik Høy. En særlig tak skylder jeg Gads Forlag. Tak til projektleder Henrik Sebro, som med sikker hånd har holdt mig til ilden og i ørerne, og til Ulrik Hvilshøj, der som bogens redaktør har lagt velgørende lystighed for dagen og udvist et beundringsværdigt overblik. Tak til Erhard Bruun, fordi han så beredvilligt lod mig af-fotografere sit miniaturemaleri af Regine, samt til Hans Fonsbøll og


Erik Fonsbøll for deres store hjælpsomhed og lånet af Emil Bærent-zens Regine-tegning. Tak til min søn Adam Garff for hans fine affo-tografering af manuskripter og billeder til bogen.

»Gud har givet mig Kraft til at kunne existere som en Gaade«, be-mærker Kierkegaard i sin dagbog fra 1849 og får dermed tilkende-givet, at gåder ikke bare er til for at blive gættet, men i visse tilfælde skal forblive gåder og netop henter deres »Kraft« fra denne vedva-rende ugættelighed. Regines gåde hedder denne bog, blandt andet fordi dens kvindelige hovedperson angiveligt ikke kommer til no-gen endegyldig forståelse af den »Kraft«, der udgik fra hendes ung-doms kærlighed, men tværtimod med tiden drages mere og mere i dens retning. Og det er mere arten og omfanget af denne drag-ning end gådens løsning, der ligger mig på sinde, ikke den defini-tive diagnose, men snarere de symptomer på en langvarig amourøs feber, der prægede forholdet.

Det er med lige dele lettelse og vemod, at jeg afslutter det forelig-gende arbejde. »Nulla dies sine linea«, skriver Kierkegaard et sted, ingen dag uden en linje. Jeg har i lange tider kunnet sige: »Nulla dies sine Regina«, ingen dag uden Regine. Min hustru Synne har tålmo-digt affundet sig med min årelange passion og set igennem fingre-ne med mit evindelige natteroderi, hun har lagt øre til mine mange monologer, læst adskillige versioner af manuskriptet og bidraget til talløse forbedringer samt ikke færre forkortelser. Denne vedholden-hed er jeg hende – også – dybt taknemmelig for. Hvad der må have forputtet sig af fejl og ufuldstændigheder, påtager jeg mig naturlig-vis det fulde ansvar for.


Documents

Regines gåde