Specialeafhandling: Vejleder:

Michael Skibsted Anne Ellerup Nielsen

Cand.ling.merc. i Virksomhedskommunikation

Institut for Sprog og Erhvervskommunikation

Handelshøjskolen i Århus

Kommunikation, retorik og argumentation i den amerikanske

præsidentkamp

- en analyse af Barack Obamas strategiske kommunikation

januar 2010

AbstractThe overall purpose of this thesis is to find out, how Barack Obama communicates with his

stakeholders during the latest American presidential campaign and illustrate, whether his strategic

communication can be judged as good seen from an argumentative and rhetorical point of view.

The framework of the thesis is political communication while rhetoric and argumentation make up

the method of analysis.

The theoretical tools, which are used to analyse Obama’s communication and argumentation

during the debate, include classic, rhetorical elements like logos, pathos and ethos, Toulmin’s

model illustrating the layout of an argument and different types of arguments.

The analytical part of the thesis, which is based on a specific model of analysis, takes the form of a

case study of the first presidential debate between Obama and McCain. The actual analysis is

conducted on four levels; the level of argumentation, the rhetorical level, the strategic level and

the level of validity, respectively.

After having analysed Obama’s argumentation and use of rhetorical tools in the TV-debate against

McCain, it stands out that, overall, his argumentation can be viewed as formally and logically valid

in accordance with Toulmin’s model. Obama often uses arguments containing data, a claim and a

warrant. The presence of these three elements indicates the use of a formally and logically valid

argument.

Furthermore, Obama’s argumentation can also be characterized as emotionally valid, which,

according to Perelman, can only be judged on the basis of the receiver’s own perception of the

argumentation and whether this has been able to create conviction in his mind.

Based on, among other things, his use of both logos and pathos and given the focus on the

construction of ethos and the aspect of credibility, which is connected to this element, one might

claim that Obama’s argumentation is also emotionally valid.

Hence, the thesis concludes that Obama’s communication and argumentation during the TV-

debate can be characterized as being valid in both a formal and logical sense but also in an

emotional kind of way.

It is not, on the basis of the formal validity, possible to determine whether Obama’s strategic

communication seen from an argumentative and rhetorical point of view can be characterized as

1

being good. However, it is likely that communication and argumentation which is both formally

and emotionally valid can also be characterized as good.

2

Indholdsfortegnelse

1. Indledning 7 1.1 Problemformulering................................................................................. 10 1.2 Videnskabsteoretisk ståsted..................................................................... 111.3 Metode og anvendt teori.......................................................................... 121.3.1 Første del – Rammeteorien........................................................................ 131.3.2 Anden del – Det teoretiske grundlag.......................................................... 14 1.3.3 Analysen af tv-duellen................................................................................ 141.4 Afgrænsning............................................................................................ 15

2. Politisk kommunikation 17 2.1 Medieperspektivet................................................................................... 182.1.1 Medierne som selvstændig aktør.............................................................. 202.1.2 Medierne som borgernes formidler.......................................................... 212.1.3 Medialiseringen af samfundet................................................................. 222.2 Markedsperspektivet.............................................................................. 232.2.1 Den førmoderne fase................................................................................ 242.2.2 Den moderne fase..................................................................................... 242.2.3 Den postmoderne fase.............................................................................. 252.3 Den politiske kommunikations ståsted.................................................... 282.3.1 Skærpet konkurrence om borgernes opmærksomhed.............................. 29 2.3.2 Forandringer indenfor de politiske politiske systemer.............................. 302.3.3 Mediernes forandrede rolle...................................................................... 312.4 Professionaliseringen af den politiske kommunikation............................ 31

3. Retorik i et klassisk perspektiv 33 3.1 Logos, patos og etos................................................................................ 35 3.1.1 Logos.......................................................................................................... 353.1.2 Patos.......................................................................................................... 363.1.3 Etos............................................................................................................ 36

3

4. Argumentationsteorien 38 4.1 Perelmans nyretorik............................................................................... 38 4.1.1 Forbindelsesniveauet................................................................................ 404.2 Toulmins argumentmodel....................................................................... 414.3 Validitetsbegrebet.................................................................................. 47

5. Argumenter og argumenttyper 50 5.1 Forbindelsesargumenterne...................................................................... 505.1.1 De kvasilogiske argumenter....................................................................... 505.1.1.1 Transitivitetsargumentet...................................................................... 515.1.1.2 Dilemmaet............................................................................................. 515.1.1.3 Sammenligningen.................................................................................. 515.2 Argumenter, som er baseret på det virkeliges struktur............................ 525.3 Jørgensen & Onsbergs argumenttyper..................................................... 535.3.1 Tegnargumentet........................................................................................ 545.3.2 Årsagsargumentet...................................................................................... 545.3.3 Klassifikationsargumentet.......................................................................... 555.3.4 Generaliseringsargumentet........................................................................ 565.3.5 Sammenligningsargumentet...................................................................... 565.3.6 Autoritetsargumentet................................................................................ 575.3.7 Motivationsargumentet............................................................................. 595.4 Iscenesættende argumenttyper............................................................... 605.4.1 Forståelsesargumentet.............................................................................. 615.4.2 Indrømmelsesargumentet......................................................................... 615.4.3 Ros-din-modstander-argumentet............................................................. 615.4.4 Selvrosargumentet.................................................................................... 625.4.5 Ansvarlighedsargumentet......................................................................... 625.4.6 Smigerargumentet..................................................................................... 625.4.7 Kändisargumentet...................................................................................... 625.4.8 Medløbsargumentet................................................................................... 63

6. Det empiriske materiale 64 6.1 Kommunikationskonteksten..................................................................... 64

4

7. Specialets analysemodel 65 7.1 Argumentationsniveauet......................................................................... 677.2 Det retoriske niveau................................................................................ 687.3 Det strategiske niveau............................................................................. 697.4 Validitetsniveauet................................................................................... 70

8. Analyse af tv-duel 72 8.1 Analyse på argumentationsniveauet........................................................ 728.1.1 Obamas argumentationssekvenser............................................................ 728.1.2 Brugen af kvasilogiske argumenter............................................................ 738.1.2.1 Dilemmaet............................................................................................. 738.1.2.2 Sammenligningen.................................................................................. 758.1.2.3 Transitivitetsargumentet....................................................................... 768.1.3 De empiriske argumenter........................................................................... 778.1.4 Delkonklusion............................................................................................. 798.2 Analyse på det retoriske niveau............................................................... 808.2.1 De intellektuelle argumenttyper................................................................ 808.2.1.1 Tegnargumentet.................................................................................... 808.2.1.2 Generaliseringsargumentet................................................................... 818.2.1.3 Sammenligningsargumentet................................................................. 828.2.2 De emotionelle argumenttyper.................................................................. 838.2.2.1 Autoritetsargumentet........................................................................... 838.2.2.2 Motivationsargumentet........................................................................ 848.2.3 Iscenesættende argumenttyper................................................................ 868.2.3.1 Medløbsargumentet............................................................................. 868.2.3.2 Selvrosargumentet............................................................................... 888.2.3.3 Ros-din-modstander-argumentet........................................................ 908.2.3.4 Ansvarlighedsargumentet.................................................................... 918.2.3.5 Smigerargumentet............................................................................... 918.2.4 Anvendelsen af appelformerne................................................................ 928.2.4.1 Logosappellen...................................................................................... 938.2.4.2 Patosappellen....................................................................................... 948.2.4.3 Konstruktionen af etos......................................................................... 958.2.5 Delkonklusion............................................................................................ 96

5

8.3 Analyse af det strategiske niveau.............................................................. 978.3.1 Forsvars- og angrebsstrategier................................................................... 978.3.2 Forsvar som reaktion på angreb................................................................. 988.3.2.1 Forsvar gennem anvendelse af logosappellen...................................... 988.3.2.2 Forsvar gennem etosappellen............................................................... 998.3.3 Modangreb som reaktion på angreb....................................................... 100 8.3.3.1 Modangreb gennem medløbsargumentet......................................... 1008.3.3.2 Modangreb gennem etosappellen..................................................... 1028.3.4 Delkonklusion.......................................................................................... 1038.4 Analyse på validitetsniveauet................................................................ 1038.4.1 Den logiske validitet................................................................................. 1048.4.2 Den emotionelle validitet......................................................................... 1058.5 Sammenfatning..................................................................................... 107

9. Konklusion 110

10. Perspektivering 112

Litteraturliste 113

6

1. Indledning Kommunikation er, som de fleste sikkert vil kunne nikke genkendende til, et ganske bredt og

mangefacetteret begreb og fænomen, som vi alle på den ene eller den anden måde udsættes for

og tager del i på daglig basis. Kommunikation er basis for dannelsen af sociale relationer

mennesker imellem, og med de mange sociale medier, såsom Facebook og Twitter, der de senere

år er blevet introduceret via Internettet, er der endnu engang blevet føjet en ny dimension til

kommunikation som begreb. Med introduktionen af disse sociale medier forbedres muligheden

for at skabe sociale relationer mennesker imellem, og kommunikation foregår, med andre ord, på

en helt anden måde i dag, end det eksempelvis var tilfældet for 10 eller 20 år siden. Det samme er

tilfældet med politisk kommunikation.

Politik er en del af mange borgeres liv, og de fleste borgere i et samfund udsættes, i en eller anden

grad, for eller tager del i politisk kommunikation, hvad enten der er tale om den, set fra borgerens

synspunkt, mere passive kommunikation via massemedierne omkring vedtagelsen af en ny lov i

Folketinget eller et byrådsmøde i den lille jyske by, hvor borgerne aktivt kæmper imod

byrådsmedlemmerne for, at den lokale skole ikke lukkes ned.

Begge scenarier er overordnet set udtryk for politisk kommunikation, hvilket bevirker, at de

færreste i et demokratisk samfund kan sige sig helt fri for at stifte bekendtskab med politik og

politisk kommunikation. Man kan måske endda hævde, at den enkelte borger udøver politisk

kommunikation, når han går til stemmeurnen og afgiver sin stemme ved Folketingsvalget eller

omvendt vælger ikke at afgive den.

Når man som vælger skal danne sig et overblik over de enkelte partier og enkeltpersoners

politikker og holdninger og samtidig være i stand til at få et indblik i de demokratiske processer og

institutioner i det samfund, man er en del af, er politisk kommunikation et vigtigt aspekt.

Udgangspunktet i forhold til denne opgave er den seneste amerikanske præsidentkampagne, der

som bekendt stod imellem Demokraternes Barack Obama og Republikanernes John McCain.

Amerikanske præsidentkampe er kolossale begivenheder, hvorpå hele verdens øjne hviler.

Imens de står på, rulles Republikanernes og Demokraternes valgmaskiner for alvor ud, og der

spenderes hvert fjerde år stadig større summer på hele tiden at holde disse velsmurte i

bestræbelserne på at vinde vælgernes gunst.

7

De mange penge medvirker til at skabe det som mange af os europæere måske anser for at være

et veltilrettelagt medieshow, hvor den politiske substans til tider synes at blive skubbet i

baggrunden. I stedet for at fremhæve det det hele handler om, de politiske budskaber, fokuserer

man i høj grad på personen bag kandidaten ved at brande denne som en vare. Dermed ikke sagt,

at det indholdsmæssige i form af de politiske budskaber og argumentationen politikerne imellem

og i forhold til vælgerne ikke længere har nogen betydning i den amerikanske præsidentkamp.

Persondyrkelsen er dog stor og måden, hvorpå de to kandidater henvender sig til deres publikum

tildeles stor opmærksomhed, måske til tider på bekostning af indholdet, hvilket i særdeleshed

også kom til udtryk i forbindelse med den seneste amerikanske præsidentkamp.

Når snakken faldt på Demokraternes kandidat Obama, blev der ofte fundet de helt store

superlativer frem for at beskrive hans retoriske evner. Personer som John F. Kennedy og Martin

Luther King er igen og igen blevet nævnt i forbindelse med Obama og hans retoriske formåen

samtidig med, at Obamas taler har vakt store følelser til live rundt omkring i verden.

I denne opgave har jeg valgt at fokusere på ét enkelt element ved den politiske kommunikation i

forbindelse med den seneste amerikanske præsidentkamp, nemlig den politiske debat eller

nærmere betegnet tv-duellen, der i efterhånden en årrække har været en integreret del af

amerikanske præsidentkampagner. Der er specifikt tale om den første tv-duel mellem Barack

Obama og John McCain i forbindelse med den seneste amerikanske præsidentkampagne.

Set i lyset af Obamas retoriske egenskaber og traditionen for at anvende tv-duellerne som et

væsentligt og tilbagevendende fænomen i forbindelse med amerikanske præsidentkampagner, er

det interessant at belyse, hvordan netop Obama henvender sig til vælgerne i løbet af en sådan tv-

duel, og hvordan han argumenterer i forhold til McCain. På den baggrund er det, i forhold til

politisk kommunikation og den udvalgte tv-duel, relevant at anskue feltet ud fra et retorisk

perspektiv. Iscenesættelsen af det politiske parti eller den enkelte politiker og måden, hvorpå man

fremfører sine budskaber overfor modtagerne, er et særdeles væsentligt aspekt ved

kommunikation generelt og i særdeleshed politisk kommunikation i dag.

Når det er sagt, lægges der indenfor, i særdeleshed, den klassiske retoriske skole, som Aristoteles

var én af pionererne for, vægt på iscenesættelsen og måden, hvorpå man henvender sig til

8

tilhørerne, eksempelvis gennem de tre appelformer logos, patos og etos, med henblik på at nå ud

med sit budskab.

Udover fokusset på iscenesættelsen ligger der ligeledes en argumentationsmæssig anskuelse bag

retorikken. Dette gælder ikke mindst den skole, som går under betegnelsen nyretorikken, hvor

blandt andre Perelman hører ind under. Perelman skelner mellem det at overtale og overbevise og

lægger henholdsvis det partikulære og det universelle publikum til grund for denne sondring.

Henvender man sig til det partikulære publikum, forsøger man således at overtale, mens

overbevisning opnåes ved at henvende sig til det universelle publikum.1

Perelman, der anlægger en filosofisk præget og pragmatisk indgangsvinkel i forhold til retorikken

og argumentationen, mener ikke, at sidstnævnte kan sættes ind i et formelt system, da

argumentationens udgangspunkt grundet forskellige publikummer med divergerende værdier altid

er forskelligt. Man kan således heller ikke på forhånd udarbejde en skabelon for, hvordan et

argument skal se ud, for at det kan opfattes som værende gyldigt. Det er ifølge Perelman ene og

alene det pågældende publikum, der bestemmer gyldigheden af argumenterne, hvilket bevirker,

at der er tale om en emotionel validitet i forbindelse med argumentationen.

En anden af nyretorikerne, Stephen Toulmin, der må betegnes for at være en af pionererne

indenfor den argumentationsteoretiske gren af nyretorikken, er gået skridtet videre og har

udformet en decideret model, der skitserer, hvilke elementer et argument indeholder, og hvordan

det skal være opbygget for, at der kan være tale om et gyldigt argument.

Denne opgave vil således dels bestå af en præsentation af politisk kommunikation og dens ståsted

i nutiden, mens opgaven desuden vil indeholde et teoriafsnit omhandlende retorik og

argumentation.

Arbejdet med selve tv-duellen, analyseafsnittet, vil tage udgangspunkt i et casestudium, der, med

baggrund i de fremsatte teorier, har til formål at illustrere, hvordan Obama argumenterer og

henvender sig til vælgerne med henblik på at overbevise dem om sine politiske budskaber.

Hvordan appellerer Obama til vælgerne? Hvordan argumenterer han i forhold til McCain? Hvilke

styrker og fordele kan der være forbundet med at anvende den pågældende strategi?

1 C. Perelman: Retorikkens rige, Gylling 2005, p. 52.

9

Casestudiet vil blive beskrevet yderligere nedenfor i forbindelse med afsnittet om metodevalget.

1.1 Problemformulering

Den overordnede ramme i forhold til dette speciale er politisk kommunikation.

Selve formålet i den forbindelse er at skabe forståelse for, hvilke udfordringer politikerne står

overfor i dag set ud fra en almen politisk kommunikativ synsvinkel og i forhold til måden at

anvende strategisk kommunikation på i forbindelse med den amerikanske valgkamp.

Med udgangspunkt i feltet politisk kommunikation foretages en analyse af Obamas strategiske

kommunikation med henblik på at vurdere, hvorvidt han lever op til kravene for god

kommunikation og argumentation, set ud fra en retorisk og argumentationsmæssig synsvinkel, i

forhold til at nå ud til sine stakeholdere. Analysen vil benytte retorik og argumentation som

analysemetode.

Der fokuseres på den seneste amerikanske præsidentkamp og mere specifikt på Obama med den

første tv-duel mellem netop Obama og McCain som analyseobjekt.

På den baggrund kan følgende problemformulering udarbejdes:

En analyse af Barack Obamas strategiske kommunikation i forbindelse med

præsidentkampen skal illustrere,

1) hvordan han når ud til sine stakeholdere

2) om hans strategiske kommunikation kan siges at leve op til kriterierne for god

kommunikation set ud fra en retorisk og argumentationsmæssig synsvinkel.

Følgende underspørgsmål kan kaste et mere detaljeret lys over problemformuleringen:

- Hvilke konkrete retoriske og sproglige virkemidler tager Obama i anvendelse, og hvorfor

anvender han netop disse?

10

- Hvordan formår Barack Obama at anvende ethos-appellen i forhold til vælgerne?

1.2 Videnskabsteoretisk ståsted

Denne opgaves videnskabsteoretiske grundlag hviler på hermeneutikken, der overordnet set kan

karakteriseres som ”den fortolkende samfundsvidenskabelige praksis”2, og som typisk tager

udgangspunkt i bl.a. sociale handlinger, tekster og dialog.3 Der skelnes mellem henholdsvis den

traditionelle, metodiske og filosofiske hermeneutik, men fælles for disse tre forgreninger er dog, at

de alle har basis i det, man kalder den hermeneutiske cirkel.4

Den hermeneutiske cirkel bygger på anskuelsen om, at elementerne del og helhed skal observeres

og forstås i sammenhæng med hinanden. Delen kan således ikke forklares uden helheden, mens

helheden på den anden side heller ikke kan forklares uden delen. Samtidig skal et delelement

sættes ind i en større kontekst, hvis det skal være muligt at fortolke på dets betydning.

I forbindelse med enhver fortolkning vil der altid være et element af subjektivitet til stede, da man

som fortolker ikke uden videre kan sætte sig udenfor sin egen begrebsverden og de

forudsætninger, man anskuer en tekst ud fra.5 Derfor er det heller ikke muligt at teste om en

fortolkning er sand eller falsk, da en sådan, i et vist omfang, altid er baseret på og vil være udtryk

for fortolkerens egne anskuelser. Subjektiviteten møder således på en eller anden måde

objektiviteten i forbindelse med en fortolkning.

I forbindelse med opgaven analyserer jeg dele af den udvalgte tv-duel og fortolker på disse dele.

Dette sker med henblik på at opnå en helhedsforståelse af Obamas strategiske kommunikation,

herunder hans retorik og måde at argumentere på med henblik på at nå bedst muligt ud til

vælgerne. Man kan med andre ord sige, at jeg med udgangpunkt i de udvalgte analysedele fra tv-

duellen siger noget generelt eller alment om Obamas retorik, argumentation og strategiske

kommunikation, hvilket indikerer, at jeg går induktivt til værks i forbindelse med analyseafsnittet.6

På samme tid kan man sige, at tv-duellen er en del af præsidentkampagnen som helhed. Jeg tager

altså en del fra denne overordnede kontekst ud og analyserer på den. Der fortolkes altså igen med

udgangspunkt i delen, og der sluttes ud fra denne fortolkning noget almentgyldigt omkring

2 L. Fuglsang & P. Bitsch Olsen (red.): Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne, Frederiksberg C 2004, p. 309.3 Op. cit., p. 311.4 Op. cit., p. 312.5 Op. cit. 313.6 Op. cit., p. 30.

11

Obamas strategiske kommunikation og argumentation i løbet af præsidentkampen som helhed,

hvilket igen er udtryk for anvendelsen af induktionen som slutningsform i denne opgave.

Hermeneutikken fungerer altså som den overordnede videnskabsteoretiske tilgang til denne

opgave, mens slutningsformen, hvormed jeg i opgaven når frem til resultaterne og besvarelsen af

problemformuleringen, er induktionen.

Med fortolkningen som metode foretager jeg altså en kvalitativ analyse af Obamas strategiske

kommunikation, herunder hans brug af retoriske virkemidler og argumentation i tv-duellen.

1.3 Metode og anvendt teori

I dette afsnit vil der blive redegjort nærmere for de metoder og den fremgangsmåde, der

anvendes i bestræbelserne på at besvare problemformuleringens spørgsmål.

Herudover vil nogle af de teorier, som vil indgå i specialet, blive præsenteret.

Single case-studiet er valgt som undersøgelsesmetode, da jeg gennem den induktive slutningsform

med dette speciale søger at sige noget generelt med baggrund i ét enkelt analyseobjekt, tv-

duellen. Med udgangspunkt i analyseobjektet afdækkes Obamas strategiske kommunikation samt

måden, hvorpå han henvender sig til vælgerne og argumenterer i forhold til disse og i forhold til

McCain med henblik på at konkludere, hvordan hans kommunikation tager sig ud med baggrund i

gyldighedsbegreberne for argumentation.

På den baggrund bliver der tale om en slags illustrativ case af Obamas strategiske kommunikation,

med speciel fokus på hans anvendelse af argumentation og retorik i forbindelse med tv-duellen.

Case studie-metoden er samtidig, på baggrund af dens iterative indgangsvinkel, særdeles velegnet

i forhold til denne opgave, hvor der fortolkes på tv-duellen mellem Obama og McCain og, hvor

analysearbejdet ikke udelukkende følger en lineær proces.

Selve opgaven er delt op i tre hoveddele, hvoraf de to af dem er teoretisk funderede. Den første

del præsenterer mit rammeredskab, hvilket er den politiske kommunikation. Den anden del

introducerer og redegør for forskellige retoriske og argumentationsteoretiske teorier og

værktøjer. Den tredje del omhandler casen og er således en analyse af den føromtalte tv-duel med

udgangspunkt i det teoriapparat, som blev beskrevet og diskuteret i opgavens anden del.

Til slut i opgaven finder man henholdsvis konklusionen og perspektiveringen.

12

1.3.1 Første del – Rammeteorien

Specialets overordnede indgangsvinkel er politisk kommunikation, der fungerer som

rammeredskabet, indenfor hvilket casestudiet udfoldes. Den politiske kommunikation vil derfor

ikke blive anvendt i analyseøjemed.

Med udgangspunkt i to forskellige perspektiver i forhold til den politiske kommunikation, vil den

politiske kommunikation som felt, udviklingen indenfor dette samt det nuværende ståsted blive

belyst i kapitel 2.

For det første vil der blive redegjort for den politiske kommunikation ud fra det perspektiv, jeg har

valgt at kalde medieperspektivet. Her vil der i høj grad blive trukket på Brian McNair og hans

model over den proces, der foregår, når politisk kommunikation udspiller sig.7 McNairs

indgangsvinkel i forhold til den politiske kommunikation er forholdsvist medieorienteret, og den

omtalte model er medvirkende til at give et overblik over mediernes rolle i en politisk

kommunikativ sammenhæng.

For det andet vil det, jeg benævner som markedsperspektivet, blive gennemgået, hovedsageligt

med udgangspunkt i Orla Vigsø og hans marketingindgangsvinkel i forhold til den politiske

kommunikation.8 Der vil i forbindelse med gennemgangen af markedsperspektivet blive suppleret

med andre relevante teoretikeres syn på den politiske kommunikation set ud fra et overordnet

marketingperspektiv.

Altsammen sker med henblik på at skabe en forståelse for den politiske kommunikation, for

hvordan feltet finder anvendelse, og hvilke kommunikative udfordringer nutidens politikere står

overfor i dag, når de henvender sig til vælgerne og herigennem forsøger at nå ud til dem.

Afsnittet om politisk kommunikation fungerer altså som et slags baggrundsafsnit, der er vigtigt at

inkludere i specialet med henblik på at forstå den måde, Obama kommunikerer på og i henhold til

at kunne give en vurdering af hans strategiske kommunikation og måden, hvorpå han søger at nå

ud til vælgerne.

1.3.2 Anden del – Det teoretiske grundlag

På det mere underordnede teoretiske niveau fokuseres der på relevante elementer ved retorikken

og argumentationsteorien. Elementer som allesammen udgør væsentlige dele i forhold til

7 B. McNair: An introduction to political communication, London 1999.8 O. Vigsø: Politisk marketing – en kort introduktion, Århus 2004.

13

analysemetoden. Her redegøres der rent teoretisk for både den klassiske retorik ved Aristoteles,

mere specifikt de tre appelformer logos, patos og etos samt nyretorikken, der også karakteriseres

som et argumentationsteoretisk felt.

I forhold til argumentationsteorien tages der hovedsageligt udgangspunkt i Perelman, der i forhold

til argumentationsaspektet bevæger sig væk fra det formalistiske perspektiv, som er udpræget

indenfor den klassiske retorik og i stedet tager udgangspunkt i virkelige eksempler med henblik på

at forklare, hvordan argumenter fungerer, og hvad der kendetegner god argumentation.

Til forskel fra tilhængerne af den klassiske skole skelner Perelman mellem det at overbevise eller

overtale tilhørerne, og i den forbindelse fremsætter han en række brugbare argumenter med

relevans i argumentationsanalytisk forstand.

Med hensyn til redegørelsen for argumenttyper, vil der ligeledes blive taget udgangspunkt i

Onsberg & Jørgensen.9

Herudover vil der blive redegjort for argumentets opbygning. I den henseende har teoretikeren

Toulmin med sin argumentationsmodel fra det anerkendte værk The uses of argument10 ydet et

vigtigt bidrag. I den forbindelse skitserer han, hvordan opbygningen af et gyldigt argument ser ud,

og hvilke elementer et sådant typisk består af, når mennesker argumenterer i praksis.

Redegørelsen for og diskussionen af disse teorier og værktøjer er væsentlige i forhold til arbejdet

med casestudiet og skal anvendes i forbindelse med specialets analysedel i bestræbelserne på at

besvare problemformuleringens spørgsmål.

1.3.3 Tredje del – Analysen af tv-duellen

I opgavens tredje del bringes teoriapparatet i anvendelse i forbindelse med analysen af tv-duellen

mellem Obama og McCain.

Med baggrund i de teorier, der blev præsenteret i opgavens anden del, vil det, i forbindelse med

casestudiet, blive belyst, hvordan Obama dels argumenterer i forhold til sin modstander John

McCain og dels henvender sig til sine stakeholdere, i dette tilfælde vælgerne, med udgangspunkt i

appelformerne.

I forhold til argumentationsteorien vil det blive undersøgt, hvilke argumenter og argumenttyper

Obama tager i brug, og hvilken betydning brugen af de pågældende typer, sammenfattet med

9 C. Jørgensen & M. Onsberg, Praktisk Argumentation, København V 2008.10 S. Toulmin: The uses of argument, Cambridge 1958, 2003.

14

henvendelsen gennem appelformerne, kan have for Obamas praktiske argumentation og

strategiske kommunikation.

Undersøgelserne af argumenttyperne koblet med bl.a. måden, hvorpå Obama appellerer til

modtagerne gennem henholdsvis logos, etos og patos, skal illustrere, hvordan den nyligt valgte

amerikanske præsident bruger retorikken og argumentationen i forbindelse med sin

kommunikationsstrategi.

På den baggrund vil det ligeledes blive diskuteret, hvorvidt Obamas argumentation og

overordnede strategiske kommunikation lever op til nogle opstillede kriterier for validitet.

Analyserne af Obamas argumentation, retorik og strategiske kommunikation og efterfølgende

konklusioner på disse elementer bygger på subjektive skøn fra forfatterens side opnået gennem

fortolkninger af det pågældende analysemateriale, som er blevet undersøgt med baggrund i

teoriapparatet.

Selve analysemodellen, der inkluderer disse teoretiske værktøjer, vil blive præsenteret

umiddelbart inden analysedelen i opgaven.

1.4 Afgrænsning

Det har været nødvendigt at foretage visse afgrænsninger i forhold til denne opgave.

I forhold til casen skal det fastslås, at det overvejende fokus ligger på Demokraternes Barack

Obama og hans strategiske kommunikation samt herunder hans brug af retorikken og

argumentation i forbindelse med tv-duellen.

Eksempler på og anskuelser omkring John McCains retorik, brug af argumenttyper og

kommunikationsstrategi bliver inddraget i det omfang, de bidrager til at sætte Obamas

argumentation bedre i relief.

Man kunne naturligvis også have valgt at lægge det primære fokus på McCains retorik i stedet eller

ganske enkelt foretage en komparativ analyse af de to kombattanters kommunikationsstrategier

og ud fra en række opstillede succesparametre for god kommunikation komme med en vurdering

af, hvem der kommer bedst ud af tv-duellen.

Som det også fremgår af indledningen, har jeg dog valgt at lægge det primære fokus på

Demokraternes præsidentkandidat, fordi han i adskillige sammenhænge blev fremhævet som en

15

stor retoriker og taler. Blandt andet på den baggrund er det særligt interessant at observere og

analysere hans kommunikationsstrategi ud fra et retorisk- og argumentationsmæssigt perspektiv.

Politisk kommunikation i forbindelse med valgkampe omfatter som bekendt adskillige elementer,

og der er således også i forhold til præsidentkampen, som den udvalgte tv-duel er en del af, andre

relevante aspekter af politisk kommunikativ karakter som kunne være relevante og interessante at

beskæftige sig med i forbindelse med en analyse af Obamas argumentation. Det kunne

eksempelvis være taler, reklamekampagner eller andre tv-dueller med Obama og McCain i

centrum.

Indlemmelsen af en eller flere af disse elementer kunne naturligvis medvirke til at give et større

helhedsbillede af Obamas argumentation og strategiske kommunikation. Grundet denne opgaves

forholdsvis begrænsede omfang har jeg dog valgt at foretage en afgrænsning, så udelukkende den

ene tv-duel mellem Obama og McCain bliver analyseret. Dette skyldes ikke mindst, at analysen,

grundet duellens varighed på over halvanden time, vil blive ganske omfangsrig, hvis der skal være

mulighed for at gå i dybden og fokusere på et bredt udsnit af analyseelementer.

2. Politisk kommunikation

16

Politisk kommunikation har fået en stadig større betydning set ud fra en almen samfundsmæssig

kontekst. Der kan være mange årsager til den voksende betydning, men især to tendenser har

medvirket til at give den politiske kommunikation en stadig større rolle.

I den sammenhæng har den øgede medialisering først og fremmest medvirket til at ændre den

politiske scene. Som politiker og politisk parti er man, set i lyset af det forandrede mediebillede,

nødsaget til at agere anderledes og tilpasse sig medierne, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at

nå ud til sine stakeholdere. Medialiseringen har i det hele taget bevirket, at det ikke er blevet

mindre vanskeligt at ”brænde igennem” i medierne og få den ønskede taletid. Konkurrencen er i

denne sammenhæng skærpet, hvilket gør, at den politiske kommunikation, ikke blot for

politikerne og deres partier, men også for diverse offentlige institutioner og andre instanser, har

fået en helt anden betydning.11

Ydermere har der indenfor den offentlige sektor i mange vestlige velfærdssamfund fundet en

markedsgørelse (marketization) af forskellige institutioner sted. Områder, som tidligere var

statsstyrede og således ikke fungerede som en del af det private marked, lever nu, i større eller

mindre omfang, under de samme vilkår som de kommercielle virksomheder. Disse institutioner

eller sektorer skal, i lighed med ethvert privat selskab, sælge et produkt til borgerne i form af en

eller anden ydelse. På samme måde skal politikeren på det nærmeste sælge sit budskab, som var

der tale om et håndgribeligt produkt.

Tv-duellen, der som tidligere nævnt, fungerer som analyseobjektet i forbindelse med casestudiet,

udspiller sig indenfor en politisk kommunikativ kontekst.

På den baggrund vil der i dette afsnit blive redegjort for politisk kommunikation som område.

Dette vil ske med udgangspunkt i forskellige teoretikeres syn på den politiske kommunikation. Der

vil i den sammenhæng blive taget udgangspunkt i to perspektiver nemlig medieperspektivet og

markedsperspektivet. I forhold til gennemgangen af disse perspektiver vil der først og fremmest

blive fokuseret på Brian McNair, som, overordnet set, anskuer politisk kommunikation i et

mediemæssigt perspektiv.

I den sammenhæng vil der blive taget udgangspunkt i hans model over den politiske

kommunikations elementer.12

11 R. Jønsson (red.) et. al.: Professionaliseringen af den politiske kommunikation, Kolding 2001, p. 9.12 McNair, op. cit., p. 5.

17

Dernæst vil der blive fokuseret på det, man kan betegne som markedsperspektivet, indenfor

hvilket den danske forsker Orla Vigsø opererer.

2.1 Medieperspektivet

McNair tager i sin bog An introduction to political communication udgangspunkt i en model, som

skitserer den politiske kommunikations elementer samt viser forholdet imellem dem og måden,

hvorpå man kan forstå den proces, der gennemløbes, når politisk kommunikation udspilles via

massemedierne.

Figur 1: Den politiske kommunikations elementer13

reportageeditorialscommentaryanalysis

appealsprogrammesadvertisingpublic relations

reportageeditorialscommentaryanalysis opinion polls

letters

13 Ibid.

18

Parties Political Organisations Public organizations

Pressure groups Terrorist organizations Governments

Media

Citizens

Som det fremgår af figur 1, er der tale om tre overordnede elementer i forbindelse med den

politiske kommunikationsproces. På den ene side finder man de politiske organisationer, i midten

befinder medierne sig, og i den anden ende af spektret er borgerne, eller vælgerne, placeret.

De politiske organisationer indbefatter en lang række grupper, eksempelvis de politiske partier,

offentlige politiske institutioner, såsom ministerierne eller pressionsgrupper og NGO’ere; grupper

som af den ene eller anden grund har til formål at øve indflydelse på beslutningsprocesserne i

samfundet med henblik på at opnå magt og indflydelse i henhold til fremmelsen af den eller de

sager, som de har interesse i.

Dette gør de ved at henvende sig til borgerne, der, som det fremgår af figuren, er placeret i den

anden ende af modellen.

For at kunne henvende sig til den brede gruppe af borgere, har man brug for mediegruppen, som

man finder i midten af McNairs model. Via medierne kan politikerne, partierne og andre politiske

aktører ved hjælp af eksempelvis redskaber som reklamer, partiprogrammer, tv-debatter samt

pressemeddelelser henvende sig til vælgerne i bestræbelserne på at få deres budskab udbredt og

vinde gehør i offentligheden.

McNair lægger stor vægt på mediernes rolle i forhold til den politiske kommunikation, ikke blot

som kommunikationskanal eller bindeled imellem de politiske aktører og borgerne men også som

spillende den mere aktive rolle, hvor mediemedarbejderne selv kan udforme og udsende politiske

budskaber såsom eksempelvis ledere og politiske analyser.

Der er altså tale om en mere subjektiv, potentielt meningsdannende rolle kontra den mere

objektive, passivt formidlende rolle som decideret kanal for de politiske aktørers budskaber.

I forbindelse med sin gennemgang af modellen peger McNair specifikt på nogle aspekter som gør,

at mediernes rolle i forhold til den politiske kommunikation er så fremtrædende i dag, og dermed

må tildeles et vist fokus med henblik på at forstå den politiske kommunikation og dens processer.

Mediernes traditionelle, passive rolle som formidler af de politiske aktørers budskaber vil i den

forbindelse ikke blive berørt yderligere. Lad os blot her slå fast, at formidlerrollen for medierne

fortsat udgør et væsentligt arbejdsområde og så ellers fokusere på den mere aktive rolle i nutidens

samfund.

19

Nogle af de aspekter McNair fokuserer på vil i det følgende danne grundlag for en diskussion af

mediernes rolle i nutidens moderne vestlige, demokratiske samfund som eksempelvis det

amerikanske eller det danske.

2.1.1 Medierne som selvstændig aktør

En af de tendenser, der kan have stor betydning for den nutidige politiske kommunikation, er den

der synes at trække medierne frem i lyset som en selvstændig aktør i forbindelse med den

politiske proces.14

Medierne har fået, eller taget, en mere todelt rolle, end det var tilfældet for få årtier siden, hvor

den væsentligste rolle bestod i at videreformidle de politiske budskaber. De er blevet producenter

og afsendere af egne politiske budskaber og dermed selvstændige politiske aktører. Medierne

fremstår altså i dag ikke blot som formidlere af de budskaber, der kommer fra de politiske

aktører.15 Dette var tilfældet tidligere i det 20. århundrede, hvor de trykte medier med et

tilhørsforhold til et enkelt parti udgjorde den primære mediekilde. Når eksempelvis en avis i dag

bringer sin leder eller kommer med kommentarer til og analyser af politiske spørgsmål og sager, er

det et udtryk for journalistens eller avisens subjektive holdning til og fortolkning af den

pågældende politiske sag. Sagen bliver altså ikke nødvendigvis fremlagt eller formidlet videre til

modtagerne på den måde, som det måske var tiltænkt fra politikernes side ved, at journalisterne

blot refererer til og beskriver sagens kerne i et objektivt lys.16

Om denne indgriben i forhold til kommunikationen af de politiske aspekter så sker med henblik på

at præge debatten i en bestemt retning, kan man kun gisne om. Faktum er dog, at medierne ved at

påtage sig rollen som mere end blot det formidlende mellemled mellem de politiske aktører og

borgerne, idet de selv konstruerer politiske budskaber, på et eller andet niveau, indgår som

selvstændige aktører i den politiske kommunikationsproces.

2.1.2 Medierne som borgernes formidler

14 P. Bro, R. Jønsson, O. Larsen (red.) et. al.: Politisk journalistik og kommunikation, Frederiksberg 2006, p. 46.15 McNair, op. cit., p. 13.16 McNair, op. cit., p. 47.

20

Et andet aspekt, der, ifølge McNair, må berøres i forhold til at belyse medierne og måden, hvorpå

disse fungerer som aktører i den politiske kommunikationsproces i det moderne demokratiske

samfund, vedrører kommunikation, der formidles fra borgerne til de politiske aktører.

Medierne fungerer som talerør for borgerne i forhold til politikerne. De udgør et forum,

hvorigennem ”den offentlige mening” kan komme frem i lyset.17 Denne ”bottom-up”-

kommunikation ser man næsten dagligt i form af eksempelvis meningsmålinger omhandlende

spørgsmål om stort og småt, nogle måske med mere relevans end andre, og de er med til at give

politikerne værdifulde informationer omkring vælgerne og deres holdninger til vigtige politiske

områder.

Omvendt kan man med de mange meningsmålinger også frygte et scenarie, hvor vi bliver

medlemmer af det, man kan kalde et ”Gallupdemokrati”. Et demokrati hvor medierne sætter

dagsordenen for, hvad der skal fokuseres på af politiske spørgsmål, og hvor borgerne ytrer sig

omkring deres holdninger til disse spørgsmål via meningsmålinger, hvis resultater medierne igen

formidler videre til politikerne, som så eksekverer ved at lave love og forandringer i samfundet

baseret på de tilkendegivelser, de får igennem medierne.

Dette scenarie er udtryk for et populistisk baseret demokrati, hvor alt handler om enkeltsager og

politikerne ganske enkelt er bange for at lægge sig ud med vælgerne og træffe de upopulære men

til tider nødvendige beslutninger for samfundets ve og vel.

Der er ingen tvivl om, at politikerne skeler til de mange meningsmålinger, der henvises til i

medierne, og hvis deres holdninger til det pågældende emne står i diametral modsætning til

borgernes syn på sagen, er der sandsynlighed for, at de politiske aktører anlægger sig en anden

indgangsvinkel i forhold til hele spørgsmålet.

Det ovenstående er udtryk for, at mediernes rolle som formidler af og repræsentant for ”den

offentlige mening” skal vurderes med kritiske øjne, og at man hele tiden skal have i baghovedet, at

medierne, i stedet for at være repræsentanter for borgerne og deres mening, selv forsøger at

sætte dagsordenen, så fokus opretholdes på det, der for dem er gode historier og sager set ud fra

et journalistisk og salgsmæssigt synspunkt.

2.1.3 Medialiseringen af samfundet

17 McNair, op. cit., p. 13.

21

Udover de to ovennævnte aspekter er der endnu en væsentlig tendens af mere generel karakter,

som har betydning for den måde, hvorpå de politiske aktører kommunikerer med borgerne på.

De vestlige samfund af i dag har undergået det, man kan kalde en medialisering, hvilket vil sige, at

”kultur og kulturprodukter bliver tilpasset og skabt til massemediernes form og logik.”18

Denne tilpasning sætter nogle begrænsninger i forhold til, hvad man kan få igennem i medierne og

i forhold til de måder, hvorpå man kan anvende medierne. Dette forhold gør sig således også

gældende for de politiske aktører.

For den enkelte politiker bliver det i takt med denne medialisering vigtigere end nogensinde at

være i stand til at kommunikere klart og koncist, og samtidig formulere sig i skarpe toner og med

pondus. Hvis ikke man som politiker formår at gøre dette, er der risiko for, at budskaberne bliver

væk i den store ”mediesuppe”, der konstant er under omrøring.

En af konsekvenserne ved medialiseringen er nemlig, at der er sparsom sendetid og spalteplads,

hvilket kalder på klare, simple budskaber frem for fordybelse med udgangspunkt i komplicerede

problemstillinger. Enkeltsagsdækningen bliver normen samtidig med, at medierne stiller skarpt på

konflikter og uenigheder politikerne imellem, hvilket ligeledes bevirker, at politikerne gør bedst i

at udtrykke sig i klare og utvetydige vendinger.

Ydermere er medierne blevet mere aggressive i deres dækning af politik, og de fokuserer i dag

meget på personer frem for den egentlige sag.19

På den baggrund opstår der et behov for, som politisk aktør, at anlægge en anden indgangsvinkel i

forhold til medierne.

Medieperspektivet i forhold til den politiske kommunikation er vigtigt at berøre. I den forbindelse

fungerer McNairs model som et udmærket overordnet rammeværktøj at tage udgangspunkt i. Det

skal dog siges, at der også er visse mangler forbundet med modellen.

Først og fremmest kan man argumentere for, at medierubrikken i modellen kan inkluderes i

gruppen med de politiske aktører grundet rollen som selvstændig aktør med indflydelse på de

politiske budskaber. Af layout-mæssige årsager og set ud fra et genneskuelighedssynspunkt har

man dog formentlig valgt at adskille medierne fra gruppen med de politiske aktører.

Et andet problem ved modellen er den manglende indikation af et direkte forhold imellem de

politiske aktører og borgerne, hvilket antyder, at den politiske kommunikation udelukkende skulle

18 F. Rasmussen: Massemedier og politisk kommunikation, København 2007, p. 40.19 Bro, Jønsson, Larsen (red.) et. al., op. cit., p. 46.

22

være medieret d.v.s., at de to parter altid kommunikerer igennem et medie. At der, på trods af

mediernes fremtrædende rolle i det politiske rum, ikke skulle finde direkte interaktion mellem

politikere og borgere sted har ikke rod i virkeligheden.

Mangel eller ej, så giver McNairs model et brugbart, overordnet indblik i, hvordan politisk

kommunikation som proces fungerer og ikke mindst, hvor medierne har sit ståsted i den

forbindelse. Den udgør på den måde en udmærket strukturel ramme for forståelsen af politisk

kommunikation set i et mediemæssigt perspektiv.

Medierne, der fra tid til anden betegnes som den fjerde statsmagt i moderne demokratier, spiller

på flere områder en væsentlig rolle. Nogle af disse områder er blevet berørt med udgangspunkt i

McNair med det formål at vise, hvordan mediernes rolle og indflydelse har forandret sig i forhold

til tidligere tider, og hvilken rolle medierne spiller i dag. Medieelementet vil dog ligeledes, i et vist

omfang, indgå i gennemgangen af markedsperspektivet.

2.2 Markedsperspektivet

Et andet perspektiv man kan anskue politisk kommunikation i, er det jeg vil kalde

markedsperspektivet. I stedet for primært at fokusere på medierne, som man, med baggrund i

McNairs optik, kan kalde mellemledet og deres rolle samt betydning med henblik på at redegøre

for feltet politisk kommunikation, kan man som Orla Vigsø gør, i stedet koncentrere sig om de

forskellige redskaber og kampagneformer de politiske aktører tager i anvendelse, når de

henvender sig til modtagerne med deres politiske budskaber.

Vigsø skelner imellem tre faser, som den politiske kommunikation og de kampagneformer, der

tages i anvendelse indenfor feltet, har gennemløbet i udviklingsmæssig forstand.20 Der er tale om

henholdsvis den førmoderne, den moderne samt den postmoderne fase. Indenfor de tre faser

opstiller Vigsø en række elementer af betydning for de kampagneformer, der anvendes i

forbindelse med den politiske kommunikation. Elementer der går igen i alle tre faser. Vigsø

anlægger en forholdsvist afsenderorienteret synsvinkel i forhold til den politiske kommunikation

samtidig med, at han, overordnet set, sætter feltet ind i en form for markedsføringsdiskurs.

Med baggrund i især Vigsøs postmoderne fase, vil jeg søge at drage nogle af de tendenser frem,

som er med til at forme den politiske kommunikation i dag og som af forskellige årsager er

20 Vigsø, op. cit., pp. 5-7.

23

medvirkende til at skabe en række udfordringer for både de politiske aktører, medierne og

vælgerne.

2.2.1 Den førmoderne fase:

I den førmoderne fase henvender politikerne sig som hovedregel personligt til borgerne. Dette

sker typisk via taler på diverse vælgermøder rundt omkring i landet. Alternativt kan aviser danne

rammen om politikernes kommunikation med vælgerne. Uanset hvad adresserer politikeren et ret

snævert publikum.

Dette skyldes blandt andet borgernes tætte tilhørsforhold til et politisk parti. Her stemmer man

primært ud fra, hvilken klasse og hvilket socialt lag, man tilhører i samfundet og for langt

størstedelen af vælgerne gælder det, at man forbliver loyal overfor ét bestemt parti gennem hele

livet.

Medierne, hvilket på dette tidspunkt primært indbefatter aviserne, har, i den førmoderne fase det,

man kan kalde en ret fastlåst rolle. De er allesammen partiorienterede på den måde, at hver

enkelt avis er tilknyttet et bestemt parti og har til formål at formidle det pågældende partis politik

videre til kernevælgerne, der grundet den manglende udbredelse af massemedierne, i hvert fald i

den første del af perioden, og det klare tilhørsforhold til et specifikt parti indtager en aktiv rolle i

det politiske spil. Kommunikationen er i den førmoderne fase ganske personlig, politikerne og

vælgerne imellem.

2.2.2 Den moderne fase:

Massemedierne er i særdeleshed et nøgleord i forbindelse med en karakteristik af den moderne

fase indenfor den politiske kommunikation, der i Danmark løber op til omkring slutningen af

1990’erne, mens den i USA så småt fandt sin ende ca. 10 år tidligere.21 Med især den øgede brug af

tv-mediet ændrer vilkårene, for at kommunikere på som politiker, sig, hvilket medfører

forandringer på flere niveauer.22 Nu er det muligt at nå ud til en større del af befolkningen, hvilket i

højere grad også viser sig nødvendigt, eftersom vælgernes tilhørsforhold til et enkelt parti

begynder at blive svagere. Dette afføder, at flere vælgere ikke per automatik stemmer på et

21 Bro, Jønsson & Larsen (red.) et. al., op. cit., p. 46.22 Vigsø, op. cit., p. 4.

24

bestemt parti ved valgene. Dermed må politikerne og partierne gøre en ekstra indsats for at kapre

de ”usikre” vælgere.

Da dette er vanskeligt at gøre på et lokalt og interpersonelt plan, tager man især det nye tv-medie

i brug og henvender sig direkte til vælgerne gennem blandt andet tv-debatter og

pressekonferencer samtidig med, at man forsøger at skabe den personlige relation mellem

politiker og vælger, som var kendetegnende for den førmoderne fase, ved eksempelvis at

arrangere såkaldte pseudobegivenheder. Ved disse begivenheder besøger politikerne eksempelvis

en børnehave, hvor de leger med børnene og taler med pædogerne, de får en rundvisning på en

fabrik, hvor de snakker om løst og fast med direktøren og tillidsmanden eller de drikker kaffe i

hjemmet hos en af vælgerne. Altsammen for at fremstå som personligt engagerede og

interesserede i almindelige menneskers dagligdag i en tid, hvor afstanden mellem politiker og

borger er blevet større.

I den moderne fase begynder man også i høj grad at ansætte og aflønne specialister, som får til

opgave at sætte deres præg på kampagne- og kommunikationsstrategierne. En rolle der hidtil

primært blev varetaget af partiets egne folk. Man ser altså en centralisering af kommunikationen i

forbindelse med den moderne fase.

Samtidig med ansættelsen af specialister på blandt andet kommunikationsområdet, begynder

partierne og politikerne også at anvende reklamebureauer i forbindelse med den politiske

kommunikation. I takt med reklameindustriens indtog på det ”politiske marked”, bliver politik og

det politiske budskab transformeret til en slags vare, der, som eksempelvis en tube tandpasta, skal

sælges til vælgerne ved hjælp af aggressiv markedsføring.23

Redegørelsen for den førmoderne og den moderne fase leder os naturligt hen imod den politiske

kommunikations nuværende rolle i de vestlige demokratiske samfund.

2.2.3 Den postmoderne fase:

I dag har den politiske kommunikation så bevæget sig ind i det, som i Vigsøs terminologi betegnes

som den postmoderne fase.

I forbindelse med denne fase skal det påpeges, at der så at sige foregår en sammensmeltning

imellem markeds- eller marketingperspektivet og medieperspektivet, som der jo ellers blev

redegjort for i et separat afsnit ovenfor, hvilket gør det svært at skelne imellem de to. 23 Vigsø, op. cit., p. 7.

25

Dette vil denne gennemgang af den postmoderne fase bære præg af.

Mediernes rolle i forhold til den postmoderne fase indenfor markedsperspektivet er så væsentlig,

at man ikke uden videre kan skille den fra i forbindelse med en gennemgang af den postmoderne

fase. Derfor sker der en slags opblødning af grænserne imellem de to perspektiver i forbindelse

med redegørelsen for fasen, og perspektiverne flyder i et eller andet omfang sammen.

Inden der redegøres for den postmoderne fase, skal det påpeges, at der er forskel på, hvor langt

de forskellige lande har bevæget sig indenfor denne. USA er, som på så mange andre områder, en

anelse længere fremme, end det er tilfældet i Europa og eksempelvis Danmark. Kigger man

isoleret på USA i forhold til politisk kommunikation og faser, vil man erfare, at man her har

befundet sig i den postmoderne fase i en del år efterhånden. De postmoderne træk begyndte for

alvor at skinne igennem i starten af 1990’erne.

Hvor man i den moderne fase i høj grad forsøgte at sælge et politisk produkt ligger fokus nu på at

markedsføre politikken, politikeren og partiet.24 I den forbindelse fører politikerne og partierne på

det nærmeste valgkamp hele tiden. Der foregår konstant en positionering på person- og

partipolitisk niveau med henblik på at differentiere sig mest muligt fra de øvrige politiske

konkurrenter, og i den forbindelse bliver den enkelte politikers image et nøgleord.

Marketingtankegangen vinder, med andre ord, indpas indenfor den politiske sfære.

Dette betyder, at den indgangsvinkel man anlægger i forhold til sine målgrupper er anderledes end

tidligere. Til forskel fra den moderne fase, hvor man forsøgte at henvende sig til alle vælgerne

uanset gruppetilhørsforhold og samfundsklasse og sælge sit budskab som en vare, indsnævrer

man i dag i stedet målgrupperne blandt andet ved hjælp af segmentering og skræddersyer på

denne måde de politiske budskaber til de forskellige segmenter.25 Politikken bliver altså i et vist

omfang udviklet på vælgernes præmisser blandt andet ved hjælp af redskaber som

fokusgruppeinterviews og gennem direkte interaktion med vælgerne gennem Internet-mediet via

eksempelvis blogs og sociale sites som Facebook og Twitter.

Udvalget af de medier, hvorigennem markedsføringen og den heftige positionering finder sted, er

ikke radikalt anderledes fra dem, der blev anvendt i forbindelse med, i hvert fald slutningen, af den

moderne fase. Internettet spiller dog en stadig større rolle, ikke mindst som direkte

24 Ibid. 25 Ibid.

26

kommunikationsmiddel imellem vælger og politiker og vice versa – en tendens der efter alt at

dømme blot vil blive endnu mere udpræget i løbet af det kommende årti. Den øgede brug af

Internettet i forbindelse med og imellem valgkampe og hele implementeringen af

marketingperspektivet, hvor man forsøger at involvere vælgerne og fokusere på deres behov,

medfører, at vælgerne igen kan træde ud af den passive rolle, de ofte havde tidligere i forbindelse

med den moderne fase og på ny indtage en mere aktiv rolle i det politiske landskab.

Samtidig er der sket en del ændringer med hensyn til den rolle, medierne har i nutidens samfund,

hvilket også fremgår af det ovenstående afsnit, der gennemgik netop medieperspektivet.

Udover de aspekter, der blev berørt i det omtalte afsnit, bidrager Merkelsen med en interessant

indgangsvinkel i forhold til mediernes ændrede nyhedsdækning. Ændringer der til dels kan være

affødt af de politiske aktørers øgede fokus på marketingaspektet, som jeg har beskrevet ovenfor

med baggrund i Vigsøs anskuelser, og ansættelse af specialister på området til at varetage den

overordnede planlægning af kommunikationsindsatsen.

Det er da også på den baggrund, at jeg har valgt at inkludere denne teoretiker og hans syn på

mediernes nyhedsdækning af politisk relaterede aspekter her, frem for i forbindelse med selve

gennemgangen af medieperspektivet.

Merkelsen er af den opfattelse, at medierne i dag tager udgangspunkt i især to forskellige former

for nyheder på bekostning af nyheder omkring selve de politiske budskaber, henholdsvis

- de selvreferentielle nyheder, hvor medierne refererer til sig selv og dækker deres egen

rolle i samfundet, og

- procesnyhederne, hvor medierne beskriver de processer, hvorigennem politikerne og

partierne forsøger at markedsføre sig overfor vælgerne og overbevise dem om deres

budskaber. Det vil sige formen eller iscenesættelsen af de politiske aktører.26

Medierne har med andre ord påbegyndt det, man kalder metadækning.27

Procesnyhederne kommer eksempelvis til udtryk, når medierne vælger at fokusere intensivt på

politikerne samt partiernes spindoktorer og andre rådgivere, og samtidig beskæftiger sig med, 26 H. Merkelsen: Magt og medier, Frederiksberg 2007, p. 253. 27 Ibid.

27

hvilke hensigter, der ligger bag bestemte udtalelser i pressen, og hvordan politikerne forsøger at

præge medierne og sætte dagsordenen. Hvorfor agerer politikeren, som han gør? Der bliver i

forbindelse med dækningen af procesnyheder i højere grad tale om fokus på, hvordan budskabet

bliver leveret og ikke, hvilket budskab der bliver leveret.

Gennem deres metadækning, og i særdeleshed gennem fokusset på procesnyhederne, er

medierne i stigende grad begyndt at granske og komme med kritik af politikernes strategiske

kommunikation i forhold til vælgerne – en kritik som gør, at blikket vendes væk fra selve de

politiske budskaber.

Tendensen er blot endnu et tegn på, at medierne fungerer som en selvstændig aktør.

Formidlingen af de politiske budskaber nedprioriteres og processerne bag kommunikationen

granskes i højere grad end tidligere. Der kommer med andre ord fokus på proces eller form frem

for budskab i forbindelse med den postmoderne fase.

Mediernes rolle, politikernes indgangsvinkel i forhold til vælgere og medier og den politiske

kommunikation i det hele taget har uden tvivl forandret sig fra den førmoderne fase, igennem den

moderne og op til den postmoderne fase, hvor man nu befinder sig.

Hermed melder spørgsmålet sig: Hvor står man nu i forhold til den politiske kommunikation?

Hvilke udfordringer står nutidens politikere overfor med hensyn til kommunikationen med

vælgerne og deres forhold til medierne?

Den politiske kommunikations ståsted vil blive belyst i det nedenstående afsnit.

2.3 Den politiske kommunikations ståsted

Det øgede fokus på procesnyhederne, som der, med udgangspunkt i Merkelsen28, blev redegjort

for ovenfor, skal bl.a. ses i lyset af den professionalisering, der synes at være konsensus om, har

fundet sted, i forhold til den politiske kommunikation. Årsagerne til denne professionalisering kan

være mange men, at den i en eller anden grad, varierende fra land til land, er en fremherskende

tendens, er der ikke den store tvivl om.29

Nogle af årsagerne til professionaliseringen af den politiske kommunikation vil blive belyst i

forbindelse med dette underafsnit. Herudover vil det blive diskuteret, hvad denne

28 Ibid.29 Jønsson (red.) et. al., op. cit., p. 8.

28

professionalisering indebærer for de politiske aktører, herunder politikerne og de politiske partier,

medierne og vælgerne – de tre spillere i McNairs model. Altsammen sker med henblik på at give et

billede af den politiske kommunikations nuværende ståsted.

2.3.1 Skærpet konkurrence om borgernes opmærksomhed

En af de væsentlige årsager til den politiske kommunikations professionalisering er ifølge den

danske kommunikationsforsker Rasmus Jønsson, at man har oplevet en skarpere konkurrence om

borgernes opmærksomhed i det offentlige rum som en helhed.30 Borgerne bombarderes, i

forbindelse med deres daglige færden indenfor rummet, af et utal af budskaber af forskellig

karakter og også politiske budskaber er blevet pervasive i samfundet. Samtidig er medieudbuddet

blevet væsentligt større i løbet af de seneste årtier og ikke mindst Internettet har haft en

betydning i forhold til skærpelsen af konkurrencen. Altsammen er medvirkende til at øge

konkurrencen om opmærksomheden, som afsenderne ikke har ubegrænset adgang til.

Dette gælder også for de politiske partier og de enkelte politikere. Derfor er de, også på grund af

vælgernes øgede mobilitet, der blandt andet kommer til udtryk i vælgernes svagere

partiloyalitet31, i højere grad end tidligere nødsagede til at målrette den politiske kommunikation,

hvis de vil opnå en effekt af denne og nå ud til borgerne med deres budskaber.32 Den målrettede

kommunikation har man så søgt at skabe ved at tilknytte diverse kommunikationsrådgivere, hvoraf

nogle, som det blev beskrevet i forbindelse med markedsperspektivet, har overført

marketingbegrebet til den politiske scene, hvilket uvægerligt har medvirket til en

professionalisering af hele kommunikationsindsatsen.

2.3.2 Forandringer indenfor de politiske systemer

De politiske systemer og den samfundsdiskurs, de politiske aktører indgår i, har ændret sig ganske

betydeligt op igennem det 20. århundrede og i det nye årtusinde. Disse forandringer har haft

betydning for den politiske kommunikation.

30 Ibid31 Bro, Jønsson & Larsen (red.) et. al., op. cit., p. 46.32 Jønsson (red.) et. al. (red.), op. cit., p. 8.

29

For det første har man med hensyn til politik og de politiske beslutningsprocesser, der tidligere var

fast forankrede i de politiske instiutioner, hvad enten man fokuserer på USA, Danmark eller andre

vestlige demokratier, set en forøgelse i forhold til antallet af aktører, som påvirker og øver

indflydelse på de politiske processer i samfundet med henblik på at kunne tage del i

beslutningerne.

De mange aktører, der søger indflydelse i forhold til beslutningsprocesserne, har medvirket til, at

de hierarkiske strukturer indenfor det politiske rum, i en eller anden grad er blevet nedbrudt. I

stedet udspiller beslutningsprocesserne sig i dag på flere niveauer, indenfor det man kan kalde

netværksstrukturer.33 Det er dette, man kalder for governance.

Diverse NGO’ere og interesseorganisationer sidder med ved bordet sammen med politikerne og

de politiske beslutninger tages i dag indenfor disse netværk. På den baggrund er det altså ikke kun

politikerne, der sidder på magten, omend de naturligvis stadig har det sidste ord. Dermed synes

der at have fundet en decentralisering sted indenfor det politiske system og i forhold til

beslutningsprocesserne.

Jønsson mener dog at disse netværk har skabt lukkethed og en distancering i forhold til det

omkringliggende samfund og ikke mindst vælgerne.34 Disse lukkede netværk, som offentligheden

ikke har indblik i, kan bevirke, at borgerne føler sig fremmedgjorte i forhold til de politiske aktører,

hvilket ikke er særligt befordrende for et demokrati.

Uanset hvad har det politiske system i mange vestlige lande gennemgået en forandring, som i den

sidste ende har betydning for den politiske kommunikation, og som giver politikerne nogle

kommunikative udfordringer med henblik på at skabe synlighed omkring de politiske beslutninger

og forståelse for, hvad de indebærer. Til det formål skal de naturligvis bruge medierne.

2.3.3 Mediernes forandrede rolle

33 Rasmussen, op. cit., p. 31.34 Jønsson (red.) et. al., op. cit., p. 19.

30

Netop mediernes rolle i samfundet og ikke mindst i forhold til den politiske kommunikation har,

som det fremgår af gennemgangen af henholdsvis medieperspektivet og markedsperspektivet,

gennemgået en væsentlig forandring.

Især mediernes rolle som selvstændig aktør, der aktivt konstruerer politiske budskaber i stedet for

blot at formidle dem, har haft betydning for den politiske kommunikation og medført, at

politikerne har været nødsagede til at professionalisere deres kommunikation.

Mediernes mere aktive rolle i forhold til den politiske kommunikation, man kan måske endda

hævde, at der er tale om en decideret rolle som politisk aktør, betyder samtidig, at også

politikerne må være mere aktive rent mediemæssigt, hvis de vil eksponeres i medierne.

Samtidig skal man som politiker kende de vilkår, man kommunikerer under med mere aggressive

medier, der tenderer imod en personorientering i forhold til dækningen af politik. Medierne ynder

at stille modsætninger i form af personer op imod hinanden. Dette skal man som politisk aktør

være bevidst om, hvis man vil undgå at blive fremstillet ”forkert” i medierne. I den sammenhæng

er det de færreste politikere, som magter at håndtere disse aspekter ved den politiske

kommunikation på egen hånd, hvilket medfører, at de må ty til professionel hjælp udefra.

2.4 Professionaliseringen af den politiske kommunikation

Den skærpede konkurrence om borgernes opmærksomhed, forandringerne i det politiske system

og beslutningsprocesserne indenfor dette samt mediernes ændrede rolle i forhold til den politiske

kommunikation er alle elementer, som har skabt nye udfordringer for politikerne i forhold til den

måde, de henvender sig til vælgerne på.

I forbindelse med disse udfordringer spiller politikernes rådgivere en væsentlig rolle. Ved hjælp af

deres rådgivere søger politikerne bl.a. at sætte dagsordenen ved at få de historier og sager frem i

medierne, som kan være gunstige for dem. På den anden side hjælper rådgiverne politikerne med

brandslukning, når prekære sager rammer mediefladen samtidig med, at de ofte bistår deres

arbejdsgivere i forhold til, hvordan de skal udtale sig i medierne, og hvad de præcist skal sige.

Hvorom alting er, har man set en professionalisering af den politiske kommunikation igennem de

seneste år. I USA har professionaliseringen efterhånden været en realitet i mange år, mens der for

Danmarks vedkommende peges på årtusindeskiftet, med især Anders Fogh Rasmussen i front for

31

processen, som tidspunktet, hvor professionaliseringstendensen vandt indpas indenfor det

politiske rum i forbindelse med overgangen til den, fra Vigsøs terminologi, postmoderne fase.35

Det store spørgsmål, der så melder sig, er, hvilke konsekvenser professionaliseringen af den

politiske kommunikation får for politikerne, medierne og vælgerne.

3. Retorik i et klassisk perspektiv

35 Bro, Jønsson & Larsen (red.) et. al., op. cit., p. 47.

32

Det ene af de to analyseredskaber i forbindelse med denne opgave er, som det indledningsvis blev

nævnt, retorikken. Det andet er argumentationsteorien.

I dette kapitel vil der derfor blive redegjort for de teorier med baggrund i den klassiske retorik,

som tages i anvendelse senere under selve analyseafsnittet. Nyretorikken vil først blive

gennemgået i kapitel 4 omhandlende argumentationen, eftersom nyretorikerne Perelman og

Toulmin i høj grad tager udgangspunkt i netop argumentationsteorien.

I forbindelse med den klassiske retorik, der tager udgangspunkt i Aristoteles, har jeg hovedsageligt

valgt at forholde mig til de tre bevismidler logos, patos og etos. Det er appelformerne, der specifikt

vil blive anvendt i forbindelse med analysedelen, hvorfor der udelukkende vil blive fokuseret på

disse i forbindelse med afsnittet omhandlende den klassiske retorik.

I forhold til retorikken som felt er der gennem årene fremsat adskillige definitioner som er mere

eller mindre divergerende, og retorikken er da også igennem årene blevet tillagt mange forskellige

betydninger.

Aristoteles, en af den klassiske retoriks helt store skikkelser og ophavsmænd, definerer retorikken

på følgende måde:

”Lad da retorik være bestemt som en kunnen (dynamis), der sætter os i stand til at mønstre de

mulige overbevisende momenter i ethvert givet stof.”36

Anlægger man derimod en mere nyretorisk eller argumentationsteoretisk tilgang, som Perelman,

kan man definere retorikken som, ”hele dét diskursive felt, som har til hensigt at overbevise eller

overtale, uanset hvilket publikum den henvender sig til, og uanset hvilket emne den omhandler”37

Ud fra begge definitioner fremgår det altså, at man med retorikken intenderer at overbevise

nogen om noget. I den sammenhæng skal det dog nævnes, at Perelman skelner imellem det at

overbevise og overtale. Denne sondring vender jeg kort tilbage til i kapitel 4.

Aristoteles ser dog også retorikkens formål som det at nå frem til en afgørelse eller en dom.38

Det handler altså ikke blot om at overbevise tilhørerne om sine budskaber, som det ovenstående

citat, fremsat af Aristoteles selv, ellers indikerer. I politisk øjemed kunne afgørelsen eller dommen

36 Aristoteles: Retorik, København 1983, p. 33.37 Perelman, op. cit., p. 39.38 Aristoteles, op. cit., p. 112.

33

eksempelvis udmønte sig i, at vælgerne, der har været vidner til den pågældende politikers

argumentation, træffer en afgørelse om, enten at stemme på politikeren eller på den anden side

ikke at gøre dette.

Indenfor den klassiske retorik er et af de væsentlige elementer i argumentativ forstand det, man

kalder syllogismen. Syllogismen, der har sit fundament i logikken, består af i alt tre elementer, som

tilsammen udgør en slags argumentmodel. Der er tale om en major præmis, en minor præmis

samt en konklusion.39 Når de pågældende præmisser indenfor syllogismen kan opfattes som

værende sande, gør det samme sig gældende med hensyn til konklusionen.

Eftersom man dog ikke altid kan anskue præmisser ud fra en absolut sandhed, opererer Aristoteles

med termer som sandsynligheder og tegn og er af den opfattelse, at man kan argumentere med

udgangspunkt i disse aspekter og samtidig opnå gyldighed i forbindelse med argumentationen

uden nødvendigvis at henvise til nogen universel sandhed.40

Dette sker ved at anvende entymemet, der i realiteten består af de samme elementer som

syllogismen. I entymemet vil major-præmissen (hjemlen), til forskel fra syllogismen, ofte være

implicit.41

Opnåelsen af gyldighed på baggrund af sandsynligheder og tegn er ikke mindst af stor betydning i

forbindelse med en politisk debat, hvor holdninger og standpunkter i høj grad ligger til grund for

argumentationsprocessen, og entymemet er således særdeles velegnet i forbindelse med praktisk

argumentation, der eksempelvis tager udgangspunkt i politisk kommunikation.

Det at overbevise tilhørerne og herigennem nå frem til en afgørelse sker, i henhold til den

klassiske retorik, med udgangspunkt i de tre bevismidler logos, patos og etos som vil blive

behandlet i det følgende underafsnit.42

3.1 Logos, patos og etos

Indenfor Aristoteles’ klassiske retorik er et af de væsentlige aspekter de tre typer af bevismidler,

man som taler kan anvende, når man henvender sig til sit publikum med henblik på at skabe tiltro

39 C. Jørgensen & L. Villadsen (red.): Retorik. Teori og praksis, Frederiksberg C 2009, p. 137.40 Aristoteles, op. cit., pp. 38-3941 Jørgensen & Villadsen (red.), op. cit., p. 143.42 Op. cit., p. 34.

34

til sin person og overbevise modtagerne.43 I forhold til de tre bevismidler skal det påpeges, at jeg

herefter anvender termen appelformer som overordnet betegnelse for logos, patos og etos.44

Der vil i løbet af det følgende underafsnit blive redegjort for de tre appelformer. Appelformerne

og deres virkning i forhold til modtagerne er væsentlige aspekter at berøre, da begreberne vil få

en fremtrædende rolle i forbindelse med analyseafsnittet i dette speciale med hensyn til, hvordan

Obama appellerer til vælgerne i forbindelse med tv-duellen, hvordan han konstruerer sit etos, og

hvilken betydning valget og anvendelsen af appelformerne kan have haft i forhold til hans

kommunikation og muligheder for at nå ud til vælgerne i forbindelse med sin argumentation.

3.1.1 Logos

Ved at anvende appelformen, logos, henvender man sig som taler til sit publikum og søger at

overbevise dem gennem fornuften. Med logos appellerer man altså til intellektet eller forstanden,

og appelformen kan således relateres til argumentationen.45 Dette gør man ved at henvise til

sandheden, eller det som måtte synes som sandheden.46 Man ser eksempelvis appellen til logos

komme til udtryk, når politikerne anvender facts eksempelvis i form af tal og henviser til statistisk

materiale i forbindelse med deres argumentation. I den forbindelse bestræber man sig rent

sprogligt på at opretholde neutraliteten i sproget.

På den måde kan man, hvis appellen anvendes med måde, give klarhed over budskaberne, og

samtidig er det vanskeligt som modstander eller tilhører at argumentere imod håndgribelige facts,

der ofte præsentereres i forbindelse med anvendelsen af logosappellen.

Overdreven appel gennem logos kan dog give bagslag, da det kan være vanskeligt at opretholde

tilhørernes opmærksomhed i længden, hvis tunge tal og statistiker bliver normen, og talen ikke

bliver suppleret med eksempelvis levende billeder og aspekter af mere følelsesmæssig karakter.

3.1.2 Patos

Patosappellen henvender sig netop til følelserne frem for forstanden. Taleren forsøger at påvirke

sit publikum i følelsesmæssig forstand, hvilket eksempelvis kan ske ved at fremkalde vrede, glæde,

43 Aristoteles: Retorik, København 1983, p. 34.44 Denne betegnelse anvendes bl.a. af Jørgensen og Onsberg (2008).45 Aristoteles, op. cit., p. 23.46 Op. cit., p. 35.

35

frygt eller andre stærke følelser, som kan være medvirkende til at gøre tilhøreren mere modtagelig

overfor de budskaber, de skal overbevises om.47

3.1.3 Etos

I forbindelse med etos-appellen er troværdighed et nøgleord. Etosappellen, der som patos er af

emotionel karakter, baserer sig på afsenderens karakter, hans kompetencer og hans moral,

hvorigennem afsenderen kan overbevise vælgerne om sin troværdighed, hvilket i den sidste ende

er altafgørende for, om han kan vinde deres tilslutning48.

Etos er et element, der udvikler sig og potentielt overbeviser i forbindelse med, at en tale står på,

og i henhold til Aristoteles’ syn på appelformen må forudindtagede indtryk af taleren som person

ikke spille ind i forhold til talesituationen og hele overbevisningsprocessen.49

Etos udvikler sig utvivlsomt i løbet af en tales forløb, men det forholder sig dog ofte også sådan, at

eksempelvis politikere, som borgerne netop har enten et godt forhåndsindtryk af, inden den reelle

talesituation overhovedet er påbegyndt, kan have en fordel med hensyn til at komme igennem

med deres budskaber, hvis folk allerede finder dem troværdige. Omvendt kan politikere, som folk

ved talens udgangspunkt har et dårligt forhåndsindtryk af, have endog meget vanskeligt ved at

overbevise vælgerne om budskabernes relevans og rigtighed.

Med henblik på at forbedre etos i forbindelse med selve talesituationen opererer Aristoteles med

tre etos-dimensioner, der skaber tillid i forhold til afsenderen og bevirker, at han bedre formår at

overbevise modtagerne. Disse tre dimensioner er klogskab, moralsk karakter og velvilje.50

Der er indenfor retorikken delte meninger om, hvilke faktorer, der har betydning for etos og

opretholder, styrker samt svækker dette, omend der er visse lighedspunkter de forskellige

teoretikere imellem.

I den sammenhæng kan man, i henhold til McCroskeys terminologi, opstille i alt fem etos-

dimensioner.51 Disse fem dimensioner er henholdsvis competence (kompetence), character

(karakter), composure (fatning), sociability (omgængelighed) og extroversion (udadvendthed).52

47 Ibid.48 Op. cit., p. 34.49 Op. cit., p. 35.50 Op. cit., p. 113.51 J. C. McCroskey: An introduction to rhetorical communication, Boston 2005, p. 83.52 De danske termer, der her anvendes, er frit oversat til dansk af undertegnede.

36

McCroskey foretager ligeledes en inddeling af etosbegrebet i tre faser med henblik på at redegøre

for den måde etos fungerer på, og den proces etos gennemløber. De tre faser i inddelingen

benævnes initial ethos (indledende ethos), derived ethos (opnået ethos) og terminal ethos

(afsluttende ethos).53

Initial ethos (indledende ethos) er udtryk for en persons etos, inden en given

kommunikationssituation finder sted, derived ethos (afledt etos) tager derimod afsæt i selve

argumentationskonteksten, mens terminal ethos (afsluttende etos) dækker over etos som det

tager sig ud, når en kommunikationssituation er ophørt.

Det afsluttende etos er således udtryk for den interaktion, der har fundet sted imellem initial ethos

(indledende etos) og derived ethos (afledt etos).54

I forbindelse med en tale er det vigtigt, at man som udgangspunkt formår at tage alle tre

appelformer i anvendelse.55 Hvis dette er tilfældet, øges chancerne for i den sidste ende at

overbevise modtagerne omkring sine budskaber. Hvilken vægt, der lægges på den enkelte

appelform, afhænger dog helt og aldeles af selve kommunikationssituationen, indenfor hvilken

argumentationen finder sted.

Med hensyn til etos-appellen skal man dog, som det fremgår ovenfor, være opmærksom på, at der

er tale om et aspekt, der hele tiden er under forandring i takt med den pågældende afsenders

ageren.

Et andet fokusområde i denne opgave er Obamas argumentation. På den baggrund er det

nødvendigt at redegøre for argumentationsteorien. Til det formål er det relevant at tage

udgangspunkt i nyretorikken, hvor Perelman og Toulmin har ydet substantielle bidrag og i den

sammenhæng fremstår som nogle af de vigtigste teoretikere.

4. Argumentationsteorien Argumentation er et element, der foregår på alle niveauer fra videnskabelige kongresser til

omkring middagsbordet, hvor den lille familie befinder sig. Argumentation er altså noget, vi alle

53 Ibid. McCroskeys etosfaser er igen frit oversat til dansk af undertegnede.54 Ibid.55 Op. cit., p. 73.

37

benytter os af i forbindelse med vores daglige interaktion med andre individer, men hvad dækker

dette begreb egentligt over?

Kromanne er af den overbevisning, at, ”En argumentation er altså en fremstillingsform, hvor

afsender ved hjælp af sproglige argumenter (præmisser) prøver at overbevise nogen om noget

(konklusion).56 Denne definition synes umiddelbart at være ret bred og Van Eeemeren &

Grootendorst opererer da også med en mere præcis definition. De mener således, at

argumentationen har til hensigt at retfærdiggøre eller på den anden side modbevise en mening

eller holdning, og at der er tale om en aktivitet, der forløber på et socialt, intellektuelt og verbalt

plan.57 Argumentation forløber altså på flere niveauer, og indebærer på en eller anden måde,

grundet det faktum, at formålet med argumentationen er en retfærdiggørelse eller et modbevis,

et element af konflikt.

Perelman, hvis teoretiske bidrag til retorikken i forhold til skabelsen af en egenlig

argumentationsteori vil blive gennegået i det efterfølgende afsnit, tilslutter sig dette, idet han er af

den overbevisning, at argumentationen har til hensigt, at ”acceptere eller tilbagevise en debatteret

tese.”58

4.1 Perelmans nyretorik

Teoretikere som Perelman og Toulmin begynder at redefinere det retoriske felt og samtidig

anskue det ud fra en argumentativ diskurs, hvor der tages udgangspunkt i virkelige eksempler med

henblik på at forklare, hvordan argumentationen udspiller sig.

Perelman forkaster det formalistiske perspektiv, indenfor hvor gyldigheden af et argument

bestemmes ud fra et fastlagt skema. Denne fastfrysning af argumentationen i et formelt system er

ifølge Perelman ikke mulig, da tilslutningen til de forskellige fremførte argumenter og deres status

veksler fra publikum til publikum59

Perelman anlægger en pragmatisk og rationel indgangsvinkel i forhold til retorikken, hvor

sondringen imellem det at overbevise tilhørerne og overtale dem er et vigtigt element i hans

argumentationsteoretiske tankegang. Denne skelnen foretages ud fra kriterierne, det partikulære

56 H.-M. Kromanne, Som de dog ka’ sige det! Politisk retorik under lup, Århus C 2001, p. 8.57 W. L. Benoit, D: Hample & P. J. Benoit (red.): Readings in argumentation, Berlin 1992, p. 584.58 Perelman, op. cit., p. 38.59 Perelman, op. cit., p. 85.

38

publikum versus det universelle publikum.60 Når man henvender sig til det partikulære publikum

søger man at overtale, mens talen har til formål at overbevise, når henvendelsen er rettet mod det

universelle publikum. Det er intentionen, som er bestemmende for, om man som taler henvender

sig til det partikulære publikum eller det universelle publikum.61 Antallet af personer, der er

tilhørere til en given tale, har således ikke betydning for, om man henvender sig til den ene eller

den anden form for publikum. Det handler i stedet om, hvorvidt man som taler forsøger at opnå

tilslutning fra få eller alle de personer, man adresserer.62 Hvis taleren i den sammenhæng skal

være i stand til at overbevise modtagerne, kræver det, at de argumenter, der fremføres, kan gøres

alment acceptable for alle de individer, man henvender sig til.

Argumentationens formål er altså at vinde modtagernes tilslutning.63 Det handler dermed ikke om,

gennem den formelt, logiske bevisførelse, at nå frem til gyldige konklusioner baseret på

sandheden som demonstrationen har til hensigt. Taleren søger i stedet at overbevise sit publikum

ved at fremlægge præmisserne, argumentere for dem og potentielt opnå tilslutning til disse

præmisser. Derigennem er der skabt grobund for også at opnå modtagernes accept af og

tilslutning til konklusionen uden nødvendigvis at tage udgangspunkt i den universelle sandhed.64

At vinde denne tilslutning forudsætter, at man som afsender tilpasser sig i forhold til det publikum,

man retter henvendelse til, hvilket betyder, at man kun skal fremføre præmisser, som tager

udgangspunkt i teser, der har modtagernes anerkendelse.65

Det er i den sidste ende ene og alene modtagerne, der bestemmer, hvorvidt argumentationen, og

de elementer, der i forbindelse med denne fremføres, er stærk og kan opfattes som værende

gyldig.66 Overbevises disse omkring de fremsatte præmisser og konklusionen, og derved

argumenternes kraft, ved i en eller anden grad at give afsenderen deres tilslutning, kan

argumentationen betegnes som gyldig. Perelman anskuer altså gyldighedsaspektet ud fra en

emotionel synsvinkel til forskel fra den klassiske retorik, hvor den logiske gyldighed på baggrund af

syllogismetanken er grundstammen, og konklusionen dermed er gyldig, hvis præmisserne er det.

60 Op. cit., p. 52.61 Ibid.62 Ibid.63 Op. cit., p. 43.64 Op. cit., p. 55.65 Op. cit., p. 57. 66 Op. cit. 85.

39

På dette punkt adskiller Perelman sig ikke blot fra Aristoteles men ligeledes fra Toulmin, hvis

argumentmodel behandles i det følgende afsnit.

Med henblik på opnåelsen af gyldighed i forhold til sine argumenter er det væsentligt, at man som

afsender er bevidst om de fremherskende værdier blandt det publikum, man adresserer, og de

udvalgte præmisser bør så vidt muligt have rod i disse værdier.67 Hvis dette ikke er tilfældet, er der

risiko for at tilhørerne forkaster en af de fremlagte præmisser, hvilket med stor sandsynlighed vil

bevirke, at der i den sidste ende heller ikke kan skabes tilslutning til konklusionen. Gyldigheden er

med andre ord kontekstuel, og man må som afsender altid tilpasse sig i forhold til den

kommunikationssituation, man fremfører sine argumenter indenfor.

Hvad angår tilslutningen til et argument er det vigtigt at påpege, at der er forskellige grader af

denne, og at graden eller intensiteten af tilslutningen varierer fra kontekst til kontekst og fra det

ene slags publikum til det andet.68 Der er med tilslutningen altså ikke tale om, at enten hele

publikummet eller ingen af medlemmerne af denne gruppe tilslutter sig de pågældende præmisser

og konklusionen.

4.1.1 Forbindelsesniveauet

På baggrund af sine retoriske og argumentative anskuelser, fremkommer Perelman med to

overordnede typer af argumenter. Der er tale om henholdsvis forbindelser og dissociationer.69 De

forskellige argumenter man tager i anvendelse i forbindelse med en argumentationssituation

bygger på disse to overordnede typer af argumenter.

Med argumenterne, der kan klassificeres under forbindelserne, overfører man allerede anerkendte

præmisser til konklusionen med det formål også at få modtagerne til at anerkende denne.70 Man

kan med andre ord overføre eller forbinde den anerkendelse, der er i forhold til præmisserne til

eksempelvis en holdning eller en beslutning som ikke umiddelbart er anerkendt af modtagerne.

Med dissociationerne adskiller man derimod tidligere forbundne præmisser og strukturerer dem

på en ny måde. Man søger at opløse forbindelsen mellem en præmis og en konklusion eller

holdning som modtageren på forhånd tror på, og på samme tid erstatte denne med sin egen

konklusion.

67 Op. cit., p. 67.68 Op. cit., p. 85. 69 Op. cit., p. 86.70 Op. cit., p. 86.

40

Der vil i denne opgave ikke blive redegjort yderligere for de to overordnede

argumentkarakteristika, forbindelserne og dissociationerne. Jeg vil i opgaven i stedet centrere

teorigennemgangen omkring nogle af de mere underliggende argumentelementer tilhørende

kategorien forbindelser, som vil finde deres berettigelse og anvendelse i forbindelse med analysen

af tv-duellen. Dette indebærer en kort gennemgang af de argumenter, der benævnes de

kvasilogiske argumenter samt argumenter, baseret på det virkeliges struktur. Disse aspekter vil

blive belyst i kapitel 5, hvor der ligeledes redegøres for de øvrige argumenttyper, der vil indgå i

opgavens analysemodel.

Perelman opererer på et forholdsvist abstrakt, filosofisk præget niveau samtidig med, at han

anlægger en pragmatisk indgangsvinkel i forhold til argumentation, hvor han i den sammenhæng

søger at bryde med tanken om at sætte argumenter ind i formelle systemer og modeller, som man

eksempelvis har set det med syllogismentankegangen, der har rod i den klassiske logik og retorik.

På denne måde adskiller Perelman sig fra en anden af argumentationsteoriens store skikkelser,

Toulmin, der, med sin argumentmodel, netop fokuserer på argumentets struktur og det formelle

med hensyn til opbygningen af et gyldigt argument. I det følgende afsnit vil der blive set nærmere

på Toulmins bidrag til argumentationsteorien.

4.2 Toulmins argumentmodel

Toulmins argumentmodel, der er skitseret i figur 3, består mere konkret af tre

hovedkomponenter, der kan siges at være faste bestanddele i forbindelse med fremsættelsen af

et argument og i forhold til opnåelsen af det, der kaldes formel validitet.71 Der er tale om

henholdsvis et belæg (B) (data), en hjemmel (H) (warrant) og en påstand (P) (conclusion).

Herudover opereres der med en række underelementer af mindre fast karakter, som der kort vil

blive redegjort for senere i afsnittet.

Grundmodellen, med udgangspunkt i et af Toulmins egne eksempler, ser ud som følger:72

71 I forbindelse med gennemgangen af Toulmins argumentmodel anvendes de danske termer for modellens elementer. Termerne og argumentmodellens layout i opgaven stemmer overens med dem, Jørgensen & Onsberg anvender i deres værk Praktisk Argumentation.72 Oversat til dansk af undertegnede.

41

Figur 2: Toulmins argumentmodel73

Grundmodellen

Belæg (B) Påstand (P)

Harry blev født på Bermuda Harry er britisk statsborger

Hjemmel (H)

En mand født på Bermuda vil være britisk statsborger

Påstand (P)

Når man som afsender, det være sig i rollen som politiker eller i forbindelse med den daglige

interaktion med den nærmeste familie, fremsætter et argument, sker dette med udgangspunkt i

en påstand eller konklusion, som man forsøger at fastslå gyldigheden af overfor tilhøreren og

samtidig vinde tilslutning til.74

Belæg (B)

Til det formål må man nødvendigvis være i stand til at understøtte sin påstand, ”Harry er britisk

statsborger”, med begrundelser og om muligt beviser, hvis der skulle blive draget tvivl om

rigtigheden og gyldigheden af denne. Belægget udgør i modellen grundlaget for at kunne

konkludere noget i den fremsatte påstand.75 I ovenstående tilfælde, ”Harry blev født på Bermuda”

Med henblik på at identificere belægget i et argument kan man eksempelvis anvende følgende

spørgsmål: Hvad bygger afsenderen sin påstand på?76

Hjemmel (H)

73 Toulmin, op. cit., p. 92. 74 Op. cit., p. 90.75 Ibid.76 Jørgensen & Onsberg, op.cit., p. 18.

42

Hjemlen, der ofte vil være implicit, fungerer som det forklarende bindeled imellem den fremsatte

påstand og belægget, der understøtter påstanden. Den påviser med andre ord, hvordan belægget

danner grundlag for at fremsætte påstanden. Hjemlen indeholder en eller anden form for regel,

som der, afsender og modtager imellem, er mere eller mindre enighed om er gældende. Denne

regel understøtter belægget og gør det muligt for modtageren at acceptere selve påstanden.

Hjemlen, der ofte er implicit, har således til formål at legitimere den fremsatte påstand ved at

agere brobygger mellem påstand og belæg.77

Toulmin bygger sin model op omkring den klassiske, logiske syllogisme, indenfor hvilken termerne

major præmis, minor præmis og konklusion anvendes.78 Disse tre elementer svarer til henholdsvis

hjemlen, belægget og påstanden i Toulmins terminologi.

Toulmin tager altså med sin model i strukturel forstand udgangspunkt i den klassiske, logiske

syllogisme, idet han tager skemaet herfra og ”putter” virkeligheden med konkrete eksempler fra

denne ind i dette argumentationsskema.

På trods af Toulmins forbindelse til den logiske syllogisme, bryder han dog samtidig med selve

syllogisme-begrebet. Dette vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt i dette afsnit.

Samtidig er argumentmodellen også bygget op omkring den klassiske retoriks entymem.79 Dette

sker, når Toulmin udvider sin model og tilføjer tre ekstra elementer. Disse elementer betegnes

som de valgfrie. Argumentation er processuel, og der er, i forbindelse med en

argumentationssituation, altid sandsynlighed for, at belægget må styrkes eller uddybes med

henblik på at vinde tilslutning til påstanden, eller at der må tages forbehold for eventuelle

undtagelser, som er medvirkende til at svække gyldigheden af den fremførte påstand.80 Dette kan

ske med udgangspunkt i den udvidede model indeholdende de tre valgfrie elementer.

Figur 3: Toulmins udvidede model81

77 Toulmin, op. cit., p. 91.78 Jørgensen & Villadsen (red.), op. cit., p. 137.79 Jørgensen & Villadsen (red.), op. cit., p. 151.80 Op. cit., p. 93.81 Toulmin, op. cit., p. 94.

43

Belæg Styrkemarkør Påstand

Harry blev født på Bermuda Så formodentlig Harry er britisk

statsborger

Eftersom Med mindre

Hjemmel Gendrivelse

En mand født på Bermuda vil

sædvanligvis være britisk statsborger Begge hans forældre var udlændinge

På grund af

Rygdækning

De følgende love og andre juridiske bestemmelser

Udover de faste elementer, henholdsvis påstand, belæg og hjemmel, som altid er en del af et

argument, finder man, som det fremgår af figur 4, altså yderligere tre elementer, man som

afsender kan lade indgå i sit argument. Det er henholdsvis styrkemarkøren, gendrivelsen samt

rygdækningen.

Styrkemarkør (S)

Styrkemarkøren har en klar forbindelse til påstanden, og kan være medvirkende til at lægge ekstra

vægt bag denne. På samme tid er styrkemarkøren tæt knyttet til hjemlen. Hjemlen understøtter,

som bekendt påstanden, hvilket bevirker at styrkemarkøren angiver hjemlens styrke i forbindelse

med argumentet.82 I det konkrete eksempel ovenfor er styrkemarkøren, ”Så formodentlig”, hvilket

indikerer, at Harry sandsynligvis er britisk statsborger.

Gendrivelse (G)

82 Toulmin, op. cit., p. 94.

44

Med gendrivelsen tager man forbehold for hjemlens almene gyldighed og dermed elementets

autoritet.83 Dermed sætter man også spørgsmålstegn ved selve påstanden, da hjemlen

understøtter påstandens rigtighed. Det er i forbindelse med gendrivelsen, at eventuelle

undtagelser, som kan være til hinder for accepten af påstanden (P), introduceres.

Rygdækning (R)

Rygdækningen fungerer i forbindelse med en argumentationsproces som det uddybende element i

forhold til dokumentationen. Hvis der er opstået tvivl omkring hjemlen og dermed også

påstandens rigtighed, fordi man måske har måttet ty til en gendrivelse i forhold til førstnævnte,

kan det være nødvendigt at foretage en rygdækning. Dette sker ved, at man synliggør det

grundlag, som hjemlens regel er bygget op omkring.84 I eksemplet fungerer diverse love som

rygdækningen for hjemlen.

Med tilføjelsen af disse ekstra, valgfrie elementer gør Toulmin det muligt at drage slutninger i

henhold til tankegangen omkring entymemet85, som blev beskrevet i forbindelse med kapitlet om

den klassiske retorik.

Det er tilstedeværelsen af styrkemarkøren og gendrivelsen, der gør det muligt at føre eksempelvis

en politisk diskussion med et andet individ. Hvis man i den sammenhæng udelukkende kunne tage

udgangspunkt i den klassiske syllogisme, ville dette indebære, at præmisserne nødvendigvis måtte

være indeholdende sandheden, hvis også konklusionen skulle kunne opfattes som værende sand

og dermed gyldig.86 Sådan forholder det sig som bekendt sjældent i forhold til politisk

argumentation, og på den baggrund er det mere gangbart at anskue argumentationen ud fra

entymemet, der i stedet beror på sandsynligheder og tegn. Toulmin gør altså med sin

argumentmodel, og i særdeleshed med indlemmelsen af de valgfrie elementer, op med måden at

anskue selve gyldigheden på i forbindelse med syllogismetankegangen.

Et andet kritikpunkt, der fremføres af Toulmin med hensyn til syllogismeaspektet, har at gøre med

måden, hvorpå man uden videre går fra præmissen til konklusionen. Modtageren kan måske godt

forstå de beviser, som ligger til grund for konklusionen og således gør denne gyldig. I visse tilfælde

83 Jørgensen & Onsberg, op. cit., p. 29.84 Ibid.85 Jørgensen & Villadsen (red.), op. cit., p. 151.86 Op. cit., p. 137.

45

har tilhøreren dog måske behov for at vide, hvordan afsenderen reelt har taget skridtet med at

overføre præmissen eller belægget til konklusionen. Han har med andre ord, inden han kan

godtage argumentet, behov for at afsenderen fremlægger en hjemmel og måske endda en

rygdækning.87 Blandt andet fordi, der i syllogismen ikke tages højde for dette aspekt, stiller

Toulmin sig kritisk i forhold til hele denne tankegang.

I forhold til den formelle eller logiske validitet ved argumentationen påpeger Toulmin, at ethvert

argument, der indrettes med de faste elementer med strukturen, (B); (H); så (P), kan siges at være

formelt gyldigt.88 Denne form for argument kaldes et substantielt argument. I forhold til det

substantielle argument skal man være opmærksom på, at alle argumenter, ved valg af den rette

hjemmel, kan struktureres på denne måde og således i princippet gøres formelt gyldige.89

Herudover kan også argumenter stuktureret som, (B); (R); (P), i visse tilfælde fungere som formelt

gyldige argumenter. Dette er tilfældet, når hjemlens rygdækning, enten implicit eller eksplicit,

giver den samme information, som er fremlagt i konklusionen.90 Her fremlægges konklusionen

med baggrund i belægget og rygdækningen.

Overordnet set er argumenternes kendetegn, rent strukturelt, ens uanset, hvilken kontekst, der er

tale om. De er med andre ord field-invariant. For at et argument, overordnet set, kan opfattes som

værende gyldigt, skal det altså, som hovedregel, følge strukturen som skitseres i Toulmins

argumentmodel med de faste elementer, så der bliver tale om et substantielt argument.

Der er dog ligeledes aspekter ved argumentationen, der varierer alt afhængig af, hvilken kontekst

denne finder sted indenfor. Her er der tale om elementer som er field-dependant. Et af de

elementer, som er situationsbestemt i forbindelse med argumentation er rygdækningen.91 Det

samme gør sig gældende i forhold til brugen af hjemlen.92 Hvorvidt et belæg for en påstand med

baggrund i hjemlen og rygdækningen vil blive opfattet som relevant og understøttet og dermed

gyldigt afhænger helt af den kontekst argumentationen finder sted indenfor. Anvendelsen af en

87 Toulmin, op. cit., p. 120.88 Toulmin, op. cit., pp. 110-111.89 Ibid.90 Op. cit., p. 116.91 D. Hitchcock & B Verheij (red.): Arguing on the Toulmin Model. New Essays in Argument Analysis and Evaluation, Dordrecht 2006, p. 2.92 Toulmin, op. cit., p. 120.

46

bestemt form for hjemmel indenfor én kontekst kan medføre, at de pågældende tilhørere opfatter

argumentet som gyldigt, mens der i en anden kommunikationssammenhæng må tages andre

hjemler i brug med henblik på at skabe validiteten i forhold til modtagerne. Dette til trods for, at

de fremsatte argumenter i henhold til argumentmodellen er formelt og logisk gyldige.

Hele diskussionen omkring validiteteten vil blive behandlet yderligere i det følgende afsnit i

opgaven. Her sættes Toulmins syn på gyldighed i forbindelse med Perelmans, og der foretages i

den sammenhæng en sammenligning af de to teoretikere i forhold til dette aspekt.

Toulmins argumentmodel er brugbar i forhold til at belyse, hvad argumentation er. Der vil således i

forbindelse med denne opgaves analysedel blive udvalgt et par sekvenser fra tv-duellen med

henblik på at eksemplificere netop dette.

Toulmins argumentmodel anvendes ligeledes i forhold til ud fra en logisk argumentativ

indgangsvinkel at belyse, hvorvidt Obamas argumentation, overordnet set, kan karakteriseres som

valid i henhold til Toulmins formelle gyldighedsopfattelse. Dette vender jeg tilbage til i forbindelse

med redegørelsen for analysemodellen.

Udover vigtigheden af argumentmodellen i forhold til analysedelen ligger argumentmodellen til

grund for Jørgensen og Onsbergs argumenttypesæt, hvilket er en væsentlig del af casen og

analysen af den valgte tv-duel. Jørgensen & Onsbergs syv argumenttyper samt andre teoretikeres

vil blive gennemgået i kapitel 5 i denne opgave.

Inden jeg redegør for de udvalgte argumenttyper, som der vil blive fokuseret på i forbindelse med

selve analysen, er det ud fra et argumentativt synspunkt vigtigt at samle op på validitetsbegrebet

og nogle af de tilgange, der er til dette aspekt ved argumentationen.

4.3 Validitetsbegrebet

Fælles for både Perelman og Toulmin er, at de begge, mere eller mindre eksplicit, opererer med

det, man kan benævne som validitetsbegrebet i forbindelse med argumentation og fremførelsen

af argumenter. Der er dog væsentlige forskelle imellem de to i forhold til måden at anskue

gyldighedsaspektet på.

Validiteten afhænger hos Perelman af, hvorvidt der hos modtagerne opnås overbevisning i forhold

til argumentionen. Det er med andre ord tilhørerne, som bestemmer gyldigheden af et argument.

47

Det er altså således den emotionelle faktor hos det enkelte individ, der bestemmer validiteten af

et givent argument.

I den sammenhæng er det da også væsentligt at påpege, at der i forbindelse med en

argumentationssituation kan være forskellige grader af validitet. Nogle af tilhørerne opfatter

måske de fremførte argumenter som delvist valide og overbevises på den baggrund i nogen grad

af dem, mens andre igen overbevises fuldt ud og samtidig giver afsenderen deres fulde tilslutning,

eller omvendt slet ikke anser den pågældende argumentation for at være gyldig.

Hvor Perelman altså fokuserer på det emotionelle og opfatter modtagerne som bestemmende for

valitiditeten, anlægger Toulmin med sin argumentmodel en mere logisk og formel indgangsvinkel

baseret på det strukturelle med henblik på at redegøre for gyldigheden i forbindelse med

argumentationen. Et argument er ifølge Toulmin således formelt gyldigt, hvis det er struktureret

på en sådan måde at, (B); (H); så (P). Argumenter kan således, set ud fra et formelt og strukturelt

synspunkt, sagtens være gyldige uden nødvendigvis at formå at skabe overbevisning hos

tilhøreren. Overbevisningen afhænger helt af konteksten, argumentationen indgår i.

Netop kontekstelementet udgør et af lighedspunkterne imellem Toulmin og Perelmans syn på

validiteten.Begge teoretikere fokuserer således på vigtigheden af det kontekstuelle i forhold til

gyldigsaspektet ved argumentationen. I den forbindelse kommer henholdsvis Perelmans

emotionelle indgangsvinkel og Toulmins strukturfunktionalistiske syn på argumentationen igen til

udtryk.

Perelman betoner, at man som afsender i forbindelse med enhver fremførelse af argumenter, må

være sig bevidst om og tage udgangspunkt i tilhørerne og deres værdier. Disse er forskellige alt

efter konteksten, og argumenterne må på den baggrund baseres på disse værdier i

bestræbelserne på at skabe overbevisning, tilslutning og dermed validitetet i forhold til

argumentationen.

Toulmin holder sig derimod indenfor de strukturelle rammer af sin model og henviser, med

udgangspunkt i begrebet field-dependant, til, at hjemlen og rygdækningen er kontekstbestemt.

Hjemlen og dens rygdækning må således struktures på forskellige måder alt efter, hvilken

argumentationskontekst man som afsender befinder sig indenfor. For at kunne fremføre, ikke blot

formelt gyldige, men også overbevisende argumenter er man som afsender altså nødt til at tage

højde for konteksten, disse skal præsenteres i.

48

At argumentation og argumenterne, der i den sammenhæng bør fremføres, er situationsbestemte,

er der, overordnet set, enighed om Perelman og Toulmin imellem. Når det er sagt har de to, i

argumentationsteoretisk forstand, store skikkelser dog vidt forskellige indgangsvinkler i forhold til

validitetsbegrebet og argumentationen som helhed.

Validitetsbegrebet udgør, som det fremgår af analysemodellen, et af fokuspunkterne i forhold til

analysen af tv-duellen, og det har således været væsentligt i forbindelse med dette afsnit at

redegøre for, hvad der kendetegner henholdsvis den logiske og den emotionelle validitet, som der

sondres imellem på validitetsniveauet i analysemodellen.

5. Argumenter og argumenttyperI dette afsnit vil de argumenter, som er en del af opgavens analysemodel, blive præsenteret.

Som det fremgår af analysemodellen i kapitel 7, vil der i forbindelse med analysen af tv-duellen

blive taget udgangspunkt i et udvalg af Perelmans kvasilogiske argumenter, Jørgensen & Onsbergs

49

syv argumenttyper af henholdsvis intellektuel og emotionel karakter samt de iscenesættende

argumenttyper fra Kromannes argumenttypesæt.

5.1 Forbindelsesargumenterne

Som det fremgår ovenfor i kapitlet omhandlende argumentationsteorien, opererer Perelman med

to overordnede typer af argumenter, henholdsvis forbindelser og dissociationer. I denne opgaves

analysedel vil der blive fokuseret på forbindelserne.

Bevæger man sig et niveau ned i forhold til disse, vil man erfare, at der i alt findes tre typer af

forbindelsesargumenter.

Forbindelsesargumenterne indbefatter93:

- De kvasilogiske argumenter

- De argumenter, der er baseret på det virkeliges struktur

- De argumenter, som funderer det virkeliges struktur

Af disse tre undergrupper af forbindelserne er det de kvasilogiske argumenter samt argumenter,

baseret på det virkeliges struktur, der konkret vil blive anvendt i forhold til analysen af tv-duellen i

denne opgave.

5.1.1 De kvasilogiske argumenter

Med de kvasilogiske argumenter tager man udgangspunkt i det logiske eller tilnærmelsesvis

logiske samt matematiske aspekter i forbindelse med argumentationen samtidig med, at man,

med baggrund i de fremsatte logisk eller matematisk funderede argumenter, konkretiserer og

overfører den deraf afledte konklusion til den konkrete, virkelige verden.94 De kvasilogiske

argumenter har på den baggrund en forbindelse til Aristoteles’ logosappelform.

Med hensyn til analysen af de kvasilogiske argumenter vil der mere specifikt blive fokuseret på

følgende argumenter:

5.1.1.1 Transitivitetsargumentet

93 Perelman, op. cit., p. 87.94 Ibid.

50

Et af de kvasilogiske argumenter, som vil blive inkluderet i forbindelse med analysen, er

transitivitetsargumentet.

I forbindelse med anvendelsen af transitivitetsargumentet skaber man en relation imellem to

termer a og b, fører relationen videre til en tredje term c, hvorefter relationen kan overføres til

konklusionen. Relationerne skabes eksempelvis gennem brugen af ord som ”lig med”, ”indeholdt

i” og ”større end”.95

5.1.1.2 Dilemmaet

Med dilemmaet skabes der en opdeling imellem to alternativer, som modtageren nødvendigvis må

vælge imellem. Vi ser ofte dette argument anvendt indenfor politiske diskussioner, hvor en poliker

differentierer sig i forhold til sin modstander. Samtidig kritiseres sidstnævntes politik eller

personegenskaber, altimens man sørger for at fremhæve sig selv på den konto.

Dilemmaet klassificeres under opdelingsargumentet, hvor man beskæftiger sig med forholdet

mellem delen og helheden. Man konkluderer således på helheden efter at have belyst de enkelte

dele.96

Dilemmaet kan på mange måder sidestilles med Kromannes polariseringsargument.97

5.1.1.3 Sammenligningen

Sammenligninger er hyppigt forekommende virkemidler i forbindelse med argumentation. En

sammenligning kan ligeledes betegnes som et kvasilogisk argument. Dette forudsætter dog, at

denne ikke er baseret på eksempelvis tal og mål.98 Brugen af sammenligninger i forbindelse med

argumentationen kan være medvirkende til at styrke afsenderens argument.99

Som det vil fremgå nedenfor i forbindelse med gennemgangen af de intellektuelle argumenttyper,

opererer Jørgensen & Onsberg ligeledes med et sammenligningsargument i deres

argumenttypesæt. Dette argument kan modsat Perelmans sagtens indbefatte anvendelsen af tal

og mål.

95 Op. cit., p. 109.96 Op. cit., p. 87.97 H-M. Kromanne, op. cit., p. 45.98 Perelman, op. cit., p. 114.99 Ibid.

51

5.2 Argumenter, som er baseret på det virkeliges struktur

Med argumenter, som er baseret på det virkeliges struktur tager man udgangspunkt i det, der

kaldes successionsforbindelser.100 Med udgangspunkt i virkeligheden forbinder man således

forskellige elementer, som befinder sig på samme niveau, med hinanden. Et eksempel på en

successionsforbindelse er forholdet mellem årsag og virkning. Når man argumenterer med

udgangspunkt i forbindelsen mellem årsagen og virkningen, etablerer man det, der kaldes en

kausal forbindelse, hvilket med andre ord vil sige, at man skaber en årsagssammenhæng imellem

de to elementer. På denne måde forsøger man, som med de kvasilogiske argumenter, at

henvende sig rationelt til modtagerne, hvilket bevirker, at dette argument har en forbindelse til

logosappellen. Som når politikerne eksempelvis argumenterer for, at ældreplejen er blevet

dårligere, og dette skyldes besparelser på området. Årsagen, der ligger til grund for den dårlige

ældrepleje (virkningen), er således besparelserne på dette område. På denne måde skaber man

altså med udgangspunkt i virkeligheden en logisk forbindelse imellem årsagen og virkningen. På

den baggrund betegner jeg i analysemodellen dette element som det empiriske element.

Årsag-virkning-forbindelsen vil, ganske som det er tilfældet med de kvasilogiske argumenter, spille

en væsentlig rolle i forbindelse med analyseafsnittet. Det vil således blive undersøgt, i hvilket

omfang Obama benytter sig af argumenter baseret på forbindelsen imellem årsag og virkning, og

hvilken betydning og effekt dette har i forhold til argumentationen.

Jørgensen & Onsberg opererer ligeledes med årsagsargumentet i forbindelse med deres

intellektuelle argumenttyper, der bliver analyseret på det retoriske niveau, og de peger på, at man

med denne type opbygger et årsagsforhold i argumentet og i hjemlen skaber en regel om en

følgevirkning imellem to elementer.101

Dette argument vil udelukkende blive analyseret på argumentationsniveauet. Dette skal ses i lyset

af den forbindelse man skaber imellem årsagen og virkningen. På argumentationsniveauet

opereres der med forbindelsesniveauet, og på den baggrund er det relevant at behandle

argumentet med udgangspunkt i årsag-virkning i den sammenhæng.

5.3 Jørgensen & Onsbergs argumenttyper

100 Op. cit., p. 121.101 Jørgensen & Onsberg, op. cit., p. 53.

52

Jørgensen & Onsbergs, sammenlignet med eksempelvis Kromanne, ret afgrænsede sæt af syv

argumenttyper tager udgangspunkt i Toulmins argumentmodel, som blev belyst i det foregående

afsnit. De syv argumenttyper er meget overordnede og operationelle i forbindelse med

argumentation. De kan således danne grundlag for en mere omfattende kategorisering af

argumenttyper, som eksempelvis Kromanne forsøger sig med.

De syv argumenttyper Jørgensen & Onsberg opererer med er:102

- Tegn

- Årsag

- Klassifikation

- Generalisering

- Sammenligning

- Autoritet

- Motivation

Jørgensen og Onsberg tager i forbindelse med deres redegørelse for de syv argumenttyper

udgangspunkt i hjemlen og reglen, som er indeholdt i denne. De to illustrerer argumenttyperne

med udgangspunkt i Toulmins model.103

5.3.1 Tegnargumentet

(B) (P)

Jakob hoster Jakob er forkølet

(H)

Hoste er tegn på forkølelse

102 Op. cit., 51.103 Dette vælger jeg ligeledes at gøre, da jeg mener, at redegørelsen for argumenttyperne bliver mere klar og forståelsen større ved at skitsere dem med udgangspunkt i argumentmodellen og ved hjælp af konkrete eksempler.

53

Her anvendes hosten som et argument for (P), at Jakob er forkølet, da hoste, som bekendt, er et

tegn på forkølelse. Argumentet med baggrund i (H) er dog langtfra udtømmende, da hoste

ligeledes kan være et symptom på andre lidelser.

5.3.2 Årsagsargumentet

Fra årsag til virkning:

(B) (P)

Salget er for småt Elgiganten holder op med at forhandle

videobåndoptagere

(H)

Ringe salg af en vare medfører, at den udgår af sortimentet

Fra virkning til årsag:

(B) (P)

Der er sort skærm på vores tv-apparat Vi har glemt at betale regningen til

tv-udbyderen

(H)

Restance til tv-udbyderen medfører lukning af tv-kanaler

I det første eksempel er årsagen til virkningen, at ”Elgiganten holder op med at forhandle

videobåndoptagere, at salget er for småt.

I det andet eksempel er der byttet rundt så (P) er årsagen og virkningen af denne påstand, at, Der

er sort skærm på vores tv-apparat, placeres som (B).

54

5.3.3 Klassifikationsargumentet104

(B) (P)

Tomatplanten tilhører natskyggefamilien Tomatplanten er giftig

(H)

De fleste medlemmer af natskyggefamilien er giftige

(B) (P)

Sokrates er et menneske Sokrates er dødelig

(H)

Mennesker er dødelige

I forbindelse med klassifikationsargumentet er der i hjemlen indeholdt en regel omkring en klasse,

der overføres til og bliver gældende for den pågældende klasses enkelte medlemmer. Det første

eksempel, hvor reglen ikke nødvendigvis er gældende for alle men blot langt hovedparten af

klassens medlemmer, er den mest anvendte form af klassifikationsargumentet. 105

Det forekommer yderst sjældent, at man, som med det ofte anvendte Sokrates-eksempel, ved

hjælp af klassifikationen kan gøre argumentet uomtvisteligt.

Klassifikationsargumentet svarer i øvrigt til deduktionen indenfor den klassiske logik106, idet man

drager en slutning ved at gå fra helheden til delen.

5.3.4 Generaliseringsargumentet

104 Op. cit., p. 54.105 Op. cit., p. 55.106 Ibid.

55

(B) (P)

Den muffin, jeg stak i med en strikkepind, slap Mine muffins er færdige

strikkepinden, som ingen dej havde på sig

(H)

Hvad der gælder for den ene muffin i ovnen, gælder for dem alle

Hvor der i forbindelse med klassifikationsargumentet sluttes ved hjælp af deduktionen går man

induktivt til værks med generaliseringsargumentet, idet man i stedet slutter fra del til helhed.107 I

den forbindelse spiller (B) den afgørende rolle. Som det fremgår af eksemplet ovenfor, antager

man, at alle muffins er klar, når den ene er det. (B), at den ene er klar, fordi strikkepinden slap, og

der ikke sad dej på, overføres altså til (P), hvor man forudsætter, at alle muffins så også må være

det.

Hvor mange undersøgelseselementer man må have for, at (B) får den rette gennemslagskraft og

(P) godtages, afhænger dog helt af situationen.

5.3.5 Sammenligningsargumentet108

Jørgensen & Onsberg skelner imellem to former for sammenligningargumenter. Det er parallellen

og analogien.

Parallel

(B) (P)

Andenpiloten er lige så dygtig som Vicepræsidenten skal være lige så

førstepiloten kvalificeret som præsidenten

(H)

Både vicepræsidenten og andenpiloten skal kunne tage over i nødstilfælde

107 Ibid.108 Ibid.

56

Analogi

(B) (P)

Min storebror Nikolaj må få 50 kr. om ugen Jeg skal have 50 kr. om ugen i lommepenge

i lommepenge

(H)

Når Nikolaj må, må jeg også/jeg må det samme som Nikolaj

Uanset om man fokuserer på den ene eller den anden sammenligning gælder det, at der i (H)

findes en eller anden regel omkring to aspekter, som har noget tilfælles. I den sammenhæng kan

der både være tale om en sammenligning af ensartede elementer, som det kommer til udtryk i

analogien, men sammenligningen kan ligeledes tage form af en parallel, hvor forskelligeartede

elementer sammenlignes.109

De fem første af Jørgensen og Onsbergs argumenttyper kan karakteriseres som værende

intellektuelle, og de har således forbindelse til logosappellen. De to sidste argumenttyper, som der

vil blive redegjort for i det efterfølgende, henvender sig i stedet gennem det emotionelle.110

5.3.6 Autoritetsargumentet

Den første af de to emotionelt appellerende argumenttyper er autoritetsargumentet.

(B) (P)

Det står på Dansk Boldspil Unions Michael Laudrup spillede 104 landskampe

hjemmeside

(H)

Officielle hjemmesider er pålidelige

109 Op. cit., p. 57.110 Op. cit., p. 60.

57

(B) (P)

Det siger kunsthistorikeren dr.phil. Portrættet er et mesterværk

professor N.N.

(H)

Ekspertudsagn er pålidelige

Som navnet antyder får (B) sin styrke fra en eller anden autoritet, der fungerer som kilde i

forbindelse med argumentet. (B)’s styrke bygger på en regel, indeholdt i (H), om at den

pågældende kilde er pålidelig. Indenfor valgkampe, ikke mindst i USA, ser man i forbindelse med

valgkampe ofte store sportspersonligheder eller skuespillere støtte og udtale sig positivt omkring

enten Republikanerne eller Demokraterne for på denne måde at give de pågældende partiers

politiske budskaber ekstra pondus. I dette tilfælde trækker de politiske aktører på

autoritetsargumentet.

Som det fremgår af de ovenstående eksempler behøver afsenderen ikke at være autoriteten selv.

Politikeren kan eksempelvis gøre effektiv brug af autoritetsargumentet ved blot at henvise til en

kilde.

Autoriteten behøver dog ikke nødvendigvis at være én enkelt person. Man kan i forbindelse med

sin argumentation vælge at henvise til en gruppe af individer, som besidder den fornødne

autoritet.

Autoritetsargumentet henvender sig til den emotionelle appelform etos, hvor den autoritet, der

enten fremfører argumentet eller som der henvises til, er medvirkende til at overføre nogle af de

positive karakteregenskaber eller kompetencer, han er i besiddelse af til det parti eller den

politiker, som han sættes i forbindelse med.

5.3.7 Motivationsargumentet111

111 Op. cit., p. 59.

58

(B) (P)

Det er synd for ham Tilgiv Jeppe at han drikker

(H)

Vi vil gerne tilgive den vi har medlidenhed med

(B) (P)

Hans a’er er flade Nyhedsoplæseren taler rædselsfuldt

(H)

Vi kan ikke fordrage at høre københavnsk i radioen

Ved at anvende motivationsargumentet appellerer man som afsender til en bestemt følelse hos

modtageren, det Jørgensen & Onsberg kalder en indre bevæggrund, der danner grundlag for, at

han kan acceptere det pågældende argument.112 I den forbindelse er det vigtigt at fokusere på (H).

Som det fremgår bygger Jørgensen & Onsbergs argumenttyper på Toulmins argumentmodel. De

syv argumenttyper giver et godt overordnet indblik i, hvilke ganske almindelige argumenttyper, vi

som mennesker benytter os af i dagligdagen i forbindelse med praktisk argumentation. Hvad der

er mere interessant i forhold til analysemodellen, som præsenteres senere i opgaven, er derimod

Jørgensen & Onsbergs sondring imellem henholdsvis intellektuelle- og emotionelle argumenttyper,

hvor de, som nævnt ovenfor, knytter de fem intellektuelle argumenttyper til logos-appellen, mens

de to emotionelle sættes i sammenhæng med henholdsvis etosappellen (autoritetsargumentet) og

patosappellen (motivationsargumentet).113

Som det vil fremgå af analysemodellen i kapitel 7 vil Jørgensen & Onsbergs blive anvendt i

analysemæssig øjemed på det niveau, jeg kalder det retoriske, hvor de to, på baggrund af det

ovenstående, sættes i forbindelse med de tre appelformer.

5.4 Iscenesættende argumenttyper

112 Op. cit., p. 59.113 Op. cit., p. 61.

59

Kromannes kategorisering af argumenttyperne må siges at være ganske bred og vidtfavnende til

forskel fra Jørgensen & Onsbergs ret afgrænsede sæt af argumenttyper. Hvor de fleste

argumenttyper fremsat af sidstnævnte teoretikere, i et eller andet omfang, vil finde anvendelse i

forbindelse med analysen, er det kun et begrænset udvalg af Kromannes typer, som vil blive

inkluderet i forhold til analysedelen og arbejdet med casen. Det drejer sig om de typer af

argumenter, der kan benævnes som iscenesættende argumenttyper.

Ligesom det er tilfældet i Perelman samt Jørgensen & Onsbergs optik fremsætter Kromanne, der

udelukkende fokuserer på politisk retorik, en række argumenttyper. Disse kan under ét

karakteriseres som værende iscenesættende i forhold til afsenderen. De kan med andre ord, hvis

anvendt i rette kontekst og korrekt, være medvirkende til at opgradere afsenders etos.

Kromanne samler mange af de iscenesættende argumenttyper i kategorien, argumenttyper, der

primært arbejder for en profilering af afsenders plussider. Her finder man bl.a. argumenttyper som

forståelsesargumentet/indrømmelsesargumentet, selvrosargumentet og ros-din-modstander-

argumentet.114

Fælles for alle disse argumenttyper er, at de alle i en eller anden grad har til hensigt at stille

afsenderen i et bedre lys og øge troværdigheden i modtagernes øjne. Der er altså med andre ord

tale om etosopretholdende- eller forstærkende argumenttyper.

Derfor vil der kort blive redegjort for Kromannes iscenesættende argumenttyper, da disse fungerer

som et væsentligt element i forhold til, på det retoriske niveau, at redegøre for Obamas

konstruktion af sit etos i forbindelse med analysen af tv-duellen.

5.4.1 Forståelsesargumentet

En af de iscenesættende argumenttyper er forståelsesargumentet. Når man anvender

forståelsesargumentet, erklærer man sig eksempelvis enig i et eller flere synspunkter, der måtte

være ude i den almene befolkning i forhold til en given sag.115 På denne måde appellerer man til

folks følelser, idet modtagerne på denne måde formentlig fatter sympati for afsenderen.

5.4.2 Indrømmelsesargumentet

114 H.-M. Kromanne, op. cit., pp. 74-84.115 Op. cit., p. 74.

60

Det samme gør sig gældende, når afsenderen i forbindelse med argumentation benytter sig af det,

man kan kalde indrømmelsesargumentet. I dette tilfælde går man et skridt videre end blot at

udvise forståelse for noget. Man taler åbent og ærligt om at have begået en fejl, man indrømmer

måske, at have utilstrækkelig viden, eller man vedkender måske, at man ikke har øvet indflydelse

på en sådan måde som man oprindeligt havde ønsket sig.116 Uanset hvad kan

indrømmelsesargumentet være medvirkende til at vise den menneskelige side ved den

pågældende politiker, hvilket potentielt kan medvirke til at skabe troværdighed omkring ham,

styrke hans image og dermed have en positiv effekt i etos-sammenhæng. Desuden er det

tvivlsomt, at der vil blive foretaget nævneværdige angreb på denne person fra modstanderne, når

han har lagt kortene på bordet, da dette kan blive opfattet som det at sparke på en person, der

ligger ned.

5.4.3 Ros-din-modstander-argumentet

På samme måde kan man anvende ros med henblik på at opgradere etos. Ved at tage ros-din-

modstander-argumentet117 i anvendelse kan man vise sig som den ”store”, der ikke er bleg for at

anerkende andre folks arbejde og synspunkter frem for blot at holde på sit eget. Dette smitter af

på tilhørerne og kan, sammenholdt med de mange andre etosforstærkende elementer, have en

positiv effekt for den pågældende politiker.

5.4.4 Selvrosargumentet

I stedet for at rose sin modstander kan man benytte sig af selvrosargumentet.118 Her fremhæver

man sine egne eller sit partis dyder og alle de positive tiltag, som følger med det at sætte sin

stemme her. Denne argumenttype skal anvendes med måde og præsenteres på den rigtige måde,

da modtagerne hurtigt kan blive trætte af de selvforherligende budskaber. Dette kan naturligvis

have indflydelse på troværdigheds- og etoskontoen.

116 Ibid.117 Op. cit., p. 78.118 Op. cit., p. 77.

61

5.4.5 Ansvarlighedsargumentet

Ansvarlighed er et nøgleord, når politikerne og partierne fører politik. Ansvarlighedsargumentet er

da også en argumenttype, som ganske ofte tages i brug indenfor den politiske

kommunikationskontekst.119 Politikerne betoner gang på gang, at der må udvises ansvarlighed,

hvilket betyder, at man som modtager automatisk går ud fra, at de personer, som efterlyser denne

ansvarlighed, selv formår at agere ansvarligt. Hvis politikeren tidligere har formået at fremstå

ansvarlig og fremstår troværdig hos modtagerne, er der mulighed for, at der skabes et positivt

billede af den pågældende person i deres bevidsthed.

5.4.6 Smigerargumentet

Med smigerargumentet120 forsøger man som afsender at tillægge modtageren en eller anden

positiv egenskab. Dette sker med henblik på at få de pågældende personer til at drage en bestemt

konklusion på baggrund af de positive egenskaber, afsenderen har tillagt dem.

Hvis man som modtager vælger at acceptere de kompetencer, man er blevet påført, og som ifølge

afsenderen har en klar relation til konklusionen, må man nødvendigvis også tilslutte sig selve

konklusionen.

5.4.7 Kändisargumentet

Den sidste af Kromannes argumenttyper, der tilhører kategorien argumenttyper, der primært

arbejder for en profilering af afsenders plussider, eller som jeg benævner dem, de iscenesættende

argumenttyper, er det der kaldes kändisargumentet.121

Dette sidste argument vil ikke blive gennemgået, da argumentet kommer til udtryk, når en kendt

person udtaler sig på vegne af et parti eller en politik omkring et spørgsmål eller sag. Grundet det

empiriske materiale i denne opgave, er der ingen grund til at komme yderligere ind på denne

argumenttype eller lade det indgå i forbindelse med analyseafsnittet.

5.4.8 Medløbsargumentet

119 Op. cit., p. 79.120 Op. cit., p. 80.121 Op. cit., p. 83.

62

Til gengæld har jeg valgt at indlemme en ekstra argumenttype til kategorien med de

iscenesættende argumenttyper. Der er tale om medløbsargumentet som Kromanne selv betegner

som en uplacérbar argumenttype. Jeg er dog af den overbevisning, at der er klare iscenesættende

og etosrelaterede træk ved denne argumenttype.

Med medløbsargumentet indleder man med at erklære sig enig med sin modstander i noget, inden

man så typisk sætter sit angreb ind og kritiserer den selv samme person. Det element i

argumentet, hvor man erklærer sig enig med modparten kan være medvirkende til at give et mere

positivt billede af den pågældende person, da han ved at anvende denne argumenttype potentielt

kan blive opfattet som værende åben og imødekommende, idet han anerkender modstanderens

argumenter.

Det er på den baggrund, at man kan hævde, at der er et etosstyrkende aspekt forbundet med

medløbsargumentet.

6. Det empiriske materialeFor at give et overblik over det empiriske materiale og de rammer, Obama og McCain agerede

under, imens kommunikationssituationen stod på, vil tv-duellen og måden, hvorpå den løb af

stabelen, blive beskrevet i dette afsnit.

6.1 Kommunikationskonteksten

63

Når man beskæftiger sig med retorik og argumentation, er selve kommunikationssituationen

særdeles væsentlig at berøre.122 Det vil derfor ske i forbindelse med dette afsnit.

Kommunikationssituationen tager, som bekendt, form af en tv-duel imellem Obama og McCain i

forbindelse med den seneste amerikanske præsidentkamp. Tv-duellens varighed beløb sig til

omtrent halvanden time, og der var af ordstyreren opstillet nogle ”regler” eller retningslinjer for,

hvordan det hele skulle forløbe.

I forbindelse med tv-dueller som denne får kandidaterne ofte tid til at holde en kort afslutningstale

på omkring et par minutter omhandlende emner helt efter eget valg. Dette er ikke tilfældet her.

De to kandidater fik, i forbindelse med ordstyrerens skitsering af debattens retningslinjer, ikke at

vide, at de ville få afsat tid til en decideret afslutningstale.

Det skal dog siges, at begge kandidaters indlæg hen i mod slutningen af duellen i en vis grad

alligevel bærer præg af at være en afslutningstale. Ordstyreren afslutter med et sidste

hovedspørgsmål, som skal berøres af de to politikere. Det omhandler terrorisme og risikoen for et

nyt 11. september på amerikansk jord. Obama og McCain holder sig begge til selve

hovedspørgsmålet i begyndelsen, men lidt efter lidt kommer de dog også ind på aspekter og

fremtidige udfordringer for nationen, som ikke umiddelbart har den store forbindelse til det

oprindelige spørgsmål. På denne måde får de begge, i et vist omfang, holdt en slags

afslutningstale, hvor diskussionen foregår på deres præmisser i stedet for på ordstyrerens, og hvor

det er dem, der har kontrol over talesituationen.

Se desuden bilag 2 for oversigt over de temaer, som blev behandlet i løbet af tv-duellen.

7. Specialets analysemodel Efter at henholdsvis teoriapparatet er gennemgået og det empiriske materiale og herunder

konteksten, indenfor hvilken dette materiale kommer til udtryk, er beskrevet, er det tid til at rette

fokus mod analyseafsnittet i opgaven. Som indledning på analyseafsnittet præsenteres i figur 4

opgavens analysemodel.

122 Jørgensen & Villadsen (red.), op. cit., p. 85.

64

Figur 4: Specialets analysemodel

Argumentationsniveau

• Argumentationssekvensen

- Toulmins model (Belæg, påstand, hjemmel)

•Argumenter

65

Forbindelsesniveau:

Kvasilogiske argumenter (Perelman)

– Transitivitetetsargumentet

–Dilemmaet

–Sammenligningen

Empiriske argumenter (Argumenter baseret på det virkeliges struktur)

–Årsag-virkning

Retorisk niveau Strategisk niveau

•Intellektuelle, emotionelle og •Forsvars- og angrebs-

iscenesættende argumenttyper strategier

–Anvendelsen af logos og patos

–Konstruktionen af etos

Validitetsniveau

– Logisk validitet– Emotionel validitet

På baggrund af kapitlerne ovenfor, hvor der blev redegjort for teorien i opgaven, skal

analysemodellen anvendes til at undersøge Obamas retorik og argumentation, herunder hans

anvendelse af diverse argumenttyper, forsvars- og angrebsstrategier samt måden, hvorpå han

appellerer til modtagerne med henblik på at nå bedst muligt ud til disse.

Som det fremgår af modellen, er der foretaget en overordnet opdeling i i alt fire niveauer. Man

finder henholdsvis et argumentationsniveau, et retorisk niveau, et strategisk niveau samt det, der

benævnes validitetsniveauet. Analysen af tv-duellen forløber på disse fire analyseniveauer, hvoraf

visse niveauer, som modellens pile indikerer, er indbyrdes forbundne med hinanden.

66

7.1 Argumentationsniveauet

På argumentationsniveauet vil vil der først og fremmest blive fokuseret på det, man kan kalde

argumentationssekvenser, henholdsvis et belæg, en påstand og en hjemmel, som hver især har en

funktion i forbindelse med fremlæggelsen af et argument. Der er altså tale om de faste elementer i

Toulmins model.123

Disse tre elementer er til stede i forbindelse med enhver argumentationssekvens, omend disse

hovedkomponenter ikke nødvendigvis er eksplicitte.

Med udgangspunkt i Toulmins model vil der således blive trukket et par argumenationssekvenser

frem fra tv-duellen. Disse vil blive dissekeret med henblik på at vise, hvad argumentation i

realiteten er.

Selve fastlæggelsen af argumenternes validitet behandles mere samlet og udførligt i forbindelse

med validitetsniveauet i analysemodellen, hvor der, udover Toulmin, ligeledes fokuseres på

begrebet med udgangspunkt i teoretikeren Perelman, der anskuer validitetsbegrebet fra en anden

vinkel.

Et andet analyseelement i forhold til det argumentationsmæssige er det, man overordnet kan

kalde forbindelsesniveauet, hvorunder man finder det, som kaldes henholdsvis de kvasilogiske

argumenter og de empiriske argumenter.

I forbindelse med analysen af tv-duellen inkluderes først og fremmest udvalgte typer af

argumenter som Perelman betegner som kvasilogiske argumenter. Der er tale om henholdsvis

transitivitetsargumentet, opdelingsargumentet, nærmere betegnet dilemmaet, samt

sammenligningen. Disse tre eksempler på kvasilogiske argumenter er alle argumenter, som er

medvirkende til at skabe en logisk forbindelse imellem de elementer, man i forbindelse med

argumentationen sætter op imod hinanden, og de støttes af det, man kan kalde kvantitative

argumenter, der bygger på en rationel logik i forhold til argumentationen.

Netop det med at skabe en forbindelse er et nyttigt aspekt for politikeren i bestræbelserne på at

skabe en forståelse for de budskaber, han ønsker at skabe tilslutning til.

De kvasilogiske argumenter kan, grundet deres rationelle natur, kædes sammen med

logosappellen på det retoriske niveau i analysemodellen.

123 A. Ellerup Nielsen, Argumentationsstrategier i franske præsentationsbrochurer. Fra det sproglige til det retoriske niveau. Del I: Teori og metode, Handelshøjskolen i Århus 1996, p. 28.

67

Med hensyn til analysen af de empiriske argumenter tages der udgangspunkt i forbindelsen

mellem årsag og virkning. Der fokuseres med andre ord på argumenter baseret på det virkeliges

struktur med baggrund i Perelmans terminologi. Hvor rationaliteten og tilnærmelsen til det logiske

og matematiske er grundlaget for de kvasilogiske argumenter, fokuseres der med argumenterne

som bygger på successionsforbindelsen imellem årsag og virkning på det pragmatiske og

elementer taget fra virkelighedens verden. Disse argumenter har således også en forbindelse til

logosappellen.

7.2 Det retoriske niveau

På det retoriske niveau vil, henholdsvis de intellektuelle- og emotionelle argumenttyper, som

Jørgensen & Onsberg opererer med, blive analyseret.

Grunden til placeringen af disse argumenttyper på det retoriske niveau skal ses i lyset af, at de alle

har en klar tilknytning til appelformerne logos, patos og etos. De fem intellektuelle argumenttyper

henvender sig således til logosappellen, mens autoritetsargumentet og motivationsargumentet,

som tilsammen udgør de emotionelle argumenttyper, tager udgangspunkt i henholdsvis

etosappellen og patosappellen, der begge, på hver deres måde, er følelsesprægede.

I forhold til de intellektuelle argumenttyper skal det påpeges, at analysen af

sammenligningsargumentet, som også Perelman opererer med, tager udgangspunkt i tal og

målbare værdier. Dette er ikke muligt i forbindelse med Perelmans sammenligning, da denne ikke

er et kvasilogisk argument, når den er baseret på sådanne elementer.

Udover at tage udgangspunkt i de to argumenttyper, Jørgensen & Onsberg selv betegner som

emotionelle, vil Kromannes iscenesættende argumenttyper ligeledes blive inkluderet i forhold til

analysen af tv-duellen i den forbindelse. Disse argumenttyper har til formål at profilere afsenderen

og styrke hans etos, hvilket indebærer, at også disse har emotionel karakter.

Fokusset på de iscenesættende argumenttyper med udgangspunkt i Kromannes argumenttypesæt,

har således til formål at anskueliggøre, hvordan Obama og også McCain konstruerer deres

respektive etos gennem brugen af denne argumenttypekategori. Medløbsargumentet inkluderes,

som nævnt, ligeledes i denne kategori. Selve analysen af etos-konstruktionen med baggrund i

brugen af de iscenesættende argumenttyper vil primært blive foretaget i forbindelse med det

68

retoriske niveau. Herudover uddybes etosaspektet under det strategiske niveau, som vil blive

berørt i afsnit 7.3.

På det retoriske niveau i analysemodellen vil der, som det fremgår, også blive fokuseret på

appelformerne i forhold til de intellektuelle- og emotionelle argumenttyper, der tages i brug i

forbindelse med tv-duellen. Henvender Obama sig generelt gennem det følelsesmæssige, patos og

etos, eller lægger han mere vægt på det rationelle og intellektuelle ved at henvende sig igennem

logos i forbindelse med argumentationen og gennem anvendelsen af argumenttyperne?

I bestræbelserne på at kortlægge Obamas brug af appelformerne må man nødvendigvis inkludere

de argumenttyper, han benytter sig af i forbindelse med tv-duellen. Appelformerne og derigennem

afsenderens enten emotionelle eller mere intellektuelle måde at henvende sig til modtagerne på

kommer i høj grad til udtryk igennem de pågældende argumenttyper.

Der er således en klar sammenhæng imellem argumenttyperne og appelformerne på det retoriske

niveau men også imellem logosappellen og de kvasilogiske argumenter, som behandles på

argumentationsniveauet. Disse sammenhænge må man have i tankerne i forbindelse med en

analyse af Obamas retorik og argumentation.

7.3 Det strategiske niveau

Efter at have bevæget sig på argumentationsniveauet og på det retoriske niveau tager analysen

efterfølgende udgangspunkt i en mere argumentationsstrategisk indgangsvinkel.

På det strategiske niveau vil der indgå en analyse af Obamas måde at argumentere på i forhold til

sin modstander med henblik på at forsvare sig overfor ham, og hvordan Obama på den anden side

forsøger at strukturere sin argumentation, så den tager form af et angreb på modstanderen

McCain. Det er dette punkt i analysemodellen, der benævnes argumentations- og dialogstrategier.

Formålet med dette niveau i analysemodellen er at klarlægge, hvordan de to kombattanter griber

hinandens bolde i forbindelse med tv-duellen. Forsøger Obama eksempelvis at forsvare sig overfor

McCains angreb ved udelukkende at tilbagevise ytringerne fra modstanderen, eller lægger Obama

samtidig et nyt spin på, når han forsvarer sig ved at anvende modangreb?

De forsvars- og angrebsstrategier Obama og McCain anvender i forbindelse med deres

argumentation kan samtidig have betydning i forhold til måden, hvorpå de to

præsidentkandidaters respektive etos opstilles. Det handler om, som politiker, hele tiden at

69

konstruere sig selv og sit etos, og i den forbindelse kan argumentationsstrategien og i særdeleshed

forsvars- og angrebsstrategierne spille en væsentlig rolle.

Der er altså en sammenhæng imellem, på den ene side, anvendelsen af forsvars- og

angrebsstrategierne og, på den anden side, appelformerne, som bliver behandlet på det retoriske

niveau.

Udover tilknytningen til det retoriske niveau er der en klar forbindelse mellem det strategiske

analyseniveau og argumentationsniveauet, idet argumentationssekvenserne samt afsenderens

valg og anvendelse af argumenttyper i den sammenhæng, ideelt set, må indgå i de overordnede

argumentationsstrategiske overvejelser hos afsenderen. Deraf pilen direkte fra henholdsvis det

strategiske til det retoriske niveau og fra det strategiske niveau til argumentationsniveauet.

I forbindelse med det strategiske analyseniveau skal det nævnes, at McCain vil blive inddraget

mere end det hidtil har været tilfældet. Dette skyldes, at det i forbindelse med en analyse af

forsvars- og angrebsstrategier er vanskeligt udelukkende at forholde sig til den ene parts ageren i

den henseende, da et forsvar og et angreb jo uvægerligt indbefatter tilstedeværelsen af to

individer. På den baggrund må man nødvendigvis forholde sig til interaktionen mellem de to

præsidentkandidater i forbindelse med forsvars- og angrebsstrategierne.

7.4 Validitetsniveauet

Analysen på de tre foregående niveauer, med fokus på henholdsvis det argumentative, det

retoriske samt det strategiske, har til formål at give et overblik over Obamas kommunikation og

argumentation, og måden hvorpå han forsøger at nå ud til sine stakeholdere. Samtidig fører

analysen på de tre niveauer til det sidste analyseniveau.

På baggrund af Toulmins men ligeledes Perelmans syn på validitetsbegrebet i forhold til

argumentation foretages en analyse af validiteten af Obamas argumentation set i lyset af det, man

kan kalde den logiske validitet men også den emotionelle validitet, som Perelman forholder sig til i

forbindelse med argumentationen.

Med udgangspunkt i nogle af de aspekter, der blev sat fokus på i forbindelse med

argumentationsniveauet og det retoriske niveau, vil validiteten af Obamas argumentation således

blive analyseret og vurderet ud fra en logisk indgangsvinkel. Den vil med andre ord blive undersøgt

med udgangspunkt i Toulmins formelle gyldighedsbegreb.

70

Den emotionelle validitet, som Perelman tager afsæt i, bygger, som nævnt, på idéen om, at

publikum qua deres overbevisning omkring præmisserne og deres tilslutning til disse samt

konklusionen bestemmer, hvorvidt argumentationen er valid. Set i forhold til dette aspekt er det

naturligvis ikke muligt i denne opgave at vurdere den emotionelle validitet. Dette ville kræve

omfattende undersøgelser af publikum imens og umiddelbart efter, tv-duellen fandt sted.

Alligevel er det dog, i et vist omfang, muligt at inkorporere den emotionelle validitetstankegang i

forhold til analysen på dette niveau.

I forbindelse med analysen af den emotionelle validitet må jeg således tage udgangspunkt i min

egen personlige fortolkning. Eftersom den emotionelle validitet ikke tager udgangspunkt i en

formel skabelon eller model for, hvad der er gyldigt eller ej og i stedet baserer sig på, hvorvidt de

enkelte modtagere opfatter argumentationen for at være gyldig, må min egen vurdering som

modtager set ud fra et ikke-kvasilogisk synspunkt ligge til grund for analysen af den emotionelle

validitet. Dette til trods for, at det ganske vist ikke er optimalt, da jeg, for det første, kun udgør én

modtager, og da jeg desuden ikke er repræsentativ for publikum grundet min baggrund og viden

om retorik.

Den emotionelle validitet behandles dog ligeledes på analyseniveauet og kombineres således med

den logiske med henblik på i den sidste ende at vurdere, om Obamas argumentation i forbindelse

med tv-duellen kan siges at være god. I den forbindelse vil der blive skelet til Obamas brug af

appelformerne samt forsvars- og angrebsstrategierne.

8. Analyse af tv-duelDette kapitel er forbeholdt selve analysen af tv-duellen mellem Obama og McCain. I den

forbindelse tager jeg udgangspunkt i en transkriberet udgave af duellen. Denne udgave er vedlagt

som bilag 1.

8.1 Analyse på argumentationsniveauet

71

8.1.1 Obamas argumentationssekvenser

Det første analyseelement på argumentationsniveauet vedrører det, man kan betegne som

argumentationssekvenser. Der vil med andre ord blive valgt en af Obama sekvenser fra tv-duellen

ud med henblik på at identificere, hvad der heri kan karakteriseres som selve argumentet,

konklusionen og forbindelsesreglen med det formål at vise, hvad argumentation er. I den

forbindelse tages der udgangspunkt i Toulmins argumentmodel og de faste elementer henholdsvis

(B), (P) og (H).

Med hensyn til Obamas argumentation, hvor temaet er ”finanskrisen”, tages der udgangspunkt i

et uddrag, hvor Obama taler om nogle af de tiltag, han agter at gennemføre som præsident for, at

USA kan følge med og konkurrere på det globale marked.124 Med udgangspunkt i Toulmins model

tager Obamas argumentation sig i den forbindelse ud som følger:

(P) 1: ”We have to have energy independence.”

(P) 2: “We have to fix our health care system.”

(P) 3: “The third thing we have to do is we’ve got to make sure that we’re competing in

education.”

(P) 4: “And I also think that we’re going to have to rebuild our infrastructure, which is falling

behind…”.

(B): ”...to make sure that we can compete in this global economy.”

(H): Aspects like energy independence, a proper health care system, a competitive education

system and an up-to-date infrastructure help a country compete in the global economy.125

Som det fremgår, introducerer Obama her en række konklusioner eller påstande. Argumentet der

ligger til grund for fremførelsen af alle disse påstande, er, at gennemførelsen af disse tiltag er

nødvendig i bestræbelserne på at kunne gøre sig gældende og konkurrere på globalt plan. Der er

således tale om et belæg. Forbindelseselementet imellem belægget og påstanden, det som kaldes

hjemlen, udgør således sammenhængen imellem energiuafhængighed, et godt sundhedssystem,

124 Se bilag 1, p. 7.125 Hjemlen er implicit og står således med kursiv. Det samme vil være tilfældet med implcitte elementer fremover i opgaven.

72

et konkurrencedygtigt uddannelsessystem og en tidssvarende infrastruktur og det at være i stand

til at være et konkurrencedygtigt land på den globale scene.

I det ovenstående eksempel ser man, hvordan en argumentationssekvens, med udgangspunkt i

Toulmins argumentmodel, kan tage sig ud.

I det næste kapitel vil analysen forløbe på et mere underordnet niveau, nemlig

forbindelsesniveauet, og diverse kvasilogiske- og empiriske argumenter, som tages i brug i

forbindelse med tv-duellen, vil således blive identificeret og analyseret.

8.1.2 Brugen af kvasilogiske argumenter

Perelman opererer som bekendt med de såkaldte kvasilogiske argumenter i forbindelse med

argumentationen. Sådanne argumenter vil der blive fokuseret på i dette afsnit.

8.1.2.1 Dilemmaet

Et af de kvasilogiske argumenter Obama, og McCain for den sags skyld, anvender flere gange i

løbet af tv-duellen er det, der kaldes dilemmaet, og som klassificeres under det Perelman betegner

som opdelingsargumentet.

Et af de aspekter, i forhold til hvilket Obama foretager en opdeling imellem sin egen og McCains

politik og dermed skaber et dilemma for tilhørerne, er skatteområdet. På side 4 siger Obama:

”Senator McCain is proposing – and this is a fundamental difference between us - $300 billion in

tax cuts to some of the wealthiest corporations and individuals in the country. $300 billion.”

Obama angiver her en tydelig forskel på ham og McCain. McCain vil give skattelettelser for 300

milliarder dollars til de store selskaber og nogle af de rige i landet, mens Obama vil give

skattelettelser til befolkningen. Dette giver Obama ligeledes udtryk for på side 4, hvor han siger,

”What I’ve called for is a tax cut for 95 percent of working families, 95 percent” og igen på side 5,

hvor han udtaler, at ”...95 percent of you will get a tax cut. And if you make less than $250.000,

less than a quarter-million dollars a year, then you will not see one dime’s worth of tax increase.”

Tilhørerne stilles således, når de sætter deres stemme, overfor et valg eller dilemma imellem

skattelettelser til de rige personer og selskaber eller skattelettelser til de mindre velstillede

personer i USA.

73

Obama og McCain diskuterer senere i duellen, på side 13, måden, hvorpå man skal håndtere

situationen i stammeområderne med Taleban og Al Qaeda i det vestlige Pakistan med henblik på

at komme terroristerne til livs i Afghanistan. I den forbindelse opstiller Obama igen et dilemma.

Man har således valget mellem to muligheder. Man kan vælge at stemme på Republikanerne, og

dermed lade stå til og se McCain køre videre med den samme defensive taktik som Bush, ifølge

Obama, har anlagt i forhold til Pakistan-problemet. Alternativet er at give sin stemme til Obama og

Demokraterne, der vil handle og gå mere offensivt til værks i forhold til hele Pakistan-

problemstillingen. Dilemmaet kommer til udtryk i sætningen, ”And we’ve got a choice. We could

allow our troops to just be on the defensive and absorb those blows again and again and again, if

Pakistan is unwilling to cooperate, or we have to start making some decisions.” Obama gør med

opstillingen af dette dilemma opmærksom på, at man ikke kan vinde ”krigen imod terror” ved at

fortsætte med at læne sig tilbage, som han mener, Republikanerne hidtil har gjort. Konsekvensen

ved Republikanernes passivitet er altså et nederlag i ”krigen mod terror”, og hvis ikke man er klar

til at acceptere konsekvenserne, der er forbundet med at fortsætte med denne fremgangsmåde,

skal man kræve handling ved at sætte sin stemme på Obama.

Det er vigtigt, at vælgerne kan skelne imellem de alternativer, de stilles overfor, og at de bliver

gjort opmærksomme på konsekvenserne ved at vælge at støtte den ene kandidat og hans parti

frem for det andet alternativ. Netop derfor ser man da også, fra Obamas side, flere eksempler på

den eksplicitte polarisering eller differentiering imellem de to kandidater gennem anvendelsen af

dilemmaet.

8.1.2.2 Sammenligningen

Sammenligningen er et andet af de kvasilogiske argumenter som er almindeligt forekommende i

forbindelse med politisk kommunikation.

Dette kan skyldes det faktum, at man med sammenligningen sætter en del i forhold til noget andet

og således skaber en forbindelse imellem de to, hvilket kan være medvirkende til at styrke

afsenderens argumentation. Det, at man sætter én del i sammenhæng med en anden, kan

medføre, at modtagerne bedre kan forholde sig til budskabet. Det bliver mere letfordøjeligt.

74

Perelman er, som det fremgår af teoriafsnittet, af den overbevisning, at en sammenligning

udelukkende kan klassificeres som et kvasilogisk argument, hvis det ikke er baseret på mål og

vægt. Når politikerne eksempelvis foretager sammenligninger med baggrund i talværdier, hvilket

ofte er tilfældet, vil der således, ikke være tale om en sammenligning i kvasilogisk forstand. Et

sådan eksempel finder man bl.a. på side 13, hvor McCain taler om behovet for flere tropper i

Afghanistan og i den forbindelse siger: ”...and by the way, there have been 20,000 additional

troops, from 32,000 to 53,000, and there needs to be more.”

Jørgensen og Onsberg opererer dog ligeledes med sammenligningsargumentet. Der vil således

blive fokuseret på sammenligninger med baggrund i tal i forbindelse med analysen af deres

argumenttyper på det retoriske niveau.

Hvis man her tager udgangspunkt i Perelmans syn på sammenligningen og koncentrerer sig om

argumenter, hvor de sammenlignede elementer ikke er baserede på tal og målbare aspekter,

finder man på side 18, hvor temaet er forholdet til Rusland, et eksempel på Obamas anvendelse af

sammenligningsargumentet.

I den forbindelse kritiserer begge kandidater, i løbet af deres indledende taletid omkring emnet,

Rusland for deres indgriben i Georgien, og i den sammenhæng betoner Obama, at det er vigtigt, at

USA erklærer sin støtte til tidligere Sovjetrepublikker og nye NATO-medlemmer som eksempelvis

Estland, Polen og Tjekkiet. I forbindelse med, at Obama peger på vigtigheden af at give udtryk for

støtte til de pågældende lande, anvender han en sammenligning, idet han siger: ”And we also

have to affirm all the fledgling democracies in that region, you know, the Estonians the

Lithuanians, the Latvians, the Poles, the Czechs, that we are, in fact, going to be supportive and in

solidarity with them in their efforts.” I dette citat er det vigtigt at lægge mærke til ordet fledgling

og dets betydning. Ordet betyder ”lige flyvefærdig unge”.126 Her sammenligner Obama altså de

”nye” demokratier, i form af de tidligere østbloklande, med unger, der lige er blevet klar til at flyve

fra reden, og som fortsat har brug for støtte. Ordet ”fledgling” tilføjer altså i dette tilfælde

argumentet sin styrke. Man begynder efterhånden at se et mere styrket og aggressivt Rusland og

på den baggrund er det altså yderst vigtigt, at USA fortsat erklærer dets støtte til disse ”unge”

demokratier.

126 Jens Axelsen: Gyldendals Røde Ordbog (elektronisk udgave), København K 1997.

75

McCain anvender ligeledes et sådant sammenligningsargument. Dette ser man eksempelvis på

side 12, hvor han med netop dette får tilføjet sit argument, om at Irak er helt central i forhold til at

bekæmpe terrorismen i verden, ekstra styrke.

Der er, som det fremgår, eksempler på det man kan kalde sammenligninger, i henhold til

Perelmans terminologi, i løbet af tv-duellen. McCain og Obama bryder i forbindelse med de

ovenstående eksempler med den gængse måde at anvende sammenligningsargumentet på i

forbindelse med tv-duellen. I langt de fleste tilfælde foretrækker de to kandidater i stedet at

appellere til modtagernes intellekt og rationalitet ved at anvende sammenligninger med basis i tal.

8.1.2.3 Transitivitetsargumentet

Transitivitetsargumentet, i forbindelse med hvilket man overfører noget på noget andet, finder

man anvendt på side 16. Det er Obama, der benytter sig af argumentet i sætningen, ”And you

know what happened? They went - they quadrupled their nuclear capacity. I dette citat indikerer

ordet “quadrupled”, at der er tale om et transitivitetsargument. Obama skaber i forhold til dette

argument, hvor han gør opmærksom på, at Nordkoreas atomkraftkapacitet er firdoblet igennem

de senere år, en forbindelse imellem to dele. Indeholdt i denne forbindelse er der en indikation af,

at den ene del har en større værdi end den anden. Ordet ”større end” anvendes implicit i denne

sammenhæng men kommer altså til udtryk ved at anvende ”quadrupled”. Nordkoreas nuværende

atomkraftkapacitet er således større nu, end det var tilfældet tidligere, dvs. før George Bush-

regeringen trådte til og nægtede at indgå i dialog med de lande, Bush mente, var en del af den

såkaldte ”ondskabens akse”.

Obama skaber altså med transitivitetsargumentet en relation imellem de to dele, hvoraf den ene

har en større værdi end den anden, hvilket bevirker, at han skaber en formelt logisk forbindelse

mellem de to dele, som fører videre til konklusionen, der, hvis de to dele er sande, må godtages

set ud fra et rationelt synspunkt. Man må med andre ord godtage den implicitte påstand, at

Republikanerne ikke har anvendt den rette strategi i forhold til lande som Nordkorea og Iran.

McCain tager bl.a. dette argument i anvendelse på side 4 med henblik på at anskuelliggøre, at de

offentlige bevillinger til diverse projekter er løbet løbsk.

76

Transitivitetsargumentet må siges at være et hyppigt anvendt argument indenfor politisk

kommunikation bl.a. med henblik på at tydeliggøre problemer i samfundet sammenlignet med

tidligere. Det kunne eksempelvis komme til udtryk ved, at en oppositionspolitiker i forbindelse

med en valgkamp peger på, at kriminaliteten er steget med så og så meget i forbindelse med den

nuværende regerings periode ved magten. Man sammenholder altså to størrelser og

eksemplificerer på denne måde en udvikling af enten negativ eller positiv karakter.

Som det fremgår, findes der altså flere eksempler på brugen af de kvasilogiske argumenter, der

tages i anvendelse med henblik på at henvende sig til modtagernes fornuft og intellekt.

8.1.3 De empiriske argumenter

Det samme forsøger man på med de empiriske argumenter. I forhold til analysen af disse tages der

udgangspunkt i tankegangen om årsag og virkning, som er en af de successionsforbindelser

Perelman opererer med i forbindelse med sine argumenter, der er baseret på det virkeliges

struktur.

Argumentet baseret på en forbindelse imellem årsag og virkning tages hyppigt i anvendelse af

begge præsidentkandidater i løbet af hele tv-duellen. Dette er ikke nogen tilfældighed, eftersom et

væsentligt aspekt ved politisk kommunikation, og i særdeleshed en tv-duel i forbindelse med en

valgkamp, er differentieringen af enkeltpersonen eller hele partiet i forhold til den modstander,

man står overfor. Ved netop at anvende årsagsargumentet kan afsenderen bl.a., som i eksemplet

nedenfor, anskueliggøre, hvilke virkninger, der er forbundet med at stemme på ham og hans parti,

eller hvilke årsager og virkninger, der taler imod modtagerens politik.

I det nedenstående vil der blive givet eksempler på, hvordan Obama gør brug af argumentet

baseret på årsag og virkning. I den forbindelse vendes blikket på ny imod Toulmins

argumentmodel, hvormed man bedst illustrerer sammenhængen mellem årsagen og virkningen.

Obama argumenterer eksempelvis med udgangspunkt i årsag-virkning på side 16:

” And when we haven’t done it, as in North Korea – let me just take one more example – in North

Korea, we cut off talks. They’re a member of the axis of evil. We can’t deal with them.”

77

And you know what happened? They went - they quadrupled their nuclear capacity. They tested a

nuke. They tested missiles. They pulled out of the nonproliferation agreement. And they sent

nuclear secrets, potentially, to countries like Syria.”

Her diskuterer de to kandidater måden at gribe lande som Iran og Nordkorea an på, og i hvilket

omfang og på hvilket niveau man skal indlede samtaler med de pågældende lande. I den

forbindelse mener Obama, at Republikanernes strategi med at lukke fuldstændigt af for de

pågældende lande ikke har haft den ønskede effekt men snarere den modsatte, og han plæderer i

den forbindelse for en mere dialogorienteret indgangsvinkel i forhold til eksempelvis Nordkorea.

Med udgangspunkt i Toulmins argumentmodel bevæger Obama sig, i det ovenstående uddrag, fra

årsag til virkning på følgende måde:127

(P) 1 (virkning): “...they quadrupled their nuclear capacity.”

(P) 2 (virkning): “They tested a nuke.”

(P) 3 (virkning): “They tested missiles.”

(P) 4 (virkning): “They pulled out of the nonproliferation agreement.”

(P) 5 (virkning): ”And they sent nuclear secrets, potentially, to countries like Syria.”

(B) (årsag): ”…in North Korea, we cut off talks,”

(H): When you cut off talks with a country, like North Korea, it will have the opposite effect than

intended.

Obama peger her på en række virkninger af Republikanernes uforsonlige indgangsvinkel og

illustrerer specifikt, hvad der er sket som en konsekvens af, at man fra centralt hold har valgt at

afbryde samtalerne med Nordkorea.128 Som det fremgår, mener Obama altså, at Republikanernes

strategi i den henseende har været forkert, og han argumenterer i stedet for en mere

dialogorienteret linje, hvor man ikke bare forventer, at de pågældende lande skal rette sig ind

efter, hvad USA ønsker, inden man vil indlede samtaler med dem. En sådan dialogorienteret linje

har Obama tænkt sig at følge, hvis han bliver indsat som præsident.

127 Hjemlen, der er implicit står igen med kursiv:128 Bemærk her at det transitivitetsargument, der blev illustreret ovenfor, i forbindelse med de kvasilogiske argumenter, indgår i argumentet som den ene af i alt fem virkninger af årsagen.

78

Med dette argument baseret på forbindelsen imellem årsag og virkning får Obama anskueliggjort

implikationerne af Republikanernes måde at håndtere problemet med Nordkorea på samtidig

med, at han får differentieret sig selv, sit parti og deres måde at gribe situationen an på fra netop

Republikanerne og McCain.

Det ovenstående argument fremsættes desuden som en reaktion på et angreb fra McCain i form

af et tilsvarende argument baseret på årsag og virkning. McCain udtaler i den sammenhæng,

ligeledes på side 16, at Obamas indgangsvinkel til problemet vil give et land som Iran mere

legitimitet i verdenssamfundet.

McCain tager i den forbindelse udgangspunkt i noget, der vil ske i fremtiden som følge af Obamas

måde at agere på, hvor Obama, i det ovenstående eksempel, henviser til følger, som har rod i

fortiden. Netop dette aspekt med fremtiden versus fortiden i forbindelse med argumentationen i

denne sekvens har en betydning i forhold til styrken på henholdsvis McCain og Obamas konkrete

argumenter. Obama kan henvise til konkrete tal og aspekter, der allerede har fundet sted, mens

påstanden (virkningen) i McCains argument i bund og grund bygger på gisninger og McCains eget

syn på sagen. Obamas argument står således stærkest i argumentationsmæssig forstand, og på

den baggrund må man formode, at Obamas argument tilsvarende har større effekt på

modtagerne.

8.1.4 Delkonklusion

Obama tager i flere tilfælde de kvasilogiske argumenter i brug. Der er således fremsat eksempler

på hans anvendelse af både dilemmaet, sammenligningsargumentet og transitivitetsargumentet.

På denne måde henvender han sig til modtagerne igennem det logiske og med udgangspunkt i

rationaliteten, hvilket bevirker, at argumentationen i disse tilfælde bærer præg af saglighed.

Forbindelsen imellem årsag og virkning indgår som en væsentlig del af begge

præsidentkandidaters argumentation. Der er således i løbet af tv-duellen flere eksempler på, at de

to argumenterer til fordel for deres egen politik og person ved dels at pege på årsager og

virkninger til modstanderens forfejlede politik og dels ved at fokusere på årsager og virkninger i

forhold til egne tiltag som løsning på de problemer, der er opstået på grund af modpartens

ageren. Med denne argumentation forsøger man altså ligeledes at differentiere sig fra modparten

ved eksempelvis at eksplicitere konsekvenserne af at stemme på denne.

79

Med anvendelsen af de kvasilogiske argumenter og ved at argumentere med udgangspunkt i

forbindelsen mellem årsag og virkning, henvender man sig, som nævnt, til modtagerne med

baggrund i rationaliteten. Man anvender således logos-appellen. Netop brugen af logosappellen

og de andre appelformer vil blive analyseret på det retoriske niveau.

8.2 Analyse på det retoriske niveau

Inden der fokuseres på appelformerne, vil de intellektuelle- og emotionelle argumenttyper dog

først blive analyseret. De pågældende argumenttyper har en klar forbindelse til appelformerne,

hvorfor de sidstnævnte vil blive analyseret med udgangspunkt i disse.

8.2.1 De intellektuelle argumenttyper

I det følgende vil Obamas brug af Jørgensen & Onsbergs typer med intellektuelle

karakteregenskaber blive belyst.

Anvendelsen af årsagsargumentet, et aspekt som Perelman opererer med i forbindelse med det

han kalder argumenter, som er funderet af det virkeliges struktur, er blevet analyseret i forbindelse

med argumentationsniveauet, og der vil således ikke blive fokuseret yderligere på denne

argumenttype i forbindelse med dette analyseafsnit.

8.2.1.1 Tegnargumentet

En af de intellektuelle argumenttyper, som Obama tager i anvendelse ved et par lejligheder i løbet

af tv-duellen, er det såkaldte tegnargument. Dette ser man eksempelvis i forbindelse med

nedenstående udtalelse på side 9:

”And because of the economy’s slowing down, I think we can also expect less tax revenue so

there’s no doubt that as president I’m going to have to make some tough decisions.”

Her bruger Obama det faktum, at der er økonomiske nedgangstider som belæg for påstanden, at

man som præsident kan forvente færre skatteindtægter. Økonomiske nedgangstider er med andre

ord tegn på, at man som politiker får færre skatteindtægter til rådighed.

Med dette tegnargument fremfører Obama altså et rationelt og logisk argument for, at man som

præsident for landet i den kommende tid, efter alt at dømme, vil have færre skattemidler til

80

rådighed. Man kan jo bl.a. på grund af den økonomiske recession og den deraf stigende

arbejdsløshed ikke forvente, at der vil komme lige så mange penge i kassen som tidligere.

I denne sammenhæng tilstræber han at legitimere, at han som ny præsident ikke vil være i stand

til at finde økonomiske midler til alle de tiltag, han finder nødvendige for USA’s fremtid. På denne

måde forsøger han at indgyde tålmodighed hos vælgerne og måske på forhånd give sig selv

arbejdsro som eventuelt kommende præsident.

Obama anvender ligeledes tegnargumentet på side 22. I den forbindelse taler han om den

økonomiske situation og sammenhængen imellem denne og USA’s militære formåen. Han siger:

”There has never been a country on Earth that saw the economy decline and yet maintained its

military superiority. So this is a national security issue.”

Økonomisk nedgang er altså, ifølge Obama, et tegn på mindre militær overlegenhed.

Derfor er det nødvendigt, at man får genoprettet den amerikanske økonomi. Ellers vil det på lang

sigt få konsekvenser med hensyn til den nationale sikkerhedssituation.

8.2.1.2 Generaliseringsargumentet

Et andet element, man ofte ser politikere benytte sig af, når de skal adressere deres vælgere, er

generaliseringer. Det, at slutte fra delen til helheden og konkludere noget ud fra få

enkelteksempler og til tider sparsomme og utilstrækkelige fakta, er dog forbundet med en vis

risiko for at komme til at omgå sandheden, og man skal derfor som afsender nøje overveje

værdien af og ikke mindst faldgruberne ved at anvende denne argumenttype.

Obama anvender generaliseringsargumentet på side 7, hvor det berørte tema er finanskrisen og

den økonomiske situation i USA. Her kritiserer Obama det nuværende amerikanske

sundhedssystem og udtaler, at: ”They are getting crushed, and many of them are going bankrupt

as a consequence of health care. I’m meeting folks all over the country.”

Obama tager udgangspunkt i, at han møder folk over hele landet, som bliver knust økonomisk. På

den baggrund slutter han, at mange folk i USA bliver knust økonomisk og går konkurs som følge af

sundhedssystemets nuværende udformning. Ud fra at have talt med det der må være en relativt

afgrænset gruppe af mennesker, hvis han skal have haft mulighed for at tale med dem personligt,

slutter Obama altså, at mange amerikanere går konkurs bl.a. som en konsekvens af et

81

sundhedssystem, som ikke fungerer, fordi den almindelige amerikaner må betale alt for meget for

at kunne benytte sig af dette. Hvis man vil have bedre personlige, økonomiske forhold, skal man

altså stemme på Obama og Demokraterne, der jo ved flere lejligheder har gjort opmærksom på, at

de ønsker at reformere sundhedssystemet.

Ved i denne sammenhæng at påpege at ”mange” amerikanere på denne måde går fallit, har

modtagerne, hvis de har tillid til, at den generalisering Obama fremfører har rod i sandheden,

ingen anden udvej end at acceptere argumentet, hvilket samtidig betyder, at de også accepterer,

at Republikanerne ikke har formået at skabe et ordentligt sundhedssystem.

8.2.1.3 Sammenligningsargumentet

Ganske som det er tilfældet med Perelman, opererer også Jørgensen & Onsberg, som det blev

nævnt tidligere, med sammenligningsargumentet. Årsagen til at jeg har valgt at opdele analysen af

sammenligningerne og ikke udelukkende beskæftiger mig med dette aspekt i forbindelse med

undersøgelserne af de kvasilogiske argumenter er, som nævnt, at sammenligningsargumentet set

ud fra Perelmans anskuelser ikke er kvasilogisk, hvis det indeholder tal.

Derfor gives der her et eksempel på et sådant sammenligningsargument indeholdende tal.

Dette finder man på side 4, hvor Obama siger:

”Now $18 billion is important. $300 billion is really important.”

I denne sammenhæng gør Obama opmærksom på, at de 18 milliarder dollars som i det seneste år

er blevet brugt på øremærkninger til diverse projekter, ikke er vigtigt sammenlignet med de 300

milliarder McCain har tænkt sig at give til en række af de rige selskaber i USA.

Obama forsøger med dette sammenligningsargument at argumentere for, at McCain skal kaste et

blik på sin egen måde at prioritere de økonomiske midler på, inden han begynder at kritisere de

øremærkninger, staten bruger penge på. I den forbindelse bestræber Obama sig på at

anskueliggøre forskellen på ham selv og McCain i forhold til den indgangsvinkel, de hver især vil

anlægge med henblik på at komme ud af finanskrisen. Dette gør han ved at appellere til

modtagernes rationalitet.

82

8.2.2 De emotionelle argumenttyper

Hvor de kvasilogiske argumenter, som blev analyseret på argumentationsniveauet og de

intellektuelle argumenttyper, som der blev fokuseret på ovenfor, er forbundet til appelformen

logos, henvender de emotionelle argumenttyper sig i stedet til henholdsvis patos- og etosappellen.

Jørgensen & Onsberg opererer i denne sammenhæng, som det fremgår af teoriafsnittet

omhandlende argumentationen, med henholdsvis autoritetsargumentet og

motivationsargumentet.

8.2.2.1 Autoritetsargumentet

Med hensyn til autoritetsargumentet er det værd at notere sig, at argumenttypen tages i brug

utallige gange af både Obama og McCain. Der kan således findes eksempler på

autoritetsargumentet på henholdsvis side 4, 11, 12, 15, 17 og 22. Som det fremgår, benytter både

Obama og McCain altså denne specifikke emotionelle argumenttype flittigt. I den forbindelse

henviser de to som hovedregel til specifikke personer som autoriteter. Der er dog ligeledes enkelte

eksempler, hvor en gruppe af personer og sågar en hjemmeside fungerer som autoriteten i det

pågældende argument. Argumentet med hjemmesiden fungerende som autoritet fremsættes af

McCain på side 4 i forbindelse med diskussionen om den økonomiske krise og hvilke tiltag, der skal

implementeres med henblik på at genoprette økonomien.

Obama anvender, som nævnt, ligeledes autoritetsargumentet ved flere lejligheder. Dette ser man

eksempelvis på side 11. Her henviser han til Republikanernes egen forsvarsminister Robert Gates i

forhold til en diskussion omkring hele situationen i Irak, og han siger i den forbindelse: ”Secretary

of Defense Robert Gates himself acknowledges the war on terrorism started in Afghanistan and it

needs to end there.” Obama er af den overbevisning, at operationen i Afghanistan skal tildeles

mere opmærksomhed end den i Irak. I den forbindelse henviser Obama til og støtter sig op ad den

Republikanske forsvarsminister Robert Gates, der, ifølge Obama, ligeledes mener, at

terrorproblemerne i Irak har grobund i Afghanistan, hvorfor fokus bør ligge på Afghanistan, hvis

man vil problemerne til livs.

Den siddende forsvarsminister er naturligvis en særdeles stor autoritet at anvende i forbindelse

med sin argumentation. Samtidig kan der for Obama være en gevinst i, at forsvarsministeren, som

83

efter sigende skulle være enig med Obama i, at der skal mere fokus på Afghanistan, og at krigen

mod terrorisme skal slutte der, er Republikaner. Der ligger for Obama altid en potentiel gevinst i at

kunne henvise til personer fra modstanderens eget parti som på et eller andet punkt, det være sig

af større eller mindre betydning, har erklæret sig enig med ham.

Udover de ovenfor skitserede eksempler er det hovedsageligt militærpersonligheder, de to tager

udgangspunkt i, når de anvender autoritetsargumentet, og den øverstkommanderende i Irak,

general Petraeus, er i særdeleshed en yndet autoritet at henvise til i den forbindelse. Generalen

anvendes således som autoriteten i argumenter fra McCain på henholdsvis side 12, 15 og 22.

Både Obama og McCain anvender autoritetsargumentet til at forstærke deres respektive etos ved

at fremstå mere troværdige i modtagernes øjne. Gennem henvisningerne til autoriteterne

tillægges argumenterne større styrke samtidig med, at autoriteternes troværdighed projekteres

over på kandidaterne. Dette forudsætter naturligvis, at der tale om en stærk autoritet, der

overvejende opfattes som værende troværdig. Hvis ikke kan argumentet have den modsatte effekt

end det tilstræbte.

8.2.2.2 Motivationsargumentet

Hvor autoritetsargumentet altså hovedsageligt er etosappellerende og således har en klar

forbindelse til de iscenesættende argumenttyper, som belyses nedenfor, henvender Jørgensen &

Onsbergs anden emotionelle argumenttype, motivationsargumentet, sig til patosappellen.

Et eksempel på det mere patosappellerende motivationsargument, finder man bl.a. på side 22:

”In the meantime, bin Laden is still out there. He is not captured. He is not killed. Al Qaeda is

resurgent”.

Det ovenstående citat indgår i en argumentationssekvens, hvor Obama forsøger at argumentere

for, at Republikanerne og McCain i løbet af George Bush’s præsidentperiode har ignoreret

Afghanistan til fordel for den militære indsats i Irak, og at dette ensidige fokus har ført en række

konsekvenser med sig. Det er bl.a. på den baggrund ikke lykkedes at fange eller slå verdens mest

eftersøgte mand, Osama bin Laden ihjel. Han er stadig på fri fod, og Al Qaeda har fået fornyede

84

kræfter. På den baggrund konkluderer han, at amerikanerne har brug for ham og Demokraterne

ved magten.

Med selve citatet spiller Obama på følelsen af frygt og uvisheden ved, at bin Laden er på fri. En

frygt og en uvished som en del amerikanere her flere år efter angrebene den 11. september måske

inderst inde stadig sidder med. Hvis følelsen af frygt er til stede hos modtageren, og Obama

formår at vække denne, er der sandsynlighed for, at han også formår at overbevise de selvsamme

individer om, at Republikanernes indgangsvinkel i forhold til Afghanistan har været forkert.

Det er således følelsen af frygt, der fungerer som den indre bevæggrund, som skal motivere

modtageren til at acceptere Obamas påstand om, at han og Demokraterne har, hvad der skal til

for at få bugt med Al Qaeda og få fat i Osama bin Laden.

Effekten af at anvende motivationsargumentet i denne sammenhæng er altså, at Obama, gennem

skabelsen af frygt hos modtagerne, får skabt tvivl om Republikanerne og McCains tilgang til

Afghanistan-indsatsen, og på denne måde gør forudsætningerne for en stemme på sig selv bedre.

Det er jo ikke lykkedes dem at få bugt med Al Qaeda og ikke mindst bin Laden, to af

hovedformålene med hele operationen, og på den baggrund har de fejlet. Hermed er der åbnet op

for, at modtagerne tager alternativet Obama og Demokraterne til sig, da de netop på baggrund af

frygten for, hvad bin Laden og Al Qaeda kan finde på at gøre mod dem, kræver øjeblikkelig

handling i forhold til Afghanistan-indsatsen. Den handling som Demokraterne ifølge Obama er

garant for.

McCain benytter sig ligeledes af motivationsargumentet. Dette fremgår bl.a af et eksempel fra

side 17, hvor McCain siger: “This is dangerous, it isn’t just naïve, it’s dangerous.”

Med motivationsargumentet og appellen gennem patos kan man som politiker spille på nogle

strenge som modtagerne ikke har kontrol over. Det enkelte individ er ikke altid herre over egne

følelser, og formår man at spille på de rette følelser, er der mulighed for at præge modtageren og

potentielt overbevise ham om gyldigheden af sine argumenter.

8.2.3 Iscenesættende argumenttyper

Efter at have fokuseret på Jørgensen & Onsbergs emotionelle argumenttyper i tv-duellen tager

analysen nu afsæt i Kromannes iscenesættende argumenttyper, der ligeledes har emotionel

85

karakter og appellerer til etos-appellen på det retoriske niveau. Analysen af de iscenesættende

argumenttyper skal således danne grundlag for en analyse af Obamas måde at konstruere og

forstærke sit etos på i forbindelse med tv-duellen.

8.2.3.1 Medløbsargumentet

En af de argumenttyper Obama anvender en del i løbet af tv-duellen er medløbsargumentet, der af

Kromannne selv egentlig klassificeres som en uplacérbar argumenttype, men som jeg mener, kan

have en iscenesættende- og etosforstærkende effekt. På den baggrund bliver denne argumenttype

altså inkluderet i denne sammenhæng.

Man ser bl.a. Obama tage medløbsargumentet i brug på side 3 i tv-duellen:

”Well, I think Senator McCain’s absolutely right that we need more responsibility, but we need it

not just when there’s a crisis.”

Det ovenstående citat fremsættes efter, at John McCain, nederst på side 2, har brugt et

ansvarlighedsargument, hvor han efterlyser mere ansvarlighed på finansmarkedet samt blandt

politikerne, og hvor han i samme moment plæderer for, at han selv er garant for denne

ansvarlighed.

Obama erklærer sig enig med McCain i, at der må udvises mere ansvarlighed på finansmarkedet og

fra politikernes side. Det, at Obama eksplicit ytrer, at han er enig med sin modstander om noget

og ikke hele tiden blot går efter for enhver pris at kritisere sin modstander og hans politik, er

udtryk for åbenhed, overskud og velvilje i forhold til modstanderen. På trods af, at de fleste nok,

politiske modstandere eller ej, kan blive enige om, at den manglende ansvarlighed har haft en

betydning for finanskrisen og enigheden ikke som sådan har baggrund i noget politisk, kan Obamas

anvendelse af medløbsargumentet i denne sammenhæng altså have en positiv effekt hos

modtagerne og være medvirkende til at opgradere hans etos, da det at være lydhør overfor

modstanderen og samtidig anlægge en anerkendende indgangsvinkel i forhold til hans

synspunkter, kan stille Obama i et positivt lys hos modtagerne.

86

Herudover etablerer Obama kort efter, at han har erklæret sig enig med McCain i forhold til

ansvarlighedsaspektet, en konflikt i argumentet og foretager et angreb på den Republikanske

politik på sundheds- og energiområdet under præsident Bush.

Her bestrider han, at Republikanerne skulle have udvist ansvarlighed og dermed også implicit, at

McCain skulle gøre dette, hvis han skulle gå hen at overtage præsidentembedet. Denne kritik

udgør således det andet element i medløbsargumentet, hvor Obama pakker kritikken af McCain

ind i det positive aspekt, der er forbundet med det, at Obama har erklæret sig enig med McCain i

noget.

Anvendelsen af denne argumenttype har således til formål dels at stille Obama i et positivt lys og

dermed forhåbentligt opjustere hans etos samtidig med, at den skal nedjustere McCains etos ved

at så tvivl om, hvorvidt han kan udvise den ansvarlighed, der er brug for som præsident.

En sådan todeling er for øvrigt et typisk træk ved medløbsargumentet. Man pakker sin kritik ind i

den erklærede enighed og sætter umiddelbart efter sit angreb på modstanderen ind.

Et andet eksempel på Obamas brug af medløbsargumentet finder man på side 13, hvor han siger

følgende som reaktion på McCains udsagn om, at man ikke offentligt kan udtale sig om et militært

angreb, hvilket McCain henviser til, at Obama skulle have gjort.

”And John I – you’re absolutely right that presidents have to be prudent in what they say.”

Obama er enig med McCain i, at man som præsident må udvise forsigtighed i forhold til sine

udtalelser og håber dermed at få pluspoint i etosmæssig forstand ved at udvise åbenhed i forhold

til sin modstanders argumenter. Umiddelbart efter enighedserklæringen fremsætter han så, i

henhold til foreskrifterne for medløbsargumentet, sin kritik af McCain.

”But you know, coming from you , who, you know, in the past has threatened extinction for North

Korea and, you know, sung songs about bombing Iran, I don’t know, you know, how credible that

is.”

87

Her forsøger Obama at så tvivl om McCains troværdighed. Obama slår således på, at McCain ikke

altid selv har udvist den forsigtighed i forbindelse med sine udtalelser i offentligheden, som han

selv efterlyser fra Obama. Udover at opgradere sin egen etos i forbindelse med den første del af

argumentet har Obama ligeledes intentioner om at nedjustere McCains ditto ved at få ham til at

fremstå som dobbelmoralsk. Det kan således være vanskeligt for en person, der åbenlyst har truet

eksempelvis Nordkorea og Iran med militære sanktioner at fremstå troværdig i modtagernes øjne.

Medløbsargumentet anvendes i adskillige tilfælde i løbet af tv-duellen. Det er dog udelukkende

Obama, som benytter sig af denne argumenttype, imens tv-duellen står på. Dette indebærer, som

beskrevet, en potentiel gevinst i form af, at tilhørerne associerer ham med positive

karakteregenskaber, samtidig med, at argumenttypen kan fungere som et effektivt angreb på

McCain. Dette aspekt belyses nærmere på det strategiske analyseniveau.

McCains manglende anvendelse af denne iscenesættende argumenttype kan få den negative

konsekvens, at han opfattes for bevidst at være tilknappet og fuldstændig afvisende i forhold til

modstanderens argumenter og synspunkter, og at han udelukkende er interesseret i at kritisere

for kritikkens skyld alene.

8.2.3.2 Selvrosargumentet

En anden af de iscenesættende argumenttyper, som er ret almindelig i forbindelse med politisk

kommunikation generelt, nærmest uanset konteksten, og som også er hyppigt forekommende hos

især McCain i tv-duellen, er selvrosargumentet. Obama anvender ligeledes denne argumenttype

på eksempelvis side 10:

”Now six years ago, I stood up and opposed this war at a time when it was politically risky to do so

because I said that not only did we not know how much it was going to cost…”

Med anvendelsen af selvrosargumentet forsøger man at forstærke sit etos ved at gøre

opmærksom på nogle positive dyder, der er forbundet til ens person, eller nogle kompetencer

man er i besiddelse af.

I det konkrete eksempel, der er skitseret ovenfor, roser Obama sig selv for at turde gå imod

strømmen og opponere imod beslutningen om at invadere Irak. Obama forsøger altså her at

88

fremstille sig selv som en handlekraftig og selvstændig politiker, som ikke bare følger flertallets

stemme og tilslutter sig denne, hvis han ikke føler, at dette er til gavn for landets bedste. Dette til

trods for, at det ifølge Obama i politisk øjemed var risikabelt at gøre dette. Hvad denne risiko helt

præcist indebærer, kommer Obama ikke nærmere ind på, men han forsøger dog her at give

modtagerne billedet af en stærk personlighed, som ikke, risiko eller ej, er bange for at gå sine egne

veje.

Nedenstående eksempel på selvrosargumentet på side 8 kommer som et svar på en tidligere kritik,

fremsat øverst på samme side, hvor McCain udtaler, at Obama i forbindelse med sit hverv som

senator ikke har været åben overfor at samarbejde med Republikanerne. Denne kritik forsøger

Obama så at svare igen på ved hjælp af selvrosargumentet.

”I’ve been in Congress but I think it is that it is also important to recognize I work with Tom

Coburn, the most conservative, one of the most conservative Republicans…”

Han forsøger altså at tilbagevise McCains udtalelse og fremhæver samtidig sig selv for netop at

være samarbejdsvillig på tværs af partiskel, idet han har samarbejdet med Republikaneren Tom

Coburn. Han har altså, modsat hvad McCain hævder, formået at skabe relationer og samarbejde

over midten i Senatet.

Den ekstra vægt i forhold til argumentet lægges ved, at Obama betegner sin samarbejdspartner,

Tom Coburn, som en af de mest konservative Republikanere. Denne lille detalje skal altså blot

tjene yderligere til Obamas ros og potentielt tilføre ham ekstra styrke i etosmæssig forstand. Han

tager samtidig til genmæle overfor McCain ved her at give et konkret eksempel på, at han kan

samarbejde over midten og så endda med ”en af de mest konservative Republikanere”.

Hvor McCain overhovedet ikke benyttede sig af medløbsargumentet er det, som nævnt, en

gennemgående tendens, at han i duellen anvender selvrosargumentet

Dette kommer eksempelvis til udtryk i forbindelse med en udtalelse på side 4, hvor McCain roser

sig selv som den ansvarlige politiker, der altid har kæmpet imod overforbruget i form af bl.a

utallige øremærkninger og statsbevillinger.

89

8.2.3.3 Ros-din-modstander-argumentet

Med henblik på at iscenesætte sig selv anvender Obama ligeledes det andet af Kromannes

argumenter, der er baseret på ros. På side 21 vælger han således at rose McCain og gør altså brug

af ros-din-modstander-argumentet.

”But because of some of the mistakes that have been made – and I give Senator McCain great

credit on the torture issue, for having identified that as something that undermines our long-term

security – because of those things, we, I think, are going to have a lot of work to do in the next

administration to restore that sense that America is that shining beacon on a hill”

I forbindelse med denne kritik af den overordnede ledelse de seneste otte år under

Republikanerne og Bush får Obama implementeret et ros-din-modstander-argument,

understregningen i citatet, midt i det hele.

Det, at han stiller sig anerkendende overfor McCains synspunkt i forhold til terroraspektet som

underminerende for USA’s image i det lange løb, fremstiller Obama som en person, som er stor

nok til at give modstanderen sin anerkendelse og komplimentere ham, når dette måtte være

berettiget. Ved ikke per definition at kritisere McCain direkte, uanset hvilke argumenter han måtte

fremføre, men i stedet maskere kritikken i form af ros i indledningen, tildeles Obama dels positive

egenskaber, men han får samtidig fremsat et angreb på Republikanerne og McCain, der er baseret

på, at de i løbet af de seneste otte år har skadet USA’s image rundt om i verden.

8.2.3.4 Ansvarlighedsargumentet

McCain benytter sig, som nævnt, af et ansvarlighedsargument på side 2, men også Obama tager i

et enkelt tilfælde denne argumenttype i anvendelse i forbindelse med sin argumentation.

Dette sker på side 14:

”And it is not true you have consistently been concerned about what happened in Afghanistan. At

one point, while you were focused on Iraq, you said well, we can muddle through…

”...You don’t muddle through stamping out the Taliban.

90

I think that is something we have to take seriously. And when I’m president, I will.”

McCain har tidligere på samme side anvendt ansvarlighedsargumentet og gjort opmærksom på, at

han besidder den nødvendige ansvarlighed i forhold til at håndtere de svære beslutninger om at

sende de amerikanske soldater i krig, da han har stor erfaring i nationale sikkerhedsspørgsmål. Her

siger han også implicit, at Obama ikke besidder den fornødne ansvarlighed.

I forbindelse med det ovennævnte tekstuddrag tager Obama ligeledes ansvarlighedsargumentet i

brug, omend dette sker mere implicit, end det var tilfældet med McCain i det ovennævnte

eksempel.

Han tager således tråden omkring ansvarlighedsaspektet i forhold til krigene i Irak og Afghanistan

op og kritiserer samtidig McCain for ikke at have udvist netop ansvarlighed, idet han har ignoreret

indsatsen i Afghanistan. Obama slutter herefter af med at fastslå, at han, som præsident, agter at

anlægge en seriøs og ansvarlig (implicit) indgangsvinkel i forhold til Afghanistan-problemet.

Anvendelsen af ansvarlighedsargumentet i denne sammenhæng kommer altså som en

modreaktion på McCains udtalelser.

8.2.3.5 Smigerargumentet

En anden af de argumenttyper, man som politiker kan anvende med henblik på potentielt at

opgradere sit etos er smigerargumentet.

Denne specifikke argumenttype er ikke en Obama benytter sig af. I forbindelse med tv-duellen har

det således ikke været muligt at identificere bare et enkelt rendyrket smigerargument anvendt af

Obama.

McCain bruger derimod smigerargumentet ved et par lejligheder. Dette ser man eksempelvis på

side 3 i teksten, ”But I have a fundamental belief in the goodness and the strength of the American

worker. And the American worker is the most productive, the most innovative.”

McCain tillægger her den amerikanske arbejder nogle positive egenskaber. De besidder godhed og

styrke samtidig med, at de er produktive og innovative. McCain konkluderer, at USA kan komme

ud af krisen med de gode amerikanske arbejderes hjælp og med McCain selv som præsident.

91

Ved at få vælgerne til at acceptere, at de besidder de positive egenskaber som McCain fremhæver,

forsøger han på samme tid at få dem til at acceptere hans konklusion. At han og Republikanerne

kan føre USA ud af finanskrisen. Samtidig har den smigrende adfærd overfor vælgerne til formål at

give McCain noget goodwill hos disse og dermed potentielt opgradere etos.

8.2.4 Anvendelsen af appelformerne

Som det tidligere blev nævnt har Jørgensen & Onsbergs argumenttyper en tæt forbindelse til

appelformerne fra den klassiske retorik, men også Perelman kvasilogiske argumenter kan sættes i

sammenhæng med logosappellen. På denne måde siger anvendelsen af de forskellige

argumenttyper noget om, hvordan Obama vælger at appellere til sine modtagere.

Brugen af argumenttyper fungerer som en god indikator for, hvilken appelform argumentationen

baseres på. Dette afsnit vil således bl.a. med udgangspunkt i de ovenfor belyste argumenttyper og

med baggrund i appelformerne undersøge, hvordan de to kandidater henvender sig til vælgerne.

Fokuserer de med andre ord på at argumentere med udgangspunkt i det rationelle ved at

appellere til logosappellen, bestræber de sig primært på at nå ud til modtagerne og overbevise

disse gennem den følelsesprægede appel, patos, eller forsøger de at kombinere appelformerne?

Dette vil blive behandlet i forbindelse med denne del af opgavens analyse, hvor Obama og

McCains konstruktion af etos i løbet af tv-duellen ligeledes vil blive belyst.

8.2.4.1 Logosappellen

Obama indleder sin allerførste talesekvens med at appellere til modtagernes rationelle

stillingtagen. Dette gør han ved at anvende et argument, som tager udgangspunkt i en forbindelse

mellem årsag og virkning. Han indleder således med at appellere til logosappellen.

Argumenter, der tager udgangspunkt i en sådan forbindelse mellem årsag og virkning, kan findes

igennem hele tv-duellen, men de anvendes i særdeleshed i forbindelse med de tre første temaer,

som alle i en eller anden udstrækning omhandler finanskrisen. Det er formentlig ikke nogen

tilfældighed, at de begge indleder deres respektive talesekvenser med at henvende sig til logos og

derefter i en eller anden grad fortsætter med at gøre dette i forbindelse med diskussionerne om

92

finanskrisen. En diskussion omkring finanskrisen og de nødvendige tiltag med henblik på at komme

ud af denne kalder mere eller mindre på argumenter med rod i det rationelle og logiske, og den

må være kendetegnet ved en vis grad af saglighed. Af den grund er det i den sammenhæng også

oplagt at tage udgangspunkt i eksempelvis talværdier, hvilket begge kandidater da også gør i form

af en del af Jørgensen & Onsbergs sammenligningsargumenter. Det er vel i det hele taget

vanskeligt at appellere ret meget til følelserne i den forbindelse uden i et eller andet omfang at

komme til at virke usaglig.

Udover argumenter med udgangspunkt i årsag-virkning finder man ligeledes kvasilogiske

argumenter i duellen. Obama benytter sig således både af dilemmaet, sammenligningen og

transitivitetsargumentet. Det førstnævnte argument anvender han til at tydeliggøre forskellen

imellem sin egen og modstanderen McCains politik, så modtagerne kan danne sig et billede af,

hvilke konsekvenser, der er forbundet med at sætte en stemme på ham og på den anden side

McCain. Herudover finder man ligeledes en række af de intellektuelle argumenttyper anvendt i

løbet af tv-duellen, hvoraf flere er blevet belyst ovenfor i begyndelsen af analysen på det retoriske

niveau. Der er således blevet fremvist eksempler på Obamas brug af henholdsvis tegnargumentet,

generaliseringsargumentet samt sammenligningsargumentet. Alle disse argumenter har

forbindelse til logosappellen.

Obama måde at anvende logosappellen på synes, duellen igennem, at være anderledes end

McCains. Hvor McCain ofte, i et eller andet omfang, inkluderer det emotionelle aspekt i

forbindelse med argumenter, der hovedsageligt appellerer til logos, bestræber Obama sig generelt

på ikke at blande for mange følelsesprægede elementer ind i argumentationen, når han tager

udgangspunkt i logosappellen. Dette bevirker, at hans argumentation, overordnet set, virker

saglig.

Samtidig ynder Obama også at bruge logosappellen i forbindelse med forsvar imod angreb fra

McCain. Dette vil fremgå af analysen på det strategiske niveau.

8.2.4.2 Patosappellen

Når man belyser Obamas anvendelse af følelsesprægede argumenter henvendt til patos, erfarer

man, at man skal et godt stykke ind i tv-duellen, før man finder eksempler på argumenter, som er

baserede på denne appelform.

93

Dette kan, som nævnt, naturligvis have noget at gøre med det emne, ordstyreren lægger ud med

at præsentere kandidaterne for. Efter fokusset på finanskrisen ser man da også i mere udpræget

grad, at begge kandidater appellerer til patos, da de begynder at fremføre motivationsargumenter

og samtidig bruge enkeltstående ord, der har et følelsesmæssigt præg over sig. Anvendelsen af

motivationsargumenterne kommer særligt til udtryk i anden halvdel af duellen, hvor diverse

udenrigspolitiske spørgsmål, herunder truslen fra Iran og det fremtidige forhold til Rusland

berøres.

Obama, der har stort fokus på at henvende sig gennem logos, holder sig dog hovedsageligt til at

anvende nogle få motivationsargumenter i forbindelse med sin argumentation med henblik på at

bryde mønstret med at appellere til intellektet gennem det kvasilogiske og rationelt funderede.

McCains argumentation bærer mere præg af patos, end det er tilfældet med Obama. Udover

ligeledes at gøre brug af motivationsargumenter, henvender han sig eksempelvis direkte til

krigsveteranerne i stærkt følelsesprægede toner. Dette ser man på side 22, hvor han på det

nærmeste kommer med en kærlighedserklæring til dem og slår fast, at han nok skal passe på dem.

Herudover anvender McCain i forbindelse med diskussionen omkring Irak-krigen, bl.a. på side 11

og 14, eksempler med baggrund i virkeligheden. Disse er stærkt følelsesladede og appellerende til

patos.

Sådanne eksempler holder Obama sig generelt fra at bringe ind i sin argumentation. Han holder sig

hele vejen igennem til at anvende relativt få motivationsargumenter som et supplement til de

logosfunderede argumenter og for at bryde det generelle mønster i sin argumentation, så

modtagernes opmærksom opretholdes.

8.2.4.3 Konstruktionen af etos

Konstruktionen af etos foregår på mange forskellige måder i løbet af hele tv-duellen. Hvis man

indledningsvis tager udgangspunkt i de iscenesættende argumenttyper, der blev analyseret

ovenfor, tegner der sig et billede af, at Obama ynder at gøre brug af medløbsargumentet, hvor han

altså, i et vist omfang, erklærer sig enig med McCain i noget. På denne måde håber Obama på, at

villigheden til at være lydhør, kan have en positiv afsmitning i forhold til den måde, modtagerne

opfatter ham på. Han håber med andre ord på, at hans etos opgraderes.

94

Der ligger dog også en anden tanke bag den omfattende brug af netop denne argumenttype.

Obama bruger, som det også fremgår af især det andet eksempel på argumentet, hvor Nordkorea

berøres, medløbsargumentet som en del af et angreb på McCain. Dette aspekt belyses mere

indgående på det strategiske analyseniveau.

Obamas ret omfattende brug af denne specifikke argumenttype, kan dog også være forbundet

med en vis risiko.129 Det, at man hele tiden erklærer sig enig, det være sig i forhold til mindre eller

større aspekter, kan eksempelvis bevirke, at folk opfatter det hele som påtaget. På denne måde

kan argumentet få den modsatte effekt end den oprindeligt tiltænkte. Det kan altså med andre ord

være med til at svække etos.

Det samme kan være tilfældet med selvrosargumentet, som både Obama men især McCain

benytter sig af med henblik på at iscenesætte dem selv. Især McCain gør meget for hele tiden at

fremhæve egne dyder, gøre opmærksom på alle de gode tiltag, han har været en del af gennem

sine mange år som senator, og påpege hvad han kan bedrive som præsident for USA. Alt sammen

har til formål at opgradere hans etos.

En af de dyder, han i særlig grad fremhæver, er sin store erfaring qua de mange år i Senatet. På

den baggrund håber han at overbevise vælgerne om, at han besidder de kompetencer, der skal til

for at blive en god præsident. McCain fremhæver bl.a. på side 22 sin store erfaring indenfor det

sikkerhedspolitiske område.

Ganske som det var tilfældet med medløbsargumentet skal man, som nævnt, være påpasselig med

ikke at overdrive brugen af selvrosargumentet, da det kan være forbundet med en negativ effekt i

etosmæssig sammenhæng. Folk kan således hurtigt vende sig imod en person, som blot står og

fremhæver sig selv for sine tidligere bedrifter og de positive aspekter ved sin person uden måske

at komme med reelle politiske tiltag, der skal gennemføres i fremtiden.

Obama holder lidt igen med selvrosargumentet i forbindelse med sin argumentation, om end der

bl.a. på side 10 og 18 findes eksempler på Obamas anvendelse af denne argumenttype. Denne

tilbageholdenhed kan skyldes det ovennævnte risikomoment.

129 Obama anvender medløbsargumentet i alt 9 gange i løbet af den halvanden time tv-duellen står på.

95

Herudover er der en tendens til at de to kandidater forsøger at iscenesætte sig selv ved at anvende

ansvarlighedsargumentet. Ikke mindst i forbindelse med det første tema, ”finanskrisen”, betoner

både Obama og McCain vigtigheden af at udvise ansvarlighed for at komme ordentligt ud af den

økonomiske recession, hvilket de hver især mener, at de er i stand til. Igen anvendes der, omend i

form af en anden argumenttype, selvros til iscenesættelsen og den potentielle forstærkning af

etos.

Udover de ovennævnte argumenttyper tager begge kandidater i adskillige tilfælde udgangspunkt i

Jørgensen & Onsbergs autoritetsargumenter. Dette sker med henblik på at overføre autoritetens

kompetencer til sig selv, hvilket kan føre en styrkelse af etos med sig.

Både Obama og McCain bruger altså diverse iscenesættende argumenttyper i bestræbelserne på

at konstruere deres etos. Obama forsøger tv-duellen igennem at konstruere sit etos på en sådan

måde, at modtagerne opfatter ham som værende en person, der er ansvarsfuld, beslutsom,

dialogsøgende, samarbejdsvillig og visionær.

McCain forsøger derimod at iscenesætte sig selv som det sikre valg, der qua sin store erfaring,

ansvarsfølelse og integritet besidder de kompetencer, der skal til for at være en god præsident.

Kandidaternes konstruktion af etosappellen vil ligeledes blive behandlet på det strategiske

analyseniveau.

8.2.5 Delkonklusion

Obama henvender sig i løbet af tv-duellen gennem alle tre appelformer, men han har dog i løbet af

hele tv-duellen stor fokus på logosappellen. I starten er der, i særdeleshed, stor fokus på appellen

til logos, hvilket til dels skyldes, at det tema, der berøres umiddelbart, er mest kompatibelt med en

argumentation, som henvender sig til intellektet og rationaliteten.

Senere bliver også mere følelsesprægede aspekter inkluderet ikke mindst, da ordstyreren ønsker,

at der skal diskuteres med udgangspunkt i temaer som Irak- og Afghanistankrigene og forholdet til

lande som Nordkorea og Iran. I den forbindelse påbegyndes anvendelsen af

motivationsargumenterne fra begge kandidaters side. Det er også i den forbindelse, at McCain

begynder at anvende stærkt følelsesladede eksempler taget fra virkelighedens verden og

derigennem oppriotere sit fokus på patosappellen. Hans anvendelse af denne specifikke

96

appelform kulminerer i slutningen af duellen, hvor han henvender sig direkte til krigsveteranerne i

stærkt følelsesprægede vendinger.

Etos bliver der fokuseret på hele vejen igennem fra Obama og McCains side. Imens tv-duellen står

på, sørger de to hele tiden for at benytte sig af en række forskellige argumenttyper af

iscenesættende karakter. De to forsøger altså hele tiden at tillægge etos ekstra styrke. Dette sker

for Obamas vedkommende i høj grad ved at gøre brug af medløbsargumentet. Herudover

inkluderer begge præsidentkandidater i vidt omfang autoriteter i forbindelse med deres

argumentation. Alt sammen har til formål at tilføje etos nogle ekstra lag i styrkemæssig forstand

og præge modtagernes opfattelse af dem som personer i en bestemt retning.

8.3 Analyse af det strategiske niveau

På det strategiske analyseniveau vil Obamas forsvars- og angrebsstrategier blive analyseret. I den

forbindelse vil det blive belyst, hvordan de to griber hinandens bolde i løbet af tv-duellen.

Foretrækker Obama eksempelvis at forsvare sig over for de angreb, som McCain fremsætter i

forbindelse med duellen, eller baserer han i højere grad sin argumentation på hele tiden at lægge

et nyt ”spin” på i form af eksempelvis et modangreb på McCain.

8.3.1 Forsvars– og angrebsstrategier

Analysen af forsvars- og angrebsstrategierne forløber med udgangspunkt i to hovedpunkter.

Disse hovedpunkter ser ud som følger:

- Forsvar som reaktion på angreb

- Angreb som reaktion på angreb

8.3.2 Forsvar som reaktion på angreb

Angreb er en vigtig del af begge kandidaters argumentation i forbindelse med tv-duellen således

også som en måde at forsvare sig på. Dette aspekt vil blive belyst i det næste afsnit. Inden dette

sker, vil der dog blive fokuseret på tilfælde, hvor Obama reagerer på McCains angreb ved på den

ene eller anden måde at stille sig i en forsvarsposition.

97

8.3.2.1 Forsvar gennem anvendelse af logosappellen

I tv-duellen forsøger Obama i flere tilfælde at forsvare sig gennem anvendelsen af logosappellen.

Dette ser man eksempelvis på side 5. Her har McCain netop hævdet, at Obama vil hæve skatterne

for hele befolkningen. Obama tager efterfølgende til genmæle og forsvarer sig ved at anvende tal.

Han nævner således, at 95 % af amerikanerne, eller med andre ord dem, som tjener mindre end

$250,000 om året, ikke vil opleve nogen skattestigning overhovedet.

I dette eksempel bevirker Obamas brug af tal, at modtagerne konkret får et overblik over, hvem

der egentlig skal have skattestigninger, og hvem der på den anden side kan føle sig på den sikre

side. I stedet for blot at gå til modangreb på McCain får Obama, ganske kort men også præcist,

redegjort for, hvem der kommer til at mærke konsekvenserne af en skattestigning. På denne måde

forsøger han altså at gendrive McCains påstand om, at Obama skulle være interesseret i at hæve

skatterne for den almene befolkning.

En anden måde at forsvare sig imod McCains angreb på illustreres på side 16. Her bruger Obama

et argument, der tager udgangspunkt i forbindelsen mellem årsag og virkning.

I denne situation har McCain netop påstået, at Obama som præsident vil mødes med eksempelvis

den iranske præsident Ahmadinejad uden forhåndsbetingelser.

Obama forsvarer sig ved at reservere sig retten til at tale med, hvem han ønsker, hvis han er af den

overbevisning, at det er til landets eget bedste rent sikkerhedsmæssigt.

Her anvender han forbindelsen mellem årsag og virkning i bestræbelserne på at henvende sig til

modtagernes fornuft og rationalitet og appellere til logos. Virkningen af ikke at indgå i dialog med

de pågældende lande er ganske enkelt, at de blot bliver mere farlige for USA og resten af verden.

Årsagen til at føre denne dialog er altså, at det er til landets eget bedste rent sikkerhedsmæssigt.

Gennem anvendelsen af forbindelsen mellem årsag og virkning kan Obama, ganske redeligt,

argumentere for, hvorfor det er nødvendigt at søge dialogen, og hvorfor man som præsident ikke

skal være kategorisk afvisende over for samtale.

Han konstaterer, at man må søge dialogen, da en af konsekvenserne ved at føre Republikanernes

strategi således er, at et land som Iran blot kommer tættere og tættere på deres mål om at

producere atomvåben.

98

De ovenstående eksempler illustrerer Obamas brug af logos i forbindelse med, at han forsvarer sig

imod McCains angreb. Strategien med at benytte logosappellen i forbindelse med forsvar imod

modpartens angreb og redegøre for sine tiltag og bevæggrundene bag implementeringen af disse

skal ses i lyset af, at det er forbundet med en vis saglighed at strukturere sin argumentation på

denne måde. Herudover står man sig som afsender bedst i ikke hele tiden at svare igen på kritik

ved selv at fremføre kritik i form af et direkte modangreb. Overdreven brug af denne

forsvarsmetode kan få den konsekvens, at modtagerne opfatter afsenderen som unødigt aggressiv

i sin fremtoning og uvillig til at forholde sig til sin modstanders argumentation. Det er derfor i visse

tilfælde gunstigt stille og roligt at fremstille egne argumenter og redegøre for disse ved at

henvende sig til modtagernes fornuft.

McCain benytter sig også af logos i visse tilfælde, når han forsvarer sig overfor Obamas angreb.

Han anvender eksempelvis et sammenligningsargument med udgangspunkt i tal på side 5. Det er

dog sjældent, at han forsvarer sig ved konkret at argumentere for, hvilke tiltag han vil

gennnemføre. McCain fokuserer i den forbindelse mere på etosappellen, hvilket ligeledes er et

aspekt, både han og Obama er opmærksomme på i forbindelse med deres modangreb.

8.3.2.2 Forsvar gennem etosappellen

Hvor Obama altså i forbindelse med de situationer, hvor han er i forsvarsposition overfor McCain,

primært fokuserer på at appellere til logos, anlægger McCain, overordnet set, en lidt anden

indgangsvinkel.

Han fokuserer i stedet på etosappellen i forbindelse med mange af de talesekvenser, hvor han

strukturerer sin argumentation på et forsvar imod et angreb fra Obama.

Dette indebærer først og fremmest forsvar gennem anvendelse af selvrosargumentet. Dette

kommer eksempelvis til udtryk på side 9. Umiddelbart inden McCain indleder sin talesekvens, har

Obama angrebet ham og hævdet, at han, de otte år med Bush taget i betragtning, ikke vil være i

stand til at tage ansvar og kontrollere forbruget. Han har trods alt stemt for alle de budgetter Bush

har fremlagt i forbindelse med sine otte år i Det Hvide Hus.

Som forsvar på Obamas angreb gør McCain opmærksom på, at han igennem tiden har modsat sig

præsident Bush på områder som forbrug, klimaforandringer og tortur af fanger. I den forbindelse

99

roser han sig selv for at være senatets enegænger, som tør gå imod strømmen indenfor det

Republikanske parti, også hvis det indebærer at erklære sig uenig med eksempelvis Bush.

Dermed siger han implicit, at han, på baggrund af sin historie i Senatet, er velegnet til at

kontrollere forbruget. Med denne måde at forsvare sig på forsøger McCain altså at bevise, at han

som præsident er i stand til at kontrollere forbruget og appellerer i den forbindelse til etos med

det formål at styrke dette hos sig selv.

Denne fremgangsmåde, hvor selvrosargumentet fungerer som en forsvarsmekanisme, ser man, til

forskel fra Obama, McCain benytte sig af i flere tilfælde. Dette er bl.a. tilfældet på side 6 og på side

9, hvor han igen fremhæver sig selv som en person, der har kæmpet for at holde forbruget nede.

Obama bruger mere etosappellen i forbindelse med modangreb, hvilket vil fremgå af afsnit

8.3.3.1.

8.3.3 Modangreb som reaktion på angreb

Politikere anvender dog ikke så sjældent modangreb i stedet for at indtage en forsvarsposition, når

de bliver udsat for angreb af deres modstander. Dette er således også tilfældet i denne tv-duel,

hvor både Obama og McCain gør flittig brug af angreb som en reaktion på et angreb rettet mod

dem selv. I dette afsnit analyseres nogle af de eksempler, hvor de to kandidater bruger et angreb

som et forsvar.

8.3.3.1 Modangreb gennem medløbsargumentet

Obama benytter sig særligt af ét bestemt element, når han forsøger at iscenesætte et modangreb

på McCain, nemlig medløbsargumentet. På trods af at man med denne argumenttype

indledningsvis erklærer sig enig med sin modstander i noget med en etosoptimering for øje, har

den, som det fremgår af analysen på det retoriske niveau, ligeledes et offensivt formål, idet man

typisk, umiddelbart efter den erklærede enighed, fremsætter et direkte angreb på sin modstander.

På den baggrund vil der i dette afsnit blive fokuseret på Obamas måde at angribe McCain på

gennem anvendelsen af denne specifikke argumenttype.

Et af de steder i tv-duellen, hvor Obama for alvor fremsætter direkte angreb på McCain med

udgangspunkt i medløbsargumentet, er i forbindelse med temaet omhandlende Afghanistan-

100

krigen. På side 13 anvender Obama således medløbsargumentet to gange umiddelbart efter

hinanden.

I det første eksempel, der ligeledes blev illustreret i forbindelse med analysen på det retoriske

niveau, indleder han med at sige, at han er enig med McCain i, at man skal være forsigtig med,

hvad man siger. Dette udsagn kommer efter, at McCain har angrebet ham og kritiseret ham for

dels at ville lave militære operationer i Pakistan og dels at have talt om dette i offentligheden.

Umiddelbart efter sættes Obamas angreb ind, idet han påpeger, at McCain netop ikke har udvist

denne forsigtighed, da han åbenlyst har truet med at bombe og tilintetgøre Nordkorea.

Ved hjælp af dette medløbsargument besvarer Obama McCains angreb ved at fremsætte et

modangreb. Han stiller sig ikke i forsvarsposition, men går i kødet på sin modkandidat og forsøger

at vende McCains formaninger om forsigtighed imod ham.

Angrebet kan da også potentielt være medvirkende til at svække McCains etos, hvis modtagerne,

på baggrund af hans tilsyneladende egen mangel på forsigtighed i forhold til Nordkorea, opfatter

ham for at være utroværdig. Troværdighedsaspektet vender jeg tilbage til i slutningen af dette

afsnit.

Ved at fremsætte sine modangreb på McCain med udgangspunkt i medløbsargumentet kan

Obama altså, som det blev beskrevet i forbindelse med analysen på det retoriske niveau, dels ved

først at erklære sig enig med modstanderen, optimere sit eget etos samtidig med, at argumentet

kan have den effekt, at det medvirker til at svække modstanderens etos.

I den selv samme sekvens tager Obama igen, umiddelbart efter, medløbsargumentet i brug. Denne

gang erklærer han sig enig med McCain i, at situationen i Afghanistan og Pakistan ikke er nem at

håndtere. Når det er sagt, går Obama til angreb på Republikanerne og McCain med udgangspunkt i

den strategi, den siddende regering har ført i forhold til indsatsen i Afghanistan og angrebene i de

pakistanske grænseområder. I den forbindelse slår han på den passivitet og mangel på

handlekraft, der er blevet udvist, og antyder i den sammenhæng implicit, at man ved at stemme

på McCain blot vil se en fortsættelse af den forfejlede strategi. Samtidig præsenterer han sig selv

som det alternativ, som kan træffe de rette beslutninger med henblik på at komme de mange

problemer til livs.

8.3.3.2 Modangreb gennem etosappellen

101

Etosappellen spiller, som det var tilfældet i forhold til kandidaternes forsvar som reaktion på

angreb, også en væsentlig rolle, i forbindelse med både Obama og McCains måde at strukturere

deres modangreb på.

Hvor især McCain forsvarede sig gennem anvendelsen af selvrosargumentet og derigennem havde

til hensigt at opgradere sit etos, forsøger begge kandidater igennem deres modangreb da også i

flere tilfælde at devaluere modstanderens etos. Dette gør de ved mere eller mindre eksplicit at

fokusere på nogle forskellige dyder, kompetencer eller personlige egenskaber, som modparten

ikke er i besiddelse af. På denne måde håber man selvfølgelig på, at man kan få skabt tvivl hos

vælgerne om, hvorvidt modstanderen har det, der skal til for at bestride hvervet som præsident.

Obama forsøger bl.a. på side 13 og side 19 at dekonstruere eller nedjustere McCains etos ved at

skabe tvivl om hans troværdighed.

I det første eksempel på side 13, hvor Obama i forbindelse med sit medløbsargument henviser til,

at McCain på et tidspunkt har udtalt, at han vil bombe og tilintetgøre Nordkorea, sætter Obama

eksplicit spørgsmålstegn ved sin modkandidats troværdighed, idet McCain netop har kritiseret

Obama for at tale åbenlyst om militære operationer i Pakistan.

Troværdighed er det fundamentale element i forhold til et stærkt etos, og det er således en

forudsætning for, at man kan gøre sig forhåbninger om at skabe overbevisning gennem

argumentationen. Det er derfor næppe nogen tilfældighed, at Obama her fokuserer på dette

element. Hvis det kan lykkes ham at skabe tvivl om McCains troværdighed og dermed hans

karakter, kan det få konsekvenser for den republikanske præsidentkandidat i forhold til at

overbevise vælgerne om at sætte deres stemme på ham.

McCain gør ligeledes brug af strategien med at forsvare sig imod et angreb ved at fremføre et

modangreb med basis i en devaluering af modstanders etos. Dette kan man bl.a. observere på side

3 og 4 samt i to passager på side 7.

Udover det at anfægte det fundamentale element, troværdighed, ved sin modstander, opbygger

Obama og McCain ligeledes deres modangreb ved at skabe tvivl omkring andre af modpartens

kompetencer og egenskaber. Begge kandidater fokuserer således meget på ansvarlighedsbegrebet

og forsøger herigennem i forbindelse med forskellige talesituationer at redegøre for

modstanderens mangel på netop dette. Dette ser man eksempelvis McCain gøre på side 6 og 11,

mens Obama benytter sig af denne strategi på side 14.

102

Ydermere slår McCain meget på erfaringsaspektet. Han er ikke sen til at påpege, at Obama på

grund af de få år han har siddet i Senatet, ikke besidder den erfaring, man nødvendigvis må have

som amerikansk præsident. Dette ser man f.eks. på side 17 og på side 22.

8.3.4 Delkonklusion

Generelt må man sige, at begge kandidater ynder at besvare modkandidatens angreb med et

modangreb. Obama benytter dog i visse tilfælde logos, når han befinder sig i en forsvarsposition,

og han forsøger i den forbindelse at komme med saglige redegørelser som en reaktion på McCains

angreb i stedet for per definition straks at fremføre et modangreb. Dette sker bl.a. ved at anvende

argumenter, som tager udgangspunkt i en forbindelse mellem årsag og virkning.

McCain fokuserer både, når han er i forsvarsposition i forhold til Obamas angreb, og når han går

direkte til modangreb, på at optimere eget etos og samtidig dekonstruere Obamas.

Obama tager ligeledes udgangspunkt i etosappellen, når han fremsætter sine modangreb på

McCains angreb. Her forsøger han at sætte spørgsmålstegn ved McCains troværdighed for på

denne måde at skabe en etossvækkende effekt. I den forbindelse anvender han ofte

medløbsargumentet dels som en del af sin modangrebsstrategi, og ligeledes med henblik på at

styrke sit eget etos.

8.4 Analyse på validitetsniveauet

Det sidste analyseniveau er validitetsniveauet, hvor der fokuseres på henholdsvis den logiske

validitet og den emotionelle validitet. Formålet er således at fastslå, hvorvidt Obamas

argumentation, generelt, kan betegnes som værende gyldig set ud fra de to opfattelser.

I forhold til den logiske validitet tages der udgangspunkt i Toulmins validitetsbegreb. Selve

analysen med baggrund i dette begreb vil således blive baseret på argumentmodellen. Denne

model blev ligeledes anvendt i forbindelse med analysen af argumentationssekvenserne på

argumentationsniveauet.

Den emotionelle validitet bygger på den enkelte modtagers opfattelse af, om der er tale om et

gyldigt argument. På den baggrund lægges undertegnedes egen opfattelse af argumentationen

altså til grund for vurderingen af validiteten.

103

8.4.1 Den logiske validitet

I forhold til analysen af den logiske validitet vender jeg, for en kort bemærkning, igen blikket imod

eksemplet, der blev præsenteret i forbindelse med analysen af argumentationssekvenserne i

afsnit 8.1.1.

Her blev der valgt en argumentationssekvens fra Obama ud. Med udgangspunkt i

argumentmodellen blev påstanden, belægget og hjemlen identificeret med henblik på at vise,

hvordan et argument ser ud.

Den pågældende argumentationssekvens indeholdt, som det fremgår, de faste elementer, der er

nødvendige i henhold til at kunne erklære et argument for logisk gyldigt. Dette alene er dog ikke

en garanti for logisk gyldighed. De faste elementer skal ligeledes være struktureret på en bestemt

måde. Hvis de faste elementer er indrettet med baggrund i strukturen,(B); (H); så (P), kan det

pågældende argument, som det fremgår af teoriafsnittet, siges at være formelt gyldigt. Netop

denne struktur forekommer i forbindelse med den argumentationssekvens, der blev anvendt på

argumentationsniveauet. Man kan med andre ord fastslå, at det pågældende argument er logisk

eller formelt gyldigt.

Dette enkeltstående eksempel er naturligvis ikke tilstrækkeligt til at kunne foretage en generel

vurdering af, hvorvidt Obamas argumentation i forbindelse med tv-duellen kan siges at være

gyldig. I den forbindelse kan nogle af de argumenter der tager udgangspunkt i en forbindelse

mellem årsag og virkning, være brugbare. Som det fremgår af analyseafsnittet omhandlende de

empiriske argumenter, er de skitserede argumenter bygget op, så de indeholder et belæg og en

hjemmel indeholdende en årsag, der ligger til grund for fremførelsen af en påstand, som

inkluderer en virkning. Dette indikerer, at der formelt og logisk set er tale om valide argumenter.

Netop dette slags argument bliver brugt ved flere lejligheder af Obama i forbindelse med tv-

duellen. Der forefindes bl.a. eksempler på side 1, 6, 7 og 18. Obama påstår således, typisk med

udgangspunkt i McCain og Republikanernes handlinger, at man har set eller vil kunne se en

virkning af den pågældende handling.

På baggrund af disse argumenter baseret på årsag-virkning er der grobund for at påstå, at Obamas

argumentation kan betegnes som værende logisk gyldig i henhold til Toulmins model.

104

Herudover tager Obama forskellige af Jørgensen & Onsbergs argumenttyper i brug igennem tv-

duellen. Netop disse argumenttyper, som blev gennemgået i forbindelse med teoriafsnittet, kan

være brugbare i forhold til at godtgøre, hvorvidt Obamas argumentation er logisk valid.

De to teoretikere bygger deres redegørelse for deres syv argumenttyper op på Toulmins

argumentmodel og altså den ovennævnte struktur for, hvordan man opbygger et logisk gyldigt

argument. Med henblik på at fastsætte den generelle validitet af Obamas argumentation, er det

derfor nærliggende at fokusere på hans brug af de pågældende argumenttyper som indikator for

denne.

På det retoriske analyseniveau så man eksempler på Obamas brug af henholdsvis tegnargumentet,

generaliseringsargumentet, sammenligningsargumentet, autoritetsargumentet samt

motivationsargumentet. Disse er blot nogle af eksemplerne på Obamas brug af de intellektuelle-

og emotionelle argumenttyper.

Alle disse argumenttyper har rod i Toulmins argumentmodel og indeholder således de faste

elementer henholdsvis et belæg og en hjemmel og en påstand. De er altså struktureret i henhold

til det ovenfor skitserede mønster som Toulmin lægger til grund for den logiske validitet. Igen

finder man altså eksempler på, at Obama anvender værktøjer, som bevirker, at argumentationen

formelt set kan betegnes som værende valid.

8.4.2 Den emotionelle validitet

Som det tidligere er blevet beskrevet, vil analysen af Obamas argumentation baseret på den

emotionelle validitet være et resultat af undertegnedes egen fortolkning af, hvorvidt denne kan

betegnes som valid.

Med henblik på at fortolke, hvorvidt jeg mener, at Obamas argumentation kan betegnes som valid,

vil der blive fokuseret på måden, hvorpå Obama vælger at appellere til modtagerne i løbet af tv-

duellen. Appelformerne vil med andre ord blive lagt til grund for den emotionelle vurdering af

validiteten. Obamas strategi i forhold til, hvordan han kombinerer disse, kan være medvirkende til

at sige noget om, hvordan hans argumentation virker, og om den synes at være overbevisende og

dermed emotionelt valid.

Som det tidligere er blevet beskrevet, lægger Obama i tv-duellen ud med at henvende sig til logos.

Dette gør han bl.a. ved at anvende argumenter, der er baseret på forbindelsen mellem årsag og

105

virkning og sammenligningsargumenter med udgangspunkt i tal. Han forsøger altså fra starten at

give sin argumentation et præg af saglighed, hvilket fungerer godt i denne sammenhæng, ikke

mindst temaet taget i betragtning. Logosappellen anvendes kontinuerligt af Obama igennem hele

duellen. Samtidig er Obama dog opmærksom på at supplere sin argumentation med det

patosappellerende element, motivationsargumentet, alt imens han hele tiden har fokus på at

”booste” sit etos, hvilket han især forsøger at gøre ved hjælp af medløbsargumentet.

Obama formår altså, ganske som anbefalingerne foreskriver det, at kombinere appellen til logos

med appellen til følelserne og patos, hvilket særligt ses i duellens sidste del. Samtidig er han hele

vejen igennem bevidst om og opmærksom på konstruktionen af etos. Med en

argumentationsstrategi som tager højde for og inkluderer alle disse aspekter, har man som

afsender gode forudsætninger for at skabe overbevisning hos sine modtagere. På den baggrund

kan man sige, at Obamas argumentation er valid.

Et andet aspekt, der er medvirkende til, at jeg vil betegne Obamas argumentation for

overbevisende og dermed gyldig, har noget at gøre med det strategiske niveau. I forhold til

Obamas måde at strukturere sine forsvar og angreb på, når han griber McCains bolde, får han i det

store hele skabt en god kombination af saglig argumentation som forsvar på angreb og reaktionen

gennem modangreb. Han reagerer ikke per definition ved altid at kritisere McCain, men forholder

sig heller ikke for passiv, hvilket potentielt kunne resultere i, at man anså ham for at være en

anelse svag. Han får således skabt en god kombination af forsvar, der bunder i mere eller mindre

saglige argumentationsmønstre samtidig med, at han ikke går af vejen for at fremføre modangreb

på McCain som en måde at forsvare sig selv på.

Denne variation er væsentlig og medvirkende til i den sidste ende at gøre Obamas argumentation

overbevisende, og det er endnu en af grundene til, at jeg, ud fra den emotionelle indgangsvinkel,

overordnet set, vil karakterisere Obamas argumentation som værende valid.

For at opsummere så vurderer jeg, at Obamas argumentation ud fra både et logisk, formelt og et

emotionelt synspunkt må betragtes for, generelt, at være valid.

8.5 Sammenfatning

Den ovenstående analyse har vist, at et gennemgående træk ved Obamas argumentation i

forbindelse med tv-duellen er, at han i høj grad grad bestræber sig på at anvende logosappellen

med henblik på at overbevise modtagerne om sine argumenter.

106

Appellen til fornuften og intellektet hos stakeholderne søger han at skabe ved at anvende

kvasilogiske argumenter. Dilemmaet og transitivitetsargumentet tages således i anvendelse,

hvilket fremgår af analysen på argumentationsniveauet. Dette sker med henblik på at gøre

argumentationen saglig.

I den forbindelse spiller i særdeleshed også de empiriske argumenter en væsentlig rolle. Obama

anvender således i flere tilfælde argumenter, der er baseret på en forbindelse mellem årsag og

virkning. Dette sker dels for at gøre argumentationen saglig, men har ligeledes det formål at

differentiere Obama fra sin modstander gennem en eksplicitering af, hvilke negative

konsekvenser, der er forbundet med at sætte sin stemme på McCain og omvendt, hvilke positive

følger det fører med sig at bakke op omkring Obama selv.

Udover anvendelsen af de ovennævnte argumenter indikerer Obamas brug af de intellektuelle

argumenttyper en ret konsekvent stræben efter saglighed i argumentationen gennem appellen til

logos.

Inkluderingen af diverse motivationsargumenter bevirker dog, at Obama formår at nuancere sin

argumentation. Dette aspekt medvirker til, at tilhørerne ikke mister interessen, hvilket der er risiko

for, hvis man udelukkende anvender logosappellerende argumenter og ensidigt tager

udgangspunkt i tal og statistikker. Med disse motivationsargumenter, som især kommer til udtryk i

forbindelse med temaerne omhandlende Irak- og Afghanistankrigene, henvender Obama sig mere

til modtagernes følelser gennem patosappellen, end det før har været tilfældet.

Etosappellen er, måske ikke overraskende, et væsentligt fokusområde for både Obama og McCain.

Der findes således adskillige eksempler på anvendelsen af de iscenesættende argumenttyper i

løbet af duellen. Obama bekender sig til medløbsargumentet, hvor han potentielt kan forstærke sit

eget etos og i samme ombæring fremsætte et angreb på modparten. Dette sker ofte med henblik

på at svække McCains etos. McCain benytter sig derimod i flere tilfælde af selvrosargumentet i

sine bestræbelser på at opgradere etos.

Årsagen til denne omfattende anvendelse af iscenesættende argumenttyper med henblik på at

forstærke dette skal måske ses i lyset af udviklingen på den politiske scene og indenfor den

politiske kommunikation. En udvikling, som blev beskrevet i forbindelse med det rammeteoretiske

kapitel. Her er det, med indtrædenen i det Vigsø kalder den postmoderne fase, i større omfang

blevet nødvendigt at positionere sig som politiker og parti, hvis man vil gøre sig forhåbninger om

107

at trænge igennem til vælgerne. Dette kan man blandt andet gøre ved at fokusere på

positioneringen af imaget gennem etosapellen.

Samtidig er troværdighed til stadighed et nøgleord for en politiker, hvilket er endnu en årsag til at

både Obama og McCain koncentrerer sig om dels at styrke eget etos og på den anden side svække

modstanderens. Det er ganske enkelt nødvendigt som politiker at have troværdighedsaspektet i

tankerne.

Ud fra analyserne, der forløb på det strategiske niveau, så man da også, at henvendelsen til

etosappellen spillede en stor rolle for begge kandidater i forbindelse med de strategier, de hver

især anvendte med henblik på at forsvare sig imod og angribe modstanderen. Obama benyttede

sig her, når han skulle gå til modangreb på McCain, igen i flere tilfælde af medløbsargumentet.

Umiddelbart er der ingen af de to kandidater, der får hverken svækket eller forstærket deres etos i

løbet af tv-duellen. Jeg er således af den overbevisning, at begge kandidater kommer ud af denne

kommunikationssituation uden at lide skade på troværdighedskontoen og uden, at der kan

identificeres nævneværdige etosmæssige forandringer.

Hvad angår validiteten, synes Obamas argumentation, set ud fra Toulmins logisk, formelle

perspektiv, overordnet set, at være gyldig. Obama følger, med bl.a. argumenterne, baseret på

forbindelsen mellem årsag og virkning og de intellektuelle argumenttyper, argumentmodellens

struktur og inkluderer de faste elementer, belæg, påstand og hjemmel, i sine argumenter.

Med udgangspunkt i den emotionelle validitet, der altså ikke er baseret på en model, men

modtagerens egen opfattelse af, hvorvidt argumentationen er valid qua graden af overbevisning,

denne formår at skabe hos den enkelte, mener jeg ligeledes, at der er grobund for at hævde, at

der er tale om gyldig argumentation.

For det første bestræber Obama sig på at fremsætte saglige argumenter med udgangspunkt i

logosappellen samtidig med, at han formår at kombinere disse med mere følelsesprægede

argumenter henvendt til patos. Dette bevirker, at man som modtager ikke mister interessen.

For det andet skaber Obama med sine forsvars- og angrebsstrategier en god kombination af

forsvarssekvenser, hvor han med fremførelsen af saglige argumenter får svaret igen på McCains

angreb. På den anden side sørger han med veltilrettelagte modangreb for ikke at fremstå for

passiv og svag i modtagerens øjne, når han skal reagere på McCains angreb. Uanset om der er tale

108

om den ene eller den anden strategi, formår Obama at gribe McCains bolde, og han bestræber sig

altså på ikke at undvige, når der fremsættes angreb imod ham.

På den baggrund er jeg af den overbevisning, at Obamas argumentation kan siges at være

emotionelt valid.

9. Konklusion

Det overordnede formål med opgaven var at analysere Barack Obamas strategiske kommunikation

med henblik på at belyse, hvordan han når ud til stakeholderne eller vælgerne og i den

sammenhæng vurdere, hvorvidt kommunikationen, set ud fra et retorisk og

109

argumentationsmæssigt synspunkt, kan siges at være god. Den overordnede ramme for opgaven

var således den politiske kommunikation.

Analyseresultaterne, der er fremkommet på baggrund af analysemodellen og dens fire niveauer,

viser, at Obama ofte brugte argumenter, der er baseret på en forbindelse mellem årsag og virkning

samt forskellige intellektuelle argumenttyper. Med disse argumenter fremsatte han en påstand,

støttede den med et belæg og forbandt de to elementer med en hjemmel. På den baggrund kan

Obamas argumentation, overordnet set, i henhold til Toulmins argumentmodel, karakteriseres

som værende logisk og formelt valid.

Samtidig fremgår det, at Obama ofte anvender logosappellen i bestræbelserne på at nå ud til sine

stakeholdere. Dette indikerer i et eller andet omfang tilstedeværelsen af saglighed i forbindelse

med argumentationen. Netop saglighedsaspektet er væsentligt med henblik på som politiker at nå

ud til sine vælgere.

Herudover har Obama stor fokus på etosappellen i forhold til kommunikationen med og

argumentationen henvendt til vælgerne. Han bestræber sig således, bl.a. gennem anvendelsen af

medløbsargumentet, hele duellen igennem på at forstærke eller som minimum opretholde sit etos

ved at komme til at fremstå så troværdigt som muligt i modtagernes øjne. Dette sker ligeledes ved,

at Obama forsøger at fremstille sig selv på en speciel måde som en person indeholdende nogle

specifikke, positive karaktertræk. Han forsøger således i løbet af tv-duellen at fremstå som en

person, der er ansvarsfuld, beslutsom, dialogsøgende, samarbejdsvillig og visionær.

Det ser ikke ud til, at Obama i den forbindelse har tabt på etoskontoen. Omvendt kan det dog

heller ikke påvises, at der er sket forbedringer af det pågældende etos, imens tv-duellen har stået

på. Det kunne altså tyde på, at Obama, som minimum har opretholdt det etos, han gik ind til

duellen med.

På baggrund af de ovenstående aspekter er jeg af den overbevisning, at Obamas argumentation,

udover at være logisk og formelt gyldigt, som det blev konkluderet ovenfor, ligeledes kan betegnes

som værende emotionelt valid.

Argumentationen, herunder de anvendte argumenter og argumenttyper, er ofte baseret på

logosappellen, hvilket gør den saglig, men samtidig formår Obama også at opretholde interessen

ved fra tid til anden at anvende patosappellen. Herudover fremstår de anvendte forsvars- og

110

angrebsstrategier, med kombinationen af deciderede forsvar imod McCains angreb samt direkte

modangreb som en reaktion på disse, veltilrettelagte og velvalgte. Overordnet set formår han

desuden at kombinere brugen af appelformerne i løbet af duellen, hvilket er ønskværdigt med

henblik på at skabe overbevisning og dermed emotionel validitet hos sine stakeholdere.

Det er ikke muligt på baggrund af den logiske og formelle validitet at fastlægge, hvorvidt Obamas

argumentation kan karakteriseres som god eller ej.

Med udgangspunkt i de ovenstående resultater fra analysen af tv-duellen og med udgangspunkt i

den emotionelle validitet kan man dog hævde, at Obamas strategiske kommunikation og

argumentation er god.

En strategi opbygget på en argumentation, som er baseret på saglighed, kan opfattes som formelt

og logisk gyldig, er interessant, inkluderer de rette forsvars– og angrebsstrategier og formår at

positionere afsenderen gennem anvendelsen af etosappellen og derigennem som minimum at

opretholde hans troværdighed i modtagernes øjne, må siges at have forudsætningerne for at

kunne betegnes som god.

10. PerspektiveringEfter at have foretaget en analyse af Obamas strategiske kommunikation i den udvalgte tv-duel

med udgangspunkt i henholdsvis retorikken og argumentationsteorien, er det nærliggende at

fokusere lidt på nogle af de aspekter, som ikke er blevet behandlet i forbindelse med denne

opgave, men som kunne have været relevante i den sammenhæng.

111

Først og fremmest kunne man have valgt at fokusere på Obamas non-verbale kommunikation,

d.v.s. hans mimik og kropssprog, med henblik på at undersøge, hvilken betydning denne faktor

kunne have haft i forhold til overordnede strategiske kommunikation og i forhold til at nå ud til

vælgerne. Dette ville dog naturligvis have krævet, at selve tv-duellen skulle ligge til grund for selve

analysen i stedet for kun en transkriberet udgave af denne.

Herudover kunne man, i analytisk forstand, have bevæget sig længere ned i Obamas retorik og

argumentation. Der kunne med andre ord være foretaget deciderede analyser på ordniveauet. De

enkelte ord, eksempelvis af følelsesmæssig karakter, en kandidat anvender, i forbindelse med sin

argumentation, kan måske have haft en betydning for, hvor effektiv denne i den sidste ende viser

sig at være. I denne opgave er der dog hovedsageligt blevet fokuseret på sætningsniveauet. Denne

beslutning er taget ud fra en plads- og omfangsmæssig betragtning.

Ydermere kunne det have været interessant, om muligt, at finde ud af, hvem der i realiteten

”vandt” tv-duellen. Dette kunne i så fald være medvirkende til at sige noget om Obamas

kommunikation og argumentation. Til det formål ville det være nødvendigt at tage udgangspunkt i

eventuelle undersøgelser af vælgernes opfattelse af, hvem der kom bedst ud af debatten. Samtidig

kunne man tage udgangspunkt i Jørgensen et. al., som på baggrund af en række tv-programmer

undersøger, hvilke faktorer, der kan være medvirkende til at skabe overbevisning i forbindelse

med offentlige debatter.130

Antal tegn: 182.044

11. LitteraturlisteBøger:

Aristoteles (1996). Retorik. København : Museum Tusculanums Forlag.

Axelsen, Jens (1997): Gyldendals Røde Ordbog (elektronisk udgave), København K : Gyldensdals

Forlag.130 C. Jørgensen et. al.: Retorik der flytter stemmer : hvordan man overbeviser i offentlig debat, København 1995.

112

Benoit, W. L. (1992). Readings in argumentation. Berlin : Foris.

Bro, P., Jønsson, R. & Larsen, O. (red.) (2006). Politisk journalistik og kommunikation. Frederiksberg

C : Forlaget Samfundslitteratur.

Fuglsang, L. & Bitsch Olsen, P. (2003) (red.). Videnskabsteori i samfundvidenskaberne : på tværs af

fagkulturer og paradigmer. Frederiksberg : Roskilde Universitetsforlag.

Hitchcock, D. & Verheij, B. (red.) (2006). Arguing on the Toulmin model. New Essays in argument

analysis and evaluation. Dordrecht : Springer.

Jønsson, R. (red.) et. al. (2001): Professionaliseringen af den politiske kommunikation, Kolding :

Labcom Litteratur.

Jørgensen, C. & Onsberg, M. (2008): Praktisk Argumentation. København : Ingeniøren-bøger.

Jørgensen, C & Villadsen, L. (red.) (2009). Retorik. Teori og praksis, Frederiksberg C :

Samfundslitteratur.

Kromanne, H-M. (2001). Som de dog ka’ sige det! : politisk retorik under lup. Århus : Systime.

McCroskey, J.C. (2005). An introduction to rhetorical communication. Boston, Massachusetts :

Allyn and Bacon.

McNair, B. (1999). An introduction to political communication. London : Routledge.

Merkelsen, H. (2007). Magt og medier : en introduktion. Frederiksberg : Samfundslitteratur.

Perelman, C. (2005). Retorikkens rige: retorik og argumentation. København : Hans Reitzels Forlag

113

Rasmussen, F. (2007). Massemedier og politisk kommunikation. København Ø : Forlaget Columbus.

Toulmin, S. E. (2003). The uses of argument. Cambridge : Cambridge University Press.

Sekundær litteratur:

Jørgensen, C. et. al. (1995), Retorik der flytter stemmer : hvordan man overbeviser i offentlig debat,

København : Gyldendal.

Internet:

Transcript of first presidential debate (CNN):

http://edition.cnn.com/2008/POLITICS/09/26/debate.mississippi.transcript/

114