OKTOBER KVARTAL 2009 NR. 5 FRA INDHOLDET · OKTOBER KVARTAL 2009 NR. 5 FRA INDHOLDET: Leder: Demokratiets elendighed Civil ulydighed – gå til modstand Notater om tidligere tanker

OKTOBER KVARTAL 2009

NR. 5

FRA INDHOLDET:

Leder: Demokratietselendighed

Civil ulydighed – gå tilmodstand

Notater om tidligere tankerom et forenet Europa

Angst og fremmedhad

9 teser: For oprør i verden

Byd magten trods

2. verdenskrigs optakt, myter og fakta

Pædagogik – sindelags -kontrollens stærkeste våben

Militærkuppet i Honduras

Eurofascisme?

Sovjetiske Spaniens-frivilligeskal hædres

Børn bag tremmer

2 l Antifascistisk Forum nr. 5

Udgivet af:Foreningen Antifascistisk Forum

Ledelse:Formand og politisk red.: Anton NielsenAnsvarsh. redaktør: Flemming HybertMedl. af redaktionen: Egon LaugesenKasserer: Dennie Ditzel

ISSN nr.: 1903–5152

Grafisk design: Karen HedegaardTryk: Kailow GraphicFotos: Arbejderen Forside: Leo Scherfig

Abonnement: 200 kr. pr. år (4 nr.)Giro nr.: 3627 – 10320879

Løssalg: 50 kr.

Henvendelse om Antifascistisk Forum til:Anton Nielsen, Møllevej 17, 3650 ØlstykkeMail: [email protected]. 47 17 90 69

Oplag: 2.150 eksemplarer

Eftertryk og citater er tilladt under forud-sætning af korrekt og fuldstændig kilde-angivelse, herunder af forfatternavnet.

Antifascistisk Forums redaktion står ikkei alle tilfælde inde for indholdet i debragte artikler. Artiklerne bringes, fordiredaktionen finder, at artiklerne kvalifi-ceret bidrager til en bedre erkendelse afde emner og problemstillinger, der falderind under tidsskriftets formål.

Deadline næste nummer: 8. februar 2010

Leder

Demokratiets elendighedDanmark er et land i krig. Otteogtyve dan-ske soldater er i skrivende stund blevetdræbt i Afghanistan (okt. 09). De bliveralle stedt til hvile under fuld militærhonnør, mens krigsminister Søren Gadeser til med tårerne trillende ned ad kin-derne. Et ubehageligt syn. Et mageløsthykleri, som helt forståeligt giver man-ge politisk kvalme.

Dog var og er der stadig nogle, somkun kan se en venlig rund mand med etsprog, der giver mindelser om “Komi-ske Ali”. Far her – soldatens sande ven.

“Det smerter mig, at endnu endansk soldat har mistet livet...”, udtaltehan fra et NATO-topmøde i Bratislava,hvor chefen for terrornetværket, AndersFogh Rasmussen samtidig krævede fle-re soldater og flere penge til krigen iAfghanistan.

Han virker efterhånden som en mu-tant, som automatisk lirer sine indlærtereplikker af.

Men efter “Jægerbogen” – den danskesom den “arabiske” udgave – og detspind af løgne, som fulgte i kølvandetpå forsvarsledelsens, ministeriets ogkrigsministerens forsøg på at forhindredens udgivelse, burde hans dage somminister have været talte – var der bareen smule retfærdighed til.

Bogen skulle angiveligt være entrussel mod statens sikkerhed – og heltaktuelt for “vore drenges” sikkerhed iAfghanistan. Men var den det?

Med udgivelsen forærede “vi” kvitog frit Taleban og al Qaeda vores ma-nual for krigsførelsen i Afghanistan,påstod man. Løgn fra ende til anden.

Udover at man ikke taler hverkendansk eller arabisk, men pashto og darii Afghanistan, så var der ifølge eksper-terne intet i den bog, som kunne gøresituationen værre for danskerne i Hel-mand-provinsen, end den danske rege-ring og de krigsliderlige, militære psy-kopater i forsvarets ledelse kunne klarepå egen hånd. Rigets sikkerhed er truet,og soldaternes med – deri er vi enige.Men truslen kommer fra Forsvarskom-mandoens skrivebordsgeneraler og dekrigsliderlige politikere på Christians-borg.

“Et demokrati kan ikke opretholdesi en permanent tilstand af krigsforbere-delser og forblive et demokrati,” sagdeGandhi. Det var rigtigt dengang – ogdet er rigtigt i dag. Derfor er kampenmod militarisme og krig også en kampfor demokratiet. Omvendt er forudsæt-ningen for at oprustningen kan fortsæt-te, at man sætter demokratiet ud af spil-let.

I USA og Storbritannien har befolk-ningerne for længst forstået denne gam-le sandhed. Et flertal vender sig modkrigen i Afghanistan og Irak og kræversoldaterne hjem. Af alle lande er Dan-mark – ifølge internationale undersø-gelser – det eneste, hvor der fortsat eret flertal i befolkningen for krigen iAfghanistan. Det må og skal ændres –og det kan ændres.

Kampen mod militarisme, fascisme, krigog den truende politistat for fred og re-elt demokrati bliver stadig mere på-trængende. Det er vor generations stør-ste udfordring. Det kræver handling. En folkebevægelse – en modstands -bevægelse skal bygges op. Det er nu ogher, vi skal tage til orde, det kan ikkevente. Ellers kan det vise sig at værefor sent. Militarismen har tidligere øde-lagt stærkere magter end vort lille land.

Civil ulydlighed og grænseløs soli-daritet i demokratiets navn er svaret påmagtens brutale politik, som vi ser en idisse år. Derfor:

Når uret bliver ret – bliver modstand en pligt

Antifascistisk Forum nr. 5 l 3

Civil ulydlighed – gå til modstand: 152 underskrivere trodser terrorloveneFor international solidaritet: Styrk demokratiet – bryd terrorlovene

Til Justitsminister Brian Mikkelsen

Til Deres orientering skal herved meddeles, at undertegnede navngivne personer har støttet PFLPs hu-manitære arbejde i Gaza økonomisk, som en beskeden hjælp til det palæstinensiske folk, efter Israelsmassakre i Gaza.

Pengene er indbetalt i forbindelse med Horserød-Stutthof Foreningens igangværende civile ulydelig-heds-kampagne, som er vendt mod de udemokratiske terrorlove og terrorlister – for retten til solidaritetmed kæmpende folk over hele jorden.

Horserød-Stutthof Foreningen

Aage Staffe, Henning Hansen, Ivan Hansen, Lilli Rodeck, Helle Nielsen, Ellen Margrethe Lindberg,Kjeld Christiansen, Poul Spangfort Christensen, Bent Petersen, Gerd Fuglsang, Dirk Larsen, Leo Ras-mussen, Peter Berntzen, Inge Høgh, Helle Nielsen, Svend Bruno Nielsen, Lily Swing, Raymond Swing,Åge Olsen, Keld Richter, Ivan Hilbert, Poul Erik Jensen, Svend Erik Olsen, Brian Olsen, Erik Olsen, JanEriksen, Gitte Madsen, Susanne Mortensen, Jan Olesen, Arne Lund, Ditlev V Petersen, Dorthe Gannik,Poul Andersen, C. Truelsen, Poul Dahl, Hasse Thornberg, Irene Friberg, Poul Jørgensen, Eva Rasmus-sen, René Hjordt, Sven Erik Christensen, Tonny Warming, Poul Nielsen, Henrik Lippert. Waldo Solomon,Arne Cheller, Lars Emanuel, Preben Vogelstrøm, Jørgen Bentzen, Ib Petersen, Henning Grønvold, ElinSøborg, Hanne Nilausen, Sven Wrønding, Jan Nielsen, Henning Pape, Erna Henriksen, Susanne Stage,Elo Nielsen, Knud Pedersen, Per Eriksen, Erna Eriksen, Peter Larsen, Helge Knudsen, Tom Bryde, Hen-ning Jacobsen, Tove Ekmann, Ester U. Pedersen, Anders Kristensen, Ulla Nørgård, Jan Wørmer, Micha-el Mikkelsen, Enid Riemenschneider, Per Warming, Claus Christoffersen, Steen Andersen, Tove Jensen,K. Petersen, Anette Sand, Britta Corota, Agnes Ruben, Karen Ditte Nielsen, Michael Rybak, Niels Jacob-sen, Mårten Breum, Jørgen Tved, Bengt Sørensen, Eigil Nielsen, Ole Larsen, John Høgstsed, Imdat Yl-mis, Hans Mortensen, Erik Kirkegaard, Eva Lise Bendixen. Anton Nielsen, Mogens Mølholm, HannaKirkegaard, Bodil Enoch, Allan Christiansen, Ove John Nielsen, Heidi Hansted, Erling Gørges, SvenPetersen, Jette Thymann, Bo Møller, John Clemmensen, Marie Lund Hansen, Ib Schütt, Bente Clemmen-sen, Grete Larsen,Ole Larsen, Harald Rasmussen, Hanne Skovgaard, Grethe Kyllingsbæk, Christen Larsen, Søren Østergaard, Ally Rasmussen, Henning Margon Jensen, Finn Sørensen, Eranzi Olsen, OleGlerup, John Christensen, Flemming Bossing, Lisbeth Rasmussen, Hanne Frisk, Flemming Street, UffeBloch, Birger Persson, Elna Schyning, I. Carlsen, Sonja Nielsen, Jørgen Kristensen, Jytte Sørensen, KurtWilken, Bente Schou, Jan Vogel, Hanne Astrup, Poul Nielsen, Martin Jensen, Tommy Skarborg, BirteMølholm, B. Kornbro, John Jensen, Hans Chr. Andersen, Lis Klarskov, Leif Andersen, Rikke Carlsson,John Kåre, Kirsten Bindstrup, William Jacobsen.


Notater om forspillet til et forenetAf Allan William Christiansen

★ Tankerne om et forenetEuropa under tysk ledelse,er ikke nye, de har rødderhelt tilbage i sidste halvdelaf 1800-tallet. Tysk industris/næringslivs ønsker om af-sætningsmarkeder for sineprodukter skabte grobundfor tanken om et Pan-ger-mansk Europa fra Nordkaptil Adriaterhavet. Tysk mili-tær med Bismarck i spidsenskulle være det, der banedevejen for tysk økonomiskoverherredømme i Europa.

Siden midten af 1800-tallet har Tyskland startet enrække krige, for at tysk in-dustri kunne nå sine mål,hvilket kostede millioner ogatter millioner af europæiskesoldaters og civiles liv ogførlighed. I dag ser det udtil, at Tyskland kan klare detuden krige – i hvert fald iEuropa – men nu i globalise-ringens hellige navn.

Men hvad var det fortanker, man gjorde sig angå-ende et fælles Europa. Lados se på nogle uddrag fraprotokoller og deslige.

Uddrag af mødeprotokol fraden 3.10.1940, Großer Bei-rat der Reichsgruppe Indu-strie (Storrådet i Rigsgrup-pen Industri) under ledelseaf ministerialdir. Dr. GustavSchlotterer, chef for økono-midepartementets underaf-deling: “Forberedelse ogordning”.

“Landene i Nord- ogVest europa, hvoraf de flesteer okkuperet af os, udgør etøkonomisk system, som ernært beslægtet med vorteget. Der er befolkningenskøbekraft dels omtrent som

hos os, dels noget bedre. Idet store og hele har de om-trent samme sociale og øko-nomiske struktur. De er ogsåkulturelt, civilisatorisk ogracemæssigt beslægtet medos, hvilket altså betyder, atder foreligger et grundlagmellem Tyskland og dissenordlige og vestlige landefor et fælles marked, for etfælles pris-, indkomst oglønniveau.

Mellem disse lande og oser en told- og valutaunionaltså mulig, ud fra et økono-misk standpunkt til og medønskværdig.”

(Eicholtz 1971, s. 367)

Schlotterer konstaterer vide-re, at en toldunion med deokkuperede lande ikke er ak-tuelt på nuværende tids-punkt, men at toldpolitik ogtoldlovsudformningen “ipraktikken” må udformes, såtoldreglerne så vidt muligtikke udgør nogen forhin-dring for en intensiv vareud-veksling og gensidig økono-misk sammenfletning.

“Men tendensen må væreden, at man på pengetrans-aktionernes og frem for alttoldområdet, med hensyn tilde okkuperede områder, ska-ber størst mulig frihed og i

videst mulig omfang sørgerfor, at ingen problemer op-står i spørgsmålet om valuta-regulering og toldpolitik.”

Til spørgsmålet “hvorfor eteuropæisk storrum “Groß-raum)?”

“Nemlig fordi, at vi vilskabe en fornuftig arbejds -deling på jordbrugets og in-dustriens område, fordi vivil producere så billigt sommuligt inden for Storeuropa,hvilket betyder, at vi ned-lægger sådanne produktio-ner, som ikke er værd at op-retholde, da de kun kan op-retholdes ved en (vis formaf) valuta-, told- og støtte -politik” (s. 371)

Om hvordan det økonomiskesamarbejde i det nye Europaskal virkeliggøres:

“...ud fra selve nærings -livet og med økonomiskemidler, økonomiske institu-tioner.

Her har vi hovedsalig tremidler til vor rådighed:

Først, den gensidigesammenfletning af kapital,men frem for alt erhvervelseaf andele i foretagender i deeuropæiske lande. Når oghvis man nu har en ubehage-lig konkurrence fra udlandet,må man spørge sig selv, omman ikke kan få indflydelseover denne konkurrence ved,at man erhverver kapital an -dele, går ind med sine egnefolk og derigennem skabermulighed for at kontrollereforetagendets ledelse eller idet mindste påvirke den.

Det er et ønskemål frahøjeste instans, at netop me-toden med at involvere dentyske industri gennem kapi-talandele anvendes til detyderste. Jeg er fuldkommen

klar over, at dette ikke altider lige let, og at man ikkekan opnå dette i en hånde-vending. Men vort mål in-den for de nærmeste år børvære, at vi på alle områderkapitalmæssigt trænger ind iEuropas foretagender sådybt som muligt, frem for alti industriforetagender, så atvi kan styre tingene derfra.Derved vil der i stedet forkonkurrence – en vild ogukontrolleret konkurrence –i det mindste fremvokse enreguleret indbyrdes kamp el-ler et samarbejde.

Jeg antager, at De ved,mine herrer, at vi for kapital-overtagelse i Holland, Belgi-en, Frankrig og også i Nor-ge, i de nordiske lande og iSydøsteuropa stiller de på-krævede midler til rådighed.De kan få et hvilket somhelst beløb – ja, I har mitord, det kan I stole på. Hvadsom er vigtigt for os, er at Itrænger ind og på denne må-de kan gøre vor indflydelsegældende i de vedkommen-de lande.

Den anden metode beståri, at man inddrager disse lan-des industrier i vore mar-kedsordninger. De “derude”skal altså ikke springe om-kring hvor som helst. (...)

Selvfølgeligt skal folkkunne arbejde hos os, selv-følgelig skal de belgiskevognfabrikker kunne fort-sætte med at bygge og eks-portere togvogne. Men hvadsom ikke kommer til at væremuligt i fremtiden er, at deunderbyde vore priser. Deter en selvfølgelighed. Og daopstår spørgsmålet, om ikkeoprettelsen af karteller, for-bund og syndikater også kankomme til at spille en euro-pæisk rolle...”

Bismarck banede vej.


Europa“Mine herrer! Ud fra mineudlægninger om dette pro-blem kan De se, at vi i altvæsentligt forestiller os denstoreuropæiske økonomisom et resultat at næringsli-vets initiativ. Selvfølgeligkan vi som stat lave økono-miske overenskomster. Vikan her og der gennemføreen told- og valutaunion.Men alt dette kan kun gå udpå en almen regulering ogkommer til at hænge i luften,hvis den ikke underbyggesaf næringslivet selv...”

(s. 372 ff.)

Wilhelm Zangen, ordførerfor Rigsdagsgruppen Indu-stri og bestyrelsesformand iMannesmannkoncernen(som kontrolleres af Deut -sche Bank), svarede:

“Vi værdsætter i højestegrad den vidtskuende poli-tik, som De i spørgsmåletom hele den europæiske op-bygning netop har skildret,og som De lægger til grundfor denne, en politik som,hvis vi har forstået Dem ret,følger de naturlige økonomi-ske forudsætninger og natur-lige økonomiske grundsæt-ninger...

Og hvis De opfatter sty-ringen sådan, som De netophar forklaret, da kan De ifremtiden, præcis som hidtil,regne med vor fulde støtte.”

(Kühnl 1975, s. 324)

Uddrag af en tale om kri-gens målsætninger af rigs-kansler Theobald von Beth-mann Hollweg, 9. september1914.

“[Punkt] 4. Det gælderom at opnå grundlæggelsenat en europæisk økonomisksammenslutning gennemfælles told overenskommel-

ser, omfattende Frankrig,Belgien, Holland, Danmark,Østrig-Ungarn, Polen ogeventuelt Italien, Sverige ogNorge. Dette forbund, for-modentlig uden en fælles le-delse, under medlemmernesydre ligeberettigelse, menfaktisk under tysk ledelse,hvilket vil stabilisere Tysk-lands økonomiske overhøj-hed over Europa.”

(Kühnl, s. 25)

Uddrag af et foredrag afHermann Joseph Abs, med-lem af bestyrelsen af Deut -sche Bank, holdt i Rigs -økonomikammerets handels-politiske udvalg, 17. juli1941.

“Også de perspektiver,som det tyske næringslivstår overfor efter krigen, ogsom går ud på en tætteresammenslutning af Cen tral -europas nationale økonomi-er, retfærdiggør jo ud fra

udenrigshandelsaspekter enbetragtningsmåde, ifølgehvilket Kontinental-Europa,som hidtil har omfattet deeuropæiske stater uden Stor-britannien og Rusland, vil fået nyt udseende som følge afkrigens udvikling i øst. SelvRuslands økonomi kommeri det mindste i væsentligedele at blive indregnet i detkontinentaleuropæiske om-råde...”

(Kühnl, s. 327 f.)

Af et udkast fra udenrigs -departementet, 9.09.1943.

“a) Det europæiske stats-forbund er en sammenslut-ning af suveræne stater, somi fællesskab værner om hin-andens frihed og uafhængig-hed. (...)

d) Den europæiske øko-nomi kommer til at bliveformet af statsforbundetsmedlemmer på basis af deresfælles og nationale interes-

ser efter en ensartet plane-ring...

e) Told- og andre græn-ser mellem statsforbundetsenkelte dele, som udgør enhindring for vitaliseringen afdet indre europæiske vare-udveksling, skal ... fortlø-bende ryddes af vejen”

(s. 336)

Uddrag af “Das Ziel” afLudwig Beck og Carl Goer-deler, 1941; (20. juli-bevæ-gelsen; Beck begik selvmord1944, Goerdeler blev henret-tet i 1945).

“3. Teknikkens udviklingkræver større økonomiskeområder end dem, den skab-te i 1800-tallet. Denne ind-sigt omfatter i dag næstenalle mennesker af gul ellerhvid race. Europa var førdenne krig beredt for en så-dan sammenslutning... (...)

Det økonomiske områdeEuropa kan, hvis det skal be-stå i lang tid fremover, kunopnås gennem organisk sam-mensmeltning af de enkelte,selvstændige europæiske na-tionalstater... (...)

Det har intet med hov-mod eller bedreviden at sige,at hvis vi handler i tide, dvs.afbryder krigen til fordel foret (for os) meningsfuldt poli-tisk system, så kommer eteuropæisk statsforbund atblive virkelighed om 10 til20 år”. (s. 437)

Litteratur– Eichholtz, Dietrich (1971).

Geschichte der deutschenKriegswirtschaft 1939-45.Band 1. 1939-1941. Berlin(DDR); Akademie-Verlag.

– Kühnl, Reinhard (1975).Der deutsche Faschismusin Quelle und Dokumen-ten. Köln; Pahl-Rugenstein.

Wilhelm Zangen. Tildelt Forbundsrepublikken TysklandsFortjenstkors i 1965.


Angst og fremmedhadFor at fremme sine politiske mål, betjener regeringen sig af politiske instrumenter, der undergraver såvel retssikkerheden som almindelige demokratiske spilleregler.

Af Flemming Hybert

★ Under dække af krav fraDansk Folkeparti er det i desenere år lykkedes for højre-kræfterne og dens kyniskeregering at fremmane et en-sidigt og dæmoniserendebillede af indvandrere ogflygtninge fra især muslim-ske lande.

Fokuseringen, som harsin varierede støtte i største-delen af såvel den tryktesom den elektroniske presse,

har bl.a. til formål at tilsløreden lokale og globale klasse-kamps egentlige indhold,som er karakteriseret vedstorkapitalens uhæmmederovdrift på klodens menne-sker og ressourcer, hvoriDanmark spiller en beklage-lig og aktiv rolle som med-spiller. Irak og Afghanistaner sørgelige eksempler.

Brutale hjemsendelserDenne korte overordnedebeskrivelse danner et med-

virkende grundlag for dendanske flygtningepolitik, dersom bekendt har fået fatalefølger for afviste irakiskeasylansøgere. På trods afstore folkelige støtteaktionerblev irakerne ad to omgan-ge, af politiet, i ly af mørketog efter tilskyndelse fra inte-grationsminister BirtheRønn Hornbech, udsat for enhårdhændet og brutaltvangs hjemsendelse, i stridmed love, formelle regler oggængse humanitære begre-ber.

I forbindelse medtvangs hjemsendelsen af ira-kerne har integrationsmini-steren henholdt sig til en ud-sendelsesaftale indgået mel-lem den irakiske og dendanske regering den 13. maj2009. Imidlertid blev ikkehele aftalen oplyst for Fol-ketinget, hvilket ifølge eks-perter er udtryk for en vild-ledning af Folketinget.

Men den slags “småting”anfægter ikke den tidligereforkæmper for lov og ret.Hun fortsætter i sammespor, afviser humanitær op-holdstilladelse til bl.a. sygeog demente, og bruger til-med utilstedeligt flygtninge-nævnets afgørelser somskjold.

Utiltalende menneskesynI den udelikate og betændtesag har usandheder og vild-ledninger fra såvel integra-tionsministeren som regerin-gen flydt i en lind strøm. Etutiltalende menneskesyn harmanifesteret sig. Det ses afden omstændighed, at man

ikke kerer sig en døjt om demenneskers skæbne, somman på løsagtigt, nærmestforbryderisk grundlagtvangs hjemsender, velvi -dende at de udsættes for for-følgelser, og hvad der erværre.

FNs højkommissariat forflygtninge (UNHCR) har så-ledes kritiseret tvangshjem-sendelserne på flere punkter.Det siges klart, at ingen børtvangsudvises til de centraleog sydlige områder i Irak,før der sker betydelige for-bedringer i sikkerheds- ogmenneskerettighedssituatio-nen, og det fremhæves tilli-ge, at irakere fra disse områ-der skal betragtes som flygt-ninge i henhold til definitio-nen i flygtninge-konventio-nen af 1951. Videre advarerUNHCR stærkt mod tvangs-hjemsendelse til områder,hvorfra de pågældende ikkestammer, idet dette kan med-føre risiko for intern fordri-velse, hvilket igen kan fåmeget alvorlige konsekven-ser for deres personlige sik-kerhed.

NidkærhedIkke alene sætter Regerin-gen sig bevidst ud over,hvad man kan kalde med-menneskelig anstændighed,men i tilgift forfølger dennidkært mennesker og orga-nisationer, der på forskelligvis – herunder økonomisk –forsøger at afbøde de værstekonsekvenser af regeringensumenneskelige politik. Somi sagen mod Fighters andLovers sættes politi og rets-

Dansk Folkepartis værdikamp ifinanslovsforhandlingerne siden 2002

2002: Nedlæggelse af Center for Menneskerettigheder.

2003: Fire millioner til forskning i kommunistiske for-brydelser.

2004: Hjemrejsestøtte til irakiske asylsøgere. Syv millioner til at fremme viden om præsten ogmodstandsmanden Kaj Munk.

2006: Dansk Folkeparti krævede penge til historikerenBent Jensens forskning om den danske venstrefløjsrolle under den kolde krig.

2007: En million til særlig indvandrestatistik og midlertil islamismeforskning.

2008: Vandkanoner til politiet. Det endte med to gange10 millioner til nyt materiel og specialudstyr

2009: Narkoskannere og overfaldsalarmer. Tuneserloven.

2010: Krav om at kæde finanslovsforhandlingerne sam-men med at sænke den kriminelle lavalder.

(Kilde: Peter Mose/Pol. 28. sep. 09)


væsen nu ind. Der gøres isandhed anstrengelser for atkriminalisere ansvarligemenneskers solidaritet ogstøtte til forfulgte.

På det seneste har politi-et forsøgt sig med beslag-læggelse af lovligt indsam-lede midler beregnet for sik-ring af arbejde til afviste ira-kere. Til samme ende, men ien anden sammenhæng erformanden for Horserød-Stutt hof Foreningen blevet

kontaktet af politiet for akti-viteter vendt mod terror -lovene.

Med udvisningen af deirakiske flygtninge, er detblevet yderst relevant at sæt-te spørgsmålstegn ved dendanske flygtningepolitik. Erdet efterlevelse af FNs flygt-ningekonvention, der er denoverordnede drivkraft, ellerer det Dansk Folkepartislumre tankegods? I dettepartis udlændinge- og inte-

grationspolitik fra 2007 hed-der det: “ – – – Løsningenpå den tredje verdens pro-blemer findes alene i en ud-vikling af landene selv – dekan kun få stabile forholdved at overtage væsentligekulturtræk fra den vestligeverden, dvs. frihed, demo-kratisering, ligestilling, op-lysning, økonomiske refor-mer og begrænsning af be-folkningstilvæksten – – –”.

Længere nede i tekstenhedder det; “En fortsættelseaf de seneste årtiers indvan-dring fra lande uden for denvestlige kulturkreds, kombi-neret med indvandrernes of-te højere fødselshyppighed,kan inden for de nærmesteårtier få vidtrækkende, øde-læggende virkninger – – –”.

Vagt i geværNår det tages i betragtning,at de indvandrere/flygtninge,som opholder sig lovligt ilandet, allerede smager denaf Dansk Folkeparti inspire-rede diskriminerende pisk –starthjælp, danskprøver,m.m. – er der grund til at rå-be vagt i gevær.

I Dansk Folkepartisholdninger lurer selvforher-ligelsen, fremmedhadet ogracismen lige under overfla-den. At basere sin politik pådette parti er derfor at tagemedansvar for en udvikling,hvis konsekvenser i en over-skuelig fremtid kan vise sigskæbnesvangre.

Der er allerede en udvik-ling i gang, hvor dansk høj-reradikalisme stikker hove-det frem. Den megen fokus

på muslimske miljøer har gi-vet grobund for bevægelserpå den yderste højrefløj.Forskere på området påpe-ger højreradikalismen somet stigende problem, herun-der øget medlemstal på dehjemmesider og Chatrooms,hvor de findes.

Det siger sig selv, at endel mennesker under tyng-den af den massive dagligehjernevask oplever vanske-ligheder med at overskue,hvad der er op, og hvad derer ned i flygtningepolitik-ken. Ligeledes næres frem-medangsten af arbejdsløs-hed, marginalisering og so-cial udstødning.

Det er ikke stramningeraf udlændingeloven, flygt-ningepolitikken, eller angst-skabende terrorlove, der erbehov for. Det er behovet foren løsning af problemerne,der presser sig på, dvs. deøkonomiske og sociale ulig-heder. Et stop for Danmarksdeltagelse i krigen mod ter-ror og bekæmpelse af såvelNATOs som USAs og EUsødelæggende militære enga-gementer.

Der fordres ikke en para-noid diagnose for at forståden førte frygt/trussel-poli-tik, som værende et led ihøjrekræfternes bestræbelserpå at bane vejen for kapita-lens uhindrede globale do-minans.

Situationen betinger, atalle gode kræfter forener sigog rykker sammen imod denaltomfattende undergravelseaf hævdvundne demokrati-ske rettigheder.

Integationsminister Birthe Rønn Hornbech

Naser Khader, integrationsordfører (C) om at de Konser-vative fastholder ønsket om et burkaforbud:

“Jeg respekterer konventionerne og grundloven, men dade lavede begge dele, var der jo ingen, som forudså,hvad der ville ske i dag. Samtidig er tingene hele tidengenstand for fortolkning, og tolkningen af konventioner-ne og grundloven er dynamisk. Så jeg tror bare, at vi erforud for vores tid med forslaget.”

(Pol. 17. sep. 09.)


9 teser: For oprør i verden

1. Retten til oprør afgøres hverken af byret, landsret ellerhøjesteret. Dette vil også være et bærende synspunkt iden kommende retssag mod Foreningen Oprør. Rets sagen finder sted den 3. og 7. december 2009, den 8. og 15. januar 2010. Dommen meddeles den 8. februar2010.

2. Historien er igennem århundreder og på alle kontinenterblevet drevet frem af folkelig modstand og forandring.Al forandring er skabt gennem konflikt, fra slavernes tidtil i dag.

3. Den amerikanske uafhængighedserklæring blev skrevetaf oprørere mod den engelske kolonimagt i 1776. En er-klæring om menneskets “umistelige rettigheder... rettentil liv, til frihed og stræben efter lykke”. Og retten tilmodstand mod ethvert regime, der krænker disse rettig-heder: “når som helst nogen regeringsform bliver øde-læggende for disse formål, er det folkets ret at ændre el-ler ophæve den...”

I Verdenserklæring om Menneskerettigheder, vedta-get efter Den Anden Verdenskrig, fremhæves: “Det er afafgørende betydning, at menneskerettighederne beskyt-tes af loven, hvis ikke mennesket som en sidste udvejskal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og undertryk-kelse”.

Det er erklæringer, skabt igennem en tilkæmpet hi-storie, som Foreningen Oprør holder fast i.

4. Det er en historie, der fortsætter. Med baggrund i den an-ti-koloniale væbnede konflikt i 1960’erne og 1970’ernevar der ønske om at anerkende frigørelsesbevægelsernesret til at kæmpe for selvstændighed.

I vedtagelsen af et tillægsprotokol til Genève-kon-ventionerne i 1977 er der enighed om, at ‘folk (der)kæmper mod koloniherredømme, fremmedbesættelse og imod racistiske regimer i udøvelsen af deres ret tilselvbestemmelse’ lovligt kan tage del i kamphandlin-ger.

Patrick Mac ManusForeningen Oprør


5.Under væbnet konflikt er handlinger reguleret af den hu-manitære folkeret, af Genève-konventionerne. Og ikkeaf ‘terrorlovgivningen’.

I Palæstina er modstanden mod en israelsk besættel-sesmagt betinget af den fjerde Genève-konvention. Or-ganiserede modstandsgrupper som PFLP kan lovligtfortsætte kampen mod en besættelsesmagt.

I Colombia fortsætter en intern væbnet konflikt mel-lem FARC og den colombianske regering. Dette er ogsåunderlagt Genève-konventionerne, ikke mindst nårFARC netop udøver kontrol over dele af landet.

Den humanitære folkeret indeholder også et forbudmod terrorisme, men definerer den snævrere end i ‘ter-rorlovgivningen’. I den humanitære folkeret anses ikkeethvert drab på civile som en terrorhandling. Civile tabbetragtes som et ofte uundgåeligt resultat i forbindelsemed angreb på lovlige militære mål.

6.Denne virkelighed søges anfægtet af ‘terrorlovgivnin-gen’. En lovgivning vedtaget af Folketinget i juni 2002midt i den ‘panik’, der bredte sig efter angrebet på ‘tvil-lingtårnene’ i New York.

I stigende grad bliver demokratiske rettigheder be-tragtet som hindring for indsatsen mod ‘terrorismen’.Legitime modstandsformer stemples som terroristiske.

Den folkelige modstand omdefineres til at være ud-tryk for international terrorisme. Undertrykkende staterhar i den ‘globale krig mod terrors’ navn søgt at iklædesig ny international legitimitet. I mange lande er stats -terrorisme i dag den mest presserende og dødelige trus-sel mod befolkningers liv og velfærd.

Med ‘terrorlovgivningen’ bliver det strafbart ma -terielt eller på anden vis at støtte indenlandske ellerudenlandske organisationer, der klassificeres som ‘ter -roristiske’. Klassificeringen af organisationer som ‘terroristiske’ er præget af stor vilkårlighed, især af etskjult og ukritisk samarbejde mellem efterretningstje -nester.

Foreningen Oprør udfordrer det politiske paradigme,der ligger til grund for den såkaldte ‘globale krig modterror’. Den udstøder sociale og politiske bevægelser fraden internationale politiske dialog. En dialog, der er enforudsætning for en politisk løsning af de konflikter, sombevægelserne er part i.

7.En ophævelse af terrorlovgivningen ville være at vendetilbage til virkelighedens historie. Folkeligt oprør er enhistorisk kendsgerning og i visse tilfælde en nødvendig-hed. En nødvendighed, der indtræffer, når alle andrehandlingsmønstre er undertrykte og utilgængelige. En åben støtte til en sådan bevægelse nægtes i lovgiv -ningens nuværende perspektiv og rammes af retsforføl-gelse.

8.Modstandens nødvendighed er ikke begrænset til den‘fjerne verden’. Det gælder også i Europa, i Den Euro-pæiske Union. Klimaforandringen bliver i tiltagendegrad bestemmende i historien og konflikten. Antallet afflygtninge og tvungne udvandrere er stigende.

I stigende grad søges dannelse af en ‘europæisk fæst-ning’ mod forandring. En neofascistisk dimension træderi disse år i mange lande frem. I sin tid var reaktionen foropdelt og for sent.

9. Civil ulydighed bliver i stigende grad en nødvendighed.Historien og verden vil også i fremtiden skabe nye di-mensioner i menneskets forsøg på at definere sit liv ogsin fremtid, herunder også ‘naturens rettigheder’: En er-kendelse af menneskets nødvendige afhængighed og an-svar her på jorden.


Byd magten trods“Alle kan regne med en plads på livets solside, hvis de arbejder hårdt, passer deres pligter, svarerenhver sit og opfører sig ordentligt.”

Af Anton Nielsen

★ Sådan faldt ordene fraVenstres politiske ordførerved Folketingets åbning denførste tirsdag i oktober 2009.Hr. Peter Christensen (V)havde set lyset og viste osalle vejen – vejen til en lyk-kelig fremtid i minimalsta-ten. Ja, sågar vejen ud af kri-sen, hvis blot vi blot gad ta-ge os lidt sammen. Detgjaldt ikke mindst de ar-bejdsløse.

Den såkaldte oppositiongav han ikke meget for, denvar intet alternativ, sagdehan, og deri har han desvær-re ret. For den såkaldte op-position har holdt brandud-salg på alt, hvad man tidlige-re har påstået at stå for. Ikkemindst SF er gået grundigttil værks, så grundigt at detsynes at være falsk reklame,fortsat at kalde sig for So -cialistisk Folkeparti.

Grundet Dansk Folkepar-tis indflydelse på VK-rege-ringen, men også af tilbøje-lighed – og som en logiskfølge af den almindelige po-litisk principløshed, følg -agtighed og opportunisme –har man i alt væsentligadop teret den nuværende re-gerings politik.

I sin febrilske iver for atgøre sig “regeringsduelige”,overhaler SF og Socialde -mo kratiet stadig oftereVKO-regeringen højre om.

Det er skammeligt atovervære, og det giver ringehåb for fremtiden, uanset omden nuværende regeringskulle falde. For udovernogle nye hoveder på mini-

stertaburetterne – hvad er såforskellen på VKO og S, SFog R? Politikken? Det ersvært at se. Forskellen synesumiddelbart ens!

Svinehunden er løsRegeringens såvel som op-positionens flygtninge- ogindvandrer-politik er i altvæsentligt en kopi af DanskFolkepartis stadig mere raci-stiske udmeldinger og pro-vokationer.

Udvisning af menneskertil deres gamle bødler, gen-nemføres nu med “opposi-tionens” velsignelse – men istrid med FNs råd og anbe-falinger og de internationaleaftaler på området, somDanmark har tiltrådt. Det eri dag almindelige praksis iIntegrationsministeriet.

Den uvederhæftige –men meget kristne minister– synes at have glemt alt ommedmenneskelighed, næste-kærlighed og Biblens ordom, at: “Du skal elske dinnæste som dig selv.”(Matt.22,39.)

Hun behandler Biblens10 bud, som hun behandlerFN-konventionen om men-neskerettigheder.

“Du må ikke vidne falskmod din næste,” står der idet niende bud. Det blæserhun på.

For hun og hendes ånde-lige medsammensvorne, Sø-ren Krarup og Jesper Lang-balle, fører hellig krig. De erreligiøse ekstremister – Dan-marks talebanere.

Illusionerne røg sig entur – og barnetroen med –den nat i august i Brorsons

Kirke, da ministeren slapmagtens knippelsvingendesvinehunde løs på forsvars-løse flygtninge.

Så ka’ de lære det – ka’ de...Straf, straf, straf lyder rege-ringens mantra, og Socialde-mokratiet og SF synger medi koret. Man mener – i lig-hed med regeringen – at deter nødvendigt at give børnfodlænker på og nedsætteden kriminelle lavalder. Allegode kræfter i Folketinget –fra regeringen og Dansk Fol-keparti til Socialdemokratietog SF – er enige. Uvorneunger og deres slappe foræl-dre skal kunne mærke enkonsekvens, hvis de ikkeretter sig efter Venstres poli-tiske ordfører hr. Peter Chri-stensen påbud og “opførersig ordentligt”.

Foreløbig sidste skud påstammen er den såkaldte“lømmelpakke”, udarbejdetaf Dansk Folkeparti og entotalt paranoid justitsmini-ster, Brian Mikkelsen i fæl-lesskab.

Hver dag sine stramnin-ger af lovgivningen over for

en normalt fredelig og vær-geløs borger, som nu tillæg-ges alskens kriminelle tilbø-jeligheder, såsom at ville de-monstrere for en renere ver-den i forbindelse med FNsKlima-topmøde i Køben-havn i december.

Fængselsstraf i stedet forbøder. Administrativefængs linger. Politiet blivertillagt nye og udvidede befø-jelser. Ingen lovgivning skalstå i vejen for politiets knip-ler. Politiforbundet udtalersig da også positivt om for-slaget (19/10):

“Vi glæder sig til at tagede nye redskaber i brug”,udtalte en forventningsfuldforbundsformand for Politi-forbundet.

Med “lømmelpakken” ibaglommen står ingen lov-givning i vejen for, at de nuresolut og kontant kan pryg-le “aktivister og balladema-gere” – justitsministerensudtryk for de borgere, somhar den frækhed at benyttesig af deres demokratiske rettil at demonstrere for enbedre verden. Politistatenbanker på.

KALENDERHUSK AT:Torsdag den 3. december:Datoer for retssagen mod talsmanden for Oprør Patrick Mac-manus i Københavns Byrets 6. afdeling:

Torsdag 3. december 2009 kl. 9.30-15.30Mandag 7. december 2009 kl. 9.30-15.30Fredag 8. januar 2010 kl. 9.30-15.30Fredag 15. januar 2010 kl. 9.30.-15.30Mandag 8. februar 2010 kl. 9.00 afsiges dom

Torsdag den 17. december:Under det kommende klimatopmøde ventes præsidenternefra Cuba, Venezuela, Bolivia og de seks øvrige ALBA-landeat besøge København. Folkemøde i Valbyhallen, billetter kr. 100.

Læs hele programmet på www.klimaforum09.dk

Tag med til Berlin 8.–10. januar 2010!I 2010 markeres 91-året for mordet på Karl Lieb knecht ogRosa Luxemburg. Kommunistisk Parti arrangerer i den for-bindelse bustur fra København til Berlin fra fredag den. 8. tilsøndag den 10. januar 2010.

Bussen afgår fra Sjælør station klokken 14.15 fredag ef-termiddag (kom gerne lidt før) og er tilbage i København cir-ka klokken 22.30 søndag aften. Der bliver opsamling ved af-kørsel 41 Vordingborg.

Prisen er 800 kroner for ophold i dobbeltværelse og 650kroner på firesengsværelse og dækker desuden bus og færgetur-retur, to overnatninger med morgenmadsbuffet og eventu-elle udflugter lørdag.

Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet, da der erbegrænset med pladser i bussen.

Et depositum på 200 kroner skal indbetales ved tilmelding.Kvitteringsbrev/mail udsendes, så snart vi har hørt fra dig.

Tilmelding sker til Kommunistisk Parti: 46 98 05 89 / 35 35 60 69 eller på mailadressen [email protected]

Indbetaling på: reg.nr. 1551 kontonr. 8523150 mrk.: Berlin 10


Ny Bog“Skueprocessen” af Arne Herløv Petersen udkommer i slutningen af november på forlaget Sohn.

Af Flemming Hybert

★ I 1999 rystede en tidligeremedarbejder hos PolitietsEfterretningstjeneste (PET)de danske tv-seere. Han for-talte nemlig, at PET ulovligthavde registreret danske bor-gere for lovlig politisk akti-vitet.

Justitsministeren fik rødeører og nedsatte en kommis-sion, der skulle undersøgePET’s handlinger i den pe-riode. Resultatet var en rap-port på hele 18 tykke bind.Den kritiserede på en rækkepunkter hvad der var sket,

men frikendte alligevel i rea-liteten PET.

Det faldt mange for bry-stet, men måske især forfat-teren Arne Herløv Petersen,som selv havde været offerfor PET.

Efter en periode med af-lytninger og undersøgelserblev han nemlig arresteret isit hjem i november 1981,sigtet efter “den milde spio-nageparagraf”. Men sagenvar så tynd, at man måtteløslade ham igen, dog meden sigtets rettigheder.

Efter en lang række poli-tiske rævekager, hvor den

ene efter den anden skiftevisforsøgte at vaske deres hæn-der og dømte Arne HerløvPetersen på forhånd, vedtogman i regeringens sikker-hedsudvalg at frafalde tilta-len, med det resultat at manreelt afskar den sigtede fra atblive frikendt.

I dag, næsten 30 år efter,kan kommissionen på forun-derlig vis konkludere, at Ar-ne Herløv Petersen nok alli-gevel var skyldig, på trods aftalrige juridiske ekspertud-sagn om det modsatte.

Skueprocessen giver osArne Herløv Petersens hi-

storie, fortalt af ham selv.Den beretter om arrestation,afhøringer, myndighedernesrolle, chikane, politiskeoverbevisninger, PET’s sam-arbejde med fremmede na-tioner, ministres inkompe-tence, berufsverbot og me-get, meget mere, som under-streger, hvor vigtigt det er, atvi håndhæver vores ytrings-frihed, og vores ret til at ar-bejde politisk og værne omvores demokrati.


2. verdenskrigs optakt, myter ogI år er det 70 år siden, 2. verdenskrig begyndte. Det har ført til omtale og analyse i mange avisartikler.Hvordan gik det til, at krigen overhovedet udbrød? Hvem havde ansvaret? Hvem var de skyldige i krigsudbruddet? I adskillige af disse artikler var svaret meget enkelt. Ansvaret hvilede simpelthen på Hitler og Stalin, de to største forbrydere i det 20. århundrede.

Af Knud Andersen

MyterDe indgik et komplot ogenedes om at dele Polenmellem sig. Og så startedeulykkerne med, at Hitler toginitiativet, overfaldt Polenden 1. september 1939 ogtilranede sig størstedelen aflandet. Stalin fulgte tropnogle uger senere, da Hitlerhavde gjort det grove arbej-de og måtte nøjes med denmindre part. Til gengældfulgte Stalin det billige rovop med vinterkrigen modFinland og de gevinster, denkastede af sig. Og i 1940med erobringen af Estland,Letland og Litauen. Sådandelte røverne Østeuropamellem sig, og dermed brag-tes de hæderlige og ansvars-bevidste vesteuropæiske sta-ter, England og Frankrig, indi billedet. Thi England, somhavde garanteret Polens sik-kerhed, måtte leve op til sitansvar og sammen medFrankrig erklære Tysklandkrig d. 3. september 1939.

Sådan begyndte 2.ver-denskrig ifølge denne ud-bredte beskrivelse, som un-dertiden udbygges med et hi-storisk tilbageblik over detulykkelige Polens 3 delingertilbage i 1700-tallet mellemRusland, Østrig Preussen. Ogse bare, – nu fulgte så Polens4. deling med forfærdeligekonsekvenser. Til sidst komrøverne op at slås om byttet,og resten af krigen udkæm-pedes i det velkendte forløb.

Beskrivelsen kan virke

ganske overbevisende. Denopfylder sandsynlighedskra-vet ved at indeholde en vismængde sandhed blandet opmed et antal fordrejninger,forfalskninger og fortielser.Det gør hele skildringentemmelig uigennemskuelig.

Polens østgrænseDet er sandt nok, at Ribben-trop en uge før det tyskeoverfald på Polen var i Mo -skva og der afsluttede engensidig ikke-angrebstraktatmed Sovjet, og at der til denvar knyttet en hemmelig til-lægsaftale, som gav Sovjetret til at besætte de østligstedele af det daværende Poleni tilfælde af Polens opløs-ning som følge af krig. Mendet bør tilføjes, at det davæ-rende Polens østgrænse modSovjet var et resultat af krigog borgerkrig i Rusland efterrevolutionen i 1917. En krig,som endte med en fredstrak-tat i 1920, der gav Polen engrænse så langt mod øst, atstore dele af Hvideruslandog Vestukraine indlemme-des. På de allierede sejrher-remagters fredskonference iParis i 1919 drøftedes detnye Polens grænser, og denengelske udenrigsminister,George Curzon, undersøgtede etniske og sproglige for-hold og foreslog på detgrund lag en grænselinie,som var meget nær identiskmed den, der blev fastlagt iden hemmelige tillægsproto-kol i 1939. Curzonlinien er iøvrigt Polens nuværendegrænse mod Rusland. Det

sætter unægtelig “Polens 4.deling” i et lidt mere forstå-eligt lys, hvad Sovjets rolleangår.

Chamberlains bowlerhatMen hvordan var det over-hovedet kommet dertil, atder blev afsluttet en ikke-an-grebstraktat med hemmeligtillægsprotokol mellem Hit-ler og sovjetregeringen i au-gust 1939? For det er jo ogsåsandt nok, at traktaten fak-tisk muliggjorde Hitlersoverfald på Polen den 1.september, al den stund dengav Hitler sikkerhed mod, atoverfaldet skulle føre til dentofrontskrig, som Tysklandfrygtede, og som havdemed ført nederlaget i 1.ver-denskrig. Svaret på detspørgsmål kræver en redegø-relse for forholdet stormag-terne imellem i sommeren1939 og overhovedet i årene1938 og 1939.

Forholdet illustreresbedst ved en karikaturteg-ning af Herluf Bidstrup i‘Kulturkampen’ fra året1938. Den viser 4 køtere,som løber i ring, mens desnuser hinanden bagi. Der eren mynde med bowlerhat ogChamberlains hoved, somsnuser til en savlende bull-dog med hugtænder og Mus-solini-fjæs, der render efteren usædvanlig skabet køtermed støvler og Hitler-hoved,som igen er ude efter en lillemoppe med et halsbånd,hvorpå der står ‘Henlein’.Teksten lyder: “Hvilke ba-starder mon bliver resultatet

af de forskellige tilnærmel-ser i dette forår?”

Det er klart, at Bidstrupstegning illustrerer situatio-nen, som den så ud underoptakten til München over -enskomsten i efteråret 1938.Henlein var føreren for detsudetertyske parti i Tjekko-slovakiet og helt i lommenpå Hitler, som brugte ham tilat skabe mest mulig uro iTjekkoslovakiet med stadigeklager over, at de tjekkiskemyndigheder terroriseredesudetertyskerne. Hitler brug-te de mange episoder til ved-blivende indblanding ogkrigstrusler. Det er karakteri-stisk, at Stalin ikke er medblandt de køtere, der løber iring, og at der bag køterne eren lygtepæl forsynet med or-det ‘Geneve’, som de harlettet ben op ad. Geneve varbyen, hvor Folkeforbundet,datidens FN, holdt sine mø-der, og Sovjets udenrigs-kommissær, Litvinov, holdther sine store taler i rådet,hvori han krævede ‘kollektivorganisering af sikkerheden’blandt de fredsvenlige statersom eneste mulige modtrækmod de fascistiske aggres-sorstater, Tyskland, Italienog Japan.

Forbrydelse og dumhedOm Sovjets udenrigspolitik idenne periode skrev ‘Ber-lingske Tidendes’ udenrigs-redaktør, Nic. Blædel, i denbog, ‘Forbrydelse og Dum-hed’, som han forberedte un-der krigen: “Det var det bor-gerlige Vesteuropas skam, at


fakta

det blev Sovjetunionens re-præsentant, der sagde sand-heden, og som blandt stor-magterne var ene om at for-stå og fremstille situationenselementære indhold. Og så-ledes var det ikke ved dennelejlighed alene. I de år, daHitler og Mussolini gik frasejr til sejr og Vesteuropa fraydmygelse til ydmygelse,var det bestandig det kom-munistiske Rusland, der sag-de alt det, som de vesteuro-pæiske demokratier skullehave haft sagt, og som der-for i folkenes øjne måtte ståsom den eneste talsmand forden europæiske orden imodde anarkistiske og destrukti-ve kræfter.”

Stalin er ikke med blandtkøterne, og det er Frankrigspremierminister, Daladier,heller ikke. Sovjet og Frank-rig var de to lande, som var iforsvarsalliance med Tjek-koslovakiet. Sovjet på denmåde, at Moskva kun varforpligtet, hvis Frankrig le-vede op til sin forsvarsfor-pligtelse. Den klausul varindsat efter tjekkisk ønske,for man var i Praha langtfrarolig ved tanken om isoleretsovjetisk bistand. Daladierpå sin side var også urolig,nemlig ved tanken om atskulle støtte Tjekkoslovakietmilitært mod Tyskland udenat være sikker på engelskmilitær bistand. Englandhavde altså nøglen til franskmilitær intervention modTyskland, og Frankrig på sinside nøglen til at gøre Sovjetforpligtet til bistand. Det er

denne situation, der er bag-grunden for, at da Hitler bli-ver stadig mere truende, an-moder Daladier Chamberlainom at forsøge at mægle mel-lem Hitler og Tjekkoslovaki-et i den hensigt at gøre Eng-land forpligtet. Chamberlainbliver ved et møde med Hit-ler i Berchtesgaden hurtigtoverbevist om, at den enestevej til at undgå krig, (som iparentes bemærket ville kun-ne føre til den frygtelige si-tuation, at Sovjet, Frankrigog England i fællesskab knu-ste Tyskland, som efter vest-magternes opfattelse trodsalt var et mindre onde endSovjet), lå i, at Tjekkoslava-kiet ofrede sig på fredens al-ter og afstod Sudeterområdettil Tyskland. Chamberlainfår hurtigt Daladiers støtte tilden løsning, de presser beg-ge Praha til at bøje sig, ogingen interesserer sig for,hvad Sovjet mener.

Fred i vor tidGlad og stolt flyver Cham-berlain til Godesberg ogpræ senterer Hitler for detstrålende resultat af sinmæg ling. Han venter stortak for sin indsats, men mø-der i stedet en Hitler, somser, at han nu har fri bane.Han forkaster Chamberlainsforberedte plan, strammer si-

ne krav til det yderste, ogden engelske premiermini-ster må vende skuffet hjemtil London. Her udklækkerhan tanken om et nyt mødemed Hitler, som nu sætterultimative tidsfrister. Cham-berlain foreslår deltagelse afbåde Daladier og Mussolini,som var Hitlers partner i ak-sen, men som Chamberlainleflede for i forbindelse medkrigen i Spanien og magtfor-holdene i Middelhavet.

Det var det berygtedemøde i München, som Hitleraccepterede, da han så, at detvar England og Frankrigs to-tale kapitulation, der skullehave en passende ramme.Stalin var selvsagt stadig ik-ke inviteret, og ingen spurgteefter ham. Hitler fik alt, hvadhan ønskede, og Chamber-lain kunne vende hjem ogproklamere, at han havdesikret ‘Fred i vor tid’. ‘Ar-bejderbladet’ udkom dagenefter med en leder, der havdeoverskriften ‘Krigen er sik-ret’, mens hele den øvrigepresse fulgte Chamberlainog udgød fredspanegyrik.

SovjetunionensudenrigspolitikDet varede et halvt år, så an-nekterede Hitler resten afTjekkiet og gjorde Slovakiettil lydstat. Polen stod nu

klart nok for tur, og Englandopgav modstræbende illusio-nerne og følte sig nødsagettil at udstede en garanti forPolen, som i forvejen havdeen alliancetraktat med Fran -krig og for resten havde del-taget i parteringen af Tjek-koslovakiet efter München.De politiske konsekvenser afMünchen for forholdet mel-lem de europæiske stater vi-ste sig i marts samtidig med,at Hitler gjorde det af medresten af Tjekkoslovakiet. Imarts holdtes i Sovjetunio-nen Kommunistisk Partis 18.kongres, og Stalin kommen-terede i sin beretning de se-neste begivenheder i Europamed bl.a. disse ord: “ – – –England og Frankrig har op-givet den kollektive sikker-heds politik og er gået overtil en politik af ikke-indblan-ding, af neutralitet – – – denkan udtrykkes således: “Ladhvert land forsvare sig selvmod aggressorerne, som detkan eller vil. Os kommer detikke ved, vi vil fortsættemed at gøre forretningermed både aggressorerne ogofrene – – – (England ogFrankrig) tilskyndede ty-skerne til at trænge længereog længere frem mod øst.“Begynd blot en krig modbolsjevikkerne, og alt vil gågodt” – – – “.

Der var herefter ingensom helst tvivl om, hvordansovjetregeringen så på Mün-chen og vestmagternes poli-tik. I Moskva havde man ik-ke den fjerneste tiltro til, atdet skulle være muligt at op-

Chamberlain med papiret:Fred i vor tid.


nå noget som helst i retningaf et tillidsfuldt samvirkemed England og Frankrigmod yderligere aggressiveskridt fra Hitler. Hvis nogenskulle være i tvivl om, at detforholdt sig således, fulgtekonsekvensen af partikon-gressen og dens beslutningeret par måneder senere. I majtrådte Litvinov tilbage somudenrigskommissær og bleverstattet af Molotov. Det varnetop Litvinov, der over foralverden havde stået someksponenten for Sovjetunio-nens årelange forsøg på attrække de ikke-aggressivestater med i et samvirke omat modstå de fascistiske sta-ters ekspansion. Og nu blevhan fjernet og erstattet afMolotov, et klart signal til al-verden om en ændring i denpolitiske linje. Sovjet villenu tage vare på sin egen sik-kerhed først og fremmest.

AppeacementpolitikkenssammenbrudSamtidig lå Chamberlainsog Daladiers appeacement-politik i ruiner. England hav-de udstedt endnu flere ga-rantier til stater i øst somRumænien og Grækenland.Men selv Chamberlain fatte-de efterhånden, at man ikkehavde nogen realistisk mu-lighed for at yde militærstøtte til disse stater i tilfæl-de af, at Hitler angreb. Tilsidst måtte regeringerne iLondon og Paris bide i detsure æble. I slutningen afmaj stillede de Sovjet for-slag om forhandlinger tilforbedring af forholdet mel-lem dem og til skabelsen afen fælles front mod yderli-gere aggression. Efter langeforberedelser, og efter at denengelske delegation havdeforetaget en 14 dage lang

rejse til Leningrad med enlangsom fragtbåd kunne for-handlingerne hen i juli be-gynde. Den engelske delega-tion lededes af en embeds-mand fra udenrigsministeri-et, som var ukendt udenforEngland, en mr. Strang, denfranske af en ligeså ukendtadmiral Drax og generalDoumenc. Deres fuldmagtervar ufuldstændige. Sovjet re-præsenteredes af absoluttetopfolk som forsvarskom-missær Vorosjilov og gene-ralstabschefen Sjaposjnikov.Til Hitler i München havdevestmagterne sendt premier-ministrene Chamberlain ogDaladier. Forskellen i vurde-ringen af forhandlingspart-neren kunne ikke markerestydeligere. Forhandlingerneslæbte sig hen. Det var tyde-ligt, at hvad det drejede sigom for især den engelske re-gering, var det politisk-psy-kologiske indtryk på den en-gelske offentlighed af, at derforhandledes om samarbejdemed Sovjet. Derimod havdeman aldeles ikke travlt medat komme nogen vegne meddet, som var påtrængendenødvendigt, hvis man skullekunne stille noget op modværnemagten, nemlig en mi-litærkonvention.

Til sidst stod man medspørgsmålet om, hvordanman skulle hjælpe Polen itilfælde af et stadig meretruende tysk angreb. Det varklart, at kun den røde hær

var i stand til at yde nogenøjeblikkelig, virksom hjælp,men det krævede selvsagt, atden fik ret til gennemmarchover polsk territo ri um, så atden kunne optage kampenved Polens vestgrænse. Imodsat fald ville Sovjet nokblive bragt i krig med Tysk-land, men den Røde hærskulle så stå med gevær vedfod og vente ved Polens øst-grænse langt inde i Hvide-rusland på, at Polen blevnedkæmpet, før end den selvkunne optage kampen, ogyderligere skulle man så sto-le på, at England og Frank-rig ikke genoptog spillet fraMünchen, når man havde få-et isoleret krigen til at foregåmellem Tyskland og Sovjet.Kort sagt, var appeacement-politikken nu også helt dødog borte?

Ingen hjælp til PolenPolenspørgsmålet afgjordesagen. Polen nægtede at giveden røde hær ret til gennem-march i tilfælde af tysk an-greb, og England og Frank-rig nægtede at lægge nogenform for diplomatisk pres påWarszawa for at frembringeen ændret holdning. En gan-ske anden indstilling end iefteråret, hvor London ogParis truede Benes til at af-stå Sudeterlandet, ja Frank-rig truede dengang endogmed at svigte sine alliance-forpligtelser overfor tjekker-ne. Nu, stående over for det

velbegrundede sovjetiskekrav om ret til gennemmarchvovede dog den ene af defranske delegationsledere,den fortvivlede general Dou-menc, at trodse sin regeringspolitik. Han sendte en af si-ne officerer, kaptajn Beauf-fre, til Warszawa, hvor hanopsøgte marskal Rydz-Smig-ly i håb om at opnå en andenholdning. Det var forgæves.Han blev mødt med total af-visning. Det var den 17. au-gust, 14 dage før Hitler an-greb. Og forhandlingernevar dermed kørt fast.

Ikke-angrebspagtenDet var i denne situation, atsovjetregeringen endelig be-sluttede at reagere positivtpå de følere, som igennem etpar uger var blevet udsendtfra Berlin om, at man villekunne klare alle spørgsmålde to stater imellem, blotman kunne mødes omkringforhandlingsbordet. Det ha-stede efterhånden for Hitler,at få løst problemet om ryg-dækning mod øst inden an-grebet på Polen. Få dage se-nere var Ribbentrop i Mo -skva og ikke-angrebstrakta-ten med tillægsprotokol etc.blev undertegnet. Det var ik-ke nogen smuk eller moralsktiltalende løsning på Sovjetsproblem, men med et ag-gressivt Japan i ryggen varlandet simpelthen nødt til atsørge for sin egen sikkerhedi den opståede umulige si-tuation. Det var en næstenhåbløs opgave at gøre pag-ten mellem Berlin og Mo -skva forståelig for Sovjetstalrige sympatisører og til-hængerne af folkefrontspoli-tikken og den kollektive sik-kerhed over hele Europa.

Og man forstår generalDoumencs fortvivlelse, for

Tyskland bryder ind i Polen.2. Verdenskrig er en realitet.


Pædagogik – sindelags -kontrollens stærkeste våben!

uden en alliance med den su-verænt stærkeste magt øst forTyskland var perspektivet forFrankrig endnu sortere endfor et isoleret Sovjet. Denbritiske ekspeditionshærshalve dusin divisioner var ik-ke til megen gavn for Frank-rig, når det stod alene overfor værnemagten efter, atden havde knust Polen. Detendte da også med våbenstil-standen og Petains Vichy-re-gering i juni 1940, for Eng-land blev resultatet evakue-ringen fra Dunkerque og ta-bet af den franske allierede.

KoldkrigspauseDen umiddelbare anstøds-sten for alliancen mellemSovjet og vestmagterne varPolens feudale herskeresindgroede antisovjetisme ogganske groteske forestillin-ger om egen militær styrke.Præsident Roosevelts udsen-ding, Sumner Welles, beret-ter om en højt placeret polskembedsmand nær regerin-gen, som søgte at overbeviseham om de enorme, sejrrigemodstød, som polsk kavaleriville kunne sætte ind mod entysk angriber. Men den dy-bere årsag til, at det ikkelykkedes i tide at skabe denalliance, lå i de borgerligevestmagters uovervindeligeklassehad overfor Sovjet ogalt, hvad der smagte af kom-munisme. Her var mellem-krigstidens spire til den se-nere kolde krig, den var år-sagen til, at det ikke lykke-des at forhindre den trage-die, som kom over menne-skeheden, i form af den 2.verdenskrig. Og når det lyk-kedes at vinde den krig ognedkæmpe fascismen, skyld-tes det kun, at den kolde krigmidlertidigt blev skudt ibaggrunden.

Læreplaner og pensum er nøje afstemt med regeringensegen politiske holdning

Af Lilli Rodeck

★ Næsten alle børn i Dan-mark kommer i berøringmed vuggestue og/eller bør-nehave. Derfor har det væretyderst vigtigt for vores nu-værende regering at sikre sigmod “uønsket” påvirkningaf fremtidens arbejdskraft ogvælgere.

Hvor der før i tiden varmetodefrihed inden for pæ-dagogikken, har regeringenved hjælp af rapporter oglæreplaner sikret, at dagin-stitutionernes fornemste rol-le nu er skoleforberedelse.Leg er kun interessant, hvisden har læring med sig, velat mærke den planlagte læ-ring. Hvor pædagogerne førvar kritiske og fagligt stolteaf deres fag, har regeringensnedladende bemærkningeromkring “rundkredspædago-gik” m.m. medført, at stolt-heden er væk. Dette kunneopnås, fordi Bertel Haarder,da han var undervisningsmi-nister i Schlüter-regeringen,omlagde pædagoguddannel-serne, således at specialernesocialpædagog og klubpæ-dagog forsvandt. Uddannel-sen blev længere, og de stu-derende blev i praktikkenbillig arbejdskraft. De kriti-ske spørgsmål forsvandt, ogde pædagoger, som blev re-sultatet, var dejligt lette at fåmed på en centralisering afmetodikken. Væk var men-neskesyn og marxistiske

pædagogiske retninger.Det næste på Bertel

Haar ders program var at fjer-ne metodefriheden i Folke-skolen. Her var problemernestørre, fordi Lærernes Fag-forening var og er meget ak-tive omkring arbejdsforhold.Derfor blev de første angrebsat ind på lærernes arbejds-tid. Ved at skemalægge ogtidsbestemme enhver funk-tion, som ikke har direktemed undervisning at gøre,fik man i befolkningen rejsten misundelse over de dovnelærere, som næsten ikke ar-bejder. Forberedelsestid tillektioner blev begrænset, ogforældrearbejdet blev syste-matiseret. Samtidig kørte enaviskampagne, hvis formålvar at vække mistillid til dis-se venstreorienterede lang hå -rede lærere. Der var historierom manglende efteruddan-nelse, korte arbejdsdage,manglende disciplin i skoler-ne, dårlige læse- og matema-tikkundskaber og forfejlet hi-storieundervisning.

Skemaer og testFor at sikre at børnene fikden rigtige verdensopfattel-se, ifølge regeringen, sattekulturministeren gang i “ka-nons” for hvad som helst.Brian Mikkelsen kunnenemlig selv huske fra sinskole og studietid, hvor ven-streorienteret alt var, og hvorforfulgt han som borgerligblev. Dette skulle ændres.

Kanon i historie, litteraturog kunst skulle sikre, at allebørn i Danmark fik den sam-me påvirkning. Men da Fol-keskoleloven gav metodefri-hed, måtte der sættes ind, så-ledes at den enkelte lærer ik-ke fik for meget råderum.Her var Bertel Haarder klarmed individuelle læreplaner,skemaer og tests. Alt skulleevalueres og bedømmes.Gennemførelse af denne nyefolkeskolelov kunne kun la-de sig gøre, fordi Fogh-rege-ringen havde haft held medat ophæve eksklusivaftalerneved hjælp af EF-domstolen.Resultatet er desværre, atlærerne ikke mere er organi-seret i én stærk fagforening;men derimod har de gulefagforeninger høstet stormedlemsfremgang. Lærernehar ikke mere et effektivtstrejkevåben til rådighed, dade lærere, som ikke er med-lem af Lærernes fagfor-ening, selvfølgelig vil passederes arbejde til glæde forden borgerlige regering.

Resultatet er, at vi nu haren folkeskole, hvor lærepla-ner og pensum nøje er af-stemt med regeringens egenpolitiske holdning. Der erikke mere rum til det kriti-ske samfundssyn eller hi-storieforståelse. Regeringenhar sikret sig kontrol overvore opvoksende generatio-ner langt ud i fremtiden.Skolen er ikke mere for li-vet; men for erhvervslivet.


Militærkuppet i HondurasDen 28. juni 2009 begik militæret og overklassen i Honduras statskup mod denfolkevalgte præsident Manuel Zelaya. Zelaya blev sat på et fly og sendt til Costa Rica.En kupregering under den tidligere leder af kongressen, Roberto Micheletti, derrepræsenterer overklassen, blev dannet. Ambassadører fra Cuba, Nicaragua, Venezuelaog Bolivia blev fængslet. Kuppet mødte prompte folkelig modstand i Honduras ogfordømmelse fra resten af Latinamerika, især fra landene i ALBA-samarbejdet.

Af Egon Laugesen

★ Antifascistisk Forum hartaget en snak med Ole NorsNielsen, der var i Hondurasbåde i marts og i juli. Ole erhovedbestyrelsesmedlem i3F, næstformand for trans-portgruppen i 3F Aalborg oger særdeles aktiv i forbun-dets solidaritetsarbejde medden honduranske mod-standsfront. Desuden varkandidat for Folkebægelsenmod EU ved sommerensparlamentsvalg.

AF: Du var i Honduraskort tid efter militærkuppet28. juni mod præsident Ze-laya. Har du viden om, dervar kræfter udefra indblan-det i kuppet?

Ole: “I Honduras undreralle sig over, at de samme 4amerikanske topembeds-mænd, der var i Venezuela i2002 under kupforsøget modChavez, også var i Hondurasunder kuppet mod Zelaya i2009. USA’s ambassadør iHonduras – tiltrådt i år – vartidligere ambassadør i Boli-via under et kupforsøg modEvo Morales.”

“For 14 dage siden op-snappede Venezuela top-hemmelige dokumenter fraColombia. Dokumenterneafslørede en detaljeret planfor at omstyrte de venstre -orienterede regeringer i Ve-nezuela, Honduras, Ecuador

og på Cuba. Planen blev ud-arbejdet under Bush-regerin-gen.”

“Så, indblanding, ja alttyder på det!”

AF: Kupregeringen be-skyldes for mord, tortur ogforfølgelse af modstandere.Kan du bekræfte dette?

Ole: “Ja, helt sikkert.Carlos Reyes, der er mod-standsfrontens præsident-kandidat og formand forDrikkevarerarbejdernes Fag-forening (STIBYS), er f.eks.2 gange blevet overfaldet ogtortureret. Da jeg mødteham, virkede han trods dettesom et ukueligt menneske.Fagforeningsmanden ErastoReyes, som netop har besøgtDanmark, bl.a. 3F, er blevettruet på livet adskillige gan-ge. 22 af modstandsfrontensfolk er beviseligt blevetmyrdet.

(Red.: Menneskerettig-hedsorganisationen CODEHudgav i september en rap-port, der angiver tallet afmyrdede til 101. Flere af3Fs samarbejdspartnere erblevet myrdet. Blandt andreUlises Aguilar fra drikkeva-rearbejdernes fagforeningSTIBYS.)

SolidaritesarbejdeAF: Fagbevægelsen i Hon-duras har spillet en hoved-rolle i modstandsbevægel-sen. Kan du fortælle lidt om

3F’s solidaritetsarbejde?Ole: “Vi har helt klart

været med til at flytte nogleholdninger. Forståelsen for,at det faglige og politiske ar-bejde hænger sammen, ervokset markant. Vores soli-daritet har sammen med denstøtte, de har fået andre ste-der fra, virkelig sat kampenfor demokrati og menneske-rettigheder i forreste række.”

“På vores forslag er dedesuden gået i gang med atorganisere de mange løsar-bejdere. Vigtigst er, at kam-pen for demokrati nu står såstærkt.”

AF: De sydamerikanskelande krævede hurtigt præsi-denten genindsat og fordøm-te kuppet. Hvad siger du tilEU’s og Danmarks reaktio-ner? Og USA’s?

Ole: “Lad mig begyndebagfra. Obama, der nyderstor respekt i Honduras, for-dømte prompte kuppet. MenHillary Clinton imponeredeikke i opfølgningen. Der gikmeget langt tid, inden derskete noget. Inden USA be-gyndte at presse kupregerin-gen økonomisk og politisk.EU var ligeledes hurtigt udemed fordømmelse, også medat stoppe de handelsforhand-linger, der var i gang på kup-tidspunktet. I Danmark varudenrigsministeren megetsen i optrækket. Han henvi-ste flere gange til EU. Der

gik lang tid, inden regerin-gen fik stoppet de økonomi-ske tilskud til bl.a. en om-budsmandsinstitution. 3F harhele tiden forsøgt at læggepres på den danske regering.Af EU-landene var det fak-tisk kun Spanien, der påegen hånd fordømte kuppet.”

AF: I august blev der af-holdt en international, fagligsolidaritetsdag verden over.Har solidaritetsarbejdet meddet honduranske folk styrketdet internationale fagligesamarbejde?

Ole: “Som jeg sagde før,er der ingen tvivl om, at denfaglige og politiske bevidst-hed i Honduras er voksetmarkant. Især blandt havne-arbejderne, som jeg har sam-arbejdet med, er der en me-get positiv udvikling igang.”

Demokratisk forfatningAF: Der er nu indgået en af-tale mellem kupregeringenog den afsatte præsident Ze-laya. Hvad betyder det? Erdet godt eller skidt? Hvad si-ger den honduranske mod-standsbevægelse?

Ole: “Nu er aftalen jo ik-ke vedtaget endnu. Hvismodstandsfronten acceptereraftalen, kan vi også være til-fredse. Udviklingen stopperimidlertid ikke her. Mod-standsfronten vil have ned-sat en forfatningskommis-

sion, og de vil have en de-mokratisk forfatning! Vi hå-ber på, at de må få et demo-kratisk valg med observatø-rer bl.a. fra OAS (Organisa-tionen af Amerikanske Sta-ter).”

“Min konklusion: Udvik-lingen hen mod demokratiog menneskerettigheder,som militærkuppet har satgang i, vil fortsætte uansetom der kommer en aftale ihus eller ej, og uanset hvem,

der bliver valgt ved eventu-elle valg. Modstandsfrontenhar kæmpet en flot kamp,uden at gribe til våben. Dethar de overladt til militær ogpoliti. Den stærke, folkeligemodstand, som kuppet iHonduras er blevet mødtmed, betyder, at kupfolk iandre latinamerikanske lan-de med venstreorienteret re-geringer nok vil tænke sigom en ekstra gang.”

Så vidt Ole Nors Niel-sen.

Ved deadline for Antifa-scistisk Forum, nr. 5 var der

stadig ingen klar aftale omgenindsættelse af Zelayasom præsident. Kongressen iHonduras skal først godken-de hans indsættelse. Densamme kongres som god-kendte kupregeringen. Afta-len indebærer bl.a., at Ze-laya ikke får magt over mili-tæret. Han stiller heller ikkeop til det kommende valg.Det er således en megetsvækket præsident.

Der er fortsat behov forinternational støtte og soli-daritet med det honduranskefolk!!


Manuel Zelaya før kuppet

Eurofascisme?Finanskapitalen i dag overskrider grænser; dens interesseri Europa er knyttet til EU. Dens chauvinisme er en EU-chauvinisme; dens imperialisme er en EU-imperialisme.

Af Henrik Stamer Hedin

★ I Iran blev 30-årsdagenfor besættelsen af den ameri-kanske ambassade under re-volutionen i 1979 markeretmed demonstrationer bådefor og imod regeringen, ogde sidste blev som sædvan-lig slået ned med hård hånd.Præstestyret er blevet kaldtfascistisk, og det har ogsåflere af fascismens træk –bl.a. at det stjal en revolu-tion og vendte den til densmodsætning, at det forfølgerde progressive kræfter og fø-rer en reaktionær politik un-der dække af en revolutio-

nær og antiimperialistiskfraseologi og symbolik, somdet f.eks. kommer til udtryki den symbolske betydning,styret tillægger ambassade-besættelsen.

Den bevægelse mod præ-stestyret, som manifesteredesig her i efteråret som vedvalget tidligere på året, erimidlertid heller ikke tillids -vækkende – i hvert fald ikkesom den præsenteres i dan-ske medier. Mod styrets høj-lydte antiamerikanisme sæt-ter den ifølge Danmarks Ra-dio “en fremstrakt hånd tilUSA”. Og med sin brug afnetworking i form af sms,

twitter osv. minder den omde “kulørte revolutioner”,der de senere år har ført sigfrem i Østeuropa og tidligeresovjetrepublikker.

Og hvad er der så galt i det?Vi har set “de kulørte” somstormtropper for reaktion ogimperialisme i Beograd, Ki-ev, Tbilisi for blot at nævnede hovedstæder, hvor de harhaft størst held med sig –den “orange revolution”,“Rosenrevolutionen” oghvad de nu kalder sig. I køl-vandet på forårets valg iMoldova, der blev vundet afkommunisterne, men ikke

stort nok til, at de kunnekontrollere parlamentet ogvalget af præsident, var “dekulørte” på banen igen. Un-der paroler om demokrati,modernitet og mangfoldig-hed smadrede de kulørtehorder parlamentet og hejsteRumæniens og EUs flag påtaget af præsidentpaladset.Hærværket blev ikke stand-set af politiet, og urolighe-derne var med til at gennem-tvinge det nyvalg, som blevnødvendigt, da de borgerligeved en ganske tilsvarendekonfrontationslinje i parla-mentssalen forhindrede val-get af ny præsident. ▲


Kommunisterne havdehaft magten i Moldova i ti årefter at have fortrængt etborgerligt flertal, som havdeført landet mod nationalt ogøkonomisk sammenbrud.Trods en meget forsigtig ogmoderat politik havde de på-draget sig deres modstande-res raseri ved at bevare mag-ten ved valg efter valg. Vedsommerens nyvalg blev deigen det suverænt størsteparti, men med “kun” 45procent af stemmerne måttede alligevel afgive magtentil de borgerlige.

Politiet gik som nævntmeget lempeligt frem moduromagerne; når man ser,hvad der herhjemme kansættes ind af politimagt modet ungdomshus, skulle manellers nok synes, der i Chisi-nau kunne have været belægfor i en helt anden grad atskrue bissen på. Men fordem, der sympatiserer medvoldsmændene, tager det siganderledes ud. I Politikenskrev Vibeke Sperling om“politiets vold” og om den“kommunistiske sump”, somMoldova befandt sig i – uag-tet sandheden som alleredepåpeget var, at det var kom-munisterne, der var begyndtpå at trække landet op af densump, som ti års borgerligtstyre havde kastet det ud i.Og hun spurgte, om det var“dem med brændekomfurer-ne” (dvs. almindelige arbej-dende mennesker) eller“dem med mobiltelefoner-ne” (altså de kulørte med de-res sms- og twitternetværk),der skulle bestemme.

Demokrater burde ikkevære i tvivl. Det var fruSperling heller ikke, og huntroede sikkert selv, hun vardemokrat, når hun holdt medmobiltelefonerne.

Georgi Dimitrov define-rede i sin store beretningsta-le på Kominterns 7. verdens-kongres i 1935 “fascismenved magten” som “finanska-pitalens mest reaktionære,chauvinistiske og imperiali-stiske elementers åbne terro-ristiske diktatur”. Dimitrovtaler om “fascismen vedmagten”, men når fascismenkæmper for magten, er derandre boller på suppen: Ter-rorismen tilsløres af tilsyne-ladende folkelige, antikapi-talistiske, endda revolutio-nære paroler, som Dimitrovså klart gør rede for detlængere fremme i sin tale.

I dag kan man tilføje: Pa-roler om demokrati, moder-nitet og mangfoldighed.

Mange demokrater er idag opskræmte over nynazi-sters rudeknuserier og overfascistoide tendenser i departier, man kunne kalde“socialnationalistiske”, par-tier som Dansk Folkeparti,der ganske rigtigt har ideolo-giske træk til fælles med na-zismen. Man ser i dissestrømninger, smågrupper ogpartier en fare for gentagelseaf gamle dages fascisme.

Men fascismen er ikkefarlig i sig selv, heller ikke iDansk Folkepartis stokro se -udgave. Fascismen bliverførst farlig, når “finanskapi-talens mest reaktionære,chauvinistiske og imperiali-stiske elementer” finder udaf, at de kan bruge den til atindføre deres “åbne terrori-stiske diktatur”. Nynazismener ikke interessant for fi-nanskapitalen og Dansk Fol-keparti kun i mindre grad.Begge er for det første forgenkendelige, de er brugt førog kan ikke længere narrenogen; det gælder udprægetfor de egentlige nynazistiske

grupper, men også DanskFol keparti gennemskuessom bekendt af de fleste.

Fremfor alt er fascismen,både den oprindelige og stok -roseudgaven, imidlertid na-tionalistiske. Nationalismenvar interessant for 20ernesog 30ernes finanskapital, dervar fast baseret inden for na-tionale rammer og (i de stør -re lande) først og fremmestså sin interesse i en styrketog aggressiv nationalstat,som kunne gå dens ærindeover for andre nationers fi-nanskapital. Finanskapitaleni dag overskrider græn ser;dens interesser i Europa erknyttet til EU. Dens chauvi-nisme er en EU-chauvinis-me; dens imperialisme er enEU-imperialisme.

De “kulørte revolutio-ner” går EU’s ærinde. Bagden demokratiske og pro-gressive maske, der narrer“demokrater” som VibekeSperling, arbejder de for “finanskapitalens mest reak-tionære, chauvinistiske ogimperialistiske elementer”og i sidste instans for deres“åbne terroristiske diktatur”.De repræsenterer en moder-ne, vital og globaliseret pen-dant til gamle dages fascis-

me – en EU-fascisme.Også den militante isla-

misme, som den kommer tiludtryk i det iranske præste-styre, har interesse for “fi-nanskapitalens mest reaktio-nære, chauvinistiske og im-perialistiske elementer”; denhar således med held væretbrugt som murbrækker modsocialismen. Men den har siteget ideologiske grundlag ogegne interesser, der ikkenød vendigvis er sammenfal-dende med finanskapitalens,og er i længden for vanske-lig at styre – som vi har setdet demonstreret ved adskil-lige lejligheder i de senereår.

De “kulørte” er anderle-des nemme at manipulere. ITbilisi bragte de en regeringtil magten, der er tæt på atfortjene betegnelsen “åbentterroristisk diktatur”. Om detsamme gælder den regering,de har været med til at sættepå taburetterne i Chisinau,mangler vi endnu at se. Oghvis mistanken om “kulørte”elementer i den iranske pro-testbevægelse er begrundet,må vi håbe, de ikke får heldtil at afspore det berettigedeog nødvendige opgør medpræstestyret.

Det må ikke gentage sig.

Eurofascisme...


Sovjetiske Spaniens frivillige skal hædresAf Aksel Carlsen

★ Moskvas Byråd (Duma)har fornyelig taget en be-mærkelsesværdig beslut-ning. På initiativ af medlemaf det regerende parti “Detforenede Rusland” Igor Jele-fjorenko besluttedes det, atder i Moskvas store minde-lund på Poklonnaja Goraved Kutuzov Prospekt, skalopføres et mindesmærke forde sovjetiske deltagere i denSpanske borgerkrig. Dennebeslutning kom efter en om-fattende kampagne, somdagbladet “Vetjernjaja Mo -skva”, sovjetiske krigsvete-raner, studerende og under-visere ved Moskvas Stats-universitet og andre har del-taget i.

Blandt de mange interna-tionalister fra 64 lande, derpå republikkens side ydedeet bidrag, var der i alt ca.3.000 sovjetborgere. Her iblandt over 600 militærråd-givere og 200 tolke. I altfandt 182 sovjetiske deltage-re døden i Spanien. Endnuflere endte dog deres dageefter de repressalier, de blevudsat for, da de vendte hjem.Således skrev den sovjetiskeflykonstruktør A. Jakovlev:“Stalin tog nederlaget i Spa-nien ilde op. Hans utilfreds-hed gik ud over personer,der indtil fornyelig havdeværet betragtet som helte ogvar omgivet af velbegrundetrespekt”.

Tragiske ofre Blandt disse tragiske ofrevar to fremtrædende sovjeti-ske miltærrådgivere, JanBerzin, der havde været ak-tiv deltager i 3 revolutioner,

var grundlægger af Den rødehærs efterretningstjenestesamt G. Stern, med ærestit-len “Helt af Sovjetunionen”,som under den spanske bor-gerkrig var leder af Luft-værnsforsvar. De blev beggearresteret og henrettet.

Blandt andre ofre for sta-linismens repressalier varSovjets militærattache V.Gorev, samt chefrådgiverved Madrids forsvarsstab S.Uritzkij. Jakov Smuzkevitj –“Helt af Sovjetunionen, ge-neralløjtnant inden for luft-våben, souschef for General-staben, desuden P. Pumpurog J. Ptukhin, der beggehavde ledet sovjetiske jager-flyeskadriller i Spanien, vi-ceforsvarsminister (vicefol-

kekommissær) for luftvåbe-net, “Sovjetunionens helt” P.Rytjagov.

Blandt den gruppe Spa-niens-frivillige, der blevetarresteret kort før Nazitysk-lands overfald på Sovjet, varen stor gruppe piloter, somefter Spanien havde gjort enaktiv tjeneste i krigen modjapanske imperialister. 20 afdem var blevet udnævnt som“Helt af Sovjetunionen”.Tragisk endte også 3 sovjeti-ske top-diplomater. M.I. Ro-senberg, L. Gajkis samt Vla-dimir Antonov-Ovseenko.Den sidstnævnte havde i1917 ledet stormen på Vin-terpaladset, var senere ju-stitsminister (folkekommis-sær) og sovjetisk general-

konsul i Barcelona. Da dissetre blev hjemkaldt fra Spani-en til Sovjet, blev de arreste-ret og omkom i fængsel.Blandt de henrettede var og-så den populære journalistMikhail Kol´tsov – en afPravdas redaktører og forfat-ter til en populær bog “Denspanske dagbog”, der udkomi Moskva i 1938.

Hjælp til republikkenSovjet havde ydet omfatten-de økonomisk, militær oghumanitær støtte til denspanske republik. Som endel af den militære støtte fikSovet afprøvet nye fly ogtanks, som senere kom imasseproduktion og anvendti kampen mod Nazityskland.Blandt de sovjetiske deltage-re i borgerkrigen, der efter 2.verdenskrig kom til at stå ispidsen for Sovjetunionensvæbnede styrker, var bl.a.marskal Kiril Meretzkov ogden senere forsvarsministerRodion Malinovskij.

En række sovjetiske fri-villige er begravet i Madrid.I oktober, da en delegationfra Ruslands parlamentsOverhus besøgte Spanien,blev der lagt kranse ved de-res mindesmærke.

I dag er der i Moskvakun 2 spaniensfrivillige til-bage i live. En af dem, den87-årige argentinsk fødteAdelina V. Kondratjeva hartil avisen “Vetjernjaja Mo -skva” udtalt, at det er hen-des sidste ønske i livet, atder rejses et minde for allede mange sovjetiske interna-tionalister. I øjeblikket dis-kuterer man, hvorledes min-desmærket skal se ud samtteksten til en inskription.


Børn bag tremmer“Vi skal have fat i kraven på den unge, som er på afveje, Vi skal vise dem, at detsamfund, de vender ryggen, ikke har opgivet dem... Det gør vi gennem konsekventhandling. Derfor foreslår vi en sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år.”

(Statsminister Lars Løkke Rasmussen, folketingets åbningstale 2009.)

Af Anton Nielsen

★ Enkelte ældre læsere kansikkert stadig huske den-gang, da prygl var et “nød-vendigt” – ja det vigtigstepædagogiske middel i dendanske folkeskole. Slag medspanskrør og lussinger hørtetil dagens orden. Du kanselv vælge din lille bøllespi-re! Nå – beslut dig. Hvadvælger du? En sveder, enlussing eller tre slag bag i?

En del af den danske læ-rerstand erklærede dengang– i begyndelsen af 50erne –at det var umuligt at opret-holde den fornødne disciplini skolerne og den naturligeog fornødne respekt for læ-rerstanden – og samfundetsautoriteter i øvrigt – udenrevselsesretten.

Det var pædagogisk nød-vendigt at slå børn i ansigtet,erklærede disse erfarne pæ-dagoger uden at rødme.Uden vold går det absolutikke, lød deres vægtigste“argument”. Samfundet vartvunget til at tage sin for-holdsregler mod utilpassedebørn og uvorne lømler!!!

Først og fremmest skullearbejderklassens børn ban-kes på plads. Ingen oprørereher, hvis den danske folke-skole og dens samfundsbe-vidste og samfundsbevaren-de lærerstand kunne gørenoget til det. Og det kunnede!

Samfundsdressur kunneman kalde det.

Forstod man det ikkemed det gode, så skulle mansandt for dyden få det atmærke med det onde.

Nogle bærer stadigspansk rørets ydmygende trerød-blå striber i deres sind.Knækket fra starten. Ydmy-get og ydmyge. Tilpasset detborgerlige samfunds normer– indplaceret i den kapitali-stiske hakkeorden. Alt på sinrette plads.

Alligevel blev lærernesret til at prygle eleverne af-skaffet i de danske skoler.Pladderhumanismen vandtgehør. Det skete, selv ommange af datidens fremme-ste pædagoger ud fra deresmangeårige erfaringer adva-rede på det alvorligste – og iuskøn samdrægtighed medhøjrefløjens reaktionære po-litikere – forudså samfun-dets fuldstændige opløsning.Det totale anarki!

Rasmussen, Rasmussen & Rasmussen...Fortid, troede mange deref-ter. Men ak nej! Man gjorderegning uden vært. Af godegrunde kendte de naturligvisikke dengang den nu tidlige-re statsminister Anders FoghRasmussen – født den 26. ja-nuar 1953 – netop det år,hvor revselsesretten i dedanske skoler blev afskaffet.

Ej heller hans forgængereller hans efterfølger – beg-ge bærere af det gode navnRasmussen.

Det kan han være glad

for, havde han været bare etpar år tidligere på den, hav-de han med garanti fået “sinhale smurt”, og det i en grad,at han formodentlig havdeværet livsvarigt vaccineretmod brugen af vold imodbørn og andre mennesker –her til lands, såvel som i an-dre lande fjernt fra Dan-marks kyster.

Men hans regeringstidstartede som bekendt først i2001. Som statsminister toghan over efter Socialdemo-kratiets store ophørsudsalg.Dengang det statsministeri-elle tågehorn, Poul NyrupRasmussens tid i dansk poli-tik lakkede mod enden.

“Lad mig sige det, så detikke kan misforstås,” sagdehan for en gangs skyld udenuld i mund. “Vi vil ikke findeos i det. Vi vil den vold tillivs ... Politi og retsvæsen vilderfor få stærkere magtmid-ler i kampen, der truer an-dre og ringeagter menneske-liv.”

For forståelsens skyld:Det var ikke de dansk/ameri-kanske terrorbombardemen-ter af Jugoslavien, han talteom – men uvorne unge dan-

skere, som ikke umiddelbartlod sig integrerer i “vel-færdsstaten”.

Kort efter stak han halenmellem benene og desertere-de til Brüssel – langt fra debedragne vælgeres berettige-de vrede.

Den nye statsministerRasmussen (Anders Fogh)startede i 1. klasse på Hvid-bjerg skole den 1. august1960. Så det kan med no-genlunde sikkerhed fastslås,at han ikke ved noget somhelst om det, han snakkerom, når han som statsmini-ster – hånd i hånd med Ber-tel Haarder, regeringens“Store Bastian” – hyler opom “den nødvendige disci-plin i folkeskolen” og re-pressalier mod såvel børnsom forældre – hvis de ikkelever op til “deres ansvar”.Det vil sige lydigt danser efter hans og Bertel Bims’pibe.

De herrer har nu i årevisført ideologisk krig modbørnene i folkeskolen og de-res forældre. Det er sagen ien nøddeskal. Ligesom de iårevis har sunget med iDansk Folkepartis racistiske

Professor dr. jur., Eva Smith:

“Det er sørgeligt at se, at en så alvorlig ting som vorebørns fremtid skal bruges som en brik i finanslovsfor-handlingerne.”

(Pol. 11. okt. 09.)


kor. Falsk men meget højtog støjende!

Ustandseligt krævesstrengere straffe. Straf, straf,endnu hårdere straffe er re-geringens eneste svar påsamfundets problemer. Menstraf løser ingen problemer.Hvis det var så let, havdeHitler jo ret i sin tid. I stedetskaber man nye problemer.Det er gammel visdom. Mendet er tilsyneladende glemt idagens Danmark, hvor sva-ret på alverdens problemersynes at være stadig strenge-re straffe. En ondartet svik-mølle. En svinestreg!

Men tilbage til den tidli-gere “landsfader”, som alle-rede dengang – mens hanendnu “kun” var formandfor partiet Venstre – slog si-ne uforbederlige meningerom “det socialdemokratiskeprojekts” endelige fallit,fast. Minimalstaten var detnye mantra til afvikling afso cial demokraternes “vel-færdsstat”.

Det skete i år 2000 fra ta-

lerstolen ved Venstres lands-møde. Magtovertagelsen varplanlagt ned til mindste de-talje, og det blev gennemførtnøjagtig efter planen – medSocialdemokratiets velvilli-ge assistance. Politisk selv-mord for åbent tæppe.

Anders Fogh Rasmussenvar ikke mindst forargetover “slapheden i det danskeretssystem”. Han gjorde altfor at overdøve Dansk Fol-keparti og satte sig i spidsenfor det racistiske hylekor.Den indre svinehund blevsluppet løs. Og det har denværet siden.

Nedsæt den kriminellelavalder, tordnede han alle-rede den gang. De 12–13-årige skal ikke kunne und-slippe straf, bare fordi de erunder den kriminelle lav -alder.

Ifølge Venstres formand,Fogh Rasmussen i det her-rens år 2000, skulle “hærde-brede pædagoger fremover –som skipper Frohn fra Ful-ton gjorde det i sin tid –

håndfast og hurtigt admini-strerer retfærdigheden. Nårde formastelige først har få-et deres retfærdige straf – enpå skrinet som på Fulton –eller er sikkert forvaredebag tremmer.” Så skulle deformastelige nok nære sig enanden gang, forstod man.

Forslaget er blevet frem-sat mange gange siden, se-nest i forbindelse med Ven-stres “Bandepakke” fra2008, der bl.a. indeholderforslag om, at: “Unge skalkunne veksle en kort fæng-selsstraf med en “opdragel-sestur” med Fulton eller sø-værnet.”

“I går stod vi afgrundensrand,” lød et slogan fra 70-erne, “i dag går vi et skridtvidere!” Det gjorde partietVenstre med den såkaldte“lømmelpakke” i eftersom-meren 2009.

“Retten” til at slå børn iansigtet skal altså genindfø-res i smug ad bagvejen – el-ler rettere ad søvejen. Børnskulle – ifølge daværendeformand Rasmussen – ifængsel, hvis det ikke kunnevære andet. Uden vold gårdet tilsyneladende ikke i fo-regangslandet og minimal-staten Danmark. Det sesdagligt i byernes gader.

12-årig skal lige i kachottenHvis Socialdemokratiet hav-de kendt sin besøgelsestid,var Dansk Folkeparti bleveten parentes i dansk politik.Det er desværre en kends-gerning. På trods af den før-ste statsminister Rasmussen– Poul Nyrup Rasmussen –fra folketingets talerstol omDansk Folkeparti sagde: “I bliver aldrig stuerene!”Det var det klogeste, hansagde i sin regeringstid.

Det skulle man haveholdt fast ved, men det gjor-de man ikke. Hvorfor?

Fordi Socialdemokrater-ne i dag – på trods af HelleThorning-Schmidts verbaleafstandtagen fra Dansk Fol-keparti på landsmødet i sep-tember 2009 – stort set haraccepteret Dansk Folkepartisog regeringens racistiske oginhumane flygtninge- ogindvandrepolitik – og fordiSocialdemokratiet i EU-spørgsmålet for længst harovergivet sig betingelsesløstpå storkapitalens betingelser,hvilket bl.a. kan aflæses afmåden, hvorpå man søger at“løse” den såkaldte “finans-krise” på.

Socialismen har ikke væ-ret nævnt i Socialdemokrati-ets programmatiske udtalel-ser siden kongressen i 1913.I dag er det vel nærmest etbandeord.

Så Dansk Folkeparti stårstærkere i dag end nogensinde før. Hovedansvaretherfor er som sagt Socialde-mokratiets – og den øvrigesamarbejdende “opposition”– SF inklusive – der som enskabet køter har lagt sigfladt på ryggen for at ladesig klø på maven. Skamløst!

Regeringen sidder selv-forskyldt fast i Dansk Folke-partis hængedynd. Men detkom Fogh Rasmussen sværttilpas, som det er kommethans efterfølger svært tilpas.Så er man selv fri for at stil-le de politisk betændtespørgsmål. Man kan nøjesmed at henvise til DanskFolkeparti og den matemati-ske kendsgerning, at et fler-tal i Folketinget mindst skaludgøre 90 mandater.

Så derfor strammes skru-en fra gang til gang. Krave-


ne sættes i vejret, og regerin-gen følger trop. Magtensprotestparti kalder DanskFolkeparti sig selv – og deter vel ikke helt forkert.

Et af Dansk Folkepartissidste store slagnumre i het-zen mod indvandrere ogflygtninge er nedsættelse afden kriminelle lavalder til 12år. De store brødre skubberde mindre – dem under denkriminelle lavalder (2.G’er-ne) foran sig, fordi de ikke,som det er nu, kan straffes.

“Vi skal ramme dem såtidligt som muligt. De skalikke komme her og lave kri-minalitet eller leve på nas”,lyder det fra landets højestejuridiske myndigheder.

Kan de ikke forstå det, såhar vi “ganz anderen meto-den”, som kan tages i anven-delse, uanset hvor gamle deer.

“12-årige skal lige i ka-chotten”, stod der med fedetyper på Ekstra Bladets spi-seseddel illustreret med etfoto af en celle i VestreFængsel:

“Her kan 12-årige prin-cipielt komme til at afsone,hvis den kriminelle lavaldersættes til 12 år,” skrev avi-sen, mens den som sædvan-ligt luftede sit seksuelle fri-sind med henvisning til avi-sens sidste sider reserveretfor pornografi og brandmær-kede sexslaver fra Østeuropaog fattige lande i Den tredjeVerden.

Samtidig “begrundedeDansk Folkepartis ordfører ifolketinget, hvorfor en ned-sættelse af den kriminellelavalder er nødvendig. Mar-lene Harpsøe mente, på bag-grund af det såkaldte “sta-diondrab” i Ålborg – et be-stialsk og modbydeligt mord

udført af en dreng under deneksisterende kriminelle lav-alder – at “det er sagen, somslår hovedet på sømmet.”

“Nok er nok!” erklæredehun. Hvor er det nu lige, vihar hørt den vending før?

Sagen er, at politikernetiltager sig mere og meremagt og til enhver tid er klartil at misbruge den i en dårligsags tjeneste. De kender intettil begrænsningens kunst. Nuer de både lovgivere, politiog dømmende magt. Det erikke holdbart. Det undergra-ver grundlaget for magtenstredeling – og det undergra-ver grundloven. Det sidste erikke så usædvanligt, sommange måske tror.

“Vi bliver nødt til at insi-stere på,” sagde Dansk Fol-kepartis menneskekærligeordfører i folketinget, “atden kriminelle lavalder sæn-kes til 12 år, så vi får en reelmulighed for at gribe indover for unge mennesker,der agerer så afstumpet somdenne gerningsmand. Vi bli-ver nødt til at have nogle an-dre redskaber til at tackle deher helt unge normløse men-nesker. Politiforbundet harogså efterlyst et opgør medden kriminelle lavalder. Jeger sikker på, at vi i virkelig-heden kan redde en masse afunge for at komme ind på enkriminel løbebane, fordi enlavere kriminel lavalder vilgøre det muligt for os at sæt-te ind langt tidligere oglangt mere konsekvent overfor de kriminelle. Samtidigvil jeg gerne understrege, atforslaget ikke indebærer, atmassevis af unge under 15år vil blive sat i fængselsammen med voksne hærde-de kriminelle.” Hvordan hunkan garantere det, står hen i

det uvisse, når hun samtidigsiger: “... det er vigtigt, atder er lås for døren, og at deunge (12 år) bliver stillet foren dommer, der tager stillingtil deres ugerning. At se ogføle en konsekvens, når manbryder loven, er vigtigt.”

For kort tid siden spurgtejeg (A.N.) Mette Frederik-sen, socialordfører m.m. forSocialdemokratiet, om hen-des holdning til nedsættelseaf den kriminelle lavalder.Jeg spurgte på baggrund afet meget groft rygte, som entid verserede på Nettet, ogsom tillagde Mette Frederik-sen at ville nedsætte den kri-minelle lavalder til 10 år.Svaret kom øjeblikkelig (20.marts 09): “Jeg har aldrigudtalt mig positivt om sænk-ning af den kriminelle lav -alder. Tværtom.” k.h. Mette.Klart svar – og tak for det.

Men i mellemtiden synesder at være sket noget i densocialdemokratiske gruppe.

Søndag den 19. aprilkunne man i Politiken læseen meningsmåling foretagetaf TV2 og Politiken, som vi-ste, “at 56% af danskernegår ind for at sænke den kri-minelle lavalder, mens 39%vil fastholde de 15 år.” Detafstedkom følgende udtalel-se fra Karen Hækkerup – so-cialdemokratisk retsordfører

– som indledningsvis erklæ-rer sig enig med flertallet(de 56%):

“Ingen synes, det er i or-den, som tingene er nu. Detgør jeg heller ikke, og vi vilgerne være med til, at derske noget nyt.”

Derefter foreslår hun det,hun kalder smarte sanktio-ner: “Det kan være stuear-rest som indebærer, at denunge bliver holdt ansvarligog mærker en konsekvens.Men der kan ikke blive taleom fængsel, som kan øde-lægge den unges liv.” Endnuengang er der ført bevis for,at den gamle socialdemokra-tiske parole “man har etsynspunkt, til man tager etnyt”. Glideturen er begyndt– nej den har stået på i åre-vis.

Sidste forslag fra Social-demokratiet er oprettelse af“Sociale Opdragelsesnævn”for de 12–18-årige i kommu-nerne.

Samtidig holdt den nyestatsminister – Lars UlykkeRasmussen – sin tiltrædel -sestale: “Den kriminelle lav-alder skal ned”, erklæredehan med eftertryk.

En ulykke kommer sjældent aleneEndnu en Rasmussen har satsig i statsministerstolen –

Formand for Børnesagens Fællesråd og medlem af Ung-domskommissionen Gert Jørgensen om sænkningen afden kriminelle lavalder:

“Nu kan vi så bare vente på, at der en dag er en 13-årig,der begår en grov voldshandling, som kommer i medier-ne. Så skal den kriminelle lavalder jo sænkes endnu en-gang.”

(Pol. 11. okt. 09.)


Lars Løkke Rasmussen fraGræsted, som – da han enkort overgang var amtsborg-mester i Frederiksborg amt –fik tilnavnet Lars Ulykke.Og det var bestemt ikkeuden grund.

Det lykkedes ham påkort tid at køre et ellers ri-meligt veldrevet amt ud overden økonomiske afgrund. Si-den – da han var indenrigs-minister – stod han fadder tilden såkaldt nye kommunal-reform, som endelig gjordedet af med amterne og detkommunale selvstyre. Am-terne blev af indenrigsmini-ster Lars Ulykke erstattet aftandløse regionsråd udenegen økonomi – men med etubærligt ansvar for regerin-gens nedskæringspolitik –ikke mindst på sygehus -området.

Derudover levede handet søde liv med sprut, ciga-retter og værtshusbesøg ogrod i bilagene – skyllet nedmed et anseeligt, menukendt antal fadbamser påskatteborgernes regning.

Fuldkommen ligesomhans gamle bonkammeraterThor Petersen fra ISS – mestkendt som finansministeren,der umiddelbart før den sto-re finanskrise brød ud medbegejstring i stemmen erklæ-rede “... at snart kan vi købehele verden”.

Hans gode ven, tidligereborgmester, Peter Brixtofte –netop frigivet fra Horserød

Statsfængsel, men med yder-ligere to års fængsel foransig – som engang afløste tid-ligere skatteminister – sene-re statsminister Anders FoghRasmussen – da han blevfældet for “kreativ bogfø-ring”, og derfor blev sat påporten for en tid.

Men som vi alle ved,kom han stærkt igen, og ef-ter i syv års misregimente iDanmark, er han nu – tilskade for freden og folkenesfrihed – blevet chef for ter-rornetværket NATO.

Så nu er Rasmussen d. 3.landets statsminister pr. au-tomatik avanceret til rigetshøjeste politiske post, hvor-fra han fremover skal døm-me om ret og uret her tillands.

Hans forudsætninger erikke de bedste, men måskegår det alligevel? I hvert faldudtalte han i sin til træ del ses -tale bl.a. følgende beroligen-de ord:

“De 14-årige skal natur-ligvis ikke sidde i fængselsammen med hærdede for-brydere (Brixtofte, KlausRiskjær eller Stein Bagger?),“men vi bør diskutere et al-ternativ til den kriminellelavalder. Vi skal kunne fær-des sikkert overalt; det ervores ret. Vi vil ikke accepte-re de anslag, der er sket modden offentlige orden på detseneste,” lød forklaringenpå, hvorfor landets nye stats-minister mener, at det skal

være muligt at fængsle børnunder 15 år.

Statsminister Lars Ulyk-ke Rasmussen sluttede sintiltrædelsestale med at takkeDansk Folkeparti og LiberalAlliance for deres opbak-ning til hans udnævnelsesom statsminister.

Ved folketingets åbning 2009Fra Den tredje Rasmussenstiltræden og frem til folke-tingets åbning den førstetirsdag i oktober, er tonen iden politiske debat blevetstadig mere skinger. Straf,straf, straf.

Som tidligere justitsmini-ster – nuværende vicestats-minister – Lene Espersenudtrykte det:

“Vi vil ikke have disseamerikanske (!) tilstande idet danske samfund... (disseunge er) uden for pædago-gisk rækkevidde.”

Lykkeligvis er der fortsatmennesker i vort land, somforsøger at holde realiteternefast.

“I dag udmåles der 10gange så ofte ubetingedefængselsstraffe til unge mel-lem 15 og 17 år i Danmarksom i Sverige, Finland og Is-land. Og fire gange så oftesom i Norge. Er det ikke til-strækkeligt”, spurgte for-manden for Det kriminal-præventive Råd, Eva Smith.“Skal vi være det land i Nor-den, som vælger at retsfor-følge vore børn?” spurgtehun.

Også formanden for Kri-minalforsorgen og forman-den for Dansk Socialrådgi-verforening forsøger at taletil den sunde fornuft:

“Det er ikke småting, vihar måttet lægge ører og pa-ragraffer til; forældrepålæg,ungepålæg, forældres erstat-ningspligt, militære opdra-gelsesanstalter, afskaffelseaf den kriminelle lavalder,træk i børnechecken, kniv-forbud og klækkelige pjæk-kebøder er bare noget af det.Men skaffer disse forslag osaf med kriminaliteten?

Næppe!”

Pia Kærsgaard, formand for Dansk Folkeparti i sin års-mødetale den 19. sep. 09.

“Flere visitationszoner , hårdere og højere og mere føle-lige straffe, konsekvens og nul – tolerance... Hvorforskal en narkohandler dog have en chance til? Eller enbørnemishandler? Og folk, der smider med håndgranater,skal i fængsel i mange år eller smides ud af landet, ikke isamtaleterapi!”

“Vi har sammen med regeringen forhøjet straffe-rammer-ne. Men dommerne gider ikke rigtigt. Så hvor straffe-rammen for en forbrydelse måske er øget til det dobbel-te, så er de idømte straffe kun vokset minimalt.

Det vil vi ikke finde os i! Det er ikke dommerne, derleder landet! Vi kan love, at hvis ikke straffene stiger, så-dan som det er tænkt i loven, så hjælper vi det på vejmed flere minimumsstraffe.”

Til alle vore nuværende og kommende abonnenter “Antifascistisk Forum” er et tidsskrift oprettet af antifascister og demokrater, som anser det for væsentligt og nød -vendigt i en tid, hvor politistaten banker på døren, at give et bidrag til opbygningen af en organiseret modstand i befolkningen mod de kulturfjendske, politiske terrorister, som for tiden har magten i vort land. Modstand mod regeringen og deres racistiske og udemokratiske allierede. Modstand mod dem, som med trusler om fængsel, terrorpakker, lømmelpakker og knippelsuppe forsøger at så angst ibefolkningen og afvikle de sidste demokratiske rettigheder.

Det nummer af “Antifascistisk Forum”, du har i hånden, er et gratis særnummer, som udkommer i et større oplag endnormalt. Vort formål med særnummeret er at vække interesse for tidsskriftet hos flere, end vi indtil nu har haft mulig-hed for at nå. Det er ikke nemt at starte et antifascistisk kulturtidsskrift i dag, hvor kulturen lægges for had og anti -fascister rubriceres som terrorister. Men det er nødvendigt! Derfor dette fremstød – hvis mål er at sikre tidsskriftets fremtidige økonomi, ved en væsent-lig forøgelse af abonnementstallet. Derfor henvender vi os til jer:

Betaling af kontingent og abonnement 2010

Du vil i 2010 modtage 4 numre af Antifascistisk Forum, samt blive indbudt til de møder og aktiviteter, der vil blive afholdt. Du er naturligvis meget velkommen til samtidig at indbetale et evt. støttebeløb.

Tegn abonnement – hellere i dag end i morgen!

Års-abonnement: 200,- kr. Gironummer: 3627-19320879

Telefoniske henvendelser på: 35 34 23 03 og 47 17 90 69Mail-adresser: [email protected], [email protected] og [email protected]

Husk! gamle abonnenter skal fornyes senest den 1. februar!

Jeg ønsker at tegne et års abonnement på Antifascistisk Forum:

Navn

Adresse

E-mail

Indsendes til Antifascistisk Forum v/ Dennie Ditzel, Ibsvej 94, 2880 Bagsværd

Porto

Documents

OKTOBER KVARTAL 2009 NR. 5 FRA INDHOLDET · OKTOBER KVARTAL 2009 NR. 5 FRA INDHOLDET: Leder: Demokratiets elendighed Civil ulydighed – gå til modstand Notater om tidligere tanker