1

Offentlige institutioners nyorientering i et

medborgerskabsperspektiv

2015

Henrik West Konsulent med speciale i

demokrati og læring henrik@mhwest.dk

2

Indholdsfortegnelse

Indledning side 3

Medborgerperspektivet side 5

Demokrati som styreform, ideologi og livsform side 6

Liberalisme side 8

Kommunitarisme side 8

Republikanisme side 9

Deliberativt demokrati side 10

Medborgerskab og demokratisk ideologi side 11

Det institutionelle niveau side 13

Empowerment i a-kasserne side 14

Fra velfærdsstat til konkurrencestat side 16

Statens grundværdier side 20

Samfundsudviklingen side 23

Den institutionelle identitet side 28

A-kassernes udvikling side 29

Den nye fortælling side 29

Imageundersøgelsen side 31

Det rationelle perspektiv side 32

Det ansvarstagende perspektiv side 36

Forandringsprocessen i det lille demokrati side 40

Det værdige side 41

Frihed side 42

Lighed side 45

Den reflektoriske ledelse side 46

Den nye fortælling - a-kasserne som et eksempel side 49

Konklusion side 51

Litteratur side 54

3

Indledning

”Alle politiske retninger har hyldet Thyra Frank, men når både blå og rød stue

hylder Thyra, så må der være noget helt galt. Eller også er der noget helt rigtigt.

Her er det begge dele, der gør sig gældende. Det gale er, at mens de blå og røde

slås om den offentlige sektors størrelse, altså om hvor meget, så er der ingen af

dem, der har svaret på hvordan. Og det rigtige er, at praktisk

medmenneskelighed og sund fornuft er medicinen mod den forgiftning, som new

public management, regler og kontrol har udsat den offentligt finansierede

omsorg for - i stedet for liv og tillid. Omsorg kan nemlig aldrig være offentlig.

Finansiering kan være offentlig, men omsorgen kan kun ydes af engagerede

medmennesker” (Udsnit af Ole Grünbaums anmeldelse af Jette Meier Carlsens

”Thyra Frank - Livsglæde og Stjernestunder”, Weekendavisen 11/2-2011)

Historien om Thyra Frank belyser det paradoks, som de offentlige institutioner i

Danmark nu som før må arbejde med. På den ene side skal institutionerne

forholde sig til en rationel økonomisk kontekst og på den anden side rationel

medmenneskelig kontekst. Disse to hensyn er ofte i konflikt med hinanden. Får

hensynet til en rationel økonomisk styring overhånd medfører det ofte en

distance til det medmenneskelige aspekt og omvendt, får den medmenneskelige

indsats præg af stor omsorg, koster det ofte for store og unødige resurser. Det

handler altså om at finde den balance, der dækker begge hensyn lige godt. Citatet

belyser så også, at det er den økonomisk rationelle tankegang med stor fokus på

regler og kontrol, der har ”vundet” over det medmenneskelige aspekt, så

institutionerne har mistet balancen.

I en analyse i Politiken opsamler Kresten Schultz Jørgensen, administrerende

direktør, LEAD Agency, og Sussi Seltoft Bergen, administrerende direktør,

Promedia, udfordringerne således:

”I en lang samfundsepoke var den danske velfærdsstat - dvs. de offentlige

arbejdspladser - i sig selv et stærkt ‘brand’, med indiskutable værdier knyttet til

både kvaliteten af dens ydelser og til deres rolle som arbejdspladser for

hundredtusinder af danskere. Borgerne havde en klar fornemmelse af, hvad

folkeskolen, politiet, skattemyndighederne, sundhedsvæsenet repræsenterede, og

det gav mening og autoritet, når nogen fortalte, at de var ansat netop dér. Sådan

er det ikke længere. Ikke fordi ydelserne nødvendigvis er ‘dårligere’, end de var

engang, men fordi den grundlæggende tillid efter årtiers struktur- og

organisationsændringer synes at være i aftagende. Hvad vil det sige at være

skolelærer? Politimand? Sygeplejerske? I frontlinjen af den danske velfærdsstat

er både profession, faglighed og stolthed i årtier blevet tilsidesat til fordel for

4

mistillid, kontrol og kritik. Man må antage, at den slags koster på omdømmet.

Under ét er der tale om et autoritetstab af betydeligt omfang. Den offentlige

sektor - med sine statslige virksomheder, styrelser, regioner og kommuner - er

under et historisk pres, hvor både politikere og borgere savner tillid. Det samme

kan siges om medarbejderne. Vi skal i de kommende år rekruttere flere end

100.000 nye fuldtidsansatte til den offentlige sektor, gerne de bedste, fulde af

motivation og begejstring. Skal den manøvre lykkes, kræver det mere end

lønaftaler og karrieremuligheder. Manøvren kræver en ny fortælling om, hvor

meningsfuldt og givende det er at være offentligt ansat”

I dag er man ikke blot borger i Danmark, man er i gang med at udvikle sig som

”medborger”. Det handler på den måde om, at man ikke blot er passivt til stede

som individ i staten, men at man sammen med de andre medborgere er aktivt til

stede og tager medansvar for, hvordan samfundet udvikler sig. Ifølge bl.a.

Mogens Herman Hansen, dr.phil., har medborgerskabet fået stor politisk

bevågenhed og betragtes som en stærk politisk og menneskelig

sammenhængskraft, og det er da også et positivt begreb, som er i familie med

begreber som ”medarbejder” og ”medlem”, og det bygger helt naturligt på

begreber såsom ”medindflydelse” og ”medinddragelse”.

”At være borger i en stat er ikke blot en retlig status, der giver rettigheder og

pålægger pligter. Det er også en livsform, der er bestemmende for menneskers

politiske selvforståelse, holdninger og adfærd. Som borger tilhører man en

gruppe, nemlig statsfolket. Samhørigheden med landets andre borgere bliver en

del af ens identitet og grundlaget for hele statsfolkets kollektive identitet”, siger

han blandt andet.

Når nu medborgerskabet har politisk bevågenhed og betragtes som mulighed for

en stærk sammenhængskraft i samfundet, bør de demokratisk funderede

institutioner være med og realisere sig i et medborgerskabsperspektiv. Det bør

være åbenlyst, at idéen om medborgerskab først giver mening, når institutionerne

anerkender den enkelte som en medborger. Den danske teolog, Hal Koch,

påpeger da også, at demokrati bliver en farlig sag, hvis mennesket ikke bliver

vækket, oplyst og opdraget til at påtage sig selvstyre.

”Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget

vigtigste i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det, som foregår i

Folketinget. Og opdragelse foregår ikke blot gennem de mange forskellige

skoleformer - lige fra folkeskolen over de mange mere eller mindre frivillige

ungdomsskoler til universitetet - men lige så fuldt gennem det folkelige

5

organisationsliv og hele det samarbejde, som der udfolder sig”, sagde han blandt

andet.

Men hvad er ”medborgerskab”?

Medborgerskabsperspektivet

Der er forskellige aspekter af et borgerskab, hvor ”borgeren” er et individ med

diverse rettigheder i staten, men som ”statsborger” endvidere får en politisk og

juridisk status. ”Medborgeren” relaterer sig herudover til fælleskabet.

Medborgerskabet bygger grundlæggende på borgerens rettigheder. Disse

rettigheder er behandlet og beskrevet i den britiske sociolog Thomas Humphrey

Marshalls essay ”Medborgerskab og social klasse”, hvor han beskriver

udviklingen til det demokratiske medborgerskab gennem indførelsen af

rettigheder. Hans teori angiver en dynamisk udvikling fra de civile rettigheder,

også kaldet frihedsrettighederne, som primært opnås i det 18. århundrede. Disse

rettigheder værner om borgerens individuelle frihed til bl.a. at ytre sig og

forsamle sig i det offentlige rum, og det sikrer den enkeltes ret til at have en

ejendom, indgå gyldige kontrakter og få en retfærdig rettergang.

De politiske rettigheder, som gradvist opnås gennem det 19. århundrede til

begyndelsen af det 20. århundrede, bygger på den demokratiske ret til at udøve

politisk magt både som deltager og ved at stemme på ens repræsentant. I

forbindelse med velfærdsstatens udvikling, som accelererer efter 2. verdenskrig,

bliver også de sociale rettigheder erhvervet, primært gennem retten til at få en

uddannelse og blive behandlet, når man bliver syg, men der opnås også bedre

økonomisk sikkerhed, hvis man mister sit forsørgelsesgrundlag. Disse

rettigheder bygger på en solidarisk dimension, hvor man giver den enkelte

mulighed for og ret til at leve et civiliseret liv, uanset ens opvækst. Det bygger

også på en social økonomisk dimension, hvor den enkelte bidrager gennem

skatten, som sikrer et mindstemål af velfærd for den enkelte. T. H. Marshall

mente endvidere, at det er gennem sikringen af de sociale rettigheder, man

nærmer sig idealet om et fuldt og lige medborgerskab, og der er da heller ikke

tvivl om, at medborgerskabet legitimeres gennem disse omfattende rettigheder,

som må anses for at være kernen i et reelt medborgerskab.

Der er så kommet en yderligere dimension i borgerskabet i takt med nye

demokratiske udfordringer. Det har medført et øget fokus på den politiske

deltagelse, som nu handler om et aktivt og moralsk medborgerskab, hvor man

som en del af ens identitet relaterer sig til de andre i fællesskabet. Det betyder, at

man orienterer sig mod det politiske system og det politiske fællesskab, og man

orienterer sig til hinanden og sig selv som aktiv borger i staten. Medborgerskab

6

handler som minimum om rettigheder, deltagelse og identitet. Ifølge Jørgen Goul

Andersen, cand. scient. pol., er medborgerskabet knyttet til det, man i adfærds-

forskningen benævner ”den politiske kultur”. Det bygger på en kulturnorm, hvor

man forholder sig til det politiske system og forholder sig til sin egen rolle i dette

system, men selve identitetsperspektivet i medborgerskabet gør det mere

handlingspræget end blot norm- og holdningspræget. Det betyder, at man som

borger relaterer sig i to retninger, nemlig i en vertikal og i en horisontal retning.

Den vertikale retning er den politiske, hvor man vil medregne:

tilslutning til det politiske fællesskab

politisk tillid

orientering mod kollektive problemer og interesser

Den horisontale retning er den sociale, hvor medborgerne forholder sig til

hinanden. Den omfatter primært:

solidaritet

social tillid

social tolerance

Hertil skal knyttes opfattelsen af sin egen rolle som det politisk handlende

menneske, men som Andersen anfører, er det den teoretisk mindst udviklede del

af medborgerskabstanken. Diskussionen om rolleopfattelse ligger i

spændingsfeltet mellem rettighederne og så pligterne i velfærdsstaten. Netop

denne dimension er aktualiseret gennem de sidste 30 år, hvor velfærdsstaten er

kommet under pres. Det udtrykkes gennem diskussionerne om bl.a.

forsørgerkultur, uansvarlighed og lovlydighed. Egen rolleopfattelse vil primært

tage udgangspunkt i normer

om autonomi, selvansvarlighed og selvforsørgelse

om socialt ansvar

om lovlydighed.

I den nævnte politiske kultur må den eneste legitime styreform for en stat være

demokratisk, men demokrati er meget mere end en styreform.

Demokrati som styreform, ideologi og livsform

Umiddelbart er selve begrebet demokrati svært at definere ensidigt. Jeg har ofte

spurgt venner og kolleger, hvad de mener med demokrati, og det har i hvert fald

7

ikke gjort det lettere. Flertallet opfatter dog demokrati som en politisk styreform

primært gennem det repræsentative demokrati. Det er også rigtigt, men

demokratiet bygger også på en politisk ideologi. I det politiske aspekt skal

demokrati forstås i den græske oprindelse (demos = folk, kratos = styre) som

folkets styre forstået som, at det er statsmagten, der gives til hele folket. I det

ideologiske aspekt forklares demokrati med frihed, lighed og

menneskerettighederne i det hele taget.

Disse to aspekter har præget måden at tænke demokrati på gennem århundreder,

og blandt de mest indflydelsesrige i dag er den liberale demokratiforståelse.

Denne tradition for demokrati er dog de sidste 30 år primært udfordret af den

kommunitaristiske og republikanistiske demokratiforståelse, og i nyere tid har

den deliberative demokratiforståelse vundet mere og mere indflydelse på de

demokratiske traditioner. Medborgerskabsdimensionen lægger dog yderligere et

aspekt til det politiske og ideale aspekt. Det drejer sig om, at man som

demokratisk sindet menneske tilegner sig demokratiet som en livsform. Her er

der stærkt fokus på den identitetsdimension, hvor man påtager sig at handle

politisk og socialt forsvarligt. Hal Koch påpeger, at netop demokratiets væsen

ikke er bestemt ved afstemning, men ved dialog og forhandlinger og ved den

gensidige respekt og forståelse for helhedens interesse

”Demokratiet kan aldrig sikres - netop fordi det ikke er et system, der skal

gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om sindelag, der

skal bibringes hvert nyt slægtled”

”Politik” er omdrejningspunktet i den demokratiske tankegang, og det er i den

kontekst, den demokratiske livsform og det demokratiske ideal og system må

forstås. Hannah Arendt, politolog og filosof, definerer politik som en politisk

handling. Hun bruger det græske begreb ”polis” som grundlag for sin definition

af det politisk handlende menneske. Polis var den græske bystats demokratiske

arena, hvor den frie borger mødtes for at drøfte og handle politisk. I Arendts

version, som jeg altså tilslutter mig, skal ”politisk” opfattes som en demokratisk

konstruktion, der opstår i det øjeblik, hvor frie mennesker samles for at handle

gennem samtalen. Denne filosofi anerkender, at mennesket er født med evnen til

at danne sin egen mening og reflektere over sine handlinger og styre derefter.

Med det in mente vil jeg gå tættere på de herskende demokratiforståelser primært

set ud fra et medborgerskabsperspektiv med omdrejningspunkt i rettigheder,

deltagelse og identitet.

8

Liberalisme

Den liberale demokratiforståelse bygger op om et individ som en social og

politisk enhed. Det er et syn på et samfund, som består af individer og

individuelle liv. Med denne vægtning af individet vil den liberale tradition især

pege mod de personlige friheder og rettigheder. Det enkelte menneske anses som

en selvstændig (autonomt) person, der gør krav på sin menings- og ytringsfrihed

og de øvrige andre rettigheder. Rettighederne er simpelthen en beskyttelse mod

krænkelse af den individuelle autonomi.

Det er således frihedsrettigheder, der er det centrale ideal i den liberalistiske

demokratiforståelse. Man opfattes som ”herre i eget hus”, hvor man fuldt ud selv

kan varetage sine interesser og realisere sine mål uden at andre blander sig. Man

er ikke så optaget af fællesskabets grundværdi, som er jo er grundlaget for

lighedsbegrebet. En for kraftig fokusering på denne værdi vil nemlig medføre

indskrænkninger i den personlige frihed. Staten skal blande sig mindst muligt,

men det anerkendes, at den er en nødvendig mekanisme, som får samfundet til at

fungere normalt. Det er de politiske institutioner, der har fået magten og dermed

myndigheden til at fastsætte og opretholde retsordenen over for borgerne.

Der er på den måde skarp adskillelse mellem stat og samfund. Staten er

værdineutral, og den er ikke et politisk fællesskab, snarere modsat. Der bør være

maksimal frihed for den enkelte til at leve i det civile samfund, bare man

overholder loven samt respekten for andres frihed, altså er individet over det

fællesskab, man kan deltage i, hvis man har lyst. Denne liberale tankegang

bygger på den private ejendomsret og en kapitalistisk markedsøkonomi - staten

skal overlade mest muligt til markedskræfterne. Medborgerens forpligtelser over

for fællesskabet må derfor være, at man betaler sin skat, og så vidt muligt er

selvforsørgende, man skal ikke nødvendigvis identificere sig som en del af et

fællesskab.

Der er dog også tale om en mere social retning inden for den liberale tankegang.

Her skal staten sikre så stor en del af samfundets værdier, at alle kan opretholde

en ordentlig tilværelse. Der er altså tale om en omfordeling af samfundets

værdier med henblik på at give de svageste en positiv særbehandling. Dermed

lægges et socialt perspektiv, hvorved ligheden også får en værdi. Dette

solidaritetsperspektiv tillægges så en yderligere forpligtelse til medborgerskabet,

men heller ikke mere.

Kommunitarisme

Kommunitarisme opstår i løbet af 1980’erne og 1990’erne som en modvægt til

den liberale idé om individualisme og den neutrale stat. Der er stærkt fokus på, at

9

det nære sociale fællesskab (eng.: community, der betyder fællesskab), er det

primære i samfundet. Dette nære fællesskab bygger på, at det er de kulturelle og

traditionsbundne værdier, der binder folket sammen, og det er dét, individet

relaterer sig til. Staten er ikke neutral, den skal derimod sikre et samfund, hvor

idealet er det gode liv sammen med andre. Dette gode samfund tager

udgangspunkt i det nære og forudsætter stærke familiemæssige bånd, hvor

forældrene bl.a. opdrager børnene til at tage ansvar for andre, det gode naboskab,

forpligtende venskab og lokale social-etiske relationer. Statens opgave er så at

værne om traditionsgivne normer, som staten kan beskytte med politiske og

økonomiske indgreb.

Kommunitarismen sætter ikke de civile frihedsrettigheder højt, tværtimod er det

en pligt at deltage i fællesskabet om at sikre det gode samfund. Det gælder i vid

udstrækning også for de sociale rettigheder, hvor der er stærk fokus på ”gør din

pligt, kræv din ret”. Det er på den måde ikke et politisk fællesskab men et socialt

og moralsk fællesskab, hvor det er de Aristoteliske dyder, såsom besindighed,

gavmildhed og retfærdighed, der er i fokus. Som medborger er man altså

ligefrem forpligtet til at være engageret i de andre medborgeres ve og vel. Man

skal primært tage medansvar for, at det nære samfund opdrager til moralske og

ansvarsbevidste borgere, der bidrager til det gode samfund, så alle kan leve

respektfuldt og i harmoni med alle.

Republikanisme

For ca. 30 år siden opstod en ny politisk-filosofisk diskurs, der betegnes som

”den moderne republikanisme”, og som også skal betragtes som et alternativ til

liberalismen. Den har udgangspunkt i den athenske og romerske

demokratiforståelse. Her ønsker man at oprette en republik efter den oprindelige

latinske betydning, nemlig res publica = folkets sag. Det skal angive en

regeringsform, der afspejler folkets vilje, og som tilstræber det fælles bedste i

staten, altså både kollektivt og individuelt. Frihed er på lige fod med liberalismen

en grundværdi, men her hører ligheden også op. Hvor liberalisterne ser friheden

som individuel frihed, hvor man er fri fra andres indblanding, er den

republikanistiske frihed kollektiv i sin karakter, her har man frihed til at deltage i

det fælles og være med til at præge fællesskabet. Der er ikke tale om et socialt

fællesskab, det handler om det politiske fællesskab og dets rettigheder og pligter.

Her er medborgerskabet bygget op om fælles værdier, hvor man i anerkendelse

af den enkeltes suverænitet orienterer sig mod fælles udfordringer gennem

kvalificeret deltagelse og drøftelser i det offentlige rum. Sociale rettigheder er

dog vigtige, fordi de er grundlaget for, at man kan gøre brug af sine politiske

rettigheder og dermed dannelse af politiske fællesskaber.

10

Ligesom i kommunitarismen bygger fællesskabets grundværdier også på et

dydsbegreb, civic virtue, som man med god ret kan oversætte til ”borgerdyd”.

Det er også her en moralsk holdning, der skal være til stede hos det enkelte

individ, så det i hele sin adfærd tager hensyn til fællesskabet, men så hører

sammenligningen også op, da der her tænkes på det politiske fællesskab. Kernen

i dydsbegrebet er på den måde viljen til at tage medansvar for - og at deltage

aktivt i - det politiske fællesskab. Ved at deltage i det politiske fællesskab, er

man som medborger med til at dele samfundets værdier, og det er derigennem,

man opnår sin frihed. Når der forventes deltagelse, og det er nærmest defineret

som en moralsk pligt, må der også være en rettighed til at deltage i det politiske

fælleskab, som er en sikring af den enkeltes ret til medbestemmelse og

medindflydelse. Det betyder, at man skal sikres mod illegitim magt og at blive

underlagt andre. Det ligger implicit i republikanistisk tankegang, at man tror på,

at individet er i stand til at gennemskue komplekse problemer og påvirke

politiske beslutningsprocesser. Det kræver så, at den enkelte udvikler sine

demokratiske evner, som udvikles gennem borgerens aktive inddragelse i

demokratisk styrede institutionelle processer. Det må så også være

forudsætningen for, at vi kan få et sammenhængende samfund, fordi det fælles

grundlag for organiseringen af et samfund kun tilvejebringes gennem deltagelse i

de politiske fællesskaber.

Et interessant aspekt i denne form for demokratisk deltagelse er, at der er tale om

udviklingspotentiale, da individ og fællesskab ikke er faste størrelser men

derimod størrelser, der hele tiden udvikler sig gennem gensidig interaktion og

dermed bliver gensidigt afhængige. Det udvikler på den måde de demokratiske

kompetencer hos individ og institution.

Deliberativt demokrati

Debatten og afstemningen har hele tiden været grundpillerne i den demokratiske

styreform. Det spænder i den moderne demokratiforståelse fra den liberale, hvor

afstemningen (hemmelig) er den foretrukne, og til den deliberative

demokratiforståelse, hvor der primært skal styres gennem den offentlige debat.

Begrebet deliberativt demokrati (eng.: deliberative, der betyder overvejende,

rådgivende, lovgivende) er den nyeste demokratiforståelse, men tager også

udgangspunkt i antikken. Den henter inspiration i den græske statsmand

Perikles’ gravtale i år 430, hvor han bl.a. siger:

”Vi træffer beslutninger eller overvejer sagerne ordentligt i den overbevisning, at

argumenter ikke skader handling, men at det tværtimod er skadeligt ikke at lade

sig belære af argumenter, før man skrider til handling”.

11

Man flytter altså fokus fra afstemning til dialog. Politik bliver på den måde ikke

kun en afvejning af individuelle præferencer, som det er tilfældet i liberalismen.

Der skal altid være en åben og offentlig dialog mellem alle involverede før en

politisk beslutning tages. De moderne demokratier bør være pluralistiske og

værdineutrale, så ifølge lighedsprincippet bør enhver persons præferencer have

samme vægt. Det pluralistiske demokratis grundsætning er således, at den

enkeltes interesse og mål med livet i sig selv ikke kan være mere værdifuldt end

andres interesser og livsmål.

Det distancerer kommunitarismen, som anser fællesskabets traditioner, normer

og værdier som det højeste, men det er i overensstemmelse med liberalismen.

Der er dog den afgørende forskel, at de individuelle præferencer skal afvejes

over for det, som vurderes at være det bedste for samfundet. Det betyder så også,

at man anser borgerne for at være rationelt tænkende, der kan argumentere for

egne synspunkter, men som også er moralsk ansvarlige ved at være interesseret i

det, der tjener det almene bedst, også selv om det går ud over egne interesser.

Endvidere er det målet, at så mange som muligt deltager i den demokratiske

debat, da det vil være det legitime grundlag for beslutningen.

Det deliberative demokrati bygger på konsensustanken, hvilket jo primært

betyder, at man forsøger at blive enige i modsætning til at gå efter at finde et

kompromis. Metoden er, at man gennem dialogen forsøger at ændre

modstridende synspunkter ved at ændre alternativerne og minimere dem, inden

der til sidst skal træffes en beslutning.

Medborgerskab og demokratisk ideologi

Det, der adskiller de nævnte demokratiforståelser, er ikke så meget de politiske

og civile rettigheder. Forskellen ligger i synet på de sociale rettigheder og

lighedsprincippet samt forholdet mellem pligter og rettigheder. Endvidere ses der

forskelligt på medborgerdyder og identiteter. Disse forskelle er dog relevante i et

medborgerskabsperspektiv.

I liberalismen er omdrejningspunktet friheden, hvilket betyder, at autonomi samt

de politiske rettigheder og de civile (friheds)rettigheder er det centrale, hvorom

alting drejer. Lighed og fællesskab har ingen stor rolle, hvorfor

medborgeridentitet er meget lidt tilstedeværende, men dog til stede i den sociale

liberalisme. Solidaritet er godt nok centralt, men der er ikke fokus på en fælles

identitet som medborger. Politisk deltagelse anses for en interessekonflikt, det

gælder om at vinde.

12

Kommunitarisme er en reaktion mod overdreven individualisme og betoner

kraftigt det sociale fællesskab, hvor man er forpligtet over for fællesskabets

traditioner, normer og værdier. Der er til gengæld tale om en stærk identitet som

medborger, men den er på bekostning af det autonome ideal, da fællesskabet

lukker sig om bestemte normer og værdier, som man skal forpligte sig til at

efterleve.

Republikanismen har også stærkt fokus på fællesskabet, men i en anden

betydning end kommunitarismen, da det ikke er det sociale men det politiske

fælleskab, der tænkes på. Her orienterer man sig som medborger i et fællesskab

for at løse fælles udfordringer gennem kvalificeret debat i det offentlige rum. Det

er altså sammenhængskraften i det politiske demokrati, der er idealet. Sikringen

af de sociale rettigheder sker primært med henblik på, at den enkelte får resurser

til at deltage i det politiske fællesskab. Det bygger også på, at demokratiet lever

og bruges blandt lægfolk i dagligdagen.

Det deliberative demokrati bygger på republikanismens demokratiideal, men

sætter afgørende fokus på, at de politiske beslutninger bygger på den brede

debat. Det er altafgørende, at medborgeren bliver taget med, inden der træffes

endelig beslutning. Det er derfor ikke nok med det repræsentative demokrati,

som de øvrige demokratiforståelser sætter højt.

Medborgerskabsidealet henter inspiration fra de forskellige demokratiforståelser,

men da grundelementerne i medborgerskabet er det politiske fællesskab og

respekten for den enkeltes autonomi, er det republikanismen, der er mest

relevant. Det deliberative demokrati har dog også en interessant vinkel, som efter

min mening er helt centralt for idealet for medborgerskabet. Som jeg opfatter

deliberativt demokrati, er det princippet om samtale og debat, der knyttes til den

politiske beslutningsproces og demokrati som styreform. Men der bør være en

langt bredere forståelse. Demokrati er netop ikke kun en styreform, men en

livsform, som vi bør følge op på i alle livets forhold. Det burde kendetegne

familieforholdet, omgangskredsen, arbejdspladsen, i de foreninger, man er

medlem af ja, kort sagt overalt i det civile samfund. Jeg mener, at demokratiet

må forudsætter demokratiske borgere, og demokratiske borgere bør forudsætte

demokratisk indstillede institutioner.

Det vil så være interessant at se på, hvordan denne forståelse af medborgerskabet

kan implementeres og bearbejdes i den institutionelle dimension. Man kan sige,

at vi nu bevæger os fra det, man kan betegne som det ”store demokrati”, til det

”lille demokrati”.

13

Det institutionelle niveau

Som det er påpeget i indledningen, giver idéen om medborgerskab først mening,

når institutionerne i Danmark anerkender den enkelte som en medborger. Det vil

sige, at de store linjer i medborgerskabsforståelsen skal praktiseres gennem

institutioner til noget mere jordnært og forståeligt både inden for institutionens

vægge og som demokratiets håndhæver over for borgeren, det man kalder det

lille demokrati. Denne del af medborgerskabet har været et centralt emne for en

analyse af demokrati og magt i Danmark (kaldet ”magtudredningen”), som

Folketinget iværksatte i 1997, og som er publiceret i perioden mellem år 2000 og

2005 gennem et utal af bøger og skrifter. I denne forbindelse er J. G. Andersens

undersøgelse, som er publiceret i ”Et ganske levende demokrati”, central at drage

frem. Han konkluderer med udgangspunkt i den vertikale og horisontale retning,

at

”deltagelsesdimensionen gælder for alle former for deltagelse i samfundslivet,

både social og politisk deltagelse. At være medborger betyder at være fuldt og

lige medlem af samfundet, og det er ensbetydende med at deltage - og i

særdeleshed ikke at være udelukket fra at deltage - i alle sider af samfundslivet,

herunder også foreningsliv, fritidsliv, samvær med venner”.

Der er altså tale om, at idealet om den demokratiske deltagelse som livsform

udbredes til også at gælde som en social livsform. Det politiske medborgerskab

vil på den måde have en mere snæver dimension, men J. G. Andersen påpeger, at

når interessen knytter sig til borgeren som en autonom person, der skal betragtes

som ligeværdig i alle forhold, er skellet mellem politisk og anden deltagelse i

samfundslivet i dag af mindre betydning. Det er jeg for så vidt enig i, men jeg vil

senere påpege, at der er og bør være et skel.

Der er ikke kun tale om, at medborgeren skal deltage, men medborgeren skal

også have mulighed for at øve indflydelse i det store og det lille demokrati. Da

det naturligvis gælder alle medborgere i Danmark, må det også gælde alle

medarbejdere, og det betegner J. G. Andersen som empowerment. Dette begreb

skal forstås som en mægtig-/myndiggørelse af borgeren ved at give den enkelte

magt til at deltage i samfundslivet. Det gør man muligt gennem det institutionelle

(mægtiggørelse) i en rettigheds- og mulighedsstruktur. Det bygger endvidere på,

at den enkelte herigennem får mulighed for at udvikle evne og kraft

(kompetencer) til at opnå politisk selvtillid gennem sine videns- og

handleresurser (myndiggørelse), hvilket så igen kræver lydhørhed og seriøsitet i

den institutionelle struktur, som det ses i figur 1.

14

Figur 1

Kilde: J. G. Andersen

Med det som udgangspunkt er det interessant at fokusere på, hvad det så er, de

offentlige institutioner har som opgave, og hvordan den klares i et empowerment

perspektiv, så vi på den måde indkredser, hvordan man kan finde deres identitet

som ansvarlige institutioner i en medborgerskabskontekst. Da jeg har stor

erfaring inden for a-kasseverdenen, vil jeg tage udgangspunkt her. Jeg er meget

opmærksom på, at a-kasser som sådan ikke er en ”ren” offentlig institution, men

som eksempel her, dækker det fuldt ud øvrige institutioner, der har en

myndighedsrolle i staten. Her vil jeg med inspiration fra Torben Beck

Jørgensens, cand.merc., ph.d., undersøgelse, som er publiceret i ”På sporet af den

offentlige identitet”, opdele opgaverne i tre niveauer, nemlig de brugerrettede

ydelser, de almene ydelser og det normative grundlag.

Empowerment i a-kasserne

Først lige en kort præsentation af a-kassernes historiske grundlag og udvikling.

Arbejdsløshedskasserne er oprindelig fagbevægelsens opfindelse, som stammer

fra slutningen af 1800-tallet. Idéen om arbejdsløshedskasser bygger på, at man

sikrer medlemmerne økonomisk, hvis de uforskyldt mister sit arbejde. Det

bygger på et solidarisk princip, da det primært er medlemmerne, der betaler for,

at den arbejdsløse understøttes økonomisk mm. Derfor har der fra starten af

været et håndfast princip om, at man skal påtage sig arbejde så hurtigt som

muligt for at begrænse udgifterne for medlemmerne. Dette forsikringsprincip,

altså at udbetale en erstatning for en hændelse, der er uforskyldt, og samtidig

gøre noget for at begrænse skadens omfang, opstod som en idé nogenlunde

samtidig med, at andre sociale ordninger i statens regi udvikledes som

forsikringsordninger, fx sygesikring. På bl.a. den baggrund statsliggøres a-

kasserne i 1907 med delvis refusion af a-kassernes udbetaling af understøttelse

fra staten, og som udvikler sig til en 100 % refusion i slutningen af 1960.

Myndiggørelse

Kompetence Handleresurser

Vidensresurser Institutioner

Lydhørhed

15

Medlemmerne betaler fortsat deres del gennem kontingentet, som nu går til

staten, og a-kasserne administrerer lovgivning og medlemsservice, som

medlemmet også betaler for gennem et såkaldt administrationskontingent.

A-kasserne arbejder altså i et krydsfelt mellem en myndigheds- og en

medlemsrolle, som jo så relaterer sig til det store og det lille demokrati, og i et

empowerment perspektiv bør deres indsats kendetegnes gennem:

De brugerrettede ydelser

Det er de konkret afgrænsede ydelser, som produceres på individuelt niveau. Her

handler det primært om sagsbehandling og udbetaling af ydelser. Disse ydelser

er lovbestemte, men det er medlemmet, der har ansvaret for, at udbetalingen er

korrekt. Det sker ved, at man på ”tro og love” afgiver alle relevante oplysninger

til a-kassen. Det betyder, at medlemmet skal have information om sine

rettigheder og forpligtelser for at blive sikret sine vidensresurser. Medlemmet

skal ses som et retssubjekt og autonomt individ, som skal kunne handle i forhold

til sine rettigheder (handleresurser). Tilgangen til medlemmet må derfor altid

skulle tage udgangspunkt i den enkeltes situation (lydhørhed) og ud fra denne

situation understøtte medlemmets ansvarsforpligtelse. Ligeværdighed opnås, når

medlemmet er oplyst om - og har forstået - sine rettigheder, og når

medarbejderen bruger sin mere-viden for at hjælpe og ikke som en bedre-viden.

Myndighedsrollen vil på den måde først være legitim, når medlemmet

overtræder lov og forpligtelser.

De almene ydelser

De retter sig mod helheden. Her er der tale om et krydsfelt mellem at begrænse

statens og medlemmernes udgifter mest muligt og at gøre sit til, at medlemmet

konstant vil være en attraktiv arbejdskraftsreserve. A-kassen må derfor

identificere sig som en åben og reflektorisk organisation, der ønsker at udvikle

sig i relation til primært stat, arbejdsmarked og medlemmer. Organisationen kan

fint se sig selv i en konstant myndiggørelsesproces, der lader sig påvirke, og som

bruger sin magt til at påvirke samfundet og dets institutioner.

Det normative grundlag

Her handler det om de værdier, som a-kassen bør leve op til i almindelighed og i

forhold til de brugerrettede og almene ydelser i særdeleshed. Umiddelbart vil

dette værdigrundlag i en a-kasse koncentrere sig om retssikkerhed samt om

demokratisk og økonomisk ansvarlighed. Det er så ikke noget, man producerer,

men er det hensyn, man tager, eller det princip man følger, når man producerer

en ydelse. Det normative grundlag er et ideal, man bør stræbe mod.

16

Værdier skal dog begrebsliggøres, når de skal have nogen relevans, så derfor

skal forestillingen om det ønskværdige samtidig angive mulige veje til handling.

Det er på den måde, organisationen kan styre efter egne værdier. Det betyder, at

værdierne skal være tydelige i de ydelser, der produceres. Nok så vigtigt i denne

sammenhæng er, at det normative grundlag er udviklet, kendt og anerkendt af

medlemmer og medarbejdere. Den norske værdikommission udtrykker det

således:

”..bevidsthed og refleksion om værdier er centralt for fornuftsmennesket; at

værdier er identitetsbærende og uløseligt knyttede til selvopfattelsen og både

begrænser og støtter vor forståelse af andre mennesker; og at udviklingen af

værdier, som dele af en flerhed af mennesker (fællesværdier), er nødvendig for at

kunne skabe et samfund med nogen grad af sammenhold”.

A-kasserne relaterer sig på lige fod med øvrige institutioner til det omgivne

samfund. Den udvikling, der præger det lokale og internationale samfund vil og

skal selvfølgelig også præge det institutionelle niveau. Det vil derfor være

interessant at se nærmere på statens normative grundlag, og den udvikling som

præger stat og samfund.

Fra velfærdsstat til konkurrencestat

Velfærdsstaten ændrer sig selvfølgelig hele tiden i forhold til de udfordringer,

den står over for. I de seneste årtier har den økonomiske globalisering og den

internationale integration presset Danmark på i hvert fald den økonomiske

situation og på det beskæftigelsesmæssige og socialpolitiske område. Ifølge Jens

Erik Kristensen, cand.mag. i samfundsfag og idéhistorie, lic.phil., er

velfærdsstaten i gang med at udvikle sig i to paradigmatiske retninger. Den ene

strategi går i retning af et decentralt og selvforvaltet velfærdssamfund, som

baserer sig på et moralsk ansvar, der skal balancere mellem det sociale hensyn og

den økonomiske forudsætning. Velfærdspolitik vil ikke længere være formidlet

via staten. Derimod uddelegeres socialt og moralsk ansvar til individer,

virksomheder og selvforvaltede ”sociale partnerskaber” mellem kommuner,

virksomheder og aktører i det civile samfund.

Den anden strategi går i retning af at ændre den nationale velfærdsstat til en

internationalt orienteret national konkurrencestat, som arbejder for at tiltrække

kapital og højtuddannet arbejdskraft til Danmark i skarp konkurrence med de

andre stater og multinationale selskaber. Her er strategien at mobilisere og

kompetenceudvikle alle menneskelige ressourcer i Danmark med henblik på at

optimere den nationale konkurrenceevne i den globale vidensøkonomi - som så

også vil være forudsætningen for at opretholde et vist velfærdsniveau.

17

At velfærdsstaten transformerer sig til konkurrencestat ændrer også på den

nationale selvforståelse af, hvilke værdier fælleskabet bygger på. Man kan

ganske kort definere, at den gamle velfærdsstats vigtigste opgave var at beskytte

sine borgere og sikre dem de sociale rettigheder. Nu handler det derimod om at

få samlet borgerne og få dem til arbejde sammen i ”virksomheden Danmark”.

Denne ”sammenhængskraft”, som er en nutidig og alment anerkendt betegnelse

for et socialt værdifællesskab i en stat, definerer J.E. Kristensen i flere

forskellige kraftformer i forhold til

Staten: hvor det handler om sammenligningskraft, der forholder sig til

konkurrencesituationen med andre stater og multiinternationale selskaber

(internationalisering-centralisering)

Marked: hvor det er konkurrencekraften, man samles om i forhold til videns- og

innovationsøkonomi (økonomisering)

Civilsamfundet: hvor sammenhængskraften er normer og værdier i det kulturelle

fælleskab (kulturalisering)

Individuelle: hvor det handler om kreativitetskraft og selvudvikling

(humanisering).

Et godt eksempel på dette ideal for sammenhængskraft for stat og samfund i

Danmark er daværende VK-regerings arbejdsprogram fra februar 2010,

”Viden>Vækst>Velstand>Velfærd”. Her har regeringen sat 10 mål for

Danmark, som skal være opnået i 2020, og som skal skabe et velstands- og

velfærdssamfund, der finansieres gennem vækst i vidensøkonomien. Det er disse

mål, som nationen Danmark skal samles om nu og fremover, og som SR-

regeringen i høj grad har overtaget:

”Hvert eneste menneske er nødvendigt i et velfungerende samfund. Det er vores

udgangspunkt, både når økonomien boomer, og når krisen kradser. Vi er dybt

afhængige af hinanden. Vores egen frihed afhænger af andres accept. Vores egen

velstand afhænger af andres samarbejde. Vores egen tryghed afhænger af andres

velvilje. Vi har hver vores forudsætninger og hver vores idéer, hver vores styrker

og hver vores svagheder. Vi er alle forskellige, men tilsammen danner vi

Danmark. Vores land er ikke designet ovenfra, men groet nedefra. De vigtigste

spilleregler i vores samfund er ikke de love, politikerne vedtager, men de

normer, som er vokset frem imellem os over generationer. De giver os både

frihed og holder os sammen”.

Statens sammenligningskraft er kendetegnet ved, at det første mål er det højeste

mål, nemlig at Danmark skal være blandt de 10 rigeste lande i verden, som de ni

18

øvrige mål skal understøtte, og det skal primært ske gennem markedets

sammenhængskraft ved at konkurrere på de globale markeder og ved at skabe

nye, højproduktive arbejdspladser.

”Målet om, at Danmark skal være blandt de 10 rigeste lande i verden i 2020, er

det overordnede mål. For høj velstand og vækst er forudsætningen for, at vi har

frihed til at forme vores samfund, som vi ønsker det..... Vi skal blive rigere ved

at være dygtigere og flittigere, ved at satse på grøn vækst, ved at alle har lige

muligheder for at bidrage til fællesskabet, ved at samfundet er velfungerende og

trygt, og ved at den offentlige sektor fungerer godt og effektivt.”

Der er tydeligt fokus på at få den enkelte og det civile samfund motiveret til at

gøre en fælles indsats i respekt for de værdier og den kultur, der binder os

sammen, og et af målene handler da også om, at vi skal være et af verdens mest

tillidsfulde og trygge folk. Der er altså fokus på det, man kan kalde for den

sociale og humane kapital, og det er da også i fuld overensstemmelse med, at vi

står over for en ny økonomisk verdensorden, der skifter fra en industriel til en

videns- og innovationsøkonomi. Konkurrencen skal altså vindes ved hjælp af

vores kompetencer og ikke så meget på de materielle produkter. På den måde

relaterer statens præferencer sig i forhold til en økonomisk kontekst, hvor de

fælles værdier og vores kultur opfattes som en nationaløkonomisk resurse.

Danskerne er i øvrigt også enige i, at det er ens pligt over for samfundet at

arbejde, og det er en pligtfølelse, der er stigende. Det er meget muligt at denne

stigning er en konsekvens af de senere års intense politiske fokus på, hvor vigtigt

arbejde er for vores velfærd og velstand.

J.E. Kristensen arbejder med en samtidsdiagnostisk tilgang, som jeg synes, kan

være interessant at følge med medborgerskabsbriller på. I en sådan

samtidsdiagnostik forsøger man at forstå samtidens tegn og tendenser og få dem

kortlagt, som det kan ses af figur 2. På samme måde som en læge stiller en

diagnose, kræver det, at man lytter til den aktuelle situation og fra denne position

forsøger at finde en forklaring på, hvad der er sket, hvorfor det er sket, samt at

give et bud på hvor det fører hen. Med udgangspunkt i J.E. Kristensens

beskrivelse af sammenhængskræfterne og deres indbyrdes forhold i en

konkurrencestat har jeg sat et medborgerskabsperspektiv på deres indbyrdes

konstellation, som det kan ses på figur 2

19

Sammenhængskræfternes indbyrdes konstellation

Figur 2

Kilde: J.E. Kristensen/H. West II

Som det fremgår af figuren er medborgerskabet placeret i civilsamfundet, og det

individuelle er lagt i den private sfære. Det har jeg gjort i respekt for

medborgerskabets politiske ideal om det frie menneske, som handler i polis, som

jeg tidligere beskrev. Derfor kalder jeg det den ”politiske sammenhængskraft”.

Staten relaterer sig som konkurrencestat udadtil i form af sammenligningskraft,

men må efter min mening også relatere sig indadtil gennem en national

sammenhængskraft, som det jo også fremgår af regeringens politiske projekt,

hvor omdrejningspunktet må handle om at være ”med”, altså tage medansvar,

være medarbejder og være medborger i modsætning til ”mod” og passivitet. Der

er altså en udvikling i gang, hvor staten orienterer sig til omverdenen som

værende i en konkurrencesituation, samtidig med at det værdimæssige

P

r

i

v

a

t

e

det

globale

det

indivi-

duelle

det

lokale

det

kollek-

tive

C

i

v

i

l

s

a

m

f

u

n

d

e

t

S

t

a

t

e

n

M

a

r

k

e

d

20

fællesskab i staten skal fastholdes og udbygges. Der er på den måde også nogle

grundværdier i demokratiet, som staten må tage højde for.

Statens grundværdier

Som det fremgår, tyder det på, at velfærdsstaten udvikler sig til en

internationaliseret konkurrencestat, der bygger på et decentralt velfærdssamfund.

Det fremgår altså implicit, at staten er adskilt fra samfundet. Nu skal det ikke

forstås sådan, at konkurrencestaten erstatter velfærdsstaten eller for den sags

skyld andre statsformer, som statskundskaben interesserer sig for, såsom retsstat

og markedsstat, men at de komplementerer hinanden. Når der nu fokuseres på

konkurrenceparameteret, orienterer den politiske diskussion og handling sig i

dag i den retning, men tidligere tiders udviklingsretning er stadig i en vis

udstrækning til stede i konkurrencestatens selvforståelse.

Begrebet ”stat” kendetegnes af en institution, altså en forening af mennesker som

har et vist fællesskab. Staten er territorial, da den er bundet til et bestemt

geografisk område, og det er statens primære opgave at beskytte og styre for de

mennesker, der bor der. Ifølge Aristoteles er enhver stat et politisk fællesskab, og

fællesskaber er opstået med et eller andet godt formål for øje, da alle stræber

efter at nå frem til noget, der er godt.

Der er således tale om en inklusiv institution, som udelukkende gælder for de

mennesker, der bor inden for statens område, altså borgere. Det betyder også, at

når man identificerer sig med nogle bestemte, medfører det også, at man

adskiller sig fra andre. De grupper, man udskiller sig fra som borgere i staten, er

dels borgere i andre lande og dels fremmede i ens eget land. Borgerskab er på

den måde både en institution, der sætter skel i samfundet og skel mellem

staterne. På den anden side er det dog også en institution, der skaber et

sammenhold mellem borgerne i en stat.

Man er altså fuldgyldigt medlem af staten, hverken mere eller mindre, og man er

omfattet af de love og regler, som staten har besluttet sig for, skal være

gældende. Måden at administrere disse love og regler på varierer fra stat til stat,

men i Danmark styrer staten gennem et politisk demokrati og retsdemokratiske

principper. Staten er endvidere multifunktionel, hvor statens funktioner styres

gennem et væld af underinstitutioner, som alle varetager særlige funktioner for

staten, det som vi kalder for den offentlige sektor. Staten får på den måde også til

opgave, at der skabes fælles vilkår for alle. Et meget centralt kendetegn for staten

er, at den er suveræn. Det indebærer så også, at andre stater må anerkende en

lovlig statsmyndigheds ret til at herske over territoriet på den måde, som denne

myndighed selv vælger. Suveræniteten giver derfor en ydre og indre dimension.

21

Man bestemmer selv, man har autonomi i forhold til andre stater og fordi ingen

kan anfægte statens beføjelser til regulering og eneret til magtudøvelse. Det

handler selvfølgelig om legitime myndigheder, men de har så også monopol på

at repræsentere territoriet udadtil og ret til at herske indadtil. Det som nogle også

kalder et ”voldsmonopol”.

Lige nøjagtig suveræniteten til at bruge magt, ja, ligefrem fysisk magt, adskiller

konstruktionen af en stat fra et samfund. I det danske demokratiske samfund er

det altså legalt, at staten styrer gennem dens magtbeføjelser, som den har

erhvervet gennem folkets afgivelse af magt til staten. Det betyder så også, at det

ikke er legalt, at folket udøver magt over for hinanden. Det er altså i respekt for

demokratiet som styreform, at staten og dens institutioner skal udvikle de regler,

som borgerne skal rette sig efter, fordi den demokratiske styreform rent praktisk

kun kan realiseres på baggrund af retsnormer, som bestemmer, hvordan

samfundet skal styres. Disse normer vil så også være bindende for

institutionerne, der er bemyndiget til at styre reglerne i samfundet. Det er altså

kendetegnende for disse regler, at magten i samfundet udspringer af folkeviljen,

og at magten udøves for folket, alene for at tjene for at varetage almene

samfundshensyn.

Det er kendetegnende for alle de demokratiske varianter, at man anerkender det

enkelte menneskes autonomi, og man har ret til at beskytte denne frihed i et

demokrati. Det betyder også, at denne frihedsbeskyttelse så ikke må ske på

bekostning af andre. For at sikre at mennesket ikke behandles vilkårligt, må

staten og dens institutioner arbejde i et spændingsfelt, der sikrer, at alle

behandles i lighed for loven, og samtidig anerkende den enkeltes suveræne ret til

at blive behandlet værdigt. Staten skal altså bruge sin magt med henblik på at

sikre, at borgerne bliver behandlet som et retssubjekt, og for at værne om

borgerens retssikkerhed. Jeg mener, man skal forstå retssikkerhed, som den

orden og sikring af rettigheder i det sociale og politiske fællesskab, som man

skal tilstræbe gennem retsnormerne, som jo altid først og fremmest må have

betydning i forholdet mellem staten og dens borgere.

Ifølge Peter Kemp, teolog og filosof, bygger idéen bag begrebet ”retssubjekt” på

et etisk forhold mellem mennesker, der gensidigt respekterer og anerkender

hinanden på en sådan måde, at forholdet til den anden anses som et personligt

forhold, og forholdet til enhver anden er et institutionelt forhold. Det er i det

institutionelle forhold, at enhver har ret til at blive behandlet som et retssubjekt,

hvor man indgår i - eller ligefrem forhandler - en fælles aftale eller en kontrakt i

forhold til regler og love af enhver art, som gøres gældende i det sociale liv.

22

Det betyder kort og godt, at institutionerne skal sikre, at reglerne er forståelige

og troværdige i forhold til gældende normer i samfundet, og at retssikkerheden

sikres gennem forudsigelighed, forstået på den måde at borgeren kender de

retslige konsekvenser af sine handlinger og samtidig er klar over, hvad det

betyder for de offentlige myndigheders afgørelser.

Konkurrencestatens politik handler om at få mobiliseret alle på arbejdsmarkedet,

så man kan vinde i den globale konkurrence. Som konsekvens af denne satsning

synes det åbenbart, at velfærdspolitikken nu skal etableres i civilsamfundet

gennem institutioner og foreninger mv., nu defineret i en moralsk og

ansvarstagende kontekst. Det må dog påpeges, at statens grundfæstede rolle

indadtil stadig er at sikre ensartede vilkår for borgerne, for det er stadig

borgernes rettigheder, staten skal værne om. Det bør altid være grundlaget for en

social velfærdsstats legitimering, at den er løsrevet fra alle emotionelle bindinger

menneskene imellem. Den skal derimod være funderet i et objektivt perspektiv,

der anser menneskers ligeværd, som forudsætningen for det samfund der bygger

på et fællesskab.

Hvis dette princip efterleves, vil omdrejningspunktet være den sociale ligheds

forudsætning for menneske-lighed, som igen er forudsætningen for den optimale

deltagelse i det politiske fælleskab og i overensstemmelse med T.H. Marshalls

ideal om det fulde medborgerskab, som netop sikres gennem de civile, sociale og

politiske rettigheder. Det vil så være gennem institutionerne i staten, at denne

forholdsvis objektive tilgang skal omsættes i en moralsk og ansvarstagende

kontekst.

Ifølge J.E. Kristensen er det civile samfund genopfundet i nyere tid, som et

moralsk regulativt område, der har en anderledes funktion end stat og marked.

Dette fokus opstod i første omgang som begrebet ”den tredje sektor”, men vinder

voldsomt frem i løbet af 80’erne med begrebet ”det civile samfund”, og det er

blevet et afgørende politisk og administrativt alternativ til markedet og staten.

Dette sker i samme periode, hvor staten i princippet indskrænker sig fra en

omfangsrig og ”tung” velfærdsrolle, som nærmest er blevet synonym med

velfærdssamfundet, netop ved at satse på ”mere marked” eller ”mere

civilsamfund” som nye regulative områder for velfærden. Argumentationen for

det ene eller det andet er gennemgående sket med henvisning til individets

muligheder for større valgfrihed eller større medindflydelse. Bag ønsket om en

mindre stat er det ikke blot ønsket om at begrænse, aflaste eller reducere staten

ved at overlade mere til markedet og/eller det civile samfund. Det er også en

bestræbelse på at sætte ”individet i centrum” med henblik på at frisætte individet

23

fra den afhængighed, som velfærdsstatens øgede fokus på sociale rettighed har

medført.

Samfundsudviklingen

Ligesom staten udvikler sig fra en velfærdsstat til konkurrencestat, udvikler

samfundet sig naturligvis også. I magtudredningens opsamling af

hovedresultaterne af undersøgelserne, der er publiceret i ”Magt og demokrati i

Danmark”, er der bred enighed om, at samfundet har ændret sig så

grundlæggende, at der er tale om en helt ny samfundstype i dag. De helt store

ændringer er sket inden for teknologien, organisations- og rationalitetsformer og

kulturelle værdier. Det er min vurdering, at ændringerne er sket glidende, således

at mange af de idealer og normer, som var gældende i den gamle samfundstype,

stadig kan spores i den nye. Der er vel almindelig enighed om, at ændringen er

sket fra det, man med en fællesbetegnelse kan kalde ”industrisamfundet”, og til

en ny fællesbetegnelse, som jeg vil kalde for ”informations- og

videnssamfundet”, vel vidende at der er mange andre samfundsdiskurser. Under

alle omstændigheder har udviklingen medført store ændringer, og jeg er

overbevist om, at ændringerne primært er foregået i tæt sammenhæng og i en

vekselvirkning mellem politiske beslutninger, den teknologiske udvikling, den

internationale udvikling, den økonomiske globalisering og miljø- og

terrortruslerne.

Det, der kendetegner industrisamfundets organisatoriske logik, er præget af en

bureaukratiseringstankegang, der bl.a. bygger på præcision, stabilitet, disciplin

og pålidelighed. Denne tankegang tager primært udgangspunkt i den tyske

sociolog Max Webers idéer fra begyndelsen af 1900-tallet om

organisationsopbygning og får den konsekvens, at organisationen nærmest

betragtes som en menneskelig maskine, der bygger på et rationelt bureaukrati,

der er domineret af klare over- og underordnelsesforhold, og som styres gennem

detaljerede regler med efterfølgende kontrol. Denne form for organisatorisk logik

passer ind i en retsfilosofisk tankegang om forudsigelighed og ensartethed i

forvaltningen, også kaldet retspositivisme. Filosofien bygger på et objektivt

perspektiv, der anser ret og moral som to adskilte størrelser. Man anerkender

grundlæggende, at moralske overvejelser ikke vedkommer, hvad der er ret. Det

bygger på en naturvidenskabelig tilgang og har den konsekvens, at

retsvurderingen vil stræbe mod neutralitet og objektivisering. Det er da også her,

vi finder idealet om den liberale retsstat, hvor borgeren skal beskyttes mod

statens magtudøvelse gennem opnåelse af borgerens civile frihedsrettigheder.

Lighedsidealet er et spørgsmål om, at alle skal have lige ret til statens ydelser,

hvorfor rettigheder og forpligtelser fastlægges gennem generelle regler og fælles

24

besluttede værdier. Netop retssamfundet er optaget af beskyttelsen af disse

rettigheder og meningen med disse rettigheder er, at de skal sikre den enkelte i at

tage ansvar for sig selv.

Det er i industrisamfundet, at velfærdsstaten opstår, og det er her borgeren

erhverver sine sociale rettigheder. Så hvor det før handlede om, at borgeren

skulle beskyttes mod statens magtudøvelse, handler det nu om, at borgerne skal

beskyttes ved staten, gennem offentlige reguleringer og institutionelle indsatser,

der skal sikre borgernes velfærd bedst muligt.

Staten ændrer sig hermed til den sociale retsstat. Hvor man i den liberale retsstat

indrettede sine funktioner i hensynet til borgerens selvansvarlighed, indretter den

sociale retsstat sine funktioner i hensynet til borgerens selvbestemmelse. På den

måde skal de offentlige institutioner nu lægge fokus på, at den enkelte sættes i

stand til selv at træffe beslutninger om egne forhold. Det er gennem de sociale

rettigheder, det muliggøres, at man kan udvikle sig gennem primært uddannelse,

og man sikrer de basale livsnødvendigheder, såsom økonomisk understøttelse

ved fx arbejdsløshed og sygdom og gratis sygdomsbehandling. Lighedsidealet

ændrer sig til, at alle skal have lige adgang til de offentlige ydelser, og det sker

ved, at borgeren får et egentligt retskrav til ydelserne.

Det er i den kontekst, a-kasserne har sin historiske identitet, da det netop er

idealet om at værne om medlemmernes rettigheder, der er a-kassernes historiske

fundament. A-kasserne forsøger at påvirke de politiske beslutninger og deltager

også aktivt i det lovforberedende arbejde. De forsøger ligeledes at ændre

urimelige beslutninger, netop med henblik på at sikre medlemmernes rettigheder

og deres levevilkår. Helt centralt er, at a-kasserne skal sørge for, at medlemmet

får en rimelig økonomisk kompensation for mistet løn, så man undgår at gøre

brug af de trangsbestemte sociale ordninger. Langt op i den nyere historie betød

det, at man mistede flere af sine rettigheder, hvis man modtog sociale ydelser.

Det gælder dog også i dag, da man kan miste sin rettighed til

familiesammenføring af udenlandsk ægtefælle/partner, hvis man har modtaget

kontanthjælp inden for en bestemt periode. Men det er også nok så vigtigt, at der

værnes om privatlivets suverænitet, da arbejdsløshedsforsikringen udelukkende

er bestemt af medlemmets hidtidige eget indtægtsniveau i modsætning til den

sociale sikring, som bygger på det hidtidige husstands-indkomstniveau og

formue. Der er også en tendens til, at den økonomiske sikkerhed og fastholdelse

af kontakten til arbejdsmarkedet, giver det nødvendige overskud til at være aktiv

i det politiske liv.

25

Det, der præger informations- og videnssamfundets organisatoriske logik, er den

flade, fleksible og netværksprægede tankegang. Denne organisationsform opstår

i meget tæt forbindelse med den digitale udvikling og udviklingen af den

personlige computer, men den passer også ind i den politiske strategi for en

konkurrencestat. Organisationen skal nu ses som en menneskelig organisme, der

kendetegner høj grad af medbestemmelse og værdibaserede samarbejdsrelationer

med innovative medarbejdere, som har empowerment. Der ligger altså en

diametralt modsat tankegang bag disse to idealtypiske organisationsformer, som

her er meget firkantet trukket op. Men når det vurderes, at disse flade og

netværksbaserede organisationsformer er attraktive inden for det moderne

samfunds forskellige sektorer, hænger det bl.a. sammen med behovet for større

motivation blandt medarbejdere og dermed større produktivitet, større udnyttelse

af medarbejdernes kreativitet, som kan give det ekstraordinære frem for

rutineprægede samt større fleksibilitet og omstillingsevne.

Det, der præger informations- og videnssamfundet, er i høj grad store kulturelle

og værdimæssige ændringer i det hele taget, og det præger fællesskabet og

ændrer traditionerne fra industrisamfundet. Disse traditioner var, meget kort og

generelt beskrevet, kendetegnet ved en lineær udvikling i arbejdslivet med en

fast løbebane over uddannelse til primært et bestemt erhverv (fx smed, lærer,

læge), en lang erhvervsaktiv periode med primært avancement inden for eget fag

og så pensionering. Fælleskabet var endvidere kendetegnet ved, at man nærmest

blev født ind i et fællesskab, som bestod af familie, naboer, egn og arbejdsplads.

Traditionerne er som sådan ikke totalt brudt ned, men overtages af et stærkt

fokus på individet og et mere komplekst arbejdsliv. Nu er det ikke noget nyt, at

man har stærk fokus på individets frigørelse af fællesskabet, men i informations-

og videnssamfundet bliver denne tendens radikaliseret. Man anser det for

principielt, at individer ikke længere fødes ind i fællesskabet ud over familien,

men at de i udpræget grad vælger fællesskaber - også skiftende fællesskaber

igennem livsforløbet. Fællesskaber dannes på den måde på basis af værdier og

interesser, og altså ikke på grund af nabo- eller arbejdsfællesskaber - og slet ikke

på grund af de fællesskaber, man fødes ind i.

Det samme gælder for individualiseringen, hvor idealet er, at man også her har

friheden til at vælge, hvordan man vil leve sit liv - gøre det til sit eget livsprojekt.

Et sådant projekt kan sagtens handle om, at uddannelse starter sent eller

udskydes samtidig med, det kombineres med erhvervsarbejde. Uddannelsen

strækkes - undertiden meget langt - frem i livsforløbet, eller man vælger ligefrem

omskoling til andet erhverv midt i livsforløbet, hvor man foretager forskellige

kombinationer af erhvervs - og omsorgsarbejde over livsforløbet, holder

sabbatperioder osv. Den danske velfærdsstat - og ikke mindst konkurrencestaten

26

- begrænser på alle måder disse tendenser, men de gør sig altså stærkt gældende

her. Selv om dette kommer på tværs af administrative systemer og politiske mål,

og dermed skaber nye sociale risici, så er spørgsmålet, om det giver mening at

dæmme op for den tendens.

Som social orientering og som politisk ideal kan individualismen forstås i to

retninger, hvor den ene forstås som egoisme. Her handler det om, at mennesket

er sin egen lykkes smed og handler derefter. Det er en meget liberalistisk

funderet retning, men passer dårligt med informations- og videnssamfundets

behov for samarbejde og sociale kompetencer, og det passer slet ikke ind i en

medborgerskabstanke.

Den anden retning skal forstås som autonomi i den betydning, at mennesket selv

formulerer mål og norm for sin handling i respekt for enhver anden, hvilket så er

den republikanistisk funderede retning. Denne retning bliver på den måde mere

forbundet med informations- og videnssamfundet og i fuld overensstemmelse

med medborgerskabstanken. Denne retning om selvbestemmelse og muligheder

for egne valg er også logisk forbundet med både den kulturelle individualisme og

med de ændringer, der er opstået i arbejdsprocesser og i den sociale struktur. Det

er samtidig en individualisme, der er i modsætning til arbejderbevægelsens

kollektive tankegang. Men det er absolut en individualisme, der kan være

solidarisk funderet.

En sådan retning peger på begrebet ”refleksivitet”, som må være en afgørende

bestanddel for forståelse af et samfund med autonome individer. Begrebet skal

forstås på den måde, at man bruger en fornuftsbaseret og kritisk tilgang til nye

informationer og viden. I et refleksivt samfund har normer, traditioner og

autoriteter hårde vilkår, fordi disse ikke umiddelbart accepteres. Man anerkender

kun autoriteter og regler, fordi de kan begrundes fornuftsmæssigt, de skal

simpelthen legitimeres.

I den sammenhæng er det interessant at fokusere på den franske samfundsforsker

og en af sociologiens grundlæggeres, Èmile Durkheim, teori om den sociale

solidaritet, som kort fortalt går ud på at beskrive, hvad der binder mennesker

sammen i et fællesskab. Han sammenholder det spil, der foregår mellem den

enkelte og fællesskabet, som han kalder den sociale solidaritet. Den har to

former, den mekaniske og den organiske. Den mekaniske solidaritet kendetegner

en solidaritet, som bygger på det eksisterende værdifællesskab. En sådan

solidaritet har en kraftig selvforståelse af det stærke kollektive fælleskab, et

lighedsideal der kun tillader en begrænset plads til individet. Man er således

solidarisk med dem, som man deler værdier med. Det er en solidaritet, der

27

bygger på moralsk og social tvang, og de sociale aktiviteter er stort set ensartede,

man bliver simpelthen betragtet som en trussel mod fælleskabet, hvis man bryder

kollektivets værdisæt, så der er ikke megen plads til individualitet.

Den organiske solidaritet bygger derimod på forskelle. Man indgår i et organisk

hele, som ikke er et socialt fællesskab, hvor man solidariserer sig med de fælles

værdier men i et socialt fællesskab, hvor man solidariserer sig i forhold til, at

mennesker er forskellige fra hinanden i et gensidigt afhængighedsforhold, som

vokser med forskellene. Det er den organiske solidaritet, der skal fortrænge den

mekaniske, som Durkheim også betegnede som antikvarisk. Jørn Loftager, lektor

i statskundskab, har imidlertid den interessante tese, at mange af de drøftelser og

problemer, vi har i nutidens samfundsforståelser, bygger på det mekaniske

solidaritetsbegreb. Han mener altså, at der ikke helt er forståelse for den

organiske form for solidaritet. En vigtig konsekvens heraf betyder, at rollen som

demokratisk deltagende medborger har svært ved at få den opmærksomhed, den

fortjener især i forhold de potentialer, denne borgerrolle rummer som grundlag

for et fungerende multikulturelt samfund.

Durkheim, og flere med ham, anså solidaritet for at være det kit eller den

sammenhængskraft, som det hedder i dag, der skal holde institutioner sammen i

en enhed, og som man bør optræde loyalt overfor. Det drejer sig i bund og grund

om, hvordan man bør og kan leve sammen. I en organisk solidaritet må

individualiseringen ses som en spændende udfordring, som skal være med til at

udvide og udvikle den gensidige afhængighed. Det sætter nye normer for det

sociale fællesskab, og det bør være tydeligt, eller også må det tydeliggøres, at

den organiske solidaritet bør være sammenhængskraften i samfundet og dets

institutioner. Der er da også enighed om, at skiftet fra et hierarkisk præget

industrisamfund til et netværkspræget informations- og videnssamfund vedrører

de offentlige institutioner og den politiske organisering af samfundet, og den

umiddelbare konklusion er, at ændringen peger på organisationsformer, der skal

bygge på demokrati og medborgerskabsidealet.

Denne tendens vil være interessant at fokusere på ud fra et institutionelt

perspektiv, da netop organisationernes solidaritetsforståelse vil være afgørende

for, hvordan de behandler den igangværende udvikling, og hvordan den enkelte

får mulighed for at handle, både i forholdet til borgeren og internt i

organisationen. For når samfundsudviklingen går fra hierarki til netværk, vil det

bidrage til større indflydelses- og deltagelsesmuligheder. Det gælder på jobbet

(medarbejderindflydelse) så vel som i den offentlige sektor (brugerindflydelse).

Det kendetegner også netværksprægede organisationer, at magtdistancen er så

lille, og at lederes legitimitet - og dermed evnen til at få tingene gennemført -

28

ikke bliver anerkendt på deres formelle positioner, men på deres evne til at

legimitere sig som en slags anfører.

Den institutionelle identitet

Som sagt styrer staten gennem sine institutioner i et demokratisk retssamfund og

disse har stor indflydelse på, hvordan demokratiet fungerer. Det bygger på to

forhold. De offentlige institutioner, som de benævnes, har en myndighedsrolle,

så de legitimt kan gribe ind i borgerens ellers retsbeskyttede tilværelse. A-

kasserne må godt nok betragtes som halvoffentlige, men de har eksempelvis

myndigheden til at sanktionere selvforskyldt ledighed, eller når man ikke står til

rådighed for arbejdsmarkedet. På den anden side er institutionerne også tæt på

borgerne, så disse derved oftere kommer i kontakt med medarbejderne i

institutionerne, end de kommer i kontakt med demokratiets repræsentanter. Det

betyder kort og godt, at mødet mellem borger og institution er afgørende for

demokratiets legitimitet. Derfor befinder institutionerne sig konstant i et

spændingsfelt mellem de herskende politiske idealer, de herskende samfunds- og

demokratiforståelser i institution og hos medarbejdere, samt den individuelle

borgers præferencer. Det er i dette sidste felt, at institutionernes selvforståelse

udfordres, når der er tale om empowerment.

I retsstaten er individet nærmest en objektiv borger, der er udstyret med

rettigheder. I velfærdsstaten udvikler borgeren sig nærmest til en klient med

behov for hjælp. Presset på velfærdsstatens ”noget for ingenting” ændrer sig til

en markedsstats ”noget for noget”, hvor borgeren betragtes som (for)bruger. Det

er en liberalistisk samfundsfilosofi, som helt klart er fremherskende i den

politiske debat om velfærdsstatens overlevelse, og hvor individets selvudvikling

er i centrum. Statens ansvar for borgerens velfærd er begrænset til at sikre et vist

udbud af velfærdsydelser og til varetagelse af de mest basale

samfundsfunktioner. En sådan indskrænkning af statsstyret kan meget vel betyde

en opløsning af det værdifællesskab, som stats- og samfundsfællesskabet ellers

repræsenterer.

Udviklingen har betydet, at institutionerne groft sagt nu står med tre

udfordringer, når de skal relatere sig til de nye udfordringer:

bedre ligeværdig behandling af borgeren

udvikling af selvforvaltende medborgere

arbejde på markedslignende præmisser

Men lad os lige kort berøre a-kassernes udvikling først.

29

A-kassernes udvikling

A-kasserne udsættes naturligvis også for store ændringer på samme tid. Der sker

en markant professionalisering samtidig med teknologiens fremdrift. Staten

strammer kravene til a-kasserne i forhold til udbetalingen af ydelserne, som

staten jo refunderer fuldt ud, men nu sættes der spørgsmål ved, om dette nu også

sker lovmæssigt korrekt. Det medfører skrappe tilsyn, benchmarking af a-

kasserne med efterfølgende offentliggørelse og meget detaljerede regler. Det

medfører, at a-kasserne fokuserer meget på at få overholdt regler og sikre den

korrekte udbetaling. Der ansættes mange jurister og økonomer centralt, som så

også præger indsatsen over for medlemmerne, hvilket får præg af en rationel-

juridisk tilgang, og hvor medlemmerne stort set hele tiden skal dokumentere

deres oplysninger over for a-kassen, før de kan modtage ydelser.

Særlig interessant er det at fokusere på a-kasserne i konkurrencestatens

perspektiv, for her får de en helt ny rolle. Fra at sikre medlemmerne deres

retmæssige ydelser og statens retmæssige refusion, får a-kasserne endvidere

opgaven med at få medlemmerne i beskæftigelse så hurtigt som muligt. Gennem

forskellige arbejdsmarkedsreformer, som alle har bred politisk tilslutning,

fokuseres mere og mere på at få ledige motiveret til selv at komme i arbejde, og

her har a-kasserne fået et større og større ansvar.

Den nye fortælling

Samlet set er udviklingen under alle omstændigheder på vej væk fra den klassisk

bureaukratiske tankegang, som har kendetegnet organiseringen af institutionerne,

primært i forhold til deres myndighedsudøvelse. Her er så spørgsmålet om, hvad

der skal erstatte denne tankegang, og hvordan den kan understøtte den strategi,

der går i retning af et decentralt og selvforvaltet velfærdssamfund, som baserer

sig på et moralsk ansvar, der skal balancere mellem det sociale hensyn og den

økonomiske forudsætning - et samfund, der samtidig skal sikre den

sammenhængskraft, som en konkurrencestat skal bygge på?

Kort og godt, hvad skal være den nye fortælling?

Konklusionen på udviklingen er ifølge magtudredningens undersøgelser, at det

offentlige er i gang med at udvikle sig væk fra en ”myndighedsstat”. På

baggrund af de analyserede udviklingstendenser går en sandsynlig udvikling

mod ”hverdagsstaten”, men denne udviklingsretning er umiddelbart ikke erkendt

eller anerkendt af institutionerne. Det kendetegner da heller ikke deres

handlinger, som det fremgik af citaterne i indledningen. Men hvad kendetegner

så en hverdagsstat?

30

Hvor der typisk er fokus på, at relationen mellem institution og borger skal være

en ikke-hierarkisk relation, bygger hverdagsstaten oven på denne relation. Det

sker ved at udvikle forholdet mellem stat og samfund og mellem det offentlige

og det private på sådan en måde, at den offentlige sektor bliver hverdag for de

fleste. Det har medført, at det offentlige har udviklet sig fra at være noget

specielt, der træder frem i forhold til baggrunden, til at blive så almindeligt, at

det snarere danner baggrunden. Det offentlige udgør på den måde et ganske

almindeligt livsvilkår, som indgår i det almindelige menneskes planlægning af

hverdagen. Det offentlige bliver mere en almindelighed end en myndighed.

Denne påstand bygger på det belæg, at det offentlige er så stort og synligt, at det

ikke kan være noget særligt, og så er det spredt ud over hele landet. Den

offentlige sektor er fortrinsvist vokset op lokalt og præger altså civilsamfundet så

meget, at det faktisk er en del af hverdagen. En vigtig forskydning i forståelsen

af det offentlige er så også, at det ikke kun er en myndighed, der handler, når

skaden er sket, men at tilstedeværelsen af det offentlige har en forebyggende

værdi. Det ses i øjeblikket tydeligt inden for sundhedssektoren, hvor fokus har

skubbet sig fra, hvordan man helbreder, og til, hvordan man anlægger en

pædagogisk tilgang, så man forebygger sygdom. Kort og godt handler det om at

gøre hverdagen praktisk, behagelig og udfordrende. Et godt eksempel er

gadebetjenten, der sørger for at hjælpe og sørge for at tingene glider fornuftigt,

men først optræder som myndighed, når vi går over for rødt.

Profilerne for ledelse og ansatte i det offentlige har også ændret sig over tid, så

der nu sparres og coaches i stedet for at sagsbehandle. Den digitale udvikling gør

borgerne til selvforvaltere af egne sager, som det fx er sket med SKAT og

tilmelding til jobcentre, når man bliver ledig. Det har sat meget mere fokus på

institutionen som en servicevirksomhed, der netop understøtter borgernes frie

valg. Når institutionerne i dag beskriver deres værdigrundlag, er der da også en

tydelig tendens til at fremhæve værdier, som typisk er fremherskende i den

private sektor. Der bliver altså gjort noget for at møde borgeren i ”øjenhøjde”

med åben og ligeværdig dialog og forståeligt sprog, men også fysisk brydes

skranker ned.

Så det mulige grundlag for den nye fortælling er der altså, men som det fremgår

af magtudredningen, så betyder det ikke nødvendigvis, at den offentlige sektor

umiddelbart er på vej til idylproduktion. Denne form for ”almindelighed”, som

man taler om, er ofte camouflage for myndighedsudøvelse, og ideen om nærhed

og og øjenhøjde kan lige så vel føre til en (skjult) kontrol, som kan opleves som

langt mere påtrængende og ubehagelig end den formelle og juridisk begrundede

kontrol fra en fjern myndighed. Samfundets marginaliserede risikerer absolut at

31

møde det offentlige i lukkede rum, som man først når efter at have passeret flere

fysiske og psykiske kontroller. Det kan være som at træde ind i en tusmørkezone,

der er præget af afhængighed og magt, hvor statusforskelle mellem

marginaliseret og systemrepræsentant, bruges som forskellige former for

mikromagt, som det faktisk er svært, ja nærmest umuligt, at beskytte sig imod.

Det har da også vist sig, at der ikke er fuld overensstemmelse mellem

hverdagsstatens værdier og ledelsens værdisæt. Samlet set kendetegner det en

offentlig sektor, der har sin egen indre identitet og egne standarder. Paradoksalt

nok er et af de højest værdsatte hensyn i hverdagsstaten, den offentlige opinion,

den laveste prioritet blandt lederne i de offentlige institutioner. Jeg kunne fristes

til at sætte sagen på spidsen ved at påstå, at der synes at være et sammenfattende

klassisk embedsmands - og myndighedsideal om, at man er hævet over andre for

at kunne tjene andre. Det virker faktisk som om, at institutionerne er ”blinde”

over for individualiseringens positive elementer, og det er en blindhed, der

matcher en social solidaritet, der er meget mekanisk. Det er et ikke uinteressant

perspektiv på den offentlige identitet, som på lige fod gælder for a-kasserne. Det

er der flere forklaringer på, som ligger implicit i det allerede beskrevne, men i

hvert fald er der to årsager, der falder i øjnene, nemlig den rationelle og den

ansvarstagende tilgang. Lad os dog først lige se på a-kassernes image og

udfordringer.

Imageundersøgelsen

I år 2009 foranstaltede AK-Samvirke en imageundersøgelse af a-kasserne med

det formål, at få skabt et præcist og nuanceret billede af a-kassernes situation ved

bl.a. at afdække de mest presserende trusler og udfordringer og fastlægge et

mulighedsrum til udvikling. Hvor man i projektet ”A-kassernes fremtid og

fremtidens a-kasser” fra 2005, primært lod a-kasserne undersøge sig selv, lader

man i imageundersøgelsen relevante interessenter for a-kasserne komme til orde,

det drejer sig om medier, politikere, embedsmænd i statsforvaltningen og i

kommuner.

Undersøgelsen påpeger, at a-kasserne har en bred politisk opbakning og anses

for at være en vigtig brik i den danske arbejdsmodel, men a-kasserne opfattes

samtidig som forhistoriske ved at agere passive, ineffektive og meget lidt

omstillingsparate. Man ønsker derimod proaktive a-kasser, der er synlige i

medierne, der samarbejder med ministerier og kommuner om

arbejdsmarkedsindsatsen, og som varetager myndighedsrollen effektivt og

kompetent. Konklusionen er, at det er uklart, hvilken værdi a-kasserne har for det

omgivende samfund, og anbefalingen er, at a-kasserne fornyr kontrakten med

samfundet.

32

Begge undersøgelser peger på, at a-kasserne har problemer med at forvalte deres

forskellige roller som myndighed, forening og arbejdsmarkedsaktør. Den

historiske udvikling har da også medført, at myndighedsrollen har udviklet sig

markant og været i konflikt med foreningsrollen, og at a-kasserne har haft svært

ved at finde deres egen identitet. Mulighedsrummet for a-kassernes nye kontrakt

med omverden er derfor at få styr på identiteten. Anbefalingen er, at a-kasserne

fortsat skal fastholde en kompetent myndighedsrolle over for statens

embedsmænd, men den skal nedtones over for medlemmer og i

arbejdsmarkedsindsatsen, ligesom en gadebetjent kan gøre. A-kasserne skal i

stedet definere sig som den tillidsfulde sparringspartner, hvor samarbejdet med

a-kassernes interessenter bygger på sloganet: ”din succes er min succes”.

Det rationelle perspektiv

”Det vil altid være en skønsmæssig individuel vurdering, om medlemmet har

søgt tilstrækkeligt med arbejde. A-kassen kan derfor ikke generelt melde ud til

samtlige ledige medlemmer af a-kassen, at de skal søge 2 stillinger om ugen. Det

strider mod de gældende regler på området” (Vejledende skrivelse fra

Arbejdsdirektoratet til et medlem, 21. juli 2010).

Det er umiddelbart urovækkende, at en a-kasse kan komme så langt ud, at den

overtræder gældende regler ved at generalisere sin tilgang til det enkelte medlem,

og det har da også sin forklaring, men er den rationel?

Netop begrebet rationel er vigtig at undersøge nærmere, da rationalitet og den

rationelle tankegang i udbredt og afgørende grad præger de demokratiske

forståelsesretninger og de forskellige videnskabelige grundforståelser lige fra

økonomi til filosofi. Ratio, som er af latinsk oprindelse, betyder fornuft. Fornuft

og følelse er grundlæggende for menneskets handlinger. Følelsen får os til at

handle pr. refleks, men vi undersøger ofte gennem refleksion, om denne lyst til

handling er fornuftig, - altså vi tænker, før vi handler, som man siger. Fornuft er

altså adskilt fra følelse, og når man bruger fornuften, handler man rationelt.

Gennem menneskets historie har man drøftet, hvad der skal til for at være

rationel, og hvordan mennesket behandler sin rationalitet. Der er dog konsensus

om, at det rationelle princip bygger på, at der skal være overensstemmelse

mellem det, man påstår, er fornuftigt, og det, som er alment anerkendt som

værende sand viden. Der skal være logik i argumentationen. Logik (græsk:

logos) betyder i den sammenhæng noget, som primært er konkretiseret i det

sagte, skrevne eller reelt oplevede, og det sættes i modsætning til myter (græsk:

mythos), som er opdigtet. Logikken skal altså både være i overensstemmelse med

det rationelle princip og vores egen fornuft.

33

Når man bruger sin rationalitet, er der altså forholdsvis klare, nærmest

matematiske regler for, hvordan man kan handle fornuftigt. Disse reglers

oprindelse knyttes sammen med den græske filosofis fødsel, hvor man bliver

opmærksom på, at mennesket kan handle abstrakt, og at der findes en anden

sandhed end den, man blot føler eller sanser. Ifølge Peter Nedergaard,

cand.polit., sker det i forbindelse med, at man på den tid, omkring år 600 - 300

f.Kr., begynder at præge mønter. Det betyder jo, at man omsætter en konkret

vares brugsværdi til en abstrakt værdi på en bestemt plads i en foruddefineret

værdiskala. Det er altså opdagelsen af det abstrakte betalingssystem med en

besluttet fællesnævner, der gør, at man får øjnene op for, hvordan man kan gå

”bagom” den reelle naturtilstand. Det medfører, at man begynder at søge efter en

abstrakt fællesnævner for menneskets sociale liv, også kaldet for ”sandheden”.

Det er primært Aristoteles, der sætter det i et system, og det har lige siden været

den rationelle platform for tænkning og handling i hvert fald i den vestlige

verden.

Kardinalspørgsmålet i det rationelle princip er, hvem der skal bestemme, hvad

der er fornuftigt, og hvordan man kommer frem til en fælles fornuft. Drøftelsen

tager udgangspunkt i et menneskesyn, som groft sagt deler sig mellem, om

mennesket handler egoistisk, altså for egen vindings/lykkes skyld, eller om det

handler socialt, altså tager hensyn til at ens handling også skaber værdi for

enhver anden. Udviklingen fra social velfærdsstat til konkurrencestat har

tydeligvis sat de sociale værdier, såsom solidaritet og kollektivitet, under pres

ved at sætte mere værdi på det individuelle og valgfriheden. Bag dette ligger et

liberalistisk menneskesyn, som udmøntes i en samfundsvidenskabelig

analysemetode, der bl.a. kaldes ”rational choice”, som har vundet voldsom

udbredelse som dokumentation for den politiske tankegang og den offentlige

sektorers organisering de sidste 20 år. Den bygger kort fortalt på, at man

modellerer virkeligheden ud fra antagelser om, at mennesket handler ud fra sin

egen interesse, og at man gør, hvad man kan for at opnå størst mulig

selvtilfredsstillelse, naturligvis ud fra de legitime mulighed, der eksisterer på det

givne tidspunkt.

Denne filosofi om det rationelle valg bygger på den opfattelse, at det ofte

medfører kollektiv irrationalitet, når mennesker handler rationelt ud fra egen

interesse. Konkret betyder det, at staten anser den offentlige sektor for at

maksimere sig selv i stedet for at være loyal over for statens og borgernes

præferencer. I den kontekst opstår så den styringsform, som har præget det

offentlige lige siden. Styringsformen bygger på en international økonomisk og

politisk teori, som benævnes ”New Public Management”, og som bygger på

rational choice-princippet. Det er således anerkendt, at institutioner,

34

medarbejdere og borgere godt nok selv kan overskue valgmuligheder og træffe

rationelle beslutninger, men da de handler egoistisk, må staten sætte rammer for

deres handlinger, kendetegnende ved handlingsplaner, tests, benchmarking og

økonomiske incitamenter såsom taxameterprincipper og refusionsordninger.

Der er endvidere en afgørende pointe i teorien. Hvis man skal handle rationelt,

skal man også have fuldstændig viden om alle alternativer for valget, ellers er

der jo ikke tale om et reelt og frit valg. Det sætter store krav, da det kræver

udbredelse af al information til institutioner og borgere. Det har man anset for alt

for resursekrævende og uoverskueligt for den enkelte. Derfor er der så også en

erkendelse af, at det er mest rationelt, at man foretager valg inden for det bedst

opnåelige i forhold til afsatte resurser og tilgængelig viden. På den måde kan

man i den kontekst udlede, at institutioner er menneskeskabte begrænsninger for

menneskelige handlinger.

Helt centralt for rationalitetsbegrebet i den nyere vestlige verden står Webers

teori om, at handle- og tænkemåde er rationel, hvis den er styret af regler og

principper. Han så den fremadskridende kapitalisme i det industrielle samfund

som en slags udtryk for iboende rationalitet, som især finder sin institutionelle

form i markedet og i bureaukratiet. Han skelner mellem flere forskellige

rationalitetsformer, men hans ideal er ”formålsrationalitet”, som er det typiske

kendetegn for den vestlige rationaliseringsform, der har sikret os det

velorganiserede og velfungerende samfund ovenikøbet med højt materielt niveau

til følge, mener han. Han tager udgangspunkt i, at den menneskelige handling er

en adfærd, som er bevidst, og at der ligger en hensigt bagved. For at handlingen

skal anses som social, kræver det, at man tager hensyn til andre og orienterer sig

i forhold til det hensyn, som naturligvis skal være gensidigt. Individet handler

således rationelt i forhold til middel, mål, værdi og effekt (eller mere nutidigt:

resultat).

Formålsrationalitet er et spørgsmål om mål og middel, og hvordan man mest

effektivt kommer i mål, men målet er givet på forhånd, og individet selv bliver

midlet. Formålsrationalitet anerkender kun det, der effektivt fører mod målet, og

det er det, der er drivkraften i den organiske solidaritet. Det gør op med den

traditionelle handlemåde, da formålsrationalitet udelukker handling, der har

årsag i vaner og traditioner. Han definerer nemlig den mekaniske solidaritet i en

traditionelrationel form, hvor individet kun handler i forhold til middel, som er

relateret til traditioner og vaner. Teorien har ikke mindst haft stor betydning for

opbygning af et velfungerende bureaukrati, som jo netop er forsøgt etableret

omkring effektivitet og ensartet sagsbehandling. Weber var dog selv bekymret

for, at denne form for rationalitet ville skabe et samfund, hvor humanismen ville

35

tabe, og han arbejdede da også med en ”værdirationalitet” som modsætning til

den resultatrelaterede. Her er hovedtesen, at individet handler ud fra sin hensigt i

en etisk kontekst. Man er altså ikke optaget af, at handlingen skal pege mod

nyttemaksimering, men alene af intentionen bag handlingen. Men det er ikke

denne rationalitetsform, der vinder frem i det industrielt baserede samfund.

Så hvor er det rationelle i a-kassens beslutning?

Når a-kassen kræver, at ledige skal søge to stillinger om ugen, er det målet at

sikre refusionen fra staten. Samtidig etableres overskuelige og klare regler, der

effektiviserer sagsbehandlingen, for det er ulige nemmere at tælle antal stillinger

end at foretage et samlet individuelt skøn over, om medlemmet er til rådighed for

arbejdsmarkedet. Endvidere er medarbejderen ansvarlig for, at skønnet er

velbegrundet. Dette ansvar lægges nu på medlemmet ved at indføre en regel,

som medlemmet er ansvarlig for, bliver overholdt. Det passer således vældig fint

ind i et formålsrationelt ideal, og det gør da også både medarbejder og medlem

til et middel for at opnå det mål.

En anden konsekvens af denne tankegang peger på det paradoks, at man får

voksne mennesker til at forlange noget, som ikke giver mening i en fornuftig

mellemmenneskelig relation. Der er da ingen, der på nogen måde kan forudsige,

at der er to ledige stillinger om ugen, som medlemmet kan matche med sine

kvalifikationer inden for en rimelig geografisk radius, og så skal det endda gælde

for alle på tværs af aldersforskel og geografi. Jeg har været i pågældende a-kasse,

og alle havde den overbevisning, at man var nødt til at handle sådan, når det

skulle være korrekt i forhold til love og regler. Ingen syntes dog, det var rimeligt,

og slet ikke medlemmerne, som følte sig ydmyget.

Vi forsøgte i stedet at vende det om, så vi lagde et andet ansvar på medlemmet.

Medlemmet blev oplyst om, at retten til dagpenge var forenelig med en jævnlig

søgning af arbejde, som medlemmet havde mulighed for at kunne varetage

fornuftigt. Medlemmet blev herefter selv bedt om at angive en sandsynlig

volumen af ansøgninger, som kunne deles op i reelle ansøgninger og

uopfordrede m.m. Hvis medarbejderen var enig i, at dette ville sikre medlemmets

dagpengeret, indgik parterne en aftale om, at medlemmet trygt kunne handle

derefter. Medlemmerne følte sig på den måde værdigt behandlet, og de havde nu

en helt anden grund til at søge arbejde end før, og sagsbehandlingen blev

naturligvis også individuel.

Der er slet ingen tvivl om, at a-kasserne handler meget formålsrationelt, et

kendetegn jeg også mener at kunne spore langt ind offentlige institutioner. Det

nævnte eksempel understreger den dominerende kultur, der hersker i a-kasserne,

36

som præges af den traditionelle bureaukratirationelle struktur og en logisk

positivisme, der primært bygger på jura og naturvidenskabens præmisser, og som

medfører objektiviserede standarder for menneskelig handling. Det er så ikke i

overensstemmelse med anerkendelse af det andet menneskes værdighed og i

respekt for menneskets autonomi, som jo er det perspektiv, der aktuelt præger

tankegangen inden for bl.a. statskundskaben og sociologien.

Langt hen ad vejen er den Weberske rationelle bureaukratimodel funktionel, det

er godt med effektive og strukturerede handlinger, og institutionerne må også

relatere sig til markedet og dets præmisser, men som det fremgår, er rationalitet

mellem mennesker for kompleks til, at den formålsrationelle tilgang kan stå

alene. Den tyske filosof og sociolog, Jürgen Habermas, har da også udviklet en

rationalitetsmodel, der deles i tre sfærer: den objektive, den sociale og den

subjektive, men mere om det senere. Det er altså ikke ensbetydende med, at vi

smider rationalitetsformen over bord, den sunde fornuft er stadig

omdrejningspunktet, men tilgangen skal være anderledes, især når vi ser på den

anden dimension, nemlig det at tage ansvar.

Det ansvarstagende perspektiv

”Det lyder måske som en gammel diskussion, men det er ret nyt, at staten har

ambitioner om at opdrage forældre til at tage et personligt ansvar. Da jeg sad i

elevrådet sidst i 1970’erne, stod der ’ret, pligt, ansvar’ i hjørnet af kommunens

brevpapir. Skulle der stå noget i dag, var det måske ’refleksion, empowerment,

ansvarliggørelse’. Man går ikke ud fra, at borgeren er ansvarlig, men ser det som

en statslig opgave at opdrage forældrene til at blive ansvarlige. Det er en ny

måde at se forældrene og deres ansvar på”, udtalt i et interview af Hanne

Knudsen i fagbladet, Asterisk nr 56, i forbindelse med hendes ph.d.-afhandling

”Har vi en aftale”.

Under hele det nutidige og komplekse spil om bl.a. individualisme, fællesskab,

demokrati og medborgerskab ligger det anvarstagende perspektiv. Spørgsmålet

lurer hele tiden om, hvem skal tage ansvar for hvad og hvem, og hvordan

udmøntes et autonomt perspektiv. Ikke mindst liberalismen og republikanismen

må være på kollisionskurs i deres friheds- og lighedsideal. Det ansvarstagende

perspektiv har da også ændret sig gennem tiden, og som så meget andet kan

denne tendens analyseres i forhold til folkeskolens udvikling. I sin ph.d-

afhandling beskriver Knudsen denne udvikling som fem diskurser, der går fra

pligt = opbakning = deltagelse = bruger = ansvar i en lineær historisk periode fra

det 19. århundrede og til i dag. Det interessante er, at hun påpeger, at diskurserne

ikke afløser hinanden, men at de bygges oven på hinanden. Der er selvfølgelig

forskel i diskurserne, men de indvirker på hinanden. Det er derfor interessant at

37

se på de forskellige diskurser i forhold til deres tidsfastsættelse, da de

kendetegner datidens og samtidens forudsætninger for hvilket ansvar, der

forventes af den enkelte og fællesskabet, og hvordan staten tænker ansvar. Disse

diskurser har så også præget de øvrige institutioner, og altså også a-kasserne, så

lad os se lidt nærmere på dem.

Pligtdiskursen kendetegnes ved, at grænsen mellem hjem og skole går ved

skolens port. Genstanden for mødet er rettigheder og pligter. Forældrene opfattes

som retssubjekter, der handler ud fra egne præferencer, som ikke nødvendigvis

opfattes som logiske af skolen, men man anerkender, at forældre har en anden

holdning end skolen. Forældrene stiller barnet til rådighed for skolens

disciplinering og bliver betragtet som en part, der samtykker, eller som kan have

indvendinger, men de har ikke magt. Lærerne står i en position, hvor de

opretholder disciplin gennem magt men skal samtidig være troværdige i deres

magtbeføjelser, så de ikke ender i afmagt.

Opbakningsdiskursen dukker op omkring 1950’erne, og her bliver grænsen nu

trukket ned gennem barnet som et fællesskab. Her er genstanden for mødet

barnets udvikling. Det er godt nok skolen, der er den professionelle part, men

forældrenes viden om barnets situation inddrages med den sidebemærkning, at

forældrene så også bakker loyalt op om skolen. Staten optræder gennem skolen

med idealet om at danne barnet som samfundsborger og et lykkeligt menneske.

Lærerne står i en position, hvor de motiverer eleven gennem den positive relation

og samtidig udfordrer i den faglige position, hvor deres troværdighed er i spil,

hvis de ikke magter den balance.

I deltagelsesdiskursen, som kommer på banen i 1970’erne, bliver grænsen

trukket anderledes. Her anses familien som en del af et større fælleskab, som er

skolen, der også anses for at være en del af et større fællesskab, som er

samfundet. Forældrene er deltagere i fællesskabet, men på fællesskabets

præmisser. Genstanden for mødet er styring af forældrenes normer og

holdninger, så de gennem mødet ændres til at matche samfundets normer.

Lærerne er i en situation, hvor de repræsenterer et system, som de er i opposition

til, da de samtidig skal være repræsentanter for en bedre og mere frigjort

fremtidens skole. De står i en position, hvor de skal nedbryde autoriteter og

samtidig arbejde for ligeværd uden selv at miste egen autoritet.

Brugerdiskursen opstår i 1980’erne, og nu er grænsen igen trukket dog ikke ved

skolens port, som i mellemtiden er forsvundet, men omkring skolen, som det var

tilfældet med pligtdiskursen. Skolen er nu en organisation, som ligger tæt op ad

et virksomhedsideal, der skal forholde sig til forældre som brugere, og elever

38

som modtagere af varen. Forældrene har pligt til at komme med deres mening

om skolen, som så er lydhør over for indvendingerne. Genstanden for mødet er

forældrenes oplevelse af skolens kerneydelser. Dette input lægges til grund for

skolens overvejelser og beslutninger for det videre arbejde. Lærerne er nu i en

situation, hvor de identificerer sig i forhold til den faglige logik samtidig med, at

de skal være lydhøre og forstående over for brugernes indblanding i, hvad der er

relevant og irrelevant. Det er på det tidspunkt, man indfører skellet mellem det

interne og eksterne, så der sker en intern sondring mellem relevant (intern) og

irrelevant (ekstern) information og krav. Det bliver et forsøg på at opretholde

lærernes mulighed for at være tro mod egne faglige krav.

Og så ender vi til sidst i ansvarsdiskursen, som opstår omkring dette årtusinde.

Her flyttes grænsen mellem familie og skole simpelthen ind i familien.

Læringsrummet vider sig ud over skolens rammer, hvorfor forældrene nu får

ansvaret for deres barns adfærd i klasseværelset. Genstanden for mødet er

familiens bidrag til læringsrummet. Gennem skolen skal familien lære at

reflektere over sig selv og identificere sig som lærende og ansvarstagende for et

kompetent læringsmiljø både hjemme og i skolen. Lærerne står i en position,

hvor en stor del af deres hidtidige ansvar nu skal overføres til familien, for den

skal sørge for læringsparathed, motivation og disciplin. I det samspil skal lærerne

nu have fokus på at lære eleven at lære, det er ikke nok at formidle et bestemt

stof til en klasse. Det betyder, at det er underviseren, der skal lære eleven at lære.

Det indebærer, at læreren distribuerer ansvaret for egen læring - i

overensstemmelse med eleven som person - til eleven. Tilliden fra forældre

forudsætter, at læreren er i stand til at beskrive eleven som person og som

lærende. Læreren risikerer dog, at forældrene forventer, at læreren beskriver

barnet ikke blot i lærerens faglige sprog men også i forældrenes personlige

sprog. Der er derfor meget stor risiko for, at læreren rammer ved siden af det

billede, forældrene har af eleven. Læreren bliver så også samtidig meget

afhængig af forældrenes bidrag til elevens læring.

En sådan gennemgang af forskellige ansvarsdiskurser tydeliggør, hvordan

relationerne ændrer sig markant fra noget, hvor det er den ene part, der skal gøre

noget (pligt) i forhold til den andens fornuft og viden og til noget, hvor den ene

part nu skal gøre noget i forhold til sin egen fornuft og viden (ansvarstagen).

Man tager kun ansvar for sine handlinger, hvis man kan se det rationelle i

handlingen. I henhold til det rationelle princip må den anden part nu anerkende

den ene part som et fornuftsmenneske, der selv kan handle rationelt, hvorfor

relationen går fra et ulige plan til et ligeværdigt forhold, hvor man respekterer

hinandens viden og mening i en dialog, der finder frem til en fælles fornuft, altså

det der er rationelt. Det sætter store krav til begge parter, som man må tage

39

alvorligt, hvis det skal kunne lykkes. Hvis vi alene fokuserer på lærerens position

gennem et sådan forløb, ændrer den faglige identitet sig fra at være den vidende

inden for bestemte fagområder, som eleven så skulle sætte sig ind i ved hjælp af

lærerens pædagogiske metoder, og så til at være en samarbejdspartner med både

forældre og den enkelte elev med henblik på at lære eleven at lære, hvordan man

sætter sig ind i et fagstof. Det er da en identitetsforskydning, der vil noget.

Det er jo min påstand, at denne udvikling sætter præg på hele den offentlige

sektor, som jeg også mener, er blevet bekræftet gennem magtudredningen. Der

er ikke foretaget en undersøgelse af a-kassernes område på lige fod med den, H.

Knudsen har gennemført, men i projektet om fremtidens a-kasser kan det

konstateres, at disse diskurser kendetegner udviklingen i a-kasserne. Der er vel

ikke noget at sige til, at pligtdiskursen sætter sig tydeligst igennem, da det er den,

der er ældst, men også fordi de øvrige diskurser er forholdsvis kortvarige, før en

ny diskurs sætter ind. Disciplineringen kendetegner statens styring af a-kasserne,

hvor der fordres tavshedspligt, pligt til partshøring, men også pligt til at vejlede

ledige medlemmer. Denne disciplinering fortsætter så ned gennem det

bureaukratiske system og ender som eksempelvis en jobsøgningspligt til

medlemmet på trods af, at medlemmet netop selv har ansvaret for at komme i

arbejde hurtigst muligt. Denne tendens synes at være generel, for som det

udtrykkes i kronik af Dagmar Fink, som i 2006 er kommet til Danmark fra

Tyskland:

””Skal” er et af de første ord, man lærer på dansk. Det er i hvert fald et af dem,

man hyppigst støder på som udlænding. Har du nogensinde lagt mærke til, hvor

ofte sætningerne om udlændinge indeholder ordet skal? Derimod hører man

næsten aldrig ordet ”bidrag”. Det er en skam”

Dette ulige forhold bliver så alt i alt understøttet af opbakningsdiskursen og

brugerdiskursen. Her fremhæver a-kasserne, at lovgivningen er så uoverskuelig,

at medlemmerne ikke kan tage vare på sig selv, de må hjælpes af den

professionelle a-kasse og indrette sig loyalt under a-kassens præmisser. Samtidig

får a-kassen alene ansvaret for den korrekte udbetaling af ydelser i 1985.

Ukorrekt udbetaling af ydelser skal herefter betales tilbage til staten af a-kassens

egen formue. På det tidspunkt strammer a-kasserne så kravet om dokumentation

og anlægger en linie, der angiver en mistro til medlemmets oplysninger og evner.

Indimellem giver deltagelsesdiskursen den opfattelse i a-kasserne, at det skal

være en livsstil at være ledig, ”hellere være glad som ledig end sur i arbejde”,

man skal have ret til et pusterum og lade de andre arbejde imens. Det er også

primært her, der anlægges en kollektiv og dermed generel vinkel på

40

medlemmernes situation og sagsbehandling. Her fjerner fokus sig markant fra

den individuelle og unikke situation for medlemmet, fordi alle skal behandles

ens.

Det er denne udvikling i kulturen, der nu skal anlægge et ansvarstagende

perspektiv. Det er en identitetsforskydning for de ansatte i a-kasserne på lige fod

med den forskydning, lærerne oplever og ikke mindst forældrene og altså så også

medlemmerne. Som et eksempel på en sådan kulturændring i a-kasserne kan helt

konkret nævnes, at blandt andet pligter må omsættes til værdier, så fx

vejledningspligt italesættes som hjælpsomhed og sparring, og tavshedspligt

handler om fortrolighed.

Forandringsprocessen i det lille demokrati

Det er det demokratiske ideal, der er grundlaget for institutionernes mulighed for

at arbejde med et medborgerskabsperspektiv, og det er det værdige møde med

den anden og enhver anden, som er det institutionelle forhold for det lille

demokrati. Der er samtidig klare indikationer på, at netop dette perspektiv kan

være grundlaget for at ændre image og skabe den nye fortælling. Da der jo så

også er tale om en forandringsproces, som skal foregå i den oprindelige kultur,

vil processen blive konfliktfyldt, og det er primært i diskurserne om rationalitet,

autonomi og ansvarstagen, konflikterne skal tages, men disse konflikter skal så

også løses på det demokratiske ideals præmisser. De valg, som institutionerne

har taget, er selvfølgelig sket i forhold til rationelle overvejelser og handlinger,

sådan som institutionerne hidtil har ment, er det fornuftige valg. Det er ud fra

den position, der skal gives mulighed for - gennem refleksion - at vælge nye

rationelle handlinger, som man tager ansvar for.

Konflikter skal forstås som et sammenstød (latin: confligere, der betyder støde

sammen) af muligheder, hvoraf et valg vil udelukke de øvrige muligheder. Der er

umiddelbart to mulige veje at gå, når man ønsker at løse en konflikt. Den ene

mulighed er, at man bruger sin autoritet til at løse konflikten. Det er en

påvirkningsform, der bygger på magtanvendelse, og som i mange situationer er

brugbar, vel at mærke når denne form for anvendelse er legitim. Det er dog min

erfaring, at det ikke er den påvirkningsmodel, der er brugbar i

forandringsprocesser, det er derimod den anden. Denne påvirkningsmodel anser

en konflikt som en naturlig værdi- og interessekonflikt, som findes i alle former

for processer, og som skal opfattes som det ”brændstof”, der skaber nye idéer,

dynamik og udvikling. Det er så også tydeligt, at dette kun kan ske gennem den

magtfrie mellemmenneskelige relation, hvor man påvirker gennem fælles

indflydelse. Der nok altid tale om en vis form for magt i alle relationer, men den

korte version af magtanvendelsen, kan begrundes i, at magt er legitim, når den er

41

besluttet i en demokratisk proces, hvor den er erkendt og anerkendt af alle parter.

Det betyder, at tvang og kontrol kun kan være legitim, når den gennemføres

gennem anerkendte autoriteter i demokratiske institutioner. Det betyder, når vi

mødes med autoriteterne i, det jeg vil kalde, åbne institutioner med idéen om

indflydelse, vil det efter min opfattelse være muligt at anerkende mennesket som

et retssubjekt, der sættes i et forhold mellem mennesker, der gensidigt

respekterer og anerkender hinanden. Autoriteten bruger derfor kun sanktioner og

til nød magt, når det er legitimt, og når det udøves i anerkendelsen af, at enhver

bliver retssubjekt gennem aftaler, der er funderet på samfundets love og

menneskelighedsprincippet. På den måde kan borger og autoritet mødes i et

fremtrædelsesrum, hvor begge parter anerkendes i forhold til deres positioner,

som borger og myndighed, men med menneskeligheden som det fælles.

Kriteriet for dette fremtrædelsesrum er, at der hersker frihed, og målet er, at man

opnår enighed om at få handling, der er forbundet med ansvar. Midlet er forsøget

på at påvirke den anden eller enhver anden i en ligeværdig dialog. Dette

relationelle forhold skal så på samme måde gælde for det lille demokrati, hvor

der må være overensstemmelse med idealet for det store demokrati. Nok så

interessant er det da også, at filosoffen Arendt gør opmærksom på, at

magtanvendelse over for hinanden heller ikke giver mening, for når mennesker

mødes for at handle sammen, er det her magten aktualiseres gennem ord og

handling, når ordene ikke er tomme og gerningerne ikke er brutale, men hvor

intentionen er, at der etableres forbindelser og skabes realiteter. Derved adskilles

magt fra den individuelle menneskelige kraft og styrke, som hører adfærden til.

Magten udspringer i stedet af relationen mellem mennesker, der handler i

fællesskab. Magt skal altså ses som et sprogligt redskab der ligger uden for

individet, og som forener de menneskelige forskellige potentialer til en samlet

styrke. Hvis man af en eller anden grund ikke tager del i dette samvær, mister

man magten, uanset hvem man er. Da magten forsvinder, når vi skilles, er der idé

i at holde sammen fx i organisationer og byer for at beholde magten - sammen

står vi stærkt, som det hedder.

Det værdige

Det er værdier, der er grundlaget for den værdige relation, både ”værdig” og

”værdi” stammer fra det samme ord værd, og her må de to centrale værdier for

demokratiet, frihed og lighed, herske i det lille demokrati. Disse værdier skal

herske på den måde, at det er noget, der skal handles på. Værdierne angiver det,

man ønsker, skal være gældende for kulturen, og som man skal rette sin handling

ind efter. Værdier anvendes også til at styre efter i moderne institutioner, ofte

benævnt som ”værdibaseret ledelse”. Denne styringsform bygger på en normativ

42

magt, hvor mennesket styres på baggrund af samvittighed, tro og

overbevisninger. Denne styringsform har i de senere år været på vej ind, primært

i den offentlige sektor. Der er meget fornuft bag værdistyring. Værdistyring er

nemlig en styring, som virker på afstand, og som tillader, at man lokalt vurderer

situationen og dermed tilpasser de lokale midler til situationen. Det er så også

den styreform, der passer godt ind i komplekse og turbulente situationer.

Der er tale om en proces, hvor man overvejer og drøfter værdier ud fra en

forestilling om, hvad der er ønskværdigt. Der er altså tale om en positiv retning

for diskursen, hvor noget er mere ønskværdigt end noget andet, men som, man

ønsker, skal være karakteristisk for organisationen, og som den enkelte kan

identificere sig med i overensstemmelse med eget værdigrundlag. Alle skal jo

arbejde sammen og handle i samme ønskværdige retning i respekt for friheds- og

lighedsbegreberne. Værdier er ikke noget, der bare kan observeres. Værdier

baserer sig på, hvad der bliver sagt og gjort, og identifikationen af værdier

forudsætter aflæsning og fortolkning af det, der umiddelbart bliver observeret.

Frihed

Den personlige frihed er som nævnt kerneværdien både i den liberalistiske

demokratiforståelse, som et negativt begreb i forståelsen af, at frihed er fra

noget, og i den republikanistiske demokratiforståelse, som er en positiv

forståelse af frihed, som noget man er fri til. Disse to definitioner optræder

nærmest som modsætninger, da den negative frihed er individualistisk i sin

karakter og bygger på idealet om, at man kan leve sit liv uden indblanding fra

andre. Den positive frihed er derimod kollektiv i sin karakter, hvor idealet er, at

man opnår sin frihed gennem deltagelse i fællesskabet. Vi må dog konstatere, at

begge frihedsformer er i overensstemmelse med det demokratiske ideal, så de må

kunne forenes. Der er da også det fællestræk, at republikanismen definerer, at

den personlige frihed også er fra noget, nemlig fra andres vilkårlige dominans

over ens egen livsførelse og de holdninger, der ligger til grund for denne

livsførelse. Det er her vigtigt at huske på, at medborgerskabsdimensionen bygger

på det demokratisksindede menneske, der handler politisk og socialt forsvarligt,

og det er i den kontekst, vi kan finde konsensus om frihedsværdien.

Der er ikke megen værdi i frihedsrettighederne, hvis man ikke bruger dem til

noget, så de giver først værdi, når de bruges i det offentlige rum. Det vil sige, at

det er gennem den positive frihed, man beskytter den negative frihed.

Hvis man tager Aristoteles på ordet om, at mennesket af natur er et politisk

væsen, så vil man faktisk erkende, at demokratisk deltagelse giver livsværdi på

linje med de værdier, man får ved andre former for socialt samvær. Herman

43

Hansen påpeger derfor, at den positive frihed i så fald har en egenværdi, og den

negative frihed er en forudsætning for, at man realiserer sine livsmål. Den

negative frihed bliver midlet, den positive frihed bliver målet.

Arendt definerer netop, som jeg gjorde opmærksom på tidligere, at den politiske

handling sker i ”polis”, hvor mennesket er frit og udvikler sig selv i et

fællesskab, hvor man er frigjort af den private sfære. Hun påpeger endvidere, at

man tilbage i den græske antik anerkendte, at menneskets liv på lige fod med

andre dyr var afhængigt af andre mennesker og dyr, men det er ikke det, der

karakteriser det menneskelige. Aristoteles’ definition af mennesket som et

politisk væsen skal netop forstås som en mulighed, som dyrene ikke har, nemlig

at man i frihed kan drøfte handlinger, før de foretages. Denne frihed hersker ikke

i den private sfære, da den er opstået som et naturligt og nødvendigt

artsfællesskab som en social relation, man ikke kan gøre sig fri af. Disse to

sfærer, den politiske og den private, er så indbyrdes afhængige, men Arendt

påpeger, at de så heller ikke skal rodes sammen, hvorfor der netop skal

opretholdes et skel. Det interessante er, at hun påpeger, at der siden antikken er

opstået en offentlig social sfære, som intervenerer både den private - og politiske

sfære. Hun påpeger, at vi i den moderne verden betragter politik, som en

funktion i samfundet, og at handling nu blot er en overbygning på sociale

interesser i samfundet. Det der før hørte den private sfære til, er nu blevet et

kollektivt anliggende. Det betyder, at det offentlige rum bliver et misk-mask

mellem det ufrie og frie. Det er i dag således ikke den frie politiske drøftelse, der

binder mennesker sammen i det offentlige rum, det er normer og kultur, der

præger rummet som en anonym”masse”. Det påstår H. Arendt er en pseudo-

offentlig sfære. Vi er godt nok bundet sammen, men ikke i en verden, der

anerkender, at vi er forskellige. Hvor det offentlige politiske rum karakteriserer

det individuelle, det udefinerede og spontane, er det offentlige sociale rum

karakteriseret af forudsigelighed, homogenitet og konformitet.

For at undgå dette misk-mask og reelt få realiseret et frit politisk rum, bør vi se

ud over det socialt funderede rum og relatere os til det politiske rum som et

kommunikativt fremtrædelsesrum, hvor medborgerskabet kan realiseres gennem

handling og fællesskab om fælles mål. Det forudsætter selvfølgelig, at man

anerkender menneskets frihedsrettigheder. Det hensyn skal så tilgodeses i både

det store og det lille demokrati, som vist på figur 3.

44

Figur 3

På den måde sikrer vi altså et frihedsbegreb, der dækkes ind af den liberalistiske,

republikanistiske og deliberative demokratiforståelse. Den kommunitaristiske

demokratiforståelse har jo ikke det store fokus på frihed, da det er det fælles

sociale liv, der værdsættes, og som individet må forpligte sig til. Det er ikke

nødvendigvis i strid med frihedsværdien, for vi relaterer os også til hinanden

gennem sociale normer og traditioner m.m. Det vil i denne argumentation for

værdisættelse af frihed betyde, at dét, der skal kendetegne et socialt fællesskab,

er en social solidaritet, som altid understøtter det politiske fællesskab.

P

r

i

v

a

t

e

det

globale

det

indivi-

duelle

det

lokale

C

i

v

i

l

s

a

m

f

u

n

d

e

t

S

t

a

t

e

n

M

a

r

k

e

d

p r i v a t e

p

r

i

v

a

t

e

det

kollek-

tive

45

Lighed

Ligheden er på lige fod med friheden en lovprist værdi, men den er umiddelbart

også i konflikt med frihedsbegrebet, selvom de begge to er demokratiets

hjørnestene. Friheden værdsætter individet og forsvarer dets rettigheder til at

være sig selv, og som mest er udtalt i den liberalistiske demokratiforståelse.

Ligheden værdsætter fællesskabet gennem et lige forhold mellem individerne,

som så er mest udtalt i den kommunitaristiske og republikanistiske

demokratiforståelse, men, som Hermen Hansen påpeger, hvis alle skal have lige

andel i alt, bliver der ingen frihed for den enkelte til at udmærke sig frem for

andre. Omvendt, hvis friheden maksimeres, bliver lighedsbegrebet meningsløst.

Kernen i denne konflikt kan illustreres gennem sportens verden, og det er også

her, vi kan finde løsningen. I sport er betingelsen for deltagelse lige for alle

deltagere, men det er ikke alle deltagere, der er lige dygtige, for der er kun én,

der får guldmedaljen. Her møder vi ligestilling som udgangsposition, men også i

en erkendelse af, at vi på baggrund af forskelle i natur og talenter, ender i en

forskelsbehandling i slutpositionen. Hvis vi gennemfører en konsekvent

gennemførelse af demokratisk ligestilling i slutpositionen, vil det medføre

afskaffelse af guldmedaljer, og det er vel ikke det, vi vil opnå? Ligestillingen

betyder altså for mig, at alle skal have lige muligheder, og det bør være den form

for menneske-lighed, der skal være det centrale aspekt af det demokratiske

lighedsbegreb, altså en lighed i muligheder.

Der er altså tale om, at individerne som udgangspunkt stilles lige, men som

slutter i forskellige slutpositioner alt efter, hvordan man bruger sine evner.

Grundlaget for dette er så, at alle får lige muligheder for at udvikle sine evner.

Da netop demokratiet værdsætter ligheden højt, er der da også meget fokus på

dette. Menneskerettighederne anses for den tredie hjørnesten i demokratiet, men

de fælles værdier og den økonomiske omfordeling er også centrale elementer.

Udgangspunktet er dog, at intet individ er identisk med det andet. Arendt

anskuer det med den vinkel, at når mennesker er unikke, så vil der altid være en

distinktion mellem lighed og forskellighed, så i en demokratisk kontekst må

lighed bygge på anerkendelse af forskellighed. Når vi handler i demokratiet, er

det ikke en fysisk handling, men en kommunikativ handling, så det er de evner,

man skal have lige mulighed for at udvikle, og så bliver det et pædagogisk

projekt og ikke et konkurrenceprojekt, som i sportens verden.

Arendt var inspireret af den tyske filosof, matematiker og fysiker, Immanuel

Kant, som definerer udfordringen som en pædagogisk spænding mellem

”naturmennesket” og det ”borgerlige menneske”. Kant definerer i sit essay

”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?”, at oplysning er menneskets

46

udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Han tager udgangspunkt i, at

mennesket kan blive et borgerligt menneske gennem sin fornuft og forstand, hvis

man ikke mangler evnen til at tænke fornuftigt. Med det mener han, at

mennesket dannes gennem en proces, som er en selvdannelsesproces, som først

er realiseret, når man er i stand til og har vilje til at betjene sig af egen forstand

uden en andens ledelse, altså bruge sin sunde fornuft. Det kaldte han myndighed,

som i I. Kants optik handler om, at man giver plads til både den optimale

udvikling af menneskets naturlige anlæg og evnen til at tænke fornuftigt. På den

måde bliver det enkelte menneske og menneskeheden myndige. Det er ikke

noget, der sker af sig selv, det er noget det enkelte individ selv må tage ansvar

for, men det skal ske gennem modet til at bruge sin egen forstand. At opnå

myndighed er altså en opgave og et mål for egne handlinger. Det handler dog

ikke udelukkende om at få viden, men bruge evne og vilje til at få sin viden i spil

i sin måde at være på, og så bruge denne erfaring til at blive klogere gennem

refleksion.

Som det fremgik af foregående afsnit, så er det den positive frihedsværdi, der

relaterer sig til fællesskabet, som er målet for den demokratiske deltagelse. Det

vil så være et lighedsideal, der anerkender menneskets unikke karakter, og hvor

der satses på at gøre individet myndigt, så det kan deltage på lige fod med enhver

anden. Hvilket så også er i overensstemmelse med idéen om empowerment.

Den reflektoriske ledelse

Det lille demokrati skal også ledes, men naturligvis på en sådan måde, at det

respekterer de menneskelige værdier og det autonome individ. Det sætter nye

standarder for ledelse, da den bureaukratiske formålsrationalitet også her præger

ledelsesstilen, og det gør det vanskeligt at indføre den værdibaserede ledelsesstil.

I projektet ”A-kassernes fremtid og fremtidens a-kasser” analyserede vi os frem

til en ledelsesform, der er meget præget af pligtdiskursen. Ledelsesformen har

præg af en mono-struktur, hvor medarbejderen nærmest opfattes som et objekt,

og som styres af regler, hvor ”skal” markant er til stede. Det kender vi i øvrigt

fra skoletiden, hvor vi netop fik indprentet regler og lærte pligter, vi skulle

overholde. Det handlede om, at vi rettede os ind efter lærernes fornuft og moral.

Det foregik ligesom en slags lydighedstræning og var ikke til debat. H. Koch

stiller de vigtige spørgsmål:

”Men hvorfor er frihed så vigtig? Og når man ikke betydelig videre med

disciplin og tvang? Det er jo faktisk en kendsgerning, at man ved tvang og tugt

kan nå uhyre vidt. Tænk blot på, hvad man kan dressere dyr til”.

47

Arendt påpeger, at denne måde at tænke på har sit udgangspunkt i Platons

idélære. Den er begrundet i et ønske om at beskytte mennesket mod vilkårlighed

og moralsk uansvarlighed. Problemet er dog, at når man leder på den måde,

adskiller man dem, der tænker, fra dem der udfører. Det angiver en ledelse, som

er den tænkende part, og som har idéerne og løsningerne, og derefter organiserer

den midlerne til at udføre idéerne i praksis. På den måde bliver medarbejderne

tænkt ind som et middel til at opnå ledelsens mål, og den tankegang dur ikke i

det lille eller store demokrati, når vi skal have kreative, ansvarstagende og

selvrealiserende medarbejdere og medborgere, der både tænker, handler og

udfører. Der vil helt naturligt opstå en konflikt mellem den herskende

pligtdiskurs og den nutidige ansvarsdiskurs, men det er en konflikt, som ledelsen

må påtage sig at løse hos sig selv og i egen ledelsesstil. Koch synes også, svaret

er simpelt,

”fordi det her drejer sig om mennesker, ikke dyr eller maskiner. Og meget kan

man opnå ved tvang og dressur, men aldrig en virkelig menneskelig indsats. Den

skal nemlig komme indefra. Den skal komme derved, at mennesket selv er

engageret”.

Når det ansvarstagende perspektiv skal gøres muligt, må medarbejderne frigøres,

og lederne må give dem det reelle ansvar. Det skal være muligt for den enkelte

at tænke sig ud af pligterne og reelt påtage sig ansvaret, altså ikke ved et ”skal”

men ved et ”bidrag”. Det sker stadig i forhold til et mål, men nu kan man se det

fornuftige i sin egen handling i forhold til det fælles mål. Det ansvarstagende

perspektiv hænger sammen med at tænke selvstændigt og at komme med idéer til

nyudvikling. Tænkning og handling kædes nu sammen med en værdimæssig

orientering. Reglerne erstattes af fælles værdier, holdninger og normer, som så

danner rammen for udførelsen. Nu bliver der tale om et subjekt - subjektforhold i

en poly-struktur, hvor magten optræder som et ligeværdigt relationelt forhold,

hvor beslutninger ikke er truffet på forhånd.

Den værdibaserede ledelsesform får rigtig værdi, når den antager en reflektorisk

tilgang, som fint kan tage afsæt i både den systemiske tankegangs domæneteori

og Habermas’ idé om rationalitetens forskellige sfærer, som jeg tidligere har

nævnt og som er vist i figur 4.

48

I den systemiske konstruktionistiske tænkning er mennesker systemer, som

kobler sig til hinanden gennem kommunikation. Det indebærer, at mennesker

eller systemer forholder sig til hinanden i forskellige kontekstkonstruktioner,

som mennesker skaber i kommunikativ interaktion med hinanden.

Det er teorien om domæner, der betegner disse strukturelle koblinger som

sproglige, mentale konstruktioner. Det betyder kort og godt, at logikken først

giver mening, når man drøfter den i den rigtige kontekst. Disse kontekstformer

aktualiseres inden for tre domæner, hvor den første benævnes som produktionens

domæne, som er meget lig den ene sfære i Habermas’ rationalitets model, nemlig

den han benævner som den objektive sfære. Her handler mennesket på baggrund

af fakta, og det er her, formålsrationalitet giver mening. I denne

kontekstkonstruktion får man fælles forståelse for, hvordan man udfører sit

arbejde, og hvordan problemer håndteres, men det er ikke til diskussion. Her har

man så også valgt de forskellige ansvarsområder og -roller, som giver en

kompetence til at træffe de relevante beslutninger i henhold til kontrakten med

organisationen.

Den værdimæssige rationalitet giver mening i det, Habermas benævner som den

sociale sfære, hvor menneskerne sammen handler i forhold til deres fælles

værdier. Det er ikke foreneligt med det formålsrationelle, da der er tale om de

normer, der i enighed skal kendetegne gruppens adfærd. Denne drøftelse vil ikke

give mening i den objektive sfære, som er produktionens domæne, men derimod

i refleksionens domæne. Her er der plads til forskelligheden, da alle idéer ses

Figur 4

49

som muligheder. Dette domæne passer så også til det politiske fremtrædelsesrum

”polis”, hvor mennesket har sin frihed. Det vil være her, man konstruerer nye

idéer, som er i overensstemmelse med de fælles værdier, og som man så kobler

til handling i produktionens domæne/den objektive sfære.

Den individualistiske tilgang sker i den subjektive sfære, som hænger sammen

med æstetikkens domæne. Det er her fornuftsmennesket hersker, hvor

rationaliteten anskues ud fra egne oplevelser, hensigter, holdninger og følelser

mv., altså det der gør, at man kobler sig på fællesskabet og reelt påtager sig det

individuelle ansvar ved at handle. Idéen er altså, at når man indretter sin

organisationsstruktur i respekt for, at rationalitet skal forstås i bestemte

kontekster, får man ansvarliggjort den enkelte på et etisk, retsligt og demokratisk

grundlag, der både tilgodeser forandringsprocesser og effektive

produktionsprocesser.

Den nye fortælling - a-kasserne som et eksempel

I Hvidovre kommune besluttede kommunalbestyrelsen sig for at lukke en skole

og ændre på skoledistrikterne. Det skete efter en forholdsvis kort og hektisk

politisk beslutningsproces, men helt i overensstemmelse med det repræsentative

demokrati. Beslutningen mødte dog markant modstand hos borgerne, og

beslutningen blev til sidst annulleret. I dette forår inviterer forvaltning og

politikere nu i stedet repræsentanter fra de institutioner og foreninger, der er

berørt af disse ændringer, til en dialog om, hvordan man kan finde en fornuftig

løsning på problemet. De løsninger, som man finder frem til, vil så efterfølgende

blive lagt frem til drøftelse med borgerne, inden kommunalbestyrelsen træffer

den endelige beslutning.

Det er det deliberative demokrati, der dukker frem her. Som tidligere skrevet

bygger det deliberative demokrati på republikanismens demokratiideal, men

distancerer sig fra det republikanistiske repræsentative ideal ved at sætte

afgørende fokus på, at de politiske beslutninger skal bygge på en bred debat,

inden de træffes. Det er altså her princippet om samtale og debat bliver knyttet til

den politiske beslutningsproces. Den demokratiske styreform sker så også i

respekt for deltagelses- og identitetsperspektivet, og det er jo idealet for

medborgerskabet. Det er derfor oplagt, at den deliberative demokratiforståelse

kan danne grundlag for, hvordan a-kasserne kan finde deres identitet som

ansvarlige institutioner i en medborgerskabskontekst. Som tidligere beskrevet

bygger opgaverne på et normativt grundlag, som fordeles i de almene og

brugerrettede ydelser. Dette må så være omdrejningspunktet for, hvordan man

gennemfører en forandringsproces i en demokratisk kontekst, som den er

defineret i det foregående.

50

Som tidligere beskrevet er det normative grundlag et ideal, man bør stræbe mod.

Det bygger på de værdier, som a-kassen skal leve op til i forhold til de

brugerrettede og de almene ydelser. Disse værdier skal så danne grundlag for de

hensyn, der skal tages, og de principper, der skal følges, når man producerer en

ydelse. Som det første må a-kassen definere, hvad der er det ønskværdige i

forhold til den nye identitet, det der nu skal skabe mening og fornuft. Dette må

ske gennem det frie fremtrædelsesrum og en reflektorisk proces, hvilket betyder,

at rammen for drøftelserne skal være tydelige for enhver. Det er inden for en

sådan tryg ramme, man deltager i et fællesskab som et individuelt anerkendt

politisk væsen, og som efterfølgende kan og vil påtage sig et ansvar for egne

handlinger i overensstemmelse med de beslutninger, fællesskabet har taget.

Ifølge Arendt er det afgørende for en sådan tryg ramme, at det sker i åbenhed, da

det er betingelsen for, at mennesker knyttes sammen i respekt for

forskelligheden, det hun kalder for pluralitet. Der er dog også knyttet det krav til

den enkelte, at man respekterer, at fællesskabet også former sin selvforståelse.

Når man på den måde indgår i et sådan fællesskab, hvor man overholder løfter

og aftaler, og hvor man tager de relationer, man indgår i, alvorligt, definerer

Arendt denne kompetence som dømmekraft. Hun forstår dømmekraften, som

evnen til at forholde sig til enkelttilfælde, men uden at man indordner dem under

abstrakte almenprincipper. Man er derfor afhængig af en forståelse, som Arendt

kalder tænkning, som er en forudsætning for dømmekraften, fordi den er den

nødvendige kritiske evne, man skal bruge til at komme fri af fastlåste holdninger

og fordomsfulde forståelser af virkeligheden.

Det betyder altså, at det er tænkningen, der danner baggrund for den rationelle

handling, det er ikke nok, at man bliver klogere gennem viden. Det sker på den

måde, at man gennem refleksion tænker videre og sætter spørgsmålstegn ved, om

den opnåede viden nu også er i overensstemmelse med det ønskværdige, som jo

skal danne grundlag for vores handling. Dømmekraften består dels af den

enkeltes evne til at skelne mellem egne indtryk og ydre påvirkninger, så man kan

fremtræde som den politiske person, og dels evnen til at forestille sig, hvordan

det politiske ansvar matcher det menneskelige, samfundsmæssige og historiske

perspektiv. Det passer også godt ind i tanken om den demokratiske livsform og

den deliberative demokratiforståelse, og hvor det er idéen om empowerment, der

bliver omdrejningspunktet.

I a-kasserne vil der være nogle faktuelle forudsætninger, der må tages højde for.

Det vil for eksempel være afgørende for statsrefusionen, at loven og vedtægten

for foreningen overholdes, men der kan også være tale om strukturelle og

økonomiske rammer. Disse forhold skal der selvfølgelig tænkes grundigt over,

51

men når de er anerkendt, kan drøftelsen blive fri. Når det fælles mål er kendt og

anerkendt, og den enkelte kan identificere sig som medarbejder i denne kontekst,

hvor de aftalte fælles værdier for sammenhold og grundlag for ydelserne er

anerkendt, kan en kompetenceudvikling begynde. Denne tager udgangspunkt i

den værdimæssige sammenhængskraft og bygger på dømmekraft, der giver

handlekraft.

I et medborgerskabsperspektiv er denne udvikling af empowerment ikke nok, når

det bruges som en intern kompetenceudvikling. Den skal også pege udad, så den

understøtter idéen om empowerment af medborgeren/medlemmet. Det er jo så en

pædagogisk proces, som Aristoteles definerer som, at viden, eller det at have

begreb om, hvad fx retfærdighed er, er en forudsætning for at handle retfærdigt.

For at handle retfærdigt, må man have en bestemt holdning til, hvordan man

handler retfærdigt, og den får man gennem konkrete etiske handlinger og

normer. Eller hvis vi vender det om, så vidner den slette handling om manglende

refleksion og forståelse for idéen bag den gode handling.

Karsten Schnack, magister i filosofi, kalder det handlekompetence, og så

bevæger vi os ind i en demokratisk kompetenceudvikling, der får præg af en

dannelsesproces, fordi det at udvikle handlekompetence er et dannelsesideal i

demokratisk perspektiv. Netop i dannelsen anlægger man et kriterium for,

hvordan man anvender sin viden, og man accepterer sit ansvar for, hvordan man

vil anvende sin viden.

Det udfordrer organisationens traditionelle idé om, at kompetenceudvikling

drejer sig om, at den enkeltes evner skal udvikles, så man kan være en kompetent

medarbejder i forhold til arbejdsfunktionen, og det vil jo ikke være nok, når man

skal være kompetent i et relationelt demokratisk forhold. Udgangspunktet for

organisationen må derfor være en forståelse af, at demokratiet består af

handlende mennesker, som deltager på de demokratiske præmisser for frihed,

lighed og fællesskab, hvor målet er, at den enkelte lærer at sætte sig mål i en

bestemt kontekst gennem refleksion. Det er altså det myndige fornuftsmenneske,

som selv tænker sig ind i en given handling i en etisk kontekst, og som tager

ansvaret for denne handling. På den måde får vi udviklet

medborgerskabskompetencer på demokratisk vis.

Konklusion

De offentlige institutioner er samlet set under forandringspres, og de er i hvert

fald nødsaget til at få styr på deres identitet i en helt ny og samtidsrelevant

52

kontekst. Den samtidsdiagnostiske tilgang påpeger, at staten går i retning af en

konkurrencestat, der har behov for alle menneskelige resurser for at styrke

konkurrenceevnen, og samfundet går i en retning af et decentralt og selvforvaltet

velfærdssamfund. Diagnosen angiver, at midlet er at aktivere og ansvarliggøre

medborgerne i staten, naturligvis på en demokratisk retsstats præmisser. Den

enkelte må derfor betragtes som et retssubjekt.

Det er åbenlyst, at institutionerne må kunne finde deres identitet i denne

kontekst, men det kræver omstilling og handling. Det anbefales, at de offentlige

institutioner definerer sig i forhold til omverdenen som det lille demokrati, hvor

midlet til at få dette demokrati til at fungere er medborgerskabsuddannelse.

Effekten af forvandlingsprocessen skal så kunne genkendes i hverdagsstaten

gennem det normative grundlag samt på de almene og brugerrettede ydelser.

Institutionerne må få styr på deres rationalitetstænkning. Det er en rigtig god idé

at arbejde formålsrationelt i en fornuftig bureaukratisk tilgang i forhold til

samarbejdet mellem stat og institution, men denne logik må ikke intervenere

rationaliteten i de mellemmenneskelige relationer. Man skal handle i forskellige

logikker, som dominerer henholdsvis den objektive, sociale og personlige sfære,

og som kun ændres gennem en reflektorisk tilgang.

Ansvarlighed, frihed, lighed og fællesskab er centrale elementer, der skal

arbejdes med i omstillingsprocessen. Der er tale om forskellige historiske

ansvarsdiskurser inden for dette område, som jo på en eller anden måde stadig

dominerer kulturen. Det kræver derfor anerkendelse af disse forskellige

diskursers tilstedeværelse, og at nye diskurser må drøftes med fællesskabet og

den enkelte på demokratisk vis, før man kan forvente, at deltagerne i det lille

demokrati ændrer identitet.

På baggrund af de offentlige institutioners historiske ståsted vil det være den

republikanistiske demokratiforståelse, som umiddelbart vil blive anerkendt i det

lille demokrati, men den skal suppleres med den deliberative

demokratiforståelse. Institutionerne kan så også være med til at aktualisere og

synliggøre medborgerskabsperspektivet, når man inddrager borgere og

medarbejdere til at definere, hvordan institutionerne skal forny sin kontrakt med

omverdenen. Denne mægtig-/myndiggørelse af borgere og medarbejdere vil så

vise institutionernes værdi for samfundet, netop fordi medborgeren får en

deltagende rolle i demokratiet.

Hvis dette projekt skal føres ud i livet, så omverdenen kan se institutionernes

forandring, må ledelsen tage ansvaret for processen, for det er helt klart en

ledelsesmæssig opgave. Det er derfor vigtigt, at lederne positionerer sig i forhold

53

til de forskellige kontekster, man befinder sig i. Når man skal tage udgangspunkt

i den enkeltes dømme- og handlekraft, må rationalitetsformerne ikke rodes

sammen, for så giver det ikke mening for den enkelte. Når nye beslutninger skal

tages, må det ske kommunikativt gennem refleksion og tænkning. Det er

afgørende for den nye kultur, at man hele tiden har opmærksomheden på,

hvornår der arbejdes i respekt for udførelsen, og hvornår udførelsen er til

drøftelse, for tænkning og handling skal høre sammen, når det ansvarstagende

perspektiv skal fastholdes.

Udfordringen for lederne er, at de må udvikle på egne sociale og kommunikative

kompetencer, fordi opmærksomheden er på den relationelle, kommunikative og

værdige sammenhængskraft i organisationen. Det betyder, at lederne er parate til

at sætte sig selv og egne meninger i spil ved at lade sig forstyrre i sine egne

holdninger og normer.

54

Litteratur

”A-kassernes fremtid og fremtidens a-kasser” (juli 2005) og ”En fremtid for a-

kasserne” (2009)

J. G. Andersen (2004): ”Et ganske levende demokrati”, Aarhus

Universitetsforlag, (Magtudredningen)

H. Arendt (2005): ”Menneskets vilkår”, Gyldendal

Aristoteles (1997): ”Statslære”, Gyldendal

J. Danelund & C. Jørgensen (1999): ”Forstyr mig vel - reflekterende ledelse i

teori og praksis”, Danmarks Forvaltningshøjskoles Forlag

E. O. Eriksen & J. Weigård (2003): ”Kommunikativt demokrati, Jürgen

Habermas’ teori om politik og samfund”, Hans Reitzels Forlag

P. Gundelach (red) (2011): ”Små og store forandringer - danskernes værdier

siden 1981”, Hans Reitzels Forlag

L. Hansen mfl (2005): ”Hvorfor mener de det? En introduktion til de politiske

ideologier”, Forlaget Columbus

M. H. Hansen (2010): ”Demokrati som styreform og som ideologi”, Museum

Tusculanums Forlag

B. Jacobsen mfl (2004): ”Den vordende demokrat - en undersøgelse af

skoleklasser som demokratisk lærested”, Aarhus Universitetsforlag,

(Magtudredningen)

T. B. Jørgensen (red) (2003): ”På sporet af en offentlig identitet - værdier i stat,

amter og kommuner” Aarhus Universitetsforlag, (Magtudredningen)

I. Kant (1987): ”Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?” i Slagmark nr 9

P. Kemp & F. Rosén (2007): ”Den nye verdensorden - rapport til

Udenrigsministeriet”, Forlaget Politisk Revy

H. Knudsen (2010): ”Har vi en aftale? - magt og ansvar i mødet mellem

folkeskole og familie”, Nyt fra Samfundsvidenskaberne

H. Koch (2005): ”Hvad er demokrati?”, Gyldendal

J. E. Kristensen (2006): ”Globalisering og identitet” i H. S. Jensen mfl (red)

Tankens Magt, bind 3, Lindhardt & Ringhof

55

J. E. Kristensen (2007): ”Den gemene sammenhængskraft – sammenhængskraft

som vilje og forestilling”, i: P. Lodberg (red.): Sammenhængskraften. Replikker

til Fogh, Forlaget Univers

J. Loftager (2001): ”Émile Durkheim: Borgerrollen og det multikulturelle”, i O.

Korsgaard (red): Poetisk demokrati, om personlig dannelse og

samfundsdannelse, Gads Forlag

P. Lübcke (1995): ”Politikens bog om Politiske idéer - en grundbog om

liberalisme og socialisme”, Politikens Forlag

T. H. Marshall (2003): ”Medborgerskab og social klasse”, Hans Reitzels Forlag.

P. Nedergaard (2010): ”Rationalitet” i M. H. Jacobsen (red): Videnskabsteori i

statskundskab, sociologi og forvaltning, Hans Reitzels Forlag

A. M. Pahuus (2003): ”Hannah Arendts teori om offentlighed og dømmekraft” i

Slagmark nr. 37: Hannah Arendt

L. H. Petersen & J. H. Petersen (2007): ”Velfærdsstat, fællesskab og solidaritet -

en forfaldshistorie” i J. H. Petersen mfl (red): 13 værdier bag den danske

velfærdsstat, Syddansk Universitetsforlag

Regeringsplanen ”Viden>Vækst>Velstand>Velfærd”

http://www.stm.dk/publikationer/arbprog_10/index.htm

K. Schnack (1993): ”Handlekompetence og politisk dannelse” i K. Schnack

(red): Didaktiske studier - bidrag til didaktikkens teori og historie kapitel 1,

Danmarks Lærerhøjskole

J. P. Frølund Thomsen (2005): ”Magt - en introduktion”, Hans Reitzels Forlag

L. Togeby mfl (2003): ”Magt og demokrati i Danmark - hovedresultater fra

magtudredningen”, Aarhus Universitetsforlag, (Magtudredningen)