TRAFIK & VEJE • 2019 MARTS 23

I denne måneds nyheder omtales tre afgørelser fra Vejdirektoratet. Den første afgørelse omhandler spørgsmålet om aktindsigt i en situation, hvor kommunen ikke længere har dokumenter om nedklassificeringen af en vej. Den anden afgørelse handler om gravetilladelser i private fællesveje og vejejerens retsstilling i den forbindelse. Den sidste afgørelse drejer sig konkret om trafikspejle, men mere generelt om faktisk forvaltningsvirksomhed og politiets kompetence i forhold til arbejder på vejarealet. Endelig omtales en kendelse fra Østre Landsret, der handler om, hvornår et brev er kommet frem.

Der kan ikke kræves aktindsigt i manglende dokumenterVejdirektoratet har behandlet en klage over,

at en kommune havde givet en mangelfuld

aktindsigt vedrørende spørgsmålet om,

hvornår en vej var blevet til privat fællesvej.

Sagen var, at den pågældende vej ud-

gjorde en del af et vejareal, der var udskilt

i matriklen sammen med nogle offent-

lige vejarealer. Kommunen oplyste, at det

skyldtes, at vejen var kommunevej på det

tidspunkt, hvor den senest var registreret

i matriklen (hvilket må betyde, at kommu-

nen ikke har iagttaget sin forpligtelse efter

vejloven til at foretage den matrikulære

berigtigelse i forbindelse med nedklassifi-

ceringen).

Vejen er ifølge kommunens vejforteg-

nelse en privat fællesvej, der er udskilt.

Dette fremgår af kommunens indberet-

ning til den Centrale Vej- og Stifortegnelse

(CVF). Registreringen svarer til kommunens

vejfortegnelse fra 10. januar 2006.

Kommunen kunne ikke sige, hvornår

vejen præcist skiftede status, men kommu-

nen havde i 2005 og 2006 truffet forskellige

afgørelser om vejen efter privatvejslovens

regler. Afgørelsen fra 2006 havde været på-

klaget til Vejdirektoratet, hvor det uanfæg-

tet blev lagt til grund, at vejen var en privat

fællesvej.

Kommunen beklagede, at den ikke

længere var i stand til at dokumentere,

hvornår vejen blev nedklassificeret til privat

fællesvej. Da kommunen ikke havde doku-

menter om nedklassificeringen, kunne den

ikke imødekomme anmodningen om akt-

indsigt. Vejdirektoratet forstod kommunen

sådan, at den havde gjort, hvad der med

rimelighed kunne kræves for at finde do-

kumentation herunder søgt i gamle beslut-

ningsprotokoller.

Vejdirektoratet konstaterede, at der

ikke er bestemmelser i vejlovgivningen om,

hvor længe kommunen skal opbevare do-

kumenter vedrørende bestemte sager, men

at det må antages, at materialet skal opbe-

vares, hvis det har aktualitet i forhold til en

konkret sag.

Derudover konstaterede Vejdirektora-

tet, at direktoratet ikke kunne tage stilling

til, om kommunen var forpligtet til at opbe-

vare dokumenterne i henhold til arkivloven,

da dette spørgsmål hørte under Kulturmi-

nisteriet.

Vejdirektoratet opretholdt herefter kom-

munens afgørelse vedrørende aktindsigts-

spørgsmålet. For god ordens skyld oplyste

Vejdirektoratet, at direktoratet ikke kunne

pålægge kommunen at producere nye

dokumenter med henblik på, at de kunne

udleveres i forbindelse med en anmodning

om aktindsigt.

Der blev ikke i Vejdirektoratets afgø-

relse taget udtrykkelig stilling til spørgs-

målet om vejens status, men på baggrund

af oplysningerne om vejens registrering på

vejfortegnelsen fra 2006, kommunens af-

gørelser fra 2005 og 2006 og klagesagen

vedrørende afgørelsen fra 2006 må det

formodes, at vejen vil kunne administreres

som privat fællesvej, selvom det altså ikke

kan dokumenteres, hvornår vejen er blevet

privat fællesvej.

(Vejdirektoratets j.nr. 18/08486)

Vejejers retsstilling ved gravetilladelser i private fællesvejeEn grundejerforening klagede til Vejdirek-

toratet over kommunens gravetilladelse på

foreningens veje.

Foreningen gjorde gældende, at den

private ejendomsret krænkes, når der gra-

ves i foreningens veje uden aftale med

foreningen, og at det efter grundlovens §

73 kun kan ske under visse betingelser.

Foreningen mente desuden, at kommunen

kunne stille som betingelse, at kablet kun

kunne nedgraves efter aftale med vejejeren

(foreningen). På den måde kunne vejejeren

få indflydelse på, hvor kablet blev placeret.

Derudover fremgår det af Vejdirektora-

tets afgørelse, at kommunen havde parts-

hørt grundejerforeningen. Grundejerfor-

eningen fremsendte bemærkninger, hvor-

efter kommunen traf afgørelse, som dog

ikke blev sendt til foreningen. Kommunen

Nyheder fra den vejjuridiske verden §

Af konsulent, cand.jur.,

René Aggersbjerg,

Landinspektørfirmaet LE34.

Medlem af

Trafik & Veje’s fagpanel

rag@le34.dk

24 TRAFIK & VEJE • 2019 MARTS

svarede efterfølgende på foreningens ind-

sigelser og meddelte i den forbindelse en

klagevejledning.

Kommunen erkendte, at den ikke

havde efterlevet forvaltningslovens krav til

begrundelse i forbindelse med den oprin-

delige afgørelse, men Vejdirektoratet kon-

staterede, at kommunen havde repareret

denne fejl i den efterfølgende korrespon-

dance med foreningen. De oprindelige be-

grundelsesmangler kunne derfor ikke føre

til, at afgørelsen var ugyldig.

I forhold til selve afgørelsen og grave-

tilladelsen konstaterede Vejdirektoratet, at

en privat fællesvej er privat ejendom, og

at vejejeren er part i sagen og skal parts-

høres, inden kommunen træffer en afgø-

relse. Partshøringen skal sikre, at der er et

tilstrækkeligt oplyst beslutningsgrundlag,

inden der træffes afgørelse.

Reglen om partshøring indebærer deri-

mod ikke, at en part har krav på at kunne

stille betingelser til en offentligretlig tilla-

delse.

Efter privatvejslovens § 68, stk. 4, kan

vejejeren ikke modsætte sig, at en led-

ningsejer udfører de gravearbejder, som

kommunen har meddelt tilladelse til. Lov-

giver (Folketinget) har således taget udtryk-

kelig stilling til spørgsmålet om ejendoms-

rettens ukrænkelighed, jf. grundlovens §

73. De lovpligtige vilkår, som kommunen

skal stille efter § 68, stk. 2 (om erstatning

for skader, retablering af vejarealet og un-

derretning af kommunen om retableringen),

sikrer, at hverken vejejeren eller vedligehol-

delsespligtige lider tab gravearbejdet.

Kommunen kan som myndighed fast-

sætte saglige vilkår i forbindelse med den

skønsmæssige afgørelse om gravetilla-

delsen. Kommunen kan derfor også stille

andre (saglige) vilkår end de vilkår, der er

lovbestemt i § 68, stk. 2, men det betyder

ikke, at kommunen skal stille sådanne krav.

Det er Vejdirektoratets opfattelse, at

det ikke vil være sagligt at stille et generelt

vilkår om indgåelse af en aftale med vejejer.

Når kommunen ikke har kendskab til ind-

holdet af en sådan aftale, kan kommunen

ikke foretage den lovpligtige vejtekniske

og færdselsmæssige vurdering, og det kan

også i sidste ende forhindre kommunen i

at varetage det offentliges interesser f.eks.

i at sikre, at infrastruktur kan placeres i vej-

nettet.

Endelig bemærker Vejdirektoratet, at

kommunen som vejmyndighed skal føre

tilsyn med, at de stillede vilkår overholdes.

Det betyder blandt andet, at det er kom-

munens ansvar at føre tilsyn med retable-

ringen efter gravearbejdet.

Sagen viser, at det er vigtigt at være

opmærksom på, at vejejeren skal partshø-

res, før der meddeles en gravetilladelse, at

vejejeren ikke har ret til at stille krav, at der

efter privatvejsloven skal stilles bestemte

vilkår, og at der kan stilles andre vilkår.

(Vejdirektoratets j.nr. 18/11106)

Trafikspejle – Faktisk forvaltning og politiets kompetenceEn kommune besluttede at fjerne to tra-

fikspejle på en offentlig vej, hvilket fik to

borgere til at klage til Vejdirektoratet. De to

borgere oplyste, at spejlene havde hængt

på vejen i mange år, og at de var nødven-

dige for at få tilstrækkeligt udsyn.

Vejdirektoratet konstaterede i afgørel-

sen, at kommunen ikke havde truffet en

forvaltningsretlig afgørelse med beslutnin-

gen om at fjerne de to spejle. Da Vejdirek-

toratet kun kan tage stilling til en klage, hvis

der er truffet en forvaltningsretlig afgørelse,

afviste Vejdirektoratet klagen.

I afgørelsen bemærker Vejdirektoratet,

at kommunens beslutninger og handlinger

med henblik på at vedligeholde og i øvrigt

holde sine veje i den stand, som trafikkens

art og størrelse kræver, ofte er udtryk for

faktisk forvaltningsvirksomhed og derfor

falder uden for det forvaltningsretlige afgø-

relsesbegreb. Dette gælder også opsæt-

ning af trafikspejle.

De to borgere kunne derfor ikke som

daglige brugere klage over kommunens

beslutning, som ikke berørte dem anderle-

des og mere intensivt end andre trafikanter.

Beslutningen om at fjerne – eller op-

sætte – trafikspejle træffes af kommunen

med hjemmel i vejlovens § 8. Beslutningen

kræver imidlertid samtidig politiets sam-

tykke, idet det fremgår af færdselslovens

§ 100, at afgørelser om vejanlæg, der kan

have væsentlig betydning for færdslens

sikkerhed og afvikling træffes af vejmyn-

digheden med samtykke fra politiet.

Bestemmelsen i færdselslovens § 100

indebærer, at kommunen skal have poli-

tiets samtykke til mange beslutninger om

arbejder på vejene. I praksis ses denne

bestemmelse at blive administreret meget

forskelligt i de forskellige politikredse.

(Vejdirektoratets j.nr. 18/13040)

Hvornår er et brev kommet frem?Tidligere var det normalt et forholdsvis sim-

pelt spørgsmål at besvare, men på trods af

alle teknologiske fremskridt – eller måske

netop derfor – er det i dag mere komplice-

ret at slå fast, hvornår et brev må forventes

at være nået frem.

Dette spørgsmål var omdrejningspunk-

tet for en kendelse fra Østre Landsret, som

ikke havde noget med vejforhold at gøre,

men som kan få betydning på vejområdet

i de tilfælde, hvor det stadig er nødvendigt

at sende et fysisk brev. Det kan f.eks. være

i forbindelse med lovbestemte frister til at

fremsende bemærkninger, men kan også

være i forhold til en klagefrist.

Den konkrete sag, der blev afgjort af

Østre Landsret, drejede sig om, hvornår et

brev fra skifteretten sendt som almindeligt

brev kunne anses for at være kommet frem

til modtageren, og om kærefristen var over-

skredet.

Landsretten inddrog i den forbindelse

det servicekrav, der var stillet i tilladelsen

til postbefordring, hvorefter et almindeligt

brev skulle være omdelt senest fem hver-

dage efter indlevering. Kvalitetsmålinger

foretaget af et uafhængigt analyseinstitut

viste, at det var tilfældet for ca. 95-96 pct.

af brevene.

Derudover inddrog landsretten Justits-

ministeriets vejledning om klagefrister og

lagde på den baggrund til grund, at skifte-

rettens brev var kommet frem senest seks

omdelingsdage (lørdag og søndag er ikke

omdelingsdage) efter afsendelsen, idet der

ikke forelå oplysninger om, at der på det

konkrete tidspunkt var almindeligt fore-

kommende forsinkelser i postgangen.

Hvis kommunen f.eks. behandler en

sag om vedligeholdelse af en privat fæl-

lesvej, hvor der skal fastsættes en frist

på mindst 3 uger til at fremkomme med

indsigelser, kan det betyde, at fristen reelt

skal sættes til mere end 4 uger, hvis en af

grundejerne skal have et fysisk brev.

(Kendelsen er trykt i Ugeskrift for Rets-

væsen som UfR 2019.1540 Ø)

VidendelingHvis du har en afgørelse, dom eller lig-

nende, som du synes, at andre skal have

kendskab til, så send den til rag@le34.dk

█