”Jeg var fremmed, og I tog imod mig”

Flygtningekrisen og kirkens ansvarRedigeret af Mogens S. Mogensen

NyMission20

16 30

”Jeg var fremmed, og I tog imod mig” Flygtningekrisen og kirkens ansvar

Redigeret af

Mogens S. Mogensen

Ny Mission nr. 30 • 2016

4 NY MISSION 30

”Jeg var fremmed, og I tog imod mig” Flygtningekrisen og kirkens ansvar

Redigeret af Mogens S. Mogensen

Ny Mission nr. 30c)Dansk Missionsråd

Peter Bangs Vej 1D

2000 Frederiksberg

Telefon: 3961 2777

Fax: 3940 1954

E-mail: dmr@dmr.org

www.dmr.org

1. udgave, 1. oplag

Omslagsfoto: Nikolaj Søndergaard, Folkekirkens Nødhjælp

Tryk: AKA Print, Århus

Korrektur: Edith Aller

Layout: Charlotte Munch • www.charlottemunch.dk

ISBN: 87-87052-48-2

ISSN: 2446-0427

5NY MISSION 30

IndholdForord .................................................................................................. 7

Af Mogens S. Mogensen

Sytten spørgsmål og svar om flygtninge ......................................... 11Af Dansk Flygtningehjælp

Ud af stedet. Kirkens holdning til mennesker på flugt - bibelteologiske perspektiver .......................................................... 25

Af Johannes Nissen

Retten til håp .................................................................................... 45Av Kjell Nordstokke

Flygtningepolitik. Historiske og internationale perspektiver ........ 53Af Jens Holger Schjørring

Refugee Crisis in Europe: Season and out of Season ...................... 67By Michel Jalakh

Den afrikanske kirkes ansvar for og tilgang til flygtningesituationen ....................................................................... 73

Af Robert Goyek

Det lyse eller det mørke Tyskland? Tyske kirkers svar på den europæiske flygtningekrise ................... 83

Af Jonas Adelin Jørgensen

Migration Policy in ‘Fort Europe’: Hospitality as a Christian Response in Danish Context ................... 87

By Jonas Adelin Jørgensen and Andreas Østerlund Nielsen

6 NY MISSION 30

Folkekirkens Asylsamarbejde ......................................................... 105Af Søren Dalsgaard

Her hos os: Danske sognemenigheders møde med flygtninge ... 115Af Birthe Munck-Fairwood

Midtfynsk landsby tager imod flygtninge. En historie fra år 2015 .................................................................... 125

Af Birte Jacobsen

Det sker igen – flygtningekrisens aktuelle fordring og udfordring til folkekirken .............................................................. 135

Af Peter Skov-Jakobsen

Ny Mission ....................................................................................... 139

7NY MISSION 30

ForordAf Mogens S. Mogensen

Det seneste år har været præget af

flygtninge. Antallet af flygtninge i ver-

den nåede rekordhøjder, især i kølvan-

det på borgerkrigen i Syrien. For første

gang oplevede vi, at flygtninge i stort

tal krydsede vor grænse og vandrede

op ad vore motorveje. Flygtningekrisen

har været det store folkelige diskussi-

onsemne og har også præget det po-

litiske liv. Det er baggrunden for, at vi i

Dansk Missionsråds studieudvalg valgte

at rydde dagsordenen til fordel for det-

te emne. Som kristne kan vi ikke kom-

me uden om Jesu ord i domslignelsen,

”Jeg var fremmed, og I tog ikke imod

mig” og ”Jeg var fremmed, og I tog

imod mig”.

Derfor rejser vi også spørgsmålet om,

hvad kirkens ansvar er, når det gælder

flygtningekrisen.

Meningerne er meget delte, når det

gælder flygtningespørgsmålet, og der

er stærke følelser på spil. Derfor ta-

ger vi med artiklen ”Sytten spørgsmål

og svar om flygtninge” for det første

udgangspunkt i de faktiske forhold

omkring flygtninge, som beskrevet af

Dansk Flygtningehjælp. Det andet ud-

gangspunkt tager vi med tidligere uni-

versitetslektor Johannes Nissens artikel

”Ud af stedet. Kirkens holdning til men-

nesker på flugt - bibelteologiske per-

spektiver” i Bibelen, hvor vi fra de før-

ste til de sidste sider møder fortællinger

af, for og om flygtninge, migranter og

fremmede. I Det Gamle Testamente

er den teologiske begrundelse for at

hjælpe flygtninge og fremmede, at is-

raelitterne selv engang var fremmede i

Egypten, og at Gud har særlig omsorg

for sårbare mennesker, som enken, den

faderløse – og den fremmede. Og i det

Ny Testamente videreføres tanken om

Guds særlige omsorg for sårbare men-

nesker fx i lignelsen om verdensdom-

men og i lignelsen om den barmhjerti-

ge samaritaner.

I både professor emeritus Kjell Norstok-

kes artikel ”Retten til håp” og professor

emeritus Jens Holger Schjørrings artikel

”Flygtningepolitik. Historiske og inter-

nationale perspektiver” mindes vi om,

hvordan kirken ved tidligere flygtnin-

gekriser er blevet udfordret til engage-

ment. I 1945 stod Danmark faktisk over

for endnu større flygtningeproblemer

end i dag, da Danmark efter anden ver-

denskrigs afslutning skulle tage sig af

245.000 tyske flygtninge! Det var også

den kolossale store opgave med flygt-

ningene i Europa, der førte til et samar-

8

bejde mellem de lutherske kirker, som

i 1947 resulterede i dannelsen af Det

Lutherske Verdensforbund.

I artiklen ”Refugee Crisis in Europe:

Season and out of Season” minder Mi-

chel Jalakh, der er generalsekretær i

Mellemøstens Kirkeråd, om, at ganske

vist har Europa en flygtningekrise, som

man i Europa burde stå sammen om

at løse, men at den virkelige flygtnin-

gekrise er i flygtningenes hjemlande,

hvor befolkningen lider under mangel

på respekt for menneskerettigheder og

på adgang til dækning af elementære

menneskelige behov. Det er imidlertid

ikke kun i Mellemøsten, at folk drives

på flugt. I artiklen ”Den afrikanske kir-

kes ansvar for og tilgang til flygtninge-

situationen” beskriver præsidenten for

Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun,

Robert Goyek, hvordan især Boko Ha-

rams terrorvirksomhed i Nigeria, Chad

og Cameroun, har drevet mennesker på

flugt, som kirken føler sig forpligtet på

at tage sig af.

Med modtagelsen af omkring 1,2

mio. flygtninge og migranter var

Tyskland det land i Europa, der i 2015

modtog langt flest flygtninge og mi-

granter. I artiklen ”Det lyse eller det

mørke Tyskland? Tyske kirkers svar

på den europæiske flygtningekrise”

præsenterer Dansk Missionsråds ge-

neralsekretær Jonas A. Jørgensen en

erklæring om den europæiske flygt-

ningekrise, som er underskrevet af 20

ledende biskopper og præster fra de

protestantiske kirker. Avisen ”Der Spie-

gel” peger på, at tyskerne i denne tid

står over for et vigtigt valg mht. Tysk-

lands fremtid, og at kirkens vejled-

ning i denne sammenhæng er vigtig.

Mens danske politikeres respons på

flygtningekrisen langt hen ad vejen har

været en retorik præget af ‘xenofobi’,

dvs. frygt for den fremmede, peger Jo-

nas Adelin Jørgensen og freelance-teo-

log Andreas Østerlund Nielsen i deres

artikel “Migration Policy in ‘Fort Euro-

pe’: Hospitality as a Christian Response

in Danish Context” på, at en kristen

respons i stedet skulle være præget af

’filoxeni’, dvs. kærlighed til den frem-

mede eller gæstfrihed. Forfatterne

konkluderer, at en sådan gæstfrihed er

en dyd, som kun kan erhverves gennem

en “costly reorientation of our lives”.

I mange år har lokale menigheder en-

gageret sig i modtagelsen af flygtninge

og deres integration, men i begyndel-

sen af 2015, dvs. inden flygtningekrisen

for alvor brød løs, blev Folkekirkens

Asylsamarbejde etableret som en af-

deling af Folkekirkens Mellemkirkelige

Råd. I artiklen “Folkekirkens Asylsam-

arbejde” beskriver dets leder Søren

Dalsgaard, hvordan man forsøger at

inspirere menigheder til og rådgive

NY MISSION 30

9

dem om arbejde blandt flygtninge. I

artiklen ”Her hos os: Danske sogneme-

nigheders møde med flygtninge” giver

netværkskoordinator i Tværkulturelt

Center Birthe Munck-Fairwood en lang

række konkrete eksempler på, hvordan

menigheder i Folkekirken har respon-

deret med en lang række tiltag, når

flygtninge har banket på kirkens dør.

Holdningerne til flygtningepolitik va-

rierer meget i befolkningen, men i ar-

tiklen ”Midtfynsk landsby tager imod

flygtninge. En historie fra år 2015” viser

Birte Jacobsen, der er sognepræst på

Fyn, hvordan livet går forud for me-

ninger og holdninger. Da det kom til et

konkret møde med flygtninge i lands-

byen, tog man uanset politisk holdning

godt imod de syriske flygtninge. Forfat-

teren minder derfor om, at vi skal passe

på ikke at skabe fjendebilleder, hverken

af flygtninge eller af dem, som har en

anden holdning til flygtninge end os

selv.

Bogen afrundes med artiklen ”Det

sker igen – flygtningekrisens aktuelle

fordring og udfordring til folkekir-

ken”, hvor Københavns biskop Peter

Skov-Jakobsen appellerer til ”en umid-

delbar medfølelse og forståelse for, at

så mange mennesker er kommet i nød,

og at vi skal tage vores politiske fanta-

si og vilje i brug for at være med til at

løse dette problem, der ikke forsvinder

igen. Jeg appellerer blot til, at vores

udgangspunkt må være medfølelsens

og hjælpens”. Og han udtrykker håbet

om, ”at angsten må blive erstattet med

den åbenhed, som også er en del af den

europæiske og kristne fortælling.”

NY MISSION 30

11NY MISSION 30

Sytten spørgsmål og svar om flygtningeAf Dansk Flygtningehjælp

1. Hvem er flygtning? • En flygtning er et menneske, der

har forladt sit hjemland på flugt fra

forfølgelse – pga. af race, religion,

politiske aktiviteter eller lignende.

En flygtning risikerer at miste livet,

blive fængslet og tortureret eller få

krænket sine menneskerettigheder

på andre måder i hjemlandet.

• FN’s Flygtningekonvention fra 1951

definerer en flygtning som en per-

son, der “som følge af velbegrun-

det frygt for forfølgelse på grund

af sin race, religion, nationalitet,

sit tilhørsforhold til en særlig social

gruppe eller sine politiske anskuel-

ser befinder sig uden for det land,

i hvilket han har statsborgerret,

og som ikke er i stand til eller - på

grund af sådan frygt - ikke ønsker

at søge dette lands beskyttelse”.

Ifølge FN’s Flygtningehøjkommis-

sariat, UNHCR, var der i slutningen

af 2014 19,5 millioner flygtninge i

verden.

• Flygtningekonventionen omfatter

kun forfulgte, der er flygtet til et

andet land. Men mange flygter

inden for grænserne af deres eget

land - disse flygtninge kaldes for

internt fordrevne. De kan være

på flugt fra borgerkrig, væbnede

konflikter, etnisk eller religiøs

forfølgelse, naturkatastrofer eller

problemer forbundet med klima-

forandringer - og deres behov for

hjælp og beskyttelse ligner ofte

flygtninges. Ved udgangen af 2014

var der ifølge UNHCR 38,2 millioner

internt fordrevne i verden.

• I Danmark er der flere forskellige

opholdstilladelser til flygtninge.

Flygtninge der opfylder betingel-

serne i Flygtningekonventionen

kan få asyl i Danmark som konven-

tionsflygtninge. Derudover kan

flygtninge, der - af andre grunde

end de, der er nævnt i Flygtninge-

konventionen - risikerer dødsstraf,

tortur eller anden umenneskelig og

nedværdigende behandling i deres

hjemland, få beskyttelsesstatus i

Danmark. Endelig giver Danmark

midlertidig beskyttelsesstatus til

flygtninge med behov for beskyt-

telse på grund af en særlig alvorlig

situation i hjemlandet præget af

12 NY MISSION 30

vilkårlig voldsudøvelse og overgreb

på civile. De fleste europæiske lan-

de har en lovgivning, der dækker

bredere end Flygtningekonventio-

nen. Danmark har også truffet af-

tale med UNHCR om at tage imod

ca. 500 flygtninge hvert år. Denne

ordning kaldes genbosætning, og

de flygtninge, der bliver genbosat

i Danmark, betegnes ofte som kvo-

teflygtninge eller FN-flygtninge.

• Udlændinge-, Integrations- og Bo-

ligministeren kan i ganske særlige

tilfælde give humanitær opholds-

tilladelse.

• Danmark giver ikke asyl til men-

nesker, der er flygtet på grund af

naturkatastrofer, fattigdom, sult

eller ringe levevilkår i øvrigt.

• En asylansøger er en person, der

søger om at blive anerkendt som

flygtning. Når en person får asyl, er

det således en anerkendelse af, at

personen er flygtning og risikerer

forfølgelse i sit hjemland.

2. Hvad er forskellen på en flygtning og en indvandrer?En flygtning forlader sit land på grund

af forfølgelse, mens en indvandrer rej-

ser af egen vilje eller på grund af dårli-

ge levevilkår i hjemlandet.

• Der var i 2013 omkring 232 milli-

oner mennesker i verden, der op-

holdt sig uden for deres hjemland.

Cirka 16,7 mio. af dem var flygtnin-

ge. Antallet af flygtninge var i 2014

steget til 19,5 mio. De øvrige kal-

des migranter eller indvandrere, og

de regnes ikke noget sted i verden

som flygtninge. Mange af dem er

udvandret på grund af fattigdom,

miljøforurening eller naturkata-

strofer, andre på grund af arbejde

eller familie. Nogle lande giver op-

holdstilladelse til bestemte grupper

af indvandrere, men mange bor og

arbejder illegalt.

• Danmark indførte indvandrings-

stop i 1973. I dag kan man få

opholdstilladelse i Danmark som

flygtning, ved familiesammen-

føring, hvis man skal studere og i

nogle tilfælde for at arbejde. Det

gælder for eksempel forskere eller

andre med særligt efterspurgte

kvalifikationer. EU-borgere og

nordiske statsborgere kan frit tage

til Danmark for at arbejde.

Indvandringen til Danmark fra andre

vestlige lande er øget i de senere år

samtidig med en generel stigning i an-

tallet af opholdstilladelser med henblik

studie og arbejde. I de sidste par år er

der endvidere sket en stigning i andelen

af opholdstilladelser begrundet med

asyl. I 2014 blev der givet opholdstilla-

13NY MISSION 30

delse til i alt 72.342 udlændinge. Heraf

6.031 asyl, 6.243 familiesammenføring,

12.436 opholdstilladelse med henblik

på erhverv, 12.144 med henblik på stu-

die, og 35.415 var indvandrere fra EU/

EØS. Der blev i 2014 givet flest opholds-

tilladelser til personer fra Rumænien,

Polen, Syrien, USA, Indien og Tyskland.

3. Kan alle søge asyl I Danmark? Alle kan søge om asyl, men langtfra

alle kan få deres sag behandlet her i

landet.

• Nogle asylansøgere er på deres vej

til Danmark kommet igennem et

sikkert land – et land, hvor de ikke

risikerer at blive forfulgt eller at

blive sendt tilbage. De kan sendes

tilbage til dette land. Landene i EU

tiltrådte i 2006 Dublinforordnin-

gen, som bestemmer, at asylansø-

gere kun må få deres sag behand-

let i ét land i EU - ofte det første

land inden for EU’s grænser, de

har gennemrejst. Hvis de bevæger

sig videre rundt i EU uden at have

opnået asyl, sendes de tilbage til

ankomstlandet. I øjeblikket ankom-

mer mange flygtninge til EU over

Middelhavet eller gennem Tyrkiet,

og især landene i Sydeuropa og

Østeuropa får så ansvaret for

asylbehandlingen. Med henvisning

til Dublinforordningen anmodede

Danmark i 2014 andre EU-lande om

at tage 2.562 asylansøgere retur og

behandle deres sag.

• I 2014 søgte 14.792 personer om

asyl i Danmark. Det er 7.235 flere

end i 2013. Tallet har været stigen-

de siden 2007, bortset fra et fald i

2011.

• I 2014 besluttede de danske myn-

digheder, at 10.113 asylansøgere

– indrejst samme år eller tidlige-

re – skulle have deres ansøgning

behandlet her i landet. I 2013 var

tallet 5.144 og i 2012 3.386 perso-

ner.

• I 2014 fik 6.031 opholdstilladelse

som flygtninge i Danmark. Der blev

givet 46 humanitære opholdstilla-

delser.

4. Hvordan vurderer man, om en person er flygtning?Asylansøgerens historie og forklaring

bliver undersøgt i asylproceduren. Det

foregår både med spørgeskema og in-

terview med tolk. Formålet er at afkla-

re, om asylansøgeren risikerer forføl-

gelse, hvis han eller hun rejser tilbage

til sit hjemland.

• En asylansøger bliver interviewet

mindst én gang, mens sagen bliver

behandlet i Udlændingestyrelsen.

Oplysningerne bliver sammen-

holdt med den viden, man har om

14 NY MISSION 30

situationen i hjemlandet. Også

asylansøgerens troværdighed bliver

vurderet.

• Afslag på asyl ankes automatisk til

Flygtningenævnet. Flygtningenæv-

net er en domstolslignende instans,

og afgørelsen her er endelig. Næv-

net består af en formand, der er

dommer, og 4 medlemmer udpeget

af henholdsvis Justitsministeriet,

Advokatrådet, Udenrigsministeriet

og Dansk Flygtningehjælp. I 2014

omgjorde Flygtningenævnet 16

procent af Udlændingestyrelsens

afslag mod 33 procent i 2013.

• Hvis Udlændingestyrelsen finder,

at asylansøgeren er helt uden

chance for at få asyl i Danmark,

behandles sagen i den såkaldte

’åbenbart grundløs’-procedure.

Herefter kommer asylansøgeren til

en personlig samtale i Dansk Flygt-

ningehjælp. Hvis organisationen er

enig i, at ansøgningen er åbenbart

grundløs, gives der afslag uden

klageadgang til Flygtningenævnet.

Hvis Dansk Flygtningehjælp ikke

er enig, går ansøgningen tilbage

i den normale procedure, og et

eventuelt afslag vil blive anket til

Flygtningenævnet.

• Asylansøgere opholder sig på et

asylcenter, medens deres ansøg-

ning behandles. Der er på bestem-

te betingelser en begrænset mulig-

hed for at bo uden for asylcentre.

• I 2014 realitetsbehandlede Udlæn-

dingestyrelsen 10.113 asylsager. 74

procent af de ansøgere, der søgte

asyl i Danmark (såkaldt spontane

asylsager) fik asyl. Året før fik 55

procent af asylansøgerene asyl.

5. Bliver afviste asylansøgere sendt tilbage?Ved et afslag i Flygtningenævnet har

asylansøgeren typisk 15 dage til at for-

lade landet. Hvis personen ikke rejser

frivilligt, står Rigspolitiet for udsen-

delsen, for at skaffe pas og lave afta-

ler med myndighederne i hjemlandet.

Men udrejsen kan trække ud på grund

af forhold i hjemlandet, eller fordi den

afviste ikke vil samarbejde med politiet.

• Forholdene i hjemlandet kan være

så usikre og landets myndigheder

så dårligt fungerende, at det ikke

kan lade sig gøre at sende asylan-

søgere tilbage. Nogle lande nægter

helt at få udrejste borgere tilbage,

mens andre lande alene nægter at

modtage tvangshjemsendte – det

er for eksempel tilfældet med Iran.

• Nogle afviste asylansøgere er af

forskellige årsager bange for at

rejse tilbage til hjemlandet og

nægter derfor at samarbejde med

det danske politi om udsendelse.

15NY MISSION 30

Hvis asylansøgere ikke ønsker at

samarbejde, vil de blive underlagt

såkaldte motivationsfremmende

foranstaltninger i form af melde-

pligt på udsendelsescenter, kost-

pengeordning og i nogle tilfælde

frihedsberøvelse. En asylansøger,

der ikke samarbejder med de dan-

ske myndigheder om udsendelse,

vil i sidste ende blive tvangsud-

sendt af Rigspolitiet – bortset fra

i helt særlige tilfælde, som f. eks.

de, der er omtalt ovenfor. Ved ud-

gangen af 2014 var der i alt 1.686

afviste asylansøgere i udsendelses-

position.

• I 2014 blev der samlet udsendt i

alt 599 afviste asylansøgere. Heraf

er 135 blevet fulgt helt tilbage til

hjemlandet af politiet (ledsaget).

Resten er rejst selv. Heraf 382

påset af politiet ved udrejsen fra

Danmark og 82 bekræftet selv ud-

rejst. En del asylansøgere forlader

landet, før deres sag er afgjort.

• Krigsforbrydere, der risikerer

henrettelse, tortur eller lignende

i hjemlandet, sendes ikke tilbage,

men får heller ikke opholdstilladel-

se. De bliver i Danmark på tålt op-

hold. Disse personer retsforfølges i

Danmark eller ved en international

domstol, hvis det er muligt. Også

personer, der på grund af grov kri-

minalitet mister opholdstilladelsen,

lever på tålt ophold i Danmark,

hvis de ikke kan sendes tilbage til

hjemlandet. Myndighederne vil

så jævnligt revurdere mulighe-

derne for udsendelse, og hvis det

vurderes, at personen ikke længere

risikerer overgreb i hjemlandet,

gennemføres udsendelsen.

6. Hvordan kommer de til Dan-mark?Vejen til asyl i et andet land er fuld af

forhindringer. Derfor ser mange for-

fulgte sig nødsaget til at betale agenter

eller menneskesmuglere for at skaffe

pas, visa og evt. hjælpe med rejseruten.

• Flygtninge bliver ofte nødt til at

benytte falske pas og papirer. Det

kan være forbundet med fare

for forfulgte at henvende sig til

myndighederne i hjemlandet for

at få et pas. Danmark giver ikke

visum til borgere fra en række

lande, hvorfra der kommer flygt-

ninge. Muligheden for at søge

asyl lokalt på danske ambassader

blev afskaffet i 2002. Eneste legale

vej til Danmark som flygtning er

muligheden for at komme hertil

via FN’s genbosætningssystem for

flygtninge. Flyselskaber får bøder,

hvis de medbringer passagerer

uden gyldige visa.

16

• I Danmark henvender de fleste

asylansøgere sig direkte til politiet i

modtagecenteret Sandholm. Andre

søger om asyl i Kastrup Lufthavn,

hos Københavns Politi på Hovedba-

negården eller ved den dansk-tyske

grænse.

• Danmark har en aftale med FN’s

flygtningeorganisation, UNHCR,

om at modtage ca. 500 flygtninge

om året. I Danmark omtales de

ofte som FN-flygtninge eller kvote-

flygtninge. Det er flygtninge, der

ofte opholder sig i flygtningelejre,

men hverken kan blive boende der

eller vende hjem. De har derfor be-

hov for at blive genbosat i et andet

land. Nogle af dem har endvidere

brug for hjælp på grund af alvorli-

ge behandlingskrævende sygdom-

me. Kvoteflygtninge udvælges af

Udlændingestyrelsen, de fleste på

baggrund af interviews gennem-

ført på rejser til de områder, hvor

flygtningene opholder sig. Dansk

Flygtningehjælp deltager i disse

rejser som uafhængig humanitær

organisation. Kvoteflygtninge skal

ikke søge om asyl, når de kommer

til Danmark, da de får opholdstilla-

delse i forbindelse med udvælgel-

sen.

7. Hvor mange flygtninge er der I Danmark?Der findes ingen præcis opgørelse over,

hvor mange flygtninge, der er kommet

til Danmark. Siden Ungarn-krisen i 1956

og frem til udgangen af 2014 har ca.

145.000 mennesker fået asyl i Danmark.

Ud af denne gruppe er nogle rejst hjem

igen, andre er blevet danske statsbor-

gere, og endelig er nogle døde. I peri-

oden 1990-2014 har flygtninge fået ca.

44.000 familiemedlemmer hertil (ægte-

fæller og børn).

• 1. januar 2014 udgjorde indvan-

drere 8,5 procent af befolkningen

i Danmark. Der findes ikke en

særskilt opgørelse over flygtninge-

andelen i 2014, men ifølge en op-

gørelse i 2011 var ca. en fjerdedel

af landets indvandrere flygtninge.

I 2011 stammede 99 procent af alle

flygtninge fra Afrika, Asien eller

europæiske lande uden for EU og

Norden. Kun omkring 600 flygtnin-

ge havde oprindelse i vestlige lan-

de, flest fra Rumænien og Polen.

• Danmark har modtaget flygtninge

fra mere end 70 lande i verden. De

største flygtningegrupper er kom-

met fra Irak, det tidligere Jugosla-

vien, Afghanistan, Iran, Somalia,

Libanon (statsløse palæstinensere),

Vietnam, Sri Lanka og Syrien.

Af det samlede antal opholdstilladelser

NY MISSION 30

17

til flygtninge i 2014 blev hovedparten

(ca. 88 procent) givet til flygtninge fra

Syrien, statsløse, fra Somalia og Eritrea.

8. Hvor meget bruger det danske samfund på flygtninge?Flygtninge indgår - som andre borgere i

Danmark - i den samlede samfundsøko-

nomi med både udgifter og indtægter.

Flygtninge bidrager til samfundsøkono-

mien, f.eks. ved at betale skat. Udgifter-

ne til f.eks. kontanthjælp, uddannelse,

sundhedsvæsen og boligstøtte afhæn-

ger blandt andet af alderssammensæt-

ning, helbredstilstand og mulighederne

for at få arbejde. Der findes aktuelt

ikke en samlet opgørelse over den øko-

nomiske nettoeffekt.

På finansloven for 2015 er der forskel-

lige udgiftsposter relateret til udlæn-

dinge, herunder flygtninge. I forhold

til asylansøgere forventes på finanslo-

ven en årlig udgift på omkring 3,5 mia.

kr. til drift af indkvarteringssystemet,

indkvartering og underhold af asylan-

søgere samt kontante ydelser til asyl-

ansøgere. Tallet for 2015 er opjusteret i

forhold til forudgående år på grund af

en forventet stigning i antallet af asyl-

ansøgere.

9. Kan de få familien hertil?Flygtninge kan få deres ægtefælle og

mindreårige børn til Danmark. Voksne

børn og forældre til voksne flygtninge

kan som hovedregel ikke komme til

Danmark.

• I Danmark gælder det, at man skal

opfylde en række krav for at få en

udenlandsk ægtefælle til Danmark.

Man skal blandt andet kunne

forsørge sin ægtefælle, have egen

bolig af en vis størrelse og være

over 24 år. Parret skal samlet have

større tilknytning til Danmark end

til noget andet land. Når den her-

boende ægtefælle ikke er dansk,

skal vedkommende yderligere

opfylde kravene for permanent op-

holdstilladelse, herunder sprogkrav

og beskæftigelseskrav. Flygtninge

får imidlertid dispensation fra en

række krav, hvis de på grund af

risiko for forfølgelse og overgreb

ikke kan leve sammen som familie i

hjemlandet.

• Ægtefællen kan ikke komme til

Danmark, hvis ægteskabet er ind-

gået under tvang, eller der er tale

om proforma ægteskab.

Flygtninge, der har fået midlertidig be-

skyttelsesstatus (se spørgsmål 1), kan

som udgangspunkt ikke få familien til

Danmark i det første år efter opholds-

tilladelsen. Hvis deres opholdstilladelse

forlænges efter det første år, kan de

imidlertid opnå familiesammenføring

på samme betingelser som øvrige flygt-

ninge.

NY MISSION 30

18

• I 2014 blev der givet i alt 3.195

tilladelser til familiesammenføring

for ægtefæller og faste samlevere,

heraf 908 til en herboende flygt-

ning. Der blev i samme år givet

1.493 tilladelser til familiesam-

menføring for børn af flygtninge i

Danmark.

10. Kan børn være flygtninge?Ja, hvert år kommer der børn under

18 år til Danmark uden deres for-

ældre som ’uledsagede mindreåri-

ge asylansøgere’. I 2014 var der 818

uledsagede børn, der søgte asyl i

Danmark, heraf 248 børn fra Syrien

og 188 fra Eritrea.

• Uledsagede børn kan få asyl, hvis

de opfylder de almindelige betin-

gelser for det. I 2013 og 2014 fik

henholdsvis 51 og 156 uledsagede

børn asyl eller opholdstilladelse af

særlige grunde.

• Uledsagede børn, der ikke bliver

anerkendt som flygtninge, har i

særlige tilfælde mulighed for at

få en tidsbegrænset opholdstil-

ladelse efter en særlig bestem-

melse i udlændingeloven. Det er

en forudsætning, at barnet ikke

har familiemæssigt netværk eller

anden mulighed for at blive passet

på og beskyttet i hjemlandet. Den

midlertidige opholdstilladelse vil

som hovedregel gælde, indtil bar-

net fylder 18 år.

• Uledsagede børn, der får opholds-

tilladelse som flygtninge, har under

bestemte forudsætninger mulig-

hed for efter følgende familie-

sammenføring med deres foræl-

dre. Hvis forældrene kommer til

Danmark, mens børnenes sag bliver

behandlet, betragtes børnene ikke

længere som uledsagede, og deres

sag skal behandles sammen med

forældrenes. Hvis forældrene får

asyl, kan alle blive i Danmark. Hvis

de får afslag, sendes alle hjem.

På verdensplan talte UNHCR i 2014 ca.

34.300 uledsagede mindreårige asylan-

søgere i 82 forskellige lande - det høje-

ste antal siden statistikken begyndte at

blive opgjort i 2006 .

11. Hvad betyder midlertidig opholdstilladelse?Når flygtninge får asyl, er deres op-

holdstilladelse midlertidig, dvs. tids-

begrænset. Det betyder, at flygtninge

kan blive sendt hjem, hvis situationen i

hjemlandet ændrer sig, og risikoen for

forfølgelse ophører.

• En midlertidig opholdstilladelse

betyder, at en flygtning eller ind-

vandrer kan blive sendt tilbage til

hjemlandet, hvis årsagen til deres

ophold i Danmark ændrer sig: Hvis

NY MISSION 30

19

der ikke længere er risiko for for-

følgelse, kan flygtninge miste deres

opholdstilladelse. Familiesammen-

førte ægtefæller kan også miste

opholdstilladelsen, hvis ægteskabet

opløses. Udlændingestyrelsen og

Flygtningenævnet tager stilling til,

om en flygtning med midlertidig

opholdstilladelse skal rejse tilbage

til hjemlandet.

• Efter tre års opholdstilladelse i

Danmark kan flygtninge stemme

ved kommunalvalg – også selv om

opholdstilladelsen er midlertidig.

Stemmeret til folketingsvalg kræ-

ver dansk statsborgerskab.

• En flygtning, som begår krimi-

nalitet, kan udvises, medmindre

vedkommende risikerer at blive

forfulgt i sit hjemland. Jo længere

tid en flygtning har boet i Dan-

mark, jo grovere kriminalitet skal

der til for at blive udvist. Hvis en

udvist risikerer forfølgelse i hjem-

landet, bliver personen boende i

Danmark på tålt ophold. Det vil

sige, at opholdstilladelsen bliver

inddraget, og personen mister de

fleste rettigheder.

• Hvis det opdages, at en flygtning

har fået opholdstilladelse på falsk

grundlag, inddrages den.

• En asylansøger, der begår krimi-

nalitet og idømmes udvisning, vil

ikke blive udvist, før asylsagen er

afgjort.

12. Kan flygtninge blive boende I Danmark?Efter fem år kan flygtninge søge om

permanent opholdstilladelse, dvs. tidsu-

begrænset ophold. For at få permanent

opholdstilladelse skal flygtninge opfyl-

de en række krav. Betingelserne for at

få tidsubegrænset opholdstilladelse er

blevet ændret flere gange i de seneste

år, og der kan fortsat forventes ændrin-

ger.

• Flygtninge kan kun få permanent

opholdstilladelse, hvis de fortsat er

i fare for at blive forfulgt i hjem-

landet.

• Gældende regler august 2015: For

at få tidsubegrænset – altså perma-

nent – opholdstilladelse i Danmark

skal udlændinge opfylde en række

krav, bl.a. have bestået en prøve

svarende til prøven på Danskud-

dannelse 1. Der er også krav om,

at arbejdsdygtige skal have været i

ordinær beskæftigelse eller uddan-

nelse i mindst 3 ud af de sidste 5

år – og de må ikke have modtaget

kontanthjælp i de seneste tre år. En

særregel for flygtninge siger dog,

at hvis der i øvrigt er udvist bestræ-

belse på integration, kan der efter

NY MISSION 30

20

otte års ophold dispenseres fra

kravene om danskprøve, beskæf-

tigelse og kontanthjælp. På den

måde kan f.eks. svært traumatise-

rede flygtninge opnå permanent

ophold også uden at kunne leve op

til de almindelige krav.

• Flygtninge og familiemedlemmer

til flygtninge, der har fået perma-

nent opholdstilladelse, kan ikke få

inddraget deres opholdstilladelse

og blive tvunget tilbage til hjem-

landet, selv om risikoen for forføl-

gelse ikke er der mere. Dog kan

opholdstilladelsen inddrages inden

for de første ti år, selvom den er

blevet permanent, hvis flygtningen

rejser på ferie i hjemlandet, og hvis

risikoen for forfølgelse ikke er der

mere.

• En flygtning, som har fået perma-

nent opholdstilladelse i Danmark,

kan udvises på grund af krimina-

litet. Dette kræver en udvisnings-

dom ved en domstol.

13. Hvordan får flygtninge dansk statsborgerskab?Flygtninge kan få dansk statsborger-

skab efter otte års opholdstilladelse i

Danmark. Flygtninge skal blandt an-

det bestå en danskprøve og en prøve

i danske samfundsforhold, for at blive

danske statsborgere. Betingelserne for

at få dansk statsborgerskab er ændret

en del gange i de senere år.

• Gældende krav 15. oktober 2015:

Man skal minimum bestå prø-

ven på Danskuddannelse 3 (eller

tilsvarende). Tal fra Dansk Flygt-

ningehjælps sprogcentre viser,

at ca. 50 procent af flygtningene

har forudsætningerne for at blive

placeret på Danskuddannelse 2. Ca.

40 procent placeres på Danskud-

dannelse 1 og resten ca. 10 procent

på Danskuddannelse 3. Flygtninge

bestemmer ikke selv placeringen

på danskuddannelse, som afgøres

ud fra sproglige forsætninger og

skole-/ uddannelsesbaggrund. For

at blive dansk statsborger skal man

herudover have permanent op-

holdstilladelse, man må ikke have

forfalden gæld til det offentlige

og ikke have begået kriminalitet.

Ansøgere skal endvidere være

selvforsørgende det seneste år og

4½ år inden for de seneste 5 år.

• Det er Folketinget, der bestem-

mer, hvem der skal have dansk

statsborgerskab. Det sker gennem

vedtagelse af en særskilt lov.

Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet indstiller de

ansøgere, der opfylder kravene. Et

dansk statsborgerskab betyder, at

flygtninge på alle områder har de

NY MISSION 30

21

samme rettigheder og forpligtigel-

ser som indfødte danskere.

• Flygtninge uden statsborgerskab

kan ikke stemme eller stille op til

folketingsvalg, og har ikke adgang

til bestemte job i det offentlige.

De kan derudover have problemer

med at opnå indrejsevisa til en

række lande i og uden for EU.

14. Rejser flygtninge hjem igen?Mange flygtninge har et ønske eller en

drøm om at vende tilbage til det oprin-

delige hjemland - at repatriere. Repa-

triering betyder, at man frivilligt vender

tilbage til hjemlandet med henblik på

at bosætte sig dér. 3697 flygtninge er

vendt hjem i perioden fra 2000 frem til

1. juni 2015.

• Det er en vanskelig beslutning at

vende tilbage. Først og fremmest

skal familien kunne vende hjem

til en tilværelse uden trusler og

forfølgelse. Derudover skal der

tages stilling til jobmuligheder,

bolig og økonomi. Med i beslut-

ningen er også familierelationer

i hjemlandet, oplevelser før og

under flugten, og ikke mindst,

hvad repatriering vil betyde for ens

børn.

• Repatrieringsloven i Danmark

giver flygtninge mulighed for at få

økonomisk støtte til hjemrejse og

til etablering i hjemlandet. Ældre

og syge flygtninge, der ønsker at

vende hjem, kan få økonomisk

hjælp i op til fem år - eller en lidt

lavere ydelse resten af deres liv.

Inden for de første tolv måneder

kan flygtninge fortryde og vende

tilbage til Danmark. Årsagerne til

at nogle fortryder, kan være chika-

ne, forfølgelse, eller at det ikke er

muligt at skabe et eksistensgrund-

lag.

• Dansk Flygtningehjælp støtter flere

steder i verden hjemvendte flygt-

ninge - f.eks. med genopbygning

af huse, skoler og brønde.

• Dansk Flygtningehjælp har i mere

end 20 år rådgivet flygtninge i

Danmark om mulighederne for

repatriering og om situationen

i hjemlandet. Organisationen

hjælper også med at planlægge

den enkeltes repatriering. De fleste

er vendt tilbage til Bosnien-Her-

cegovina, Iran, Vietnam og - efter

Saddam Husseins fald - Irak. I 2014

fik i alt 162 flygtninge støtte til at

vende tilbage til hjemlandet. Heraf

rejste 66 til Bosnien-Hercegovina,

25 til Tjetjenien, 17 til Irak og 11 til

Somaliland.

NY MISSION 30

22

15. Hvor mange flygtninge er der i verden?Der er ca. 59,5 mio. mennesker på flugt

verden over (UNHCR 2014). Heraf har

19,5 millioner forladt deres hjemland (5

millioner af disse er palæstinensere, der

lever i lande i Mellemøsten), 1,8 millio-

ner er ved at søge asyl i et nyt land, og

38,2 millioner er flygtninge i deres eget

land – såkaldt internt fordrevne.

Det samlede antal flygtninge og for-

drevne på verdensplan er steget mar-

kant fra 2013 (51,2 mio. mennesker),

den største stigning på et enkelt år. Det

rekordstore antal flygtninge skyldes en

række konflikter og kriser verden over i

bl.a. Syrien, Sydsudan, Ukraine, Irak og

Den Centralafrikanske Republik.

Udover de store grupper af palæstinen-

siske flygtninge i Mellemøsten, kom-

mer de største grupper af flygtninge,

der har forladt deres land, fra Syrien

(3,9 millioner), Afghanistan (2,7 millio-

ner) og Somalia (1,1 million).

16. Hvorfor bliver de ikke I na-bolandene?Det gør de også. Langt de fleste flygt-

ninge i verden søger tilflugt et andet

sted i deres eget land, eller i et nabo-

land.

• Mere end 90 procent af verdens

59,5 millioner flygtninge og

fordrevne opholder sig i udviklings-

lande - relativt få flygtninge får

asyl i Europa, Nordamerika eller

Australien.

• Antallet af asylansøgninger i

industrialiserede lande voksede

med 45% i 2014 til i alt 866.000.

Omkring 570.000 af disse asylan-

søgninger blev indgivet i de 28 EU

lande.

• 38,2 millioner mennesker er på

flugt inden for grænserne af

hjemlandet som internt fordrevne.

De største grupper findes i Syrien,

Colombia, Irak, Den Demokratiske

Republik Congo, Sudan, Sydsudan

og Pakistan.

• Også blandt de flygtninge, der

forlader deres hjemland, finder

langt de fleste beskyttelse i nær-

området. I den gruppe, der har

forladt deres hjemland, befinder

majoriteten (over 86 procent) sig

stadig i nabolande i samme region

som deres hjemland. For eksempel

huser Libanon, Jordan og Tyrkiet

til sammen næsten 4 mio. syriske

flygtninge.

• Flygtninge lever under meget

forskellige vilkår verden over.

Nogle steder har flygtninge boet

i generationer og opbygget hele

bysamfund. Andre steder bor

flygtninge i midlertidige teltlejre,

NY MISSION 30

23

lejeboliger eller sågar efterladte

bygninger eller på gaden.

• Da det ikke altid er muligt at finde

sikkerhed i nabolande til konflik-

tområder, rejser en del flygtninge

videre på egen hånd. Nogle lande

hverken kan eller vil tage imod

flygtninge: Måske har de allerede

mange tusinde flygtninge boen-

de, måske er de i konflikt med

det land, hvorfra flygtningene

kommer, eller er allieret med det

regime, der udgør en trussel mod

flygtningene. FN’s flygtningeorga-

nisation UNHCR hjælper nogle af

disse flygtninge videre til et sikkert

land, såkaldt genbosætning.

De største grupper af flygtninge kom-

mer fra Syrien (3,9 millioner), Afgha-

nistan (2,7 millioner) og Somalia (1.1

million).

De største værtslande for flygtninge er

Tyrkiet (1,6 millioner), Pakistan (1,5 mil-

lioner), Libanon (1,1 millioner) og Iran

(1 million)

17. Hvor mange flygtninge søger asyl i Europa?I 2014 søgte i alt 714.260 personer

asyl i de 38 lande i Europa - 47% fle-

re end året før. 570.820 (80%) af dem

søgte asyl i de 28 medlemslande i EU,

en stigning på 44% i forhold til 2013.

Den største stigning (95%) forekom i

de otte sydeuropæiske lande, hvortil

flygtninge ankom med båd over Mid-

delhavet eller over land via Tyrkiet. I de

nordiske lande steg antallet af asylan-

søgere med 36%.

Tyskland modtog flest ansøgninger

(173.070 eller 24% af alle ansøgninger

i Europa), dernæst Sverige (75.090 eller

10,5%), Italien (63.660 eller 9%), Frank-

rig (59.030 eller 8%) og Ungarn (41.370

eller 6%). Danmark modtog 14.820

asylansøgninger i 2014, hvilket svarer

til 2% af alle ansøgninger i Europa.

De fleste ansøgere i Europa kom fra

Syrien, Irak og Afghanistan. Det er

dog langt fra alle asylansøgere, som

får anerkendt deres ansøgning og

dermed får asyl. Eventuelle afvigelser

i anerkendelsesprocenterne fra land

til land kan hænge sammen med, at

der er forskel på, hvilke nationaliteter

der søger asyl i de forskellige lande.

(De seneste måneders ændringer i lov-

givningen er ikke reflekteret i dette do-

kument).

NY MISSION 30

24 NY MISSION 30

25

Ud af stedet. Kirkens holdning til mennesker på flugt - bibelteologiske perspektiver

Af Johannes Nissen

Der bruges mange forskellige termer, men uanset om man taler om

flygtninge, migranter eller fremmede, er det afgørende, at der er tale

om mennesker på flugt eller i en sårbar situation. Fra første til sidste

side i Bibelen er der fortællinger af, for og om flygtninge, migranter og

fremmede. I Det Gamle Testamente er den teologiske begrundelse for at

hjælpe flygtninge og fremmede, at israelitterne selv engang var frem-

mede i Egypten, og at Gud har særlig omsorg for sårbare mennesker,

som enken, den faderløse - og den fremmede. Tanken om Guds særlige

omsorg for de nødlidende videreføres i Ny Testamente, fx i lignelsen

om verdensdommen i Matt 25. I mange bibeltekster er der en kobling

mellem gæstevenskabet og holdningen til de fremmede, og samtidig

gør Jesus op med enhver form for gruppe-solidaritet. Mens vores na-

turlige kærlighed har en tendens til at være rettet mod dem, der har

den samme religion eller tilhører det samme folk som os, så sprænger

Guds kærlighed enhver gruppebegrænsning, og næstekærligheden ud-

vides til også at være fjendekærlighed. Lignelsen om den barmhjertige

samaritaner er også et udtryk for en sådan radikalisering af næstekær-

ligheden. Når Jesus spørger om, hvem der har vist sig som næste over

for den overfaldne, sprænger Jesus grænsen mellem ’de andre’ og ’os’

og gør det umuligt at definere eller afgrænse kærligheden. Med lig-

nelsen kalder Jesus os ud af betragterrollen for at bevæge os fra apati

til sympati. Forfatteren konkluderer med at sige, at ”set i relation til

flygtningedebatten har vi her en handlingsmodel i tre faser: bevidsthed

om situationen – dvs. kendskab til flygtningenes situation og flugtens

årsager – identifikation med dem og et svar på den udfordring, de re-

præsenterer. Det kræver en villighed til, at vi kommer ud af stedet.”

NY MISSION 30

26

Migranter, flygtninge og frem-mede - sprogbrug og definition I de seneste måneder er det blevet al-

mindeligt at skelne mellem de to ord

’flygtning’ og ’migrant’. Mens en ’flygt-

ning’ opfattes som en person, der er

på flugt fra krig, er en ’migrant’ blevet

betegnelsen for en person, der flygter

fra fattigdom og social ulighed. Efter

denne opfattelse er det kun en flygt-

ning, der har krav på beskyttelse, mens

en migrant, som søger asyl, kan afvises,

da vedkommende ikke i samme grad er

truet på livet.

Den snævre definition af ordet ’mi-

grant’ er forholdsvis ny. Indtil nu har

det været mere almindeligt at bruge

ordet i en bred betydning om men-

nesker, som bevæger sig fra et sted til

et andet, eller fra et land til et andet

land. Forskellige faktorer og omstæn-

digheder kan være grunden til denne

bevægelse. I undersøgelsen Mapping

Migration. Mapping Churches’ Respon-

ses fra 2008 stilles bl.a. spørgsmålet,

hvorfor mennesker ’migrerer’. Der pe-

ges på fire mulige svar: 1) økonomisk

migration - begrundet i ønsket om at

finde arbejde; 2) social migration - be-

grundet i ønsket om bedre livskvalitet

både for en selv og for ens nærmeste;

3) flygtninge - en betegnelse for men-

nesker, der flygter på grund af politisk

og/eller religiøs forfølgelse eller krig; 4)

miljøbestemt migration - begrundet i

forskellige former for naturkatastrofer,

f.eks. oversvømmelse eller hungersnød

(s. 5).

Både i denne publikation og i en ny

revideret udgave fra januar 2016 gives

en definition af en række forskellige

begreber, bl.a. flygtninge, asylansø-

gere, indvandrere, internt fordrevne

personer, økonomiske migranter, irre-

gulære migranter (også kaldet udoku-

menterede migranter) og mennesker i

diasporaen. I den nye udgave gør man

opmærksom på, at det ofte er uklart,

hvilken kategori en konkret migrant

tilhører. Det kan meget vel være, at

en person har gennemgået forskellige

migrant-faser, eller at den pågældende

på samme tid kan tilhøre mere end en

kategori (Jackson & Passarelli 2016:26).

En anden måde at skelne på er brugen

af kategorierne frivillig og tvungen:

Nogle mennesker vælger (frivilligt) at

migrere, f.eks. for at forbedre livskva-

liteten, mens andre er tvunget til det

- tvunget af krig eller sult. Men den

inddeling passer ikke nødvendigvis til

kompleksiteten i nutidige migrations-

mønstre. Det er formodentlig bedre at

tale om en kombination af de såkaldte

’push’- og ’pull’-faktorer. Push-faktorer

angiver grunde til, at mennesker forla-

der et område, f.eks. mangel på sikker-

hed, tørke, oversvømmelse eller krig.

Pull-faktorer angiver derimod grunde

NY MISSION 30

27

til, at mennesker føler sig tiltrukket

af et nyt sted, hvor der er bedre ar-

bejdsmuligheder, lavere kriminalitet og

større sikkerhed.1

Brugen af ordet ’fremmed’ er et andet

eksempel på, hvordan et begreb bliver

forstået på en ny måde. Set over en

årrække kan man konstatere en udvik-

ling. I 1970’erne talte man om gæste-

arbejdere. Det blev senere til fremmed-

arbejdere, og efterhånden skærpedes

holdningen til fremmedarbejdere

blandt indfødte danskere. De var nog-

le, man skulle være på vagt over for,

for de kom og tog ’vores arbejde’. I dag

befinder vi os i en situation, hvor flygt-

ningene betragtes mere som fremmede

og mindre som gæster. Spørgsmålet er,

hvor mange flygtninge vi som samfund

er villige til at tage imod. Er det økono-

mien, der sætter grænsen? Betragter vi

flygtningene som ’fremmede’ eller som

’gæster’ (jf. Thyssen 2016)? Spørgsmå-

let til os som kirke er, om økonomien

tæller mere end menneskesyn. Er vi

indstillet på at behandle de fremmede

som gæster? Til spørgsmålet, se også

afsnittet ”Gæstevenskab og måltids-

fællesskab”.

Hvad enten vi taler om flygtninge, mi-

granter eller fremmede, er det afgø-

rende, at der er tale om mennesker på

flugt eller i en sårbar situation. Vægten

må med andre ord lægges på den men-

neskelige dimension, sådan som det er

tilfældet i Social Services and Migrati-

ons, et dokument udgivet af Eurodiaco-

nia i 2011. I dokumentet kritiseres det,

at man kriminaliserer hjælp til ’udoku-

menterede’ migranter; det understre-

ges, at medlemsstaterne bør afstå fra at

straffe dem, der viser omsorg for disse

mennesker, idet adgang til sundheds-

ydelser er en basal grundlæggende

menneskeret. Det hedder bl.a.: ”Euro-

pean and national migration policies

focus predominantly on security measu-

res, such as preventing illegal immigra-

tion. However, if we want to be a truly

social Europa, based on the principle

of solidarity, we will need to embrace

migration and include migrants in our

societies” (s. 5). Denne understregning

af migranternes inklusion og sociale

rettigheder skyldes ikke blot menne-

skerettigheder, men er en konsekvens

af, at hvert menneske er skabt i Guds

billede. ”We believe that each person

has God given potential and life, re-

gardless of nationality, social situation,

status, gender or age”.2

Mission og migration I de senere års missionsteologi har man

i stigende grad sat fokus på ’mission

og migration’. Emnet er blevet taget

op i en række konferencer og publika-

tioner. Som eksempel kan nævnes en

konference i Toronto (2012) arrangeret

NY MISSION 30

28

af International Association of Mission

Studies (IAMS): Her var temaet: ”Migra-

tion, Hunger, Dislocation and the Good

News: Margins as the Centre in Christi-

an Mission”. Et af konferencens resulta-

ter var bogudgivelsen, God’s People on

the Move: Biblical and Global Perspec-

tives on Migration and Mission (2014),

redigeret af Ngyun vanThanh og John

M. Prior. Et andet eksempel er Global

Diasporas and Mission (2013), redigeret

af Chandler H. Im & Amos Yong. I nær-

værende artikel inddrages også andre

bidrag, bl.a. Thorsten Prill, Global Mis-

sion on our Doorstep; Forced Migration

and the Future of the Church (2008).

Det er kendetegnende, at man i disse

sammenhænge forstår migration i bred

betydning - dvs. som et fænomen, der

både omfatter flugt fra krig og flugt

fra fattigdom. Både begreberne ’fri-

villig’ og ’tvungen’ er inde billedet.

Endvidere er det karakteristisk, at man

forsøger at udarbejde en ’theology of

migration’.

Sondringen mellem ’flygtninge’ (flugt

fra krig og forfølgelse) og ’migranter’

(flugt fra fattigdom og sult) kan være

praktisk, men den er ikke uproblema-

tisk. I det følgende rettes opmærksom-

heden mod det bibelske materiale, og

som vi skal se, er det svært – for ikke

at sige umuligt – opretholde en skarp

sondring mellem de to begreber. Det

skal i øvrigt bemærkes, at jeg i denne

artikel gør flittigt brug af et tredje be-

greb, nemlig ’fremmed’, hvilket svarer

til mange andre studier over samme

emne.3 Endvidere bemærkes det, at

artiklen kun i begrænset omfang ind-

drager refleksioner over spørgsmålet

om kirken som fristed (asyl) for afviste

asylansøgere og spørgsmålet om civil

ulydighed. Emnerne er behandlet i en

tidligere artikel (Nissen 1992).4

Om Bibelbrug i aktuelle etiske spørgsmålSvaret på det aktuelle spørgsmål ’Har

kirken et særligt ansvar over for flygt-

ninge?’ afhænger i høj grad af, hvor-

dan man forholder sig til et andet

spørgsmål: Har Bibelen en autoritet i

forbindelse med aktuelle etiske spørgs-

mål? Og i bekræftende fald: Hvilken

autoritet? I denne artikel må jeg nøjes

med nogle få bemærkninger til disse

spørgsmål; for en mere udførlig be-

handling henvises til min bog Bibel og

etik (2003).

Nogle er af den opfattelse, at Bibelen

kun har autoritet på det individuelle el-

ler personlige plan, og ofte argumente-

rer de på følgende måde: Det dobbelte

kærlighedsbud siger, at – ikke hvordan

- man skal elske sin næste. Det betyder,

at Bibelen ikke giver en indholdsbe-

stemt etik, men kun en formal etik.

NY MISSION 30

29

Andre mener, at Bibelen rummer nogle

etiske perspektiver, der er forpligten-

de. Denne opfattelse, som jeg deler,

indebærer i hvert fald to ting: For det

første indebærer den, at de bibelske

tekster siger noget om den retning, vi

må følge. I flere sammenhænge har

jeg gjort gældende, at indholdet i det

nytestamentlige kærlighedsbud først

og fremmest udmønter sig i omsorgen

for fattige og fjendekærlighed (f.eks.

Nissen 2003).5 For det andet er Bibelen

ikke i første række udtryk for en indi-

vidualetik, men for en fællesskabsetik.

Fortalere for de to opfattelser vil for-

modentlig kunne blive nogenlunde eni-

ge om de historiske forhold. Uenighe-

den vil især opstå, når man skal vurdere

forholdet mellem de bibelske tekster

og nutidens virkelighed, altså når man

skal ’oversætte’ tekstens budskab til

nutiden. Ingen af os læser nemlig den

’rene’ tekst. Vi befinder os altid i en be-

stemt situation, og det er ud fra denne

situation, vi udspørger teksten. Det be-

tyder, at svaret ikke er givet på forhånd.

Hvis vi vil lytte til teksten og lade den

sige os noget, må vi også være indstillet

på, at den siger noget, vi ikke bryder os

om. På den måde kan der blive rusket

op i tilvante positioner.

På den anden side er det en illusion at

tale om en neutral eller en ’historisk

objektiv’ læsning af de bibelske tekster.

Tilgangen til Bibelen og tilrettelæggel-

sen af stoffet er præget af de spørgs-

mål, vi bakser med. Det gælder også

dette bidrag, hvor der sættes fokus på

en række forhold, som jeg opfatter som

vigtige i debatten om kirkens holdning

til mennesker på flugt.

Artiklens overskrift ”Ud af stedet”

rummer en dobbelthed. For det første

hentydes til det negative forhold, at en

række mennesker er tvunget på flugt,

tvunget ud af stedet. For det andet

rummer overskriften også noget posi-

tivt: Kristen mission består i frivilligt at

forlade de velkendte og sikre omgivel-

ser for at gå ud og møde folk, hvor de

befinder sig. Mission er at være på van-

dring – at være i bevægelse. Troen er

altid en tro i bevægelse.

Flygtninge og migranter på bibelsk tidHvem var flygtning i den bibelske ver-

den? I en redegørelse for forholdene i

Det Gamle Testamente peges på seks

grunde, der kunne tvinge mennesker

på flugt: (1) mord, (2) krig, (3) politisk

forfølgelse, (4) tørke og hungersnød,

(5) gældsbyrder og forarmelse og (6)

forhold, der tvinger slaver på flugt

(Schottroff 1988:91-96).

Forholdene i Palæstina på Jesu tid var

ikke meget anderledes: krig, overbe-

folkning, naturkatastrofer og social

NY MISSION 30

30

ulighed var nogle af de væsentligste

årsager (Theissen 1979:48-53).

På bibelsk tid var der altså mange år-

sager til flugten, og det giver efter mit

skøn ikke mening at drage et skarpt

skel mellem de forskellige årsager –

hverken dengang eller i dag. Både flugt

fra fattigdom og flugt på grund af krig

og forfølgelse er legitime grunde til at

søge væk. Flugten er en realitet, og det

er den, man må forholde sig til. Sagt på

en anden måde: Med nutidens termino-

logi er det nærliggende at bruge den

brede betegnelse ’migranter’, som så

indbefatter både ’push’- og ’pull’-fak-

torer.

Ifølge Det Gamle Testamente kan man

som flygtninge finde tilflugt flere ste-

der. Den første mulighed er at søge

hjælp hos mægtige og indflydelsesrige

personer. En anden mulighed er at søge

tilflugt i templet. Et tredje eksempel

på tilflugtsmuligheder er de såkaldte

asylbyer (teksthenvisninger i Nissen

1992:22). Meget tyder på, at den så-

kaldte asylret bygger på den ældre gæ-

stevenskabsforpligtelse.

Migrationserfaringer i Det gamle TestamenteVed en nutidig læsning af Bibelen er vi

ofte tilbøjelige til at forstå de bibelske

tekster ud fra vores (eget) sikre ståsted

og søge svar på spørgsmålet, hvordan

vi skal forholde os til de mennesker, der

lever en usikker tilværelse på vej mod

et nyt sted eller et nyt land. På den

måde bliver vores tolkningsnøgle en

sondring mellem ’os’ og ’dem’. Imidler-

tid må vi spørge, om det ikke er mere

nærliggende at forstå teksterne ud fra

’de andres situation’, dvs. i lyset af de

fremmedes, flygtningenes og migran-

ternes erfaringer.

Bibelen er fuld af fortællinger skrevet

af, for og om flygtninge, migranter og

fremmede. Det begynder med det før-

ste menneskepar, som bliver udvist af

Paradiset, og det slutter med profeten

Johannes, der sidder i eksil på øen Pat-

mos, hvor han har en vision af, hvordan

alle folk skal ’migrere’ til det nye Jeru-

salem. Mellem Bibelens begyndelse og

afslutning møder vi en række fortællin-

ger om Guds folk, som er i bevægelse,

på vandring (vanThanh & Prior 2014:xi-

xii).

Især de gammeltestamentlige tekster

udtrykker det, man kunne kalde mi-

grationserfaringer. Og det i en dobbelt

forstand. Der er både tale om migrati-

onserfaringer i teksterne, og migrati-

onserfaringer med teksterne. Set i et

historisk lys ’afspejler’ mange af tek-

sterne de erfaringer, som blev gjort af

mennesker på flugt. I den forstand kan

man tale om migrationserfaringer i tek-

sterne. Men i en anden forstand kan

NY MISSION 30

31

man også tale om migrationserfaringer

med teksterne, idet mange mennesker

i nutiden ’spejler sig i de bibelske tek-

ster.6 Martin Herbst mener ligefrem, at

den aktuelle flygtningekrise udtrykker

et eksistentielt anliggende, der berører

os alle. Det er ikke kun et spørgsmål om

penge og politik. De bibelske hoved-

personer er flygtninge. Budskabet i de

mange fortællinger om flugt er, at ”vi

alle er flygtninge. Flygtningene er ikke

blot de andre og de fremmede. Det

er tillige os selv og de allernærmeste”

(Herbst 2016).7

En af de kendteste fortællinger handler

om Abraham, der får følgende opgave

fra Gud: ”Forlad dit land og din slægt

og din fars hus, og drag til det land, jeg

vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort

folk og velsigne dig…” (1 Mos 12,1-2).

Guds løfte om et bedre liv og en bed-

re fremtid for Abraham synes ikke så

langt fra den motivation, som stadig får

mange nutidige mennesker til at rejse

mod Europa eller andre lande (Jackson

& Passarelli 2008:21). Der er i Abrahams

tilfælde tale om en ’frivillig’ migrati-

on med håbet som drivkraft - rejsen

går mod det forjættede land (Holter

2014:63).

Exodus er en anden central fortælling.

I begyndelsen af Anden Mosebog hører

vi om israelitternes slaveri i Egypten, og

senere fortælles om udtoget. Det drejer

sig her om en tvungen migration. For-

tællingen fik stor betydning for israelit-

ternes selvforståelse og spiller desuden

en væsentlig rolle for mange i nutiden,

der på lignende måde flygter fra slaveri

og ufrihed (Prill 2008:50-52).

Gudsfolket er således på vandring,

men Gud selv er også på vandring. I

en kommentar til 1 Mos 12 skriver en

gammeltestamentlig forsker, W. Brueg-

gemann, at det billede af rejsen, som vi

her møder, ikke kun er radikalt anderle-

des end de moderne vestlige ideologier,

der længes efter “settlement, security

and placement”, men teksten afspejler

også Guds eget væsen. ”Thus Yahweh

is understood not as a God who settles

and dwells, but as a God who sojourns

and moves about” (1982:122). En an-

den forsker taler om Gud som ”God of

the tent”, den Gud, der rejser sammen

med migranten (jf. Jackson & Passarelli

2008:23).

Teologisk begrundelse for hjæl-pen til flygtninge og fremmedeI Det Gamle Testamente gives en teo-

logisk begrundelse for at hjælpe flygt-

ninge og fremmede: ”Den fremmede

må du ikke udnytte eller undertrykke. I

var jo selv fremmede i Egypten” (2 Mos

22,20). Gud beskrives som den, der ”el-

sker den fremmede og giver ham føde

og klæder. Derfor skal I elske den frem-

mede. I var jo selv fremmede i Egyp-

NY MISSION 30

32

ten” (5 Mos 10,18-19). Endelig skal der

henvises til den udførlige formaning i

3 Mos 19:33-34: ”Når en fremmed bor

som gæst i jeres land, må I ikke udnytte

ham. Den fremmede, der bor som gæst

hos jer, skal være som en af landets

egne, og du skal elske ham som dig selv.

I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er

Herren, jeres Gud!”

To forhold er af særlig interesse i for-

bindelse med 3 Mos 19. For det første er

det nærliggende at sammenligne for-

maningen med buddet om næstekær-

lighed i 3 Mos 19,18. Vi ser, at buddet

udvides til også at omfatte de fremme-

de (v. 33-34). Begge steder bruges ud-

trykket ”elske som dig selv”.

For det andet gives en vigtig begrun-

delse: ”I var jo selv fremmede i Egypten.

Jeg er Herren, jeres Gud”. Folkets flugt

fra Egypten ses således som begyndel-

sen på befrielsen. For israelitterne var

Exodus som nævnt et grundlæggende

evangelium, som blev fejret hvert år i

forbindelse med påskefesten. Da folket

senere blev truet af undergang, bl.a.

ved bortførelsen til Babylon, klagede

det sin nød til Gud. Man satte sin lid til

Gud, der altid tager parti for ofrene:

enkerne, de faderløse og fremmede (jf.

2 Mos 22,21-23). Overhovedet er det et

grundlæggende træk ved den bibelske

Gudsforståelse, at Gud tager parti for

de små og svage.

”Jeg var fremmed…”Tanken om Guds særlige omsorg for

de nødlidende videreføres og forstær-

kes i Ny Testamente. I en række tekster

fortælles om Jesu omsorg for fattige,

fremmede og forfulgte. I forbindelse

med flygtningetemaet er lignelsen om

verdensdommen særligt iøjnefaldende,

Matt 25,31-46.

Lignelsen omtaler seks forskellige slags

nødstedte mennesker og tilsvarende

seks kærlighedsgerninger. Hvad er det

for en konkret situation, der kendeteg-

ner de nødstedte? Læser man Mattæ-

usevangeliet, kan der næppe være tvivl

om svaret. Skildringen i kap. 25 svarer

til det billede, Mattæus i øvrigt tegner

af fattige, arbejdsløse, syge etc.: De

fangne – det er de mennesker, der er

blevet kastet i skyldfængsel. De nøgne

– det er de fattige, som er blevet tvun-

get til at pantsætte deres tøj. De sultne

og tørstige – det er de mennesker, som

lever på et eksistensminimum, og som

hele tiden er bange for, at de ikke har

tilstrækkelig mad (jf. bl.a. Matt 6,25-

34). De syge – det er de lamme, blinde,

døve, spedalske osv., som andre steder

i Mattæusevangeliet møder Jesus og

bliver helbredt (Matt 8-9). Og ende-

lig de fremmede. Her tænkes næppe

på den fremmedhed, man kan opleve

som almindeligt rejsende, men snarere

på den fremmedhed, der kommer af

at være hjemløs og husvild, fordi man

NY MISSION 30

33

er på flugt af økonomiske eller sociale

grunde.

I forbindelse med artiklens emne vil jeg

pege på tre forhold. For det første skal

det bemærkes, at Menneskesønnen gør

sig til ét med mennesker i nød. ”Alt,

hvad I har gjort mod en af disse mine

mindste brødre, det har I gjort mod

mig” (25,40). Udsagnet ligger i forlæn-

gelse af et grundlæggende træk ved

Jesu forkyndelse: godt nyt til fattige.

For det andet er reaktionen den samme

hos dem, der hjælper, såvel som dem,

der undlader at hjælpe. Begge parter

bliver overraskede. Ved dommen går

det op for dem, at Kristus befinder

sig et andet sted end forventelig. Han

er ’udenfor’ – hos de nødlidende. Lig-

nelsens budskab er, at Jesu disciple må

handle på samme måde som ham, nem-

lig hjælpe dem, der er i nød – og det

uanset, om de hører med i folden eller

ikke.

For det tredje handler lignelsen ikke

kun om den individuelle ansvarlighed.

Ganske vist udlægges den ofte på den

måde, idet man spørger: Hvordan har

jeg forvaltet mit liv? Har jeg besøgt den

syge? Har jeg givet mad til den sultne?

Har jeg hjulpet den fremmede? Har jeg

besøgt den flygtning, som nu sidder i

fængsel og venter på sin opholdstilla-

delse?

Denne udlægning reducerer barmhjer-

tigheden til et spørgsmål om individuel

velgørenhed. Men faktisk taler lignel-

sen om ’folkeslag’, der skal samles foran

Menneskesønnen (25,32), og om det ’vi’

(’I’) har gjort eller undladt at gøre. Lig-

nelsen rejser således spørgsmålet om en

kollektiv ansvarlighed (jf. Brown 1984).

Den efterlyser en kærlighed, der også

har en social eller politisk dimension. Til

os i dag lyder spørgsmålet: Hvad gør vi

som ’folkeslag’, dvs. strukturelt – som

fællesskab – for at forbedre vilkårene

for de fattige, fremmede og forfulgte?

Som hjemløs blandt hjemløseJesu identifikation med de nødlidende

og de fremmede udspringer af et cen-

tralt anliggende i evangeliet. Han fær-

dedes ikke blandt mennesker som en

magtfuld hersker, men som et hjemløst

menneske, der gjorde fælles sag med

alle hjemløse og udstødte. Sammen

med sine nærmeste disciple levede han

uden hjem, uden familie, uden ejen-

dom og uden beskyttelse. Han beskrev

sin egen situation med ordene: ”Ræve

har huler, og himlens fugle har reder,

men Menneskesønnen har ikke et sted

at hvile sit hoved” (Matt 8,20).8

Det er tankevækkende, at kristendom-

mens grundlæggende begivenheder –

jul, påske og pinse – alle er forbundet

med, at Gud kommer til os som den

fremmede. Barnet i krybben, den frem-

NY MISSION 30

34

mede på vejen til Emmaus og Åndens

vældige susen pinsedag møder os som

gådefulde tildragelser, der udfordrer

vore sædvanlige tankemåder. På sam-

me tid åbner de for en ny verden (Koe-

nig 1985:5).

Spørgsmålet er, om Jesus vil blive mod-

taget, når han kommer i skikkelse af

den fremmede. Evangelierne antyder,

at svaret ikke er entydigt, ja, måske

ligefrem negativt. I prologen til Jo-

hannesevangeliet hedder det, at ”han

kom til sit eget, og hans egne tog ikke

imod ham” (Joh 1,11). Heller ikke i de

tre første evangelier er modtagelsen

umiddelbart positivt. Det kommer bl.a.

til udtryk i barndomsfortællingerne hos

Lukas og Mattæus. Ifølge Lukas søgte

Josef og Maria et logi – men forgæves.

Til sidst finder de overnatning i en stald,

”for der var ikke plads til dem i herber-

get” (Luk 2,9). Mattæus fortæller om

flugten til Egypten (2,13-15), og om

barnemordet i Betlehem (2,16-18). Jesu

familie må flygte på grund af forfølgel-

se fra magthavernes side – en situation,

der også kendes af mange i nutiden.

Trods den legendariske udsmykning

afspejler teksterne datidens grumme

virkelighed.

Som tidligere nævnt er også levevil-

kårene barske for den voksne Jesus.

Gennem hele sit liv og især gennem sin

lidelse forud for sin død mærkede Jesus

på sin egen krop, hvad det vil sige at

være sulten, nøgen og fremmed. Men

samtidig viste han os forsoningens vej.

Det kommer rammende til udtryk i

indledning til en nyere salme: ”Herre,

du vandrer forsoningens vej, selv både

flygtning og fredløs” (DDS 613).

Gæstevenskab og måltids- fællesskabChristine Pohl gør opmærksom på, at

to motiver i Bibelen spiller en vigtig

rolle for den teologiske vurdering af

den aktuelle diskussion om flygtninge

og migranter. Det første motiv er Guds-

folkets egne erfaringer af at være mi-

granter og fremmede på jorden: Denne

erfaring er central for den kristne iden-

titet. Det andet motiv er forventningen

om, at menigheden (Gudsfolket) selv vil

tage imod andre fremmede og på den

måde realisere gæstevenskabet (Pohl

2003:5).

I mange tekster er der en kobling mel-

lem gæstevenskabet og holdningen til

de fremmede. Et eksempel er Lukas-

evangeliets fortælling om de to discip-

le, der vandrer fra Jerusalem til Emmaus

(Luk 24,13-35). En fremmed dukker op

og slår følge med dem. Da de er nået

frem til målet for deres vandring, vil

han gå videre, men de inviterer ham in-

denfor til et måltid. Og da brødet bliver

delt, ser de pludseligt, at den fremme-

de i virkeligheden er Jesus selv.

NY MISSION 30

35

Abraham havde en lignende oplevelse,

da han i Mamres lund fik besøg af tre

fremmede vandringsmænd (1 Mos 18).

Han opdagede, at han havde besøg af

engle, ja, af Gud selv. Det er med bag-

grund i denne tildragelse, Hebræerbre-

vet formaner sine læsere: ”Glem ikke

gæstfriheden, for ved at være gæstfrie

har nogle uden selv at vide det haft

engle som gæster” (Hebr 13,2).

Gæstevenskabet er som regel knyttet

sammen med måltidsfællesskabet, og

det skal her bemærkes, at der i evange-

lierne, specielt i Lukasevangeliet, sker

en revision af gæstevenskabet. I flere

lignelser udtrykker Jesus en kritik af

menneskers tilbøjelighed til at begræn-

se gæstfriheden. Således viser lignelsen

i Luk 14,12-14, at man ikke kun skal

indbyde sine venner, brødre, slægtnin-

ge og rige naboer, ”for at de ikke skal

indbyde dig igen og gøre gengæld” (v.

12). Nej, når man holder fest, skal man

indbyde fattige, vanføre, lamme og

blinde, for de har ikke mulighed for at

gøre gengæld.

Umiddelbart efter denne lignelse for-

tæller Jesus lignelsen om det store gæ-

stebud (Luk 14,15-24). En mand indby-

der mange til et stort festmåltid, men

de undskylder sig alle sammen, for de

har ikke tid til at komme. Værten lader

i stedet indbydelsen gå ud til alle de

mennesker, der ikke havde regnet med

at komme med til det storslåede mål-

tid: de fattige og syge. Og de tager alle

imod. Men da der endnu er plads ved

festen, går indbydelsen videre også til

de nødstedte uden for byen: de frem-

mede. Tjeneren får ligefrem besked på

at nøde dem til at gå ind.

Lignelsens vært er et billede på Gud,

der åbner sit rige for alle dem, der vil

komme. Gud er som en gæstfri vært,

der ikke helmer, før hans hus er fyldt

til randen af festglade mennesker. De

privilegerede ønsker ikke at modtage

invitationen, men de udstødte og frem-

mede tager imod.

Når Lukas genfortæller disse lignelser,

ønsker han at minde læserne om, hvem

de er. De skal ikke nøjes med at invitere

deres egne venner og naboer, men må

gå udenfor til de fremmede og forag-

tede. En menighed, der har erfaret, at

Gud er den gæstfri vært, må praktisere

den samme gæstfrihed over for andre.

Det er samtidig den dybe hemmelighed

ved nadveren. Kristne, der selv er gæ-

ster ved Herrens bord, må vise en tilsva-

rende åbenhed over for andre (Koenig

1985:132). Af samme grund spiller op-

fordringen til at vise gæstfrihed en stor

rolle i de nytestamentlige breve; se bl.a.

Rom 12,13 og 1 Pet 4,9.

NY MISSION 30

36

Fjendekærligheden og opgøret med gruppe-solidaritetenNogle vil måske indvende, at de første

kristne ikke altid viste en sådan åben-

hed, f.eks. skriver Paulus i Gal 6,10: ”Så

lad os da gøre godt mod alle, så længe

der er tid, især mod vore trosfæller”.

Umiddelbart ser det ud til, at den ind-

byrdes broderkærlighed her prioriteres

højere end kærligheden til de fremme-

de.

Imidlertid er det vigtigt at sondre mel-

lem en historisk tolkning og de konse-

kvenser, vi i dag vil drage af den tolk-

ning. Vi befinder os nemlig i en helt

anden situation end de kristne i Paulus’

menigheder, og de befandt sig på sam-

me måde i en anden situation end Jesus

selv. Hos os udgør de kristne et flertal i

befolkningen, mens de første menighe-

der var små mindretalsgrupper, og før

påske eksisterede der ingen egentlige

menigheder.

Når det drejer sig om de første menig-

heder efter påske, må to forhold be-

mærkes. For det første bliver de også

fastholdt på fjendekærligheden; det

fremgår f.eks. af Paulus’ opfordring til

at vise gæstfrihed og gøre godt mod

fjenden og den fremmede i Rom 12,9-

21.

For det andet må man forstå et udsagn

som Gal 6,10 i sin konkrete sammen-

hæng. Der er ikke tale om, at kærlig-

heden til ens trosfæller (broderkærlig-

hed) nu erstatter kærligheden til alle,

herunder fjenderne (fjendekærlighed).

Den kristne menighed kan tværtimod

ses som et forsøg på at vise praktiseret

fjendekærlighed. Her mødes nemlig

tidligere modstandere og fjender. I Gal

3,28 siger Paulus, at der i Kristus ikke

er forskel på jøde og græker, træl og

fri, mand og kvinde. Det er ikke ens-

betydende med, at forskellene mellem

f.eks. jøder og grækere udviskes; men

det betyder, at forskellene ikke må bru-

ges til at undertrykke den anden part.

Konsekvensen af Paulus’ udsagn er

vidtrækkende. I dag betyder det, at der

i Kristus - dvs. i den kristne menighed –

ikke er forskel på sort og hvid, ung og

gammel, indvandrer og indfødt, flygt-

ning og fastboende etc. Meningen er

ikke, at alle kulturelle og nationale for-

skelle ophæves, men i menigheden er

enhver diskrimination ophørt. Her er et

fristed. Her er plads til alle.

Jesu egen forkyndelse må være ud-

gangspunktet for kirkens selvforståel-

se. Det er således tankevækkende, at

han gjorde op med enhver form for

gruppe-solidaritet, som det bl.a. ses af

Matt 5,43-47. Mens vores ’naturlige’

kærlighed har en tendens til at være

rettet mod ligesindede, dvs. mod dem,

der har den samme religion, tilhører

det samme folk, det samme parti eller

den samme gruppe som os (se 5,46-47),

NY MISSION 30

37

så er det anderledes med Guds kær-

lighed. Den er ikke baseret på gensi-

dighed eller gengæld, men sprænger

enhver gruppebegrænsning. Gud lader

nemlig sin sol stå op over onde og gode

og lader det regne over retfærdige og

uretfærdige (5,45). Af samme grund

må vores næstekærlighed udvides, så vi

også elsker fjenderne og beder for dem

(5,43-44).

Jesu opfordring til at elske fjenden

sprænger gruppen og tvinger os til at

se med nye øjne på dem, der falder

uden for gruppen og det ’naturlige’

folke-fællesskab. Fjendekærligheden

er således mere radikal end den almin-

delige næstekærlighed. Fordi alle men-

nesker er skabt i Guds billede, og fordi

Gud elsker os med sin selvhengivende

kærlighed, skal vi også uden forskel el-

ske andre mennesker.

Den barmhjertige samaritanerEn tilsvarende radikalisering af næ-

stekærligheden kommer til udtryk i

lignelsen om den barmhjertige sama-

ritaner (Luk 10,25-37). I lighed med

den lovkyndige stiller vi ofte spørgs-

målet: ”Hvem er min næste?” Når

jeg stiller det spørgsmål, forsøger jeg

at finde ud af, hvor langt mit ansvar

rækker. Jeg vil gerne kunne sige: her-

til og ikke længere. Jeg skal vel elske

mine nærmeste, mine slægtninge,

naboer og venner. Og hvis kredsen

udvides, skal jeg vel også elske mine

landsmænd. Men hvem ellers? Også

de mennesker, der er uden for disse

fællesskaber?

Pointen i lignelsen er, at Jesus ændrer

den lovkyndiges måde at spørge på.

Mens den lovkyndige spørger efter næ-

sten som objekt (v. 29), spørger Jesus

efter næsten som subjekt: Hvem har

vist sig som næste over for den over-

faldne (v. 36). Den lovkyndige tvinges

til at indse, at det ikke er en af hans

egne (jøderne), som gjorde det rigtige,

men derimod en foragtet fremmed – en

samaritaner. Her fremtræder den frem-

mede med andre ord som etisk forbil-

lede. Det ville svare til, at vi danskere

måtte erkende, at vores forbillede ikke

var en af vore egne, men en af de frem-

mede, måske en flygtning eller lige-

frem en muslim (Nissen 2005a).

Jesu ændring af spørgeretningen var

altså en provokation for samtidens

jøder. Grænsen mellem ’de andre’ og

’os’ blev sprængt – ikke indefra, men

udefra. Men historien rummer også

en provokation for en kristen menig-

hed, som baserer sin selvforståelse på

en sådan forkyndelse. Det bliver ikke

længere muligt at definere sig selv ud

fra en afstandtagen fra de andre. Pro-

blemet med den lovkyndiges – og vores

– tilgang er, at vi deler mennesker op i

’vi’ og ’dem’. Vi efterlyser en overkom-

NY MISSION 30

38

melig kærlighed. Men kærligheden kan

man ikke definere eller afgrænse. Luk

10 viser, at Jesus stiller spørgsmålet på

en måde, så grænserne udviskes.

Konsekvensen af Jesu forkyndelse er, at

det ikke kan være den kristne menig-

heds opgave at søge sin identitet ved

at afgrænse sig over for de fremmede

og ikke-kristne i ligegyldighed eller

mangel på kærlighed. Sker det, opstår

der en kristen selvtilstrækkelighed og

gruppe-egoisme. Imidlertid er kristen

broderkærlighed grundlæggende for-

skellig fra andre former for broderkær-

lighed. Kristen broderkærlighed be-

står i at hjælpe enhver nødlidende (jf.

Matt 25,31-46). Menigheden er derfor

et åbent fællesskab. Dens identitet er

knyttet sammen med buddet om kær-

lighed til fjenden og til den fremmede.

De kristnes identitet som gruppe består

i, at menigheden overskrider sine egne

grænser.

Ud af betragterrollenI de senere års flygtningedebat har man

undertiden anvendt ordet ’bekvemme-

lighedsflygtninge’. Det er en uheldig

talemåde, for spørgsmålet er, hvem der

befinder sig i en bekvem situation. Er

det ikke snarere de mennesker, der ta-

ger afstand fra at hjælpe flygtningene?

Selv om vilkårene for mennesker på

flugt kan være vidt forskellige, er de

sjældent særlig bekvemme. Det er al-

drig rart at skulle forlade sin hjemstavn

og blive revet ud af sin sammenhæng.

Forlade familie og venner for at be-

give sig ud på en lang rejse, som kan

ende et helt andet sted, end man tro-

ede. Det bekvemme er ikke noget, der

kendetegner mennesker på flugt, men

snarere os, der lever i trygge omgivel-

ser. Når vi tager ud på en rejse, har vi

en vished om, at vi kan vende tilbage

til vore egne.

Problemet er ikke så meget flygtnin-

gene som os, der lever i en situation,

hvor usårlighed synes at have størst

prioritet, og hvor ingen tør vove no-

get. På mange måder ligner vi den lov-

kyndige, som i optakten til lignelsen

om den barmhjertige samaritaner (Luk

10,25-37) ønsker at vide, hvor græn-

sen går for hans ansvar.9 I lignelsen

bliver spørgeren selv trukket ind i livet

som deltager på liv og død – fra den

betragterrolle, hvorfra han vil foreta-

ge næstekærlige togter ind i livet. Han

bliver foreholdt, at han lever af andres

kærlighed mod ham frem for og før-

end hans egen kærlighed mod andre.

Han bliver foreholdt, at han ikke har

kærligheden foran sig som et projekt,

men at han allerede er involveret i

kærlighed, nemlig andres mod ham

(Riis 1986:168).

På samme måde som den lovkyndige

NY MISSION 30

39

må vi ud af betragterrollen. Vi må lade

os bevæge fra apati til sympati i lighed

med samaritaneren og i modsætning til

præsten og levitten. Det kræver en ind-

sats fra vores side. ”Det første skridt er

at blive sig situationen bevidst – både

præsten og levitten var sig den nødli-

dende mands situation bevidst, men de

tog ikke det næste skridt, at identifi-

cere sig med ham, og de svarede ikke

på den udfordring de mødte. ...For at

identificere sig med sin næste er det

nødvendigt med med-lidenhed; man

må gå over på den anden side af ve-

jen…” (Arias 1980:1; min overs.).

Set i relation til flygtningedebatten

har vi her en handlingsmodel i tre fa-

ser: bevidsthed om situationen – dvs.

kendskab til flygtningenes situation og

flugtens årsager – identifikation med

dem og et svar på den udfordring, de

repræsenterer. Det kræver en villighed

til, at vi kommer ud af stedet.

Vores tilgang til virkeligheden ligner

på mange måder den lovkyndiges. Som

ham vil vi gerne vide, hvem vi skal el-

ske. Men det svarer lignelsen ikke på.

I stedet anlægger den et nyt perspek-

tiv (Nissen 2015a). Det drejer sig om at

se virkeligheden med samaritanerens

øjne. Ikke nok med det. Det handler

også om at se virkeligheden med den

overfaldnes øjne. Når det kommer til

stykket, hører både samaritaneren og

den overfaldne til de marginaliserede.

Lignelsen lægger med andre ord op

til at se virkeligheden ’fra neden’. Det

svarer til et grundlæggende træk i Jesu

forkyndelse. Her opfordres vi til at se

verden med de fattige, de nødlidendes

og de fremmedes øjne. Spørgsmålet er,

hvad det betyder for os i dag?10

Noter1. Jf. Holter 2013:60: ”However, the

dichotomy between the two interpretive categories – ’voluntary’ versus ’involun-tary’ migration – does not necessarily fit the complexity of contemporary migration patterns, and an interpretive acknowledgement of simultaneous ‘pull’ and ‘push’ factors is probably better…”. Mapping Migration (2016:26) peger dog på, at brugen af de to faktorer ikke helt passer i en globaliseret verden, hvor et stigende antal mennesker på samme tid hører til i to eller flere samfund.

2. Social Services and Migration 2011:5. Understregningen af den menneskelige dimension er også et central anliggende i publikationen The Inclusion of Migrants and the Role of Diaconal Social Services with Personal Testimonies (2013). I publikationen er fokus på “the human dimension of migration as we remember the persons behind the word ‘migrant’ because every migrant has a name and as all human beings deserve to be treated with dignity, respect and care. Indeed, on these three little words shape much of our work in Diaconia” (s. 5). Se endvidere Nissen 2014:32-36.

3. Prill (2008:49-63) bringer en oversigt over en række bibelstudier. Kapitlet har den karakteristiske overskrift: ”Migrants, refugees and strangers in the Bible – an overview”.

4. Se Nissen, ”Kirke som asyl. Eksegetiske

NY MISSION 30

40

og hermeneutiske bemærkninger”. En del af stoffet indgår i nærværende artikel i bearbejdet form.

5. Jf. også Mogensen: ”Vel kan der ikke i Bibelen hentes konkrete og detaljerede retningslinjer for, hvad man skal mene, tro og gøre i forhold til flygtninge, men der kan angives et udgangspunkt og en retning” (2015:1125). Mogensen henviser for Ny Testamentes vedkom-mende til Bjergprædikenen, hvor der af evangeliet (saligprisningerne) udfoldes en etik (antiteserne). ”Igen: der kan ikke af dette udledes konkrete anvisninger, men der peges på kærlighed og omsorg som grundlag og retningslinjer” (s. 1125).

6. Ang. eksempler på migrationserfaringer med Det Gamle Testamente se Holter (2013, spec. 57-63). Som eksempel på gammeltestamentlige migrationsmotiver – det jeg kalder i teksten – kan nævnes det historiske Credo i 5 Mos 26,5-9, som spiller en central rolle i Holters analyse (s. 63ff).

7. I den nutidige flygtningedebat overses if. Herbst (2016) et vigtigt spørgsmål: Hvad er det, vi alle flygter fra? ”Hvorfor vil vi ikke indse, at flygtningekrisen er et ydre symptom på en eksistentiel flugt fra menneskelighed og værdighed, der kendetegner nord såvel som syd”.

8. Evt. mere udførligt hos Theissen 1979:20-26. Prill beskriver Jesusoverleve-ringen underskriften ”Jesus – a refugee and migrant” (s. 56-58).

9. Lignelsen om den barmhjertige samari-taner spillede i efteråret 2015 en central rolle i den kirkelige og teologiske debat om holdningen til flygtningene.

10. Hvori består folkekirkens opgave i forhold til flygtninge og indvandrere? Skal folkekirken udøve mission, diakoni eller dialog? Er det et enten-eller eller et både-og? Ud fra konkrete eksempler på Vesterbro og i Haderslev understreger Niels Nymann Eriksen og Kirsten Münster

(2014), at det er en falsk modstilling, når mission, diakoni og dialog stilles op som uforenelige størrelser. Tværtimod er det frugtbart, når disse virkefelter på hver sin måde integreres i kirkens måde at møde den flerreligiøse virkelighed på. Sognene går altså på flere ben i forhold til migran-ter. Ikke fordi kirken er i splid med sig selv, men fordi forskellige mennesker og situationer kalder på forskellige måder at være kirke på. Se også min artikel ”Dia-koni og migration” (Nissen 2015b:238).

LitteraturArias, Esther & Mortimer. 1980 The Cry of My People. New York:

Friendship Press.

Brown, R. McAfee1984 Unexpected News: Reading the Bible

with Third World Eyes. Philadelphia: Fortress Press.

Brueggemann, Walter1982 Genesis. Atlanta: John Knox Press.

Eriksen, Niels Nymann & Kirsten Münster 2014 ”Flerbenet migrantarbejde bliver

ikke tyndbenet”. Kristeligt Dagblad, den 1. oktober.

Jackson, Darrell & Alessia Passarelli2008 Mapping Migration. Mapping

Churches’ Responses: Europe Study. Brussels & Geneva: Churches’ Com-mission for Migrants in Europe & World Council of Churches.

Jackson, Darrell & Alessia Passarelli. 2016 Mapping Migration. Mapping Chu-

rches’ Responses in Europe: Belon-ging, Community and Integration: the Witness and Service of Churches in Europe. Brussels & Geneva: CCME & WCC.

Herbst, Martin 2016 “Flygtningestatus. Et eksistentielt

NY MISSION 30

41

anliggende, der berører os alle”. Kristeligt Dagblad, den 13. februar.

Holter, Knud2014 ”My Father Was a Migrant Ara-

mean: Old Testament Motifs for a Theology of Migration”. I Chandler H. Im and Amos Yong (eds.), Global Diasporas and Mission, Regnum Centenary Series, Vol 23. Oxford: Regnum, s. 57-70.

Koenig, John1985 The New Testament Hospitality: Part-

nership with Strangers as Promise and Mission. Philadelphia: Fortress Press.

Mogensen, Kaj2015 “Evangelium og etik. Et stilfærdigt

indlæg i flygtningedebatten”. Præsteforeningens Blad 105, s. 1124-1128.

Nissen, Johannes1992 “Kirke som asyl. Eksegetiske og her-

meneutiske bemærkninger”. Kritisk Forum for Praktisk Teologi, nr. 49, s. 21-32.

2003 Bibel og etik. Konkrete og principiel-le problemstillinger. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

2014 “Creating a Space for the Others”. Diaconia. Journal for the Study of Christian Practice, Vol 5/1, s. 31-36.

2015a “Verden vendt på hovedet. Om Den barmhjertige samaritaner”, Bibliana 16 årg. nr. 1, s. 38-45.

2015b “Diakoni og migration”. Præstefor-eningens Blad. 105, s. 236-239.

Pohl, Christine D. 2003 “Biblical Issues in Mission and Mi-

gration”. Missiology. An Internatio-nal Review. Vol. 31, no. 1, pp. 3-15.

Prill, Thorsten2008 Global Mission on our Doorstep:

Forced Migration and the Future of the Church. Münster: Monsenstein und Vannerdat/MV Wissenschaft.

Riis, Knud1986 ”Luk 10, 23-37” (Prædiken). I Anne

Bønløkke Braad & Mogens Lindhardt (red.), Høje Tider. En postil over første tekstrække. Aarhus: Anis, s.166-169.

Schottroff, Luise1983 “Das geschundene Volk und die

Arbeit in der Ernte Gottes nach dem Matthäusevangelium”. I L. und W. Schottroff (hrsg.), Mitarbeiter der Schöpfung, München: Kaiser Verlag, s. 149-206.

Scrottroff, Willy 1988 “Kirche als unantastbarer Raum für

Flüchtlinge. Biblische und aktuelle theologische Aspekte der Asyl-rechts”. I L. und W. Schottroff , Die Macht der Auferstehung. Sozial-geschichtliche Bibelauslegungen. München: Kaiser Verlag, s. 89-109.

Social Services and Migrations 2011 Policy paper published by Eurodiaco-

nia, Brussell, 6. pages.

Theissen, Gerd 1979 Jesusoverleveringen og dens sociale

baggrund. Et sociologisk bidrag til den tidligste kristendoms historie. København: Hans Reitzel.

Thyssen, Ole2016 ”Engang var flygtninge vores gæ-

ster, nu er de fremmede”. Politiken, den 9. februar. vanThanh, Nguyen & John M. Prior (eds.)

2014 God’s People on the Move: Biblical and Global Perspectives on Mi-gration and Mission, Eugene OR: Pickwick Publications.

NY MISSION 30

42 NY MISSION 30

Johannes Nissen, f. 1944, tidl. lektor, cand. theol., har i mange år undervist i Ny Testamente på

Aarhus Universitets teologiske fakultet og har 2008-2104 også været lektor i praktisk teologi. Har

været medlem af DMS’ bestyrelse 1982-2000 og har i mange år været engageret i økumenisk

arbejde. Har skrevet en lang række bøger, bl.a. om Ny Testamente og mission.

43NY MISSION 30

44 NY MISSION 30

45

Retten til håpAv Kjell Nordstokke

Dagens flyktningkrise er det største verden har stått overfor siden Den

andre Verdenskrig. I denne artikkelen sammenlignes situasjonen den

gang og nå, både likheter og forskjeller påpekes. I begge tilfeller er

kirken blitt utfordret til engasjement, både ved å iverksette diakonale

tiltak og ved å fremme samfunnsverdier som bekrefter menneskeverd

og likeverd, og i særlig grad, flyktningers rett til å håpe på en bedre

framtid.

I et møte arrangert av FNs Menneske-

rettighetsråd (Human Right Council) i

Genève i mars 2015 hevdet generalse-

kretæren i Kirkenes Verdensråd, Olav

Fykse Tveit, at mennesker har rett til å

håpe, ”a right to hope”. Denne retten

grunngav han med sin kristne tro: at

verden er skapt av Gud, menneskene

er skapt i Guds bilde og ifølge bibelens

ord gitt løfte om framtid og håp. Fyk-

se Tveit knyttet denne retten til de to

store utfordringene verdenssamfunnet

står overfor i vår tid: klimaendringene

og flyktningestrømmen (Tveit 2016).

Dette utsagnet gjør det klart, at flykt-

ningsituasjonen, som er tema i denne

artikkelen, også har en religiøs side.

Den handler ikke bare om, at religiøs

ekstremisme er en viktig årsak til økt

konfliktnivå i mange land, med den

følge at millioner mennesker drives på

flukt. Men også vår måte å forholde oss

til flyktningestrømmen på har en ån-

delig eller religiøs side. Det kommer til

uttrykk i vår tilbakeholdenhet, når det

gjelder å bekrefte håpet om en bedre

framtid til de titusener, som nå søker

trygghet hos oss. Ikke bare er vi tilbøy-

elige til å nekte dem dette håpet. Det

kan også se ut, som vårt eget håp rok-

kes, vi blir engstelige for hvordan det

skal gå med våre land, våre velferdsord-

ninger, vår kultur og kristne tradisjoner.

I møtet med mennesker, som har mistet

alt, fester vi blikket på vår egen sår-

barhet og blir engstelige for, at også vi

skal miste noe.

Heldigvis er dette bildet mer nyansert,

enn slik jeg her har framstilt det. Men vi

merker hvordan stemningsbølger opp-

står og påvirker folks holdninger, at det

gir seg politiske utslag og får følger for

galluper og valg. Skal vi tolke dette dit

hen, at vi er i ferd med å legge til side

NY MISSION 30

46

etiske standarder, som i generasjoner

har preget våre samfunn? Nedgraderer

vi den kristne og humanistiske tolknin-

gen av alle menneskers likeverd, og

dermed likeverdig rett til håp? Hva er

vårt oppdrag, vår misjon, som kristne

og som kirker i denne situasjonen?

Flyktningestrøm – før og nåDet sies at dagens flyktningestrøm er

den største siden Den andre Verdens-

krig. I virkeligheten er den enda stør-

re, med over 60 millioner mennesker

på flukt. Å sammenligne med det, som

skjedde den gang, er likevel en nyttig

øvelse, det får fram både likheter og

forskjeller.

Den første åpenbare likheten er, at

det både den gang og nå handler om

mennesker, som er drevet på flukt av

forhold, de selv ikke har ansvar for.

Det tredje rikets sammenbrudd førte

til, at store deler av Øst-Europa gikk i

oppløsning, med den følge, at etniske

minoriteter ble satt under press, for-

di omgivelsene fortalte dem at de var

uønsket. Dette gjaldt særlig folk med

tysk bakgrunn; mer enn ti millioner,

hvis forfedre hadde slått seg ned i land

som Polen, Tsjekkoslovakia og Jugosla-

via for århundrer siden, måtte forlate

alt. Det samme skjedde med mange

jøder, de, som allerede hadde vært ut-

satt for store prøvelser under krigen.

I tillegg mange andre, enten fordi de

hadde en historie, som ikke passet inn

i de nye statsdannelsene i Øst-Europa,

eller fordi håpet deres trakk dem i ret-

ning av land med mer frihet og flere

muligheter enn det, de så var mulig,

der de kom fra. Det er anslått, at Den

andre Verdenskrig resulterte i 40 milli-

oner flyktninger; svært mange av dem

havnet i Tyskland og andre vesteuro-

peiske land, og ufattelig mange mistet

livet på veien dit.

Her er vi ved en enorm forskjell, når

det gjelder situasjonen den gang og

nå. I 1945 lå Tyskland og store deler av

Europa i ruiner, likevel ble det gjort en

kjempeinnsats, for at flyktningene skul-

le hjelpes og få nye hjem. Dagens Euro-

pa er i en helt annen situasjon: Lande-

ne har nytt godt av mange tiårs sosial

og økonomisk utvikling, vi har stabile

politiske ordninger og velfungerende

samfunnsinstitusjoner. Likevel gis det

inntrykk av, at det er mer krevende å

ta imot relativt færre flyktninger i dag

enn det, som viste seg mulig for 70 år

siden.

Det bringer oss til en annen viktig

forskjell. Flyktningene den gang var

i stor grad ’våre egne’; i særlig grad

gjaldt det etniske tyskere, som vendte

’hjem’ til Tyskland etter århundrer i ut-

lendighet. Men slektskapet kom også

til uttrykk gjennom religiøse og politi-

ske sympatier; under krigen hadde vi

NY MISSION 30

47

selv vært utsatt for ideologisk under-

trykkelse, det skapte forståelse og sym-

pati for mennesker, som flyktet fra un-

dertrykkende regimer på andre siden

av jernteppet.

Mye tyder på at dagens flyktninger

ikke møtes med samme sympati. Riktig-

nok appellerte bildet av en liten syrisk

gutt, som var skyllet i land på en gresk

øy, til sterke reaksjoner og motiverte

både politikere og vanlige borgere til

innsats. Reportasjene fra overgrepene

under nyttårsfeiring i Køln synes imid-

lertid i like stor grad å ha vekket antipa-

ti. Det har fått flere til å framstille flykt-

ningene som annerledes enn oss, med

fremmede verdier og med en fremmed

religion. Hvem vet, hvordan de vil rea-

gere, når de blir kjent med vår måte å

leve på? Kanskje vil de bli radikalisert

og bringe de konfliktene, de flykter fra,

til våre nærmiljø?

Dette viser, at dagens flyktningkrise

har sine særlige kjennetegn og utfor-

dringer, og det krever av oss, at vi må

lære å ta dem på alvor, også når vi lar

oss inspirere av tidligere tiders innsats,

som gjorde det mulig for millioner å

la det, de håpet på, bli virkelighet. Da-

gens flyktningestrøm fordrer av oss, at

vi tar stilling til, hvilke verdier vi ønsker

at våre samfunn skal være tuftet på,

og hvilket menneskesyn, som skal leg-

ge til grunn for vår politiske og sosiale

orden. Dette berører oss i særlig grad

som kristne og vår forståelse av, hva det

innebærer å være kirke i vår tid. Hva er

kirkens særlige kall, og hva ønsker vi

som kristne å fremme i denne situasjo-

nen?

Drevet på fluktSkal vi forstå flyktningkrisen, må vi vite,

hva som driver mennesker på flukt. I de

alle fleste tilfeller kommer de fra nasjo-

ner i dyp krise: det er høyt konfliktnivå

eller åpen borgerkrig, myndighetene

har ikke kontroll, viktige samfunnsin-

stitusjoner har kollapset. Somalia, Af-

ghanistan, Irak og Syria er åpenbare

eksempel på land med en slik utvikling.

Det er verdt å notere, at noen av disse

landene, og i særlig grad Syria, tidlige-

re har vært velfungerende, et land med

god økonomi og godt utbygget helse-

og skolevesen. Men borgerkrigen har

lagt det meste av dette i ruiner. Det

hører også med til bildet, at tallet på

land i lignende situasjon øker, for ek-

sempel Libya og Jemen. Risikoen for, at

enda flere skal drives på flukt, er derfor

åpenbar.

Med andre ord, det er ikke generell

fattigdom og mangel på utvikling, som

driver mennesker på flukt. Flyktninge-

strømmen kommer på tross av en gle-

delig utvikling i store deler av verden,

hvor millioner har funnet vei ut av ab-

solutt fattigdom. Evalueringen av FNs

NY MISSION 30

48

tusenårsmål (Millenium Developments

Goals) har dokumentert, at flere barn

går på skole, helsetilbudene er blitt

bedre, kvinners rettigheter er fremmet.

De nye utviklingsmålene (Sustainable

Development Goal), som FN vedtok i

2015, gir grunn til å forvente, at den-

ne positive utviklingen skal fortsette,

og at ekstrem fattigdommen kan være

utryddet i 2030. Men dette gjelder ikke

de landene, flyktningene kommer fra; i

en tid, da mange nasjoner finner vei ut

av fattigdom og nød, bryter de sammen

og er ute av stand til å sikre innbygger-

ne trygge levekår.

Hva er årsaken til at noen land kollap-

ser? En viktig faktor er fravær av stabi-

le og legitime politiske strukturer. De,

som sitter med makten, mangler folke-

lig støtte; i tillegg er det minimalt rom

for politiske meninger, som er i oppo-

sisjon til myndighetene. Erfaringene

har vist, at konfliktnivået i regelen er

lavere i land med demokratiske sam-

funnsordninger; det gir større åpenhet

og flere muligheter for medvirkning i

utviklingen av samfunn, også med tan-

ke på økonomisk vekst og fordeling av

goder. Å styrke sivilsamfunnet er derfor

blitt en viktig strategi i alt utviklingsar-

beid. Det bør også være en strategi for

å motvirke, at nasjoner kan komme til å

bryte sammen og drive sine innbyggere

på flukt.

Men det er ikke alltid, det skjer. Ser vi

på de landene, som har kollapset, har

vestlige land heller fokusert på å fjerne

udemokratiske og brutale politiske le-

dere gjennom militær intervensjon. Det

har de i noen grad lykkes med, men på

en måte, som har skapt politisk vakuum

og gitt rom for andre og ofte enda mer

udemokratiske aktører. Stikk i strid med

det, som var intensjonen, har konflikt-

nivået økt og gjort levekårene for folk

flest enda mer uutholdelige.

Det er derfor et betimelig spørsmål, om

Vesten har et medansvar for utviklin-

gen i disse landene, og dermed et reelt

moralsk ansvar for å bidra til gode løs-

ninger av flyktningkrisen. Det handler

både om tiltak for å hjelpe dem, som

er på flukt, og om forpliktende initiativ

for å redusere konfliktnivået i disse lan-

dene. Framfor alt gjelder dette borger-

krigen i Syria. Mer bruk av våpenmakt

er åpenbart ikke det som trenges.

En annen faktor som har fått en for-

holdsvis stor rolle i denne utviklingen,

er religionen. Mange vil hevde, at det-

te er en ny utvikling, som ikke mange

var i stand til å forutse for få tiår siden.

Riktignok finnes det mange eksempler

i nyere historie på, at religiøs tro har

inspirert til politisk engasjement, i for-

mer, som de fleste av oss vil oppfatte

som enten positive eller negative, det

gjelder både jødiske, kristne, islamske

NY MISSION 30

49

og andre trostradisjoner. Det er vanske-

lig å se, at religionen i seg selv er kon-

fliktutløsende, det er i allerede forefin-

nende konfliktsituasjoner, at religionen

kan medvirke til ekstreme tolkninger

av slike konflikter og legitimere bruk av

vold som virkemiddel for å oppnå be-

stemte mål.

Det faktum, at islam mange steder

kynisk misbrukes av ekstremister for

grunngi deres brutale framferd, må

derfor ikke føre til den oppfatning, at

islam i seg selv er inhuman og forher-

liger voldsbruk. Derimot er det viktig å

fremme en redelig samtale om enhver

religions vesen og samfunnsrolle, sær-

lig når de framstår med absolutte svar

på kompliserte spørsmål og det kreves

total lydighet overfor religiøse auto-

riteter. På samme måte som vi kristne

har oppgitt forestillingen av kristne

nasjoner, fordi det faktisk bryter med

grunnleggende verdier i kristentroen,

må vi spørre, om forestillingen om is-

lamske stater, slik den ofte framstilles

av radikale røster innen islam, virkelig

er i pakt med de grunnleggende verdi-

ene i islamsk tro.

Religiøse aktørers rolleReligion hører med andre ord med i

framstillingen av flyktningkrisen. Reli-

gionen bidrar til å forsterke de konflik-

tene, som driver mennesker på flykt.

Det kreves derfor religiøs innsikt og

rom for religiøse aktører, når initiativ

tas for å bygge ned konflikter og leg-

ge forholdene til rette for forsoning og

fred.

Religionen teller også med, når vi mø-

ter flyktninger i vår del av verden. Vi

kan falle for fristelsen til å gi rom for

mistro og frykt. Det er viktig, at vi lærer

å se, at religion for mange er en viktig

ressurs, når de har mistet alt annet og

er tvunget til å dra i utlendighet; vel

framme på et nytt sted kan nettopp

møtet med trosfeller være avgjørende,

det kan hjelpe dem til integrasjon og til

å tolke sin nye tilværelse på en måte,

som bekrefter håp. Vi vet, at effekten

også kan være den motsatte, en opple-

velse av ubehag ved alt, som er nytt og

annerledes, og en følelse av aldri å kun-

ne være en del av det samfunnet, som

en nå er blitt del av.

Derfor er det så viktig, at menneskene,

de møter, har forståelse for deres reli-

giøse verden. Det er det ingen garanti

for i flyktningmottakene. Myndigheter

og byråkrater i vår del av verden er ikke

kjent for sin religiøse kompetanse. De-

res verdensbilde er gjerne sekulært, re-

ligion er i beste fall en privatsak og ikke

en del av offentlig forvaltning.

Dette er en sak, som kirkene kan bidra

til å løfte fram. Som allerede påpekt,

flyktningestrømmen utfordrer krist-

ne og kirken til å la seg engasjere, og

NY MISSION 30

50

det på flere plan. I stor grad handler

dette om å være en kirke som våger

å ta ordet i det offentlige rom (public

church), ikke minst ved å ta på seg rol-

len som advokat (advocacy). Det om-

fatter forsvar av menneskers verdighet,

når de framstilles på en måte som ikke

tar hensyn til deres reelle livssituasjon,

og de fratas retten til håp. Det innebæ-

rer også, som vi har sett, en påpekning

av religionens faktiske rolle og vik-

tigheten av et helhetlig menneskesyn

i møtet med dem, som har vært utsatt

for svære påkjenninger.

Rollen som kirke i det offentlige rom

innebærer også aktiv deltakelse i debat-

ten om, hva slags samfunn vi ønsker å

være, og hvilke verdier som skal legges

til grunn. Kan vi være med på en utvik-

ling, som ønsker, at geografiske grenser

skal legitimere grov forskjellsbehand-

ling og ulik adgang til samfunnsgoder?

Har vår rett til håp forrang foran andre

menneskers lengsler om et liv i trygg-

het?

Kirkens ord i det offentlige rom vil imid-

lertid bare ha vekt, om det ledsages av

troverdig handling. Om vi går tilbake

til situasjonen i 1945, ser vi at kirkene

den gang tok på seg et hovedansvar

for å hjelpe flyktningene. Kirkeledere

i Europa og Norden gikk sammen med

de nye lederne for kirkene i Tyskland

slik at hjelpearbeid kunne koordine-

res, samtidig som lokale menigheter

kunne rustes til innsats. Det lutherske

Verdensforbund, som ble stiftet i Lund

i 1947, gjorde flyktningarbeid til en av

sine hovedsaker, og i årene, som fulg-

te, fikk mange millioner hjelp. Slik kom

diakonal innsats til beste for mennesker

i nød også til å berede grunnen for nye

relasjoner mellom kirkene og deres

medlemmer; kristne fra land, som bare

noen år tidligere hadde vært i krig med

hverandre, beveget seg i retning av for-

soning og fred.

Også i forhold til dagens flyktningkrise

er det bruk for diakonale tiltak, som

fremmer forsoning. Det finnes gode

faglige grunner til å forstå diakoni

som forsoningsarbeid, som oppgaven

å gå imellom (go-between), med mot

til å vise vei i en krevende tid (Collins

og Nordstokke 2011:41-47). Dette er

ingen enkel oppgave, og det vil være

røster, som hevder, at kirken ikke har

noe mandat til å opptre i et minelagt

politisk rom. Da preses i Den norske Kir-

ke, biskop Helga Haugland Byfuglien,

i oktober 2015 kritiserte regjeringen

for å ville bruke penger fra bistands-

budsjettet til tiltak for flyktninger i

Norge, og beskrev det som uverdig ӌ

kutte i bevilgninger til fattige menne-

sker og land”, repliserte innvandrings-

minister Sylvi Listhaug med å hevde, at

dette var uttrykk for ”et godhetstyran-

ni som rir det norske samfunnet som en

NY MISSION 30

51

mare”. Det er noe nytt, når en politiker

og medlem av regjeringen framstiller

godhet som noe negativt, ja, faktisk

som et tyranni, som plager befolknin-

gen. Det viser, hvor nødvendig det er,

at kirken lar sin røst lyde i det offent-

lige rom, men klargjør samtidig, hvor

krevende dette er.

Som tilfellet var etter Den andre Ver-

denskrig, kan kirkene også i dag ha

nytte av å opptre sammen og lære av

og med hverandre. Kirkenes Verdens-

råd og andre økumeniske organer har

sett det som en viktig oppgave å ha en

aktiv dialog med kirkene i Midt-Østen,

på den måten blir viktig informasjo-

nen om forholdene, som driver mange

mennesker på flukt, formidlet til oss. På

samme måte finnes det mange eksem-

pler på støtte til diakonale tiltak i regi

av kirker og andre trosbaserte aktører

i regionen. Diakonale tiltak rettes mot

dem, som trenger hjelpen mest, uan-

sett religion og etnisk bakgrunn. Dette

er håpstegn, konkret handling som be-

krefter retten til håp.

LitteraturCollins, John N. og Kjell Nordstokke 2011 ”Diakonia – Theory and Praxis”, i

Kjell Nordstokke: Liberating Dia-konia. Trondheim: Tapir akademisk forlag, s. 41-47.

Tveit, Olav Fykse 2016 Service and Advocacy: Matters of

Faith. Foredrag på Nordic Conferen-ce on Systematic Theology, Helsinki, January 9.

NY MISSION 30

Kjell Nordstokke, f. 1946, er dr.theol. og professor emeritus i diakonivitenskap, har siden 1990

vært knyttet til Diakonhjemmet i Oslo. Har vært misjonær i Brasil i flere perioder. Var direktør for

avdelingen for misjon og utvikling i Det lutherske Verdensforbund 2005-2009. Styreleder for Kir-

kens Nødhjelp 2010-2016. Har publisert en rekke arbeider innenfor misjons- og diakonivitenskap.

52 NY MISSION 30

53

Flygtningepolitik. Historiske og internationale perspektiver

Af Jens Holger Schjørring

Efter Første Verdenskrig blev der taget initiativ til internationalt og

økumenisk samarbejde om afhjælpning af flygtningeproblemet, men

det hæmmede arbejdet, at Folkeforbundet aldrig kom til at fungere.

De endnu større flygtningeproblemer efter Anden Verdenskrig førte til

et samarbejde mellem kirkerne på tværs af lande- og konfessionsgræn-

ser. Danmarks udfordring var at tage sig af 245.000 tyske flygtninge,

og holdningerne i befolkningen til opgaven viste sig at være delte. Fra

sommeren 1945 blev der iværksat et stort internationalt program for

kirkeligt, økumenisk hjælpearbejde, der også havde stærk bistand fra

dansk side. Hjælpen gik ikke blot til flygtninge i Europa, men også til

flygtninge i andre dele af verden.

Mens det ikke efter Første Verdenskrig lykkedes at skabe forsoning mel-

lem kirkerne på begge sider af fronten, lykkedes det efter Anden Ver-

denskrig – bl.a. efter en bekendelse af skyld fra tyske kirkeledere og på

baggrund af den akutte udfordring, som de mange millioner flygtninge

repræsenterede - at skabe forsoning, fællesskab og samarbejde. Det før-

te til dannelsen af Det Lutherske Verdensforbund i 1947 og Kirkernes

Verdensråd i 1948. Samarbejdet i Det Lutherske Verdensforbund udvik-

lede sig i de første år inden for fire områder, der viste sig at danne møn-

ster for forbundets videre arbejde: afhjælpning af flygtningens akutte

nød, mission, økumenisk samarbejde og teologiske samarbejde.

Flygtningepolitikken er i løbet af det

20. århundrede blevet akut først og

fremmest på grund af de to verdenskri-

ges eftervirkninger. I begge situationer,

dvs. efter 1918 og 1945, blev der taget

initiativ til internationalt og økumenisk

samarbejde for at lindre den kolossale

humanitære nød, der rådede. I begge

tilfælde orienterede man sig i første

omgang ud fra forholdene i Europa.

NY MISSION 30

54

Der var lighedstræk mellem de to hi-

storiske situationer, men der var lige

så åbenbare forskelle. Efter Første Ver-

denskrig herskede der stor nød i alle de

krigsførende lande, millioner af sårede,

hjemløse, traumatiserede og desillusio-

nerede, hvortil kom, at der var millio-

ner af syge som følge af Den Spanske

Syge, verdens hidtil mest omfattende

influenzaepidemi, der rasede i krigens

slutfase. Der var desuden trængte min-

dretal, fordrevne samt ofre for totali-

tære styreformer med en stor strøm af

flygtninge til følge. Særligt grelle var

forholdene i og omkring Rusland, hvor

det nye bolsjevistiske styre gennemfør-

te en brutal udrensningspolitik efter

revolutionen i 1917, og - af helt andre

grunde - i det tidligere habsburgske

dobbeltmonarki Østrig-Ungarn, der

som bekendt blev opløst som følge af

fredsslutningerne i 1919 og blev til en

stribe nye nationalstater, den mest om-

fattende ændring af det europæiske

landkort i det 20. årh.

Blandt de kirkelige og økumeniske ini-

tiativer, der blev taget efter 1918, er der

først og fremmest grund til at nævne

”Kollegahjælpen til Europas nødliden-

de Kirker”, der har sammenhæng med

dannelsen af Folkekirkens Nødhjælp

en del år senere, og som ikke mindst

skyldtes dansk inspiration og handle-

kraft, med Alfred Theodor Jørgensen

som hovedperson. Desuden bør næv-

nes Det lutherske Verdenskonvent,

grundlagt i Eisenach i 1923, der også

havde amerikansk deltagelse, og som

kunne disponere over storsindet øko-

nomisk offervilje fra de lutherske kir-

ker i USA. Det politiske instrument, der

skulle bidrage til at afhjælpe nøden og

forhindre nye krige, Folkeforbundet,

iværksatte en række initiativer, der i

første omgang i bedste fald kunne ku-

rere lidt på symptomerne, men viste sig

slet ikke at kunne holde stand, da nye

udfordringer meldte sig i 1930’rne. En

fundamental vanskelighed var, at det

ikke lykkedes at få Folkeforbundet til

at fungere i forhold til de totalitære

regimer, Sovjetunionen, Nazi-Tyskland,

Mussolini-Italien eller Franco-Spanien.

Derfor stod det internationale samfund

over for en række uløste problemer, al-

lerede da Anden Verdenskrig brød ud,

og disse problemer meldte sig i forstær-

ket omfang, da krigen var slut i 1945.

Omfanget af nøden var endnu større

end tidligere: Der var 11-12 millioner

’displaced persons’. Ødelæggelser, der

var forårsaget af nye våben, var meget

omfattende. Atomvåbnene gav en knu-

gende fornemmelse af et truende ato-

mart ragnarok. I de første måneder og

år efter krigens afslutning føjede afslø-

ringerne af koncentrations- og tilintet-

gørelseslejrenes gru endnu en dimensi-

on til dette indtryk af barbari af hidtil

uset omfang. Krigen var i højere grad

NY MISSION 30

55

gået ud over civilbefolkningen. Krigen

havde i langt højere grad end Første

Verdenskrig fået globalt omfang. F.

eks. må vi ikke glemme, at krigshand-

lingerne i Stillehavsområdet var mere

omfattende end i Europa. Heraf fulgte

en desillusionering, en værdikrise, som

også blev en overvældende udfordring

for kirkerne. De opgaver, der lå foran

kirkerne, var dog samtidig en impuls til

pionerindsats og samarbejde mellem

kirkerne på tværs af lande- og konfes-

sionsgrænser, hvilket skulle blive et af-

gørende træk ved efterkrigsperioden.

Det gjaldt flygtningespørgsmålet, men

også andre områder.

Konkluderende om de almindelige vil-

kår efter de to verdenskrige kan man

sige, at de umiddelbart satte sig spor

i håbløshed og desperation. Men hos

mange ildsjæle med opbakning fra vide

kredse i befolkningen afløstes afmagt

og kynisme af trodsig vilje til at gøre en

indsats for at lindre nøden, vise solida-

ritet blandt nødstedte. Det gjaldt også

i Danmark, selvom vi her i landet havde

levet i et smørhul sammenlignet med

de fleste lande omkring os.

Flygtninge i Danmark - flygtnin-ge i Europa og i verden udenforI sommermånederne 1945 var der om-

kring 245.000 flygtninge i Danmark, de

fleste af dem fra de tyske østområder,

der nu var blevet besat af russiske sol-

dater. Der var i første omgang overho-

vedet ikke tale om en internationalt

koordineret indsats for at fordele de

mange millioner flygtninge, krigsinva-

lider, forældreløse børn, kvinder, der

havde mistet deres soldater-ægtefæl-

ler eller i årevis ikke havde modtaget

nyt. Derimod vidste alle, at Danmark

set i europæisk perspektiv var et helle

i et oprørt hav af vold og ødelæggel-

se, et land med fødevarer og mulighed

for hjælp. Tilsvarende havde den ty-

ske værnemagt under krigen anvendt

Danmark som et rekreativt hvilested

og spisekammer, når de hårdt prøvede

soldater havde brug for et par ugers af-

slapning og opfedning, inden de blev

sendt af sted til et nyt frontafsnit oftest

mod øst.

Men det var nu ikke, fordi de mange

tyske flygtninge efter 1945 fra alle sider

blev mødt med hjælp og gæstfrihed.

Holdningerne i den danske befolkning

var stærkt delte. Der var på den ene

side dem, der så det som en simpel pligt

at tilbyde de nødstedte og nedbøje-

de flygtninge omsorg og hjælp, både

i form af lægelig assistance, mad og

klæder og assistance til børnenes un-

dervisning og tidsfordriv. Men der var

rigtignok en meget stor gruppe i be-

folkningen, der aldeles ikke var parat til

at hjælpe. Deres holdning var dikteret

af, at de betragtede de tyske flygtnin-

ges nød som den velfortjente straf for

NY MISSION 30

56

Nazi-Tysklands brutalitet. Overhovedet

var adfærdsmønstrene i den danske be-

folkning i befrielsessommeren 1945 og

i den første tid derefter præget af, at

flertallet betragtede Danmark som et

land, der hele tiden havde ført kamp

mod den aggressive fjende mod syd.

Når nu det var lykkedes i kraft af sam-

arbejde med de allierede at nedkæm-

pe de nazistiske bødler, var der ingen

plads til blødsødenhed over for tysker-

ne, hverken de onde gerningsmænd i

første geled eller dem, der var blevet

ofre for deres landsmænds voldspolitik

og nu lå som de havde redt. De fleste

danskere opførte sig med andre ord,

som om vi hele tiden havde været en

nation af modstandskæmpere. Glemt

var samarbejdspolitikken, og fortrængt

var ubehagelige kendsgerninger, såsom

at vores samarbejdspolitikere med be-

folkningens aktive støtte havde valgt

den bekvemme udvej, i det mindste

indtil 29. august 1943, nemlig at sam-

arbejde med besættelsesmagten og

dermed overlade det til andre lande

at bekæmpe nazismen. Denne tendens

til fortrængning lå bag store dele af

retsopgøret efter krigen, hvor de sam-

me politikere, der i sin tid havde ar-

gumenteret for samarbejdspolitikken

og ført den ud i livet, nu vedtog love

med tilbagevirkende kraft, hvormed

de kriminaliserede bl.a. værnemagere.

Tilsvarende fortrængningsmekanismer

lå bag den afvisende holdning, man-

ge indtog over for flygtningene. Deraf

kom det, at der var læger, der nægtede

at yde lægelig behandling til syge flygt-

ninge, og præster, der nægtede at give

kirkelig betjening til flygtninge. Det var

selvsagt ikke sådan, at alle flygtningene

var uskyldige ofre eller oversete heroer,

men de fleste af dem var dog gamle,

kvinder og børn, der måske nok havde

været med til at råbe ’Heil Hitler’, men

som nu var pjaltede stakler på flugt. I

sammenligning med hovedparten af

danskere var der i alle tilfælde tale om

to vidt forskellige verdener.

Disse forhold blev taget op af nog-

le danskere, der gik i rette med deres

landsmænds selvretfærdighed. En af

dem, der talte stærkest, var K.E. Løg-

strup, der i et indlæg i eftersommeren

1945 gik i rette med danskernes hang

til ’selvvelbehagelighed’. Løgstrups har-

me var blevet vakt, da han havde iagt-

taget nogle landsmænds hoverende

ringeagt over for tyske flygtninge. Lige

så påkrævet det var under krigen at

kæmpe imod nazismen, lige så meget

var det nu en indlysende forpligtelse af

yde solidarisk hjælp til den næste, der

ingenting havde, fremførte Løgstrup

med sin karakteristiske lidenskab. Den

manglende vilje til hjælp så Løgstrup i

forlængelse af den fejhed, der havde

ligget bag eftergivenhedspolitikken ef-

ter 9. april. Han plæderede derfor for

NY MISSION 30

57

et redeligt opgør i stedet for det selv-

bedrag, han så florere (Løgstrup 1945).

Det er afgørende, at vi her i landet

havde flygtningespørgsmålet tæt på,

samtidig med at der efterhånden blev

iværksat et omfattende hjælpepro-

gram for at hjælpe på nøden ude om-

kring. Denne hjælpeindsats gik i man-

ge retninger. Den gik i første omgang

til vore nordiske naboer i Norge og

Finland. Over for begge lande havde

mange danske en dårlig samvittighed,

af vidt forskellige grunde over for de

to lande, men dog i begge tilfælde

dikteret af, at man beundrede den he-

roiske modstandskamp, nordmænd og

finner havde udkæmpet, samtidig med

at man var en kende utilpas ved den i

sammenligning privilegerede situation

her i landet. Noget tilsvarende gjaldt i

Sverige, hvor den dårlige samvittighed

måske var endnu mere forklarlig.

Men hjælpen gik også til at afhjælpe

den umiddelbart helt uoverskuelige

nød i Tyskland. Som sagt var der i alt

omkring 11 millioner ’displaced per-

sons’. Nogle af dem havde fundet vej til

slægtninge, hvor de kunne få husly og

mad, mens andre levede i årevis i flygt-

ningelejre under kummerlige forhold.

Der blev fra sommeren 1945 iværksat

et stort anlagt program for kirkeligt,

økumenisk hjælpearbejde, mest under

ledelse af amerikanske medarbejdere

fra det økumeniske sekretariat i Genè-

ve, men også med talstærk og effektiv

bistand fra bl.a. dansk og svensk side.

De nationale hjælpeagenturer gik i

samarbejde med de internationale og

økumeniske. Og man bør tilføje, at

hjælpen også gik uden for Europa, bl.a.

til Mellemøsten, hvor et hjælpearbejde

blev indledt, i første omgang for de for-

trængte palæstinensere, forestået bl.a.

den danske Christian Christiansen, samt

i Hongkong, hvor der opholdt sig rigtig

mange flygtninge, der var på flugt fra

kommunisterne.

Det afgørende er, at der var tale om

et samspil mellem situationen indadtil

i Danmark og den omfattende kata-

strofesituation ude i verden. Danskerne

følte på nærmeste hold, hvad det vil-

le sige at være omgivet af flygtninge,

og havde dermed lettere ved at indse

behovet for at deltage i internationalt

hjælpearbejde.

Skyld-tilgivelse-solidarisk hjælp. Fra sammenbrud til nyt samar-bejdeLige som der var fundamental forskel

på selve krigsforløbene, afslutninger-

ne og fredsslutningerne, når man sam-

menligner de to verdenskrige, sådan

var der tale om to verdener i henseende

til socialpsykologi og følgevirkningerne

for økumenisk samarbejde.

NY MISSION 30

58

Første Verdenskrig førte til, at fire riger

brød sammen: det russiske tsar-rige, det

osmanniske sultanrige, det østrig-un-

garske dobbeltmonarki og det tyske

kejserrige. I alle fire tilfælde førte kol-

lapsen til nye styreformer, politisk usta-

bilitet og indre uro, hvilket bl.a. skabte

store minoritetsproblemer og flygtnin-

gestrømme. Man behøver blot at tænke

på konsekvenserne i Mellemøsten efter

det osmanniske riges sammenbrud, på

de mange nationale minoriteter i det

tidligere Østrig-Ungarn, på flygtninge

og forfulgte i det nye sovjetiske imperi-

um og på den udbredte elendighed og

frustration i Weimarrepublikken, der

afløste det tidligere Andet Tyske Rige.

Det havde afgørende negative konse-

kvenser for det internationale samar-

bejde, der ellers blev forsøgt etableret

i samme periode. Specielt for samarbej-

det mellem protestantiske kirker viste

det sig katastrofalt, at tyskerne efter

Versailles-traktaten gemte sig bag et

skjold af forurettelse og hævngerrig-

hed. Harmen skyldtes ikke mindst, at

Tyskland ifølge traktaten blev pålagt

skylden for krigen, hvilket var en væ-

sentlig præmis for de hårde fredsvilkår,

Tyskland blev pålagt. Bl.a. lagde tysker-

ne armene over kors og demonstrere-

de trodsigt, da ærkebiskop Söderblom

i 1925 arrangerede det i øvrigt betyd-

ningsfulde Stockholm-møde.

Helt anderledes udviklede det sig i pe-

rioden efter maj 1945. En skitse over en

række betydningsfulde begivenheder

kan give et indtryk af de nye impulser,

der dannede baggrund for, at Tyskland

på en helt anden måde blev integreret i

internationalt kirkeligt samarbejde.

I august 1945 mødtes de tidligere le-

dere fra Bekendelseskirken for første

gang efter krigens afslutning. De hav-

de ganske vist været enige om at gøre

modstand mod den nazistiske rigskir-

keledelse og de nazi-inficerede Tyske

Kristne. Men de havde været rygende

uenige om, hvordan modstanden skulle

føres ud i livet, og hvor langt man skul-

le gå. Nu mødtes de stridende parter så

på ny i den lille by Treysa ved Kassel og

enedes i det mindste om at være ueni-

ge på en så tilpas konstruktiv måde, at

de sidenhen kunne mødes igen. En be-

tydningsfuld og ofte overset omstæn-

dighed ved mødet var tilstedeværelsen

af en økumenisk gæst, den amerikan-

ske teolog Stewart Winfield Herman.

Han var kommet til det økumeniske

sekretariat i Genève i forsommeren og

var nu medarbejder der. Som den første

civile overhovedet fik han i slutningen

af august tilladelse af besættelsesmyn-

dighederne til at rejse ind i Tyskland,

så han kunne være med bl.a. i Treysa

og i øvrigt forberede en hjælpeind-

sats. Da han hen imod mødets slutning

fik ordet, holdt han en tale, hvori han

forsikrede de tyske kirkeledere om, at

NY MISSION 30

59

kirkerne i USA var klar med hjælp til de

krigshærgede medkristne i Tyskland,

men at man fra amerikansk side vente-

de på et afgørende signal fra tyskerne.

Man forventede, at de kristne i Tysk-

land ville tage afstand fra den ondskab,

der var blevet forvoldt i Det Tredje Rige,

og vedstå et medansvar for de ulykker,

der var skyllet ind over deres eget land

og de lande, Tyskland havde ført krig

imod (Söhlmann 1946).

Denne lille episode var en betydnings-

fuld station på vejen hen imod et

endnu vigtigere møde i Stuttgart den

18. - 19. oktober 1945. Her mødtes for

første gang en hel delegation af kristne

fra Holland, Frankrig, Schweiz, USA og

England med repræsentanter for den

tidligere Bekendelseskirke. De tyske

delgerede læste her en erklæring op,

hvori de bekendte deres skyld. De tak-

kede gæsterne, idet de så besøget som

udtryk for, at der var vilje til at opbygge

et nyt fællesskab. Denne taknemmelig-

hed var desto større, fortsatte tyskerne,

fordi de vedstod, at de sammen med

deres folk var ansvarlige for den uende-

lige lidelse, der var blevet påført andre

folk. Det hed videre: ”Ganske vist har

vi i Jesu Kristi navn kæmpet imod den

ånd, der havde fundet udtryk i det nazi-

stiske voldsregimente, men vi anklager

os selv, fordi vi ikke har bekendt mere

modigt, bedt mere indtrængende og

ikke har troet mere inderligt og bræn-

dende” (Besier & Sauter 1986). Sam-

menkomsten fortsatte med en fælles

gudstjeneste. I sommeren 1946 mødtes

en række lutherske kirkeledere fra de

vigtigste lutherske kirker fra begge si-

der af Atlanten til et møde i Uppsala for

at forberede et større møde, hvori man

ville etablere et varigt samarbejde mel-

lem lutherske kirker.

De forsamlede repræsentanter var næ-

sten nået igennem dagsordenen, da

der dukkede tre nye gæster op, tre lu-

therske kirkeledere fra Tyskland, anført

af den lutherske landsbiskop i Bayern,

Hans Meiser. Biskop Meiser blev budt

velkommen af den svenske vært, ærke-

biskop Erling Eidem. Derpå kvitterede

Meiser med en tale, hvori han forsikre-

de, at man i Tyskland hele tiden havde

håbet på, at fælleskabet, der under

krigen var suspenderet, på ny ville kun-

ne genoptages. Han gav udtryk for, at

man nu var blevet smertelig bevidst om

omfanget af den ondskab, der havde

gennemsyret det nazistiske regime. I

særdeleshed følte han stor smerte over

den sørgelige skæbne, der var overgået

millioner af jøder. De delegerede fra de

andre kirker tog imod Meisers ord og

gik så i øvrigt videre med forberedel-

ser til det store møde det følgende år

(Schjørring o.a. 1997).

Dette møde fandt sted i sommeren 1947

i Lund, hvor Det Lutherske Verdensfor-

NY MISSION 30

60

bund blev grundlagt. Det er ikke stedet

her at omtale de talrige indlæg, der

blev holdt, og de beslutninger, der blev

truffet. Kun et grundliggende moment

skal anføres i fortsættelse af de tidlige-

re omtalte episoder, der omhandlede

skyld og tilgivelse. Ved den store fæl-

lesgudstjeneste prædikede ærkebiskop

Eidem ud fra de paulinske ord: ”Bær

hinandens byrder”. Den lidenskabelige

appel til kristelig solidaritet, som Eidem

fremmanede, fik en ikke mindre ud-

tryksfuld fortsættelse, da der efterføl-

gende var fælles nadver. Nogle af de ty-

ske delegerede gav bagefter med våde

øjne udtryk for, at dette ikke alene var

første gang, de efter krigen var uden

for Tyskland, men også første gang, at

de på denne måde mødtes med brød-

re og søstre fra andre kirker, knælede

sammen med dem ved Herrens bord og

sammen modtog brød og vin.

Den her skitserede udviklingslinje kan

fortsættes, ikke mindst med dannel-

sen af Kirkernes Verdensråd året efter

i Amsterdam, men de allerede omtalte

øjeblikke må være tilstrækkelige til at

karakterisere en impuls, der skulle vise

sig betydningsfuld for det økumeniske

samarbejde, det lykkedes at etablere

efter 1945: samspillet mellem skyld-

bekendelse, tilgivelse og etablering af

solidarisk samarbejde. Det hører rigtig-

nok med i billedet, at der knyttede sig

store vanskeligheder til bekendelsen af

skyld i Tyskland. Der var mange kristne i

Tyskland, der indigneret gav udtryk for,

at det var lige hårdt nok, at de nu skulle

tåle så kummerlige kår og samtidig på-

føres en skyld så omfattende, at deres

skuldre dårligt kunne bære den. Mange

anførte endvidere, at de kristne i Tysk-

land ganske vist var medskyldige i en

grasserende ondskab, men de tilføjede,

at der også var folk fra andre lande og

kirker, der havde forøvet ondt, idet de

bl.a. henviste til, hvordan den sovjetiske

røde hær havde hærget, og den nød,

der nu herskede i de sovjetisk besatte

zoner. Desuden var der flere, der stille-

de spørgsmål ved, om det filosofisk og

kristeligt overhovet var meningsfuldt at

tale om kollektiv skyld, og om det var

på sin plads at hævde, at et enkelt folk

havde eneskylden.

Sådanne indvendinger var i og for sig

forståelige og samtidig symptomer på,

hvor smerteligt det var at lade selvran-

sagelse og anger komme til udtryk på

ruinerne af krigen. Men det væsentli-

ge er og bliver, at der på trods af så-

danne forbehold var lagt en kim, der

gradvist satte sig frugt. Denne vilje til

en ny fælles begyndelse var en afgø-

rende forudsætning for, at det omfat-

tende hjælpearbejde med flygtninge

osv. kunne sættes i værk og følges op

med etablering af nye faste samar-

bejdsstrukturer.

NY MISSION 30

61

Flygtningeindsats som led i en helhedsstrategiI årene umiddelbart efter krigsafslut-

ningen 1945 var der et momentum for

flygtningeindsatsen og for nødhjælp

i det hele taget. Man kan gå så vidt

som at sige, at det var den akutte ud-

fordring, som de utallige flygtninge

repræsenterede, der gjorde det presse-

rende at sætte både nationale, interna-

tionale, politiske og økumeniske initia-

tiver i gang. Arbejdet blev indledt uden

tanke for, om det skulle være perma-

nent eller om hvilket helhedskoncept,

det var båret af.

Selvom flygtningearbejdet havde lej-

lighedskarakter, blev det alligevel føjet

ind i en større ramme, og denne inte-

grerede plads i en helhed er forklarin-

gen på, at det blev bredt accepteret, og

at samarbejdet holdt sig ud over den i

mange henseender kaotiske situation,

der karakteriserede indledningsfasen.

Flygtningearbejdet blev indledt ud fra

en nuanceret forståelse af den interna-

tionale kontekst. Dette kunne kun ske,

i kraft af at de nationale sekretariater

var i kontinuerlig kontakt med parallel-

le institutioner i nabolandene og med

de internationale sekretariater, først og

fremmest dem i Genève. Det er en ube-

stridelig historisk kendsgerning, at der

var flest nødlidende og fordrevne i det

tyske område, og det er lige så åben-

bart, at hovedparten af den internati-

onale hjælp efter 1945 gik til Tyskland.

Det er lige så afgørende, at de tyske

kirker selv etablerede institutioner, der

kunne bistå. De havde naturligvis det

indlysende forspring, at de var tæt på

og kunne udnytte den sproglige, kul-

turelle og socialpsykologiske nærhed.

Det gælder Evangelisches Hilfswerk og

mange andre tilsvarende organisatio-

ner. Men langt hovedparten af medar-

bejderne kom fra donorlandene, resp.

donorkirkerne.

Arbejdet rummede mange aspekter. I

første omgang drejede det sig natur-

ligvis om at skaffe husly, klæder og

medicin. Dernæst gjaldt det om at lave

søgetjenester, således at flygtningene

kunne få underretning om deres fami-

liers og slægtninges skæbne. Endvidere

var det en indlysende opgave at lave

skoleundervisning for børnene og at

sørge for kirkelig betjening for alle. Det

hører med i billedet, at dette arbejde

i løbet af få år skiftede karakter i takt

med at den akutte nød blev afhjulpet,

den tyske samfundsøkonomi, de tyske

regionale kirker og centralledelsen kom

ind i en normaliseret hverdag. Allerede

i slutningen af 1950’rne var genopret-

ningen i kraft af international hjælp og

tyskernes egen energiske indsats kom-

met så vidt, at de tyske kirker blev en

vigtig donor i økumenisk samarbejde

og i løbet af kort tid blev den vigtigste

NY MISSION 30

62

finansieringskilde for økumenisk hjæl-

pearbejde.

Som sagt var Tyskland efter 1945 det

vigtigste indsatsområde. Men der blev

også lavet hjælpearbejde i mangfoldige

andre regioner. For de nordiske landes

vedkommende var det betydningsfuldt,

at man hjalp de nordiske broderfolk,

der havde været hårdest ramt under

krigen. Det vil sige nordmændene,

fremfor alt områderne i Finmarken, og

det gjaldt Finland. Pakker til Norge og

modtagelse af forældreløse finnebørn

er blot nogle enkelte eksempler på en

langt mere omfattende hjælpeindsats

fra navnlig svensk og dansk side. Man

bør også nævne hjælpearbejdet for

flygtninge fra de baltiske lande og i det

hele taget for de lande, der kom under

kommunistisk herredømme med forføl-

gelse og terror til følge.

Men hjælpearbejdet var ikke begræn-

set til Europa. Der blev sat et omfatten-

de hjælpearbejde i gang i Mellemøsten,

i første omgang blandt de palæstinen-

sere, der blev de umiddelbare ofre for

krige og blev flygtninge efter staten

Israels oprettelse. Det gælder ikke min-

dre hjælpearbejdet i Fjernøsten, hvor

Hongkong blev opsamlingssted for en

stor del af dem, der flygtede for Maos

hær.

En helt anden side af samarbejdet, der

blev indledt i Det Lutherske Verdens-

forbund, blev sammenfattet under

overskriften mission. Det var ganske

vist ikke længere mission i den betyd-

ning, man havde anvendt ordet ved

århundredets begyndelse, og som blev

proklameret fra Edinburgh-konferen-

cen i 1910. Der var fortsat tale om mis-

sionsindsats, men den var forbundet

med andre holdninger end dem, der

havde fundet udtryk i tidligere tiders

udtryk som ”hedninger” og ”de vilde”.

Hvortil kom, at man ikke begrænsede

arbejdet til at gælde ”fra os til dem”,

men arbejdet blev også set som evan-

gelisering indadtil i de gamle kirkers

egen kontekst. Hertil hørte bl.a. talen

om ”stewardship”, der måske bedst

kan oversættes som ansvarliggørelse af

det kristne lægfolk. Det var nemlig et

hovedsynspunkt blandt de amerikanske

medarbejdere i hjælpearbejdet, at en

af grundene til, at de europæiske kir-

ker havde vist sig afmægtige i forhold

til den grasserende ondskab og var for-

faldet til passivitet og blind lydighed

over for statsmagten, var den umyndig-

gørelse, der havde præget lægfolket i

mange af de protestantiske statskirker

i Europa.

En tredje side af det nye samarbejde

var det økumeniske samarbejde. Det

indbyrdes samkvem blandt lutherske

kirker kunne ikke stå alene, men der

måtte være tale om en både-og strate-

gi, sådan at man dels havde samarbej-

NY MISSION 30

63

de blandt lutheranere, dels fællesskab

med andre kirkesamfund, i første ræk-

ke de protestantiske kirker, der var med

i Kirkernes Verdensråd. Også denne

side af samarbejdet undergik betyd-

ningsfulde forandringer og udvidelser,

hvilket ikke skal omtales nærmere her.

Den fjerde og afgørende side af sam-

arbejdet var den teologiske. Her gjaldt

det i første række om at forny forstå-

elsen af Martin Luthers reformatoriske

grundtanker, således at de blev ført ud

over de misbrug, man havde mødt, ikke

mindst blandt kristne i Tyskland, der

havde sat bindestreg mellem Luthers

forståelse af de skabte ordninger og

nazismens forståelse af race, folk og

stat. Her var den nordiske lutherdom

af stor betydning. Den svenske teo-

log Anders Nygren, der blev valgt som

LVF’s første præsident, anvendte flere

gange det manende slagord ”Fremad

mod Luther” for at sige, at man ikke

skulle stirre sig blind på de beskæm-

mende misbrug, reformatorens tanker

i tidens løb havde været udsat for. Det

væsentlige skulle hentes frem og havde

uforandret gyldighed. En markant be-

givenhed var afholdelsen af den første

internationale Luther-forskerkonferen-

ce i Århus 1956 med Regin Prenter som

vært. Prenter var på dette tidspunkt

formand for den teologiske kommis-

sion i LVF, han var højt respekteret for

sine bøger om Luther, og sin dogmatik,

der var oversat til flere sprog. De velin-

formerede vidste desuden, at Prenter

havde forfattet et memorandum under

krigen, der begrundede, at kirken ikke

kunne se passivt til, når retten var truet.

Sammenfattende: Det var disse fire

hjørnestene, der tilsammen udgjorde

et bygningsfundament, der viste sig i

stand til at vare ved ud over den helt

specifikke situation, der havde karak-

teriseret indledningsfasen, også selvom

konteksten efter få år skiftede karak-

ter.

LitteraturBak, Thorkild o.a. (red.)2010 Grænser for solidaritet. Indvan-

drerpolitik i dansk og europæisk perspektiv. København: Anis.

Besier, Gerhard & Gerhard Sauter: 1985 Wie Christen ihre Schuld bekennen.

Die Stuttgarter Schulderklärung 1945. Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht.

Løgstrup, Knud Ejler: 1945 ”Opgør eller selvbedrag”. I Tide-

hverv 1945, Sp. 67-82. Optrykt i Harald Østergaard-Nielsen o.a: Opgørets Nødvendighed.

Schjørring, Jens Holger o.a. (red.)1997 From Federation to Communion.

The History of the Lutheran World Federation. Minneapolis: Fortress Press.Tysk udgave samme år.

Schjørring, Jens Holger (red.): 2001 Nordiske folkekirker i opbrud.

National identitet og international nyorientering efter 1945. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

NY MISSION 30

64

Söhlmann, Fritz (red.)1946 Treysa 1945. Die Konferenz der

evangelischen Kirchenführer 27.-31. August 1945. Lüneburg.

NY MISSION 30

Jens Holger Schjørring, f. 1942, er tidligere professor i teologi ved universitetet i Århus. Han har

redigeret og skrevet en stor del af jubilæumsbogen om Det Lutherske Verdensforbund i anled-

ning af 50-års jubilæet i 1997; desuden redigeret bøger om de nordiske folkekirker og kirkerne

i Østeuropa under kommunismen. Endvidere har han skrevet bøger om den tyske kirkekamp i

Hitler-tiden, om Grundtvig og om andre sider af nyere dansk kirkehistorie.

65NY MISSION 30

66 NY MISSION 30

67

Refugee Crisis in Europe: Season and out of Season

By Michel Jalakh

The fleeing of millions of people from their homes, many of whom head

for Europe, due to the refugee crisis, may be the ‘new normal’, due to

all the problems facing countries in the Middle East and sub-Saharan

Africa and elsewhere. For EU to solve its ‘refugee crisis’ it has to develop

a common vision and based on that a common action. The real ‘refugee

crisis’, however, is a crisis in the countries of origin of the refugees. The

goal must be to develop societies that respect human rights and human

dignity with solid systems of social services and free access to all basic

human needs – as is the case in European countries that attract refu-

gees. Those who suffer most are minority groups because they are the

most vulnerable, in particular the Christian minority that is in danger

of disappearing from some countries in the Middle East. The Christians,

however, have a very significant role for the future of the countries in

the Middle Eastern and North African countries as a model of alterity

and openness.

IntroductionThe chain of wars, crises, persecution,

and oppression, forced millions to flee

their homes in the Middle East, sub-Sa-

haran Africa, and elsewhere. Everyday

an estimated 42,000 more join them.

Many of them head for Europe, crea-

ting an acute crisis and increasingly

an anti refugee politics in Western and

other wealthy countries. We all are

committed to seek collaborative and

coordinated efforts to face this crisis.;

As long as we do not share the same

understanding of the crisis roots and

a harmonious vision of its solution, ef-

forts shall remain random, or even con-

tradictory.

The crisis Europe is facing – and the crisis to comeBefore speaking from a ‘countries of

origin’ point of view, it is of utmost

importance to start from a European

standpoint.

NY MISSION 30

68

Many analysts are saying that the ‘cri-

sis’ should no longer be referred to as

such, because it has become the ‘new

normal’. Hearing news of refugees,

hundreds of thousands, no longer sur-

prises anybody. Deaths of dozens, in-

cluding infants, during their hazardous

journeys no longer shock anybody. No-

netheless, it seems to me that we are

only seeing the tip of the iceberg, for a

greater crisis is brewing in the horizon.

In fact, even if we imagine that confli-

cts in the Middle East come to an end

tomorrow, we can be assured that the

number of refugees that have reached

Europe will be multiplied three times at

least. For each person who crossed, you

can be assured that their family, wives,

children, parents, brothers, and even

friends and acquaintances, are waiting

for the first chance to join them. Mo-

reover, the birth rates of immigrants

remain very high, and will remain so –

or even increase! - given the fact that

infants benefit from many social ser-

vices and welfare offered by European

States.

On another level, the situation in the

Middle East is not getting prettier: as

the conflicts in Libya and Yemen exa-

cerbate, they might be the new sour-

ces of refugees seeking European soil.

Furthermore, many individuals, not ne-

cessarily coming from war-torn countri-

es or regions, but crushed by economic

difficulties and harsh living conditions,

are seeking a better life by falsifying

Syrian passports, or simply travelling to

Europe as Syrian refugees who lost their

passports during the war and bombard-

ments. Lastly, we know that ISIS has an

indefinite number of authentic Syrian

passports in its possession, those of Sy-

rian soldiers or civilians, they killed or

captured, or even those they are able

to deliver as they have taken control of

entire cities and governorates. Having

commemorated the events of Charlie

Hebdo a few months ago, we know

that the perpetrators are still free, and

perhaps have travelled like other ter-

rorists, including those responsible for

the Paris attacks, using false - yet valid

- passports. And should we even men-

tion that many of these refugees are

not necessarily ISIS, but could easily be

seduced to perpetrate acts of hate and

violence, such as the sad events witnes-

sed in Cologne and Stockholm on 2016

New Year’s Eve?

The three policies that Europe needs to develop in a common vision: Foreign policy, refugee policy, and integration policyNow, as we stand before this grim pic-

ture, so vast, so complicated, where

does the solution begin? The biggest

problem the EU is facing is the lack of

NY MISSION 30

69

a common vision, and therefore com-

mon action. Indeed, public opinion in

each country is divided upon itself, let

alone the 28 states altogether! Some

are trying to close their borders, others

tighten security measures, and the

large scale plan for resettlement accor-

ding to quotas is insisted upon by some

and refused by others. In facing one of

Europe’s biggest crises outside of war

time, perhaps our first concern should

be the strengthening of solidarity and

confidence among the EU states them-

selves. We must not lose faith in each

other. We have seen it very well: barbed

wires on borders did not stop the refu-

gee flow, but gave greater opportuniti-

es for smugglers and bigger dangers for

migrants. It’s time to come out of reacti-

onary solutions and develop a common

vision, a comprehensive vision that

unites all European states around tho-

rough, long-lasting and peace building

actions. This vision starts with foreign

policy measures: what role should Euro-

pe play in the conflicts taking place in

Africa and the Middle East. It extends

to the refugee policy that Europe is

trying to develop, and finds its end in

the integration process that must take

place for the refugees in welcoming

countries.

Speaking of integration, we realize that

resettlement of refugees is necessary,

not only to share their burden amongst

EU States, but also to help the integra-

tion process. We must be aware of the

dangers that lie behind the grouping

of refugees together, in the formati-

on of ‘ghettos’ where they move their

homeland situation into this new geo-

graphical location while conserving all

its characteristics (language, traditions,

culture, mentality, etc.).

The source of the crisis: Countri-es of originThe ‘real’ crisis vs. the ‘European’ crisis:

Upon this, I turn towards the countries

of origin. As a matter of fact, when we

say ‘the refugee crisis’, are we referring

to the crisis they face in their home-

lands, or rather to the crisis Europe is

facing with the outgrowing crossing its

borders? I think we can all agree that

the latter is true. Thus, the crisis had

been unnoticed until it became proper-

ly ‘European’. But the true source crisis

is elsewhere, and the refugee flux is

merely one of its secondary effects. For

Europeans, our ‘refugee crisis’ is a col-

lateral damage. Therefore, in order to

properly understand it and reach pos-

sible solutions, we must go back to the

original problem: the crises refugees

face inside their original countries rava-

ged by war and misery.

Developing pull factors and ending

push factors in MENA countries: Refu-

gee experts tell us that refugee flows

NY MISSION 30

70

are determined by ‘push’ and ‘pull’

factors. Regarding our ‘pull’ factors,

let us ask ourselves: why is Europe lu-

ring refugees to the point of risking

everything - even their lives - just to

reach this ‘Promised Land’? The answer

is clearly for all the great things Europe

has to offer: respect of human rights

and human dignity, most of all freedom

of expression and freedom of religion,

a solid system of social services and free

access to all basic human needs. Un-

fortunately, our refugees did not find

these pull factors back home, and not

even in their neighbouring countries,

with whom they often share the same

language and culture, and to which the

journey is much more safe and simple.

On another hand, so many push factors

are in place in MENA countries, espe-

cially war, persecution of minorities,

censorship, and poverty.

Certainly, we will not lessen our respect

for human rights in order to drive the

refugees away, but maybe we should

concentrate our efforts on developing

human rights respect in all Middle Ea-

stern and African states, even in the

whole world. Had these countries of

origin, or even their neighbouring sta-

tes, established political systems where

the individual is valued and respec-

ted, all these refugees would not have

sought Europe instead. But unfortuna-

tely, as the New Year in the Middle East

began with executions, tumults, and

mass arresting, we realize that much

needs to be done. Let us help develop

the pull factors that we enjoy in those

regions where they lack the most, and

maximize our efforts to end all push

factors in stake. That should be our first

concern, and the first step, in order to

put an end to the refugee crisis.

The role of Christians in MENA countries as a model of alterity and opennessOn another note, it goes without say-

ing that our actions must be coordina-

ted in order to end the on-going con-

flicts that keep expanding in the Mid-

dle East, thus eliminating the ‘push fac-

tors’ - that drive all these people away

from their homes into other continents.

Yet, it is vital to highlight an important

case here, that of minorities. Undoub-

tedly, war affects everybody, and refu-

gees come from all religious and eth-

nic backgrounds. However, minority

groups suffer the most, because they

are the most vulnerable. In Iraq and Sy-

ria, the number of Christians has signifi-

cantly dwindled. If this trend keeps de-

veloping, there won’t be any Christians

left in this region. Whole villages have

been attacked, invaded, sacked, and

brutally massacred. Nuns and priests

have been kidnapped and killed. Even

bishops have been killed and kidnap-

NY MISSION 30

71

ped, and some are still missing up to

this very moment. Christians face daily

death threats because of their religion.

Thus, in addition to all the other push

factors that are common to all refu-

gees, Christians are facing additional

persecution and thus much stronger

push factors.

As the Middle East is emptied of its

Christians, its chances for a lasting

peace diminish. The existence of Chri-

stians in these countries, in addition to

its historical importance, is necessary

today more than ever, for they offer a

model of alterity in the midst of wars

where each group seeks to eliminate

the other. We know that Islam is batt-

ling with the idea of diversity within

itself, as tensions between Shiites and

Sunnis exacerbate, and conflicts rage

even within radical groups themselves.

In Christianity, there is a place for the

‘other’, even if theological disagree-

ments exist. On the contrary, difference

is acknowledged and even perceived as

an enrichment. Furthermore, the sole

presence of Christians amidst Muslims

should serve as a catalyst of some sort, a

reminder that difference exists, that so-

ciety cannot be made based on a sing-

le ubiquitous mould. Model, sign, and

continuous reminder of alterity, open-

ness and dialogue, Christians must be

helped to stay in their homelands, in

their original villages where Christiani-

ty grew and flourished, otherwise, the

whole region will sink further into wars

of exclusivism and elimination.

ConclusionIn conclusion, I would like to insist on the

importance of regaining our confidence

in each other, of sitting together and

reaching a common vision through dia-

logue and shared responsibility, of dea-

ling with the sources of the crises, put-

ting an end to wars, spreading respect

for human rights, openness, and alterity.

NY MISSION 30

Fr. Dr. Michel Jalakh, is the Secretary General of the Middle East Council of Churches.

72 NY MISSION 30

73

Den afrikanske kirkes ansvar for og tilgang til flygtningesituationen

Af Robert Goyek

Flygtningeproblemet er universelt, og også i Cameroun har man både

tidligere og nu taget imod mange flygtninge. Begrundelsen for at tage

sig af flygtninge henter kirken i de bibelske skrifter. Den Lutherske Brød-

rekirke er i samarbejde med en række partnere dybt involveret i arbej-

det blandt flygtninge og fordrevne i Cameroun. Det nordlige Cameroun

er hårdt ramt af Boko Harams terrorvirksomhed i både Cameroun og

Nigeria, og antallet af flygtninge og internet fordrevne er stigende. Den

forværrede sikkerhedssituation har haft stor negativ indvirkning på be-

folkningens daglige liv, og som respons på denne situation har Den Lu-

therske Brødrekirke og dens søsterkirker taget en række initiativer for

at genetablere freden i Nordcameroun. Det er imidlertid et stort aktiv - i

denne alvorlige situation - at der i Cameroun ikke er nogen alvorlige

spændinger mellem religiøse eller etniske grupper.

Flygtninge i CamerounEn flygtning er en fremmed, der har

brug for støtte, for beskyttelse og for

et sikkert tilflugtssted. Hans liv er i fare,

da han ikke længere har en sikker bolig

derhjemme. Der er sket noget, der har

tvunget ham til at forlade sin sædvan-

lige bopæl. Det, der er sket, har gjort,

at han har været nødt til at forlade sit

hjem - det kan være en krig, en social

konflikt, en naturkatastrofe osv. Under

disse omstændigheder er flygtningen i

en yderst vanskelig situation, hvor han

kan miste livet. Derfor har han brug

for, at andre gør en humanitær indsats

for, at han kan bevare håbet om at for-

blive i live.

Situationen med flygtninge, indvandre-

re og fordrevne er et af de problemer,

som berører hele verden. Intet land el-

ler kontinent er sparet. Gennem histo-

rien og især i dag har verden oplevet

vold: krige, naturkatastrofer og til det

føjer sig i dag fattigdom på grund af

en egoistisk økonomisk politik, og en

global terrorisme, som forstærkes af de

moderne kommunikationsmidler, samt

den miljømæssige krise, som bringer

NY MISSION 30

74

millioner af menneskers liv i fare. Der-

for krydser millioner af flygtninge hver

dag grænser for at søge tilflugt, gæst-

frihed og mad. Afrika er ingen undta-

gelse - i de senere år har kontinentet

haft borgerkrige og politisk uro (Tchad,

Den Demokratiske Republik Congo, El-

fenbenskysten, Den Centralafrikanske

Republik, Burundi ) hvortil kommer den

islamiske terrorisme (Mali, Nigeria, Ni-

ger, Cameroun, Tchad). Cameroun er

hårdt ramt af dette i den nordlige og

østlige del af landet, og i dag har landet

næsten 70.000 nigerianske og næsten

lige så mange centralafrikanske flygt-

ninge. For nigerianernes vedkommen-

de er de flygtet fra Boko Haram-sektens

grusomheder, mens centralafrikanerne

er flygtet på grund af borgerkrigen. Til

disse flygtninge skal lægges de internt

fordrevne i Cameroun, der er flygtet fra

deres landsbyer og har forladt alt på

grund af terrorangrebene.

Det er ikke første gang, at den nordlige

del af Cameroun tager imod flygtnin-

ge. Mange gange har Cameroun huset

tusindvis af flygtninge fra Tchad, der

flygtede fra borgerkrigene i deres land

i 1980, 1990 og 2008.

Den bibelske begrundelse for kirkens ansvar for flygtningeKirken har et vigtigt ansvar overfor

flygtninge. Bibelen er kilden til og nor-

men for kirkens liv og tro, og det er på

grund af Bibelens lære, at kirken i Afri-

ka påtager sig sit ansvar over for flygt-

ninge.

”For jeg var sulten, og I gav mig noget

at spise, jeg var tørstig, og I gav mig no-

get at drikke, jeg var fremmed, og I tog

imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig

tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg

var i fængsel, og I besøgte mig.” (Matt

25, 35-36). Dette ord af Jesus minder os

om vores ansvar som kristne for flygt-

ninge og fordrevne.

På baggrund af erfaringerne fra slaveri-

et i Egypten og eksilet i Babylon, befa-

ler Gud sit folk ikke at undertrykke den

fremmede, men snarere elske ham som

en landsmand. Dette afspejles i loven:

”Den fremmede må du ikke udnytte el-

ler undertrykke. I kender de fremmedes

kår, for I var selv fremmede i Egypten”

(2 Mos 23,9). ”Når en fremmed bor som

gæst i jeres land, må I ikke udnytte

ham. Den fremmede, der bor som gæst

hos jer, skal være som en af landets

egne, og du skal elske ham som dig

selv. I var jo selv fremmede i Egypten”

(3 Mos 19,33-34).

Kristne må holde fast i dette tema om

at hjælpe fremmede: Vi er på pilgrims-

færd mod Guds stad. Den kristne iden-

tificerer sig ikke med et bestemt sted,

landområde, eller biologisk, etnisk, na-

tional, eller kulturel oprindelse.

NY MISSION 30

75

Jesus tog imod fremmede i modsætning

til, hvad der var sædvane hos mange

af den tids jøder. Episoden med den

syrisk-fønikiske kvinde er afgørende

(Mark 7,24-31). Jesus glæder sig over,

at nogle grækere er interesserede i ham

(Joh 12,20ff.), Jesus modtog den romer-

ske officer, han helbredte kanaanæerne

og talte positivt om samaritanerne.

Lignelsen om den barmhjertige sama-

ritaner giver os en ny definition af be-

grebet ’næste’. Lignelsen fortæller os,

at i mit liv er det ikke bare mig, der er

til, men også den, der har brug for mig.

Den sårede mand er ikke den, som vi

skal beslutte, om vi vil regne for ’vores

næste’: det er ham, som vi opfordres til

at være næste for. Din næste er ikke

den, vi vælger, men den som møder os,

og som vi kommer tæt på.

En anden velkendt passage er, hvor Jesus

identificerer sig med de fattige, de syge,

fangen, den fremmede. ”Jeg var frem-

med, og I tog imod mig” (Matt 25,35). I

kirken er ingen en fremmed, fordi gæst-

frihed og solidaritet over for fremmede,

flygtningen for den kristne ikke kun er

en menneskelig pligt til gæstfrihed, men

et præcist krav, som udspringer af tro-

fasthed mod Kristi lære.

Den Lutherske Brødrekirkes en-gagement i flygtningearbejdeDen Lutherske Brødrekirke i Cameroun

har fra starten af sin mission været in-

volveret i programmer med støtte og

nødhjælp til flygtninge og fordrevne

i Cameroun. Her spillede den sin rolle

som partner med regeringen og ngo’er,

herunder FNs Flygtningehøjkommissa-

riat (UNHCR). Kirkens rolle er huma-

nitær bistand til internt fordrevne og

flygtninge, hjælp, mad, sundhed og

sundhedspleje, moralsk og især ånde-

lig bistand, organisering af bede-celler,

alfabetisering i lejrene og andre steder

hvor flygtninge og fordrevne opholder

sig, organisering af søndagsgudstje-

nester og bibelstudier, uddannelse af

kvinder og unge i indkomstskabende

aktiviteter, uddannelse til en kultur af

fred og tolerance, fredelig sameksi-

stens mellem trossamfund og arbejdet i

muslimsk-kristne relationer for fred. Vi

har også i samarbejde med partnere i

Europa udført projekter med humani-

tær bistand for at møde vigtige behov,

fx mad, sundhed, bolig, uddannelse mv.

I årtier har Den Lutherske Brødrekirke

også bidraget til bistand til flygtninge

fra Rwanda og Congo (DRC) i lejren

Langui Pitoa i Garoua. Og i flygtnin-

gelejren i Poli og Kousseri, hvortil der

kom flygtninge fra Tchad under bor-

gerkrigen. I dag står kirken over for

tilstrømningen af flygtninge fra Nigeria

og Den Centralafrikanske Republik på

grund af terrorangreb udført af den is-

lamiske sekt Boko Haram i Nigeria og

NY MISSION 30

76

oprørsgrupperne i Den Centralafrikan-

ske Republik. Alle internationale og

nationale organisationer samt staten

Cameroun anerkender og værdsætter

det som Den Lutherske Brødrekirke og

andre protestantiske og katolske kirker

i Cameroun gør, og især, at man ind-

drager religiøse ledere for at oplyse og

uddanne dem til en fredskultur, til fre-

delig sameksistens og gensidig respekt

for andre, til respekt for livet og den

menneskelige værdighed, og derved

reducerer den ånd af radikalisering og

religiøs ekstremisme, der undergraver

fred og udvikling i samfundet. Især re-

spekt for mindretal uanset hvilken tro,

de tilhører.

Denne tilgang synes vi er vigtig i sam-

fundet i dag, ikke mindst kampen mod

underudvikling, fattigdom og især

arbejdsløshed blandt de unge, som er

målet for den terroristiske sekt Boko

Haram. De hellige bøger, Bibelen og

Koranen, kan bruges til uddannelse i

etik og i fredskultur.

I det følgende vil jeg beskrive Den Lu-

therske Brødrekirkes konkrete tiltag i

forbindelse med de nigerianske flygt-

ninges og de internt fordrevnes situa-

tion i de nordlige regioner i Cameroun

og begynde med at give en oversigt

over situationen for flygtninge og in-

ternt fordrevne.

Boko Haram sektens baggrund og udviklingSiden juli 2013 har alle i de to regioner

i det nordlige Cameroun levet i en psy-

kose på grund af angreb fra den isla-

miske sekt Boko Haram. Boko Harams

indtrængen i de nordlige regioner i

Cameroun, de nordøstlige områder i

Nigeria og i Tchad og landsbyer langs

Tchad-søen er blevet hyppigere i dag.

If. rapporter omfatter disse krænkelser

afbrænding af landsbyer og marker,

bortførelse af børn og af kvinder, inti-

midering af civilbefolkningen, drab og

nedslagtning, angreb på sikkerheds-

styrkerne, og i sultanaterne Fotokol,

Kousseri, Kolfata, etc., katastrofer og

plyndringer i moskeer og kapeller / kir-

ker (Mayo-Moskota) og selvmordsope-

rationer i byområder (Maroua, Foto-

kol, Kolfata, Mémé, etc.). Denne mere

og mere kritiske situation fortsætter

med at svække økonomien i de berør-

te områder: De embedsmænd, der bor

i områder, hvor Boko Haram militsen

opererer, forlader deres post, trans-

portkonvojer med hundredvis af sække

af mad røves af denne sekts guerillaer.

Som en naturlig følge heraf er kom-

merciel trafik langsom og besværlig,

hvilket betyder at det er vanskeligt at

transportere fødevarer fra det nordlige

Cameroun til Nigeria og tilsvarende at

transportere nigerianske forarbejdede

varer til Nordcameroun.

NY MISSION 30

77

Uanset hvad man i øvrigt siger om

oprindelsen af Boko Haram (politisk,

religiøs, etc.,) ser det faktisk ud til, at

denne bevægelse blev født ud af en

protest fra ungdomsårgange, der ikke

kunne finde arbejde eller beskæftigelse

efter deres videregående uddannelse

på skoler i Nigeria eller i Vesten. Den-

ne protest havde ret til at blive hørt og

anerkendt. Desværre blev den brutalt

undertrykt med magt. Disse unge men-

nesker brændte deres eksamensbeviser

og anså nu vestlig uddannelse for synd,

’haram’, deraf navnet. Derfor er ’Boko

Haram’ ikke kun en politisk-religiøs

bevægelse, men frem for alt samfunds-

økonomisk.

Udover at levevilkårene i lokalsamfun-

dene er uholdbare og uudholdelige,

sættes sikkerheden for tiden på en

voldsom prøve i flere brændpunkter,

hvor der er usikkerhed på tværs af

grænserne, i Nordcameroun og langs

Tchad-søen, hvor områder er afskåret

af denne sekt.

Til trods for de nationale væbnede styr-

kers forholdsregler (ca. 3.000 soldater

er udrustet) og en nylig udsendelse af

en multinational styrke på omkring

2.600 mand i grænseområderne, er det

stadig ikke lykkedes for Camerouns re-

gering og dens allierede at gribe ind

med fasthed for at dæmme op for den-

ne afskyelige forbrydelse. Det skyldes

kompleksiteten af de strategier, Boko

Haram militsen anvender: brug af små

børn, især piger (for de flestes vedkom-

mende under 15 år), der sprænger sig

selv i luften i selvmordsoperationer, el-

ler sprængstoffer gemt i fødevarer og

bragt til eksplosion på åbne markeder

(omkring femten selvmordsbombean-

greb er udført siden juli 2015). Disse

operationer har forårsaget snesevis af

døde og hundredvis af sårede.

Ifølge visse kilder rekrutterer Boko Ha-

ram militsmedlemmer blandt børn i ko-

ranskoler i landsbyerne ved floderne,

hvor deres skjulesteder er. Forældrene

tilbydes store beløb eller tvinges til at

ofre deres afkom for ’Allahs sag’ !! An-

dre tilfælde minder om en gentagelse

af bortførelsen af piger fra en skole

i Nigeria i 2013. Efter at være blevet

hjernevasket er disse unge blevet men-

neskelige bomber i selvmordsaktioner.

Således påtvinger disse terrorister os en

civilisationskrig, hvor deres ukontrol-

lable ekspansion fører til en tilbageven-

den til ’barbarernes tid’, hvor freden –

shalom – ødelægges.

Befolkningens mobilitet Den forværrede sikkerhedssituation

har også haft en betydelig indvirkning

på det daglige liv i de berørte lokal-

samfund. Landbrug, grænsehandel og

fiskeri i Tchad-søen og andre aktivite-

NY MISSION 30

78

ter er blevet afbrudt. De militære ak-

tioner forhindrer civile i at bevæge sig

frit, hvilket gør livet meget vanskeligt

for det store antal af nomader og hyr-

der i regionen. Og eksplosionerne for-

årsaget af selvmordsbomber, såkaldte

’menneskelige bomber’, plager på sam-

me måde dagliglivet i byer som Maroua

og Mokolo Mora, hvor ingen går ud

efter 18.30.

Tilstedeværelsen af miner og Boko Ha-

rams militser i visse områder (Fotokol,

Mayo-Moskota og Kolfata) gør adgan-

gen vanskelig for nødhjælpsarbejdere,

og befolkningen har forladt landsbyer-

ne.

Antallet af flygtninge og internt fordrevne I flygtningelejren Minawao befinder

der sig 70.568 flygtninge. Efter at visse

familier er rejst, er den samlede befolk-

ning af internt fordrevne anslået til at

være 81.693 mennesker i kommunerne

Mayo-Tsanaga, Mayo-Sava og Logo-

ne-et-Chari, som huser det største antal

fordrevne.

På trods af de modforholdsregler, som

Camerouns brigade for hurtige indsat-

ser har taget, er det muligt at antallet

af fordrevne vil stige yderligere, da vi

for nylig har registreret over 800 nye in-

ternt fordrevne i Mayo-Moskota kom-

munen og 400 i Mora.

På grund af familiemæssige og etniske

bånd befinder de fleste internt fordrev-

ne sig i de lokalsamfund, som har taget

imod dem. Ifølge tilgængelige oplys-

ninger bor 36% af de internt fordrevne

hos værtsfamilier, mens 28% bor i lejet

bolig, 24% i improviserede lejre (for ek-

sempel en ny lejr oprettet nær Mora)

og 12% i delvist ødelagte bygninger,

religiøse bygninger og offentlige byg-

ninger.

Forholdet til værtssamfundet og den aktuelle situation Trods psykose og stress i landsbyerne i

grænseområderne er værtssamfunde-

ne klar til at modtage de fordrevne i så

lang tid, som det er nødvendigt, eller

i begrænsede perioder. Derfor deler

disse fællesskaber mad, vand, sund-

hedsydelser, jord og andre goder med

de fordrevne. Mens krisen fortsætter,

vil presset på både fordrevne og værts-

samfund øges.

Men i de større byer er næstekærlig-

heden til udlændinge, hvis baggrund

man er i tvivl om, for det meste smuld-

ret. I moskeer (for eksempel Maroua)

nægtes udlændinge adgang, og kirker

har fordoblet årvågenheden: man har

oprettet vagt-udvalg under gudstjene-

sten, har forbudt kvinder at tage deres

håndtaske med i kirken, reduceret an-

tallet af religiøse bygninger og moskéer

i Maroua mv.

NY MISSION 30

79

For øjeblikket er kvinder holdt op med

at bære burka eller andet slør i næ-

sten alle større byer i den nordlige del

af Cameroun, og imamerne har truffet

ledsageforanstaltninger for kvinder.

Gentagne razziaer (i strid med kon-

ventionen om menneskerettigheder)

sker dagligt i byerne Maroua og Ga-

roua, og rejsende undersøges syste-

matisk.

Efter en oplysningskampagne giver

motorcykel-taxachauffører flere oplys-

ninger til myndighederne. Dette sam-

arbejde bærer allerede frugt, fordi de

unge angiver mistænkelige tilfælde til

politiet eller gendarmeriet: I Maroua

blev således tre mænd, der bar våben

og sprængstoffer, og seks børn under

15 år, som var i besiddelse af en bombe,

tilbageholdt af politiet, og finkæmnin-

gen fortsætter.

På nationalt niveau har regeringen i

løbet af juli 2015 arrangeret hjemtrans-

port af omkring 2.700 nigerianere, som

boede i Cameroun i uoverensstemmelse

med reglerne. Dette skete bl.a. i kom-

munerne Logone, Chari og Mayo-Sava.

Herefter vil vi se på Den Lutherske

Brødrekirkes ansvar for og respons på

denne situation. EFLC og dens søsterkir-

ker arbejder sammen for at genetable-

re freden i Nordcameroun.

Forebyggelse af konflikter og forbedring af fødevaresikker-hed og levevilkår for flygtninge og fordrevne.Dette arbejde sker på flg. møde

• Bevidstgørelse (oplysning), udveks-

ling og uddannelse af lokalsam-

fundene om vigtigheden af fred i

landet.

• Organisering af faste møder mel-

lem muslimske og kristne ledere

på lokalt, nationalt og regionalt

niveau.

• Inddragelse af myndighederne i

disse møder.

• Organisering af møder mellem

kvinder og unge mennesker fra

forskellige religioner for at samtale

med dem om værdien af at bo og

leve sammen.

• Udvikling og udførelse af nød-

hjælpsprojekter med distribution

af fødevarer m.m. til flygtninge-

lejren i Minawao og til de internt

fordrevne.

Visionen om ShalomFred er i centrum både i kristendom-

men og i islam. Derfor prædiker de

religiøse ledere, at det er en pligt at

leve i fred sammen med andre, at være

tolerant og søge efter fred, og undgå

enhver adfærd, der underminerer fre-

den. De fordrevne er uden diskrimina-

tion blevet modtaget under deres flugt

NY MISSION 30

80

af forskellige familier, der tager deres

ansvar på sig, og lejlighedsvise og spon-

tane indsamlinger er blevet organiseret

for deres sag i kirker og andre steder.

Den Lutherske Brødrekirkes ansvar og tilgang Den Lutherske Brødrekirke udfører

diakonalt arbejde, fordi vi tror på, at

Guds mission forvandler verden gen-

nem Hans kirke for Hans riges skyld.

Vores vision er et samfund, der lever

livet ’i overflod’ i al sin mangfoldighed,

fri for fattigdom, for uretfærdighed og

for konflikter. Derfor er vi optaget af at

hjælpe de nigerianske flygtninge i Mi-

nawao-lejren og de internt fordrevne.

Vi kan udvikle kreative måder til at

være katalysator for en mission, der vil

forvandle disse flygtningesamfund. Vi

skal opmuntre og være fortaler for, at

Kirken tager denne udfordring op, står

fast og taler for retfærdighed i vores lo-

kalsamfund, og i hele nationen.

Derfor består kirkens rolle og dens so-

ciale diakoni i

• at samle alle kristne og muslimske

ledere for at tale om fred, om

fattigdom og integreret mission,

i lighed med den konference om

konfliktforebyggelse og fred, som

blev afholdt den 27.-31. juli 2015 i

Garoua. Mødet, som pastor Robert

Goyek tog initiativ til i sin egen-

skab af formand for det protestan-

tiske kirkeråd i Cameroun, havde

deltagelse af muslimske og kristne

ledere fra hele Nordcameroun,

Tchad, Den Centralafrikanske Re-

publik, Mali og Benin.

• at skabe et netværk med andre

ngo’er og missionsorganisationer

(kristne) for at tale om ’mission,

der forvandler’.

• at inddrage unge ved at tilskynde

dem til at være forandringsagenter

i vores lokalsamfund og modvirke

vold. Vi har virkelig brug for den

unge generation til at være en

stærk stemme i deres lokalsam-

fund, og for at de engagerer sig

i fortalervirksomhed, for disse

unge har en vigtig rolle at spille i

bæredygtig udvikling og kan blive

ledere og iværksættere. Denne

slags projekter bør fremmes blandt

unge og kvinder.

• at opfordre Camerouns regering til

indsatser for unge, der er berørt af

fattigdom og arbejdsløshed.

• at igangsætte fortalerprogram-

mer over for myndighederne og

lokaladministrationerne omkring

den voksende krise for flygtninges

og internt fordrevnes vilkår.

Følgende indsatser kræves for at nå

disse mål: Bevidstgørelse, uddannelse,

rådgivning, støtte og donationer i form

af naturalier, materialer og penge til

NY MISSION 30

81

de forskellige målgrupper (flygtninge,

fordrevne, værtssamfund, religiøse og

traditionelle ledere, kvinder og unge

mennesker, etc.).

Udnyt det vigtigste aktiv Der er ingen religiøse spændinger eller

stammekrige af høj intensitet i Came-

roun i øvrigt; dette er en meget positiv

situation, som vores politiske og religi-

øse ledere og udviklingspartnere kan

udnytte.

Dette er altså vores mission over for dis-

se udenlandske flygtninge og fordrev-

ne personer, der søger tilflugt. Stater,

ngo’er, og kirker bør åbne deres døre

for at komme dem til hjælp; det er en

nødsituation, fordi det er et spørgsmål

om at redde liv, som er i fare.

Det er sørgeligt at se disse mennesker

omkomme på havet, i ørkenen, i deres

krigsramte lande lige for øjnene af os

på grund af nogens ønske om økono-

misk eller politisk magt. Vores med-

mennesker må stå over alle andre pri-

oriteter i livet.

NY MISSION 30

Robert Goyek er præsident for Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun og formand for Det Prote-

stantiske Kirkeråd i Cameroun.

82 NY MISSION 30

83

Det lyse eller det mørke Tyskland? Tyske kirkers svar på den europæiske

flygtningekriseAf Jonas Adelin Jørgensen

Med modtagelsen af omkring 1,1 mio. flygtninge og migranter var Tysk-

land det land i Europa, der i 2015 modtog langt flest flygtninge og mi-

granter. Reaktionerne har være blandede. I den ene ende af spektret

var der afbrændingen af flygtningecentre, i den anden ende af spektret

var der en fælles erklæring om den europæiske flygtningekrise, under-

skrevet af 20 ledende biskopper og præster fra de tyske protestantiske

kirker. Her understreges ansvaret for at redde flygtningene fra farer og

pligten til at modarbejde fremmedfjendtlighed. Avisen ”Der Spiegel”,

der peger på at tyskerne står i et vigtigt valg om landets fremtid, aner-

kender betydningen af den vejledning kirken, med sin erklæring giver

borgerne.

Den tyske avis Der Spiegel bragte

den 29. August 2015 en cover-historie

med to titler: ”Helles Deutschland” og

”Dunkles Deutschland” - ”Det lyse Tysk-

land” og ”Det mørke Tyskland”. Det

lyse Tyskland ledsages af et billede af

tyskere, der med balloner og bannere

modtager flygtninge i en lille by i Sach-

sen. Det mørke Tyskland illustreres af et

billede af et brændende flygtningecen-

ter. Pointen i historien er, at tyskerne i

disse uger og måneder selv står med an-

svaret for at forme deres fremtid i mø-

det med den store strøm af flygtninge,

der er ankommet til Tyskland.1

Baggrunden er den enorme strøm

af flygtninge, som er ankommet til

Europa og til Tyskland i særdeleshed.

Ifølge tyske myndigheder ankom 1,1

million migranter og flygtninge i 2015

til Tyskland.2 Mange krydser Middel-

havet under fortvivlende forhold. Tu-

sinder modtages dagligt i Grækenland

og Italien. Flygtningestrømmen har i

år nået det højeste antal siden 1992,

hvor 438.000 personer fra det tidlige-

re Jugoslavien ansøgte om asyl i Tysk-

land.

På et tidspunkt hvor europæiske såvel

som vores nationale politikere tøver og

NY MISSION 30

84

lurepasser, og hvor der ikke er nogen

funktionel politik på flygtningeom-

rådet, er det interessant at bemærke,

hvilken vejledning de tyske protestan-

tiske kirker giver. Den 10. september

2015 udsendte de evangeliske kirker i

Tyskland en fælles erklæring om den

europæiske flygtningekrise. Erklæ-

ringen er underskrevet af 20 ledende

biskopper og præster og kan ses som

udtryk for den fælles forståelse, der

præger tyske kirker.3

Tysklands egen historie og egne erfa-

ringer i forhold til at være flygtninge,

der har behov for hjælp, spiller en vig-

tig rolle i udtalelsen. Men de to grunde,

som udtalelsen nævner, for at kirkerne

skal engagere sig, er dels den humani-

tære grund og dels den eksplicitte krist-

ne grund, at Gud elsker og har omsorg

for alle skabninger.

Omdrejningspunktet for overvejelserne

er mennesket, det enkelte menneske,

der er på flugt. Det grundlæggende

spørgsmål i udtalelsen er derfor: Hvor-

dan gør vi den enkelte flygtning ret?

Udtalelsen fremholder tre vigtige om-

råder: Dels har vi en pligt til at redde

de enkelte flygtninge fra farer. Dels har

vi en pligt til at forhindre skruppelløse

menneskesmuglere i at udsætte flygt-

ninge for farer. Dels har vi pligt til at

modarbejde alle former for fremmed-

fjendtlighed, racisme og had, såvel som

forsøg på at gøre sådanne holdninger

salonfæhige.

Udtalelsen diskuterer de europæiske

samfunds eget ansvar i forhold til kli-

maforandringer, krige, forfølgelser og

skrøbelige stater og argumenterer for,

at der er et medansvar i form af han-

delsbarrierer, våbensalg og miljøbelast-

ning. Kirkerne har derfor også et ansvar

på den længere bane i form af et opgør

med disse uretfærdigheder. Den krise,

som vi oplever som en flygtningekri-

se, er fra flygtningens og migrantenes

eget perspektiv måske snarere en hu-

manitær krise, en militær krise, en mil-

jøkrise eller en økonomisk krise. Med

andre ord: Det er Europa, som har en

flygtningekrise, ikke flygtningene!

Modtagelsen af de jugoslaviske flygt-

ninge engagerede en gruppe af akti-

vistiske tyske borgere i 1990’erne. Men

den nye flygtningestrøm af især syriske

og eritreiske flygtninge har engageret

mange flere og meget bredere. Fordi

kirken er en del af civilsamfundet, så

har kirkerne ansvar for en inkluderen-

de kultur og integration af de enkelte

flygtninge. Sociale medier spiller en

stor rolle i forhold til modtagelsen af

flygtninge, i indsamlingen af tøj, ma-

drasser, skoletasker og mad. Der venter

et stort arbejde og et stort pres. Et stort

arbejde for integration fra de mange

tyskere, der involverer sig, og et stort

NY MISSION 30

85

pres på de mest udsatte – flygtninge –

som mange steder må leve uønsket og

hadet, som en levende provokation af

lokalbefolkningen. Det er tyskerne selv,

der står med ansvaret for at forme de-

res fremtid i modtagelsen af flygtnin-

gene, som Der Spiegel fremhæver det,

og netop derfor er de tyske kirkers vej-

ledning nødvendig og vigtig.

Noter1. http://www.spiegel.de/international/

germany/spiegel-cover-story-the-new-germany-a-1050406.html.

2. http://america.aljazeera.com/ar-ticles/2016/1/6/refugees-germany-mo-re-than-1million.html , 3. maj 2016

3. https://www.ekd.de/down-load/20150910_gemeinsame_erkla-erung_fluechtlinge.pdf.

NY MISSION 30

Jonas Adelin Jørgensen, f. 1973, cand. theol. og ph.d., er generalsekretær i Dansk Missionsråd og

ekstern lektor på Afdeling for Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universi-

tet, hvor han underviser i emner vedrørende dogmatik, religionsteologi, økumeni og ekklesiologi.

Har bl.a. skrevet afhandlingen ”Jesus Imanders and Christ Bhaktas. A Qualitative and Theological

Study of Syncretism and Identity in Global Christianity” (2006) og redigeret bogen Mission and

Money (2015).

86 NY MISSION 30

87

Migration Policy in ‘Fort Europe’: Hospitality as a Christian Response

in Danish ContextBy Jonas Adelin Jørgensen and Andreas Østerlund Nielsen

In this paper, which was originally presented at the Micah conference

in Lima, Peru, in September 2015, we explore the challenge migration

poses to Europe, the rhetoric response among Danish politicians and

civilians, and how a Danish church reflects upon meeting ‘the stranger’.

Subsequently, we discuss these matters on the basis of theological re-

flections on migration and hospitality towards immigrants. We argue

that an adequate response must engage at both the individual and

the societal level and embrace all kinds of strangers, including our own

estrangement. Thus, the Danish churches’ response will involve “a costly

reorientation of our lives.”

IntroductionThe challenges and consequences of

migration into Europe are colossal.1

News and pictures of large numbers of

people crossing the Mediterranean are

touching, and call for a response. Large

groups of refugees walk the highways

of Denmark, entering from Germany

and attempting to reach one of the

Scandinavian countries. This calls for

a response from politicians as well as

from churches. As representatives of

the Danish Christian community, we

respect politicians who have to make

difficult decisions in this area. However,

we are also concerned that current po-

licies in Europe and Denmark are pri-

marily designed to prevent migrants,

including refugees, from entering our

territory, rather than to utilize our so-

cial and economic resources to help

people in urgent need.

In this article, we first explore the chal-

lenges which migration poses to Euro-

pean societies. Secondly, we present the

rhetoric among Danish politicians and

point out the possible xenophobic root

of the modern welfare state. Thirdly,

we explore a number of theological

resources for engaging the situation

differently, focusing on hospitality as

NY MISSION 30

88

we consider how the church should re-

spond. We argue that Christian hospi-

tality is directed by an eschatological

‘Christian cosmopolitanism’ and this

provides a different narrative of the

stranger and causes an ecclesial ‘contra-

diction’ to common reactions in our Da-

nish context. In contrast to the political

narrative, the Christian narrative calls

for an inclusionary politics characteri-

zed by philoxenia. This takes the form

of an interview, which gives a concrete

illustration of a counter narrative of mi-

grants by response to the refugee crises

in a local congregation in Copenhagen.

Current Crisis of Migration in EuropeAccording to the 2014 United Nations

High Commissioner for Refugees (UNH-

CR) report2 , more than 219,000 illegal

migrants crossed the Mediterranean

last year. Half of these originated from

West African countries, and the other

half from Syria and Eritrea. The num-

ber is three times higher than in 2011,

when the so-called ‘Arab Spring’ was

at its highest, and it is expected to be

much higher in 2015. In 2014 approxi-

mately 3,500 men, women and children

lost their lives in the attempt.

The grand total for the period 1993-

2014 is at least 22,394 persons who died

in their attempts to reach Europe3 . The

European network UNITED for Intercul-

tural Action announced this shocking

figure on World Refugee Day June 20,

and the number is accompanied by a

detailed list of names and circumstan-

ces of their deaths. According to UNI-

TED, this list of deaths can be attributed

to the politics of migration in Europe.

The global refugee situation is alar-

ming: the figure of 23,400 people be-

coming refugees each day in 2012,

grew to 42,500 in 2014.4 Following this

global explosion in refugees, the num-

ber of illegal migrants crossing the Me-

diterranean has risen dramatically, in

the last three years, from 23,079 in 2012

to almost ten times as many - 219,000

- in 2014.5 Conflicts are key to under-

standing the increase (Syria, Eritrea),

but climatic changes and demographic

pressures are also part of the explanati-

on (Western Africa).

There is little hope that European po-

liticians will be able to agree on an

overall strategy for migration. In June

2015, the European Union Commission

suggested that member countries recei-

ve 20,000 extra refugees annually, and

that the 40,000 asylum seekers current-

ly in Italy and Greece be redistributed

among the European countries6 . This

is unlikely to happen due to national

politics in member countries: South

European member countries are asking

for help, but eastern European member

NY MISSION 30

89

countries are outright opposed, and

northern European countries are reluc-

tant to agree. The result is that while

the current politics are dysfunctional,

member states have blocked any real

solution to the problems. Meanwhile,

tens of thousands of desperate peop-

le continue in their attempt to reach

Europe.

Political response to migration in DenmarkIn 2014, a total of 638,000 Danes

were migrants or first generation de-

scendants of migrants, which is equ-

al to 11% of the total population of

5,650,000 persons. In the same period

10,110 persons applied for asylum,

8,500 were accepted for asylum, 17,000

allowed work permits and 7,370 gran-

ted study permits.7

Since summer 2014, there has been

an intense debate involving the Social

Democratic Party, Socialdemokrater-

ne, and the centre-right Liberal Party,

Venstre, concerning migration, and the

debate has occasionally almost turned

into a contest of which party would

come up with the toughest policy tow-

ards migrants. From the side of the po-

liticians, the hope has been to discoura-

ge potential migrants to Denmark. In

contrast to what might be expected,

voters have not been convinced by the

rhetoric of Socialdemokraterne and

Venstre, but have continued and in fact

increased their support of the nationa-

list, populist party Dansk Folkeparti, Da-

nish People’s Party.

In the recent national elections in Den-

mark (18 June 2015), Dansk Folkeparti

confirmed their stronghold among Da-

nish voters with 21.1% of the votes, ri-

sing to become the largest party in the

‘blue’ block, that is, among conservati-

ve and liberal parties - and the second

largest party in the Danish parliament.

These developments, in a small country

at the Northern brink of the world, may

not seem important. But we find that

they are significant, as they can be read

as harbingers of the situation in the

Nordic region more generally, including

Sweden, Norway and Finland.

Dansk Folkeparti has campaigned on

three issues for the last two decades:

anti-Muslim propaganda, a wider na-

tionalist, anti-immigration and xeno-

phobic rhetoric, and an anti-EU stance.

They have projected themselves as the

party defending the interests of elderly

and economically marginalized peop-

le, securing welfare for this group. Af-

ter the recent elections, the party has

become key in forming a new govern-

ment, nominating the leader of Venstre

as Prime Minister.

When discussing rhetoric on migration

and Danish politics, it is worth noting

NY MISSION 30

90

that Socialdemokraterne was the actu-

al winner of the elections. With 26.3%

of the votes, they cemented their posi-

tion as the main party in Danish poli-

tics.8 On the face of it, Dansk Folkeparti

and Socialdemokraterne might look

like opposites: A populist, xenophobic

party versus a traditional Nordic soci-

al democratic welfare party. However,

if judged by the recent rhetoric, the

two parties are not opposed to each

other at all. They both played the xeno-

phobic card in the election campaign.

Socialdemokraterne pointed out that

Eastern Europeans and ‘social dum-

ping’ at workplaces, with contractors

paying non-Danish employees less than

the national Danish agreement, were a

major problem, and Dansk Folkeparti

pointed fingers at Arabs, Muslims and

Romas – people with skin colors other

than white. What is more, both parties

are intimately connected with the wel-

fare state. That is, both parties conceive

themselves to be defenders of the wel-

fare state, and are operating according

to the logic of that state.

What, then, are the similarities and dif-

ferences between the two parties? As

mentioned, they are both closely con-

nected with the logics and worldview

of the (in)famous Scandinavian wel-

fare state. Socialdemokraterne have

been the 20th century architects of

the welfare state in Denmark, organi-

zing the labors’ response to capitalism,

demanding medical cover, education,

unemployment benefits, etc. Historical-

ly speaking, the welfare state is thus a

product of a particular form of capita-

list society, modified by socialist ideas.

Along the same line, Dansk Folkeparti

promises to care for those disadvan-

taged by EU policies, which bring in

cheap labour from other EU countries,

and to ensure that even if workers lose

their employment they can continue to

be consumers. Now the welfare state

can function only if there is strict con-

trol of who is eligible for benefits, and

a high level of trust in public gover-

nance. The boundaries must always be

clear and known: who is ‘us’ and who

is ‘not-us’, but ‘foreign’. This is the xen-

ophobic trait at the root of the welfare

state, and therefore migration has be-

come a key discussion point in the re-

cent Danish election campaign.

This brings us to the final point in our

discussion of current Danish politics

on migration: The Scandinavian wel-

fare state was initially conceived to be

operating in nation-states. Naturally,

the vast majority of the world’s popu-

lation lived outside of these nation-sta-

tes, and, thus, were not eligible for its

benefits. The current situation with

increased migration has therefore led

to accusations that new immigrants are

coming to feast on what is left of the

NY MISSION 30

91

Danish welfare state - an argument ac-

tually put forward by the Venstre lea-

der, now Prime Minister!

In an interview from June 9, 2015, the

now Prime Minister Lars Løkke Rasmus-

sen explains how he plans an ’immedi-

ate halt’ for refugees. By cutting the

social benefits to refugees to the level

of college students’ grants, linking pay-

ment of taxes to future social benefits,

and by reserving residence permit only

to those who speak Danish, have a per-

manent job, and is de facto integrated

in Danish society, he plans to reduce

the number of refugees, he explains in

the interview: “There is no doubt that

these revisions concerning conditions

for humanitarian residence permit will

cause a lower number of refugees.”9

In the quote, the Prime Minister direct-

ly links reduction of the number of re-

fugees with protection of the welfare

state. As a result, the Danish welfare

state actually encourages xenopho-

bia and racism in a situation of global

migration crises. Even more pointedly,

support of the welfare state and xen-

ophobic rhetoric have become one and

the same agenda!

Migration and hospitalityOn the background of the xenophobic

traits in current Danish politics, we will

now turn to Luke Bretherton’s theolo-

gical considerations on a Christian re-

sponse to refugees and migration, and

to the Christian tradition of hospitality

as it has been related to this issue by

Christine D. Pohl. Taken together, these

two theologians offer a Christian coun-

ter narrative to the Danish political

xenophobic rhetoric. In contradiction

to the political one, the Christian nar-

rative strives for philoxenia, ‘love of the

stranger’ (gr. Φιλοξενία, cf. Rom 12,13;

Hebr. 13,2), through hospitality based

on a Christian cosmopolitanism.

The church must ‘contradict’ sectarian democracyIn his inspiring book Christianity & Con-

temporary Politics (Bretherton 2010),

Luke Bretherton, professor at Duke

University, US, discusses the issue of

refugees and how Christians should re-

spond.

According to Bretherton, it is the po-

litical basis of their placelessness that

defines somebody as a refugee. Thus,

“the primary need of a refugee is po-

litical: it is for an arena of law and or-

der” (Bretherton 2010:141). However,

Bretherton argues, from here it does

not follow logically that any nation-sta-

te has a duty to care for this need. The

claims of the existing citizens must be

held up against the claims of the refu-

gees. Bretherton, hereby, addresses the

pressing tension of the current migrati-

NY MISSION 30

92

on crisis between the declared right of

asylum (UDHR Art. 14) and the wish of

the European nation states to maintain

themselves and their own wellbeing.

Bretherton finds an answer to this di-

lemma in a teleology, which he terms

‘Christian cosmopolitanism’ (Brether-

ton 2010:132). In a Christian cosmopo-

litanism the good of a particular com-

munity is directed towards the good

of humanity, which is directed towards

God. Hence, “the telos of humanity…

is a movement, via differentiation and

development through history, to an

eschatological fulfillment of creation”

(Bretherton 2010:134). Where there is

no such eschatological telos, false forms

of differentiation appear, as for examp-

le in nationalism. This is an intrinsic

aspect of democracy discriminating in

favor of its own demos, its own people

(Bretherton 2010:136). “Yet,” Brether-

ton asserts, “on a conception of the po-

lity within the Christian tradition, there

should be no necessary incompatibility

between welcoming refugees and pur-

suit of the common life of the polity”

(Bretherton 2010:135).

This does not entail that there should

be no borders or limitations:

The just political judgment to be

made in relation to refugees is at

what point the inclusion of more

refugees threatens to destabilize

any given area of law and order

and not, as so many other respon-

ses to refugees suppose, the point

at which either territorial integrity,

ethnic or cultural homogeneity, or

economics is threatened (Brether-

ton 2010:135).

These latter factors are not without

importance, yet they should neither be

primary nor determinative. But, is that

not to make law and order an end in

itself, Bretherton asks? No, it is just to

point out that it would be wrong not to

exclude those who will destroy what re-

fugees come to receive: law and order

and a just polity.

As the need of the refugee is prima-

rily political, the response cannot be

confined to humanitarian work, as is

the case with the UNCHR (Bretherton

2010:11). Consequently, churches must

also address the political level (cf. Pohl

2003:4). Given the universal scope of

the telos of the mission of God, and the

catholicity of the church, churches are

able to contradict the ‘sectarian logic

of democracy’ (Bretherton 2010:136).

Thus, churches can formulate and em-

body a ‘contradiction’ to injustice.

Bretherton here employs Saul Alinsky’s

concept of ‘contradiction’ and his path

breaking ideas of ‘broad-based commu-

nity organizing.’ (Bretherton 2010:71).

According to Alinsky, “political acti-

ons… are simultaneously to declare the

NY MISSION 30

93

unjust way to be untrue and to present

a possible alternative through which

all may flourish” (Bretherton 2010:79).

Thus, the church must both present a

socially-embodied alternative to that of

society’s unjust and ‘sectarian’ policies

concerning refugees, and also publicly

declare this position.

Bretherton contributes a most helpful

analysis of the refugee situation and

the churches’ possibility to respond

through ‘contradiction’. We will now

point to Christian hospitality as a way

of life embodying such contradiction in

relation to immigrants in general.

Strangers welcoming strangersChristine D. Pohl, professor of Christian

Social Ethics, Asbury Theological Semi-

nary, US, has written extensively on ho-

spitality and applied it in relation to mi-

gration, including refugees (Pohl 1993

et al). She says,

Current conditions of large-sca-

le migration and globalization

combined with heightened ethnic

violence, desperate refugee flows,

and a growing awareness of the

limits of tolerance as a cultural and

political response to difference

invite a closer look at the practice

of hospitality (Pohl 2006:81)

Pohl acknowledges the fear that might

discourage even Christians from a wel-

come to migrants that seems to threa-

ten rather than enhance our welfare.

However, the Christian tradition has

insisted that hospitality should first and

foremost be extended to those most

in need, regardless and even indepen-

dently of their ability to pay back or

contribute to their host community

(Pohl 2006:91-94). It will take a church

that dares to form an alternative cultu-

re to sustain this posture:

We will not be able to resist [the]

instrumental valuing of people if

we do not maintain some distance

from the world and its institutions

of status and power. Without some

sense of our own alien identity and

our connections to God’s kingdom,

we will find it difficult to see peo-

ple from God’s perspective and to

offer generous welcome without

concern for seeking advantage

(Pohl 2003:11).

Two motifs in the Scripture support

this approach: First, the people of God

experience, continuously, the status of

foreigners and exiles in the world. Se-

cond, they cultivate hospitality as a way

of life, and thus become strangers wel-

coming strangers (Pohl 2003:5). In the

early church, this hospitable way of life

was expected of every Christian and

every local church, as part of their iden-

tity and as an inevitable consequence

NY MISSION 30

94

of themselves being welcomed graci-

ously by God (Pohl 2003:9).

Christian hospitality is always conduc-

ted from a defined place. Pohl delibe-

rates the complex dynamic between

inclusion and identity:

Life-giving communities are not

completely open spaces… we also

need to cultivate a distinct identity.

We do not welcome people into

neutral space… We welcome them

into a story and a community with

its expectations and demands (Pohl

2003:10).

This is what sets Christian hospitality

apart, offering something like a home

or community, and not just a ‘hotel’ or

‘train station’. Yet, “there is an ever-pre-

sent tension between maintaining a

distinctive identity and welcoming

strangers.” (Pohl 2006:97). In parallel

with Bretherton’s criteria for exclusion

mentioned above, Pohl finds that in the

Old Testament “the different responses

to strangers seem to have been tied to

whether or not they could threaten Is-

rael’s covenantal responsibilities, identi-

ty, and unity” (Pohl 2006:97). Foreigners

could only be included in the people of

God if they did not threaten its loyalty

to God. Jean Vanier, founder of L’Arche

communities, considers the same issue,

stating that

[…] the question for every person and

community is how to remain rooted in

the soil of one’s faith and one’s iden-

tity, in one’s own community, and at

the same time to grow and give life to

others, and to receive life from them

(Vanier 1989:6-7).

To be able to open up like that, we

need an experience of the love of God

and a sense of what unites all human

beings.

Conversely, “communities are trans-

formed by the people they welcome;”

therefore, according to Pohl, hospita-

lity “presses… communities outward.”

(Pohl 2006:97) Thus, parallel to Alinsky,

Pohl stresses the necessary relation be-

tween embodiment of hospitality, and

public engagement and proclamation

of the gospel (Pohl 2003:10). From the

OT and the early Christian tradition,

she concludes that “hospitality combi-

ned with attention to structural issues

can help to shape a response to stran-

gers that is adequate to the need.”10ix

Showing hospitality without addressing

the structural and political level, on the

contrary, may perpetuate injustice. Erin

K. Wilson, director for the Centre for

Religion, Conflict and the Public Do-

main at Groningen University, Nether-

lands, stresses the same point. Refu-

gees, the most vulnerable people of

all, are victims of a “significant power

NY MISSION 30

95

imbalance… between the rights of the

state and the right of the individual.”

(Wilson 2013:146). Therefore,

[…] faithful hospitality not only

includes welcome and provision

of basic needs but also incorpo-

rates intervention in the form of

protection and pursuit of justice

on behalf of the stranger or other

who is the recipient of the hospita-

lity (Wilson 2013:147)11x

Thus, the faithful hospitality of Christi-

anity and the other monotheistic reli-

gions should include a commitment to

seek justice. Therefore, the tradition

of hospitality is a most helpful resour-

ce in responding to the plight of refu-

gees today, according to Wilson (Wilson

2013:154).

Finally, hospitality must never become

a program or a strategy for Christians

or local churches. Rather we must sha-

re ourselves through the way we live,

and inspire our families, churches, and

mission organizations. Pohl says: “ho-

spitality is not a means to an end; it is a

way of life infused by the gospel” (Pohl

2003:11). This infusion implies an endu-

ring transformational process in com-

mitted Christian communities.

Our worldviews and character must be transformedTo be able to respond adequately to

migration, churches must both form

an alternative policy inside the congre-

gations, and speak out publicly to the

world. Forming an alternative policy

could require restoring something like

the ancient ‘household’, the extended

family. In Protestant Christian traditi-

on, one could think of the attempts of

Bonhoeffer in Finkenwald as expressed

in Life Together, or Vanier’s vulnerable

L’Arche communities; that is, a relatio-

nal way of life contradicting the reig-

ning individualism of Western culture.

The American Christian ethicist Stanley

Hauerwas and several others have poin-

ted to virtue ethics and the need for

formative communities in the church

(Hauerwas 2003). It is transformation

in the church, that will direct Christians

outwards towards improvements in so-

ciety, as Andreas Østerlund Nielsen has

argued elsewhere (Nielsen 2012). Lee

Roy Martin, from South Africa, says,

The practice of hospitality within a

multi-faith context requires a trans-

formation in our thinking about

the Other. In fact, we must go

deeper than our thinking; we need

a transformation of our precogni-

tive disposition, so that we are no

longer suspicious of those who are

different from us (Martin 2014:6)

The thinking (worldview) of Christi-

ans must be transformed from a na-

NY MISSION 30

96

tional, democratic sectarianism to a

universal, yet differentiated, vision of

God’s creation and God’s mission. As

local congregations we are part of the

church universal. Christians from all

over the world are our brothers and

sisters. Furthermore, all people are our

fellow-humans created in the image of

God, for whom we share responsibility,

as they do for us (Pohl 2006:86).

Our precognitive disposition (our cha-

racter) needs to be transformed from

protectiveness and fear into hospitality.

Pohl names it a “radical, costly reori-

entation of our lives” (Poohl 2003:11).

Only God’s all-encompassing love wel-

coming us to be in Christ can transform

us thus by the Spirit. In the parables of

Jesus, God is revealed as the generous

host that welcomes the stranger, the

least and even his enemy to the great

feast. Hence, our hospitality is an impli-

cation of us being received as strangers

by God, who’s character is philoxenia

(Eph 2,19; Col 1,21-22).

It will take more than interest to receive the strangerIn light of these theological findings,

what should concern the church and its

local congregations in Denmark in their

response to the current migration crisis

and the political reactions to it ?

What should concern the church is not

only the populist, nationalist politicians

and the immediate threat they pose

to refugees and asylum-seekers. What

should concern the church also is all

those who chose to vote out of natio-

nalist concerns. We must consider: Who

are they, and what made them choose

to do so? As initially suggested, many

may have done so, not out of calcula-

ted selfishness, but out of xenophobia:

from fear of an unpredictable future,

of what is foreign and unknown, of cri-

me and terror. Fear of the opaque Euro-

pean Union, and the collapse of the Da-

nish welfare-system. It seems that many

Danish people feel vulnerable when

confronted with forces of political, eco-

nomic, and religious globalization. This

may be due to the lack of a telos that

will direct them towards an eschatolo-

gical hope for a differentiated, yet uni-

ted humanity. The tendency to close in

on oneself out of fear is described mo-

vingly by Vanier:

The danger for individuals, groups,

communities and nations is to

close themselves off. This hap-

pens to the little child when it

feels it is not wanted or loved. Its

vulnerable heart is wounded…

Families, communities and nations

may experience this same process

of closing up behind barriers and

frontiers of self-protection… There

is such a fear of difference, such a

NY MISSION 30

97

fear of losing one’s identity (Vanier

1989:6).

The attempt to further one’s own inte-

rests at the foreigner’s expense, thus,

may not arise so much out of surplus as

out of anxiety. Thus, it is indeed high-

ly problematic if, as is the case, more

well-off, well-educated, socially secure

Christians tend to look down upon

those who express xenophobia. The

case of the immigrants cannot be won

by defeating those Danes who voted

based on their anxiety. Rather, from

them we may also learn to confront our

own fears. The case of the immigrants

can only be won by openly engaging

those who would try to fence off Den-

mark from the wider world to protect

themselves. Hence, in the end, it will

not serve the immigrants, if the church

seeks to join the political power-play

on their behalf, in order to further its

political agenda of a more welcoming

foreign policy. Hospitality cannot be

fostered by enforcing declared human

rights but only by hospitably inviting

to (trans)formation. By setting up safe

environments for meeting the stran-

ger – whether immigrant, Christian

and/or a voter of Dansk Folkeparti – lo-

cal churches may facilitate transforma-

tions from xenophobia to philoxenia.

The church’s response to the current

migrant situation, however, is compli-

cated by the fact that Danish nationa-

lism makes use of the strong Danish

national Christianity and the Lutheran

Danish national church, called ‘the Peo-

ples Church’, that still counts more than

75% of the population as its members.

Xenophobia prevails within as well as

outside the church. The government

formed after the recent elections has

declared in their government platform:

“Denmark is a Christian country.” Thus,

‘national Christianity’ is stressed as part

of being Danish and as an integral

part of a Denmark that the politicians

pledge to protect against Muslim immi-

grants. A strong heritage of misusing

Luther’s so-called ‘doctrine of the two

kingdoms’ to separate religion from

politics, obviously does not prevent

the current rhetoric among politicians,

yet it discourages the People’s Church

from taking action. Furthermore, as

a national church, regulated by the

state, with certain legal and political

privileges - though without any real

political power - the People’s Church as

such seems inhibited from forming an

alternative polity within itself, as well

as publicly countering unjust political

legislation and policies. Local congrega-

tions engaged in immigrants and their

needs, thus, must publicly criticize any

nationalistic misuse of Christianity and

the Danish Christian heritage. Further-

more, they must continuously consider,

NY MISSION 30

98

whether the actual political, societal

and ecclesial situation brings the ‘con-

tradicting’ church in a status confessio-

nis.

Reflections from a responding church How do churches respond to the migra-

tion crisis, and how should they respond

according to the theological critique of

hospitality and cosmopolitanism outli-

ned above? Through interview with the

parish pastor of a local congregation

in Copenhagen, Denmark, well known

for its engagement with refugees and

asylum-seekers we want to explore the

use of philoxenia in creating a counter

narrative. This counter narrative by a

local congregation is much needed in

our political climate, where support of

the welfare state and xenophobia is

combined.

The church in case is Apostelkirken, the

‘Apostles’ Church,’ part of the Danish

national church, the Evangelical Luthe-

ran Church in Denmark. The church is

located in Vesterbro, Copenhagen. The

area is characterized by a mix of eth-

nic shops, hotels, cheap restaurants,

expensive cocktail bars and sex shops,

and its population of migrants, stu-

dents, and young families are visible in

the streets and parks. There is a lively

congregation in the church, and in the

course of 10 years, a large group of

Farsi-speaking peoples from Iran and

Afghanistan (some 50 persons) has joi-

ned the congregation. The result is an

intentionally multi-ethnic congregation

with ethnic Danish, Iranian and Afghan

members, now numbering some 150

persons. There is a clear consciousness

within the congregation that gathers

for prayer, sermons, catechism, and ce-

lebration of mass, that translation be-

tween Danish, English and Farsi is cruci-

al. Members of the congregation have

been involved in forming a liturgy that

manifests and celebrates diversity and

engages everyone.

In our interview with the church’s pa-

stor, Niels Nymann Eriksen, he explains

the theological thinking behind the

congregational life by means of the

story of Lazarus and the rich man (Luke

16). “We do not readily know the situ-

ation pictured in the story in our welfa-

re state,” he says. “We do not see the

poor Lazarus lying outside the gate of

the rich man’s house. That is not becau-

se the division between the poor and

the rich does not exist. Rather, the gate

is located somewhere else.” Eriksen ar-

gues: “The barbed wire border fences

are our ‘walls’ and the passport controls

of Europe our ‘gates.’” A main point in

the biblical story, according to Eriksen,

is that the walls first protect the rich

man’s luxurious life, but ultimately turn

out to be a barrier, which hinders him

NY MISSION 30

99

from reaching his brothers and living

for others.

Now, what should the rich man in the

biblical story have done? And how can

this inspire our own action in a situati-

on where the poor are lying at our ga-

tes and refugees walking the highways

of our land? According to Eriksen, the

biblical story is critical towards the rich

man, not because he is rich but because

he is passing Lazarus daily and actively

ignoring his needs. He distances himself

from Lazarus by walls, and distance fo-

sters cynicism. The rich man could have

encountered Lazarus actively, Eriksen

argues. “His active encounter would

have altered his cynicism, because

proximity fosters empathy and under-

standing. The sin, which the rich man

committed, was the sin of not being

attentive of one’s neighbour.” What

Eriksen advocates - for the rich man as

well as for us who encounter migrants

- is thus not a specific act but ‘attentive

presence.’

Continuing this line of thinking, Erik-

sen argues that philoxenia, ‘love of the

stranger’ and the opposite of xenop-

hobia, is the theological keyword for

understanding and framing the prac-

tice found in Apostelkirken. “Without

love, without devotion, no real under-

standing of the stranger is possible. At

the same time and just as important,

philoxenia becomes the litmus test on

one’s view of the human: Is human dig-

nity really fundamental, independent

of one’s ability to contribute and to be

an economic asset?”

“The biblical theme of philoxenia is

continued in the mystical way that Je-

sus meets us as a stranger: Abraham

met the Lord near the great trees of

Mamre. Lot met the angels of the Lord

in Sodom. Mary met Jesus after his re-

surrection, thinking he was attending

the garden. The two men walking to

Emmaus joined company with Jesus,

not recognizing him until he broke the

bread in their homes. Abraham, Lot,

Mary and the two men open themsel-

ves up to the stranger and thereby en-

counter the Lord.”

“Whereas the common human dis-

position is to love one you know, the

opposite point is made in the Biblical

scriptures: God loves and encounters

us as strangers. From a human perspec-

tive, love of the stranger is a love of

what you do not know. The strangers’

strangeness is not a characteristic, but

a lack of characteristics; therefore,

strangeness is synonymous with what is

not known. Opening oneself up to the

stranger is to open oneself up to what

is the only commonality between one-

self and the stranger, that is, a common

humanity. Opening oneself up to the

NY MISSION 30

100

stranger is therefore to open oneself

to shalom in the concrete and histori-

cal context of ours,” Eriksen conclu-

des - drawing on his experiences with

Apostelkirken being attentively present

among immigrants in Copenhagen.

We acknowledge the widely known,

strong witness of Apostelkirken and

its pastors. The question is whether the

“attentive presence” and philoxenia of

Apostelkirken is able to cope with the

challenges presented to our society.

Therefore, in the light of the theologi-

cal resources for a counter narrative to

the political xenophobia, we consider

the following:

First, will and can the congregation

address the political and structural le-

vel of the migration crisis and Danish

reactions to it? Does it embody a ‘con-

tradiction’ to the political rhetoric? As

quoted above, Eriksen points out that

“the biblical story is critical towards the

rich man, not because he is rich…” Even

if this may be exegetically correct, does

this comment reflect an unwillingness

to ‘contradict’ the reigning economic

and political regimes? At least, the

question remains, how can a local con-

gregation transcend individual charity,

to engage at the societal level and the

macro mechanisms that give rise to mi-

gration in the first place?

Secondly, does Apostelkirken manage

to facilitate a “radical, costly reorien-

tation of our lives” (Pohl), or are they

just attracting, among the Danes in-

volved, young people from a globally

oriented intellectual elite, eager for a

stimulating cross-cultural milieu? Does

Apostelkirken, for example, also seek

to facilitate hospitality towards the

(less ‘interesting’) Danish, xenophobic

stranger, and, even more, reconciliation

with these? Hence, it would be of inte-

rest to explore how Apostelkirken seeks

to integrate love of (Danish) neighbor

and love of (immigrant) stranger (phi-

loxenia).

Nonetheless, we find that it is of crucial

importance that local congregations, as

for example Apostelkirken, take action.

Such engagement must insist on wel-

coming and loving all kinds of stran-

gers: migrants (including refugees), the

voters for Dansk Folkeparti, as well as

those of us who feel alienated at times

by our own defensiveness, selfishness

and fear. This implies seeking to recon-

cile the seemingly conflicting plights

and interests of people foreign to each

other and to ourselves. Ultimately, we

know of no better way to do this than

by inviting all people to be reconciled

with their fellow human beings in God

and Christ (Eph 2, 11-22). To that end,

we need to establish committed com-

munities, in which we can be formed

and transformed by God’s story and

NY MISSION 30

101

God’s love, towards the holistic and uni-

versal telos of the mission of God.

ConclusionIn this article, we have discussed the Da-

nish political reactions to the migration

situation in Europe and stated that sup-

port of the welfare state and xenopho-

bic rhetoric have become one and the

same agenda. Further, we have presen-

ted theological reflections on ‘Christian

cosmopolitanism’ and hospitality as a

possible Christian reaction to migrati-

on. We have reported reflections from

a church forming a policy of philoxe-

nia as an intentional alternative to the

spreading hostility towards immigrants.

On this background, we have discussed

some current challenges to local con-

gregations responding to immigration

in Danish context, and we have raised

critical considerations to the case of

Apostelkirken.

On this basis, we conclude that hospita-

lity, including both philoxenia and love

of neighbor on an individual as well

as a societal level, is a fitting response

to God’s gracious welcome and to the

plights of both immigrants and eth-

nic Danes marked by xenophobia and

lack of telos. However, such hospitali-

ty is a virtue that can only be acquired

through a “costly reorientation of our

lives” based on reconciliation in Christ.

To facilitate such transformation, will

take local congregations that are wil-

ling and able to embody a ‘contradicti-

on’ by forming committed communiti-

es, a ‘life together’ in Christ.

ReferencesBretherton, Luke2010 Christianity and Contemporary Poli-

tics: The Conditions and Possibilities of Faithful Witness. Chichester, West Sussex, U.K.; Malden, MA: Wiley-Blackwell.

Hauerwas, Stanley2003 The Peaceable Kingdom: A Primer in

Christian Ethics. London: SCM Press.

Martin, Lee Roy2014 “Old Testament Foundations for

Christianity Hospitality”. Verbum et Eccelsia, Vol. 35, No. 1.

.Nielsen, Andreas Østerlund2012 Missional Transformation: A Con-

structive Discussion Applying the Theologies of the Mission as Trans-formation Movement and Stanley Hauerwas: PhD Dissertation [Aarhus]: Graduate School of Arts, Aarhus University, pp. 274-276.

Pohl, Christine D.1999 Making Room: Recovering Hospita-

lity as a Christian Tradition. Grand Rapids: Eerdmans.

2003 “Biblical Issues in Mission and Mi-gration”. Missiology: An Internatio-nal Review, Vol. 31, No. 1.

2006 “Responding to Strangers: Insights from the Christian Tradition”. Studi-es in Christian Ethics, Vol. 19, No. 1.

Vanier, Jean1989 Community and Growth (2nd rev. ed.).

London: Darton, Longmann & Todd.

NY MISSION 30

102

Wilson, Erin K.2013 “Be Welcome: Religion, Hospitality

and Statelessness in International Politics”. Hospitality and World Politics, ed. Baker. Basingstoke, Hampshire: Palgrave Macmillian

Notes1. As the focus of this paper is the issue of

how to respond to the stranger and the stranger’s needs, we do not apply a de-finite definition of, or a sharp distinction between, the notions of “refugees” and other “migrants” (of which refugees is seen as a subgroup).

2. http://unhcr.org/556725e69.html, acces-sed 28. July 2015.

3. http://unitedagainstrefugeedeaths.eu/map/, accessed 28. July 2015.

4. http://unhcr.org/556725e69.html, acces-sed 28. July 2015.

5. http://unhcr.org/556725e69.html, acces-sed 28. July 2015.

6. http://www.theguardian.com/news/datablog/2015/jul/21/eu-member-states-miss-target-to-relocate-40000-migrants, accessed 30. July 2015.

7. http://www.danmarksstatistik.dk/da/Sta-tistik/emner/indvandrere-og-efterkom-mere, accessed 28. July 2015.

8. The reason that they are not continuing as ruling party is that their various allied parties did not get enough votes to form a majority ‘red’ block.

9. Lars Løkke Rasmussen, interview 9. June 2015 to the national public service TV-channel DR, www.dr.dk accessed 18. November 2015, our translation.

10. Pohl finds reason to state that hospitality will not meet all of the refugees’ and asylum-seekers’ needs, yet “is a crucial component of any response;” thus she here seems to employ the term “ho-spitality” in a more narrow sense (Pohl 2006:101; cf. p. 83).

11. Wilson uses the term “faithful witness” to designate (monotheistic) religious motivated hospitality.

NY MISSION 30

Jonas Adelin Jørgensen, f. 1973, cand. theol. og ph.d., er generalsekretær i Dansk Missionsråd og

ekstern lektor på Afdeling for Systematisk Teologi, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universi-

tet, hvor han underviser i emner vedrørende dogmatik, religionsteologi, økumeni og ekklesiologi.

Har bl.a. skrevet afhandlingen ”Jesus Imanders and Christ Bhaktas. A Qualitative and Theological

Study of Syncretism and Identity in Global Christianity” (2006) og redigeret bogen Mission and

Money (2015).

Andreas Østerlund Nielsen, f. 1971, ph.d. og cand.theol., arbejder som freelance teolog med

speciale i kirke og mission. Tovholder for DMR’s Forum for Integreret Mission. Mail-adresse:

andreasnielsen@it.dk.

103NY MISSION 30

104 NY MISSION 30

105

Folkekirkens AsylsamarbejdeAf Søren Dalsgaard

Allerede inden flygtningekrisen i den offentlige bevidsthed tog sin be-

gyndelse i efteråret 2015, var Folkekirkens Asylsamarbejde (FAS) blevet

etableret med støtte fra den folkekirkelige fællesfond og fra Trygfon-

den. FAS, der er en netværks- og samarbejdsorganisation forankret i

Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, har bidraget til at etablere netværk

mellem aktørerne på området og har rådgivet om dåbsoplæring af asyl-

ansøgere, der ønsker at blive døbt. FAS har endvidere forholdt sig til

Flygtningenævnets troværdighedsvurderinger af konvertitter, der søger

asyl, samt asylansøgeres adgang til kirkelig betjening og har bidraget til

udvikling af modeller for samarbejdet mellem kommuner og civilsam-

fundsaktører.

IndledningDa et stort antal flygtninge i septem-

ber 2015 nåede den danske grænse og

begyndte at vandre på de danske mo-

torveje, bragte det en mediestorm over

Danmark. I den offentlige bevidsthed

blev efteråret 2015 det tidspunkt, hvor

flygtningekrisen startede i Danmark.

Kigger man på statistikkerne, tegner

der sig et noget mere nuanceret bille-

de. I 2013 søgte 7.557 personer asyl i

Danmark. Ankomsten var ikke sæson-

bestemt men var nogenlunde jævnt

fordelt ud over hele året. I 2014 fort-

satte den samme tendens indtil juni

måned, hvor der skete en brat stigning

i antallet af asylansøgere. Denne stig-

ning aftog omkring oktober måned,

da vintermånederne stod for døren,

og det blev sværere at rejse. Da 2014

var omme, havde 14.792 personer søgt

asyl i Danmark, hvilket var næsten det

dobbelte i forhold til året før. Året 2015

fulgte samme mønster som i 2014 helt

indtil midten af oktober måned, dvs.

med en begyndende stigning i sommer-

månederne. Men til forskel fra 2014 så

fortsatte antallet af asylansøgere med

at stige i efteråret og begyndte først

at aftage i december måned. Antallet

af asylansøgere endte derfor på i alt

21.225 i året 2015.

Man kan med god grund argumentere

for, at flygtningekrisen i Danmark reelt

NY MISSION 30

106

startede mere end et år, før det ramte

den offentlige bevidsthed hos dansker-

ne, nemlig på det tidspunkt i 2014, hvor

kurven for alvor begyndte at stige og

således resulterede i en fordobling i an-

tallet af asylansøgere i forhold til året

før.

Etableringen af Folkekirkens AsylsamarbejdeUdfordringen med flygtninge er alt-

så ikke ny. Det har man også kunnet

mærke i kirken. Etableringen af Folke-

kirkens Asylsamarbejde (FAS) har tråde

tilbage til et møde i januar 2014, hvor

landets biskopper drøftede udfordrin-

ger i forbindelse med kirkens pastorale

betjening af landets asylcentre. Af refe-

ratet kan man læse følgende:

På baggrund af det voksende pres

på de pastorale ressourcer ved

de enkelte asylcentre, tilsluttede

biskopperne sig, at der udpeges 1-3

præster i hvert stift, der kan funge-

re som ressourcepersoner vedrø-

rende den folkekirkelige betjening

af asylcentrene. Disse ressourceper-

soner danner et netværk, og der

iværksættes en kursusvirksomhed

for netværkets medlemmer, even-

tuelt i samarbejde med TPC (referat

fra bispemøde den 6. og 7. januar

2014).

Netværket af ressourcepræster begynd-

te i den efterfølgende periode at tage

form og var endeligt etableret med

repræsentanter fra alle landets stifter i

februar 2015. Fra begyndelsen stod det

klart, at der var behov for tilførsel af

ressourcer til at koordinere og facilitere

netværkets aktiviteter. Der blev således

bevilget 1,3 mio. kr. af den folkekirke-

lige fællesfond til etablering af et tre-

årigt projekt med start den 1. januar

NY MISSION 30

107

2015 til udvikling af den pastorale be-

tjening på landets asylcentre. Projektet

blev forankret i Folkekirkens Mellem-

kirkeligt Råd og fik navnet Folkekirkens

Asylsamarbejde. TRYG-fonden bevilge-

de efterfølgende støtte på 2,25 mio.

kr. til udvidelse af projektets diakonale

aspekter med fokus på udvikling og ko-

ordinering af sociale og netværksska-

bende initiativer for asylansøgere og

flygtninge.

Folkekirkens Asylsamarbejdes organisationSom det fremgår af navnet tænkes

Folkekirkens Asylsamarbejde som en

netværks- og samarbejdsorganisation

mere end som et hierarki med klare be-

slutningsgange. Denne tænkning lig-

ger dybt i den folkekirkelige identitet

og struktur. Folkekirkens engagement

på flygtninge- og asylområdet består

derfor ligesom på så mange andre

områder af det kirkelige arbejde af en

lang række lokale menigheder, kirkeli-

ge organisationer, udvalg og uformelle

netværk, som selv har taget initiativer

på en række områder. Opgaven har så-

ledes ikke været at starte en ny organi-

sation eller nye initiativer, men derimod

at understøtte og udvikle det eksiste-

rende arbejde med særligt blik for det

tværgående samarbejde, opbygning af

en stærk infrastruktur og fokus på fæl-

les landsdækkende temaer.

Særligt for arbejdet med flygtninge og

asylansøgere er der betydelige økume-

niske aspekter, som gør sig gældende,

idet udlændinge ikke altid har et klart

blik for de konfessionelle og organisa-

toriske skillelinjer i dansk kirkeliv. Det-

NY MISSION 30

108

te forhold tydeliggør behovet for et

stærkere samarbejde og en erfarings-

udveksling på tværs af kirkesamfund.

Det er derfor en styrke, at Folkekirkens

Asylsamarbejde er forankret i Folkekir-

kens Mellemkirkelige Råd, der vareta-

ger folkekirkens økumeniske relationer

til andre kirker i udlandet såvel som i

Danmark.

Kortlægning og netværkEn af de første opgaver i begyndelsen

af 2015 var at udsende en værktøjskas-

se til præster i sogne, hvor der på dette

tidspunkt lå et asylcenter. Som opfølg-

ning på udsendelsen blev der foretaget

en rundringning til alle modtagere af

værktøjskassen. Formålet var for det

første at bidrage med materialer til det

lokale arbejde i relation til asylcentre-

ne og for det andet at kortlægge ek-

sisterende arbejde samt indsamle gode

lokale erfaringer. Kortlægningen gav

et billede af sognenes kontakt med

asylansøgere og samarbejdet med de

lokale asylcentre ud over hele landet

(se tekstboks).

Udviklingen i lokale arbejdsgrene har

siden hen været eksplosivt og er det

fortsat. Mange steder vokser det eksi-

sterende arbejde, og mange nye initi-

ativer er kommet til. I Ribe Stift var der

ultimo 2014 10-12 lokale sogne med

en tværkulturel aktivitet. I slutningen

af 2015 var dette antal fordoblet til

mindst 25 steder (Årsrapport for Folke-

kirkens Tværkulturelle Center 2015).

Ved rundringningen i foråret 2015 blev

det tydeligt, at der var behov for at styr-

ke de regionale netværk med henblik

på at skabe rum for sparring og ud-

veksling af erfaringer. Det skyldes ikke

mindst, at det er et særligt arbejdsfelt,

NY MISSION 30

Resultater fra kortlægningen i foråret 2015 (tallene inkluderer ikke børnecentre

med uledsagede mindreårige, da der her er tale om særlige forhold, hvorfor

præster generelt udviser stor forsigtighed).

• Ved fire ud af fem asylcentre har asylansøgere selv opsøgt og deltaget i

kirkens gudstjenester lokalt.

• Ved tre ud af fire asylcentre er der etableret kontakt mellem kirke og asyl-

center.

• Ved næsten to tredjedele af asylcentrene har kirken haft aktiviteter for

asylansøgere ud over gudstjenester.

• Ved over halvdelen af asylcentrene er personer fra menigheden ud over

præsten involveret i frivilligindsats for asylansøgere.

109

som ofte er båret af pionerer, og som

stiller store krav til improvisation og

nybrud i arbejdet. På Sjælland er der

med udgangspunkt i Apostelkirken på

Vesterbro i København opbygget en er-

faringsudvekslingsgruppe bestående af

præster, organisationsansatte og enga-

gerede lægfolk. Gruppen mødes jævn-

ligt og er vokset til at omfatte et bredt

udsnit af kirkelige aktører i et geogra-

fisk område, som dækker København,

Helsingør og Roskilde Stifter. Lignende

netværk er undervejs flere andre steder

i landet. I Roskilde Stift er der udpe-

get præster i hvert provsti, som har til

opgave at være kontaktpersoner som

flygtninge- og asylpræster. En stiftsko-

ordinator er ansat til at koordinere net-

værket. Tre af præsterne i Roskilde Stift

har med en kvote af deres stilling fået

afsat særskilt tid til arbejdet med flygt-

ninge og asylansøgere.

Rådgivning om dåbsoplæringMange asylansøgere opsøger lokale

præster og menigheder med et ønske

om at konvertere til kristendommen

og blive døbt. Dette stiller præsterne

i en uvant og vanskelig situation. For

det første er der praktiske udfordrin-

ger, som gør sig gældende, heriblandt

sproglige og kulturelle barrierer. I nog-

le menigheder er der med tiden opbyg-

get ressourcer, så det er muligt at tilby-

de oversættelse af dåbsundervisning,

gudstjenester og andre kirkelige aktivi-

teter. Enkelte steder forestår personer,

som taler farsi, selve undervisningen.

Andre steder må man benytte sig af

ekstern tolkebistand, men udfordrin-

gen kan her være at finde tolke med

tilstrækkelig indsigt i kirkelige emner

og begreber og med en personlig bag-

grund, som gør, at dåbskandidaten fø-

ler sig tryg i situationen. Flere sogne

rundt om i landet har indkøbt tolke-

anlæg til brug ved simultantolkning af

gudstjenesterne til fx farsi eller engelsk.

Nogle steder, hvor geografiske afstan-

de er en begrænsning, foregår under-

visningen eller tolkningen via Skype.

De asylansøgere og flygtninge, som

søger mod kirken, kommer ofte fra en

baggrund i et muslimsk samfund, hvor

de har haft lille eller slet ingen berøring

med kirke og kristendom. Forudsæt-

ningerne for at indgå i et dåbsforbere-

dende forløb er derfor anderledes, end

når der er tale om voksne danskere,

som – selvom de måske kun har ringe

kendskab til kristendommens indhold –

trods alt er opvokset i et samfund, som

i et vist omfang er præget af kristne

værdier og traditioner. Flere steder i

landet benyttes i dag en model, som er

udviklet på baggrund af mere end ti års

erfaringer med dåbsforløb for asylan-

søgere i Apostelkirken, hvor der går op

til 9 måneder fra den første anmodning

om dåb til selve dåben finder sted.

NY MISSION 30

110

Med udgangspunkt i disse og andre til-

svarende erfaringer rådgiver Folkekir-

kens Asylsamarbejde løbende præster

om sammensætning af dåbsforbere-

dende forløb, herunder tilgængelige

materialer, dåbsforberedelsens længde

og indhold, nyttige ressourcer, lokale

sparringsnetværk, ressourcepersoner,

etc. En væsentlig del af rådgivningen

er en bevidstgørelse og refleksion om-

kring de teologiske aspekter af en så-

dan dåbspraksis, hvor dåben finder sted

på baggrund af en anmodning fra dåbs-

kandidaten og med udgangspunkt i et

bevidst trosvalg. De teologiske aspekter

af denne udvikling i den folkekirkelige

dåbspraksis er beskrevet nærmere i en

artikel i Præsteforeningens Blad med

titlen ”Den kristne dåb og den kultu-

relle mangfoldighed: Tyve teser om dåb

og omvendelse” af Hans Raun Iversen

og Jonas A. Jørgensen (2016, s. 44-52).

Troværdighedsvurderinger af konvertitter (og religionsneu-tralitet på asylcentre)En række temaer har en sådan karakter,

at der har været behov for at håndtere

spørgsmålet på et mere overordnet na-

tionalt plan. Det gælder for eksempel

Flygtningenævnets troværdighedsvur-

deringer af konvertitter i forbindelse

med asylsager. Af andre temaer kan

nævnes begrænsninger i asylansøgeres

adgang til kirkelig betjening begrundet

i princippet om religionsneutralitet el-

ler det manglende blik for inddragelse

af kirken de gange, hvor civilsamfundet

indkaldes af offentlige myndigheder til

dialog om integrationsopgaven.

En vurdering af asylansøgerens gene-

relle troværdighed og forklaring om sin

baggrund og asylmotiv indgår som en

fast bestanddel i de fleste almindelige

asylsager. En konversion til kristendom-

men kan i visse tilfælde udgøre en risi-

ko for asylsøgerens sikkerhed, hvis ved-

kommende hjemsendes til hjemlandet.

Konversionen kan dermed komme til at

udgøre en væsentlig del af asylmotivet.

Når det gælder troværdighedsvurde-

ringer af konvertitter, er udfordringen,

at konversionen vedrører et personligt

trosforhold, som vanskeligt lader sig ve-

rificere i objektiv forstand.

Spørgsmålet er, om det er muligt at

foretage juridiske afgørelser om, hvor

vidt en person reelt er konverteret eller

ej, på en måde, som er teologisk hold-

bar.

En arbejdsgruppe med teologisk-juri-

disk ekspertise er blevet nedsat til at

frembringe viden om konversionssager

i Flygtningenævnet samt komme med

juridisk og teologisk forsvarlige anbe-

falinger om disse spørgsmål. Udfordrin-

gen med troværdighedsvurderinger

omhandler særligt konvertitter af af-

ghansk og iransk oprindelse og natio-

NY MISSION 30

111

nalitet. En kortlægning fra marts 2016

har vist, at 250 på dette tidspunkt var i

gang med et dåbsforberedende forløb,

og at mindst 100 iranske flygtninge og

asylansøgere var blevet døbt inden for

den seneste tre måneders periode. Det-

te er en markant stigning i forhold til

tidligere år. Spørgsmålet om troværdig-

hedsvurderinger af konvertitter bliver

således i stigende grad aktuelt og vil

sandsynligvis fremover kunne mærkes

i form af et stigende antal flygtninge-

nævnssager med konversion som væ-

sentligt eller primært asylmotiv.

Koordinering af diakonale initi-ativerFolkekirkens struktur er blevet beskre-

vet som et velordnet anarki. Dette har

både fordele og ulemper. I arbejdet

med asylansøgere og flygtninge er det

fra kommuner og ministerier blevet

fremhævet, at der er behov for stær-

kere samarbejde, koordinering og in-

frastruktur blandt lokale aktører. Der

er skabt en bevidsthed i de offentlige

institutioner om, at integrationsopga-

ven ikke kan løses uden civilsamfundet.

Men omstillingen til at skulle samarbej-

de med civilsamfundsaktører er svær

for mange kommuner. Grundet mang-

lende ressourcer i kommunen er kob-

lingen til civilsamfundet mange steder

mangelfuld, idet der savnes et overblik

over relevante civilsamfundsaktører

samt et dybere kendskab til de interne

samarbejdsrelationer og lokale frivilli-

ge netværk.

Folkekirkens Asylsamarbejde arbejder

derfor for at udbrede en samarbejds-

model internt i de kirkelige miljøer,

som tager udgangspunkt i erfaringer

fra Haderslev. Haderslev-modellen er

et initiativ, som samler sognekirker,

frikirker og kirkelige organisationer

i et samarbejdsnetværk, som de har

valgt at kalde Fælleskirkeligt Integrati-

ons-Netværk. Målet er for det første at

styrke kendskabet til hver enkelt aktørs

integrationsinitiativer, så disse kan ko-

ordineres. For det andet at igangsætte

nye fælles initiativer efter behov, fx når

der lokalt etableres et nyt asylcenter.

For det tredje at udpege en eller flere

tovholdere og dermed skabe én samlet

indgang til de lokale kirkelige miljøers

integrationsarbejde. Hermed styrkes

muligheden for samarbejde med eks-

terne partnere (fx til kommunen, Røde

Kors e.l.).

Den lokale tovholder kan bl.a. andet

have til opgave at repræsentere de kir-

kelige miljøer ved møder med eksterne

partnere, bygge bro til de frivillige i

baglandet, igangsætte nye initiativer,

samt koordinere netværket. Modellen

kan tilpasses lokale forhold, således at

der kan tages højde for karakteren af

eksisterende samarbejdsrelationer. Der

NY MISSION 30

112

er allerede etableret en række samar-

bejdsfora rundt om i landet, og flere er

undervejs. Målet er, at hele danmarks-

kortet med tiden skal dækkes ind af lo-

kale samarbejdsnetværk.

Vi ved fra erfaringer, at personlig og di-

rekte kontakt mellem danskere og ny-

danskere er en af de vigtigste faktorer

for en positiv og vellykket integration.

På lokalt plan har kirker og kirkelige

organisationer gennem flere år og med

stor succes arbejdet med etablering af

venskabskontakter.

Folkekirkens Asylsamarbejde er gået

sammen med Kirkernes Integrati-

ons-Tjeneste og Tværkulturelt Center

om at udvikle en fælles kirkelig plat-

form for at styrke det lokale arbejde

med venskabskontakter. Et natuligt

forum for lokal igangsættelse af et så-

dant initiativ vil være de lokale samar-

bejdsfora, som kan formidle kontakten

til kommunen og koordinere arbejdet.

KonklusionFolkekirkens Asylsamarbejde blev etab-

leret i begyndelsen af 2015, ca. et halvt

år inden flygtningesituationen for alvor

kom på dagsordenen i offentligheden.

Behovene for et kirkeligt engagement i

mødet med nydanskere har dog eksiste-

ret længe før. En række frie folkekirke-

lige organisationer har gennem årtier

været engageret som pionerer i arbej-

det. Efterhånden som dette arbejde er

taget til i styrke og omfang, er behovet

for en forankring i den officielle folke-

kirkelige struktur blevet tydeliggjort.

I de kommende år vil folkekirken bli-

ve udfordret på sin nationale iden-

titet. Folkekirken vil ikke bestå som

en homogen nationaletnisk kirke, alt

imens samfundet bevæger sig i plura-

listisk retning. Vi vil i de kommende år

opleve en udvikling, hvor omstillingen

til den globale virkelighed ikke blot

handler om at etablere særskilte ar-

bejdsgrene for flygtninge og indvan-

drere, men derimod om at indoptage

de globale impulser centralt i kirkens

selvforståelse. Vigtige temaer i denne

udvikling vil være etablering af interna-

tionale sognemenigheder, udvikling af

et folkekirkeligt lederskab af migran-

ter, ny refleksion over fællesskaber på

tværs af konfessionelle skillelinjer, samt

en omstilling og tilpasning af kirkens

missionsvirksomhed til de nye transna-

tionale netværk.

NY MISSION 30

113NY MISSION 30

Søren Dalsgaard, f. 1983, uddannet som teolog i Nairobi og cand. mag. i afrikastudier fra Køben-

havns Universitet, er koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde og Folkekirkens Mission, under

Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. Han er formand for beboerforeningen i Mjølnerparken og

medlem af menighedsrådet ved Kingo Kirke på Nørrebro.

114 NY MISSION 30

115

Her hos os: Danske sognemenigheders møde med flygtninge

Af Birthe Munck-Fairwood

I denne tid banker stadig flere flygtninge på kirkens dør. Nogle hører

kirkeklokkerne og kommer til gudstjeneste. Ofte er den spontane men-

neskelige kontakt afgørende for, om de kommer igen. I dag er der des-

uden mindst 20 sognekirker, som tilbyder gudstjenester på engelsk og

eventuelt tolkning til andre sprog. Der arrangereres middage på tværs

og tilbydes kontaktfamilier til flygtningene. I en række kirker er stør-

re grupper af især iranske asylansøgere i gang med dåbsundervisning.

For at hjælpe flygtningene til at lære det danske sprog arrangeres der

sprogcaféer, og i mandeklubber arbejder man også på at møde andre

behov. Der er eksempler på kirker, som har tilbudt flygtninge praktik-

ordninger, og kirker, der har udlånt deres lokaler til migrantmenigheder.

Kirkernes flygtningearbejde er ikke kun til glæde for flygtningene, men

er også en berigelse for de menigheder, der engagerer sig.

”Vi måtte gøre noget.” Sådan lyder det

fra stadig flere sognemenigheder i takt

med, at verdens flygtninge er kommet

tættere på danskernes hverdag. Midt i

et opmuntrende mylder af aktører fra

alle dele af civilsamfundet har også

lokale menigheder taget de nye udfor-

dringer op i stort og glædeligt omfang.

For hjælp til mennesker i nød har til alle

tider været en del af den kristne kirkes

grundfortælling. Sådan er det også i

dag.

Antallet af flygtninge, der søger be-

skyttelse i Europa, er de seneste år ste-

get markant. Aldrig har så mange væ-

ret på flugt siden Anden Verdenskrig.

Ifølge UNHCR er der i dag omkring 60

millioner flygtninge i verden. I Dan-

mark kan vi ikke længere regne med,

at verdens flygtningestrømme går uden

om os. I 2015 søgte 21.225 mennesker

asyl hos os. I et globalt perspektiv er det

forsvindende få. Men det er tre gange

så mange som i 2013.

Derfor er det ikke overraskende, at sta-

dig flere flygtninge banker på kirkens

dør. Nogle kommer med en stærk per-

sonlig kristentro og søger trosfæller i et

NY MISSION 30

116

nyt land og/eller hjælp til at organisere

egne menigheder. Andre har en anden

eller ingen religion, men opsøger kir-

ken, fordi de er nysgerrige og måske

tiltrukket af det kristne budskab. Man-

ge har aldrig haft mulighed for at lære

om den kristne tro der, hvor de kommer

fra. Nogle vælger efter moden overve-

jelse at blive døbt. Andre igen søger

menneskeligt nærvær, kontakt og sam-

vær med danskere gennem kirken, men

har ikke til hensigt at skifte tro. Alle er

de lige uden for kirkedøren.

I det følgende præsenteres en række

glimt fra sognemenigheders møde med

flygtninge – til eftertanke og inspirati-

on. Mange andre historier kunne have

været fortalt. De må fortælles andre

steder. For vi bevæger os i et bredt, bro-

get og mangfoldigt territorium, hvor

der til stadighed trædes nye stier ved

siden af de kendte og veltrådte.

Den første kontakt: Vi hørte kirkeklokkerne En søndag dukkede to syriske kvinder

op til gudstjenesten i en større provins-

by sammen med deres børn. De kom fra

byens asylcenter, der ligger inden for

gå-afstand fra kirken. De havde hørt

kirkeklokkerne. Den ene var kristen og

den anden muslim. Efter gudstjenesten

blev de inviteret på kirkekaffe. Næste

søndag kom de igen. Kordegnen for-

tæller:

Asylansøgerne har givet menig-

heden et løft. Folk fra menighe-

den begyndte at besøge dem på

asylcentret og invitere dem hjem.

Det har været rigtig godt for

begge parter. Vores kirkekaffe er

blomstret op. Her har en traditio-

nel kirkekaffe vist sit værd. Også

mødet med børnene har betydet

meget. En søndag lavede kvinder-

ne kirkefrokost til menigheden.

Flere af de ældre kirkegængere er

kommet i opløftet stemning ved

det her!

For mange asylansøgere er søndags-

gudstjenesten det første møde med

folkekirken. Ofte er det den sponta-

ne menneskelige kontakt snarere end

præst og menigheds sproglige formå-

en, der er afgørende for, om de kom-

mer igen. Som en ung syrer forklarer:

”Jeg går i kirke for at snakke med Gud.

Men jeg vil også gerne snakke med

mennesker.”

Internationale gudstjenester: Vi har glædet os så meget…”Vi har glædet os så meget, til I skul-

le komme.” Sådan indledte en sogne-

præst en velbesøgt engelsksproget

gudstjeneste for asylansøgere i en

nordsjællandsk kirke. Hermed under-

stregede han en vigtig pointe. En in-

ternational gudstjeneste er ikke nød-

vendigvis blot en ekstra arbejdsbyrde,

NY MISSION 30

117

men opleves ofte som en berigelse for

sognets gudstjenesteliv og diakonale

engagement. I dag tilbyder mindst 20

sognekirker ud over landet lejlighedsvi-

se gudstjenester på engelsk og eventu-

elt tolkning til andre sprog.

En af pionererne er en kirke på Nørre-

bro, der i over 30 år har tilbudt måned-

lige internationale gudstjenester for

nyankomne asylansøgere, der tilbydes

gratis transport. Gennem årene har dis-

se gudstjenester dannet rammen om

det første møde med kirken i Danmark

for bosniere, rumænere, irakere, irane-

re, afrikanere, pakistanere, syrere og

mange andre – kristne såvel som mus-

limer, troende som ikke-troende. Nogle

har udtrykt ønske om kristendomsun-

dervisning og er blevet døbt. Andre

kom kun en enkelt gang. Mødet med

de mange flygtninge på gennemrejse

har sat mærkbare spor i den danske

menighed.

En medarbejder fortæller om 15 asyl-

ansøgere, der sidste år deltog i kirkens

menighedslejr - heriblandt flere båd-

flygtninge, der havde overlevet turen

over Middelhavet: ”Flygtningene var

med til at åbne op for nye dybder. De-

res vidnesbyrd om, hvordan Gud var

med dem under flugten og i deres nu-

værende situation samlede og berørte

os alle dybt.”

Middage på tværs: Lyt til ver-den – smag på verdenUd over landet har kirker, sognegår-

de og missionshuse i mange år dannet

rammen om tværkulturelle spiseaftener

med mad fra det globale køkken, di-

verse kulturmødeaktiviteter og afslut-

tende andagt/aftensang. I takt med, at

der de seneste år er oprettet omkring

50 nye asylcentre, har flere kirker taget

idéen op. I den sønderjyske by Toftlund

besluttede menighedsrådet sidste år at

invitere de nyankomne på middag:

Vi ville gerne vise de nye beboere,

at kirken er der for dem. Derfor

besluttede vi at invitere dem til en

aften i sognegården med spisning,

fællesskab og sanglege, hvor vi

ikke behøvede så meget fælles

sprog, og slutte med en andagt i

kirken. Så kunne de selv bestemme,

om de ville med til den del. Næsten

alle gik med i kirken.

Sådan fortæller en af initiativtagerne,

der anbefaler modellen til andre me-

nighedsråd.

I andre byer hedder de fælles spiseaf-

tener ’Middage på tværs’, ’Verdensmid-

dage’, ’Lyt til verden – Smag på verden’

eller slet og ret ’Spis og vær sammen’.

For det primære formål er at skabe

gode rammer om det menneskelige og

sociale fællesskab, som udspiller sig, når

mennesker spiser sammen. For mange

NY MISSION 30

118

flygtninge er disse aftener et velkom-

ment pusterum fra hverdagen. En med-

arbejder fra et asylcenter fortæller ef-

ter en middag i et sognehus, at det var

første gang, hun havde set asylansøger-

ne le så meget og have det så sjovt!

Kontaktfamilier: At blive reddet fra en øde øDa Nordsø Camping genåbnede som

asylcenter i efteråret, foreslog sogne-

præsten at tilbyde beboerne en dansk

kontaktfamilie. Det var ikke et projekt

med langtidsperspektiver. Alle vidste,

at campinghytterne få måneder senere

igen skulle huse turister og ikke syriske,

kurdiske og palæstinensiske børne-

familier på flugt. Det handlede om at

være noget for familierne her og nu.

På asylcentret fik vi lov at fortælle

på et informationsmøde, hvor der

var en tolk til stede. Asylansøgerne

var fyr og flamme og tilmeldte sig

på stedet! I kirken tog jeg projek-

tet med på prædikestolen. Det ryg-

tedes hurtigt, at det var en god og

vigtig opgave. Vi lavede en tilmel-

dingsseddel, hvor folk forpligtede

sig på at invitere en asylfamilie

hjem én gang og besøge familien

på centret én gang. Selvfølgelig var

der sproglige udfordringer, men

med tegn og fagter og Google

Translate kommer man langt. Da

centret lukkede nogle måneder

senere, havde 34 af de 57 familier

på centret spist middag i et dansk

hjem

Sådan fortæller sognepræsten, der ef-

terfølgende fik mange positive tilbage-

meldinger fra både de danske familier

og asylfamilierne.

Ud over landet har kirkelige netværk i

mange år formidlet personlig kontakt

mellem danskere og flygtninge til gen-

sidig glæde og berigelse. Nogle steder

er kirkelige aktører gået sammen om

en fælles kontaktfamilieordning med

tilbud om matching, støtte og opfølg-

ning. Andre steder opstår kontakten

spontant, når danskere og flygtninge

mødes til fælles aktiviteter. En congo-

lesisk flygtning fortæller, hvad det be-

tød for ham at få en personlig relation

til en dansk familie efter seks ensomme

måneder i en dansk provinsby:

Jeg kommer fra et land, hvor nabo-

er kommer ud og spørger, hvordan

det går. I Danmark må man ikke

blande sig. Jeg følte mig overflødig

og hjælpeløs. Det var, som om jeg

levede på en øde ø. Efter nogle

måneder bankede det på min dør.

To danskere fra kirken kom ind i

min stue og tilbød mig en dansk

venskabsfamilie. Den dag blev jeg

reddet fra min øde ø. Det var som

at komme fra mørke til lys. Min

venskabsfamilie er som en engel,

NY MISSION 30

119

der hjælper mig, når mine vinger

har glemt at flyve.

Dåbsundervisning for asylansø-gere: Vi har dem kun til lånsHvad var det lige, der skete? Det

spørger man stadig hinanden om i et

bysogn i Fredericia, hvor 30-40 asylan-

søgere fra byens asylcenter hver søndag

sidder på kirkebænkene sammen med

en talstærk dansk menighed. For et år

siden begyndte beboere fra asylcentret

at dukke op til søndagsgudstjenesten.

I dag har kirken indkøbt tolkningsan-

læg, søndagens prædiken oversættes

til engelsk og farsi, og en større gruppe

følger undervisning i kristendom. Sog-

nepræsten har det seneste år døbt flere

af de nye kirkegængere og glæder sig

over asylansøgernes åbenlyse ønske om

at vide mere om den kristne tro: ”De

her mennesker har givet en saltvands-

indsprøjtning både til os personale og

til menigheden.

Mange i menigheden har taget kontakt

til asylsøgerne og inviteret dem hjem.

Vi har en menighed, der kan se, hvad

der er behov for, og så træder de til,”

fortæller han. Også kirkens diakoni-

medarbejder glæder sig over den udvi-

dede menighed:

Vi møder folk, der har været hem-

meligt kristne gennem længere tid,

inden de kom til Danmark. Når de

opsøger kirken, mener de det me-

get seriøst. De er bare trætte af det

undertrykkende styre, de kommer

fra. For dem er der stor frihed for-

bundet med at blive kristen. Nogle

taler om en religiøs vækkelse. De

nykristne kan inspirere i forhold

til ens egen religiøsitet. Mange

er utrolig venlige og imødekom-

mende mennesker. De går med til

kirkekaffen og snakker med folk i

menigheden. På den måde opstår

mange små venskaber.

Ud over landet giver præster og frivil-

lige i en række byer dåbsundervisning

til større grupper af asylansøgere – de

fleste fra Iran. For de fleste danske præ-

ster er det et nyt og ukendt arbejdsfelt.

En præst fra Nordsjælland reflekterer:

Det er jo fantastisk, at så mange

asylansøgere opsøger kirken og

ønsker at blive kristne. Men det er

også en kæmpe udfordring – men-

neskeligt, åndeligt og sprogligt.

Pludselig er vi blevet transitkirke

samtidig med, at vi møder så me-

gen menneskelig smerte i den tid,

de er hos os. Hvis vi skal holde til

det her, har vi brug for supervision,

så vi kan lette vores hjerte.

Sprogcaféen: Et frirum Hvis flygtninge skal lære dansk, må de

have nogen at tale sproget med. Derfor

NY MISSION 30

120

ser mange menigheder det i dag som

en vigtig diakonal opgave at tilbyde

sprogcaféer og andre samlingssteder

for flygtninge og danskere. Mange op-

lever caféen som en enkel og fleksibel

model, der let tilpasses lokale behov. På

Samsø tog en sognepræst sidste år ini-

tiativ til en verdenscafé, hvor asylansø-

gere, flygtninge og andre udlændinge

mødes med fastboende danskere hver

lørdag for at drikke kaffe, øve det dan-

ske sprog og spille skak, backgammon

og bordfodbold. Navnet har slået an, så

alle føler sig velkomne, fortæller sog-

nepræsten, der gerne selv er med nogle

timer.

I Haderslev har et kirkeligt netværk

ansvar for bemanding af en café på

et modtagecenter for 500 asylsøgere.

Caféen drives af frivillige organisatio-

ner i fællesskab og har åbent hver efter-

middag og aften. ”Caféen er et frirum

for flygtningene i en meget usikker og

omskiftelig tid,” fortæller en medarbej-

der, der opfordrer andre til at gå i gang.

Og det er sjældent svært at finde frivil-

lige medarbejdere. ”Vi oplever, at rigtig

mange gerne vil være frivillige – også

folk, der ellers ikke kommer i kirken, og

folk, der selv har flygtningebaggrund,”

fortæller en præst, der for nylig var

med til at starte en café, hvor frivillige

tilbyder lektiehjælp og kulturformid-

ling.

International mandeklub: Ople-velse af medejerskab I ’International Mandeklub’ i Kvaglund

ved Esbjerg tager man bevidst ud-

gangspunkt i deltagernes oplevede

behov, ønsker og medbragte ressour-

cer. Mandeklubben, der er en aktivitet

under Folkekirkens Tværkulturelle Cen-

ter i Ribe Stift, samler hver uge 25-30

mænd til netværksskabende aktiviteter

på tværs af sprog, religion og opholds-

grundlag. Netop oplevelsen af med-

ejerskab har gjort klubben til en succes-

historie.

Mændene kommer, fordi de har lyst

til at være sammen, og fordi der her

er mulighed for at tale med danske

mænd, de har tillid til, fortæller en

flygtning fra Eritrea, der har været med

i klubben i to år: ”Som ny i Danmark var

det vigtigt for mig at finde et sted, hvor

jeg kunne lave relationer med danske-

re, så jeg hurtigt kunne lære sproget.

I dag har jeg lært rigtig meget og kan

hjælpe andre.” Blandt populære klub-

aktiviteter er fælles madlavning, cykel-

værksted, pasning af kolonihave, sport,

fortælleaftener og indføring i det digi-

tale Danmark.

Praktik i kirken: Hver dag går jeg glad hjemAt tilbyde en praktikplads til en flygt-

ning betragtes af mange præster og

kirkelige medarbejdere som en naturlig

NY MISSION 30

121

del af folkekirkens diakonale ansvar. Og

tilbuddet behøver ikke at være forbe-

holdt kristne, mener en syrisk flygtning,

der i fem måneder har været praktikant

i en kirke i Kolding:

I starten var jeg usikker på, om

kirken ville acceptere mig som

muslim. Men jeg føler mig slet ikke

fremmed. Jeg har rigtig søde kol-

leger, der hjælper mig med at lære

dansk og lærer mig nye danske

ord. Når folk spørger, hvorfor jeg

er i praktik i en kirke, når jeg er

muslim, siger jeg, at kirken jo er en

del af samfundet. Kirken giver mig

mulighed for kontakt med mange

mennesker. Jeg får nye oplevelser

og erfaringer. Gennem kirken har

jeg også fået en dansk venskabsfa-

milie. Hver dag går jeg glad hjem!

Udlån af lokaler til eritreansk menighed: De har deres egen nøgle Søndag eftermiddag samles 70-80

kristne flygtninge og asylansøgere fra

Eritrea til ortodoks gudstjeneste på

tigrinya i en folkekirke på Bornholm.

Sognepræsten fortæller:

Vi kan mærke, at det betyder rigtig

meget for dem at få lov at låne

et lokale i kirken. De er meget

glade og taknemmelige. De har

deres egen nøgle og kommer tre

gange om ugen. De bruger virkelig

kirken. Vi har ikke forsøgt at holde

en fælles gudstjeneste, men jeg

prøver at finde kontaktfamilier til

dem fra menighederne her på øen.

Mange familier har allerede meldt

sig. Det betyder, at eritreanerne får

kontakt til det danske samfund på

en anden måde end før og oplever

at blive inviteret ind i danske hjem.

Kirkeligt integrationsudvalg: Flygtninge har så mange res-sourcer Flygtninge har i mange år været en

del af bybilledet i Brønderslev. Efter

en konkret henvendelse fra kommu-

nen nedsatte menighedsrådet for syv

år siden et integrationsudvalg, for der

var enighed om, at integration kom-

mer kirken ved. I dag er internationa-

le gudstjenester, velkomstpakker til

nyankomne flygtninge, dåbsundervis-

ning for konvertitter, kontaktfamilier,

tværkulturelle sommerlejre, en arabisk

migrantmenighed og et fællesskab for

iranske flygtninge blandt den nordjy-

ske kirkes mange tværkulturelle tilbud.

Erfaringerne er så gode, at kirkens inte-

grationsudvalg for et par år siden mod-

tog Tværkulturelt Centers aktivitetspris

”Stjernestunder”. Formanden for inte-

grationsudvalget fortæller, at kontak-

ten til byens flygtninge og andre ny-

danskere har åbnet hendes øjne for en

NY MISSION 30

122

ny verden: ”Det mest spændende har

været at opdage, at flygtninge har så

mange ressourcer. De er slet ikke sådan,

som vi går og tror. Jeg har fået øjnene

op for, hvor meget de giver.”

Nye medborgereMange af de flygtninge, der i disse år

kommer til Danmark, vil med tiden bli-

ve nye medborgere. Men uanset, om de

skal være her kort eller længe, er den

første kontakt med en kirke ofte af-

gørende for den enkeltes oplevelse af

kristendommen og kirkens troværdig-

hed som en aktiv medspiller i det videre

integrationsforløb. En præst fortæller,

hvordan hun på et asylcenter blev op-

søgt af en gruppe syriske flygtninge,

der var blevet overflyttet fra et center

på Bornholm:

De kom med meget positive

forventninger til kirken, fordi de

havde rigtig gode erfaringer fra

Bornholm. Der havde de oplevet,

at kirken tog hånd om dem og

tilbød venskabsfamilier og menne-

skeligt nærvær. I dag kommer de

gerne til månedlige gudstjenester i

kirken, selv om de er muslimer.

For danske sognemenigheder har kon-

takten til asylansøgere og nyankomne

flygtninge ofte betydet et uforglemme-

ligt møde med den globale virkelighed.

Et møde, hvor flygtningestrømmen fik

stemmer og ansigter og blev til men-

nesker med personlige historier, der

berørte og kaldte til handling. De man-

ge erfaringer fra menigheder ud over

landet viser, at når flygtninge bliver

mødt med forståelse, respekt og tyde-

lig kristendom, næres de tillidsfulde

relationer, der er kendetegnende for

så meget kirkeligt integrationsarbejde.

På den lange bane er det altid de men-

neskelige netværk omkring flygtninge,

der skaber vellykket integration.

Netop betydningen af den enkeltes

indsats, stor eller lille, afspejler den

virkelighed, vi kender fra de kirkelige

miljøer. For i kirken er en flygtning al-

drig bare et nummer, men et gudskabt

medmenneske med ret til at eksistere

i denne verden - og ret til at blive set,

hørt og inkluderet i menighedens fæl-

lesskab.

(Alle citater stammer fra egne inter-

views, hvoraf nogle har været bragt

i Tværkulturelt Centers avis ”Nyt på

tværs”).

NY MISSION 30

123NY MISSION 30

Birthe Munck-Fairwood er Netværkskoordinator i Tværkulturelt Center. Uddannet cand.mag. i

engelsk og religion. Har bl.a. udgivet interviewsamlingerne ”Andre stemmer: Migrantkirker i Dan-

mark – set indefra” (Religionspædagogisk Forlag 2004) og ”Med andre øjne: Migranters møde

med folkekirken ”(Tværkulturelt Center 2014).

124 NY MISSION 30

125

Midtfynsk landsby tager imod flygtninge. En historie fra år 2015

Af Birte Jacobsen

I foråret 2015 kom der 30 syriske flygtninge – mænd i alderen 18-50

år - til en lille landsby på Midtfyn, hvor de blev meget godt modta-

get af lokalbefolkningen, som selv organiserede et stort hjælpearbejde.

Det betød også, at kirken vågnede op som kirke ved mødet med disse

flygtninge, som fx blev inviteret til fest i danske hjem juleaften. Trods

det, at der i landsbyen var en del, der stemte på Dansk Folkeparti, fik

arbejdet blandt flygtninge bred opbakning. Disse erfaringer viser, at,

når det kommer til stykket, så går livet forud for meninger og holdnin-

ger. Samtidig er det – efter forfatterens opfattelse – vigtigt, at vi vedgår

de vanskeligheder og betænkeligheder, som følger med tilflytningen af

flygtninge, og at vi passer på ikke at skabe fjendebilleder, hverken af

flygtninge eller af dem, som har en anden holdning til flygtninge end

en selv.

På et møde i Det Mellemkirkelige Råd

i efteråret 2015 var der en drøftelse

omkring flygtningekrisen. Hele vejen

rundt om bordet blev der talt for, at

flygtningene skal have hjælp, når de

kommer til vores land. Det kan vi ikke

være uenige om. Men vi ved også, at

der fra forskellig side og af forskellige

årsager er mange mennesker i vores

land, som ser med skepsis på, at ind-

vandringen er blevet så stor. Jeg møder

denne skepsis i mange sammenhænge i

samtaler med lokale, hvor jeg bor.

Jeg er sognepræst på Fyn i et landpa-

storat med små 2.000 indbyggere. Her

taler jeg med mange, som stiller kriti-

ske spørgsmål til, hvad indvandringen

og nu flygtningekrisen vil føre med sig.

Kommer flygtningene nu foran os dan-

skere i boligkøen? Hvad med arbejds-

pladser? Er der plads både til os og til

dem? Hvad vil det betyde for lønni-

veauet for det almindelige arbejde? Og

skal vi nu til at lave om på vores måde

at leve på af hensyn til dem?

Det er spørgsmål, som jeg møder dér,

hvor jeg bor.

NY MISSION 30

126

Mødet med afghanske flygtnin-ge i 00’erneDer bor ikke mange flygtninge i sog-

net. Der kom en del afghanske familier

i 00’erne. Nogle af de familier er faldet

godt til og er blevet godt integrerede,

andre er flyttet ind til byen. En familie

fra Sri Lanka, dem med pizzeriaet, og

en vietnamesisk familie, dem med grill-

baren, er faldet godt til. Børnene fra

begge disse familier går i øvrigt på den

lokale grundtvigske friskole, hvor man

synger morgensang og beder Fadervor

hver morgen.

Vi har ikke haft problemer med indvan-

drere i vores lokalområde. Tværtimod.

I 00’erne, hvor der gennem 5 år boede

ganske mange afghanske familier, op-

stod der venskabelige forhold mellem

en del af dem og deres danske nabo-

er. Og jeg bemærkede, at flere af vore

lokale var ganske bedrøvede over at

opdage, at nogle af disse afghanere

pludselig flyttede ind til byen. Jeg har

bemærket, at de, der lærer indvandrer-

ne at kende, generelt er mindre skræm-

te ved indvandringen, end dem, som

ikke er på nært hold af indvandrere.

Dette være sagt til en begyndelse.

På nationalt plan er der sket vældig

meget på flygtningeområdet alene

gennem de sidste tre måneder. Det be-

høver jeg ikke at sige meget om. Vi læ-

ser allesammen aviser. En lov omkring

stramninger på området, L87, er blevet

vedtaget med stort flertal i folketinget.

Det findes der rigtig mange meninger

om både indenlands og udenlands.

Alle disse holdninger kender vi. Dem vil

jeg lade ligge i denne sammenhæng.

Jeg vil gerne prøve at belyse, hvordan

forskellige holdninger er til stede side

om side ved at fortælle en virkelig hi-

storie fra Midtfyn.

Modtagelsen af syriske flygt-ninge i 2015For et halvt år siden sad en af mine

kolleger på et provstikonvent og for-

talte om, at en gruppe flygtninge var

ankommet til pastoratet, hvor hun er.

Hun fortalte, hvordan det havde ført til

en opblomstring i landsbyen, hvor de er

ankommet.

I påsken 2015 ankom de første 10 flygt-

ninge til en landsby på Midtfyn. I løbet

af de næste tre måneder voksede an-

tallet til 30. Syriske mænd var det, alle

muslimer. En tidligere skole var blevet

ombygget til ældreboliger. Disse boli-

ger stod tomme. Og nu havde kommu-

nen udset sig disse boliger til at huse

denne gruppe.

Den dag, syrerne ankom, mødte de to

nærmeste naboer til ældrecentret nys-

gerrigt op, og allerede den første dag

bød naboerne syrerne på kaffe ovre i

deres private hjem.

NY MISSION 30

127

Disse to nabofamilier blev meget hur-

tigt til flere. Andre kom til. Man mød-

tes og organiserede al mulig form for

praktisk hjælp til disse flygtninge. Det

handlede om hjælp til at få oprettet

Nem-id og til at få skaffet et telefon-

abonnement. Det handlede om hjælp

til at betjene vaskemaskinen og til at

få skaffet transportkort til bus og tog.

Det handlede om at finde frem til billi-

ge indkøbssteder og skaffe transport til

disse steder. Fire biler fandt vejen ind til

basaren i Odense, hvor man kan købe

kikærter billigt. Dem bruger man til at

lave falafel, vegetariske frikadeller, som

de nu har lært at spise i en landsby på

Midtfyn. Så har man lavet et fælles cy-

kelværksted, hvor man reparerer cykler

til disse syrere. Og der er etableret et

lille computerværksted, hvor man hjæl-

per hinanden med alt omkring IT. Om

dagen er syrerne inde i den lidt større

by Ringe på sprogkursus. I den forbin-

delse er der også etableret en lektiecafé

på stedet. Alt muligt, småt og stort, gik

de lokale ind og hjalp med.

Oven i alt det praktiske organiserede de

lokale, at hver syrer fik en kontaktfami-

lie i landsbyen, hvor de kunne komme

og blive en lille smule del af familien.

Samtidig fastsatte man en fast mødeaf-

ten i fællesområdet dér ved boligerne.

Hver anden onsdag kl. 19 mødes nogle

lokale frivillige med syrerne og drikker

kaffe og hjælper med forefaldende

praktiske problemer. Det kan fx være

hjælp til at læse de breve, som kommer

fra kommunen. En ansat fra kommu-

nen, som bor i byen, deltager i næsten

alle arrangementer. Han hjælper med

at få udfyldt de rigtige formularer og

tager ansvar for, at de derefter bliver

afleveret på de rigtige kontorer i kom-

munen. Men ellers er det vigtigste, at

man lærer hinanden at kende og deler

livet med hinanden i stort og småt. Sy-

rerne er kommet hertil på meget for-

skellig måde og med meget forskellige

historier i bagagen. Også det deler de

mere og mere med de lokale her. Det

bemærkelsesværdige er, at det helt

igennem er de lokale selv, som har or-

ganiseret alt dette hjælpearbejde.

Det er mænd i alderen 18 til 50 år, som

er kommet her til. Og det er mænd med

meget forskellig baggrund, fra unge

studerende til en brolægger til en ba-

ger til nogle selvstændige, som har stå-

et for tekstilproduktion, til en designer,

til en lektor, en mand, der har undervist

i islam på et gymnasium.

Kirken er vågnet op som kirkeSom året skred frem, modnede det sig,

at de lokale og syrerne også gerne ville

dele mere end det praktiske og samvæ-

ret over en kop kaffe med hinanden.

Sognepræsten fortæller, at en del af

disse mænd savner deres familier og

deres børn. Præst og menighedsråd

NY MISSION 30

128

foreslog, at de kunne komme med til

en børnegudstjeneste i kirken med

fællesspisning bagefter. Det tog syrer-

ne imod. 23 ud af 30 syrere deltog, og

det blev en god oplevelse. I september

foreslog da syrerne, at de lokale og sog-

nepræsten kunne komme og være med

til deres Eid-fest. Den lå på en lørdag.

Dagen efter var der høstgudstjeneste

i kirken. Det blev til to dage med stor

fest. Syrerne var værter ved Eid-festen,

hvor mange, inklusive præsten, deltog.

Og kirken bød alle indenfor til høst-

gudstjenesten om søndagen, hvor både

friskole, foreninger og nu også syrerne

deltog.

Det forunderlige er, at kirken er våg-

net som kirke ved dette møde med en

gruppe flygtninge. Kirkelivet har i en

lang årrække været på vågeblus i den-

ne landsby. Nu er det blomstret op ved

alt det nye, der er sket omkring disse

syrere. Over for en anden kultur finder

man sin egen identitet som danskere

og kristne, og vel at mærke ikke for-

dømmende, men udvekslende.

Familiesammenføring og flyt-ning til RingeSidst på året skete der så det, at der

kom skred i familiesammenføringerne.

Fra september til december fik en del

af syrerne bevilget familiesammenfø-

ring. En del fik deres kone og børn her-

op. Det har betydet, at de har måttet

flytte fra den første modtagelandsby

og til andre landsbyer eller til den lidt

større by, hvor man har fundet lejlig-

heder, som er store nok til en familie.

Det har ikke været lige lykkeligt. Nogle

af dem savner den første lille by, hvor

de virkelig var blevet del af et fælles-

skab. Inde i den større by, Ringe, er de

mere bare en af flokken, siger nogle.

Andre nyder at være kommet tæt på

indkøbssteder og ind til mere liv i den

lidt større by.

Der er skaffet en kontaktfamilie til hver

af de syriske familier i den by, hvor de

nu bor. Og samtidig har de bevaret de-

res kontaktfamilie i den første modta-

gelandsby. Så disse syriske familier har

altså nu to danske kontaktfamilier. I

takt med, at nogle af syrerne er ble-

vet sluset ud fra boligerne i den første

modtagelandsby, er nye kommet til.

Også disse nye tager man godt imod i

landsbyen.

Juleaften sammenOg her fik jeg en historie mere med. Da

julen nærmede sig, blev hver af disse nu

syriske familier inviteret ud til en dansk

familie. På et tidspunkt gjorde man sta-

tus og konstaterede, at alle havde fået

en invitation og en aftale, undtagen ti,

som boede i ældreboligerne i den før-

ste modtagelandsby. De blev nu invite-

ret hen til en familie i landbyen, hvor

man også inviterede sognepræsten og

NY MISSION 30

129

hendes mor. Og de kom, præsten og

hendes mor.

Det blev en juleaften med alt, hvad der

hører sig til, julegudstjeneste i kirken,

hvor syrerne fik juleevangeliet trykt på

arabisk, gåsesteg, risalamandes, jule-

træet, som syrere fik lov til at tænde,

julesalmer med dans om juletræet,

gaver og varmt samvær. En syrer, som

er bager, havde bagt en kæmpe kage,

farvestrålende med alle tænkelige ek-

sotiske frugter som pynt.

Præsten fortæller, at denne aften blev

en forunderlig oplevelse. ”Ingen af os

ville gå hjem”, fortæller hun. Det blev

midnat. Og klokken blev halv ét. Hun

skulle jo op og holde gudstjeneste ju-

lemorgen, så hun var nødt til at trække

sig tilbage på det tidspunkt.

Bred opbakning i landsbyenDet var i slutningen af januar, jeg rin-

gede sognepræsten i dette pastorat op

for at høre lidt nærmere. Da hun hav-

de fortalt og fortalt i tre kvarter, sagde

hun, at hun stadig, nu en måned efter,

er opfyldt af det, denne aften gav dem.

Efter hele denne fortælling spurgte jeg

min kollega, om der virkelig er bred op-

bakning i landsbyen til denne modta-

gelse af syrerne. Til det svarede hun: To

familier åbnede deres hjem fra dag ét.

De viste vejen ved den måde, de agere-

de på. Det blev afgørende, at disse to

familier viste, at man kunne gøre det

sådan. Det kunne ligeså godt være gået

anderledes. Men nu blev det sådan.

Jeg spurgte så igen, og jeg må tilstå, ud

fra mine egne fordomme: ”Er der ikke

nogle af de danskere, der stemmer på

Dansk Folkeparti, som har været util-

passe over alt dette?” Præsten svarede:

”Der er en del, der stemmer på Dansk

Folkeparti. Men jeg kan fortælle dig, at

på afstemningsdagen gik en del ganske

rigtigt hen og stemte på Dansk Folke-

parti, men da de så gik ud af stemme-

lokalet, gik de videre hen til syrerne for

at drikke kaffe med dem”. – Okay, siger

jeg bare. Verden er fuld af paradokser!

Selvfølgelig taler de i modtagelandsby-

en om, hvor mange flygtninge man kan

tage imod i sådan en landsby. Der bor

små 200 danskere i byen. Og de er eni-

ge om, at de nok ikke skal have mere

end 30 flygtninge boende ad gangen!

SkæbnefællesskabEt spørgsmål mere havde jeg. Hvad

siger disse flygtninge nu til den nye

lovstramning? Min kollega kunne her

svare, at syrerne i landsbyen her er

konventionsflygtninge. Derfor kan de

få familiesammenføring inden for for-

holdsvis kort tid.

I denne sammenhæng fortalte hun i øv-

rigt, at der er opstået et skæbnefælles-

skab mellem de lokale og disse syrere.

NY MISSION 30

130

De lokale lever meget med i syrernes

liv og situation. Familiefædrene har

naturligvis søgt om familiesammenfø-

ring med deres familier. En del har fået

det hurtigt. Andre har ventet længere.

Ventetiden og denne mangel på afkla-

ring har selvfølgelig været tyngende.

Også sådan noget delte syrere og dan-

skere med hinanden juleaften gennem

aftenens mange timer. Og når bevillin-

gen så er kommet, har glæden været

udelt mellem danskere og syrere.

GensynsfestEn lille efterhistorie fra min kollega skal

med. Midt i februar inviterede frivillig-

gruppen og flygtningene i den første

modtagelandsby til ’gensynsfest’. Alle

de fraflyttede syrere med deres koner

og børn og deres nye kontaktfamilier

kom tilbage til deres første landsby for

en enkelt dag og holdt fest med syrisk

buffet, syrisk musik og dansk folkedans.

I kælderen under den gamle skole var

der loppemarked med meget, meget

billige varer. Alle de syriske kvinder

købte køkkengrej, børnene købte le-

getøj og mændene kom slæbende op

med billeder, der skulle med hjem til de

tomme vægge i de nye lejligheder. Fle-

re af dem drog af sted med gamle kors-

stingsbroderier, dem, der tidligere hang

i mange danske hjem, fordi bedstemor

havde siddet og nørklet med den slags.

Og det sjove var, at de korstingsbilleder,

der var mest rift om, var dem med kir-

ker på.

Dette er en historie fra det virkelige liv!

Jeg fortæller den, fordi det er en god

historie og en smuk historie fra virke-

lighedens Danmark, og for at vi skal

minde hinanden om, at dette også er

en del af virkeligheden i vores land i

disse måneder!

Livet går forud for meninger og holdninger!Nu har jeg så lyst til at spørge: Og hvad

kan vi så lære af det? Først og frem-

mest tror jeg, vi kan lære, at meninger

og holdninger er én ting. Livet er noget

andet. Når man er i en konkret situa-

tion, hvor nogen eller noget kalder på

én, som det er sket på Midtfyn, så er

meninger og holdninger ret ligegyldige

i forhold til det, man fornemmer bare

skal gøres. Livet går forud for alle muli-

ge meninger og holdninger!

Og jeg vil sige: dette er ikke en enestå-

ende historie. Jeg har set noget lignen-

de i mindre målestok i mit eget sogn.

Jeg har set en pensioneret lærerinde

gå ind og være støtte for en indvandret

familie. Denne kvinde har sat mange

ugentlige timer af til børnene herfra.

Dette har jeg bemærket sammenholdt

med, at samme person er betænkelig

ved den betydelige indvandring i Dan-

mark.

NY MISSION 30

131

Generelt vil jeg sige, at jeg har set dan-

ske pensionister gå ind og være der

som støtte for nogle af de afghanske

familier. Jeg har set mennesker, som

ikke sparer sig selv i denne vilje til at

støtte.

Vi må vedgå vanskeligheder og betænkelighederMen det hører også med til billedet,

at der er betænkelighed ved den store

indvandring hos mange. Når vi prøver

at se det i fugleperspektiv, så må vi vel

alle sige, at situationen er uoverskuelig.

Selv for svenskerne er det kommet der-

til, at de ikke mener at magte opgaven

at tage imod de mange mere. Jeg har

ikke nogen løsning, lige så lidt som an-

dre har den.

Det, som for mig at se er vigtigt, er, at

vi står ved, at det er svært. Vi må dele

vanskelighederne med hinanden. Og

når mange ytrer betænkelighed ved si-

tuationen, så må vi, også vi, der mener,

at vi anstændigvis bør tage pænt imod

dem, der flygter fra krigen, stå ved, at,

JA, det er voldsomt. Og JA, det vil sand-

synligvis komme til at ændre vores sam-

fund, hvis dette fortsætter.

For et par uger siden læste jeg tilfæl-

digvis ”En fortælling om Danmark i det

20. årh.” af Bo Lidegaard. Jeg sad og

læste om 30’erne og stødte på et citat

af K. K. Steinke, som var justitsminister

i slutningen af 30’erne. Da de jødiske

flygtninge i 30’erne pressede på for at

komme ud af Tyskland og ind i nabo-

landene, bl.a. altså Danmark, da sagde

Steinke: ”Umenneskelig vil man ikke

være, og menneskelig tør man ikke

være – af hensyn til konsekvenserne”.

Det var i april 1937, at K. K. Steinke

udtalte dette. – Set i bakspejlet for os,

som ved, hvordan det endte for disse

mennesker, er det svært at forstå, at

man kunne tænke sådan. Når vi ser på

det i dag, vil vi sige: Det var jo et nu

eller aldrig, hvis man ville hjælpe disse

mennesker. Fik de ikke hjælp, var det

ensbetydende med døden for mange

af dem. Men det så hverken politikere

eller befolkning klart i situationen. Det

kunne de vel heller ikke se. Vi kan så

minde hinanden om, at det i 1943 stort

set lykkedes at hjælpe det eksisterende

danske jødiske mindretal helskindet ud

af landet. Og det var som i landsbyen

på Midtfyn den helt almindelige dan-

sker, der gik ind og gav hjælpen.

Når vi ser på 30’erne, er spørgsmålet,

om situationen i dag på nogen måde

kan siges at være parallel. Vi kan se, at

der er mennesker, der er i nød. Alvorligt

i nød. Og historien fra Midtfyn er en hi-

storie om, at danskere virkelig er klar til

at gå ind og være med til at bære for

disse flygtninge, som kommer. Hvad

der gør situationen grumset, er, at der

muligvis og nok også sandsynligvis fin-

NY MISSION 30

132

des en del mennesker, som har begivet

sig med i strømmen i håb om at finde

et bedre liv i Europa. I forhold til det

spørgsmål kan vi hver især ikke se klart,

hvad det helt præcist er, der sker.

Der er grund til optimismeLige nu hæfter jeg mig ved, at histo-

rien fra den midtfynske landsby er en

virkelig historie, som udspiller sig i disse

måneder. Der er grund til optimisme på

menneskehedens vegne, og på dan-

skernes vegne. Samtidig minder jeg mig

selv om, at vi i Danmark har modtaget

flygtninge gennem nu fem årtier, viet-

namesere i 70’erne, iranere i 80’erne,

bosniere i 90’erne, afghanere i 00’erne

og nu så flygtninge fra Mellemøsten i

10’erne.

Vi har set vietnameserne, iranerne,

bosnierne og afghanerne finde ind i

samfundet på en stort set fornuftig og

rimelig måde. Det har ændret vores

samfund. Men vi havde ikke noget valg

i forhold til, om vi skulle tage imod eller

ej. Situationen er somme tider, at det er

nu eller aldrig. Det kan blive for sent.

Og så må vi tage konsekvenserne på os,

selv om vi ikke kan overskue, hvad det

vil føre med sig.

Det, jeg skulle sige noget om i dag, skul-

le siges under overskriften. ”At rumme

forskellige holdninger og hinanden i

ligeværdig samtale”. Med historien fra

den midtfynske landsby har jeg lært,

hvad jeg også har set i andre sammen-

hænge, at vi ikke skal tage hinanden på

ordet, når de sort-hvide meninger og

holdninger formuleres. Egentlig ved vi

først, hvor vi står, når mødet med disse

flygtninge er blevet virkeligt.

Lad os forudsætte, at mennesker har

mere at give, end det, der gives til ken-

de, når meninger formuleres. Det er så

let at have nogle skrappe meninger,

indtil situationen, det konkrete møde,

opstår. Virkeligheden er altings prøve.

Vi må alle passe på ikke at ska-be fjendebillederJeg bliver så her nødt til at indrømme,

at verdenshistorien også har vist mange

andre virkeligheder. Vi bør her minde

hinanden om, at de skarpe sort-hvide

meninger kan være farlige. Når fjen-

debilleder tegnes op, kan mennesker

gå hen og miste menneskelighed. Unu-

ancerede fjendebilleder om ’de andre’

kan gå hen og gøre mennesker kyniske

i deres holdninger og handlinger.

Det var det, der førte til en tragedie i

Eksjugoslavien. Da der blev pisket en

nationalisme op med had til følge, blev

mennesker, som havde levet fredeligt

med hinanden i generationer, pludselig

til hinandens fjender. De blev fjender i

en grad, så man var klar til at dræbe i

dette had.

NY MISSION 30

133

Dette at skabe fjendebilleder er altid

farligt. Og her vil jeg så sige: Det er

farligt i forhold til flygtninge og ind-

vandrere. Men det er altså også en

uheldig vej at gå i forhold til dem, vi

er uenige med i vores eget gamle land.

Når vi danner os fjendebilleder, gør vi

os det alt for let for os selv. Vi må hele

tiden holde os selv i kort snor som det

første. Da jeg hørte historien fra den

midtfynske landsby, tænkte jeg: Hvad

kan vi lære af den? Nu har jeg fortalt

den videre i håbet om, at den vil give

anledning til fælles overvejelser om-

kring vore holdninger og handlinger i

forhold til flygtninge og indvandrere.

(Artiklen bygger på et oplæg under

overskriften ”At rumme forskellige

holdninger og hinanden i ligeværdig

samtale” på møde mellem Folkekir-

kens Mellemkirkelige Råd, stiftsråd og

udvalg den 5. - 6. februar 2016 i Vejle,

hvor temaet var ”Flygtningekrisen – i

mellemkirkeligt perspektiv”).

NY MISSION 30

Birte Jacobsen er sognepræst i Rolfsted sogn på Fyn og medlem af Folkekirkens Mellemkirkelige

Råd.

134 NY MISSION 30

135

Det sker igen – flygtningekrisens aktuelle fordring

og udfordring til folkekirkenAf Peter Skov-Jakobsen

Tale ved møde mellem Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, stiftsråd og

udvalg den 5. - 6. februar 2016 i Vejle, hvor temaet var ”Flygtningekrisen

– i mellemkirkeligt perspektiv”.

Vi har i de forløbne uger fra dansk side

fra de væsentligste politiske kræfter i

landet meldt meget klart ud, hvordan

vi forholder os til flygtningekrisen. Det

er mit indtryk, at en væsentlig del af

det politiske liv er blevet overrasket

over, hvordan holdningerne er blevet

modtaget i udlandet. Danmark er ble-

vet sammenlignet med én af de største

politiske katastrofer i det 20. årh.

At blive slået i hartkorn med disse kræf-

ter gør ganske simpelt ondt og efter-

lader os i en situation, hvor vi ved, at

mange år ud i fremtiden skal vi gøre

vores bedste for at vise, at hos os her-

sker der en politisk civilisation, i hvil-

ken man naturligvis arbejder ansvarligt

med på de store europæiske problemer.

Jeg håber, at det vil medføre, at vi vil

gøre, hvad vi kan, for at vise, at hos os

agter vi at handle efter konventioner-

ne. Jeg forstår på specialister inden for

området, at især vores politiske ledelses

ønske om at udskyde familiesammen-

føringer ikke synes at være i samklang

med konventionerne.

Sidste sommer udtrykte jeg ved Fol-

kemødet på Bornholm, at jeg håbede,

at vi først og fremmest ville afstå fra at

militarisere problemet. Dermed mener

jeg, at vi ser på flygtninge som fjender.

Vi må ikke komme dertil. Vi bliver nødt

til at fastholde, at hvad enten der er

tale om mennesker, der flygter fra krig,

eller om der er tale om mennesker, der

flygter fra uoverkommelig fattigdom,

så handler det om mennesker, der er

kommet i så stor en nød, at de opgiver

hele deres sammenhæng og opgiver

deres hidtidige hjem og sætter alt på et

kort for at skabe sig en fremtid i lande,

hvor der er muligheder. Vi bliver nødt

til at fastholde, at der er tale om men-

nesker, der flygter fra frygtelige krige,

fra diktatorer og til tider også fra en alt

ødelæggende fattigdom.

NY MISSION 30

136

Europa står over for en stor udfordring.

Vi bliver nødt til at konstatere en po-

litisk magtesløshed. Jeg håber at de

kommende år vil hjælpe os til at tage

udfordringerne op.

Det gjorde et stort indtryk på mig, da

Per Stig Møller allerede i slutningen af

sin ministertid konstaterede i en kronik,

at der fremover ville være fire ’isbjer-

ge’, som enhver ansvarlig politiker blev

nødt til at tage op, for det ville være

de fire store ting, verden ikke kunne

komme uden om. Han nævnte derpå:

verdensøkonomien, klimakatastrofen,

demokratiet og flygtningestrømmene/

krigene. Siden jeg læste denne kronik,

har jeg også levet med en bevidsthed

om, at hvis disse fire ting var de fire sto-

re udfordringer i verden, ville det også

være udfordringer, som jeg som præst

og teolog skulle forholde mig til. Hvis

jeg ikke gjorde det, ville jeg knibe uden

om og ikke være relevant.

Vi skal tale ind i verden, som den er. Det

er her, vi lever og håber.

Der vil være mange nytilkomne, som

skal være en del af vores samfund, og

jeg håber, at det danske frisind vil tage

imod med et velkommen! Forleden

skulle jeg iflg. de fastlagte læsninger

ved morgenandagten læse: ”Han ven-

tede ret, men der kom retsløshed. Han

ventede retfærdighed, men der kom

nødskrig” (Es 5,7), og ugen i tidligere

skulle jeg læse (og jeg turde næsten

ikke, for nogle kunne tro, at man var

efter dem): ”Når du høster kornet på

din mark, og du glemmer et neg på

marken, må du ikke vende om for at

samle det op; lad den fremmede, den

faderløse og enken få det, for at Her-

ren din Gud må velsigne dig i al din ger-

ning. Når du slår dine oliven ned, må du

ikke gå grenene efter; lad den fremme-

de, den faderløse og enken få, hvad der

er tilbage. Når du høster druerne i din

vingård, må du ikke plukke rent efter

dig, lad den fremmede, den faderløse

og enken få, hvad der er tilbage. Husk,

at du selv var træl i Ægypten. Derfor

befaler jeg dig at handle sådan” (5 Mos

24,19-22). Et par dage efter lå der en

mail fra en venlig dame, der takkede

for den relevante læsning i disse tider.

Vi lever med den fortælling, at folket

engang blev befriet. Vi er fælles med

alle undertrykte folkeslag om denne

fortælling, og derfor skulle vi også kun-

ne kende fortællingen om, at et men-

neske kan komme i sådan en situation.

Det er ikke mange år siden, at jødi-

ske borgere i dette land måtte forlade

landet hals over hoved. De flygtede til

nærområdet og mere end 7000 rede-

de livet, fordi der på den anden side

af Øresund var en nation, der vidste,

hvad der var menneskeligt at gøre i

den situation. Ved denne lejlighed fik

NY MISSION 30

137

vi et rygte for at være en nation, der

godt turde gøre, hvad der var menne-

skeligt og rigtigt. Når jeg hører vores

gamle overrabbiner fortælle historien,

noterer jeg mig altid, at det, han ikke

kan få tankerne væk fra, er, at jøderne

mærkede dette meget enkle, at andre

danske borgere slet ikke kunne forstå,

at de skulle slås på flugt. De opfattede

dem som en del af befolkningen, og

derfor var det nogle af vores egne, der

flygtede.

Nu er det andre, der flygter. Men det er

ikke længere væk, end at vi har blan-

det os i deres hjemlandes historie. Vi er

også blevet en del af deres historie, for

vi har engageret os militært. Vi er ble-

vet forbundet med hinanden.

Jeg ved godt, at grænserne ikke bare

kan være åbne for alle. Det, jeg appel-

lerer til, er en umiddelbar medfølelse

og forståelse for, at så mange menne-

sker er kommet i nød, og at vi skal tage

vores politiske fantasi og vilje i brug for

at være med til at løse dette problem,

der ikke forsvinder igen. Jeg appelle-

rer blot til, at vores udgangspunkt må

være medfølelsens og hjælpens.

Jeg håber, at de kommende år vil få os

til at forlade angstens fortælling om,

at nogle kommer for at tage alt fra os

og ødelægge vores kultur. Jeg håber

at angsten må blive erstattet med den

åbenhed, som også er en del af den

europæiske og kristne fortælling. Her

tror vi på, at det er bedst, at få har for

meget og færre for lidt. Her tror vi på,

at nåde går for ret. Her forlader vi os

på, at kærlighed til Gud forbinder sig

med kærlighed til medmennesket – ja

endog til modmennesket. Europa har

meget at byde ind med i verden. Demo-

kratiet, ligheden, broderskabet, solida-

riteten, friheden.

For at bringe os ud af den politiske

magtesløshed, der får os til at blive for

skarpe i tonen, bliver vi nødt til at be-

sinde os, og det gør man ved at discipli-

nere sig med barmhjertighed, godhed,

ydmyghed, mildhed og tålmodighed –

det gør man ved at strække hånden ud

mod hinanden. Vi har stærke traditio-

ner for hjælpens kultur i Europa, og jeg

tror, at de vil overleve vores nuværende

magtesløshed og vise deres styrke i po-

litisk vilje.

NY MISSION 30

Peter Skov-Jakobsen er biskop over Københavns Stift.

138 NY MISSION 30

139

Ny MissionNy Mission er en skriftserie, der udgives af Dansk Missionsråd, og udkommer med

to numre om året.

Tidligere udgivelser i serien: 1. Kulturkristendom og kirke – 1999

2. Gudstjeneste og mission – 2001

3. Globalisering og mission – 2001

4. Samarbejde i mission – 2003

5. Mission og etik – 2003

6. Kirke i mission – 2004

7. Religionsteologi - 2004

8. Missionær i det 21. århundrede - 2005

9. Mission og dialog – 2005

10. Mission og penge – 2006

11. Anerkendelse i mission – efter Muhammedkrisen - 2006

12. Diakoni og udvikling i kirke og mission – 2007

13. ”The Next Christendom” – udfordringer fra syd – 2007

14. Teologisk (ud)dannelse i en missional kirke – 2008

15. Evangelisering – missionens fokus - 2008

16. Klimakrisen – hvad ved vi, hvad tror vi, og hvad gør vi - 2009

17. Edinburgh 1910 – 100 år efter. Fra autoritet til autencitet i mission? - 2009

18. Mund og mæle til marginaliserede – Advocacy i kirke og mission – 2010

19. Den pentekostale bevægelse - 2010

20. For således elskede Gud verden. – 2011

NY MISSION 30

140

21. Discipelskab i kirke og mission – 2011

22. Religion og udvikling – 2012

23. Partnerskab i mission – 2012

24. Den mangfoldige kirke: Menighedsformer i Danmark – 2013

25. Grænsegængere. Missionærer, kultur og den moderne verden – 2013

26. Menighedsformer og mission. Den mangfoldige kirke 2 – 2014

27. Religionsfrihed og religionsforfølgelse – 2014

28. Bæredygtigt volontørarbejde – 2015

29. Kristent vidnesbyrd i en multireligiøs verden- 2015

NY MISSION 30

”Jeg var fremmed, og I tog imod mig” Flygtningekrisen og kirkens ansvar

Det seneste år har været præget af flygtninge. Antallet af flygtninge

i verden nåede rekordhøjder, især i kølvandet på borgerkrigen i Syri-

en. For første gang oplevede vi, at flygtninge i stort tal krydsede vor

grænse og vandrede op ad vore motorveje.

Flygtningekrisen har været det store folkelige diskussionsemne og

har også præget det politiske liv. Meningerne er meget delte, når

det gælder flygtningespørgsmålet, og der er stærke følelser på spil.

Det gælder både politisk, folkeligt – og kirkeligt. Som kristne kan vi

ikke komme uden om Jesu ord i domslignelsen, ”Jeg var fremmed,

og I tog ikke imod mig” og ”Jeg var fremmed, og I tog imod mig”.

Derfor rejses også spørgsmålet om, hvad kirkens ansvar er, når det

gælder flygtningekrisen. Det sker på baggrund af faktuelle oplysnin-

ger om flygtninge og en analyse af bibelens udsagn om flygtninge.

Bogen indeholder perspektiver på flygtningekrisen fra både Europa,

Afrika og Mellemøsten og giver eksempler på kirkeligt flygtninge-

arbejde.

Abonnement på Ny Mission eller enkeltnumre kan bestilles hos:

Dansk MissionsrådPeter Bangsvej 1D • 2000 Frederiksberg

Telefon 3916 2777 • E-mail: dmr@dmr.org