N R . 1 | J A N U A R 2 0 0 7 - ddl.berightthere.dkddl.berightthere.dk/sites/default/files/ddl-files/files/Landinspektren_2007_bind43... · Redaktionsudvalg: Søren Ellegaard, Niels

T I D S S K R I F T F O R K O R T L Æ G N I N G O G A R E A L F O R V A L T N I N G

N R . 1 | J A N U A R 2 0 0 7

landinspektøren

��

Redaktionsudvalg:Søren Ellegaard, Niels Henrik Vad Jensen, Birthe Voer Nielsen, Jens Chr. Rasmussen, Trine Heinemann, Peter Cederholm, Flemming F. Christensen

Udgivet af:Den danske LandinspektørforeningLindevangs Allé 42000 FrederiksbergTelefon 38 86 10 70Telefax 38 86 02 52E-mail: [email protected]

Ansvarshavende redaktør:Asger Sonne Kristensen (ask)E-mail: [email protected]

Grafisk sekretær:Vibeke Bo ClemensE-mail: [email protected]

Tegning af abonnement: Den danske LandinspektørforeningSekretær Bente Samsøe

Tryk:P.J. Schmidt, Vojens

Indhold:

Leder 242Introduktion 242

Faglige artiklerBeskyttelse af truede arter. Af Lars Emil Vindfeld Møller 243Stiftes der vejret gennem et vejudlæg? Af Lars Ramhøj m.fl. 253Koordinatsystemer. Af Karsten Engsager 258Danmarks Miljøportal. Af Helle Pilsgaard m.fl. 262Nye udfordringer på vej til de praktiserende landinspektørfirmaer. Af Maria L.H. Pedersen (Vinder af DdL’s kandidatpris 2007) 265Gæsteprincippet - ledninger i vejen. Af Christian Holmgaard Graversen m.fl. 271GIS-analysefunktionalitet på internettet - hvorskaljegbo.dk. Af Mikkel Kappel Jensen 277

Øvrigt indhold:Bogomtaler 285

Forsidebillede: Lange Anna er Helgolands vartegn og del af et af verdens mindste fredede områder, Lummelfelsen, hvor 5.000 lomvier, strandskader, rider, mallemukker og andre fugle hvert år i april stifter familie og ruger. På Helgoland er observeret mere end 400 fuglearter og øen er et eldorado for ornitologer. Sulerne med et vingefang på op til 2 m holder også til her. Lummelfelsen er Tysklands eneste rigtige fuglefjeld. Allerede i 1903 påbegyndte man et molearbejde, der skulle beskytte det særegne sandstens-klippe, og molen var samtidig udgangspunkt for Hitlers vilde ideer i 1938 om at bygge Europas eller måske endog verdens største krigshavn rundt om Helgoland og Düne, det såkaldte “Hummerscheren-projekt” (Hummersaksen). Projektet døde pga. pengemangel, allerede før det kom rigtigt i gang. Søkort indikerer med al tydelighed, at ingeiør-projektet midt i Vester-havet faktisk var teknisk lade-sig-gørligt. (foto: ask).

Redaktionssekretær:Karsten L. Willeberg (klw)E-mail: [email protected]

landinspektøren 1 | 2007

ISSN 0105-4570

N R . 1 | J A N U A R 2 0 0 7

43. B IND | 116. ÅRGANG

landinspektørenT IDSSKR I F T FOR KORT LÆGN ING OG AREAL FORVALTN ING

D A N I S H J O U R N A L F O R M A P P I N G A N D L A N D - U S E

Annoncetegning:Morten Pugholm RasmussenTelefon 61 55 37 47E-mail: [email protected]


| LEDER – INTRODUKTION |

242

Leder – introduktion

Lederen kommer på mail i løbet af week-end’en .....


| BESKYTTELSE AF TRUEDE ARTER |

243

Beskyttelse af truede arter

- om betydningen af den direkte virkning af habitatdirektivets artikel 12 og 13 for lokalplanlæg-ning, udstykning og bebyggelse.

Af Landinspektør, ph.d.-studerende Lars Emil Vindfeld Møller, Aalborg Universitet & Landinspektørcentret, Herning, e-mail: [email protected].

1. Artsbeskyttelsen efter habitat-direktivet

Habitatdirektivets1 artikel 12 indehol-der krav om en streng beskyttelse af de forskellige dyrearter, der fremgår af direktivets bilag IV, litra a (de såkaldte ”bilag IV-arter”2). Beskyttelsen af ar-terne gælder uanset hvor de findes,

Efter EU-retten er en række truede dyre - og plantearter omfattet af en generel beskyttelsesord-ning. Habitatdirektivets artikel 12 indeholder et forbud mod beskadigelse eller ødelæggelse af arternes levesteder, og artikel 13 indeholder forbud mod ødelæggelse af plantearterne. Denne artikel vil redegøre for beskyttelseskravene efter direktiverne og den danske implementering heraf. Anvendelsen af de nævnte bestemmelser kompliceres af, at de ikke er fuldstændig implemen-teret i dansk ret. På trods af dette har bestemmelserne direkte virkning, som Naturklagenæv-net har fastslået, og myndighederne – herunder også de decentrale myndigheder – er dermed umiddelbart forpligtet til at overholde direktivets bestemmelser. Det vurderes hvorledes denne artsbeskyttelse får betydning for lokalplanlægningen, lokalplanhjemmelens begrænsninger med hensyn til beskyttelse af arterne og mulighederne for at indgå aftaler om beskyttelsesforanstalt-ninger, der efterfølgende kan tinglyses på de pågældende ejendomme. Habitatdirektivets artsbeskyttelse kan endvidere have betydning for kommunernes udstedelse af landzonetilladelser og byggetilladelser samt for udstykningskontrollen i forbindelse med ud-stykninger. Artiklen vil dermed påpege nye retlige problemstillinger, som man skal forholde sig til i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner, udstedelse af tilladelser og håndteringen af matrikulære sager.

og således også arter uden for Natura 2000-områderne3.

Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1 har følgende ordlyd:

”Medlemsstaterne træffer de nød-vendige foranstaltninger til at indføre en streng beskyttelsesordning i det

naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a), med forbud mod:

a) alle former for forsætlig indfang-ning eller drab af enheder af disse arter i naturen

b) forsætlig forstyrrelse af disse arter, i særdeleshed i perioder, hvor

1 Rådets direktiv 92/43 af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.2 Bilag IV-arterne omfatter ikke blot de sjældne arter odder, klokkefrø og snæbel, men også mere udbredte arter som stor vandsalamander,

spidssnudet frø og markfirben. 3 Natura 2000 er betegnelsen for det sammenhængende europæiske, økologiske netværk af fuglebeskyttelsesområder og habitatområ-

der.



244

dyrene yngler, udviser yngelpleje, overvintrer eller vandrer

c) forsætlig ødelæggelse eller ind-samling af æg i naturen

d) beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder.”

Habitatdirektivet beskytter imidler-tid ikke alene dyrearter men også visse plantearter, som det fremgår af habitatdirektivets artikel 13, der har følgende ordlyd:

”1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at indføre en streng beskyttelsesordning for de plantearter, der er nævnt i bilag IV, litra b), med forbud mod:

a) forsætlig plukning, indsamling, afskæring, oprivning med rod eller ødelæggelse af disse vildtvoksende planter i naturen

b) opbevaring, transport, salg af eller bytte med og udbud til salg eller bytte af enheder af disse arter, der er indsamlet i naturen, med undtagelse af dem, der lovligt er indsamlet inden dette direktivs iværksættelse.

2. Forbuddene i stk. 1, litra a) og b), gælder for alle livsstadier for de plan-ter, der er omfattet af denne artikel.”

Den danske implementering af ha-bitatdirektivets artikel 12 og 13 er foretaget gennem bestemmelser i flere bekendtgørelser udstedt med hjemmel i naturbeskyttelsesloven og jagtloven.

Bestemmelserne i artikel 12, stk. 1, litra a og c om forbudet mod at indfange, ombringe og indsamle dyr er implementeret i dansk ret igen-nem artsfredningsbekendtgørelsen4 og bekendtgørelsen om jagttider på pattedyr og fugle5. Efter sidstnævnte bekendtgørelse må ynglesteder med

yngel eller æg for pattedyr og fugle ikke ødelægges, jf. § 4.

Artsfredningsbekendtgørelsen omfatter relativt få arter af krybdyr, padder, fisk, hvirvelløse dyr og planter. Krybdyr og padder, som f.eks. frøer, er totalfre-dede. Orkideer og visse andre planter er også totalfredede, hvilket indebærer, at de ikke må graves op, plukkes eller på anden måde beskadiges.

Artsfredningsbekendtgørelsen inde-bærer imidlertid ikke en beskyttelse af de fredede arters levesteder. Reglerne i habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, litra d om beskyttelse af yngle- eller rasteområderne er dermed ikke fuld-stændigt implementeret i dansk ret.

Det vil sige, at der ikke i nogen dansk retsregel er fastsat et forbud mod ødelæggelse af levestederne.

Ifølge Skov- og Naturstyrelsens vejled-ning om administration af internatio-nale naturbeskyttelsesområder6 inde-bærer direktivbestemmelsen i artikel 12, litra d, at hvor der er regelmæssig forekomst af bilag IV-arter, må der ikke gives tilladelse til aktiviteter, der kan beskadige eller ødelægge de pågæl-dende arters yngle- og rasteområder. Styrelsen fastslår videre, at ”dette hensyn skal myndighederne inddrage i deres planlægning og administration af konkrete beføjelser.”

Skov- og Naturstyrelsen henviser i

Figur 1: Skematisk fremstillingen af den danske implementering af de enkelte bestemmelser

i habitatdirektivet om artsbeskyttelse.

Habitatdirektivets bestemmelser Implementeringen i dansk ret

Art. 12, stk. 1, litra a om forbud mod ind-

fangning og drab

Artsfredningsbekendtgørelsen § 2: ”Vildtle-

vende dyr, som er nævnt i bilag 1 og 2, må

ikke slås ihjel eller indsamles, jf. dog bilag

1, afsnit B.”

Art. 12, stk. 1, litra b om forbud mod forstyr-

relse i yngleperioden

Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr

og fugle § 1: Indeholder generelle jagttider

for visse pattedyr og fugle.

Art. 12, stk. 1, litra c om forbud mod ødelæg-

gelse og indsamling af æg

Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr

og fugle § 4: ”Reder og ynglesteder med

æg eller yngel må ikke ødelægges. Æg må

ikke ødelægges.”

Art. 12, stk. 1, litra d om forbud mod be-

skadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller

rasteområder

Art. 13, stk. 1, litra a Artsfredningsbekendtgørelsen § 2: ”Planter,

som er nævnt i bilag 3, må ikke beskadiges

eller fjernes fra deres voksested bortset fra

haver, gartnerier og andre områder, hvor de

opformeres kunstigt.”

4 Bekendtgørelse nr. 430 af 2. juni 2002 om fredning af krybdyr, padder, fisk, hvirvelløse dyr, planter m.m.5 Bekendtgørelse nr. 152 af 20. februar 2004 om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v.6 Vejledning om administration af internationale naturbeskyttelsesområder, Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 2001. Denne vej-

ledning er primært udarbejdet til bekendtgørelse nr. 782 af 1. november 1998 om afgrænsning og administration af internationale na-turbeskyttelsesområder, men indeholder også et kort afsnit om habitatdirektivets artikel 12 og 13. Habitatdirektivets artikel 13, stk. 1, litra a) har følgende ordlyd: ”Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at indføre en streng beskyttelsesordning for de plantearter, der er nævnt i bilag IV, litra b), med forbud mod: a) forsætlig plukning, indsamling, afskæring, oprivning med rod eller ødelæggelse af disse vildtvoksende planter i naturen.”



245

vejledningen til, at en meget væsentlig del af de truede dyrearters yngle- og rasteområder er beskyttet gennem NBL § 3. Men problemet er, at denne beskyttelsesordning ikke omfatter alle de områder, der skal beskyttes efter habitatdirektivets artikel 12.

Beskyttelsen efter NBL § 3 omfatter som bekendt en række naturtyper, hvorefter der er forbud mod at ændre tilstanden af dem. Efter NBL § 3, stk. 1 må der ikke foretages ændring i til-standen af en række vandløb og søer på over 100 m2. Der må endvidere ikke ske tilstandsændringer af heder, moser og lignende, strandenge og strandsumpe samt ferske enge og overdrev over 2.500 m2, jf. NBL § 3, stk. 2. For moser og lignende under 2.500 m2 må der heller ikke foretages ændringer i tilstanden, når de ligger i forbindelse med en sø eller et vandløb, der er omfattet af beskyttelsen, jf. NBL § 3, stk. 3. Forbudet efter NBL § 3 er generelt og rammer således alle former for aktiviteter eller indgreb, der kan ændre tilstanden af naturtypen.

Der er mulighed for at dispensere fra naturbeskyttelsen efter NBL § 3. Dis-pensationsmuligheden begrænser sig til, at amtsrådet i særlige tilfælde kan gøre undtagelse fra bestemmelsen, jf. NBL § 65, stk. 3.

Bekendtgørelsen om beskyttede na-turtyper (naturtypebekendtgørel-sen)7 begrænser yderligere denne skønskompetence i forbindelse med

dispensation fra § 3-beskyttetelsen. Naturtypebekendtgørelsens § 3, stk. 1 bestemmer, at der ved administra-tionen af dispensationsbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3 ikke kan dispenseres fra bestemmel-serne i § 3, hvis dette vil være i strid med artikel 12, stk. 1, litra d) eller artikel 13, stk. 1, litra a).8 Der kan alene gives dispensation i de tilfælde, hvor betingelserne i artikel 16 er opfyldt, jf. naturtypebekendtgørelsens § 3, stk. 2. Dermed er det præciseret, at der ikke kan dispenseres fra § 3-beskyt-telsen, hvis dette er i strid med habi-tatdirektivets artikel 12, og den meget begrænsede undtagelsesbestemmelse hertil i artikel 16.

Den 16. maj 2006 sendte Skov- og Naturstyrelsen udkast til en revideret habitatbekendtgørelse i høring.9 Der er i dette udkast til bekendtgørelse10 fore-slået tilføjet et nyt afsnit om generel beskyttelse af arter, jf. §§ 11 og 12.11

Ordlyden af § 11 er følgende:”§ 11. Ved administration af de i §§

8-9 nævnte bestemmelser kan der ikke gives tilladelse, dispensation, godken-delse mv., hvis det ansøgte kan:

1) beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra a), eller

2) ødelægge de plantearter, som er optaget i habitatdirektivets bilag IV, litra b) i alle livsstadier.

Stk. 2. Planforslag, der er nævnt i §

6, stk. 1, kan ikke vedtages, hvis gen-nemførelse af planen, har virkninger som nævnt i stk. 1.”

Efter den danske implementering forudsætter beskyttelsesordningen således, at der er andre forbudsbestem-melser som f.eks. NBL § 3, der omfatter de truede arters områder. Det centrale problem med den danske implemente-ring er imidlertid, at ikke alle levesteder efter artikel 12 er omfattet af en dansk forbudsbestemmelse og dermed heller ikke om et krav om dispensation.

1.2. Undtagelse, jf. artikel 16

Det er muligt i visse tilfælde at fravige beskyttelsen efter artikel 12. Undtagel-sesbestemmelsen er givet ved habitat-direktivets artikel 16, stk. 1, hvorefter artsbeskyttelsen kan fraviges ”hvis der ikke findes nogen anden brugbar løs-ning, og fravigelsen ikke hindrer opret-holdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbre-delsesområde.” Det kan ske ”a) for at beskytte vilde dyr og planter og bevare naturtyperne, b) for at forhindre alvorlig skade navnlig på afgrøder, besætning, skove, fiskeri, vand og andre former for ejendom eller c) af hensyn til den of-fentlige sundhed og sikkerhed eller af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herun-der af social og økonomisk art, og hen-syn til væsentlige gavnlige virkninger på miljøet.”

Denne undtagelsesbestemmelse kan således anvendes i forbindelse med

7 Bekendtgørelse nr. 637 af 25. juni 2001 om beskyttede naturtyper.8 På tilsvarende måde gælder der en særlig restriktiv dispensationsmulighed i de internationale naturbeskyttelsesområder – Natura 2000-

områderne, som omfatter fuglebeskyttelses- og habitatområder – jf. habitatbekendtgørelsens § 4, stk. 1, og stk. 3, nr. 3, der bestemmer, at der ikke må gives dispensation efter NBL § 3, hvis det kan indebære forringelse af områdets naturtyper og levestederne for arterne eller kan medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for. Habitatbekendtgørelsen indeholder dermed bestemmelser, der yderligere begrænser myndighedernes dispensationsmuligheder fra bestemmelsen i NBL § 3 i de internatio-nale naturbeskyttelsesområder.

9 Skov- og Naturstyrelsen, J.nr. SNS- 400-00013. 10 Bekendtgørelsen forventes udstedt, så den kan træde i kraft 1. januar 2007.11 Ordlyden af § 12, stk. 1 er følgende: ”I mangel af alternativer kan myndigheden fravige § 11, hvis fravigelsen ikke hindrer at den pågæl-

dende bestands bevaringsstatus opretholdes i dens naturlige udbredelsesområde, for at 1) beskytte vilde dyr og planter og bevare natur-typerne, 2) forhindre alvorlig skade navnlig på afgrøder, besætning, skove, fiskeri, vand og andre former for ejendom, 3) sikre hensyn til den offentlige sundhed og sikkerhed eller af andre bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social og økonomisk art, og hensyn til væsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller 4) fremme forskning og undervisning, genopretning af en bestand, genudsætning af disse arter og opdræt med henblik herpå, herunder kunstig opformering af planter.”



246

varetagelse af andre naturhensyn, ejendomshensyn og offentlige anlæg.

Da det er en undtagelsesbestemmelse må det antages, at den skal fortolkes snævert og indskrænkende, og admi-nistrationen kan derfor ikke tilrettelæg-ges på grundlag af denne.12

I det følgende analyseres på hvilken måde artsbeskyttelsesinteresserne kan og skal varetages igennem den allerede eksisterende lovgivning. I Naturklagenævnets praksis er det an-erkendt, at habitatdirektivet, som ikke er fuldstændig implementeret i dansk

ret, har direkte og bindende virkning13, og forpligter kommunerne i forbindelse med lokalplanlægning.

2. Rørmosegård-sagen

I Rørmosegård-sagen14 fastslår Naturklagenævnet, at en lokalplan og et kommuneplantillæg for et nyt boligområde ikke er i strid med habitat-direktivet, selv om der i området lever og yngler arter (spidssnudet frø og stor vandsalamander), der er beskyttede i henhold til direktivet.

Formålet med lokalplanen15 var at bebygge området med en attraktiv boligbebyggelse, fastholde områdets grønne karakter, herunder sikrer be-varing af vandhullerne og yngle- og rasteområderne for de dyrearter, der beskyttes af habitatdirektivet, jf. lokal-planens § 1.

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen lod kommunen et kon-sulentfirma undersøge og kortlægge områdets yngle- og rastesteder. Endvi-dere udarbejdede konsulentfirmaet en vejledning om placering og indretning af faunapassager, og krav til bygherren i byggefasen. Denne vejledning er med-taget i lokalplanens redegørelsesdel og indeholder en detaljeret beskrives af en række principper og vejledninger til overholdelse af habitatdirektivets artikel 12, således at nybyggeri i lokalplanområdet ikke beskadiger og ødelægger de beskyttede dyrearters yngle- og rasteområder.

Lokalplanen indeholder bestemmelser for de ubebyggede arealer, og af § 8.6 fremgår, at de i området eksisterende søer/vandhuller skal bevares, at vand-standen i vandhullerne skal bevares og at der ikke må udledes overfladevand fra omkringliggende befæstede arealer eller etableres ny beplantning, der har

drænende effekt på vandhullerne. I be-stemmelsen er henvist til ovennævnte vejledning i redegørelsesdelen.

I lokalplanens § 8.7 er af hensyn til bevarelsen af de beskyttede paddearter bestemt, at der ikke må ske udsætning af ænder, fisk, krebs, skildpadder eller andre dyr i vandhullerne, og at der ikke må fodres i eller nær vandhul-lerne. Friarealerne, som er vist på et af lokalplanens kortbilag, skal efter § 8.8 sikre yngle- og rasteområder for dyrearterne. Arealerne må hverken bebygges eller befæstes. De skal anlægges og vedligeholdes i overens-stemmelse med principperne beskrevet i redegørelsen.

I § 10 om forudsætningerne for ibrugtagning af ny bebyggelse, er fastsat bestemmelser for støjforhold og forholdet til habitatdirektivet. I § 10.2 er således bestemt, at der inden påbegyndelse af byggearbejde ved udstedelse af byggetilladelser stilles krav om udførelse af nødvendige for-anstaltninger for bevarelse af yngle- og rasteområder for beskyttede dyrearter. Bestemmelsen henviser til vejlednin-gen vedrørende krav til bygherre i byggefasen.

Endelig foreskriver lokalplanens § 11 oprettelse af en grundejerforening med medlemspligt for samtlige ejere af grunde inden for lokalplanens område. Grundejerforeningen skal forestå drift og vedligeholdelse af fællesarealer i overensstemmelse med retningslin-jerne i lokalplanens redegørelsesdel.

Lokalplanen blev påklaget og det blev bl.a. gjort gældende, at planen var i strid med habitatdirektivets artikel 12. For det første fordi der manglede forudgående undersøgelser af yngle- og rastestederne og bl.a. forekomsten

Figur 2: Den store vansalamander (Triturus

cristatus) er almindeligt forekommende i

hele landet. Den er beskyttet i henhold til ha-

bitatdirektivets artikel 12, hvorefter der ikke

må ske ødelæggelse af vandhuller, hvori den

lever. Kilde: Skov- og Naturstyrelsen.

12 Kammeradvokatens notat om implementering af habitatdirektivet v/K. Hagel-Sørensen, j.nr. 40/1735 HS/BIE/ANI/nor, udarbejdet for Skov- og Naturstyrelsen, 28. november 2002, s. 28ff.

13 Begrebet direkte virkning (eller umiddelbar anvendelighed)14 Naturklagenævnets afgørelse af den 20. maj 2003, som er refereret i Naturklagenævnet Orienterer nr. 296, december 2003, KFE 2003.368

og MAD 2003.749.15 Farum Kommune, Lokalplan 32.1, Rørmosegård Boligområde, 2002.



247

af spidssnudet frø var ikke undersøgt fyldestgørende, ligesom områder udenfor lokalplanens område burde have været undersøgt nøjere. For det andet fordi bevaringstiltagene i lokal-planen for de beskyttede dyrearter var utilstrækkelige, og for det tredje fordi trafikafviklingen var i strid med artikel 12, stk. 1, litra b) om forbud mod forsætligt drab. Endelig for det fjerde fordi de kompenserende foranstalt-ninger ikke var lovlige erstatninger for eventuelle ødelæggelser af raste- og ynglesteder.

Naturklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at de forud for lokalpla-nen foretagne undersøgelser for om-rådet skulle være utilstrækkelige, men bemærkede dog, at det måtte antages, at kommunen havde en forpligtelse til også at foretage undersøgelser uden-for lokalplanområdet, hvis der her kunne være en væsentlig forstyrrelse af beskyttede dyrearters levesteder som følge af byggeri eller aktiviteter i lokalplanområdet. Nævnet fandt, at der i sagen var foretaget en foreløbig vurdering af konsekvenserne udenfor lokalplanområdet, som kommunen agtede at følge op med yderligere undersøgelser, og at de nødvendige foranstaltninger til overholdelse af habitatdirektivet ville blive truffet inden lokalplanens realisering. Vedrørende trafikdrab fandt nævnet ikke, at den øgede trafik efter en konkret vurde-ring ville indebære en overtrædelse af habitatdirektivets artikel 12, stk. 1 litra b). Nævnet tilsluttede sig kommu-nens konklusion om, at direktivet var overholdt, hvis det på længere sigt var muligt at opretholde de pågældende bestande i samme omfang. Natur-klagenævnet fandt, at kommunen i lokalplanen havde søgt at sikre arternes bestående i lokalplanområdet på en måde, som i tilstrækkeligt omfang opfyldte habitatdirektivets forpligtelser, navnlig da paddernes yngleområder er beskyttede efter naturbeskyttel-seslovens § 3 eller søges beskyttet og

Figur 3: Denne principskitse for etablering af faunapassage stammer fra lokalplanen for Rør-

mosegård. Krav om en sådan indretning er der ikke hjemmel til at fastsætte i en lokalplan,

og der må derfor indgås aftale med grundejeren herom.

bevarede efter lokalplanen, og da det ikke var muligt at foretage en specifik og udtømmende udpegning af pad-dernes rasteområder.

Naturklagenævnets afgørelse i Rørmo-segård-sagen var en af de første efter habitatdirektivets artikel 12 i Danmark, og nævnet fandt at de beskrevne foranstaltninger var tilstrækkelige til beskyttelse af de truede arter. På trods af Naturklagenævnets afgørelse i Rørmosegård-sagen er det tvivlsomt om alle lokalplanens bestemmelser har hjemmel i planloven og dermed kan beskytte arterne i henhold til forpligtelsen efter habitatdirektivet. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en lokalplan ikke kan indeholde en handlepligt. Derfor kan det i forbindelse med udarbejdelsen og realisering af lokalplanen være nødvendigt at indgå aftaler med grundejeren om vareta-gelse af beskyttelseshensynene. I det følgende vil lokalplanhjemmelen blive analyseret med hensyn til beskyttelse

af truede arter og sådanne aftaler blive diskuteret. Det skal bemærkes, at de pågældende problematiske bestem-melser i lokalplanen ikke er blevet særskilt påklaget og Naturklagenævnet har derfor ikke eksplicit taget stilling til dem.

3. Lokalplanhjemmel og artsbeskyt-telsen

I en lokalplan kan der fastsættes en række bestemmelser om foranstaltnin-ger, der kan medvirke til at afværge ne-gative konsekvenser for de truede arter, der har deres naturlige levested inden for lokalplanområdet. Som for al lokal-planlægning gælder, at de pågældende bestemmelser skal være hjemlet i plan-lovens § 15, stk. 2 (ofte omtalt som lo-kalplankataloget) og være planmæssigt begrundet. Lokalplankataloget indehol-der ikke bestemmelser, der direkte ta-ger sigte på at beskytte de truede arter efter habitatdirektivet. Det er dog et af planlovens formål at medvirke til at værne landets natur og bevare dyre- og



248

plantelivet. Det vil således være sagligt at varetage hensynet til de truede arter ved anvendelse af loven.

Grundlæggende kan en lokalplan fastlægge udformningen og place-ringen af byggeri og veje og hvilke arealer der skal være ubebyggede. Der kan i en lokalplan fastsættes bestem-melser om udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder bevaring af beplantning, jf. § 15, stk. 2, nr. 9. Endvidere kan der fastsættes bestemmelser om bevaring af landskabstræk i forbindelse med bebyggelse af et område, der inddrages til bymæssig bebyggelse eller sommer-husbebyggelse, jf. § 15, stk. 2, nr. 10. Der kan også stilles krav om etablering af afskærmende foranstaltninger, som f.eks. anlæg af et beplantningsbælte, som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse eller ændret anvendelse af et ubebygget areal, jf. § 15, stk. 2, nr. 12.

3.1 Regulering af ubebyggede area-ler

Planlovens § 15, stk. 2, nr. 9 giver mu-lighed for regulering af udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ube-byggede arealer, herunder om terræn-regulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt. Angivelse af terrænregulering betyder, at der i en lokalplan kan fore-skrives en bestemt terrænregulering som betingelse for bebyggelse, eller lokalplanen kan forbyde, at der foreta-ges terrænregulering.16 Bevaring af be-plantning kan medvirke til at beskytte spredningskorridorer for dyrearterne.

Såfremt de ubebyggede arealer kan opfattes som fællesarealer kan der efter planlovens § 15, stk. 2, nr. 13 for nye områder oprettes en grundejerfor-

ening. Denne grundejerforening kan tillægges ret og pligt til etablering og vedligeholdelse af fællesarealerne. Der kan også fastlægges et forbud mod at foretage plejeforanstaltninger for at beskytte et levested.

3.2 Bevaring af søer m.v.

Efter § 15, stk. 2, nr. 10 kan der i en lokalplan optages bestemmelser om ”bevaring af landskabstræk i forbin-delse med bebyggelse af et område, der inddrages til bymæssig bebyggel-se eller sommerhusområde.” Bestem-melsen giver hjemmel til beskyttelse af landskabstræk, som f.eks. bakker og søer i områder, der inddrages til byfor-mål. Der vil således være hjemmel til at fastsætte et forbud mod opfyldning af en sø og på denne måde beskytte et levested for f.eks. vandsalamander.

3.3 Beplantning som spredningskor-ridorer

Der kan efter § 15, stk. 2, nr. 12 stilles krav om etablering af afskærmende foranstaltninger, som f.eks. anlæg af et beplantningsbælte. Beplantninger-ne i forskellige udformninger vil kunne medvirke til at danne spredningskorri-dorer for dyrearterne.

Det er imidlertid tvivlsomt om der i planloven er hjemmel til at fast-sætte bestemmelser i en lokalplan om etablering af faunapassager og paddehegn.17

Det må forventes, at der vil kunne fore-komme situationer, hvor lokalplanen ikke kan yde en tilstrækkelig beskyt-telse af de truede arter, og der derfor ikke vil kunne udarbejdes en lokalplan. I de situationer er en mulighed at indgå en aftale med grundejeren om beskyt-telsesforanstaltninger.

3.4. § 14-forbud

Det skal endelig bemærkes, at kom-munalbestyrelsen efter planlovens § 14 kan nedlægge forbud mod, at der ret-ligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Dette § 14-forbud kan også anvendes, hvor der i forvejen foreligger en vedtaget lokalplan, og giver kommunalbesty-relsen mulighed for at udarbejde en ny lokalplan. Det er en betingelse for at anvende § 14-forbuddet, at den for-budte disposition kan opretholdes som forbudt i lokalplanen og dermed om der er hjemmel i § 15, stk. 2. Kommunen har således ret til at gribe ind og med udarbejdelse af en lokalplan søge at beskytte de truede arter.

3.5. Undersøgelsespligten ifm. lokal-planudarbejdelsen

Det skal bemærkes, at habitatdirekti-vet ikke indeholder regler om pligten til at undersøge for tilstedeværelse af truede arter i et lokalplanområde. Den forudgående undersøgelsespligt ved udarbejdelse af lokalplaner vil således afhænge af officialprincippet (under-søgelsesprincippet), da planloven hel-ler ikke stiller selvstændige krav om forudgående biologiske undersøgelser af lokalplanområdet, herunder af om-rådets fauna.18

I en sag fra Ledøje-Smørum Kommune19 om udarbejdelse af en lokalplan for et boligområde og restaurant i et område delvist omfattet af naturbeskyttel-seslovens § 3 (sø og mose) udtalte Naturklagenævnet, at kommunens forpligtelse til at undersøge forekom-sten af bilag IV-arter, må forudsætte, at der er indikationer på, at der findes sådanne beskyttede arter i det pågæl-dende område. Nævnet lagde til grund, at der ved de foretagne besigtigelser

16 Sådanne bestemmelser i en lokalplan fortrænger byggelovens bestemmelser, jf. byggelovens § 13, stk. 2.17 Formålet med paddehegnene er at lede padder og mindre pattedyr til faunapassagerne (tunnelgennemføringerne) og forhindre dyrenes

adgang til vejen.18 Iagttagelse af det ulovbestemte official- eller undersøgelsesprincip er generelt af væsentlig betydning for en afgørelses lovlighed. En util-

strækkelig sagsoplysning vil derfor kunne bevirke, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Kravene til forvaltningens sagsoplysning angår tilvejebringelse af et fyldestgørende faktisk grundlag for afgørelsen, jf. Naturklagenævnets afgørelse i Rørmosegård-sagen.

19 Naturklagenævnets afgørelse af 14. marts 2005, j.nr. 03-33/150-0237, jf. MAD 2005.425.



249

på forskellige tidspunkter af året, ikke var observeret beskyttede arter, og fandt herefter, at der var tilvejebragt et tilstrækkeligt oplyst grundlag for vedtagelsen af lokalplanen. Nævnet lagde også vægt på amtets vurdering af, at selve arealet, hvor bebyggelsen skulle opføres, ikke var specielt egnet som levested for padder.

Det skal bemærkes, at kommunens undersøgelsespligt efter omstændighe-derne også vil kunne omfatte områder, der støder op til lokalplanområdet. En sådan forpligtelse vil kommunen have i de tilfælde, hvor en lokalplan giver mu-lighed for byggeri eller aktiviteter, der i væsentligt omfang vil forstyrre beskyt-tede dyrearters yngle- eller rasteområ-der udenfor lokalplanområdet.

4. Servitutter og artsbeskyttelsen

Som det vil fremgå af ovenstående er udarbejdelse af en lokalplan ikke nød-vendigvis tilstrækkelig til opfyldelse af artsbeskyttelsen, da der ikke er hjem-mel til at fastsætte bestemmelser, der fuldt ud kan beskytte arterne. I sådanne tilfælde, hvor alternativet er at afvise byggeprojektet, vil en mulighed være, at kommunen indgår en aftale med grundejeren på et privatretligt grund-lag. Aftalen med grundejeren kan så-ledes være en betingelse for, at kom-munen anvender sin lokalplankom-petence til at udarbejde en lokalplan for det pågældende område. Denne aftale vil efterfølgende kunne tingly-ses på den pågældende ejendom. Så-fremt kommunen selv er grundejer af lokalplanområdet er det uproblema-tisk at tinglyse en deklaration med de bestemmelser, der ikke kan optages i lokalplanen.20

I en deklarationstekst kan angives, at det påhviler grundejerne at efterleve nærmere bestemte krav til beskyttelse af de truede arter med forbud mod visse handlinger, f.eks. et forbud mod brug af pesticider.

I en sag fra Hillerød Kommune21 havde kommunen udarbejdet en lokalplan for udstykning af 9 grunde i et område delvist omfattet af naturbeskyttelses-lovens § 3 og med tilstedeværelse af bilag IV-arter. Efter lokalplanens § 9.1 skal der udarbejdes en plejeplan med henblik på sikring af § 3-områderne. Det fremgår bl.a. af plejeplanen, at der ikke i en afstand af 5 meter fra mosen og/eller søens kant må ske terrænreguleringer, anlægges have, opsættes skure, gødes, sprøjtes m.v.22 Plejeplanen ville blive tinglyst på ejen-dommene med amt og kommune som påtaleberettigede.

Naturklagenævnet fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte kom-

munens og amtets faglige vurdering af, at lokalplanen i kombination med den udarbejdede og tinglyste plejeplan opfylder kravene efter habitatdirekti-vets art. 12. Nævnet bemærkede dog, at kommunen måtte sikre sig, at der tillige ved behandlingen af de konkrete byggeprojekter samt i forbindelse med byggefasen blev foretaget de nødven-dige foranstaltninger til beskyttelse af arternes yngle- og levesteder.

I henhold til planlovens § 42 kan en ejer af fast ejendom kun med forudgående samtykke fra kommunalbestyrelsen pålægge ejendommen servitutbestem-melser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Kommunalbestyrelsen vil efterfølgende kunne sikre overholdelsen af servitut-bestemmelserne ved udstedelse af på-bud eller forbud, jf. planlovens § 43.

Da der ikke er hjemmel i planloven til at fastsætte bestemmelser i en lokalplan om etablering af faunapassager og

20 Se nærmere om regulering ved hjælp af servitutter i forhold til lokalplaner i Michael Tophøj Sørensen, Realisering af byøkologiske tiltag: Servitutter i stedet for lokalplan, Byplan nr. 4/2001, s. 170-176.

21 Naturklagenævnets afgørelse af 11. februar 2005, j.nr. 03-33/200-0151, jf. MAD 2005.390.22 Det fremgår også af plejeplanen, at arealet ikke må drænes, gødes eller sprøjtes. Der må ikke foretages terrænændringer, deponeres ha-

veaffald, opføres legehuse, foretages tilplantning, anlægges græsplæner mv. Der må ikke opføres broer eller terrasser i og ved søen. Til sikring af mosen og søens grundvandsstand fastlægges byggefelterne på grundene 10 meter fra mosens og/eller søens kant. Plejepla-nen fastsætter endvidere bestemmelser om tiltag mod næringstilførsel, foranstaltninger til hindring af tilgroning af træer og buske samt forbud mod fodring af ænder m.v.

Figur 4: Kort med afgrænsning af lokalplanområdet, Lokalplan nr. 309, Hillerød Kommune.



250

paddehegn skal der indgås en aftale herom, såfremt det er nødvendigt for beskyttelsen af truede arter. En sådan aftale vil kunne pålægge grundejeren at iværksætte disse foranstaltninger.

5. Realisering af lokalplanen

Da en lokalplan ikke kan indeholde handlepligt kan det, når foranstalt-ninger til beskyttelse af de truede ar-ter skal realiseres, blive nødvendigt at ekspropriere. Med hjemmel i planlo-vens § 47, stk. 1 kan kommunalbesty-relsen ekspropriere fast ejendom, så-fremt ekspropriationen er af væsent-lig betydning for virkeliggørelsen af lokalplanen.

Forudsætningen for gennemførelse af en ekspropriation er, at ekspropriati-onsbetingelserne og herunder særligt nødvendighedskravet er opfyldt. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at ekspropriere areal til realisering af beskyttelsesforanstaltningerne i lokalplanen.

6. Realisering via tilladelse

Det er ikke alle ejendomsdispositioner, der kan skade de truede arters leveste-der, der vil kræve udarbejdelse af en lokalplan. Det kan også være en situa-tion, hvor tilstedeværelsen af truede arter først konstateres, når der på bag-grund af en allerede vedtaget lokalplan ansøges om en byggetilladelse eller godkendelse af udstykning. Det kunne f.eks. være tilfældet ved realisering af en lokalplan flere år efter dens vedta-gelse. Beskyttelsen af truede arter kan imidlertid også have betydning for ud-stedelse af en landzonetilladelse.

6.1. Landzonetilladelse

Udstykning og opførelse af ny bebyg-gelse mv. kræver i landzonen tilladelse fra kommunalbestyrelsen, jf. planlo-

vens § 35. Skønsudøvelsen i forbindelse med udstedelse af denne landzonetil-ladelse begrænses i de tilfælde, hvor et Natura 2000-område eller arter om-fattet af artikel 12 og 13 berøres. For natura 2000-områderne gælder efter habitatbekendtgørelsens § 4, stk. 3, nr. 2, at en landzonetilladelse ikke må meddeles, såfremt det kan indebæ-re forringelse af områdets naturtyper og levestederne for arterne, eller kan medføre forstyrrelser, der har betyde-lige konsekvenser for de arter, området er udpeget for.

I en sag om udskiftning af en vind-mølle23 inden for et fuglebeskyttelses-område havde amtet givet landzonetil-ladelse til udskiftningen af vindmøllen på 18,5 kW med en 225 kW, begrundet i, at udskiftningen ville bevirke en bedre udnyttelse af vindenergien uden væsentlig ændring af de landskabelige forhold. Amtet vurderede, at udskift-ningen af den eksisterende vindmølle ikke ville medføre forstyrrelser og for-ringelser af fuglebeskyttelsesområdet, og derfor var i overensstemmelse med habitatbekendtgørelsen.

Naturklagenævnet udtalte, at vur-dering af ansøgninger om landzone-tilladelse til opstilling af vindmøller, skulle ske på grundlag af den regionale planlægning, idet der ved vurderingen skulle lægges særlig vægt på vare-tagelsen af de landskabelige hensyn i området. Ved vurderingen af, om zonetilladelse skulle gives, måtte det tillægges betydning, om området i planlægningen specifikt var udpeget til opstilling af vindmøller, eller om der var tale om et forholdsvis bredt afgræn-set område, hvor vindmøller kunne tillades efter en konkret vurdering. Naturklagenævnet lagde i afgørelsen med afslaget vægt på, at den nye mølle landskabeligt var mere dominerende

end den eksisterende vindmølle, der var opstillet før udpegningen af områ-det til fuglebeskyttelsesområde.

6.2. Byggetilladelse

Byggelovgivningen indeholder regler, som bidrager til en overvågning af, at anden lovgivning respekteres, når der udstedes en byggetilladelse. Formålet med bestemmelserne er at sikre, at påtænkte ejendomsdispositioner kan gennemføres uden at komme i konflikt med den gældende arealanvendelses-lovgivning. Dermed varetages både det offentliges interesse i overholdelsen af lovgivningen og borgernes interesse i at kunne gennemføre projektet i tillid til, at det er lovligt, når byggetilladel-sen er givet.

Som følge af byggelovens § 16 må byggearbejder, der er omfattet af BL § 2 (opførelse af ny bebyggelse, ombyg-ning mv.), ikke påbegyndes uden byg-getilladelse fra kommunalbestyrelsen. Der kan stilles krav om, at ansøgeren giver de oplysninger, der er nødvendige for bedømmelse af ansøgningen. Kom-munalbestyrelsen må ikke meddele byggetilladelse til det ansøgte før der er meddelt de nødvendige tilladelser efter anden lovgivning, jf. ministerens bemyndigelse i byggelovens § 16, stk. 3 til i bygningsreglementerne at fastsætte bestemmelser herom. I BR 9524 kap. 1.8. og i BR-S 9825 afsnit 1.8.1. er det angivet, hvilke love der skal sikres overholdt.26 I forbindelse med byggesagsbehandlingen skal kommunalbestyrelsen dermed påse, at bestemmelserne i arealanvendelseslo-vene er overholdt.

En byggetilladelse er i modsætning til en landzonetilladelse ikke en skøns-mæssig afgørelse, men en lovbunden forvaltningsakt, hvilket vil sige, at an-

23 KFE 1998.140, Naturklagenævnets afgørelse af 29. september 1997.24 Bygningsreglementet af 13. februar 1995.25 Bygningsreglementet for småhuse af 25. juni 1998.26 Det drejer sig om følgende love: planloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven, vejloven,

bygningsfredningsloven, museumsloven, sandflugtsloven, vandforsyningsloven, arbejdsmiljøloven, privatvejsloven, lov om varmeforsy-ning, lov om byfornyelse, beredskabslove, lov om stormflodserstatning og lov om regulering af boligforholdene.



251

søgeren har et retskrav på at få tilladel-sen, når der foreligger tilladelse efter de lovbestemmelser, der er nævnt. Det giver anledning til spørgsmålet om kommunen skal give eller skal afslå at give en byggetilladelse med henvisning til habitatdirektivet i en situation, hvor et byggeri vil medføre ødelæggelse af levestedet for en truet art.

Som en del af byggesagsbehandlingen skal kommunerne påse, at andre love overholdes, som allerede nævnt i det ovenstående. I forbindelse med byg-gesagsbehandlingen skal kommunal-bestyrelsen dermed påse, at bestem-melserne i arealanvendelseslovene er overholdt. I selve byggeloven er der ikke hjemmel til at afslå at give en byggetilladelse, da byggelovgivningen ikke indeholder bestemmelser, der varetager de hensyn, der fremgår af habitatdirektivets artikel 12. Som følge heraf kan der heller ikke fastsættes vilkår om udførelsen af byggearbejder, som måtte være nødvendige for at kunne leve op til direktivets krav om beskyttelse af dyrearter.

Kommunen kan således ikke undlade at udstede en byggetilladelse begrundet i beskyttelse af de truede arter efter habitatdirektivet. Det vil forudsætte, at der er hjemmel i den lovgivning, som kommunalbestyrelsen skal påse over-holdt ved byggesagsbehandlingen. Da denne lovgivning ikke fuldt ud beskyt-ter arterne i habitatdirektivet, vil der kunne udstedes en byggetilladelse, der vil være i strid med artsbeskyttelsen. Kommunen kan derimod nedlægge et § 14-forbud og efterfølgende udarbejde

en lokalplan, der varetager beskyttel-sen af arterne.

6.3. Udstykningskontrollen

På samme måde som byggeloven in-deholder udstykningsloven regler, som skal bidrage til en overvågning af, at anden lovgivning respekteres, når der godkendes en udstykningssag.27

I henhold til udstykningslovens28 § 20, stk. 1, 1. pkt. må der ikke ske udstykning, matrikulering, arealover-førsel eller sammenlægning, såfremt den matrikulære forandring eller den tilsigtede arealanvendelse efter det oplyste vil medføre forhold i strid med anden lovgivning. Det fremgår direkte af ordlyden, at det ikke alene er selve den matrikulære ændring (i form af udstykning, matrikulering, arealover-førsel eller sammenlægning), men nok så væsentligt den tiltænkte fremtidige arealanvendelse, der skal sikres ikke strider mod anden lovgivning.

I vejledningen om udstykningskontrol-len29 angives i pkt. 3.1., at en meddelt tilladelse til en matrikulær forandring i det mindste er en principtilladelse til den i sagen angivne anvendelse af de berørte arealer. Det eksemplificeres dels med en ansøgning om udstykning af en ejendom til bebyggelse med et sommerhus og dels med en ansøgning om anvendelse af det udstykkede areal til industriformål. Det antages i den forbindelse, at en tilladelse til udstyk-ning vil indebære en samtidig principiel tilladelse til, at der kan opføres et sommerhus på arealet henholdsvis at ”ansøgeren har sikkerhed for, at det

angivne formål kan realiseres.” Denne beskrivelse af retsstillingen er imidler-tid ikke fuldt dækkende, som det vil fremgå af det følgende.30

Udstykningskontrolbekendtgørelsens31 § 1 fastslår, at før udstykning, matri-kulering, arealoverførsel eller sam-menlægning kan ske, skal der for KMS foreligge en erklæring fra kom-munalbestyrelsen til dokumentation af, at den matrikulære forandring eller den tilsigtede arealanvendelse ikke vil medføre forhold i strid med bestem-melser i eller regler udstedt i medfør af planloven, vejloven, privatvejsloven, byggeloven, miljøbeskyttelsesloven eller jordforureningsloven.

Udstykningslovens § 2 fastslår, at der – i de situationer hvor en anden myn-dighed end kommunalbestyrelsen eller KMS skal meddele en tilladelse efter de i denne bekendtgørelses § 2 opregnede love – ikke kan ske en registrering af den matrikulære forandring i matriklen før der er dokumentation for, at der er meddelt den forudsatte tilladelse.32 Det påhviler landinspektøren at skaffe dokumentation for, at de nødvendige tilladelser eller dispensationer forelig-ger.

Det må være formålet med bestem-melsen i UL § 20 at det sikres, at den arealanvendelse, som ejendommen påtænkes anvendt til, er lovlig. Derfor kan bestemmelserne i UL § 20 prin-cipielt ikke være begrænset til de i bekendtgørelsen nævnte lovgivninger, men må omfatte enhver retsforskrift, der kan have betydning i den konkrete

27 Der er delvist tale om en overlappende lovgennemgang efter udstykningslovens og byggelovens regler. Fælles er kontrollen med over-holdelsen af planloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven, miljøbeskyttelsesloven, lov om offentlige veje, og jordforureningsloven.

28 Lovbekendtgørelse nr. 494 af den 12. juni 2003, som ændret ved L 2005-06-34 nr. 542.29 Vejledning om udstykningskontrollen, vejl. nr.116 af den 15. december 2004.30 Jf. også Ellen Margrethe Basse, Miljøretten II, 2001, s. 370f, hvori påpeges at de retskrav, som modtageren af meddelelsen om matriku-

lære forandringer kan påberåbe sig, begrænses hvor der må antages at foreligge VVM-pligt.31 Bekendtgørelse om udstykningskontrollen, bkg. nr. 1012 af 18. oktober 2004. 32 Udover de love, der er nævnt i note 27, er det: Råstofloven, museumsloven, lov om landbrugsejendomme, lov om folkekirkens økonomi,

og lov om stormflod og stormfald.



252

situation.33 Det afgørende må være, at den pågældende retsforskrift regulerer arealanvendelsen.

Artsbeskyttelsen efter habitatdirektivet er netop en bestemmelse, der kan have afgørende betydning for, hvorledes en ejendom kan anvendes, f.eks. til opfø-relse af et påtænkt byggeri. I relation til artsbeskyttelsen er problemet, at bestemmelsen ikke er implementeret fuldstændigt i dansk ret, hvorved der ikke er en forbudsbestemmelse i den danske lovgivning med henblik på at beskytte arternes levesteder. Som følge af direktivets umiddelbare anvende-lighed kan der dog ikke ses helt bort fra direktivet i forbindelse med ma-trikulære arbejder, hvis formålet med udstykningskontrollen skal varetages. Problemstillingen er, at der ikke er krav om tilladelser eller dispensationer, som vil kunne påses overholdt i forbindelse med udstykningskontrollen.

6.4. Landinspektøransvaret

Det påhviler matrikelmyndigheden (KMS) at påse, at bestemmelserne i UL § 20 er overholdt, jf. UL § 24. Dog er matrikulære forandringer som følge af ekspropriation eller kendelse om jord-fordeling undtaget, da kontrollen i disse tilfælde foretages af den pågældende myndighed. KMS´s kontrolpligt er dog begrænset gennem formuleringen ”ef-ter det oplyste”, der medfører, at der skal tilvejebringes et grundlag for, at kontrollen kan gennemføres. Tilveje-bringelse af dette grundlag er omfattet af begrebet ”matrikulært arbejde”, der i henhold til UL § 13, stk. 1 kun må ud-føres af en landinspektør med beskik-kelse. Det er derfor den praktiserende landinspektør, der har ansvaret for at tilvejebringe de nødvendige tilladelser,

dispensationer mv. Dette er formalise-ret igennem erklæringer.34

Det vil derfor være interessant at vurdere, hvorledes landinspektøren skal forholde sig til habitatdirektivets bestemmelser om beskyttelse af truede arters levesteder. Det vil alene have interesse at vurdere den situation, hvor det forudsættes, at landinspektøren er bekendt med tilstedeværelsen af truede arter. Det kan ikke påhvile land-inspektøren at foretage selvstændige biologiske undersøgelser af området. Spørgsmålet er om landinspektøren kan gennemføre en matrikulær sag, når han bliver gjort opmærksom på, at udstykningen og bebyggelsen vil være i strid med habitatdirektivet.

Det som det forventes at landin-spektøren vurderer i forbindelse med udstykning mv. og bygningsafsætning er nærmere fastlagt i Den danske Landinspektørforenings vedtægt for landinspektørvirksomhed.35 I hen-hold til denne omfatter den normale ydelse i forbindelse med udstykning og arealoverførsel mv. ”en vurdering af mulighederne for sagens gennem-førelse dels i relation til arealanven-delseslovgivningen (planloven, byg-geloven, landbrugsloven, vejlovene, natur- og miljøbeskyttelseslovene, skovloven, råstofloven m.fl.) og dels til bekendtgjorte offentligretlige rå-dighedsindskrænkninger og tinglyste servitutter.” I forbindelse med en byg-ningsafsætning omfatter normalydel-sen bl.a., at landinspektøren inden markarbejdet påbegyndes undersøger ”om bygnings- og planlægningsmyn-dighedernes tilladelse foreligger, og det undersøges, om projektet opfylder de eventuelle højde- og afstandskrav,

33 Jf. også Lars Ramhøj, Udstykningsloven med kommentarer, 1992, s. 116f, der fremhæver, at kontrolkravet er rettet mod alle love, der in-deholder bestemmelser, som har betydning for den matrikulære sag eller de påtænkte foranstaltninger.

34 Grøn- og hviderklæring og erklæringer efter landbrugsloven.35 Den første vedtægt for landinspektørvirksomhed blev vedtaget den 24. august 1974 og ændret den 29. august 1981, den 21. september

1996 og den 1. september 2000.

der er stillet af nævnte myndigheder. På grundlag af de modtagne bygnings-tegninger undersøger landinspektøren, om projektet umiddelbart er i strid med tinglyste servitutter og offentligretlige rådighedsindskrænkninger.”

Det er tvivlsomt i hvilket omfang udstykningsgodkendelsen fra KMS kan sikre, at den påtænkte arealan-vendelse er lovlig. Det vil være god landinspektørskik, at landinspektøren gør klienten opmærksom på, at der vil kunne være problemer med at gen-nemføre det konkrete anlægsprojekt det pågældende sted.

7. Sammenfatning

Som det fremgår af artiklen vil be-stemmelserne i habitatdirektivet få en betydningsfuld rolle for arealanven-delsen i Danmark i de kommende år. Artsbeskyttelsen efter habitatdirektivet medfører, at en række arters levesteder skal beskyttes. Bestemmelsen indfører et forbud mod beskadigelse eller øde-læggelse af yngle- eller rasteområder, men denne artsbeskyttelse er dog ikke til hinder for enhver form for lokalplan-lægning og bebyggelse, som det kan ses af Naturklagenævnets praksis, da der vil kunne indarbejdes afværgende foranstaltninger i lokalplanen, der sik-rer de truede arters levesteder. Artsbe-skyttelsen er ikke fuldt implementeret i dansk ret, idet lovgivningen ikke inde-holder forbudsbestemmelse til beskyt-telse af arterne, og dermed heller ikke krav om dispensation i forbindelse med en ændret arealanvendelse. På trods af dette finder direktivets bestemmelser direkte virkning og skal iagttages i for-bindelse med rådgivning om lokalplan-lægning, udstykning og bebyggelse.


| ST IFTES DER VE JRET GENNEM ET VE JUDLÆG? |

253

Stiftes der vejret gennem et vej-udlæg?1

Af lektor, lic.geom. Lars Ramhøj, e-mail: [email protected] og ph.d.-studerende Lars Emil Vindfeld Møller, e-mail: [email protected], begge Aalborg Universitet.

1. Hvordan udlægges private veje?

Før en privat vej kan anlægges, skal ve-jen være udlagt2. Det gælder for alle pri-vate veje undtagen veje i landzone, som alene skal anvendes til landbrugs-, skov-brugs- eller fiskerivirksomhed, jf. PVL3 § 14, stk. 1 og 2, og §§ 23 og 24.

Udlægget forudsætter kommunens godkendelse, idet det i landzone skal påses, at udlægget sker på en måde, der er forsvarlig i færdselsmæssig og teknisk henseende, og som giver mulighed for tilvejebringelse af hen-sigtsmæssige parcelformer4, men i byzone forudsættes et skitseprojekt, der angiver vejens retning, bredde og længdeprofil samt dens tilslutning til andre veje. Herved får kommunen som vejmyndighed ikke kun indseende

Bestemmelserne om udlæg af private veje er ikke konsistente, hvilket bl.a. skyldes, at vejudlæg er reguleret af flere love. Hertil kommer, at retten til at benytte private veje giver anledning til megen usikkerhed i praksis. Artiklen har til formål at afklare det retlige grundlag for private ve-jes etablering og benyttelse.

1 Artiklen er tidligere bragt i Ugeskrift for Retsvæsen nr. 45, nov. 2006 p. 359 ff.2 Ved udlagte private fællesveje forstås ifølge PVL § 3 arealer, som er bestemt til fremtidig anvendelse som private fællesveje efter §§ 14

og 23-24, ved retningsplan efter byggeloven, er fastlagt ved reguleringsplan eller udredningsplan efter byggeloven, er fastlagt endeligt ved byplan eller lokalplan eller fastlagt ved beslutning af en ekspropriationskommission efter lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, eller som vedkommende kommunale myndighed før lovens ikrafttræden har godkendt til anvendelse som private fællesveje.

3 Lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. aug. 1999 om private fællesveje.4 Jf. PVL § 14, stk. 3. Det anførte godkendelseshensyn - som formentlig afspejler, at reguleringen af private veje tidligere var indeholdt i

byggeloven - kan give anledning il tvivl, fordi det næppe kan være et vejhensyn at regulere ejendomsdannelsen. Det primære må være, at vejen godkendes med en udformning, der tilgodeser trafikale og sikkerhedsmæssige hensyn.

5 Ekspropriationsprocesloven, lovbekendtgørelse nr. 672 af 19. aug. 1999 om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejen-dom.

6 F.eks. af et planbilag (kort) og derfor ikke nødvendigvis af selve lokalplanteksten.

med, men direkte mulighed for at stille de krav til vejens udformning, som dens påtænkte anvendelse nødven-diggør. Kommunerne har formentlig forskellig praksis, m.h.t. hvad der kræves for godkendelse af et vejudlæg, men generelt sker godkendelsen rime-ligvis på grundlag af oplysninger om vejens beliggenhed og (brutto)bredde (udlægsbredde) således, at der kun i særlige tilfælde stilles krav til tvær- og længdeprofil m.v. i forbindelse med vejudlægget.

Mange nye veje er imidlertid fastlagt i lokalplaner, og det fremgår af PVL § 43, at udlægsreglerne ikke finder anven-delse, når private fællesveje fastlægges ved lokalplan eller ved beslutning af en ekspropriationskommission efter EPL5.

Begrundelsen herfor er dels, at det også er kommunen, der udarbejder lokalpla-ner, dels at lokalplanproceduren stort set svarer til PVL’s udlægsprocedure. Forudsætningen for, at en lokalplan substituerer PVL´s udlægsregler, er, at vejen er endeligt fastlagt i lokalplanen, hvilket forudsætter, at lokalplanen indeholder de oplysninger om vejen, som normalt udgør grundlaget for en godkendelse af udlægget efter PVL. Ud over en angivelse af beliggenhed og bredde betyder det, at det af planen skal fremgå6, hvilke ejendomme der skal bruge vejen som adgangsvej.

Et udlæg efter PVL foretages typisk, umiddelbart før vejen etableres. Lokal-planer udarbejdes derimod primært for at regulere arealanvendelsen inden for



254

et område. Lokalplanen virkeliggørelse afhænger derfor af de berørte grund-ejeres beslutning, eller at kommunen foretager ekspropriation med henblik på virkeliggørelse (se nedenfor).

Forudsætningen for, at en vej kan anlægges, er ifølge PVL § 41, stk. 1, at vejmyndigheden har godkendt et detailprojekt for vejanlægget, hvori der redegøres for vejens længde- og tvær-profil, befæstelse og afvanding m.v. Det gælder, uanset hvordan vejen er udlagt. Når vejen er udlagt, kan det imidlertid være vanskeligt for kommunerne at håndhæve denne bestemmelse, hvor-for det i forbindelse med vejudlægget og i andre sammenhænge7 kan overve-jes at præcisere, at anlæg forudsætter et godkendt detailprojekt.

2. Konsekvensen af vejudlæg

Det fremgår af det foranstående, at et vejudlæg indebærer en arealreserva-tion, men heraf følger hverken af PVL eller PL8 nogen handlepligt. Når vejen er udlagt, kan den eksisterende area-lanvendelse kun forandres til vejfor-mål. Det fremgår af PVL § 35 (kun for byzone) og af PL § 18.

Sker vejudlægget efter PVL, forudsæt-tes vejen at være en privat (fælles)vej. Når der angives veje i lokalplaner, kan vejens art (som privat eller offentlig) ikke angives i lokalplanbestemmel-serne, men der ikke noget til hinder for, at der i lokalplanredegørelsen gives oplysning om vejes fremtidige status som privat eller offentlig vej. Lokalplanudlagte vejarealer kan af grundejeren forlanges overtaget af kommunen efter bestemmelsen i PL § 48, såfremt vejudlægget sker med

henblik på at tilvejebringe vejadgang for andre ejendomme eller parceller, der fremkommer ved udstykning af andre ejendomme9.

Et vejudlæg efter PVL §§ 14 og 23, stk. 1, forudsætter aftale med ejeren af den ejendom, hvorpå vejen udlægges (pri-vate udlæg). Ejeren accepterer altså, at det pågældende areal kan anvendes som vejareal10. Selv om udlægsbe-stemmelserne i PVL11 ikke kræver det, vil det i praksis være nødvendigt for kommunens stillingtagen til vejens udformning, at det i forbindelse med vejudlægget oplyses, hvilken færdsel der skal ske ad vejen, og at det således fremgår, hvilke ejendomme der skal benytte vejen som adgangsvej. Det må antages, at sådanne tilkendegivelser i

forbindelse med udlægget ikke stifter vejret for de ejendomme, over hvilke vejen udlægges som adgangsvej12. Udlægget indebærer kun kommunens godkendelse af vejen(s placering og udformning) og afklarer således kun de offentligretlige forhold i tilknytning til vejen. Det svarer til det det generelle princip i PVL, hvorefter den private grundejer, som ønsker at benytte en vej som adgangsvej, selv og på egen be-kostning gennem privatretlig aftale må tilvejebringe den fornødne adgangsvej (Vejdirektoratets brev af 9. feb. 2006, se Dansk Vejtidsskrift 2006, s. 42). Vejrettigheder til privat fællesveje giver ofte anledning til tvister, hvorfor det er ønskeligt, at der i PVL var krav om, at vejretsforholdene til vejen var afklaret som forudsætning for godkendelse af vejudlægget.

7 F.eks. i forbindelse med en byggesag.8 Lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. aug. 2004 om planlægning.9 Bendt Andersen og Ole Christiansen: Kommuneplanloven, 3. udg., s. 365.10 PVL regulerer ikke forholdet mellem vejejeren og de vejberettigede. Ejeren kan derfor forlange et vederlag for såvel selve vejarealet som

for vejretten, ligesom ejeren på anden måde kan stille krav til vejens udformning og etablering. 11 §§ 3, 14 og 23-28.12 Dette svarer til det generelle princip i PVL, som – bortset fra tvister og vejens stand og vedligeholdelse samt kommunale vejudlæg – afstår

fra at regulere privatretlige forhold.

Vejretten til en privat fællesvej stiftes ikke gennem udlægget, men forudsætter særskilt

stiftelse, således som det typisk sker på grundlag af vejerklæringen i den matrikulære sag

(foto: Lars Ramhøj).



255

Langt de fleste nye veje udlægges i forbindelse med matrikulære sager for at tilgodese udstykningslovens13 vejad-gangskrav (UL § 18). I det matrikulære regelsæt er der krav om dokumen-tation for såvel vejens godkendelse i relation til PVL som vejrettigheder. Sker udlægget på aftalebasis – hvilket er det almindeligste – udlægges vejen på den måde, at ejeren af den ejen-dom, hvorpå vejen udlægges, på den såkaldte vejerklæring giver sin accept til udlægget (og til at vejen optages på matrikelkortet), ligesom der eksplicit stiftes vejret for de ejendomme, vejen udlægges for (jf. BMA14 § 5, stk. 1). Man vil derfor i Kort og Matrikelstyrelsen have gode muligheder for at få vejrets-dokumentation for privat udlagte veje. I den matrikulære sagsprocedure indgår også en stillingtagen til vejudlægget, idet sagen forudsætter kommunens accept af udlægget (på den såkaldte ”grønne erklæring”).

Kan der ikke opnås aftale om vejudlæg, kan kommunen i særlige tilfælde fore-tage vejudlæg efter bestemmelserne i PVL § 23, stk. 2 og 3, og kommunen har herigennem mulighed for at etablere de fornødne adgangsveje. Kommunale vejudlæg – som kun kan foretages i begrænset omfang – kan omfatte såvel nye som eksisterende veje. For nye veje indebærer et sådant vejudlæg en arealreservation, men det kom-munale vejudlæg stifter også vejret for de ejendomme, der skal bruge vejen

som adgangsvej (jf. PVLC15 pkt. 17 og Vejdirektoratets brev af 6. marts 2003 – se også skr. af 1. juni 1976).

Udlægges bestående veje som ad-gangsveje for nye ejendomme, kan der opstå et spørgsmål, om de nye ejendomme skal godtgøre en del af anlægsudgiften for anlægget af den eksisterende vej. Kommunen kan i tilknytning til et kommunalt vejudlæg stille vilkår om, at de nye vejberet-tigede godtgør den, der har afholdt udgiften, en forholdsvis andel af disse udgifter (KFE 2003.280 med note 1)16.

Når et kommunalt udlæg foretages for at tilvejebringe en adgangsvej, er der tale om et tvangsindgreb over for den ejendom, hvor vejen pålægges. Omfatter udlægget en ny vej, vil det være nødvendigt også at kræve ve-jen anlagt. Som det fremgår af PVLC (ibid.), skal udlægsbestemmelserne da også ses i sammenhæng med § 39, som giver kommunen mulighed for at bestemme, hvornår en udlagt vej skal anlægges. Videre anføres, at ”udlægget og beslutningen om vejanlægget er i denne situation reelt at betragte som en ekspropriation, og det er i § 40 an-givet, i hvilket omfang der skal betales erstatning for indgrebet”17. Almindelig praksis er, at der gives fuld ”arealer-statning” for vejudlægget, som følge af at ejeren afskæres fra at udnytte det udlagte areal til andet end vej18. Omfatter det kommunale vejudlæg

en eksisterende vej, lides der normalt ikke et tab som følge af den vejret, der stiftes, fordi vejarealet allerede er disponeret som vejareal.

Det har hidtil været den almindelige opfattelse, at der kunne stiftes vejret på grundlag af et vejudlæg, der fore-tages ved lokalplan. Det fremgår af Trafikministeriets skrivelse af 1. marts 1984, hvor det tilkendegives, at en lokalplan, der endeligt fastlægger en adgangsvej, indebærer, at der også er tillagt de udstykkede parceller vejret, se også Kommuneplanloven, 3. udg., s. 196. Naturklagenævnet har imid-lertid i MAD 2001.1041 udtalt, at en lokalplan ikke kan regulere spørgsmål om vejrettigheder19. At det forholder sig sådan, skyldes flere forhold. Dels tager lokalplanen som nævnt ovenfor ikke stilling til vejens art, dels har lokalplaner alene betydning for den fremtidige udnyttelse af ejendommen. Taget i betragtning, at lokalplanlæg-ningen foretages af kommunerne, og at planernes formål er at regulere den fremtidige arealanvendelse, turde det endvidere forudsætte en særskilt hjem-mel, hvis der gennem lokalplanlægnin-gen skulle kunne stiftes rettigheder, der almindeligvis må betales for, hvis det sker på grundlag af aftale. Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at lokalplanlægningen entydigt kan fast-lægge adgangsforholdene. Men såvel den retlige og fysiske virkeliggørelse af vejen er der ikke herved taget stilling

13 Lbkg. nr. 494 af 12. juni 2003 af lov om udstykning og anden registrering i matriklen.14 Bkg. nr. 291 af 25. april 2005 om matrikulære arbejder.15 Cirk. nr. 134 af 6. dec. 1985 om lov om private fællesveje.16 Godtgørelsen bør tage højde for vejens alder. Et sådant krav vil kunne overflødiggøre et efterfølgende søgsmål om kompensationsspørgs-

målet. 17 Det kan undre, at der ikke er foreskrevet nogen ekspropriationsprocedure i tilknytning til et krav om vejanlæg. Det er også uklart, om og

hvordan en sådan procedure iværksættes, hvis der fremsættes krav om erstatning. En sådan formaliseret procedure ville muliggøre, at der kunne sondres mellem vejudlægget (arealbindingen) og ejendomsindgrebet

(”afståelse” af vejarealet og stiftelse af vejretten). Formaliserede regler om ejendomsindgrebet vil endvidere betyde, at udlægsreglerne i PVL blev mere konsistente derved, at retsvirkningen af et såvel privat som kommunale vejudlæg alene indebærer en arealbinding.

18 Vejarealer indgår dog i grundstykkets areal, hvilket har betydning for, hvor meget der kan bygges på ejendommen (jf. Bygningsreglement for småhuse, bilag A, pkt. 2.2.1 og 2.22).

19 Se også Møller, Lars Emil Vindfeld m.fl.: Vejrettigheder – kan en lokalplan stifte vejret?, Landinspektøren, nr. 3, 2004, s. 147-151.



256

til i lokalplanen20. Hvis ejeren ikke selv ønsker at virkeliggøre lokalplanen, forudsætter et indgreb i de bestående forhold, at der kan foretages ekspro-priation. Sker det med henblik på at etablere en vej, må retten til at benytte vejen stiftes i den forbindelse.

3. Hvordan etableres udlagte veje?

Det er som udgangspunkt ejeren af den ejendom, hvorpå vejen er udlagt, der bestemmer, om og hvornår vejan-lægget skal ske. Kan der ikke opnås enighed om anlæg med ejeren af den ejendom, hvorpå vejen er udlagt, giver såvel PVL som PL mulighed for at virke-liggøre vejen (se nedenfor). Langt de fleste veje anlægges af vejejeren/de vejberettigede. Det gælder også veje udlagt i lokalplaner. Ganske enkelt fordi det er i parternes interesse, og fordi der kan opnås aftale mellem disse parter om at anlægge vejen. Uenighed om vejens udformning, arbejdets udførelse og fordelingen af omkostningerne ved vejens anlæg kan i byzone forelægges kommunen til afgørelse efter bestem-melserne i PVL § 42.

3.1 Krav om vejanlægVejes infrastrukturelle betydning er baggrunden for, at kommunerne efter bestemmelsen i PVL § 39 kan forlange udlagte21 veje i byzone anlagt. Krav kan stilles ”af hensyn til udbygningen af det samlede vejnet”. Da et vejanlæg jo al-tid vil indebære en udbygning af vej-nettet, ligger der formentlig ikke heri nogen begrænsning i muligheden for at fremsætte anlægskrav.

Kræves en vej anlagt, giver det anled-ning til en række afledte problemstil-

linger: skal der betales vederlag for det areal, vejen optager? Hvilken ret stiftes gennem anlægskravet? Kan vejmyn-digheden forlange sig holdt skadesløs for en heraffølgende udgift? Hvem skal forestå anlægsarbejdet? Hvordan skal anlægsomkostningerne fordeles?

Et anlægskrav er som udgangspunkt et ekspropriativt indgreb, men berettiger dog kun erstatning for vejarealet, hvis vejen er udlagt ved en lokalplan eller på grundlag af en kommunal beslut-ning (jf. PVL § 40, stk. 3), men ikke hvis udlægget er sket efter aftale.

Er der tale om en ny vej, omfatter erstatningen kompensation for det indgreb, der medfører, at ejeren skal tåle vejen. Det bemærkes, at ekspro-priationen ikke omfatter ejendomsret-ten, men alene ejerens dispositionsret. Vejarealet forbliver derfor under ejen-dommen – hvilket afspejler, at rettig-hedsstiftelsen har servitutkarakter.

Et anlægskrav giver i sig selv kun grundlag for at etablere vejen fysisk. Er vejen udlagt privat (efter aftale), overflødiggør et anlægskrav ikke, at der skal stiftes vejret, og anlægskravet anfægter derfor ikke ejerens ret til at tage betaling herfor. Er vejen kommu-nalt udlagt, følger det af almindelige ekspropriationsretlige principper, at der kun gives erstatning for det umiddel-bare ejendomsindgreb – altså ved nye veje alene en kompensation for areal-indgrebet (og evt. ulemper m.v.), men ikke for, at ejeren mister muligheden for et beregne sig vederlag for vejret-ten, der jo stiftes ved vejudlægget (se også KFE 2003.280, hvor det forhold,

at der vederlagsfrit tilføres en anden ejendom en økonomisk gevinst, ikke i sig selv kunne begrunde, at vejejeren har krav på erstatning). Såfremt der efterfølgende måtte opstå ønske fra andre ejendomme om vejret til vejen, vil vejejeren dog kunne forlange et vederlag for meddelelse af vejret.

Umiddelbart forekommer det rimeligt, at de, der har interessen i at benytte vejen (de vejberettigede), afholder erstatningsudgiften, men der er som følge af PVL § 64 (hvor det fremgår, at erstatningsudgiften afholdes af kommunen) ikke mulighed for at gøre ekspropriationen betinget af, at den, der i givet fald får fordelen af vejan-lægget – helt eller delvis – skal holde kommunen skadesløs for denne udgift (PVLC pkt. 52 og skr. af 29. marts 1978 og 7. aug. 1984).

For så vidt angår anlægsarbejdets udførelse kan kommunen som vej-myndighed efter aftale overlade dette til private (typisk den eller de vejberet-tigede), eller den kan forlange arbejdet udført som et samlet arbejde, der ud-føres af kommunen selv eller af en en-treprenør på kommunens foranledning efter bestemmelserne i lovens kap. 10. Hvis omkostningen skal afholdes af andre en den, der forestår arbejdet, forudsætter det, at anmodning herom fremsættes over for kommunen, inden arbejdet påbegyndes (jf. PVL § 42). Fordeling sker da efter bestemmelserne i vejbidragsloven (jf. PVL § 62).

3.2 Vejanlæg efter ekspropriationEr grundlaget for vejudlægget en lokal-plan, vil der kunne foretages ekspropri-

20 Det er derfor overraskende, at Naturklagenævnet den 5. maj 2006 (j.nr. 03-33/650-0147) erklærede en lokalplanbestemmelse om vejomlægning ugyldig, fordi omlægningen vedrører en vejstrækning, der var omfattet af en tinglyst vejret til en 6 m bred privat fællesvej. Bestemmelsen havde følgende ordlyd: ”Vejstrækningen A-A som vist på kortbilag 1 omlægges som vejen a-a og vejen c-c som vist på kortbilag 2. Omlægningen vil finde sted efter reglerne i vejlovgivningen. Vejen c-c udlægges i en bredde på 5 meter”. Bemærkningen i lokalplanen om, at omlægningen vil blive foretaget på grundlag af vejlovgivningens bestemmelser, kan næppe forstås på anden måde, end at kommunen er klar over, at lokalplanen ikke medfører et indgreb i den bestående vejret (rådighedsservitut), og at omlægningen kun kan ske, hvis betingelserne herfor i PVL er opfyldt. Det er derfor næppe korrekt at underkende bestemmelsen. Hvad skulle kommunen ellers have gjort?

21 Uanset om udlægget er sket efter PVL eller PL.



257

ation efter PL § 47, stk. 1, med henblik på at etablere vejen som adgangsvej. Det kan ske, såfremt ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for vir-keliggørelsen af lokalplanen. Ekspropri-ationen er kun nødvendig, hvis det ikke er muligt at opnå aftale om vejanlæg-get. Ekspropriation vil derfor i praksis kun kunne ske i tilfælde, hvor vejen skal tjene som adgangsvej for andre ejendomme end dem, der fremkom-mer ved udstykning fra den ejendom, hvorpå vejarealet ligger.

Dernæst forudsætter ekspropriation, at væsentlighedskravet er opfyldt. Da veje normalt er afgørende for en lokal-plans virkeliggørelse, vil dette krav dog typisk være opfyldt (men gælder f.eks. næppe, hvis den pågældende vej har sekundær betydning). Ekspropriationen omfatter hele det indgreb, som er nød-vendigt for at tilvejebringe grundlag for, at vejen kan anlægges som adgangs-veje som foreskrevet i lokalplanen. Det må antages, at ovenstående særregel i PVL § 64 afskærer kommunen fra at gøre ekspropriationen betinget af, at kommunen holdes skadesløs for så vidt angår de erstatningsudgifter, der vedrører vejen (vejareal, vejret, byg-ninger m.v.)22.

4. Vejes benyttelse23

Langt de fleste vejrettigheder stiftes i forbindelse med en matrikulær sag, hvor vejejeren på et »vejret« til den nye ejendom. Efterspørges der doku-mentation for vejretten til en ejendom, vil man derfor ofte i Kort og Matrikel-styrelsen kunne få oplysning om såvel vejrettighedsforholdene som vejens opståen. Udgangspunktet for en vejret, der stiftes på denne måde, er, at der

herved tillægges ejendommen ret til at udøve færdsel i det omfang, der er nød-vendigt for at tilgodese ejendommens forudsatte behov på stiftelsestidspunk-tet. Er vejretten stiftet ved tinglyst af-tale, er vejretten ofte beskrevet mere udførligt: f.eks. ret til ”fri og uhindret færdsel”. Vejretten er kun begrænset i den udstrækning det eksplicit fremgår af stiftelsesgrundlaget24.

Nye veje, der stiftes i en matrikulær sag skal optages på matrikelkortet, hvor vejen ud over den geografiske place-ring anføres med en breddeangivelse. Veje, der er optaget på matrikelkortet i ældre tid og normalt også angivet med en bredde (oprindeligt i alen, nu omregnet til metermål, f.eks. 3.77 m). Disse breddeangivelser er imidlertid alene udtryk for en kategorisering af vejen (f.eks. blev markveje optaget med en bredde på 6 alen), hvorfor man ikke herud fra kan slutte noget om vejens bredde i marken. Den vejberet-tigede har heller ikke ud fra denne breddeangivelse noget krav på vejens faktiske bredde endsige på færdsels-arealets bredde. Når dette forhold skal vurderes, må der tages udgangspunkt i de faktiske forhold. Kun hvor vejens bredde er anført i stiftelsesgrundlaget, er vejens maksimale fysiske ustræk-ning fastlagt. Er vejen udlagt efter PVL eller i en lokalplan, er der herved tages stilling til såvel vejens beliggenhed som bredde.

Vejretten tillader også, at færdslen forandres – både i art og i omfang. Men forudsætningen er, at der ikke herved påføres vejejeren gener, der går væsentlig ud over det, der var for-udsat ved stiftelsen eller den hidtidige,

22 Planloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til PVL § 64, hvorfor det almindeligvis antages, at kommunen kan betinge ekspro-priationer til virkeliggørelse af planlægningen af, at den, der har interesse i, at ekspropriationen foretages, afholder erstatningen helt eller delvis.

23 Se mere udførligt om vejrettigheder og brugen af private veje U 2000 B.442. Man vil her møde den opfattelse, at der kan stiftes vejret gennem et vejudlæg i en lokalplan. Dette er – som det fremgår af det foranstående – næppe korrekt.

24 Er vejretten vundet ved hævd, er udgangspunktet, at der vindes ret som rådet. Også i denne sammenhæng gælder ovenstående be-grænsning i færdselsretten: vejretten er begrænset i den udstrækning, den udøvede færdsel er begrænset.

berettigede færdsel. Denne grænse overskrides lettere, ved kvantitative end ved kvalitative forandringer. De konkrete omstændigheder er derfor væsentlige, når dette spørgsmål skal vurderes, men vil kunne tillade, at en vejret ved udstykning også udstrækkes til at omfatte parceller, der udstykkes fra den vejberettigede ejendom.

Tillader en vejret ikke en påtænkt benyttelse, kan der evt. foretages vejudlæg efter PVL, ligesom vejret-tighedslovens giver mulighed for at tilkende en ejendom vejret, hvis en sådan savnes eller er utilstrækkelig.

5. Konklusion

Når private veje skal tjene som ad-gangsvej for andre ejendomme, skal vejen være udlagt. Det sker helt over-vejende efter reglerne i PVL eller ved en lokalplan. Private vejudlæg og veje, der udlægges ved en lokalplan, indebærer imidlertid alene en arealreservation.

Retten til at færdes på vejen og grund-laget for vejens etablering må tilveje-bringes ved aftale, ved et kommunalt vejudlæg eller gennem ekspropriation efter PL, hvis vejen er udlagt i en lokalplan.

Når vejretten er stiftet, kan de vejbe-rettigede søge vejen anlagt ved aftale. Kan der ikke opnås enighed om vejens etablering, kan den søges gennem-tvunget ved domstolens mellemkomst eller – og nok mere fremkommeligt – gennem et anlægskrav fra kom-munen, som også har mulighed for at foretage ekspropriation af lokalplanud-lagte veje.


| KOORDINATSYSTEMER |

258

KoordinatsystemerAf geodæt, senior advisor, Karsten Engsager, Danmarks Rumcenter, e-mail: [email protected].

Indledning

Denne artikel er skrevet for at klar-gøre nogle begreber og problemstil-linger, som opstår under realiseringen af et koordinatsystem, og for at sam-menligne de to forskellige koordinat-systemer: System34 og UTM zone 32 EUREF89 (ETRS89).

Mange faglige udtryk vil blive benyttet uden forklaring. Dette kan gøre artiklen svær at forstå; - men jeg håber, at principperne vil fremstå forståeligt for den interesserede læser.

Først vil termerne ellipsoide, projek-tion, datum og koordinatsystem blive beskrevet. Dernæst vil de to koordi-natsystemer blive sammenlignet i et skema. Jeg håber på denne måde, at det bliver klart for læseren, hvor forskellige de to koordinatsystemer i virkeligheden er.

Ellipsoide

For at kunne foretage stedsbestemmel-ser på jordoverfladen, må man kende jorden form og størrelse.

Pythagoras (582 f.Kr.) hævdede, at jorden var en i rummet frit svævende kugle.

Newton fremsatte i 1666 teorien om den universelle tiltrækningskraft og kunne med antagelse af hydrostatisk ligevægt på et overfladeelement og centrifugalkraften grundet rotationen bestemme en forholdsvis god fladtryk-ning på 1/230. Dette bekræftedes i 1672, da Richer foretog pendulmålinger på forskellige breddegrader. (Pendulets svingningstid er afhængig af pendulets længde og tyngdekraften.)

Endelig er fladtrykningen og ellipsoi-dens halve storakse forsøgt bestemt gennem store opmålinger af triangula-tion kæder med astronomisk positione-ring i en del af kædens punkter. Bl.a.:• Bouguer’s meridianbue i Peru (1735-

1745)• Clairaut’c meridianbue i Lapland

(1736-1737)• Struves Geodætiske Meridianbue

(1816-1855)

Efter udviklingen af den rationelle udjævningsmetode (Legendre 1806) og forfinet af Gauss lykkedes det sidst i det 18. århundrede at få bestemt fladtrykningen og størrelsen med god nøjagtighed.

Det sidste store spring i udviklingen kom med opsendelsen af satellitter, hvorved både tyngdefeltet (differen-tialet af potentialfeltet i normalens retning) og jordens størrelse og form er bestemt med meget stor nøjagtighed.

Det skal også nævnes, at der eksisterer en simpel relation mellem fladtryk-ningen og parameteren J2 i jordens potentialfelt.

Her kan nævnes to ellipsoider:1. Hayford 1924 (International 1924):

a = 6 378 388 m, f = 1/297.2. Geodetic Reference System 1980

(GRS80): a = 6 378 137 m, J2 = 108 263*10-8

(f = 1/298.257 222 100 883).

Projektion

Formålet med en projektion er at af-bilde den dobbelt krumme ellipsoide-

overflade med de naturlige koordina-ter (længde, bredde) på en ikke krum-mende plan med de plane koordinater (N, E) eller (y, x).

Der er igennem tiden opfundet mange forskellige projektioner, hvoraf de mest anvendte typer er:• Konforme projektioner (lokalt af-

stands- og retningstro)• Arealtro projektioner (lokalt)• Azimutaltro projektioner (lokalt)

Blandt de konforme projektioner er de mest benyttede:• Merkator (meridianer og paralleller

skæres med 90°)• Transversal Merkator (TM) (kan af-

bilde næsten hele jorden i én pro-jektion)

• Lamberts Konform Konisk (LKK) (med en eller to røringsparalleller)

Merkator anvendes mest i søkort, Lamberts Konform Koniske projektion anvendes ofte i lande strækkende sig over mange længdegrader, og Transversal Merkator under navne som Universal Transversal Mercator (UTM) zone yy (0 <= yy < 64) og Gauss-Krüger zz (zz = centralmeridianens længde). Zone bredden i UTM er 6° og i Gauss-Krüger 3°.

Man skal her specielt bemærke, at en projektion udelukkende er en ma-tematisk afbildning af ellipsoiden på planen, og projektionsformlerne alene kan transformere koordinaterne i én projektion til en anden på den samme ellipsoide.

Projektionsformlerne kan derfor ud-



259

vikles med så stor nøjagtig, som der ønskes.

På grund af en traditionel dårlig ræk-keudvikling af formlerne for UTM, er UTM oprindeligt ikke defineret på høje breddegrader; men ved at sammensætte projektionen af flere delprojektioner kan dette problem løses. KMS anvender denne forbedrede projektionsalgoritme.

Datum (reference frame)

Inden for en bestemt reference ramme (reference system) fastlægges en ellip-soide med en bestemt form og dens placering i forhold til et net af geodæ-tiske punkter, hvori der er foretaget geodætiske observationer.

Eksempel på reference rammer (refe-rence system):• Geodetic Reference System 1980

(GRS80)• European Terrestrial Reference Sy-

stem 1989 (ETRS89)• International Terrestrial Reference

System (ITRS)

Eksempel på datum (reference fra-mes):

• European Terrestrial Reference Frame 1989 (ETRF89)

• International Terrestrial Reference Frame 2000 (ITRF2000)

Man skal her specielt bemærke, at et datum består af et sæt observationer og en ellipsoide.

Koordinatsystemet realiseres ved beregningen af de geografiske ko-ordinater til de punkter, hvori der er observeret.

Når man skal fastlægge sit datum, er man altså begrænset af det sæt af observationer - man har til rådighed -, af nøjagtigheden i de beregninger der foretages, samt af nøjagtigheden i de formler der benyttes. Alle disse faktorer begrænser nøjagtigheden af ellipsoidens placering i forhold til den

valgte reference ramme.

Da man ikke tidligere har haft globale net, kunne ellipsoiden ikke placeres i jordens tyngdepunkt eller i det geo-metriske centrum (hvordan man ellers måtte definere dette). I stedet var man nødt til først at fastsætte et punkts geografiske koordinater på ellipsoiden eventuelt lig med de bestemte astro-nomiske koordinater. Derefter foretoges en udjævning af alle observationerne, så alle punkterne i det definerende net kunne koordineres. De astronomi-ske azimutobservationer sørgede for orienteringen af nettet. Når man nu sammenlignede de beregnede geodæ-tiske koordinater med de astronomiske koordinater kunne man foretage en forskydning og/eller en vipning af ellipsoiden, så differencerne mellem de astronomiske og geodætiske koor-dinater minimeredes. Nu skulle hele beregningen ideelt set gentages med den nye placering af ellipsoiden i det førnævnte punkt med givne astronomi-ske påført en lille korrektion; men man nøjedes oftest med at beregne den differentielle ændring af de geodætiske koordinater.

Det var en langvarig og besværlig opgave at foretage disse beregninger korrekt!

Vi er nu meget heldigere stillet, fordi vi via satellitter har et globalt net, således at ellipsoiden kan placeres geocentrisk dvs. med centrum sam-menfaldende med jordens tyngde-punkt. Disse beregninger er endog meget mere komplicerede at foretage end de gamle; - men dygtige geodæter har produceret de nødvendige formler og udviklingen inden for computere har muliggjort denne type beregning. Vi skal så ’bare’ foretage en opmåling med GPS (og/eller GLONAS/GALILEO) og beregne koordinaterne i nettet. Hvis man vil have et koordinatsystem, der er defineret ved en bestemt reference-ramme (f.eks. ETRS89), skal man følge de retningslinier, der er givet for reali-

sering af et datum i referencerammen. Et nyt datum er så realiseret.

Koordinatsystem

Et koordinatsystem består af en projek-tion og et datum.

Det vil sige, at et koordinat system er lige så godt eller dårligt som det datum, hvis geodætiske koordinater er realiseret ud fra det givne sæt af observationer, beregningsmetode og beregningsformler.

Man kan også bemærke at: • projektionerne kan beskrives så

præcist man vil, ved at benytte de bedste projektionsformler

• koordinatsystemer er meget upræ-cise i forhold til projektioner.

KMS anvender projektionsformler med en præcision på nogle få µm.

Vil vi få brug for nye koordinatsyste-mer i fremtiden

Det er et svært spørgsmål, at besvare; - men set i udviklingen fra System 1934 til EUREF89 (ETRF89) må man forvente, at nøjagtigheden i EUREF89 på et eller andet tidspunkt ikke længere vil være tilstrækkelig. Vi må her se lidt ud over Danmarks grænser, fordi de nye koor-dinatsystemer skal dække større regio-ner som f.eks. EU. Her møder man nye problemer, bl.a.:• Lokale flytninger i plan og vertikal vil

gøre, at de eksisterende koordinater ikke længere passer til den fysiske virkelighed.

• De nuværende realiseringer af ETRS89 er foretaget i de enkelte lande til forskellige tidspunkter. Det samme punkt på grænsen mellem to lande kan derfor have op til 7cm forskellige koordinater i de to landes realisering. Dette kan vi acceptere i dag; - men hvordan vil man se på det i fremtiden?

Disse og mange andre problemer med koordinatsystemer, der bevæger sig i



260

Koordinatsystem System 1934 UTM zone 32 EUREF 89

Ellipsoide Hayford 1927 GRS80

Referenceramme

Navn Generalstabens System 1896 ITRS + ETRS89

Konvention Astronomisk katalog FK2 Astronomisk katalog FK5

Type IKKE geocentrisk Geocentrisk

Grundlæggende Datum navn Generalstabens System 1896 ITRF92

Grundlæggende Datum observationer Astronomisk Stedsbestemmelse

-Astronomisk azimuth

Vinkel

Basisafstande

-

Very Long Baseline Interferrometry

Lunar Laser Ranging

Sattelite Laser Ranging

Doppler / TRANSIT

GPS

Intermediært Datum navn

-

DK ITRF92

Datum Definition Præcise satellitbaner i ITRF92

Datum Beregningsmetode Rationel udjævning

Endeligt Datum navn System 1934 UTM zone 32 EUREF89

Datum Epoke 1934 1994

Datum definition

Koordinaten for Agri Baunehøj identisk med koordinaten i Generalstabens system 1896 (GS96)

”Specification for referance frame fixing in the analysis of a EUREF GPS campaign”, Boucher and Altamimi, 1993

Azimut fra Agri Baunehøj til Lysnet identisk med azimut i GS96

-

Datum observationer

Astronomisk azimuth m.e. 0.3 arcsec (ca. 5.8 m på 70 km side)

-

Vinkler m.e. 0.05 arcsec -

Basisafstande m.e. 1 mm (ca. 30 cm på 70 km side)

-

Beregningsflade Projektionsplan Ellipsoide flade

Projektions Formler Trunkerede til præcision 1:20000 Nøjagtighed 3 µm

Beregningsmetode

IKKE rationel udjævning Se Datum Definition

Triangulationskæde udjævnet fra én basis til en anden

-Tilbagekorrektion af lukkefejl ved kombi-nation af alle delkæder

Beregningsmetode FEJL Azimut fra Agri Baunehøj til Lysnet blev ikke korrigeret for forskellig meridiankon-vergens i de to projektioner: System 1934 og LKK_GS1891

INGEN KENDTE

Beregningsmetode UnøjagtighedProjektionsformler trunkerede INGEN GROVE ERKENDT

Beregningsmetoden utilstrækkelig -

Fortætnings net Observationer

Vinkler Vinkler

Afstande Afstande

- GPS

Fortætnings net BeregningsmetodeRationel udjævning af ca. 24 delnet Rationel udjævning af 3 delnet

1978 - 1992 1997



261

forhold til hinanden, arbejder man al-lerede med for at kunne imødekomme de krav, der stilles til fremtidens koor-dinatsystemer.

Sammenligning af to koordinatsy-stemer

Det skal bemærkes, at ikke alle kon-ventionerne til referencerammerne er nævnt i ovenstående skema. Kun de geometrisk relevante konventio-ner er nævnt.

Jeg har stor forståelse for, at der er benyttet trunkerede projektionsform-ler; - det har været svært at forudsige, at System 1934 skulle tilfredsstille de nøjagtighedskrav, som opnås ved GPS positionering. De trunkerede projekti-onsformler afspejler jo den nøjagtig-hed, man kan få under anvendelse af et 20m målebånd, hvilket også har været tilstrækkeligt indtil ca. 1965.

At kalde beregningsmetoden utilstræk-kelig kan i dag synes noget billig - med nutidens computere som hjælpemid-del;- men under genberegningen af System 1934 i 1978 viste det sig, at være utroligt svært at indpasse to punkter af anden orden inden i ringen skabt af den definerende kæde i Jyl-land. Ringen var med andre ord kraftigt deformeret i forhold til at foretage en rationel udjævning, hvor de to punkter indgik.

Det har dog været et enormt arbejde at gennemføre beregningerne, som angivet.

Endelig må det nævnes, at beslutnin-gen i Københavns Kommune om at fastholde koordinaterne fra 1978 har medført øgede problemer for Køben-havn Kommunes anvendelse af GPS i System 1934. Beslutningen blev dog taget før GPS blev opfundet.

Vurdering af UTM zone 32 EUREF89

I 2003 blev der foretaget en genmåling med GPS af de definerende punkter i UTM zone 32 EUREF89. Der er siden 1994 foregået en stor udvikling inden for modellering af bl.a. atmosfærekor-rektioner og beregningsmetode. Satel-litternes baner er derfor bestemt med en større nøjagtighed. Det er derfor overraskende at kunne konstatere, at koordinaterne bestemt i 2003 kun af-viger ±3 mm fra de definerende koor-dinater, og at middelfejlen mellem de to sæt er 1.7 mm.

Koordinaterne i fortætnings nettet forventes dog at have en nøjagtighed på ca. 1.5 cm i det geodætiske net og noget ringere i matrikelnettet.

Konklusion

Forskellen på en projektion og et koor-dinatsystem er beskrevet.

Forskellen imellem koordinatsyste-merne System 1934 og UTM zone 32 EUREF89 fremgår af tabellen: Realise-ringen af System 1934 er langt fra at være ideel; - UTM zone 32 EUREF89 er i forhold til System1934 ca. 1000 gange mere nøjagtig i sin realisering!

System 1934 er komplet uegnet som koordinatsystem i en moderne GPS positionering.

Referencer

Andersen, O.B., The Geodesist’s Handbook

2000, Journal of Geodesy, Vol.74 / 1, 2000

Boucher, C. and Altamimi, Z., Specification

for reference frame fixing in the analysis of

a EUREF GPS campaign. Paris, 1993.

Boucher, C. and Altamimi, Z., Specification

for reference frame fixing in the analysis of

a EUREF GPS campaign. Paris, 2001.

Burrau, Ø., Fremstilling af kortprojektionen

for System 1934, København 1938.

Engsager K., Integration of Satellite Data

in Local Geodetic Networks. Copenhagen,

1998.

Johansen N.P., Lærebog i Geodæsi, Køben-

havn 1912.

McCarthy, D. (Ed.), IERS Standards (1992),

IERS Technical Note 13. Paris, 1992.

McCarthy, D. (Ed.), IERS Conventions (2003),

IERS Technical Note 32. Frankfurt am Main,

2004.

Poder, K. and Engsager K., Some Conformal

mappings and Transformations for Geodesy

and Topographic Cartography, Copenhagen,

1998.


| DANMARKS MILJØPORTAL |

262

Danmarks MiljøportalAf underdirektør i CFK, Helle Pilsgaard, e-mail: [email protected] og Sisse Bang, e-mail: [email protected], Miljøportal-sekretariatet.

Danmarks Miljøportal – www.miljoeportal.dk gik i luften 1. januar 2007. Den digitale forvaltning indenfor natur og miljøområdet har dermed fået et gevaldigt løft som konsekvens af struktur-reformen i form af et tættere samarbejde om produktion og brug af data mellem kommunerne, regionerne og Miljøministeriet med de syv nye statslige miljøcentre.

Danmarks Miljøportal er udviklet og etableret gennem et samarbejde mel-lem KL, Danske Regioner (Amtsråds-foreningen), Miljøministeriet og Den Digitale Taskforce. Portalen har bl.a. som formål at sikre, at myndighederne har adgang til den omfattende samling af data, der indtil udgangen af 2006 lå hos amterne, og samtidigt sørge for, at myndighederne i fremtiden ubesværet kan udveksle aktuelle data.

Visionen for en infrastruktur på miljøområdet

Med Danmarks Miljøportal og samar-bejdet mellem parterne skabes en digi-tal infrastruktur på miljøområdet, hvor der er adgang til miljødata, og hvor data fremover opdateres og fødes ind i nye, fællesoffentlige databaser, jfr. illu-stration 1. Projektet bygger på en vision om digital forvaltning på miljøområdet baseret på principperne om serviceori-enteret IT-arkitektur.

Deling af data og fagsystemerIt-kommunikation imellem myndig-heder og i fht. private leverandører af systemer forudsætter, at der er nogle fælles standarder, og at der er tiltro til de informationer, der kommunikeres. De fælles standarder er blevet til i en lang række udvalg under Sektorstan-dardiseringsudvalget for Miljødata, som blev etableret i efteråret 2005. Mange

Figur 1: Projektets vision for den fremtidige ”miljø-infrastruktur” baseret på serviceorienteret

IT-arkitektur (SOA).

miljø- og naturforvaltningsopgaver for-udsætter adgang til data fra tilgræn-sende fagområder, og derfor er beho-vet for at udveksle data blevet aktuelt, som en del af den daglige forvaltning i både kommuner, regioner og staten. Danmarks Miljøportal er indgangen til de fællesoffentlige databaser, som er etableret eller under endelig udvik-ling, hvor myndighederne, dels får en forpligtigelse til at opdatere egne data og dels kan hente data fra andre myn-digheder. Det er derfor også den myn-

dighed, som har ansvar for indsamling af data, som bærer ansvaret for deres aktualitet og kvalitet. For at sikre at ansvaret tages alvorligt, har parterne indgået dataansvarsaftaler, hvilket man kan læse mere om på Danmarks Miljøportal.

Behandling af data forudsætter fag-programmer med særlige funktioner til beregninger og præsentation af resultaterne. I de fælles databaser, som etableres, er fagprogrammerne



263

indeholdt. Men det er kun en over-gangsløsning, da fagprogrammerne refererer til den amtslige forvaltning, og ikke nødvendigvis passer til hverken kommune, region eller statsforvaltnin-gerne. På kort sigt må man imidlertid leve med de eksisterende løsninger. På lidt længere sigt skal data og fagpro-grammerne skilles ad. Det er data, som er det fælles gods. Funktionerne og fagprogrammerne skal være målrettet den opgave, som skal løses.

Hvilke data er der adgang til på Danmarks MiljøportalDanmarks arealinformationMyndigheder og offentlighed har ad-gang til at se og hente arealdata. Area-linformation består både af et distribu-tionssystem og et produktionssystem. Distributionssystemet gør det muligt at se temaer, lave konfliktsøgning og hente temaer ind i egne systemer via WMS, WFS eller via download af hele temaer. Distributionssystemet findes på www.kort.arealinfo.dk. Produktions-systemet, der skal sikre, at myndighe-derne kan ajourføre temaer ved online editering eller ved opload er under en-delig udvikling og forventes klar til drift omkring marts 2007.

På arealinformation kan offentligheden og myndigheder finde en lang række arealdata for hele Danmark på natur-, plan- og miljøområdet. Det gælder:

• Datasæt omkring bl.a. beskyttet natur, fredninger, planlægning og en række baggrundskort. Disse data er landsdækkende data. En del er skabt på baggrund af harmonisering af de amtslige data, og en del er videreførte nationale datasæt.

• Regionplandata fra amterne og HUR. Disse data vises ikke landsdækken-de men i adskilte amtsprofiler, der hver i sær kan vises sammen med de landsdækkende arealdata. Der vil desuden være link fra regionplanda-taene til regionplandokumenterne, som vil ligge i pdf-format på Skov- og Naturstyrelsen hjemmeside.

En harmonisering af de forskellige amtslige datasæt er gennemført i en balancegang mellem fordelene ved at skabe ensartede landsdækkende datasæt over for ulemperne ved at ændre i datasættene for at tilpasse dem en harmoniseret datamodel. Temaerne på Danmarks arealinformation er delt op i profiler. Der er en landsdækkende profil, hvor der findes temaer, der er harmoniserede og rækker ud over kommunegrænser og tidligere amts-grænser. Derudover er der en profil, for hvert af de gamle amter, der viser temaer indenfor de enkelte amts-grænser. Amtsprofilerne indeholder regionsplantemaer fra hvert amt og HUR. Temaerne på amtsprofilerne er ikke harmoniserede dvs. man kan ikke umiddelbart anvende temaer på tværs af de tidligere amtsgrænser, da de ikke er skabt ud fra samme datamodel og ikke er opbygget ens mht. signatur og attributer. Valgmulighederne omkring indhold i kort består bl.a. af baggrunds-kort, der hentes fra kortforsyningen samt lokal- og kommuneplaner, der hentes fra plansystemet, som kom-munerne skal opdatere.

Nogle arealdata er ikke pt. at finde på Arealinformationssystemet. Disse vil blive gjort tilgængelige på systemet i løbet af januar og februar måned 2007. Det drejer sig om en mindre gruppe af relativt sent indmeldte ajourførte regionplandata i amtsprofilerne, som der ikke har været kapacitet til at få lagt på systemet til 2. januar 2007. Det drejer sig desuden om en mindre gruppe af amtsspecifikke arealdata, der omfatter et udvalg af de data, som det ikke har været muligt at harmo-nisere. Det drejer sig bl.a. om Sø- og vandløbsbræmmer og MVJ-områder. Dertil kommer enkelte data, hvor der har været fejl.

Endelig er der nogle enkelte landsdæk-kende datasæt, der også kommer på arealinformationen primo 2007. Det gælder eksempelvis Klappladser og Hældninger. De øvrige arealdata, som

bl.a. omfatter en række fagspecifikke arealdata og en større mængde bag-grundsrapporter, databasefiler, bil-ledfiler mv. vil blive sikret på en fælles filserver, hvor kun myndighederne får adgang.

Der vil løbende blive arbejdet vi-dere med Danmarks Arealinformation i 2007. Der vil bl.a. blive gjort flere data tilgængelige på systemet og der vil blive arbejdet videre med de funktioner og services, der stilles til rådighed for brugerne. Der vil eksempelvis blive arbejdet videre med mulighederne for konfliktservices, der vil blive arbejdet på at implementere historik for bru-gerne og der vil blive arbejdet på at gøre +/- ajourføring mulig.

Overfladevand og grundvandPå Danmarks Miljøportal har offentlig-heden og myndigheder adgang til in-formationer og data om vandmiljøet via den miljøportal, som amterne nå-ede at færdiggøre sidst i 2006. Man kan søge i en række amtslige data indenfor grundvand og overfladevand – herun-der vandløb, søer, hav og fjorde. Når man søger på vandmiljødata sker det via et søgningsmodul eller via kort di-rekte ned i den database, som under-støtter vandmiljøportalen.

Myndigheder kan hente og skal ajour-føre data på overfladevandsområdet via de fællesoffentlige fagdatabaser, Disse databaser er samlinger af de overfladevandsdata, som amterne tilvejebragte i deres opgaveløsning. Fra februar vil det også være muligt for myndighederne at opdatere en række data via de udviklede snitflader til myndighedernes egne fagsystemer. Disse data er i stedet placeret i fil-sik-ringsmiljøet og i løbet af 2007 vil disse data blive vurderet og evt. indarbejdet i databaserne i den udstrækning, at det er hensigtsmæssigt

På grundvandsområdet kan offentlig-heden udover på vandmiljøportalen også hente data i den fællesoffentlige



264

grundvands- og boringsdatabase (Ju-piter), som der linkes til fra Danmarks Miljøportal. Myndighederne kan enten få adgang via egne fagsystemer, hvor der er udviklet snitflader til Jupiter-databasen eller via programmet PC Jupiter XL, som GEUS har videreudviklet. Ajourføringen af data samt oprettelse af nye data skal foretages direkte i Jupiter databasen blandt andet via snit-fladerne udviklet til myndighedernes egne fagsystemer. Der vil herudover være link til GEUS’ hjemmeside med adgang til geofysiske data via Gerda databasen samt adgang til geologiske og hydrogeologiske modeller via mo-deldatabasen.

I løbet af 2007 er det planen, at amter-nes portal om vandmiljøet i højere grad skal integreres såvel designmæssigt som strukturelt i Danmarks Miljøportal, således at den på brugergrænsefladen ikke adskiller sig væsentligt fra de øvrige søjler – naturdata og arealin-formation. På længere sigt, skal det endvidere vurderes, hvorledes bl.a. badevandsdata kan blive understøttet i en fællesoffentlig løsning.

JordforureningJordforureningsdata forventes præsen-teret på Danmarks Miljøportal i løbet af 2007. På nuværende tidspunkt har det ikke været muligt at skabe den nødven-dige integration mellem regionernes data, fagsystemerne og portalen. Der

arbejdes på at finde en løsning, såle-des at regionernes jordforureningsdata mest hensigtsmæssigt kan stilles til rå-dighed for de øvrige myndigheder og for offentligheden.

Oplysninger om V1 og V2 forureninger er dog tilgængelige på Danmarks Miljøportal - arealinformation, mens øvrige jordforureningsdata i en over-gangsperiode kun er tilgængelige på regionernes hjemmesider, som kan findes ved links på portalen, samt fra Matrikelregistret.

NaturdataPå portalen er etableret en fællesof-fentlig naturdatabase, som samler alle myndigheders naturregistreringer her-under også de tidligere amters terrestri-ske naturdata. Naturdatabasen – eller Danmarks Naturdata, som den også kaldes - kan på nuværende tidspunkt kun tilgås af myndighederne. Det be-tyder, at der er adgang til at se data, mens muligheden for at lægge nye data ind er planlagt til at være klar i foråret 2007.

Naturdatabasen tager udgangspunkt i datamodellen for NOVANA- databasen for terrestriske naturtyper og arter, da man har vurderet, at det dækker kommunernes formodede databe-hov ift. opgaver på naturområdet,

ligesom man har vurderet, at det er hensigtsmæssigt at kommunerne og statens data etableres ud fra et sæt af fællesnævnere. Desuden indeholder databasen kortlægningsdata fra de senere års kortlægning af Natura 2000 områdernes naturtyper og arter samt NOVANA overvågningsdata af natur-typer og arter. Databasen vil fremover blive opdateret af kommuner, statslige miljøcentre og Danmarks Miljøunder-søgelser, som alle vil have brug for systemets data til deres respektive opgaver. De naturdata, som ikke er blevet overført fra de tidligere amter til den fællesoffentlige naturdatabase, er som det er tilfældet med arealdata sikret via den fælles filserver. Det er planlagt, at offentligheden også skal have adgang til at registrerer egne oplysninger om f.eks. fund af arter mv. på portalen senest i 2008.

Parterne i Det Fællesoffentlige Partner-skab har i tilknytningen til Danmarks Miljøportal etableret et sekretariat, som udover at vedligeholde og drifte porta-len også har ansvar for at videreudvikle og udvide portalen såvel datamæssigt som funktionalitetsmæssigt. Portalen vi således være under løbende udvikling, så den optimalt kan understøtte den digitale forvaltning mellem miljømyn-dighederne – også i fremtiden.

På gensyn på www.miljoeportal.dk

landinspektøren x | 2007

| NYE UDFORDRINGER PÅ VE J T IL DE PRAKTISERENDE LANDINSPEKTØRFIRMAER |

265

Nye udfordringer på vej til de praktiserende landinspektør- firmaerAf landinspektør Maria L. H. Pedersen, Landinspektørfirmaet Flemberg, e-mail: [email protected].

Det papirbaserede tinglysningssystem står i disse år overfor en reform, hvor formålet er indførelse af digital ting-lysning. Tinglysningssystemet er i sin grundlæggende form virkningsfuldt og sikkert. Reformen drejer sig derfor navnlig om ændringer med hensyn til organiseringen og måden, hvorpå tinglysningsprocessen forløber. Målet med den nye tinglysningsordning er først og fremmest, at hele den nuvæ-rende papirkommunikation mellem systemets brugere og tinglysningsper-sonalet skal foregå digitalt, således at dokumenter til tinglysning fremover

Med vedtagelsen af lovforslag nr. L 199/2006 om digital tinglysning er der indført krav om, at servitutters geografiske udstrækning skal stedfæstes på baggrund af matrikelkortet ved udfær-digelse af e-rids. Dette vil få stor indvirkning på den praktiserende landinspektørs fremtidige servitutarbejde, da det medfører stedfæstelse af servitutter, der hviler på en ny udstykning, eller et areal der overføres ved udarbejdelse af e-rids. Kravet er fremkommet uden et egentligt for-udgående udredningsarbejde har fundet sted, hvormed der ikke er klarhed over, hvordan denne stedfæstelse skal gribes an, og hvilke udfordringer et sådan krav vil medføre for bl.a. de prak-tiserende landinspektører. I denne artikel gøres opmærksom på nogle af de problemstillinger en stedfæstelse af servitutter på matrikelkortet fører med sig, og som er vigtige at have med i overvejelserne i forbindelse med udformningen af det fremtidige servituthåndteringssystem. Ar-tiklen tager udgangspunkt i et afgangsprojekt fra landinspektøruddannelsen fra foråret 2006.1

indsendes elektronisk forsynet med en digital signatur. Herefter vil prøvelsen af den anmeldte rettigheds prioritet og gyldighed i langt de fleste sager kunne behandles maskinelt. I samme ombæring indscannes den nuværende tinglysningsakt, så den kommer til at ligge i en elektronisk database.2

Nye krav om stedfæstelse af servitut-ter på matrikelkortet

Forandringerne er resultatet af et fler-årigt udvalgsarbejde under justitsmi-nisteriet, som mundede ud i lovforslag nr. L 199/2006 om digital tinglysning.

Under tinglysningsudvalgets arbejde har den fremtidige tinglysning af ad-komster og pantehæftelser haft en stor bevågenhed, mens der har været en mindre interesse for den fremtidi-ge behandling af dokumenter i byrde-rubrikken. Med vedtagelsen af lovfor-slaget3 er der imidlertid i tinglysnings-lovens (TL) §§ 10 og 22 blevet indført krav om, at servitutter fremover skal stedfæstes geografisk på baggrund af matrikelkortet, hvilket har en særlig landinspektørfaglig interesse, da det får en stor indflydelse på landinspektørens fremtidige servitutarbejde.

1 Brogård, Thomas, Jessen, Kim Oberg og Pedersen, Maria, ”Stedfæstelse af servitutter – i et fremtidigt digitalt tinglysningssystem”, Aal-borg Universitet. Projektet kan findes på: http://projekter.aau.dk/.

2 I den elektroniske database vil der være en elektronisk aktmappe for hver ejendom, der indeholder alle de tinglyste dokumenter på ejen-dommen.

3 Lovforslag nr. L 199/2006 om digital tinglysning blev vedtaget den 2. juni 2006.



266

L § 10 omhandler nye servitutter til tinglysning, og ifølge den nye stk. 5 skal der fremover altid ske en sted-fæstelse af servitutten på baggrund af matrikelkortet ved udfærdigelse af e-rids4, når den anmeldes til tinglysning. For at afhjælpe noget af problemet med uaktuelle servitutter skal der endvidere angives, om servitutten er tidsbegrænset, så der ved dens udløb sker en automatisk sletning, medmin-dre servitutten forinden forlænges ved ny tinglysning. Herudover skal det i tilknytning til anmeldelsen fremgå, hvilken eller hvilke ejendomme, der er herskende i henhold til servitut-ten. Tinglysningsudvalget har i dets betænkning anbefalet, at anmeldelsen af byrder til tinglysning sker på standar-diserede e-formularer, som udvikles for hver af de 15-20 hovedtyper af byrder, der findes efter Tinglysningsudvalgets vurdering. E-formularerne bør ifølge tinglysningsudvalget udformes så-ledes, at der fortsat kan tinglyses de meget varierende typer af byrder, der tinglyses i dag. Det vil sige, at byrderubrikken fortsat skal fungere som tingbogens opsamlingsrubrik. De professionelle brugere, såsom landin-

spektører, vil i forbindelse med tinglys-ning af en servitut skulle udarbejde en datafil med stedfæstelsen i et bestemt standardiseret format, som indsendes til tinglysningen. En privat bruger, der tinglyser en servitut, vil derimod gen-nem den elektroniske formular skulle indtegne servituttens geografiske ud-strækning i en ’tegn-selv-facilitet’ i for-mularen, som efterfølgende vil kunne omsættes til et standardiseret format, der lagres i stedfæstelsesdatabasen. Stedfæstelsen af servitutter bliver ikke en integreret del af matrikelkortet. Stedfæstelsesdataene bliver lagret separat i en stedfæstelsesdatabase og ved forespørgsler fra brugere om servi-tutters beliggenhed, vil stedfæstelsen blive sammenstillet med det aktuelle matrikelkort fra Kort- og Matrikelstyrel-sens database5.

TL § 22 angiver, hvordan hensynet til de eksisterende servitutter på ejendomme skal varetages ved udstykning og areal-overførsel. Ifølge den nye bestemmelse skal landinspektøren i forbindelse med servitutfordeling stedfæste samtlige servitutter, der hviler på en ny udstyk-ning eller et areal, der overføres, ved

udarbejdelse af e-rids, også selvom det kan medføre en vidtgående un-dersøgelse. Servitutter, der påhviler restejendommen, skal derimod kun stedfæstes, hvis den geografiske ud-strækning kan fastlægges på baggrund af oplysninger i servitutdokumentet. Det er i skrivende stund ikke blevet fastlagt nærmere, hvordan den frem-tidige stedfæstelse skal gennemføres, og der vil først i løbet af efteråret 2006 ske en klarlægning af området, hvor udformningen af de nærmere regler om registrering af den geografiske stedfæstelse vil blive fastlagt.

Manglende udredningsarbejde

De nye krav om stedfæstelse af servi-tutter har rejst mange spørgsmål – især med hensyn til hvordan stedfæstelsen fremover skal foregå, og hvordan de eksisterende servitutter skal håndteres i relation til kravet om stedfæstelse. I det følgende vil jeg beskrive de væ-sentligste problemfelter, vi har været omkring i projektet, og hvilke mulige løsninger og anbefalinger vi er frem-kommet med til brug for en fastsæt-telse af nærmere regler vedrørende stedfæstelse af servitutter.

4 E-rids er en forkortelse for et elektronisk tinglysningsrids.5 I den digitale tinglysningsakt (aktmappen) vil der endvidere sammen med servitutdokumentet ligge et pdf-dokument, som viser servi-

tutten med et udsnit af matrikelkortet på tinglysningstidspunktet. 6 Der er tale om indirekte stedfæstelse, når en servitut kan stedfæstes i forhold til et andet objekt, som er direkte stedfæ-stet via koordi-

nater. Der er tale om direkte stedfæstelse, når en servitut stedfæstes ved koordinatværdier.

Figur 1.1. Retningslinier for valg af stedfæstelsesmetode6.



267

Efter hvilke metoder kan servitutter stedfæstes på matrikelkortet?

Udstrækningen af en servituts geogra-fiske beliggenhed vil være forskellig fra servitut til servitut. Nogle servitutter vedrører en del af et matrikelnummer, andre servitutter angår nedgravede ledninger, mens andre igen omhand-ler en ejendom i dens helhed osv. På baggrund af en undersøgelse af 888 tilfældigt udvalgte servitutter i tingbo-gen har vi konstateret, at servitutter kan opdeles i fem forskellige klasser alt efter, hvordan de geografisk relate-rer sig til matrikelkortet. Der er dermed fem forskellige stedfæstelsesmetoder, som servitutter kan registreres efter, se figur 1.1:

Det er imidlertid ikke alle servitutter, der lader sig stedfæste på matrikel-kortet, idet matriklen og tingbogen opererer med forskellige ejendoms-begreber – henholdsvis en samlet fast ejendom og en bestemt fast ejendom. Dette medfører, at der eksisterer ejen-domme i tingbogen, som ikke findes i matriklen, hvorfor servitutter på de pågældende ejendomme ikke kan visualiseres. Det drejer sig bl.a. om servitutter, der påhviler bygninger på søterritoriet. Endvidere eksisterer der i tingbogen ejendomme, der sammen med en række andre ejendomme knytter sig til ét og samme matrikel-nummer – eksempelvis ejerlejligheder. I disse tilfælde kan stedfæstelsen af servitutter kun foretages gennem etikettemetoden til det pågældende matrikelnummer, idet det ellers forud-sætter en 3D-matrikel.

Stedfæstelsesproblematikker

I forbindelse med en geografisk sted-fæstelse af servitutter på matrikelkor-tet ud fra de fem stedfæstelsesmeto-der kan der opstå situationer, der giver anledning til tvivl om, hvordan stedfæ-stelsen skal gribes an.

Hvordan stedfæstes servitutter, der vedrører flere forhold?Servitutter kan efter deres indhold ved-

røre flere forhold, der hver især har forskellig udstrækning på matrikelkor-tet – eksempelvis både en vejret (fla-derelateret) og en pejleboring (punkt-relateret). Er der tale om forskellige forhold, der alle bør stedfæstes efter den direkte metode ved punkt, linie og/eller flade anbefales det, at ret-tighederne hver især stedfæstes efter den rette koordinatmetode. Der er stort set altid i tilknytning til forsynings- og afløbsledninger angivet en respektaf-stand fra ledningen, hvor der gælder visse begrænsninger. Det anbefales, at servitutter, der angiver respektaf-standen i forhold til en given genstand, både stedfæstes for så vidt angår buf-ferzonen og den givne genstand, idet brugerne bør gøres opmærksom på de begrænsninger, der gælder med hen-syn til bebyggelse, beplantning m.m., men samtidig bør kunne se beliggen-heden af eksempelvis forsynings-led-ningen.

Hvis der er tale om servitutter, der påhviler såvel en hel ejendom eller matrikelnummer som et afgrænset areal på ejendommen, anbefales det, at servitutten både stedfæstes indirekte til ejendommen/matr.nr. og direkte med hensyn til det afgrænsede område – eksempelvis en tilbage-købsret (indirekte stedfæstelse) samt et byggefelt (direkte stedfæstelse). Efter vores vurdering er det vigtigt at få illustreret den geografiske udstræk-ning af den rettighed, der påhviler et begrænset areal, men samtidig er det også vigtigt, at brugerne bliver gjort opmærksom på, at dele af servitutten vedrører hele ejendommen/matr.nr. I forbindelse med en servitutfordeling er det vigtigt at være opmærksom på, at et servitutdokument af denne type ikke kan ’splittes op’, hvis det afgrænsede servitutareal f.eks. ligger på den udstykkede ejendom. Det vil fortsat være hele servitutdokumentet, inkl. den rettighed der påhviler hele restejendommen, der følger med over på den udstykkede ejendom, selvom en del af servituttens indhold vedrører

restejendommen. Landinspektøren må i det konkrete tilfælde tage stil-ling til, om servitutten i henhold til dens indhold skal fordeles på begge ejendomme eller blot forblive på rest-ejendommen.

Uuoverensstemmelse mellem kortet og forholdene i markenMatrikelkortet er først og fremmest et juridisk kortværk, hvorfor ejendoms-grænserne ikke er et udtryk for de synlige forhold i marken. Samtidig er matrikelkortet et kortværk, som har en meget varierende kvalitet og nøj-agtighed, hvilket kan give anledning til en del problemfelter i forbindelse med registreringen af en servitut. I forbin-delse med en geografisk stedfæstelse på matrikelkortet kan servitutarea-let derfor komme til at fremgå på en ejendom, det reelt ikke vedrører. Den-ne situation kan opstå ved servitutter, der skal stedfæstes efter den direkte stedfæstelsesmetode. Det er vigtigt, at den pågældende byrde ikke stedfæstes på en ejendom, den ikke vedrører, og løsningen er derfor enten at indlægge servitutten relativt i forhold til skelbil-ledet eller rette matriklens skelbillede ved ejen-domsberigtigelse eller en tek-nisk ændring, så servitutten fremgår korrekt på kortgrundlaget. En relativ indlægning af servitutten med tilknyt-tende oplysninger om de absolutte ko-ordinater er den mindst ressourcekræ-vende løsning ud fra en økonomisk betragtning. Der kan imidlertid være situationer, hvor en relativ indlæggelse af servitutarealet kan være vanskelig pga. markante uoverensstemmelser, og endvidere synes det mest fornuf-tigt at indlægge servitutten med sy-stemkoordinater, når sådanne findes. Den mest hensigtsmæssige løsning vil derfor umiddelbart være at forbedre kort-grundlaget, men denne løsning vil skulle overvejes i forhold til de ekstra ressourcer, løsningen medfører.

Hvordan stedfæstes nye kontra ek-sisterende servitutter?

I forbindelse med anmeldelse af nye



268

servitutter til tinglysning skal der altid foretages en geografisk stedfæstelse enten ved udarbejdelse af e-rids f.s.v. angår professionelle brugere eller ved indtegning i en ’tegn-selv-facilitet’ f.s.v. angår private brugere. I figur 1.2 er processen for landinspektøren il-lu-streret i forbindelse med stedfæstelse af nye servitutter.

Landinspektøren skal iht. de nye be-stemmelser stedfæste eksisterende servitutter, der hviler på en ny ud-stykning eller et areal, der overføres i forbindelse med servitutfordeling ved udarbejdelse af e-rids. Der kan af mange årsager være et betydeligt merarbejde forbundet med at skulle stedfæste eksisterende servitutter for landinspektøren. Den gennemførte servitutundersøgelse i projektet viste, at ca. 15 % af servitutterne er tinglyst før 1927. De ældre servitutter er ofte meget tidskrævende at undersøge, idet de sædvanligvis er uaktuelle, og da der ikke medfølger et tinglysningsrids. Samtidig kan en konstatering af servi-tuttens beliggenhed være afhængig af eftersyn i marken, undersøgelse af historiske kort og eventuelt henven-delse til ejeren af den tjenende og herskende ejendom. Undersøgelsen viste endvidere, at ca. 68 % af servitut-terne skal stedfæstes direkte på matri-kelkortet, hvilket kræver udarbejdelse af et konkret e-rids med indsendelse af stedfæstelsesdata.

Nogle servitutter er tinglyst med et tilhørende tinglysningsrids, og deres udstrækning er dermed geografisk stedfæstet på forhånd. Det scannede analoge tinglysningsrids vil kunne ses ved at klikke ind på servitutdokumentet i det nye elektroniske tinglysnings-system. En digitalisering af det ana-loge rids på det digitale matrikelkort vil ikke forbedre nøjagtigheden af stedfæstelsen, og stedfæstelsen af servituttens udstrækning er så at sige sikret. Det kan derfor diskuteres, om det er ’nødvendigt’ at stedfæste disse

servitutter på det digitale matrikelkort. Ulempen ved at lade det blive ved det analoge tinglysningsrids er, at det er et statisk rids, der ikke ajourføres ved matrikulære forandringer. Det kan derfor være nødvendigt med en undersøgelse af historiske kort, før beliggenheden af en servitut kan kon-stateres. En digitalisering af analoge tinglysningsrids vil derfor give en bedre information om servituttens beliggen-hed på trods af, at nøjagtigheden ikke bliver forbedret, idet servitutarealet vil blive sammenholdt med den aktuelle ejendomssituation.

Ajourføring af den geografiske udstrækning i forbindelse med ma-trikulære forandringer

Når servitutter er blevet stedfæstet geografisk på baggrund af matrikel-kortet er det vigtigt, at servitutternes udstrækning ajourføres i forbindelse med matrikulære forandringer, hvis det får indflydelse på deres udstrækning. Sker der eksempelvis en ejendoms-berigtigelse eller teknisk ændring i et område, hvor der er registreret en ser-vitut, er det vigtigt, at grænserne for servitutarealet følger med på kortet, hvis de er knyttet til skellene og bliver

Figur 1.2: Landinspektørens stedfæstelse af nye servitutter.

Figur 1.3: Landinspektørens stedfæstelse af eksisterende servitutter.



269

liggende fastholdt, hvis de er direkte stedfæstet. For at tage højde for at ma-trikelkortet er et dynamisk kortværk, bør servitutternes grænselinier tilde-les en kode efter de samme ajourfø-ringsprincipper, som grænserne for de offentligretlige rådighedsindskrænk-ninger, der registreres på matrikelkor-tet i dag. Det betyder, at liniestykkerne bliver kodet: ’Skal følge skel’ eller ’skal ikke følge skel’, og det sikres dermed, at grænserne følger med på kortet el-ler forbliver fastholdt ved ejendomsbe-rigtigelser og tekniske ændringer. Ved brug af koderne sikres det, at registre-rede servitutter bliver håndteret kor-rekt ved matrikulære forandringer og kortforbedringer.

Ved en fremtidig ejendomsberigtigelse eller teknisk ændring vil denne kodning af servitutter betyde, at landinspek-tøren skal være opmærksom på de byrder, der er stedfæstet i området. I forbindelse med ændring af ejen-domsgrænser kan der blive tale om, at servitutgrænser skal flyttes med på kortet, og det vil være landinspek-tørens opgave, at få disse grænser opdateret.

Bør der stilles krav til stedfæstel-sen?

Formålet med at stedfæste servitutter på matrikelkortet er efter vores opfat-telse at give brugerne af byrderubrik-ken et visuelt overblik over, hvor servi-tutterne geografisk er beliggende på en ejendom. Det vil sige, at det primære mål er en skitsemæssig stedfæstelse af servitutter på baggrund af matrikel-kortet, og vi mener ikke, at det giver anledning til at opstille krav til nøjagtig-heden af stedfæstelsen. Endvidere vil krav til nøjagtigheden medføre en øget arbejdsbyrde i forbindelse med stedfæ-stelsen, og det vil endvidere afskære visse brugere fra at kunne forestå en sådan. Løsningen vil dermed ikke blive

hverken enkel eller operationel.

Når der ikke sættes krav til nøjagtighe-den af stedfæstelsen vil denne komme til at afhænge af, hvor godt brugerne formår at stedfæste den enkelte servi-tut på matrikelkortet. Byrderubrikkens brugere spænder lige fra den private lodsejer over offentlige myndigheder til professionelle rådgivere fra libe-rale erhverv. Brugerne benytter byrde-rubrikken i forskelligt omfang, de har forskellige forudsætninger, erfaringer og kompetencer i forhold til at skulle forestå en anmeldelse af en servitut til tinglysning. I forbindelse med ud-formningen af det nye system er det vigtigt at være opmærksom på denne forskellighed – især i forhold til kravet om en geografisk stedfæstelse. Private brugere er efter vores vurdering den ’svageste’ gruppe, idet de typisk har en begrænset viden om servitutter og tinglysning i almindelighed, samtidig med at de typisk har en begrænset kortforståelse. Igennem ’tegn-selv-facilitetten’ i tinglysningssystemet bør de private brugere have mulighed for at stedfæste servitutter ud fra den aktuelle ejendomssituation enten ved at udpege hele ejendomme eller ma-trikelflader eller med fri hånd indtegne servituttens placering med punkt, linie eller flade i forhold til det viste skelbil-lede. Ved at give mulighed for at tegne punkter, linier og flader opnås den størst mulige information om servitut-tens udstrækning, men nøjagtigheden må i disse situationer opfattes som ukendt. Da det ikke kan forventes, at private brugere har den fornødne faglige indsigt i matrikulære forhold og forandringer, bør de ikke foretage en kodning af servitutarealets grænser til brug for en fremtidig ajourføring. I stedet bør landinspektøren ved senere matrikulære forandringer på ejendom-men pålægge grænserne kode efter servituttens nærmere indhold.

Det kan være vigtigt at få oplyst, på hvilken baggrund indlægningen af servitutter på matrikelkortet har fundet sted, og hvilken nøjagtighed stedfæstelsesdataene kan forventes at have. Stedfæstelsen af servitutter på matrikelkortet kan tænkes foreta-get enten ved opmåling, digitalisering ud fra et kortgrundlag eller en relativ indlæggelse.7 På den baggrund synes det umiddelbart hensigtsmæssigt med en opdeling i følgende fire kvali-tetsklasser: a) opmålt, b) digitaliseret ud fra tekniske kort eller ortofoto, c) digitaliseret ud fra matrikelkort og d) nøjagtighed ukendt.

I forbindelse med stedfæstelse af ser-vitutter bør der være krav om afgivelse af en række informationer til supplering af e-ridset om stedfæstelsens oprin-delse, kvalitet m.m. Disse oplysninger skal bl.a. angive, hvilken nøjagtighed man kan forvente af stedfæstelsen. Efter vores vurdering bør følgende oplysninger som minimum fremgå af ridset: Dato for stedfæstelsen, løbe-/dagbogsnummer, servituttype/-beskri-velse, tjenende ejendom, herskende ejendom/påtaleberettiget, leverandør, stedfæstelsestype, kvalitetsklasse og evt. udløbsdato.

Oprydning i byrderubrikken

Med den øgede tilgængelighed, der følger af en digitalisering af tinglys-ningssystemet, og kravet om stedfæ-stelse af servitutter på matrikelkortet, vil brugerne givetvis stille større krav til et retvisende billede af de gældende servitutter. Der bør derfor ske en op-rydning i byrderubrikken, så det kun er gældende servitutter, der fremgår af tingbogen. En oprydning vil natur-ligt medføre forøgede omkostninger, men fordelene er som nævnt en byr-derubrik, der er opdateret. Dette vil ligeledes medføre, at landinspektører undgår det komplicerede og tidskræ-

7 Dette afhænger af, om det er en privat eller professionel bruger, der forestår stedfæstelsen, og om det er stedfæstelse af en eksisterende servitut med/uden analogt tinglysningsrids eller en ny servitut.



270

vende arbejde, der er omkring uaktu-elle servitutter og deres stedfæstelse i forbindelse med servitutundersøgelser. Øgede tiltag til udslettelse af uaktuel-le servitutter vil udover det økonomi-ske aspekt skulle overvejes i forhold til retssikkerheden, idet der helst ikke skal ske fejlagtige udslettelser ved en oprydning. I projektet er følgende mu-ligheder for en oprydning diskuteret, der alle vil medføre, at oprydningen sker over tid:

• Servitutter udslettes før en given dato eksempelvis 1927, der ikke genbekræftes efter en bekendtgø-relse.

• Landinspektører udarbejder en ser-vitutattest i forbindelse med ejen-domsoverdragelser, der giver et fuldkomment billede af de gælden-de servitutter. Servitutterne stedfæs-tes samtidig på matrikelkortet.

Den generelle udslettelse af ældre servitutter vil afhjælpe problemet med uaktuelle servitutter væsentligt, da en stor del af de uaktuelle servitutter kommer fra denne gruppe. Ordningen synes derfor at være effektiv. Denne gruppe volder endvidere ofte landin-spektøren problemer i forbindelse med servitutundersøgelser. Det er ikke alle ejendomme, der berøres af matriku-lære ændringer, men alle ejendomme handles før eller siden, hvorfor det synes fornuftigt at indføre en servi-tutattest ved ejendomsoverdragelser som supplement til servituterklæringer. Servitutattesten bør udfærdiges af en

landinspektør og skal give sælgeren/køberen et fuldkomment billede af de aktuelle og gældende servitutter på ejendommen. I forbindelse med udarbejdelsen af servitutattesten bør alle de aktuelle servitutter stedfæstes på matrikelkortet med udfærdigelse af et e-rids. Ulempen ved servitutattesten er, at det kan være vanskeligt at intro-ducere et helt nyt dokument, og ord-ningen vil medføre en øget udgift for sælgeren eller køberen. Hvis problemet med uaktuelle servitutter for alvor skal kommes til livs vurderes det imidlertid som et nødvendigt tiltag. Det ser ikke ud til, at denne ordning kommer med i denne omgang, da muligheden for indførelse af en servitutattest ikke er medtaget i lovforslaget. Hvis der skal ske en stedfæstelse af eksisterende servitutter på samtlige ejendomme over tid, er der dog behov for et sådan tiltag.

Afrunding

Ændringen af det nuværende tinglys-ningssystem til et digitalt system er en naturlig konsekvens af samfundsudvik-lingen, som stiller stadig større krav til en effektiv offentlig forvaltning samt tilgængeligheden til information. En stedfæstelse af servitutter er et ele-ment i denne information, som i vores øjne i høj grad vil højne tingbogens in-formationsværdi.

De nye krav om stedfæstelse af eksiste-rende servitutter på nye udstykninger og arealer, der overføres, vil i de kom-mende år medføre, at landinspektørens

servitutundersøgelse vil blive mere omfattende. Til gengæld bliver ser-vitutter, der er stedfæstet direkte på matrikelkortet nemme at fordele på langt sigt, da det ud fra kortgrundlaget kan konstateres, om servitutten hviler på det udstykkede/overførte areal eller ej. Stedfæstelsen af servitutter på ma-trikelkortet vil imidlertid ikke medføre, at landinspektørens servitutfordeling på længere sigt overflødiggøres, idet der fortsat vil være mange forhold, som landinspektøren skal være opmærksom på. Det drejer sig navnlig om servitut-ter, der er stedfæstet indirekte til en ejendom eller matrikelnummer, da de eventuelt ved en matrikulær forandring skal stedfæstes direkte ved en flade, der dækker den oprindelige udstræk-ning af ejendommen eller matrikel-nummeret. En nærliggende konsekvens af kravene om geografisk stedfæstel-se er endvidere, at det vil medføre en begrænsning af de tilfælde, hvor servi-tutter overføres af ’sikkerhedsmæssige’ grunde til det udstykkede areal. På den måde kan det forhindres i højere grad end i dag, at der bliver pålagt byrder, som ikke vedkommer den pågældende ejendom.

Hvis der anlægges et langsigtet per-spektiv, får landinspektøren uden tvivl fordel af, at servitutter er stedfæstet geografisk på baggrund af matrikel-kortet, men det vil i høj grad også medføre mange nye udfordringer for de praktiserende landinspektørfirmaer de kommende mange år.


| GÆSTEPRINCIPPET - LEDNINGER I VE JEN |

271

Gæsteprincippet - ledninger i vejenAf landinspektør Christian Holmgaard Graversen, Landinspektørfi rmaet Jens Bo I/S, e-mail: [email protected], landinspektør Henriette Liisberg, LIFA A/S Landinspektører, e-mail: [email protected] og landinspektør Anja Vestergaard Madsen, Landinspek-tør-Kontoret A/S, e-mail: [email protected].

Praksis ændres

Den 1. februar 2006 blev det i Høje-sterets dom Grevesagen (U 2006.1391 H) slået fast, at gæsteprincippet i hen-hold til vejlovens § 106, stk. 1 fi nder anvendelse ved ledningsfl ytninger, der er foranlediget af etablering af støjaf-skærmning. I den konkrete sag ønske-de Greve kommune at etablere støj-afskærmning langs Greve Centervej, hvilket nødvendiggjorde fl ytning af led-ninger i vejarealet. TDC, som var en af ledningsejerne, indbragte spørgs målet for domstolene, idet TDC ikke fandt, at støjafskærmning var vejformål. Høje-steret tilkendegav ligesom landsretten

Denne artikel er baseret på et afgangsprojekt ved landinspektøruddannelsen i 2006. Afgangs-projektet omhandler gæsteprincippet i vejlovens § 106, stk. 1. Gæsteprincippet gør det muligt for ledningsejere omkostningsfrit at placere ledninger i offentlige vejarealer. Bestemmelsen in-debærer, at ledningsejerne skal betale omkostningerne til ledningsfl ytning, hvis det på grund af en ændring af vejarealet, bliver nødvendigt at fl ytte ledningerne. Problemstillingen i projektet er, at det ud fra lovgivningen er uklart, hvilken retsstilling ledningsejerne har. Analysen i afgangsprojektet er bygget op omkring en række administrative afgørelser samt domspraksis på området. Resultatet af analysen viser, at praksis bevæger sig mod et udvidet anvendelsesområde for gæsteprincippet, idet fl ere arbejder, som kræver ledningsfl ytning, efter-hånden betragtes som vejformål. Praksis er gået fra at have taget udgangspunkt i, om vejarbej-det tjener vejtekniske og færdselsmæssige formål til fordel for trafi kanterne til, at etableringen af afværgeforanstaltninger som følge af vejens påvirkning af omgivelserne også medfører, at gæsteprincippet fi nder anvendelse. Derudover har analysen vist, at selvom det er udefrakom-mende projekter, der medfører et vejarbejde, gælder gæsteprincippet ligeledes, så længe vejen ændres.

tidligere havde gjort, at støjafskærm-ning er vejformål, og ligger inden for de opgaver angående vejen, som kan varetages af vejmyndighederne jævn-før vejlovens § 10.

Af § 106, stk. 1 fremgår det, at en forudsætning for, at gæsteprincippet gælder, er, at der sker en regulering og omlægning af vejen. Af vejloven fremgår det ikke, hvad der nærmere skal forstås ved regulering eller omlæg-ning af vej. I vejlovscirkulæret pkt. 55 er det præciseret, at gæsteprincippet kun gælder ved ledningsfl ytning, såfremt fl ytningen er begrundet i et egentligt

Vejlovens § 106, stk. 1:Arbejder på ledninger i eller over landeveje og kommuneveje, herun-der nødvendig fl ytning af ledninger mv. i forbindelse med vejens regu-lering eller omlægning, bekostes af vedkommende ledningsejer, med-mindre andet særligt er bestemt ved overenskomst eller kendelse afsagt af en landvæsenskommission eller ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse, et amtsråd el-ler Hovedstadsrådet efter vandforsy-ningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40 sam-menholdt med § 5.

Vejlovens § 106, stk. 1:Arbejder på ledninger i eller over landeveje og kommuneveje, herun-der nødvendig fl ytning af ledninger mv. i forbindelse med vejens regu-lering eller omlægning, bekostes af vedkommende ledningsejer, med-mindre andet særligt er bestemt ved overenskomst eller kendelse afsagt af en landvæsenskommission eller ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse, et amtsråd el-ler Hovedstadsrådet efter vandforsy-ningslovens §§ 37 og 38, jf. § 40 sam-menholdt med § 5.



272

vejarbejde, der tjener vejformål. Det er ikke yderligere defineret, hvad der forstås ved begrebet vejformål. I forbindelse med arbejder på og ved vejene kan det i praksis være vanskeligt for ledningsejere og vejmyndigheder at afgøre, hvorvidt et konkret arbejde er omfattet af gæsteprincippet og så-ledes, om ledningsejerne skal betale for ledningsflytning i forbindelse med disse arbejder.

Gæsteprincippets baggrund

Gæsteprincippet giver ledningsejere mulighed for vederlagsfrit at placere ledninger i vejarealer. Betingelsen er, at ledningerne skal flyttes på ledningseje-rens bekostning, hvis ejeren af arealet/vejmyndigheden ønsker at anvende arealet på en måde, der nødvendiggør ledningsflytning. Som ordet gæst i be-tegnelsen antyder, drejer gæsteprin-cippet sig om ledningsejernes rettig-heder på vejmyndighedens (værtens) vilkår. Det springende punkt er således, hvornår og hvorfor det er den ene el-ler den anden part, der skal betale for ledningsflytning.

Gæsteprincippet blev lovgivningsmæs-sigt slået fast for første gang i form af § 20 i forslag til lov om vejvæsenet i

1942. I bemærkningerne til lovforslaget blev det anført, at gæsteprincippet blev indført i henhold til den retstilstand, der var på området, som følge af to domme fra 1930’erne.

I den ene dom, Næsby-dommen (U 1934.451 H), havde en grundejer tilladt et elektricitetsværk at placere en række master til en højspændingsledning vederlagsfrit på en lod af sin ejendom. Da ejendommen nogle år senere blev solgt, blev der tinglyst en servitut, som forpligtede ejeren til at aftage elektricitet fra det pågældende værk samt tillade, at masterne vederlagsfrit kunne få lov at stå på jordlodden. I forbindelse med en senere udstykning skulle masterne flyttes for at reglerne om afstandskrav i stærkstrømsreg-lementet kunne overholdes. Ifølge Højesteret forhindrede servitutten ikke ejeren af ejendommen i at gennem-føre udstykning, og elektricitetsværket skulle derfor betale for flytning af masterne.

Den anden dom, Spjellerup-dom-men (U 1934.609 Ø), omhandlede en række elmaster, der i 1914 blevet opstillet langs henholdsvis en kom-munevej og en amtsvej. Senere blev kommunevejen overtaget af amtet,

opklassificeret og udvidet. I den for-bindelse skulle elmasterne flyttes. Elektricitetsværket krævede udgifterne refunderet, da værket ikke fandt, at flytningen havde noget med værkets drift at gøre, men derimod udeluk-kende skyldtes udvidelsen af vejen. Amtet henholdt sig til den forståelse, at elektricitetsværket kunne have ma-sterne anbragt så længe disse ikke kom i strid med vejens interesser. Østre Landsret fastslog, at elektricitetsværket skulle betale for flytningen.

En tredje dom fra omtrent samme tid, Tønder-dommen (U 1936.79 H), bekræfter den omvendte konsekvens af gæsteprincippet: Når en ledningsejer har betalt for at have ledninger placeret på et privat areal, skal ledningsejeren som udgangspunkt ikke betale for en senere ledningsflytning.

De tre domme dokumenterer til-sammen de centrale synspunkter: Når en ledningsejer vederlagsfrit har fået lov til at anbringe ledninger, er vedkommende ledningsejer forpligtet til at betale for en eventuel fremtidig ledningsflytning, som nødvendiggøres af ejerens råden over arealet.

Gæsteprincippet blev endeligt lovfæ-stet i vejbestyrelseslovens § 57, stk. 1 i 1957, og kom senere ind i selve vejloven i 1972 som § 106, stk. 1.

Gæsteprincippets anvendelsesom-råde og begrebet vejformål

Trafikministeriet og Vejdirektoratet har i en række administrative afgørelser udtalt, hvornår gæsteprincippet gæl-der. Den generelle opfattelse har hidtil været, at gæsteprincippet kun gælder ved ledningsflytning, når det arbejde, der nødvendiggør flytningen, udføres af færdselsmæssige eller vejtekniske hen-syn. Det betyder, at vejarbejder, der er til gavn for trafikken og trafikanterne, ifølge administrativ praksis opfattes som vejformål.

Hvis et arbejde på offentlig vej alene udføres af andre hensyn end trafikale og vejmæssige, mener ministeriet det er tvivlsomt, om vejmyndigheden kan Figur 1: Ledninger i et offentligt vejareal, der berøres ved vejarbejde.



273

kræve, at ledningsejerne skal betale for ledningsflytningerne. Et eksempel på ministeriets opfattelse er, at flytning af en ledning som følge af at en anden ledning er krævet flyttet i forbindelse med et vejarbejde, også må anses for en ledningsflytning nødvendiggjort af vejarbejder, og udgifterne hertil må afholdes af ledningsejeren.

For en række af de arbejder der udføres på og ved veje, er der jf. praksis ikke tvivl om, at de er vejformål. Der-udover findes nogle typer af arbejde, der under visse omstændigheder er vejformål. Denne skelnen er illustreret på figur 2.

De arbejder, der umiddelbart er vejfor-mål, er vejarbejder, der hører til vejens kerneområde. Det er foranstaltninger, der vedrører selve vejen, og som er nødvendige for vejens tilstedeværelse, og/eller som er med til at forbedre tra-fiksikkerheden. Det er f.eks. vejudvidel-ser, signalanlæg, vejtavler, svingbaner osv. På baggrund af den administrative praksis ses der ikke nogen tvivl mht. gæsteprincippets anvendelse vedrø-rende de arbejder, som vedrører vejens kerneområde.

Imidlertid er der en række arbejder, hvor ledningsejernes retsstilling er mere uklar, og hvor arbejdet med udgangspunkt i den administrative praksis kun under visse omstændig-heder kan betegnes som vejformål. Om gæsteprincippet gælder ved disse vejarbejder kan der med henvisning til lovgivningen ikke gives et entydigt svar på. Svaret skal derimod findes i den administrative praksis og doms-praksis.

Hidtil har der været sat spørgs-målstegn ved, om eksempelvis støj-afskærmning er vejformål, da det er en foranstaltning, som beskytter vejens omgivelser mod vejen. Med Højesterets afgørelse i Greve-sagen er det slået fast, at støjskærme er

vejformål. Samme problematik har der været omkring andre afværge-foranstaltninger som faunapassager, erstatningsbiotoper og beplantning. Med hensyn til beplantning har den hidtidige opfattelse været, at når det har en færdselsmæssig funktion – f.eks. afskærmning af vejbanen – kan beplantningen betegnes som vejfor-mål. Fungerer beplantningen derimod udelukkende som udsmykning, er den ikke vejformål. Kategorien af arbejder, som på figur 2 er anført som Måske vejformål, er med afgørelsen i Grevesa-gen blevet mere begrænset. Højesteret anerkender afværgeforanstaltninger i form af støjskærme som vejformål, og dette kan medføre, at også øvrige afværgeforanstaltninger kan betragtes som vejformål. Hvis dette er tilfældet, får vejmyndighederne mulighed for at anvende gæsteprincippet bredere. Den bredere opfattelse af gæsteprincippets rækkevidde kan betyde, at vejmyn-dighederne i langt de fleste tilfælde vil kunne finde planlægningsmæssige og saglige argumenter for, at etab-lering af f.eks. beplantning og andre

afværgeforanstaltninger foretages af færdselsmæssige hensyn. Antageligt vil ledningsejere derfor i flere tilfælde end hidtil skulle betale for lednings-flytning.

Gæsteprincippets rækkevidde ud-vides

Anlægsprojekter der udføres på arealer, der ikke er vejareal, men som medfø-rer, at vejarealer skal ændres, udløser som udgangspunkt gæsteprincippets anvendelse ved flytning af ledninger i de vejarealer, der berøres. Sådanne ty-per af anlægsarbejder kan benævnes udefrakommende forhold. Den admini-strative praksis og domspraksis er ikke entydig med hensyn til gæsteprincip-pets anvendelse i sådanne situationer, og der ses en tendens til, at praksis har ændret sig med tiden.

I det følgende præsenteres først et eksempel på hidtidig praksis fra Trafik-ministeriet. Derefter beskrives tre prin-cipielle sager fra praksis, der illustrerer den problematik, hvor der er tvivl om rækkevidden af gæsteprincippet,

Figur 2: Arbejder på og ved veje, der henholdsvis entydigt er vejformål og under visse

forudsætninger er vejformål.



274

når anlægsprojekter på eksempelvis jernbanearealer eller private arealer berører vejarealer, hvor der er placeret ledninger.

Sagen om Stenløse CenterTrafikministeriets afgørelse fra den 7. september 2001 (sagen om Stenlø-se Center), omhandler opførelsen af Stenløse Center. Byggeriet medførte, at det var nødvendigt at omlægge flere ledninger i vejarealer, da dele af to offentlige veje skulle omdannes til gågade med status som private fæl-lesveje. Desuden skulle dele af de of-fentlige vejarealer bebygges, ligesom kommunen i forbindelse med omlæg-ningerne ønskede ledningerne samlet i det fremtidige vejareal. Ledningsejerne argumenterede for, at gæsteprincip-pet ikke fandt anvendelse på lednin-gerne i de offentlige veje, da disse veje i forbindelse med projektet blev nedlagt og arealerne skulle overgå til centerformål.

Trafikministeriet udtalte, at et ønske om at få samlet ledningerne ikke i sig selv var udtryk for, at en ledningsom-lægning var nødvendiggjort af et vej-arbejde. Det forhold at en vej ændrer status til gågade og privat fællesvej nødvendiggør ikke i sig selv flytning af ledningerne. Ministeriet fandt også, at da en del af de offentlige veje skulle bebygges med bl.a. et nyt rådhus, og at ledningsomlægningen på denne del af det tidligere vejareal ikke var begrundet med omlægning og ændring af vejarealerne, gjaldt gæsteprincippet ikke. I den anden del at vejen skulle der anlægges gågade, og efter mini-steriets opfattelse havde omlægningen af ledningerne i disse arealer en tæt sammenhæng med opførelsen af råd-huset, hvorfor gæsteprincippet heller ikke fandt anvendelse på disse arealer. Ministeriet konkluderede samlet, at gæsteprincippet på baggrund af vejlo-vens § 106, stk. 1 ikke kunne anvendes. Dette skyldtes, at omlægningerne i det væsentligste måtte anses for nødven-diggjort af hensyn til udbygningen af Stenløse Center i overensstemmelse

med lokalplanen for området og ikke primært af hensyn til regulering eller ombygning af de offentlige veje.

Afgørelsen i denne sag er ikke sam-menfaldende med den hidtidige praksis med hensyn til nedlæggelse af veje, da praksis har været, at gæsteprincip-pet gælder ved ledningsflytning, når ledningerne både før og efter nedlæg-gelsen af vejen er beliggende i vejareal. I sagen om Stenløse Center var nogle af ledningerne placeret i vejareal både før og efter nedlæggelsen af vej, da vejen blot ændrede status fra offentlig vej til privat fællesvej i form af gågade. Det har ellers været antaget i praksis, at gæsteprincippet gælder, når en of-fentlig vej eksempelvis skifter status til privat fællesvej, hvilket formelt set er en nedlæggelse af den offentlige vej. Gæsteprincippet gælder derimod ikke i de tilfælde, hvor en vej helt fjernes, og ledninger i den forbindelse kræves flyttet, fordi det tidligere vejareal f.eks. ønskes afhændet til bebyggelse. Et ek-sempel på dette ses i Trafikministeriets afgørelse fra den 15. januar 2004, hvor gæsteprincippet ikke gjaldt ved led-ningsflytning, fordi vejen blev nedlagt og arealet blev omdannet til en kanal i forbindelse med byomdannelse.

MetrosagenMetrosagen er en principiel sag med hensyn til gæsteprincippets anven-delse, og i sagen blev der afsagt ken-delse af taksationskommissionen den 19. januar 2005. Metrosagen drejer sig om udvidelse og modernisering af en eksisterende jernbane. Der skulle i den forbindelse foretages ændringer af bl.a. den eksisterende jernbanes ni-veau i forhold til terræn og udvidelse af jernbanen til to spor. Disse store foran-dringer var nødvendige, da der skulle indføres en anden type togdrift end den oprindelige, og kommissionen aner-kendte også uden videre projektet med bl.a. henvisning til infrastrukturens ud-vikling over tid. Da hele metroprojektet skulle betragtes som en helhed, fandt kommissionen, at der gjaldt et gæste-

princip for ledninger placeret i alle typer arealer – også jernbanearealer. Den op-fattelse betød, at alle arbejder, som var afledt af selve arbejdet på jernbanen, blev opfattet som en del af projektet. I praksis betyder dette, at selvom et anlægsprojekt primært berører selve jernbanearealerne, vil afledte arbejder på vejene som f.eks. etablering af sti-tunneler og andre niveaufri skæringer foruden jernbanen også være til gavn for vejene. Omvendt gælder det, at når en ledning i et vejareal skal flyttes, fordi arealet skal inddrages til jernbaneareal, skal ledningsflytningen ikke bekostes af ledningsejeren, fordi dette arbejde er baneformål.

Taksationskommissionen strækker anvendelsen af gæsteprincippet vidt, da kommissionen anser hele projek-tet med anlæggelse af metroen som en samlet helhed. Trafikministeriets tidligere praksis for anvendelse af gæsteprincippet var, at der skulle ske en regulering eller omlægning, som var til gavn for trafikken og trafikanterne. Denne praksis er blevet ændret mar-kant som følge af Metrosagen. Der var således i Metrosagen tale om, at blot ledningerne i et vejareal blev berørt af afledte arbejder af jernbaneomlægnin-gen, var dette vejformål. Afgørelsen i Metrosagen er markant anderledes end afgørelsen i sagen om Stenløse Center, og afgørelsen i Metrosagen medfører, at ledningsejerne må forvente at skulle tåle gæsteprincippet anvendt bredt i forhold til den oprindelige og mere begrænsede anvendelse af bestem-melsen.

Sagen om Nordre FasanvejKommissionernes opfattelse af reglerne i Metrosagen læner sig i høj grad op ad en tidligere sag afgjort af ekspropriati-onskommissionen den 29. marts 2000. Problemstillingen i denne sag opstår ligesom i Metrosagen på baggrund af metrobyggeriet. I sagen skulle Nordre Fasanvej sænkes i forbindelse med etablering af Frederiksbergbanen, som er en del af metroprojektet. En led-ningsejer, som havde ledninger i vejen,



275

ville ikke acceptere at skulle afholde udgifterne til ledningsflytningerne pga. vejsænkningen, da ledningsejeren ikke fandt, at gæsteprincippet kunne gøres gældende. Ledningsejeren fandt ikke, at vejomlægningen tjente vejformål, men derimod en æstetisk forbedring i takt med byudviklingen i området. Eks-propriationskommissionen fandt, at det uden tvivl var ledningsomlægninger, som var begrundet i vejformål. Taksa-tionskommissionen stadfæstede denne opfattelse med den begrundelse, at det ikke havde betydning, at ledningsflyt-ningen skyldtes metrobyggeriet, lige-som det heller ikke havde nogen be-tydning, at projektet indgik som led i en videregående byudviklingsplan. Taksa-tionskommissionen udtalte, at vejom-lægninger ofte vil være begrundet i by-udviklingsplaner, og at gæsteprincippet vil blive udhulet i væsentlig grad, hvis sådanne typer projekter udelukker gæ-steprincippets anvendelse.

Kommissionernes fortolkning i sagen om Nordre Fasanvej er meget markant og skråsikker i sin udmelding. Det er tydeligt, at kommissionerne i Metro-sagen støtter sig til den opfattelse, at udefrakommende projekter kan med-føre, at gæsteprincippet kan anvendes på vejarealer.

FlintholmsagenFlintholmsagen blev den 31. januar 2005 afgjort af Østre Landsret. Flint-holmsagen omhandler afholdelse af udgifter i forbindelse med forstærkning af el-ledninger i et kabeltracé i hen-holdsvis jernbane- og vejareal i forbin-delse med opførelsen af Flintholm Sta-tion. Ledningsejeren fandt ikke, at man var forpligtet til at afholde udgifterne til forstærkningen af el-ledningerne i ve-jen, da forstærkningen ikke havde no-get med selve vejen at gøre. Årsagen til ledningsarbejderne var derimod kørsel til og fra byggepladsen. Banestyrelsen mente, at alle udgifterne til lednings-forstærkningen skulle afholdes af led-ningsejeren, idet Banestyrelsen anså

alle arbejder i forbindelse med opførel-sen af Flintholm Station som et samlet anlægsprojekt. Der var ingen tvivl om, at ledningerne var gæst i det areal, som tilhørte Banestyrelsen, og striden drejede sig om den sidste tredjedel, som var vejareal. Selvom selve vejen ikke blev ændret, var det nødvendigt at forstærke ledningerne i vejarealet. Dommerne var uenige i afgørelsens udfald, men flertallet afgjorde, at for-stærkningen af ledningerne i vejarealet ikke var omfattet af gæsteprincippet, da anlægsarbejderne ikke medførte en ændring af selve vejen.

Instansernes uensartede praksis

Sagen om Stenløse Center, Metrosagen, sagen om Nordre Fasanvej og Flint-holmsagen viser, hvordan henholdsvis Trafikministeriet, ekspropriations- og taksationskommissionen samt Østre Landsret forholder sig til gæsteprin-cippets anvendelse som følge af, at et udefrakommende anlægsprojekt foran-lediger ændring af en vej som nødven-diggør ledningsflytning eller -forstærk-ning. De fire in-stanser er ikke enige i deres opfattelse for så vidt angår an-vendelse af gæsteprincippet ved ude-frakommende forhold. Det er tydeligt i sagen om Stenløse Center, at Trafik-ministeriet fastholder princippet om, at arbejderne, som kræver ledninger flyttet skal have med vejen at gøre, for at gæsteprincippet kan anvendes. Omvendt finder kommissionerne og mindretallet i Østre Landsret, at det er centralt, hvorvidt der sker en ændring af vejen, og ikke hvad årsagen til den-ne ændring er.

Udfaldet af de fire afgørelser viser, at der er sket en ændring i opfattelsen vedrørende gæsteprincippets anven-delse. Før de principielt anderledes afgørelser fra henholdsvis kommis-sionerne og domstolene de seneste år, var det Trafikministeriets og Vejdirek-toratets opfattelse af gæsteprincippets anvendelse, som var gældende. Det var dermed centralt, hvorvidt reguleringen

eller omlægningen af vejen var til gavn for trafikken. Siden sagen om Stenløse Center anes der en ændring i Trafikmini-steriets opfattelse af gæsteprincippets anvendelse, idet ministeriet i 2003 anså anlæggelse af en svingbane for-anlediget af et privat byggeprojekt for vejformål. Svingbanen tjener ganske vist trafikken og trafiksikkerheden, men årsagen til etableringen var det private byggeprojekt. Denne opfattelse fra mi-nisteriet er modsat ministeriets opfat-telse i sagen om Stenløse Center, hvor byggeprojektet ikke kunne medføre, at vejarbejderne var vejformål. Med Me-trosagen, sagen om Nordre Fasanvej og Flintholmsagen ses der nye tendenser i gæsteprincippets anvendelse. Sagen om Nordre Fasanvej og Flintholmsagen slår fast, at vejen skal ændres, for at det kan betegnes som vejformål. År-sagen til ændringen er derimod ikke af afgørende betydning. Metrosagen gik endnu videre, idet der i denne sag var eksempler på, at ledningsflytnin-ger skulle bekostes af ledningsejeren, selvom der ikke var tale om, at selve vejen blev ændret. Hvis den opfattelse havde været gældende i Flintholm-sagen ville ledningsejeren også skulle have betalt for flytning af ledningerne i vejarealerne.

Med Grevesagen fra februar 2006 ses der ligeledes en tilbøjelighed til, at den traditionelle opfattelse af gæsteprincippets anvendelsesområde udvides, idet Højesteret slår fast, at foranstaltninger til gavn for vejens omgivelser er vejformål. Højesteret stadfæster så at sige den tendens, som er blevet set i de senere år.

Afrunding

Vejens påvirkning af omgivelserne i form af eksempelvis støj kan nødven-diggøre arbejder ved vejene i form af afværgeforanstaltninger, som er an-erkendt som vejformål. Omvendt kan vejens omgivelser nødvendiggøre æn-dringer af vejen, f.eks. ved anlæggelse af en ny jernbanestation eller i forbin-delse med et byomdannelsesprojekt.



276

Sådanne ændringer af vejen betragtes i stor udstrækning som vejformål ifølge den nye praksis fra kommissionerne.

Det, der har afgørende betydning for, om gæsteprincippet gælder, er i begge tilfælde, om vejarealet, hvori ledningerne er placeret, ændres. Dette er en ændring i forhold til tidligere praksis, hvor det var årsagen til vejar-bejdet, som var det afgørende.

Da resultatet af projektet viser en tendens til, at anvendelsen af gæ-steprincippet bliver bredere, er det nærliggende at stille spørgsmålstegn ved, om gæsteprincippet overhovedet er relevant mere? Svaret er ikke enkelt og vil kræve endnu en undersøgelse, hvor de involverede parter må ind-

drages. Ledningsejerne kan for at sikre deres ledninger vælge at tinglyse dem på de berørte arealer mod erstatning til grundejeren. Det er uklart, hvorvidt denne fremgangsmåde vil kunne an-vendes på vejarealerne, da gæsteprin-cippet netop tager stilling til ledninger-nes tilstedeværelse i vejarealerne. At lade servitutter tinglyse over ledninger og betale erstatning for disses tilstede-værelse vil for fremtiden kunne sikre ledningsejerne mod at skulle betale for eventuelle flytninger, men vil samtidig også være bekosteligt for ledningsejer-ne. Til trods for at udviklingen i praksis har medført, at flere typer arbejder på og ved veje fremover vil være omfattet af vejformålsbegrebet og dermed også af gæsteprincippet, vil det fortsat være

fordelagtigt for ledningsejerne at pla-cere ledninger i vejarealer efter gæste-princippets regler. Det vil primært være en økonomisk fordel for ledningsejerne at benytte gæsteprincippet, fordi det i første omgang ikke koster noget at placere ledningerne i vejarealet i modsætning til, hvis der eksempelvis skal eksproprieres.

Referencer

Artiklen bygger på afgangsprojektet Gæste-

princippet – ledninger i vejen, som forfat-

terne har udarbejdet på landinspektørud-

dannelsen. Projektet kan findes på: www.

projekter.aau.dk under ”Landinspektør”.

KFE 2001.221


| GIS-ANALYSEFUNKTIONALITET PÅ INTERNETTET - HVORSKALJEGBO.DK |

277

GIS-analysefunktionalitet på internettet - hvorskaljegbo.dkAf landinspektør Mikkel Kappel Jensen, COWI A/S, e-mail: [email protected].

Problemfelt

Dette speciale tager afsæt i problem-stillinger og empiriske oplevelser og indsamlinger, som er opstået i forbin-delse med praktikopholdet hos COWI A/S i Aalborg på Landinspektøruddan-nelsens 9. semester,1 på SIM-specialise-ringen, igennem studierelevant arbejde og interessen for Internettet2. I det føl-gende beskrives de erfaringer, som lig-

ger til grund for specialets initierende problemstilling.

Udover erfaringerne fra praktikop-holdet har jeg igennem SIM-specialise-ringen i almindelighed og arbejdet for forskningsprojektet Atlas i særdeleshed arbejdet med GIS-analysefunktionali-tet3 i et Desktop GIS-miljø. Desktop GIS programmet er ArcGIS fra ESRI, som er det anvendte GIS-software på Aalborg

Universitet. Ved siden af studiet arbej-dede jeg på forskningsprojektet Atlas, som hører under forskningsprojektet Byen, Vejen og Landskabet på Aalborg Universitet fra januar 2005 til februar 2006. Mit arbejde bestod primært i GIS-analyser på kvadratnetsdata og disses visualisering. Resultaterne præsentere-de jeg i et paper forud for et foredrag på Kortdage 2005. Desuden udarbejdede

1 Projektpraktik blev for første gang muligt på landinspektøruddannelsens 9. semester i efteråret 2005. Praktikopholdet foregår i en virksom-hed i tre måneder, hvorefter der udarbejdes et praktikprojekt, som beskriver forløbet og resultaterne opnået igennem praktikken. Praktik-opholdet var hos COWI Aalborg - i afdelingen GIS, Landmåling og IT.

2 Med internettet menes der i dette speciale det http baserede computernetværk, som primært anvendes til kommunikation på World Wide Web (WWW). Dermed refereres der ikke til det TCP/IP (Transmission Control Protocol / Internet Protocol), som gør det muligt at kommuni-kere over et netværk [Wikipedia (A), 2006].

3 Begrebet GIS-analysefunktionalitet anvendes i dette projekt således, at det rumlige i sig selv anvendes til at forædle information.

Figur 1: Billederne viser en focal analyse med en rektangel- maske på henholdsvis 3x3, 6x6 og 12x12 celler (á 100 meter) for branchegrup-

pen dagligvarer. Jo større maske desto tydeligere træder konturerne frem på billederne, idet dataene bliver mere aggregerede. For at undgå

det kantede look, blev der til analyserne anvendt en cirkel-maske med en radius på 1000 meter.



278

jeg en hjemmeside http://atlas.plan.aau.dk, som viser alle resultater i form af kort, paper samt præsentationen fra Kortdage 2005.

Med udgangspunkt heri, ser det ud til, at det på sigt er det muligt at im-plementere GIS-analysefunktionalitet flere steder.

Initierende problemstilling

Dette projekt bevæger sig inden for og kombinerer begreberne GIS-analy-sefunktionalitet og internettet. Det føl-gende tager udgangspunkt heri, men udvides med et eksempel på, hvor det er lykkedes at tilbyde brugeren GIS-analysefunktionalitet. Eksemplet hvor det netop er lykkedes at få brugeren til at anvende ellers indviklet teori, er inden for ruteplanlægning og GPS. Pro-ducenten TomTom, der bl.a. laver GPS-navigationsanlæg til biler, har på en elegant måde forstået at pakke ellers avanceret teori ind, idet brugeren ikke tænker nærmere over, hvad der ligger bag systemet. Et eksempel på TomToms interface kan ses på figur 2.

Nedenstående citat bekræfter, at TomTom har haft succes med GPS modtagere, bl.a. igennem produkternes brugervenlighed.

”Da TomTom Go blev lanceret sidste år, skabte den rystelser blandt de etablerede produ-center af GPS-navigation. Ikke

mindst veteranen Garmin har måttet se salget droppe på grund af TomToms brugerven-lighed…”4

[Erhvervsbladet, 2005]

”Den pæne indpakning” og det intuitive design gør, at den bagvedliggende teori gemmes væk for brugeren. En teori som bl.a. omfatter GPS, ruteoptimering, koordinatsystemer samt kortprojektio-ner. Inden for ruteoptimering udføres beregningerne ved hjælp af Dijkstra’s5 Algoritme [Hansen, 2005]. En ellers omfattende teori som brugeren ikke behøver kende til. Et eksempel på en simpel ruteberegning vises på figur 3.

Figuren viser et simpelt eksempel på en ruteoptimering. Man kan næsten ikke forestille sig, hvor omfattende netværket og systemet, som håndterer hele Europa, ser ud. At det er gemt ind i enheder, der er på størrelse med en mellemstor mobiltelefon, er endnu mere imponerende.

GPS-modtagerne i almindelighed er blevet taget godt imod, og der pro-

4 Siden hen har Garmin markedsført deres produkter massivt bl.a. på TV, hvilket illustrerer den tætte konkurrence.5 Matematikeren Dijkstra udarbejdede så tidligt som i 1959 en metode, som kunne løse den rejsende handelsmand-problemet på få se-

kunder for selv meget store netværk. Læs eventuelt mere om det her: http://en.wikipedia.org/wiki/Dijkstra%27s_algorithm

Figur 2: Viser et af de seneste produkter

- TomTom One GPS. Sammenlignet med

figur 1.8 er der tale om et meget simpelt

interface, som intuitivt er let at forstå. Det

virker indbydende og er blevet taget godt

imod af brugeren.

Figur 3: Figuren er opdelt således at a. viser 2. iteration af Dijkstra’s algoritme, b. viser selve iterationen og c. viser et rutenetværk for

Nordsjælland. Det første tal på de enkelte strækninger er afstanden i km, det andet tal er den tid det tager i minutter at køre strækningen

i bil [Hansen, 2005] & [Jacobi et al., 2006].



279

6 TMC (Traffic Message Channel) TMC anvender FM-båndet og modtager herigennem trafikmeldinger fra 13 europæiske lande, herhjemme er det Vejdirektoratet, der udsender beskederne få sekunder efter de er modtaget.

7 SONYs seneste produkt (NV-U70T) byder på lovende muligheder, idet den benytter TMC, således at systemet kan guide bilen udenom eventuelle køer. Når alle har erhvervet sig et apparat med TMC, falder effekten nok væsentligt, så her må vi håbe på, at der er fundet en endnu smartere teknik.

8 Definitionen af ”rigtig bredbånd” kræver en minimumshastighed på 2Mbit. 9 http://earth.Google.com/ 10 Løsningen er ikke desideret i 3D, men omtales dog som et 3D modellerings program http://earth.Google.com/.

duceres mange forskellige modeller, som tilpasses den enkelte bruger [Er-hvervsbladet, 2005]. I en artikel bragt i Jyllands-Posten den 13. april 2006 te-stes ni forskellige navigationsanlæg til bilen. Artiklen påpeger, at apparaterne er meget populære. Med indførelsen af systemer, der understøtter TMC6 og den aktuelle priskrig på produkterne, er det et marked, der lover godt.7 [Ingeniøren, 2006]

Resultatet er, både nu og i fremti-den, at GPS og ruteoptimeringsfunktio-nalitet i dag anvendes af de mennesker, der har brug for det, og som kan drage nytte af det. Det er således ikke teorien

og teknikken, der står i vejen for en given anvendelse. Det ser ud til at det et spørgsmål om at pakke teorien og begreberne ind, således at brugere ikke får oplevelsen af, at det vedkommende arbejder med i virkeligheden er GIS-analysefunktionalitet.

I de sidste 10-15 år er der inden for internet GIS talt om og argumenteret for, at barriererne har været teknikken og båndbredden. Udviklingen peger i retning af, at disse begrænsninger er på vej til at forsvinde. Dette skyldes bla. den øgede udbredelse og tilgæn-gelighed af egentlig bredbånd.8 Det har

resulteret i flere korttjenester på inter-nettet, som kræver stor båndbredde. Jeg blev især overbevist, da Google annoncerede deres korttjeneste Google Earth9, eftersom alle personer med en bredbåndsforbindelse herigennem har adgang til en 3D10 modellering af Jorden, se figur 4.

I eksemplet med TomTom er det primært ”den pæne indpakning” og enkeltheden, der betyder noget. En-keltheden er både den intuitive bruger-flade, men samtidig er det også let for brugerne at forstå, at funktionaliteten består i at guide dem fra et punkt til

Figur 4: Figuren viser startbilledet i Google Earth. Tjenesten kan downloades gratis og kræver som sagt en bredbåndsforbindelse, idet dataene

hentes live via internettet. Anvendelsen af kort på TV har efter min mening længe har været mangelfuld. Et kort giver meget bedre overblik,

når nyhederne eksempelvis skal fortælle om en ulykke eller lignende. Jeg har dog bemærket, at de danske medier inden for det sidste års

tid har øget anvendelsen heraf, eksempelvis vha. Google Maps. Fantastisk!



280

et andet på den mest optimale måde. Med Google Earth eksemplet er det min pointe, at det ikke er teknikken og båndbredden, der er problemet. Derfor undrer det mig, hvorfor der ikke også er opstået GIS-analysefunktionalitet i større grad, end det er tilfældet.

Ovenstående kan sammensættes til den initierede problemstilling, som er at finde ud af, hvorfor situationen er sådan, og om det evt. kan gøres bedre.

Hvorfor er den virkelighed, hvor GIS-analysefunktionalitet an-vendes i et desktop miljø, ikke den virkelighed, der ses eller anvendes på internettet?

Hvad er GIS-analysefunktionalitet?

For at forstå begrebet GIS-analysefunk-tionalitet, tages der udgangspunkt i figur 5, fordi figuren illustrerer de be-

standdele, som udgør et GIS, og fordi den samtidig definerer de overordnede funktioner, som indgår i et GIS.

Elementerne kan anvendes i forskellige sammenhænge, men det overordnede mål og den fælles forståelsesramme er processen, der forædler11 data til infor-mation. Derfor går flere af begreberne igen fra figur 5. Forædlingsprocessen kan illustreres som vist på figur 6.

Analyseprocessen, som går fra data til information, kan forstås eller opfattes som en analyse, hvis formål det er at videregive og skabe information. GIS-teknisk kan den både bestå af data-opretning, dataselektion, dataanalyse og datavisualisering, som alle er funk-tioner. Ikke alle funktionerne skal dog nødvendigvis indgå i analyseprocessen. Konkret kan dét at lave en analyse være noget simplere. En analyse defineres af

det kvalitative, så hvis brugeren bliver klogere af den information, der op-fanges, så kan formidlingsprocessen12 anses for at være succesfuld. Dermed kan en analyse også være noget simp-lere, idet der i denne sammenhæng er tale om en analyse, hvor forædlingen af data fører ny viden med sig. Analyse-processen kan således udgøres af kun en forespørgsel.

Figur 6 beskriver således forståelsen af analyser på det overordnede niveau. Processen er vejledende for den proces, et givet datasæt skal gennemgå, før det bliver til ny viden, idet processen er iterativ. Den iterative proces kan for eksempel komme til udtryk, hvis en gi-ven visualisering ikke fremtræder som ønsket, derfor kan være nødvendigt at vende tilbage i processen og ændre på parametrene.

BegrebsafklaringI dette projekt er der fokus på tre af elementerne fra analyseprocessen. Disse elementer er rumlig analyse, vi-sualisering samt output, eftersom den manglende funktionalitet på internettet (output) netop er den rumlige analy-se. Visualisering lægger sig op ad ”den pæne indpakning”.

Den ovenstående gennemgang kræver, at der ses nærmere på de forskellige begreber. Derfor er der i figur 7 opstillet de begreber, som dette speciale opererer inden for.

Som tidligere nævnt er projektets fokus at udgive og tilbyde GIS-analy-sefunktionalitet. I det ovenstående er det beskrevet, hvorledes henholdsvis

11 At forædle dækker over at bearbejde noget for at give det bedre egenskaber [Nudansk Ordbog, 2002].12 At formidle dækker over at forsøge at viderebringe noget ved at fungere som forbindelsesled, anvendes specielt om information [Nu-

dansk Ordbog, 2002].

Figur 5: Virkeligheden og elementerne heri er illustreret i midten af figuren. Udenom ses

funktionerne, som indgår i et GIS, eller som et GIS kan bestå af. Dermed kan terminologierne

fra figuren anvendes, såfremt det skal forklares, hvad GIS består af [Staunstrup, 2005], [Jacobi

et al., 2006] & [Oslo Universitet, 2006].

Figur 6: Oversigt over analyseprocessen [Staunstrup, 2005, side 96].



281

GIS og begrebet GIS-analysefunk-tionalitet opfattes. Den anden side af problemområdet er internettet og GIS på internettet. Begrebet internettet er nærmere uddybet i selve specialet afsnit 2.2. Da specialet omhandler en del teori om distribueret GIS, som supplerer den nye danske GISbog ”GIS & Geodata” rigtig godt er dele heraf medtaget i denne artikel.

Hvad er internet GIS?

En oversigt over de begreber, der er i spil, kan ses på figur 8, som illustrerer, at internet GIS er en del af en større helhed.

Begrebet distribueret GIS dækker over de øvrige elementer, som dermed udgør den større helhed. Elementerne, som indgår heri, bliver kort omtalt i de følgende delafsnit. Det sker således for, at afklaringen til det resterende er på plads.

Internet GISInternet GIS er det overordnede be-

greb, idet internet GIS kan tilbydes på forskellige måder. Som defineret tidli-gere i projektet opfattes begrebet in-ternettet som det http baserede com-puternetværk, som primært anvendes til kommunikation på World Wide Web. Som det også ses af figur 9, går begre-bet internet GIS dog herudover, da der kommunikeres via andre protokoller. Dette er eksempelvis TCP/IP protokol-len13, som gør det muligt at kommuni-kere over et netværk. En anden kendt protokol er FTP14. Denne protokol er en klient-server-protokol, der bruges til at overføre filer mellem to compu-tere (som oftest servere) [Wikipedia (C), 2006].

Internet GIS er ikke afhængig af hvil-ken klient, resultatet vises på. Dermed falder begreber WMS og WFS inden for internet GIS, idet disse eksempelvis kan anvendes i klienterne ArcGIS og browseren. Dermed dækker begrebet vidt, som også figur 8 illustrerer. På figur 9 ses en kortfattet definition af begrebet.

Mobil GISBegrebet dækker over adgang og an-vendelse af GIS-data og funktioner igennem mobile og trådløse enheder, såsom bærbare computere, PDA’er og Smart Phones med web adgang. An-vendelsen af mobil GIS er primært ret-tet imod arbejde i felten og forbrugere af location-based services. I felten kan mobil GIS anvendes til dataindsamling og forskellige kontroller.15 Mobil GIS er oftest koblet sammen med GPS16 og trådløs kommunikation til at lette udvekslingen af informationer mel-lem den eksisterende datakilde (som for eksempel en spatial server) og de mobile enheder.

Hidtil har mobil GIS været tilegnet PDA’er og Smart Phones, men inden for den seneste tid er mobiltelefoner mv. blevet udstyret med deciderede minibrowsere. Mobiltelefoner har ikke kunne anvende mobil GIS, fordi de har anvendt WAP17.

Web GISBegrebet web GIS omfatter kun den del, der udbydes via browseren (som i dag primært foregår igennem http pro-tokollen). Systemet, som senere bliver

13 Transmission Control Protocol / Internet Protocol.14 File Transfer Protocol.15 Det kunne f.eks. være at registrere forskellige objekter, som bænke, skraldespande osv. Hvis det var dataindsamling, ville placering og

fysisk stand osv. blive registeret. Hvis objekterne allerede var registrerede kunne mobil GIS anvendes til at registrere tilsynet med de en-kelte objekter, således at attributterne ville blive opdaterede med de nyeste informationer.

16 Global Positioning System.17 Wireless Application Protocol.

Figur 9: Definitionen af begreberne inden for distribueret GIS.

Figur 7: Figuren viser dette projekts begrebsafklaring. Derfor angiver analysefunktionalitet

fremover, at det rumlige i sig selv indgår i forædlingen af information.

Figur 8: Oversigt over elementerne i distri-

bueret GIS. Frit efter [Staunstrup, 2005] og i

samråd med [Peng et al., 2003, side 5ff].



282

opstillet, kommer dermed til at være en web GIS-løsning.

Udviklingen går i retning af, at mobil GIS bliver endnu større, end det er i dag. Derfor er der illustreret et overlap imellem mobil GIS og web GIS i figur 8. Begreberne nærmer sig og vil i fremtiden komme endnu tættere på hinanden. Måske vil denne overlapning gøre, at de smelter sammen, så de til sidst kan det samme. Forskellene bliver mindre i mere end en forstand. For det første bliver internettet mere trådløst på sigt, og dermed forsvinder skelnen mellem wired og wireless internet. For det andet bliver mobil GIS som beskrevet stadig mere udbredt og avanceret.

Boligsøgning

En udbredelse af GIS-analysefunktio-nalitet på internettet kan foretages på området boligsøgning. Boligsøgning er meget individuelt. For det første fordi

boligsøgninger er uafhængige af al-der, på den baggrund er interesserne forskellige.

Boligsøgning er et kendt og udbredt fænomen, men der er mange mulighe-der for forbedringer. Dermed kan det være en spændende og en ny måde at finde den rette bolig og/eller det rette område på, hvor anvendelsen af GIS-analysefunktionalitet vil føre en nytte-værdi med sig for de boligsøgende.

Mange mennesker kommer i berø-ring med boligsøgning, enten fordi de konkret står for at skulle flytte, eller fordi de overvejer at flytte i fremtiden. Derfor er hjemmesiderne også godt be-søgt. Boligsiden.dk satte eksempelvis rekord i januar 2006 med 1.382.364 unikke besøg (mod 989.401 i januar 2005). De unikke brugere besøgte 9.787.175 boligemner (7.547.582 i 2005), selvom der kun er 32.000 emner til salg. Dette er en indikator for, at efterspørgslen er stor [Dansk Ejendomsmæglerforening (A), 14/02-

2006]. Måske er det også en indikator for, at mange søgninger og resultater er forgæves. Det kan også være, folk drømmer om den bolig, de simpelthen ikke har råd til18.

I de sidste 10 år har der været mel-lem 50.000 og 70.000 ejendomshand-ler pr. år i Danmark og mellem 1500 og 2000 i Aalborg Kommune19. I 2/3 af tilfældene findes boligen på inter-nettet [Danmarks Statistik (A), 2006]. Sammenlignet med antallet af hits på Homes hjemmeside, er der tegnet et rimeligt klart billede af, at boligsøgning på internettet er et stort marked.

Analyserne

Projektet har fokus på funktionerne på bolighjemmesiderne og tager udgangs-punkt i dataene som Home anvender, således indgår ”tæt på” - vand, skole, offentlig transport, indkøb, motorvej og skov.

Den anvendte analysemetode er vægtet overlay, metoden er overordnet

18 I dette speciale tages der ikke hensyn til de økonomiske forhold, som trods alt er den vigtigste faktor for de fleste, når de køber bolig.19 Følgende boligtyper er medtaget; parcel- og rækkehuse samt ejerlejligheder.

Figur 10: Figuren viser den endelig model.



283

en analyse, som vurderer afstande til forskellige elementer (afhængig af tema). Dermed skal hvert tema om-dannes, sådan at temaet til et hvert givent punkt inden for Aalborg Kom-mune angiver, hvor langt der er til det nærmeste element i de enkelte temaer. Således skal der f.eks. udarbejdes et tema, som angiver, hvor langt der er til den nærmeste skole.

Til at beregne afstanden fra de enkelte elementer i temaerne anvendes funk-tionen euclidean distance. Funktionen måler en retliniet afstand fra hver celle til det nærmeste element i temaet (f.eks. en skole). Den målte afstand er fra cellecentrum til cellecentrum [ESRI, 2002]. Inputtet til metoden euclidean distance kan både være features20 og raster. Inputdataene består af både polygontemaer og punkttemaer. Outputtet fra euclidean distance er et rasterdatasæt.

Figur 10 viser de nødvendige trin,

som skal foretages før selve den væg-tede overlay analyse.

LøsningsforslagDet primære mål for løsningen hvor-skaljegbo.dk er at implementere de fremkomne resultater fra analysen og gøre dem tilgængelige på internettet. Hermed eksemplificeres det, hvorledes GIS-analysefunktionalitet kan anvendes på internettet i sammenhæng med bo-ligsøgning. Løsningen søger at udnytte den funktionalitet, der opnås igennem resultaterne for den enkelte bruger.

Jævnfør resultaterne fra analysen udfører brugeren en områdeanalyse, som giver vedkommende et bud på, hvor det ville være optimalt for den enkelte person at bosætte sig. Ana-lysen kan foretages med forskellige forudsætninger. I relation til studiet er det svært for de mange kandidater, der har fået arbejde på Sjælland, at afgøre i hvilket område, de vil bosætte sig. Resultatet er, at de fleste lejer sig ind

20 ESRIs begreb for temaerne i ArcGIS som enten kan være et punkttema, linjetema eller et polygontema.

først, fordi de simpelthen ved for lidt om området, hvori de skal arbejde. Et andet tilfælde kan eksempelvis være en familie, der er usikker på, om det kan lade sig gøre at bosætte sig i en landsby udenfor Aalborg. Disse to ek-sempler har det tilfælles at, løsningen kan hjælpe de boligsøgende. De har via hvorskaljegbo.dk mulighed for at finde det optimale område at bosætte sig i, i forhold til de krav og ønsker de har.

Løsningen kan vise mulige boligem-ner indenfor de fundne områder fra boligsiden.dk, men hvad nu hvis der ikke er nogen boliger til salg i områ-det? De eksisterende løsninger giver kun mulighed for at oprette meget simple søgeagenter, og disse er ikke særligt detaljerede. Derfor inkluderer løsningen hvorskaljegbo.dk en slags nytænkning.

Via den simple indgang foretages områdeanalysen først. Herefter vises kortet dynamisk i midten. Ændres der

Figur 11: Principskitse for hvorskaljegbo.dk. Til venstre er det muligt at undersøge om der er boliger til salg fra de andre bolighjemmesider,

og det er muligt at tænde de enkelte lag. Herudover er det muligt at vælge hvilket baggrundskort, der skal vises. Til højre ses vægtningen

der kan foretages af de enkelte temaer, og i midten ses det resulterende kort.



284

på nogle parametre under områdeana-lysen skifter kortdelen udseende dyna-misk. Kortdelen udpeger de områder, som opfylder de indstillede vægte i områdeanalysen. Resultatet er et kort

med pålagte dannede flader, jævnfør resultaterne fra analysen. Dermed kan brugeren aflæse af kortet hvilke områder, der ville være optimale at bosætte sig i.

Hvorskaljegbo.dkNedenstående er fra hjemmesiden http:/hvorskaljegbo.dk som forsøger at vise princippet bag analyserne og konceptet.

Figur 12: Køber indgangen til hvorskaljegbo.dk.


| BOGOMTALER |

285

Bogomtaler

Esrum Kanal af Bendt Friis.

Omkring år 1800 boede der vel 50-100.000 mennesker i og omkring København. Dengang, som nu, var der energikrise. Datidens energi var brænde, og en meget stor del af det brænde, som skulle anvendes i København, skulle komme fra de nordsjællandske skove. Som det er de historiebevidste af os bekendt, var den økonomiske situation i Danmark i en elendig forfatning. Det havde medført, at vejene til Nordsjælland var meget dårlige. Datidens transport foregik med hestevogn, og som det fremgår indirekte af ”projekt Esrum Kanal”, var hestevognstransport meget dyr.

Det var baggrunden for, at tanken om Esrum Kanal blev født. I 1793 an-modede Rentekammeret Capitaine og Landinspecteur Diderich Adolph von der Recke (1755-1816) om, at foretage et nivellement fra Esrum Sø til Nivå og fra Esrum Sø til Dronningmølle, med det formål at undersøge, om der på en af disse strækninger med rimelig bekost-ning, ville kunne graves en kanal ”til Brændes Nedflodning til Stranden”.

Beslutningsprocessen var heller ikke så hurtig dengang, men i 1801 er be-slutningerne taget af en dertil nedsat kommission. Forinden havde von der Recke udarbejdet et projekt, og i et brev fra december 1801 lover Recke, at kanalen er færdig i 1804 for et beløb indenfor 60.000 rd. Begge løfter holdt han. Kanalen skulle være ca. 9 km. lang.

I de følgende år arbejdede der 300 – 400 mand med skovl, spade og tril-

lebør. Daglønnen var ½ rigsdaler til hver mand.

Afvandingen af Esrum Sø sker i søens nordlige ende ad Esrum Å, som ikke må forveksles med Esrum Kanal. Kanalen skulle bruges til transport og ikke til afvanding. Det betød, at kanalen skulle være uden fald således, at vandet stod næsten stille. Da der er ca. 9 m´s fald fra vandoverfladen i Esrum Sø til havet,

Nordlig del af Esrum Sø med Esrum Kanal mod øst, Esrum Å mod vest og Dronningmølle

ved havet.

måtte der indbygges et fald kaldet ”Væltningen”, hvor brændet blev om-lastet fra den øvre kanal til den nedre kanal, der førte til Dronningmølle.

En skoleelev skriver i 1933 i Nordsjæl-lands Venstreblad om kanalen på baggrund af fortællinger fra hendes bedstefar, der i sine unge år var pram-dreng, og styrede hesten inde på land, og hendes oldefar, der var pramfører:


| BOGOMTALER |

286

“…Inden Gribskovbanen blev anlagt, var det ikke saa let at føre Brænde fra Skoven ind til København. I 1802-05 blev der gravet en Kanal fra Esrom Sø ud til Kattegat, den blev brugt til Brændetransport. Det første stykke af Kanalen var gravet dybere end det sidste Stykke, og det kaldtes den store Kanal, her blev Brændet transporteret i en stor Pram. Det sidste Stykke blev det transporteret i mindre Pramme.

I Skoven blev de store Bøgetræer fæl-det og kørt med Hestekøretøjer ned til Brændepladsen ved Søen. Fra disse var der Broer ud i Vandet, hvor fire Mand trillede Brændet ud til Prammen. Hver Mand kunde trille en Fjerdedel Favn ad Gangen. Det var meget svært Arbejde; men de fik også en Rigsdaler om Dagen, som dengang var en meget stor Dagløn.

I Prammen kunde der være 25 Favne Brænde ad Gangen. Prammen blev trukket af to Heste i et Tov, som var 80 Favne Langt. Inde paa Land gik en Pramdreng og førte Hestene. Prammen blev styret af en Mand, som kaldtes en Pramfører.

Naar de naaede til Sølyst med Pram-men, hvor Kanalen begyndte, blev Tovet byttet med et kortere, og de sejlede ned ad Kanalen, til de kom igennem Snevretskoven. Her begyndte den nederste Kanal, som laa lavere end den øverste, saa der dannedes et Vandfald. Her var lavet et Slæbested af Tømmer, som Brændet kunde glide ned af, og det blev saa læsset i mindre Pramme.

Ved Slæbestedet laa en Stampemølle, som blev drevet af Vandet i Kanalen. Her blev Hærens Tøj renset og Stampet. De smaa Pramme blev bundet sammen tre og tre. Der kunde være ti Favne i hver. De blev trukket af to Mænd, som maatte gaa inde paa Land, fordi der var saa sumpet og blødt, at det var umuligt for Hestene at gaa her.

Naar Brændet kom ned til Hulerød Strand, blev det læsset af Prammene og stablet paa Stranden. Herfra blev det kørt ud til Vandet paa Vogne, saa langt Hestene kunde bunde. Saa blev Brændet læsset i smaa Skibe, som sejlede ud til større Fartøjer, hvor det til sidst blev læsset paa for endeligt at blive sejlet til København……”

Det fremgår af von der Reckes indbe-retninger til Rentekammeret, at han

Brændets sidste omlastning før København på stranden ved Dronningmølle.

Brændet er nået til København. Christiansborg før branden i 1884 ses i baggrunden.

var stolt af sit værk. Til trods for eng-lændernes herredømme over Øresund og mandskabsmangel i skovene med væsentlig nedsat udskibning af brænde til følge, kunne von der Recke beregne, at kanalen ville have tjent sig selv hjem to gange i 1812. Forventningerne til mængden af brænde, som skulle transporteres ad kanalen, var store, men forventningerne blev dog aldrig indfriet, - ikke på grund af kanalen, men fordi det ikke muligt at skove mere


| BOGOMTALER |

287

brænde. Man nåede således aldrig de 5000 favne brænde, som var baggrun-den for kanalens budgettering.

En favn brænde er som bekendt 3x3x1 alen (3,5 m3). I brændværdi må 5000 favne brænde svare til omkring 7 mil. liter olie, eller hvad måske 3.000 hus-stande bruger til opvarmning af et par-celhus i dag. Dengang blev en betydelig del også brugt til madlavning.

I 1873 ophørte brugen af kanalen helt efter, at jernbanen var kommet til Nordsjælland.

Bogen ”Esrum Kanal” er kommet til ver-den på initiativ fra en redaktionskomité bestående af Svend Balslev (KVL 1949), Lars Bjørn Madsen, Anders Monrad Møller, Niels Richter-Friis, Lars Toksvig og Søren Widding. Derudover har Bendt Friis’ søn, Niels Christian Friis, skrevet et kapitel om sin far og kanalen.

Cand. jur. og theol. Bendt Friis (1908-1994) havde allerede fra 1920 begyndt at interessere sig for Esrum Kanal, og havde igennem hele sit liv, dog med visse pauser, indsamlet materiale om Esrum Kanal. Interessen blev vakt med udgangspunkt i familiens sommerhus i Villingebæk ved Dronningmølle.

Fra 1940 begyndte forfatteren mere systematisk at indsamle materiale til bogen. Kildematerialet blev hentet i Geodætisk Institut, Matrikeldirektora-tet, Hærens krudtværk i Frederiksværk, Hærens arkiv samt Rigsdagens arkiv. Fra 1946 blev et sammenhængende manu-skript påbegyndt. Det er disse arbejder, redaktionskomitéen har færdiggjort ved udgivelsen i 2006.

Det er en meget flot bog, der er kommet ud af redaktionskomitéens arbejde. Den indeholder et væld af billeder og gamle kort, som glæder en

gammel landmåler. Derudover indehol-der bogen en enestående samling af kildemateriale om Esrum Kanal, hoved-sagelig hidrørende fra korrespondancen med Rentekammeret.

Bogen fremstår som et fragment fra samtiden. Det har givetvis også været redaktionskomitéens mening. Som historisk interesseret kunne det dog have været interessant, hvis kanalens historie havde været sat mere i rela-tion til samtiden, såvel nationalt som lokalhistorisk.

Jeg kan dog uden forbehold varmt anbefale, at I anskaffer bogen. 240 sider i stort format, 199,- kr. (ISBN: 87-88393-25-9)

Jens Bruun AndersenDecember 2006

En kort omtale i et bogkatalog bragte mig på sporet af den af Landbohistorisk Selskab i 2005 udgivne flotte gennemil-lustrerede bog.

Bogen er en omarbejdelse af en Ph.D.-afhandling. Den er en historisk-geografisk undersøgelse af inddæm-ningsvirksomheden i Danmark.

Der er ifølge forfatteren inddæmmet 146 havarme med 45.382 ha ved Danmarks kyster.

“Inddæmning foretages ved at afskære en fjord eller vig fra havet med en dæmning og derefter tørlægge arealet ved pumpning”.

Til trods for denne definition er Lam-mefjorden og Kolindsund ikke omtalt i bogen. Jeg forstår det ikke, og jeg vil tænke over det næste gang, jeg kører ad rute 21 ved foden af Audebodæm-ningen eller er det -diget?

De Inddæmmede Landskaber

Bogen omhandler inddæmningsvirk-somheden i hele Danmark med grundig omtale af inddæmningerne på Nordfyn fra Bogense til Kerteminde. Forfatteren har opdelt inddæmningsvirksomheden i fire hovedperioder:

Pionertiden 1750-1830, Den store Inddæmningsbølge 1830-1890, Kon-solideringsperioden 1890-1940 og Velfærdsfasen 1940-1970.

Bogen er interessant kulturhistorie og lokalhistorie. Selv uden kendskab eller tilknytning til Nordfyn har det været god læsning. Et væsentligt bidrag hertil har været de mange gode illustrationer i form af kort og fotografier.

Om den anvendte metode skriver forfatteren, at den er “præget af den traditionelle og moderne historiske-geografiske tradition, dog forhåbentlig

uden at være blind for mere men-tale (potmoderne) forklaringer”, og at kortbladanalysen “kan betegnes som kronologisk historisk-geografisk” under anvendelse af sund fornuft.

Bogen behandler også det inddæm-mede landskab som kulturmiljø, der “er et udsnit af landskabet, der er udpeget og afgrænset, fordi det er værdifuldt ud fra bestemte kriterier”.

Behandlet er: Grøfter og kanaler, dæmninger og diger, pumpeanlæg, mindesten og som sidste parameter: Historisk benyttelse.

Det kan naturligvis ikke undgås, at landinspektører og af landinspektører kendte kulturteknikere er omtalt i bogen.

Omtalt er: Lars L. Bentzon (1833-1893), Peder Bernd Feilberg (1835-


| BOGOMTALER |

288

1925), Aage Johannes Feilberg (1873-1943) og Caspar Ludvig Feilberg (1881-1957).

Aage og C.L. Feilberg var forfattere til de lærebøger, mange landinspektø-rer har læst ved KVL.

Størst omtale har naturligt nok Povl Bentzon (1858-1943, KVL 1885). Forfat-teren kategoriserer i øvrigt landinspek-tører som “forholdsvis højtuddannede folk”, hvis “oplysningsniveau ikke er ensbetydende med, at deres udsagn kan tages til indtægt som rene og sandfærdige beretninger”.

Så er det skrevet!

Nu skal man som bekendt ikke kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Bogen skæmmes af flere stenkast.

Allerede på bogens side 4 anføres Kort- og Matrikelstyrelsens postnum-mer som 200. Det er som bekendt 2400.

I bogen jongleres med betegnel-serne: forhold, målestok, målforhold

og skala. En gennemgående ens be-tegnelse havde pyntet.

Aage Johannes Feilberg er ikke født i 1881, men i 1873. Her er som i andre tilfælde ikke anført dødsåret, der var 1943.

Årstallene for omtalte personers fødsel og død er ellers tilstræbt an-ført.

Forfatteren omtaler de “sænkninger”, der sker, når arealer udtørres. Et bedre udtryk - og rigtigere - udtryk havde været “sætninger”.

Om initiativ til inddæmninger skriver forfatteren: “Drivkræften var ikke alene landbrugere ...”. Et bedre udtryk havde været “Drivkraften”.

Et af bogens meget interessante af-snit er om “Matrikulering af det nye land” og den (bevidst?) manglende matrikulering.

Fra 50 års skattefrihed, siden 20 års og fortsat, fordi man fra centraladmini-

strationens side glemte ophøret. Ved matrikuleringen var problemer

med naboskal i det inddæmmede areal og med fastlæggelse af den gamle, forsvundne kystlinie. Fra Indenrigsmi-nisteriet via amtmanden og herreds-kontoret ender problemerne hos en politiassistent, der besigtiger arealet og udfærdiger en rapport.

Politiassistenten kendte hensigten, og i rapporterne er der ingen ende på, hvor elendige arealerne er: “en stor Del staar under Vand og i øvrigt kun bevokset med Rør eller andre næsten værdiløse Planter ...”.

J. Staunskjær

Morten Stenak: De inddæmmede Landskaber. En historisk geografi. 272 sider i A4-format med et kort i lomme. 348 kr.

Bogsalg: Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup, Randersvej 4, 8963 Auning.

Du

vil v

ære

med

til

at b

ane

veje

n fo

r sa

mfu

ndet

s ud

vikl

ing

inde

n fo

r ej

endo

msd

anne

lse,

infra

stru

ktur

og

kom

mun

ika-

tion.

Du

kan

se d

et f

ornu

ftige

i at

ska

be r

esul

tate

r ge

nnem

di

alog

.

Du

bræ

nder

for

at r

ådgi

ve o

m u

dsty

knin

g og

eje

rlejlig

hede

r, fa

stlæ

gge

skel

, un

ders

øge

serv

itutt

er,

udar

bejd

e pr

ojek

te-

rings

grun

dlag

, af

sætt

e pr

ojek

ter,

opm

åle

husl

ejea

real

er o

g ud

arbe

jde

leje

mål

spla

ner.

Vi e

r de

t st

ørst

e la

ndin

spek

tørfi

rma

og b

land

t de

ti s

tørs

te

tekn

iske

rådg

ivni

ngsfi

rmae

r i D

anm

ark

med

ove

r 200

ans

vars

-be

vids

te m

edar

bejd

ere.

Vi

sikr

er d

in k

arrie

re o

g gi

ver

dig

mul

ighe

d fo

r at

arb

ejde

ind

en f

or d

e om

råde

r, du

bræ

nder

for

. Læ

s m

ere

på w

ww

.le34

.dk,

rin

g om

yde

rlige

re

info

rmat

ione

r og

sen

d di

n an

søgn

ing

til:

Bal

leru

p:Jø

rgen

Ban

g Ja

kobs

enTl

f. 77

33 2

213

jbj@

le34

.dk

Tårn

by:

Lars

Vog

nsen

Chr

iste

nsen

Tlf.

7733

228

6lv

c@le

34.d

kFr

eder

ikss

und:

Dor

te E

llega

ard

Tlf.

7733

222

7de

@le

34.d

kO

dens

e:S

øren

Bra

ndt P

eder

sen

Tlf.

5131

421

6sb

p@le

34.d

kÅ

rhus

:Je

ns T

. B. M

adse

nTl

f. 87

34 5

416

jbm

@le

34.d

kR

ande

rs:

Villy

Fin

kTl

f. 87

12 3

117

vkf@

le34

.dk

LE34

Ske

l & E

jend

omm

eV

i sik

rer

6 ny

e la

ndin

spek

tøre

rs k

arrie

re

Afsender:

Den danske Landinspektør-

foreningLindevangs A

llé 42000 Frederiksberg

Trimble R8 GNSS– ny revolutionerende RTK GPS

Et lille teknologisk bump- et stort skridt for landmåleren

GEOTEAM •••• Energivej 34

2750 Ballerup •••• Tlf: 77332233

www.geoteam.dk •••• www.gpsnet.dk

Trimble R8 GNSS- ny RTK GPS

Trimble har gjort detendnu en gang – væretførst med det nye.

Den nye RTK-motorgiver initialiseringstiderpå bare 7 sekunder medbrug af korrektioner fraGPSnet.dk

R8 GNSS er forberedt tilfremtiden. Den kantracke alt hvad der findespå himlen af navigations-signaler – og lidt til.GPS L1/L2, L2c, L5 samtGLONASS L1, L2.Desuden EGNOS WAASDGPS.

Nyd den alene eller viaBluetooth sammen medTrimbles fremragendelandmålings-computereACU, TCU eller TSC2.

Fås med indbyggetradiomodem – der bådekan modtagekorrektioner fra en lokalbase og kan sendekorrektioner som en heltledningsfri base.

Og naturligvis også medinternt GSM/GPRSmodem.

Det interne batteri kan letudskiftes og bare to stk.giver kraft til en dagsarbejde.

Vil du logge data tilpostprocessing kan detske i 11 Mb internt lager.

Documents

N R . 1 | J A N U A R 2 0 0 7 - ddl.berightthere.dkddl.berightthere.dk/sites/default/files/ddl-files/files/Landinspektren_2007_bind43... · Redaktionsudvalg: Søren Ellegaard, Niels