1  

Mødet med Jørgen Leth Jeg er Jørgen Leth. Jeg er ikke Marlon Brando, og jeg har ikke spillet med i Apocalypse Now, hvor jeg sidder og køler mit hoved med vand. Jeg kunne have startet denne artikel med et fængende citat eller en billedskabende beskrivelse af Jørgens lejlighed på Gothersgade i København. En indledning, der præsenterer vinklen. Kridter banen op. Viser det væsentligste. Men det gør jeg ikke. Det har jeg ikke gjort. Det har jeg fravalgt. Af Lars Düwel Der går en del tanker igennem ens hoved, når man står op om morgenen og ved, at man senere på dagen skal interviewe Jørgen Leth. Med eksklusive livsstandarder og nydelse af det selv samme. Der tonser adrenalin gennem kroppen, når ens telefon ringer et par minutter senere og der på skærmen står: Jørgen Leth ringer. Kan du forestille dig det? ”Ja hej Lars, det er Jørgen Leth.” Det er fedt. Det er fandme fedt. Når man så endelig står der, på Gothersgade i København, hvor Livgarden dagligt marcherer gennem gaden, og ser op på den tronende askegrå bygning, der tårner sig op nærmest hen over en med nummeret 101 stående over porten. Der kører det. Kommer ind i gårdhaven, taster Jørgen Leths nummer på telefonen, og han forklarer en, hvordan man bestiller elevatoren ned, så skal han nok sørge for, at man ender på den rigtige etage. Elevatoren kører langsomt op, den stille summen af en tydeligvis uberørt elevator, indtil den brat stopper. De to døre skiller sig ad i to perfektskårede halvdele og fortæller, at det er nu man skal gå ud. Ud på jernafsatsen, broen der fører til Jørgens hoveddør. Man banker på, et langt og to korte, og afventer. Skimter ind gennem ruden og håber på, at man ikke virker for nysgerrig, for begejstret, for nervøs, for amatøragtig. En skikkelses skygge viser sig gennem ruden, det er ham, han åbner døren og hilser på en. Han virker desillusioneret, som om han lige er stået op. Han virker ikke som en person, der har haft adrenalin i kroppen hele dagen. Han viser mig ind i lejligheden. Og hvilket syn. På mange måder stærkt overraskende, men kun fordi at jeg har haft en forestilling om, at Leths lejlighed minimum ville indeholde tre knitrende pejse, fire fjantende stuepiger og vægmalerier til flere millioner kroner. Men det gør den ikke. Det er en ét-værelses, hvor der ovre i hjørnet er opstillet en seng med et fjernsyn foran, et kombineret soveværelse og stue, mens der i køkkenet står forskellige tallerkner og bestik. Tomme vinflasker. Et spisebord, der ikke bare flyder over på almindelig vis, men hvor man ikke ville kunne fastsætte, hvilken farve bordet har, medmindre man gravede det frem. Aviser, en Macbook Air, A4-sedler spredt ud og bøger i stabler. Dette er hans rodede hotelværelse i Danmark, hvor han dog ikke behøver at stemple ind først i receptionen. Hvor der ikke kommer en rengøringsdame hver morgen og reder hans seng. Dette er et midlertidigt tilholdssted med vand, varme og elektricitet, når han ikke er i sit hjem i Haiti. Et sted hvor jeg er sikker på, at der minimum er tre knitrende pejse, fire stuepiger og vægmalerier til mindst flere millioner kroner.

  2  

Jeg sætter mig til bords og får serveret opvarmet vand med kaffepulver i. Jørgen har købt alle dagens aviser for at være forberedt til dagens interview om journalistik. Hans stemme virker træt, ugidelig, måske havde han forestillet sig at skulle lave noget andet denne frieftermiddag end at sidde og snakke med en journalistikstuderende. - Jeg køber altid Herald Tribune. Jeg køber sjældent BT, sjældent. Jeg køber ikke Ekstra Bladet. Jeg synes sommetider, Politiken er god, jeg synes sommetider, Information er god. Jeg synes altid, at Herald Tribune er god. - Hvad er det for en avis, siger du? - Herald Tribune selvfølgelig, verdens bedste avis. Jeg nikker febrilsk. Jeg prøver at overbevise ham om, at det er en avis, som jeg nærmest er vokset op med, selvom jeg aldrig har hørt om den. - Og den er jo meget skæg at sammenligne med. Det er jo typisk. De historier på forsiden er alle sammen værd at læse, ALLE SAMMEN, nærmest brøler han til sidst, mens han blafrer med Herald Tribune-avisen. - Det er jo sjældent, at det er sådan i danske aviser. Jeg bliver sikkert stenet for at sige det, men for eksempel så er jeg jo aldrig en mand, der interesserer sig særligt meget for økonomi. Men pludselig så er økonomi spændende, pludselig bliver det vanvittig spændende som en gyser. - Men er det så på grund af måden, den er skrevet på? - Ja, det er måden, de skriver jo meget bedre. Der er mange, der slet ikke er stilister, der ikke kan stave. Det er grasserende at læse. Del 2 Jørgen Leth, der tilbage i 60’erne skrev for dagbladet Aktuelt, famler efter, hvad jeg er ude efter. - Jeg ved ikke rigtig, hvad udgangspunktet er, siger han. Jeg griner fjollet og prøver at skitsere kort, hvad den umiddelbare tanke med interviewet er. Det er dog svært at fokusere fuldstændigt. Jørgens dybe brune øjne stirrer stift på en og man føler sig lidt umyndiggjort, for dårlig forberedt, for tidligt kasseret i et ustyrligt hovedspring. Man sidder bare

  3  

der og den manglende forberedelse skriger ud af de flakkende øjne. Men efter et par mindre forvirringer og forklaringer rammer vi pludselig noget. - Hvilken retning ville du mene, at journalistikken går? - Ja, den går jo i retning af rugbrød ikk’? Den går i retning af kedelighed og rugbrød. Altså manglende lyst, som om journalisterne er for pressede, som om de kun lige skal have historien med. At skrive den, det er mindre vigtigt. Der mangler ofte det sidste. Den sidste gnist, som kunne gøre forskellen. Jørgen rejser sig langsomt op, mens han snakker videre om en artikel i Weekendavisen fra sidste uge, hvor der var et godt stykke journalistik. Bevæger sig roligt over imod sin seng, hvor madrassen er dækket af aviser. Sover han ligefrem med aviserne eller bogstavelig talt oven på dem? - Ja, det var denne her. Dobbeltfejl. Har du læst den? - Nej, dog ikke lige den der. Men hvorfor er det god journalistik? - Fordi man kan mærke, at der er en person bagved. Han har erfaring. Han er godt garvet. Han er ikke blevet for kynisk, men han er i stand til at gennemskue de ting, der sker. Pludselig bliver indenrigspolitik interessant, når en mand som ham kan skrive så fantastisk om det. Så bliver det pludselig Nå for satan, Nå. Ellers så gider jeg overhovedet ikke se de der personer Annette Wilumsen og hende A a a Astid Krag. Det gider jeg overhovedet ikke. De beskyldninger, der kommer, det er trivielt, det mudderkastning, der foregår i tabloidpressen, det er trivielt. Men det her, det er interessant, fordi det er hamrende godt skrevet. Prøv at hør den her indledning. Jørgen begynder at læse op af artiklen Dobbeltfejl af Hans Mortensen. Undervejs stopper han op. - Læg mærke til sproget. Der er ingen overdrivelse, det kører ikke skævt eller hysterisk. Det er meget cool. Jeg synes, der skal en stor coolness og viden til at skrive politiske reportager, og den mangler jeg tit. Jeg ser den her hos Hans Mortensen. Han læser videre af artiklen Dobbeltfejl. - Det her, det giver mening, slår Jørgen fast, mens blikket rettes tilbage. - Det der er jo nærmest en fortælling? - Ja, det er en fortælling! Der har vi et nøgleord, udbryder han. - Skal der mere af den slags ind i den danske journalistik? - Det synes jeg nemlig er helt rigtigt, det er jeg glad for, at du siger det ord. Det ville være godt, hvis nogle af journalisterne, som har med de vigtige stofområder at gøre, som man må sige at det indenrigspolitiske drama trods alt har, men det forsvinder, det bliver ikke vigtigt, hvis det ikke er skrevet som en fortælling. Så bliver det ikke vigtigt. Hvis det bliver opløst til små daglige intrigere, så er det fuldstændig uinteressant. Men hvis det bliver skrevet ind i en fortælling, som Hans Mortensen viser her i sin reportage, så har man et stykke journalistik, der kan bruges til noget. Som kan informere, gøre en klar til at forstå hvad der sker. Og det er jo både underholdende og nyttigt. Kan du se det? - Ja, det kan jeg godt.

  4  

- Der er også nogle gode journalister på Politiken, men det her det er jo et eksempel på en personlig vinkling af det. Der er heller ikke to, der er sat på. Hvordan skal det kunne blive et personligt stykke journalistik, når man er to eller tre, der skal skrive det? Det fatter jeg altså ikke. Så bliver det en slags brugssprog. Hvis du læser den igennem grundigt, så kan man se hvor velskrevet, den er i de enkelte sætninger. Det kan jo ikke lade sig gøre med (Jørgen løfter dagens Politiken op og tæller antal journalister på forsidehistorien) en, to, tre journalister på en historie. Det kan det altså ikke. Trykket på ordet tre og stemmen bag det tyder på en tydelig forbløffelse og en smule forfærdelse. - Der må da være en, der tager ansvar for sproget! Det må da der være! Ellers er det avisens forpulede ansvar at sørge for, det er et godt sprog. Der opstår en lille kort pause i samtalen. Eftertænksomheden er begyndt at kunne spores i Jørgens mimik. Jeg kan mærke, at vi er begyndt at nærme os et betydningsfuldt og særdeles følsomt emne hos ham: Sproget.

- Og i formiddagsaviserne, der kører det bare løbsk. Der er det bare vulgært sprog. - Men man bliver vel også nødt til at tage højde for, at Weekendavisen kun udkommer en gang om ugen. - Ja selvfølgelig. Men jeg kan da huske, at det var sjovt at være på en avis i gamle dage. - Det tror du ikke, at det er i dag? - Det var da meget sjovere dengang. Der skulle man da ikke hjem før klokken 11 om aftenen. Altså hele den der demokratisering og menneskeliggørelse af arbejdstiden i journalistikken er fuldstændig til grin i dagbladene. Det synes jeg. Man kommer og man ér der, og man lever sit liv på avisen. Sådan var det for mig og for os dengang. Vi sad derude på aftenvagterne og hyggede os og sådan var det. Der var ikke noget med at gå hjem, siger han. Igen forekommer der en lidt længere pause, hvor der ikke bliver sagt noget. - Det er jo livet som journalist, vi

  5  

bevæger os ind på nu? - Ja, men jeg ved da, at alle mine gamle kollegaer og jeg, vi ryster på hovedet og siger: ”Jamen, de skal jo hjem. De skal jo ikke lave det færdigt, de skal jo hjem.” Og det kan jeg jo også selv høre, jeg er jo meget tit i kontakt med journalister, fordi at de vil snakke med mig om det ene eller andet. Og så hører jeg også altid, at det kun kan lade sig gøre indtil klokken 4 eller sådan noget. Hvad fanden er det for noget, fniser han og ler en smule. Jeg ler med og mærker en god stemning begynde at danne sig. Jeg forsøger at fange den og jonglere videre med den. - Jamen jeg bliver da gerne siddende her hele aftenen, hvis det skal være, siger jeg halvt og griner fjoget. - Ja ja, ja. Nu skal jeg altså ud at holde foredrag i aften, så det kan jeg ikke. Jeg skal med Rolf Sørensen til Roskilde, siger Jørgen og stemningsboldene falder dundrende til jorden. Del 3 - Jamen spørg videre, siger Jørgen Leth. Tempoet i samtalen er faldet en smule efter det forfejlede ønske om at sidde aftenen ud og fortsætte diskussionen hen over et glas Chablis. Jeg nødsvømmer derfor hen til én af de ting, som jeg har forberedt. Et uddrag af en artikel fra hans udsendelse i Cairo i 1963. Jeg læser et stykke op fra en politisk reportage under navnet Spioner i stedet for brød til Cairos fattige. - Skal jeg læse det op? -Ja, det må du gerne. - Cairo er en invalid by, dens overflade er metalhård, dens sjæl er forkrøblet af sult, frygt og løgn. Ude i ørkenranden står pyramiderne som uforgængelige vidner om en strålende fortid. Inde i Cairos betonjungle gælder jungleloven. Kun den, der er på vagt, klarer sig. Nutidsægypteren knurrer bag verdens mest professionelle hyklermaske. I alle kroge brøler Cairos millionhær af fattige, mens propagandamaskinerne pisker til dem, så fråden står dem om munden. Undervejs i oplæsningen bryder Jørgen ud i et grin over egen tekst. Fremragende. - Du skriver efterfølgende i en af dine bøger, at du ikke er vanvittig stolt af den prosa i dag. Hvorfor er du ikke vanvittig stolt af den prosa i dag? - Argh, ej, jeg synes, at den er måske lige i overkanten. - Men er det ikke netop det, som vi har siddet og sagt, at det er dér den rigtige journalistik kommer ind i billedet? - Jo, og jeg kan også se i min nye bog Kunsten At Gå På Gaden, hvor de der reportager er med i fuld udstrækning, at det holder sgu meget godt. Det synes jeg. Jeg ved ikke hvorfor, jeg tog afstand for det der. Jeg tænkte vel, at det var for for for svulstigt eller sådan noget. Tror jeg. - Men det er også mere det sproglige i det. Det her er jo en sproglig eksplosion nærmest. Det er måske også derfor, at du tager afstand fra det i dag. - Nej, jeg tager sgu ikke afstand fra det af, afbryder Jørgen. Det gør jeg sgu ikke. Jeg godkender den. - Men det, som der vel er det primære, er..

  6  

- Men det er jo et spørgsmål om smag, Lars. Det er et spørgsmål om, at man kan jo kun godkende det, hvis man ikke bliver svimmel af det, syg af det. Og når jeg selv læser det, så synes jeg, at det er okay nu. Men altså.. Det er.. Men det er jo ikke det samme som.. Jørgen Leth leder efter ordene, vi berører noget vigtigt nu. Betydningsfuldt. - Altså jeg mener, at der skal talent til simpelthen! Altså der skal være et minimum af talent, som kan gøre, at man kan sluge det. Hvis den der stiller sig op og skriver den slags subjektive reportager, som samtidig gerne skal fortælle om en tilstand i et land på en saglig og indholdsrig måde, så skal han være sikker på at være en god fortæller og på en måde, så redaktøren og læseren også kan se det. Kan opleve det. Det skal være sådan, at det kan opleves. Hvis man tager den frihed, som jeg tager mig der, ikke har talentet bagved, så er det noget lort. Så er det ikke til at holde ud. - Men det her er jo en subjektiv fortælling. Er der for lidt af det i dagens journalistik? - Ja, det synes jeg. Der er for lidt af det i dag. Men der er måske også for lidt talent. Man må jo veje det op med talent, hvis man skal dyrke den form for journalistik. Så skal der talent til. Så nytter det ikke noget, at man ikke kan skrive. I gamle dage kunne man holde en avis, fordi man ville læse en bestemt journalist. Eller en stil. For eksempel ville man købe en avis, hvis Lasse Ellegaard var ansat. Det ville man. Man vil gerne læse Lasse Ellegaards sprog. Ikke bare hans artikler, men også hans sprog. Så bliver journalisten.. Jørgen kigger op i loftet, vejer sine ord og meninger. - Ja, det vil I sikkert møde meget

  7  

modstand mod, mit synspunkt her, at journalisten også kan blive attraktionen. Også kan blive grunden til at man køber en avis. Jungletrommer begynder at buldre fra Jørgens bukselomme. Han tager sin mobiltelefon frem og besvarer opkaldet. - Hallo. Ja, jeg sidder lige midt i et møde Berit. Ja, godt, hej. Del 4 Interviewet begynder at nærme sig en time og dermed den afsatte tid. Det mørke vand i kaffekopperne er for begges vedkommende væk og fotografen har taget de nødvendige billeder. Jeg forbliver ved Jørgen Leths måde at bruge sproget på. -Det danske sprog har mange vidunderlige muligheder, netop fordi at det har færre gloser. Man kan arbejde mere lyrisk med glosernes betydning. I hvert fald i lyrikken. Men jeg sad og tænkte på noget andet. Nu har jeg jo i mange år skrevet politiske reportager for Information og Politiken om situationen i Haiti. Og der skriver jeg på min måde. Jeg fortæller alt det, der er nødvendigt at fortælle rent faktuelt. Men jeg skriver det som personlige lyriske kommentarer af situationen. Og det er ikke sådan, at jeg kan koble det til eller fra. Det er ikke sådan, at nu vil jeg skrive en, der er helt tør, helt uden person, det gider jeg ikke, det kan jeg ikke, det er næsten naturstridigt. Jeg må jo skrive med det sprog, jeg har, og det sprog er mit personlige sprog. Og det gør så, at de reportager, der har været gennem årene, alle sammen er meget personlige artikler. Jørgen gestikulerer lystigt med armene, laver forklarende fagter i luften, mens hans blik ikke på et eneste tidspunkt bryder øjenkontakten. Det er skræmmende og fascinerende. - Som I kan se, rammer I jo virkelig en, der tror på papiravisen. - Papiravisen, hvad er det? Hvad er forskellen mellem en papiravis og artikler på nettet, jamen det er vel i princippet sproget? - Ja, udbryder han. Stilhed i rummet. Jørgen fastholder blikket. - Det er jo det! Det virker som om, at artiklerne på nettet er mere udsat på sproget end i papiravisen. Efter min mening. Og jeg kan jo allertydeligst se det på Politiken. Jeg kan simpelthen ikke forstå, der er så kæmpe stor forskel kvalitetsmæssigt på det, der står i gratis artiklerne og de rigtige artikler. Hvad fanden er det for noget? Det er jo en måde at sælge ud på af journalistikken selv. Det er en måde at forringe jeres erhverv på, siger han og læner sig tilbage i stolen. Del 5 Fotografen bevæger sig rundt om bordet. Knips, knips, knips, Jørgen Leth er professionel, erfaren, han lader sig ikke distrahere. - Hvis det råd, der ligger i det, skal frem, så må det jo være, at man er i situationen og oplever den i alle detaljer. Konkret. Lader sig påvirke af de ting, man ser. Sørge for at få dem alle sammen med.

  8  

Der er ingenting, der er mindre vigtigt end nogle andre i den situation, man beskriver. Man må prøve at få det hele med. Jørgen sidder stadig afslappet tilbagelænet i kurvestolen, hans venstre pegefinger berører let næsetippen, mens kan koncentreret fokuserer sit blik. Opmærksom og overvejende. Han har en grå sweater på. - I skal engagere jer personligt. Ligesom jeg siger til folk, der skal lave film, I skal lave personlige film. Lav ikke noget, som I ikke er fascineret af. Det kan selvfølgelig være svært, hvis man er ansat på en avis, men så må man prøve at gøre det personligt, så man kan genkende en journalists stil. Hvis man mærker en tone, så er der et hook i det hos læseren. Hvis jeg begynder at læse en artikel, som jeg synes tænder, som har sproglige glansser, energi, sproglig appetit, så får jeg som læser appetit til at læse artiklen. Så er det ikke historiens indhold som sådan, der får mig til at læse den. Så bliver det ikke pligtstof, så bliver det noget, der er lystfuldt at læse . Det er det, man skal sigte imod. At man appellerer til læseres lyst. Det er enormt godt, hvis man kan genkende en journalists stil. Jørgen hiver igen fat i avisen Herald Tribune og vifter med den i luften. - Det kan jeg se i den her fantastiske objektive avis. Der kan jeg godt se, at der kan de få presset noget personligt ind, selvom de skal skrive om nogle virkelig alvorlige ting. Men altså.. - Og det er igennem sproget simpelthen? - Ja, det er sgu igennem sproget. - Og hvordan ville du mene, at sproget skal være, hvis man skal kunne identificere en journalist igennem sproget? - Der skal være en tone. Det må ikke være ligegyldigt, det må ikke være fladt. Der skal være en snert af noget. Man kan jo prøve at starte ret skrapt med en eller andet sætning. Det er mit eget råd til mig selv, når jeg skriver bøger. Og jeg skriver jo bøger, som jeg skriver artikler. Jeg skriver kapitler, som om det er en ny artikel i virkeligheden. Og det afgørende er, at jeg finder den første sætning. Og så kaster jeg mig ud i den. Den første sætning må gerne være lidt mærkelig. Lidt absurd. For eksempel med den her bog, der manglede jeg at samle det hele op efter den frygtelige tid i Haiti. Og så sad jeg sammen med min søn Asger og sagde til ham: ”hva’ fa’en altså, jeg ved sgu ikke, hvordan jeg skal skrive det sidste der.” Øøhh. Så siger han til mig: ”skriv det, som det du kan lide ved Apocalypse Now.” Og det er en film, som jeg elsker og har set 20 gange måske. Og så skrev jeg, jeg er Marlon Brando. Og så kører den på det. Det er jo en fuldstændig absurd måde at starte et kapitel på om situationen i Haiti. Jørgen Leth holder bogen åben og læser op. - Jeg er Marlon Brando, der sidder og køler mit hoved med vand, som mine store hænder har løftet fra et fad og derefter lader de spredte fingere danse hen over kraniet. Det er da Captain Willard for første gang møder Colonol Kurtz i Apocalypse now. The horror, siger han og samler pege- og tommelfinger. - The horror.

  9  

Dørene deler sig igen. I to perfektskårede halvdele. Den stille summen af en stadig uberørt elevator fører en ned til jorden igen. Ud af porten, fortovet, trafikken brummer, biler holder for rødt, i den modsatte retning kører de over for grønt, og folk marcherer af sted på gaden i det indre København.