Marjane Satrapis Persepolis i et postkolonialt feministisk ...dansktegneserieraad.dk/DTR/wp-content/uploads/Persepolis-opgave... · Marjane Satrapis Persepolis i et postkolonialt

Marjane Satrapis Persepolis i et postkolonialt feministisk perspektiv

Eksamensopgave i Analyse og fortolkning

Agnete Skovmose Bay, 20111460 og Silja Møller, 20118376

1

Marjane Satrapis Persepolis i et postkolonialt

feministisk perspektiv




2

Indholdsfortegnelse

Indledning .......................................................................................................................................................... 3

Om valget af værk og forfatter .......................................................................................................................... 3

Motivation for valg af emne .............................................................................................................................. 4

Problemformulering .......................................................................................................................................... 5

Metodeafsnit ..................................................................................................................................................... 5

Teoriafsnit .......................................................................................................................................................... 6

Tegneserieteori .................................................................................................................................................. 6

Tegneseriedefinitioner ...................................................................................................................................... 6

Paneler, rammer, talebobler og sidelayout ....................................................................................................... 7

’Cartoon’, ’Closure’ og ’Braiding’ ....................................................................................................................... 7

Tegneserien og den grafiske roman .................................................................................................................. 8

Edward W. Said og Gayatri C. Spivak ................................................................................................................. 8

Handlingsreferat af Persepolis ......................................................................................................................... 10

Analyse af Persepolis ....................................................................................................................................... 12

Format og genre .............................................................................................................................................. 12

Systematisk nærlæsning af værket ................................................................................................................. 12

Stil og udsigelsesanalyse.................................................................................................................................. 18

Tegnestil .......................................................................................................................................................... 18

Paneler, rammer og sidelayout ....................................................................................................................... 19

Udsigelsesniveauerne i Persepolis ................................................................................................................... 21

Billedsiden i Persepolis .................................................................................................................................... 23

Konklusion ....................................................................................................................................................... 25

Perspektivering ................................................................................................................................................ 26

Litteraturliste ................................................................................................................................................... 29

Bilag A .............................................................................................................................................................. 31




3

Indledning

Der har i akademiske kredse traditionelt eksisteret en mistro over for massekultur og dermed nærmest

selvsagt også for tegneserier (Groensteen, 1999, s. 3). Kunst og litteratur er to udtryksformer man pr.

tradition helst har skullet holde adskilt. Den franske tegneserieteoretiker Thierry Groensteen taler om fire

begrundelser for dette. For det første drejer det sig ifølge Groensteen om, at tegneserien ofte er blevet

karakteriseret som en hybrid-genre, idet den indeholder en særlig fusion mellem narration og monstration;

at fortælle og det at fremvise (Groensteen, 1999, s. 20). Groensteen påpeger derudover, at

fortælleambitionerne inden for tegneseriegenren ofte synes at ligge i det sub- eller paralitterære, og at

tegneserien ofte har været i tæt relation til karikatur og humor. Sidst men ikke mindst nævner Groensteen,

at man ofte har karakteriseret tegneserier som børnelitteratur, og at det har haft afgørende betydning for,

at tegneseriegenren ikke er blevet taget mere alvorligt i en videnskabelig sammenhæng (Christiansen og

Magnussen, 2000, s. 7).

Fra 1970’erne, hvor Will Eisner i forbindelse med sin udgivelse af A contract with God første gang lancerede

begrebet ’graphic novel’, og frem til i dag har dette syn på tegneserien eller den grafiske roman dog ændret

sig. Dette skyldes især det seneste årtis mange anmelderroste grafiske romanudgivelser (Hjortshøj, 2007). I

dag ser vi en tendens, hvor tegneserier hverken behøver at være morsomme eller specielt rettet mod børn.

Den måske mest berømte grafiske roman er Marjane Satrapis Persepolis, som vi i denne fremstilling har

valgt at tage udgangspunkt i.

Om valget af værk og forfatter

Den iranskfødte Marjane Satrapi (f.1969) udgav i 2000-2003 værket Persepolis på fransk, men værket er

siden da oversat til en række sprog, heriblandt dansk. Persepolis er en selvbiografisk grafisk roman, der

omhandler forfatterens barndom, opvækst og ungdom, dels i Teheran under og efter den islamiske

revolution i 1979, men også hendes møde med den vestlige verden, idet hun som kun 14 årig i 1984 på

grund af krigen mellem Iran og Irak sendes på en fransk kostskole i Østrig af sine forældre. Efter at have

boet nogle år i Østrig vender Marjane Satrapi tilbage til Iran, hvor hun begynder at studere på

kunstakademiet i Teheran, og her begynder Marjane Satrapi bl.a. at reflektere over den undertrykkelse,

hun oplever i sit land.

”Heldigvis var der den anden halvdel. Lidt efter lidt lærte jeg studerende at kende, der tænkte som mig. Vi

mødtes privat, hvor vi stod model for hinanden… Endelig havde vi fundet et frirum. I starten var vi fem.




4

Senere… Og til sidst… Vi var mange flere, end jeg havde troet. Vores lærer blev glad for at se de

croquistegninger, vi havde lavet hjemme. Efterhånden som tiden gik, blev jeg bevidst om kontrasten mellem

det officielle billede af mit land og folks virkelige liv – det, som foregik bag murene.” (Satrapi 2, 2005, s.

154).

Persepolis blev i 2007 filmatiseret som tegnefilm. Både den grafiske roman og tegnefilmen er forbudt i Iran.

Marjane Satrapi bor i dag i Frankrig.

Motivation for valg af emne

Vi har i denne fremstilling valgt at beskæftige os med den grafiske roman og Persepolis i særdeleshed, da vi

mener, der er tale om et uhyre interessant værk af utrolig høj kvalitet. Marjane Satrapi formår i Persepolis

både ved hjælp af selve fortællingen, men også den naivistiske billedside i bogstaveligste forstand at trække

os – os forstået som vestlige læsere – med ind bag slørene på de iranske kvinder.

Marjane Satrapi behandler i Persepolis både tiden omkring den iranske revolution, vestens imperialisme og

tager i det hele taget udgangspunkt i udpluk fra hele den persiske historie. Et i princippet svært stof for en

udeforstående vestlig læser, men Marjane Satrapi griber det an på en tilgængelig og ofte ret humoristisk




5

måde. Persepolis behandler ligeledes universelle temaer som identitet, kærlighed, familie og hjælper os

dermed ikke bare til at forstå det iranske samfund ved at opfatte forskellene mellem Iran og Vesten, men

også til at erkende lighederne, og at vores fordomme om hinanden i høj grad går begge veje (Satrapi 2,

2005, s. 5). Et andet tema, som Marjane Satrapi behandler, er den religiøse fanatisme, der hersker i det

iranske regime og de konsekvenser, den har for især de iranske kvinders udfoldelsesmuligheder. Dette,

synes vi, er et yderst væsentligt tema, der samtidigt åbner op for en interessant

repræsentationsproblematik. For kan man overhovedet tale om, at Marjane Satrapi, i kraft af at have boet i

eksil i Europa i så mange år, stadig kan tale på iranske kvinders vegne? En anden interessant vinkel på

Persepolis er den måde, hvorpå Marjane Satrapi positionerer sig i forhold til de mere postkolonielle

aspekter. Altså forholdet mellem ’Orient’ og ’Occident’, eller i dette konkrete tilfælde mellem Iran og

Europa. I Persepolis spiller Marjane Satrapi nemlig flere gange på denne vestligt skabte orientalisme og på

den vestlige verdens fantasier om orienten (Said (1978), 2006, s. 24).

På baggrund af ovenstående problematikker er vi nået frem til følgende problemformulering:

Problemformulering

Ud fra en postkolonial feministisk læsning af Marjane Satrapis grafiske roman Persepolis ønsker

vi at undersøge forholdet mellem køn, krop, seksualitet og etnicitet i relation til tegneseriens

virkemidler.

Metodeafsnit

Fremstillingen er struktureret således, at vi efter vores redegørelse for valg af metode først vil belyse

opgavens teoretiske fundament. Her vil vi bl.a. inddrage nogle definitioner og begreber fra

tegneserieteorien, som vi har fundet relevante og anvendelige i forhold til den efterfølgende analyse af

Persepolis. Herefter følger et kort afsnit om den grafiske romangenre samt et kort afsnit omkring de

postkoloniale feministiske begreber ’Orientalism’ og ’the subaltern’, som Edward W. Said og Gayatri C.

Spivak taler om. Herefter følger et handlingsreferat af Persepolis og et afsnit omkring den systematiske

nærlæsning, vi har valgt at lave for at skabe os overblik over, hvor og hvordan temaerne omkring køn, krop,

seksualitet og etnicitet, og ikke mindst forholdene mellem disse, skildres i værket. Denne nærlæsning har

vi valgt at bringe et par eksempler på i selve opgaven, mens resten af nærlæsningen er vedhæftet som

bilag. Efterfølgende vil vi med afsæt i den valgte teori analysere Persepolis med udgangspunkt i format og




6

genre, stil og udsigelsesniveauer, samt undervejs inddrage temaerne køn, krop, seksualitet og etnicitet,

hvor det synes relevant.

Herudover skal det nævnes, at vi i fremstillingen har valgt at skelne mellem hovedpersonen Marjane i

Persepolis og forfatteren Marjane Satrapi. Når vi skriver Marjane henviser vi derfor til hovedpersonen i

Persepolis, og når vi skriver Marjane Satrapi til forfatteren.

Afslutningsvis vil vi i vores perspektivering kort komme ind på, om og i givet fald hvordan en grafisk roman

som eksempelvis Persepolis kan anvendes i folkeskolens ældste klasser.

Teoriafsnit

Tegneserieteori

For at komme nærmere et svar på vores problemformulering, og især spørgsmålet omkring tegneseriens

virkemidler og narration, mener vi, det er relevant indledningsvis at introducere et par

tegneseriedefinitioner samt nogle væsentlige begreber fra tegneserieteorien til brug for den senere analyse

af Persepolis.

Tegneseriedefinitioner

En række teoretikere har gennem årene forsøgt at løfte tegneserien ud af massekulturen og etablere

udtrykket som et kunstnerisk medie i sig selv med kunstnerisk potentiale på linje med film og litteratur.

Tegneserien som fortælleform repræsenterer et bredt udtryksregister, men til trods for dette eksisterer der

dog i tegneserieteorien en vis konsensus om, at tegningerne i tegneserien i en eller anden forstand skal

være forbundet handlingsmæssigt (Christiansen, 2001, s. 32). Til at definere tegneseriemediet anvender

Will Eisner betegnelsen sekvens-kunst (McCloud, 1994, s. 5), mens eksempelvis Pierre Couperie anvender

betegnelsen figurativ fortællekunst (Christiansen, 2001, s. 30).

Groensteen taler om, at tegneserien indeholder en ikonisk solidaritet, hvilket indebærer at billederne er

både adskilte og sameksisterende. Sidst men ikke mindst definerer den amerikanske

tegneserieserieteoretiker Scott McCloud tegneserien som ”et tidsmæssigt kort, en måde at erstatte tid med

rum, at kortlægge et tidsmæssigt forløb i to- eller tre- dimensionelle rum.” (Christiansen, 2001, s. 31).




7

Det er i denne fremstilling primært Scott McClouds og Thierry Groensteens definitioner og teori om

tegneseriens system, vi vil tage udgangspunkt i.

Paneler, rammer, talebobler og sidelayout

Thierry Groensteen taler om panelet som en grundlæggende enhed inden for tegneseriens system. Man

kan dog ikke tale om, at det er den mindste betydningsbærende enhed, da panelet ifølge Groensteen skal

ses som en del af et system eller noget større (Groensteen, 2007, s. 34). Inden for det enkelte panels

rammer kan man ligeledes finde mindre enheder, der bærer betydning, fx tekstbokse og talebobler.

Panelet er altså det enkelte tegneseriebillede inklusiv tekstelementer.

Rammen derimod er ifølge Groensteen det, der afgrænser panelet fra omgivelserne og giver det en

bestemt form (Groensteen, 2007, s. 40). Rammerne er ikke betydningsbærende i sig selv, men har en

betydning i forhold til betydningsdannelsen. Tegneserien er ligeledes karakteriseret ved, at helsiden er

opdelt i et vist antal segmenter, der adskiller den fremadskridende handling. Antallet af muligheder for

ændringer af billedstørrelsen af disse er næsten uendelig (Peeters, 1999, s. 28).

Et andet vigtigt element i tegneseriens system, som McCloud bl.a. taler om, er taleboblen. McCloud

beskriver taleboblen som den mest udbredte og komplekse af tegneseriens synæstetiske ikoner (McCloud,

1994, s. 134). Talebobler findes i utallige variationer. Nogle er verbale og er kendetegnet ved at forsøge at

fange eller efterstræbe det essentielle ved lyden, mens andre er karakteriseret ved at rumme symboler, der

dækker det non-verbale. McCloud kalder det tegneserieskabernes desperate forsøg på at skabe lyd i et

visuelt rum (McCloud, 1994, s. 134).

’Cartoon’, ’Closure’ og ’Braiding’

Scott McCloud bygger sin teori op omkring den præmis, at tegneserien gennem læserens indlevelse og

identifikation genererer mening. De to nøglebegreber, som McCloud introducerer i den forbindelse, er

’cartoon’ og ’closure’ eller mental sammenføjning (Christiansen, 2001, s. 32).

Ved ’cartoon’ forstås tegneseriebilledets forsimplede gengivelse af især personer med henblik på at øge

identifikationen hos læseren (McCloud, 1994, s. 36).

’Closure’ dækker over en mere kognitiv proces, hvor det er læseren selv, der skaber mening i tegneseriens

sekvenser ved at udfylde huller i narrationen (Christiansen, 2001, s. 32). Dette kan forstås ret bogstaveligt,

idet de huller, der bl.a. skal udfyldes, er repræsenteret ved mellemrummene mellem panelerne. Det er




8

altså ’closure’, der sætter læseren i stand til at forbinde panelerne og finde en narrativ sammenhæng fra

billede til billede.

Et andet interessant begreb, som Groensteen introducerer, er begrebet ’braiding’ eller sammenfletning.

’Braiding’ eller sammenfletning er et supplerende forhold, hvor panelerne eller blot fragmenter af dem kan

ses som værende en del af et netværk med andre paneler på tværs af deres lineære relationer.

“Braiding is a supplementary relation that is never indispensable to the conduct and intelligibility of the

story, which the breakdown makes its own affair” (Groensteen, 2007, s. 146)

Ofte kan der være tale om serier af paneler, der har en vis lighed, eller hvor det visuelle indhold er det

samme eller næsten det samme. Begreberne ’cartoon’, ’closure’ og ’braiding’ er alle relevante i forhold til

en analyse af Persepolis.

Tegneserien og den grafiske roman

Sat over for tegneseriemediet kan det være svært at opstille en decideret definition på den grafiske

romangenre, da grafiske romaner både kan være romaner, rejseskildringer og selvbiografier, som vi ser det

i Persepolis. Thomas Thorhauge beskriver i sin bog Graphic Novels, hvordan man måske i højere grad kan

tale om den grafiske roman som et format eller en materiel form frem for en egentlig genre.

Selv om det kan være svært at sige, hvad en grafisk roman egentlig er, kan man altså alligevel godt tale om,

at man kan bruge begrebet til at adskille formaterne. Eksempelvis kan der være tale om værker med en

æstetisk ambition eller værker, som adskiller sig fra de mere useriøse og fjollede tegneserier.

Begrebet ’graphic novel’ eller grafisk roman blev som nævnt i indledningen første gang lanceret i

forbindelse med Will Eisners udgivelse af A Contract with God i 1978 (Thorhauge, 2010, s. 3), da Eisner

netop havde svært ved at se sin bog, der behandlede alvorlige temaer, som en ’comics’ – det engelske ord

for tegneserier.

Edward W. Said og Gayatri C. Spivak

To teoretikere, der er oplagte at inddrage i forbindelse med en postkolonial feministisk læsning af

Persepolis, er den amerikanske professor Edward W. Said og den engelsk-bengalske professor Gayatri C.

Spivak.




9

Edward W. Said taler i sin bog Orientalism om tre betydninger af begrebet ’Orientalism’. Den første

betydning er den akademiske eller intellektuelle, hvor alle der underviser, skriver, forsker eller på anden vis

beskæftiger sig med Orienten så at sige kan betegnes som ’Orientalists’, der alle anskuer Orienten som et

objekt. Ifølge Said er betegnelsen dog ikke længere så udbredt i akademiske kredse, især som følge af det

tidligere 20’ende århundredes europæiske kolonialisme. I tråd med den akademiske er der også en mere

general betydning af ’Orientalism’. Denne mere generelle betydning bygger på en også mere generel

skelnen mellem ’the Orient’ og ’the Occident’ og har især været brugt af digtere, forfattere, filosoffer og

økonomer til at udvikle teorier og skrive bøger, der omhandler Orienten og de mennesker, der bor der.

Den tredje og måske også mest væsentlige betydning af begrebet ’Orientalism’, som Said taler om, er

’Orientalism’, som en vestlig skabt magtdiskurs, hvor det er Vesten, der så at sige” konstituerer den Anden,

men som ikke lader den Anden komme til orde.” (Said (1978), 2006, s. 26).

Denne magtdiskurs kan ifølge Said både forstås som en politisk magt, en intellektuel magt, en kulturel magt

og moralsk magt. ’Orientalism’ kan altså forstås som en vestlig definition eller en vestlig måde at tale om,

dominere, have autoritet over og fantasere om Orienten (Said (1978), 2006, s. 25).

”In a quite constant way, Orientalism depends for its strategy on this flexible positional superiority, which

puts the Westerner in a whole series of possible relationships with the Orient without ever losing him the

relative upper hand” (Said (1978), 2006, s. 26).

Hvor Said taler om Orienten ud fra en vestlig opfattelse, beskæftiger Spivak sig i højere grad med den

repræsentationsproblematik, hvor hun med udgangspunkt i kolonialiseringen af Indien taler om ’the

subaltern’ og hvem der kan tale på vegne af disse (Spivak (1999), 2006, s. 28). ’Subaltern’ skal ifølge Spivak

ikke kun forstås som fattigdom, undertrykkelse eller underbemidling hos mennesker i materiel forstand,

men i høj grad også åndeligt og kulturelt.

”’subaltern' is not just a classy word for oppressed, for others, for somebody who's not getting a piece of the

pie... In post-colonial terms, everything that has limited or no access to the cultural imperialism is Subaltern

– a space of difference.” (Gopal, uå, s. 1)

Spivak argumenterer ligeledes for, at disse ’subaltern’ i en postkolonial kontekst ikke har nogen historie og

ikke er i stand til at tale.




10

“If, in the contest of colonial production, the subaltern has no history and cannot speak, the subaltern as

female is even more deeply in shadow”. (Spivak, (1999), 2006, s. 32)

Både Saids ’Orientalism’ og Spivaks ’subaltern’ mener vi i høj grad er relevante og anvendelige begreber i

forhold til en postkolonial feministisk læsning af Persepolis. Marjane Satrapi positionerer sig nemlig i flere

henseender et sted mellem Iran og Europa eller som Said beskriver det; ’Orient’ og ’Occident’. Vi synes

derfor, det er interessant at undersøge, om man overhovedet kan tale om, at Marjane Satrapi med

Persepolis er et troværdigt talerør for iranere og måske i særlig grad for iranske kvinder, når hun måske

mest af alt taler fra en vestlig position til en vestlig læser.

Handlingsreferat af Persepolis

Fortællingen i Persepolis – Min iranske barndom tager sin begyndelse i 1980, da hovedpersonen Marjane er

10 år gammel. Det er året efter den islamiske revolution og året, hvor det bliver obligatorisk at have

tørklæde på i skolen. Marjane kommer fra en moderne og intellektuel familie, hvor forældrene bl.a.

demonstrerer imod shahens styre og moderen imod tørklæder.

Hele handlingen i Persepolis – Min iranske barndom, bortset fra en enkelt rejse til Spanien og Italien som

Marjane foretager med sine forældre i september 1980 (Satrapi 1, 2005, s. 83), foregår i Teheran.

Demonstrationer og protester mod henholdsvis shahen og det nye islamiske styre erstattes af en irakisk

invasion, krig, og bombninger af Teheran. Alt imens forsøger Marjane og hendes familie at opretholde en

normal hverdag med skole, familiebesøg og fester.

Hen imod slutningen af Persepolis – Min iranske barndom er Irak begyndt at bombe Teheran med ballistiske

missiler, og mange af byens indbyggere vælger at flygte fra byen. Marjanes forældre vælger dog at blive i

byen af hensyn til Marjanes franske skolegang, som kun er mulig i Teheran. Men da Marjanes jødiske

veninde og nabo Neda Baba-Levy og hele hendes familie omkommer under et missilangreb, og da Marjane

nogenlunde samtidig bliver bortvist fra skolen for at slå inspektøren, vælger hendes forældre at sende

hende til Østrig, hvor det er meningen, at hun skal gå på et fransk gymnasium og bo hos en af moderens

veninder. Persepolis – Min iranske barndom slutter med, at Marjane tager afsked med sine veninder og

familie i Teheran og sammen med sine forældre tager i lufthavnen for at flyve til Østrig.




11

I Persepolis – Teheran tur-retur er Marjane kommet til Østrig. Hun ankommer i den tro, at hun skal bo i et

åbent og verdsligt Europa, og at hendes mors veninde Zozo vil tage sig af hende som sin egen datter. I

stedet bliver Marjane hurtigt anbragt på et pensionat bestyret af nonner (Satrapi 2, 2005, s. 5).

I skolen skiller Marjane sig ud, men finder hurtigt en gruppe af andre outsidere at gå sammen med. I de

mange ferier er Marjane alene på pensionatet. Hun keder sig og vil gerne integreres bedre i den vestlige

verden, og hun begynder derfor at læse Sartre og Simone de Beauvoir. En dag, mens Marjane sidder og

indtager sin mad direkte fra gryden foran fjernsynet, kritiserer en af nonnerne hendes spisevaner og siger

”så det passer altså, hvad de siger om iranere: Ingen kultur!” Det får Marjane til at svare; ”så passer det

også, hvad man siger om jer: Før I blev nonner, var I alle sammen prostituerede!” Efter den episode bliver

Marjane bortvist fra pensionatet og flytter i stedet hjem til den seksuelt frigjorte veninde Julie og hendes

mor, Armelle (Satrapi 2, 2005, 30). Dette bliver starten på en turbulent tilværelse for Marjane. Da Julie og

hendes mor forlader Wien, flytter hun midlertidigt ind i et bofællesskab med otte homoseksuelle mænd.

Herfra flytter Marjane videre til et lejet værelse hos en østrigsk dame, Frau Heller. Efterhånden begynder

Marjane også at få øjnene op for kærligheden. Efter at have oplevet et par uheldige kærlighedsaffærer

møder hun Markus, som bliver hendes første rigtige kæreste. Markus’ mor er dog imod forholdet, fordi hun

er udlænding. Dette er ikke eneste gang, Marjane bliver mødt af fremmedhad. Den småtossede Frau Heller

beskylder hende for at have stjålet en broche, og da Marjane nærmest samtidig finder Markus i seng med

en anden pige, bliver det hele for meget for hende. Hun pakker en taske og går. Men Marjane har ingen

steder at gå hen og ender derfor med at strejfe om på gader og stræder. I to måneder bor hun på gaden i

Wien, indtil hun bliver syg, falder om og ender på hospitalet. Dette bliver en form for vendepunkt, og hun

beslutter sig for at tage tilbage til Iran og sine forældre.

Allerede i lufthavnen i Teheran mærker Marjane den undertrykkelse, der hersker i landet, men hun er

alligevel umiddelbart glad for at være hjemme i trygge omgivelser hos forældrene. Hurtigt derefter

begynder Marjane dog at få en følelse af ikke at høre til nogen steder. Hun var en iraner i Vesten og er nu

blevet til en slags vesterlænding i Iran (Satrapi 2, 2005, s. 122). Hun bliver depressiv og forsøger at tage sit

eget liv. Da dette mislykkes for hende beslutter hun sig i stedet for at tage sig sammen og begynde at tage

hånd om sig selv. Marjane skifter den gamle garderobe ud, får en ny frisure og beslutter sig for at blive

aerobicinstruktør. Kort herefter møder hun Reza til en fest. Manden, hun senere bliver gift med. Reza vil

gerne til Vesten, men da det er svært at få visum, beslutter de sig i stedet for at søge ind på universitetets

kunstakademi. De kommer begge ind, men for at blive endeligt optaget skal de også bestå en ideologisk




12

test. Marjane ender med at give op og fortæller mullahen sandheden, at hun ikke kan fremsige bønner på

arabisk, og at hun ikke bar tørklæde, da hun boede i Wien. Da mullahen sætter pris på hendes ærlighed,

ender hun alligevel med at blive optaget. På kunstakademiet oplever Marjane endnu engang, hvordan det

religiøse regime indskrænker deres personlige frihed, og hvordan kampen for denne individuelle frihed

bliver udøvet på et gradvist mere diskret plan. Det er også, mens Marjane går på kunstakademiet, at hun

beslutter sig for at gifte sig med Reza, primært fordi det er svært at være et ugift par i Iran. Men allerede da

bryllupsfesten er forbi og det nygifte par tager hjem til sig selv, fortryder Marjane. Marjane og Reza

skændes ofte, men finder alligevel sammen om et afgangsprojekt fra kunstakademiet, hvor de skal skabe

en forlystelsespark, hvis tema er helteskikkelser fra iransk mytologi. Projektet bliver rost og de bliver bedt

om at forelægge det for Teherans borgmester. Borgmesteren ender dog med at afvise projektet, da

regimet aldrig ville tillade andet end religiøse symboler, og det derfor ikke er realiserbart. Dette betyder

også, at Marjane og Rezas forhold falder endeligt sammen. Marjane beslutter sig for en skilsmisse og for at

rejse alene til Frankrig. Her slutter fortællingen med, at Marjane i september 1994 tager endeligt afsked

med sine forældre, sin mormor og Iran.

Analyse af Persepolis

Format og genre Persepolis kan, som også før nævnt, karakteriseres som en selvbiografisk grafisk roman, hvor

handlingsrammen omkring fortællingen tager sit udgangspunkt i en historisk begivenhed, nemlig i tiden

omkring den islamiske revolution i 1979 og årene frem. I forhold til andre grafiske romaner mener vi godt,

at man kan tale om, at Persepolis er en forholdsvis teksttung en af slagsen. Fortællingen drives frem af

tekstbokse øverst eller nederst i næsten hvert panel. Dette er gennemgående i begge bind. Der findes en

række selvbiografier skrevet af iranske kvinder om deres liv i Iran, men ved at være en selvbiografisk grafisk

roman, der både er skrevet og tegnet af en kvinde, skiller Marjane Satrapis Persepolis sig alligevel ud fra

mængden.

Systematisk nærlæsning af værket

I forbindelse med arbejdet til analysen kom vi hurtigt frem til, at det kunne være en fordel at forsøge at

systematisere nærlæsningen af værket for at skabe os et overblik over temaerne. Allerede ved første




13

gennemlæsning stod det klart, at Persepolis berører mange forskellige problemstillinger og temaer. Især

temaerne omkring krop, køn, etnicitet og seksualitet spiller en stor rolle i værket, og vi valgte derfor at tage

udgangspunkt i disse. Helt konkret greb vi det an således, at vi i kronologisk rækkefølge nedskrev alle de

gange, vi stødte på et af de fire temaer. For at kategorisere temaerne startes hver nedskrivning med

forbogstavet eller forbogstaverne for temaet1 . Efterfølgende har vi lavet en optælling af disse. Resultatet af

nærlæsningen er som følgende:

Køn: 15 (Satrapi 1) 11 (Satrapi 2) = 26

Krop: 8 (Satrapi 1) 24 (Satrapi 2) = 32

Seksualitet: 3 (Satrapi 1) 13 (Satrapi 2) = 16

Etnicitet: 17 (Satrapi 1) 64 (Satrapi 2) = 81

Nogle nedskrivninger eller passager er svære at kategorisere, da de overlapper hinanden og berører flere

temaer samtidigt. Disse er derfor skrevet med mere end ét forbogstav foran. I optællingen er disse

nedskrivninger medregnet under begge temaer.

Eksempler på nedskrivninger af passager fra Persepolis – Min iranske barndom:

KR: 9, 123: Marjane ryger sin første cigaret og proklamerer sit farvel til barndommen

S+KØ: 4, 125: Marjane tager neglelak på, selvom det er forbudt

KØ: 7, 127: Hospitalsdirektøren (den tidligere vinduespudser) vil ikke se kvinder i øjnene

E: 32, 133: Marjanes forældre køber plakater i Tyrkiet

Det er interessant for os at se, hvordan etnicitet helt klart er det tema, der berøres flest gange i værket.

Dette kan måske også ses som et resultat af, at etnicitet, ud af de fire valgte temaer, kan siges at være det

mest komplekse, for hvad er etnicitet i det hele taget? De passager i Persepolis, vi har kategoriseret som

omhandlende etnicitet, rummer fx både eksempler på traditionel persisk kultur, traditioner og

familiemønstre, religion og religiøsitet og hele Marjanes møde med den vestlige kultur.

Her er sidstnævnte illustreret med et uddrag fra nærlæsningen af Persepolis – Teheran tur-retur:

1 Køn=KØ, krop=KR, seksualitet=S og etnicitet=E




14

E: 2, 42: Marjane ryger joints med de andre for at være solidarisk, kan ikke selv lide det.

Husker tilbage på hvad forældrene sagde – hun er bange for at blive en grøntsag

E: 1, 43: Jo mere Marjane prøver at blive integreret, jo mere bevæger hun sig væk fra sin

egen kultur

E: 2, 43: Marjane er skidt tilpas over sin egen slaphed og føler sig som en landsforræder

E: 1+2, 44: Marjane føler så meget skyld, at hun skifter Tv-kanal og væk fra nyhederne

omkring krigen i Iran

Et interessant eksempel på, hvordan temaet etnicitet relaterer sig til traditionel persisk kultur og til religion,

ser vi, da Marjane og Reza skal lave deres afgangsprojekt fra kunstakademiet. De bliver udvalgt til at skulle

lave en forlystelsespark med temaet helteskikkelser fra den persiske mytologi. Projektet ender dog i sidste

ende med at blive droppet, da det totalitære regime kun ønsker religiøse symboler og ikke nogen mytiske.

Her overlapper den passage, vi i nærlæsningen har kategoriseret som værende omkring etnicitet; altså med

et andet aspekt af etnicitet, nemlig det omkring religion og religiøs fanatisme.

Et andet eksempel omkring de komplekse aspekter af begrebet etnicitet ser vi, da Marjane som teenager

begynder at lytte til Kim Wilde og Iron Maiden. Marjane er i det hele taget tydeligt inspireret af

punkkulturen, som ellers har sine rødder i den vestlige verden. Hun går med Nike-sko og Michael Jackson-

badge, men er samtidig også, på grund af det religiøse regime, nødsaget til at gå med tørklæde. På samme

side hører vi også, at Marjanes mor er meget tolerant i forhold til andre iranske mødre, for Marjane får lov

til at gå ud alene modsat mange af hendes kammerater (Satrapi, 2005, s. 137). I denne passage i værket

behandles der altså både aspekter omkring familieforhold og tradition, hvor Marjanes familie helt tydeligt

skiller sig ud i forhold til andre iranske familier, men det illustreres også, hvordan den unge Marjane

forsøger at implementere elementer fra en vestlig ungdomskultur i hendes egen iranske kultur.

Temaet omkring etnicitet lægger sig i vores nærlæsning af Persepolis også gentagene gange op af at være

mere politisk funderet, og begrebet ’Orientalism’, som Said beskriver, hvor det er Vesten, der har magten

på bekostning af Mellemøsten, kan flere gange sættes i relation til nogle af de ting, der foregår i værket. Et

eksempel på dette finder vi både, da shahen bliver væltet, og Marjanes far tørt konstaterer, at ”så længe

der er olie i Mellemøsten, kommer vi ikke til at se fred…”. Her er Marjane for lille til reelt at forstå, hvad der

foregår, men da hun i Persepolis – Teheran tur-retur er vendt tilbage til Iran og taler med sin far om krigen,

som ifølge ham er en del af Vestens kyniske spil, lytter hun. Da Golfkrigen bryder ud i 1991, berøres den




15

vestlige verdens magt og indflydelse over Mellemøsten igen. Her ridses problemstillingen omkring vestens

fordomme om iranere også op.

”Fald lige lidt ned, mor! De vestlige medier er også på nakken af os. Derfra kommer vores rygte som

fundamentalister og terrorister”. (Satrapi 2, 2005, s. 172).

At fordommene dog også går den anden vej, ser vi i Persepolis – Teheran tur-retur, da Marjane ankommer

til sit værelse i Østrig og ikke ved, hvem hun skal bo sammen med. Hun ved kun, at pigen hedder Lucia, og

hun prøver derfor at forestille sig, hvordan Lucia ser ud. Hun kommer frem til, at hun må være en slags

Heidi-figur. Panelet viser Marjane gå sammen med en lyshåret pige med fletninger i en ternet kjole og

træsko. De går på en eng med køer og blomster, og man kan skimte en landsby i baggrunden (Satrapi 2,

2005, s. 5). Men Marjane møder også fordomme, da hun igen er hjemme i Iran. Marjanes

klassekammerater bliver eksempelvis chokerede over at høre, at Marjane går i seng med sin kæreste.

Halvdelen af klassen vender hende ryggen af forargelse. Omvendt er Marjane selv fordomsfuld over for

arrangerede ægteskaber og ser det som prostitution at gifte sig med en mand, man ikke kender,

udelukkende på grund af hans penge (Satrapi 2, 2005, s. 153).

Ovenstående eksempler har vi alle, til trods for deres forskellighed, valgt at kategorisere som omhandlende

etnicitet, men sidstnævnte eksempel med Marjane, der går i seng med sin kæreste, kan også ses som et

eksempel på det, at temaerne overlapper hinanden. Eksemplet omhandler jo ikke bare etnicitet, her

forstået som det, at det er iransk tradition at vente med at dyrke sex til man bliver gift, men omhandler

også temaerne omkring krop, køn og seksualitet.

Et andet eksempel på etnicitet i relation til tradition og ikke mindst klasseforskel ser vi i starten af

Persepolis – Min iranske barndom i afsnittet Brevet. Her har Satrapi-familiens unge barnepige Mehri

forelsket sig i genboens søn Hussein. Mehri kommer fra en fattig bondefamilie på landet og har tjent hos

familien Satrapi, siden hun var 10 år gammel. Hun er analfabet og får derfor Marjane til at skrive sine

kærlighedsbreve til Hussein. En dag kommer kærlighedsbrevene imidlertid Marjanes far for øre, og han går

over for at fortælle Hussein, at Mehri ikke, som hun ellers havde sagt, er hans datter, men deres

tjenestepige. Hussein sender straks brevene tilbage, og Marjanes far må forklare den uforstående Marjane,

at Mehri og Husseins kærlighed er umulig, fordi de kommer fra to forskellige klasser. Ovenstående

eksempel mener vi også godt kan bruges i forhold til Spivaks begreb ’subaltern’. Den unge Mehri har i kraft

af sin analfabetisme og fattige baggrund ikke nogen social mobilitet, hun har hverken mulighed for at




16

”fortælle” sin historie eller ændre på den. Det er Marjane Satrapi, der giver hendes fortælling en reel

stemme. Hun kan med andre ord betegnes som en ’subaltern’. Det er interessant, at det lige netop er

Marjanes far, der ender med at bryde Mehris kærlighedsaffære, for Marjanes forældre er meget moderne

og vestligt orienterede i forhold til mange af de andre familier, vi hører om i fortællingen. Da Marjane og

Reza skal giftes, beder han fx Reza om tre ting. For det første skal Reza skrive under på, at han vil lade

Marjane benytte retten til skilsmisse, da kvinder i Iran ikke automatisk har ret til dette. Dernæst skal de

rejse til udlandet, når de er færdige med deres studier, da Marjane ifølge faderen ellers vil visne hen. For

det tredje skal de kun blive sammen, så længe de er lykkelige.

”Livet er for kort til at være ulykkelig.” (Satrapi 2, 2005, s. 163)

I takt med Marjanes gradvise udvikling dukker der i Persepolis – Teheran tur-retur en del eksempler op,

hvor temaerne køn, krop og seksualitet er i spil.

I takt med hendes ukontrollerede fysiske forvandling, vælger Marjane fx at eksperimentere lidt med

udseendet, for I Wien er der ikke de samme stramme regler for, hvordan man må gå klædt. Marjane

eksperimenterer derfor med sit udseende ved at ændre på sit hår og make-up.

”Og som om mine naturlige deformiteter ikke var nok, eksperimenterede jeg med nye frisurer. Et lille klip

med saksen i venstre side. Og en uge efter et lille klip i højre side.” (Satrapi 1, 2005, s. 40)

Marjane klipper sig korthåret og stiver det med gele, så det kommer til at stritte. Hun begynder også at

bruge eyeliner og bruger sikkerhedsnåle som øreringe og halskæde. Sikkerhedsnålene skiftes ud med et

halstørklæde, og håret lægges lidt ned igen. Lidt efter lidt vender Marjane dog tilbage til en mere neutral

stil, og da hun vender tilbage til Iran, er hun ikke længere, hverken udseendemæssigt eller i nogen anden

forstand, på bølgelængde med sine veninder.

”De lignede alle sammen heltinder fra amerikanske tv-serier – klar til at gifte sig fra den ene dag til den

anden, hvis lejligheden skulle byde sig. (…) I sammenligning med hendes sidste skrig i sminke så jeg rigtig

nok lidt nonneagtig ud. (…) Jeg havde svært ved at huske, hvad der havde bragt os sammen i sin tid.”

(Satrapi 2, 2005, s. 109)

I en ferie mens Marjane bor i Wien, og hvor alle vennerne er rejst væk, læser Marjane Det andet køn af

Simone de Beauvoir, da hun keder sig og gerne vil lære at forstå sig selv bedre. Beauvoir skriver, at




17

kvindernes syn på livet ville ændre sig, hvis de stod op og tissede. Dette prøver Marjane, dog uden det store

held.

”Jeg prøvede faktisk. Det løb lige så stille ned af mit venstre ben. Det var lidt ulækkert. Det var meget

nemmere at sidde ned.” (Satrapi 2, 2005, s. 25)

Marjane nåede også at eksperimentere med sin seksualitet, mens hun var i Østrig. Da hun vender tilbage til

Iran, forsøger hun derfor at tale med sine veninder om sex.

Veninde: ”Hør, har du allerede haft sex?”

Marjane:” Selvfølgelig. Jeg er 19 år!”

Veninde: ”Det må være skønt…”

Marjane: ”Det kommer an på med hvem. Det er ikke altid lykken”.

Veninde: ”Hvad mener du? Har du måske gjort det med flere?”

MS: ”Ja, eller… Jeg har en smule erfaring.”

Veninde: ”Hvad er så forskellen på dig og en luder?” (Satrapi 2, 2005, s. 120)

Herefter vender Marjens veninder hende ryggen. I deres øjne er hun blevet en dekadent vesterlænding, og

Marjane finder pludselig ud af, at deres moderne ydre slet ikke stemmer overens med deres traditionelle

indre, på sammen måde som Marjanes nonneagtige ydre ikke stemmer overens med hendes moderne og

vestlige indre (Satrapi 2, 2005, s. 120). Det ovenstående eksempel kan ligeledes ses som eksempel på, at

flere af temaerne, både køn, krop, seksualitet og etnicitet, er i spil samtidigt.

Det, at Marjane Satrapi beskæftiger sig med køn og kønsproblematikker, er i Persepolis et gennemgående

tema, der slås an allerede på den første side, hvor Marjane og hendes små klassekammerater skal have

tørklæder på i skolen, selv om de ikke helt forstår hvorfor. Hun påpeger også, at de regler for eksempelvis

påklædning, som de kunststuderende skal indrette sig under, er vidt forskellige, når det gælder mænd og

kvinder. Ud over de kvindelige studerendes egen påklædning skal croquismodellerne i anatomi ligeledes

være tildækkede (Satrapi 2, 2005, s. 149). På trods af de absurde tegneforhold er situationen nærmest

grinagtig. Vi ser på siden en kvinde tildækket i sorte klæder sidde i midten med de studerende rundt om. På

de efterfølgende fire paneler ses modellen fra fire vinkler, hvor hun for hvert billede drejer 90 grader, og

alt, man kan se, er et stort stykke sort stof med et lille ansigt i midten. Marjane Satrapi gør selv

opmærksom på det humoristiske i at skulle tegne nøgenbilleder af en tildækket kvinde og bemærker tørt:




18

”Om ikke andet lærte vi at tegne draperier.” (Satrapi 2, 2005, s. 149)

Det er dog ikke altid, at Marjane Satrapi skildrer de absurde kønsforhold med humor. I et eksempel fra

Persepolis – Teheran tur-retur ser vi fx Marjane løbe efter bussen, da hun er ved at komme for sent. Mens

hun løber, bliver hun råbt an og stoppet af to betjente. De gør hende opmærksom på, at hun ikke må løbe,

da hendes bagdel som følge af løbet bevæger sig uanstændigt. Marjane bliver rasende og råber til

betjentene, at de da bare kan lade være med at glo på hendes røv (Satrapi 2, 2005, s. 151).

Stil og udsigelsesanalyse

Tegnestil

Persepolis kan som samlet værk i stil karakteriseres som ikonografisk og transparent (Christiansen og

Magnussen, 2009, s.228) med klart afgrænsede sorte og hvide flader. Værket kan karakteriseres som

ikonografisk, idet den udgør en forenklet, til tider næsten skitsepræget tegnestil og i højere grad kan ses

som en symbolsk repræsentation af virkeligheden. Værket er også transparent, idet den transparente stil

betoner tegneseriens ramme som et troværdigt ”vindue” til det skildrede, hvilket også må siges at være

tilfældet i Persepolis. Hvor den forsimplede og naivistiske tegnestil dog konventionelt refererer til

børneseriens univers, blandes den i Persepolis sammen med barske og voldelige episoder. Et eksempel på

dette ses i Persepolis – Min iranske barndom s. 58, hvor man ser en af forældrenes venner henrettet. Dette

illustrerer meget virkningsfuldt, hvordan barnets verden konfronteres med en voksen og fremmedartet

verden.

Undervejs i fortællingen brydes de afgrænsede sort-hvide flader dog enkelte gange af paneler med et mere

skraveret udtryk. Et eksempel på dette kan ses på i Persepolis – Min iranske barndom s. 108, hvor vi på




19

billedet på sidens øverste panel ser de tusinder af drenge, der under krigen bliver sprængt i luften i

minefelter, med en nøgle til paradis om halsen. I panelet under ser vi Marjane til sin første fest. En skarp

kontrast til krigens grusomheder, der understreges af, at flere af de dansende unge til festen har de samme

kropsholdninger som de unge drenge i minefelterne. Eksemplet bliver yderligere interessant af, at det kort

forinden fortælles, at det kun er unge drenge i de fattige kvarterer, som får udleveret denne nøgle til

paradis. Satrapi-familiens rengøringsdame Fru Nasrins søn har eksempelvis fået en, men da Marjane ringer

til sin fætter Peyman for at høre, om de også har fået nøgler til paradis i skolen, aner han ikke, hvad hun

taler om. Marjane Satrapi formår altså med dette eksempel, gennem brug af forskellige udsigelsesniveauer,

at illustrere, hvordan menneskers skæbne i høj grad også hænger sammen med, hvilket socialt lag de

kommer fra. Både Fru Nasrin, hendes søn og de mange unge soldater, der rekrutteres til krigen fra

Teherans fattige kvarterer, er således interessante at sætte i relation til begrebet ’subaltern’, som Spivak

taler om (Spivak, (1999), 2006, s. 28). Ingen af dem er i stand til at ”tale”. Fru Nasrin er ulykkelig over, at

hendes søn har fået en nøgle til paradis i skolen, men ender med at måtte lade Marjanes mor forklare

sønnen, hvordan tingene hænger sammen, og de unge dræbte soldater fremstår ligeledes ”stumme”. Der

er med andre ord tale om mennesker, som ikke selv er i stand til at berette om deres skæbne, men som

Marjane Satrapi alligevel forsøger at tale på vegne af og give en form for stemme.

Marjane Satrapi gør i Persepolis ligeledes brug af en vekslen mellem sorte og hvide baggrunde, således at

den sort-hvide simple og ikonografiske tegnestil rent illustrativt aldrig bliver kedelig at kigge på.

Paneler, rammer og sidelayout

Marjane Satrapi har i Persepolis en meget alsidig brug af sidelayout. Panelerne veksler i størrelse, form og

antal for hver side. Nogle passager er kendetegnet ved at have mange små paneler på hver side, hvilket

giver handlingen et vist fortælletempo. Andre gange fylder et enkelt panel en hel side. Et interessant

eksempel på et panel, der fylder en hel side, og som samtidig lægger sig ind under temaet omkring

etnicitet, finder vi i Persepolis – Min iranske barndom s. 83, hvor Marjane og hendes familie på grund af

urolighederne i Iran i 1980 vælger at tage på en tre ugers ferie til Spanien og Italien. Her ser man familien

afbilledet på et flyvende tæppe, omgivet af sydeuropæiske bygningsværker og med en flamingodanser som

en del af baggrunden. Det, at Marjane Satrapi vælger at afbillede sin moderne og meget vestligt

orienterede familie på lige netop et flyvende tæppe, synes vi, er ret interessant. Både 1001 nats eventyr og

flyvende tæpper er kendt i Vesten, men er samtidig med til at levere et noget stereotypt billede af




20

Mellemøsten. En måde at forstå panelet på er selvfølgelig, at det skal illustrere den nærmest eventyragtige

rejse, familien har haft, men da Marjane Satrapi i Persepolis i flere henseender ”taler ud” fra en position

mellem Europa og Iran, er det ligeledes interessant at overveje, om hun bruger panelet og billedet i et

bevidst forsøg på at vende det eksotiske på hovedet.

Det er stort set gennemgående for værket, at der mellem hver ramme og panel er et mellemrum. Enkelte

gange bryder Marjane Satrapi dog med dette fortællegreb. Et eksempel kan ses i Persepolis – Min iranske

barndom på s. 35, hvor Marjanes far har været ude at fotografere til en demonstration. Her ser man ham

stå i sidens margen uden for panelernes rammer. Ved siden af ham ser vi fotografierne, han har taget. De

overlapper delvist hinanden og udgør panelerne på denne nederste halvdel af siden.

Marjane Satrapi bruger ligeledes flere gange i fortællingen et fortællegreb, hvor hun indskyder et ekstra lag

i fortællingen. Et eksempel på dette kan ses, da Marjane som en del af et lille oprør ryger sin første cigaret

(Satrapi 1, 2005, s. 123). Ind imellem panelerne hvor Marjane finder cigaretten frem, tænder den, inhalerer,

hoster og proklamerer sit endelige farvel til barndommen, ser vi på helsidens to midterste paneler en

række modstandere af regimet blive anholdt og massehenrettet. Marjane Satrapi leverer herved en stille

visuel kommentar til, hvordan oprørere og oprør i det hele taget blev behandlet i Iran på denne tid.

Sekvensen kan ligeledes ses som eksempel på den ’closure’ eller mentale sammenføjning, som McCloud

beskriver, hvor vi som læsere selv tillægger billederne en narrativ betydning (McCloud, 1994, s. 63).

Vi kan i Persepolis ligeledes finde eksempler på ’braiding’ eller sammenfletning, som Groensteen taler om.

På den sidste side i Persepolis – Min iranske barndom er familien Satrapi taget i lufthavnen for at sige farvel

til Marjane, der skal rejse til Østrig. På det allersidste panel ser vi Marjane vende sig om mod forældrene,

hvor hun ser faderen bære moderen væk i sine arme, fordi hun er besvimet.

I Persepolis – Teheran tur-retur skal Marjane til optagelsesprøve på kunstakademiet. På billedet nedenfor til

højre ser vi den tegning, som hun har øvet sig på, og som hun ender med at komme ind på akademiet med.




21

Rent narrativt er der altså ikke noget, der direkte binder de to paneler sammen, da de optræder i hver sit

bind, men alligevel er der noget både størrelses- og rent kompositionsmæssigt, der forbinder dem.

Moderen, der besvimer, og den iranske martyr sammenflettes altså her og giver dermed billedsiden en

ekstra betydning eller et ekstra symbolsk lag. Den iranske martyr, der ofrer sit liv, sat overfor moderen, der

må ”ofre” Marjane.

Udsigelsesniveauerne i Persepolis

Det meste af handlingen i Persepolis drives frem af tekstbokse, der udgør den egentlige fortællerstemme.

Denne fortællerstemme kan, i kraft af også at være den voksne forfatter Marjane Satrapi, så at sige kigge

frem og tilbage i fortællingen. Et eksempel på dette kan ses i Persepolis – Teheran tur-retur s. 128, da

Marjane møder Reza for første gang til en fest, og tekstboksen eller den implicitte forfatter Marjane Satrapi

ved samme lejlighed afslører, at ”sådan mødte jeg den mand, som jeg to år senere blev gift med.”

Enkelte gange i fortællingen gør Marjane Satrapi dog også brug af hovedpersonen Marjanes direkte

henvendelse til læseren. Et eksempel på dette kan ses på s. 29 i Persepolis – Teheran tur-retur, hvor

Marjane er blevet smidt ud af pensionatet. I det nederste panel på siden er hun ved at stige på en bus,

mens hun vredt kigger direkte ud på os læsere og siger ”løgnere! De kunne i det mindste have fundet på en

bedre undskyldning.”




22

I Persepolis – Min iranske barndom foregår handlingen, fra Marjane er 10 til 14 år, hvilket betyder, at en

stor del af de historiske begivenheder, både omkring revolutionen og før, er skildret ved oprindeligt at være

set gennem et barns øjne.

”I 1979 havde der været en revolution. Som senere blev kaldt ”den islamiske revolution”. Så kom 1980:

Året, hvor det blev obligatorisk at have tørklæde på i skolen. Vi var ikke ret glade for at gå med tørklæde.

Især fordi vi ikke forstod, hvorfor vi skulle. Og også fordi vi året før, i 1979, havde gået i en fransk skole, der

ikke var religiøs. Hvor vi var drenge og piger sammen (…) Det er det, der hedder ’en kulturrevolution’. Og så

blev vi tilslørede og adskilt fra vores klassekammerater. Det var det!” (Satrapi, 1, 2005, s. 9-10).

At fortællingen her fortælles gennem et barns øjne gør tilsvarende, at sproget ligeledes passer til et barns

forståelse. Der bliver anvendt ord, som er svære for en 10årig at forstå, fx kulturrevolution.

Kulturrevolutionen forklares enkelt med et nemt og forståeligt sprog, som er en 10 årig passende, mens

selve begrebet bliver suppleret med ”det er det, der hedder”. Det lette skrevne sprog og de tilhørende

forklaringer medvirker i høj grad til at gøre fortællingen tilgængelig for læsere med ikke-iransk baggrund og

for læsere med et begrænset kendskab til Irans historie.

Det, at Persepolis er en selvbiografi, der omhandler livet i Iran i tiden under og efter den islamiske

revolution, gør det naturligvis svært at undgå, at tekstens indhold bliver alvorligt. Alvoren i teksten ses

mange steder. Marjane Satrapi beskriver bl.a. den tortur, der foregår i fængslerne, drab af demonstranter,

unge drenge, der sendes i krig, osv. Men det helt særlige for Persepolis er, at denne alvor undervejs i

fortællingen blandes med humor. Et eksempel på, hvordan humor kan medvirke til at gøre alvoren

overkommelig, ses i kapitlet Vittigheden (Satrapi 2, 2005, s. 108), hvor Marjane, efter hun er vendt tilbage

til Iran, besøger barndomsvennen Kia. Vennen har aftjent værnepligt ved fronten og er nu blevet en

krøbling i en kørestol. Under besøget opstår der pinlig tavshed mellem dem, og vennen Kia ender med at

fortælle en vittighed om en fyr, der blev sprængt i stykker ved fronten og syet forkert sammen igen. Det, at

vennen gør grin med ulykkerne ved fronten, bevirker, at den anspændte stemning mellem dem forsvinder.

”Vi tilbragte hele eftermiddagen med at snakke og grine.” (Satrapi 2, 2005, s. 116).

Et andet eksempel, der både illustrerer humoren i Persepolis, men også hvordan Marjane Satrapi mestrer

de forskellige udsigelsesniveauer i værket, ser vi i afsnittet Smykkerne (Satrapi 1, 2005, s. 93), hvor to

kvinder er kommet op at skændes i et supermarked. Marjane og hendes mor kommer trillende med en

indkøbsvogn, mens de to kvinder diskuterer højlydt om en vare. Som læsere kan vi naturligvis ikke høre, at




23

skænderiet mellem kvinderne sandsynligvis er en højlydt affære, men vi kan se det ved, at taleboblerne

over kvinderne er takkede, og at teksten i taleboblerne er skrevet på farsi. De takkede talebobler henviser i

tegneseriegenren konventionelt til, at nogen skændes eller råber, eller som McCloud beskriver det, så er

denne variation i taleboblernes udtryk en måde at fange det essentielle ved lyden i et rent visuelt medium

på (McCloud, 1994, s. 134).

At scenariet foregår i et skriftsprog, vi vestlige læsere ikke kan tyde, kan ligeledes tolkes som en bevidst

brug af tegneseriegenrens virkemidler. Skriften får for os vestlige læsere blot karakter af at være nogle

uforståelige tegn eller ikoner (McCloud, 1994, s. 27) på lige fod med de ikoner, vi kender fra andre

tegneserier, når nogen bander. Vi forstår ingenting og samtidig det hele.

Et yderligere eksempel, hvor Marjane Satrapi gør brug af humor, er, da Marjane som teenager gennemgår

en fysisk forandring. Forvandlingen foregår over femten paneler, hvor det første illustrerer Hulken, som er

ved at bryde ud af sit tøj. De fjorten efterfølgende paneler viser, hvordan hun over en længere periode

ændrer sig lidt ad gangen.

”Mit ansigt ændrede sig også på ejendommelig vis. Først forlængedes min ansigtsform. Så voksede mit

højre øje… og derefter min hage, som blev dobbelt så lang (…) Naturligvis voksede min næse til det

tredobbelte… og blev prydet af en enorm skønhedsplet (…) Kort sagt: Jeg befandt mig i en periode af

grimhed uden ende.” (Satrapi 2, 2005, s. 39).

Udviklingen og Marjanes forvandling strækker sig over et år, fra hun er femten, til hun er seksten. Man er

som læser godt klar over, at forvandlingen i virkeligheden måske ikke er foregået helt så ekstremt, men

man får med den meget humoristiske beskrivelse en rigtig god forståelse af, hvordan det føles at være en

teenager under forvandling, og at det er en universel problematik, der finder sted, uanset hvor i verden

man vokser op. Ovenstående kan også ses som et eksempel på brug af det McClouds kalder ’cartoon’ eller

forstærkning gennem forenkling. Ved at barbere udtrykket ned til det helt essentielle, i dette tilfælde ved at

have fokus på enkeltdele hos den pubertetsramte Marjane, fremstår betydningen stærkere (McCloud,

1994, s. 30).

Billedsiden i Persepolis

Som ovenstående passage også kan ses som et eksempel på, fortæller Marjane Satrapi i Persepolis ikke kun

ved hjælp af teksten i tekstboksene og taleboblerne, men også i høj grad ved hjælp af billederne.




24

En måde, hvorpå henvendelse til læseren sker gennem billederne i panelerne, ses, hvor shahen netop er

blevet væltet (Satrapi 1, 2005, s. 49). Marjane og hendes forældre ser fjernsyn, hvor speakeren fortæller, at

USA’s præsident Jimmy Carter har afvist at modtage shahen og hans familie. Faderen forklarer Marjane, at

så længe der er olie i Mellemøsten, kommer der ikke til at være fred, men afbryder så sig selv og siger ”nå,

lad os tale om noget andet. Lad os nyde vores frihed!” Moderen supplerer og siger ”nu hvor den satan er

væk!”. Alt imens denne lille scene udspiller sig, snor en drage- eller slangelignende figur med et lumsk og

djævelsk ansigt sig rundt om familien i kanten af billedrammen og indikerer herved for læseren, at den

frihed som faderen taler om, desværre nok bliver kortvarig. Marjane Satrapi kunne i princippet også godt

have valgt at bruge en tekstboks til at forklare dette, men med djævlefiguren, der langsomt trænger ind på

familien, bliver denne pointe gjort langt mere virkningsfuld.

Samme panel kan også ses som et eksempel på den ’braiding’ eller sammenfletning, som Groensteen taler

om (Groensteen, 2007, s. 146), idet djævlefigurens ansigt har en vis lighed med den måde, som Marjane

Satrapi gennem hele værket fremstiller revolutionsgardisterne og de islamiske fundamentalister på med

sorte buskede øjenbryn, krogede næser og fuldskæg (Satrapi 2, 2005, s. 154).

Et lignende eksempel, hvor Marjane Satrapi lader billederne fortælle frem for tekstboksene og

taleboblerne, ses, hvor Marjane netop er blevet gift med Reza (Satrapi 2, 2005, s. 167). Tekstboksene over

og under sidens sidste panel fortæller, at Marjane, da de kommer hjem til lejligheden, får en mærkelig

fornemmelse og allerede har fortrudt brylluppet. På billedet i panelet ser vi Marjane stå bag tremmer som i

et fængsel og kigge ud på os læsere. Her vælger Marjane Satrapi altså at lade billedet uddybe en mere

følelsesmæssig pointe frem for blot at lade tekstboksene forklare, hvordan hun har det.




25

Et andet interessant eksempel på Marjane Satrapis billedbrug ser man, da hun i starten af Persepolis – Min

iranske barndom som barn har sine profetdrømme og samtaler med Gud. Her er Gud, helt i tråd med den

opfattelse vi også har i Europa og Vesten, afbilledet som en hvidhåret og langskægget gammel mand, der

endda ligner Karl Marx (Satrapi 1, 2005, s. 19). Eksemplet er selvfølgelig først og fremmest interessant, da

det bryder med det billedforbud, der praktiseres inden for Islam, men også fordi det efterlader os med

nogle interessante, men også ubesvarede spørgsmål. For bygger dette billede af Gud på en forestilling, hun

virkelig havde om Gud som barn, eller kan den vestlige og stereotype fremstilling af Gud nærmere ses som

et bevidst tegneteknisk greb fra Marjane Satrapis side for at få os vestlige læsere til at identificere os med

hende og hendes fortælling. Det er det, som McCloud også beskriver med begrebet ’cartoon’ (McCloud,

1994, s. 36).

Konklusion Vi har i denne fremstilling opstillet følgende problemformulering:

Ud fra en postkolonial feministisk læsning af Marjane Satrapis grafiske roman Persepolis ønsker

vi at undersøge forholdet mellem køn, krop, seksualitet og etnicitet i relation til tegneseriens

virkemidler.

I vores analyse er vi kommet frem til, at Persepolis berører mange forskellige problemstillinger og

tematikker, og især temaerne omkring krop, køn, etnicitet og seksualitet præger værket. Vi er ved hjælp af

vores nærlæsning af værket kommet frem til, at etnicitet er det tema, der berøres mest i værket. Etnicitet

er ligeledes det mest komplekse tema, da det i Persepolis både kan siges at berøre tradition, religion og

religiøsitet og ikke mindst aspekter af traditionel persisk kultur sat over for en vestlig kultur. Under temaet

etnicitet berøres, ud over det kulturelle aspekt, også det politiske, og Saids begreb ’Orientalism’ kan flere

gange kan sættes i relation til værkets handling. Begrebet ’Orientalism’ kan ligeledes være anvendeligt til at

anskueliggøre de forskelle og ikke mindst fordomme, der kan være de forskellige kulturer imellem.

Vores analyseresultater viser også, at temaerne omkring køn, krop og seksualitet er gennemgående i

værket. Kønsproblematikken berøres allerede i starten af Persepolis – Min iranske barndom, hvor Marjane

og hendes små klassekammerater tvinges til at gå med tørklæde i skolen. Temaerne omkring seksualitet og

krop fremstår ligeledes som centrale især i Persepolis – Teheran tur-retur, da Marjane befinder sig i Østrig

langt væk fra den traditionelle persiske kultur, men også da hun efterfølgende vender tilbage til Iran og




26

pludselig, i modsætning til hendes iranske veninder, har seksuelle erfaringer. Vi er kommet frem til, at

forholdene mellem køn, krop, seksualitet og etnicitet får indflydelse på hinanden i og med, at

hovedpersonen Marjane eksperimenter med krop og seksualitet på tværs af to forskellige kulturer, hvor

opfattelserne og holdningerne til krop, sex og kønsroller i det hele taget er vidt forskellige.

Vi har i vores analyse ligeledes søgt at undersøge nogle af tegneseriens virkemidler med eksempler på, hvor

og hvordan temaerne køn, krop, seksualitet og etnicitet kan flettes sammen med disse. Vi ser i Persepolis

ligeledes flere eksempler på at Marjane Satrapi ved hjælp af forskellige fortællegreb og selve billedsiden,

formår at indskyde ekstra lag i fortællingen, og at disse ofte også kan ses i relation til temaerne omkring

køn, krop, seksualitet og etnicitet. I det hele taget mener vi også godt, at man kan tale om, at det i høj grad

er de alvorlige temaer og svære problemstillinger sat over for netop tegneseriens tilgængelighed og

charmerende uimodståelighed, der gør Persepolis så interessant.

Vi stillede allerede i indledningen spørgsmålstegn ved Marjane Satrapis position mellem Iran og Europa, og

om hvorvidt hun i kraft af at have boet i Europa i så mange år overhovedet kan siges at kunne tale på vegne

af iranere og iranske kvinder. Det er dog vores vurdering, at Marjane Satrapi, måske netop i kraft af sit

ståsted mellem Iran og Vesten, er en glimrende formidler af disse postkolonielle feministiske

problemstillinger. Marjane Satrapi formår med Persepolis selvfølgelig først og fremmest at formidle sin

egen historie og dele af Irans historie. Det er dog vores vurdering, at hun med værket i høj grad også formår

at give nogle af de mennesker, som ellers ikke er i stand til at formidle deres historier i kraft af deres egen

situation og ikke mindst position i Iran, et talerør. Dette skal selvfølgelig også ses i lyset af, at et værk som

Persepolis formentlig ikke kunne være skabt, og ikke mindst formidlet videre til et vestligt publikum, af en

kvinde i Iran.

Perspektivering I forbindelse med arbejdet til denne fremstilling har vi valgt udelukkende at fokusere på den egentlige

analyse af Persepolis. Altså primært de postkolonielle feministiske aspekter af værket sat i relation til

tegneseriens virkemidler og narration.

Det er dog vores vurdering, at både Persepolis og den grafiske romangenre i det hele taget indeholder en

lang række didaktiske potentialer, som det ligeledes kunne være interessant at belyse.




27

Det skyldes eksempelvis de mange svære og komplekse problemstillinger. Det kunne derfor være

interessant at se på, om og hvordan Persepolis kan anvendes til undervisning i folkeskolens ældste klasser.

Til arbejdet med grafiske romaner i det hele taget kunne det være interessant at kigge nærmere på Thomas

Thorhauges undervisningsmateriale Graphic Novels, hvori han både gennemgår forskellige kendetegn for

den grafiske roman, samt hvordan man rent praktisk kan gå til læsningen og analysearbejdet med en grafisk

roman med fokus på bl.a. form og indhold, handling og struktur, layout, billede og stil. Da Thorhauge

ligeledes gør brug af et eksempel fra Persepolis kunne en efterfølgende læsning af værket i en

klassesammenhæng synes at ligge ligefor.

Hvor selve arbejdet med den grafiske romangenre i høj grad må siges at ligge inden for danskfagets

rammer, ligger der dog i kraft af de mange forskellige temaer og problemstillinger i Persepolis også

muligheder for at arbejde mere tværfagligt med værket.

Eksempler på dette kunne være i historie, samfundsfag, kristendomskundskab, billedkunst og i dansk som

også før nævnt. Her kunne en oplagt didaktisk pointe også være den ekstra dimension, som hele billedsiden

i den grafiske roman tilfører undervisningen, og at denne måske kan være af væsentlig betydning for

elevernes forståelse af de historiske begivenheder og problemstillingerne i værket.

Da arbejdet med Persepolis i høj grad kan lægge op til tværfaglighed, kan man som lærer i princippet

anvende Fælles Mål for flere fag. Afslutningsvis har vi dog valgt helt kort at inddrage nogle af de Fælles Mål

for faget dansk, vi ser som væsentlige og anvendelige i forhold til både Persepolis som selvstændigt værk,

men også i forhold til et mere generelt arbejde med grafiske romaner. Udvalgte trinmål stammer fra Fælles

Mål 2009, trinmål efter 9. klassetrin:

Det talte sprog:

- udvikle et nuanceret ord- og begrebsforråd

- læse tekster flydende op med tydelig artikulation og fortolkende betoning

Det skrevne sprog – læse:

- anvende varierede læsemåder afhængig af genre og sværhedsgrad

- fastholde det væsentlige af det læste i skriftlig form

- læse med høj bevidsthed om eget udbytte af det læste




28

Sprog, litteratur og kommunikation:

- karakterisere sproget og bruge det bevidst til kommunikation, argumentation,

problemløsning og formidling af viden

- gøre rede for samspillet mellem tekst, genre, sprog, indhold og situation

- vise indsigt i – og kunne anvende et bredt udsnit af genrer

- fortolke, vurdere og perspektivere tekster og andre udtryksformer ud fra såvel umiddelbar

oplevelse som analytisk forståelse

- vurdere og perspektivere værdier og værdiforestillinger i andres udsagn samt i tekster og

andre udtryksformer

Som det ses af ovenstående uddrag kan der arbejdes med grafiske romaner, så det dækker en lang række

af områder fra Fælles Mål. Under det talte sprog er der mulighed for at arbejde med og italesætte nogle af

de begreber fra tegneseriegenren, som vi også selv har beskrevet i denne fremstilling. Herudover kan der

arbejdes med oplæsning, artikulation og fortolkende betoning. Her kan billedsiden ligeledes være et

redskab til at optimere elevernes forståelse. Under det skrevne sprog – læse kan der arbejdes med,

hvordan grafiske romaner læses. Altså hvordan man læser i paneler og ikke bare fra venstre mod højre i

vandrette linjer, men at nogle sider fx også skal læses lodret. Under sprog, litteratur og kommunikation er

der ligeledes en lang række af punkter, der kan overføres til arbejdet med grafiske romaner, herunder

måske mest selvfølgeligt selve analysen og fortolkningen af værket.




29

Litteraturliste

Faglitteratur

Christiansen, Hans-Christian - Tegneseriens Æstetik, Museum Tusculanums Forlag, København 2001

Christiansen, Hans-Christian og Magnussen, Anne – ’Tegneserieanalyse’ i: Analyse af billedmedier – en

Introduktion. Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg 2006

Groensteen, Thierry: ”Særtræk i den 7. og 9. kunstart” i: MedieKultur 30

Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark, Århus 1999

Groensteen, Thierry – The System of Comics, University Press of Mississippi 2007

Hauge, Hans – Postkolonialisme, Aarhus Universitetsforlag 2007

Magnussen, Anne og Christiansen, Hans-Christian (red.) - Comics and culture – Analytical and Theoretical

Approaches to Comics, Museum Tusculanum Press & the authors 2000

McCloud, Scott – Tegneserier – fornøjelse, fremstilling, forståelse, Gyldendal 1994

Peeters, Benoit: ”Fra billede til billede” i: MedieKultur 30

Sammenslutningen af Medieforskere i Danmark, Århus 1999

Said, Edward W. –Orientalism (1978) i: Ashcroft, Bill, Griffiths, Gareth og Tiffin, Helen – The Post-Colonial

Studies Reader 2006

Spivak, Gayatri Chakravorty – Can the Subaltern Speak? (1999) i: Ashcroft, Bill, Griffiths, Gareth og Tiffin,

Helen – The Post-Colonial Studies Reader 2006

Sørensen, Anne Scott – Feministisk litteraturkritik og litterær kønskritik i: Fibiger, Johannes, Lütken, Gerd

von Buchwald og Mølgaard, Niels – Litteraturens tilgange, Academica 2008

Thorhauge, Thomas, GRAPHIC NOVELS – dansk I dybden, 1. udgave, 1. oplæg, Gyldendal 2010




30

Skønlitteratur

Satrapi, Marjane – Persepolis - Min iranske barndom, Carlsen, 2005

Satrapi, Marjane – Persepolis - Teheran tur-retur, Carlsen, 2005

Artikler

http://www.information.dk/111948

Hjortshøj, Søren Blak – ’Den grafiske roman får sit gennembrud i Danmark’, Information d. 26 jul. 2007

(hentet d. 12-12-2011)

http://www.onlineijra.com/catogery/english%20research%20paper/Concept_of_Subaltern_and_Subaltern

_Studies.pdf

Gopal, Dr. Abhishek – ‘Concept of Subaltern and Subaltern Studies’ (uå)

(hentet d. 12-12-2011)

Fælles Mål 2009: (hentet d. 28-12-2011)

http://www.uvm.dk/Service/Publikationer/Publikationer/Folkeskolen/2009/Faelles-Maal-2009-

Dansk/Trinmaal-for-faget-dansk-efter-9-klassetrin

http://www.information.dk/111948

http://www.onlineijra.com/catogery/english%20research%20paper/Concept_of_Subaltern_and_Subaltern_Studies.pdf

http://www.onlineijra.com/catogery/english%20research%20paper/Concept_of_Subaltern_and_Subaltern_Studies.pdf

http://www.uvm.dk/Service/Publikationer/Publikationer/Folkeskolen/2009/Faelles-Maal-2009-Dansk/Trinmaal-for-faget-dansk-efter-9-klassetrin

http://www.uvm.dk/Service/Publikationer/Publikationer/Folkeskolen/2009/Faelles-Maal-2009-Dansk/Trinmaal-for-faget-dansk-efter-9-klassetrin




31

Bilag A

Køn (KØ), krop (KR), seksualitet (S) og etnicitet (E)

Persepolis - Min iranske barndom:

E: billede 2 s. 9: Alle pigerne er ens klædt – de ligner alle hinanden

E+KØ: b. 5 s. 9: pigerne skal have tørklæde på – børnene vil ikke have dem på, leger med dem i stedet

E+KØ: 1, 11: kvinder for og kvinder imod tørklæde – Billede: sort mod hvid

KØ: 2,11: Marjanes mor demonstrerer uden tørklæde. Solbriller – ligner europæisk kvinde

KØ: 5,11: Marjanes mor farver sit hår lyst

KØ, E: 1, 12: splittet – troende/moderne. Billede: opdelt i to

KØ: 5, 12: Marjane som profet – en kvinde?

E: 7+8, 14: forældre ligeglad

E+KØ: 2+3, 15: forældre glade for at Marjane vil være læge

E: 9, 22: Marjane vil med til demonstration

E: 7, 32: koger vand for at virke rig

E: 1, 33: syer tøj af stofrester

E: 6, 39: Marjane skammer sig over at være rigere end andre

E: 1-3, 50: reglerne laves om, folk retter sig efter dem uden brok – undtagen Marjane

KR: 8, 52: Marjane lærer at man må lære at tilgive

E: 3, 57: Marjane hører om torturen i fængslerne

KR: 6, 59: Marjane bliver ked af at folk ikke tilgiver

S: 8, 69: Marjane kunne lide kammeraten, er ked af at han flytter

KØ: 6+7, 79: universiteterne lukker – kan ikke uddanne sig, - frigjort kvinde

KØ: 4, 80: mænd råber efter Marjanes mor, fordi hun ikke går med slør

KØ: 7, 80: lovpligtigt at gå med slør




32

KØ: 1, 81: to slags kvinder – fundamentalistiske vs. moderne

E: 7, 81: Marjane lyver om at bede

E. 3, 82: Marjane begynder at komme med til demonstrationerne

E: 1, 101: eleverne skal være martyrer i skolen, slå sig selv på brystet

KØ: 4, 103: pigerne skal strikke huer til soldaterne, laver sjov med det

KØ: 1, 104: pigerne strikker, drengene forberedes på krig

E: 6, 104: læreren fortæller forældrene at eleverne skal bære slør

KR: 7, 117: Marjane vil være veninde med de større piger, pjækker fra skole

S: 4, 118: drengene er kun interesserede i de ældre veninder, Marjane er for lille

KR: 3, 120: Marjane oprørsk over for sin mor, snakker grimt (12 år)

KR: 6, 123: Marjane ryger cigaretter som oprør overfor sin mor

KR: 9, 123: Marjane ryger sin første cigaret og proklamerer sit farvel til barndommen

S+KØ: 4, 125: Marjane tager neglelak på, selvom det er forbudt

KØ: 7, 127: Hospitalsdirektøren (tidligere vinduespudser) vil ikke se kvinder i øjnene

E:32, 133: Marjanes forældre køber plakater i Tyrkiet.

E+KR: 1+2, 137: Marjane er blevet en rigtig teenager – lytter til Iron Maiden, gør sig til som Kim Wilde

KØ: 5, 138: kvinder der ikke er ordentlig tildækket anholdes

KR: 1, 149: 14 år, Marjane er ikke bange for noget. Svarer igen, slår inspektøren, bortvises fra skolen

E: 2, 153: Marjanes forældre synes hun skal forlade Iran pga. sind og opdragelse

Persepolis - Teheran tur-retur:

E: 6, 5: Marjane tænker, at Lucia må være en slags Heidi

E: 7, 6: Marjane synes, at moderens venindes datter er en forræder mod hjemlandet – da hun kun

taler om ligegyldige ting

KR: 4, 7: Marjane bliver klippet

E: 5, 7: mand – administrerende direktør i Iran, ingenting i Wien

E: 7, 7: skammer sig over moderens veninde og hendes mand over at de skændes – er ikke vant til det i

Iran

E: 4, 9: Marjane fortæller nonnen, at hun ikke tilhører nogen trosretning

KR: 8, 9: voksen og uafhængig – skal selv lave mad og handle ind

KR: 9,9: Marjane er ivrig efter at handle ind, ligesom en voksen dame




33

E: 1, 10: Marjane er ikke vant til at se så mange varer på supermarkedets hylder. Handler alt for meget

ind, ivrig

E: 2, 13: Marjane ser fjernsyn med de andre, forstår ikke sproget – går

E+KR: 9, 14: i skolen, passer hun ikke ind nogle steder – klikerne er allerede lavet

KR: 7, 15: Marjane begynder at tale med de andre elever – eksisterer

E: 1, 16: Marjane begynder at tale med Julie – hun er anderledes ligesom Marjane selv

KR: 17: vennegruppen – alle er anderledes, Marjane passede ind – ikke som alle de andre forkælede

elever i klassen

E: 5, 18: Marjane holder ikke jul som de andre, det gør men ikke i Iran.

E: 1, 19: kender ikke til juleræset

E: 3, 21: med den katolske tyrolerfamilie til julegudstjeneste

E: 1, 22: skal bruge tolk ved middagsbordet

E: 3, 23: ferie igen – Marjane er ikke vant til så meget ferie og keder sig

E: 5, 23: Marjane forstår ikke betydningen af tvunget arbejde

KØ+KR+S: 6, 25: læser Det andet køn – uafhængig og frigjort, tisser stående

E: 5+6, 27: Marjane spiser pasta af gryden – bliver uvenner med nonnerne og bliver smidt ud

E: 8, 29: lang vej endnu for at blive integreret! (taler til læseren)

E: 8, 30: Marjane er rystet over Julies måde at opføre sig over for sin mor

E: 3, 31: Julies mor kender til Marjanes kultur – og forstår Marjanes længsel hjem

S: 4, 32: Julie meget seksuelt aktiv, Marjane er chokeret. Julie tager p-piller

KR: 8, 32: Marjane synes hun har en stor røv

S: 3, 34: Marjane har make-up på for første gang

S: 4, 34: Julie sprøjter parfume på ”minou”

S+E: 35: Marjane er ikke vant til at feste på den måde – plejer at danse og spise, her kysser folk og

ryger. Marjane sidder i et hjørne

S: 6, 36: Marjane chokeret over at Julie har sex

S+E: 6, 37: Marjane har aldrig set en halvnøgen mand før (kun i underbukser)

S: 8, 38: forstår betydningen af ”seksuel frigørelse”

KR: 39 (alle billeder): Marjane gennemgår en fysisk forvandling – (16 år) vokser i højden, langt ansigt,

højre øje vokser, lang hage, højre hånd vokser, venstre for, næsen vokser enormt, skønhedsplet, hagen

skyder frem (trækker sig tilbage igen), barmen vokser, røven vokser




34

KR: 1-8, 40: eksperimenterer med frisuren – klipper sig korthåret, bruger make-up

E: 2, 42: Marjane ryger joints med de andre for at være solidarisk, kan ikke selv lide det. Husker tilbage

på hvad forældrene sagde – hun er bange for at blive en grøntsag

E: 1, 43: jo mere Marjane prøver at blive integreret, jo mere bevæger hun sig væk fra sin egen kultur

E: 2, 43: Marjane er skidt tilpas over sin egen slaphed og føler sig som en landsforræder

E: 1+2, 44: Marjane føler så meget skyld, at hun skifter Tv-kanal og væk fra nyhederne omkring krigen i

Iran

E: 3, 44: Marjane lyver om at have talt med forældrene, ved ikke hvordan de har det

E: 4, 44: vil glemme sin fortid men kan ikke

E: 1-5, 44: Marjane lyver om at være iraner, siger hun er franskmand i stedet

E: 6, 45: husker hvad mormor sagde: altid være tro mod dig selv

E: 1, 47: ”Jeg er iraner, og jeg er stolt af det!”

E: 6, 47: Marjane er stolt over at stå ved hvem hun er

Kø: 4, 48: Marjane flytter i bofællesskab med 8 bøsser

KR: 8, 50: både Marjane og hendes mor har forandret sig meget på 19 mdr.

Kø: 51: Marjanes mor er chokeret over, at Marjane bor sammen med homoseksuelle

E: 8, 52; Marjanes far skriver, at han er glad for, at hun har det godt i Wien – han ved ikke hvor svært

hun har det

E: 3, 53: Moderen spørger ikke ind til Marjanes situation i Wien – blufærdighed + nervøs for svarene

(hun har ofret sig for, at Marjane skal have det godt)

E: 9, 53: forskel på at være iraner dengang og nu – før: betragtet som rig. Nu: roder bagage igennem

E: 6, 55: Frau Hellers te smager af hestepis – hun er vant til bedre te i Iran

E: 3, 56: Marjane taler farsi med sin mor og er glad for ikke at skulle forklare sin kultur

S: 3, 58: Marjane har fået en kæreste, er meget forelsket i ham

E: 59: anarkisterne minder Marjane om det politiske engagement fra barndommen i Iran

S: 1-3., 63: Marjane tror hendes kæreste er gået fra hende fordi hun er grim, tyk, lugter og er behåret.

Det er det ikke, det er fordi han er homoseksuel

S: 66+67: Marjane er vild med Jean-Paul fra klassen – tror de skal på date, men hun skal blot hjælpe

ham med lektierne – føler sig dum

E: 4, 70: Markus´ mor siger at Marjane udnytter Markus for at få et østrigsk pas – smider hende ud.

Ikke bedre hjemme hos Marjane – Frau Heller kalder hende prostitueret




35

KØ: 5, 78: havde Marjane været en dreng med mørke krøller, have hendes situation været en anden –

hun havde ikke været velkommen i bl.a. Østrig

E: 2, 83: Frau Heller beskylder Marjane for at have stjålet hendes broche

E: 8, 83: ked af bruddet med Markus, saver sin familie – vil rejse hjem

E: 8, 94: Marjane skammer sig iver ikke at være blevet til noget og kæderyger i fem dage

E:4, 95: Marjane tager tørklæde på igen – pyt med friheden. Hun har brug for at komme hjem igen

E: 4, 100: Marjane skal vænne sig til Iran igen – store billeder af martyrer på murene og gadeskilte,

vant til pølser i Wien. Teheran føles som en kirkegård

E: 3, 104: Marjane kender ikke til historierne om krigen i Iran – hendes far fortæller hele aftenen

E: 9, 107: Marjane vil aldrig fortælle familien om hendes liv i Østrig. De har lidt nok i forvejen

KR: 1, 109: alle veninderne ligner heltinder fra serier, og klar til at gifte sig. De synes Marjane ligner en

fra et kloster

KR: 5+6, 109: Marjane og veninderne har ikke længere noget tilfælles. De interesserer sig for

diskoteker og make-up, det gør Marjane ikke længere

Kø: 2, 110: veninderne er indskrænkede – ingen kræver at de er intelligente

E: 3, 117: Marjane vil have at familien også ved at hun har haft det svært – vil fortælle dem hele

historien. Tror ikke de vil have ondt af hende, da de selv har haft det værre

KR: 5, 118: Marjane bliver depressiv af hendes hemmeligheder fra fortiden

S: 5, 120: Marjane fortæller veninderne, at hun allerede har haft sex i en alder af 19. Veninderne

kalder hende for en luder

KR: 1, 121: Marjane er endnu mere deprimeret efter skituren med veninderne – begynder til psykolog

– får medicin

KR: 6, 122: overvejer selvmord men tør ikke

KR: 1, 123: sluger et helt glas antidepressiv – sover i tre dage

KR: 1, 124: Marjane begynder at gøre noget ud af sig selv – plukker øjenbryn, barberer ben, købet nyt

tøj, bliver permanentet, bruger make-up, begynder til aerobic

S: 3, 126: Marjane møder Reza til en fest, taler med ham hele aftenen

Kø: 129: forskellen på Marjanes og Rezas liv

Kø: 2, 131: kandidaterne til studiet opdeles i mænd og kvinder til adgangsprøven

E: 6, 133: for at kunne blive optaget på uddannelsen, skal man kunne sige bønner på arabisk + navne

på imamerne




36

E: 7, 135: Marjane frygter at blive stoppet pga. den røde læbestift – melder en uskyldig mand for selv

at slippe

E: 2, 138: ugifte par må ikke gå på gaden sammen – skal bevise at de er gift, ellers bliver de anholdt

E: 1, 139: Marjanes og Rezas familier er anderledes and andre familier – de er ikke traditionalister

E: 1, 140: dødsstraf hvis man er homoseksuel

KR: 4, 140: Marjane føler sig kvalt ved kun at være hjemme med Reza, vil gerne ud

KØ+E. 6, 143: tingene udviklede sig – år for år opnåede kvinderne én cm mere hår og én cm mindre

slør

KØ+E: 146: De kvindelige studerende skal til at bære strammere tøj, længere slør og mindre sminke –

Marjane protesterer – bliver bedt om selv at udtænke en uniform

E: 9, 148: Mormoren taler igen til Marjane – stolt over hendes oprør mod tøjet

E+KØ: 3, 149: skal tegne nøgenbilleder af en model med tørklæde

KØ: 4, 150: Marjane tegner en mand, men får at vide af vagten, at hun ikke må kigge på ham mens hun

tegner ham – det er uanstændigt af en kvinde at kigge på en mand

Kø: Marjane bliver stoppet af vagterne for at løbe efter en bus - siger at hendes bagdel bevæger sig

uanstændigt. Marjane råber ad dem

E: 2, 152: Kampene bliver mere diskrete mellem 1990-93 – regeringen henrettede for mange

demonstranter, så de turde ikke længere – gik i stedet op i mindre detaljer som læbestift, at vise sin

hånd osv. Marjane bærer røde sokker

E+KR: 3, 153: Marjane tager p-piller, beder læreren om selv at tie stille – det er Marjanes krop, og hun

bestemmer selv hvad hun vil gøre med den – halvdelen af klassen vender Marjane ryggen efter den

dag

E+KR: 1, 154: den anden halvdel af klassen tænker ligesom Marjane – de finder et frirum hvor de

tegner hinanden

E+KR: 115: føler at de levede et dobbeltliv – dækket/ikke dækket

E: 3, 156: bliver arresteret for at holde fest

E: 3, 163: da Marjane og Reza skal giftes, sikrer Marjanes far sig, at Marjane ikke er tvunget til at blive i

ægteskabet, som ellers er normen i Iran – stiller tre krav

E: 4, 164: Marjanes mor synes, at Marjane er for ung til at blive gift

KR: 7, 167: Marjane fortryder allerede at være blevet gift samme aften. Hun føler, at hun bliver sat i

fængsel




37

KR: 7+8, 168: Marjane som hun så ud, da Reza mødte hende vs. Marjane som hun ser ud efter

KØ+E: 6, 170: en kvinde der drikker en cola på gaden i Kuwait ses som en prostitueret

E: 8, 171: Marjane og hendes far griner af, at folk i de europæiske lande går i panik og hamstrer pga.

krigen, selvom det hele foregår over 6000 km væk (Irak-Kuwait)

E: 4, 182: det er ikke godt at være fraskilt – mændene lægger an på en. Er man ikke længere jomfru, er

der ikke længere nogen undskyldning for at afvise dem.

E+KØ: 181: Marjane forelægger borgmesteren projektet om forlystelsesparken, men det afvises

E: 3, 184: Anholdt for at tegne en mullah som fodboldspiller og en mand med skæg

KØ: 1, 187: Behzad lader ikke sin kone tale

KØ: 3, 187: en mand kan ikke blive dømt i en mordsag hvis vidnet er en kvinde – kvinden må ikke vidne

KR: 5, 189: Marjane er ikke skabt til at bo i Iran – tynget af regering og traditioner – flytter til Frankrig

for at studere

Documents

Marjane Satrapis Persepolis i et postkolonialt feministisk ...dansktegneserieraad.dk/DTR/wp-content/uploads/Persepolis-opgave... · Marjane Satrapis Persepolis i et postkolonialt