Marias testamente af Colm Tóibín

MARIAS TESTAMENTE

Tiderne_Marias testamente-P.indd 1 11/08/13 13.08

Af Colm Tóibín på dansk

Heden i flammer. Roman, 1995

Nattens historie. Roman, 1999

Blackwater Fyrskib. Roman, 2000

Mesteren. Roman, 2006

Brooklyn. Roman, 2009


Colm Tóibín

MARIAS TESTAMENTE

På dansk ved

Werner Svendsen

TIDERNE SKIFTER


Marias testamente

Oversat fra engelsk efter „The Testament of Mary“

Copyright © 2012 Colm Tóibín

Dansk udgave: © Tiderne Skifter 2013

Forlagsredaktion: Claus Clausen

Sat med Minion hos An:Sats, Espergærde

og trykt hos Holm Print Management, Tjele

ISBN 978-87-7973-607-8

Udgives med støtte til oversættelsen fra

Ireland Literature Exchange

(Translation Fund), Dublin, Ireland

Tiderne Skifter Forlag • Læderstræde 5, 1. sal • 1201 København K

Tlf: 22 18 63 90 • Fax: 22 18 63 91

[email protected] • www. tiderneskifter.dk


5

De dukker oftere op nu, begge to, og for hvert besøg

virker de mere og mere utålmodige, med mig og med

verden. Der er noget sultent og primitivt over dem, deres

blod koger af en brutalitet, som jeg genkender og er i

stand til at vejre, på samme måde som et dyr, der bliver

forfulgt, er i stand til at vejre. Men jeg bliver ikke længere

forfulgt. Ikke nu mere. Man tager sig af mig og forhører

mig i en sagtmodig tone og holder øje med mig. De tror,

at jeg ikke er klar over, hvor åbenlyse deres bestræbelser

er, men det eneste, der nu undgår mig, er søvn. Søvnen

undgår mig. Måske er jeg for gammel til at sove. Eller må-

ske er der ikke længere noget at vinde ved at sove. Måske

har jeg ikke behov for at drømme eller behov for hvile.

Måske ved mine øjne, at de inden længe vil være lukkede

for bestandig. Jeg vil holde mig vågen, hvis det viser sig

påkrævet. Jeg vil gå ned ad denne trappe, når dagslyset

bryder frem, når de første lysstråler ved daggry trænger


6

ind i dette værelse. Jeg har mine egne bevæggrunde til at

være på vagt og til at forholde mig afventende. Før den

evige hvile kommer denne langvarige vågen. Og det er

mig nok at vide, at den ikke varer evigt.

De tror, at jeg ikke forstår, hvad der langsomt er under

udvikling i verden; de tror, at jeg ikke kan se meningen

med deres spørgsmål, og at jeg ikke lægger mærke til den

grusomme skygge af forbitrelse, der gedulgt glider over

deres ansigter eller anes i deres stemmer, når jeg siger

noget meningsløst eller tåbeligt, noget der ikke fører os

nogen steder hen. Når jeg tilsyneladende ikke kan huske,

hvad de synes, jeg bør huske. De er alt for opslugte af

deres enorme og umættelige behov og alt for sløvede af

de reminiscenser af en rædsel, vi alle følte dengang, til at

have bemærket, at jeg husker alt. Minder fylder lige så

meget i min krop som blod og knogler.

Jeg kan godt lide, at de giver mig mad og betaler for

mit tøj, og at de beskytter mig. Og til gengæld vil jeg gøre,

hvad jeg kan for dem, men ikke mere end det. Ligesom

jeg ikke kan trække vejret for en anden eller hjælpe en

andens hjerte med at slå eller hindre deres knogler i at

svækkes eller deres kød i at visne, kan jeg ikke sige mere,

end jeg kan sige. Og jeg er ganske klar over, hvor dybt dette

bekymrer dem, og det ville have fået mig til at smile, dette

dybt seriøse behov for tåbelige anekdoter eller tydelige,

enkle mønstre i historien om, hvad der skete med os, hvis

ikke jeg havde glemt, hvordan man smiler. Jeg har ikke


7

længere behov for at smile. Ligesom jeg ikke længere hav-

de behov for tårer. Der var en tid, hvor jeg forestillede mig,

at jeg ikke havde flere tårer tilbage, at jeg havde opbrugt

mit lager af tårer, men det er mit held, at tåbelige forestil-

linger som denne aldrig er sejlivede, at de hurtigt afløses

af det, der er sandt. Der vil altid være tårer til rådighed,

hvis man har tilstrækkelig stærkt behov for dem. Det er

kroppen, der producerer tårer. Jeg har ikke længere brug

for tårer, og det skulle være en lettelse, men jeg tragter ikke

efter lettelse, men udelukkende efter ensomhed og en eller

anden form for makaber tilfredsstillelse ved visheden om,

at jeg ikke vil sige noget, der ikke er sandt.

Af de to mænd, der kommer, var den ene sammen

med os lige til afslutningen. Der var dengang øjeblikke,

hvor han var mild, parat til at holde om mig og trøste

mig, ligesom han nu er parat til at rynke brynene utål-

modigt, når den historie, jeg fortæller ham, ikke lader

sig udstrække til, hvad han så end har fastsat af grænser.

Alligevel kan jeg stadig se tegn på denne mildhed, og der

er øjeblikke, hvor gløden af varme igen viser sig i hans

øjne, før han sukker og vender tilbage til sit arbejde med

at nedskrive de bogstaver, ét for ét, der tilsammen danner

ord, han ved, jeg ikke kan læse, og som beretter om, hvad

der skete på bjerget, og om dagene forud og dagene efter.

Jeg har bedt ham læse ordene højt for mig, men det vil

han ikke. Jeg ved, at han har skrevet om ting, som hverken

han eller jeg så. Jeg ved, at han også har sat ord på alt det,


8

jeg gennemlevede, og som han var vidne til, og at han

har forvisset sig om, at disse ord vil have vægt, at der vil

blive lyttet til dem.

Jeg husker for meget; jeg er ligesom luften, der på en

fredelig dag er helt stillestående og ikke lader noget slippe

igennem. Mens verden holder vejret, holder jeg mine erin-

dringer fangen.

Så da jeg fortalte ham om kaninerne, fortalte jeg ham

ikke noget, jeg halvvejs havde glemt, og som jeg udeluk-

kende huskede takket være hans krævende nærvær. De

detaljer, der indgik i min beretning, havde jeg båret rundt

på gennem alle årene, ligesom jeg havde båret rundt på

mine hænder eller mine arme.

På denne dag, den dag som han ønskede at høre om

i alle detaljer, den dag han ville have mig til at fortælle

ham udførligt om igen og igen, midt i den totale forvir-

ring, midt i alle rædslerne og den almindelige skrigen og

råben, kom en mand hen til mig, medbringende et bur,

hvori en kæmpestor, rasende fugl sad indespærret; fuglen

var inkarnationen af spidst næb og forbitret blik; den

var ude af stand til at spile sine vinger ud i deres fulde

spændvidde, og denne form for indespærring gjorde den

tilsyneladende frustreret og vred. Den skulle have fløjet

rundt, jaget, være slået ned på sit bytte.

Manden medbragte også en vadsæk, og lidt efter lidt

gik det op for mig, at den var næsten halvfuld af levende

kaniner, små bundter af aggressiv og skrækslagen energi.


9

Og i løbet af disse timer på bjerget, i løbet af disse timer,

der gik langsommere end nogen andre timer, halede han,

én for én, kaninerne op af vadsækken og stoppede dem

ind i det knap halvt åbne bur. Fuglen udsøgte sig til at be-

gynde med dele af deres bløde buge og sprættede kaninen

op, så dens indvolde flød ud, og derefter naturligvis dens

øjne. Det er nemt at tale om dette nu, fordi det kun var

en let distraherende hændelse sammenlignet med, hvad

der for alvor foregik, og det er også nemt at tale om, fordi

det var så totalt meningsløst. Fuglen var tilsyneladende

ikke sulten, selv om den måske led af en umættelig sult,

som selv kaninerne, der vred og vendte sig, ikke formå-

ede at stille med deres friske kød. Buret blev halvt fyldt

af halvdøde, endnu ikke fortærede kaniner, der udsendte

mærkelige, hvinende lyde. Kroppene vred sig i gamle spjæt

af liv. Og mandens ansigt lyste af energi; der udgik en

varme fra ham, da han så på buret og derefter på sceneriet

omkring sig, næsten smilende, opfyldt af en hemmelig

fryd og med en endnu ikke tom vadsæk ved siden af sig.

*

På dette tidspunkt havde vi talt om andre ting, blandt

andet om de mænd, der spillede terninger tæt ved det

sted, hvor korsene var; de spillede om hans tøj og andre

ejendele eller uden nogen særlig grund. En af disse mænd

frygtede jeg lige så meget, som jeg frygtede kvæleren, der


10

ankom senere. Blandt dem, der kom og gik i løbet af da-

gen, var denne førstnævnte mand den, der var mest på

vagt over for mig, den der optrådte mest truende og som

virkede, som om han stærkere end nogen andre ønskede

at vide, hvor jeg agtede mig hen, når det var overstået, den

der med størst sandsynlighed ville blive sendt af sted for

at bringe mig tilbage. Denne mand, der fulgte mig med

øjnene, arbejdede tilsyneladende for den gruppe mænd,

som man fra tid til anden kunne se stå med deres he-

ste ude ved siden og som tilskuere følge med i, hvad der

foregik. Hvis der er nogen, der ved, hvad der skete den

dag og hvorfor, er det ham, denne mand, der spillede

terninger. Det ville måske være lettere, hvis jeg sagde, at

han kommer til mig i drømme, men det gør han ikke,

ej heller hjemsøger han mig, sådan som andre ting eller

andre ansigter gør. Han var der, det er alt, hvad jeg har at

sige om ham, og han holdt øje med mig, og han kendte

mig, og hvis han efter alle disse år nu skulle dukke op her

i døren med sammenknebne øjne på grund af lyset og

med det tidligere rødblonde hår grånet og med hænder,

der stadig er for store i forhold til kroppen, og med denne

udstråling af viden og selvbeherskelse og ro, kontrolleret

grusomhed, og med kvæleren grinende ondskabsfuldt

bag sig, ville det ikke komme bag på mig. Men jeg ville

næppe overleve længe i deres selskab. Ligesom mine to

venner, der kommer på besøg, vogter på min stemme,

mit vidneudsagn, må denne mand, der spillede terninger,


11

og kvæleren, eller andre som dem, vogte på min tavshed.

Jeg vil være klar over, hvem de er, hvis de kommer, og det

skulle næppe spille den store rolle nu, hvor der kun er

kort tid tilbage, men i vågen tilstand er jeg stadig dødsens

angst for dem.

Sammenlignet med dem var manden med kaninerne

og høgen mærkeligt harmløs; han var grusom, men hans

grusomhed tjente ikke noget formål. Hans behov var lette

at tilfredsstille. Den eneste, der ænsede ham, var mig, og

jeg gjorde det, fordi jeg, måske som den eneste af de til-

stede værende, lagde mærke til alt, hvad der bevægede sig,

for det tilfælde, at det skulle lykkes mig blandt disse mænd

at finde en eller anden, jeg kunne trygle om hjælp. Og også

sådan at jeg kunne få at vide, hvad de kunne tænkes at

ville ønske af os, når det hele var overstået, og frem for alt

sådan, at jeg, om så bare et enkelt sekund, kunne bortlede

min opmærksomhed fra de frygtelige begivenheder, der

udspillede sig.

De er ikke interesserede i min frygt, eller i frygten

hos alle i min nærhed, følelsen af at der var mænd, der

ventede, og som havde fået besked om også at holde os

tilbage, når vi søgte at fjerne os, og at der tilsyneladende

ikke var nogen muligheder, der stod åbne for os.

Den anden af dem, der kommer her, gør opmærksom

på sin tilstedeværelse på en anden måde. Der er ikke noget

mildt og venligt ved ham. Han er utålmodig, keder sig og

har kontrol over tingene. Også han skriver, men gør det


12

hurtigere end den anden og rynker brynene eller nikker

bifaldende over sine egne ord. Han er let at irritere. Han

bliver pirrelig, bare jeg går gennem værelset for at hente

et fad. Undertiden kan det være svært at modstå fristelsen

til at sige noget til ham, selv om jeg ved, at selve lyden af

min stemme er nok til at gøre ham mistroisk eller engang

imellem ligefrem fylde ham med noget, der kunne minde

om afsky. Men ligesom sin kollega må og skal han lytte til

mig; det er det, han er her for. Han har intet valg.

Jeg fortalte ham, før han tog af sted, at når som helst

jeg livet igennem har set mere end to mænd sammen, har

jeg set dumhed, og jeg har set grusomhed; men det er

dumheden, jeg først har hæftet mig ved. Han forventede,

at jeg ville fortælle ham noget andet, og han sad over for

mig, og tålmodigheden sivede langsomt ud af ham, da jeg

nægtede at vende tilbage til det emne, der optog ham: den

dag, vi mistede vores søn, og hvorledes vi fandt ham, og

hvad der blev sagt. Jeg kan ikke sige navnet, jeg kan ikke

få det over mine læber, der er noget, der vil gå i stykker

i mig, hvis jeg siger navnet. Derfor omtaler vi ham som

„han“, „min søn“, „vores søn“, „ham, der var her“, „din

ven“, „ham, du er interesseret i“. Det er muligt, at jeg vil

sige navnet, før jeg dør, eller at det i løbet af en af disse

nætter vil lykkes mig at hviske det, men jeg tror det ikke.

Han omgav sig, sagde jeg, med en forsamling af mis-

lykkede individer, der kun var børn ligesom han selv,

eller mænd uden fædre eller mænd, der ikke kunne se


13

en kvinde i øjnene. Mænd, som man kunne se sidde og

smile hen for sig, eller som var blevet gamle, mens de

endnu var unge. Ingen af jer var normale, sagde jeg, og

jeg så, hvordan han skubbede sin tallerken, der endnu

var halvfyldt med mad, over mod mig, som var han et

humørsygt barn. Ja, mislykkede individer, sagde jeg. Min

søn omgav sig med mislykkede individer, skønt han selv,

trods alt, ikke var mislykket, han kunne have gjort hvad

som helst, han kunne endog være gået stille med dørene,

også den evne havde han, den sjældneste af alle, han ville

med lethed have kunnet tilbringe sin tid alene med sig

selv, han kunne se på en kvinde, som om hun var hans

ligestillede, og han var taknemmelig, velopdragen, intel-

ligent. Og han gjorde brug af alle sine evner, sagde jeg,

derfor kunne han føre en forsamling af mennesker, der

havde tillid til ham, fra sted til sted. Jeg har ikke tid til

at tage mig af mislykkede individer, sagde jeg, men hvis

man bringer to af jeres slags sammen, kommer man ikke

bare til at stå over for stupiditet og den sædvanlige gru-

somhed, men gribes også af et desperat behov for noget

andet. Saml mislykkede individer omkring dig, sagde jeg

og skubbede tallerkenen tilbage til ham, og resultatet vil

kunne blive hvad som helst – frygtløshed, ærgerrighed,

hvad som helst – og før det enten fortoner sig eller ud-

vikler sig videre, vil det føre frem til, hvad jeg så, og hvad

jeg nu lever med.


Documents

Marias testamente af Colm Tóibín