Lokaldemokratiet efter kommunalreformen

1 / 108

Lokaldemokratiet

efter

kommunalreformen

Har geografiske konflikter betydning for

valgdeltagelsen ved danske kommunalvalg?

Ordantal: 36.000.

2 / 108

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ............................................................................................. 4 1.1. Disposition....................................................................................... 5

2. Teori ..................................................................................................... 5 2.1. Fordele ved decentralisering............................................................... 5 2.2. Tre dimensioner af lokaldemokrati ...................................................... 7 2.2.1. Lokalt repræsentativt demokrati ................................................... 7 2.2.2. Lokal autonomi........................................................................... 8 2.2.3. Lokalsamfundsadvokatur ............................................................. 9 2.2.4. Udvikling ................................................................................. 10

2.3. Valgdeltagelse................................................................................ 11 2.3.1. Rationel tilgang ........................................................................ 12 2.3.2. Ressourcetilgang....................................................................... 13 2.3.3. Integrationstilgang.................................................................... 13 2.3.4. Kollektiv mobilisering ................................................................ 14 2.3.5. Institutioner ............................................................................. 14 2.3.6. Opsummering........................................................................... 15

2.4. Valgdeltagelsens betydning.............................................................. 16 2.4.1. Lokalsamfundsadvokatur ........................................................... 17

2.5. Opsummering ................................................................................ 17 3. Design ................................................................................................ 18 3.1. Lokalt repræsentativt demokrati ....................................................... 18 3.1.1. Hypotese 1 .............................................................................. 19

3.2. Lokalsamfundsadvokatur ................................................................. 27 3.2.1. Hypotese 2 .............................................................................. 27 3.2.2. Hypotese 3a og 3b .................................................................... 30

3.3. Undersøgelsernes gennemførelse...................................................... 31 3.3.1. Hypotese 1 .............................................................................. 31 3.3.2. Hypotese 2 .............................................................................. 32 3.3.3. Hypotese 3a og 3b .................................................................... 37 3.3.4. Opsummering........................................................................... 39

4. Analyse ............................................................................................... 39 4.1. Hypotese 1 .................................................................................... 39 4.1.1. Indbyggertal ............................................................................ 42 4.1.2. Variation i kommuner og afstemningsområder.............................. 44

4.2. Hypotese 2 .................................................................................... 46 4.2.1. Funktionel definition.................................................................. 47 4.2.2. Enkelte kommuner.................................................................... 48 4.2.3. Andre sammenhænge? .............................................................. 50

4.3. Hypotese 3a og 3b.......................................................................... 51 4.3.1. Spørgeskemaundersøgelse......................................................... 51 4.3.1.1. Resultater .......................................................................... 56 4.3.1.1.1. Overordnet................................................................... 57 4.3.1.1.2. Center og periferi .......................................................... 59 4.3.1.1.3. Sammenlagt og uændret................................................ 62 4.3.1.1.4. Kommuner ................................................................... 66 4.3.1.1.5. Statistiske analyser ....................................................... 70 4.3.1.1.6. Opsamling på analyse af hypotese 3a og 3b ..................... 75

4.4. Opsamling på analysen.................................................................... 77

3 / 108

5. Diskussion ........................................................................................... 79 5.1. De udfordrede kommuner ................................................................ 81 5.1.1. Deltagelses- og demokratiudfordring ........................................... 81 5.1.1.1. Afstemningsområder ........................................................... 83 5.1.1.2. Hvad er det kommunale selvstyre for borgerne? ..................... 87 5.1.1.2.1. Borgerinddragelse ......................................................... 88

5.1.1.3. Borgmestrene – reformens syndebukke?................................ 89 5.1.1.4. Svær ansvarligholdelse ........................................................ 91 5.1.1.5. Norske erfaringer ................................................................ 93 5.1.1.6. Opsamling.......................................................................... 95 5.1.1.6.1. Afstemningsområderne .................................................. 95 5.1.1.6.2. Vælgernes perspektiv på lokaldemokrati .......................... 96 5.1.1.6.3. Svær ansvarligholdelse .................................................. 96 5.1.1.6.4. Erfaringer fra Norge....................................................... 96

5.1.2. Styrings-/legitimitetsudfordring .................................................. 97 5.1.2.1. Fremtidens kommune .......................................................... 98

6. Konklusion......................................................................................... 100 6.1. Perspektivering ............................................................................ 102

7. English summary................................................................................ 103 8. Bibliografi .......................................................................................... 104

4 / 108

1. Indledning Kommunalreformen 2007 er af mange kaldt den største reform af den offentlige sektor i

Danmark nogensinde – og det er endda blevet kaldt et beskedent udtryk (Blom-Hansen

et al 2006: 11)! Den er dermed oplagt at studere nærmere for politologien for at blive

klogere på en lang række træk ved det danske demokrati og velfærdsstat. Særligt

interessant bliver kommunalreformen, når kun en ud af ti af vælgerne mener den har

været til fordel for borgerne i deres kommune (Ugebrevet A4 2009), og kun 27 procent

af deres politiske repræsentanter kalder den en succes (Politiken Research 2009).

Kommunalreformen reducerede 239 kommuner til 66, mens 32 kommuner ikke ændrede

udformning, og særligt i de nye sammenlagte kommuner var der ved det første valg i i

2005 en frygt for, at kommunernes centre skulle sætte periferierne udenfor indflydelse.

En sådan konfliktlinje mellem center og periferi findes også på nationalt plan i Norge

(Aardal 2007: 68), hvor den endda kan forklare en del af variationen i partivalg (ibid:

98). Kommunalreformens gennemførelse og dennes mulige fremme af tilstedeværelsen

af en (latent) geografisk konfliktlinje ved kommunalvalgene gør det interessant at

undersøge, om denne konfliktlinje også har betydning for kommunalvalgene.

Dette kan undersøges på en række forskellige måder, men det er her valgt at anvende

valgdeltagelsen, der gennem en stor datadybde har nogle klare fordele, der gør den

interessant at anvende til trods for manglende databredde (sammenlignet med

surveyundersøgelser); fordele, der senere skal redegøres for.

Dermed bliver specialets problemstilling følgende:

Har geografiske konflikter betydning for valgdeltagelsen ved danske kommunalvalg?

De geografiske konflikter i kommunerne er ikke tidligere i den danske politologiske

forskning undersøgt yderligere, ligesom studier af valgdeltagelse ved kommunalvalg

oftest har fokuseret på kommunernes størrelse (fx Kjær & Mouritzen 2003) og

deltagernes socioøkonomiske sammensætning (Elklit et al 2000). Problemstillingen synes

derfor relevant at forfølge, da der for det første er tale om et underbelyst fænomen (de

geografiske konflikter i kommunerne) og for det andet en anerkendt indikator på

borgernes holdninger til lokaldemokratiet (valgdeltagelsen).

5 / 108

1.1. Disposition

I kapitel 2 redegøres for kommunalstyrets rationale og der identificeres de tre

dimensioner af lokaldemokrati, som specialet vil behandle. En diskussion af baggrunden

for, hvorfor vælgere deltager i valg, udtrykker sig i fem forskellige forklaringsmodeller,

der alle på forskellig (og til tider konkurrerende) vis søger at forklare valgdeltagelse.

I kapitel 3 opstilles specialets fire hypoteser, og der redegøres og argumenteres for

undersøgelsesdesignet for analysen af hypoteserne, der befinder sig indenfor to af

dimensionerne af lokaldemokrati, lokalt repræsentativt demokrati og

lokalsamfundsadvokatur. Til anvendelse i undersøgelsen udvælges ti kommuner til

nærmere undersøgelse, subsidiært seks af disse ti kommuner.

Kapitel 4 analyserer hypoteserne med henblik på at be- eller afkræfte deres rigtighed,

og, endelig, diskuteres resultaterne af analysen i kapitel 5, hvor der skitseres to

udfordringer for de danske kommuner: En deltagelses- og demokratiudfordring og en

styrings- og legitimitetsudfordring. Det er dermed det lokale demokratis

udviklingsmuligheder, der her diskuteres og der præsenteres nogle bud på, hvordan

udviklingen kunne tænkes at blive samt hvordan den måske burde blive.

2. Teori Særligt i perioden 2002-2007, hvor strukturreformen blev forberedt, besluttet og

gennemført, var lokaldemokratiet genstand for megen diskussion. Det er derfor

interessant at undersøge hvad reformen så reelt har haft af betydning for

lokaldemokratiet. Førend en sådan undersøgelse kan gennemføres er det dog nødvendigt

nærmere at beskrive, hvad der menes og kan menes med lokaldemokrati.

Først og fremmest kan man stille sig spørgsmålet, hvorfor lokaldemokratiet overhovedet

er vigtigt. Hvilke fordele er der ved at decentralisere den politiske magt? Spørgsmålet er

særlig relevant i Danmark, hvor det kommunale niveau har relativt større økonomisk

betydning end i andre lande (Kjær & Mouritzen 2003: 35).

2.1. Fordele ved decentralisering

Fordelene ved decentralisering kan deles op i hhv. demokratiske og økonomiske fordele.

Det er en demokratisk fordel, at vælgerne lokalt får større mulighed for at holde

politikere ansvarlige for de trufne beslutninger (Dahl & Tufte 1973: 20), og muligheden

6 / 108

for deltagelse og indflydelse øges, desto mindre de politiske enheder er, fordi der er

færre vælgere pr. valgt politiker. Omvendt har små enheder mindre

beslutningskapacitet, dvs. de kan i mindre grad end større enheder gennemføre de lokale

beslutninger, fordi de netop kun dækker et begrænset geografisk område og antal

mennesker og dermed kun kan træffe bindende, politiske beslutninger herfor.

Den økonomiske fordel ved decentralisering er kort fortalt, at et decentralt system bedst

sikrer overensstemmelse mellem vælgernes præferencer og den førte politik, dvs.

mellem efterspørgsel og udbud (Mouritzen 1997: 67). I diskussioner om udgiftsforøgelser

på nationalt plan, vil de få der får fordelene af flere udgifter have langt større incitament

til at agitere end de mange der får ulemperne (en marginal skattestigning) – fordelene er

koncentrerede, mens ulemperne er spredte (Wilson 1980). På det lokale plan vil denne

asymmetri ikke være lige så stor, og borgerne afslører derfor bedre deres præferencer i

afvejningen af hhv. udgifternes og skatternes størrelse. Dette gør ressourceanvendelsen

mere effektiv, da man i en struktur med fx 98 kommunale enheder bedre kan tilpasse sig

forskellige præferencestrukturer lokalt, end hvis man skulle forsøge at gøre det nationalt,

dvs. finde et ens og passende niveau for alle 98 enheder. Endelig er der teoretisk set den

fordel, kaldet Tiebout-effekten (Tiebout 1956), at de forskellige enheders forskellige

kombinationer af udgifter og skatteopkrævning giver mulighed for, at borgerne kan flytte

derhen, hvor matchet passer dem bedst. For 18 år siden, var der eksempelvis forskelle

på over 100 % i udgifterne pr. indbygger på centrale velfærdsområder, ligesom

skatteprocent og grundskyld svingede kraftigt (Mouritzen 1997: 65). Selvom

kommunernes antal siden er reduceret til omkring en tredjedel, viser 2009-tallene at

variationen mellem kommunerne på udgiftssiden i mange tilfælde er mindst lige så stor

som i 1991, mens kommunerne særligt på indtægtssiden er blevet mere homogene

(egne beregninger1). Der er dog stadig store forskelle mellem kommunerne, hvorfor

deres kombination af udgifter og skatteopkrævning stadig kan siges at være så

forskelligt, at Tiebout-effekten i teorien kunne gøre sig gældende.

Fra før kommunalreformen i 1970, men særligt i tiden herefter, har staten over tid først

decentraliseret opgaverne og oftest nogen tid derefter også opgavernes finansiering

(Mouritzen 1997: 88-92). Ud fra bl.a. de økonomiske fordele ved decentraliseringen, som

er skitseret ovenfor, kan man udlede, at demokratisk kontrol med driften sikrer den mest

optimale ressourceudnyttelse, hvilket giver det lokale demokrati en eksistensberettigelse.

Som eksempel kunne man forestille sig to kommuner, der var forskellige i borgernes

1 Foretaget på baggrund af tal fra www.noegletal.dk for 2009 for udskrivningsprocent, grundskyldspromille, nettodriftsudgifter pr. indbygger på hhv. teknisk service, ældreomsorg (kun 67+ årige), kultur, folkeskole (kun 7-16 årige), daginstitutioner (kun 0-10 årige) og administration.

7 / 108

ønsker til henholdsvis udgifter og skatter: I kommune X ville borgerne ikke have store

udgifter, og kun betale 22,8 % i kommuneskat (svarende til Gentofte Kommunes

udskrivningsprocent i 2009, landets laveste), mens man i kommune Y havde borgere,

der ønskede større udgifter og dermed gerne ville betale 27,8 % i kommuneskat

(svarende til Langelands Kommunes udskrivningsprocent i 2009, landets højeste). Hvis

staten i stedet fastsatte en fælles skatteprocent for de to kommuner på 25,3 %, ville

borgerne i Gentofte være utilfredse med at betale for meget i skat, mens borgerne i

Langeland ville være utilfredse med for lave udgifter. Selv hvis staten således forsøgte at

indkræve samme beløb i skatter i begge kommuner, og samlet indkrævede et ligeså stort

beløb som før, så ville denne harmonisering skabe utilfredse borgere i såvel kommune X

som kommune Y. Ved at lade kommunernes egne borgere, via disses folkevalgte

repræsentanter, fastsætte kombinationen af udgifter og skatter selv, opnår man i stedet

en situation, hvor borgerne i begge kommuner er tilfredse med udgiftsniveauet, selvom

man der ikke indkræves flere skatter.

2.2. Tre dimensioner af lokaldemokrati

Det lokale demokrati kan således på mange måder beskrives som nødvendigt, særligt i

et tilfælde som det danske, hvor en stor del af den offentlige sektor som nævnt er

placeret på det kommunale niveau. Det gør det interessant nærmere at bestemme, hvad

det lokale demokrati består af. Kjær (2004b) opstiller tre dimensioner af begrebet: 1)

Det lokale repræsentative demokrati, 2) lokal autonomi og 3) lokalsamfundsadvokatur.

2.2.1. Lokalt repræsentativt demokrati

Det lokale repræsentative demokrati omhandler hovedsageligt ansvarligholdelsen af de

lokalt valgte repræsentanter. For at repræsentanterne kan holdes ansvarlige for deres

beslutninger, må der som minimum være valg med en vis frekvens, borgerne må have

en vis viden og interesse for kommunalpolitik, ligesom borgerne bør deltage i både

valgene og andre kommunalpolitiske aktiviteter på baggrund af en tillid til deres egen

indflydelsesmuligheder og en tillid til deres valgte repræsentanter (Beetham 1996).

Udover ansvarligholdelsen er også responsivitet og repræsentativitet ifølge Beetham

(1996) betydningsfulde. Geografisk repræsentativitet vil spille en rolle i dette speciale, da

det netop ønskes undersøgt, om vælgerne udenfor kommunernes centre føler sig

tilstrækkeligt repræsenteret af deres lokale politikere. Responsiviteten hænger sammen

med oplevelsen af politisk efficacy, dvs. tiltroen til egne og andres deltagelse og

muligheder herfor, ligesom tilfredsheden med den kommunale service også er et

parameter (Kjær & Mouritzen 2003: 23).

8 / 108

Hvad angår borgernes deltagelse mellem valgene, er der dog to demokratiske ”skoler”,

hvor den ene idealtype (konkurrencedemokrati) adskiller sig fra den anden

(deltagelsesdemokrati) (Kjær og Mouritzen 2003: 20). Hvor den

konkurrencedemokratiske opfattelse kun anser borgernes deltagelse for interessant ved

valg, er det for den deltagelsesdemokratiske opfattelse også vigtigt, at borgernes

deltager mellem valgene. Dette bunder i to forskellige syn på repræsentanternes rolle

(Kjær & Mouritzen 2003: 21), hvor den sidste idealtype gerne ser repræsentanternes

rolle begrænset til fordel for fx borgerinddragelse, lokale folkeafstemninger og også mere

indflydelse via brugerbestyrelser o.l..

Denne forskel i opfattelsen af, hvad lokale politiske repræsentanters opgave er ift. deres

vælgere, er dog ikke i fokus i dette speciale, da eventuelle geografiske konflikter ikke i

udgangspunktet udgøres af sådanne forskellige opfattelser hos borgerne om, hvilken

form for kommunalstyre de ønsker sig. Dog kan må det antages som naturligt, at der hos

borgere, der mener at deres lokalpolitikere, giver dem for lidt opmærksomhed, vil være

en demokratiopfattelse der mere tenderer den deltagelsesdemokratiske end den

konkurrencedemokratiske, da de ikke anser deres indflydelse for tilstrækkelig i det

nuværende system.

2.2.2. Lokal autonomi

Lokal autonomi handler om evnen til at kunne træffe beslutninger. Her står kommunerne

ofte i et modsætningsforhold til staten, hvor autonomien øges jo flere beslutninger staten

lægger ud til kommunerne. Allerede hos Dahl og Tufte (1973: 2) spørges der: ”Can local

governments survive, except as agents of the national government?” Et spørgsmål, hvis

relevans måske endda er særlig stor i årene efter gennemførelsen af kommunalreformen

i Danmark.

Lokal autonomi kan dog ikke alene ses som et nulsumsspil mellem staten og

kommunerne. Staten kan drage fordele af at udstrække den lokale autonomi, da

problemer med at levere service dermed bliver kommunernes problem. Såvel

administrativt, blandt statens embedsmænd, som politisk, blandt den siddende regering,

kan der være et stærkt ønske om på denne måde at distancere sig fra problemerne – det

der kaldes blame avoidance (Pierson 1994: 18). Omvendt kan staten også forsøge at

kombinere denne distance til problemerne med at fremstille sig som den, der er skyld i

forbedringer. Særligt regeringer kan have en interesse i, at de af vælgerne opfattes som

den politiske part, der skaber forbedringer på velfærdspolitiske områder med stor

9 / 108

interesse for vælger som folkeskolen, ældrepleje og daginstitutioner – det der kaldes

credit claiming (Pierson 1994: 8).

Udstrækningen af den lokale autonomi vil også afspejle kommunernes faglige og

økonomiske bæredygtighed, der igen hænger sammen med kommunernes størrelse. I

det omfang man kan tale om et overordnet rationale for kommunalreformen i 2007

(Nannestad 2006: 6), er det sammenhængen mellem kommunernes opgaveportefølje og

deres størrelse (Strukturkommissionen 2004: 12-13), men også kommunalreformen i

1970 er et udtryk for, at kommunerne skulle have en vis størrelse førend de kunne

overtage en større del af den offentlige sektors opgaver (Strøm 2004: 25).

Spændingsforholdet mellem kommunerne og staten afspejles af, at udviklingstrækkene

siden den foregående kommunalreform i 1970 peger i forskellig retning, så vi er endt

med en ”blandingsmodel” for kommunalstyre (Klausen 2006). Klausen (2006) opstiller to

idealtypiske alternativer, den funktionstømte kommune (kommunen fylder minimalt) og

den professionelle kommune (kommunen fylder maksimalt). Førstnævnte anses for mest

realistisk grundet reformer, særligt siden 2001, der har trukket i retning af at offentlig

administration og institutioner har fokuseret på strategiske konkurrenceparametre, der,

når de ekspliciteres, enten kan flytte de politiske beslutninger om produktionen til staten

(via nationalt fastsatte standarder) eller videre til en form for marked (via øget

konkurrenceudsættelse på baggrund af konkurrenceparametrene) (Klausen 2006: 11-

12).

Lokal autonomi dækker derfor over en vigtig del af det lokale demokrati, og det er

uomgængeligt at vurdere dette i forlængelse af specialets resultater, der i analyserne

dog vil lægge fokus andetsteds. Den lokale autonomi spiller direkte sammen med

borgernes interesse, engagement og deltagelse i det lokale demokrati, og skulle

kommunerne i stigende grad ikke være kompetente (i såvel juridisk som funktionel

forstand) til at løse velfærdsopgaverne, kan man både forvente en mindsket

vælgermæssig interesse i kommunalpolitik og en interesse i en centraliserende

reorganisering af opgavevaretagelsen fra statens side.

2.2.3. Lokalsamfundsadvokatur

Lokalsamfundsadvokatur udgør den tredje dimension af lokaldemokrati, og omhandler de

mindre bysamfunds mulighed for at blive hørt i den politiske proces. Den følger af den

klassiske politologiske opfattelse af politik som ressourcefordeling (Laswell 1936; Easton

1965: 50; Rasmussen 1970: 31), og der var i debatten om strukturreformen mange

10 / 108

bekymrede mindre bysamfund, der frygtede at blive (endnu mere) periferi i en ny og

større kommune, fordi ressourcerne det meste af tiden ville tilfalde hovedbyen, centeret,

i den nye kommune.

Lokalsamfundsadvokatur kan dermed også hænge sammen med vælgernes identitet,

nærmere bestemt hvor vælgerne føler de hører til, fordi alle vælgerne i kommunen er

skatteborgere, og hvis fordelene koncentreres for meget omkring et af kommunens

bysamfund, mens ulemperne via den ens skatteprocent for alle borgere spredes, kan det

skabe utilfredshed hos borgerne i periferien (Kjær 2006: 43).

Periferiens frygt for at blive domineret, og diskussionen af om det var sket i valgperioden

og ville ske i den kommende, foregik også ved kommunalvalget i 2009 (Kjær 2009c), og

det er derfor et åbent spørgsmål, om vælgerne i periferien så også har reageret på

denne frygt, fx ved at støtte massivt op om kandidater fra lokalområdet, arrangere

samlede protester til fordel for deres lokalsamfund i valgkampen o.l..

Der kan derfor i mange kommuner eksistere en latent geografisk konflikt mellem de

enkelte kommuners center og periferi. Konflikternes eksistens hænger ikke sammen med

kommunernes størrelse – de eksisterede også i kommunerne fra før kommunalreformen,

og sågar nok også i de over 1.200 kommuner fra før 1970 – men det er bestemt muligt,

at kommunalreformens sammenlægninger af 239 kommuner til 66, kan risikere at have

gjort ”periferien mere perifær”, og også gjort tidligere kommunale centerbyer til en del af

en ny kommunal periferi. Basis for at en geografisk konflikt kan udfolde sig, kunne derfor

være øget som resultat af kommunalreformen.

Det skal anføres, at lokalsamfundsadvokatur kan også kan anskues på en anden måde,

nemlig som kommunernes interne kamp om ressourcer (fx statslige puljemidler) og

(statslige) arbejdspladser (Kjær 2004b: 50). Denne definition af lokalsamfundsadvokatur

er dog mindre interessant for specialet, mens den der først blev præsenteret til gengæld

netop sigter til eksistensen af en geografisk konflikt internt i en kommune.

2.2.4. Udvikling

Strukturkommissionen (2004: 145) forventede på baggrund af sine analyser ikke en

negativ udvikling for lokaldemokratiet som følge af en strukturreform. For det første blev

denne vurdering dog givet på baggrund af, at kommunerne som minimum fik 30.000

indbyggere – det lever en fjerdedel af de 98 kommuner efter reformen ikke op til, og en

11 / 108

tredjedel af dem ligger på 50.000 indbyggere eller derover2. For det andet var

Strukturkommissionens betænkning en vurdering af noget hypotetisk, effekterne af en

fremtidig reform, og det kan derfor være relevant nu, efter reformens gennemførelse, at

undersøge om disse hypotetiske vurderinger viste sig at holde stik. Desuden er

Strukturkommissionens arbejde efterfølgende blevet kritiseret for at have overdrevet

særligt de økonomiske fordele ved reformen, og både formanden for kommissionen

Johannes Due, ekspertmedlem Poul Erik Mouritzen og ph.d. Kurt Houlberg har sået tvivl

om, hvorvidt anbefalingerne fra Strukturkommissionen i tilstrækkelig grad kan

underbygges forskningsmæssigt (Danmarks Radio, 23.11.2009). Da

Strukturkommissionen offentliggjorde sin rapport, deltog Poul Erik Mouritzen desuden

sammen med de to andre ekspertmedlemmer i en særudtalelse, der udtrykte dissens til

de anbefalinger Strukturkommission gav. Selvom denne dissens særligt omhandler

økonomiske aspekter, giver det alligevel et indtryk af, at der kan være god grund til at

undersøge lokaldemokratiets udvikling efter strukturreformen.

Udviklingen kan undersøges på de tre tidligere nævnte dimensioner – lokalt

repræsentativt demokrati, lokal autonomi og lokalsamfundsadvokatur – der dog hver

især kræver et undersøgelsesobjekt. I specialet vil lokal autonomi ikke blive undersøgt

videre, om end spørgsmålet vil blive inddraget i den afsluttende diskussionen af

lokaldemokratiets udvikling. Derimod vil det lokale repræsentative demokrati og

lokalsamfundsadvokaturet blive undersøgt. For at gøre dette, er det påkrævet at finde

indikatorer for deres udvikling, så man kan sammenligne forholdene før og efter

strukturreformen, der kan danne baggrund for en vurdering af, hvad reformen har

betydet.

For det repræsentative lokale demokratis vedkommende opstiller Kjær & Mouritzen

(2003: 23) ni indikatorer på det lokale demokrati under hovedgrupperne

ansvarligholdelse, responsivitet og repræsentativitet. Afhandlingen levner ikke rum for en

grundig behandling af alle ni indikatorer, hvorfor en af indikatorerne på ansvarligholdelse

– nemlig valgdeltagelsen – er udvalgt. I det følgende vil der blive argumenteret nærmere

for, hvorfor valgdeltagelsen er en god indikator på lokaldemokratiets tilstand.

2.3. Valgdeltagelse

Grundlæggende kan man stille spørgsmålet, hvorfor vælgerne i det hele taget deltager i

valg. Nogle af de oftest givne svar er vanens magt og valgenes tæthed og betydning

2 Kilde: www.noegletal.dk

12 / 108

(Franklin 2004: 9-36; Geys 2006), omend særligt undersøgelser fra før 1970erne

fokuserede på en økonometrisk tilgang til valghandling, hvor valghandling afhang af, om

nytten af at stemme oversteg (særligt informations)omkostningerne herved, den

såkaldte calculus of voting (Downs 1957; Riker & Ordeshook 1968). Netop vanens magt

fremstår central i de senere års forskning i valgdeltagelse (bl.a. Franklin 2004, Blais

2000, Elklit et al 2000, Geys 2006). Den kan i og for sig forklare noget af det generelle

fald i valgdeltagelse mange udviklede lande har oplevet de sidste 50 år, da sænkningen

af valgretsalderen inkluderede en større gruppe med mindre tilbøjelighed til at stemme i

valghandlingen, og ”indlæringen” af denne mindre tilbøjelighed til at stemme hos de nye

grupper har så siden, ifølge teorierne (McDonald & Popkin 2001), ”hængt ved” førend

disse vælgere blev ældre og mere tilbøjelige til at stemme (Franklin 2004: 26). Denne

kohorte-effekt forklarer dog ikke hele udviklingen i valgdeltagelse (McDonald & Popkin

2001: 969), og det er derfor relevant at se på forskellige teoriers hypoteser om

baggrunden for, at vælgerne deltager i valghandlinger.

Elklit et al (2005: 40-58) opstiller fem faktorer der kan være med til at forklare, hvorfor

vælgerne deltager ved valg, og – måske ligeså relevant – hvorfor nogle grupper af

vælgere ikke deltager. En lignende opdeling er opstillet hos Frandsen (2003), og de to

opstillinger vil blive opsummeret i det følgende, i hhv. den rationelle tilgang,

ressourcetilgangen, integrationstilgangen, mobiliseringstilgangen og institutioner.

2.3.1. Rationel tilgang

For det første kan vælgernes deltagelse ved valg ses som en afvejning af, om gevinsten

ved at deltage overstiger omkostningerne (Downs 1957; Riker & Ordeshook 1968).

Udgangspunktet er her den økonomisk inspirerede rational choice-teoris tankegang om

det egennyttemaksimerende individ. Modellen har tre komponenter: Vælgerens

partidifference (fordel ved at et givent parti vinder frem for andre), vælgerens

omkostninger ved at stemme (fx tids- og informationsomkostninger), og endelig

sandsynligheden for at vælgerens stemme afgør valgets udfald (Frandsen 2003: 116).

Problemet for den rationelle tilgang er, at der opstår en ”over-deltagelse” ved valg der

enten involverer meget store vælgergrupper (hvor sandsynligheden for at afgive den

afgørende stemme svinder) eller hvor partierne ikke er tydeligt forskellige. Denne ”over-

deltagelse” kan ikke forklares af den rationelle tilgang.

13 / 108

2.3.2. Ressourcetilgang

Valgdeltagelsen kan for det andet forklares af individuelle ressourcer. Vælgere med høj

indkomst, høj uddannelse, høj interesse, høj politisk selvtillid, høj viden o.l. forventes at

stemme i højere grad end andre, da de har antages at have bedre forudsætninger for at

kunne gøre det (Frandsen 2003: 113). Desuden suppleres disse ressourcer af sociale

ressourcer, hvor deltagelsen i sociale grupper også anses som en positiv ressource, der

forøger valgdeltagelsen. Tilgangen tager dermed udgangspunkt i socioøkonomiske

forhold. Den kan forklare den ”over-deltagelse”, den rationelle tilgang ikke kunne, da det

her er individers egenskaber, ikke individernes strategiske overvejelser, der bestemmer

deres valgdeltagelse. Derfor deltager vælgerne, også selvom det ”ikke kan betale sig”: Jo

rigere, bedre uddannet, mere interesseret, selvtillidsfuldt og vidende vælgerne bliver, jo

højere bliver valgdeltagelsen. Tilgangen kan til gengæld ikke forklare, hvorfor

valgdeltagelsen så ikke er vokset de seneste mange år, hvor både samfundets indkomst-

og uddannelsesniveau er forøget voldsomt, ligesom den ikke kunne forklare hvorfor

arbejdere og bønder i stor grad deltog ved valgene i det 20. århundredes første halvdel

til trods for dårlige ressourceforudsætninger.

2.3.3. Integrationstilgang

Valgdeltagelsen kan også, for det tredje, forklares af graden af vælgernes sociale

integration i samfundet. Eksistensen af en norm om, at det er en borgerpligt at stemme,

er her afgørende. Jo mere integreret vælgeren er, i jo højere grad bliver vælgeren udsat

for denne norm, og i desto højere grad vil man derfor stemme (Frandsen 2003: 114).

Udgangspunktet for teorien er således sociologisk. Ressourcer antages kun at have

betydning i det omfang de er bestemmende for graden af social integration, der igen

bestemmer graden af udsættelse for normen om at stemme. Kvindernes lavere

valgdeltagelse i de første årtier efter at de opnåede stemmeret, kan dermed forklares

med deres lavere politiske integration i samfundet sammenlignet med mændene. I dag

er kvinders valgdeltagelse da også fuldt på højde med mændenes efter kvindernes

gradvise integration i samfundet. Et nutidig afspejling af integrationsmæssige forskelles

betydning findes i ikke-danske statsborgere lavere – men dog stigende – valgdeltagelse

siden disse vælgere fik mulighed for at deltage i kommunalvalg i 1981.

Integrationstilgangen synes dog ikke at kunne forklare pludselige og store forskelle i

valgdeltagelse fra valg til valg, ligesom den væsentlige forskel på deltagelse i folketings-

og kommunalvalg på 10-15 % ikke kan forklares. Deltagelsen i de to skulle ifølge denne

tilgang være lige stor, da stemmenormen er lige stærk.

14 / 108

2.3.4. Kollektiv mobilisering

De foregående tre faktorer har alle taget udgangspunkt i individuelle egenskaber hos

vælgerne, som forklaringen på valgdeltagelsen. De suppleres af en fjerde faktor, der

modsat disse ser på kollektive egenskaber (Ellkit et al 2005: 54-55). Vælgeren ses ikke

som individ, men som medlem af en interessebestemt samfundsgruppe. Eksempler på

disse i Danmark er andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen. Begge bevægelser

engagerede vælgere, der hver for sig havde for få individuelle ressourcer til at deltage,

ved at opbygge og opretholde en gruppebevidsthed, der gav bevægelserne – og dermed

deres medlemmer – stor politisk styrke. Ressourcefattigdom for de enkelte medlemmer

af gruppen er ikke en forudsætning for kollektiv mobilisering. Ved kommunalvalg er det

derfor også muligt, at man kollektivt kan mobilisere vælgerne ved at appellere til og

opbygge en gruppebevidsthed centreret om fx et lokalområde eller en landsby. Denne

interessebestemte kollektive mobilisering har fællestræk med den mobilisering af

vælgerne, partierne forsøger at gennemføre i valgkampe. Her er omfanget af mediernes

dækning, graden af politisk konflikt og partiernes aktivitetsniveau det, der former

valgdeltagelsen. Eksponerede og konfliktfyldte valg med meget aktive partier har derfor

større deltagelse end andre valg. Denne kollektive tilgang kan modsat de tre individuelle

tilgange forklare, hvorfor valgdeltagelsen varierer fra valg til valg. Organisationsgrad og

særligt valgkampes styrke og konfliktniveau kan nemlig også variere kraftigt fra valg til

valg.

2.3.5. Institutioner

Foruden de fire nævnte faktorer kan de institutionelle regler, dvs. valglovgivningen,

påvirke valgdeltagelsen ved hhv. at facilitere og mobilisere deltagelsen. Facilitering

består i hvor nemt det er at komme til at stemme, og et eksempel er den danske praksis

med automatisk registrering af vælgerne (modsat i fx USA). Mobilisering består i hvor

betydningsfuld vælgerens stemme er, og denne betydning øges fx i et

forholdsvalgssystem og hvis der er sideordnet opstilling. (Elklit et al 2005: 46)

Sådanne institutionelle regler kan dog kun anses for relevante i sammenligner af

forskellige typer af valg eller valg i forskellige lande. Ved kommunalvalg i Danmark har

de institutionelle regler været konstante siden 1985 (hvor muligheden for sideordnet

opstilling blev indført), og kan dermed ikke bruges til at forklare eventuelle ændringer

ved kommunalvalget i 2009. Dog kan der, på baggrund af udenlandske erfaringer

(McNulty et al 2009), være en risiko for at færre afstemningsområder i de nye

kommuner kan påvirke valgdeltagelsen negativt. De fleste sådanne tilpasninger af

afstemningsområdernes antal blev dog foretaget i forbindelse med kommunalvalget i

15 / 108

2005, og beslutningen herom er ikke lovreguleret og bestemmes derfor af

kommunalbestyrelserne selv.

Selvom institutioner pga. deres stabilitet over tid ikke kan være en umiddelbar forklaring

af ændringer i valgdeltagelsen, påvirker den danske kommunalvalglov måske inddirekte

valgdeltagelsens omfang og generelt høje niveau (Elklit 2009).

For det første er barrieren for at blive opstillet lav i den gældende danske

kommunalvalglov (Velfærdsministeriet 2009a, §19, stk. 2-3), da der som minimum blot

kræves hhv. 25, 50 og 150 stillere for kandidatlister i kommuner med hhv. under 25.000

borgere, over 25.000 borgere og for Københavns Kommune.

For det andet er muligheden for at stemme personligt på en kandidat er med til at, selv

ud fra et rationelt udgangspunkt, at forøge værdien af at afgive en stemme. Stemmen

afgør i sig selv ikke flertalssammensætningen i en kommune, men særligt i større

kommuner med meget populære spidskandidater, kan ganske få stemmer være med til

at afgøre, hvilke personer der bliver indvalg i kommunalbestyrelsen. Det illustreres af et

eksempel fra kommunalvalget i Århus i 2005. Her stemte i alt 167.043, og 80.974 (48

%) stemte stemte personligt på blot to personer (hhv. spidskandidat for Venstre Louise

Gade og spidskandidat for Socialdemokraterne Nicolai Wammen). Omvendt modtog

netop disse to partier de yderste mandater i kommunalbestyrelsen, og de tilfaldt

personer med hhv. 315 og 284 personlige stemmer. Det svarer til 0,2 % af alle afgivne

stemmer. Et endog meget lavt tal, der i øvrigt kan genfindes i fx Københavns og

Aabenraa Kommune.

2.3.6. Opsummering

Til slut skal de fem nævnte faktorer opsummeres. Hver især kan siges at kunne påvirke

valgdeltagelsens omfang, og det er ikke intentionen at teste forklaringernes indbyrdes

styrkeforhold i nærværende speciale. I stedet skal de fem faktorer ses som mulige

forklaringer på ændringer i valgdeltagelsen ved kommunalvalget i 2009. Den kollektive

mobilisering er dog af særlig interesse, da den bedst kan forklare forskelle over tid i

samme enheder, der socioøkonomisk, sociologisk og institutionelt (her tænkes på

valgloven, ikke ændrede kommunestrukturer) ikke kan opfattes som væsentligt

forskellige fra valg til valg.

16 / 108

Tabel 2.2. Opsummering af faktorer, der påvirker valgdeltagelse. Teori Kausalforhold Hovedelement Udgangspunkt Rationel Forskel på partier +

stemmeomkostninger + sandsynlighed for at stemmen er afgørende = valgdeltagelse

Økonomisk rationalitet

Individ

Ressource Individuelle socioøkonomiske og sociale ressourcer � valgdeltagelse

Socio-økonomi Individ

Integration Integration i samfundsliv � udsættelse for stemmenorm � valgdeltagelse

Sociologisk rationalitet

Individ

Kollektiv mobilisering

Vælgerens samfundsgruppe og/eller valgets vigtighed mobiliserer � valgdeltagelse

Mobiliseringsproces Kollektiv

Institutioner Institutionelle regler (valglov) � valgdeltagelse

Institutionalistisk rationalitet

Individ

Af de nævnte faktorer er særligt integrations- og mobiliseringstilgangen relevante for

specialet, og også til dels den rationelle tilgang. Integrationstilgangen fokuserer på

integrationen i samfundslivet og eksistensen af en stemmenorm. Begge forhold kan man

i udgangspunktet antage kunne påvirkes af et eksogent stød som en ændring af den

kommunale struktur må betegnes som. Den kollektive mobilisering er interessant, da

strukturændringerne kan øge eller forringe mulighederne for at mobilisere og ved

potentielt set at skabe ændringer i kommunalvalgets vigtighed. Endelig kan man med

udgangspunkt i den rationelle tilgang sige, at informationsomkostningen alt andet lige

stiger i en ny kommunestruktur, og at ændringer heri derfor til dels kan antages at

påvirke valgdeltagelsen.

2.4. Valgdeltagelsens betydning

Ovenfor er nævnt fem faktorer der gør, at vælgerne deltager i valg. Hvorfor er denne

deltagelse så relevant? Høj valgdeltagelse signalerer at vælgerne anser det demokratiske

system for at være legitimt (Elklit et al 2000: 74; Elklit et al 2005: 19). Deraf følger

også, at en faldende valgdeltagelse kan være et demokratisk faresignal, der signalerer

faldende legitimitet for et demokratisk system, særligt da faldet vil være størst hos

ressourcesvage grupper, som risikerer en funktionel eksklusion fra det politiske system.

Valgdeltagelsen er indenfor de seneste 10 år igen blevet genstand for politologisk

interesse (Franklin 1996, 2004; Elklit et al 2000, 2005; Lijphart 1996, 2000; Norris

2002, 2004; Pintor & Gratschew 2004; Lassen 2005; Geys 2006; Fowler et al 2008;

McNulty et al 2009). For det første er valgdeltagelsen, efter mange års vækst eller status

quo, i en lang række lande begyndt at vise fald. En udvikling der er interessant at

behandle, og som kalder på forklaringer. For det andet er data blevet bedre, bl.a. på

17 / 108

baggrund af surveyundersøgelser og offentlige statistiske registre med demografiske

oplysninger om decentrale enheder, så valgstatistikken nu i højere grad kan suppleres af

oplysninger om vælgerne.

Valgdeltagelsens udvikling har dermed nogle demokratiske implikationer, der gør den til

et interessant undersøgelsesobjekt, ligesom interessen og mulighederne for at belyse

dens udvikling er vokset, hvilket gør valgdeltagelsen anvendelig som en indikator på

lokaldemokratiets tilstand. Denne indikator, udtrykt i stemmeprocenten, er desuden nem

at sammenligne på tværs af tid, valgtype og sted, ligesom oplysninger om den, helt ned

på afstemningsområde, er offentligt tilgængelige. Endelig er den et betydeligt mere

sikkert statistisk mål end fx surveyundersøgelser, da der er tale om populationsdata frem

for stikprøvedata.

Valgdeltagelsens udvikling er dermed, for det første, interessant at undersøge ud fra et

demokratisk perspektiv. For det andet er den, udtrykt ved stemmeprocenten, et let

tilgængeligt og sammenligneligt mål. Det synes derfor oplagt at anvende valgdeltagelsen

i specialet.

2.4.1. Lokalsamfundsadvokatur

Valgdata kan også anvendes til at undersøge lokalsamfundsadvokatur, da

kommunalvalgene kan ses som en mulighed for lokalsamfund til at sikre sig en større

andel af de afsatte ressourcer i kommunen. I litteraturen er der støtte til, at

lokalpolitikere også virker som lokalsamfundsrepræsentanter (Berg & Kjær 2005: 73).

En sammenlægning, hvor et område dominerer de andre i størrelsen, kan medføre en

geografisk mere skæv ressourcefordeling, fordi det dominerende område alt andet lige

har flere folkevalgte repræsentanter. Dette kunne dermed føre til en apati med det lokale

politiske system for beboerne i periferi-områder, hvilket ville kunne aflæses i faldende

valgdeltagelse i disse områder, men status quo i valgdeltagelsen i center-området.

Omvendt er netop kommunalvalgene en oplagt mulighed for at frustrationer over en

centerbys dominans kan materialiseres politisk, og gennem kollektiv mobilisering med

lokalområdets interesser som omdrejningspunkt, kunne lister fra periferi-områderne

dermed medføre en stigende valgdeltagelse i periferi-områderne.

2.5. Opsummering

I det foregående blev det teoretiske grundlag for specialet diskuteret. Kommunernes

demokratiske relevans blev diskuteret, og en række fordele ved at decentralisere den

18 / 108

politiske magt blev fremhævet. Det gav således logisk mening at have et lokalt

demokratisk valgt niveau til at varetage lokale samfundsopgaver. Det nærmere indhold

af et sådant lokalt demokrati blev diskuteret og udsondret på tre dimensioner: Lokalt

repræsentativ demokrati, lokal autonomi og lokalsamfundsadvokatur. Der blev

argumenteret for at undersøge udviklingen i lokalt repræsentativ demokrati og

lokalsamfundsadvokatur i specialet. Til det formål krævedes en form for indikator, og her

blev valgdeltagelse inddraget. Baggrunden for, at borgere deltager ved valg, blev

diskuteret, og fem faktorer præsenteret og diskuteret: Rationel tilgang, ressourcetilgang,

integrationstilgang, kollektiv mobilisering og institutioner. Det blev argumenteret, at

valgdeltagelsen kan bruges som en indikator på (lokal)demokratiets sundhedstilstand,

hvor højere deltagelse er bedre for demokratiet end lavere deltagelse, og at

valgdeltagelsen derfor er et interessant undersøgelsesobjekt, når man skal vurdere

udviklingen i lokaldemokratiet. På samme vis blev det argumenteret, at forskelle i

udviklingen i valgdeltagelsen i enkelte områder indenfor kommunerne kunne være en

indikation på, at der var lokaldemokratiske problemer set ud fra en

lokalsamfundsadvokatur.

3. Design I det foregående blev det teoretiske grundlag gennemgået, og en indikator for

udviklingen i såvel det lokale repræsentative demokrati som lokalsamfundsadvokaturet –

valgdeltagelsen – blev valgt ud.

Følgende del vil munde ud i et sæt forventninger til udviklingen i valgdeltagelsen ved

kommunalvalget i 2009, når lokaldemokratiet anskues ud fra de to nævnte dimensioner.

Det vil ud fra disse forventninger være muligt at komme frem til nogle testbare

hypoteser om indikatorernes udvikling ved kommunalvalget i 2009 (denne diskussion af

forventningerne og udledningen af hypoteserne blev foretaget før gennemførelsen af

valghandlingen d. 17. november 2009).

3.1. Lokalt repræsentativt demokrati

På landsplan kan man argumentere for forskellige forventninger til valgdeltagelsen.

Valgets afholdelse næsten præcis to år efter seneste folketingsvalg kunne måske føre til,

at valgets temaer i højere grad blev landspolitiske, og at valget dermed blev et

”midtvejsvalg”, halvvejs i en folketingsvalgperiode. Da valgdeltagelsen til folketingsvalg

19 / 108

er godt 15 procentpoint højere end ved kommunalvalg ville en overfladisk betragtning

måske føre til, at valgdeltagelsen ved kommunalvalget ville stige og ligge over det

historiske gennemsnitsniveau på omtrent 70 procent (Strukturkommissionen 2004: 150).

Mediernes dækning af kommunalvalget som betydningsfuldt for næste folketingsvalg,

folketingspolitikernes stærke involvering i kommunalvalgkampen samt TV-stationernes

beslutning om at gennemføre en partilederrunde på kommunalvalgaftenen – noget der

normalt er forbeholdt folketingsvalg – kan være med til at forstærke det indtryk, at

kommunalvalget i 2009 var et ”midtvejsvalg”, og hvor vælgernes deltagelse skete ud fra

landspolitiske overvejelser fremfor lokalpolitiske overvejelser. Set ud fra teorien om

kollektiv mobilisering, hvor stigende konfliktniveau og vigtighed af et valg er med til at

øge valgdeltagelsen, kunne man forvente en stigning i valgdeltagelsen fra 69,4 procent i

2005.

3.1.1. Hypotese 1

Omvendt kunne man ud fra dels den rationelle tilgangs fokus på det potentielt afgørende

i ens stemme, og dels den kollektive mobiliserings fokus på valgs vigtighed, også

argumentere for, at man måtte forvente faldende valgdeltagelse.

Særligt siden kommunalvalget i 2005 har mange kommunalpolitikere og deres

organisation Kommunernes Landsforening ofte argumenteret for, at statens indflydelse

på kommunernes styring er for stor; man har billedligt talt om ”den statslige

spændetrøje”. Ikke alle dele af denne kritik kan henføres til kommunalreformen, fx det

kommunale skattestops implementering med en sanktionsordning via modregning i det

statslige bloktilskud, men kontrolforanstaltninger ift. størrelsen af udgifter til såvel anlæg

som service blev indført i overgangsperioden med den nye kommunale strukturs

indførelse. Desuden har Kommunernes Landsforening ofte gjort sig til talsperson for, at

kommunernes økonomi er for stram og at staten bør tillade et større forbrug i

kommunerne. Et indicium på, at kommunernes økonomi også rent objektivt må anses for

i stigende grad at være presset, kunne man se i månederne op til kommunalvalget 2009.

Næsten halvdelen af landets kommuner anmodede Indenrigsministeriet om mulighed for

at hæve kommuneskatten i de budget for 2010 (og 17 fik deres ønske imødekommet).

En højst mærkværdig handling, hvis ”the political business cycle” står til troende, og

politikere af frygt for vælgernes dom aldrig gennemfører besparelser eller

skattestigninger i valgår.

Lægger man dette til de mange store besparelsesrunder i mange af såvel de nye som i

fortsætterkommunerne i løbet af valgperioden, tegner der sig et billede af en kommunal

20 / 108

økonomi der generelt ikke er velfungerende. Ud fra den tidligere nævnte logik om ”blame

avoidance” har lokalpolitikere for deres part ofte sendt skylden for disse besparelser

og/eller skattestigninger videre til regeringen. Udover den hævdede stramme statslige

regulering, anses folketingspolitikernes ønske om at de centralt skal beslutte

velfærdsforbedringer fremfor kommunalpolitikerne lokalt, også at være med til at presse

kommunernes autonomi og handlerum. Den gentagne understregning af, at man som

kommunalpolitiker ikke har haft det endelige ansvar for gennemførte besparelser og/eller

skattestigninger, og at man i det hele taget ikke kan foretage sig meget på grund af

statslig regulering, kan være med til at have svækket vigtigheden af valget i vælgernes

øjne. Hvis vælgerne efterlades med en følelse af, at deres stemme i et kommunalvalg

alligevel ikke betyder noget, fordi det er Folketinget og staten der bestemmer, så bliver

det både mindre rationelt fornuftigt at deltage, og det bliver også langt sværere at

mobilisere vælgerne til at gøre det. Som nævnt tidligere vil specialet senere diskutere

netop denne dimension af lokaldemokrati – den lokale autonomi. Her skal det blot

anføres, at lokal autonomi – og særligt diskussionen af det – kan antages at øve

indflydelse på valgdeltagelsen på den ovenfor beskrevne måde.

Erfaringer fra Bornholm viser, at der er en anden udvikling der kan efter

kommunesammenlægninger kan tænkes at påvirke valgdeltagelsen. På Bornholm

gennemførte man pr. 1. januar 2003 en sammenlægning af såvel øens daværende fem

kommuner som øens amt til én samlet såkaldt regionskommune. Det blev besluttet med

stort flertal ved en folkeafstemning på øen 29. maj 2001. En meningsmåling i efteråret

2003 viste dog dødt løb mellem tilhængere og modstandere af en sammenlægning, og

omend noget af forspringet til tilhængersiden var genetableret i efteråret 2005, var der

stadig færre tilhængere end ved den oprindelige afstemning (Kjær 2006: 17). Dette

tilskriver Kjær (2006: 18) det forhold, at ulemperne ved en reform slår hurtigere

igennem end fordelene; økonomiske stordriftsfordele tager år om at materialisere sig,

hvorimod en skolelukning mærkes med det samme. Kjær (ibid) mener utilfredsheden

mest er at betragte som et overgangsfænomen. En lignende udvikling kunne man

forestille sig for strukturreformen i 2007.

De foreløbige demokratiske effekter af reformen på Bornholm er grundigt undersøgt

(Kjær 2006), mens der ikke (endnu) foreligger samme grundige undersøgelser for

strukturreformen i 2007. Dog kan der her refereres til to undersøgelser af hhv.

kommunalpolitikerne og borgerne, der kan give en indikation af opfattelsen af

strukturrefomen hos disse grupper, og om de nævnte bornholmske erfaringer med

opbakningen til kommunesammenlægninger er specielle for Bornholm, eller om der er

tale om et mere generelt fænomen.

21 / 108

Kommunalpolitikerne I en undersøgelse fra Politiken Research (2009) er danske kommunalpolitikere blevet

bedt om at vurdere udviklingen efter kommunalreformen. Resultaterne er refereret i

tabel 3.1.

Tabel 3.1. Kommunalpolitikernes holdninger til kommunalreformen. Pct. Spørgsmål

Alle

politikere

Uændrede

kommuner

Sammenlagte

kommuner

VKO-

politikere

(alle

kommuner)

”Strukturreformen har alt i alt:

1. været en succes 27 25 27 49 2. hverken/eller 36 38 33 34 3. været en skuffelse 38 37 41 17

PDI (1-3) -11 -12 -14 +32 N= 1255 317 511 503 ”Afstanden mellem borgere og politikere er øget med strukturreformen:

1. helt enig 33 15 39 22 2. enig 28 18 32 27 3. hverken/eller 14 25 10 16 4. uenig 10 11 10 15 5. helt uenig 12 22 9 17 6. ved ikke 3 9 0 2 PDI ((1+2)-(4+5)) +39 +1 +52 +17

N= 1293 339 954 519 Hvis helt enig/enig i foregående blev følgende spørgsmål stillet: ”Det er et problem, at afstanden mellem borgere og politikere er øget med strukturreformen:

1. helt enig 43 48 39 29 2. enig 40 37 32 43 3. hverken/eller 8 8 10 11 4. uenig 7 6 10 12 5. helt uenig 2 1 9 5 6. ved ikke 0 1 0 0 PDI ((1+2)-(4+5)) +74 +78 +52 +56

N= 791 109 666 257

Kilde: Politiken Research (2009).

Af tabel 3.1 fremgår det, at kommunalpolitikerne er delte i tre lejre omkring

kommunalreformens overordnede succes, dog med lidt flere blandt de skuffede. Der

tegner sig til gengæld et flertal for den holdning, at kommunalreformen har øget

afstanden mellem borgere og politikere, ligesom godt 9 ud af 10 af dem der mener det,

også anser det for et problem.

22 / 108

Der tegner sig dog nogle interessante forskelle mellem hhv. uændrede og sammenlagte

kommuner (kolonne 3 og 4) og også mellem alle politikerne og kommunalpolitikere fra

de to regeringspartier samt deres parlamentariske grundlag, Venstre, Det Konservative

Folkeparti og Dansk Folkeparti (kolonne 2 og 5).

Der er stort set ikke forskel på kommunalpolitikerne i de uændrede og sammenlagte

kommuner i vurderingen af kommunalreformens overordnede succes, mens der er en

markant forskel i vurderingen af om afstanden mellem politiker og borger er øget. Her er

der stort set lige mange der mener den er hhv. øget og ikke øget i de uændrede

kommuner, mens 7 ud af 10 i de sammenlagte kommuner mener det er tilfældet. Blandt

de respondenter, der mener afstanden er øget, er det flertal der også mener det er et

problem dog lidt mindre i de sammenlagte end i de uændrede kommuner, omend det

selv i de sammenlagte kommuner stadig er 7 ud af 10 der anser udviklingen for

problematisk.

Det er derudover interessant at inkludere kommunalpolitikernes politiske tilhørsforhold,

og der viser sig også en klar, systematisk forskel: Kommunalpolitikere fra VKO er

væsentligt mindre negative i deres besvarelser, og næsten halvdelen mener reformen

har været en succes, mod kun godt en fjerdel blandt alle kommunalpolitikerne.

Med disse klare partipolitiske forskelle in mente er det relevant at undersøge, om

forskellen mellem uændrede og sammenlagte kommuner i virkeligheden dækker over

partipolitiske forskelle. Politikere fra VKO udgør i de to kommunetyper hhv. 38 % og 42

%, hvorfor det er usandsynligt at de partipolitiske forskelle skulle være den reelle

forklaring på forskellen mellem kommunetyperne. Politikere i de sammenlagte

kommuner er således også, alt andet lige, mere negative overfor reformen, til trods for

at der er relativt flere politikere fra VKO, hvilket skulle tale for det modsatte.

Foruden de i tabel 3.1 refererede tal, blev kommunalpolitikerne spurgt om nogle

udvalgte grupper af borgere kunne anses for at være hhv. vindere eller tabere som

konsekvens af kommunalreformen. På tværs af grupperne af borgere mente halvdelen

ikke, at man kunne tale om hverken vindere eller tabere, mens blot 14 % mente der var

tale om vindere og 32 % om tabere. Dette dækker over variationer mellem grupperne,

hvor 41 % af de adspurgte anser udsatte børn for tabere som konsekvens af reformen. I

ingen af de seks grupper er der flere der nævner gruppen som vindere end som tabere.

Overordnet er der ikke forskelle mellem de uændrede og sammenlagte kommuner, men i

de sammenlagte kommuner mener lidt flere (dog stadig et mindretal) at skolebørn,

23 / 108

ældre og småbørn er blevet reformens tabere og at kulturforbrugeren er reformens

vindere.

Til gengæld er VKO-politikerne, i lighed med ovenfor, markant mindre negative overfor

kommunalreformens konsekvenser for de udvalgte borgergrupper. Den største forskel

findes for gruppen udsatte børn: Hvor hhv. 29 % og 16 % af VKO-politikerne mener

udsatte børn er vindere hhv. tabere ved reformen, er tallene for alle politikere 17 %, der

siger vindere, og 41 % der siger tabere. Der er en lignende, dog noget mindre, forskel

for alle seks borgergrupper.

Den væsentlige partipolitiske forskel i opfattelsen af kommunalreformens betydning såvel

som dens konsekvenser for udvalgte borgere er interessant, og kan være en indikation

på, at overordnede spørgsmål om kommunalreformen og dens konsekvenser kan have

udgjort en politisk konfliktlinje ved kommunalvalget i 2009.

Overordnet er resultaterne svære at udlægge anderledes, end at der eksisterer et stort

mindretal af kommunalpolitikere, der ikke er overbeviste om det positive i den

gennemførte kommunalreform.

Borgerne En ting er kommunalpolitikernes opfattelse, noget andet borgernes. Som det er tilfældet

for kommunalpolitikerne, eksisterer der ikke ligeså grundige data for deres holdninger

efter reformen, som Ulrik Kjærs (2006) undersøgelse på Bornholm. Dog har Capacent

gennemført en undersøgelse for DR Nordjylland, der har spurgt et repræsentativt udsnit

af borgere i Danmark og i nogle tilfælde alene Nordjyllland, om deres holdning til

kommunalreformen (materialet er udleveret mod aftale om at det behandles fortroligt).

Tabel 3.2 refererer de vigtigste resultater.

24 / 108

Tabel 3.2. Borgernes holdning til kommunalreformen. Pct. Spørgsmål Danmark Alene

Nordjylland

”I forbindelse med kommunalreformen i 2007 blev flere kommuner slået sammen. Efter din opfattelse, er servicen i din kommune så blevet bedre eller dårligere efter reformen?

1. Meget bedre 0 0 2. Bedre 4 4 3. Hverken/eller 42 39 4. Dårligere 32 36 5. Meget dårligere 10 13 6. Ved ikke 11 7 PDI ((1+2)-(4+5)) -38 -45 ”Efter din opfattelse, er afstanden til dine lokale politikere så blevet større eller mindre efter kommunalreformen?

1. Meget større 8 9 2. Større 29 34 3. Hverken/eller 47 43 4. Mindre 4 5 5. Meget mindre 1 1 6. Ved ikke 10 7 PDI ((1+2)-(4+5)) +32 +37 ”Mener du, at landområderne har fået større eller mindre politisk opmærksomhed efter kommunalreformen?

1. Meget større 0 2. Større 6 3. Hverken/eller 23 4. Mindre 38 5. Meget mindre 16 6. Ved ikke 17 PDI ((1+2)-(4+5)) -34 N= 2070 256 Kilde: Capacent (2009).

I argumenterne for kommunalreformens gennemførelse var forbedringer i den offentlige

service et af de oftest brugte, og fra politisk hold vurderes det fortsat at reformen vil føre

bedre service med sig (Indenrigs- og Socialministeriet 2009: 13). Kontrasten til

borgernes opfattelse kan næsten ikke være større: Blot 4 % synes servicen er blevet

bedre efter reformen, og et stort mindretal (42 %) mener ligefrem den er blevet

dårligere.

Man skal være varsom med at overfortolke tallene. Borgernes opfattelse af

serviceniveauet i kommunerne påvirkes af en lang række forhold, bl.a. den service der

reelt leveres i den enkelte kommune. Man kan således ikke, med udgangspunkt i tallene,

alene pege på kommunalreformen som årsag. Resultatets klarhed gør dog, at det kan

være svært at komme udenom en selvstændig negativ effekt af kommunalreformen i

selv den mest varsomme fortolkning af tallene.

25 / 108

De to følgende spørgsmål i tabel 3.2 omhandler demokratiske forhold, og dommen er her

næsten ligeså lidt positiv som for servicen: Kun 5 % oplever at kommunalreformen har

mindsket afstanden til politikerne, mens 37 % mener den er blevet større. For

spørgsmålet om landområdernes opmærksomhed findes der desværre kun tal for borgere

i Nordjylland, men trods det relativt lille antal respondenter, ville det være en statistisk

valid tolkning at sige, at langt flere oplever opmærksomheden som forringet end det

modsatte. Spørgsmålet omhandler særligt den dimension af lokaldemokratiet, der kaldes

lokalsamundsadvokaturet, som først behandles senere.

Der er desværre ikke mulighed for at udskille borgere fra hhv. uændrede og

sammenlagte kommuner i de data, der er refereret i tabel 3.2. Man kan dog med en vis

ret se tallene for Nordjylland som en tilnærmelse af holdningen i

sammenlægningskommunerne, da blot to af Region Nordjyllands 11 kommuner forblev

uændrede af kommunalreformen – dvs. 18 % mod de 32 % uændrede kommuner på

landsplan. Af Region Nordjyllands borgere bor således kun 4 % i en uændret kommune,

mens hele 96 % bor i en kommune der er et resultat af en sammenlægning i 2007. Der

er en moderat forskel på borgere fra hele landet og borgere fra Nordjylland, og selvom

forskellen i procentandelene ikke er signifikant, er det en svag antydning af, at borgernes

utilfredshed med reformen både ud fra et servicemæssigt og et demokratisk synspunkt,

er større i de sammenlagte end i de uændrede kommuner. For demokratiets

vedkommende understøttes det af kommunalpolitikernes besvarelser i tabel 3.1.

Ved kommunalvalget i 2005 blev der gennemført en kommunalvalgsundersøgelse, hvor

respondenterne bl.a. skulle tage stilling til, hvad de forventede kommunalreformen kom

til at betyde for demokratiet (Buch 2007b). Der er ikke tale om de præcis samme

spørgsmålsformuleringer, som i undersøgelsen refereret i tabel 3.2, men dog kan man

med visse forbehold sammenligne svarene. Den vigtigste forskel er, at man i 2005 bad

respondenterne vurdere den udvikling, som de forventede, hvorimod 2009-

undersøgelsen beder respondenterne vurdere den oplevede udvikling. I 2005-

undersøgelsen er der således mulighed for, at en lang række andre faktorer kan have

øvet indflydelse på respondenternes forventninger. Fx hvis man stemte på et

oppositionsparti og derfor ikke brød sig om regeringens tiltag, eller hvis man var offentlig

ansat og bekymret over afledte ændringer i ens arbejdsforhold fra kommunalreformens

gennemførelse. Alt andet lige, må man betragte vurderinger af en oplevet udvikling som

mere robust end forventningerne til en sådan fremtidig udvikling, hvorfor andre faktorer

kan have haft mindre betydning i 2009-undersøgelsen.

26 / 108

Svarmulighederne er også forskellige i de to undersøgelser, omend begge i

udgangspunktet benytter en Likert-skala. Undersøgelsen i 2005 præsenterede

respondenterne for udsagn, som de erklærede sig helt enig, delvis enig, hverken/eller,

delvis uenig, helt uenig omkring, mens undersøgelsen i 2009 bad respondenterne

vurdere et spørgsmål på skalaen meget bedre/større, bedre/større, hverken/eller,

dårligere/mindre, meget dårligere/mindre. Det optimale ville have været en panel-

undersøgelse, hvor man kunne sammenholde forventningerne i 2005 med vurderingerne

i 2009, men som nævnt kan man stadig med en tilnærmelse sammenligne de to

undersøgelser og sige noget om udviklingen i danskernes holdninger til

kommunalreformens betydning for lokaldemokratiet.

Hvor over en tredjedel i 2009 mener, at afstanden mellem borgere og politikere er blevet

forøget, var det 48 % der i 2005 var enige i, at ”demokratiet bliver fjernt for borgerne

som følge af reformen” (Buch 2007b: 297). Omvendt var 43 % uenige i dette udsagn i

2005, mens blot 5 % i 2009 mener afstanden er blevet mindre. Her er det dog vigtigt at

nævne, at op mod halvdelen af respondenterne i 2009 ikke oplevede nogen forandring,

og at der er tale om to forskellige spørgsmålsformuleringer. I 2009 spørges der direkte til

forholdet politiker-borger, mens der i 2005 blev spurgt generelt til demokratiet.

I 2005 blev respondenterne også overordnet spurgt, om de mente ”demokratiet i

kommunerne fortsætter stort set uændret som følge af reformen”. Det var næsten to-

tredjedele enige i, mens en fjerdedel var uenige (ibid). Forskellen mellem respondenter i

sammenlagte og uforandrede kommuner i dette spørgsmål er i øvrigt ikke signifikant

(Buch 2007b: 299). De faktorer, der tidligere blev nævnt, nemlig partivalg (ved

kommunalvalget i 2005) og sektor, viser sig rent faktisk at have betydning for netop

dette spørgsmål. Oppositionsvælgere og offentligt ansatte (PDI hhv. +24 og +22) er

således mindre tilbøjelige end regeringsvælgere og privatansatte (PDI hhv. +52 og +37)

til at mene, at demokratiet ikke påvirkes af reformen, omend det skal bemærkes, at alle

grupperne har et klart flertal med positive forventninger.

Som udgangspunkt betragtede de danske vælgere dermed ikke kommunalreformen som

en overhængende trussel for det lokale demokrati. Tallene i tabel 3.2 synes at indikere,

at et relativt stort mindretal af vælgerne har ændret holdning fra 2005 til 2009, dvs. i en

periode hvor de nye kommuner gik fra at være hypotetiske, til – fra 1. januar 2007 –

reelt at eksistere. Denne holdningsændring har tilsyneladende et længere liv, hvor et

flertal af vælgerne fra 2004 til 2006 skiftede fra ikke at mene, at demokratiet ville blive

forringet af kommunalreformen, til at mene netop det ville ske (Buch 2007b: 301; PDI-

værdierne for hhv. 2004 og 2006 er -25 og +19). Dette understøttes også af

27 / 108

undersøgelserne ved folketingsvalgene hhv. 8. februar 2005 og 13. november 2007, hvor

respondenterne tog stilling til udsagnet ”det var rigtigt af regeringen at vedtage

kommunalreformen”. Hvor PDI i 2005 var +24, var den blot +2 i 2007, omend et stort

mindretal fortsat var uafklarede om deres holdning til udsagnet.

En sådan ulmende utilfredshed med det kommunale demokrati står i kontrast til

vurderingen af det kommunale demokrati hos Indenrigsministeriet og Kommunernes

Landsforening (Indenrigs- og Socialministeriet 2009: 13-16), hvor det bl.a. anføres at

”alle kommuner arbejder engageret med spørgsmålet om nærdemokrati”. En mulig følge

af denne utilfredshed kunne være en øget apati hos vælgerne, noget der kan påvirke

valgdeltagelsen negativt.

Såvel oplevelsen af valget som mindre vigtigt, både ift. folketingsvalg, men også ift.

tidligere kommunalvalg, og at både kommunalpolitikere og vælgere i stigende grad

oplever kommunalreformen som en forringende omstændighed for demokratiet, gør, at

den første hypotese for specialet er som følger:

H1: Valgdeltagelsen på landsplan falder svagt ved kommunalvalget i 2009 sammenlignet

med 2005.

3.2. Lokalsamfundsadvokatur

Denne dimension af lokaldemokratiet drejer sig særligt om muligheden for indflydelse for

de mindre bysamfund – periferien – i de nye kommuner, hvor der antages at eksistere

en konflikt mellem kommunens center og periferi om den geografiske fordeling af

ressourcer i kommunen. Opmærksomheden om denne dimension af lokaldemokratiet –

lokalsamfundenes indflydelsesmuligheder – som betydningsfuld i overgangen til den nye

kommunale struktur, viste sig bl.a. ved, at man i sammenlægningskommunerne fik

mulighed for at føje kandidaternes geografiske tilhørsforhold i kommunen til

stemmesedlen; noget 52 % af kandidatlisterne i disse kommuner benyttede sig af (Kjær

2007: 151). Som tidligere nævnt var der også i den generelle samfundsdebat stor

opmærksomhed omkring, hvorvidt mere perifere områder skulle blive domineret af de

centrale i de nye og større kommuner.

3.2.1. Hypotese 2

Ved 2005-valget blev de mindre kommuner, der blev lagt sammen med en/flere større

kommuner, overrepræsenteret i kommunalbestyrelserne set ift. deres andel af

28 / 108

kommunens vælgere – det var tilfældet i hele 79 % af de sammenlagte kommuner, og

gør sig i øvrigt gældende uanset om man ser på de indvalgte eller på kandidaterne (Kjær

2007: 153). Ser man alene på den halvdel af de sammenlagte kommuner, hvor én stor

kommune blev lagt sammen med en eller flere små kommuner, er billedet det samme:

Hvor 64 % af vælgerne kom fra den største af de tidligere kommuner, var det kun 54 %

af de valgte politikere (Kjær 2007: 154).

Denne overrepræsentation ved 2005-valget kan tilskrives den store opmærksomhed,

som spørgsmålet om de små lokalsamfunds indflydelsesmuligheder havde. Det

gennemsnitlige antal af kandidatlister, der ikke var partier, steg fra 2001 til 2005 (Elklit

& Kjær 2006: 7), og selvom deres andel af stemmerne på landsplan faldt, kan det ses

som endnu en indikation på tilstedeværelsen af en særlig opmærksomhed om de små

lokalsamfund. Muligheden for at man i sammenlægningskommunerne kunne tilkendegive

kandidaternes geografiske tilhørsforhold, og en øget brug af opstilling på partiliste (Kjær

2007: 152), kan ligeledes have bidraget til dette. Det er dog et åbent spørgsmål, om

opmærksomheden omkring de små lokalsamfund er ligeså intens denne gang, særligt

lokalt. Noget kunne tyde på, at det ikke er tilfældet, da antallet af opstillede lokallister er

faldet med en femtedel frem mod 2009-valget (Danske Kommuner 10.11.2009).

Som nævnt i det foregående kapitel, er det ikke svært at blive opstillet til valget. Det

kræver under en promille af de stemmeberettigede i hhv. København og Århus, og selv

på Læsø, landets mindste kommune, skal der kun 1,5 % af de stemmeberettigede være

stillere for at en liste bliver opstillingsberettiget. Antallet af stillere var det samme før

kommunalreformen, hvorfor den relative andel af stillere der kræves for at stille op, er

faldet mærkbart i kommuner, der i gennemsnit er mere end fordoblet i indbyggertal som

følge af reformen. Det giver gode muligheder for andre end de etablerede

partiorganisationer at stille op. Lokallisterne fik således også, trods tilbagegang

sammenlignet med 2001, 5,4 % af stemmerne på landsplan ved kommunalvalget i 2005

(Elklit & Buch 2007: 15). Protestlister, fx som følge af en skolelukning, har dermed gode

muligheder for at danne deres egne kandidatlister, og det er endda blevet lettet på grund

af kommunernes større indbyggertal.

Omvendt forholder det sig med muligheden for at blive indvalgt som lokal- eller

protestliste, der kan få fx 750 stemmer. Forskellen på før og efter reformen er illustreret

i tabellen nedenfor:

29 / 108

Tabel 3.3. Fakta om de danske kommuner før og efter kommunalreformen. Før reformen Efter reformen Antal kommuner 270 100 % af

kommunerne 66 67 % af kommunerne

Gennemsnitlig antal borgere

19.521 52.128

Gennemsnitlig antal vælgere

15.108 77 % af borgerne 39.786 77 % af borgerne

Gennemsnitligt antal mandater

17 5,9 % af stemmerne pr. mandat

28 3,6 % af stemmerne pr. mandat

Deltagere ved valget

10.575 70 % af vælgerne 36.490 70 % af vælgerne

750 stemmers vægt

750 7 % af afgivne stemmer

750 2 % af afgivne stemmer

Kilde: Elklit & Buch 2007: 15 og Strukturkommissionen 2004: 150.

Bemærk: Kun kommuner, der blev lagt sammen i forbindelse med reformen, er medtaget under kommunerne i kolonerne 4 og 5 (efter reformen), hvilket i sammenligningen gør at de nye kommuner er mindre og har flere mandater.

Som det fremgår af tabellens sidste række, ville de 750 proteststemmer have udgjort

(mere end) et mandat i en gennemsnitlig kommune før kommunalreformen, mens det er

relativt langt fra at være tilfældet i en gennemsnitlig ny kommune efter reformen.

Modsat ved folketingsvalg, giver kommunalvalgloven dog mulighed for at indgå i liste- og

valgforbund med andre lister (Velfærdsministeriet 2009a, §§38-43), og det kan

potentielt set give lokallister bedre muligheder for indvalg til trods for at listens egen

opbakning ikke er nok til et mandat. Dette var dog tilfældet både før og efter

kommunalreformen, hvorfor muligheden for at blive valgt som lille (protest/borger)liste

alt andet lige er blevet forringet med kommunalreformen. Lokallisternes var da også før

2009-valget faldet i såvel antal (20 %) som i antal kandidater (37 %), omend der

fandtes lokallister i ligeså mange kommuner som i 2001, nemlig 84 % (Danske

Kommuner, 10. november 2009).

Endelig er det oplagt, på baggrund af tallene i tabel 3.1 og 3.2, at den dimension af det

lokale demokrati, som lokalsamfundsadvokatur udgør, ikke er blevet mindre væsentlig,

idet både politikere og borgere oplever at kommunalreformen har forringet kontakten

mellem de to, og der er et indicium for, at borgerne også mener landområderne, dvs. de

nye kommuners periferi, har fået mindre opmærksomhed som følge af reformen.

De nævnte udviklinger er dog ikke videre stærke indikatorer, hvorfor valgdeltagelsen

udvikling må tages i brug. Ved at sammenligne et valgsteds udvikling over tid

kontrollerer man så vidt muligt for tredjevariable (som socioøkonomisk baggrund), og

man kan derfor i højere grad end ellers komme andre forklaringer nærmere. Hvis fx

valgdeltagelsen i et periferi-område er dykket væsentligt, mens der er status quo i

30 / 108

center-området, kan det være et udtryk for apati i periferi-området. Det giver følgende

hypotese til efterprøvning:

H2: Valgdeltagelsen falder mere/stiger mindre fra kommunalvalget i 2005 til valget i

2009 i periferi-områder i de undersøgte kommuner, end det er tilfældet i center-

områder.

3.2.2. Hypotese 3a og 3b

Valgdeltagelsens fordel er, at den har en høj grad af validitet som populationsdata

(modsat stikprøvedata). Til gengæld giver undersøgelser af valgdatas udvikling fra valg

til valg sjældent gode muligheder for at undersøge forklaringer på ændringer i

valgdeltagelsen. Selv i tilfælde, hvor fx en protestliste mod en skolelukning får stor

fremgang på et valgsted, og valgdeltagelsen dermed stiger på dette valgsted, er der ikke

nødvendigvis tale om en kausal forbindelse fra skolelukningen til den højere

valgdeltagelse. For at kunne undersøge og forsøge at forklare, hvorfor valgdeltagelsen

har ændret sig, må man gribe til andre undersøgelser.

Her er det en mulighed at undersøge kommunens brug af ressourcer fordelt på

lokalområder i kommunen, og holde andelene op mod befolkningsandelene i disse

områder for dermed at kunne sige noget om områderne tildeles ”for lidt” eller ”for

meget”. Der er dog et problem ved et sådant mål. Udover geografiske overvejelser, når

man fordeler ressourcerne i kommunen, kan der være en lang række andre overvejelser

(økonomiske, organisatoriske, politiske etc.), og kvantitativt ville det på det nærmeste

være umuligt at isolere, i hvor høj grad det var netop sådanne overvejelser, der var

udslagsgivende for beslutningen. I stedet vil specialet gribe undersøgelsen kvalitativt an

ved at gennemføre interviews med politikere fra periferi-områderne af de nye

kommuner, såvel som politikere fra center-områderne og lokale dagbladsredaktører. Ved

disse interviews antages det, at politikerne optræder som repræsentanter for deres

lokalsamfund, og dermed afspejler mange af de diskussioner, bekymringer og

overvejelser, som vælgerne i de respektive områder af kommunerne gør sig.

Interviewene vil, så vidt det er muligt, tage udgangspunkt i konkrete sager i den

valgperiode der slutter 31. december 2009, for på den måde konkret at vurdere, i hvor

høj grad mindre lokalsamfund har indflydelse på kommunens virksomhed. Interviews

med lokale dagbladsredaktører i de enkelte kommuner skal kontrollere validiteten af

politikernes udsagn. Igennem denne kvalitative undersøgelse forventes det, at

lokalsamfundenes indflydelsesmuligheder før og efter reformen så vidt muligt vil kunne

31 / 108

udsondres. Det gør det muligt at vurdere lokalsamfundsadvokaturet udvikling fra før og

efter kommunalreformen. Hypotesen for denne undersøgelse er som følger:

H3a: Ved et relativt større fald i valgdeltagelse i periferi-områderne sammenlignet med

center-områderne skyldes det manglende mobilisering af vælgerne.

H3b: Ved et relativt mindre fald i valgdeltagelse i periferi-områderne sammenlignet med

center-områderne skyldes det mobilisering af vælgerne på baggrund af ressourcekamp

med center-områderne.

Tabel 3.3. Specialets hypoteser. Dimension Hypotese Lokalt repræsentativt demokrati

1. Valgdeltagelsen på landsplan falder svagt ved kommunalvalget i 2009 sammenlignet med 2005.

Lokalsamfunds-advokatur

2. Valgdeltagelsen falder mere/stiger mindre fra kommunalvalget i 2005 til valget i 2009 i periferi-områder i de undersøgte kommuner, end det er tilfældet i center-områder. 3a. Ved et relativt større fald i valgdeltagelse i periferi-områderne sammenlignet med center-områderne skyldes det manglende mobilisering af vælgerne.


3b. Ved et relativt mindre fald i valgdeltagelse i periferi-områderne sammenlignet med center-områderne skyldes det mobilisering af vælgerne på baggrund af ressourcekamp med center-områderne.

3.3. Undersøgelsernes gennemførelse

I det foregående blev specialet fire forskningshypoteser udledt, og i det følgende vil det

blive gennemgået, hvorledes disse hypoteser empirisk testes.

3.3.1. Hypotese 1

”Valgdeltagelsen på landsplan falder svagt ved kommunalvalget i 2009 sammenlignet

med 2005.”

Til at undersøge denne hypotese kræves landsresultater for valgdeltagelsen ved

kommunalvalget i 2009 og tidligere valg. For tidligere valg foreligger der samlet

valgdeltagelse for alle kommunalvalg fra 1945 til 2005 (Elklit, Svensson & Togeby 2007:

83). Efterprøvningen af hypotese 1 er således umiddelbar tilgængelig, omend man kan

diskutere gyldigheden af at sammenligne med såvel 2001- som 2005-valget.

32 / 108

2001-valget blev afholdt 20. november, samtidig med Folketingsvalget, og den typiske

forskel på deltagelsen i de to valg på omkring 15 procentpoint, var derfor indsnævret til

0. Ved 2005-valget deltog vælgerne i et valg, der for 63 % af vælgernes vedkommende

var til en kommunalbestyrelse i en kommune der dengang endnu ikke officielt fandtes.

Også i de kommuner, hvor der ikke skete sammenlægninger, betød kommunalreformen

at kommunerne fik overført en lang række opgaver særligt fra de nedlagte amter, og

dette bestyrker at valget i 2005 mere var et specielt end et typisk kommunalvalg. Det

betyder også, at man skal være varsom med at bruge valgdeltagelsen fra 2005 som

udtryk for en typisk valgdeltagelse.

Yderligere er det interessant at undersøge, om valgdeltagelsen har udviklet sig ens i alle

kommuner, eller om der er forskel fra kommune til kommune. Særligt forskellen på de

kommuner, der fortsatte uændret, og de, der blev skabt ved en sammenlægning, er

interessant, da vælgerne i de sammenlagte kommuner alt andet lige har oplevet

kommunalreformens konsekvenser i mere direkte form end andre.

Det ligger desværre ikke indenfor specialets omfang, at behandle baggrunden for

udviklingen i valgdeltagelsen på landsplan ved fx surveyundersøgelser med et

repræsentativt udsnit af befolkningen i hhv. uændrede og sammenlagte kommuner. I

tilfælde af at sådanne undersøgelser gennemføres af andre, og hvor disse kan

tilvejebringes, vil det falde naturligt at inddrage disse i diskussionen af undersøgelsen af

hypotese 1.

3.3.2. Hypotese 2

”Valgdeltagelsen falder mere/stiger mindre fra kommunalvalget i 2005 til valget i 2009 i

periferi-områder i de undersøgte kommuner, end det er tilfældet i center-områder.”

Førend hypotese 2 kan undersøges er der en række forhold der skal afklares. Først og

fremmest skal det nærmere defineres, hvad der menes med periferi- og center-områder.

I udgangspunktet er periferi-områderne den del af den nye kommune, som udgøres af de

mindste af den nye kommunes tidligere kommuner. Center-områderne udgøres omvendt

af den største af de tidligere kommuner, som den nye kommune består af.

Valgstatistik for kommunalvalget i 2001, 2005 og 2009 er produceret af KMD (det

tidligere Kommunedata) og offentliggjort på hjemmesiden www.kmdvalg.dk. Statistikken

indeholder antallet af optalte stemmer samt antallet af stemmeberettigede i de enkelte

kommuner og disses afstemningsområder (valgsteder), og med baggrund heri kan

33 / 108

stemmeprocenten (valgdeltagelsen) beregnes. For at gøre statistik for kommunalvalget i

2009 sammenligneligt med tidligere valg til brug for undersøgelsen af hypotese 2, er det

nødvendigt at ”rekonstruere” de tidligere kommuner ved hjælp af data fra kommunens

enkelte valgsteder. Det er kommunalbestyrelserne selv, der fastsætter afstemnings-

områdernes størrelse, antal og gyldighedsområde (Velfærdsministeriet 2009b, §9), og

der er derfor ingen sikkerhed for at disse forbliver uforandret gennem årene og tillader

en umiddelbart sammenlignelighed over tid. Ifølge egne beregninger faldt antallet af

valgsteder i Danmark med 24 % fra 1997 til 2009 (fra 2073 til 1583). Efter forespørgsel

hos Indenrigsministeriet findes der ingen central opgørelse over ændinger i

afstemningsområdernes størrelse, antal og gyldighedsområde, hvorfor sådanne

ændringer skal opsøges i kommunalbestyrelsesreferater i de enkelte kommuner.

Specialets omfang og tidsbegræsning taget i betragtning, synes det ikke realistisk at

undersøge hypotese 2 i alle 98 danske kommuner. Dermed skal et antal kommuner

vælges ud til analysen. Umiddelbart er der dog flere udfordringer ved en sådan

udvælgelse. For det første er kommunernes indbyggertal meget forskellige – selv når

man udelader landets fire største kommuner, og selv efter kommunalreformen. Det

gennemsnitlige indbyggertal næsten tre-dobledes med kommunalreformens reduktion fra

271 til 98 kommuner (fra 20.000 til 55.000), men indbyggertallet blev dog mere ens

(variationskoefficienten faldt fra ca. 2 til ca. 1). 3

For det andet er det ift. hypotesen nødvendigt at udsondre de kommuner, hvor man reelt

set kan tale om periferi- og center-områder. Størrelsesforholdene hos de tidligere

kommuner, som blev til én ny kommune, var meget forskellige (Kjær 2007: 153). Hvis

hypotesen ikke alene skal testes på de sammenlagte kommuner, er det også nødvendigt

at definere periferi- og center-områderne i kommunen på en anden måde end ved, som

beskrevet ovenfor, at anvende de tidligere kommunegrænser. En særlig kvalitet ved et

center-område anses her for at være, at det er et dominerende by-område. Ved hjælp af

tal fra Danmarks Statistik, hvor kommuners indbyggertal opgøres på byområder, er det

muligt at finde kommuner, hvor man kan undersøge et byområdes dominerende

størrelse i den nye kommune, fremfor hvor store de tidligere kommuner, den nye

kommune består af, var. Dette giver en mere tilfredsstillende defintion på center- og

periferi-områder, særligt når man ønsker at undersøge lokalsamfundsadvokaturets

udvikling. Ressourcekonflikter må nemlig antages at bestå mellem kommunernes enkelte

lokal-/byområder og ikke mellem de kommunale strukturer de engang var indlejret i. I

21 af de 66 sammenlagte kommuner udgør kommunens største byområde 25 % eller

3 Egne beregninger på baggrund af tal fra www.statistikbanken.dk/BEF1A og ~/BEF1A07.

34 / 108

mindre af kommunens indbyggertal. Det er derfor her sværere at forestille sig

eksistensen af en geografisk ressourcekamp, da der ikke er en tydelig center-periferi-

opdeling i kommunen. Omvendt er det i højere grad tilfældet i de 20 af de 66

sammenlagte kommuner, der har et byområde, som udgør 40 % eller mere af

kommunens indbyggertal – en dominerende hovedby. Det er denne sidste gruppe, der er

interessant for undersøgelsen af hypotese 2.

For sammenlignelighedens skyld, for at reducere indflydelsen fra potentielle

tredjevariable, og for at styrke generaliserbarheden til resten af kommunerne, er det

relevant at undersøge kommuner af nogenlunde samme størrelse og sammensætning.

Ud fra nødvendigheden af at måtte udvælge nogle kommuner, og ud fra det

ræsonnement der følger, er der udvalgt i alt 10 kommuner – fem uændrede og fem

sammenlagte kommuner.

De udvalgte kommuner kan ses i tabel 3.4 nedenfor. Kommunerne er udvalgt efter

tilnærmelses samme kommunestørrelse og relative størrelse på hovedby.

Tabel 3.4. Kommuneudvælgelse til undersøgelse af hypotese 2, 3a og 3b. Kommune Indbyggere

(1.1.05) Hovedby, andel af indbyggere i kommunen

Udvalgt til hypotese 2

Udvalgt til hypotese 3a og 3b

SAMMENLAGTE KOMMUNER

Horsens 76.720 Horsens, 66 % X X

Kolding 86.047 Kolding, 64 % X X

Randers 91.957 Randers, 61 % X X

Roskilde 79.441 Roskilde, 58 % X

Herning 82.935 Herning, 54 % X

Gennemsnit 83.420 61 %

Gennemsnit, alle sammenlagte

51.895

Standardafvigelse, alle sammenlagte

27.779

UÆNDREDE KOMMUNER

Fredericia 49.252 Fredericia, 75 % X X

Helsingør 61.340 Helsingør, 57 % X X

Greve 47.968 Greve Strand, 86 % X

Høje Taastrup 46.257 Taastrup, 67 % X

Bornholm 43.347 Rønne, 33 % X X

Gennemsnit 49.633 64 %

Gennemsnit, alle uændrede

62.069

Median, alle uændrede: 35.413

Standardafvigelse, alle uændrede

96.454

35 / 108

Blandt de 32 uændrede kommuner er urbaniseringsgraden i gennemsnit 97 % (mod 86

% for alle kommuner), hvilket besværliggør processen med at finde en naturlig hovedby i

disse kommuner, da sammenvoksede byområder gør det mindre relevant at tale om en

kommunes hovedby.

Forskellen i den gennemsnitlige størrelse på de udvalgte sammenlagte hhv. uændrede

kommuner skyldes den forholdsvis større spredning i størrelse mellem de uændrede

kommuner. Fx er såvel landets tre største ligesom nogle af de mindste (Læsø, Samsø)

blandt de uændrede kommuner. Denne udfordring lægger sig til problemet med at

definere en hovedby i mange af de uændrede kommuner, der for størstedelens

vedkommende befinder sig i hovedstadsområdet, et nærmest sammenhængende

byområde. Det reducerer antallet af mulige kommuner til otte. Morsø, Odder og Fanø er

fravalgt da de er væsentligt mindre end andre uændrede kommuner med en størrelse på

under 25.000, hvilket efterlader de kommuner der er inkluderet i tabellen: Fredericia,

Helsingør, Greve, Høje Taastrup og Bornholm. Den gennemsnitlige størrelse for disse

kommuner er lavere end gennemsnittet for de sammenlagte kommuner. Målet har i

stedet været at vælge nogle kommuner, hvor hovedbyen er tilnærmelsesvis ligeså stor

som i de sammenlagte kommuner. Samtidig har alle fem uændrede kommuner – på nær

Helsingør – et nærmest identisk indbyggertal. At de er mindre end gennemsnittet af alle

32 uændrede kommuner skyldes gruppens heterogene sammensætning. Fjerner man de

tre største og tre mindste kommuner fra gennemsnitsberegningen, er gennemsnittet i

stedet 46.284 – mindre end 10 % fra gennemsnittet for de fem valgte uændrede

kommuner (49.633).

For de fem sammenlagte kommuner varierer størrelsen med mindre end 15 % omkring

gennemsnittet for alle 68 sammenlagte kommuner, ligesom hovedbyens andel af

indbyggertallet ligner hinanden i de fem udvalgte kommuner, selvom det her skal

bemærkes, at deres indbyggertal er en del højere end gennemsnittet for alle 66

sammenlagte kommuner. Her har hensynet til at finde kommuner med en dominerende

hovedby (en by med over 50 % af kommunens indbyggere) vægtet tungere end

kommuner med en gennemsnitlig størrelse, da langt størstedelen af de sammenlagte

kommuner med en størrelse omkring 50.000 ikke har et byområde i kommunen, der kan

beskrives som dominerende. Det forventes dog ikke, at dette svækker

generaliserbarheden af resultaterne fra de fem kommuner til andre sammenlagte

kommuner.

Overordnet er der således forskel i de to grupper, hvad angår kommunernes

indbyggertal, mens hovedbyens størrelse er næsten identisk.

36 / 108

Efter at have udvalgt de kommuner, som hypotesen skal undersøges for, er det relevant

at diskutere nogle mulige begrænsninger ved at undersøge hypotese 2.

For det første kan man stille sig det spørgsmål, om forandringer i valgdeltagelsen alene

kan sige at udtrykke ændringer i ”lokaldemokratiets sundhedstilstand”, eller om der også

kan være andre faktorer på spil. Det er her nærliggende at vende tilbage til en af de

faktorer – ressource-tilgangen – der blev skitseret i teorikapitlet. Der er klare forskelle på

valgdeltagelsen for forskellige grupper af vælgere (Elklit et al 2005: 79; 89), og i

sammenligninger af valgdeltagelse fra kommune til kommune risikerer man derfor at

konkludere mere på baggrund af ressource-forskelle end noget andet. Ved i

undersøgelsen af hypotese 2 at fokusere på sub-kommunale strukturer,

afstemningsområderne (valgsteder), og sammenligne valgdeltagelsen for disse over tid,

kontrollerer man dog for indflydelse fra ressource-forskellene, da befolkningens

sammensætning i disse underområder antages at være relativt stabil over tid. Når en

sammensætning dermed er stabil over tid, kan den heller ikke bidrage til forklaringen af

en variation; her en variation i valgdeltagelsen. Desuden er der heller ikke noget der

tyder på, at der for andre aldersgrupper end de yngste vælgere, svinger mærkbart fra

valg til valg (Elklit et al 2005: 66), og i det hele taget er de sammenhænge der driver

valgdeltagelsen at betragte som stabile de seneste 50 år (ibid: 90).

For det andet kan man med baggrund i integrationstilgangen, hvor stemmenormen er

afgørende, stille spørgsmåltegn ved, om en forskellig udbredelse af stemmenormen i

forskellige områder ikke kan risikere at være den reelle baggrund for forandringen i

valgdeltagelse. Her er det dog interessant, at tidligere danske undersøgelser af

valgdeltagelsen ikke finder forskelle i stemmenormens styrke imellem store og små

kommuner (Frandsen 2003: 125; Elklit et al 2005: 95), og at stemmenormen er at

betragte som ”stabil på tværs af de forskellige vælgergrupper” (Elklit et al 2005: 97). At

”forestillingen om større social kontrol, og dermed højere grad af efterlevelse af normer i

mindre samfund end i store, holder dermed ikke, når det drejer sig om valgdeltagelse”

(Frandsen 2003: 125) er en indikation på, at stemmenormen heller ikke varierer mellem

mindre og større samfund indenfor kommunerne. Som en konstant kan stemmenormen

dermed ikke forklare variationer i valgdeltagelsen, her hverken mellem kommuner eller

mellem områder indenfor enkelte kommuner.

Hvad disse to nævnte begrænsninger angår, er det skitserede design for undersøgelsen,

hvor det er de enkelte valgstederes stemmeprocent der undersøges over tid, langt henad

vejen med til at kontrollere for at tredjevariable skulle kunne forklare udviklingen.

37 / 108

En tredje begrænsning vedrører netop den skitserede undersøgelse af stemmeprocenten

på valgstedsniveau. Stemmeprocenten kan kun betragtes som et symptom på en

udvikling, og ikke forklaringen på en sådan. Man kan ikke, alene med baggrund i

ændringer i stemmeprocenten fra valg til valg, udtale sig om hvilken udvikling der ligger

bag sådanne ændringer. For at undgå en sådan begrænsning af specialets undersøgelse

af lokaldemokratiet, vil der dog for hypotese 3a og 3b blive udført yderligere en

undersøgelse.

3.3.3. Hypotese 3a og 3b

”H3a: Ved et relativt større fald i valgdeltagelse i periferi-områderne sammenlignet med




med center-områderne.”

Som vist i tabel 3.4 er der udvalgt seks kommuner, hvor hypotese 3a og 3b skal

undersøges. Begrænsningen til seks kommuner skyldes hensynet til specialets omfang og

den tilrådighedsstående tid til at udarbejde det.

For at kunne undersøge de to nævnte hypoteser, er det relevant at overveje mulige

måder at undersøge dem på. En mulighed var at konstruere en surveyundersøgelse, der

med en gruppe spørgsmål søgte at afdække vælgernes bevæggrunde i de seks

kommuner. De tidsmæssige og økonomiske omkostninger ved en sådan

surveyundersøgelse gør det dog desværre urealistisk at gå videre med, og det er derfor

nødvendigt at finde nogle alternative udnersøgelsesformer.

Det synes i den forbindelse oplagt, at den bedste undersøgelse af hypoteserne vil være i

kraft af kvalitative interviews med et begrænset antal mennesker i kommunerne.

Sådanne interviews vil kunne erhverves stort set uden økonomiske omkostninger, og

med reduktionen i antallet af undersøgte kommuner til seks, ville det være tidsmæssigt

mere realistisk at undersøge hypoteserne på denne vis. Det allerstørste problem her er

dog, at antallet af interviews ville blive så begrænset, at generaliserbarheden af data fra

disse interviews risikerer at blive meget lav.

Fremfor at interviewe tilfældigt udvalgte vælgere, er det dog en mulighed i stedet at

interviewe kommunalpolitikere. Hvis det repræsentative demokrati også lokalt skal give

38 / 108

mening, må man nemlig betragte kommunalpolitikerne som repræsentanter for

vælgernes holdninger. Til trods for kommunalreformens reduktion i antallet af valgte

kommunalpolitikere, og den dermed øgede mængde af vælgere de repræsenterer, må

det antages, at kommunalpolitikerne har et ganske godt indtryk af, hvad mange af

vælgerne i deres respektive kommuner har af holdninger. Således også til det at have

deltaget ved det seneste kommunalvalg. Særligt hvad angår eksistensen af en

mobilisering, er kommunalpolitikere at betragte som værdifulde interviewpersoner, da en

central del af mobiliseringen afhænger af styrken af politiske konflikter og valgkampens

intensitet og opmærksomhed; noget kommunalpolitikere har førstehåndskendskab til.

Indikationerne på, at intensiteten af mobilisering har betydning, vil forskelle i

ændringerne i valgdeltagelsen som indikeret i hypoteserne anvendes til, hvorfor den

nærmere test bliver at finde ud af, om disse forventede fænomener er på spil.

Med baggrund i andres overvejelser om anvendelsen af kvalitative interviews (Berg

2000: 130-138), skal der kort knyttes nogle bemærkninger til eventuelle problemer ved

at anvende kvalitative interviews til at undersøge hypotese 3a og 3b.

Man kan risikere, at specialets fortolkning af virkeligheden bliver for påvirket af en

kommunalpolitikers udsagn, da de i deres egenskab af holdningspersoner kan være

problematiske at anvende som informanter. For det andet kunne man forestille sig at

kommunalpolitikerne mere var drevet af deres holdning til, i hvor høj grad vælgerne blev

forsøgt mobiliseret ved valget, end at de blot videreformidlede eksistensen af det de

oplevede (om der var sket en mobilisering eller ej).

For at imødegå dette er det valgt at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt alle

kommunalpolitikerne i de seks kommuner. På denne måde sikres en grad af

repræsentativitet, særligt hvis svarprocenten blandt kommunalpolitikerne er høj. Blandt

spørgsmålene vil, udover ønsket om at vurdere vælgernes adfærd, også være spørgsmål

der går specifikt på kommunalpolitikernes egne holdninger. Dette bl.a. for at sikre, at

kommunalpolitikere med en særlig holdning til forholdet mellem center og periferi i

kommunen, kan behandles kritisk som informanter om deres vælgeres adfærd.

Fordelen ved en spørgeskemaundersøgelse fremfor få, men mere dybdegående

interviews med enkelte politikere er, at man kan nå langt bredere ud blandt politikerne,

og derfor ikke i samme grad risikerer, at politikerne trækker undersøgelsens resultater i

en bestemt retning.

39 / 108

3.3.4. Opsummering

Til slut skal måden, hvorpå det er skitseret at gennemføre undersøgelsen af hypotese 1,

2, 3a og 3b, opsummeres som en opdatering af tabel 3.5:

Tabel 3.5. Undersøgelsen af hypoteserne. Dimension Hypotese Undersøgelsesform

Lokalt repræsentativt demokrati

1. Valgdeltagelsen på landsplan falder svagt ved kommunalvalget i 2009 sammenlignet med 2005.

Kvantitativ undersøgelse af valgdeltagelse på landsplan.


2. Valgdeltagelsen falder mere/stiger mindre fra kommunalvalget i 2005 til valget i 2009 i periferi-områder i de undersøgte kommuner, end det er tilfældet i center-områder.

Kvantitativ undersøgelse af hhv. periferi- og centerområders valgdeltagelse.

3a. Ved et relativt større fald i valgdeltagelse i periferi-områderne sammenlignet med center-områderne skyldes det manglende mobilisering af vælgerne.



Kvalitative interviews via spørgeskema med lokalpolitikere som repræsentanter for hhv. periferi- og center-område.

4. Analyse I de foregående to kapitler blev de teoretiske tilgange om valgdeltagelse præsenteret, og

ud fra en diskussion af disse og forskellige tidligere undersøgelser, blev der formuleret

fire empirisk testbare hypoteser, ligesom de undersøgelser, der skulle efterprøve

hypoteserne, blev skitseret. Det følgende kapitel er analysen af denne efterprøvelse af de

fire hypoteser.

4.1. Hypotese 1

H1: ”Valgdeltagelsen på landsplan falder svagt ved kommunalvalget i 2009

sammenlignet med 2005.”

Ved kommunalvalget i 2005 stemte i alt 2.880.007 af de stemmeberetigede vælgere4,

hvilket resulterede i en samlet stemmeprocent på 69,5 procent. Ved kommunalvalget i

2009 var det i alt 2.819.122 ud af de 4.283.392 stemmeberetigede vælgere, der afgav

4 www.statistikbanken.dk/VALGK3

40 / 108

stemme, hvilket betød en stemmeprocent på 65,8 procent. Udgangspunktet er derfor, at

der ved kommunalvalget i 2009 skete et fald i valgdeltagelsen på næsten fire

procentpoint, hvorfor hypotese 1 overfladisk betragtet kan bekræftes.

I hypotesen er der dog indføjet, at faldet er ”svagt”. For at kunne diskutere om det er

tilfældet, er det nødvendigt med valgdeltagelsesdata fra yderligere valg. Disse er

illustreret i figur 1.

Figur 1

60,0%

65,0%

70,0%

75,0%

80,0%

85,0%

90,0%

1946

1950

1954

1958

1962

1966

1970

1974

1978

1981

1985

1989

1993

1997

2001

2005

2009

Som det fremgår, har valgdeltagelsen ved kommunalvalg i Danmark kun været lavere

end i 2009 én gang tidligere, nemlig i 1974 (62,9 %) – året efter jordskredsvalget, og

det første valg efter de nye kommuner og den nye opgavefordeling havde eksisteret som

ændrede af kommunalreformen i 1970.

Man kan sammenligne ændringen i stemmeprocenten fra foregående valg for alle disse

valg, og med undtagelse af ændringen fra og til 2001-valget, der er usammenligneligt

grundet 2001-valgets samtidighed med Folketingsvalget, kan man opstille valgene efter

procentpointsændring i stemmeprocent sammenlignet med det foregående valg.

41 / 108

I en sådan opgørelse optræder 2009-valget på en 11. plads ud af 14 mulige, med en

tilbagegang på 3,7 procentpoint. Noget tyder således på, at valgdeltagelsen ved

kommunalvalget i 2009 sammenlignet med 2005 ikke bare er faldet ”svagt”, men faktisk

ganske meget, når man anskuer valget historisk.

Retningen for hypotese 1 kan derfor bekræftes – der skete et fald – men faldet i

valgdeltagelsen må beskrives som mere end svagt, hvorfor hypotesen i sin fulde ordlyd

teknisk set ikke kan bekræftes.

Af figur 2, kan man se at alle de tre skandinaviske lande oplevet et generelt fald i

valgdeltagelsen ved kommunalvalg siden 1978. Det er mest interessant at sammenligne

Danmark med Norge, da de modsat Sverige ikke afholder kommunalvalg samme dag

som parlamentsvalg.

Figur 2

55%

60%

65%

70%

75%

80%

85%

90%

1978

1981

1984

1987

1990

1993

1996

1999

2002

2005

2008

Danmark

Norge

Sverige

Kilder: Danmarks Statistik, Statistisk Sentralbyrån (Norge), Statistiska Centralbyrån (Sverige).

Note: Kommunalvalg i Sverige afholdes altid samme dag som nationale parlamentsvalg (Riksdagsval); det samme var tilfældet i 2001 i Danmark; Norge har aldrig afholdt kommunal- og parlamentsvalg samme dag.

Det er en del af en bredere nedadgående udvikling for deltagelsen i lokalvalg, som det

fremgår af figur 4, der også genfindes for parlamentsvalg (Franklin 2004: 11). Figur 3

viser dog også, at hvor graden af faldet i valgdeltagelsen var stort set ens i mellem de

tre perioder, så oplevede Danmark ikke et nævneværdigt fald mellem de to første

42 / 108

perioder. Det rejser derfor spørgsmålet, hvorfor vi tilsyneladende i Danmark først oplever

et fald med begyndelsen af det nye årtusind.

Figur 3

55,0%

60,0%

65,0%

70,0%

75,0%

80,0%

1978-1989 1990-1999 2000-2009

Alle lande

Norden

Danmark (uden 2001)

Note: ”Alle lande” inkluderer de fem nordiske lande, Storbritannien og udvalgte resultater for tyske delstater. Disse resultater er de eneste umiddelbart tilgængelige for lokalvalg i perioden 1978-2009 fra lande i Danmarks nærområde.

Datatabel kan tilgåes på:

https://spreadsheets.google.com/ccc?key=0AlreCxmmHxr_dEhEZm5aYzFNTmZhZjJ3S2swYlZNS0E&hl=da

4.1.1. Indbyggertal

Det er dog interessant at se, om der evt. er forskellige dynamikker på spil i kommuner af

forskellig størrelse, og for kommuner der er hhv. uændrede og sammenlagte. Det

fremgår af tabel 4.1 og figur 2, at faldet i valgdeltagelse var uafhængigt af

kommunetype, og desuden er forskellen på de uændrede og sammenlagte kommuner er

konstant for alle de viste år på nær 2001. Samtidigheden med folketingsvalget fik

tilsyneladende endnu flere i de uændrede kommuner end i de sammenlagte kommuner

til at deltage sammenlignet med ”normale” kommunalvalg.

43 / 108

Tabel 4.1. Valgdeltagelsen ved kommunalvalg 1993-2009. Uændrede Sammenlagte Alle

1993 67,5% 73,2% 71,1%

1997 66,8% 72,0% 70,1%

2001 82,5% 86,5% 85,0%

2005 66,1% 71,5% 69,5%

2009 62,4% 67,9% 65,8%

Figur 4

60,0%

65,0%

70,0%

75,0%

80,0%

85,0%

90,0%

1993

1997

2001

2005

2009

Uændrede

Sammenlagte

Alle

Det er interessant at opdele tallene endnu mere, efter indbyggertal, og ser man på den

relative udvikling fra 2005-valget til 2009-valget, viser tabel 4.2, at selvom udviklingen

mellem alle de hhv. sammenlagte og uændrede kommuner set under et ikke er

forskellig, så betyder indbyggertallet noget.

44 / 108

Tabel 4.2. Udviklingen i valgdeltagelse fra kommunalvalget 2005 til 2009. Uændrede Sammenlagte Alle

Mindst 60.000 vælgere -7,6% -5,5% -6,1%

30.000-59.999 vælgere -2,9% -4,4% -3,8%

Mindre end 30.000 vælgere -3,8% -4,4% -4,2%

I alt -5,7% -5,1% -4,5% Kilde: Elklkit et al 2007: 92 (2005-tal) og egne beregninger pba. af kmdvalg.dk (2009-tal).

Det er, jf. udvælgelsen af de kommuner specialet undersøger hypotese 2, 3a og 3b i,

interessant, fordi alle de fem valgte sammenlagte kommuner har en størrelse, der

indplacerer dem i den første gruppe i tabellen. For de uændrede kommuner placerer alle

på nær en sig i den midterste gruppe.

Det allerstørste fald ses i de store, uændrede kommuner. Her har landets næststørste

kommune Århus, hvor valgdeltagelsen relativt var 11 % lavere end i 2005, nok en vis

betydning. Hvis man ekskluderer Århus fra gruppen for begge valg, bliver faldet i

valgdeltagelsen på 6,4 %, mod de nuværende 7,6 %. Faldet er dog stadig mærkbart

større end i de mindre, uændrede kommuner, og da de fire kommuner i den største

gruppe qua deres indbyggertal vejer tungt i det samlede tal for alle uændrede kommuner

(over 50 %), kan den manglende forskel mellem kommunetyperne et stykke henad

vejen tilskrives det relativt større fald i de største af de uændrede kommuner. Det

fremgår således også, at valgdeltagelsen faldt mere i de mindre, sammenlagte

kommuner end i de mindre, uændrede kommuner, omend forskellen ikke er dramatisk.

Overordnet må man sige, at der eksisterer en mindre systematisk forskel mellem hhv.

uændrede og sammenlagte kommuner, mens det – især for de uændrede kommuner –

er en forskel på kommunernes valgdeltagelse afhængig af indbyggertal, da de større

kommuner oplever et større fald end de mindre. Variationen i valgdeltagelsen mellem

store og mindre kommuners valgdeltagelse er således øget med 2009-valget.

4.1.2. Variation i kommuner og

afstemningsområder

Som det fremgik af gennemgangen af udviklingen i kommunernes valgdeltagelse

ovenfor, var nogle af tallene følsomme overfor forholdsvis markante udviklinger i enkelte

kommuner. Det er derfor også interessant at se på, om variationen er blevet større.

45 / 108

Tabel 4.3. Variationskoefficienter for valgdeltagelse ved kommunalvalg 2005 og 2009. Alle kommuner (98). 2009 2005

Standardafvigelse 0,04917 0,04550 Gennemsnit 68,4% 71,5% Variationskoefficient 0,07184 0,06366 Median 68,2% 72,1%

For kommunerne er variationskoefficienten for kommunernes valgdeltagelse steget fra

0,064 i 2005 til 0,072 i 2009. Det kan dermed bekræftes, at valgdeltagelsen i

kommunerne er blevet mere forskelligt. Men den offentlige valgstatistik giver mulighed

for, udover at kunne undersøge kommuner, at kunne undersøge udviklingen i

valgdeltagelse på landets små 1.700 afstemningsområder. På den måde kan man få et

endnu bedre indtryk af, om variationen i valgdeltagelse er vokset.

Tabel 4.4. Variationskoefficienter for valgdeltagelse ved kommunalvalg 2005 og 2009. Alle afstemningsområder. 2009 1997 1993 1989 1985 1981 Variationskoefficient 0,09839 0,08724 0,0752 0,08994 0,08161 0,0999

Standardafvigelse 0,06766 0,06404 0,0559 0,06376 0,05944 0,0751

Gennemsnit 68,8 % 73,4 % 74,3 % 70,9 % 72,8 % 75,2 %

Median 69,4 % 74,1 % 74,9 % 71,6 % 73,3 % 76,6 %

Antal afstemningsområder 1583 2073 1927 2084 2107 1862

Afstemningsområder med stemmeprocentsoplysninger

1583 1905 1919 1512 1501 573

Andel med oplysninger 100,0 % 91,9 % 99,6 % 72,6 % 71,2 % 30,8 %

Kilder: Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet (2009), Søren Risbjerg Thomsen, Aarhus Universitet (1981-1997).

Resultaterne viser, at variationen er større mellem afstemningssteder end mellem

kommuner (0,098 mod 0,072), og at der er tale om en stigning fra 1993 til 1997 og

videre til 2009. Tal for 1989, 1985 og 1981 er ikke vist, da andelen af

afstemningsområder, som der findes tal for i disse år, er under 75 %. Modsat eksisterer

der tal for hhv. 92 % og 99 % af afstemningsområderne i 1997 og 1993, hvorfor tallene

må betragtes som brugbare. For 2009 indgår alle 1.583 afstemningsområder.

Det forhold, at valgdeltagelsen varierer mere mellem afstemningsområder end mellem

kommuner viser, at det kan være interessant at undersøge valgdeltagelsen på

afstemningsområdeniveau, hvilket gør undersøgelsen af hypotese 2 yderligere relevant.

46 / 108

4.2. Hypotese 2

H2: ”Valgdeltagelsen falder mere fra kommunalvalget i 2005 til valget i 2009 i periferi-

områder i de undersøgte kommuner, end det er tilfældet i center-områder.”

Som nævnt i foregående kapitel, er det værd at opholde sig ved definitionen på de

forskellige dele af hypotesen. For at kunne undersøge udviklingen i såvel sammenlagte

som uændrede kommuner, er det nødvendigt med en funktionel definition af periferi og

center, fremfor den administrative, som kommunegrænserne fra før 2007 ville kunne

udgøre. Denne definition af kommunernes geografi i henholdsvis center og periferi

skaber, for alle de 10 udvalgte kommuner på nær Randers Kommune, en anden fordeling

af kommunernes afstemningsområder end den rent administrative. Den funktionelle

opdeling er foretaget ved at anvende kort over afstemningsområdernes udstrækning5, og

sammenholde denne med byområdets udstrækning for den dominerende centerby, og på

denne vis udlede hvilke afstemningsområder, der kan defineres som tilhørende enten

center eller periferi.

Problemerne med Randers Kommune er en mere ekstrem udgave af mindre problemer

med andre kommuners afstemningsområder. Den gamle Randers Kommunes 14

afstemningsområder inkluderer alle, muligvis pga. den nye kommunes opdeling i to

folketingsvalgkredse, dele af Randers by. Derfor er den funktionelle og den

administrative opdeling af kommunen i periferi og center identisk. Andre kommuner har

lignende afstemningsområder, der ofte dækker både en del af den dominerende by, og i

varierende omfang oplandsbyerne. Sammenholder man denne udfordring med det

faktum, at det højst sandsynligt er netop i disse forstæder, at vælgere med størst

stemmetilbøjelighed findes (Elklit et al 2007: 89), vil resultaterne for de funktionelt

definerede kommuner tendere til at underdrive forskellene mellem center og periferi.

Endelig genfindes reduktionen i antallet af afstemningsområder, som, jf. tabel 4.4, på

landsplan var på 23 % fra 1997 til 2009, også i de 10 udvalgte kommuner. Dette gør i

sig selv ofte afstemningsområderne mindre geografisk homogene, og mange af de

nævnte afstemningsområder, som er svære at kategorisere som enten periferi eller

center, er opstået som resultat af de tilsyneladende mange sammenlægninger af

afstemningsområder, der er foregået i perioden.

5 Opdelingen er foretaget på baggrund af enten kort hentet på kommunernes hjemmesider, eller ved brug af KML-fil til Google Earth med alle danske afstemningsområders geografiske udstrækning (hentet via microformats.dk, 13.12.2009).

47 / 108

4.2.1. Funktionel definition

Med disse forbehold in mente er resultaterne for de 10 udvalgte kommuner, funktionelt

definerede, refereret i tabel 4.5.

Tabel 4.5. Udviklingen i valgdeltagelse fra kommunalvalget 2005 til 2009. 10 udvalgte kommuner. Alle Center Periferi

Alle -3,4% -3,2% -3,7%

Uændret -1,0% -0,3% -1,9%

Sammenlagt -4,7% -4,7% -4,8%

For det første viser tabellen, at valgdeltagelsen, set under et, faldt mere i

periferiområderne fra 2005 til 2009 end det var tilfældet for centerområderne, selvom

forskellen må beskrive som tilnærmelsesvis marginal. For det andet er det interessant, at

der tilsyneladende er en systematisk forskel mellem henholdsvis sammenlagte og

uændrede kommuner. Overordnet faldt valgdeltagelsen mindre i de uændrede

kommuner, mens forskellen mellem udviklingen i center og periferi er størst her (omend

stadig ikke markant).

Det er interessant at sammenligne udviklingen i valgdeltagelsen, som vist i tabel 4.5,

med udviklingen fra 2001 til 2005. 2001-valget blev, som tidligere anført, gennemført

samtidig med Folketingsvalget 20. november, hvilket gav en markant højere

valgdeltagelse til kommunalvalget.


Alle -19,0% -21,0% -16,3%

Uændret -19,4% -21,4% -16,8%

Sammenlagt -18,7% -20,7% -16,0%

Den systematisk forskel mellem de uændrede og sammenlagte kommuner var her ikke til

stede, mens der tilsyneladende var en mindre forskel mellem center og periferi, hvor

deltagelsen i center faldt mere fra 2001 til 2005 end for periferi. Dette er modsat

hypotesens forventning til 2009-valget, men kan muligvis forklares af den tidligere

nævnte forskel i stemmetilbøjelighed mellem sociale grupper (Elklit et al 2007: 89), hvor

kommunernes center typisk har flere kontanthjælpsmodtagere,

førtidspensionsmodtagere, lavindkomstmodtagere, enlige, unge, folk med kort ophold i

kommunen, folk med anden etnisk herkomst end dansk og ufaglærte end kommunernes

48 / 108

periferi. Folketingsvalget i 2001 kan således tænkes at have øget mobiliseringen af

vælgere mere i kommunernes center end i periferien, og dette medfører dermed også, at

”faldet fra tinderne” i 2001 til 2005 var større for netop center-delene af kommunerne.

Det illustreres også af, at forskellen mellem center og periferis valgdeltagelse i 2001 var

godt 5 %, mens den for såvel 2005 og 2009 var omkring 11 %, dvs. dobbelt så stor.

Der er tidligere blevet argumenteret for, at netop 2001-valgets samtidighed med

folketingsvalget, samt 2005-valgets status som valg til en på daværende tidspunkt ikke-

eksisterende kommune, gør dem mindre anvendelige som sammenligningsgrundlag for

2009-valget. Det senest afholdte valg før 2001 og 2005 var i 1997, og i tabel 4.7 er

udviklingen fra 1997 til 2005 vist. 2005 er her valgt, fordi det er dette valg 2009-valget i

hypotesen sammenlignes med.


Alle 3,5% -2,0% 0,0%

Uændret -3,8% -5,7% -1,4%

Sammenlagt 0,5% 0,2% 0,9%

Her der såvel en systematik mellem kommunetyper og mellem center og periferi, hvor

sidstnævnte strider mod hypotesens forventninger, særligt i de uændrede kommuner.

Det har således ikke tidligere været sådan, at valgdeltagelsen, som formuleret i

hypotesen, faldt mere i periferien end i centeret – snarere tværtimod. Dette gør måske

det marginalt større fald i periferien end i centeret fra 2005 til 2009 interessant, særligt

hvis man som nævnt ovenfor tager med i betragtningen, at en række faktorer virker til

at underdrive forskelle mellem periferi og center.

På det grundlag kan hypotese 2 i hvert fald ikke afvises, omend den postulerede

sammenhæng ikke er videre markant.

4.2.2. Enkelte kommuner

Det kan i forlængelse af undersøgelsen af hypotese 2 være interessant at undersøge, om

der også i de enkelte af de 10 udvalgte kommuner er en forskel mellem center og

periferi. Gennemgangen ovenfor er baseret på summerede tal for alle 10 udvalgte

kommuner.

49 / 108

I tabel 4.8 er alle 10 kommuner opstillede, angivet med udviklingen i valgdeltagelse fra

2005 til 2009.

Tabel 4.8. Valgdeltagelsesudvikling fra kommunalvalg 2005 til 2009 i 10 udvalgte kommuner.

Center Periferi Periferi falder mest?

Horsens -10,7% -7,7% NEJ

Kolding 2,0% -1,7% JA

Randers -4,4% -7,4% JA

Roskilde -6,2% -4,9% NEJ

Herning -3,3% -3,8% JA

Fredericia 3,8% 5,3% NEJ

Helsingør 2,4% 1,5% JA

Greve -3,6% -0,4% NEJ

Høje Taastrup -1,2% -1,5% JA

Bornholm -4,3% -9,1% JA Note: De uændrede kommuner er markeret med gråt.

Det fremgår, at den udvikling der forventes i hypotese 2, at valgdeltagelsen falder mere i

periferien end i centeret, finder sted i seks af de 10 kommuner, mens der omvendt er fire

kommuner, hvor det ikke er tilfældet. Disse kommuner er ligeligt fordelt mellem de

sammenlagte og de uændrede kommuner. Kun i tre af kommunerne, hvv. Bornholm,

Randers og Kolding, synes forskellen i udviklingen for periferi og center at være tydelig.

Det er interessant, at der netop i disse tre kommuner var en del kampe omkring

inddelingen af kommunen, og i alle tre kommuner var der dele af den nye kommune, der

ved folkeafstemning bestemte, hvilken ny kommune de for fremtiden ville høre til. For

Bornholms vedkommende foregik afstemningen i 2002, og kommunen er i specialet

henregnet som en uændret kommune, fordi kommunens geografiske sammensætning lå

fast allerede i 2003, mod 2007 for de kommuner, der fik ændret inddelingen ved

kommunalreformen.

Noget kunne således tyde på, at der kan have været forskellige interesse- og

mobiliseringsmønstre i de 10 kommuner der er udvalgt, og dette stiller spørgsmålstegn

ved, om undersøgelsen evt. skal udvides til at omfatte flere kommuner, og/eller om

undersøgelsen skal foretages på kommuner, hvor hovedbyen er mindre dominerende, og

hvor en geografisk ressourcekamp internt i kommunen måske netop derfor har en højere

sandsynlighed for at finde sted. Denne forventning er modsat den tidligere præsenterede

i specialet, hvor det blev antaget, at kommunens hovedby skulle have en vis størrelse

(40 % af indbyggertallet), for at kunne kaldes en dominerende hovedby.

Forudsætningerne for at mobilisere på baggrund af en center-periferi-konflikt om

ressourcer er forskellige i hhv. den tredjedel af de sammenlagte kommuner, hvor

50 / 108

hovedbyen udgør 25 % eller derunder af kommunens indbyggertal, og den tredjedel,

hvor hovedbyen udgør 40 % eller derover af kommunens indbyggertal.

Hvor en sådan center-periferi-konflikts strukturelle grundlag må antages, alt andet lige,

at træde tydeligere frem i de kommuner, hvor hovedbyen er at opfatte som dominerende

i kommunen, er en effektiv mobilisering på baggrund heraf måske ikke lige så god, som i

kommuner uden en dominerende hovedby.

De kommuner, der opstod på baggrund af sammenlægninger, skulle i valgperioden

2005-2009 have mellem 25 og 31 medlemmer af kommunalbestyrelsen

(Velfærdsministeriet 2005). Det betyder mindre proportionalitet mellem vælgere og antal

mandater, idet de 66 sammenlagte kommuners indbyggertal, med en standardafvigelse

på 27.780, var ganske forskellige. For valgperioden 2009-2013 øgede fem kommuner

antallet af kommunalbestyrelsesmedlemmer, mens 14 kommuner reducerede antallet

(Kommunernes Landsforening 2009). Derfor må det antages, at den manglende

proportionalitet fortsat eksisterer, og det gør den mobiliseringsindsats, der er påkrævet

for at blive valgt ind i kommunalbestyrelsen, mindre i kommunerne uden dominerende

hovedby end i kommuner med en sådan. Både fordi det absolutte antal af vælgere, der

kræves for at opnå indvælgelse her er lavere, og fordi periferi-områdernes andel af

vælgerne er væsentlig større i disse kommuner.

Denne problemstilling kan være relevant at tage op senere, men i første omgang er det

mere værdifuldt at undersøge de 10 udvalgte kommuner nærmere.

4.2.3. Andre sammenhænge?

En anden overvejelse, som man i forlængelse af gennemgangen må gøre sig, er, om det

i højere grad er i hele kommuner, at der har været en manglende mobilisering til

kommunalvalget i 2009, end det har været i specifikke dele af kommunen. Her er det

interessant, at deltagelsen falder væsentligt mere i de sammenlagte end i de uændrede

kommuner. Netop i de sammenlagte kommuner må man antage, at oplevelsen blandt

vælgerne af at have gennemgået en kommunalreform slår hårdest igennem, ligesom

mange af de tidligere nævnte problemstillinger med blame-avoidance-strategier fra

kommunalpolitikernes side kan have udspillet sig tydeligere her. Sådanne spørgsmål kan

ikke besvares dybdegående alene ved anvendelsen af tal for valgdeltagelsen, omend

disse tal kan give en indikation af, om der er tale om mobilisering eller mangel på

samme. Undersøgelsen af hypotese 3a og 3b giver andre og bedre muligheder for at

gennemføre en sådan undersøgelse.

51 / 108

4.3. Hypotese 3a og 3b






Undersøgelsen af hypotese 3a og 3b tager udgangspunkt i mobiliseringen af vælgerne.

Denne mobilisering kunne man forestille sig undersøgt på en lang række forskellige

måder. Fx observationer af valgkampen eller stikprøveundersøgelser af

vælgerbefolkningens interesse i valget. Ulempen ved disse to undersøgelser er dog, at de

er kræver mange ressourcer at gennemføre. Derfor er der i nærliggende speciale i stedet

valgt at undersøge kommunalpolitikernes opfattelser af vælgerne, valgkampen og den

eventuelle eksistens af konflikter mellem center og periferi i deres kommune.

Man kan her vælge forskellige måder at undersøge kommunalpolitikerne. En måde var at

interviewe et mindre antal udvalgte kommunalpolitikere i dybden for på den måde at

undersøge deres opfattelser. En ulempe herved er, at det kan være svært at opnå et

repræsentativt billede af kommunens vælgere. Som tidligere anvist er

variationskoefficienten for valgdeltagelsen større for afstemningsområder end for

kommuner, og da det netop er karakteristika internt i kommunerne (center og periferi),

der her ønskes afdækket, er der en overhængende risko for at opnå ikke-repræsentative

data i sådanne dybdegående interviews.

4.3.1. Spørgeskemaundersøgelse

Der er i stedet valgt at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse. På denne måde kan

alle kommunalbestyrelsesmedlemmer i de seks udvalgte kommuner kontaktes, og det er

muligt at undersøge systematikker i deres besvarelser som det mindre antal af

respondenter i mere dybdegående interviews ikke ville give mulighed for. Ud fra den

formodning, at antallet af spørgsmål (og svarmulighedernes kompleksitet) er negativt

korreleret med svarprocenten, er det valgt at begrænse spørgeskemaets omfang til otte

spørgsmål, hvilket giver en forventet besvarelsestid på under fem minutter.

Spørgsmålenes fulde ordlyd ses nedenfor i tabellen sammen med de variable, der

efterfølgende er kodet ud fra besvarelserne. For hvert af spørgsmålene er det på sin

52 / 108

plads at diskutere deres relevans ift. såvel den overordnede problemstilling som

hypotese 3a og 3b.

Spørgsmål 1: Oplysningen om lokalområde anvendes både til at kode, hvorvidt

respondenten kommer fra kommunens center eller periferi, og til at tilføje en variabel

med udviklingen i valgdeltagelse fra 2005 til 2009 i det afstemningsområde, som det

givne lokalområde i kommunen hører under.

Spørgsmål 2: Oplysningerne om kandidaternes partitilhørsforhold findes på KMD’s

valghjemmeside kmd-valg.dk for alle danske kommunalbestyrelser, men der er valgt at

spørge respondenterne også, da der siden 17. november kan være forekommet

partiskift, udmeldelser, eksklusioner o.l..

Spørgsmål 3: Næste spørgsmål beder politikeren vurdere aktivitetsniveauet i

valgkampen hos vælgerne i politikerens lokalområde. Fremfor blot at spørge til størrelsen

af dette aktivitetsniveau (meget højt/aktive, højt/aktive etc.), er der her valgt en relativ

tilgang i stedet, da det netop er de forskellige lokalområders forskellige

mobiliseringspotentialer der er interessant. Dermed er det mindre interessant, om to

politikere fra forskellige lokalområder vurderer, at lokalområdets vælgere var meget

aktive, men straks mere interessant, om der også i sammenligning med andre

lokalområder var tale om en høj aktivitet. Spørgsmålet anvender således politikerne som

informanter, ligesom det er tilfældet med flere af de andre spørgsmål.

Spørgsmål 4: Næste spørgsmål er delvis formuleret som et udsagn, respondenterne kan

erklære sig enige i eller ej. Det drejer sig direkte om en bestanddel i en geografisk

konflikt indenfor kommunen, nemlig om politikerne vurderer, at deres vælgere mente

hovedbyen i kommunen fik for stor opmærksomhed. Her er der tilføjet ”på bekostning af

kommunens andre lokalområder” for at få politikerne til igen at tænke på vælgerne i

deres lokalområde sammenlignet med vælgerne i andre af kommunens lokalområder.

Spørgsmål 5: Det følgende spørgsmål spørger til respondentens holdninger som politiker,

og dermed ikke blot som informant. Spørgsmålet er medtaget for at få en idé om, i hvor

høj grad respondenterne føler der eksisterer en politisk kamp i kommunen med

geografisk basis. Da intentionen er at få holdningen klarlagt, også hvis der ikke

eksisterer en holdning, er inklusionen af en neutral svarkategori (ved ikke, hverken/eller

o.l.) fravalgt.

53 / 108

Spørgsmål 6: Her anvendes respondenten igen som politiker, ikke som informant, og

spørgsmålet er taget med for at få en formodning om politikerens motiver for at være

medlem af kommunalbestyrelsen. En høj grad af partidisciplin i kommunalbestyrelsen,

enten via en dygtige/dominerende borgmestre/gruppeformænd eller via en politisk kultur

i kommunalbestyrelsen mindre præget af geografisk hensyntagen, vil alt andet lige tale

for, at en eventuel center-periferi-konflikt ikke dominerer kommunalbestyrelsens

arbejde.

Spørgsmål 7: Dette spørgsmål, hvor respondenterne igen er informanter, kan potentielt

set anvendes til at lodde styrken af vælgernes mobilisering.

Spørgsmål 8: Det sidste spørgsmål stilles respondenterne igen som politikere, og det er

medtaget for at undersøge størrelsen på mobiliseringspotentialet ud fra en center-

periferi-konflikt. Svarer politikerne fra periferien i højere grad bekræftende end

politikerne fra hovedbyen, kunne det være en indikation på, at politikerne selv oplever

sig som parti i en geografisk konflikt i kommunen.

54 / 108

Tabel 4.9. Spørgsmål i spørgeskema til kommunalpolitikere. Spørgsmål Svarmuligheder 1. Hvilket lokalområde i [kommune] føler du, at du tilhører?

Alle lokalområder i [kommunen] ifølge Danmarks Statistik samt kommentarfelt

2. Hvilket parti/liste tilhører du?

Til de enkelte kommuner er listen tilpasset, så alene de partier og lister, der har mandater i kommunalbestyrelsen, optræder.

3. Vil du mene, at vælgerne i dit lokalområde var mere eller mindre aktive end vælgerne i andre af kommunens lokalområder ved kommunalvalget i 2009?

Klart mere aktive Noget mere aktive Hverken/eller Noget mindre aktive Klart mindre aktive

4. Oplevede du i kommunalvalgkampen, at vælgerne syntes [kommunens hovedby] havde fået for stor opmærksomhed på bekostning af kommunens andre lokalområder?

Ja Nej

5. Hvor vigtigt synes du det er, at flere kommunale arbejdspladser flyttes fra [kommunens hovedby] til andre af kommunens lokalområder?

Meget vigtigt Vigtigt Mindre vigtigt Slet ikke vigtigt

6. Hvilket af følgende udsagn er du mest enig med? Det er vigtigst for mig at repræsentere mit lokalområde i kommunalbestyrelsen Det er vigtigst for mig at repræsentere mit parti/liste i kommunalbestyrelsen

7. Oplevede du i valgkampen, at borgere protesterede samlet mod nogle af kommunalbestyrelsens beslutninger?

Ja Nej

8. I hvor høj grad mener du, at borgerne udenfor [kommunens hovedby] bliver tilgodeset af [kommunens] byråd?

I meget høj grad I høj grad I nogen grad Slet ikke

9. Tak for deltagelse og kommentarfelt

V1. Kommune

V2. Smlagt Er kommunen sammenlagt, 1 (Horsens, Randers, Kolding) eller uændret, 0 (Bornholm, Helsingør, Fredericia)?

V3. Centerperi Kodet ud fra lokalområde som enten center (0) eller periferi (1)

V4. Blok 1 (Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti) og 0 (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten). Resten (Kristendemokraterne, lokalliste) ikke medtaget.

V5. Aktivitet_tre Klart mere aktive+noget mere aktive Hverken/eller Noget mindre aktive+klart mindre aktive

V6. Fokus_to I meget høj grad+i høj grad I nogen grad+slet ikke

V7. Arbudflyt_to Meget vigtigt+vigtigt Mindre vigtigt+slet ikke vigtigt

V1: Oplysningen om kommunen lå allerede indlejret i de spørgeskemaer, der blev

besvaret.

V2: V1 er her anvendt til at kode kommunerne som hhv. sammenlagte og uændrede,

fordi man, som tidligere argumenteret, kan forestille sig at center-periferi-konflikten kan

have forskellig styrke afhængig af kommunetype og fordi vælgernes opmærksomhed på

55 / 108

kommunalreformens effekter antages at være større i de sammenlagte kommuner. Det

er dog her vigtigt at anføre, at anvender man valgundersøgelsen for folketingsvalget i

2007, og undersøger de oprindeligt 10 udvalgte kommuner, er der ingen forskel mellem

borgere i sammenlagte og uændrede kommuner, når de skal vurdere, om det var rigtigt

af regeringen at gennemføre kommunalreformen. Datasættet fra valgundersøgelsen

giver desværre ikke mulighed for at gennemføre undersøgelsen for alle landets

kommuner, da der ikke er inkluderet en variabel for respondentens bopælskommune.

Derfor er det, ud fra postnumre, forsøgt at konstruere en variabel for de 10 udvalgte

kommuner, og det er denne, der er anvendt til analysen6. Vælgerne i de 10 udvalgte

kommuner udgør 13 procent af vælgerne i Danmark, og det er svært at forestille sig, at

svarfordelingen skulle afvige væsentligt hos de resterende vælgere.

V3: Lokalområdet, oplyst i spørgsmål 1, er her kodet som beliggende enten i

kommunens center eller periferi ud fra hvilket afstemningsområde, lokalområdet er

placeret i. Afstemningsområderne i kommunerne blev tidligere, i forbindelse med

hypotese 2, funktionelt opdelt i hhv. center og periferi, dvs. opdelingen forlader sig ikke

på de tidligere kommunegrænser, og denne opdeling er valgt til at kategorisere

respondenten som bosat i enten center eller periferi af kommunen.

V4: Til de statistisk mere avancerede analyser er respondentens parti her opdelt i de to

dominerende politiske blokke i Danmark, hhv. Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti

og Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten. En analyse af

vælgerundersøgelsen fra folketingsvalget i 2007 viser, at der er en signifikant og

væsentlig forskel på vælgernes vurdering af, om det var rigtigt af regeringen at

gennemføre kommunalreformen, hvis man på denne måde deler dem op i to politiske

blokke. Således er 48 procent af regeringens vælgere helt enige eller enige i det udsagn,

mens omvendt 45 procent af oppositionens vælgere er helt uenige eller uenige (for

begge grupper af vælgere er lidt over en tredjedel i tvivl eller uden en holdning til

spørgsmålet). Som tabel 3.1 i afsnit 3.1.1 også viser, genfinder man en nærmest

identisk partipolitisk forskel i holdningen til kommunalreformen (her i vurderingen af

dens succes) hos politikerne. Variablen giver derfor mulighed for at kontrollere for, at

sammenhænge mellem andre variable ikke blot skyldes, at der bor flere

politikere/vælgere tilhørende den ene politiske blok fremfor den anden i kommunen end

for kommunerne generelt. 6 Der 1264 postnumre i Danmark, og nogle kommuner kan inkludere mange postnumre, som det ikke alle er mulige at identificere som tilhørende kommunen, ligesom (en del) postnumre dækker mere end én kommune. Derfor vil anvendelsen af postnumre til at bestemme respondenternes bopælskommune ikke være helt sikker. 12,2 procent af respondenterne bor i specialets ti udvalgte kommuner i vælgerundersøgelsen fra 2007, mens 12,8 procent af vælgerne i Danmark boede der.

56 / 108

V5 til V7: Variablerne reducerer spørgsmål 3, 8 og 5 til færre svarkategorier, igen til

anvendelse i den mere avancerede statistiske analyse.

Undersøgelsen er gennemført fra 21. til 27. januar 2010 og inkluderer alle de

byrådsmedlemmer (valgt i 2009) i de seks udvalgte kommuner, der har oplyst en

emailadresse på deres kommunes hjemmeside, i alt 160 respondenter (ud af 166

kommunalpolitikere). En email med påmindelse om undersøgelsen blev sendt ud 25.

januar 2010. I alt 123 har deltaget og svarprocenten er dermed 77. Af de deltagende er

lidt færre fra Socialdemokraterne og en lokalliste, og lidt flere fra SF og Venstre, end

blandt de 166 kommunalpolitikere. Som beskrevet under udvælgelsen af kommunerne,

er udvælgelsen sket på baggrund af kommunens indbyggertal, andel af indbyggere i

kommunens hovedby samt om kommunen blev dannet ved kommunalreformen eller ej.

Ser man på de seks her undersøgte kommuners kommunalpolitikere, så er der lidt flere

socialdemokrater og lokallistefolk og lidt færre Venstre-politikere og særligt SF’ere, end i

landet som helhed. Afvigelserne er dog af et sådant beskedent omfang, at

kommunalbestyrelserne i de seks kommuner må anses for repræsentative i partimæssig

sammensætning ligesom antallet respondenternes partitilhørsforhold må anses for

repræsentative for kommunalbestyrelserne i de samme kommuner. Det er dermed først

og fremmest muligt at generalisere resultaterne fra respondenterne til de seks

kommuners kommunalpolitikere, og det må også, for det andet, anses for sandsynligt at

resultaterne kan generaliseres til kommunalpolitikerne i landets resterende 92

kommuner. Til det sidste skal det dog anføres, at de ti hhv. seks kommuner, der i

specialet er udvalgt, netop er valgt pga. eksistensen af en dominerende hovedby i

kommunen. I 23 af de 98 kommuner udgør hovedbyen 25 % eller mindre af kommunens

indbyggertal, mens der omvendt er 15 kommuner, hvor kommunens areal er et

sammenhængende byområde. Dvs., for fire ud af ti kommuner kan man dårligt tale om

en geografisk set dominerende by, og generalisering af analysens resultater til disse 38

kommuner er derfor mindre ligetil. Det udelukker dog ikke, at der kan være geografiske

konfliktlinjer i disse 38 kommuner, dog er strukturen i så fald anderledes end for de ti

kommuner, specialet har valgt at undersøge.

4.3.1.1. Resultater

Analysen af resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen vil først præsentere

svarsammensætningen overordnet og dernæst delresultaterne for hhv. center-periferi,

sammenlagt-uændret og kommuner. Med baggrund i dette er det muligt at undersøge

tilstedeværelsen af en evt. mobilisering i de enkelte kommuner og deres lokalområder for

på den måde endeligt at efterprøve hypotese 3a og 3b.

57 / 108

4.3.1.1.1. Overordnet

Tabel 4.9. Fordeling. Pct. Center Periferi

Politikere 45 55

Vælgere 60 40

Først og fremmest er det interessant, at 55 procent af politikerne kommer fra de seks

kommuners periferiområder – det gør kun 40 procent af vælgerne. Også ved 2005-valget

var der en overrepræsentation af politikere fra periferiområder (Kjær 2007: 154). I

Kjærs (ibid) undersøgelse er periferi dog defineret på baggrund af kommunegrænserne

før 2007, hvorfor en direkte sammenligning ikke er mulig. Noget tyder dog alligevel på,

at forudsigelsen om, at der efter valget i 2009 ikke længere ville være en

overrepræsentation af politikere fra periferien (Kjær 2009), ikke holder stik.

Partitilhørsforholdene hos respondenterne er behandlet ovenfor, hvor undersøgelsens

repræsentativitet blev slået fast, og derfor ses der i det næste på holdningerne og

vurderingerne hos respondenterne set under ét.

Tabel 4.10. Vælgerne i lokalområdets aktivitetsniveau sammelignet med andre lokalområder i kommunen. Pct.

Klart mere aktive 7

Noget mere aktive 19

Hverken/eller 59

Nogen mindre aktive 10

Klart mindre aktive 5

Overordnet synes der altså ikke, ifølge politikerne, at være markante forskelle på

vælgernes aktivitetsniveau, og dermed mobilisering, i kommunens forskellige

lokalområder – 12 procent placerer sig i yderkategorierne, mens seks ud af ti ingen

forskel finder. Dette betyder dog ikke, at der ikke kan have været forskelle i mobilisering,

og dette undersøges senere bl.a. set gennem en center-periferi-prisme.

Tabel 4.11. Hovedby for stor opmærksomhed. Pct.

Ja 48

Nej 52

58 / 108

Her kan man i højere grad spore eksistensen af en center-periferi-konflikt hos vælgerne

(som opfattet af politikerne), der således er delte i spørgsmålet om hovedbyen i

kommunen får for stor opmærksomhed på bekostning af andre lokalområder i

kommunen.

Tabel 4.12. Vigtighed af udflytning af arbejdspladser. Pct.

Meget vigtigt 8

Vigtigt 12

Mindre vigtigt 59

Slet ikke vigtigt 21

Det er her vigtigt at holde sig for øje, at dette spørgsmål spørger om politikerens egen

holdning, ikke en vurdering af deres vælgeres. Da kun to ud af ti lægger vægt på en

sådan udflytning af arbejdspladser – et meget håndgribeligt bevis på

interessevaretagelse af et lokalområde, hvis man er valgt i periferien – tyder noget på, at

center-periferi-konflikten, i hvert fald i denne håndfaste form, er mindre tilstedeværende.

Tabel 4.13. Repræsentation af lokalområde eller parti vigtigst. Pct.

Lokalområde 15

Parti 85

Igen er det politikernes egne holdninger, der er spurgt til, og tilsyneladende er

partidisciplinen i de danske kommunalbestyrelser – målt på dette parameter – ganske

god. Mindretallet på tre ud af 20 er dog interessant at undersøge nærmere, og dette

gøres senere.

Tabel 4.14. Samlede borgerprotester i valgkampen. Pct.

Ja 47

Nej 53

Næsten halvdelen af politikerne oplevede samlede protester. Disse protester kan

naturligvis være mere geografisk set generelle, og handle om serviceniveauet,

skattebetalingen eller lignende, men det er alligevel interessant, at så forholdsvis mange

politikere har oplevet samlede protester fra borgerne, da disse protester også kan have

59 / 108

deres udspring i en geografisk problematik, fx lukningen af en

skole/daginstitution/plejehjem i kommunens periferi.

Tabel 4.15. Borgere i periferi tilgodeses. Pct.

I meget høj grad 15

I høj grad 54

I nogen grad 29

Slet ikke 2

Her er politikerne specifikt blevet bedt om at vurdere, om kommunalbestyrelsen (som de

er en del af) tilgodeser kommunens periferi. Det mener syv ud af ti, mens der samtidig

kun er to procent af politikerne, der slet ikke mener periferien tilgodeses. Igen synes den

geografiske konfliktlinje at være mindre tydelig.

4.3.1.1.1.1. Opsamling på overordnede resultater

Politikerne fra periferien er – hvad der måske er overraskende – overrepræsenterede, og

der var flere indicier for, at der er basis for en geografisk konflikt i de undersøgte

kommuner (hovedbyens opmærksomhed og oplevede protester), men også tegn på at

det ikke var tilfældet (udflytning af arbejdspladser og tilgodeseelse af periferi).

Overordnet er det derfor ikke muligt at vurdere, om hypotesernes opstillede

årsagssammenhænge er sandsynlige, og det er derfor nødvendigt at se på

svarfordelingerne, når man deler respondenterne op i forskellige grupper. Det gøres i det

følgende med center-periferi, sammenlagt-uændret og de seks udvalgte kommuner.

4.3.1.1.2. Center og periferi

Der er ikke den store forskel på andelen af politikere i hhv. center og periferi alt efter om

man ser på, om kommunen er uændret eller sammenlagt. Til gengæld tegner der sig en

større forskel, hvad angår det partipolitiske tilhørsforhold:

60 / 108

Tabel 4.16. Partitilhørsforhold (kun partier repræsenteret i Folketinget). Pct. Center Periferi

A. Socialdemokraterne 33 28

B. Det Radikale Venstre 2 1

F. Socialistisk Folkeparti 16 12

Ø. Enhedslisten – De Rød-Grønne 2 0

ABFØ 53 41

C. Det Konservative Folkeparti 9 12

O. Dansk Folkeparti 11 6

V. Venstre – Danmarks Liberale Parti 22 37

COV 42 55

Den mest markante forskel er de mange politikere fra Venstre i periferien. Modsat er der

moderat flere i center hos Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti. Man må

formode, at Venstres historie som landbrugernes parti er en del af forklaringen. Trods de

mange forandringer, som dansk politik er undergået, får Venstre stadig fx også ved

folketingsvalg, forholdsvis flere stemmer ”på landet” end ”i byerne”, og dette må antages

også at afspejle sig i medlemsmassen og dermed også de af medlemmerne, der søger og

opnår valg til kommunalbestyrelsen. Det er vigtigt at holde sig denne partipolitiske

fordeling mellem center og periferi for øje, da det potentielt set kan gøre nogle af de

årsagssammenhænge tallene peger på spuriøse.

Tabel 4.17. Vælgernes aktivitetsniveau. Pct. Center Periferi

Klart mere aktive 6 9

Noget mere aktive 16 21

Hverken/eller 55 63

Nogen mindre aktive 16 4

Klart mindre aktive 7 3

Selvom forskellene ikke er markante, så antyder tallene i tabellen dog, at aktiviteten i

periferiområderne var større end i centerområderne. Det kunne være et indicium for, at

der foregik en højere grad af mobilisering af vælgerne i periferien, og at det dermed har

tjent til at modgå et større fald i valgdeltagelsen end det oplevede.

Tabel 4.18. Hovedby for dominerende. Pct. Center Periferi

Ja 30 70

Nej 63 37

61 / 108

Tallene repræsenterer endnu et klart indicium på, at der i periferien af de undersøgte

kommuner – i det mindste latent – eksisterer basis for en konfliktlinje mellem

kommunens center og periferi.

Tabel 4.19. Udflytning af arbejdspladser. Pct. Center Periferi

Meget vigtigt 2 14

Vigtigt 11 12

Mindre vigtigt 56 61

Slet ikke vigtigt 31 13

Her er der, både i centeret og i periferien, et stort flertal der afviser spørgsmålet som

vigtigt for dem selv som valgte politikere. Men flertallet er noget mindre hos politikerne

fra periferien end hos politikerne fra centeret.

Tabel 4.20. Repræsentation af lokalområde eller parti. Pct. Center Periferi

Lokalområde 6 23

Parti 94 77

Som tidligere vist er der et markant flertal, der er loyale mod det parti/den liste de er

valgt ind for. Men forskellen på center og periferi (der er signifikant) tyder endnu engang

på, at tilstedeværelsen af en geografisk konflikt ikke kan afvises.

Tabel 4.21. Samlede protester. Pct. Center Periferi

Ja 45 49

Nej 55 51

Forskellen på center og periferi er lille og ikke signifikant.

Tabel 4.22. Periferi tilgodeses af kommunalbestyrelse. Pct. Center Periferi

I meget høj grad 30 3

I høj grad 51 56

I nogen grad 17 39

Slet ikke 2 2

62 / 108

Når politikerne bliver bedt om at vurdere dem selv (som kommunalbestyrelse), er der

ingen der synes det står helt skidt til, og selv i periferien er der flere (seks ud af ti), der

mener periferien tilgodeses. Der er dog et stort mindretal (fire ud af ti) fra periferien, der

ikke synes helt overbevist om kommunalbestyrelsens virkeevne for lokalsamfundene

udenfor kommunens hovedby.

4.3.1.1.2.1. Opsamling på resultater fordelt på center-periferi

Anskuer man resultaterne ud fra center-periferi er der således flere indikationer på, at

der a) latent kan eksistere en konflikt mellem center og periferi, og b) at vælgere i

periferien har været mobiliserede i højere grad. Dette taler for, at det resultat analysen

af hypotese 2 viste, kan være sløret af, at der i periferien af de undersøgte kommuner er

foregået en mobilisering, der har imødegået hypotesens forventning om et større fald

end i centret. Det vil blive undersøgt nærmere, når resultaterne undersøges for de

enkelte kommuner.

4.3.1.1.3. Sammenlagt og uændret

Udover at se på resultaterne delt op i politikerne fra hhv. center og periferi-områder, kan

man også se på dem ud fra, om politikerne kommer fra en uændret eller en sammenlagt

kommune. Det skal her påpeges, som tidligere anført, at Bornholm er regnet som en

uændret kommune, da der ikke skete ændringer i kommunens sammensætning

1.1.2007, selvom kommunen er resultat af en sammenlægning gældende fra 1.1.2003.

Senere vil resultaterne blive gennemgået for hver enkelt kommune, og man vil her

kunne se, om Bornholms kategorisering som uændret kommune eventuelt volder

problemer i fortolkningen af resultaterne.

Det er tidligere i specialet blevet diskuteret, om vælgerne i sammenlagte kommuner

måske i højere grad end uændrede kommuner har været udsat for nogle af de direkte og

især indirekte effekter af kommunalrefomen, og at man derfor kunne forestille sig de har

reageret anderledes end vælgerne i uændrede kommuner. Resultaterne i hypotese 2

viser således også en forskel i udviklingen i valgdeltagelsen mellem uændrede og

sammenlagte kommuner. Hvor den i de uændrede kommuner var faldet 1 procent, var

faldet 4,7 procent i de sammenlagte kommuner. Endelig viste variationskoefficienten en

øget forskel i de 98 kommuners valgdeltagelse fra 2005-valget til 2009-valget. Det synes

derfor interessant at gå videre med en fortolkning af tallene ud fra, om respondenterne

kommer fra en sammenlagt eller en uændret kommune.

63 / 108

Tabel 4.23. Periferi og center. Pct. Uændret Sammenlagt

Center 42 48

Periferi 58 52

Det må betegnes som overraskende, at overrepræsentationen er større i de uændrede

end i de sammenlagte kommuner, hvis forventningen er, at mulighederne for at

politikere fra periferien kan anvende en center-periferi-konflikt i kommunen til at øge

deres valgchancer sammenlignet med deres kandidatkolleger i hovedbyen. Det er her

vigtigt at huske, at definitionen af center og periferi, for at gøre den mere fintmasket og

for at kunne inkludere uændrede kommuner, er foretaget ud fra byområdernes

udstrækning i kommunerne, og ikke som i andre undersøgelser, hvor begrebet anvendes

(Kjær 2007) ud fra tidligere kommunegrænser.

Tabel 4.24. Partitilhørsforhold (kun partier repræsenteret i Folketinget). Pct. Uændret Sammenlagt

A. Socialdemokraterne 27 33

B. Det Radikale Venstre 2 2

F. Socialistisk Folkeparti 18 10

Ø. Enhedslisten – De Rød-Grønne 2 0

ABFØ 49 45

C. Det Konservative Folkeparti 12 10

O. Dansk Folkeparti 8 8

V. Venstre – Danmarks Liberale Parti 22 38

COV 42 56

Igen skiller Venstre-politikerne sig ud, og det sandsynligvis af lignende årsager som for

forskellen periferi-center: (Små) landkommuner er overrepræsenterede blandt

sammenlægningskommunerne, og i de (små) landkommuner havde Venstre forholdsvis

større opbakning end i andre kommuner. Også SF skiller sig ud, da der er næsten

dobbelt så mange kommunalbestyrelsesmedlemmer i de uændrede kommuner. Her

kunne forklaringen være, at bykommuner – dvs. kommuner med en høj

urbaniseringsgrad – er overrepræsenteret blandt de uændrede kommuner, og at det er i

sammenhængene byområder, at SF nyder størst opbakning. Denne forskel afspejlede sig

fx også i SF’s opbakning ved det seneste folketingsvalg.

64 / 108

Tabel 4.25. Vælgernes aktivitetsniveau. Pct. Uændret Sammenlagt

Klart mere aktive 7 8

Noget mere aktive 22 16

Hverken/eller 59 59

Nogen mindre aktive 7 13

Klart mindre aktive 5 5

Der er en lille og insignifikant forskel i antallet af hhv. noget mere og noget mindre

aktive, sådan at borgerne i de uændrede kommuner vurderes som lidt mere aktive.

Selvom forskellen er insignifikant, er det dog værd at opholde sig ved, at der i al fald

ikke er dækning for et argument om, at aktiviteten i de sammenlagte kommuner var

højere end i de uændrede, fordi man her, direkte og indirekte, har mærket mere til

kommunalreformen som vælger. Snarere tværtimod.

Tabel 4.26. Hovedby dominerende. Pct. Uændret Sammenlagt

Ja 48 48

Nej 52 52

Der er absolut ingen forskel mellem de to kommunetyper. Ud fra de tidligere

forventninger kunne man ellers have forestillet sig, at dette synspunkt ville være mere

fremtrædende i sammenlagte kommuner, da mange vælgere her har oplevet at få en ny

hovedby i forbindelse med kommunalreformen. Det er muligt, at kommunalbestyrelsens

opmærksomhed om en center-periferi-konflikt i de sammenlagte kommuner har været

større end i de uændrede, og at man derfor aktivt har søgt at tilgodese kommunens

periferi-områder, hvilket igen kunne afspejle sig i, at vælgerne i de sammenlagte

kommuner ikke føler hovedbyen får for stor opmærksomhed på bekostning af andre af

kommunens lokalområder. Det ville i så fald være et positivt resultat for

kommunalbestyrelserne i de sammenlagte kommuner, som således ville være nået et

godt stykke i arbejdet med integrationen af kommunens enkelte områder til én

kommune.

Tabel 4.27. Udflytning af arbejdspladser. Pct. Uændret Sammenlagt

Meget vigtigt 12 5

Vigtigt 9 15

Mindre vigtigt 54 63

Slet ikke vigtigt 25 17

65 / 108

Holdningen, og det er her politikernes egen holdning, er i de uændrede kommuner mere

polariseret end i de sammenlagte, og det må betegnes som overraskende. Forventningen

ville være, at man i de sammenlagte kommuner var mere opmærksomme på dette

forhold, netop fordi politikerne fra periferi-områderne, der som tidligere vist er

overrepræsenterede, ville være af den holdning, at deres områder skulle tilføres

kommunale arbejdspladser.

Tabel 4.28. Repræsentation af lokalområde eller parti. Pct. Uændret Sammenlagt

Lokalområde 11 19

Parti 89 81

Som for center-periferi er flertallet stort i begge kommunetyper, men der er desuden en

tendens i retning af, at politikerne i de sammenlagte kommuner i lidt højere grad end i

de uændrede vægter lokalområdets interesser først.

Tabel 4.29. Samlede protester. Pct. Uændret Sammenlagt

Ja 63 32

Nej 37 68

Der er en markant forskel på de uændrede og sammenlagte kommuner, og det vil derfor

være interessant senere at undersøge, om der findes større forskelle mellem

kommunerne end mellem kommunetyperne.

Tabel 4.30. Periferi tilgodeses af kommunalbestyrelse. Pct. Uændret Sammenlagt

I meget høj grad 16 15

I høj grad 54 53

I nogen grad 28 31

Slet ikke 2 2

Her er der heller ingen forskelle, og det strider igen mod den tidligere formulerede

forventning. Her er det interessant, at det er politikernes egen holdning, de bliver bedt

om at bidrage med. Man kan derfor med tallene i hånden om ikke andet sige, end at der

blandt politikerne i de sammenlagte kommuner i al fald ikke er noget

integrationsmæssigt efterslæb, sådan at flere politikere her mener hovedbyen favoriseres

af byrådskollegerne. Man kunne forestille sig, at når politikerne på denne måde ikke selv

oplever forskelle eller en center-periferi-konflikt, vil det betyde at de i mindre grad

66 / 108

rapporterer om sådanne forskelle og konflikter hos deres vælgere, men dette er på

nuværende tidspunkt rene spekulationer.

4.3.1.1.3.1. Opsamling på resultater opdelt på kommunetyper

Opdelingen af politikerne på kommunetyper har givet flere modstridende signaler. Flere

af de forventninger, man kunne have til de sammenlagte kommuner sammenlignet med

de uændrede, kunne ikke bekræftes af tallene, og årsagssammenhængen var nærmere

modsat det forventede. Nogle af forholdene kan måske belyses grundigere i den

gennemgang for de enkelte kommuner som følger. Overordnet tyder noget på, at

kommunalpolitikerne i de sammenlagte kommuner i hvert fald ikke føler der eksisterer

en center-periferi-konflikt i højere grad end kollegerne i de uændrede kommuner, og det

er i sig selv et interessant resultat.

4.3.1.1.4. Kommuner

I gennemgangen af svarene set gennem såvel en center-periferi- som en uændret-

sammenlagt-fordeling var der flere forhold der kaldte på at undersøge tallene med en

kommune-fordeling, fx en mobilisering af periferien som forklaring på at hypotese 2 ikke

kan bekræftes og de forholdsvis flere der havde oplevet samlede borgerprotester i de

uændrede kommuner.

Tabel 4.31. Periferi og center. Pct. Bornholm Fredericia Helsingør Horsens Kolding Randers

Center 36 39 50 63 42 40

Periferi 64 61 50 37 58 60

Vælgere, periferi 65 37 42 29 40 31

Det fremgår at der er en vis variation mellem kommunerne, og især Horsens skiller sig

ud fra de andre kommuner. Den sidste linje angiver den andel af vælgerne ved 2009-

valget, som boede i periferi-områderne. Selv i Horsens er der en mindre

overrepræsentation af politikere fra periferi-områderne, mens der på Bornholm nærmest

er perfekt geografisk repræsentativitet. I Fredericia, Kolding og særligt Randers er

forskellen meget markant, og noget tyder i al fald på, at kandidater der stiller op i

kommunens periferi, ikke har problemer med at blive valgt. Indvælgelse virker

tværtimod mere tilgængeligt her. De større kommuners svækkelse af vægten af fx 750

stemmer, som blev diskuteret under institutioners betydning for valgdeltagelsen, synes

dermed ikke at have været en hæmsko for kandidater fra periferien. Man kan her

67 / 108

spekulere i, om en det er en mulig forklaring, at kandidaterne fra periferien anvender en

eventuel konflikt med hovedbyen til at mobilisere stemmer for sig, noget kandidater fra

hovedbyen ikke har mulighed for, men det skal understreges at denne spekulation ikke

empirisk kan efterprøves tilfredsstillende.

Tabel 4.32. Vælgernes aktivitetsniveau. Pct. Bornholm Fredericia Helsingør Horsens Kolding Randers

Klart mere aktive 9 12 0 21 4 0

Noget mere aktive 14 12 40 5 25 15

Hverken/eller 59 71 50 42 50 85

Nogen mindre aktive

9 6 5 21 17 0

Klart mindre aktive

9 0 5 11 4 0

For fem af de seks kommuner gælder det, at flertallet af politikerne ikke har oplevet

vælgerne i deres lokalområde som mere eller mindre aktive end vælgerne i andre

lokalområder. Polariseringen synes at være størst i Horsens, hvor en tredjedel af

politikerne vurderer vælgerne tilhører end af yderkategorierne, hhv. klart mere og klart

mindre aktive, og næstmest i Kolding. Med undtagelse af Fredericia og Randers giver det

mening at tale om, at der i forskellene i vælgernes aktivitetsniveau er et indicium for

eventuelle forskelle i mobilisering. Som tidligere nævnt kan dette spørgsmål dog ikke

alene anvendes til at sige mere om, hvorvidt dette mobiliseringspotentiale også blev

udnyttet.

Tabel 4.33. Hovedby dominerende. Pct. Bornholm Fredericia Helsingør Horsens Kolding Randers

Ja 55 41 45 56 54 35

Nej 45 59 55 44 46 65

Med undtagelse af særligt Randers og til dels Fredericia, så vurderer politikerne at

vælgerne er delt i cirka to lige store lejre på spørgsmålet. Igen kan dette være et

indicium for, at en geografisk funderet konflikt eksisterer og kan udnyttes til at

mobilisere på baggrund af.

68 / 108

Tabel 4.34. Udflytning af arbejdspladser. Pct. Bornholm Fredericia Helsingør Horsens Kolding Randers

Meget vigtigt 27 0 5 6 4 5

Vigtigt 0 12 15 6 17 20

Mindre vigtigt 46 71 50 83 50 60

Slet ikke vigtigt 27 18 30 6 29 15

Igen er der i alle kommunerne et stort flertal af politikerne, der ikke selv synes det er

vigtigt at flytte arbejdspladser til periferien. Men der er nogle interessante forskelle

mellem kommunerne. Særligt bornholmerne, hvor over en fjerdedel af politikerne mener

det er ”meget vigtigt” at flytte arbejdspladser fra hovedbyen til andre områder, synes

spørgsmålet om arbejdspladser at optage sindene, mens det nærmest er fraværende i

Horsens.

Tabel 4.35. Repræsentation af lokalområde eller parti. Pct. Bornholm Fredericia Helsingør Horsens Kolding Randers

Lokalområde 10 6 15 22 21 15

Parti 90 94 85 78 79 85

Igen skal det indledningsvis påpeges, at flertallet der sværger deres parti troskab er stort

i alle kommunerne. Men ønsket om at sætte lokalområdet forud for partihensyn trives

bedst i Horsens og Kolding, hvor en ud af fem vægter lokalområdet tungest.

Tabel 4.36. Samlede protester. Pct. Bornholm Fredericia Helsingør Horsens Kolding Randers

Ja 62 88 45 22 67 0

Nej 38 12 55 78 33 100

Det er ved dette spørgsmål, at forskellene mellem kommunerne er størst, fra 88 procent

ja i Fredericia til 100 procent nej i Randers. At der er så stor forskel fra kommune til

kommune, hvad angår eksistensen af samlede borgerprotester, synes at styrke en

tilgang der fokuserer på mobiliseringen. Forskellene antyder, at der er forskellige

mobiliseringspotentialer i forskellige kommuner. Dette ville ikke være tilfældet, hvis

kommunalvalget blot af vælgerne opfattedes som et ”second order election”, valg der på

mange måder behandledes med en grad af ligegyldighed. Om kandidaterne til

kommunalbestyrelsen benytter sig af et sådant mobiliseringspotentiale er ikke givet. Fx

var der tidligere i gennemgangen nogle indikationer på, at når politikerne skulle vurdere

deres egen rolle, så var der ikke de store forskelle mellem hhv. periferi og center og

69 / 108

uændrede og sammenlagte kommuner. Da spørgeskemaet desværre ikke giver mulighed

for at undersøge udviklingen over tid er det ikke til at sige, om denne holdning hos

politikerne har været konstant igennem hele sammenlægningsprocessen, eller om

særligt politikerne fra periferien og i de sammenlagte kommuner i højere og højere grad

føler sig integreret i den nye kommune, og derfor anser den politiske kamp som et

plussumsspil for den nye kommune fremfor et nulsumsspil mellem en række

lokalområder i kommunen.

Undersøger man forløbet af valgkampen i 2009 i Fredericia Kommune, står det klart at

en sag om Fredericia Værft udgjorde et meget stort spørgsmål. I kommentarfunktionen i

spørgeskemaet har en del af politikerne fra Fredericia desuden påpeget netop dette, og

det er derfor sandsynligt, at protester mod lukning/flytning af værftet er baggrunden for

at næsten ni ud af ti fredericianske politikere oplevede samlede borgerprotester i

valgkampen. Der er dog også 2.500 personer, der på det sociale netværk Facebook har

meldt sig ind i ”Gruppen for bevarelse af Fredericia Skibsværft”, noget der tjener til at

understrege sagens konfliktpotentiale. Konflikten er dog ikke geografisk-økonomisk,

center-periferi, men nok i højere grad et økonomisk spørgsmål om arbejdspladser vs.

Byudvikling. Eksemplet med Fredericia tjener til at erindre om, at andre konfliker end de

geografiske kan have udspillet sig i valgkampen, og det dermed er desto sværere at

uddestillere en geografisk konflikt.

Tabel 4.37. Periferi tilgodeses af kommunalbestyrelse. Pct. Bornholm Fredericia Helsingør Horsens Kolding Randers

I meget høj grad 19 0 25 22 8 15

I høj grad 48 81 40 50 54 55

I nogen grad 33 19 30 28 38 25

Slet ikke 0 0 5 0 0 5

I alle kommunerne er der et solidt flertal af politikere, der mener at periferien tilgodeses

af kommunalbestyrelsen. Der er dog også i alle kommunerne, med delvis undtagelse af

Fredericia, et omfangsrigt mindretal, der er mindre imponeret af kommunalbestyrelsens

håndtering af periferiområderne. Hvis der overhovedet ikke eksisterede (potentialet til)

en konflikt på baggrund af geografi, ville man modsat forvente, at andelen i kategorierne

”i nogen grad” og ”slet ikke” ville være nærmest ikke-eksisterende. Det, at der er et

væsentligt mindretal af politikere, der ikke mener periferien tilgodeses meget, indikerer

at i al fald politikerne er opmærksomme på en konfliktlinje mellem center og periferi i

kommunen.

70 / 108

4.3.1.1.4.1. Opsamling på resultater fordelt på kommuner

Det har vist sig frugtbart også at anskue resultaterne ud fra fordelingerne i hver af de

seks kommuner. På flertallet af spørgsmålene viser der sig at være en variation af en

grad der sandsynliggør, at valgkampen og vælgernes mobilisering har været forskellig i

de forskellige kommuner. Det er derfor interessant at lave yderligere undersøgelser af

data fra spørgeskemaet.

4.3.1.1.5. Statistiske analyser

Ved at inddrage udviklingen i valgdeltagelse fra 2005 til 2009 i de enkelte

afstemningsområder som en variabel i datasættet for spørgeskemaundersøgelsen kan

man foretage nogle mere avancerede statistiske manøvrer end med nominal- og ordinal-

skalerede variable, da procenttallet (positivt eller negativt) for udviklingen i

stemmeprocenten i de enkelte afstemningsområder er at betragte som en interval-

skaleret variabel.

Man kan således, med en lineær regression, forsøge at teste, hvor godt spørgsmålene i

spørgeskemaet forklarer udviklingen i lokalområdernes valgdeltagelse. Gennemfører man

en sådan regressionsanalyse for alle variable, får man følgende resultater:

Tabel 4.38. Udvikling i lokalområdets valgdeltagelse og spørgeskemaets variable. Lineær regression. Ustandardiserede koefficienter. Sammenlagt/uændret (0=uændret, 1=sammenlagt) -3,550 ***

Center/periferi (0=center, 1=periferi) -1,609

Partiblok (VCO=1, ABFØ=0) 1,904 *

Aktivetsniveau (0=mindre, 1=h/e, 2=mere) 1,597 **

Periferi tilgodeses (0=ja, 2=nej) -0,822

Udflytning til periferi (0=ikke vigtigt, 2=vigtigt) -0,425

Hovedby for stor opmærksomhed (1=ja, 2=nej) -0,222

Vigtigst at repræsentere (1=lokalområde, 0=parti) -0,124

Samlede protester (1=ja, 0=nej) -2,351 **

R2 (justeret) 0,170

Afhængig variabel: Udvikling i afstemningsområdets valgdeltagelse fra 2005 til 2009.

*** = signifikant på 0,01-niveau.

** = signifikant på 0,05-niveau.

* = signifikant på 0,10-niveau.

En vigtig egenskab ved regressionsanalysen er, at effekterne for hver enkelt variabel er

kontrollerede for effekterne fra de andre variable, så man i så vidt muligt omfang kan se,

71 / 108

om de enkelte variable bidrager med forklaringskraft hvad angår variationen i

valgdeltagelsesudvikling.

De ni variable kan overordnet forklare 17 % af variationen i valgdeltagelsesudviklingen. I

betragtning af det lave antal variable, den store varians i den afhængige variabel (fra -

13,0 til +6,4) og det lave antal af observationer (123), må graden af forklaring siges at

være tilfredsstillende. Særligt i et datasæt som dette, hvor antallet af observationer som

nævnt er lavt, ville man, ved at forbedre forklaringskraften gennem inddragelse af

yderligere uafhængige variable, risikere ”overfitting”, dvs. at R2 for modellen fremstår

kunstigt højt (Everitt 2002).

Ser man på de enkelte variable, er der fire af de ni variable, der er signifikante på

minimum 90 procents-niveau. Normalt er det, også i samfundsvidenskaberne, praksis at

anvende et 95 eller endda 99 procents-niveau af signifikans (Agresti & Finlay 1997:

173), men ved mindre datasæt, som dette datasæt må beskrives som, kan man stadig

meningsfuldt tolke regressionskoefficienter også ved et signifikansniveau på 90 procent

(Agresti & Finlay 1997: 179).

Den stærkeste sammenhæng med valgdeltagelsesudviklingen viser

sammenlagt/uændret-variablen sig at have. Valgdeltagelsen falder dermed med 3,5

procentpoint mere i et lokalområde i en sammenlagt kommune fremfor en uændret

kommune. Det flugter ganske godt med resultatet i afsnit 4.1.2, tabel 4.3, hvor

valgdeltagelsen fra 2005 til 2009 i de sammenlagte kommuner faldt 4,7 procent mod 1

procent i de uændrede kommuner. På samme måde afspejler den meget lille og

insignifikante forskel mellem center of periferi fra analysen af hypotese 2 sig også i disse

data, da variablen center/periferi ikke er signifikant. Som tidligere diskuteret, er

partibloksvariablen mestendels inkluderet som kontrolvariabel, men det viser sig, at

oppositionspolitikernes lokalområder oplever et lidt større fald i valgdeltagelse end

regeringspolitikernes. Variablen er signifikant på 90 procents niveau, så der er ikke i

udgangspunktet tale om en robust sammenhæng.

Den næste variabel, vælgernes aktivitetsniveau i politikernes lokalområder, blev tidligere

identificeret som interessant, fordi der viste sig at være mere aktivitet i

periferiområderne, og fordi der var en vis spredning mellem de enkelte kommuner.

Variablen viser sig også at have den forventede sammenhæng med valgdeltagelse, sådan

at jo mere aktive vælgerne i et lokalområde ifølge politikerne var, sammenlignet med

vælgerne i andre lokalområder, jo mindre faldt/mere steg valgdeltagelsen i dette

lokalområde. Der er således tre procentpoints forskel i valgdeltagelsesudviklingen på, om

72 / 108

vælgerne var mindre eller mere aktive end andre vælgere (og halvanden procentpoint på

mindre og hverken/eller og hverken/eller og mere). Dette tal kan man sammenligne med

tallet for udviklingen i valgdeltagelse på landsplan, hvor der skete et fald på 3,7

procentpoint fra 2005 til 2009. Dermed er tre procentpoints forskel ganske betragteligt.

Man kan her anføre, at politikernes vurdering af vælgernes aktivitetsniveau i

valgkampen, og udviklingen i valgdeltagelsen på deres lokalområdes valgsted, risikerer

at måle den samme bagvedliggende variabel (mobilisering og deltagelse), og at det er

derfor, at man i modellen opnår en sammenhæng mellem de to variable; det vil sige, et

endogenitetsproblem. Et sådant problem ville opstå, hvis politikerne anvendte

udviklingen i valgdeltagelse på deres lokalområdes valgsted som eneste grundlag for

deres vurdering af vælgernes aktivitet i valgkampen. Politikere, der allerede i

valgperidoen 2005-2009 var medlemmer af kommunalbestyrelsen, kan udpeges til det

borgerlige ombud at være valgstyrere i forbindelse med valghandlingen på et givent

valgsted (Velfærdsministeriet 2009a, §16, stk. 3), og det er almindeligvis en ofte fulgt

praksis, at valgstyreformændene, der vælges af kommunalbestyrelsen

(Velfærdsministeriet 2009a, §16, stk. 4), er siddende kommunalbestyrelsesmedlemmer

eller kandidater hertil. I løbet af valgdagen er der typisk optællinger af deltagelsen, ud

fra antallet af modtagne valgkort ved de enkelte valgborde på valgstedet, på nogle

enkelte faste tidspunkter, som mange kommuners valgbestyrelser også indsamler

centralt med henblik på offentliggørelse på bl.a. kommunens hjemmeside. Dette var

tilfældet for alle de ti kommuner, som specialet har udvalgt7. Dermed er det muligt, at i

det mindste nogle af politikerne har haft mulighed for at kende mere til valgdeltagelsen

end den gennemsnitlige vælger ville, og at denne viden om valgdeltagelsen på valgstedet

politikerne er beskikkede til (og som typisk vil være i politikernes lokalområde), har

påvirket deres vurdering af vælgernes aktivitetsniveau i valgkampen.

Det er dog mindre sandsynligt, at politikerne på valgdagen skulle have haft umiddelbart

kendskab til den historiske udvikling for andre end måske deres eget valgsteds

valgdeltagelse, da de ikke ville have haft adgang til data for andre valgsteder8.

Derudover kan det heller ikke forventes, at politikerne ved et umiddelbart blik på

stemmeprocenterne for to valg på to forskellige valgsteder, kan vurdere den relative

udvikling i valgdeltagelse. Niveauet for valgdeltagelse, på kommunernes enkelte

afstemningsområder, svinger gerne med mellem 10 og 20 procentpoint, og at et fald fra

7 Dette baserer sig på en gennemgang af de ti kommuners hjemmesider på valgdagen, 17. november 2009, og dagen derpå.

8 Ingen af de ti kommuners hjemmesider oplyste i gennemgangen om stemmeprocenter ved tidligere valg på de enkelte valgsteder; det skete alene for kommunen som helhed.

73 / 108

68,3 til 61,5 procent er et større relativt fald end et fald fra 61,5 til 57,2 procent (hhv. ti

og syv procent), er ikke nødvendigvis umiddelbart noget politikerne ville kunne

udsondre.

Sådanne talforskelle kan også forventes at veje mindre tungt i politikernes erfaringer,

end forskellige oplevelser på fremmøde til valgmøder, diskussionsintensitet, protester

etc. i kommunens forskellige lokalområder. Det må derfor vurderes, at spørgsmålet om

vælgernes aktivitetsniveau sammenlignet med andre lokalområders vælgere, ikke blot er

det samme som valgdeltagelsesudviklingen, og at der dermed ikke eksisterer et kritisk

niveau af endogenitet. Det giver dermed mening at anse vælgernes relative

aktivitetsniveau som en måling af mobiliseringen i lokalområderne, der som anført i såvel

hypotese 3a og 3b tjener til at forklare forskelle i valgdeltagelsesudviklingen.

For de følgende fire uafhængige variable – om periferien tilgodeses, om arbejdspladser

skal flyttes ud, om hovedbyen får for megen opmærksomhed og om hvem det er vigtigst

at repræsentere – er sammenhængene med udviklingen i valgdeltagelse ikke signifikant.

En mulig forklaring kunne være, at de enkelte variable måler noget af en tilnærmelsesvis

ens bagvedliggende fænomen, og at de dermed sat sammen til modellens i alt ni variable

mister individuel forklaringskraft. Det er undersøgt ved bivariate sammenhænge med

valgdeltagelsesudviklingen refereret i følgende tabel:

Tabel 4.39. Bivariate sammenhænge med valgdeltagelsesudvikling. Lineær regression. Ustandardiserede koefficienter. Periferi tilgodeses (0=ja, 2=nej) -0,756

Udflytning til periferi (0=ikke vigtigt, 2=vigtigt) **-1,626

Hovedby for stor opmærksomhed (1=ja, 2=nej) 0,321

Vigtigst at repræsentere (1=lokalområde, 0=parti) 0,925

Afhængig variabel: Udvikling i afstemningsområdets valgdeltagelse fra 2005 til 2009.

*** = signifikant på 0,01-niveau.

** = signifikant på 0,05-niveau.

* = signifikant på 0,10-niveau.

Det er kun spørgsmålet, om vigtigheden af udflytning af arbejdspladser til periferien, der

i en bivariat test har en signifikant sammenhæng med valgdeltagelsesudviklingen. I den

tidligere gennemgang af spørgeskemaets resultater, delt op i center og periferi, viste

politikerne fra periferien at anse en sådan udflytning som mere vigtig end politikerne fra

centeret, og det kunne tænkes, at sammenhængen mister sin signifikans ved inklusionen

af de andre otte variable, fordi en af disse otte måler tilnærmelsesvist det samme – fx

variablen center/periferi.

74 / 108

De andre tre variable har, heller ikke bivariat, en signifikant sammenhæng med

valgdeltagesudviklingen, og de må derfor siges at være mindre interessante som mulige

forklaringer.

Det spørgsmål i spørgeskemaet, der har den mest signifikante sammenhæng med

udviklingen i valgdeltagelse, er spørgsmålet om politikerne har oplevet samlede protester

fra borgerne. Faldet i valgdeltagelse er 2½ procentpoints større i lokalområder, hvor

politikerne har oplevet protesterne sammenlignet med politikere fra områder, der ikke

selv har oplevet sådanne protester.

Det er dog vigtigt at holde sig spørgsmålets formulering for øje. Der er spurgt til

politikernes oplevelse af protester generelt, og dermed ikke specifikt for deres eget

lokalområde. Variablen kan dermed ikke umiddelbart bruges til at sige noget om

aktiviteten eller mobilisering i et lokalområde sammenlignet med et andet. Inklusionen af

variablen var, som tidligere diskuteret, tænkt som en variabel der kunne være med til at

kontrollere for, at politikernes oplevelse af aktivitet hos vælgerne i deres lokalområde

ikke blot afspejlede en generel oplevelse af aktiviteten hos vælgerne i hele kommunen.

At vurderingen af protester er foretaget på baggrund af alle kommunens vælgere, og

ikke blot i enkelte lokalområder, og at man ikke kan anvende denne protest-variabel til

at tale om vælgernes aktivitet, afspejler følgende tabel:

Tabel 4.40. Aktivitetsniveau og samlede protester. Pct. Samlede protester?

Ja Nej

Klart mindre+mindre 65 35

Hverken/eller 39 61

Vælgernes aktivitetsniveau ift. andre lokalområder

Klart mere+mere 58 42

Der er således færre i områder, med højere aktivitet, der også har politikere, der har

oplevet samlede protester, end i områderne med lavere aktivitet.

4.3.1.1.5.1. Opsamling på statistiske analyser

Der blev gennemført en regressionanalyse med udviklingen i valgdeltagelse 2005-2009

som afhængig variabel, og spørgeskemaets spørgsmål samt nogle baggrundsvariable

som i alt ni uafhængige variable. Disse ni variable viste sig at kunne forklare 17 % af

variationen i valgdeltagelsesudviklingen. Det viste sig, at lokalområder med politikere,

75 / 108

der havde oplevet samlede protester, havde vælgere med et relativt lavt

aktivitetsniveau, var fra sammenlagte kommuner og fra et oppositionsparti generelt

oplevede større fald i valgdeltagelsen end lokalområder med politikere, der ikke havde

oplevet samlede protester, havde vælgere med et relativt højt aktivitetsniveau, fra

uændrede kommuner og fra et parti i regeringen eller dets støtteparti. Forskellen i

ændringen i valgdeltagelse mellem disse to grupper af lokalområder var samlet set ni

procent, hvilket skal sammenlignes med det relative fald i valgdeltagelse på landsplan fra

2005- til 2009-valget på fem procent.

Analysen afslørede dermed, at opdelingen i center-periferi ikke i sig selv kan forklare

udviklingen i valgdeltagelse, men at vælgernes aktivitet i valgkampen og forekomsten af

protester har betydning, ligesom særligt kommunetypen. Ud fra den betragtning, at

vælgerne i de sammenlagte kommuner alt andet lige har oplevet kommunalreformens

ændringer mere end vælgerne i de uændrede kommuner, blev der tidligere argumenteret

for, at eventuelle fald i valgdeltagelsen ville tage sig større ud i sammenlagte kommuner

– en antagelse der blev bekræftet i analysen af de ti udvalgte kommuner under hypotese

2, men som dog ikke kunne genfindes på landsplan i analysen af hypotese 1.

4.3.1.1.6. Opsamling på analyse af hypotese 3a og 3b

Ser man overordnet på analysen af hypotese 3a og 3b, der først gennemførtes ved

krydstabuleringer og siden ved en regressionanalyse, kan man ikke afvise de

årsagssammenhænge hypoteserne fremsatte:






Baggrunden for denne vurdering er, at analysen for det første viste ganske store

forskelle mellem kommunerne og også, til dels, forskelle mellem periferi og center og i

mindre grad mellem sammenlagt og uændrede kommuner.

Der viste sig, for det første, at være forskelle på vælgernes aktivitetsniveau, og at

vælgerne i lokalområderne i periferien havde tendens til at have været mere aktive end

vælgerne i center-områderne. I regressionsanalysen viste aktivitetsniveauet sig også at

være en signifikant faktor i udviklingen i stemmeprocent fra 2005 til 2009 i

76 / 108

lokalområderne, sådan at mere aktive vælgere havde en signifikant sammenhæng med

et lavere fald/højere stigning i valgdeltagelse.

For det andet viste analysen, at mere end halvdelen af politikerne kommer fra periferien,

selvom kun 40 procent af vælgerne er fra periferien. Dette resultat strider mod det

forventede (Kjær 2009), og indikerer måske, at periferi-politikerne har kunnet mobilisere

vælgere for sig på baggrund af en geografisk konflikt i kommunen.

Endelig, for det tredje, viste analysen, at der var ganske betydelige forskelle mellem

kommuner i såvel aktivitet som mobiliseringspotentiale.

Disse tre resultater taler alle for, at det er sandsynligt, at den manglende opfyldelse af

hypotese 2, hvor der forventedes en dårligere valgdeltagelsesudvikling i periferien

sammenlignet med center, kan forklares af en mobilisering af vælgerne i periferien.

Nogle indicier peger på, at det er sket på baggrund af en oplevet konflikt med

kommunens center, men det er interessant, at særligt når man ser på politikernes egne

holdninger, nedtones dette element. Noget kunne derfor tale for, at politikerne i den

situation, hvor de skal vælges, benytter sig af at vælgerne i periferien føler sig overset af

kommunalbestyrelsen, mens de, når/hvis de er blevet valgt, i deres arbejde i

kommunalbestyrelsen betoner kommunens enhed og neglicerer graden af konflikt

mellem periferi og center. En sådan vurdering giver analysedesignet dog ikke mulighed

for at besvare fyldestgørende.

Det skal understreges, at analysen ikke er gennemført med repræsentanter for alle

lokalområderne i alle de seks til analysen af hypotese 3a og 3b udvalgte kommuner.

Selvom politikere fra periferien er overrepræsenterede set ift. vælgernes antal i

periferien, indeholder de seks kommuner i alt 92 afstemningsområder, og de 123

politikere, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen, dækker 42

afstemningsområder, ikke 92. En af grundene til, at de 123 respondenter ikke er fordelt

på flere afstemningsområder, er, at de angivne lokalområder i centeret ikke i alle tilfælde

har kunnet fordeles på enkelte afstemningsområder i centeret. 40 af de 92

afstemningsområder befinder sig fx i centeret af de seks kommuner. Der har dog ikke i

specialet været argumenteret for, at der kunne være geografiske konflikter mellem

lokalområder i centeret, hvorfor den valgte fremgangsmåde stadig er kongruent med de

teoretiske forventninger og argumenter.

Der var i analysen også en række resultater, der ikke antydede eksistensen af en center-

periferi-konflikt, og med dette og ovenstående betragtninger om respondenternes

77 / 108

repræsentativitet ift. afstemningsområder, må man derfor være påpasselig med at

konkludere for ensidigt til fordel for de forventede sammenhænge skitseret i hypotese 3a

og 3b.

4.4. Opsamling på analysen

Hypotesernes test er til indledning opsummeret i følgende tabel:

Tabel 4.41. Resultat af test af hypoteser. Hypotese Resultat 1. Valgdeltagelsen på landsplan falder svagt ved kommunalvalget i 2009 sammenlignet med 2005.

Kan teknisk set ikke bekræftes (faldet var ikke svagt)


Kan ikke afvises (sammenhæng svag)


Kan ikke afvises (resultater ikke entydige)



Ingen af de fire opstillede hypoteser kan dermed klart hverken be- eller afkræftes. For

hypotese 1 viste sammenhængen sig dog at være den, som der i hypotesen forventedes,

omend faldet var større end forventet. Hypotese 2 viste kun en yderst svag

sammenhæng, da faldet i valgdeltagelse i periferien kun var marginalt større end i

centeret. Og endelig var resultaterne i analysen af hypotese 3a og 3b ikke entydige,

omend det konkluderedes, at den sammenhæng som hypoteserne opstillede – at

mobilisering eller mangel herpå lå bag udviklingen i valgdeltagelse – sandsynligvis gjorde

sig gældende.

At hypoteserne ikke klart kan bekræftes, kan skyldes flere forhold. Ganske simpelt kunne

forklaringen for hypotese 1 være, at forventningerne blev formuleret i god tid førend

valget blev afholdt 17. november 2009. Det hører her med til historien, at to erfarne

kommunalforskere – Jørgen Elklit og Ulrik Kjær – i ugerne op til kommunalvalget –

formulerede to modsatrettede forventninger til udviklingen i valgdeltagelse på landsplan.

Jørgen Elklit mente, at ”de særlige forhold ved dette valg - muligheden for at tage stilling

til såvel kommunalreformen som de nuværende kommunalpolitikeres håndtering af disse

udfordringer samt valgets karakter af midtvejsvalg med mulighed for at sende

landspolitiske signaler om personer og blokpolitikken i almindelighed – gør det oplagt at

forvente en stigende valgdeltagelse” (Elklit 2009) Modsat udtalte Ulrik Kjær (2009b)

”[...] man kan da godt frygte, at det bliver svært at opretholde den høje

78 / 108

valgdeltagelse fra 2005”, da han mente der ville være manglende gejst og at

kommunalpolitikernes ofte fremførte utilfredshed med, at de mener staten bestemmer

alt for dem, ville gøre vælgerne mindre interesserede. Det var dermed på ingen måde

givet, at valgdeltagelsen ville falde ved valget. Selvom afvejningen af argumenterne for

og imod endte med at hypotesen blev formuleret, så der forventedes et fald, kan det

være at argumenterne for at valgdeltagelsen ikke skulle falde markant (midtvejsvalg,

økonomisk smalkost, kommunalreformen), blev tillagt for stor vægt. Da der ved dette

kommunalvalg desværre ikke blev gennemført en samlet kommunalvalgsundersøgelse

(som det tidligere er set i 1993, 2001 og 2005), er det ikke muligt med sikkerhed at

vide, om det særligt var vælgernes faldende interesse for kommunerne, der gjorde faldet

større end det var ventet i hypotesen. Noget tyder dog på, at der ”ikke var nok på spil”

og at kommunalpolitikerne kort fortalt fik overbevist vælgerne for godt om, at de faktisk

ikke gjorde den store forskel pga. statens indblanding. Det vil blive diskuteret senere.

For hypotese 2, 3a og 3b er de kun undersøgt på et udvalgt antal kommuner (hhv. 10 og

seks), og det er dermed muligt, at de udvalgte kommuner adskiller sig fra kommuner

generelt. Det kunne fx være en indikation herpå, at mens der ikke var forskel i

valgdeltagelsens udvikling fra 2005 til 2009 mellem de sammenlagte og uændrede

kommuner på landsplan, var der en ret klar forskel mellem de to kommunetyper blandt

de 10 udvalgte kommuner.

Som tidligere nævnt er kommunerne netop udvalgt, fordi de var specielle. For at

hypoteserne 2, 3a og 3b skulle kunne undersøges, måtte man klart kunne definere hhv.

center og periferi i kommunerne, og i kommuneudvælgelsen blev der generelt valgt

kommuner, hvor hovedbyen udgjorde mindst 40 procent af kommunens indbyggere, så

hovedbyen kunne kaldes dominerende.

At sammenhængene fra hypoteserne ikke tydeligt kan identificeres, selv i de kommuner,

hvor en center-periferi-konflikt strukturelt set måtte være mest sandsynlig (hvor

hovedbyen er dominerende), giver en indikation af, at sammenhængene måske er endnu

sværere at finde i kommuner, hvor hovedbyen i mindre grad kan kaldes dominerende.

Det er dog også muligt, at de forventede strukturelle forudsætninger, eller i det mindste

fremmende faktorer, for eksistensen af en center-periferi-konflikt, ikke nødvendigvis er

mere til stede i kommuner, hvor hovedbyen udgør mindst 40 procent af kommunens

indbyggertal. Argumentet ville her være, at hovedbyens dominans i de kommuner gør

periferiens muligheder for at ændre på denne dominans så små, at der ikke mobiliseres

på baggrund af den geografiske konflikt, mens kommuner, hvor lokalområderne er mere

ligestillede hvad angår vælgertallet, i højere grad vil opleve geografiske konflikter, fordi

79 / 108

man i lokalområderne rent faktisk tror på muligheden for at øge fokus på sit eget

lokalområde i konkurrencen med de andre. Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på

at man har opgivet ævret i periferien af de udvalgte kommuner. I to af de seks

kommuner udgør politikere fra periferien mere end halvdelen, af de valgte, selvom

vælgerne fra periferien langt fra udgør halvdelen – og i alle seks undersøgte kommuner

udgør politikerne fra periferien mindst samme andel af kommunalbestyrelsen, som deres

vælgere gør af kommunens vælgertal.

5. Diskussion Resultaterne i analysen, som opsummeret ovenfor, giver anledning til en del nærliggende

diskussioner af det mere overordnede spørgsmål, tilstanden for det lokale demokrati i

Danmark, og hvilken betydning geografiske konflikter indenfor kommunerne har for

deres virke.

Kommunalreformen var et eksogent stød til det lokale demokrati, og som tidligere nævnt

argumenterede mange før kommunalreformen imod kommunesammenlægninger ud fra

en frygt for nærdemokratiets skæbne, og netop denne bekymring blev taget alvorligt,

både af den regering, der gennemførte kommunalreformen, og af de nydannede og

større kommuner. Det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium (2005) tog

initiativ til en tænketank om nærdemokrati, og mange kommuner oprettede

lokalrådslignende strukturer, der skulle sørge for at inkludere kommunens lokalområder i

kommunernes politiske liv, ligesom mange kommuner også formulerede strategier for

inddragelse af borgerne.

Man anerkendte således, såvel fra staten som kommunernes side, at ændringerne af den

kommunale struktur kunne fremme geografiske konflikter i kommunerne. Analysen viste,

at der er noget der tyder på, at disse konflikter i højere grad eksisterer blandt vælgerne

end blandt politikerne. Kommunalpolitikerne har tilsyneladende fundet sig til rette i de

nye kommuner, mens der stadig hersker en del utilfredshed blandt vælgerne. Denne

utilfredshed begrænser sig ikke til kun til den geografiske fordeling af goderne i

kommunen, men også serviceniveau og nok særligt besparelser. Her skal det igen

nævnes, at halvdelen af alle danske kommuner som en del af budget 2010 ønskede at

hæve skatten – det vel og mærke i et valgår – og et flertal af de danske kommuner har

dog også i valgperioden 2005-2009 været nødsaget til at gennemføre besparelser. I en

del kommuner, og det gælder for stort set alle de undersøgte kommuner, har man som

del af disse besparelser overvejet at flytte arbejdspladser fra kommunernes periferi til

deres center, typisk i form af lukninger af institutioner (skoler, daginstitutioner,

80 / 108

plejehjem). At der også er sket skolelukninger viser tal for antallet af skolelukninger fra

noegletal.dk. Hvor der i 2006 – det sidste år inden kommunalreformens nye struktur

trådte i kraft – var 1.620 skoler i Danmark, var det tal faldet til 1.526 i 2009; et fald på 6

procent. I de tre år umiddelbart før kommunalreformen var faldet blot det halve, 3

procent. Det kan ikke alene forklares af den demografiske udvikling, da den

gennemsnitlige skolestørrelse er vokset med 3 procent i perioden 2006-2009. Der findes

desværre ikke lignende centralt indsamlede tal for perioden efter kommunalreformen for

andre institutioner, som fx biblioteker, plejehjem og daginstitutioner.

Det ville være en tilsnigelse, at give kommunalreformen og dens strukturelle ændringer

som eneste forklaring på, at der tilsyneladende er blevet færre skoler, og (forventeligt)

andre institutioner i de danske kommuner. Men kommunalreformen er blevet et politisk

stridsmål, og er en let forståelig måde at kunne forklare disse ændringer på.

Modsat kommunalreformen i 1970, blev kommunalreformen 2007 ikke vedtaget med

bredt flertal i Folketinget. At kommunalreformen stadig er genstand for partipolitisk

uenighed viste resultaterne i tabel 3.1 (afsnit 3.1.1): Hvor halvdelen af

kommunalpolitikerne fra et af partierne bag regeringen (Venstre, Det Konservative

Folkeparti og Dansk Folkeparti) anså reformen for en succes, var det kun 11 procent af

kommunalpolitikerne i oppositionspartierne (Socialdemokraterne, SF, Det Radikale

Venstre, Enhedslisten). Denne strid om kommunalreformen kan desuden genfindes

nærmest 1:1 hos vælgerne:

Tabel 5.1. Vælgenes holdning til: ”Det var rigtigt af regeringen at gennemføre kommunalreformen”. Pct. 2005 2007 VKO ABFØ VKO ABFØ 1. Enig 56 31 48 16

2. Hverken/eller og ved ikke

33 41 35 38

3. Uenig 11 29 17 45

PDI (1-3) +45 +2 +31 -29

Kilde: Valgundersøgelserne 2005 og 2007.

Som det fremgår af PDI-værdierne, er særligt oppositionsvælgerne blevet mere utilfredse

med reformen fra 2005 til 2007, men utilfredsheden – omend i mindre omfang –er også

vokset hos VKO-vælgerne.

Det er dermed muligt, at spørgsmålet om kommunalreformen har optrådt meget mere

direkte end antaget ved kommunalvalget, fremfor den indirekte måde der hidtil er blevet

81 / 108

diskuteret. Spørgsmålet om kommunalreformen er dermed måske i højere grad en

partipolitisk konflikt end det er en konflikt med basis i geografi. Ligeledes kunne en

sådan partipolitisk konflikt være med til at ”overdøve” eventuelle geografiske konflikter,

særligt da der som vist i tabel 4.1.6 (afsnit 4.3.1.1.2), for de seks kommuner, der blev

undersøgt ved et spørgeskema, er en politisk skævhed, så flere VKO-politikere kommer

fra periferien end ABFØ-politikere (og dermed må det også antages, at det følger for

vælgerne).

I forlængelse af ovenstående kan man derfor stille sig selv spørgsmålet, om det lokale

demokrati og kommunestyret i højere grad er blevet en landspolitisk diskussion – en

diskussion der deler vandene – end det er en diskussion, der foregår internt i

kommunerne?

5.1. De udfordrede kommuner

Dette spørgsmål leder over til en bredere diskussion af de danske kommuner, der står

over for nogle store udfordringer – ikke mindst hvad angår deres demokratiske virke.

Umiddelbart kan man identificere to udfordringer, som kommunerne de kommende år

skal forsøge at komme i møde. For det første en deltagelses- og demokratiudfordring, da

kommunerne med faldende valgdeltagelse, lokalpolitisk interesse og kandidatantal ikke

længere på samme måde er forankret i deres lokalsamfund. Kommuner står, for det

andet, overfor en styrings- og legitimitetsudfordring, hvor de presses ”nedefra” af

yderligere decentralisering (brugerbestyrelser, udlicitering af opgaver) og ”oppefra” af

yderligere centralisering (skattestop, statslig udgiftsstyring, nationalt fastsatte regler,

trusler om nulvækst). Udviklingerne i disse to udfordringer kan være med til at erodere

eksistensgrundlaget for de danske kommuner, og de må derfor fro fremtiden finde måder

at møde disse udfordringer. Nogle af udviklingstrækkene i den første udfordring har

analysen behandlet, men den vil blive yderligere inddraget og perspektiveret i den

følgende diskussion af udfordringen. Hvad angår udviklingstrækkene i den anden

udfordring, er disse hidtil ikke behandlet nærmere i specialet, bortset fra at der i

hypotesegenereringen blev argumenteret for, at en tendens til ”nationalisering” af

kommunerne kunne forventes at påvirke valgdeltagelsen negativt.

5.1.1. Deltagelses- og demokratiudfordring

Faldet i valgdeltagelsen er allerede blevet påvist i analysen, mens den faldende

lokalpolitiske interesse til dels også udtrykkes ved den faldende valgdeltagelse. Også

hvad angår antallet af kandidater har udviklingen budt på et fald:

82 / 108

Tabel 5.2. Antal kandidater og mandater Valg 1966 1970 1974 1978 1981 1985 1989 1993 1997 2001 2005 2009

Kandi- dater

36.226 21.612 24.199 23.821 23.789 12.758 19.593 17.699 17.373 16.914 11.407 9.052

Man- dater

10.005 4.677 4.735 4.759 4.769 4.773 4.737 4.704 4.685 4.647 2.522 2.468

Kandi- dater

pr. mandat

3,6 4,6 5,1 5,0 5,0 4,6 4,1 3,8 3,7 3,6 4,5 3,7

Kilde: Buch 2007a: 49 (1966-2005), tal fra dagspressen og opgørelse på baggrund af resultaterne ved valget (2009).

Som man kan se, er der en nedadgående tendens for antallet af kandidater pr. mandat,

omend tallet for 2009 er på niveau med 90erne. Tallene i 90erne var dog i den gamle

kommunalstruktur, og dengang var der dobbelt så mange mandater i

kommunalbestyrelsen på spil som i dag. En mulig forklaring på, at antallet af kandidater

pr. mandat faldt fra 2005 til 2009 kunne være, at kommunesammenlægningerne og

reduktionen i antallet af mandater fra 2001 til 2005 betød, at mange

kommunalbestyrelsesmedlemmer blev ”hjemløse”, og at mange ønskede også at præge

livet i den nye kommune. En sådan effekt kunne identificeres for lokallisternes opstilling i

2005, hvor det gennemsnitlige antal opstillede lokallister pr. kommune steg fra 1,7 i

2001 til 2,5 i 2005, noget der blev anset for at hænge sammen med

kommunesammenlægningerne (Pilegaard & Bækgaard 2006: 87). Ved valget i 2009 faldt

antallet af opstillede lokallister med en femtedel (Danske Kommuner, 10.11.2009),

ligesom antallet af kandidater faldt. Det tyder i begge tilfælde på, at der skete en

”overopstilling” i 2005 af såvel kandidater som lokallister, da skæbnen i de nye

kommuner var mere uvis, og dermed også gav flere muligheder for forandringer.

Efterfølgende er opstillingen for begges vedkommende faldet til et mere normalt niveau

som konsekvens af, at de nye kommuners politiske strukturer er blevet konsoliderede.

Ved at sammenligne med den foregående kommunalreform i 1970 er det muligt at

undersøge, om der også dengang skete en sådan ”overopstilling”. Ganske som fra 2001

til 2005 viser tabel 5.2 en stigning i antallet af opstillede kandidater pr. mandat fra 1966

til 1970, fra 3,6 til 4,6. Fra 1970 til 1974 falder antallet dog ikke; det stiger tværtimod

(fra 4,6 til 5,1). Noget tyder således på, at der i al fald ikke ved den foregående

kommunalreform var tale om en sådan pludselig opblomstring i lysten til at stille op, der

allerede var borte igen ved næste valg. Det var til gengæld netop det der skete fra 2005

til 2009. Det er dermed muligt, at faldet ikke blot kan forklares af de nye politiske

strukturers konsolidering, men også er udtryk for et reelt fald i interessen for at blive

folkevalgt i de danske kommuner. Det er i en bekymrende udvikling for demokratiet.

83 / 108

5.1.1.1. Afstemningsområder

Faldene i valgdeltagelse og kandidater følges også af et fald i antallet af valgsteder,

kaldet afstemningsområder. Både valgdeltagelsen og antallet af kandidater afhænger af

en masse forskellige menneskers beslutninger til at hhv. stemme og stille op, og selvom

de kollektivt kan mobiliseres til begge dele, er der i høj grad tale om personlige

beslutninger. Modsat forholder det sig for afstemningsområderne, der er resultatet af

politiske beslutninger i den enkelte kommunalbestyrelse (Velfærdsministeriet 2009b, §9).

Udviklingen er belyst i tabel 4.3 (afsnit 4.1.2), som her er vist i en reduceret udgave:

Tabel 5.3. Antallet af afstemningsområder, 1981-2009. 1985 1989 1993 1997 2001 2005 2009 Antal afstemningsområder 2107 2084 1927 2073 1899 1855 1583

Indeks (1981=100) 100 99 91 98 90 88 75

Kilde: KMD via Politiken (http://politiken.dk/politik/article418649.ece) (2001-2009). For de resterende år, se under tabel 4.3.

Siden 1985 er en fjerdedel af alle afstemningsområder forsvundet, og faldet har været

særligt stort (14 procent) fra 2005-valget til 2009-valget. Amerikansk forskning (McNulty

et al 2009) har påvist en sammenhæng mellem reduktionen i antallet af valgsteder og

valgdeltagelsen. Undersøgelsen i det citerede værk er gennemført på en afstemning om

et skolebudget blandt skolens forældre, og det er muligt at dette har påvirket

resultaterne, da valget umiddelbart er at betragte som et ”second order election”. Dog

skal det anføres, at den politiske kamp i skolebestyrelser er langt større i USA, hvor man

har indflydelse på skolernes undervisning, pensum etc., og at der kan opstå forholdsvis

mange konflikter om disse punkter særligt på baggrund af religion (kreationisme vs.

darwinisme). Ved de undersøgte valg var stemmeprocenten omkring 40 procent. Det skal

sammenholdes med en stemmeprocent ved det seneste præsidentvalg i 2008 på 57

procent, og ved de seneste tre midtvejsvalg (1998, 2002, 2006) på cirka 37 procent.

Skolevalget må dermed betegnes som velbesøgt i en amerikansk kontekst, og forskellen

til præsidentvalgenes stemmeprocent er at sammenligne med forskellen mellem

stemmeprocenten ved hhv. folketings- og kommunalvalg i Danmark.

Fra valget i 2005 til 2006 reduceredes antallet af valgsteder fra otte til fem i

skoledistriktet, og McNulty et al (2009) finder at reduktionen i sig selv reducerede

stemmeprocenten med syv procentpoint (McNulty et al 2009: 450). Det resultat er

særligt markant, da vælgerne ved dette skolevalg ellers er vante valgdeltagere (80 til 95

procent stemte ved hhv. kongres- og præsidentvalg i 2002 og 2004 (sammenlignet med

84 / 108

37 og 53 procent af alle amerikanere)), og, jf. gennemgangen af integrationstilgangen til

valgdeltagelse, er det overraskende at faldet forekommer til trods for en tilsyneladende

stærk stemmenorm. Skoledistriktet, som valget foregik i, dækker et område på 150

kvadratkilometer. Det svarer til en gennemsnitlig dansk kommune før

kommunalreformen (medianstørrelse: 143 kvadratkilometer), mens det er i den lave

ende af de nuværende 98 danske kommuner, hvor mediankommunen strækker sig over

361 kvadratkilometer. Området, som et valgsted dækker, var ved skolevalget (efter

reduktionen) gennemsnitligt 30 kvadratkilometer (150/5), og det er sammenligneligt

med det gennemsnitlige tal for danske kommuner (27,5 kvadratkilometer). På mange

måder kan de to valg dermed sammenlignes. McNulty et als undersøgelse understøtter

resultater de McNulty og Brady fandt i forbindelse med en undersøgelse af Los Angeles

ved to guvernørvalg i staten Californien, i 2004 og 2005, hvor tabet i stemmeprocent

som følge af en reduktion i antallet af valgsteder blev opgjort til tre procentpoint

(McNulty et al 2009: 436).

Rationalet bag reduktionen af valgsteder, såvel i USA som i Danmark, er økonomisk. I

sparekataloger i hhv. Nyborg og Århus Kommuner (for hhv. budgetåret 2010 og 2007),

anslåes potentialet for besparelser til cirka 11.000 kroner pr. nedlagt valgsted pr. valg.

Desuden har man fra kommunernes side argumenteret med, at reduktionen af

valgsteder ikke ville påvirke valgdeltagelsen negativt (Randers Kommune 2008). Om

dette er tilfældet, kan man for specialets ti udvalgte kommuner undersøge, omend

upræcist, ved at se på udviklingen i valgdeltagelse for de valgsteder, der var et resultat

af en sammenlægning, og de valgsteder der fortsatte uforandret. Resultatet af dette er

refereret i tabel 5.4 nedenfor.

85 / 108

Tabel 5.4. Valgdeltagelsesudvikling 2005 til 2009 på ændrede hhv. uændrede valgsteder. Ti udvalgte kommuner.

Valgsteder Valgdeltagelses-

udvikling 2005-2009

Kommune 2005 2009 Ændring

Antal ændrede

valgsteder Sammenlagte

valgsteder Alle

Andel vælgere

med ændret valgsted

Horsens 24 19 -5 2 -12,3 % -9,7 % 16 % Kolding 25 15 -10 7 -0,4 % 0,5 % 44 % Randers 37 31 -6 3 -8,4 % -5,3 % 10 % Roskilde 20 19 -1 2 -6,7 % -5,7 % 9 % Herning 31 31 0 0 Fredericia 8 8 0 0 Helsingør 11 11 0 0 Greve 14 7 -7 7 Høje Taastrup 13 13 0 0 Bornholm 20 9 -11 8 -9,0 % -7,5 % 65 %

TOTAL 203 163 -40 29 -6,3 % -3,4 % 25 % Note: I Greve Kommune er alle syv valgsteder resultater af sammenlægninger, hvorfor der ikke eksisterer en kontrolgruppe af ikke-sammenlagte valgsteder at sammenligne med, og kommunen er derfor ikke medtaget.

Først og fremmest skal det bemærkes, at reduktionen i valgsteder i de ti udvalgte

kommuner (20 procent) er højere end tallet for hele landet (14 procent), og at der er

store forskelle mellem kommunerne, idet nogle har reduceret antallet mærkbart

(Kolding, Greve, Bornholm), mens andre slet ikke har ændret på antallet af valgsteder

(Herning, Fredericia, Helsingør, Høje Taastrup).

I den halvdel af kommunerne, der har reduceret antallet af valgsteder, er resultatet dog

ganske klart: Valgdeltagelsen er gennemsnitligt faldet mest ved de sammenlagte

valgsteder, nemlig 2,9 procentpoint mere end for alle vælgerne i kommunerne. Grundet

tilgængelighed er valgdeltagelsen for ”Alle” valgt, selvom den også inkluderer

valgdeltagelsen for de ændrede valgsteder, hvilket virker til at underdrive

sammenhængen. De 2,9 procent skal sammenholdes med det relative fald i

valgdeltagelsen på landsplan på 5,3 procent.

Der ses ikke samme klare sammenhæng som i McNulty et als (2009) studie, men der er

dog en tydelig indikation af, at en reduktion af valgsteder medfører lavere

valgdeltagelse. Man skal dog være varsom med at bruge den valgte fremgangsmåde til

at konkludere for håndfast, da der kan være tale om en særlig systematik i de

sammenlagte valgsteder (relativt flere vælgere fra grupper, der bl.a. fra Elklit et al

(2005), har lavere valgdeltagelse end gennemsnittet), ligesom der kan være effekter af

opstillingen eller mangel på samme fra fremtrædende politikere fra disse særlige

valgsteders område, der kan have påvirket valgdeltagelsen. Selv med alle disse

forbehold synes det dog sikkert at konkludere, at reduktionen i afstemningsområder har

86 / 108

betydning for valgdeltagelsen. Hvis tallene for de ti (fem) kommuner står til troende, kan

man omregne tallene til landsplan. Hvis valgdeltagelsen falder yderligere tre procent for

hver gang antallet af valgsteder reduceres med 20 procent, vil reduktionen af valgsteder

på landsplan på 14 procent svare til et fald i valgdeltagelsen på 2,1 procent, dvs. i

underkanten af halvdelen af det fald i valgdeltagelse, der skete ved kommunalvalget i

2009.

At der eksisterer en sådan negativ sammenhæng mellem valgdeltagelse og reduktionen i

afstemningsområder er også værd at bemærke, da en håndfuld af kommunalpolitikerne i

spørgeskemaundersøgelsen i deres kommentarer nævner netop nedlæggelsen af

valgsteder som betydningsfuld for udviklingen i valgdeltagelse. Dette styrker

formodningen om, at sammenhængen er reel. Besparelsen på 11.000 kr. pr. lukket

valgsted, dvs. omregnet tre millioner kroner for alle landets 98 kommuner fra 2005 til

2009 (da 272 valgsteder netto blev lukket), kan dermed tænkes at være en yderst

dyrtkøbt meget begrænset besparelse. Især i lyset af, at en række kommuner med Århus

i spidsen ved det seneste valg investerede i informationskampagner om kommunalvalget

for at få flere til at stemme (og det særligt blandt nydanskere). Omkostningerne ved

sådanne kampagner må forventes langt at overstige besparelserne på reduktionen i

valgsteder.

En mulighed for igen at flytte valghandlingen tættere på borgerne, uden øgede

omkostninger, kunne være noget indførelsen af digitale valglister og

brevstemmeprotokoller kunne hjælpe med. Ved dette system anvendes scannere og

stregkoden på valgkortet til at identificere vælgeren førend stemmeseddelen udleveres.

25 kommuner benyttede ved kommunalvalget 2009 digitale valglister på i alt 140

valgsteder, og det med positive resultater (KMD, 10. november 2009). Digitale valglister

sænker den tid vælgeren skal bruge på valghandlingen, og nedsætter samtidig

forekomsten af køer ved valgbordene. KMD vurderer, at man ved indførelsen af digitale

valglister kan halvere antallet af valgborde (ibid). Hvert valgbord bemandes af 5-6

valgtilforordnede, der i alt, med diæt og forplejning, nok koster i omegnen af 5.000 kr.

stykket. Denne besparelse pr. valgbord er dermed det halve af det, som den

kommunerne forudsatte at kunne opnå ved at nedlægge hele valgsteder. Hvis man

antager, at hvert valgbord betjener i gennemsnit 1.500 vælgere, og der ved næste valg

er 4,3 stemmeberettigede, vil der i alt være 2.900 valgborde. Kan halvdelen – 1.450 – af

disse spares væk, er besparelsen lig med 7,5 millioner kr. – mere end det dobbelte af

den besparelse man har opnået ved at lukke valgsteder. Hvis disse penge i stedet

anvendes til at åbne flere og mere lokale valgsteder, for på den måde at imødegå den

87 / 108

faldende valgdeltagelse, ville pengene være givet godt ud i fald at yderligere fald i

valgdeltagelsen kan undgåes.

Digitale valglister kunne også have åbenlyse fordele for forskningen i valgdeltagelse, da

store projekter som Elklit et al (2000; 2005), hvor der på baggrund af fysiske valgbøger

manuelt skal indtastes for hundredetusindevis af vælgere, om de har stemt eller ej,

derved lettes umådeligt. Faaborg Kommune har fx allerede gjort det, og har ved hjælp af

de digitale valglister let kunne komme frem til, at kun 50 procent af de 18-29-årige

stemte ved kommunalvalget i kommunen, sammenlignet mod 73 procent for alle

vælgere (TV2 Fyn, 2. januar 2010). Ud fra de adresseoplysninger, valgkortet indeholder,

ville man, i det tilfælde at man sammenlagde valgsteder, desuden også kunne undersøge

netop ovenstående problemstilling, om vælgerne fra det nu lukkede valgsted deltog i

samme omfang som ved det foregående valg.

5.1.1.2. Hvad er det kommunale selvstyre for borgerne?

En anden demokratisk udfordring for lokaldemokratiet er den måde, hvorpå det

kommunale selvstyre opfattes af borgerne. Hvis lokaldemokratiet skal give mening, og

kommunerne fungere som selvstændige politiske enheder, må de også i et eller andet

omfang udgøre et demokratisk fællesskab for de borgere, der bor i kommunen.

En undersøgelse fra 2002 (Houlberg 2003) viser dog, at dette langt fra er tilfældet. I

undersøgelsen blev 1.692 respondenter bedt om at vælge, hvilket af to udsagn de kunne

erklære sig mest enig i (Houlberg 2003: 48). Udsagn A: ”For mig er et godt lokalt

selvstyre fortrinsvis et spørgsmål om, hvorvidt kommunen lever op til min opfattelse af,

hvad der er det væsentligste for et lokalt demokrati”. Eller udsagn B: ”For mig er et godt

lokalt selvstyre fortrinsvis et spørgsmål om, hvordan kommunen håndterer lokale

problemer og tilvejebringer den nødvendige service og faciliteter”. 83 procent erklærede

sig mest enige med B; de ville have ”renovation uden tårer”, som det malerisk blev

formuleret af Houlberg.

Denne meget ensidige opfattelse af kommunernes opgaver hos borgerne udgør i sig selv

en trussel for det kommunale selvstyre og dermed også for lokaldemokratiet. Både fordi

borgernes opfattelse af kommunen som ren serviceleverandør risikerer at fostre en mere

egoistisk orienteret tilgang til det politiske system og dets output (Houlberg 2003: 61-

62), og fordi det kan være sværere at få såvel flere aktive i kommunalpolitik som flere

vælgere til at stemme ved valgene. Hvis kommunens opgaver alene drejer sig om

administration forsvinder de politiske konflikter og forskelle, og som det blev vist i

88 / 108

teorigennemgangen er disse afgørende faktorer (sammen med (medie)opmærksomhed)

bag en høj valgdeltagelse.

Kommunerne kan også med tiden risikere at miste opgaver, hvis udrulningen af

brugerbestyrelsesdemokratiet fortsætter, og bestyrelserne og lederne på skoler,

daginstitutioner og plejehjem fx får mere råderet over budgetter, et direkte

arbejdsgiveransvar o.l. Hvis borgerne er mest interesseret i serviceleverancen, må man

antage at de ville være fuldt ud tilfredse med en højere grad af

brugerbestyrelsesdemokrati, hvis de anså det for befordrende for serviceniveauet.

Indbygget i dette fokus på service ligger også en iboende fare for, at hensynet til

helheden, dvs. hele kommunens ve og vel, risikerer at træde i baggrunden, ligesom

afvejningen mellem indtægter og udgifter, der jf. det velfærdsøkonomiske argument i

indledningen af teoriafsnittet gør kommunerne til effektive enheder, risikerer at skride

med en svækket budgetvogter (kommunalbestyrelsen) og styrkede budgetadvokater

(institutionerne). Dog kan der være en vis økonomisk disciplinering af institutionerne

indbygget i større råderum over deres budgetter, men dette afhænger i høj grad af,

hvordan man indretter det system, der skal sikre deres indtægter, og ikke mindst hvor

modstandsdygtigt dette system er overfor budgetadvokaters pres for øgede udgifter

(Serritzlew 2006).

Houlbergs (2003) resultat er fra 2002, og dermed fra før kommunalreformen. Der er

desværre ikke siden stillet samme spørgsmål, hvilket gør det umuligt at se på, om

danskerne efter kommunalreformen stadig efterspørger ”renovation uden tårer”. Den

faldende deltagelse ved valget i 2009 tyder dog ikke ligefrem på, at der er ændret på

service-borgernes massive flertal.

5.1.1.2.1. Borgerinddragelse

Nogle kommuner har, også med kommunesammenlægninger som baggrundstapet,

forsøgt at komme nogle af de demokratiske kritikere af kommunalreformen i møde ved

at formulere strategier for inddragelsen af borgerne. Analyser af nogle af disse

borgerinddragelsesstrategier viser dog, at strategierne kun finder anvendelse i ”ufarlige”

processer, hvor der ikke eksisterer politisk konflikt i kommunalbestyrelsen, mens

borgerinddragelsen stadig er ikke-eksisterende i de ”farlige” processer.

Borgerinddragelsesstrategierne er således mere til for politikernes end for borgernes

skyld, og målet med strategierne er i højere grad at øge politikernes muligheder for

”blame avoidance”, end det er at skabe medejerskab for beslutningerne hos kommunens

borgere. (Ohrt 2008).

89 / 108

Uden at det (endnu) er undersøgt, kunne man måske forestille sig noget lignende, hvad

angår de mange lokalråds-strukturer, som blev opbygget i kommunerne efter

kommunalreformen. At kommunalbestyrelsen anvender lokalrådene til at legitimere, at

der sker en inddragelse af de mindre lokalområder i kommunen, men at

kommunalbestyrelsen stadig suverænt bestemmer i hvilke situationer, den reelt ønsker

lokalrådenes indflydelse på de politiske besltuninger i kommunen. Heri rummes

yderligere en fare for det lokale demokrati, da sådanne opportune strategier kan skabe

utilfredshed hos grupper af vælgere.

5.1.1.3. Borgmestrene – reformens syndebukke?

Et fjerde aspekt af kommunernes demokratiske udfordring er deres førstemænd:

Borgmestrene. I dansk kommunalforskning har man i mange år talt om

”borgmestereffekten”: Borgmesterens personlige høje popularitet, der spejlede sig i

borgmesterpartiets opbakning, der dermed opnåede langt flere stemmer end de i samme

område ville opnå ved et folketingsvalg. Effekten var således positiv, og indgik også som

en (positiv) variabel i de matematiske modeller professor Søren Risbjerg Thomsen

anvendte til at forudsige kommunalvalgets resultater.

Holder denne positive borgmestereffekt stadig? Det kan man undersøge ved at se på

udviklingen i borgmestrenes personlige stemmetal fra kommunalvalget i 2005 til 2009.

Gør man det får man et rungende nej til spørgsmålet: Blandt de 78 borgmestre, der

genopstillede og som havde siddet på posten hele valgperioden 2005-2009, oplevede 76

procent en tilbagegang i personlige stemmer, og 35 af borgmestrene blev væltet af

borgerne og/eller konstitueringsaftalerne efter valget. Resten af resultaterne er refereret

i tabellen nedenfor:

Tabel 5.5. Borgmestrenes resultater ved kommunalvalget i 2005 og 2009. Pct.

Alle Sammen-

lagte Uændrede

Væltet som borgmester 36 41 25

Fortsætter som borgmester 50 44 63

Ej genopstillet 14 15 13

Genopstillede, borgmester 2005-09 80 80 78

Borgmestre med fremgang 24 17 40

Borgmestre med tilbagegang 76 83 60

Median-udvikling (fremgang eller tilbagegang)

-31 -36 -10

Gennemsnitsalder (i år) 58,5 58,2 59,0

Kilde: Egne beregninger på baggrund af tal fra kmd-valg.dk og oplysninger fra Danske Kommuners borgmesterdatabase.

90 / 108

Tabellen blotlægger en vigtig forskel mellem de sammenlagte og uændrede kommuner,

og borgmestrene er på alle måder mere truede i de sammenlagte end i de uændrede

kommuner. I de sammenlagte kommuner var det ligeså sandsynligt, at borgmesteren

blev væltet, som at han fortsatte, mens næsten to-tredjedele af borgmestrene i de

uændrede kommuner fortsatte.

Der har tidligere været argumenteret for, at kommunalreformens konsekvenser

hypotetisk måtte træde tydeligere frem i de sammenlagte kommuner, da man her har

oplevet kommunalreformens på tættere hold. Denne sammenhæng understøtter tallene

for borgmestrene.

Udover disse tal er det også muligt at dele borgmestrene op på partifarve; her er alene

valgt borgmestre fra Venstre og Socialdemokraterne, da disse udgør 75 af de 78

borgmestre, der genopstillede ved valget i 2009 og havde været borgmestre 2005-2009.

Tabel 5.6. Borgmestre fra Venstre og Socialdemokraterne.

Venstre Social-

demokraterne Genopstillede, borgmester 2005-09 30 35

Genvalgt 50 % 77 %

Median-udvikling i personlige stemmer -23 % -35 %

Kilde: Se tabel 5.5.

Resultaterne i tabel 5.6 peger på sin vis i forskellig retning. De socialdemokratiske

borgmestre oplevede generelt en større tilbagegang i personlige stemmer end kollegerne

i Venstre, men de blev samtidig i højere grad genvalgt. Man kan spekulere i, at den lave

genvælgelsesrate hos Venstre har sin baggrund i, at der i de sammenlagte kommuner er

forholdsvis flere Venstre-politikere end i danske kommuner generelt, og netop i de

sammenlagte kommuner måtte flere siddende borgmestre aflevere borgmesterkæden

efter valget.

Overordnet virker det altså til, at borgmestrene, uanset partitilhørsforhold, i høj grad

blev straffet ved kommunalvalget i 2009. Som tidligere nævnt kan det anses for sikkert,

at økonomien i kommunerne er presset, hvad de 42 kommuner der i valgåret 2009

ønskede at hæve skatten er en klart eksponent for. Noget tyder på, at denne udvikling

ikke huer vælgerne, og at de ved valget i ganske omfattende grad har valgt at straffe de

siddende borgmestre.

91 / 108

Det er på overfladen en positiv udvikling, at vælgerne i de danske kommuner alligevel

følger lokalpolitik så meget, at de kan ændre magtforholdene i kommunerne på

demokratisk vis ved deres deltagelse i valgene. Det er dog mindre positivt, hvis

valgresultaterne er at tolke som rene fravalg af borgmestrene, fremfor tilvalg af

alternativet, hvilket, hvis det er sandt, mest af alt ville få dansk kommunalpolitik til at

minde om valgene i Østeuropa, hvor regeringerne i stor stil bliver valgt fra. Det er også

mindre positivt, hvis dette skulle betyde, at borgmestrene mindre grad kan få opbakning

blandt sine vælgere til svære og hårde beslutninger som fx besparelser.

Der er dog noget der tyder på, at borgmestrene ikke nødvendigvis er prisgivet, hvis de

gennemfører sparerunder o.l. Fx blev borgmestrene i Århus, Ikast-Brande, Randers og

Høje-Taastrup genvalgt med fremgang i de personlige stemmer til trods for at de i

valgperioden 2005-2009 stod i spidsen for omfattende sparerunder i deres kommuner.

Mindre heldigt gik det dog for de nu tidligere borgmestre i Kolding, Furesø, Vejle,

Haderslev, Skanderborg, Sønderborg, Odder og Favrskov, der alle gik tilbage i personlige

stemmer og tabte borgmesterposten. Konklusionen må således være, at det kræver

nogle særlige personer (og et solidt flertal) at kunne gennemføre besparelser uden at det

koster i popularitet, men at borgmesterposten for de fleste i stigende grad bliver en

uriaspost til låns.

5.1.1.4. Svær ansvarligholdelse

En af de mest basale demokratiske mekanismer, der gør at de politisk valgte

repræsentanter forsøger at agere som deres vælgere ville gøre i deres sted, er valgene. I

idealtypen af demokrati er det her at vælgerne kan belønne og straffe politikere, alt efter

hvordan politikernes indsats i den forgangne valgperiode vurderes. Dette besværliggøres

i de danske kommuner, da konstitueringerne i kommunerne i vidt omfang omfatter

meget store flertal af kommunalbestyrelsens medlemmer. Ved valget i 2005 var det

således kun 20 procent af konstitueringerne, der enten var mindretalskoalitioner eller en

såkaldt minimalt vindende koalition, mens 40 procent havde to eller flere partier ”for

meget” med i konstitueringen (Skjæveland et al 2007: 217). Ved valget i 2009 var der

20 ud af de 98 kommuner, hvor konstitueringen inkluderede alle kommunalbestyrelsens

medlemmer (Dk-nyt, 16. december 2009). Det er yderst sandsynligt, at disse flertal

bliver endnu større når man ser på forlig om kommunernes budgetter. Det er dermed

sikkert at fastslå, at kommunalpolitikerne i Danmark generelt ønsker at involvere så

mange så muligt af de folkevalgte i de politiske beslutninger, hvilket tilfredsstiller det

demokratiske ideal om mindretalsbeskyttelse. Til gengæld giver det problemer for

ansvarligholdelsen.

92 / 108

Det danske kommunalstyre har således tre mangler som et demokratisk system:

Parlamentarisk kontrol, vælgerkontrol og eksterne kontrolinstanser (Blom Hansen 2004:

61-62). Andre medlemmer af kommunalbestyrelsen end borgmesteren har reelt set ikke

mulighed for at kende beslutningernes præmisser eller følge deres forberedelse og

tilblivelse, og dette skaber en meget stor informationsasymmetri.

Kommunalbestyrelsesmedlemmerne kan stille spørgsmål, der minder om

folketingsmedlemmernes mulighed for at stille §20-spørgsmål, men de har ikke

folketingsmedlemmernes muligheder hvad angår udvalgsbehandling etc. Dermed kan

kommunalbestyrelsen ikke føre en parlamentarisk kontrol med borgmesteren. Den

tidligere omtalte demokratiske mekanisme, hvor vælgerne straffer politikere de er

utilfredse med, besværliggøres som nævnt af de meget brede flertal, hvor alle har en del

af ansvaret, og vælgerne dermed begrænses i deres muligheder for at udtrykke

utilfredshed med de siddende politikere. Endelig mangler der nogle reelle eksterne

kontrolinstanser, der kan holde hånd i hanke med kommunerne. Det kommunale tilsyn

består alene af kontrol med overholdelsen af love, mens kommunernes revisor beskikkes

af kommunen selv, modsat regeringen der revideres af Rigsrevisionen, et uafhængigt

organ organiseret under Folketinget, og kommunalbestyrelsens flertal bestemmer selv

om revisionens anmærkninger skal følges.

Det strukturelle fundament for denne tilstand er udvalgsstyret, som besættes efter

forholdstalsvalg, så alle partier er repræsenterede, mens de ledende poster fordeles i

konstitueringen. Blom Hansen (2004: 63) nævner selv muligheden for at bevæge sig i

retning af lokal parlamentarisme, hvor et flertalsstyre på baggrund af

magistratssystemet kunne være med til at fremmane en tydeligt adskilt lokal regering og

lokal opposition, som vælgerne kunne vælge imellem på valgdagen.

Udvalgsstyret (se ovenfor) og normen om brede flertal (Skjæveland 2006: 221) kan også

indirekte være med til at sænke graden af tydelig politisk konflikt, da de politiske aktører

i et politisk system, hvor de uomgængeligt kommer til at sidde ved bords med deres

modstandere i valgkampen, alt andet lige må forventes at betone konflikterne mindre, da

hensynet til at skulle kunne samarbejde efter valget er tungtvejende. Både direkte og

indirekte er der således tale om, at vælgernes interesse i valgene svækkes pga. den

manglende (offentlige) konflikt og de i systemet iboende og indsocialiserede logikker om

brede flertal og dermed manglende opposition. Dette kan tænkes at påvirke

valgdeltagelsen negativt.

93 / 108

5.1.1.5. Norske erfaringer

Endelig er det som afslutning af diskussionen af deltagelses- og demokratiudfordringerne

måske på sin plads at forsøge at forudskikke udviklingen. Til det formål kan Norge

anvendes. Landet minder på en lang række områder om Danmark

(Strukturkommissionen 2004, bind II: 217-227), men har nogle andre erfaringer end

Danmark på det lokaldemokratiske og kommunalt-strukturelle plan.

Norge har færre indbyggere end Danmark, men 434 kommuner – fire gange så mange

som Danmark. Derudover har landet 19 fylkekommuner, der fungerer som de danske

amter gjorde før kommunalreformen. Dermed er de decentrale politiske enheder i Norge

meget mindre end i Danmark, og den norske stat har i de senere år involveret sig

kraftigere i det kommunale selvstyre, bl.a. ved beslutningen om at lægge sygehusene

ind under staten i 2002 og ved forsøget på at etablere en kommuneaftaleinstitution lig

den danske mellem staten og Kommunernes Landsforening (Strukturkommissionen

2004; Opgavekommissionen 1998: 25-40). Danmark og Norge adskiller sig også ved at

have to forskellige kommunale styreformer: I Danmark er der udvalgsstyre, mens der er

kommunaldirektørstyre i Norge (Mouritzen 2001).

Modsat i Danmark ligger valgdeltagelsen i Norge noget lavere, omend man oplevede

fremgang ved det seneste kommunalvalg i 2007.

Tabel 5.7. Valgdeltagelse i Norge 1979-2007. Pct. 1979 1983 1987 1991 1995 1999 2003 2007 72,5 71,8 69,2 65,7 62,5 60,1 58,6 61,2

Kilde: Statistisk Sentralbyrån, www.ssb.no.

Norge er interessant som en art laboratorium for mulige ændringer af det danske

kommunalstyre. I 1986 gav man mulighed for, at kommunerne kunne organisere deres

styring anderledes, en mulighed som man i Oslo har benyttet sig af. I Oslo har man

indført en form for lokal parlamentarisme, så kommunens politiske ledelse er en

”regering” der udgår fra flertallet i kommunalbestyrelsen, og denne ”regering” kan

væltes (modsat den danske borgmester, der ikke kan afsættes af kommunalbestyrelsen).

Baggrunden for ændringerne i Oslo var en oplevelse af en politisk proces, i

udvalgsstyrets dage, der var for opdelt og præget af udvalgsegoisme, og som

umuliggjorde en effektiv økonomistyring. (Danmarks Radio, 14. august 2009)

Erfaringerne fra forsøget i Oslo viser, at vælgerne oplever at der er en klarere forskel på

”regering” og ”opposition”, og kommunens styring af økonomien er blevet mere effektiv,

94 / 108

ligesom der kan spores en større interesse for lokalpolitik (Danmarks Radio, 14. august

2009), omend valgdeltagelsen i Oslo ved de tre seneste valg har været konstant.

I afvejningen mellem et pluralistisk system som det danske udvalgsstyre og et mere

majoritets-orienteret system som det i Oslo, vil det ofte tale for førstnævnte, at

mindretalsbeskyttelsen her er højere. Erfaringerne fra Oslo viser dog, at overgangen til

parlamentarisme af to grunde ikke har medført ”flertalsdiktatur”: For det første har både

højre og venstre side af det politiske spektrum haft ”regeringsansvaret” i skiftende

perioder, og desuden har der været en tendens til, at ”regeringerne” var

mindretalsregeringer, som man kender dem fra Danmark. Det har sikret, at

oppositionerne har arbejdet konstruktivt i kommunalbestyrlsen, og ligeledes at

oppositionens synspunkter er blevet hørt og inddraget i de politiske beslutninger.

(Danmarks Radio, 14. august 2009)

Det skal også anføres, at man i konkrete danske overvejelser om indførelsen af et

flertalsstyre, har bestræbt sig på at forbedre ”oppositionens” muligheder for at kunne

agere som en sådan ved forbedrede vederlag, sekretariatsbistand, større ramme til

ansættelse af studentermedhjælpere o.l. (Århus Kommune 2007).

På baggrund af disse erfaringer fra Oslo kan man overveje, om den kommunale

styrelseslov i Danmark giver tilstrækkeligt med muligheder for eksperimenter.

Udgangspunktet for de muligheder for ændrede styreforhold i den nuværende lov er

stadig udvalgsstyret, og det er også det udgangspunkt Kommunernes Landsforening

ønsker for kommunernes organisering (Henrichsen 2009: 2). Indførelse af et

parlamentarisk system, som det i Oslo, vurderes at kræve en lovændring (Århus

Kommune 2007: 39; Ritzau, 7. januar 2010). Den danske kommune, der har

gennemlevet de mest vidtgående ændringer, har været Skanderborg Kommunes næsten

de facto skifte bort fra udvalgsstyret over til et kommunaldirektørstyre, den såkaldte

Skanderborg-model, hvor målet er at professionalisere ledelsen og lade politikerne

afholde sig fra detailadministration til fordel for ramme- og visionsudstikning (Henrichsen

2009: 9).

Århus Kommune (2007) har undersøgt mulighederne for at indføre flertalsstyre (dog

uden at træffe beslutning herom), og Københavns Kommune går ligeledes med lignende

overvejelser. En indførelse af mere parlamentarisme i det danske kommunalstyre bør

nok også oplagt ske i de største kommuner først, da de udenlandske erfaringer på

området særligt drejer sig om store kommuner (Oslo Kommune har fx 450.000

indbyggere, omtrent det samme som Københavns Kommune).

95 / 108

Et argument for mere parlamentarisme, der må synes tungtvejende for kommunerne, er,

at det kan være med til at (gen)skabe kommunerne som demokratiske enheder, hvor der

foregår en politisk kamp. Den bevægelse, som indførelsen af et obligatorisk

økonomiudvalg i styrelsesloven er udtryk for, vil ligeledes kunne fortsætte: Bevillingerne

ville i højere grad tage udgangspunkt i en helhedsbetragtning for hele den kommunale

administration, sammenlignet med i dag, hvor de enkelte udvalg (i de senere år allieret

med brugerbestyrelserne (Strukturkommissionen 2004, bind I: 213)) ofte kæmper mod

hinanden i et budgetmæssigt nulsumsspil.

Forbedres økonomistyringen væsentligt, som følge af parlamentarismens indførelse i

kommunerne, ville kommunerne stå med et stærkt argument i diskussioner med staten

om, i hvilket omfang staten skal regulere kommunernes virke. Hvis der er færre

overskridelser og færre problemer med driften i kommunerne, falder væsentlige dele af

ræsonnementet bag nogle af de styringstiltag staten har indført overfor kommunerne

bort. Kobler man dette med det faktum, at politikerne i højere grad professionaliseres i

flertalsstyret (med flere fuldtidspolitikere og en bedre sagsbistand og

sekretariatsbetjening af ”oppositionen”), vil man således positivt kunne imødegå to af

kommunalstyrets tunge trusler, staten og den manglende lyst til opstilling.

5.1.1.6. Opsamling

Kommunerne står efter kommunalreformen overfor en deltagelses- og

demokratiudfordring. Diskussionen tog fat på denne udfordring i fem dele: 1)

Afstemningsområdernes antal, 2) borgernes opfattelse af lokaldemokrati, herunder

borgerinddragelse, 3) den omvendte borgmestereffekt, 4) svær ansvarligholdelse af

politikerne og endelig 5) erfaringer fra det norske kommunalstyre.

5.1.1.6.1. Afstemningsområderne

For afstemningsområderne blev det vist, at deres antal var reduceret væsentligt, med 14

procent færre valgsteder ved 2009-valget sammenlignet med fire år før. Reduktionerne i

valgsteder viste sig i mange kommuner at være økonomisk begrundede, selvom

besparelserne viste sig at være relativt små. Til gengæld blev det påvist, at i de 10

undersøgte kommuner faldt valgdeltagelsen tre procent mere på valgsteder, som var

resultatet af lukninger og sammenlægninger, end på valgsteder der var uberørte. Dette

resultat understøttedes af mere grundig forskning fra USA, hvor effekten af

valgstedsnedlæggelser blev opgjort til syv procent lavere valgdeltagelse. På den

96 / 108

baggrund blev det anbefalet, at man anvendte besparelserne fra den øgede digitalisering

af valgprocessen til igen at øge antallet af afstemningsområder for på den måde at øge

deltagelsen ved valgene.

5.1.1.6.2. Vælgernes perspektiv på lokaldemokrati

I diskussionen af borgernes opfattelse af lokaldemokratiet var mere end otte ud af ti

mest interesserede i, at kommunen koncentrerede sig om at levere service, mens

borgerne anså kommunerne som demokratisk ramme som mindre vigtigt. At denne

opfattelse af kommunerne var så fremherskende blev betegnet som en trussel mod

lokaldemokratiet; i første omgang mod borgernes interesse for kommunerne (og, i

forlængelse heraf, tilskyndelsen til at deltage ved kommunalvalg), men også mod

kommunernes egen eksistens, da man kunne forestille sig borgernes fokus på service gå

hånd i hånd med yderligere udspredning af brugerbestyrelser og decentraliseringer ned

til institutionsniveau (og dermed væk fra kommunalpolitikerne), så længe dette medførte

bedre (oplevet) service hos borgerne. At politikerne, for deres part, heller ikke synes

synderligt interesserede i kommunen som demokratisk ramme blev understøttet af en

undersøgelse af borgerinddragelsen, der viste at politikerne bruger borgerinddragelsen

strategisk og undlader den i ”svære sager”.

5.1.1.6.3. Svær ansvarligholdelse

Normen om brede flertal og udvalgsstyrets tilmudring af hvilke kommunalpolitikere, der

er ansvarlige for hvilke beslutninger, blev dernæst problematiseret, da manglende

konfliktstof, de manglende politiske forskelle og de manglende kontrolmuligheder i

kommunalbestyrelser med store flertal blev antaget at påvirke valgdeltagelsen negativt.

5.1.1.6.4. Erfaringer fra Norge

Endelig blev nogle erfaringer fra Norge gennemgået, og særligt Oslo Kommunes

indførelse af parlamentarisme – med en kommunalpolitisk ”regering” og ”opposition” –

blev anset for interessant, og anbefalet til efterfølgelse i Danmark. Baggrunden herfor

var de fordele det gav for en øget professionalisering af kommunalpolitikerene, som,

trods det at deres kommuner i gennemsnit blev 2½ gange større med

kommunalreformen, stadig et langt stykke henad vejen har de samme mangelfulde

arbejdsforhold som i de gamle kommuner, og derudover de øgede muligeheder for

økonomistyring, som kunne tænkes at undergrave præmissen for megen af den statslige

indblanding i kommunernes virke.

97 / 108

Netop dette sidste punkt – samspillet mellem staten og kommunerne – er genstand for

den næste diskussion.

5.1.2. Styrings-/legitimitetsudfordring

I denne diskussion er det valgt at slå begreberne styring og legitimitet sammen til en og

samme udfordring. Det skal ses i forlængelse af den foregående udfordring, hvor det

også blev påpeget, at kommunerne preses af såvel staten som af vælgernes manglende

interesse og deltagelse.

Norge blev inddraget i den foregående diskussion, og egner sig også i nærværende

diskussion godt til inddragelse. Den statslige styring af kommunerne i Norge er

almindeligvis at betragte som større end den statslige styring, som danske kommuner er

underlagt (Oulasvirta 1991), og det er dermed interessant, at valgdeltagelsen i Norge

generelt ligger omtrent fem procentpoint lavere end i Danmark (jf. figur 2 i afsnit 4.1).

Dette kunne skyldes, at de norske vælgere ikke anser kommunalvalg for betydningsfulde

nok at deltage i, da manøvrerummet for kommunerne er indskrænket sammenlignet med

Danmark. Ligeledes viste figur 3 i afsnit 4.1, at valgdeltagelsen i Danmark er højere end

i landene under et (Norden samt Tyskland og Storbritannien), hvor den statslige styring

af kommunerne er endnu højere end i Norge, og at faldet i valgdeltagelse siden 1978 er

mindre markant i Danmark.

Det er dermed muligt, at forklaringen på den faldende valgdeltagelse i Danmark er, at

den stigende statslige indflydelse på den kommunale sektor efter kommunalreformen

(Blom-Hansen et al 2006: 22; Sørensen 2009; Klausen 2006: 12), har været med til at

få vælgernes interesse for kommunalvalgene til at falde. Kommunernes ofte anvendte

blame-avoidance overfor staten – ”for meget stat, for få penge” (Kjær 2009) – kan, som

anført tidligere, have virket til yderligere at sænke vælgernes interesse.

Da der således synes at være en sammenhæng mellem, hvor meget staten fylder i den

kommunale sektor og valgdeltagelsens omfang, er det interessant kort at se på, hvilken

udvikling i forholdet stat-kommune man kan forvente sig i fremtiden. Hvis staten øger

sin indflydelse på bekostning af kommunerne, kan det som diskuteret have negative

konsekvenser for valgdeltagelsen.

Først og fremmest er vælgerne ikke videre begejstret for deres kommunalbestyrelser.

Det fremgår af tabel 5.8., at tilliden til kommunalbestyrelsen rangerer under tilliden til

98 / 108

banksektoren, finanskrisen til trods, ligesom en ofte udskældt offentlig instans som

folkeskolen også nyder meget større tillid. Resultatet er kun marginalt bedre end for EU,

hvilket, med danskernes skeptiske forhold til EU, må mane til eftertanke. Det er muligt,

at undersøgelsens gennemførelse midt i konstitueringsforhandlingerne i mange

kommuner kan have påvirket tilliden negativt, men omvendt havde to-tredjedele af

respondenterne få dage forinden undersøgelsen stemt til selv samme instans.

Tabel 5.8. Danskernes tillid til samfundsmæssige instanser. Pct.

Ikke tillid

Hverken eller/ved

ikke Tillid PDI

Politiet 12% 13% 75% 63% Domstolene 12% 16% 73% 61% Sygehusvæsnet 13% 17% 71% 58% Folkeskolen 15% 28% 57% 43% Banksektoren 29% 22% 49% 20% Den offentlige administration 27% 27% 45% 18% Kommunalbestyrelsen i din kommune 37% 31% 32% -5% EU 39% 33% 28% -11% Politikerne 51% 24% 25% -25% Medierne 51% 27% 21% -30% Kilde: Mandag Morgen (2009), N=1451. Gennemført 19.-22. november 2009.

5.1.2.1. Fremtidens kommune

Kurt Klaudi Klausen (2006) har som en af de få danske kommunalforskere forsøgt at

forudskikke udviklingen for det danske kommunestyre, og som tidligere nævnt ser han

tre idealtyper udviklingen kan bevæge sig frem mod: Den blandede kommune, den

professionelle kommune og den funktionstømte kommune.

En bevægelse med sidstnævnte idealtype anses for mest realistisk, og kaldes ”den

logiske konsekvens af kommunalreformen” (Klausen 2006: 12), og det er

bemærkelsesværdigt at Klausen anser baggrunden for såvel kommunalreformen som den

forventede udvikling, som noget der ”dybest set [er] ideologisk begrundet” (ibid). Den

funktionstømte kommune har markedet som egentlig styringsmekanisme, mens den

demokratiske kontrol varetages af de(n) ansvarlige ministers statslige fastsatte

minimumsstandarder og detailstyring af udbud af opgaverne, som varetages af enten

private eller selvejende/socialøkonomiske virksomheder, der, så længe

minimumsstandarderne overholdes, opfordres til at konkurrere om kunderne (borgerne)

på forskellige profiler, og borgernes indflydelse er dermed knyttet til markedet.

Lokalpolitikernes rolle er som bestyrelsesmedlemmer eller rådførte i nogle af disse

virksomheders bestyrelser, og vælgernes direkte lokaldemokratiske kontrol af

velfærdsproduktionen er dermed ophævet.

99 / 108

En sådan udvikling er af to grunde betænkelig. For det første risikerer man en faldende

valgdeltagelse ved kommunalvalg, fordi kommunalpolitikerne kun indirekte kan påvirke

serviceproduktionen, og valgene bliver dermed mindre betydningsfulde. Det modsvares

dog af, at brugerne af en given offentlig velfærdsservice gennem brugerbestyrelsesvalg

stadig kan opnå direkte indflydelse på serviceproduktionen (der, som tidligere angivet, er

det over 80 procent helst ser kommunen fokusere på). Problemet er dog her, at

brugerbestyrelsesvalg har en socioøkonomisk skævhed i valgdeltagelsen, der muligvis er

endnu større end ved kommunalvalg (Indenrigsministeriet 1998: 55), og dermed vil flere

mindre ressourcestærke grupper blive ekskluderet fra indflydelse.

For det andet, relateret til første punkt, risikerer man at tabe helhedssynet ved at

ansvaret for velfærdsproduktionen og dens omkostninger ikke afvejes lokalt og

prioriteringerne ikke er lokale. Som anført i afsnit 2.1 kan dette manglende helhedssyn

virke udgiftsdrivende, særligt hvis brugerbestyrelsernes indflydelse suppleres af nationale

minimumsstandarder og en statslig fastsat finansiering på baggrund af strategiske,

kvantitative konkurrenceparametre. Det vil desuden have den bivirkning, at kommuner

med borgere, der ønsker lav skat (og dermed mindre service), ligesom kommuner med

borgere, der ønsker høj service (og dermed mere skat) i begges tilfælde skuffes af den

nationale minimumsstandard, fordi den er hhv. for høj og for lav.

Et muligt alternativ er det Klausen (2006: 10) kalder den professionelle kommune. Her

smelter politikerne og administrationen i højere grad sammen, og politikerne uddannes

intensivt til at være ”managers” så informationsasymmetrien ift. administrationen

sænkes. Man vender sig mere mod et konkurrencedemokrati, hvor politikerne som

repræsentanter i valgperioderne er suveræner, men ved valgene kan straffes, og

kommunalbestyrelsens beslutningskapacitet øges dermed, så også ”upopulære”

beslutninger kan træffes under hensyn til helheden i kommunens økonomi og

serviceydelser. Dette alternativ ville imødekomme de 83 procent af vælgerne, der vil

have ”renovation uden tårer” (Houlberg 2003: 48).

Dette alternativ er inspireret af den ”søjle” af New Public Management (NPM) man kan

kalde management (Klausen 2006: 11). Udenfor NPM-regimet kunne et alternativ være

større medarbejderindflydelse gennem etablering af socialøkonomiske kooperativer, hvor

overskuddet kan indsættes direkte i driften, til varetagelsen af velfærdsproduktionen,

hvilket også åbner for bedre muligheder for at inddrage den frivillige sektor i

velfærdsproduktionen (en inddragelse som er større end i Danmark i fx USA og

Storbritannien).

100 / 108

Det er dermed tydeligt, at der i denne styrings-/ og legitimitetsmæssige udfordring ligger

et potentiale for kommunalstyrets afskaffelse som det ser ud idag. Det fremgår desuden,

at kampen om kommunalstyrets organisering har tydelige ideologiske over- og

undertoner, hvorfor man kunne forestille sig dette være en platform for politisk

mobilisering til folketingsvalg al den stund, at et anseeligt antal vælgere – 438.6009 - er

ansat i kommunerne, og for hvem spørgsmålet om kommunalstyrets organisering er

meget nærværende som et spørgsmål om arbejdsgiver og arbejdsforhold.

6. Konklusion Specialet undersøgte problemstillingen: Har geografiske konflikter betydning for

valgdeltagelsen ved danske kommunalvalg? Dette skete ved hjælp af fire hypoteser:

Tabel 6.1. Specialets hypoteser. Hypotese Resultat 1. Valgdeltagelsen på landsplan falder svagt ved kommunalvalget i 2009 sammenlignet med 2005.

Kan teknisk set ikke bekræftes (faldet var ikke svagt)


Kan ikke afvises (sammenhæng svag)





Som det fremgår af anden kolonne, kunne ingen af de fire hypoteser entydigt bekræftes

eller afvises. For hypotese 1s vedkommende var den forventede retning i udvikling

korrekt, men intensiteten af udviklingen var højere end forventet. Deltagelsen ved

kommunalvalget i 2009 var den laveste siden

Hypotese 2 kunne ikke sikkert afvises, men kunne ej heller bekræftes. I specialets ti

udvalgte kommuner var der ikke en overvældende forskel på udviklingen i valgdeltagelse

i hhv. center og periferi totalt set, og for de enkelte kommuner holdt sammenhængen

alene stik for seks af kommunerne. Det er her muligt, at det ikke i tilstrækkelig grad har

været muligt at isolere den geografiske konflikt ved at anvende valgdeltagelsestal, og da

der desværre ikke gennemføres en større valgundersøgelse i forbindelse med

kommunalvalget i 2009, er det ikke muligt at efterprøve problemstillingen på surveydata.

9 www.statistikbanken.dk/OFFBESK2

101 / 108

Det er dog bestemt også muligt, at intensiteten af de geografiske konflikter ikke er så

stor som forventet, og også at de udvalgte kommuner adskiller sig fra danske kommuner

generelt på en måde som påvirker tallene.

Disse indsigelser synes dog ikke at kunne bekræftes i analysen af hypotese 3a og 3b,

hvor kommunalbestyrelsesmedlemmer i seks udvalgte kommuner har besvaret et

spørgeskema. Som antydet i tabellen, peger resultaterne af denne analyse ikke entydigt i

den ene eller anden retning, men der synes dog at være et vist belæg for at sige, at

mobiliseringen, også på baggrund af geografi, har en eller anden grad af betydning.

Særligt interessant var det, at der hos politikerne var større tendens til at tænke sig som

”en del af hele kommunen”, mens man i politikernes vidnesbyrd om deres vælgere i

højere grad kunne identificere en center-periferi-konflikt. At vælgerne i periferien også

har mulighed for at kunne blive repræsenteret afspejles af, at politikerne fra periferien i

alle seks kommuner udgør en større andel af kommunalbestyrelsen end vælgerantallet i

periferien skulle tilsige – i to af de seks er der sågar et flertal af politikere fra periferien,

selvom vælgerne i periferien ikke udgør halvdelen af kommunens vælgere. Noget tyder

altså på, at vælgerne rent faktisk mobiliseres i periferien.

I forlængelse af disse resultater identificeredes to udfordringer for kommunerne: En

deltagelses- og demokratiudfordring og en styrings-/legitimitetsudfordring. For

førstnævnte pegede resultaterne på, at der var problemer med vælgernes deltagelse.

Med inddragelse af amerikanske undersøgelser blev den alternative forklaring på

valgdeltagelsens udvikling i 2009 fremsat, at reduktionen i valgsteder selvstændigt har

påvirket valgdeltagelsen negativt. I seks af de ti udvalgte kommuner havde man

reduceret antallet af valgsteder, og i alle disse seks var der et større fald i

valgdeltagelsen på de sammenlagte end på de uændrede valgsteder. Det blev anbefalet

at anvende besparelser fra digitaliseringen af valghandlingen til at udvide antallet af

valgsteder for at undgå yderligere fald i valgdeltagelsen ved kommende valg.

Kommunerne var ligeledes pressede af, at mere end otte ud af ti vælgere mere så

kommunen som en serviceleverandør end en demokratisk, de burde deltage i.

Politikernes selektive inddragelse af borgerne bidrog til denne udvikling, og det blev

anset for problematisk, hvis lokaldemokratiet også for fremtiden skal give mening.

Ved at studere udviklingen i personlige stemmetal for borgmestrene identificeredes en

”omvendt borgmester-effekt”, da borgmestrene ved valget i 2009 for manges

vedkommende tabte mange stemmer, og de blev dermed straffet for at have stået i

spidsen for kommunerne i en tid med store sparerunder.

102 / 108

Endelig blev kommunestyrelsesloven kritiseret for at skabe uklare ansvarsforhold, og

dermed være med til at besværliggøre vælgernes ansvarligholdelse af politikerne. Her

blev erfaringer med ”lokal parlamentarisme” fra Norge fremdraget som et eksempel til

efterfølgelse, også selvom dette allersenest synes at have lange udsigter, da den

siddende regering planlægger at afskaffe magistratsstyret, men vil lade

magistratkommunerne overgå til udvalgsstyre – altså en konsolidering af udvalgsstyret

som styreform i de danske kommuner (Regeringen 2010: 36).

I den anden udfordring, styring-/legitimitetsudfordringen, blev forholdet mellem staten

og kommunerne og kommunernes autonomi i opgavevaretagelsen problematiseret.

Udviklingen blev diskuteret og kimen til en potentiel afskaffelse af demokratiske

kommunestyre anedes i fremtiden, ved det der blev kaldt den funktionstømte kommune,

hvor velfærdsproduktionens omfang bliver statens prærogativ, og dens tilvejebringelse i

videst muligt omfang skaffes ved at alle ydelser konkurrenceudsættes og dermed

fastsættes ved hjælp af markedsmekanismer. Risikoen for både at undergrave det lokale

demokrati samt den økonomiske styring ansåes for at være store i dette scenarie.

Overfor denne udvikling stod alternativet med den professionelle kommune, hvor

politikerne bliver ”managers” af velfærden, hvis produktionsomfang og tilvejebringelse

alene skulle være et anliggende for kommunerne. Et muligt korrektiv til denne sidste

løsning kunne anvendelse af socialøkonomiske kooperativer i velfærdsproduktionen

udgøre, der gav mere direkte indflydelse til medarbejderne, og som kombinerede

kooperativet med en større inddragelse af den frivillige sektor i Danmark.

Svaret på problemstillingen er dermed på mange måder ikke entydigt, da det ikke med

vished kan fastlåes, at geografiske konflikter har betydning for valgdeltagelsen. Det er

dermed interessant at diskutere, hvilke alternative undersøgelser af problemstillingen

man kunne forestille sig.

6.1. Perspektivering

For det første kunne man vælge at vælge kommuner, der modsat de i specialet udvalgte,

ikke havde en dominerende hovedby. Den geografiske konflikt kunne måske tænkes at

være anderledes i denne kommunestruktur, sådan at den geografiske konflikt var mere

intensiv, hvor periferi og center ikke var ligeså tydeligt som i de ti udvalgte kommuner.

Derfor kunne det være interessant at gennemføre en fremtidig undersøgelse af sådanne

kommuner. Dette kunne enten foretages på valgdata for 2009- og 2005-valget, men her

103 / 108

kan man måske imødegå en anden af specialets udfordringer, nemlig anvendelsen af

valgdeltagelsen som indikator. Som analysen af hypotese 3a og 3b viste, var det

nødvendigt med inddragelsen af en kvalitativ undersøgelse for at kunne undersøge

årsagssammenhængene mere grundlæggende. Her kunne valgdeltagelsen ikke stå alene.

Politikerne i kommunerne anvendtes både som informanter og som holdningspersoner,

og for fremtiden kunne man måske forbedre undersøgelsen ved at lave ”on the ground”-

undersøgelser af kommunerne i forbindelse med en kommunalvalgkamp (fx i 2013) for

at identificere geografiske konflikter og deres betydning i kommunen.

Endelig må det anbefales forskningen at vie valgstedernes antal større interesse for

fremtiden. Som specialet viste, tydede noget på, at nedlæggelsen af valgsteder rent

faktisk påvirker valgdeltagelsen negativt, og stiller man den meget lille besparelse dette

giver ift. den vigtighed alle i de danske demokrati – partier, politikere, vælgere,

embedsmænd og for den sags skyld forskere – placerer på valgdeltagelsen særligt som

legitimering af den demokratiske styreform, giver det ikke mening at reducere

valgstedernes antal. En sådan fremtidig analyse kunne også vise, om effekten af

nedlæggelser kun gør sig gældende ved ”second order elections” som kommunalvalg (og

hvad man kunne kalde et ”third order election” som Europaparlamentsvalg), eller om det

også har betydning ved folketingsvalg som ”first order election”, hvor mobiliseringen og

betydningen af en afgiven stemme for mange vælgere vil være større end ved

kommunalvalg.

7. English summary Local democracy after the Structural Reform: Do geographical conflicts influence turnout

at Danish municipal elections? In the wake of the structural reform of 2007, the thesis

set out to study the above research question.

Through an identification of local representative democracy, local autonomy and local

society advocacy as dimensions of local democracy, and an ensuing discussion of five

approaches to the study of turnout, four hypotheses were derived. 1) A weak drop in

turnout in the 2009 municipal elections compared to 2005, 2) turnout drops

more/increases less in the periphery of municipalities than in the centre, 3a) if the

decline is larger/increase less in the periphery, it is caused by a lack of mobilisation, and

3b) vice versa.

104 / 108

These were analysed in ten Danish municipalities using electoral data from municipal

elections 1997-2009 (hypotheses 1 and 2), and a survey of local politicians (hypotheses

3a and 3b).

None of the four hypotheses could be outright confirmed or denied. The drop in turnout

turned out to be steep, not weak; there was little difference between the development of

turnout in centre and periphery of municipalities respectively; there were conflicting

indications of mobilisation, though voters were found to align in a centre-periphery-

conflict to a greater extent than their political representatives.

Two challenges were then discussed. In a discussion of a participation and democracy

challenge, the decrease in the number of polling stations (14 percent from 2005 to 2009)

was found to have adversely affected turnout, and both voters and politicians view the

municipality as welfare provision (rather than democracy). Mayors were demonstrated to

have been the main victims of the structural reform, and the system of committee

system of governance was criticised and a Norwegian-inspired model of “local

parlamentarianism” proposed as a solution.

In discussing the governance and legitimacy challenge, developments inherent in the

structural reform were seen as a threat to the current municipalities. As an alternative, a

professionalisation of the local politicians as well as the use of social cooperatives in

welfare provision, combined with increased cooperation with the voluntary sector, were

proposed.

The results of the thesis indicated further research was needed, for instance following the

politics and conflicts of municipalities “on the ground”. It was also recommended that

more scholarly attention was paid in future to the question of what effects reducing the

number of polling station have on voter turnout in Denmark, a subject hitherto

neglected.

8. Bibliografi Agresti, Alan & Barbara Finlay (1997), ”Statistical methods for the social sciences” (3.

udgave). New Jersey: Prentice Hall. Aardal, Bernt (red.) (2007), Norske velgere – en studie av stortingsvalget 2005. N. W.

Damm & Søn. Beetham, David (1996), ”Theorising Democracy and Local Government”, pp. 28-49 i

Desmond King & Gerry Stoker (red.), Rethinking Local Democracy. Houndsmills: MacMillan Press.

Berg, Rikke (2000). Den gode politiker. Odense: Odense Universitetsforlag. Berg, Rikke & Ulrik Kjær (2005). Den danske borgmester. Odense: Syddansk

105 / 108

Universitetsforlag. Blais, André (2000), To Vote or Not to Vote. The Merits and Limits of Rational Choice Theory. Pittsburgh: The University of Pittsburgh Press.

Blom-Hansen, Jens (2004), ”Virker det lokale demokrati?”, pp. 55-63 i Nils Groes og Leif Olsen (red.) Brudstykker eller sammenhæng? En antologi om forudsætningerne for en offentlig strukturreform. København: FOKUS.

Blom-Hansen, Jens et al (red.) (2006), ”Kommunalreformens konsekvenser”. Århus: Academica.

Buch, Roger (2007a), ”Kandidaterne: antal, modstand, motiver”, pp. 47-62 i Roger Buch & Jørgen Elklit (red.) Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Buch, Roger (2007b), ”Borgernes forventninger til de nye kommuner”, pp. 281-304 i Roger Buch & Jørgen Elklit (red.) Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Capacent (2009), Undersøgelse af vælgernes holdninger til kommunalreformen med særligt fokus på Nordjylland. Udleveret efter aftale med DR Nordjylland og Capacent A/S.

Christoffersen, Henrik & Kurt Klaudi Klausen (2009), Den danske regionskonstruktion. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Dahl, Robert & Edward Tufte (1973), Size and Democracy. Stanford: Stanford University Press.

Dahl, Robert (1989), Democracy and its Critics. New Haven: York University Press. Damgaard, Erik (2003), Folkets Styre. Århus: Århus Universitetsforlag. Danmarks Radio, 14.08.2009, P1 Orientering, ”Oslos parlamentariske model”. Aflyttet 9.

januar 2010 på hjemmesiden: http://www.dr.dk/P1/orientering/indslag/2009/08/14/191417.htm

Danmarks Radio, 23.11.2009, P1 Orientering, ”Kommunalreformen var hug en hæl og klip en tå”. Aflyttet på http://www.dr.dk/p1/orientering?play=%2FForms%2FPublished%2FPlaylistGen.aspx%3Fqid%3D1309578, 26.11.2009.

Danske Kommuner, 10.11.2009, ”Færre lokallister stiller op”. Hentet på http://www.danskekommuner.dk/Nyhedsarkiv/2009/november/10/Markant-fald-i-antallet-af-lokallister/, 12.11.2009.

Downs, Anthony (1957), An Economic Theory of Democracy. New York: Harper & Row. Det Danske Valgprojekt, datasæt fra undersøgelsen af folketingsvalget 2005. Det Danske Valgprojekt, begrænset datasæt fra undersøgelse af folketingsvalget 2007. Dk-nyt, 12. december 2009, ”I 20 kommuner er der helt bred enighed om konstituering”

(hentet 20. december 2009 på: http://www.dknyt.dk/sider/artikel.php?id=46038). Easton, David (1965), A Framework for Political Analysis. Englewood Cliffs: Prentice-Hall. Elklit, Jørgen & Mogens N. Pedersen (red.) (2006), Kampen om den nye kommune.

Odense: Syddansk Universitetsforlag. Elklit, Jørgen, Birgit Møller, Palle Svensson & Lise Togeby (2000), Hvem stemmer – og hvem stemmer ikke? En analyse af valgdeltagelsen i København og Århus ved kommunalbestyrelsesvalgene i 1997. Århus: Magtudredningen.

Elklit, Jørgen, Birgit Møller, Palle Svensson & Lise Togeby (2005), Gensyn med sofavælgerne: Valgdeltagelse i Danmark. Århus: Århus Universitetsforlag.

Elklit, Jørgen, Palle Svensson & Lise Togeby (2005), ”Why is voter turnout not declining in Denmark?”. Paper prepared for delivery at the 2005 Annual Meeting of the American Political Science Association, Washington DC, September 1-4, 2005.

Elklit, Jørgen & Roger Buch (2007), “Kontinuitet eller forandring: Var kommunalvalgene I 2005 så nye?”, pp. 13-24 i Roger Buch & Jørgen Elklit (red.) Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Elklit, Jørgen, Palle Svensson & Lise Togeby (2007), ”Valgdeltagelse”, pp. 81-98 i Roger Buch & Jørgen Elklit (red.) Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Elklit, Jørgen (2009), ”Valgfest – byråd trækker flere og flere stemmer”, Politiken, 3. november 2009 (http://politiken.dk/debat/analyse/article824446.ece)

106 / 108

Everitt, Brian S. (2002), “Cambridge Dictionary of Statistics”. Cambridge: Cambridge University Press.

Fowler, James H., Laura A. Baker & Christopher T. Dawes (2008), ”Genetic variation in political participation”, American Political Science Review, 102, 2, pp. 233-248.

Frandsen, Annie Gaardsted (2003), “Deltagelse ved kommunalvalg” pp. 109-126 i Ulrik Kjær & Poul Erik Mouritzen (red.) Kommunestørrelse og lokalt demokrati. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Franklin, Mark N. (1996), “Electoral Participation”, pp. 216-235 I Lawrence LeDuc, Richard G. Niemi & Pippa Norris (red.) Comparing Democracies. Elections and Voting in Global Perspective. Thousand Oaks, London, New Delhi: SAGE.

Franklin, Mark N. (2004), Voter Turnout and the Dynamics of Electoral Competition in Established Democracies since 1945. Cambridge: Cambridge University Press.

Fyns Stifstidende, 18. november 2009, “Hornemann: - Det er kommunalreformens skyld” (hentet 24. november 2009 på: http://www.fyens.dk/article/1368063:Svendborg--Hornemann----Det-er-kommunalreformens-skyld)

Geys, Benny (2006), “Explaining voter turnout: A review of aggregate-level research”, Electoral Studies, 25, 4, pp. 637-663.

Hansen, Kasper Møller (2007), ”Kommunal identitet i en brydningstid”, pp. 251-266 i Roger Buch & Jørgen Elklit (red.) Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Henrichsen, Carsten (2009), ”Kommunale styrelsesforhold efter strukturreformen”, indlæg ved konference om Københavns Kommunes styreform, 7. september 2009.

Houlberg, Kurt (2003), ”Hvad er et godt kommunestyre?”, pp. 44-68 i Ulrik Kjær & Poul Erik Mouritzen (red.) Kommunestørrelse og lokalt demokrati. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Indenrigsministeriet (1998), Rapport om undersøgelse af erfaringer med brugerbestyrelser. København: Indenrigsministeriet. www.im.dk.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet (2005), Tænketanken om nærdemokrati. København: Indenrigs- og Sundhedsministeriet (tilgængelig på ministeriets hjemmeside: http://www.im.dk/publikationer/taenketank/index.htm)

Indenrigs- og Socialministeriet (2009), Status for kommunalreformens gennemførelse – 2009. København: Indenrigs- og Socialministeriet.

Kjær, Ulrik (2004), ”Nogle strøtanker om det lokale demokrati på tærsklen til en kommunalreform”, Demokrati og kommunesammenlægning, pp. 10-15, FOKUS-Nyt 27, oktober 2004.

Kjær, Ulrik (2004b), ”Kommunalt demokrati – også et spørgsmål om lokalsamfundsadvokatur”, pp. 44-63 i Leif Olsen & Nils Groes (red.) Brudstykker eller sammenhæng? En antologi om forudsætningerne for en offentlig strukturreform. København: Fokus.

Kjær, Ulrik (2005), ”Kommunesammenlægninger i Grøndland set i et lokaldemokratisk lys” i Betænkning vedrørende en strukturreform af den offentlige sektor. Nuuk: Strukturudvalget.

Kjær, Ulrik (2006), Bornholmerne og demokratiet efter kommunesammenlægningen. København: AKF-Forlaget (www.akf.dk).

Kjær, Ulrik (2007), ”Kommunalpolitikerne”, pp. 133-158 i Roger Buch & Jørgen Elklit (red.) Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Kjær, Ulrik (2009), ”Demokratisk bæredygtighed”, indlæg på Kommunernes bæredygtighed, konference på Odense Congress Center 30. september 2009 arrangeret af Syddansk Universitets efteruddannelse.

Kjær, Ulrik (2009b), ”Valgkamp uden overordnet tema”, JydskeVestkysten, 2. november 2009.

Kjær, Ulrik (2009c), ”Kampen mellem land og by er i gang”, Politiken, 19. oktober 2009 (http://politiken.dk/debat/analyse/article811898.ece).

Kjær, Ulrik & Poul Erik Mouritzen (red.) (2003), Kommunestørrelse og lokalt demokrati. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

107 / 108

Klausen, Kurt Klaudi (2006), ”Kommunernes fremtidige styring og lokaldemokrati”, Samfundsøkonomen, 4, 2006, pp. 8-12.

KMD, 10. november 2009, ”Danmark klar til digitalt valg” (hentet 15. november 2009 på KMDs hjemmeside: http://www.kmd.dk/irj/portal/anonymous?NavigationTarget=navurl://a115c60c7957f4002bd9f78dbd816ba7)

Kommunernes Landsforening (2009), ”Hvor store bliver de nye kommunalbestyrelser?”. http://www.kl.dk/Kommunalvalg-2009/Artikler/63866/2009/09/Hvor-store-bliver-de-nye-kommunalbestyrelser/ (hentet 15.12.2009).

KREVI (2009), ”Strukturreformen udfordrer nærdemokratiet”. www.krevi.dk (hentet 25.08.2009).

Lassen, David Dreyer (2005), ”The effect of information on voter turnout: Evidence from a natural experiment”, American Journal of Political Science, 49, 1, pp. 103-118.

Lassen, David Dreyer & Søren Serritzlew (2009), ”The effect of political centralization on local democracy: Evidence from large-scale municipal reform”, preliminary draft.

Laswell, Harold (1936), Who get what, when, how. New York: McGraw-Hill. Lijphart, Arend (1997), ”Unequal Participation: Democracy’s Unresolved Dilemma”, American Political Science Review, 91, 1, pp. 1-14.

Lijphart, Arend (2000), ”Turnout”, pp. 314-322 i Richard Rose (red.) International Encyclopedia of Elections. Washington DC: CQ Press.

Mandag Morgen (2009), undersøgelse ved YouGov af danskernes tillid til forskellige instanser, gennemført 19.-21. november 2009.

McDonald, Michael P. & Samuel L. Popkin (2001), “The Myth of the Vanishing Voter”, American Political Science Review, 95, 4, pp. 963-974.

McNulty, John E, Conor M. Dowling & Margarat H. Ariotti (2009), ”Driving Saints to Sin: How Increasing the Difficulty of Voting Dissuades Even the Most Motivated Voters”, Political Analysis, 17, 4, pp. 435-455.

Mouritzen, Poul Erik (1997), ”Det kommunale selvstyre”, pp. 62-77 & 85-92 i Peter Bogason Forvaltning og stat. Århus: Systime.

Mouritzen, Poul Erik (2001), ”Er udvalgsstyret den rigtige styreform?”, AKF Nyt 2001, nr. 4 (hentet 19. december 2009 på: http://www.akf.dk/udgivelser/akfnyt/2001_4/10_udvalgsstyret/)

Mouritzen, Poul Erik (2003), ”Kommunestyret i Danmark – bæredygtighed og demokrati”, pp. 31-43 i Ulrik Kjær & Poul Erik Mouritzen (red.) Kommunestørrelse og lokalt demokrati. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Nannestad, Peter (2006), ”Strukturreformens rationale(r)”, Samfundsøkonomen, december 2006, 6, pp. 4-7.

Noegletal.dk – Indenrigsministeriets hjemmeside med kommunale nøgletal. Norris, Pippa (2002), Democratic Phoeniz: Reinventing Political Activism. Cambridge:

Cambridge University Press. Norris, Pippa (2004), Electoral Engineering. Voting Rules and Political Behavior.

Cambridge: Cambridge University Press. Nyborg Kommune. Sparekatalog for budget 2010. www.nyborg.dk. Ohrt, Otto (2008), Borgerinddragelse – for politikerne eller borgernes skyld?, speciale

ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Opgavekommissionen (1998), København: Indenrigsministeriet Oulasvirta, Lasse (1991), Statsbidragspolitik i Norden. Stockholm: Stockholms

Universitet. Politiken Research (2009), Undersøgelse af byrådsmedlemmers holdninger til

kommunalreformen. Regneark udleveret mod aftale om fortrolighed med Gitte Rønberg, Politiken Research.

Pierson, Paul (1994), Dismantling the Welfare State. Reagan, Thatcher, and the Politics of Retrenchment. Cambridge: Cambridge University Press.

Pilegaard, Maria & Martin Bækgaard (2006), “Overlever lokallisterne kommunalreformen?”, pp. 81-101 i Jens Blom Hansen, Jørgen Elklkit & Søren Serritzlew (red.) Kommunalreformens konsekvenser. Århus: Academica.

Pintor Rafael Lopéz & Maria Gratschew (2004). Voter Turnout in Western Europe since

108 / 108

1945. Stockholm: International IDEA. Randers Kommune (2008), mail til Kalundborg Kommune angående erfaringer med

reduktion af antallet af valgsteder (hentet 3. december 2009 på: http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/Sog/ShowFile.asp?p=kalundborg07&ID=27509)

Rasmussen, Erik (1970), ”En definition med kommentarer”, Politica, 3, 2, pp. 29-38 Regeringen (2010), Danmark 2020. Viden > vækst > velstand > velfærd. www.stm.dk. Riker, William H. & Peter C. Ordeshook (1968), “A Theory of the Calculus of Voting”, American Political Science Review, 62, pp. 25-42.

Ritzau, 7. januar 2010, ”Frank J. ønsker flertalsstyre i København”. Serritzlew, Søren (2006), ”Linking Budgets to Activity: A Test of the Effect of Output-

Purchase Budgeting”, Public Budgeting & Finance, pp. 101-120. Skjæveland, Asbjørn, Søren Serritzlew & Jens Blom Hansen (2007), “Konstitueringerne:

De lange knives nat?”, pp. 205-224 i Roger Buch & Jørgen Elklit (red.) Nye kommunalvalg? Kontinuitet og forandring ved valget i 2005. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Statistikbanken. Danmarks Statistiks offentligt og gratis tilgængelige statistiske oplysninger.

Statistisk Sentralbyrå. Statistik om norske kommunalvalg. www.ssb.no. Strukturkommisionen (2004). Betænkning nr. 1434. København: Indenrigs- og

Sundhedsministeriet. Strøm, Henning (2004), ”Sådan blev det kommunale danmarkskort til i 1970” i Jørgen

Frode Bakke & Ulrich Horst Pedersen (red.) Hvorhen Danmark? Perspektiver på kommunalreformen. København: Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Svensson, Palle (2003), Folkets røst. Århus: Århus Universitetsforlag. Sørensen, Eva Moll (2009), Statslig processtyring og lokalt selvstyre – en undersøgelse af kommunale erfaringer, FOKUS-analyse, nr. 40, december 2009. www.fokus.dk.

Tiebout, Charles M. (1956), ”A Pure Theory of Local Expenditures”, The Journal of Political Economy, 64, 5.

TV2 Fyn, 2. januar 2010, “Unge droppede kommunalvalget” (hentet 10. januar 2010 på: http://www.tv2fyn.dk/article/216266:Unge-droppede-kommunalvalget).

Ugebrevet A4 (2009), ”Vælgere dumper kommunalreformen”, nr. 36 2009. http://www.ugebreveta4.dk/2009/200936/Baggrundoganalyse/Vaelgere_dumper_kommunalreformen.aspx.

Velfærdsministeriet (2005), Lovbekendtgørelse nr. 540 af 24. juni 2005. København: Velfærdsministeriet.

Velfærdsministeriet (2009a), Lovbekendtgørelse nr. 144 af 24. februar 2009 (Kommunal- og regionalvalgloven). København: Velfærdsministeriet.

Velfærdsministeriet (2009b), Lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2009 (Folketingsvalgloven). København: Velfærdsministeriet.

Wilson, James Q. (1980). ”The Politics of Regulation”, pp. 357-394 i James Q. Wilson (red.) The Politics of Regulation. New York: Basic Books.

Århus Kommune. Sparekatalog for budgetåret 2007. www.aarhuskommune.dk. Århus Kommune (2007), Delbetænkning vedrørende Århus Kommunes fremtidige styreform, betænkning afgivet af Udvalget vedrørende ny styreform, 26. oktober 2007.

Documents

Lokaldemokratiet efter kommunalreformen