#���;8<4�\PVPbX]Tc 2014

8]cTaeXTf

eg har nok altid lidt troet, at livet var en generalprøve, og at det på et tidspunkt sådan rigtigt ville gå i gang. Men så op-dagede jeg, at livet jo var i fuld gang, og det var der ingen, som havde sagt. Nu er halvdelen måske endda overstået,” siger hun og udbryder:“Shit.”

Lige netop generalprøven har Caroline Henderson brugt i åbningsmonologen til ‘In the House’. For hendes realisering af, at man ikke kan gøre tingene om, mener hun er noget, som alle mennesker kan genkende:

“Jeg synes, livet er gået skræmmen-de hurtigt, og jeg troede, at jeg på et tids-punkt ville nå hen et sted, hvor jeg var

fuldt ud tilfreds. Men jeg tror ikke længere på, at jeg kan blive helt “til-freds”. For jeg er aldrig skråsikker, men altid nysgerrig, og hvis man er som mig, vil man jo altid søge nye veje og oplevelser.”

Nye veje har Caroline Henderson også søgt med forestillingen, der byg-ger på hendes album ‘Lonely House’ fra 2013. For selv om hun i årevis har spillet koncerter og musikteater, er ‘In the House’ noget helt andet.

“Det er skrækindjagende. Det er en fusion mellem en dj-koncert, en videoinstallation og en dramaturgisk fortælling, og jeg aner ikke, hvor godt det vil lykkes. Men hvis det bliver som i mit hoved, bliver det fanta-stisk,” siger hun og udstøder et “HARH!” Det første af mange.

En usikker verdensborger Caroline Henderson er barn af en ameri-kansk far og en svensk mor, og da hun vok-sede op, pakkede hendes mor jævnligt al deres habengut og hev Caroline Henderson og broren med til byer som Paris og New York. Nye skoler, nye venner, nye adresser. Og selv om hun “blev en rigtig verdensbor-ger”, påvirkede det hende:

“I 20’erne var jeg en ung, smuk kvin-de, som førte sig frem. Selvsikkerheden var tiptop, men selvværdet var der ikke. Jeg

var bekymret, bange og ret ensom. Jeg tror ikke, at det er unormalt som ung, men min noget utrygge barndom var med til at gøre mine rum fulde af rod.”

Caroline Henderson husker sine 20’ere som meget svæ-re, selv om et paradoks i hendes liv ville, at hun i den pe-riode også fik sine to ældste sønner, som gjorde hende enormt lykkelig. Faderen til dem mødte hun i København, og hun indså, at hun blev nødt til at skabe et stabilt liv. Så hver gang Caroline Henderson fik trangen til at rejse væk med børnene, stoppede hun sig selv.

“Fordi vi flyttede så meget, da jeg var barn, blev jeg et bange barn, der blev en bange voksen, som blev en bange mor. Men jeg insisterer på udvikling, og derfor arbejdede jeg i mange år med at styrke mit selvværd. Det, at jeg for eksempel gav mine børn en base i København, hjalp dem, men også mig,” siger hun.

Caroline Henderson har nu boet 30 år i København. En by, som hun landede i lidt tilfældigt, og som hun har haft et had-kærligheds-forhold til. Hun ved heller ikke, om København er for evigt. Men sidste gang, børnene var gamle nok, og hun igen fik trangen til at flytte, ville skæb-nen, at hun mødte sin nuværende mand og fik en efter-nøler; endnu en søn, som nu er 11 år.

“JEG INSISTERER PÅ UDVIKLING, OG

DERFOR ARBEJ-DEDE JEG I MANGE

ÅR MED AT STYRKE MIT SELVVÆRD”

9µ8]�cWT�7^dbT¶�Uza�_aT\XTaT� ���^Zc^�QTa�_z�BZdTb_X[Wd�bTcb�bc^aT�bRT]T��3Tc�:^]VT[XVT�CTPcTa���B_X[[Ta�^Vbz� ��^Zc^�QTa�^V�(��]^eT\QTa��7TaTUcTa�cPVTa�U^aT�bcX[[X]VT]�_z�3P]�\PaZb�cda]|��5^a�cda]|_[P]�bT�RPa^[X�]TWT]STab^]�SZ

/,0(RNWB������LQGG����� ����������������