1

Knapinn á hestbaki er kóngur um stund:

et antropologisk studie af turist-

hesterejser i Island

Liv Mørch Malskær

Studienr. 20073748

15. juli 2013

Tegn: 158.018

Vejleder: Ole Høiris

Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

2

Forord

Titlen er en linje fra Einar Benediktssons (1864-1940) digt, Fákar, hvoraf det fulde uddrag

lyder:

“Maðurinn einn er ei nema hálfur

með öðrum er hann meiri en hann sjálfur

og knapinn á hestbaki er kóngur um stund

kórónulaus á hann ríki og álfur”.

Oversat til dansk lyder uddraget som følger:

”Manden alene er ikke andet end halv

sammen med andre er han mere end sig selv

og rytteren til hest er konge for en stund

uden krone ejer han rige og land”.

Digtet er skrevet i 1897 i en tid, hvor islandsk nationalidentitet havde brug for oprejsning

og i den forbindelse var under indflydelse af romantikken, hvori Einar Benediktssons

forfatterskab placerer sig. Jeg har set Benediktssons nationalromantiske fremmaling af

Island, folket og deres lodne små heste genspejlet i mine informanters betragtninger,

hvorfor netop denne linje og dens litterære referencer lægger navn til specialet.

En stor tak til Guðmundur og familien samt alle mine informanter.

3

Abstract

This master thesis examines what tourists from mainly Northern European countries

experience while riding Icelandic horses in Iceland. Furthermore, emphasis is put on the

Icelandic phenomenon, hestaferð, which can be translated as horse travelling. Horse travels

consist of a loose herd of horses, which is being led and driven forward by a number of

front and back riders. The herd provides the riders with fresh riding horses as it allows the

riders to change horses under way and the group can therefore travel as far as up to 50

miles or more per day. Along the way, the people sleep in primitive huts and the animals

rest in paddocks, which are built in the uninhabited highland for the purpose of collecting

sheep in the fall. Horse travelling is commonly used among the Icelanders as a summer

activity but during the past three decades, the tours have developed into a growing tourist

attraction. However, tourist horse travelling in Iceland has not yet been anthropologically

examined despite its increasing popularity among Icelandic horse enthusiasts. Based on a

fieldwork conducted at the Icelandic farm Skálakot, where the owners specialize in horse

travels in southern Iceland, this paper argues that tourists approach Icelandic nature and

farm life with a pre-established romantic gaze. This approach is maintained at arrival

without any significant physical arrangements, but by the self-presentation of the

Icelandic guide/farmer and an invisible front- and backstage on the tours provided by

Icelandic language, which is incomprehensible to most foreigners. As a result, the tourists

mirror themselves and their everyday institutionalized modern lives in Iceland’s

potentially dangerous wilderness. The powerful natural sources become a symbol of an

omnipotent natural force, compared to which human existence seems humble and fragile.

In relation to the phenomenological methodology used in the process of collecting data

during the fieldwork, the tourist-experience of the landscape is also shown to be

established through the movement of the horse and the rhythm of the herd. The Icelandic

horse and its embeddedness in the landscape, allows the horse travelling person to

perceive the moved-in places in a different manner than if travelling by car. In addition to

4

the phenomenological and constructivist examination of the tourist experience, the

anthropological debate on authenticity in tourism is taken into account.

5

Indholdsfortegnelse

Forord ............................................................................................................................................ 2

Abstract ......................................................................................................................................... 3

1. Indledning ................................................................................................................................ 7

2. Feltbeskrivelse ......................................................................................................................... 9

2.1. Skálakot .................................................................................................................................. 9

2.2. Hesterejsen og den islandske hestaferð ............................................................................. 13

2.3. Þorsmörk og Landmannalaugar ........................................................................................ 14

3. Metode .................................................................................................................................... 16

3.1. Feltrolle og sprog ................................................................................................................. 16

3.2. Interviews og deltagerobservation .................................................................................... 18

3.3. Multi-sited etnografi ........................................................................................................... 19

4. Den romantiske natur ........................................................................................................... 19

4.1. Romantikken som periode og den romantiske naturopfattelse ...................................... 20

4.2. Islandsk vildnatur i et naturromantisk perspektiv ........................................................... 21

4.3. Turistboblen teoretisk: spænding og tryghed i islandsk hesteturisme ........................... 24

4.31. Livsstilsbilleder: roller i islandsk hesteturisme .............................................................. 25

4.32. Den konstruerede turistoplevelse: front- og bagregioner .............................................. 40

4.33. Fra hård adventure-turisme til blød adventure-turisme ............................................... 46

4.4. Mødet med naturen i - og udenfor mennesket: det romantiske blik .............................. 50

4.5. Rideferien som et postmoderne biprodukt ....................................................................... 57

4.6. Delkonklusion ...................................................................................................................... 63

5. Den islandske hest ................................................................................................................ 64

5.1. Rejsen til hest: fra ikke-sted til antropologisk sted ........................................................... 65

5.12. Bevægelse og rytme: antropologiske steder i islandsk hesteturisme ............................ 72

5.2. Autenticitetsbegrebets anvendelighed i islandsk hesteturisme ...................................... 82

5.21. Hesterejsen som en autentisk oplevelse .......................................................................... 83

5.22. Eksistentiel autenticitet ..................................................................................................... 87

6

5.3. Delkonklusion ...................................................................................................................... 91

6. Afrunding ............................................................................................................................... 92

7. Referencer............................................................................................................................... 98

7

1. Indledning

Luften, der fyldes med orangerødt støv, lyden af buldrende hove omkring mig og den

ambivalente følelse af fryd og skræk, da jeg med lukkede øjne klamrer mig til sadlen og

langsomt bliver opslugt i flokken af heste, som jeg udtrykkeligt var blevet bedt om at ride

foran og ride stærkt. Sådan husker jeg første gang, jeg blev præsenteret for fænomenet

hestaferð (hesterejse), også kaldet rekstur1 (drive-tur), da jeg som tyve-årig tog til Island for

at arbejde med islandske heste. De havde godt nok sagt, at de ville lukke alle heste ud på

hovedvej ét, men det var, som om jeg ikke kunne tro dem, før dyrene kom tordnende bag

mig som et stort behåret monster med nogle-og-tres hoveder og endnu flere trampende og

stampende ben. Mit selvvalgte ridedyr, der ellers var mageligt anlagt, blev grebet af

stemningen og løb til, men lige meget hjalp det; jeg kunne ikke holde mig foran flokken

som befalet, og mens jeg med sammenpressede øjne og næsen fuld af støv forsvandt i en

kvælende støvsky af heste og sand, overgav jeg mig til flokkens rullende bevægelser, som

nu havde overtaget styringen og mig. Og det var pragtfuldt. Så pragtfuldt, at jeg siden har

redet mange hesterejser, men stadig uden held til at forklare, hvad præcist der fascinerer

mig ved fænomenet. Kort fortalt er en hesterejse flere dages ridning med en flok løse

heste, således at rytterne med jævne mellemrum kan udskifte deres trætte ridedyr.

Undervejs overnatter man hos bekendte eller i hytter, hvor også hestene kan opbevares i

en indhegning. Nogle af disse rejser har for mit vedkommende været turist-hesterejser,

der i løbet af de sidste tre årtier er blevet et udbredt fænomen overalt i Island og tiltrækker

et udenlandsk publikum, som har vist sig mindst lige så entusiastisk omkring hesterejse-

fænomenet som jeg. Selv red jeg med som medhjælper, men turisterne er villige til at

betale et relativt højt beløb for at deltage på de ulukseriøse ture, og min egen fascination

over hesterejsen udviklede sig efterhånden til en interesse i, hvad disse mennesker oplever

herved. Det var tydeligt at mærke, at også de såkaldte hesteturister blev henført til en

1 Ordet rekstur benyttes om kortere ture eller udflugter, hvor hestene drives frem via et køretøj og er uden

ryttere, hvorimod hestaferð bruges om længere ture med flere ryttere.

8

ordløs tilstand, hvis afslutning med jævne mellemrum gav anledning til gråd, og hvis

minde gjorde hesterejsen alle pengene værd. Og hvad kendetegner så denne tilstand,

denne oplevelse, denne følelse af hestaferð? Det er i store træk, hvad nærværende speciale

har til formål at besvare.

Til at undersøge ovenstående problemstilling har jeg foretaget et feltarbejde

på Island, som interesserer sig for, hvad personer oplever ved at ride islandske heste på Island

med særligt henblik på den islandske hesterejse i turismen. Eftersom feltarbejdet er udført på en

gård, som udbyder turist-hesterejser, består hovedinformantgruppen af hesteturister og

ansatte på gården. Jeg skriver mig således ind i et antropologisk felt om turisme, hvor den

islandske hesterejse endnu ikke er blevet behandlet. Foruden en feltbeskrivelse og et

efterfølgende metodeafsnit, som tilsammen skal give læseren en forståelse af turist-

hesterejserne, min rolle i felten og dataindsamlingens metodiske konsekvenser, er

specialet opdelt i to dele, som beskæftiger sig med rideoplevelsen i Island ud fra to

forskellige analytiske og tematiske vinkler. De to hovedafsnit fokuserer på hver sin side af

samme sag, nemlig naturen og islænderhesten, som fremstår uadskillelige, men helt

centrale for informanternes oplevelse af ridning i Island.

Første del, ”Den romantiske natur”, er en løbende beskrivelse og analyse af de

værdisymbolske konstruktioner, der gør sig gældende i felten og påvirker oplevelsen både

før, under og efter. Som overskriften indikerer, påpeger jeg i dette kapitel parallellerne

imellem turisternes oplevelse af Islands natur og Romantikkens natur- og helhedstanke.

Første halvdel er således en undersøgelse af informanternes romantiske naturopfattelse og

dennes betydning udført med et postmoderne analyseapparat og udgør en form for

rammeteori, der tillader mig at ændre fokus til informanternes erfaring af fænomenet med

særligt henblik på hesten i anden halvdel. Anden del, ”Den islandske hest”, er en

fænomenologisk undersøgelse af islænderhestens betydning for oplevelsen. Naturen og

hesten er som sagt de primære attraktioner på hesterejsen og uadskillelige; hesten fremstår

som en del af naturen og omvendt. Derfor udgør anden del en fortsættelse af den første

9

trods ændringen i den analyseteoretiske vinkel, og specialet som helhed har til formål at

belyse det islandske fænomen hestaferð på grundlag af empirien frem for teoretiske

strategier. Hvad der måske kan forekomme som et analyseteoretisk brud imellem de to

hovedafsnit, er et forsøg på at betragte fænomenet i sin helhed og bevare kontakten og

dermed validiteten til det indsamlede materiale. Specialet skal altså læses og forstås i sin

helhed, og todelingen tjener til at overskueliggøre det tematiske indhold og

læseoplevelsen. Som et led heri fremstilles materialet og analysen løbende inden for de

tematikker, der præsenteres i de forskellige underafsnit. Opgaven afsluttes med en

perspektiverende afrunding.

2. Feltbeskrivelse

Nærværende speciale baserer sig på tre måneders feltarbejde på gården Skálakot og

ruterne ind i højlandet til henholdsvis Þorsmörk og Landmannalaugar. Følgende er en

introduktion til og beskrivelse af gården, hvorfra hesterejserne tager sit udgangspunkt, og

det islandske fænomen, hestaferð.

2.1. Skálakot

Min adgang til Skálakot er foranstaltet af Guðmundur Jón Viðarsson, hvem jeg har kendt

igennem flere år. Mod at stille min arbejdskraft til rådighed fik jeg adgang til stedets

turister og hesterejser, men dette reciprocitetsforhold blev dog erstattet af et decideret

ansættelsesforhold ved min ankomst, idet jeg på gården først og fremmest blev betragtet

som ansat med løn og siden som antropolog med en etnografisk dagsorden (Mauss 1990).

Guðmundur og hans kone Jóhanna, bor på gården Skálakot, der er beliggende ved foden

af Eyjafjall på Islands østkyst imellem byerne Hvolsvöllur og Vík. Gården er omgivet af

smuk natur, og bestiger man en smule af bjerget i baghaven, får man udsigt til

10

Vestmannaeyjar2 og havet, der omgiver den. Parrets yngste datter på 14 år, der ligesom

resten af landets skoleelever har tre måneders sommerferie, og sønnen på 24 år bor på

stedet og hjælper til med henholdsvis turisterne og landbruget. Guðmundur overtog

gården efter sin far i 1985, og siden har Skálakot fungeret som stutteri, fårefarm og

vandrehjem3. I 1987 indgik Guðmundur og Jóhanna et et samarbejde med Eldhestar, som

er det ene af to store selskaber i Island, der sælger hesterejser, hvoraf det andet er Ishestar.

Eldhestar tilbyder et større udvalg af kortere og længere hesterejser fra forskellige

lokaliteter på Island, men et fåtal af stederne er private gårde ligesom Skálakot. Her på

gården kan man vælge mellem flere ruter i Østisland, hvoraf turerne til Landmannalaugar

og Þorsmörk er de mest populære og sælges over Eldhestars hjemmeside. Tidligere blev

turene guidet af en ansat fra Eldhestar, men de sidste 10 år har Guðmundur med sin lokale

viden om stederne, historien og sagaerne selv fungeret som guide på hesterejserne.

Efterhånden blev også kokken skiftet ud, og til trods for at Jóhanna efter eget udsagn

hader at lave mad, smager det, hun laver, pragtfuldt. Selvom Skálakot afhænger af

udefrakommende arbejdskraft over sommeren, bærer virksomheden præg af at være et

familieforetagende, og parrets tre børn har alle været en større eller mindre del af

turistridningen igennem årene. Under dette feltarbejde udført sommeren 2012 var den

yngste datter fast inventar på næsten alle turene til Þorsmörk, hvor hun sammen med sin

far er kommet hele sit liv, og ud over at være et arbejde er sommerens intensive turist-

ridning en livsstil for de implicerede. Grundet klimaforholdene starter turistsæsonen for

hesterejser sidst i maj og slutter i begyndelsen af september, og turistridningen samt de

øvrige gæster optager hele sommerperioden med ca. en uges mellemrum imellem turene.

Stutteriet forsyner turistforetagenet med gode tøltheste, og fåreavlen sikrer, at der altid er

rigeligt af lammekød på turene. Ofte hænder det, at en turist bliver særligt glad for en af

hestene og køber denne lidt ekstraordinære souvenir med hjem, hvorved hesteturismen

også supplerer stutteriet med mulige købere. Mange af turisthestene er endvidere heste,

2 Vestmannaøerne. 3 Desuden driver parret et hotel i Vík.

11

som Guðmundur har erhvervet sig billigt eller byttet sig til, fordi de ikke har fungeret som

ridehste på stald, men vist sig som udholdende tøltere på tur med flokken.

Ud over hesterejserne tilbyder stedet også kortere rideture af en-to timers

varighed i den såkaldte hestaleiga (hesteudlejning) og bondegårdsophold med halv- og

heldags ridning. Hestene udlejes altid med en guide, som sørger for turisternes sikkerhed

og dyrenes velfærd under ridningen, og denne guidefunktion udgjorde den væsentligste

del af mine arbejdsopgaver. Eftersom hesteudlejningen er åben uden tidsbestilling, kan

turisterne komme forbi på alle tidspunkter af døgnet. Når der var kunder i

hesteudlejningen, betød det derfor, at jeg måtte smide, hvad jeg havde i hænderne, stå op

igen, selvom jeg var gået i seng, eller droppe middagsmaden, alt sammen med et mere

eller mindre tvungent smil på læben og venlighed i stemmen. De andre ansatte, som kom

og gik over sommeren, og jeg forsøgte at fordele rideturene ligeligt imellem os, men des

længere tid en ansat havde været på gården, des mere ilde til mode blev personen, jeg selv

inklusiv, når en fremmed bil kørte over risten nede ved vejen og op mod gården, idet dette

kunne være potentielle hesteleje-kunder. For mig personligt var lyden af ristens klapren

under bildækkene ens betydende med, at jeg igen måtte besvare de samme velkendte

spørgsmål og venligt prøve at modbevise eventuelle forfejlede forestillinger om

islænderhesten, hvoraf der tilsyneladende er en del i omløb4. Lyden blev frem for alt en

konstant påmindelse for os ansatte om, at vi aldrig havde fri men altid potentielt var på

arbejde, og andre forefaldende opgaver, så som vedligeholdelse af seletøj, hjælp til

skoning af hestene eller rengøring af stedets faciliteter, var langt mere attraktive for mig

des længere tid, jeg tilbragte på stedet. Omvendt opnåede jeg en større personlig kontakt

med flere af hesteleje-turisterne end med turisterne på hesterejserne, idet jeg på

tomandshånd eller med en mindre gruppe i skridtgang havde bedre mulighed for at

samtale. På hesterejserne var arbejdet mere konstant, idet ridningen optog det meste af

4 Den hidtil mest forvanskede påstand om den islandske hest var en tysk kvinde, der hårdnakket fastholdt,

at racen kunne omdanne fedt til vand og derved klare sig i ugevis uden drikke.

12

dagen og foregik i hurtigt tempo, og morgen- og aftensmaden samt den efterfølgende

opvask optog den resterende del. På trods af ansatte og gæster bor og lever tæt sammen

på turene, eller måske netop på grund heraf, krævede det for mit vedkommende en ekstra

indsats at være social med turisterne, når det jeg havde allermest lyst til i mine frie stunder

var at sove eller i det mindste lade som om. Tilskyndet af mit etnografiske projekt fik jeg

dog indhentet både spændende samtaler og interviews undervejs, men de eneste

personlige bånd, jeg har knyttet, er til andre ansatte eller lokale personer. Arbejdet som

beskrevet foretages hovedsageligt af udenlandske piger, som bruger deres sommerferie på

at ride med turister til en relativt lav løn trods det fysisk og psykisk udmattende arbejde.

Mange af pigerne, der ligesom turisterne kommer fra nordeuropæiske lande, hvor den

islandske hest er mest udbredt, er gengængere fra tidligere år og med Guðmundurs ord

„ein af stelpunum minum“ (en af mine piger). Disse piger, der trods den misledende

betegnelse befinder sig i alderen 20-60 år, er ofte enten i gang – eller færdige med en

længerevarende uddannelse, og for især den sidste gruppe er det økonomiske aspekt

underordnet interessen i islænderhesten og hesterejserne. Flere af hjælperne på turene er

endvidere ulønnede personer, som kender Guðmundur og rider med på én eller flere

hesterejser uden betaling mod at agere personale over for gæsterne, og det er altså ikke

hesteudlejningen og de korte ture rundt om gården, der tiltrækker den billige arbejdskraft.

Det kræver ingen særlige ridekundskaber at ride med turister, men de ansatte skal have et

basalt kendskab til heste og ridning og ikke mindst være imødekommende og venlige

over for klienterne, som udgør turismens forretningsgrundlag. Derudover er det vigtigt, at

personalet er opmærksomme på, hvilke heste der passer til den enkelte rytter, således at

gæsterne får en god rideoplevelse, hvilket Guðmundur utrætteligt minder sine ansatte om.

Undervejs på turene fortæller han historier og stedsbundne sagn om fortids bedrifter, de

fleste mundtligt overleveret af Guðmundurs far, og man fornemmer tydeligt islændingens

personlige engagement i sit land og sin egn, som sammen med ridningen skaber en

helstøbt oplevelse og dermed tilbagevendende gæster. Denne sommer resulterede

13

Skálakots evne til at skabe en personlig oplevelse imidlertid i nogle turisters negative

evaluering af Eldhestar, hvis guider tager imod og rider med gæsterne hos Hotel

Eldhestar i Hveragerði dagen inden gæsternes ankomst til Skálakot. I Eldhestars

evalueringsskema beskrev turisterne, at de følte sig „sat på samlebånd“ hos Eldhestar og

kontrasterede oplevelsen hos turistselskabet med oplevelsen i Skálakot5. Dette skabte

utilfredshed i ledelsen hos Eldhestar, og som en konsekvens af uenigheden de to parter

imellem gjorde Skálakot sig uafhængig af Eldhestar umiddelbart efter dette feltarbejdes

afslutning. Hesterejserne til Þorsmörk og Landmannalaugar udbydes nu direkte hos

Skálakot, som fortsat udvikler ferieløsninger med eller uden ridning.

2.2. Hesterejsen og den islandske hestaferð

Ordet hestaferð betyder hesterejse og betegner to eller flere personer, der rejser med en

gruppe løse heste. Der skal som minimum være en front- og en bagrytter til at styre

flokken, som på baggrund af hestenes flokinstinkt følger frontrytterens hest og drives

fremad af den bagerste rytter på baggrund af flugtinstinktet. Undervejs udskiftes rytternes

trætte heste med en frisk, og man kan således rejse op mod 80 km eller længere på en dag,

hvilket er langt mere end en enkelt hest kan udholde. Fænomenet er udbredt i Island og

stammer fra den tidligste befolkning, de såkaldte landnamsmænd eller vikinger, hvis

eneste transportmiddel var deres medbragte heste, som senere har udviklet sig til den

hesterace, vi i dag kender som islænderhesten. Det er dog tvivlsomt, at disse første rejser

foregik med løse heste, eftersom terrænet var uudforsket og ufremkommeligt. Datidens

hesterejser foregik angiveligt med håndheste6. Nu til dags er hesterejserne hjulpet på vej af

offentlige folde langs vejene, hvor man kan standse sin flok og holde hvil, et ridespor, som

følger de fleste veje uden for hovedstaden, og ikke mindst af bilen, som bærer al bagage og

foder til både mennesker og dyr. Undervejs på turen overnatter rytterne i primitive hytter

5 Denne udvikling opstod fuldstændigt uafhængigt af feltarbejdet, og der er ingen sammenhæng imellem de

to. 6 En eller flere heste, der er tøjret til hinanden og en rytter.

14

med dertilhørende indhegninger, og grundet sommerens mange hesterejser skal disse

forudbestilles, og der skal køres hø ud til stederne i højlandet, hvor ingenting kan gro.

Nutidens hestaferð er ligeledes brugt blandt islændingene som en sommerferieaktivitet,

især på de mange gårde, der lever af at avle og sælge heste til ind- og udland. For disse

mennesker er hesterejsen et afbræk fra hverdagen, men også en måde, hvorpå man kan

træne dyrenes ridefærdigheder, idet flokinstinktet aktiverer hestenes løbeglæde eller

såkaldte vilje og dermed bæring og benløft, hvilket er vigtigt i sporten.

2.3. Þorsmörk og Landmannalaugar

Skálakot udbød i løbet af feltarbejdet to rejsedestinationer igennem Eldhestars hjemmeside

til henholdsvis Þorsmörk og Landmannalaugar. Naturreservatet Þorsmörk ligger over for

Skálakot, men på den anden side af bjergene Eyjafjöll. Ruten førte rundt om bjergene og

gletcheren Eyjafjallajökull ind i landet og ind i Þorsmörk. Turen varede fire dage, hvoraf

den første dag bestod af ridning på gården, og krævede det laveste niveau af

ridefærdigheder. Gæsterne startede hesterejsen fra vandfaldet Seljalandsfoss, og det tog en

dag at ride ind i Þorsmörk, hvor gæster og personale overnattede i hytter i dalen

Húsasalur, og hvorfra man den følgende dag red ture ud i området til bl.a. kløften

Stakkholtsgjá. Den sidste dag red gæsterne med flokken ud af Þorsmörk, og grundet sin

korte varighed og dermed også lavere pris var turen populær og hyppig.

15

Landmannalaugar-turen varede syv dage og krævede det højeste niveau af

ridefærdigheder, eftersom distancen var længere, og rytterne tilbragte seks-ni timer i

sadlen for at tilbagelægge 50-80 km hver dag. Turistsegmentet på disse turer, hvoraf der

afgik tre, var derfor mere erfarne ryttere, som ønskede en mere ekstrem vildnaturs-

oplevelse. Gæsterne startede hesterejsen fra Fljótshlíð og overnattede undervejs i Emstrur,

Hólaskjól, Landmannalaugar, Landmannahellir og endnu en nat i Emstrur på vejen hjem,

hvor de sov i simple hytter, som de lokale bruger, når fårene bringes på stald i efteråret.

Naturen varierede på ruten, som førte hesterejsen fra det grønne lavland op i højlandet,

igennem den sorte og altid vindblæste sandørken, Mælifellssandur, imellem gletchierne

Mýrdahlsjökull og Torfajökull inden ankomsten til turens hovedattraktion,

Landmannalaugar.

16

Til min store undren skinnede solen uden større vejrudsving næsten hele

sommeren, hvilket uundgåeligt har forsødet både turisternes ferie og undertegnedes

feltarbejde. Island har således vist sig for mine informanter fra sin bedste side, og turene er

forløbet uden større problemer.

3. Metode

Feltarbejdet til dette speciale er gennemført med fokus på informanternes oplevelse af

ridning i Island. For at opnå bedst muligt indblik heri har jeg benyttet mig af en

fænomenologisk metode i form af interviews og deltagerobservation. Følgende er en

præsentation af, hvordan jeg har indsamlet mit materiale, og hvorledes dette har påvirket

mine data.

3.1. Feltrolle og sprog

Grundet at min adgang til Skálakot og stedets informanter har været arbejdsrelateret, har

jeg været intensivt tilstede i felten og fået et indblik i, hvordan man som ansat kan opleve

17

en sæson med islandsk hesteturisme. Dette har givet et bredere og mere detaljeret

perspektiv, end havde jeg foretaget feltarbejdet alene i rollen som turist. Mit

forhåndskendskab til Island, den islandske hestekultur og Skálakot har betydet, at jeg har

reflekteret grundigt over min egen rolle i felten. Cato Wadel skriver i ”Feltarbejd i egen

kultur”: ”Det kan være vanskeligere å få tak i mange forhold i vår egen kultur enn i en

fremmed kultur, nettopp fordi de tas for gitt” (Wadel, 1991: 18). Jeg har mødt mit felt med

bevidstheden herom, men idet jeg ikke tidligere har arbejdet i Skálakot eller med turister i

øvrigt, opfatter jeg dette forhold som en del af den antropologiske postmoderne

problemstilling, nemlig diskussionen om overhovedet at kunne ”grasp the native’s point

of view” (Geertz 1974: 3). Min lokale position som Líf7 er således udgangspunktet for

denne etnografiske undersøgelse, og dermed også dette feltarbejdes styrke og svaghed

(Hastrup 1998: 5). En af fordelene ved mit forhåndskendskab til felten er sproget. Mine

islandskkundskaber har trods visse begrænsninger givet mig adgang til information og

observationer, som ikke blev delt eller udtalt på turistsproget sengelsk. Omvendt er den

etnografiske indsamling begrænset af, hvilke informationer man via insiderrollen som

ansat kan få adgang til blandt turistinformanterne. Dog har det ikke medført nogen

bemærkelsesværdig problemstilling (Spradley 1980: 57). Jeg har endvidere ofte interviewet

mine informanter på deres modersmål, eftersom mange af turisterne kom fra

skandinaviske lande. Sproget „introduces its own evaluations upon the world“, og jeg har

forsøgt at lade mine informanter forklare sig på deres eget sprog med de ord, de fandt

bedst egnede hertil (Hastrup 1998: 64). Forståelsen gik imidlertid sjældent begge veje, så

spørgsmålene er hovedsageligt adspurgt på engelsk, hvilket ligeledes har givet mine

informanter et fælles udgangspunkt for besvarelse. Jeg har tilstræbt at ændre så lidt som

muligt i de udsagn, som bruges i dette speciale, men norske, svenske og islandske citater

er oversat til dansk fremfor engelsk, grundet de nordiske sprogs mange ligheder og mit

7 Mit navn, Liv, på islandsk.

18

ringe kendskab til svensk og norsk retstavning. Interviews med danske informanter er

gennemført på dansk.

3.2. Interviews og deltagerobservation

Mine informanter består af ansatte i Skálakot, lønnede og ulønnede, og turister, hvoraf den

sidste gruppe udgør den største. Ud over feltnoter består materialet af 20 båndede

interviews – og fokusgruppeinterviews samt 20 go-along-interviews (Krusenbach 2003).

Krusenbach beskriver, hvordan antropologens fænomenologiske spørgsmål kan

intensiveres i sin form ved at spørge informanten om, hvad han/hun oplever, imens

fænomenet erfares. Denne metode har vist sig yderst vellegnet for nærværende feltarbejde

i kraft af tre ting: 1) det har været nemmere at konkretisere mine spørgsmål over for

informanterne, idet jeg har kunnet relatere spørgsmålene til den konkrete situation, 2)

interviewet har virket naturligt i situationen, og 3) grundet rollen som ansat har det været

nødvendigt at interviewe informanterne, imens vi red, grundet arbejdets omfang. Med

udgangspunkt i det kvalitative interview har jeg brugt en semistruktureret interviewguide

til at udforske mine informanters „indre livsverden“ (Brinkmann og Kvale 2009: 196).

Svend Brinkmann og Steinar Kvale arbejder med seks analysetrin, hvoraf de tre første

relaterer sig til selve interviewsituationen. Først beskriver interviewpersonen sin

livsverden, herefter opdager interviewpersonen selv nye relationer i løbet af interviewet,

og til sidst kondenserer og fortolker intervieweren den interviewedes udsagn og lader

informanten forholde sig til analysen (Brinkmann og Kvale 2009: 217). Heraf har tredje

trin, at præsentere analysen over for informanten, været besværliggjort af etiske årsager,

idet det kunne være negativt for Skálakots integritet og informantens egen ferieoplevelse

at bryde den illusionistiske del af turistfænomenet. Jeg har derfor ikke konfronteret mine

informanter indgående med de uoverensstemmelser, der skulle være imellem deres

oplevelse af hesterejsen og min insiderviden eller antropologiske betragtninger. Det har

ikke været muligt at anonymisere Skálakot og familien på gården grundet en nødvendig

19

brug af stednavne og geografiske beskrivelser, men af hovedsageligt formmæssige årsager

har jeg valgt at anonymisere mine informanter.

3.3. Multi-sited etnografi

Min felt og mine data er grundet turismens art multi-sited etnografi og trækker tråde ikke

blot fra Skálakot og ind i Þorsmörk, Landmannalaugar og længere ind i det islandske

højland, men også på tværs af landegrænser, hvorfra turisterne kommer med deres egen

kultur og forventninger til, hvad de ønsker at opleve. Gupta og Ferguson beskriver i

”Beyond ’Culture’: Space, Identity, and the Policy of Difference”, hvordan globaliseringen

og menneskenes ustandselige færden på tværs af kulturelle og geografiske grænser

nødvendigvis må åbne etnografien op og udvide antropologens opfattelse af, hvornår det

antropologiske felt begynder og slutter. Mit materiale knytter sig geografisk til Skálakot,

som jeg betegner som min felt, men også til store områder af Østisland og mange

hovedsageligt skandinaviske lande, hvorfra de rejsende er kommet.

4. Den romantiske natur

Rideturisternes oplevelse af ridningen i Island er præget af de forventninger, gæsterne

havde inden ferien. Det er derfor vigtigt at forstå baggrunden for gæsternes ferievalg,

eftersom denne er med til at forme den efterfølgende oplevelse. Selvom mange varer har

haft et prisfald i landet grundet kursændringer efter kreppan (krisen) i 2008, er rideferierne

ikke blevet billigere, idet de betales i euro. Flere af mine informanter havde derfor sparet

sammen til ferien i årevis, og islandsk hesteturisme er en dyr fornøjelse for en almindelig

lønmodtager8. Så hvad er det, der gør, at turisterne er villige til at betale de mange penge?

Flere af gæsterne havde også interesse for Islands historie og sagakultur men langt

størstedelen nævnte naturen og hesten som de primære årsager til, hvorfor denne

8 Otte dages ridt til Landmannalaugar koster 1.850 EUR og fem dages ridt til Thorsmørk koster 1.090 EUR

eksl. fly (http://www.eldhestar.is/?c=webpage&id=121 den 10.02.2013).

20

ferieform fremstod attraktiv. En stor del af rideturisterne foretrækker i det hele taget

naturturisme frem for storbyferie, hvad enten det er strandferie, kanoferie, vandrerferie

eller andre måder at komme ud i naturen på.

Dette afsnit omhandler turisternes opfattelse af naturen på Island, som i høj grad er

udgangspunktet for deres ferievalg og derfor med til at præge ferieoplevelsen både før,

under og efter. Det følgende er en gennemgang af den romantiske naturopfattelse og de

tydelige fællestræk, som den har med rideturisternes naturperspektiv. Afslutningsvis ser

jeg nærmere på sammenhængen imellem den naturromantiske tendens og turistsegmentet

på hesterejserne i et samfundsmæssigt perspektiv.

4.1. Romantikken som periode og den romantiske naturopfattelse

Romantikken som periode indeholder flere understrømninger og overlap af andre

perioder og strækker sig fra slutningen af det 18. århundrede og helt frem til starten af det

20. århundrede. Den opstod i de tyske lande og spredte sig i forskellige varianter til især

Skandinavien, England, Ungarn og Holland (Kragh 2008: 107). Strømningen satte fokus på

menneskets, i særlig grad kunstnerens, forbindelse med naturen og genindførte den

guddommelige magt i form af en sammenhængskraft, der gennemtrængte helheden på

alle niveauer (Høiris 2008: 11). Denne verdensånd lå i naturen og forbandt alle

enkeltdelene og individet med den større helhed, som kun særligt udvalgte, naturforskere

og kunstnersjæle blev indviet i via deres kreative virke og naturlige intuition. Guldalderen

blev symbolet på en tid, hvor paradis var på Jorden, og alt hvilede i fred og harmoni.

Romantikken forsøgte at genforene det guddommelige med det Jordiske, hvilket skete

igennem Guds egen natur. Her lå potentialet for en genetablering af menneskets tilværelse

til en altomfattende sammenhængskraft, altet, som var gået tabt i Oplysningstidens

åndløse beregninger. ”Verden er dyb. Og kun de flade ånder fatter det ikke”, skrev

21

romantikeren og symbolisten Johannes Jørgensen i tidsskriftet ”Taarnet”9, som han

redigerede og udgav som en modreaktion på den rationelle og ’flade’ verdensopfattelse,

der igen vandt indpas med moderniteten. Det dybe menneske kunne forsøge at genskabe

den harmoni og forbundethed, som Gud havde skænket naturen og dens love i enten en

panteistisk10 eller dualistisk11 natur; naturen var den synlige ånd, og ånden var den

usynlige natur, som den tyske kerneromantiker Friedrich Schelling (1775-1854) udtrykker

det (Kragh 2008: 107). Det er denne naturens ånd, som er essentiel for rideturisternes

naturoplevelse, og følgende er en gennemgang og analyse af rideferien på baggrund af

romantisk påvirkning.

4.2. Islandsk vildnatur i et naturromantisk perspektiv

Modsat 1800-tallets religiøse naturopfattelse, som baserede sammenhængskraften på Guds

ånd, altet, så dyrker rideturisterne en i selve naturen forankret kraft. Det guddommelige

aspekt er relevant for forståelsen af den romantiske naturtankes opståen og udbredelse,

men ikke længere central for anvendelsen af begrebet i en nutidig sammenhæng. Det er til

gengæld den overbevisning og tro, hvormed informanterne dyrker naturen og det

naturlige. Uden at sammenligne turisternes naturdyrkelse med romantikernes religiøse

Gudsdyrkelse i øvrigt, så bærer informanternes udsagn præg af, at naturen betragtes som

en slags oprindelig skabelseskraft:

”At komme til Island er lidt ligesom at komme til Jordens begyndelse, tænker jeg på. Når

man sidder derhjemme og tænker på, at man skal til Island, så tænker man ’åh nej, bare

der nu ikke kommer et vulkanudbrud’. Når man er her, så tænker man ’årh, bare et lille

9 Udgivet fra oktober 1893 til september 1894. 10 Af de græske ord pan, som kan oversættes til alt, og teos, som betyder gud. Betegner universalromantikkens

udbredte organismetanke og beskriver, hvordan gud er til stede i altet: "Ånden slumrer i stenen, drømmer i

planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket", som Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling

(1775-1854) udtrykker det. 11 En nyplatonisk transcendental guddommelighed, hvori kunstneren kan blive indviet igennem naturen,

men ej indgå, før det jordiske liv er forbi.

22

ét’. Det er så råt, det er så basisnatur, det er lidt ligesom Jordens begyndelse” (38-årig

kontoransat dansk kvinde).

Citatet viser, hvordan naturkræfterne, i dette tilfælde konkretiseret ved et vulkanudbrud,

på én og samme tid virker farlige og dragende. Det golde landskab, som ligger åbent for

vind og vejr, får Island til at fremstå ugæstfrit og råt, og menneskene her må indordne sig

efter naturens luner i langt højere grad end i Europa, hvorfra en stor del af turisterne

kommer12. Da denne turist befandt sig i sit hjemland, frygtede hun den voldsomme natur.

Nu, da hun er ankommet til Island, beundrer og betages hun af den og fantaserer om at

komme endnu nærmere de store naturkræfter og den oprindelighed, de repræsenterer,

nemlig ’Jordens begyndelse’.

Thorhallur Gudlaugsson og Gunnar Magnússons undersøgelse, ”North

Atlantic island destinations in tourists' minds”, fra 2012 viser, at udenlandske turisters

forestilling om Island i høj grad er præget af vildnaturforestillinger:

”The biggest category is nature and scenery (geysers, wild nature, scenery, volcano/lava,

waterfalls, mountains, glaciers, nature, water, clean, cold, skies)” (Gudlaugsson og

Magnússon 2012: 118).

I årtier har Ferðamálastofan (The Icelandic Tourist Board) brugt marketing-slogans så som

“Iceland naturally”, ”Nature the way nature made it” og “Pure, natural, unspoiled”,

hvilket er en del af årsagen til forestillingen om Island som uspoleret og ren vildnatur

(Gudlaugsson og Magnússon 2012: 115). Denne forestilling understøttes af det lave

indbyggertal i kombination med højlandets omfangsrige areal, der udgør 40 procent af

landet (Sæþórsdóttir 2010: 26). Turisterne forbinder derfor Island med de ovenfornævnte

naturfænomener allerede inden deres ankomst til landet, og ifølge Gudlaugsson og

Magnússon er det den vilde natur, som udgør den overordnede turistgruppes

12 Med undtagelse af vulkanudbruddet i 2010, da Eyafjallajökull ikke kun forstyrrede hverdagslivet på den

islandske østkyst men også lammede flytrafikken i det meste af Europa.

23

hovedinteresse i og formål med at besøge landet. Fænomenernes kraftfuldhed vidner om

en natur, som ikke kan styres eller tæmmes af mennesker. Vandet, der vælter sig larmende

ud over bjergsider, damper op fra en glohed kilde eller krænger sin isnende kappe ud over

en gletsjer, er en allestedsnærværende påmindelse om den islandske naturs utrættelige

energiressourcer. Vulkanen opfattes derfor ikke længere som en trussel, men bliver et

symbol på en større grundlæggende urkraft, som rideturisterne ønsker at komme i

kontakt med på deres ferie. Vulkanentusiastens ønske om et mindre udbrud skal altså

forstås som et ønske om at opleve naturens styrke og ikke en naturkatastrofe i sig selv.

Forståeligt få charterturister tager til Thailand med forhåbningen om en tsunami, heller

ikke ’bare en lille én’. Rideturisterne forbinder naturkræfterne på øen med renhed,

oprindelighed og vitalitet. Det thailandske naturfænomen, som er mindst lige så kraftfuldt

som et vulkanudbrud, men også langt farligere, repræsenterer ødelæggelse, urban

skrøbelighed og død. Turistens ønske om ’et lille’ vulkanudbrud skal derfor ikke opfattes i

bogstavelig forstand, men snarere som et udtryk for en romantisk opfattelse af

naturfænomenernes kraft.

Turisternes søgen efter og betagelse af naturkraften ligger i forlængelse af

romantikernes enhedstanke, som dyrker naturens forenende og altomfattende naturlove:

”Der var altså efter naturromantisk tankegang noget, der var fælles for al natur og alle

naturfænomener, men dette var ikke materielt eller blot fysisk måleligt. Det var en

grundlæggende kraft, som var det umiddelbare udtryk for de i naturen iboende love, og

som i sidste instans kunne spores tilbage til Guds tanke” (Kragh 2008: 117).

Rideturisterne forfølger ikke naturens love til det hinsides lige som romantikerne, men

dyrker det naturlige i en grad, som kan minde om religiøsitet uagtet mine informanters

eventuelle religiøse overbevisning i øvrigt. Opfattelsen af naturen som menneskets kilde

til noget oprindeligt, autentisk, ægte og smukt er fælles for romantikernes og turisternes

naturtanke:

24

”Det er lidt som meditation. Jeg tror, der er noget i naturen, som vi ikke kan få på andre

måder. Måske ikke for alle mennesker, vi er jo forskellige, men sådan er det for mig” (38-

årig kvindelig, svensk key-account-manager).

Det er fænomenerne tilsammen, floderne, vinden, vandfaldene, vulkanerne, gletsjerne og

de lyse sommernætter, som turisterne finder interessant og afvekslende.

På turen til Þorsmörk skal gæsterne den tredje dag krydse floden Krossá.

Guðmundur og dermed guiden vurderer fra gang til gang, hvorvidt det er forsvarligt at

ride over, eftersom strømmen til- og aftager i Krossá efter vejr og årstid. Gæsterne bliver

instrueret i, hvordan man rider mod den første rytter, som har krydset floden, og ikke

ekvipagen foran, da hestene driver langsomt med strømmen og dermed ændrer kurs.

Falder hest og rytter i et hul, er strømmen stærk og kan suge dem begge ned under

overfladen og mange hundrede meter med sig, og Krossá er ansvarlig for at have taget

flere menneskeliv. Mange informanter13 fremhævede flodkrydsningen som noget sjovt,

fordi det var udfordrende og farligt. Trods våde sko og bukser glædede de fleste sig over -

især bagefter - at have befundet sig midt i en åre af den islandske naturs fossende

vandmængder. Flodkrydsningen kan betragtes som en slags metonymi over ferien som

helhed, fordi turisterne oplever at komme tæt på, og i dette tilfælde ud i, naturkræfterne,

hvilket tillader dem at mærke fænomenet på egen krop, men under ordnede forhold.

Turistrammerne og guiden skaber muligheden for, at rideturisterne for en stund kan

opleve at indgå i naturkraften, men stadig føle sig trygge, hvilket uddybes yderligere i

følgende afsnit.

4.3. Turistboblen teoretisk: spænding og tryghed i islandsk hesteturisme

Flodkrydsningen beskrevet ovenfor er et passende eksempel på turisternes ønske om at

opleve ’vild’ natur og ’rigtige’ islandske heste uden dog at løbe nogen sikkerhedsmæssig

13 Enkelte udtrykte dog ubehag ved flodkrydsningen, fordi de følte sig utrygge ved den stærke strøm.

25

risiko. Dette tilbyder rideferien. Gæsternes forventning om og oplevelse af at indgå i

naturen og den selvovervindelse, der er forbundet hermed, indebærer imidlertid, at

turisterne går på kompromis med turistrammen. Arrangøren, i dette tilfælde Skálakot,

muliggør vildnaturoplevelsen, men den opstillede turistramme skal i bedste fald skabe

tryghed dog uden at udfordre oplevelsens autenticitet. Følgende er en gennemgang af

spændingsmomentet i forhold til islandsk livsstilsimage og en analyse af, hvordan

turistoplevelsen konstrueres på baggrund af Erving Goffman’s (1922-82) teori om front–

og bagregioner. Slutteligt ser jeg nærmere på sikkerheden i islandsk hesteturisme, som er

en altafgørende faktor for ethvert turistforetagendes overlevelse.

4.31. Livsstilsbilleder: roller i islandsk hesteturisme

Rideturisternes fascination af den barske og vilde natur må ikke forveksles med vovemod,

idet kontakten til naturen netop formidles af et turistforetagende og vidner om et behov

for tryghed hos informanterne. Gudlaugsson og Magnússon viser i deres materiale, at

rejsende på Island opfatter øen som værende en tryg rejsedestination i kraft af de

indfødtes venlighed, men også et sted, hvor turisten har mulighed for at opleve frihed og

tage på eventyr:

“they [turisterne] believe the country to be friendly, calm, relaxed and secure and to offer

people freedom and the chance of solitude. Results from the structured survey indicate

that the image tourists in general have of Iceland as a tourist destination is of a country

that is a safe place to visit, offers opportunity for adventure, is friendly and hospitable and

possesses scenic and natural beauty” (Gudlaugsson og Magnússon 2012: 19).

Turisternes forventning om en mulighed for at være alene i naturen i kombination med

deres opfattelse af Island som en tryg rejsedestination skaber netop ”[the] opportunity for

adventure”, hvilket hesterejsen må siges at være. Mødet med den eftertragtede, men også

farefulde vildnatur under trygge turistrammer skaber et spændingsfelt, hvori turisten kan

26

udleve sin drøm om at komme tæt på heste– og naturkræfterne dog uden at løbe nogen

sikkerhedsmæssig risiko. En betragtelig del af informanterne på hesterejserne, alle

sammen kvinder, fortalte, at de helt tilbage i deres ung- og barndom har drømt om at ride

på Island.

”Jeg har jo drømt om det her, siden jeg var barn. Men det var jo urealistisk at tage til

Island og så købe en hest på den ene side af øen og ride til den anden side af øen og sælge

den igen. Det kan man jo ikke, eller… det må man jo ikke, sådan bare ride rundt alene ude

i… vel” (50-årig dansk kvindelig skolelærer).

Rideferien for denne og mange andre informanter udgør en mangeårig romantisk drøm,

som turisten ikke tør eller kan indfri på andre måder. Få har økonomisk kapital og

tilstrækkelig viden til at gennemføre rejsen på egen hånd, og informantens formulering at

”købe en hest på den ene side af øen og ride til den anden side af øen og sælge den igen”

vækker associationer til amerikansk on-the-road-turisme, som populært gennemføres ved

at købe en bil og køre igennem staterne, hvorefter bilen sælges videre (Primeau 1996). Den

åbne landevej og følelsen af vind i håret er for USA, hvad de bjergfulde vidder og lyden af

hestehove er for Island, nemlig et medieskabt billede af en bestemt type henholdsvis

amerikansk og islandsk livsstil14.

14 Disse er blot eksempler iblandt flere måder, hvorpå en bestemt livsstil kan fremstilles i den givne kultur.

27

Guðmunder fortæller om fundet af en lårknogle, som hans bedstefar tilfældigvis samlede op for at kaste

efter et genstridigt får. Historien fortæller, at knoglen angiveligt havde tilhørt en tidligere bonde, hvis hus

for længe siden lå på bakketoppen, hvor rytterne er samlet, da man på den tid levede og døde på samme

sted.

Beeton behandler i sin tekst “Horseback Tourism in Victoria, Australia”

uhelds- og krisehåndtering i hesteturismen, og hun nævner turisternes modstand mod at

bære hjelm som en væsentlig trussel mod sikkerheden i australsk hesteturisme.

Ridehjelmens upopularitet skyldes, at den er i vejen for cowboyhatten, som er en vigtig

accessory i australsk farmlife. Holdningen blandt rideturister skyldes det billede, de har af

australsk country-livsstil, som er blevet skabt igennem film, reklamer og litteratur, og som

turisterne nu ønsker at blive en del af. Beeton nævner ”Man from Snowy Riwer” som

eksempel, en film udgivet i 1980’erne baseret på et digt af Banjo Patterson, som med

28

henblik på det australske og amerikanske filmpublikum fremstiller Man from Snowy

Riwer som en ung flot mand, hvis firbenede ven er blåøjet og stærk. En sådan fremstilling

er ulig Pattersons oprindelige beskrivelse af helten som værende ”‘stripling on a small and

weedy beast’” og altså et led en mere positiv og potent fremstilling af den australske

cowboy:

“The importance of such perceptions of an ‘Australian way of life’ lies in these legends

and the virtues represented by such iconic images – self-reliance, personal strength,

resourcefulness and mateship. In this sense, it is convergent with the ubiquitous legend of

the American west and the notion of ‘frontier’ in the American psyche, which has been

dramatically supported and sustained through film and television, enhanced by a tourism

industry reliant on image, myth and adventure” (Beeton 1999: 424).

På samme måde som den australske cowboy er blevet formet og vedligeholdt via

forskellige medier, en fremstilling australsk farm- og hesteturisme lukrerer på, så fremstår

den islandske bonde som en vigtig figur i islandsk hesteturisme. John Urry (1946-)

forklarer i forlængelse af Beeton, hvordan et bestemt billede af en rejsedestination skabes

og vedligeholdes via symboler:

“Such anticipation is constructed and sustained through a varity of non-tourist practices,

such as film, TV, literature, magazines, records and videos, which construct and reinforce

that gaze. (…) These enable the gaze to be endlessly reproduced and recaptured. The gaze

is constructed through sign, and tourism involves the collection of signs. When tourists see

two people kissing in Paris what they capture in the gaze is ‘timeless romantic Paris’.

When a small village in England is seen, what they gaze upon is the ‘real olde England’”

(Urry 1990:2).

Islands landside er historisk knyttet til de første landnamsmænd og vikinger, som netop

red fra den ene side af Island til den anden for at slå sig ned og tage jord. Hesterejserne er

historisk knyttet til Islands tidligste befolkning, og de fleste gårde bruger stadig hesten i

29

større eller mindre omfang til at smala (flytte dyr fra markerne). De gårde, der arrangerer

hesterejser med turister, er ligesom Skálakot ofte en del af hestebranchen i forvejen, og

islandsk hesteturisme er derfor grundlagt på etablerede avls-, hobby- og

træningshestegårde, hvorved ”Horse-based tourism in Iceland has in a way been

identified as a lifestyle business” (Helgadóttir & Sigurðardóttir 2008: 108). Ligesom

fortællingen om den australske cowboy glorificerer en stærk, selvstændig og loyal

personlighed, så dyrker Islands nationalfortælling historien om et sjálfstætt fólk”15, som er

et aktuelt islandsk tv-program, men også titlen på nobelprismodtager Halldór Laxness’

(1902-1998) tobindsværk udgivet i 1934-35 (Pálsson & Durrenberger 1996: 179-185). Værket

er en socialrealistisk skildring af islandske bønders kamp for at frigøre sig af flere

generationers gæld via jordbrug i et ugæstfrit klima i starten af det 20. århundrede, og

opfattelsen af det islandske folk og ikke mindst den islandske bonde som værende modig,

stærk og hårdfør grundet det barske klima både dengang og nu er internationalt udbredt

også blandt gæsterne (Pálsson og Durrenberger 1996: 234).

”Jamen, jeg er meget fascineret af hele Middelalderen. Jeg har også læst sagaerne flere

gange. Det er måske også, fordi man er blevet så magelig - prøv at forestille dig at lande

heroppe med et skib med sin nærmeste familie og nogle dyr og så være overgivet til sådan

et landskab, som egentlig ikke er så gavmildt. Man skal virkelig arbejde for sagen” (50-årig

dansk kvindelig skolelærer).

Gísli Pálsson og E. Paul Durrenberger skriver i deres etnografi over internationalt skabte

billeder af nutidig islandsk kultur, at ”In spite of the fact that today Iceland depends on its

fishing economy, the cultural traces of this process are still visible. The ’real’ Iceland and

Icelandic, one is told, is found in the countryside on the farms” (Pálsson og Durrenberger

1996: 185). Bøndernes status som bærere af islandsk kulturarv er i særdeleshed sand i

forbindelse med hesteturismen. Som et led i romantikkens udvikling ændrede bønderne

status fra at tilhøre en ulært og mere eller mindre dyrisk underklasse til at være

15 ”Selvstændigt folk”, oversat til dansk som ”frie mænd”.

30

traditionsbærere i kraft af deres levevis i pagt med naturen (Høiris 2008: 268, 2010: 313).

Denne positive udgave af romantikkens menneskesyn tegner et billede af bondemanden

som et ureflekteret og rent naturmenneske, der intuitivt lever i nær kontakt med naturen i

og uden for sig selv. Den negative udlægning af kultur/natur-dikotomien beror på

forkastelsen af det brutale, dyriske og instinktstyrede i mennesket, hvilket borgerskabet

tilskrev og frygtede hos proletariatet og 'de vilde' (Høiris 2008: 268-269). Romantikkens

dannelsesbegreb skaber altså en tvetydig opdeling af det gode menneske, som skal være i

pagt med naturen, men ikke dyrisk. Dannet, men ikke kunstig eller fremmedgjort. Et

sådant menneskesyn er ikke fremmed for informanterne, og landlivet bliver opfattet som

mere oprindeligt, naturligt og enkelt end tilværelsen i byen:

”Vi har jo ligesom bevæget os væk fra det, som er det naturlige for os. Det, som har været

naturligt i tusindvis af år. Da havde man dyr omkring sig hele tiden, og pludselig så lever

vi i blokke af asfalt og mennesker, som ikke har tid til noget. Så jeg tror også, at det med

tid – her er tiden på en måde irrelevant. Vi tager herfra, når vi er klar, og vi kommer frem,

når vi kommer frem” (38-årig norsk kvindelig key-account-manager).

Informantens opfattelse af, at tiden bliver mindre dominerende på hesterejsen, hænger

sammen med tre ting: 1) den islandske þetta réttast-mentalitet16, som kendetegner

islændingenes ukuelige optimisme i forbindelse med tid og problemløsning, 2) at

informanten er på ferie og ikke selv har ansvar for tidsplanen og 3) at tid i en landlig og

naturlig kontekst betragtes positivt og ikke som en mangelvare. Citatet viser endvidere

informantens oplevelse af livet i byen som værende upersonligt, fremmedgørende og

forjaget, og tiden opfattes negativt i denne urbane kontekst:

”Det med at rejse væk fra Europa. Det er så enormt hektisk. Det er mere simpelt og enkelt

herude på landet på Island, ikke for at nedgøre islændingene. Tingene tager bare længere

tid. Bare dét, at man står og kikker på hestene og venter på at få en, dér er man helt nede i

16”Det retter sig” eller ”det ordner sig”, hvilket jeg efter mange opholdt på Island roligt mener at kunne

postulere er en hyppigt anvendt vending blandt befolkningen.

31

et andet tempo og nyder det. Derhjemme var man blevet utålmodig. Man skal lige vænne

sig til at tingene går langsommere, men det er jo for at geare ned, at vi er her” (39-årig

kvindelig dansk kontoransat).

Den moderne verden er kendetegnet ved adskillelsen af tid og rum, men i den islandske

landlige og/eller naturlige kontekst er tid og rum tilsyneladende forbundet (Jordan 1995:

282). Der er telefonforbindelse og internet på gården, men til trods for at turismen beror på

et internationalt netværk, fremstår hverdagslivet i Skálakot som uafhængigt af globale

kontrakter og forankret i praktiske gøremål. Disse gøremål, f.eks. at uddele heste til

turisterne hjemme på gården eller ude på en hestaferð, er tidskrævende på lige fod med

andre opgaver, men omstændighederne tillader turisterne at opleve tiden som en positiv

og ligefrem afstressende faktor. Havde ovennævnte informant ventet i kø til en turistbus,

ville den tidslige opfattelse ændre karakter fra at være en afslappende og nærværende

oplevelse til at være irriterende og tidsrøvende. Livet på landet og i naturen er stærkt

knyttet til tanken om ’det simple liv’; et liv baseret på hårdt arbejde, kongruent i tid og

rum, der velsigner naturens forpagter med sindsro og nærvær. En række teoretikere

beskæftiger sig med tendensen indenfor vestlig turisme til at bruge turistrejser til såkaldt

præmoderne kulturer som en rejse tilbage i tiden (Bruner 1991, Jordan 1995, Urry 1990).

Selvom Island langt fra kan betegnes som et præmoderne samfund, så oplever turisterne,

men også de ansatte, jeg selv inkluderet, at blive adskilt fra modernitetens tidslige

dimension, idet tiden netop knytter sig til stedslig aktivitet under opholdet eller arbejdet

på gården og turene. Tidens ophør er en del af forestillingen om at træde ud af

moderniteten:

„Primitivism is a search for origins and absolutes – for unspoilt nature and

uncontaminated humanity, for the paradise that we modern, civilized Westerners have

lost. (...) In temporal terms, the world of the ‚primitive‘ is a static world beyond

commodified clock time, outside of history, progress and change“ (Jordan 1995: 283).

32

Selvom Island er et højmoderne samfund og ikke kan sammenlignes med, hvad Jordan

betegner som primitive samfund, så sælger bondegårdsferien og hesterejsen en livsstil, der

nærmer sig en mere oprindelig og naturlig livsform end bylivet, og tiden opleves mindre

intens i naturens kulisser.

„I think the way they live is very interesting even though I think it is a little backwards. It

is a little primitive in the way that they share among each other freely, they work together

similarly to the Amish at home. It is a little primitive. They are real far behind in their

nature” (47-årig amerikansk kvinde).

Informanten her går så langt som til at sammenligne de islandske bønder med amish-folk,

som er en protestantisk bevægelse, der frasiger sig enhver form for moderne teknologi.

Denne ekstreme sammenligning beror ikke på islændingenes brug af moderne teknologi,

traktorer i landbruget eller kæmpestore firhjulstrækkere, som alt sammen er fuld synligt

og tilgængeligt for turisterne, men på det sociale liv, som informanten har fået kendskab

til igennem Guðmundur og hesterejsen. Modsat denne informant, som bramfrit erklærer

islændingene for tilbagestående og ”real far behind in their nature”, finder informanten

fra forrige citat det nødvendigt at påpege, at hun ikke ser ned på eller føler sig

bedrevidende end den ’simple islænding’. Romantikkens dannelsesideal vægter netop

balancen mellem kulturel dannelse og naturlig intuition, og i forlængelse heraf besidder

Guðmundur, der med få undtagelser fungerer som guide på samtlige ture i løbet af

sommeren, en særlig rolle.

Modsat de udenlandske arbejdspiger er Guðmundur indfødt, hvilket gør hans

person mere historisk og dermed autentisk, men endnu vigtigere for turisternes

helhedsoplevelse er Guðmundurs evne til at udfylde rollen som ‘a simple farmer‘ med

største naturlighed og overbevisning. Hans slidte cowboybukser bliver ind imellem

udskiftet med et par meget gamle læderbukser, men ellers er han som oftest at finde i en

plettet skjorte og islandsk sweater, orange Crocs-sko, lettere ubarberet og med olierester

33

og snavs på de grove hænder, hvis negle han resolut bider ned til roden. Denne

uprætentiøse fremtræden er ikke alene til ære for sommerens turister, men den bidrager til

forståelsen af Guðmundur som en simpel bonde, der er tidsligt og stedsligt forankret i sin

islandske farm. Det ydre udtryk sender et signal til turisterne om, at mødet med denne

mand er uformelt, og at han befinder sig i en hverdagssituation og ikke lader sig påvirke

af ydre stimuli (Goffmann 1959: 29). Goffman beskriver, hvordan forskellige roller opstår i

forskellige sociale kontekster, hvorved bestemte personlige karekteristika bevidst eller

ubevidst bliver dyrket under indflydelse af et bestemt publikum eller via interaktion med

en bestemt gruppe mennesker (Goffman 1959: 22). I Skálakot er turisterne tilskuere til

islandsk hverdagslandliv, og ude på turerne er de, ud over at indgå aktivt i ridningen,

beskuere af den islandske måde at rejse med heste. Goffman skriver:

„Betegnelsen „et møte“ kunne like gjerne vært benyttet. En „opptreden“ kan defineres

som all den virksomhet en bestemt deltager utfolder ved en bestemt anledning og som på

en aller annen måte får innvirkning på de andre deltagere“ (Goffman 1959: 22).

I mødet med Guðmundur får turisterne altså indtryk af at møde en ægte islandsk bóndi

(bonde):

”Nu har jeg ikke været så meget i syden, men jeg har været i Rom. Det er jo et helt, helt

andet folkefærd end islændingene. Islændingene er meget ægte, synes jeg. Jeg opfatter

dem som meget ægte. Altså, nu kan man tage Guðmundur. Selvfølgelig er han på arbejde,

og vi er en del af hans indtægt og grundlag, men jeg opfatter ham som meget ægte. Det

synes jeg, at alle de islændinge, jeg har mødt, er. Der er ingen tvivl om, at vi er en vigtig

indtægtskilde for landet, det bliver der ikke lagt skjul på, men det hele virker ægte. Hvis

det ikke er det, så gør de det godt, ha ha. I Rom blev vi hevet ind på restauranterne, og

hvis man tog et billede af en udklædt romer foran en eller anden ældgammel bygning, så

blev han sur, hvis man ikke betalte for det” (36-årig mandlig dansk mellemleder).

34

Informanten her er ikke imponeret over det autenticitetsniveau, den udklædte romer

lægger for dagen, og han oplever Rom som turistet og dermed uægte. I modsætning hertil

fremstår Guðmundur og islændingene generelt som ”meget ægte”, på trods af at

turisterne udgør en vigtig indtægtskilde og er bevidste herom. Turisternes opfattelse af

Guðmundur som uforstillet og autentisk bliver båret af islændingens underspillede

fremtoning som islandsk bonde, hvilket gør hans opførsel troværdig i modsætning til den

romerske soldats aggressive og plastiske fremtoning. Følgende eksempel sætter min egen

rolle som både staff og antropolog i spil, men viser også, hvordan uddeling og indtagelse

af roller ifølge Goffman sker via interaktion med andre. Den første dags ridning på gården

afsluttes med et aftensmåltid i sovesalens fælleskøkken, hvor Guðmundur holder den

første aftentale for sine nye gæster. Han introducerer sig selv og sin familie, evaluerer

dagens ridt og skitserer morgendagens forløb. I denne forbindelse havde vi aftalt, at

Guðmundur ville introducere mig, så gæsterne fik et hurtigt indblik i det feltarbejdet,

hvori de var i færd med at deltage. Hans fokus på min rolle som staff frem for etnografisk

indsamler blev ved flere lejligheder afsløret, idet Guðmundur konsekvent glemte

introduktionen. Når jeg ved talens afslutning forsigtigt mindede ham om projektet, lød

introduktionen endvidere altid som følgende: „Oh. Já... Líf here is one of my girls and she

is, uh... she is a... what is this thing?“, imens han anstrengt rynkede panden og overlod det

resterende til mig. Eksemplet viser min dobbeltrolle i felten, som har været under kraftig

påvirkning af Guðmundurs forventninger til min arbejdsindsats med turisterne, men også

hvorledes Guðmundur straks indtager en rolle som uvidende bonde over for sine nye

gæster.

„Det kan være hensiktsmessig å benytte etiketten „fasade“ på den del av en persons

opptreden som stadig fremtrer på en generell og fastlagt måte, med henblikk på å definere

situasjonen for dem som iakttar opptredenen. Fasade er altså uttrykksmidler av en fastlagt

type som bevisst eller ubevisst tas i bruk av en person under opptredenen“ (Goffman 1959:

27).

35

Uagtet hvorvidt den gentagne situation skyldtes Guðmundurs mangelfulde/alternative

engelsk eller var en mere eller mindre bevidst måde, hvorpå han kunne fremstå som

uvidende om akademiske titler og vanskelige engelske ord såsom “anthropologist”, så

bruger han jævnfør Goffman situationen til at påtage sig en rolle, der fremstiller ham som

jordnær og levende et simpelt bondeliv. Ud over disse jævne egenskaber, som ganske vist

er kendetegnende for Guðmundur, er islændingen dog bekendt med en mannfræðingurs

(antropologs) arbejde, oplyst om internationale, økonomiske og politiske forhold og en

glimrende forretningsmand inden for hotelbranchen og hesteturismen ud over at være

fåre- og hesteavler. Farmerrollen er altså ikke Guðmundurs forsøg på at distancere sig fra

resten af sin person, men bruges efter forgodtbefindende til at gøre turistoplevelsen mere

troværdig (Goffman 1959: 143). Goffman skriver:

”Det kan være hensiktsmessig å innlede en redegjørelse for opptredener ved å snu på

spørsmålet og se nærmere på vedkommendes egen tro på det inntrykk av virkelighet han

forsøker å mane frem i dem han er sammen med“ (Goffman 1959: 24).

Guðmundurs satiriske fortælling om en kvindelig ældre gæst, der under sin fortælling om

en italiensk pizza var blevet i tvivl om, hvorvidt hendes islandske publikum var bekendt

med fænomenet, er et eksempel på en helt bevidst leg med rollen. Da kvinden spørger, om

der findes pizza på Island, rynker Guðmundur endnu en gang sine mørke bryn i undren

og får den sagesløse turist til at forklare alt om det flade brød, der er dækket med

tomatsauce og bages i en stenovn. Pointen med at fremhæve legen med roller og

Guðmundurs bevidste og ubevidste brug heraf, er at vise kontinuiteten i turisternes

opfattelse af de første nybyggere i Island og den nuværende landbefolkning. Af den

hidtidige analyse fremgår det altså, at turisternes oplevelse af Guðmundur og

islændingene generelt er præget af islandsk landliv som værende i overensstemmelse med

islandsk kulturarv, hvoraf fænomenet hestaferð tager sit udspring. Man kunne endvidere

argumentere for, at også Islands nationalidentitet er præget af denne opfattelse, som

konstrueres og styrkes via turismen og gør “the simple farmer-rollen” nemmere at indtage

36

med stort personligt engagement for den indfødte, hvilket dog ligger udenfor dette

speciales rammer (Pálsson og Durrenberger 1996). Fokus her er, hvordan turisterne på

rideferien indgår i en overordnet fortælling, der også for deres vedkommende muliggør

en leg med roller og bidrager til oplevelsens “ægthed”. Dette kommer til udtryk i følgende

eksempel, hvor gæsterne for første gang rider med hesteflokken langs Þjóðveginn

(hovedvej et), og passerende bilturister tager billeder af hestekaosset, som har spredt sig

over hele vejen. De, der syntes deres hest var rolig den første dag, hvor vi red uden

hesteflokken, opdager, at den er tiltaget i vilje og prøver at komme op til frontrytterne,

hvorved hesteflokken presses fremad og sætter tempoet op. De ryttere, som er uerfarne

eller utrygge og derfor har valgt en langsom hest og placeret sig blandt frontrytterne, får

pludselig problemer med at drive det magelige dyr fremad og ender inde i midten af

hesteflokken, hvorved den spredes for alle vinde. Den ustrukturerede flok forbedrer

muligheden for flugt, og et par gæste-heste, der trænger til motion, beslutter at løbe hjem,

men indhentes og bringes tilbage af en ansat, hvilket alt sammen forbigås af turisternes

opmærksomhed, som er rettet udelukkende mod sig selv i dette øjeblik. Midt i det

trampende virvar udbryder en 36-årig dansk kvinde med slet skjult begejstring: ”Se, de

tager billeder af os!”. Da jeg efterfølgende spurgte hende, hvad hun syntes om at blive

fotograferet af de andre turister, svarede hun:

”Altså, det er jo lidt sjovt, at de tager billeder af os. Jeg føler virkelig, at jeg er del af noget

meget islandsk, fordi det er jo ikke noget, alle oplever. Jeg mener, de kan jo ikke se, om jeg

er islænding. Det kunne jeg jo lige så godt være”.

Situationen viser, hvordan turisten spejler sin nyfundne rolle som islandsrytter i de andre

turister, der med deres kameraer fremstår endnu mere turistede, hvorved gæsten oplever

en øget samhørighed med de indfødte ikketurister. Ingen ønsker endvidere at sidde en

strækning over i bilen på turene, og kun få klager over ømme muskler og numser, idet

dette opfattes som en brist i i turistens rolle som rå islandsk rytter. Tim Edensor behandler

sammenhængen imellem turisters identitetskonstruktion og ferievalg og skriver, at den

37

gode ferieoplevelse for turister, der søger kulturelle, autentiske og ikketuristede

oplevelser, er “variously identified by the length of the trip, degree of hardship and

disdain for material comforts, goods and experiences regarded as ‘touristic’” (Edensor

2001: 74). Dette kendetegner i nogen grad hesteturisterne, som betragter den til tider

ukomfortable rejseform og de ulukseriøse overnatningshytter som en del af rejsens

autenticitet, dog uden at lade sig distrahere af bilen, der transporterer deres oppakning.

Beeton henviser til Goffman’s teori om indtagelse af forskellige roller både i

hverdagen, men især i forbindelse med ferieaktiviteter, idet netop hverdagens mondæne,

uudfordrende og socialt forankrede rolle får mulighed for at blive midlertidig udskiftet i

kraft af feriens frihedsideal og de nye omgivelser (Beeton 2001: 422, Edensor 2001: 60).

Hun påpeger behovet for spænding i forbindelse med hesteturisme og “adventure

tourism” generelt, hvorved turisten får mulighed for at indtage en mere afsøgende og

udfordrende rolle end personens vante hverdagsrolle:

”The thrill factor inherent in many tourism activities can be seen as a mixture of fear and

confident hope that the danger will pass, as well as an area that generates a form of self-

expression through placing oneself in jeopardy” (Beeton 2001: 423).

Elastik– og faldskærmsudspring er eksempler på populære aktiviteter blandt adventure-

turister, som ligeledes dyrker naturen som scene for deres selvudfoldelser. Rideturisternes

behov for spænding er langt fra lige så ekstremt, men bygger på samme ambivalente

forhold til hesterejsens udfordringer, som de med vished stoler på, kan forceres, men

gerne må vække spænding i forsøget herpå. Det afgørende er ikke, hvorvidt turisten

nogensinde befinder sig i en potentiel farlig situation; det afgørende er, hvorvidt han eller

hun oplever dette, og hvordan personen bruger denne oplevelse efterfølgende. Sikkerhed

er en forudsætning for turistrejsen overhovedet, men ønsket om at opleve den islandske

naturs utæmmede kræfter - f.eks. et lille vulkanudbrud eller de kraftfulde vandmasser - er

afgørende for rejsens kvalitet:

38

”Crossing the river was really fun. When we went over I felt how powerful the horse is”

(24-årig svensk studerende kvinde).

Oplevelsen af at blive sat i forbindelse med naturen og de farlige kræfter, der hersker her,

kom til udtryk blandt en del af informanterne som en form for selvbemægtigelse og

positiv selvfølelse. På spørgsmålet: “What feeling do you get when riding in this

environment?” svarer en 41-årig svensk kvinde:

”Self-esteem. Självkänsla. I was afraid in the beginning but I can actually do this”.

Mange tog billeder i forbindelse med flodkrydsningen, hvilket kan ses som et udtryk for

netop spændingssituations fremtrædende rolle i hesterejsens overordnede forløb. Hermed

ikke sagt, at rideturisterne søger spænding i samme grad som de førnævnte adventure-

turister, der dyrker det ekstreme. Den gængse rideturist finder hesteflokken, sin ukendte

ridehest og det stenede terræn udfordrende nok i sig selv. På vej til Landmannalaugar skal

gæsterne passere en længere strækning langs en bjergside, der har rødder i en brusende

flod. Gudmundur informerer aldrig sine gæster og kun sjældent sit personale om den

kommende etape for herved at undgå eventuelle protester og bekymringer. Denne taktik

kan måske synes at have en forskrækkende effekt på gæsterne, eftersom de ikke får

mulighed for at forberede sig på rutens udvikling, men virkningen er efter hensigten, idet

turisterne først får mulighed for at artikulere og behandle oplevelsen som spændingsfyldt

bagefter, når det hele er overstået:

”Det var rigtig flot. Jeg er glad for, at han ikke sagde noget om det inden, haha. Så havde

jeg måske ikke gjort det” (36-årig svensk kvinde).

Turisten er glad for sin oplevelse, men i tvivl om, hvorvidt hun havde gennemført den,

hvis hun var blevet forberedt. Det ambivalente forhold til vildnaturen er i denne kontekst

kendetegnet ved, at oplevelsen ikke nødvendigvis opleves som positiv i øjeblikket, men

indgår som et led i turistens efterfølgende fortælling (Elsrud 2001: 597-598). Turistens

39

oplevelse af spænding på hesterejsen er med til at opfylde forventningen om nærkontakt

med islandsk vildnatur:

”Den store forskel på at ride derhjemme og på Island er for mig, at her er du ude i naturen

sammen med hestene, og du skal møde alle de udfordringer, som er her, og de er

forskellige fra dag til dag” (38-årig norsk kvindelig head of key-account-manager).

Terrænets varierende underlag og krydsende floder symboliserer samtidig de naturlige

forhindringer, som landnamsmændende måtte gennemtrænge for at indtage øen og danne

grundlag for Islands civilisation. De udfordrende passager skaber spænding på rideferien

og refererer til de oprindelige hestaferðir ind i ukendt land.

“Nature here is more unforgiving. Like the river today. And I love the Icelandic story-

telling about the Icelandic horse; in order to survive the horse needed man and man

needed the horse as his most faithful servant. It is only together that you can survive here,

that’s different than Scotland” (53-årig tysk kvindelig uiversitetsunderviser, bosat I

Skotland).

Spændingsmomentet er vigtigt for den islandske hesterejse på grund af turisternes

historiske associationer til vikingerejserne ind i det ukendte, og fordi den islandske bonde

og hestamenneskja (hestemenneske) sælger en livsstil, som dyrker en modig, hårdfør og

stærk personlighed; en rolle, turisterne kan indtage under feriens frigørende, men trygge

rammer.

40

Guðmundur synger sange undervejs på turene, og langs passager som denne kan de uforståelige islandske

viser virke beroligende på turister med højdeskræk eller dårlige nerver.

4.32. Den konstruerede turistoplevelse: front- og bagregioner

Sikkerhed er centralt for et ethvert turismeforetagende. Lige så vigtigt, som

spændingsmomentet er for vildnatursoplevelsen, er visheden om tryghed, hvilket

turistarrangøren foranstalter. En del af spændingsmomentet består for turisterne ligeledes

i den anderledes måde, hvorpå man håndterer hestene på Island. Den Islandske

hestekultur fremstår for de romantiske naturturister som den ægte måde at ride islandske

heste, idet hestene her befinder sig i deres naturlige omgivelser:

41

”Jeg er meget ydmyg og imponeret, fordi jeg vil ikke bare være sådan en turist, som

kommer og ræser af sted. Men her er den i sit rette element. Den løber ude på marken, og

det er ikke det samme hjemme, hvor de står én og to, og man bliver trukket rundt. Her får

man lov at opleve hesten og dét, den kan. Det er her, den hører hjemme. Det er

imponerende at ride hen over en stenet undergrund, havde det været hjemme, havde vi

skridtet over det (32-årig dansk kvindelig gymnasielærer).

Alligevel har gæsterne problemer med at tilpasse sig den islandske hestekultur, og staff’et

må forsøge at lave overgangen fra turistens egen hestekultur til den islandske så blid som

muligt. Trods tendensen til, at turister opfører sig mere løssluppent og i højere grad

opsøger udfordringer på deres ferie, som tidligere fremført, så er hesteturisterne stadig

dybt forankrede i deres hjemlige rutiner og habitus (Edensor 2001: 61). Dette indebærer

også måden at håndtere hestene på. De første dage bruger gæsterne på langsomt at vænne

sig til islænderhestekulturen, der især adskiller sig ved at være mere kontant og mindre

eftergivende over for dyrene. I europæisk hestekultur er det sædvane, at man renser

hestenes hove før og i nogle tilfælde efter brug. Dette er i reglen overflødigt, medmindre

hesten har en sten eller lignende fast i hoven, og denne nærmest rituelle handling er derfor

ikke en del af islænderhestekulturen, idet hestene i højere grad anvendes som brugsdyr.

Hestene strigles derfor også ofte kun i sadellejet, så der ikke opstår gnavsår, og undervejs

til Þorsmörk og Landmannalaugar udføres dette arbejde med en sten. Allerede inden

gæsterne er kommet i sadlen, udfordres de altså på deres habitus, og det er staff’ets ansvar

at forsikre dem om, at hestene ikke lider overlast på baggrund af den ugrundige hov– og

pelspleje eller i det hele taget. Dette gøres ved gradvis eksponering for og tilvænning af

den islandske hestekultur, dog med visse forbehold, idet turistrammen til enhver tid må

forblive intakt (Goffman 1959: 197).

Goffmans hyppigt anvendte, men til stadighed relevante teori om “front and

back regions”, i det følgende betegnet som front- og bagregioner, beskriver tre sociale

sfærer, hvori gæster og ansatte bevæger sig:

42

“[T]he three crucial roles mentioned could be described on the basis of the regions to

which the role-player has access: performers appear in the front and back regions; the

audience appears only in the front region; and the outsiders are excluded from both

regions” (Goffman 1992: 144-45).

Frontregionen udgør det sociale rum, hvori de ansatte foranstalter rammen, turisterne

befinder sig i, og rammeplanlægningen foregår i bagregionen, hvortil kun ansatte og

arrangøren har adgang. Det springende punkt består altså i, hvorvidt en person har

adgang til ’back stage’, hvilket er et afgørende kriterium for, hvorvidt denne person er

turist eller ej. På baggrund heraf skelner jeg imellem de personer, der tilbyder sin

arbejdskraft gratis mod tilladelse til at deltage på en hesterejse, dog uden at kunne påtage

sig eller blive pålagt det samme ansvar som ansatte med løn, og de personer, der er

betalende gæster. Førstnævnte har mere eller mindre adgang til bagregionen, hvor de

ansatte kan trække sig tilbage, og sidstnævnte har forment adgang hertil. Det islandske

sprog er i høj grad med til at skabe denne barriere, idet der ikke findes nogen

arkitektoniske front- og bagregioner på selve hesterejsen. Goffman definerer front- og

bagregionerne som sociale sfærer, men knytter ofte disse til bestemte områder, f.eks.

facaden på et hus, som udgør en frontregion, eller et køkken, der ofte udgør en privat

sfære og bagregion (Goffman 1959: 114). En sådan rumlig tilknytning er relevant i forhold

til turisternes ophold i Skálakot, men på rideferien deler personalet og gæsterne faciliteter

samt lever og sover sammen i de fire-otte dage, turen strækker sig over. Mange

beslutninger bliver taget løbende, og i krisesituationer er det naturligvis nødvendigt at

bevare roen og dermed turisternes oplevelse af tryghed. Sproget, hvormed ingen af de

rejsende er bekendt17, foranstalter herved en bagregion i frontregionen, hvori kriser

forhindres, handlingsplaner diskuteres, og Guðmundur kan skælde ud eller drille sit

personale, uden at det slår skår i gæsternes harmoniske frontregion. Et fåtal af de piger,

17 Én turist havde dog forsøgt at lære sig islandsk ved at læse børnebøger, hvilket påvirkede personalets

bevidsthed.

43

som arbejder i Skálakot om sommeren, forstår dog islandsk, og brugen af dette ’back-

stage-sprog’ er derfor ikke organiseret eller struktureret i sin anvendelse. Til gengæld viste

det sig nyttigt for mit eget vedkommende i situationer, hvor turisterne skulle have tildelt

heste, at kunne diskutere den enkelte turists ridekundskaber åbent med min kollega på

islandsk, således at han/hun fik et konkret billede af personens evner, men uden at gæsten

blev fornærmet over min vurdering. I forlængelse heraf kunne en hest, som en turist

havde haft en dårlig oplevelse med, ændre navn i løbet af turen. Hvis hesten fik en ny

identitet og gav en anden rytter en god oplevelse, ændredes turisternes kollektive syn på

den pågældende hest fra negativt til positivt. Måden, hvorpå gæsterne på rideferien i

deres nærvær bliver omtalt i tredje person, minder om Goffmans definition af

”Behandling av ikke tilstedeværende”:

”Når medlemmer av et lag trekker seg bak kulissene, hvor publikum ikke kan se eller høre

dem, er det svært almindelig at de snakker nedsettende om publikum, på en måte som

strider med den behandling man gir dem når man står ansikt til ansikt med dem”

(Goffman 1959: 143).

Om end personalet og guiden på turene sjældent taler nedsættende om Skálakots gæster,

så sker det ofte, at en turist bliver kommenteret, fordi personen er komisk, har et

karakteristisk ydre, er krævende eller er særligt charmerende eller hjælpsom. Sådanne

kommentarer kan falde, imens personen er til stede, idet sproget udgør den sociale sfære.

Sproget kan også bruges til at skærme turisterne for ubehagelige situationer i form af

krisesituationer, som håndteres internt på islandsk, imens situationen for beskueren og

turisten fremstår normal udadtil. Sprogbarrieren tillader endvidere Guðmundur at skælde

sit personale ud og udstikke ordrer, uden at det afføder en negativ stemning blandt

gæsterne. På turen til Landmannalaugar bestod personalet ud over mig selv af

Guðmundurs knap 15-årige datter, en norsk 55-årig kvindelig læge, en 29-årig finsk

kvinde og hendes 31-årige kæreste. De to kvinder, hvoraf den ene forstod en smule

islandsk og den anden intet, havde redet Landmannalaugar-ruten før og deltog på turen

44

som personale uden løn. På andendagen til Landmannalaugar rider gruppen, der har

overnattet i Skálakot, fra Flótshlíð til Emstrur, hvorfra ruten fører op i højlandet og først

vender tilbage til Skálakot på turens ottendedag. Uheldigvis havde vi glemt sadeltasken

med snor, der bruges til at indhegne flokken i tilfælde af et møde med en anden hestaferð,

og resultatet blev, at datteren og jeg stod skoleret i midten af den forventningsfulde flok

turister, imens Guðmundur skældte ud. Ud over den norske kvinde lod ingen sig dog

mærke heraf, og den finske pige og hendes kæreste havde end ikke opfattet Guðmundurs

vrede, da jeg efterfølgende kommenterede på optrinnet. Ud over det resterende personales

position som ulønnet hjælp, hvilket også indbefatter datteren, så adskiller de sig

hovedsageligt fra det udskældte personale ved ikke at mestre sproget. Datteren og jeg

havde ikke bedre forudsætninger for at huske den pågældende sadeltaske, idet den ikke er

med på turen til Þorsmörk, og dette var vores første tur til Landmannalaugar denne

sommer. Den arrige guide mente imidlertid ikke, at det var hans opgave at huske det hele,

og således blev det de to islandsktalende personers ansvar og skyld, at snoren ikke var

kommet med. Sprogbarrieren bevirkede altså, at ingen af de tilstedeværende havde

opfanget den anstrengte tone, til trods for at de alle havde overværet hele konflikten.

Kommunikationen med hestene foregår via kropssprog og er derfor svær at

skjule for gæsterne. Derfor må de ansatte guider, der for det meste er europæiske piger og

derfor selv mere eller mindre forankrede i europæisk hestekultur, i nogen grad moderere

deres håndtering af hestene i turisternes selskab. Turisterne går op i dyrenes velfærd, som

de vurderer på baggrund af deres egen ofte begrænsede og kulturelt bestemte viden om

hestehold. For at yde en god service må staff’et derfor i nogen grad rette sig efter

turisternes opfattelse af godt horsemanship18 og undlade at afrette og opdrage hestene i

turisternes påsyn samt lade heste, der har pådraget sig småskrammer i form af

hudafskrabninger eller rifter, slippe for at bære rytter, til trods for at skaderne kun er

visuelle og uden helbredsmæssig betydning, ”svo að fólkið fara ekki að kjafta” (”så

18 Interaktionen imellem menneske og hest.

45

folkene ikke begynder at snakke”, Guðmundur). Hermed ikke sagt, at hestenes velfærd

nødvendigvis øges i turisternes selskab, og ansatte må være opmærksomme på, hvis en

rytter bruger hård tøjleføring eller er for tung til nogle af hestene; de to mest almindelige

ubehageligheder, heste bliver udsat for i deres virke som turisthest. Hesteturisterne er

entusiastiske omkring islænderhesten og har kun gode intentioner, så det er derfor vigtigt

i nogen grad at tage hensyn til deres opfattelse af dyrevelfærd, selvom virkeligheden på

de islandske gårde er en anden. Derfor er det også nødvendigt at forberede frontregionen

og Skálakots facade inden gæsternes ankomst, hvilket følgende er et eksempel på

(Goffman 1959: 115). En lille hoppe havde for vane at mase sig ud under ledet til folden,

hvor hestene bringes ind, når de skal bruges. En eftermiddag ser vi inde fra køkkenet, at

hoppen er uden for indhegningen igen, men denne gang sidder den ned på halen som en

hund med bagbenene strittende ud til hver sin side. Ved nærmere eftersyn og et opkald til

dyrlægen står det klart, at hesten er lam i bagparten, og at den enten har beskadiget sin

rygsøjle, hvorved hævelsen midlertidigt har lammet nervesystemet, eller brækket ryggen

under sit udbrud. Eftersom hoppen har en fremtid som konkurrencehest og er af god avl,

beslutter Guðmundur at vente og se, hvorvidt hævelsen skulle aftage, og hesten genvinde

sin førlighed. Hoppen sidder og kikker sig optimistisk omkring en times tid, hvorefter den

lægger sig ned og slæber sig med forbenene ind på en græsmark. Dyrlægen har udtalt, at

nervesystemet er lammet, og hesten derfor ikke burde føle smerte, men som aftenen

skrider frem, bliver den mere og mere slap og livløs. Guðmundur står tidligt op og skyder

den døende hest i det dagslyse morgengry, og dyret er dødt og begravet, da gæsternes

ankommer samme formiddag. Urry skriver om turismens romantiske blik på „the country

side“, at „Such a ‚rural landscape‘ has erased from it (...) dead animals, and diseased

animals“ (Urry 1990: 88), hvilket netop var Guðmundurs hensigt i ovenstående tilfælde.

Dette skyldes, at turisternes romantiske blik er styret af helt andre motiver end

landbrugets praktiske dagsorden:

46

”I stedet for landbomenneskets forhold til sine husdyr, som er funderet i praktiske og

økonomiske overvejelser, trådte bymenneskets forhold til sit kæledyr, som i reglen er

individcentreret og følelsesbetonet, for ikke at sige romantisk” (Mortensen, 2008: 77).

Dette romantiske syn på dyrene er dog ikke forbeholdt turister, idet også en 25-årig svensk

kvinde trods det, at hun har arbejdet i Skálakot flere gange, var så følelsesmæssigt

medtaget over den rygskadede hest, at Guðmundur valgte at skyde og begrave hesten –

ikke blot inden turisternes ankomst – men tidligt om morgenen, imens hans ansatte og

den grådkvalte svensker sov. Også de ansatte er altså i større eller mindre grad underlagt

nogle af de samme romantiske forestillinger som turisterne, og derfor afskæres også disse

ind imellem fra bagregionen. Front– og bagregionerne fungerer som sociale sfærer, hvortil

turister og ansatte har - eller er forment - adgang, men overgangen er flydende og betinget

af flere faktorer, såsom sprog, fysisk adgang og reciprocitetsforhold. Som i ethvert andet

turistforetagende er front– og bagregionerne nødvendige i hesteturismen, for at

arrangørerne kan skabe den turistoplevelse, turisterne forventer.

4.33. Fra hård adventure-turisme til blød adventure-turisme

Dyrebaseret turisme adskiller sig fra andre former for turisme, idet selv trænede dyr kan

ændre adfærd på baggrund af instinktive impulser, eller fordi de mennesker, som deltager

i aktiviteten, mangler erfaring. Beeton henviser til en undersøgelse foretaget af Wilks and

Atherthon i 1994, der viser, at størstedelen af de tilfælde, hvor turister er involveret i en

ulykke, skyldes manglende mentale og fysiske evner inden for den aktivitet, som turisten

havde givet sig i kast med. Claudia Ollenburg bekræfter via en verdensomspændende

undersøgelse fra 2005, at dette er en generel problemstilling i hesteturismen:

”The international horse tour operators who responded to this survey identified three

major management issues. Foremost for all is the ongoing need to keep identifying both

new destinations and new clients. (…) A second major issue for most respondents is that

47

their clients routinely over-estimate their fitness and riding skills, and that this can create

difficulties for extended treks in remote areas, where every client needs to be able to ride

comfortably for many hours each day. (…) Finally, respondents noted that riding styles,

riding tack, and horse breaking and training techniques can differ widely in different parts

of the world, and that many clients are uncomfortable with unfamiliar equipment”

(Ollenburg 2005: 51-53).

Behovet for at skabe nye attraktive destinationer og en større kundekreds er

allestedsværende i turismen. Den hestebaserede turisme forsøger derfor at række ud over

det segment, som består af eksisterende ryttere, og udvide sin kundekreds med potentielle

nye ryttere. Hesteturismen er derfor ved at bevæge sig fra at være en krævende aktivitet

for øvede ryttere til at være en mindre krævende ferieaktivitet for alle: “A case in point is

the development of the adventure horseback industry and its move from a hard to soft

adventure experience” (Beeton 2001: 423). Dette gælder i særdeleshed islandsk

hesteturisme, idet den islandske hest i høj grad opfattes og anvendes i de europæiske

lande, hvorfra turisterne kommer, som en rolig og godmodig skovturshest (Geertz 2007:

50). Islænderens image som en lille, venlig og fornuftig koldblodshest er medvirkende til,

at mange turister overvurderer deres egne evner i forhold til islænderens løbeglæde.

Rideturisterne er altså ikke hærdede adventure-turister, og de er i forlængelse heraf ofte i

dårlig fysisk form til de prøvelser, som fire-syv dages heldagsridning i hårdt terræn

nødvendigvis medfører. Ud over styrt nævner Beeton spark, bid, trampen på og

afkastning som mulige ulykker, der kan forekomme i forbindelse med hesteturisme

(Beeton 2001: 424). Ingen af disse forekom på noget tidspunkt i løbet af feltarbejdet, og jeg

vil her pege på islænderens hundredårige historie i den islandske bondes varetægt,

hvorved avlen i nogen grad har frasorteret aggressive dyr, der naturligvis er fuldstændig

uegnede til og ikke tilstede i turismen. Endvidere færdes turisterne ikke inde i

48

hesteflokken, idet de får tildelt en ridehest af personalet, hvorved risikoen for masen,

trampen, bid og spark minimeres19.

Trods informanternes naturdyrkelse er der et skel imellem dem, der dyrker

naturen på ferier og/eller i dagligdagen ved at vandre, mountainbike, sejle m.m., og dem,

der bevidst afstår derfra. Faktisk udtalte over halvdelen af informanterne direkte, at de var

for dovne til at bevæge sig ud i Islands natur på egen hånd og derfor foretrak at ride frem

for f.eks. at gå. Dette paradoks, at flere turister blandt mange andre ting vælger en

hestebaseret naturoplevelse frem for en anden form for aktiv ferie grundet fysisk

dovenskab, er en central udfordring for industrien og dens sikkerhed. Hesteturisme-

industriens interesse i at udbyde sit produkt til så bredt et publikum som muligt bevirker,

at erfaringsniveauet sænkes20, og dette i kombination med klienternes opfattelse af

rideferien som mindre fysisk krævende end andre aktivferieformer øger risikoen for uheld

i form af f.eks. styrt uagtet hestens temperament. Dovne heste har tendens til at snuble,

hvis ikke de rides aktivt, fordi hestens energiniveau er så lavt, at den holder op med at

løfte benene opmærksomt. Mindre erfarne ryttere, der ofte tildeles en sådan hest, er også

passive ryttere, har dårlig balance og derfor større sandsynlighed for at falde af. Disse

ryttere, der udgør en betragtelig del af segmentet, kan imidlertid ikke magte en villig hest,

og derfor skyldes de fleste styrt registreret under dette feltarbejde og på andre hesterejser i

øvrigt, at rytteren var inaktiv på en hest med lidt eller ingen vilje. Rejseudbyderne

fralægger sig i nogen grad ansvaret for uheld ved på forhånd at annoncere, at gæsterne

selv bærer ansvaret for deres ridning:

”It is the rider's responsibility to assess their own level of riding proficiency. If uncertain,

please check with Eldhestar before booking your tour. Please also note that riding is at

19 Islandske heste, der udviser aggressiv adfærd over for mennesker i form af bid eller spark, slagtes. 20 Fem dages rideferie til Þorsmörk udbydes også til erfarne ryttere. Flere af gæsterne på Landmannalaugar-

turen, som udbydes til øvede ryttere, viste sig imidlertid også at være lettere uøvede ryttere.

49

your own risk” (eksempel på forbehold i forhold til eventuelle uheld fra Eldhestars

hjemmeside21).

De enkelte gæster, der uheldigvis måtte opleve et fald, opfattede ikke uheldet som en fejl i

turistproduktet, men accepterede fuldt ud den risiko, der nødvendigvis er forbundet med

ridning i det hele taget. En 53-årig tysk universitetslærer led et hårdt styrt og fik

efterfølgende piskesmæld og hjernerystelse, fordi hendes hest, der var uegnet som

turisthest, trådte en sko af og løb løbsk:

”I keep thinking that I should have tried and turn around the other way. But it’s not going

to change my mind about the Icelandic horse. Maybe I don’t want to ride that horse again

but it was just a stupid situation”.

Kvinden anerkender sin egen utilstrækkelighed som rytter, idet hun genovervejer,

hvordan hun kunne have forhindret situationen, på trods af at hesten var en uegnet

turisthest. Hun har ikke lyst til at prøve kræfter med den samme hest igen, men

hændelsen har intet betydet for hendes opfattelse af rejsens kvalitet eller hendes opfattelse

af den islandske hest i øvrigt. Dette er feltarbejdets sværeste eksempel på et styrt, men

kvindens holdning er kendetegnende for de fleste af gæsterne, som i høj grad accepterer

de risici, der er forbundet med ridning. Gæsternes overvurdering af egne evner er sjældent

et problem i forbindelse med udvælgelsen af heste, idet personalet samtaler med den

enkelte, inden han/hun tildeles den første hest. Denne besidder som udgangspunkt hellere

for lidt vilje end for meget. Herved afværges eventuelle ulykker, og turisten kan

efterfølgende med udgangspunkt i sin første ridehest efterspørge en mere villig hest.

Inden for dette feltarbejdes rammer overvurderede klienterne hovedsageligt deres evner,

imens de bestilte rejsen hjemmefra, men i mindre grad, når de var fremme. Kun få gav

udtryk for at have bedre rideevner, end det var tilfældet, når de skulle have tildelt heste,

og disse personer tilhørte altid det unge segment. Misforholdet imellem den ryttererfaring,

21 http://www.eldhestar.is/?c=webpage&id=71&lid=58&pid=32&option=links den 18.02.2013.

50

som den forudbestilte tur kræver, og den ryttererfaring, som turisten faktisk besidder ved

sin ankomst, stiller store krav til turistarrangørens hestemateriale og personalets evner til

at vurdere turisternes rideegenskaber. Grundet Skálakots mangeårige erfaring med

turistridning er hestene på stedet garvede turistheste. Mange af de ansatte er grundet

deres lange bekendtskab med Skálakot også bekendte med stedets rutiner og en stor del af

hesteholdet. Deres vurdering af gæstens evner og ikke mindst dyrenes, for nogles

vedkommende livslange, erfaring med turister foranstalter den høje sikkerhed på stedet

snarere end turisternes erfaring med heste i øvrigt.

”Moreover, one should also note that the existence of such bubbles [turistboblen] does

permit many people to visit places which otherwise they would not, and have at least

some contact with the ’strange’ places thereby encountered” (Urry 1990: 8).

Turistboblen i islandsk hesteturisme er som altid præget af ambivalens, men muliggør

turistens rideoplevelse overhovedet dog uden nogensinde at kunne manifestere sig af

hensyn til oplevelsens autenticitet.

4.4. Mødet med naturen i - og udenfor mennesket: det romantiske blik

Turistproduktet er en måde, hvorpå turisterne kan indfri en romantisk drøm om at ride på

Island. Turisterne er ifølge John Urry villige til at betale de mange penge for rejsen, fordi

glæden ved forbrug er forbundet med forventninger til produktet frem for produktets

udvælgelse, erhvervelse eller funktion:

”People’s basic motivation for consumption is not therefore simply materialistic. It is

rather that they seek to experience ’in reality’ the pleasurable dramas they have already

experienced in their imagination” (Urry 1990: 13).

John Urry (1946) beskæftiger sig i sin bog ”The Tourist Gaze” fra 1990 med forskellige

måder at anskue turismen, hovedsageligt fra turistens synspunkt. Han definerer tre

51

turistgrupper: det kollektive blik, postturisten og det romantiske blik, hvoraf sidstnævnte

er kendetegnende for mine informanter. Disse måder at anskue et turist-site er ikke

kendetegnende for den enkelte turist, men kan indtages alt efter feriens type, og ”Such

gazes implicate both the gazer and the gazee in an ongoing and systematic set of social and

physical relations” (Urry 1990: 145). Det kollektive blik udspringer ifølge Urry af det 20.

århundredes industrialisering og den voksende arbejderklasse, der følger udviklingen

(Urry 1990: 16). Han pointerer, at ferie i høj grad er kendetegnet ved at adskille sig

fundamentalt fra den rejsendes egen hverdag og udgør en binær opposition hertil, nemlig

noget ekstraordinært, adspredende og derfor afslappende (Urry 1990: 12):

”The middle-class tourist will seek to be a ’peasant for a day’ while the lower middle-class

tourist will seek to be ’king/queen for a day’” (Urry 1990: 11).

1900-tallets engelske arbejderklasse, der kollektivt dyrkede badeferien ved kysten i den

sidste halvdel af århundredet, eksemplificerer det kollektive blik og starten på det, vi i dag

kender som masseturismen (Urry 1990: 20). Masseturismen, der øges i takt med

demokratiseringen af mobilitet i form af tog, biler og fly, anses både dengang og nu som

værende ”tasteless, common and vulgar” og udgør en rejseform indeholdende uautentiske

og ’turistede’ elementer, hvilke den romantiske turist søger at undgå og overkomme (Urry

1990: 16). Feriebyer, kystressorter og badehoteller ”are no longer the stuff of wich dreams

are made”, og individuelle skræddersyede ferier såsom den islandske rideferie er udviklet

som alternativ til - og trådt i forgrunden for det kollektive blik (Urry 1990: 35). Modsat

postturisten, som ”knows that he or she is a tourist and that the tourism is a series of

games with multiple texts and no single, authentic tourist experience”, så ønsker turisten

med det romantiske blik at glemme sin turistrolle og opnå en oplevelse af autenticitet

(Urry 1990: 91). Hesteturisterne i Skálakot tilhører middelklassen, tager afstand fra

masseturismens uautentiske karakter og er stærkt prægede af det romantiske blik, som

fokuserer på ”solitude, privacy and a personal, semi-spiritual relationship with the object

of the gaze” (Urry 1990: 43).

52

Ligesom romantikeren kunne møde sin skaber i naturens kirke, så forbindes

det romantiske blik med en helbredende, skabende og i værste fald knusende kraft via

naturen. Naturlovene spiller en afgørende betydning for informanternes oplevelse af at

blive forbundet med en større magt, over for hvilken mennesket i et naturromantisk

perspektiv er lille og ydmygt. En 61-årig dansk kvinde svarer følgende på mit spørgsmål

om, hvorfor hun har valgt at tage på rideferie i Island for anden gang:

”Hvorfor den her tur i stedet for at tage til Rom og vade rundt i Roms gader og

trafikmylder? Det er, fordi jeg vil have ro. Det er roen og naturoplevelsen, hvor at man

bliver sart og helt enormt følsom. Jeg kan faktisk komme i den dér stemning igen nu, hvor

man rider og kikker ud over, og det er så enormt flot med bjerge og vandet, der fosser

med is på, og alting er brutalt også, fordi det er vulkaner, vi rider i. Man fornemmer den

der voldsomhed, som der er i naturen og historien, der hvor vi rider rundt. Det giver en

indre blødhed, som er så dejlig at møde”.

Kvinden foretrækker en naturferie, fordi hun ønsker ro, hvilket hun søger igennem

naturen. Hun sætter ro i modsætning til en storbyferie i Rom, hvorved naturen

kantrasteres med det urbane og hverdagsagtige liv. Oplevelsen af naturen som en

helbredende kraft, hvori mennesket kan lade sig indvie, er et gennemgående tema i

hesteturisternes udsagn. Naturen giver ro, så turisten efterfølgende kan vende tilbage til

sin hverdag med fornyede kræfter. Den romantiske naturtanke baserer sig i høj grad på

opfattelsen af et skel imellem natur og kultur/civilisation, og det er i naturen, det gode,

smukke og sande skal findes. Den menneskeskabte opdyrkning af byen og dens kunstige

systemer står - dengang som nu - i stærk kontrast til dét, som den romantiske naturtanke

opfatter som ægte, autentisk og meningsfyldt.

”Og denne harmoni kunne man også prøve at udvikle ved fysiske og åndelige øvelser som

f.eks. gymnastik eller ved ophold i naturen, som i sig selv havde en rensende indflydelse

(…)” (Høiris 2008: 12).

53

Kvinden fra ovenstående citat vender tilbage til en situation, hvor hun rider og kikker ud

over landskabet, der fremstår kontrastfuldt i form af sin skønne, men også brutale

karakter. Bjergene, vandet og isen er ”så enormt flot”, og igen fremstår vulkanen som en

positiv vitalitet, som bringer det lille menneske i kontakt med sin egen sårbarhed og gør

det ydmygt. Sårbarheden, der er en positiv følelse i denne sammenhæng, tilvejebringes af

naturens ånd, naturkraften, og kan derfor ikke manifesteres under domesticerede eller

urbane forhold. Ligesom romantikerne gjorde op med Oplysningstidens videnskabelige

naturopfattelse, dyrker rideturisterne naturen som en selvstændig og ukontrollerbar magt:

”I Oplysningstiden skulle naturen beherskes af mennesket, i Romantikken var naturen

Guds kunstværk, mål for erkendelser og middel til en renselse af krop og sjæl” (Høiris:

2008: 14).

Naturen bliver mål for personlige og følelsesmæssige erkendelser for turisterne i form af

menneskelig sårbarhed, ydmyghed, begrænsethed og skrøbelighed. I den vestlige og

hovedsageligt europæiske verden, hvorfra turisterne kommer, tæmmes og dyrkes naturen

i højere grad end i Island, fordi jorden er rigere, og befolkningstætheden større. De

voldsomme naturfænomener, gletsjerne, vulkanerne og det arktiske klima, fremstår

utæmmede og ustyrlige sammenlignet med europæiske forhold:

”Og så det dér is, det er sådan et eksotisk indslag i forhold til derhjemme. Der har vi jo

ikke sådan noget jøkel noget. Nogle naturkræfter som, ja… det er hele det dér med, at man

bliver lidt lille, lidt ydmyg. Det, tror jeg sådan set, er meget sundt” (50-årig kvindelig

dansk folkeskolelærer).

Islands mennesketomme vidder bliver genstand for europæeren og det lille individs

kontrastering af sig selv i naturens store kosmos. Turistens bevægelse skyldes

hans/hendes romantiske blik, der sætter individet i kontakt med det beskuede landskab

54

(Urry 1990: 20). Et kvindeligt medlem af den internationale FEIF komité22 forklarer Islands

evne til at skabe denne kontrast:

“Don’t you think it has to do with going back to the hunter/gatherer stage? It is just you

and the ancient trekking for food and survival. And in Iceland, it is much more obvious

because the need to survive is more immediate than anywhere else because of the

environment. It goes back to a very primitive part of yourself, which is a fantastic thing

because there are so many distractions. Like the telephone. We just forget our own

humanity in our ordinary life, don’t you think? If we are ten minutes late to work it is

terrible, but it doesn’t really matter, does it?” (53-årig tysk kvindelig akademiker).

Informanten forklarer mødet med naturloven for selvopretholdelse som en genetablering

af kontakten til sin egen humanitet. Herved præsenteres den for Romantikken gængse

opfattelse, at der i mennesket hviler en iboende naturlig tilstand, som bedst dyrkes og

trives i naturen. Det simple liv fremstår for turisterne i høj grad som Det Gode Liv, når de

befinder sig ude i højlandet til hest, og menneskets primitive naturtilstand opfattes som en

positiv og human tilstand i modsætning til postmodernitetens mange ”distractions”. Disse

forstyrrelser, eksemplificeret ved en ringende mobiltelefon, gør mennesket overfladisk,

adspredt og ude af kontakt med sin egen natur. Turisten oplever netop muligheden for at

genoprette kontakten til sit sande jeg igennem sit isolerede blik mod naturen, som end

ikke de andre hesteturister eller bjergvandrere kan forstyrre:

”In such cases tourists expect to look at the object privately or at least only with

’significant others’” (Urry 1990: 150).

Gruppen, som den enkelte turist rejser med, betragtes som signifikante andre og er derfor

ikke ødelæggende for det romantiske blik. Blikkets evne til at sætte beskueren i

forbindelse med sit objekt bliver foreviget i fotografiet, hvis motiv eller ”sight” sjældent

22 International Federation of Icelandic Horse Associations.

55

adskiller sig fra andre fotografiers, men hvis subjekt det er vigtigt, er turisten selv (Urry

1990: 146).

Vildnatur og heste så langt øjet rækker. Den perfekte baggrund for et selvportræt.

Den romantiske turist er derfor aldrig blot fotograf, men også ofte selv foreviget sammen

med fotografiets objekt, hvorved relationen imellem subjekt og objekt styrkes og fremstår

som et bevis på en form for intimitet med det pågældende motiv (Urry 1990: 127-129).

Trods samtlige informanters udsagn om, at fotografiet udgør et minde til genkaldelse og

deling af rejsen efter hjemkomsten, så viser gruppernes interne billeddeling efter turene, at

fotografiet er endnu et led i den enkeltes selviscenesættelse på hesterejsen. Billeddelingen

går hovedsageligt ud på at dele sine billeder med de andre turister for til gengæld at få

deres billeder, som, hvis man er heldig, portrætterer en selv. Turisterne i hestelejen er

56

motiverede af samme symbolske forestillinger om Island som de romantiske naturturister,

men modsat turisterne på hesterejserne, der søger den spirituelle naturoplevelse, så bruger

de ofte helt uerfarne hesteleje-ryttere fotografiet som bevis på deres symbolske bedrift

bestående af en halv eller hel times langsommelig, men utrolig veldokumenteret ridt i

landskabet rundt om farmen. For disse trofæjægere er fotografiet lige så vigtigt som selve

oplevelsen, hvilket er årsagen til, at dette speciale hovedsageligt interesserer sig for

turisterne på hesterejsernes oplevelse, som rækker ud over den symbolske handling.

Hesterejseinformanterne adskiller sig fra hestelejeinformanterne og Urrys definition af det

romantiske blik på ét afgørende punkt, nemlig ved ønsket om at indgå i naturen. Urry

citerer Cosgrove i sin forklaring af det romantiske blik:

”(…) it is a way of seeing which separates subject and object, giving lordship to the eye of

a single observer” (Urry 1990: 88).

Hesterejseinformanternes romantiske blik tillader den enkelte turist at opleve sig selv som

enestående subjekt, men nøjes ikke kun med at lade blikket indtage landskabet, idet disse

turister også oplever at indgå heri. Den romantiske oplevelse af naturkontakt styrkes

ganske vist via fotografiet, men afhænger ikke heraf. Personen fra førnævnte citat

harmoniseres, for at bruge et romantisk udtryk, og naturen symboliserer et kosmos, hvori

bymenneskets hverdagsproblemer, såsom at komme fem minutter for sent på arbejde,

bliver små og ubetydelige. De menneskeskabte kulturelle og sociale regler træder i

baggrunden for naturlovene, som i denne sammenhæng får lov23 at dominere menneskene

og ikke omvendt. Opholdet i naturen er altså et forsøg på at genforene turisten med sin

egen humanitet og eksistensens sande værdier, som er gået tabt i postmodernitetens

overfladiske urbane miljø.

23 Det er på baggrund af ønsket om kontakt med naturen, at naturkræfterne bliver styrende for hesterejsens

forløb. Ønsker man ikke at lade sig påvirke af vejret og flodstrømmene, kan man vælge en anden slags

naturferie, f.eks. i bil eller arrangerede turistbusser, og derved ikke lade sig påvirke af det islandske vejrs

luner.

57

4.5. Rideferien som et postmoderne biprodukt

Byerne i Romantikken var forurenet af gødning, affald og latrin i gaderne, hvilket skabte

dårlig hygiejne og gav anledning til sygdomme og epidemier (Høiris 2008: 14-15).

Nutidens forurening og råddenskab består ikke i lige så høj grad i de sanitære tilstande,

men snarere i menneskets åndelige og mentale tilstand, som hurtigt fordærves af byens

overfladiske og kunstige miljø. Samtidig var - og er - det ikke muligt for det moderne

menneske at gøre sig fri af byens lænker, eftersom den kulturelle dannelse befinder sig i

civilisationen, og den moderne vestlige samfundsform besværliggør et udbrud af byens i

øvrigt behagelige institutionskompleks. Jeg skelner i denne sammenhæng imellem det

moderne og postmoderne, eftersom moderniteten ikke er dækkende for mine

informanters opfattelse af nutidens samfund og bykultur. Det er til gengæld post-

moderniteten. Det modernes begreber om universelle og objektive sandheder bliver i

postmodernismen sprængt og dekonstrueret af forfattere som Jean-Francois Lyotard

(1924-1998), Jacques Derrida (1930-2004) og inden for antropologien Clifford James Geertz

(1926-2006), der placerer mennesket i en kompleks social kontekst frem for styret af

universelle strukturer (Lévi-Strauss 1969). Geertz beskriver mennesket som værende ”(…)

an animal suspended in webs of significance he himself has spun” (Geertz 1973: 5).

Hermed situeres mennesket i sin egen symbolske verdensopfattelse, som han/hun aldrig

kan dele fuldstændigt med Den Anden. Den enkeltes fortolkningsramme og dermed

virkelighed er fast forankret i en individuel oplevelseshorisont og dermed aldrig identisk

med Den Andens (Geertz 1973: 6). Foruden at komplicere etnografiens hensigter afviser

postmoderniteten enhver enheds- og universaltanke, hvilket efterlader mennesket til dets

egen sociale virkelighedskonstruktion. I den vestlige verden er denne virkelighed ofte

sammensat og påvirket af talrige institutioner, der udgør det moderne samfund.

Dagplejeordninger, skattebetaling, boligstøtte, sygesikring og offentlig transport er blot

nogle af de systemer, hvorpå vi i Vesten baserer vores liv og hverdag. Institutions-

samfundet er behageligt, men individets hverdag afhænger af abstrakte og uigen-

58

nemskuelige ekspertsystemer, hvorpå selve civilisationen og bymenneskets eksistens

beror (Giddens 1996). Det romantiske bliks søgen efter det primitive og simple i

tilværelsen er en modreaktion på og flugt fra hverdagens postmoderne og komplekse

virkelighed. En 29-årig finsk kvinde, der tidligere har arbejdet i Skálakot og dette år rider

med på en Landmannalaugar-tur som ulønnet personale, udtrykker det følgende:

”I think it has to do with the world being more and more technically influenced and we

don’t really understand everything that is happening. I think that I just need to get away

from all of that sometimes and not be disturbed by the telephone, internet, news and all of

that. I don’t really like the way the world is going”.

Denne mistillid, eksemplificeret i det ovenstående, betegner Anthony Giddens (1938-) som

en grundlæggende mistillid til abstrakte systemer næret af modernitetens kompleksitet.

Giddens definerer abstrakte systemer som en udlejring af sociale funktioner, der før

forbandt sig til tid og sted, men nu fungerer uafhængigt af tid og rum (Giddens 1996: 28).

Dette omfatter ikke kun den teknologiske udvikling, som bliver fremhævet i ovenstående

citat, men ”gennemtrænger stort set alle aspekter af det sociale liv under modernitetens

betingelser – når det drejer sig om den mad, vi spiser, den medicin, vi tager, de bygninger,

vi bor i, de transportmidler, vi benytter, og en lang række andre fænomener” (Giddens

1996: 30). Disse såkaldte ekspertsystemer omfatter samtlige specialiserede systemer, som

tilsammen får det moderne samfund til at fungere i sin helhed. Sygehusvæsenet er et

sådant system og strækker sig helt ind i selvets intime verden ved relationen til lægerne,

terapeuten, sygeplejersken osv. Brugen af disse ekspertsystemer baseres på tillid til, at

systemet fungerer. Denne tillid er nødvendig for overhovedet at benytte systemet, idet

den enkelte sjældent forstår eller har viden om de kodede informationer, der konstant

præger personens liv. Sådanne systemer danner ramme for det moderne menneskes gøren

i alle livets henseender (Giddens 1996: 31), og gæsterne ønsker på hesterejsen at slippe ud

af det uigennemskuelige system og overgive sig til naturens visse love. Dette

eksemplificeres på turen til Þorsmörk, idet vi forlader Þjóðveginn (hovedvej et) ved

59

Seljalandsfoss og begynder at ride ind i landet. Herefter møder vi kun civilisationen, som

vi trods bagagebilens følgeskab har lagt bag os, i form af passerende firhjulstrækkere og

turistbusser, med hvem vi deler spor en lang del af vejen. Så snart huse, biler,

indhegninger og andre elementer forbundet til det beboede samfund forsvandt ud af

turisternes synsvidde, opstod i stedet behovet for at få bekræftet vores position som

afskåret fra civilisationen. Dette var ofte i form af spørgsmål til personalet om, hvorvidt

det var muligt at få hurtig lægehjælp i tilfælde af en alvorlig ulykke, eller vedrørende

hvorvidt det overhovedet var muligt at oprette kontakt til telenetværket med en

mobiltelefon. Sidstnævnte spørgsmål fik jeg angiveligt oftere end andre ansatte, eftersom

jeg i kraft af mit feltarbejde tog noter på telefonen, imens vi red24, hvorved turisterne blev

mindet om deres største fjende tilbage i hverdagslivet og teknologiens verden, som vi

netop havde lagt bag os. Et negativt svar på spørgsmålet om hurtig lægehjælp blev

modtaget med en vis begejstret alvor, imens et positivt svar på spørgsmålet om

mobildækning affødte en let undren og et lidt skuffet ansigtsudtryk. Det var i disse

situationer tydeligt at fornemme, at turisterne ønskede at være uden for de moderne

systemers rækkevidde, også selvom det betød, at de positive aspekter ved disse systemer

forsvandt som en konsekvens heraf.

En tredje og meget vigtig faktor spiller her ind, nemlig modernitetens

refleksivitet. På samme måde, som omtalte ekspertsystemer er tilvejebragt, nemlig ved et

kritisk blik på de præmoderne systemer, så forholder det moderne menneske sig ligeledes

refleksivt både til sig selv og de systemer, det indgår i (Giddens 1996: 33). Giddens

tilslutter sig Ulrik Becks samfundskritik og betegner moderniteten som et

højrisikosamfund, eftersom konsekvensen af en eventuel fejl i et såkaldt ekspertsystem

kan være katastrofal. Det moderne menneske må derfor konstant vurdere sine handlinger

24 Jeg skal også gerne indrømme, at jeg undertiden har tjekket mails og fordrevet tiden på Facebook;

information, der i situationen havde været kvalitetsforringende for turisternes vildnatursoplevelse.

60

på baggrund af sin logiske gyldighed, hvilket Giddens kalder for ’refleksiv handlings-

regulering’:

”Refleksiviteten i det moderne samfund består i, at sociale praksisser konstant undersøges

og omformes i lyset af indstrømmende information om de samme praksisser, og at deres

karakter således ændres grundlæggende” (Giddens 1994: 39).

Der findes ingen sikre svar eller uanfægtelige teorier i højmoderniteten25, og for

overhovedet at turde nære tillid til de abstrakte systemer må den enkelte først reflektere

over sin gyldighed i forhold til personens egen identitet. Den islandske rideferie indgår

altså som en del af selvets refleksive identitetskonstruktion, der er udsprunget af det

moderne samfund, men samtidig er en måde, hvorpå personen kan opleve at undfly

denne verden og mistilliden til teknologiske og ekspertstyrede systemer. Et eksempel

herpå er, at mange informanter udtrykte stor tillid til hestenes evner til at bringe rytterne

sikkert frem, hvorimod de tvivlede om bilens tilstrækkelighed på turene:

”Men så er det måske i virkeligheden, fordi jeg ikke rigtig tør [rejse i højlandet] i en bil. Jeg

ville være bange for, at bilen gik i stå midt i floden, og hvad skal jeg så gøre. Hestene, de

kan jo, de går jo ikke i stå. De her heste er jo brugsheste, det er ikke sådan, at de pludselig

får nykker, de er meget tryghedsskabende dyr. De har gjort det i tusind år”, (53-årig norsk

kvindelig tandlæge).

Mistilliden til det moderne køretøj virker ironisk, idet bilen netop blev opfundet som en

forbedret erstatning af hestekræfterne. Holdningen blandt turisterne vidner imidlertid om

en slet skjult modstand mod teknologiske og med et moderne ord fremmedgørende

remedier, som ifølge turisterne ikke hører hjemme og ej heller kan fungere i naturens

orden. Livet i byen er forbundet med postmoderniteten, som både er behagelig og

lukrativ, men også uigennemsigtig og abstrakt. Bysamfundet blev af romantikerne

25 Giddens betegner vores tidsalder som værende en højmodernitet, idet postmoderniteten, ifølge ham,

underkender de traditionelle institutioners magt og dermed overvurderer individets frie valg. Brugen af de

to termer har dog ingen relevans for nærværende analyse.

61

betragtet med ambivalens, fordi det både nærede den kulturelle dannelse og højere

levestandard, men på baggrund af en ”kortsigtet økonomisk vækst over hensynet til

bæredygtighed og sundhed (…)” (Mortensen 2008: 68).

Bilen er, trods turisternes mistillid til dens overlevelsesevne i naturen, god at have, når man skal have

udskiftet sit ridedyr. Naturens eget transportmiddel, hestene, lader sig nemlig nødigt fange.

Tilsvarende er rideturisterne fascinerede af den ’rene’ natur, men afhængige af byen på

trods af bevidstheden om samfundets kompleksitet:

“I think this is the only way that you connect with the inner humanity. I love music, love

academia, books and teaching, but in the end the ultimate reduction of life is really just

surviving in nature and I would love to be able to do that. If I have the feeling that I can

rely on myself and cope then I feel better. I want to be competent in that manner. That’s

62

what I like about the Icelanders, nothing is a problem and I admire that spirit” (50-årig

tysk kvindelig universitetslærer).

Rideferien er en modreaktion på postmodernitetens ultraindividualistiske kompleksitet og

kommer til udtryk i en til stadighed individuel søgen efter at (gen)finde de naturlige

rødder for derved at gøre personen selvbestaltet og ”competent in that manner”. Peter

Mortensen skriver:

”At elske naturen var for romantikerne en virkelighedsflugt, en retræteposition og en

selvterapeutisk overlevelsesstrategi, men ikke en social betydningsfuld handling”

(Mortensen, 2008: 68).

For det postmoderne menneskes refleksive selvidentitet er virkelighedsflugten til Island

og hesterejsen i særdeleshed en social betydningsfuld handling. At tage på ferie er en del

af den vestlige verdens materielle goder og anses som et statussymbol på linje med at købe

en bil, men rideferiens midlertidige ’udmelding’ af samfundet er også et værdiladet

udtryk for turistens problematisering af det postmoderne samfund. Igennem et værdiladet

ferievalg former turisten sin egen eksistens, hvori hesterejser på Island for flere turister og

endnu flere ansatte bliver en tilbagevendende tradition og dermed en vigtig del af

personens liv. En 25-årig dansk kvindelig arkitektstuderende, der har arbejdet med

turistridning på Island i fire år og for andet år i træk i Skálakot, siger:

”Der er noget med en forsimpling, som man savner. Altså, her er det mere enkelt, og det er

nogle rene, stærke kræfter, der er på spil. Noget, man kan forholde sig til”.

Kontrasteret til vildnaturens barske, men enkle og konkrete udtryk fremstår

informanternes hverdagsliv fragmenteret og ukonkret. Det refleksive selv udspringer af

individets behov for at navigere i en med Giddens ord ’løbsk verden’ (Giddens 2000),

hvori masseturisme, abstrakte systemer og overforbrug fremstår som den værdimæssige

modsætning til islandsk hesteturismes kultur og naturorienterede “slow travel” (Urry

63

1990: 16, Molz 2009). Naturen udgør en retræteposition, hvorfra turisten kan redefinere sig

selv og genoplade sine kræfter, indtil han/hun uundgåeligt vil blive genforenet med det

postmoderne samfund, som turisten per definition altid vil være en del af.

4.6. Delkonklusion

Jeg har i dette kapitel behandlet hesteturisternes naturoplevelse i Island ud fra et

romantisk naturperspektiv. Af det empiriske materiale fremgår det, at kvaliteten af

turistoplevelsen i høj grad beror på informanternes romantiske forestillinger om rejsen og

guidernes evne til, via usynlige front– og bagregioner, at konstruere forløbet, så det passer

overens med turisternes forventninger. Disse forventninger kommer generelt til udtryk

som et ønske om at opleve nærkontakt med islandsk vildnaturs kraftige naturfænomener;

et ønske, der i høj grad indfries af islandsk naturs allestedsnærværende vandressourcer,

fjelde og rene luft. Via markedsføring har Island skabt sig et image som værende ren,

naturlig og uberørt natur, og det er netop opfattelsen af naturen som uberørt og

oprindelig, der præger gæsternes naturoplevelse både før, under og efter rejsen. De

voldsomme og eksotiske naturfænomener, som adskiller islandsk natur fra den natur, de

hovedsageligt europæiske turister kender, er kendetegnet ved både sin skønhed, men også

brutalitet. Oplevelsen af nærkontakt med naturkræfterne indebærer derfor, at turisten

også får lov at erfare de destruktive kræfter, der er forbundet hermed, dog uden

nogensinde at forlade turistboblens beskyttende sfære. Det er i mødet med naturens

forenende, men også usentimentale og knusende kræfter, at informanterne erfarer deres

egen skrøbelige eksistens og dermed deres egen menneskelighed. Naturens kosmiske

ramme udstiller hverdagsproblemer og menneskelige fejl som ligegyldige og ubetydelige,

og informanterne kontrasterer disse - i et romantisk lys - genfundne værdier med

civilisationens urbane institutioner og kunstige systemer, som regerer turistens hverdag.

Turismen generelt, men især John Urry’s definition af det romantiske blik, skaber en

række dikotomier såsom hverdag/ferie, autentisk/uautentisk og natur/kultur, hvoraf især

64

sidstnævnte er et centralt tema for hesterejsen. Turisternes romantiske blikke er fast

rettede mod det simple liv på landet i Island, der bliver fremstillet som ’det ægte’ og

dermed traditionelle Island igennem forskellige medier. Islands simple bondelivsstil, som

personificeres i form af guiden og bonden Guðmundur, står i modsætning til den

postmoderne verden, som samtidig er medskaber og sælger af denne livsstil. Selvets

refleksive projekt er en del af postmoderniteten men også en del af årsagen til, at

hesteturisterne ønsker at undslippe det moderne samfund, hvis ikke i virkeligheden så i

deres oplevelse heraf. Næste kapitel er en fænomenologisk undersøgelse af, hvordan

islænderhesten i samspil med naturen gør turistoplevelsen autentisk og understøtter

informanternes ønske om at opleve en anden form for væren end den velkendte hverdag.

5. Den islandske hest

Som allerede nævnt i indledningen til første halvdel af specialet er turisterne motiverede

af to primære faktorer, nemlig naturen som behandlet i første kapitel og islænderhesten,

der vil være det fænomenologiske udgangspunkt i følgende kapitel. Islænderens

historiske og mytologiske tilknytning til de første nybyggere og senere til det islandske

folks mobilitet i Island inden automobilens26 indtog er med til at situere hesten centralt i

islandsk kultur. Racens genetiske isolation på øen igennem 1300 år (kun med enkelte

undtagelser) gør islænderhesten på Island eksotisk, idet genmaterialet fra de heste, som

landnamsmændende bragte med sig, har vist sig at avle stærke anlæg for tölt (tølt) og skeið

(pas) (Geertz 2007: 47). Disse gangarter findes sjældent i lige så udpræget form hos nogen

anden hesterace27, hvoraf de fleste besidder tre grundgangarter28. Det er en del af årsagen

til, at islænderen er den mest udbredte gangartshest i Europa og dermed turisternes

hjemlande. Turistoplevelsen afhænger i høj grad af ridningens kvalitet, men den

26 Der er aldrig etableret sporvogne eller tognet på øen. 27 Tennesee Waking Horse (USA, show horse), Peruvian Paso (Peru), Campolina (Brasilien), Mawari Horse

(Indien), Racking Horse (USA), Rocky Mountain Horse (USA), Spotted Saddle Horse (USA), Walkaloosa

(USA) viser alle i højere eller mindre grad en firtaktet gangart. 28 Skridt, trav og galop.

65

præmoderne transportform, islænderens historiske rolle og rejsens langsomme tempo er

alt sammen med til at forme turistens oplevelse af hestaferðin.

Dette kapitel er en undersøgelse af, hvordan selve ridningen af islænderheste i

Island påvirker informanternes ferieoplevelse ud fra et overvejende fænomenologisk

perspektiv, og hvilken effekt den samlede oplevelse har på informanten.

5.1. Rejsen til hest: fra ikke-sted til antropologisk sted

Følgende er en teoretisk gennemgang af Marc Augés teori om ”non-places” og

”anthropological places”, som i forlængelse af Anthony Giddens’ teori over det

postmoderne samfund, hvori turismen er opstået, og hvorfra hesteturisterne kommer,

udgør fundamentet for den følgende analyse af hesteturisternes fænomenologiske

oplevelse af tid og sted på hesterejsen. Til at udfolde og konkretisere informanternes

udtalelser, hvorpå en stor del af min viden om den interviewedes livsverden

nødvendigvis beror, vil jeg efterfølgende inddrage Tim Ingold og Jo Lees bog ”Ways of

Walking: Ethnography and Practice on Foot” (2008), som bygger på Martin Heideggers

ontologiske fænomenologi over menneskets væren-i-verden.

5.11. Ikke-steder i postmoderniteten og turismen

Som beskrevet i forrige kapitel oplever informanterne hesterejsen og det islandske landliv

som et afbræk fra hverdagen, der kontrasteres i hesterejsen og gårdlivets kongruente

sammensætning af tid og rum, hvoraf adskillelsen netop kendetegner postmoderniteten

(Giddens 1996: 32). Marc Augé (1936) tager i sin bog ”Non-places: an introduction to an

anthropology of supermodernity” (1995) udgangspunkt i, hvad han betegner

”supermoderniteten”, der kendetegnes ved en overinvestering i mening. Augé mener

ikke, at verden mangler mening eller er mindre meningsfuld end tidligere, men han

påpeger et voksende behov for at tilføre den mening, hvilket skyldes en for

supermoderniteten altoverskyggende samfundstendens, nemlig overflod (Augé 1995:29).

66

Historiens kronologiske fremadskriden og dokumenteringen heraf tog for alvor fart i det

20. århundrede dog uden at vise nogen tegn på hverken sammenhæng eller mening:

”To tell the truth, this reassessment refers to several observations that are distinct from

one another: the atrocities of the world wars, totalitarianisms and genocidal politics, which

(to say the very least) do not indicate much moral progress on the part of humanity; the

end of the grand narratives, the great systems of interpretations that aspired to map the

evolution of the whole humanity, but did not succeed, along with the deviation or

obliteration of the political systems officially based on some of them; in sum, a doubt as to

whether history carries any meaning” (Augé 1995: 24, min kursiv).

Disse uhyrligheder har altid fundet sted i menneskets historie, men aldrig er krige,

folkemord og politiske forfølgelser blevet dokumenteret grundigere end i vor tid takket

være historien som videnskab og den teknologiske udvikling. Det postmoderne samfund,

hvori informanternes hverdagsliv finder sted, akkumulerer informationer og nyheder

uhindret af geografiske grænser på tværs af hele kloden, og overfloden af tid i form af

historiske begivenheder risikerer ifølge Augé at frarøve den fysiske verden sin sidste rest

af mening. Grundet udvidelsen af den tidslige dimension opstår, hvad Augé kalder for ”a

renewned doubt” (Augé 1995: 36), hvilket kan sammenlignes med Giddens’ begreb om

”radikal tvivl” (Giddens 1996: 33), idet begge begreber udspringer af det postmoderne

menneskes ihærdige søgen efter meningskonstruktion i en fragmenteret og

uigennemsigtig verden. Ifølge Giddens er tvivlen en del af selvets refleksive

identitetskonstruktion, imens tvivlen og dermed jagten på mening ifølge Augé ”is the

price we pay for the overabundance of events corresponding to a situation we could call

’supermodern’ to express its essential quality: excess” (Augé 1995: 29). Som en naturlig

konsekvens af tidslig overflod grundet globalisering, teknologisering og en øget mobilitet

følger en overflod af rum. Selvom verden hermed paradoksalt nok opleves som mindre,

idet den bliver gjort åben og tilgængelig, så bliver geografisk fjerne begivenheder og

steder ført tættere på igennem forskellige medier og rejsemuligheder, hvori selve turismen

67

har sit afsæt (Augé 1995: 31). I sidste instans betyder dette, at der i den moderne verden

opstår en overflod af individualitet, idet rammen for tid og rum sprænges og sætter det

enkelte menneske fri i den forstand, at han/hun bliver fri for geografiske begrænsninger,

totalitære teorier29 og såkaldt ”grand narratives” (Augé 1995: 36):

”In Western societies, at least, the individual wants to be a world in himself; he intends to

interpret the information delivered to him by himself and for himself” (Augé 1995: 37).

Både Giddens og Augé har fokus på individet som frit til at skabe sin egen identitet og

mening på baggrund af postmodernitetens betingelser, og som fremført i afsnittet ”5.4.

Den romantiske rideferie som et postmoderne biprodukt” er hesterejsen netop udtryk for

turistens reaktion på det postmoderne samfund, som i forlængelse af selvets refleksive

projekt kan tolkes som en søgen efter identitet (Giddens) og mening (Augé).

“What is new is not that the world lacks meaning, or has little meaning, or less than it

used to have; it is that we seem to feel an explicit and intense daily need to give it

meaning: to give meaning to the world, not just some village or linage” (Augé 1995: 29).

Ifølge både Giddens og Augé er det højmoderne/supermoderne menneske ultra-

individualistisk og meningsbesat, hvilket også kommer til udtryk i turismen. Den tidslige

og rumlige overflod udvider vores historiske hukommelse, ”multiplying the occasions on

which an individual can feel his history intersecting with History, can imagine that the

two are somehow connected” (Augé 1995: 29-30). Dette er i større eller mindre grad

turistens hensigt med en kulturhistorisk rejse så som hesterejsen i Island. Historicitet,

forstået som brugen af historie til at skabe historie, er et fundamentalt aspekt af

modernitetens institutionelle refleksivitet og dermed også indvirkende på det refleksive

selv (Giddens 1996: 278). Individets behov for at blive forbundet med historiens vingesus

for herved at tænke sig selv ind i en større mening, skyldes ifølge Augé

29 Augé referer for antropologiens vedkommende til Lévi-Strauss og Marcel Mauss, hvis systemteori er trådt

i baggrunden for den postmoderne bevægelse anført af Clifford Geertz, der, hvilket Augé problematiserer,

sammenligner etnografi med fortolkning af det det skrevne ord og dermed fiktion (Augé 1995: 36).

68

supermodernitetens overflod af hændelser, som i større grad end tidligere tilfører stof til

det, som vi opfatter som historiens gang. Forholdet imellem turisten og den historiske

dimension skal jeg genoptage i afsnittet ”5.21. Hesterejsen som en autentisk oplevelse”,

men for nu er det relevant at se nærmere på Augés begreber om ”non-places” og

”anthropological places”, ikke-steder og antropologiske steder, i forbindelse med

turismen.

Konsekvenserne af postmoderniteten er mange, men for Augé er det

afgørende for antropologien, at ”We have to relaern to think about space” (Augé 1995:36).

Grundet adskillelsen og dermed overfloden af tid og rum opstår en stedslighed, som er

præget af fravær, hvilken Augé betegner som ikke-steder. Fraværet, som hersker på ikke-

stedet, er et rungende fravær af relationer, historicitet og ikke mindst identitet. Det, der er

på færde på et ikke-sted, er en påtrængende nutid, idet ikke-steder ”are lived through in

the present” (Augé 1995: 104):

”The space of non-place creates neither singular identity nor relations; only solitude, and

similitude. There is no room there for history unless it has been transformed into an

element of spectacle, usually in allusive texts. What reigns here is actuality, the urgency of

the present moment. Since non-places are there to be passed through, they are measured

in units of time” (Augé 1995: 103-104).

Til at eksemplificere et sådant ikke-sted henviser Augé til lufthavnen, der er ét af mange

eksempler på et ikke-sted, f.eks. supermarkedet, venteværelset, en flygtningelejr eller

motorvejen. I lufthavnen, hvor turisten ofte starter sin rejse, befinder han/hun sig i et

historieløst rum, der igennem nyhedsaviser og BBC-programmet på skærmen ved gaten

informerer omkring verdens aktuelle forhold, dog uden at rummet selv bærer nogen

historiske referencer. Her er den rejsende styret af sin tidsplan, og kun ved at følge denne

kan rejsen gennemføres på baggrund af personens pas, boardingkort og skærmene, der

fortæller, hvornår hvilke fly afgår hvorfra og hvortil (Augé 1995: 101-102). Personen på et

69

ikke-sted er således konstant opmærksom på og afhængig af tiden lige nu og navigerer i

kraft af sit dankort (når han/hun betaler for en vare) skilte (som viser vej eller giver

instruktioner, f.eks. ”Ingen rygning” eller ”Velkommen til Hella”) og andre anonyme tegn.

Turistattraktioner er ofte ladet med historisk betydning, men det historiske aspekt

negligeres til overfladiske referencer i form af tekst, tegn og markører, og turisten finder

vej, opholder sig på stedet og indsamler information herom uden nogensinde at behøve at

interagere med andre personer eller stedet selv. Ifølge Augé er turismen derfor direkte

ansvarlig for skabelsen af ikke-steder i antropologiske steder:

”These names creates non-places in the places; they turn them into passages” (Augé 1995:

85).

Turisten navigerer ofte via guidebøger, der ikke adskiller sig synderligt fra ansatte guider

eller servicepersoner, som instrumentalt repeterer faktuelle eller historiske oplysninger om

et pågældende sted uden selv at have del heri (Augé 1995:98, Reisinger & Steiner 206: 482).

De svenske, danske, finske, tyske og norske piger, der arbejder i Skálakot om sommeren,

er et eksempel på en sådan guide, der i overensstemmelse med ikke-stedets anonyme

sfære udfører sit arbejde uden nødvendigvis at være personligt eller historisk nærmere

knyttet til stedet end turisten selv. Over for de turister, der kom for at ride i en eller flere

timer og derefter forlod Skálakot igen, begyndte jeg derfor uden større etiske overvejelser i

øvrigt at opdigte og udvikle min islandske identitet for på denne måde at fremstå som en

del af de omgivelser, jeg fortalte om. Fortalte jeg hesteudlejningsturisterne, som netop

brugte rideturen som en transit til den næste turistattraktion og dermed befandt sig i,

hvad Augé betegner som et ikke-sted, om min oprindelige nationalitet, stillede de markant

færre spørgsmål og virkede mindre interesserede. Med Guðmundurs velsignelse begyndte

jeg derfor i stedet at bekræfte turisternes antagelser om, at jeg var datter på gården og

opvokset på egnen, og med en uskøn, men utvungen islandsk accent har jeg på engelsk

udbredt mig om nationale traditioner og påtaget mig rollen som simpel bondepige, når

turisterne forventningsfuldt fortalte om deres for mig uundgåeligt eksotiske hjemsteder.

70

Denne konstruktivistiske synsvinkel vender jeg tilbage til i analysen af turistens oplevelse

af autenticitet, men fra et fænomenologisk perspektiv oplever hestelejeturisten kun stedet

og omgivelserne overfladisk. Det postmoderne menneske, men i særdeleshed turisten, der

bevæger sig fra det ene turist-site til det næste i evig transit, tilbringer en stor del af sit liv

på ikke-steder til trods for og resulterende i et stigende behov for identitet og mening.

Modsat Baudelaires analyse af stedslighed i en moderne kontekst, der integrerer tidligere

steder i den moderne udvikling af rummet, så afviser det supermoderne ikke-sted enhver

form for kontinuitet med fortiden og interesse i fremtiden (Augé 1995: 78, 110). Ikke-stedet

forkaster ikke historien, men der, hvor historien indgår, f.eks. ved turistattraktioner, får

den en overfladisk rolle, og her er snarere tale om historiske kulisser, der ofte blot er

antydet via tekst. Turistens rum, her beskrevet som en frekventering af rum snarere end et

reelt sted, skaber en nutidig bevægelse igennem landskaber og byer, hvoraf den rejsende

kun når at opfatte partielle indtryk, en serie af snapshot, som lagres mere eller mindre

tilfældigt i turistens hukommelse og efterfølgende reorganiseres i en narrativ komposition

(Augé 1995: 85-86). Augé mistænkeliggør turistens blik, når han skriver, at ”Travel (…)

constructs a fictional relationship between gaze and landscape” (Augé 1995: 86). Han

skriver i forlængelse af Urrys behandling af ”The Tourist Gaze” og min analyse af

turisternes romantiske naturopfattelse, når han beskriver turisten som ”gazing across

infinite oceans, scanning ranges of snowcapped mountains or wondrous urban skylines:

his own image in a word, his anticipated image, which speaks only about him but carries

another name”, i nærværende tilfælde navnet Island. Augé beskriver turistens

supermoderne ophav som følgende:

”A world where people are born in the clinic and die in the hospital, where transit points

and temporary abodes are proliferating under luxurious or inhuman conditions (hotel

chains and squats, holiday clubs and refugee camps (…)); where a dense network of

means of transport which are also inhabited spaces is developing, where the habitué of

supermarkets, slot machines and credit cards communicates wordlessly, (…); a world thus

71

surrendered to solitary individuality, to the fleeting, the temporary and ephemeral (…)”

(Augé 1995:78).

Han tegner her et billede af verden, der i stigende grad baserer sig på Giddens definition

af ekspertsystemer. De postmoderne abstrakte og teknologiserede systemer, som

informanterne betvivler og forsøger at undfly, er altså en del af årsagen til ændringerne i

tid og rum. Ved at sammenholde Giddens’ analyseapparat med Augés begreber om tid og

sted kan man konkludere, at hesteturisternes flugt ud af postmoderniteten ligeledes er en

meningssøgende ekspedition væk fra anonymiteten ud i islænderhesten og Islands

historie. Men hvordan kan turisterne blive andet end skuffede, hvis man skal tro Augé?

”The traveller’s space may thus be the archetype of non-place (Augé 1995: 86, oprindelig

kursiv).

Ud over turistboblens skærmende front- og bagregioner og den leg med roller, der opstår

på hesterejsen, så henviser Augé til ikke-stedets modsætning, det antropologiske sted, der

netop opstår på baggrund af relationer, historiske referencer og identitet (Augé 1995: 52).

Det, der er et ikke-sted for en person, kan være et antropologisk sted for en anden, og

ikke-steder og antropologiske steder eksisterer derfor aldrig i ren form (Augé 1995:78),

hvilket gør teorien relativ og udgør et af de største kritikpunkter imod den. For

nærværende analyse er denne kritik imidlertid underordnet, idet jeg i det følgende vil

vise, hvordan de relative termer kan bruges til at kritisere Augés dom over turismen og

dermed hesteturismen i Island. Jeg forlader endnu en gang turisterne i hestelejen og deres

transitposition på et relativt ikke-sted for at koncentrere mig om turisterne på

hesterejserne og deres fænomenologiske oplevelse af hesten, tid og sted, som adskiller sig i

varighed, længde og geografi fra time-turene omkring gården.

72

Hesterejsen holder hvil og lader hestene drikke og græsse et sted (eller ikke-sted?) i højlandet.

5.12. Bevægelse og rytme: antropologiske steder i islandsk hesteturisme

Ingold og Lee beskriver i deres tekst, ”Introduction” i ”Fieldwork on Foot”, hvordan

antropologen, som undersøger en kultur i bevægelse eksemplificeret ved en pilgrimsrejse,

kan nærme sig forståelsen af sine informanters oplevelse ved at gå med dem. Forfatterne

skriver andetsteds:

”Rather, it is through the shared bodily engagement with the environment, the shared

rhythm of walking, that social interaction takes places. People communicate through their

posture in movement, involving their whole bodies. (…) We could say that I see what you

see as we go along together. In that sense I am with you in my movements, and probably

in my thoughts as well” (Ingold & Lee 2006: 80, oprindelig kursiv).

73

Imens ansigt til ansigt-interaktion30 skaber et mere konfronterende møde, fordi parterne

ikke kan se dét, den anden ser, opstår et fælles visuelt perspektiv på baggrund af fælles

bevægelse, hvilket danner grundlag for en fællesskabsstyrkende være- og samtaleform

(Ingold & Lee 2006: 80). På samme måde som antropologen søger at nærme sig en

forståelse af Den Anden og dennes oplevelse, så ønsker også mine studieobjekter,

turisterne, at opleve dét, islændingene har fået af sanseindtryk til hest på øen.

Hesterejsernes særstatus som værende et specielt islandsk fænomen, idet rejserne af

sikkerhedsmæssige og praktiske årsager ikke kan gennemføres andetsteds, gør denne

oplevelse til et særligt indblik i et nationalt og kulturelt fænomen. Ingold og Lee forklarer

om det at gennemføre en pilgrimsrejse:

”Those who make the pilgrimage often feel an affinity with those who have walked and

ridden the same ways over a thousand years, frequently along routes of many hundreds of

kilometers and taking months to complete” (Ingold & Lee 2006: 69).

På samme vis rækker turistproduktets naturreligiøse efterligning af øens tidligste

befolkning ind i Islands historicitet, som er båret af turisternes kendskab til

islænderhesten.

”Det primære er at komme ud at ride i naturen. Det er hønen eller ægget. Islænderheste på

Island, hvor den kommer fra og ligesom er en del af kulturen. Sagaerne, mytologien og alt

det dér, det er den en del af” (36-årig dansk mandlig mellemleder).

Med få undtagelser kender rideferieturisterne islænderen og dennes historiske rolle i

islandsk kultur mere eller mindre indgående eller overfladisk, og uadskillelig fra naturen

er hesten den primære attraktion. Mange af turisterne har selv islandske heste og

identificerer sig som islænderryttere i deres hjemland som f.eks. ovennævnte informant,

der sammen med sin kone besøger Island for første gang:

30 Ansigt til ansigt-situationen er som regel stillesiddende for de parter, som deltager, og kan sammenlignes

med et interview.

74

”Der er jo også mennesker, som aldrig falder for islænderen. For os var det heller ikke

kærlighed ved første blik faktisk, men det er blevet en livsstil og blevet en identitet for os

begge to. Man tager ligesom bidder af det”.

Racen har grundet sin nøjsomhed og udholdenhed fungeret i Norden som træk- og

ridedyr for mange landmænd og husejere, der ofte kun havde råd til en mindre hest

(Geertz 2007: 48). Islænderen bar derfor status af at være en fattigmandshest frem til

1970’erne, hvor racen blev genopfundet af, hvad man kan betegne som hesteverdenens

hippiebevægelse. De frabad sig den formelle påklædning og det præstigefyldte

konkurrencegrundlag, der stadig præger sporten inden for dressur og springning, og

selvom disse elementer sidenhen er stødt til i ridesporten for islændere, er det såkaldte

islænderfolk til stadighed kendetegnet ved at være uprætentiøst, uformelt og – ikke

overraskende – tilhængere af det naturlige. Der ligger således en vis identitet i det at være

islænderrytter, hvilket var tydeligt hos den del af informanterne, som jævnligt red

islænder i deres hjemland. De få personer, der ikke i forvejen kendte islænderen,

identificerede sig mindre med hesten og dermed mindre med landskabet. Augé betegner

det antropologiske sted som ”places of identity, of relations and of history” (Augé 1995:

52), og uden den historiske dimension og personlige relation til islænderen, som for

ovenstående og mange andre informanter er blevet en ”livsstil og blevet en identitet”, er

det sværere for turisten at relatere sin egen identitet til hestens oprindelsessted. Det

tydeligste eksempel herpå var fire amerikanske turister31, som i USA boede med deres

henholdsvis western- og mustangheste på landet, og som var ubekendte med islænderen,

dens gangarter og historie. Disse personer opsøgte ikke hesterejsen som et kulturelt eller

historisk fænomen, men brugte i stedet rideferien som en variation over en social og

velkendt aktivitet fra deres egen hverdag med såkaldte trail rides32. Mustanghesten er en

vildhesterace, der stammer fra det nordvestlige USA, og beskrives, meget lig den

31 De eneste amerikanske turister under dette feltarbejde. 32 Trail rides foregår i ofte større grupper ude i naturen, ridestilen er westernridning, og den primære

gangart er skridt.

75

islandske hest, som en stærk, udholdende race med stærke hove og ben. Den nedstammer

fra de spanske heste, som conquestadorerne, meget lig landnamsmændende, bragte med

sig til den nye verden, der til forskel fra Island og til stort besvær for de spanske

krigsherrer allerede var befolket. De amerikanske informanter kommer altså fra en

hestekultur, som tilbyder samme historiske og stedsbundne referencer til mustanghesten

og cowboyen, som Island gør til islænderhesten og vikingerne, hvilket adskilte deres

oplevelse fra de europæiske turisters:

“Honestly, it’s not a whole lot different than what we do at home. It’s freedom. It’s

relaxation. That’s why we’re here. The part of being here is to experience something new

and different. The landscape here is - it’s beautiful, but it is pretty redundant. Everywhere

you look it’s a big mountain and open land and no trees, haha! I guess what’s different

about this is riding with the group and moving at a fast pace, we don’t ride like that at

home” (47-årig amerikansk kvinde).

En personlig relation til islænderen fra turistens egen dagligdag, uagtet om turisten har sin

egen/flere heste eller går til ridning hver 14. dag på en rideskole, medfører et kendskab til

racens oprindelse, som skaber en historisk reference til Island. Augé skriver om personlige

relationer i forbindelse med antropologiske steder:

”Finally, place becomes necessarily historical from the moment when – combining identity

with relations – it is defined by a minimal stability. This is the case even though those who

live in it may recognize landmarks there which do not have to be objects of knowledge.

Anthropological place is historical, for them, to the precise extent that it escapes history as

science” (Augé 1995: 54).

For turisterne og de ansattes vedkommende manifesterer hesten en personlig relation ikke

til Island, men til islænderhesten, som unægtelig er “defined by a minimal stability”, men

gør turistattraktionen des mere vedkommende. For turisterne opstår det historiske aspekt

som en følgevirkning af et personligt forhold til den lille hest og gør dem til en mere eller

76

mindre central del af islænderfolket i deres respektive hjemlande. Dette betyder

naturligvis ikke, at de ligesom Guðmundur deler en personlig historie med de steder, vi

rider, men det gør imidlertid hestene, hvorigennem turisten introduceres til naturen

(Augé 1995: 55). Relationen til hesten og dennes evne til at bære turisten igennem det

landskab og den natur, som sammen med menneskelig selektion af de bedste dyr har

været formende for islænderens udvikling igennem de sidste tusind år, skaber en

samhørighed hest og rytter imellem, som tillader turisten at trænge dybere ind i

landskabet, end havde han/hun frekventeret disse steder i bil eller til fods.

At gå, skriver Ingold og Lee, er en social aktivitet, forstået som en rytmisk

bevægelse igennem en verden, hvis mening og betydning ikke nødvendigvis deles af

individerne i deres fuldkommenhed, men hvis materielle substans er et fælles afsæt for

dannelsen heraf:

„It is along this ground, and not in some etheral realm of discursively constructed

significance, over and above the material world, that lives are paced out in mutural

relations. (...) Walking is not just what a body does; it is what a body is (Ingold & Lee 2008:

2, oprindelig kursiv).

Hermed skriver forfatterne sig ind i den heideggerske tradition, der definerer værens

væsen, “dasein” som baseret på “mitsein”, altså væren-ved, og det er denne væren-ved i

verden, som er udgangspunktet for “in-der-welt-sein”, nemlig menneskets væren-i-

verden. Væren er derfor ikke en egenskab ved mennesket, men den måde, hvorpå det er.

Ning Wang citerer Heidegger således:

“Dasein is essentially an active, performative self; . . . [it] is what it does . . . and being a self

is its process of realization” (Wang 1999: 332).

Tingene, det forhåndenværende, varetages af mennesket ud fra en given kontekst, og det

er i tildragelsen, at det forhåndenværende bliver meningsfuldt. Således indgår mennesket

77

altid i verden ud fra en konkret og dermed meningsgivende sammenhæng, og ligesom

Heidegger forkaster Ingold den metafysiske tankegang. Ingold, som ud over at være

antropolog har rødder i biologien, videreudvikler Heideggers betegnelse af væren-i-

verden betegnet som ”dwelling”, idet Ingold udvider begrebet til også at omfatte vore

medskabninger, dyrene (Ingold 2000: 185-186). Ingold mener, at dyr ligesom mennesker er

konditionerede af deres omgivelser og artens tidligere aktiviteter i det givne miljø,

hvorved ”the agent-in-its-environment”, forstået som menneskets væren-i-verden, i kraft

af dwelling eller beboelse, deler samme ontologiske eksistensform som ”the-animal-in-its-

environment” (Ingold 2000: 153 og 186).

”For any animal, the environmental conditions of development are liable to be shaped by

activities of predecessors. (…) The same goes for human beings. Human children, like the

young of many other species, grow up in environments furnished by the work of previous

generations, and as they do so they come literally to carry the forms of their dwelling in

their bodies – in specific skills, sensibilities and dispositions. But they do not carry them in

their genes (…)” (Ingold 2000: 186).

Hestene på Island bærer således en ”embodied knowledge” eller kropsligt indlejret viden

om deres specifikke miljø, som mennesket kan tage del i ved at være-i-verden sammen

med hesten “in the business of dwelling” (Ingold 2000: 196). Kroppen, forstået som

fundamental for kulturelle og meningsdannende processer, udfører en eksistentiel

handling, idet den bevæger sig i fænomenernes verden, hvad enten det er ved at gå, køre,

cykle eller som i dette tilfælde ride (Ingold og Lee 2008: 3). Dog har den ridende i ringere

grad end den gående, men i højere grad end den kørende mulighed for at se sig frit

omkring og observere detaljerne i omgivelserne. Hesterejsens tempo er hurtigere end

skridtgang, idet flokken bestemmer farten, men langt mere roligt og langsommeligt end

det at sidde i en bil. Bilens fart og dermed begrænsende mulighed for at observere

landskabet og omgivelserne er ifølge informanterne en uautentisk rejseform, og til hest har

turisten rigere mulighed for at se sig omkring og endvidere bruge hele sanseapparatet,

78

nemlig lugte-, høre- og følesanserne, som udvider forståelsen af stedets visuelle indtryk

(Ingold & Lee 2006: 70). Modsat urbane områder, der ofte er belagt med cement eller andre

hårde materialer, så efterlader den rejsende endvidere et aftryk i naturen i form af hjul-,

fod- eller hovspor. Dette kan have en negativ effekt på det biologiske miljø, men inddrager

i højere grad personen i det landskab han/hun bevæger sig i. De steder, hvor

motorkøretøjer grundet terrænet ikke kan færdes, rider vi ad hovtrådte stier, hvoraf

enkelte passager blev grundlagt for mange år tilbage af Guðmundur selv, inden han

startede med at udbyde sine rejser til turister. Naturen tillader på godt og ondt at lade sig

mærke både af lokale og turisterne, fordi ”the route becomes embedded into the landscape

in a way that is usually not possible in urban areas” (Ingold & Lee 2006: 78). Rutens

”embeddedness” og indlejring i naturen er skabt af mennesker, der som Guðmundur har

fundet vej igennem terrænet via hestene, som er eksperter i det islandske miljø, hvori både

dyrenes genmateriale og socialiseringsproces med artsfællerne har fundet sted. På

hesterejsen er det ikke turisterne, der træder sine spor igennem landskabet, men hestene,

som allerede har del heri. Skálakots egne heste er endvidere vant til at gå i flok og kender

ruterne til Þorsmörk og Landmannalaugar, ikke fordi hestene er intelligente og kognitivt

begriber destinationens komme, men fordi dyrene er en del af det landskab, flokken

bevæger sig i; de har landskabet i instinkterne og ruten i kroppen. Det kommer f.eks. til

udtryk, når de rutinerede heste nærmer sig dagens destination, som for dem er en

belønning i form af hvile og mad. Des nærmere dyrene kommer et hvilested, des ivrigere

bliver de, sætter farten op og øger flokkens tempo. Meget stedskendte heste kan også være

en fordel for udenlandske ansatte, som f.eks. de gange jeg skulle vise vej, men mistede

stien. Ved at lade en ældre hoppe, der altid var blandt de forreste, hvilket førerhopper er,

gå foran og lede gruppen, genfandt jeg retningen, og ligesom stien er også hesten indlejret

i landskabet, i dette tilfælde dybere end sidste års hovspor. Indimellem er det derfor

hestene, som bestemmer tempoet frem for de ekvipager, der agerer front- og bagryttere,

og ”the balance of power, in this case, can swing like a seesaw as first the human and then

79

the animal gains the upper hand” (Ingold & Lee 2006: 12). Flokken kan være ugidelig og

besværlig at drive fremad, hvis hestene er sultne eller bevæger sig igennem højt græs, og

uregerlig og hurtig, hvis hestene er kåde på vej ud eller på vej hjem. At bevæge sig med

dyr betyder, at man skal kende - og være opmærksom på dyrets intentioner, som er

motiveret af dets instinkter og beboelse (dwelling) i det givne miljø.

Hestene må drives frem, når de som her på billedet er trætte og begynder at skridte, sprede sig og lede efter

græs.

Turisternes kendskab til islænderhesten i Europa er en anderledes og til tider direkte

modstridende viden end den, de skal bruge til at drive en flok i naturen, hvor hestens flok-

og flugtinstinkter får frit spil. Det tager derfor nogen tid, før turisterne får fornemmelsen

af flokkens rytme, dvs. hvor tæt de kan ride på de løse heste, før disse bliver pressede,

eller hvor langt foran dem de kan ride, før flokkens dynamik bliver brudt, og hestene

enten bliver skubbet for hurtigt fremad eller mister forbindelsen til frontrytterne og

80

dermed retningen. Fornemmelsen af flokkens flow sker på baggrund af personens

justering til sin nye væren-i-verden som rytter, der må perciperes igennem ”the-animanl-

in-its-environment”, hesten:

”Jeg tænker, hvordan danser denne hest, og hvordan skal jeg tilpasse mig? Det er det

første, når jeg rider, man må mærke efter, hvordan hestene er. Men det er ikke, fordi jeg er

forelsket i hestene. Det er ikke, fordi Nemo er pænere eller sådan noget, men jeg kender

ham, og så kan jeg slappe af” (38-årig kvindelig norsk key-account-manager).

Kvinden forklarer, hvordan hendes krop skal justere sine bevægelser og sin rytme til de

forskellige hestes ”dans” for at kunne kontrollere hestens gangarter, retning og

intentioner.

”I fjord var det hesten, som bar mig. At sidde og tølte, det lærte jeg af Nemo i fjord. Når

folk sagde: ”du skal samle hesten”, så tænkte jeg: ”skal jeg gå rundt og pakke den sammen

eller hvad?”. Men så kunne jeg mærke, når jeg begyndte at gøre det rigtigt. Den lærte mig,

hvad jeg skulle gøre. Så når jeg prøvede en ny hest, så vidste jeg, hvad jeg skulle gøre,

selvom det altid er lidt forskelligt ” (38-årig kvindelig norsk key-account-manager).

Kvinden, der er en urutineret rytter, bemærker en tydelig forbedring af sin egen rytme og

evnen til at tilpasse sig de forskellige heste siden sidste sommer, hvor hun for anden gang

var på rideferie i Skálakot. Hesten Nemo har et stort anlæg for tølt og er derfor en god

læremester for de ryttere, der ikke kender gangarten og ikke har den indlejret i kroppen.

Hest og rytter må have fælles rytme, førend man kan sige, at rytteren rider hesten og ikke

blot lader sig bære derhen, hvor hesten ønsker. Denne ”kentaur-effekt”, som Ann Game

betegner den fælles bevægelse af rytter og hest, udgør ekvipagen, ”sets free energies in us,

remaking and enliving us” (Game 2001: 3).

”What horse and rider entrain with is the relation, the rhythm between, the transporting

flow, the riding” (Game 2001: 5, oprindelig kursiv).

81

Det er igennem en fælles rytme og fælles bevægelse, at hest og rytter opnår den relation,

der tillader rytteren at indlejre hestens bevægelser, såsom tølt, i sin egen krop for derved

også at kunne mestre hestens bevægelser (Game 2001: 8). Kentauren, hvis hestekrop

fortsætter fra skulderen som det øverste af en menneskekrop, er derfor et malende billede

på den forbindelse, rytteren ønsker at opleve i sadlen. Her er altså ikke tale om en relation

til en specifik hest, f.eks. hesten Nemo, og dermed en mere eller mindre antropomorfistisk

kæledyrsrelation, men en relation etableret på baggrund af kroppens forståelse og

optagelse af alle hestenes fælles flow.

“It is freedom but not that sort of freedom that I am just free now. I feel much more

submerged into something. I am part of the animal mind, I am part of the heard and I am

part of the environment that they can relate to in a much more different manner than we

do as human beings. I am getting that connection to the horse; not the horse but a horse or

a number of horses” (52-årig kvindelig tysk universitetslærer).

Rytmen, ifølge Ingold og Lee, er for dyret ligesom for mennesket ikke noget, som dyret

gør, men det, som dyret er (Ingold & Lee 2008: 2); bevægelsen hest. Igennem denne rytme

relaterer turisten fra citatet ovenfor til naturen via dyret, der er historisk, stedsligt og

fysisk indlejret heri.

“While riding with the heard, I get a feeling of togetherness. That the difference between

the human being and the heard collapses and you become like one. You are sitting in the

horse, not on it. The horses are creating a bridge between me, as an academic with my

office and my car and everything, and the mountains and nature. The horses are part of

nature already, but they sort of open your soul, your heart and your gaze. They symbolize

enduring nature. It’s a sense of freedom and belonging to the environment, that’s what it

means to me”.

Turisten oplever at indgå i landskabet i højere grad til hest, end havde turisten færdedes

til fods. Oplevelsen af at opnå ”a sense of freedom and belonging to the environment” sker

82

netop igennem bevægelse , hvilket ikke, som Augé hævder, ”prevents him [turisten] from

perceiving it as a place, from being fully present in it, even though he may try to fill the

gap with comprehensive guidebooks… or journey narratives” (Augé 1995: 85). Augés

relative men konsekvente brug af begreberne ikke-sted og antropologisk sted har derfor

vist sig utilstrækkelig i forbindelse med islandsk hesteturisme, idet dyr og menneskers

væren-i-verden sammen giver adgang til alternative måder at forstå en turistattraktion.

Det er i kraft af bevægelse og ikke på trods af denne, at hesterejsen i et fænomenologisk

perspektiv genererer en personlig relation til islænderhesten og dennes miljø, som trækker

på historiske og identitetsrelaterede bånd. Det antropologiske sted forbliver antropologisk

og stedsligt frem for abstrakt og rumligt, hvilket endvidere fordrer, at turisten oplever sine

islandske værter og hesterejsen som ægte, genuin, naturlig og autentisk. Autenticitet er et

omdiskuteret begreb, ikke mindst i forbindelse med turisme, og jeg vil i det følgende

behandle begrebets anvendelighed i islandsk hesteturisme med stadigt fokus på hestens

betydning.

5.2. Autenticitetsbegrebets anvendelighed i islandsk hesteturisme

Dean MacCannell (1940) startede for alvor debatten om autenticitetsbegrebet med sin bog,

”The Tourist”, (1976):

”The term ”tourist” is increasingly used as a derisive for someone who seems content with

his obviously inauthentic experiences” (MacCannell 1976: 94).

Denne normative beskrivelse af turistens autenticitetsoplevelse eller mangel på samme er

siden blevet stærkt kritiseret af en række antropologer, bl.a. Edward M. Bruner. I sin tekst,

”Abraham Lincoln as Authentic reproduction: A Critique of Postmodernism”, behandler Bruner

autenticitetsbegrebet fra et konstruktivistisk synspunkt med udgangspunkt i

(gen)skabelsen af Abraham Lincolns barndomsby. Jeg vil i det første af to afsnit om

autenticitetsbegrebet diskuteret i forbindelse med islandsk hesteturisme behandle

83

turistoplevelsen med afsæt i denne postmoderne kritik. Efterfølgende vil jeg med

udgangspunkt i Ning Wangs tekst “Rethinking authenticity in tourism experience” diskutere

den autentiske oplevelse i et fænomenologisk perspektiv i forlængelse af forrige afsnit om

mennesker og dyrs væren-i-verden. Wang skelner mellem begreberne “tourist experiences

(or authentic experiences) and that of toured objects” (Wang 1999: 356, oprindelig kursiv), to

forskellige aspekter af autenticitetsbegrebet, der ofte behandles som ét. Wang citerer

Handler og Saxton: “An authentic experience (…) is one in which individuals feel

themselves to be in touch both with a real world and with their real selves” (Wang 1999:

356), hvorimod “toured objects” vurderes ud fra, hvorvidt objektet fremstår autentisk eller

ej. Jeg henviser i det følgende til Wangs definition af begreberne ”tourist/authentic

experience” og ”toured objects” som henholdsvis eksistentiel autenticitet og autentisk

oplevelse.

5.21. Hesterejsen som en autentisk oplevelse

Kulturhistoriske turistattraktioner bærer ofte præg af nødvendigheden i at fremstå

autentisk, selv når turistsegmentet ingen forudsætninger har for objektivt at vurdere

denne autenticitet. MacCannell problematiserer turistens manglende viden og

overfladiske forbrug af attraktioner og sites, som netop er udpeget som vigtige eller

interessante, så turisten ved, hvad han eller hun skal kikke efter (MacCannell 1976: 110).

Front- og bagregionerne i Skálakot og på hesterejsen er derfor, i MacCannell’s optik,

virkemidler til at præsentere virkeligheden på en måde, som behager turisten. Disse

virkemidler, såsom brugen af bestemte kulturelle genstande til at opsætte en kulisse, er

uigennemskuelige for den uvidende turist, og det er derfor ikke realistisk for turisten at

vurdere, hvorvidt noget er autentisk eller blot er iscenesat som værende autentisk og

dermed ”staged authenticity” (MacCannell 1976: 47). MacCannell indtager hermed en

objektivistisk position i forhold til autenticitetsbegrebet, hvilken Bruner skriver sig op

imod på baggrund af sit feltarbejde i New Salem. Bruner argumenterer i stedet for, at

84

turistens oplevelse af et historisk sted er med til at genopfinde stedets historicitet både

dengang og nu:

”It is not just that the 1990s and the 1830s New Salem are always in process of

construction, but that the 1990s New Salem influences our conception of the 1830s. In

other words, what is called the copy changes our view of the original” (Bruner 1994: 407).

Bruner tilslutter sig hermed den postmoderne bevægelse og dekonstruerer MacCannell’s

objektivistiske autenticitetsforståelse, idet kopier af originaler påvirker vores opfattelse af

selve originalen, forstået som det autentiske, hvorved denne ophører med at eksistere.

Turisten bliver således medskaber af historiciteten på det givne sted, hvilket for

nærværende analyse betyder, at hesteturisterne er medskabere af hesterejsernes betydning

i et nutidigt perspektiv. Turistens subjektive oplevelse påvirker opfattelsen af

landnamsmændendes historiske hesterejser for hundredvis af år tilbage, hvilket igen

projekteres tilbage på den nutidige oplevelse. En 24-årig svensk pige forklarer under et

interview, hvad hun oplever, når hun rider igennem det islandske landskab:

“I like history, so I am playing that I am a Viking going here for the first time. I imagine

how the landscape was and when you are telling a story, I kind of see it in my mind. To be

here and ride Icelandic horses, it feels like I am travelling back in time. That is impossible

to do somewhere else because… because I know all the history and stuff. I just got a piece

of information here and there and put it together. (…) It feels like I am living history. I am

impressed that they kept the horses so Viking-ish”.

Citatet, der vidner om en levende fantasi, illustrerer, hvordan personens nutidige

oplevelse af islands natur påvirkes af forestillingen om vikingernes landnamstid. Personen

føler sig forbundet til fortidens hændelser via den stedslige dimension, hvorved disse

reproduceres i turistens bevidsthed. Netop på baggrund heraf mener personen at kunne

vurdere hestenes med MacCannell’s ord autenticitet, her betegnet som ”viking-ishness”,

som hun finder utroligt velbevaret. New Salem og den islandske vildnatur refererer altså

85

ikke til en videnskabshistorisk sandere eller mere autentisk virkelighed men konstrueres

på baggrund af oplevelsen heraf. Turisternes oplevelse af Islands natur som rå basisnatur

er derfor fuldstændig upåvirket af videnskabshistorien, der fortæller os, at 27 pct. af øen i

landnamstiden var dækket af birk- og nåleskov, hvoraf kun 1,2 pct. er efterladt til

turisternes skue (Traustason og Snorrason 2008: 40). Bruner skriver:

”Authenticity is a struggle. From the point of view of the professional staff, who have the

goal of making New Salem a believable or genuine reproduction, one constantly has to be

aware of possible inauthenticities” (Bruner 1994: 403).

Modsat menneskeskabte artefakter, der kan fremstå mere eller mindre autentiske, har

naturen en iboende autenticitet, som tiltager, i takt med at artefakterne udebliver. Naturen

fri for hjulspor, hegn, bebyggelse og udgravninger fremstår, ja, naturlig, og turisten fra

ovenstående citat kan derfor uforstyrret forestille sig, at hun på sin rideferie betragter

samme og dermed autentiske landskab, som vikingerne fandt, første gang de trængte ind

på øen. Wang kalder denne konstruerede autenticitet for ”symbolsk autenticitet”, hvilken i

høj grad er styret af turisternes romantiske blikke og stereotype billeder af Island (Wang

1999: 356, 362). Symbolsk autenticitet retter turisternes fokus mod naturen som oprindelig

og fjerner opmærksomheden fra islandsk natur som værende en økologisk krise, hvis

åbenlyse fravær af træer og aggressive lupin-epidemi overalt vidner om menneskelig

indblanding.

Symbolsk autenticitet er således medvirkende til, at hesterejsen blandt

turisterne fremstår som en kulturelt autentisk oplevelse, idet turisten oplever kontakten til

Islands historie på trods af - eller snarere på grund af - sin egen begrænsede viden herom.

Turistens forestilling om og møde med vor tids Island tegner et billede af, hvad der i hin

tid ventede vikingerne efter mange dage på havet, hvorved turistens egen oplevelse bliver

konstituerende for, hvad man i turistsegmentet betragter som oprindeligt, ægte og

autentisk. Nedhugning af skovbevoksningen, tilførelse af nye plante- og dyrearter og

86

videnskabshistoriens faktuelle oplysninger om miljøets udvikling på baggrund af

menneskelig interaktion er irrelevant information i forhold til turistoplevelsens

autenticitet, som udspringer af en forestilling om Islands åbne vidder og nøgne bjerge.

Dette leder mig videre til begrebet om eksistentiel autenticitet. Ud over den

konstruktivistiske tilgang, hvis symbolske effekt kun belyser den ene side af

autenticitetsbegrebet, vil jeg vende mig mod Wangs begreb om eksistentiel autenticitet for

at forstå det fulde billede af hesteturisternes oplevelse.

Lupinen blev importeret til Island omkring år 1885 fra Europa. For det blotte øje klæder blomsten den golde

jord, men den sejlivede og invasive plante er en plage og udrydder andre plantearter, som er en del af øens

naturlige vegetation.

87

5.22. Eksistentiel autenticitet

Modsat MacCannells autenticitetsbegreb eksisterer eksistentiel autenticitet ifølge Ning

Wang fuldstændig uafhængigt af objekter og fysiske kulisser. Eksistentiel autenticitet

refererer ikke til omgivelserne såsom naturens oprindelighed eller originalitet, men til

personens egen autenticitet forstået som en oplevelse af realiseringen af ”personens sande

jeg”. Som tidligere behandlet med Goffmannske termer fordrer rejsesituationen, at turisten

kan indtage en anderledes rolle end sin velkendte hverdagsrolle, og ifølge Wang er det

netop de trygge, uudfordrende og stigmatiserende roller fra hverdagslivet, som afholder

individet fra muligheden for at opleve et alternativt selv:

“existential authenticity denotes a special state of Being in which one is true to oneself,

and acts as counterdose to the loss of “true self” in public roles and public spheres in

modern Western society” (Wang 1999: 358).

Som en konsekvens af det postmoderne menneskes søgen efter mening og identitet

grundet systemernes kompleksitet og en tiltagende overflod af tid og rum, som beskrevet

hos Giddens og Augé, sker en overfokusering på skabelsen af selvet. Hesterejsen udgør et

led i selvets refleksive projekt og er dermed en fortsættelse af identitets- og meningsjagten,

men turismen åbner også op for muligheden for at opleve uforudsigelige og alternative

måder, hvorpå mennesket kan forstå sig selv og høre til i verden (Wang 1999: 459).

Eksistentiel autenticitet er altså relateret til væren og opstår fuldstændig uafhængigt af,

hvorvidt objekter fremstår ægte (Wang 1999: 359). Hesteturisternes romantiske blikke

bevirker dog, at den eksistentielt autentiske oplevelse bliver mere tilgængelig i kraft af

naturens iboende autenticitet, som stiger, i takt med at menneskeskabte artefakter

udebliver. Postturisten derimod, som beskrevet hos Urry, er mere eller mindre fri for

sådanne romantiske eller historiske briller og betragter turistrejsen som en fortsættelse af

postmodernitetens leg med roller ud i nye kontekster. Hvorvidt postturisten herved har

rigere eller ringere mulighed for at opleve eksistentiel autenticitet, rækker ud over dette

88

speciales rammer at besvare, men det autentiske element og i særdeleshed eksistentiel

autenticitet er af afgørende betydning for hesteturisten.

Afsnit ”4.4. Mødet med naturen i – og uden for mennesket: det romantiske

blik” omhandler hesteturisternes romantiske perception af Islands vildnatur og det lille

individs spejling af sin egen menneskelige eksistens i naturens smukke, men brutale og

usentimentale karakter. Nedenstående er dele af et citat hentet herfra, som tjener til at

eksemplificere, hvordan den romantiske naturoplevelse medierer eksistentiel autenticitet,

hvilken informanterne ikke mener at kunne opnå i en urban kontekst:

”Det er roen og naturoplevelsen, hvor man bliver sart og helt enormt følsom. Jeg kan

faktisk komme i den dér stemning igen nu (…). Det giver en indre blødhed, som er så

dejlig at møde” (61-årig dansk kvinde).

I Romantikkens ånd dyrker informanten sit eget følelsesliv i relation til naturoplevelsen.

Kvinden genkalder sig en situation, hvor hun rider i højlandet med hesteflokken, og hun

hensættes i en stemning af sart følsomhed og indre blødhed i positiv forstand. Det for

informanten rørende møde med disse sårbare følelser i jeget kan betragtes som et møde

med en del af selvet, der ikke har samme råderum i dagligdagen og derfor hos Tom

Selwyn beskrives som en ”alienation-smashing feeling” (Selwyn 1996). Den ubeskrivelige

tilstand, der ligesom den konstruerede, men autentiske oplevelse er funderet i turistens

egen erfaringsverden, repræsenterer informantens eksistentielle stadie i et øjeblik, hvor

hun har skubbet sig selv ud af hverdagens trygge rammer og roller, ud blandt potente

vulkaner og brusende floder. Turner og Manning definerer eksistentiel autenticitet som en

tilstand, der bedst kan beskrives som en ny form for væren, idet individet får tæppet

trukket væk under sig og hænger frit i luften:

”authenticity is only possible once the taken-for-granted world and the security it offers

are called into question. This is dependent on a specific mood – anxiety – which, in

89

subjecting everydayness to questioning, reveals the groundlessness of human existence”

(Turner and Manning 1988: 137).

Den angstprovokerende oplevelse af menneskets skrøbelige eksistens portrætteret i

naturens voldsomme kræfter giver informanten mulighed for at erfare et alternativt selv,

som ikke er kontrolleret af samfundsinstanserne eller styret af selvets refleksive projekt,

hvorved personens bliver udfordret på sin hidtidige habitus (Bourdieu 1984).

Spændingsmomentet er, som tidligere behandlet, et vigtigt krydderi i hesteturismen, og

nye udfordringer samt potentiel fare er med til at rykke turisternes grænser og sætte

spørgsmålstegn ved den velkendte verden. Wang forklarer med reference til Giddens og

Foucault, hvordan det moderne menneske konstant må regulere sine følelser og sin

adfærd, idet samfundsinstitutionerne og de sociale praksisser ikke overlader plads til eller

accepterer ureglementeret opførsel som f.eks. leg på arbejdspladsen eller et personligt

skænderi i supermarkedet. Ved overdreven kontrolleret adfærd opstår en ubalance

imellem individets følelsesmæssige impulser og samfundsinstansernes restriktive normer,

og Wang forklarer dette som en af årsagerne til det moderne menneskes oplevelse af

inautenticitet, fremmedgørelse og tab af selv i offentlige roller (Wang 1999: 360).

”The power derived from control over the body (…) results in a sense of existential

inauthenticity. In other words, existential inauthenticity or alienation is both spiritual and

bodily” (Wang 1999: 362).

Eksistentiel autenticitet opleves som en liminal fase (Turner 1973), hvis ophør uundgåeligt

vil tilbagesætte personen til hans/hendes sociale restriktioner, kulturelle normer og

hverdagslige rutiner, men personen har nu et større overskud til igen at indgå i denne

verden (Wang 1999: 361). Følgende eksempel er en 24-årig svensk kvinde, som under

interviewet er tydeligt berørt af og lettere eksalteret over dagens begivenheder, idet hun

fortæller mig om sin oplevelse over floden Krossá:

90

”It makes me feel grateful. It makes me feel grateful that the horse is taking me through it

and I am grateful that I am here. That I am able to do this. I feel grateful for my life,

actually. It seems like the horses here are allowed to be horses and you just have to go

with the flow. Not like the stables at home, where if you make one small mistake, it’s a

disaster. They’re much more… harmoniske33. Me too”.

Informanten føler taknemmelighed over, at hesten tilsyneladende hjælper hende til at

forlade sin kontrollerede og fremmedgjorte tilstand og forcere flodens farlige strøm,

hvilket manifesterer sig som en liminal fase af eksistentiel bevidsthed og taknemmelighed

over tilværelsen generelt. Turisten betragter hestene som harmoniske, fordi de befinder sig

i deres naturlige element, fri for fremmedgørende sociale restriktioner og

institutionaliseret adfærd som den, informanten oplever i hjemlandets staldmiljø. Sammen

med hesten og i kraft af dennes interaktion med naturen tvinges informanten til at slippe

sine sociale konventioner inden for hesteridning, hvorved rammerne for accepteret adfærd

sprænges og giver plads til det hele menneske. Informanten får således mulighed for at

opleve sig selv som mere harmonisk på hesterejsen modsat hjemme, hvor hun beskriver

sig selv som en person, der sætter for høje krav, er meget følsom og oplever et konstant

pres fra sine omgivelser. Eftersom kropslig og psykisk inautenticitet ifølge Wang er

sameksisterende, betyder det omvendt, at fysiske aktiviteter kan henføre sindet til en ny

tilstand af væren. Ved at udfordre selvet i en fysisk aktivitet, noget hverdagsaktiviteter

sjældent formår, oplever individet at overkomme sig selv og sine vante roller, hvad enten

det er ved at cykle, vandre, bungy-jumpe eller, som i nærværende tilfælde, at ride på en

hest. Den naturlige kontekst og de islandske naturfænomeners evne til at kontrastere

turistens kontrollerede hverdagsliv med hesterejsens løsslupne bevægelse er kimen til et

konfronterende møde med sider af selvet, hvis spontane eller følsomme karakter ville

virke upassende at realisere i modernitetens rationelle og institutionaliserede kontekst.

Man kan som Selwyn og Wang betegne denne oplevelse som en ”alienation-smashing

33 Informanten brugte det svenske udtryk ”harmoniska” om hestene.

91

feeling” (Selwyn 1996, Wang ) eller som informanten fra det første citat som ”en indre

blødhed, som er så dejlig at møde”. Uanset hvordan den eksistentielt autentiske følelse

kommer til udtryk, som er med meget forskellige ord fra forskellige mennesker, så er det

en pragtfuld følelse, ”it is real to a tourist and thus accessible to him or her in tourism”

(Wang 360).

5.3. Delkonklusion

På baggrund af en fænomenologisk analyse har jeg i dette kapitel undersøgt, hvilken

betydning islænderhesten har for turistoplevelsen. Med Augés terminologi over

antropologiske steder og ikke-steder og Ingolds fænomenologi over mennesker og dyrs

beboelse af verden har jeg vist, at informanterne opfatter de steder, hvori hesterejsen

bevæger sig, som antropologiske steder og ikke, som Augé ville hævde, ikke-steder. Ikke-

stedet er født ud af postmodernitetens teknologiserede adskillelse og, som en konsekvens

heraf, overflod af tid og rum, som bombarderer individet med informationer hvert eneste

sekund. Tid er derfor altafgørende på ikke-stedet, idet dette rum udgør et midlertidigt

transit, hvori individet er identitetsløst. Ikke-stedet, der er kendetegnet ved et fravær af

historie, relationer og identitet, er således fast inventar i turisternes institutionaliserede

hjemlande og ifølge Augé ligeledes et produkt af turismens overfladiske jagt på historiske

attraktioner. Overfloden i den globaliserede verden af fjerne begivenheder medfører ”a

renewned doubt” (Augé 1995: 36), som sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt

menneskehedens historie overhovedet bærer nogen mening. Den kulturelle hesterejse kan

derfor ses som et forsøg på at forbinde turisten med Islands korte historicitet, hvorved

individet i kraft af selvets refleksive projekt kan tilføre mening og betydning til sin egen

eksistens. Med afsæt i Bruners konstruktivistiske ståsted har jeg forklaret, at

informanterne rekonstruerer fortidens hesterejser på baggrund af deres egen oplevelse

heraf, og turist-hesterejsen opleves derfor som autentisk til trods for de

videnskabshistoriske uoverensstemmelser imellem islandsk natur og islænderhesten

92

dengang og nu. Det er imidlertid netop den islandske hest, hvis kropslige indlejring i

naturen bygger bro imellem turismens overfladiske forbrug af attraktioner og en personlig

relation til landskabet. Hesteturisternes relation til islænderhesten i deres hjemlande

bevirker, at de i større eller mindre grad identificerer sig med racen og den dertilhørende

islænderhestekultur. Islænderhesteflokken fungerer derfor som en sansemæssig guide,

hvis rytme og bevægelse igennem landskabet introducerer turisten til dyrenes mangeårige

beboelse og perception heraf. Landskabet fremstår således blandt informanterne som et

antropologisk sted i kraft af bevægelse og ikke på trods af denne. Det rytmiske kollaps

imellem ” the agent-in-its-environment” og ”the animal-in-its-environment” konfronterer

samtidig turisten med en anderledes måde at indgå i verden, som udfordrer individets

eksistentielle tilstand (Ingold 2000: 153). Ved at forlade institutionssamfundet og hengive

sig til en fysisk aktivitet, hvori hverdagens trygge, men snærende sociale konventioner

bliver opløst, kan hesteturisten erfare et alternativt selv og, som beskrevet hos Wang,

eksistentiel autenticitet.

6. Afrunding

Dette speciale har undersøgt, hvad personer oplever ved at ride islandske heste på Island med

særligt henblik på den islandske hesterejse i turismen. På baggrund af det impiriske materiale

har jeg vist, at hesteturisterne er under indflydelse af en romantisk natur- og enhedstanke,

hvilket kommer til udtryk i informanternes symbolske fortolkninger af naturfænomenerne

og landskabet. Turisterne betragter vildnaturen og den islandske bondekultur med et

romantisk blik, der fokuserer på naturen som oprindelig, ægte og autentisk (Urry 1990).

Det romantiske blik er i høj grad skabt af Islands egen nationalromantiske selvfremstilling,

hvis forsøg på at forene et fattigt og hungersramt Island i starten af det 20-århundrede

stadig påvirker islandsk kulturarv og er med til at tegne øens ansigt udadtil - hvis ikke

også indad, som Pálsson & Durrenberger foreslår (1996). Hesterejsernes historiske

tilknytning til Islands tidligste befolkning, som udforskede og indtog øen til hest, lever

93

videre i nutidens islandske landliv, hvori islænderen stadig bliver brugt til at samle får,

opdræt og ind imellem slagtning. Hesteturismen er således opstået i en allerede

eksisterende branche med interesse i hestesporten og kan derfor betegnes som et

livsstilsforetagende, hvori den islandske bonde fremstår som bærer af Islands kulturarv

(Helgadóttir & Sigurðardóttir 2008). Turistindustrien bruger den historiske fortælling og

de romantiske livstilsbilleder til at markedsføre Island og hesterejserne, hvilket i høj grad

er en del af årsagen til turisternes præetablerede forestilling om islandsk landliv som

værende simpelt, naturligt og mere eller mindre præmoderne. Herved opstår en

natur/kultur-dikotomi, som i forlængelse af romantikkens naturtanke kontrasterer

informanternes urbane hverdagsliv i travle og tætbefolkede Europa med Islands øde

højland. Naturfænomenernes kraftfuldhed i form af brusende floder, gletchere og

vulkaner fremstår som en omnipotent naturmagt, hvis usentimentale og i værste fald

ødelæggende karakter udstiller den mennesklige eksistens som skrøbelig og sårbar.

Menneskeskabte normer i det civiliserede samfund fremstår fremmedgørende og

ligegyldige i lyset af naturens universalkraft, som springer rammen for sociale

restriktioner og frigør informanterne fra hverdagens vante roller. På baggrund af Giddens’

samfundsteori over, hvad han betegner højmoderniteten, og Augés definition af

antropologiske steder og ikke-steder i, hvad han betegner supermoderniteten, har jeg

ligeledes vist, at informanternes refleksion over udviklingen i deres institutionaliserede og

teknologiserede vestlige hjemlande er medvirkende til behovet for at hengive sig til en

konkretiseret universalmagt, hvorved den romantiske tanke igen har fået næring blandt

visse befolkningsgrupper i vesten. Romantikken som periode var et opgør med

oplysningstidens rationaliserende tankegang, og hesteturisternes naturromantiske

tendenser er en lignende reaktion mod institutionssamfundets uigennemskuelige

ekspertsystemer og postmodernitetens fragmenterede virkelighed, hvorom individet

konstant må tvivle. Adskillelsen af tid og rum i det moderne samfund har medført en

overflod af netop disse, som sammen med udlejringen af sociale praksisser fra privatlivet

94

til samfundsinstitutionerne bevirker, at informanterne og turister i særdeleshed i større og

større omfang bevæger sig på såkaldte ikke-steder (Giddens 1994, Augé 1995). Ikke-

stederne frarøver individet hans/hendes identitet, og teknolgien og globaliseringen

bringer hele verden tæt på i et bombardement af simultane begivenheder rundt omkring

på kloden, hvilket sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt menneskehedens historie

overhovedet bærer nogen mening (Augé 1995: 36). I et førsøg på at skabe en mening og en

sammenhængende identitet forholder hesteturisterne sig refleksivt til de postmoderne

vilkår, og hesterejsen indgår som et led i selvets refleksive projekt, hvori den udgør et

værdisymbolsk valg om at forlade det postmoderne samfund og søge tilbage til naturen.

I anden halvdel af specialet ændres det teoretiske perspektiv fra at være

hovedsageligt en konstruktivistisk tilgang til en fænomenologisk for at belyse det

etnografiske materiale i sin helhed. På baggrund af Ingold’s teori over mennesker og dyrs

fælles væren-i-verden eller med Ingold’s udtryk beboelse af verden, ”the agent-in-its-

invironment” og ”the animal-in-its-invironment”, har jeg argumenteret for, at

informanterne introduceres til landskabet igennem den islandske hest, som er kropsligt,

historisk og instinktivt indlejret heri. At bevæge sig med heste eller dyr i det hele taget

betyder, at man skal kende og være opmærksom på dyrenes intentioner motiveret af

beboelsen af det givne miljø. Fornemmelsen af flokkens flow sker derfor på baggrund af

informanternes nyerfarede væren-i-verden sammen med ”the animal-in-its-invironment”,

og for at blive siddende i sadlen og tage del i flokkens rytme må rytteren i nogen grad lære

at percipere landskabet igennem hestene. Ingold & Lee (2008) beskriver denne rytme som

noget dyret er frem for noget, dyret gør, idet mennesker og dyr indgår i verden ud fra

konkrete og dermed meningsgivende kontekster, og bevægelsen udgør således en

eksistentiel handling (Ingold 2000, Wang 1999). Informanternes mere eller mindre

indgående kendskab til og brug af islænderhesten i deres hjemlande udgør en personlig

relation til racen og dens oprindelse, som bygger bro imellem Islands natur og den

rejsende turist. Frem for at bevæge sig igennem et rum af ikke-steder, hvilket turisten

95

ifølge Augé altid gør, introduceres informanterne til landskabet igennem hestene og den

lokale guide og bonde, Guðmundur, hvis personlige og historiske relationer gør stedet

antropologisk og vedkommende. Det antropologiske sted erfares således igennem

bevægelse og ikke på trods af denne, hvilket Augé hævder.

I mødet med vildnaturen og naturkraften ligger endvidere en potentiel fare,

foruden hvilken hesterejsen mister sin autenticitet, men som turistproduktet beskytter

turisten imod. Dette sker bl.a. på baggrund af det islandske sprogs usynlige front- og

bagregioner, der på både gården og turene kan skærme informanterne for krisesituationer,

uofficielle kommentarer og faktuelle oplysninger, som ville skæmme oplevelsen af

autenticitet. Naturen og hestenes iboende autenticitet forbliver intakt i turisternes optik,

eftersom de historiske hesterejser tager form i informanternes forestilling på baggrund af

deres egen nutidige oplevelse heraf (Bruner 1994). Turisternes romantiske blikke ænser

ikke menneskets udryddelse af øens skove og udsættelsen af fremmede dyre– og

plantearter, eftersom det visuelle billede af Island stemmer overens med det, de har fået

skænket igennem forskellige medier. Samtidig opfylder den autentiske oplevelse

informanternes ønske om at komme tæt på naturen både i og udenfor sig selv.

Naturfænomenernes evne til at kontrastere turistens kontrollerede hverdagsliv med

hesteflokkens dynamiske og løsslupne rytme udfordrer individet i den fysiske aktivitet og

tilbyder personen at overskride grænser. De potentielle farer på hesterejsen, som

turistrammens usynlige regioner beskytter turisten imod, skaber et vigtigt

spændingsmoment, der tilsammen med rytmens indlemmelse af individet i flokken kan

opleves som en ny form for væren og eksistentiel autenticitet. Ved at overgive sin krop til

flokkens bevægelse og tilpasse sin perception af verden til hestenes beboelse heraf, byder

hesterejsen turisten at opleve ”the agent-in-its-invironment” og dermed sig selv på en ny

eller anderledes måde. Således opstår der plads til nye sider af selvet, hvis følelsesladede

eller spontane udtryk er svære at realisere i hverdagen og institutionssamfundets

offentlige roller (Wang 1999: 360). Specialet skriver sig således ind i en antropologisk

96

diskussion om autenticitet, som startede med Dean MacCannell’s bog The Tourist. Modsat

MacCannell tager specialet et konstruktivistisk standpunkt på baggrund af

hesteturisternes visuelle og symbolske men også kropslige fortolkninger af hesterejsen.

Ved at belyse begge aspekter af turistoplevelsen bidrager undersøgelsen til den

turismeforskning, som de seneste år er begyndt at interessere sig for ændringerne i vores

opfattelse af tid og rum på baggrund af globalisering, teknologisering og øget mobilitet.

Det visuelle aspekt og turismens billeddannelse af stereotyper er igennem tiden blevet

grundigt behandlet, i nærværende tilfælde med John Urry’s teori, og synet har i nogen

grad negligeret de resterende sanser. Med fokus på turistoplevelsen bidrager specialet

med en fænomenologisk undersøgelse af stedslighed i turismen, som kritiserer Augés

relative definition af antropologisk sted og ikke-steder, ved at fremhæve netop bevægelse

som medskaber af antropologiske steder i turismen. Argumentet knytter sig i naturens sag

til et meget specifikt fænomen. Turisme er i høj grad et spørgsmål om rum, tid og sted, der

er forankret i en bestemt kultur, og handler derfor ofte om aktiviteter i en bestemt

kontekst, som ville miste sin betydning, hvis aktiviteten blev overført til en anden

kontekst. Hesterejsen fremstår derfor som et unikt islandsk fænomen, hvilket er en force

for islandsk hesteturisme men også en bagside, eftersom produktet hovedsageligt

tiltrækker eksisterende islænderryttere. For at ændre dette er Skálakot begyndt at gøre

turene mere tilgængelige for helt urutinerede ryttere, hvilket på sigt kan risikere at ændre

turistproduktets autentiske og hardcore profil. Trods det økonomiske kollaps i 2008 er

antallet af besøgende på øen steget i årene 2002 – 2013 med 10,1% om året34, og Island

satser i større grad end nogensinde før på turismen som en vigtig indtægt. Autentisk

naturturisme kan imidlertid opsøges mange steder og i mange former, igennem aktiviteter

så som bjergbestigning, cykling eller sejlads, men disse aktiviteter kan netop, modsat

hesterejsen, opleves i mange forskellige kontekster. Omvendt kan man ikke afvise, at

nogle af de samme mekanismer, som gør sig gældende på hesterejsen, ikke også er

34 http://www.ferdamalastofa.is/is/um-ferdamalastofu/frettir/90-thusund-ferdamenn-i-juni-1 den 14.07.2013.

97

relevante at overføre på hesteturismen i andre dele af verden, f.eks. Mongoliet. Mongoliet

er ligeledes kendt for sit nomadefolk og deres vandringer med dyr, heriblandt heste,

hvilket ligesom på Island har udviklet sig til et kulturelt forankret turistprodukt.

Afslutningsvis vil jeg påpege, at hesterejsen placerer sig som en velkendt

tendens i turismen, nemlig som en historisk rejse væk fra postmodernitetens kompleksitet

tilbage til en tid, hvor tid og rum er kongruente og mennesket i kontakt med sig selv og

sin egen natur. Og det er netop hvad hesteturisterne oplever, for nu at besvare opgavens

spørgsmål, nemlig et Island, præcist som de havde forestillet sig, men erfaret fra en

position af væren som forlader sig på hesteflokkens rytme og dyrenes perception af

landskabet foruden turistens egen romantiske oplevelse heraf. Den yderst reflekssive

proces op til og efter hesterejsen tegner et billede af en gruppe mennesker i de

Nordeuropæiske samfund, der udtrykker ubehag ved postmodernitetens

fremmedgørende institutionssamfund og teknologiske tiltag samt konsekvenserne heraf,

dog uden for alvor at kunne gøre op med disse eller undvære dem helt. Den eksistentielt

autentiske oplevelse kan opsøges i mange andre turistaktiviteter, hvoraf bungy-jumping,

faldskræmsudspring eller riwer rafting udgør de mere ekstreme, men som oftest foregår

disse ligesom hesteturismen med naturen som kulisse for individets selvudfoldelse. Alt

tyder derfor på, at selvom den vestlige verden har brugt de sidste mange hundrede år på

at underlægge sig naturen, så er det stadig denne, vi vender os mod, når vores eget

skaberværk virker fremmed og fordækt. Modsat Nordeuropa er Island stadig tæt

forbundet til sagakulturen og den episke fortællings Grand Narrative, der som en slags

nordisk Odysseen tilbyder skandinaviske turister en nordisk mytologi og kosmisk ramme,

som de mangler i postmodernitetens fragmenterede kaos. Turist-hesterejsen kan således

ses som et postmoderne fænomen, som relaterer sig til selvets refleksive projekt,

meningsdannelse og identitetskonstruktion, i en islandsk kontekst.

98

7. Referencer

Augé, Marc: (1995) “Non-places: introduction to an anthropology of supermodernity”, first

published as “Non-lieux, Introduction à une anthropologie de la surmodernité”, translated

by John Howe, published by Verso.

Alessio, Dominic and Jóhannsdóttir, Anna Lisa: (2011) “Geysers and 'girls': Gender, power

and colonialism in Icelandic tourist imagery” i “European Journal of Women’s Studies”, s. 35-

50.

Beeton, Sue: (2001) “Horseback Tourism in Victoria, Australia: Cooperative, Proactive

Crisis Management” i “Current Issues in Tourism”, nr. 4:5, s. 422-439.

Benedigtsson, Einar: (1945) “Ljóðmæli”, Ísafoldarprentsmiðja.

Bossen, Claus: (1998) ”Nationens skønhed. International turisme, national identitet og

konkurrencer om skønhed”, Afd. For Etnografi og Socialantropologi, Aarhus Universitet,

Moesgård.

Bourdieu, Pierre: (1984) ”Distinction: A Social Critique of the Judgement of Taste”, oversat af

Richard Nice, President and Fellows of Harvard College and Routledge & Kegan Paul Ltd.

Brinkmann, Svend og Kvale, Steinar: (2008) “InterView, introduction til et håndværk”, Hans

Reitzels Forlag, 2. udgave, oversat af Bjørn Nake.

Bruner, Edward M.:

(1994) “Abraham Lincoln as Authentic Reproduction: A Critique of Postmodernism” i

“American Anthropologist”, 96:2, s. 397-415.

(1991) “Transformation of the self in tourism” i “Annals of Tourism Research”, nr. 18 s. 238-

250.

99

Böss, Michael: (2008) ”Romantikerne og den nationale idé“ i “Romantikkens Verden” s. 285-

302, redigeret af Høiris, Ole og Ledet, Thomas, Aarhus Universitetsforlag.

Cato, Wadel: (1991) ”Feltarbejd i egen kultur: en innføring i kvalitativt orientert

samfunnsforskning”, Flekkesfjord.

Cool, Kirstine: (2009) ”Ned på jorden: En antropologisk analyse af en haveforening i

Storkøbenhavn med fokus på steder og modernitet”, Københavns Universitet.

Crang, Mike: (1994) ”Spacing Timees, Telling Times and Narrating the Past” i “Time

Society”, 3:29, s. 29-45.

Crang, Mike & Franklin, Adrian: (2001) “The trouble with tourism and travel theory?” i

“Tourist Studies”, 5:1, s. 5-23, Sage Publications.

Dalgaard, Tommy: (2008) ”Landbruget i romantikken” i “Romantikkens Verden” s. 87-106,

redigeret af Høiris, Ole og Ledet, Thomas, Aarhus Universitetsforlag.

Daugbjerg, Mads: (2004) ”Fremstillinger af fortiden: myte og struktur i den kulturhistoriske

turisme”, Afdeling for Antropologi og Etnografi, Aarhus Universitet.

Derrida, Jacques: (2001) “The exorbitant. Question of Method” i “The Norton Anthology of

Theory and Ctiticism”, s. 1824-1830, general editor Vincent B. Leitch, W. W. Norton &

Company, Inc.

Edensor, Tim:

(2005) “Industrials Ruins: Spaces, Aesthetics and Materiaity”, Berg.

(2001) “Performing tourism, staging tourism: (Re)producing tourist space and practice”, Sage

Publications.

Game, Ann: (2001) “Riding: Embodying the Centauer” i “Body & Society” nr. 7:1, Sage.

Geertz, Clifford:

100

(1973) “Thick Description I: Interpretations of Cultures”, USA.

(1995) “After the fact”, Cambridge, Harvard University Press.

Geertz, Rita: (2007) ”Den Islandske hest” i ”Heste i Danmark”, redigeret af Chr. Heilskov

Rasmussen & Ib Møller, Saxo.

Giddens, Anthony:

(2000) ”En løbsk verden. Hvordan globaliseringen forandrer vores tilværelse”, oversat til dansk

af Søren Schultz Jørgensen, Hans Rietzels Forlag, København.

(1996) ”Modernitet og selvidentitet”, oversat til dansk af Søren Schultz Jørgensen, Hans

Rietzels Forlag, København.

(1994) ”Modernitetens konsekvenser”, oversat af Søren Schultz Jørgensen, Hans Reitzels

Forlag, København.

Goffman, Erving:

(1959) ”Vore rollespil i hverdagen”, oversat af Kari og Kjell Risvik fra “The Presentation of

Self in Everyday Life”, Hans Reitzels Forlag.

(1992) “The presentation of self in everyday life”, Penguin Books.

Gudlaugsson, Thorhallur og Magnússon, Gunnar (2012: "North Atlantic island

destinations in tourists' minds" i “International Journal of Culture, Tourism and Hospitality

Research”, nr. 6:2, s. 114 – 123.

Halewood, Chris & Hannam, Kevin (2001): “VIKING HERITAGE TOURISM: Authenticity

and Commodification” i “Annals of Tourism Research”, nr. 28:3, s. 565–580.

Halldorsson, Valdimar J.: (1992) ”Island som antropologisk objekt” i ”Årsskrift for

etnografi”, s. 114−131.

101

Harkin, Micheal: (1995) “Modernist anthropology and tourism of the authentic” i “Annals

of Tourism Research”, nr. 22:3, s. 650-670.

Hastrup, Kirsten:

(1988) “Selvdestruktion” i “Psyke & Logos”, nr. 9:1, s. 153-163.

(1998) “A place apart: an anthropological study of the Icelandic world”, Clarendon Press,

Oxford.

(1991) “Eating the past. Some notes on an Icelandic Food Ritual” i “Folk”, nr. 33, s. 229−243.

(1990) “Island of anthropology”, Odense University Press.

(1990) “Nature and policy in Iceland 1400 – 1800”, Clarendon Press, Oxford.

(1985) “Male and female in Icelandic culture: A preliminary sketch” i “Folk”, nr. 27, s.

49−64.

(1981) ”Kinship in Medieval Iceland” i “Folk”, nr. 23, s. 331−344.

Heidegger, Martin: (2007) ”Væren og Tid”, oversat til dansk af Christian Rud Skovgaard,

Klim.

Helgadóttir, Guðrún: (2006) “The Culture of Horsemanship and Horse-Based Tourism in

Iceland” i “Current Issues in Tourism”, nr. 9:6, s. 535-548.

Helgadóttir, Guðrún & Sigurðardóttir, Ingibjörg: (2008) “Horse‐based Tourism:

Community, Quality and Disinterest in Economic Value” i “Scandinavian Journal of

Hospitality and Tourism”, nr. 8:2, s. 105-121.

Høiris, Ole:

(2008) “Indledning” i “Romantikkens Verden” s. 11-29, redigeret af Høiris, Ole og Ledet,

Thomas, Aarhus Universitetsforlag.

102

(2008) ”Naturfolk, kulturfolk og træk af verdens historier” i “Romantikkens Verden” s. 259-

284, redigeret af Høiris, Ole og Ledet, Thomas, Aarhus Universitetsforlag.

(2010) “Antropologiens idéhistorie, 2500 års konstruktion af os selv og de fremmede”, Aarhus

Universitetsforlag.

Ingold, Tim og Lee, Jo:

(2008) “Ways of Walking: Ethnography and Practice on Foot”, Ashgate Publicing Limited.

(2006) “Locating the Field, space, place and context in anthropology”, Berg.

Ingold, Tim: (2000) “The Perception of the Environment: essays on livelihood, dwelling and skill”,

Routledge.

Jenkins, O.H. (1999): ‘‘Understanding and measuring tourist destination images’’ i

“International Journal of Tourism Research”, nr. 1:1, s. 1-15.

Jensen, Sara Heil: (2006) ”Hestekræfter i fem tusind år” i “Jordens folk”, nr. 41:4, s. 14−

19.

Jóhannesson, Gunnar Thór & Huijbens, Edward H. (2010): “Tourism in times of crisis:

exploring the discourse of tourism development in Iceland” i “Current Issues in Tourism”,

nr. 13:5, s. 419-434.

Jordan, Glenn: (1995) “Flight from modernity: Time, the other and the Discourse of

primitivism” i “Time Society”, nr. 4, s. 281-303.

Korstanje, Maximiliano E.:

(2009) ”Re-thinking the contributions of Dean Maccannell, a new theory of leisure class

placed under debate” i “Antropologia Culturale”, nr 5:1, s. 7-13.

103

(2009) “Non-places and Tourism: Towards an understanding of travel” i “Antropologia

Culturale”, nr. 5:2, s. 103-106.

Kragh, Helge: (2008) ”H.C. Ørsted, Ludvig Colding og den romantiske naturopfattelse” i

“k” s. 107-124, redigeret af Høiris, Ole og Ledet, Thomas, Aarhus Universitetsforlag.

Kusenbach, M.: (2003) “Street Phenomenology: The Go-Along as Ethnographic Research

Tool”, i “Ethnography”, nr. 4:3, s. 455-85.

Larsen, Svend Erik: (2008) “Fra kvalmefulde Mure! Til Marken saa huld!” i “Romantikkens

Verden” s. 49-66, redigeret af Høiris, Ole og Ledet, Thomas, Aarhus Universitetsforlag.

Lauring, Jakob: (2006) ”Hverdagsstrategier i charterturismen: en antropologisk analyse af

turistproduktets udvikling på Grand Canaria”, Department of Management and International

Business, Aarhus.

Lévi-Strauss, Claude: (1969) “Den vilde tanke”, oversat fra fransk, ”La pensée sauvage” af

Hans Peter Lund, Gyldendal.

Mauss, Marcel: (1925) “Introduction” og “The exchange of gifts…” i “The Gift. Forms and

Functions of Exchange in Archaic Societies”, s. 1-18, London Routledge.

MacCannell, Dean:

(1973) “Staged Authenticity: Arrangements of Social Space in Tourist Settings” i “The

American Journal of Sociology”, nr. 79:3, s. 589-603, The University of Chicago Press.

(1976) “The Tourist”, The MacMillan Press ldt.

(2008) “Why it was never really about authenticity” i “Symprsium: Touring The World”, s.

334-337.

Molz, Jennie Germann:

104

(2010) “Performing Global Geographies: Time, Space, Place and Pace in Narratives of

Round-the-World Travel” i “Tourism Geographies: An International Journal of Tourism Space,

Place and Environment”, nr. 12:3, s. 329-348.

(2009): “Representing pace in tourism mobilities: staycations, Slow Travel and The

Amazing Race” i “Journal of Tourism and Cultural Change”, nr. 7:4, s.

270-286.

Mortensen, Peter: (2008) “Tro mod jorden” i “Romantikkens Verden” s. 67-86, redigeret af

Høiris, Ole og Ledet, Thomas, Aarhus Universitetsforlag.

Nistoreanu, Puiu, Dorobantu, Maria Roxana, Tuclea, Claudia Elena: (2013) ”The trilitteral

relationship ecotourism – sustainable tourism – slow travel among nature in the line with

authentic tourism lovers”, “Journal of Tourism”, nr. 11, s. 34-37.

Pálsson, Gísli & Durrenberger, E. Paul: (1996) “Images of contemporary Iceland: everyday lives

and global contexts”, University of Iowa Press.

Primeau, Ronald: (1996) “Romance of the road: the literature of the American highway”,

Bowling Green State University Popular Press.

Reisinger, Yvette & Steiner, Carol: (2006) “Reconceptualising Interpretation: The Role of

Tour Guides in Authentic Tourism”, “Current Issues in Tourism”, nr. 9:6, s. 481-498.

Selwyn, Tom: (1996) “Introdukton”, “The Tourist Image: myths and myth making in tourism”,

John Wiley & Sons, s. 1-32.

Spinney, Justin: (2006) “A place of sense: a kinaesthetic ethnography of cyclists on Mont

Ventoux”, “Society an Space”, nr. 24, s. 709-732.

Spradley, James P.: (1980) “Participant observation”, Thomson Learning.

105

Sæþórsdóttir, Anna Dóra: (2010) “Planning Nature Tourism in Iceland based on Tourist

Attitudes” fra “Tourism Geographies: An International Journal of Tourism Space, Place and

Environment”, nr. 12:1, s. 25-52.

Sæþórsdóttir, A. D., Gísladóttir, G., Grönningsæter, G., Zettersten, G. och Högmander, J.:

(1998) “Ekoturism I Norden, eksempel frðn Island, Norge, Sverige och Finland”, Nordisk

Ministerråd, København.

Sæþórsdóttir, Anna Dóra, Hall, C. Michael & Saarinen, Jarkko: (2011) “Making wilderness:

tourism and the history of the wilderness idea in Iceland”, “Polar Geography”, nr. 34:4, s.

249-273.

Tjørnhøj−Thomsen, Tine: (2006) ”Slægtskab med dyr”, ”Antropologi”, nr. 50, s. 51−70.

Taylor, John P.: (2001) Authenticity and sincerity in tourism”, “Annals of Tourism Research”,

nr. 28:1, s. 7-26.

Traustason, Björn og Snorrason, Arnor: (2008) ”Spatial distribution of forest and

woodlands in Iceland in accordance with the CORINE land cover classification” i

“Icelandic Agricultural Sciences”, nr. 21, side 39-47.

Turner, Victor: (1973) “The Center Out There: Pilgrim’s Goal”, “History of Religion”, nr. 12,

s. 191-230.

Turner, C., and Manning, P.: (1988) “Placing Authenticity – On Being a Tourist: A Reply to

Pearce and Moscardo”, “Australia and New Zealand Journal of Sociology” nr. 24, s. 136-139.

Twain, Mark: (1966) ”The Innocents Abroad or the New Pilgrim’s Process”, New American

Library.

Urry, John:

(1995) “Consuming Places”, Routledge.

106

(1990) “The Tourist Gaze”, Sage publications Ltd.

(1990) “The ‘Consumption’ of Tourism”, “Sociology”, nr. 24:23, s. 23-35.

Wang, Ning: (1999) “Rethinking Authenticity in Tourism Experience” i “Annals of Tourism

Research”, nr. 26:2, s. 349-370.

Websites:

www.eldhestar.is

www.ishestar.is

www.skalakot.com