I marts måned 2011 bragte Berlingske en opsigtsvækkende dobbelt-kronik af juraprofessor Hjalte Rasmussen. Det opsigtsvækkende var ikke blot, at en avis valgte at bringe en dobbeltkronik, eller at en jura-professor kritiserede EU-domstolen, men at professoren direkte kaldte EU-domstolen ulovlig. Hør blot indledningen:

”I løbet af 40 år har EU-Domstolen i henved 100 tilfælde erobret suve-rænitet fra Danmark og derved brudt den mest fundamentale pagt mellem medlemsstaterne og EU. Ifølge denne pagt beholder EU-landene alle de beføjelser, som de ikke påviseligt har overladt til EUs institutioner. Med et lidt uvant udtryk er en aktivistisk dom, som bry-der pagten, en ulovlig dom. På vegne af alle de ulovlige domme handler det følgende om den velkendte Metock-dom (2008) og Zambrano-dommen (marts 2011). Begge forbryder sig i ubehagelig grad mod pag-tens grundlæggende fordeling af kompetencer mellem EU og EU-landene. Kronikken fremfører, at ulovlige domme har regeringer kun på papiret pligt til at rette sig efter og svarer på, hvad sker der, hvis en regering lader en dom være dom.”

Det kan anbefales at læse kronikkerne, der er tilgængelige på Berling-skes hjemmeside,1 for i det følgende skal det ikke handle så meget om den juridiske baggrund for at kalde EU-domstolen ulovlig, ej heller om de forskellige domme, eller hvad der sker, hvis regeringen nægter at adlyde dem. Det skal derimod handle om forholdet mellem folkestyre og domstolsstyre. Mit udgangspunkt er nogle betragtninger i min bog Sammenhængskraft (2010), hvor jeg giver et konservativt forsvar for national kultur, sammenhængskraft og folkestyre. Jeg vil i denne arti-kel udlægge dette intime forhold i forbindelse med konkrete aktuelle eksempler på domstolsstyring, som risikerer at ødelægge det stærke folkestyre, vi kender her i landet. Domstolsstyring hænger sammen med, at rettighedsprincippet styrkes i forhold til pligtprincippet, altså borgerens hensyn til det folkelige, nationale fællesskab. Problemet har især at gøre med, at Folketinget har forpligtet sig til at vedtage love,

1 http://www.b.dk/kronikker/eu-domstolen-doemmer-ulovligt

som gør staten i stand til at leve op til forskellige internationale kon-ventioners retlige standarder. Lad mig med det samme sige, at jeg ikke er jurist, men kulturforsker; dog mener jeg, at området er for vigtigt til blot at blive overladt til juridiske eksperter, ja, det er faktisk hoved-problemet, at domstolsstyring og dermed problemet om, hvorvidt juri-diske eksperter har for megen magt, oftest kun diskuteres af – jurister.

En bærende pointe i min bog er, at nationen er et kulturelt fællesskab, der binder samfundets mange forskellige individer og grupper sammen i et gensidigt tillidsforhold. Nationen skaber et samlende værdigrund-lag for det moderne demokrati og et stærkt folkestyre. Derfor er det afgørende at bevare nationen og den politiske orden, der er forbundet hermed, og det er selvfølgelig den demokratiske nationalstat, altså en stat hvis grænser falder sammen med nationens. Jeg argumenterer i min bog for, at den enhed, der understøtter staten og gør den legitim, har en før-politisk kilde. Det vil sige, at statens enhed er funderet i na-tionens enhed. Denne enhed er socialt og kulturelt, snarere end poli-tisk og statsligt betinget, og det afgørende er, at vi i Danmark netop nyder en stærk sammenhængskraft, fordi positiv nationalfølelse, tillid og kulturel homogenitet hænger sammen. Kulturel homogenitet affø-der et velfungerende folkestyre, hvorimod multikulturalisme kalder på domstolsstyring, som jeg skal vise. Domstolsstyring er i mere end én forstand et krisetegn.

Den danske nationalkultur er kendetegnetegnet ved særlige sociale adfærdsmønstre, som jeg opregner nogle af i bogen: Der er en meget lav grad af korruption, svindel og nepotisme. Der er tillid til og ansvar-lighed over for fremmede (hvis de tilhører samme nation). Der er et stærkt civilsamfund og et aktivt foreningsliv. Der er en stor deltagelse i offentlige anliggender. Magten er delt, altså det, der på engelsk kaldes checks and balances. Der hersker en grundlæggende konsensus og en høj grad af pluralisme i den politiske offentlighed. Og eliten står til an-svar for befolkningen. For at tage de sidste kulturelle træk: Danmark er et sekulært samfund, og der hersker en opfattelse af personlig skyld og ansvar. Der er udbredte liberale holdninger og adfærd som ligestil-ling mellem kvinder og mænd, man ytrer sig frit, der er respekt for ejendom og anerkendelse af minoriteter osv.

I nationalstaten er de demokratiske institutioner og borgerlige rettig-heder forankret i et tæt folkeligt fællesskab af før-politiske normer og værdier, eller – med andre ord – i en national kultur. Statens foran-kring i en folkelig, national enhed forbinder på en særdeles stabil må-de befolkning og politisk system. Også derfor er det afgørende at beva-re den nationale loyalitet og suverænitet samt nationalstatens territo-riale jurisdiktion. Bestræbelsen på at strække jurisdiktionen ud over de suveræne nationalstaters grænser fører til et forfald i ansvarlighe-den, fordi den herskende elite vanskeligt kan holdes ansvarlig af folket

(det er problemet med institutioner som FN og EU). I institutioner med transnational jurisdiktion findes der derfor udbredt korruption og mis-tillid.2 Men, som jeg skal berøre i denne artikel, så risikerer også de hjemlige domstole at ødelægge vores solide folkestyre ved at erstatte demokrati med jura.

Inden jeg diskuterer de mere specifikke forhold omkring domstolssty-ring, vil jeg gerne berøre forholdet mellem grundlov og forfatningspa-triotisme, som jeg også kommer ind på i min bog. Det er nemlig sådan, at domstolsstyring, som vi bl.a. kender fra transnationale institutioner som EU, ofte hænger sammen med et forsøg på at ophæve Grundloven til fordel for en abstrakt forfatning med en række generelle principper og rettigheder som f.eks. den europæiske forfatningstraktat. Men fol-ket, ikke mindst det danske, slutter op om det nationale folkestyre, jf. den vedvarende EU-skepsis, hvilket betyder en styrkelse af opbaknin-gen til Grundloven i modsætning til ren forfatningspatriotisme.

Grundlovens ord er en pålidelig beskrivelse af grundtræk ved dansk statsstyre. Men det er ikke forfatningens juridiske tekst, der først “skaber” borgernes loyalitet over for deres land og medborgere. Det er dog, hvad fortalerne for en forfatningspatriotisme – i modsætning til national patriotisme – gerne ser. Forblændede fortalere for domstols-styring mener i ramme alvor, at rettigheder forener borgerne. Vi skal ikke være patriotiske over for folket, men over for forfatningen; fælles bekendelse til forfatningen er det eneste, der bør forene borgerne.

Men en generelt formuleret forfatningstraktat er næppe i stand til at skabe en kollektiv følelsesmæssig tilslutning. For patriotisme kan ikke udfolde sig uden en historisk dybdedimension, og den dimension ken-der vi kun fra nationerne. Forsvaret for den europæiske forfatnings-traktat og den ledsagende idé om en formel forfatningspatriotisme går derfor hånd i hånd med en politisk og pædagogisk bestræbelse på at erstatte nationalstaten med et overnationalt EU.

Ligesom et imperium og en fejlslagen – svag eller autoritær – national-stat hviler også EU på en langt svagere “vi”-følelse end nationalstaten, og en vi-følelse er nødvendig for et stærkt folkestyre. Politik forudsæt-ter simpelthen en sondring mellem “dem” og “os”. Det er ydermere vig-tigt at forstå, at den nationale forfatning, Grundloven, er en lovgiv-ningsmæssig ramme om det nationale fællesskab, der netop allerede er givet og altså eksisterer i forvejen. Den europæiske forfatningstrak-tat udviser en bekendelse til abstrakte, kulturneutrale rettigheder, der skal forene de europæiske befolkninger. Derimod er grundlov og kul-

2 Især den engelske filosof Roger Scruton har skrevet om dette i bl.a. Nationernes nødven-dighed (2005) og The Uses of Pessimism (2010).

turelt fællesskab om sprog, historie, religion og territorium sammen-faldende. Det giver plads til en utvungen nationalfølelse, der ikke er abstrakt og autoritær. Den nationale identitet kan nøjes med at være forudsætning for medborgerskabet og folkestyret, der netop – fordi det ikke er politisk mobiliseret – bliver særlig stabilt og præget af sam-menhængskraft.

Det særligt positive ved den danske nation er, at den har at gøre med sprog og fædrelandskærlighed – med Grundtvigs bestemmelse. Tilsva-rende er det positive ved en nationalstat som Danmark det forhold, at Grundloven ikke skal spænde over mange nationer, men kan falde til-bage på et kulturelt homogent folk, der længe har levet med fælles myndigheder. Politikere er ikke nødt til med forfatningen at forsøge at konstruere et fællesskab; det tvinges de til i forbindelse med den transnationale europæiske union. Det er deres problem – og vores, for bl.a. ad den vej kommer folkestyret til at vige for domstolsstyret.

Inden jeg videreudvikler mine tanker, vil jeg give nogle aktuelle ek-sempler på domstolsstyring og problemet med den. Jeg mener, groft sagt, at domstolene er på vej til at ødelægge den hævdvunde frihed, vi nyder her i landet, og i den kamp fungerer især EU-systemet som en trojansk hest.3 Sagen om den såkaldte injurieturisme viser det igen: EU-retten giver fremmede landes lovgivning retsvirkning i Danmark.4 Tidligere gav Metock-dommen personer, der opholder sig illegalt i EU, ret til familiesammenføring ved hjælp af EU-reglerne.5 Og nu viser en nyere og angiveligt endnu mere vidtgående dom fra EU, at personer, der bliver skilt fra EU-borgere, har ret til at blive boende i landet, også selv om de ikke er selvforsørgende.6 Hertil kommer EU’s fatale be-kæmpelse af ytringsfriheden gennem kriminalisering af såkaldt ”hate speech”.7 Denne type domstolsstyring ødelægger folkestyret; den truer sammenhængskraften, den undergraver nationalstatens suverænitet, især hvad angår udlændingepolitikken, og den går imod viljen hos et stort flertal af befolkningen.

Oven i alle disse forhold kommer så forsøgene på at lukke den frie de-bat med henvisning til juridiske paragraffer. Det har vi senest set hos den radikale Zenia Stampe i foråret 2010, der på grundlag af racisme-paragraffen ønskede at politianmelde drabschefen i Københavns Politi

3 Vi har dog også set det i forbindelse med FN-konventionerne. Jf. min artikel ”Så opsig dog konventionerne!” i Berlingske 10/3-2011.

4 http://www.berlingske.dk/danmark/danske-aviser-tvunget-til-foelge-britisk-lov 5 http://www.berlingske.dk/danmark/eu-ekspert-metock-dommen-var-et-brud-paa-

grundloven 6 http://www.information.dk/225620 7 http://mchangama.blogs.berlingske.dk/2009/03/20/eus-snigangreb-pa-ytringsfriheden/

for nogle udtalelser om kriminelle rumænere.8 Domstolsstyring bety-der her en indskrænkning af den offentlige debat, folkestyret afhænger af, som jeg skal vise senere.

Vi kan også tage eksempler fra de danske domstole, der ikke følger po-litikken og dermed folkets vilje. En borgerlig regering vil altid søge at føre en stram retspolitik. Det er særlig nødvendigt i tider med eskale-rende kriminalitet i form af voldelige overfald, hærværk, brandstiftelser og bandekrige. Retorikken er da også hård. Politikerne søger hele tiden at overgå hinanden. Selv oppositionen med Villy Søvndal i front er god for markskrigerske udmeldinger. Nul-tolerance og strengere straffe ly-der det hele tiden. Men man kan i høj grad stille spørgsmål ved, om der overhovedet føres en stram retspolitik. Ja, den er næsten ikke en-gang strammet siden Nyrups regeringstid. Det viser analyser fra Altin-get.dk i 2009.9 Igen er problemet følgende: Den borgerlige regering, altså folkevalgte politikere, beslutter en politik, som ikke gennemføres på trods af folkets opbakning og vilje. Og igen er problemet domstole-ne, denne gang de danske. Dommerne tager simpelt hen ikke højde for den politisk besluttede forøgelse af strafferammen. For eksempel er gennemsnitsstraffen for “særlig alvorlig vold”, der har en strafferamme på ti år, kun steget fra 50,7 måneder i 2001 til 59,7 måneder i 2007. Det er på den baggrund useriøst, når man fra venstrefløjen hører, at længere straffe ikke hjælper. Dertil kommer, at hensigten med en stram retspolitik i første omgang ikke er resocialisering eller forebyg-gelse, men at spærre forbrydere inde, så de ikke kan begå deres uger-ninger. Det primære er at tilgodese ofret og skabe tryghed for lovlydige borgere. Det er god, borgerlig politik med et klart folkeligt mandat.

Det korte af det lange er, at regeringen, der hæmmes af domstolene i at føre en stram retspolitik, selvfølgelig også må gøre op med de dan-ske domstole og kritisere rigsadvokaten. Folkestyret må forsvares imod et elitært domstolsstyre. For den retslige orden bygger netop på den politiske orden. Regeringen må også forklare befolkningen og pressen, at det ikke er rigtigt, at der straffes hårdere, og at dét er domstolenes skyld. Endelig er det oplagt at indføre deciderede minimumsstraffe. Det vil vise, at den borgerlige regering faktisk har viljen til at føre en politik, der sikrer lov og orden.

Vi nærmer os i dag en utålelig retstilstand, hvor personer, der ikke kan få folkelig opbakning, bruger domstolene til at få deres vilje igen-nem. Det gælder ikke blot radikale politikere, men også lobbyister for menneskerettigheder som f.eks. repræsentanter for Institut for Men-

8 http://jp.dk/opinion/leder/article2004742.ece 9 http://www.altinget.dk/artikel.aspx?id=91786&ref=newsletter&refid=4666

neskerettigheder: Den nationale kultur må ikke nyde forrang her i landet, alle kulturer skal ligestilles. Demokratiet erstattes således af jura, og de modvillige danske borgere tvinges af overnationale institu-tioner som EU til at acceptere diktaterne.

Det hænger bl.a. sammen med det velkendte forhold, at den danske regering skal overholde internationale konventioner. Nationalstaternes suverænitet begrænses mere og mere. Alle EU’s medlemsstater er for-pligtede til ikke alene at overholde unionens love, men også siden 1992 den Europæiske Menneskerettighedsdomstols charter, altså Menneskerettighedskonventionen. Den danske stat har underskrevet en række konventioner og traktater, som begrænser det nationale fol-kestyre; der er retskilder uden for dansk lov, som er retligt forpligten-de. Desuden kan domstolene hente inspiration fra FN’s konventioner, som blot er ”tiltrådt” af den danske stat, de er ikke inkorporeret og dermed forpligtende i retlig forstand, men dog i moralsk.

Med tiden vil internationale menneskerettighedsprincipper blive yder-ligere styrket i forhold til national lovgivning og offentlig forvaltnings-praksis i takt med den europæiske integration. I det Europæiske Charter om fundamentale rettigheder kombineres civile og politiske med økonomiske rettigheder. Det vil også kunne kombineres med kul-turelle rettigheder. Den juridiske elite sætter sit håb til, at EU og FN får gennemført de forbedringer i ligebehandling, som Danmark ikke selv gennemfører, nemlig ligestilling af alle kulturer, hvor den nationa-le kultur ikke nyder forrang. Repræsentanter for Institut for Menne-skerettigheder er ofte fortalere for de overnationale enheder, hvorfra der udgår beslutninger, der tvinger de nationale parlamenter til at skabe større lighed. Det handler bl.a. om, hvordan mindretal bedst beskyttes mod at blive diskrimineret af flertallet. Problemet er, at tolk-ningen af friheds- og lighedsprincipperne i stigende grad sker på iden-titetspolitiske præmisser, dvs. ud fra hensynet til fremmede kulturers identitet.

I den gældende situation er der tre muligheder. For det første at natio-nal lovgivning henter inspiration fra de konventioner, den danske re-gering har tiltrådt (det er regeringens valg). For det andet, at konventi-onerne bliver inkorporeret, dvs. indføjet ordret i loven (det er oppositi-onens valg med støtte af Institut for Menneskerettigheder). Dette skal ikke nødvendigvis begrænse sig til at indføje Konventionen om Borger-lige og Politiske Rettigheder og Konventionen om Afskaffelse af alle Former for Racediskrimination i dansk lov, men også FN’s Konvention om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder. Den tredje mulig-hed, som jeg vil prioritere, er at følge den nationale lovgivning; ikke fremmede konventioner og traktater, men ”vores” Grundlov. Tilsvaren-de bør nationalstaten fastholde sin ret til at lovgive ud fra sin særlige kultur, dvs. sine egne etiske normer og traditioner og med henvisning

til samfundets fælles gode. Hvorfor jeg mener, at national lovgivning er vigtigst, og at folkestyret skal sikres imod domstolsstyre, skal jeg ud-dybe nu.

Hvis man vil bevare et stabilt folkestyre, bør man altså modgå den po-litiske tendens især i oppositionen og i den EU-begejstrede elite, der forskyder magten fra Folketinget til den dømmende magt (i form af overnationale og nationale domstole), hvorefter rettighedsideologien overtrumfer den demokratiske kultur. Man bør huske, at det er insti-tutioner med politisk mandat – de nationale parlamenter – der på bed-ste vis kan sikre borgernes rettigheder og frihed. For kun de tager til-strækkelig hensyn til, at rettigheder må betales med pligter, og uden orden ingen frihed.

Folkestyret vil netop blive svækket, hvis domstolene tager magten fra Folketinget. Vi vil se en rettighedsfikseret krænkelsesepidemi vokse frem. Borgerne vil konstant sagsøge andre for krænkelse af deres kul-turelle, sociale og økonomiske rettigheder, og de vil miste sansen for den nødvendige pligtkultur. Altså at borgerne selv skal respektere an-dres rettigheder: Det er ikke noget, der blot kan overlades til domsto-lene. Sammenhængskraften vil udhules: Følelsen af loyalitet, medan-svar og interesse for samfundshelheden vil blive undergravet, og et da-lende engagement i det fælles bedste vil blive konsekvensen. Vi vil få tilstande som i USA, landet med de mange indvandrere. Her står den juridiske aktivisme stærkt; den multikulturelle identitetspolitik skaber grobunden for adskillige sagsanlæg. Men i en tillidskultur som den danske løser man omvendt konflikter i fordragelighed; her siger man: ”det finder vi ud af”, ikke: ”see you in court!”.

Den seneste tids mange sager er således forfaldssymptomer – symp-tomer på en ulykkelig trang til at politisere juraen og lade domstolene løse sociale konflikter. Når domstolsstyring vinder frem, er det et tegn på, at fraværet af fælles værdier har skabt et tomrum, som retsvæse-net må udfylde. At det ikke løser, men forværrer problemerne er dog åbenlyst. I et samfund med en stærk sammenhængskraft vil borgerne lettere kunne finde sammen og løse deres problemer på en ofte prag-matisk og politisk måde. Men i et multikulturelt samfund, hærget af opløsning af fælles værdier og normer, vil domstolene være de steder, hvor folk mødes for at løse de konflikter, der konstant vil opstå. Dan-mark står således bedre rustet til at modvirke domstolsstyringen end andre lande, for vores land er endnu relativt kulturelt homogent: An-erkendelsen af en fælles national kernekultur skaber en høj grad af tillid og basal enighed.

Den juridiske tilgang og legalistiske rettighedsideologi forudsætter ydermere forestillingen om en værdineutral domstol og en universel retfærdighed. Men det er en illusion. Dommere begår også fejltagelser og ligger under for fordomme; den aktivistiske, dynamiske domstols-styring bygger selv på særlige værdier; og personer i menneskerettig-hedsorganisationerne og i oppositionen, der argumenterer juridisk, fører blot politik i juridisk forklædning. Sådan har kritikken også lydt fra flere fagfolk, bl.a. Gorm Toftegaard Nielsen, Jens Elo Rytter, Helle Porsdam og Michael Böss.

Sidstnævnte har i sin bog Forsvar for nationen (2006) kritiseret den juridiske aktivisme for at medvirke til at ødelægge det nationale fæl-lesskab og dermed folkestyret. Ifølge Böss nyfortolker bl.a. Institut for Menneskerettigheder forskellige konventioners oprindelige ordlyd, så at f.eks. begrebet kultur undergår en forvandling. Dette er udtryk for almindelig praksis inden for forfatningsjura, hvor man foretager ”dy-namiske fortolkninger” af en forfatnings paragraffer. Således vil man tilpasse forfatningen til en nutidig virkelighed, som Böss skriver. Det giver også mulighed for at justere de politiske og sociale værdier (samt det nationale retssystems kerneværdier) ved f.eks. at indføre nye rets-principper og tolkninger af retfærdighed uden at skulle gå vejen over demokratiske samtaler i det offentlige rum. Også ifølge Böss udfordrer domstolene nationalstaten som værdifællesskab. Især den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har benyttet sig af det dynamiske fortolk-ningsprincip. En paragraf i en forfatning eller konvention fortolkes i lyset af nutidens vilkår. Resultatet over alt i Vesten er grupperettighe-der til mindretalskulturer, altså multikulturalisme: positiv særbe-handling, lovgivning mod diskrimination, offentlig støtte til mindre-talskulturer og mere radikale tiltag: faste pladser i parlamentet, side-stillelse af religioner, parallelle retssystemer, sprogstøtte, økonomisk kompensation og krav til stater om at opretholde mindretalskultur. Men, som Böss også er inde på, hvem har kompetence til at fortolke, hvilke normer der ”svarer” til den tid, vi lever i? En dommer kan frit læse helt nye betydninger ind i paragrafferne i en forfatning eller en konvention og give det et præg af uhildethed og værdineutralitet.10

Juridisk aktivistiske dommere udgør en drivende kraft bag samfunds-reformer. Men problemet med domstolsstyring er, at dommere ikke har noget demokratisk mandat til at optræde som lovgivere. Derfor er det fatalt at svække folkestyret til fordel for domstolsaktivismen, der netop i kraft af den dynamiske fortolkningspraksis giver en meget høj grad af magt og frihed til få enkeltpersoner, nemlig dommerne. Dom-

10 Se også Ole Hasselbalch: ”Hvad nøler politikerne efter?” i Jyllands-Posten 30/5-2011.

mere er desuden eksperter i netop deres eget begrænsede område. De har ikke en overordnet forståelse for det fælles vel, og de søger ikke at vedligeholde den stærke tillidskultur i landet. Endelig vil dommere og eksperter i menneskerettigheder indføre fortolkningsnormer, der er opdyrket i det lille elitære, lukkede kredsløb i det internationale speci-alistmiljø. Her har man for længst gjort oprør mod folket, som Chri-stopher Lasch engang udtrykte det i bogen Eliternes oprør fra 1992, og som Lars Olsen udtrykker det i dag i bogen Eliternes triumf fra 2010.

Domstolsstyring, juridisk aktivisme og den legalistiske tilgang afpoliti-serer demokratiet. Denne type juridisk anti-politik passer til en popu-lær moderne demokratisk teori, nemlig den deliberative model, som fik sin eksemplariske form af den amerikanske filosof John Rawls i ho-vedværket A Theory of Justice (1971), og som bl.a. filosofferne Ronald Dworkin og Jürgen Habermas har arvet.11 Hvad enten demokratisk deliberation lanceres som ”diskursetik” eller bygger på uafhængige domstole som højeste garant for løsning af politiske problemer og for-tolkning af fællesskabets moral, så lærer den, at eftersom politiske spørgsmål dybest set er moralske, kan de underkastes en rationel be-handling, der har til formål at skabe konsensus. Ved fornuftens og samtalens brug er det principielt muligt – ved at følge fastlagte proce-durer – at formulere et upartisk standpunkt, der er i alles interesse, hedder det.

Netop det juridiske system betragtes som særlig egnet til at nå til så-danne løsninger, der opfattes som upartiske. Problemer med indvan-dringens negative indvirkning på den nationale samhørighed ”løses” f.eks. gennem henvisninger til konventioner om universelle menneske-rettigheder. På den måde overlades politiske problemer til eksperter i menneskerettigheder. Før udlændingelovgivningen i 2002 blev stram-met op, fik vi af juridiske eksperter især fra det daværende Dansk Center for Menneskerettigheder at vide, at det ikke kunne ikke lade sig gøre; vi var bundet af konventionerne. Men det kunne det som be-kendt, fordi der var en politisk vilje til det.

I valgkampe op til de seneste folketingsvalg har især Socialdemokra-terne og Det Radikale Venstre desuden camoufleret deres reelle uenig-hed om udlændingepolitikken ved at lukke den interne debat; kontro-versiel politik blev en sag for, ikke folkevalgte politikere, men for inter-nationale organer og jurister. Allerhøjest blev det til uspecificeret kritik af praksis i administrationen og kritik af teknikaliteter i udlændingelo-ven. Når politikere i de seneste år gentagne gange har lagt sig i ly bag

11 Jeg har skrevet nærmere herom i min artikel ”Hinsides det politiske” i tidsskriftet NOMOS 3. årg. Nr. 2 (2005), som det følgende afsnit bygger på.

udtalelser fra den europæiske menneskerettighedskommissær eller Institut for Menneskerettigheder, bunder det i, at der ikke er noget egentligt politisk lederskab. For også indvandring er et politisk område blandt andre. Overhovedet er den politiske apati hos f.eks. De Radika-le, der hyppigt argumenterer for domstolsstyring, iøjnefaldende. Parti-et proklamerer i bund og grund, at der ikke findes noget alternativ til globaliseringen, hvis diktater vi skal acceptere. Hvad enten det drejer sig om indvandringens tiltagende opløsning af den nationale samhø-righed eller ophævelsen af den nationale suverænitet til fordel for transnationale jurisdiktioner som EU eller FN.

Hvis de politiske konflikter, der definerer et levende folkestyre, for-svinder, bliver den offentlige politiske kultur netop irrelevant. Den teknokratiske post-politik baner i sidste ende vej for et afpolitiseret demokrati, hvor der ikke er forskel på partierne og reelle alternativer til konsensus. Risikoen er, at vælgerne gribes af politikerlede og mag-tesløshed med faldende valgdeltagelse til følge. En lidenskabsløs kon-sensusorienteret politik til befolkningens dalende engagement i fælles anliggender. Konsekvensen er, som bl.a. den belgiske politolog Chan-tal Mouffe i flere bøger, bl.a. The Democratic Paradox (2000) og On the

Political (2005), har påpeget, at den politiske offentlighed bliver stadig mere irrelevant, fordi der ikke er reelle alternativer at vælge imellem eller noget alternativ til globaliseringen, som politikken angiveligt er underkastet. Følgelig finder den tydeligste politiske konfrontation mel-lem højre og venstre sted i spørgsmålet om, hvor vidt folket blot skal acceptere de diktater, der udgår fra de overnationale organer – EU, FN, Europarådet – der fortolker og håndhæver konventionerne om univer-selle menneskerettigheder.

Lad mig give tre aktuelle eksempler på afpolitisering, som foregik i de-batten om De Konservatives værdi- og integrationspolitik i sensomme-ren 2009. De Konservative kasserede som bekendt forslaget om et for-bud mod burkaer, der var en del af den annoncerede integrationspoli-tik, fordi det angiveligt stred imod Grundloven og visse konventioner. Men dermed – NB! – var og er den politiske debat jo langt fra slut.

Lad mig tage burkaforbuddet først. Dilemmaet er: Hvor langt skal sta-ten og politikerne blande sig i civilsamfundet og privatlivet, i dette til-fælde det enkelte menneskes påklædning? De liberale tænker princi-pielt: aldrig – og universelt: man må ikke gøre forskel. Hvis kristne skal have lov at gå med kors, skal muslimer også have lov at demon-strere deres religiøse symboler. Det er ytringsfrihed og en menneske-rettighed, hedder det. Man må heller ikke, siger de liberale, overtræde oplysningens basale værdier såsom tolerancen over for det, vi ikke

bryder os om. Henvisningen til “danske værdier”, altså vores særlige måde at gøre tingene på, er ikke legitim.

Men det er den netop ifølge konservatismen, som jeg har argumenteret for flere steder: Konservatismen tager afsked med det principielle og ser i stedet på, hvad der er vores kultur og vores hævdvundne traditi-oner. Burkapåklædningen, med dens eksplicitte understregning af mandens dominans og kvindens mindreværd, kan derfor forbydes. Konservatismen forsvarer ikke frihedsrettigheder på et universalistisk grundlag, men på et partikularistisk – henvisning til landets særlige kulturelle tradition f.eks. Uden orden, som trues af islamismen og multikulturalismen, ingen frihed. Så er der kun en latent borgerkrig: alles kamp imod alle.

Det andet eksempel angår modstanden mod den muslimske stormo-ské i København. Der er religionsfrihed, siger den liberale. Ja, siger den konservative, men der er ingen religionslighed her i landet, og der er forhold, der står over friheden, nemlig det, der hedder hensynet til den sædelige orden. Igen: uden orden, ingen frihed. Hvorfor tillade et symbol på islams ekspansionstrang, der – sandsynligvis – er støttet af det iranske præstestyre? Man skal i øvrigt huske på, at staten har stor betydning i konservatismen. Ikke en bred, men en stærk stat som ga-rant for orden, og staten er hverken værdineutral eller passiv. Her i landet lever vi inden for rammerne af den danske nationalstat, der er forpligtet over for nationen og dermed dansk kultur. Vi lever ikke i en multikulturel, liberal stat. Friheden gælder kun under særlige betin-gelser og former.

Det tredje eksempel angår forslaget om fratagelse af statsborgerskabet for sociale bedragere. Igen lyder den liberale indvending, at det strider imod rettighederne, juraen forbyder det. Men undtagelsesbestemmel-ser tillader faktisk den slags beslutninger. Politikken er netop ikke underlagt juraen, det er omvendt. Liberalismen vil afpolitisere og over-lade vigtige beslutninger til det juridiske system, altså domstolene. Men konservatismen vil ikke på den måde være med til at afvikle fol-kestyret.

Man skal også være varsom med at sige, hvad der kan og ikke kan la-de sig gøre. Det bedste eksempel er stadig opstramningen af udlæn-dingeloven i 2002. Trods meldinger fra eksperter i menneskerettighe-der kunne politikere foretage en stramning. Den samme vilje kan spo-res hos flere konservative værdipolitikere i dag. Konventioner er jo kun – konventioner. De er sociale konstruktioner skrevet på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt i historien og af nogle bestemte menne-sker med bestemte interesser. De er hverken evige eller almengyldige. De tog sigte på tidsbestemte problemer, men tiden er en anden i dag, og dermed står vi også over for andre problemer. De konservatives

værdipolitik kan ganske rigtigt meget vel vise sig at være “forud for ti-den”, som Naser Khader udtalte i 2009.

Lad mig resumere og afrunde med nogle bemærkninger om, hvordan domstolsstyring, der bl.a. bygger på den dynamiske fortolkningsprak-sis, er en trussel mod den nationale loyalitet og tillidskultur på en lang række områder. I Sammenhængskraft har jeg især tilskrevet EU-systemet problemet med domstolsstyring, men jeg mener, at kritikken kan generaliseres.

Der er for det første et problem med ansvarligheden. Domstolsstyring fører til et forfald i ansvarligheden. Dommerne udgør en elite, der ikke på samme måde som de nationale parlamentarikere er ansvarlig over for folket; folket har ikke valgt eliten ind og kan vanskeligt stille den til regnskab: Folket kan ikke afsætte eliten ved frie valg. For det andet er national sammenhængskraft overhovedet ikke et anliggende for eliten; den tager alene hensyn til nogle overordnede rettigheder. Dommerne er ikke loyale over for folket. Ja, eliten bryder sig sandsynligvis slet ik-ke om folket. Dommerstanden søger ikke at vedligeholde smidige til-lidskulturer eller forsone forskellige interesser for at gøre borgerne i stand til at leve i fred med hinanden.

Faktisk skaber domstolene, f.eks. ved at gennemføre multikulturalis-me og en liberal retspolitik, en retstilstand, der går stik imod et meget stort flertal af de danske borgeres interesse. Hvis den nationale politik undermineres, vil det skade den danske tillidskultur. Det vil ydermere afsløre, at selv en folkevalgt regering ikke er nogen garant for hverken en fast udlændingepolitik, en stram justits, og – i tilfældet med EU-domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol – national-statens suverænitet eller den nationale sammenhængskraft. Som bor-gere i en stat, der er funderet i nationen, bliver vi i meget høj grad stemte til at adlyde lovene. For vi opfatter dem som ”vores” love, der gælder på det territorium, vi bebor. Det er jo ikke nok at udstede love-ne; lovene skal også efterleves. Men dette elementære forhold tager f.eks. EU-systemet slet ikke hensyn til. Man overvejer ikke, hvordan man skal få borgerne til at respektere lovene og yde de pligter, der er prisen for at nyde rettighederne.

Den tredje trussel er en trussel mod selve de borgerlige frihedsrettig-heder. De sikres jo ikke ved at blive erklæret, men ved at blive gen-nemtvunget. Det forudsætter netop en demokratisk retsstat samt et civilt retssamfund, folkestyre, og dermed en fælles loyalitet og en fæl-les lydighed over for loven. Hvis rettigheder skal sikres som realiteter, afhænger de af et pligtbaseret dydsfællesskab, af en borgerlig gensi-dighed, der binder fremmede mennesker sammen under en fælles retsorden. Tilhængere af domstolsstyring har i virkeligheden aldrig

forklaret, hvordan den slags politiske loyaliteter kan tilvejebringes uden for folkestyret i nationalstaten. For alene nationalstaten er bun-det sammen i kraft af medborgerlige dyder.

Min afsluttende pointe er, at domstolsstyring ikke er indlejret i en na-tional sædvaneret eller tradition. Der er jo netop enorme forskelle mel-lem de forskellige nationale kulturer, også i Vesten. Sagen om injurie-turismen viser en dyb forskel på den engelske og den danske retskul-tur. Det er min vedvarende kritik af universalisterne: Alle nationer har hver deres kultur, som former frihedsopfattelsen.

Folkestyrets og politikkens forrang bør fastholdes i et opgør med dom-stolsstyringen. For til forskel fra jura er politik et smidigt system, der åbner for flere positive forhold: Her mødes man i en forhandling og bø-jer sig ind mod hinanden for at nå et tåleligt kompromis; her er løs-ningerne ikke fastlagte på forhånd én gang for alle, og når konteksten forandrer sig, kalder det på andre lige så midlertidige løsninger; her tages der hensyn til den særlige historiske kultur, der er udviklet de-centralt, altså i det enkelte land. Politik er konkret, praktisk og kon-tekstbestemt og rummer en relativering af de universelle principper om sandhed og retfærdighed støbt i cement. Først og fremmest er poli-tik rodfæstet i et særligt, nationalt og historisk fællesskab. Jeg taler altså for folkestyre, ikke domstolsstyre. Skal der ske ændringer af samfundet, skal de komme gennem politisk lovgivning. Ikke ved at bli-ve tvunget ned over borgerne af udemokratiske instanser.