Af

Jan holdgaard Dissing

copyright Kapivardreng.dk / Jan Holdggard Dissing 2010

Kanineni kaminen

Af

Jan holdgaard Dissing

Ilden buldrede lystigt i den gamle kamin, flammerne slikkede sig sultent om munden, og labbede store lunser af det tørre træ i sig. En svag knitren krydret med små smæld fra kævlerne, fyldte den lune stue, ind i mellem forstyrret af små host.Bortset fra møblerne var stuen tom, så ingen tog sig af det små kvækkende host, der med mellemrum blev skudt ud i stilheden. Men enhver der havde hørt dem, ville med sikkerhed kunne fastslå, at de kom fra kaminen. Var det mon kaminen der var ved at få røgforgiftning – i så fald var der tale om en arbejdsskade af de mere seriøse...

Nå, men i al fald lød det som, om kaminen hostede.Da der ikke er nogen som kan se os læsere, så bevæger vi os lidt nærmere kaminen. Kan du føle varmen på kinderne? Bare rolig – det bliver varmere endnu, for vi skal helt ind i kaminen. Når vi nu kigger op i skorstenen, så vil vi opdage at der sidder noget deroppe. Det er en lille sort klump, lidt svær at definere, men den hoster!Du har jo nok gættet at det er kaninen i kaminen. (Ellers skulle jeg ha’ kaldt historien noget andet!)

Kaninen sidder lunt og godt et lille stykke oppe i skorstenen. Der er dejligt varmt, men desværre også temmelig røget. Og da den lille kanin lider en kradsbørstig om-gang astmatisk bronkitis samt er allergisk overfor sig selv, så bruger den det meste af sit vågne liv, på at hoste og sprutte og harke – og så hoste lidt mere.Nu kan det jo nok undre nogen, hvorfor en kanin, der helt klart er et medicinsk studie værdigt, har valgt at bosætte sig i en kamin. Og nu tror du nok, at vi skal høre historien om, hvorfor kaninen bosatte sig i kaminen. Men det skal vi ikke. For den korte forklaring er den logiske, at der ikke var plads i kaninhullet. Men en kanin skal have et hul at bo i, og denne kanin faldt over den flotte kamin, og tænkte: Det vil blive en imponerende hovedindgang! Det vil tage sig godt ud, og få de andre kaniner til at spærre øjnene op, og misunde mig mit flotte hjem! (Nej, det var ikke sådan det foregik – måske i den lille kanins hoved. Men ikke i virkeligheden...)Og det er netop DET denne historie handler om: En lille kanin med storhedsvanvid, en sygelig trang til at være den bedste, eje det største, meste og dyreste. Og i det hele taget se ned på de andre kaniner.Og det hele begyndte, en dag ude på engen, hvor bierne summede, solen skinnede så det næsten gjorde ondt i øjnene, alt imens køerne muhede, gederne brægede og kaninerne kaninede...Men hold godt fast – for historien er kort! Ikke alle eventyr er lange og kringlede. Denne er slet ikke. Den udspiller sig over et tidsrum på ca. en halv time. En halv time, der gik hen og fik stor betydning, for en lille hoven kanin. Men lad os nu begynde. Den dejlige dag, ude på engen...

Kaninmor hoppede rundt i græsset og nippede til saftige blade. Omkring hende vim-sede 6 små bløde og nuttede kanin-unger. Det havde lige slået øjnene op, og var nu gået i gang med at udforske verden omkring dem. De fem var hvide med smukke lyserøde snuder – den sidste var også hvid, på forkroppen, men med en bagkrop sort 1

som kul. Nå men de hoppede altså rundt, de fem hvide, lykkelige for en spændende verden at boltre sig i. Men den sidste lille kanin, sad gnaven og tvær på en sten, og surmulede.Hvad er der med dig, lille kanin nummer 6 med farvekombination som en malkeko? Spurgte kaninmor bekymret.Åh, jeg er nok bare en kende utilfreds med både boligsituation samt forplejning. Jeg havde nok sat næsen op efter lidt mere end et beskidt hul i jorden, og en græseng som spisekammer. Nu er det jo ikke alle kaniner der er vegetarer! En stor møgbeskidt en-gelsk bøf, ville da være dejligt, som afveksling af den ensformige kost! Svarede kanin nummer 6 med farvekombination som en malkeko. (I har vel intet imod, at jeg herfra bare kalder kaninen, for kanin nummer 6? - tak!)Kaninmor fik tårer i øjnene, og så ned på den lille kanin.Du er altså ikke tilfreds med dit liv?Nej. Ærligt talt, så var det en slem skuffelse da jeg endelig fik øjne. Det havde nok været bedre, at jeg bare havde forblevet blind! Svarede kanin nummer 6, knejsede med nakken, og så ligegyldigt ud over den smukke eng.Kaninmor sagde ingenting, vendte sig om, og hoppede småhulkende ned i kaninhul-let. Kanin nummer 6 sukkede, og vendte tilbage til sine egne tanker, om at bedre liv.

Et kort øjeblik efter dukkede kaninmor atter op af hullet, og bag ved hende kom ka-ninfar. Kaninmor blev stående ved kanten af hullet, mens kaninfar hoppede over til kanin nummer 6.Dit utaknemmelige skarn! Vrissede kaninfar. Det er ikke en holdning til livet, som vi har opfostret vores afkom til. Men hvis du er så utilfreds med vores måde at leve på, så skal du da ikke trækkes med vores elendig liv længere. Det ville jo næsten være synd for dig. Så du er hermed ikke længere velkommen i kaninhullet. Du er ikke længere vores barn! Forsvind – og kom aldrig igen! Kaninfars øjne lynede, da han vendte sig rundt og sprang tilbage til en storhulkende kaninmor. De vendte begge ryggen til ham, og forsvandt ned i kaninhullet.Lidt forbløffet stod kanin nummer 6, og kiggede på det tomme hul i jorden, så trak han på skuldrene, og begav sig ud i verden – væk fra den irriterende idylliske eng. Ptjøj! Tænkte han. Farvel arbejderkvarter!(Sagde jeg ikke det var en kort historie, som udspillede sig på ca. en halv time? Så bare vent – for nu kommer det til at gå stærkt for den lille kanin!)

Kanin nummer 6 hoppede ud over engen og kom snart til en landevej. Hmm...hvis jeg følger denne vej, kommer jeg sikkert til en eller anden form for civi-lisation, hvor jeg kan forfølge mine drømme om status og magt. Det liv som jeg har fortjent, efter at have levet mine 14 dage barndom i et jordhul.Og således med et mål for øje, hoppede han glad ud af landevejen. Der gik ikke længe, før han kom til en rasteplads. Der holdt en sort varevogn parkeret. Men ej – den var ikke helt sort. Kanin nummer 6 hoppede nærmere. Og ganske rigtigt, han havde ikke set fejl. Bilen lignede ham! Den var sort på bagen-2

den, og tonede over i hvid på fronten.Sikke da et køretøj. Det må være forsynet at jeg skulle finde denne bil – måske får jeg nu min egen bil med privatchauffør...!?Ikke så snart havde den tænkt tanken til ende, før den mærkede et fast greb om sin krop. Den sprællede, men intet kunne den gøre. Den blev løftet op, og stirrede snart efter, ind i to store hvide øjne i et meget mørkt ansigt. Kanin nummer 6 gav et vræl fra sig, spjættede lidt, men den store hånd havde et solidt tag i nakkeskindet, og det eneste kanin nummer 6 fik ud af det, var at sparke huller i luften.Ansigtet lyste op i et smil.Dig kan jeg bruge! Og så smed mennesket kanin nummer 6, ind i en papkasse bag i bilen. Kort efter startede motoren, og de kørte skramlende ud ad landevejen. Det var ikke helt på denne måde kanin nummer 6 havde regnet med, at det ville fungere med en privatchauffør. Men han fandt sig i det. Så måtte de diskutere reglerne for både tiltale og komfort senere.(Så er der gået næsten 20 minutter – og vi nærmere os enden på historien – men hør nu her...)

Snart standsede bilen, og mennesket åbnede døren til varerummet. Han puslede lidt med noget som kanin nummer 6 ikke kunne se. Så kom den store hånd fra før, greb ka-nin nummer 6 – og så skete der noget, som fik kanin nummer 6 til at gøre store øjne.Mennesket bandt et tyndt, stift og beskidt reb omkring maven på kanin nummer 6, kiggede på ham og smilede.Det blev helt fint! Sagde mennesket med et smil, smækkede døren, og begav sig over mod et stort hus. Eller hus og hus – det var vel mere et palæ. Stort og hvidkalket med enorm vinduer. En have anlagt som park, knitrende grus i indkørslen, der lød som trådte mennesket på diamanter. Åh! Tænkte kanin nummer 6. Dette er livet. Jeg skal leve som en konge i dette smukke palæ. Se bare den lange trappe, der snor sig op ad facaden. Jeg bliver....ja, jeg tror jeg bliver kaninernes konge!Lige da han havde tænkt dette, drejede mennesket væk fra den store trappe, gik rundt om bygningen, og ind ad en lille dør, godt gemt på bygningens bagside.Kanin nummer 6 undrede sig. De kom ind i en mindre gang, med en lang trappe, som mennesket gav sig til at gå op ad.Det var bedre! Tænkte kanin nummer 6. Det er rigtigt, bær mig op. Op til stadsstuen, så jeg kan hilse på personalet. Og så skal vi lige have en sludder, om den måde du løfter mig på. En snor om maven – det er da ikke en måde at behandle sin herre på!

Højere og højere kom de op, og til slut stod de foran en lille trædør, som mennesket åbnede med en knirken. Altså døren knirkede - ikke mennesket. De fortsatte hen over et loft, og stod endelig foran et tagvindue, som mennesket åbnede. Så kravlede men-nesket ud af vinduet, og op på taget. Helt op på tagryggen.Du godeste – nu udråber han mig sikkert til konge, så hele sognet – nej, hele landsde-len kan høre det! Tænkte kanin nummer 6.3

I stedet klatrede mennesket op på skorstene.Højere! Tænkte kanin nummer 6. Højere!Men tværtimod, sænkede mennesket rebet med kanin nummer 6 for enden, ned i skorstene, og gav sig til at rense den for sod. Hvor længe kanin nummer 6 blev trukket op og ned, havde den ingen anelse om. Den hostede og fik sod i øjnene. Den sprællede for at komme fri, men rebet gav sig ikke. Desperat forsøgte den at bide rebet over, men hver gang den lige var ved at få tag med tænderne, rykkede mennesket i rebet igen. Pludselig fornemmede den noget i mørket og støvtågerne. Det stak ud af indersiden af kaminen. Nu røg kanin nummer 6 ned igen, og i forbifarten fik den kig på hvad det var. Det var et håndtag. Et håndtag til spjældet.Næste gang kanin nummer susede forbi håndtaget, greb den fat, og snoede rebet fast omkring håndtaget. Nu hang han der og dinglede i et reb, der var viklet omkring et håndtag. Hurtig bed den rebet over. Det forsvandt i mørket over ham. Langt borte kunne han se hovedet af mennesket mod himlen i skorstenens lysende firkant. Længe ventede kanin nummer 6 - men der skete intet.Til sidst forsvandt også mennesket fra skorstenshullet.

(Nu er der gået en halv time. Men vi kan da ikke stoppe her, tænker du. Og nej, du får lige en afslutning her.)

Det er nu flere dage siden, at kanin nummer 6 byttede sit frie liv på engen sammen med sin familie, ud med livet i en beskidt kamin. Han hænger stadig i snoren. Han er meget sulten, til gengæld har han lært at ryge. Og med kanin nummer 6’s sædvanlige logik, så er det godt, for når han bliver chef for et stort firma, så skal han jo kunne ryge cigarer. For de store drømme, de svirrer stadig rundt i den røgomtågede hjerne.Der, på spjældets håndtag, i en kamin i et palæ, kan kanin nummer 6, sikkert hænge længe.Og han dør nok ikke foreløbig, for rygning påvirker jo appetitten. Og efterhånden er den lille kanin jo også så røget, at han vil kunne holde længe.

Men – vi kan da ikke efterlade kanin nummer 6 helt alene i en kamin?Jo da! Kanin nummer 6 valgte selv sin skæbne.Men vi må da hjælpe ham!Nul, det var ham selv, som ville væk fra engen – og det kom han.Nej, sig nu hvor han hænger, så vi kan hjælpe ham ned og ud i det fri.Niks – men nu vil jeg gå ind, og fyre lidt ekstra op med fugtigt brænde, og høre min kamin hoste..

Snip snap snude...

4

Host!