Janes Vittigheder

Lavet af Jane Martinsen.

”Eiij, Svend. Du har taget en rød og en blå strømpe på i dag!” ”Jeg ved det godt, men jeg havde kun ét par til i skuffen, og det var også rødt og blåt!”

Direktør C.G. Frydenquist var kommet på hospitalet for at undergå en mindre operation. Nogle dage efter mødte hans sekretær, frk. Slaglille, op med en buket blomster. ”Ja, direktør Frydenquist. Det er så en beskeden hilsen fra personalet,” sagde sekretæren. ”Jeg ville egentlig have sat et ” God bedring” – kort ved, men efter en afstemning blandt medarbejderne blev forslaget forkastet med 3 for og 52 imod!”

Svend var stukket af fra forvaringsanstalten, og et par plejere var sendt efter ham. De ledte og søgte, men Svend var borte. Så mødte de en bonde: ”Du har vil ikke set Svend. Han er på springtur fra anstalten.” "Næ, hvem er Svend?” ”Ja, han er altså ravende unormal:” ”Jamen, hvordan ser han ud?” spurgte bonden. ”Jo, han er sådan ca. 125 cm høj, har grønt hår, fregner i hele ansigtet og en underlig græsk-romersk brækket tud!” ”Ja, også vejer han ca. 160 kg, ”føjede den anden plejer til. ”125 cm høj og vejer 160 kg?” sagde bonden tvivlende, ”det er sgu´ da ikke normalt!” ”Næ, vi sagde jo også, at han var ravende unormal!”

”Sig mig, skifter du aldrig strømper, Svend?” ”Jo, selvfølgelig. I sidste uge var den her højre strømpe på venster fod og denne her venstre strømpe på højre fod!”

Han: ”Var der ikke en eller anden idiot, der friede til dig, inden vi blev gift?`” Hun: ”Jo, én!” Han: ”Ham sku´ du nu alligevel ha´ giftet dig med!” Hun: ”Jamen, det gjorde jeg jo også!”

Angus McDuff: ”Jeg har lånt min nabos sækkepibe!” Sean Campbell: ”Nå, skal du endelig til at lære det!” Angus McDuff: ”Næ, men så længe jeg har den, kan han ikke spille på den


To venner sad på en bar og delte en flok bajere. Den ene så trist ned i sit næsten tomme glas og sagde: ”Ak ja, gamle jas. Livet er som et tomt ølglas!” Den anden kiggede ned i sit ølglas og kiggede ned i vennens ølglas og rystede på hovedet: ” Den fik jeg sgu´ ikke fat i. Hvorfor er livet som et tomt ølglas?” ”Hvordan helvede sku´ jeg vide det. Jeg er ikke filosof!”

Svend og Egon sad henne i parken og smed ølkapsler ud til duerne. ”Ak ja,” sukkede Svend. Ak ja da,” samstemmende Egon. ”Det er det, jeg siger,” sagde Svend. ”Livet gi´r sgu´ én så mange stød og skuffelser, at døden kan være en velsignelse. Sommetider tror jeg, at det havde været bedre, om man aldrig var blevet født!” ”Ja såmænd,” sagde Egon,” men hvor tit møder man en, der har været så heldig. Måske én ud af tusind!”

Hun sad i sofaen. Han lå på knæ: ”Ellinor! Jeg elsker dig til vanvid! Vil du gifte dig med mig?” ”Nej, egentlig ikke. Men nu du er dernede, gider du så ikke se efter, om kattens bold er trillet ind under sofaen!”

Den professionelle sangskrivers dilemma, når hustruen til en civilbetjent bestiller en fødselsdagssang til manden: Det eneste rim på civilbetjent er … senildement.

”Hvor danser du skønt Evelyn!” ”Tak, Birger. Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om dig!” ”Det ku´ du sagtens, hvis du var en lige så stor løgnhals som mig!”

”Inden vi gifter os, synes jeg lige, jeg må fortælle dig om de affærer, jeg har haft indtil nu,” sagde han og tog hendes hånd. ”Jamen, min egen skat! Dem fortalte du mig alt om for et par uger siden!” ”Ja, men det var for et par uger siden!”

Hun: ”Hvorfor i alverden går du altid ud på altanen, når jeg synger?! Han: ”Det er for, at ikke naboerne skal tro, at jeg mishandler dig!”


Fru Clausen var taget på ferie til Los Angeles for at opleve filmbyen og måske få lov til at få et glimt af berømthederne. Hun havde læst en masse om stedet, og nu var hun der! Det første sted, hun ville besøg – for at begynde i det små – var Schwab´s Drugstore på hjørnet af Hollywood & Vine. Bare for at indsnuse atmosfæren i det berømte lokale, hvor filmstjernen Lana Turner var blevet opdaget af en talentspejder. Hun spadserede ind og lod som notning, da hun gik hen og bestilte en softice. I det samme fik hun øje på ham! Hun havde sværmet for ham, siden hun så ham første gang i tv-serien Maverick! Det var James Garner! Han var endnu højere og endnu flotter i virkeligheden! Men fru Clausen lod sig ikke mærke med noget. Det skulle ikke hedde sig … Hun betalte og gik. Ude på fortovet standsede hun. Hun havde glemt isen. Hun var ikke meget for det, men hun måtte jo ind igen: ”Undskyld, jeg glemte vist min softice!” James Garner lænede sig hen imod hende: ”Undskyld, at jeg blander mig, lady, men jeg tror, De lagde den ned i Deres håndtaske!”

”Læreren bedes undskylde, at Grethe ikke var i skole i går. Vi glemte at hente søndagsavisen ind fra postkassen, og da vi fandt den mandag morgen, troede vi, at det var søndag.”

”Snakker vi om Gudrun Margrethe? Jamen er det ikke mærkværdigt. Hun har en teint som en 17-årig … fersken!”

En balletdanserinde ved operaen i Paris, beklagede sig til en veninde over, at nogen havde kaldt hende for en tøjte. ”Tag dig ikke af det, søde!” sagde veninden. ”Nu til dags er folk så uopdragne, at de kalder tingene ved deres rette navn!”

- Hvor skriver man fortrinsvis om ægtemænd, der har smidt deres kone i havnen? - I Bo Bedre!

”Og der er så Deres charmerende hustru?” ”Nej. Hende her er den eneste¸ jeg har!”


Det var en meget sorgfuld Clausen, der trådte ind i bedemandsforretningen: ”Jeg kommer for at bede Dem ordne min hustrus begravelse!!” ´”Jamen, Deres Hustru døde da sidste år!” sagde bedemanden. ”Vi ordnede jo selv begravelsen herfra!” ”Jo vist. Men det var min første hustru,” sukkede Clausen, ”det her er min anden!” ”Gud, jeg vidste slet ikke, at De var blevet gift igen, hr. Clausen. Må jeg ønske tillykke!”

Da Voltaire lå på dødslejet, rådede en præst ham til at afsværge djævelen og alle hans gerninger. Voltaire svarede, at det næppe var tidspunktet lige nu til at skaffe sig nye fjender. Viscount Sir Henry John Temple Palmerston, forhenværende engelsk premierminister, var 79 år gammel og stærkt svækket. Han blev tilset af sin læge, som nænsomt fortalte ham, at han nok ikke havde langt igen, at han var døende. Viscounten løftede hovedet fra puden og smilede: ”Dø, min kære doktor! Det var dog det sidste, jeg ville gøre!”

En forfatter, der stavede som en brækket arm, havde sendt et manuskript til en forlægger, som returnerede det med et meget kort følgebrev: ”Jeg er ikke selv alt for god til det, men stavningens regel nummer 1 må være, at der kun er ét ”g” i ”håndklæder”.

Kniber det med humøret? Så skal du bare tænke på, at hvert syvende minut døgnet rundt er der en eller anden; der i et motionscenter et eller andet sted på jorden, forstrækker en muskel.

Agenten: ”Der lå jeg så og svømmede rundt i det hajfyldte farvand, men jeg slap jo fra det med livet i behold! Forfatteren: ”Det var vel et udslag af det, man kaldet professionelt høflighed!”

Motion er sådan et grimt ord, at hver gang jeg kommer til at sige det, må jeg vaske mig i munden med chokolade!

Basaren var meget vellykket. Hver medlem havde bidraget med ting, de kunne undvære. Flere havde taget deres mand med denne aften.


Anklageren: ”Kan De erindre det omtrentlige tidspunkt for Deres undersøgelse af liget af mr. Dunnington i Rose Chapel?” Lægen: ”Det var om aftenen. Obduktionen begyndte klokken 20.30!” Anklageren: ”Og mr. Dunnington var død på det tidspunkt. Er det korrekt?” Lægen: ”Nej, din kraftidiot. Han sad dér på bordet og spekulerede på, hvorfor jeg foretog en obduktion på ham!”

Og så var der den unge dame, der om morgenen stod ud af sin seng, tog et brusebad, tog sin housecoat på, trak rullegardinet op, satte vand over til kaffe, fjernede tæppet over papegøjebruet, tog telefonen da den ringede og hørte en mandsstemme sige: ”Hej skat. Mit skib er lige kommet i havn. Jeg kommer med det sammen!” så den unge dame slukkede for kaffevandet, rullede rullegardin ned igen, lagde tæppet over papegøjeburet, tog sin housecoat af og gik i seng igen og hørte inde fra papegøjeburet: ”Hold kæft, manner. Det var sgu´ da årets korteste dag!”

To mødre på en bænk i en park ”Jeg siger dig. Min Bo Brian har gået, siden han var godt et år!” ”Gud nej. Det stakkels barn må da være dødtræt i benserne nu!”

”Jeg snorkede så meget, at jeg vækkede mig selv. Det var et helvede!” ”Hvad gjorde du så?” ”Jeg flyttede ind i værelset ved siden af. Der hører jeg ikke en lyd!”

”Det var ellers et grimt sår, du har fået i panden!” ”Jae, jeg kom til at bide mig selv!” ”Bide dig selv! I panden? Hvordan i alverden kunne det gå til?” ”Jeg stod op på en stol!”

Arvelighed betyder, at hvis din bedstefar ingen børn fik, så ville din far sandsynligvis heller ikke få nogle, og det ville du selv efter al sandsynlighed heller ikke.

Jeg vejede knap to kilo; da jeg blev født!” ”Gud, nej! Overlevede du?” ”Om jeg overlevede! Du skulle bare se mig nu!”


Da min printer begyndte at blive for svag, og jeg havde konstateret, at der var tilstrækkeligt printerblæk på den, ringede jeg til min forhandler, som mente, at den nok bare trængte til en rensning. Det ville koste ca. 600 kroner, sagde han, så måske ville jeg hellere læse printermanualen og selv rense den! Det var jo en behagelig oplysning at få, så jeg spurgte: ”Er det nu også med chefens vidende, at du sådan råder folk til at gøre det selv?” ”Der er faktisk chefens ide!” sagde han. ”Vi tjener langt mere på at reparere printerne, hvis vi lader folk selv prøve at kludre med dem!”

Direktør Schwqanengschwung havde personlige samtaler med ansøgerne til den ledige stilling som privatsekretær. Han havde været ansøgerfeltet igennem og havde nu kun den sidste – og kønneste – tilbage. ”Og hvordan har vi det med sprog, frk. Ellinor?” ”Jeg taler og skriver tysk og engelsk!” ”Glimrende, frk. Ellinor. Og fransk?” “Jeg kan alt på fransk, undtaget sproget.” ”De er antaget!”

”Det var så Deres første flyvetur, frue?” ”Ja.” ”Var De bange?” ”Njae – for at sige det, som det er. Jeg turde altså ikke sætte mig på sædet med min fulde vægt!”

Manden lå syg og bleg i sin seng. Ved siden af sengen stod lægen og den bekymrede hustru. ”Er der slet ikke noget håb, doktor?” spurgte hustruen. ”Det kommer jo unægtelig an på, hvad De håber på!”


Lille Bo Brians yndlingonkel skulle komme på besøg, og hvad endnu bedre var: onkelen skulle blive der natten over og sove inde hos Bo Brian i hans store seng. Det blev en dejlig dag, og både Bo Brian og onkelen var godt trætte, da de gik i seng. Bo Brian slukkede lyset, men så tændte han det igen med et: ”Hovsa. Jeg var sørme lige ved at glemme noget!” Han kravlede ud af sengen og knælede ned ved siden af. Onkelen tænkte, at han nok hellere måtte følge drengens eksempel for den gode ordens skyld, så han kravlede også ud af sengen på den anden side og knælede ned. Bo Brian så forskrækket over på ham: ”Manner! Mor bli´r stiktosset, når hun skal tørre det op i morgen. Potten står herovre!”

Pastor Clausen var på vej til kirke, da han så en lille gut på 4-5 år, der stod og hoppede i et forsøg på at nå ringeklokken til politistationen. Pastor Clausen sod lidt og så smilende på drengens anstrengelser. Så gik han hen til ham: ”Nu skal jeg, min lille ven!” sagde han og ringede på. ”Nu kommer politimanden snart ud! ” Drengen så glad op på præsten: ”Ja, så nu gælder det om at spæne!”

Tænker om mænd og kvinder: Smart mand + smart kvinde = romance. Smart mand + dum kvinde = graviditet. Dum mand + smart kvinde = affære. Dum mand + dum kvinde = ægteskab.

Gifte mænd bør glemme deres fejltagelser. Der er ingen grund til, at to skal gå rundt og huske på dem. En kvinde får altid det sidste ord i en diskussion. Alt, hvad en mand sier efter det, er begyndelsen til en ny diskussion.

Der var en dame, der ringede til lægen: ”Undskyld, doktor, men hvor sidder hjertet?” ”Det skal jeg sige Dem, frue. Det sidder ca. tre fingersbredder under venstre brystvorte!” Næste dag læste længen i avisen om en dame, der havde skudt sig slev i venstre knæ.


”Jeg lærte at svømme i en meget tidlig alder. Så langt tilbage, jeg kan huske, mine forældre tog mig med ud i en robåd midt på søen. Så smed de mig i vandet, og så var det bare med at se at komme tilbage til land på en eller anden måde!” ”Det lyder som en barsk måde at lærer det På!” ”Årh, det var s´mænd ikke så slemt. Det var værre at komme ud af sækken!”

Skolen skulle på sommerlejr, men lille Gudrun Margrethe var ikke eget for at være hjemmefra så længe, og desuden var der sikkert både små krible-krabler og myg og alting. ”Nu skal du være en stor pige, lille Gudrun Margrethe,” sagde hendes mor. ”Nu skal du se. Nu får du alle de her adresserede postkort med, og så skriver du bare `Kære mor, jeg har det godt´ og sender et til mig hver dag!” Gudrun Margrethe tænkte sig lidt om. Så sagde hun: ”Hvordan staver man til rædselsfuldt?”

Farmand kom hjem fra kontoret og blev modtager i entréen af sin treårige datter. ”Hej, lille skat! Har du ikke et lille kys til farmanden?” ”Næ!” ”Aiii, hvor er jeg skuffet! Her arbejder din farmand hårdt hele dagen for at kunne tjene penge, og så får jeg ikke engang et kys. Kom nu, skat. Hvor er så kysset?” ”Hvor er pengene?”

De var computernørder begge to. Han var 7, og hun var 6 år, og de mødtes dagligt ved skæret af den blå skærm, og da de nu alligevel sås dagligt, mente han, at de lige så godt kunne forlove sig. ”Det kan vi godt,” sagde hun, ”men jeg vil altså ikke have nogen børn!” ”Hvorfor vil du ikke have nogen børn?” spurgte han. ”Er du tosset! De siger, at det tager ni måneder at downloade!”

”Åh skat! Jeg elske dig så forfærdeligt!” sukkede hun og lagde sit hoved på hans hovedpude. ”Nåh ja,” sagde han, ”men det skal du ikke være ked af. Vi skal nok få lært dig det med tiden …”.


Det var nu tredje dag, han så den lille, fattige dreng sidde og lege i vejkantens støv. Drengen tog langsomt en håndfuld jord op og lod den løbe igennem den anden, løst knyttede hånd. Den tørre jord løb i en fin stråle ned gennem hans hånd og ud ved lillefingeren. Så tog han en ny håndfuld jord op og lod den løbe igennem hånden. Det gentog han om og om igen. Manden gik hen til ham: ”Hvad laver du, min ven?” ”Leger!” ”Og hvad leger du så?” ”Jeg leger, at det er en hest!” Manden gik let bedrøvet derfra. Den arme knægt, tænkte han. Han skal sør´me ha´ en rigtig legetøjshest! Så han fandt i dagens løb en legetøjsforretning og købte en stor, fin træhest, som han forærede drengen. Den følgende dag så han igen drengen sidde og hælde jord igennem hånden. Den fine træhest var smidt til sidde. ”Hvorfor leger du ikke med den fine træhest?” spurgte manden. ”Det er en dum hest,” sagde drengen og lod en håndfuld jord løbe igennem den anden hånd, ”den ka´ hverken æde eller skride!”

Nede i sandkassen sagde Ib: ”Skal vi ikke løbe hjemmefra?” ”Naj, vores farmænd fanger os bare og gi´r os en røvfuld!” ”Så slår vi da igen!´” ”Naj, man må ikke slå på sine forældre!” ”Okay, så tæver jeg din far, og så tæver du min!”

Mor havde sendt Sven til grønthandleren efter 1 kg jordbær. Da han kom tilbage, så hun forundret på bakken og vejede den. Der var ½ kg. Hun ringede straks til grønthandleren: ”Lille Sven har lige været nede og købe jordbær. Jeg bad om 1 kg, men jeg har lige vejet dem, og der er altså kun ½ kg!” Svens mor kunne høre grønthandleren trække vejret tungt i den anden ende af røret: ”Frue. Min vægt er kontrolleret, godkendt og forseglet. Har De prøvet at veje lille Sven?”

”Det kan der være noget om”, sagde manden. Han viklede wc-papir om Rundetårn.

Lægen: ”Næ, men goddag fru Svaneholm. Det var ellers længe siden!” Fru Svaneholm: ”Jae, men jeg har også været syg!”

På grund af en strejke på Meteorologisk Institut bliver der ikke noget vejr i Danmark i morgen.


En mand kom tullende hen ad landevejen i sin Volvo, da han pludselig blev overhalet af en Toyota med en ung mand bag rattet, som råbte ud ad vinduet: ”Har du prøvet at køre en Toyota?” Volvoen tøffede videre, og igen kom Toyotaen farende, og den samme bemærkning kom fra føreren: ”Har du prøvet at køre en Toyota?” Lidt efter lød der et brag, og da manden med Volvoen kom rundt om hjørnet, så han, at Toyotaen var kørt op i et træ, og den unge mand sad fortumlet ved siden af og gned sit knæ. ”Nå, sagde Volvo-ejeren, ”så fik det nok en sørgelig ende med det Toyota-vrøvl. Hvad ligner det også med sådan nogen drengestreger!” ”Det var ikke drengestreger. Jeg spurgte jo, om du havde prøvet at køre en Toyota. Det har jeg aldrig før, og jeg kunne ikke finde den skide bremse!”

Motorcykelbetjenten lænede sig ind i bilen: ”DE kørte 75 i timen, og skiltene her siger 50, hr!” ”Jeg kørte ikke mere end 50!” ”Pladder, Svend!” sagde konen fra bagsædet, ”du kørte mindst 80. Det gør du altid!” ”Den er også gal med den ene stoplygte. Den er smadret!” ”Smadret? Det må være sket, mens vi var inde at tanke!” ”Pladder, Svend!” lød det fra bagsædet. ”Det var sidste påske, da du bakkede ind i garagedøren. Har du allerede glemt det? Du bli´r da også værre og værre!” ”Og så kører De uden sikkerhedssele!” ”Den tog jeg af nu her!” "Pladder, Svend. Du bruger da aldrig sikkerhedssele!” Nu vendte Svend sig om mod bagsædet: ”Synes du ikke, det var på tide, at du holdt din kæft!” ”Taler han altid sådan til Dem frue?” ”Nej, nej! Kun når han har drukket!”

”… og Gud velsign min mor og far og min lillebror og tante Mie – og hvis du så også lige vil skynde dig og gøre Rotterdam til hovedstaden i Holland?” ”Jamen, hvordan i alverden kommer Rotterdam ind i din aftenbøn, lille Gudrun Margrethe?” ”Jo, for det skrev jeg i min eksamensstil!”


Det ser ikke alt for sikkert ud, det dér! tænker betjenten og standser den blå Opel. ”Goddag hr. Har De drukket?” ”Nåh – ikke noget videre.” ”Må jeg bede Dem blæse her i alkometeret!” Manden blæser, og betjenten bliver stram i masken. ”Der må være noget galt med apparatet!” siger manden. ”Prøv det lige på min kone!” Betjenten gør ham da gerne den tjeneste, og konen blæser med nogenlunde samme resultat som manden. ”Så har De jo også drukket, frue!” siger betjenten. ”Nej,” siger manden. ”Det må være apparatet, der er galt på den. Prøv det lige på sønnen her!” O.k., betjenten er stadig flink, og den 9-årig blæser i alkometeret. Det giver stadig udslag!” ”Der kan De se, betjent!” siger manden. ”Ja, det må jeg jo konstatere,” siger betjenten. ”Så undskyld ulejligheden. De forstår!” Den blå Opel kører videre. Nogle hundrede meter fremme vender manden sig til konen: ”Og det var dig, der brokkede dig over, at jeg gav knægten et par Whiskyer!”

To små drenge mødtes på legepladsen. ”Hvor gammel er du?” spurgte den ene. ”Jeg er fem år. Hvor gammel er du?” ”Det ved jeg ikke.” ”Ved du ikke engang, hvor gammel du er?” ”Nej.” ”Kan du gå i fred for pigerne?” ”Ja.” ”Så er du fire!”

”Undskyld, tjener! Tjener!” ”Ja, hr?” ”Hvor længe har De arbejdet her i etablissementet?” ”Omkring to måneder, hr.” ”Nå, så kan det ikke være Dem, der tog imod min bestilling!”

En mand standsede en anden mand på gaden: ”Undskyld hr. De skulle vel ikke have set en politibetjent her i nærheden?” ”Nej, det har jeg desværre ikke!” ”Tak for det. Hit med tegnebogen!”


Han var bankkasserer og havde i løbet af meget kort tid frasvindlet sin bank oven en million kroner, som han havde spillet op på casinoerne rundt omkring. Nu stod han foran afsløring. Bankrevisionen skulle komme næste dag, og da han grædende havde tilstået sine handlinger for hustruen, havde hun taget begge børnene, hunden og volvoen og var kørt hjem til sin mor. Nu var han i sin fortvivlelse gået ud på Dybbølsbro og stod og kiggede ned på banelegemet. Når det første tog kom, ville han springe ned foran det! pludselig lød der en moderlig stemme: ”Spring ikke unge mand. Du behøver ikke at gøre noget så forfærdeligt. Jeg er en heks, og jeg kan hjælpe dig!” ”Hvordan sku´ du kunne hjælpe mig,” sagde han. ”Jeg har stjålet over en million kroner fra min bank, min kone er gået fra mig med børnene, hunden og Volvoen, og tyveriet fra banken bliver opdaget i morgen!” ”Min unge ven,” sagde konen. ”Vi hekse kan klare alt. Jeg skal hjælpe dig, og se, at miraklernes tid endnu ikke er forbi. Zalazarim – Zalazabim – Zalazazupra! Så, nu er din kone, børnene, hunden og volvoen tilbage. Den unge mand stirrede vantro på hende: ”Er det virkelig sandt?” ”Det er det,” sagde konen, ”men for at det skal forblive sandt, er der lige en tjeneste, du skal gøre mig!” ”Hvad som helst! Jeg vil gøre hvad som helst!” ”Så skal du følge mig ned på Hotel Evergreen på Halmtorvet og gå i seng med mig!” Den unge mand slugte en klump. Han havde set skønnere kvinder, men næppe nogen grimmere. Men han gjorde det. Det var i en god sags tjeneste, og det kom til at stå på den halve nat. Den næste morgen, da han havde været i bad og belavede sig på at gå, lød det henne fra sengen: ”Hvor gammel er du egentlig, min ven?” ”34. Hvorfor det?” ”Er du ikke lidt for gammel til at tro på hekse!”

Undskyld mig, hr., men De havde da et rødt slips på, da De kom herind, ikke?” spurgte den nærsynede barber. ”Jeg har aldrig i mit liv ejet et rødt slips!” ”Det gør mig usigeligt ondt at høre, hr. …. I så fald tror jeg, at jeg er kommet til at skære halsen over på Dem!”

”Skattepige. Er jeg den første mand i dit liv?” ”Jamen det er du da, nuserbasse! Men hvordan kan det være, at I mænd altid stiller det samme spørgsmål?”

Lavet Jane Martinsen.

Gamle Sven Albrahamsson mødte op på diskotekets kontor og bad om at komme til at tale med ejeren. Han blev vist ind i et lokale, der mest af alt lignede det indvendige af en chokoladeæske. Der sad en mand med solbriller bag et skrivebord: ”Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte han Gamle Sven. Sven lagde en avis foran manden med solbrillerne: ”Jeg kommer angående denne her annonce!” sagde han og pegede. Manden med solbrillerne måbede: ”Jamen vi har jo skrevet: ”Ung, muskuløs mand med erfaring i kampsport søges dørmand til diskotek”. Du er mindst 85 år, tynd over skuldrene som én spegeslid mellem øjnene. Dine briller er som hinkesten, og det er vel et spørgsmål om tid, før du må bytte den stok ud med en kørestol! Hvad fa´en er meningen med at troppe op her?” ”Jeg kommer bare for at sige, at mig skal I altså ikke regne med!”

Man har hørt om en organisation, der blev sammenlignet med et træ fuldt af aber, der sad på hver deres gren. Nogle af dem var på vej op, andre på vej ned. Aberne øverst oppe kiggede ned og så et træ fuldt af lutter smilende ansigter. Aberne længst nede kiggede op og så intet andet end lutter røvhuller.

Dommeren: ”Løftede han hunden op i ørerne?” Vidnet: ”Nej, hr. dommer!” Dommeren: ”Hvad gjorder han så med hundens ører?” Vidnet: ”Han løftede dem op i luften.” Dommeren: ”Og hvor var så hunden da?”

Røveren sprang frem fra den mørke port, stak en revolver i ryggen på manden og hviskede: ”Pengene eller livet!” ”Livet!” gispede manden, ”pengene skal jeg bruge til, når jeg bli´r gammel!”

”Hvordan kan De dog finde på at blive født sådan et sted som Lowell, Massachusetts?” spurgte den snobbede borgerfrue. ”Jeg ville så gerne være i nærheden af min moder!” svarede maleren James Whistler.


Hvorfor er der så mange glasskår på gadehjørnerne i Århus? Fordi århusianerne stikker armene ud gennem ruderne, når de skal dreje.

Telefondamen på advokatkontoret tog telefonen: ”Advokatkontoret!” ”Jeg vil gerne tale med landsretssagfører Gyldenberg- Høst”, lød en herrestemme. ”Jeg må desværre beklage. Landsretssagføreren døde i nat!” ”Virkelig! Ja, så må De undskylde!” Fem minutter efter ringede telefonen igen. ”Advokatkontoret!” ”Jeg vil gerne tale med landsretssagfører Gyldenberg-Høst.” ”Beklager, men landsretssagføreren er død i nat!” ”Tak!” Telefondamen syntes, hun kunne genkende stemmen fra før. Fem minutter gik, og telefonen ringede igen. ”Advokatkontoret!” ”Jeg vil gerne tale med landsretssagfører Gyldenberg-Høst.” Nu var telefondamen helt sikker på, at det var den samme, der havde ringet to gange før: ”Undskyld hr. Jeg ved ikke, hvad meningen er, men jeg har allerede to gang fortalt Dem, at landsretssagfører døde i nat!” ”Jeg ved det, jeg ved det,” lød stemmen, "men jeg kan ikke la´ vær´. Jeg elsker at høre det igen og igen!”

”Nåe..” sagde den københavnske turist til hotelejeren i Ringkøbing, ”er der ellers født nogen store mænd her i byen gennem tiderne?” ”Næj,” sagde hotelejeren og vendte skråen. ”Her i byen fødes kun små babyer!”

Tre jødiske mødre mødtes på en bænk i Central Park i New York, og kom – naturligvis – til at tale om deres respektive børn, der for længst var blevet voksne og havde forladt hjemmet. ”Min søn,” sagde den første dame, ”er blevet en meget anerkendt kirurg. Ja, han er såmænd lige blevet valgt til formand for kirurgernes sammenslutning i New York!” ”Og min søn,” sagde den tredje, ”er rabbiner.” ”Rabbiner!” udbrød de to andre, ”hvad er det da også foren karriere for en jødisk dreng!”

Københavner-John og hans fætter Arne fra Århus mødes ved den årlige familiesammenkomst. Den var for trist, så de valgte at gå i biffen sammen, hvor de så en gammel western med Clint Eastwood. Så sagde københavneren: - Jeg vil vædde 500 kroner på, at der snart springer en indianer frem og slå sin tomahavk i krydderen på Eastwood, så han falder af hesten. - Top, sagde århusianske Arne. Det gik, som københavneren havde forudsagt, og da han havde fået sine penge, sagde han: - Arne, jeg må indrømme, at jeg har set filmen før. Jeg vidst, det ville ske. - Jamen, jeg har også set den, sagde Arne. Men jeg troede sgu da ikke, at Clint Eastwood ville ryge på den to gange.


Gamle hr. Gyldenkrog-Svensson havde taget lidt rigeligt på, så hans læge forslog ham at få lidt mere motion. Nu sad han så på en bænk ved Bellevue Strand og nød synet af badepigerne med og uden top, da en gammel ven kom forbi: ´Hva´ søren, Gylle. Du får da ikke meget motion af at sidde her og se på damer!” ”Du tager fejl, gamle jas. Jeg får masser af motion. Jeg går hele vejen de seks kilometer fra Hellerup og tilbage igen bare for at se på dem!”

Den store mand bad bartenderen om en regning. ”Hvorfor så tidligt?” spurgte bartenderen. ”Den er ikke mere end ti!” ”Det er på grund af konen,” sagde den store mand. ”Konen? Er du bange for konen? ’Sig mig, er du en mand eller en mus?” ”jeg er i hvert fald ikke en mus, for hun er bange for mus!”

”Godt nytår til alle!” råbte fulderikken, da han trådte ind i baren. Bartenderen så op: ”Måske rager det ikke mig, fætter! Men i dag er det altså grundlovsdag!” ”Grundlovsdag? Sig det er løgn! Hold kæft, hvor bli´r hun sur, når eg jeg kommer hjem fra julefrokost!”

Agenten: ”Hvordan for jeg givet min førstedame omtale I din avis?” Kritikeren: ”Skyd hende!”


En århusianer er på sin første af mange dannelsesrejser, og busturen går til Spanien, hvor han ved morgengry ser en flok spanske bondekvinder, som står og vasker tøj ved den fossende flod. Det sker ved, at de klasker tøjet mod sten. Forbavset sætter vores ven sig op i bussen og siger: - Jøsses, hvor er de kvinder dog dumme. De tror, at de kan slå sten i stykker med en skjorte!

En ikke for snu århusianer rejste med tog til Gentofte for at besøg sin ældre bror. Men da han kom frem, var han sur og tvær. Hvorfor dog det, ville broderen vide. Og han svarede, at han var komet til at sidde med ryggen mod kørselsretningen. - Jamen Jens dog, hvorfor byttede du da så ikke bare plads med nogen, sagde storebroderen bebrejdende. - Jamen, der var ikke nogen at bytte med.

Bo Brian var med sin mor i byen og købe grønsager, og den flinke grønthandler gav Bo Brian et æble. ”Hvad siger man så?” sagde Bo Brians mor belærende. ”Skrælles!”

Anklageren: ”Hvad skete der så?” Vidnet: ”Så sagde han, at han ville slå mig ihjel, fordi ellers ku´ jeg identificere ham!” Anklageren: ”Og gjorde han så alvor af sin trussel!?”

Manden kommer op i bussen med en bakke med to ristede, to brød og det hele. ”Det her er altså ikke en restaurant!” siger chaufføren. ” Det ved jeg, mand. Det er derfor, jeg selv har taget mad med!”

Helvede er et sted, hvor tyskerne er politibetjente, svenskerne står for humoren, italienerne passer forsvaret, franskmændene bygger veje, popsangerne er belgiere, spanierne klarer jernbanerne, tyrkerne laver mad, grækerne leder regeringen og sproget er hollandsk.

En mand med succes er en, der tjener flere penge, end hans hustru kan bruge. En kvinde med succes er en, der kan finde sådan mand.


På vej hjem fra middagen hos hans chef skældte Norma sin mand Kaj voldsomt ud. - Hvorfor i hede hule helvede fortalte du, at du giftede dig med mig, fordi jeg er god til at lave mad? Skreg Norma. Jeg kan jo ikke engang koge æg. - Årh, det ved jeg godt, sagde Kaj. Men jeg var jo nødt til at komme med en eller anden undskyldning!

En far fra oplandet uden for Århus by er kørt ind til centralskolens inspektør og står nu på hans kontor for at melde endnu et barn i skole. - Jamen Laursen. Det er barn nr. otte. Har De flere derhjemme? Spørger inspektøren. - Jo, jamen det har jeg da. Tre til. - Altså 11 børn. Det er da en del. I vore dage. - Jo, men min ældste bror har da 13. - 13 børn? Og det med den samme kone? - Ih, nej hr. inspektør. Vi har skam hver sin.

Konkurrenceparametrene skifter sandelig i disse tider. Nu her den anden dag, da jeg var ude at gå i Århus midtby, gik jeg forbi en forretning, hvor der stod

>>Åben 24 timer<< på skiltet, men sandelig om ikke ekspedienten var ved at lukkeforretningen. Hvad laver du? spurgte jeg. Der står at I har åbent 24 timer. - Da ikke ud i én køre, sagde ekspedienten.

To lastbilchauffører fra Århus-egnen kørte gennem de små gader i City, da de kom til et skilt med advarslen: >>Højde max 4,6 m<< .

De kravlede ud, målte deres bil til 5,4 meter i højden. Den ene spurgte, hvad de skulle gøre, mens den anden chauffør kiggede sig snu omkring. - Ikke en strisser i nærheden, Frank, så tager vi sgu chancen!

En handelsrejsende ankommer træt til en café i Århus og udbeder sig en kop kaffe uden fløde af den unge mand bag disken. - Et øjeblik, siger bartenderen og forsvinder. Kort efter kommer han dog retur og spørger den handelsrejsende, om det ville gøre noget, at det i stedet bliver en kop kaffe uden mælk? - vi er desværre udgået for fløde!

”Mor, mor! Der er lopper I osten!” ”Det er ikke lopper, mit barn. Det er kommen!” ”Jamen, mor. Hvor er de kommen fra?”

Fru Betina Larsen beklagede sig til viceværten over, at gulvet i hendes soveværelse i ejendommen rystede meget, når en bus passerede nede på gaden. Så meget at sengene hoppede. Da viceværten tvivlede på påstanden, inviterede hun ham op i lejligheden, hvor viceværten straks lagde sig på sengen. Et øjeblik efter ankommer husets herre uventet, og han bliver selvfølgelig overrasket over synet. - Ja, De tror mig næppe, hr., stammede viceværten. Men jeg ligger faktisk her og venter på bussen.

Elise og Jens havde været gift tre måneder, da konens skinsyge natur begyndte at slå igennem i parforholdet. Og det skønt Jens var en hædersmand og aldrig var utro. En morgen vågnede Elise med bankende hjerte. Hun ruskede voldsomt i sin mand: - Det siger jeg dig Jens. Hvis jeg så meget som en eneste gang til drømmer, at du har kysset en anden pige, så er det forbi imellem os!

Hustruen var jaloux på sin mand, når de havde været til fest. Da de engang kom hjem, hørte han >>vissen<< endnu en gang. - Du elsker mig jo ikke en tøddel, råbte hun. Du har kun giftet dig med mig, fordi min farbror efterlod mig en formue. - Det passer ikke! sagde han med et smil. Jeg havde giftet mig med dig, ligegyldigt hvem, der havde efterladt dig en formue.


Bagerdamen: ”Jamen, jeg forsikrer Dem; det er de samme sandkager, vi har haft i årvis!” Kunden: ”Ku´ De så¨ ikke være sød at gi´ mig en af dem, De har bagt for nylig!”

”Hør unge mand, jeg synes ikke De spiser noget!” ”Jamen, frue. Jeg har helt tabt appetitten ved at sidde ved siden af Dem!”

Talen til værtinden: Man plejer at sige, at grimme kvinder laver den bedste mad. Det har vor værtinde her i aften modbevist!

En kongelig person kaldes ofte for ”et kronet hoved”, skønt den pågældende næsten aldrig går med krone og sjældent har et hoved værd at nævne.


Hotel Marienlyst i Helsingør var netop blevet moderniseret, og alt strålede, da de nygifte indlogerede sig i suiten på fjerde sal. Hustruen var af den nervøse type og hun mindede sin mand om de mange aflytningsskandaler, der gennem tiderne havde været: Watergate, Plummergate, EUgate og ikke mindst aflytningssklandalen på Ny Ebeltofts Rådhus. Manden forstod og lystrede, og i løbet af en time havde han gennemsøgt hele suiten. Løftet hver eneste vase, pude, stol – ja, selv gulvtæppet tjekkede han under, og dér fandt han noget mistænkeligt. En lille rund metalplade med otte skruer i. Manden løsnede alle skruerne og fjernede pladen. Da parret næste morgen ville aflevere nøglen og forlade Hotel Marienlyst blev de af portieren spurgt: - Har Deres ophold været tilfredsstillende? Er de tilfreds med vores service, vores morgenmad og vores rengøringskoner? Manden synes, at det var lige voldsomt nok med de mange spørgsmål, og han blev straks mistænksom. - Hvorfor stiller de så mange spørgsmål? ville han vide. - Udelukkende fordi nogle gæster i suiten under deres klagede over at deres lysekrone pludselig faldt ned, svarede portieren.

Dommeren: ”Jeg forstår, at De er Bo Brians mor?” Vidnet: ”Ja!” Dommeren: ”Og hvor længe har De kendt Bo Brian?”

Anklageren: ”Har De tidligere forsøgt at begå selvmord?” Den tiltalte: ”Ja, tre gange!” Anklageren: ”Og er det nogen sinde lykkedes?”

Anklageren: ”Jeg skal nu vise Dem dette fotografi og bede Dem fortælle retten, om De genkender det?” Vidnet: ”Ja, det er mig!” Anklageren: ”Og var De til stede, da dette billede blev taget?”

”Me” forlov, hr. betjent, hvem æ´red, der er død?” ”Det er såmænd gamle fru Nicolajsen omme fra Løngangsstæde!” ”Herregud – lever hun endnu!”

”De børn, der skal døbes, skal have en lang kjole på, selv om de er drenge. De er for små til at grine af det.” Johnny, 5 år.


Godsejeren ringede på hos sin advokat for at få et råd i en prekær sag. - Jeg havde været på jagt forleden på nabogodset og kom derfor temmelig sent hjem, og da jeg gik ind i stuen og tændte lyset, opdagede jeg henne i den store bøffellædersofa to mennesker. En mand og en kvinde. Ingen havde noget på. Kvinden var min kone, manden var min forvalter. De var så optaget af hinanden, at jeg ikke kunne få dem til at holde op. Hvad vil De råde mig til at gøre? - Søg skilsmisse snarest, sagde advokaten. - Det kan jeg ikke, for det er min kone, der ejer godset. - Så kyl den forbandede godsforvalter på porten. - Umuligt, for det er ham, der kan få godset til at give overskud. - Så send Deres kone til Kreta en måneds tid. - Går ikke. Tænk på alle de flotte unge mænd, hun kan møde sådan et sted. - Så rejs selv til Mallorca. - Det tror jeg da ikke. Jeg ville ligge vågen hver eneste nat og tænke på de to, der hoppede op og ned på sofaen. Advokaten slog ud med hænderne: - Så kan jeg virkelig ikke hjælpe Dem. Der gik en uges tid, og så mødtes godsejeren og advokaten tilfældigt på gaden. - Nå, har De så klaret problemet med Deres hustru og forvalteren? ville advokaten vide. - Ja, ja! Det er klaret nu. Jeg har solgt sofaen!

Adskillige sprogkyndige har vidst det længe og forleden kunne det så skrives i avisen. Når det hedder modersmål, er det fordi, manden aldrig får et ord indført.

Den unge mand bliver bragt ind på amtets eneste tilbageværende skadestue. Den rutinerede sygeplejerske, der også har til opgave at underrette evt. pårørende til de tilskadekomne, spørger ham derfor: - Er De gift? unge mand. - Nej, svarede manden. Jeg er væltet på min knallert.

Anklageren: ”Har De nogen sinde slået Deres hustru!” Den tiltalte: ”Nej. Jeg har af og til stukket hende et par på skrinet, men slået hende – aldrig!”


Den unge mand på nitten år kommer hjem til aftensmad, og strålende fortæller han: - Jeg elsker Maya, og vi skal giftes. Det får hans far til at anlægge den bekymrede mine. - Søn, du kan desværre ikke gifte dig med Maya. Da jeg giftede mig med mor, havde jeg fumlet lidt rundt inden, og Maya er faktisk din halvsøster. Drengen var knust, og det tog et år at komme over. Men igen fandt han en sød pige. - Far jeg har fundet kvinden i mit liv. Nathalie! Vi skal giftes. - Søn, den går desværre heller ikke. Nathalie er også din halv søster, sagde faren bedrøvet. Drengen brød sammen, og først da hans mor kom til stede, stoppede han sin hulken. - Far har bare lavet så meget rav i den som ung, sagde han til sin mor. Han bliver ved med at sige, at jeg ikke kan gifte mig med de piger jeg elsker, sagde drengen. - Årh, du. Lad dig ikke gå på af det, sagde hans mor. Han er alligevel ikke din far.

- Kan du sige mig, Line, spørger præsten, hvornår de første mennesker – Adam og Eva – blev vist ud af Paradisets Have? - Ja sagtens, det var i august! - I august? Hvor i alverden har du den oplysning fra? ville præsten vide. - Jo, for da er æblerne modne.

Elsa satte danseskoene på plads og stirrede ind i spejlet i entreen. - Hvad glor du efter? spurgte hendes manden. - Ved du, at min danseinstruktør siger, at jeg har et bryst som en 23-årig kvinde? Hun studerede sin krop i spejlet. - Nævnte danseinstruktøren noget om dit 65 år gamle røvhul, forsøgte han sig ondskabsfuldt. - Næh, næh. Dig talte vi slet ikke om, skat.

”Øv mor, ham Brian har ødelagt min dukke Lillemor!” ”Hvordan kunne han dog finde på sådan noget?” ”Jeg slog ham oven i hovedet med den, og så røg benet af!”

”Hør lille blikkenslager, hvad vil De ha´: kaffe eller en øl?” ”De kan jo stikke mig en øl, mens De sætter vand over til kaffe, frue!”

Documents

Janes Vittigheder