James Dasner - Maze Runner - Dødskuren (læseprøve)

MAZE RUNNER 3

DØDSKUREN

Dødskuren_Maze_runner3_140x220.indd 1 22-04-2015 14:13:13

JAMES DASHNERMAZE RUNNERDØDSKUREN

PÅ DANSK VED THOMAD MUNKHOLTHØST & SØN[Titelblad sættes som de andre bøger – nødvendigt at kontakte omslagsgrafiker?]

DØDSKURENDødskuren

PÅ DANSK VED THOMAS MUNKHOLT

HØST & SØN

J A M E S D A S H N E R


Maze Runner 3. Dødskuren

er oversat fra amerikansk

af Thomas Munkholt efter The Death Cure

Copyright © 2011 by James Dashner and

Random House Children’s Books, New York

Published by arrangement with Ulf Töregård Agency AB

Denne udgave: © Høst & Søn / rosinante & co, København

1. udgave, 1. oplag, 2015

Omslag: Peter Stoltze

Sat med Janson hos Christensen Grafisk

og trykt hos Nørhaven

ISBN 978-87-638-3735-4

Printed in Denmark 2015

Tilegnet min mor – det bedste menneske, der nogensinde har levet.

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

rosinante-co.dk


5

Det var lugten, der begyndte at drive Thomas til vanvid. Ikke det at være alene i mere end tre uger. Ikke de hvide vægge, loft og gulv. Ikke manglen på vinduer eller det faktum, at de aldrig slukkede lyset. Ikke noget af alt det. De havde taget hans ur. De serverede nøjagtig det samme måltid tre gange om dagen – et stykke skinke, kartoffelmos, rå gulerødder, en skive brød, vand. Talte aldrig til ham, lod aldrig nogen komme ind til ham. Ingen bøger, ingen film, ingen spil. Fuldstændig isolation. I mere end tre uger nu. Selvom han var begyndt at tvivle på sin egen tidsfornemmelse, som ude-lukkende var baseret på instinkt. Han forsøgte, så godt han kunne, at gætte, hvornår natten faldt på, og sørgede for, at han kun sov, hvad der føltes som et normalt antal timer. Måltiderne hjalp, selvom de ikke lod til at komme regelmæssigt. Som om det var meningen, han skulle føle sig desorienteret. Alene. I en polstret celle uden farve – de eneste undtagelser var et lille, delvist skjult toilet af rustfrit stål i hjørnet og et gammelt skrivebord, Thomas ikke havde noget at bruge til. Alene i en uudholdelig stilhed med ubegrænset tid til at gruble over sygdommen, der havde slået rod i ham: Udbruddet. Den tavse, snigende virus, der langsomt åd af alt det, der gjorde en til et menneske. Intet af alt dette drev ham til vanvid. Men han stank, og af en eller anden grund rev det i nerverne og skar sig ind i hans forstand. De lod ham ikke få et bad, havde ikke givet ham rent tøj, da han var ankommet, eller noget at


6

vaske sig med. En simpel klud ville have hjulpet. Han kunne dyppe den i det vand, de gav ham at drikke, og i det mindste vaske sig i ansigtet. Men han havde ingenting, kun det beskidte tøj, han havde været iført, da de spærrede ham inde. Ikke en-gang sengetøj. Han sov sammenkrøllet med bagdelen kilet ind i hjørnet af rummet og armene rundt om kroppen i et forsøg på at holde varmen, men for det meste skælvede han af kulde. Han vidste ikke, hvorfor stanken af hans egen krop var det, der skræmte ham mest. Måske var det i sig selv et tegn på, at han var blevet skør. Men hans konstant forværrede hygiejne gik ham virkelig på og ledte til modbydelige tanker. Som den om, at han var ved at rådne op, i forfald; at hans indvolde blev lige så harske, som han følte sig udenpå. Det var det, der plagede ham, hvor irrationelt det end var. Han havde masser af mad og tilstrækkeligt med vand til at slukke sin tørst. Han fik masser af hvile, og han trænede, så godt han kunne i det lille rum, og løb tit på stedet i timevis. Han vidste rent rationelt, at snavs intet havde at gøre med ens hjerterate eller lungekapacitet. Alligevel var han begyndt at forfalde til den tanke, at den uophørlige stank var et tegn på, at døden lurede lige om hjørnet, klar til at æde ham råt. De mørke grublerier fik ham samtidig til at spekulere på, om Teresa alligevel havde løjet, sidst de talte sammen, da hun sagde, at det var for sent for Thomas, og havde insisteret på, at han var bukket under for Udbruddet, var blevet sindssyg og voldelig. At han allerede var gået fra forstanden, inden han kom til det her forfærdelige sted. Selv Brenda havde advaret ham om, at der ville ske noget frygteligt. Måske havde de begge to haft ret. Og under overfladen ulmede bekymringen for hans venner. Hvad var der blevet af dem? Hvor var de? Hvad gjorde Udbrud-det ved deres hjerner? Efter alt, hvad de havde været udsat for, var det så sådan her, det skulle ende? Vreden trængte sig på. Som en skælvende rotte på udkig


7

efter en smule varme eller spredte krummer. Og for hver dag, der gik, voksede vreden sig stærkere, så Thomas nogle gange tog sig selv i at ryste ukontrolleret, inden han igen fik styr på vreden og gemt den væk. Han ville ikke have den til at for-svinde helt. Han ønskede bare at gemme den og lade den vokse sig større. Vente på det rigtige tidspunkt, det rigtige sted, at sætte den fri. WICKED havde gjort alt det her mod ham. WICKED havde taget hans liv og hans venners liv og udnyt-tede dem stadig, som det passede dem. Uden hensyntagen til konsekvenserne. Og de skulle komme til at betale. Det var et løfte, Thomas svor tusind gange om dagen. Alle disse tanker kredsede i hans sind, da han sad med ryg-gen op ad væggen vendt mod døren og det grimme skrivebord i, hvad han gættede på, var op ad formiddagen den toogtyvende dag i fangenskab i den hvide celle. Som han altid gjorde efter at have spist morgenmad og efter sin motion. Han håbede mod alle odds, at døren ville gå op – hele døren, ikke bare den lille sprække forneden, hvor de stak hans måltider ind. Han havde utallige gange forsøgt at åbne døren selv. Skrive-bordsskufferne var tomme, bortset fra lugten af mug og fyrre-træ. Han kiggede hver morgen, i tilfælde af at noget måske var dukket op på magisk vis, mens han sov. Det skete sommetider, når man havde med WICKED at gøre. Og sådan sad han og stirrede på døren. Ventede. Hvide vægge og stilhed. Lugten af hans egen krop. Masser af tid til at tænke på sine venner: Minho, Newt, Frypan, de få andre lysboere, der endnu var i live. Brenda og Jorge, der var for-svundet, efter at de var blevet reddet af det enorme bastion-fartøj. Harriet og Sonya, de andre piger fra Gruppe B, Aris. På Brenda og hendes advarsel, da han første gang var vågnet op i den hvide celle. Hvordan hun havde talt i hans sind. Var hun på hans side eller ej?


8

Men mest af alt tænkte han på Teresa. Han kunne ikke få hende ud af sit hoved, selvom han hadede hende lidt mere for hvert øjeblik, der gik. Hendes sidste ord til ham havde været, WICKED er gode, og fortjent eller ej, så var hun for Thomas kommet til at repræsentere alle de forfærdelige ting, der var sket. Hver gang han tænkte på hende, sydede raseriet i ham. Måske var al den vrede den sidste tynde tråd, der forbandt ham til fornuften. Spise. Sove. Træne. Tørste efter hævn. Det var alt, hvad han lavede i yderligere tre dage. Alene. På den seksogtyvende dag gik døren op.


9

Thomas havde set det for sig utallige gange. Hvad han ville gøre, hvad han ville sige. Hvordan han ville storme frem og tackle, hvem der end kom ind, og forsøge at flygte. Men de tan-ker var mest af alt ønsketænkning. Han vidste, at WICKED ikke ville tillade det. Nej, han måtte planlægge det ned i mind-ste detalje, før han foretog sit træk. Da det faktisk skete – da døren blev åbnet med en lille luftig lyd og begyndte at gå op – gjorde Thomas ingenting. Noget sagde ham, at en usynlig barriere var dukket op mellem ham og skrivebordet, ligesom dengang i sovesalen. Det var ikke tid til handling. Endnu. Han følte ikke den store overraskelse, da Rottemanden kom ind. Det var ham, der havde fortalt lysboerne om den prøve, de var blevet tvunget ud på i Infernoet. Samme lange næse, samme plirrende øjne og fedtede hår redt over en åbenlyst skaldet plet, der fyldte det halve af hans isse. Samme idiotiske hvide jakkesæt. Men han så blegere ud end sidst, og han bar en tyk mappe med snesevis af krøllede og rodede papirer under armen, og han trak en højrygget stol med sig. »Godmorgen, Thomas,« sagde han med et stift nik. Uden at vente på svar lukkede han døren, stillede stolen på plads bag skrivebordet og satte sig. Han lagde mappen foran sig, åbnede den og begyndte at bladre. Da han fandt, hvad han ledte efter, lagde han hænderne på mappen. Så smilede han halvhjertet til Thomas og betragtede ham.


10

Da Thomas endelig talte, indså han, at han ikke havde gjort det i ugevis, og hans stemme lød kvækkende. »Det bliver kun en god morgen, hvis du lukker mig ud.« Mandens ansigt forblev udtryksløst. »Ja, ja, jeg ved det. Bare rolig, du kommer til at høre masser af gode nyheder i dag. Tro mig.« Thomas tog ordene til sig og blev flov over, at han følte et lille håb. Han burde efterhånden være blevet klogere. »Gode nyheder? Valgte I os ikke, fordi I mente, vi var intelligente?« Rottemanden var tavs i flere sekunder, inden han svarede. »Intelligente, jo. Blandt flere andre vigtige grunde.« Han stu-derede Thomas et øjeblik, inden han gik videre. »Tror du, vi nyder det her? Tror du, vi nyder at se jer lide? Det har alt sammen tjent et formål, og det vil meget snart give mening.« Intensiteten i hans stemme var tiltaget, indtil han praktisk taget råbte de sidste ord, og hans ansigt blev rødt. »Rolig nu,« sagde Thomas og følte sig lidt dristigere. »Fred på, gamle dreng. Du ligner en, der er tæt på et hjerteanfald.« Det føltes godt at få lidt luft for sin vrede. Manden rejste sig fra stolen og lænede sig ind over skrive-bordet. Blodårerne i halsen bugnede som spændte kabler. Så satte han sig langsomt ned igen og tog et par dybe indåndin-ger. »Man skulle tro, at næsten fire uger i den her hvide kasse kunne lære dig lidt ydmyghed. Men du virker mere arrogant end nogensinde.« »Du vil altså fortælle mig, at jeg alligevel ikke er gal? At jeg ikke har Udbruddet og aldrig har haft det?« Thomas kunne ikke holde det tilbage. Vreden voksede, indtil han følte, at han ville eksplodere. Men han gjorde sit bedste for at tale med en rolig stemme. »Det var sådan, jeg bevarede min fornuft gennem alt det her. Inderst inde ved jeg, at I løj for Teresa, og det her bare er endnu en test. Så hvor skal jeg nu hen? Vil I sende mig til månen? Tvinge mig til at svømme over havet i underhylere?«


11

Rottemanden havde stirret udtryksløst på Thomas gennem hele hans svada. »Er du færdig?« »Nej, jeg er ikke færdig.« Han havde ventet på en lejlighed til at tale i dagevis, men nu, hvor den endelig var kommet, var hans hjerne tom. Han havde glemt alle de scenarier, han havde udspillet i tankerne. »Jeg ... vil have dig til at fortælle mig alt. Nu.« »Åh, Thomas,« sagde Rottemanden stille, som skulle han overbringe en trist nyhed til et lille barn. »Vi har ikke løjet for dig. Du har Udbruddet.« En pludselig isnende fornemmelse tog brodden af Thomas’ raseri. Mon Rottemanden løj? Men han trak bare på skuld-rene, som om nyheden var noget, han hele tiden havde mis-tænkt. »Nå, jeg er i det mindste ikke begyndt at blive sindssyg endnu.« På et tidspunkt – efter at have krydset Infernoet, og efter at have været sammen med Brenda og omgivet af køtere – havde han affundet sig med, at han før eller siden ville blive smittet. Men han sagde til sig selv, at han stadig var okay. Stadig normal. Og det var det eneste, der betød noget lige nu. Rottemanden sukkede. »Du forstår ikke. Du forstår ikke, hvad jeg er her for at fortælle dig.« »Hvorfor skulle jeg tro på noget som helst, der kommer ud af din mund? Hvordan kan du forvente det?« Thomas indså, at han havde rejst sig op, selvom han ikke havde nogen erindring om at gøre det. Hans bryst steg og faldt med tunge vejrtrækninger. Han måtte se at få styr på sig selv. Rottemandens stirren var kold, hans øjne sorte gruber. Uanset om manden løj, vidste Thomas, at han var nødt til at lade ham tale ud, hvis han nogensinde ønskede at forlade den her hvide celle. Han tvang sin vejrtrækning til ro og ventede. Efter flere sekunders tavshed fortsatte hans gæst. »Jeg ved, at vi har løjet for dig. Tit. Vi har udsat dig og dine venner for nogle forfærdelige ting. Men det var alt sammen del af en plan,


12

som du ikke alene gik frivilligt ind til, men også hjalp til med at udvikle. Vi har været nødt til at føre det hele lidt længere ud, end vi havde håbet på. Ingen tvivl om det. Men det har alt sammen været tro mod ånden i Skabernes vision – i det, der blev til din vision, da de blev ... udrenset.« Thomas rystede langsomt på hovedet. Han vidste, at han engang havde været involveret med de her folk, men tanken om at udsætte nogen for det, han havde været igennem, var ubegribelig. »Du svarede mig ikke. Hvordan kan du overho-vedet forvente, at jeg skal tro på noget, du siger?« Han huskede selvfølgelig mere, end han ville indrømme. Selvom vinduet til hans fortid var dækket med et lag snavs og kun afslørede usam-menhængende glimt, vidste Thomas, at han havde arbejdet sammen med WICKED. Han vidste, at Teresa også havde, og at de havde været med til at skabe Labyrinten. Der havde også været andre glimt af minder. »Fordi det ikke tjener noget formål at holde dig hen i uvi-denhed,« sagde Rottemanden. »Ikke længere.« Thomas følte sig pludselig tappet for kræfter. Han sank op-givende ned på gulvet og rystede på hovedet. »Jeg ved ikke engang, hvad du mener.« Hvorfor overhovedet føre en samtale, når man ikke kunne stole på, hvad der blev sagt? Rottemanden talte videre, men hans tone ændrede sig. Den blev mindre reserveret og klinisk og mere belærende. »Du er naturligvis godt klar over, at vi har en forfærdelig, verdens-omspændende sygdom, der æder af menneskesindet. Alt, hvad vi har gjort indtil nu, har haft ét eneste kalkuleret formål: at analysere jeres hjernemønstre og udvikle en arbejdstegning ud fra dem. Målet er at bruge den arbejdstegning som fundament for en kur mod Udbruddet. De døde, al smerten og lidelsen ... den pris kendte du, da alt det her begyndte. Det gjorde vi alle sammen. Det var for at sikre menneskeracens beståen. Og vi er tæt på. Meget, meget tæt på.«


13

Thomas havde ved flere lejligheder fået minder tilbage. For-vandlingen, de drømme, han havde haft siden, flygtige glimt her og der, som pludselige lynnedslag i hans sind. Og lige nu, hvor han lyttede til den hvidklædte mand, føltes det, som om han stod på kanten af en afgrund, og alle svarene var lige på nippet til at stige op fra dybet, så han kunne se dem i deres helhed. Trangen til at gribe ud efter svarene var næsten umulig at holde nede. Men han var stadig på vagt. Han vidste, at han havde været medansvarlig, havde hjulpet til med at udvikle Labyrinten, havde taget styringen, da de oprindelige Skabere døde, og holdt programmet gående med nye rekrutter. »Jeg husker nok til at skamme mig,« indrømmede han. »Men at gennemleve alle disse overgreb er noget helt andet end at planlægge dem. Det er bare forkert.« Rottemanden kløede sin næse og skiftede stilling. Noget, Thomas havde sagt, havde ramt ham. »Vi får se, hvordan du har det med det senere i dag, Thomas. Vi får se. Men lad mig spørge dig om én ting: Siger du, at det ikke er værd at ofre nogle få menneskers liv for at redde utallige andre?« Manden talte igen med indlevelse og lænede sig frem. »Det er en meget gammel grundsætning, men mener du ikke, at målet kan hel-lige midlet? Når der ikke er andet valg?« Thomas stirrede bare. Det var et spørgsmål, der ikke fandtes noget godt svar på. Rottemanden smilede muligvis, men det lignede mere en hånlig grimasse. »Så længe du husker på, at du på et tidspunkt troede på det, du gjorde, Thomas.« Han begyndte at samle sine papirer som for at gå, men rørte sig ikke. »Jeg er her for at fortælle dig, at alt er klart, og vores data er næsten komplette. Vi står over for noget stort. Når først vi har arbejdstegningen, er du og dine venner velkomne til at flæbe over, hvor urimelige vi har været.«


14

Thomas havde lyst til at pille manden ned med hårde ord. Men han bed dem i sig. »Hvordan kan tortur føre til den ar-bejdstegning, du snakker om? Hvad kan det at sende en flok teenagere frygtelige steder hen mod deres vilje og lade flere af dem dø have at gøre med en kur for en sygdom?« »Det har alt med det at gøre.« Rottemanden sukkede dybt. »Snart vil du huske det hele, min dreng, og jeg har på fornem-melsen, at der er meget, du vil fortryde. I mellemtiden er der noget, du har brug for at vide. Det kan måske endda bringe dig til fornuft.« »Og hvad er det?« Hans gæst rejste sig op, glattede sine bukser og rettede på jakken. Så foldede han hænderne bag ryggen. »Udbruddet har bredt sig til hele din krop, men har ingen effekt på dig og vil heller aldrig få det. Du er medlem af en ekstremt eksklusiv gruppe mennesker. Du er immun over for Udbruddet.« Thomas var målløs. »Udenfor, på gaden, kalder de folk som dig for frelste,« fort-satte Rottemanden. »Og de hader jer virkelig.«


15

Thomas anede ikke, hvad han skulle sige. På trods af alle løg-nene vidste han, at det, han lige havde hørt, var sandheden. Sammenstillet med de seneste erfaringer gav det bare alt for god mening. Han, og sandsynligvis de andre lysboere og hele Gruppe B, var immune over for Udbruddet. Og det var derfor, de var blevet udvalgt til prøverne. Alt, hvad de var blevet udsat for – hvert eneste grusomme trick, hvert eneste bedrag, hvert eneste monster – det hele havde været en del af et omfattende eksperiment. Og på en eller anden måde førte det WICKED til en kur. Det hele passede sammen. Og mere end det ... afsløringen pirkede i hans erindringer. Den vækkede genklang. »Jeg kan se, at du tror mig,« sagde Rottemanden til sidst og brød den langvarige tavshed. »Da vi opdagede, at der fandtes personer som dig – smittet, men symptomfri – opsøgte vi de bedste og de klogeste iblandt jer. Det var sådan, WICKED blev til. Enkelte medlemmer af din gruppe er naturligvis ikke immune, men blev udvalgt som kontrolpersoner. Når man foretager et eksperiment, har man brug for en kontrolgruppe, Thomas. Det giver et sammenligningsgrundlag for de indsam-lede data. Det er den lim, der binder det hele sammen.« Thomas mærkede sit hjerte synke. »Hvem er ikke ...« Spørgsmålet ville ikke komme ud. Desuden var han bange for at høre svaret. »Hvem er ikke immune?« spurgte Rottemanden og hævede øjenbrynene. »Jeg synes, de selv bør høre det først, ikke sandt?


16

Men én ting ad gangen. Du stinker som et halvråddent lig. Lad os få dig i bad og finde noget rent tøj til dig.« Med disse ord tog han sin sagsmappe og vendte sig mod døren. Han skulle lige til at gå udenfor, da Thomas igen blev i stand til at tænke klart. »Vent!« råbte han. Hans gæst så sig tilbage. »Ja?« »Tilbage i Infernoet ... hvorfor løj du om, at der ville være en kur i nødhavnen?« Rottemanden trak på skuldrene. »Jeg ser det ikke som en løgn. Ved at gennemføre prøverne, ved at nå frem til nødhav-nen, skaffede I os flere oplysninger. Og derfor vil der være en kur. Før eller siden. Til alle.« »Og hvorfor fortæller du mig alt det? Hvorfor nu? Hvorfor har I gemt mig væk her i fire uger?« Thomas vinkede rundt i lokalet, mod det polstrede loft og væggene, mod det elendige toilet i hjørnet. Hans sparsomme erindringer var ikke konkrete nok til at finde mening i de bizarre ting, han var blevet udsat for. »Hvorfor løj I for Teresa, om at jeg var blevet skør og voldelig, og holdt mig fanget her al den tid? Hvad var formålet?« »Variabler,« svarede Rottemanden. »Alt, hvad vi har gjort mod jer, var nøje tilrettelagt af vores psyk-eksperter og læger. Med det formål at stimulere reaktioner i dødszonen, hvor Ud-bruddet gør skade. For at studere mønstre i forskellige følelser og reaktioner og tanker. For at se, hvordan de arbejder i lyset af den virus, du har i dig. Vi har forsøgt at forstå, hvorfor den ikke har nogen invaliderende effekt på dig. Det handler alt sammen om dødszonemønstre, Thomas. Kortlægning af kognitive og fysiologiske reaktioner med henblik på at skitsere en plan for en potentiel kur. Det handler om helbredelse.« »Hvad er dødszonen?« spurgte Thomas og forsøgte forgæ-ves at genkalde sig det. »Fortæl mig den ene ting, så skal jeg nok følge med dig.«


17

»Jamen, Thomas,« svarede manden. »Jeg er overrasket over, at strafferens stik ikke fik dig til at huske det. Dødszonen er din hjerne. Det er der, virussen breder sig og slår rod. Jo mere inficeret dødszonen er, desto mere paranoid og voldelig en ad-færd ser vi hos den inficerede. WICKED bruger din og enkelte andres hjerner til at hjælpe os med at løse problemet. Tænk tilbage, vores organisation erklærer ligefrem sit formål i nav-net: World in Catastrophe – Killzone Experiment Department.« Rottemanden virkede meget tilfreds med sig selv. Næsten glad. »Kom, lad os få dig vasket. Og bare så du ved det, vi bliver overvåget. Prøv på noget, og det vil få konsekvenser.« Thomas sad lidt og forsøgte at bearbejde alt det, han lige havde hørt. Igen, det hele havde en sandfærdig klang. Det gav mening og passede med de minder, der var vendt tilbage i de se-neste uger. Men hans mistillid til Rottemanden og WICKED gjorde ham stadig i tvivl. Til sidst rejste han sig op og lod sin underbevidsthed om at forarbejde de nye afsløringer, i håbet om at de ville lægge sig i små, pæne stakke til senere analyse. Uden et ord fulgte han efter Rottemanden og lod sin hvide celle bag sig.

Der var intet bemærkelsesværdigt ved den bygning, han be-fandt sig i. En lang gang, flisebelagt gulv, beigefarvede vægge med indrammede naturbilleder – bølger, der slog ind mod en strand, en kolibri, der svævede foran en rød blomst, regn og tåge over en skov. Lysstofrør summede i loftet. Rottemanden førte ham gennem flere gange og stoppede til sidst ved en dør. Han åbnede den og vinkede Thomas indenfor. Det var et stort badeværelse med skabe og brusere. Et af skabene stod åbent og afslørede rent tøj og et par sko. Selv et ur. »Du har cirka en halv time,« sagde Rottemanden. »Bare vent her, når du er færdig – jeg kommer tilbage. Så vil du blive genforenet med dine venner.«


18

Ordet venner fik Thomas til at tænke på Teresa. Han for-søgte at kontakte hende telepatisk, men der skete stadig ingen-ting. På trods af hans stadigt voksende foragt lå savnet efter hende fortsat som en ubrydelig boble i hans indre. Hun var en forbindelse til hans fortid, og han vidste, hævet over enhver tvivl, at hun engang havde været hans bedste ven. Det var en af de eneste ting, han var fuldstændig sikker på, og han havde svært ved helt at give slip. Rottemanden nikkede. »Vi ses om en halv time.« Så gik han, lukkede døren efter sig og lod endnu en gang Thomas være alene. Thomas havde stadig ikke nogen anden plan end at finde sine venner, men han var i det mindste kommet målet et skridt nærmere. Og selvom han ikke anede, hvad han skulle forvente, var han trods alt kommet ud af den hvide celle. Langt om længe. Lige nu ventede den varme bruser. En chance for at skrubbe sig selv ren. Thomas gav for en stund slip på bekym-ringerne, smed sit klamme tøj og tog fat på at blive et menneske igen.


19

T-shirt og jeans. Løbesko som dem, han havde gået i i La-byrinten. Rene, bløde strømper. Efter at have vasket sig fra øverst til nederst mindst fem gange følte han sig som født på ny. Han kunne ikke andet end tro, at fra nu af ville alting blive bedre. Nu skulle han igen have magten over sit eget liv. Hvis bare ikke spejlet havde mindet ham om hans tatovering – den, han havde fået inden Infernoet. Den var et varigt minde om, hvad han havde været igennem, og han ønskede bare at glemme det hele. Han stod uden for døren til badeværelset, lænet op ad væg-gen med korslagte arme, og ventede. Han spekulerede på, om Rottemanden ville komme tilbage – eller havde han ladet Tho-mas gå alene rundt som starten på endnu en prøve? Han havde dårligt nok tænkt tanken til ende, før han hørte fodtrin og så den rotteagtige mands hvide omrids komme rundt om hjørnet. »Du ser ellers fin ud,« kommenterede Rottemanden og smi-lede et lettere ubehageligt smil. Thomas havde hundrede sarkastiske svar på tungen, men han vidste, at han var nødt til at spille med. Det eneste, der betød noget lige nu, var at få så mange oplysninger som muligt og derefter finde sine venner. »Jeg har det faktisk ret godt. Så ... tak.« Han smilede påtaget. »Hvornår får jeg de andre lysboere at se?« »Med det samme.« Rottemanden var alvorlig igen. Han gjorde tegn til, at Thomas skulle følge med. »I gik alle sam-men igennem forskellige tests i Fase Tre af prøverne. Vi havde


20

håbet at få dødszonemønstrene kortlagt ved udgangen af Fase To, men vi var nødt til at improvisere for at presse yderligere på. Som sagt er vi meget tæt på nu. Fra nu af vil I alle være fuldgyldige medaktører, og I skal hjælpe os med at finindstille og grave dybere, indtil vi har løst puslespillet.« Thomas kneb øjnene i. Han gættede på, at hans egen Fase Tre var den hvide celle. Men hvad med de andre? Hvor meget han end havde hadet sin prøve, kunne han let forestille sig, hvor meget værre WICKED kunne have gjort det. Han håbede næsten, at han aldrig ville finde ud af, hvad de havde udtænkt til hans venner. Til sidst kom de til en dør. Rottemanden åbnede den uden at tøve. De trådte ind i et lille auditorium, og Thomas blev fyldt med lettelse. Fordelt på en række sæder sad hans venner, tilsyne-ladende sunde og raske. Lysboerne og pigerne fra Gruppe B. Minho. Frypan. Newt. Aris. Sonya. Harriet. Alle virkede glade – de snakkede, smilede og grinede – men det var muligvis bare skuespil. Thomas gik ud fra, at de også havde fået at vide, at det næsten var overstået, men han tvivlede på, at nogen troede på det. Han gjorde helt sikkert ikke. Ikke endnu. Han kiggede sig omkring efter Jorge og Brenda. Han ville virkelig gerne se Brenda. Han havde været bekymret for hende, lige siden hun forsvandt fra bastionen; bekymret for, om WICKED havde sendt hende og Jorge tilbage til Infernoet, som de havde truet med. Men ingen af dem var at se. Inden han kunne nå at spørge Rottemanden, brød en stemme igennem spektaklet, og Thomas kunne ikke forhindre et smil i at brede sig over sit ansigt. »Hold da helt kæft, det er sgu da Thomas!« råbte Minho. Hans proklamation blev efterfulgt af latterbrøl og jubel og hujen. Thomas var for overvældet til at sige noget og fortsatte bare med at smile, indtil hans blik fandt Teresa.


21

Hun havde rejst sig fra sin plads for enden af stolerækken og vendt sig om mod ham. Sort hår, rent, børstet og blankt, faldt over hendes skuldre og indrammede hendes blege ansigt. Hendes læber skiltes i et stort smil. Det lyste op i hendes ansigt og fik hendes blå øjne til at funkle. Thomas var nær gået hen til hende, men stoppede sig selv, da han huskede, hvad hun havde gjort mod ham, hvad hun havde sagt om, at WICKED var gode, på trods af alt det der var sket. Kan du høre mig? kaldte han med sit sind for at se, om deres evne var kommet tilbage. Men hun svarede ikke, og han fornemmede stadig ikke hen-des tilstedeværelse. De stod bare og stirrede på hinanden i noget, der virkede som et helt minut, men næppe var mere end et par sekunder. Så var Minho og Newt ved hans side, klappede ham på ryggen og trak ham ind i lokalet. »Nå, i det mindste faldt du ikke død om, Tommy.« Newt gav hans hånd et fast klem. Han lød endnu mere gnaven end sædvanligt, særligt i betragtning af at de ikke havde set hin-anden i ugevis, men han var uskadt. Hvilket var noget at være taknemlig for. Minho grinede smørret, men et hårdt glimt i hans øjne viste, at han havde været udsat for noget virkelig grimt. At han ikke helt var sig selv endnu, men bare gjorde sit bedste for at lade som om. »De mægtige lysboere er forsamlet igen. Godt at se dig i live, shuckfjæs. Jeg har forestillet mig mindst hundrede forskellige måder, du kunne være omkommet på. Jeg tør vædde med, du græd hver eneste nat, fordi du savnede mig.« »Ja,« mumlede Thomas, der glædede sig over at se de andre, men stadig kæmpede for at finde ord. Han smuttede væk og banede sig vej hen til Teresa. Han havde en overvældende trang til at stå over for hende og slutte fred, før han besluttede, hvad de skulle gøre. »Hej.« »Hej,« svarede hun. »Er du okay?«


22

Thomas nikkede. »Tjo. Det har været et par hårde uger. Kunne ...« Han bremsede sig selv. Han havde nær spurgt, om hun havde været i stand til at høre ham i sit sind, men han havde ikke lyst til at give hende den tilfredsstillelse at vide, at han havde forsøgt at kontakte hende. »Jeg prøvede, Tom. Hver eneste dag forsøgte jeg at snakke med dig. De kappede forbindelsen, men jeg tror, det har været det hele værd.« Hun tog hans hånd, hvilket blev modtaget med drillerier fra lysboerne. Thomas trak hurtigt hånden fri og mærkede, at han fik røde kinder. Af en eller anden grund gjorde hendes ord ham plud-selig vred, men de andre forvekslede det med forlegenhed. »Nååårh,« sagde Minho. »Det er næsten lige så sødt, som dengang hun hamrede spydskaftet ind i dit shucking fjæs.« »Det er ægte kærlighed.« Kommentaren kom fra Frypan og blev ledsaget af hans dybe latterbrøl. »Jeg vil helst ikke være der, når de to har deres første rigtige skænderi.« Thomas var ligeglad med, hvad de andre tænkte, men han var fast besluttet på at vise Teresa, at hun ikke kunne slippe godt fra alt det, hun havde gjort mod ham. Den tillid, de havde delt før prøverne – hvad deres forhold så end havde været – var ikke længere noget værd. Han kunne muligvis slutte fred med hende, men han besluttede sig på stedet for, at han kun ville stole på Minho og Newt. Ingen andre. Han skulle lige til at svare, da Rottemanden kom spanku-lerende ned ad midtergangen og klappede i hænderne. »Sæt jer ned. Vi har et par ting, der skal afklares, før vi ophæver Annihileringen.« Han havde sagt det så henkastet, at Thomas næsten ikke opfangede det. Så trængte ordene ind – ophæver Annihileringen – og han stivnede. Der blev stille i lokalet, da Rottemanden trådte op på scenen og gik hen til talerstolen. Han holdt om pulten og gentog det


23

samme anstrengte smil fra tidligere. »Det er korrekt, mine damer og herrer. I skal nu have jeres hukommelse tilbage. Hver eneste lille bid.«


Documents

James Dasner - Maze Runner - Dødskuren (læseprøve)