Til tops i Rocky MountainsDet første, vi bemærker, er en svag krusning på horisonten langt ude i vest: Små, hvide, spidse takker fylder hele horisonten fra nord til syd. Vi er på vej vestpå ad motorvejen Interstate 70 gennem Colorados vidtstrakte prærieland, – min amerikanske veninde, Laurie, og hendes toårige datter, Eranthis, samt Laurie’s forældre. Målet for dagens rejse er den lille by, Breckenridge, i bjergene øst for Denver, Colorados hovedby.Den svage krusning på horisonten vokser sig gradvist større og bliver efterhånden til en imponerende barriere, som fylder hele den vestlige horisont. Det er Rocky Mountains, som rejser sig forude, den enorme bjergkæde, der som Amerikas rygrad strækker sig 4.800 kilometer fra det nordvestlige Canada i nord til Mexico i syd.

Vi er i året 1997, og det er min anden rejse i USA. Året før var jeg også i Rocky Mountains sammen med den samme gruppe venner, og da vandrede vi til toppen af det 4.278 meter høje bjerg, Mount Sherman. I år vil vi sætte os et endnu større mål: Vi vil på én og samme dag forsøge at bestige to bjergtoppe, som begge er over 4.000 meter høje. Min dyst med Rocky Mountains er en del af en månedlang rejse i det vestlige USA.

Tidligt næste morgen gør vi os klar: Laurie og hendes far samt vores værtsfolk i Breckenridge, Laurie’s onkel, Ken, og hans kone, Ann. Laurie’s mor påtager sig denne dag jobbet med at passe Eranthis, mens vi andre udfordrer bjergene.Den lokalkendte Ken har på forhånd udpeget dagens mål for vores hike, de to toppe, Mount Torreys og Mount Grays, som begge når op i over 4.000 meters højde. De to bjergtoppe er blandt de højeste i Rocky Mountains, som kun få steder når højere end 4.000 meter.

Vi begynder vores vandring klokken ni i cirka 1.500 meters højde, hvor vi efterlader vores bil. Med i rygsækkene har vi proviant, vand, kamera og ekstra tøj, da vi begiver os af sted ad et smalt spor overstrøet med skærver og klippestykker. På vores vandring passerer vi flere gange gamle, forfaldne træhytter og skure bygget af guldgravere i en tid, da guldfeberen hærgede i Colorado.

1

Trods det tilsyneladende ugæstfri klippeterræn imponeres vi over, hvor frodigt bjerget nogle steder er: Vi ser en varieret og farverig flora med mange fine, blomstrende arter. Det ligner nogle steder hele små haver.

Efter cirka fire timers krævende vandring når vi ved frokosttid toppen af Mount Torreys. Og et mere storslået og spektakulært frokoststed kan

man næppe forestille sig. Vi sætter os på hver sin klippeblok og suger til os af synet af et overdådigt panorama hele horisonten rundt: Under os ser vi Rocky Mountains’ snedækkede landskab, og over os er der intet andet end den blå himmel dekoreret med små, hvide sommerskyer. Ken tager sin mobiltelefon frem og give en triumferende melding til Laurie’s mor hjemme i Breckenridge.

Fra toppen af Mount Torreys til toppen af Mount Grays er der en ret kort afstand, så efter frokosten sætter vi kursen mod dagens næste mål, som overraskende nok angives til at have nøjagtigt samme højde som Mount Torreys, nemlig 4.349 meter. Stigningen op mod toppen af Mount Grays er meget stejl, og vi må på vejen opad forpustede stoppe og tage en kort pause for hver ti meter.

2

På et tidspunkt tager jeg min blokfløjte op af rygsækken for i triumf at spille melodien til ”Den blå Anemone”. Men jeg når kun at spille få toner, før jeg må opgive: Jeg har simpelthen ikke luft nok til at spille den smukke og enkle melodi. Lige før vi når toppen af Mount Grays, kan jeg mærke, at jeg får en smule problemer med balanceevnen. Og det klippefyldte terræn og balanceproblemer er ikke ligefrem nogen heldig kombination. Det er de første lette symptomer på højdesyge, som sammen med stakåndethed og udmattelse rammer de fleste mennesker i højder over 3.000 meter. Det når dog ikke at blive nogen alvorlig gene, idet vi blot sætter tempoet ned, holder flere pauser og drikker mere vand. Bjergets godt 4.000 meter er ikke nok til at medføre alvorlig højdesyge for de fleste menneskers vedkommende.

Vi når langt om længe toppen af Mount Grays og belønnes med en udsigt, som helt lever op til den, vi havde fra toppen af Mount Torreys.

Dagen går på hæld, og det er tid til at indlede nedstigningen, som kan forventes at vare adskillige timer. For at spare en lang og tidskrævende vandring ned ad Mount Grays’ stejle, snedækkede skråning lader vi os friste til at sætte os på plastmåtterne fra vores rygsække og bruge dem som ”kælk”, hvorefter vi i høj fart og under vilde hyl suser ned ad bjergsiden i bedste Shackleton-stil*.I løbet af de få minutter, som ”slædeturen” varer, har vi sparet mindst en times anstrengende vandring.

Dagen finder sin afslutning på en lille, stemningsfuld bar i bedste westernstil i den diminutive flække, Alma. Barens navn: ”Alma’s Only Bar”. En kold øl og lejligheden til at give et nummer på barens gamle, opretstående klaver fuldender denne fantastiske rejsedag i USA’s storslåede natur.

* Den britiske polarforsker og opdagelsesrejsende, Ernest Shackleton, gjorde i 1916 noget tilsvarende, men under helt anderledes risikable omstændigheder på den antarktiske ø, South Georgia.

Jens Kristian OvergaardJuli 1997

3