Upload
theresa-maria-folke-olesen
View
243
Download
4
Embed Size (px)
DESCRIPTION
Intersol nr. 99 indeholder overskrifter såsom; “Kvinder fører an i fæstebønders kamp”, “Palæstinas faglige organisationer tilslutter sig boykotbevægelsen”, “Arrestationen af Ratko Mladic” og “Ungdommen vil vinde i Yemen.” Du kan læse en rejseberetning fra Nairobi, hvor Jonas Marquardsen, fra STS har været udsendt og en diskussion af USA’s faretruende dårlige økonomi. Bladet indeholder desuden nyheder fra den fortsatte konflikt i Somalia og en række andre internationale nyheder.
Citation preview
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
INTERSOL NR. 99
NYHEDSBREV FOR
STS INTERNATIONAL
SOLIDARITY
Kvinder fører an i fæstebønders kamp
Siden 2000 har fæstebønder på den store landejendom Okara arbejdet for at få ret til den
jord, de dyrker. Kvinder har spillet en vigtig rolle i denne kamp.
Af Riffat Maqsood
Over 2000 bondekvinder deltog i det
massive møde med over 10.000 deltagere.
Det var et af de største møder af paki-
stanske bønder i år. Fæstebønderne i
Okara har kæmpet for retten til at eje
jorden siden 2000. General Musharaf
prøvede at drive dem ud, men han led
ynkeligt nederlag takket være fæstebøn-
dernes massive modstand.
Benazir Bhutto (fra Pakistans Folke-
parti) og Mian Nawaz Sharif (fra Paki-
stans Muslimske Liga) havde begge lovet,
at de, hvis de kom til magten, ville uddele
jord til fæstebønderne. Fæstebønder har
arbejdet på disse landområder i over 100
år, men løfterne blev aldrig holdt.
Arbejdende Kvinder Hjælpelinje har
sammen med andre sociale bevægelser og
organisationer assisteret bevægelsen. Den
6. april 2011 var fire kvinder blandt de ti
talere ved bøndernes kongres. Bushra
Khaliq, der er medlem af det føderale
råd for Labour Party Pakistan, Nazla
Javed fra Labour Educa-
tion Foundation, Badaru
Nisa fra Anjamen Moza-
reen Punjab Okara,
(AMP - fæstebøndernes
bevægelse i Punjab) og
jeg selv fra Arbejdende
Kvinders Hjælpelinje
talte ved denne lejlighed
og vi modtog en meget
fin respons på det, vi
sagde.
Vi talte om ligeretten
for bondekvinder til at
eje jord, mod vold i
hjemmene og den leden-
de rolle, kvinder indtog i
kampen for retten til for
fæstebønderne at eje jorden.
AMP, som arrangerede mødet, har
givet en deadline til den 14. august for
regeringen til at acceptere kravene og
indfri løfterne, og advarede den om, at
hvis den ikke gjorde det, ville vi ikke
have andet valg end at marchere til La-
hore og lave en picket line foran premier-
ministerens bolig i Raiwaind.
Selskabet Foxconn, der har kontrakt for
levering af Apple-produkter og mobilte-
lefoner til Nokia i Kina, har indført en
kontrakt med sine ansatte, der forbyder
dem at begå selvmord”, skrev Svensk TV
på sin hjemmeside den 5. maj 2011.
”De seneste 16 måneder har mindst 14
arbejdere begået selvmord på grund af
de hårde arbejdsbetingelser for eksempel
op til 80 – 100 overarbejdstimer pr. må-
ned, forbud mod at tale og at
sidde ned i arbejdstiden, samt
offentlige fordømmelser af fejl-
greb.
Nu tvinges de ansatte til at
skrive under på, at de ikke har
tænkt sig at tage livet af sig selv.
Familierne vil kun modtage den
mindst mulige betaling, hvis det
skulle ske alligevel”.
Sprang ud af vinduet Wikipedia fortæller, at den 25 årige
arbejder på Foxconn, Sun Danyong,
sprang ud ad vinduet fra 12 sal i hoved-
kvartet den 12. juli 2009, efter at være
beskyldt for at stjæle en iPhone på sin
arbejdsplads.
Forinden havde han fortalt sine ar-
bejdskammerater, at han var blevet mis-
handlet af politiet, som havde tilbage-
holdt ham i to dage som led i deres un-
dersøgelser på firmaets vegne.
I øvrigt regner Foxconn med at ansætte
yderligere 400.000 arbejdere i 2011.
Selvmord forbudt
Made in China
Endnu en krig I en vending. vi ofte citerer, skriver STS: ” For blot nogle få
procent af de store ressourcer, der bliver brug til at slå folk
ihjel med eller til andre ”forsvarsformål”, kan man sikre hvert
eneste menneske på jorden en anstændig tilværelse.”
Nu må vi konstatere, at der er kommet endnu en krig. Men
da bedømmelsen af de enkelte krige kan være forskellig, har vi
valgt at lade vurderingen af krigen i Libyen være en personlig
opfattelse, som vi dog tror deles af mange.
Ekstra eksemplarer af artiklen på de fire midtersider er alle-
rede blevet anvendt til uddeling, og vi kan sagtens trykke flere.
Andre meninger – i eget navn - er også velkomne.
Intersol Nr. 99. juni 2011
Nyhedsbrev fra
STS International Solidarity
Borgediget 23, 1. DK-4000 Roskilde
Tlf. +45 4637 4494
ISSN 1902-6064
Postgirokonto: 069-2921
FI-konto: 8401 4202737
E-mail: [email protected]
Hjemmeside: www.intersol.dk
Intersol redigeres af bestyrelsen for
STS. Ansvarshavende for dette nummer
er: Vagn Rasmussen.
Oplag for Nr. 99: 500 eksemplarer.
Produktion: Eget Tryk.
Signerede artikler udtrykker ikke nød-
vendigvis forenings synspunkter.
Redaktion afsluttet: 10. juni 2011
2
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
ATOMKRAFT—LEJESOLDATER
”Atomkraftens sigøjnere” er den almindeli-
ge betegnelse i Japan for arbejdere, der
rejser rundt mellem atomværkerne og udfø-
rer det arbejde, ”som ingen andre vil udfø-
re”, som en underleverandør til TEPCO
sagde til et hold fra Japans Tv.
”Vi spiser to gange om dagen”, forklarede
Kazuma Yokoty, som har opsyn med arbej-
det på det haverede Fukushima 1 til Tv-
holdet. ”Om morgenen får vi energibeskøj-
ter, om aftenen får vi ris og dåsemad.” Der
er ikke noget middagsmåltid. I de tidlige
dage af krisen fik ”sigøjnerne” hver halvan-
den liter kogt vand. De sover (kort tid) i en
bygning, der er lavet for at modstå radioak-
tivitet, på måtter med et stykke bly under,
der formodes at beskytte dem.
”De beskæftigede sover i møderummene
og på gangene nær badeværelset. Alle sover
på gulvet. De bærer gummi- eller
plasticsko. Med disse sko må de angiveligt
vade rundt i pøle af radioaktivt vand, træk-
ke kabler til at genoptage el-forsyningen,
fjerne murbrokker, pøse vand på kølesyste-
met og forsøge at genstarte det. De ophol-
der sig 24 timer i døgnet i disse omgivel-
ser”.
Sociologen Paul Jobin, der er ekspert i
radioaktivitet advarer: ”Med mindre, der
kommer forstærkning, er disse arbejdere
dødsdømte”.
Forfalsket stempel
For at få maksimal profit gør TEPCO flittigt
brug af underleverandører, som ikke stiller
større krav til sikkerheden. ”De arbejder
ofte uden standarder for beskyttelse”, sagde
Paul Jobin. ”Chefen for et lille selskab nær
Fukushima 1, der byggede reaktorer for
General Electric, Hitachi og andre, viste
mig i 2002 et stempel med ”ikke abnorm”,
som han havde brugt til at forfalske indbe-
retninger med – indtil han selv blev ramt af
cancer og fyret af TEPCO.”
Dertil kommer, at der ikke er nær nok af
måleinstrumenter. Den 11. marts måtte
TEPCO indrømme, at der kun var 320 må-
leinstrumenter til 5000 ansatte.
For at få sikkerheden til ”at stemme” har
den japanske regering i samarbejde med
TEPCO foretaget store stigninger i måltalle-
ne for den radioaktivet, et menneske kan
tåle. (Fra 100 til 250 miliservets). Disse
stigninger rammer ikke blot de, der arbejder
på værkerne, men også de mange, som har
måttet flygte fra de radioaktive områder, for
når den stråling, de udsættes for ligger un-
der ”faregrænsen”, har de ikke krav på no-
gen erstatning.
(Ovenstående er baseret på en artikel af
Pierre Rousset i International Viewpoint)
TEPCO’s ”sigøjnere”
Intet arbejde er så farlig og så underbetalt, som det
”atomkraftens sigøjnere” udfører for det største elselskab i
verden, Tokios Elselskab, eller TEPCO som forkortelsen
lyder. Det er TEPCO, der har ansvaret for atomkraftsulyk-
kerne i Japan.
Nyt marked for lejesoldater
I Abu Dabai, det finansielle centrum i De
Forenede Arabiske Emirater, har regeringen
underskrevet en kontrakt til en værdi af
godt en halv milliard dollars med Erick
Prince, som er leder af firmaet BlackWater,
der nu (for at undgå retsforfølgelser i Irak)
har skiftet navn til Xe Service.
Foreløbig skal Prince hyre en bataljon på
800 lejesoldater, der ifølge New York Ti-
mes alle vil få mellem 2 og 3 tusinder af
dollars om måneden, mens rekrutterne mod-
tager 150 dollars per dag. Bataljonen skal
trænes i emiraterne af amerikanske, britiske,
franske og tyske sikkerhedseksperter.
”Når bataljonen er afprøvet i praksis”,
skrev Global Research.ca den 25. maj, ”er
Abu Dabai villig til at bruge adskillige mil-
liarder af dollars for at få dannet en hel
brigade af lejesoldater.”
Men lejesoldaterne skal ikke blot beskytte
de rige oliesheiker i emiraterne selv. De
skal også bruges andre steder:
”Den hemmelige hær… vil udføre særlige
militære missioner for at nedkæmpe de
interne revolter, der i disse tider skyller hen
over den arabiske verden”, skrev New York
Times.
3
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
PALÆSTINA— URANBOMBER
Palæstinas faglige organisationer tilslutter sig boykotbevægelsen
(Det okkuperede Palæstina den 4. maj): ”I forbindelse med 1. maj – en dag for arbej-
derkamp og international solidaritet – er den første palæstinensiske fagforeningskonfe-
rence blevet afholdt til støtte for bevægelsen for boykot, de-investering og sanktioner
mod Israel (BDS) i Ramallah den 30. april 2011.
Konferencen var organiseret af næsten hele
den palæstinensiske faglige bevægelse,
inkluderet fagforeninger, faglige organisati-
oner for professionelle, og fagforenings-
sammenslutninger, der repræsenterer alle
spektre i palæstinensisk politik”, hedder det
bl.a. i en pressemeddelelse, som er blevet
offentliggjort af Countercurrents.org den 6.
maj.
Pressemeddelelsen blev udsendt af Den
Palæstinensiske Faglige Koalition for BDS
(PTUC-BDS), som også har besluttet at
blive en del af ledelsen af BDS, der opstod i
det civile samfund i de besatte områder i
2005.
Dannelsen af BDS er inspireret af dannel-
sen af den internationale boykotbevægelse,
der var med til at sikre sejren for anti-
apartheidbevægelsen i Sydafrika. I konfe-
rencen deltog bl.a. lederen af den brasilian-
ske faglige bevægelse, ligesom det var
strømmet ind med solidaritetshilsener fra
andre lande blandt andet fra ledelsen af den
afrikanske faglige bevægelse – COSATU.
Ønsker boykot af israelsk LO
Konferencen fordømte eksplicit HISTA-
DRUT (det israelske LO) og opfordrede
alle faglige organisationer til at bryde deres
bånd med det på grund af dets historiske og
aktuelle støtte til Israels brud på internatio-
nale love og de palæstinensiske rettigheder.
HISTADRUT har altid spillet en vigtig
rolle i gennemførelsen Israels besættelse,
kolonisering og racistiske diskrimination
ved:
*offentligt at støtte Israels brud på Geneve-
konvention nr. 4 og andre internationale
love
*ved at tillade handelsmæssige interesser i
Israels ulovlige virksomheder i besætterom-
råderne
*ved at tillade israelske besættere at blive
medlemmer af organisationen
*ved at støtte Israels angreb på det belejrede
Gaza i 2008-09. Det har senere retfærdig-
gjort Israels massakrer på de humantære
hjælpearbejdere og aktivister, der var om-
bord på Frihedsflåden den 31. maj 2010.
*ved ulovligt at tilbageholde 8,3 milliarder
NIS eller 2,4 milliarder dollars, som igen-
nem årene er blevet fratrukket palæstinensi-
ske arbejdere i de okkuperede områder
”bestemt for sociale og fagforeningsmæssi-
ge formål”, som de palæstinensiske arbejde-
re aldrig har fået.”
Palæstinensi-
ske bygnings-
arbejdere i
Galo– bosæt-
telsen på
Vestbredden
”Forarmet” uran ”Kvinder i Fallujah i Irak er rædselsslagne ved tanken om at føde børn, fordi de i stigende grad fødes
grotesk deforme uden hoveder, med to hoveder, et enkelt øje i det forreste af hovedet, svage kroppe og
manglende lemmer. I tilgift plages børnene i Fallujah nu af ondsindet cancer og leukæmi ”, skrev Jay
Jansson på Coutercurrents.org den 24. marts.
Bomber i Libyen
”Disse deformiteter er veldokumenterede
for eksempel i udsendelser på SKY Tv i
Storbritannien juni 2008 og den 1. septem-
ber 2009.
Direkte kontakt med læger i Fallujah
fortæller, at der i september 2009 blev
født 170 børn på hospitalet, 24 % af dem
døde inden for de første syv dage og 75
% af de døde var deforme.
Dette kan sammenlignes med data, der
stammer fra Dr. Ali Abdussalam Treki,
som var formand for FN’s generalfor-
samling nr. 46, og hvor han som sam-
menligning fortæller, at der i august
2002 blev født 530 børn på hospitalet i
Fallujah, hvor kun seks døde inden for
de første syv dage, og der kun blev rap-
porteret om et deformt barn.
Der har været stigninger i forekomsten af
cancer og i fødedefekter i alle de lande, som
er blevet udsatte for doseringer fra ameri-
kanske radioaktive bomber.
Men amerikanerne synes ikke at bekymre
sig over den massive tilstedeværelse af ra-
dioaktivt materiale, de fylder i deres væbne-
de styrkers bomber og raketter, og som
spreder sig i luften og på jorden i Kuwait,
Irak, Afghanistan, Somalia, Yemen, Bosni-
en. Kosovo, Nordpakistan og nu til den
tiende muslimske nation – Libyen, hvis man
ser bort fra de uranforarmede ammunition,
Israel har fyret af i Libanon og Gaza.
Bare i en tre ugers periode under konflik-
ten i Irak spredte USA mellem 1000 tons og
4
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
EXITSTRATEGIER
2000 tons uranforarmet ammunition, oply-
ste guardian.co.uk den 25. april 2003. Og de
amerikanske tropper blev også tjekket for
radioaktivitet.”
Et affaldsprodukt
Forarmet uran er et affaldsprodukt fra frem-
stillingen af kernevåben og fra brændstof til
atomkraftværker. Uran 238 skulle egentlig
være opmagasineret, men har i stedet fundet
anvendelse i ammunition. Det gør det mate-
riale, ammunitionen er omgivet af, meget
stærkere end almindelig ammunition, så det
kan trænge igennem selv et stærkt panser.
Men det eksploderer også på en særlig
måde, for når eksplosionen udløses, for-
vandles det til et fint pulver, som bl.a. bety-
der, at der opstår en eksplosion, der laver et
lyshav på flere hundrede meter over eksplo-
sionsstedet, hvor vinden bidrager til, at for-
ureningen spredes. Måske var det en mere
korrekt betegnelse at kalde det for en slags
miniatombombe.
Det er giftigt materiale og svagt radioak-
tiv, men til gengæld varer forureningen i
omkring 4,4 milliarder år. Forsøg med rot-
ter viser, at både nyrer, hjerne, lever, hjerne
og adskillige andre organer tager skade,
hvortil kommer de genetiske affekter.
Også de amerikanske tropper i Irak var
udsat for denne forgiftning, som man kaldte
for Golfkrig-symptomet, og efter årelange
retssager fik mange af dem erstatning.
FN’s generalforsamling har flere gange
vedtaget, at brugen af forarmet uran i am-
munition skal være forbudt. Men USA,
Frankrig, Storbritannien og Israel har været
imod det.
David Hartwell er senioranalytiker for Mel-
lemøsten for IHS Janes.
Men en sådan exitstrategi forelå ikke, da
man indledte angrebet på Libyen for halv-
anden måned siden. Man havde travlt med
at søge tilslutning til krigen. Måske havde
man forventet, at Gadaffis styrker ville
bryde sammen under det massive pres
fra luften. Nu trækker krigen ud, og Poli-
tiken skriver en overskrift, som lyder:
Nato’s krig mod Gadaffi er kørt fast.
Underrubrikken hedder: Manglen på
klart mål og strategi betyder, at krigen
mod Libyen vil trække i langdrag med
store økonomiske omkostninger.
Krigen i Afghanistan, der begyndte i
oktober 2001, er en anden krig, der også
er kørt fast. Også med meget store øko-
nomiske og menneskelige omkostninger
som følge.
Den oprindelige begrundelse var, at
man ville indføre demokrati i Afghani-
stan, og det gik relativt let med at få
Taliban nedkæmpet i første omgang.
Man allierede sig med krigsherrerne i
den såkaldte Nordalliance, bragte den
nuværende præsident til magten i valg-
processer, som mange mente ikke havde
noget med demokrati at gøre, og snart rejste
Taliban sig igen.
Nu benytter man Osman bin Ladens død –
nu eller for lang tid siden – til at lægge en
slags exitstrategi. Krigen er nemlig for dyr.
Hvad går exitstrategien så ud på? At få
Taliban inddraget i fredsprocessen.
”I Danmark håber forsvarsordførere på
tværs af blokkene, at der nu er større chan-
cer for at indgå en politisk aftale med Tali-
ban”, skrev Information den 6. maj. ”Det er
den eneste måde at skabe varig fred i Af-
ghanistan, mener Konservatives Helge
Adam Møller. ”I en varig politisk løsning
skal man også inddrage dem, men har ført
krig med”, siger han.”
Men nogle tager stadig den første begrun-
delse om indførelse af demokrati alvorlig,
for ”nyheden om mulige fredsforhandlinger
fik i går 15.000 afghanere til at gå på gaden
i Kabul i protest”, skrev Information også.
Hvad Libyen angår, så er fredsforhandlin-
ger foreløbig ingen løsning, for oppositio-
nen har nægtet at forhandle med Gadaffi,
før han trækker sig tilbage. Man har forelø-
big også ydet oppositionen et lån til at fort-
sætte kampen med.
I Somalia fortsætter krigen og myrderier-
ne også. På trods af den kendsgerning, at en
regering, som alle anser for at være inkom-
petent og korrupt, kun kontrollerer en del af
hovedstaden, hvor den beskyttes af afrikan-
ske tropper, så bliver man ved med at støtte
den. Og at sende den penge, selvom langt
de fleste forsvinder i korruptionen.
Al Shabab, der kontrollerer langt største-
delen af det sydlige og centrale Somalia og
en del af Mogadishu, vil man stadig ikke
forhandle med.
Det på trods af at Al Shabab og Taliban
såmænd ”bare” prøver at udbrede den sam-
me barske form for islam, som er statsreli-
gion i det vestligt-støttede Saudi-Arabien.
Ingen exitstrategier
”Noget af det første, man lærer på militærakademiet, er, at når man planlægger en mission, skal man
først og fremmest spørge sig selv: hvordan kommer vi ud derfra igen?”, sagde David Hartwell til Politi-
ken den 8. maj.
Efter i 10 år at have bekæmpet Taliban
med mange døde, lemlæstede og ødelæg-
gelser til følge - i de vestlige idealers navn -
ser man ingen anden vej til at få afsluttet
den kostbare krig, end at lade talibanerne
få del i magten - igen! Det havde de jo
også før angrebet. Taliban fik sin styrke
under Sovjetunionens besættelse af Afgha-
nistan, da både USA men også den danske
statsminister støttede dem.
Læserbrev: Hej redaktion af Intersol
Tak for jeres blad, som indeholder en
masse stof, der aldrig når frem andre steder.
En kommentar til artiklen s.6 i nr. 97.
Hardins bog hedder: Tragedy of the Com-
mons - - . Begrebet er blevet meget
populært i borgerlig nationaløkonomi.
Men commons er altså ikke fællesskab,
og fællesskab er heller ikke nogen tragedie,
tværtimod.
Common er en fælled, altså et fælles areal,
hvor bønderne kunne lade deres kreaturer
græsse, hente brænde osv.
Hvis en bonde bryder fællesskabet, og
lader sin hjord vokse, så arealet overbela-
stes, sker der jo den tragedie, I beskriver.
Men normalt skete tragedien ved, at her-
remanden simpelthen smed bønderne ud og
lavede græsning elle andet på de tidligere
fællesarealer, noget, der kunne omsættes i
penge. Det er det, som Marx kalder den
oprindelige akkumulation, som begyndte i
England som optakt til kapitalismens gen-
nembrud. Samme proces med tyveri af area-
ler, der tilhørte fællesskaber, med henblik
på kapitalistisk udnyttelse, har gentaget sig i
en uendelighed siden, nu under navnet
”land-grabbing” i udviklingslandene.
Her omfatter det også jord, som har været
dyrket i generationer af bønder, men som de
f. eks. ikke har skøde på. Man kan så disku-
tere om det ikke skulle hedde ”Forbrydelsen
mod fællederne” frem for ”Fælledenes tra-
gedie”.
Med venlig hilsen
Anders Bjerre Mikkelsen
5
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
REJSEBERETNING
Den 22.05.11 afrejste undertegnede med
flight SN 453 til Nairobi, med ankomst
klokken 22.25.
Forud var gået forberedelser, der involve-
rede et stort fodarbejde fra kontorets side,
for at sikre, at de rigtige kontakter var i
orden.
Formålet med rejsen falder i tre dele. For
det første er det vigtigt for STS at markere
sig overfor den nyligt tiltrådte ambassadør i
Nairobi. Det har altid været en del af STS
strategi at underrette myndighederne om de
aktiviteter, vi sætter i gang, selvom disse
ikke stemmer overens med den officielle
danske politik på området. Således er hver-
ken den trofaste læser af Intersol, eller fol-
kene i Danida og UM ubekendte med STS
holdning til visse dispositioner overfor det
somaliske folk.
Udover at informere ambassaden er det
nødvendigt med en afklaring af muligheder-
ne for støtte til vores aktiviteter i Somalia,
da der er et voldsomt behov for, at vi dels
støtter det nyetablerede hospital i Marka,
dels får genoprettet de faciliteter som NGO-
centret i Mogadishu tilbød. Udover disse to
emner er det vigtigt at støtte de aktiviteter
STS Somalia gennemfører i Mogadishu. I
en by, hvor der dagligt sker voldsomme
krænkelser af de mest basale menneskeret-
tigheder, er det afgørende, at nogen holder
fast og støtter de kræfter, der insisterer på at
afholde seminarer, der dels diskuterer men-
neskerettigheder, dels medvirker til at ud-
danne lokalbefolkningen, så der opstår en
større bevidsthed omkring disse emner.
Det andet formål var at oprette en kontakt
til den lokale afdeling af Ogadenforeningen.
Ogaden er i dag præget af forfærdelige
krænkelser af menneskerettighederne, og
det er vigtigt for STS at støtte de kræfter,
der arbejder for at forbedre forholdene for
de fordrevne. Det lykkedes at etablere en
god kontakt til foreningens repræsentant i
Nairobi.
Den tredje del af rejsen drejer sig om at
facilitere en åbning af et STS kontor i Nai-
robi. Da situationen nu engang er, som den
er i Somalia, er de store donorer at finde i
Nairobi. Derfor har STS gennem længere
tid forsøgt at åbne et lokalt kontor, der dels
skal benyttes af tilrejsende medlemmer af
STS Somalia, dels skal danne rammen for
en udsendelse af en eller flere praktikanter
fra Internationale Udviklingsstudier ved
Roskilde Universitetscenter.
Ved at have en fast bemanding i Kenya
håber vi på at kunne tiltrække flere midler
til arbejdet, og samtidigt styrke arbejdet i
Somalia gennem den øgede tilstedeværelse.
Første del af rejsen forløb godt. Det lyk-
kedes kort efter ankomsten at få et møde i
stand med Betina Gollander og Abduba
Mollo Ido, der er henholdsvis Counsellor of
Development og Programme Officer for
Somalia. Mødet med ambassaden havde tre
emner. Først og fremmest den akutte støtte
til hospitalet i Marka, dernæst menneskeret-
tighedsaktiviteter i Mogadishu samt gen-
etableringen af NGO-centret. Til det første
emne havde vi indkaldt støtte fra Swisso-
Kalmo, en Schweizisk NGO der sam-
men med STS varetager driften af
hospitalet.
Desværre var der ikke megen hjælp
at hente. Den danske udviklingsmini-
ster har udsendt et dekret, der forbyder
al støtte til Al Shabab kontrollerede
områder. Der er dog fortsat mulighed
for at få ren humanitær støtte hvis man
er under CAP, og dermed en del af FN
-systemet. Det er hverken STS eller
Swisso pt. Under mødet fornemmede
man en underliggende tone af irritati-
on over dels Al Shabab, men sandelig
også overgangsregeringen. Hvad an-
går NGO-center og menneskerettighedsakti-
viteter var ambassaden enig i behovet, og
opfordrede os til at søge støtte gennem Pro-
jektpuljen. STS fik markeret, hvad vi me-
ner, der bør gøres i Somalia, og vi fik beret-
tet om vores aktiviteter. Således var en del
af målsætningen for rejsen nu opfyldt.
Etableringen af kontoret i Nairobi er en
succes udover alle grænser. Swisso-Kalmo,
der som nævnt allerede samarbejder med
STS Somalia omkring hospitalet, er i dag
veletablerede i Kenya, med kontorer i både
Nairobi og Mombassa. STS blev mødt med
en overvældende hjælpsomhed og velvilje,
og under forberedelsen til mødet med am-
bassaden blev det hurtigt klart, at de to or-
ganisationer deler syn på Somalia. Swisso´s
folk i Nairobi har tilbudt at hjælpe med
indkvartering, kontor og alle andre prakti-
ske forhold. Således har undertegnede hele
ugen haft et kontor til rådighed, hvor der er
internetforbindelse, og der kan afholdes
møder. Kontoret er præget af en meget hjer-
telig stemning, og der er altid en, der er
parat til at hjælpe
Ligeledes garanterer Swisso at den ind-
kvartering, de tilbyder til eventuelle prakti-
kanter, er i sikre kvarterer. Dette forhold
kan få betydning for, hvor nemt det bliver at
forsikre de udsendte.
Samtidig kan de to organisationer i en vis
udstrækning ”deles” om de kompetencer,
den udsendte besidder, hvorfor en etable-
ring kun kan være til begges fordel.
Skal man konkludere på rejsen som helhed
har den været ualmindelig vellykket. Der er
etableret gode lokale kontakter, og der er
skabt basis for at udvikle STS som organi-
sation.
Rejseberetning fra Nairobi Jonas Marquardsen fra STS har været i Nairobi. Her bringer vi en rejseberetning.
Af Jonas Marquardsen
Besøg fra Somalia?
Jonas oplyser, at Abduba Mollo Ido, der er
Programme Officer for Somalia på den dan-
ske ambassade, skal besøge Tyskland i au-
gust, og at han ved samme lejlighed også
godt kunne tænke sig at aflægge et besøg
hos STS i Danmark.
Ido er læge og har i mange år boet i Eng-
land. Han er fuldt informeret om STS’s
synspunkter på konflikten i Somalia. Når
Idos rejse er mere planlagt, vil vi i givet fald
indkalde til et møde med ham.
Rettelse
I Intersol nr. 98 skrev vi fejlagtigt, at Toma-
hawk-missilerne, der bliver fyret af over
Libyen, kostede en million kroner stykket.
Den rigtige pris er ifølge det amerikanske
forsvarsministerium 1,5 millioner dollars!
Jonas deltog også i delegationsrejsen til
Somalia i august 2005, der var en afslut-
ning på et større projekt, hvor vi med penge
fra Minipuljen havde etableret et NGO-
center for de mange medlemsorganisationer
i paraplyorganisationen STS Somalia. Her
har han fotograferet det intense gadeliv,
som dengang udspillede sig foran STS So-
malias Internet Café.
6
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
MLADIC OG SREBRENICA
Det serberne og EU kan komme videre
med er forhandlingerne om Serbiens
optagelse i EU og formentlige Serbiens
optagelse i Nato, hvor den manglende
lyst til at arrestere krigsforbryderen, der
har gjort sig mest bekendt for massakren
i Srebrenica i 1995, hidtil har været en af
de største hindringer.
I Holland undrer man sig dog: ”Jeg finder
det uforståeligt, at han kunne forblive på fri
fod så længe”, siger den tidligere minister-
præsident Win Kok (til Søren Astrup) ”og
peger på de mange lidelser, Mladic' og hans
medgerningsmænd har været skyld i.”
Ellers ”står
politikerne i kø
for at rose an-
holdelsen. De
peger på mas-
sakren i Srebre-
nica, hvor hol-
landske FN-
soldater trak sig
tilbage fra byen
og overlod om-
kring 8.000
muslimer til
deres serbiske
bødler.”
Men nutidens
hollandske poli-
tikere er for
pæne til at gå
nærmere ind på,
hvad der faktisk
skete med de hol-
l a n d s k e F N -
styrker, som hav-
de fået uriasposten med at forsvare den ”FN
-beskyttede by Srebrenica”.
De var bevidst holdt underforsynet med
svære våben og med brændstof til deres
køretøjer, så afpatruljeringen af byen måtte
foregå til fods. Da den serbiske hær var på
vej mod Srebrenica, opfordrede man gen-
tagne gange FN om at sætte sine jagerfly
ind mod de fremrykkende serbiske styrker –
men man fik ikke noget svar.
Da Mladic kom til Srebrenica sammen
med sine styrker, blev officererne fra den
hollandske styrke først tvunget til at skåle
med de serbiske erobrere. Derefter blev alle
hollandske styrker holdt indespærret, mens
massakrerne foregik. Mange af dem græd.
En aftalt erobring
Den serbiske erobring af Srebrenica og det
nærliggende Zepa var et led i at gennemfø-
re Dayton-planen udarbejdet af den ameri-
kanske diplomat Richard Holbrook. Ifølge
denne plan skulle Bosnien opdeles i en
serbisk republik og i en kroatisk-muslimsk
føderation, der bestod af 10 relativt selv-
stændige kantoner.
Den serbiske republik, Republika
Sprska, skulle oprettes i det østlige og vest-
lige Bosnien, og således næsten omkredse
føderationen. Men ser man på et kort, så
bliver det ret klart, at medmindre Srebrenica
og Zepa, som ligger i lommer ind i selve
Serbien, kom til at høre til Republika
Srpska, så var det umuligt at få den serbiske
republik til at hænge sammen.
Derfor var der også livlig diplomatisk
aktivitet mellem den daværende øverste
chef for FN, Sveriges nuværende udenrigs-
minister Carl Bild, og folk som Holbrook
på den ene side og de serbiske nationalister
på den anden.
Blandt dem, der udtrykker sin store til-
fredshed med tilfangetagelsen af Mladic, er
også den nuværende chefanklager for den
internationale krigsforbryderdomstol Serge
Brammertz.
Derimod nedlagde den forrige chefankla-
ger, Carla del Ponto, sin stilling i protest
mod, at hun ikke kunne offentliggøre refe-
rater, der stammede fra et møde, der var
blevet afholdt mellem vestlige diplomater
og Milosevic, Karadzic og Mladic kort tid
før massakren, og hvor den serbiske erob-
ring af Srebrenica var blevet aftalt, fordi de
tilstedeværende vestlige diplomater havde
nægtet at være til stede.
Blandt dem, der også udtrykker stor til-
fredshed med arrestationen er også den
svenske udenrigsminister:
”Vi kan begynde at lukke et tragisk kapi-
tel i Europas historie”, siger Bildt til Politi-
ken.
Ja – lad endeligt dette tragiske kapitel
blive lukket, så der ikke længere rodes for
meget op i, hvem der faktisk også er med-
skyldige i denne forfærdelige massakre!
Arrestationen af Ratko Mladic
”Europa glæder sig over Mladic' arrestation” kaldte man overskriften til en artikel af Søren Astrup på
politiken.dk, og den 27. maj kaldte bladet sin leder på forsiden for ”Godt nyt for Serbien”, mens under-
rubrikken lød: ”Mladic langt om længe bag tremmer. Serberne og EU kan komme videre.”
I Srebrenica forsøger Mladic at berolige befolkningen. Billedet stam-
mer fra serbisk Tv.
Dreng føres bort
Grædende hollandsk officer
STS i Srebrenica
Efter krigens ophør gennemførte STS sit
sidste projekt i Bosnien, da vi med støtte fra
Udenrigsministeriet renoverede brandstatio-
nen, en sundhedsklinik og en skole i Srebre-
nica.
Som det var vores sædvane afholdt vi
også et lærerseminar for de bosniske lærere,
der havde undervist i byen før massakren,
og de ”serbiske” lærere, der ligesom de
fleste andre nye indbyggere var blevet de-
porteret fra forstæder til Sarajevo, som nu
skulle inddrages i den serbiske republik.
Da de to lærergrupper mødtes, faldt de
hinanden grædende om halsen.
I det hele taget var det vores erfaring, at
hadet mellem etniske grupper i vid ud-
strækning stammer fra de nationalistiske
politikere.
7
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
KRIGENS HELVEDE
Af Vagn Rasmussen
Bare et døgn i bomberegnen med uranforstærkede bomber og
med missiler, der ikke er helt så præcise, som man påstår,
sammen med civilbefolkningen i de libyske byer, som jo
også bliver bombet, vil for evigt kurere disse folk for deres
letsindighed.
I stedet ville de med alle midler forsøge at finde andre og
fredelige veje til at løse eventuelle konflikter.
Når jeg skriver ”eventuelle konflikter”, er det fordi, USA
har befundet sig i en konstant krigstilstand i omkring 50 år.
Meningen med de krige, USA sætter i gang, er ikke at løse
konflikter. I mange tilfælde var der ingen konflikter eller kun
mindre stridigheder - der som en absolut hovedregel kunne
være blevet løst af befolkningerne selv - indtil krigene ud-
brød med det formål at varetage USA’s egne interesser.
Fredsbevægelsernes Grand Old Man, den 80-årige nord-
mand Johan Galtung, skrev i sin leder i det sidste nummer af
Internetnyhedsbrevet Transcend Media Service, at USA har
lagt planer om at styrte Gadaffi, siden denne tvang det ameri-
kanske militær ud af Libyen i 1969.
Egne ”krigserfaringer” Mine egne ”krigserfaringer” er stærkt begrænsede, men allige-
vel fuldt tilstrækkelige!
De strækker sig fra Anden Verdenskrig og over mange rejser
til Bosnien og Somalia.
I maj 1995 var Jens Otto
Madsen og jeg ankommet
til den nordbosniske by
Tuzla – det eneste sted,
hvor alle etniske og religi-
øse grupper levede sam-
men under krigen – for at
dele et større beløb ud til
skolerne, som var indsam-
let af ’Støt Tuzlas Sko-
ler’ (nu STS International
Solidarity).
Besøget foregik, mens
den største massakre indtil
da fandt sted under krigen
mod Bosnien.
”Indtil da?”- ja, for se-
nere kom massakren i
Srebrenica.
Serbiske granater ramte
bymidten i Tuzla den 25.
maj 1995 – den første
varme forårsdag og Ung-
dommens Dag i det tidligere Jugoslavien - hvor man vidste, at
bymidten var fyldt op af især unge mennesker.
71 blev dræbt og mange flere blev såret.
Heldigvis – for os selv! – var Jens Otto og jeg tilfældigvis
ikke i bymidten denne aften. Men næste morgen besøgte vi en
nabofamilie, hvor to unge piger havde været der, men var slup-
pet derfra med andres blod på deres tøj.
Sammen sad vi foran fjernsynet og så stumper af døde kroppe
fra hospitalet: en afrevet fod i en sko her, en torso uden tarme
og hoved der, underdelen af et menneske med sin fremtid knust
for altid ved siden af.
Pigerne græd, og det gjorde Jens Otto og jeg vist nok også.
Hver gang der dukkede et billede op med et ansigt eller rester-
ne af et, som pigerne kendte, eller troede de kendte, blev grå-
den ledsaget af en mumlen af et navn på den døde ven.
Begravelsen fandt sted nogle dage efter. Af frygt for et nyt
terrorangreb fandt den sted om natten, og det er typisk for den
holdning, der præger Tuzla, at alle de dræbte med forskellig
etnisk baggrund blev begravet sammen i en fællesgrav.
Jeg har ikke den videofilm fra TV-Tuzla, som vi så. Men jeg
har stadig en bog med billeder, som viser noget af det samme,
og jeg gerne vil kopiere sider af den til alle, der har stemt for
dansk deltagelse i krigen mod Libyen.
Jeg talte senere med mange af de unge elever fra sygepleje-
skolen, som var med til at rydde op efter massakren. De ville
Krigens Helvede
Når folk - uden at ryste på hånden - stemmer for dansk deltagelse i krige, der ligger mile-
vidt, både i afstand fra deres egen trygge tilværelse, men også i retning af forståelse og
indlevelse i, hvad krig egentlig er, så er min undren simpelthen grænseløs!
Og jeg tænker tit, at før man fik lov til at trykke på de knapper, som udløser nye krige, så
skulle alle, der er så letsindige at medvirke til at slippe disse modbydelige kræfter løs – på
andres bekostning! – garantere, at de selv vil rejse til krigsområderne for at dele krigens
rædsler med de mennesker, deres beslutninger rammer.
Krige bliver oftest fremstillet som rene kliniske operationer, nogle
gang endda med det formål at skabe varig fred. Men virkeligheden er
en anden, som på dette ubehagelige billede af nogle af ofrene for
massakren i Tuzla i maj 1995. Billedet stammer fra en bog, der blev
udgivet af Tuzlas kommune nogen tid efter massakren
En chokeret Jens Otto Madsen afven-
ter en mulighed for at rejse hjem, så vi
kunne berolige vores familier, der
kendte til massakren fra fjernsynet.
8
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
KRIGENS HELVEDE
være præget disse scener for livstid, sagde de til mig. De fleste
havde svært ved at falde i søvn, og gjorde de det endeligt, våg-
nede mange af dem op med mareridt.
Uskyldige rammes Det kan forekomme besynderligt, at mens serberne sagtens
kunne bombardere uskyldige unge mennesker – deriblandt
også 11 ”serbiske” unge - så lod de stort set alle strategiske
steder som Tuzlas rådhus, kasernen og de militære stillinger i
byen i fred.
De daglige bombardementer var heller ikke rettet mod stra-
tegiske steder, men var mere tilfældige bombardementer, der
også var rettet mod den civile befolkning.
De havde kun til hensigt at
nedbryde moralen i civilbe-
folkningen!
De minder om de vestlige
allieredes terrorbombarde-
menter af civilbefolkningen i
de tyske byer under den anden
verdenskrig, hvor hundredtu-
sinder af civile tyskere – hvor-
af mange var modstandere af
nazismen – blev dræbt med
samme formål. Men da det
nazistiske propagandaapparat
stadigt eksisterede, fik bomb-
ningerne den modsatte effekt.
De forlængede krigen i adskil-
lige måneder!
Hvorvidt det lykkedes for
Bosniens vedkommende er
svært at sige, men også den
bosniske hær, som repræsente-
rede det ”gode”, drev klapjagt
på unge mennesker for at få dem til fronten.
Nikolaj Pranjic, som var mineingeniør, og som hørte til de
minearbejdere, der meldte sig frivilligt til at forsvare Tuzla,
fortalte mig om andre negative sider af krigen. På grund af sin
tekniske kunnen var han blevet kaptajn i artilleriet, som var
stærkt afhængig af den meget dyre diesel for at kunne flytte sig
rundt ved fronten. I sin krigsdagbog havde han derfor noteret
sig hver gang, der blev leveret diesel. Men mange gange for-
svandt dieselen, fordi den blev solgt på det sorte marked af
hans chef, som blev meget rig. Blandt andet købte han en af
Tuzlas største restauranter.
Hvorfor? Men hvorfor kom det overhovedet til krige i det tidligere Jugo-
slavien? Der var fordi, man stod over for et ganske særligt so-
cialistisk system, som ikke eksisterede andre steder, og som kun
kunne nedbrydes ved at opildne til deling af landet i dens enkel-
te republikker, og opildne de nationalistiske kræfter - og give
dem våben og penge - til at føre krige imod hinanden.
”Folk i Jugoslavien havde det godt”, sagde forkvinden for
pensionistsammenslutningen i Slovenien til deltagerne i en
massedemonstration i Ljubljana i 2007. ”Men Jugoslavien blev
druknet i strømme af blod”.
Men hvorfor var krigen i Bosnien så særlig heftig og blodig?
Det var fordi, det slet ikke var meningen, at den selvstændige
stat Bosnien-Hercegovina skulle bevares. At få den delt op mel-
lem Serbien og Kroatien var den politik som hele raden af vest-
lige lande og også FN - som nogle finder er den øverste dom-
mer i verdenspolitikken – arbejdede for i de tre første år af kri-
gen. Derfor massakrerne i Srebrenica og Zepa, hvor bl.a. Carl
Bildt, den nuværende svenske udenrigsminister, og den ameri-
kanske diplomat Richard Holbrook er afsløret (også af den tid-
ligere chefanklager ved den internationale krigsforbryderdom-
stol, Carla del Ponte) som hovedansvarlige sammen med FN,
som ikke løftede en finger for at redde indbyggerne fra massak-
rerne.
Zepa og Srebrenica var endda ekstra fyldt op med mennesker,
fordi FN havde erklæret dem for ”FN-beskyttede områder”, så
indbyggere fra de omliggende landsbyer var strømmet dertil.
Og hvorfor er Bosnien-Hercegovina så vigtig?
Fordi landet besidder de måske rigeste oliereserver i Europa!
Det blev Serbiens gode ven, Rusland, der løb af med hoved-
parten af olien, for raffinaderierne ligger væsentligst i den ser-
biske del af Bosnien. Det ser også ud til, at det bliver Serbien,
der i første omgang kommer til at eje hovedparten af Balkans
rigeste mineralforekomster i et andet konfliktområde, nemlig
Kosova.
Hovedparten af det engang samfundsejede og selvstyrende
Trepca Minekompleks, som leverede råstoffer og halvfabrikata
til 40 procent af det gamle Jugoslaviens samlede industripro-
duktion, ligger nemlig i den serbisk kontrollerede del af mine-
byen, Mitrovica.
Krigspropaganda ”Vi var glade for de første dages indsats, hvor Gaddafis luftvå-
ben blev sat ud af spillet, og hans styrker forhindret i at angribe
oprørernes byer”, skriver Enhedslisten i sin begrundelse for at
trække støtten tilbage.
”Glade?” – tja, og forudsat at oplysningerne er rigtige. Men
der ser da ud til, at Gadaffis styrker, som ganske vist må holde
til i den oliefattige del af Libyen, mens ”oprørerne” holder til i
den anden, alligevel ikke er helt forhindret i ”at angribe oprø-
rernes byer”.
En så stor militær aktion, som angrebet mod Libyen er, lader
sig ikke gøre uden grundige forberedelser, som er foregået i
ugevis og måske endda i månedsvis.
Men det måske vigtigste element forud for udbruddet af en-
hver krig er, at man altid har forsøgt at skabe krigsbegejstring
Kampene i Bosnien og i Kosova handler også om, hvem der skal
udnytte Bosniens olie og Kosovas store mineralforekomster. Kosovas
selvstændighedsbevægelse, Vetevendosje, der er modstander af pri-
vatiseringsprocessen, mener, at Trepca minekomplekset i Mitrovica
kan blive en væsentlig drivkraft i den økonomiske udvikling i den
nye stat. Derfor startede Vetevendosje sin valgkamp forud for valget i
december 2010 med et kæmpemøde i Mitrovicas store sportshal.
Nikolaj Pranjic, som her er
fotograferet af STS i 1996,
døde desværre alt for tidligt.
Hans krigsoplevelser havde
bidraget til, at hans hjerte
svigtede.
9
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
KRIGENS HELVEDE
eller i det mindste en accept i befolkningerne, for ellers lod
det sig simpelthen ikke gøre at drive dem ud til de slagte-
bænke, alle krige har været, eller til at acceptere, at der
bruges midler fra de penge, de betaler i skat, for at slå an-
dre mennesker ihjel.
Min nu afdøde bekendte og bysbarn, Carl Heinrich Peter-
sen, udtrykte det samme på en anden måde, da han i 1966
oversatte et vers af Internationalen til dansk, hvor de første
linjer lyder: ”Med krigsbegejstring de os fylder, de konger,
før vi skal i slag”.
I lang tid før krigene bryder ud, har medierne altid været
optaget af at ”informere” befolkningen. Men meget af det,
man fylder den med, er propanda og løgne.
Løgnene er ikke blevet færre med tiden – de er blot blevet
mere sofistikerede.
Hvad ville oprørerne mon selv sige Det, jeg særligt vil hæfte mig ved, er, at det var det almin-
delige oprør mod diktatorerne i den arabiske verden - i øvrigt
også baseret på sociale krav om arbejde m.m. - som også var
det oprindelige motiv i Libyen for demonstrationerne fra væ-
sentligt unge mennesker. (I det hele taget er det imponerende at
se, hvor fredelige demonstranterne har været overalt.)
Men kan man derfra slutte, at de også ville hilse bomberne
under USA’s ledelse velkommen?
Det er langt fra sandsynligt! De unge i Libyen er nemlig ligeså
kloge, som alle andre unge i regionen. De ved godt, hvem der
holdt hånden under deres diktatorer. De ved formentlig også
godt, at Gadaffi for ikke så længe siden samarbejdede tæt med
USA og andre vestlige stater, og de ved også, at det er dem, der
støtter Israel imod palæstinenserne.
I dag er ”oprørsledelsen” ikke til at skelne fra Gadaffi, hvad
mange medier er nødt til at indrømme.
Vestens enorme magt – og hvad den bruges til Gadaffi, Egyptens Mubarak og Tunesiens Ben Ali er (eller var)
rædsomme diktatorer, der undertrykker deres egne folk med
fængslinger, tortur og henrettelser. Men har det mægtige Ve-
sten ikke midler til at tvinge dem til dem til at opføre sig or-
dentligt?
Jo, selvfølgelig. Men det er ikke demokrati, der optager Ve-
sten. Interventionen i Libyen er et led i den kontrarevolutionære
offensiv, der tager sigte på at bremse bølgen af folkelige revo-
lutioner i Mellemøsten og i Nordafrika.
”Jeg er ikke pacifist” lyder det nærmest som et mantra fra de,
som har støttet krigen.
Her er et udsagn fra en mand, der heller ikke var pacifist:
”Hver en bøsse, der bliver lavet, hvert et krigsskib, der bliver
søsat, hver en raket, der bliver affyret, repræsenterer i sidste
ende et tyveri fra de, som sulter og ikke får mad, fra de, som
fryser og ikke får tøj.”
Citatet er hentet fra præsident Dwight Eisenhowers afskedsta-
le til den amerikanske nation den 17. januar 1961 – hvor han i
øvrigt advarede om truslerne fra det militære og industrielle
kompleks.
Arbejderpartierne – og krigene Især arbejderpartierne har været modstandere af krige. De tog
afstand fra dem og betragtede dem som imperialistiske krige,
der er den væbnede fortsættelse af kampen for blandt andet
råstoffer og markeder.
I 1910 mødtes delegerede fra Anden Internationale (en inter-
national sammenslutning af socialdemokratiske partier) til kon-
gres i København, og de delegerede gav håndslag på, at de ville
møde krigstruslen med at erklære generalstrejker. På trods af
denne holdning blev bekræftet af en ekstraordinær kongres i
Basel i 1912, så stemte det ene parti efter det andet for krigen,
med det russiske socialdemokrati som undtagelsen, fordi et
flertal (som på russisk hedder bolsjeviki) var imod.
Resultatet blev den første verdenskrig. Ydmygelsen af Tysk-
land efter krigen trak spor til Hitlers magtovertagelse i dette
land og dermed til den anden verdenskrig, og bolsjevikkernes
magtovertagelse i Rusland i 1917 trak andre vigtige spor i forri-
ge århundrede.
Historien vrimler med eksempler på arbejderpartier, der er
dannet i den bedste hensigt om at undgå krige og på at sikre
demokratiske ligeret mellem alle medlemmerne. Men den vrim-
ler næsten lige så meget på eksempler på, at det modsatte rent
faktisk er sket.
Risikoen ved at vælge repræsentanter – og ved Folketinget
Men hvordan opstår disse forandringer i grunden?
Det gør de fordi, at hver gang en demokratisk forsamling væl-
ger en relativ lille gruppe mennesker til en ledelse eller til at
repræsentere sig – så afgiver forsamlingen også en større eller
mindre del af sin egen magt!
Og gradvist og næsten umærkeligt tiltager ledelserne og re-
præsentanterne sig en stadigt større del af den magt, som med-
lemmerne oprindeligt havde. De bliver bureaukrater med deres
særlige kendetegn, der går ud på at forsvare deres egne interes-
ser – også i form af en meget højere levestandard end de, der
vælger dem, har. Til sidst bliver mange af disse valg også be-
grænset til rene formaliteter.
Ser vi nøje på den indre magtfordeling i alle partier – undta-
gen Enhedslisten – vil man opdage, at det faktisk er deres re-
præsentanter i Folketinget, der afgør partiernes politiske linje.
Folketinget er farligt, fordi det også er en arbejdsplads, hvor
”arbejdstagerne” deler mange fælles vilkår.
For nu at fremdrage et enkelt af disse vilkår, så skal alle med-
lemmer rette sig ind efter Folketingets ledelse, det vil sige Fol-
ketingets formand og den øvrige del af præsidiet.
Som på andre arbejdspladser opstår der også sociale relatio-
ner mellem medlemmerne, der går på tværs af de politiske skil-
lelinjer. Mange lærer at adskille politik fra personlige forbin-
delser. Politisk uenighed er een ting. Personlige relationer er
en helt anden ting. Denne ”forbrødring” mellem folk, der deler
de samme arbejdsvilkår, kunne jeg nævne mange konkrete ek-
sempler på.
Dertil kommer, at der næppe findes noget sted, hvor befolk-
10
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
KRIGENS HELVEDE
ningernes overdelegering af sin egen magt er så udpræget, som
den er i de repræsentative demokratier, som eksisterer i store
dele af den demokratiske verden.
Overgivelsen af befolkningernes magt til parlamenterne kan
beskrives med de valgprocedurer, der anvendes i Danmark:
Med års mellemrum bliver befolkningen kaldt til valgurnerne
for at sætte et kryds ved et af de valgberettigede partier (eller i
sjældnere tilfælde: en valgberettiget person). Når man har sat
sit kryds ved en kandidat (eller ved et parti) til Folketinget, og
denne eller disse eventuelt bliver valgt, er de kun bundet af
deres egen samvittighed - hvilket i praksis vil sige, at de kan
gøre, som det passer dem.
Det repræsentative demokrati er også stærkt topstyret – oven-
fra og nedefter.
Det er også en ret indviklet form for demokrati, som giver
levebrød for et hav af spindoktorer, politiske eksperter og jour-
nalister m.m., som i detaljer fortæller, hvad denne eller hine
politiker mener, og hvilken betydning deres ytringer (som bli-
ver mere og mere tvetydige) kan få for dette og hint – ikke
mindst for det hav af opinionsundersøgelser, andre tjener deres
daglige brød ved at lave.
Men hvad har de ”kejsere”, der for alles øjne bevæger sig
rundt i stor pragt, egentligt på?
Ikke særligt meget, for de beslutninger, der virkelig har be-
tydning for os alle, træffes slet ikke i parlamenterne – men uden
for dem!
Det repræsentative demokrati, dets opgaver – og be-
grænsninger Alle repræsentative demokratier bygger på at respektere den
private ejendomsret og ejendomsbesiddernes ret til at gøre med
deres private kapitaler, hvad de finder for godt. Som der står i
den danske grundlov: ”Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen
kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræ-
ver det.”
Det, der frem for noget andet regulerer menneskenes liv, er
de frie markedsmekanismer. Kapitalerne søger hen, hvor der er
mest at tjene. Våbenindustrien er et godt sted. En rask krig i ny
og næ – også med det formål at sikre sig andel af de stadigt
svindende råstofkilder – fremmer våbenindustriens interesser
og får værdien af de investerede kapitaler til at stige. Det er ud
fra denne tankegang aldeles logisk, at mens de to partier i det
korporative USA, som lever af blandt donationer fra våbenin-
dustrien, så let kan enes om at skære voldsomt ned på amerika-
nernes sociale ydelser, så kappes de nærmest med hinanden
om, hvem der kan skaffe flest penge til våbenindustrien. I ret-
ning af at opruste og føre krige overgår den demokratiske præ-
sident endog sine republikanske modstandere.
Men efterhånden som det økonomiske system, som det er de
bestående repræsentative demokratiers hovedopgave at forsva-
re, selv et kommet ind i en måske uopløselig økonomisk krise,
ser vi også overalt en stigende tendens hos statsmagterne til at
undertrykke de, hvis meninger betragtes som en trussel mod det
bestående system.
Nogle har stadigt ikke fået nok af det frie marked. Andre har
fået rigeligt, og de kræver det stillet under folkelig kontrol, før
livsgrundlaget på vores fælles klode er helt ødelagt.
Men er politik i grunden så indviklet, at vi almindelige døde-
lige ikke kan forstå det, og er det indirekte og repræsentative
demokrati den eneste form for demokrati, der kan eksistere på
denne jord?
Nej, for findes nemlig også former for et meget mere direkte
demokrati.
For om noget er blevet bevist gennem de folkelige opstande i
den seneste tid, er det, at når befolkningerne sætter sig selv fri,
udviser de også en forbløffende evne til at styre selv. Selv den
kaotiske trafik i Kairo kørte en overgang efter reglerne, da det
var de folkelige kræfter, der bestemte over den.
Fællesgraven i Tuzla - her fotograferet af STS – vrimlede med blomster og besøgende. I forbindelse med et renoverings-
projekt for demokratiske kommuner på begge sider af den gamle frontlinje, som STS gennemførte i 1999, fremviste Tuzlas
borgmester, Selim Beslagic, også gravstedet for borgmesteren i Tetovo i Republika Sprska. Han græd, da han for første
gang hørte om denne serbiske massakre.
11
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
SOMALIA
Associated Press fortalte den 24. maj, at
”somaliske politikere vender hjem fra de
arabiske lande med kufferter fulde af
penge”, at de tilsammen har hentet 70
millioner af de penge, der er blevet givet
ud til at bekæmpe terrorisme, pirater
eller sult, men at der kun forligger regn-
skaber for 2,8 millioner.
Der eksisterer heller ikke regnskaber for
indtægterne fra Mogadishus dybsøhavn,
hvor skibene må betale store afgifter. Andre
indtægter stammer fra Mogadishus luft-
havn, og selvom man for nylig har overladt
selve driften til et selskab fra de Forenede
Arabiske Emirater, er der stadigt tale om
visse indtægter plus naturkommission.
”Politikerne ønsker at bevare status quo.
For de profitter at det”, skriver AP.
Den umådelige korruption hos de krigsfor-
bryder-betændte politikere, man har sat til
at styre Somalia, er den ene grund til be-
kymringerne hos de vestlige regeringer.
Den anden grund er det interne slagsmål
imellem de øverste lag af dem. For at være
toppolitiker i Somalia er en sikker vej til
rigdom.
Præsident versus parlamentsformand
I mere end et år har der raset en magtkamp
mellem de to tidligere allierede, præsident
Sheik Sharif Sheik Ahmed og parlaments-
formand Sharif Hassan Sheik Aden - de to
Sharif’er, som de kaldes.
Aden er etiopiernes mand, og det var der-
for han på en konference i Addis Ababa i
Afrikas Union, men også med deltagelse af
FN, fik lov til at forlænge parlamentets
periode med endnu tre år, udover den perio-
de som blev fastlagt i Djibouti i 2008.
Ahmed og hans premierminister, den ame-
rikanske statsborger Mohamed Abdullahi
Mohamed, ønsker for deres vedkommende
også at forlænge deres adgang til pengekas-
sen, og de har derfor foreslået, at regerin-
gens mandat også bliver forlænget med
endnu et år, ”for at den kan gøre arbejdet
færdigt”.
Krigen mellem de to parter er spidset til,
eftersom det stod kart, at regeringens perio-
de ikke ville blive forlænget ud over udlø-
bet af dens mandatperiode til august. Inden
da skulle der holdes nye valg, som forment-
lig kun kunne finde sted i parlamentet.
Aden havde udarbejdet en plan, hvorefter
der i juli skulle afholdes valg af præsident
og parlamentsformand, og han havde erklæ-
ret, at han selv ville stille op til valget som
præsident.
Forlig jer – I skabshalse!
Bekymringerne tvang FN til at holde et
møde i Nairobi i slutningen af maj. Her fik
Ahmed og Aden klar besked om, at de måt-
te indstille deres interne stridigheder. Ellers
ville støtten fra det internationale samfund
ophøre.
Den 23. maj holdt den amerikanske FN-
ambassadør, Susan Rice, en pressekonfe-
rence, hvor hun fordømte begge de to parter
for deres uenighed. Fordømmelsen blev
fulgt op af den britiske FN-ambassadør på
en pressekonference den 25, hvor han true-
de med, at EU ville indstille sin støtte til
Somalia.
Men i virkeligheden er donorerne også
været uenige indbyrdes. Nu er såvel Ahmed
som Aden (og andre) indkaldt til et møde i
Den Internationale Kontaktgruppe for So-
malia, en gruppe som oprindeligt blev dan-
net på initiativ af præsident Bush.
I skrivende stund vides ikke, hvad der
bliver resultatet.
Fortsat støtte
Mens truslerne hagler ned over stridshaner-
ne i Somalia, fortsætter den militære, øko-
nomiske og politiske støtte til den ”FN-
godkendte regering” uanfægtet.
Støtten bliver dog først og fremmest ud-
delt til den Afrikanske Unions Mission i
Somalia (AMISOM), hvis tilstedeværelse
regeringen er dybt afhængig af. Den 2. juni
meddelte Shabelle Media Network, at skib
nr. 100 var blevet eskorteret af ”EU’s flåde”
til Mogadishus havn, denne gang angiveligt
med fødevarer.
Under alle omstændigheder er der sket en
kraftig stigning i AMISOM’s ildkraft. Heli-
koptere blev set over Mogadishu den 21.
maj ifølge Shabelle. Der er ingen oplysnin-
ger om, hvorvidt de har deltaget i kampene,
men den 15. maj sagde den somaliske pre-
mierminister til Wal Street Journal, at han
ville hilse ethvert indgreb fra USA – også
med luftstøtte – velkommen, som det tidli-
gere har været tilfældet.
Og AMISOM viger ikke tilbage for at
bruge deres forøgede ildkraft. ”Død, øde-
læggelser og nygifte dræbt af AMISOM’s
bombardementer”, hed en artikel på Hiiraan
Online den 23. maj.
De kombinerede etiopisk-kenyanske an-
greb - under dække af krigsherreralliancen
Ahlu Sunna Waljame - fortætter. Men de
fleste steder er offensiven gået i stå. En af
grundene er, at de militser, som er trænet i
Etiopien og i træningslejre i Uganda af EU,
Fortsat krig i Somalia
Trods omfattende korruption, interne stridigheder og stærke advarsler om ophør med hjælpen, så fort-
sætter det internationale samfund med at støtte den somaliske overgangsregering og ikke mindst dens
forsvarere i form af den Afrikanske Unions Mission i Somalia AMISOM.
Bakara marked blev sammen med det øvrige Mogadishu erobret af de etiopiske styrker og
de medbragte regeringsmilitser godt en uge efter det etiopiske angreb. I et års tid var mar-
kedet et yndet sted også for væbnede røverier, men i december 2007 blev etiopierne forja-
get fra markedet af somaliske oprørere. Siden blev Bakara et yndet sted for at bombardere
de civile områder. På billedet, der er taget af STS Somalia, ser man den tomme og ud-
plyndrede hovedgade på Bakara marked efter, at etiopierne i hast havde forladt den. Man-
ge frygter, at plyndringerne skal vende tilbage, hvis Al Shabab bliver fordrevet fra marke-
det, hvor de nøjes med at opkræve skatter af de handlende.
12
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
SOMALIA—YEMEN
og som kæmper på regeringens side, ikke
får nogen betaling for at sætte deres liv på
spil.
Det kan de såkaldte fredsbevarere heller
ikke være sikre på. Den 2. juni fortalte
BBC, at de burundiske soldater i AMISOM
ikke havde fået løn siden januar.
AMISOM og det internationale samfund
har koncentreret sig om at vinde kampene i
Mogadishu, hvor de er trængt frem til Baka-
ra marked, som også er et stort boligkvarter,
og som er et hovedfæste for Al Shabab.
Vil det nytte?
Som årsag til den fortsatte støtte til regerin-
gen anføres eksistensen af Al Shabab, som
er på USA’s liste over terrororganisationer,
mens Somalias strategiske beliggenhed og
rige naturressourcer ikke nævnes.
”Det vil blive hårdt og beskidt at få kon-
trol med Bakara marked”, sagde den tidlige-
re amerikanske ambassadør i Etiopien Da-
vid Shinn til Reuters den 26. maj, idet han
henviste til vrimlen af snævre gader og
gyder, der også er en del af markedet.
”Det ville medføre, at regimet, som man
har travlt med at poppe op, vil blive endnu
mere upopulært, end det er i forvejen, og at
Al Shabab vil blive styrket”, sagde Peter
Pham fra den amerikanske tænketank the
Atlantic Council til Reuters.
I en kommentar til en artikel på Hiiraan
Online den 30. maj, der beskriver, at FN
muligvis vil holde op med at støtte den so-
maliske regering, skrev læserbrevsskriben-
ten ”History”:
“Hr. Ban Ki-moon
Jeg opfordrer FN og dets stedfortrædere
til at lade Somalia i fred og se, hvad der så
vil ske. Jeg kan lave en liste med mere end
100 gode ting, der kan ske i jeres fravær”.
Ja, bl.a. kunne der blive fred!
Men det er ikke – endnu i hvert fald –
fred, der interesseret det vestlige samfund,
når det gælder Somalia. Havde det været
det, ville FN’s sikkerhedsråd (med Dan-
marks stemme) ikke have tilsluttet sig den
amerikanske resolution den 8. december
2006, der åbnede op for den etiopiske inva-
sion.
I stedet ville man have bakket op om de
fredsforhandlinger mellem De Islamiske
Domstole og regeringen, som allerede to
gange havde ført til gunstige resultater i
efteråret 2006, og som Sheik Aweys - der i
dag er en leder af Al Shabab - i sin davæ-
rende egenskab af leder af De Islamiske
Domstole så sent som en uge før det etiopi-
ske angreb gav EU-kommissæren Louis
Michel håndslag på.
Af Wasim Alqershi
Yemen er et frugtbart land med strande
som strækker sig mere end 1700 kilome-
ter. Det er også et land, hvor mere end 10
millioner sulter, hvor tusinder tilbringer
deres liv med at snige sig ind i nabolan-
dene for at søge en bedre tilværelse, og
hvor der bliver begået vold mod børn af
det tvungne arbejdsmarked.
I en tidsalder med medicinske frem-
skridt, er det det største håb for 24 milli-
oner yemenitter, at deres børn undgår at
blive forkrøblet af polio. Mennesker lan-
dede på månen for 40 år siden, men i
Yemen drømmer mange om at kunne
blive transporteret i biler, frem for kær-
rer, det trækkes af æsler. I Facebooks og
Twitters tidsalder, ønsker mange yeme-
nitter, at de er i stand til at læse et brev
fra en, de holder af.
Inspirationen udefra
Derfor tog ideen om den yemenitiske revo-
lution form i de unge, længe før den brød
ud på gaderne. En dårlig økonomi og en
forværret sikkerhedssituation
sammen med en voksende
korruption øgede simpelthen
de fleste yemenitters daglige
erfaringer med fattigdom,
ligegyldighed og sygdom.
Folkets forventninger om
noget bedre forvandlede sig
til en krise, da præsident Ali
Abdullah Saleh søgte at ud-
vide sit herredømme ud over
40 år ved at testamentere
Yemen – som om landet var
hans egen ejendom – til sin
søn. Unge i Yemen kunne
ikke længere holde deres
ønsker om at blive en reel
del af den øvrige verden
inde. Vi gik i gaderne – ube-
væbnede, hvor folket ejere
mere end 60 millioner sky-
devåben. Hvad vi ønskede
var en moderne civil stat i
Yemen.
Da vi så, hvordan revolu-
tionerne i Egypten og i Tunesien havde
succes, blev vores beslutning om at styrte
det yemenitiske regime kraftigt forstærket.
Studenter fra Sanas universitet gik på ga-
derne med plakater, hvor vi for første gang
opfordrede til overvinde regimet. En time
efter, at Hosni Mubarak var blevet væltet i
Egypten gik tusinder af unge på gaderne i
byen Taiz for at fejre det, og for at annonce-
re starten på den yemenitiske revolution.
Oppositionen samles
Da oppositionspartierne sluttede sig til den
21. februar, blev det klart, at Saleh havde
mistet sin folkelige legalitet og nu kun blev
proppet op af stammer, hæren, enorme øko-
nomiske interesser og af det internationale
samfund. Vi vidste, han ville falde, for disse
elementer ville blive overvundet. Først slut-
tede stammerne sig til: Hashid og Bakil, de
største etniske grupper i Yemen, fulgt af
alle andre.
Som hævn sendte Saleh snigskytter fra
den republikanske garde til Sana, hvor de
dræbte 45 og sårede hundreder. Denne blo-
dige fredag rystede nationens bevidsthed.
Disse myrdede unge var gået på gaderne
kun bærende på deres smukke drømme. De
endte med at blive båret på skuldrene af
andre.
Ungdommen vil vinde i Yemen
Vi vil fuldende vores revolution og smide præsident Saleh ud - med eller uden internatio-
nal støtte.
På grund af Yemens vigtige strategiske placering har USA
støttet præsident Ali Abdullah Saleh, men nu ser det ud til
at væres slut med Saleh.
Opstanden i Yemen er inspireret af op-
standen mod Mubarak i Egypten, men
den er også vendt imod andre diktatorer.
13
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
YEMEN
Drabene overbeviste hærens ledelse om
nødvendigheden af at erklære sin støtte til
revolutionen og mange i Yemens admini-
strative og diplomatiske organer trådte til-
bage.
Så erklærede Saleh, at han ville trække sig
tilbage. Vi vidste, at han løj. Han fortsatte
med at have kontrol med den republikanske
garde, der ledes af hans søn, med den cen-
trale sikkerhedstjeneste, der ledes af han
nevø og med luftvåbnet, som ledes af hans
bror.
De unge besluttede, at de ville eskalere
protesten og arrangerede marcher og sendte
en meddelelse om vores adgang til præsi-
dentpaladset.
Golfstaternes initiativ
Salah opfattede den umådelige risiko for sit
fald og begyndte at antyde, at han kunne
fremkalde en krig, som ville have skæbne-
svangre virkninger ikke blot for Yemen,
men for hele regionen. Dette førte til Golf-
staternes initiativ for at forhandle en overgi-
velse af magten fra Saleh og til hans oppo-
nenter. Dette initiativ, som USA støtter, er
blevet den sidste kilde til Salehs fortsatte
legalitet.
Men ungdomsbevægelsen forkastede det
– dels fordi der ifølge initiativets ordlyd, så
var Salehs afgang ikke umiddelbar, men
skulle først finde sted en måned efter, at
aftalen var underskrevet. Saleh har før brudt
aftaler kun to dage efter, at han har indgået
dem, så hvad ville han gøre, når han nu fik
en hel måned?
Initiativet sikrede også, at Saleh og hans
regering ikke ville blive dømt. Dette ville
være et forræderi over for vore martyrers
død og over for det yemenitiske folk, som
har brug for at få deres stjålne værdier tilba-
ge for at kunne bygge deres lands fremtid.
Og initiativet sikrede, at mere magt ville
blive overført til Salehs stedfortræder, indtil
et præsidentvalg kunne afholdes. Vi frygte-
de, at et nyt regime ville fremkomme af det
gamle – forskellige ansigter, men den sam-
me korruption.
Vi krævede et regime, der bygger på en
sand balance mellem nationale kræfter med
autoritet og legalitet til at sikre politiske
reformer og mediefriheden, som respekterer
de menneskelige rettigheder og et uafhæng-
igt retsvæsen. Golfinitiativet har også stillet
som en betingelse, at protesterne skal ophø-
re, men vi planlægger at fortsætte vores sit-
ins, til revolutionens mål er nået.
En udvej for regimet
Golfinitiativet repræsenterer en udvej for
regimet, forlænger dets liv og skaber uenig-
hed mellem ungdommen og oppositionspar-
tierne – som har erklæret sig enige med
initiativet under pres fra det internationale
samfund og for ”at standse blodbadet”.
Vore unge mennesker har besluttet at eska-
lere den civile ulydighed, indtil Salehs regi-
me er overvundet. Det internationale sam-
fund mangler at indse, at de unge vil fort-
sætte deres revolution med eller uden inter-
national støtte.
Men tilbagetrækning af international lega-
litet fra Saleh ville betyde to ting: det ville
afholde Saleh fra at dræbe flere unge men-
nesker, og det ville forstærke værdierne af
frihed, retfærdighed, lighed og demokrati,
som vi kæmper for.
De unge i revolutionen indser, at når først
en civil stat er født, vil den blive en del af
en større verden.
Jo mere revolutionen bliver støttet af det
internationale samfund, jo mere vil ung-
dommen motiveres til at blive en positiv
international samarbejdspartner i dagene,
som kommer.
Wasim Alqershi er medlem af organisati-
onskomiteen for de unges folkelige revoluti-
onsbevægelse i Yemen og tidligere præsi-
dent for Yemens studenterorganisation.
(Hentet fra Countercurrents.org)
Ligesom andre steder er det ungdommen, der er gået i spidsen, målet for deres opstand er
sociale og politiske ændringer, og opstanden er i vid udstrækning selvorganiseret. Den 5.
juni fejrede man i byerne i Yemen, at Saleh havde forladt landet blandt andet for at søge
behandling for svære skud- og brandsår. Det forventes ikke, at han vender tilbage. Nu er
spørgsmålet i hvor stor udstrækning, det vil lykkes for de etablerede partier og for USA at
afspore de unges revolution i Yemen.
Baggrunden var, at kreditvurderingsfirmaet
Standard & Poors (S&P) havde nedgraderet
USA’s økonomi.
”USAs økonomi har det væsentligt værre
end først antaget og styrer direkte mod af-
grunden”, siger Jørgen Ørstrøm Møller,
tidligere ambassadør og adjungeret profes-
sor ved CBS til journalisten Mads Kolby.
”Den samlede gæld er nemlig så enorm, at
landet med stor sandsynlighed er på vej
mod statsbankerot inden 2020…
Den samlede gæld for husstandene, virk-
somhederne og staten udgør omkring
300.000 milliarder kroner, hvilket svarer til
cirka fire gange det amerikanske bruttonati-
onalprodukt. Og en gæld i den størrelsesor-
den giver så store renteomkostninger, at det
med stor sandsynlighed vil føre til en stats-
bankerot.”
Renteudgifterne udgør i dag omkring én
procent af BNP. Men problemet er, at gæl-
den vil stige og føre til større udgifter, og de
mest positive prognoser peger på, at rente-
byrden i 2020 vil være på omkring 3,4 pro-
cent af BNP... Hvor finder man den slags
penge," spørger Jørgen Ørstrøm Møller.
Møller mener heller ikke, at den voksende
statsgæld kan betales via nedskæringer i
budgetter alene, men at lade skatterne stige
er der ikke politisk vilje til.
”Han mener, det er urealistisk, at USA vil
være i stand til at betale af på gælden, og at
supermagten i stedet enten må bede kredito-
rerne om udsættelse eller restrukturering af
gælden”.
Vil USA gå bankerot?
Erhvervssektionen i Berlingske Tidende indeholdt den 19. april nogle artikler, der stiller spørgsmål til
sundheden i den amerikanske økonomi. I den ene artikel advares der om en ”overhængende fare for
amerikansk statsbankerot”, som kan ramme økonomien i hele den vestlige verden. I en anden artikel
hævder Berlingske Tidendes USA-korrespondent, at der ikke er fare på færde.
14
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
FEATURE: KRISE
”Drik koffeinfri kaffe”
Det var det råd, som Berlingskes USA-
skribent Poul Høi gav Ørstrøm Møller, da
han imødegik dennes advarsler.
Høi henviste til den amerikanske professor
i økonomi James Galbraith, som bl.a. siger:
”Kommentaren fra S&P er noget vrøvl..
Den er selvmodsigende. S&P forudser, at
USA ikke kan afbetale statsobligationerne,
men det er lige til at grine af, siger Gal-
braith.
“Den amerikanske gæld består af obligati-
oner, som er udstedt i amerikanske dollars.
Det går jeg ud fra, at S&P analytikerne ved.
Hvordan skulle USA kunne gå ned på sin
egen valuta? Når en obligation er i dollars,
så betyder det, at når obligationen skal beta-
les, så betaler USA det pågældende dollar-
beløb for at betale den, og da USA trykker
sin egen valuta … så trykker de pengene,
når de har behov for dem.
Eller sagt med andre ord: USA kan ikke gå
ned på de statsobligationer, der er i US dol-
lars. Hvis amerikanerne bare trykker løs, vil
det føre til inflation, men det er en anden
historie, som S&P ikke siger noget om”.
Galbraith mener også, at børserne har ten-
dens til at handle hysterisk, men Høi skrev
også, at ”det amerikanske aktiemarked er da
også i dag i den tidlige handel upåvirket af
den europæiske panik, og det samme er
dollaren, som faktisk er steget mærkbart
siden i fredags.”
Sandt nok
Det er sandt, at børserne reagerer hysterisk.
Det gør de, fordi børsmæglerne er sat til at
sørge for, at stadigt voksende kapitaler får
en chance for en smule profit i en tid, der
ellers er præget af nedskæringer og tilbage-
gang Så snart der øjnes en chance for en
smule afkast, strømmer de ledige kapitaler
hen imod den livgivende kilde.
Der er sikkert også rigtigt nok, at der netop
den 19. april, så ud til, at der var penge at
tjene på en højere kurs på dollars, men se-
nere sank kursen ned på kun at udgøre en
anelse mere end 5
kr. pr. dollar.
Senere er kursen
steget igen, men
ikke fordi den ame-
rikanske økonomi er
blevet stærkere,
men fordi den euro-
pæiske økonomi i
mellemtiden også er
kommet ud i stigen-
de vanskeligheder.
Den inflation, der
er et resultat af den
stigende trykning af
dollars, er med an-
dre ord i fuld gang.
Desuden skal der
nogle til at købe de
amerikanske statsob-
ligationer, for ellers
bryder den amerikan-
ske økonomi sammen.
Der er dels tale om borgere i USA selv,
der sætter deres overskudskapital i købet af
amerikanske statsobligationer, men mange
sælges også til udenlandske selskaber.
ATP har droppet amerikanske statspapi-
rer
Denne meddelelse kunne man også finde på
Berlingske den 19. april, hvor mellemru-
brikken hed: ”Landets største pengetank
holder sig fra statsobligationer i lande med
for stor gæld.”
”Vi har ingen investeringer i amerikanske
statsobligationer. Som investor løber man
en stor risiko ved at købe statsobligationer i
lande med meget stor gæld, og det gælder
også for USA. Derfor er vi gået ud af den
type papirer over det seneste par år," siger
ATPs fondsdirektør Henrik Gade Jepsen til
Morgenavisen Jyllands-Posten.”
Japan har også store økonomiske interes-
ser i USA, hvor det har opkøbt dele af ame-
rikanske virksomheder og placeret mange
bilfabrikker. Japan har derfor også interes-
sere i at holde hjulene i
gang i USA.
Men spørgsmålet er,
hvad der kommer ud af
den økonomiske krise i
Japan, som blev frembragt
af jordskælvet for nylig.
Kina har også store inte-
resser i USA og har hidtil
hørt til de lande, der har
købt fleste amerikanske
statsobligationer. Men
dels er Kinas økonomi på
vej ind i en krise på grund
af en gigantisk boligbob-
le, og dels så vil krisen i
USA også påvirke marke-
det i Kina for salget af
amerikanske statsobligati-
oner.
I Latinamerika er der
bestræbelser i gang for at
frigøre sig fra den store indflydelse dollaren
har på markedet. En del lande med Brasili-
en i spidsen vil prøve at lave handelsaftaler,
der hviler på landenes egne valutaer.
Krakket i Lehmann Brothers
Den foreløbige krise i verdensøkonomien
blev indledt den 15. september 2008, da en
af de største banker i USA, Lehman Bro-
thers, der blev etableret i 1850, måtte dreje
nøglen om. Takket være omfattende økono-
miske transaktioner sendte dette krak en
bølge af chok rundt i hele verden, som true-
de med at rive tæpperne væk under mange
andre banker.
I England var man timer før, det var nød-
vendigt at sende politi og militær på gader-
ne for at beskytte de engelske banker, som
ikke var i stand til at udbetale de penge,
som forbrugerne havde anbragt i dem, og
kun det faktum, at den britiske regering
vedtog en omfattende hjælpepakke til ban-
kerne, gjorde det overflødigt. I Danmark
har chefen for Den Danske Bank senere
udtalt, at kun vedtagelsen af Bankpakke nr.
1 gjorde det muligt for folk fortsat at bruge
deres Dankort.
Måden, hvorpå statsmagterne har holdt
den økonomiske krise på afstand på, har
været ved at udskrive gigantiske bankpak-
ker - på skatteydernes vegne.
Hjælpepakker
Den 13. februar 2009 kunne flere medier
fortælle, at der i alt var udskrevet vækstpak-
ker for 11.300 milliarder kroner. Den 10.
maj 2010 kunne ”cheføkonomer i verdens
største banker rose EU’s nye, gigantiske
hjælpepakke”.
I november 2010 blev ”Irlands nødråb hørt
af EU’s finansministre, der sent søndag
godkendte en milliard stor euro hjælpepak-
ke”, skrev flere medier den 22. november.
”Selvom Irland og EU ikke vil offentlig-
gøre det eksakte beløb, ligger det ifølge
flere kilder på mellem 80-95 mia. euro (596
-710 mia. kr.)”.
At Lehman Brothers, der kaldtes Wall Streets ”Titanic”, pludse-
lig kunne gå fallit, kom som et chok for de fleste amerikanerne,
som var vant til at fæste lid til den gamle og hæderkronede bank.
Tidligere ansat i Lehman Brothers bærer sine personlige ejen-
dele væk fra banken den 15. september 2008, da hun blev ar-
bejdsløs. Senere voksede arbejdsløsheden i USA til nye højder.
15
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
FEATURE: KRISE
Indsamling ved fødselsdagsfest Jørgen Holst, som er fast bidragyder til Fikr-e-Noa-
skolen i Kashmir, har for nylig holdt fødselsdagsfest for
sin familie og sine venner. Ved den lejlighed havde han
bedt deltagerne om, at han i stedet for gaver til sig selv,
ville opfordre til at støtte en særlig indsamling til skoler-
ne. Efter et kort oplæg samlede man i alt 1145 kr. ind til
skolen. Hermed er ideen givet videre.
”Ifølge Goldman Sachs danske økonom,
Erik Nielsen, vil 65 mia. euro dække hul-
let i den irske statskasse de næste tre år,
mens 30 mia. euro bliver sendt til de blø-
dende irske banker. Ifølge EU-
kommissær, Olli Rehn, er det er et nød-
vendigt skridt, hvis ikke den irske smitte
skal ramme og destabilisere hele det 16
landes store euro område.”
Men er hjælpepakkerne tilstrækkelige i
sig selv? Det forekommer tvivlsomt. Den
19. maj indeholdt Information en artikel
med overskriften, ”Kan Grækenland blive
den næste Lehman Brothers?” Artiklen var
skrevet af The Gaurdians Larry Elliott.
”Svaret er beklageligvis ja og i værste
fald kan en græsk statsbankerot ryste mar-
kedernes tillid til eurozoneprojektet i uop-
rettelig grad”, skrev Elliot.
Oversete risici
Men det forekommer som om, politikerne
har haft så travlt med at lave hjælpepakker,
at de nærmest har glemt, at de også skal
betales igen. ”Skatteyderne hænger på nye
banktab”, lød overskriften den 30. marts
2011 i mange medier.
”Finanssektorens indskud på 25 milliarder
kroner, der skulle dække krateret efter
bankkrakkene, er stort set brugt op, og der
er kun skatteyderne til at rydde op, skriver
Dagbladet Børsen.”
Man er nemlig ikke færdig med at rydde
op efter de første bankrak:
”Staten har forpligtet sig til at købe obli-
gationer for 14. milliarder kr. (i Amager-
banken)”, skrev Simon Nyborg i Berling-
skes Business den 6. maj. ”De fleste anses
for tabte”.
Roskilde Bank er en anden bank, som
Finansiel Stabilitet i første omgang overtog.
Men der er stadigt omkring 200 kunder,
ingen vil kendes ved. Det er ejendomsspe-
kulanter, som sammenlagt skylder 12 milli-
arder kroner. Deres gæld må skatteyderne
også tage sig af.
Dertil kommer de mange milliarder, Dan-
marks befolkning hæfter for i form af for-
pligtelser over EU’s mange redningspakker.
Mange spørger sig selv, hvor længe politi-
kerne har tænkt sig, at skatteydere og al-
mindelige borgere skal være tålmodige og
betale for deres hjælpepakker?
Protester
Allerede da den amerikanske og engelske
stat havde lavet de første bankpakker, ud-
skrevet på skatteborgernes vegne, kom det
til demonstrationer især, da man så, at ban-
kernes ledelser fortsat stoppede penge til
sig.
Siden hen er det kom-
met til strejker, demon-
strationer og andre prote-
ster i en lang række lan-
de, som de har haft be-
svær med at holde tilba-
ge.
Nedskæringerne ram-
mer de svageste – pensio-
nister, ældre, arbejdsløse,
de syge og handicappede
- men først og fremmest
de unge. Et yndet sted at
skære ned er f.eks. på
udgifterne til uddannel-
ser.
I det meste af Europa er arbejdsløsheden
blandt de unge også vokset. Men den sti-
gende marginalisering af store befolknings-
grupper medfører ikke i sig selv, at de mar-
ginaliserede kan handle politisk.
De må først opbygge strukturer, der gør
politiske handlinger mulige.
De nylige demonstrationer i Spanien, hvor
arbejdsløsheden blandt de unge ligger på
over 40 procent, indvarsler et nyt fænomen.
Det var ungdommen, der førte an, men også
pensionister og andre sluttede op omkring
demonstrationerne.
Det nye var, at ingen af de etablerede par-
tier og faglige organisationer havde nogen
indflydelse på dem, og at de stillede krav
om mere ægte og direkte demokrati.
Fra Spanien bredte denne form for protest-
bevægelse sig til andre europæiske lande,
og selv om de ikke bliver til noget særligt i
første omgang, vil de sikkert blive ved med
at dukke op igen fremover.
Er krisen forbi?
Det mener mange økonomiske eksperter,
som ganske vist ikke var særligt gode til at
forudse finanskrisen.
Andre mener noget andet:
”Den største depression i menneskehe-
dens historie er stadig i sine begyndende
stadier”. Sådan blandt andet beskrev Michel
Chossudovsky og Andrew Gavni Marshall
indholdet i en helt ny bog, de har redigeret,
med titlen: ”Den globale krise: Den store
depression i det 21. århundrede.”
VR
Obama gyder dollars på Lehman Brothers grav.
”Ægte demokrati nu!” kræver disse spanske demonstranter.
Ny layout Vi er med lidt begynderbesvær ved at lære et nyt program for layout at
kende.
”Det volder lidt rabalder”, som Bjørnstjerne Bjørnson skrev i sin aprilvi-
se. ”Dog fred er ej det bedste, men at der noget sker”, som han også
skrev. Det nye, der vil ske, er, at vi nu også vil være i stand til at lave
Intersol om til PDF-format, som vi kan offentliggøre på vores hjemme-
side.
Vi anbefaler, at man følger med på hjemmesiden, fordi der sker så me-
get, som vi ikke er i stand til at bringe i selve Intersol.
INTERSOL—NYHEDSBREV NR. 99 FRA STS INTERNATIONAL SOLIDARITY
Hjemmesiden
www.intersol.dk
Opdateres flere gange ugentligt
B
Retur adresse: STS International Solidarity, Borgediget 23, 1. 4000 Roskilde
,
Der er brug for dig!
På grund af manglende vægge i Fikr-e-Noa-skolen sendte vi
for nylig 10.000 kr. til hjælp for renovering. Det vil vi gerne
fortsætte med.
Nyhedsbrev nr. 100
Efter at STS i mange måneder blot havde
skrevet breve til folk, udsendte vi i slut-
ningen af 1995 det første egentlige ny-
hedsbrev. På trods af at navnet har været
lidt forskelligt, kan vi næste gang, Inter-
sol udkommer (til august) fejre, at vi har
udsendt 100 nyhedsbreve.
Vi er for øjeblikket i færd med at tænke
over, hvordan vi skal markere det. Har
nogle af jer gode ideer, hører vi gerne fra
jer.
På generalforsamlingen blev det besluttet, at vi skulle lade
afholde en landsindsamling til Fikr-e-Noa-skolen i Kashmir.
Vi har nu indsendt en anmeldelse til politiet om den. Ind-
samlingen skal løbe fra den 1. juli i år og frem til 1. juli næ-
ste år. Anmeldelsen giver os mulighed for at få indsamlin-
gen præsenteret med et skilt i fjernsynet, ligesom vi vil få
halvandet minut i DR’s program 1.
Vi ved fra tidligere, at den slags indsamlinger, der også
skal foregå på gaderne i flere byer, giver os mulighed for at
udbrede kendskabet til STS i den almindelige befolkning. Vi
har stadigt medlemmer, som vi fik, da vi lavede den sidste
indsamling.
Vi håber på jeres hjælp til indsamlingen også i form af
gode ideer til de steder vi kan samle ind.
Med venlig hilsen
bestyrelsen.