DESIGN MED ANDRE ØJNE0212

04

06

12

18

22

30

34

38

41

INDHOLD

Leder

Haves: LøsningerSøges: Implementering

En kompleks sag om behandlerhuse i Nordjylland

Yet another good idea – yet another catalogue …

Phantom Limbs: benandsebastian

Den evige forandring

I min tid …

Kommentar

Fyraftensøl og farvel

side 3

inform udgives af Danske Designere Strandgade 27A 1401 København K design@danishdesigners.com T. 3313 7230 danishdesigners.com

REDAKTION Helle Lorenzen, redaktør og kommunikationsmedarbejder (DJ), Danske Designere Steinar Valade-Amland, direktør, Danske Designere

LAYOUT Pernille W. FerdinandsenStendhal Grafikstendhalunit.com

ANNONCER Allan Wiberg, MediaSpace, Edelvej 2, 3300 Frederiksværk, T. 4774 2742

FORSIDEN OG TH. benandsebastian: City of the (Re)orientated. Foto: Niclas Jessen

Temaet for BODUM® DESIGN AWARD 2012 er SIMPLICITY. Konkurrencen indbyder designere og designstuderende til at komme med bud på produkter eller produktkoncepter, der i kraft af deres enkelhed gør dagligdagen nemmere, smukkere og mere meningsfuld.

Vinderen af BODUM® DESIGN AWARD 2012 modtager en førstepræmie på 250.000 kr. Den samlede præmiesum er 500.000 kr.

Deadline for indsendelse af forslag er mandag d. 21. maj 2012. Vinderne afsløres ved en prisuddeling på Louisiana d. 5. september.

Læs mere om deadlines og konkurrencebetingelser på www.bodumdesignaward.com og følg os på facebook.com/bodumdesignaward

BODUM® DESIGN AWARD 2012Deltag i Skandinaviens største designkonkurrence

PÅ FORHÅND TAK …

Kære mDD’er,

Det her kommer til at tage mere form af en

personlig hilsen end en leder – så er du adva-

ret. Sidst i denne måned stiller Danske Desig-

neres bestyrelse hver og en af jer et spørgs-

mål, som kun kan besvares enten med et ja eller

et nej. Spørgsmålet er, om foreningens medlem-

mer vil give deres støtte til en fusion med

Danish Design Association. Ja eller nej. Samme

spørgsmål – om foreningens medlemmer vil give

deres støtte til en fusion med Danske Designere

stilles samtidigt til DDA’s medlemmer. Ja eller

nej. Og der skal ikke herske nogen som helst

tvivl om, hvad jeg håber, at svaret bliver – så

entydigt som muligt: JA.

En fusion er nøglen til at skabe en organi-

sation, som bedre end nogen af de to eksiste-

rende kan skabe politiske resultater, menings-

fyldte aktiviteter og bæredygtige netværker

– til gavn for hele branchen og for de aller-

fleste af de to foreningers medlemmer. Efter

halvandet års grundig forberedelse i de to be-

styrelser er der så heller ikke en eneste sten,

der ikke har været vendt. Så – nej, jeg skal

lade være med at gentage mig selv …

Og så er det, at jeg bliver lidt personlig.

Forudsat at fusionen går i orden (alt i disse

dage siges og skrives med forbehold – derfor

er vi mange som glæder os til en afklaring) har

jeg efter 11 år som direktør for Danske Desig-

nere valgt at takke af – med masser af erfarin-

ger og oplevelser i bagagen og med mulighed for

at realisere en mangeårig drøm om at leve et

liv som selvstændig. Som uafhængig konsulent –

kun med ansvar for mine egne kunder, mine egne

resultater, min egen fremtid. Det betyder ikke,

at I så er af med mig en gang for alle – design

er en af de ting, jeg ved noget om, så vore

veje vil givetvis mødes. Desuden vil jeg i for-

ståelse med den nye organisations ledelse til-

byde rådgivning til medlemmerne – og så glæder

jeg mig meget til at indtræde som menigt medlem

i organisationen og drage nytte af fællesskabet

på lige linje med alle jer andre.

At sige farvel efter 11 år er naturligvis

underligt. Lidt vemodigt og helt vildt under-

ligt. Det har været 11 altovervejende fantasti-

ske år. Designbranchen har oplevet en udvikling

i perioden, som få andre brancher kan måle sig

med – hvad enten målestokken er vækst og økono-

misk betydning, eller den er modenhed og aner-

kendelse som fag og forandringsagent. Jeg har

været privilegeret tilskuer til og deltager i

denne udvikling, og det har været utroligt til-

Leder

side 4

fredsstillende. Det samme har den mulighed, jeg

har haft for dialog med – og for at komme ind

under huden på – mange hundrede medlemmer med

hver jeres faglige profil, hver jeres ambitio-

ner og drømme og hver jeres individuelle ud-

fordringer. Nogle gange har vi fundet de vises

sten sammen – andre gange ikke, men jeg kan kun

huske gode samtaler, hvor begge parter gik hver

til sit, klogere end da vi mødtes.

Og så har jeg haft det privilegium, at der i

stigende grad har været efterspørgsel efter den

viden, I alle har været med til at opbygge hos

mig. Det har givet mig mulighed for at skrive

om design, diskutere design, forelæse og tale

om design de forskelligste steder på kloden.

Fra foredrag og interview på nationalt TV i

Japan og workshop for designere i Taiwan, via

foredrag i en stribe lande som Tyrkiet, Estland,

Portugal, Frankrig og England og deltagelse som

ekspert i en række EU sammenhænge, til rollen

som jurymedlem i Israel, Polen og Ukraine. Ud-

over, naturligvis, den nærmest daglige rådgiv-

ning af aktører her hjemme – fra ministerier og

styrelser til erhvervsorganisationer og virk-

somheder både direkte og – måske ikke mindst –

via vore egne medier og publikationer, som har

et betydeligt større publikum, end mange ved.

Alt det tager jeg med mig, og alt det er jeg

hver enkelt af jer evigt taknemlig for.

Og samtidig håber jeg naturligvis, at jeg

også efterlader noget, som kan bidrage til at

gøre den nye organisation, Danish Design Orga-

nization, til en betydningsfuld og uomgængelig

aktør. Ikke bare som designorganisation, men

som stemme på vegne af en samfundsudvikling og

en ambition for fremtiden, som strækker sig ud

over den til enhver tid gældende, erhvervspo-

litiske dagsorden. Herhjemme og i forhold til

større og globalt gældende udfordringer end

nogensinde.

Jeg glæder mig til at følge med på sidelin-

jen, og jeg vil ikke love, at jeg ikke kom-

mer til at blande mig igen – engang. Men lige

nu vil jeg bare ønske den nye ledelse og hver

enkelt af jer tillykke med en ny, bærekraftig

organisation. Selv om det er at tage glæderne

på forskud …

Steinar Valade-Amland

Direktør, Danske Designere

side 5

tingLux W1Væghængt belysningssystem. Det modulære design er

lavet af farvede aluminiumsterninger, som, når de er

tændt, projicerer et trekantet lys. Hver enhed kan rotere

360 grader, og i kombination med hinanden skaber Lux W1

multi-farvede geometriske mønstre på væggen. Design:

Lighthouse.

Serial landscape Installationen er skabt i en nedlagt lagerbygning, som stø-

der op til en lystbådehavn i Tokushima, Japan. Værket er

lavet af fibernet og består af 29 firkantede søjler, alle 3,8

meter lange, som er hængt op i loftet, dækket af fibernet.

Søjlerne reagerer på den mindste bevægelse i luften, og

når den besøgende går gennem installationen, svajer og

bølger den lydløst. Design: Ryo Yamada.

side 7side 6

Dansk Design Center har samlet erfaringerne fra en lang række offentlige serviceprojekter. Resultatet er DIN-modellen, som skal sikre, at flere løsninger bliver til virkelighed.

>>>>>>

HAVES: LØSNINGER SØGES: IMPLEMENTERING

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

x DIN modelDansk Design Center har udarbejdet DIN-mo-dellen, som introducerer en fase nul, innova-tionsrummet, hvor en masse præmisser skal afklares, inden selve projektforløbet går i gang

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

side 8

drevet, vil man opdage, at der er en del

lavthængende æbler, og at løsningerne i

deres enkelhed kan have stor effekt.”

Mindset og præmisser skal

formuleres

For nogle år siden satte Dansk Design

Center sig for at undersøge, hvilke of-

fentlige serviceprojekter der egentlig

er lavet i Danmark, hvilke erfaringer

man har høstet i processerne – og ikke

mindst hvilken implementeringsgrad, der

har været tale om. Især projekter, hvor

designere havde været involveret, kunne

fremvise målbare effekter, hvorfor det

undrede noget, at ikke flere løsninger, ef-

ter projektperiodens udløb, blev ført ud

i virkeligheden. Og skete det i nogle til-

fælde, var der tale om isolerede tilfælde i

en enkelt kommune eller region.

”Derfor begyndte vi at kigge på, hvad der

egentlig skal til for at hæve innovations-

højden og implementeringen. For én ting

er at arbejde med designtænkning i de

indledende faser, men der var åbenlyst

nogle forhold, man ikke har taget højde

for tidligt nok i processerne,” fortæller

Christina Melander.

Sammen med designere og projektledere

fra det offentlige og fra private virk-

somheder, som havde deltaget i for-

skellige projekter, lavede DDC en række

workshops, som pragmatisk gav sig til

at gennemgå, hvad der havde stoppet

processerne, og hvordan man kunne gøre

det anderledes. Resultatet blev DIN-

modellen, der angiver udviklingsforløbets

faser, og nok så vigtigt omfatter en fase

nul, innovationsrummet, hvor deltagerne

forholder sig til, diskuterer og afgør

vilkårene for det egentlige udviklingsfor-

løb. Modellen er udviklet som et værktøj,

der ikke giver svar, men derimod stiller

spørgsmål.

”I innovationsrummet skal projektdelta-

gerne allerførst fastlægge det mindset,

som de vil arbejde inden for under hele

processen. De bedste resultater opnår

man, når man anlægger den holistiske,

brugerdrevne, fremtidsfokuserede og

multidisciplinære vinkel på de problem-

stillinger, som projektet åbenbarer,” siger

Christina Melander og fortsætter:

”Dernæst er det afgørende for processens

forløb at definere præmisserne, som pro-

jektet kan være underlagt, og som kan

risikere at være stopklodser på et hvilket

som helst tidspunkt i forløbet. Det kan

fx være ambitionsniveau og individuelle

målsætninger, juridiske forudsætninger,

finansiering, politisk opbakning samt stil-

lingtagen til, hvem der reelt skal deltage

i projektgruppen – er det fx de rigtige

medarbejdere fra de rigtige forvaltninger,

der er med? Nogle af præmisserne kan

man måske ikke løse på det givne tids-

punkt, men de skal formuleres, da de på

et eller andet tidspunkt vil blive afgøren-

de for en implementering. Ligesom det

også er vigtigt at evaluere præmisserne

undervejs, da ny viden og indsigter kan

bevirke, at projektet ændrer retning.”

På Dansk Design Centers hjemmeside

ligger en lang række cases, der handler

om servicedesign, brugerdreven design,

velfærdsdesign, og hvad det alt sam-

men nu hedder. Alle cases beskriver,

hvordan samarbejdet mellem designere,

det offentlige og private virksomheder

kan forbedre kvaliteten i de offentlige

servicetilbud, især i sundhedssektoren og

i forhold til ældre borgere og mennesker

med kroniske lidelser.

Dansk Design Center har ikke været invol-

veret i alle projekterne, men har alligevel

valgt at beskrive dem, fordi der er så

mange initiativer rundt omkring i landet,

som ikke kender til hinanden. Projekt-

leder Christina Melander ser det derfor

som en vigtig opgave for DDC at formidle

de forskellige løsninger videre:

”Det er et forsøg på at skabe gennemsig-

tighed, dæmme op for, at man opfinder

den dybe tallerken alt for mange gange

samt at give inspiration videre. Derud-

over vil vi gerne bidrage til at synliggøre,

at det faktisk kan lade sig gøre at søge

nye løsninger på de offentlige udfor-

dringer. Det behøver ikke tage mange år

at udvikle og investerer man nu, er der

penge at spare på længere sigt. Åbner

man og tænker mere holistisk og bruger-

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

y Dansk Design Center har indrettet sit eget innovationsrum, som både er offentligt til-gængeligt, og som kan bruges til afklaring af præmisserne før projektstart

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

ERHVERVS- OG BYGGESTYREL-

SEN stod bag 83 projekter under

Program for Brugerdreven Inno-

vation, 2007–2009. Programmet

havde en årlig økonomisk ramme

på 100 mio. kroner. Desuden

har styrelsen også, i samarbejde

med Servicestyrelsen og Danske

Regioner, været initiativtager til

otte projekter om servicedesign,

2007 – 2009. Alle projekterne

er samarbejder mellem desig-

nere, kommuner, regioner og

private virksomheder og handler

om, hvordan det offentlige kan

forbedre sine servicetilbud til

borgerne.

DANSK DESIGN CENTER har været

involveret to projekter omkring af-

faldshåndtering. Lige nu er DDC i

gang med et projekt, der under-

søger nye løsninger for kommunal

madservice til ældre, ligesom et

projekt om produkt- og service-

koncepter for nye plejecentre

ligger på bedding.

DDC har udviklet DIN-modellen

som værktøj til designdreven in-

novation, som bl.a. kan anvendes

på offentlige projektsamarbejder.

Du kan se den her ddc.dk/din

–––––––––––––––––––––––––––––––––––

”Vi vil gerne bidrage til at synliggøre, at det faktisk kan lade sig gøre at søge nye løsninger på de offentlige udfordringer. Det behøver ikke tage mange år at udvikle, og investerer man nu, er der penge at spare på længere sigt.”

side 9

side 10 side 11

de bliver nødt til at gøre noget nyt, fordi

de er pressede på budgetterne, de er

demografisk udfordrede og så videre. Og

medarbejderne i det offentlige vil jo bare

gerne levere en bedre ydelse til borgerne

i morgen. Der er stor parathed, og man

kan godt se potentialet i at få større

indsigt i de individuelle brugerbehov. Den

der med, at når man fylder 65 år, så er

man gammel og har nøjagtig de samme

behov, den er ved at være passé,” siger

Christina Melander, som dog også peger

på nogle kulturmæssige sammenstød.

”I det offentlige bliver man målt på ikke

at begå fejl. Alle midler skal bruges

så hensigtsmæssigt som muligt, og

beslutningerne skal træffes på baggrund

af kvantitativ og solid evidens. Og det

modsiger selv sagt lidt den første side

i bogen om innovation, der jo fortæller,

hvor vigtige fejl er, at man skal turde, te-

ste og holde processen åben … Men der

er ikke andet at gøre end at klø på med

projekter og blive ved med at have høje

ambitioner om implementering.”

I

Næste skridt er volumen i markedet

En anden væsentlig faktor for mere

implementering af de forskellige løs-

ningsforslag er, efter Christina Melanders

mening, at der skal være en vis volumen

til stede i markedet. Ellers er det ikke

attraktivt for private producerende virk-

somheder at gå ind i et udviklingsarbejde

omkring ydelser og produkter.

”Derfor bliver næste skridt, at kommu-

ner og regioner må gå sammen, så de

kan skabe et reelt marked for de nye

produkter og ydelser. Man kan teste en

løsning i en enkelt kommune og fungerer

den efter hensigten, skal den rulles ud til

flere kommuner. Fx er der madprojektet

”Det Gode Køkken” for de ældre borgere

i Holstebro, som er meget succesfuldt.

Bl.a. fordi de ældre er blevet langt mere

tilfredse, og fordi sygefraværet blandt

personalet i produktionskøkkenet er

faldet. Det bør jo spredes til andre kom-

muner. Men hvem er det lige, som skal

sælge sådan et projekt videre?” spørger

Christina Melander.

”Kommunen eller designvirksomheden

skal jo ikke nødvendigvis have en salgs-

eller formidlingsafdeling. En privat

virksomhed skal i stedet gå ind og være

leverandør af ydelsen. Men det kræver

jo, at andre kommuner efterspørger

sådanne løsninger. Der mangler volumen,

og der mangler markedskræfter i forhold

til det her.”

Dansk Design Center har talt med både

små og store virksomheder om den ud-

fordring. Signalet er klart: hvis samarbej-

det i det offentlige fungerer, og kan man

dokumentere afsætningsmuligheder, er

det ikke nødvendigt med en masse støt-

tekroner til udvikling af løsningerne – det

tager virksomhederne gerne på sig.

Det offentlige er parat

Selv om Christina Melander erkender, at

hun somme tider bliver lidt frustreret,

mener hun også, at det rykker derude, og

at de forskellige problemområder er en

del af en markedsmodning.

”Jeg oplever helt klart, at der i de seneste

tre år, hvor jeg har arbejdet med områ-

det, er sket en stor udvikling. Kommuner-

ne og regionerne interesserer sig rigtig

meget for det her, og de har erkendt, at

”Næste skridt bliver, at kommuner og regioner må gå sammen, så de kan skabe et reelt marked for de nye produkter og ydelser. Man kan teste en løsning i en enkelt kommune og fungerer den efter hensigten, skal den rulles ud til flere kommuner.”

–––––––––––––––––––––––––––––––––––

y Projektleder Christina Melander, Design & Innovation, Dansk Design Center

–––––––––––––––––––––––––––––––––––

”Det er afgørende for processens forløb at definere præmisserne, som projektet kan være underlagt, og som kan risikere at være stopklodser på et hvilket som helst tidspunkt i forløbet.”

ting

Carry on Carry on er formet som en klassisk tønde og er polstret

med tekstureret tweed, som står i kontrast til træskaftet.

Carry on kan fx anvendes som skammel. Design: Mattias

Stenberg.

Det var ikke en let start for designerne mDD Birgitte Smede-

gaard og Sine Weis Damkjær, da de gik i gang med servicedes-

ign-projektet om behandlerhuse i Region Nordjylland. Regionen

ønsker at tiltrække og fastholde flere læger ved at etablere

nogle attraktive faglige fællesskaber. Men ret hurtigt gik det

op for designerne, hvilken meget kompleks situation de be-

fandt sig midt i.

”Det var slet ikke et almindeligt designprojekt, men først og

fremmest et politisk projekt på alle planer, som omfattede for-

skellige kommunale og regionale pengekasser, politiske partier

med hver deres vision om sundhedsvæsenet samt fagpolitiske

udfordringer i forhold til lægerne, som jo har en selvforståelse

med stor integritet og selvstændighed,” fortæller Sine Weis

Damkjær.

”Problematikken ligger i at koble privatpraktiserende læger

og et offentligt sundhedssystem splittet op i regionale og

kommunale forpligtelser – her ligger en lang række dilemma-

er,” siger Birgitte Smedegaard. ”Men på den anden side er det

jo præcis denne type af opgaver, som designere skal være med

til at kaste lys på og løse, fordi vi kan få folk til at tænke nyt

og på tværs. En nem opgave var det dog ikke, det kan vi godt

erkende.”

Sundhedsvæsenets barriererMan kan sagtens lave det ideelle set-up på et behandlerhus

fra et bruger- og samfundsmæssigt synspunkt. Men i virke-

lighedens verden havde en lang række præmisser grundlæg-

gende indflydelse på, hvordan projektet reelt kunne udformes.

Derfor var det nødvendigt først at forstå sundhedssystemet,

dykke ned i og forsøge at afdække de potentielle barrierer, før

designerne kunne gå i gang med det konkrete projekt: hvordan

kan man designe et behandlerhus, som styrker det faglige fæl-

lesskab og samarbejde lægerne og det øvrige sundhedsperso-

nale imellem, og som gør det let for brugerne, når de kun skal

henvende sig et sted i sundhedssystemet.

Hvordan definerer man egentlig et behandlerhus? Hvem

skal bo der, og hvor bredt skal huset funderes? Hvad med den

såkaldte fagglidning, hvor nogle faggrupper overtager enkelte

funktioner fra en anden gruppe? Hvor går grænserne for fag-

ligheden? Hvordan kan den enkelte borger inddrages? Og hvor

ligger grænsen mellem sundhedsvæsnets rolle og borgernes

ansvar for egen sundhed?

Endelig var der lægerne, som for det første repræsenterer

mange forskellige tilgange til faget og opfattelse af kvali-

tet. Og for det andet i egen selvopfattelse er selvstændige

erhvervsdrivende, selv om de er gift med de offentlige kasser.

Hvor meget kan man pille ved deres selvbestemmelse og inte-

gritet?

Smedegaard & Weis udarbejdede tre profiler på lægetyper:

doktor Hansen, som har rod i billedet af den gamle familie-

læge, læge Hansen, som er ham, de fleste af os kender og så

diagnose Hansen, som i stor udstrækning overlader opgaver til

sygeplejersker, og allierer sig med et effektivt system, der får

mange patienter igennem.

”Det betyder jo meget for projektet, hvordan lægen og

de andre faggrupper arbejder, og hvordan de opfatter deres

tilgang til arbejdet. Der skal være en tydelig sammenhæng mel-

lem den lægefaglige udvikling og kravene til de fysiske rammer

og indretning”, siger Sine Weis Damkjær.

Det må ikke ende med en Lilly-modelDe behandlerhuse, der findes i dag, lider ikke af det store

samarbejde mellem de forskellige faggrupper. Fællesskabet

begrænser sig i de fleste tilfælde til en skranke og en husleje-

konto, og så passer enhver i øvrigt sin egen lille butik. Regio-

nens ønske var, at de nye huse skulle rumme flere tilbud, også

kommunale. En tanke, som designerne fandt meget tiltræk-

kende.

”For borgerne vil sådan et hus, hvor mange forskellige

sundhedstilbud koordineres og bindes sammen til en helhed, jo

være ideelt. Vores drøm er en central tværfaglig visitation for

sundhedssystemet og for borgeren,” forklarer Birgitte Smede-

gaard.

”Og for sundhedspersonalet vil et reelt samarbejde også

skabe nye muligheder for at udvikle de forskellige gruppers

fagligheder,” påpeger Sine Weis Damkjær.

Smedegaard & Weis havde valget mellem at lande projektet,

så det var umiddelbart spiseligt for hvem som helst, hvor som

helst. Men det, mente designduoen, ville bare betyde mere af

det samme. Et nyt læge-typehus.

”Vores ambition og vision er, at man skal tænke anderle-

des og nyt omkring behandlerhuse. De skal skræddersyes til

lokalområdet, husets kompetencer og tilbud skal modsvare

behovene hos de borgere, der bor der. Der er jo stor forskel på

befolkningsgruppen i et belastet Aalborg Øst og så et udkants-

og turistområde som Skagen. Det skal være sådan, at både

behandlerne og brugerne føler, at det her hus er lavet til mig,”

understreger de to designere og pointerer, at det ikke må ende

med en Lilly-model.

”Vi stræber altid efter at designe noget, der går ud over den

umiddelbare forventning – man må gerne lige lette lidt. Man

skal have nogle visioner, der går ud over morgendagen. Hvis vi

bare havde bedt nogen om at tegne et hus, hvor vi kunne putte

fem behandlertyper ind, så havde vi ikke stukket dybt nok og

dermed heller ikke løst opgaven godt nok.”

EN KOMPLEKS SAG OM BEHANDLERHUSE I NORDJYLLAND

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder, DJ

På trods af mange politiske og fagpolitiske modsætninger lykkedes det Smedegaard & Weis, i samarbejde med Mette Milling Indretning, at udarbejde en omfattende guide for behandlerhuse i Region Nordjylland. Visionen er, at få interessenterne til at tænke anderledes om behandlerhusene, som skal skræddersyes til lokalområdets og borgernes behov, ligesom behandlerne skal indgå i et reelt samarbejde og fællesskab.

side 13side 12

”Det var slet ikke et almindeligt designprojekt, men først og fremmest et politisk projekt på alle planer.”

”Problematikken ligger i at koble privatpraktiserende læger og et offentligt sundhedssystem splittet op i regionale og kommunale forpligtelser – her ligger en lang række dilemmaer.”

Grundig guide for udviklingsprocessenI projektansøgning havde Smedegaard & Weis taget udgangs-

punkt i en konkret case, men regionen var interesseret i nogle

generelle guidelines. Derfor har designerne ved brug af de klas-

siske designmetoder udarbejdet en omfattende – og forholds-

vis teksttung – guide, som beskriver en udviklingsproces for

fremtidige behandlerhuse.

Det er et temmelig omfattende projekt at etablere en ny

form for behandlerhuse, hvis de skal sikre nye måder at samar-

bejde og agere på og dertil en kompleks proces, hvor der er alle

muligheder for at tale forbi hinanden, fordi interessenterne

kan have forskellige ønsker til huset.

Endelig er der alt for mange eksempler på projekter, der hol-

der prisen, men overhovedet ikke understøtter hverken visioner

eller organisation. Derfor valgte de to designere at beskrive en

lang række guidelines meget grundigt og med faglig dybde.

Guiden viser, hvordan et projekt udvikler og bevæger sig fra

vision til manifestation. Først og fremmest gælder det om for

borgerne, politikerne og behandlerne at finde den fælles vision

– her er det væsentligt, at ikke kun den ene part bestemmer,

for det bliver sjældent borgerne. Derefter skal parterne tage

stilling til hovedpunkterne: hvem skal være i huset, hvordan

arbejder de forskellige fagligheder, hvilke funktioner er der, og

hvilken atmosfære samt arkitektonisk stil ønsker man.

”Når man har kortlagt husets mange forskellige funktio-

ner, kan man inddele dem i zoner, for det handler ikke om at

etablere nogle isolerede celler. Det gælder om at tænke alle

behandleres funktioner sammen, så man kan skabe nogle me-

ningsfulde og velfungerende enheder på tværs af fagligheder,”

forklarer Sine Weis Damkjær.

Kataloget guider omkring hvert enkelt rum eller zone – helt

ned til valg af de konkrete designelementer som materialer,

møbler, farver og lys. Indretningen af de forskellige rum skal

balancere mellem det personlige og nære og det kliniske og

effektive – oplevelsen i de enkelte rum skal skifte, så der bliver

en variation i formel og uformel atmosfære.

Og helt basalt er det, at huset skal have et hjerte, som er

den funktion, der er bindeled behandlerne i mellem, og mellem

behandlere og brugere. Når brugeren træder ind i huset, skal

det føles som en helhed.

Behandlerrum med ”hyggeligt ambulancedesign”Et af de rum, designerne valgte at gå mere i dybden med, er

behandlerrummet. Hvordan kan man indrette et rum, der til-

godeser kvaliteterne de tre lægetyper og deres arbejdsmåder,

doktor Hansen, læge Hansen og diagnose Hansen?

Forslaget blev, hvad Smedegaard & Weis kalder ”hyggeligt

ambulancedesign”. Nogle fleksible standardrum, som alle be-

handlere kan benytte. Oplevelsen af rummet skal være til den

hjemlige side. Rummene indrettes, så alle redskaber, instru-

menter og hjælpemidler ligger nøjagtig de samme steder på

hylder, i skabe og skuffer – uanset hvilket behandlerrum, man

benytter.

”Det er ligesom i en ambulance, hvor alt altid er placeret nøj-

agtig de samme steder, så man kan finde det i søvne. Men det

er ikke ensbetydende med, at det er et klinisk og koldt rum. Så

selv om vi siger standardrum, handler det ikke om hvide fliser

og grå linoleum eller ensartet udtryk i øvrigt.

BEHANDLERHUSE I REGION NORDJYLLAND Erhvervs- og Byggestyrelsen har, i samarbejde med Service-styrelsen og Danske Regioner, været initiativtager til en række projekter om servicedesign, 2007 – 2009. Et af dem handlede om behandlerhuse i Region Nordjylland. Forud for projektet lå en handlingsplan og en politisk beslutning om etablering af be-handlerhuse i regionen for at tiltrække og fastholde flere læger.

Opgaveformuleringen lød: Hvordan kan et designmæssigt perspektiv være med til at sikre optimale fysiske rammer for fremtidens behandlerhuse i Region Nordjylland?

Foruden designvirksomheden Smedegaard & Weis og regionen deltog Mette Milling Indretning samt Institut for Arkitektur & Design, AAU.

side 14

”Det skal være sådan, at både behandlerne og brugerne føler, at det her hus er lavet til mig.”

side 15

Rummene kan tage sig forskelligt ud, selv om der er det

samme i skabe og skuffer. Funktion og følelse er skilt ad –

hvilket også gør sig gældende for huset som sådan,” fortæller

de to designere.

Sammenfattende skaber kataloget opmærksomhed om,

hvilken indflydelse indretningen har på, hvordan personalet

arbejder og agerer, for:

”Det er ikke kun et spørgsmål om, hvilke arbejdsopgaver der

er, men om hele tilrettelæggelsen af arbejdet. Vi ønsker at

tvinge folk til at tage stilling til, om det er den rigtige måde, de

gør det på nu,” siger Sine Weis Damkjær.

Ikke det samme uden designereSelv om servicedesign kan bidrage til de udfordringer vores

samfund står overfor, forestiller Smedegaard & Weis sig ikke,

at deres vision om behandlerhuse står fikse og færdige om

få år. Men meldingerne fra Region Nordjylland tyder på, at

designerne har sået nogle frø og sat tanker i gang både blandt

lægerne og politikerne.

”Der er grænser for, hvor store skridt man kan tage på én

gang i processen hen mod en ny type af behandlerhuse. Den

første bil lignede jo også en hestevogn … Det er en udvikling,

og de her servicedesign-projekter er jo netop en del af at an-

vise nye veje og nye processer,” siger Birgitte Smedegaard og

tilføjer:

”Jeg tror ikke, at regionen var kommet så langt, som vi trods

alt er kommet, hvis ikke vi havde været involveret. Med vores

designerblik og metoder har vi været afgørende for at sætte

hele projektet ind i et større perspektiv.”

De to designere har under forløbet på egen krop mærket

betydningen af at afklare så mange præmisser som muligt, før

det konkrete projekt går i gang: ”Det kan ikke siges tydeligt

nok, hvor vigtigt det er at afklare holdet bag og de forskellige

rammer omkring projektet.”

I

”Hvis vi bare havde bedt nogen om at tegne et hus, hvor vi kunne putte fem behandlertyper ind, så havde vi ikke stukket dybt nok og dermed heller ikke løst opgaven godt nok.”

”Det er ikke kun et spørgsmål om, hvilke arbejdsopgaver der er, men om hele tilrettelæggelsen af arbejdet. Vi ønsker at tvinge folk til at tage stilling til, om det er den rigtige måde, de gør det på nu.”

side 16side 17

tingGrip GRIP er ikke bare et nyt bord. GRIP er en grundlæggende

anderledes måde at tænke et bord på. Designet er inspi-

reret af linedanserens leg på snoren, hvor tyngdekraften

udfordres af balancen.

Som en slags stor tang griber bordbenenes kæber omkring

den centrale bjælke, som er konstruktionens omdrejnings-

punkt. Grundet bjælkens specielle geometri vil benene låse

og stabilisere bordet desto mere, det belastes. Design:

Troels Grum-Schwensen mDD MAA. Produktion: R.Randers.

StreetStreet er en samling af stabelbare enheder til opbevaring

af magasiner, bøger og planter i offentlige og private rum.

Systemet, som består af fire dele, en ramme og et hus, høj

og lav enhed, kan kombineres på forskellige måder, fx som

hylde eller rumdeler. Kun fantasien sætter grænser.

Design: A2.

side 19

En lang række brugerdrevne projekter har i de senere år huseret i mange af landets kommuner. Direktør Lars Thøgersen, CPH Design, efterlyser en struktur, andre udbudsregler samt en afklaring af ejerskab, der kan sikre en målrettet realisering af de gode idéer til gavn for borgerne.

Det skorter ikke på de gode viljer og de lige

så gode idéer i de brugerdrevne projekter,

der i disse år i en lind strøm stryger gennem

kommunerne. I samarbejde med blandt andet

designere og antropologer bliver der brainstor-

met, researchet, brugerinvolveret, analyseret,

idégenereret, konceptualiseret og evalueret til

den store guldmedalje.

Og det er jo fint nok, for det er da et sted at

starte, mener Lars Thøgersen, direktør for CPH

Design, der har været involveret i et par af disse

projekter – senest Selvhjulpen med teknologi

– finansieret af Erhvervs- og Byggestyrelsens

Program for Brugerdreven Innovation. Men på

grund af en række barrierer, stiller han samtidig

spørgsmålstegn ved mulighederne for at reali-

sere de gode idéer.

Det skal være en målrettet og bevidst

proces

”Desværre synes jeg, at der i den slags projek-

ter, er en tendens til, at vi gør lidt i det små, lidt

her og lidt der. Men projekterne formår aldrig

at løfte sig til noget med power bagved. Det er

helt fint at initiere feltet bredt, men hvis man

skal samle op på det hele, så det batter noget,

skal der andre strukturer til,” fastslår Lars

Thøgersen, som peger på, at der mangler nogle

fora, der kan koordinere alle de brugerdrevne

projekter, som foregår i kommunerne i hele

landet.

”Det er jo samfundet, der giver penge til

det her, derfor skal løsningerne jo også ud i

virkeligheden og skabe den værdi, vi taler så

meget om. For det første må nogen kigge på,

hvad der foregår på landsplan. Det er ikke hen-

sigtsmæssigt, at projekterne holdes inden for

kommunegrænserne, der kan jo sagtens være

idéer, der ligner hinanden. Udover, at det ikke

er nødvendigt at opfinde den dybe tallerken to

gange, ville det jo også være muligt at etablere

sam-produktioner.”

”For det andet skal der være et forum, der

samler idéer og erfaringer og piller de lavthæn-

gende frugter ned, så de løsningsforslag, der

umiddelbart ser ud til at have størst effekt i

forhold til borgerne og økonomien, bliver sat i

værk. Selvfølgelig kan en turnerende udstilling

med løsningsforslag i et bestemt projekt inspi-

rere kommuner og andre. Men det er ikke nok.

Det skal være en målrettet og bevidst proces,

ellers er jeg bange for, at det hele bare ender

med ”yet another good idea, yet another cata-

logue”, og så har vi haft det sjovt så længe.”

Lars Thøgersen mener, at det i højere grad er et

spørgsmål om struktur end om penge:

”Hvis du kan identificere en problemstilling,

kortlægge og underbygge dens omfang samt

afklare en skala i forhold til løsningens udbre-

delse samtidig med, at løsningen kan produ-

ceres og distribueres, så den giver mere værdi,

end den koster, ja, så er penge jo ikke proble-

met. Så vil der altid være en virksomhed, der vil

byde ind.”

Han understreger i øvrigt vigtigheden af, at

de relevante producenter først inviteres inden-

for, når der ligger nogle nærmere løsningsrum

klar.

”Udviklingsfolk og brugere er de rette, når

det gælder udarbejdelsen af idéer og løsnings-

forslag. Producenter er gode til at producere, til

at vurdere, detaljerede produktionsmuligheder,

kostpriser og om hvor og hvordan eventuelle

standard komponenter kan anvendes i ”det

nye”. Men de ved ikke nødvendigvis, hvad der

er det rigtige at producere. Hvis de er med fra

starten, er der risiko for, at idéudviklingen bliver

styret af mulighederne i producentens maskin-

park i højere grad end brugernes behov.”

YET ANOTHER GOOD IDEA–YET ANOTHER CATALOGUE …

–––––––––––––––––––––––––––

Af Helle Lorenzen, kommunikationsmedarbejder (DJ)

–––––––––––––––––––––––––––

–––––––––––––––––––––––––––

< VIRTUEL HOLDTRÆNINGTræning er en af forudsætnin-gerne for at blive selvhjulpen med stort set alt. Dette træ-ningskoncept tager udgang-punkt i kendt teknologi, hvilket kan holde udviklingsomkostnin-gerne på et fornuftigt niveau. Virtuel holdtræning foregår i brugerens eget hjem under instruktion af en terapeut. Træ-ningen foregår på et bestemt tidspunkt for mellem to og otte brugere. Terapeuten kan se alle brugerne på en gang, og bruge-ren kan se terapeuten.

”Jeg tror, at denne slags løs-ninger vil vokse organisk frem af sig selv, fordi flere og flere ældre ikke vil være fremmed over for ny teknologi. Det er en god løsning, for selv om bru-geren er alene i sit hjem under træningen, kan man alligevel få en følelse af fællesskab – især hvis man udvikler løsningen, så brugerne også kan se hinan-den,” siger Toby Orton, grafisk designer, CPH Design.

Status ved projektafslutning: Den virtuelle holdtræning udvik-les i samarbejde med Odense Kommune. Projektgruppen og kommunen ønsker at søge mid-ler fra ABT-fonden sammen, evt. i samarbejde med virksomheden Lividi A/S. –––––––––––––––––––––––––––

side 18

side 21

Udbud spænder ben

Som de nuværende udbudsregler er skruet

sammen, går de ikke særlig godt i spænd med

ønsket om at realisere de innovative og kreative

løsninger i samarbejdet mellem det offentlige

og det private. Når kommunerne i en udviklings-

proces – ofte i samarbejde med blandt andet

virksomheder og designere – har afklaret, hvilke

behov de ønsker opfyldt, er de bundet af at

sende projektet i udbud.

”Og hvis du som entusiastisk virksomhed har

deltaget i den udviklingsproces, med din know

how og tid, kan man jo godt stille spørgsmåls-

tegn ved, om det er befordrende for det, man

egentlig ønsker. Efterfølgende skal virksom-

heden ud i konkurrence med alle de andre og

kan derfor ikke engang være sikker på at blive

involveret i selve løsningen. I visse tilfælde

vil en eventuel tidligere deltagelse i projektet

medføre diskvalifikation for deltagelse i det

endelige udbud”, siger Lars Thøgersen, som er

fortaler for funktionsudbud.

I stedet for at stille krav til de aktiviteter, der

skal føre til leveringen af ydelsen, stilles der

krav til funktionen. I november 2010 offentlig-

gjorde Udbudsrådet en analyse, der påviser,

at funktionsudbud kan bidrage til at fremme

innovationen samt højne kvaliteten og fleksibili-

teten i offentlige opgaver.

”Hvis kommunen afdækker en problemstil-

ling samt hvilke løsninger, der i den forbindelse

efterspørges, og som kunne fungere – uden at

man nærmere ved, hvordan løsningen præ-

cis ser ud – er det jo en helt anden måde at

stille en opgave på. Så handler det om, hvilke

metoder og tilgange man har til at være kreativ

med en problemstilling,” mener Lars Thøgersen,

som også lige giver et hip til kommunerne som

kunder.

”Vi forsøger at påpege, at en idé er én ting,

men virkeliggørelsen er noget helt andet, og at

der ligger en kraftanstrengelse i at få realiseret

et produkt på markedet. Men det er som om,

kommunerne har en tyrkertro på, at når vi har

samlet så og så mange gode idéer, gælder det

bare om at ringe til en given virksomhed, og

så trykker de på knappen. Derfor har disse pro-

jekter også brug for fagfolk, der kan udarbejde

forretningsplaner og markedsanalyser og anden

forretningsdokumentation for, at de udarbejde-

de forslag har et marked og giver en forretning

– for den virksomhed man henvender sig til.”

Et spørgsmål om ejerskab

En tredje forhindring for et lykkeligt samarbejde

mellem det offentlige og det private til gavn

for borgerne handler om ejerskab. Hvem ejer

idéerne og de mulige produkter? Er det kommu-

nen, eller er det producenten? Her ligger nogle

forretningsmæssige konflikter, som også kan

stikke en kæp i hjulet på processen.

”Kommunen skal stille sig selv spørgsmålet:

Er det vigtigt for os at eje produktet, eller er

det vigtigt for os, at produktet findes? Jeg

mener, at formålet med projekterne må være

at komme med nogle løsninger, der er brug for

i samfundet og blandt borgerne – det handler

ikke om, hvem der ejer det ene eller det andet.

Kommunerne skal koncentrere sig om at få virk-

somhederne interesserede i en mulig produk-

tion. Man skal ikke glemme, at de også påtager

sig en risiko ved ”det nye” – men selvfølgelig

også en mulighed for forretning”, siger Lars

Thøgersen og fortsætter:

”Der er altså nogle mangler ved projekterne

og nogle knuder at løse. Man skal ikke fasthol-

de sig selv og hinanden i stive og restriktive reg-

ler, som gør det vanskeligt at få løsninger til at

leve og fungere. Det er synd, for i virkeligheden

har vores land et skidegodt dna til at gøre alt

det, som alle mulige mener, at vi skal leve af:

viden og innovation – brugerindsigt, forståelse

for adfærdsmæssige mønstre, hele human fac-

tor delen koblet med alt det kreative fra desig-

nere og andre udviklingsfolk. Historisk er vi jo et

gammelt demokrati, tidlig andelsbevægelse og

et lille land, der altid har måttet ”tænke ud af

landet” for at få større markeder for vores pro-

duktion, og dermed hele købmandsskabet. Vi er

også kendt som ”designnation” med velordnet

infrastruktur og så videre. Herunder også man-

geårige traditioner for tværfaglige samarbejder,

– og det er ofte i krydsbestøvningen mellem

forskellige fagligheder, at innovationen opstår.

Men jeg synes, at vi gør det vanskeligt for os

selv at udnytte de fordele, vi har.”

I

Ifølge velfærdsteknologi-

chef Ivan Kjær Lauridsen,

Aarhus Kommune, er der

ikke, fra projektets side,

arbejdet videre med idé-

erne, efter de, ved projekt-

afslutningen, blev frigivet,

december 2010.

Selvhjulpen med teknologi

Formålet med projektet var at gøre

ældre, overvægtige og handicappede,

der bor i eget hjem, mere selvhjulpne

ved hjælp af nye eller forbedrede hjæl-

pemidler. Projektet havde fire temaer:

toiletbesøg, overvægt, mobilitet og træ-

ning. Projektperioden løb fra juni 2009

til december 2010 og var et samarbejde

mellem Aarhus, Næstved, Roskilde og

Esbjerg Kommuner, CPH Design, CBS og

Institut for Antropologi. Projektet var

støttet af Erhvervs- og Byggestyrelsens

Program for Brugerdreven Innovation.

–––––––––––––––––––––––––––

< SAMMENKLAPPELIGT BADBadekaret i gummi med høje sider er beregnet til brugere, der på grund af overvægt eller funktionsnedsættelse ikke er i stand til at vaske sig ordentligt i et brusebad. Det er muligt for kørestolsbrugere at køre helt ind i karet med en badestol. Badekaret kan også placeret i en bruseniche. Kæden til proppen er forsynet med en bold, der flyder ovenpå, så brugeren ikke skal bøje sig for at finde prop-pen i bundet af karet.

”Idéen er ikke fuldkommen gen-nemtænkt. Det er dog ikke noget problem at lave karet, men idéoplægget kan jo løses på forskellige måder i detaljerne, Badekaret er også velegnet til brugere uden specielle proble-mer, fx hvis man bor i en lille lejlighed. Det betyder, at man ville kunne markedsføre det som et forbrugsgode over for en stor målgruppe,” mener Toby Orton, grafisk designer, CPH Design.

Status ved projektafslutning: Der er ikke fundet en producent endnu, men der har været dialog med Pressalit Care. Forskerpar-ken CAT har også vist interesse i at arbejde videre med idéen.

–––––––––––––––––––––––––––

–––––––––––––––––––––––––––

x STEP-BY-STEP STICKERSKlistermærkerne kan placeres forskellige steder i bruge-rens hjem og på forskellige hjælpemidler. Markeringerne hjælper brugeren med at udføre aktiviteter i dagligdagen på den rigtige måde. Man kan fx sætte to klistermærker med fødder på gulvet foran toilettet, så bruge-ren husker at placere fødderne rigtigt for at kunne sætte sig på og rejse sig fra toilettet.

”Hjemmehjælperen kan komme med en masse anvisninger på, hvordan man fx bruger et nyt hjælpemiddel. Men det har brugeren måske glemt, når hjælperen er ude af døren. Her er klistermærkerne en enkel og god hjælp,” mener Toby Orton, grafisk designer, CPH Design.

Status ved projektafslutning: Step-by-step Stickers er trykt i fem forskellige farver i et slid-stærkt og skridsikkert materiale. Der blev gennemført testforløb i de fire medvirkende kommuner i brugernes egne hjem og på for-skellige træningscentre.

–––––––––––––––––––––––––––

–––––––––––––––––––––––––

y EN HÅNDBRUSESERIESerien består af en række brusere – flere med et langt greb – der gør det muligt for ældre, halvsidet lammede, hofteopererede og overvæg-tige at vaske sig selv. Bruserne har forskellige funktioner som tåvask, generel kropsvask og massage, flere har i øvrigt integreret en sæbedispenser. Håndbruserne kan tilsluttes et almindeligt blandingsbatteri.

”Bruserne udmærker sig ved, at det er umiddelbart klart, at de kan afhjælpe et problem, ligesom de også er designet på en måde, så brugerne ikke har noget imod at have dem fremme i badeværelset – de er ikke marginaliserende. Bru-serne kan være attraktive også for brugere, der ikke har spe-cielle vanskeligheder,” siger Toby Orton, grafisk designer, CPH Design. Status ved projektafslutning: Der er dialog med Pressalit Care om et eventuelt udvik-lingssamarbejde.

–––––––––––––––––––––––––

side 20

PHAN-TOM LIMBS:BENAND-SEBASTIAN

Fantomlemmer opstår, når en person bliver ved med at

kunne føle sine lemmer, efter at de er blevet amputeret.

Fantomlemmer kombinerer psykisk tilstedeværelse

med fysisk fravær og viser hermed det komplekse og

sammenflettede forhold mellem sindets indre rum

og det fysiske rum, som vi indtager.

Benandsebastian opbygger omhyggeligt

udformede arkitektoniske konstruktioner, som i deres fysiske form

rummer både psykiske og begrebsmæssige former for

fravær. Kunstnerduoen søger inspiration i arkitekturen,

men betragter deres værker som referencer

til sindets rum og til de kropslige billeder, hvormed vi møder vores omgivelser.

Deres værker udtrykker den påstand, at kroppen

nødvendigvis er ufuldendt, konstant i forandring og for evigt hjemsøgt af sine egne

spøgelser.

Værkerne bliver vist på udstillingen Phantom Limbs, som vises på Designmuseum

Danmark frem til den 15. april 2012 og på Trapholt fra den 9. maj til den 31.

september 2012.The Burial of the Last Queen of Denmark, 2009.Foto: Anders Sune Berg

side 25side 24

City of the (Re)Orientated, 200770 cm x 90 cm x 110 cm. Forskellige slags træ, gips, pap. Skalamodel 1:50 af en by opbygget af et skelet af pinde af forskellige dimensioner med større modeller af arkitektoniske elemen-ter indsat.

Mountain of Depression, 200890 cm x 120 cm x 180 cm. Bøgetræsfiner, MDF, plastic, stål, pap, gummieret malingsfinish. Højdeindstilleligt bord med kontorlokaler op-bygget under bordpladen i forholdet 1:50.

Afsondrethed fra byens hektiske liv er kun mulig i små isolerede oaser i City of the (Re)Orientated. I denne by har ”kortet” længe været ubrugeligt, da dens gader ustandselig bliver omformet af sine fodgængere, sælgere, sponsorer, gadekunstnere og missionærer. I denne myretue af muligheder kan kun den mest elastiske navigeringssoftware lede byens indbyggere gennem dens labyrint af forander-lige og sammenfiltrede gader. Samtidig med at byens private boliger bliver forbundet med dette mobile rum, er der flere og flere parker, institutioner og biografer, der afsondrer sig fra

Undertrykkelse åbenbares bag ved den facade, der udgøres af en neutral og anonym arbejds-plads i Mountain of Depression. Bjerget vokser helt bogstaveligt ud af nedtrykthed; når hæve/sænke-bordet sænkes, springer der højdekur-ver op fra overfladen, og de forskellige lag bliver afsløret. ”Bjerget” består af lag på lag af kontorlokaler, fra et fornemt bestyrelses-mødelokale til en hulelignende telefonsælger-bås. Direktørens skjulte kontrolcenter hænger ildevarslende i hjertet af strukturen og holder det hele i skak med sit øjeløse blik. Mountain of Depression dykker ned i et undertrykt

den mobile invasion.To indbyrdes afhængige territorier vokser op ryg mod ryg: det første er et bevægeligt, stadig skiftende rum, som konstant søger at blive endnu mere stimulerende, imødekommende og distraherende. I skyggen af det mobile ter-ritorium vokser de immobile rum. Disse bliver i stadig højere grad uden netværksdækning og søger at appellere til det fokuserede blik.

Foto: Stamers Kontor og Niclas Jessen

følelsesmæssigt landskab, hvis skjulte højder og uloddede dybder ofte kan findes inden for de såkaldt ”flade” virksomhedsstrukturer, men som ikke desto mindre forties i virksomhe-dernes bestyrelseslokaler og ikke medtages i organisationernes workflow-oversigter og management-diagrammer.

Foto: Stamers Kontor

side 27side 26

Burial of the Last Queen of Denmark, 2009120 cm x 235 cm x 218 cm. Moseeg, gips. Rek-tangulær sarkofag af moseeg med to tragt-formede vandindtag. Inde i denne en model i forholdet 1:50 af Domkirkepladsen i Roskilde og en vanddrevet mekanisme.

Phantom Limbs, 201180 cm x 80 cm x 180 cm. Teaktræ, egetræ, stål, læder. En benprotese til et barn fra det 19. århundrede bygget ind i en kompleks kon-struktion bestående af fem sammenflettede teaktræsmontrer.

Topfigurer beholder deres symbolske magt selv efter døden i The Burial of the Last Queen of Denmark. En ritualiseret national begivenhed bliver genfortalt som et fremtidigt endepunkt. Værket er et vanddrevet mekanisk teater og en arkitektonisk model indeholdt i en sarkofag af moseeg. Det fremstiller begravelsesproces-sionen for den sidste dronning af Danmark. I århundreder har de danske monarker passeret over Domkirkepladsen i Roskilde, før de blev stedt til hvile i byens domkirke. Her bliver den fremtidige begivenhed fremstillet som en sam-ling af længst fastlagte urbane ritualer, hvor

Proteser fortæller historien om de kroppe, de engang passede til, gennem deres fravær. De kan ikke undgå at minde os om de fraværende lemmer, som de erstattede. Set i sig selv som skræddersyede stykker håndværk genskaber de det fraværende omrids af det menneskes krop, som de blev lavet til, og som de engang udgjorde en del af. Phantom Limbs giver plads til fraværet midt i museets tæt pakkede rum. Teaktræsmontrerne, som Kaare Klint designede til museets udstillingsgenstande har forbun-det sig med hinanden, sammenflettet og låst fast i hinanden på en sådan måde, at de igen

dronningens lig bliver parteret og gravlagt i relikvieskrin så store som huse. På denne måde mekaniserer værket de ceremonier, som tradi-tionelt har forvandlet Roskildes domkirkeplads til en stor afskedsportal og en kulisse i kon-struktionen af Danmarks nationale identitet.

Foto: Stamers Kontor og Anders Sune Berg

og igen indrammer sig selv, deres indhold og deres kontekst. Indlejret i og en integreret del af kunstværket er en benprotese til et barn, som minder beskueren om en hel række af fravær. Et mistet ben. Et barn, der voksede fra sit kunstige ben. Et barn, der blev gammelt, og som for længst er gået bort.

Foto: Stamers Kontor og Pernille Klemp

side 29side 28

Seat on the Edge, 200950 cm x 50 cm x 120 cm. Forskellige træsorter, gips. Stol i marketeri med drejede gipsstøbnin-ger, i ødelagt eller ufuldendt stand.

Gisning, 2010/201175 cm x 60 cm x 183 cm. Egetræ, messing, blank hvid maling. Hængslede støbeforskal-lingsformer.

Fragmenter af sammenstyrtet arkitektur og samtidig en byggeplads – elegant sammen-styrtende og omhyggeligt opbyggede. Seat on the Edge står, som fanget i tid. Som både mega-struktur, stol og klassisk porticus, ruin og byggeplads befinder værket sig i en tilstand af rumlig og tidsmæssig suspension.Det er umuligt at sætte fingeren på, hvad der præcis er galt. Stolens skiftende skalaforhold nægter at indgå i et nemt og forudsigeligt forhold til krop og den forsvarer sig mod din vægt. Under værkets overflader ligger arkitek-toniske verdener og antyder en skalamæssig

Gisning opstod på baggrund af The Forgotten Follies of Sølyst, som blev støbt i ruintilstand i det skovklædte område ved slottet Sølyst. Disse ”follies” bestod af en række overdi-mensionerede og sammenstyrtede klassiske arkitekturelementer støbt i hvid beton.

The Forgotten Follies of Sølyst var et sæt spor efter en fiktiv historie, som blev konkretiseret i bøgeskoven ved Jyderup. The Forgotten Follies blev revet ned og findes nu kun som et aftryk i underskoven og en mærkelig, overset hvid flage i skovbunden. Det eneste, der er tilbage nu, er

tvetydighed og et sårbart forhold mellem vær-kets dristige ydre overflader og den skrøbelige indvendige konstruktion, som understøtter dem.

Foto: Stamers Kontor

et spor efter disse spor – de støbeforme, der blev brugt til at fremstille The Forgotten Fol-lies. Deres tomme indvendige rum har formet de gigantiske kannelurer og søjler i The Follies og indebærer et løfte om at genskabe dem et andet sted i fremtiden.

Foto: Stamers Kontor

I

Grafiske og indu-strielle designereLangs en helt anden akse

arbejder en gruppe grafiske

formgivere – med blandt

andre Austin Grandjean og

Erik Ellegaard Frederiksen

i spidsen – med at skabe

et fælles fagligt rum, der

i 1960 får form og format

i skikkelse af foreningen

Industrielle Grafikere i Dan-

mark. Også her viser man

sin høje faglige standard og

integritet ved hjælp af tre

bogstaver – IGD. Vi kender

ikke de præcise optagel-

seskriterier, men som i de

to foregående foreningers

tilfælde er der tale om ud-

dannelse og erfaring – som

i dag – men nok allervigtigst

om grundig bedømmelse

af ens faglige præstationer

baseret på de værker, man

nu kan fremlægge. Vi befin-

der os stadig i en tid, hvor

faglighed i allerhøjeste grad

er knyttet til håndværket

og den enkelte designers

kunstneriske formåen.

Sådan kommer det også

til at blive i den næste byg-

geklods – Industrielle Desig-

nere i Danmark – grundlagt

i 1967, og hvori en væsent-

lig bestanddel er den lige

omtalte forening af IGD’ere.

IDD, som både medlem-

merne og den nye forening

bliver kaldt, spiller en stor

rolle i en tid, hvor både

grafisk og industriel design

får en mere central betyd-

ning end nogensinde. Dels

fordi design og designerens

rolle i løbet af det seneste

tiår ganske stille er flyttet

ud af snedkerierne og ind

i industrivirksomhedernes

udviklingsafdelinger.

Designs værdi bliver ikke

længere ”kun” målt i æste-

tik og den gennemsnitlige

danskers adgang til gode

møbler og andre boligpro-

dukter, men i nymodens

begreber som konkur-

Den første gnist til Danske Designere bliver

tændt lige efter 2. Verdenskrigs slutning.

Nok ikke tilfældigt. Så vidt vides, finder den

egentlige etablering af Foreningen for danske

boligkonsulenter – den første ”byggeklods”

til det, der i dag er Danske Designere – sted

den 29. april 1946. Dokumentationen består

i, at der den dag er bogført en udgift på 33

kr. til ”anmeldelse til foreningsregister”. En

ganske formidabel sum, taget i betragtning, at

foreningens samlede indtægt det første år – ud

over et ”etableringslån” på 100 kr. – var 125

kr. – fordelt på fem medlemmer. Medlemsbo-

gen indeholder rigtignok seks navne det første

år, men allerede den gang har det åbenbart

været svært at kradse penge ind til driften. Og

alligevel præsterer den lille forening et overskud

på 15,60 kr. efter første års drift og rettidig

tilbagebetaling af det optagne lån.

Møbel- og indretningsdesignereFem år senere er de fem betalende medlemmer

blevet til 100 aktive og tre håndfulde passive

medlemmer. Den samlede omsætning nærmer

sig med raske skridt firecifrede højder. Allerede

i 1948 fremlægges det første arbejdsprogram

for foreningen – opdelt i ”arbejdet indadtil”

med fokus på honorarregler, uddannelsespolitik

og rekruttering, dygtiggørelse af boligkonsu-

lenter og udgivelse af et fagblad, og i ”arbejdet

udadtil”, der handler om at ”søge kendskabet

til boligkonsulenter udvidet”, formidling af bo-

ligkonsulenter til blandt andet kommuner, om

at ”udbrede kendskabet til god boligindretning”

og – allerede dengang – om at ”optage samar-

bejde med de andre nordiske lande på forskel-

lig måde og eventuelt optage skriftlig kontakt

med det øvrige udland, som for eksempel USA,

England m.m.”.

Cirka samtidig opstår en parallel sammen-

slutning, nemlig Danske Møbeldesignere, en

sammenslutning som i de efterfølgende år

tæller kendte navne som Børge Mogensen,

Kaare Klint, Finn Juhl og Verner Panton, Nanna

Ditzel og Hans J. Wegner. Alle fulgte de med

over i MMI og senere DD. Sidstnævnte designer

var den længstlevende af ”de kendte” og var

medlem indtil sin død i januar 2007.

Ganske naturligt opstår der nære relationer

mellem de to foreninger, der efter årelangt

samarbejde vælger at slå sig sammen til én for-

ening i 1970 under navnet Foreningen af Møbel-

og Indretningsarkitekter, hvor medlemmerne

får ret til at smykke sig med bogstaverne MMI.

Noget tyder dog på, at der ud over ægte kær-

lighed også er tale om et fornuftsægteskab

mellem to foreninger, der hver især har svært

ved at få enderne til at mødes.

DEN EVIGE FORAN-DRING

side 31

Snart står vi over for en stor forandring i den danske design-branche – fusionen mellem Danske Designere og DDA, som, hvis medlemmerne stemmer ja, er en realitet den 1. april.

Da det er vigtigt ikke at gå historieløs gennem verden, finder vi det på sin plads at give et historisk overblik. Af Steinar Valade-Amland, direktør, Danske Designere

side 33side 32

Etablering af Danish Design Association – DDA

Foreningen for Danske Boligkonsulenter og Danske Møbeldesignere fusionerer og bliver til Foreningen af Møbel- og Indretningsarkitekter – MMI

Etablering af Industrielle Grafikere i Danmark – IGD

Etablering af Foreningen for Danske Boligkonsulenter

Danske Designere og DDA fusionerer og bliver til Danish

Design Organization – DDO

IDD og MMI fusionerer og bliver til Danske Designere – DD – en af de første multidisciplinære

designforeninger i verden

Etablering af Industrielle Designere i Danmark – IDD. IGD

indlemmes i den nye forening

Etablering af Danske Møbeldesignere

1. APRIL 2012

2009

1995

1970

1967

1960

1948

29. APRIL 1946

rencekraft og rationalise-

ringsgevinster. Samtidig er

branchen lille og eksklusiv

– noget IDD i særdeleshed

bliver kendt for; det gode,

men for de fleste uopnå-

elige selskab.

MMI er en mere åben

og IDD en mere eksklusiv

forening, men begge står de

overfor den samme udvik-

ling i samfundet. Desig-

nernes rolle bliver vigtigere

og forståelsen for design

finder rodfæste. I en år-

række er der ingen formelle

samarbejder – udover re-

præsentation i fælles fora –

men givetvis en meget stor

grad af uformel kontakt

mellem de to foreninger. En

kontakt, som op igennem

firserne leder til samtaler

om samarbejde og udnyt-

telse af fælles interesser.

Disse samtaler resulterer i,

at MMI i 1992 rykker ind på

etagen under IDD’s sekreta-

riat i Fredericiagade.

Danske Designere I tre år bor IDD og MMI

i samme bygning, inden

tiden i 1995 er inde til at

smide kulturelle og faglige

forskelle overbord – sam-

men med de både værdi- og

betydningsfulde bogstavs-

kombinationer MMI og IDD.

Efter års gensidigt bejleri,

og i tråd med, at der på

Danmarks Designskole

bliver indført en ny struk-

tur med fire ligeværdige

områder; møbel, produkt,

grafisk og indretning, bliver

der i starten af 1995 indledt

reelle forhandlinger om

en sammenlægning til én

organisation for at spejle

den udvikling, man ser både

på uddannelsesområdet og

ude i markedet.

Danske Designere bliver

født en dag i juni 1995, hvor

både MMI’s og IDD’s gene-

ralforsamlinger enstemmigt

tilslutter sig en fusion og

en ny fælles bogstavskom-

bination som synligt bevis på medlemmernes

tilhørsforhold – mDD.

Fra start er Danske Designere en anseelig or-

ganisation målt i medlemmer, såvel som faglig

anseelse og indflydelse. 700 designere udgør

en af verdens første tværfaglige designorgani-

sationer – og det oven i købet i en af verdens

førende designnationer. Et bedre udgangspunkt

er få andre designforeninger forundt.

Danske Designere flytter ind i nye lokaler i

Vestergade i indre by, og de to foreningers ge-

neralsekretærer følger med. Sammenlægningen

fører til vækst og ny energi, og medlemstallet

vokser til 1.000 i løbet af fem år. Foreningens

bestyrelse tager beslutning om at implemen-

tere en ganske ambitiøs strategi, som i løbet

af de sidste par år er blevet udarbejdet af

foreningens bestyrelse og medlemmer i fælles-

skab. Strategien kalder på vækst og professio-

nalisering, større fokus på eksterne relationer

og politisk indflydelse samt synliggørelse af

foreningen og dens medlemmer som et af de

vigtigste succeskriterier.

Endnu et paradigmeskiftSå kunne man være flabet og sige, at resten jo

er historie – men den duer naturligvis ikke i et

historisk tilbageblik. Så hellere, at resten er den

del af historien, mange af informs læsere alle-

rede kender. Derfor et lille skift til det rationale,

der – i forlængelse af foranstående historik –

tegner foreningens aktuelle situation.

Designbegrebet og designs rolle har anta-

get konstant skiftende karakter i løbet af de

efterhånden 65 år, der er gået, siden det første

kim til det, vi er i dag, blev lagt. Og det mest

bemærkelsesværdige – om end mange vil sige

”det skulle da bare mangle” er, at designernes

egne organisationer har formået at forny sig

løbende i takt med fagets, begrebets og marke-

dets udvikling.

Det paradigmeskift, vi står overfor, kom-

mer derfor i naturlig forlængelse af de mange

foregående – og alligevel så har vi at gøre med

noget ganske andet. Indtil nu har faglige miljøer

med deres kærlighed til og spidskompetencer

inden for forskellige discipliner fundet sammen

i erkendelse af, at deres fagligheder måske

alligevel ikke var så væsensforskellige. Det, vi

nu står overfor, er, at en forening bestående

af individuelle udøvere af en ofte ret præcist

defineret metier er ved at fusionere med en for-

ening bestående af virksomheder, hvis produkt

er en stribe ret forskellige ydelser bestående af

design og designrådgivning samt en hel række

omliggende og beslægtede ydelser. Det histo-

risk interessante er derfor nærmest, at vi ikke

længere ser en forening af udøvere for os, men

af udbydere.

Alle designbranchens aktører mødesHvad kan en sådan forening så rumme – som

de to eksisterende ikke kan? Hvis nu Danske

Designere helt overordnet set har været det,

man kan kalde en faglig interesseorganisation,

kan man lidt karikeret sige, at Danish Design

Association i mere udtalt grad har været en

erhvervspolitisk aktør med mandat fra design-

branchen. Med det udgangspunkt kan og skal

den nye spiller på banen være det sted, hvor

den faglige diskurs og den kritiske stillingta-

gen til, hvad design kan og er, mødes med den

viden og de erfaringer om, hvad det indebærer

at være en professionel udbyder af designbase-

rede ydelser. Ligesom den skal sikre, at private

og offentlige virksomheder, myndigheder og

politikere kommer til at regne design for noget,

der også gavner dem, deres kunder og bund-

linje, men også velfærden, væksten og verden i

øvrigt.

Begge dele har vi gjort hver især, men med de

meget begrænsede ressourcer vi også har været

nødt til at tage hensyn til. Det giver derfor sig

selv, at begge dele også vil kunne gøres bedre

med fælles indsats. Dermed har vi nu en mulig-

hed for at skabe en fælles platform, hvor alle

designbranchens aktører mødes – uafhængigt

af tilgang og størrelse – og hvor omverdenen

kan føle sig stensikker på, at de har henvendt

sig det rigtige sted.

Meget begavet er sagt om forandring: nothing

is constant but change af den græske filosof

Heraclitus, to improve is to change – to be

perfect is to change often af Winston Churchill

og when you’re finished changing, you’re finis-

hed af Benjamin Franklin. Men et af de bedste

citater om forandring er et, man ikke kender

oprindelsesmanden eller -kvinden til, men som

helt klart refererer til Charles Darwin’s Survival

of the Fittest:

Det er ikke nødvendigvis den stærkeste, der

overlever, eller den mest intelligente – den, der

overlever, er den, der er bedst til forandring.

I

side 35side 34

rate design, interaction design, strate-

gisk design, brugercentreret design og

mange flere.

Jeg tror meget på endnu en ny disci-

plin, socializing design, som bl.a. INDEX:

Design to improve life® anvender til de-

res større møder (de kalder det mingling).

Dér ryger nogle barrierer, og nye relatio-

ner opstår.

Og så glæder mig meget til den forven-

tede og ønskværdige fusion af DDA og

Danske Designere. Der skal knald på, held

til og store, stærke visioner til at holde

os på toppen. Designprocessen skal være

til stede i alle hjørner af samfundet om

senest ti år.

Held og lykke – og tak for ordet.

PS: I Danmark har vi mange foreninger.

Eksempelvis djøf’ere. Medlemmerne

er økonomer, jurister og andre med en

samfundsvidenskabelig eller erhvervs-

økonomisk uddannelse. De er nu 70.000

medlemmer – og bliver hørt. Kan vi lære

noget? Det er bl.a. dem, der skal aftage

vores ydelser. Samarbejde?

FREDERICK RICKMANN, FORMAND 1997–1999Hvilken betydning har DD haft in-

ternationalt – og hvad har det givet

foreningen?

Danske Designeres fusion af flere

designdiscipliner i én faglig organisation

blev i 1995 en international katalysator

på to planer; dels for andre designfor-

eninger på verdensplan, dels for promo-

vering af DD’s medlemmer. DD’s tilbli-

velse blev en fremtidsvision, der blev hørt

og efterlignet i årene derefter.

Fusionen satte også skub i DD’s mål

for at bringe danske designere ud i

verdenen som virksomheder. I slutningen

af 90’erne lancerede DD et promove-

ringsprogram af medlemmernes formåen

med bl.a. brochurer og CD´er til samtlige

danske ambassader. Der blev afholdt DD

seminarer i Singapore, Hong Kong, Tokyo

(flere gange) og Taipei (endnu flere) for

at promovere medlemmerne. På det

tidspunkt var det udelukkende DD, i

partnerskab med Invest in Denmark, der

viste det danske design flag i udlandet.

International promovering var ikke et af

Dansk Design Centers formål.

Indsatsen kulminerede med ”The Co-

penhagen Accord” i 1999, hvor vicepræsi-

denten for China External Trade Council

fløj til København og på rådhuset under-

skrev en aftale med DD. Dokumentet gav

danske designere en førende position

i udviklingen af design for taiwanesisk

industri. Aftalen blev fulgt op af work-

shops for DD’s medlemmer og asiatiske

designere både i Danmark og Taiwan.

Flere virksomheder fra Østen besøgte

Danmark for at oprette et design samar-

bejde.

Men for meget for hurtigt. Den næste

DD bestyrelse aflyste aftalen kort tid

derefter. Siden har DD’s internationale

profil fokuseret på, at DD’s repræsentan-

ter deltager i designkongresser. Interna-

tional promovering af DD’s medlemmer

er stort set overdraget til Dansk Design

Center og andres initiativer.

I MIN TID …DANSKE DESIGNERE ER RESULTATET AF EN FUSION MELLEM MMI (MØBEL- OG INDRETNINGSDESIGNERE) OG IDD (INDUSTRIELLE OG GRAFISKE DESIGNERE), SOM BLEV EN REALITET I 1995. DD HAR HAFT SEKS FORMÆND, OG VI HAR BEDT DEM OM AT SVARE PÅ ET SPØRGSMÅL, SOM HAR VÆRET ESSENTIELT FOR HVER AF DEM I DERES FORMANDSTID.

KIM PAULSEN, FORMAND 1995–1997Hvad har DD som multidisciplinær

organisation betydet for samspillet

mellem designdisciplinerne?

Tanken med at sammenlægge MMI

og IDD var at markedsføre vores fag

på mere slagkraftig vis – nu var vi alle

designere. Vi kom da også med i den

daværende regerings referencegruppe til

udformningen af en dansk designpolitik,

og vi blev internationalt rost for vores

fælles forening af designdisciplinerne. Vi

var forbillede for rigtig mange nationale

som internationale organisationer.

På foranledning af daværende design-

chef, Jytte Ulrich, Novo Nordisk, skabte vi

de meget besøgte Designers Saturdays,

hvor kunder og designere kunne mødes,

tale sammen, lære hinandens holdninger

at kende. Mange samarbejdsaftaler og

langvarige relationer blev indgået som

følge af disse arrangementer.

Det hele handlede i virkeligheden om

at ”nedbryde barriererne” imellem købere

af design og designerne. Og den historie

handler vel stadig om det samme. Oplys-

ning. Kommunikation. Respekt.

Det er mit absolutte indtryk, at vi alle

har opnået stor gensidig respekt selv i

takt med udviklingen af flere og flere

discipliner fra de tre ”klassiske”, møbel-,

produkt- og grafisk design til bl.a. corpo-

side 37side 36

PERNILLE GRØNBECH, FORMAND 2006–2010Hvilken betydning har DD haft for

medlemmerne personligt, professio-

nelt og politisk?

Danske Designeres direktør, Steinar og

undertegnede drog engang en tur rundt

på Christiansborg, hvor vi holdt et utal af

møder med en række politiske ordførere

fra hele det politiske spektrum.

Som medlem af DD kan man godt give

sig selv et klap på skulderen over at have

bidraget til, at politiske partier i dag

nævner design som en af løsningerne

til vækst og udvikling, eller at EU i sin

grønbog om en europæisk designpolitik

citerer DD. Foreningens ti-årige indsats

for at få politisk indflydelse er i den grad

lykkedes.

Men Borgen og EU kan være en meget

fjern størrelse, når man sidder mandag

morgen på tegnestuen.

I 2008 tog vi vores egen medicin og så

en ekstra gang på foreningens kerne-

kompetencer, hvad angik støtten til med-

lemmerne professionelt og privat. Dette

førte til konkrete tiltag som fx fornyelse

af foreningens website og nyhedsbreve

samt udviklingen af en mentorordning.

Men noget så basalt som en sam-

tale med Steinar kan stadig være den

afgørende forskel for skærpelsen af ens

kernekompetencer eller udviklingen af en

ny forretningsmodel.

Vi valgte ligeledes at holde fast i

noget så old-school som et medlems-

blad – trykt på papir! At få inform ind ad

brevsprækken holder ikke bare én ajour

med designs nye veje, men er også et –

lækkert – håndfast tegn på medlemska-

bet af DD.

Fusionen med DDA vil uden tvivl styrke

arbejdet med de tre p’er – støtten og

udviklingen af design og designere, både

personligt, professionelt og politisk.

KAREN BLINCOE, FORMAND 2010–2012 Hvilken betydning får fusionen af DD

og DDA for medlemmerne, branchen

og politisk set?

Danmark er et lille land. Den danske

designbranche er ligeså. At have to

designforeninger fremmer ikke branchen

som helhed. Der bruges energi på de

samme områder, når man i stedet kunne

supplere hinanden og nå bredere og me-

get stærkere ud til branchens stakehol-

ders. Disse omfatter erhvervsvirksomhe-

derne, politikerne, offentlige og private

institutioner, designuddannelserne, samt

det danske og det internationale sam-

fund generelt.

At have en slagkraftig, stærk, dynamisk

designorganisation, som spænder over

hele designfeltet fra de individuelle,

udøvende designere, enkeltmands-virk-

somhederne, de større designvirksom-

heder, virksomheder, der arbejder med

designudvikling, uddannelsesinstitutio-

ner, studerende, ansatte mv. er oplagt.

Designfeltet er til stadighed i forandring,

og skal dansk design profilere sig stærkt

i indland og udland, gøres det bedst gen-

nem et samlet tiltag.

Den nye designorganisation forpligter

sig til at servicere og levere relevante

ydelser til alle medlemsniveauer og

skabe netværker blandt medlemmerne,

partnerne og andre stakeholders i ind-

land og udland. Designerne skal fremtids-

sikres, kompetencerne skal skærpes, og

uddannelserne skal gøres mere kontem-

porære og avancerede.

Den nye regering har i deres valgløfter

sat fokus på design som et væsentligt

satsningsområde, der skal promovere

dansk erhverv og industri. Der er udarbej-

det en 20/20 vision for dansk design. Det

skal der følges op på, og initiativer skal

igangsættes til fordel for designerne og

designvirksomhederne.

Visionen for den nye organisation

Danish Design Organization, er derfor at

skabe en slagkraftig, stærk, innovativ,

dansk designbranche, der kan gøre sig

gældende i alle samfundslag i Danmark

og i udlandet. Dansk design har noget

værdifuldt at byde på, som omfatter

hele designspektret, og de værdier skal

udvikles og promoveres.

I

MARIANNE FRANDSEN, FORMAND 1999–2002Hvilken betydning har DD haft i for-

hold til designbegrebet – og hvad har

det givet foreningen?

I ”Designmaskinen” fra 1999 står der,

”at selve ordet ”design” kan føres tilbage

til 1588, hvor det figurerer i Oxford

English Dictionary og defineres som en af

mennesker udtænkt plan eller skema for

noget, der skal udføres”. Så kan design

ikke beskrives bredere. Her er ordets

betydning både materielt og immaterielt.

Det var før industritiden, før samle-

båndet. I det tyvende århundrede blev

det åh så vigtigt at specialisere, hvilken

type design man var i, industriel, grafisk,

kommunikation, rum, møbel … Uddannel-

serne inddeltes derefter og således også

organisationerne.

Sammenlægningen af IDD og MMI,

som blev til DD i 1995 betød, at vi blev en

af de første samlede designorganisatio-

ner i verdenen. Vi kunne gå til institutio-

nerne repræsenterende alle disciplinerne.

En ikke planlagt sidegevinst var, at de-

signbegrebet blev udvidet, som det blev i

løbet af tiden. I dag er strategisk design,

logistik, proces og servicedesign selv-

følgelige udvidelser af designbegrebet.

Det har styrket DD, at designbegrebet er

blevet bredere, og fra DD har det fået en

positiv betydning for omverdenen, at vi

nærmer os den oprindelige definition fra

1588.

Og vil selvfølgelig forstærkes ved sam-

menlægning af DD og DDA!

LISE VEJSE KLINT, FORMAND 2002–2006 Hvilken politisk betydning har DD haft

– og hvad har det givet foreningen?

Sammenlægningen mellem IDD og

MMI i 1995 gjorde det muligt at indgå en

dialog med det politiske miljø på vegne

af en samlet designbranche og med

betydeligt større pondus end tidligere.

Danske Designere har så også udnyt-

tet det ”window of opportunity”, som

opstod i og med, at sammenlægningen

fandt sted på et tidspunkt, hvor det

politiske liv var ved at få øjnene op for

designs potentiale.

Den første egentlige designpolitik blev

fremlagt i 1997 og både i forhold til den

og til en række efterfølgende designpo-

litiske udspil har Danske Designere haft

indflydelse i en grad, som mange andre

organisationer – og i særdeleshed af

DD’s størrelse – har misundt os.

Ligeledes har foreningens ”manifest”

haft stor betydning for den politiske

design agenda. Men løbende kontakt til

det politiske miljø, ministerier og styrel-

ser – og alle de andre, der er med til at

skabe rammerne for designerhvervets

udøvelse – kræver mange kræfter. Der

er en direkte sammenhæng mellem de

ressourcer, man kan stille til rådighed og

den indflydelse, man får på fremtidens

designpolitik. Derfor giver det håb om

et endnu mere markant fingeraftryk på

dansk politik, når DDA og DD nu tager

hinanden ved hånden og fortsætter

arbejdet i samlet regi.

Kommentar

Af Af Poul Rind Christensen, professor, Designskolen Kolding, Head of Centre for Design, Culture & Management

Designerens nye klæderI 2010 blev designskolerne i Kulturministeriets regi forsk-

ningsakkrediteret. I slutningen af 2011 blev alle designuddan-

nelser og designforskningen samlet i Uddannelsesministeriet.

Resultaterne af, at alle forskningsmiljøer i design er kommet

under samme tag, har vi til gode, men det er både lovende og

udfordrende.

Det er lovende, fordi designuddannelser og forskningsmiljøer

med forskellige faglige traditioner nu får mulighed for et tæt-

tere samspil, og grunden er lagt til fælles initiativer på for-

skeruddannelsernes område. Det er udfordrende, fordi forsk-

ningen ved Kulturministeriets designuddannelser kan få det

svært i konkurrencen med mere garvede forskningsmiljøer,

som kender de uskrevne regler, der befordrer ansøgningska-

paciteten ved de akademiske forskningsfonde, og ikke mindst

fordi det vil ”disciplinere” forskningen ved designskolerne. Det

kan være sundt nok, men faren er, at meriteringskapløbet

vil skabe en kløft mellem forskningen og det kunstneriske

udviklingsarbejde.

Hvis designforskningen skal bevare sin egenart og sin nytte

for designerhvervenes praksisudvikling, er der brug for

præcis det modsatte – at bringe den kunstneriske udvik-

lingsvirksomhed og forskningen i tæt samspil. Det vil styrke

samspillet mellem det, den franske designforsker Hatchuel

kalder, konceptuel og analytisk vidensudvikling. Medens den

analytiske forskning skaber viden om det, som er skabt, giver

konceptuel viden indsigt i fremtidens praksis og muligheder.

På Designskolen Kolding bruger vi begrebet udviklingsdreven

forskning for at betone denne læringscirkel mellem kunst-

nerisk udviklingsarbejde og forskningen ved skolen. Heri

gemmer sig en mulig forskningsmæssig innovation af stor

betydning for designerhvervet og et fornyende bidrag til

forskningens traditionsrige hovedspor. Men det kræver en

entreprenant og forskningsstrategisk indsats i ministeriet,

som man kun kan krydse fingre for.

På den anden side skal dansk designpraksis og danske design-

løsninger i stigende grad gøre sig gældende i kulturer med

andre praksisformer og værdier. På Designskolen Kolding

har vi et projekt, der har som formål at belyse designpraksis

i globale, multikulturelle virksomheder. Spørgsmålet er, om

den kulturelle mangfoldighed i organisationen fremmer eller

hæmmer kreative designprocesser. Vi søger bl.a. svar på,

hvorledes den kulturelle diversitet præger organisering og

ledelse af innovations- og designprocesser.

Forskningen for design bidrager til udviklingen af design-

faglige metoder, koncepter samt teorier og modeller som

støtter udviklingen af det praktiske designarbejde. Det sker

bl.a. gennem følge- og aktionsforskning, hvor designfaglig

praksis udfordres og inspireres i samarbejde med designere,

fx i projekter om design med nye materialer og teknologier,

projekter om co-design, samtaleværktøjer, metodeudvikling

og koncepter for brugerinddragelse og brugerstudier.

Forskning gennem design bringer designfagets metoder i

spil i forskningsprocessen. Det handler om at bruge design-

fagets praksis og den praksisbaserede designforskning til

vidensudviklingen gennem eksperimentelle og formgivende

metoder, visualiseringer mm. I sidste ende drejer det sig om,

hvorledes den praksisbaserede designforskning kan bidrage

til teoriudvikling, skabe lærings-cirkler mellem forskellige

forskningstraditioner og nye måder at skabe anvendelsesori-

enteret indsigt på.

På Designskolen Kolding gennemføres fx et Ph.D. studie på

Kolding Sygehus. Gennem et spil giver de indlagte børn udtryk

for følelser, de ikke kan sætte ord på. Dermed skabes indsigt

i børnenes følelsesliv på patientrejsen. Det har stor praktisk

værdi for personalet og deres udvikling af angstdæmpende

tiltag. Men det har også stor betydning for det analytiske

forskningsarbejde, idet spillet bidrager med teoriudvikling,

Under tre overskrifter, som kendetegner designforskningens

forskellige roller for praksis: forskning om design; forskning

for design og forskning gennem design, gives her nogle få

glimt af samspillet:

I forskningen om design søges indsigt i de kulturelle og

samfundsmæssige rødder for designprofessionens praksis

og de udfordringer, designeren står overfor, når den kontekst

ændrer sig.

Danske designere udfordres i disse år af en kraftig forvand-

ling af det danske samfund. Den er lige så vidtrækkende som

overgangen fra håndværks- til industrisamfund. Den omdefi-

nerer opfattelsen af design og designfagets rolle i samfun-

det.

Dagens designer skal fx i stigende grad kunne arbejde i åbne

virksomhedsnetværk, hvor ikke blot brugerne skal inddrages

i designprocessen, men også aktører, som fx underleveran-

dører, vidensunderstøttende partnere og virksomhedens

netværk af datterselskaber. Brugen af digitale medier øger

behovet for interaktionsdesign og medfører, at virksomhe-

dens måde at organisere sig på skal medtænkes i designløs-

ningerne. Det sker i stigende grad i en global kontekst.

Forvandlingen rummer også en overgang til nye konkurrence-

former. Vi skal konkurrere på viden, innovation og kreativitet,

siges det. Vi er m.a.o. på vej fra et samfund domineret af en

industriel ledelsestankegang til et samfund præget af en

entreprenøriel og innovativ ledelsestilgang. I denne omstil-

ling ses med nye øjne på værdien af design. Det gælder ikke

mindst den kreative praksis, hvormed danske designere

løser problemer. Denne praksis ses som værdifuld for såvel

virksomheder og organisationer, som ønsker at styrke deres

innovation og forretningsudvikling, som for kreative løsninger

for samfundet.

som ikke kan genereres på anden vis.

Designerne skal have nye klæder. Det får de gennem et styr-

ket samspil mellem praksis og forskning. Det er vigtigt, at de-

signskolerne beriger forskningsverdenen og designerhvervets

udvikling ved at styrke samspillet mellem det kunstneriske

udviklingsarbejde og forskningen.

Hvis derimod designforskningen adskilles fra den designfag-

lige praksis og det kreative kunstneriske udviklingsarbejde,

så bliver designernes nye klæder i praksis let at ligne med

kejserens.

side 38 side 39

FYRAFTENSØL OG FARVELHvis medlemmerne siger ja til fusionen mellem

Danske Designere og DDA ved de ekstraordinære

generalforsamlinger den 29. marts, betyder det

også et farvel til foreningens direktør gennem 11

år Steinar Valade-Amland. Steinar har valgt at be-

nytte lejligheden til at søge nye udfordringer, hvil-

ket betyder, at han ikke bliver en del af ledelsen i

den nye Danish Design Organization, DDO.

Derfor – kom og drik en fyraftensøl og sig farvel til

Steinar, når vi holder Åbent Hus den 30. marts kl.

16 – 18 i Arkitekternes Hus, Strandgade 27A, 1401

København K.

Venlige hilsner

Danske Designere

Læs interview med Steinar her:

danishdesigners.com/

side 40

ting MultihusHuset, som ligger i Vennesla, Norge, fungerer både som

kulturhus, undervisningssted og offentligt rum. Design:

Helen & Hard.