Indholdsfortegnelse 1 Kapitel 1: Abstract 3 2ir.polsci.ku.dk/research_projects/arctic-politics/bilag/opg.4.pdfIn November 2008 75,5 % of the Greenlandic people voted in favour of the

Benjamin Ask Popp-Madsen Bacheloropgave, foråret 2010

Institut for Statskundskab Københavns Universitet

Grønlandiseringens paradokser: Identitet, demokrati, velfærd og selvstændighed

1

Indholdsfortegnelse

1 Kapitel 1: Abstract ..................................................................................................................... 3

2 Kapitel 2: Grønlands selvstændighed og selvstyreloven ........................................................ 4 2.1 Indledning ............................................................................................................................ 4

2.2 Problemformulering ............................................................................................................. 5

2.3 Forskningsfeltet og opgavens faglige formål ....................................................................... 5

2.4 Opgavens struktur ................................................................................................................ 6

3 Kapitel 3: Videnskabsteoretisk udgangspunkt........................................................................ 9 3.1 Valg af videnskabsteoretisk udgangspunkt .......................................................................... 9

3.2 Diskurs ............................................................................................................................... 10

3.3 Ontologi ............................................................................................................................. 10

3.4 Epistemologi ...................................................................................................................... 11

3.5 Opsummering ..................................................................................................................... 11

4 Kapitel 4: Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori ............................................... 12 4.1 Valg af Laclau & Mouffes diskursteori ............................................................................. 12

4.2 Hegemoni og artikulation................................................................................................... 13

4.3 Tomme betegnere, ækvivalenskæder og antagonisme ....................................................... 13

4.4 Opsummering: Konsekvensen for analyse af nationale identiteter .................................... 15

5 Kapitel 5: Analysestrategi - Hvordan analyseres identiteter og diskurser? ....................... 17 5.1 Metodik og analysestrategi ................................................................................................ 17

5.1.1 Operationalisering ..................................................................................................... 17

5.1.2 Casestudie .................................................................................................................. 18

5.1.3 Statisk, dynamisk og fantasmatisk analyse ................................................................ 19

5.2 Valg og præsentation af empiri .......................................................................................... 21

5.3 Analysestrategisk model .................................................................................................... 23

6 Kapitel 6: Statisk-arkæologisk analyse af de diskursive arkiver omhandlende grønlandsk

identitet ............................................................................................................................................. 24 6.1 Moderniseringsfiguren: Udvikling, modernitet og danifisering ........................................ 24

6.2 Forfaldsfiguren: Den ædle vilde og den grønlandske nationalisme ................................... 25

6.3 Kortlægning af moderniserings- og forfaldsdiskursen ....................................................... 27

6.4 Grønlandskhedens paradokser: modernisering, forfald og grønlandisering ...................... 28

6.5 Opsummering ..................................................................................................................... 31

7 Kapitel 7: Diskursanalyser af grønlandsk identitet og selvstændighed .............................. 32 7.1 Den Grønlandsk-Danske selvstyrekommissions betænkning og Lov om Grønlands

Selvstyre ......................................................................................................................................... 33

7.2 Den parlamentariske debat i det grønlandske Landsting i 2008 ........................................ 35

7.2.1 Dislokation og identitet: Inuit eller Kalaallit? .......................................................... 36

7.2.2 Arbejdskraft og sprog: Sproget som redskab eller sproget som sjæl? ...................... 38

7.2.3 Opsummering på den parlamentariske debat ............................................................ 39

7.3 Den offentlige debat i Grønlandsposten i 2008 ................................................................. 40

7.3.1 Den politiske nation og det individorienterede demokratitema ................................. 40




2

7.3.2 Den kulturelle nation og det etniske fællesskab ......................................................... 41

7.3.3 Opsummering på den offentlige debat ....................................................................... 42

7.4 Opsummering på de tre diskursanalyser af identitet og selvstændighed ........................... 43

8 Kapitel 8: Konklusion .............................................................................................................. 45 8.1 Perspektivering................................................................................................................... 48

9 Litteraturliste ........................................................................................................................... 51 9.1 Videnskabelig litteratur ...................................................................................................... 51

9.2 Empiriske kilder ................................................................................................................. 54

9.2.1 Juridiske kilder ........................................................................................................... 54

9.2.2 Lovforslag i Landstinget ............................................................................................ 55

9.2.3 Avisartikler fra A/G Grønlandsposten ....................................................................... 57

Figuroversigt

Figur 1: Forskningsdesign……………………………………………………………………………8

Figur 2: Laclaus analysemodel for dannelsen af kollektive identiteter……………………………..16

Figur 3: Operationalisering fra baggrundskoncept til observationer………………………………..18

Figur 4: Skema til statisk analyse af sociale logikker……………………………………………….20

Figur 5: Samlet analysestrategi……………………………………………………………………...23

Figur 6: Kortlægning af moderniserings- og forfaldsdiskursen……………………………………..27

Figur 7: Grønlandiseringens paradokser…………………………………………………………….31

Figur 8: Brugen af grønlandsk identitet i Lov om Grønlands Selvstyre og Selvstyrekommissionens

betænkning…………………………………………………………………………………………...35

Figur 9: Diskursiv kamp mellem grønlandiseringsdiskurs og pan-inuitisk diskurs………………...37

Figur 10: Sprogets dobbelte rolle som redskab og sjæl……………………………………………..38

Figur 11: Den etnokulturelle nation overfor den politiske nation…………………………………..43

Figur 12: Opsummering af diskursanalyserne………………………………………………………44




3

1 Kapitel 1: Abstract

In November 2008 75,5 % of the Greenlandic people voted in favour of the law of self-rule, which

is considered the last step before establishing a complete independent Greenland. Based on the

poststructuralist paradigm this assignment carries out a series of discourse analyses on how

Greenlandic identity is used and contested in the debate about self-rule and how this debate will

affect a future independent Greenland. Through a preliminary analysis of the discursive archives

concerning Greenlandic identity, I argue that the hegemonic Greenlandic identity is based on an

essentialist conception of the Greenlander as the noble savage, who has been corrupted by the

Danish, colonial influence. To this notion of Greenlandic identity is linked a demand for a modern

democratic welfare state, which therefore places the Greenlandic identity debate in a paradoxical

state.

The main analysis of the assignment - which analyse the law of self-rule, the self-rule debate in the

Greenlandic parliament and in the biggest newspaper, Grønlandsposten - is carried out through

Ernesto Laclau and Chantal Mouffes discourse analytic framework.

In the conclusion I argue, that despite a series of attempts to politicize and redefine the notion of

‘the Greenlander’, the hegemonic discourse is unable to solve the paradoxes of greenlandisation

because the discourse is based on mainly an essentialist, ethnic and exclusionary conception of

Greenlandic identity. The consequences for a future independent Greenland is therefore, that it will

be problematic for the Greenlanders to manage in the changeable world of globalisation, due to the

desire of creating a total overlap between the nation and the state. The assignment suggests that the

paradoxes of greenlandisation could be solved by stepping into a post-postcolonial condition, where

the reference to the colonial The Danish Other should be replaced by a shift to English as a second

language. This would help the Greenlandic society cope with the challenges of the 21. century

without reviving the colonial destruction of the Greenlandic identity.




4

2 Kapitel 2: Grønlands selvstændighed og selvstyreloven

2.1 Indledning

Vejen til selvstyret har været lang og startede reelt ved grundlovsændringen i 1953, hvor Grønland

gik fra at være en koloni til at blive et dansk amt, og grønlænderne gik fra at være et oprindeligt,

men rettighedsløst folk, til at blive danskere. Denne status ændredes igen 1979 som følge af en

opblomstring af grønlandsk nationalisme, hvorfor et udvidet hjemmestyre indførtes i Grønland,

hvor ansvaret for en stor mængde politikområder blev hjemtaget. Denne proces mod

selvstændighed kulminerede med vedtagelsen af selvstyreloven i 2008.

Som det indledende citat viser, kan nationer forstås som forestillede fællesskaber. Samtidig synes

det at ligne, at nationer er de eneste fællesskaber, vi rent faktisk kan forestille os. Når ideen om

nationen på en gang udgør det eneste format fællesskabet kan tænkes i, men samtidig er forestillet,

dvs. ikke kan rodfæstes i objektive biologiske eller etniske kategorier, bliver det relevant at

undersøge, hvordan nationalitet og identitet – herunder den grønlandske – konstrueres og

politiseres. En sådan antiprimordialistisk tilgang til nationalitet åbner mulighed for, at

’grønlandskhed’ kan bruges forskelligt i politiske projekter, hvilket også betyder, at det får

vidtrækkende konsekvenser for politik, hvordan ’grønlandskhed’ bliver brugt. Således kan der -

udover at være politik imellem allerede fastlagte identiteter som i mainstream rational choice

politologi - også være en egentlig konstitutiv identitetspolitik1.

Svaret på spørgsmålet ’Hvori består den unikke grønlandske identitet, der kræver selvstændighed?’

svarer til kontraktteoriens lockeanske førstediktum, nemlig at før folket kan bestemme, må det

afgøres, hvem folket er, og spørgsmålet står således centralt for at forstå det konkrete, grønlandske

indhold af den generiske form, som en statsdannelse virkeliggør.

1 Denne skelnen hentes i Martin Heideggers distinktion mellem det ontologiske og det ontiske og genfindes i

distinktionen mellem politik og dennes ontologiske forudsætning: det politiske. Uddybes i Kapitel 3.

”Det er muligvis rigtigt, som Benedict Andersson hævder, at en nation skal forstås som et forestillet

fællesskab – her må vi ikke desto mindre sande, at påstanden er blevet vendt på hovedet, således at

nationen er den eneste måde, hvorpå man kan forestille sig fællesskabet!” (Negri & Hardt,2003:116).




5

2.2 Problemformulering

Ud fra disse indledende overvejelser bliver opgavens problemformulering:

Problemformuleringen indeholder således både en analyserende del - hvilken rolle grønlandsk

identitet spillede i selvstændighedsdebatten - og en diskuterende og vurderende del – de fremtidige

konsekvenser for en kommende grønlandsk stat.

Jeg ønsker herigennem at undersøge den politisk-ontologiske definitionskamp af det grønlandske

folk, og konsekvenserne ifht. oprettelsen af en fremtidig, selvstændig nationalstat. En sådan

definitionskamp med hybride og skiftende identiteter er kun mulig, hvis identitet konceptualiseres

som dynamisk, heterogent og antiessentialistisk. Opgavens teoretiske ramme er derfor det

poststrukturalistiske og diskursteoretiske paradigme2.

Ovenstående er fra et politologisk sigte særdeles relevant, idet problemformuleringen omhandler en

politisk proces mod en ny statsdannelse, hvor identiteter og aktører interagerer på nye måder.

Problemstillingen er ydermere central i et dansk perspektiv, da Grønland og Danmark har en lang

historisk tilknytning. Opgaven skriver sig således ind i et bredere politologisk forskningsfelt

omhandlende multikulturalisme, identitetspolitik og postkoloniale samfundsforhold.

2.3 Forskningsfeltet og opgavens faglige formål

Grønlandsk identitet, den historiske udvikling mod selvstændighed samt de dansk-grønlandske

relationer er et bredt forskningsfelt, der er behandlet ud fra forskellige tilgange: litteraturvidenskab

(Thisted 1992, Langgård 2003), antropologi (Wagner Sørensen 1994, Bjørst 2008), historie

(Petersen 1991, 1992, Thuesen 1988), jura (Petersen 2004) og politologi (Gad 2004, 2005, 2008,

2009a, 2009b, Christensen 2000). Ingen af disse studier er udført efter selvstyrets officielle

indførelse, ej heller er specifikke diskursanalytiske studier af den offentlige og parlamentariske

debat op til folkeafstemningen i 2008 udført.

2 Paradigmet diskuteres og redegøres for i kapitel 3 og 4.

Hvordan bruges grønlandsk identitet i den grønlandske selvstændighedsdebat op til

folkeafstemningen om selvstyreloven i november 2008 og med hvilke konsekvenser for en

fremtidig, selvstændig grønlandsk stat?




6

Nærværende opgave kan derfor bidrage til den eksisterende forskning om grønlandsk identitet og

konsekvenserne for selvstændighedsprojektet, samt tilføre ny viden om den konkrete brug af

identitetspolitik i selvstyredebatten i 2008. Endelig er opgavens formål at komme med

identitetspolitiske anbefalinger.

2.4 Opgavens struktur

Opgaven falder – foruden abstract og indledningskapitlet - i seks kapitler, hvilke kort skitseres

herunder.

Kapitel 3: Videnskabsteoretisk udgangspunkt

Kapitlet præsenterer opgavens videnskabsteoretiske udgangspunkt, herunder poststrukturalismens

antiessentialisme og tomme ontologi samt diskursbegrebet.

Kapitel 4: Laclau & Mouffes diskursteori

Kapitlet diskuterer Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori, som den kommer til udtryk i

Hegemony and Socialist Strategi fra 1985. Konkret benyttes Laclaus model for dannelse af

kollektive identiteter fra On Populist Reason fra 2005.

Kapitel 5: Analysestrategi - Hvordan analyseres identiteter og diskurser?

Kapitlet klargører de metodiske og analysestrategiske overvejelser, når identiteter og diskurser

analyseres. Opgavens empiri præsenteres, og et skema til kortlægning af diskurser introduceres.

Kapitel 6: Statisk-arkæologisk analyse af de diskursive arkiver omhandlende grønlandsk

identitet

Kapitlet analyserer det diskursive felt, hvori debatten om grønlandsk identitet og selvstændighed

finder sted og finder to diskursive figurer - moderniserings- og forfaldsfiguren. Afslutningsvis

diskuteres selvstændighedens flertydighed som følge af disse diskursive figurer.




7

Kapitel 7: Diskursanalyser af grønlandsk identitet og kravet om selvstændighed

En række diskursanalyser af grønlandsk identitet, og dennes sammenkædning med kravet om

selvstændighed udføres på opgavens empiriske materiale3. Både Laclaus model fra kapitel 4, det

diskursanalytiske skema fra kapitel 5 samt moderniserings- og forfaldsfigurerne fra kapitel 6 bruges

i diskursanalyserne.

Kapitel 8: Konklusion og perspektivering

Problemformuleringen besvares, og konsekvenserne af identitetsdebatten for en fremtidig

selvstændig grønlandsk stat diskuteres. Endelig gives der identitetspolitiske anbefalinger samt en

perspektivering.

3 Det empiriske materiale udgøres af et stort antal juridiske, politiske og offentlige kilder og præsenteres indgående i

kapitel 5.




8

Figur 1: Forskningsdesign

Indledning og problemfelt

Problemformulering: Hvordan bruges grønlandsk identitet i den grønlandske

selvstændighedsdebat op til folkeafstemningen om selvstyreloven i november 2008 og med

hvilke konsekvenser for en fremtidig, selvstændig grønlandsk stat?

Poststrukturalistisk

videnskabsteori

Laclau & Mouffes

diskursteori

Metodiske overvejelser og

sociale, politiske og

fantasmatiske logikker

Samlet analysestrategisk ramme

Statisk, arkæologisk

analyse af de

diskursive arkiver

Dynamisk, genealogisk

analyse af kampen om

grønlandsk identitet og

selvstændighed

Konklusion: Konsekvenserne for en

fremtidig grønlandsk stat

Fantasmatisk perspektivering: Hvad tilbyder

den hegemoniske diskurs til subjekterne?

Hvorfor bliver den hegemonisk?




9

3 Kapitel 3: Videnskabsteoretisk udgangspunkt

Kapitlet vil gennem en indledende diskussion af videnskabsteoriens formål klargøre de ontologiske

og epistemologiske udgangspunkter, der tillader at stille problemformuleringen som gjort i det

ovenstående kapitel. Kapitlet introducerer ydermere diskursbegrebet.

3.1 Valg af videnskabsteoretisk udgangspunkt

Samfundsvidenskaberne er ulig naturvidenskaben ikke karakteriseret ved en generel enighed om

virkelighedens ontologiske beskaffenhed og de epistemologiske mulighedsbetingelser for

erkendelsen. Derimod kan samfundsvidenskabens forskellige videnskabsteoretiske tilgange opfattes

som sideordnede paradigmer i Kuhnsk forstand. Det medfører to fordringer for det

videnskabsteoretiske valg:

1) Det videnskabsteoretiske valg skal afspejle undersøgelsens problemformulering, dvs. tillade,

at problemformuleringen kan stilles, som den gør.

2) Det videnskabsteoretiske valg skal lægges åbent frem, idet ingen politisk analyse er

videnskabsteoretisk neutral, hvilket det indledende citat understreger.

Da denne opgaven omhandler kampen og brugen af grønlandsk identitet i selvstændighedsprojektet,

samt den indledende idé om nationen som et forestillet fællesskab, må det videnskabsteoretiske

udgangspunkt ontologisk set være en antiessentialistisk tilgang, der ikke ser virkeligheden –

herunder kollektive identiteter - som objektivt givet, men som socialt konstrueret. Den

epistemologiske konsekvens heraf er, at viden og adgangen hertil altid er mangelfuld og givet af

den historiske kontekst. Problemformuleringen kalder derfor på poststrukturalismen som sit

videnskabsteoretiske udgangspunkt, mere specifikt på diskursteorien, da diskursbegrebet honorerer

ovenstående ontologiske og epistemologiske antagelser samt i analytisk forstand indstifter både de

mulige identiteter og politikker, som problemformuleringen omhandler (Hansen,2006).

”Jeg vil ikke foregive, at det sted, hvorfra man spørger, ikke påvirker spørgsmålet, eller at sidstnævnte

ikke forudbestemmer de forskellige slags svar, der kan forventes” (Laclau,2002a:124-125)




10

Vigtigheden af transparens i det videnskabsteoretiske valg skal understreges, idet ”No political

analysis has ever been ontologically neutral” (2006:78), hvorfor “Ontological assumptions are

logically antecedent to the epistemological and methodological choices” (2006:79). Det har således

afgørende konsekvenser for opgavens epistemologi og praktisk-metodiske overvejelser, hvordan

den grundlæggende ontologi konceptualiseres. Det er således min intention, at der skal gå en klar

linje fra nedenstående ontologiske overvejelser, over Laclau & Mouffes diskursteori i kapitel 4 til

den samlede analysestrategi i kapitel 5.

3.2 Diskurs

Diskursbegrebet er centralt i overgangen fra strukturalismens grammatiske analyser til

poststrukturalismens fremkomst i 1960’erne (Esmark,2005:25). Med Foucault kan vi sige, at ”…the

term discourse can be defined as a group of statements that belong to a single system of formation”

(1972:121). En diskurs er altså en række sætninger, udsagn og tegn, hvori der findes en regularitet i

brugsmåden, og som tilsammen udgør et hele. Foucault definerer derfor en diskurs som

regulariteten i spredningen af udsagn (1972:41). Denne opfattelse går igen hos opgavens centrale

teoretikere: ”The structured totality resulting from the articulatory practice, we will call discourse”

(Laclau & Mouffe,1985:105).

En diskurs om grønlandsk identitet er således en række udsagn, ytringer og forestillinger om, hvad

grønlandskhed er, der gennem regulariteten i disse udsagn muliggør nogle former for

grønlandskhed og umuliggør andre. Følgelig sætter diskurser rammerne for mulige

subjektpositioner og politikker, dvs. at diskurser indstifter systemer af sandheder (Philips 2002:14,

Hansen, 2004:390, Åkerstrøm Andersen, 2003:3). Med diskursbegrebet på plads kan

poststrukturalismens og diskursteoriens ontologi og epistemologi diskuteres.

3.3 Ontologi

Poststrukturalismen opererer med en antiessentialistisk ontologi, hvorfor virkeligheden kan

beskrives som ”…en flydende masse af mening” (Hansen,2004:392) eller som ”…i udgangspunktet

flertydig, flydende og kaotisk” (Dyrberg,2001:8). Virkeligheden er ikke entydig og objektivt givet,

hvorfor en sådan entydighed opnås gennem diskursive og sproglige konstruktioner og forskelle.

Heri ses poststrukturalismens ontologiske inspiration fra Ferdinand de Saussures strukturalistiske

diktum om sproget som et system af forskelle (Howarth,2000:18-23, Esmark et al,2005:15), og

denne antiessentialisme – altså at virkeligheden ikke har en entydig essens uden for dens diskursive

manifestation – er fremdriften i poststrukturalismens overordnede metafysikkritik, tydeligst




11

eksemplificeret i Jacques Derridas kritik af nærværsmetafysikken (Diderichsen,2005:127). At

virkeligheden fremstår nærværende for os, er ifølge Derrida resultatet af en forudgående

overvindelse og eksklusion af et mere oprindeligt meningsoverskud, hvilket indfanges med begrebet

différance – den transcendente forskelssættende bevægelse (Diderichsen,2005:137). Denne radikale

konstruktivisme betyder ikke – som poststrukturalismen ofte anklages for – at virkeligheden ikke

eksisterer, men derimod, at vi kun har adgang til den gennem diskurser4. Ontologien er så at sige

tom, alt er diskurs: ”…the moment, when in the absence of a center or origin, everything became

discourse (Derrida,2006:354). Denne antiessentialisme muliggør således spørgsmålet om

grønlandsk identitet, som jeg stiller det: Grønlandsk identitet er ikke en essens, en kerne, en enhed,

der findes som sådan, men en diskursiv konstruktion, resultatet af différance, hvilket muliggør en

kamp og en forhandling om, hvordan grønlandsk identitet skal bruges i selvstændighedsprojektet.

3.4 Epistemologi

Det følger direkte af diskursernes ontologiske primat, at adgang til virkeligheden uden dens

diskursive manifestation aldrig kan opnås. Viden vil derfor altid være kontekstuel og historisk

specifik: ”Simply stated, knowledge is created; not discovered” (Koch,2007:3). Den

epistemologiske konsekvens bliver, at sandhed ikke er et eksternt punkt, hvorimod forskning kan

måles, men snarere en systemintern kvalitet; en kvalitet ved diskursen5. Det betyder ydermere for

studiet af identitet – herunder den grønlandske – at der ikke er andre mulige undersøgelsesobjekter

end netop diskurserne (Hansen,2004:397-398). Herved får poststrukturalismen en anden

erkendelsesfunktion end at afdække den allerede ordnede virkelighed i positivistisk forstand. I

stedet bliver erkendelsesinteressen at denaturalisere og dekonstruere diskurser for at vise deres

radikale kontingens. Opgavens ønske om at komme med identitetspolitiske anbefalinger skal ses i

dette lys: Ved at denaturalisere modsatrettede diskurser om grønlandsk identitet bliver det muligt at

vise deres historiske situerethed og derved anbefale andre identifikationer.

3.5 Opsummering

Det videnskabsteoretiske udgangspunkt etablerer således diskursernes primat i både ontologisk og

epistemologisk forstand, hvorfor virkeligheden altid er diskursivt konstrueret og medieret. Heraf

følger et teoretisk og metodisk fokus på den diskursteoretiske analyseform, hvilket forfølges i

henholdsvis kapitel 4 og 5.

4 En flod løber over sine bredder uanset om en menneskelig bevidsthed observerer det, men om det skal forstås som

Guds straf over menneskene eller som resultatet af metrologiske forhold, afhænger af diskursen 5 Jf. eksempelvis Foucaults epistemer eller Kuhns paradigmer.




12

4 Kapitel 4: Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori

Dette kapitel præsenterer opgavens diskursteoretiske begrebsapparat i form af Laclau og Mouffes

diskursteori, som den bl.a. kommer til udtryk i Hegemony and Socialist Strategy6. Efterfølgende

specificeres konsekvenserne for dannelsen af kollektive identiteter via en præsentation af Laclaus

analysemodel fra On Populist Reason.

Kapitlet vil således trække på de i forrige afsnit fremførte videnskabsteoretiske indsigter, men

ekspliciterer konsekvenserne for analyse af kollektive identiteter og herigennem gives

poststrukturalismen dens politologiske relevans.

4.1 Valg af Laclau & Mouffes diskursteori7

Godtages poststrukturalismens essentialismekritik, følger det, at den politiske kamp – som det

indledende citat viser - flyttes fra det ontiske niveau, hvor identiteterne fremstår som

prædeterminerede, til den ontologiske kamp om at definere indholdet af identiteter: ”…kampen

følger en række principper, som poststrukturalismen har identificeret som principper for

meningsskabelse” (Hansen,2005:180). Det er disse poststrukturalistiske principper og

konsekvenserne heraf for dannelsen af kollektive identiteter, som Laclau & Mouffes teoriapparat

gør os i stand til at begribe.

Derudover vælges Laclaus diskursanalytiske model, fordi den ”…primært har været anvendt til

analyser af formningen af ’nationalt-folkelige’ politiske identiteter” (Hansen,2005:193). Det gør

teoriapparatet8 yderst velegnet til at analysere debatten om grønlandsk identitet og selvstændighed,

da formningen af ’nationalt-folkelig’ identitet i forbindelse med selvstyreloven sker ganske åbenlyst

– der stemmes endda om en fremtidig national identitet!

6 Kapitlet vil ikke referere teorien loyalt og kommenterende, men vil vise, hvordan teoriapparatet kan bruges til analyse

af kollektive identiteter, herunder dannelse af nationalt-folkelige politiske identiteter. 7 Ved valget af Laclau & Mouffes diskursteori afgrænser jeg mig fra eksempelvis Norman Faircloughs ellers ofte brugte

kritiske diskursanalyse (Fairchlough, 1999). Dette er en direkte konsekvens af mit videnskabsteoretiske udgangspunkt,

hvor jeg opfatter diskurser som havende ontologisk primat, hvorfor Faircloughs skelnen mellem et diskursivt og et ikke-

diskursivt niveau ikke kan accepteres. For en grundig sammenligning se (Philips og Jørgensen, 2002). 8 I Fuglsang & Olsens (2004) autoritative indføring i samfundsvidenskabernes videnskabsteori bruger Allan Dreyer

Hansen i sit kapitel om diskursteori også Laclau & Mouffes Hegemony and Socialist Strategy som det bedste bud på en

sammenhængende diskursteori.

”The constitution of the very identities which will have to confront each other antagonistically,

becomes now the first of political problems” (Laclau & Mouffe,1985:134).




13

4.2 Hegemoni og artikulation

Den diskursive kamp handler om midlertidigt at fastsætte mening, dvs. om at opnå midlertidigt

hegemoni. Hegemoni bliver således det centrale begreb hos Laclau & Mouffe, da hegemoni er den

tilstand, der lader det sociale fremtræde midlertidigt entydigt og objektivt.

Laclau & Mouffes fokus på hegemonibegrebet og dets centrale stilling i diskursanalysen

fremkommer igennem en dekonstruktivistisk læsning af den strukturelle marxisme i form af

Antonio Gramscis hegemonianalyse og Louis Althussers ideologikritik (Laclau & Mouffe,1985:97-

105, Hansen,2004:409). Selvom både Gramsci og Althusser opbløder marxismens deterministiske

basis/overbygningsmodel, og lader overbygningsfænomener få relativ autonomi, har begge

teoretikere arbejderklassen som privilegeret ontologisk aktør og økonomien som determinerende i

sidste instans (Hansen,2005:178-179). Laclau & Mouffes hegemonianalyse er derimod formuleret

på eksplicitte poststrukturalistiske antagelser, hvorfor ”The incomplete character of every totality

necessarily leads us to abandon, as a terrain of analysis, the premise of ’society’ as a sutured and

selfdefined totality” (Laclau & Mouffe,1985:111). Samfundet som objektivt fænomen findes ikke,

hvorfor ingen agenter kan have ontologisk primat. At aktører og diskurser fremstår som havende

ontologisk primat, er netop et udtryk for en vunden diskursiv kamp, hvorfor hegemonibegrebet

svarer til Derridas begreb om différance som den operation, der medierer mellem flertydighed og

entydighed. Hegemoni er kort sagt navnet for den arbitrære og kontingente fastlæggelse af det

sociales meningsoverskud.

Den hegemoniske intervention foregår ved en artikulation af heterogene elementer ”…such that

their identity is modified as a result of the articulatory practice” (Laclau & Mouffe,1985:105). Ved

at sammenkæde elementer, der har en arbitrær relation – som eksempelvis en bestemt form for

grønlandsk identitet og et bestemt politisk krav – reduceres elementernes oprindelige flertydighed.

Denne reduktion er Laclau & Mouffes definition på hegemoni, og er dybest set indholdet af og

formålet med enhver politisk kamp (Laclau & Mouffe,1985:105).

4.3 Tomme betegnere, ækvivalenskæder og antagonisme

Vi kan nu stille spørgsmålet: Hvad er en diskurs’ generiske form? Et indledende svar er, at enhver

diskurs vil forsøge ”…to construct a centre” (Laclau & Mouffe,1985:112). Diskursens center -

kaldet ’tom betegner’ - fungerer som ”en partikularitet, der kommer til at stå for meningsindholdet i

et hegemonisk projekt” (Hansen,2005:181), og kunne eksempelvis være ’arbejderen’ i en traditionel

marxistisk diskurs. At centeret er tomt henviser til, ”at denne betegner i sig selv ikke betegner eller




14

symboliserer noget bestemt, hvilket på den anden side vil sige, at den tomme betegner kan betegne

eller symbolisere hvad som helst” (Esmark,2005:28).

I nærværende opgave er ’grønlandskheden’ den centrale tomme betegner: Det er grønlandskheden,

der kæmpes om at hegemonisere.

Centerets tomhed har to konsekvenser for diskursens form (Laclau,2002b):

1) Diskursen etablerer sine grænser via et antagonistisk forhold til, hvad den ikke indeholder,

til den konstitutive anden.

2) Diskursen får sin positivitet fra tilkoblede ækvivalente led.

Da diskursen ikke kan rodfæstes i en positiv, social orden, kan ”…grænser aldrig være neutrale

grænser, men forudsætter eksklusion” (Laclau,2002b:136). Den tomme betegner henviser derfor

også til den ekskluderede ’konstitutive anden’. I ovenstående eksempel kunne den konstitutive

anden være ’kapitalisten’, og heri ses inspirationen fra en schmittiansk politikdefinition som

konstitueringen af en ven/fjende-relation (Schmitt,2002:51-73) og en strukturalistisk, saussuriansk

idé om mening som relation og forskel (Howarth,2000:18-23).

Med et tomt center og en arbitrær eksklusion som grænsesættende, bliver diskursens positivitet

bestemt af de momenter, der opfattes som ækvivalente med den tomme betegner. Disse ækvivalente

led kunne eksempelvis være sproget, naturen og maden i en bestemt type grønlandsk

identitetsdiskurs. Jo flere ækvivalente led, der tilkobles den tomme betegner, og jo mere den tomme

betegner gør krav på at repræsentere det primære politiske fællesskab, jo mere opdeles det sociale i

et antagonistisk rum, hvor alle andre forskelle undertrykkes (Laclau & Mouffe,1985:131-132,

Hansen,2005:182-183). Denne dynamik er den centrale i dannelse af nationale, politiske identiteter

(Laclau,2005:133).

Vi har nu samtlige diskursteoretiske begreber til at analysere diskursive kampe: Diskursive kampe

omhandler sammenkædningen af heterogene elementer, så disse fremstår ækvivalente med en tom

betegner. Dette gøres gennem en antagonistisk eksklusion af en konstitutiv anden, og den

hegemoniske diskurs er den, der midlertidigt lykkes med at fremstille denne arbitrære og

kontingente operation som naturgiven og universel. Kampen afsluttes aldrig, da diskursens center

og indhold igennem artikulation konstant udfordres og udvides: ”The absence of the transcendental

signified extends the domain and play of signification infinitely” (Derrida,2006:358).




15

4.4 Opsummering: Konsekvensen for analyse af nationale identiteter

Diskurser om nationale identiteter adskiller sig ikke fra andre diskurser, hvorfor disse er struktureret

som beskrevet i det ovenstående. Det har følgende konsekvenser for opfattelsen af identitet:

Identitet er aldrig naturgiven eller oprindelig, men altid et resultat af kampe og politiske

præstationer.

Identitet holdes sammen via en eksklusion, hvorfor ’den konstitutive anden’ er en

nødvendighed.

Identitet er altid til forhandling og kan aldrig rodfæstes endeligt.

Identitetskampe er grundlæggende kampe, der definerer hvem ’vi’ er.

Laclau specificerer dette diskursteoretiske blik på identitet til dannelsen af nationalt-folkelige

bevægelser: ”…the contruction of the ’people’ is the political act par excellence”

(Laclau,2005:154) og ”…constructing a ’people’ also involves constructing the frontier which the

’people’ presupposes” (Laclau,2005:154).

Disse indsigter sammenfattes i nedenstående analysemodel.




16

Figur 2: Laclaus analysemodel for dannelsen af kollektive identiteter9

Dette diskursanalytiske udgangspunkt medfører, at analysen af den ontologiske kamp om at skabe

hegemoniske projekter går forud for den mainstream politologiske analyse af enhederne, efter de er

dannet. Tilgangen kan således forstå mulighedsbetingelserne for normalpolitikken, samt hvordan

diskurserne om grønlandsk identitet konstituerer de mulige subjekter og politikker, men også

hvordan subjekterne kan bruge de diskursive arkiver i politiske kampe, ved at tilføre nye

ækvivalenskæder og nye forsøg på at hegemonisere tomme betegnere. I stedet for at give den

grønlandske selvstændighedsproces en teleologi, en privilegeret agent og et transcendent imperativ

og den grønlandske identitet en oprindelig essens, lader den diskursteoretiske tilgang spørgsmålene

være åbne og lader svarene være afhængige af politiske præstationer.

9 Modellen er taget fra Laclau 2005: 148

Tom betegner: Identitetens center

Folket

Ækvivalent

led Æ Æ

Æ

Æ

Æ

Æ

Æ

Antagonismen

Den konstitutive

anden: Fjenden, den

fremmede




17

5 Kapitel 5: Analysestrategi - Hvordan analyseres identiteter

og diskurser?

Dette kapitel præsenterer opgavens metodiske overvejelser, empiri og analysestrategiske ramme.

Den metodiske konsekvens af opgavens videnskabsteoretiske udgangspunkt er – som ovenstående

citat fra Saids Orientalisme antyder - at grønlandsk identitet ikke uden videre kan observeres, men

må konstrueres som analyseobjekt. Det er konstruktionen af grønlandsk identitet som et gyldigt

objekt for (diskurs)analyse, som kapitlet ønsker at opnå.

5.1 Metodik og analysestrategi

Metode har en anden rolle i poststrukturalismen end i eksempelvis positivismen, hvor metode

opfattes som en teknik til opnåelsen af sikker viden. Derfor udskiftes stringente metodiske

overvejelser med en præsentation af for nærværende opgave unik analysestrategi, der virker som en

”…konditionering af iagttagelsen” (Esmark,2005:11), dvs. en specifikation af hvordan det

diskursanalytiske blik skal se. Idéen om en unik analysestrategi er en af poststrukturalismens

metodiske kendetegn, idet man som forsker herved vedkender sig sin egen rolle i

genstandsproduktionen. Bevidstheden om forskerens rolle som medproducent af virkeligheden,

adskiller poststrukturalisten fra positivisten, netop pga. erkendelsen af den opnåede videns

kontingens og konstruktion (Esmark,2005:9-12).

5.1.1 Operationalisering

Operationaliseringen af problemformuleringen skal sikre undersøgelsens validitet og reliabilitet

(Adcock,2001:530). Begreberne mister deres metodiske entydighed i poststrukturalistisk forskning,

pga. virkelighedens konstruerethed; alligevel bruger jeg Adcock & Colliers

operationaliseringsmodel (2001:531) som et heuristisk redskab, der skal demonstrere en principiel,

hypotetisk form for validitet og reliabilitet og derudover sikre transparens som det altafgørende

metodiske kvalitetskriterium.

”Men hvordan kender man fænomener, som eksisterer, og i hvilket omfang er de ’fænomener som

eksisterer’ skabt af dem, som kender dem?” (Said,2002:339)




18

Figur 3: Operationalisering fra baggrundskoncept til observationer

Modellen tilvejebringer gennem operationaliseringen principiel validitet og reliabilitet:

Validitetsmæssigt demonstrerer modellen, at jeg ’måler’ på mit baggrundskoncept, dvs. jeg

konceptualiserer og operationaliserer grønlandsk identitet, så begrebet reelt bliver ’målbart’, samt

demonstrerer operationaliseringens gyldighed (Adcock,2001:532-533). Reliabilitetsmæssigt sikrer -

den igennem operationaliseringen opnåede transparens - at undersøgelsen ved gentagne

gennemførsler principielt vil kunne nå samme resultat.

5.1.2 Casestudie

Diskursanalyser udføres ofte på afgrænsede cases frem for ved store komparative studier

(Howarth,2005:330), hvorfor valget af casestudiet som forskningsmetode er oplagt. Ved valget af

casestudie opnås en detaljeret og grundig analyse af grønlandsk identitet (Gerring,2004:342),

hvorfor den metodiske logik hverken bliver deduktiv teoritestning eller induktion teorigeneration

(Gerring,2004:349), men snarere placerer sig på et mesoniveau, hvilket uddybes i afsnit 5.1.3.

Level 1: Baggrundskoncept

Grønlandsk identitet og politisk selvstændighed

Level 2: Systematiserede koncepter Identitetsdiskursen i de juridiske, politiske og

offentlige kilder samt disse sammenkædning med

selvstændighedsspørgsmålet

Level 3: Indikatorer Figur 2: Laclaus model for dannelse af kollektive identiteter

Figur 4: Statisk kortlægning af diskursers strukturelle form

Level 4: Observationer Kortlægning og analyse af empiriske diskurser via

indikatorerne i figur 2 og figur 4

Konceptualisering

Operationalisering

Svarkategorier




19

Valget af casestudie medfører også, at inferens til en større gruppe af cases og universelle

kausalitetsforhold som samfundsvidenskabens førsteformål (King,1994) frafalder til fordel for en

mere refleksiv, kontekstfølsom analyse (Howarth,2005:329-333).

5.1.3 Statisk, dynamisk og fantasmatisk analyse

For at diskursanalysen ikke skal falde for kritikken om ’anything goes’ (Bredsdorff,2002), ekstrem

relativisme (Dyrberg,2001:334) eller radikal empirisme (Laustsen,2005:216), må der introduceres

en række analyseredskaber, der er i overensstemmelse med det videnskabsteoretiske udgangspunkt,

og samtidig insisterer på en vis regelmæssighed i det empiriske materiale.

Glynos og Howarth introducerer i bogen Logics of Critical Explanation in Social and Political

Theory begrebet ‘logikker’ som en forklaringsmetode, der står i modsætning til både hermeneutiske

fortolkninger og positivistiske kausalmekanismer (Glynos,2007:13), og i stedet forsøger at

undersøge mulighedsbetingelserne og logikkerne, der styrer praksisser (Glynos,2007:136). Glynos

og Howarth introducerer tre logikker – sociale, politiske og fantasmatiske – der ontologisk set altid

er til stede, men analytisk kan adskilles og bruges forskelligt10

. Logikkerne egner sig til forskellige

former for analyser og er udviklet på et klart poststrukturalistisk, laclau-mouffesk grundlag, hvorfor

de er yderst velegnede som analysestrategi:

Sociale logikker og statisk analyse: De sociale logikker knytter sig til en statisk analyse af

diskursive formationer (Glynos,2007:137-141), dvs. en arkæologisk kortlægning af reglerne,

der styrer en given diskurs. Da ”…social logics qua rules are not reducible to empirical

contexts” (Glynos,2007:140), dvs. til en ren induktiv tilgang bruges nedenstående skema til

at kortlægge diskurser og reglerne, der styrer dem. Skemaet er taget fra André Sonnichsens

Unmaking ’the people’ og bygger på det begrebsapparat, der er introduceret i kapitel 4.

Skemaet og de sociale logikker vil blive brugt i analysen af de diskursive arkiver i kapitel 6.

10

Ligesom den klare distinktion mellem flydende og tomme betegnere kun er analytisk og ikke ontologisk (Laclau,

2005: 133).




20

Figur 4: Skema til statisk analyse af sociale logikker11

Parameter of structure of discourse

Substantive discursive content

Primary political front:

Establishes basic dichotomy

Primary ontological actor:

The specific naturalised entity upon which the

discourse relies

Distinct social diagnosis:

Major contemporary blockages preventing a

politics of normality

Equivalences and alliances:

Simplification or complexification of social

space

Systems of difference:

Subject positions evoked

Subjects of agonistic relations:

Insiders or legitimate competitors

Subjects of antagonistic relations:

Outsiders or enemy - identification of the ’other’

and activation of primary political boundary

’Absent fullness’:

The vision of the future and ’politics of

normality’

Basic social ‘failure’:

The point of origin of necessity and social action

Politiske logikker og dynamisk analyse: De politiske logikker indstifter det sociale

(Glynos,2007:141-145) og er med Laclaus ord ”…inherent to any proces of social change”

(Laclau,2005:117). De politiske logikker er derfor velegnede til dynamisk-genealogiske

analyser, der omhandler sammenkædningen af ækvivalenskæder og forsøg på at

hegemonisere tomme betegnere. De politiske logikker kommer til udtryk i Laclaus

analysemodel fra kapitel 4, og bruges i opgavens hovedanalyse i kapitel 7, da de netop kan

forstå kampen om den grønlandske identitet. Åbningen af det sociale, hvorved de politiske

11

Taget fra Sonnichsen, 2009: 125-126




21

logikker virker, sker ofte i dislokationer (Hansen,2005:184-185), hvilket skal forstås som

historiske tidspunkter, hvor diskurser ikke på tilfredsstillende måde ’forklarer’ verden for

subjekterne. Perioden omkring folkeafstemningen om selvstyreloven i 2008 er karakteriseret

ved enorm dislokation, da den grønlandske identitet igennem afstemningen og den

forudgående debat tvinges til forhandling, kamp og reartikulation.

Fantasmatiske logikker og forklarende analyse: De fantasmatiske logikker

(Glynos,2007:145-152) er poststrukturalismens forsøg på en forklaring på diskursens appel

til subjekterne ”…fantasmatic logics provide the means to understand why specific practices

and regimes ’grip’ subjects” (Glynos,2007:145). De fantasmatiske logikker fungerer ud fra

de lacanianske, psykoanalytiske idéer om nydelsen, fantasmet og begæret som det

strukturerende for subjektets handlinger, hvorfor logikkerne kan bruges til at undersøge det

sociales yderligere sedimentering eller dislokationens og de politiske logikker pludselige

impetus (Glynos,2007:145). Begreberne nydelse, begær og fantasme bruges i opgavens

perspektivering, hvor spørgsmålet om hvorfor den hegemoniske diskurs blev hegemonisk,

tages op.

Logikkerne sammenkædes med det empiriske materiale i figur 5.

5.2 Valg og præsentation af empiri

Opgavens empiri er udvalgt i fire afgrænsede grupper, hvor de første tre – de juridiske, politiske og

offentlige kilder - relaterer sig til de dynamisk-genealogiske analyser i kapitel 7, hvorimod den

fjerde gruppe af empirisk materiale – tidligere akademisk arbejde om grønlandsk identitet - relaterer

sig til den i kapitel 6 præsenterede statisk-arkæologiske analyse af den diskursive kontekst, hvori

den identitetspolitiske debat udspiller sig.

Tilsammen indfanger og sætter det empiriske materiale rammerne for den grønlandske

identitetsdebat og dens relation til spørgsmålet om selvstændighed.

1. Juridiske kilder: De juridiske kilder er Den Grønlandske-Danske Selvstyrekommissions

udkast til selvstyrelov fra april 2008 og den endeligt vedtagne Lov om Grønlands Selvstyre

fra november 2008. Disse udgør tilsammen det juridiske grundlag, hvorpå identitets- og

selvstændighedsdiskussionen føres.

2. Politiske kilder: De politiske kilder udgøres af samtlige lovforslag, diskussioner og

betænkninger i det grønlandske Landsting i år 2008 omhandlende grønlandsk identitet og




22

selvstyre, svarende til sammenlagt 60 kilder. De poliske kilder danner grundlag for at forstå

den politiske identitetskamp, som den udspiller sig i Landstinget. Udvælgelsen af politiske

kilder er sket ud fra tematiske kriterier, hvilket vil sige, at de udvalgte kilder knytter an til

samme diskursive tema. Et sådant tema kunne være diskussionen om tilkaldt arbejdskraft

eller demokratiske rettigheder.

3. Offentlige kilder: 150 avisartikler fra Grønlands største avis Grønlandsposten

omhandlende identitet, selvstyre og selvstændighed fra hele 2008 danner baggrund for en

analyse af folkeligt orienterede diskurser om grønlandsk identitet. Aviserne er karakteriseret

ved ekstrem åbenhed i læserbrevssektionerne og kroniksiderne, hvorfor stort set alle lag af

det grønlandske samfund kommer til orde i aviserne (Gad,2005:123). Brugen af den

offentlige debat vil således have en lille selektionsbias, stor repræsentativitet og god

udtalelseskraft. Udvælgelsen af avisartikler er sket ud fra samme tematiske overvejelser som

de politiske kilder.

Tilsammen udgør de tre kildetyper et kontinuerligt bredere spektrum af den grønlandske

befolkning. Kildematerialet indfanger ikke den identitetspolitiske diskussion ved middagsbordene

eller på arbejdspladserne, men kildernes offentlige karakter gør, at de fundne diskurser er en del af

den offentlige kamp om den grønlandske identitet, hvorfor resultaterne vil have større relevans for

folkeafstemningen om selvstyret.

4. Akademisk arbejde omhandlende grønlandsk identitet: Det brede udsnit af akademisk

arbejde omhandlende grønlandsk identitet bruges til at etablere den diskursive kontekst,

hvori kampen om grønlandsk identitet finder sted. Her gøres brug af bidrag fra

litteraturvidenskab, historie, antropologi, jura og politologi.




23

5.3 Analysestrategisk model

Vi kan nu sammenfatte de metodiske og analysestrategiske overvejelser med de empiriske kilder i

nedenstående samlede analysestrategiske model.

Figur 5: Samlet analysestrategi

Statisk

formationsanalyse

Dynamisk

hegemonianalyse

Perspektivering

Analyseobjekt - De diskursive

arkiver og formationer

om grønlandsk

identitet

- Den diskursive

kontekst

- Den diskursive kamp

om indholdet

grønlandskhed og

sammenkædningen

med selvstændighed

- Hvorfor fik den

givne diskurs

hegemoni, hvad er

diskursens tag i

subjekterne?

Teknik/Metode - Synkron, statisk-

arkæologisk

kortlægning af

diskursive figurer

- Regulariteten i

spredningen

- Sociale logikker:

Ovenstående

kortlægningsskema,

figur 4

- Diakron, dynamisk-

genealogisk analyse

- Politiske logikker:

dislokationer,

ækvivalenskæder,

hegemonisering af tom

betegner

- Laclaus model, figur

2

- Fantasmatiske

logikker: begær,

nydelse, fantasme.

Litteratur - Tidligere akademisk

arbejde om

grønlandsk identitet

- De juridiske og

politiske kilder samt

avisartikler fra

Grønlandsposten

Relation til

problemformuleringen

- Spørgsmålet om

hvad grønlandsk

identitet tidligere er

blevet forstået som,

dvs. de historiske

mulighedsbetingelser

for nærværende

opgave

-

Problemformuleringens

første analyserende del:

Hvordan bruges

grønlandsk identitet i

den grønlandske

selvstændighedsdebat

- Forklaring: Hvorfor

blev den givne diskurs

hegemonisk, og hvilke

konsekvenser har det?




24

6 Kapitel 6: Statisk-arkæologisk analyse af de diskursive

arkiver omhandlende grønlandsk identitet

Efter at have præsenteret opgavens teoretiske model og analysestrategi vil dette kapitel foretage en

statisk-arkæologisk analyse af de diskurser arkiver om grønlandsk identitet.

Den grønlandske identitets- og selvstændighedsdebat foregår ikke i et diskursivt vakuum, men langs

allerede etablerede kamplinjer. Det er disse kamplinjer, som kapitlet ønsker at kortlægge.

Kapitlet falder i tre dele, hvor to diskursive identitetsfigurer kortlægges – modernitetsfiguren og

forfaldsfiguren12

– og afslutningsvist opridses grønlandiseringens paradokser.

6.1 Moderniseringsfiguren: Udvikling, modernitet og danifisering

Moderniseringsfiguren virker igennem hele den danske kolonialisering fra 1721, men bryder for

alvor igennem i første halvdel af det 20. århundrede og kulminerer i tiden omkring

grundlovsændringen i 1953, hvor Grønlands forfatningsmæssige status ændres fra koloni til amt

(Adolphsen,2003:33, Gad,2005:61-64). Grønlandskommissionen af 1950 igangsætter her et politisk

moderniseringsprojekt, hvor målet for uddannelse, sprog, levevis og erhvervsplanlægning er en total

assimilering til danske forhold (Thomsen,1996:271, Adolphsen,2003:33). Forholdet mellem

Danmark og Grønland opfattes som et mor-barn-forhold (Langgård,2003b:113), og danskerne

fremstår som ”…’civilizers’, who brought ’culture’ and ’progress’ and solves all problems above

household level” (Petersen,1991:19). Eksempelvis importeredes store mængder dansk arbejdskraft,

og undervisningen i det danske sprog blev intensiveret (Larsen,1992:375-379).

En nødvendig forudsætning for udvikling og modernisering bliver således gjort ækvivalent med en

afvikling af ’det grønlandske’ og en omfavnelse af ’det danske’, hvor der til danskheden som tom

betegner kobles leddene ’modernitet’, ’udvikling’, ’velfærd’ og ’muligheder’.

Moderniseringsfiguren henter sin inspiration i den danske polarforsker Knud Rasmussens

12

Disse to identitetsfigurer er grundigt etableret i litteraturen. Det kan selvfølgelig være problematisk blot reproducere

at disse figurer, for således at overtage tidligere simplificeringer og fejltagelser. Der er dog enighed om, at figurerne er

så markante, at også den grønlandske befolkning tænker i dem.

”Mens nationsbegrebet i hænderne på de dominerende magter medfører stagnation og restauration,

så er det i hænderne på de underordnede et våben til forandring og revolution” (Negri &

Hardt,2003:115).




25

kulturdarwinistiske forestillinger om hvorledes den gamle eskimoiske kultur, trods dens egenværdi,

er dømt til at visne bort, og grønlænderne må ”…som andre naturfolk belave sig på at se deres

kultur uddø til fordel for et moderne samfund” (Gad,2004:275). En sådan moderniseringsdiskurs,

hvor grønlændernes ’eskimofortid’ virker som den konstitutive anden i en bevægelse ind i

civilisationen, artikuleredes også af den fremtrædende grønlandske politiker og folketingsmedlem

Augo Lynge, der i sin roman fra 1931 300 år efter beskriver et fremtidigt utopia, hvor Grønland

fuldstændig fungerer på danske vilkår, men hvor fortiden spiller rollen ”…som et mørke, der stadig

sætter sine (negative) spor i samtiden” (Thisted,1992:212-213).

Som afsnit 6.3 uddyber nærmere, spiller det grønlandske sprog en afgørende rolle for den

grønlandske identitet (Sørensen,1994:109, Gad,2004:271), hvorfor den sprogpolitiske debat er

ekstrem vigtig ved kortlægningen af diskursive figurer. En klar manifestation af

moderniseringsdiskursen er således det ofte fremførte synspunkt, at det grønlandske sprog fungerer

som en stopklods for grønlændernes videre udvikling, hvorfor det må afskaffes

(Langgård,2003a:215). Moderniseringsdiskursen indeholder herigennem en idé om, at selve det

’grønlandske’ må afskaffes, hvis man vil kunne begå sig på modernitetens præmisser

(Thorleifsen,2002:128). Udviklingen indeholder en nødvendig teleologi og transcendent drivkraft,

der nok indeholder uregerlige kræfter, men også skænker alle modernitetens nådegaver:

Rationalitet, Oplysning, Fornuft, Industrialisering, Urbanisering, Velfærd. Med andre ord fremstår

grønlænderen i moderniseringsdiskursen som værende i et komplet antagonistisk forhold til

’danskeren’ og ’moderniteten’: ”It is somehow assumed that there are tasks, which should not be

comissioned to greenlanders, since they are unable to accomplish them” (Petersen,1991:19).

Den politiske konsekvens af moderniseringsfiguren bliver en tættere tilknytning til Danmark, og

figurens fortsatte vigtighed ses i argumenter om, at Grønland ikke er klar til selvstændighed, at

Grønland ikke kan klare sig uden (bloktilskuddet fra) Danmark samt den danske velfærdsmodels

vigtighed.

6.2 Forfaldsfiguren: Den ædle vilde og den grønlandske nationalisme

Den formelle ligestilling mellem Grønland og Danmark fra 1953 blev ikke fulgt op af en reel

ligestilling. Således var der i 1960’erne og 1970’erne store økonomiske og sociale forskelle på

danskere og grønlændere i både Danmark og i Grønland. Det forhadte fødestedskriterium, hvor

offentligt ansatte embedsmænd af dansk oprindelse modtog 20 % mere i løn end deres grønlandske

kollegaer, blev symbolet på, hvor hult de danske ligestillingsløfter klang.




26

Denne åbenlyse forskel medfører fra 1970erne og frem en opblomstring af en progressiv grønlandsk

nationalisme, hvor ’det grønlandske’ tildeles en helt anden plads end i moderniseringsfiguren. Den

flittigt brugte mor-barn-metafor erstattes af en os-dem-metaforik, oftest udtrykt i etniske termer

(Thomsen,1996:272), og hvor udvikling før var en positiv, udviklende kraft, kommer udviklingen

nu til at fremstå som et ”…indhug i den grønlandske sjæl” (Sørensen,1994:101). Påvirkning fra

Danmark antages at være ansvarlig for druk, hor og vold og samtidig indsættes den sande, ægte

grønlænder i fangerfiguren fra bygden, der lever i pagt med naturen: Grønlænderen som den ædle

vilde, der på trods af ekstreme livsbetingelser har formået at aftvinge naturen et livsgrundlag

(Gad,2005:69-70). Denne intime og identitetsskabende relation til naturen (Sørensen,1994:125-133)

bliver imidlertid umuliggjort af den danske indflydelse og tilstedeværelse. Forfaldsfiguren opdeler

således det sociale rum i et dikotomt etno-politisk univers, hvor den centrale antagonisme er mellem

danskerne og grønlænderne forstået i essentialistiske termer. Forfaldsdiskursen fremstiller

grønlænderne som ”…enten tæt knyttet til naturen (den ædle vilde) eller som fordrukne sutter (den

korrumperede ædle vilde)” (Bjørst,2008:26), og kan således beskrive alle problemer som en

konflikt mellem ’de gode gamle dage’ og nutidens samfundsnedbrydende udvikling. Grønlændernes

egen danskpåvirkede nutid virker således som konstitutiv anden (Gad,2005:68).

I brugen af metaforen ’de gode gamle dage’ tydeliggøres det, hvordan forfaldsfiguren i stedet for at

henvise til en konkret historisk tidsperiode trækker på en idé om et mytologisk urfællesskab:

Således virker det ’gamle Grønland’ i lacaniansk psykoanalytisk forstand som fantasmet om det

tabte land i en myto-politisk konstruktion (Laustsen,2005:205, 214), hvor danskheden blokerer for

urfællesskabets autentiske levevis, og forfaldsdiskursen minder således i struktur om andre

emancipatorisk-teleologiske diskurser som marxismen, nazismen og modernismen.

Som det indledende citat af Negri & Hardt illustrerer, kan nationsbegrebet ikke kun bruges

repressivt af magthaverne, som herigennem kan mane til ro ’for nationens bedste’, men det har også

et revolutionært potentiale for de undertrykte. Hvor moderniseringsdiskursens indre logik medfører

”Det gamle Grønland kan således henvise til alt lige fra tiden omkring 1970 og til tiden omkring

og før århundredeskiftet … Det gamle Grønland er altså helt klart en værdiladet og ideologisk

betegnelse, som mindre henviser til tid som sådan.” (Sørensen,1994:103)




27

en danifisering, medfører forfaldsdiskursen en grønlandiseringens politik. En sådan politik kan bl.a.

ses i realiseringen af hjemmestyret i 1979, hvor en del politikområder hjemtages. Overordnet

betyder grønlandiseringens politik, at ting ’skal gøres på grønlandsk’, hvorimod det er uklart, hvad

det grønlandske reelt indeholder (Gad,2005:20, 81). Grønlandisering bliver således en tom

betegner, der kan rumme forskellige i sig selv heterogene krav og påstande.

6.3 Kortlægning af moderniserings- og forfaldsdiskursen

Herunder ses det i kapitel 5 indførte skema til statisk-arkæologisk kortlægning af diskurser udfyldt

med empirien vedrørende moderniserings- og forfaldsdiskursen.

Figur 6: Kortlægning af moderniserings- og forfaldsdiskursen

Diskursens generiske

struktur

Moderniseringsdiskursens

substantielle indhold

Forfaldsdiskursens

substantielle indhold

Primary political front:

Establishes basic dichotomy

Den moderne oplysning og

udvikling symboliseret ved

danskheden overfor en primitiv

grønlandskhed

Den oprindelige grønlandskhed

og dens positive kvaliteter

overfor en repressiv,

kulturberøvende kolonimagt

Primary ontological actor:

The specific naturalised entity

upon which the discourse relies

Den oplyste ‘dansker’ som et

universelt individ alle kan

blive, hvis danifiseringen

følges

Den autentiske grønlænder:

Fangeren fra bygden, der lever

i symbiose med naturen

Distinct social diagnosis:

Major contemporary blockages

preventing a politics of

normality

Den primitive grønlænder og

hans præmoderne livsførelse

blokerer for demokrati, velfærd

og udvikling

Danskernes tilstedeværelse

blokerer for grønlandskhedens

opblomstring og kvaliteter

Equivalences and alliances:

Simplification or

complexification of social

space

Det sociale rum opdelt

dikotomt og antagonistisk.

Modernisering lig danskhed,

velfærd, demokrati, Vesten,

ikke-grønlandskhed

Det sociale rum opdelt

dikotomt og antagonistisk.

Grønlandisering lig udrensning

af alt dansk, og omfavnelse af

det grønlandske sprog, maden




28

og den ærefrygtindgydende

natur

Subjects of agonistic relations:

Insiders or legitimate

competitors

Oplyste grønlændere, dvs.

grønlændere, der taler dansk,

har uddannelse og bor i Nuuk

Kun etniske og sproglige

grønlændere: Grænsen for

grønlandskhed rykkes hele

tiden

Subjects of antagonistic

relations:

Outsiders or enemy -

identification of the ’other’ and

activation of primary political

boundary

Den oprindelige grønlænder og

hans irrationelle, uoplyste

livsførsel. Den grønlandske

kultur som primitiv og

tilbagestående

Danskerne som imperialister,

der med vold og magt

undertrykker den oprindelige

grønlandske kultur

’Absent fullness’:

The vision of the future and

’politics of normality’

En fuldstændig danifisering,

skabelsen af et Lilledanmark

mod nord

En komplet grønlandisering,

hvor urfællesskabet igen kan

udfolde sin autentiske levevis

Basic social ‘failure’:

The point of origin of necessity

and social action

Grønlandskhedens patologiske

indvirkning på

moderniseringsmulighederne

Den historiske oplevelse af et

repressivt kolonistyre

6.4 Grønlandskhedens paradokser: modernisering, forfald og grønlandisering

Dette afsnit vil - ved at sammenkæde elementer fra moderniserings- og forfaldsdiskursen – vise,

hvordan den grønlandske identitet indeholder en række heterogene momenter, der gør, at kravet om

selvstændighed ikke fremstår entydigt og uproblematisk.

I starten af det 20. århundrede førtes i avisen Atuagagdliutit en debat om indholdet af den

grønlandske identitet. Debatten stod mellem hvorvidt fangeridentitet eller sprog skulle være det

bestemmende kriterium og resultatet blev, at det sproglige kriterium vandt (Petersen,1991:18,

Thomsen,1996:270, Gad,2004:271). Dette sproglige kriterium har i stor udstrækning stadig

hegemoni som værende bestemmende for grønlandskhed: ”…sproget står i direkte forbindelse med

den nævnte grønlandske tankegang. …Sproget er grønlandskhed og sproget er følelse”




29

(Sørensen,1994:109). Således udgør sprogdebatten, hvad end den relaterer sig til

undervisningssprog, offentligt bureaukratisk sprog eller sprog fra talerstolen i det grønlandske

Landsting, den mest ophedede debat i Grønland, da den netop artikulerer både moderniserings- og

forfaldsdiskursen: Hvis et højt service- og velfærdsniveau skal opretholdes, behøves veluddannet og

oftest dansksproget arbejdskraft på vigtige stillinger, hvilket strider direkte mod forfaldsfigurens

indbyggede grønlandiseringskrav (Gad,2004:278). En række spørgeskemaundersøgelser i avisen

Sermitsiaq i både 1998 og 2002 viste, at langt størstedelen af grønlænderne ikke vil gå på

kompromis med velfærdsniveauet for at få selvstændighed (Carlsen,2008:187), hvorfor en

velfærdsstat må betragtes som en integreret del af grønlændernes billede af en fremtidig stat

(Gad,2004:278).

Ud over sproget og ønsket om en demokratisk velfærdsstat, er det økofunktionalistiske slægtskab

med naturen en komponent i den grønlandske identitet (Langgård,2002), og endelig ses det, at selv

hvis det sproglige kriterium opfyldes, opstår nye kriterier: ”Somehow it seems to have mattered, for

instance, if a person ’ate Greenlandic’.” (Petersen,1991:18).

I den grønlandske identitetsdiskurs er den altoverskyggende konstitutive anden ’danskeren’

(Sørensen,1994:178-179), hvilket grundlæggende betyder, at forfaldsdiskursen med dens

ækvivalente led af sprog, natur og korrekt kulturel praksis stort set har hegemoni. Som eksemplet

med de grønlandske spisevaner illustrerer, så rykkes grænserne for grønlandskhed konstant, hvilket

reproducerer essentialistiske forestillinger om ’danskeren’ og ’grønlænderen’ som radikalt

forskellige, da det bliver næsten umuligt at krydse grænsen og ’blive grønlænder’. Den gradvise

proces imod selvstændighed siden 1953 og problematiseringen af tilkaldt dansk arbejdskraft og

dansk sprog kan ses som politiske manifestationer på forfalds- og grønlandiseringsdiskursens

hegemoni.

Moderniseringsdiskursen kan således ikke hegemonisere feltet, men det føromtalte ønske om en

udbygget velfærdsstat efter dansk forbillede kan ses som et led i en mildere,

neomoderniseringsdiskurs (Gad,2005:158, Gad,2009:143).

Vi kan nu se udfordringerne for grønlandiseringens politik: På den ene side har forfaldsdiskursen

med dens essentialistiske forestillinger om den radikale forskellighed og ’danskhedens’

fordærvende og korrumperende kvaliteter hegemoni, på den anden side er der til grønlandsk

identitet koblet ækvivalente led om en demokratisk velfærdsstat. Denne velfærdsstat er på




30

nuværende tidspunkt afhængig af dansk arbejdskraft, sprog og teknologi, hvilket er præcis, hvad

forfaldsdiskursen vil modsætte sig.

Grønlandiseringens politik bliver på baggrund af denne identitetskonstellation fanget mellem to

ønsker: At ville levere en moderne form, nemlig en moderne, selvstændig velfærdsstat

(moderniseringsdiskursen), men med et præmoderne indhold, nemlig den ædle vilde, sproget,

naturen (forfaldsdiskursen), hvilken samtidig besværliggør formen pga. behovet for veluddannet

arbejdskraft og anden hjælp fra Danmark.

Identitetskonstellationen indeholder foruden denne velfærdsmæssige problematik også en

demokratisk problemstilling: Hvis den hegemoniske grønlandske diskurs har rene etniske og

sproglige kriterier, så kan tilflyttede danskere og monolingualt dansktalende grønlandsk fødte13

ikke

rummes, hvorfor de ikke kan tildeles de politisk rettigheder, som tildeles demos. Med andre ord står

demokrati/velfærdsstat og grønlandskhed i forfaldsfigurens forståelse i et modsætningsforhold til

hinanden.

13

Da moderniseringsfiguren var på sit højeste i tiden omkring grundlovsændringen i 1953, lærte mange grønlandske

børn dansk som første sprog, hvorfor en gruppe af grønlænderne i dag ikke mestrer det grønlandske sprog (Sørensen

1994).




31

6.5 Opsummering

En oversigt over grønlandsk identitet og grønlandiseringens paradoks er vist herunder.

Figur 7: Grønlandiseringens paradokser

Med denne figur over paradokserne og problemerne ved den grønlandske identitetspolitik kan vi

fortsætte til de dynamisk-genealogiske diskursanalyser af identitet og selvstændighed op til

folkeafstemningen om selvstyreloven i november 2008.

Elementer af

moderniseringsdiskursen

Den næsten-hegemoniske

forfaldsdiskurs

Grønlandiseringens politik:

- Grønland som selvstændig stat styret af

grønlændere

- Grønlænderen som en etnisk og sproglig figur

- Grønlænderen og danskeren som radikalt

forskellige

Grønlandiseringens paradoks:

- Moderne selvstændig stat med et præmoderne indhold

- Ønske om demokratisk velfærdsstat, men ingen dansk

arbejdskraft til at sikre velfærden og ingen rettigheder til

danskere og andre ’ikke-grønlændere’ til at sikre demokratiet

Velfærd og demokrati:

- Velfærd og demokrati som del af den

grønlandske identitetskonstellation

- Behov for dansk/udenlandsk arbejdskraft

- Nødt til at give danskere og udlændinge

demokratiske rettigheder

Hegemonisk diskurs om grønlandskhed, dvs. den basale grønlandske

identitetskonstellation




32

7 Kapitel 7: Diskursanalyser af grønlandsk identitet og

selvstændighed

I dette kapitel udføres tre diskursanalyser af, hvorledes grønlandsk identitet bruges i

selvstændighedsdebatten. Diskursanalyserne er udført i overensstemmelse med det diskursteoretiske

framework fremlagt i kapitel 4, i henhold til de politiske logikker, som metodisk er redegjort for i

afsnit 5.1.3 og illustreret via Laclaus analysemodel for dannelse af kollektive identiteter.

Diskursanalyserne udføres inden for analysen af grønlandiseringens paradokser som figur 7

illustrerer, og vil bevidst søge efter flertydigheden, forhandlingen og kampen i det empiriske

materiale.

Indledningsvist analyseres Den Grønlandsk-Danske selvstyrekommissions betænkning og Lov om

Grønlands Selvstyre, dernæst den parlamentariske debat i Grønlands Landsting og afslutningsvist

den offentlige debat i Grønlands største avis Grønlandsposten.

Det er vigtigt at påpege, at den grønlandske debat om selvstændighed handler om andet end

identitet. Jeg afgrænser mig eksempelvis fra udenrigspolitiske spørgsmål om Thulebasen og

klimaforandringerne og fra økonomiske spørgsmål om retten til undergrunden. Dette, fordi

opgavens poststrukturalistiske udgangspunkt medfører en undersøgelse af de ontologiske

forudsætninger for disse ontisk-politiske forhold, nemlig en undersøgelse af mulighederne for

grønlandske subjekter, samt indholdsudfyldningen af denne grønlandskhed.

”I praksis findes der ikke én grønlandsk stemme, men et hav af stemmer, som kun sjældent

synger i kor, ofte synger i utakt, og undertiden ligefrem synger meget forskellige sange”

(Sørensen,1994:55).




33

7.1 Den Grønlandsk-Danske selvstyrekommissions betænkning og Lov om Grønlands

Selvstyre

Lov om Grønlands Selvstyre trådte i kraft 21. juni 2009 efter at være blevet vedtaget med 75,5 % af

befolkningen ved en folkeafstemning i Grønland d. 25. november 2008. Lovens indhold og ordlyd

er baseret på Den Grønlandsk-Danske selvstyrekommissions betænkning14

, der blev

færdigbehandlet d. 17. april 2008.

I indledningen til selvstyreloven slås det fast ”…at det grønlandske folk er et folk i henhold til

folkeretten med ret til selvbestemmelse” (Selvstyreloven,2009:1) og endvidere at ”Beslutningen om

Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk” (Selvstyreloven,2009:3). Det

grønlandske folk indstiftes således som den privilegerede ontologiske aktør og derfor som tom

betegner. I betænkningen uddybes forståelsen af det grønlandske folk, dvs. der tilkobles en række

ækvivalente led og en konstitutiv antagonisme.

Det grønlandske folk ”…besidder så tilstrækkeligt mange særegne karakteristika” herunder ”fælles

sprog, historie, etnicitet, kultur og religion” og ”en følelse af social sammenhørighed, fælles skæbne

og en fælles kollektiv identitet” (Betænkning,2008:28). Det grønlandske folks særegne

karakteristika er så gennemgribende, at grønlandskheden fremstilles med en unik essentialisme og

som radikalt forskellig fra andre nationaliteter. Denne radikale forskellighed rodfæster grønlandsk

identitet som en primordial egenskab, hvor det grønlandske sprog endnu en gang ses som ”…et

væsentligt aspekt af et folks kulturelle identitet” (Betænkning,2008:82), hvorfor selvstyreloven

pointerer, at ”Det grønlandske sprog er det officielle i Grønland” (Selvstyreloven,2009:3).

Grønlandskhedens ækvivalente led bliver stort set alle tænkelige elementer, hvilket gennemskærer

det sociale i en ren antagonisme mellem det grønlandske og det ikke-grønlandske.

Fremstillingen af grønlandskheden trækker således på grønlandiserings- og forfaldsdiskursen:

Grønlandskheden skal have lov til at udfolde sin egenart, hvilket den tætte kontakt til Danmark

umuliggør, hvorfor danskheden spiller rollen som den konstitutive anden.

Derudover trækker betænkningen på en politikforståelse lig Derridas idé om venskabets politik, dvs.

den idé i politisk filosofi, at politik kun kan føres mellem ligeværdige brødre. Det hedder således,

at: ”…alle folk har ret til selvbestemmelse, og at de i kraft af denne ret frit kan bestemme deres

politiske stilling” og ”Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder” (Betænkning,2008:28).

Det er således tydeligt, at politik forstået som ontisk handlen først bliver mulig, når det politisk-

ontologiske folk er frembragt. Denne frembringelse indstifter betænkningen og selvstyreloven, og

14

Herefter kaldet ’betænkningen’.




34

folkets ækvivalente led er så omfattende og intensive, at grønlandskhedens radikale forskellighed,

herunder især forskellen til det danske, pointeres.

Et enkelt sted i betænkningen trækkes på moderniseringsdiskursen, idet Søren Espersen15

sidst i

betænkningen kommer med en mindretalsudtalelse, hvor han artikulerer idéen om grønlandskheden

som problematisk. I Espersens diskussion af et muligt grønlandsk olieeventyr hedder det, at det er

”…realitetsløse drømmerier … at blot der findes olie i rigeligt mål, vil Grønland fremover være i

stand til at eksistere som selvstændigt land” (Betænkning,2008:98). Pga. det lave

uddannelsesniveau er grønlænderne ikke i stand til at forvalte en demokratisk velfærdsstat og

grønlænderne opfører sig i selvstyredebatten utaknemmeligt over for Moder-Danmark, der ”…til

stadighed – uegennyttigt og ihærdigt – har arbejdet på, år efter år, at forbedre forholdene for

Grønland og det grønlandske folk” (Betænkning,2008:100). Espersen er derimod overbevist om, at

for grønlænderne er ”…kærligheden til Danmark, til det danske folk og det kongelige hus – og

dermed Rigsfællesskabet – usvækket” (Betænkning,2008:98).

Espersen prøver således at udskifte selvstyreloven og betænkningens fokus på Grønlands juridiske

ret til selvstændighed med en diskussion af Grønlands evne til selvbårenhed. Dette dobbelte fokus

ses ofte i selvstændighedsdebatten, og skal senere behandles yderligere.

Forsøget på at udskifte ’grønlandskhed’ med ’rigsfællesskabet’ som tom betegner, hvor

grønlandskheden blot indgår som et delelement i en overordnet danskhed, mislykkes, idet Espersen

repræsenterer en mindretalsudtalelse, og den brugte moderniseringsdiskurs ikke artikuleres i den

vedtagne selvstyrelov. Grønlandiseringsdiskursen og grønlandskheden som en unik – og derved

statsberettiget – kvalitet har derfor hegemoni, og forståelsen af national identitet som en primordial

essens fremstår dybt sedimenteret.

15

Medlem af Selvstyrekommissionen fra Dansk Folkeparti.




35

Figur 8: Brugen af grønlandsk identitet i Lov om Grønlands Selvstyre og Den Grønlandsk-

Danske selvstyrekommissions betænkning

7.2 Den parlamentariske debat i det grønlandske Landsting i 2008

Hvor den diskursive kamp er næsten fraværende i de juridiske kilder, hvilket mestendels skyldes

kildernes juridiske karakter, så er flertydigheden i den parlamentariske debat større.

Den parlamentariske debat om selvstyre foregår langs to distinkte linjer:

1. Debatten om grønlandsk identitet og selvstyre, dvs. kampen om den tomme betegner og

dens indholdsudfyldning.

2. Debatten om arbejdskraft og uddannelse og det grønlandske sprogs rolle heri, dvs. den

velfærdsmæssige del af grønlandiseringens paradoks præsenteret i figur 7.

Ved at analysere den første parlamentariske debat om identitet og selvstyre illustreres, hvorledes

den ellers påståede hegemoniske grønlandiseringsdiskurs til dels er dislokeret, og hvordan

dislokationen netop muliggør den anden parlamentariske debat om arbejdskraft og sprog.

Tom betegner:

Grønlandskheden som unik og

radikalt forskelligt fra alt andet,

hvorfor kun en selvstændig stat

kan indstifte den særlige,

grønlandske levevis

Ækvivalente

led Kultur

Sprog

Etnicitet

Religion

Antagonismen:

Komplet i både omfang og

intensitet

Fælles

skæbne

Den konstitutive anden: Alt ikke-grønlandsk, især

danskheden




36

7.2.1 Dislokation og identitet: Inuit eller Kalaallit?

Omfanget af dislokationen er indstiftet af debatten om selvstyret, idet debatten konstant refererer til

skiftet fra hjemmestyre til selvstyre, hvorfor tilstedeværelsen af hegemoniske

interventionsmuligheder derfor er betragtelig.

Landstingsdebatten viser både usikkerheden omkring indholdsudfyldningen af grønlandskheden,

men også selve det nationale projekt, som grønlandskheden refererer til, drages i tvivl.

Eksempelvis fremsætter landstingsmedlem fra Siumut (S) Doris Jakobsen en forespørgsel om

hvorvidt grønlænderne skal betegnes inuit eller kalaallit (EM2008/14116

). Inuit betyder menneske

og var den betegnelse, grønlænderne brugte om sig selv inden mødet med den danske kolonimagt,

hvorimod kalaallit betyder grønlænder og blev fremprovokeret af mødet med danskerne, og er siden

blevet den normale nationale betegnelse blandt grønlænderne (Thuesen,1988:158-162). Jakobsen

foreslår, at man ved overgangen til selvstyre tager inuitbetegnelsen tilbage, hvorfor hun placerer sig

midt i grønlandiseringens paradoks, idet hun ønsker en moderne stat med et præmoderne indhold.

Ligeledes ligger landstingsmedlem fra Inuit Ataqatigiit (IA) Josef Motzfeldt op til en

landstingsdebat om det grundlæggende spørgsmål ”…hvilke særegne og væsentlige kendetegn, vi

som folk skal have” (EM2008/106) og hans eget svar er ”…vi er folket Inuit, og vi har udviklet os

fysisk og psykisk i Arktis, hvor der stilles store menneskelige krav”.

Denne hegemoniske artikulation, hvor inuit-identiteten - det fælles liv og de barske livsvilkår i

Arktis - sammenkædes med identiteten som et oprindeligt folk, ikke kun i Grønland, men i hele det

polare område, ses yderligere i Juliane Henningsens (IA) forslag om øget kontakt til

stammefrænderne i Nunavut, Alaska og Rusland (EM2008/107). Forslaget bygger på, at

”…folkeslaget INUIT, som nu er fordelt i fire stater, kan siges at have samme levevis og har samme

rødder i deres respektive bosætningsområder i Arktis” (EM2008/107). Over for den grønlandsk

nationale kalaallit-betegnelse, hvor målsætningen er en selvstændig stat på grønlandsk territorium,

ses altså også en stammefrændediskurs, hvor inuit-betegnelsen fungerer som tom betegner i en pan-

inuitisk bevægelse.

Det nationale projekt, som selvstyreloven og betænkningen artikulerer, bakkes op af daværende

Landsstyreformand Hans Enoksens åbningstale til Landstingets efterårssamling 2008 (EM2008) og

dennes redegørelse for selvstyrekommissionens arbejde (EM2008/64), men kommer til at stå i

modsætning til den pan-inuitiske diskurs: Grønlandiseringsdiskursen vil skabe et Grønland på

16

Henvisningerne til lovforslagene fungerer således, at EM står for efterårssamling, FM står for forårssamling, 2008 er

årstallet og 141 er nummeret på lovforslaget.




37

grønlandske værdier, men pga. pan-inuit-diskursen bliver de ellers veldefinerede ækvivalenskæder

(dvs. de grønlandske værdier), som præsenteredes i selvstyreloven og betænkningen, langt mere

flertydige. Agathe Fontain (IA) og Ane Hansens (IA) forslag om økonomisk støtte til syning og

brodering af nationaldragter (EM2008/108) og bevilling til dokumentation af oprindelige lægeurter

og fødevarer (EM2008/132) kan ikke længere entydigt placeres i grønlandiseringsdiskursen, idet

også inuitdiskursen gør krav på, at disse oprindelige egenskaber hører til den arktiske identitet og

ikke blot til den grønlandske. Ækvivalenskæderne er de samme, hvorimod de forskellige

hegemoniske projekter, der prøver at repræsentere universaliteten, er forskellige.

Figur 9: Diskursiv kamp mellem grønlandiseringsdiskurs og pan-inuitisk diskurs. Begge gør

krav på de samme ækvivalenskæder, men repræsenterer forskellige politiske projekter.

Konsekvensen af denne diskursive kamp er, at grønlandskhedens entydige positive kvaliteter ikke

fremstår så sedimenterede som i selvstyreloven og betænkningen. Pan-inuismen kan således trække

på en endnu ældre forfaldsfigur end grønlandiseringsfiguren: Det grønlandske nationale projekt er

et neokolonialistisk komplotforsøg på endeligt at afvikle inuitternes arktiske levevis ved at give

dem stat, bureaukrati og urbanisering. Angrebet på det grønlandske nationale projekt forstærker

dislokationen og åbner for yderligere angreb. Dette skal vi følge i debatten om arbejdskraft og

sprog.

Grønlandiseringsdiskurs

Pan-inuitisk diskurs

Tom betegner

Natur: Lægeurter og

fødevarer

Kultur:

Syning og

brodering af

dragter

Fælles

skæbne

Etnicitet

Den konstitutive anden: Uklart, idet

grønlandiseringsdiskursen

er moderne ifht. pan-

inuismen, men selv har det

moderne Danmark som ’den

anden’




38

7.2.2 Arbejdskraft og sprog: Sproget som redskab eller sproget som sjæl?

Debatten om fremmed arbejdskraft og sprog aktiverer den velfærdsmæssige problemstilling, der er

indeholdt i grønlandiseringens paradoks. Sprogets rolle i debatten relaterer sig til, hvorvidt sprog

kan bruges som et redskab til uddannelse og integration mellem danskere og grønlænderne, eller om

sproget udelukkende er en del af den grønlandske sjæl og kultur. Debatten berører således den

ovennævnte debat om Grønlands juridiske ret (sproget som sjæl) over for den økonomiske evne

(sproget som redskab) til selvstændighed.

I et landsstyresvar til landstingsmedlem fra Kattusseqatigiit Partiiat’s (KP) Anthon Frederiksens

spørgsmål om behovet for udenlandsk arbejdskraft slås det fast, ”…at samfundet endnu ikke er i

stand til at være selvforsynende med de nødvendige faglige kompetencer (FM2008/108) og at,

”Landsstyret ønsker dog ikke at gå på kompromis med serviceniveauet over for borgere”

(FM2008/108). Det er således klart, at dansk arbejdskraft behøves, og at behovet vil vokse

yderligere (EM2008/109). Behovet for dansk arbejdskraft sammenkædes med et yderligere behov

for undervisning i både dansk og grønlandsk, hvorfor: ”Sprog er ’blot’ et redskab … til at sikre

optimale muligheder for at gennemføre uddannelse” (FM2008/69). Hvor det grønlandske sprog i

forfaldsfiguren og i selvstyreloven og betænkningen var det primære eksklusionskriterium, det

bærende element i den grønlandske identitetskonstellation og derfor symbolet på det grønlandske

folks ret til selvstændighed, bliver sproget nu artikuleret som ækvivalent med integration og

inklusion af ikke-grønlændere og således relateret til Grønlands evne til selvbårenhed, idet det er

”…vigtigt, at de mennesker, der ønsker at bo i Grønland også får faktisk mulighed for at lære det

grønlandske sprog og blive en del af et sprogligt fællesskab” (EM2008/112). Argumentet er

således, at for at opretholde en velfærdsstat behøves udenlandsk/dansk arbejdskraft, og for at

tilkalde den udenlandske arbejdskraft bliver undervisning i grønlandsk brugt som et integrerende

inklusionsmiddel.

Dette argument står i skærende kontrast til den traditionelle opfattelse af det grønlandske sprog som

”…en kulturel arv med dertil hørende aspekter af samhørighed og fælles identitet som ikke må gå

tabt” (EM2008/112) og sprogets rolle som ”…styrkelse af den grønlandske fællesskabsfølelse og

identitet” (FM2009/109).

Den dislokation, som debatten om det nationale projekt medførte, åbner således det sociales

sedimentering, hvorfor det grønlandske sprog, som det ellers mest sedimenterede tegn, politiseres.




39

Herigennem kan sproget både virke som tom betegner i en moderniseringsdiskurs omhandlende

arbejdskraft og selvbårenhed og en traditionel grønlandiseringsdiskurs.

Figur 10: Sprogets dobbelte rolle som redskab og sjæl

7.2.3 Opsummering på den parlamentariske debat

Det indledende citat påpeger, at diskursen om den radikale splittelse mellem danskere og

grønlændere, som selvstyreloven repræsenterer, i sig selv har et ideologisk ærinde, og at det

diskursive felt indeholder flere modstridende politiske projekter. Analysen af den parlamentariske

debat viser en politisering af grønlandiseringsdiskursens to vigtigste elementer:

1. Det nationale projekt, grønlandskheden, som tom betegner

2. Sproget som det vigtigste ækvivalente led og primære eksklusionsmekanisme.

I den sidste diskursanalyse skal vi følge den anden problematik ved grønlandiseringens paradoks:

Den grønlandske identitet og den demokratiske stat.

Sproget som redskab til

modernisering og velfærd

Sproget som en intrinsisk del af

den grønlandske sjæl og identitet

Udtryk for

traditionel

levevis

Sprog som

led i

udvikling Sprog som

inklusion

Sprog skal

sikre

uddannelse

Grønlandsk

undervisning

sikrer

sammenhæng

Kulturelt

samlende

Nationalt folk

lig nationalt

sprog

Sprog som

eksklusion




40

7.3 Den offentlige debat i Grønlandsposten i 2008

Debatten i Grønlandsposten i 2008 om grønlandsk identitet og selvstyre udgøres af et arkiv på 150

avisartikler. Mange af artiklerne omhandler selvstyrekommissionens arbejde (17

A/G 10.01.08:8 A/G

22.04.08:2), indenrigspolitiske kampe om folkeafstemningstidspunktet (A/G 31.01.08:25, A/G

15.05.08:21), Dansk Folkepartis mindretalsudtalelse (A/G 12.06.08:10, A/G 22.05.08:4) og den

dansk-grønlandske fordelingen af undergrundens resurser (A/G 13.03.08:3).

I henhold til grønlandiseringens paradoks aktiverer den offentlige debat det demokratiske element,

hvorfor følgende diskursanalyse af debatten i Grønlandsposten berører afgrænsningskriterierne og

fremtidsudsigterne for et demokratisk Grønland.

I empirien genfindes de for nationalismeforskningen kendte idealtyper om den politiske hhv. den

etnokulturelle nation18

(Özkirimli,2000:41-43). Hvor den politiske nation er bygget på individuelle

frihedsrettigheder og den frivillige deltagelse i statens politiske liv (Smith,1998:126), bygger den

etnokulturelle nation på det sprogligt-etniske, ”…irrational, pre-civilized folk concept”

(Özkirimli,2000:43). Den politiske nation har et territorielt afgrænsningsprincip, hvorimod den

etnokulturelle nation har et etnisk og sprogligt.

7.3.1 Den politiske nation og det individorienterede demokratitema

Som i de andre diskursanalyser står det grønlandske sprog og grønlandiseringen som de centrale

tegn, hvorom den diskursive kamp kæmpes. I det individorienterede demokratitema opfattes det

problematiske ved ”…grønlandisering, at man derved er godt i gang med et lukke en hel

befolkningsgruppe ude af samfundssystemet” (A/G 10.01.08:21), hvorimod man skal ”…kunne byde

alle vi har brug for en plads i samfundet” (A/G 10.01.08:21). Denne beskyttelse af den enkeltes

rettigheder og muligheder for deltagelse i det demokratiske liv bliver endnu en gang til en

diskussion af det grønlandske sprog. Her artikuleres det individorienterede demokratitema som en

skepsis imod grønlandsk som enesprog (A/G 03.04.08:15, A/G, 06.05.08:6, A/G 05.06.08:11, A/G

18.09.08:4). IA’s folketings- og landstingsmedlem Juliane Hemmingsen opsummerer på følgende

måde temaet i sin kritik af landstyreformanden Hans Enoksen:

17

Henvisningerne til avisartiklerne fungerer således, at A/G står for Grønlandsposten, 10.01.08 er datoen for avisen og

8 er sidetal i avisen. 18

Også kaldet den franske og tyske nationsforståelse (Østergaard, 2004: 122-124)




41

Her ses tydeligt et demos, der er territorielt afgrænset, dvs. indeholdende alle, der er bosat i

Grønland, og den politiske nation som byggende på folkets lyst til deltagelse i det politiske liv.

Truslen imod den politiske nation konstrueres som en apartheid-lignende racisme (A/G

28.08.08:27), hvor flere oprørte læserbreve fra ikke-grønlandsktalende artikulerer opfattelsen, at

”Det er en menneskeret at have LOV til at være en del af samfundet, uanset hudfarve, nationalitet

eller religion. Jeg vil have lov til leve og dø i Grønland” (A/G 31.01.08:27). Denne menneskeret til

deltagelse i samfundet kommer ydermere til udtryk i diskussionen omkring vælgermøder op til

folkeafstemningen, hvor den store overvægt af grønlandsksprogede vælgermøder opfattes om

”…apartheidagtig at der skal opdeles i sorte og hvide vælgermøder, hvorfor må jeg ikke ytre mig

på det sprog jeg nu bedst kan – kommer det ikke an på indholdet?” (A/G 03.04.08:15).

Diskursen om den politiske nation og de individuelle rettigheder står således i modsætning til

forfaldsfigurens opfattelse af grønlandsk identitet. Individets ukrænkelige rettigheder virker som

tom betegner i et politisk projekt, hvor det grønlandske samfund skal multietnificeres,

multisprogliggørses og multikulturaliseres, hvorfor det hegemoniske interventionsforsøg fra den

etnisk-kulturelle diskurs, som vi skal følge herunder, konstrueres som racisme og fascistoid

nationalisme.

Selve afgrænsningskriteriet for det selvstændige grønlandske demos bliver således ifølge analysen

et territorielt kriterium, hvor argumentet er, at hvis nationen konstrueres som noget sprogligt og

etnisk, vil mange mennesker ikke kunne gives demokratiske rettigheder, hvilket aktiverer det

demokratiske element i grønlandiseringens paradoks.

7.3.2 Den kulturelle nation og det etniske fællesskab

Over for den politiske nation står diskursen om den etnokulturelle nation, hvor sproglige og etniske

kriterier afgrænser demos. Diskursen trækker selvfølgelig på forfaldsfiguren, hvorfor danskheden

og den koloniale erfaring er den altoverskyggende konstitutive anden (A/G 03.01.08:26, A/G

31.01.08:21-22, A/G 14.02.08:19). Det sproglige kriterium ses tydeligt i en kronik af Siumut-

kandidat Edvard Geisler: ”Men kære ven, sproget er grønlandsk her i Grønland” (A/G

”Hans Enoksens grønlandiseringspolitik er fyldt med nationalistiske undertoner, som ikke

gavner landet. Hans holdning skaber modsætninger i stedet for at samle befolkningen. Det

gælder ikke om at definere, hvem der er mest grønlænder. Pointen er, at alle vil det bedste for

Grønland” (A/G 14.10.08:5)




42

27.03.08:31). Den dansk-koloniale dovenskab, der giver det etnokulturelle fællesskab sit impetus,

udtrykkes af mange danskere: ”Jeg har boet i Grønland i 34 år … jeg har aldrig lært grønlandsk

(A/G 21.02.08:24-25) eller ”Jeg hverken taler eller forstår grønlandsk. Det er ikke nødvendigt, alle

taler jo dansk” (A/G 18.03.08:17). Denne fortsatte koloniale nedladende holdning til grønlandsk og

grønlandiseringen sammenfatter landstings- og folketingsmedlem og medlem af

selvstyrekommissionen Lars-Emil Johansen således: ”…i Grønland må der ikke grønlandiseres,

hvis det sker på grønlandske præmisser – men kun hvis det kan gøres efter danske/udenlandske

retningslinjer” (A/G 29.05.08:15). Disse grønlandske præmisser tilfredsstilles ikke ved det

individorienterede demokratitemas ækvivalente led om universelle rettigheder, multietnicitet og

politisk deltagelse, snarere skal der tages ”…udgangspunkt i en grønlandsk virkelighed, der er 360

grader rundt: Sproget, geografisk beliggenhed, kultur og mentalitet” (A/G 12.06.08:22-23).

Diskursen om det etnokulturelle demokrati bygger ligeledes på den førnævnte forestilling om

venskabets politik som den ontologiske forudsætning for den ontiske politik.

Argumentet er, at hvis man ikke taler grønlandsk, bliver det umuligt at kommunikere med folket,

hvorfor en demokratisk repræsentation umuliggøres. Dette fordrer, at det grønlandske demokrati

bygges på etniske og sproglige kategorier, hvilke således også bliver eksklusionsmekanismerne.

7.3.3 Opsummering på den offentlige debat

Den offentlige debat i Grønlandsposten aktiverer det demokratiske aspekt af grønlandiseringens

paradoks. Selvom diskursen om den politiske nation foretager en række hegemoniske

interventionsforsøg og italesætter racismen som konstitutiv anden, trækker diskursen om det

etnokulturelle fællesskab så kraftigt på forfaldsfiguren, betænkningen og selvstyreloven, at den

fremstår hegemonisk, både hvad angår det kvantitative omfang af artikler i Grønlandsposten,

argumenternes intensitet og deres afsendere, der ofte er ledende landsstyremedlemmer fra Siumut

og medlemmer af selvstyrekommissionen.




43

Figur 11: Den etnokulturelle nation over for den politiske nation

7.4 Opsummering på de tre diskursanalyser af identitet og selvstændighed

Jeg har udført en række diskursanalyser af, hvordan grønlandsk identitet og selvstændighed

sammenkædes. Disse analyser er skematisk opsummeret i nedenstående figur, hvor hver analyse er

sammenfattet på empirisk tema, udfordring af den quasi-hegemoniske forfaldsfigur, hvilken del af

grønlandiseringens paradoks, der aktiveres og endelig med hvilket resultat – om noget - den

diskursive kamp afsluttes. Skemaet markerer således analysens afslutning og danner det empiriske

grundlag for konklusionen.

Den etnokulturelle

nation

Den politiske nation

Etnisk og sprogligt

afgrænsningsprincip

Forfaldsfiguren

Danskerne og

den koloniale

erfaring som

den konstitutive

anden

Territorialt

afgrænsningsprincip

Individuelle

frihedsrettig

-heder

Politisk

deltagelse som

inklusionsprincip

Racisme som

konstitutiv

anden




44

Figur 12: Opsummering af diskursanalyserne

Empirisk

genstandsfelt for

diskursanalyse

Tema Udfordring til den quasi-

hegemoniske

forfaldsfigur

Aktivering af

grønlandiseringen

s paradoks

Afsluttende

hegemoni

Selvstyreloven og

betænkningen

Indstiftelse af det

grønlandske folk

som privilegeret

ontologisk aktør.

Udfordring stort set

fraværende pga. den

hegemoniske forfaldsfigur

og kildernes juridiske

karakter.

Ingen aktivering

pga. hegemoniet.

Forfaldsfiguren har

komplet hegemoni.

Parlamentarisk

debat 1: Inuit eller

Kalaallit?

Det grønlandske

nationale projekt

over for en pan-

inuitisk bevægelse.

Samme ækvivalenskæder

som ved forfaldsfiguren,

men en ny tom betegner –

paninuismen – som

repræsentant for

universaliteten.

Selve det nationale

projekt bliver

dislokeret, idet

sammenhørigheden

med inuitter i hele

det polare område

som primært

politisk fællesskab

artikuleres.

Kampen ikke

afgjort, men som

institutionelt

projekt står det

grønlandsk-

nationale projekt

stærkest.

Parlamentarisk

debat 2: Sprog som

redskab eller sprog

som sjæl?

Sproget som et

middel til

integration og

uddannelse eller

sproget som sjæl

og eksklusions-

mekanisme.

Via det nationale projekts

dislokering udfordres

forfaldsfigurens mest

sedimenterede

ækvivalente led: Det

grønlandske sprog.

Velfærds- og

effektivitetselement

et: Hvordan

velfærdsstaten skal

opretholdes, hvis

ingen

udenlandsk/dansk

arbejdskraft må

importeres.

Da debatten kun

aktiverer

velfærdselementet,

står diskursen om

sproget som

redskab til

udvikling og

modernisering

stærkest.

Offentlig debat i

Grønlandsposten:

Politisk eller

kulturel nation?

Hvem skal

indeholdes i det

grønlandske

demos: territorielt

baseret modsat

sprogligt og etnisk

baseret.

I stedet for

forfaldsfigurens etniske og

sproglige kriterier skal alle

bosat på grønlandsk

territorium tildeles

demokratiske rettigheder.

Det demokratiske

element: Hvordan

demokratiet skal

opretholdes, hvis

kun nogle er med i

demos.

Den etnokulturelle

diskurs og den

kulturelle nation

står stærkest om

end udfordret.




45

8 Kapitel 8: Konklusion

Denne opgave indledtes med følgende problemformulering, som herunder besvares:

For at kunne stille problemformuleringen som gjort har det været nødvendigt at konceptualisere en

ontologisk set antiessentialistisk tilgang til identitet, der muliggør forskellige typer af

identitetskampe. En sådan tilgang har været Laclau & Mouffes poststrukturalistiske diskursteori,

direkte illustreret i Laclaus analysemodel i figur 2.

For at analysere diskurserne har det epistemologisk og metodologisk været nødvendigt at udvikle en

for opgaven unik analysestrategisk ramme, hvilken er sammenfattet i figur 5. Jeg vedkender mig

derfor min egen rolle i genstandsproduktionen, hvorfor transparens i valg og brug af teori, metode

og empiri har været et selvstændigt delmål for opgaven.

For at besvare problemformuleringen har jeg udført en statisk-arkæologisk analyse af de diskursive

arkiver omhandlende grønlandsk identitet og fundet to diskursive figurer - moderniserings- og

forfaldsfiguren - hvilke er sammenfattet i figur 6. Kortlægningen af de to diskurser har resulteret i

en diskussion af grønlandiseringens paradokser, nemlig ønsket om en moderne, demokratisk

velfærdsstat baseret på en præmoderne forståelse af ’grønlænderen’. Dette er opsummeret i figur 7,

hvilken har været en forudsætning for de dynamisk-genealogiske diskursanalyser af de juridiske,

politiske og offentlige kilder i kapitel 7.

Hvordan bruges grønlandsk identitet så i selvstændighedsdebatten? Hvordan sammenkædes

identitet og selvstændighed?

Hvordan bruges grønlandsk identitet i den grønlandske selvstændighedsdebat op til

folkeafstemningen om selvstyreloven i november 2008 og med hvilke konsekvenser for en

fremtidig, selvstændig grønlandsk stat?

”Den moderne grønlandske identitet er en ’national’ identitet. Den moderne identitet indebærer en

forestilling om ét grønlandsk folk og ét grønlandsk land” (Thuesen,1988:161).




46

For det første bruges grønlandsk identitet ikke på én, men flere måder, alt efter hvilke dele af

grønlandiseringens paradoks det empiriske materiale aktiverer. Således bruges grønlandsk identitet

forskelligt i diskussionen om tilkaldt arbejdskraft og sproglige færdigheder, hvor den grønlandske

identitets egenart opfattes som mindre vigtig end tilførslen af veluddannet arbejdskraft, modsat

diskussionen af de demokratiske eksklusions- og inklusionsmekanismer, hvor sproglige og etniske

karakteristika vejer tungere end inkluderende, deltagelsesmæssige karakteristika.

Sine steder er uenigheden om grønlandskhedens indholdsudfyldning så flertydig, at selve det

nationale projekt drages i tvivl, som i debatten om pan-inuismen overfor en moderne grønlandsk

nationalisme.

Når disse forbehold for et entydigt diskursivt hegemoni er taget, er det alligevel tydeligt, at

forfaldsfigurens diskurs om den radikale splittelse mellem dansker og grønlænder udtrykt i

essentialistiske og etniske termer har et quasi-hegemoni. Diskursen fastlægger eksplicit i Lov om

Grønlands Selvstyre sammenhængen mellem grønlandsk identitet og selvstændighed: Grønlandsk

identitet er på alle måder afgørende forskellig fra andre nationale identiteter, og nationale identiteter

skal virkeliggøre deres autentiske levevis i en selvstændig stat. På trods af de modsatrettede

hegemoniske interventionsforsøg i form af Espersens artikulation af ’rigsfællesskabet’, inuit- og

sprogdebatten i Landstinget og diskursen om den politiske nation blev selvstyreloven og den deraf

følgende essentialistiske grønlandisering vedtaget med 75,5 % af stemmerne. Således bekræfter

diskursanalyserne opgavens indledende citat om det nationale fællesskabs forestillingsmæssige

primat, hvilket opretholder og genskaber splittelsen mellem grønlænder og ikke-grønlænder.

Hvilke konsekvenser for en selvstændig, grønlandsk stat har denne brug af grønlandsk identitet, og

hvorledes kan man tænke sig løsninger på grønlandiseringens paradoks?

Konsekvensen af brugen af grønlandsk identitet i selvstyredebatten er, at grønlandiseringens

paradoks fremstår uløst. Der findes således ikke et hegemonisk politisk projekt, der bygger på en

inkluderende, ikke-essentialistisk, ikke-etnisk forståelse af begreberne folk, nation og

grønlandskhed. Derimod medfører den hegemoniske diskurs, at velfærds- og demokratikravene

bliver svære at honorere:




47

Den hegemoniske diskurs modsætter sig i overvejende grad import af dansk arbejdskraft og

brug af dansk sprog, fordi disse virker som diskursens konstitutive anden. Dette medfører,

pga. det relativt lave uddannelsesniveau i Grønland, at et højt velfærdsniveau bliver svært at

opretholde.

Den hegemoniske diskurs modsætter sig et inkluderende, politisk, territorielt nationsbegreb,

hvorfor personer, der ikke lever op til de hegemoniske, sproglig-etniske

afgrænsningskriterier, ikke kan tildeles demokratiske rettigheder.

Det grønlandske nationsbegreb er således forankret i den modernistiske forestilling om fuldstændig

kongruens mellem stat og nation. Hvor de vestlige stater bevæger sig mod et postmoderne,

hybridiseret statsbegreb, en slags post-Westfalsk new-mediaevialism, hvor multiple loyaliteter til

lokale, regionale, nationale og globale fora og multinationalisme og supranationale institutionelle

samarbejder, skal ruste staterne til det 21. århundredes udfordringer i form af globalisering,

finanskriser og klimaflygtninge, så kræver den grønlandske nationalisme kongruens mellem stat og

nation, hvor staten udelukkende fungerer som forudsætningen for udfoldelsen af den grønlandske

nations autentiske levevis. Således sker virkeliggørelse af den grønlandske nation på sin vis mindst

50 år for sent: En grønlandsk stat bygget på den hegemoniske opfattelse af grønlandsk identitet vil

simpelthen have svært ved at klare sig i en verden, der går fra at være statsbaseret i eastoniansk eller

weberiansk forstand til at være netværksbaseret, multicentreret og multinational.

Et centralt delmål med opgaven er at komme med identitetspolitiske anbefalinger. Analysen har

vist, at den hegemoniske grønlandiseringsfigur trods dens hegemoniske status ikke er det eneste bud

på sammenkædningen mellem grønlandskhed og selvstændighed. Ved at vise diskursernes

antiessentialisme og kontingens er det diskursanalytikerens privilegium at anbefale nye

identifikationer19

.

Selvstyreloven indstifter det grønlandske folk som en unik entitet. Hvis denne indstiftelse tages

alvorligt, behøves den korrumperende koloniale erfaring og den nuværende post-kolonialistiske

selvforståelse ikke at opretholdes. Det grønlandske folk skal så at sige mentalt afkolonialiseres, og

19

Herved minder poststrukturalismen i struktur om de teleologiske og emancipatoriske diskurser, som den ellers ofte

kritiserer, idet den hævder, at hvis man først overkommer sine spontane, men patologiske identifikationer og anerkender

dem som blotte konstruktioner, så kan konflikt overkommes.




48

indtræde i en post-postkolonialistisk tilstand, hvor den koloniale oplevelse og danskheden som

konstitutiv anden ikke fungerer som evigt fikspunkt for enhver tænkelig politik.

En måde at indtræde i denne post-postkolonialistiske tilstand og samtidig komme tættere på en

løsning af grønlandiseringens paradokser kunne være at opgive det danske sprog og i stedet indføre

engelsk som andetsprog. Ved at opgive dansk som andetsprog frafalder sprogets koloniale

konnotationer og dets aktivering af forfaldsfiguren. Opgraderingen af det engelske sprog vil

derimod kunne tiltrække udenlandsk arbejdskraft, virke som demokratisk inklusionsmekanisme og

inkorporere elementer af moderniseringsfiguren, så det grønlandske samfund kunne klare det 21.

århundredes udfordringer uden at genopleve kolonialismens ødelæggelse af den grønlandske

egenart.

Forudsætningen for dette er – med opgavens diskursteoretiske sprogbrug – at der formuleres et

hegemonisk projekt, hvor den tomme betegner kan rumme ækvivalenskæder, der går på tværs af

skellet mellem grønlænder og ikke-grønlænder, eller hvor selve kriteriet for at være og blive

grønlænder politiseres og løsnes.

Hvornår dette vil lykkes – endsige om det vil – er i overensstemmelse med opgavens

poststrukturalistiske udgangspunkt afhængig af politiske præstationer, forhandlinger og kampe.

8.1 Perspektivering

Formålet med denne perspektivering er at diskutere poststrukturalismens komplicerede forhold til

spørgsmålet om ’hvorfor’. Hvorfor er diskursen om den radikale splittelse hegemonisk? Hvad

leverer diskursen til subjekterne?

Svaret på spørgsmålene tager - som opgavens analysestrategi afslører - udgangspunkt i de

fantasmatiske logikker om begær, nydelse og fantasme, som de er udviklet af Jacques Lacan og

Slavoj Zizek. Selve teoriapparatet skal pga. omfangsmæssige hensyn ikke udfoldes fuldstændig,

men blot skal der gives illustrationer på de fantasmatiske logikkers virke i den grønlandske

identitetsdebat.

For Lacan og Zizek er mennesket kendetegnet ved et grundlæggende traume, forårsaget af

splittelsen mellem moder og barn, hvorfor de fantasmatiske logikker virker som ”…vores begærs

fuldbyrdelse, og som sådan sigter imod et særligt sublimt værensniveau” (Laustsen,1999:167). Det

grundlæggende menneskelige traume og begær forestilles overkommet via fantasmet om

genforeningen og den fuldkomne nydelse, hvorfor de fantasmatiske logikker ”…tilbyder en




49

forestilling om en vej hinsides begærets dialektik, og er som sådan det, der sætter scenen for

nydelsen” (Laustsen,2005:205). Dette lacanianske begrebsapparat er via Zizek overført til den

socialvidenskabelige analyse af nationalisme i den forstand, at ’den anden’ blokerer og stjæler

nydelse fra det nationale fællesskab, hvorfor nationalisme fungerer som fantasmet om og begæret

efter genforeningen med den rene nation og den fuldendte nydelse (Glynos,2007:149,

Laustsen,2005:214).

Her har vi således svaret på, hvorfor en diskurs bliver hegemonisk. Den hegemoniske diskurs er

den, der i højest grad ’lukker’ traumet om splittelsen og lover fullness-to-come for det nationale

fællesskab. Hegemoniet består i at vise, hvorledes ’den anden’ ødelægger fællesskabets mulighed

for nydelse, og samtidig leverer en midlertidig, positiv ontologi, en tildeling af autenticitet, en

følelse af primordialistisk entydighed og en plads i fællesskabet blandt ligemænd.

Det er tydeligt, at forfaldsfiguren og den entydige grønlandisering i langt højere grad end

moderniseringsfiguren og det individorienterede demokratitema honorerer ovenstående fordringer

til hegemoni. Forfaldsfiguren i form af selvstyreloven leverer et fantasme om destruktionen af

danskheden, hvor begæret efter en grønlandsk genforening bliver afløst af grønlændernes nydelse i

det ikke-splittede fællesskab. Forfaldsfiguren ”…forsøger at skjule en traumatisk mangel og

dermed skabe en illusorisk forestilling om den mulige tilfredsstillelse af subjektets begær”

(Laustsen,2005:215), hvilket indstifter dens overlegne tiltrækningskraft. Samtidig udviser

forfaldsfiguren i sin fantasmatiske struktur en form for Stockholm-syndrom, hvor begæret af

danskhedens – den andens - unikt homogene stats-nationskobling virker som ideologisk impetus.

Den grønlandske nationalisme vil udrydde danskheden, men kræver samtidig samme nydelse, som

det homogene danske folk har.

Denne dobbelte indsigt, dvs. fantasmet om både ’den andens’ udryddelse og en spejling af ’den

anden’, giver på sin vis rammerne for alle postkoloniale kampe, hvis ikke for identitetspolitik per

se: På den ene side skænker kollektive identiteter subjekterne følelsen af tryghed, entydighed,

fællesskab og tilhørsforhold, på den anden side behøver kollektive identiteter konstitutive ’andre’

og fantasmer om disses destruktion for at holde fællesskabet sammen, hvilket har ført til folkemord,

etniske udrensninger og borgerkrige. Den postkoloniale kamp i Grønland har været langt mindre

voldelig end tilsvarende kampe på eksempelvis det afrikanske kontinent, om end de fantasmatiske




50

logikkers begær efter udryddelsen af danskheden har haft nok så alvorlige følger i form af racisme,

nedvurdering og eksklusion.

Perspektiveringen viser således, at kantianske håb om evig fred, habermasianske forestillinger om

herredømmefri samtaler og apolitisk oplysningspræget konvergensteori altid vil blive modsvaret af

en evig opblomstring af forskel, fantasme, begær og antagonisme.




51

9 Litteraturliste

9.1 Videnskabelig litteratur

Adcock, Robert & Collier, David (2001): ’Measurement Validity: A Shared Standart for Qualitative

and Quantitative Research’. In American Political Science Review, vol. 95(3), pp. 529-546

Adolphsen, Jens (2003): ’Hvad er magt – i Grønland?’. I Winter (red.): Demokrati og magt i

Grønland. Århus: Århus Universitetsforlag/Magtudredningen, pp. 31-38

Åkerstrøm, Andersen Niels, (2003), Discursive analytical strategies, The Policy Press, 2003, pp.

1-32

Bjørst, Lill Raasted (2008): En anden verden – forestillinger om inuit. Repræsentation og selv-

repræsentation af inuit i nyere tid. København: Forlaget BIOS, pp. 7-45, 104-117

Bredsdorff, Nils (2002): Diskurs og konstruktion. En samfundsvidenskabelig kritik af

diskursanalyser og socialkonstruktivismer. Frederiksberg: Forlaget Sociologi, pp. 9-17

Carlsen, Aksel V. (2008): ’Velfærd og ”badevandet” – udfordringer til grønlandsk velfærdspolitik’.

I: Grønlandsk kultur- og Samfundsforskning 2006/07. Nuuk: Grønlandsk kultur- og

Samfundsforskning, pp. 187-201

Christensen, Henriette (2000): ’Arktisk symbolsk politik – eller hvorledes skal vi forstå den

grønlandske idé om selvstændighed?’ I Politica 32(1): 61-70

Derrida, Jacques (2006): ‘Structure, sign and play in the discourse of the human sciences’ in

Writing and Difference. London: Routledge, pp. 351-370

Diderichsen, Adam (2005): ’Dekonstruktion – Anticentrisme og politisk polyfoni hos Derrida’. I

A. Esmark et al. (red.): Poststrukturalistiske analysestrategier. Frederiksberg: Roskilde

Universitetsforlag/Samfundslitteratur, pp. 127-153

Dyrberg, Torben et al (2001): ’Diskursteorien på arbejde’. I Dyrberg et al (red.): Diskursteorien på

arbejde. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur, pp. 7-19

Dyrberg, Torben et al (2001): ’Metodiske refleksioner’. I Dyrberg et al (red.): Diskursteorien på

arbejde. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur, pp. 319-339

Esmark, A. et al. (2005): ’Introduktion’ i Poststrukturalistiske analysestrategier. Frederiksberg:

Roskilde Universitetsforlag/Samfundslitteratur pp. 7-39

Fairchlough, Norman & Chouliaraki, Lilie (1999): Discourse in late modernity: Rethinking critical

discourse analysis, Edinburgh University Press, 1999, pp. 37-73

Foucault, M (1989): The Archaeology of Knowledge. London: Routledge, pp. 23-85




52

Gad, Ulrik Pram (2004): ’Grønlandsk identitet: sprog, demokrati, velfærd og selvstændighed’. I

Politica 36(3): 271-289

Gad, Ulrik Pram (2005); Dansksprogede grønlænderes plads i et Grønland under grønlandisering

og modernisering. København: Eskimologis Skrifter nr. 19, pp. 1-235

Gad, Ulrik Pram (2008): ‘Når mor/barn-relationen bliver teenager. Kompatible

rigsfællesskabsbilleder som (dis)integrationsteori’. I Politica 40(2): 111-134

Gad, Ulrik Pram (2009a): ’Post-colonial identity in Greenland’. In: Journal of Language and

Politics 8:1, pp. 136-158

Gad, Ulrik Pram (2009b): ’En post-kolonial grønlandsk-dansk fremtid?’. Arbejdspapir 2009/01 ved

Institut for Statskundskab, Københavns Universitet, pp. 1-16

Gerring, John (2004): ’What is a Case Study and What is it Good For?’. In American Political

Science Review, vol. 98(2), pp. 341-354

Glynos, Jason & Howarth, David (2007): Logics of Critical Explanation in Social and Political

Theory. London: Routledge, pp. 1-216

Hansen, Allan Dreyer (2004): ’Diskursteori i et videnskabsteoretisk perspektiv’. I Fuglsang og

Olsen (red.): Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag,

pp. 389-417

Hansen, Allan Dreyer (2005): ’Diskursteori – postmarxistisk hegemonianalyse hos Laclau’ i A.

Esmark et al. (red.), Poststrukturalistiske analysestrategier. Frederiksberg: Roskilde


Hansen, Lene (2006) ‘Discourse Analysis, Identity and Foreign Policy. In Security as

Practice, London Routledge: 17-36

Hay, Colin (2006):‘Political ontology’ in Peter E. Goodin and Charles Tilly (eds.), The Oxford

Handbook of Contextual Political Analysis. Oxford: Oxford University Press, pp. 78-96

Howarth, David (2000): Discourse. Philadelphia: Open University Press, pp. 16-84

Howarth, David (2005): ’Applying Discourse Theory: the Method of Articulation’. In David

Howarth et al. (eds.): Discourse Theory in European Politics: Identity, Policy and Governance.

London: Palgrave Macmillan, pp. 316-349

Koch, Andrew (2007): Poststructuralism and politics of method. Lanham: Lexington Books, pp. 1-

19

Laclau, Ernesto & Mouffe, Chantal (1985): Hegemony and Socialist Strategy. London: Verso, pp.

1-193




53

Laclau, Ernesto (2002a): Universalisme, partikularisme og spørgsmålet om identitet. I Allan Dreyer

Hansen et al. (red.): Det radikale demokrati – diskursteoriens politiske perspektiv. Frederiksberg:

Roskilde Universitetsforlag, pp. 123-135

Laclau, Ernesto (2002b): Hvorfor betyder tomme udtryk noget i politik. I Allan Dreyer Hansen et

al. (red.): Det radikale demokrati – diskursteoriens politiske perspektiv. Frederiksberg: Roskilde

Universitetsforlag, pp. 135-147

Laclau, E (2005): On Populist Reason. London: Verso. pp. 129-156.

Langgård, Karen (2002): ’Fjeld, elv, hav. Natursynet i Tarrarsuummi tarraq/Saltstøtten’. I Janussen

et al. (red.): Grønlandsk kultur- og Samfundsforskning 2000/01. Nuuk: Grønlandsk kultur- og

Samfundsforskning, pp. 175-200

Langgård, Karen (2003a): ’Magt og demokrati – og sprog’. I Winter (red.): Demokrati og magt i

Grønland. Århus: Århus Universitetsforlag/Magtudredningen, pp. 215-235

Langgård, Karen (2003b): ’Danmarkip pia – og indkredsning af den koloniale reception versus den

postkoloniale reception af metaforen grønlændere er børn’. I: Grønlandsk kultur- og

Samfundsforskning 2003. Nuuk: Grønlandsk kultur- og Samfundsforskning, pp. 129-148

Larsen, Finn Breinholt (1992): ’For meget af en god ting - dansk i Grønland’. I Politica, vol. 24(4),

pp. 374-392

Laustsen, Carsten Bagge (1999): ’Ideologiske fantasmer – Politisk filosofi med Jacques Lacan og

Slavoj Zizek’. I: Berg-Sørensen et al.: Den ene, den anden og det tredje – politisk identitet,

andethed og fællesskab i moderne fransk tænkning. København: Politisk Revy, pp. 163-189

Laustsen, Carsten Bagge (2005): ‘Fantasmologi – Slavoj Zizek og det sociales analytik’. I A.

Esmark et al. (red.): Poststrukturalistiske analysestrategier. Frederiksberg: Roskilde


Negri, Antonio & Hardt, Michael (2003): Imperiet. København: Informations Forlag, pp. 105-123

Özkirimli, Umut (2000): Theories of Nationalism. London: Macmillan Press LTD, pp. 12-64

Petersen, Hanne (2004): ’Postkolomale konglomeratstater i retskulturel belysning’. I: Grønlandsk

kultur- og Samfundsforskning 2004. Nuuk: Grønlandsk kultur- og Samfundsforskning, pp. 67-79

Petersen, Robert (1991): ’The role of research in the construction of Greenlandic identity’. In

Susanne Dybbroe et al (eds.): Greenland – Nationalism and Cultural Identity in Comparative

Perspective. Århus: Århus Universitetsforlag, pp. 17-23

Petersen, Robert (1992): ’Kolonialisme set fra en tidligere koloniseret’. I Robert Petersen:

Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 1992. Nuuk: Grønlandsk kultur- og samfundsforskning,

pp.183-195

http://tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=93183

http://tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=93183




54

Phillips, Louise & Jørgensen, Marianne W (2002): Discourse Analysis as Theory and Method.

London: Sage, 2002, pp. 1-23

Said, Edward (2002): Orientalisme – Vestlige forestillinger om Orienten. Frederiksberg: Roskilde

Universitetsforlag, pp. 332-345.

Schmitt, Carl (2002): Det politiskes begreb. København: Hans Reitzels Forlag, pp. 51-73

Smith, Anthony D. (1998): Nationalism and Modernism. London: Routledge, pp. 117-143

Sonnichsen, André (2009): Unmaking ’the people’ – Unity and division in post-apartheid South

African politics. Copenhagen: Departement of Political Science, pp. 101-164

Thisted, Kirsten (1992): ’Mundtlighed/skrift, en teoretisk indkredsning af ’det grønlandske’ i

grønlandsk litteratur. I Robert Petersen: Grønlandsk kultur- og samfundsforskning 1992. Nuuk:

Grønlandsk kultur- og samfundsforskning, pp. 195-227

Thomsen, Hanne (1996): ‘Between Traditionalism and Modernity’. In Birgitte Jacobsen et al

(eds.): Essays in Honour of Robert Petersen. Nuuk: Grønlandsk kultur- og samfundsforskning, pp.

265-274

Thorleifsen, Daniel (2003): ’Ønsker om selvstændiggørelse og spørgsmålet om anvendelse af

grønlandsk arbejdskraft i Grønland’. I: Grønlandsk kultur- & samfundsforskning 2002. Nuuk:

Grønlandsk kultur- & samfundsforskning, pp. 127-144

Thuesen, Søren (1988): Fremad, opad. Kampen for en moderne grønlandsk identitet. København:

Rhodos, pp. 79-118, 157-167

Wagner Sørensen, Bo (1994): Magt eller afmagt – Køn, følelser og vold i Grønland. København:

Akademisk forlag, pp. 96-238

Østergaard, Uffe (2004): Nation, nationalisme og nationalstat. I: Knudsen (red.): Kernebegreber i

Politik. København: Forlaget Thomsen, pp. 102-133

SAMLET PENSUM: 1794 sider

9.2 Empiriske kilder

9.2.1 Juridiske kilder

Grønlandsk-Dansk selvstyrekommission (2008): Betænkning om selvstyre i Grønland.

København: Grønlandsk-Dansk selvstyrekommission

Lovtidende A d. 13. juni 2009, nr. 473: Lov om Grønlands Selvstyre.

København: Lovtidende




55

9.2.2 Lovforslag i Landstinget

Forårssamling 2008: d. 13. januar 2008 FM 2008/108, spørgsmål til Landsstyret:

Spørgsmål til Landsstyret vedr. Grønlands Hjemmestyres gevaldige administrationsomkostninger

ved tilkaldt arbejdskraft

Hvordan kan dette begrænses uden forringelse af serviceniveauet for befolkningen?

Hvilke planer har Landsstyret vedrørende dette?

Anthon Frederiksen (KP), landstingsmedlem

Forårssamling 2008: d. 25. januar 2008

FM 2008/69, forespørgselsdebat:

Forslag til forespørgselsdebat om hvilke tiltag der kan fremme uddannelsesmulighederne for de

grønlandsksprogede borgere, samt hvordan det grønlandske samfund kan fremme

fremmedsprogedes kundskaber i det grønlandske sprog, disse i forbindelse med målsætningen om at

højne befolkningens uddannelsesniveau

Atassuts landstingsmedlemmer: Augusta Salling, Emilie Olsen, Kristian Jeremiassen, Thomas

Kristensen, Godmand Rasmussen

Forårssamling 2008: d. 27. april 2008

FM 2008/108, svarnotat:

Spørgsmål til Landsstyret vedr. Grønlands Hjemmestyres gevaldige administrationsomkostninger

ved tilkaldt arbejdskraft

Hvordan kan dette begrænses uden forringelse af serviceniveauet for befolkningen?

Hvilke planer har Landsstyret vedrørende dette?

Landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender

Efterårssamling 2008: d. 7. august 2008

EM 2008/108, beslutningsforslag:

Forslag til landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges at udarbejde en handleplan, der

understøtter og styrker kompetencerne til at lave nationaldragter

Agathe Fontain (IA) & Ane Hansen (IA), landstingsmedlemmer



Forslag til landstingsbeslutning om at skal ydes en bevilling til dokumentation af vore forfædres

viden om lægeurter i vort land, samt om tilberedelse af specielle fødevareprodukter i vor

langstrakte kyst, som er ved at gå tabt

Ane Hansen (IA), landstingsmedlem


EM 2008/64, forelæggelsesnotat:

Redegørelse om Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions betænkning om selvstyre i Grønland




56

Hans Enoksen (S), landsstyreformand

EM 2008/106, forespørgselsdebat:

Vi gennemlever en periode til Selvstyret, hvor vi skal lægge grundstenen til selvstændighed.

Selvstyret skal give mulighed for, at vi som et folk kan få en grundlov. Ved arbejdet for en

selvstændig grundlov skal det blandt andet fastsættes, hvilke særegne og væsentlige kendetegn, vi

som folk skal have. Hvilke vigtige kulturelle, traditionelle, opdragelsesmæssige, relationsmæssige

(mellem medmennesker), sprogmæssige arv samt i forhold til brugen af naturen dens ressourcer

etc. gennem generationerne finder partierne det væsentligt til at blive implementeret før arbejdet

igangsættes?

Josef Motzfeldt (IA), landstingsmedlem



Forslag til landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges at indlede forhandling med

regeringerne i Nunavut, Alaska og Rusland med henblik på etablering af Inuit Parliamentary

Council iblandt os stammefrænder

Juliane Henningsen (IA), landstingsmedlem


Forslag til landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges ved først givet lejlighed at henvende

sig til den danske regering om overtagelse af myndigheden vedrørende administration af tilladelse

af udefra kommendes ansøgninger til bosætninger, tilflytning og ansættelse i Grønland

Kuupik Kleist (IA), landtingsmedlem


Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at oprette en fond, hvis formål skal

være at yde økonomisk støtte til enkeltsprogede borgere, der ønsker at lære dansk eller grønlandsk

Palle Christiansen (D), landstingsmedlem


EM 2008/141, spørgsmål til Landsstyret:

Spørgsmål til Landsstyret: I visse dele af samfundet kører en debat om vi skal kaldes for

”Kalaaleq” eller ”Inuit” når Selvstyret bliver indført. Hvilke tanker har Landsstyret vedrørende

denne debat?

Doris Jakobsen (S), landstingsmedlem

Efterårssamling 2008: d. 19. september 2008

EM 2008, åbningstale:

Landsstyreformand Hans Enoksens åbningstale

Hans Enoksen (S), landsstyreformand




57

Efterårssamling 2008: d. 5. oktober 2008

EM 2008/107, svarnotat:

Forslag til landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges at indlede forhandling med

regeringerne i Nunavut, Alaska og Rusland med henblik på etablering af Inuit Parliamentary

Council iblandt os stammefrænder

Landstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender

Efterårssamling 2008: d. 4. november 2008


Forslag til landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges at udarbejde en handleplan, der

understøtter og styrker kompetencerne til at lave nationaldragter

Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke


Forslag til landstingsbeslutning om, at Landsstyret pålægges at oprette en fond, hvis formål skal

være at yde økonomisk støtte til enkeltsprogede borgere, der ønsker at lære dansk eller grønlandsk

Landtingsmedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke

Efterårssamling 2008: d. 17. november 2008


Forslag til landstingsbeslutning om at skal ydes en bevilling til dokumentation af vore forfædres

viden om lægeurter i vort land, samt om tilberedelse af specielle fødevareprodukter i vor

langstrakte kyst, som er ved at gå tabt

Landstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke

Forårssamling 2009: d. 12. marts 2009

FM 2009/109, lovforslag:

Forslag til: Landstingslov om sprogpolitik

Forårssamling 2009: d. 13. marts 2009

FM 2009/17, beslutningsforslag:

Forslag til Landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges at fremkomme med forslag, der har til

formål at fremme unges muligheder for udlands- og sprogophold

Atassuts landstingsmedlemmer: Augusta Salling, Emilie Olsen, Kristian Jeremiassen, Thomas

Kristensen, Godmand Rasmussen

9.2.3 Avisartikler fra A/G Grønlandsposten

I A/G Grønlandsposten d. 3. januar 2008 Johansen, Lars-Emil (03.01.08: 26): Mage til politisk vrøvl skal man lede længe efter

I A/G Grønlandsposten d. 10. januar 2008 Heilmann, Finn (10.01.08: 21): Grønlandisering, eller hvad?

Schultz-Lorentzen, Christian (10.01.08: 8): På høje tid




58

I A/G Grønlandsposten d. 31. januar 2008

Christiansen, Palle (31.01.08: 25): Alting til sin tid – også selvstyre

Montgomery-Andersen, Ruth (31.01.08: 27): Jeg vil have lov til at leve her

Ziemer, Nikoline (31.01.08: 20-21): Vi har ikke de 1500 arbejdere

I A/G Grønlandsposten d. 14. februar 2008 Josefsen, Susanne (14.02.08: 19): Vi skal afkoloniseres

I A/G Grønlandsposten d. 21. februar 2008 Frederiksen, Torben (21.02.08: 24-25): Grønlandisering – Internationalisering?

I A/G Grønlandsposten d. 13 marts 2008 Schultz-Lorentzen, Christian (13.03.08: 3): Historisk sejr for fremtiden

I A/G Grønlandsposten d. 18. marts 2008 Stampe Qvistgaard, Nicolai (18.03.08: 7): Vi vil gerne lære grønlandsk – men…

I A/G Grønlandsposten d. 27. marts 2008 Geisler, Edvard (27.03.08: 31): Kære medborger – lær grønlandsk

I A/G Grønlandsposten d. 3. april 2008 Ziemer, Nikoline (03.04.08: 15): Demokrati

I A/G Grønlandsposten d. 22. april 2008

Schultz-Lorentzen, Christian (22.04.08: 2): Fremtiden i egne hænder

I A/G Grønlandsposten d. 6. maj 2008 Petersen, Lotte (06.05.08: 6): Sprog – ingen hindring

I A/G Grønlandsposten d. 15. maj 2008 Petrussen, Steffen (22.05.08: 21): Man kan ikke påtvinge et folk et selvstyre

I A/G Grønlandsposten d. 22. maj 2008 Schultz-Lorentzen, Christian (22.05.08: 4): Forsøger at torpedere selvstyrebetænkning

I A/G Grønlandsposten d. 29. maj 2008 Johansen, Lars-Emil (29.05.08: 15): Det er vælgerne der bestemmer

I A/G Grønlandsposten d. 5. juni 2008 Abelsen, Maliina (05.06.08: 11): Visioner frem for aversioner

I A/G Grønlandsposten d. 12. juni 2008

Helms, Aviâja (12.06.08: 22-23): Visioner 360grader rundt

Schultz-Lorentzen, Christian (12.06.08: 10): Dansk Folkeparti skudt i sænk i selvstyre-debat

I A/G Grønlandsposten d. 28. august 2008 Christiansen, Palle (28.08.08: 27): Lars-Emil – lad os trækker fronterne op




59

I A/G Grønlandsposten d. 18. september 2008 Petersen, Lotte (18.09.08: 4): Uovervejet grønlandisering

I A/G Grønlandsposten d. 14. oktober 2008 Schultz-Lorentzen, Christian (14.10.08: 5): Kaotisk landsstyre truer selvstyrevalg

Documents

Indholdsfortegnelse 1 Kapitel 1: Abstract 3 2ir.polsci.ku.dk/research_projects/arctic-politics/bilag/opg.4.pdfIn November 2008 75,5 % of the Greenlandic people voted in favour of the