I.4 Bestemmende faktorer for en reel konvergens · 2018. 10. 4. · 39 I.4 Bestemmende faktorer for en reel konvergens Indeks, EU15 = 100 < 9 9 - 39 39 - 69 69 - 99 ≥99 ingen oplysninger

I.4 Bestemmende faktorer for en reel konvergens

Produktivitet,konkurrencedygtighedog økonomisk ydeevne

Konkurrencedygtighed bliver ofte betragtet som denvigtigste indikator på en politiks succes eller fiasko.Ordet henfører bogstaveligt talt til producenter, somkonkurrerer med hinanden på det samme marked.Der findes imidlertid et beslægtet begreb for regionerog landes økonomiske ydeevne, som også be-nævnes “konkurrenceevne.”

Selvom der findes konkurrencedygtige og ikke-konkur-rencedygtige virksomheder i enhver region, er der fæl-les betingelser, som påvirker samtlige de i regionen lo-kaliserede virksomheders konkurrencedygtighed.Disse rammebetingelser omfatter den fysiske og socialeinfrastruktur, arbejdsstyrkens kvalifikationer, de institu-tionelle rammer og en kultur, som bidrager (eller detmodsatte) til innovation og effektive offentlige institutio-ner (specielt en lederkapacitet på regionalt niveau).Endvidere er det sådan, at succes avler succes. Fore-komsten af stærkt konkurrencedygtige virksomheder ien region har tendens til at stimulere andre virksomhe-der og opmuntre til yderligere investeringer.

Over de seneste år er en standarddefinition på regio-nal og national konkurrenceevne begyndt at udviklesig, som knytter sig til opnåelsen af “høje og stigendelevestandarder og høj beskæftigelsesfrekvenser pået bæredygtigt grundlag.”1 Selvom de traditionellemål for konkurrenceevne normalt fokuserer på BNPpr. indbygger, er der andre vigtige faktorer, som på-virker den økonomiske ydeevne. Det EuropæiskeRåd i Lissabon understregede den afgørendesammenhæng mellem Europas økonomiske styrkeog dets sociale model. En effektiv og målrettet socialbeskyttelse hjælper økonomier til at tilpasse sig for-andringer. En fremme af social samhørighed kanhjælpe med til at reducere en underudnyttelse af

menneskelige ressourcer. Det er også vigtigt at væreopmærksom på andre faktorers bidrag, såsom kvali-teten af den omgivende natur, af sundhedsvæsenet,af den sociale service o.s.v. Indikatorer af denne typehjælper til en øge forståelsen af økonomisk udvikling,idet en yderligere indsats dog er nødvendig for at ud-vikle bedre instrumenter til at måle fremskridt indenfor disse felter.

I praksis kan BNP pr. indbygger opdeles på to hoved-komponenter: Beskæftigelsesfrekvensen eller ande-len af den arbejdsdygtige befolkning i arbejde, ogproduktiviteten eller BNP pr. beskæftiget. Siden ethøjt niveau for den ene ikke nødvendigvis indebæreret højt niveau for den anden, betragtes de nedenforhver for sig, både samlet og sektorvist, før investerin-ger og andre afgørende faktorer bag produktivitet be-handles.

Trends i regionaløkonomisk ydeevne

For EU som helhed er den økonomiske ydeevne i lø-bet af de seneste 25 år blevet stærkere i relation tilproduktivitet og ofte svagere i relation til beskæftigel-se. Dette har ofte ledt til bekymringer om “en vækstuden jobskabelse”, selvom beskæftigelsen altid ipraksis er vokset, når væksten i BNP har været mereend 2% om året eller der omkring. Problemet harværet at fastholde denne vækstrate over længere tid.For tiåret 1989 til 1999 var den årlige vækst eksempel-vis 1,9%, men fordi BNP pr. beskæftiget steg 1,4%,øgedes beskæftigelsen kun med 0,5% om året. I detlange sigt er opnåelse af vækst i beskæftigelsen ogen høj vækst i produktiviteten ikke nødvendigvis i kon-flikt. I den udstrækning, at en vækst i produktivitetenøger konkurrencedygtigheden, og dermed muliggøren højere vækst i BNP, er de komplementære. Udfor-dringen for tilbagestående regioner er derfor at ud-vikle et mix af politikker, som kan få produktiviteten tilat stige uden at påvirke beskæftigelsen negativt.

37

Mens beskæftigelsesniveauerne i de fleste tilbagestå-ende regioner, men ikke i alle, er mindre end i det øvrigeEU, er produktiviteten for dem alle under gennemsnittet.Der kan sondres mellem to grupper af regioner:

− Regioner med beskæftigelsesfrekvenser svarendetil eller i nogle få tilfælde over EU-gennemsnittet,som har behov for at forbedre produktiviteten måltsom BNP pr. beskæftiget. Disse regioner er overve-jende lokaliseret i Portugal, Grækenland og det øst-lige Tyskland, hvor produktiviteten i førstnævnte til-fælde kun er omkring 40% af EU’s gennemsnit,mens den er omkring 60% af gennemsnittet for de tosidstnævnte lande.

− Regioner, som er bagud både i forhold til produktivi-tet og beskæftigelse. Denne gruppe omfatter de fle-ste regioner i Spanien og det sydlige Italien, hvorbeskæftigelsesfrekvenser kan være så lave som40% i forhold til et EU gennemsnit på over 60%. I dis-se tilfælde er en lav beskæftigelse helt undtagelses-vist en vigtigere årsag til et lavt BNP pr. indbyggeren lav produktivitet.

Sektorvise analyser:Lav produktivitet i landbruget

Den økonomiske aktivitets opdeling på sektorer viser etinteressant mønster, når der opdeles på sektorer somlandbrug, industri (overvejende håndværk), distribution,transport og hotelvirksomhed (inkl. catering), virksom-heds- og finansiel service, samt ikke-markedsmæssigog anden service (først og fremmest sundhed, uddan-nelse og offentlig administration) (se tabel A.18 og kort8). Produktiviteten er højest inden for virksomheds- ogfinansiel service, hvor bruttoværditilvæksten pr. be-skæftiget inden for EU er over det dobbelte af gennem-snittet for økonomien som helhed2. Den er en anelseover gennemsnittet inden for industrien, og lige under in-den for distribution, transport og hotelvirksomhed samtfor ikke-markedsmæssig og anden service.3 I landbru-get er produktiviteten kun cirka halvdelen af gennem-snittet for samtlige sektorer.

Ringe ydeevne hænger ofte sammen medkoncentration i mindre produktive sektorer

I alle tre samhørighedslande er de samlede beskæfti-gelsesfrekvenser lave, hvilket i høj grad hænger sam-men med en lav beskæftigelse inden for virksomheds-og finansiel service, hvor produktiviteten er relativ høj(selvom dette skal fortolkes med forsigtighed som følgeaf høj værditilvækst i den beskyttede sektor for finansiel-le serviceydelser). På den anden side er andelen af be-skæftigelsen ligesom produktiviteten inden for

distribution, transport og hotelvirksomhed samtikke-markedsmæssig og anden service på niveau medEU-gennemsnittet. Beskæftigelsen er meget højere ilandbruget end andre steder, samtidigt med at produkti-viteten er meget lav.

Dette mønster afspejles på det regionale niveau (se kort9). Der viser sig tre grupper af regioner inden for et EUmed 27 medlemsstater (selvom ikke alle passer heltpræcist til denne klassifikation):

− Tilbagestående regioner med høj beskæftigelse in-den for landbruget, ofte en beskæftigelse overgennemsnittet i industrien og en lav beskæftigelseinden for service. Disse regioner er især beliggendei de sydlige medlemsstater og i centraleuropæiskelande, bortset fra Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn.Mens landbruget i EU står for under 5% af den sam-lede beskæftigelse, findes der regioner i Spanien ogPortugal, hvor den er over 15%, samt regioner iGrækenland og de østlige områder af ansøgerlan-dene, hvor landbrugsbeskæftigelsen overstiger20%.

− Regioner med høj beskæftigelse i industrien. Mangeaf disse er beliggende i en geografisk bue stræk-kende sig fra West Midlands i England over det østli-ge Frankrig og nordlige Spanien, videre gennem detsydlige Tyskland og det nordlige Italien til Tjekkiet,Slovakiet og Slovenien. Selvom mange af disse re-gioner er rige, er der også mange, der ikke er det,hvilket afspejler den betydelige variation i værditil-væksten inden for den håndværksprægede indu-stri.

− Regioner med høj beskæftigelse inden for service.Dette er regioner, hvor beskæftigelsesandelen i ser-vicesektoren er 70% eller mere. De fleste af regio-nerne er velstående og omfatter en række storbyerog hovedstæder i den nordlige del af EU. Samtidigtinkluderer denne gruppe også regioner i det sydligeFrankrig, Spanien og Italien, som har relativt lave ni-veauer for BNP pr. indbygger, og hvor beskæftigel-sen er samlet omkring basale serviceydelser, bl.a. tilstøtte for turisterhvervet.

Den langsigtede trend mod serviceog den nødvendige omstruktureringi tilbagestående regioner

I mange år har det været tendensen inden for EU, at be-skæftigelsen inden for landbrug og industri falder, og atden stiger inden for service – selvom antallet af beskæf-tigede i industrien har stabiliseret sig i de seneste år og

38


39


Ind

eks,

EU

15 =

100

< 9

9 -

39

39 -

69

69 -

99

≥99

ing

en o

ply

snin

ger

Gen

nem

snit

= 5

4,1

Sta

ndar

daf

vig

else

= 5

9,2

Eng

land

: gen

nem

snit

for

NU

TS 1

reg

ione

r

Kild

e: E

uros

tat

UK

: NU

TS1

IRL,

PL,

RO

: NU

TS0

Ind

eks,

EU

15 =

100

< 5

7,5

57,5

- 7

6,5

76,5

- 9

5,5

95,5

- 1

14,5

≥11

4,5

ing

en o

ply

snin

ger

Gen

nem

snit

= 8

6,0

Sta

ndar

daf

vig

else

= 3

8,1

Eng

land

: gen

nem

snit

for

NU

TS 1

reg

ione

rU

K: N

UTS

1IR

L, P

L, R

O: N

UTS

0

Ind

eks,

EU

15 =

100

< 6

8

68 -

84

84 -

100

100

- 11

6

≥11

6

ing

en o

ply

snin

ger

Gen

nem

snit

= 9

1,9

Sta

ndar

daf

vig

else

= 3

1,1

Eng

land

: gen

nem

snit

for

NU

TS 1

reg

ione

rU

K: N

UTS

1IR

L, P

L, R

O: N

UTS

0

250

012

50 k

m©

Eur

oGeo

gra

phi

cs A

ssoc

iatio

n fo

r d

e ad

min

istr

ativ

e g

ræns

er

8 B

NP

pr.

bes

kæft

iget

(E

uro)

, 199

8

Lan

dbru

gIn

dust

riSe

rvic

e

40


Guyane (F)

Guadeloupe

(F)

Martinique

(F)

Réunion

(F)

Canarias (E)

Açores (P)

Madeira

(P)

Kypros

Landbrug (top 10%)

Landbrug (top 25%)

Industri (top 10%)

Industri (top 25%)

Service (top 10%)

Service (top 25%)

Top 10% og 25% af den samlede befolkningEL, RO, SK: 1998BG, LT, LV: 1997D (Sachsen): NUTS1Kilde: Eurostat og INS

0 100 500 km

SIG16SIG16

© EuroGeographics Association for de administrative grænser

9 Regioner med den højeste beskæftigelse inden for landbrug, industri og service, 1999

kun andelen er fortsat med at falde. Denne trend er imid-lertid endnu ikke slået fuldt igennem i mange regioner,specielt i de tilbagestående. Beskæftigelsen inden forservice fortsætter med at stige, selv i de mest velståen-de regioner. Mellem 1990 og 1999 øgedes beskæftigel-sen i servicesektoren i EU med omkring 12 millioner,mens den for de øvrige dele af økonomen faldt med 9millioner. Det meste af denne nedgang fandt sted underlavkonjunkturen i begyndelsen af 1990erne. Siden op-svinget startede i 1994 er landbrugsbeskæftigelsenfortsat med at gå ned (med omkring 1.3 million), mensbeskæftigelsen i industrien stort set har holdt sig uforan-dret. I de tilbagestående regioner må der i de kommen-de år forventes et fortsat og omfattende skift i beskæfti-gelsen væk fra landbruget, men ikke nødvendigvis tabaf job inden for industrien. I nogle regioner kan beskæfti-gelsen inden for håndværk meget vel stige svarendetil de seneste år, især hvor den stadig er underEU-gennemsnittet. På den anden side kan beskæftigel-sen inden for håndværk i de centrale, industrialiserederegioner i mange tilfælde forventes at falde, i det mind-ste som andel af den samlede beskæftigelse, idet skiftettil aktiviteter med høj værditilvækst allerede er gennem-ført i mange af disse regioner, hvilket i øvrigt fremgår afnedenstående.

Omstruktureringen af beskæftigelsen i de kommende årmå forventes at blive endnu mere omfattende i ansøger-landene, hvor jobbene i mange regioner stadig overve-jende findes inden for landbrug og/eller industri.

I den sammenhæng må det bemærkes, at skiftet i be-skæftigelsen væk fra industrien, og i mindre grad fralandbruget (se kort over den sektorvise beskæftigelseog produktivitet) i de mere velstående regioner inden forEU ikke nødvendigvis har været ledsaget af et tilsvaren-de fald i andelen af værditilvæksten skabt i disse sek-torer. Mange steder er produktiviteten steget væsentligti industrien i takt med, at beskæftigelsen er blevet kon-centreret på aktiviteter med høj værditilvækst. Dette vi-ser potentialet for at opretholde en lille, men stærkt kon-kurrencedygtig håndværkspræget sektor som en vigtigdel af den regionale økonomi.

Aktivitetsskift inden for sektorerneer lige så vigtigt som skift imellem dem

Et vigtigt aspekt af en tilbagestående økonomisk udvik-ling i de mindst rige regioner inden for EU er koncentra-tionen af aktiviteter i sektorer med lav værditilvækst(selvom det må understreges, at produktiviteten indenfor samme sektor kan variere betydeligt mellem regionerinden for Unionen). Dette er udtryk for forskelle både ipræstationsevnen inden for de samme aktiviteter og igraden af koncentration af aktiviteter inden for den

pågældende sektor med henholdsvis høj eller lav værdi-tilvækst.

For eksempel har virksomheds- og finansiel service enrelativt høj værditilvækst pr. beskæftiget i samhørig-hedslandene (som i nogle af ansøgerlandene). Dette af-spejler tildels et højt renteniveau (som øger værditilvæk-sten inden for finansiel service) og en begrænsetkonkurrence, men måske i særdeleshed disse service-funktioners underudviklede niveau i forhold til den po-tentielle efterspørgsel. Heroverfor har håndværkssek-toren, som i de fleste lande har en overgennemsnitligværditilvækst pr. beskæftiget, en relativ lav produktiviteti de tre samhørighedslande (som i de fleste ansøgerlan-de). Denne forskel er udtryk for, at håndværksproduk-tion med høj værditilvækst og et højt teknologindhold hartendens til at lokalisere sig i de mere velstående med-lemsstater4.

I landbruget er værditilvæksten pr. beskæftiget i demere velstående lande omkring 80-90% af EU-gennem-snittet for alle sektorer, men kun 40% heraf i Spanien,25% i Grækenland og kun 13% i Portugal (og 16% iØstrig). (I ansøgerlandene er tallet endnu mindre.) Dissestørrelser afspejler såvel behovet for en forandring i ret-ning af aktiviteter med høj værditilvækst, som det lang-sigtede potentiale for en væsentlig produktivitetsudvik-ling i denne sektor.

Demografi og vandringer

Folketallet i EU er på vej til at falde …

Ved indgangen til år 2000 havde EU 376 millioner ind-byggere, hvilket er væsentligt mindre end Kina (1.2 milli-arder) og Indien (1 milliard), men betydeligt mere endUSA (272 millioner) og Japan (126 millioner). Antagesudviklingen i fødsels-og dødshyppigheden samt i van-dringerne at fortsætte, kan EU’s folketal forventes at vok-se meget langsomt mellem 2000 og 2005 (med kun0,2% om året), for herefter næsten at gå i stå frem til 2022(med under 0,1% om året), hvorefter det forudses at be-gynde at falde. I 2010 er folketallet således beregnet tilat nå 385 millioner, og i 2025 til kun at være en smule hø-jere (388 millioner). Fra 2008 vil folketallet stå over for ennaturbetinget nedgang, som dog vil blive udskudt i nog-le få år som følge af en nettotilvandring.

Imidlertid varierer trends i folketallet markant mellem deforskellige dele af Unionen. Mens befolkningen stadigvokser, omend langsomt, i de fleste regioner, er folketal-let allerede faldende i nogle regioner, fortrinsvis i Spani-en, Italien, Tyskland og de nordiske lande (se kort A.11).

41


Mellem 2000 og 2010 forudses flere regioner i Tysklandog Italien at få et faldende folketal samtidigt med nogleregioner i Frankrig, Storbritannien og Østrig. På den an-den side forventes befolkningen at fortsætte med at sti-ge på et relativt højt niveau i en række regioner i det syd-lige Spanien, det sydlige Frankrig og i Grækenland samti dele af Tyskland, Holland og Storbritannien.

I år 2025 vil formentlig næsten 90 af de ca. 200 regioner,som er fastlagt på NUTS 2 niveau, og som rummer halv-delen af samtlige mennesker bosat inden for EU, opleveet fald i befolkningen, herunder alle de italienske Nuts2-regioner samt enkeltstående regioner i praktisk alle deøvrige medlemsstater.

… som det også er i ansøgerlandene

Den demografiske udvikling er endnu mere ugunstig iansøgerlandene. Mens folketallet voksede på et relativthøjt niveau i 1970erne og 1980erne i de fleste af de 12lande som følge af høje fødselstal og stigende gennem-snitlig levealder, faldt fødselstallet dramatisk i 1990ernesamtidigt med at den gennemsnitlige levealder faldt.Derudover skete der en betragtelig udvandring, idet kunTjekkiet, Malta og Cypern oplevede en nettoindvandringi perioden 1990 til 1999 (se kort A.12).

Resultatet har været, at befolkningstilvæksten alleredeer begyndt at falde i de fleste af landene. I 8 ud af de 12lande faldt folketallet igennem 1990erne. Mellem 1995og 1997 faldt det i 32 ud af 52 regioner på NUTS 2 ni-veau, og der skete en nettoudvandring i 31 af dem. In-den for det udvidede europæiske område, dvs.EU-medlemsstater og ansøgerlande tilsammen, må derforventes et fald i folketallet adskillige år tidligere end an-tydet ovenfor. (Fremskrivningen for de 12 ansøgerlandebygger på FN prognoser.)5

Regioner med faldende folketal

Demografiske udviklingstræk er påvirket af den socialeog økonomiske udvikling. Vandringer er i særdeleshedsnævert knyttet til regionale forskelle i betingelserne påarbejdsmarkedet, idet folk flytter fra områder med en be-skeden tilgang af nye jobs til områder med flere beskæf-tigelsesmuligheder. På langt sigt kan sådanne forskelleogså påvirke fødselstal og dødshyppigheder.

Regioner i tilbagegang inden for EU er således karak-teriseret ved lave indkomstniveauer, høj arbejdsløshedog en stor andel af arbejdsstyrken beskæftiget inden forlandbrug og industri (se graf A.9). Endvidere har de nor-malt et forholdsmæssigt lille antal unge, hvilket er udtrykfor flytninger til andre områder og en lav fødselshyppig-hed, samt en lav befolkningstæthed som udtryk for

deres ofte landlige karakter. Der er imidlertid markanteundtagelser, idet en række tætbefolkede regioner(f.eks. Bryssel og Attika-halvøen i Grækenland, hvorAthen er beliggende) har oplevet et fald i befolkningen ide seneste år. I mange storbyregioner i Europa er der enklar tendens til “byspredning”, og en flytning ud af decentrale byområder til forstæder og naboregioner.

Befolkningens aldring indenfor EU vil accelerere …

Befolkningen inden for EU bliver hastigt ældre. Med delave fødselstal er andelen af unge under 15 faldet gen-nem en årrække, hvilket forventes at fortsætte med etfald fra 17% i 1998 til 14,5% i 2025 som forventelig kon-sekvens. I modsætning hertil stiger andelen af personerpå 65 og derover betydeligt og forventes at stige endnuhurtigere efter 2010, når baby-boom generationen be-gynder at nå denne alder. I overensstemmelse hermedforventes andelen af ældre at stige fra omkring 16% afden samlede befolkning i 1998 til 22% i 2025. Som led idenne udvikling vil det relative antal af personer på 80og derover også stige.

Disse udviklingstræk har betydelige konsekvenser forden sociale velfærd og skattesystemer over hele EU. Isærdeleshed forventningen om flere mennesker i pen-sionsalderen, som vil have behov for at blive forsørget afdem i arbejde. Alle medlemsstater vil opleve en stigningi ældrebyrden (antal personer fyldt 65 år og derover i for-hold til antallet i den arbejdsdygtige alder mellem 15 og64 år), men stigningen omfang vil formentlig variere be-tydeligt fra land til land. De mest markante stigninger for-ventes i Italien, Sverige, Finland og Tyskland, og demindste i Irland, Portugal og Luxembourg.

En tilsvarende udvikling, endog mindre udtalt, forventesfor forsørgerbyrden, d.v.s. antal personer på henholds-vis over 65 år og under 15 år sat i forhold til antallet afpersoner i den arbejdsdygtige alder, uanset det forven-tede fald i antallet af børn6 (se kort A.10). For øjeblikket erder inden for EU omkring 49 potentielle “afhængige” forhver 10 mennesker i den arbejdsdygtige alder. I 2025forventes dette tal at være steget til 58, og at blive speci-elt højt i de fleste regioner i Frankrig, Sverige og Finland.

Pensioneringen af “baby-boomerne” vil sammen medfaldet i antallet af unge reducere antallet af personer iden arbejdsdygtige alder i EU fra 2010 og fremad, ogder forudses et fald i arbejdsstyrken fra omkring 251 mil-lioner i dag til omkring 243 millioner i 2025. Samtidigt vilden gennemsnitlige levealder for de nuværende 15 til 64årige øges.

42


… som det også vil ske i ansøgerlandene

Hastigheden i befolkningens aldring i et udvidet EU,d.v.s. ansøgerlande og nuværende medlemsstatertilsammen, vil muligvis blive langsommere, omendkun marginalt. I de fleste ansøgerlande blev den akti-ve politik gennem 1970erne og 1980ernes til fremmeaf folketallet forandret fuldstændigt i 1990erne. Mensansøgerlandenes befolkningers gennemsnitsalderfor øjeblikket er lavere end inden for EU, forventesden at stige over de næste 25 år samtidigt med, at detfaldende fødselstal reducerer det relative antal afunge under 15 år i alle lande, bortset fra Malta. I 2025forventes andelen af unge ud af den samlede befolk-ning derfor at være mindre i ansøgerlandene end in-den for det nuværende EU.

På den anden side er andelen af personer på 65 år ogderover i disse lande i gennemsnit mindre end indenfor det nuværende EU. Som følge heraf er forsørger-byrden også lavere og i mange regioner et godt styk-ke under niveauet i EU medlemsstaterne, bortset fraIrland (se kort 10).

Det relative antal af ældre mennesker vil også stigevæsentligt, men kun i Tjekkiet forventes tallet at over-stige EU-genemsnittet i år 2020. Ikke desto mindreforventes både den gennemsnitlige ældrebyrde ogden gennemsnitlige forsørgerbyrde kun at være mar-ginalt mindre i et udvidet EU end anført ovenfor.

Det samme er tilfældet for det forudsete fald i befolk-ningen i den arbejdsdygtige alder, som forventes atsætte ind på nogenlunde samme tidspunkt i ansøger-landene og i de nuværende EU medlemsstater. Antal-let af mennesker i aldersgruppen 15-64 år forventesat vokse en smule indtil 2009 fra de nuværende 72millioner, for herefter at falde til 66 millioner i 2025.Befolkningen i den arbejdsdygtige alder i et udvidetEU vil således sandsynligvis nå et toppunkt i 2010med 328 millioner og derefter falde til 309 millioner i2025. Som inden for EU vil den gennemsnitlige leveal-der for dem mellem 15-64 år ligeledes vokse i ansø-gerlandene, omend i et lidt lavere tempo end i deeksisterende medlemsstater.

Arbejdsstyrken i EU vil falde og blive ældre …

De ovennævnte udviklingstræk for befolkningen i denarbejdsdygtige alder vil uundgåeligt påvirke vækstenog aldersstrukturen i arbejdsstyrken inden for EU,som endvidere vil blive påvirket i samme omfang afændringer i erhvervsfrekvenser og i den demografi-ske udvikling. Disse vil igen blive bestemt af en rækkeøkonomiske og sociale faktorer, i særdeleshed af

forekomsten af jobs, men også af udviklingen iuddannelsesmuligheder, attituder over for kvinder iarbejde, muligheder for børnepasning, pensionsal-der, alderspensionsregler, husholdningernes størrel-se og så videre.

Hvis de nuværende trends for den demografiske ud-vikling og for erhvervsfrekvenser består, vil arbejds-styrken formentligt vokse inden for EU indtil 2010,hvor den vil omfatte 183 millioner.7 Herefter vil denbegynde at aftage og falde til omkring 175 millioner i2025. Tilbagegangen vil imidlertid efter alt at dømmeafvige betydeligt fra region til region (se kort 11).Under alle omstændigheder vil næsten alle regionerinden for EU opleve et fald i antallet af økonomisk akti-ve mennesker frem til 2025, dog af meget forskelligstyrke. Nedgangen er forudset til at blive specieltvoldsom i Italien, Tyskland og Spanien, hvor arbejds-styrken i hvert enkelt tilfælde falder med mere end1 million.

På grund af de demografiske trends og mulige æn-dringer i erhvervsfrekvenserne forventes det relativeantal mennesker i arbejdsstyrken på 50 år og deroverat stige i alle medlemsstater fra det nuværendegennemsnit på omkring 20% af den samlede arbejds-styrke til 30% i begyndelsen af 2020erne. I de nordi-ske lande, hvor erhvervsfrekvenserne ikke forventesat ændre sig meget, vil tilvæksten for denne alders-gruppe formentlig være relativ beskeden, mens derfor Italien og Spanien, hvor fødselstallet er lavt, oghvor erhvervsfrekvenserne for kvinder kunne stigevæsentligt, vil kunne blive tale om en betydelig relativtilvækst.

… hvilket kan have dybtgåendeøkonomiske konsekvenser

Som bemærket ovenfor kan disse udviklingstræk fåvidtrækkende økonomiske konsekvenser, specielt forbæredygtigheden af den sociale sikring og i sund-hedssystemet, som vil komme under stigende pres afdet øgede antal ældre. Derfor må der arbejdes medmulighederne for et øget antal ældre mennesker ogkvinder på arbejdsmarkedet, som er de vigtigste kil-der til vækst i arbejdsstyrken i fremtiden.

Samtidigt sætter denne mulighed fokus på problemetmed at fastholde, opdatere og udvikle de pågælden-de menneskers kvalifikationer, som allerede er årsagtil bekymring i betragtning af den aldrende arbejds-styrke. Problemet har indtil for nylig været ignoreret imange lande, som har fremmet politikker for en tidligpensionering. Endvidere er det en udbredt opfattel-se, at udbyttet af efteruddannelse af ældre medarbej-

43


44


< 4

3

43 -

47

47 -

51

51 -

55

> 5

5

ing

en o

ply

snin

ger

< 1

2

12 -

14

14 -

16

16 -

18

> 1

8

ing

en o

ply

snin

ger

< 1

9

19 -

22

22 -

25

25 -

28

≥28

ing

en o

ply

snin

ger

Sco

tland

: NU

TS1

Sco

tland

: NU

TS1

Sco

tland

: NU

TS1

Kild

e: E

uros

tat

IRL:

NU

TS0

IRL:

NU

TS0

IRL:

NU

TS0

250

012

50 k

m©

Eur

oGeo

gra

phi

cs A

ssoc

iatio

n fo

r d

e ad

min

istr

ativ

e g

ræns

er

10 F

orsø

rger

byrd

en, 1

998

Sam

lede

fors

ørge

rbyr

deA

ndel

af

befo

lkni

ngen

på

65 å

r og

der

over

Ald

ersb

yrde

n

%%

%

45


Guyane (F)

Guadeloupe

(F)

Martinique

(F)

Réunion

(F)

Canarias (E)

Açores (P)

Madeira

(P)

Perioder

Ikke før 2025

Mellem 2015 og 2025

Mellem 2005 2015og

Mellem 1995 2005og

0 100 500 km

11 Forventet fald i arbejdsstyrken

dere er relativt lille, hvilket uanset om det er sandtmedfører, at arbejdsgivere ofte er tilbageholdendeoverfor denne nødvendige investering. Tilbagehol-denheden bygger på erkendte vanskeligheder medældre medarbejderes evne til at lære nye færdighe-der. Disse vanskeligheder kan imidlertid reduceresbetydeligt, hvis efteruddannelsen af ældre medarbej-dere bliver en del af en livslang uddannelsesproces,som indebærer, at mennesker tillægger sig nyefærdigheder igennem hele deres arbejdsliv, og ervant til at gøre det. En sådan udvikling i holdninger ogi arbejdsrutiner er afgørende for at kunne udnytte po-tentialet blandt de ældre medarbejdere effektivt, hvil-ket kunne vise sig at blive af vital betydning forproducenter i EU for at kunne forblive konkurrence-dygtige på verdensmarkedet.

Det er ligeså vigtigt at sikre, at kvinder – og naturligvisogså mænd, som kommer tilbage til arbejdsmarkedetefter en fraværsperiode af familiemæssige grunde – fårmulighed for den efteruddannelse de behøver for atajourføre deres kvalifikationer og lære nye arbejdsmeto-der, så de både kan finde passende job og bidrage ef-fektivt til EU’s økonomi.

Den forventede nedgang i antallet af unge kan føre til enmindre ungdomsarbejdsløshed, selvom dette på langtsigt afhænger mere af deres uddannelsesniveau og afjobtilvæksten end af deres antal i sig selv. Faldet i antal-let af unge på arbejdsmarkedet har været ledsaget af envækst af unge, som forbliver længere under uddannel-se, herunder erhvervsmæssige grunduddannelser. I envidensbaseret økonomi er det essentielt, at denne trendfortsætter. Samtidigt betyder den øgede erkendelse afbetydningen af uddannelse på arbejdspladsen og påkurser udenfor, at antallet af unge i arbejdsstyrken er sti-gende i en række lande, fordi man her kombinerer et be-talt job med fortsat uddannelse.

Uanset hvilke skridt, der tages for at øge deltagelsenpå arbejdsmarkedet, afhænger tilvæksten af kvinderog mænd samt unge i sidste ende af den samledejobtilvækst, som igen er afhængig af tempoet i denøkonomiske udvikling. (Det skal understreges, atdenne proces ikke kun går den ene vej, idet flere ud-dannede og initiativrige mennesker på arbejdsmar-kedet også kan få konkurrenceevne og økonomiskvækst til at stige.) Det vil i sidste ende afgøre, hvorvidtarbejdsløsheden falder og en jobmangel viser sig, el-ler om arbejdsløsheden, på trods af faldet i antallet afmennesker i den arbejdsdygtige alder, vil stige igeninden for Unionen.

Arbejdsstyrken forventes f.eks. i mange områder i detnordlige Italien at falde betydeligt i de kommende år

som følge af de hidtidige trends og en mangel på ar-bejdskraft, som allerede er begyndt at vise sig. Hvisdenne økonomiske vækst og nettojobskabelse på læn-gere sigt kan fastholdes på højt niveau, kan det imidler-tid anspore flere mennesker til at melde sig på arbejds-markedet – kvinder i særdeleshed, hvis deltagelse imange af disse områder er et godt stykke under EUgennemsnittet – og derved formindske knapheden.(Kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet er øgetmarkant i det nordlige Italien over de sidste 10-15 år,hvorimod der i det sydlige Italien, hvor væksten i antalletaf jobs har været beskeden, ikke er sket den store foran-dring.)

Indvandringen kan stige,men skal ikke overvurderes …

Undersøgelser af nyere dato konkluderer, at omfat-tende vandringer fra ansøgerlandene er usandsynli-ge, og derfor ikke bør tillægges for stor vægt idagsordenen for udvidelsen. Siden tilnærmelsen afindkomsten pr. indbygger i CØE-landene til EU ni-veauer vil blive en langvarig proces, er det næstensikkert at vandringerne vil stige, når en fri bevægelig-hed bliver mulig. Skønnet er, at nettovandringen til EUkunne løbe op på 335.000 om året umiddelbart efterat hindringerne for adgang forsvinder, men at den vilfalde til under 150.000 indenfor et årti8. På det tids-punkt vil antallet af mennesker bosat inden for EU,som kommer fra CØE-landene, kunne nå 2,9 millionerog ti år senere 3,7 millioner, hvorefter det vil toppemed 3,9 millioner 30 år efter introduktionen af ar-bejdskraftens frie bevægelighed. Dette indebærer envækst af CØE statsborgere i de nuværende EU med-lemsstater fra 0,2% af den samlede befolkning i 1998til lige over 1% om 30 år. På grundlag af disse skøn måbekymringer om indvandrere fra CØE-landene, somoversvømmer EU’s arbejdsmarked, siges at være rin-ge funderet.

De mennesker, som flytter fra CØE-landene vil sand-synligvis overvejende tage til Tyskland og Østrig,hvor antallet i forvejen er stort. Det skønnes, at om-kring 65% vil tage til Tyskland og 12% til Østrig, oginden for disse lande først og fremmest til grænsere-gionerne og de økonomiske centre – i Tysklandsnarere til de sydlige regioner på grænsen til Tjekkietend til de nye delstater, og i Østrig til de østlige områ-der. Regioner på grænserne til CØE vil sandsynligvisopleve en øget, midlertidig indvandring og pendling.Denne forventede koncentration af indvandrere kanmuligvis give anledning til sociale spændinger i deberørte områder.

46


… og kunne lette mangelen på arbejdskraft

Måske er den mest interessante og vigtige konklusionfra de seneste undersøgelser, at i modsætning til EUvil mange CØE-lande sandsynligvis opleve en bety-delig vækst i antallet af unge mellem 20 og 35 i de næ-ste tiår. Dette er en chance for et udvidet EU, idet detgiver arbejdsgivere mulighed for at ansætte ungemed høje uddannelsesniveauer. Hvis det økonomi-ske opsving fortsætter i det forventede tempo vil derformentligt komme et tidspunkt, hvor mangel på kvali-ficeret arbejdskraft vil blive mere akut.

Faktisk er der i en række regioner inden for EU tegnpå mangel på arbejdskraft til aktiviteter, som ikkekræver særlige kvalifikationer, selv i regioner med re-lativ høj ledighed. Indvandrere kunne muligvis hjælpetil at afhjælpe denne arbejdskraftmangel i de pågæl-dende regioner, men det er vigtigt at der samtidigt ta-ges de nødvendige skridt til at integrere dissemennesker i lokalsamfundet og undgå, at de bliverudstødte socialt.

I den sammenhæng foreslår en ny Meddelelse fra Kom-missionen om indvandrerpolitik i EU (COM(2000)757)vedtagelsen af en kontrolleret indvandringspolitik, somet af svarene på problemerne i de demografiske trends,idet der samtidigt peges på indvandringens mulige bi-drag til Den Europæiske Beskæftigelsesstrategi.

Selvom strømmen af unge kunne ødelægge udviklings-potentialet på kort og mellemlangt sigt for de regioner deforlader, specielt fordi uforholdsmæssigt mange af demder flytter formentligt er de højest uddannede, vil derestilbagevenden sidenhen, med den ekspertise ogknow-how de har opnået, kunne være en væsentlig sti-mulans til udviklingen i CØE-landene.

Udvidelsen vil næppe heller give alvorligeproblemer for EU’s arbejdsmarkeder

Det er usandsynligt, at arbejdskraftens frie bevæge-lighed vil have en væsentlig effekt på EU’s arbejds-markeder som helhed, selvom medlemsstater kanblive påvirket forskelligt på grund af specifikke om-stændigheder. CØE-landene er for nærværende småi økonomisk målestok, hvilket betyder, at en øget im-port fra disse lande kun vil påvirke varepriser, og der-med lønninger og beskæftigelse, i begrænsetomfang. Ifølge en undersøgelse fornylig vil en indvan-dring på f.eks. omkring 200.000 om året over de næ-ste 15 år reducere indtægterne med under 1%.9 Igrænseregionerne kan effekten på arbejdsmarkedetimidlertid blive større, ligesom tilfældet kunne værefor de sektorer, som er mest udsat for konkurrence fra

importen fra CØE-landene, idet der dog tillige vilvære potentielle gevinster at hente som følge af nær-heden til nye markeder.

Investeringer

Investeringer er nøglen tilvækst i ansøgerlandene

Indikatorer for investeringer er en god målestok forvækstpotentialet i en økonomi (se graferne A.10 ogA.11). Investeringerne (målt som fast bruttoinve-stering)10 er højere i relation til BNP i ansøgerlandeneend i de nuværende EU medlemslande – i 1998 25%af BNP i forhold til 20%. Det er afgørende at fastholdedenne forskel eller endda øge den, så ansøgerlande-ne kan opnå de nødvendige højere vækstrater til atkunne indhente økonomierne inden for EU. Høje inve-steringer er i sig selv ingen garanti for succes – deskal være målrettede og hænge sammen med en te-knologisk fremgang (se nedenfor) – men de er ennødvendig betingelse.

Investeringsniveauet varierer markant ansøgningslan-dene imellem. I Tjekkiet, Slovakiet og Polen er investerin-gerne så høje som 30% af BNP. Som modstykker hertil erinvesteringerne meget mindre i landene med de lavesteniveauer for BNP pr. indbygger (i Bulgarien kun omkring11,5% af BNP i 1998).

Inden for Unionen er det Portugal, landet med detnæstlaveste niveau for BNP pr. indbygger, som harde højeste investeringer i relation til BNP (28%), mensSpanien og Grækenland sammen med Irland ligger etgodt stykke over EU’s gennemsnit. Sverige derimod,som har et niveau for BNP pr. indbygger omkringEU-gennemsnittet, har det laveste investeringsni-veau (17% af BNP).

Kapitalbeholdningen: Tilbageståendeøkonomier har stadigt meget at indhente

I vurderingen af effekten af kapitaldannelsen på denøkonomiske ydeevne er det vigtigt at inddrage ikkealene de nuværende investeringsstrømme, men ogsåden akkumulerede kapitalbeholdning, som er opbyg-get over tiden11. Data for disse størrelser involvererimidlertid en høj grad af skøn, og de kan derfor kunbetragtes som indikative. Der kan ikke desto mindredrages nogle interessante konklusioner.

Den vigtigste iagttagelse er, at de rigere lande har enstørre kapitalbeholdning end de mindre rige. I de tre

47


samhørighedslande er kapitalbeholdningen i 1999skønnet til kun 33.000 Euro pr. indbygger i forhold til54.000 Euro for EU som helhed og 75-80.000 Euro iDanmark, Tyskland og Østrig (se tabel A.19 samt gra-ferne A.12 og A.13). Ansøgerlandene har kun 60% afden kapital pr. indbygger, som er tilgængelig indenfor EU som helhed.

Siden kapitalbeholdningen er opbygget over en langårrække forandrer den sig kun langsomt, og den erdomineret af tidligere investeringer. Dette er mest op-lagt for bygninger, som kan blive brugt på en effektivmåde igennem årtier, men selv maskiner og andet ud-styr kan ofte have en levetid på 10 år eller mere.

Som følge af den højere investeringsrate i samhørig-hedslandene indsnævres kløften mellem dem og re-sten af EU, omend det går langsomt – for 10 år sidenvar kapitalbeholdningen i samhørighedslandene kun54% af beholdningen inden for EU som helhed. Selv-om samhørighedslandene kommer nærmere relativtset, lå deres investeringer pr. indbygger i absoluttestørrelser under EU-gennemsnittet i det sidste tiår –10.000 Euro i forhold til 13.000 Euro.

Investering i viden: Fundamentetfor en langsigtet vækst

Uanset, at brug af kapital på fysiske aktiver er vigtig,er mere immaterielle investeringer i forskning og ud-vikling, uddannelse og informationsteknologi på vejtil at blive endnu vigtigere for den økonomiske udvik-ling af Unionen.

Vækst i det lange sigt vil ikke alene skulle henføres tilen stigning i den faste kapitalbeholdning, men i hø-jere grad til teknologiske forbedringer, som kan øgeeffektiviteten i brugen af kapital – og arbejdskraft.12

Derudover indebærer den informationsteknologiskerevolution, at investering i teknologiske fremskridtsandsynligvis vil blive endnu mere betydningsfulde ifremtidens vidensbaserede økonomi.

Det er derfor vigtigt, udover de faste aktiver, også atvurdere omfanget af investeringer i viden inden forEU. Det giver anledning til ret forskellige konklusio-ner, fordi mange lande med et investeringsniveau un-der gennemsnittet for faste investeringer er blandt destørste investorer i teknologi. I særdeleshed Sverigemed den laveste niveau for faste investeringer indenfor EU, har den højeste investeringsrate i viden (Segraf 9). Frankrig, Storbritannien og Finland er på til-svarende vis små investorer i fysiske aktiver, menstore investorer i viden.

På den anden side bruger de tre samhørighedslan-de ligesom Irland mindre end gennemsnittet påinvesteringer i viden. Samtidig med, at deres højeinvesteringsniveau i fast kapital får deres kapitalbe-holdning til at nærme sig resten af EU, skaber dereslave investeringer i immaterielle aktiver ikke en sik-ker platform for en langsigtet vækst i en digital tidsal-der.

Forsyning med infrastrukturer

Størstedelen af de offentlige investerin-ger i medlemsstaterne og den økonomi-ske støtte fra Strukturfondene går til infra-struktur i bred forstand. En passendeforsyning med infrastruktur er en nødven-dig, men ikke tilstrækkelig betingelse foren regions økonomiske udvikling og kon-kurrencedygtighed, og det er en vigtigbestemmende faktor for lokalisering aføkonomiske aktiviteter og arten af de ak-tiviteter eller sektorer, der udvikler sig. In-vestering i infrastruktur er afgørende forat nedbringe effekten af den fysiske af-stand mellem regionerne, specielt mel-lem dem i periferien og i centrum af Euro-pa. Andre betingelser skal imidlertidopfyldes samtidigt, hvis tilgængelighe-den til de perifert beliggende regionerskal forbedres, og ikke blive en trusselsnarere end en mulighed.

48


0

3

6

9

12

15

L EL IIR

L E P B D NL A UK FFIN DK S

EU3EU15

DK/FIN

/S

0

3

6

9

12

15FTU i den private sektor

FTU i den offentlige sektor

Privat undervisning (*)

Undervisning

% af BNP

9 Investering i viden

(*) Inklusiv kirken og den frivillige sektor Definitionen af "offentlig" og "privat" varierer mellem landene

L: FTU data er ikke tilgængeligeB: Uddannelsesdata kun for regionen FlandernA: Fordeling af FTU data er ikke mulig

Transportinfrastruktur

Transportinfrastruktur spiller en særdeles vigtig rolle ien reduktion af regionale forskelle og en forbedring afregionernes konkurrencedygtighed gennem at lettehandel og arbejdskraftens mobilitet. Forbedringer afinfrastrukturen reducerer både tidsforbrug og om-kostninger ved transport af varer, og øger dermedproduktiviteten, hvorved de komparative fordele af atvære lokaliseret i forskellige regioner ændres. Til-svarende effekter gør sig gældende for tidsforbrugettil bolig-arbejdssteds-pendlingen, hvilket udvider defysiske grænser for de lokale arbejdskraftoplande ogøger en effektiv forsyning af arbejdskraft.

Transportinfrastruktur er imidlertid hovedsageligt deenkelte regeringers ansvar, samtidigt med, at det eren vigtig del af såvel strukturpolitikken som regional-politikken. På trods af privatiseringen af visse trans-portmidler i de seneste år (specielt højhastighedstogog motorveje), forbliver investeringsomkostningernei den basale infrastruktur for høje til alene at blivedækket af den private sektor. Derudover skal de tilba-gevendende vedligeholdelsesomkostninger også ta-ges med i beregningerne, når investeringer i nyinfrastruktur skal besluttes.

Vejtransporten dominerer fortsat

Vejene er dominerende med hensyn til at bevægepersoner og gods. I 1997 stod de for 86% af alle rejserinden for EU (målt i forhold til antal passagerkilome-ter), svarende til 94% af alle rejser til lands. Endviderefortsætter vejtransporten af varer at stige, og stod for43% af al transport af varer i 1997 (målt i godskilome-ter) i forhold til 31% i 1970. Ses der bort fra fragt adluft- og søvejen, stod vejtransporten for 74% af algodstransport inden for EU, mens kun 14% blev fra-gtet ad jernbane og 12% ad indenlandske vandvejeog rørledninger.

Bygningen af motorveje har øget tætheden i vejtrans-porten. Selvom størrelsen og udbredelsen af vejnet-tet på Unions niveau i store træk er uændret, erlængden af motorvejene steget med 40% over de 10år fra 1988 til 1998, især på grund af en tilvækst i de 4samhørighedslande, hvor mange veje er blevet om-dannet til motorveje. Over denne periode steg tæthe-den af motorveje13 i disse fire lande tilsammen fra etniveau under gennemsnittet for Unionen (43%) til om-kring dette niveau med den største tilvækst i Spanien,hvor tætheden steg fra 63% af gennemsnittet til136%. Selvom der også var en betydelig tilvækst i Ir-land og Grækenland er tætheden her stadig et godtstykke under gennemsnittet (12% af gennemsnittet i

Irland i 1998 mod under 2% i 1988, og 17% i Græken-land i forhold til, at der ingen motorveje fandtes i1988).

På regionalt niveau har tilvæksten fulgt et tilsvarendemønster. Selvom tætheden af motorveje forbliverstørre i de centralt beliggende og i de mest udviklederegioner i de enkelte lande, har tilvæksten set i for-hold til Mål 1-regioner eller perifere regioner væretkoncentreret til de sidstnævnte.

Motorvejsnettet er mindre udviklet i de nordiske lande(i Finland er tætheden kun 41% af EU gennemsnittetog i Sverige på 65%), hvilket i særdeleshed afspejlersituationen i de mest nordlige, tyndtbefolkede regio-ner omfattet af Mål 1, samt deres geografiske og de-mografiske forhold.

EU gennemsnittet skal imidlertid ikke betragtes somet mål i sig selv, som skal nås på en mekanisk måde.Hver region har sine egne specifikke behov både irelation til det overordnede transportnet og til de en-kelte transportformer. Et minimumsniveau af trans-portinfrastruktur er nødvendig for den regionalekonkurrenceevne, men dette er ikke nødvendigvisdet samme i alle regioner. Derudover kan kvalitet ogsikkerhed være ligeså vigtigt for udviklingen (se gra-ferne 10 og 11).

Reduktion i jernbanetransportpå trods af modernisering

Betydningen af jernbanetransport i Unionen har da-let uanset, at nettet er blevet moderniseret i en ræk-ke lande. I 1997 stod jernbanerne for 6% af allepassager rejser i EU i forhold til 10% i 1970. Nedgan-gen i godstransport ad jernbane har været end-nu mere udtalt og er faldet fra 21% i 1970 til 8,5%i 1997, og mellem 1990 og 1997 er godsmæng-den transporteret på jernbane faldet med 7%, hvori-mod mængden transporteret på vejene steg med29%.

Nedgangen i jernbanetrafikken er blevet fulgt af enbeskeden reduktion i jerbanenettets længde målt iskinnekilometer, og har kun haft begrænset indflydel-se på såvel nationale som regional uligheder indenfor EU. Imidlertid faldt jernbanetætheden14 i sam-hørighedslandene fra 66% af EU gennemsnittet i1988 til 61% i 1998, specielt som følge af lukning afmange linier i Spanien og Portugal.

Jernbanenettet er ikke desto mindre i en vis gradblevet moderniseret i samhørighedslandene. I 1999var 24% af skinnelegemet to-spors imod 17% 10 år

49


tidligere, og elektrificeringen var øget til 39% af nettetfra 32% i 1988. Moderniseringsraten var højest iSpanien, mens både længde og skinnestandard for-blev meget lav i Grækenland (45% af EU gennemsnit-tet for jernbanetætheden og med kun 12% af nettetmed to-spor og ingen elektrificering). Dette skyldesdog i nogle områder de geografiske forhold i landet –det store antal øer og de bjergrige områder (se gra-ferne A.14 til A.15).

Søtransport: Vital for øer og kystregioner

Udgifterne til infrastrukturinvesteringer til søtransporter begrænset til bygning, vedligeholdelse og moder-nisering af havnene, hvilket normalt er meget billigereend bygning af veje. Samtidigt er transport over havetog ad indenlandske vandveje, omend langsom,så den mindst omkostningskrævende og mestmiljøvenlige form. Hertil kommer, at denne transportikke er påvirket af trængsel eller kapacitetsproble-mer.

Søtransport stod for 70% af transporten af den “fysi-ske” eksport fra EU i 1997 og 30% af handelen indenfor Fællesskabet. I forhold hertil blev kun 7% afgodset inden for EU transporteret ad indenlandskevandveje.

Søtransport forbliver specielt vigtig for transportlangs EU’s kyster og mellem fastlandet og de mangeøer, selv efter bygningen af adskillige faste forbindel-ser – Øresundsforbindelsen og Kanaltunnelen i sær-deleshed. I 1998 klarede søtransporten 41% af algodstransport inden for EU, hvilket både omfattertransport indenfor og mellem medlemsstaterne. Stor-britannien stod for 20%, Italien for 16% and de firesamhørighedslande for 22% tilsammen.

Trafikmængderne, som passerede gennem de vigtig-ste havne, steg betydeligt mellem 1990 and 1998,især for de mellemstore havne som Algeciras i Anda-lusien og Dublin, selvom trafikken på disse havne sta-dig er et godt stykke under, hvad der bliver håndtereti de største havne i Nordeuropa, såsom Rotterdam(hvor det er 10 gange mere) og Antwerpen (3 gangemere).

Mere bemærkelsesværdigt har væksten i container-havnene været spredt mere ligeligt inden for Europa.Fem af de 12 største havne i EU er beliggende vedMiddelhavet, herunder Giora Tauro i Italien, og dissehavne har oplevet en større vækst end de tilsvarende iNordeuropa. Størstedelen af containergodset blivertransporteret på vej til og fra havnene, bortset fra iBelgien og Holland, hvor meget går ad indenlandskevandveje. I Frankrig og Tyskland bruges jernbanenrelativt meget, selvom floder og kanaler her ikke bli-ver anvendt til deres fulde kapacitet. I modsætninghertil transporteres næsten alt containergods til og frahavnene ad landevejen i samhørighedslandene (89%to 98%).

Betydningen af kombineret transport er stadig be-grænset inden for EU som helhed. Kun 12% af godsetbliver transporteret fra havnene til indenlandske be-stemmelsessteder med andre transportmidler endvejtransport (se tabel A.20).

Transportsystemer i ansøgerlandene:En forældet infrastruktur, der udviklersig forskelligt fra EU

Selvom de samme brede udviklingstræk som indenfor EU er synlige i ansøgerlandene i form af skift mel-lem transportformer, er udgangspunktet og den over-

50


0

50

100

150

200

250

300

350

400

450

B DK D EL E F IRL I L NL A P FIN S UK EU

0

50

100

150

200

250

300

350

400

450

1988 alle regioner

1988 Mål 1 regioner

1998 alle regioner

1998 Mål 1 regioner

Indeks EU alle regioner=100

10 Vejindeks, 1988 og 1998

0

50

100

150

200

250

300

350

400

B DK D EL E F IRL I L NL A P FIN S UK EU

0

50

100

150

200

250

300

350

400

1988 alle regioner1988 Mål 1 regioner1998 alle regioner1998 Mål 1 regioner

Indeks EU alle regioner=100

11 Motorvejsindeks, 1988 og 1998

ordnede transportudvikling meget forskellig. For detførste stagnerede trafikkens omfang igennem1980erne og faldt markant i løbet af 1990erne, hvilkethang snævert sammen med udviklingstrækkene in-den for økonomi og handel. De transporterede gods-mængder faldt med 22% mellem 1980 og 1998, hvorde til sammenligning steg med 52% inden for Unio-nen i det samme tidsrum.

Vejtransport er imidlertid ligesom inden for Unionenblevet mere dominerende. Trods det samlede fald ide transporterede godsmængder øgedes gods-mængderne på vejene med 19% i denne periode,hvilket skal ses i forhold til en fordobling inden forUnionen. Endvidere blev kun 47% af godset transpor-teret ad vej i 1998 i forhold til 74% inden for Unionen,mens jernbanetransport, uanset i tilbagegang, ved-blev med at være vigtig og klarer 42% af den totalegodstrafikmængde i forhold til 14% inden for Unio-nen. Det mest gods håndteres stadig med jernbane ide Baltiske stater og i Slovakiet, mens størstedelenafvikles på vej i Tjekkiet og Bulgarien.

Med hensyn til søtransport er de vigtigste havne i deCentral-og Østeuropæiske lande Constanta i Rumæ-nien, Ventspils i Letland samt Gdansk og Szceczin iPolen. Mængden af trafik, som går igennem dissehavne svarer til, hvad de mellemstore havne i Middel-havet håndterer, og er er kun 5-10% af mængdernei Antwerpen. Ikke desto mindre er de baltiske havne ihastig vækst.

Indenlandske vandveje er af marginal betydning und-tagen i Rumænien og Slovakiet, hvor de står for over10% af alt gods transporteret.

Transportinfrastrukturen i ansøgerlandene er samletset mindre udstrakt end inden for Unionen, og jernba-nenettet, som udgør en vigtig del, er i en dårlig stand.I en udvidet Union med 27 lande, vil ansøgerlandenestransportsystem have følgende hovedtræk:

− For vejenes vedkommende har alle lande, medundtagelse af Estland, Litauen og Polen, et mindreudbygget net end EU gennemsnittet. I Polen er detpå niveau med Irland, mens vejnettet i Estland ogLitauen samt i Tjekkiet og Slovakiet er mere ud-strakt end i de tre samhørighedslande (se grafA.17).

− Der er generelt betydeligt færre motorveje i ansø-gerlandene end i EU landene som helhed og end isamhørighedslandene. Mens motorvejsbyggeriover de seneste 10 år er steget markant inden forUnionen, specielt i samhørighedslandene, var det

minimalt i ansøgerlandene. Tætheden af motorvejeer højest i Slovakiet og Litauen, hvor tætheden erhøjere end i Portugal, mens i Polen, der som Irlander velforsynet med veje, findes motorveje næstenikke.

− Jernbanerne er den mest udviklede transportform.Den samlede sporlængde er generelt set større endinden for EU og næsten dobbelt så lang som i sam-hørighedslandene. I Tjekkiet er sporlængden detdobbelte af EU-gennemsnittet, og i Ungarn, Slovaki-et, Letland og Polen er den 1½ gang længere. Ikkedesto mindre er sammenligningen betydeligt min-dre favorabel, når der ses på jernbanenettets stan-dard. Andelen af elektrificerede linier er et godt styk-ke under EU-gennemsnittet bortset fra i Bulgarienog Polen, ligesom der er betydeligt færre to-sporsstrækninger og højhastighedslinier, hvilket også ertilfældet i samhørighedslandene.

De vigtigste problemer at tage fat på, hvis transport-nettet skal bidrage til en bedre territorial balance i etudvidet EU, er derfor:

− Forældelsen af infrastrukturen i ansøgerlandenesom følge af manglende investeringer i gennem1980erne og 1990erne,

− Behovet for at integrere ansøgerlandenes transport-net med EU’s samlede transportsystem og i dettranseuropæiske net;

− Behovet for at styrke det multimodale aspekt aftransportsystemerne, specielt med hensyn til forbin-delser mellem havnene i de perifere regioner og deringere stillede indenlandske områder. I modsæt-ning til ansøgerlandene tenderer infrastrukturen isamhørighedslandene til at være mere moderne ogbedre integreret med det øvrige EU på grund af destorstilede investeringer i løbet af 1990erne. Allige-vel forbliver jernbanenettet mindre udviklet end an-dre steder, og forbindelserne mellem forskelligetransportmåder, som, inter alia, er vigtigt for deninterne kommunikation i ringere stillede regioner, erutilstrækkelig.

Energi

Tilgængeligheden til energi i en region, fleksibiliteteni forsyningen i form af forskellige energikilder og enhøj grad af selvforsyning er vigtige faktorer i den re-gionale udvikling, som er med til at definere grænser-ne for vækst og beskæftigelse. Derudover vil

51


produktionstyper, energiforbruget pr. produktions-enhed and evnen til at reducere forurening af miljøetbestemme en regions mulighed for at udvikle sig påen bæredygtig måde.

Over de sidste 10 år er energiforbruget inden forUnionen fortsat med at stige i takt med BNP. Energiin-tensiteten, målt som mængden af energi anvendt pr.produktionsenhed, er faldet omend mindre end i1980erne. Mellem 1988 og 1998 steg BNP inden forEU med 25% i reale størrelser, mens energiforbrugetøgedes med 6%, hvilket er udtryk for en reduktion ienergiintensiteten.

Energiforbruget pr. indbygger inden for Unionen stegmed 1,6% mellem 1988 og 1998. Stigningen var spe-cielt markant i samhørighedslandene, som startedeperioden på et niveau på under halvdelen afEU-gennemsnittet, men som øgede forbruget mednæsten 40% over disse 12 år. Denne udvikling hangsnævert sammen med deres økonomiske vækst ogenergiintensiteten af forbruget. Dette var specielttilfældet i Portugal og Grækenland, som er de to lan-de med den dårligste optræden i relation til energifor-brug. Selv om energiforbruget fortsat er et godtstykke under EU-gennemsnittet, overvejende pågrund af deres lave BNP-niveau pr. indbygger, erenergiforbruget per BNP-enhed øget betydeligt istedet for at falde som andre steder. Den høje økono-miske vækst i Spanien resulterede i en øgning af detsamlede energiforbrug med over 30%, og en lillestigning i energiintensiteten af forbruget. Dette forbli-ver ikke desto mindre under EU-gennemsnittet lige-som i Irland, der oplevede en betydelig reduktion ienergiintensiteten af forbruget (på 33%) (se grafA.18).

Vand og miljø

For at den økonomiske udvikling kan fortsætte pålængere sigt må den også være bæredygtig i miljø-mæssig forstand. Hvis væksten i en økonomi har øde-læggende effekter på miljøet, vil dette i sidste endebegrænse dens udviklingsmuligheder. De tilgænge-lige naturressourcer og de miljøbeskyttende foran-staltninger er derfor faktorer, som vil bestemme deregionale økonomiers ydeevne på langt sigt, og somderfor fortjener særlig opmærksomhed.

Vandreserver og forbrug af vand

Inden for EU er skønnet over fornybare vandreserverrelativt lavt – omkring 3,200 kubikmeter pr. indbyggerom året. Til sammenligning er tallet på verdensplan

på 7.300. De europæiske lande har imidlertid samletset tilstrækkelige reserver, idet den årlige vandind-vinding pr. indbygger kun er 660 kubikmeter.

Forekomsten af vandreserver varierer betydeligt mel-lem regionerne. Vandreserverne pr. indbygger er iFinland og Sverige og Norge 5 gange større endgennemsnittet og 3½ gange større i Irland, men kundet halve af gennemsnittet eller mindre i Danmark,Belgien og Tyskland (se graf A.19). I relation til areal-størrelser er variationen i vandreserverne endnu stør-re. I Norge er de 60 gange større end i Spanien, 30gange større end på Sicilien, det østlige Grækenland,de centrale dele af Polen og Ungarn, samt områderneomkring den Rumænsk-Bulgarske grænse.

Tilgængeligheden til vandreserver afhænger imidler-tid ikke blot af deres størrelse, men også af deres ud-nyttelsesgrad, hvilket igen afhænger af en rækkefaktorer, såsom produktionsformer inden for industriog landbrug, størrelsen af husholdningernes vand-forbrug og mulighederne for rensning og genbrug afspildevand. For Europa under ét (d.v.s. ansøgerlan-dene og landene inden for det Europæiske Økonomi-ske Samarbejdsområde (EØS) og EU) er densamlede vandindvinding om året kun på 16% af de til-gængelige reserver. Da en stor andel af det indvund-ne vand ledes tilbage til sin oprindelige kilde, blivernettoforbruget af vand kun på 5% af reserverne. In-den for EU er situation en anelse ringere, idet den årli-ge indvinding er på omkring 21% af reserverne medet nettoforbrug på lige under 7%.

Vandforbruget varierer betydeligt mellem medlems-staterne. Forbruget er relativt højt i Belgien (43% afreserverne) og Tyskland (35%) på grund af deresbefolkningstæthed og store forbrug i industrien. IMiddelhavslandene bruges hovedparten af det ind-vundne vand til kunstvanding i landbruget. I Spanien,hvor den årlige indvinding omfatter over 30% af reser-verne, bruges 60% inden for landbruget. Det til-svarende tal er for Portugal på 52% og for Italien 50%,mens det i Grækenland er så højt som 80%. I Græken-land og Portugal er den samlede indvinding imidlertidlav (under 10% af reserverne).

Den udstrækning, som det indvundne vand føres til-bage til kilden, bestemmer det enkelte lands relativerigdom eller knaphed på vand. Mens mere end 80%af det indvundne vand føres tilbage til kilden i Belgienog Tyskland, er tallet kun 40% i Spanien og Italien (segraf A.20).

52


Behandling af spildevandog husholdningsaffald

Forbedrede teknikker i landbrugets kunstvanding ogi behandlingen af spildevand fra industri og hushold-ninger har øget effektiviteten i brugen af vandreser-verne. For landbruget i Middelhavsområdet gør nyekunstvandingsmetoder det muligt at genbruge ogrense vandet, ligesom rensning af saltvand også for-ventes at bidrage til en forbedring af den relative situ-ation i det sydlige Europa.

Da størstedelen af Europas befolkning bor i byer, erdet vigtigt at være ligeså opmærksom på den forure-ning af miljøet, som husholdningaffaldet kan afsted-komme på linje med det, der kommer fra industri oglandbrug. En politik, som skaber en offentlig bevidst-hed og etablerer den nødvendige fælles infrastrukturtil vandrensning og affaldshåndtering, er afgørendefor at begrænse presset på miljøet.

Med hensyn til opkobling på en indenlandsk drikke-vandsforsyning er 90% af EU’s befolkning tilsluttet,mens 70% er tilsluttet et fælles kloaksystem. Der erimidlertid store regionale forskelle. Hvor 90% af be-folkningen i det nordlige Europa som helhed er tilslut-tet et kloaksystem med spildevandsrensning,varierer det i samhørighedslandene mellem 27% iPortugal og 58% i Grækenland (se graf A.21). I Belgi-en er dette tal kun 32%. I ansøgerlandene er 40% afbefolkningen ikke tilsluttet til fælles drikkevandsforsy-ning, og blot 42% af spildevandet bliver renset, ogkun en lille del heraf til et niveau, som svarer til Fælles-skabets standarder.

Husholdningsaffaldet blive håndteret meget forskel-ligt i de forskellige områder af Unionen, hvor det en-ten bliver brændt, genbrugt, gravet ned eller blotdeponeret. Selvom niveauet for husholdningsaffalder meget mindre i de sydlige medlemslande end i re-sten af EU (se graf A.22), er deres forsyning med af-faldsbehandlingssystemer tilsvarende lav. Mens60% af husholdningsaffaldet i 1995 blev genbrugt in-den for EU som helhed, dækker dette tal over niveau-er på 80% i Tyskland og Frankrig, mens tallet iGrækenland lå på kun 5%, for Portugal på 30% og iSpanien på 45%.

Selvom ansøgerlandene allerede har introduceretgenbrug af affald i relativt stort omfang for at kompen-sere deres knaphed på råstoffer, har de næsten allevanskeligt ved at opfylde målene for genbrug, som erfastsat i Fællesskabets direktiv (50% af affaldet skalgenbruges i 2001 i de nuværende medlemsstater).Genbrugsstationerne er imidlertid endnu ikke blevet

moderniserede, og nogle af dem er endog blevet luk-ket på grund af manglende offentlig finansiering.Tjekkiet genbruger f.eks. kun 15% af emballageaffal-det, Slovenien 29% og Ungarn 32%. Situationen harmåske udsigt til at forværres i fremtiden i takt med hø-jere vækstrater i økonomien, hvilket efter alt at dømmevil føre til større affaldsmængder (ifølge Det Europæi-ske Miljøagenturs rapport for 1999). Derfor er en støt-te til strukturelle forbedringer inden for dette områdenødvendigt for at sikre en bæredygtig økonomisk ud-vikling af en udvidet Union.

Udvikling afmenneskelige ressourcer

En økonomis konkurrencedygtighed afhænger, somnævnt ovenfor, ikke kun af dens fysiske kapital, mentillige af den viden, som virksomhedsledere og ar-bejdsstyrken besidder. Effektive uddannelses- ogindlæringssystemer er derfor vigtige for at produktivi-tet og den økonomiske vækst kan stige. Der er imid-lertid slående forskelle indenfor uddannelse ogindlæring inden for Europa.

Betydelige variationer i uddannelsesniveauernei medlemsstaterne

På trods af en gradvis reduktion i de uddannelses-mæssige forskelle over de sidste 30 år, er der stadigen stor kløft i de uddannelsesmæssige niveauer mel-lem samhørighedslandene og resten af Unionen.Førstnævnte har således en stor andel af befolknin-gen mellem 25 og 59 med et lavt uddannelsesniveau,dvs. uden uddannelsesmæssige kvalifikationer udo-ver den tvungne skolegang (1999: 75% i Portugal,omkring 65% i Spanien og cirka halvdelen i Græken-land og Irland). Det samme gælder for Italien, hvormere end halvdelen i denne aldersgruppe er lavt ud-dannede.

I modsætning hertil har mere end fjerdedel af de25-59 årige i de tre nordiske lande, Belgien og Stor-britannien en højere uddannelse (på universitetsni-veau eller tilsvarende) (se kort 12).

Ansøgerlandene: Højere uddannelsesmæssigebehov end tallene viser

I de centraleuropæiske ansøgerlande har en stor an-del af befolkningen mellem 25 og 59 en mellemlanguddannelse, specielt i Tjekkiet og Polen, hvor tallet erover 70%.

53


Nye undersøger giver imidlertid en mindre optimistiskvurdering og antyder, at den høje andel af menneskermed en uddannelse over grundskoleniveau hængersammen med, at erhvervsskoler tilbyder en elemen-tær oplæring: “Baggrunden for det relativet høje antalarbejdere med uddannelsesmæssige færdighederover grundskoleniveau var først og fremmest et bipro-dukt af forekomsten af erhvervsskoler i disse lande,som tilbød alle et til to års oplæring i snævert definere-de færdigheder som tillæg til den tvungne skolegang.Disse erhvervsmæssige skoler var en del af grund-skolerne og blev ikke formelt opfattet som et element idet videregående system i disse lande”15. Derudoverer der sat spørgsmålstegn ved kvaliteten og karak-teren af de videregående erhvervsuddannelser, somi mange tilfælde synes forældet. Dette understregerbehovet for at udvikle passende strategier for demenneskelige ressourcer i disse lande for at undgå,at et lavt niveau af færdigheder hæmmer den økono-miske og sociale udvikling.

Et stigende antal kvalificerede unge

De teknologiske fremskridt og den fortsatte globali-sering øger behovet for uddannet arbejdskraft. Deunges uddannelsesniveau inden for EU er steget kon-tinuert i de sidste 30 år eller længere. I 1999 havdekun 27% af de unge mellem 25 og 34 inden for EU in-gen kvalifikationer udover grundskoleniveau i forholdtil 48% inden for gruppen af 50-59 årige. Tilsvarendehavde 49% af de 25-34 årige et mellemlangt uddan-nelsesniveau mod kun 35% for dem mellem 50 og 59år, mens 24% af de 25-34 årige havde en universitets-grad eller tilsvarende i forhold til 17% af de 50-59 åri-ge. Det forventes, at antallet af mennesker i gangmed højere uddannelser vil fordobles i løbet af de næ-ste ti år, hvilket vil belaste systemet af højere uddan-nelser i Europa.

Forbedringen af uddannelsesniveauet i alle med-lemsstater er åbenbar. Det er specielt synligt isamhørighedslandene og i Italien, hvor det gennem-snitlige uddannelsesniveau for ældre mennesker errelativt lavt. Andelen af 25 til 34 årige i samhørigheds-landene med “mellemlange” kvalifikationer i 1999var dobbelt så højt som blandt de 50-59 årige, hvilkettillige var tilfældet inden for de videregående uddan-nelser (se graf 12). Resultatet er, at kløften i kvalifika-tionsniveauerne mellem medlemslandene er ved atindsnævres.

Samtidigt er der i næsten alle medlemsstater en kraf-tigere opadgående trend i uddannelsesniveauet forkvinder end for mænd, hvor kvinderne i de yngre

aldersgrupper har opnået et højere uddannelsesni-veau end deres mandlige modstykker.

Antallet af unge, som forlader uddannelsessystemettidligt udelukkende med de mest basale færdighe-der, er imidlertid stadig betydelig. Disse unge er ikke istand til at honorere efterspørgslen som led i denlivslange ajourføring af viden og kompetence, som ernødvendig med den tiltagende hastighed i den tekno-logiske, videnskabelige og økonomiske samfundsud-vikling.

Inden for Den Europæiske Union får gennemsnitlig22% af de unge mellem 18 og 24 år kun en kortvariguddannelse16. Nogle medlemsstater ligger betydeligtover dette gennemsnit. Endvidere findes der ogsåalarmerende høje procenter i visse byområder ogperifere områder samt inden for uheldigt stillede soci-ale grupper.

Problemet er mest alvorligt i Portugal, hvor over 45%af de 18-24 årige ikke kommer videre fra grundskolentil højere uddannelser eller erhvervsskoler.

I uddannelsessamfundet udtrykker den sociale op-deling med hensyn til færdigheder og kvalifikationer istigende grad skillelinierne mellem “dem der har ogdem der ikke har”. At opgive sin skolegang i utide harderfor i dag meget større og varige konsekvenser endtidligere, fordi det er noget som kan følge en personhele livet, og indsnævre den pågældendes livsmulig-heder væsentligt. Skoler er derfor et centralt element iuddannelsessamfundet, og den livslange uddannel-se begynder der.

Unge, der forlader skolen i utide, er et fænomen somrammer alle dele af samfundet, men ikke alle ligeligt.Undersøgelser viser, at disse unge ofte kommer fralavindkomst familier, hvor der tidligere har været lig-nende eksempler på, at skolen er blevet valgt fra.Mange af disse unge kommer tillige fra familier ramtaf skilsmisse, eller fra immigrant- og flygtningefamili-er, som ikke er blevet tilstrækkeligt integrerede. Fæ-nomenet med unge, der forlader skolen i utide ersåledes knyttet til en række sociale, sundheds, fami-lie og finansielle faktorer. Selvom det kun er ét ele-ment en kumulativ proces mod social forarmelse, erdet ofte den afgørende faktor, som berøver den ungemulighederne for at tilegne sig de nødvendige kvalifi-kationer og skabe de sociale kontakter, der skal til forat kunne lykkes og spille en meningsfuld rolle i sam-fundslivet.

Kampen imod at unge forlader skolen i utide er såle-des central i debatten om uddannelsesreformer. Den

54


55


% a

f den

sam

led

e b

efol

knin

g m

elle

m 2

5-59

år

< 1

9,95

19,9

5 -

28,

65

28,6

5 -

37,

35

37,3

5 -

46,

05

≥46

,05

ing

en o

ply

snin

ger

Gen

nem

snit

= 3

3,0

Sta

ndar

daf

vig

else

= 1

7,45

D (

Sac

hsen

): N

UTS

1

Kild

e: E

uros

tat (

LFS

)

% a

f den

sam

led

e b

efol

knin

g m

elle

m 2

5-59

år

< 3

5,3

35,3

- 4

3,5

43,5

- 5

1,7

51,7

- 5

9,9

≥59

,9

ing

en o

ply

snin

ger

Gen

nem

snit

= 4

7,6

Sta

ndar

daf

vig

else

= 1

6,4

D (

Sac

hsen

): N

UTS

1

% a

f den

sam

led

e b

efol

knin

g m

elle

m 2

5-59

år

< 1

3,25

13,2

5 -

17,

35

17,3

5 -

21,

45

21,4

5 -

25,

55

≥25

,55

ing

en o

ply

snin

ger

Gen

nem

snit

= 1

9,4

Sta

ndar

daf

vig

else

= 8

,24

D (

Sac

hsen

): N

UTS

1

250

012

50 k

m©

Eur

oGeo

gra

phi

cs A

ssoc

iatio

n fo

r d

e ad

min

istr

ativ

e g

ræns

er

12 U

ddan

nels

esni

veau

er, 1

999

Lav

tM

elle

mH

øjt

er en helt nødvendigt for at sikre en vidensbaseretøkonomi og opretholde et helstøbt samfund og et de-mokrati, hvor alle kan deltage.

En forbedring af uddannelsesniveauet er også ennødvendighed i ansøgerlandene. I de fleste af dem erandelen af personer mellem 25 og 34 med mellemlan-ge uddannelser væsentlig højere end i aldersgrup-pen af 50-59 årige, mens andelen med videregåendeuddannelse er den samme for begge aldersklasser,og forbliver relativ lav blandt de unge. Optagelsesfre-kvensen på universiteter er derfor gennemgåendebetydeligt lavere end inden for EU.

Beskæftigelsesmulighederne øgesmed uddannelsesniveauet

I næsten alle EU’s medlemsstater er uddannelsesni-veauet en afgørende faktor for at finde arbejde. Bort-set fra Grækenland, og i mindre udstrækningPortugal, er arbejdsløsheden inden for EU meget la-vere blandt de højtuddannede end blandt dem medkortvarige uddannelser. I 1999 var den gennemsnitli-ge arbejdsløshed de 25 til 59 årige med videregåen-de uddannelse 5% i forhold til 8% for dem medrealeksamen og 12% for dem med grundskoleniveau.I nogle medlemsstater er ledigheden blandt menne-sker med en lav uddannelse 3 til 4 gange større endfor de højtuddannede (se graf 13).

Sammenhængen mellem uddannelse og beskæfti-gelsesfrekvenser er endnu snævrere, specielt forkvinder. Det skyldes den store andel af kvinder meden lav uddannelse – og det betydelige antal mænd –

der ikke er med i arbejdsstyrken. Med andre ord influ-erer uddannelsesniveauet ikke blot på sandsynlighe-den for at blive arbejdsløs, men tillige på mulighedenfor at være økonomisk aktiv.

Et tilsvarende mønster genfindes i ansøgerlandene.Forskellen i arbejdsløshedsprocenten I forhold til for-skellige uddannelsesniveauer er meget udtalt i Tjek-kiet, Ungarn, Polen og Slovakiet, hvor menneskermed lave uddannelser med 7 gange større sandsyn-lighed vil være ledige end dem med høje uddannel-ser.

I særdeleshed i Grækenland, Spanien og Italien samti de fleste ansøgerlande har et betydeligt antal høj-tuddannede unge mellem 25 og 34 år imidlertid van-skeligt ved at finde arbejde efter endte studier, hvilketer i skarp kontrast til de ældre aldersgrupper med til-svarende kvalifikationer.

Det skal også understreges, at forskellene i beskæfti-gelsesmulighederne for mænd og kvinder fortsat be-står. I de fleste områder af EU har kvinder med etgivent uddannelsesniveau større sandsynlighed forat forblive uden arbejde end mænd med et tilsvaren-de uddannelsesniveau. Ulighederne er specielt ud-talte i Grækenland, Spanien og Italien. I kontrast hertilsynes kvinderne i ansøgerlandene generelt set at op-leve mindre kønsbestemte uligheder end tilfældet erinden for EU.

Endeligt skal det bemærkes, at der eksisterer et klartpositivt forhold mellem uddannelsesniveau og ind-tægt. I alle medlemstater tjener de fuldtidsbeskæfti-

gede med videregående uddannelse igennemsnit betydeligt mere end demmed en mellemlang uddannelse. For-skellen er over 50% i Tyskland, Frank-rig og Østrig og mere end 100% iPortugal. Forskellen i indtægter mel-lem dem med mellemlang uddannelseog dem med kortvarende uddannelseer meget mindre i de fleste medlems-stater (10-20%), men dog af betyd-ning.

Adgang til fortsat uddannelsevarierer fortsat betydeligt mellemmedlemsstaterne

Fortsat uddannelse og oplæring er af-gørende både for den enkeltes jobmu-ligheder og for at fastholde enmoderne økonomis konkurrenceevne.Mens indikatorer viser, at de beskæfti-

56


0

5

10

15

20

25

30

35

40

B DK D EL E FIR

L I L NL A PFIN S UK CZ EE HU LV PL

RO SI0

5

10

15

20

25

30

35

40

25-34 år 50-59 år

% af befolkningen i aldersgruppen

12 Befolkningen med universitetsgrad eller tilsvarende kvalifikationer fordelt på aldersgrupper, 1999

BG, CY, LT, MT, SK: ingen data

gedes deltagelse i job-relateret efteruddannelse harøget overalt i Europa, viser de samtidigt, at niveauetfor deltagelse i efteruddannelse fortsat er ret lavt, ogat der er store forskelle mellem medlemsstaterne. I1999 havde kun omkring 10% af de beskæftigede in-den for EU omfattet af ”the Labour Force Survey”(LFS) haft nogen form for oplæring inden for de sene-ste fire uger. Niveauet i efteruddannelsen varierer fraunder 5% i omkring halvdelen af medlemsstaterne tilover 20% i Holland, Danmark, Finland og Sverige.Selvom tallene indeholder en høj grad af usikkerhed,og ikke er fuldstændigt sammenlignelige mellem deenkelte lande, så viser de med rimelig sikkerhed, atadgang til uddannelse er mindre i ansøgerlandeneend andre steder.

Udfra den seneste OECD undersøgelse, som i øvrigtikke tog hensyn til efteruddannelsens kvalitet og rele-vans, tyder det på, at længden af efteruddannelsenogså er meget forskellig mellem de omfattede lande.Antallet af timer pr. år til efteruddannelse spændte fra27 i Belgien (kun Flandern) til 57 i Holland.17

LFS vidner endvidere om, at yngre arbejdere synes atfå mere efteruddannelse end de ældre. Mens kun2,5% inden for aldersgruppen 55-59 år inden for EUhavde deltaget i oplæring eller uddannelsesaktivite-ter i de undersøgte uger, var tallet for gruppen mellem25-29 på 10%, og for dem mellem 30-34 på 8%. Her-udover synes der i alle medlemsstater at være en klarsammenhæng mellem uddannelsesniveau og ad-gang til efteruddannelse, hvor de med videregåendeuddannelser har meget bedre muligheder end demmed lavere uddannelse. En større indsats er såledesnødvendig for at undgå problemermed mennesker, som oprindeligt haren uddannelse på lavt niveau, for at deikke kun skal have en begrænset ad-gang til fortsat uddannelse.

Tilpasning af uddannelsessystemer-ne til IT er begyndt, men der er sta-dig et stykke vej tilbage

For at studenter kan komme gnidnings-frit ind på det moderne arbejdsmarke-det, er det nødvendigt, at de stifterbekendtskab med informationstekno-logi (IT) i skolen. Samtidigt med, at ind-førelsen af IT i uddannelsessystemetbliver mere og mere udbredt overaltinden for EU i takt med at medlemssta-terne gennemfører konklusionerne fraDet Europæiske Råd i Lissabon oginitiativet til “eLearning” – som opfor-

drede til en styrkelse af brugen af IT i undervisnings-systemerne – bliver IT inkluderet i læseplanerne igrundskolen og gymnasiet i de fleste EU lande og iansøgerlandene. Graden af fremgang på dette felt erimidlertid vanskeligt at vurdere. Selvom der findesdata for medlemslandene, er der ingen harmonisere-de data på EU niveau.

Et forstudie fra OECD viser, at adgangen til IT underuddannelse, målt som antallet af studenter pr. com-puter, varierer betydeligt inden for EU18. Mens grund-skolerne i Finland, Sverige og Danmark typisk harmellem 11 og 14 elever pr. computer, er tallet for Itali-en og Portugal mellem 50 og 150. På gymnasieniveauligger gennemsnittet på 7 studerende pr. computer inSverige, Finland og Irland, mens tallet er så lavt som65 i Portugal. Både for grundskole og gymnasier gæl-der det, at adgangen til computere er lavere i næstenalle EU medlemslande i forhold til i USA.

Innovation, forskningog teknologisk udvikling

Innovation “er et middel, som umiddelbart kan føre til-bagestående regioner på niveau med udviklede re-gioner, ikke ved at forsøge at efterligne, hvad desidstnævnte allerede har opnået, men ved at forsøgeat skabe fundamentet for en tilpasning til betingelser-ne for konkurrencen i verdensøkonomien på grund-lag af egne muligheder og behov”19.

57


0

5

10

15

20

25

B DK D EL E FIR

L I L NL A PFIN S UK CZ EE HU LT LV PL

RO SIE15

0

5

10

15

20

25GrundskoleMellemskoleHøjere uddannelser

% af arbejdsstyrken

13 Arbejdsløshedsprocenter efter uddannelsesniveau, 1999

BG, CY, MT, SK: ingen data

Det er alment accepteret, at regionale økonomiersevne til at klare sig konkurrencemæssigt og til at til-passe sig til den teknologiske forandringer ligger i de-res innovationskapacitet. Dette er naturligvis ikke nyt,men den stigende betydning af viden (i forhold til na-turressourcer, det fysiske kapitalapparat og udbud-det af arbejdskraft) for den økonomiske ydeevnesætter teknologi og innovation højt på dagsordenenfor den regionale udvikling.

Det Europæiske Råd i Lissabon understregede be-tydningen af forskning, udvikling og innovation (FTU)for økonomiske vækst, jobskabelse og social sam-hørighed. Det understregede behovet for at skabe eteuropæisk forsknings- og innovationsområde og badKommissionen og medlemsstaterne om at gennem-føre en serie tiltag for at opfylde de mål, som varudstukket i Kommissionens Meddelelse “Mod eteuropæisk forskningsrum”.

Betydningen af innovation blev fremhævet på detEuropæiske Råd, som, inter alia, opfordrede til, at dergennemføres et udfordrende program for at øge inno-vation og økonomiske reformer. KommissionensMeddelelse om Innovation i en vidensbaseret økono-mi 20 udstikker brede politiske retningslinier for enøget innovation inden for EU. I takt med at der er skabtforståelse for innovation som et afgørende element ien økonomisk udviklingspolitik, så er betydningenaf den regionale dimension heri tillige blevet erkendt.Mange mulige initiativer bliver mest effektivt omsat tilpraksis på regionalt niveau, hvor virksomheder-nes behov og det miljø, de opererer i, bedst kan vur-deres.

Forståelsen af den proces, hvormed teknologi og in-novation påvirker den regionale udvikling, har udvik-let sig over en årrække. Fra at innovation blev set somen lineær proces fra grundforskning til kommercielsucces, har en mere interaktiv model udviklet sig,som anerkender betydningen af miljøet som virksom-hederne opererer i, og i den forbindelse specielt forde små og mellemstore virksomheder (SMV). SidenSMVer ikke internt råder over den samme rådgivningog service som de store virksomheder, er de mere af-hængige af, at disse ydelser findes uden for virksom-hederne.

Innovation er derfor blevet forbundet med begrebersom netværksdannelse og netværkssamarbejde. Iden sammenhæng afhænger det ikke længere kun af,hvordan virksomheder, universiteter, forskningsinsti-tutioner og myndigheder klarer sig hver for sig, men istigende grad om, hvordan de samarbejder, især påregional niveau.

Inden for EU varierer innovationskapaciteten i dagbetydeligt fra den ene region til den anden, både ikvantitativ og kvalitativ forstand. For at give indsigt idisse forskelle præsenterede Kommissionen i sep-tember 200021 det første skitse til et europæisk point-tavle for innovation, som viser udbredelsen afforskelle i innovation inden for EU. Bestemte med-lemsstater, specielt de nordiske, scorede ret højt, pånogle punkter højere end USA. I forhold til antallet afindikatorer med værdier betydeligt over EU-gennem-snittet havde Sverige den højeste score (med 12 af de16 indikatorer på 20% eller mere over gennemsnittet),efterfulgt af Finland (8) samt Danmark og Tyskland(begge 7).

I det følgende undersøges først strukturen i de natio-nale videnskabelige og teknologiske systemer, ogdernæst, hvordan innovationkapaciteten varierer in-den for EU.

Trods konvergens er der forsatbetydelige forskelle på nationalt niveau …

Udgifterne til forskning og teknologisk udvikling(FTU) I forhold til BNP er steget I de seneste år i sam-hørighedslandene, men stigningen har ikke, bortsetfra i Irland, været tilstrækkelig stor til, at indsnævrekløften væsentligt til resten af Unionen. Teknologikløf-ten mellem samhørighedslandene og de fire med-lemslande med den højeste udgiftsniveau (Tyskland,Frankrig, Sverige og Finland) er blevet større snarereend mindre (se tabel 5).

Virksomhedernes udgifter til FTU i forhold til de sam-lede udgifter faldt relativt mellem 1995 og 1998 i Por-tugal, Grækenland og Spanien, som de også gjordefor EU under ét, selvom virksomhedernes FTU-udgif-ter steg i de fire medlemslande i toppen (Tyskland,Frankrig, Sverige og Finland), og endnu mere i Irland.Som følge heraf kan innovationskløften mellemsamhørighedslandene og de fem nævnte lande bliveendnu større, hvilket igen kan forringe samhørigheds-landenes chancer for at forbedre deres konkurrence-evne inden for EU og på verdensmarkedet.

De offentlige udgifter til FTU faldt tillige i Grækenlandog Spanien, hvilket var i tråd med udviklingen andresteder i Unionen, mens de forblev uændrede i Portu-gal. Øgningen i de samlede udgifter i de tre sam-hørighedslande var således en følge af en stigning iforbruget på højere uddannelser, hvilket kan ses somen forudsætning for at øge arbejdsstyrkens kvalifika-tioner.

58


Den markante kløft i FTU-udgifter, som eksisterermellem samhørighedslandene og de øvrige med-lemsstater, især i forhold til virksomhedernes forbrug,antyder et behov for at opfordre virksomhederne til atgå i gang med forskningsaktiviteter og til at formulereen FTU politik. Dette nødvendiggør en bredere syns-vinkel end blot at omfordele EU midler til FTU til disselande. I de tilbagestående regioner er der specieltbehov for en indsats for at øge virksomhedernes ka-pacitet til at absorbere ny teknologi og know-how,som er udviklet andre steder, at forbedre arbejdskraf-ten evne til at bruge denne teknologi og omstille sig tilnye teknikker, samt at styrke virksomhedernes modpå at søge nye markedsmuligheder og tilgængelig-heden til risikovillig kapital (se tabel A.21).

De få tilgængelige data for ansøgerlandene22 anty-der, at siden begyndelsen af 1990erne er midlerne tilFTU blevet mindre (i anvendt forskning mere end i vi-denskabelig). Derfor er konkurrencen for forsknings-midler øget og efterspørgslen efter offentlig FTUfaldet markant. I 1995 var FTU intensiteten i de flestelande på niveau med de tre samhørighedslande,mens både de offentlige og private udgifter til FTU iSlovakiet, Slovenien og Tjekkiet var tættere pågennemsnittet for EU.

Potentialet af de menneskelige ressourcer inden forF&U er, som en arv fra FTU’s betydelige rolle underdet socialistiske system, i mange af ansøgerlandenerelativt stærkt, hvilket indebærer, at de er godt rustettil at indhente de nuværende medlemsstater, for-udsat der sker en omstrukturering af deres FTU ind-sats (se kort A.13).

… specielt i relation tilmenneskelige ressourcer

Kvaliteten af de menneskelige ressourcer er den væ-sentligste faktor bag opfindelser og spredning af te-knologi, og det er en forudsætning for at øge en givenøkonomis kapacitet til atabsorbere nye innovatio-ner. Forskellen mellem lan-dene længst fremme i densammenhæng og sam-hørighedslandene er ble-vet indsnævret i løbet af1990erne, men det er dogstadig sådan, at de først-nævnte lande har omkringtre gange så mange for-skere beskæftiget i virk-somhederne end desidstnævnte.

Firmaer i de mest udviklede regionerkan regne med mere målrettedeoffentlige støtteforanstaltninger

En tredje dimension af “teknologikløften” er forskelle-ne inden for Unionen i kvalitet og kvantitet af de offent-lige støtteforanstaltninger. Med hensyn til offentligassistance til innovation målt som statsstøtte til FTUinden for industriproduktion, var beløbet i perioden1995 til 1997 over 10 gange højere per beskæftigeti de mest udviklede medlemsstater i forhold til detilbagestående lande. I Danmark, Finland, Frankrig,Østrig, Tyskland og Benelux-landene var tallet i hvertenkelt tilfælde over EU-gennemsnittet, mens det isamhørighedslandene var under 60% af gennemsnit-tet. Endvidere er der i samhørighedslandene tildelt enmeget mindre andel af statsstøtten til FTU end i andredele af Unionen, på trods af at samhørighedslande-nes behov for FTU og innovation er meget større.

Aktiviteten med patenterafspejler forskelle i de nationalesystemer for innovation

Patentansøgninger har længe været et mål for inno-vationsaktivitet, for resultatet af FTU og for graden afsammenhæng mellem det videnskabelige system ogden produktive sektor. Denne indikator er for sam-hørighedslandene et godt stykke under EU-gennem-snittet, uanset en vis konvergens i løbet af 1990erne.Patentansøgninger i Spanien, Portugal og Græken-land udgjorde 20 % af EU-gennemsnittet i 1998 i for-hold til 10% i 1989 (se kort 13).

Samlet set er de videnskabelige og teknologiske sy-stemer i samhørighedslandene karakteriserede veden lav FTU intensitet, en overrepræsentation af denoffentlige sektor, en lav inddragelse af den privatesektor; svage forbindelser virksomhederne og laveniveauer for teknologioverførsel.

59


Tabel 5 Udgifter til FTU i samhørighedslandene og i resten afEU, 1995-98

P EL E IRL EU Top 4

Bruttoudgifter til FTU/BNP ↑ ↑ ↑ ↑ ↑ ↓ ↑

Virksomhedernes udgifter tilFTU/bruttougifter til FTU

↓ ↓ ↓↓ ↑ ↑ ↓ ↑

Offentlige udgifter til FTU/bruttoudgifter til FTU

= ↓↓ ↓ ↓ ↓ ↓

Videregående uddannelse inden forFTU/bruttudgifter til FTU

↑ ↑ ↑ ↑ ↑ ↑ =

Signaturforklaring: = stabil, ↑ stigning, ↓ fald, ↑↑ kraftig stigning, ↓↓ kraftig fald

Sådanne forskelle giver anledning til problemer medhensyn til muligheden for at yde støtte, fordi de anty-der, at ekstra støttemidler blot ville gavne det eksi-sterende (offentligt orienterede) system, og dermedbevare og endda styrke de strukturelle problemer.Som konsekvens bør politikker for den regionale ud-vikling fokusere på at styrke virksomhedernes ram-mebetingelser, og i særdeleshed forbindelsernemellem det videnskabelige system og virksomheder-ne.

Den teknologiske kapacitet er stærktkoncentreret på regionalt niveau …

Den regionale fordeling af den innovative kapacitetinden for EU afspejler strukturen i de nationale viden-skabelige og teknologiske systemer, hvor de regio-nale forskelle inden for medlemsstaterne gør disseuligheder endnu større.

Der er en stærkt koncentration af FTU og innovation ide mest avancerede regioner inden for EU, hvor de timest fremtrædende regioner (i Tyskland, Storbritan-nien, Frankrig og Finland) afholder omkring en tredje-del af alle udgifter inden for Unionen. Heroverfor er 17af de 25 regioner med det laveste FTU intensitet(under 25% af EU-gennemsnittet) Mål-1 regioner. Til-svarende uligheder gør sig gældende for virksomhe-dernes udgifter, for de menneskelige ressourcer ogfor patentansøgninger.

Forskellene mellem regioner er specielt udtalte i sam-hørighedslandene. I Grækenland for eksempel bliverover halvdelen af FTU-udgifterne afholdt på Atti-ka-halvøen (hvor Athen er lokaliseret), som samtidigtfrembringer to-tredjedele af samtlige patentansøg-ninger. I Spanien er over tre-fjerdedele af virksomhe-dernes FTU lokaliseret i kun tre regioner (heraf 30% iMadrid).

… hvilket har indflydelse på den innovativenatur af den økonomiske aktivitet

En høj FTU intensitet i den private sektor og effektiveforbindelser mellem den videnskabelige sektor ogvirksomhederne er nøglen til innovation og dermed tiløkonomisk vækst. I næsten alle de 25 højstplacerederegioner i relation til beskæftigelse i højteknologiskesektorer (over 12% af totalen) er FTU intensitetenogså relativ høj. I de 25 regioner med den laveste FTUintensitet er beskæftigelsen i højteknologiske sek-torer meget lav (4% eller mindre af totalen). I overens-stemmelse med de foreløbige resultater fra “thesecond Community Survey on Innovation” har denførstnævnte gruppe af regioner den højeste innova-

tions intensitet inden for industriproduktionen, detstørste antal virksomheder med egne innovative akti-viteter og det højeste overskud fra innovative produk-ter. De fleste regioner i Grækenland, Spanien ogPortugal tilhører derimod gruppen med den lavesteFTU intensitet (se kort A.14).

Betydningen af det regulerende,organisatoriske og institutionelle miljø

Disse strukturelle forskelle inden for videnskab og te-knologi kan ikke alene forklare den svage struktur i deøkonomiske aktiviteter i tilbagestående regioner. Derer en tiltagende enighed om, at virksomhedernessvigtende innovation i de pågældende regioner ikke iførste række skyldes videnskabelige eller teknologi-ske problemer, men har sin årsag i mangler i det regu-lerende, institutionelle og organisatoriske miljø, somvirksomhederne opererer i.

I de tilbagestående regioner er dette miljø oftekarakteriseret ved en kombination af strukturellesvagheder, såsom mangel på en dynamisk virksom-hedsservicesektor, et ringe udviklet finansielt sy-stem, svage forbindelser mellem den offentlige ogprivate sektor, en sektoriel specialisering inden fortraditionelle industrier med ringe tilbøjelighed til inno-vation, lave niveauer for offentlig støtte til innovationog hjælpeforanstaltninger, som er ringe tilpasset tilde lokale SMVers behov. I lyset af dette må detvigtigste mål for regionalpolitikken være at hjælpemed udviklingen af nye organisationsformer oginstitutionelle samarbejder, for derigennem at for-bedre den “strukturelle” konkurrenceevne af virksom-hederne i de tilbagestående regioner, og opfordre tilet skift i ressourceanvendelsen til fordel for mere dy-namiske og innovative dele af den økonomiske aktivi-tet.

Den vidensbaserede økonomi

Informations og kommunikationsteknologi (IT) ergrundlaget for den vidensbaserede økonomi. Dengør det muligt at gemme, processe og sende stadigtstigende datamængder hurtigt og billigt, og er en sta-digt vigtigere kilde til produktivitetsgevinster.

Overgangen til informationssamfundet handler imid-lertid ikke kun om teknologi. Forandringen er potenti-elt den mest vidtgående siden den IndustrielleRevolution, og den påvirker helt grundlæggende or-ganiseringen af både økonomi og samfund. Hånd-

60


61


Guyane (F)

Guadeloupe

(F)

Martinique

(F)

Réunion

(F)

Canarias (E)

Açores (P)

Madeira

(P)

Antal pr. 1 million indbyggere

< 30

30 - 90

90 - 150

150 - 210

≥ 210

ingen oplysninger

EU15 = 119,4Standardafvigelse = 116,3D (Sachsen): NUTS1

Kilde: Eurostat

0 100 500 km

SIG16SIG16

© EuroGeographics Association for de administrative grænser

13 Europæiske patentansøgninger, gennemsnit 1997 til 1999

teringen af denne forandring er derfor en af de størsteudfordringer, som Unionen i dag står overfor.

I den sammenhæng skal Europa Kommissionens initi-ativ, “eEurope – Et informationssamfund for alle”, somblev tiltrådt af det Europæiske Råd i Lissabon i marts2000, forsøger at øge hastigheden for ibrugtagning afdigitale teknologier og sikre, at alle har de nødvendi-ge færdigheder til at anvende dem.

I gennemsnit bruger EU landene skønsmæssigt 6% afBNP på IT (se graf A.23). IT-virksomheder og kommu-nikationsvirksomheder vokser mere end 5 procent-point hurtigere end andre sektorer i reale størrelser,og er i realiteten drivkraften i den økonomiske vækstinden for EU.23 IT-virksomheder stod for omkring 4%af beskæftigelsen inden for EU i 1997,24 og det skøn-nes, at ét ud hver fjerde nye job skabes inden for IT el-ler beslægtede sektorer.25 Hvis denne synsvinkeludvides til at omfatte de såkaldte “vidensbaseredesektorer”, står disse for omkring en fjerdedel af be-skæftigelsen og for det meste af jobtilvæksten indenfor de seneste år.26

Liberaliseringen af markedet kombineret med entiltagende hurtig teknologisk innovation øgerkonkurrencen inden for tilvejebringelsen af telekom-munikationsydelser og produkter, hvilket sænkeromkostningerne, øger valgmulighederne og service-kvaliteten i de fleste områder af EU. Prisen for at få ad-gang til Internettet er faldet drastisk på det seneste,dog er prisen i nogle lande fortsat en barriere for enmere udbredt anvendelse.

Potentialet er enormt

Elektronisk handel (e-commerce) vokser hastigt ogtvinger virksomhederne til at genoverveje deres for-retningsgange, hvilket samtidigt skaber nye organi-sationsformer, herunder nye markedsrelationer ogvirksomhedssammenhænge. Internet-baseret “busi-ness to business” (B2B) handel, som er den vigtigstekomponent (udgør skønsmæssigt 80% af den samle-de elektroniske handel i dag og 90% i 2003), udviklersig hurtigt og vil skønsmæssigt stige med mere end90% om året i perioden 1999-200327.

Brugen af e-commerce teknologier i handelsrelationermellem virksomheder kan øge effektiviteten ved at re-ducere og rationalisere forretningsgangene. Effekter-ne heraf er allerede synlige inden for produktdesign(afkorter designprocessen og øger tilpasningsmulig-hedere og standardisering af reservedele), i produktio-nen og i distributionen (lavere lageromkostninger, hur-tigere produktion og lavere leveringsomkostninger).

Udbredelsen af “B2B-relationer” i USA er skønnet tilpotentielt at kunne reducere en virksomheds omkost-ninger med mellem 13% og 23%28. Da markedet fore-commerce er mindre udviklet inden for EU, kan derher forventes besparelser i driftsomkostningerne på igennemsnit 18% og på 15% for salgsomkostningerne(se graf A.24).

Hvordan regioner indfører og håndterer IT,er nøglen til deres økonomiske ydeevne

IT-udbredelsen, forstået som værdien af udgifter tilIT29 som en andel af BNP, er en vigtig målestok for etlands overgang til Informationssamfundet og fordets innovative kapacitet og konkurrencedygtighed.Forskellene mellem samhørighedslandene og de øv-rige EU medlemslande med hensyn til dette mål ersmå og på vej til at indsnævres – i perioden 1991 til1999 fandtes de højeste vækstrater i udgifter til IT iGrækenland og i Italien. Givet samhørighedslande-nes lave BNP niveauer vil disse lande imidlertid i ab-solutte størrelser være nødsaget til at investererelativt store beløb i IT i fremtiden for at nærme sigEU’s gennemsnit.

Uanset at forbedringer i standarden af informa-tions-og telekommunikationsinfrastrukturen har storbetydning for mulighederne for at deltage i Informa-tionssamfundet, er der også andre faktorer, som spil-ler en ligeså stor, og stadigt vigtigere rolle, såsomoffentlighedens informationsniveau, niveauet af ud-dannelsesmæssige kvalifikationer, den offentligesektors rolle i promoveringen af Informationssamfun-det samt virksomhedernes organisatoriske og inve-steringsmæssige kapacitet.

Infrastrukturelle forskelle inden fortelekommunikation bliver mindre

Over de sidste 20 år er forskellene i adgang til en fasttelefonlinie blevet betydeligt mindre medlemstaterneimellem (se graf 14). I de fleste lande er andelen afhusholdninger med telefon omkring EU-gennemsnit-tet på 92%, uagtet at det stadigt er så lavt som 69% iPortugal i forhold til 97% i Sverige.30 Tallet er kun 78 %i Finland, hvilket dog i al væsentlighed udlignes af detbetydelige antal husholdninger med mobiltelefon oguden fast telefonlinie (18%, hvilket er næsten femgange EU-gennemsnittet). Det samme fænomengenfindes omend i mindre omfang i Portugal (12%)og i Irland (hvor kun 84 % af husholdningerne har enfast telefonlinie). Imidlertid har en femtedel af de por-tugisiske husholdninger og en tiendedel af de irskeikke adgang til en telefon i hjemmet i forhold til et EUgennemsnit på kun 4%. Ikke desto mindre er der mar-

62


kante regionale forskelle – på mere end 15 procent-point – i Tyskland, Frankrig og Italien i andelen afhusholdninger med fast telefonlinie.

I ansøgerlandene er det samlede antal telefonlinierpr. 100 indbyggere mindre end halvdelen af gennem-snittet for EU, selvom tallet er højere både i Slovenienog, i mindre omfang, Estland31.

Mobiltelefoner og kabler kan skabealternative adgange til Internettet …

På trods af de eksisterende variationer i udbredelsenaf mobiltelefoner inden for EU, afspejler disse forskel-le ikke de relative velstandsniveauer. Alle de nordiskelande har et relativt høj rate af mobiltelefoner ligesomItalien, mens den for Grækenland, Spanien ogPortugal er omkring eller over EU’s gennemsnit. Imange lande med en relativt få PC’er og/eller enbegrænset adgang til Internettet, herunder sam-hørighedslandene, findes der imidlertid et højt niveaufor brug af telefoner, hvilket åbner muligheden forbrug af mobiltelefoner til Internetadgang i fremtiden.

Det er oplagt, at den udbredte anvendelse af mo-biltelefoner i de nordiske lande delvist er en konse-kvens af deres geografiske karakteristika ogspredningen af befolkningen over et stort område.I de sydlige medlemsstater er den hastige vækstderimod udtryk for den lave kvalitet af eller mangelpå faste telefonforbindelser (se graf A.25).

Måske lidt uventet er brugen af mobiltelefoner nogetlavere i landområderne (39% af husholdningerne)end i byområderne (45%).

Udbredelsesgraden for mobiltelefoneri ansøgerlandene var ved udgangen af1990erne kun omkring en fjerdedel afgennemsnittet for EU, men dog i kraftigvækst (med 108% om året mellem 1996og 1999).

Teknologiudviklingen går megetstærkt inden for dette område og tilby-der nye måder at få adgang til Internet-tet – gennem tredje generation afmobiltelefoner med større båndbredde– og gennem ISDN, xDSL, kabel og di-gitale TV kanaler. Da bredbåndsad-gang i fremtiden forventes at blivemeget vigtigere for virksomheder oghusholdninger, bliver muligheden her-for et afgørende spørgsmål.

… men adgang til Informationssamfundeter fortsat skæv

Der eksisterer betydelige forskelle inden for Unionen ibrugen af hjemme-PC og i adgang til Internettet (segraf 15). Ses der bort fra Frankrig, viser der sig en klarnord-syd skillelinie i graden af internetopkobling. IGrækenland, Spanien, Portugal og Italien samt Irlander opkoblingsgraden omkring halvdelen af gennem-snittet på 12% inden for EU, mens de nordiske landeer et godt stykke over 20% (i Sverige 51%). In Græ-kenland, Portugal og Irland er PC-ejerskabet ligele-des lavt.

I ansøgerlandene er antallet af PC’er pr. 100 indbyg-gere øget jævnt. Der kan sondres mellem tre grupperaf lande: Slovenien med en udbredelse svarende tilEU-gennemsnittet, Polen og Tjekkiet med et niveausvarende til samhørighedslandenes samt Rumænienog Bulgarien med en udbredelse på mellem 10% og25% af EU’s gennemsnit.

Inden for EU er der altså et klart bevis for en social op-splitning, hvor husholdninger med høj indkomst medseks gange så stor sandsynlighed har en Internetfor-bindelse end husholdninger med lav indkomst. End-videre er en større andel af husholdningerne ibyområder forbundet til Internettet (13-15%) i forholdtil i landområderne (8%). Disse forskelle synes imid-lertid mere at skyldes manglende information om demuligheder Internettet tilbyder end omkostningerne(45% af EU’s husholdninger uden Internetadgang erikke interesserede heri, 9% kender intet til Internettet,

63


0

20

40

60

80

100

120

140

SFIN L

DK I F UK SL NL AE15 EL P D

IRL B EE E CZ

HU LV LT BGCEC PL

RO

0

10

20

30

40

50

60

Samlede antal linier pr. 100 indbyggere (venstre søjle)

Mobiltelefoner i % af det samlede antal linier (højre søjle)

14 Telefonlinier og udbredelsen af mobiltelefoner, 1998/99

mens 11% opgiver omkostningerne som årsag til ikkeat være koblet på).

Virksomhedernes brug af Internettet er relativ høj i enrække medlemsstater, specielt de nordiske lande, sam-tidigt med der eksisterer visse markedsvariationer indenfor EU. For eksempel er 76% af SMVerne i Sverige for-bundet til Internettet, mens kun 16% i Portugal.32. Enundersøgelse af SMVer for nylig viste, at de var rimeligtinformeret om Internettets muligheder, uanset at en tre-djedel ikke havde adgang. I samhørighedslandene erantallet uden opkobling større end andre steder indenfor EU, hvilket stemmer overens med Kommissions ana-lyser, ifølge hvilke et lavt informationsniveau om mulig-heder og gevinster, en knaphed på IT færdigheder samtindholdsmæssige svagheder ved dagens software, erde vigtigste barrierer for udviklingen af Informations-samfundet.

Fokus i strukturpolitikken inden for dette område børderfor ligge i en styrkelse af efterspørgselen, og i særde-leshed virksomheders, institutioners og enkeltpersonersforudsætninger for at kunne bruge IT på en effektivmåde.

64


0

10

20

30

40

50

60

70

S DK NL L B FIN UK F D A E I P IRL EL EU15

0

10

20

30

40

50

60

70

PC, men ikke Internet

Internet

% af befolkningen

15 Adgang til PC-udstyr og Internet, 1999

1 Europa Kommissionen (2000) “The Competitiveness of European Industry”. Se også Europa Kommissionen (1999) “Sjetteperiodiske rapport om den socio-økonomiske situation og regionaludviklingen i Den Europæiske Union” (Del 2 omkonkurrenceevnen), OECD (1996) “Industrial Competitiveness”, Oxford Review of Economic Policy (1996) “InternationalCompetitiveness” Vol. 12, no.3.

2 Tal for EU13 indtil statistik foreligger for Storbritannien og Irland. Tal for Storbritannien forventes inden for de kommendemåneder, mens tal for Irland måske aldrig kommer (offentliggørelse af disse tal er frivilligt og ikke et regelbundent krav).

3 For offentlige serviceydelser skal tallet for produktivitet fortolkes med forsigtighed, fordi den offentlige sektor ikke erprofitskabende. Derfor består deres værditilvækst udelukkende af lønninger.

4 Se f.eks. Midelfart-Knarvik, Overman, Redding og Venables (1999) “The Location of European Industry”.5 Disse fremskrivninger tager ikke hensyn til fremtidige medlemmer af EU, som vil kunne påvirke de underliggende trends,

specielt i form af vandringer, hvor der hovedsageligt forventes bevægelser mellem de nye lande og de nuværende EUmedlemsstater, men tillige på længere sigt i form af ændrede fødsels- og dødshyppigheder.

6 Det skal bemærkes, at disse rater kun er demografiske indikatorer. Mens de afspejler de afledte problemer for de socialvelfærd og for skattesystemerne, findes der andre og ligeså vigtige faktorer, som bør tages i betragtning, specielt antallet afpersoner i den arbejdsdygtige alder, som aktuelt er i arbejde, og som betaler skatte og sociale bidrag.

7 Baseret på Eurostat’s seneste scenario fra 1998 for de regionale arbejdsstyrker, som er sammenholdt medbefolkningsfremskrivninger fra 1997. Dette scenario omfatter 204 regioner på NUTS 2 niveau inden for EU over perioden1995 til 2025. “0-scenariet”, som der er henvist til i teksten, forudsætter en fortsættelse af de nuværende trends og en visreduktion i de regionale ubalancer.

8 European Integration Consortium (DIW/CEPR/FIEF/IAS/IGIER) 2000: The Impact of Eastern Enlargement on Employmentand Labour Markets in the EU Member States, undersøgelse udført for Kommissionens DG Beskæftigelse og socialeanliggender; Berlin/Milan.

9 Bauer, T. and Zimmermann, K.(1999): Assessment of Possible Migration Pressure and its Labour Market Impact following EUEnlargement to Central and Eastern Europe, Studie udført for UK Department of Education and Employment, IZA and CEPR,Bonn/London, Germany/UK.

10 Faste bruttoinvesteringer er investeringer uden hensættelser. Brutto refererer til det faktum, at der ikke medregnesværdiforringelse eller forbrug af kapital. Fast betyder, at kun investeringer, som bliver brugt i mere end et år, er medtaget.

11 Bruttokapitalbeholdningen er beregnet ved at akkumulere tidligere investeringer og fratrække den kumulerede værdi af deinvesteringer, som er blevet trukket tilbage. Nettokapitalbeholdningen inkluderer værdiforringelse, og er derfor nok en bedremålestok. Igennem denne analyse er kapitalbeholdningen derfor defineret som nettokapitalbeholdning, selvom resultaternebliver meget lig, hvis man anvender bruttokapitalbeholdning.

12 e.g. Abramovitz (1989) “Thinking about growth”.13 Tæthed er målt som et sammensat indeks, som angiver en regions forsyning med motorveje i forhold til EU gennemsnittet.

Mere specifikt er det et aritmetrisk gennemsnit af antal “miles” af motorveje i forhold til arealstørrelse og folketal.

65


14 Opgjort på samme måde som for veje som et sammensat indeks over længden af jernbaneskinner i en region i forhold tilregionens areal og dens befolkningsstørrelse i forhold til EU gennemsnittet.

15 Se studiet af “the impact of eastern enlargement on employment and the labour market in the EU member states” (del B af denstrategiske rapport, kapitel 3.3)

16 Kilde: Eurostat, Labour Market Survey 199817 Se OECD: “Education at a Glance”, 2000, side 195 ff.18 Se OECD: Education Policy Analysis 1999, side 49 ff. Denne undersøgelse indeholder kun data fra 1997/98 for de følgende

10 EU medlemsstater: Belgien (Flandern), Danmark, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Holland, Portugal, Sverige ogStorbritannien.

19 CEC (1995), “Grønbog om Innovation”, Europa Kommissionen, Luxembourg.20 COM (2000) 567 af 20 september 200021 Innovation i en vidensbaseret økonomi – KOM (2000) 567 af 20 september 200022 “Impact of the enlargement of the EU towards the associated Central and Eastern European countries on RTD-innovation and

structural policies”, De Europæiske Fællesskaber 1999.23 “Strategier for job in informationssamfundet”, CEC 1998, side 424 “Measuring the ICT Sector”, OECD (2000). IT-sektoren er defineret på grundlag af 11 ISIC klasser. Produkter fra en IT

virksomhed må “be intended to fulfil the function of information processing and communication including transmission anddisplay or must use electronic processing to detect, measure and/or record physical phenomena or to control a physicalprocess.” For services the industry “must be intended to enable the function of information processing and communication byelectronic means.”

25 Informationsamfundets virksomheder omfatter “indholds” virksomheder (såsom forlag, audiovisuelle virksomheder ogreklamebureauer) og IT-beslægtede virksomheder (såsom computere og software, computerrelateret service,telekommunikationsudstyr og service).

26 Se “Den europæiske beskæftigelsesstrategi”, 2000, Kapitel 3.27 Baseret på data fra International Data Corporation (IDC), Internet Commerce Market Model, 1999.28 Goldman Sachs US (1999), “B2B: 2B or not 2B, e-commerce/internet” Goldman Sachs Investment Research.29 IT udgifter omfatter IT-hardware, software og serviceydelser, telekommunikationsudstyr og telekommunikationsservice,

altsammen til markedspriser.30 Gallup Residential Survey (2000)31 “European Survey of Information Society (ESIS) in Central and Eastern European countries”, CEC 1999.32 “The Gallup Survey” af små- og mellemstore virksomheder (SMVer) (2000)

Documents

I.4 Bestemmende faktorer for en reel konvergens · 2018. 10. 4. · 39 I.4 Bestemmende faktorer for en reel konvergens Indeks, EU15 = 100 < 9 9 - 39 39 - 69 69 - 99 ≥99 ingen oplysninger