Tekst: Line Holm Nielsen Foto: Mads Nissen

Ikke én person mere kan klemmes ind. På fem skæve kvadratmeter bag skillevægge på 25-mandsstuen har hospitalets læger, sygeplejersker, old-frue, økonomidirektør og kirurgens tiårige datter slået ring om de tre personer, som hele privathospitalet taler om:

Den nepalesiske hjernekirurg, dr. Basant Pant. Den navnløse baby med det deforme, forvoksede hoved. Og Cecilie Mose Hansen fra Gentofte, som har sovet fuldt påklædt på brik-sen, beskyttende krummet om pigen.

Dr. Pant lytter til Cecilie, mens hun forklarer om morgenens forsøg på at få barnet til at spise grød. Ingen har haft tålmodighed eller held til at vænne det 20 måneder gamle barn til mosede grøntsager, ris eller væl-ling. Hun græder, når skeen nærmer sig. Men hun er tydeligt fejlernæret. Folderne på hendes arme og ben er puder af mælkefedt.

»Hun er ikke glad for det, men hun skal. Nu. Når man har sat sig noget for, må man være konsekvent,« siger Cecilie. De hvide kitler nikker og no-terer.

DR. PANT FØRER ORDET. Cecilie Mose Hansen er rejst fra Danmark for på egen hånd at iværksætte og betale for helbredelsen af det forældreløse, syge barn, hun så i Berlingske Tidende seks uger tidligere. Dr. Basant Pant er kirurgen, der skal få det til at ske. Han og Cecilie er partnere. To dage tidli-gere sad han i receptionen på et hotel og ventede på hende, i vestligt tøj af lidt utidssvarende snit, med over-skæg og venlige øjne. De gav hinan-den et knus. Cecilie havde fløjet hele dagen og natten. Nu stod de to mod-sætninger – lyse Cecilie og mørke dr. Basant Pant – over for hinanden for første gang.

Dr. Pant har lagt en plan. En dristig plan. Han har rådført sig med kol-leger; spurgt de fremmeste forskere i udlandet til råds, siden han indvil-ligede i at undersøge pigen på det statsdrevne Paropakar Hospital få ki-lometer væk. Alle eksperter har slået ud med armene i rådvildhed.

Første gang han så barnet var den 10. oktober. Det sværeste tilfælde af hydrocephalus, vand i hovedet, han nogensinde havde set. Eller læst om. Barnet burde være dødt, og ikke bare af det. Hun havde dybe liggesår. Nog-le så beskidte, at der gik parasitter i dem. Hun har haft så talrige infek-tioner i sit korte liv, at personalet til sidst undlod at give antibiotika. Må-ske i håb om at barnet hurtigere nå-ede det, der var hendes uafvendelige skæbne: At dø.

Lægerne er forbavsede, da de får resultatet af EEG-målingen, der registrerer de elektriske impulser i hjernen. Victorias hjerneaktivitet ligner et normalt barns.

I september bragte Berlingske et billedet af et alvorligt sygt barn i Nepal. Pigen havde vand i hovedet, var forladt af sin mor og opgivet af lægerne. Efter ugers stædig research har en læser, Cecilie M. Hansen, fået kontakt med neurokirurgen dr. Basant Pant, som har indvilliget i at se på pigen. I november ankommer Cecilie til Nepal og henter barnet på statshospitalet. Det syge, fremmede barn er nu hendes ansvar.

STORE HOVED STÆRKE HJERTE

20 MAGASIN SØNDAG BERLINGSKE TIDENDE 01. JANUAR 0001

CT-scanningen viser, at store områder på toppen af Victorias hoved kun er hud. Hendes kranium kan ikke nå sammen for oven.

Cecilie leger med Victoria. Dag ud, dag ind. Når Cecilie tager hjem, skal døgnbarnepigen Maya overtage den intensive stimulering af Victoria.

Dr. Pant vendte hende en anelse og konstaterede en medfødt ryg-marvsbrok. Det var den, som havde fået barnets biologiske mor til ned-slået at forlade hospitalet og aldrig vende tilbage. Brokken havde gjort barnet lam fra navlen og ned, men var også den sandsynlige årsag til, at hjernevæskens mulighed for at flyde fra hovedet var ødelagt. Væsken, som udfylder hjernens fire hulrum og be-skytter den mod stød, havde millili-ter for milliliter hobet sig op i barnets hoved og presset kraniet udad.

Dr. Pant var modfalden. Han filme-de hende med sin iPhone og knipsede prøvende med fingrene i udkanten af hendes synsfelt. Et barn med de symptomer burde være hjerneskadet. Evnen til at føle, forstå, tale og inter-agere burde være irreversibelt pres-set i stykker.

Så smilede pigen til ham. Det be-vægede ham. Dybt. Før han blev vred. Vred over de spildte måneder. Vred over, at ingen havde taget ansvar. Råbt højt. Gjort noget. Det var absurd at tænke på: I årevis havde han selv opereret flere gange om ugen på et privathospital på den anden side af gaden:

»Hver uge befandt jeg mig få meter fra hende. Og aldrig – aldrig – har jeg hørt om hende,« siger han.

PLANEN, SOM DR. PANT præsenterer denne fredag, er scanninger af pigens hoved. Dernæst en operation, der kan dræne væsken fra hendes hoved. Men der bliver behov for flere. Mindst tre risikable operationer:

»Selv hvis vi alle gør vores yderste for hende, vil vi måske tabe. Det er den virkelighed, vi skal se i øjnene,« siger dr. Pant og gør klar til at gå.

Men der er et hængeparti. An-napurna-hospitalets lille, nye patient skal indføres i journalerne. Men hun har intet navn. Personalet på Paropa-kar-hospitalet har kaldt hende Ghane eller Moto, nepalesiske ord for »Store hoved« eller »Fede«. Dr. Pant ser spør-gende på Cecilie:

»Vi har besluttet os for at opkalde hende efter sejrsgudinden. Hun har overvundet alle udfordringer indtil nu. Så!« siger Cecilie.

Således får pigen kl. 10.15 en fredag formiddag et navn.

Hendes navn er Victoria.

EN UNG RØNTGENLÆGE gnider sine hænder varme, før han rører ved Vic-toria. Han er bekymret. Hendes ho-ved måler 73 centimeter i omkreds og passer ikke ned i den plastform, almindelige patienters hoveder hvi-ler i. Victoria skal ligge bomstille i larmen fra MRI-scanneren i hospita-lets stueetage. I mindst en time. Hun må ikke slå med armene. Eller græde. Scanningsbillederne vil da blive slø-rede. Ubrugelige for dr. Pant, der skal vide, hvordan Victorias hoved ser ud indeni, snit for snit, centimeter for centimeter, på kryds og tværs. Bille-derne skal fortælle om hendes fortid og fremtid: Hvor meget deroppe i det enorme hoved er vand? Hvor meget er hjerne? Hvor meget er ødelagt for altid?

»Lad os prøve. Vi må se. Hvis ikke det fungerer, går vi efter bedøvelse,« siger lægen. Han taler sagte og sluk-ker lyset. Bedøvelse er en risiko hver gang. Og kræver tid. Lægen og Cecilie betragter Victoria. Hun kigger stift rundt, munden krænger prøvende nedad et par gange.

»Hendes mor skulle have været her,« siger røntgenlægen. Cecilie ser på ham med fast blik:

»Hun er forældreløs. Jeg er det tæt-teste, hun kommer på en mor lige nu.«

FRA KONTROLRUMMET kan man se ind i det næsten mørklagte lokale. Maskinen roterer med Victoria in-deni. Hun har ligget i bippen, susen og hylen fra alarmer på neonatalaf-delingen hele livet. Hun falder i søvn. Cecilie sidder på en plaststol i hjørnet i tavshed, mens billede på billede sen-des ind på computerskærmene i rum-met ved siden af. Hun tænker situa-

tionen igennem igen. De fleste ville være overvældet. Cecilie deler udfor-dringerne op i mindre bidder inde i hovedet. Udtænker løsninger, spørgs-mål, der skal opklares og fremtidige muligheder. Angriber det rationelt og pragmatisk. Tanken om umuligheder når slet ikke hendes bevidsthed.

For få øjeblikke siden sad hun og gennemgik regningen for Victorias planlagte behandling og pleje med hospitalets økonomichef. 4.000 dol-lar for operationer og scanninger, 500 dollar for medicin, 17 dollar om dagen i sengegebyr. Og 150 dollar om måneden til den døgnsygeplejerske, som dr. Pant har fundet. En lille, mildt smilende kvinde, Maya, der skal være hos Victoria døgnet rundt, når Cecilie tager hjem.

Cecilie ringede hjem til Christian. De talte kort. Handlingsorienteret. Behandlingen var dyrere end håbet. Men hvad var alternativet? Det var, sagde Cecilie i telefonen, et spørgs-mål om at droppe næste sommerferie eller en ny bil. Christian spurgte ind. Afklarede tvivl. Og gik så i gang med at overføre de første 4.000 dollar. Ce-

cilie kunne sætte endnu et af dagens flueben på listen.

Havde man fortalt hende for et år siden, at hun ville tage til Nepal for at redde et fremmed barn for egne op-sparede midler, havde hun gloet på dem, som var de vanvittige. Jeg er sgu ikke nogen forstadsfrue med for me-get tid og et behov for at redde ver-den, har hun tænkt. Heller ingen Mo-der Teresa. At hun sidder her, lige nu, i et fremmed land, har aldrig været et spørgsmål om velgørenhed eller selv-udvikling eller andet abstrakt.

Det ene skridt har taget det andet. Og nu er det ikke længere bare et barn. Det er Victoria.

DR. PANT TRÆDER IND i kontrolrum-met, da scanningen er ved at være slut:

»Giv mig så for pokker god kvali-tet!« siger han og læner sig ind over computerskærmen. Midt på Victorias ryg står en hvid udposning tydeligt frem. Rygmarvsbrokken. Men det er hovedet, dr. Pant studerer:

»Se der … hjerne hele vejen rundt i kanten,« siger han og peger på en lys bræmme langs pandehvælvin-gen: »Hos helt små børn har hjernen en plasticitet. Den har evnen til at gendanne sig selv. Det er okay, det er okay,« brummer han og klikker sig vi-dere.

Ved et tværsnit af Victorias venstre side stopper han op. På det gråtone-de billede står to halvmåneformede serier af hvide streger fra ryggen og brystkassen ud i det åbne rum. Som ekkolod på havets bund:

»Det er hjertet, der slår,« siger dr. Pant. »Måske er det hendes sjæl, man kan se. Hun er en fighter. Det får vi brug for.«

Hans beslutning er truffet. Om tre dage skal Victoria opereres.

lin@berlingske.dk madn@berlingske.dk

Se flere billeder og læs første kapitel på www.berlingske.dk/victoria

Læs i morgen:»I UKENDT LAND«

KAPITEL 2

»Selv hvis vi alle gør vores yderste for hende, vil vi måske tabe. Det er den virkelighed, vi skal se i øjnene.«

dr. Basant Pant, neurokirurg

BERLINGSKE TIDENDE 01. JANUAR 0001 MAGASIN SØNDAG 21