Hvem skal forklare når klima bliver sikkerhedspolitik

23. november, 2010

MEDIER:

HVEM SKAL FORKLARE, NÅR KLIMABLIVER TIL SIKKERHEDSPOLITIK?

944 artikler. Så meget spalteplads ofrede landets store

aviser på klimatopmødet i København i december 2009. På

alle fronter skruede medierne op for dækningen. Så selvom

resultatet af forhandlingerne næppe var historisk,

markerede COP15 en milepæl i de danske mediers

klimapolitiske dækning. Det lærte os, at vi mangler

eksperter, der kan samle trådene.

Af Thomas Damgaard Sørensen

Dækningen af COP15 i Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende var med 944

artikler og debatindlæg seks gange større end ved de to forrige klimatopmøder på Bali og i

Polen. En gennemgang af nyhedsmediernes historier viser, at stigningen især skyldes et

massivt fokus på alt, hvad der foregik udenfor Bella Center – på den indenrigspolitiske

front – snarere end hvad statslederne lagde arm om i plenarsalen og i små mødelokaler.

130 statsledere var samlet i København den 18. december. Deres tilstedeværelse og en

række konkrete, dramatiske klimaforandringer betød, at forhåbningerne om en aftale var

til stede. Derfor blev dækningen af forhandlingerne intensiveret – sammenholdt med

tidligere.

Medier: Hvem skal forklare, når klima bliver til sikkerhedspolitik? « ... http://raeson.dk/2010/medier-hvem-skal-forklare-nar-klima-bliver-til-s...

1 af 3 24-11-2010 12:38

Alligevel er resultatet, at blot hver fjerde af de tre avisers artiklede handler om de

politiske forhandlinger. Modsat COP14 i Poznan og COP13 på Bali, hvor 9 ud af 10 artikler

havde forhandlingerne i fokus.

Den overordnede forklaring på den massive dækning, skal utvivlsomt tilskrives, det

massive globale fokus på COP15 og det faktum, at konferencen blev afholdt i København.

Hvorfor størstedelen af de tre store dagblades dækning drejede sig om aktiviteterne uden

for Bella Centerets forhandlingssale og mødelokaler har imidlertid andre årsager.

For det første var dagbladenes udgifter til at sende journalister og fotografer i felten

langt mindre end hvis politikerne, som til december, forhandler i Mexico. Det betød, at de

danske dagblade – i december 2009 – havde økonomisk mulighed for at intensivere

dækningen – ikke blot i Bella Centret, men også ift. den omkringliggende kontekst. Således

blev det en konkret mulighed for medierne at bevæge sig uden for den snævre,

forhandlingspolitiske verden.

For det andet havde topmødet en indenrigspolitisk dagsorden. 42 % af historierne

handlede om den hjemlige politiske situation: dansk klimapolitik, ballade ved

demonstrationer samt meningsmålinger og analyser af statsministerens indsats fik større

opmærksomhed end selve forhandlingerne. Skønt ingen af delene havde noget direkte med

forhandlingerne i Bella Center at gøre, blev de alligevel temaer for Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren blev både under og efter mødet kritiseret for håndteringen af

demonstrationerne og ledelsen af forhandlingerne samt for at have en for uambitiøs

klimapolitik.

For det tredje bragte de tre aviser tilsammen 101 artikler og debatindlæg om

klimateknologi: nye elbiler, havvindmøller, biobrændsel osv. Dagbladene havde altså i høj

grad et fokus på nogle af løsninger på klimaproblemtikken, og præsenterede dem gennem

såkaldt konstruktive nyheder.

Mangel på eksperter

De 944 historier og debatindlæg bygger på 1436 kilder. Den største gruppe kilder er

politikere, som udgør hver fjerde kilde.

Universitetseksperter bliver ofte brugt, når komplicerede størrelser som

naturvidenskab og politik skal forklares i medierne. Men under COP15 var billedet et

andet. Her var det ofte journalister, kommentatorer og NGO-talsmænd, der skulle

forklare, fx hvorfor politikerne ikke handlede, når isen på Grønland smelter.

Især brugen af NGO-talsmænd er interessant. De erstattede ofte eksperterne, fordi de i

modsætning til disse havde adgang til Bella Center, og derfor kunne fungere som

førstehåndskilder – trods det faktum, at de til tider talte organisationens sag frem for at

komme med objektive svar.

Trenden med at bruge NGO’er som eksperter er betænkelig, qua at de i nogle tilfælde

har flere kasketter på. Det er ofte svært at gennemskue, hvornår de udtaler sig objektivt,

og hvornår de mere eller mindre direkte forsøger at mele egen kage.

Trenden illustrerer samtidig, at der er et hul i ekspertmarkedet. Forskerkilder, der både

behersker naturvidenskab og international politik er næsten umulige at opdrive. Det er

problematisk, ikke mindst fordi klimaforandringerne er og i stigende grad bliver et

sikkerhedspolitisk anlæggende. Evnen til at koble komplicerede naturvidenskabelige

årsager og effektiver med sikkerhedspolitiske konsekvenser – fx tiltagende tørke, stigende

flygtningsstrømme eller omklafatring af geopolitiske magtforhold – er en klar

mangelvare. Det påvirker i udpræget grad den objektive klimajournalistik, at man i de

danske medier ikke anvender objektive, uafhængige eksperter, men i stedet bedriver

journalistisk formidling baseret på NGO’er eller politikernes udsagn.

Det vil være hensigtsmæssigt at klæde kandidater på, så de kan håndtere begge


2 af 3 24-11-2010 12:38

størrelser – den naturvidenskabelige og sikkerhedspolitiske – og formidle dem i offentligt

regi. Det er dog endnu ikke tilfældet, og derfor bliver samfunds- og naturvidenskabelige

forskere i beskedent omfang brugt til at udlægge fragmenter af teksten, men ikke i

sammenhængende form.

Cancun i november

I slutningen af november og starten af december skal der igen forhandles om klimaet.

Denne gang i Cancun i Mexico. Med Bali, Poznan og klimajournalistikkens udvikling in

mente, vil dækningen fra COP16 være anderledes end ved de tre forrige topmøder.

Klimaforhandlingernes stigende sikkerhedspolitiske aspekter vil formentlig betyde, at

der kommer flere historier end de cirka 150, der var i Poznan og på Bali, men samtidig

markant færre end i København. Fokus vil igen hovedsageligt være på forhandlingerne,

men nok også med plads til ny teknologi, der kan nedbringe CO2-udslippet. Endelig vil

udfordringen med at finde uafhængige eksperter, der både behersker klima og politik,

stadig stå uløst tilbage, da disse er i betragteligt underskud.

Den mediemæssige optakt til de kommende klimaforhandlinger i Mexico har budt på

en væsentlig mindre dækning, end det var tilfældet sidste år. I denne omgang er det blevet

til 15 historier mod 106 op til topmødet i København – i de tre store dagblade.

Nedprioriteringen skyldes primært, at der denne gang ikke eksisterer en konkret dansk,

indenrigspolitik dagsorden. De 15 historier i år har to fokusområder. Først og fremmest at

der bør arbejdes på at finde en mindre ambitiøs, men til gengæld realistisk aftale, der

tager fat på udfordringerne. Dernæst at klimapolitiken er blevet sikkerhedspolitik, hvilket

for alvor kom for dagen ved COP15, hvor bl.a. USA og Kina ikke vil give indrømmelser til

den anden part.

Indtil videre er brugen af kilder i historierne politikere, NGO’er, journalister og

samfundsvidenskabelige forskere. Ligesom ved dækningen af COP15 går det igen, at

kilder, der behersker både naturvidenskab og politik, er en mangelvare. Dermed mangler

man igen uafhængige eksperter med overblik, der udlægger teksten. Når disse kilder ikke

kommer til orde nu, er der heller ikke meget sandsynlighed for, at det sker om tre uger i

Mexico. Måske medierne skulle begynde at tænke mere kreativt i deres brug af kilder!

Thomas Damgaard Sørensen er BA i medievidenskab og journalistik og stud.cand.public

ved Syddansk Universitet. Han har har skrevet BA-projekt om dækningen COP15 i

København sidste år.


3 af 3 24-11-2010 12:38

Historie-emner

26%

15%

14%

13%

11%

6%

5%

3%7% Forhandlinger

Dansk klimapolitik

Analyser og målinger

Ballade ved demonstrationer

Klimateknologi

Metajournalistik

Udstillinger, demonstrationer, bøger mm

Facaliteter

Diverse

Kildetyper

26%

14%

14%12%

11%

7%

5%

5%

3%

1%

2%

Politikere

Erhvervsfolk

Journalister

NGO'er

Borgere

Embedsmænd

Naturvidenskabelige forskere

Kommentatorer

Samfundsvidenskabelige forskere

Andre forskere

Diverse

Documents

Hvem skal forklare når klima bliver sikkerhedspolitik