Henrik Prebensen

Nummer 79 December 1980

Den franske opinion i 1940: Fyrre millioner petainister?

Romansk Institut Kebenhavns Universitet

Njalsgade 78-80 2300 Kbh. S

Københavns Univ .:;=- -ite· I Ro' i. I\'"'( 0 !C" .- ·----~ ~ tV 111'1 " c} ~ • .

Gebyr 5,00 kr.

3

O. I ndholdsoversigt .

1. Problemstilling • • . • . . . . • . • . • . • • • • • • • • . . . . . . . . • • . . • • • • . . • 5

2 . Historisk oversigt over 1940 ...... . ..................... 5

3. Den gængse opfattelse af opinionen i 1940 ...• ...... ..... 10

4. Opinionsproblemer i historieforskningen ••.•..• • ••••... •. 13

4.1. Kildeproblemet •••.••••••......•••••••••••••••.•• 13

1 . Magshavernes niveau ..... •.... . .••..••• .•.• 13

2 . Det medierende niveau .• ...•••. .• • .• •• ••••• 14

3. Massernes niveau ••..•........•....•.•• • ••• 16

4. 2 . Opinions teorier . • . . • • • • . . . . . . • • • . • • . . • . . • . • • • • . • 19

1. Opinionsstruktur ... ....... •..••... .....•.. 19

2 . Meningsdannelsens forløb . .... ...... •. •.•• • 22

5. Brevene til B. B. C. "" •• ". ".""." •••••••• ". "."." 23

6 . Konklusion •........ • •• • ••.......•.•.•••••••••..........• 24

7. Appendiks • • . . • • • • . . . . • • • • . • . • • • . • . . • . • • • • • • • • . • . . . . . . . . • 25

8 . Noter •.••.....•..• ••.. .......• . ..• .... ........•.. ....... 32

Dette RIDS er en delrapport inden for rammerne af et projekt om opinionen i Frankrig 1940. Altså meget foreløbigt.

Forskningsrådet har ydet støtte til en rejse t i l B. B. C. ' s arkiver i England i forbindelse med projektet , Henders Fond har ydet anden støtte . Forskellige kol­leger har øvet konstruktiv kritik af projektet. Trille Skydsgaard har ren­skr evet rapportteksten . Jeg takker dem alle .

Henrik Prebensen

5

1 . Problemstilling.

Det spørgsmål, jeg i dette RIDS ønsker at diskutere , kan formu­leres således:

Hvorledes reagerede den franske opinion i 1940 på våben­

stilstanden med Tyskland i slutningen af juni, marskal Philippe Petains overtagelse af den totale magt den 10. juli , den nationale revolutionspolitik som Petain og

kredsen omkring ham definerede og prøvede at føre ud i

livet efter magtovertagelsen og det brud med England og

den samarbejdspolitik med Tyskland som regeringen efter­stræbte og tilsyneladende havde held til at nå med mødet mellem Hitler og Petain i Montoire den 24 . oktober?

Diskussionen er affødt af en vis skepsis over for den efter mit skøn gængse opfattelse, som jeg vil vende tilbage til nedenfor i

afsnit 3, efter først at have givet en historisk oversigt over be­givenheder og opinionsforhold forud for og i løbet af sommeren 1940. I de efterfølgende afsnit vil jeg diskutere nogle metodiske proble­mer omkring historisk opinionsforskning , og nogle kildemæssige pro­blemer vedrørende netop opinionen i 1940. Af særlig interesse i denne forbindelse er et arkivmateriale bestående af anonyme breve fra franske lyttere til BBC, som jeg med støtte fra Forskningsrådet og Henders Fond har haft lejlighed til at foretage studier i i for­året 1980. Som appendiks aftrykkes 6 sådanne breve forsynet med enkelte noter og kommentarer.

2. Historisk oversigt over 1940,

Efter sejren over Tyskland i første verdenskrig dominerede to øn­sker den franske opinion: ønsket om fred og ønsket om sikkerhed . Med Versaillestraktaten ville de franske politikere umuliggøre en

tysk militær genrejsning så eftertrykkeligt , at både tyskerne selv og de allierede opfattede det som et ønske om at umuliggøre selve Tyskland , mens Frankrig opfattede sine allieredes indstilling til

sikkerhedsproblemerne som naiv idealisme. Udviklingen tvang dog efterhånden fransk udenrigspolitik til at søge kollektive sikker­

hedsordninger , bl . a. i samarbejde med Tyskland . Efter Hitlers magtovertagelse blev det stedse vanskeligere at realisere begge

mål: fred QJ!.. sikkerhed , og opinionen i Frankrig splittedes mellem dem der ønskede fred for enhver pris og dem der ønskede sikkerhed

på langt sigt , selv om det blev på bekostning af freden på kort sigt .

6

MUnchenaftalerne 1938 blev et opinionsmæssigt vendepunkt. Fra

da og til krigsudbruddet et lille år senere skiftede efter alt at

dømme et flertal vurdering . Mobiliseringen 1. september 1939 , ved­tagelsen af krigsbevillingerne 2. september og selve krigstilstan­

dens indtræden 3 . september skete derfor i enighed og ro, omend u­

den begejstring ~

l'adhesion a la guerre •.. est le fait d'(un); •. peuple sans haine et qui continue d 'affirmer son amour de la paix, peuple conscient de tout ce que lui-meme et l'huma­nite risquent de perdre dans ce cataclysme; peuple grave et sans fleurs aux fusils (1) .

Decideret imod krigen var efter alt at dømme kun grupper af kompro­

misløse pacifister (f.eks. ledelsen af lærernes fagforening S.N.I . ) og grupper af såkaldt germanofile , fascistiske og paranoisk "anti - bolsjevikiske" elementer . Til disse forholdsvis begrænsede kredse sluttede sig imidlertid umiddelbart efter krigsudbruddet en stor og politisk velorganiseret skare, nemlig de franske kommunister.

Endnu den 2. september havde de stemt for krigsbevillingerne, men i løbet af de første par uger af september nåede nye direktiver fra

Kornintern frem i kølvandet på Hitler-Stalinpagten (23.-24. august) : Partiet måtte skifte kurs, opgive "folkefronten mod fascismen" og gå til angreb på den "imperialistiske krig", som partiet måtte for­

lange standset. Virkningen på opinionsdannelsen kan næppe undervurderes. P.C.F.

og dets presse blev forbudt, de kommunistiske deputerede udstødt af parlamentet. Partiet gik under jorden . Selv om det mistede

mange medlemmer og sympatisører på sit kursskifte, repræsenterede

det dog en anseelig vægt i opinionsmæssig henseende . Regeringen følte sig derfor foranlediget til at føre en skarpt repressiv kon­trol med "defaitister" og deres propaganda . Det forplumrede i nogen

grad krigsmålene: det blev vanskeligere at hævde, at man kæmpede for demokratiets sag mod fascismen og for fredens sag mod milita­rismen. Opinionen opfattede og propagandaen bestyrkede den i at op­fatte krigen som et opgør med Tyskland mere end med nazismen. Der skete endelig en vældig højredrejning i opinionen, som latent havde tendens til at opfatte kommunismen som den ideologiske hovedfjende, en tendens som yderligere fik næring under Finlandskrigen i vinte­ren 1940, hvor Frankrig på et hængende hår var kommet i regulær

krig med Sovjetunionen under pres fra aviserne . Holdningen til krigen under la dr6le de guerre september 1939

til maj 1940 synes ellers overvejende at have været en blanding af

7

"re::;ignation" og "resolution". Oplysninger om opinionen stammer fra præfekternes indberetninger på grundlag af deres underordnedes iagttagelser lokalt og fra post- og telefonkontrollen, der systema­tisk overvågede al kommunikation .

Den allierede strategi var afventende. Ved at indeslutte Tysk­land ville man tvinge landet i knæ. Enten måtte regimet bryde sam­men indefra eller også ville i løbet af et par år de allieredes o­verlegenhed i ressourcer og industriel kapacitet, medregnet ameri­kansk støtte, sætte dem i stand til at føre det afgørende stød. Den franske hær skulle derfor blot "holde" Tyskland og forhindre at en taktisk sejr på slagmarken vendte billedet til tysk fordel.

Det tyske lynfelttog, der indledtes den 10. maj 1940, kuldkaste­de delvis denne plan. Selv om der materielt og mandskabsmæssigt

var balance mellem de tyske og de fransk-engelsk - belgisk- hollandske styrker , var disse sidste underlegne med hensyn til kommunikation,

koordination og mobilitet. Allerede den 5. juni havde tyskerne om­ringet og ukampdygtiggjort halvdelen af de allierede hære i Nord­

frankrig, Belgien og Holland , og det var klart at det forestående felttog sydover gennem Frankrig ville blive en militær promenade gennem et land i opløsning: underlegne, dårligt bevæbnede styrker og millioner af flygtninge på vej sydover.

I den franske politiske og militære ledelse opstod nu splittelse. Den ene fløj ønskede at fastholde det strategiske mål på trods af det rystende nederlag i slaget om Frankrig. De ønskede en "hol­

landsk" løsning. Regering og parlament skulle gå i eksil i Nord­afrika, så meget militært materiel og mandskab som muligt skulle overføres hertil, mens man søgte at kæmpe henholdende med tyskerne.

Derefter skulle hæren kapitulere . Frankrig ville være besat af tyskerne. Men med kolonirigets ressourcer, med kolonihæren plus hvad man kunne redde fra Frankrig, med den fuldstændigt in-

takte flåde, ville Frankrig stadig sammen med England og med støtte fra U.S.A. vinde krigen efter den oprindelige strategiske plan . Den anden fløj, ledet af den 84 - årige marskal Petain, som man i farens stund havde optaget i regeringen, og den 72- årige general Weygand, øverstkommanderende for den franske hær , anså den "hol­landske" løsning for militær galimatias . Den frygtede en engelsk­

tysk forståelse om at lade Frankrig "betale". Den frygtede en ven­streorienteret , kommunistisk samfundsomvæl tning, hvis de civile og militære autoriteter slap grebet om befolkningen; revolutionen i

1917, folkefronten 1936, forståelsen mellem Hitler og Stalin i 1939

8

og vilde rygter om et kommunistisk kup i Paris efter at regeringen

havde forladt byen den 10. juni gav næring til deres frygt. Den 16 . juni gav regeringschefen Paul Reynaud op og foreslog

præsidenten, Lebrun, at udnævne en ny regering under Petains ledel­

se, så at denne kunne forhøre sig om de tyske fredsbetingelser .

Straks den 17. juni og endnu inden man havde fået kontakt med ty­skerne, bekendtgjorde Petain over radioen at kampen måtte indstil­

les . Våbenstilstanden var et "fait accompli". Den 18. juni rettede general de Gaulle, juniorminister i Paul

Reynauds regering, over den engelske radio en appel til alle f~an­ske tropper og teknikere uden for Frankrig om at kontakte ham i England med henblik på en fortsættelse af krigen i overensstemmelse

med den oprindelige strategi, hvis f ortsatte gyldighed han hævdede . Petain svarede den 19. juni med en radiotale , hvori han forklarede befolkningen sin opfattelse, nemlig at nederlaget var uopretteligt . Samtidig med at regeringen indgik en våbenstilstandsaftale med Tysk­land, sørgede den for at få de Gaulle isoleret og sikre sig kontrol­

len med tropperne i de oversøiske områder , hvilket lykkedes ret

hurtigt . Frankrigs forhold til England var

en aftale om ikke at søge en separat

uafklaret. Man havde svigtet

forståelse med Tyskland . Men

denne svigten begrundede den franske regering med at England havde

ydet utilstrækkelige bidrag til krigen og derved svigtet først. Hvad England især frygtede, var imidlertid at Frankrig ikke alene ville blive base for tyske angreb mod øriget, men også at tyskerne ville få herredømme over den franske flåde. Derfor besluttede den engelske regering at beslaglægge eller ødelægge den. Beslaglæggel­

sen lykkedes i en række havne , men en stor fransk flådestyrke ved

Mers-el- Kebir afviste et engelsk ultimatum og blev skudt i sænk

med tab af over 1000 menneskeliv. en klart engelskfjendtlig retning.

Fransk udenrigspolitik tog nu Til gengæld anerkendte England

den først degraderede, senere dødsdømte de Gaulle som legitim re-

" d F k ' g" præsentant for det kæmpen e ran ri . . Våbenstils.tanden med Tyskland del te Frankrig i en besat nordlig

og en "fri" sydlig zone, men den respekterede på papiret fransk suverænitet. Petain- regeringen satte sig nu to mål: For det første at genrejse Frankrig gennem en "national revolution". For det an­

det hurtigt at få en varig ordning med Tyskland . Den nationale revolution var den traditionalistiske højrefløjs

revanche over venstrefløjen . Den 10. juli fik Petain med politi­keren Lavals hjælp et overvældende flertal af parlamentet (569

9

stemmer mod 80 , men en del var på flugt til Nordafrika og kommuni­

sterne var ekskluderet) til at afskaffe den IIIe Republik og over­lade det til Petain at udarbejde en ny forfatning, samt at forestå regeringen i interimsperioden. Petain , der nu kaldte sig "chef de

l'Etat franc;ais" kunne regere enevældigt uden nogen form for kon­trol fra vælgerne. Han fjernede hurtigt alle andre kontrolinstan­

ser og pressionsgrupper: fri presse, politiske partier, fagforenin­ger , opinionsdannende foreninger og sammenslutninger . Der iværk­

sattes en vældig propaganda vendt mod nederlagets "syndebukke": politikerne, især venstrefløjens, de faglige tillidsmænd og ledere,

skolelærerne , funktionærerne i administrationen, frimurerne, "bol­sjevikkerne", udlændingene og jøderne. Disse grupper ramtes efter­

hånden også af sanktioner : fængsling , retssager, afskedigelser, offentlige udhængninger og interneringer.

Bag alt dette lå en dybt reaktionær ideologi. Petain og kredsen

omkring ham, bl.a. intellektuelle fra Action Fran9aise , anså hele den franske samfundsudvikling siden 1789 for forfejlet. Kapitalis­me , industrialisering , urbanisering og centralisering , demokrati,

sækulariseri ng , kvindefrigørelse, friheds -, ligheds- og broderskabs­idealer var national dekadence. Hæren, kirken , det gamle samfunds notabiliteter udgjorde den sande elite. Bonden, håndværkeren, kvinden i hjemmet var den sundhed og de værdier Frankrig skulle genrejses af. Regeringen gav i løbet af de første måneder en række

dekreter , der skulle reorganisere samfundet i overensstemmelse her­med, f.eks. om forholdet mellem arbejde og kapital , om folkeskole ­

lærernes disciplinære forhold , om ophævelse af statsborgerskab til ­de l t udlændinge , om forbud mod ansættelse af kvinder i den offent­lige administration.

Petainregeringens andet væsentlige programpunkt var en varig ordning med Tyskland. Det var dels en forudsætning for en virkelig gennemførelse af "revolutionsprogrammet". Men det var ikke mindre en forudsætning f or at demonstrere regimets effektivitet og evne til at løse en række presserende problemer: over 5 mio. flygtninge, forsyningssituationen, administrativt kaos , genopbygning efter øde­læggelserne, omstilling af produktionen til normale vilkår . På lidt længere sigt desuden problemerne med at skaffe de over 1.5 mio .

krigsfanger hjem, sikre det nationale territorium bedst muligt mod tyske og italienske krav, sikre imperiet mod at falde i engelske hænder. Ved at slutte en hurtig fred med Tyskland , håbede Vichy

at skaffe s i g gunstige vilkår . Ad forskellige kanaler prøvede man

10

at komme i forhandling med den tyske statsledelse . Det syntes i oktober som om den tidligere udenrigsminister Lavals diplomatiske evner havde åbnet en vej, i det han fik arrangeret et møde Hitler­Petain i Montoire d. 24 . oktober 1940, da Hitler var på vej tilbage fra et tysk- spansk topmøde. Efter Montoire erklærede Petain , at han nu valgte samarbejdspolitikkens vej (2) . Det viste sig imid­lertid hurtigt at det eneste samarbejde tyskerne var interesseret i bestod i at lade Frankrig selv administrere en intens udbytning af landet, som tyskerne i kraft af sejren og den nazistiske ideo­logi anså sig for berettiget til og som efterhånden blev en nødven­dighed for at holde krigsmaskinen i gang . Allerede fra starten "konfiskerede" Tyskland ca . 1/5 af det franske nationalprodukt. For hele besættelsesperioden konfiskerede tyskerne i gennemsnit 2/5, idet udbytningsgraden blev langt hårdere i 1943-44. I alt kostede " samarbe jdet" med tyskerne det franske samfund 679 mia F, svarende til ca . 25 måneders national produktion. Intet andet eu­r opæisk land blev udbyttet så effektivt , og i intet andet besat land var befolkningens f orsyning med fødevarer og andet så lav. Al­lerede i vinteren 1940 var brødrationerne på 350 g pr . dag , kød 360 g pr . uge , fedtstof 100 g pr. uge . Til den hårde vinter 1940-

41 fik hver husstand 150 kg kul .

3 , Den gængse opfattelse af opinionen 1940 .

Der blev under krigen ikke f oretaget opinionsmålinger i Frankrig og det er derfor ikke muligt at angive nogen form for kvantificeret

vurdering af opinionen i 1940. I 1944 foretog Max Ba~ioux en hemmelig opinionsmåli ng, Her var

spørgsmålet:

Si vous etiez jure pres du tribunal ou serait juge Petain et ou l'accusateur demanderait la peine de mart, quelle serait vatre decision? (3)

Svarene var: dødsstraf 36 pct., dødsstraf . men med formildende om­stændigheder 26 pct., ikke dødsstraf 36 pct., ved ikke 8 pct.

I september 1944 foretog IFOP en måling . 32 pct . var ~ straffe Petain, 3 pct . med døden. 58 pct . var !filill1. 10 pct . !'.ll!­ste ikke. (4) Men i april og maj 1945 var 70-75 pct . for en straf, og heraf 28- 40 pct. for dødsstraf, 19-17 pct. for fængsel og 10-6

pct . f or degradering. (5) I juni 1966 spurgte IFOP:

11

Du point de vue des interets de la France , tout compte fait, estimez- vous que le r6le du marechal Petain pendant la guerre a ete plutot utile ou plut6t nuisible? (6)

Svarene var her: Nyttig 51 pct. , skadelig 17 pct., ved ikke 32 pct. (På samme spørgsmål for de Gaulles vedkommende: 80 , 5 og 15) .

I april 1980 foretog Sofres en måling. Her mente 39 pct. at Petain som statschef havde "permis d ' eviter le pire", 38 pct. at Frankrig var blevet behandlet lige så dårligt som andre besatte lande. 59 pct. mente at Petain havde været en mand a f god vilje, men som begivenhederne var løbet af hænde , mens 7 pct. mente at han havde ofret alt for Frankrig og var blevet uretfærdigt dømt . (7)

I 1973- 74 f oretog le Comite d'Histoire de la seconde guerre mon­~ en enquete blandt 1620 mænd født 1898- 1922, hvoraf 200 gav anvendelige svar. 14 pct. fandt dommen over Petain retfærdig, 43 pct. fandt den for streng , 14 pct. fandt den utaknemmelig og 24 pct. uretfærdig. (5 pct . vidste ikke) . 29 pct. fandt at Petain var en forræder (7 , 5) eller havde fejlet (21 , 5) . 45 , 5 at han havde gjort sit bedste. 13,5 at han havde sparet Frankrig for lidelser og 10 pct . at han havde frelst landet . (1 , 5 vidste ikke) (8). Under­søgelsen opererer med forskellige erhvervsgrupper . Usikkerheden er ret stor, men der er en tendens til at lærere (instituteurs så­vel som agreges) bedømmer Petain strengt , mens læger og polytechni­~ bedømmer ham favorabelt . Gejstlige bedømmer ham strengt , men finder samtidig dommen over ham f or hård.

Analysen af den sidstnævnte enquete er interestiant derved at den viser, hvorledes efterkrigstidens myter om Frankrig under be ­sættelsen i nfluerer svarene . Der er groft set to myter, Umiddel ­bart efter krigen dyrkes myten om den folkelige sundhed , som f or­blev intakt over f or det onde der søgte at pervertere eller til ­intetgøre nationen . Det er P. C.F. ' s myte, når det fremtræder som "le parti des 100.000 fusilles", der repræsenterer en folkelig mod­stand og et f olkeligt martyrium . Det er også gaullismens myte, når de Gaulle fremstiller nederlaget 1940 som den gamle elites svigten, mens la masse de la nati on bevarer s ine aspirationer om frihed og storhed og følger den ny heroiske elite , der viser den rette vej . (9) Det er krigstidsgenerationens myte om sig selv.

Efter ca. 15- 20 år skifter billedet. En selvransagende tvivl viser sig , der afmal er den jævne befolkning som ideologisk hold­ningsløs , ussel, fejg, egoistisk eller øjentjenerisk. Det er som Oll en ny generation - måske under indflydelse af de p inefulde

12

kolonikrige - spørger sig om deres fædres generationsmyte er hold­bar. (10)

Historiekomiteens enquete afslører en heroiserende uoprigtighed i 1898-1922 generationens svar:

Toutes les deviations retrospectives que nous pouvons deceler vont dans le meme sens et repondent manifestement a la meme motivation; a savoir: donner (et se donner) 1 1 image la plus flatteuse de soi-meme - et de la France -, la plus conf orme aux stereotypes du patriotisme et de l'esprit resistant .• .•

Avec le recul des annees , la majorite des Fran9ais se reconnait dans cette vision annoblie du passe: voulu par de Gaulle, puis par les mouvements et partis resis­tants, le mythe de la Resistance marque aussi profonde­ment l 1esprit public que les grands mythes nationaux forges par le XIXe siecle, tels le mythe de la revolution fran9aise ou le mythe de Jeanne d'Arc. (11)

Enqueten peger dernæst på det spændende i at opinionen alligevel bevarer et forholdsvis positivt billede af Petain, ikke gør ham til syndebuk. Forklaringen:

La majorite des Fran9ais refuse l'idee que le vieux sol­dat ait pu trahir, probablement parce qu'elle- meme a cru au marechal avant de croire au general; mais elle rejette sans doute aussi l'idee qu'il ait trahi, precisement pour la meme raison qui la pousse a approuver la Resistance eta valoriser les attitudes resistantes: l'auto-justi­fication s'accorde ici avec le desir d ' embellir un pass~ douteux.

Comme si la majorite des Fran9ais n'avait pas cesse d'etre a la fois petainiste et gaulliste. (12)

Komiteens konklusion stemmer overens med de fleste historikeres op­fattelse af opinionen og dens udvikling under Vichy og besættelsen: 1940 - noget nær total opbakning bag Petain , efterhånden en stigen­de "desaffection" og en voksende modstand, der giver sig udslag i åbenlys sabotage og partisanvirksomhed efter 1943-44:

Bien des indices permettent de presumer que dans l'en­semble l'opinion a assez nettement evolue entre l ' ete 1943 et le printemps 1944 . En schematisant, disons qu ' on est passe de la "complicite tacite" (Le. avec la Resistance) •.• a une sympathie plus demonstrative . Et d'ailleurs , sans cette evolution, les mouvements auraient ete totalement decimes et les maquis n'auraient pas sur­vecu aussi nombreux. (13)

Som dokumentation af historikernes opfattelse af 1940- opinionens holdning må følgende citater tjene:

13

La dr?ite n 'est pas seule en juillet 1940 ase ranger derriere le marechal Petain : tant6t par conviction raisonnee , tant6t par resignation , la grande majorite du pays lui donne son adhesion. (Rene Remond) (14)

Les semaines qui suivirent l'armistice furent marquees par.une cei:-taine euphorie; . . • en zone "libre" la popu­lation ben1t le marechal de l'avoir preservee de l'occu­pant; l'unanimite est presque totale pour le suivre. (Henri Michel) (15)

Le nouveau regime n ' etait pas davantage issu d'une ca­bale. J ' essaierai de montrer qu 'il a beneficie de l ' appui des masses et du concours de l 1elite. (Robert O. Paxton) (16)

Une proportion importante de Fran9ais ont mis, a ce moment, leur confiance en Petain ; si un referendum sin­cere avait pu etre etabli, si des sondages avaient exis­te, ils auraient revele un attachement profond a cet homme, juge planche de salut . (Alfred Sauvy) (17)

Jævnfør titlen på Henri Amouroux 's bog : 40 millions de Petainistes.

4, Opinionsproblemer i historieforskningen.

Vurderinger som ovenstående rejser en mængde metodiske problemer omkring påstande vedrørende fortidens opinion . (18) Jeg vil her tage to af disse op , nemlig: Hvordan ved vi noget om opinionen i fortiden? og Hvad kan vi slutte om opinionen i fortiden ud fra opinionsteorier, der er bygget til at forklare iagttagelser i nu­tiden?

Det er imidlertid ikke meningen her at behandle disse to spørgs­mål i bred almindelighed, men i konkret sammenhæng med opinionen 1 sidste halvår af 1940.

!~!~-~!!~~Er2~!~~~!·

Opinionsstudier beror på deduktion (i Sherlock Holmes' forstand), ikke udfra "samples" eller paneler, som hvis det drejer sig om en aktuel opinionsmåling, men udfra adfærdsfænomener (først og frem­•est af verbal art , men ikke udelukkende) der er os overleveret fra fortiden,

Det er bekvemt her at skelne mellem tre sociale niveauer hvor­fra kildematerialet kan stamme: 1 . Magthavernes niveau . 2 . Det medierende niveau . 3. Massernes niveau .

l , Magthavernes niveau . De formelle magthavere, dvs . de der insti­tutionelt er placeret som stat~magtens inkarnationer, omfatter i Frankrig i J940 Petain- regeringen og dens administration . Der

14

foreligger i relation til den to vigtige grupper af skriftlige kil­

der vedrørende opinionen. For det første regeringens egne offent­lige tilkendegivelser og udsagn om opinionen, f.eks. i taler af Petain, meddelel~er til pressen osv. For det andet det materiale

som statsadministrationen indsamlede om opinionen og rapporterede

videre til regeringen.

(Denne sidste gruppe af kilder omfatter principielt-rapporter fra Informations- og propagandaafdelingerne under informationsmini­steriet, som imidlertid først blev reorganiserede i juni 1941. Derudover omfatter den i de enkelte departementer rapporter fra politi- og andre myndigheder til præfekturerne, samt de ugentlige synteser som post- og telefonkontrollen udarbejdede på grundlag af brevcensur og telefonaflytning. Dette materiale danner basis for de månedlige rapporter om opinionen som præfekterne (i øvrigt siden Napoleonstiden) indsender til centraladministrationen. Hvor meget af dette materiale der i dag er tilgængeligt i arkiverne ved jeg ikke, En notits i Revue d'histoire de la deuxieme guerre mondiale, 64, 1966, p. 64-66 beretter at der for 1941 er mange lakuner i ma­terialet. Man kan formode at den administrative desorganisation i 1940 betyder at der for dette år er endnu flere. Det er mit håb at jeg på et senere tidspunkt kan få lejlighed til at foretage stu­dier i dette materiale.)

En anden gruppe af kilder udgøres af magthavernes adfærd. Her

spiller naturligvis propagandaformerne en stor rolle, når man vil drage slutninger om f.eks. regeringens opfattelse af opinionens tilstand. Men alle mulige andre former for verbal og især ikke verbal aktivitet kan bruges til følgeslutninger om magthavernes

formodninger om deres eget forhold til opinionen.

2. Det medierende niveau omfatter ikke alene massemedierne (presse, radio), hvis rolle det naturligvis kan være at formidle massernes synspunkter op til magthaverne, men hvis opgave det i 1940 først og

fremmest blev at formidle magthavernes ud t il masserne. Det omfat­ter også all e andre former for "intermediaires", hvoraf de institu­tionaliserede og "autoriserede", politiske partier, fagforeninger,

klubber og ligaer, ungdomsbevægelser osv. under normale omstændig­heder vil tiltrække sig den største opmærksomhed. Vichy-regimet undertrykker de kontroversielle organisationer. Kun organisationer som kirke, spejderbevægelser, sportsforeninger, Action Fran9aise

osv. får lov at fortsætte. Til erstatning prøver regimet at ind­rette nye "pressionsgrupper", hvis rolle det alene er at udøve pression på masserne, f.eks. La legion fran9aise des combattants,

Corporation paysanne osv. Da der således ikke er nogen fri "menings­dannelse" f or så vidt angår politiske, faglige og ideologiske for­

hold, kan man kun strejfvis og indirekte samle oplysninger af di­rekte interesse på dette område. Til gengæld kan man drage en del

15

indirekte slutninger, f.eks. ud fra visse polemiske udsagn eller informationer, der skal tjene til at bringe personer eller organi­sationer i miskredit, Et eksempel herpå er en pressemeddelelse fra

Agence-Havas, 11. august 1940, der informerer om et hemmeligt møde som C.G.T.(= fransk LO)'s ledelse har holdt, og hvor man har taget

afstand fra den tidligere andensekretær i C.G.T"Rene Belins ac­cept af at blive industri- og arbejdsminister i Petains regering.

Resultatet af den "prop" Petain-regeringen satte i den normale meningsdannelses kanaler blev naturligvis en langsom nydannelse af alternative kanaler: B.B.C.'s franske programmer, illegal presse, de Gaulles "Frie Franske", modstandsbevægelsens grupperinger repræ­senterer sådanne dannelser. Senere reorganiserede nogle af de op­løste organisationer sig på samme måde, f.eks. C.G.T. og S.F.I.O. P.C.F. fortsatte gennem hele 1940 som en hemmelig organisation,

der aktivt propaganderede mod Vichy-regeringen, og i øvrigt nød godt af en næsten velvillig tysk neutralitet (19). Med disse ny­dannelser er vi imidlertid på grænsen til det næste niveau. Bemær­kelsesværdigt er det dog at de mest institutionaliserede "modoffent­lige" dannelser hurtigt begynder at samle informationer om opinio­

nen af principielt samme art som dem regeringen får. Således fin­des i B.B.C.'s arkiver månedlige "Intelligence reports" om opinio­

nen i Frankrig. Disse synteser bygger især på fire typer af kil­der: Fransk og udenlandsk radio og presse, anonyme breve fra fran­ske lyttere og breve opsnappet af den engelske brevkontrol, inter­views med flygtninge fra Frankrig og endelig meddelelser fra agen­ter i Frankrig.

En fejl som ofte begås i f orbindelse med på stande om opinion er

den at opfatte pressen (f. eks. en avis' ledere) som loyalt udtryk for opinionen. Det er hyppigere tilfældet at pressen søger at skabe en opinion end at den søger at udtrykke den. Dette er endnu mere tilfældet i totalitære og autoritære politiske r egimer som Vichy.

På grund af de ekstraordinære forhold , kan man heller ikke drage slutninger på grundlag af pressens oplagstal eller antal af radio­lyttere. Hvad det første angår, e r der et fald for den nationale

presses vedkommende, som kan skyldes at interessen for dens patent­meninger var ringe, men også de ekstraordinære distributionsforhold (de to zoner). Den lokale presse blomstrede, men forklaringen her­

på er nok at befolkningen lokalt var nødt til at holde sig .velund~r­

rettet om alle mulige praktiske forhold: rationeringer, r estriktio-

16

ner, tilbud osv. Radiolytternes antal kan ikke måles. Man.har i­midlertid mange indirekte vidnesbyrd om at lytterantallet på de engelske og schweiziske stationer var meget højt: antallet af lyt­terbreve, vidnesbyrd, forbud mod aflytning af disse radioer, pla­ner om konfiskationer af alle radioapparater i visse områder, lyt­terenqu~ter foretaget efter krigen.

(Talmateriale foreligger i to tilfælde. For det fØTste ved man at B.B.C., der havde startet en fransk nyhedstjeneste i 1938 var meget aflyttet i Frankrig under la dr6le de guerre fordi dens ny­hedstjeneste var hurtig, pålidelig og ucensureret for så vidt angik nyheder om krigens gang. Den franske radio var derimod langsom og upålidelig på grund af en skrap censur. I perioden januar-juni 1940 modtog B.B.C. 3.600 lytterbreve fra Frankrig. Efter befriel­sen, hvor stationens lyttertal lå på sit højeste efter alle vidnes­byrd at dømme, fik man i august-december 1944 2.450, i 1945 7 .100 . og januar-april 1946 2.000. Men i de 28 måneder fra nederlaget til den totale besættelse af Frankrig i november 1942, hvor det endnu var muligt at få et brev ud, enten ved censurens velvilje eller smuglet med en "forretningsrejsende" til Schweiz eller Spanien, fik B.B.C. ca. 3.000 breve fra Frankrig. Vanskelighederne og faren ta­get i betragtning, er dette tal trods alt så stort, at man må regne med aflytningstal mindst på størrelse med 39-40 eller 44-46, hv~r lyttertallene til de mest aflyttede nyhedsudsendelser løber op i millioner.

For det andet har man efter krigen kunnet foretage enqu~ter om aflytningsprocenter. Disse viser at 73 pct. af· de svarende har lyttet til B.B.C. , heraf 52 pct. hyppigt, og 43,5 pct. til Radio­Sottens (Schweiz), hvoraf 25 pct. hyppigt. Procenterne er natur­ligvis afhængige af modta~eforholdene, der er delvis komplementære for de to stationer . (20))

3. Massernes niveau er det vanskeligste at danne sig en velbegrun­det opfattelse af, og det er netop denne vanskelighed som opinions­målinger og enqu~ter siden 30'erne har søgt at bøde på, ligesom de siden krigen i mange lande stedse hyppigere forekommende folkeaf­stemninger er et resultat af magthavernes behov for mere artikule­rede udtryk for opinionen end valg kan give. Ingen af disse insti­tutioner var imidlertid i funktion i Frankrig i 1940. I.F.O.P. var startet før krigen, men var allerede under la dr6le de guerre blevet standset af regeringen (der heller ikke selv ønskede at udnytte et tilbud fra grundlæggeren om at måle opinionen). Valg var sidst af­holdt i 1936, og parlamentet var i 1940 ikke mere repræsentativt for opinionen. Det Folkefrontsflertal, der havde valgt det, var væk, kommunisterne var forbudt ved lov, et stort antal parlaments­medlemmer var på flugt eller på anden måde ude af spillet, da man d. 10. juli 1940 overdrog Petain magten. I øvrigt følte de knap 570, der stemte for (3/5 af de valgte) sig under pres af franske højreorganisationer og de tyske tropper. Hvad angår folkeafstem-

17

ning , fandtes institutionen i kke , og kun på et hængende hår opnåede en gruppe deputerede at f å indføjet or dene "La Constitution sera ratifiee par la Nation" i l oven, der bemyndigede Petain til at ud­arbejde en ny forfatning.

Tilbage står t o typer af kilder, nemlig individuelle udsagn og adfærd eller handlinger, og det er hi st orikerens opgave at fortolke disse og argumentere f or , at de lader s i g tage til indtægt for kol­lektive opinionsfænomene r.

De individuelle udsagn kan dels være meningstilkendegivelser, som man af den ene eller den anden grund kan antage som repræsente­rende en større eller mindre gruppes mening. Drejer det sig om Vichy 1940 , har en rækl<e historikere således brugt fremtrædende per­soners dagbøger eller memoirer som kilder til opinionen , f.eks. Gides dagbog , hvori der udtrykkes en art selvransagende ruelse, som tages til indtægt for en passiv støtte til Vichy, Claudels dagbog, hvori forfatteren gusser sig over at det nu tager en ende med par­lamentarisme, frimurere og skolelærere, eller Valerys og Mauriacs hyldest til Petain. Men også de Gaulles memoirer, hvor der harcel­leres over eliten: "aucun hornme public n ' eleva la voix pour condam­ner l'armistice." (21)

Det er klart at et sådant materiale er for spinkelt. Selv om man antager at f orfattere og andre store personligheder skulle være udstyret med en særlig evne til at føle tidens anonyme og uperson­lige "ånd" og give den udtryk, er det dog diskutabelt at anvende de nævnte udsagn som entydige udsagn om opinionen. Claude!, der er stærkt proengelsk, er også kritisk i sin dagbog, og sammenligner Frankrig med en luder, der sælger sig til Tyskland. Mauriac og Valery kan have "urene hensigter" med deres hyldest (forfattere skal også leve, og Claude! skrev vist rent faktisk et hyldestdigt til Petain som betaling for en personlig fordel for et familiemed­lem), de Gaulles memoirer er gennemsyret af mytedannelser.

Mere interessante er tilkendegivelser af meninger der har en vis spontan og modepræget art, dvs. er virkelige massefænomener. Her synes at foreligge to bemærkelsesværdige kildegrupper. For det første de ca. 3.000 anonyme breve til B.B.C., hvoraf knap 500 fra 1940. De er et reelt massefænomen, om end naturligvis ensidige i deres tendens. De omtales nærmere nedenfor. Et lignende massefæ­nomen med modsat fortegn har eksisteret i form af breve til Petain. Samtidig presse oplyser at antallet af breve til marskallen i 1940 lå omkr. 2 .000 pr. dag. og at han i december 1940 modtog 100.000

18

breve . Ikke alle disse har været "fan-breve", for et par stykker

med meget voldsomme angreb på Petains politik er blevet sendt i kopi til B.B.C. En ikke ringe del har formentlig været bønskrif­ter , forespørgsler om krigsfanger osv. En del hidrører fra arran­gerede brevkampagner i skolerne, f.eks . ved en lejlighed, hvor der blev organiseret en børnetegningskampagne til glæde for marskallen . I øvrigt ved jeg ikke om disse breve helt eller delvi·s er bevaret

i arkiverne , men håber at kunne få det opklaret og komme til at

studere dem. Andre lignende materialesamlinger kan tænkes bragt for dagen ,

bl.a. må den schweiziske Radio-Sottens i lighed med B.B.C. have modtaget lyttertilkendegivelser. Det spørgsmål har jeg ikke under-

søgt. Af interesse kan også vurderinger af opinionen fra private være.

I brevmaterialet fra B. B. C. findes en del udsagn om at "flertallet", "alle franske sjæle", alle 180 på en arbejdsplads , 70 pct. , 90 pct.,

95 pct . eller 98 pct. støtter de Gaulle og England. En enkelt ta­ler om at Frankrig er delt i to lejre, en for Petain , en for de Gaulle og England, hvoraf den sidste er størst , men fraråder direkte angreb på Petain i radioen. Denne bemærkning vender ofte tilbage

i korrespondancerne og dens betydning bekræftes af efterkrigsen-

qu~ten:

Si une reserve - et une seule - se fait jour_a l'eg~rd de la radio de Londres, c'est en raison de son 1ntr~ns1geance envers le marechal Petain. Des que ce dern~er est en cause , le consensus est rompu: 31 p.c. des q~estionnes jugent les emissions trop defavorables au vainqueur de Ver­dun, alors que 30,5 p . c. le s approuvent. (22)

Enqueter om opinionen bagefter er tvivlsomme i mange henseender. Alt tyder på at "le fait accompli , l'interet se perd". I stedet for reelle oplysninger får man alle mulige senere hensyn og fejl­huskninger med i materialet . Der kan dog være en interesse i at kunne a f sløre bestemte systematiske tendenser i materialet, som

f.eks . "trofastheden" mod Petain. Den vigtigste tilgang til opinionen på masseniveau er ofte ad­

færd og handlinger . Revolutioner , borgerlige uroligheder , gue­

rillakrige , spontane massestrejker , som i Danmark i l944 eller i Polen for nylig , er naturligvis talende manifestationer af opinion.

Men også stereotype og symbolske ceremonier kan blive betydnings­

ladede , f . eks . 14 . juli og 11. november i Frankrig under krigen . De er dog få i 1940. For så vidt angår de ceremonier, der udspil-

19

ler sig omkring Petains person, "bains de foule" på rejser og lign . er udsagnene om deres spontane karakter modstridende. I visse til­fælde er skoleklasser med deres lærere , spejdertroppe osv . blevet udkommanderet , i andre hævder deltagere at have mødt op spontant.

Mest sigende er den slags fænomener imidlertid, hvis der er tale

om en afvisende holdning : blive hjemme, isnende tavshed , rådne æg, som kræver en langt mere organiseret opinion og er langt farligere end blot at stille sig op og glo.

For alle disse former for kilder gælder at de ikke tillader kvantif icering . Historikeren er her i samme situation som arkæo­logen , der finder en møntskat i jorden. Den kan oplyse ham om handelsforbindelser , relativ rigdom osv . , men vil aldrig kunne danne basis for noget kvalificeret udsagn om den cirkulerende pen­gemængde i samfundet . Af samme grunde kan en opinionsforsker ktL~ udtale sig om meningers indhold, vandringer , frekvens i fundmate ­rialet, men aldrig om majoriteter og minoriteter . Som advarende eksempel kan her maj- juni 68 tjene . Mange troede i maj 68 at det tavse flertal havde fået stemme og nu hævede den mod gaullismen. Mange troede i begyndelsen af juni at det tavse flertal med gaul­listdemonstrationen nu satte tingene på plads . Ved valget d , 23 ,

juni var det dog kun ca . 2,5 pct . af vælgerne eller 600 . 000 der vandrede fra venstre til højre , og hverken "la majorite" (gaulli­ster + støtter) eller venstrefløjen fik flertallet af vælgere (el . de afgivne stemmer) .

På denne baggrund må påstande som de ovenfor under 3. citerede, der jo opererer med "la grande majorite", "l ' unanimite presque

totale" , "l ' appui des masses" "referendum. "sondages". (qui) au­

raient revele un attachement profond a cet homme ", siges at være mere mytiske end historiske.

1~g~_Q2!~!2~~!~2~!~~·

Det andet problem jeg ville diskutere i dette afsnit vedrører bru­gen af opinionsteoretiske antagelser. Det er især to forhold,

der interesserer mig i denne forbindelse : opinionsstruktur og opi­nionsdannelsens forløb .

1. Opinionsstruktur . Meningsmålinger og enqueter har tendens til at give os en lidt indsnævret opfattelse af opinion , som noget der vedrører procenter af ~ - nej - ved ikke omkring et specifikt og

artikuleret udsag~, på hvilket de adspurgte måske aldrig ville have ofret en tanke , hvis ikke de lige var blevet spurgt .

20

Opinionshi storikeren , e r me r e interesseret i opinionsstr.uktur er , holdninger , opinionsklimaer, fænomen er som kunne g ive e l ler r ent faktisk giver sig udslag i handlinger (eller undl adelse af hand­linger (23) ) , som medieret eller umedieret influerer på magthaver­nes beslutninger, og som de gennem p r opaganda og andet prøver at

påvirke. Springet fra rækker af individuelle meninger til opinion , som

er et kollektivt og forholdsvis uart ikuleret fænomen , sker via gruppen. Det er i g rupper meningsdannelsen foregå r, og det er her

opinionsførerne optræder. Forskellige grupper har forskellige f ormål : underhol dende,

sportslige, faglige , politiske, praktiske . Deres evne til at "kol­lektivere" individuelle meninger , vil afhænge af deres primære

formål: sportsklubber er mest egnede til meningsdannelse omkring landsholdet, mindre til faglige spørgsmål. Men sager kan være så " store" , at de s kaber diskuss ion næsten overalt.

Alt tyder på a t disse primærgrupper har størst betydning for meningsdannelsen, hvis de vel at mærke tager et givet problem op. Først i anden række kommer medierne, der til gengæld kan dominere meningsdannelsen, hvis ikke primærgrupperne diskuterer et spørgs­mål. Tredie prioritet i meningsdannelsen har folks egne oplevelser ved selvs yn.

Anvender man disse hypoteser på situationen i 19 40, må man sige at Petains mulighed for at påvirke opi nionen til sin fordel gennem propaganda i medierne, dels afhang af om han kunne skaffe sig et informationsmonopol (hvad han ikke kunne på grund af udenlands k

radio), dels af om han kunne forhindre primærgrupperne i a t disku­tere de relevante spørgsmål. Dette prøvede han som sagt ved at opløse politiske, fagli ge og andre gruppe ringer, hvor disse spørgs­mål blev diskuteret. Men han gik ikke (modsat hvad man gør i tota­litære stater) til angreb på grupper , hvori spørgsmål vedr. hans

politik kun ville blive diskuteret sekundært, f.eks . ungdomsfore­ninger .

Alt tyder på at det ikke lykkedes Petain at forhindre primær­grupperne i at bearbejde opinionen . Tværtimod synes hans forbud

mod de eksisterende at have skabt nye grupper , centreret omkring de udenlandske radioudsendel ser og hvor opinionsdannelsen foregik på egne betingelser. Talrige vidnesbyrd (herunder regeringens

forbud) attesterer at folk samlede sig hjemme, i cafe'er og i som­meren 1940 på gaderne for at lytte til og diskutere de engelske

21

radioudsendelser. Lyttere fortæller i breve til radioen, at de

kolporterer nyheder og meninger til dem, der ikke kan høre radio.

Der dannes hemmelige foreninger med mærker og tegn (V-tegn, Lor­raine-kors, endog en sikkerhedsnål i knaphullet) , slogans som

"Radio-Paris ment" cirkulerer fra mund til mund. Nogle af de før­

ste illegale bladgrupper opstår med det formål at cirkulere B.B.C.­nyt osv. De Gaulles taler gør ham til opinionsleder . (24)

Meninger er ikke enligtstående udsagn, men samler sig i struk­turer og holdninger, som det er meget vanskeligt at ændre og op­løse med nye meninger. Det påstås at man ikke kan få en hypnoti­seret til at foretage sig handlinger som vedkommende i vågen til­stand ville føle moralsk afsky for. Hvad enten det ru er sandt eller ikke, så passer noget lignende på opinionsdannelsen. Menin­

ger som ikke passer ind i de hos en person eller i en gruppe eks i­sterende holdninger og meningsstrukturer bliver benægtet , fortrængt, omfortolket eller overset, så de bliver til at leve med. Det er derfor meget vanskeligt at indoktrinere effektivt for så vidt an­går centrale holdningsmæssige spørgsmål .

Man må ikke tro at opinionslederen her har det lettere end pro­pagandaministeren. Den danske opinionshistoriker Niels Thomsen sammenligner opinionslederen med et klokkefår (25) . Det må gerne gå f oran og vise vej med klokken . Men kun så længe det går den

vej flokken vil . Med andre ord - opinions lederen kan få lov til at informere gruppen om nye ting, han kan få lov at formulere en

konklusion på en diskussion eller give udtryk for gruppens artiku­lerede mening udadtil. Men han kan ikke "røvrende" gruppen . Grup­pen vil gerne høre på så længe han siger det gruppen gerne vil høre.

Der er derfor med udgangspunkt i opinionsteorien god grund til at antage at Petain- styret med sin propaganda iser overbeviste dem , der i forvejen var overbevist. Organiserede , fagligt bevidste ar­be j dere, radikale skolelærere, inkarnerede socialister, kvindesags­bevidste kvinder , næstekærlige kristne har ikke fra maj 1940 til

juli 1940 skiftet mening om alle centrale spørgsmål i deres menings­struktur vedrørende klassekamp, kristendom, økonomiske reformer, kvindens ligestil ling eller jødernes ligeværdighed, fordi propagan­

daen og Petain pludselig fortalte dem noget andet . Ganske vist er der altid i enhver usædvanlig konjunktur medløbere (f . eks. de 600 . 000 vælgere i 1968, eller den halve million arbejdere der eft er Folke­frontsstrejken i 1936 meldte sig ind i fagforeningerne og atter gled ud i 1937-38), men disse labile grupper er altid marginale. Et be-

22

tydeligt skift i opinionen tager tid, hvis det vedrører fundamen­

tale forhold. Den relative trofasthed mod Petain, som opinionsundersøgelser

som omtalt ovenfor har vist længe efter krigen er da også et fæno­men, der passer godt med en stabil opinionsteori . I 1940 var Pe­tain en kendt og forholdsvis agtet skikkelse, selv til venstre: han havde ry for social forståelse og havde aldrig politiseret åbenlyst. Opinionen omkring Petain som person var altså overvejende positiv . Efterhånden opstod en "dissonans" mellem meningen om Petain, og meningerne om hvad han gjorde - eller "hvad der blev gjort i hans navn, måske uden hans vidende". L'armistice, 1 1Etat fran9ais, La Revolution nationale og la Collaboration ændrer ikke en favorabel mening om Petain, selv hos personer der hævder aktivt at have ydet modstand mod disse fænomener. En så stor trofasthed mod en en gang dannet opfattelse kan ikke forklares inden for den samme teori, som skal forklare en total vending fra maj til juli 1940 i opinionen vedrørende krigen, republikken, dens idealer og alliancen med Eng­

land.

2. Meningsdannelsens forløb. Herbert Tingsten, mangeårig chefredak­tør for Dagens Nyheter , har engang beskrevet sine erfaringer om opi­nionsdannelsens forløb, ved at sammenligne den med et skuespil i fem akter: 1. Initiativet: Et nyt problem rejses/dukker op . 2. For­virringen: Problemet skal placeres i den eksisterende opinionsstruk­tur. 3. Krystalliseringen: Grupperne finder efterhånden ud af at få sorteret pro et contra . 4. Beslutningen: Grupperne har nu bear­bejdet problemet og kan tage stilling. 5. Ensretningen: En ny me­ningsstruktur er dannet, problemet er ophørt at være problem , er blevet rutine. (26)

Denne model passer meget godt på forløbet i Frankrig 1940 og de efterfølgende år . Nederlaget og våbenstilstanden var chokerende begivenheder, der skulle bearbejdes. Opinionen kendte ikke noget til den strid, der havde stået i regeringen, og som først de Gaulles appel bragte ud til den. Men denne appel var begrænset i sit sigte, nemlig til militæret uden for Frankrig, og blev først kendt i bre­dere kredse ved de reaktioner, den a ffødte i pressen. Få har hørt den direkte selv om den blev bragt i B.B.C. 's bedste sendetid til Frankrig (27), og endnu færre har sikkert umiddelbart opfattet dens præcisere strategiske mening.

Endnu inden befolkningen var kommet ud over den første forvirring greb imidlertid den lille gruppe af militære og højreorienterede

23

politikere magten og tog en række nye initiativer ud fra deres præ­etablerede forklaringer på hvad der var galt med det franske sam­

fund . Dette skabte ny forvirring. Glemmes må heller ikke den mate­rielle forvirring, de~ herskede: flygtninge, kaos, forsyningsproble­mer. De kunne nok umiddelbart overskygge den nationale revolution. Endelig kom frygten for tyskerne og for fremtiden: havde England vilje og evne til at fortsætte krigen? Først langsomt og med van­skelighed sker krystalliseringen: regimet slog jo primærgrupperne itu og udsatte befolkningen for en intens propaganda . Midler til at give sin eventuelle opposition åbent udtryk gaves ikke, hvilket nogle (men ikke f.eks. P. C.F.) måske fandt forståeligt med fjenden i landet. Men e silentio kan man ikke slutte at store dele af be­folkningen ændrede deres meningsstruktur under krystalliseringspro­cessen. Krystalliseringsprocessen må være i gang på begge sider, for og imod Vichy.

5. Brevene til B.B.C.

De her skitserede strukturer og udviklinger bekræftes af materialet i B. B.C, 's arkiver, nemlig dels efterretningsrapporter om opinionen, dels og især de anonyme breve, En nøjere gennemgang og analyse af disse kilder er ikke mulig her. Fremhæves skal det blot, at de na­turligvis ikke i sig selv tillader kvantitative påstande om opini­onsforholdene i 1940, men at de til gengæld afslører en del kvali­tative, Her er nogle hovedpunkter:

Materialet domineres af brevskrivere tilhørende middelklassen, overvejende af centrum- højre observans politisk set, og overvejende katolske, Bønder og arbejdere er svagt repræsenteret , sandsynligvis fordi manglende skolekundskaber og tradition for brevskrivning og vanskelighederne med at ekspedere brevene (mange, og alle fra den besatte zone, er smuglet ud) udgjorde for store hindringer. Som identificerbare større erhvervsgrupper fremstår især lærerne og en del andre offentligt ansatte, men også kontorfolk og skoleelever er der mange af. Den største gruppe er dog kvinder ude af erhverv. I det hele taget er kvinderne i flertal blandt brevskriverne. På grund af krigsfangernes fravær er de jo også i klart overtal i na­tionen. Måske har de også været -mere vant til at føre pennen.

Det er interessant at brevskriverne således overvejende findes i sociale grupper, som man måske umiddelbart kunne vente ville hælde til Vichys nationale revolution, hvis denne virkelig havde bred op­bakning i befolkningen.

24

Indholdsmœssigt f0lger brevene en kurve, der svarer til·den oven for beskrevne. Den f0rste reaktion efter vâbenstilstanden er for­virret : sorg,skuffelse, skam, men ogsâ lejlighedsvis modstandsvilje. Efter nogen tid dukker diskussioner op : skylden er de militœre og politiske lederes eller selve regeringsformen . Men det er ikke en autoritœr stat, derimod et engelsk demokrati brevskriverne 0nsker til erstatning.

Vichys politiske initiativer vœkker uvilje og skam: j0destatutten eller skueprocessen mod de gamle politikere: Daladier, Reynaud, Léon Blum osv., hele den moralske og autoritœre tone. Skam vœkker det ogsâ , at Vichy svigter den gamle allierede, England . Hadet mod tyskerne er usvœkket. Efterhânden som det gâr op for befolkningen at Vichy ingen beskyttelse kan yde imod dem og at vâbenstilstanden altsâ er et virkningsl0st papir, dukker sp0rgsmâlet om Pétains til­regnelighed op. Forrœder har man svœrt ved at kalde ham, men ikke Laval. Befolkningens forstâelse af at det er tyskernes udbytning, ikke den engelske blokade (der i 1940 var ganske ineffektiv for Mid­delhavets vedkommende), der isœr forvœrrer mangelsituationen, er voksende. Samarbejdspolitikken vœkker direkte forfœrdelse: "Nous savons ce que veut dire collaboration en Allemand! cela veut dire: écrasement de la France et de tous les Français ...• Non, nous ne voulons pas collaborer" skriver en pariser 21.12 .1940.

I 0vrigt henvises til brevene i appendiks.

6. Konklusion.

Konklusionen pâ denne lille, overvejende metodeorienterede gennem­gang af opinionsproblemet 1940 er at der hverken kildemœssigt eller pâ baggrund af alm~opinionserfaringer er god basis for at argu­mentere for en kraftig opin~onsst0tte til Pétain og hans politik 1

1940, og dermed for at antage nogle vœldige omsving i opinionen om­kring juni 1940 og igen i 1943-44. Alt taler for at Pétain havde aktiv st0tte 1 en lille, traditionalistisk fraktion af opinionen i

1940, nemlig den der var prœget af militœr, h0jkirkelig og maurras­siansk (Action Française) ideologi. Dertil kom en vis st0tte fra en teknokratisk elite , der 11mskede at "rydde op" og reorganisere, og som her sâ deres chance , i r;wrigt uden at have st0rre sympati for la révolution nationale (politikeren Laval og fagforeningslede­ren Belin er eksempler herpâ). Hverken fascistiske (der fandt Pé­tain "pépère") eller gallikansk- katolske middelstandskredse synes

25 at have st0ttet ham. fagbevœgelse.

Endnu mindre kommunister , socialister eller

Argumenterne for denne opfattelse er bl.a. f 0lgende:

;td~~ne~eÎ~g~~;!~~ !tv~~~~-~~g~~!~g~~nr~nd~emâ~e, der tyder pâ imod er det et stadigt tilbagevendende te~aia~p~nf~~en; tvœrt­~~g!~~!a~ldrages; pro~agandaen og forbud mod opi~io~~~=~=~d!yg

oner peger i samme retning.

- de medierende instansers rolle reduceres til at t 1 og pressionsmi"dler f vœre a er0r or magthaverne· deres velvilli d kan ikke tages til indtœgt for nog~n bred opinions~s~i~a~kning. - der er heller ikke 1 den meni f km ~e meningstilkendegivelser grunâ~agr;~: a~n~v~dfœ~d eller spred-raz-de-marée"; det er vœsentligt f 1 1 e e opinionsmœ~sigt

tavshed, samt en umiskend . orv.rr ngen og den pâtvun~e som krigshelt der er ble~l~gt pa~riotisk sympati over for P ain til B.B.C. er'tvœrtimod inâic age som st0tte og akcept. Brevene stand mod "pétainismen" og Vi;~. om en udbredt og voksende mod-

De nye problemer omkring vâbenstilstanden, den nationale revolution samarbejdspolitikken og bruddet med England blev indarbejdet 1 de , eksisterende meningsstrukturer uden at afstedkomme de store omlej­r~nger. Opinionen forblev stabil i de centrale sp0rgsmâl. Men for­v1rringens tid blev forholdsvis lang, fordi problemerne var store og vidt~kkende, fordi mange momenter, f.eks. sympatien for Pétain, skabte dissonanser , og ikke mindst fordi regimet satsede pâ at dre­je ~g manipulere opinionen, et forhold, der g0r det vanskeligt for os i dag klart at overskue, hvad der er foregâet, men som dog ikke b0r fordunkle, at der i 1940 ikke er vidnesbyrd om aktiv flertals­st0tte til Pétains politik, og at der findes en bred opinionsstr0ffi­ning imod hans politik.

Det er ikke helt s~ let P't d som e ain og nogle historikere har troet

at opkaste sig til opinionsleder .

z. Appendiks.

Som appendiks aftrykkes seks anonyme breve til B. B.C., der reprœ­senterer forskellige momenter i opinionsdannelsen i sornmeren 1940 .

~~r 1: Re~rœsenterer :n slags pendant til de Gaulles appel den 18. • ~en i 0nske~amkningens form . En evakuering af un e fransk­

lllllllld ville vœre uigennemf0rlig og i 0vrigt uden militœrginteresse ~~dh~~fÎ~d ~~~gledfditl940 var materiel og kapital til at skaff~ blot skulle't!deepâf a er som man alligevel ikke kunne bevœbne og

c~ ~I~i~~ent d~ mF'étre rappo:té que le Maréchal Pétain avait annon-1 i que a rance devait cesser le combat et accepter les

ex gences de l ' ennemi .

26

Certes nous savons tous que nos armées ont subi les pires échecs, n~us savons que nos soldats sont à bout de force, que le matériel fait défaut . Cependant, nous avons conclu avec la Grande Bretagne un traité que nous sommes déterminés à respecter .

En conséquence , quelque soit l ' attitude observée par le gouverne­ment Français, il importe avant tout que la jeunesse ~t l ' Ar~ée Françaises ne tombent pas aux mains des boches . Aussi.souhaitons. nous que l ' Angleterre passe un appel public aux Français , aux Vrais Français que ne veul ent à aucun prix ente~dre de capi~~lati?n d~ la France, appel par lequel chaque homme valide saura qu il doit s ap-prêter à partir pour la Grande Bretagne~ . .

Le rôle des Anglais consistera donc a venir prendre dans les ports de France qui ne sont pas tombés aux mains de l ' ennemi les Français qui désireraient servir dans l ' Armée Française de Grande Bretagne . De cette manière nous pourrons remplir notre engagement et sur les champs de bataille, face à l ' ennemi, pourrons - nous hurler: Vive l a France , Vive l ' Angleterre . " (20.6.1940)

Brev 2 : Efter hândskrift og ortografi skrevet af en œldre , U0vet kvinde. Hun lœgger skylden for nederlaget pâ de militœre (og poli­tiske?) ledere.

Saône- et-Loire 27 . 7 .1940

"Ce n ' est non sans peine que je viens confier nos misères au peuple Britanique . Depuis un mois que de choses se sont passer ~n France Asservi s par 1 Allemagne Nazie nous n'avons plus le droit de dirent ni d agirent selon nos desirs , que que nous sommes mena­çes de Gestapo la vie devient indigne en notre pays. Et nos chefs ou nous ont- ils conduits? Sans un mot , sans un regard pour le peuple qui souffre ! Ils nous ont livrer a ~ ennemi .. Et que de larmes ameres j ai verse en ecoutant la radio Française accusé le peuple Anglais d ennemi erréditaire.

Mais à tous ces malheurs qui sabbattent sur nous un rayon d'es­perance jaillit d'un autre coin du monde . Les valereux soldats . allies avec la colaboration du General de Gaulle que tout Français recconnait comme seul et vrai chef de la France libre versent vaillarnant leur sang Pour reconstituer la liberté des peuples . Dieu l ui même jugera de cet acte de Bravoure . En couronnant le~r front des lauriers sacrés . Il faut prier sans cesse pour obtenir et i l n y a que ceux qui croient en Dieu qui peuvent esperer de sa bonté Divine . Ensembles il nous fera triompher. Ensembles nous resterons de vrais et bons amis .

Vive l ' Angleterre Vive la France Vive ses Allies

Que Dieu vous benissent "

Brev 3 : Brev fra en kvinde i den "frie " zo~e , ~er udtrykker sin. sorg over den tabte frihed og appellerer t i l sine meds0stre om l

b0rneopdragelsen at s0rge for at videregi ve " l ' âme de la France" og modarbejde nazismens forgivelse af hjernerne .

5 aoüt 1940 S . O. S.

"Ce message de fidèle amitié vous vient de ce qui reste de cette France que les All emands appelent "libre" a l ors qu'elle est

27

déja plongée dans les ténebres, que la misere et la contrainte peu a peu l ' é?rasent ~t que l ' avenir s'annonce plus sombre encore.

Notre dernier espoir, sachez le bien , est en vous seuls amis ~ · A~gleterre et en vous Français serrés autour du général de Gaull e a 1 ombre de notre drapeau . Vous seuls par la victoire finale pouv~z encore nous libérer de l ' esclavage Nazi et sauver notre idéal de liberté et de fraternité .

Toute notre chaleur de vie sans cesse vous rejoint pour grandir votre courage et votre énergie.

Ce message.est aussi une requête. Vous pouvez seuls par votre T . ~ . F. commun~quer avec.nos so~urs prisonnieres de la zone occupée, faites ~eur.dire l'angoisse qui nous tenaille en leur lisant les mots qui suivent.

Françaises, je suis une femme du berceau de la France et vous êtes mes soeurs, e~ d'autant plus étroitement que vous souffrez là - bas dans ce Paris, dans ces départements devastés où ma ville natale est en ruines .

Les hommes ont courbé la tête, vous seules pouvez encore fière­ment dresser le front devant l'envahisseur souillé du sang de nos soldats.

Vous êtes vraiment, sachez le bien, le seul trésor qui nous reste . Il e~t au profond de vous- même: c'est l'âme de la France. De vos entrailles vont germer les hommes de demain. Sachez mode~er un peu de cette âme pour chacun de vos enfants .

Si l ' on peu~ par m~lheur et perfidie nazifier pour un temps les c~rveaux, ~l serait atroce nazifier l'hérédité, car l'hérédité organ~que est a la base de l'hérédité sociale et ce serait à jamais détruire notre pays.

Sachez lutter par la sagesse et par l'amour -Votre sagesse est déja un acier trempé par l'indignation la

honte, l'immense solitude et les larmes. ' . Quant à l'.amour! . . Depuis trop de mois vous en faites l'hor­

rible économie pour ne pas être généreuses . A ceux qui reviennent , à ceux qui survivent et à eux seuls

aux hommes de notre patrie, vous saurez le donner immensément' cet amour et , g~âce a votre divine puissance, mes soeurff, comme aux plus beaux Jours, rayonnera le vrai visage de la France dans le visage de chacun des enfants de chez nous.

Note: T. S.F . : radio (télégraphie sans fil)

Brev 4: Uddrag af et 10 sider langt brev fra en alsacien , der har kunnet rejse til Basel i forretnings0jemed. Fransk er ikke hans modersmâl. Alsace blev indlemmet i "das Reich" i 1940 samrnen med den del af Lor:aine, der 1871-1918 havde vœret annekteret af Tysk­land. Brevskriveren fremhœver betydningen af national enhed over spl~ttelsen i h0jre og venstre og formulerer en rœkke idéer og me~inger, som nœsten alle genfindes i den senere gaullisme: samar­beJde mellem arbejde og kapital, saglig, ikke-ideologisk behandling af 0konomiske sp0rgsmâl! respekt f?r flertallet, en f orfatning, hvor f lertallet er stabilt, Frankrigs rolle i verdenspolitikken som frihedens vogter . Un Français d'Alsace Bâle 16.8.1940

"Recommandation: Prière de transmettre à M. de Gaulle dont la t~nue_a un p~u diminuée notre sentiment de honte - pour le cas de victoire ceci: Nous avons aussi perdu parce que les Français ne formaient pas une nation , mais deux: la gauche et la droite avec

28

des montagnes de haine entre elles. Une armée dont les offici~rs, grosso modo , à droite se méfient de leurs homm~s, grosso m?do a gauche, et se méfient de leurs chefs ne vaut rien. Je crains - et cette crainte se justifie déjà maintenant par le résultat de mes entretiens personnelles - qu ' après la victoire on recherchera les causes des défaillances, bien entendu chez les communistes et les gauches, si on est droitier (Blum Front Populaire, Moscou! etc.) et chez les fascistes de droite (P.S . F., cagoulards, Tardieu, La­val, etc.) si l' on est de gauche. Ce danger sera la mort de la nation, si l'on ne peut pas le combattre. Si la classe possédante et s ' appauvrissante (perdant lentement sa fortune) ne p~ut pas se montrer digne du titre élite et du devoir de conduire - en confiance faite à la nation - l'existence sociale du peuple à un niveau ac­ceptable à la fin pour tout le monde - rien sera fait. Mais d ' as­surer son propre niveau d ' existence par la suppression de commu­niste(s) , syndicaliste(s) - est un acte purement négatif. De même le remplacement des représentants de l ' industrie par des ouvriers ou leurs délégués pour la conduite de la vie de la nation e(s)t un nonsens et acte de méfiance , négatif tout comme le premier . L' espoir des Français après la victoire est de trouver un système, je dirai presque un "truc" , système politique ou tout m~rche tout si:ul comme par enchantement . Si chacun ne sera pas empreigné du sentiment qu ' on aura besoin de toute bonne volonté - soit-elle chez les com­munistes (Jésus Christ l ' était) , soit- elle chez les P . S . F. - qu ' il faut avoir confiance en tout le monde - qu'il faut apprendre à tout le monde d'examiner une idée, une proposition , selon sa valeur réelle et non selon sa provenance (cela sent Moscou - ce n ' est rien - cela sent Rome, c ' est à rejeter, etc.) - qu ' il faut que toute la nation s ' incline devant une résolution prise (p.ex . pas saboter par une forte minorité la S.D .N., la sécurité collective -politique de la nation) afin que l'expérience voulu par la majorité puisse être conduite à sa fin pour avoir un résultat (vote parle­mentaire à gauche et effritement presque immédiatement vers la droite etc.,) qu'il faut que chacun veut servir sans bénéfice per­sonnel immédiate - nous allons sombrer sans aide possible . Et pour­tant jamais je n ' ai eu le sentiment aussi vif du besoin de liberté du monde entier et du besoin de notre nation pour le réaliser et plutôt pour en garder un peu , autant qu ' il faut pour respirer. Sans parl er de l ' esclavage politique s ' accentuant même dans les nations "libres", i l y a la dépendance toujours croissante de l ' in­dividu dans l ' organisation social. Sans la raison, sans l ' amour de la liberté , sans la conf iance mutuelle - sans la France, l 'Angle· terre cela me semble irréalisable . Mais hélas avant cela il faut vaincre . Que l'Angleterre tienne , nous le pensons chaque jour les larmes dans les yeux !!!!!! " Noter : P.S . F . = Parti social françai s , fascistisk parti i 30'erne.

cagoulards = medlemmer af la Cagoule, Action Française's kampgrupper .

S . D. N. = Société des Nations , Folkeforbundet . Tardieu, Laval : h0jr epolitikere i 30'erne .

Brev 5 : Kvinde (lœrerinde) , der skriver fra den besatte zoni:, og som benytter sit brev som efterretningsmeddelelse . Hun bliver "fast korrespondent " for B. B. C. (der er bevaret vel i alt 10 breve fra hende , mens et antal er blevet standset i censuren el ler gâet tabt undervejs) .

Allier 30.8.1940

29

"Je viens de passer deux mois dans la zone occupée et je puis vous dire que là bas la grande majorité de la population est en communi on d ' idées avec vous et désire votre victoire. Au début de l'occupa­tion.les opinions étaient un peu flottantes. Les boches étaient ou plutot s ' efforçaient d'être aimables, ils faisaient des grâces avec leur lo~rdeur habituelle. M~is leur rudesse et leur grossiéreté coutumieres n ' ont pas tardé a reparaitre en même temps que leur manque de tout. Défilés dans les rues des troupes revenant de l ' exercice en chantant à tue- tête. Interdiction à la population de Bordeaux de traverser la place de la Comédie au milieu de laquelle un immense drapeau à croix gammée est installé . Affiches apposées par centaines dans les rues représentant un soldat allemand tenant ~ans ses bras un enfant françai s et portant la suscription suivante: Mettez l'enfant sous la prot ection du soldat allemand". Le lende­

main ces affiches étaient en l ambeaux. Les vexations quotidiennes jointes à tant d 'autres que je passe sous silence ont fai t com­prendre à la population ce que vaut la "correction" de ces "Mes­s i eurs " . Ajoutez à cela que les magasins ont été envahis et déva­lisés contre "argent monnaie de singe" puisque le mark vaut 20 frs. et que chaque soldat en touche deux par jour. Les entrepôts de la Chambre de Commerce qui regorgeaient de marchandises ont été vidés comme sous l ' effet magique d ' une mauvaise fée. Des trains entiers ont emporté vers l ' Allemagne des marchandises de ravitaillement et des matières p~emières , Voici deux exemples de la sauvagerie de ces gens , Le premier vous est fourni par l ' avis ci- joint découpé dans un journal et qui est assez clair par lui- même. Il faut cependant ajouter que le Polonais en question a levé son bâton mais qu ' il n ' a touché aucun soldat. Le second est le suivant. Un jeune garçon de 15 ans habitant en face d'un bâtiment occupé par des Fritz tirait sur un chat avec sa fronde. Un caillou alla malheureusement casser une vitre du cantonnement . Grande fureur chez les teutons qui mirent l ' enfant en prison et l ' y maintiennent depuis un mois malgré la supplication des parents . Au fur et à mesure que les jours passent sans leur donner la victoire, les Boches sont plus hargneux et l a population plus confiante, plus gaie, plus décidée à tout supporter pour vous voir vaincre , Chacun de vos raids est attendu sans crainte et les r ésultats en sont commentés avec plaisir Au­cune confiance n ' est accordée aux communiqués allemands qui ~entent avec effronterie . En voici la preuve. Lorsque, il y a une quinzaine de jours vos avions sont venus bombarder les dépôts de pétrole de Pauillac et Ambès, le communiqué allemand a déclaré que les Anglais avaient essayé de survoler le territoire de la Gironde mais qu'ils n'avaient pu atteindre leurs objectifs . On ne pouvait nier l'évi­dence avec plus de toupet car pendant trois jours une immense co­lonne de fumée s'élevait et venait au dessus de Bordeaux. J ' ajoute que j 'ai vu les dégâts et que vos aviateurs sont à féliciter car ils ont fait un travail remarquable les bombes étant tombées exacte­ment sur les réservoirs . Voici quelques détails qui peuvent vous intéresser. Les boches ont fait cloturés ~ar des palissades de bois , hautes de 3 mètres tous les bassins a flot du port pour em­pêcher que l'on voie ce qui se passe derrière . On parle d ' une base de sous- marins . Les services mécaniques travaillent entièrement à la construction de radiaux et coupent des monceaux de liège pour en faire des ceintures de sauvetage. Les bateaux marchands se trouvant à quai (côté Bassins? . • • ) sont en travaux de camouflage et d ' installation pour transporter des troupes - il y a le "Mal­gache", l e "Ville de Metz ", l' "Ile d 'Aix" et 3 autres dont je n 'ai pas les noms . D' autre part , amarré contre le quai qui fait suite

30

en Place de s ( ... ?)et exactement dans l'axe de la statue qui s'y trouve, il y a le "Baudouinville" qui sert de logement aux officiers de la marine hitlérienne. Ces messieurs sont méfiants, ils ont peur de construire des tranchées sur le terre - plein à 50m. de leur bateau .

Nous attendons de votre victoire la libération. Nous souffrons de vous savoir en danger mais nous avons confiance, Dieu vous donne­ra la victoire ." Noter: argent monnaie de singe = den tyske kommando trykte sœrlige

marksedler som havde gyldighed i Frankrig og veksledes til tvangskursen 20 F = 1 M, hvilket var nœsten det dobbelte af markens kurs 1938.

Brev 6: ~ldre katolsk kvinde, der skriver fra den besatte zone. Brevet er typisk for en i disse kredse udbredt antitysk og proen­gelsk f0lelse og sammenstillingen af helten, de Gaulle.cg de kendte skytshelgener er karakteristisk . Le Havre 7 . 9 .1940

"J'ai l ' occasion d ' adresser une lettre en Angleterre et je de­mande à cette personne d ' avoir l'amabilité de faire suivre celle-ci .

Je veux vous dire toute la joie que nous éprouvons au Havre en écoutant la BBC principalement le soir à 20h.15. Vous avez certaine ment appris par des voix plus autorisées que la mienne tout le ré­confort que vous nous donnez mais je ne pui s résister à l'occasion qui se présente pour vous en remercier.

Nous avons le coeur bien gros lorsque nous entendons les avions passer pour bombarder l'Angleterre car nous savons par expérience combien ces bombardements sont pénibles à supporter principalement la nuit , et quels ravages ils font.

Nous sommes convaincus que ces raids quotidiens ne parviennent pas à ébranler le moral de nos amis Anglais et nous mettons tout notre espoir en eux et en le Général de Gaulle . Ce dernier a été la lueur d'espoir au cours de notre évacuation de Juin pendant les durs moments de l ' armistice .

Je n'ose m'adresser directement à ce grand Français pour lui dire combien nous avons confiance en sa promesse de nous délivrer un jour mais je vous prie d ' être mon interprête auprès des officiers et soldats que vous connaissez pour les assurer que nous pensons beaucoup à eux et que nous prions bien ardemment Dieu et la Ste. Vierge de les protéger. Il me vient souvent à l ' esprit cette sup­plication jaillie du coeur d ' un vieux curé d ' un pauvre petit port de pêche le soir de l ' armistice: "Mon Dieu maudissez nos ennemis et donnez la victoire à l ' Angleterre par l'intercession de St . Georges et la libération de la France par celle de Ste . Jeanne d'Arc."

Nous ne savons ce qui nous attend au Havre principalement pour ceux qui comme nous habitent près de l ' entrée du port, mais nous sommes prêts à tout pour l a victoire de nos deux pays . Nous accueil lons avec joie la visite des avions amis en même temps que nous tremblons pour eux.

J ' ai tricoté une paire de chaussettes pendant l ' émission fran­çaise du soir et j'aimerai pouvoir les expédier avec cette lettre mais je n ' ose en chargé le sympathique "facteur" grand ami de la France qui est déjà bien encombré mais je ne désespère pas de les envoyer plus tard. Je suis sure que nos soeurs anglaises nous suppléent auprès de nos soldats et tricotent à notre place les chaussettes que nous ne pouvons plus leur adresser et que nous fai sons encore quand même.

Je m'excuse d'être un peu bavarde et je vous assure Monsieur, de mes sentiments les meilleurs."

31

Note: les avions passer bombarder l'Angleterre =brevet er skrevet under slaget om England.

Det er kar~kteristisk for disse breve at hovedvregten lœgges pâ at udtr~kke t1l~lutning til krigens fortsœttelse , til de franske re­publ1kanske idealer og til alliancen med England. Et bœrende ele­ment er ogsâ ~ad til T~s~land og tyskerne, mere mâske end til na­zismen. En . d1r~k~e kr1t1k af Vichy forekommer ikke. Der er mere tale om en ~mpl1c1t afstandtagen, f . eks. ved at vende blikket frem mod en befr1els7, hvorefter friheden vil genopstâ. Skamf0 lelsen ov~r at have sv1gtet England med vâbenstilstanden er ogsâ et Vichy­kr1 tisk element .

Maj - oktober 1980 (28 )

32

8. Noter .

(1)

(2)

(3)

( 4)

( 5)

( 6)

( 7) (8)

(9)

J.L.Crémieux-Brilhac : L'o inion fran aise l 'An leterre et la guerre (septembre 1939- juin 19 0 , p . , in Français et Britan­niques dans la drôle de guerre, Actes du Colloque franco - britan­nique tenu à Paris du 8 au 12 décembre 1975, Editions du CNRS, 1979 . "C'est dans l'honneur et pour maintenir l'unité française, une unité de dix siècles, dans le cadre d ' une activité constructive du nouvel ordre européen que j'entre aujourd'hui dans la voie de la collaboration.

Ainsi, dans un avenir prochain pourrait être allégé le poids des souffrances de notre pays, amélioré le sort de nos prisonniers, atténuée la charge des frais d ' occupation; ainsi pourrait (sic!) être assouplie la ligne de démarcation et facilités l ' administration et le ravitaillement du territoire .

Cette collaboration doit être sincère ... (La France) reste souveraine. Cette souveraineté lui impose

de défendre son sol, d 'éteindre les divergences de l ' opinion , de réduire les dissidences de ses colonies." (Citeret efter le Temps, 1 .11.1940).

Intet af 10fterne kunne holdes. J . L. Crémieux-Brilhac et G. Bensimhon: Les propa~andes radio­phoniques et l'opinion public en France de 194 à 1944, in Revue d ' histoire de la 2e guerre mondiale , lOl, 1976, p . 9. Ibid. Denne meningsmâling er pâfaldende ~fvigende fra den tid­ligere og de senere i det milde syn pâ Pétain. Det kan skyldes formelle omstrendigheder ved mâlingen (hvilket ikke kan afg0res pâ de foreliggende oplysninger). Hvis der ikke er tale om for­melle fejl, kan forklaringen vrere at Pétain i august blev f0rt til Tyskland af tyskerne og at denne tvangsbortf0relse gjorde ham mere "uskyldig" i befolkningens 0jne. Se i0vrigt note (28). Russell E.Planck. Public opinion in France after the libera­tion 1944- 1949, in Common Frontiers of the social sciences, ed . M.Komarovsky, Illinois 1957, p. 184- 241 .

Op. cit . note (3), p. 18 . Figaro Magazine, 17 mai 1980 .

Op . cit. note 3 , p. 9 . Jf . Strasbourgtalen 1947, 7 . april: La guerre qui vient de finir a bouleversé de fond en comble les conditions de l ' exi­stence et de la puissance de la France . Combien même , en 1940, avaient pu croire à notre effondrement! • .. dès lors que l'uni­vers pouvait supposer que dans la carricature du fascisme et dans la capitulation qu 'était le système dit de Vichy, nous avions renoncé à nous- mêmes.

C'est alors que la France libre prit en main tous les pou-voirs, autrement dit tous les devoirs . C'est alors qu ' elle assuma la responsabilité de conduire la France jusqu ' au salut ...

Reconnaissons en passant que si pour porter cette charge elle a trouvé beaucoup d ' obstacles, elle rencontra peu de concurrents et que notamment les partis firent preuve à l'époque d ' une discrétion pleine de mérite. Reconnaissons surtout que les événements faisaient renaitre l'espérance , la masse de la nation portait vers la France combattante son adhésion et sa confiance. (L ' Année politigue 1947, p. 324) .

33

(10) Pressediskussionen ved premieren pâ Louis Malle's: Lacombe Lucien viser problemets 0mfindtlighed.

(11) Op. cit. note 3, p . 17 . (12) I bid . (13) J . P.Azéma: De Munich à la libération, Nouvelle histoire de

la France contemporaine XIV, 1979, p . 323. (14) René Rémond: La droite en France, 1969 , 248. (15) Henri Michel: Pétain et le régime de Vichy , 1978, 76. (16) R.Paxton: La France de Vichy, 1973, 17 . (17) A.Sauvy: La vie économique des Français de 1939 à 1945 , 1978,

60. (18) J~g ser her bort fra den vregt og interesse forskellige histo ­

rieopfattelser kan lregge pâ opinionssp0rgsmâl. (19) Den _tyske kom~andant , der ikke ville blande sig i rent indre ­

politisk~ anliggender, t~llod i 1940 l ' Humanité at komme pâ gaden (ligesom hans belgiske kollega tillod den kommunistiske presse). Det var politimyndigheden i Paris der under hen­visning til kommunistloven, fik det forhind~et.

(20) Op. cit. note 3, pp . 10 ss. (21) L'Appel, 73. (22) Op. cit. note 3, p . 12. (23) F.eks. har en opinionshistoriker spurgt: "Hvorfor er der ikke

flere korstog efter 1300? Intet i kilderne tyder pâ at tanken er opgivet. Hvad er der sâ sket?"

(24) Hele 34 pet angiver at have h0rt ham i juni og 50 pet i 10bet af sidste halvâr af 1940. Lytterbrevene til B.D.C. tyder ogsâ pâ at hans popularitet var stor og fremhœver bl . a. hans bemœrkelsesvœrdige stemme og diktion, der skœrer lige igennem de tyske st0jsendere !

(25) Niels Thomsen : Historiske Opinionsstudier , K0benhavn 1979. (26) Herbert Tingsten , Uppkomsten af en opinion . Synspunkter och

erfare~heter. in Opinion och opinionsbildninf som historiska f orskningsobjekt , Studier i Historisk metod II, ed . Rolf Torstendahl, Oslo 1968 .

(27)

(28)

Det var i 1940 ca. 5 . 2 mio radioapparater i Frankrig flest i Nordvestfrankrig og Parisomrâdet. Netop fra disse ' omrâder var flygtningestr0mmen stor i 1940. Det har begrrenset lytter­antallet. Sydpâ var modtageforholdene dârligere . Det har begrrenset antallet af apparater, der kunne tage England .

Til gengreld har krigens dramatiske udvikling kaldt alle til radioen .

Antallet af folk, der kan have h0rt de Gaulle kan derfor meget vel vrere af millionst0rrelse. Enkelte pro~insaviser gengav appellen dagen efter. Derimod blev den ikke genud­sendt, for B. B.C. optog den ikke . J. -P.R~oux: La France de la IVe Républi~ue , in L'ardeur et la né?essité 1944~1952 , Nouvelle histoiree la France contempo -~. l5, Seuil, 1980 , kommer mig i hrende under korrekturlres ­ning~n, nov . 198?· De~ viser i en grafisk fremstilling p. 65 opinionens holdning til en retssag mod Pétain men skelner i sin analyse ikke klart nok mellem person og r~gime mellem Pétain~ pé~ainisme og Vichy , og synes ikke opmœrks~m pâ at tavsheaen i 1940 var en pâtvunget tavshed .